2 4 . – 2 6 . 9 . 2 0 1 4 N o r d i s k t R u i n s e m i n a r i u m F i n l a n d

Transcription

13. Møde
om Udforskningen af Dansk Sprog
Nordisk Institut
Aarhus Universitet
14.-15. oktober 2010
1
ISBN 87-91134-37-4
2
13. Møde
om Udforskningen
af Dansk Sprog
Aarhus Universitet
14.-15. oktober 2010
Redigeret af
Inger Schoonderbeek Hansen og Peter Widell
Århus 2011
3
Nordisk Institut
Aarhus Universitet
www.muds.dk
Layout: Kirsten Lyshøj
Tryk: SUN-TRYK
Aarhus Universitet
2011
4
Forord
Nordisk Institut, Aarhus Universitet, tog i 1986 initiativet til møderne
om udforskningen af dansk sprog. Der har været afholdt møder hvert
andet år siden da.
På det 13. møde, der fandt sted i oktober 2010, deltog 46 forskere fra
ind- og udland med 30 foredrag.
Denne rapports artikler er godkendt af fagfællebedømmere. Vi
vil gerne takke både fagfællebedømmere og bidragydere for de mange
gode artikler. Der bringes desuden et antal resumeer af bidragydere
der fx har fået publiceret deres artikel andetsteds.
Vores motto “Ingen lingvistik uden humor” blev også holdt i ære ved
13. møde.
Århus, august 2011
Inger Schoonderbeek Hansen
Peter Widell
5
6
INDHOLD
Program
4
Deltagere
8
Astrid Ag
Sprogbrug og identitetsarbejde
hos senmoderne storbypiger
– resume
17
Gunnstein Akselberg
Norvagismar i nydansk
19
Lena Wienecke Andersen
Fra sag til ord til ordbog
31
Margrethe Heidemann
Andersen
Særskrivning og
sammenskrivning i dansk
43
Ulf Dalvad Berthelsen
Om Hintikka og omtalen af
propositionelle attituder i
dagligsproget
55
Relevansstrukturens
kommunikationslogiske rolle
73
Sproglig tilpasning og
korrespondanceanalyse
91
Flere folk har været i Paris
end jeg har
113
Når den danske ytring bøjes i
første-, anden- og tredjeperson
137
Om hævning af [#] foran [ŋ];
hvilken slags lydforandring?
– resume
155
Individet i sproget
157
Simon Borchmann
Randi Benedikte Brodersen
Ken Ramshøj Christensen
Per Durst-Andersen
Frans Gregersen
Frans Gregersen og
Randi Skovbjerg Sørensen
1
Magnus G.T. Hamann,
Simon Bierring Lange og
Karen Kiil Brøcker
Tunge led i forfelt og ekstraposition – et fænomen i
dansk talesprogsgrammatik
– udvidet resume
171
Hvad er det nu det hedder?
– Dementes sprog i et syntaktisk,
semantisk og pragmatisk
perspektiv
177
Endnu et blik på lethedsreglen
– eller hvorfor “object shift”
ikke findes i dansk
– resume
191
Sprogpolitikeren Peter Skautrup
– resume
193
Eva Skafte Jensen
Er subjektet virkelig antifokus?
195
Torben Juel Jensen
Ordstilling i ledsætninger i
moderne dansk talesprog
– resume
207
Perceptionsstudier i genkendelse
af moderne dansk med henholdsvis
jysk og københavnsk aksang
– resume
209
Sara Losch og
Janne Rösler
Sprogmodus på Facebook
– resume
211
Nicholas Hedegaard
Mikkelsen
Betydningsforskelle ved brugen af
helsætningsordstilling efter fordi
213
Karen Margrethe Pedersen
Relativt som i grammatisk,
historisk og geografisk belysning
225
Simone Haréll og
Mette Vinum Jensen
Lars Heltoft
Henrik Galberg Jacobsen
Tore Kristiansen,
Marie Maegaard og
Nicolai Pharao
2
Sønderjysk sang og rap
237
Kathrine Thisted Petersen
Fokus på tryk
251
Ole Ravnholt
Links og topics i tredje klasse
261
Mikolaj Sobkowiak
Endnu en aspektteori – om aspekt
i dansk og danske aspektmarkører
275
Divergenser i tysk-dansk og
polsk-dansk leksik
293
Danske nominalkompositas
struktur
– resume
305
Genrer, tekstarter og andre
sproglige handlinger
307
Flersprogethed i Nordslesvig i
spændingsfeltet mellem
mundtlighed og skriftlighed
– resume
321
Talehandling og tekst
323
Janusz Stopyra
Andrzej Szubert
Ole Togeby
Alice Westergaard
Peter Widell
3
Program
Torsdag den 14. oktober 2010, Bygning 1451, mødelokale 120
10.00-10.05 Mødet åbnes
Ordstyrer: Inger Schoonderbeek Hansen
10.05-10.35 Henrik Galberg Jacobsen: Sprogpolitikeren Peter Skautrup
Sektion 1
(1451, mødelokale 120)
Ordstyrer: Eva Skafte Jensen
Sektion 2
Ordstyrer: Margrethe
Heidemann Andersen
10.35-11.05 Magnus Glenvad Tind Hamann;
Simon Bierring Lange (Karen
Kiil Brøcker): Tunge led i
forfelt og ekstrapostiton – et
fænomen i dansk talesprogsgrammatik
Kaffepause
11.30-12.00
Lars Heltoft: Endnu et blik
på letledsreglen – eller
hvorfor “object shift” ikke
findes i dansk
Sara Losch og Jane Rösler:
12.00-12.30
Torben Juel Jensen: Ordstilling i ledsætninger i
Elin Fredsted (for Alice
Westergaard): Mundtlighed
og skriftlighed
4
Frokost
Ordstyrer:Ole Togeby
Ordstyrer: Elin Fredsted
14.00-14.30
Simon Borchmann:
Relevansstrukturens kommunikationslogiske rolle
Astrid Ag:
Sprogbrug og identitetsarbejde
hos senmoderne storbypiger
14.30-15.00
Eva Skafte Jensen:
Randi Skovbjerg Sørensen og
Frans Gregersen: Individet i
sproget: Hvad ser vi når vi stiller skarpt på den enkelte taler
i lyset af hans gruppetilhørsforhold?
15.00-15.30
Kathrine Thisted Petersen:
Fokus på tryk
Nicolai Pharao, Tore Kristiansen og Marie Maegaard: Perceptionsstudier i genkendelse
af moderne dansk med henholdsvis jysk og københavnsk
aksang
Kaffepause
Ordstyrer: Ole Ravnholt
Ordstyrer: Marianne Rathje
16.00-16.30 Per Durst-Andersen: Når den Randi Benedikte Brodersen:
danske ytring bøjes i første-, Slutresultater fra en undersøgelse af sproglig tilpasning,
anden- og tredjeperson
sprogbrug og sprogholdninger
blandt danskere i Norge
16.30-17.00 Mikolaj Sobkowiak: Endnu Gunnstein Akselberg: Norske
en aspektteori - om aspekt i lånord i nydansk – mellom
dansk og danske aspektmar- bokmål og nynorsk
kører
17.00-17.30 Ulf Dalvad Berthelsen:
Propositionelle attituder i
dagligsproget
Janusz Stopyra:
Divergenser i tysk-dansk
leksik
M i d d a g kl. 19.00
5
Fredag den 15. oktober 2010
Sektion 1
Sektion 2
Ordstyrer: Erik Vive Larsen Ordstyrer: Elena Krasnova
9.00-09.30
Ole Togeby:
Genrer og andre tekstarter
9.30-10.00
Peter Widell:
Tekstparameter og
tekstgenre
Simone Harréll og Mette Vinum
Jensen: Hvad er det nu det hedder?
(SDU):
Sønderjysk rap
Kaffepause
Ordstyrer: Gunnstein Aksel- Ordstyrer: Henrik Galberg
berg
Jacobsen
10.30-11.00 Ole Ravnholt: Links og
topics i tredje klasse
(KU): Relativt som i grammatisk, historisk og geografisk
belysning
11.00-11.30
Andrzej Szubert:
Danske nominalkompositas
struktur
11.30-12.00 Nicholas Hedegaard Mikkelsen: Betydningsforskelle
ved brugen af helsætning
efter fordi
Frokost
6
Bygning 1451, mødelokale 120
Ordstyrer: Peter Widell
13.00-13.30
Lena Wienecke Andersen: Fra sag til ord til ordbog
13.30-14.00
Ken Ramshøj Christensen: “Flere folk har været i Paris end
jeg har.” Om sprogforståelse
14.00-14.30
Frans Gregersen: Om hævning af [#] foran [ŋ]; hvilken slags
lydforandring?
14.30-15.00
Margrethe Heidemann Andersen: Særskrivning og sammenskrivning i dansk
15.00-15.15
Afslutning
15.30-
Reception i anledning af udgivelsen af første nummer af
Skandinaviske Sprogstudier (receptionen finder sted i Nobelstuen, Bygning 1465, lokale 315)
7
DELTAGERNE
13. Møde om Udforskningen af Dansk Sprog
Astrid Ag
Sprogforandringscentret (DGCSS)
Nordisk Forskningsinstitut
Københavns Universitet
Njalsgade 136
2300 København S
astridag@hum.ku.dk
Sprogbrug og
identitetsarbejde hos
senmoderne storbypiger
Gunnstein Akselberg
Institutt for lingvistiske, litterære og estetiske
studier
Universitetet i Bergen
Sydnesplassen 7
5020 Bergen
gunnstein.akselberg@lle.uib.no
Norvagismar i nydansk
Afdeling for Dialektforskning
Njalsgade 136
2300 København S
wienecke@hum.ku.dk
Margrethe Heidemann Andersen
Dansk Sprognævn
Njalsgade 136
2300 København S
heidemann@dsn.dk
Særskrivning og
sammenskrivning i dansk
8
Nordisk Institut
Aarhus Universitet
Jens Chr. Skous Vej 7
8000 Århus C
norudb@hum.au.dk
Om Hintikka og omtalen af
propositionelle attituder i
dagligsproget
Simon Borchmann
Nordisk Institut
Aarhus Universitet
8000 Århus C
norsib@hum.au.dk
Relevansstrukturens
kommunikationslogiske rolle
Islands Universitet
Sæmundargötu 2
101 Reykjavík
rbb@hi.is
Sproglig tilpasning og
korrespondanceanalyse
– hovedresultater fra en
sociolingvistisk undersøgelse af
danskeres tilpasning til norsk
Karen Kiil Brøcker
Afdeling for Lingvistik
Aarhus Universitet
simon.bierring.lange@post.au.dk
Tunge led i forfelt og ekstraposition – et fænomen i dansk
talesprogsgrammatik (sammen
med Magnus G.T. Hamann og
Simon Bierring Lange)
Institut for Sprog,
Litteratur og Kultur
Aarhus Universitet
kenrc@hum.au.dk
Flere folk har været i Paris end
jeg har.
Per Durst-Andersen
LaCoMe
CBS
pd.ikk@cbs.dk
Når den danske ytring bøjes i
første-, anden- og tredjeperson
9
Elin Fredsted
Universität Flensburg
Auf dem Campus 1
D-24943 Flensburg
fredsted@uni-flensburg.de
Frans Gregersen
Njalsgade 136
2300 København S
fg@hum.ku.dk
Om hævning af [#] foran [ŋ];
hvilken slags lydforandring?
Individet i sproget (sammen
med Randi Skovbjerg Sørensen)
Karen Thagaard Hagedorn
Nordisk Institut
Aarhus Universitet
8000 Århus C
norkth@hum.au.dk
Magnus Glenvad Tind Hamann
Aarhus Universitet
med Simon Bierring Lange og
Karen Kiil Brøcker)
Inger Schoonderbeek Hansen
Peter Skautrup Centret
Aarhus Universitet
Jens Chr. Skous Vej 4, bygn. 1483
8000 Århus C
jysis@hum.au.dk
Simone Haréll
Aarhus Universitet
simoneharell@hotmail.com
– Dementes sprog i et
syntaktisk, semantisk og
pragmatisk perspektiv (sammen
med Mette Vinum Jensen)
10
Lars Heltoft
Sprogvidenskabelige Studier
Roskilde Universitet
heltoft@ruc.dk
Endnu et blik på lethedsreglen
– eller hvorfor “object shift”
ikke findes i dansk
Institut for Sprog og Kommunikation
Syddansk Universitet
Campusvej 55
5230 Odense M
galberg@language.sdu.dk
Marie Beck Vilstrup Jacobsen
Aalborg Universitet
eiram007@hotmail.com
Eva Skafte Jensen
Institut for Sprog og Kultur, Dansk
Roskilde Universitetscenter, Hus 3.2.3
Universitetsvej 1, Postboks 260
4000 Roskilde
eskafte@ruc.dk
Hvad er det nu det hedder? –
Dementes sprog i et syntaktisk,
semantisk og pragmatisk
perspektiv (sammen med
Simone Harell)
Mette Vinum Jensen
Aarhus Universitet
simoneharell@hotmail.com
Torben Juel Jensen
Institut for Nordiske Studier og
Sprogvidenskab
tjuelj@hum.ku.dk
Ordstilling i ledsætninger i
Henrik Jørgensen
Nordisk Institut
Aarhus Universitet
8000 Århus C
norhj@hum.au.dk
11
Elena Krasnova
Nordisk Institut
Sankt Petersborg Universitet
Beringgade 25-1-152
RUS-197198 Sankt Petersborg
ekrasnova@gmail.com
Tore Kristiansen
og Sprogforandringscentret (DGCSS)
tk@hum.ku.dk
af moderne dansk med henholdsvis jysk og københavnsk aksang
(sammen med Nicolai Pharao og
Marie Maegaard)
Simon Bierring Lange
Aarhus Universitet
med Magnus Glenvad Tind
Hamann og Karen Kiil Brøcker)
Erik Vive Larsen
Nordisk Institut
Aarhus Universitet
8000 Århus N
norvive@hum.au.dk
Sara Losch
Auf dem Campus 1
D-24943 Flensburg
sara-losch@uni-flensburg.de
(sammen med Janne Rösler)
Marie Maegaard
og Sprogforandringscentret (DGCSS)
mamae@hum.ku.dk
(sammen med Nicolai Pharao og
Tore Kristiansen)
Nicholas Hedegaard Mikkelsen
Aarhus Universitet
nicholasmikkelsen@gmail.com
12
Malene Monka
Njalsgade 136
2300 København S
monka@hum.ku.dk
Njalsgade 136
2300 København S
kmp@hum.ku.dk
Relativt som i grammatisk, historisk og geografisk belysning
Institut for Grænseregionsforskning
Alsion 2
6400 Sønderborg
kam@sam.sdu.dk
Nordisk Institut
Aarhus Universitet
8000 Århus N
norktp@hum.au.dk
Fokus på tryk
Nicolai Pharao
og Institut for Nordiske Studier og
Sprogvidenskab
nicolaip@hum.ku.dk
(sammen med Tore Kritiansen og
Marie Maegaard)
Ole Ravnholt
Dansk Sprognævn
Njalsgade 136
2300 København S
ravnholt@dsn.dk
13
Charlotte Høyer Ringgaard
Aalborg Universitet
charlotteringgaard@gmail.com
Janne Rössler
Auf dem Campus 1
D-24943 Flensburg
janne.roesler@uni-flensburg.de
(sammen med Sara Losch)
Mikolaj Sobkowiak
Institut for Skandinaviske Studier
Adam Mickewicz Universitet
Poznan
miksobko@amu.edu.pl
Endnu en aspektteori – om aspekt i
dansk og danske aspektmarkører
Janusz Stopyra
Uniwersytetu Wroclawskiego
ul. Orkana 28/5
POL-55-120 Oborniki Slaskie
jstopyra@uni.wroc.pl
Divergenser i tysk-dansk og polskdansk leksik
Randi Skovbjerg Sørensen
Njalsgade 136
2300 København S
rss@hum.ku.dk
Individet i sproget: Hvad ser vi når
vi stiller skarpt på den enkelte taler
i lyset af hans gruppetilhørsforhold?
(sammen med Frans Gregersen)
Andrzej Szubert
Institut for Skandinaviske Studier
Adam Mickewicz Universitet
Poznan
szubert@amu.edu.pl
Danske nominalkompositas struktur
14
Ole Togeby
Nordisk Institut
Aarhus Universitet
8000 Århus C
norot@hum.au.dk
Genrer, tekstarter og andre sproglige
handlinger
Alice Westergaard
Auf dem Campus 1
D-24943 Flensburg
mail@astridwestergaard.dk
Flersprogethed i Nordslesvig i spændingsfeltet mellem mundtlighed og
skriftlighed
Peter Widell
Nordisk Institut
Aarhus Universitet
8000 Århus C
norwidell@hum.au.dk
Camilla Bredal With
Clavis sprog og kompetence
camilla_with@hotmail.com
15
16
Inger Schoonderbeek Hansen & Peter Widell (udg.):
13. Møde om Udforskningen af Dansk Sprog, Århus 2010
Sprogbrug og identitetsarbejde hos senmoderne
storbypiger
Astrid Ag
Resume
Siden januar 2009 har en københavnsk skole været omdrejningspunkt
for en større undersøgelse af sprog og identiteter hos børn og unge.
Undersøgelsen er baseret på holdetnografi (Creese et al. 2008), og jeg
har som en del af en forskergruppe fra Københavns Universitet fulgt
en gruppe unges hverdag i og uden for skolen i det meste af et år.
Foruden etnografiske data omfatter undersøgelsens data optagelser fra
forskellige kontekster initieret af de unge selv eller af os, interview
med lærere, forældre, pædagogmedhjælpere og de unge selv samt
skriftlige hjemmeopgaver fra de unge. I præsentationen fokuserer jeg
på et aspekt af tre pigers sprogbrug, nemlig senmoderne urban ungdomsstil (Madsen 2008). Denne sproglige praksis er identificeret og
beskrevet i en lang række europæiske byer. Træk tilskrevet senmoderne urban ungdomsstil er overvejende blevet identificeret hos drenge
(se for eksempel Madsen 2008, Jonsson 2007 og Quist 2000), men jeg
viser, at de ligeledes bruges af piger, og jeg relaterer brugen af disse
træk til pigernes interaktionelle identitetskonstruktioner. Desuden belyser jeg, hvilke værditilskrivninger senmoderne urban ungdomsstil
har og sammenholder den med en anden form for sprogbrug, nemlig
den de unge kalder ‘integreret’.
Litteratur: – Creese, Angela, Arvind Bhatt, Nirmala Bhojani & Peter Martin (2008)
Fieldnotes in team ethnography: researching complementary schools. Qualitative
Research 8 (2). SAGE Publications:197-215. – Jonsson, Rickard (2007) Blatte Betyder Kompis. Om Maskulinitet och Språk i en Högstadieskola. Stockholm: Ordfront.
– Madsen, Lian Malai (2008) Fighters and Outsiders: Linguistic practices, social
identities, and social relationships among urban youth in a martial arts club. Phd.dissertation. University of Copenhagen. – Quist, Pia (2000) Ny københavnsk ‘multietnolekt’. Om sprogbrug blandt unge i sprogligt og kulturelt heterogene miljøer.
Danske Talesprog nr. 1. København: C.A. Reitzel:143-212.
17
18
Norvagismar i nydansk1
Gunnstein Akselberg
Universitetet i Bergen
1. Norvagismar i nydansk2
I denne artikkelen skal eg gjera ein analyse av einskilde kategoriar av
norske importord i nydansk skriftspråk og i kva grad desse er i bruk
i dansk i dag. Eg studerer ordtilfang som finst både i den skriftlege
bokmålsnorma og i den skriftlege nynorsknorma, og legg spesiell
vekt på ord som har ein særnorsk karakter. Grunnlagsmaterialet for
artikkelen finst i den danske etymologen Niels Åge Nielsen sine to
arbeid Norske indslag i nydansk. I. Dansk over for norsk sprog ca.
1700–1950 (1983) og Norske indslag i nydansk. II. Liste over låneord
fra Norge ca. 1700–1950 (1984).
2. Dansk leksikalsk påverknad på norsk skriftspråk og vice versa
Det lange kulturelle, politiske, administrative og økonomiske
hopehavet mellom Danmark og Noreg har sett preg på taleog
skriftspråka i dei to landa. I Noreg er vi lærde opp til å meina at den
danske språkpåverknaden på norsk er heller stor, og innom nynorsk
skriftspråktradisjon har elevane alt frå barneskulen vorte innprenta at
ein stor del av dansk leksikalsk påverknad gjennom bokmål er uønskt
og direkte feil. Såkalla an-be-heit-else-ord (som til dømes anfører,
bekjenne, kjærlighet og forelskelse) (Nes 1978, Akselberg 1999) har
1
Takk til Randi Benedikte Brodersen som har vore heimelskvinne for dette prosjektet ved å
vurdera dei norske importorda som vert studerte i artikkelen. Brodersen har også kome med
nyttige råd for utforminga av stoffet.
2
I artikkelen vert termane norvagisme, lånord, leksikalsk lån og importord nytta med den
same tydinga.
19
Gunnstein Akselberg
ført til mange raude strekar i dei skriftlege nynorskarbeida til elevane.3
Slår vi opp i allmenne norske ordbøker og i norske etymologiske
ordbøker, vil vi ofte finna opplysning om at ord og uttrykk har kome
til oss frå eller via Danmark. At mange av an-be-heit-else-orda har
fått ein negativ klang i den nynorske skrifttradisjonen, er ikkje berre
at dei kjem til oss frå Danmark i ein periode då norsk hadde bruk for
å få ein eigen identitet, men også det at mange av dei har bakgrunn i
tysk språk. For den nynorske tradisjonen har det vore viktig å etablera
ei skriftnorm på heimleg grunn, mest mogleg fri for danske og tyske
importord. Den puristiske tradisjonen i nynorsk har hatt eit særleg
sterkt leksikalsk fokus.
At vi også har hatt norsk språkpåverknad på dansk skriftspråk
og talespråk, er mindre kjent. Nielsen studerer “norske indslag”,
dvs. ei nemning som er synonym med “norskheder, særnorskheder
og norvagismer” (1983:3), som i praksis tyder “lån fra norsk på det
tidspunkt og i den tekst, hvor de forekommer” (loc.cit.). Krava som
Nielsen set til dei norske låna er at dei skal vera frå den nynorske
perioden, dvs. etter reformasjonen, dei skal finnast i danske tekstar, og
dei skal vera “særnorske” (loc.cit.). Nielsen studerer dansk litteratur
frå yngre nydansk periode, dvs. perioden frå ca. 1700. Fremre grense
set han til ca. 1950. Frå denne perioden er den danske litteraturen
overveldande i omfang, difor har Nielsen måtta gjera eit utval (op.
cit.:11–16). Han har valt “et bredt, repræsentativt udvalg af trykte
tekster efter 1700, som kunne formodes at indeholde norvagismer”
(op.cit.:14). Hovudmengda er stoff henta frå kjelder som ikkje er med
i Ordbog over det danske Sprog (ODS) (op.cit.:2).
3. Nielsen sine norvagismar
I lista over lånord (Nielsen 1984:17-104) er dei aller fleste orda
substantiv. På andre- og tredjeplassen kjem verb og adjektiv, med
mange færre registreringar. For adverb, preposisjonar, talord og
interjeksjonar finst det berre få eksempel. Grovt rekna er lånordmengda
slik4:
3
An-be-heit-else-orda er mykje nytta i norske dialektar, og grunnleggjaren av den skriftlege
nynorsktradisjonen, Ivar Aasen, nytta fleire av desse orda i ordboka si frå 1850 (Aasen 1850).
I ordboka frå 1873 (Aasen 1873) var desse orda tekne ut. Sjå Nes 1984, Akselberg 1999.
4
Eg nyttar omtrentlege kvantifiseringar (ca.) av di det er råd å telja saman orda på forskjellige
20
Norvagismer i nydansk
Substantiv
Verb
Adjektiv
Adverb
Preposisjonar
Talord
Interjeksjonar
ca. 3100
ca. 200
ca. 120
ca. 16
ca. 3
3
1
Nielsen har gjort eit utval av danske kjelder for å illustrera norske
innslag i yngre nydansk. Eg har her i artikkelen gjort eit utval frå
lånordslista til Nielsen. Utvalet mitt er om lag 10 % av den samla
ordmengda til Nielsen. Kriteriet mitt for utveljing av ord frå lista til
Nielsen er subjektivt; dei skal – for meg – vera meir typisk norske enn
dei fleste andre orda i lista. Utvalet er såleis ikkje tilfeldig, med dei
avgrensingar det set for representativitet og generalisering av resultatet.
Eg har gått gjennom ordlista til Nielsen og plukka ut dei orda som vert
presenterte her, til saman 320 ord. Nielsen har sett opp orda i alfabetisk
rekkjefylgje. Den ordmengda eg har plukka ut, har eg sortert etter
tyding og denotasjon i sju ordklassar. Av di substantivklassa er den
dominerande, har eg delt denne inn i underkategoriar for å få eit oversyn
over den semantiske og denotative karakteren til lånordmaterialet.
Orda som eg har plukka ut til denne studien, har eg testa i kva
grad dei er kjende for danske brukarar i dag på to måtar:
1) Randi Brodersen har intuitivt vurdert orda ut frå om dei er
kjende og brukte (aktiv leksikalsk kunnskap), kjende og ikkje brukte
(passiv leksikalsk kunnskap), eller om dei er ukjende for danskar i
dag. Ord som Brodersen vurderer som brukte, er merkte med +. Ord
som Brodersen vurderer som kjende for danske språkbrukarar, men
ikkje brukte av dei, er merkte med (+). Ord som Brodersen vurderer
som ukjende for danskar i dag, er ikkje merkte. Brodersen nyttar sin
eigen kompetanse som dansk språkbrukar og si allmenne innsikt om
dansk språkbruk i dag.
2) Eg har dessutan kontrollert om orda er registrerte i KorpusDK.
Ord som finst i KorpusDK er merkte med #. For slike ord er det også
måtar. Til dømes kan eit ord i lista til Nielsen verta kategorisert til to ordklassar, t.d. “hæsje
s.” og “hæsje vb.”. Opfor og opover blir begge av Nielsen kategoriserte som “præp., adv.”.
Eg vel då å kvantifisera slike ord som éi registrering.
21
Gunnstein Akselberg
opplyst om kor mange belegg ordet har i KorpusDK. Talet på belegg i
KopusDK står bak registreringa mi, t.d. #27. KorpusDK representerer
dansk skriftspråk i bruk i perioden ca. 1990–2000 på grunnlag av
registrering av skriftspråkbruk i eit breitt spekter av skriftlege danske
tekstar. KorpusDK høver såleis svært godt som testreferanse for denne
granskinga.
Det er berre oppslagsformer som er sette opp i oversynet, men
alle substantivformer og verbtider er registrerte.
3.1 Substantiv:
• Abstrakt:
bolk, bragd(+), bygderykte, bygdeskik+, bygdesladder+,
emne+#6953, mistag, mål(+), odel, odelsting#1, præstegæld+#2,
snev+, tålmod#30, tøjs+, ugreje, ymt#1, vigsel
• Plantar:
blåvejs (+), brasengræs, bringebær(+), briskebær (‘enebær’), bugræs(+), einstape, enerbusk(+), gøgesyre(+), hvidvejs(+), kongle,
krækling(+), kveke, multe+, næpe, osp, renlav
• Dyr/fiskar:
bikje, binne, bjørneskinke(+)#1, botnsild, brillefugl, bringe (‘elgokse’), brisling(+)#27, brosme(+)#11, brugde#3, bufe, bufærdsdag,
buhund, buskab, bustedyvel (‘pindsvin’), byrkelange, bækkefugl,
bøling, dølehest, ekorn+, enghumle+, erle, fossekal, gamp,
gaupe(+), klæg, knot, mark (‘maddike’), mehenk, myrsneppe+, måse,
narhval+#30, natterangel, nise, orre, pale, purke, renbuk, røskat,
skjor, tordivel, skrej, smelte+#(uklar), varg
• Mat og måltid:
barkebrød, blødkage, brim, brus, dravle, fadost, graut, hermetik,
klipfisk+#39, kødkage, ludfisk, myse+, mølje, niste, prim, pultost, ragefisk, rømme(+), rømmekolle, rype+#39, slo, tørfisk+#11,
eftasverd
• Natur, vêr og føre:
aur, bergfod+, berghammer(+), bergryg+#12, bjergelv#1, bjerg22
fos(+), bjergur, brimhest, bræ+#50, bræelv+, bræis+, brækant+,
brække, brævand+, bråne, bundis, dalføre, dalstrøg#12, drev,
elvemel, elveos, elveskrænt+, evje, højfjeld+#16, jøkel#3, kjern/
tjern, knaus, myr, nedbør+#225, regnskur+, røs, småskarv, sneflog, snekam#1, sneskavl, skærgård+#61, skare, skiføre+#7, stenrøs,
vasdrag
• Naturprodukt:
briskelåg, briskevand
• Bygd og by:
grænd
• Personar:
benrangel, døl, fant#1, fantefolk, fantekjærring, felespiller(+), fingut, gadegut+, garp, gjæterjente, gut+#323, halling, kakse, kramkar, kærring, kårfolk(+), lagmand+, messegut(+), målgransker(+),
opsidder, raring, rækel, skrønemager, skydskarl, storfolk(+), tomsing,
stril, unggut(+)
• Språk:
blandingsmål, bokmål+#2, bygdemål+, bymål+, landsmål+#2, ordelag, ordskifte+#6, rigsmål+#7, skrøne+#133, taleflom+
• Helse, kropp og sjukdom:
farang, helsebod+#1, juling, ørske
• Klede:
ragsok#6
• Veg- og kommunikasjon:
benvej, bygdevej+, bådfærd+#1, rørgade
• Eigedom, jord og innhegning:
beite, bygsel, bygselgård, bygård(+), bø, bømark, ækre, hjæmstøl,
jordflæk, kve, støl(+), sæter+#18, tejg
23
Gunnstein Akselberg
• Hus og heim:
bondeheim, fjøs, husvære, hybel+#30, laft, nov, nøst(+), stabbur,
vårstøl, støpul
• Materiale:
bordstabel, savflis
• Form og fasong:
botn, staup
• Reiskap/middel/arbeid:
greje s./vb. +#49, hejs#6, korketrækker, kornstør, kværnkald, not,
orv, pulk+#13, truge, sparkstøtting#7, ski+#583, tollekniv#1, staur,
snadde+#6, skydspenge, træl
• Musikk, dans og kunst:
hardangerfele(+)#2, nystev, rosemaling, sølje, stev#1, åklæde
• Tid og periode:
høonn, jonsoknat, kvældsbil, nonsbel, olsok
3.2 Verb:
bjergtage+#40, efterglemme, friskne, gjæte, hikste+#23, huske s./
vb., hæsje s./vb., høve, klore, kna, kose sig, krangle, ljome, mægre,
rable#103, rape (‘skride ned’), raute, rundjule, skydse, tærge, spøte, skofte, vyrde, vigsle
3.3 Adjektiv:
fåmælt+#126, hændig, koselig(#)1, morsk, rovs (‘raus’), skråsikker+#130, snøg, snål, vejrbidt+#41, snild+#16
3.4 Adverb:
efterpå#2, højstsommers, indenskærs#4, ifra#1, ind+#(uklart), indengærdes, indensunds, nordefter(+), nordover+#30, opefter+#266, sydover+#66, søndenfjelds+, tværtom#42, tværtover
24
3.5 Preposisjonar:
opfor, opover+#10/op over+#(uklart), udfor#5/ud for+#(uklart)
3.6 Talord:
femti+#109, firti+, syvti+#7
3.7 Interjeksjon:
huttetu
4. Bruk- og kjennskap
Det som slår meg når eg studerer testresultatet, er at forbausande
mange, ja, dei aller fleste av desse norske importorda i dansk er både
ute av bruk og ukjende for danske språkbrukarar i dag. Dessutan er
nokre hyppige. Det er også interessant at det er eit nært samanfall
mellom Brodersen si vurdering av kva for ord som er i bruk og
registreringa i KorpusDK. KorpusDK registrerer berre språket i bruk,
ikkje kjennskap til språk, medan Brodersen også har med kva for ord
som det finst kjennskap til.
Vi ser dessutan at fleire av orda som er registrerte som bruksord
i KorpusDK, har svært få belegg, og dei vil såleis vanlegvis ikkje bli
rekna å høyra til det danske allmennspråket. Substantiva bjergelv, fant,
snekant, helsebod og ymt er berre registrerte 1 gong. Hardangerfele,
præstegæld og bokmål er berre registrerte 2 gonger. Den reelle bruken
er såleis endå mindre enn det registereringa i KorpusDK gjev uttrykk
for.
På den andre sida er det einskilde lånord som er høgfrekvente,
som t.d. emne (6953 belegg), ski (583), gut (348), nedbør (225) og
fåmælt (130).
I KorpusDK er 66 av dei 320 importorda i denne artikkelen registrerte, dvs. 20,6 %. Heile 79,4 % av orda som Nielsen har registert,
vert altså ifylgje KorpusDK ikkje nytta i dansk skriftspråk i dag. I
Brodersen si vurdering er 58 ord vurderte som brukte, dvs. 18,1 %,
og 25 ord som kjende, dvs. 7,8 %. Ifylgje Brodersen er altså 81,9 %
ikkje brukte i dansk skriftspråk i dag. Vurderingane til Brodersen og
KorpusDK har såleis eit nært samanfall, sjølv om det er ein mindre
diskrepans på einskildordnivå. Til saman utgjer Brodersen sine samla
vurderingar (bruk og kjennskap) 84 ord, dvs. 26,3 %. Det tyder at
25
Gunnstein Akselberg
ifylgje Brodersen si vurdering er det 73,7 % av dei 320 orda som
verken er brukte eller kjende.
5. Spreiing og aksept
Nyord i språket, såkalla leksikalske innovasjonar eller neologismar,
får vi heile tida. Mange av desse, ofte dei fleste, er importord frå eit
anna språk og dei er nært knytte til nye reiskapar, ny teknologi, nye
bruksformer, nye organisasjonsformer eller mentale, ideologiske og
filosofiske endringar og nyskapingar. På denne måten vert dei mentale
leksikona våre stendig utvida, og det utviklar seg felles leksikon for
visse sosiale grupper, yrkesgrupper, geografiske område (lokalsamfunn,
regionar, nasjonar), eller det utviklar seg felles internasjonale og
globale leksikon.
Leksikalske nyskapingar eller importord spreier seg på same
måten som andre språklege innovasjonar. For dei aller fleste språklege
nyovringane skjer dette ved at innovasjonane startar hjå eit eller nokre
få einskildindivid, og så spreier dei seg ved at dei vert aksepterte av
fleire og fleire medlemer i eit språksamfunn. Til slutt kan ein stor del
av medlemene i språksamfunnet både ha kunnskap om og i tillegg
nytta nyovringane i praktisk språkbruk. I avgrensa språksamfunn
spreier innovasjonane seg som oftast etter ei s-kurve. Kurva illustrerer
at spreiinga går sakte i byrjinga, så skyt ho fart, og til sist går
spreiinga nokså sakte igjen før den er meir eller mindre gjennomført i
språksamfunnet. Sjå den grafiske illustrasjonen.
26
S-kurve. P1 representerer den personen som introduserer ein språkleg
innovasjon, ein innovatør, og P2 representerer ein av dei siste i språksamfunnet
som internaliserer innovasjonen. Den loddrette aksen representerer grad av
spreiing (gjennomføring) av ein språkleg innovasjon i eit språksamfunn. (Frå
Sandøy 2008:209 etter Chambers & Trudgill 1980:179)
Når det gjeld dei norvagismane – eller norske importorda – som Nielsen
har studert, må det tyda at dei aller fleste orda som eg har plukka ut i
denne studien, berre har gjennomgått delar av s-kurveprosessen. Berre
nokre få har gjennomgått heile denne prosessen, og såleis gått inn som
ein aktiv del i det danske skriftspråket, som t.d. emne, gut og nedbør. I
motsetnad har store delar av dei danske importorda i norsk, danismane,
som t.d. an-be-heit-else-orda, gjennomgått heile s-kurveprosessen.
Grunnane til denne skilnaden mellom aksepten av norvagismar
i dansk skriftspråk og aksepten av danismar i norsk skriftspråk, kan
vera mange, men to årsaker er truleg viktigare enn andre.
Den eine årsaka er importorda sin funksjon i mottakarspråket.
Ord knytte til nye arbeidsformer, ny teknologi, nye reiskapar og osb.
vil ofte lett bli tekne opp i mottakarspråket av di dei er praktisk nyttige
og synest naudsynte.
Den andre årsaka har med makttilhøve å gjera. Ord frå ei
teknologisk, kulturell, økonomisk og politisk “overmakt” vil lettare
bli tekne opp i eit mottakarspråk som representerer ein nasjon som er
“underlegen”.
For norske språktilhøve har vi eit godt døme på begge desse
årsakene representerte ved dei mange lågtyske lånorda i norsk taleog
skriftspråk. Det lågtyske språket vart nytta av dei mektige hanseatane
som stod sterkt mange stader i Noreg særleg frå midt på 1200-talet til
ut på 1600-talet, ikkje minst i Bergen. Og dei lågtyske orda som er
lånte inn i det norske språket er nettopp nemningar på nyttige objekt
og mentale førestellingar. Døme på slike lågtyske importord i det
norske språket, og som i dag av nordmenn vert rekna som erkenorske,
er t.d. desse:
angst m. (mlt. angest), anxt, arbeid n. (mlt. arbe(i)t), bukse f. (mlt.
buxe), frykt f. (mlt. vruchte), gaffel m. (mlt. gaffele), prata vb. (mlt.
praten), prenta vb. (mlt. prenten), reiskap m. (mlt. redtschap), slak27
Gunnstein Akselberg
tar m. (mlt. slachter), spikar m. (mlt. spiker), språk n. (mlt. sprake),
tallerken m. (mlt. tallorken), tanke m. (mlt. danke), taske f. (mlt.
tasche)5
Ser vi på prosessen med opptak av engelske importord i norsk og i
andre språk i dag, minner dei om prosessen med opptak av dei lågtyske
orda i norsk: Det står overlegne teknologiske, kulturelle, økonomiske
og politiske språksamfunn bak, og dei leksikalske låna vert vurderte å
vera nyttige, praktiske og viktige. Slik må tilhøvet mellom Danmark
og Noreg også ha vore frå seinmellomalderen og fram til nyare tid, t.d.
i store delar av den perioden Nielsen studerer, altså den yngre nydanske
perioden. Danmark var “overmakta” og Noreg den “underlegne”.
Motsett har dei norske importorda i dansk ofte vore representerte ved
nemningar som er knytte til særnorsk natur og særnorske kulturelle
tilhøve, som ein ikkje treng i det danske kvardags- og allmennspråket,
og som danskane berre har hatt trong for i særtilfelle som er knytte
spesifikt til Noreg (som t.d. eldre administrasjon, næringsliv, ferie,
fritid og familie).
6. Konklusjon
Denne studien har vist, med dei restriksjonane på representativitet og
generalisering som utveljingsmetoden min set, at norvagismane som
Nielsen publiserte i 1983 og 1984, eit stort arbeid som han begynte
på i 1946 (Nielsen 1983 [I]:6), er svært lite brukte og kjende mellom
danske språkbrukarar i dag. Rundt 80 % av materialet i det utvalet eg
har gjort i denne artikkelen, er ikkje i bruk. Det gjeld både resultatet av
kontrollen som er gjort mot KorpusDK (79,4 %) og resultatet av den
intuitive vurderinga til Brodersen (81,9 %), to registreringar som er
gjorde uavhengig av kvarandre. I tillegg er det ifylgje Brodersen berre
8,1 % som er kjende for danske språkbrukarar, og samla 73,7 % som
verken er brukte eller kjende. På grunn av at fleire av orda har svært
5
Ein setning som den nedanfor er eit godt døme på korleis norsk skriftspråk som vert vurdert
som erkenorsk, er sett saman av i all hovudsak mellomlågtyske ord. Berre to-tre ord i setninga er norske (den stipla lina):
“Skredderen tenkte at trøya passet fortreffelig, men kunden klaget og mente at plagget var
kort og tøyet simpelt og grovt!” (Hødnebø 1971:41).
.............. at ............, .................. og ................ at
...................... var .............................
28
låg frekvens i KorpusDK, til dømes helsebod og præstegæld, som har
respektive 1 og 2 belegg, er det endå fleire av desse norvagismane
som ikkje høyrer til det danske allmennspråket. På den andre sida er
det få som er høgfrekvente som t.d. emne med 6953 og gut med 583
belegg.
I neste omgang vil eg ta føre meg heile lista til Nielsen, for
å kunne generalisera om norvagismetilhøva i dansk skriftspråk på
grunnlag av det store registreringsarbeidet han har gjort. Då vil eg
også trekkja inn fleire danske språkbrukarar som referansegruppe
for å finna ut meir om kjennskap og bruk til orda i dag – i tillegg til
KorpusDK.
Korleis importen av norvagismar i nydansk skriftspråk har vore
etter 1950, som er den fremre grensa for Nielsen sine registreringar,
og fram til i dag, veit vi lite og inkje om. Vi veit også lite om danske
importord, danismar, i norsk språk i denne perioden. Kunnskap om
slike tilhøve kan fortelja mykje om relasjonane mellom Danmark og
Noreg, om kommunikasjonen mellom dei, om praktiske tilhøve og om
identitetar. Her ligg viktige framtidige forskingsoppgåver.
Litteratur
Akselberg, Gunnstein (1999) Anbeheitelse – fleire dansk-tyske importord i
nynorsk?. 7. Møde om Udforskningen av Dansk Sprog. Peter Widell og
Mette Kunøe (red.). Århus: Aarhus Universitet:25-35.
Chambers, Jack K. og Peter Trudgill (1980) Dialectology. Cambridge: Cambridge University Press.
Hødnebø, Finn (1971) Nedertyske (platt-tyske) lånord i norsk. En bok om
ord. Gundersen, Dag m.fl. (red.). Oslo: Universitetsforlaget.
Nes, Oddvar (1984) Om nokre affiks i nynorsk – mest om -heit. 2. utg. Bergen:
Nordisk institutt.
Nielsen, Niels Åge (1983) Norske indslag i nydansk. I. Dansk over for norsk
sprog ca. 1700-1950. Århus: Aarhus Universitet.
(1984) Norske indslag i nydansk. II. Liste over lånord fra Norge ca. 17001950. Århus: Aarhus Universitet.
Ordbog over det danske Sprog (1918-1956) Udgivet af det Danske Sprog- og
Litteraturselskab. København: Gyldendal.
29
Gunnstein Akselberg
Sandøy, Helge (2008) Språkendring. Språkmøte. Brit Mæhlum, Gunnstein
Akselberg, Unn Røyneland og Helge Sandøy (red.). Oslo: Cappelen Akademisk Forlag:195-219.
Aasen, Ivar (1850) Ordbog over det norske Folkesprog. Kristiania: Werner.
(1873) Norsk Ordbog. Anden forøgede Ugave af Ordbog over det norske
Folkesprog. Christiania: Malling.
Nettadressa til KorpusDK:
http://ordnet.dk/korpusdk_en
30
Præsentation af et ph.d.-projekt om datastrukturering
1. Indledning
Mit ph.d.-projekt, som jeg påbegyndte 1. marts 2010, har arbejdstitlen
“Fra virkelighedens verden til ordbogens. Et studie i datastrukturering
med henblik på betydningsdefinitioner i ordbøger”. Projektet placerer
sig i krydsfeltet mellem dialektologi, leksikografi og leksikalsk
semantik – mellem praksis og teori.
I denne artikel præsenteres projektet indledningsvis i store træk,
derefter præsenteres projektets praktiske del dybdegående, og endelig
gennemgås, mere kortfattet, den teoretiske del og nogle af planerne
med projektet.
2. Projektet i store træk
Projektet er tre-årigt og er finansieret af Det Frie Forskningsråd | Kultur og Kommunikation. Jeg har base på Afdeling for Dialektforskning
på Københavns Universitet hvor Ømålsordbogen redigeres; den ordbog der er omdrejningspunkt for mit projekt.
Projekttitlen dækker over at jeg vil se på sproget og på verden:
Hvordan det ene er med til at konstruere og strukturere det andet og
omvendt – og hvordan man forholder sig til det i ordbøger. Mere
specifikt vil jeg kredse om
• hvordan ords betydning kan udledes og afgrænses
• hvilken indflydelse det har på betydningsdefinitionens
form i ordbogen.
31
Projektet har således dels en teoretisk side, dels en praktisk: Teoretisk set skal jeg beskæftige mig med ords betydning, altså leksikalsk
semantik. Den praktiske side er leksikografien, herunder Ømålsordbogen. Kort sagt vil jeg afprøve forskellige leksikalsk-semantiske
modeller på Ømålsordbogens materiale om “mælk”. Målet er bl.a. en
diskussion af hvad en betydningsdefinition i en ordbog kan og skal
indeholde: lingvistisk og/eller encyklopædisk information.
3. Fra sag til ord til ordbog: praksis og leksikografi
I det følgende skitseres arbejdet med at indsamle materiale til
Ømålsordbogen og bearbejde det for endelig at redigere ordbogen;
herunder præsenteres diverse problemstillinger. For en nærmere gennemgang henvises til fx Ømålsordbogens tillægsbind og Gudiksen &
Hovmark 2009.
3.1. Ømålsordbogen
Arbejdet hen mod Ømålsordbogen begyndte i 1909 hvor Udvalg
for Folkemaal, det nuværende Afdeling for Dialektforskning, blev
oprettet. Ømålsordbogen er en sproglig-saglig dokumentationsordbog
i foreløbig ti bind (fra a til kursmed). Ordbogen beskriver dialekterne
på Fyn, Sjælland, Lolland, Falster og omliggende øer i perioden
1750-1950 med hovedvægten på perioden 1850-1920. Som der står i
ordbogens præsentationshæfte: “Ordbogen omfatter hele ordforrådet
hos landbefolkningen, ikke kun de særlige dialektale ord og udtryk, og
den giver en grundig beskrivelse af ordenes udtale, bøjning, betydning
og brug” (ØMO-præs:2).
3.2. Indsamling af ord
I begyndelsen fokuserede man på at indsamle fonetiske og morfologiske informationer til ordbogen, men fra midten af 1920’erne begyndte man på en systematisk indsamling af hele ordforrådet og altså
brugen og betydningerne af ordene.
Selve ordbogen er ordnet alfabetisk, men for at få indsamlet
ordene gik man onomasiologisk til værks. Man emneinddelte den
verden der skulle undersøges, dvs. landbosamfundet som det så ud
for omkring 100 år siden; det resulterede i emner som “Husdyrenes
Røgt”, “Mælken og dens Produkter” og “Høst”. På denne baggrund
32
lavede man emneinddelte spørgelister som igen inddeltes i “sager”
– ikke kun konkrete genstande, men også abstrakte fænomener –
som dialekttalende meddelere skulle sætte ord på. Således kom man
systematisk omkring hele den verden der skulle beskrives.
Denne fremgangsmåde og tankegang sås flere steder i begyndelsen af 1900-tallet. Det østrigske tidsskrift Wörter und Sachen gav
navn til forskningstraditionen og måden at indsamle data på – altså:
ord og sag.
Den vigtigste inspiration for Udvalg for Folkemaal til at arbejde
på denne måde kom fra to mere konkrete kilder: (1) Peter Skautrup
skrev i 1920’erne en prisopgavebesvarelse om en dialekts ordforråd
(Skautrup 1927-79). I udspørgningen af de dialekttalende og måske
især i den efterfølgende fremstilling af det indsamlede ordforråd
gik Skautrup også onomasiologisk til værks; han samlede og grupperede ordforrådet efter emne. Den metode overførte man direkte til
indsamlingen af ødialekternes ordforråd. Man havde akut brug for et
praktisk redskab, og vha. Skautrups afhandling fik man hurtigt lavet en
sagligt ordnet ordliste (UfF’s spørgeliste). (2) Samtidig med Skautrup
udformede man i svensk dialektforskning nogle mere udførlige, bl.a.
illustrerede, spørgelister (Landsmålsarkivets Frågelistor), og inspireret af dem blev de senere danske spørgelister også mere udførlige
(UfF’s spørgehæfter).
3.3. Seddelsamlingen
Spørgelisterne var rygraden i indsamlingen af en stor del af materialet
i Ømålsordbogens samlinger. De tidligste spørgelister handlede som
nævnt om udtale og grammatik; først senere blev fokus mere semantisk
orienteret. Spørgelisterne gav besvarelser der blev overført til sedler
hvilket er eller i hvert fald var det typiske format man arbejdede med
når man lavede en ordbog (se eksempel på seddel i figur 2).
Ud over spørgelister bygger Ømålsordbogen også på besvarelser baseret på et billedhæfte. Desuden tog dialektforskere ud og
interviewede ud fra spørgelister eller mere frit, hvilket først har givet
såkaldte optegnelser, siden båndoptagelser. En del af disse båndoptagelser er transskriberet og findes således også på skrift. Ligesådan
findes der skriftlige kilder på dialekt.
33
Dette materiale er løbende blevet skrevet ud på sedler, og
efterhånden indeholder samlingen ca. 3 millioner ordsedler.
3.4. Arbejdet med sedlerne
Ligesom spørgelisterne var emneinddelt, blev sedlerne også placeret
emnevis, i alt i ca. 60 emner der kendetegnede landbosamfundet.
Ideelt set var første skridt at alle emner skulle gennemgås
systematisk; i praksis har man kun nået omkring halvdelen. En
systematisk gennemgang vil sige at alle sedler inden for et emne
blev gennemgået samlet med henblik på at skaffe overblik over
sedlerne, ordene og de semantiske relationer – som minimum i form
af en synonymkreds, men også del-helheds-relationer og over-underbegreber og andre semantiske størrelser kunne registreres. På figur 1
ses den systematiske gennemgang af sagen komfur.
Figur 1. Systematisk gennemgang af ordene forbundet med sagen komfur
(ØMO-saml).
De fleste af ordene i den systematiske gennemgang betegner dele af
komfuret. Umiddelbart kan man undre sig over de to gryder, komfurog vandgryde, men det viser sig at der ikke er tale om gryder som
34
i den moderne husholdning, men en slags beholder indbygget i
komfuret. Ring og komfurring er et eksempel på synonymer, og ovn
er et eksempel på et overbegreb til de to underbegreber komfurovn og
stegeovn osv.
Når sådan et arbejde er udført, er der ideelt set ingen tvivl om
hvilke andre ord der er med til at give det enkelte ord betydning, og
således hvad der skal henvises til på kryds og tværs i ordbogen. Det
er yderst praktisk når nu ordbogen redigeres og udgives alfabetisk fra
en ende af.
3.5. Emnet “mælk”
I mit projekt skal jeg arbejde med emnet “mælk”; dvs. alle de ord
der er optegnet inden for emnet: produkter som mælk, ost og smør,
processer som at kærne smør, redskaber som en kærne osv. Alle de
ord de dialekttalende brugte når de talte om, eller i hvert fald blev
udspurgt om, emnet. Det var en tid hvor man på det enkelte landbrug
selv malkede og lavede produkter ud af mælken til eget forbrug, og
derfor fyldte emnet “mælk” meget i hverdagen.
Efterhånden som ordbogens redaktion er skredet fremad, er
sedlerne blevet taget ud af de emner de kom fra, og er blevet samlet i
en alfabetisk samling. Derfor består emnet “mælk” i mit projekt dels
af redigerede artikler i ordbogen (med hertil hørende sedler indføjet i
den alfabetiske seddelsamling), dels af de sedler der stadig er placeret
i emnesamlingen (fra kæ- og frem). Hvor omfattende det redigerede
materiale er, skal jeg først til at rekonstruere; det uredigerede materiale
omfatter ca. 850 forskellige ord fra kædegang til åre fordelt på ca.
9.500 sedler. Jeg formoder at det uredigerede materiale er større end
det der er redigeret, idet de centrale ord der refererer til emnets mest
omfattende sagområder, er placeret sidst i alfabetet: kærne, mælk, ost,
smør; først i alfabetet kan umiddelbart kun nævnes fløde.
Én af grundene til at jeg netop skal arbejde med “mælk”,
er at emnet ikke er blevet gennemgået systematisk forud for ordbogsredaktionen. Ordene er kun blevet gennemgået et for et, alfabetisk.
Og det medfører nogle problemer som jeg vil præsentere i det følgende
med substantivet krøsning som eksempel.
35
3.6. Eksemplet krøsning
Mælkespørgelisten var på 16 sider, inddelt i punkter, med illustrationer,
forslag til ord osv. Et spørgsmål angående den beholder man bl.a.
transporterede mælk i, lyder: “Hvad kaldtes Træringen, hvorpaa Laaget hvilede foroven i Bøtten: Krøsning, Himmel?” (Møller 1938:4).
Og en af besvarelserne heraf lyder: “et lille Stykke fra Overkanten
var, indvendig, indsat en Krans af Træ, til at møde for Mælken under
Transporten, Kransen kaldtes Krøsning” (jf. topografisk samling nr.
1091 i ØMO-saml). Understregningen i besvarelsen er foretaget af en
dialektforsker der har vurderet at ordet og forklaringen skulle bruges til
ordbogen; efterfølgende er stykket blevet skrevet ud på en seddel som
belæg på én af betydningerne af ordet krøsning. En anden betydning
af krøsning fremgår af sedlen gengivet i figur 2:
Figur 2. Seddel med illustration af én betydning af krøsning (ØMO-saml).
Her er det låget til en kærne, et særligt låg med skrå kant, der hedder
krøsning. Alt i alt er der 53 sedler med ordet krøsning som er blevet
gennemgået og redigeret, og er blevet til en ordbogsartikel opdelt i
fem betydninger.
36
Fordi “mælk” ikke er blevet gennemgået systematisk, har
redaktøren ikke haft fuldstændigt overblik over de semantiske
relationer, og det har givet nogle problemer med at få defineret
betydning 4, det særlige låg:
Figur 3. Udkast til betydning 4 i Ømålsordbogens artikel krøsning (ØMOsaml).
Redaktøren har med kursiv angivet to synonymer: kærnehat og
kærnesæt. Kærnehat fremgår af spørgelisten. Kærnesæt fremgår af en
anden seddel i materialet med en tegning som den der ses i figur 2.
Men if. redaktøren kan der sagtens være flere synonymer som hun
ikke har fundet frem til fordi hun ikke har siddet med en fuldstændig
synonymkreds – fordi der ikke er udarbejdet en systematisk gennemgang
af materialet. Havde der været opstillet en kreds af synonymer, havde
der sikkert også været valgt et hovedsynonym hvorfra der så skulle
være henvisninger til alle de andre synonymer og retur, men ikke på
kryds og tværs mellem alle synonymerne.
Ligesådan ses ordet “stampekærne” – der ikke er kursiveret
og dermed ikke henviser til den kommende artikel stampekærne.
Det kunne man have forventet, men igen har redaktøren manglet en
systematisk gennemgang. For hvad er hovedsynonymet for denne type
kærne hvor der kærnes med en lodret bevægelse op og ned? Det kunne
være stampekærne, men det kunne fx også være stav- eller stangkærne
eller noget helt fjerde. Denne type kærne står i øvrigt i modsætning til
det der bl.a. kaldes en svingkærne hvor der kærnes med en roterende
bevægelse. Disse to typer har begge overbegrebet kærne. Det vil sige
37
at en mere udførlig forklaring, en sagredaktion, der beskriver kærnens
dele, hvad den bruges til, og hvordan den bruges, også kunne tænkes
at blive placeret under kærne – og så skulle henvisningen gå derhen.
Men det er der aldrig blevet taget stilling til, og så er det ikke let at
redigere ordbog.1 Og her kommer mit projekt på banen.
4. Fra sag til ord til ordbog: teori og leksikalsk semantik
Ord og sag-forskningen som ordbogen er inspireret af, var praktisk og
ikke teoretisk orienteret; således er arbejdet med betydning i Ømålsordbogens regi indtil videre sket uden en eksplicit teoretisk ramme. For at
få skabt overblik over emnet “mælk” og for at få systematiseret arbejdet
med betydninger i Ømålsordbogen vil jeg i mit projekt inddrage teorier
om leksikalsk-semantiske relationer og organiseringen heraf. Jeg
vil bl.a. inddrage forskningen i semantiske felter og nyere retninger
som frame semantics og wordnet. I det følgende præsenteres disse
retninger kort; for mere omfattende gennemgange kan bl.a. henvises
til Schmidt-Wiegand 1999 og Geeraerts 2010.
4.1. Wörter und Sachen
Ord og sag-tankegangen opstod som tidligere nævnt omkring år
1900. Det er især de to østrigske sproghistorikere Rudolf Meringer
og Hugo Schuchardt der forbindes med ideerne; måske fordi de to
i en årrække diskuterede forholdet mellem og prioriteringen af ord
over for sag uden at blive enige. Men de ville altså begge gøre op
med junggrammatikernes fokus på etymologi og lydudviklinger og
inspireret af bl.a. den unge folkemindevidenskab og etnologi begyndte
de at inddrage kultur og herunder sagområder.
Fra 1909 var Meringer med til at udgive det før omtalte tidsskrift
Wörter und Sachen (1909-1944) og med det blev der for alvor sat
navn på tankegangen.
Kendetegnet for ord og sag-forskningen var som nævnt den
onomasiologiske tilgang: Man havde nogle sager, både konkrete og
abstrakte, der skulle sættes ord på. Som udgangspunkt var det af
interesse for ords betydningsændringer, men i fx dialektforskningen
var det også for at få registreret den samtidige variation.
1
Flere af ordene i Ømålsordbogens samlinger kan naturligvis slås op i Ordbog over det danske
Sprog, og således er man ikke nødvendigvis på bar bund hver gang.
38
4.2. Semantiske felter
I tråd med ord og sag-tankerne, men også i lyset af strukturalismens
gennembrud, opstod i 1920’erne studiet af semantiske felter, sproglige
felter, ordfelter og hvad man nu ellers kalder dem. Det første større
sammenhængende værk inden for retningen kom i 1931 med Jost
Triers analyser af tysk: Der deutsche Wortschatz im Sinnbezirk des
Verstandes. Die Geschichte eines sprachlichen Feldes. Bd. I: Von
Anfängen bis zum Beginn des 13. Jahrhunderts.
Fokus var på det man kunne kalde den “lingvistiske sammenhæng”, dvs. ords sammenhæng med andre ord, synonymer,
antonymer osv., og hvordan de på den baggrund kunne grupperes i
felter, todimensionelle, ikke nødvendigvis skarpt afgrænsede, felter.
4.3. Semantiske netværk
I de seneste år er det, gennem psykolingvistikken og den kognitive
lingvistik, netværkstanken der har om ikke domineret så fyldt meget
inden for den leksikalske semantik – sikkert fordi det er blevet
lettere i kraft af computernes fremkomst og hele den teknologiske
udvikling. Jeg har tænkt mig at skulle se nærmere på frame semantics
og framenet (med Fillmore fra 1970’erne og frem), på wordnet (med
Miller og Fellbaum fra 1980’erne og frem) og ikke mindst på det
danske digitaliserede begrebsnetværk DanNet (udviklet af Center for
Sprogteknologi og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab fra omkring
2000 og frem) (se de tre nets hjemmesider, jf. litteraturlisten).
Ud over at se på den lingvistiske sammenhæng, som i feltteorien,
udvides beskrivelsesapparatet her til også at omfatte omverdensviden.
Betydning bliver derfor mere kompleks, og der skal flerdimensionelle
netværk til for at illustrere de semantiske relationer.
5. Projektplaner
En af planerne med mit projekt er at få skabt overblik over emnet
“mælk” og få lavet den systematiske gennemgang der mangler, men
på et mere teoretisk grundlag end de gennemgange der allerede findes
for nogle af ordbogens emner. Jeg skal afprøve de omtalte teoretiske
modeller på data og finde ud af hvad der fungerer.
39
I og med struktureringen af emnet “mælk” i Ømålsordbogens
emnesamling vha. tankesættet bag det danske digitaliserede begrebsnetværk wordnet, DanNet, vil jeg bl.a. undersøge om denne
analysemetode der er udviklet til moderne standarddansk, overhovedet kan anvendes på ældre danske dialekter. Her har jeg især én
problemstilling i tankerne: Når man koder moderne standarddansk,
kan man langt hen ad vejen støtte sig til sin egen brug af eller viden
om ordet; det kan jeg ikke med mit materiale. Jf. komfurgryden som
jeg studsede over i figur 1.
Når jeg har fået overblik over “mælk”, vil jeg undersøge om
man kan man finde frem til en mængde af træk, en særlig kombination
af de semantiske relationer, der netop gælder for dette emne, og som
kan beskrives formelt og på den måde anvendes til (semi)automatiseret inddeling i semantiske emner. Man kan gå fra emne til alfabet,
men kan man gå den anden vej? Det alfabetiske princip er langt hen
ad vejen umådeligt praktisk, men der er nogle problemer: Hvad gør
man når man ikke kender ordet, ikke kan huske ordet, ikke kan stave
til ordet? Man kunne måske slå op i en synonym- eller begrebsordbog
– eller håbe på henvisninger fra et beslægtet ord i ordbogen som man
kan huske. Men hvad gør man ellers?
Inden for sprogteknologi arbejder man på at udvikle det
semantiske web, hvor – forenklet forklaret – den der indtaster et ord på
en søgemaskine på nettet, ikke bare får forslag med ortografisk lighed,
men også med semantisk lighed. Netop Ømålsordbogens emneinddelte materiale kunne tænkes at kunne bidrage til afkodningen af denne
bevægelse fra ord til emne.
Det sidste led i diskussionen af hvordan ords betydning udledes og afgrænses, skulle gerne blive en diskussion af hvad en
betydningsdefinition kan og skal indeholde af lingvistisk og/eller
encyklopædisk information. Det er en klassisk diskussion inden for
den praktisk-orienterede leksikografi – som jeg gerne skulle tilføre
nogle teoretiske indsigter.
40
Litteratur
DanNet: www.wordnet.dk (oktober 2010).
FrameNet: http://framenet.icsi.berkeley.edu (oktober 2010).
Geeraerts, Dirk (2010) Theories of Lexical Semantics. Oxford: Oxford University Press.
Gudiksen, Asgerd & Henrik Hovmark (2009) Måske husker De noget
alle andre har glemt. Dialektforskning i 100 år. Asgerd Gudiksen
m.fl. (red.). København: Afdeling for Dialektforskning, Københavns
Universitet:13-64.
Landsmålsarkivets Frågelistor 1-38,1 (1926-1947).
Møller, Kristen (1938) Mælken og dens Produkter. Danske Folkemaal 12:116.
Schmidt-Wiegand, Ruth (1999) Einleitung. Germanistisches Linguistik
145-146: “Wörter und Sachen” als methodisches Prinzip und Forschungsrichtung I:7-36.
Skautrup, Peter (1927-79) Et Hardsysselmål. København. Udg. af Universitets-Jubilæets Danske Samfund.
UfF’s spørgehæfter (1932-57). Afdeling for Dialektforskning, Københavns
Universitet.
UfF’s spørgeliste = Spørge-listen for Udvalg for Folkemaal (1926) udarbejdet
paa Grundlag af cand. mag. P. Skautrups prisbelønnede Arbejde: “Undersøgelse af Ordforraadet i Hardsyssel” ved Poul Andersen, sekretær.
Duplikeret eksemplar, ca. 100 sider i kvartformat. Afdeling for Dialektforskning, Københavns Universitet.
WordNet: http://wordnet.princeton.edu (oktober 2010).
Wörter und Sachen 1-18 og 1-5 (1909-37 og 1938-43/44).
ØMO-præs = Ømålsordbogen. En præsentation (2004). København: Afdeling
for Dialektforskning, Københavns Universitet.
ØMO-saml = Ømålsordbogens samlinger. Afdeling for Dialektforskning,
Københavns Universitet.
Ømålsordbogen. En sproglig-saglig ordbog over dialekterne på Sjælland,
Lolland-Falster, Fyn og omliggende øer 1- (1992-). Red. af den nuværende Afdeling for Dialektforskning, Københavns Universitet. Udg. af
Universitets-Jubilæets Danske Samfund. København: C.A. Reitzels Forlag,
Videnskabernes Selskabs Forlag; Odense: Syddansk Universitetsforlag.
Ømålsordbogens tillægsbind (1992). Udg. af Institut for Dansk Dialektforskning, Københavns Universitet. København: C.A. Reitzels Forlag.
41
42
Særskrivning og sammenskrivning i dansk
Dansk Sprognævn
Særskrivning af sammensatte ord er et område der for 30 år siden
ikke havde været genstand for større undersøgelser eller udredninger
i nogen af de skandinaviske lande (Bauer 1978:32). Det gælder
stadigvæk for Danmark, mens emnet i de senere år er blevet grundigt
behandlet i flere svenske og især norske undersøgelser (Bakken 1995;
Walmsness 1999; Walmsness 2002; Hallencreutz 2003; Hoaas 2008;
Vollan 2009a; Vollan 2009b). I disse undersøgelser, hvoraf de fleste
er koncentreret om elevtekster, argumenteres der for at særskrivning
ikke er noget nyt fænomen i skolesammenhæng, men at det dog først
for alvor er slået igennem i tiden efter 2. verdenskrig (Walmsness
2002:26), og der gøres rede for at særskrivning generelt er en udbredt
fejltype i elevtekster (Hallencreutz 2003; Hoaas 2008; Vollan 2009a;
Vollan 2009b). Der er dog endnu ikke nogen danske undersøgelser
der har gjort rede for arten og mængden af særskrivningsfejl i danske
elevtekster, og der er således ikke tvivl om at vi har med et område at
gøre som mangler at blive belyst i en større, dansk kontekst. Det agter
jeg at råde bod på i forbindelse med et igangværende forskningsprojekt
om netop særskrivning og sammenskrivning i moderne dansk. Denne
artikel tager udgangspunkt i projektet, og formålet er at indkredse
hvad en sammensætning er og derved forsøge at forklare hvilke
faktorer der kan bevirke at sammensætninger særskrives, og at give
nogle foreløbige bud på hvilke og hvor mange særskrivningsfejl der
findes i moderne dansk.
43
Hvad definerer en sammensætning?
Reglerne for særskrivning og sammenskrivning i dansk kan umiddelbart se lette ud. Sammensætninger har enhedstryk, enstavelsesord med
stød der optræder i en sammensætning, taber stødet, det er sidsteleddet
i en sammensætning der bøjes og tager køn, der er semantisk forskel
på sammensætninger og flerordsforbindelser (rødvin og rød vin) osv.
Men faktisk er der en mængde undtagelser fra disse regler, fx sammensætninger med andetledstryk og sammensætninger hvor reglen om
at kønnet følger sidsteleddet, ikke overholdes. I de følgende afsnit vil
jeg opridse og kommentere reglerne (og ikke mindst undtagelserne) for
sammensætning og særskrivning i dansk for derved at anskueliggøre
at der kan være god grund til at antage hvorfor i hvert fald nogle
sprogbrugere kan blive usikre på retskrivningen på dette punkt.
Tryk
Det vigtigste kriterium for sammensætninger er at de har ét hovedtryk.
Det er således det princip der bliver nævnt i Retskrivningsordbogen, 3.
udg., 2001, hvor der i § 18 står at “Hvis en ordforbindelse udtales med
hovedtryk (stærkt tryk) på det første led og bitryk (svagere tryk) på
det andet, skrives forbindelsen i ét ord: havestol, hvidtøl, kæmpehøj,
landevej, medbestemmelse […]”. Denne regel gælder uanset hvor langt
ord er, og hvor mange indlejrede led der findes i sammensætningen, jf.
fx landshold, fodboldlandshold, ungdomsfodboldslandshold (Grønnum
2005:249). Der er dog en række undtagelser for denne regel. Fx findes
der såkaldte kerneledstryk i enkelte gammeldags ord som rigsdaler,
skærsommer og grønærter, i ord hvor førsteleddet og sidsteleddet ikke
er almindelige som enkeltord, fx rødbeder og fastelavn (Diderichsen
1974:248) og i visse skånske og fynske dialekter (Hansen 1943:72).
Også visse veletablerede sammensætninger kan have tryk på
andetleddet, fx stift¡amtmand (Grønnum 2005:247). Bauer nævner
desuden en række andre eksempler, fx stednavne som Overlund og
Bjerringbro, og småord som undertiden og imellem og konkluderer på
den baggrund at “Stress evidently does not provide a totally reliable
criterion in Danish” (Bauer 1978:35).
44
Stød
Sammensætninger præges af andre fonologiske ændringer end
enhedstryk. Disse ændringer “består i en nedsættelse af første leds
kvantitet og (eller) bortfald af stødet” (Hansen 1943:73), eller som
Bauer (1978:36) skriver: “Generally a monosyllabic formative with
a glottal stop which becomes the first element of a compound loses
its glottal stop; if it becomes the second element it retains it”. Der
er dog flere eksempler på sammensætninger hvor der er stød på
førsteleddet, fx rødgrød (Hansen 1943:75), ligesom der er eksempler
på sammensætninger hvor der er stød på andetleddet, selvom dette ikke
ville have stød som simpleksord, især hvis førsteleddet er et adverbium
eller en præposition, fx afholde, indånde (Juul-Jensen 1943:11 ff.).
Heller ikke reglen om tab af førsteledsstød er altså uden
undtagelser. I Hansen 1943 findes der således en række eksempler på
tilfælde hvor reglen om førsteledsstød ikke gælder, og han konkluderer
derfor at “De ændringer vi har iagttaget ved enstavelsesordenes
overgang til første led af sammensætninger, kan derfor kun betragtes
som et middel til yderligere at tydeliggøre enheden sammensætning”
(1943:76). Tab af førsteledsstød er desuden ifølge Hansen (1943:74)
sekundært i forhold til enhedstrykket da det først indtræder når
sammensætningen er blevet almindelig. Nydannelser og mindre
almindelige sammensætninger bevarer således ofte stødet på
førsteleddet og mister det først når de blevet mere almindelige, eller
når de danner en større gruppe faste sammensætninger med fast
førsteled. Stødfordelingen er altså heller ikke nok til at definere en
sammensætning.
Leksikalisering
Bakken (1995) har beskrevet leksikalisering som en proces der tager
udgangspunkt i spontandannelser og ender i et arbitrært simpleks.
Leksikaliseringsprocessen starter når en spontandannelse ikke længere
er specifikt knyttet til den kontekst hvori den opstået. Det første trin
i denne proces kaldes konventionalisering og defineres således: “En
spontanlagring blir konvensjonalisert når det har oppstått en sosial
enighet om en gitt forbindelse mellom et uttrykk og et innhold, og
45
når denne forbindelsen kan etableres uavhengig av kontekst” (Bakken
1995:72). Et eksempel på en konventionaliseret sammensætning
er damesko hvor betydningen af sammensætningen er lig med
betydningen af hvert enkelt led (en damesko er en sko til damer). Det
næste trin kaldes betydningssammensmeltning, og den defineres ved
at helhedens betydning er mere specialiseret end det de enkelte leds
betydning hver for sig tilsiger. En rødvin er fx noget andet end rød
vin – selv hvis vi tilsætter blå farve til rødvinen, vil der stadigvæk
være tale om rødvin. Og omvendt er ikke alle røde vine rødvine (jf.
Diderichsen 1974:231). I den sidste fase, der kaldes demotivering,
er betydningen af mindst ét af leddene irrelevant ift. helhedens
betydning. I stærkt demotiverede sammensætninger kan ingen af
leddene relateres til helhedens betydning (fx edderkop), men i de
fleste tilfælde vil bare et af leddene være demotiveret (fx muldvarp).
Leksikaliseringsprocessen slutter når den oprindelige sammensætning
er blevet til et arbitrært simpleks, fx bryggers der oprindelig er
sammensat af brygger + hus. Bakkens hovedkonklusion er at stærkt
leksikaliserede sammensætninger (fx muldvarp) sammenskrives, mens
svagt leksikaliserede sammensætninger (fx damesko) særskrives.
Undersøgelser tyder på at leksikalisering – eller måske rettere
manglen på leksikalisering – er årsag til mange særskrivningsfejl.
Ifølge Walmsness (1999:96) er det således en af de vigtigste årsager
til særskrivningsfejl hos skoleelever.
Hvilke faktorer har betydning for om der særskrives?
Som nævnt tidligere findes der flere nordiske undersøgelser der
viser hvilke (og hvor mange) særskrivningsfejl der findes i tekster
skrevet af skoleelever og studerende. Disse undersøgelser viser at
det især er sammensætninger med substantiver som enten forled
eller efterled der ofte særskrives (Walmsness 1999:71; Vollan
2009b:287), og at særskrivning er særligt udbredt hvis førsteleddet
består af et sammensat substantiv (Walmsness 1999:71). Desuden har
Vollan påvist at sammensætninger med en kompleks struktur, uanset
ordklasse, særskrives hyppigere end sammensætninger med en enkel
struktur (Vollan 2009b:297). Hallencreutz (2003) peger på at lange
sammensætninger oftere særskrives end korte sammensætninger,
46
og Bakken (1995) har som nævnt påvist at svagt leksikaliserede
sammensætninger oftere særskrives end stærkt leksikaliserede
sammensætninger.
Men det er ikke blot selve sammensætningens struktur der har
betydning for om den sammenskrives eller ej; også sprogbrugerens
ortografiske kompetence – altså om han eller hun generelt staver
godt eller dårligt – ser ud til at have betydning for mængden af
særskrivningsfejl. Vollan peger således på at der i de elevtekster hun
har undersøgt, er en sammenhæng mellem særskrivning og andre
normafvigelser og konkluderer derfor at der ser ud til at være “en
sammenheng mellom generell ortografisk kompetanse og mer spesiell
kompetanse i spørsmålet om særskrivning eller sammenskrivning”
(2009b:286). Disse resultater stemmer overens med andre undersøgelser
der viser at der er tæt sammenhæng mellem tilegnelsen af morfologiske
kundskaber og udviklingen af stavefærdigheder. Walmsness konkluderer således at særskrivningsfejl ofte skyldes at “ordkunnskap og
bevisshet om ordgrenser er svakt utviklet” (1999:108), og kæder det
sammen med flere internationale undersøgelser der understreger at
forholdet mellem stavning og morfologiske kundskaber er gensidigt:
We wish to emphasize the fact that the relationship between spelling
and morphological knowledge is undoubtly reciprocal, and that
spelling similarities can give rise to morphological insights perhaps at
least as readily as morphological awareness can lead to improvements
in the skills of writing and reading words in English (Derwing m.fl.
1995:5)
Undersøgelser viser også at det især er øvede (og unge) skribenter der
laver særskrivningsfejl (Hallencreutz 2003:46) hvilket endnu engang
understreger sammenhængen mellem sprogbrugerens generelle ortografiske kundskaber og antallet af særskrivningsfejl.
Resultater
Selvom alle de nævnte undersøgelser udelukkende omhandler norske
og svenske forhold, er der ikke noget der tyder på at resultaterne af en
dansk undersøgelse vil adskille sig nævneværdigt fra de svenske og
norske undersøgelser – men vi ved det ikke. Jeg vil derfor undersøge
47
om de forhold der medfører særskrivning hos norske og svenske elever
og studerende, også fører til særskrivning hos danske studerende. I et
korpus, der indtil videre består af 8 bachelorprojekter fra Copenhagen
Business School (CBS), har jeg undersøgt om følgende faktorer har
betydning for antallet og mængden af særskrivningsfejl:
•
•
•
•
Ordklasse
Længde (dvs. om en sammensætning er over eller under 15
bogstaver)
Leksikalisering
Kompleksitet
I de 8 stile er der tilsammen 2709 sammensætninger. Alle sammensætninger er kun talt med én gang, medmindre sammensætningen
optræder i forskellige bøjningsformer. Fodboldkamp, fodboldkampen,
fodboldkampene er altså medregnet som 3 selvstændige sammensætninger. Særskrivningsfejl af typen indenfor/inden for er ikke talt
med da reglerne på dette punkt er ugennemskuelige og til en vis grad
vilkårlige (se fx Aage Hansen 1969) og således ikke er udtryk for om
skribenten som sådan er en god eller en dårlig staver.
I materialet er der i alt 2522 korrekte sammenskrivninger,
114 ukorrekte særskrivninger (fx familie struktur, sæson betinget,
fokusgruppe interviews) og 73 sammensætninger der er skrevet med
bindestreg (fx nations-følelse, pull-faktorerne, smeltedigel-modellen).
Det vil sige at 4 % af sammensætningerne er skrevet direkte forkert,
mens andre 3 % er skrevet med en bindestreg der nogle gange er
om ikke decideret forkert, så i hvert fald unødvendig (nationsfølelse), og andre gange vel egentlig er i orden (pull-faktorerne), jf.
Retskrivningsordbogens § 63.8. Til sammenligning kan det nævnes at
Hallencreutz fandt at i et korpus bestående af stile fra 5. klasse, var 9,6 %
af i alt 5000 sammensætninger fejlagtigt særskrevet (Hallencreutz
2003), mens Dahler fandt at 5,1 % af i alt 6000 sammensætninger i
stile fra gymnasieelever var særskrevet (Dahler 2004, refereret efter
Malmgren og Vatvedt Fjeld 2006:276). Det kunne tyde på at antallet
af særskrivningsfejl falder jo ældre informanterne er, og jo længere de
er nået i uddannelsessystemet, hvilket bekræfter Hallencreutz’ udsagn
om at det især er unge og uøvede skribenter der særskriver.
48
Hvilke faktorer har betydning for særskrivningsgraden?
Tre af de tidligere nævnte faktorer har betydning for graden af
særskrivning. For det første er langt størstedelen af særskrivningerne
(89 %) som forventet substantiver. Derudover er 6 % proprier, 4 % er
adjektiver og 1 % er adverbier. Årsagen til at der er en del proprier
der bliver særskrevet (fx Latin Amerika og Central Amerika), er
formentlig at de studerende har hentet deres baggrundslitteratur
fra engelsksprogede bøger og artikler og dermed har overtaget den
engelske måde at skrive proprier på. For det andet er der flere lange
sammensætninger (57 %) end korte sammensætninger (43 %) der
særskrives. Hallencreutz (2003:37) kommer i sin undersøgelse frem
til at det især er lange forled der medfører særskrivning, hvilket hun
begrunder med at den uøvede skribent “tager sig an förleden först,
fram till den ordfog som praktiskt taget varenda elev kan identifiera
och lokalisera (…). Efterleden i det sammansatta ordet skrives sedan
som ett nytt, självständigt ord”. Samme tendens kan ikke spores i
mit materiale, og det er formentlig et udtryk for at de studerende –
der jo her er på universitetsniveau – ikke i samme grad er usikre på
ordgrænser som elever i 5. klasse. For det tredje er det stort set kun
svagt leksikaliserede sammensætninger der særskrives. Det skal dog
understreges at der er mange ulemper forbundet med at klassificere
sammensætninger efter leksikaliseringsgrad fordi det ofte er subjektivt
hvor skellet mellem svag og stærk leksikalisering går, og fordi man
ikke kender den “interne” leksikalisering der foregår i skribentens
bevidsthed (jf. Walmsness 1999:76). Denne interne leksikalisering
kan, som Walmsness påpeger sammesteds, fx være betinget af hvor
hyppig sammensætningen som helhed er i forhold til hyppigheden af
de enkelte dele.
Undersøgelsen kan ikke bekræfte at det primært er komplekse sammensætninger der særskrives, idet to tredjedele af sammensætningerne i materialet (67 %) er enkle. Dette resultat støttes af
Hoaas som skriver at “høy kompleksitet i seg selv ikke nødvendigvis
slår ut i mer særskrivning. Ordlengde, målt i antall bokstaver, ser
derimot ut til å være mer avgjørende enn om sammensetningen er
enkel eller kompleks” (Hoaas 2008:65).
49
Det skal dog også nævnes at det ofte er ret vanskeligt at pege
på præcis hvilken faktor der er afgørende for om en sammensætning
særskrives eller ej. Fx vil lange sammensætninger ofte være komplekse, og lange sammensætninger er også ofte substantiver. Alle
undersøgelser, også min, er dog fælles om at konkludere at det primært
er substantiver der særskrives, og at også længden af sammensætningen
også har en vis betydning for særskrivningsprocenten.
Sammensætninger med komplicerende faktorer
En gennemgang af materialet viser at der er yderligere to faktorer der
i høj grad har betydning for om en sammensætning særskrives eller ej.
For det første er der 22 % af særskrivningerne der enten er et proprium
(Latin Amerika, Vest Europa) eller indeholder et proprium (spanien
problematikken, middelhavs landene). For det andet er der en fjerdedel
af særskrivningerne der enten er sammensætninger med forkortelser
(BA projekt), med tal (3 årigt) eller er gruppesammensætninger (pull/
push teori). Lægger vi de to grupper sammen, viser det sig at næsten
halvdelen (44 %) af særskrivningerne tilhører en af de to grupper. Hoaas
er i sin undersøgelse af særskrivningsfejl i diktater hos 1.g.elever kommet frem til at lignende resultat, nemlig at der er 42 % særskrivningsfejl i
sammensætninger med “kompliserende faktor”, dvs. sammensætninger
med forkortelser, tal, proprier og gruppesammensætninger, mens antallet af fejl i almindelige sammensætninger er 14 % (Hoaas 2008:59). Det
er i øvrigt bemærkelsesværdigt at det ikke er usædvanligt at den samme
studerende både skriver EF debatten og EF-debatten eller familie
og samfundsrelationer og guld-og sølvtogter hvilket tyder på at de
faktisk behersker reglerne om brugen af bindestreg, men blot glemmer
den indimellem. En del af særskrivningsfejlene kan altså simpelthen
skyldes sjusk.
Hvorfor særskriver vi?
Flere nordiske undersøgelser peger på at særskrivning er en udbredt
stavefejlstype blandt skoleelever. I og for sig har det været et problem
længe, men antallet af fejl er tilsyneladende stigende (se fx Jervelund
2007:47). Og hvad skyldes denne stigning så? Mange har peget på at
den øgede tendens til særskrivning i de nordiske sprog kan skyldes
50
indflydelse fra engelsk (se fx Johanson & Graedler 2002:172; Zola
Christensen og Christensen 2005:39) hvor der ikke som i de nordiske
sprog er faste regler for hvordan man skriver sammensætninger,
men derimod “stor ortografisk vaklen i brug af sammenskrivning og
brug eller ikke-brug af bindestreg” (Steller & Sørensen 1993:249).
Andre forskere sætter dog spørgsmålstegn ved dette udsagn (se fx
Walmsness 1999:121), selvom de fleste vist er enige om at engelsk i
det mindste kan have bidraget til udviklingen. Formentlig er der dog
også andre faktorer der spiller ind. Flere forskere har således peget på
at stavekontrollen i Word er kilde til mange fejlagtige særskrivninger
fordi den ikke kender en del (mere ualmindelige sammensætninger),
jf. Malmgren & Vatvedt Fjeld 2006:276. Mange lærere hævder ifølge
Vollan (2009a:24) at særskrivningsfejl er blevet hyppigere, også i
elevtekster der er skrevet på computer, og hun har selv dokumenteret
at stavekontrollen kan være årsag til mange særskrivninger (ibid.).
Også den indbyggede ordbog i mobiltelefoner kan være årsag til
mange særskrivningsfejl fordi det er nemmere og hurtigere at skrive
en sammmensætning som ordbogen ikke kender, i to ord, end at
skulle stave sammensætningen. Dertil kommer at vi med internettets
opståen har fået en helt ny situation ift. skriftsproget hvor almindelige
mennesker kan læse andre almindelige menneskers tekster (Duncker
2010) – og dermed også alle de fejl vi måtte lave.
Er der grund til bekymring?
På baggrund af denne undersøgelse ser det ikke umiddelbart ud til
at særskrivning er voldsomt udbredt blandt danske studerende på
universitetsniveau. Ja, der er særskrivningsfejl, men mange af dem
skyldes enten usikkerhed omkring brugen af bindestreg i forbindelse
med forkortelser, tal og gruppesammensætninger eller almindelig
sjusk. En indskærpelse af reglerne for brugen af bindestreg og
vigtigheden af almindelig korrekturlæsning kunne formentlig komme
en stor del af særskrivningerne til livs. Er der så overhovedet grund til
at bekymre sig?, kan man spørge. Sjuskefejl kan man jo aldrig komme
helt til livs, og desuden fører særskrivningsfejl kun sjældent til egentlige misforståelse som lamme lår for lammelår og og fad øl for fadøl –
misforståelser som ganske vist kan have en vis underholdningsværdi,
51
men som sjældent fører til egentligt kommunikationsbrud. På den
anden side ved jeg fra mit arbejde i Sprognævnets svartjeneste at der
faktisk er mange der er i tvivl om reglerne for sammensætninger i
dansk, ikke mindst når et udenlandsk ord (som regel engelsk) skal
sættes sammen et dansk ord. Det kunne tyde på at problemet er mere
udbredt end min undersøgelse blandt danske universitetsstuderende
tyder på, og at det derfor er værd at arbejde videre med. Om der så
ligefrem er grund til bekymring, må mine fremtidige studier vise.
Litteratur
Bakken, Kristin (1995) Leksikalisering av sammensetninger. En studie av
leksikaliseringsprocessen belyst ved et gammelnorsk diplommateriale
fra 1300-tallet. Avhandling for graden doctor artium. Avdeling for
navnegranskning. Institutt for nordistikk og litteraturvitenskap. Oslo: Det
historisk-filosofiske fakultet.
Bauer, Laurie (1978) The Grammar of Nominal Compounding with special
reference to Danish English and French. Odense: Odense University
Press.
Dahler, Camilla (2004) Fram tida vardags företeelser. En granskning av
hur gymnasister särskriver. Göteborg: Institutionen för nordiska språk,
Göteborgs universitet. (Otryckt kandidatuppsats).
Derwing, B.L, M.L. Smith & G.E. Wiebe (1995) On the Role of Spelling in
Morpheme Recognition: Experimental Studies with Children and Adult.
L. B. Feldman: Morphological Aspects of Language Processing. New
Jersey: Lawrence Erlbaum Associates, Publ. Hillsdale:3-27.
Diderichsen, Paul (1946/1974) Elementær Dansk Grammatik. København:
Gyldendal. 3. udg.
Duncker, Dorthe (2010) Hvad sker der med dansk skriftsprog på internettet?
http://sprogetmuseet.dk./skriftsprog
52
Eklund, Brita (1986) “Om särskrivning av sammensatta ord”. Språkvård
2/1986:22-24.
Elbro, Carsten (2006) “Sammensatte ords deling. Sær skrivning”. Mål og
Mæle 1/2006:12-19.
Faarlund, J. T., S. Lie & K. I. Vannebo (1997) Norsk Referansegrammatikk.
Oslo: Universitetsforlaget.
Grønnum, Nina (2005) Fonetik og Fonologi. København: Akademisk Forlag.
Hallencreutz, Katharina (2001) “Skyll på längden, intet på engelskan”.
Språkvård 2001/4:4-9.
(2003) Särskrivningar och andra skrivningar i elevspråk. Uppsala:
Uppsala universitet, FUMS.
Hansen, Aage (1943) Stødet i dansk. København: Munksgaard.
(1967) Moderne dansk I-III. København: Grafisk Forlag.
(1969) Om moderne dansk retskrivning. København: Gads Forlag.
Heidemann Andersen, Margrethe (2009) “Om særskrivning, sammenskrivning og brugen af bindestreg i moderne importord”. Nyt fra Sprognævnet
2009/4:28-33.
Hoaas, Kristin Andvik (2008) Særskrivningsmønstre. En kvantitativ og
kvalitativ studie av VG1elevers særog samskrivning av sammensatte ord
i norsk. Utrykt Masteroppgave ved Institutt for lingvistiske og nordiske
studier. Universitetet i Oslo.
Jervelund, Anita Ågerup (2007) Sådan staver vi – om ortografi og stavefejl.
Dansklærerforeningens Forlag og Dansk Sprognævn.
Johansson, S. & A.L. Graedler (2002) Rocka, hipt og snacksy. Om engelsk i
norsk språk og samfunn. Kristiansand: HøyskoleForlaget.
Juul-Jensen, H (1934) “Om den lexikalske udnyttelse af efterleddet i
sammensætninger”. Studier tilegnede Verner Dahlerup på femoghalvfjerdsaarsdagen den 31. oktober 1943. Århus: Universitetsforlaget i
Aarhus:8-24.
Malmgren, SvenGöran & R. Vatvedt Fjeld (2006) “Om felaktiga särskrivningar i svenskan och norskan”. Nordiske Studier i Leksikografi 8:275-282.
Mobärg , Mats (1997) “Om särskrivning, engelska och gestalttext”. Språkvård
1/1997:20-26.
Retskrivningsordbogen (2001) København: Aliena – Aschehoug.
Steller, Poul & K. Sørensen (1993) Engelsk Grammatik. Munksgaards
Forlag.
53
Vollan, Magnhild (2007) “Holdnings skapende handlings planer. Særskrivning i studenttekster”. Språknytt 2007/4:23-28.
(2009a) “Sammensatte ord i nye norskverk”. Klamme former og sær
skrivning? Språklege rettar, sidemål og rettskrivning i ein ny skulealder.
S. Tvitekkja (red.). Språkrådets skrifter 1.Oslo: Språkrådet. 64-88.
(2009b) “... i et faglig utenfra og innenfra perspektiv...”. Om normering av
sammensatte ord og uttrykk i norsk. Språknormering – i tide og utide? H.
Omdal & R. Røsstad (red.). Oslo: Novus Forlag:283-299.
Walmsness, Roar (1999) Særskrivning av sammensatte ord. En studie av
feiltyper hos grunnkurselever i videregående skole. Hovedfagsoppgave i
nordisk språk og litteratur. Oslo: Universitetet i Oslo.
(2002) “Særskrivning av sammensatte ord”. Språknytt 3-4:26-29.
Zola Christensen, Robert & L. Christensen (2005) Dansk Grammatik. Syddansk Universitetsforlag.
54
Om Hintikka og omtalen af propositionelle
attituder i dagligsproget
– En pragmatisk løsning på et epistemisk problem
Aarhus Universitet
1. Indledning
Mentale tilstande som formodninger, forventninger, håb og
overbevisninger benævnes i den analytiske filosofi propositionelle
attituder. Omtalen af disse fremkalder ofte såkaldte intensionelle
kontekster, hvilket vil sige, at ytringen, hvori den propositionelle
attitude omtales, tilsyneladende unddrager sig ekstensionel semantisk
tolkning. Dette gælder særligt udsagn, hvori et individ tilskrives en
bestemt propositionel attitude. Ytringen af “Penelope formoder, at
Odysseus er i live” er et eksempel på denne type udsagn, der i det
følgende benævnes attituderapporter.
De semantiske problemer, der knytter sig til attituderapporter,
har været diskuteret, siden Frege i årtierne omkring forrige århundredeskifte lagde grunden til den moderne logik og formelle semantik.
Frege (1994) peger selv på problemerne, men først med udviklingen
af muligverdens-semantikken i halvtredserne og tresserne bliver det
muligt at formalisere hans intuitioner.
En af de væsentligste bidragydere til udviklingen af muligverdens-semantikken er Jaakko Hintikka. Hans semantiske analyse
af propositionelle attituder, herunder af begreberne viden og
overbevisning, er idag standarden inden for epistemisk logik og i vid
udstrækning også inden for analysen af propositionelle attituder i
naturligt sprog.1
1
Se fx Heim (1992) og Heim & Kratzer (1998).
55
I det følgende vil jeg argumentere for, at Hintikkas analyse,
uanset dens formelle kvaliteter, giver anledning til et særligt epistemisk
problem, når den anvendes på attituderapporter i det naturlige sprog.
Problemet knytter sig til den rolle de mulige verdner spiller i Hintikkas
semantiske model, og min påstand er, at vi for at kunne beskrive og
forstå attituderapporterne i naturligt sprog må evaluere dem relativt
til den aktuelle verden og ikke, sådan som Hintikka forslår, relativt til
mængder af mulige verdner.
Efter en kort fremstilling af Hintikkas teori samt en udførlig
beskrivelse af problemet vil jeg diskutere mulighederne for at løse
det ad pragmatisk vej. Jeg vil foreslå, at man i stedet for muligverdenssemantikken fastholder en ekstensionel semantisk tolkning
af attituderapporter, og at man fremfor at udvide det semantiske
apparat med intensionelle elementer inddrager en beskrivelse af den
illokutionære sammenhæng, hvori udsagnet indgår.
Med udgangspunkt i denne pragmatiske tilgang vil jeg afslutningsvis vise, hvordan det lader sig gøre at håndtere en række af de
vanskeligheder, der traditionelt knytter sig til den semantiske analyse
af attituderapporter, herunder vanskelighederne ved at forklare,
hvorfor substitutionsprincippet ikke holder, og vanskelighederne med
at forklare, hvorfor den indlejrede proposition ikke kan indgå i en
efterfølgende deduktion.
2. Hintikkas semantiske analyse
Hintikkas semantiske analyse af attituderapporter er teknisk kompleks. Selve idéen, der danner udgangspunktet for analysen, og som
Hintikka første gang præsenterer i bogen Knowledge and Belief: An
Introduction to the Logic of the Two Notions (Hintikka 2005 (1962))
og siden fuldt udfolder i artiklen Semantics for propositional Attitudes
(Hintikka 1971) er til gengæld simpel. Hintikka beskriver den selv
således:
My basic assumption (slightly oversimplified) is that an attribution of
any propositional attitude to the person in question involves a division
of all the possible worlds (more precisely, all the possible worlds
which we can distinguish in the part of language we use in making
the attribution) into two classes: into those possible worlds which are
in accordance with the attitude in question and into those which are
incompatible with it. (Hintikka 1971:150)
56
Om Hintikka og omtalen af propositionelle attituder ...
Ifølge Hintikkas antagelse resulterer ytringen af “Penelope formoder,
at Odysseus er i live” altså i en deling af de mulige verdner i to
mængder. Én, der indeholder de mulige verdner, hvor Odysseus er i
live, og som derfor er kompatible med Penelopes formodning, og én,
der indeholder de mulige verdner, hvor Odysseus ikke er i live, og
som derfor ikke er kompatible med hendes formodning. På baggrund
af denne antagelse kan Hintikka nu angive sandhedsbetingelserne for
attituderapporter. Disse fortæller, at sandhedsværdien af denne type
udsagn ikke er afhængig af den aktuelle verdens beskaffenhed, men
derimod af en række bestemte mulige verdners beskaffenhed.
Når vi specificerer sandhedsbetingelserne for et almindeligt
udsagn, fx “Odysseus er i live”, angiver sandhedsbetingelserne, at
udsagnet er sandt alene i det tilfælde, at Odysseus faktisk er i live i
den aktuelle verden:
(1)
“Odysseus er i live” er sand, hvis og kun hvis Odysseus er i live.
Specificerer vi derimod sandhedsbetingelserne for en attituderapport,
fx “Penelope formoder, at Odysseus er i live”, angiver sandhedsbetingelserne, at udsagnet er sandt alene i det tilfælde, hvor
Odysseus er i live i alle de mulige verdner, der er kompatible med
Penelopes formodning:
(2) “Penelope formoder, at Odysseus er i live” er sand, hvis og kun hvis
det i alle de verdner, der er kompatible med Penelopes formodninger,
er tilfældet, at Odysseus er i live.
For at kunne håndtere dette formelt er det nødvendigt med en
række modifikationer af det almindelige semantiske apparat for
prædikatslogikken. Her har vi dels en mængde I af individer og dels
en værditilskrivningsfunktion φ, der tilskriver de sproglige udtryk en
ekstension i form af individer eller mængder af individer, der tilhører
I. For at kunne håndtere attituderapporter må vi for det første tilføje
en mængde M af mulige verdner. For det andet må vi modificere
vores værditilskrivningsfunktion, så den ikke blot tilskriver semantisk
værdi til de sproglige udtryk i den aktuelle verden (φ(a) eller φ(A),
hvor a står for termer og A står for prædikater), men også tilskriver
værdi til de sproglige udtryk relativt til de forskellige mulige verdner
(φ(a,m) eller φ(A,m), hvor m står for en mulig verden). Endelig må
57
vi for det tredje tilføje det, Hintikka omtaler som en alternativeness
relation. Denne relation, der er hjørnestenen i Hintikkas analyse, er
en funktion φB, der for en given propositionel attitude B relaterer
en mængde mulige verdner til et givent individ i ∈ I og til en given
mulig verden m ∈ M. Denne mængde af mulige verdner indeholder
præcis de mulige verdner, der er kompatible med i’s attitude B i m,
og Hintikka benævner derfor disse mulige verdner alternativerne til
m. På baggrund af disse udvidelser af det semantiske apparat angiver
Hintikka følgende generelle form på sandhedsbetingelserne for
attituderapporter, der noteres Bi p (læses ‘i B at p’, hvor B står for en
propositionel attitude):
(3) Bi p er sand i m, hvis og kun hvis p er sand i ethvert medlem af
φB(i,m)
For at afgøre sandhedsværdien af udsagnet “Penelope formoder, at
Odysseus er i live”, må vi altså ifølge Hintikka vælge en mulig verden,
fx m ∈ M (typisk den aktuelle). Herefter må vi gennemgå de af φB
givne alternativer, dvs. de mulige verdner, der er kompatible med
Penelopes formodninger i m, for at tjekke, om “Odysseus er i live”
er sand i netop disse alternativer. Hvis dette er tilfældet, er udsagnet
sandt. Funktionen φB er altså nødvendig for at kunne evaluere udsagnet,
idet den giver os listen over de mulige verdner, der er kompatible
med Penelopes formodning i m. Har vi ikke denne liste, kan vi ikke
afgøre udsagnets sandhedsværdi, fordi vi da ikke nøjagtigt vil kunne
bestemme udsagnets sandhedsbetingelser.
3. Et epistemisk problem
Hintikkas formelle formulering af sandhedsbetingelserne for attituderapporter har tydelig karakter af algoritme. Formuleres sandhedsbetingelserne i overensstemmelse med den generelle form angivet i (3), angiver de en skridtvis procedure, der uden videre lader
sig implementere. Så længe vi alene er interesseret i kalkulation og
muligheden for implementering er Hintikkas analyse uproblematisk.
Vi kan da fodre computeren med oplysninger om, hvilke individer
der tilhører I, hvilke mulige verdner der tilhører M samt definere
funktionerne φ(a, m), φ(A,m) og φB. Herefter giver vi computeren en
58
input-sætning af formen Bi p og beder den svare på, om input-sætningen
er sand eller falsk. Så vidt så godt.
Der er imidlertid et problem med formuleringen i (3). Problemet
er knyttet til den rolle, funktionen φB spiller, og bliver tydeligt, hvis vi
sammenligner (3) med måden, hvorpå sandhedsbetingelser specificeres
for udsagn i henholdsvis ekstensionel prædikatslogik og modallogik.
Lad os antage, at vi har tre forskellige sprog: L, der tillader
os at udtrykke simple prædikatslogiske udsagn, Lm, der tillader os at
udtrykke modale udsagn, og endelig Lp, der tillader os at udtrykke
attituderapporter. Vi så ovenfor, hvordan det var nødvendigt at udvide
semantikken for L for at kunne tolke Lp. Vi så, at det var nødvendigt
at tilføre en mængde M af mulige verdner, samt at det var nødvendigt
at gøre værditilskrivningsfunktionen φ relativ til et individ i og en
mulig verden m. Desuden var det nødvendigt at tilføje funktionen φB,
der udpeger alternativerne til en given mulig verden m relativt til et
individ i.
Semantikken for Lm kræver ligesom semantikken for Lp en
udvidelse af det ekstensionelle semantiske apparat for L. Ligesom
før må vi tilføje en mængde M af mulige verdner. Vi må også gøre
værditilskrivningsfunktionen φ relativ til medlemmerne af M, og endelig må vi tilføje en tilgængelighedsrelation ψ, der for hver mulig verden, dvs. for hvert medlem m ∈ M, specificerer hvilke mulige verdner,
der er tilgængelige fra m. Disse tre forskellige semantikske modeller
giver os følgende generelle formuleringer af sandhedsbetingelserne
for udsagn i henholdsvis L, Lm og Lp:
(4)
L : “p” er sand, hvis og kun hvis p2
(5)
Lm : “ p” er sand i m, hvis og kun hvis p er sand i alle m’ ∈ ψ (m)3
(6)
Lp : Bi p er sand i m, hvis og kun hvis p er sand i ethvert medlem af
φΒ(i, m)
2
Det er en smagssag, om man vil tilføje ‘i m’ eller ‘i den aktuelle verden’. I praksis er det
overflødigt. Dels fordi der ikke er nogen alternativer, og dels fordi det i det fuldt udfoldede
semantiske apparat vil være specificeret for evalueringsfunktionen, i hvilken model/verden
evalueringen skal foregå.
3
Sandhedsbetingelserne er for overskuelighedens skyld kun angivet for ‘nødvendigvis p’.
Den generelle form på sandhedsbetingelserne for ‘muligvis p’ er: “◊p” er sand i m, hvis og
kun hvis p er sand i mindst en m’ ∈ ψ (m).
59
Som nævnt indledningsvis kan sandhedsbetingelserne for udsagn i L
betragtes som en anvisning på, hvordan udsagnet verificeres. Vi ved, at
“p” er sand, hvis og kun hvis p. Hvis vi ønsker at verificere udsagnet,
må vi altså finde en måde at godtgøre, at p er tilfældet. Dermed ikke
sagt, at der ikke kan være praktiske og empiriske problemer forbundet
med fx at godtgøre, at Odysseus er i live. Men det er ikke logiske
problemer og ikke noget, der følger af måden, hvorpå det semantiske
apparat er bygget op.
Det samme kan siges om sandhedsbetingelserne for udsagn i
Lm. Også her kan sandhedsbetingelserne betragtes som en anvisning
på, hvordan udsagnet verificeres. Vi ved, at “ p” er sand, hvis og kun
hvis p er tilfældet i alle de mulige verdner, der er tilgængelige.4 Der
er herefter blot tilbage at undersøge de tilgængelige mulige verdner
én for én for at fastslå om p er tilfældet. Som før gælder det, at der
kan være praktiske forhindringer i forbindelse med verificeringen af
udsagnet, men heller ikke her er der tale om logiske eller semantiske
problemer.
Betragter vi nu den generelle form for sandhedsbetingelserne
for udsagn i Lp, kunne det umiddelbart se ud til, at disse på samme
måde som sandhedsbetingelserne for udsagn L og Lm kan betragtes
som en anvisning på, hvordan udsagnet verificeres. Hvis vi ved, at “Bi
p” er sand, hvis og kun hvis p er sand i alle de verdner, der af φB er
udpeget som alternativer, burde der blot være tilbage at undersøge, om
p faktisk er tilfældet i hvert af disse alternativer. Vi er nu fremme ved
sagens kerne. For har vi listen over alternativer, er der ingen problemer.
Har vi den ikke, mangler vi en helt central oplysning: Vi ved ikke,
hvilke mulige verdner, der i den aktuelle situation er alternativer. Dette
er ikke tilfældet, når vi evaluerer udsagn i L og Lm. Her mangler vi
ingen information, idet sandhedsbetingelserne eksplicit giver os alle
nødvendige oplysninger. De fortæller os nemlig både, hvad vi skal
tjekke (at p er tilfældet), og hvor vi skal tjekke (enten i den aktuelle
4
Tilgængelighedsrelationen giver i princippet anledning til nogle af de samme problemer som
Hintikkas alternativeness relation. Jeg vil dog ikke gå nærmere ind i problematikken her,
fordi tilgængelihedsrelationen for det første (og vigtigste) ikke er afhængig af den aktuelle
verdens beskaffenhed på samme måde som Hintikkas alternativeness realtion er det. For det
andet er tilgængelighedsrelation overflødig, hvis vi som udgangspunkt tager en situation,
hvor alle mulige verdner er tilgængelige fra alle mulige verdner.
60
verden eller i alle mulige verdner). I forbindelse med evalueringen af
attituderapporter skal vi kun tjekke nogle bestemte mulige verdner,
og det er præcis behovet for denne ekstra information, der adskiller
evalueringer af udsagn i Lp fra evalueringen af udsagn i L og Lm.
I Hintikkas formulering af sandhedsbetingelserne for attituderapporter fremgår det ikke eksplicit af sandhedsbetingelserne,
hvilke verdner vi skal tjekke. Denne information fremgår derimod af
listen over alternativer. Hvis computeren er fodret med listen, kan vi
naturligvis bare bede den løbe listen igennem og efterfølgende tjekke
de relevante alternativer, men hvis der er tale om en situation i den
aktuelle verden, hvor vi skal evaluere en attituderapport ytret i naturligt
sprog af en naturlig sprogbruger, har vi ingen umiddelbar adgang til
denne liste. Spørgsmålet er nu, hvordan vi i en faktisk brugssituation
tilvejebringer denne nødvendige information. Betragt følgende lille
eksempel:
En dag står to af Penelopes terner i kongsgårdens køkken og sludrer. I
løbet af samtalen udbryder den ene: “Penelope formoder, at Odysseus er
i live”.
Lad os nu antage, at vi skal hjælpe den anden terne med at afgøre om
udsagnet “Penelope formoder, at Odysseus er i live” er sandt. Vi vil
i første omgang forsøge at følge Hintikkas anvisninger. Vi står i en
given situation m og skal ifølge (3) gennemgå alternativerne til m, dvs.
de mulige verdner, der er kompatible med Penelopes formodninger,
for at konstatere, om “Odysseus er i live” er sand i dem alle. Som
udgangspunkt har vi ingen liste over alternativerne, idet φB endnu ikke
er defineret. Alternativerne er en delmængde af M, så for at kunne
definere φB må vi afgøre, hvad betingelsen er for at et givent medlem
af M er kvalificeret til være et alternativ. Det springende punkt er nu,
hvordan vi får afgjort dette.
Vi kan i første omgang spørge os selv, hvilken type betingelse
der mon er tale om. Dette er nemt at svare på. Sandhedsbetingelserne
fortæller os, at “Odysseus er i live” skal være sand i alle alternativer
til m, hvis “Penelope formoder, at Odysseus er i live” skal være sand i
m. Generelt kan vi derfor sige, at betingelsen for at blive udvalgt som
alternativ m’ til m er, at et eller flere nærmere specificerede udsagn er
61
sande i m’. Dette deler ganske rigtigt mængden af mulige verdner i to
delmængder. I vores tilfælde i én, hvor det i alle verdner er tilfældet,
at Odysseus er i live, og én, hvor det ikke er tilfældet. Det eneste der
stopper os nu er, at vi ikke ved, hvilken af mængderne der indeholder
alternativerne til m. Det gør vi ikke, fordi vi endnu ikke ved, om
“Penelope formoder, at Odysseus er i live” er sand i m, og derfor heller
ikke ved, om det kvalificerer en given mulig verden m’ til at være et
alternativ til m, at “Odysseus er i live” er sand i m’.
Vi er nu fremme ved det epistemiske problem, der følger
af Hintikkas analyse: Vi er havnet i en ring. For at kunne udpege
alternativerne til m og via dem afgøre om “Penelope formoder, at
Odysseus er i live” er sand i m, må vi vide, om “Penelope formoder,
at Odysseus er i live” er sand i m, da det er denne information, der gør
det muligt at udpege alternativerne til m.
Problemet er et epistemisk problem, fordi det følger af mangel
på viden. I første omgang mangler vi viden om, hvilke alternativer vi
skal undersøge, og i anden omgang viden om, hvilke betingelser de
mulige verdner skal opfylde for at kvalificere sig til at være et alternativ.
Det, der afgør, hvilke verdner der i en given situation er alternativer
til den aktuelle verden, er indholdet af den omtalte propositionelle
attitude. Vi må med andre ord vide, hvad indehaveren af den omtalte
propositionelle attitude tror, håber etc. i den aktuelle verden, før vi
kan udpege alternativerne. Men når vi ved det, har vi allerede den
information, som en gennemgang af alternativerne skulle give os. Vi
ved nemlig om attituderapporten er sand eller falsk. Dermed har vi
også forstået attituderapporten, idet vi må kende dens mening i form
af dens sandhedsbetingelser for at kunne afgøre dens sandhedsværdi.
Hintikkas formulering i (3) kan derfor ikke være en formulering af
den generelle form på sandhedsbetingelserne for attituderapporter i
det naturlige sprog. Den er i stedet en formulering af en algoritme,
der angiver proceduren for evaluering af attituderapporter, der som
forudsætning har, at vi har en præcis beskrivelse af den aktuelle
verden, herunder en angivelse af, hvilke propositionelle attituder, de
respektive medlemmer af I har i en given situation m.
62
4. En pragmatisk løsning
Hvis Hintikkas analyse er en korrekt semantisk beskrivelse af attituderapporter i det naturlige sprog, betyder det, at vi, som eksemplet
ovenfor viser, i en lang række konkrete brugssituationer (sandsynligvis
de fleste) vil være ude af stand til præcist at kunne specificere deres
sandhedsbetingelser. Som følge heraf vil vi også være ude af stand til
at evaluere dem, hvilket naturligvis stemmer dårligt overens med vores
intuitioner om dagligsprogets virkemåde og med vores oplevelse af,
at vi i vores daglige omgang med sproget uden vanskeligheder ytrer,
forstår og evaluerer attituderapporter.
Sammenligningen af sandhedsbetingelserne for udsagn i L,
Lm og Lp og de deraf følgende evalueringsprocedurer peger da også
klart i retning af, at udgangspunktet for Hintikkas analyse, nemlig
mængden af mulige verdner, er forkert. Sandheden af attituderapporter i det naturlige sprog synes ikke at følge af de udvalgte alternativers
beskaffenhed. Tværtimod synes φB, dvs. listen over alternativer til den
aktuelle verden, at være overflødig, idet udvælgelsen af alternativer efter
alt at dømme er en konsekvens af den aktuelle verdens beskaffenhed.
Følger sandheden af attituderapporter i det naturlige sprog af
den aktuelle verdens beskaffenhed, må dette naturligvis afspejle sig
i formuleringen af sandhedsbetingelserne for denne type udsagn.
Vi må derfor finde en formulering af sandhedsbetingelserne for
attituderapporter i det naturlige sprog, der sikrer, at evalueringen tager
udgangspunkt i den aktuelle verden. Den simpleste måde at gøre det
på er at bruge sandhedsbetingelserne for udsagn i L som forbillede.
Hvis vi gør det, får vi følgende formulering af sandhedsbetingelserne
for attituderapporter:
(7)
“Bi p” er sand, hvis og kun hvis Bi p
Sandhedsbetingelserne for udsagnet “Penelope formoder, at Odysseus
er i live” bliver da følgende:
(8)
“Penelope formoder, at Odysseus er i live” er sand, hvis og kun
hvis Penelope formoder, at Odysseus er i live.
63
Denne formulering fortæller os, at udsagnet “Penelope formoder, at
Odysseus er i live” er sandt, hvis og kun hvis det i den aktuelle verden
er tilfældet, at Penelope formoder, at Odysseus er i live. Formuleringen
har umiddelbart den fordel, at den ligesom formuleringerne af
sandhedsbetingelser for udsagn i L og Lm fortæller os både, hvad vi
skal tjekke, og hvor vi skal tjekke: Hvis vi vil vide om “Penelope
formoder, at Odysseus er i live” er sand, må vi tjekke, om det i den
aktuelle verden er tilfældet, at Penelope formoder, at Odysseus er i
live.
Problemet med at vælge at gøre evalueringen af attituderapporter
i det naturlige sprog relativ til den aktuelle verden er, at vi risikerer
at miste fordelene ved Hintikkas analyse: Nemlig at vi undgår de
vanskeligheder, der traditionelt knytter sig til den semantiske analyse
af attituderapporter. For at overkomme disse vanskeligheder vil jeg
foreslå, at vi i stedet for at inspicere mulige alternativer retter blikket
direkte mod de mentale tilstande samt mod de konkrete kontekster,
hvori disse mentale tilstande omtales.
Som første skridt på vejen til en løsning vil jeg foreslå, at vi
betragter mentale tilstande som entiteter i den aktuelle verden, der kan
refereres til og kvantiseres over. Hermed bliver det muligt at betragte
attitudeverber som kvantorudtryk, hvis domæne er mentale tilstande.
Forbilledet for denne analyse er Davidsons (2001) event-semantik.
Her foreslår Davidson, at handleverber, der bruges til at beskrive
handlinger som fx at cykle en tur eller at smøre madpakke, bør forstås
som kvantorudtryk, hvis domæne er begivenheder (events), og ikke
som udtryk, der denoterer relationer mellem individer og fx objekter,
steder og tidspunkter. I udsagnet “Penelope trævlede Laertes’ liglagen
op om natten” er det med andre ord ikke Penelope, der gøres til genstand
for beskrivelse, men den begivenhed, at hun trævlede liglagnet op. I
Davidsons notation kommer det til at se således ud:
(9) ∃e {trævlede_op (Penelope, Laertes’ liglagen, e) & om_natten(e)}
Læses: Der eksisterer en begivenhed e, således at e består i
Penelopes optrævling af Laertes’ liglagen, og e fandt sted om natten
Hvis vi accepterer, at mentale tilstande er entiteter, der kan kvantiseres
over, kan vi bruge en lignende strategi i forhold til attituderapporterne.
64
Gør vi det, kommer den logiske form på udsagnet “Penelope formoder,
at Odysseus er i live” til at se ud som følger:
(10) ∃a{formodning(a) & tilhører(a,Penelope) &
indeholder(a,[i_live(Odysseus)])}
Læses: Der eksisterer en attitude a, således at a er en formodning,
og a tilhører Penelope, og a indeholder [Odysseus er i live]
Ved at følge Davidsons strategi får vi på denne måde en formulering af
sandhedsbetingelserne for attituderapporter, der forankrer evalueringen
i den aktuelle verden i den forstand, at sandhedsbetingelserne er
opfyldt, hvis og kun hvis en given person har en given attitude med et
bestemt indhold i den aktuelle verden.
At betragte mentale tilstande som entiteter, der kan kvantifiseres
over, er imidlertid ikke nok til at overkomme de vanskeligheder,
der knytter sig til den semantiske tolkning af attituderapporter i det
naturlige sprog. Der er nemlig stadig tilbage at forklare, hvad det vil
sige, at en given attitude har ‘et bestemt indhold’. Formuleringen
synes umiddelbart at antyde tilstedeværelsen af et intensionelt element
i form af en proposition i den semantiske tolkning.
For at kaste lys over dette spørgsmål kan vi med fordel vende
blikket mod Searles (1983) intentionalitetsanalyse. Her sammenligner
han mentale tilstande med talehandlinger: Hævdelser (assertions)
er sande, hvis og kun hvis de stemmer overens med den aktuelle
verdens beskaffenhed (word-to-world direction of fit). Ifølge Searle
er overbevisninger (beliefs) på samme måde rettet mod den aktuelle
verden, idet de er rigtige, hvis og kun hvis de stemmer overens med
den aktuelle verdens beskaffenhed (mind-to-world direction of fit).
Såvel hævdelser som overbevisninger er altså ekstensionelle, og vi
behøver derfor ikke at operere med intensionelle størrelser for at
kunne redegøre for deres relation til den aktuelle verden.
Hvis mentale tilstande er ekstensionelle, forekommer det rimeligt at spørge, hvorfor de tilsyneladende bliver intensionelle i
det øjeblik, de bliver omtalt. Searles svar på dette spørgsmål er, at
vi ikke skal kigge indad i det semantiske beskrivelsesapparat, men
udad i handleverdenen. Han skelner i denne forbindelse mellem
repræsentation og præsentation: Når vi hævder noget, ytrer vi
65
et propositionelt indhold med en bestemt illokutionær kraft. En
nødvendig betingelse for, at hævdelsen er vellykket, er, at taleren er
forpligtet på sandheden af dens propositionelle indhold. Searle (1969)
omtaler dette som oprigtighedsbetingelsen (the sincerity condition).
Hvis Penelope ytrer “Odysseus er i live”, er der med andre ord kun
tale om en oprigtig og vellykket hævdelse, hvis hun selv tror, at det er
sandt. Det samme gælder propositionelle attituder. Det giver således
ingen mening at sige, at Penelope er overbevist om, at Odysseus er i
live, men at hun ikke tror på det. I de tilfælde, hvor den forpligtelse
på sandheden foreligger, taler Searle om en repræsentation af det
propositionelle indhold.
Når mentale tilstande omtales, forligger der en anden situation:
Idet en af Penelopes terner hævder, at Penelope formoder at Odysseus
er i live, er hun naturligvis, som ovenfor beskrevet, forpligtet på,
at Penelope har en bestemt formodning i den aktuelle verden, og at
indholdet af denne formodning er, at Odysseus er i live. Hun er til
gengæld ikke forpligtet på sandheden af det indlejrede propositionelle
indhold, nemlig at Odysseus er i live. Det er hun ikke, fordi man
ikke kan være forpligtet på sandheden eller oprigtigheden af andres
illokutionære handlinger og mentale tilstande. Ternen videregiver
med andre ord det propositionelle indhold, som Penelope er forpligtet
på, uden selv at være forpligtet på det. I denne situation taler Searle
(1983:23) om en præsentation af en repræsentation.
Repræsentation og Præsentation (i det følgende skrevet med
stort, når de anvendes i Searles forstand) er ikke semantiske begreber.
De er pragmatiske. Det er de, fordi de ikke angår reglerne for brugen
af sproget men derimod selve brugen. Det vil altså sige, at der kun kan
være tale om Repræsentation og Præsentation i konkrete situationer,
hvor individer udfører illokutionære handlinger eller er indehavere af
propositionelle attituder.
Denne handlemæssige kontekst kan nemmest illustreres ved at
anvende diskursrepræsentationsteoriens boksnotation5:
5
Diskursrepræsentationsteoriens boksnotation har den fordel frem for den traditionelle kvantornotation, at den på en anskuelig måde gør det muligt at håndtere større ytringskomplekser,
og at den gør det muligt også at repræsentere den illokutionære kontekst. For en udførlig
introduktion til diskursrepræsentationsteori se fx Kamp (1981) eller Kamp, van Genabith &
Reyle (2008).
66
(11)
REPRÆSENTATION
a, x
formodning(a)
Penelope(a)
tilhører(a,x)
indeholder(a,p)
PRÆSENTATION
y
p:
PRÆSENTATION
Odysseus(y)
i live(y)
Den yderste boks repræsenterer den samlede illokutionære handling,
dvs. ternens ytring af “Penelope formoder, at Odysseus er i live”.
Denne ytring er en Repræsentation i den forstand, at ternen er forpligtet
på sandheden af, at Penelope formoder, at Odysseus er i live. Mere
præcist kan vi sige, at hun er forpligtet på eksistensen af de individer,
der anføres i boksens øverste linie (svarende til eksistenskvantorer),
samt på sandheden af det, der prædiceres om disse individer.
Ud over disse simple prædikationer indeholder den samlede
illokutionære handling også en Præsentation af indholdet af Penelopes
formodning Repræsenteret ved den indlejrede boks. Ternen er ikke
forpligtet på sandheden af dette indhold. Det vil sige, at hun hverken er
forpligtet på eksistensen af de omtalte individer eller på sandheden af
prædikationerne. Til gengæld er hun forpligtet på angivelsesmåden.6
Denne forpligtethed på angivelsesmåden er et centralt aspekt
ved den pragmatiske tilgang til propositionelle attituder og til tolkningen af attituderapporter. Det er den, fordi perception, mentale tilstande og rationel handlen, herunder illokutionær handlen, altid er
6
Angivelsesmåde er en oversættelse af Freges (1994) begreb Art des Gegebenseins. Hos Frege
er der tale om entiters objektive måde at være os givet på. Begrebet rummer imidlertid en
dobbelthed i den forstand, at objekter og fænomener både kan være os givet på en bestemt
måde, men også kan være angivet på en bestemt måde.
67
situeret og dermed belagt med et bestemt perspektiv. Ting, personer og
situationer er os med andre ord altid givet på en bestemt måde, ligesom
vi altid angiver ting, personer og situationer på en bestemt måde: Vi
ser Morgenstjernen om morgenen og kalder den ‘Morgenstjernen’, og
vi ser Aftenstjernen om aftenen og kalder den ‘Aftenstjernen’ etc.
Der knytter sig således en bestemt angivelsesmåde til Penelopes
formodning, og ternen er forpligtet på, at Præsentationens angivelsesmåde stemmer overens med angivelsesmåden for Penelopes
mentale tilstand. Gør den ikke det, er der ikke tale om en vellykket
Præsentation, og det samlede udsagn, dvs. den samlede Repræsentation,
bliver dermed falsk.
5. Semantiske problemer i pragmatisk perspektiv
Vi er nu i stand til at kaste lys over to af de problemer, der traditionelt
har knyttet sig til den semantiske tolkning af attituderapporterne.
Ser vi først på, hvorfor substitutionsprincippet ikke holder,
kan vi sige, at ækvivalente udtryk ikke kan substitueres salve veritate
inden for rammerne af en Præsentation, fordi taleren er forpligtet på,
at Præsentationens angivelsesmåde stemmer overens med den omtalte
propositionelle attitudes angivelsesmåde. Penelopes formodning er
en Repræsentationen, og det propositionelle indhold er hende givet
på en bestemt måde. Penelope er naturligvis forpligtet på sandheden
af Repræsentation, men ternen er, idet hun ytrer “Penelope formoder,
at Odysseus er i live” kun forpligtet på, at de to angivelsesmåder
stemmer overens. Hvis et udtryk efterfølgende substitueres, forandres
angivelsesmåden og talerens forpligtelse bortfalder. Det følger derfor
ikke af en ytring af “Penelope formoder, at Odysseus er i live”, at
Penelope formoder, at en af verdenslitteraturens største helte er i live.
Idet vi erstatter ‘Odysseus’ med ‘en af verdenslitteraturens største
helte’, kan vi ikke længere forlade os på ternens forpligtelse på, at der
er overensstemmelse mellem de to angivelsesmåder. Ternens oprindelige udsagn tæller derfor ikke som en verificering af det afledte udsagn,
hvorfor deduktionen falder. I det tilfælde, at ternen selv substituerer et
udtryk, er hun naturligvis forpligtet på den nye angivelsesmåde, og hvis
den ikke er i overensstemmelse med angivelsesmåden på indholdet af
Penelopes formodning, er Repræsentation slet og ret falsk.
68
Svaret på, hvorfor Præsentationer ikke kan indgå som præmisser i deduktioner, er nært beslægtet med svaret på, hvorfor det
ikke lader sig gøre at substituere ækvivalente termer salve veritate
inden for rammerne af en Præsentation. Konklusioner bygger
på sande præmisser, og vi har derfor brug for at få verificeret de
udsagn, der indgår i en given deduktion. I dagligsproget foregår det
normalt ved, at vi i det store hele tager andre menneskers udsagn
for pålydende. Når vi indgår i hverdagens praktiske og sprogøkonomiske kommunikationsfællesskab, forventes vi at tale sandt,
jf. oprigtighedsbetingelsen, og det er netop denne forventning om,
at de øvrige medlemmer af kommunikationsfællesskabet lever op til
denne oprigtighedsbetingelse, der i det daglige tæller som verificering
af et udsagn. Vi går med andre ord ikke rundt og tjekker alt, hvad
andre siger. Med mindre der gives os en særlig anledning til at tvivle
på det sagte, accepterer vi det som sandt og bruger det uden videre
som præmisser for deduktion.
Vi er nu fremme ved sagens kerne, for det er spørgsmålet
om verificering, der er afgørende for, om en ytrings propositionelle
indhold kan indgå i en efterfølgende deduktion. Som ovenfor beskrevet er taleren i forbindelse med attituderapporter kun forpligtet
på sandheden af Repræsentationen. Ternens ytring af “Penelope
formoder, at Odysseus er i live”, tæller derfor, jf. oprigtighedsbetingelsen, som en verificering af, at Penelope har en formodning, og at
denne formodning har et bestemt indhold, nemlig at Odysseus er i
live (dvs. indholdet af den yderste boks). Vi kan derfor udmærket på
baggrund af ternens udsagn slutte, at nogen formoder, at Odysseus
er i live. Vi kan derimod ikke slutte, at Odysseus er live. Det kan vi
ikke, fordi taleren ikke er forpligtet på sandheden af Præsentation,
men kun på, at angivelsesmåderne stemmer overens. Indholdet af
Præsentationen tæller derfor ikke som verificeret og kan derfor heller
ikke indgå som præmis i en deduktion.7
7
Pladsen tillader ikke en udførlig analyse af de semantiske problemer, der knytter sig til de
re/de dicto-distinktionen. Det skal derfor blot nævnes, at den her skitserede analyse også
kaster lys over dette problem. Kort fortalt betyder en de re-tolkning af et udsagn, at taleren
er forpligtet på eksistensen af Præsenterede individer, hvorimod en de dicto-tolkning betyder
at taleren ikke er forpligtet på eksistensen af Præsenterede individer. Dette repræsenteres let
vha. boksnotation, idet individvariablerne noteres i den yderste boks ved de re-tolkninger og
i den inderste boks ved de dicto-tolkninger. (11) er et eksempel på en de dicto-tolkning.
69
6. Afslutning
Uanset hvordan de iøvrigt er formuleret, er det generelt træk ved
intensionelle semantiske tolkninger, at den semantiske analyse af den
indlejrede proposition i attituderapporter medfører en udvidelse af det
semantiske apparat. Det gør den pragmatiske forklaringsmodel ikke.
Præsentationer tilskrives semantiske værdier fra de samme mængder
af individer, der danner grundlag for den semantiske tolkning af
Repræsentationer. Sandhedsbetingelserne for ‘Odysseus er i live’,
dvs. at Odysseus er i live i den aktuelle verden, er de samme, uanset
om der er tale om en Præsentation eller en Repræsentation. Det
afgørende er, om taleren eller indehaveren af en given propositionel
attitude er forpligtet på sandheden af det propositionelle indhold. Men
denne forpligtelse er ekstra-lingvistisk, og den er ikke afhængig af
ordenes betydning. Den er derimod bundet til det at handle rationelt i
den aktuelle verden. Der er derfor ikke tale om, at ordene i forbindelse
med repræsentationer har en særlig intensionel mening, men derimod
om, at de bliver anvendt på en bestemt måde.
Dette skal ikke forstås som en kritik af de formelle kvaliteter
ved Hintikkas semantiske model. Det er blot en påpegning af, at
vi ikke bør opfatte den som en ontologisk forpligtende analyse af
semantikken for attituderapporter i det naturlige sprog, men i stedet
som en formel repræsentation af semantikken for attituderapporter i
det naturlige sprog.
Litteratur
Davidson, D. (2001) On the Logical Form of Action Sentences, Essays on
Actions and Events, Oxford University Press.
Frege, G. (1994) Über Sinn und Bedeutung. Funktion, Begriff, Bedeutung –
fünf logische Studien, Vandenhoeck & Ruprecht.
Heim, I. (1992) Presupposition Projection and the Semantics of Attitude
Verbs, Journal of Semantics vol. 9:183-221.
Heim, I. & A. Kratzer (1998) Semantics in Generative Grammar, Blackwell
Publishing.
70
Hintikka, J. (1971) Semantics for Propositional Attitudes. Reference and
Modality, L. Linsky (ed.). Oxford University Press:145-167.
(2005) Knowledge and Belief – An Introduction to the Two Notions,
Reprint of the original 1962 edition prepared by Vincent F. Hendricks &
John Symmons, Kings College London Publication.
Kamp, H. (1981) A Theory of Truth and Semantic Representation. Formal
Methods in the Study of Language, J. Groenendijk, T. Janssen & M.
Stokhof (eds.). Matematisch Centrum Tracts:277-322.
Kamp, H., J. van Genabith & U. Reyle (2008) Introduction to Discourse
Representation Theory.
Http://www.ims.uni-stuttgart.de/hans/papers/hpl-drt.pdf
Searle, J. R. (1969) Speech Acts – An Essay in the Philosophy of Language,
Cambridge University Press.
(1983) Intentionality – An Essay in the Philosophy of Mind, Cambridge
University Press.
71
72
Simon Borchmann
Aarhus Universitet
Inden for kommunikationslogikken har man formuleret et lille antal
retningslinjer for at lave Generelle Konversationelle Implikaturer
(herefter GKI). Det er retningslinjer der ved brugen af et bestemt
udtryk tillader at lave en bestemt inferens, f.eks.:
1) For nogle har det spillet en stor rolle at komme af med den
mellemøstlige regions værste diktator. (Kaae & Nissen: Vejen til Irak)
GKI (nogle): ikke for alle har det spillet en stor rolle
Ifølge Levinson er disse retningslinjer defaultregler, dvs. de anvendes
med mindre der er indikationer på at det er en særlig kontekst (Levinson
2000). Denne antagelse om GKI’ernes defaultstatus er siden gjort til
genstand for diskussion. Artiklen er et kognitionspsykologisk funderet
og funktionel lingvistisk bidrag til denne diskussion.
Udgangspunktet for bidraget er et af Levinsons egne eksempler
hvor den GKI der angiveligt har defaultstatus, er irrelevant. En lille
korpusundersøgelse viser at dette ofte forekommer i sprogbrugen. Således synes Levinsons antagelse om statussen ikke at være plausibel fra
et kognitionspsykologisk synspunkt. En anden mulighed er imidlertid
at de sproglige betingelser for GKI’er er underbeskrevet. Det er denne
mulighed der forfølges i artiklen. Med udgangspunkt i den antagelse
at ytringens relevansstruktur influerer på om en inferens skal laves,
opstilles to hypoteser om relationen mellem relevansstruktur og
GKI’er: en stærk og en svag. Den stærke falsificeres af observationer
i korpus; den svage gør ikke.
73
Simon Borchmann
1. Generelle Konversationelle Implikaturers status
Grice skelner tre typer af implikaturer der falder i to hovedgrupper:
konventionelle der omfatter de Konventionelle Implikaturer (herefter
KI), og konversationelle der omfatter Generelle Konversationelle
Implikaturer (GKI) og Partikulære Konversationelle Implikaturer
(herefter PKI).
Konventionelle
Konventionelle
Selv kørelys er nu standard
KI: der er grunde til at tro
kørelys ikke var standard
Konversationelle
Generelle
De har jo haft ret på
nogle områder
GKI: ikke på alle
områder har de haft ret
Partikulære
Din mor arbejder her
ikke
PKI: vask op efter dig
Ifølge Grice adskiller de to grupper sig fra hinanden ved følgende to
egenskaber. De konventionelle er ikke annullerbare og kan afmonteres
uden at ændre på ytringens sandhedsbetingelser; de konversationelle
er annullerbare og kan ikke afmonteres uden at ændre på ytringens
sandhedsbetingelser:
Konventionelle
Konversationelle
ikke annullerbare:
*Selv kørelys er nu
standard, men det kan ikke
komme som en overraskelse
annullerbare:
De har jo haft ret på nogle områder; ja, faktisk har
de haft ret på alle områder.
Din mor arbejder her ikke, men dermed ikke sagt
at du skal vaske op efter dig.
kan afmonteres:
Kørelys er nu standard
kan ikke afmonteres0
De generelle og de partikulære adskiller sig fra hinanden på to
områder. Mens de partikulære er afhængige af hvilken kontekst
0
Dette kan naturligt nok ikke godtgøres, men kun eksemplificeres. F.eks. vil man afmontere
GKI’en med ytringen De har jo haft ret på alle områder, og PKI’en med Din mor arbejder
her, men dermed er ytringernes sandhedsbetingelser også ændret.
74
ytringen optræder i1, er de generelle så nært knyttet til et sprogligt
udtryk at de normalt (dvs. i fraværet af særlige omstændigheder)
skal laves når udtrykket bruges (Grice 2001 (1975):216). Og mens
de partikulære typisk foranlediges af brud med maksimer (flouting)
eller maksimesammenstød, forudsætter de generelle at maksimerne er
overholdt.
Mens PKI'er uden videre kan regnes til det mente og dermed til
pragmatikken, er den kombination af egenskaber GKI'erne besidder,
lidt af et problem for en sprogvidenskab der forsøger at opretholde en
arbejdsdeling mellem semantik og pragmatik. At de på den ene side
kan modsiges uden at afsenderen gør sig skyldig i selvmodsigelse, men
at de på anden side er så nært knyttet til et udtryk at de normalt skal
laves når udtrykket bruges, placerer dem så at sige i et ingenmandsland
mellem det sagte og det mente. Man har således også set bestræbelser
på at bortreducere dette mellemlag, bl.a. ved at omdefinere det sagte
så det omfatter GKI’er (Sperber og Wilson 1986, Recanati 1989,
Carston 2002), eller ved at afvise skellet mellem GKI’er og PKI’er
med henvisning til GKI’ers kontekstafhængighed (Geurts 2010).
Levinson insisterer imidlertid på at der er et sådant mellemlag;
han kalder det ytringstypemening (utterance-type-meaning) (Levinson 1995). Redegørelsen for dette lag tager udgangspunkt i den
egenskab ved GKI’er at de er maksimebaserede. Ud fra maksimerne
formulerer han et lille antal retningslinjer for at lave inferenser. Disse
kalder han heuristikker som mere specifikt dækker over ‘antagelser
der kan bruges til at berige det kodede indhold på forudsigelige
måder’(1995:96). I denne sammenhæng vil jeg begrænse mig til den
første heuristik da det dels er den mest diskuterede, dels er den der
er relevant for det problematiske eksempel.
Den første heuristik kaldes Q1-heuristikken efter Grices første
kvantitetsmaksime, og den lyder i al sin enkelhed: Det der ikke
siges, er ikke tilfældet. Q1-heuristikken beskrives som metasproglig
og negativ: metasproglig i og med at den er baseret på hvad der
kunne være blevet sagt, men ikke blev det; negativ i og med at
1
Her ser jeg bort fra semikonventionaliserede tolkninger af bestemte sproghandlinger, f.eks.
tolkningen “ræk mig venligst saltet”, af sproghandlingen Kan du nå saltet?
75
Simon Borchmann
det der implikeres, er et negerende udsagn. Som metasproglig
tolkningsprocedure relaterer heuristikken det aktuelle sproglige
valg til alternativer inden for en lille mængde af kontrasterende
udtryk ordnet på en logisk skala. Af sådanne skalære udtryk kan
bl.a. angives følgende: kvantifikatorer: <alle, flest, mange, nogle>,
talord: <n+1, n>, modaladverbier: <nødvendigvis, sandsynligvis,
muligvis> og gradsadjektiver: <gloende, varm>. På disse skalaer
kan man udpege et ordnet par hvor det ene udtryk er stærkere end
det andet i den forstand at det logisk set indeholder det svagere,
men forpligter afsenderen på mere end det svagere med hensyn til
ytringens sandhedsbetingelser, f.eks.: <alle, nogle>. I sin egenskab
af at være negativ tillader heuristikken at udelukke ikke bare det
alternative, stærkere valg, men også de forhold i virkeligheden der
ville være udtrykt med dette valg, f.eks.:
2) Men da det i månederne efter krigen viste sig, at nogle af udtalelserne
om Saddam Husseins våben ikke bare beroede på fejltagelser, men var
bevidste manipulationer, voksede problemerne i nogle af de krigsførende
lande til egentlige politiske skandaler.(Kaae & Nissen: Vejen til Irak)
GKI: ikke i alle de krigsførende lande voksede problemerne til egentlige
politiske skandaler
Den tolkningsmæssige fremgangsmåde kan rekonstrueres som følgende ræsonnement:
P1: Hvis S er tilfældet, vil afsenderen i henhold til den første kvantitetsmaksime vælge det stærkeste udtryk A på den logiske skala L.
P2: Afsender har ikke valgt A på den logiske skala L.
K: S er ikke tilfældet.
Ræsonnementet er en abduktion for så vidt som P2 er udgangspunktet,
og K er en forklaring på P2. Men det kan altså rekonstrueres som en
gyldig deduktion, og den viser at ræsonnementets holdbarhed beror
på at afsender vælger det stærkere udtryk hvis det er muligt. Når
afsenderen ikke vælger det stærkere udtryk, implikerer det i henhold
til Levinsons redegørelse ceteris paribus at han vurderer at S ikke er
tilfældet (Levinson 2000:79)
Som forbeholdet ceteris paribus angiver, kan der forekomme
undtagelser fra P1, dvs. tilfælde hvor afsenderen bruger det svagere
76
uden at (kunne) vurdere om S er tilfældet eller ej. Ifølge Levinson
må sådanne kontekster imidlertid regnes for særlige. Således
anses P1 for at være en generel regel. Det betyder ganske vist at
heuristikkerne under alle omstændigheder må anses for at være
abduktive; men ifølge Levinson laves disse abduktioner per default
hvormed der forstås i alle tilfælde med mindre der i konteksten
eller ytringens indhold er eksplicitte indikationer på at de ikke skal
anvendes (Levinson 1995:96).
2. Problematisering af Levinsons antagelse om GKI’er
defaultstatus
Levinsons defaultantagelse er blevet problematiseret fra flere sider,
bl.a. relevansteoretisk (Sperber & Wilson 1986, Carston 2002), minimalistisk (Borg 2009), “maksimalistisk” (Recanati 1989) og griceansk
(Geurts 2010). Mit problematisering har ikke en sådan teoretisk
oprindelse, men tager udgangspunkt i den basale intuition at GKI’en
i flere af de eksempler der diskuteres, ikke forekommer at være
relevant. Sådanne eksempler findes ikke kun hos Levinson, men også
hos hans kritikere (f.eks. Borg 2009). Det er som om pragmatikken her
har distanceret sig fra sprogbrugen, og anvendelsen af konstruerede
eksempler er da også udbredt.
Min præteoretiske problematisering kan imidlertid funderes
på kognitionspsykologiske antagelser. I henhold til kognitionspsykologien er kapaciteten af det hukommelsessystem der varetager sprogforståelsen, begrænset. Da det endvidere er kapacitetskrævende at lave
inferenser, kan sprogbrugere kun lave et meget begrænset antal online.
Hvilken type inferenser der laves, under hvilke omstændigheder og på
hvilket grundlag, er der uenighed om (Keenan et al 1990); men der er
bred enighed om at der laves dem der er nødvendige for forståelsen.
Inden for disse rammer kan man endvidere antage at inferenser laves
selektivt ud fra tekstuelle omstændigheder (Sanford 1990, Sanford
& Garrod 1994), og denne antagelse er understøttet af eksperimentel
evidens (Schnotz 1985, Whitney et al, 1992, Klin et al 1999).
Hvis man antager at implikaturer er intenderede inferenser,
og at forståelsen af en ytring er betinget af at modtageren laver det
inferensielle modsvar til implikaturen, må implikaturer principielt
være underkastet de samme selektionskriterier som inferenser. Dvs. at
77
Simon Borchmann
implikaturer skal være nødvendige for den intenderede tolkning. Det
er det overordnede relevanskriterium.
Ifølge Horn er det en kategorifejltagelse at forbinde implikaturer
med sætninger eller tilhørere/læsere (Horn 2004). Men her kan det
anføres at Grice selv fremhæver som en betingelse for Konversationelle
Implikaturer at de skal være nødvendige for at det taleren siger, kan
anses for at være i overensstemmelse med samarbejdsprincippet
(Grice, 2001 (1975):209). Og det er lidet samarbejdende at intendere
inferenser der er irrelevante for den intenderede tolkning (eller
ligefrem modarbejder den). I de seneste år har man da også i større
og større udstrækning accepteret at pragmatiske teorier om mening og
forståelse skal være psykologisk plausible, herunder kunne forklare
eksperimentel evidens (se f.eks. Emma Borg 2009, Geurts 2010).
Denne tendens har endog udmøntet sig i et forskningsprogram, nemlig
eksperimentel pragmatik (Noveck & Sperber 2006).
Under alle omstændigheder antages det i artiklen at en GKI –
for så vidt den skal laves – skal være relevant for den intenderede
tolkning, dvs. det der svarer til PKI’en.
Min skepsis med hensyn til defaultantagelsen blev vakt ved mødet
med et af Levinsons egne eksempler, nemlig følgende (det oprindelige
er angivet til højre):
A: Hvad er klokken?
B: Nogle af gæsterne
er allerede ved at gå
GKI: ikke alle gæsterne
er allerede ved at gå
PKI: det må være sent
What time is it?
Some of the guests are already leaving
Not all of the guests are allready leaving
It must be late
Problemet er at GKI’en ikke forekommer at være relevant for den
intenderede tolkning “det må være sent”. Det fremgår af det forhold at
man kan anvende det alternative, stærkere udtryk uden konsekvenser
for PKI’en:
A: Hvad er klokken?
B´: Alle gæsterne er ved at gå
PKI´: det må være sent
78
Det er selvfølgelig en mulighed at A og B nærer en aversion mod
ure og har opfundet et lille sprogspil hvor klokken bestemmes ud fra
antallet af gæster der er gået. Men med mindre vi opfinder sådanne
særlige kontekster, må GKI’en anses for irrelevant. Den variabel
der kan fastlægges enten med værdien nogle eller med værdien alle,
er med andre ord det hjul i maskinen der kan dreje uden at noget
andet bevæger sig. Det vil således være dårlig økonomi at allokere
hukommelseskapacitet til at drage implikaturen, og derfor må det
fra et kognitionspyskologisk synspunkt anses for implausibelt at den
drages.
Faktisk er GKI’en ikke bare irrelevant; den er endog i modstrid
med den intenderede PKI. Det viser brugen af de kodede varianter af
GKI’en:
B´´: Ikke alle gæsterne er ved at gå
PKI´´: Det er ikke så sent
B´´: Kun nogle af gæsterne er ved at gå
PKI´´: Det er ikke så sent
De giver anledning til en tolkning der er i direkte modstrid med den
intenderede PKI.
Derforuden er GKI’en i uoverensstemmelse med en anden
tolkningsindikation i ytringen, nemlig refleksionsadverbiet ‘allerede’
der i henhold til Grices redegørelse må give anledning til KI’en
“gæsterne går tidligere end forventet i forhold til en norm B antager”.
Hvis man indsætter de kodede varianter af GKI’en, er resultatet således
pragmatisk ugyldige ytringer:
B”’: #Ikke alle gæsterne er allerede ved at gå
B”’: #Kun nogle af gæsterne er allerede ved at gå
B”’: #NOGLE af gæsterne er allerede ved at gå
De kodede varianter af GKI'en fremtvinger en metakommunikativ
tolkning af ytringen hvor B ikke er forpligtet på betingelserne for
brugen af refleksionsadverbiet, men udelukkende gengiver det som
et ekko. Adverbiet allerede stiller krav til retningen på skalaen; det
fordrer en kontekst hvor der peges op af skalen: “ikke ingen”, mens
79
Simon Borchmann
GKI’en peger ned: “ikke alle”. Derved ligner adverbiet Polarity Items
(Israel 2004) som endda og slet. Det vil altså ikke alene være dårlig
processeringsøkonomi at drage GKI’en; en sprogbruger der drager
den i situationen, må ganske simpelt anses for dysfunktionel.
På denne baggrund forekommer antagelsen om at GKI’en
har defaultstatus i det konkrete eksempel, ikke plausibel. Nu er der
tale om et enkelt, konstrueret eksempel. Hvis defaultantagelsen
skal problematiseres som en generel antagelse, må det ske på
grundlag af observationer af den faktiske sprogbrug og et større
eksempelmateriale. Det har givet mig anledning til at lave en lille
korpusundersøgelse.
3. En lille korpusundersøgelse af brugen af nogle
Udgangspunktet for undersøgelsen er de første 200 forekomster
der dukkede op i en søgning på udtrykket nogle på Korpusdk. Først
har jeg frasorteret forekomster hvor nogle grammatisk set ikke kan
erstattes med alle. Det gælder en række kollokationer, f.eks.: ‘nogle
få’, ‘endnu nogle’, ‘nogle stykker’, samt brugen som ubestemt artikel,
f.eks.: ‘F.eks. skrive nogle digte, som ikke behøver at rime’ og ‘Det
var især nogle stjerneformede, diamantbesatte brocher, der trak beløbet op’. Herefter resterer 70 forekomster. Dernæst har jeg frasorteret
forekomster hvor skribenten forekommer usikker med hensyn til at
skelne mellem nogle og nogen og nogle og andre, og hvor meningen
er uklar. Efter denne frasortering resterer der 62 forekomster. Det er så
disse 62 der har dannet grundlag for at afgøre om det ofte var tilfældet
at GKI’en var irrelevant.
I vurderingen af GKI’ens relevans har jeg anvendt følgende
betingelser, kriterier og restriktioner.
Betingelsen for at inferensen ‘ikke alle’ kan være relevant ved brugen
af nogle:
– Brugen opdeler en kendt (situationelt eller generisk), velafgrænset
mængde i to: en del af mængden (mere end en) og den resterende
mængde.
Kriteriet for at inferensen ‘ikke alle’ er relevant:
– Den alternative mængde (resten) spiller en rolle i tolkningen således
at den fordres inddraget.
80
Restriktioner:
– GKI’en må ikke være i modstrid med tolkningsindikatorer i
ytringen.
– Det stærkere alternativ må ikke være kontrafaktisk.
Med hensyn relevanskriteriet er der i hvert fald fire måder hvorpå
den alternative mængde kan spille en rolle i tolkningen: a) som
kontrast, f.eks.: ‘Nogle bliver måske nervøse af den slags, men jeg
følte, at jeg blev båret frem af publikums utrolige medleven.’, b) som
komplement, f.eks.: ‘Racens farver varierer utroligt, nogle er brunhvide, andre tigerstribede og andre igen sort-hvide.’, c) som forbehold,
f.eks.: ‘Nogle forskere mener, at geparder kan være bragt til Afrika af
mennesker, der brugte dem som supplement til jagthundene.’, og d)
som ubestemt supplement, f.eks.: ‘Det er nogle af de initiativer, vi bør
støtte, hvis vi skal have ledige ud af passiv forsørgelse.’
Ud fra dette kriterium vurderer jeg at GKI’en “ikke alle” er
relevant i 36 forekomster ud af de 62. For de resterende forekomsters
vedkommende gælder det at GKI’en ikke er relevant i henhold til
betingelsen, kriteriet og/eller restriktionerne. For det første er der
en række forekomster hvor brugen af nogle ikke opdeler en kendt,
velafgrænset mængde, f.eks.:
3) Jeg lukker overtrykket ud ved at optræde. Ellers ved jeg ikke, hvor
det ville havne. Men manisk, det er jeg ikke, selv om nogle tror det.
4) Det er ikke pengene, jeg er interesseret i, men i at fuldføre mit arbejde
og overholde de aftaler, jeg har gjort med nogle af operaverdenens
førende kunstnere.
For det andet er der en række forekomster hvor den alternative mængde
ikke spiller en rolle for tolkningen, f.eks.:
5) Stor var hans forbavselse – og forargelse, da han på stolerækkerne
opdagede nogle af dem, der derhjemme prædikede den rette, missionske tro.
6) Han er blevet præsenteret sammen med vore største på FIAC-messerne i Paris, men han er også blevet gemt bag om ikke “liguster-hækkene”, så dog de hække, der omhegner nogle af vore store samleres
haver.
81
Simon Borchmann
Det er forekomster hvor der peges op af skalaen, dvs. hvor det der
er afgørende for tolkningen, er at der er nogen (ikke ingen). De er
kendetegnet ved at man kan indsætte alle uden konsekvenser for den
intenderede tolkning. At GKI’en er irrelevant, kan endvidere være
understøttet af sproglige valg der markerer at det udsagn nogle indgår
i som kvantifikator, er en mindre vigtig tilføjelse, f.eks. parentetisk
ledsætning eller adverbier som ‘i øvrigt’ og ‘desuden’, f.eks.:
7) Bryan Brown, som nogle vil huske fra DR-succesen “Fem Sorte
Høns”, har hovedrollen i “The Shiralee”, en miniserie om en mand,
der rejser Australien rundt.
8) Men for at få råd til at tage over at besøge ham i USA, begik han
syv bankrøverier og et røveriforsøg på godt ét år. Han tog til USA,
hvor han endelig fandt sin far. Han besøgte desuden nogle af sine
halvsøskende i USA. Treschow benyttede samme fremgangsmåde ved
alle røverierne.
For det tredje er der en række forekomster hvor inferensen er i
uoverensstemmelse med andre tolkningsindikationer. Disse forekomster omfatter bl.a. de tidligere nævnte Polarity Items, f.eks.:
9) Jeg har endda hørt nogle af vore vælgere sige, at de vil stemme på
et andet parti, hvis der ikke er en kvinde at stemme på.
10) Tænk at sidde deroppe og få hjertestop eller en blodprop og ikke
ane, hvor hurtigt hjælpen kan nå frem. Kommunen kan ikke rydde alle
de små veje, ja, nogle veje kan slet ikke bære en sneplov.
Polarity Items kræver et miljø hvor de kan være tilstrækkeligt stærke
(Israel 2004:716). ‘Endda’ peger op af skalaen og fasciliterer den
tolkning at det er problematisk hvis der ikke er kvinder blandt de
opstillede i afsenderens parti. Den er således uforenelig med den
bevægelse ned af skalaen GKI’en “ikke alle” repræsenterer. ‘Slet’ peger
ned af skalaen, men fasciliterer her den tolkning at det er et problem
at bo steder hvor ambulancer ikke kan komme frem om vinteren. Og
GKI’en er kontraproduktiv i forhold til denne tolkning; den indebærer
nemlig at ambulancer faktisk vil kunne komme frem flere steder. Det
karakteristiske ved disse tilfælde er at nogle ikke kan erstattes af den
kodede variant af GKI’en uden at fremtvinge en metakommunikativ
82
tolkning. Endvidere kan man bemærke at disse tolkningsmæssige
retningsgivere lægger restriktioner på trykfordelingen. Således fordrer
‘endda’ i 9 at trykket lægges på ‘parti’, mens ‘slet’ i 10 fordrer at
trykket lægges på ‘bære’ hvormed der samtidig blokeres for det tryk
på ‘nogle’ der netop kunne have aktiveret den alternative mængde.
Endelig er der et antal forekomster hvor det stærkere alternativ
er kontrafaktisk, f.eks.:
11) Det giver et fingerpeg om den udvikling, som førte til, at nogle
dinosaurer fik fjer og vinger.
12) Nogle politiske kommentatorer kaldte Thatchers seneste udfald
mod EF for en “røst fra graven” i og med, at hun nu i over et halvt år
har været væk fra magten i Downing Street.
Hvis modtageren kender betydningen af udtrykket dinosaur, er GKI’en
triviel i forståelsen af 11. I forståelsen af 12 kan man ikke forestille sig
at alle politiske kommentatorer ville bruge netop den karakteristik, og
derfor er GKI’en også her triviel.
Disse resultater problematiserer antagelsen om at GKI’er har
defaultstatus. Man kunne ganske vist indvende at tolkningsindikationerne netop er eksplicitte indikationer på særlige kontekster. Men ud
fra Levinsons eget eksempel at dømme regnes disse kontekster altså
ikke for særlige. Og selv hvis vi anså Levinsons eksempel som en fejl,
vil der stadig restere de øvrige tilfælde der ikke opfylder betingelsen
eller kriteriet, ligesom særlige kontekster synes at være relativt hyppigt
forekommende. Konklusionen er derfor at Levinsons antagelse om
GKI’ers defaultstatus er problematisk. Som eksemplerne ovenfor
peger i retningen af, kan en forklaring på problemet imidlertid være at
de sproglige betingelser for GKI’er ikke er tilstrækkeligt beskrevet. I
det følgende opstilles og afprøves en hypotese om disse betingelser.
4. En hypotese om de sproglige betingelser for Generelle Konversationelle Implikaturer
Udgangspunktet for hypotesen er at sætningens relevansstruktur2
indgår som betingelse for at en GKI skal drages. Man kan her anføre
2
Termen relevansstruktur bruges her bredt således at den dækker samtlige de tre fokustyper
kontrastfokus, identifikationsfokus og nyfokus (Borchmann 2005&2009 (I Borchmann 2005
bruger jeg den lidet hensigtsmæssige term konstruktionsfokus om nyfokus)).
83
Simon Borchmann
at relevansstrukturen ikke er kodet i dansk, og at betingelsen således
ikke – som angivet ovenfor – er sproglig. Der er ikke desto mindre
intersubjektivt gyldige grammatiske regler for fokusdomæner (Heltoft
2003, efter Nølke 1994), dvs. felter hvor den relevansstrukturelle
konstituent fokus realiseres. Således er fokus med systematiske
undtagelser realiseret i slutfeltet i en umarkeret sætning, og kløvninger og eksistentielle der-sætninger er prototypiske eksempler på
konstruktioner der indskrænker fokusdomænet (Heltoft 2003:52).
Derudover er visse udtryk og funktioner fokusindikatorer; det gælder
ubestemt form (Togeby 1993), verber med høj specifikationsgrad
og funktionerne prædikativ, mådesadverbial og gradsadverbial
(Borchmann 2007). Endelig er visse funktioner og felter nonfokus
(Heltoft 2003:54), nemlig subjektet og fundamentet i en umarkeret
sætning. Derforuden er bestemt form en kontraindikation på (ny-)
fokus (Borchmann 2007). I den forstand er relevansstrukturen en
sproglig betingelse.
Grundlaget for hypotesen er de psykolingvistiske og kognitionspsykologiske antagelser at man ved sproglige midler kan
bringe informationer i psykologisk fokus (Sanford 1990), og at det
psykologiske fokus spiller en afgørende rolle i tekstforståelsen som
en inferensbaseret proces (Garrod 1995, Klin et al 1999, Whitney et
al 1992, se Rickheit & Habel 1995 for et overblik). Der er paralleller
til disse antagelser inden for den funktionelt orienterede lingvistisk.
Inden for det funktionelle sætningsperspektiv, FSP, har man beskrevet
informationsstrukturelle statusser ud fra deres kommunikative dynamik, dvs. i hvilken grad et sprogligt element bidrager til udviklingen
af kommunikationen (Firbas 1964 & 1974). I disse beskrivelser er
statussen Rheme proper kendetegnet ved at bidrage mest til udviklingen, og denne status er så godt som sammenfaldende med den
relevansstrukturelle konstituent fokus. Det dynamiske aspekt har
endvidere været anvendt i beskrivelsen af teksters organisering, og her
beskrives den organiseringsform der er kendetegnet ved at fokus (Rheme
proper) bliver genoptaget som emne (Theme) i den efterfølgende
sætning, som den mest elementære (Danes 1974). Disse beskrivelser
indebærer at man – i det mindste analytisk og strategisk – kan udkaste
forventninger om fortsættelsen på grundlag af relevansstrukturen. I
84
Togebys pragmatiske tekstteori samt hans funktionelle sproglære
beskrives netop en sådan relevansstrukturelt baseret heuristik (1993 &
2003). Her er retningslinjen at fokusset indikerer hvilken type forlæns
inferens der skal laves.
Den afgørende egenskab ved relevansstrukturen i sprogforståelsen som inferensbaseret proces er at den relevante inferens er relateret til den variabel der fastlægges med den relevansstrukturelle
konstituent fokus, således at hvis du ændrer på fokusværdien, ændrer
du også på den relevante inferens (Borchmann 2009), f.eks.(fokus er
markeret med fed):
13) Den 22 årige betjent er hårdt såret af skuddet i Købmagergade.
Inferens: der er risiko for at han dør
14) Den 22 årige betjent er lettere såret af skuddet i Købmagergade.
Inferens: han kommer sig hurtigt
Relevansstrukturens funktion i den inferensbaserede proces kan
således beskrives som den at udskille den variabel der spiller en særlig
rolle for den intenderede inferens, og fastlægge den med en værdi
(Borchmann 2009).
For så vidt som Konversationelle Implikaturer kan anses for
intenderede inferenser, skulle fokusindikatorer altså kunne bidrage
til at GKI’er foranlediges (se også Geurts 2010). Denne formodning
er bekræftet af et eksperiment med disjunktion som genstand. Her
foranledigede en (kontrast)fokusering af or (eller) et højere antal
eksklusive tolkninger, dvs. ‘ikke både og’ (Chevallier et al. 2008).
En mulig forklaring på de undtagelser der optræder i korpusset,
kunne så være at det GKI-relaterede udtryk ikke er fokuseret, og at
dette er en betingelse for at GKI’en skal drages. Den sidste del af
forklaringen kan formuleres som en hypotese: Betingelsen for at
GKI’en skal drages, er at det GKI-relaterede udtryk er fokuseret, dvs.
enten realiseret i fokusdomænet, indikeret ved fokusindikatorer eller
markeret som fokus (ved kontrastmarkering, udkløvning, eksistentiel der-sætning eller operatorer). Dette er den stærkest tænkelige
hypotese om relationen mellem relevansstruktur og GKI’er. Denne
hypotese kan falsificeres ved observation på samme måde som
defaultantagelsen blev problematiseret.
85
Simon Borchmann
Man kan på forhånd have en vis skepsis over for den stærke
hypotese i og med at nogle ofte indgår i subjektet der i henhold til
beskrivelserne ovenfor er antifokus og fordrer særlige konstruktioner
eller prosodiske markeringer for at kunne tildeles fokus. Men det
tager hypotesen altså også højde for ved at angive de særlige midler.
Skepsissen bekræftes ikke desto mindre af observationer i det lille
korpus. Således er der forekomster hvor GKI’en er relevant for tolkningen uden at det GKI-relaterede udtryk er fokuseret, f.eks.:
15) Storebæltsforbindelsen har selv beregnet, at de vil få et rentetab
alene på jernbaneforbindelsen på 45 mill. kr. om måneden – for hver
måneds forsinkelse. Nogle af udgifterne vil kunne dækkes ind af bøder
fra entrepenørerne. Men MT Group kan maksimalt betale bøder på
190 mill. kr., mens en forsinkelse på f.eks. ti måneder, vil koste A\S
Storebæltsforbindelsen 450 mill. kr.
Endvidere er der forekomster hvor GKI’en er irrelevant for tolkningen
selv om det GKI-relaterede udtryk realiseres i fokusdomænet, f.eks.:
16) Men for at få råd til at tage over at besøge ham i USA, begik han
syv bankrøverier og et røveriforsøg på godt ét år. Han tog til USA,
hvor han endelig fandt sin far. Han besøgte desuden nogle af sine
halvsøskende i USA. Treschow benyttede samme fremgangsmåde ved
alle røverierne.
Disse observationer indikerer at den stærke hypotese ikke holder.
Der er i øvrigt også eksperimentel evidens med engelsk der viser at
placeringen af det GKI-relaterede udtryk some i objektsposition frem
for subjektposition ikke bidrager til at GKI’en laves, men tværtimod
hæmmer den:
1A) Some of the consultants had a meeting with the director.
1B) Only some of the consultants had a meeting with the director.
2A) The director had a meeting with some of the consultants.
2B) The director had a meeting with only some of the consultants.
3) The rest did not manage to attend.
Læsetidsforsøg med dette materiale viste at der er samme læsetid på 3
når den kommer efter 1A, og når den kommer efter1B, mens læsetiden
86
på 3 er signifikant længere når den kommer efter 2A, end når den
kommer efter 2B (Breheny et al 2006).
5. En alternativ, svagere hypotese
Hvis man ud fra relevansstrukturen både vil forklare den intuitive
forskel på GKI’er og PKI’er, og det relativt store antal forekomster
hvor GKI’en ikke er relevant, må relationen mellem relevansstruktur
og GKI’er altså være en anden og svagere.
Mens der ikke er en direkte relation mellem relevansstruktur
og GKI’er, er der til gengæld en klar relation mellem relevansstruktur
og PKI’er. Således vil PKI’en – som den relevante inferens – være
relateret til den variabel der udskilles med relevansstrukturen.
Det kan anskueliggøres med Levinsons eksempel. I henhold til de
relevansstrukturelle beskrivelser præsenteret ovenfor er det ‘på vej
hjem’ der realiserer fokus. Dvs. at det er den variabel der fastlægges
med værdien ‘på vej hjem’, der spiller en rolle for hvilken PKI der
skal laves:
A: Hvad er klokken?
B: Nogle af gæsterne er allerede
på vej hjem –> det er sent
på vej til bords – > det er
spisetid
ankommet –> det er omkring
den tid festen begynder
Denne antagelse er der ingen undtagelser fra i det lille korpus.
Et bud på en svagere relation kunne så være følgende: Hvis
vi antager at relevansstrukturen er bestemmende for PKI’en, og
samtidig antager at GKI’en skal have en funktion i forhold til
PKI’en, vil relevansstrukturen indirekte lægge restriktioner på om
GKI’en skal drages ved brugen af et GKI-relateret udtryk. Denne
hypotese har forklaringsværdi for samtlige de korpusforekomster
hvor GKI’en ikke er relevant.
Afsluttende kommentar
Mens hypotesen kan forklare de korpusforekomster hvor GKI’en ikke
er relevant, kan supplerende, korpuseksterne observationer imidlertid
problematisere hypotesen. Det er ytringer med bredt fokus, f.eks.:
87
Simon Borchmann
‘Nogle børn har første skoledag flere gange’, og ytringer med flere
foci, f.eks.: ‘Man kan narre nogle mennesker hele tiden’. Problemet
er at den relevansstrukturelle beskrivelse som hypotesen er funderet
på, forudsætter at ytringen kun har ét fokus, og at dette skal være så
snævert som muligt. Ud fra to eksempler at dømme, kan brugen af
kvantifikatoren imidlertid i sig selv etablere et fokus – i eller ved
siden af det relevansstrukturelle fokus. Her må den svage hypotese
om relevansstrukturens rolle for GKI’er forsvares med at ytringer
med bredt fokus og ytringer med flere foci er særtilfælde.
Et mere alvorligt problem er at fokusset sprogligt set er
underbestemt og må fastlægges i konteksten ud fra relevanskriterier.
For dermed synes der at være en fare for en cirkelslutning: Fokusset
indikerer hvilken inferens der er relevant, men fokusset fastlægges
samtidig ud fra hvilken inferens der er relevant. Her kan man ikke
alene forsvare hypotesen med at der er intersubjektivt gyldige grammatiske regler for fokusdomæner; for fokusdomæner kan omfatte flere
elementer med hver deres inferensielle potentiale. For at kunne hævde
relevansstrukturens forklaringsværdi for GKI’er relevans i en given
kontekst er der med andre ord behov for en systematisk beskrivelse af
de faktorer der indvirker på fastlæggelsen af fokus.
Litteratur
Borchmann, Simon (2005) Funktionel tekstteori og fiktivt fortællende tekster
med refleksiv funktion. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.
(2007) Fokus i dansk skriftsproglig sprogbrug. 11. Møde om Udforskningen
af Dansk Sprog. U.D. Berthelsen & P. Widell (red.). Århus: Aarhus
Universitet.
Borg, Emma (2009) On Three Theories of Implicature: Default Theory,
Relevance Theory and Minimalism. International Review of Pragmatics
1:63-83.
Breheny, R., N. Katsos and J. Williams (2006) Are generalised scalar
implicatures generated by default? An on-line investigation into the role
of context in generating pragmatic inferences. Cognition 100:434-463.
Carston, Robyn (2002) Thought and Utterances. Blackwell Publishing.
88
Chevallier, C., I. A. Noveck, T. Nazir, L. Bott, V. Lanzetti and D. Sperber
(2008) Making disjunctions exclusive. The quarterly journal of experimental psychology 61:1741-1760.
Danes, Frantisek (1974) Functional sentence perspective and the organisation
of text. Papers on Functional Sentence Perspective. F. Danes (ed.). Prag:
Academia, Publishing House of the Czechoslovak Academy of Sciences.
Firbas, Jan (1964) On defining theme in functional sentence analysis. Travaux
Linguistiques de Prague. Prag: Académie tchécoslovaque des Sciences.
(1974) Some aspects of the Czechoslovak approach to problems of
functional sentence perspective. Papers on Functional Sentence Perspective.
F. Danes (ed.). Prag: Academia, Publishing House of the Czechoslovak
Academy of Sciences.
Geurts, Bart (2010) Quantity implicatures. Cambridge: Cambridge University
Press
Grice, Paul (2001 (1975)) Logic and Conversation. Can you reach the salt?
Carol Henriksen (ed.). Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag
Heltoft, Lars (2003) Iconic and categorial focus systems in Scandinavian.
Structures of Focus and Grammatical Relations. J. Hetland & V. Molnár
(eds.). Tübingen: Max Niemeyer Verlag.
Horn, Laurence R. (2004) Implicature. The Handbook of Pragmatics. Laurcence
R. Horn & Gregory Ward (eds.). Malden M.A.: Blackwell Publishing.
Israel, Michael (2004) The Pragmatics of Polarity. The Handbook of Pragmatics. Laurcence R. Horn & Gregory Ward (eds.). Malden M.A.: Blackwell Publishing.
Keenan, J.M., G.R. Potts, J.M. Golding & T.M. Jennings (1990) Which
elaborative inferences are drawn during reading? A question of
methodologies. Comprehension processes in reading. D.A. Balota, G.B.
Flores d´Arcais & K. Rayner (eds.). Hilsdale, New Jersey: Lawrence
Earlbaum.
Klin, Celia M., Alexandria E. Guzmán & William H. Levine (1999) Prevalence and Persistence of Predictive Inferences. Journal of Memory and
Language 40:593-604.
Levinson, Stephen C. (1995) Three levels of meaning. Grammar and
Meaning: Essays in honour of Sir John Lyons. F. Palmer (ed.) Cambridge:
(2000) Presumptive Meanings. Cambridge, Massachusetts: The MIT
Press.
Noveck, Ira & Dan Sperber (2006) Experimental pragmatics. Palgrave Macmillan.
89
Simon Borchmann
Nølke, Henning (1994) Linguistique modulaire: de la forme au sens. Louvain:
Éditions Peeters.
Recanati, Franscois (1989) The Pragmatics of What is Said. Mind &
Language. Vol. 4. No. 4
Rickheit, Gert & Christopher Habel (1995) Introduction. Focus and Coherence
in Discourse Processing. G. Richeit & C. Habel (eds.). Berlin: Walter de
Gruyter.
Sanford, Anthony J. (1990) On the nature of text-driven inference. D. A.
Balota, G. B. Flores d´Arcais & K. Rayner (eds.). Comprehension processes
in reading. Hilsdale, New Jersey: Lawrence Earlbaum.
Sanford, Anthony & Simon Garrod (1995) Selective Processing in Text
Understanding. Handbook of Psycholinguistics. Morton Ann Gernsbacher
(ed.). Academic Press.
Schnotz, Wolfgang (1985) Selectivity in Drawing Inferences. Focus and
Coherence in Discourse Processing. G. Richeit & C. Habel (eds.). Berlin:
Walter de Gruyter.
Sperber, Dan & Deidre Wilson (1986) Relevance. Communication and Cognition. Cambridge: Blackwell.
Togeby, Ole (1993) PRAXT – pragmatisk tekstteori. Århus: Aarhus Universitetsforlag.
(2003) Fungerer denne sætning? København: Gads Forlag.
Whitney, P., B.G. Ritchie & R.S. Crane (1992) The effect of foregrounding
on readers use of predictive inferences. Memory and Cognition 20:424432.
90
Sproglig tilpasning og korrespondanceanalyse
– hovedresultater fra en sociolingvistisk
undersøgelse af danskeres tilpasning til norsk
Islands Universitet/Universitetet i Bergen
1. Indledning: Forskningsspørgsmål, fokus og formål
Hvad sker der med voksne danskeres sprog når de flytter til Norge og
kommer i kontakt med nordmænd og norsk? Hvordan, hvor meget og
hvorfor tilpasser de sig til norsk? Hvad betyder antal år i Norge og det
at være norsk eller dansk gift? Er der forskel på kvinders og mænds
sproglige tilpasning (eller akkommodation)? Er der geografiske tilpasningsforskelle mellem danskere afhængig af om de bor i Bergen,
Kristiansand eller Oslo? Og hvilket billede giver korrespondanceanalyse af danskeres sproglige tilpasning? Det er spørgsmål som jeg
giver svar på i denne artikel.1 Svarene er resultater fra den del af min
undersøgelse af sproglig tilpasning, sprogbrug og sprogholdninger
blandt danskere i Norge som jeg her kalder tilpasningsundersøgelsen.
Jeg har fokus på hovedresultater, sproglig tilpasning og korrespondanceanalyse. Hovedresultaterne er dels grafiske resultater
fra korrespondanceanalysen, dels talresultater fra leksikalske frekvensanalyser og variationsanalyser. Talresultaterne udgør sammen med informanter og sociale variabler datamaterialet i korrespondanceanalysen. På den måde hænger de tre typer analyser sammen. Den sproglige tilpasning er 49 danske informanters tilpasning
1
Denne artikel er en bearbejdet version af mit indlæg på 13. Møde om Udforskningen af
Dansk Sprog 14.-15. oktober 2010 ved Aarhus Universitet og et indlæg på Institutt for filosofi
og førstesemesterstudier ved Universitetet i Bergen (UiB) 2. december 2010. En varm tak
til Daniel Apollon, UiB, for al god hjælp i forbindelse med brug af korrespondanceanalysen
og for vejledning og tolkningsassistance. Og hjertelig tak til min datter Nadine Stevens for
teknisk og praktisk PC-hjælp.
91
til norsk i et telefoninterview med en norsktalende interviewer. Min
norske interviewer er vigtig, for i en samtale med en norsk interviewer
kan de danske informanter forventes at tilpasse sig mere til norsk end i
en samtale med en dansk interviewer. Brug af en norsk interviewer er
derfor en metodologisk pointe og en forudsætning for at få et velegnet
datamateriale når formålet er at kaste lys over danskeres tilpasning
til norsk. Også brug af den “bourdieuske” korrespondanceanalyse er
en pointe, eftersom korrespondanceanalysen er en holistisk metode
som gør det muligt at udforske et stort og kompleks datamateriale
med mange informanter og variabler og samtidig vise samspil og
sammenhænge mellem mange variabler i én samlet visuel oversigt,
i et korrespondanceanalysediagram eller -kort. Det er ikke bare en
stor fordel, men direkte nødvendigt når vi ved eller kan forvente at
mange variabler samvirker. Her er den afgørende forskel mellem
korrespondanceanalysen og sociolingvistikkens traditionelle metode,
korrelationsanalysen: Korrespondanceanalysen håndterer få eller
mange variabler samtidig for at studere hvordan flere variabler
samvirker indbyrdes, og korrelationsanalysen isolerer og håndterer to
eller evt. tre variabler ad gangen. I øvrigt har den norske sociolog Lennart Rosenlund sammenlignet korrespondanceanalysen og traditionelle metoder som korrelationsanalysen og regressionsanalysen, og
han når frem til:
at korrespondanseanalysen er overlegen korrelationsanalysen
når det gjelder å beskrive strukturer i et datamateriale og å
frilegge samspillseffekter mellem analysevariablene. Utfra den
kunnskap korrespondanseanalysen gir, kan vi også slutte oss til
at en videre analyse av disse variabler, uten denne kunnskap,
basert på liniære metoder – for eksempel en tradisjonell
regresjonsanalyse – ville kunne føre galt av sted og gi feilaktige
resultater (Rosenlund 1995:72).
Korrespondanceanalysen findes i forskellige varianter. Den variant jeg
præsenterer og bruger i min undersøgelse, er multivariat eller multipel
korrespondanceanalyse (ofte forkortet til MCA, som er forkortelsen
for den engelske betegnelse). Den udforsker et kompleks datamateriale
med mange (eller få) variabler og informanter og afdækker mønstre,
92
relationer, sammenhænge og modsætninger mellem mange variabler,
i modsætning til enkel korrespondanceanalyse (ofte forkortet til CA
for “correspondence analysis”) hvor man undersøger sammenhængen
mellem to variabler. I min præsentation og brug af metoden støtter
jeg mig til disse introduktioner og præsentationer: Apollon 2007,
Hjellbrekke 1999, Hovden 1997, Høyen 2004, 2010, Jæger 2003, Le
Roux & Rouanet 2010, Rosenlund 1995 og Rosenlund 2009.
Formålet med denne artikel er 1) at præsentere hovedresultater fra tilpasningsundersøgelsen, 2) at demonstrere hvordan korrespondanceanalysen afdækker de underliggende strukturer eller mønstre i mit materiale og viser relationer og sammenhænge mellem analysens mange variabler samtidig visuelt, og 3) at udbrede kendskabet til
korrespondanceanalysen.
Artiklen indeholder efter denne indledning fem afsnit: 2.
Informanter og variabler, 3. Resultater fra tilpasningsundersøgelsen
og datamaterialet i korrespondanceanalysen, 4. Hvad er korrespondanceanalyse, og hvad viser et korrespondanceanalysekort? 5.
Hvilke resultater viser min korrespondanceanalyse? 6. Konklusion:
Hvad kendetegner og forklarer danskeres sproglige akkommodation
til norsk i Norge?
2. Informanter og variabler
Mit datamateriale stammer fra 74 danske informanter, og i korrespondanceanalysen bruger jeg materiale fra 49 af disse informanter.
Informanterne er et statistisk tilfældigt udvalg af danske statsborgere
over 18 år som er registreret i Det Sentrale Personregister i Norge.
De bor i tre norske byer i forskellige dele af Norge: Bergen i vest,
Kristiansand i syd, og Oslo i øst. 20 informanter bor i Bergen, 14 i
Kristiansand og 15 i Oslo. Der er 27 kvinder og 22 mænd. Den yngste
er 26 år, den ældste 67. Deres alder ved flytning til Norge varierer fra
17 til 50 år. De har boet i Norge imellem 2 og 40 år. 16 er dansk gift,
27 norsk gift, 3 er enlige, og 3 bor sammen med en partner som ikke
er dansk eller norsk. Nogle er uddannet i Danmark, andre i Norge,
og atter andre i begge lande. En del har børn i norsk skole, andre har
voksne børn, enkelte har ingen børn. Informanternes motiv for at bo i
Norge er ofte arbejde eller familie. Andre motiver er nye udfordringer,
udfærdstrang eller tilfældigheder. En del har en boglig uddannelse,
93
andre en praktisk eller håndværksmæssig uddannelse, dvs. en ikkeboglig uddannelse. Nogle har et arbejde hvor de skriver meget, nogle
skriver kun i begrænset omfang, andre skriver meget lidt eller af og
til eller slet ikke. Mange føler sig danske, andre norske, atter andre
både-og, nogle få føler sig hverken danske eller norske, men som
skandinav eller europæer. Disse baggrundsoplysninger kommer fra
registreringsskemaer som informanterne har udfyldt. Oplysningerne
fungerer som sociale variabler i korrespondanceanalysen. Der er 12
sociale variabler med disse kategorier:
• Køn: K = kvinde; M = mand
• By: Bg = Bergen; Krs = Kristiansand; Osl = Oslo
• Alder: Ald1 = 26-42 år; Ald2 = 46-57 år; Ald3 = 59-67 år (disse
alderskategorier ligger i datamaterialet på den måde at informanternes alder fordeler sig i de tre kategorier, dvs. ingen informanter er under 26 år, ingen er 43, 44 og 45 og ingen 58)
• Alder ved flytning til Norge: AldFlytN1 = under 22 år; AldFlytN2
= 23-27 år; AldFlytN3 = 30-38 år; AldFlytN4 = over 40 år (disse
kategorier ligger i datamaterialet på den måde at informanternes
alder ved flytning fordeler sig i de nævnte grupper, og ingen informanter flyttede til Norge i en alder af 28 og 29 år og 39 år)
• Antal år i Norge: ÅriN1 = under 13 år; ÅriN2 = 14-20 år; ÅriN3 =
over 21 år
• Civilstatus: CivstN = Norsk partner; CivstD = Dansk partner;
CivstE = Enlig; CivstA = Andet
• Uddannelsesland: UddanDK = Uddannet i Danmark; UddanN
= Uddannet i Norge; UddanDK&N = Uddannet i Danmark og
Norge
• Børn: BørnSkN = Børn i norsk skole (hvis et af flere børn i en
familie er 5 år eller ældre, kategoriseres informanten som havende
børn i norsk skole); Børn÷ = Ingen børn; VoksBørnN = Voksne
børn i Norge; VoksBørnDK= Voksne børn i Danmark; Små børn =
Børn under 4 år
• Motiv for at bo i Norge: MotArb = Arbejde (eget eller partners
arbejde); MotFam = Familie; MotAnd = Andet (tilfældigheder, nye
udfordringer, udfærdstrang, kompromis Færøerne og DK); Mot÷ =
Ingen oplysninger
94
• Uddannelse: Bog+ = Boglig uddannelse (dvs. højere uddannelse
efter gymnasium, men ikke tekniske og håndværksmæssige uddannelser); Bog÷ = Ikke-boglig uddannelse (praktiske og tekniske
uddannelser)
• Erhvervsmæssig brug af skriftsprog: SkrKrea = Kreativ/professionel; SkrBegr = Begrænset og standardiseret (skemaer,
rapporter ol.); Skr÷ = Skriver ikke eller kun af og til
• National identitet: IdD = Dansk; IdN = Norsk; IdDN = Dansk
og norsk (inkl. “mest dansk” og “mest norsk”); IdAnd = Andet
(hverken dansk eller norsk; skandinav; europæer; ved ikke; ikke
opgivet).
I korrespondanceanalysen har jeg foruden de 12 sociale variabler tre
sproglige variabler: 1) leksikalsk tilpasning (AkkLeks-variablen), 2)
udtalemæssig tilpasning (FonLeks-variablen) og 3) talesprog (TAL).
Den første sproglige tilpasningsvariabel, AkkLeks, har tre kategorier,
som jeg forklarer i afsnit 3 nedenfor:
AkkLeks1 = 0,9–1,6 % tilpasning
AkkLeks2 = 2–4,9 % tilpasning
AkkLeks3 = norsk.
Den anden sproglige tilpasningsvariabel, AkkFon, drejer sig om kun
ét sprogligt træk, nemlig de danske informanters tilpasning af deres
lyse, danske a-lyde til mørke, norske a-lyde, og denne variabel har
fem kategorier, som jeg også forklarer i afsnit 3 nedenfor:
AkkFon– = ingen udtalemæssig tilpasning
AkkFon1 = under 21 % tilpasning
AkkFon2 = 31-40 % tilpasning
AkkFon3 = 62-67 % tilpasning
AkkFon4 = 100 % tilpasning.
Forkortelser:
Akk = akkommodation (tilpasning)
Leks = leksikalsk
Fon = fonetisk (udtalemæssig)
TAL = talesprog
95
Den tredje sproglige variabel, TAL, falder indholdsmæssig sammen
med de to tilpasningsvariabler og fungerer på den måde som kontrolvariabel, og den har tre kategorier:
TalD = Dansk (sammenfatter AkkLeks1 og AkkFon÷)
TalN = Norsk (rummer AkkLeks3 og AkkFon4)
TalBl = Blandingssprog (rummer AkkLeks2 og AkkFon1, -2
og -3).
De 15 variabler, de 51 variabelkategorier og de 49 informanter møder vi igen i tre korrespondanceanalysediagrammer i afsnit 5 nedenfor. Disse variabler, kategorier og informanter udgør datamaterialet i
korrespondanceanalysen.
3. Resultater fra tilpasningsundersøgelsen og det komplekse
materiale i korrespondanceanalysen
De to ovennævnte tilpasningsvariabler, AkkLeks og AkkFon, stammer
fra to analyser af transskriberede interview med de 49 informanter.
De to variablers kategorier er resultater i procenter fra den leksikalske
frekvensanalyse og variationsanalysen som er nævnt ovenfor.
Frekvensanalysen er en analyse af de 49 informanters samlede
leksikon i et telefoninterview. Variationsanalysen er en analyse af 41
informanters udtale af a-lyde, dvs. et enkelt udtaletræk. At der er 41
variationsanalyser, og ikke 49, skyldes at 7 interview er transskriberet
på norsk fordi de 7 informanter taler norsk, dvs. de har 100 % tilpasning
og bruger kun norske a-lyde. Og at der er tale om kun ét udtaletræk,
nemlig vokalen a, skyldes at det valgte træk er et meget hyppigt
tilpasningstræk blandt alle informanter der tilpasser deres udtale til
norsk, og det rammer et stort antal almindelige ord og er derfor egnet
til at repræsentere udtalemæssig tilpasning. Desuden er en fonetisk
analyse meget tidkrævende.
Frekvensanalyserne er ordlister lavet ved brug af en programfunktion i CHILDES (http://childes.psy.cmu.edu/) og indeholder
alle ord som informanterne bruger i det nævnte interview. På listerne
har jeg markeret en række norske ord, dvs. 1) særnorske ord, 2) stilistiske samord (fælles dansk-norske ord med forskellig stilværdi), 3)
nabosproglige homonymer og 4) norske idiomer (Brodersen 1998).
96
Derefter har jeg regnet ud hvor stor hver informants samlede andel
norske ord er i forhold til informantens totale antal ord.
Variationsanalyserne af informanternes udtale har jeg lavet
manuelt ved at jeg har lyttet mig igennem en bestemt del af alle
interview og samtidig i transskriptionen har markeret hver informants
mulige og faktiske forekomster af mørk, norsk a-lyd hvorefter jeg har
regnet procentandelen af mørk a-lyd ud.
Frekvensanalysen viser at informanternes leksikalske tilpasning er ganske beskeden, idet 35 af informanterne har et omfang
af norske ord på mellem 1 og 5 %. De øvrige 14 informanter har et
mere norsk tilpasset ordforråd. Informanternes udtalemæssige tilpasning derimod er præget af betydelig variation: 42 informanter
har en tilpasning fra 0 % til 67 %, og 7 informanter har 100 % tilpasning. En sammenfattende oversigt med de sproglige resultater af
frekvensanalysen og af variationsanalysen står i tekstrammen nedenfor. Her viser den procentvise inddeling hvordan informanterne
grupperer sig efter omfanget af deres tilpasning. Den nedre grænse
for deres leksikalske tilpasning er 0,9 %, og den øvre grænse 4,9
%, og ingen informanter har en leksikalsk tilpasning på 1,7-1,9 %.
Således opstår der en naturlig gruppering af informanter med lav grad
og høj grad eller mellemgrad af leksikalsk tilpasning. Det samme
gælder grupperingen med hensyn til informanternes udtalemæssige
tilpasning. Her er der 4 grupper når vi ser bort fra gruppen med fuld
tilpasning.
Leksikalsk tilpasning:
Lav grad af tilpasning (AkkLeks1) = 0,9-1,6 % tilpasning:
Høj grad af tilpasning (AkkLeks2) = 2-4,9 % tilpasning:
Fuld tilpasning (AkkLeks3) = norsk:
11 informanter
24 informanter
14 informanter
Udtalemæssig tilpasning (dvs. fra lys til mørk a-lyd):
Ingen tilpasning (AkkFon–) = 0 %:
Lav grad af tilpasning (AkkFon1) = under 21 % tilpasning:
Mellemhøj grad af tilpasning (AkkFon2) = 31-40 % tilpasning:
Høj grad af tilpasning (AkkFon3) = 62-67 % tilpasning:
Fuld tilpasning (AkkFon4) = 100 % tilpasning:
14 informanter
16 informanter
6 informanter
6 informanter
7 informanter
Mine 15 variablers 51 kategorier (nævnt i afsnit 2) har jeg omkodet
manuelt i Excel til et binært og disjunktivt format, dvs. med to gensi97
digt udelukkende kategorier, fordi korrespondanceanalysen behandler alle variabelkategorier som selvstændige variabler. Resultatet er
en binær datamatrix eller tabel med 51 rækker (med alle variabelkategorier) og 49 kolonner (med de 49 informanter) med bare ettaller
og nuller. Denne 51x49-tabel med i alt 2499 celler er det statistiske
råmateriale i korrespondanceanalysen. Et eksempel på en binær tabel,
står i mit MUDS 12-bidrag (Brodersen 2009:117). I denne tabel har
fx informant K1 følgende egenskaber: 1-0-1-0-0-1-0-1-0-0-1-0-0-10-0-1-0-1-0-0-1-0-1-0-1-0-1-0-1-0. Her er 1 = at have en egenskab,
og 0 = ikke at have en egenskab. De to første cifre (1-0) gælder
kønsvariablen, og det første 1-tal betyder at K1 er ’kvinde’, det første
0 betyder ‘ikke mand’. De næste tre cifre (1-0-0) er aldersvariablen
hvor 1-tallet betyder ‘under 37 år’, og de to nuller betyder henholdsvis
‘ikke 43-57 år’ og ‘ikke over 64 år’, osv. indtil alle variabelkategorier
er omkodet til 1 eller 0 (Brodersen 2009:118).
4. Hvad er korrespondanceanalyse, og hvad viser et korrespondanceanalysekort?
Korrespondanceanalyse er en induktiv, dynamisk og fleksibel metode – og yderst stabil, også i undersøgelser med få informanter. I mit
MUDS 12-indlæg brugte jeg metoden på et pilotprojektmateriale med
kun 11 informanter (Brodersen 2009). Dynamikken, fleksibiliteten og
stabiliteten er fordele som sammen med den grafiske præsentation af
analyseresultater og repræsentationen af det komplekse sociale rum
gør korrespondanceanalyse til en yderst velegnet metode i sociolingvistiske undersøgelser. Metodens “anvendelighet er nærmest ubegrenset”, skriver sociologen Lennart Rosenlund (Rosenlund 1995:57).
Korrespondanceanalyse er forholdsvis ny i dansk og nordisk
sociolingvistik og er indtil videre kun blevet brugt i to sociolingvistiske undersøgelser (foruden min, Knutsen 2007 og Røyneland
2005). I sociologien derimod er metoden velkendt. Den er blevet
brugt i en række sociologiske undersøgelser i både Danmark og
Norge (Brodersen 2010). Det mest kendte eksempel på brug af
korrespondanceanalyse er stadig den franske sociolog og antropolog
Pierre Bourdieus store værk La distinction (1979). I øvrigt brugte
Bourdieu korrespondanceanalysen allerede i 1976, i Anatomie du
98
Goût [smagens anatomi], som han skrev sammen med Monique de
Saint Martin (Hovden 2010:38), og senere også i Homo Academicus
(1984). Især de engelske oversættelser af Bourdieus værker –
Distinction (1984) og Homo Academicus (1988) – har bidraget til
at gøre korrespondanceanalysen internationalt kendt og anerkendt.
En anden vigtig faktor som har haft betydning for udbredelsen af
korrespondanceanalysen uden for Frankrig, er indførelsen af metoden
i de store statistikpakker SPSS og BMDP omkring 1990.2
Korrespondanceanalyse er en geometrisk analyseteknik hvor
data bliver repræsenteret som punkter i et multidimensionalt rum,
og også betegnelsen for resultatet af analysen. Resultatet er dels to
geometriske rum, med hver sin punktsky, et rum med informantpunkter og et rum med egenskabs-punkter (eller variabel-punkter)
samlet i et og samme kort eller diagram, dels statistiske resultattabeller med analysens talmateriale. Fordi analysen projicerer de to rum
ind i et og samme kort og viser informanter og egenskaber “oven
i” hinanden, kan vi opdage, udforske og vise mønstre, relationer og
sammenhænge som traditionel statistik ikke kan få frem i så tydelig
og helhedspræget form.
Korrespondanceanalysen behandler som nævnt alle variablers
kategorier – og alle informanter – som selvstændige variabler eller
modaliteter, som de kaldes i den franske tradition. I et stort materiale
skal der mange dimensioner til for at afdække eller dekomponere den
samlede inerti, som er målet på punkternes eller punktskyens spredning i det multidimensionale rum. Målet er imidlertid at finde det rum,
eller delrum, som med færrest muligt dimensioner (og akser) giver
den bedste sammenfatning af materialet, altså som bedst sammenfatter
eller dækker punktskyens form i rummet. Det er som regel to eller
tre dimensioner, akse 1 og 2, og evt. 3, som er dem vi er i stand til
at afbilde og se i en grafisk gengivelse. Hvis vi har to akser, får vi
et todimensionalt plan, og har vi tre akser, får vi et tredimensionalt
rum. I geometrien skelner man mellem linje, plan og rum; en linje = 1
dimension, et plan = 2 dimensioner (i et koordinatsystem med en x- og
en y-akse) og et rum = 3 dimensioner (i et koordinatsystem med en x-,
y- og z-akse).
2
Røyneland 2005:423, med henvisning til Jörg Blasius & Michael Greenacres Visualization of
Categorical Data (1988).
99
I analyseprocessen sker der som nævnt en rekonstruktion af et
tabelmateriale til en punktsky i et flerdimensionalt rum og en reduktion af antal dimensioner ved at analysen trækker den vigtigste information ud og fjerner mindre vigtig information, samtidig med at materialet beholder sin kvalitative karakter. Resultatet er da en punktsky i
et optimalt lavdimensionalt rum. Her ser vi de mønstre og det system
af relationer, sammenhænge og oppositioner som materialet rummer.
Både selve analysen og tolkningen af kortene er gentagelses- og
venden-tilbage-præget, og der er flere metoder knyttet til tolkningen
af kortene (jf. fx Hjellbrekke 1999 og Høyen 2010). Denne iterative
analyse- og tolkningsproces har at gøre med teoretiske antagelser og
forventninger der ligger bag valget af variabler, og med at vi ofte har
brug for at køre flere analyser og eksperimentere med at udelukke
variabler eller slå variabelkategorier sammen for at nå frem til en god
analyse.
Korrespondanceanalysekort rummer et væld af oplysninger
og detaljer og kan derfor umiddelbart nok virke overvældende og
uoverskuelige. Men indtegnede figurer i form af ellipser eller polygoner, mangekanter, som i mine tre kort nedenfor, gør det enklere
at vise mønstre og relationer i materialet og lettere at læse kortet og
tolke analysen, forudsat at vi kender visse principper med hensyn til
hvordan vi læser korrespondanceanalysekort.
Når vi skal læse kortet og tolke analysen, har vi brug for 1)
punkternes bidragsværdier i de resultattabeller der hører sammen med
kortene, dvs. bidragsværdier for alle punkters bidrag til de forskellige
akser (punkternes bidrag til inertien, dvs. spredningen i materialet), og
2) værdier som fortæller hvor godt punkterne er repræsenteret. Først
da kan vi foretage en præcis tolkning af punkternes placering i kortet
og deres bidrag og betydning i analysen som helhed og på den måde
kontrollere den visuelle tolkning og undgå at fejltolke punkterne.
Vi begynder med en visuel inspektion af kortet. Vi ser på
fordelingen og spredningen af de to punktsæt i kortet og på ét
punktsæt ad gangen, dvs. først alle egenskabspunkters placering i
forhold til hinanden og de indbyrdes afstande mellem punkterne i ét
punktsæt, og så alle informantpunkters placering osv. (eller omvendt).
Punkter i kortets yderkant er de mest interessante, fordi de bidrager
100
mest til opbygningen af en akse, mens punkter der ligger omkring
x- og y-aksernes krydsningspunkt, det såkaldte barycenter eller origo,
repræsenterer gennemsnitsværdier i materialet, og disse punkter
har lave bidrag. Origo er det punkt som alle punkter orienterer sig
i forhold til. Målet for punkternes afstand fra origo er det kendte
chikvadrat, χ2. Jo større afstand mellem origo og punkterne, desto
højere inertiværdier. Og jo større afstand, jo større afvigelse fra en
helt tilfældig fordeling. Afvigelsen bliver brugt ved punktplaceringerne i den mangedimensionale punktsky. Kort afstand mellem punkter i et punktsæt betyder at de optræder relativt ofte sammen, de ligner
hinanden, de har samme fortegn (lignende koordinater: + eller ÷). Stor
afstand betyder det modsatte: at de optræder relativt sjældent sammen
og har forskellige fortegn (modsatte koordinater).
Vi tolker helst klynger af punkter fra samme punktsæt sammen
snarere end enkeltpunkter i forhold til hinanden. Vi lægger mærke
til store og små afstande mellem punkter og oppositioner og relationer mellem punkter; punkter der ligger langt fra hinanden, har relativt mindre til fælles end punkter der ligger tættere på hinanden som
har relativt mere til fælles. Punkt-par der ligger i hver sin ende af en
akse, er hinandens modsætninger. Akserne er udtryk for modsætninger
i materialet.
På korrespondanceanalysekort er x-aksen, den vandrette og
vigtigste akse, første dimension. Første dimension dekomponerer den
største del af inertien, og her finder vi de stærkeste oppositioner eller
modsætninger i materialet. Næstvigtigst er y-aksen, den vertikale akse,
som er anden dimension med de modsætninger der ikke blev dækket
af x-aksen. Tredjevigtigst er z-aksen og tredje dimension osv.
På mine tre korrespondanceanalysekort i figur 1, 2 og 3 ser vi et
todimensionalt plan som består af et koordinatsystem med en x- og en
y-akse som deler kortet i fire felter og vandret og lodret i to halvdele.
På alle tre kort er akse 1 og 2 med første og anden dimension vist, og
alle 49 informanter og alle 51 variabelkategorier, dvs. informanternes
egenskaber, er repræsenteret som punkter. Alle punkters værdier står
i resultattabellerne.
Formålet med min korrespondanceanalyse er at afdække mønstre, relationer og sammenhænge med hensyn til de danske informanters sproglige tilpasning til norsk og deres sociale egenskaber.
101
Min analyse er foretaget med Analytica Toolbox for MATLAB,
som er udviklet af Daniel Apollon, Universitetet i Bergen.
5. Hvilke resultater viser min korrespondanceanalyse?
I min præsentation giver jeg en forholdsvis fyldig databeskrivelse af
hvad vi ser på de tre korrespondanceanalysekort nedenfor. Dels fordi
den visuelle inspektion af kortene er vigtig for den efterfølgende
tolkning, dels fordi geometrisk statistik er relativt ny og ukendt i
sprogvidenskaben. Resultaterne er fra min første korrespondanceanalyse i tilpasningsundersøgelsen og vil kunne variere på visse punkter i forhold til evt. senere analyser (jf. overfor om analysens fleksibilitet og dynamik). Jeg tager også forbehold på grund af materialets
omfang. I statistisk sammenhæng er 49 informanter trods alt ikke
alverden.
Af pladshensyn viser jeg ikke et baggrunds-korrespondanceanalysekort uden indtegnede mønstre. Dette kort er det samme
som de tre kort i de tre figurer nedenfor, men uden indtegnede mønstre.
De tre kort er også alle de samme, dvs. de rummer de samme røde
variabel- og blå informantpunkter, den samme punktbeliggenhed
og de samme mønstre. Forskellen mellem kortene er kun at der
er indtegnet forskellige mønstre som analysen får frem, dvs. tilpasningsmønstret, antal-år-i-Norge-møntret og bostedsmønstret.3 Det
letter læsningen at se hvert mønster på et eget kort. Andre mønstre
i analysen og informantpunkterne kommenterer jeg af pladshensyn
ikke. De variabelpunkter jeg fokuserer på, har alle forholdsvis høje
bidragsværdier i resultattabellen.
På kortene i de tre figurer nedenfor ser vi i parentes den procentdel som hver akse afdækker af inertien eller variansen, punktskyens
spredning. Den første akse, x-aksen, den vandrette akse (“CA axis
1”), afdækker 17,54 %. Den anden akse, y-aksen, den lodrette akse
(“CA axis 2”), 15 %. Til sammen afdækker de to akser, og 1. og 2.
dimension, 32,54 %. (Der er analyseret i alt 10 dimensioner, og de
resterende akser dækker til sammen 67,46 %).
3
Bostedsmønstret kunne også hedde fx by- eller kommunemønstret, men bosted er en mere
gennemsigtig og sigende term i denne sammenhæng.
102
På kortet i figur 1 nedenfor ser vi det leksikalske tilpasningsmønster, dvs. hvordan danskere tilpasser sig leksikalsk til norsk.
Af kortets indtegnede mangekanter fremgår: 1) de tre førnævnte
gruppers tilpasning med gruppernes størrelse, spredning og placering
i forhold til hinanden, 2) modsætningen mellem gruppen med mindst
og gruppen med mest tilpasning, markeret ved henholdsvis den røde
og den blå mangekant som ligger langs med y-aksen (de to har modsat
fortegn på y-aksen), og 3) hvordan informanterne fordeler sig i de tre
grupper.
Mangekanternes betydning på kortet i figur 1 (nedenfor):
• Rød mangekant = De 11 informanter med AkkLeks1 =
0,9-1,6 % leksikalsk tilpasning
• Grøn mangekant = De 24 informanter med AkkLeks2 =
2-4,9 % leksikalsk tilpasning
• Blå mangekant = De 14 informanter med AkkLeks3 = norsk.
Figur 1. Korrespondanceanalyse af 49 danskeres leksikalske tilpasning til
norsk. Akse 1 og 2.
103
I figur 1 (ovenfor) har vi den røde AkkLeks1-gruppe med mindst
tilpasning i nord og den blå AkkLeks3-gruppe med mest tilpasning
i syd, i hver sin halvdel af kortet, som hinandens modsætninger, og
i midten den grønne AkkLeks2-gruppe med mest “gennemsnitlig”
tilpasning. I AkkLeks1-gruppen ligger også CivstD, mod nord, næsten
på y-aksen, og i nærheden også Ald3 (59-67 år), i vest. Begge trækker
i retning af mindst tilpasning, i dansk retning. I AkkLeks2-gruppen
med mest “gennemsnitlig” tilpasning har vi også TalBl som kan siges
at sammenfatte den typisk “gennemsnitlige” tilpasning. I AkkLeks3gruppen har vi også CivstN, i syd. Det betyder at Civilstatus er en kraft
i tilpasningen. Den trækker i to modsatte retninger: De dansk gifte
informanter tilpasser sig relativt mindst, og de norsk gifte informanter relativt mest, som forventet, men at være dansk gift betyder mere
end at være norsk gift. Desuden ser vi nær AkkLeks1-punktet i nord
også AkkFon÷ og nær AkkLeks3-punktet i sydvest både FonLeks3
og FonLeks4. Det betyder at leksikalsk og udtalemæssig tilpasning
til dels går hånd i hånd. I den øverste AkkLeks1-gruppe ser vi videre en
sammenhæng mellem ringe sproglig tilpasning, det at være dansk gift og at
komme til Norge velvoksen alder, dvs. over 40 år (AldFlytN4). AkkLeksvariablen præger anden dimension mest, sammen med AkkFon÷.
Modsætningen mellem mindst og mest tilpasning er vigtigst ved denne
dimension.
På kortet i figur 2 (nedenfor) ser vi opholdstidsmønsteret, dvs. hvad
antal år i Norge betyder. De tre mangekanter viser: 1) de tre ÅriNgrupper og deres placering i forhold til hinanden, 2) modsætningen
mellem kort og lang opholdstid i Norge (ÅiN1 og ÅiN2), 3) hvad
opholdstid betyder i sammenhæng med sproglig tilpasning og visse
andre faktorer og 4) udviklingen med hensyn til antal år i Norge, fra
ÅiN1 til ÅiN2 og videre til ÅiN3. (De to ekstreme punkter VoksBørnDK
og CivstA er trods deres placering ikke vigtige.)
104
Figur 2. Korrespondanceanalyse af 49 danskeres sproglige tilpasning til norsk
i forhold til antal år i Norge. Akse 1 og 2.
Mangekanternes betydning på kortet i figur 2 (ovenfor):
• Blå mangekant = De 20 informanter i ÅriN1-kategorien =
under 13 år
• Gul mangekant = De 11 informanter i ÅriN2-kategorien =
14-20 år
• Rød mangekant = De 19 informanter i ÅriN3-kategorien =
over 21 år.
I figur 2 (ovenfor) har vi den blå ÅiN1-gruppe i øst og den røde
ÅiN3-gruppe i vest, i hver sin halvdel af kortet, som hinandens
modsætninger, og i mellem dem den grønne ÅiN2-gruppe mest sydlig.
105
Ved de tre ÅiN-gruppers tilpasningsspredning er det interessant at
den røde ÅriN3-gruppe med længst opholdstid har størst spredning,
lige fra de mest dansksprogede informanter i den danske ende i nord
til de mest norske informanter i syd, mens den gule ÅriN2-gruppe
i midten strækker sig længst mod syd og den blå AiN1-gruppe
længst mod øst. Alle tre grupper har med andre ord forholdsvis stor
tilpasningsvariabilitet. Videre er ÅriN1 interessant pga. nærheden til
AkkLeks2 og AkkFon1 og til Bog+. Det kan betyde at både en god del
leksikalsk og udtalemæssig tilpasning sker inden for ÅriN1-perioden,
at tid er den kraft der giver tilpasningsenergi til et vist punkt, og at
boglig uddannelse her spiller en rolle. Også ÅriN3, lang opholdstid,
er interessant fordi punktet ikke ligger nær højtilpasningspunkterne i
sydvest, men nær Skr÷ og Bog÷. Det kan for det første tyde på at lang
opholdstid kan være koblet til ingen/begrænset brug af skriftsprog og
praktisk uddannelse, hvad der måske kan opfattes sådan at en del af
“prisen” for lang opholdstid, er problemer knyttet til at skrive4 og at
det især gælder for danskere med en praktisk uddannelse, og for det
andet at lang opholdstid ikke er en kraft der giver tilpasningsenergi
og trækker i retning af stærkere tilpasning med årene. Tilpasningen
stopper med andre ord nok op eller når en grænse på et tidspunkt. Ellers
ville lang opholdstid være koblet til stærkere tilpasning. Opholdstid er
den variabel der præger første dimension mest og som giver kulør med
modsætningen mellem kortest og længst opholdstid. Tid er den kraft
der strækker første dimension. Første dimension kan derfor kaldes
tidsdimensionen.
På kortet i figur 3 (nedenfor) ser vi bostedsmønsteret, dvs. hvilken
betydning bosted har. De tre mangekanter fortæller os: 1) de tre bostedgrupper og deres placering i forhold til hinanden, 2) modsætningen
mellem Bergens- og Kristiansand-gruppen, 3) de tre gruppers
spredning i forhold til hinanden.
4
I interviewmaterialet og de sprogbiografiske beretninger findes oplysninger fra informanter som fortæller at de har problemer med at skrive og/eller at de har mistet deres danske
skriftsprog.
106
Figur 3. Korrespondanceanalyse af 49 danskeres sproglige tilpasning i forhold til bosted. Akse 1 og 2.
Mangekanternes betydning på kortet i figur 3 ovenfor:
• Blå mangekant = De 15 informanter i Kristiansand (= Krs)
• Gul mangekant = De 14 informanter i Oslo (= Osl)
• Rød mangekant = De 20 informanter i Bergen (= Bg).
De tre mangekanter ligger delvis oveni hinanden, men forrykket i
forhold til hinanden sådan at Kristiansand-gruppen strækker sig helt
op til AkkLeks1 og AkkFon÷ i nord og overlapper med både Oslogruppen i midten og Bergens-gruppen mod syd. Også mellem Bergen
og Oslo er der ret stor overlapning. Mest iøjnefaldende og interessant
er Kristiansand-gruppen. Den fylder mest, dvs. der er størst spredning
i den gruppe i forhold til de to andre grupper. Nogle informanter i
Kristiansand befinder sig i den sprogligt mindst norske (eller mest
107
danske) ende af kortet, og nogle i den norske ende af kortet. Måske
spiller både geografisk nærhed til Danmark og sproglig nærhed
mellem kristiansandsk og dansk en rolle. Måske har det betydning
at kristiansandere er mere vant til og derfor bedre til at forstå dansk
end bergensere og osloseanere. Måske er Kristiansand-norsk lettere
end oslosk og bergensisk. Oslo-gruppen ligger mest i midten og ser
ud til at være “gennemsnitgruppen”. Bergens-gruppen er interessant
fordi den overrapper pænt med Oslo-gruppen og også fylder godt i den
norske ende af kortet. Men geografi er mindre vigtig end civilstatus og
opholdstid.
Sammenfattende viser korrespondanceanalysen de mest og mindst
betydningsfulde faktorer i tilpasningssammenhæng. Vi får med andre
ord ingredienser til en slags “opskrift” på hvad der kan give mest og
mindst tilpasning, og også enkelte overraskelser:
• Civilstatus, opholdstid og til en vis grad alder (59+) er vigtige
faktorer og vigtigere end geografi
• Danskere som er norsk gift, bor i Oslo og har forholdsvis kort
opholdstid i Norge, har typisk “gennemsnitlig” og moderat
leksikalsk og udtalemæssig tilpasning
• Danskere som er dansk gift og som er kommet til Norge i
velvoksen alder (40+), eller som er midaldrende (59+) eller
måske har boet i Norge i mange år (over 20 år) vil være tilbøjelig til at tale dansk og kun tilpasse sig lidt leksikalsk
• Danskere i Kristiansand har typisk ringe leksikalsk tilpasning
eller moderat eller stærk tilpasning, både leksikalsk og udtalemæssig
• Uden (nævneværdig) betydning i tilpasningssammenhæng er
bl.a. køn og identitet.
6. Konklusion: Hvad kendetegner danskeres sproglige tilpasning
til norsk i Norge?
Jeg vender afslutningsvis tilbage til spørgsmålene i indledningen
og opsummerer punktvis de omtalte resultater i form af svar på tre
spørgsmål: Hvordan, hvor meget og hvorfor tilpasser danskere i Norge sig sprogligt?
108
Hvordan tilpasser danskere i Norge sig?5
• Mange danskere i Norge tilpasser sig leksikalsk og udtalemæssigt og kombinerer ofte de to former for tilpasning, dvs. danskere som tilpasser sig meget leksikalsk, tilpasser også deres udtale
mere til norsk, men ingen danskere har kun udtalemæssig
tilpasning. De to forskellige tilpasningsformer hænger sammen
og går til dels hånd i hånd.
• Nogle danskere i Oslo tilpasser sig leksikalsk mere “gennemsnitlig” i forhold til mange danskere i Bergen og Kristiansand. Måske bl.a. pga. større tilpasningspres i Oslo. Måske
fordi Oslo-norsk har stor prestige som hovedstadssprog og
er nær bokmål som igen er nær dansk. Måske er folk i Oslo
mindre vant til eller mindre gode til at forstå dansk end fx folk
Kristiansand.
Hvor meget?
• Danskeres leksikalske tilpasning til norsk er præget af stor
variabilitet og spredning, især i Kristiansand. Her forekommer
ingen, moderat og stærk tilpasning. Ingen tilpasning måske
fordi kristiansandsk ligner dansk mere end andre norske talesprog og fordi kristiansandere er særlig gode til at forstå dansk.
“Her forstår alle dansk!”, siger en informant fra Kristiansand.
Forholdsvis stærk tilpasning måske fordi kristiansandsk er lettere at lære på grund af nærheden til dansk. Måske er kristiansandere ofte meget tolerante i forhold til danskeres sproglige
tilpasning til norsk fordi de selv er “reservedanskere”, som de
kalder sig selv.
• Mange danskeres leksikalske og udtalemæssige tilpasning er
meget variabel af omfang: Nogle har næsten ingen tilpasning,
nogle har bare leksikalsk tilpasning, nogle tilpasser sig både
leksikalsk og udtalemæssig, nogle har ringe leksikalsk og udtalemæssig tilpasning, andre har omfattende tilpasning på begge
områder.
• Mange danskere tilpasser sig moderat leksikalsk, en del
5
Sproglig tilpasning forekommer ofte i kombination med andre tilpasningsstrategier: langsommere og tydeligere tale og brug af gentagelser.
109
tilpasser sig i ringe grad leksikalsk og en del er leksikalsk
stærkt norskpræget. Måske er moderat tilpasning for mange
tilstrækkelig (for at blive forstået) eller bare en naturlig del
af det at bo i Norge. Måske hænger ringe tilpasning for nogle
sammen med at der er mange leksikalske ligheder mellem
dansk og norsk (eller få forskelle hvis det er forskelle vi
fokuserer på), og derfor er behovet for tilpasning ikke særlig
stort. Måske er et stærkt norskpræg for nogle udtryk for et
bevidst valg, for at ville tale norsk, at ville høre til i Norge,
og for andre spiller tidens tand, kontinuerlig norskpåvirkning,
afsmitning og vane en rolle.
Hvorfor (– dvs. hvilke faktorer påvirker og forklarer tilpasningen)?
• Tilpasningsfremmende faktorer er at være norsk gift, at bo i
Oslo, at have forholdsvis kort botid i Norge, boglig uddannelse
og små børn. Modsat er tilpasningshæmmende faktorer at være
dansk gift, at flytte til Norge efter at have rundet de 40, at være
over 60 år og ikke at have børn.
• Bosted er en vigtig faktor: danskere i Kristiansand tilpasser sig
ofte både forholdsvis mindre og mere end danskere i Bergen og
Oslo. Nogle danskere i Oslo tilpasser sig mere moderat og mere
gennemsnitlig end danskere i de to andre byer.
• Informantforklaringer på tilpasning til norsk er: a) forståelseshensyn, b) gradvis og langvarig norskpåvirkning, c) vane
og afsmitning, d) et ønske om at høre til i Norge og e) resultatet
af et bevidst valg. Informantforklaringer på ingen eller begrænset tilpasning: a) unødvendig, b) norsk og dansk er dialekter og
c) brug af andre tilpasningsstrategier end sproglige.
• Køn og national identitet spiller ikke – som i flere andre
undersøgelser – nogen særlig vigtig rolle. Kvinder tilpasser sig
generelt hverken mere eller mindre end mænd. Danskere der
føler sig danske, tilpasser sig generelt hverken mere eller mindre
end danskere der føler sig norske eller både norske og danske.
Med andre ord: flere andre samvirkende faktorer er vigtigere for
tilpasningen end køn og identitet.
• Informanters forklaringer på deres tilpasning til norsk er: a)
forståelseshensyn, b) gradvis og langvarig norskpåvirkning,
110
c) vane og afsmitning, d) et ønske om at høre til i Norge, e)
et ønske om at være “sig selv” og ikke bare dansker og e)
resultatet af et bevidst valg. Informantforklaringer på begrænset
leksikalsk tilpasning: a) tilpasning er unødvendig, b) norsk og
dansk er dialekter, c) nordmænd er gode til at forstå dansk, det
er synd at “radbrække det kønne norske sprog” og d) brug af
andre tilpasningsstrategier end sproglige.
Min korrespondanceanalyse viser kompleksiteten og variabiliteten
i danskeres tilpasning til norsk og afdækker såvel tilpasnings-,
opholdstids-, og bostedsmønsteret som sammenhænge og relationer
mellem bl.a. sproglig tilpasning, civilstatus og opholdstid. Analysen
lokker til teoretisk perspektivering og rejser nye spørgsmål og hypoteser
om danskeres tilpasning til norsk som nye korrespondanceanalyser
kan kaste lys over.
Litteratur
Apollon, Daniel (2007) Correspondence Analysis. An Introduction. Pptpræsentation på workshop efteråret 2007. Universitetet i Bergen.
Brodersen, Randi Benedikte (1998) Leksikalsk akkommodation blandt 11
danskere i Norge. Ord etter ord. Heidersskrift til Oddvar Nes. Gunnstein
Akselberg & Jarle Bondevik (red.). Bergen: Norsk bokreidingslag: 5778.
(2009) Korrespondanceanalyse – et dynamisk og fleksibelt sociolingvistisk
værktøj. 12. Møde om Udforskningen af Dansk Sprog 9.-10. november
2008. Inger Schoonderbeek Hansen & Peter Widell (red.). Århus: Aarhus
Universitet:115-130.
(2010) Hvordan, hvor meget og hvorfor tilpasser danskere i Norge sig
sprogligt til norsk? Hovedresultater fra en sproglig undersøgelse vist ved
brug af korrespondanceanalyse. Millimála. Ársrit Stofnunar Vigdísar
Finnbogadóttur í erlendum tungumálum. Rebekka Þráinsdóttir & Erla
Erlendsdóttir (red.). Reykjavik: Stofnunar Vigdísar Finnbogadóttur í
erlendum tungumálum, Islands Universitet:247-280.
111
Bourdieu, Pierre (1984) Distinction. A Social Critique of the Judgement of
Taste. London: Routledge & Kegan Paul.
(1988) Homo Academicus. Cambridge: Polity Press.
Hjelbrekke, Johannes (1999) Innføring i korrespondanseanalyse. Bergen:
Fagbogforlaget.
Hovden, Jan Fredrik (1997) Vedlegg G. Multippel korrespondanseanalyse
av bivariate indikatormatriser. Eit forsøk på å konstruere eit felt
for personleg datakommunikasjon ved hjelp av Pierre Bourdieu sin
praksisteori. Hovedopgave i sociologi, Bergen: Universitetet i Bergen.
Elektronisk version: www.fou.uib.no/fd/1998/h/710001/vedg.htm [hentet
28.10.2010].
Hovden, Jan Fredrik (2010) “Review: Brigitte Le Roux & Henry Rouanet,
Multiple Correspondence Analysis”. Praktiske Grunde. Nordisk tidsskrift
for kultur- og samfundsvidenskab 3/2010. Elektronisk version: www.
hexis.dk/praktiskegrunde3-2010-hovden-review.pdf [hentet 3.1.2011].
Høyen, Marianne 2004. Korrespondanceanalyse. København: Akademisk
Forlag.
(2010) Introduktion til korrespondanceanalyse. Odense: Syddansk
Universitetsforlag.
Jæger, Mads (2003) Korrespondanceanalyse – et sociologisk værktøj.
(Elektronisk var tidligere tilgængelig via Socialforskningsinstituttets
hjemmeside: www.sfi.dk).
Le Roux, Brigitte & Henry Rouanet (2010) Multiple Correspondance Analysis. London: Sage.
Knutsen, Anne Moseng (2007) Variation du français a Abidjan (Côte
d’Ivoire): étude d’un continuum linguistique et social. Oslo: Universitetet
i Oslo.
Rosenlund, Lennart (1995) Korrespondanseanalyse. Dataanalysens ‘magiske
øye’. Sosiologisk tidsskrift 1995, 1:55-78.
(2009) Exploring the City with Bourdieu. Applying Pierre Bourdieu's
theories and methods to study the community. Saarbrücken: VDM Verlag
Dr. Müller.
Røyneland, Unn (2005) Dialektnivellering, ungdom og identitet: ein komparativ studie av språkleg variasjon og endring i to tilgrensande dialektområde, Røros og Tynset. Oslo: Universitetet i Oslo.
112
Flere folk har været i Paris end jeg har
Aarhus Universitet
Vildspor og Blindgyder i Strukturen
Sproget er fuld af tvetydigheder, men ikke alle tvetydigheder er
problematiske, og i mange tilfælde opdager man det slet ikke. Fx er
der mange tilfælde af leksikalsk tvetydighed, dvs. hvor enkelte ord
har mere end én betydning, såsom kø, nød, ben, fedt og sygt. Mange
sætninger har lokale strukturelle tvetydigheder, fx Jeg har hørt
klaveret blev solgt hvor klaveret kortvarigt tolkes som objekt for høre,
dvs. det der blev hørt, men efterfølgende tolkes som subjekt i den
indlejrede sætning, altså som det der blev solgt. Andre sætninger er
globalt tvetydige, altså har mere end én mulig betydning med hver sin
struktur, som fx sætningerne i (1):
(1) a. Han vil så gerne kysse en smuk kvinde med en rød kjole på.
(Hvem skal så have kjolen på?)
b. Hun mødte en mærkelig mand uden en trevl på kroppen.
(Hvem var nøgen?)
c. Jeg slog altså ikke manden med skovlen.
(Hvem slog jeg så, eller hvad slog jeg så med?)
d. Hun sad og så en film om at rejse til Månen helt alene.
(Var hun alene, eller handlede filmen om en solo-rejse?)
e. Han købte en trøje til sin kæreste der desværre var alt for tyk.
(Tyk trøje eller tyk kæreste?)
113
Alle disse tvetydigheder er normalt uproblematiske og giver højst
anledning til morsomheder. Der findes dog også tvetydigheder der er
svære eller umulige at parse (dvs. analysere og tilskrive struktur og
mening). En såkaldt garden path-sætning er en sætning der indeholder
en lokal strukturel tvetydighed hvor et ord kan tilhøre mere end
én ordklasse (substantiv, verbum, adjektiv, etc.), der gør at man er
tilbøjelig til at parse sætningen forkert. Dvs. man tilskriver den en
forkert syntaktisk struktur, og er nødt til efterfølgende at reanalysere
sætningen, hvilket er meget svært (fx Ferreira, Christianson &
Hollingworth, 2001; Frisch, Schlesewsky, Saddy & Alpermann,
2002; Mason et al., 2003; Osterhout, Holcomb & Swinney, 1994;
Pritchett, 1992). Sådanne garden path-sætninger, som jeg her kalder
“(syntaktiske) vildspor” på dansk, bruges ofte til at illustrere forskellen
mellem den sproglige kompetence (det man ubevidst ved om ens sprog)
og performans (hvordan denne viden anvendes i praksis). Sætningerne
i (2) er vildspor:
(2)
a.
b.
Han så en fed kat dovne ikke havde lukket ud.
De mest overbebyrdede offentligt ansatte møder læser
også bøger.
Sætningen i (2)a er svær at forstå. Det skyldes at man er tilbøjelig til at
tolke dovne som et verbum (jf. Jeg så at en fed kat dovnede eller Jeg så
en fed kat der dovnede), dvs. hovedverbet i den nonfinitte ledsætning
[en fed kat dovne], men det er ikke kompatibelt med det efterfølgende
hvor havde er finit hjælpeverbum til hovedverbet lukket. Der er for
mange verber, og der mangler et subjekt. Parseren er ført på vildspor,
og sætningen er tilskrevet en struktur der er globalt ukorrekt, og der
er brug for at lave en ny analyse. Denne reanalyse er meget svær, hvis
ikke (næsten) umulig, meget ulig det automatiske og uproblematiske
skift mellem de to strukturer i sætningerne i (1). Bemærk at (2)a er
grammatisk korrekt, og at sætningen betyder det samme som Han
så en fed kat som dovne personer ikke havde lukket ud. Men pga.
vildsporseffekten er (2)a ikke acceptabel.1
1
En acceptabel sætning er en der er findes mulig, tilladt og naturlig i en given kontekst af
folk der har det pågældende sprog som modersmål. Det er et subjektivt mål for “skønhed”
der kan påvirkes af en lang række faktorer inkl. semantik, pragmatik, syntaks, prosodi, stilistik, arbejdshukommelse, etc. Fx er en ugrammatisk sætning også uacceptabel. Det samme
114
I (2)b er det ordet overbebyrdede der fejlagtigt tolkes som
et adjektiv der modificerer ansatte, og dermed tolkes strengen [De
mest overbebyrdede ansatte] som subjekt til verbet møder. Når man
så kommer til læser bliver det klart at det ikke er en mulig læsning,
og den automatiske parsing (analyse) bryder sammen. Man er nødt
til at reanalysere sætningen, hvis man kan, således at overbebyrdede
er et substantiv, og offentligt ansatte er subjekt i en relativsætning,
[De mest overbebyrdede [(som) offentligt ansatte møder]]. Sætningen
betyder altså det samme som De mest overbebyrdede, som offentligt
ansatte møder, (de) læser også bøger.
Det at en sætning kan være grammatisk men uacceptabel, opstår
også når man indlejrer flere relativsætninger2:
(3)
Biler mænd kvinder hader, køber, larmer og ruster.
Problemet her er at man løber tør for arbejdshukommelse, på samme
måde som Alice gør det i følgende citat fra “Bag Spejlet, og hvad
Alice fandt der” af Lewis Carroll (1871).
– “Kan du lægge tal sammen?” spurgte den hvide dronning.
“Hvad er en og en og en og en og en og en og en og en og en
og en?”
– “Det ved jeg ikke,” sagde Alice. “Jeg kunne ikke følge
med.”
– “Hun kan ikke lægge tal sammen,” afbrød den røde
dronning.
Sætningerne i (1)-(3) og måden de (mis)forstås på, peger i retning
af at syntaktisk parsing er automatisk (ubevidst og obligatorisk), og
at parseren vælger én struktur (under påvirkning af faktorer såsom
semantik og hyppighed) snarere end at levere alle mulige analyser
(hvilket også ville kræve ekstra arbejdshukommelse). Dvs. i stedet
gælder i almindelig sprogbrug en sætning der er overdrevent lang, og derfor kræver megen
arbejdshukommelse, eller overdrevent kompleks, og derfor er meget svær, hvis ikke umulig,
at parse (tilskrive struktur og mening), selvom den formelt set er velformet (grammatisk), og
selvom man godt forstår de enkelte ord.
2
Det gør ikke den store forskel om man udelader relativmarkøren som eller ej, eller om man
sætter så mange kommaer som muligt eller ej: Biler, som mænd, som kvinder hader, køber,
larmer og ruster.
115
for at satse “bredt” og holde alle mulige analyser af en sætning åbne
parallelt i arbejdshukommelsen, parser vi i stedet først i “dybden”
og satser på én struktur indtil der er grund til at ændre på analysen
(jf. Harley 1996:169). Syntaksen er altså med andre ord “dyb”: Den
følger én sti ad gangen – til tider den forkerte. (Bemærk at det ikke
nødvendigvis betyder at parsing ikke influeres af kontekst, semantik
og hyppighed.)
Det omvendte af et syntaktisk vildspor findes også, nemlig i form
af “blindgyder” (engelsk dead ends, Christensen 2010). Sammenlign
sætningerne i (4) og (5):
(4)
Flere folk har været i Paris end i Køge.
(5)
Flere folk har været i Paris end jeg har.
Sætningen i (4) er en helt almindelig sætning med ellipse og sætningskomparation. Ellipse refererer til at man lader være med at
udtrykke et eller flere elementer hvis de allerede er nævnt én gang i en
sætning, og derfor let kan rekonstrueres. Fx i Bertel tegnede et monster,
Malte en mand, og Sigurd en nullermand er verbet tegnede udeladt i
de to sidste koordinerede sætninger. I (4), er den indlejrede sætning,
end i Køge, elliptisk og placeret i ekstraposition efter hovedsætningen,
men fungerer som komplement til Flere folk. Når man parser sådan en
sætning, tolker man de uudtalte elementer (overstreget i (6) nedenfor)
og rekonstruerer dem i strukturen hvor de fortolkes (herunder fx
skopusrelationer). Dvs. man “putter dem tilbage” hvor de “hører til”.
(6)
a.
b.
c.
Flere folk har været i Paris end i Køge.
(med ellipse og ekstrapositionering)
Flere folk har været i Paris end (der) har været i Køge.
(ellipse ophævet)
Flere folk [end (der) har været i Køge] har været i Paris
[…].
(rekonstruktion: ekstrapositionering annulleret)
Sætningen i (5) er anderledes: Den er acceptabel, men ugrammatisk.
Folk hævder som regel hårdnakket at den er helt acceptabel og
grammatisk, og at den fint giver mening – lige indtil man beder dem
116
om at forklare hvad den betyder. Forskellen fra (4) er at i (5) er endfrasen pseudo-elliptisk. Der er altså ikke noget der er uudtalt, det ser
bare sådan ud. Det bliver klart når man prøver at ophæve ellipsen (som
ikke er der) og rekonstruere (hvilket ikke er muligt), for resultatet er
absurd:
(7)
a.
b.
c.
Flere folk har været i Paris end jeg har.
(pseudo-ellipse)
*Flere folk har været i Paris end jeg har været i Paris.
(pseudo-ellipse ‘ophævet’)
*Flere folk [end jeg har været i Paris] har været i Paris
[…].
En blindgyde-sætning er en sproglig parallel til visuelle illusioner
i stil med den såkaldte Djævlens Stemmegaffel i figur 1. Djævlens
Stemmegaffel et umuligt (globalt usammenhængende) objekt der
består af to uforenelige dele, nemlig tre runde stænger i den ene ende
og to forbundne firkantede stænger (bunden af en stemmegaffel) i den
anden.
Figur 1
Denne tilsyneladende velformede men meningsløse sætningskonstruktion er velkendt indenfor visse grene af lingvistikken (Christensen
2010, Hinzen 2006:131, Montalbetti 1984:6, Myers 2009:7, Saddy &
Uriagereka 2004:384, Smith 2005:10).
I en undersøgelse af sprogforståelse med hjerneskanning vha.
fMRI (funktionel magnetisk resonans), fandt Christensen (2010) at
ændringer i aktiviteten i hjernebarken korrelerede med syntaktisk
kompleksitet. I forsøget skulle deltagerene (19 personer) ligge i
117
skanneren og læse bl.a. vildspor og blindgyder, mens skanneren
målte hvor sprogforståelsen udløste ændringer i hjerneaktiviteten.
Sætningen i (8)a er et vildspor og kræver derfor ekstra syntaktisk
processering (kognitiv forarbejdning): Den lokale tvetydighed (sejeste
som adjektiv (den foretrukne analyse) eller som substantiv) leder
parseren på vildspor hvilket kræver bevidst (forsøg på) reanalyse. (8)
b, derimod, er en helt uproblematisk koordination som ikke udløser
ekstra syntaktisk processering.
(8)
a.
b.
De sejeste mænd kender bruger også sæbe.
De sejeste mænd kender og bruger også sæbe.
(9)
a.
b.
Flere børn har kigget på dyr end du har.
Flere børn har kigget på dyr end på biler.
Det viste sig at vildspor, (8)a, øger aktiviteten, mens de utvetydige,
(8)b, mindsker aktiviteten. En sammenligning af de to sætningstyper
viste en signifikant forskel i hjerneaktiviteten i en række områder i
hjernen der udviser øget aktivitet ved syntaktisk kompleksitet (jf.
Christensen 2005, 2008, 2009, 2010; Christensen & Wallentin 2011),
herunder Brocas område i venstre hjernehalvdel og dele af den såkaldte
præmotoriske korteks (se figur 2). Denne effekt er forventelig og
fortolkningen forholdsvis ukontroversiel (dvs. at aktiviteten korrelerer
med syntaktisk kompleksitet).
Figur 2
118
Ved analyse af hjernens respons på blindgyder viste det modsatte
mønster sig. I de samme områder der viste forskel i aktivitet mellem
vildspor og kontrolsætninger, var der øget aktivitet ved elliptiske
sætninger af typen i (9)b og (4) ovenfor. Det passer fint med at
sætningerne er elliptiske og derfor udløser syntaktisk rekonstruktion
(som illustreret i (6)). Reanalyse (ved vildspor) og rekonstruktion (ved
ellipse) gav altså mere eller mindre samme effekt. Det mest interessante
var dog at blindgyder, såsom (9)a og (5), der er pseudo-elliptiske (der
er ikke ellipse, det ser bare sådan ud), udløste mindsket aktivitet. Med
andre ord, behandler hjernen sådanne blindgyder på samme måde som
almindelige, uproblematiske sætninger som (8)b: Aktiviteten går ned.
Forsøgsdeltagerne opdagede ikke at sætningerne var pseudo-elliptiske,
og de blev behandlet som almindelige sætninger, ikke som semantiske
anomalier såsom (10)a og (11)a:
(10) a.
b.
*Hun drak et stort glas iskoldt, perlende frisk grus.
Hun drak et stort glas iskoldt, perlende frisk fadøl.
(11) a.
b.
*Han blokerede skrald i afløbet.
Han blokerede afløbet med skrald.
Havde de behandlet dem som semantiske anomalier, ville resultatet
have vist øget aktivitet i Brocas område (jf. Christensen & Wallentin
2011), altså det modsatte af hvad resultatet rent faktisk viste.
Bemærk at processeringen af blindgyder også understøtter
ideen om en “dyb” syntaks. Aktivitetsmønstret indikerer at der ikke
foretages rekonstruktion, men for at parseren, der arbejder ganske
automatisk og ubevidst, kan vide at der ikke skal rekonstrueres, må
sætningen først parses (eftersom rekonstruktion ved ellipse normalt er
automatisk, hurtig og ubevidst). Det peger så i retning af at semantikken,
afkodningen af betydningen af sætningen, kan være “overfladisk”
(engelsk shallow processing, se Ferreira & Patson 2007, Sanford &
Graesser, 2006, Sanford & Sturt, 2002). Selvom parseren har opdaget
at sætningen i (9)a er pseudo-elliptisk, bliver de ikke desto mindre
bedømt som acceptable og meningsfulde. Når folk præsenteres for (5),
Flere folk har været i Paris end jeg har, har de svært ved at acceptere
119
at sætningen er meningsløs (eller global inkohærent) – selvom de
ikke kan forklare hvad den betyder. I de følgende afsnit præsenteres
resultater fra en serie undersøgelser af hvad folk giver som mulige
fortolkninger på sådanne blindgyder.
Eksperiment 1: Uformel spørgeundersøgelse
Som del af introduktionen til forelæsninger om og/eller undervisning
i sprog og hjernen, dels ved Aarhus Universitet, dels ved Københavns
Universitet og dels ved Universitetet i Uppsala, Sverige, blev de
studerende bedt om at skrive på et stykke papir med deres egne ord
hvad de syntes sætningen i (5), Flere folk har været i Paris end jeg
har, betyder. (De svenske studerende fik naturligvis den svenske
oversættelse: Fler människor har varit i Paris än vad jag har.)
Efterfølgende blev besvarelserne samlet ind på en måde der sikrede at
folk forblev anonyme. I alt er der indsamlet 64 besvarelser.
Blandt de 64 besvarelser, sagde 16 % at sætningen betyder
Flere folk end jeg ejer, har været i Paris. Om end en absurd læsning,
er det dog den eneste mulige fulde fortolkning. Det skyldes at har er
tvetydigt mellem at være et hjælpeverbum (der markerer perfektivt
aspekt) og et leksikalsk verbum der betyder eje.
24 % sagde at sætningen betyder Jeg har ikke været i Paris, men
det har andre, hvilket er interessant af to årsager: (a) Fortolkningen
licenseres ikke af det leksikalske materiale – det passer simpelthen ikke
med ordenes mening. (b) Denne fortolkning indeholder negationen
ikke. Den indlejrede sætning, end jeg har indeholder ikke negation,
og for at få denne fortolkning må den oprindelige sætning ændres ikke
mindre end tre steder: Nogle folk har været i Paris, men det har jeg
ikke (plus ændring af den indlejrede sætnings struktur fra underordnet
sætning til koordineret hovedsætning).
Der var 17 % der svarede at sætningen betyder Det er ikke kun
mig der har været i Paris, hvilket kun er muligt hvis man ignorerer
verbet har i den indlejrede sætning (end jeg har). Denne fortolkning
har også negation, men her er negationen kompatibel med den faktiske
betydning af Flere-end-konstruktionen, jf. at flere end to eksempler
betyder ikke kun to eksempler.
Den mest kreative fortolkning kom fra 14 % af deltagerne:
Nogle folk har været i Paris oftere end jeg har. Her er hjælpeverbet
120
har ignoreret, kvantoren flere ændret til nogle, men mest interessant er
det at adverbiet ofte er indsat.
Kun 20 % svarede at sætningen ikke giver mening.
De resterende 9 % var forskellige andre besvarelser, inklusive
sætningen selv, Mange folk har været i Paris og Jeg har ikke været i
Paris.
Resultatet af denne uformelle spørgeundersøgelse antyder at
sprogforståelsen kan være “overfladisk”. Mere præcist ser det ud til
at der er overfladisk processering (engelsk shallow processing) i den
semantiske afkodning. Kun 20 % svarede at blindgyde-sætningen i
(5) ikke giver mening, eller at den er meningsløs. At de resterende
80 % mente at der var tale om en meningsfuld sætning, kunne tages
som belæg for at (5) rent faktisk har en fortolkning, at den ikke er
meningsløs (eller globalt inkohærent). Selvom det er påfaldende at de
64 besvarelser falder i seks overordnede grupper, så mere end antyder
det også at der ikke er tale om en helt almindelig sætning. Folk er
ikke engang enige om hvorvidt en del af sætningens betydning er
Jeg har været i Paris eller om det er Jeg har ikke været i Paris, en
temmelig vigtig forskel. Omvendt viser det også at der ikke er tale om
en almindelig semantisk anomali, såsom en overtrædelse af verbets
semantiske krav til objektet, se (10)a og (11)a, som langt de fleste
umiddelbart kan se er underlig.
At der ikke er tale om en semantisk anomali, understøttes
også af resultatet fra hjerneskanningerne i Christensen (2010) omtalt
ovenfor. Den type anomali giver normalt øget aktivitet i Brocas
område (Christensen & Wallentin 2011), mens blindgyderne gav lige
det modsatte, nemlig mindsket aktivitet.
Det kunne selvfølgelig være at resultatet, det at 80 % ikke ser
at blindgyden ikke giver mening, i hvert fald delvist skyldes formen
på selve opgaven. Måske føler folk at de er nødt til at komme med
et fornuftigt bud på en mulig betydning der giver mening, jf. at vi
som sprogbrugere fint forstår hvad andre mener selvom de laver
fejl og siger forkert. Man kunne forestille sig at de adspurgte bare
antog at jeg som underviser/taler overholdt det kooperative princip3
3
Det kooperative princip: “Sørg for at dit bidrag til samtalen er i overensstemmelse med det
der forventes ud fra samtalens mål og retning på det tidspunkt hvor du ytrer det” (frit oversat
efter Levinsons (1983:101) gengivelse).
121
(Grice 1975), men at jeg måske overtrådte maksimet om måde, altså
at jeg udtrykte mig klart, utvetydighed, kortfattet, og velordnet. For at
undersøge om det gjorde en væsentlig forskel hvis det blev påpeget at
sætningen kunne være meningsløs, blev der udført en mere kontrolleret
spørgeundersøgelse over internettet.
Eksperiment 2: Internetundersøgelse
I denne undersøgelse deltog 514 personer. Stimulus bestod af otte
blindgyder og otte kontrolsætninger, parallelle med henholdsvis (9)a
og (9)b (plus 24 fyldsætninger der ikke analyseres her).
Undersøgelsen foregik ved hjælp af programmet LimeSurvey
(http://www.limesurvey.org/) der kørte på Aarhus Universitets internetserver. Programmet var sat op således at man som deltager blev
præsenteret for én sætning ad gangen. Til hver sætninger var der en
liste med seks mulige oversættelser baseret på besvarelserne i den
uformelle spørgeundersøgelse beskrevet i foregående afsnit. Som vist
for blindgyden i (12) og kontrolsætningen i (13) nedenfor, var én af
mulighederne altid “Det giver ikke mening” og en anden mulighed
var at svare “Andet” hvis man ikke syntes at nogen af mulighederne
passede.
(12) Flere folk har været i Paris end jeg har.
a.
“Jeg har ikke været i Paris, men mange andre har.”
b.
“Det er ikke kun mig der har været i Paris.”
c.
“Der er mange der har været i Paris oftere end jeg har.”
d.
“Mange folk har været i Paris.”
e.
Det giver ikke mening.
f.
Andet (skriv i kommentarfeltet)
(13) Flere folk har gået med briller end med hjelm.
a.
“Der er flere der har gået med briller, end der er folk der
har gået med hjelm.”
122
b.
c.
d.
e.
f.
“Det er mest hjelm folk har gået med, men de har også
gået med briller.”
“Der er mange der har gået med briller i stedet for
hjelm.”
“Mange folk har gået med briller.”
Andet (skriv i kommentarfeltet)
Sætningerne blev præsenteret i tilfældig rækkefølge både mht. type
og eksempel således at fx alle blindgyderne ikke kom lige træk, og
således at fx blindgyde nr. 1 til 8 ikke kom i numerisk rækkefølge.
Rækkefølgen af svarmulighederne var også randomiseret således at
de altid stod i tilfældig rækkefølge for at mindske muligheden for at
folk bare valgte den samme (fx “det giver ikke mening”) uden først
at læse (i hvert fald nogle af) de andre muligheder. Rækkefølgen af
sætningerne og svarmulighederne til hver sætning var på denne måde
unik for hver deltager.
Der var ubegrænset tid til at besvare undersøgelsen, så deltagerne
kunne tage al den tid de havde lyst til eller behov for til at vælge en
oversættelse til hver sætning.
Resultatet på tværs af sætninger (otte blindgyder) og deltagere
(514 personer) viste en klar effekt af muligheden for at svare “Det
giver ikke mening”. 63 % svarede at blindgyderne ikke gav mening,
mens 37 % svarede at de gav. I forhold til den uformelle undersøgelse
beskrevet i foregående afsnit, hvor 20 % svarede at det ikke gav mening,
er det en væsentlig stigning, over en tredobling til 63 %. Ikke desto
mindre var der stadig en signifikant del der svarede at sætningerne gav
mening, nemlig hele 37 %, og det til trods for at der blev gjort tydeligt
opmærksomt på at sætningerne kunne være meningsløse. Med andre
ord så gættede kun 63 % “rigtigt” på blindgydernes betydning. Til
sammenligning svarede 96 % at kontrolsætningerne, såsom (13), gav
mening, altså 96 % “rigtigt”. (De sidste 4 % kan tilskrives fejl som er
forventeligt ved sådanne undersøgelser.)
123
Figur 3
Som illustreret i figur 3, viste det sig at ét af de otte eksempler på
blindgyder afveg fra de andre, nemlig sætning 1 gengivet som (14)
nedenfor:
(14) Flere kvinder har været på ferie end mænd har i år.
a.
“Ingen mænd har været på ferie i år, men flere kvinder
har.”
b.
“Det er ikke kun mænd, men også kvinder, der har været
på ferie i år.”
c.
“Der er mange kvinder der har været på ferie oftere end
mænd har i år.”
d.
“Mange kvinder har været på ferie.”
e.
f.
Andet
Sætningen i (14) er fuldstændig parallel (12) med undtagelse af
adverbialet i år. At der er tale om en blindgyde bliver klart hvis man
forsøger at ophæve pseudo-ellipsen og rekonstruere ekstrapositionering
som illustreret i (7) ovenfor:
124
(15) a.
b.
c.
Flere kvinder har været på ferie end mænd har i år.
(pseudo-ellipse)
*Flere kvinder har været på ferie end mænd har været på
ferie i år.
(pseudo-ellipse ‘ophævet’)
*Flere kvinder [end mænd har været på ferie] har været
på ferie […] i år.
Her svarede kun 13 % at det ikke gav mening, meget lig resultatet
fra den uformelle spørgeundersøgelse. 34 % valgte svarmulighed
(c), Der er mange kvinder der har været på ferie oftere end mænd
har i år, og det er interessant at bemærke at der til sammenligning
‘kun’ var 14 % der gav en oversættelse med oftere i den uformelle
spørgeundersøgelse. Ydermere var der 46 % der valgte svarmulighed
(f), Andet, og skrev at sætningen betød Flere kvinder end mænd har
været på ferie i år, en plausible læsning der kun kræver at man ikke
parser har i end mænd har.
Det at sætningen i (14) giver en så kraftig blindgyde-effekt
kunne skyldes tilstedeværelsen af adverbialet i år da ingen af de andre
syv eksempler havde et sådant adverbial. For at undersøge om det var
tilfældet, blev der lavet et kontrolleret adfærdsstudie hvor der blev
målt svar og responstider på sætninger med og uden præpositionelle
adverbialer.
Eksperiment 3: Kontrolleret adfærdsstudie
I denne undersøgelse deltog 60 personer. Stimulusmaterialet bestod af fire typer som vist i (16): (a) Nonsens, (b) blindgyde, (c)
komparativsætning og (d) kompareret subjekt. Hver type havde fem
eksempler uden sætningsadverbial, (16), og fem eksempler med et
sådant adverbial, (17). Altså 40 sætninger i alt.
(16)
a.
b.
c.
d.
Flere børn end i Tivoli har været i cirkus. (NONSENS)
Flere børn har været i cirkus end voksne har (BLINDGYDE)
Flere børn har været i cirkus end i Tivoli.
(KOMP.-SÆTN.)
Flere børn end voksne har været i cirkus. (KOMP. SUBJ.)
125
(17) a.
Flere voksne end i teateret om aftenen har været i
biografen.
b. Flere voksne har været i biografen end børn har om
aftenen
c. Flere voksne har været i biografen end i teateret om
aftenen.
d. Flere voksne end børn har været i biografen om aftenen.
Nonsens-sætningerne fungerede på den ene side som kontrol for
blindgyderne mht. meningsløshed idet begge er anomalier, dog af
forskellig karakter, og på den anden side som kontrol for sætningerne
med kompareret subjekt idet begge typer begynder med Flere x end,
så man ikke kunne svare ud fra begyndelsen af sætningen alene.
I undersøgelsen blev folk præsenteret for én sætning ad gangen
og skulle svare på om sætningen gav mening eller ej ved at trykke
på én af to taster på en computer som også målte responstid (hvor
hurtigt der blev svaret). Det var altså også i denne undersøgelse klart
at sætningerne kunne være meningsløse. Programmet til præsentation
af stimuli og indsamling af adfærdsresultater blev lavet med Cogent
2000 (udviklet af The Cogent Team, Functional Imaging Laboratory
og Institute of Cognitive Neuroscience, UCL, London) og Matlab
2009b (Mathworks Inc., Sherborn, MA, USA) til Microsoft Windows
XP. Som i foregående eksperiment var rækkefølgen af sætninger og
sætningstyper randomiseret.
Resultatet (se figur 4) viste at blindgyder blev bedømt lavere
mht. om det gav mening eller ej, end kontrolsætninger af både type (c)
og (d). I gennemsnit på tværs af enkelte sætninger og forsøgsdeltagere sagde 55.8 % at blindgyderne (b) gav mening, mens tallet var
85.2 % for komparativsætningerne (c) og 82.8 % for sætningstype
(d). En one-way ANOVA-test med Bonferroni-korrektion for multiple
sammenligninger viste at forskellen mellem de to kontroltyper,
(c) og (d) i (16) og (17), ikke var ikke signifikant (p=1.000), mens
forskellen mellem blindgyder og kontrolsætninger var signifikant
(p<0.001). Blindgyderne blev altså i gennemsnit bedømt anderledes
(mindre meningsfulde) end tilsvarende almindelige sætninger.
Ydermere var der en signifikant forskel (p<0.001) mellem blidgyder
126
og nonsenssætningerne, (16)a, der kun scorede 4.2 % “ja, det giver
mening” (der sandsynligvis også skyldes fejl). Blindgyderne blev
altså også bedømt væsentligt anderledes (mere meningsfulde) end helt
åbenlyse anomalier.
Figur 4: Gennemsnit for svar (% besvarelser med “Ja, det giver mening”)
og responstid (målt i sekunder). En stjerne angiver en signifikant forskel
(p<0.05).
Med hensyn til responstid blev der svaret signifikant hurtigere på
nonsenssætninger (3.1 sek.) end på både blindgyder (4.3 sek.) og
komparativsætninger (4.3 sek.) (p<0.001), der til gengæld ikke var
signifikant forskellige (p=1.000). Responstiden til sætningstype (d)
med kompareret subjekt (se (16)d / (17)d) var signifikant forskellig
fra blindgyder (b) og komparativsætninger (c) (p<0.010), men ikke fra
nonsenssætninger (a) (p>0.071). En analyse af forskellen i responstid
mellem at svare “ja” og “nej” viste at det tog 0.98 sekund længere
at svare “nej” (4.8 sek.) end “ja” (3.8 sek.) på blindgyderne og de to
meningsfulde kontroltype, (c) og (d) (p<0.002, 2-sided t-test), mens det
var omvendt for nonsenssætningerne (p<0.05). Indenfor blindgyderne
viste det sig at kun var forskel på “nej” (4.3 sek.) og “ja” (3.3 sek.)
ved sætninger uden sætningsadverbial (p<0.001). Med andre ord var
de deltagerne der blev narret af blindgyderne, hurtigere til at svare “Ja,
det giver mening”, mens dem der ikke blev narret og derfor svarede
“nej”, brugte længere tid. Hvis der var et sætningsadverbial, som i
(17)b, tog det lige lang tid at svare “ja” og “nej”.
127
Motivationen for eksperiment 3 var som nævnt at undersøge
om det gjorde en forskel om sætningerne havde et præpositionelt
sætningsadverbial, fx om aftenen som i (17)b. Overordnet var der
ingen effekt på bedømmelsen (p=0.184), mens der var en signifikant
forskel i responstid (tosidet t-test, p<0.001). Folk svarede langsommere
på sætninger med adverbial (4.17 sek.) end på sætninger uden (3.45
sek.), hvilket nok skyldes at sætningerne med adverbial er længere
end dem uden. Indenfor gruppen af blindgyder viste det sig at der var
en signifikant effekt af +/-adverbial på både bedømmelse (p=0.012)
og responstid (p<0.001). Med andre ord blev blindgyder med
sætningsadverbial, (17)b, bedømt som mindre meningsfulde (49.0 %)
end blindgyder uden sætningsadverbial (62.7 %), (16)b – det modsatte
af forudsigelsen baseret på eksempel (14) fra eksperiment 2. Hvad
det end er der gør at (14) giver så kraftig en effekt, ser det ikke ud til
at være noget syntaktisk. Strukturen er jo den samme i (14) og (17)b,
men det er effekten ikke.
Diskussion
Blindgyder er verbale illusioner: De er tilsyneladende velformede, men
i virkeligheden er de pseudo-elliptiske og meningsløse, eller rettere
globalt inkohærente (så samme måde som gaffelfiguren i figur 1). De
har ikke en fuld semantisk fortolkning til trods for at de konstituerende
dele er meningsfulde. Det ser ud til at blindgyder snarere behandles
af hjernen mere som helt almindelige sætninger. Det understøttes af
fMRI-undersøgelsen der viste lignende aktivitetsmønstre med generel
deaktivering for blindgyder og almindelige sætninger og lignende
aktivitetsmønstre med øget aktivitet for vildspor (se (2) og (8)a)
og rigtige elliptiske sætninger der begge udløser ekstra syntaktisk
processering, reanalyse ved vildspor og rekonstruktion ved ellipse.
Blindgyder behandles altså ikke som elliptiske sætninger. FMRIundersøgelsen viser også at de ikke behandles som anomalier såsom
(10)a og (11)a, der udløser øget aktivitet i Brocas område – altså det
modsatte af blindgyder, der udløste deaktivering. Resultaterne peger
på at der er “dyb” syntaktisk processering, men at der er “overfladisk”
semantisk afkodning af strukturen, altså shallow processing. Det er også
kompatibelt med resultaterne fra talløse studier med elektroencelografi,
128
EEG, og event-related potentials, ERP, der er målinger af ændringer
(målt i mikrovolt) i det elektriske spændingsfelt omkring hjernen over
tid (målt i millisekunder). Her har det vist sig at dele af den syntaktiske
analyse (den såkaldte ELAN-komponent) kommer tidligere end den
semantiske (N400), se fx Friederici (2002) for overblik.
Bemærk at fMRI-resultaterne ikke kan forklares med
forskelle i sætningskonstruktionernes hyppighed. Eftersom strukturer med lav hyppighed kræver mere processering og dermed
giver mere hjerneaktivitet (som fx ved semantiske anomalier eller
usandsynligheder, se (10) og (11) ovenfor), kan hyppighed/frekvens
redegøre for hvorfor vildsporene (engelsk garden paths) giver mere
aktivitet end kontrolsætningerne. Alt andet lige er sætninger der næsten
ikke kan parses/forstås ikke højfrekvente, og i hvert fald ikke mere
frekvente end sætninger der let kan forstås. Men samme logik kan ikke
redegøre for hvorfor helt almindelige kontrolsætninger giver mere
aktivitet end blindgyder da de almindelige og meningsfyldte sætninger
er mest hyppige. Sproget giver jo trods alt som regel mening, og brug
af sort snak, såsom blindgyder og grammatisk sludder med sludreord
(fx Klopaderne har strølknet sig flonisk med blofrer), fungerer i humor
og skjult kamera netop af samme grund.4
Acceptabilitetsbedømmelserne (% “Ja, det giver mening”)
viser at blindgyder bedømmes forskelligt fra både velformede kontrolsætninger (både i eksperiment 2 og 3) og nonsenssætninger
(eksperiment 3).
Responstiderne fra eksperiment 3 er noget sværere at tolke.
Overordnet giver sætninger med sætningsadverbial øget responstid,
hvilket også er at forvente eftersom der er flere ord og øget strukturel kompleksitet. Der er ingen forskel mellem blindgyder og
elliptiske komparativsætninger; det ville ellers være oplagt at forvente at ophævelse og rekonstruktion ved ellipse ville kræve mere
behandlingstid. Dertil kommer at blindgyder uden adverbial giver
langsommere responstid hos dem der svarer “nej”, måske fordi de
bevidst prøver at ophæve pseudo-ellipsen (som den automatiske
4
Grammatisk velformede sætninger med sludreord kaldes på engelsk Jabberwocky efter et
vrøvledigt (om et fantasivæsen af samme navn) i “Bag Spejlet, og hvad Alice fandt der” af
Lewis Carroll (1871).
129
parser allerede har opgivet, jf. fMRI-forsøget beskrevet ovenfor) før
de beslutter sig. Overordnet tager det ca. et sekund længere at svare
“nej” end “ja” (undtaget i nonsenssætningerne hvor det er modsat).
Det tager således længst tid at svare rigtigt “nej” til blindgyder og
forkert “nej” til kontrolsætninger.
Folk har svært ved at acceptere at blindgyder ikke giver mening,
hvilket også er reflekteret i de forholdsvist høje acceptabilitetsniveauer.
Det ville så være nærliggende at hævde at sætningerne rent faktisk
giver mening, siden det nu er hvad folk hævder. Problemet er bare at
de folk der siger at blindgyderne giver mening, ikke er enige om hvad
de så kunne betyde, som illustreret i figur 6.
Figur 6: Fordeling af svar på tværs af blindgyder i eksperiment 1 og 2. (I
eksperiment 1 er besvarelsen “… end jeg ejer” kategoriseret som “Andet”;
i eksperiment 2 (se (12) ovenfor) er svarmulighederne (b) og (d) begge
kategoriseret som (b).)
Dette mønster er væsensforskelligt fra mønstret for syntaktisk
tvetydighed (se (1) og (2) ovenfor). Sætningerne i (1) har to mulige
læsninger, og valget mellem dem afhænger af konteksten, selvom
den ene læsning er umiddelbart mere oplagt end den anden. Mønstret
i figur 6 kan heller ikke tages som udtryk for forskellige, men gen130
sidigt kompatible, præsuppositioner, subjektive konnotationer eller
implikaturer. Fx forudsætter en negeret sætning, såsom Jeg har ikke
været i Paris, at nogen har hævdet det modsatte, at det nægtede i
det mindste er muligt og sandsynligt, eller at der måske er fokus på
noget andet, fx Men jeg har været på campingtur. Besvarelserne på
blindgydernes betydning viser at folk har modsatrettede fortolkninger
af betydningen: Bemærk at svarmulighed (a) er inkompatibel med (b)
og (c), og at alle er inkompatible med “Det giver ikke mening”.
At folk er uenige om betydningen, peger ligesom hjerneskanningerne og acceptabilitetsbedømmelserne snarere i retning af at
der er tale om overfladisk semantisk afkodning. Det understøttes også
af at mange slet ikke opdager blindgyderne. I eksperimenterne svarer
kun hhv. ca. 20 %, 63 % og 45 % at sætningerne ikke giver mening, se
figur 7. Selv når det tydeliggøres at sætningerne kan være meningsløse,
svarer en signifikant del stadig at de giver mening. Den høje andel af
folk der bliver narret af blindgyderne, kan altså ikke udelukkende
forklares med af at man som forsøgsdeltager udbedes en fortolkning.
Det er også interessant at bemærke at selvom der er en klar og tydelig
effekt af at man gøres opmærksom på at der kan være noget der ikke
giver mening (sml. søjlerne for eksperiment 1 og 2 i figur 7), er der
også en modsatrettet effekt fra eksperiment 2 til 3. Jo mere fokus der
er på at noget er meningsløst (det er selve opgaven i eksperiment 3), jo
mindre bemærker folk at blindgyderne er meningsløse.
Figur 7: Fordeling af ja/nej-svar i de fire eksperimenter.
131
Tilstedeværelsen af et sætningsadverbial gjorde overraskende nok
at folk blev mindre narret. I stedet for at skjule blindgyden, gjorde
adverbialet åbenbart at det blev tydeligere deltagerne at sætningerne
ikke gav mening – stik modsat forudsigelsen ud fra hvordan (14) blev
bedømt i eksperiment 2 (figur 3). Hvad det skyldes, er ikke klart.
Parseren opererer delvist autonomt, og da der ikke er brud på
reglerne for basal sætningsstruktur i blindgyder, kan parseren levere
en syntaktisk struktur der er velformet og acceptabel. Dertil kommer
at koblingen mellem kvantoren flere og end-frasen er automatisk. End
kræver (licenseres af) en grads-kvantor (såsom flere eller færre, men
ikke alle eller ingen). På den anden side forudsætter kvantoren flere
rent semantisk noget at gradbøje i forhold til, noget som skal realiseres
i en end-frase. Uden end betyder flere det samme som nogle/mange,
jf. Flere end tredive enlige mødre har ikke råd til gaver versus Flere
enlige mødre har ikke råd til julegaver.5
På det rent pragmatiske plan spiller Grices maksime om måde
og det kooperative princip en vigtig rolle. Sproget giver som regel
mening, og i tilfælde hvor det tilsyneladende ikke gør, så prøver vi
alligevel at finde en mening. Det er praktisk når folk er ironiske, eller
når de laver fejl og fx glemmer et ikke, men gør os også sårbare overfor
sort snak og blindgyder.
Dertil kommer at gradsudtryk og kvantorer, såsom flere,
øger kompleksiteten på mere end én måde. Kvantorer fungerer
som syntaktiske operatorer og udløser som sådan ekstra syntaktisk
forarbejdning, hvilket bl.a. også kommer til udtryk via tvetydighed
mht. skopus:
(18) a.
b.
5
Mange børn har set filmen.
(Entydig, men hvor mange er mange?)
Mange børn har set tre film.
(Tvetydig: Tre film er blevet set af mange ørn /
Mange børn har hver set tre (forskellige) film.)
I sætninger som fx Min kone har 130 par sko, men min svigermor har flere kan flere dårligt
fortstås om mange. Der er snarere ellipse: flere sko end min kone har.
132
Desuden er kvantorernes semantik kompliceret, som delvist hænger
sammen med syntaksen (og omvendt), men også pga. at folk har
forskellig opfattelse af deres betydning (hvor stor mængde og/eller
grad), (18)a. Dertil kommer at kvantorerne også er komplekse rent
pragmatisk. Der er forskel på kvantorernes fokussæt og dermed hvad
anaforiske pronominer refererer til, om det er referencesættet ,som
kvantoren opererer over, (19)a, eller komplementsættet (resten), (19)
b, (Paterson et al. 2009, Sanford & Moxey 2006):
(19) a.
b.
Meget få kom til festen.
(… De blev hjemme i stedet for / *De havde det sjovt.)
Nogle få kom til festen.
(… De havde det sjovt / *De blev hjemme i stedet for.)
Desuden er mængden som kvantorerne henviser til, afhængig af
kontekst (jf. fx Moxey & Sanford 2000).
Konklusion
Syntaktiske vildspor (garden paths) er sætninger med en lokal
tvetydighed der sender parseren på afveje ned ad havestien, og når det
bliver klart at det var et vildspor må man gå tilbage og starte forfra.
Blindgyder (dead ends) er derimod anderledes for her fører stien ingen
steder. Sådanne sætninger er globalt inkohærente og har derfor ikke en
fuld semantisk betydning. De er en lingvistisk parallel til den optiske
illusion i figur 1.
Hjerneskanninger har vist at blindgyder udløser mindsket
hjerneaktivitet i forhold til almindelige elliptiske sætninger, der giver
øget aktivitet (som følge af rekonstruktion) – spejlbilledet af vildspor
der giver øget aktivitet (som følge af reanalyse), mens almindelige
kontrolsætninger giver mindsket aktivitet. Blindgyder bliver altså ikke
behandlet i hjernen som elliptiske eller komplekse. Desuden er mange
overbevist om at blindgyder rent faktisk giver mening, selvom de
ikke er enige om hvad sætningerne betyder. Det er ulig andre tilfælde
hvor der faktisk er flere mulige fortolkninger hvor folk trods alt er
enige om tvetydigheden (se eksemplerne i (1)). Desuden bedømmes
blindgyder lavere mht. om de giver mening, end kontrolsætninger,
men også højere end sætninger der helt åbenlyst ikke giver mening.
133
Blindgydeeffekten, det at folk ikke ser at sætningen ikke giver mening,
er så stærk at mellem 20 % og 80 % svarer “ja, det giver mening” når
de bliver spurgt – også selvom der bliver gjort tydeligt opmærksomt
på at sætningerne kan være meningsløse.
Det der udløser blindgyde-effekten er en sammensværgelse af
faktorer. For det første leverer syntaksen automatisk en struktur, hvis
der altså ikke er forhindringer undervejs, fx i form af massiv indlejring,
vildspor eller fejl. For det andet er der kollokationen mellem kvantoren
flere og end. Flere kræver noget at gradbøje i forhold til, og det skal
stå i en end-frase. For det tredje er kvantorer og gradsudtryk generelt
svære at tolke og blive enige om hvad betyder præcist. Og sidst men
ikke mindst er der pragmatikken, det kooperative princip, der gør at
vi forventer at sproget giver mening. Og det gør det trods alt også for
det meste.
Udover at påvise et fænomen der har været stipuleret i litteraturen, siger resultaterne også noget om forskellen mellem den
sproglige kompetence (vores sprogevne) og performansen (brugen
af sprogevnen). Vildspor er uacceptable selvom de er grammatisk
velformede, mens blindgyder er acceptable på trods af at de er
meningsløse (globalt inkohærente). Resultaterne understøtter også
ideen om at sproget er modulært opbygget eftersom vi kan blive
snydt syntaktisk såvel som semantisk, primært pga. en automatisk og
effektiv syntaktisk parser. Vi opdager det hurtigt når syntaksen tager
en afstikker, men ikke når semantikken løben panden mod muren.
Endeligt peger resultaterne også på farerne ved at kommunikere
med kvantorer og gradsudtryk, og på hvor let sproget kan være at
misforstå.
Anerkendelser
De hundredevis af anonyme deltagere for at være med. Sten Vikner
(SLK, AU) og Johannes Kizach (MINDLab, AU) for diskussion af
blindgyder til eksperiment 3. Johannes Kizach desuden for udførelse
af eksperiment 3. Kasper Ørum Køhler Simonsen (SLK, AU) for
opsætning af LimeSurvey. Donald Smith (Center for Psykiatrisk
Forskning & CFIN) for hjælp med SPSS. Doug Saddy (Reading
University, UK) for i 2005 at gøre mig opmærksom sætninger som
134
More people have been to Paris than I have. Ideen til Lewis Carroll
citatet (“Kan du lægge tal sammen?...”) har jeg taget fra Sten Vikners
introduktionshandout til hans indføringskursus i morfologi og
syntaks.
Litteratur
Caroll, Lewis (1871) Through the Looking-Glass, and What Alice Found
There. MacMillan. (Udgivet på dansk 1964, Bag Spejlet, og Hvad Alice
Fandt der. Oversat af Kjeld Elfelt (digte oversat af Mogens Jermiin
Nissen). København: Spektrum.)
Christensen, K.R. & M. Wallentin (2011) The locative alternation:
Distinguishing linguistic processing cost from error signals in Broca’s
region. (Ms. under review.)
Christensen, K.R. (2005) Interfaces: Negation – Syntax – Brain. Ph.d.afhandling. Aarhus University.
(2008) Interfaces, syntactic movement, and neural activation: A new
perspective on the implementation of language in the brain. Journal of
Neurolinguistics 21.2:73-103.
(2009) Negative and affirmative sentences increase activation in different
areas in the Brain. Journal of Neurolinguistics 22:1-17.
(2010) Syntactic reconstruction and reanalysis, semantic dead ends, and
prefrontal cortex. Brain and Cognition 73.1:41-50.
Ferreira, F. & N.D. Patson (2007) The ‘Good Enough’ approach to language
comprehension. Language and Linguistics Compass 1:71-83.
Friederici, A.D. (2002) Towards a neural basis of auditory sentence processing.
Trends in Cognitive Sciences 6.2:78-84.
Frisch, S., M. Schlesewsky, D. Saddy & A. Alpermann (2002) The P600 as an
indicator of syntactic ambiguity. Cognition 85:B83-B92.
Grice (1975) Logic and Conversation. Syntax and Semantics 3: Speech Acts.
P. Cole & J.L. Morgan (eds.). New York: Academic:41:58.
Harley, Trevor A. (1996) The Psychology of Language. From Data to Theory.
Hove: Psychology Press.
Hinzen, W. (2006) Mind design and minimal syntax. Oxford: Oxford University Press.
Levinson, S. (1983) Pragmatics. Cambridge: Cambridge University Press.
135
Mason, R. A., M.A. Just, T.A. Keller & P.A. Carpenter (2003) Ambiguity in
the brain: What brain imaging reveals about the processing of syntactically
ambiguous sentences. Journal of Experimental Psychology: Learning,
Memory and Cognition 29.6:1319-1338.
Montalbetti, M.M. (1984) On the interpretation of pronouns. Ph.d.-afhandling,
Cambridge, Mass.: MIT.
Moxey, L.M. & A.J. Sanford (2000) Communicating Quantities: A Review of
Psycholinguistic Evidence of How Expressions Determine Perspectives.
Applied Cognitive Psychology 14:237-255.
Myers, J. (2009) Syntactic judgment experiments. Language and Linguistics
Compass 3.1:406-423.
Osterhout, L., P.J. Holcomb & D.A. Swinney (1994) Brain potentials elicited
by garden-path sentences: Evidence of the application of verb information
during parsing. Journal of Experimental Psychology 20.4:786-803.
Paterson, K.B., R. Filik & L.M. Moxey (2009) Quantifiers and Discourse
Processing. Language and Linguistics Compass 3.6:1390-1402.
Pritchett, B. L. (1992) Grammatical competence and parsing performance.
Chicago: The University of Chicago Press.
Saddy, D. & J. Uriagereka (2004) Measuring language. International Journal
of Bifurcation and Chaos 14.2:383-404.
Sanford, A.J. & A.C. Graesser (2006) Shallow processing and underspecification. Discourse Processes 42.2:99-108.
Sanford, A.J. & L. Moxey (2006) Exploring Quantifiers: Pragmatics Meets
the Psychology of Comprehension. Experimental Pragmatics. I.A.
Noveck & D. Sperber (eds.). New York: Palgrave MacMillan:116-137.
Sanford, A. J. & P. Sturt (2002) Depth of processing in language comprehension: Not noticing the evidence. Trends in Cognitive Sciences 6.9:382386.
Smith, N. (2005) Language, frogs & savants. More linguistic problems,
puzzles and polemics. Oxford: Blackwell.
136
Når den danske ytring bøjes i første-, anden- og
tredjeperson
Per Durst-Andersen
Copenhagen Business School
1. Indledning
Hvis man kigger på forskellige sprog, viser det sig at nogle sprog har
verber der personbøjes, fx russisk, polsk, tysk, fransk og spansk, mens
der er andre sprog hvor verbet slet ikke personbøjes – det gælder fx
kinesisk, svensk og dansk. Så vidt jeg ved, er der ingen der nogensinde
har spurgt sig selv hvorfor sprog adskiller sig fra hinanden på dette
punkt. Spørgsmålet synes naturligt, eftersom det trods alt er universelt
at en kommunikations-situation altid involverer en førsteperson
(afsender), en andenperson (modtager) og en tredjeperson (det der tales
om, dvs. virkeligheden i alle dens afskygninger) (cf. Bühler 1933).
Man kunne hævde at det universelle netop muliggør at man ganske
enkelt ikke behøver at udtrykke forskellen mellem de tre obligatoriske
kommunikationsdeltagere. Min egen forskning viser imidlertid at
skellet mellem de tre personer er så basalt at det dukker op på alle
mulige niveauer – selv på det semiotiske plan som et skel mellem tre
sproglige supertyper: (1) virkeligheds-orienterede sprog som russisk,
kinesisk og hindi der grammatisk set taler om situationer; (2) afsenderorienterede sprog som bulgarsk, tyrkisk og georgisk der grammatisk
set taler om afsenders oplevelser af situationer; og (3) modtagerorienterede sprog som dansk, svensk og engelsk der grammatisk set
taler om afsenders oplevelse i forhold til modtagers oplevelse og
resultatet af en sådan sammenligning er en information (jf. DurstAndersen 2011a). Kort sagt opererer de tre forskellige supertyper med
tre forskellige output: situation, oplevelse og information.
137
Per Durst-Andersen
I det følgende vil jeg forsøge at vise at dansk faktisk har et
skarpt skel mellem første-, anden- og tredjeperson. Skellet findes ikke
på prædikatsniveau hvor man benævner en situation og dens deltagere,
men på ytringsniveauet hvor man framer hvad der allerede er benævnt
på et tidligere niveau, og gør det ud fra de konkrete deltagere i
kommunikationssituationen. I modsætning til russisk og fransk der
går op i deltagerne i en situation, er dansk med andre ord ligeglad
med dem, men absolut ikke ligeglad med kommunikationsdeltagerne.
Det er grunden til at jeg vil hævde at dansk ikke personbøjer verbet,
men så sandelig bøjer ytringen i første-, anden- og tredjeperson.
Skellet mellem prædikatsniveau (VP) og ytringsniveau (S) har siden
Chomsky (1957) været anerkendt som et meget vigtigt syntaktisk skel,
men man har helt negligeret at det afspejler et lige så vigtigt semantisk
og pragmatisk skel. Dette skel kalder jeg naming (som afsender alene
er ansvarlig for og er uafhængig af modtager) og framing (som kræver
at afsender tager hensyn modtagers viden). I Durst-Andersen 2011a
(kapitel 2) viser jeg at sprog har tre forskellige framing strategies
at vælge imellem – svarende til tre forskellige ledstillingstyper i
såkaldt tekst-initial position, dvs. den første ytring i en tekst. Men
går man endnu videre og ser på ledstilling generelt, så svarer de tre
mere eller mindre anerkendte tilgange til ledstilling, dvs. (1) topiccomment (brugt af den amerikanske strukturalisme); (2) tema-rhema
(brugt af Pragerskolen); og (3) focus-presupposition (introduceret af
den generative grammatik), netop til ytringens bøjning i førsteperson
(topic-comment), andenperson (tema-rhema) og tredjeperson (focuspresupposition). Med andre ord giver inddelingen i topic-comment
kun mening ud fra et første-personsperspektiv, tema-rhema ud fra
et anden-personsperspektiv og focus-presupposition ud fra et tredjepersonsperspektiv. I den forbindelse er det interessant at nævne at Erik
Hansen (1974) er den eneste der har hævdet at det danske sprog må
forklares ud fra alle tre ledstillingstypologier. Traditionelt opfattes de
imidlertid som konkurrerende teoretiske opfattelser.
Hvorom alting er, taler alt for at en dansker obligatorisk må vælge
mellem første-, anden- og tredjeperson hver eneste gang han eller hun
skal tale eller skrive en dansk ytring. Et mindre oversættelsesstudium
(se nedenfor) viser tilmed at valget ikke blot påvirker hvad vi normalt
138
Når den danske ytring bøjes i første-, anden og tredjeperson
kalder grammatiske midler, men faktisk hele sproget, således at vi kan
tale om at en hel tekst er i første-, anden- og tredjeperson. Skulle denne
særegne form for tekstuel kongruens vise sig at holde helt generelt,
så er det ikke kun relevant for danske grammatikere, men for alle
litterater, retorikere, kommunikologer og semiotikere der beskæftiger
sig med dansk.
2. Når ytringen bøjes på andre sprog
Nogle sprog bøjer ikke blot verbet, men også ytringen. Det gælder fx
russisk som således er lige så interesseret i kommunikationsdeltagerne
som i deltagerne i de fire typer af situationer der kan være tale om:
en tilstand, aktivitet, proces eller begivenhed. At russisk bøjer hele
ytringen i første-, anden- og tredjeperson viser sig ved at russisk har
en lang række af adverbialer der alle falder i grupper af tre, fx vpročem
‘i øvrigt’, meždu pročim ‘for øvrigt’ og kstati ‘for resten’ (for en
nærmere beskrivelse af hele systemet, se Durst-Andersen 2004). Her
nøjes vi med at kigge på en specifik triade af koncessive adverbialer
der desværre ikke lader sig oversætte til dansk:
(1) a. Ja vsë zhe ne durak (1. person)
jeg alligevel neg idiot
b. Ja vsë ravno ne durak (2. person)
jeg alligevel neg idiot
c. Ja vsë-taki ne durak (3. person)
Jeg alligevel neg idiot
Som det fremgår, er der her tale om tre koncessive sætningsadverbialer
der alle indeholder udtrykket vsë, men adskiller sig fra hinanden ved
henholdsvis at have zhe, ravno og -taki. Således viser de tydeligt at
de har noget til fælles og alligevel adskiller sig fra hinanden. Alle
tre ytringer indeholder en indrømmelse af at nogen tidligere troede
at afsender var idiot, men asserterer samtidig at afsender selv ikke
mener det i ytringsøjeblikket. De adskiller sig fra hinanden ved at det
er afsender selv der troede han var idiot i (1a), at det er modtager i (1b)
og en tredje person (eventuelt ‘man’) i (1c). Med andre ord diskuterer
afsender med sig selv i (1a), med modtager i (1b) og med en tredje
person/samfundet i (1c). Alt dette kan påvises ved hjælp af kontekst –
139
Per Durst-Andersen
fx er det kun muligt at ytre (1a) med et samtidigt smil om munden der
viser at afsender er glad for at sige at han alligevel ikke er idiot (sådan
som ellers troede).
Som sagt bøjer kinesisk ikke verbet – og det gælder ikke bare i
person, men også i tempus. Et kinesisk verbum vil altid optræde i sin
grundform og kan efterfølges af en såkaldt sætningsfinal partikel, fx ma
der er mest kendt som spørgepartikel, le der oftest markerer perfektiv
aspekt eller ba der ofte træder i stedet for en imperativ form. Det viser
sig imidlertid at alle sætningsfinale partikler har tre betydninger, fx
ba:
(2) a. hăo ba. ‘Det er i orden med mig.’
b. wŏmen zóu ba! ‘Lad os gå!’
c. tā shí mĕiguó rén ba. ‘Han er (efter min mening) amerikaner.’
I (2a) markerer ba at afsender accepterer modtagers forslag, dvs.
her er partiklen førstepersonsorienteret og således et symptom på
noget, nemlig afsenders accept af noget. I (2b) angiver ba at afsender
stiller modtager et forslag om at de begge skal gå. Her er partiklen
andenpersonsorienteret og således et signal til modtager om at reagere
på det fremsatte forslag. I (2c) viser ba at afsender fremsætter sit
eget bud på en beskrivelse af virkeligheden. Her er partiklen altså
tredjepersonsorienteret og således en model af virkeligheden, dvs.
afsenders personlige bud på en beskrivelse af en tredje persons nationale
tilhørsforhold. Da dette er et generelt træk ved alle sætningsfinale
partikler, hævder jeg at den kinesiske ytring obligatorisk bøjes i første-,
anden- og tredjeperson. Det ser således ud som om det er vigtigere at
markere kommunikationsdeltagere end situationsdeltagere.
Men alt dette gælder ikke kun for virkeligheds-orienterede
sprog, men også for et afsender-orienteret sprog som georgisk. Her
bøjes ytringen også, selv om den har en noget anden karakter end i de
to andre sprog:
(3) a. Okros saati movip’are. ‘Jeg stjal et guldur (for min egen skyld)’.
Guld ur
1.p.stjæle.pf.aorist.1. person
b. Okros saati movup’are. ‘Jeg stjal et guldur (for din skyld)’.
Guld ur
1.p.stjæle.pf.aorist.2. person
c. [Okros saati movp’are]. ‘Jeg stjal et guldur’.
Guld ur
1.p.stjæle.pf.aorist. 3. person
140
Som det gerne skulle fremgå, har georgisk udviklet et særligt system
der viser hvem man har produceret en handling for. Systemet er under
udvikling og har huller, jf. 3c. Interessant er det imidlertid at man
udover at bøje verbet i forhold til situationsdeltagerne også har fået
et system for kommunikationsdeltagerne der viser hvem handlingens
konsekvens var beregnet for. Et tilsvarende system findes i øvrigt i
japansk.
3. Tre former for grammatik
Alle sprog har uafhængigt af supertype-tilhørsforhold egentlig tre
grammatikker: (1) en grammatik for afsender som jeg kalder inputgrammatikken; (2) en grammatik der versionerer afsenders input til
et output, kaldet output-grammatikken – det er den grammatik som
vi kan høre og se og som supertyperne er inddelt efter; og (3) en
grammatik som modtager bruger til at afkode ytringen – den kalder jeg
intake-grammatikken, da det er den der i sidste instans giver ytringens
samlede kommunikerede indhold. Tidligere har man mere eller mindre
beskæftiget sig med hvad jeg kalder output- og intake-grammatik, og
har ikke haft øje for input-grammatik, hverken for dens funktion eller
for dens eksistens. Det er ærgerligt fordi netop den redegør for hvorfor
afsender siger som han eller hun gør. Det kan output-grammatikken
ikke, da den er automatisk og uden for menneskelig indflydelse
under normale omstændigheder. Til gengæld er output-grammatikken
dominerende, fordi den giver det enkelte sprog dens semiotiske
retning, dvs. mod situationen, mod afsender eller mod modtager.
Input-grammatikken har i et hvilket som helst sprog noget
obligatorisk og noget optionelt over sig. Det obligatoriske defineres
af sprogets supertype-tilhørsforhold, dvs. om et sprog taler med
virkelighedens stemme, dvs. i situationer, med afsenders stemme, dvs.
i oplevelser, eller med modtagers stemme, dvs. i informationer. Hvis
et sprog, fx russisk, har situation som output, har det information som
input fordi information netop er et anliggende mellem afsender og
modtager og derfor afgør hvad man ikke behøver at sige og direkte
ikke må sige; hvis et sprog, fx bulgarsk, har oplevelse som output,
har det situation som input fordi der altid vil ligge en situation bag
en oplevelse – ingen situation, ingen oplevelse; og hvis et sprog, fx
dansk, har information som output, har det oplevelse som input fordi
141
Per Durst-Andersen
en information forudsætter en sammenligning af afsenders oplevelse
med modtagers. På den måde har alle tre supertyper et vigtigt ben
den en anden supertype – ja, faktisk to ben når intake-grammatikken
inkluderes (se nedenfor). Det optionelle består i at afsender i sit input
kan vælge mellem to forskellige stemmer – en offentlig og en privat
stemme. Den offentlige stemme er som oftest hovedstemmen og den
private stemme bistemmen, men paradoksalt nok er det den private
stemme der tilegnes først – og det er den private stemme der først og
fremmest går i kødet og i blodet på sprogbrugeren (men desværre er
det ikke den del af fremmedsproget som man normalt lærer).
Dansk er et modtager-orienteret sprog der involverer informationer, fx Undskyld forsinkelsen! Jeg sad fast i en taxa! Det er
en information og absolut ikke en beskrivelse af virkeligheden:
afsender sad ikke fast i en taxa, men sad i en taxa der var røget ind i
en trafikprop. Alt dette ved modtager, fordi han er dansker og derfor
har han også en intake-grammatik der mere eller mindre automatisk
oversætter informationerne til situationer (der røg det andet ben i en
anden supertype) – det er netop grunden til at folk normalt slet ikke
kan se at der skulle være noget som helst mærkeligt ved en ytring som
Jeg sad fast i en taxa. Der skal man som regel kende nogle andre sprog
for at se vigtigheden af dette. Men hvad er egentlig en information?
En information er netop resultatet af at afsender har sammenlignet
sin egen oplevelse af situationen med modtagers oplevelse. Heraf
kan vi konkludere at afsenders oplevelse må være en del af inputgrammatikken. Gør vi det, kan vi netop forklare hvorfor en dansker
siger jeg sad fast i en taxa – afsender følte at han sad fast i en taxa i
den situation der refereres til. Det var med andre ord vedkommendes
oplevelse i referenceøjeblikket. Og det er da også grunden til at
modtagerne godtager undskyldningen – vedkommende ville gerne ud
af taxaen for ikke at komme for sent.
Kort sagt har vi den danske input-grammatik som fordrer at
afsender verbaliserer fra sit oplevelseslager (Afsender føler: “Jeg
sidder fast i denne her taxa”). Vi har den danske output-grammatik der
oversætter afsenders oplevelse af en situation til en information ved at
sammenligne dennes oplevelse med modtagers – er der sammenfald,
er der tale om gammel information, er der ikke sammenfald, er der
142
tale om ny information (Afsender siger: “Jeg sad fast i en taxa”). Og
endelig har vi den danske intake-grammatik, hvor modtager oversætter
informationen til en situation (Afsender mener: “Jeg sad i en taxa
der havde sat sig fast i en trafikprop”). Med andre ord har dansk en
grammatik for alle tre kommunikationsdeltagere: en grammatik for
afsender (førsteperson), en grammatik for modtager (andenperson) og
så en grammatik for deres fælles platform, hvor de sammen taler om
virkeligheden (tredjeperson) i informationer. Alt dette betyder at vi
faktisk kan hævde at den danske grammatik bøjes i første-, anden- og
tredjeperson.
4. Inputstrukturen i dansk
Termen “Oplevelse” som vi hidtil har brugt, viser sig at være for
snæver en term, da vi mennesker jo verbaliserer fra alle mulige lagre
– fra vores videnslager, erfaringslager, troslager og meningslager
som vi nu vil kalde dem. Alle sprogbrugere uafhængig af sproglige
tilhørsforhold verbaliserer fra deres lagre, men der er den “lille” forskel
at danske sprogbrugere markerer det i deres danske sprog: den private
stemme i dansk har altid en partikel, mens den offentlige stemme er
uden partikel. De fire lagre deler sig i to dele, kaldet den objektive
verden der dækker viden og erfaringer (svarende mere eller mindre
til den offentlige stemme), og den subjektive verden der omfatter tro
og meninger (svarende mere eller mindre til den private stemme)(se
figur 1):
Figur 1: Den danske input-struktur delt i to verdener
143
Per Durst-Andersen
I engelsk der også er modtager-orienteret, ligger skellet anderledes –
her er der skåret horisontalt. I engelsk skelnes der mellem en konkret
verden der omfatter tro og erfaringer og er markeret ved hjælp af
ING-formen og en abstrakt verden der omfatter meninger og viden
og er markeret ved ikke-ING-form. I engelsk er skellet blevet entydigt
grammatikaliseret gennem distinktionen progressiv vs. ikke-progressiv aspekt, mens skellet i dansk ikke har samme reglementerede udtryk.
Det betyder dog ikke at der ikke altid skal træffes et valg mellem den
objektive og subjektive verden. Det skal den danske sprogbruger hele
tiden. Som et kuriosum kan nævnes at de danske tempusbetydninger
ser ud til at falde i fire betydninger (jf. Durst-Andersen 2011a:20812). Præsens, imperfektum, perfektum og pluskvam-perfektum har
alle fire betydninger og det er de samme fire betydninger der er tale
om, jf. følgende betydninger af aktivitetsverbet køre i præsens: (1)
situationsbeskrivelse (fx Du kører for ’stærkt); (2) generalisering
(fx Danskere kører i bil på arbejde, russere bruger metroen); (3)
karakteristik (fx Du ’kører for stærkt); og (4) imagined world (fx Jeg
kører i morgen). Disse fire betydningstyper svarer fuldstændigt til
inddelingen i fire lagre i figur 1: (1) experiences; (2) knowledge; (3)
opinions; og (4) beliefs. Der er imidlertid stor forskel på det danske
sprogs behandling af henholdsvis tro og mening som vi skal se på
nedenfor. Det er der skønt både tro og mening hører til den subjektive
verden og tjener akkurat samme hovedfunktion, nemlig at fortælle
modtager at informationen er subjektivt funderet. Det er netop den
private stemmes hovedformål. Den er altså underordnet grundstemmen
– informationen. Inputtet er styret af outputtet. Lad os først kaste et
blik på trosuniverset og dernæst på meningsuniverset.
5. Afsenders private stemme 1 – tro og argumentation
Et skel som skellet mellem den subjektive og den objektive verden er
som alle sproglige skel generaliseret til at omfatte hele sproget, hvilket
i praksis betyder at afsender kan give modtager en information om sin
tro der enten er subjektivt eller objektivt funderet. Med andre ord kan
man – hvor paradoksalt det end lyder – tale om sin tro og sine meninger
med sin private eller med sin offentlige stemme (det er netop grunden
til at der må bruges to sæt af begreber: objektiv og subjektiv verden
på den ene side og offentlig og subjektiv stemme på den anden side).
144
Lad os først se på den offentlige stemme (se eksemplerne under 4) og
dernæst på den private stemme (se eksemplerne under 5).
(4) a. Han må være rejst til Moskva – 1. person – konklusion
b. Han kan være rejst til Moskva – 2. person – forklaring
c. Han skal være rejst til Moskva – 3. person – hear-say
(5) a. Han er nok rejst til Moskva – 1. person – konklusion
b. Han er vel rejst til Moskva – 2. person – forklaring
c. Han er vist rejst til Moskva – 3. person – bud
I (4a-c) er der tale om en objektivt funderet information til modtager
– det er en del af deres fælles indhold. Den anden del af deres fælles
indhold er at de alle tre præsenterer modtager for et argument. I (4a)
går afsender ud fra noget konkret han har erfaret – måske ved han
hvornår vedkommende skulle rejse, og da denne dato lige er passeret,
konkluderer han på dette objektive grundlag at vedkommende er
rejst. I (4b) går afsender ud fra akkurat det samme, men denne gang
har modtageren ikke brug for afsenders konklusion, men derimod
for en forklaring på, hvorfor vedkommende ikke er at træffe. I (4c)
baserer afsender sig på hvad en anden har sagt og videregiver dette
til modtager. Hvad vi ser her, er henholdsvis en deduktiv, abduktiv og
induktiv argumentationsform (for en nærmere beskrivelse, se DurstAndersen 2008). At et modalverbum plus perfektum infinitiv baserer
sig på objektiv viden fremgår med al tydelighed af Elvira Krylova’s
korpusundersøgelse fra (2009): man kan altid finde den tidligere eller
senere forekommende sætning der indeholder beskrivelsen af det
sagsforhold som konstruktionen hævdes at basere sig på. Med andre
ord taler (4a-c) alle med det danske sprogs objektive hovedstemme
der er den offentlige stemme i dansk. I en normal verden vil man helst
verbalisere direkte fra den objektive verden (jf. figur 1), men hvis
dette er umuligt, er det næstbedste at lægge et objektivt lag ind over
den private stemme.
I (5a-c) hvor vi har med partikler at gøre, er der tale om subjektivt funderet information til modtager. Med andre ord baserer afsender
sig ikke på noget som helst andet end sin egen tro eller – i en mere
sofistikeret variant – foregiver udelukkende at gøre dette. I (5a) er der
145
Per Durst-Andersen
tale om en konklusion som afsender drager ud i den blå luft, hvilket
modtager ved og derfor ikke lægger mere i end hvad ytringen siger
og hvad modtager i det hele taget ved om afsenders troværdighed og
pålidelighed. (5b) er igen en forklaring på et fænomen som modtager
ikke selv har en forklaring på, jf. A: Jeg kan slet ikke fatte at hun kunne
dumpe til denne eksamen. B: Hun var vel ikke tilstrækkeligt forberedt.
I (5c) med vist får vi afsenders bedste bud på en situationsbeskrivelse.
Partiklen vist er et glimrende eksempel på at de to verdener spiller en
særlig rolle i dansk: hvis man ikke kan være i den objektive verden
fordi man ganske enkelt ikke har nogen klar erindring om en bestemt
situation eller fx om en bestemt dato, bliver man tvunget til at bruge vist
for at markere at hvor gerne man end ville, kan man ikke verbalisere
fra sit erfarings- eller vidensunivers, men må bruge sit trosunivers, fx
Det var vist i 2002. Hvis man siger Det bliver regnvejr, så fortæller
man hvad ens øjne og øvrige sanser fornemmer; hvis man siger Det
bliver vist regnvejr, så kan man udmærket have set og fornemmet det
samme, men det man siger, er noget ganske andet, nemlig: det er hvad
jeg ser for mit indre blik. Det vil sige partiklen markerer at afsender
taler ud fra sin subjektive verden, hvilket betyder at han eller hun taler
med sin helt private stemme (for en omfattende beskrivelse af disse tre
partikler, se Krylova 2004).
6. Afsenders private stemme 2 – mening og signatur på kontrakt
Hvor trosuniverset i dansk opererer med argumentation, ser vi noget
helt andet inden for meningsuniverset, selv om vi i begge tilfælde har
at gøre med det danske sprogs subjektive verden. Igen står vi i den
situation at et sprogligt skel bliver generaliseret, så selv en mening
der er noget af det mest subjektive der findes, forekommer i både en
offentlig (objektivt funderet) og en privat (subjektivt funderet) variant.
Når afsender verbaliserer sin mening over for modtager, kan han eller
hun således udmærket tale med sin objektive stemme, fx Hun (her: en
lille nyfødt baby) er dejlig! Eller Ghita Nørby er den bedste danske
skuespiller! Her er der ingen partikler, hvilket viser at afsender baserer
sig på sin viden eller på en række erfaringer der alle peger i samme
retning og derfor samlet set har givet én den pågældende mening. Hvis
afsender putter en partikel – eller rettere – en dobbelt partikel ind,
markerer afsender at han eller hun taler med sin subjektive stemme.
146
Der kan skelnes mellem uforbeholden meningstilkendegivelse som i
(6a-c) og forbeholden meningstilkendegivelse som i (7a-c):
(6) a. Hun ‘er vel nok dejlig! – 1. person (Bemærk trykket!)
b. Hun er godt nok dejlig! – 2. person
c. Hun er rigtig nok dejlig! – 3. person
(7) a. Ghita Nørby er vel ’nok den bedste danske skuespiller –
1. person
b. Ghita Nørby er så nok den bedste danske skuespiller –
2. person
c. Ghita Nørby er vist nok den bedste danske skuespiller –
3. person
Alle ytringerne under (6) kan siges i nøjagtigt den samme situation,
dvs. vi kan have at gøre med den samme afsender, samme modtager
(en af forældrene) og samme lille nyfødte baby. I alle tre tilfælde
giver afsender sin uforbeholdne mening om et nyfødt barn til kende
overfor en af forældrene – og i alle tilfælde vil modtager blive glad
for det, fordi afsender er så ekspressiv og umiddelbar i sin meget
positive karakteristik af barnet. Forskellen ligger i den kontrakt som
afsender og modtager begge skal underskrive – det skal danskere når
de kommunikerer deres mening til andre og taler med deres subjektive
stemme. I (6a) er der tale om afsenders eget forslag til kontrakt – den
bærer i sagens natur allerede afsenders signatur og skal blot underskrives
af modtager, hvilket gøres med en hvilken som helst ytring, gestus
eller mimik der kan tolkes som accept eller enighed fra modtagers
side. I (6b) foreligger der allerede en kontrakt som bærer modtagers
signatur (afsender går ud fra som givet at forældrene synes at barnet
er dejlig) – og afsender markerer nu med sin ytring at han sætter sin
signatur på denne kontrakt. Bemærk her at afsender sender modtager
et anerkendende blik, mens han siger ytringen: han er fuldstændig enig
med forældrene. I (6c) er der tale om en fiktiv kontrakt der bærer en
hvilken som helst tredje persons signatur som afsender underskriver i
ytringsøjeblikket bare ved at sige ytringen med rigtig nok. Vi noterer
at alle tre ytringer indeholder nok der markerer at der er tale om en
konklusion (jf. 5a).
147
Per Durst-Andersen
Alle ytringer under (7) er ikke-ekspressive og virker derfor ikke
så umiddelbare som ytringerne under (6). Men de har faktisk samme
funktion. (7a) er afsenders mening som på samme måde præsenteres
for modtager som en kontrakt til underskrivelse. (7b) er modtagers
mening som afsender tidligere var uenig i, men nu langt om længe er
blevet overbevist om. Afsender underskriver således modtagers udkast
til kontrakt ved at ytre (7b). I (7c) henholder afsender sig til en tredje
person og dennes mening. Her mærker man med tydelighed et vist
forbehold som måske går tilbage til vor tidligere fortolkning af vist.
Man får den tanke at det der føles som noget ikke-ekspressivt, faktisk
er en slags objektivering af det subjektive. Dette må selvfølgelig
underkastes en nærmere undersøgelse.
7. Efterprøvning af hypotesen
Hvis det er sandt – som meget kunne tyde på – at den danske ytring
bøjes i første-, anden- og tredjeperson, så ville det jo være rart om vi
kunne finde en måde at teste det på. Det ville måske kunne overbevise
tvivlerne og samtidig bekræfte de allerede overbeviste. Her tyr jeg
til en noget ældre amerikansk roman der er fortalt i jeg-form, hvilket
nærmest er en forudsætning, hvis man som jeg er interesseret i afsenders subjektive stemme.
Lige efter at Klaus Rifbjergs nyoversættelse af J.D. Sallingers
The Catcher in the Rye var udkommet i 2004, lavede Per Øhrgaard en
opgave til Fagets videnskabsfilosofi på CBS, hvor de studerende skulle
sammenligne nyoversættelsen med Vibeke Cerris gamle oversættelse
fra 1953. Som lærer i faget måtte jeg også kaste mig over opgaven, og
det jeg derved opdagede, forekom mig at være så spændende at jeg
måtte grave mig lidt dybere ned i det. Resultatet af dette gravearbejde
kan man læse nedenfor.
8. Forhistorien til romanen
The catcher in the rye udkom i 1951 i Amerika og blev hurtigt berygtet
for sit ret åbenmundede sprog og for sine sex-scener. Bogen handler
om den 16-årige Holden Caulfield der bliver smidt ud fra endnu en
privatskole og absolut ikke har lyst til at overbringe forældrene denne
nyhed. I stedet tager han til New York og er der 48 timer, inden han
forlader byen og lader sig indlægge på en psykiatrisk klinik. Herfra
148
fortæller han – nu som 17-årig − sin historie i førsteperson. Bogen
var egentlig beregnet for det voksne publikum, men blev hurtig ungdommens bog nr. 1 – lidt ligesom Klaus Rifbjergs egen Den kroniske
uskyld fra 1958 i sin tid blev et stort gymnasie-hit. Sallingers værk
i sig selv minder dog ikke så meget om denne bog, men har større
lighedspunkter med Leif Panduros Rend mig i traditionerne.
Under overskriften Den forbandede fanger anmeldte Ulf Joel
Jensen Rifbjergs nyoversættelse Griberen i rugen og sammenligner
den her med Cerris Forbandede ungdom (Sentura 16.08.04). Først
konstaterer han at der reelt set ikke er sket det store, selv om “vi er
blevet dus med Holden Caulfield”. Men − skriver han lidt senere −
er det nu ikke uvæsentligt for “hele bogens intime stemning, fordi
læseren konstant bliver tiltalt af Holden Caulfields fortællerstemme”.
Lad os prøve at konfrontere de to oversættelser for at se om de skulle
adskille sig fra hinanden på andre afgørende punkter. For at kunne
gøre dette må vi have originalen også. Jeg har ganske enkelt valgt de
første 6-7 linjer af romanen, fordi vi egentlig ikke behøver mere – bare
på dette korte stykke finder vi 5-6 markante forskelle der alle peger i
samme retning (de er markeret med fed i de to oversættelser som er
angivet nedenfor). Som det gerne skulle fremgå med al tydelighed, så
begrænser forskellene sig ikke til Des og dus – der er mange andre.
Spørgsmålet er om det er muligt at få forskellene bragt på en fælles
formel.
J.D. Salinger’s “The Catcher in the Rye”
If you really want to hear about it, …, and what my lousy childhood
was like,…, but I don’t feel like going into it. [……]. They are
nice and all – I’m not saying that – but they are also touchy
as hell. Besides, I’m not going to tell you my whole goddam
autobiography or anything.
Cerris oversættelse fra 1953
Hvis De virkelig gider at høre om det, … og hvordan min stakkels,
elendige barndom var, …, men jeg har ærligt talt ikke spor lyst til
at ribbe op i det. [……]. De er skam flinke nok – det er ikke det –
men de er meget prikne. Forøvrigt er det slet ikke min mening at
servere min livshistorie eller noget i den retning.
149
Per Durst-Andersen
Rifbjergs oversættelse fra 2004
Hvis du virkelig vil høre om det, …, og hvordan min rædselsfulde barndom var, …, men hvis sandheden skal frem, så er det
ikke noget, jeg har lyst til at beskæftige mig med. [……]. De er
Ø flinke nok og sådan, det er ikke det, jeg mener, men de er altså
følsomme ad h. til. I øvrigt har jeg ikke tænkt mig at kaste mig
ud i en selvbiografi eller noget i den retning.
9. Analysen af de to oversættelser
Da en dansk oversætter mere eller mindre er tvunget til at tale med
den subjektive bistemme, dvs. den private stemme, i forbindelse
med en jeg-fortælling, er han eller hun altså også tvunget til at vælge
mellem første-, anden- og tredjeperson – tre understemmer under den
subjektive bistemme.
Allerede i første linje får vi en fornemmelse af den mentale
forskel mellem de to oversættere. Lousy childhood er gengivet
med stakkels, elendige barndom i Cerris Forbandet ungdom, men
med rædselsfulde barndom i Rifbjergs Griberen i rugen. Hvor
rædselsfuld helt klart fortæller hvordan fortælleren selv oplevede det,
indeholder stakkels derudover en appel til læseren. Rifbjerg er således
førstepersonsorienteret, medens Cerri er andenpersons-orienteret. Den
samme drejning finder vi allerede i linjen efter, hvor Cerri bruger ærligt
talt der ganske rigtigt viser at fortælleren bekender sig til udsagnets
sandhed på en helt særlig måde, men samtidig netop er en forpligtelse
over for modtager – dette sidste moment finder man ikke i Rifbjergs
hvis sandheden skal frem der blot understreger at fortælleren selv er
herre over sine egne ytringer. To linjer senere skriver Rifbjerg De er
flinke nok og sådan, mens Cerri skriver De er skam flinke nok. Begge
oversættere drager her en subjektivt-baseret konklusion, men Cerris
skam inddrager endnu engang læseren – De kunne tro ud fra hvad
jeg tidligere har sagt at mine forældre er vanvittige, men det er de nu
ikke. Rifbjerg fortsætter med jeg mener og ad helvede til der ikke har
nogen modsvarighed i Cerris oversættelse – måske fordi begge ting
udelukkende er førstepersonsorienterede og stærkt ekspressivt for det
sidste ords vedkommende. I næstsidste linje finder vi Besides oversat
med Forøvrigt og I øvrigt. Besides er et såkaldt parentetisk adverbial
150
der helt klart bøjes i første-, anden- og tredjeperson i dansk: i øvrigt,
for øvrigt og for resten. Hvor i øvrigt blot siger at fortælleren finder
det relevant at nævne, viser for øvrigt at fortælleren samtidig mener
at det vil være direkte relevant for læseren – det er faktisk derfor han
siger det (sml. For øvrigt havde du ret med I øvrigt havde du ret). Den
sidste forskel er lige så klar som de andre: ved at bruge servere min
livshistorie viser Cerri at hun har læseren i tankerne – det kan næsten
ikke siges tydligere. På samme måde viser Rifbjerg at han absolut
ikke har tænkt sig at inddrage læseren: I øvrigt har jeg ikke tænkt mig
at kaste mig ud i en selvbibografi. Igen ser vi den evige fokuseren på
fortælleren eller afsender selv.
Jeg kunne have fortsat gennemgangen, men de 5-6 markante
forskelle mellem Cerris og Rifbjergs oversættelse af The Catcher in
the Rye er nok til at vise at forskellene hver eneste gang peger i samme
entydige retning. Cerris oversættelse er direkte henvendt til læseren
– den er andenpersonsorienteret, selv om den samtidig er subjektiv
(og også selv om hun er Des med læseren). Rifbjergs oversættelse
mangler dette, men accentuerer til gengæld det ekspressive element
(også selv om han er Dus med læseren), hvorved oversættelsen bliver
førstepersonsorienteret i al sin subjektivitet. Den danske oversætter
måtte træffe et valg, fordi dansk skelner mellem tre understemmer inden
for den subjektive bistemme. Det overraskende er således ikke at der
er truffet forskellige valg – Rifbjerg er selv forfatter og med sit valg af
strategi understreger han “her-kommer-jeg”, mens Cerri var oversætter
ene og alene, og formentlig ikke brød sig om at tone teksten med sig
selv. Det overraskende og interessante ligger i at valget af understemme
rammer alle sprogets planer. Valget er egentligt grammatisk og viser
sig i hvert fald ved valg af forskellige partikler der netop markerer den
subjektive bistemme som er den private stemme i dansk. Men valget
har andre konsekvenser: der vælges forskellige adjektiver, forskellige verber og forskellige syntaktiske konstruktioner og resultatet er
at hele teksten bliver første- eller andenpersonsorienteret. Dette er en
vigtig pointe som man godt kan tænke lidt over. Måske kunne man
med fordel applicere denne tankegang på litterær analyse af dansk
skønlitteratur eller på kønssprog for nu at tage to oplagte områder.
151
Per Durst-Andersen
10. Konklusion
Jeg har netop forsøgt at vise at selv om det danske verbum ikke
personbøjes, er dette ikke ensbetydende med at dansk ikke kender
til bøjning. Dansk bøjer ytringen, fx Han er nok/vel/vist rejst til
Århus, og afsender er tvunget til at vælge mellem første-, anden- og
tredjeperson – og der er ikke en fjerde eller femte mulighed – hver
eneste gang han eller hun skal sige noget. Som et modtager-orienteret
sprog taler dansk i informationer, men for at få en information skal
man først verbalisere sin egen oplevelse og så at sige i luften oversætte
den til en information ved at sammenligne sin egen oplevelse af en
situation med modtagers – er der sammenfald, er der tale om gammel
information, er der ikke, er der tale om ny information. Verbaliseringen
af egen oplevelse er en obligatorisk del af input-grammatikken, mens
informationen der fremkommer af den omtalte sammenligning, hører
til output-grammatikken. Det er netop i input-grammatikken at vi
finder skellet mellem de tre personer. Afsender skal finde ud af om han
vil tale med sin offentlige stemme, kaldet den objektive hovedstemme
i dansk, eller med sin private stemme, kaldet den subjektive bistemme
i dansk. Når han har truffet det valg, står han over for et yderligere
valg. Vælger han at tale med sin private stemme, skal han vælge om
han vil være orienteret mod førsteperson (fx nok), andenperson (fx
vel) eller tredjeperson (fx vist). Dette valg er netop afsenders eget valg
og siger derfor lige så meget om afsender selv som om det danske
sprog. Det vigtige i denne forbindelse er dog at valget rammer hele
sproget, hvorved vi med rette kan sige at en tekst enten er førsteperson-,
andenperson- eller tredjeperson-orienteret. Dette valg findes ikke i
engelsk, hvilket således er en af de helt markante forskelle mellem de
to modtager-orienterede og på andre områder meget identiske sprog.
Primær litteratur
Sallinger, J.D. (1951) The Catcher in the Rye. Little, Brown and Company.
Cerri, Vibeke (1953) Forbandet ungdom. Gyldendal.
Rifbjerg, Klaus (2004) Griberen i rugen. Gyldendal.
152
Sekundær litteratur
Bühler, Karl (1934) Sprachtheorie. Die darstellungsfunktion der Sprache.
Stuttgart: Gustav Fischer Verlag.
Chomsky, Noam (1957) Syntactic structures. The Hague: Mouton.
Durst-Andersen, Per (2004) Første-, anden- og tredjepersonsadverbialer i
russisk: Tre konkurrerende stemmer. Sproglig polyfoni [=Arbejdspapirer
1], udg. af Nina Møller Andersen & Rita Therkelsen. Roskilde: Roskilde
Universitetscenters Trykkeri:17-35.
(2007a) Det danske sprogs mange stemmer. Sproglig polyfoni. Tekster
om Bachtin og ScaPoLine. Rita Therkelsen et al. (eds.). Århus: Aarhus
Universitetsforlag:163-180.
(2007b) Dansk og engelsk i kontrast. Ved lejlighed. Festskrift til Niels
Davidsen-Nielsen i anledning af hans 70 års fødselsdag. København:
Dansk Sprognævn:31-49.
(2008) The two aspectual systems in French. L’Énonciation dans tous
ses états (Mélanges offerts à Henning Nølke à l’occasion de ses soixante
ans). M-B. Mosegaard Hansen et Merete Birkelund (eds.). Bern: Peter
Lang:473-494.
(2011a) Linguistic supertypes. A cognitive-semiotic theory of human
communication. Berlin/New York: Mouton de Gruyter.
(2011b) Grammatikkens tre ansigter – input, output og intake. Ny
Forskning i Grammatik 14. Per Durst-Andersen og Henrik Høeg Müller
(red.). Odense: Odense Universitetsforlag:xx-xx.
Hansen, Erik (1974) Bestemt og ubestemt sætning. Nydanske Studier VIII.
Krylova, E.B. (2004) Semantika i funkcii datskix modal’nyx častic vel, nok i
vist. Moskva: MGU.
(2009) Funcional’naja semantika grammatizovannyx ustojčivyx sočetanij
s modal’nymi glagolami kunne, måtte i skulle v sopastavlenii s
modal’nymi casticami nok, vel i vist v datskom jazyke. vestnik moskovskogo universiteta 2:102-107.
153
154
Om hævning af [#] foran [˛]; hvilken slags lydforandring?
Frans Gregersen
Resume
I Projekt Bysociolingvistiks sociofonetiske undersøgelse (Holmberg
et al. 1991) optræder en variabel som var ny dengang (hvilket bare
betyder at den ikke er med i Brink og Lund 1975), nemlig hævning
af [#] til [e] foran den velære nasal i ord som “penge”, “tænke” og
“engelsk”. I Holmberg et al. 1991 karakteriseres variablen netop som
ny og i en uklar overgangsfase hvor der er tale om stilistiske forskelle
og aldersforskelle som går på kryds og tværs. I forbindelse med genoptagelserne af de informanter som var med i det gamle projekt bysociolingvistik i 2006-07 har vi fået mulighed for at undersøge om der i
løbet af 20 år har dannet sig et tydeligere billede. I relationen mellem
gamle og ny optagelser fremkommer et kompliceret billede hvor køn,
klasse og generation indgår i forskellige forbindelser: De unge middelklassemænd har i 1987 helt op til 74 % af den hævede variant,
dvs. den synes på vej mod at blive kategorisk. Men 20 år senere har
de samme, nu altså 20 år ældre, middelklassemænd væsentlig færre,
nemlig i gennemsnit 62 %. Det ser således ud til at der ikke uden
videre er tale om en ny og kraftig (new and vigorous i Labovs terminologi) lydforandring, men alligevel er antallet af hævede varianter
påfaldende stort også i de nye optagelser. Hertil kommer så at både
Finn Køster og Karen Margrethe Pedersen har peget på at der måske
netop IKKE er tale om en ny variant, men en gammelkendt. I foredraget vil det blive diskuteret hvornår man kan være sikker på at man
finder variation som svinger i intensitet, men aldrig bliver til egentlig
forandring (såkaldt stable variation) og hvornår man kan forudsige at
et variationsmønster vil føre til en egentlig kategorisk forandring.
155
156
Individet i sproget
Frans Gregersen og Randi Skovbjerg Sørensen
Indledning
Sociolingvistik har fra grundlæggelsen af den Labovianske variationsmetode været en empirisk videnskab. Sprog studeres derfor i
interaktion, men i modsætning til pragmatik eller konversationsanalyse
er det karakteristisk for sociolingvistik at de interagerende individer
er socialt karakteriserede. Sociale karakteristikker sker i form
af indplacering i en gruppe, dvs. en gruppe som er defineret ved
sociologisk signifikante kategorier, de såkaldte talervariable; social klasse, køn og etnicitet er de almindeligste. Dermed taber
individet særtræk og bliver reduceret til at være en repræsentant
for en bestemt samling af talervariable. I denne artikel går vi forsøgsvis den anden vej og forsøger at se på individet. Vi er begge
både sociolingvister og sprogpsykologer og vil gerne bidrage til at
balancen mellem det individuelle, sprogpsykologisk interessante, og
det typiske, sociolingvistisk centrale, bliver tippet lidt mere over mod
sprogpsykologien.
Må vi præsentere: Allan K
Allan K er en københavnsk middelklassemand (MK-mand) af etnisk
dansk oprindelse. Han var informant i Projekt Bysociolingvistik
157
(Gregersen og Pedersen 1991) og blev som sådan interviewet første
gang af Erik Møller i 1987. Anden gang blev Allan K interviewet af
Frans Gregersen i 2006, dvs. næsten 20 år senere. Siden Allan K er
født i 1952, var han 35 år første gang han blev optaget og 54 år anden
gang.
Allan K er født ind i en opadstigende arbejderklassefamilie.
Hans far var udlært smed, men endte som leder, og både Allan K. og
hans yngre broder blev akademikere. For så vidt er han mønsterbryder
og dermed netop atypisk.
Ud over de to interviews deltager Allan K i en samtale mellem
faderen, broderen og Erik Møller optaget i 1987. I det følgende omtales
enkeltinterviewet fra 1987 som U1 intv. (undersøgelse 1, interview)
mens enkeltinterviewet fra 2006 omtales som U2 intv. Familiesamtalen omtales som U1 grp.
Allan K som individ og som type
Allan K er et individ. Det er vi alle. Han har en bestemt historie: I dette
tilfælde adskiller han sig fra nogle af de andre der i undersøgelsen
defineres som middelklasse, ved sin arbejderklassebaggrund. Vores
tema er om det kan ses i de sproglige variationsmønstre vi finder.
Kan vi finde det typiske for hans nuværende status som midaldrende
mandlig middelklasse (akademiker) i slutstilling (det var han nemlig
allerede i 1987) og/eller kan vi (også) se de særtræk som stammer fra
hans særlige historie?
Vi har to sproglige variable som datagrundlag, det såkaldt flade
a (Gregersen 2009, 2009a, 2011, Gregersen, Maegaard og Pharao
2009), dvs. en fonetisk variabel, og en leksikalsk semantisk variabel,
nemlig kategorien bandeord (Rathje 2010). Vi arbejder med de tre
ovenfor nævnte optagelser som råmateriale, men udbygger med en
såkaldt diskurskontekstanalyse af optagelserne, dvs. en analyse
som klassificerer data i seks dimensioner: samtaletype, interaktion,
makrotalehandling, genre, aktivitetstype og udsigelse (se Gregersen,
Beck Nielsen og Thøgersen 2009, Gregersen og Barner-Rasmussen
2011, Ag og Skovbjerg Sørensen fthc.). Særlig opmærksomhed vil vi
vie genreanalysen – derfor omtales den nærmere nu.
158
Individet i sproget
Genreanalysen
Inden for genrer vil vi i artiklen se nærmere på variationer inden for
følgende seks typer:
• Narrativer (Gna) er karakteriseret ved at de handler om et
selvoplevet handlingsforløb der fortælles kronologisk,
fremstilles som fortælleværdigt og ledsages af en evaluering.
• Specifikke redegørelser (Gsr) omfatter redegørelser for et
selvoplevet, konkret forløb.
• Generelle redegørelser (Ggr) er beskrivelser af genkommende
begivenheder eller rutiner.
Disse tre genrer dækker tilsammen hvad der kan betegnes som det
narrative felt.
• Soap Box (Gsb) består af ét eller flere “politiske” udsagn som
fremføres som et alment synspunkt.
• Sladder og nedsættende omtale (Gsl) er karakteriseret ved at
ét eller flere træk ved en person eller gruppe beskrives og
tillægges en negativ vurdering.
• Refleksion (Gre) dækker tale om begivenheder der har påvirket
talerens liv, ledsaget af en evaluering af begivenhedens
betydning.
Ikke alt i en optagelse kan placeres i en genre. Genreplacering finder
kun sted når en passage opfylder kriterierne ovenfor. Der er derfor et
skel mellem det der findes i en genre og så de passager der er udenfor.
De sidste er de fleste.
Det såkaldt flade a
Allan K er som nævnt middelklassemand. Hvordan ser middelklassemændenes mønster ud for den fonetiske variabel AN, det flade
a? Det fremgår af Diagram 1.
159
Diagram 1: De 6 informanter som tilhører gruppen af MK-mænd i de to
optagelser (U1 (GL) og U2 (NY). Allan K er informant nr. 3, hans broder
informant nr. 2. Det flade a er den såkaldt ‘markerede variant’ i forhold til den
‘umarkerede’ mere åbne.
Dette er et billede af en heterogen gruppe. Tre mønstre er tydelige:
Informanterne nr. 1, 5 og 6 har ikke mange flade a’er i U1 og så godt
som ingen (1 og 5 har slet ingen) i U2. Informant nr. 4 har nøjagtig
lige stor andel af flade a’er nemlig ca. 20 % (temmelig mange faktisk)
i U1 og U2. Det tredie mønster er de to brødres. Både Allan K og hans
broder har pænt store stigninger i virkelig tid, dvs. de har i modsætning
til resten af gruppen relativt flere flade a’er i U2 end i U1. Men de er
ikke ens, for i U1 har den yngste broder (informant 2) ikke videre
mange flade a’er, men det har Allan K. Han har relativt flest flade
a-kvaliteter i U1, men han har suverænt flest i U2. Han adskiller sig
således ikke bare fra gruppen, men også fra sin broder, så en simpel
læggen vægt på brødrenes baggrund i en arbejderklassefamilie giver
ikke nogen forklaring. Et endnu mere udfordrende spørgsmål er hvorfor
baggrunden ikke skulle slå igennem i U1 (Gregersen 2009:99f)? Hvis
det var faderens indflydelse der viste sig i de relativt mange flade a’er,
hvorfor skulle det så stige med årene?
160
Individet i sproget
Og hvordan så med genrerne?
I et forsøg på at komme nærmere på hvad der adskiller Allan K fra de
andre MK-mænd, har vi udnyttet at netop Allan K er med i det såkaldt
eksplorative korpus. Dette delkorpus af Sprogforandringscentrets
efterhånden ganske omfattende korpus af optagelser som er annoteret
i diskurskontekstuel, grammatisk og fonetisk henseende, består af 20
optagelser som er udvalgt så variationen inden for det større korpus
mht. samtaletyper og feltmetoder dækkes bedst muligt. Samtidig er det
eksplorative korpus variantsat i fonetisk henseende (bl.a. netop mht.
det flade a (AN-variablen)) fra optagelsens begyndelse til den slutter.
Det betyder at samtlige korte (a)-lyd foran alveolær konsonant og nul
er aflyttet af to uafhængige aflyttere og derpå efterhørt, hvor disse var
uenige, af en tredje. Resultatet er at vi for Allan K’s vedkommende
har mulighed for at se sammenhænge mellem fx genre og brug af ANvariablens to muligheder, det flade og det lidt åbnere (‘normale’) korte
a, i løbet af de to længere samtaler, U1 intv. og U2 intv., og i U1 grp.
Resultatet fremgår af tabellerne 1-3. I disse tabeller er genrerne
forkortet som det fremgår af afsnittet ovenfor. Søjletitlen ‘fladt (a) %’
angiver antallet af flade a’er som en procentdel af samtlige mulige
inden for de passager som er blevet kategoriseret som tilhørende
den pågældende genre. Kolonnen med N angiver antallet af aflyttede
(a)’er:
Genre
Gna
Ggr
Gsr
Gsb
Gsl
Gre
I Genre
Uden for G
TOTAL
fladt (a) %
42 %
8%
30 %
44 %
33 %
44 %
30 %
28 %
29 %
N
26
34
53
23
3
9
148
458
606
Tabel 1. Allan K’s brug af flade a’er i de forskellige genrer i U1 intv. og i
passager som ikke tilhører nogen genre.
161
Genre
Gna
Ggr
Gsr
Gsb
Gsl
I Genre
Uden for G
TOTAL
fladt (a) %
26 %
20 %
23 %
23 %
24 %
25 %
26 %
25 %
N
118
25
13
31
33
220
272
492
Tabel 2. Allan K’s brug af flade a’er i de forskellige genrer i U1 grp. og i
Genre
Gna
Ggr
Gsr
Gsb
Gre
I Genre
Uden for G
TOTAL
fladt (a) %
30 %
40 %
31 %
33 %
31 %
34 %
28 %
29 %
N
54
70
35
42
13
214
593
807
Tabel 3. Allan K’s brug af flade a’er i de forskellige genrer i U2 intv. og i
Det fremgår af tabel 2 at gruppesamtalen viser et forbløffende jævnt
mønster. Der er ingen forskel på de forskellige genrers andel af flade
a’er, hvilket kunne bekræfte den ide der har været bærende for den
Thelander-Gumperzske feltmetode (jf. Gregersen 2009b:11) at et flertal af velkendte samtalepartnere ‘holder fast’ på informanten så han
eller hun taler ‘som han (eller hun) plejer’ – også selv om der er en
feltarbejder til stede under optagelsen. I den forstand er gruppesamtalen
et værdifuldt korrektiv til de sociolingvistiske interviews som vi ser
resultater fra i tabellerne 1 og 3.
162
Individet i sproget
Samtidig er det jo ikke sådan at samtaleformen i sociolingvistiske
interviews er ukendt eller for den sags skyld sjælden; vi deltager ganske
ofte i samtaler med andre end vores nærmeste. På den baggrund er
genrespredningen i Tabellerne 1 og 3 interessant. Særlig er tallene for
Generel redegørelse (Ggr) bemærkelsesværdige. I Tabel 1 er andelen
af flade a’er ekstremt lav i Ggr, både i forhold til det narrative felt (som
således ikke udgør en enhed) og i forhold til alle andre passager, hvad
enten disse tilhører andre genrer eller ligger uden for. Og bemærk at
det ikke er fordi der er påfaldende få a’er i netop denne genre i netop
dette interview; det fremgår af antalsangivelsen i sidste kolonne.
Men i Tabel 3, 19 år senere, er andelen af flade a’er højere i Ggr
end i resten af det narrative felt og i alle andre passager i øvrigt hvad
enten de er inden for eller uden for en genre. Der er med andre ord
sket en højsignifikant udvikling af forholdet mellem flade a’er og Ggr
i Allan K’s livstid. Er det et faktum om ham eller er det generelt? Vi
kan sammenligne med tallene for hele den generation af informanter
fra København som Allan K tilhører, jf. Tabel 4.
datasæt
Bysoc 1
U1
Bysoc 1
U2
NARRATIVER
GENEREL
REDEGØRELSE
SPECIFIK
REDEGØRELSE
UDEN FOR
GENRER
fladt (a)%
fladt (a) %
fladt (a)%
fladt (a) %
N
N
N
4%
57
10 %
128
10 %
161
9%
12 %
41
10 %
123
11 %
106
9%
Tabel 4. Andelen af flade a’er i de tre genrer der tilhører det narrative felt
for alle informanter fra generation 1 i København (Bysoc 1), den generation
Allan K tilhører. Både U1 og U2.
Det fremgår af Tabel 4 at dette er noget der er helt specielt for Allan K.
Ikke alene er andelen af flade a’er generelt set væsentlig lavere, der er
samtidig nøjagtig den samme andel af flade a’er i U1 og U2. Hvis vi
skal nærme os en forklaring, skal vi derfor afklare hvilken status Ggr
har i de to interviews Allan K deltager i, og sammenholde det med
eventuelle ændringer i hans anvendelse af netop denne genre uden
for samtaler af typen sociolingvistiske interviews. En mulighed er at
se på om Ggr kunne være opfattet som en didaktisk genre. Hvis det
163
er tilfældet, skulle skiftet i Ggr kunne knyttes sammen med forskelle
i opfattelsen af lærergerningen i 1987 og 2006. Eller måske har Allan
K’s opfattelse af selve genren Ggr ændret sig?
Det må stå som hypoteser til de videre undersøgelser. I
mellemtiden kan vi gå til den anden udvalgte (type af) variabel.
Bandeord.
Bandeord som leksikalsk semantisk variabel
Et karakteristisk træk ved vores informant, Allan K, er at han bander
meget. Interessant er det at der kan ses et mønster i hvornår han typisk
bander, i forhold til interviewtype, de introducerede genrer samt interaktionsstrukturer.
I enkeltinterviewet fra 1987 bander Allan K væsentligt mindre
end i interviewet fra 2006; i 1987 er 0,87 % af informantens ord bandeord, i 2006 er det 1,19 %. Til gengæld bander han næsten lige så
meget i gruppeinterviewet fra 1987 som han gør i 2006, nemlig 1,13
%.
I alle tre optagelser er det primært sgu han bruger, men også
fanden og fandeme er forholdsvis frekvente. Desuden forekommer
edderhuggeme, eddermame, fandenedeme, fandmer (3 gange og kun
i U2 intv), guddødeme, kraftedeme, satan og sateme enkelte gange.
Også fuck bruger han en enkelt gang i enkeltinterviewet fra 2006, men
kun i sin omtale af de unges sprog; dermed afviger han altså ikke fra
det man kunne forvente ud fra Rathjes (2010:152) undersøgelser som
viser at det alene er de unge generationer der siger fuck. I det hele taget
er der ikke stor variation i Allan K’s brug af bandeord – i 2006 er det
stadig sgu og fanden han siger – ligesom det var i 1987!
I forhold til interviewtype er det bemærkelsesværdigt at Allan
K bruger signifikant færre bandeord i det første kvarter af interviewet
end i det andet kvarter. I gruppesamtalen, hvor informanten kender de
tilstedeværende rigtig godt (med undtagelse af intervieweren), er der
derimod ingen væsentlig stigning i antallet af bandeord fra det første
til det andet kvarter af samtalen. Det understøtter et af resultaterne af
(a)-analysen. Gruppesamtalen forløber anderledes og kan formentlig
kategoriseres som en helt anden samtaletype, eller speech event, end
de to interviews.
164
Individet i sproget
Samtaleparterne må tilskrives betydning: Når Allan K er i
selskab med nogen han kender rigtig godt, holder han ikke bandeordene
tilbage; til gengæld holder han igen i begyndelsen af en samtale når han
ikke kender samtalepartneren på forhånd. Det synes ikke urimeligt at
antage at Allan K reducerer sit “bandeordsforbrug” i situationer hvor
han føler han skal være høflig, men når han først er inde i en samtale,
lader det til at have mindre at sige hvem han taler med. Dog har emnet
betydning som vi skal se i det følgende.
Der er forskel mellem genrerne mht. andel af bandeord. I diagram 2 kan man se hvor stor en andel af de forskellige genrer han
bander i. Eksempelvis bander Allan K én eller flere gange i samtlige
de narrativer han leverer i enkeltinterviewet fra 1987, men kun i 85
% af narrativerne i gruppesamtalen fra samme år. Det fremgår også at
når der er refleksion i en optagelse, så er der også mindst ét bandeord
i passagen.
Diagram 2: Andelen af genrer med mindst ét bandeord i de tre optagelser.
Diagram 2 viser endvidere noget om det narrative felt. Allan K bander
i væsentlig færre af de specifikke og generelle redegørelser end i
narrativer; især ligger de specifikke redegørelser fra interviewet fra
2006 meget lavt. Det fremgår også at informanten hyppigt bruger
bandeord når han ytrer holdninger (soap box) hvorimod bandeord ikke
165
er typisk for hans kategori ‘sladder eller nedsættende omtale’, som dog
også kun forekommer i gruppesamtalen hvor han deler omgangskreds
med dem han snakker med.
I diskurskontekstanalysen indgår en analyse af de interaktionsstrukturer
som anvendes i optagelserne. Af disse interaktionsstrukturer er særligt
‘monologer’ og ‘passager uden styring’ interessante. ‘Monologer’
er kendetegnet ved at taleren styrer, og evt. også selv tager initiativ
til hvad der tales om, og siger mindst 100 ord uden at andre har
indflydelse på talens retning og indhold. ‘Passager uden styring’ er
derimod kendetegnet ved at ingen af talerne styrer væsentlig mere end
den anden, men derimod samarbejder om et fælles fokus i mindst tre
turpar.
I diagram 3 kan man se hvor stor en andel af de passager der
rubriceres under de forskellige interaktionsstrukturer Allan K bander
i. Fx fremgår det at af alle Allan K’s monologer i gruppesamtalen fra
1987 bander han én eller flere gange i 90 % hvorimod han kun bander
i 68 % af passager uden styring. Her er der åbenbart tale om en forskel
i virkelig tid, for de to optagelser fra 1987 adskiller sig fundamentalt
fra den fra 2006 hvor forskellen er minimal. Til gengæld bander Allan
K mere i 2006.
Andelen af interaktionsstrukturer hvori Allan K bander
100%
90%
90%
89%
82%
80%
70%
68%
77%
64%
60%
Monologer
50%
Passager uden
styring
40%
30%
20%
10%
0%
Gruppesamtale1987
Enkeltinterview 1987
Enkeltinterview 2006
Diagram 3: Andelen af interaktionsstrukturer med mindst ét bandeord i de
tre optagelser.
166
Individet i sproget
Vi har også i diskurskontekstanalysen taget stilling til om der er skift
i udsigelse. Ved at optælle hvor hyppigt det forekommer at Allan
K skifter udsigelse når han bander, kan det afgøres om han typisk
bander når han citerer eller imiterer andre, og dermed altså tilskriver
andre de bandeord han bruger1: I gruppesamtalen fra 1987 er der 96
udsigelsesskift hvoraf der bandes i 12,5 %. I enkeltinterviewet fra
samme år er der bandeord i 19,5 % af de 87 udsigelsesskift. Og i 2006
inkluderer 30,4 % af de 56 udsigelsesskift bandeord; det skal bemærkes
at der som nævnt generelt bruges flere bandeord i dette interview. Det
lader altså ikke til at være tilfældet at Allan K bander mere når han
citerer eller imiterer andre – tværtimod. Langt de fleste bandeord står
for Allan K’s egen regning.
Allan K’s sprogbrug lever op til det forventede – næsten
Flere undersøgelser viser at mænd bander mere end kvinder (jf. Rathje
2010). Allan K er født i 1952. I det nyeste interview (fra 2006) må han
dermed betegnes som ‘midaldrende’. Flere undersøgelser afkræfter
fordommen om at unge skulle bande mere end midaldrende og ældre.
Til gengæld viser undersøgelserne at unge og ældre typisk bruger forskellige bandeord. Fx siger Allan K som nævnt kun fuck en enkelt
gang, og her er det med eksplicit henvisning til de unges sprogbrug.
Således er dette ord ikke en del af Allan K’s eget ordforråd.
Rathjes undersøgelse (2010) er bygget på generationsbegrebet.
Der indgår tre generationer: unge, midaldrende og ældre. Rathjes
(2010:153ff) undersøgelse viser at midaldrende bander mere når de
taler med jævnaldrende, og særlig når de taler med unge, end når de
taler med ældre. Allan K taler ikke i nogen af interviewene med en
feltarbejder fra en ældre generation. Han er nogenlunde jævnaldrende
med interviewerne fra både 1987 og 2006 (hhv. seks år ældre og tre år
yngre end feltarbejderne). Igen passer resultatet her fuldstændig med
Rathjes.
En af de talervariable som karakteriserer Allan K, og som
umiddelbart synes at tale imod at han skulle bande så meget som han
1
Analysen af hvornår der er udsigelsesskift, er baseret på udskriften af interviewet.
167
faktisk gør, er at han er fra middelklassen og har en videregående
uddannelse. Undersøgelser (jf. Rathje 2010:144-145) viser at brug af
bandeord er mest udbredt blandt folk fra en lav socialklasse og med et
lavt uddannelsesniveau. Allan K afviger altså her fra det forventede.
Forklaringen kunne jo være at han kommer fra et arbejderklassehjem
og derfor i en vis forstand er mønsterbryder. Måske identificerer han
sig snarere med arbejderklassen end med folk i middelklassen? Man
kan ikke vide om han er bevidst om at hans sprogbrug minder mere om
arbejderklassens end middelklassens, men det at han holder igen med
bandeordene i begyndelsen af en samtale med en fremmed, kunne tyde
på at han, bevidst eller ubevidst, kan kontrollere sit bandeordsforbrug,
så det tilpasses situationsdefinitionen. Det kunne fx være interessant
at undersøge hvordan Allan K taler i forskellige arbejdsrelaterede
situationer. Men det ville være en helt ny undersøgelse – som vi
forhåbentlig kan vende tilbage til om nogle år.
Afslutning
Vi har fulgt Allan K gennem to sproglige områder, et fonetisk og et
semantisk. Ingen af de to prøveboringer foregiver at resultere i andet
end en håndfuld materiale til den mosaik som et sociolingvistisk
portræt altid må være. Det afgørende er at det ikke alene er de klassiske
sociologiske karakteristika, talervariablene, der afgør hvordan individer
taler. Hvert individ har sit eget mønster som kan følge, eller afvige fra,
det forventede ud fra de talervariable der nok karakteriserer, men altså
ikke udtømmer det.
Litteratur
Ag, Astrid & Randi Skovbjerg Sørensen (2011) uden titel, ms om diskurskontekstanalyse og generationsforskelle, Forthcoming.
Gregersen, Frans (2009) To brødre – to søstre. I mund og bog. 25 artikler om
sprog tilegnet Inge Lise Pedersen på 70-årsdagen d. 5. juni 2009. Hovmark,
Sletten og Gudiksen (red.). København: Afdeling for Dialektforskning,
Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet:87-102.
168
Individet i sproget
(2009a) Hvad ved vi – om det såkaldt “flade” a? Sprogvidenskab i glimt.
70 tekster om sprog i teori og praksis. Farø, Holsting, Larsen, Mogensen
og Vinther (red.). Odense: Syddansk Universitetsforlag:17-25.
(2009b) The Data and Design of the LANCHART Study. Acta Linguistica
Hafniensia 41:3-29.
Gregersen, Frans og Inge Lise Pedersen (red.) (1991) The Copenhagen Study
in Urban Sociolinguistics. Part one. (Institut for dansk Dialektforsknings
publikationer, Serie A nr.30). København: C.A.Reitzel.
Gregersen, Frans, Søren Beck Nielsen og Jacob Thøgersen (2009) Stepping
into the same river twice: on the discourse context analysis in the
LANCHART project. Acta Linguistica Hafniensia 41:30-63.
Gregersen, Frans, Marie Maegaard og Nicolai Pharao (2009) The long and
short of (æ)- variation in Danish – a panel study of short (æ)-variants in
Danish in real time. Acta Linguistica Hafniensia 41:64-82.
Gregersen, Frans og Michael Barner-Rasmussen (2011) The Logic of
comparability: On genres and phonetic variation in a project on language
change in real time. Corpus Linguistics and Linguistic Theory 7/1:7-36.
Holmberg, Henrik (1991) The sociophonetics of some vowel variables in
Copenhagen Speech. Gregersen and Pedersen (eds.): The Copenhagen
Study in Urban Sociolinguistics. Part one. (Institut for dansk Dialektforsknings publikationer, Serie A nr.30). København: C.A.Reitzel:107-239.
Rathje, Marianne (2010) Generationssprog. Dansk Sprognævns skrifter 43.
København: Dansk Sprognævn.
169
170
Tunge led i forfelt og ekstraposition
– et fænomen i dansk talesprogsgrammatik
Magnus G.T. Hamann, Simon Bierring Lange og Karen Kiil Brøcker
Aarhus Universitet
Udvidet resume
1. Introduktion
Denne undersøgelse er blevet til i forbindelse med et projekt på
Afdeling for Lingivistik på Aarhus Universitet søsat af Jakob
Steensig. Projektet hedder DanTIN (Danish talk-in-interaction) og har
dansk talesprog som fokus. Det er målet med projektet at udarbejde
en talesprogsbaseret grammatik. Talesprogets regler adskiller sig på
mange punkter fra skriftsprogets regler. Alligevel behandles dansk
grammatik som ét fænomen med skriftsproget som model (for en
grundig gennemgang af denne problemstilling, se Linell 2005).
Denne undersøgelse behandler et område, hvor der gælder forskellige
grammatiske regler for skriftsproget hhv. talesproget. I både taleog skriftsproget kan sprogbrugere trække elementer, de ønsker at
tage udgangspunkt i, frem forrest i sætningen. Det er også muligt
at indskyde en kopi af et tungt led mellem selve leddet og resten af
sætningen (Christensen & Christensen 2005). I skriftsproget er det
mest almindeligt, at tunge led forekommer i forfeltet uden kopi. I
talesprog forekommer der imidlertid hyppigt en kopi i forfeltet, mens
det tunge led står i ekstraposition. Denne undersøgelses hypotese er,
at “tunge led kun forekommer i forfelt i dansk samtalesprog i særlige
situationer”. Tunge led blev i undersøgelsen defineret som “alle
syntagmer, der er større end pronominer og småadverbier.”
171
Undersøgelsen baserer sig på en syntaktisk distributionsanalyse, der
er foretaget på baggrund af et samtalesprogskorpus på 452 eksempler
på tunge led i forfelt og ekstraposition. Resultaterne fra denne
undersøgelse støtter hypotesen om, at tunge led kun i særlige situationer
forekommer i selve forfeltet i dansk talesprog. Dette underbygges af
tre observationer:
1) alle typer af led kan stå i ekstraposition med en kopi i forfeltet,
mens dette ikke gør sig gældende for forfeltet,
2) syntaktisk komplekse led lader til at forekomme overvejende i
ekstraposition,
3) for at nominalsyntagmer forekommer direkte i forfeltet, skal de
være tidligere nævnt i samtalen, eller givet af den situationelle
kontekst.
Undersøgelsen består af en syntaktisk distributionsanalyse samt
en analyse af datasættets nominalsyntagmer, der påviser, at informationstunge nominaler optræder i ekstraposition med en kopi i
forfeltet i dansk talesprog, medmindre de er tidligere nævnt i samtalen
eller er givet ud fra den situationelle kontekst. Dette træk adskiller sig
fra den tendens i dansk skriftsprog, hvor informationstunge nominaler
normalt vil stå i forfeltet uden kopi.
2. Distributionsanalyse
Vores data bestod af i alt 25 samtaler, som i alt varer 2 timer 57 minutter.
Samtalerne varierer på flere aspekter: antallet af deltagere, om de
foregår i dagligdags eller institutionelle settings, om de foregår vis-avis eller over telefonen, samtaledeltagernes alder, etc. Denne diversitet
er med til at styrke datasættet som grundlag for en undersøgelse af
talesprogsgrammatik.
Selve analysen bestod i at gennemgå alle sætninger i data, for at
kortlægge distributionen af forskellige syntagmer i henholdsvis forfelt
og ekstraposition. Langt de fleste forfelter var udfyldt af lette led. Vi
172
Tunge led i forfelt og ekstraposition ...
foretog ikke en optælling af, hvor mange sætninger, der havde lette
led i forfeltet, men en klart overvejende del af forfelterne var udfyldt
af lette led som pronominer eller småadverbier. Et estimat dannet
på baggrund af de første syv samtaler er, at tunge led i forfelt eller
ekstraposition udgør et sted mellem 5-10 % af det samlede antal
sætninger.
Resultatet af vores distributionsanalyse fremgår af figur 1:
Typer af led
Tungt led i
forfelt
Tungt led i
ekstraposition
Adverbiel ledsætning
2
85
Genstandsledsætning
1
6
Helsætning
9
Infinitivsyntagme
1
2
Nominalsyntagme
145
140
Præpositionssyntagme
15
16
Adverbium
12
18
Ialt:
176
276
Figur 1. Antal forekomster af forskellige typer led i forfelt og ekstraposition.
Overordnet kan det noteres, at tunge led generelt hyppigst optræder
i ekstraposition med en kopi i forfeltet. Derudover er det tydeligt, at
distributionen varierer en del på tværs af syntagmetyper. Helsætninger
optræder i data kun i ekstraposition, men er et relativt sjældent led
med kun 9 forekomster i alt. Ledsætninger står klart hyppigst i
ekstraposition, hvorimod præpositionssyntagmer, infinitivsyntagmer
og nominalsyntagmer optræder omtrent lige hyppigt i begge positioner. Figur 2 grupperer syntagmerne mht. deres distribution:
173
Kun i
ekstraposition
Helsætninger
Hyppigst i
ekstraposition
Omtrent lige
hyppigt i begge
positioner
Hyppigst i
forfelt
Ledsætninger
Adverbier
Præpositionssyntagmer
Infinitivsyntagmer
Nominalsyntagmer
–
Figur 2. Syntagmernes distribution grupperet efter hyppighed
Overordnet set kan distributionen af tunge led godt passe med hypotesen om, at tunge led kun forekommer i selve forfeltet under bestemte
betingelser. Ledsætningssyntagmernes distribution passer godt med
hypotesen om, at tunge led kun forekommer i forfelt under specielle
betingelser, da disse syntagmer optræder så sjældent i forfeltet i data, at
det med rimelighed kan karakteriseres som marginaltilfælde. Derimod
passer distributionen af præpositionssyntagmerne, infinitivsyntagmerne og nominalsyntagmerne, samt adverbierne ikke så godt med
hypotesen. På grund af relativt få forekomster kunne vi ikke drage
konklusioner mht. infinitivsyntagmerne. Præpositionssyntagmernes
og adverbiernes distribution så ud til typisk at være betinget af deres
tyngde. Simple adverbier var typisk placeret i forfeltet, mens de
tungere (mht. antallet af morfemer) præpositionssyntagmer typisk var
placeret i ekstraposition. I den videre analyse havde vi specielt fokus
på nominalsyntagmernes distribution, da denne gruppe var den klart
mest almindelige type syntagme i både forfelt og ekstraposition. De
forskellige nominalsyntagmer i vores korpus blev gennemgået, for at
afdække systematiske grupperinger syntagmerne imellem. Ligesom
de andre syntagmer tenderede nominalsyntagmerne mod at stå i
ekstraposition, jo tungere de blev. Ydermere viste syntagmerne en klar
gruppering efter to andre faktorer: alle nominalsyntagmer, der stod i
forfeltet, havde enten været nævnt tidligere i samtalen, eller fremgik af
den situationelle kontekst. Den situationelle kontekst skal her forstås
både som elementer, der er til stede i den ekstralingvistiske kontekst,
samtalen udfolder sig i, samt referenter, der er blevet aktiveret i
174
Tunge led i forfelt og ekstraposition ...
forbindelse med de scenarier, forstået som stereotype konfigurationer
af aktører og procedurer (Sanford & Garrod 1981), der er aktive i
samtalen.
3. Konklusion
Konklusionen på baggrund af data er, at tunge led kun forekommer
i særlige tilfælde i forfeltet i dansk talesprog. De særlige tilfælde for
nominalsyntagmer er, at de er:
1) tidligere nævnt i samtalen, eller
2) givet af den situationelle kontekst
Derudover lader der til at være en tendens til, at jo tungere et givent led
er, jo oftere bliver det placeret i ekstraposition. Videre undersøgelser
må forsøge at afdække mere præcist, hvad der betinger valget af
konstruktion for sprogbrugerne mht. andre syntagmetyper end
nominalsyntagmerne.
Litteratur
Christensen, R.Z. & L. Christensen (2005) Dansk grammatik. Odense: Syddansk universitetsforlag.
Linell, Per (2005) The written language bias in linguistics: its nature, origins
and transformations. New York: Routledge.
Sanford, A.J. & S.C. Garrod (1981) Understanding written language: Explorations of comprehension beyond the sentence. Chichester, England: John
Wiley and Sons.
175
176
– Dementes sprog i et syntaktisk, semantisk og pragmatisk
perspektiv
Simone Haréll og Mette Vinum Jensen
Stud. ved Aarhus Universitet
Til vores foredrag ved MUDS konferencen i oktober introducerede
vi et forskningsprojekt om dementes sprog. Denne artikel vil vi
bruge til at uddybe de resultater, vi kom frem til. Vores projekt var
et pilotprojekt, og med dette vil vi gerne give et indblik i, hvor
spændende, givende og ikke mindst vigtigt det er at arbejde med
netop dette emne, der efter vores orientering ikke er særlig godt
belyst. Motivationen bag projektet var styret af vores interesse
for sprogvidenskab, og sprogvidenskabens mulighed for at vise
kognitive resultater. Mens vi skrev opgaven, arbejdede vi begge
to på plejehjem, og vi oplevede talrige situationer med eksempler
på dårlig eller mislykket kommunikation mellem demente og
deres pårørende, deres plejere og deres medbeboere. Så med et
spinkelt håb om at kunne finde frem til en løsning eller lempelse
af (og i første omgang nok bare en forståelse for) de sproglige
kommunikationsvanskeligheder, der opstår hos demente, satte vi
vores spæde skridt i sprogforskningsverdenen …
Formålet med rapporten er, at belyse forskelle mellem demente og
ikke-dementes verbale sprog. Dette gør vi ved først at undersøge
defekter i den syntaktiske formbevidsthed og derefter at undersøge om
evt. manglende formbevidsthed hænger sammen med det sproglige
indhold.
177
Metode
Som grundlag for analysen af dementes syntaks har vi placeret 5
demente kvinder med diagnosen alzheimers sammen og ladet dem
snakke med hinanden, så de kan udtrykke lange sætningspassager
uden afbrydelser. Datasættet omfatter fire normalsiders transskriberet
materiale. Som grundlag for den semantiske del har vi lavet ét langt
interview med alzheimerpatienten Jytte. Datasættet hertil omfatter 25
sider (spørgsmål + svar) transskriberet materiale. Det giver selvfølgelig
ikke et nøjagtigt billede af dementes sprog, men det viser til gengæld
en række tydelige tendenser.1 Som sammenligningsgrundlag har vi
anvendt en ikke-dement kvinde på 82 år. Hendes datasæt består af 1,5
normalsiders transskriberet materiale.
1. Formsprogets tendenser i dementes sprog
Der er især to tendenser i dementes syntaks, der kræver særlig
opmærksomhed. Det er de samme tendenser som Elisabeth Hansen
(Syntaksen i børnesprog, 1975) finder i børnesprog:
1. Informationsfordelingstendensen, som viser hvor stor mængde information hver helsætning har. Desuden viser en informationsfordelingsanalyse, hvordan det semantiske indhold fordeler sig i
sætningsstrukturen (såkaldt opløsningstendens).
2. Centrifugaltendensen, som viser hvordan de syntaktiske elementer
placerer sig i helsætningen.
1.1 Helsætningslængde og spredt information
Vores undersøgelse viste, hvordan dementes sætninger udtrykker
en simpel sætningsstruktur. For at give et billede på denne tendens,
har vi foretaget en systematisk grammatisk feltanalyse af de
selvstændige sætningsperioder, og det har vist sig at give en nøjagtig
talmæssig beskrivelse af den syntaktiske niveauforskel omkring
informationsfordelingen på henholdsvis en dement og en ikkedement.
1
I en optimal undersøgelse må man inddrage flere analysepersoner så grundlaget for konklusionen bliver større, og måske kan man med fordel dele dem op alt efter, hvor langt henne de
er i deres sygdomsforløb, så man ikke kæmmer alle demente over en kam. For vores undersøgelse viste også, at der var stor forskel på, hvor meget de enkelte analysepersoner ville og
kunne sige.
178
Ved en sætningsfordelingsanalyse kan vi få et indtryk af, hvordan
informationer i dementes sprog er opløst og spredt ud over flere
syntaktiske dele. Dementes helsætninger er i gennemsnit kortere end
ikke-dementes. Den gennemsnitlige helsætningslængde hos demente
er 3,97 ord pr. helsætning, hvorimod en ikke-dement har 8,8 ord pr.
helsætning.
Dement sætning: Det havde vi ikke. Vi var fattige. Jeg kan ikke huske
mere.
Ikke-dement sætning: Og vi fik middag henne i vores forsamlingshus,
som også lå i den by, hvor jeg er fra
Ifølge Elisabeth Hansen må et idealt sprog ikke indeholde for mange
ord med for mange indlejrede ledsætninger, men heller ikke for mange
korte opbremsende sætninger. (Hansen, 1993:34) Ikke-demente gør
helsætningerne længere, fordi de for det første bruger flere ledsætninger
og for det andet gør sproget kohærent med flere sammenbindende
konjunktioner.
Demente formår ikke at beherske lige så komplekse sætningsstrukturer,
som den ikke-demente gør. Dermed får den demente sværere ved at
kommunikere indholdsrig information.
Ledsætningsforhold
Vi har undersøgt ledsætningskoefficienten2 hos demente, og den
viser, hvordan en semantisk periode er fordelt over syntaktiske
enheder. Det er tydeligt, at en ikke-dement behersker større syntaktisk
formbevidsthed end de demente analysepersoner. Den ikke-demente
formår at anvende ledsætningens komplekse struktur. Det viser sig, at
demente taler i små bidder uden ledsætningsstrukturer, og det betyder
for sammenhængens skyld, at de bliver nødt til at gentage visse ord og
ordforbindelser. Den ikke-dementes sætningsstruktur har en bredere
repræsentation af ledsætningstyper og dermed også en mere avanceret
sætningskonstruktion, der gør informationsfordelingen mere kompleks. Som regel bruger de demente meget få ledsætninger, og de få
2
Ledsætningskoefficienten viser forholdet mellem antallet af ledsætninger og helsætninger
179
der er, er ofte type 1. Informationsfordelingen viser dermed et mønster
af syntaktisk niveauforskel på en dement og en ikke-dement. Det
er tydeligt, at den stigende opløsningstendens hos demente hænger
sammen med deres manglende hukommelse. De kan ikke altid placere
det semantiske indhold i de forskellige sætningsfelter, og det skaber en
simpel sætningskonstruktion:
Det kan du slet ikke fatte. Det skal i ikke høre om. Det kan i ikke læse
alligevel. Det skal man være med til
Det er bemærkelsesværdigt, at den demente i stedet for at lave ledsætningsstruktur, benytter det samme subjekt gennem hele sætningsindholdet. Hun behersker ikke evnen til at introducere nye
tekstreferenter (jf. afsnittet om deiksis). I stedet anvender hun pronomenet det, som fører tilbage til en hel sætning eller en sætningspassage, og knytter dermed det foregående til det nye.
Konsekvensen af opløsningstendensen hos de demente er,
at helsætningerne kommer til at indeholde en mindre informationsmængde. I eksemplet opløses det semantiske indhold i 4 korte
syntaktiske enheder, og det medfører, at betydningsindholdet inden
for de enkelte helsætninger reduceres for logisk sammenhæng. Der
er dermed en tydelig sammenhæng mellem sætningsstrukturens
kompleksitet, opløsningstendens, helsætningens længde, ledsætningskoefficient og ledsætningsdybde. Tilsammen danner de et mønster,
der viser, at dementes sætningsstruktur i gennemsnit er mere simpel
end en ikke-dements sætningsstruktur.
1.2 Centrifugaltendens
Demente har en tendens til at placere de betydningsbærende led i
sætningens yderkanter. Det er et udtryk for centrifugaltendensen, der
viser en bestemt fordeling af information i sætningens felter. Hos
de demente har vi observeret at vægten typisk forskyder sig bagud,
hvorfor der opstår tunge slutfelter. Særlig kommer det til udtryk ved,
at forfelt og det finitte verbums felt indeholder små og lette led, mens
slutfeltet indeholder længere og tungere led. I visse tilfælde ser vi også
en forskydning forud. Det vil sige, at der oprettes et ekstrapositioneret
forfelt foran forfeltspladsen. Heri er det betydningsmæssigt tunge
180
led placeret, hvorefter det igen bliver genoptaget på forfeltspladsen,
oftest som et pronomen. En sådan bevægelse ud mod sætningens
yderkanter gør, at sætningen udtyndes på midten. Centrifugaltendensen
modvirker altså sætningens ligevægt. Denne uligevægtighed viste sig
også tydeligt, da vi regnede på helsætningsfelters udnyttelsesgrad. De
demente udnytter i gennemsnit 4 felter pr. helsætning, mens den ikkedemente i gennemsnit udnytter knap 5 felter pr. helsætning.3 Da vi
betragtede de enkelte sætningsfelter hver for sig, kunne vi ligeledes se,
at den ikke-demente var i stand til at inddrage flere af helsætningens
felter, end de demente var. Forskellen på de to beregninger ligger
særdeles i de dementes manglende udnyttelse af subjekts- og
centraladverbialspladsen. Hvor den ikke-demente i halvdelen af sine
sætninger benytter sig af centraladverbialer, er tallet hos de demente
kun ca. en tredje del. Lidt mindre er forskellen, hvis man betragter
subjektspladsen. Det er disse fænomener vi i det følgende vil vi belyse
ved at slå ned på de karakteristiske felter i helsætningsskemaet, der er
af særlig betydning i en syntaktisk sproganalyse.
Forfelt, Subjekt- og centraladverbialpladsen
Forfeltets udnyttelsesgrad varierer ikke så meget, som vi havde regnet med, fra de demente til den ikke-demente. Udnyttelsesgraden
fortæller os derfor ikke noget om den sproglige bevidsthed, men det
gør indholdet deraf derimod.
Et varierende indhold i forfeltet vil bidrage til, at man undgår
ensartede sætninger. Ved hjælp af forfeltet kan man nemlig fremhæve
og modstille led, skabe overgange og antyde sammenhænge. Dette
giver udslag i, at svage sprogbrugere ofte kun benytter forfeltets
variationsmuligheder meget lidt. (Hansen, 1973:85-91) Det er også
tilfældet hos de demente. Forfeltet består hos dem i knap 70 % af
3
vi har brugt følgende helsætningsskema efter Diderichsen med 7 felter:
K
F
v
N
a
V
N+A
konjunktion
Forfelt
finit
verbum
Subjekt
adverbier
Infinit
verbum
Objekt
+adverbier og
prædikativer
Konjunktionsfeltet er normalt ikke en del af helsætningsskemaet, men vi har valgt at tilføje den
som ekstra kolonne, da meget af vores materiale (pga. talesproget) starter med en konjunktion.
181
tilfældene af subjekt eller et det eller der, der repræsenterer et foreløbigt
subjekt. Ofte bruger de også pronomener som vi og jeg, altså lette led.
De demente betegner ofte genstande uden at benævne dem eksplicit.
De bruger pronomener som en ramme, fordi de ofte ikke er i stand til
at fylde rammen ud.
Vi havde sig det dejligt i en familie. Det kan vi vist godt tillade sig. Vi
løb sådan rundt om aftenen.
Med overstående in mente kan vi dermed konkludere, at de dementes
sprog tenderer et mere abstrakte end præciserende niveau. Hos
den ikke-demente ser vi en indholdsmæssig større variation på
forfeltspladsen. Her anvendes kun subjekt i 55 % af tilfældene, og
vi ser derfor i langt flere tilfælde både adverbialer og objekter. Når
den ikke-demente placerer et subjekt i forfeltet, er vedkommende også
mere tilbøjelig til at bruge både substantiv og proprium og ikke blot
pronomener. Hvor den demente anvender 96 % pronomener, er tallet
hos den ikke-demente kun 84 %. Der kommer derfor flere eksempler
på betydningstunge led, som placeres i forfeltet. En sådan kompleksitet
formår de demente sjældent at inddrage i deres sprog, hvilket viser sig
ved at de netop ikke er i stand til at bruge forfeltet særlig varieret.
Udnyttelsesgraden af subjektpladsen hænger nøje sammen med
udnyttelsen af forfeltet. Grunden hertil er, at subjektet i en helsætning
kun har to placeringsmuligheder: forfelt(F) og subjektspladsen(s).
Udnyttelsen af subjektspladsen vil derfor reflektere, hvor mange
subjekter der er placeret i forfeltet. Procentudbytte for subjektets
udnyttelsesgrad hos de demente er derfor kun 30,9 %, hvorimod det
hos den ikke-demente er 46,9 %. De subjekter, der optræder hos de
demente, er i de fleste tilfælde igen pronomener og derfor lette led,
hvilket igen er med til at understrege centrifugaltendensen.
Vores beregninger af centraladverbialpladsens udnyttelsesgrad
viser også en tydelig forskel, da den ikke-demente udnytter pladsen i
halvdelen af sine sætninger, mens de demente kun formår at udnytte
den i lidt over en tredjedel af deres sætninger. I og med at de ikke
udnytter pladsen i lige så høj grad, øges den omtalte centrifugaltendens,
da det medfører en udtynding på sætningens midte. Igen her spejler
indholdet også de talmæssige beregninger. Den ikke-demente er i
182
stand til at variere sit adverbielle indhold i langt højere grad end de
demente er. Og ofte forskyder demente de tungere led, der normalvis
ville have optrådt på centraladverbialpladsen til sætningens slutning.
Som i eksemplerne nedenfor.4
men de er jo pensionister efterhånden
så de er jo holdt op med at arbejde mere eller mindre
2. Semantik: Den manglende forbindelse mellem udtryk og
indhold
Hos alzheimerpatienter kan det til tider være problematisk at opretholde balancen mellem udtryk og indhold. Dette kan enten være fordi,
de ikke sprogligt er i stand til at udtrykke ordet i fysisk forstand, eller
fordi deres indholdsside ganske enkelt er forsvundet. Balancen mellem
udtryk og indhold kommer særligt til syne ved en semantisk analyse
af deres sprog.
2.1 Semantisk tomme felter
I tilfælde hvor den demente ikke sprogligt kan forme sprogtegnets
udtryksside, er det ikke lig med, at demente ikke kender til dets
indhold. Ofte kan det bare være svært for dem at komme i tanke
om det rigtige udtryk på grund af deres hukommelsesproblemer. I
sådanne tilfælde kan vi hos vores demente analyseperson, Jytte (som
vi i de næste to afsnit koncentrerer os om), se en tendens til tøven,
selvafbrydelse eller ganske enkelt afbrud af selve samtalen. Man kan
tale om, at der i kommunikationsprocessen opstår semantisk tomme
felter. I de tilfælde hvor Jytte ikke opgiver kommunikationen, forsøger
hun at udfylde dem. Det gør hun på forskellige måder. Karakteristisk
for Jytte er, at hun enten forsøger at omformulere sætningen, så hun
ikke bliver konfronterede med det manglende udtryk, eller også selv
udarbejder et nyt ord eller en ny formulering, der kan sættes i stedet
for det tomme felt. De tomme pladser opstår oftest, hvor substantivet
4
Pilen peger hen til, hvor man normalt ville placere det adverbielle led, så sætningen ikke får
bagvægt.
183
skulle have været repræsenteret. Dette stemmer overens med, at det
netop er den ordgruppe, personer med demens først mister.
For at konkretisere ovenstående skal vi se på et eksempel med
Jytte, hvor hun netop ikke formår at opretholde balancen mellem
udtryk og indhold. I en samtale, hvor Simone og Jytte taler om Jyttes
mand John, som tidligere var pilot inden for militæret, spørger Simone
nærmere ind til, hvad det var, han styrede.
ja det var f:: (2.0) det var den der han fløj i – der var de to – to flyvere
deroppe i
Her er det tydeligt, at Jytte gerne vil fortælle, at John styrede flyvemaskinen, men hun kan ikke komme på det rigtige ord, hvorfor
hun først tøver. Dernæst omformulerer hun det manglende substantiv
til en relativ-ledsætning: den der han fløj i. Bagefter vil hun ligeså
fortælle, at de sad to piloter i flyvemaskinen, hvilket heller ikke
lykkes hende, hvorfor hun igen tøver, for derefter at bruge et
selvlavet ord. Hun tager verbet “at flyve” og gør det til stammen
for sit selvkreerede substantiv “en flyver” – ikke som et substantiv,
der knytter sig til flyvemaskine, men som et helt nyt ord, der hurtigt
passer ind i det tomme hul, hvor pilot skulle have stået. Hun har altså
en forståelsesramme for ordets betydning, nemlig at en pilot flyver,
men udtrykket mangler hun, og derfor fylder hun det ud med det
selvlavede ord.
2.2 Semantisk tomt indhold
I situationer hvor personer med demens ikke har problemer med
udtrykssiden men derimod med indholdssiden, altså referencen
til virkeligheden, kan man ikke på samme måde tale om semantisk
tomme felter. Her opstår nemlig ikke noget egentligt tomt felt, da
den demente ikke på samme måde er bevidst om det ukorrekte i sin
sproglige udfoldelse. Den demente taler ud i én køre. Fokuserer vi på
ordene, er de nok meningsgivende i sig selv, men fokuserer vi derimod
på sammenhængen, kan sætningen meget vel udmunde semantisk
meningsløshed. Vi kan altså, i stedet for at tale om semantiske tomme
felter, tale om et semantisk tomt indhold. Hos Jytte har vi ikke
observeret mange tilfælde af tale med et semantisk tomt indhold, men
184
enkelte passager kan dog fremhæves for at illustrere fænomenet. Jytte
bliver her spurgt, om hun kan fortælle noget fra sit bryllup, hvortil hun
svarer:
nej vi havde ikke et stort bryllup – nej vi blev gift sådan som vi blev
valgt ind – så blev vi gift efter hinanden – men vi havde ikke sådan
noget med at spise i lang tid – nej det havde vi ikke vi var fattige – og
det blev for meget bryllupskage – men vi var også glade for vi ikke
blev gift til sådan et bryllup (2.0) fordi vi havde fundet hinanden sådan
uden vi vidste det for meget
Som eksemplet tydeligt viser, har Jytte ikke problemer med at huske
det rigtige ord eller problemer med at udforme et sammenhængende
tekststykke. Men fokuserer vi på det semantiske indhold af passagen,
er der tydeligvis en ubalance mellem det sagte og dets forhold til
virkeligheden. Det lyder for os underligt, at de blev gift, sådan som de
blev valgt ind, og at det blev for meget bryllupskage. Hvad der sker
her er altså, at Jytte nok husker enkelte ord, som gift, bryllup, spise og
bryllupskage, men hun formår ikke at udforme en sætning, der kan
binde ordene sammen. Derfor siger hun en masse ord uden at være
klar over de semantiske konsekvenser. Ordene flyder sammen i en
tilfældig rækkefølge, hvorfor det endelige output er et sammenblandet
rod af ustrukturerede ord.
2.3 Betydningens dobbelte karakter
Ikke-demente personer vil i almindelig tale anvende sproget uden at
tænke videre over det. Vi danner automatisk betydningsfelter, ligesom
vi, for at præcisere visse ord, kan vælge ét synonym frem for et andet.
Det er ikke noget vi er bevidste om, fordi det i de fleste tilfælde
kommer helt umotiveret. (Kristensen, 1972:40) Hos demente er dette
dog en anden sag. Betydningsfelterne er hos Jytte karakteristiske, fordi
de hjælper hende med at samle ting, der hører sammen. Hun er altså
i stand til at koble ting sammen, så der dannes en forståelsesramme,
men hun er ikke altid i stand til at gennemskue ordenes værdi inde i
forståelsesrammen. Hun kan derfor meget nemt komme til bytte rundt
på pronomenerne han og hun, som ses i interviewet, hvor Jytte siger
om Mette: det er han dygtig til.
185
Ligeledes ser vi, at hun udskifter verbet høre med verbet fortælle,
når hun siger: han sad – jeg ved ikke om han sad ved siden af eller han
styrede for han ville aldrig høre om det. Her mener Jytte selvfølgelig,
at John aldrig ville fortælle om dengang, han var i militæret, men hun
kommer til at bruge den antonyme værdi af ordet.
3. Deiksis
Jytte perciperer og oplever omverdenen ud fra et subjektivt perspektiv.
Ved at pege på en genstand, peger hun fra sig selv og ud på genstanden.
Hvis den handling skal udføres verbalt, bruger hun pegeordene og
benytter sig af den deiksiske funktion. Deiksis betyder derfor at henvise
til genstande i ytringssituationen ved anvendelse af pegeord. Set med
lingvistisk optik er emnet interessant, fordi det betegner de størrelser,
der er identificerbare i kommunikationssituation. Det er netop disse
identificerbare sprogstørrelser, som demente har svært ved at udtrykke
med et klart sammenhængende udtryk. Den måde Jytte refererer til
omverdenen på er netop et studie af hendes deiktiske sprogkontrol, så
derfor har vi undersøgt hendes måde at anvende deiktiske elementer
i sproget.
3.1 Pronomener
I vores samtale med en Jytte er det bemærkelsesværdigt, at hun sjældent
refererer til en introduceret referent. Hendes brug af pronomener har et
selvstændigt indhold, som ikke henviser til noget kendt information.
De bliver brugt, når hun skal udfylde en plads på det syntaktiske
niveau, som hun af hukommelsesmæssige grunde ikke kan udfylde:
ja det var det der var mest rift om - ja – de andre tog vi bare når vi
kiggede – nå – så tager jeg det.
Når Jytte bruger det demonstrative pronomen eller en bestemt artikel,
er hun ikke interesseret i at angive en entitet, der er identificerbar for
modtager, netop fordi entiteten hverken er blevet præsenteret før,
eller er kendt i modtagers bevidsthed. Noget, der er kendetegnet ved
Jyttes sprog er, at hun anvender de demonstrative pronomener ved
anamnetisk brug. Hun forudsætter at vi har et fælles bekendtskab til det,
hun refererer til. Det demonstrative pronomen er med til at indikere, at
186
Jytte er i tvivl om sætningens individuelle glossar. Hun kan ikke sætte
udtryk på det, hun mener. Kommunikationssituationen er distanceret
fra konteksten, og det kræver en masse tolkningsarbejde at kode
hendes sprog. Jyttes brug af pronomener er dermed ikke udelukkende
et udtryk for mangel på identifikation af det, der refereres til, men også
et udtryk for manglende ordforråd. Det er ikke helt klart, hvorvidt
Jytte ikke er fortrolig med deiksismarkørens semantiske indhold, eller
om hun ikke er fortrolig med at udtrykke det semantiske indhold.
Men vores undersøgelser viser en tendens til, at hun er fortrolig med
indholdet, men at hendes manglende ordforråd gør det svært ved at
udtrykke det.
3.2 Personale deiksismarkører
I en samtale har afsender mulighed for at anvende de personale
deiksismarkører, så de kan udfylde andre roller end dem, de prototypisk
tilegnes. Det kræver et vist sprogligt overskud at gennemføre en
subjektiv udfyldning af de personale deiksismarkører. Hos demente
kan det være problematisk at anvende de dem til andet end det,
de prototypisk refererer til. Eksemplet neden for skal vise denne
tendens:
S: Har vi ikke en flot udsigt fra vinduet?
J: Bor du da også her?
S har mulighed for at lade pronomenerne udfylde andre roller, end
den grundformen indeholder. Derfor kan det grammatiske systems
grundlæggende leksikalske betydning variere i den talte ytring. Det
viser imidlertid, at Jytte ikke forstår denne variation, men udelukkende
hæfter sig ved pronomenets grundbetydning. For Jytte eksisterer
pronomenet vi udelukkende som en erstatning for dig og mig, og
derfor fejlfortolker hun S’s ytring.
Desuden anvender Jytte nominaler og proprier i bestemt form,
og vi ser, at Jytte bruger de om personer, som hun ikke har præsenteret
før. Hun anvender proprierne Majbritt og Anette med den forudsætning,
at vi har kendskab til dem, eller de er blevet omtalt tidligere – men
det er ikke tilfældet. Det gælder, når hun markere substantiver med
bestemthed, før hun har introduceret dem tidligere i samtalen. Der er
187
netop bestemthedsuffikset, der gør den absolutte bevidsthed til gammel
information.
Både den deiktiske og den absolutte kommunikation fungerer i praksis
hos Jytte, men en forudsætning for den deiktiske kommunikation er jo,
at modtager og afsender deler samme forståelse for det, der refereres
til, og den forudsætning er ikke gældende i Jyttes sprog. Vi må antage,
at hun er i stand til at skelne mellem, hvornår viden er kendt for både
modtager og afsender, og hvornår den ikke er. Hun er dermed ikke
udrustet til at anvende den deiktiske sprogbrug optimalt. Samtidig
har hun svært ved at beherske den absolutte kommunikation, fordi
hun præsenterer diskursreferenter med bestem markering, uden de er
præsenteret tidligere.
4. Afslutning
Vi har i vores pilotprojekt lavet en funktionel analyse af dementes
sprog, hvor vi har forsøgt at tydeliggøre nogle karakteristiske træk i
deres formbevidsthed og ordforråd.
Først fokuserede vi på en funktionel syntaktisk analyse, hvilket særligt fremhævede to tendenser i dementes sprog. Ved at lave
beregninger for dementes helsætninger, ledsætninger, sætningsstrukturer og sætningskombinationer, har vi dels vist, at demente har
en tendens til at opløse semantisk indhold ud over flere syntaktiske
enheder. Det danner en simpel sætningsstruktur, som desuden viser
en lav syntaktisk formbevidsthed. Og dels har det vist, hvordan
sætningsvægten har tendens til at forskyde sig bagud og forud, hvilket
skaber uligevægtig sætningsstruktur. Ud fra vores empiriske materiale
og beregninger kan vi derfor konkludere, at der er en tydelig syntaktisk
niveauforskel hos demente og ikke-demente.
Yderligere har vi analyseret de dementes sprogs indholdsside.
Vi har vist, at demente mangler en balance mellem udtryk og indhold.
Dette viser sig, når de ikke kan komme på det rigtige ord, selv
konstruerer et ord, eller når de formulerer et meningsløst indhold. Vi
har analyseret, at demente har svært ved at orientere sig i tid og rum,
188
hvilket vi tydeligt ser i deres måde at henvise til omverden. Desuden
kan vi konstatere, at demente ikke kan skelne mellem gammel og ny
information.
Gennem en syntaktisk, semantisk og pragmatisk analyse af det
materiale vores projekt har indbragt, har vi set eksempler på, at dementes
indre tænkning og verbale sprog ikke længere er i dialog. Netop derfor
har de vanskeligheder ved at udtrykke sig og kommunikere med andre
mennesker.
Litteratur
Diderichsen, Paul (1987) Elementær Grammatik. Gyldendal.
Hansen, Elisabeth (1975) Syntaksen i børnesprog. Gyldendal
Hansen, Erik (1973) Sprogiagttagelse. Gjellerup
(1975) Deiksis. ©Akademisk Forlag
(1993) Ping & Pambersprog. Hans Reitzels forlag
Kristensen, Peter Søby (1972) Semantik . Gyldendal
Levin, Poul (1974) Semantik. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, Kbh.
Poulsen, Ib (1975). Deiksis. Erik Hansen (red.) ©Akademisk Forlag
189
190
Endnu et blik på letledsreglen
– eller hvorfor “object shift” ikke findes i dansk
Lars Heltoft
Resume
Letledsreglen i dansk er ikke et eksempel på det man i den generative
grammatik kalder object shift – hverken historisk eller synkront. Som
fremhævet af Hans Basbøll er den moderne regel derimod en form for
kliseregel.
Letledsreglen kan heller ikke formuleres som en baggrundsregel (Togeby 1994); dette er blot en følge af klisen.
Foredraget kan sammenfattes i følgende punkter: Reglen skal
ikke formuleres om objekter, men om tryksvage pronomener. Klisereglen i moderne dansk fandtes ikke i ældre nydansk. Da fandtes der
derimod en form for baggrundsplacering for pronominale led.
Baggrundsplacering var en generel mulighed for alle typer argumenter og frie led i ældre nordisk; men dette sprogtrin havde hverken letledsregler eller object shift, men er den skandinaviske form for
scrambling.
Moderne islandsk er muligvis et sprog med object shift.
Bjerre, Tavs, Eva Engels, Henrik Jørgensen og Sten Vikner (2008) “Points of
convergence between functional and formal approaches to syntactic analysis”. Working Papers in Scandinavian Syntax 82:131-166.
Holmberg, Anders & Christer Platzack (1995) The Role of Inflection in Scandinavian Syntax. New York and London: Oxford University Press.
Pedersen, Karen Margrethe (1993) “Letledsreglen og lighedsreglen – Novation, ekspansion og resistens”. Jyske Studier. Karen Margrethe Pedersen &
Inge Lise Pedersen (red.). København: C.A. Reitzel:199-218.
Togeby, Ole (1994) PRAXT 1-2. Århus: Aarhus Universitetsforla
Vikner, Sten (1995) Verb Movement and Expletive Subjects in the Germanic
Languages. New York: Oxford University Press.
191
192
Denne artikel er publiceret i Jysk, ømål, rigsdansk mv. Studier i dansk
sprog med sideblik til nordisk og tysk. Festskrift til Viggo Sørensen og
Ove Rasmussen. Århus 2011.
Resume
Peter Skautrup ikke bare skrev det danske sprogs historie, men han
var også selv en del af den danske sproghistorie, nærmere bestemt
sprogrøgtshistorien og sprognormshistorien. Fra 1941 var han aktivt
medlem af Dansk Forening til Nordisk Sprogrøgt, der arbejdede for
at nærme dansk leksikalsk og ortografisk til de andre nordiske sprog.
Han var i Sprogrøgtsforeningen leder af Århus-afdelingens sproglige
udvalg og var med til at udarbejde foreningens afløsningsordlister
med “unordiske og nordiske ord”. For foreningen udarbejdede han
også de “Vejledende regler for brugen av stort begyndelsesbogstav”
der blev grundstammen i den retskrivningsbekendtgørelse som undervisningsminister Hartvig Frisch udsendte i 1948, og han fungerede i
det hele taget som fagkyndig vejleder for Frisch op til retskrivningsreformen. Fra 1942 var Skautrup desuden medlem af Undervisningsministeriets Retskrivningsudvalg, hvor han var i stærk opposition til
udvalgets sprogkonservative fløj, specielt Johs. Brøndum-Nielsen og
Paul V. Rubow. På det organisatoriske plan arbejdede Skautrup for at
der blev oprettet et sprognævn i Danmark svarende til sprognævnene
i bl.a. Norge og Sverige. Da bestræbelserne var lykkedes og det nye
sprogpolitiske organ i 1955 var blevet en realitet, blev Peter Skautrup
Dansk Sprognævns første formand (1955-1961) og var således også
med til at afstikke kursen for Sprognævnets fremtidige sprogpolitiske
arbejde.
193
194
Eva Skafte Jensen
1. Indledning
Der eksisterer mange antagelser om forbindelsen mellem grammatik
og tekstpragmatik. For eksempel kan man finde en del antagelser der
drejer sig om i hvilken udstrækning det tekstpragmatiske fænomen
fokus er kodet i grammatikken. En af disse antagelser er at subjektet
ikke er fokuskandidat på samme måde som andre fokuskandidater (jf.
fx Heltoft 1996; Jørgensen 1996; Jensen 2010). En anden er at særligt
generiske subjekter ikke er oplagte fokuskandidater (jf. Ladd 1996:
188). En tredje er at udtalen bidrager eller muligvis endda afgør hvad
der er fokus i en ytring (jf. fx Bochmann 2007:67; Jackendoff if. Rooth
2007:2). En fjerde er at leksikalske størrelser som ikke, kun, også og
lignende er ‘fokuspartikler’ (eller ‘fokusoperatorer’), dvs. størrelser
der udpeger og entydiggør hvad der er fokus i en ytring (jf. fx König
1991; Hansen & Heltoft 2011:75ff).
Antagelser som disse har hver især noget på sig, men de mangler
for en stor del at blive sammentænkt og nuanceret. For eksempel er
der stor forskel på subjekter informationsmæssigt set; et subjekt der
består af et (tryksvagt) personligt pronomen, og et subjekt der består
af et komplekst opbygget nominalsyntagme med substantiv, artikel og
attributiver, har forskellig status hvad angår informationstyngde, og de
har dermed også forskellig status med hensyn til om de kandiderer til
at være en ytrings fokusbærer eller ej. Der er også forskel på trykkets
bidrag til fokusanalysen alt efter om det er et personligt pronomen
eller et substantiv der er trykstærkt hhv. -svagt. Og der er forskel på de
såkaldte fokuspartiklers bidrag til fokusudpegningen alt efter om de
står på samme topologiske plads som det led de udpeger som fokus,
195
Eva Skafte Jensen
eller om de står på sætningsadverbialspladsen (: Diderichsens ‘lille-a’;
jf. fx Diderichsen 1946:186; Hansen 1977:44f).
I denne artikel vil jeg gøre rede for hvor antagelsen om subjektet
som antifokus kan stamme fra, hvordan midler som syntaktisk konstruktion, trykfordeling, ledstilling og brugen af fokuspartikler kan
bidrage til at subjektet opfattes som fokus, og endelig vil jeg give et
bud på hvordan det - med disse nuanceringer in mente - kan undersøges
om subjektet virkelig er antifokus. Inden jeg går i gang med dette, er
det dog nødvendigt kort at skitsere hvad jeg forstår ved fokus.
2. Fokus
De fokusdefinitioner jeg læner mig op ad, kan beskrives som hos Ole
Togeby i Praxt. Her står der:
“Et led som afsenderen meddeler som relevant for modtageren
fordi det tilføjer, sammenføjer, sletter eller omorganiserer
information i modtagerens mentale model, er sætningens fokus.”
(Togeby 1993:446, fremhævelse ifølge forlæg)
Hos Nølke (1995, 1996) og Hansen & Heltoft (2011:75) kan man
læse definitioner der er kompatible med denne definition. Bemærk
at der i definitionen indgår afsender såvel som modtager. Fokus er
et tekstpragmatisk fænomen, og som tekstpragmatisk fænomen er
det knyttet til ytringer, dvs. historiske begivenheder hvori der netop
indgår faktorer som afsender og modtager. Man kunne mene at dette
aflyser projektet at finde ud af i hvilken udstrækning fokus er kodet (i
langue-forstand), men som det vil fremgå af det følgende, umuliggør
dette forhold ikke projektet, det tilføjer bare en ekstra udfordring.
Det er karakteristisk for et sprog som moderne dansk at det
faktisk ikke er kodet (i langue-forstand) hvad der er fokus i en given
ytring. Det kan illustreres med udgangspunkt i følgende eksempel:
(1)
Sofie kunne få noget mælk senere
Uden ko- og kontekst er det ikke til at afgøre om den information
der “tilføjer, sammenføjer, sletter eller omorganiserer information i
modtagerens mentale model” er for eksempel noget mælk eller senere.
Både (2) og (3) kunne være rimelige fortsættelser til (1):
196
(2)
(3)
- hun var godt træt af saft
- vi skulle først købe noget
I (1) er det altså ikke entydigt hvad der er fokus i ytringen, det må afgøres
på parole-niveau, men ytringen kunne have været konstrueret med
entydiggørende midler kodet på langue-niveau. Kendte entydiggørende
fokuseringsmidler er kløvning (jf. fx Hansen 1995), emfatisk tryk
(jf. fx Togeby 2003:140-141) og placering på pladsen for ‘ikonisk
fokus’, se sætningsskemaet i afsnit 3 (jf. Heltoft 1992; Jørgensen
1996). Fokuspartikler hører også blandt fokuseringsmidlerne: en
fokuspartikel der står sammen med et led på dette leds plads, udpeger
netop dette led som fokus.
(4)
(5)
(6)
(7)
det var mælk Sofie kunne få senere (kløvning)
Sofie kunne få noget mælk ”senere (emfatisk tryk)
Sofie kunne så senere få noget mælk (placering på pladsen for
‘ikonisk fokus’)
netop Sofie kunne få noget mælk senere (brug af fokuspartikel)
Som det fremgår af (7) kan fokuseringsmidler sagtens bruges til at
udpege subjektet som fokus, i afsnit 4 gives der flere eksempler på
dette. I næste afsnit skal blikket dog vendes mod selve den antagelse
at subjektet er antifokus.
3. Subjektet som antifokus
Det er altså ikke ualmindeligt at antage at subjektet har særstatus
tekstpragmatisk betragtet. I en artikel fra Henrik Jørgensens hånd om
ledstilling i moderne dansk kan man for eksempel læse at det er “stik
imod subjektets almindelige natur” at være i fokusområdet (1996:78),
og i en artikel hvor jeg argumenterer for at ordet selv placeret på
sætningadverbialets plads har en særlig tekstpragmatisk funktion som
subjektfokusator, skriver jeg følgende:
“At det kan være nyttigt at have en subjektfokusator i et
sprog som moderne dansk, skyldes først og fremmest at det
grammatiske subjekt ikke er fokuskandidat på lige fod med
andre fokuskandidater.” (Jensen 2010:58)
197
Eva Skafte Jensen
Når subjektet således får sin egen karakteristik tekstpragmatisk set, og
når denne karakteristik indebærer en særstatus med hensyn til fokus,
hænger det formodentlig sammen med at det i mange sprog, heriblandt
dansk, ser ud til at det grammatiske subjekt prototypisk er det såkaldte
‘topic’1 i en ytring. Dette kan man læse om i mange fremstillinger. Hos
Keenan, der har som erklæret ærinde at lave en universelt gældende
subjektsdefinition, kan man således læse at “b-subjects are normally
the topic of the b-sentence, i.e. they identify what the speaker is talking
about”2 (Keenan 1976:318), og i Mallinson & Blakes typologibog
kan man tilsvarende læse at i “accusative languages the grammatical
subject is typically topic” (Mallinson & Blake 1981:154-155).
Det er sandsynligvis denne kobling der fører til at subjektet
anses for ikke at være fokuskandidat på samme måde som andre
fokuskandidater. Dette udtrykkes eksplicit af Heltoft i følgende citat:
“The topicality of the Danish subject leads it to shun focus status,
making it an antifocus, ‘the constituent the receiver will take to
be non-focus, unless otherwise instructed’” (Heltoft 1996:258,
forfatters fremhævelse)
Men det fremgår også af en række andre fremstillinger, ofte indirekte.
For eksempel skriver Faarlund at “a subject as focus in the first
position [is] hardly acceptable” (Faarlund 1978:241), og i betragtning
af at han blandt andet baserer sin subjektsdefinition på at subjektet kun
kan stå længst mod venstre i sætningen, afskriver han således i praksis
at subjektet kan være en sætnings3 fokus. At subjektet ikke anses for
oplagt fokuskandidat, fremgår også indirekte af Togebys liste over
hvilke typer led der kan være såkaldt ‘nyfokus’; her optræder subjektet
nemlig ikke (1993:503-507). I Grammatik over det Danske Sprog
(Hansen & Heltoft 2011:1731) kan man læse om sætningsskemaets
indholdsfelt at det udgør det såkaldte fokusdomæne, dvs. det sted hvor
1
Jeg bruger termen ‘topic’ som en slags forkortelse af hvad der i litteraturen kaldes topic,
emne, tema etc.
2
Forkortelsen b står for basic: “a sentence in L [: et givet sprog, ESJ] is a basic sentence (in L)
if, and only if, no (other) complete sentence in L is more basic than it” (Keenan 1976:307),
og et subjekt i en b-sentence kaldes et b-subject (Keenan 1976:306).
3
Faarlund bruger ikke termen ytring.
198
fokus typisk kan findes, og det er netop karakteristisk for indholdsfeltet
at det ikke rummer subjektet:
fundamentfelt
neksusfelt
indholdsfelt
X4
finit
subjekt
sætningsadverbial
så
måtte
kongen
jo
-
infinitter,
objekter,
prædikativer
mm.6
bøje sig
Sofie
kunne
-
så
senere
få noget mælk
Træet
skal
-
ikke
-
stå til venstre
for huset
‘ikonisk
fokus’5
Termen ‘antifokus’ udspringer altså af en tradition hvor der er mere
eller mindre enighed om at subjektet har særstatus i tekstpragmatisk
øjemed, og denne særstatus er koblet til subjektets tilsyneladende
tilbøjelighed til at udgøre det såkaldte ‘topic’ i en ytring.
Når man ser bort fra mere radikale synspunkter som det fremlagt
af Faarlund, er det dog helt almindeligt at man på en gang kan mene
at subjektet prototypisk er topic, og at det godt kan være fokus, se for
eksempel Mallinson & Blake der skriver at “a constituent may be both
topic and a point of focus” (1980:152), og Fretheim der har skrevet
en artikel med den illustrative titel “When topic and focus coincide”
(1978).456
4. “... unless otherwise instructed ...”
Lad os nu antage at subjektet faktisk kan betegnes antifokus, men
at der ikke ligger i betegnelsen at subjektet ikke kan være fokus. I
Heltoft-citatet står der netop at subjektet er antifokus “unless otherwise
4
X angiver at pladsens udfyldningsmuligheder ikke er begrænset til én ledtype.
5
Både Heltoft (1992, 2003) og Jørgensen (1996) omtaler denne plads og dens særlige funktion
som fokusplads. Navnet ‘ikonisk fokus’ skyldes Heltoft (2003).
6
Af overskuelighedshensyn slår jeg pladserne i indholdsfeltet sammen. Differentieringen er
ikke vigtig i denne artikel.
199
Eva Skafte Jensen
instructed”; afsender kan altså godt instruere modtager i at subjektet
alligevel er fokus.
De midler der står til rådighed når man vil tydeliggøre at subjektet
er fokus, er stort set de samme som dem der gælder fokusentydiggørelse
i det hele taget, jf. afsnit 2 ovenfor. I afsnit 2 blev der allerede givet et
eksempel hvor subjektet entydiggøres som fokus, nemlig netop Sofie
kunne få noget mælk senere, hvor placeringen af fokuspartiklen netop
på samme plads som subjektet peger på at subjektet er fokus i sin
ytring. Eksempler hvor man kan se de andre fokuseringsmidler brugt
ved subjektet er:
(8) det var Sofie der kunne få noget mælk senere (kløvning)
(9) So¡¡fie kunne få noget mælk senere (emfatisk tryk)
(10) så kunne jo Sofie få noget mælk senere (placering på pladsen for
‘ikonisk fokus’ i sætningsskemaet)
Desuden har ordet selv når det placeres på sætningsadverbialets plads,
tilsyneladende en funktion som subjektfokusator:
(11) Sofie kunne selv få noget mælk senere
Ordet selv som subjektfokusator har jeg gjort udførligt rede for i
Jensen 2010.
5. Led og materiale
Fastlæggelsen og identifikationen af fokus i en ytring er altså ikke
umiddelbart lingvistisk kodet i et sprog som moderne dansk, men
til en vis grad ekstralingvistisk betinget (jf. (1)-(3)). Dog er der
tilsyneladende en række lingvistisk kodede regler der spiller sammen
på en sådan måde at man i en del tilfælde alligevel ikke er i tvivl
om hvad der er fokus i en given ytring. Disse regler omfatter særlige
sætningskonstruktioner, trykfordeling, brugen af leksikalske midler
(fokuspartikler) og ledstilling, men også de enkelte leds egnethed som
fokus spiller ind.
Foruden de særlige forhold der ser ud til at være knyttet
til subjekters (u)egnethed som fokus, spiller det en rolle hvilket
materiale et givet led (in casu subjektet) består af. Det blev allerede
nævnt i afsnit 1 at subjekter i generiske udsagn kan anses for uegnede
200
fokuskandidater (jf. Ladd 1996:188). Også vigtigt at tage med i
betragtning er om et subjekt er dannet som noget der angiver høj grad
af indforståethed og redundans som det tryksvage hun i ohun ’nåede
det ’ikke, eller om det er dannet på en måde der kalder på særlig
o
opmærksomhed ved for eksempel at indeholde mange informationer
som substantiv, beskrivende adjektiv og oven i købet en ubestemt
artikel som nominalsyntagmet en mølædt gammel hund i så kom en
mølædt gammel hund ind ad døren. I disse tilfælde ville det tryksvage
hun formodentlig næppe være oplagt fokuskandidat, hvorimod en
mølædt gammel hund sandsynligvis i højere grad ville blive taget
under overvejelse som fokus i sin ytring.
6. Er subjektet virkelig antifokus?
Indtil videre har fremstillingen været baseret på at subjektet er
antifokus, men så vidt jeg ved, er det ikke noget der egentlig er blevet
undersøgt eksperimentelt. Så det vil jeg derfor forsøge at gøre.
Indtil videre har jeg designet det første af en række forsøg hvor
et antal respondenter skal tage stilling til dette spørgsmål.7 I dette første
forsøg bliver respondenterne udsat for et spørgeskema der indeholder
20 af mig konstruerede forsøgsytringer, og de skal så vælge hvilken
af tre spørgende ytringer en given forsøgsytring kunne være svar på.
Et eksempel på en sådan forsøgsytring og de tre mulige spørgende
ytringer vises i (12):
(12)
Træet skal ikke stå til venstre for huset.
Hvor skal træet ikke stå?
Hvad skal ikke stå til venstre for huset?
Hvad skal træet ikke stå til venstre for?
For at neutralisere den tendens der kan være til tankeløst at vælge første
valgmulighed blandt spørgeytringerne, har jeg lavet tre versioner af
7
I et pilotprojekt har jeg allerede foretaget en lille håndfuld forsøg. Disse har hjulpet mig til at
designe de(t) forsøg jeg har under afvikling nu. Jeg takker de studerende på de fire Tekst &
tegn-hold i husene 45.2, 46.2, 7.1, 7.2 på RUC (2010) og diskussionslystne deltagere ved 13.
Møde om Udforskningen af Dansk Sprog og 18. Grammatiknetværksmøde.
201
Eva Skafte Jensen
spørgeskemaet hvor det veksler hvilken af de tre spørgeytringer der
kommer først. En tredjedel af respondenterne får altså den version
der er vist i skemaet ovenfor (12), de to andre tredjedele får hhv. de
versioner der vises i (12b) og (12c):
(12b)
(12c)
Forsøgsytringen kunne i princippet have været svar på hver af de tre
spørgende ytringer, men sprøgsmålet her er om den lige vel kunne
have været svar på dem hver især. Hvis subjektet virkelig er antifokus
og bliver opfattet som sådan af modtagerne, må man forvente at der vil
være et massivt fravalg blandt respondenterne af den spørgende ytring
der lyder hvad skal ikke stå til venstre for huset?, for det er den af de tre
spørgeytringer der peger på at subjektet er fokus i forsøgsytringen.
For at se i hvilket omfang operatorer på sætningsadverbialets
plads bidrager til fokusudpegningen, har jeg i denne forsøgsytring
indføjet et ikke (andre forsøgsytringer indeholder også og kun). Én
gruppe respondenter bliver bedt om at tage stilling til forsøgsytringer
som den i (12), dvs. ytringer der indeholder et af disse tre ord –
placeret på sætningsadverbialets plads. En anden gruppe bliver bedt
om at tage stilling til de samme ytringer, dog uden tilstedeværelsen
af ikke, kun og også. For at se i hvilket omfang udtale bidrager til
fokusudpegningen, bliver én gruppe respondenter bedt om at vælge
202
en af de tre spørgeytringer på baggrund af oplæste8 forsøgsytringer,
mens en anden gruppe bliver præsenteret for forsøgsytringerne på
skrift; i praksis vil dette medføre at de selv – hver især – lægger den
udtale og trykfordeling ind over ytringen der giver mening i deres
hoveder. I de forsøg jeg har under afvikling netop nu, er der altså 2 x
2 respondentgrupper.
Nogle af forsøgsytringerne har karakter af generiske udsagn, fx
kaffe giver (kun) hjertebanken og forskere skal (også) kunne formidle.
I andre er subjekterne derimod specifikke, fx kartoflerne har (ikke)
fået tid nok og Riis har (også) et hold næste gang.
I de forsøg jeg har under afvikling netop nu, er der ingen af
forsøgsytringerne der har personlige pronomener som subjekt. Det
skyldes at der i udtalen af personlige pronomener gives et fingerpeg
om fokus eller ikke-fokus: trykstærkt udtalte personlige pronomener
som subjekt antages at instruere om at fokus ligger i subjektet,
mens tryksvag udtale ikke automatisk giver et sådant fingerpeg.
Sådan forholder det sig ikke for substantiver (inkl. proprier). Disse
er trykstærke per default, og modtager inviteres derfor ikke gennem
udtalen til en særlig fokusfortolkning (se også redegørelse for denne
problemstilling i Jensen, under udg.).
På længere sigt er det meningen at lave forsøg hvor netop
pronomenerne gøres til genstand for nærmere undersøgelser.
Der er selvfølgelig et fuldstændig grundlæggende problem
forbundet med forsøg af denne type, og det består i at det er næsten
umuligt at skabe en situation der er realistisk i forhold til hvad der
faktisk gør sig gældende i en rigtig kommunikationssituation. For
eksempel ville en udveksling som “Hvor skal træet ikke stå?” –
“Træet skal ikke stå til venstre for huset” (jf. (12)) næppe finde sted i
virkeligheden. I stedet ville det være mere oplagt enten at svare med
brug af pronominalt subjekt “det skal ikke stå til venstre for huset”
eller simpelthen elliptisk “til venstre for huset”. Dog vil de pågældende
respondenter sandsynligvis forholde sig til opgaven som den er lagt
op, dvs. som et laboratorieforsøg med indbyggede besynderligheder.
Dette betyder naturligvis at de resultater der kommer ud af forsøget
8
Tak til Anne Jensen, Ruben Schacthenhaufen og Nicolai Pharao, som har lagt stemmer til.
203
Eva Skafte Jensen
ikke skal tages som endegyldige vidnesbyrd om hvordan autentisk
taleog skriftsprog arter sig i enhver kommunikationssituation, men
som en række forsøgspersoners behjertede forsøg på at løse en given
opgave på denne opgaves præmisser. De resultater der kommer ud af
en sådan forsøgssituation, kan så forhåbentlig ved nærmere analyser
give fingerpeg om i hvilke retninger det kan betale sig at undersøge
sagerne nærmere.
7. Afrunding
I dette indlæg har jeg med udgangspunkt i en antagelse om subjektet
som antifokus skitseret en problemstilling af særdeles kompleks
karakter der fortjener nærmere belysning, og jeg har peget på hvilke
særlige forhold der i hvert fald må tages højde for i nærmere studier.
Jeg har desuden givet et forslag til hvordan man vil kunne få et større
indblik i om subjektet virkelig er antifokus, gennem eksperimentelle
studier der trækker på den måde et stort antal respondenter reagerer på
en række specialdesigende ytringer.
Litteratur
Borchmann, Simon (2007) Fokus i dansk skriftsproglig sprogbrug. 11. Møde
om Udforskningen af Dansk Sprog. Peter Widell & Ulf Dalvad Bethelsen
(red.). Århus: Aarhus Universitet:64-75.
Diderichsen, Paul (1946) Elementær Dansk Grammatik. 3. udg., 9. oplag,
København 1987.
Fretheim, Thorstein (1978) When topic and focus coincide. Papers from the
Fourth Scandinavian Conference of Linguistics. Kirsten Gregersen, Hans
Basbøll & Jacob Mey (eds.). Odense University Press:247-254.
Faarlund, Jan Terje (1978) Subject and topic in colloquial norwegian.
Papers from the Fourth Scandinavian Conference of Linguistics. Kirsten
Gregersen, Hans Basbøll & Jacob Mey (eds.). Odense University
Press:241-246.
204
Grønnum, Nina (2003) Dansk intonation. Veje til dansk – forskning i sprog
og sprogtilegnelse. Anne Holmen, Esther Glahn & Hanne Ruus (red.).
København: Akademisk Forlag:15-38.
Hansen, Erik (1977) Dæmonernes Port. 3. udg. København: Reitzel 1984.
Hansen, Erik (1995) Sætningskløvning i moderne dansk. Danske studier
1995. København: C.A. Reitzel:126-146.
Hansen, Erik & Lars Heltoft (2011) Grammatik over det danske sprog.
København: Dansk Sprog- og Litteraturselskab.
Heltoft, Lars (1992) The Topology of Verb Second and SVO Languages.
A Study in Sign Functions of Word Order. Word Order. Two studies on
central issues in the syntax of Danish and French. Copenhagen Studies
in Language 15. Michael Herslund (ed.). København: Handelshøjskolens
Forlag:13-64.
(1996) Topics in Danish and in Universal Pragmatics. Proceedings of
the Thirteenth Scandinavian Conference of Linguistics. Lars Heltoft &
Hartmut Haberland (eds.). Roskilde University, Department of Language
and Culture:251-262.
(2003) Iconic and categorical focus systems in Scandinavian. Structures
of Focus and Grammatical Relations. Linguistische Arbeiten, Band
477. Jorunn Hetland & Valéria Molnár (eds.). Tübingen: Max Niemeyer
Verlag:41-85.
Jensen, Eva Skafte (2010) Selv-studier. Ny forskning i grammatik. Fællespublikation 17. Merete Birkelund, Lotte Dam, Helle Dam-Jensen & Susana
Silvia Fernández (red.). Odense: Syddansk Universitetsforlag:47-65.
(under udg.) Antagelser om fokus. Skitse til et forskningsprojekt. Ny
forskning i grammatik. Fællespublikation 18. Henrik Høgh Møller mfl.
(red.). Odense: Syddansk Universitetsforlag.
Jørgensen, Henrik (1996) Om adverbialled mellem det finitte verbal og
subjektspladsen i danske hovedsætninger. Selskab for Nordisk Filologi:
Årsberetning 1994-1995:76-90.
Keenan, Edward L. (1976) Towards a Universal Definition of “Subject”.
Subject and Topic. Charles N. Li (ed.). New York, San Francisco &
London: Academic Press, Inc.:303-333.
König, Ekkehard (1991) The Meaning of Focus Particles. London:
Routledge.
Ladd, Robert (1996) Intonational phonology. Cambridge University Press.
Mallinson, Graham & Barry Blake (1980). Language Typology. Crosslinguistic Studies in Syntax. Amsterdam, New York & Oxford: NorthHolland Publishing Company.
205
Eva Skafte Jensen
Nølke, Henning (1995) Utterance Focus. Elements of a Modular Theory.
Information Structure. Copenhagen Studies in Language 18. Michael
Herslund (ed.). Frederiksberg: Samfundslitteratur:75-108.
(1996) Det attributive adjektivs stilling på fransk. Ny forskning i
grammatik. Fællespublikation 3. Michael Herslund (red.). Odense
Universitetsforlag:49-83.
Rooth, Mats (2007) Notions of focus anaphoricity. Interdisciplinary Studies
on Information Structure 6:1-11.
Togeby, Ole (1993) Praxt. Århus: Aarhus universitetsforlag.
(2003) Fungerer denne sætning? Funktionel dansk sproglære. København:
Gad.
206
Denne artikel bliver publiceret i Ny forskning i grammatik 18 som
udkommer senere i 2011.
Ordstilling i ledsætninger i moderne dansk talesprog
Torben Juel Jensen
Resume
Moderne dansk skelner mellem (mindst) to ledstillinger: den såkaldte helsætningsordstilling kendetegnet ved et for- eller fundamentfelt
foran det finitte verbal samt ved placering af sætningsadverbialer efter
subjekt og finit verbal (Xvsa) og den såkaldte ledsætningsordstilling
kendetegnet ved fraværet af fundamentfelt samt ved placering af sætningsadverbialer mellem subjekt og finit verbal (sav). Specielt i talt
dansk er det dog tydeligt at der ikke er nogen entydig sammenhæng
mellem ledsætningers syntaktiske underordning og deres ordstilling
idet det omtrent samme indhold kan udtrykkes med såvel led- som
helsætningsordstilling:
“han sagde at han ikke kommer i morgen”
“han sagde at han kommer ikke i morgen
Denne variation er ikke ny, den har eksisteret i adskillige århundreder,
og i historisk perspektiv er ledsætningsordstillingen som udtryk for
underordning ny. Det er endvidere omdiskuteret hvorvidt de to udtryk
er betydningsmæssigt ækvivalente, eller om de udtrykker to forskellige grammatiske indhold, der ikke er direkte knyttet til skellet mellem
hel- og ledsætninger.
207
I min præsentation vil jeg fremlægge de foreløbige resultater af en
empirisk undersøgelse af ordstilling i ledsætninger i moderne dansk
talesprog som jeg har gennemført i forbindelse med Danmarks Grundforskningsfonds Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudiers forskningsprojekt om det danske sprogs udvikling i det 20. århundrede. Resultaterne viser at ‘helsætningsordstilling’ i ledsætninger
er langt mere udbredt end ofte antaget. De viser også at den absolut
mest afgørende faktor mht. ordstilling i ledsætninger er ledsætningens
funktion i oversætningen, selvom også sociale og geografiske faktorer
har en vis betydning.
208
Denne artikel er publiceret i Jysk, ømål, rigsdansk mv. Studier i dansk
sprog med sideblik til nordisk og tysk. Festskrift til Viggo Sørensen og
Ove Rasmussen. Århus 2011.
Perceptionsstudier i genkendelse af moderne dansk
med henholdsvis jysk og københavnsk aksang
Tore Kristiansen, Nicoli Pharao og Marie Maegaard
Resume
Sprogforandringscentret (DGCSS), hvor vi arbejder til daglig, proklamerer på sin hjemmeside at “Du forandrer sproget. Vi siger det højt”
(www.dgcss.dk). Noget af det vi har sagt meget højt i lang tid, er at
det i dagens Danmark først og fremmest er det prosodiske der gør en
forskel og har social betydning. Det er næppe nogen særlig kontroversiel påstand, men vi har længe selv følt et behov for at underbygge den
med eksperimentel evidens. Det er hvad vi forsøger i det eksperiment
vi præsenterede på MUDS. Det drejer sig om et eksperiment hvor
vi manipulerer med grundtoneforløbet (intonationen) hos indspillede
sprogbrugere fra hhv. Århus og København: en stemme fra Århus og
to stemmer fra København der adskiller sig ved nogle få karakteristiske segmentalfonetiske træk. Hvis denne manipulation på systematisk vis påvirker informanters placering af stemmerne i hhv. Århus og
København, har vi etableret empirisk evidens for at den geografiske
kategorisering af moderne danske aksanger bygger mere på intonation
end på segmentalfonetik.
209
210
Flersprogethed i Sydslesvig i spændingsfeltet
mellem mundtlighed og skriftlighed
– Sprogmodus på Facebook
Sara Losch og Janne Rösler
Resume
I et tidligere forskningsprojekt med fokus på mundtlig kommunikation har vi kunnet fastslå, at de flersprogede unge er i stand til at tilpasse
deres sprogbrug til samtalepartnere og/eller situationer, der enten er
monolingvale eller bilingvale: Jo større kravet om sprogenes funktionelle adskillelse er, desto mindre anvendes der ‘synlige’ sprogkontaktfænomener som kodeskift. Til gengæld optræder der ikke-synlige og
ikke-intenderede sprogkontaktfænomener som konvergenser og låneoversættelser. Med udgangspunkt i Grosjeans model om sprogmodus
(Grosjean 2001) undersøger vi nu, hvorvidt de skriftlige genrer (som
hjemmeopgaver og internetkommunikation) genspejler de mundtlige
kontaktvarieteter. Facebook har vist sig at være en interessant platform, da kommunikationen foregår skriftligt med træk fra det mundtlige sprog. Vores ca. 60 informanter bruger også Facebook til at lege
med sprogene, hvilket vi viste nogle eksempler på i vores oplæg.
211
212
Aarhus Universitet
1. Indledning
Denne artikel er en del af et forskningsprojektet DanTIN (Danish Talk In
Interaction) ledet af Jakob Steensig ved Lingvistik, Aarhus Universitet.
Fokus for projektet er dansk talesprogsgrammatik. Samtaleanalytiske
studier af lyd og videooptagelser af hverdagssamtaler har vist, at der
er en uoverensstemmelse mellem, hvad der betragtes som grammatisk
skriftsprog, og hvad der betragtes som grammatisk talesprog. Det
langsigtede mål med forskningsprojektet er således at kunne samle en
grammatik for dansk talesprog.
Artiklen omhandler, i tråd med ovenstående, brugen af fordi på dansk
talesprog. På dansk skriftsprog er det grammatisk, hvis fordi følges af
en ledsætning som fx
(1)
Jeg ringede til Peter, fordi jeg ikke kunne løfte kassen selv
En sætning, hvor fordi følges af en helsætningsordstilling er ugrammatisk i overensstemmelse med dansk skriftsprogsgrammatik. Fx
(2)
*Jeg ringede til Peter, fordi jeg kunne ikke løfte kassen selv
213
Tidligere har Steensig (1998) undersøgt brugen af fordi i dansk talesprog. Han finder frem til, at folk i hverdagssamtaler hyppigere lader
fordi følge af helsætningsordstilling end ledsætningsordstilling i
tilfælde, hvor man kan skelne mellem de to.
Jeg vil derfor undersøge, om der er en betydningsforskel mellem
brugen af helsætningsordstilling versus ledsætningsordstilling efter
fordi i dansk talesprog. Jeg vil således indlede med i afsnit 2 dels
redegøre for, hvordan fordi bruges i dansk skriftsprog og ligeledes
redegøre for Steensigs (1998) data. I afsnit 3 vil jeg indledningsvis
fremlægge mit eget datakorpus og sammenligne det med Steensigs.
Dernæst vil jeg analysere en collection af eksempler fra mit
datakorpus. Jeg vil tage udgangspunkt i et eksempel, hvor fordi følges
af ledsætningsordstilling og sammenligne det med eksempler, hvor
fordi følges af helsætningsordstilling. Dette gør jeg med henblik på at
diskutere, om der er en betydningsforskel mellem at lade fordi følge
af ledsætningsordstilling eller helsætningsordstilling. Jeg har til min
undersøgelse hentet data fra Samtalebank (se reference). Eksempler er
transskriberet efter MacWhinney (2000).
2. Om fordi
2.1 Fordi som underordningskonjunktion
Christensen og Christensen betrager fordi som en underordningskonjunktion (2005:154). En underordningskonjunktion “indleder
ledsætning[er, red.] (…) og forbinder, syntaktisk og semantisk, en
ledsætning med den helsætning, som den optræder i” (2005:153).
Jeg vil her fremhæve et eksempel, hvor fordi netop indgår i en sådan
sammenhæng:
(3)
Drengen græd, fordi han ikke ville i skole.
I dette eksempel binder “fordi” helsætningen, “drengen græd”, syntaktisk sammen med ledsætningen “han ikke ville i skole”. Underordningskonkjunktionen binder også de to sætninger sammen semantisk, idet der er en kausalitetssammenhæng mellem de to (jf.
Christensen & Christensen 2005:237). Helsætningen fremstiller så214
Betydningsforskelle ved brugen af helsætningsordstilling efter fordi
ledes en situation, og ledsætningen (inklusive fordi) angiver en årsag
til situationen. I dansk skriftsprog bruges fordi, som Christensen og
Christensen beskriver ovenfor. Dog er funktionen af fordi i dansk
talesprog noget mere uklar. Bl.a. er det problematisk at betragte fordi
som et led mellem en helsætning og en ledsætning, da dette langtfra er
normen i dansk talesprog.
2.2 Steensigs fund
At fordi ikke nødvendigvis bliver fulgt af ledsætningsordstilling
demonstrerer Steensig (1998). Han benytter sig af et datakorpus bestående af 111 forekomster af fordi i hverdagssamtaler. Af disse bliver
11 fulgt af ledsætningsordstilling, 46 bliver fulgt af helsætningsordstilling og 54 er neutrale tilfælde, hvor man ikke kan skelne mellem
hel- og ledsætningsordstilling. Af de tilfælde hvor man kan skelne
– 57 i alt – udgør eksemplerne med helsætningsordstilling 80,7 %,
imens eksemplerne med ledsætningsordstilling kun udgør 19,3 %.
Samtaleparterne i hans datakorpus demonstrerer altså en præference for
at lade fordi følge af helsætningsordstilling. Brugen af fordi i talesprog
synes altså ikke at stemme overens med Christensen og Christensens
beskrivelse af fordi som en underordningskonjunktion (2005:154).
Dette får Steensig til at foreslå, at der kan være en betydningsforskel
ved brugen af fordi-ytringer med helsætningsordstilling fremfor
ledsætningsordstilling. Han finder dog ikke frem til én tydelig
forskel.
I sin artikel omtaler han “de ytringer der indledes med fordi, som fordiytringer” og tilsvarende kalder han “de ytringer som fordi-ytringen
udtrykker årsagen til eller forklaringen på (…) fordi-basen” (1998: 1).
Jeg vil fremefter anvende den samme terminologi.
3. Analyse og diskussion af forskellige fordi-ytringer
For at vurdere mit datakorpus i forhold til Steensigs vil jeg her stille
det op på samme måde som ovenfor.
Jeg har til min undersøgelse hentet data fra Samtalebank. Disse samtaler
er alle telefonsamtaler. Der er tale om i alt 7 forskellige samtaler.
215
De tre af dem er samtaler mellem en kvinde og hendes datter, der er
flyttet hjemmefra. Endnu en er samtaler hentet fra et radioprogram,
hvor lytterne ringer ind for at diskutere diverse problemer i deres
liv. Den sidste samtale foregår mellem to jævnaldrende mænd, der
snakker om computerspil. Det er altså alle naturligt forekommende
hverdagssamtaler. Da radioprogrammet er en optagelse, der er blevet
bragt offentligt, er de medvirkende derfor ikke anonymiserede.
Derimod er sted- og egenavne i de andre telefonsamtaler anonymiserede
i overensstemmelse med almene retningslinjer for datahåndtering.
I alt forekommer ordet fordi 56 gange i mit datakorpus. Af disse følges
to af ledsætningsordstilling, 26 følges af helsætningsordstilling og 28
er eksempler, hvor den efterfølgende sætning ikke kan kategoriseres –
de er neutrale. Det giver følgende statistik:
Neutral ordstilling
Helsætningsordstilling
Ledsætningsordstilling
48,2 %
48,2 %
3,6 %
Tabel 1: Den procentvise fordeling af fordi-ytringer med henholdsvis neutral,
helsætnings- og ledsætningsordstilling.
Undlader man at tælle eksemplerne med neutral sætningsstruktur med
i regnskabet, kommer skemaet til at se sådan ud:
Helsætningsordstilling
Ledsætningsordstilling
93,1 %
6,9 %
Tabel 2: Den procentvise fordeling af fordi-ytringer med helsætnings- og
ledsætningsordstilling eksklusive neutrale eksempler.
Der er altså en betydelig overvægt af tilfælde, hvor fordi følges af
helsætningsordstilling snarere end ledsætningsordstilling. Således
minder mit datakorpus om Steensigs, der har en tilsvarende overvægt
af fordi-ytringer med helsætningsordstilling. Jeg har herunder lavet
en collection af eksempler, hvor fordi forekommer. Jeg vil starte med
at lave en analyse af to eksempler med ledsætningsordstilling i fordiytringen efterfulgt af en række eksempler med helsætningsordstilling.
216
3.1 Ledsætningsordstilling
(4) er et oplagt eksempel på fordi fulgt af ledsætningsordstilling:
(4)
→
4
PIA:
5
Al’så hun er død, fordi Jehovas vidne=
=ikk’ må::øh få blodtransfusion ikk’
Her fungerer fordi som beskrevet af Christensen og Christensen.
Fordi fungerer som en underordningskonjunktion, der, semantisk
og syntaktisk, binder helsætningen “Al’så hun er død” sammen
med ledsætningen “Jehovas vidne ikk’ må::øh få blodtransfusion
ikk’”.
(5) er endnu et eksempel på fordi efterfulgt af ledsætningsordstilling:
(5)
→
349
350
351
352
353
354
355
356
357
*BER:
*LAR:
*BER:
*BER:
*LAR:
*BER:
*LAR:
*BER:
*LAR:
358
359
360
*BER:
*LAR:
*BER:
361
362
363
364
*LAR:
*BER:
*BER:
365
366
367
368
*LAR:
369
370
*LAR:
*LAR:
*BER:
⌊b⌋ag bag faca:den↗
mmm→
så gemmer der sig noget helt andet→≈
+≈ ikk fordi jeg siger du ⌈⌈: øh⌉
⌊hrøu⌋ hrøu hrøu
dumt svin↘ vel↗
⌈ja⌉↘
⌊∙hh⌋h
⌈der kommer der sån⌉ en rig⌈tig⌉ led
lille ⌈fræk ⁇vært⁇⌉↘
⌊men altså
⌋
⌊du⌋ ⌊∾j:Ἡ:aἩ
⌋↗
hehh ⌈hh hh hh⌉
⌊∙hhhh
⌋ armen du forstår godt ⌈hva
jeg mener ikk
⌉↗
⌊jeg forstår fuldstændig ⌋
hva du men⌈er↘ ∙hh⌉hhh
⌊fordi: ⌋
det ikk er alle folk der gider (.) å
bruge tid på å finde ind bag↘
ne:j↘
(.)
alle de der hund⌈redeog⌉halvtreds ki⌈lo↘
ikk⌉↗ •
⌊n- ⌋
⌊☺nej☺ ⌋↘ •
inde bag de hunderhalvtreds kilo der er
der en sød (0.3)Berit↘
217
I linje 349 – 351 afslutter Berit en udredning af, hvordan der kan være
stor forskel på, hvordan en person på overfladen kan virke flink, men
bag facaden kan vise sig at være en helt anden. I linje 352 og 354 tager
hun forbehold for, at ytringen ikke var møntet på Lars, hvorefter følger
en digression i samtalen, hvor Lars laver sjov med idéen om, at han
skulle være et “dumt svin” bag facaden (jf. linje 357 og 359). I linje 358
prøver Berit at få drejet samtalen tilbage på sporet, men ender med at
grine grine sammen med Lars i stedet for at gøre anmodningen færdig.
I linje 360 markerer hun med “armen”, at hun gerne vil vende tilbage
til samtalens oprindelige omdrejningspunkt. Med det efterfølgende
“du forstår godt hva jeg mener ikk” synes hun at ville sikre sig, at de
taler om det samme – at Lars er indforstået med, hvad hun gerne vil
snakke om. Dette bekræfter Lars i linje 361-62, hvor han også betoner
“fuldstændig” som for ikke at efterlade nogen tvivl om, at han er på
bølgelængde med Berit.
Fordi-ytringen i linje 363-64 viser således tilbage til linje 34951. Man kan dog også argumentere for, at netop de linjer implicit
bliver gentaget af i linje 360-62, hvor Berit vender samtalen tilbage
til det, den egentlig handlede om. Under alle omstændigheder lægger
fordi-ytringen i dette tilfælde sig i tydelig forlængelse af fordi-basen.
3.2 Helsætningsordstilling
Ligesom Steensig finder jeg, at eksemplerne med helsætningsordstilling i fordi-ytringen langtfra er en homogen masse – der er stor
variation i eksemplerne. Jeg har således for min analyses skyld valgt at
kategorisere mine data alt efter, hvordan fordi-ytringen indledes. Jeg
har her fundet frem til, at der er 16 tilfælde, hvor fordi følges direkte
af en helsætning. I fire tilfælde forekommer et indskud imellem fordi
og helsætningen som fx:
(6)
170
→
171
*LAR:
ja:h→ ∙hh men men det heller ikk noget
der hjælper til åbenbart at
de stopper den vold↘ fordi lussinger det
jo rent faktisk oss vold↘
I dette eksempel ser jeg “lussinger” som et indskud, der skiller fordi og
218
helsætningen “det jo rent faktisk oss vold”. Slutteligt er der 6 eksempler,
hvor der mellem fordi og helsætningen optræder et disjunktivt altså
eller jamen. Eksempelvis:
(7)
→
118
*ANI:
119
120
*LAR:
*ANI:
altså de sige:r ikk så meget ↑vel
for⌈di⌉ asså→ ≋
⌊°hm°⌋→
+≋de siger selvfølgelig jamen det
ubehageligt å sån→
Her er det “asså” (i skriftsproget repræsenteret ved “altså”), der
skiller fordi og helsætningen. Jeg vil i det følgende analysere udvalgte
eksempler fra de tre kategorier for til sidst at kunne vurdere, om
helsætningsordstilling efter fordi har semantisk betydning. Jeg finder,
at der er relativ stor ensartethed inden for de tre kategorier og håber
herved bedre at kunne beskrive de mekanismer, der kan gøre en
forskel i betydningen. Jeg har således udvalgt nogle eksempler, jeg
finder repræsentative for de respektive kategorier.
3.2.1 Kun helsætning
(8) er et eksempel på en helsætning, der falder lige efter fordi:
(8)
→
15
*ANI:
16
17
18
*LAR:
*ANI:
19
20
*LAR:
21
*ANI:
22
23
*LAR:
+≋e:h jeg vil godt snakke om at børn tar
skade af å blive
slået ⌈h ∙hh ⌉→
⌊ m↓:m ⌋↗
der var en der ringede ind sidst å
snakkede om at eh ∙hhh børn tog
skade af å blive slåe ⌈t ∙hh
⌉↘
⌊ja→ m det⌋ gør de
vel oss↘
jaer (.) e:h å det mener jeg oss at de
gør fordi (.) jeg har selv
prøvet det↗ ∙hhhh å ⌈det har min lilleb-⌉
⌊ du selv blevet
s⌋lået↘
I linje 21 bliver fordi brugt som en underordningskonjunktion på
den måde, at den semantisk får helsætningen “det mener jeg oss at
de gør” til at hænge sammen med det efterfølgende, som Christensen
og Christensen beskriver det. Det interessante ved dette eksempel
er dog, at “fordi” i linje 21 har begrænset spændvidde, idet det kun
219
refererer til den foregående helsætning. Fordi-ytringen har altså i
denne sammenhæng en klart defineret fordi-base.
I (9) er der ligeledes tale om en helsætning i fordi-ytringen. Dog
udmærker denne sig ved at have en anden struktur end (8).
(9)
→
94
95
96
97
98
99
100
*BER:
*LAR:
*BER:
*LAR:
*LAR:
*LAR:
101
102
*LAR:
103
104
*BER:
*LAR:
⁎ø-⁎ (0.3) så bakker den ud ikk↗
∙h⌈hhh⌉
⌊for⌋di
men- e-hva- nu ska jeg lige forstå→
∙hhh er det når du mø:der no:gen→
(0.7)
⁎a-⁎ altså fordi ⁎øhhh⁎ nu bruger du en
der øh deltager i
udsendelsen dem har vi jo ikk set→
men er det ⌈hvis du har⌉ mødt en eller
anden→
⌊ne::j
⌋→
som- som- som du har siddet å snakket
med eller hvad↘
Hvor (8) er en deklarativ helsætning med subjekt i forfeltet, er (9)
en deklarativ helsætning med et adverbial i forfeltet (jf. Christensen
& Christensen 2005:200). Fordi-ytringen i linje 100 opfører sig
derfor anderledes end den tilsvarende i (8). Snarere end at skabe en
sammenhæng mellem fordi-ytringen og fordi-basen, virker fordiytringen her som belæg for at stille spørgsmålet i linje 98, som
efterfølgende bliver uddybet i linje 102 og 104. På den måde henviser
fordi-ytringen til, at Berit tidligere har brugt en anden lytters navn for
at give et eksempel på, at hun har nemt ved at snakke med mænd over
telefonen. I (9) er der således et større skel mellem fordi-ytringen
og fordi-basen end i (8). Den adskiller sig således fra (5), idet fordiytringen bliver mere central – den ligner i større grad en selvstændig
ytring snarere end at være knyttet til fordi-basen.
3.2.2 Indskudt ytring
I (10) ses en anden struktur i fordi-ytringen.
(10)
226
*BO:
⌊vi h⌋ar en tre spillere der ska
afsted≈
220
→
227
228
*BO:
229
+≈ m:en det sån lidt krise fordi::
∙hhh du ved Søren Kjøller Lassen han:::
han er jo død↘
(1.3)
Her følges “fordi::” af en indskudt sætning: “·hhh du ved Søren Kjøller
Lassen”. I samtalen fortæller Bolette (BO) sin mor, at hun skal til et
idrætsstævne. I linje 227 fortæller hun således, at der er et problem
angående deres deltagelse, hvis årsag bliver forklaret i linje 228.
Den indskudte sætning markerer her et skift i samtalen. Der synes
at foregå det, at Bolette introducerer et kontroversielt emne – noget
som samtaleparterne ikke er enige om, eller, som det her er tilfældet,
refererer til en begivenhed, som Bolette ikke ved, om moderen er
bekendt med. Vendingen “du ved Søren Kjøller Lassen han:::” er her
interessant. Når hun således vælger at indlede med “du ved”, virker det
som om, hun vil sikre sig, at moderen også har hørt, at Søren Kjøller
Lassen er død. Hun kunne i stedet efter “fordi::” have sagt noget i
retning af “fordi Søren Kjøller Lassen er død”, men en sådan ytring
ville forudsætte, at moderen allerede kendte til hans død. I linje 228
er der tilsvarende et overgangsrelevant sted, idet hun trækker på ordet
“han:::”. Der er altså en åbning, hvor moderen har mulighed for at tage
ordet, hvis hun allerede er bekendt med Søren Kjøller Lassens død
(jf. Sacks et al. 1974: 704). Hun forholder sig imidlertid tavs, hvorfor
Bolette fortsætter ved at gentage “han” og tilføje “er jo død”.
Det viser sig imidlertid, at moderen ikke er bekendt med
Søren Kjøller Lassens død. Der følger følger derfor en diskussion af,
hvordan han døde, inden de når frem til, hvorfor det er problematisk
for deres deltagelse i idrætsstævnet. Det kontroversielle emne, Bolette
introducerer, afføder altså en digression i samtalen, der skal afsluttes,
før de kan vende tilbage til at diskutere idrætsstævnet.
3.2.3 Jamen og altså
Som nævnt er der 6 eksempler, hvor fordi følges af disjunktivt jamen
eller altså. Dette er (11) et eksempel på:
(11)
320
*LAR:
men- men- men- å der føler du at at a:t
(.) det at du tyk→ ∙hh
221
→
321
322
323
324
325
326
327
328
*BER:
*LAR:
*BER:
329
330
331
*LAR:
*BER:
332
333
*BER:
*LAR:
*BER:
*LAR:
(0.5)
er det derfor du ikk tør møde manden↘
ja→
hvis han ser dig↘
(.)
ja↘
∙hhhhhh
fordi∾ °namen° det osse det der med
Lars↘ ∙hhhh a når man ser et
menneske ikk↗
ja:↗
∙hh e-e- så tænker man- ⁎nå:⁎ ja men hun
ser sån å sån ås e(.)
å så er hun måske:→
(11) er taget fra radioprogrammet Natteravn. Her har Berit (BER)
ringet ind for at få hjælp med sine problemer med at komme i kontakt
med mænd. I linje 320-322 stiller Lars (LAR) – programværten - et
opklarende spørgsmål, som Berit bekræfter i linje 323. I linje 324
uddyber Lars spørgsmålet, hvilket igen bliver bekræftet af Berit i linje
326. Herefter følger en fordi-ytring i linje 328, hvor “fordi∾” følges af
et disjunktivt “°namen°”. Brugen af “°namen°” har her karakter af en
self-initiated self-repair (jf Hutchby & Woffitt:60). Således viser Berit
her, at hun starter på en ny ytring, der er uafhængig af det foregående.
Det er tilsvarende svært at få øje på en sammenhæng mellem fordiytringen og fordi-basen – både syntaktisk og semantisk. I modsætning
til de tidligere eksempler er der i (11) ingen sammenhæng fordiytringen og -basen. Det må således siges at udgøre den anden ende
af spektret, hvor fordi-ytringen er en gennemgribende selvstændig
ytring.
3.3 Opsamling
Jeg har her analyseret eksempler, jeg finder repræsentative for de
kategorier, jeg har valgt at inddele mine data i. Gennem denne
kategorisering har det været muligt at analysere beslægtede mønstre i
brugen af helsætningsordstilling efter fordi. Den rækkefølge, jeg har
valgt at analysere mine eksempler i, afspejler også en gradvis adskillelse
af fordi-basen og fordi-ytringen. Således er der i mit eksempel på fordi
fulgt af en ledsætning en tydelig sammenhæng mellem fordi-ytring
og -base. Det samme gør sig gældende for (8), der er en deklarativ
222
helsætning med subjekt i forfeltet. Dog viser fordi-ytringen i eksempel
(9), der er en deklaritiv helsætning med en adverbial i forfeltet, større
selvstændighed i forhold til fordi-basen. Større selvstændighed i
forhold til fordi-basen er der også i afsnit 3.2.2 med indskudte ytringer
og stort set ingen sammenhæng, hvis der overhovedet er en, kan ses af
fordi-ytringerne med disjunktivt jamen eller altså efter fordi.
4. Konklusion
Jeg valgte i min undersøgelse yderligere at indskrænke mit korpus
af fordi-ytringer med helsætningsordstilling ved at kategorisere
dem og analysere eksempler fra hver kategori. Mine data taget i
betragtning synes der at være en betydningsforskel fra fordi-ytringer
med ledsætningsordstilling. Denne forskel består i sammenhængen
mellem fordi-ytringen og fordi-basen. Graden af hvor stor denne
forskel er udgøres af, hvordan fordi-ytringen er konstrueret. Der er
tale om et kontinuum, hvor fordi-ytringer med ledsætningsordstilling
på den ene side er tæt knyttede til den tilsvarende fordi-base. På den
anden side er fordi-ytringer med helsætningsordstilling og disjunktivt
altså eller jamen mere eller mindre selvstændige ytringer uden nogen
tydelig fordi-base. Betydningsforskellen er altså et spørgsmål om, hvor
selvstændig den givne fordi-ytring er. På nuværende tidspunkt er jeg
således nået frem til en noget snæver konklusion, der skal tage højde
for de enkelte ytringers specifikke formulering – fx om der optræder en
form for indskud efter fordi o.lign. Det kan således være interessant at
afprøve min konklusion på et større korpus, for derigennem en måske
at kunne formulere en bredere hypotese om betydningsforskellen ved
brugen af helsætningsordstilling versus ledsætningsordstilling i en
fordi-ytring.
Litteratur
Christensen, Robert Zola & Lisa Christensen (2005) Dansk Grammatik.
Odense: Syddansk Universitetsforlag.
Hutchby, Ian & Robin Wooffitt (2008) Conversation Analysis. Cambridge:
Polity Press.
223
Sacks, Harvey, Emanuel A. Schegloff & Gail Jefferson (1974) A simplest
systematics for the organization of turn-taking for conversation. Language
50:696-735.
Samtalebank. http://www.talkbank.org/samtalebank/
Steensig, Jakob (1998) Om fordi i forskellige sætningstyper i dansk talesprog.
Selskab for Nordisk Filologi i København. Årsberetning 1996-1997.
Kristensen (red.). København: Selskab for Nordisk Filologi:179-192.
MacWhinney, B. (2000) The CHILDES Project: Tools for Analyzing Talk.
Mahwah, NJ: Lawrence Erlbaum Associates.
224
Relativt som i grammatisk, historisk
og geografisk belysning
I de traditionelle dialekter kan relativsætninger have varierende udfyldning af konjunktionalpladsen og subjektspladsen, såvel intra- som
interdialektalt. I relativsætninger, hvor fællesleddet er subjekt, finder
man således:
der var en fisker
[-]
at
te/de
da
hvad
som
som
som
at
der
der
der
der
der
[-]
der
han
han
hed Peter
hed Peter (ikke i dele af Jylland)
hed Peter (kun Jylland)
hed Peter (kun Nordjylland)
hed Peter (kun Sønderjylland)
hed Peter
hed Peter
hed Peter (kun Bornholm)
hed Peter (kun Bornholm)
Jeg ser her bort fra relativ-sætninger indledt med hv-ord, undtagen
sætninger med det sønderjyske hvad. Sønderjysk hvad har de samme
funktioner som det relative som. Det er et oversættelseslån fra
nedertysk.
Jeg ser også bort fra sætninger som der var en fisker hed Peter og
der var en fisker og hed Peter, idet jeg ikke anser hed Peter og og hed
Peter for relativsætninger. (K.M. Pedersen manus vedr. dialektsyntaks,
til en ny Dansk Sproghistorie).
225
Karen Margrethe Pedersen (KU)
Som man kan se i skemaet, kan konjunktionalpladsen være tom,
eller den kan være udfyldt af én af konjunktionerne at, jysk te/de,
nordjysk da, sønderjysk hvad og endelig som.1
Subjektspladsen kan være tom eller den kan være udfyldt af
subjektsvikaren der – eller i bornholmsk af et personligt pronomen,
her han (som han hed Peter eller at han hed Peter). Den bornholmske
konstruktion er beskrevet i K.M. Pedersen 2009.
Det påfaldende ved skemaet er, at det kun er som, der tillader
tom subjektsplads. Alle andre konjunktioner følges af udfyldt
subjektsplads.
Man kunne nu overveje, om som kunne stå på subjektspladsen og
dermed fungere som pronomen (i overensstemmelse med en ældre
grammatisk tradition). Som og der ville da stå på samme plads:
der var en fisker
[-]
[-]
der
som
hed Peter
hed Peter
Men det er ikke muligt, for man kan ikke indsætte en konjunktion før
som:
der var en fisker
at
*at
der
som
hed Peter
hed Peter
Aage Hansen (1967:442) anfører ganske vist et belæg på at som fra
den københavnske forfatter Soya, men det bekræftes ikke af andre
kilder. Hvis at som hørte til ældre lavkøbenhavnsk, ville det uden
tvivl være registreret i Brink og Lund 1975, men de har det ikke. Jeg
anser det for at være et eksempel på “overdrevet”, hyper(u)korrekt
lavkøbenhavnsk.
At som findes ikke, men det gør som at – med indre at, som
Lars Heltoft har kaldt det, senest i Heltoft og Hansen 2007. Indre at
optræder hyppigst i sætninger, hvor fællesleddet er objekt (1), men
kan også forekomme i sætninger, hvor fællesleddet er subjekt (2) og
(3), eller med tom subjektsplads (4):
1
Konjunktionernes oprindelse og udbredelse er beskrevet i K.M. Pedersen (under udg.): Relative konjunktioner i danske dialekter.
226
(1)
(2)
(3)
(4)
så går der en bil som at sygekassen betaler
(det blev solgt?) ja til de andre som at der skulle bygge jo
det er en gammel tømmermand som at han er firs (Bornholm)
der var en ung bonde dernede som at [-] var meget interesseret i det
Der er således ingen tvivl om, at som må stå på konjunktionalpladsen.
Forklaringen på som med tom subjektsplads må søges i sproghistorien.
Det er ganske enkelt et relikt fra gammeldansk I den gammeldanske
periode havde man tre forskellige relative konjunktioner: ær, thær (der)
og som. I sætninger, hvor fællesleddet var subjekt, var subjektspladsen
altid tom. Konjunktionalpladsen kunne også være tom, men så var
sætningen alligevel markeret som ledsætning ved at have relativ kile:
(5) æn hinum scal bøtæ ær sar fic (Skånske Lov B74: <108>, ca. 1250)
men til hin skal (man) bøde ær sår fik
(6) the øghæn, thær wærk hauæ (Lægebogen Am187:253, ca. 1400)
de øjne, der værk har
(7) en gardh som gifuer tw pund korn til landgilde
(diplom 5/10 1406, fra Stevns)
en gård som giver to pund korn til landgilde
(8) føthær man the diur [-] af blithæ naturæ æræ
(Skånske Lov B74: <104>)
opføder en mand de dyr af blid natur er
De tre konjunktioner kan alle forekomme i sætninger, hvor fællesleddet
er subjekt, objekt og styrelse. Sætninger, hvor fællesleddet er subjekt
er illustreret i (5) – (7) ovenfor. De øvrige typer kan illustreres med
sætningerne (9) – (14) fra de samme kilder:
(9)
at thæt samma ær sant ær hin sor (Skånske Lov B74: <108>)
at det samme er sandt ær hin svor
(10) fore hinum ær han lægthi iarn ofna (Skånske Lov B74: <137>)
for hin ær han lagde jern på
(11) stenen, thær thu hauer i thek (Lægebogen Am187:521)
Stenen, der du har i dig
(12) thæn, thær bloth løpær af (Lægebogen Am 187:2626)
den der blod løber af
227
(13) then halfue gardh i Hafneløue som iæk fik aff Anders Nielssen
(diplom 1406)
den halve gård i Havnelev som jeg fik af Anders Nielsen
(14) then gardh som Pauel i Lund boor wt i (diplom 1406)
den gård som Paul i Lund bor udi
Forholdet mellem de tre konjunktioner ær, thær og som er kronologisk
og geografisk. Det kronologiske forløb i gammeldansk (1100-1525)
er beskrevet af Diderichsen (1938), og mere detaljeret af BrøndumNielsen (1965). I grove træk ser det således ud:
indtil 1300:
efter 1300:
ær (især i skånske kilder)
thær
thær
som (tidligst i skånsk, dominerende fra omkr. 1425)
I den ældste periode har vi konjunktionerne ær og thær. Konjunktionen
ær findes især i gamle skånske håndskrifter. Ær går af brug, mens thær
lever videre. Efter 1300 dukker relativt som op, antagelig dannet ved
omtolkning af sammenlignende som. I svensk kan man finde eksempler
på relativt som allerede omkring år 1000, og Diderichsen antager, at
relativt som har bredt sig fra svensk til dansk, altså fra øst mod vest.
Ifølge Diderichsen blev som dominerende i skriftsproget
fra omkring 1425 til omkring 1750, hvor der bliver dominerende.
Men Diderichsen overser mærkeligt nok, at det gammeldanske der
er forskelligt fra det nydanske der. Det gammeldanske der er en
konjunktion, mens det nydanske der er subjektsvikar. Det nydanske
der kan ikke optræde i sætninger, hvor fællesleddet er objekt eller
styrelse, som i sætning (11) og (12) ovenfor. Det gammeldanske der
og det nydanske der står således på hver sin plads i sætningsskemaet:
gammeldansk:
nydansk:
the øghæn
de øjne
der
[-]
[-]
der
wærk hauæ
har værk
Jeg har forsøgt at bestemme, hvor længe der var i brug som konjunktion,
dvs. hvor længe man kan finde der i sætninger, hvor fællesleddet er
objekt eller styrelse. Kalkars yngste belæg er fra bibeloversættelsen
228
1647. Men det kan være en ren kalkering efter bibeloversættelsen
1550. Jeg har i stedet søgt i “Renæssancens Sprog i Danmark”, et
tekstkorpus på Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs hjemmeside,
dækkende perioden 1500-1700. Det yngste eksempel heri er fra
1618:
(15) iblant dem, der jeg opregne kand, er ..
(Arreboe: Hexaemeron 1618:23)
Det relative der går altså af brug i 1600-tallet, mens det relative som
bevares. Fra 1600 og frem konkurrerer som ikke med der, men med tom
konjunktionalplads - og i dialekterne med visse andre konjunktioner,
jf. ovenfor.
Som bevarer i hele perioden sin mulighed for at følges af tom
subjektsplads. Men i og med, at der ændrer funktion, bliver det også
muligt for som at følges af subjektsvikaren der. Det ældste belæg i
“Renæssancens Sprog i Danmark” på som fulgt af subjektsvikaren der
er fra 1611:
(16) det, som der giffuer Forfarenhed (dvs. erfaring, kundskab)
Naar Mand til Mands monne bliffue
(Claus Christoffersen Lyschander: Den Calmarske Triumph
1611: 14)2
Kombinationen som der er aldrig blevet almindelig i dansk. I et korpus
med traditionelle dialekter har jeg kun fundet 9 eksempler på som (at)
der, mod 102 på som [-] med tom subjektsplads. Og i det københavnske
korpus BySoc er som der også lavfrekvent – undtagen hos en enkelt
informant, en yngre middelklassemand. Man kan spørge, om det er
den sproglige normering, der har bremset brugen af som der. Det kan
måske ikke udelukkes, når det drejer sig om moderne københavnsk
som i korpus BySoc, men det er meget usandsynligt, når det drejer sig
om de traditionelle dialekter, der på mange andre måder afviger fra det
normerede sprog.
2
Der er mange tidligere belæg på kombinationen som der/thær, men det er med adverbiet dér
i relativ kile-konstruktion.
229
Jeg vil nu se på den geografiske udbredelse af som. Ifølge Diderichsen
bredte som sig fra øst mod vest. Og som blev dominerende i skriftsproget
indtil omkring 1750, hvorefter konjunktionsløse relativsætninger
blev almindelige. Diderichsen antager imidlertid, at denne dominans
af som var et skriftsprogsfænomen – et modefænomen inden for
skriftsproget – mens talesproget foretrak konjunktionsløse sætninger
i hele perioden.
Ser vi nu på fordelingen i de traditionelle dialekter – som den
fremtræder i båndtekster – så viser der sig et interessant mønster. 3
Relativsætninger hvor fællesleddet er subjekt
i alt
Bornholm
88
Sjælland
96
Fyn
70
Vestjylland 141
Østjylland
129
Nordjylland 63
Sønderjyll.
93
% med
[-]
% med
som
% med
at/te/de
% med
hvad
49
69
60
80
91
98
68
49
31
19
14
2
0
2
2
0
21
6
7
2
2
28
I første kolonne anføres dialektområderne, i anden kolonne det
samlede antal relativsætninger, hvor fællesleddet er subjekt, og i de
følgende kolonner anføres procenten af sætninger indledt med tom
konjunktionsplads [-] og med konjunktionerne som, at/te/de og hvad.
Læses tabellen vandret, ser man således, at de bornholmske
tekster har 88 relativsætninger i alt, hvor fællesleddet er subjekt. 49 %
heraf er indledt med tom konjunktionalplads, 49 % er indledt med
som, og 2 % er indledt med at.
Subjektspladsen er ikke medtaget i skemaet. Generelt gælder
det, at subjektspladsen er tom efter som, men udfyldt af der i de
øvrige tilfælde. Der er dog enkelte eksempler på der efter som, det vil
sige på som der. Der er ingen eksempler på personligt pronomen på
subjektspladsen, således som man kan finde det i ældre bornholmsk.
3
Teksterne er hentet fra det interne tekstkorpus ved Afdeling for Dialektforskning, og de udgøres af transskriberede båndoptagelser. Ved Nordjylland forstås Jylland nord for Limfjorden.
230
Tom konjunktionalplads har højest frekvens i alle dialekter. Fra
49 % til 98 % af sætningerne har tom konjunktionalplads.
Konjunktionen som har meget forskellig frekvens. Fra 49
% på Bornholm til næsten fravær i Jylland. Vestjylland har dog en
overraskende høj frekvens sammenlignet med det øvrige Jylland. Der
er 7 vestjyske tekster i mit korpus. De 5 viser samme mønster som
teksterne fra det øvrige Jylland: De har ingen eller kun få forekomster
af som. Men de 2 har til gengæld høj frekvens af som. Jeg har ingen
forklaring på denne afvigelse. De to fortællere er fra hver sin ende af
Vestjylland (Ørslevkloster og Hodde), og de svarer aldersmæssigt til
de øvrige jyske fortællere.
I sætninger, hvor fællesleddet er objekt eller styrelse, finder man
det samme mønster bortset fra, at frekvensen af som er noget højere i
Jylland og på Bornholm, mens frekvensen af som er noget lavere på
Sjælland.4
Betragter man skemaet, så ser det ud til, at Diderichsen har ret,
når han antager, at tom konjunktionalplads foretrækkes i talesproget.
Men talesproget er mere forskelligartet end antaget af Diderichsen.
Bornholmsk har kun 49 % sætninger indledt med [-], mod 49 %
indledt med som. Fynsk har 60 % indledet med [-], mod 40 % indledet
med som eller at. Men Nordjysk har 98 % indledt med [-], og kun 2 %
indledt med en konjunktion (te/de).
Den geografiske fordeling af som ser ud til at følge det
gammeldanske mønster: som kom fra øst og spredte sig mod vest, og
de traditionelle dialekter har højest frekvens af som mod øst og lavest
mod vest.
Diderichsen gør opmærksom på, at også jyske skribenter havde
dominerende brug af som i perioden 1425-1750. Det gælder fx for
Peder Palladius og Anders Sørensen Vedel. Og jeg kan tilføje, at
det også gælder for 1600-tallets jyske tingskrivere fra Skast herred
(i Vestjylland), Hvetbo herred (i Nordjylland) og Brusk herred (i
Østjylland).
Spørgsmålet er nu: Havde de jyske skribenter også høj frekvens
af som i deres talesprog, eller var det et rent skriftsprogsfænomen som
4
I parentetiske sætninger af denne type, kan man ikke udelade konjunktionen. Men parentetiske relativsætninger er sjældne i talesprog, og ved store stikprøveundersøgelser i teksterne har jeg ikke fundet nogen overhovedet.
231
antaget af Diderichsen? Hvis det hørte til jysk talesprog i 1500- og
1600-tallet, så må som være gået af brug i jysk i perioden 1650-1850.
Hvis det derimod var et rent skriftsprogsfænomen, så har vi en ubrudt
tradition i jysk for manglende som.
Problemet er, at vi ikke har adgang til talesproget i 1500- og
1600-tallet. Vi har kun skriftlige kilder, og i og med at de skrivende
har lært at skrive, har de også lært skriftsprogets konventioner.
De tre tingskrivere fra Vestjylland, Nordjylland og Østjylland
var ganske vist ikke højt uddannede, og de har en del dialektale træk i
deres sprog, men sætningsbygningen er klart præget af en skriftlig stil,
undertiden en formel, juridisk stil.
Det nærmeste vi kan komme på talesproget i 1600-tallet er
måske de replikker, der optræder sporadisk i tingbøgerne, især i Skast
Herreds Tingbog. Og dér finder man relativt som:
.. oc hand greb fatt paa mig oc sloug mig ilde met en steen, som
hand haffde i hans haand, og som min hustru kom thil oc ville
wndfrj mig fra hanem, greb hand hinder fatt oc sloug hinder
nogle gange imod iorden oc røgte hinder i hindis haar (Skast
Herreds Tingbog 5. april 1636)
Replikken stammer fra selve retsmødet. Det er sagsøgerens beskrivelse
af hændelsesforløbet. Andre replikker er derimod gengivelser af, hvad
der blev sagt under hændelsesforløbet. Det gælder den følgende replik.
Niels Christensen er gået ind i Maren Clausens fåresti og har taget
hendes vædder. Hun var selv til stede, da det skete, og hun forklarer
på tinget, at hun sagde:
Huor wilt du hen met den roneweder. Det er min ... , oc her
stander hanss moder i stjen, som haffuer fød hanom (Skast
Herreds Tingbog 10. april 1638)
Replikkerne ser autentiske ud, og man kan ikke afvise, at de faktisk har
lydt sådan. Men man skal lægge mærke til, at de ikke kan være helt ordret
gengivet, for de talende har ganske givet ikke sagt i jorden og i stien,
men i æ jord og i æ sti med foransat artikel. Det har åbenbart været for
langt fra skriftsprogsnormen for tingskriveren. Og så skal man huske,
at teksten i tingbogen er en renskrift, som skriveren har nedskrevet
232
efter tinget (jf. indledningen til Skast Herreds Tingbog 1636:XIIf.).
Han må have taget fyldige noter under selve tinghandlingen, men han
har næppe stenograferet.
Jeg må konkludere, at jeg ikke kan afgøre, om relativt som har
været brugt i jysk talesprog i 1600-tallet.
Men så er der endnu en krølle på historien, og den handler om relativt
som i adverbielle stedssætninger, svarende til hvor i moderne dansk.
Det relative som i stedssætninger er lige så gammelt som det
relative som i adjektiviske sætninger, dvs. fra omkring 1300 (jf.
Lollesgård 1920:76ff). I den gammeldanske periode konkurrerer
stedskonjunktionen som med stedskonjunktionerne thær og hvar/hvor,
jf. følgende belæg fra omkring år 1300:
(17) nokor stath a marko sum han hauir sat spiut sit
(Skånske Lov Am 28:2817)
et sted på marken som han har sat spyd sit
(18) a land thær the bo (Flensborg Stadsret:115)
på landet der de bor
(19) ok varæ sithæn huar han uil (Skånske Lov Am 28:1229)
og være siden hvor han vil
Som bekendt bliver det hvor, der sejrer i dansk, mens der sejrer i
svensk.
Kalkars Ordbog har mange belæg på som i denne funktion fra
1400- og 1500-tallet, og der er belæg fra alle dele af landet. Kalkar
citerer jyden Peder Palladius og sjællænderen Christiern Pedersen, og
jeg har selv fundet belæg hos fynboen Hans Tausen.
Man kan nu spørge, om dette som også er et rent modefænomen
inden for skriftsproget, mens talesproget foretrak de øvrige stedskonjunktioner. Det kan jeg sige klart nej til. Stedskonjunktionen
som blev også brugt i talesproget. Det fremgår af den geografiske
udbredelse i de traditionelle dialekter. Man finder stedskonjunktionen
som på Bornholm, i Nord-, Vest- og Sønderjylland og sporadisk i
Østjylland. Det er en typisk relikt-udbredelse: som må have været
udbredt som stedskonjunktion i alle dialektområder, men er kun
bevaret i yderområderne.
233
Jeg har set på forekomsten i Nordjylland. Og her har jeg fundet
belæg i en række kilder af forskellig alder, lige fra 1600-tallet til
slutningen af 1900-tallet:
(20)
(21)
(22)
(23)
(24)
… oc kiendes ved de asteder (åsteder) som de tørffue er graffuet
(Hvetbo Herreds Tingbog 2.7.1631)
… de stæder, som de af gammel tid hafver staaet
(landbyvedtægt 1736, Danske Vider.2: 268)
du står dér som a skal spytte (J.M. Jensen 1897-1902: § 484)
(talemåde, der betyder ‘du står i vejen’)
vi havde sådan en stor klit som te æ køer gik løse5
(lydoptagelse 1948, Uggerby sogn)
det er dér som nu skolen den ligger
(lydoptagelse 1974, Børglum sogn)
Relativt som i stedssætninger har altså en ubrudt tradition i nordjysk,
og der er ingen tvivl om, at det hører til talesproget.
Men man kan ikke slutte heraf, at det relative som i adjektiviske
relativsætninger også har hørt til talesproget, for de to funktioner
af som behøver ikke at følges ad, som det klart fremgår både af de
traditionelle jyske dialekter og af moderne rigsmål.
Tekster
Brusk Herreds Tingbog 1661, transskriberet 1994 af I.C. Højensgaard, udg.
på Peter Skautrup Centrets hjemmeside, www.jysk.au.dk/publikationer.
Flensborg Stadsret [ca. 1300], i Danmarks Gamle Købstadlovgivning bd. 1,
udg. 1951 af Erik Kroman for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
Hvetbo Herreds Tingbog 1631, 1632 og 1633, transskriberet 1993-94 af I.C.
Højensgaard, udg. på Peter Skautrup Centrets hjemmeside www.jysk.
au.dk/publikationer.
Lægebogen Am 187, udg. 1886 af Viggo Såby. Universitets-Jubilæets Danske
Samfund.
Skast Herreds Tingbog 1636-1640, bd. 1-4, udg. 1954-1965 af Udvalget
for udgivelse af kilder til landbobefolkningens historie, ved Poul
Rasmussen.
5
Eksemplet har indre te, der i jysk svarer til indre at i andre dialekter.
234
Renæssancens Sprog i Danmark, et tekstkorpus (med ordbøger og tekster) på
Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs hjemmeside, www.dsl.dk.
Skånske Lov (efter B 74), i Nelly Uldaler og Gerd Wellejus (udg.) 1968:
Gammeldansk Læsebog. Gyldendal. København.
Skånske Lov (efter Am 28), i P.G. Thorsen (udg.) 1853: Skånske Lov og Eskils
skånske Kirkelov. København.
Transskriberede båndoptagelser, hentet fra det interne tekstkorpus samt
fra Topografisk Samling ved Afdeling for Dialektforskning, Nordisk
Forskningsinstitut, Københavns Universitet.
Danske Vider og Vedtægter. 1-5. Udg. 1904-1938 af Poul Bjerre mfl.
København.
Litteratur
Brink, Lars og Jørn Lund (1975) Dansk Rigsmål 1-2. Gyldendal. København.
Brøndum-Nielsen, Johs. (1965) Gammeldansk Grammatik. V. Pronominer.
Akademisk Forlag. København.
Diderichsen, Paul (1938) Über das unpersöhnliche und das relative der im
Dänischen, i Bulletin du Cercle Linguistique de Copenhague 3:19-22.
Hansen, Aage (1967) Moderne dansk 3. Udg. af Det Danske Sprog- og
Litteraturselskab. Grafisk Forlag. København.
Heltoft, Lars og Erik Hansen (2007, manus) Grammatik over det Danske
Sprog (under udgivelse af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab).
Jensen, J.M. (1897-1902) Et Vendelbomåls Lyd- og Formlære. København.
Kalkar, Otto (1881-85/1976) Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700)
1-5. Udg. af Universitets-Jubilæets Danske Samfund. København.
Lollesgaard, Johs. (1920) Syntaktiske Studier over det ældste danske Skriftsprog (før ca. 1300). Nykøbing Falster.
Pedersen, Karen Margrethe (2009) Bornholmsk Dialektsyntaks, i Henrik
Hovmark mfl. (udg.) I Mund og Bog. 25 artikler om sprog tilegnet Inge Lise
Pedersen på 70-årsdagen d. 5. juni 2009. Afdeling for Dialektforskning.
København:249-262.
(under udg.) Relative konjunktioner i danske dialekter.
235
236
For nogle år siden havde Museet på Sønderborg Slot en udstilling af
Sønderjyllandsbilleder. De var fremstillet af folk fra Sønderjylland
som i tekst og illustrationer gav deres bud på noget karakteristisk
eller særegent for landsdelen inden for ti emner. Sprog og dialekt var
ikke heriblandt, men den sproglige situation før og nu blev alligevel
kommenteret, og sønderjysk viste sig betydningsfuld for mange
uanset om deres nationale identitet var dansk eller tysk (Adriansen og
Pedersen 2007).
Det nationale sindelag kom dog frem i forbindelse med emnet en
sang, hvor mange danske sønderjyder, men ingen tyske, valgte sange
skrevet på sønderjysk af dansknationale forfattere under tysk styre
1864-1920. Især foretrak mange Karsten Thomsens: Ved Forårstid fra
1870’erne der begynder med: “Det er så køhnt, det er så dejle” og
slutter med: “Mit moersmål, din sång, hær dog den kønnest klång.
Ja, det er køhnt, ja, det er dejle.” En af udstillerne valgte denne sang
“fordi den er digtet i det sønderjyske sprog. Sangen er en hyldest til
modersmålet”. Denne begrundelse viser klart at udstilleren sætter pris
på sønderjysk som modersmål. Flere andre delte denne opfattelse og
gav tillige udtryk for at sangen bekræftede det sproglige fællesskab
og var med til at bevare dialekten. Dette formulerede en skoleelev
således: “Også det at den er skrevet på gammeldags sønderjysk er af
stor betydning for det sønderjyske folkefærd.”
Andre skoleelever pegede på VOS - pigernes sange på sønderjysk
som ikke fik prædikatet gammeldags. De er især landskendte for Giro
413 hittet E Spritte, men eleverne trak Te Ringerien frem, sange som
i øvrigt begge er genudgivet på cd’en VOS – Når vi vasker vinduer
237
Karen Margrethe Pedersen (SDU)
fra 2010, der i reklamen fremstår som “flersproget underholdning –
dansk og alsisk i skøn forening”. Skoleeleverne skrev i begrundelsen
for valget at det var: “fordi de synger på sønderjysk. Vores sprog er
det, som vi er mest kendt for. Desuden synger de om ringridning, som
jo hører til Sønderjylland.”
Disse elever identificerede sig øjensynlig med sønderjysk idet
de skrev “vores sprog”, og i og med at de karakteriserede sønderjysk
som et sprog, lå de på linje med den udstiller som skrev: “det
sønderjyske sprog”. Denne opfattelse af dialekten som et sprog, der
også ligger i ordet flersproget om den sønderjyske dialekt alsisk og
dansk i reklamen for VOS, rækker tilbage til tiden under tysk styre
i Sønderjylland. Her blev dialekten betragtet som de dansksindedes
nationalsprog, æ sproch, som de markerede deres danskhed med i
offentlige sammenhænge, mens de tysksindede brugte tysk. Som
dagligsprog i det nære miljø anvendte begge grupper imidlertid sønderjysk, som mange tysksindede havde som modersmål, og her var
dialekten neutral i national henseende. I andre samfund hvor folk også
betragter dialekten som deres sprog, forekommer det nationale aspekt
ikke, men fælles er at dialekten har status når den bliver anset for at
være et sprog.
Sange på sønderjysk der er forfattet i dag, viser ligeledes at
dialekten spiller en rolle og har status. Dette blev fremhævet i et
andet bidrag til Sønderjyllandsbilleder hvor udstilleren valgte cd’en
Pornogangster af L:Ron:Harald og skrev: “Jeg har valgt cd-en, fordi
der i disse år lyder mange bekymrede røster, som frygter, at dialekterne
snart forsvinder. Måske står det ikke så galt til.” En anden trak sangen
Mojn frem som har tekst på sønderjysk og blev indspillet af Valdemars
Orchestra i forbindelse med lanceringen af sloganet Mojn – vi ses i
Sønderborg i 1975. Og hilsen mojn fik følgende ord med på vejen:
“vores måde at hilse på [...] Så sønderjysk som det kan blive.” Heri
er Den Danske Ordbog fra 2005 enig da den beskriver mojn som en
almindelig hilsen i Sønderjylland.
Rap på sønderjysk
Sangen Mojn som er skrevet af Valdemar Rasmussen, blev ikke blot
populær i Sønderjylland, den var også et hit på landsplan og opnåede
238
at komme på Dansktoppen. Ligeledes blev L:Ron:Haralds Mæ å min
Kadett fra cd’en Pornogangster landskendt. De to kompositioner
hører begge til genren rap. Det kan undre da Mojn er fra før rap blev
kendt, men flere musikanmeldere har efterfølgende karakteriseret den
som den første danske rap. Herom siger Valdemar Rasmussen:
“Da jeg i 1975 digtede, komponerede og indspillede Mojn, var
det med inspiration fra Louis Armstrong, Calloway og andre
jazzere som havde sunget scatsang længe før. For mig er det en
rytmisk opdragelse, som falder mig helt naturlig. Når Mojn gik
hen og blev et hit, så skyldes det vel netop, at her var der, uden
at nogen vidste det, noget nyt på vej. At det senere skulle vise
sig at blive et musikalsk udtryk, anede jeg eller andre intet om.”
(e-post 2010).
Foruden rytmen udtrykker rap ofte et tilhørsforhold til en bestemt
lokalitet og sproget i det miljø som rapperne kommer fra. Derved
viser de deres baggrund respekt. Dette er også tilfældet hos Valdemar
Rasmussen som i Mojn fokuserer på Sønderjylland og Sønderborg, og
som i de senere rap inddrager Vestsønderjylland og Tønder, hvor han
er opvokset. Dertil kommer brugen af hans modersmål sønderjysk.
For L:Ron:Harald er Als og Sønderborg det centrale, og han rapper på
sønderjysk.
Rap på sønderjysk fra Vestsønderjylland
I Mojn siger Valdemar Rasmussen mojn til alle sønderjyder. De er gjort
let genkendelige gennem sønderjyske navne som Kesse for Kristian,
Midde for Marie, Fidde for Frederik og Jønne for Jørgen (Pedersen
2003). De traditioner som stadig er levende i Sønderjylland, får også
et mojn med på vejen. Det er ringridning og »mærken«, dvs. markeder
som Klostermærken og Kliplev Mærken. Og rappen fortsætter:
Vi svinger og jatzer i Valdes Bande
og mojner til alle de riger og lande
mojn til Affenraa, Hadersle og Tynne,
mojn til åll I stoe bynne.
Med horn og tromme vi ska jer kanøffel
Vi ses i Synneborre mæl Als og Døffel.
239
Foruden rytmen er indflettede referencer til andre sange ligeledes karakteristik for rap. Her er det til Ingemanns digt om Holger Danske
fra 1837: “I alle de riger og lande”. Nummeret er genudsendt på
cd’en Sønderjysk Kaffebord i 1991, hvor også Æ Punch Sti, Mojn
Mojn ha’ do moch i æ øjn? og Kagmanden hører til rapgenren. På
den senest udgivne cd NOK fra 2008 rapper Valdemar Rasmussen
videre på sønderjysk i Øgenavne, Hviskestykke, Pip i marsken,
Sønderjysk Ordbog, Tek og Pot og Spejlæg, og dialekten forbinder
han med fællesskab og sønderjysk identitet. I sangen Sønderjysk fra
NOK udtrykker han sin positive holdning til sønderjysk således: “Æ
elske mit sproch den synnejysk’ dialekt”. For Valdemar Rasmussen
signalerer sønderjysk både et regionalt fællesskab og en selvforståelse
som sønderjyde.
Den sønderjyske dialekt i denne række af rap er kendetegnet ved
en lang række grammatiske og lydlige særtræk samt dialektale gloser
der er karakteristiske for sønderjysk i Vest- og Midtsønderjylland. Til
de grammatiske forhold hører at den foranstillede bestemte artikel æ
markerer at substantivet er i bestemt form fx æ tanke. Rigsdansk har
efterhængt morfem tankerne. Når udtalen af artiklen er en æ-agtig
lyd, hører dialekten til vest for den gamle hovedvej A10. Østpå er den
e-agtig, og blandt andet L:Ron:Harald skriver den e (Nyberg 1993).
Endvidere har verber med en stamme der udlyder på l, n, r,
eller s, men ikke indgår i konsonantgrupper, ingen bøjningsendelse i
præsens æ vind den sus. Rigsdansk er vinden den suser. Og verberne
får, går og står har omlyd i præsens hvilken vej det ge. Dertil kommer
at det personlige pronomen i første person er æ der svarer til rigsdansk
jeg, og adverbiet it svarer til ikke.
Til særtrækkene inden for de lydlige forhold i vestsønderjysk
hører udtalen af de gammeldanske konsonanter k, p, t og th (∂) i udlyd
og indlyd mellem vokaler. Dialekten har for gammeldansk k ch-lyden
der nærmer sig den tyske -ich/-ach-lyd i fx tebach, lechet. Disse ord
svarer til rigsdansk tilbage, legede. Gammeldansk p har udtalen f som
i æ fugl de pif, pifkoncert der svarer til rigsdansk pibe, pibekoncert.
Gammeldansk t enten bortfalder eller bliver til svækket r [®] eller
[é] fx uen, hvor rigsdansk har uden og udtale med blødt d [∂]. Og
gammeldansk th falder enten væk i vestsønderjysk eller har en udtale
240
svarende til det skrevne j fx glaj, blaj som på rigsdansk er glad og blad,
men i rappene forekommer imidlertid også den rigsdanske udtale i fx
Snehvide og bestride.
Inden for vokalerne er det dybe sønderjyske a karakteristisk
for udtalen, men er ikke gengivet i skriften fx land. Dette a ligger
ifølge Nyberg (1990:168) ret fjernt fra konservativt rigsmåls a-lyd.
Endvidere er det karakteristisk for vestsønderjysk at det lange e, ø og
o bliver udtalt med glidning, dvs. at man går fra en lyd hen imod en
anden, fra e mod en i-lyd der ofte skrives j som i sej (ser), og fra ø mod
en y-lyd som bliver skrevet både som j og i som fx i høje (høre). Dertil
hører at langt o glider mod en u-lyd. Denne diftongering forekommer
imidlertid ikke i udtalen i rappene og er heller ikke angivet i skriften
da der står fx store, sol, bro, tro. For langt e og ø gælder ligeledes at de
både har rigsdansk udtale og skrift og den dialektale fx se og sej (se)
og høe og høje (høre).
Ordforrådet i rappene er som sagt karakteriseret ved en række
dialektale gloser som verbet støb (bakke), substantivet løbbels
(marmorkugler) adjektivet dose (svimmel) hvoraf mange er tyske
låneord (Nyberg 1988). Hertil kommer proprierne Ludde (Louise),
Midde (Marie), Stinne (Kirstine) og Tidde (Katrine) for kvindernes
vedkommende og for mændene: Calle (Carl), Kedde eller Kesse
(Christian), Fidde (Frederik) og Jønne (Jørgen). Endvidere har rappene
en række indlånte tyske udtryk som fx mit swung und freude og liebe
(Hviskestykke). De er ret almindelige i sønderjysk på Tønderegnen
som resultat af tysk sprogkontakt.
Denne analyse viser at Valdemar Rasmussens dialekt ligger
ret tæt ved den traditionelle sønderjyske dialekt i Tønder og egnen
deromkring når der ved traditionel sønderjysk forstås en traditionel
lokal dialekt som er knyttet til et geografisk afgrænset område, en
bestemt lokalitet, og karakteriseret ved en fast kombination af særtræk
der ikke stammer fra udviklingen af rigsdansk (Pedersen 2011:188).
Grunden til at den ikke helt opfylder kriterierne for at være en
traditionel dialekt, er at der inden for de lydlige forhold ikke er en fast
kombination af særtræk. Diftongering forekommer ikke altid. Dette
er med til at karakterisere den sønderjyske dialekt i rappene som en
moderne regional dialekt (Pedersen 2011:189). Dette vil sige moderne
241
sønderjysk som er en dialekt fælles for Sønderjylland og som har en
del af særtrækkene fra en eller flere af de traditionelle sønderjyske
dialekter, men ikke noget fast antal særtræk og heller ikke særtræk i
nogen fast kombination.
Rap på Sønderjysk fra Als
L:Ron:Harald har understreget sit tilhørsforhold til Sønderborg, som
hovedsagelig ligger på øen Als, ved at rappe om byen, ved at have
ALS tatoveret på halsen og ved at rappe på sønderjysk. Efter en lang
række rap på sønderjysk har han i en radioudsendelse i P4 DR Syd i
2010 erklæret at L:Ron:Harald er død. Kunstnernavnet er blevet afløst
af navneattestens Lars Jensen, og han er vendt tilbage til grafittien
som han dyrkede som ung. Det mest alment kendte nummer fra
Pornogangster (1999) er Mæ å min Kadett der i uddrag er nedskrevet
som:
Mæ å min Kadett – Mæ å min Kadett
Opel Kadett den er åltins numme jet
Mæ å min Kadett – Mæ å min Kadett
Opel Kadett den er åltins numme jet
L:RON:HARALD han ælske sin Kadett
å køie i Kadett de æ fannemgame fett
Dobbelt kaburator å e hele svineri
Tysk mekanik de æ nau vi ka li
Så L:RON:HARALD han æ mæ å e hold
Fåk BMW få Harald han æ kold
Opel Kadett ja se de æ naue dæ ka holle
Næ æ ligge å e bachsæi mæ conni å bolle
En anlyse af dialekten i Mæ å min Kadett og resten af numrene på
Pornogangster viser at der er særtræk fra flere sønderjyske dialekter
og ikke kun fra de alsiske. Den foranstillede bestemte artikel bliver
udtalt e-agtigt, hvilket er et østsønderjysk og alsisk særtræk, og i alle
rap bliver den gengivet e. Desuden er det personlige pronomen æ dvs.
det rigsdanske jeg, og præpositionen å er lig på. Dertil kommer det
242
dybe sønderjyske a. Derimod er diftongeringen af langt e, o og ø ikke
gennemført konsekvent da nogle ord udtales uden diftongering fx hele
og se, mens køre bliver udtalt med diftongering som køy og skrives
køie, hvilket kan være alsisk udtale. Udtalen af gammeldansk k er g i
ligge, men ch i bach. De sønderjyske særtræk indgår således ikke altid
i en fast kombination, og derfor er rappene på Pornogangster fremført
på en moderne regional dialekt, moderne sønderjysk.
Ligesom Valdemar Rasmussen er L:Ron:Harald meget bevidst om sin brug af dialekten og både glad og stolt over at kunne
sønderjysk. I et interview til Danmarks Radio i 2007 fortæller han (H)
på sønderjysk intervieweren (I), der i løbet af interviewet også slår
over i sønderjysk, hvorfor det er vigtigt at rappe på sønderjysk:
I: L:Ron:Harald hvad skal vi egentlig med synnejysk?
H: Altså synnejysk det ska vi da udbrej mest muligt til æ hele
verden for det er da den fineste dialekt der naunsin er opfundet
altså.
I: Hvad er det der er så godt ved den?
H: Jamen altså den svinger jo, den er musisk, og den er
charmerende og der er mange goj vendinger og udtryk og møj
godt fikumdick man ka lau mæ æ sproch der jo (DYT fikumdick
betyder lumskeri eller fikfakseri). Jer fra køffenhaun I spille så
smart I er stou i æ kæft [...] det sai æ L:Ron:Harald æ man.
I: jamen tænk dig nu om fordi hvis du snakker synnejysk i
køffenhaun fx så er dæ it ret manne dæ forstå hva du sai, hva æ
så æ mening mæ et?
H: jamen æ mening er at de der køffenhaunere ska lær å forstå
at det hele it ska foregå på køffenhavnsk jo, måske udvide deres
horisont lidt it altså, æ tøs jo at det hele it ska vær så strømlinet
og globaliseret og multinationalt og vi ska ålle sammen snak
engelsk eller ålle sammen snak smart køffenhaunsk eller naue.
Æ tøs jo at dæ ska være flere farver å æ palet, jo flere farver å æ
palet jo bedre er det jo it altså, hvert menneske udtrykker sig å
sin måj, og æ dialekt det er jo bare en måj at udtrykke sig å jo. Æ
ka godt li mangfoldighed ved mennesker, å derfor så tøs æ det er
galt vigtig at vi holder fast ved æ dialekter å sån.
(Fra: http://www.dr.dk/Tema/Graenseland/Forside.htm).
243
Omverdenens holdninger til rap på sønderjysk
L:Ron:Harald plæderer i interviewet for sprogpluralisme, og han
er imod den sproglige ensretning som udbredelsen af københavnsk
har medført. Tillige giver han en æstetisk vurdering af sønderjysk
som den fineste dialekt. Flere af hans lokale tilhængere havde en
tilsvarende holdning på en chat der har været knyttet til L:Ron:Haralds
hjemmeside. De gav svar på tiltale til den unge Nadja som ikke forstod
dialekten på Pornogangster og ikke mente at sproget var dansk. Hun
skrev: “hva er det lige for et sprog han taler?? Det er ihvertfald ikke
dansk det kan jeg da høre...”
Fire sønderjyske unge forsvarede dialekten og påpegede at den
er lige så dansk og rigtig som rigsdansk, og at det tillige er et udtryk
for begavelse at beherske to sprog:
“Det er et særpræg af dansk kultur der hedder dialekt. Den sms
agtige ‘short hand’ og brug af mange engelske låneord kan vel
kaldes en moderne dialekt. Jeg ved ikke om du seriøst mener, at
dette ikke er dansk blot fordi DU ikke forstår det. Men nu fik du
i hvert fald et forsøg på et seriøst svar.”
“er nu ret sikker på dialekterne går ligeså langt tilbage og er
ligeså rigtig som rigs-dansk eller rigtig dansk som du mener”
“Ja, se nu her Nadja skanken :) Jeg kan både snakke (Dansk)
som du kalder det, og jeg kan snakke med dialekt, bare fordi der
er nogle folk som er mere begavede end dig behøves du ikke
rakke ned på dem :)”
Det fjerde svar som var på sønderjysk, betegnede spørgeren som en
skide københavner og bad hende holde kæft:
“Hold æ kæft skie kæffenhaune’ MOJN”.
Litteraten Lars Bukdahl har i Generationsmaskinen. Dansk litteratur
som yngst 1990-2004 (2004:323) også kommenteret L:Ron:Haralds
rap: “det forbliver for vildt, at han rapper på sønderjysk” og i Poesi
dér: danske raptekster 1988 – 2004 (2004: 104) finder han at “dialekt
(gloser og stavning)” hører til de forholdsvis eksotiske koder som er
svære at placere i forhold til åbne og lukkede koder: “dialekt (hvad
f.eks. med L:RON:HARALDs dialektale udgaver af hip-hop-lingo)”.
244
Det er dermed overladt til andre at afgøre om dialekt er en åben eller
lukket kode. Når Bukdahl kalder en dialekt eksotisk, er der næppe tvivl
om at den er fremmed for ham og sikkert en lukket kode. Bukdahl har
også problemer med indsigt i temaerne som L:Ron:Harald rapper om
og betegner en Opel Kadett og en Puch Maxi for “højst konkrete og
lettere absurde omdrejningspunkter” (2004:110). Denne bedømmelse
som absurd vidner om total uvidenhed om ungdomskultur og sprog
blandt nogle af drengene og de unge mænd i landkommuner og
købstæder i 1990’erne, i hvert fald i Sønderjylland. For dem var det
lykken at blive 16 år og kunne få knallertkørekort og en knallert, helst
en Puch Maxi. For den 17-årige var målet at få kørekort på 18-årsfødselsdagen, og bilen skulle være en billig, gammel Opel Kadett.
Det foretrukne mærke i 2010 er en sort Golf, og knallerten og bilen
er stadig vigtige transportmidler for unge mænd på egne med ringe
offentlig transport. De giver mulighed for samvær med andre unge,
for at komme i byen og for at imponere. Dertil hjælper store højtalere
som spiller for åbne bilvinduer. Denne del af ungdomskulturen hører
ligesom dialekten til livet i lokalsamfundene og er derfor ikke et
absurd temavalg, men en afspejling af kulturen i hjemstavnen som har
stor betydning i rapgenren. L: Ron: Harald udviser i modsætning til
Lars Bukdahl stor indsigt i denne gruppe unges værdier og rapper om
dem med en stor grad af selvidentifikation.
Sønderjysk valgrap
L:Ron: Harald er imidlertid andet end pornoganster. Han er et politisk
menneske som engagerer sig til fordel for Socialdemokratiet og har
komponeret to valgrap for partiet. Da Benny Engelbrecht fra Sønderborg stillede op til folketingsvalget i 2007, skrev L:Ron:Harald
Respekt for Engelbrecht som er en rap på sønderjysk. Han indleder
den med at fremføre at han mest synger om bajere og traktortræk, men
nu har han et andet budskab. Derefter følger rappens omkvæd:
“Sæt kryds ved Engelbrecht/for æ mand er til gavn/han tænker å
æ landsdel og it København. Fremskridt for Jylland/det er motto
for æ mand/ han skal vælges nu/for vi ved hvad han kan.”
Og det første af otte vers lyder:
245
“Dæ ska ske nau nyt det ka’ itt blyw ve /Få Dyffel Møll male
helt a hælved te’/Sy- å Vestjylland blywe æueset å glemt/Det æ
Køffenhauneri å det dævlengame slemt.”
(Fra: http://benny-engelbrecht. Smartlog.dk/valgsang).
Denne valgrap er skrevet på moderne sønderjysk, dvs. det er en
moderne regional dialekt, og det er bemærkelsesværdigt at den foranstillede bestemte artikel både bliver udtalt og skrevet æ, mens
L:Ron:Harald tidligere i sine sønderjyske rap konsekvent har brugt
e. Valgrappen fik seks stjerner ud af seks mulige i Berlingske Tidende
og en pæn omtale i Politiken. Da Mondo på P3 gennemførte et stort
grandprix for valgsange med en national sms-afstemning blandt tolv
nominerede sange, blev den imidlertid kun nummer tre, muligvis
pga. dialekten. Alligevel konkluderede Benny Engelbrecht at det “der
startede som en god lokal spøg er jo med et blevet en landsdækkende
begivenhed.” (Benny Engelbrecht, Smartlog 13.11.2007). Ved at
kalde rappen en lokal spøg markerer han at den har skullet appellere
til vælgere i Sønderjylland og først og fremmest de unge vælgere, som
DSU-Sønderborg holdt en valgkampsaften for med de to sønderjyske
rappere L:Ron:Harald og Jeppe Rap på et kendt hip-hop spillested
i Sønderborg. Der var stuvende fuldt, og det har nok givet mange
stemmer. Engelbrecht blev i hvert fald valgt ind i Folketinget.
Under valgkampen til Regionsrådet for Region Syddanmark
i 2009 komponerede L:Ron:Harald igen en valgrap på sønderjysk,
Gi vos Jesper. Det var til den yngste kandidat Jesper Smaling, nr.
24 på liste A, som dog ikke blev valgt (www.smaling.dk). Samme
år præsenterede det tyske mindretals Slesvigsk Parti og dets
ungdomsorganisation Junge Spitzen hver sin valgrap på sønderjysk til
kommunalvalget i de fire sønderjyske kommuner. Slesvig Partis Det’
Vos er forfattet på traditionel sønderjysk, mens de unges Spitzenklasse
Rap bliver fremført på moderne sønderjysk (Pedersen 2011:199). De
markerer partiets regionale tilhørsforhold og var led i en valgkamp,
hvor partiet markedsførte sig som det sønderjyske parti, hvilket
også fremgår af hjemmesiden www.stemsønderjysk.dk. Slesvigsk
Parti fik et overordentlig godt valg, sandsynligvis takket være dets
sønderjyske profil som mange sønderjyder kunne identificere sig med,
og valgrappene som tiltalte mange unge.
246
Andre rappere fra Sønderjylland
Valgrappen Spitzenklasse Rap er komponeret og rappet af Brygs fra
4Fod, men bortset fra denne ene rap har han ikke produceret andre rap
udelukkende på sønderjysk. Han ønsker dog sammen med sønderjyden
Kami-Kaspar i gruppen 4Fod (to mænd har fire fødder) at fremhæve
deres sønderjyske rødder. I et interview bliver de spurgt:
“I har også brugt et meget sønderjysk udtryk i musikken indtil
nu, hvordan kan det være, og hvad får I ud af det? Bryx svarer:
Altså når vi rapper, forkorter vi ordene af som vi ville udtale
dem når vi snakker. Vi siger aldrig “ik-ke”, og på den måde
bruger vi nok vores sprog til at få ting til at rime, som andre ikke
kan. Og Kami-Kasper tilføjer: På et nummer som “Mojn” rapper
vi forholdsvis rigsdansk, men vi laver omkvædet på sønderjysk,
fordi vi ville repræsentere Sønderborg på en original måde, så
folk recognizer vi er anderledes.” (HipHop.dk fra 05/09/2005).
Rappernes ik er den jyske apokoperede form af ikke som hører til jysk
talesprog nærmere end sønderjysk, hvor nægtelsen er it. Men deres
hensigt er ifølge interviewet også kun at signalere deres sønderjyske
tilhørsforhold gennem enkelte indslag som fx i rappen Ja Mojn doo,
hvor omkvædet er på moderne sønderjysk med omlyd i præsens i geh
(går), særformen saj (siger) og det personlige pronomen æ for jeg,
mens ordet alle ikke har den dialektale udtale åll :
“Ja mojn do/ alle vegne æ geh der saj de mojn do/ ja mojn do/
ja mojn do/ alle vegne æ geh der saj de mojn do/ så mojn do/ ja mojn
do.” (www.youtube.com).
I en anden rap Legen på vejen der udspiller sig på Enghave Plads i
Købehavn, møder vi hilsnen mojn i den verbale form mojner: “Og
mojner folk, mens asfalten bliver flosset”. Med andre ord markerer de
deres regionale sønderjyske tilhørsforhold i teksten.
Endvidere er der Jeppe Rapp fra Sønderborg som ikke har rap på sønderjysk, men som på mindst et nummer, Sønderbronxpunx sammen
med 4Fod (2008), har sønderjyske stemmer som kommenterer rappen.
Clemens, Kenneth K fra Faktaposen og senere Østkyst Hustlers samt
247
Per Vers er blandt de landskendte rappere som også er opvokset i
Sønderjylland, men i deres rap har jeg endnu ikke fundet nogen brug
af sønderjysk.
National, lokal og regional – en konklusion på sønderjysk i sang
og rap
Sønderjysk dialekt, både den traditionelle og den moderne, er med
de sønderjyske sange under tysk styre, popsange fra 1980’erne og
nutidens rap i snart 150 år blevet brugt i forskellige former for sang
til at markere en identitet, først en dansk national identitet, senere
en regional eller en lokal identitet. Hertil kommer den sønderjyske
folkesang som til alle tider har været udtryk for et tilhørsforhold til
Sønderjylland (Dam-Jensen & Lauritsen 1983). Som identitetsmarkør
har sønderjysk vist sig i denne analyse stadig at appellere til en
følelse af fællesskab, lokalt og regionalt, samt til at markere rødder
i Sønderjyland. Det gælder helt ned til brugen af et enkelt ord, den
sønderjyske hilsen mojn.
Denne hilsen spiller en gennemgående rolle i sønderjysk rap
lige fra den første rap i Sønderjylland, eller rettere i Danmark, Mojn,
som var udsprunget af den sønderborgske Handelstandsforenings
kampagne for Sønderborg i 1975 med sloganet: Mojn – vi ses i Sønderborg (Pedersen 1995). L:Ron:Harald har ligeledes komponeret en
rap med titlen: Mojn, der indgår i cd’en Vi’ fra Jylland med referencer
til Valdemar Rasmussens Mojn. De har begge tillige komponeret rap
med titlen Mojn, Mojn har do moch i æ øjn, dog med vidt forskelligt
indhold. Dertil kommer 4Fods rap Ja Mojn do. Desuden indgår hilsnen
mojn i en lang række af de sønderjyske rap herunder valgrappene.
Det 35 år gamle slogan Mojn – vi ses i Sønderborg har også vist
sig levedygtigt. De unge rappere i Sønderborg har taget det til sig og
omformet det til: Mojn – vi ses i Sønderbronx, og det figurerer på flere
sønderborgske rapperes T-shirt i dag. Hermed hentyder de ikke blot
til hjemstavnen, men også til at de første hiphoppere som udtrykte
sig inden for rapgenren, var fra South Bronx i NewYork City. Navnet
Sønderbronx indgår i øvrigt ikke blot i Jeppe Rapps ovennævnte
nummer, men også i flere af L:Ron:Haralds rap.
Ved at kombinere det lokale med det globale har de rappere
248
som udtrykker sig på sønderjysk, placeret sig i et glokalt rum. De
har rødder i det lokale og får inspiration fra det globale. Derfor har
sønderjysk betydning for dem. Og dialekten er åbenbart også værdifuld
og acceptabel for deres tilhængere siden flere af rapperne er blevet
landskendte.
Litteratur
Adriansen, Inge & Karen Margrethe Pedersen (red.) (2007) Sønderjyllandsbilleder eller selvportrætter? Sønderjyske Museer 2005-7, Sønderborg:
Museum Sønderjylland.
Bukdahl, Lars (2004) Generationsmaskinen. Dansk litteratur som yngst
1990-2004. København: Borgen.
(2004) Poesi dér: danske raptekster 1988-2004. Århus: Systime.
Dam-Jensen, Elsemarie & Birgit Lauritsen (1983) Æ ga nok vee vå lænng
æno. Træk af folkesangens historie i Sønderjylland. Aabenraa: Institut for
grænseregionsforskning.
Den Danske Ordbog (2003-5). København: Det danske Sprog og Litteraturselskab.
Ingemann, B.S. (1837) I aller de riger og lande. Holger Danske. Et Digt.
L:Ron:Harald (1999) Pornogangster. Cd.
(2006) Vi’ fra Jylland. Cd.
Nyberg, Magda (1988) Tyske låneord i sønderjysk. Dialektstudier 5.
København: Institut for Dansk Dialektforskning.
(1990) Unge sønderjyders rigsmålstilegnelse. Danske Folkemål 33:159169.
(1993) Skal det foransatte bestemte kendeord i sønderjysk skrives med e
eller æ? Sønderjysk Månedsskrift:117-118.
Pedersen, Karen Margrethe (1995) MOJN – en hilsen i Sønderjylland i 75 år.
Henrik Becker-Christensen (red.) Grænsen i 75 år. Aabenraa:244-268.
(2003) Navne i Sønderjylland. Navne er trofast. Modermål-Selskabets
Årbog. København:111-123.
(2011) Valgkamp på sønderjysk. Jysk, ømål, rigsdansk mv. Festskrift til
Viggo Sørensen og Ove Rasmussen. Torben Arboe og Inger Schoonderbeek
Hansen (red.). Peter Skautrup Centret for Jysk Dialektforskning.
Århus:185-206.
Rasmussen, Valdemar. E-post, september 2010.
249
Thomsen, Karsten: Ved Forårstid i Tolv sønderjyske Viser af Karsten Thomsen
fra Frøslev (1945). Udg. Af Sprogforeningen ved Martin N. Hansen.
Aabenraa.
Valdemars Orchestra (1975) Mojn – vi ses i Sønderborg. LP, STUK, 22012.
Valdemarsk (Valdemar Rasmussen) (1991) Sønderjysk Kaffebord. Music
Mecca, Cd 1016-2.
(2008) NOK. Gateway Music. Cd.
VOS (2010) Når vi vasker vinduer. Cd, Jack Music.
Internetkilder
4 Fod (2005) Interview. www.hiphop.dk (05/09/2005)
(2007) Ja Mojn doo. Wn.com/4Fod_Ja_Mojn_Doo
Benny Engelbrecht (2007) http://benny-engelbrecht. Smartlog.
dk/13.11.2007
http://benny-engelbrecht. Smartlog.dk/valgsang
L:Ron:Harald (2007) Respekt for Engelbrecht. http://benny-engelbrecht.
Smartlog.dk/valgsang.
(2007) Interview i http://www.dr.dk/Tema/Graenseland/Forside.htm
(2009) Gi’ vos Jesper. www.smaling.dk
(2010) Interview i P4, DR Syd: http://www.dr.dk/Regioner/Syd/Nyheder/
Soenderborg/2010/03/04/084003.htm
Jeppe Rap (2008) Sønderbronxpunx www.youtube.com
Spitzenklasse Rap (2009) www.stemsønderjysk.dk
Det’ Vos (2009) www.stemsønderjysk.dk
Jesper Smaling (2009) www.smaling.dk og wn.com.lronharald_gi_vos_
jesper!
250
Fokus på tryk
Aarhus Universitet
1. Indledning
Betegnende for forbindelser som §spille ¡fløjte, §gøre ¡rent og §køre
§i ¡tog er verbets tab af tryk. Med udgangspunkt i en af undertegnede
anskueliggjort sammenhæng mellem tryksvage verber i dansk og
umarkerethed med hensyn til aspektualitet og referentialitet1 skal i
det følgende tryktabsforbindelsernes fokus-baggrundsstruktur undersøges nærmere. Efter en kort introduktion til tryktabsfænomenet
vil en præsentation af den ovenanførte hypotese samt nogle generelle
betragtninger om forholdet mellem tryk og semantik lede frem til
en analyse af tryktabsforbindelserne som informationsstrukturelt
umarkerede enheder.
2. Fænomenet ‘enhedstryk’
Når et tryksvagt verbum forbindes med et efterfølgende ofte ikkeverbalt trykstærkt element kan sidstnævnte betragtes som en konceptuel
del af verbalet. Denne særlige form for verbalkompleks har medvirket
til indføringen af begreber som ‘enhedstryk’ (Jespersen 1906, 1934,
Thomsen 1991, Togeby 2003), ‘tryktabsforbindelse’ (Diderichsen
1976) og ‘inkorporation’ (Thomsen 2002a, 2002b, Herslund 2005).
Michael Herslund anvender den overordnede betegnelse ‘komplekst
prædikat’ og skelner mellem tre forskellige forbindelsestyper. ‘Infinit
co-subordination’ benævnes forbindelser som §komme ¡løbende hvor et
infinit verbum kombineres med et infinit verbum (Herslund 2005:89).
1
se Petersen (2010).
251
Er det derimod en adverbiel eller en nominal størrelse der danner en
enhed sammen med et verbum, drejer det sig om ‘frasale verber’ som
§sætte ¡sammen (Herslund 2005:92) eller ‘nominale inkorporeringer’
som §læse a¡vis (Herslund 2005:95).
2.1 Nuanceret klassifikation af tryktabsforbindelser
At Herslunds inddeling af de komplekse prædikater kan differentieres yderligere, fremgår af Ole Togebys fremstilling hvor der sondres
mellem fire forskellige former for såkaldte korporative prædikater med
enhedstryk. Tre af disse er forskellige varianter af det netop beskrevne
inkorporeringsfænomen (Togeby 2003:70):
a) Kategoriseringsprædikat: kopulativt verbum + nøgent
substantiv
§spille ¡klovn
b) Uægte sammensætning: fuldverbum + nøgent substantiv2
§synge §i ¡kor
c) Støtteverbumsprædikat: støtteverbum + verbalsubstantiv
§gøre ¡tilføjelser ™til
d) Diskontinuert prædikat: fuldverbum + retningsadverbium
§holde ¡ud
En vigtig forskel mellem Herslunds og Togebys model består i
at sidstnævnte skelner mellem fuldverber, kopulative verber og
semantisk afblegede støtteverber. Med henblik på en tilfredsstillende
beskrivelse af de forskellige typer af tryktabsforbindelser bør
imidlertid også valensstrukturelle forhold tages med i betragtning.
For ikke at blive fanget i cirkelslutningen om at alle typer af
inkorporerede led er valensbundne, sådan som det beskrives af
Thomsen (1991) og Togeby (2003), tages der her udgangspunkt
i tanken om at der til enhver valensbærer er knyttet en leksikalsk
kodet aktantstruktur (jf. Jakobsen 2005, Herslund og Sørensen 1982,
Jensen 1985). Alt efter sammenhængen kan denne aktantstruktur
realiseres mere eller mindre fuldkomment.
2
Jf. Rischel (1980) og Scheuer (1995).
252
Fokus på tryk
Særligt vigtigt er hensynet til valensforhold når det inkorporerede led udgøres af en præpositionsforbindelse. Forskellige
grammatiske prøver kan tydeliggøre at der i nedenstående
forbindelser både er tale om objekt- og to forskellige former for
adverbialinkorporering.
(1) Børnene §synger §i ¡kor (i betydningen ‘samtidig’)
(2) Poul §synger §i ¡kor
(1a) Poul §spiller §på ¡fløjte
I det følgende vil verbet og præpositionen blive anset som to forskellige
typer af valensbærende relatorer (jf. Nielsen 1995). At præpositionen
er tempusindifferent, er ikke afgørende for dens evne til ligesom verbet
at forbinde to argumenter. En udeladelsesprøve kan bestemme hvilken
relator der er den primære og dermed den afgørende for realiseringen
af propositionen.
(1a) *Børnene §i ¡koret
(1b) *Børnene §synger ¡kor
(1c) Børnene ¡synger
(2a) Poul §i ¡koret (¡synger ¡godt)
(2b) *Poul §synger ¡kor
(2c) Poul ¡synger
(3a) *Poul §på ¡fløjten
(3b) Poul §spiller ¡fløjte
(3c) Poul ¡spiller
At det i (3) er verbet der bærer valensen, fremgår af muligheden for i
(3b) at udelade præpositionen. I (2a) er det derimod præpositionen der
meningsfuldt står alene tilbage, og som dermed udgør det afgørende
relationelle element. Det faktum at præpositionsforbindelsen i (1) er
en underordnet modifikator af verbet og således ikke relaterer sig til
subjektet, gør at kun en udeladelse af hele præpositionsforbindelsen
er tilladt.
Til at klargøre den semantiske styrkeforskel mellem verberne i
(2) og (3) kan en permutationsprøve anvendes.
(2d) Poul §synger te¡nor §i ¡koret
(3d) *Poul §spiller §i or¡kester §på ¡fløjten
253
Al den stund det efter enhedsforbindelsen i (3d) ikke er muligt
at placere præpositionsforbindelsen på fløjten, markeres det at
denne aktant i modsætning til det præpositionelle adverbial i koret
er afhængig af verbets fulde semantik. Adverbialet i koret besidder
derimod selv den afgørende relationelle betydning som gør det i stand
til at frigøre sig fra verbet. Tryktabet degraderer således fuldverbet
synge til en slags kopulaverbum. At kopulafungerende tryksvage
verber med efterstillede adverbialer viser sig at være afvisende over
for indsættelsen af et mådesadverbial foran det inkorporerede led,
adskiller dem fra andre typer af inkorporerede verber.
(1d) Børnene §synger ¡smukt §i ¡kor
(2e) *Poul §synger ¡smukt §i ¡kor
(3e) Poul ospiller ¡smukt §på ¡fløjte
Den manglende mulighed for verbalmodifikation i tryktabsforbindelser hvor verbet udviser kopulativ funktion, bekræftes af følgende
eksempler:
(4) *§sidde ¡roligt ¡enke
(5) *§ligge ¡roligt §på ¡sygehuset
(6) *§sidde op¡mærksomt §til ¡møde
3. Tryktabsforbindelser og umarkerethed
3.1 Tryk og semantik
Som det netop er blevet beskrevet, medfører den udtryksmæssige
svækkelse i form af tryktabet ofte også en semantisk afblegning.
Denne sammenhæng gælder både verbale og præpositionelle relatorer.
At præpositioner normalt hører hjemme i tryksvage positioner foran
substantiver og kun tildeles tryk i tilfælde af kontrastfokus, kan en
topikaliseringsprøve tydeliggøre. For at få eksempelsætningerne nedenfor til at klinge så naturligt som muligt er der blevet indskudt et
trykstærkt sætningsadverbial.
Ligeværdige relatorer:
(3f) ¡Fløjte ™spiller ™Poul ¡ofte ™på
(3g) §På ¡fløjte ™spiller ™Poul ¡ofte
254
Fokus på tryk
Fjernes substantivet fra sin efterstillede position i forbindelsen med
verbet og præpositionen, ændres den prosodiske struktur således at
verbet og præpositionen som erstatning for det nu flyttede efterled
får tildelt bitryk. Er både verbet og præpositionen nødvendige for
realiseringen af det efterfølgende led, sådan som det er tilfældet ved
de fleste præpositionsobjekter, kan en fremrykning problemfrit finde
sted. Bitrykket på både verbum og præposition påtvinger ikke for
megen semantisk tyngde for nogen af relatorernes vedkommende. Det
samme gør sig gældende hvis præpositionen kan betegnes som den
primære relator.
Præpositionen som primær relator:
(7a) ¡Lejlighed ™bor ™han ¡næppe ™i
(7b) §I ¡lejlighed ™bor ™han ¡næppe
Også i et dette tilfælde udgør præpositionen et semantisk afgørende
element som kan bære en udtryksmæssig forstærkning i form af en
ekstra trykgrad. Derimod vil en semantisk fattig præposition som til i
Ole §bor §til ¡leje ikke være i stand til at bære den tyngde som et bitryk
tildeler det. Kun en topikalisering af hele præpositionsforbindelsen
med præpositionen som det foranstillede tryksvage element lader sig
derfor gennemføre.
Verbet som primær relator:
(8a) *¡Leje ™bor ™han ¡ikke ™til
(8b) §Til ¡leje ™bor ™han ¡ikke
Trykkets funktion består således i mere end at fremhæve noget i
forhold til noget andet. I forbindelsen §gå §til ¡byen giver det tryksvage
verbum blot en retningsangivelse uden at specificere på hvilken
måde bevægelsen foregår. Med en trykstærk realisering af verbet
desambigueres det leksikalske indhold derimod med det samme. Den
udtryksmæssige reduktion som både tryktabet og det for det meste
nøgne substantiv er årsag til, kan således forstås som et tegn på en
svækkelse af den leksikaliserede semantiske kodning. Forbindelserne
betragtet som indholdsmæssigt sammenhængende enheder kan
derfor beskrives som umarkerede i den forstand at de i forhold til
tilsvarende forbindelser med hovedtryk på verbet og determineret
255
substantiv muliggør en udvidelse af nogle ellers mere fastlagte
pragmatiske omstændigheder. Med udgangspunkt i Jensen (2007)
bruges oppositionen ‘umarkeret’ over for ‘markeret’ på den måde
at den umarkerede form besidder den markerede forms egenskaber,
mens markerede størrelser kun kan benyttes på en begrænset del af det
umarkerede anvendelsesområde. Markerede kategorier leverer derfor
en snævrere fokuseret information (jf. Elšík 2006).
Hvordan denne tætte sammenhæng mellem tryk og betydning gør sig gældende for tryktabsforbindelserne med hensyn til
aspektualitet, referentialitet og informationsstruktur vil i det følgende
blive eksemplificeret.
3.2 Aspektualitet og referentialitet
Hypotesen om tryktabsforbindelsernes umarkerethed viser sig ved
deres mulighed for i henhold til Vendlers (1967) tidligst baserede
verbalklassifikation enten både at kunne henvise til et successivt og et
ikke-successivt tidsforløb eller både at være i stand til at begrebsliggøre et definit og et indefinit tidsrum. Vendlers verbalkategorier kan
sammenfattes skematisk således:
+
Successivt
tidsforløb
Indefinit
tidsrum
Definit
tidsrum
Definit
øjeblik
Activity
Accomplishment
Achievement
State
÷
Successivt
tidsforløb
Indefinitte
øjeblikke
Specific state
Generic state
256
“I hvor lang tid har du
løbet?”
“Hvor lang tid tog det at
skrive bogen?”
“Hvornår nåede du
derop?”
“I hvor lang tid har du
elsket hende?”
F.eks. en maler der i
begrænsede tidsrum af sit
virke udfører aktiviteten at
male.
F.eks. en regent der på en
abstrakt måde hele tiden
udfører aktiviteten at
regere.
Fokus på tryk
Som det fremgår af Petersen (2010), kan den samlede verbalforbindelses aspektuelle forhold gøres medansvarlige for det inkorporerede
arguments grad af referentialitet. Herved brydes med den herskende
forståelse af inkorporerede argumenter som definitivt non-referentielle
(Thomsen 1991), dvs. som anvendt udelukkende attributivt. På basis af
Vendlers (1967) aktionsartsstudier foreslås det at tryktabsforbindelserne
kan ses som semantisk og pragmatisk flertydige enheder der har
en videre aspektuel og referentiel anvendelighed end tilsvarende
konstruktioner med hovedtryk på verbet. Dermed bør disse betegnes
som aspektuelt og referentielt umarkerede. Da et udsagn som Jeg
§spiller §på ¡fløjte både kan være svar på spørgsmålet Hvad laver
du? og Hvad er din profession/hobby?, evner det både at fungere
som en durativ aktivitet der spænder over et successivt tidsforløb, og
en generisk tilstand som er tidsligt ikke-successiv. Af de forskellige
mulige former for aspektualitet følger at der i ovennævnte eksempel
både kan være tale om en specifikt udpeget referentiel fløjte og en
fløjte i beskrivende non-referentiel forstand.3 En trykstærk (uden at
være emfatisk) realisering af verbet ville derimod kræve et referentielt
tilknyttet objekt, enten i bestemt eller ubestemt form: Jeg ¡spiller §på
¡fløjten/§en ¡fløjte samt en entydig successiv tolkning af den samlede
forbindelses aktionsart.
En lignende flertydighed udviser for eksempel forbindelsen §gå
§i ¡skole der både kan udtrykke successiv, definit tid som ‘accomplishment’ (i betydningen ‘gå hen til skolen’), successiv, indefinit tid som
‘activity’ (i betydningen ‘være på vej til skole’) og ikke-successiv,
indefinit tid som ‘specific state’ (i betydningen ‘være skolegænger’).
Som en konsekvens af de forskellige aspekttualitetstolkninger er både
en specifik referentiel skole (i fortolkning 1) og en non-referentiel
skole (i fortolkningerne 2 og 3).
3.2 Fokus-baggrundsstruktur
Hvad fokusområdets omfang angår, kan en tryktabsforbindelse som
¡Poul §spiller §på ¡fløjte betragtes som umarkeret i den forstand at
hovedtrykket på det inkorporerede led både kan give anledning til en
3
Jf. Jensens (2007) skelnen mellem en non-referentiel beskrivende funktion og en referentiel
udpegende funktion.
257
snæver og en bred fokusfortolkning. Det inkorporerede leds stærke
tryk tvinger verbet i baggrunden således at et snævert eller kontrastivt
fokus på objektet (som svar på spørgsmålet Hvad spiller Poul på?) er
en lige så plausibel fortolkning som en forståelse af hele forbindelsen
som i neutralt sætningsfokus (som svar på spørgsmålet Hvad laver
Poul?). Forbindelser hvori verbet og objektet begge er trykstærke, vil
derimod udelukkende kunne tydes som neutralt betonede med både
verbet og objektet i bredt sætningsfokus. Et snævert fokus opnås kun
ved tilføjelsen af et ekstra stærkt tryk..
(3h) ¡Poul ¡spiller §på ¡fløjten
Hvad laver Poul? = bredt sætningsfokus
(3i) ¡Poul ¡spiller §på ¡¡fløjten
Hvad spiller Poul på? (snævert fokus)
For at desambiguere en tryktabsforbindelses fokus-baggrundsstruktur
er en topikalisering af det inkorporerede led nødvendig. Får dette plads
i fundamentfeltet, er kun den snævre fokusstruktur med kontrasttryk
på det inkorporerede led mulig.
(3j) ¡Fløjte ™spiller ™Poul ¡ofte ™på
Hvad spiller Poul på? (snævert fokus)
En sådan fokusering med objektet som kontrastfokus i fundamentfeltet
lader sig fint gennemføre for både det bestemte substantiv fløjten og det
inkorporerede led fløjte i nøgen form. At der alligevel hersker en stor
forskel mellem disse fremrykkede leds selvstændighedsstatus, viser
sig derved at kun objektet med den efterhængte artikel er i stand til at
udgøre et topic som baggrundsinformation i sætningens fundament.
(3k) ™Fløjten ™spiller ¡Poul ¡ofte ™på
(3l) *™Fløjte ™spiller ¡Poul ¡ofte ™på
En tryksvagere udtale af det fremrykkede substantiv lader sig kun
gennemføre når dette fremtræder i bestemt form. Dermed opnår det
den topicværdi som er en forudsætning for et selvstændigt fungerende
ikke-inkorporeret objekt.
258
Fokus på tryk
4. Sammenfatning
Hensigten med nærværende bidrag har været at underbygge og udvide
den påviste sammenhæng i Petersen (2010) mellem trykforhold,
morfologisk, syntaktisk, semantisk og pragmatisk struktur. Den udtryksmæssige reduktion som både tryktabet og det for det meste
artikelløse substantiv medfører, og som muliggør den syntaktiske
inkorporering, har vist sig at afspejle en umarkerethed både på semantisk og pragmatisk plan. Således er tryktabsforbindelsernes aspektuelle
og referentielle umarkerethed blevet bekræftet og udvidet med en
analyse af forbindelsernes flertydige fokus-baggrundsstruktur. Denne
kommer til udtryk gennem muligheden for både et snævert fokus på
en enkelt konstituent og et bredt sætningsfokus.
Litteratur:
Diderichsen, Paul (1976 (1946)) Elementær Dansk Grammatik. 3. udg. København: Gyldendal.
Elšík, Viktor & Yaron Matras (2006) Markedness and Language Change:
The Romani Sample. Berlin: Mouton de Gruyter.
Herslund, Michael & Finn Sørensen (1982) Syntaks og leksikologi: indledning til en valensgrammatisk analyse af fransk og dansk. SAML 9:3383.
Herslund, Michael (2005) Komplekse prædikater. Dansk Funktionel Lingvistik: en helhedsforståelse af forholdet mellem sprogstruktur, sprogbrug
og kognition. Elisabeth Engberg-Pedersen m. fl. (red.). København: Københavns Universitet:88-100.
Jakobsen, Lisbeth Falster (2005) Valens, prædikation og realisationsmønstre.
Dansk Funktionel Lingvistik: en helhedsforståelse af forholdet mellem
sprogstruktur, sprogbrug og kognition. Elisabeth Engberg-Pedersen m. fl.
(red.). København: Københavns Universitet:57-87.
Jensen, Eva Skafte (2007) Der var engang en mand – om markeret og umarkeret artikelbrug i moderne dansk og gammeldansk. Det bedre argument:
Festskrift til Ole Togeby 7. marts 2007. Henrik Jørgensen & Peter Widell
(red.). Århus: Wessel og Huitfeldt:299-320..
Jespersen, Otto (1906) Modersmålets fonetik. København: Det Schubotheske
Forlag.
(1934) Modersmålets fonetik. 3. udg. København: Gyldendal.
259
Nielsen, Jette Lamberth (1995) En syntaktisk og semantisk undersøgelse af
præpositionen. Odense: Odense Universitets Trykkeri.
Petersen, Kathrine Thisted (2010) Når verber taber tryk. Valens, referentialitet
og aspektualitet i forbindelse med inkorporation og tryksvage verber i
dansk. Arkiv för nordisk filologi 125:155-183.
Rischel, Jørgen (1980) Phrasenakzent als Signal des Objekts ohne ‘determiner’
im Dänischen. Festschrift für Gunnar Bech. Zum 60. Geburtstag am 23.
März 1980. Kopenhagener Beiträge zur Germanistischen Linguistik,
Sonderband 1. Mogens Dyhr m.fl. (ed.) København: Københavns Universitet:262-279.
Scheuer, Jann (1995) Tryk på Danske Verber. RASK Supplement Vol. 4.
Odense: Odense Universitetsforlag.
Thomsen, Ole Nedergaard (1991) Unit accentuation as an expression device
for predicate formation in Danish? Acta Linguistica Hafniensia 23:145196.
(2002a) Complex Predicate Formation and Incorporation. Towards a
typology Thomsen. Complex Predicates and Incorporation – a Functional
Perspective. Ole Nedergaard og Michael Herslund (red.). København:
C.A. Reitzel:288-381.
(2002b) Complex Predicates and Processing in Danish. Complex Predicates and Incorporation – a Functional Perspective. Ole Nedergaard
Thomsen og Michael Herslund (red.). København: C.A. Reitzel:120-174.
Togeby, Ole (2003) Fungerer denne sætning?. København: Gads Forlag.
Vendler, Zeno (1967) Linguistics in Philosophy. New York: Cornell University
Press:97-121.
260
Ole Ravnholt
Dansk Sprognævn
1. Tema, emne, topic og link
Traditionelt er der to forskellige funktionelle karakteristikker af det
(eller de) led i sætningen der tildeles den funktion der ofte kaldes
tema, topic eller emne:
Enten karakteriseres det som ‘sætningens udgangspunkt’,
og så kaldes det ofte tema. Sådan er det fx i forskellige varianter
af Pragerskolens behandling af “funktionelt sætningsperspektiv”.
Gunnar Frost Olesens beskrivelse af dansk informationsstruktur
(Olesen 1982) hører til denne tradition, ligesom beskrivelsen af
tematisk struktur i systemisk funktionel grammatik (Halliday 1994).
Enric Vallduvìs link (Vallduvì 1992) kan ses som en omplantning af
temabegrebet i en generativ grammatisk ramme. Jeg låner Vallduvìs
term, men ikke hans teori.
Eller leddet karakteriseres “in terms of aboutness”, som ‘dét
sætningen handler om’, og så kaldes det ofte topic med henvisning
til filosoffen Peter Strawson. Det er almindeligt i den amerikanske
tradition, fx hos Reinhart (1982) og Gundel (1985, 1988), der begge
arbejder inde for en generativ grammatisk ramme, og hos Lambrecht
(1994), der har en mere funktionelt orienteret tilgang.
Jeg vil forsøge at vise at de to karakteristikker dækker over to
forskellige funktioner, der bør holdes adskilt, og som ikke nødvendigvis
bæres af det samme led i sætningen:
link (alternativt udgangspunkt, fundament, tema) og
topic (eller emne)
261
Ole Ravnholt
Betegnelserne link og topic har jeg valgt i håb om at opnå en vis
Verfremdungseffekt. Ingen af de to termer er i almindelig brug i dansk
sammenhæng, og jeg håber derfor at læseren ikke vil lade sig lede på
vildspor af etablerede forestillinger. Jeg har forsøgt at identificere de
relevante led ud fra den funktionelle karakteristik uden på forhånd at
tage stilling til om de har obligatoriske udtryk, fx subjektstatus eller
placering på førstepladsen i sætningen, og først derefter overveje om
funktionerne kan tilordnes et bestemt udtryk.
Derefter vil jeg give en oversigt over de typer af links og topics
jeg har fundet i mine tekster fra tredje klasse – plus et par stykker som
jeg kender andre steder fra, og som kan tænkes at have en vis teoretisk
interesse.
Endelig vil jeg fremsætte nogle spekulationer med udgangspunkt
i den hypotese at det er linkfunktionen der er fundamentfeltets primære
funktion, ikke som hos Hansen og Heltoft angivelsen af sætningens
illokutionære ramme (Heltoft 1999b:1).
2. Temaet i Systemic Functional Grammar
Hos M.A.K. Halliday får temaet begge de nævnte karakteristikker:
The Theme is the element which serves as the point of departure
of the message; it is that with which the clause is concerned
(Halliday 1994:37).
Men det er uklart om de to karakteristikker skal opfattes som synonyme
eller som to forskellige karakteristikker der begge kan anvendes om
det materiale der udpeges som tematisk.
Temaet udpeges ved hælp af en procedure der beskrives
således:
The Theme extends from the beginning of the clause up to (and
including) the first element that has a function in transitivity
(Halliday 1994:53).
Det sidste element i temaet hævdes derfor at være enten en participant
(typisk et nominalt led), en cirkumstant (typisk et adverbielt led) eller en
proces (typisk et fuldverbum). Dette element kaldes “topical Theme”
fordi det har funktioner der svarer til dem der normalt tilskrives topics
262
i topic-comment-analysen. Men proceduren udpeger oftest også flere
andre led med ret forskelligartede funktioner som tematiske, hvor det
somme tider kan være svært at se i hvilken forstand de falder ind under
den funktionelle karakteristik af temaet.
I kraft af denne procedure bliver subjektet per default topikalsk tema, mens processen i realiteten altid holdes uden for temaet.
Subjektet har nemlig i engelsk en temmelig fast plads foran det finitte
verbal i deklarative sætninger – det kan vist kun fortrænges af here og
there (here comes the sun; there’s a tavern in the town) – så hvis der
ikke er anbragt participant- eller cirkumstantudtryk foran det, så får
det rollen som topikalsk tema. I interrogativer bruges der do-support i
de tilfælde hvor det finitte verbal ikke er et modal- eller hjælpeverbum,
og det sikrer at selv om subjektet ganske vist kommer efter det finitte
verbal, så kommer det altid før fuldverbet, som er det der udtrykker
processen. Og tilsvarende i imperativer, hvor subjektet ganske vist
kun sjældent er eksplicit, men hvor det kommer før fuldverbet når
det er (you better be good!; don’t you ever behave like that again!).
Proceduren udelukker i alle tre tilfælde at processen kan være tematisk,
og i alle tre tilfælde tildeler den subjektet rollen som default topikalsk
tema.
Proceduren er udtrykkelig ikke definerende, hverken hos Halliday (som nævner at japansk har en partikel som topicmarkør, ikke
ledfølgen) eller hos hans danske tilhængere. Og hvis den overføres til
dansk (eller andre germanske sprog), hvor subjektet ikke har en fast
plads foran verbet, så fører den til besynderlige resultater. Fx tilskriver
proceduren oversættelser af engelske sætninger til andre germanske
sprog en tematisk struktur der er radikalt anderledes end det engelske
udgangspunkt (Hasselgård 2000), og det ville jo betyde at den oversatte
teksts struktur skulle være radikalt forskellig fra udgangspunktet, hvad
den ikke er i en god oversættelse. Men Hallidays danske tilhængere
(Andersen m.fl. 2001, Frimann 2004) behandler i praksis proceduren
som om den var definerende – eller i hvert fald har de valgt at forsøge
at løse problemerne ved at at fastholde initialitetskriteriet, men give
det en anden stopklods end subjektet. I deres redegørelse er subjektet
derfor ikke tematisk per default – hvilket ellers ville have været meget
fornuftigt – og tanken om at sætninger normalt skal have et topic/
topikalsk tema, afvises helt.
263
Ole Ravnholt
3. Emnet i dansk funktionel grammatik
Lars Heltoft (1996) argumenterer for at informationsstruktur ikke
nødvendigvis er kodet, men fremgår af afsenderens hensigt med
meddelelsen eller af modtagerens forståelse af den, og han gør
opmærksom på at første plads i en dansk sætning ikke er reserveret
for topics. Heltoft tilskriver, ligesom Halliday, topic begge de to
karakteristikker:
topic ... is a referential constituent functioning as the point of
departure for a message, the entity that the message is about
(1996:252).
Heltofts karakteristik af topic’et tilføjer i forhold til Hallidays
karakteristik af temaet et krav om at et topic skal være referentielt,
og det betyder at Heltofts topic funktionelt mere eller mindre svarer
til Hallidays topikalske tema, selv om beskrivelsen i øvrigt er helt
forskellig. Det fremgår at subjekter kan være topics, uanset om de står i
fundamentfeltet eller på subjektspladsen, og at topic på subjektspladsen
endda kan forenes med fokuseret finit verbal, og det betyder jo at
initialitetshypotesen afvises. Men heller ikke hos Heltoft er det klart
om de to karakteristikker skal opfattes som synonyme eller forskellige
– er kommaet mellem de to karakteristikker et appositionskomma
eller et opremsningskomma? Tilsvarende hedder det i den foreløbige
udgave af Grammatik over det Danske Sprog (Hansen og Heltoft
1999) både at “Emnet er meddelelsens udgangspunkt, den krog som
resten af meddelelsen hænges op på” (Hansen og Heltoft 1999:192), og
“Emnet er en referentiel størrelse som resten af meddelelsen handler
om” (Hansen og Heltoft 1999:193), men her skelnes der mellem to
typer af emner, fundament og tema, sådan at sætningens subjekt er
grammatikaliseret – og tilsyneladende obligatorisk – tema, mens
fundamentet, det fundamentfeltsplacerede led, sætter sætningens
perspektiv.
4. Link og topic
Jeg vil som nævnt foreslå at de to karakteristikker betragtes som
definitioner af to forskellige funktioner, altså som ikke-synonyme:
264
Link svarer til ‘sætningens udgangspunkt’, dens fundament,
tema. Linkfunktionen peger ud af sætningen og linker dens
indhold til den mentale repræsentation af tekstens indhold.
Linket er ikke nødvendigvis en referent og ikke nødvendigvis
topic, selv om de ofte er sammenfaldende.
Topic svarer til ‘det som sætningen handler om’, dens emne.
Topicfunktionen er sætningsintern og peger på den referent
som sætningen udsiges om (Lambrecht 1994). Sætningens
topic er ofte, men ikke nødvendigvis, også link.
Det ville ikke være nødvendigt at skelne hvis de to funktioner
nødvendigvis måtte bæres af det samme led i sætningen, men sådan er
det ikke. I sætningen (fra tekst 1, se bilag 1)
1.3 [Han skulle lære at løbe op af væggen] på vejen op slår han
en fis
ville jeg sige at ‘på vejen op’ er link, men ikke topic, fordi det er
meningsløst at hævde at sætningen handler om hvad der skete ‘på vejen
op’. Det er ‘han’ der er topic, fordi sætningen netop handler om hvad
‘han’ gjorde (eller hvad der skete med ‘ham’, afhængigt af om man
regner subjektet for slå en fis som AGENT eller EXPERIENCER).
Det svarer med visse modifikationer til Paul Diderichsens skelnen
mellem to typer af fundamenter, nemlig situationsfundamenter, der
peger på “en Situation, hvori Sætningsindholdet angives at foregaa”,
og genstandsfundamenter, der peger på “en Genstand, hvorom Sætningsindholdet udsiges” (1946:190f). Det som Diderichsen taler om
her, er ganske vist ikke forskellige informationstrukturelle funktioner,
men forskellige udfyldninger af førstepladsen i sætningen der kan
varetage sådanne funktioner. Situationsfundamentet svarer til mit link
med den modifikation at et topicudtryk på førstepladsen også bærer
funktionen som link til den omtalte situation fordi topicreferenten
optræder i den, og genstandsfundamentet svarer til mit topic med
den modifikation at topicudtrykket ikke står på førstepladsen hvis
linkfunktionen bæres af et andet led.
Hos Hansen og Heltoft (1999) beskrives det sådan at subjektet
er grammatikaliseret emne og i denne funktion kaldes tema, mens
265
Ole Ravnholt
verbalhelheden er grammatikaliseret kommentar under navnet rema,
og det indebærer at hvis der kommer “et andet led [end subjektet,
OR] på førstepladsen, opstår der således en situation med to emneled,
fundament og tema” (1999:203). Kommentaren er “alt hvad der
udsiges om fundament og tema” (1999:206). Fundamentet er med
andre ord ikke en del af kommentaren i disse tilfælde, men da det kan
være en del af verbalhelheden, dvs. af remaet, bliver det uklart hvordan
forholdet mellem fundament og kommentar skal forstås, eller generelt
hvordan fundamentet kan have emnestatus når det ikke er subjekt.
Fundamentet svarer til mit link med den modifikation at linket ikke
nødvendigvis har emnestatus i forhold til kommentaren, men peger ud
af sætningen, nemlig på den mentale repræsentation af teksten, mens
temaet svarer til mit topic med den modifikation at subjektet ganske
vist er default (umarkeret) topic, men at topicfunktionen kan overtages
af andre led:
og ledningerne havde de selv klippet over
Sammenbindingen af sætninger til tekst foregår altså ved hjælp
af links, strengt taget ikke ved hjælp af topics. I tekster hvor de to
funktioner overvejende er sammenfaldende, vil jeg dog alligevel kalde
tekststruktureringen topicorienteret (og han ... og han ... og han ...), i
tekster hvor de overvejende er adskilt, vil jeg kalde den linkorienteret
(og så ... og så ... og så ...). Tekst 1 i bilag 1 er et eksempel på
topicorienteret tekststrukturering, mens tekst 2 er et eksempel på
linkorienteret tekststrukturering.
5. Introduktion af referenter; ikke-identificerbare topics
Nogle sætninger har ikke topic-comment-artikulation fordi de kun har
den funktion at indføre en referent, ikke at sige noget om den:
1.2 Der var en dreng [han skulle til caporeda han hed
polledreng.]
Sådanne sætninger forekommer hyppigst i begyndelsen af en tekst
eller et større tekstafsnit, og den indførte referent er som regel topic i
den eller de følgende sætninger, og sådan er det jo også her.
266
Sætningerne svæver med andre ord ikke frit i luften, for den
omtalte referent er beregnet til at blive inkorporeret i den situation
der omtales (eller skal omtales), dvs. at den kan linkes til den mentale
repræsentation af teksten, som i dette tilfælde ganske vist er tom.
Funktionen minder om den som ekstraponerede nominaler kan have,
nemlig at indføre eller aktivere referenter der skal siges noget om.
Det tryksvage der i funktionen som “formelt subjekt” må have rødder
i en funktion som abstrakt, formelt link til den omtalte situation
i almindelighed, i god overensstemmelse med Paul Diderichsens
karakteristik af det som “formelt situativ”.
I nogle tilfælde introduceres en referent som ikke-identificerbart
topic:
En dreng var på vej til skole
Det hævdes normalt at denne konstruktion, med ubestemt nominal
(dvs. med ikke-identificerbar referent) i fundamentfeltet, er højlitterær
og meget talesprogsfremmed, men den kan altså findes hos elever i
tredje klasse som er i gang med at skrive deres første større skriftlige
opgave i skolen. Dette eksempel er initialt i teksten, og i tredje klasse
har jeg kun fundet introducerende ikke-identificerbare topics i denne
position, men jeg skal om lidt give et eksempel som ikke er tekstinitialt.
Eksemplet her, som ikke er enestående, viser at identificerbarhed ikke
er en nødvendig forudsætning for topicstatus, som det ellers ofte
hævdes. Jeg følger her Lambrecht (1994), som siger at tilgængelighed
er tilstrækkeligt, dvs. muligheden for at linke til repræsentationen af
teksten. Også i dette tilfælde er repræsentationen tom, og hvad som
helst kan linkes til den. Eksemplet tyder i øvrigt også på at elever
med ingen eller begrænset erfaring i produktionen af skriftsproglige
tekster kan trække på erfaringer med reception af skriftsproglige
tekster, læste eller højtlæste, og at de kan være opmærksomme på at
der er forskelle mellem skrevet og talt sprog. Og det kan jo have en
vis skrivepædagogisk betydning at man ikke behøver at regne med at
starte fra scratch, og at det ikke kun er skrivetræning der er afgørende
for skriveudviklingen.
Senere i teksten linkes der normalt til aspekter af den omtalte
situation eller mere specifikt til allerede indførte referenter. Jeg har som
267
Ole Ravnholt
nævnt ikke eksempler fra tredje klasse på introducerende topics der
ikke er tekstinitiale, men her er ét fra visen om den svenske konstabel
fra Sverige der skød sig selv af fra en kanon:
En bukseknap fandt man i Polen
men det var nok ikke hans
Bukseknappen er både topic og link. Udsagnet handler om den, og
tilhøreren linker den automatisk til sin repræsentation af teksten ved
at drage den slutning at den tilhørte konstablen, som altså er den
forudsatte referent, antecedenten. Den introduceres med et ubestemt
nominal fordi den ikke er identificerbar, men den er tilgængelig fordi
det allerede har været omtalt hvor forskellige andre af konstablens
legems- og beklædningsdele blev fundet. Jeg indrømmer at fordelingen
af bestemt og ubestemt i visen i nogen grad ser ud til at være påvirket
af metriske hensyn snarere end rent informationsstrukturelle, men her
kan der ikke være tvivl om at forfatteren har haft til hensigt at få os til
at inferere at den omtalte bukseknap tilhørte den stakkels konstabel,
for vitsen er at han omgående benægter inferensen. Det ville han
næppe have gjort hvis han ikke havde regnet med at læseren havde
draget slutningen om bukseknappens tilhørsforhold, og han ville slet
ikke have kunnet gøre det hvis han havde introduceret bukseknappen
i bestemt form. En bukseknap kan i sammenhængen læses som ‘en
af konstablens bukseknapper’, og det gør vi så fordi vi er på et sted
i teksten hvor det er den mest relevante mulighed, indtil vi bliver
gjort opmærksom på at det lige så godt kunne være ‘en eller anden
bukseknap’ og derfor slet ikke relevant. Eller rettere sagt: relevant på
en anden måde end vi lige troede. For der blev jo faktisk fundet en
bukseknap i Polen som kunne have været konstablens, men det var
nok alligevel ikke sandsynligt at det var hans. Vi kan med andre ord
stadig linke bukseknappen til vores repræsentation af teksten, omend
på en anden måde end vi først regnede ud, og teksten er derfor trods
alt sammenhængende.
6. Topicorienteret tekststrukturering
Topicorienteret tekststrukturering lægger vægten på de referenter som
indgår i den omtalte situation, især de handlende personer, og teksten
268
struktureres efter hvad de foretager sig, eller hvad der foregår med
dem.
Sætningens topic kan være hentet fra den foregående sætnings
comment (progressivt topic):
1.2 [Der var en dreng ] han skulle til caporeda
Eller det kan være en gentagelse af den foregående sætnings topic
(fortsat topic):
1.2 han hed polledreng.
1.3 Han skulle lære at løbe op af væggen
Genoptaget topic
Sætningens topic kan også genoptage et topic (eller en anden referent)
fra tidligere sætninger end den umiddelbart foregående (genoptaget
topic):
1.3 [på vejen op slår han en fis] den stank af æg i en mikroven.
(progressivt topic)
1.4 Han døde, (genoptaget topic)
Dynamisk topic
Som eksemplet med konstablens bukseknap viste, kan topics (og
andre referenter) være tilgængelige eller identicerbare uden at være
identiske med allerede indførte referenter, fx i kraft af en del-helhedrelation eller en anden relation til noget allerede omtalt (dynamisk
topic). Dynamiske topics kan være eksplicit forankret til en allerede
omtalte referent:
1.5 Min vens far, som hedder BÆ, han var glad for at hans søn
var død.
Eller forankringen kan være implicit:
1.3 [Han skulle lære at løbe op af væggen ...]
1.4 [Han døde,] læren lavede nogle pandekager
269
Ole Ravnholt
I dette tilfælde drager læseren automatisk den slutning at den omtalte
lærer er ham der skulle lære Polledreng at løbe op ad væggen, men
uden at det meddeles at der er en sådan relation. I det første eksempel
skal man ganske vist drage den slutning at min ven er den netop afdøde
Polledreng, og den støttes jo af den efterfølgende comment (selv om
den omtalte far kunne have haft flere, uomtalte, sønner), men ikke
på indføringstidspunktet. Derimod meddeles den nyindførte referents
relation til den forudsatte.
7. Linkorienteret tekststrukturering
Linkorienteret tekststrukturering lægger vægten på den omtalte
situations tidslige og rumlige struktur, ofte med links til tidspunkter og
tidsrum i situationens forløb eller til de steder hvor sætningsindholdet
angives at foregå:
2.2 [Nu skal i bare høre.] Det var i et frikvarter vår en dreng
blev moppet.
2.3 Et minut sener skulle de end ene i timen fik han det dårligt.
2.4 Ti sekunder sener var han død
8. Spekulationer over fundamentfeltets funktion
Lars Heltoft har fremsat den hypotese at fundamentsfeltets primære
funktion er at angive sætningens illokutionære ramme, mens det
som jeg her har kaldt linkfunktionen (og som Heltoft kalder sætningens perspektiviske udgangspunkt) er sekundær og ikke altid
realiseret. Heltoft tager udgangspunkt i den iagttagelse at sætninger
med tomt fundamentfelt er helhedsspørgsmål, betingelsessætninger
eller imperativer, mens sætninger med et hv-led i fundamentfeltet
er enkelthedsspørgsmål, og sætninger med andre udfyldninger er
assertiver.
Jeg har i hovedsagen to betænkeligheder ved denne opfattelse.
For det første mener jeg at det er problematisk at tilskrive udfyldningen
af en og samme plads i sætningen to forskellige indhold uden
umiddelbart indlysende relationer til hinanden: ramme og perspektiv.
Og for det andet kan sætninger med udfyldt fundamentfelt godt være
spørgsmål eller imperativer: Han kommer i morgen? eller Han kommer
hvornår? kan være lige så gode spørgsmål, i skriftsproget markeret
270
med spørgsmålstegn og i talesproget ofte med ikke-faldende eller kun
svagt faldende intonation (Grønnum 2001:312f), som Kommer han i
morgen? eller Hvornår kommer han?. Og Bare kom an! er en lige så god
imperativ som Kom du bare an! – Venligst vent er mere kontroversiel,
men af andre grunde, og uden tvivl imperativisk. Det tyder ikke på at
udfyldningen af fundamentfeltet koder illokutionær ramme selv om
det er indlysende at der er affinitet mellem udfyldning og ramme, og
selv om sætninger med uudfyldt eller hv-udfyldt fundamentfelt næppe
kan være fremsættende (undtagen i parasitære tilfælde som Er paven
katolik?).
Derfor vil jeg i det følgende kort skitsere en anden tolkning af
disse forhold med udgangspunkt i at fundamentfeltsplacering koder
(udtrykker) linkfunktionen, mens tilskrivningen af illokutionær
ramme må foregå inferentielt, men naturligvis med udfyldningen
af fundamentfeltet som et vigtigt udgangspunkt. Der er kun tale om
nogle foreløbige overvejelser, og det er langt til en egentlig analyse,
men jeg mener at den opfattelse af link som jeg foreslår, indebærer at
en sådan redegørelse bliver nødvendig, og derfor har jeg valgt at tage
overvejelserne med.
Sætninger med tomt fundamentfelt
Sætningsudsagnet i sætninger med tomt fundamentfelt har som helhed
et uvist forhold til den omtalte situation, og kan derfor ikke uden
videre linkes til den. Hvis sætningen er et helhedsspørgsmål, spørger
den efter sætningsudsagnets relation til den omtale situation:
Har jeg fortalt dig at jeg bor tæt på en skov
Hvis sætningen er en betingelsessætning, er dens udsagn heller ikke
uden videre relateret til den omtalte situation, undtagen som en
hypotetisk mulighed – i tredje klasse har betingelsessætninger ikke
tomt fundamentfelt, så jeg har igen måttet ty til den danske sangskat
for et eksempel:
Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer
Forstår du alle hjerter der banker her og der
Kan du smile til en kronhjort og vinke til en stær
Så har du fundet ud af noget som er meget værd
271
Ole Ravnholt
Heller ikke hvis sætningen er imperativisk, er dens udsagn uden
videre relateret til den omtalte situation, undtagen som en efterspurgt,
fremtidig handling der vil gøre udsagnet sandt:
Skynd dig nu lidt
I alle tre tilfælde er det derfor modtagerens opgave at levere linket til den
omtalte situation, enten ved at bekræfte eller afkræfte sætningsudsagnets
relation til den omtalte situation for afsenderen (ved spørgsmål) eller
for sig selv – og måske også afsenderen (ved betingelssesætninger),
eller ved at udføre den handling som gør sætningsudsagnet sandt i
situationen (ved imperativer). I alle tre tilfælde er udsagnets relation
til den omtalte situation ukendt for afsenderen i skrivende/talende
stund, og han kan derfor ikke udstyre sætningen med et linkudtryk.
Det tolkes så som en anmodning til modtageren om at levere et link.
Sætninger med hv-led i fundamentfeltet
Hvis sætningens udsagn mangler et argument, et specifikt link til den
omtalte situation, så kan fundamentfeltet være udfyldt med et led der
indeholder et interrogativt pronomen Her repræsenterer hv-leddet det
link som afsenderen anmoder modtageren om at levere:
Hvor har du dog været og hvorfor er du solskoldet på næsen
Betingelsessætninger med hvis kan tolkes på samme måde, ikke som
et logisk hvis, men som et hypotetisk link til den omtalte stuation:
Men hvis du tenker på den gang han faldt på cyklen med mælken
skete der ikke andet end han brækkede armene og benene
Litteratur
Andersen, Thomas, Uwe Helm Petersen & Flemming Smedegaard (2001)
Sproget som ressource, dansk systemisk funktionel lingvistik i teori og
praksis. Odense: Odense Universitetsforlag.
Diderichsen, Paul (1946) Elementær dansk Grammatik. København: Gyldendal 1946.
272
Frimann, Søren (2004) Kommunikation – tekst i kontekst, tekstanalyse med
systemisk funktionel lingvistik. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag:
Institut for Kommunikation.
Grønnum, Nina (2001) Fonetik og Fonologi. Almen og Dansk. 2. udgave.
København: Akademisk Forlag.
Gundel, Jeanette K. (1985) ‘Shared Knowledge’ and Topicality. Journal of
Pragmatics 9:83-107.
Gundel, Jeanette K. (1988) Universals of topic-comment structure. Studies
in Syntactic Typology. M. Hammond, E. Moravcsik, J. Wirth (eds.).
Amsterdam: John Benjamins:209-239.
Halliday, M.A.K. (1994) An Introduction to Functional Grammar, Second
Edition. London: Edward Arnold.
Hansen, Erik og Lars Heltoft (1999) Kapitel 2. Forudsætninger og oversigt.
Grammatik over det Danske Sprog, Erik Hansen og Lars Heltoft (red.).
Foreløbig udgave, dec. 1999.
Hasselgård, Hilde (2000) English multiple themes in translation. Contrastive
Studies in Syntax. Copenhagen Studies in Language 25. Alex Klinge (ed.).
København: Samfundslitteratur:11-38.
Heltoft, Lars (1996) Topics in Danish and in Universal Pragmatics. Proceedeings of the Thirteenth Scandinavian Conference of Linguistics. Lars
Heltoft og Hartmut Haberland (eds.). Roskilde: Department of Languages
and Culture, Roskilde University:251-262.
(1999a) Kapitel 18. Hierarki og ledstillling. Grammatik over det Danske
Sprog, Erik Hansen og Lars Heltoft (red.). Foreløbig udgave, dec. 1999.
(1999b) Kapitel 19. Topologisk sammenbinding. Grammatik over det
Danske Sprog, Erik Hansen og Lars Heltoft (red.). Foreløbig udgave, dec.
1999.
Lambrecht, Knud (1994) Information structure and sentence form: topic,
focus and the mental representations of discourse referents. Cambridge,
Olesen, Gunnar Frost (1982) På vej mod kommunikationens grammatik.
Århus: Arkona.
Reynhart, Tanya (1982) Pragmatics and Linguistics: An Analysis of Sentence
Topics. Bloomington: Indiana University Linguistics Club.
Vallduvì, Enric (1992) The Informational Component. New York: Garland.
273
Ole Ravnholt
Bilag 1
Her er de to tekster fra tredje klasse som jeg især henviser til og henter
eksempler fra. Henvisninger til de to tekster følger den linjenummerering som
jeg har sat ind i forhold til de linjebrud der findes i originalen. Der forekommer
også eksempler fra andre tekster. Hvis de også er fra tredje klasse, anføres det
ikke specielt, hvis de kommer andre steder fra, vil det fremgå.
Tekst 1:
1. caporeda1
2. Der var en dreng han skulle til caporeda han hed polledreng.
3. Han skulle lære at løbe op af væggen på vejen op slår han en fis
den stank af æg i en mikroven.
4. Han døde, læren lavede nogle pandekager men læren døde og så
alle blev glade over at læren var død.
5. Min vens far, som hedder BÆ, han var glad for at hans søn var død.
6. Alle gik hjem fra caporeda.
7. Bæ han skulle på mcdonald´s han blev ædt på vejen der hen
8. Det var en tissemyre der åd ham den gik videre.
9. Min far ville hjælpe BÆ men det var for sent. Min far græd .
10. slut
Tekst 2:
1. den besvimede dreng
2. Nu skal i bare høre. Det var i et frikvarter vår en dreng blev moppet.
3. Et minut sener skule de end ene i timen fik han det dårligt.
4. Ti sekunder sener var han død alle skreg læren ringede 112
5. De kom ser hurtigt de kunne. Da de kom to de dragen med.
6. På hospitalet fandt de ud at han var helt død. Men fem dage sener
7. Vågnede han han var bare besvimet.
8. Da han kom jam havet han brækket benet og armen.
9. Han fik en raketi stor gave af sin mor og far.
10. Det gik godt i skolen sælom han havet brækket benet og amen
1
Capoeira, brasilansk kampdans, udtalt med to “flapped” forrtunge-r’er, der i skriften er
gengivet med r og d.
274
Endnu en aspektteori
– om aspekt i dansk og danske aspektmarkører
Mikołaj Sobkowiak
Adam Mickiewicz Universitet i Poznań
1. Indledning
Traditionelt betragtes dansk som et aspektløst sprog på grund af de
praktisk set manglende morfologiske aspektmarkører. Fænomenet har
alligevel fået ganske meget opmærksomhed fra danske sprogforskere,
selv om ingen af dem indtil videre har leveret en holistisk behandling
af aspekt- og aktionsartsproblematikken (jf. Togeby 2003:329). Til
trods for et vist terminologisk sammenrod1 i dansk aspektologi, er langt
de fleste danske aspektologer klare over fænomenets kompleksitet og
skelner mellem ASPEKT og AKTIONSART (jf. Jørgensen 2001, Togeby
2003). Sprogfolkenes bevidsthed om ASPEKTETS komplekse natur og
lidt uklare status i dansk afspejles i den måde, de griber problemet an
i deres forskning. Vælger man nemlig at se på aspektproblematikken
fra en mindre radikalt synsvinkel end det traditionelle slaviske, får
man straks at se, at dansk har de sproglige midler til rådighed, der er
nødvendige for at kunne udtrykke de semantiske aspektværdier. Derfor
findes der stort set ingen behandling af ASPEKT i dansk, som udelader
den grundlæggende antagelse, at aspektmarkering ikke udelukkende
foregår i forbindelse med simple verber og deres morfologiske
afledninger. I større eller mindre omfang peger sprogforskere på mere
komplekse, syntaktiske enheder som aspektbærende.
1
Hansen og Heltofts (1994) AKTIONSART er det samme som Cramer et al. (1996) kalder
ASPEKT, og termen AKTIONSART denoterer to forskellige fænomener hos hhv. Engerer
(2003) og Lund (2003). Til gengæld kan man finde AKTIONSART og ASPEKT som ækvivalente og udskiftelige betegnelser hos Hansen (1967 III) og Rajnik (1999). En detaljeret
diskussion af de enkelte tilgange og forskellene mellem dem findes i Sobkowiak (2009a).
275
Mikolaj Sobkowiak
Formålet med denne artikel er at præsentere nogle danske
aspektmarkører i sætninger i datid og førnutid med udgangspunkt
i en aspektteori, som bygger på samspillet mellem AKTIONSART
og ASPEKT på den ene side og en tilpasset udgave af Reichenbachs
(1947) REFERENCE TIME på den anden. Til trods for, at aspekt som regel
opfattes som forbundet med verber, peger mine resultater på flere
tilfælde, hvor aspektmarkering i dansk foregår ekstraverbalt. Nogle
af aspektmarkørerne har endda intet med selve verberne at gøre. Både
den præsenterede aspektteori og en del af overvejelserne deromkring
stammer fra min ph.d.-afhandling, som jeg indleverede og forsvarede
ved Adam Mickiewicz Universitet i Poznań i 2009.
2. Situationstyper og aktionsarter
Min aktionsarts- og aspektteori er, lige som de fleste andre, påvirket
af Vendlers (1967) og Comries (1976), som jo er nogle af de mest
markante aspekt-relaterede teorier overhovedet, men den er ligeledes
stærkt inspireret af Smith (1997), Van Valin (2005) og Engerer (2003).
Da sprogets primære funktion er at beskrive verdenen omkring os,
er hovedtanken bag teorien, at “en ytrings endelige aspektværdi
bestemmes af den type situation i den ekstrasproglige verden, som
den givne ytring beskriver” (Sobkowiak 2009a:12). Konceptet er ikke
mit eget og kan findes hos bl.a. Smith (1997). Endvidere mener Smith,
at enhver ekstrasproglig situation kan opfattes som en af hendes fem
prototypiske SITUATIONSTYPER (‘situation types’), hvilket jeg er enig i.
Enhver SITUATIONSTYPE må desuden kunne gengives af et (eller flere) sæt
sproglige enheder. Dermed får både den ekstrasproglige virkelighed
og de sproglige midler, vi bruger til at referere til den, en afgørende
rolle i mine overvejelser.
I den omtalte aspektteori fungerer SITUATIONSTYPE, AKTIONSART
og ASPEKT som hovedbegreber. SITUATIONSTYPERNE, som tilhører det
sprogfilosofiske domæne, betragtes som “idealiserede situationer eller
situationskoncepter etableret på baggrund af deres relevante temporale
og kvalitative træk” (Sobkowiak 2009a:52, jf. også Smith 1997:17).
De tre standardtræk, som er relevante for såvel min som mange
andres klassifikationer af den slags er [±dynamicitet], [±durativitet]
og [±resultativitet], hvor distinktionen [±dynamisk] er den mest
276
Endnu en aspektteori ...
basale.2 I (1) præsenterer jeg en oversigt over Smiths (1997:20)
fem SITUATIONSTYPER, som jeg har valgt at fordanske navnene på og
anvende i mit projekt, samt deres temporale og kvalitative egenskaber,
hvis clusters udgør klassificeringskriteriet for SITUATIONSTYPERNE (jf.
Sobkowiak 2009a:12, 57):
(1)
Nogle eksempler på de enkelte SITUATIONSTYPER angives i (2):
(2)
a. |at elske nogen, at bo et sted|3
b. |at arbejde, at sidde på en stol|
c. |at skrive et brev, at tabe sig|
d. |at tabe sine nøgler, at møde nogen|
e. |at nyse (en gang), at blinke (en gang)|
TILSTAND
UAFGRÆNSET PROCES
AFGRÆNSET PROCES
RESULTATIV PUNKTHÆNDELSE
IRRESULTATIV PUNKTHÆNDELSE
Man kan overføre ovenstående model til det sproglige univers, hvor
plus- og minus-værdierne kan bestemmes ud fra relevante sproglige
tester, det være sig sprogkombinatoriske eller sprogsystematiske (jf.
Engerer 2003). Dermed kommer de hidtil ontologiske egenskaber til at
definere klasser af sproglige strukturer, der udtrykker SITUATIONSTYPERNE
inden for et bestemt sprogsystem. I min nomenklatur hedder disse
klasser AKTIONSARTER (jf. Van Valin/LaPolla 1997:91f.). Som det
fremgår af (3) er der en en-til-en korrespondance mellem de enkelte
SITUATIONSTYPER og AKTIONSARTER med hensyn til fordelingen af de tre
standardtræk til trods for, at de to kategorier tilhører vidt forskellige
domæner. Navnene på de enkelte AKTIONSARTER følger med nogle
2
Se Sobkowiak (2009a:54f.) og litteratur citeret deri for en detaljeret gennemgang af de tre
egenskaber og deres reciprokke forhold
3
Eksemplerne er angivet i |…| for at understrege, at det ikke er sproglige strukturer, men
sprogfilosofiske situationskoncepter, der er tale om.
277
Mikolaj Sobkowiak
forbehold Engerers4 (2003) fordanskning af Smiths (1997) navne på
hendes ‘situation types’:
(3)
Min opfattelse af aktionsartsproblematikken er som sagt stærkt inspireret af Engerer (2003), hvilket har haft stor indflydelse på AKTIONSARTERNES udtryksplan i min model. I sin artikel præsenterer Engerer 4
hovedkriterier (eller grundpiller, som han kalder dem), som man skal
rette sig efter, når man konstruerer en moderne aktionsartsmodel.
De hedder betinget universalisme, grammatisk relevans, aktionsartreduktionisme og syntaktisk aktionsart. En detaljeret gennemgang
af de fire findes i Sobkowiak (2009a:47f.) og naturligvis i Engerer
(2003), men her vil jeg blot sammenfatte deres konsekvenser så kort
som muligt. Følger man nemlig Engerers anvisninger, ender man med
at danne en aktionsartsmodel, som bygger på ganske universalistiske
præmisser, hvor AKTIONSARTERNE ikke nødvendigvis er morfologiskfunderede, men dog har en form for forankring i grammatikken (bestemt
af sproglige tester). Som følge deraf bliver antallet af AKTIONSARTER
reduceret grundigt til det nødvendige minimum, og AKTIONSARTERNE
kan identificeres på syntaktisk niveau.
Den minimale syntaktiske kontekst, hvori AKTIONSARTER
kommer til udtryk i min model, kalder jeg efter Smith (1997) for en
VERBAL KONSTELLATION5 (i det følgende betegnet som VK), som kort
sagt er en minimal sætningsdannende konstruktion. Den prototypiske
VK ser sådan ud (jf. Sobkowiak 2009a:68f.):
(4)
VK[±DYN, ±DUR, ±RES] = [S[±DKA] + V[±DYN, ±DUR, ±RES] + (O[±DKA]) / (ADIR/
LOK)] + (A)
4
Beslutningen om at anvende disse og ikke andre betegnelser har jeg begrundet i Sobkowiak
(2009a:66).
5
Dog er der nogle få konceptuelle forskelle mellem Smiths og mine VK’er.
278
Som sagt er en VK en konstruktion, som har alle leddene, der er
nødvendige for at kunne danne en sætning. Det kan man se i (4), hvor
den givne prototypiske VK har to obligatoriske elementer: et potentielt
subjekt (S) og et potentielt verballed (V), som udgør konstellationens
kerne. Disse ledsages af et potentielt objekt (O) og et potentielt retningseller stedsadverbial (A), som afhængigt af verbet i en given VK kan
vise sig at være obligatorisk eller fakultativt. Nogle gange er adverbiel
modificering nødvendig for entydigt at kunne identificere en given
type VK, uden at adverbiet egentlig er led i konstellationen, og derfor
findes der også et potentielt adverbial uden for den prototypiske VK
i (4). Det potentielle subjekt og objekt tildeles [±DKA]-værdier, som
har med kvantificering at gøre (jf. nedenfor) og ligner Verkuyls (1972)
[±SQA]. Kort sagt betyder en [+DKA]-værdi, at den pågældende
nominale frases centrale element determineres af en bestemmer, mens
[-DKA]-værdien tilskrives nominale fraser, hvis centrale elementer er
artikelløse appelativa i pluralis eller evt. stofnavne uden bestemmere
(jf. Sobkowiak, 2009a:70).
Interessant nok er der i den givne VK to steder, hvor det er
muligt at tildele plus- og minusværdier i forbindelse med de tre aktionsartsmæssige standardegenskaber på baggrund af adækvate syntaktiske tester (jf. diskussionen om valg af passende tester i Sobkowiak
2009a:72-84). Dette skal understrege, at det ikke (altid) udelukkende er
verbets karakteristik, der bestemmer hele VK'ens AKTIONSART. Verber
har godt nok deres intrinsiske standardegenskaber, som bestemmes
ud fra deres optræden i maksimalt enkle sætninger (dvs. sætninger
bestående af kvantificeret subjekt, verbal og eventuelt kvantificeret
objekt, hvis dette er nødvendigt, jf. Smith 1997:54), som jo bidrager til
hele VK’ens AKTIONSART, men de bestemmer den ikke altid. Et verbum
med intrinsiske AKTIVITET-egenskaber kan således stadig være kerne
i en ACCOMPLISHMENT-VK, hvilket ofte er tilfældet i forbindelse med
VK’er, der har bevægelsesverber som kerner (jf. Sobkowiak 2009b og
Durst-Andersen/Herslund 1996:70).
3. Fællesnævner(e) søges
Mens SITUATIONSTYPER og AKTIONSARTER umiddelbart har med situationers interne struktur og forløb at gøre, er ASPEKT en slags perspektiv,
279
Mikolaj Sobkowiak
som man præsenterer begivenhedernes forløb udfra (jf. Sobkowiak
2009a:12) eller “det vindue gennem hvilket situationen anskues”
(Togeby 2003:318). Det er vigtigt at understrege, at AKTIONSARTERNE
således er forbundet med strukturer, som man kan danne sætninger ud
fra, hvorimod ASPEKTER er sætningers egenskaber. I min aspektteori
skelner jeg, ganske traditionelt, mellem to ASPEKTER, nemlig det
PERFEKTIVE og det IMPERFEKTIVE. Opfattelsen af ASPEKT som en slags
perspektiv er ikke helt ny, for den optræder allerede i Comries (1976:3)
berømte definition af ASPEKTER som “ways of viewing the internal
temporal constituency of a situation” samt hos Platzack (1979:39),
hvor ASPEKT betegnes som “the way a speaker (or writer) chooses to
present a situation.”
Mit aspektsystem har en hierarkisk struktur, hvor de to semantiske
hovedkategorier – IMPERFEKTIVT og PERFEKTIVT ASPEKT – består af nogle
underklasser. Således anser jeg TERMINATIVITET (betegnelse af slutning
på en situation, hvor en tilstandsforandring finder sted), INKOAKTIVITET
(fremstilling af en tilstandsforandring forbundet med, at en ny situation begynder) og SEMELFAKTIVITET (situationen konceptualiseres
som en engangshandling uden tilstandsforandring) som perfektive
betydningsvarianter. Derimod er KURSIVITET (fremstilling af en situation
som igangværende i den omtalte periode) og HABITUALITET/GENERISKHED
(situationen præsenteres som gentagen og kan forstås som subjektets
vane eller dets karakteristiske træk) er de to undergrupper inden for det
imperfektive ASPEKT (jf. Sobkowiak 2009a:142). Siden perfektivitet
og imperfektivitet er ment som overbegreber i forhold til de nævnte
underkategorier, må der være en slags semantisk fællesnævner for
hver af de to, som gør sådan en klassifikation hensigtsmæssig og i det
hele taget mulig.
De hyppigt anvendte fællesnævnere for aspektuelle betydninger, som f.eks. [±helhed] eller [±totalitet] synes ikke tilfredsstillende (jf. ibid. s. 144f., Durst-Andersen 2000:51), og derfor har
jeg besluttet mig for at prøve at finde nogle nye. Takket være min
grundlæggende antagelse om, at en sætnings aspektværdi er afhængig
af den pågældende VK’s AKTIONSART (dvs. AKTIONSARTEN af den VK,
som den givne sætning er dannet ud fra) har jeg kunnet konstatere en
sammenhæng mellem perfektivt og imperfektivt ASPEKT på den ene
280
side og Reichenbachs REFERENCE TIME på den anden.
I sin behandling af engelske tempora peger Reichenbach
(1947:71-78) på tre tidspunkter og deres relevans. Disse beskrives
således af Vikner (2003:95): YTRINGSTIDSPUNKTET (S) er “det tidspunkt
hvor sætningen ytres”, BEGIVENHEDSTIDSPUNKTET (E) betegner “det
tidspunkt hvor et forhold som sætningen beskriver, er lokaliseret
temporalt” og REFERENCETIDSPUNKTET (R) defineres som “det tidspunkt
som de beskrevne forhold defineres ud fra.”
Jeg har delvist fulgt bl.a. Platzack (1979) og Borik (2005) og
antaget, at R er det komponent af en sætnings semantik, som leverer
oplysninger om sætningens ASPEKT (jf. Sobkowiak 2009a:145-154).
Samtidig er det en forudsætning for mig, at S, E og R ikke skal
prædefineres som tidspunkter (jf. Reichenbach 1947 og Vikner 2003)
eller intervaler (jf. Borik 2005). I stedet for kan de potentielt være
det ene eller det andet, alt efter den AKTIONSART, som er forbundet
med den pågældende sætning. Af denne grund er der tale om et
BEGIVENHEDSINTERVAL i forbindelse med STATISKE samt AKTIVITET- og
ACCOMPLISHMENT-baserede sætninger, som alle sammen er durative,
og et BEGIVENHEDSTIDSPUNKT, når de pågældende sætninger er dannet
ud fra ikke-durative ACHIEVEMENT- og SEMELFAKTIVE VK’er. Da jeg i
min afhandling kun har beskæftiget mig med sætninger i datid og
førnutid, har det været ligegyldigt, om S egentlig er et tidspunkt eller
et interval, for det hele foregår alligevel til venstre for det på tidsaksen.
R betegner jeg til gengæld som ASPEKTUEL REFERENCETID. Den kan,
afhængigt af sætningens ASPEKT, være punktuel (perfektivt ASPEKT)
eller lineær (imperfektivt ASPEKT) og udgør således den semantiske
fællesnævner for de to overordnede aspektuelle kategorier i min
teori. Min opfattelse af aspektuel referencetid har noget til fælles med
Jørgensens (2001:115) opmærksomhedsfelt, som er en vigtig del af
hans aspektdefinition.
Det sidste, som uden tvivl kræver nogle kommentar i denne
forbindelse, er de enkelte AKTIONSARTERNES kompatibilitet med perfektivt
og imperfektivt ASPEKT. Dette kan kort sammenfattes således: STATISKE
sætninger samt AKTIVITET- og ACCOMPLISHMENT-baserede sætninger er
pga. deres kursive betydning og den dertilhørende lineære aspektuelle
referencetid imperfektive. ACCOMPLISHMENT-baserede sætninger kan
281
Mikolaj Sobkowiak
dog også have punktuel referencetid, i hvilket tilfælde de er perfektive
lige som ACHIEVEMENT-baserede og SEMELFAKTIVE sætninger. Derudover
kan sætninger dannet på baggrund af alle AKTIONSARTER også have
generisk-habituelt imperfektivt ASPEKT (jf. Sobkowiak 2009a:148154).
4. Verber og aspektmarkering
En stor del af aspektmarkering i dansk foregår vha. selve verberne
eller verbum-baserede konstruktioner. Nogle gange er et verbums
leksikalske betydning (eller dets intrinsiske aktionsartsmæssige
standardegenskaber) afgørende for en VK’s AKTIONSART, og der er
derfor intet behov for at anvende separate aspektmarkører. Så er der
tale om leksikalsk aspektmarkering, og sætninger, som ikke indebærer
nogen aspektmæssige tvetydigheder, kalder jeg for aspektmæssigt
suveræne (Sobkowiak 2009a:178). Dette er tilfældet i forbindelse
med de fleste STATISKE sætninger (5a) samt AKTIVITET- og ACHIEVEMENTbaserede sætninger, hhv. (5b) og (5c):
(5)
a. Hun elskede sin mor.
b. Vi har arbejdet i England.
c. Hun fandt en halvtredskroneseddel.
Kun AKTIVITET-sætninger kan i denne forbindelse være problematiske,
idet de kan være tvetydige mellem en inkoativ perfektiv og en kursiv
imperfektiv fortolkning. I dette og næste afsnit viser jeg, hvordan
sådanne tvetydigheder kan undgås. Her vil jeg blot nævne problemet
og illustrere det med det følgende eksempel fra Vikner/Vikner
(1997:268):
(6)
Marianne så på Niels. Han smilede.
Tvetydighed kan også medføre apsektforskelle i forbindelse med
habituel-generisk omtolkning (jf. Sobkowiak 2009a:182f.). Dette
sker, når sætninger, som ellers er (eller kan tolkes som) perfektive,
kan omtolkes som habituel-generiske (7c), (d) og (e):
(7)
a. Hans yndlingsost stank.
b. Hun sov i timerne.
c. De kørte til Århus.
d. Han kom hjem fuld.
282
e. Han hostede.
Det kan tydeligt ses i (7), at habituel-generisk omtolkning er kompatibel
med alle fem AKTIONSARTER, inklusive dem, som i forvejen medfører
kursiv imperfektivitet (7a) og (b).
Når et verbums leksikalske betydning ikke er tilstrækkelig til,
at man entydigt kan udtrykke (im)perfektivitet, dukker behovet for at
entydiggøre sætningens aspektmæssige budskab op. Dette kan man
gøre ved at vælge førnutid frem for datid i ACCOMPLISHMENT-baserede
sætninger, hvor det er muligt. På den måde undgår man den tvetydighed,
der ifølge Vikner og Vikner (1997:281) opstår pga. datidens neutralitet
mht. ASPEKT:
(8)
a. Hun vaskede bilen.
b. Hun har vasket bilen.
perfektiv/imperfektiv
perfektiv
Ellers kan valg af hjælpeverbet være i stedet for have eller omvendt
påvirke aspektværdien i en sætning i førnutid (jf. Durst-Andersen/
Herslund 1996:80, Jørgensen 2001:123, Togeby 2003:104). Dog er
denne markeringsmekanisme begrænset til bevægelsesverber og nogle
få andre verber, som i førnutid kan optræde med begge hjælpeverber.
Aspektmarkering kan som sagt også foregå uden for selve
verbet, men i direkte forbindelse med det. Man kan nemlig kombinere
VK’er med det begrundelsesdenoterende faseverbum at begynde
(Engerer 2006:91) for at markere inkoativ perfektiv betydning. Dog
er der nogle restriktioner mht. denne aspektmarkørs distribution,
fordi den næppe kan optræde i sætninger bygget på STATISKE VK’er
(9a) til trods for, at den fungerer uden problemer i AKTIVITET- og
næsten alle ACCOMPLISHMENT-baserede sætninger, hhv. (9b) og (9c).
Endvidere får faseverbet at begynde en habituel-generisk fortolkning
i forbindelse med ACCOMPLISHMENTS, der betegner målrettet bevægelse
(9d) og ACHIEVEMENTS (9e), mens de er tvetydige i kombination med
SEMELFAKTIVE sætninger6 (9f):
(9)
6
a. ?Barnet begyndte at være syg.
Alternativt kan man anvende et af faseudtrykkene at komme i gang med, at gå i gang med,
at give sig til, at give sig i kast med, hvis distributionsrestriktioner ligner det omtalte faseverbums.
283
Mikolaj Sobkowiak
b. De begyndte at synge.
c. Jeg begyndte at bygge et hus.
d. Han begyndte at løbe hjem.
e. Babyen begyndte at åbne sine øjne.
f. Rygeren begyndte at hoste.
I forbindelse med nogle ACCOMPLISHMENT-sætninger kan man ved hjælp
af faseudtryk også udtrykke den perfektive terminative betydning. For
at gøre dette kan man gribe til konstruktionen at blive færdig med (10a)
fulgt af infinitiv eller konstruktionen at få+perfektum participium
(10b) og (c), hvor ordstillingen til højre for verbet at få til en vis grad
er valgfrit. Den førstnævnte konstruktion kan ligeledes kombineres
med AKTIVITET-sætninger, men så betegner den blot, at den omtalte
uafgrænsede proces er slut, uden at dette medfører nogen form for
aspektforskel (10d).
(10)
a. Hans blev færdig med at bygge huset.
b. De har fået justeret maskinen.
c. De har fået maskinen justeret.
d. Vi blev færdige med at synge.
Faseudtrykkene at være i gang med, at være i færd med, at være
ved og være+ ude/inde/oppe/nede/henne/ovre+og, som alle følges
af infinitiver, kan til gengæld finde anvendelse ved verbum-baseret
markering af det imperfektive. Disse kan per definition kun bruges i
sætninger, der betegner durative situationer (undtagen tilstande, som
ikke er dynamiske), men dog med nogle restriktioner, som ikke er helt
klare. Det fremgår nemlig af Østergaards (1979) undersøgelse, at at
være ved-konstruktionen ikke anses som naturlig i forbindelse med
AKTIVITET-sætninger. Modeksempler på Østergaards resultater kan
findes i f.eks. Hansen/Heltoft (1994), hvor man netop kan finde den
slags kombinationer. Dog bekræftes Østergaards påstande vedrørende
at være ved af en lignende statistisk undersøgelse i norsk (Tonne 2003).
De resterende faseudtryk kan, til trods for Østergaards postulater,
stort set uden begrænsninger kombineres med både AKTIVITET- og
ACCOMPLISHMENT-sætninger.
Med i gruppen af infinitiv-baserede aspektmarkører, som dog
ikke kan kaldes for faseudtryk, findes også modalverbet at kunne og
284
det semi-modale verbum at pleje. Deres funktion er begrænset til
entydig markering af habituel-generisk imperfektivitet, og der er ikke
nogen aktionsartsmæssige begrænsninger mht. deres distribution (jf.
Sobkowiak 2009a:189f.).
Kursive pseudokoordinationer (i det følgende kaldt PK’er) er
nok de mest omtalte danske aspektmarkører (jf. Østergaard 1979,
Brandt 1992, Bjerre/Bjerre 2007, Kjeldahl 2009, Hesse 2009). Dette
kan skyldes deres uklare status. Lad os se på nogle eksempler:
(11)
a. Eleverne stod og sang nationalsangen.
b. Hun lå og sov.
c. Køerne gik og græssede.
d. Morten lå og kørte på sin nye knallert.
PK’er består af to elementer – et ASSISTERENDE VERBUM (Kjeldahl 2008)
og et andet verbalt element, som er koblet sammen vha. den sideordnende konjunktion og. Alligevel kan der ikke laves om på den rækkefølge, som de to elementer optræder i. Det får sprogforskerne til at undre
sig over PK’ernes samtidige hypo- og parataktiske egenskaber (jf.
Brandt 1992). For min teoris vedkommende er det vigtigste ved PK’er,
at det assisterende verbums (ligge, sidde, stå, løbe, eller gå) leksikalske betydning er sløret, og at man pseudokoordinerer VK’ernes kerner
med assisterende verber for at markere det imperfektive ASPEKT. Dette
sker typisk for at entydiggøre potentielt tvetydige ACCOMPLISHMENTbaserede sætninger7 (12a og b):
(12)
a. Hun stod og fortalte ham historien.
b. Han sad og skrev et brev.
c. Vi stod og ventede på vores fætter Lars.
d. Han gik og arbejdede i haven.
Eksemplerne (12c) og (d) viser, lige som (11b-d), at PK’er også er
kompatible med AKTIVITET-sætninger. I så fald kan man næppe tale
om markering af det imperfektive (sætningerne er jo imperfektive i
forvejen) – PK’erne kan i den slags tilfælde bruges som syntaktisk
forstærkning til bedre at kunne visualisere situationen (jf. Hesse
2009:80). Her bør man også nævne PK’er med verbet at tage og
7
Dog med Østergaards (1979:100) forbehold.
285
Mikolaj Sobkowiak
frasen at gå hen som første led. De har potentiale til at markere
perfektivitet (pga. deres første led), men kombineres med VK’er, som
i forvejen er perfektive (13). Dermed kan de også siges at fungere som
visualiseringsstøtte:
(13)
a. Hans tog og flyttede bilen fra den uheldige
parkeringsplads.
b. Jensen gik hen og fandt bogen i et antikvariat.8
Jeg vil også nævne duplicering af VK’ens kerne, som kan anvendes til
at understrege det imperfektive, og som Jørgensen (2001:130) anser
for at være stærkt grammatikaliseret. Han illustrerer bl.a. således sin
påstand:
(14)
Vi kørte og kørte i flere timer.
Både Jørgensen (2001:131f.) og Durst-Andersen/Herslund (1996:92f.)
angiver, delvist efter Hansen (1967 III:78f), præffigering og suffigering
som former for intraverbal aktionsart- og/eller aspektmarkering,
hvilket jeg ikke er enig i. Tilføjelse af præ- eller suffiks til et dansk
verbum kan godt nok resultere i, at den nydannede afledning kan
optræde i ACHIEVEMENT-konstellationer (og dermed ACHIEVEMENTsætninger), hvilket det simple verbum ikke kan (jf. at holde-at afholde),
men præffigering medfører langt mere end blot forskel i AKTIONSART
– verbets leksikalske betydning ændres nemlig markant. Dermed
accepterer jeg på nær nogle få eksempler (at elske-at forelske sig) ikke
morfologisk afledning som en mekanisme, der spiller en væsentlig
rolle inden for aktionsartsmarkering (en mere udførlig diskussion
derom findes i Sobkowiak 2009a:181f.).
4. Ekstraverbal aspektmarkering
Dansk har også en række mekanismer til rådighed, som muliggør
entydig aspektmarkering, men som ikke er forbundet med selve
verberne. Den slags markører vil jeg gerne præsentere i dette afsnit.
Et perfekt eksempel på en sådan mekanisme er indskydning af et
omsagnsled til genstandsled i ACCOMPLISHMENT-baserede sætninger,
8
Begge eksempler stammer fra Jørgensen (2001). Tag og-pseudokoordinationer optræder for
resten hyppigst i imperativ.
286
som Durst-Andersen og Herslund (1996:85f.) anser for en slags
suffigering.
(15)
a. Boris skrev digtet færdigt.
b. Boris malede loftet rødt.
c. Boris vaskede tøjet rent.
d. Han skrev digtet rent.9
I samtlige eksempler i (15) har omsagnsled til genstandsled uden tvivl
en perfektiviserende funktion, for uden dem kunne sætningerne være
tvetydige. Dog er det risikabelt at sige, at omsagnsled til genstandsled i
(15b-d) er rene aspektmarkører, hvilket man sagtens kan sige om (15a).
Dette skyldes, at de ud over det terminative semantiske komponent
forårsager en ændring i verbets leksikalske betydning. De kan derfor
ikke regnes som rene aspektmarkører af samme grund som afledninger
af holde-afholde–typen (jf. ovenfor).
Entydig markering af terminativ perfektivitet kan ligeledes
ske ved anvendelse af verbale partikler, som det er tilfældet i (16a)
og (b). Dog vil jeg påpege, at når man tilføjer en verbal partikel
til en tvetydig sætning, medfører dette ofte en ændring af verbets
leksikalske betydning (16c) og (d), lige som det sker med omsagnsled
til genstandsled. Aspektmarkering vha. verbale partikler forekommer
altså i et meget begrænset omfang (jf. Durst-Andersen/Herslund
1996:85ff, Sobkowiak 2009a:167f).
(16)
a. De spiste maden op.
b. Vi drak vinen ud.
c. Han betalte pengene ind på sin konto.
d. De har bygget huset om.
I stedet for at supplere aspektmæssigt tvetydige sætninger med ekstra
elementer, som entydiggør aspektværdien, kan man manipulere med
sætningens (eller egentlig VK’ens) elementer. For eksempel kan man
i ACCOMPLISHMENT-baserede sætninger erstatte direkte objekter med
præpositionsobjekter, dvs. “konstruktioner af transitive verber hvor der
foran objektet kan indskydes en præposition” (Jørgensen 2001:128, jf.
9
Eksemplerne stammer fra Durst-Andersen/Herslund (1996:85) og Gudiksen (1997:87).
287
Mikolaj Sobkowiak
også Hansen/Heltoft 1994:65, Durst-Andersen/Herslund 1996:73f.).
På den måde eliminerer man den ASPEKT-relaterede tvetydighed (17a)
til fordel for en klart imperfektiv betydning (17b):
(17)
a. Ulla skrev et digt.
b. Ulla skrev på et digt.10
Alle de indtil videre angivne eksempler har det til fælles, at objekterne
(hvis der altså er noget objekt i den pågældende sætning) har
delimiteret kvantitet. I praksis betyder dette, at det nominale element,
der står i objekt-funktionen, ledsages af en bestemmer, som bl.a. kan
være en (u)bestemt artikel, et possessivt, demonstrativt eller ubestemt
pronomen eller et talord (jf. Sobkowiak 2009a:69f.). Fjerner man
bestemmeren, får sætningen automatisk en entydig, habituel-generisk,
altså imperfektiv betydning (jf. kontrasten mellem kvantificerede og
ikke-kvantificerede objekter i (18a) og (b) nedenfor). Også subjekterne
i de hidtil omtalte eksempler har alle sammen delimiteret kvantitet.
Subjekter, hvis kvantitet ikke er delimiteret, medfører generisk
betydning, og de pågældende sætninger betegner dermed hele klasser
denotater i stedet for individuelle eksemplarer, jf. (18c) og (d).
(18)
a. Hun spiste (et kilo) æbler.
b. De drak (en flaske) vin.
c. Dinosaurer har været uddøde i rigtig mange år.
d. Unge mennesker var uansvarlige.
Klart nok kan man også gribe til adverbiel modificering, når man
gerne vil markere habituel-generisk imperfektivitet. Det gør man ved
at ekvipere en sætning med et frekvensadverbial11, hvor det denoterede
repetitionscyklus kan være mere eller mindre restriktivt jf. hhv. (19a)
og (b). Dog kan adverbiel modificering også have andre konsekvenser
for sætningens aspektværdi. For eksempel kan en sætning få inkoativ
perfektiv betydning, når den suppleres med adverbiet pludselig (19c)
10
Jeg er desuden dybt uenig med bl.a. Smith (1997) og Durst-Andersen/Herslund (1996) i,
at ACCOMPLISHMENT-sætninger bliver til AKTIVITET-sætninger ved omdannelse af
direkte objekt til præpositionsobjekt, jf. Sobkowiak 2009a:173ff.
11
En mere dybtgående diskussion af diverse frekvensadverbialer og deres distribution findes
bl.a. i Sobkowiak (2009a:184f.).
288
og (d). Uden adverbiet kunne sætningerne være tvetydige mht. aspekt,
jf. (6) ovenfor. Ellers kan man også bruge resultative og durative
tidsadverbialer til at markere hhv. terminativ perfektivitet (19e) og
kursiv imperfektivitet12 (19f).
(19)
a. Hansen besøgte sin gamle mor to gange om ugen.
b. De spiste ofte på Café Fup.
c. Pludselig kiggede hun på ham.
d. Pludselig smilede han.
e. Han vaskede bilen på en halv time.
f. Han vaskede bilen i en halv time.
Den sidste markeringsmekanisme, som jeg gerne vil nævne her (selv
om jeg er klar over, at der må findes flere aspektmarkører i dansk
end dem, jeg har valgt at nævne), er forskellig fra de øvrige, da den
udelukkende forekommer i komplekse sætninger. Man kan nemlig
markere habituel-generisk imperfektivitet vha. konjunktionen når, jf.
(20a) og (b), mens tilsvarende sætninger med konjunktionen da alt
efter de pågældende sætningers AKTIONSART kan være perfektive (20c)
eller udtrykke kursiv imperfektivitet (20d), jf. Jørgensen (2001:127f.),
Togeby (2003:105).
(20)
a. Han fik en madpakke med hjem, når han besøgte sin
mormor.
b. Hun snakkede med sin nabo, når hun var fuld.
c. Han fik en madpakke med hjem, da han besøgte sin
mormor.
d. Hun snakkede med sin nabo, da hun var fuld.
5. Konklusion
I denne artikel har jeg forsøgt at præsentere en ganske liberal opfattelse af aspektproblematikken, som gør det muligt at identificere
denne traditionelt morfologiske verbale kategori i dansk på trods
af det danske sprogs manglende morfologiske aspektmarkører. Jeg
håber at have overbevidst læseren om samspillet mellem den type
ekstrasproglige situation, som en given sætning beskriver, og denne
12
Disse adverbialer anvendes hyppigt, også af mig, i syntaktiske tester, som er sigtet mod
identificering af sproglige enheders durativitet og resultativitet, jf. Sobkowiak (2009a).
289
Mikolaj Sobkowiak
sætnings aspektværdi. Derudover har jeg peget på to overordnede
typer aspektmarkører i dansk, hvoraf den ene er direkte forbundet med
verber, mens den anden har mindre eller intet med selve verberne at
gøre. Begge typer aspektmarkører har præcist samme funktion, som er
at fjerne enhver form for ASPEKT-relateret tvetydighed, og de fuldfører
denne opgave lige effektivt. Dermed håber jeg at have bidraget positivt
til udforskningen af aspekt som primært semantisk kategori samt til
udforskningen af det danske sprogs syntaks og semantik.
Litteratur
Bjerre, Anne og Tavs Bjerre (2007) Pseudocoordination in Danish. Proceedings of the HPSG07 Conference. Stefan Müller (ed.), elektronisk
udgave hentet på http://csli-publications.stanford.edu/HPSG/8/bjerrebjerre.pdf.
Borik, Olga (2006) Aspect and Reference Time. Oxford: Oxford University
Press.
Brandt, Søren (1992) Two Problems in Danish Verb Syntax. Nordic Journal
of Linguistics 15:47-64.
Comrie, Bernard (1976) Aspect. Cambridge, London, New York, Melbourne:
Cramer, Jens m.fl. (1996) 699 varme termer. Leksikon til sprogkundskab,
Århus: Aarhus Universitetsforlag.
Durst-Andersen, Per (2000) Aspekttypologi og verbaltypologi. Ny forskning
i grammatik. Fællespublikation 7. Jens Nørregaard-Jensen m.fl. (red.)
Odense Universitetsforlag:51-72.
Durst-Andersen, Per og Michael Herslund (1996) The syntax of Danish verbs:
Lexical and syntactic transitivity. Content, Expression and Structure:
Studies in Danish Functional Grammar. Elisabeth Engberg-Pedersen
Michael Fortescue, Peter Harder, Lars Heltfoft, Lisbeth Falster Jakobsen
(red.). Amsterdam: John Benjamins:65-102.
Engerer, Volkmar (2003) Tid i sprog – Aktionsartteoriernes fire grundpiller, V.
Engerer (temared.), Tid i sprog (= Tidsskrift for Sprogforskning, I/2003),
Århus:21-45.
(2006) Faseverbet begynde: dets syntaks og semantik i dansk. 11. Møde
om Udforskningen af Dansk Sprog. Peter Widell & Ulf Dalvad Berthelsen
(red.) Århus: Aarhus Universitet:91-100.
290
Gudiksen, A. (1997) -et-afledninger i dansk med hovedvægt på de danske
ømål. Ph.d.-afhandling, Københavns Universitet.
Hansen, Aa. (1967) Moderne dansk I, II, III. København: Grafisk Forlag.
Hansen, Erik og Lars Heltoft (1994) Kentaurnominaler i dansk. Nordlex
Projektet. Sammensatte substantiver i dansk (= LAMBDA 20). I. Baron
(red.), København: Handelshøjskolen.
Hesse, Andrea (2009) Zur Grammatikalisierung de Pseudokoordination im
Norwegischen und in den anderen skandinavischen Sprachen. Tübingen &
Basel: A. Francke Verlag, 2009.
Jørgensen, Henrik (2001) Nogle bemærkninger om aspekt i dansk. Jeget og
ordene. Festrskrift til Rolf Reitan. Carsten Madsen, Henrik Skov Nielsen,
Peer E. Sørensen (red.). Århus: Klim:115-136.
Kjeldahl, Anne (2009) Semi-leksikalske verber og selektion. 12. Møde om
Udforskningen af Dansk Sprog. Peter Widell & Inger Schoonderbeek
Hansen (red.). Elektronisk udgave:205-216.
Lund, Karl-Henrik (2003) Aspekt, tempus og Kærlighedens ø. Om narrativ
progression i dansk og russisk. Tid i sprog (= Tidsskrift for Sprogforskning,
I/2003). V. Engerer (temared.). Århus:65-87.
Platzack, Christer (1979) The Semantic Interpretation of Aspect and
Aktionsarten. A Study of Internal Time Reference in Swedish. (= Studies in
Generative Grammar 8). Dordrecht: Foris.
Rajnik, Eugeniusz (1999) Gramatyka języka duńskiego. Morfologia. Poznań:
Wydawnictwo Naukowe UAM.
Reichenbach, Hans (1947) The Tenses of Verbs. The language of time. A
reader. I. Mani, J. Pustejovsky, R. Gaizauskas (2005). Oxford: Oxford
University Press:71-78.
Smith, Carlota (1997).The Parameter of Aspect. Dordrecht, Boston, London:
Kluwer Academic Publishers.
Sobkowiak, Mikołaj (2009a) Perfektivitet og imperfektivitet i dansk og polsk
– et kontrastivt stadium i aspekt og aktionsart. Ph.d.-afhandling, Adam
Mickiewicz-Uinversitetet, Poznań.
(2009b). Bevægelsesverber i polsk og dansk og accomplishmentdilemmaet. Folia Scandinavica Posnaniensia 10. Witold Maciejewski,
Grzegorz Skommer (red.):219-236
Togeby, Ole (2003) Fungerer denne sætning? København: Gad.
Tonne, Ingebjörg (2007) Analyzing progressives in Norwegian. Nordic
Journal of Linguistics 30.2:185-208.
Van Valin, R. og R. LaPolla (1997) Syntax. Cambridge: Cambridge University
Press.
291
Mikolaj Sobkowiak
Van Valin, Robert (2005) Exploring the Syntax-Semantics Interface. Cambridge: Cambridge University Press.
Vendler, Zeno (1967) Verbs and times. (2005) The Language of Time. A
Reader. Inderjeet Mani, James Pustejovsky, Robert Gaizauskas (red.)
Oxford University Press:21-32.
Verkuyl, Henk J. (1972) On the compositional nature of the aspects, Dodrecht:
D. Reidel Publishing company.
Vikner, Sten (2003) Tempus som tre uafhængige træk. Tid i sprog (= Tidsskrift
for Sprogforskning, I/2003). Volkmar Engerer (temared.), Århus:89-104.
Vikner, Sten og Carl Vikner (1997) The Aspectual Complexity of the Simple
Past in English. A comparison with French and Danish. Sounds, Structures
and Senses. Essays presented to Niels Davidsen-Nielsen on the Occasion
of his Sixtieth Birthday. Carl Bache, Alex Klinge (red.). Odense: Odense
University Press:267-284.
Østergaard, Frede (1979). The progressive aspect in Danish. Aspectology.
Workshop at the Fifth Scandinavian Conference of Linguistics. Frostavallen, April 27-29 1979. Th. Petterson (ed.). Stockholm: Almquist og
Wiksell International:89-110.
292
Divergenser i tysk-dansk og polsk-dansk leksik
Janusz Stopyra
Universitetet i Wrocław
Sapir-Whorf-hypotesen gør os opmærksom på den sproglige determinisme og relativisme. Determinismen betyder, at sproget afspejler et sprogfællesskabs tænkemåde, dets erfaringer, prioriteter
og interesseområder. Dette udgør et sprogfællesskabs viden om omverdenen og er, hvad man kalder “naiv viden”, dvs. viden om vores
hverdag, om typiske situationer, ting og forhold, og ikke fagviden.
Man kan også tale om omvendt detenninisme, dvs. at hvis vi taler et
bestemt sprog, må vi gå de veje, som dette sprog stiller til rådighed,
bruge dets kategorier, dets grammatik og leksik.
Man kan sige, at forskellen mellem sprogene ikke beror på strikte
grammatiske forskelligheder, men er langt dybere, dvs. et resultat af
forskellige erkendelsesprocesser i de forskellige sprog. Dette kan man
kalde den sproglige relativisme, som skyldes det faktum, at et konkret
sprog afspejler et konkret sprogfællesskabs behov og prioriteter.
Den sproglige relativisme betyder, at man har samlet sin viden om
omverdenen, sine erfaringer osv. i et konkret sprog, dvs. i sit eget
sprog, og ikke i sproget i al almindelighed.
De forskellige kategoriseringer af den ikke-sproglige realitet kan
man finde på det morfologiske, syntaktiske og leksikalske område.
Som eksempler kan nævnes udtryk for aspekt (udført eller ikke udført
handling) i polsk, der mangler i dansk og tysk, eller bestemthed/
ubestemthed ved danske og tyske substantiver, som mangler i polsk.
293
Janusz Stopyra
Sapir og Whorf påpeger differencer i forskellige kulturers sproglige
verdensbillede. Efter deres mening kan disse forskelle besværliggøre
eller endda umuliggøre konununikationen. For eksempel er tidsbegrebet hos Hopi-indianeme helt forskelligt fra vores tidsbegreb. Det
afrikanske folk Bantu kender kun benævnelsen for en rød ko og en
hvid ko. Men de kender ikke benævnelsen for en ko i almindelighed.
Laplændere har forskellige betegnelser for rensdyr, bl.a. for en-, to-,
tre- og syvårige rensdyr uden at have en betegnelse for overbegrebet
‘rensdyr’. De har for eksempel også forskellige betegnelser for is, sne
og kulde, men de har ikke betegnelser for overbegreber som vores is,
sne og kulde. Det var nok også grunden til, at de ikke lod sig overtale
til at bruge norsk som sprog. Det kunne nemlig ikke give udtryk for
ting og forhold, som var vigtige eller afgørende for dem, dvs. det
kunne ikke bruges til at give udtryk for deres behov og prioriteter.
Man kan sige, at et bestemt sprog på den ene side afspejler et bestemt
sprogfællesskabs forskellige behov og prioriteringer, som hænger
sammen med en bestemt tænkemåde. For eksempel siger sætningen
Drengen gik til skole ikke noget som helst om, hvorvidt handlingen er
afsluttet eller ej. Det er simpelthen noget, en dansker ikke nødvendigvis
har behov for at udtrykke. Men det er anderledes for en polak, der på
dette sted enten må sige Chlopak szedl do szkoly (uafsluttet handling)
eller Chlopak poszedl do szkoly (afsluttet handling). I den polske
sætning ved vi, at drengen kom helt frem til skolen, hvilket vi ikke
kan slutte af den danske sætning. Her udtrykkes aspektkategorien i
polsk ved hjælp af et bestemt præfiks. Sproget tvinger ham så at sige
til at vælge mellem afsluttet og uafsluttet handling. Det gælder ikke i
dansk. l den samme sætning på polsk kan vi i øvrigt ikke sige noget
om, hvorvidt vi kender drengen eller ej. Dette er muligt i dansk.
Man kan altså sige, at hvis vi taler et bestemt sprog, tvinger dette sprog
os til at tale på en bestemt måde, dvs. vi må vælge en bestemt måde at
udttykke os på. Det viser sig, at spørgsmålet ikke kun vedrører forskelle
mellem vores sprog og forskellige eksotiske sprog, men også mellem
sprog, der er nærbeslægtede, for eksempel forskellige indoeuropæiske
sprog som tysk, polsk og dansk. Her beror de leksikalske forskelle
på, om en bestemt nations sprog har ord for ting og forhold, som er
294
vigtige eller afgørende for den og – omvendt – ikke har ord for ting og
forhold, der ikke er vigtige. Der er mange problemer på dette område,
hvor der for et bestemt element i den ikke-sproglige virkelighed
findes et ord i L1, der mangler i L2 eller omvendt. Men der findes
også problemer med forskellig klassificering af benævnelser, som er et
resultat af tilstedeværelsen af to ord for et element i den ikke-sproglige
virkelighed i L1 og et ord i L2 (konvergens) og først og fremmest i
tilstedeværelse af et ord for et element i den ikke-sproglige virkelighed
i L1 og to eller flere ord i L2 (divergens). I overættelsesteorien taler
man her enten om neutralisering (2:l) eller om diversifikation (l:2), der
er en kilde til de fleste sproglige problemer. De skyldes, at oversætteren
fra L1 til L2 ikke kender alle ækvivalenter i L2, eller at der er en fare
for overdiversificering (eng. wood floats in the water > Holz treibt auf
dem Wasser > Holz schwimmt im Wasser). En tysk eller polsk elev, der
lærer dansk, har en bestemt tænkemåde, hvor han/hun bruger begreber
og klassificeringer, han/hun kender fra sit eget modersmål, dvs. polsk.
Hvis han/hun i tysk/polsk har flere polske ord for et bestemt element
i den ikke-sproglige virkelighed, der svarer til et dansk ord, vælger
han/hun ikke en forkert betegnelse. Men hvis han/hun har ét bestemt
ord i tysk/polsk, der svarer til bestemte ord i dansk, mangler han/
hun et grundlag for at vælge rigtigt, fordi hans/hendes verdensbillede
er blevet skabt i Polen, dvs. i polsk. Tysk/polsk-danske divergenser
er omvendt for polske elever potentielle årsager til sproglige fejl.
Sådanne fejl skulle det imidlertid være muligt at udrydde gennem en
passende sprogundervisning.
Denne undersøgelse er inspireret af Norbert Morciniec (2007), som
mener, at undervisningsprogrammer for fremmedsprog, for eksempel i
dansk for tyskere/polakker, egentlig bør være bygget på undersøgelser
af det sproglige verdensbillede. Disse undersøgelser skal ikke kun
omfatte tomme pladser i den polske leksik, hvor der mangler en
betegnelse, der eksisterer i dansk, men også elementerne i den ikkesproglige virkelighed, hvor der for en bestemt ting-/-et bestemt
forhold i den tysk/polske leksik er et element til stede og i den danske
to eller flere. Programmerne skal baseres på forskelle i de to kulturer.
Forudsætningen er nemlig, at de fleste elementer er sammenlignelige
i tysk/polsk og i dansk. Programmer skal udgøre en slags leksikalsk
295
Janusz Stopyra
og grammatisk viden, en samling af sprogbeskrivelser om de steder i
den danske morfologi og leksik, der ikke svarer til den tyske/polske,
dvs. først og fremmest dem, der er anderledes klassificerede i tysk/
polsk end i dansk. I mit oplæg prøver jeg at påvise sådanne forskelle.
Undersøgelsen er ens mht. sammenligningen mellem de tyske/polske
og de danske ordfelter og er stærkt orienteret mod afprøvning af
forskellige kontekster, et givet tysk/polsk og et tilsvarende dansk
ord kan indgå i. I de fleste tilfælde er de ens, men på et stort område
er de også forskellige. Tager man parallelle tyske/polske og danske
kontekster i betragtning, så koncentrerer undersøgelsen sig om enkelte benævnelser i tysk/polsk, hvor man i forskellige kontekster
bruger et bestemt ord, mens der forekommer forskellige ord i dansk
(dvs. divergenser). Sådan en undersøgelse gennemfører jeg ved hjælp
af eksempler fra den Tysk-Danske Ordbog af Jens Erik Mogensen /
Ingeborg Zint og fra den Polsk-Danske Ordbog af Jan A. Nowak og
Eugeniusz Rajnik / Halina Zg6lkowa.
Jeg har forsøgt at vælge de vigtigste og simpleste eksempler, hvor der
er en stor sandsynlighed for, at man laver en fejl, og hvor der nemt kan
opstå misforståelser eller forstyrrelser i kommunikationen. Jeg har
udeladt regionalismer, fremmedord, ord, hvor forskellen kun udgør
deres overførte betydning, og regulært flertydige ord (for eksempel på
grund af metonymi) samt ord, der kun er grammatisk forskellige (og
fx har en transitiv og en refleksiv bibetydning). Mange af dem hænger
tæt sammen med konteksten, fx i faste udtryk, hvor vi for det samme
udsnit af den ikke-sproglige virkelighed ikke har helt parallelle ord i
polsk og i dansk/tysk, fx polsk mlody czlowiek, mloda kapusta; dansk
et ungt menneske, men en frisk kål.
I al almindelighed viser det sig, at det er nødvendigt at lære et sprogfællesskabs tænkemåde at kende, dvs. dets behov og prioriteter,
for at lære dets sprog at kende. Dette er så ikke kun en grammatisk
viden, men også viden om den fremmede kultur, for så vidt angår L2.
Undersøgelsen kunne gælde som grundlag for et undervisningsprogram
i dansk for tyske/polske elever. Efter afprøvning af eksemplerne i
begge ordbøger viste det sig, at der findes flere leksikalske divergenser
mellem polsk og dansk end mellem tysk og dansk. På basis heraf kan
296
man slutte, at også afstanden mellem det polske og det danske
verdensbillede er større end afstanden mellem det tyske og det danske
verdensbillede.
Litteratur
Albrecht, Jörn (2004) Übersetzung und Linguistik. Tübingen: Narr.
Morciniec, Norbert (2007) Wodurch unterscheiden sich Sprachen? Fundamenta linguisticae. Wrocław-Dresden: Neisse Verlag:27-33.
Mogensen, Jens Erik & Ingeborg Zint (1999) Tysk-Dansk Ordbog. København:
Gyldendal.
Nowak, Jan A. (1995) Polsk-Dansk Ordbog. København: Gyldendal.
Rajnik, Eugeniusz & Halina Zgółkowa (2006) Polsk-Dansk Miniordbog.
Poznań: Wydawnictwo Naukowe UAM.
Tysk-danske divergenser
Substantiver
DT
DK
DT
DK
Band
bind
bånd (bændel)
Ruf
råb
opkald, opringning
Brücke
bro
gulvtæppe
Schicht
lag
skift
Bund
bund (måleenhed)
forbund (forening)
Schloss
slot (kongeslottet)
lås (på døren)
Flügel
vinge (des Vogels)
fløj (des Gebäudes)
Schluss
kortslutning
afslutning
Gang
gang (komme i gang)
gear (sætte vognen i
andet..)
Schnabel
næb
snabel
Glück
Held
Lykke
Schuld
gæld
skyld
297
Janusz Stopyra
Hütte
hytte
glasværk
Schwindel
svimmelhed
snyderi
Kanal
kanal
kloak
Sendung
sending
udsendelse, program
Karte
kort
billet
(stearin)lys
tændrør
Sinn
sans
sind (have i sinde)
larm
skuespil
Knochen
knogle
cykelnøgle
Spiegel
spejl
niveau, procent, højde
Luft
luft
vejr(et) (holde vejret)
Spiel
Mantel
frakke
dæk (på cykel)
Spitze
spil (sætte på spil)
leg
kamp, match (sport)
spids
(næse)tip
Muster
mønster (på stoffet)
forbillede (for andre)
Stein
sten
brik (i spil)
Note
node (i musik)
karakter (i skole)
Tasche
lomme
taske
Partei
parti
part (den sagsøgte)
Tonne
tønde
ton (1000 kg)
Pech
beg
uheld
Vergleich
forlig (i retten)
sammenligning
Plan
(ferie)planer
Weise
kort (over København)
vis, måde
melodi
Punkt
punkt (svagt punkt)
prik (på en kjole)
Winkel
vinkel (en ret vinkel)
hjørne (i et værelse)
Rad
hjul
cykel
Wurf
kast
kuld (hvalpe)
Rang
rang
plads (i sport)
Zug
tog
træk (i ét træk)
Kerze
Spektakel
298
Adjektiver
DT
DK
DT
DK
dumpf
dump
kvalm, muggen (luft)
schwer
tung
hård
eng
snæver (dug)
tæt (skrive)
spitz
spids (blyant)
skrap (bemærkning)
gejl
Verber
DT
DK
DT
DK
blasen
blæse
puste
lüften
lufte (sengetøj)
løfte (hovedet)
dressieren
dressere
anrette (maden)
reduzieren
reducere (byen
til en provinsby)
sætte (priser) ned
kosten
koste
smage (på vinen)
schneiden
skære
klippe (hår)
lesen
læse
samle
spinnen
spinde
fantasere
löschen
slukke (ild)
slette (båndoptagelse)
streichen
stryge
smøre (smør på brød)
Polsk-danske divergenser
Substantiver
PL
DK
PL
DK
akcja
hjælpeaktion
handling
odmiana
ændring, forandring
variant, slags, afart
bøjning, fleksion
bańka
blære
kande
ogłoszenie
forkyndelse,
bekendtgørelse
annonce
299
Janusz Stopyra
bieg
løb
gear(kasse)
palec
finger
tå
centymetr
centimeter
målebånd
pasek
bælte, livrem
stribe, strimmel
chłop
bonde
mand, mandfolk
pęd
fart, hurtigt løb, sving
spire, skud (på træet)
chodnik
fortov
(kulørt) løber
pismo
(bogstav)skrift
skrivelse, brev
ciasto
dej
kage
podanie
angivelse, oplysning
ansøgning, petition
czar
trolddom, hekseri
charme
północ
midnat
nord
doświadczenie erfaring
forsøg, eksperiment
proch
(røgfrit) krudt
støv
drut
tråd
strikkepind
przebieg
forløb, gang
tilbagelagt strækning
dusić
kvæle, strangulere
stuve, lade simre (en
ret)
arbejdsværelse
kabinet, regering
przedział
inddeling, skildring
(tog)kupé
przelew
(blods)udgydelse
(pengenes) overførsel
głuchy
(stok)døv
klangløs, dump, hul
przerwa
afbrydelse (i et møde)
pause, frikvarter
gwiazdka
stjerne
jul(eaften)
rozwiązanie
opløsning (af en
forening)
ødsel; barsel
hasło
valgsprog. motto,
parole
stikord, opslagsord
skąpy
gerrig, nærig
knap, sparsom, fattig
jaskółka
svale(gang)
galleri (i teater)
skóra
hud
læder
katedra
domkirke, katedral
lærestol (på
universitetet)
skrzydło
(fugle)vinge
(port-, dør-)fløj
gabinet
300
klucz
nøgle
træk, flok (af fugle)
staw
(fiske)dam
(skulder)led
kolejka
S-tog
kø (stå i kø)
ślub
vielse, formæling
højtideligt løfte,
tilsagn
kolumna
søjle
(militær)kolonne
środek
midte, midtpunkt
(læge)middel
komórka
redskabsrum, udhus
celle (i kroppen)
mobiltelefon
świadczenie
vidneudsagn,
vidnesbyrd
(social) ydelse
koperta
konvolut
dynebetræk
torebka
(læder)taske
(papir)pose
kość
knogle
wniosek
terning, (terningespil)
kreds, ring
wykształcenie
hvirvel
forslag
slutning, konklusion
udformning, form
uddannelse
kożuch
rulam(sfrakke)
skind (på mælken)
wymowa
(tydelig) udtale
veltalenhed, talekunst
kuchnia
køkken
komfur
wyprawa
ekspedition, rejse
brudeudstyr
kuć
smede, hamre
pukle (i skolen)
wyrób
fremstilling,
produktion
produkt, artikel
łopatka
skulderblad
lille (lege)skovl
zachód
(sol)nedgang
vest
łuska
(fiske)skæl
patronhylster
zamek
slot
(dør)lås
mandat
mandat (ved valget)
zasada
bøde (for hastighedsoverskridelse)
princip
base (i kemi)
miednica
kumme, balje
bækken (på menneske)
optagelse, foto
fjernelse,
bortskaffelse
krąg
301
zdjęcie
Janusz Stopyra
obiekt
genstand, mål, objekt zjazd
anlæg, bygning
odcisk
aftryk i blødt
materiale
ligtorn (på tåen)
nedkørsel, kongres,
sammenkomst
Adjektiver
PL
DK
PL
DK
ciekawy
interessant
nysgerrig
prosty
enkel
jævn (om menneske, ord)
biedny
fattig
ynkelig, stakkels
rzadki
sjælden (gæst)
tynd (suppe, hår)
lys (skov)
młody
ung
frisk (kål)
surowy
rå, ubearbejdet
streng, skarp, hård
ostry
skarp (mad)
spids (blyant)
tępy
stump (redskab)
sløv (kniv, menneske)
pewny
pålidelig (om menneske)
sikker (jeg er sikker
på noget)
zły
vred (på nogen)
dårlig (i et dårligt lys)
Verber
PL
DK
PL
DK
gryzć
bide (hund)
svie (peber)
stikke (med mål)
odwołać
hjemkalde (én fra
éns post)
tilbagekalde (sit
udsagn)
kosztować
koste
smage, prøve
opalać
opvarme, fyre
brænde, svide
302
krzyczeć
råbe
skælde (ud på et
barn)
palić
brænde (et hus
brænder)
opvarme, fyre (i ovn)
ryge (tobak)
lecieć
flyve (flyvemaskine)
strømme (vandet)
piec
bage (kage)
brænde (solen)
myć
vaske (hænder)
pudse (vinduer)
børste (tænder)
powstać
rejse sig (op)
opstå (for eks.
boligkvarter)
naprawić
reparere (en radio)
rette (en fejl)
próbować
smage (på suppen)
prøve (at smile)
odmawiać
nægte, afvise
fremsige (en bøn)
303
304
Danske nominalkompositas struktur
Andrzej Szubert
Adam Mickiewicz Universitetet
Resume
Indlægget handlede om danske nominalkompositas struktur. Indledende blev der præsenteret, hvad de af bygget af, dvs. for det første
hvilken struktur man har at gøre med, når man har todelt et givent
kompositum. Her må man beslutte, hvilken ordklasse det første led i
det pågældende kompositum hører til, fordi det ikke altid er entydigt,
om man har at gøre med en substantivisk stamme, eller en verbalstamme og et bindeelement. Indlægget prøvede at vise, at bindeelementer
ikke er fleksionsendelser, selvom de i høj grad stammer fra dem, og at
de ikke har nogen semantisk betydning.
305
306
Genrer, tekstarter og andre sproglige handlinger
Ole Togeby
Aarhus Universitet
I mange fag og forskningsgrene interesserer folk sig for genrer og
tekstarter, men de arbejder inden for forskellige paradigmer med
forskellige modeller og metaforer og bruger forskellige eksempler,
og de forskellige grupper er stort set uvidende om hinandens resultater som de derfor mere eller mindre ignorerer. Tekstlingvister, fx
Beaugrande & Dressler, Borchmann, Engberg, Halliday, Swales,
Wille, opfatter tekstarter som tekstlig arkitektur og teknik; med
hvilke kompositionsmønstre og sproglige træk konstruerer man givne
genrer? Sociologiske diskursanalytikere, fx Fairclough, Goffmann,
van Leeuwen, Habermas, opfatter tekstarter som klodser der skal
puttes i en puttekasse. Tekstens former skal passe til dens funktioner
i de samfundsmæssige organisationer. Og man må ikke blande
tekstarterne. Litterater, fx Derrida, Diderichsen, Genette og Wentzel,
opfatter genrer som fodstier på savannen – spor af tidligere tiders
kommunikationsvaner. Forfattere opfattes som folk der baner nye veje,
som stifindere. Kognitivister som Aristoteles, Bateson, Grice, Harder
& Kock, Jakobson og Recanati opfatter genrer og tekstarter som
forventningsrammer for hvordan meningen med tekstens helhed skal
forstås; skiftes rammen, bliver alt forvandlet skønt intet er ændret.
I denne artikel vil jeg skitsere en teori om både filosoffernes
talehandlinger, tekstlingvisternes tekstarter og litteraternes genrer og
sætte forskellen på modellerne på begreb.
307
Ole Togeby
Talehandlinger, diskurstekster, faglige værker og skønlitteratur
Jeg vil tage udgangspunkt i fire korte tekster der skal tjene som
eksempler. En tekst defineres her som meningen med den række af
sætninger som ytres mellem to talerskift som én sproglig handling.
Begrebet tekst dækker både skriftlige og mundtlige ytringer og både
replikker på en enkelt sætning, og værker i mange bind.
Tekst 1
(Kun det understregede er teksten)
Veninden: 1\Jah jaloux har han jo altid været.
Oda: 2\Johmen det er ingenting mod hva’ han er nu. 3\Undertiden
ter han sig saa man skulde tro han var sindssyg!
[To Damer kommer til syne. Den ene skubber en Barnevogn.]
Der er et Bord her 5\la’ os –
4\
Soya (1943): To traade, Den skønne Fortid, side 8
Tekst 2
En anden mulighed!
1\
Henrik Moberg Jessen, København S
2\
Venstres skatteordfører udtaler i Information (den 15. februar),
3\
at danskerne ikke frygter skattestigninger mere, og at det skyldes
“skattestoppets succes”.
En anden mulighed kunne være, at danskerne mærker kon4\
sekvenserne af skattestoppet på plejehjemmene, sygehusene,
skolerne, institutionerne og mange andre steder i Danmark.
Information 16. februar 2010, side 17, under overskriften
Læserbreve.
Tekst 3
Silkehale, Bombycilla gárrulus
1\
20-21 cm. 3\Ret almindelig, men meget ustadig vintergæst, der
2\
kan optræde i meget store mængder. 4\Det er næringsmangel
på ynglepladserne i det nordlige Skandinavien og måske også
vejrforholdene, der tvinger dem hertil. 5\Silkehalen lever mest af
kødbær og rønnebær. 6\Den har aldrig ynglet i Danmark. 7\Silkehalen kan rejse hovedtoppen lige i vejret eller lægge den næsten
helt ned, som det passer fuglen bedst.
Hans Hvass 1954: Fugle i farver. Politikens Forlag, side 144.
308
Tekst 4
DUER OG SLANGER
1\
Udkast til begyndelse til bordtale.
2\
(ikke holdt.)
3\
Folk burde være
som skriften forlanger:
blide som duer
og kloge som slanger.
Ak,
mange ærede
5\
herrer og fruer
er blide som slanger
og kloge som duer.
Kumbel 1958: Gruk. 15. samling, side 10
4\
Tekstarter eller genrer defineres i denne artikel på følgende måde:
Tekstarter er typer af sproglige handlinger der med typer af
hensigter i typer af situationer udføres ved hjælp af typer af
sproglige fremstillinger om typer af emner.
Til enhver tekst (sproglig handling) knytter der sig krav om
gyldighed i kommunikationssituationen; en række af sætninger
der skal tælle som en tekst, skal således 1) være ærligt udtryk for
afsenderens hensigt, 2) have en legitim funktion i situationen,
institutionen og diskursfællesskabet, 3) være sandt udsagn om
emnet, og 4) være en underholdende og behagelig (skøn, æstetisk)
oplevelse for modtagerne. I en given tekst kan hovedvægten ligge
på en af de fire gyldighedsfordringer således at de andre spiller en
mindre eller forsvindende lille rolle. I tekst 1 ligger hovedvægten
på afsenderens hensigt (og spørgsmålet er om der ikke inden for de
to talerskift er to hensigter og dermed to talehandlinger, men det
er ikke emnet her). Tekst 2 er som læserbrev i en avis tydeligvis
en legitim social handling i det diskursfællesskab, som udgøres af
den politiske offentlighed. Tekst 3 er ikke som 1 og 2 adresseret til
medlemmer af et bestemt institutionsforankret diskursfællesskab, og
hovedvægten ligger ikke på den sociale legitimitet, men på at det er
309
Ole Togeby
et sandt udsagn om virkeligheden. Endelig er tekst 4 også stillet frem
for et publikum, men uden krav på sandhed og til gengæld med krav
om æstetisk kvalitet. Sproglige teksthandlinger kan således inddeles i
fire forskellige prototyper på grundlag af den gyldighedsfordring der
lægges mest vægt på, nemlig henholdsvis: talehandlinger, diskurser,
faglitteratur og skønlitteratur. Dette er ikke en opdeling i aristoteliske
kategorier med klare kriterier, men en ordning af materialet i prototyper
med centrale og perifere eksempler og indbyrdes familieligheder. Det
hele kan stilles op i en model som følgende.
De fire prototyper som i modellen er angivet i den inderste cirkel
adskiller sig også fra hinanden på en række andre kontinua som har
med kanalen, mediet og de retoriske vilkår at gøre, men forskellene er
tendenser og ikke kriterielle træk: mundtlighed over for skriftlighed,
dialog over for monolog, interaktion over for komposition (som det
der skaber kohærens mellem meningen med sætningerne), flygtighed
over for varighed, simultanitet mellem afsendelse og modtagelse over
for asynkronicitet, en-til-en-kommunikation (ansigt til ansigt) over for
en-til-mange-kommunikation (massekommunikation).
310
MUNDTLIGHED, DIALOG, INTERAKTION, FLYGTIG, SIMULTAN, EN-TIL-EN
talehandlinger
praktiske tekster
faglitteratur
skønlitteratur
SKRIFTLIGHED, MONOLOG, KOMPOSITION, VARIG, ASYNKRON, EN-MANGE
Man må ikke blande tekstarterne
Sociologisk set er vores evne til at skelne mellem talehandlingstyperne
grundlaget for at samfundet og civilisationen hænger sammen. Det at
der er fælles normer for at et sprogligt udtryk (af en bestemt type)
i en bestemt kontekst tæller som en social handling (af en bestemt
type) er grundlæggende for et diskursfællesskab. Og det at folk med
statusfunktioner ved talehandlinger af typen deklarationer kan skabe nye statusfunktioner, gør det muligt at skabe og vedligeholde
sociale relationer af stadig mere kompleks karakter. Regeringen kan
(med en talehandling) udnævne præster, præster kan ved dåben (og
indskrivningen på kordegnekontoret) gøre nyfødte børn til borgere i
samfundet, borgere kan ved krydser på stemmesedler gøre en borger
til medlem af Folketinget, og folketingsmedlemmer kan ved at trykke
på afstemningsknapperne udpege regeringer, der kan udnævne præster
... Netværket af talehandlinger danner således et fully interlocking
puslespil som udgør den proces som kaldes et samfund (Searle
1996).
311
Ole Togeby
Når man således lægger vægt på afsenderens hensigt med den
sproglige handling, vil kriteriet for skelnen mellem typer være
tilpasningens retning (direction of fit). Man kan således skelne mellem
1) konstateringer, hvor den situation som omtales i teksten, skal passe
til virkeligheden (som kommunikationssituationen er en del af), 2)
reguleringer (påbud, løfter), hvor kommunikationssituationen skal
passe til den omtalte situation, 3) ekspressioner, hvor der ikke finder
nogen tilpasning sted, men hvor afsenderen udtrykker sin holdning til
kendsgerninger, og deklarationer (som udnævnelse, dåb, afstemning),
hvor tilpasningen går begge veje.
Et klassifikationssystem af talehandlinger og deres underkategorier kan på dette grundlag se således ud:
ekspressioner
ingen tilpasning
T
A
L
E
H
A
N
D
L
I
N
G
E
R
konstateringer
omtalt situation
skal passe til
virkeligheden
reguleringer
kommunikationssituation skal
passe til omtalt
situation
deklarationer
dobbelt tilpasning
estimering
Det er koldere udenfor end inde i køleskabet
evaluering
Det er hundekoldt
emotiv
Jeg fryser
informere
Hun er kommet for 5 minutter siden
hævde
Jordens temperatur har været stigende i de
sidste 10 år
antage
1. person
Hun kommer nok tilbage (for hendes taske står
her endnu)
løfte, tilbud: Jeg skal nok komme med det
samme
2. person
ordre: Kom herhen!
upersonlig
forbud og påbud: Adgang forbudt. Cykler
fjernes uden ansvar
gensidig
aftale: Vi mødes kl. 16.
generel
regel: Man må ikke slå på en der er mindre end
en selv.
institutionel
NN, jeg døber dig i Faderens, Sønnens og
Helligåndens navn, amen
universel
Tak
Kriteriet for underinddelingen af diskurstekster, fx tekst 2, hvor
hovedvægten ligger på tekstens sociale legitimitet, er de samfundsmæssige institutioner og sfærer som er grundlaget for denne
legitimitet: markedet, uddannelsessystemet, retssystemet, den frie
312
presse, det politiske system og kirken. Man kan således ud fra en
historisk-sociologisk beskrivelse af samfundet underinddele diskursteksterne i følgende typer:
D
I
S
Diskursfællesskab
markedets diskurs
K
U
R
S
T
E
K
uddannelsesdiskurs
juridisk, administrativ
diskurs
journalistisk diskurs
S
T
E
R
politisk diskurs
religiøs diskurs
Vigtige tekstarter i fællesskabet
handelsbrev, aftale, kontrakt, annonce, nyhedsbrev,
manual
bekendtgørelse, lærebog, øvehæfte, eksamensopgave,
opgavebesvarelse (dansk stil, fysikrapport)
love, bekendtgørelse, regulativ, cirkulære, stævning,
dom, partsindlæg
nyhed, baggrund, feature, mening, portræt, service,
leder, kronik, interview, læserbrev, nekrolog, radioprogram, tegneserie,
partsindlæg, debatter, partiprogrammer, valgannoncer,
manifester
bøn, prædiken, dåb, salme, katekismus, evangelium
Talehandlinger, fx tekst 1, og diskurstekster, fx tekst 2, er domineret af
processen, dvs. at teksten er en privat adresseret handling i tiden inden
for hhv. universelle og særlige institutionelle rammer. I modsætning
hertil ligger hovedvægten i tekst 3 og tekst 4 på produktet, dvs. at teksten
er et værk der er stillet frem i offentligheden for et generelt publikum.
I faglitterære afhandlinger ligger vægten på at tekstens udsagn og
budskab skal være sande om det emne som de er om. De emner som
faglitterære værker kan være om, kan inddeles på mange måder, fx
efter decimalklassifikationssystemet på biblioteker, men den mest
dominerende er nok den efter fakulteter; den findes på universiteterne og
i gymnasieskolerne: naturvidenskab, samfundsvidenskab, humaniora
og som et selvstlændigt fag: filosofi. Faglitterære afhandlinger kan
således inddeles efter deres faglige område på følgende måde:
VÆRKER
FAGLITTERATUR
naturvidenskab
artikel, rapport, formidling
samfundsvid.
artikel, monografi, rapport, formidling
humaniora
artikel, monografi, rapport, formidling
filosofi
essay, artikel, monografi, rapport, formidling
313
Ole Togeby
Skønlitteratur er værker som alle har samme sociale funktion, nemlig
som underholdning, oplevelse, refleksion og interesseløst velbehag for
publikum. Skønlitteratur er siden Goethe, hovedsagelig på grundlag af
værkets form og indhold, blevet inddelt i de tre hovedgenrer: episke,
lyriske og dramatiske værker, hvortil man kan føje en restgruppe som
kan kaldes kortgenrer.
Epik er typisk beretning om handlingsforløb, som regel med
bagudsyn; lyrik er subjektiv 1. persons monolog om et vilkårligt emne,
ofte på vers; og drama er 3. personers dialog i nutid med regibemærkninger til skuespillere på en scene. Inddelingen i genrer af litterære
værker kan sammenfattes i følgende skema:
VÆRKER
SKØN
LITTERATUR
epik
roman, novelle, eventyr, myte, sagn, legende, fabel,
lyrik
centrallyrik, sang, heltedigt, salme, ode, vise,
drama
tragedie, komedie, revy,
kortgenrer
essay, anekdote, vittighed, gåde, aforisme, ordsprog
Genrer og tekstarter i det moderne samfund kan beskrives ved følgende
diagram i de fire prototyper: talehandlinger, diskurstekster, faglige
afhandlinger og skønlitterære værker, som så igen underinddeles på
hver deres grudlag:
314
Genstand for bedømmelse
Begrebet ‘skønlitteratur’ må ikke forveksles med begrebet ‘fiktion’.
Det er i vores samfund defineret på samme måde som begrebet
‘prydplante’, hverken ved hjælp af plantens indre træk og egenskaber,
eller ved dens nytte, men kun som det vi godt kan lide. Skønlitteratur
er den litteratur som vi gerne vil læse, faglitteratur er det der gør nytte
som udsagn om verden. En litterær tekst er faktisk defineret som et
værk der stilles frem fordi den har nok kvalitet til at have værdi og
formål i sig selv. Prøv at læse følgende tekst:
The Crimson Candle
A man lying at the point of death said these words to his wife who
had been constantly by his side throughout his long illness. “I am
about to say good-bye forever. I hope you know that I love you
very much. In my desk you will find a crimson candle, which has
been blessed by a High Priest. It would please me if, wherever
you go and whatever you do, you would keep this candle with
you as a small reminder of my love.” The wife thanked him,
assured him that, because she loved him too, she would do as he
asked, and, after his death, she kept her word.
Den opfylder de formelle krav man kan stille til en skønlitterær epik: der
er en fortæller, et publikum, et forløb med en begyndelse (ustabilitet)
en midte (episode med komplikation og reaktion) og en slutning
(løsning). Den måde man normalt vil reagere på et sådant fortællende
skønlitterært værk, er ved at bedømme handlingens rimelighed, personernes moral, og værkets kvalitet: i) Sker de begivenheder der sker i
den omtalte situation, med rimelighed og sandsynlighed? Er det sådan
at det kunne ske? ii) Hvordan er personernes karakter, og opfører de
sig moralsk rigtigt? Bør man gøre som dem? iii) Er det en god historie?
Hvordan er dens æstetiske kvalitet?
Det opleves – og nu fortæller jeg hvordan jeg oplever det, men
der er mange vidnesbyrd om at de fleste andre oplever det på samme
måde – som akavet at lave disse bedømmelser af denne tekst. For der
sker jo næsten ingen ting, og det der sker, er præcist hvad man kunne
vente af sådanne situationer. Der er ikke noget rigtigt plot, og der er
intet i teksten der kommer uventet for os.
315
Ole Togeby
Derfor er de fleste også tilbøjelige til ikke at kalde denne tekst
for et (helt kort) skønlitterært værk. Det er det faktisk heller ikke.
Teksten er konstrueret af litteraturforskeren James Phelan (2007) som
en manipulation af følgende autentiske litterære tekst:
The Crimson Candle, by Ambrose Bierce
A man lying at the point of death called his wife to his bedside
and said: “I am about to leave you forever; give me, therefore,
one last proof of your affection and fidelity, for, according to our
holy religion, a married man seeking admittance at the gate of
Heaven is required to swear that he has never defiled himself with
an unworthy woman. In my desk you will find a crimson candle,
which has been blessed by the High Priest and has a peculiar
mystical significance. Swear to me that while it is in existence
you will not remarry.”
The Woman swore and the Man died. At the funeral the
Woman stood at the head of the bier, holding a lighted crimson
candle till it was wasted entirely away
Bierce 1946 citeret efter Phelan 2007
Her bliver det lige pludselig meningsfuldt at foretage bedømmelserne:
Ja, det kunne sagtens ske; der findes utvivlsomt mænd der mistror
deres kone og prøver at styre dem efter at de selv er døde. Manden
er en patriarkalsk skurk, men er det helt uangribeligt hvad hun gør?
Ville du selv have gjort som hende? Og teksten er – længden taget
i betragtning – faktisk en rigtig god tekst, fordi den er pointeret og
overrasker os i den sidste linje.
Konklusionen af gennemgangen af disse eksempler på crimson
candles må være at det faktisk er et kriterielt træk ved skønlitteratur, at
teksten skal være god. Fortællinger af for lav kvalitet er (næsten) ikke
skønlitteratur.
Typer af henvisning
Henvisningen til emnerne kan i en ytret sætning være af forskellige
typer. For at beskrive dem må man teoretisk skelne mellem kommunikationssituationen som er en del af virkeligheden, og den omtalte
situation, som er det teksten er om, og som kan være en (anden) del af
virkeligheden, eller en tænkt og forestillet situation.
316
De to situationer er af logisk forskellig type: kommunikationssituationen er som en del af virkeligheden en entitet af højere orden end
den omtalte situation og således metasituation i forhold til denne.
Kommunikation ved hjælp af tekster kommer i stand ved at afsenderen i kommunikationssituationen i tekstens begyndelse henviser
modtagerne til emner i den omtalte situation, som derved forankres
til kommunikationssituationen (senere i teksten kan der så henvises
anaforisk til disse allerede introducerede elementer). Den første
henvisning til et emne i en tekst kan ske på en af fire forskellige måder:
Deiktisk (relativ til kommunikationssituationen) henvisning:
Afsenderen henviser til et emne x gennem dets relation til kommunikationens deiktiske centrum (JEG-HER-NU), ved enten at bruge
nærdeiktiske ord: jeg, her, nu, eller ved at bruge fjerndeiktiske
ord: du, der, snart, fornylig, fx tekst 1 4\Der er et Bord her 5\la’ os
– ... Det omtalte emne og den sproglige handling indgår som et
element i kommunikationssituationen. Deiktisk henvisning findes
altid i de ytringer som kaldes performativer, dem hvor man gør
noget ved hjælp af ord, fx Jeg lover hermed at komme.
Historisk (absolut) henvisning:
Afsenderen henviser til et emne x historisk (absolut) når det indgår
som et element i en historisk situation som forudsættes at være
forankret til kommunikationssituationen, ofte via tidsregning og
geografi, fx Venstres skatteordfører udtaler i Information (den
15. februar), at danskerne ikke frygter skattestigninger mere, og
at det skyldes “skattestoppets succes”. Den omtalte situation og
kommunikationssituationen er adskilt men forbundet i tid eller
rum.
Generisk (almen) henvisning:
Når afsenderen ikke henviser til et specifikt x, men til ethvert
eksemplar af en kategori og til enhver tid, sker henvisningen
generisk, dvs. til alle mulige situationer, fx Silkehalen lever
mest af kødbær og rønnebær. Den har aldrig ynglet i Danmark. Silkehalen kan rejse hovedtoppen lige i vejret eller lægge
den næsten helt ned, som det passer fuglen bedst. Den omtalte
317
Ole Togeby
situation udgøres dermed af hele den kendte virkelighed; teksten
beskriver ikke kendsgerninger, men snarere regler for hvordan
virkeligheden kan beskrives ved hjælp af sproget. Det er det der i
logikken kaldes analytiske sætninger.
Fiktiv (skrømtvis) henvisning:
Afsenderens henvisning til emnet x sker fiktivt, dvs. på skrømt
når der ikke er nogen for modtagerne velkendt og kontrollerbar
forankring af den omtalte situation til kommunikationssituationen, fx Tekst 4 2\Udkast til begyndelse til bordtale. 3\(ikke holdt.)
Den omtalte situation bliver derved adskilt fra kommunikationssituationen uden nogen forankring til den. I fiktion er den omtalte
situation ikke en del af den kendte virkelighed, men en metafor
for den virkelighed som kommunikationssituationen er en del af.
Et væsentligt træk ved forskellige undertyper af tekstarter og genrer er
henvisningernes art. Talehandlinger har typisk deiktiske henvisninger,
diskurstekster og faglitteratur typisk historiske henvisninger, faglitteratur og skønlitteratur typisk generiske henvisninger og skønlitteratur typisk fiktive henvisninger. Henvisningernes type er ikke
kriterier på at en tekst hører til en bestemt genre, men er typiske for
disse grupper af tekstarter. Tendensen kan fremstilles i dette diagram,
hvor den mørkeste grå angiver af henvisningstypen er typisk for
prototypen af sproglige handlinger, den lyse grå at henvisningstypen
er mulig, og det hvide angiver at henvisningstypen er yderst sjælden.
deiktisk historisk generisk fiktiv
talehandlinger
signaturforklaring
diskurstekster
typisk henvisning
faglige værker
mulig henvisning
skønlitteratur
yderst sjælden
318
Litteratur
Andersson, Jan & Mats Furberg (1969) Sprog og påvirkning. Om argumentationens semantik, København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
Aristoteles (330 fvt., 1992) Poetik, oversat af Poul Helms. København: Hans
Reitzel.
Austin, John (1997 (1955)) Ord der virker, oversættelse ved John E. Andersen og Thomas Bredsdorff. København: Gyldendal.
Bateson, Gregory (1984) Natur og Ånd, Rosinante, København.
Beaugrande, Robert de & Wolfgang Dressler (1972, 1981) Introduction to
Text Linguistics. London: Longman.
Berger, Peter L. og Thomas Luckmann (1967 (1966)) The Social Construction
of Reality. A Treatise in the Sociology of Knowledge, New York: Doubleday
Anchor Book.
Bhatia, Vijay K (1993) Analysing Genre. Language Use in Professional
Settings, Harlow: Longman.
Simon Borchmann (2005) Funktionel tekstteori og fiktivt fortællende tekster
med refleksiv funktion, Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.
Derrida, Jacques (1986) “La loi du genre”, oversat til dansk i Johansen og
Klujeff (red) 2009: Genre, Århus: Aarhus Universitetsforlag.
Diderichsen, Paul (1968) Dansk Prosahistorie I,1. København: Gyldendal.
Ditlevsen, Marianne Grove, Jan Engberg, Peter Kastberg & Martin Nielsen
(2003) Sprog på arbejde – kommunikation i faglige tekster, Frederiksberg:
Samfundslitteratur.
Engberg, Jan (1998) Fagsprogslingvistikken, Århus: Systime.
Fairclough, Norman (2008) Kritisk diskursanalyse. En tekstsamling redigeret
og oversat af Elisabeth Halskov Jensen, København Hans Reitzels
Forlag.
Genette, Gérard (1979) “Introduction à l’architexte”, oversat til engelsk i
Duff, David (ed) 2000: Modern Genre Theory, Harlow: Longman.
Goffman, Erving (1981) Forms of Talk, Oxford: Blackwell.
Grice, H. P. (1975 (1967)) “Logic and Conversation” in Cole, Peter, & Jerry
Morgan 1975. Syntax and Semantics, vol 3, Speech Acts. New York:
Academic press.
Habermas, Jürgen (1981 (1976)) Hvad er universalpragmatik?, i Jürgen
Habermas 1981: Teorier om samfund og sprog, oversat af Gunvor Boeberg
Jensen, Gyldendal, København.
Halliday, M.A.K & Christian M.I.M. Matthiessen (2004) An Introduction to
Functional Grammar, London: Hodder Arnold.
319
Ole Togeby
Harder, Peter, & Christian Kock (1976) “The Theory of Presupposition
Failure”. Travaux du cercle linguistique de Copenhague vol XVII.
København: Akademisk Forlag.
Jakobson, Roman (1960) “Linguistic and Poetics” in T.A.Sebeok (ed) Style
in Language, Cambridge, Mass p. 350-377, oversat 1967: “Lingvistik og
poetik” i Vindrosen 14. årg. nr. 7.
Leeuwen, Theo van (2008) Discourse and Practice. New Tools for Critical
Discourse Analysis, Oxford: Oxford University Press.
Martin, J.R. & David Rose (2003) Working with Discourse. Meaning Beyond
the Clause. London: Continuum.
Phelan, James (2007) Experiencing Fiction. Columbus: The Ohio State
University Press.
Recanati, F. (2004) Literal Meaning, Cambridge: Cambridge Universitity
Press.
Searle, John R. (1975) “The Logical Status of Fictional Discourse” in Searle,
John R. 1979: Expression and Meaning, New York: Cambridge University
Press.
Searle, John R. (1996 (1995)) Construction of Social Reality, London:
Penguin Books
Swales, John M. (1990) Genre Analysis. English in Academic and Research
Settings, Cambridge: Cambridge University Press.
Teilmann, Katja (2007) Genreblandinger. Om ironisk og humoristisk multigenericitet i dansk litteratur efter 1800, ph.d.-afhandling. Forsvar
23.2.2007.
Wentzel, Knud (1981) Tekstens metode. Et synspunkt på litterære og praktiske
tekster, Gyldendal, København.
Wille, Niels Erik (2007) Fra tegn til tekst, København: Samfundslitteratur.
320
Flersprogethed i Nordslesvig i spændingsfeltet
mellem mundtlighed og skriftlighed
Alice Westergaard
(Foredraget blev på mødet holdt af Elin Fredsted)
Resume
Mundtlighed og skriflighed.
Med udgangspunkt i Koch & Oesterreichers skelnen mellem medial
og konceptionel skriftlighed og mundtlighed vil vi gerne vise eksempler på, hvordan konceptionel mundtlighed gengives skriftligt i kommunikationen på Facebook (Koch & Oesterreicher 1994). Det drejer
sig om tri-linguale unge fra Nordslesvig, der skriver på sønderjysk,
tysk og rigsdansk. Karakteristisk er, at deres foretrukne skriftprog er
sønderjysk (!) med kodeskift til tysk. Her er rig lejlighed til at studere
de unges leg med sprog, deres eksperimenter med sønderjysk ortografi samt deres egne refleksioner over sprog.
321
322
Peter Widell
Aarhus Universitet
1. Indledning
Idet jeg ved “genre” i det følgende vil forstå tekstgenre, og ikke fx
filmgenre eller musikgenre, vil jeg med udgangspunkt i talens almenpragmatiske betingelser, sådan som de behandles inden for
pragmatisk tekstteori, forsøge at afklare spørgsmålet om, hvorvidt
en tekst er (a) en sekvens af talehandlinger (hvor hver talehandling
stort set svarer til udtryksenheden en helsætning), (b) en hierarkisk
struktur med én overordnet talehandling eller (c) såvel en sekvens
af enkeltstående talehandlinger som en hierarkisk struktur med én
overordnet talehandling.
Det er min tese, at tekster med en vigtig undtagelse – som jeg skal
komme ind på senere (se afsnit 4) – skal forstås som angivet i punkt
(c), altså at tekster på én og samme gang er en sekvens af talehandlinger
og en hierarkisk struktur med én overordnet talehandling. For at indse,
hvordan det kan forstås kræver det imidlertid, at talehandlingsbegrebet
bliver belyst nærmere.
Spørgsmålet om forholdet mellem talehandling og tekst er i
den seneste tid behandlet af flere skandinaviske sprogforskere, bl.a.
Ib Ulbæk (2009), Kjell Lars Berge (2010), Jan Svensson (2010),
Ole Togeby (2010) og Simon Borchmann (2010).1 Så vidt jeg kan
se, er der problemer med alle de forslag, der bliver peget på i artiklerne. Efter min mening skyldes det en række grundskavanker
1
Debatten foregår også internationalt. Her vil jeg henvise til en række artikler i Tsohatzidis
(2007), del II. I artiklen her vil jeg holde mig til den skandinaviske diskussion.
323
Peter Widell
ved talehandlingsbegrebet, som kan føres tilbage til en ukritisk
videreførelse af den klassiske talehandlingsteori (John L. Austin (1997
(1962)), John R. Searle (2001 (1965); 1969)).
For at sandsynliggøre min tese om sammenhængen mellem
talehandling og tekst bliver jeg indledningsvis nødt til kort at
komme ind på de skavanker, jeg mener knytter sig til det klassiske
talehandlingsbegreb, og give et kort rids af en ny teori om talehandlingen, jeg har udviklet. Det gør jeg i afsnit 2. Med baggrund i
denne nye teori vil jeg dernæst i afsnit 3 kritisere de hidtidige forsøg
på at redegøre for forholdet mellem tekst og talehandling. I et kort
slutafsnit vil jeg endelig kort resumere mit hovedstandpunkt.
2. Talehandlingsteori
Inden for klassisk talehandlingsteori opereres der med et lagdelt
talehandlingsbegreb. I en talehandling er det ifølge Austin (1997
(1962)) altid muligt at identificere tre distinkte talehandlinger: En
lokutionær handling (eller lokution), en illokutionær handling (eller
illokution) og en perlokutionær handling (eller perlokution). Siger jeg
i en given situation:
(1) “Jeg kommer i morgen”
kan det i en bestemt kontekst ses som et løfte om at komme (på det
tidspunkt, der i forhold til talesituationen vil være) i morgen. Her vil
selve det at sige de ord, jeg siger, med den betydning, ordene har på
dansk, ifølge Austin være det samme som at udføre en lokutionær
handling, mens den illokutionære handling herudover kræver, at
den lokutionære handling bliver kontekstualiseret som et løfte i og
med udførelsen af den tilsvarende lokution (og forstået som sådan af
modtager). Hvad endelig den perlokutionære handling angår, omfatter
den specielt den sluteffekt, jeg tilstræber at opnå hos modtager ved
hjælp af min illokutionære handling, heriblandt i (1) at fremkalde en
forventning hos modtager om, at jeg kommer (og at han evt. bliver glad
for det). De tre typer talehandlinger er tæt forbundne i den forstand, at
den perlokutionære handlings succes er afhængig af den illokutionære
handlings succes, og den illokutionære handlings succes igen af
den lokutionære handlings succes. Da Austins begreb om lokution
324
er uklart, har Searle (1968) foreslået, at “lokution” erstattes med
“proposition”, som han så definerer som den del af talehandlingen, der
forbliver konstant under en udskiftning af forskellige illokutionære
kræfter, IK, med hinanden:
(2) IK (proposition)
hvor “proposition” står for en vilkårlig proposition, og “IK” står
for én af de mulige illokutionære talehandlingstyper, propositionen
vil kunne forbindes med. Searle (1979 (1975):12-20) hævder, at det
er muligt at skelne mellem fem grundtyper af illokutioner, nemlig
henholdsvis assertiver, kommissiver, direktiver, ekspressiver og
deklarationer, svarende til fem grundlæggende typer af vellykkethed,
nemlig henholdsvis sandfærdighed, forpligtethed på egen fremtidige
handling, forpligtethed på at kunne få modtager til at udføre en
fremtidig handling, vederhæftighed samt korrekthed i udførelsen. De
er alle udtryk for en såkaldt performativ analyse af talehandlingen
(Austin, Searle), ifølge hvilken talehandlinger ikke forholder sig
til forud eksisterende kendsgerninger, men tværtimod skaber eller
konstituerer nye kendsgerninger i verden i form af talehandlinger af
de nævnte fem typer: At sige “Jeg kommer i morgen” er eo ipso at
afgive et løfte om at komme i morgen.
Denne klassiske analyse af talehandlingen er blevet angrebet
af flere. Paul Grice (1989 (1975)), Peter F. Strawson (1971 (1964)),
Stephen Schiffer (1972) har ment, at talehandlinger blot er almindelige
instrumentelle handlinger alene byggende på sofistikerede udgaver
af afsenders kommunikative intentioner. Andre har blot modsat sig
den performative analyse af talehandlingen. Kent Bach & Robert M.
Harnish (1979:203) ligger i forlængelse heraf. Ifølge Bach & Harnish,
som er de kritikere af den klassiske talehandlingsteori, jeg overvejende vil holde mig til i det følgende, refererer afsender blot refleksivt
til det, han gør, for at få modtager til at drage visse slutninger med
udgangspunkt i beskrivelsen. Han skaber ikke talehandlingen i og med
sin tale. Forholdet er ikke konstituitivt. En lignende opfattelse finder
vi hos Donald Davidson (1979): Siger jeg “Jeg kommer i morgen”,
siger jeg ifølge Davidson (under de rette kontekstuelle betingelser):
“Jeg-komme-i-morgen. Det er et løfte.”
325
Peter Widell
I Widell (2001; 2010) har jeg også stillet mig kritisk over for
Austins og Searles performative analyse. Min kritik går dog i en noget
anden retning. Jeg er enig med Bach & Harnish i, at i talehandlinger,
hvor det er eksplicit angivet, hvilken talehandling der er tale om, er
det korrekt at tale om, at noget konstateres. I sådanne sammenhænge
vil jeg se de eksplicitte angivelser som metaassertiver, dvs. som
assertioner om, hvordan de primære propositioner skal forstås. Fx ser
jeg alle såkaldt eksplicitte performativer af typen “Jeg X'er hermed
over for dig, at ...” (Austin (1997 (1962):60ff;96ff) eller alle såkaldt
primitive performativer (Austin 1997 (1962):98ff), fx imperativformen i “Gå!”, som sådanne metaassertiver. Deres kommunikative
funktion er at tydeliggøre afsenders intention for modtager om, at det
sagte skal forstås som en påstand, et løfte, en hensigtserklæring eller
her: en ordre.
Imidlertid er jeg på ingen måde enig med fx Bach & Harnish,
når de generelt undsiger den performative analyse.
På syv afgørende punkter mener jeg, der er fejl såvel hos Bach
& Harnish som i den klassiske analyse:
(a) Over for Bach & Harnish bør det fastholdes, at assertivet faktisk
er i fuld overensstemmelse med Austins og Searles oprindelige
performative analyse: Siger jeg “Solen skinner”, skaber jeg
faktisk en ny – institutionel – kendsgerning i verden. Jeg indgår
ikke blot i et forhold til en på forhånd eksisterende situation,
nemlig solens skinnen. Jeg konstituerer også en bestemt
talesituation, en situation, hvor jeg optræder som afsender,
hvor der er en modtager, og hvor jeg asserterer en proposition.2
Assertivet er en ægte illokutionær handling.
(b) Over for Austin og Searle vil jeg til gengæld hævde, at assertivet
er den eneste talehandling af denne illokutionære type, der
findes.
(c) Deklarationer er ikke en bestemt talehandlingsklasse, som både
Austin (1997 (1962):170) og Searle (1979 (1975)) samt Bach
& Harnish (1979:41ff.) antager det. Tværtimod indgår der et
deklarationselement i en hvilken som helst social handling.
Det særlige ved assertivet som deklaration er så, at det i
2
Searle har understreget denne pointe over for Bach & Harnish i Searle (1989).
326
modsætning til en række andre deklarationer i samfundet såsom dåbserklæringer, udstedelse af pengesedler, abdikationer
m.v., er bærer af propositionelle domme: At døbe er ikke at
erklære et bestemt propositionelt indhold for sandt. At assertere
har derimod netop denne karakter: At assertere er at erklære sig
forpligtet på sandheden af en proposition.
(d) Assertivet har forskellig funktion, alt eftersom det definerer en
mening (som i normeringssituationen altid vil være identisk
med en sand proposition) og er et normativ, eller det gør brug af
et allerede normeret meningsindhold og er et konstativ. Denne
vigtige distinktion, som sikrer sproget analyticitet (Juhl &
Loomis 2010), underbelyses som regel i talehandlingsteorien.
Fx forudsætter Searle i sin talehandlingsteori i Searle (1969:17)
eksistensen af et sprogsystem, ligesom Bach & Harnish (1979:7)
forudsætter eksistensen af, hvad de kalder en “linguistic presumption”.
(e) Ekspressiver er ikke en særlig gruppe illokutioner som i den
klassiske talehandlingsteori, sådan som fx Searle hævder det.
Ekspressiver er assertiver om afsenders egne mentale tilstande
(“jeg ved, at …”, “jeg har til hensigt, at …”, “jeg ønsker, at …”
osv.): De skaber ikke disse mentale tilstande; de eksisterer på
forhånd og uafhængigt af, om jeg forholder mig til dem med
mine ekspressiver eller ej.
(f) Assertivet kan indgå som delhandling i udførelsen af en rent
instrumentel handling. Det gælder netop, når vi har med et
kommissiv og et direktiv at gøre. Siger jeg “Brevet er fremme
kl. 5” i den hensigt at love modtager brevet kl. 5, udfører jeg
en kommissiv talehandling. Og siger jeg “Vandet koger” i den
hensigt at få modtager til at lave kaffe, udfører jeg en direktiv
talehandling. Men handlingerne her er rent instrumentelt anlagt.
Der er ikke – som Austin og Searle, og for den sags skyld også
Bach & Harnish, gerne vil have det – tale om illokutioner,
dvs. handlinger, der i situationen tæller som henholdsvis et
kommissiv og et direktiv. Handlingerne er ganske vist udført
ved hjælp af en samtidig udførelse af en illokutionær handling,
nemlig henholdsvis konstativet “Brevet er fremme kl. 5” og
327
Peter Widell
konstativet “Vandet koger”. Men i sig selv – som kommissiv
og direktiv – er de to talehandlinger alene slutningsbaserede.
De kræver alene, at modtager drager slutninger, der gør dem
informative, sande eller relevante, hvis ikke de i forvejen er det:
Propositionen “Brevet er fremme kl. 5” er umiddelbart usand,
men vil kunne blive sand, hvis afsender bringer brevet frem;
og tilsvarende: Propositionen “Vandet koger” er umiddelbart
irrelevant, men vil kunne gøres relevant, hvis modtager bruger
vandet til at lave kaffe. Det er imidlertid ikke noget, modtager
vil kunne aflæse af ytringen. Det må etableres på baggrund
af kvalificerede gæt fra modtagers side. Men det gør netop
kommissivet og direktivet til perlokutionære handlinger.3
(g) I den forbindelse er det vigtig at se, at assertivet gør plads for
endnu en grundlæggende perlokutionær talehandling ved siden
af kommissivet og direktivet, nemlig informativet.4 Jeg kan,
som vi har set, bruge et assertiv, fx assertivet “Vandet koger”,
(i) til at få modtagerens accept til at måtte gøre den formidlede
proposition sand (= kommissiv) eller (ii) til at få modtager
til at acceptere at ville gøre den formidlede proposition sand
(= direktiv); men jeg kan også bruge assertivet (iii) til at få
modtageren til at acceptere den formidlede proposition som slet
3
Det er i den forbindelse vigtigt at se, hvori kommissiver adskiller sig fra direktiver:
Hvad kommissivet angår, erhverver det sin karakter af forpligtelse fra det indlejrede assertiv: Lover jeg at udføre en eller anden handling, fx at vaske op ved at assertere “Jeg vasker
op”, får løftet slet og ret sin kraft fra forpligtelsen til at gøre den asserterede proposition – i
dette tilfælde propositionen “jeg vasker op” – sand.
Hvad direktivet angår, har det ikke noget tilsvarende forpligtelseselement: Beder jeg
én om at vaske op, er min eneste forpligtelse forpligtelsen til at få dig til at forstå, hvad det
er, jeg vil have dig til. Her er jeg ikke bundet til udførelsen af nogen yderligere handling. Fx
heller ikke til eventuelt at begrunde mit direktiv i lyset af et eller andet moralprincip, sådan
som Jürgen Habermas (1996 (1983):45ff.) har søgt at argumentere for, det altid er tilfældet, i
sin formalpragmatiske talehandlingsteori og i sin diskursetik: Som bl.a. Searle har bemærket
det (Searle 1991:92), og som jeg vil gentage det her, strækker det diskursive fællesskabs etik
sig ikke ud over at være meningsfuld og forståelig i fællesskabet. Det strækker sig ikke til den
instrumentelle handlens område.
Med andre ord: Direktiver er blot instrumentelle handlinger, der tilfældigvis har deres
afsæt i et assertiv: Assertivet “Vandet koger” hænger ikke essentielt sammen med det direktiv,
det eventuelt kan indgå i. Eller for at sige det i Austins terminologi: Direktiver er perlokutionære handlinger.
4
Bach & Harnish opererer også med et informativ forskelligt fra assertivet. De opfatter det
imidlertid fejlagtigt som en illokutionær handling.
328
og ret sand, så den vil kunne fungere som et stykke information
for modtager (= informativ).
Som man kan se, er der afgørende forskelle mellem den her præsenterede talehandlingsteori og Austin og Searles klassiske udgave.
Set i forhold til den følgende diskussion omkring forholdet mellem
talehandling og tekst er det dog (a) og (e), der repræsenterer den
væsentligste nyorientering: Mens man i den klassiske talehandlingsteori grundlæggende opererer med fem sideordnede klasser af illokutionære handlinger – assertiver, kommissiver, direktiver, ekspressiver og
deklarationer – opereres der i mit nye forslag til en talehandlingsteori
med kun én klasse af illokutionære handlinger, assertiver (der så ganske
vist falder i nogle indbyrdes sideordnede underklasser, heriblandt den
klassiske teoris ekspressiver) samt med tre distinkte perlokutionære
klasser, kommissiver, direktiver og informativer, hvoraf de to første
repræsenterer en omdefinition af de tilsvarende talehandlingsklasser i
den klassiske teori.
Jeg vil i det følgende gerne vise, hvorfor denne nyorientering
repræsenterer et bedre bud på, hvordan vi kan afklare forholdet mellem
talehandling og tekst, end de tidligere nævnte bud.
3. Talehandling og tekst – nogle synspunkter
Tekster5 står i modsætning til samtaler. Begge kan involvere flere
talehandlinger. Men i samtaler bytter de samtalende hele tiden roller
som afsender og modtager. I tekster derimod er forholdet mellem
afsender og modtager konstant. Her vil afsender kunne udføre flere
5
Jeg vil i artiklen her udelukkende behandle sagprosa, og ikke skønlitterære tekster. Endvidere vil jeg operere med den restriktion, at tekstresuméer af enhver art skal opfattes som
selvstændige tekster. Dvs. jeg vil opfatte visse overskrifter, rubrikker og underrubrikker i
avisartikler og visse indledninger i artikler og bøger som selvstændige tekster.
Nogle opfatter resuméer som dele af mere overordnede tekster, kaldet “ekspositioner” (fx Togeby 2003:121). Det vil jeg for så vidt ikke modsætte mig, når blot det tages i
betragtning, at ekspositionsbegrebet ikke befinder sig på samme grundlæggende niveau som
det tekstbegreb, jeg er interesseret i her.
I argumentative tekster kan afsender undertiden forholde sig til flere modtagere, der
får hver sin besked. Sådanne tekster vil jeg også opfatte som flere tekster henvendende sig
til hver sin modtager. Dog vil jeg heller ikke her modsætte mig, at man opfatter dem som
én løsere sammenstykket tekst, når blot det også her tages i betragtning, at det pågældende
tekstbegreb ikke er så grundlæggende, som det tekstbegreb, vi diskuterer i artiklen her.
329
Peter Widell
talehandlinger efter hinanden uden at afsender eller modtager afbryder,
eller uden at samtaleparterne går hver til sit. Tekster kan i princippet
bestå af blot én talehandling. Her vil talehandlingen udadtil være
en replik i en samtale, og indadtil altid en tekst. Taler vi om tekster,
vil de dog normalt bestå af flere internt forbundne talehandlinger.
Spørgsmålet er imidlertid, om en tekst så skal ses som (a) en “flad”
sekvens af talehandlinger, én for hver helsætning, om den skal ses som
(b) én eneste overordnet talehandling afspejlende tekstens globale
struktur, eller om den som en tredje mulighed skal ses som (c) begge
dele. Den problemstilling vil jeg gerne søge at belyse i det følgende.
Som nævnt har flere i den seneste tid taget spørgsmålet op
til behandling. Men – mener jeg – uden noget tilfredsstillende svar.
Berge (2010), Svensson (2010), Togeby (2010) Borchmann (2010) og
Ulbæk (2009) forsøger alle på hver sin måde at analysere tekster som i
(c). Borchmann og Ulbæk nærer dog visse forbehold over for en sådan
analyse. Diskussionen drejer sig især om, hvordan relationerne mellem
de enkelte dele i en tekstsekvens skal forstås i relation til en eventuelt
overordnet talehandling. Her tager fx Borchmann med støtte i argumenter fra Wittgenstein (1971 (1963)) og Austin (1999 (1962)) afstand
fra, at en tekst skulle kunne ses som en konfiguration af propositioner,
som først til sidst får tildelt en overordnet illokutionær kraft. Her vender
Borchmann sig især mod den hollandske tekstlingvist van Dijk, der
med sin separation af propositionen fra illokutionen og med sin tese
om, at hver af de to dele af tekstens talehandlinger udgør hver deres
selvstændige hierarki, lægger op til denne synsmåde (van Dijk 1980).
Det er ifølge Borchmann en uheldig og forkert betragtningsmåde: “[…]
man kan ikke fastlægge et udsagns sandhedsbetingelser uafhængigt af
brugssituationen; for hvert sætningsbåret udsagn gælder det således
at det må relateres til situationen og den konkrete anvendelse før
det kan relateres til andre udsagn” (Borchmann 2010:27). Derfor
duer makrobegrebet og det beslægtede begreb om kohæsion ikke for
sætninger og selvstændiggjorte propositioner (Borchmann 2010:33).6
6
Hvad kohæsionsbegrebet angår, mener jeg, Borchmann her tager munden for fuld. Det er
rigtigt, at man ikke kan bygge et kohæsionsbegreb med udgangspunkt i sprogsystemet, sådan
som kohærensteoretikerne har forsøgt at gøre det, siden Halliday & Hasans monografi om
begrebet så dagens lys (Halliday & Hasan 1976). Men definitionen af kohæsion som koreference finder jeg på ingen måde suspekt.
330
Og derfor er det ifølge Borchmann forkert at se en tekst som:
(3)
IK [prop1 # prop2 # prop3]
Tværtimod må man se en tekst som:
(4)
IK1 (prop1) # IK2 (prop2) # IK3 (prop3)
Anderledes forholder det sig, når vi ser på illokutionerne, ikke som
nødvendige for etableringen af de dertil knyttede propositioners
sandhedsværdier, men i stedet for som bidrag til teksthelheden. Her er
det faktisk nødvendigt at se teksten som makrohandling: “Antagelsen
om at teksten er én sproghandling, er nødvendig dels for udformningen af et adækvat tekstkriterium, dels […] når de […] behandler en
sekvens af sætninger som en helhed. Antagelsen om at teksten er en
sekvens af sproghandlinger er […] nødvendig for at forklare hvordan
læsere kan skabe sammenhæng mellem sætningers meningskorrelater.”
(Borchmann 2010:25).
Nu mener jeg kun, man kan være enig i Borchmanns afstandtagen fra van Dijks forsøg på at skille proposition fra illokution.
Der er imidlertid et problem i forbindelse med synspunktet, som
Borchmann ikke tager op.7 Det berøres til gengæld af Ulbæk
(Ulbæk 2009). Problemet er, hvordan sekvensen af talehandlinger
nærmere kan tænkes sammensat og danne en helhed, og om der er
en bestemt kombinatorik bag. Nærmere bestemt består problemet i,
at mens kompositionaliteten på det semantiske niveau “[…] beror
på, at de indgående propositioner er af samme type: bærere af
sandhedsbetingelser […]”, så “[…] (findes) denne kompositionalitet […] ikke på sproghandlingsniveau […] assertiver og direktiver
er ikke af samme logiske type […]” (Ulbæk 2009:466-467). Eller
anderledes udtrykt: Mens propositionen sammensat med #’erne i
(3) danner en forståelig semantisk komposition og i den forstand er
en helhed, synes illokutionerne sammensat med #’erne i (4) ikke på
tilsvarende vis at kunne ses som en sådan forståelig helhed, eller, som
Ulbæk forsigtigt tilføjer, en sådan “[…] er i det mindste ikke udviklet”
7
Dette skyldes et bevidst fravalg fra Borchmanns side; Borchmann (2010) vil blot introducere
problemet, ikke besvare det.
331
Peter Widell
(Ulbæk 2009:466). Ulbæk konfronterer egentlig ikke problemet, men
vælger alligevel at slutte op om Teun van Dijks løsningsforslag (jf. van
Dijk 1980:175-199), idet han ser sekvensen af talehandlinger i en tekst
som en sammenhæng af hierarkisk forbundne mikrohandlinger, hvor
den talehandling i sekvensen, der danner den øverste talehandling
i hierarkiet, makrohandlingen, repræsenterer tekstens pragmatiske
helhed.
Både Borchmann og Ulbæk er enige om at forkaste (4). De mener, at tekster bør defineres såvel gennem sekvensen af talehandlinger
som gennem én overordnet talehandling (der så at sige hentes ud af
sekvensen). Der er imidlertid stadig et problem: For hvordan skal vi
forstå forholdet mellem IKm(prop) og den underliggende sekvens af
talehandlinger? Hvordan skal vi forstå forbindelsen mellem dem?
Dette problem optager også Togeby. Han kan ikke se anden
mulighed end at gå tilbage til en eller anden udgave af (3). Han forsøger i hvert fald at stille et nyt begreb om teksthandling op ved siden af
talehandlingsbegrebet til definition af sit tekstbegreb: “En teksthandling
kan således beskrives som bestående af den illokutionære situering af
en tekst, som er rækken af tekstualiserede paragraffer (som hver især er
degraderede udsagn), der består af realitetsmarkerede sagforhold […].”
(Togeby 2010:80). Videre siger han: “Integreringen af paragraffer til
en tekst kan ske ved universelle, anførende, narrative, argumentative eller informationelle konneksioner. Realitetsværdien kan være
fremsat, benægtet, spørgende, hypotetisk.” (Togeby 2010:80). Så vidt
jeg kan se, betyder denne manøvre, at konneksionerne8 holdes væk fra
8
Idet Togeby skelner mellem konnektiver som sproglige udtryk og konneksioner som deres
semantiske indehold, sidestiller i sin teori forskellige sæt konnektiver – universelle, dvs.
logiske konnektiver, anførende konnektiver som “at” og tilsvarende konnektiver, narrative
konnektiver som “fordi”, “for at” m.v., argumentative konnektiver som “ergo”, “derfor”
m.v. samt informationelle konnektiver som “nemlig”, “altså” m.v. – formentlig fordi de har
samme syntaktiske placering i dagligsproget. Ifølge min mening er det udtryk for en grov
“strukturalistisk” overgeneralisering. Det, at konnektiverne har samme syntaktiske placering,
betyder i hvert fald ikke, at de konneksioner, de betegner, er af samme orden. Tværtimod:
De universelle konnektiver er betegnelser for metaassertiver for den mest generelle måde at
forholde sig til verden på – i handling som i sprog – og er i realiteten udgangspunkt for definitionen af alle andre konnektiver i sproget, som ud over at støtte sig på logik også bygger
på forskellige metafysiske antagelser: De anførende konnektiver er betegnelser for metaassertiverne for de propositionelle attituder, der indgår i al vores perception og handlen – A ser
p, A vil q osv. De narrative konnektiver betegner metaassertiverne for kausale og instrumen-
332
den overordnede illokution, der markerer teksthandlingstypen, idet de
i stedet stilles mellem de degenererede – dvs. af-illokutionaliserede –
propositioner, der så på deres side vil kunne knyttes til et sæt forskellige realitetsværdier, idet de vil kunne være fremsatte, negerede,
spørgende eller hypotetiske. For at holde os til realitetsværdierne
“fremsat” og “benægtet”9, er det imidlertid vanskeligt at se, hvor
meget der ligger i de to betegnelser: Normalt er en fremsat proposition
det samme som en asserteret proposition, ASS(p), og en negeret
proposition det samme som negationen af en asserteret proposition,
~ASS(p), dvs. en sammensat proposition forsynet med en illokutionær
kraft, altså en teksthandling. Derfor mener jeg, Togeby har et problem:
Enten er det, Togeby her siger, i modstrid med, hvad han siger andre
steder i sin artikel, samtidig med at det medfører det uheldige, at vi
får et konnektiv placeret foran hver sætning, der angiver en illokution,
hvilket det netop er Togebys hovedbestræbelse at undgå. Eller også
har vi i virkeligheden med et rent tilfælde af (3) at gøre: En sekvens
af propositioner underlagt en overordnet illokutionær handling,
hvilket selvfølgelig synes at løse problemet med homogeniteten af
de størrelser, der forbindes, men til gengæld forsynder sig mod det
forhold, at vi skal nå frem til en situering og en sandhedsværdi for de
enkelte propositioner, noget kun asserterede propositioner er i stand
til.
I begge tilfælde er der ifølge min opfattelse tale om en utilfredsstillende analyse.
telle relationer i verden – A er årsag til B, A er middel for B. De argumentative konnektiver
er betegnelser for metaassertiverne for forskellige slutningsrelationer i sproget af faktisk,
hypotetisk eller kontrafaktisk art – A, fordi B, og A medfører B (på prædikatslogisk eller
modallogisk vis). Og sluttelig betegner de informationelle konnektiver metaassertiverne for
den basale mereologiske (og heraf afledte mængdeteoretiske) struktur i verden. De betegner
altså vidt forskellige ting.
Da det vil føre for vidt at komme nærmere ind på alle disse logiske og metafysiske
forhold omkring de konnektiver i sproget, Togeby nævner, vil jeg i artiklen her fortrinsvis
forholde mig til de logiske konnektiver og deres distribution.
9
Hvad de andre realitetstyper angår, kan de ikke sidestilles med “fremsat” og “negeret”. Vi
ser med andre ord her den samme overgeneralisering som ved konnektiverne: Et spørgsmål
er et direktiv – nærmere bestemt en speciel slags anmodning, nemlig om, at hører leverer et
stykke information. Det er dermed en talehandling og ikke en realitetstype på niveau med
den degenererede proposition. Hvad betegnelsen “hypotetisk” angår, betegner den det forhold, at førsteleddets sandhedsværdi i en materiel implikation ikke kendes. Der er med andre
ord tale om et rent propositionslogisk forhold.
333
Peter Widell
4. Talehandling og tekst – mod en nybestemmelse af forholdet I
Men hvad er nu grunden til, at man således synes at støde panden
mod en mur i forsøget på at nå frem mod et tilstrækkeligt tilforladeligt
pragmatisk tekstbegreb? Hvad er det, der fører til, at hverken
Borchmann, Ulbæk eller Togeby kan nå frem mod en tilfredsstillende
redegørelse – heller ikke for dem selv – for sammenbindingen af de
enkeltstående talehandlinger, så de vil kunne udgøre en fornuftig
teksthelhed?
Ifølge min mening skyldes problemet, at man ikke har nogen
pålidelig talehandlingsteori at bygge på. Her er det især den klassiske antagelse om, at der eksisterer forskellige typer illokutionære
talehandlinger, hver med deres specifikke tilfredsstillelsesbetingelser,
der virker blokerende for en tilfredsstillende løsning. Især synes
muligheden for en fri og utvungen anvendelse af konneksionerne at
være blokeret.
I min talehandlingsteori opererer jeg udelukkende med én
illokutionær handling. Hermed har jeg i udgangspunktet skaffet
mig et solidere grundlag for en tilforladelig semantik, end man kan
skaffe sig i den klassiske talehandlingsteori. Mit meningsbegreb er
transparent: Når det bruges, vil det kun levere sandhedsværdier, og
ikke alle mulige andre værdier, svarende til talehandlingstyperne
i den klassiske talehandlingsteori forskellige fra assertivet, som
vi skal til at kombinere med disse sandhedsværdier. Blandt andet
betyder det, at vi nu på homogen vis kan gøre rede for de logiske
konnektivers operationsmåde i enhver tekst. Med udgangspunkt
i simple propositioner af første orden vil vi nemlig altid kunne
opbygge en vilkårlig kompleks proposition ud fra en anvendelse af
de logiske konnektiver, vi i udgangspunktet råder over. Disse logiske
konnektiver, som primært refererer til forhold i de handlinger, vi
udfører, vil derefter let kunne gives sprogligt udtryk gennem brugen
af metaassertiver: konnektiverne “og” (“&”), “eller/og” (“V”), “hvisså” (“→”) og “ikke” (“~”) vil slet og ret kunne defineres som tegn,
der står for sandhedsfunktioner af simple udsagn eller propositioner.10
10
“&” som sandhedsfunktionen {S,S,F,F},{S,F,S,F} => {S,F,F,F} (konjunktion), “V” som
sandhedsfunktionen {S,S,F,F},{S,F,S,F} => {S,S,S,F} (disjunktion), “→” som sandhedsfunktionen {S,S,F,F},{S,F,S,F} => {S,F,S,S} (materiel implikation) og “~” som sandhedsfunktionen {S,S,F,F} => {F,F S,S} (negation).
334
Pointen er, at det således vil være muligt at definere et hvilket som
helst tekstindhold ud fra formlen: mening = sandhedsbetingelse. Med
dette udgangspunkt vil det nu også være relativt simpelt at besvare
spørgsmålet om, hvorvidt en tekst vil kunne forstås som en sekvens af
talehandlinger, eller om vi bliver nødt til at opfatte konnektiverne som
knyttet alene til de indlejrede propositioner. Faktisk synes følgende
ækvivalens for “&” nu at kunne gælde for enhver tekst:
(5)
ASS [prop1 & prop2] ≡ ASS1(prop1) & ASS2(prop2)
Da al vederhæftig sproglig kommunikation nemlig kræver, at afsender
holder sig til sandheden af de fremsatte assertioner, vil modtager
alene skulle forholde sig til dette krav. Men her vil dét for afsender
at assertere, at prop1 er sand og prop2 er sand (som vi har set, Togeby
foreslå), være det samme som at assertere, at prop1 er sand, og derefter
assertere, at prop2 er sand (Borchmans, Ulbæks og mit forslag).11 Da
en overvældende majoritet af tekster i realiteten er konjunktioner, vil
valget af, hvor vi placerer den illokutionære kraft, for disse teksters
vedkommende alene være et spørgsmål om læserpsykologi, nemlig
om, hvorvidt læsning skal opfattes som én stor final tilordning af
sandhedsværdier, efter at vi har forstået den samlede tekstmening,
som vi har set Togeby mene, eller om læsning skal ses som en
række successive tilordninger af sandhedsværdier, proposition for
proposition, som vi har set Borchmann og Ulbæk mene.
Jeg mener, Togebys opfattelse er psykologisk uplausibel, og må
derfor stille mig på linje med Borchmann og Ulbæk.
Nu består ikke alle tekster imidlertid alene af konjunktioner. Vi
kan have tekster, der også (eller for den sags skyld alene) indeholder
disjunktioner, materielle implikationer og negationer. I disse tilfælde
har vi et problem. For her har vi ikke logikken med. Således har vi
ikke nogen ækvivalens i (6):
(6)
11
*ASS [prop1 → prop2] ≡ ASS1(prop1) → ASS2(prop2)
Asserterer jeg vederhæftigt, at “[…] det sner, og der ligger store driver på vejen”, er det ligegyldigt, om jeg når frem til min propositions sandhed ved at assertere den samlede proposition vederhæftigt – {S,F,F,F} – eller om jeg gør det ved først vederhæftigt at assertere “det
sner” – {S,S,F,F} – og dernæst “der ligger store driver på vejen” – {S,F,S,F} – og dernæst
beregne sandhedsfunktionen: {S,S,F,F},{S,F,S,F} => {S,F,F,F}.
335
Peter Widell
Det er ikke sådan, at det at assertere, at hvis prop1, så prop2, er det
samme som at sige, at hvis jeg asserterer prop1, så asserterer jeg også
prop2. Her synes Togeby at have ret: Assertionen vil her kun kunne
gælde den samlede proposition “[prop1 → prop2]”. Derfor må man
vente med at tilordne sandhedsværdier, indtil den samlede mængde af
følgende enkeltpropositioner er læst, fx:
(7)
ASS [(prop1 & prop2 & prop3 & prop4 …) → prop5]
(8)
ASS [(prop1 V prop2 V prop3V prop4 …) → prop5]
eller
Men det betyder, at man her vil kunne komme til at skulle holde en
række virtuelle sandhedsværdier åbne i hukommelsen, før man vil
kunne afgøre, om den samlede proposition er sand eller falsk, hvilket
netop er det, Togeby generelt mener, man må tage hensyn til. Så på
dette punkt bliver vi altså nødt til at følge Togeby.
Imidlertid behøver vi i praksis kun delvis at følge ham. For det
første, fordi det i virkeligheden er sjældent, man møder et større antal
propositioner underlagt materielle implikationer eller disjunktioner,
hvorfor korttidshukommelsen sjældent belastes unødigt. For det
andet, fordi en rent propositionslogisk forståelse af de to typer af
sandhedsfunktioner sjældent kommer på tale, da man i langt de
fleste berettende fremstillinger vil kunne berige sit “hvis”, “eller”
eller “ikke” gennem brug af tautologiske slutningsformer såsom
modus ponens, modus tollens m.fl.12 Og for det tredje, fordi disse
12
Fx vil en præteritums-sætning som “Hvis det sneede rigtigt meget, fik vi fri fra skole” normalt blive læst ud fra den relevansbaserede slutning, at ”det sneede rigtig meget” mere end
én gang har været sand, og at konsekvensen “vi fik fri fra skole” for hvert tilfælde af kraftigt snefald også har været det. Eller for at tage et mere komplekst tilfælde op: Hvis vi har
en sætning som “Hvis det var for koldt, eller det regnede eller sneede, blev vi inden døre
og spillede kort eller tegnede og malede”, vil denne sætning normalt blive læst ud fra den
relevansbaserede slutning, at vi med disjunktionen “det var for koldt eller det regnede eller
sneede” alene har med en eksklusiv disjunktion at gøre (svarende til en læsning af “p eller
q” ikke som “p V q”, men som “p & ~q) V (~p & q)”), som modtager regner med afsender
samlet antager som sand. Det betyder, at vi her faktisk må se de indgående propositioner i
antecedensen som asserterede.
Da konjunktionen er den konneksionstype i en tekst, der kræver mindst skopus, er
konnektivet “&” det mest benyttede. Og punktummer læses hyppigst som “&”, da det er
det mest egnede udgangspunkt for at kunne operere med relevansbaserede slutninger med
udgangspunkt i andre slutningsformer.
336
berigede slutningsformer ofte er angivet metaassertivt gennem brug
af passende konnektiver, fx “Vejen er våd, da det har regnet”, som vil
skulle analyseres “Vejen er våd, det har regnet, og relationen mellem
det første sagforhold og det sidste sagforhold skal forstås som en
kausalrelation = (derfor)”.
Men dermed skulle en række problemer for den materielle
implikations og disjunktionens vedkommende være ryddet af vejen:
Vi kan ganske vist møde ikke-asserterede propositioner i en tekst,
i princippet uendeligt lange sekvenser af sådanne propositioner,
men i praksis er sekvenserne relativt korte, og vi har pragmatisk og
semantisk understøttede forventninger om sandhedsværdien af det
samlede udtryk, ikke blot henover “&”, men også henover “V”, “→”
og “~”.
5. Talehandling og tekst – mod en nybestemmelse af forholdet II
Ét væsentligt problem står stadig tilbage at løse, nemlig hvordan en
tekst kan ses både som en sekvens af sideordnede talehandlinger og
som én overordnet talehandling afspejlende tekstens globale struktur,
sådan som især Borchmann mener, det er nødvendigt.
Som sagt skitserer Borchmann problemet, men søger ikke at
løse det. Jeg vil imidlertid forsøge at gøre det i det følgende.
Umiddelbart er det et paradoks, at talehandlinger både skulle
kunne være sideordnede og hierarkiserede på en og samme gang. Men
ifølge min opfattelse skyldes paradokset alene, at man på klassisk vis
ser en tekst som bestående af lutter illokutioner. Følger man derimod
min nyorientering, vil det ikke være noget problem at forene en
sideordning og et hierarki. Ifølge min nyorientering findes der nemlig
to grundtyper af talehandlinger, som det er væsentligt at holde ude
fra hinanden: illokutioner og perlokutioner. Men dermed eksisterer
der også en mulighed for at operere med to slags ordning i en tekst:
en illokutionær ordning, hvor teksten vil kunne fremstå som en ikkehierarkiseret sekvens af assertiver og metaassertiver13 – det er, hvad
vi lige har beskrevet – og en perlokutionær ordning, hvor teksten vil
kunne fremstå som et hierarki af perlokutionære handlinger.
13
Assertiver og metaassertiver er på samme niveau qua assertiver. Hierarkiseringen mellem
assertiv og metaassertiv er en hierarkisering mellem assertivets proposition og metaassertivets proposition.
337
Peter Widell
Spørgsmålet er så: Hvilket hierarki? Ulbæk berører i sin tidligere
nævnte artikel spørgsmålet: “Man kunne […] overveje, om det er sådan,
at der i typen ligger en tilbøjelighed til at lade sig underordne eller
overordne” (Ulbæk 2009:470). Og han fortsætter: “Min fornemmelse
siger mig, at assertiven er svagere end de andre (talehandlingstyper;
m.a.). Det kunne skyldes, at assertiver kan bruges til at give grunde til
at spørge, at forpligte, at beordre, at sproghandle” (Ulbæk 2009:470).
Desværre bliver det kun til disse spredte – og vage – bemærkninger.
Men jeg tror, Ulbæk er inde på noget rigtigt her. Ansatsen er imidlertid
ifølge min mening ikke helt korrekt. Det er korrekt, at assertiver kan
bruges til begrundelse af kommissiver og direktiver. Men de kan også
bruges til begrundelse af assertiver. Så hierarkiseringen kan ikke hvile
på selve begrundelsesforholdet.
Sagen kræver altså en nærmere opklaring. Først og fremmest
mener jeg ikke, at de talehandlinger, Ulbæk kalder “assertiver”, kan
være assertiver eller i det hele taget illokutioner. For sekvensen af
assertiver, tekstens illokutioner, skal jo – som vi har set – bruges til at
skaffe teksten de fornødne sandhedsværdier, og kan derfor ikke stå i
noget hierarki med andre talehandlinger i teksten, jf. tidligere. Hvis vi
skal lede efter vores hierarki, må vi i stedet se på informativet. Det er
informativet, vi skal parallelstille med kommissivet og direktivet. Til
gengæld er der så kun disse tre typer af perlokutioner.
Hvis vi skal se på hierarkiseringsmulighederne mellem de tre
typer af perlokutioner, og vi indskrænker os til hierarkipar, synes vi
at kunne opstille følgende parmuligheder (med den højestrangerende
talehandlingstype, hvad den så måtte bestå i, fremhævet med kursiv;
parentesen angiver, at den underordnede talehandling er fakultativ):
(i) (informativ) + kommissiv – (ii) (informativ) + direktiv – (iii)
(informativ) + informativ – (iv) (kommissiv) + informativ – (v) (direktiv) + informativ – (vi) (kommissiv) + kommissiv – (vii) (kommissiv)
+ direktiv – (viii) (direktiv) + kommissiv – (ix) (direktiv) + direktiv.14
Spørgsmålet er nu: Hvilke er gyldige, og hvorfor? Lad os undersøge det.
Det er den sproglige handlens fremmeste og oprindeligste
opgave at koordinere ikke-sproglige handlinger, umiddelbart gennem
14
Det er vigtigt at understrege, at vi her kun taler om hierarkisering og ikke om rækkefølgeorden
338
kommissiver og direktiver: Lover jeg at komme i morgen, er løftets
vellykkethed afhængig af, at jeg udfører den ikke-sproglige handling
at komme i morgen (som led i at leve op til min forpligtelse på at
gøre det indlejrede assertiv sandt). Og anmoder jeg én om at skrælle
kartofler, er anmodningens vellykkethed afhængig af, at han indgår i
den ikke-sproglige aktivitet at skrælle kartofler. Dermed knyttes en
forbindelse mellem talen og den rent instrumentelle handleverden.
Anderledes forholder det sig med informativerne: Informativerne er
altid vellykket udført, når blot modtager accepterer, at afsenderens
proposition er sand og følgelig optager det sagte som information. Der
kræves ingen handlen i konsekvens af det sagte: Et informativ kan
altid afløses af endnu et informativ – og endnu et.
Nu kan den handling, kommissivet og direktivet angår, selvom
den i sin grundform og oprindelse er af ikke-sproglig art, undertiden
være af sproglig art.15 Derfor kan vi ikke bruge kommissivet og
direktivet til at skelne mellem, hvornår vi har med en fortsat samtale
at gøre, og hvornår samtalen ophører for at overgå til ren instrumentel
handlen. Det kan vi derimod, når vi vil skelne mellem tekster på
den ene side og samtaler og ren instrumentel handlen på den anden
side. Her synes brugen af kommissiv og direktiv nemlig altid – som
en simpel følge af kommissivernes og direktivernes virkemåde – at
angive overgangsstedet mellem tekst og ikke-tekst, hvad enten denne
ikke-tekst har form af fortsat samtale eller ren instrumentel handlen.
Anderledes forholder det sig med informativet, som aldrig vil kunne
sikre denne forbindelse til den ikke-tekstlige handleverden.
Men det er netop også forklaringen på, at kommissiverne og
direktiverne rangerer højere end informativerne i en tekst: De knytter
sig i modsætning til informativet direkte til handleverdenen, som de
virker styrende og koordinerende ind på, idet de så samtidig får rollen
som tekstafsluttere eller tekstlukkere. Derfor er (i) og (ii) ovenfor
15
Nu kan det, kommissiverne og direktiverne angår ganske vist også være tale: Spørger jeg fx
om noget, forventer jeg et svar. Men et svar er en talehandling. I den forstand kan kommissiver og direktiver også igangsætte og vedligeholde sproglig handlen, sådan som det fx vil
være tilfældet i en række samtaletyper, fx i argumentative diskurser. Det fjerner imidlertid
intet fra, at kommissiver og direktiver i deres grundlag og oprindelse må angå den rene instrumentalitet, og at det er deres hovedopgave at styre arbejdsprocesser: Fx på tv-fabrikken,
når der skal fremstilles tv-apparater. I hjemmet, når der skal mad på bordet. På posthuset, når
posten skal ud.
339
Peter Widell
gyldige hierarkipar, men ikke (iii) – (ix). De sidste kan ikke være
det, fordi de ikke afspejler eksistensen af et overordnet kontaktsted
mellem det tekstlige og det ikke-tekstlige: Da informativerne aldrig vil
kunne gøre det, er (iii) – (v) ugyldige former. Og hvad kommissiverne
og direktiverne angår, kan der kun vælges kontaktsted mellem tekst
og ikke-tekst én gang – man kan ikke gennem flere perlokutioner
forholde sig meningsfuldt til én og samme tekst-eksterne handling;
hvilken perlokution skulle nemlig gælde? – hvorfor også (vi) – (ix) må
anses for ugyldige former. Af samme grund vil der ikke kunne dannes
hierarkier af kommissiver og direktiver “i flere etager”.
Vi kan altså konkludere: Kommissiver sikrer teksten enhed og
hierarkisk struktur. Informativet gør det derimod ikke. Derfor må vi
sige: Enten består en tekst af et informativ eller af en i princippet
uendelig lang sekvens af sideordnede informativer, eller den danner en
hierarkisk talehandlingsstruktur bestående af ét overordnet kommissiv
eller direktiv og eventuelt ét eller flere underordnede og indbyrdes
sideordnede informativer. Vi kan angive forholdet i følgende formel
(hvor “/” står for enten-eller, parenteserne angiver fakultativitet og
prikkerne principiel uendelighed):
(9)
inf + (inf + …) / [(inf + inf + …) + komm/dir]
Det er vigtigt at understrege, at hierarkisering i (9) ikke bygger på
indre-tekstlige begrundelsesforhold, sådan som i Ulbæks analyse.
Ulbæk diskuterer eksempler af typen: “Du får varen. Du har (nemlig)
betalt mig 500 kr.”; “Du har ytret ønske om at lave stegte kartofler. Du
skærer kartoflerne i skiver [...]”. Men selvom det, der står i informativet, tjener som begrundelse for det, der står i kommissivet eller
direktivet, er det ikke det, der danner teksthierarkiet. Perlokutioner
kan ikke qua perlokutioner begrunde hinanden. Det betyder ikke, at
der ikke eksisterer de begrundelsesforhold, Ulbæk nævner. De skal
imidlertid findes ikke via perlokutionerne, men via de propositioner,
der indgår i de respektive perlokutioner (samt de dertil knyttede
relevansbaserede slutninger, som skal til for at skabe sammenhæng i
teksten). De har ikke noget med selve perlokutionerne at gøre.16
16
Det er vigtigt, at man holder propositionshierarkiet og talehandlingshierarkiet adskilt. Det
første hierarki angår det, der tales om, dvs. det, der eksplicit siges, og det, der evt. kan sluttes
340
Ulbæk er inde på, at en tekst kan have flere “toppe” (Ulbæk 2009:472).
Fx vil mange direktive tekster – manualer, kogebøger, lovsamlinger17
o.l.– bestå af en hel række konjungerede direktiver:
(10) “Kartoflerne skæres i skiver. De steges i rigelig fedt på
panden [...]”.
Det kan ikke tilbagevises. Men det ændrer intet ved, at disse
handlingsigangsættende talehandlinger aldrig vil kunne underordnes et informativ, eller at de vil kunne danne et flerleddet hierarki af
talehandlinger qua talehandlinger. Alle “toppe” vil her altid være lige
høje.
Direktiver kan angives gennem metaassertiver: “Gå!”, altså
“Du-gå” (assertiv). “Det er en ordre” (metaassertiv). I sådanne tilfælde er teksten selvfølgelig assertiv og, hvis assertivet accepteres
herudfra. Det andet hierarki angår talehandlingstyperne i teksten og deres relation til teksthelheden.
I den henseende er Ulbæks ræsonnementer omkring hierarkisering i Ulbæk
(2009:469ff) netop eksempler på, at de to ting ikke holdes adskilt.
Eksempelvis mener Ulbæk et sted, at det ikke giver mening at gøre et direktiv i en
direktivsekvens overordnet, fordi alle direktiver refererer til dele af et handleforløb, hvor
ingen dele vil kunne undværes (Ulbæk 2009:472). Begrundelsen er fuldstændig korrekt.
Men den er ganske irrelevant for en besvarelse af spørgsmålet om en eventuel hierarkisering
af tekstens talehandlinger: Det at fremstille en madret er en ren instrumentel aktivitet, og har
ingen indflydelse på de direktiver eller andre typer af talehandlinger, afsender udfører.
Et andet sted diskuterer Ulbæk spørgsmålet om eksistensen af eventuelle samlebetegnelser for givne aktiviteter i tekster, fx “Lav stegte kartofler” i stedet for “Skær kartoflerne i skiver. Kom olie på panden. Steg de skivede kartofler i olien.” Igen er det fuldstændig
korrekt, man kan finde sådanne samlebetegnelser. Imidlertid er en sådan iagttagelse ganske
irrelevant for en besvarelse af spørgsmålet om en eventuel hierarkisering af talehandlingerne
i sådanne tekster. I virkeligheden er sådanne samlebetegnelser nye tekster i form af resuméer
over den oprindelige tekst (jf. note 3).
Det skal retfærdigvis siges, at Ulbæk ikke er ene om at sammenblande talehandling
og proposition. Den oprindelige synder er her van Dijk (van Dijk 1980:184-195).
17
Lovsamlinger udgør en speciel handlesammenhæng. De består af direktiver rettet mod
medlemmerne i et retsfællesskab. Men det, at de er direktiver, er ikke tilstrækkeligt for at
gøre dem til lovsamlinger. Love er ikke blot direktiver. Love er direktiver, man er forpligtet
på inden for fællesskabets rammer: De skal træde i kraft som love, og de skal holdes i hævd
som love. Der er derfor tale om deklarationer (i den rent sociale forstand af ordet, jf. afsnit 2)
med udgangspunkt i direktiver tydeliggjort ved metaassertiver: “Et køretøjs hastighed skal
til enhver tid være afpasset efter forholdene med særligt hensyn til andres sikkerhed.” (Færdselslovens § 41; min fremhævelse). Eller for metaassertivt at tydeliggøre, at der i realiteten
er tale om en erklæring: “Dette er erklæret som lov: Et køretøjs hastighed skal til enhver tid
være afpasset efter forholdene med særligt hensyn til andres sikkerhed”.
341
Peter Widell
af modtager, også tydeliggørende og dermed informativ omkring,
hvilken perlokution, afsender intenderer.18 Dette metaassertiv gør dog
ikke teksten til en informativ tekst. Da den nemlig er irrelevant som
informativ slet og ret, leder den modtager til den relevansbaserede
slutning, at afsender formentlig også intenderer den som et direktiv.
Står der i kogebogsopskriften:
(11) “Skær kartoflerne i skiver. Steg dem i rigelig fedt på
panden [...]”
er der med andre ord stadig tale om en direktiv tekst med flere, her
to, “toppe” fuldstændig ligesom i (9). Hvert metaassertiv tolkes som
information om, at “resten” skal forstås som udgangspunkt for, at
der drages en slutning inden for en mål-middel-ramme, altså som
information om, at der er blevet udført en direktiv perlokutionær
handling.
Men hermed kan vi generelt omkring hierarkidannelse i tekster
sige: Hvis der findes enten ét eller flere kommissiver eller ét eller
flere direktiver i en tekst, er teksten enkelt-hierarkiseret. Består teksten derimod af lutter informativer, danner den en ikke-hierarkiseret
enhed. Det støtter – med en vigtig kvalifikation – standpunkt (c) fra
tidligere: Tekster er enkelt-hierarkiserede, medmindre de udelukkende
består af informativer. Og udgangspunktet for den tekstlige hierarkisering stammer ikke fra forhold internt i teksten. Den stammer fra, hvilken kontakt der skal etableres mellem tekst og kontekst.
6. Afslutning
Som det skulle være fremgået af det foregående, er der til afklaring
af spørgsmålet om forholdet mellem talehandling og tekst store
fordele ved at erstatte den klassiske talehandlingsteori med den her
18
Man kan i den forbindelse spekulere over, hvorfor der findes grammatikaliserede metaassertiver for direktiver, men ikke for kommissiver. Med baggrund i den nye formulering af
talehandlingsteorien i afsnit 3 synes forklaringen simpel: Udfører jeg en kommissiv talehandling, er sikringen af kommissivets vellykkethedsbetingelser sammenfaldende med
sikringen af det tilsvarende assertivs vellykkethedsbetingelser. Det hele sker i ét hug. Anderledes forholder det sig med direktivet: Her skal det sikres, at det står klart for modtager,
at han skal udføre en handling. Derfor er det ofte nødvendigt at gøre særligt opmærksom
på dette forhold, hvilket naturligt medfører en hårdere programmering af metassertiverne i
forbindelse med direktiverne: Derfor har vi såvel leksikaliserede som grammatikaliserede
former her.
342
foreslåede nyorientering af talehandlingsteorien. Ifølge den klassiske talehandlingsteori, hvor alle talehandlingstyper opfattes som
parallelstillede, er det vanskeligt at forene tanken om, at en tekst er en
sekvens af sideordnede talehandlinger med tanken om, at teksten har
en overordnet talehandling, en makrohandling. Vi synes at havne i et
paradoks.
Ifølge den nyorientering, jeg foreslår, er der intet paradoksalt
ved forholdet mellem talehandling og tekst. Her vil følgende enkle
billede fremstå: I illokutionær forstand er en tekst en sekvens af
asserterede simple propositioner, medmindre der forekommer
disjunktioner eller materielle implikationer i teksten; i perlokutionær
forstand er en tekst en enkelt-hierarkiseret serie af talehandlinger med
en handlingsregulerende talehandling som overordnet (et kommissiv
eller et direktiv), medmindre der er tale om en ikke-hierarkiseret serie
af rent meddelende talehandlinger (informativer).
Jeg tror ikke man kan overvurdere relevansen af denne tese om
teksten med basis i den foreslåede nyformulering af talehandlingsteorien. Med denne som udgangspunkt har vi i virkeligheden skabt et nyt
fundament for genreteorien.
Litteratur
Austin, John L. (1997; 1. udg. engelsk 1962) Ord der virker. København:
Gyldendal.
Bach, Kent & Robert M. Harnish (1979) Linguistic Communication and
Speech Acts. Cambridge, MA: The MIT Press.
Berge, Kjell Lars (2010) Tekst og ytringshandlingsteori. Skandinaviske
Sprogstudier 1, 1: 93-110.
Borchmann, Simon Uffe (2010) Tekster og sproghandlinger: Introduktion til
et tema og en problematik. Skandinaviske Sprogstudier 1, 1:1-39.
Davidson, Donald (1979) Moods and Performances. Meaning and Use. A.
Margalit (ed.). Dordrecht-Holland: D. Riedel Publishing Company: 9-20.
Grice, H. P. (1989; 1. udg. 1957) Meaning. Studies in the Way of Words.
Cambridge Massachusetts/ London, England: Harvard University
Press:213-223.
Habermas, Jürgen (1986 (1983)) Diskursetik. Frederiksberg: Det Lille Forlag.
Halliday, Michael A.K. & Ruqaiya Hasan (1976) Cohesion in English.
London: Longman.
343
Juhl, Cory & Eric Loomis (2010) Analyticity. London: Routledge.
Schiffer, Stephen (1972) Meaning. Oxford: Oxford University Press
Searle, John R. (1968) Austin on Locutionary and Illocutionary Acts. The
Philosophical Review 77, 4: 405-424.
(1969) Speech Acts: An Essay in the Philosophy of Language. Cambridge:
(1979a; 1. udg. 1975) A Taxonomy of Illocutionary Acts. Expression and
Meaning. John R. Searle Cambridge: Cambridge University Press:1-29.
(1991) Meaning, Intentionality, and Speech Acts. John Searle and
His Critics. Ernest Lapore & Robert van Gulik (eds.). London: Basil
Blackwell:81-102.
(2001; 1. udg. 1965) What Is a Speech Act?. Can you reach the Salt?:
Pragmatikkens klassiske tekster. Carol Henriksen (ed.). Roskilde: Roskilde universitetsforlag.
Strawson, Peter F. (1971; 1. udg. 1964) Intention and Convention in Speech
Acts. The Philosophy of Language. John R. Searle (ed.). Oxford: Oxford
University Press.
Svensson, Jan (2010) Språket som hydra – några tankar om språkvtenskapliga analysperspektiv. Skandinaviske Sprogstudier 1, 1:40-66.
Togeby, Ole (2003) Fungerer denne sætning? København: Gads Forlag.
(2010) Handling, tekstualisering og tekst. Skandinaviske Sprogstudier 1,
1:67-92.
Tsohatzidis, Savas L. (2007) John Searle’s Philosophy of Language: Force,
Meaning and Mind. Cambridge: Cambridge University Press.
Ulbæk, Ib (2009) Sproghandlinger og tekstbegrebet: hvor er sproghandlingen
i teksten?. Drammatikken i Grammatikken. Rita Therkelsen & Eva
Skafte Jensen (red.). Roskilde: Institut for Kultur og Identitet, Roskilde
Universitet.
van Dijk, Teun A. (1980) Macrostructures: An Interdisciplinary Study of
Global Structures in Discourse, Interaction and Cognition. Hillsdale, NJ:
Erlbaum.
Widell, Peter (2001) Illokutioner er assertiver: Et bidrag til belysning af
talehandlingens struktur og taksonomi. Augias 56-59:15-64.
(2010) A Plea for a Simple Solution: What a Performative Theory of
Illocutions Really Looks Like. Proceedings of the 22nd Scandinavian
Conference of Linguistics, Aalborg, Denmark, June 19-22, 2006. Hans
Götzsche (red.). Cambridge: Cambridge Scholars Press.
Wittgenstein (1971 (1963)) Filosofiske Undersøgelser. København: Munksgaard.
344

2 4 . – 2 6 . 9 . 2 0 1 4 N o r d i s k t R u i n s e m i n a r i u m F i n l a n d

Transcription

Similar documents

Chimpanse

Den Psykoterapeutiske Arbejdsgruppe på Fyn

Æ synnejysk kaffeboe - længe leve

MUDS-program

Kommunikation og skabelsen af sociale verdener

VÆKSTMODELLEN©

vDh7DaA - VUC Skive

Noah Sam Arpaksjad Sjelah Eber Peleg Re´u Serug Nahor Tarah

Aalborg Universitet Faglighed og Problembaseret Læring Larsen

Deltagernes egne bud på de vigtigste læringspunkter

Converging verbal phrases in related languages

Aeneas, en græsk helt i et romersk nationalepos?