Vildtbanegård IV

Transcription

Vildtbanegård IV

SOCIAL INTEGRATION AF UDSATTE
- ASPEKTER VED UDSLUSNING OG EFTERVÆRN
Blå Kors Danmark
Suensonsvej 1
8600 Silkeborg
Tlf. 8681 1500
bkd@blaakors.dk
www.blaakors.dk
Blå Kors Danmark
Enhed for forskning, dokumentation og innovation
Jes Jessen
Jes Jessen
Blå Kors Danmark
Forskningsafdelingen
December 2011
Journalnr. 911261-0120. ALKOHOL
Forskningsafdelingen
Blå Kors Danmark
Forskningsprojekt: Udslusning og efterværn
ISBN: 87-990242-3-3
Layout: Inger-Lis Sørenen
Forsidefoto: Helene Bagger
2012 - Blå Kors Danmark
Blå Kors Danmark
Suensonsvej 1
8600 Silkeborg
Tlf. 8681 1500
bkd@blaakors.dk
www.blaakors.dk
Indholdsfortegnelse
1. Indledning ....................................................................................... 5
Valg af litteratur ......................................................................... 7
2. Resumé .......................................................................................... 9
3. På vej mod en sammenhængende og gennemtænkt indsats ...... 13
4. Konteksten skaber indholdet – indholdet skaber konteksten ....... 15
Konteksten .............................................................................. 15
Betegnelser og tankesæt ........................................................ 16
Social integration og social inklusion ...................................... 20
5. Målgruppen for udslusning og efterværn ...................................... 22
6. Indsatsen for socialt udsatte er fyldt med dilemmaer ................... 27
Enhver indsats har udgangspunkt i et menneskesyn .............. 27
Årsager til social udsathed – ”the black box” .......................... 31
Kan omsorg og empowerment forenes? ................................. 35
Autonomi og stabilitet kan kollidere med kravet om udvikling .39
Overgreb og formynderi kontra omsorgssvigt ......................... 43
Når borgerens ønske ikke harmonerer med faglig
ansvarlighed ............................................................................ 45
Forskellige aktører kan have forskellige dagsordener ............ 45
De stærke og de svage – når målinger
rammer forbi effekten .............................................................. 50
Afrunding – refleksion på en usikker vej ................................. 50
7. Konkrete indsatser i udslusning og efterværn .............................. 51
Mål med udslusning og efterværn ........................................... 52
En helhed af hvad? ................................................................. 53
Aspekter ved konkrete metoder til udslusning og efterværn ... 59
Udredning og handleplan ........................................................ 59
Brobygning .............................................................................. 67
Fortsat og/eller genoptaget behandling ................................... 68
Fortsat kontakt til boenhed ...................................................... 70
Etablering af formelt og uformelt netværk ............................... 71
Væresteder ............................................................................. 75
Sociale mentorer ..................................................................... 77
Bostøtte, støtte- og kontaktpersonordning (SKP) og andre
udgående funktioner ............................................................... 79
CTI og case-management ....................................................... 84
Bolig, med og uden støttefunktioner ....................................... 88
Beskæftigelse .......................................................................... 92
Sammenfatning ....................................................................... 94
8. Helhedsindsats – organisatoriske barrierer og forudsætninger .... 96
Barrierer – nogle eksempler .................................................... 96
Anbefalinger ............................................................................ 97
Organisatoriske rammer og struktur ........................................ 98
Koordinationsrollen ............................................................... 100
Den kommunale handleplan ................................................. 101
9. Forudsætninger hos borgeren for at indsatsen nytter ................ 102
Et spørgsmål om udslusningsparathed ................................. 102
Motivation og adfærd ............................................................ 103
Mestring ................................................................................ 104
10. Afrunding .................................................................................. 106
Litteraturoversigt ............................................................................. 107
1. Indledning
Forskningsafdelingen i Blå Kors Danmark har valgt at sætte fokus på
udslusning og efterværn for socialt udsatte borgere, der har været i rusmiddelbehandling eller har boet en periode på en boenhed på grund af
misbrug eller andre sociale problemer. Selv om der findes begrænset
dokumentation herfor, synes der at være bred enighed om, at overgange mellem indsats og egen bolig eller fra én indsats til en anden indsats indebærer en stor risiko for tilbagefald eller brud i en ellers positiv
udvikling, hvad angår udsathed, livskvalitet og socialt funktionsniveau
(Sundhedsstyrelsen, 2006).
Allerede i ovenstående korte introduktion har vi foretaget talrige valg og
indforståede koblinger: Er der en entydig definition af, hvad udslusning
og efterværn er? Er det entydigt, hvad der forstås ved behandling for
misbrug af rusmidler? Er det muligt at afgrænse en problemstilling til
alkoholmisbrug, når misbrug oftest er multifaktorielt og koblet til en lang
række andre sociale og sundhedsmæssige problemstillinger? I samme
øjeblik man går i gang med at forholde sig til en gruppe af mennesker
med bestemte problemer, træffer man en lang række implicitte valg med
hensyn til menneskesyn, samfundsansvar, personligt og mellemmenneskeligt ansvar, syn på misbrug, videnskabssyn og så videre. Det er
ikke muligt at være neutral, og forskning på dette område kan ikke være
neutralt.
Vi har derfor valgt ikke at lade os styre for meget af almindelige videnskabelige konventioner. Vi opfører os gerne en smule respektløst over
for traditionelle videnskabelige krav – ikke fordi det i sig selv er et formål
at være respektløs, men fordi vi også tror på erhvervet erfaring og sund
fornuft, uden at enhver konklusion behøver at være evidensbaseret, og
fordi konventionerne nogle gange er begrænsende på en måde, der
ikke synes hensigtsmæssig. Så der kan sagtens stilles kritiske spørgsmål til dette forskningsprojekt om udslusning og efterværn, det har vi
ikke noget problem med. Fokus er nemlig på at medvirke til at bane vejen for gode og hensigtsmæssige løsninger for mennesker, der ikke har
det liv, de egentlig ønsker, fordi omstændighederne eller valg, de selv
Social integration af udsatte
5
har truffet, har bragt dem ud i misbrug, hjemløshed eller andre former
for social udsathed. Vi ønsker naturligvis ikke at være uvidenskabelige,
men vi tillader os indimellem nogle antagelser, der ikke nødvendigvis er
videnskabelig dokumentation for.
Én af de første antagelser, vi vil tillade os, er, at det er uhensigtsmæssigt
at være så nøjeregnende med, hvilken specifik problemstilling de mennesker har, som vi fokuserer på. Der er en tendens i forskning, undersøgelser og tilrettelæggelse af den offentlige indsats til, at man fokuserer
meget på den specifikke problemstilling: Er der tale om alkoholmisbrug,
stofmisbrug, hjemløshed, psykisk sygdom, personlighedsforstyrrelser,
manglende beskæftigelse eller en anden specifik problemstilling? Og vi
vil straks slå fast: Selvfølgelig er der store forskelle. For eksempel har
alkohol og stoffer forskellig kemisk indvirkning på hjernen og påvirker
kroppen på forskellig måde. Årsager til misbrug og demografisk sammensætning af de forskellige grupper er også forskellige, og så videre.
Men samtidig findes der omfattende dokumentation for, at der er meget
store overlap: 25% af hjemløse har en fysisk sygdom, og 37% har en
psykisk sygdom. 70% af de hjemløse har én eller anden form for misbrug, 44% af de hjemløse har et alkoholmisbrug (Benjaminsen, 2007).
Andre undersøgelser har dokumenteret, at op imod 80% af hjemløse er
alkoholmisbrugere (Geerdsen, 2005). Udenlandske undersøgelser har
vist, at 40-65% af langtidsstofmisbrugere har mindst én psykisk forstyrrelse (Thylstrup, 2007). Undersøgelser i Danmark har dokumenteret,
at omkring 85% af borgere i døgnbehandling for alkoholmisbrug har
mindst én personlighedsforstyrrelse (Nielsen, 2008).
Der tales meget om helhedsorienteret indsats, men undersøgelser og
indsatser er ofte partielle, det vil sige, de beskæftiger sig med en delmængde af den samlede problemstilling. I øjeblikket er der i forlængelse
af regeringens hjemløsestrategi (Indenrigs- og socialministeriet, 2009)
stærk fokus på at mindske antallet af hjemløse, og undersøgelser, metodeudvikling, handleplaner og så videre i styrelser og kommuner har
fokus på hjemløshed som noget specifikt, uden at det særligt tydeligt
kobler til eksempelvis misbrug og psykiatri. Det forekommer ikke specielt hensigtsmæssigt, når man ved, at problemerne hænger snævert
sammen, og man har en formodning om, at det er mest effektivt, hvis
6
man angriber problemstillingerne samlet. Ingen ved nemlig, hvad der
er årsag til hvad. Derfor kan det også virke uhensigtsmæssigt, at problemstillingerne lovgivningsmæssigt er spredt: Stofmisbrug behandles
i henhold til serviceloven, alkoholmisbrug behandles i henhold til sundhedsloven, botilbud for alkoholmisbrugere er etableret i henhold til serviceloven, men her foregår i virkeligheden også behandling, misbrug skal
håndteres af kommunerne, psykisk sygdom håndteres af regionerne og
så videre.
Vi refererer til publikationer, der primært omhandler hjemløshed, og vi
inddrager omtale af indsatser, der primært er knyttet til stofmisbrug, alkoholmisbrug eller anden form for social udsathed, fordi vi grundlæggende mener, at målgrupperne reelt er stærkt overlappende, og at der
er meget lidt, der taler for, at man ikke kan overføre metoder og erfaringer på tværs af disse problemstillinger. Naturligvis medmindre der
er tale om medicinske metoder, der specifikt behandler virkningerne af
konkrete stoffer, men projektet beskæftiger sig alene med den sociale
indsats. Vi mener altså, at det – måske mest ud fra en ”sund fornuft
tænkning” – er uhensigtsmæssigt at dele problemstillinger og løsninger
op i forhold til enkeltproblemstillinger.
Denne rapport er én ud af to publikationer fra forskningsafdelingen i Blå
Kors Danmark om udslusning og efterværn. Den opregner forskellige
aspekter ved udslusning og efterværn på baggrund af en gennemgang
af udvalgt dansk publikationer. Temaerne er affødt af de temaer, vi har
mødt ved gennemlæsning af de udvalgte publikationer. Den anden rapport beskriver resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse blandt behandlings- og boinstitutioner i Danmark om deres holdninger og faktiske
indsats, hvad angår udslusning, herunder brobygning og efterværn.
Valg af litteratur
Publikationssøgningen har som udgangspunkt udelukkende rettet sig
mod danske publikationer og danske erfaringer. Der er foretaget enkelte
afstikkere til udenlandske publikationer, hvor vi i den danske publikation er stødt på referencer, som vi har betragtet som relevant supplement til den danske publikation, men det er sket i meget begrænset
7
omfang. Publikationssøgningen har primært rettet sig mod anerkendte
danske forskningsinstitutioner og offentlige myndigheder på det sociale
område. Det vil sige Center for Rusmiddelforskning (CFR), SFI – Det
Nationale Forskningscenter For Velfærd, Anvendt kommunal forskning
(AKF), Sundhedsstyrelsen, Socialministeriet, herunder Servicestyrelsen og Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte (VFC). I forhold
til disse organisationer er deres publikationsoversigter for de seneste
10 år gennemgået for udgivelser, der vedrører udslusning, efterværn,
hjemløshed og ordninger, der i øvrigt knytter sig til misbrug og hjemløshed. Søgningen er gennemført lidt ”på fornemmelser”, idet der er meget
få publikationer, der direkte omhandler udslusning og efterværn, men
en del publikationer behandler emner, der relaterer sig til området. Studiet er således på ingen måde fuldt dækkende, men vi mener at komme omkring området i store træk og dermed som minimum give et vist
overblik og en introduktion til, hvilke elementer der må indgå i en mere
sammenhængende strategi for udslusning og efterværn. Publikationen
fra Videns- og formidlingscentret for Socialt Udsatte (VFC, 2005, Social
integration) er, på trods af dens forholdsvis korte omfang, blevet én af
hovedreferencerne, fordi den også har en helhedsorienteret tilgang og
på mange måder holdningsmæssigt ligger tæt på denne publikation.
8
2. Resumé
Nedenfor gives en kort oversigt over publikationen og herunder pointerne i de enkelte kapitler.
Kapitel 3 beskriver formålet med denne publikation, som er at sammenfatte aspekter ved udslusning og efterværn efter bo- og behandlingstilbud med henblik på at skabe den fornødne refleksion og inspiration
i planlægningen af tilbud. Publikationen bygger på primært danske
undersøgelser og publikationer suppleret med enkelte udenlandske.
Vi finder i virkeligheden begrebet social integration mere tidssvarende
og dækkende end begreberne udslusning og efterværn, men har valgt
at benytte disse begreber, blandt andet fordi det er de mest gængse
begreber. Vores egen forståelse af begreberne er, at udslusning omhandler den indsats, der tilbydes brugere under opholdet på en boeller
behandlingsinstitution, som retter sig mod den efterfølgende tilværelse
i eget hjem. Brobygning er en del af udslusningsindsatsen og omhandler etablering af samarbejde med relevante aktører. Efterværn dækker
over den indsats, der efter opholdet på en boeller behandlingsenhed
kan være med til at fastholde borgeren i eget hjem med en høj grad af
livskvalitet.
Det er vigtigt at skelne mellem social inklusion, som handler om systemets eller samfundets evne til at rumme socialt udsatte, og social integration, som fokuserer på de socialt udsattes egen aktive medvirken til
at blive en del af fællesskabet.
Kapitel 4 problematiserer afgrænsningen af målgruppen for udslusning
og efterværn. Pointen er, at såvel indsatser som undersøgelser tager
udgangspunkt i en differentiering af socialt udsatte, eksempelvis i hjemløse, alkoholmisbrugere, psykisk syge med videre. Undersøgelser har
imidlertid vist, at der er overordentligt stort overlap grupperne imellem,
og at mange socialt udsatte karakteriseres ved at besidde et helt kompleks af problemer. Ønsket om at differentiere skyldes dels den generelle vestlige tankegang, hvor man er tilbøjelig til at betragte sociale problemer i en lineær årsag-virkning-sammenhæng, dels organiseringen
9
af den sociale indsats, som oftest er specialiseret i forhold til specifikke
problemer. I publikationen her argumenterer vi imidlertid for en helhedsbetragtning, både på de socialt udsatte og på indsatsen, som i øvrigt
skal være individuelt tilpasset. Vi finder belæg for dette perspektiv i de
refererede publikationer.
I kapitel 5 gennemgår vi en række etiske fordringer og dilemmaer, der
karakteriserer området. Dilemmaerne gør sig ikke specielt gældende i
forhold til udslusning og efterværn, men i forhold til hele indsatsen for
socialt udsatte. At de er taget med i denne publikation er affødt af, at de
er rejst i de anvendte publikationer, og vi finder, at det er væsentligt at
pege på de refleksioner og overvejelser, enhver aktør på området bør
gøre sig. Vi giver ingen svar, men ønsker at medvirke til, at de indsatser,
der ydes i forhold til socialt udsatte, udøves på et reflekteret grundlag.
Vi peger i kapitlet på følgende fordringer og dilemmaer:
•
En opfordring til, at den enkelte aktør, om det er en kommune, en institution eller den enkelte medarbejder, forsøger
at forholde sig eksplicit til sit menneskesyn, og hvilke konsekvenser det har for indsatsen
•
Behovet for at gøre sig klart, om man har en holdning til årsagerne til social udsathed – om det primært skyldes individuelle eller strukturelle forhold, eller om årsagerne er uigennemskuelige, og hvad det betyder for indsatsen
•
I en tid hvor empowerment er et modebegreb, må man forholde sig til, hvad man så gør for socialt udsatte, som ikke
er i stand til at tage ansvar for eget liv. Er empowerment
en del af omsorgen, eller står omsorg og empowerment i et
modsætningsforhold?
•
Hvordan skal man forholde sig til, at forskellige aktører –
kommunale og private afdelinger og enheder – har forskellige dagsordener, som kaster grus i maskineriet i forhold til
en samlet koordineret indsats? Dertil kommer, at de socialt
udsatte selv ikke nødvendigvis har samme dagsorden som
systemet.
•
Hvordan løser man dilemmaet mellem den udsattes ret til
selvbestemmelse og systemets krav til udvikling, hvis den
socialt udsatte ikke ønsker udvikling – eller ikke magter det?
10
•
•
Kan man tillade sig at stille krav til andre menneskers livsstil
og adfærd?
Tilsvarende må man spørge, hvordan man forholder sig til
på den ene side at begå overgreb eller formynderi og på den
anden side at yde omsorgssvigt. Her er det nødvendigt at
finde nogle metoder til at finde den rette balance.
Også mellem fagligheden hos medarbejderne i socialt arbejde på den ene side og brugernes ret til selvbestemmelse
kan der opstå dilemmaer, hvor det er nødvendigt at finde
fagligt kreative løsninger, der samtidig er i overensstemmelse med de udsattes ønsker.
I kapitel 6 drøftes målsætningen med udslusning og efterværn, og det
uddybes mere konkret, hvad der forstås ved en helhedsorienteret indsats. Der præsenteres en model, der indeholder følgende elementer:
Bolig oplevet
som hjem
Meningsfuld
hverdag
Brugerkompetencer
(behov)
Sundhed
Netværk
Orden i
økonomi
Efterfølgende gennemgås en række aspekter ved konkrete udslusningsog efterværnsindsatser. Der er ikke tale om en udtømmende liste over
indsatser, men det vurderes alligevel, at de er nogenlunde dækkende
for de væsentligste tiltag. Kapitlet indeholder en omtale af følgende indsatser:
•
Udredning og handleplan
•
Brobygning
•
Fortsat og/eller genoptaget behandling
11
•
•
•
•
•
•
•
•
Fortsat kontakt til boenhed
Etablering af formelt og uformelt netværk
Væresteder
Sociale mentorer
Bostøtte, støtte- og kontaktpersonordning og andre udgående funktioner
CTI og case-management
Bolig, med og uden støttefunktioner
Beskæftigelse
Kapitel 7 gennemgår nogle barrierer og forudsætninger i det sociale
system, for at der kan ydes en helhedsorienteret udslusningsog efterværnsindsats. Blandt barriererne peges på forskellige opfattelser og
sprog hos såvel de socialt udsatte som i forskellige dele af det sociale
system. Der opfordres til en mere konstruktiv dialog parterne imellem,
så der kan findes hensigtsmæssige løsninger. Det er nødvendigt at finde frem til nogle organisatoriske rammer og strukturer, der i højere grad
er egnede til at fremme koordination og helhedsorientering. En casemanagement funktion samt anvendelse af handleplanen som omdrejningspunkt kan være blandt løsningerne.
Tilsvarende peger kapitel 8 på nogle forudsætninger hos brugerne, der
er afgørende for, at indsatsen bærer frugt. Vi diskuterer begreberne udslusningsparathed, motivation, adfærd og mestring.
Kapitel 9 afrunder kort publikationen med at pege på, at der tilsyneladende er et stigende fokus på behovet for en veltilrettelagt udslusningsog efterværnsindsats, herunder at det er nødvendigt at anlægge
en mere helhedsorienteret tilgang.
12
3. På vej mod en sammenhængende og
gennemtænkt indsats
Som nævnt er det vores indtryk, at området – det vil sige indsatser,
der vedrører alkohol- og stofmisbrugere, hjemløse og socialt udsatte
i bredere forstand – er præget af fragmentering. Det offentlige system
er ikke særligt ”case-management-orienteret” forstået på den måde, at
man tager hånd om en borgers samlede problemkompleks i en vedholdende, langsigtet, koordineret og målrettet indsats. Årsagerne hertil
er sikkert mange. Økonomi, specialisering, sektoropdeling, forskellige
fagligheder, manglende viden og mange andre faktorer spiller ind. Dette
forholder vi os ikke så meget til i denne publikation. Men vi håber alligevel, at en sammenfatning af en del af den høstede viden og erfaring
kan medvirke til at inspirere til en mere sammenhængende indsats hvad
angår udslusning og efterværn.
Vi har umiddelbart tre formål med publikationen:
•
Sammenfatte og sammenkoble holdninger og viden om udslusning og efterværn i en overskuelig form. Som nævnt har
vi det indtryk, at man i undersøgelser oftest har beskæftiget
sig med delelementer af området. Vi ønsker derfor at præsentere holdninger og viden på området i en helhed, idet det
er vores påstand, at en effektiv udslusningsog efterværnsindsats for socialt udsatte forudsætter en sammenhængende og helhedsorienteret indsats.
•
Det andet formål er derfor at skabe et grundlag for en sammenhængende udslusningsog efterværnsindsats. Oprindeligt havde vi en ambition om at kunne gennemføre et forsøg med et innovativt modelprojekt, som Blå Kors Danmark
kunne afprøve i praksis. Dette ville organisationen dog ikke
kunne gøre alene, blandt andet fordi datagrundlaget ville
være for lille, og vi har i undersøgelsesprocessen vurderet,
at der i første omgang ikke så meget er behov for innovation,
fordi der foreligger udmærket dokumentation for velegnede
delelementer. Men der mangler en sammenkobling i en helhedsorienteret indsats. Vi håber derfor, at dette projekt vil in-
13
•
14
spirere aktører til et samarbejde for at iværksætte en sådan
helhedsindsats.
Det tredje formål er – i denne inspiration – at medvirke til
at øge bevidstheden om de dilemmaer, der skal tackles, og
de valg, man uvægerligt må træffe, når man iværksætter en
indsats. Vi præsenterer ikke noget nyt, men sammenkobler
blot nogle af de betragtninger, der er gjort i publikationerne
omkring de konkrete indsatser, der indgår i en helhedsmodel. Det gør vi for at sikre, at valget af indsatser ikke sker i
blinde, men ud fra en bevidst forholden sig til de mennesker,
man laver indsatsen for, og så man bevarer respekten for
dem. Vi håber med andre ord at medvirke til, at indsatsen
bærer præg af ordentlighed og reflekteret etik.
4. Konteksten skaber indholdet –
indholdet skaber konteksten
Begreberne udslusning og efterværn bliver brugt i flæng i skrift og tale,
når det på én eller anden måde handler om at sikre en god overgang fra
én indsatstype til typisk en tilværelse i egen bolig. Imidlertid er det langt
fra entydigt, hvad der forstås ved udslusning og efterværn, og hvad man
skal udsluses fra eller til. Dertil kommer, at begreberne kan tolkes værdiladet, som vi kommer ind på nedenfor.
Konteksten
For det første kan man spørge til, hvilken situation der er tale om. Forskningsprojektet ønsker først og fremmest at sætte fokus på situationer,
hvor en socialt udsat borger har befundet sig en periode på en institution eller en institutionslignende indsats med henblik på at få intensiv
hjælp til at komme ud af misbrug eller få sat gang i at løse sine sociale
problemer, for efterfølgende at skulle klare sig i egen bolig med mere
eller mindre støtte. Som udgangspunkt har borgeren altså opholdt sig i
indsatsen i form af døgnophold, men eksempelvis kan dagophold med
overnatning i eget hjem også indgå, fordi det kan betragtes som såkaldt
funktionel hjemløshed, idet borgeren ikke magter at klare sig selv i egen
bolig. Disse bo- og behandlingstilbud kræver, at borgeren er visiteret
fra kommunen. Imidlertid handler de fleste publikationer om udslusning
efter ophold på pensionat, herberg og forsorgshjem, hvor borgeren selv
kan henvende sig. Disse er også inddraget i projektet, fordi der er en
stor grad af problemsammenfald med disse. Der kan altså være tale om
flere forskellige kontekster, altså udslusning fra og efterværn efter:
•
døgnbehandling for alkoholmisbrug efter sundhedslovens §
141
•
intensiv dagbehandling for alkoholmisbrug efter sundhedslovens § 141
•
ophold på en boenhed i henhold til servicelovens § 107 eller eventuelt § 108, selvom en del beboere i § 108 aldrig vil
kunne komme til at klare sig i egen bolig, f.eks. på grund af
et stort plejebehov
15
•
ophold på pensionat, forsorgshjem eller evt. herberg i henhold til servicelovens § 110
Indgangsvinklen er alkoholmisbrug, som ofte er sammenfaldende med
andre former for misbrug, hjemløshed og psykisk sygdom. Der fokuseres derfor ikke på døgnbehandling for stofmisbrug efter servicelovens §
101, vel vidende at mange misbrugere har et blandingsmisbrug.
Udslusning knytter sig til forberedelsen på at skulle flytte i egen bolig
efter ophold på én af de nævnte typer af enheder og til selve flytningen,
medens efterværn knytter sig til den indsats, der gøres for at kunne mestre at bo hjemme og trives med det. Denne bevægelse kan imidlertid
være en proces, der består af flere trin, eventuelt indeholdende nogle
mellem-boformer, inden borgeren kan flytte i egen bolig.
Betegnelser og tankesæt
Vi har ikke fundet en fælles entydig definition på begreberne udslusning
og efterværn. Tværtimod kan begreberne problematiseres. I en publikation fra Viden- og formidlingscenter for Socialt Udsatte (VFC, 2005,
Social integration) peger man også på, at begreberne ofte bruges som
udtryk for den samme indsats. Der refereres til flere begreber: Udflytning, udslusning, efterværn, efterforsorg, bostøtte. VFC argumenterer
med, at forsorgsbegrebet er knyttet til institutionsbegrebet, som er blevet ophævet i forbindelse med vedtagelsen af serviceloven. I modsætning til den tidligere sociallovgivning, som i højere grad var præget af
et institutionelt tankesæt, hvor borgeren var den mere passive, hvor der
skulle ”sørges for” (forsorg) borgeren, indførte man ved vedtagelsen af
serviceloven i højere grad et tankesæt karakteriseret ved mestring af
eget liv, altså en empowerment-tankegang.
VFC-publikationen præsenterer nedenstående model, der på en overskuelig måde forklarer de forskellige begreber i relation til en § 110-enhed. Bemærk, at tidslinien ikke er sammenfaldende mellem henholdsvis
indflytning-udflytning og udslusning-efterværn-bostøtte, idet efterværn
først finder sted efter udflytning.
16
Indflytning:
•
•
•
•
•
•
•
•
Udslusning:
•
•
•
•
Udflytning:
Dialog/bevidstgørelse af bruger
Afklaring af fremtid
Udredningssamtaler
Orientering om rammer og indblik i tilbud
Udslusning understøttes af pædagogisk
praksis
Handleplan udformes og revideres
løbende
Kommunerne inddrages
Samarbejdsaftaler (relationer mellem
bruger og medarbejder)
Starter i boform
Praktisk støtte
Stærk tilknytning
til boformen
Afklare beboerens
ressourcer
•
•
•
•
•
•
Praktiske forhold
Jævnlig evaluering af handleplan og
samarbejdsaftale
Bruger bliver selvhjulpen – kommuner
tager over
Forløbet er individuelt tilrettelagt og
Brugeren er i centrum
Forebyggende indsats
Efterværn:
•
•
•
•
•
Efter udflytning
De bløde værdier
Vænner sig til egen bolig
Tilknytning til boformen
Afprøve beboerens ressourcer
Bostøtte:
•
•
•
Støtte til at bevare bolig
Svag eller ingen tilknytning til
bo-formen
Fastholde beboerens ressourcer
I publikationen fra VFC introducerer man imidlertid et alternativt samlebegreb, nemlig ”social integration”, og redegør for det grundsyn, der ligger bag begrebet. Social integration defineres som en gradvis metodisk
proces, som sætter opfyldelsen af den hjemløses behov som den centrale forudsætning for en integration i samfundet. Videre skriver man,
at det overordnede formål med social integration i samfundet er, at den
enkelte hjemløse bliver i stand til at opretholde en for ham varig, tilfredsstillende og ligeværdig stilling i samfundet.
VFC lægger op til, at målet for indsatsen er at bidrage til at kvalificere
målgruppen som handlende subjekter inden for visse bestemte praksisfelter og bestemte materielle, sociale og juridiske rammer og vilkår.
Tankesættet karakteriseres ved en helhedstænkning, der retter sig mod
flere sider af tilværelsen: Arbejde, fritid, undervisning, netværk og sundhed. Indsatsen skal rette sig mod netværk, bolig, aktiv hverdag/arbejde
og sundhed.
17
Vi kan på mange måder tilslutte os denne definition og dette grundsyn,
så i bund og grund er det denne opfattelse, der gerne må læses ind i
publikationen. Vi har dog valgt at fastholde en pragmatisk tilgang til begreberne på den måde, at betegnelsen social integration som indsats
kun i mindre grad er slået an i praksis. De fleste publikationer taler fortsat
om udslusning og efterværn, og det samme har de enheder gjort, som vi
har talt med. Vi har spurgt mere ind til anvendelsen af begreber i spørgeskemaundersøgelsen, som behandles i en særskilt publikation. Man
kunne naturligvis argumentere for, at hvis der er behov for at ændre et
tankesæt, skal man netop bruge sproget til dette, idet sproget ud fra en
socialkonstruktivistisk tankegang er med til at skabe virkeligheden. Men
som sagt har vi i stedet valgt primært at bruge begreberne udslusning
og efterværn for bevare koblingen til de publikationer, der refereres til.
Der er fordele og ulemper ved at skelne mellem udslusning og efterværn. En fordel ved at adskille begreberne kan være, at der i praksis
er tale om to adskilte procesforløb med hver sine aktører, omend der er
overlap. Fælles for de to procesforløb er imidlertid, at de tilsammen har
til formål at hjælpe borgeren til at blive integreret i samfundet.
En lille pudsighed er, at i forbindelse med samtaler med Servicestyrelsen er vi blevet belært om, at begrebet efterværn er reserveret til
den indsats, der gøres for at hjælpe børn og unge efter ophold på et
opholdssted, og som sådan ikke kan benyttes som betegnelse på misbrugs- eller hjemløseområdet. Ikke desto mindre benytter såvel Socialministeriet som alle andre aktører på området begrebet efterværn, så
her synes Servicestyrelsens begrebskonsulenter at kæmpe en umulig
kamp, og de har ikke selv præsenteret alternative begreber.
Selv om der i praksis er tale om delvist adskilte processer og aktører,
opfatter vi udslusning og efterværn som snævert sammenhængende,
og processerne kan være svære at adskille. Er en udslusningsbolig en
udslusnings- eller en efterværnsindsats? Afhænger det af, om udslusningsboligen befinder sig på samme matrikel som behandlings- eller
boenheden? I praksis er det for så vidt ikke så vigtigt, men principielt er
det vigtigt at forholde sig til, hvad der er tale om.
18
Forskningsafdelingen opererer i dette forskningsprojekt med følgende
definitioner på begreberne:
Udslusning defineres som en indsats, der tilbydes den enkelte bruger
under opholdet/behandlingen for at forberede og sikre en god overgang
fra ophold/behandling i enheden til typisk egen bolig og for at skabe de
bedst mulige forudsætninger for at blive fastholdt i det opnåede funktionsniveau og fortsætte en positiv udvikling. Udslusning ophører, når
borgeren er veletableret i den nye kontekst. Det opnåede funktionsniveau kan handle om fravær af afhængighed, fysisk-, psykisk- og socialt
funktionsniveau, livskvalitet og selvværd/selvtillid.
Efterværn defineres som en kortere- eller længerevarende indsats, der
iværksættes efter udslusning, og som har til formål at fastholde og forstærke det opnåede funktionsniveau og ressourcer, forebygge tilbagefald og skabe grundlag for en fortsat positiv udvikling. En enheds efterværnsindsats kan være et supplement til indsatser fra andre aktører,
typisk kommunen.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at efterværn ikke er det samme
som efterbehandling. Efterbehandling er en del af en behandlingsenheds kerneydelse og handler isoleret set typisk om at afhjælpe afhængighed.
Vi har valgt at operere med et særskilt element i udslusningsindsatsen,
nemlig brobygning.
Brobygning defineres som etableringen af de kontakter og procedurer,
der finder sted mellem enheden og andre aktører, typisk kommunen, for
at sikre samarbejde og koordinering omkring en god udslusning for en
konkret borger. Brobygning består endvidere af initiativer, der sættes i
værk for at etablere eller genetablere en god relation mellem borgeren
og det formelle netværk, det vil sige sagsbehandler, praktiserende læge
eller andre myndighedspersoner.
Ovenstående definitioner præsenteres for at tilkendegive, hvilken fortolkningsmæssig forståelse vi har anlagt på forhånd. Disse definitioner
19
kan naturligvis ikke antages at være gældende for den indsats, der er
beskrevet i forskellige publikationer om udslusning og efterværn, så i de
følgende kapitler kan der ligge helt andre forståelser i de indsatser, der
præsenteres. Men det er vores opfattelse, at forskellige perspektiver og
tilgange sagtens kan spille sammen og inspirere hinanden gensidigt,
fordi de problemstillinger hos målgrupperne, som indsatserne skal tage
hånd om, er så komplekse, at der er plads til et utal af nuancer, jævnfør
indledningen. Det vigtige er at gøre sig klart, at hver gang man sætter en
indsats i gang, træffer man nogle valg, og ofte er de ubevidste.
Når vi i ovenstående anvender udtrykket ”egen bolig”, tænkes der på
egen selvstændig bolig, f.eks. hus, almen bolig eller værelse. Spørgsmålet er imidlertid, om campingvogn, telt eller bænk også kan betragtes
som bolig. Og er hjemløs det samme som boligløs? Hvad er et hjem?
Dette spørgsmål tages op i afsnittet om bolig side 88. Under alle omstændigheder omhandler udslusningsog efterværnsindsatsen også
personer, der ikke har nogen bolig eller hjem, når de flytter fra boeller
behandlingsenheden.
Social integration og social inklusion
Principielt er det vigtigt at skelne mellem social inklusion og social integration (Kristensen, 2007). Begge begreber kan defineres og afgrænses på mange forskellige måder, jævnfør Kristensen. Men beskrevet
i en forenklet form kan man sige, at social inklusion handler om, hvorvidt omgivelserne ønsker at rumme en bestemt målgruppe og handler i
overensstemmelse hermed. I virkeligheden handler en stor del af denne
publikation om social inklusion: Indretter vi boligmarked, arbejdsmarked, sociale systemer og så videre på en måde, der viser, at vi reelt
ønsker at inkludere socialt udsatte borgere? Er de krav, samfundet stiller, reelt udtryk for et ønske om at komme i møde og rumme hjemløse, misbrugere, psykisk syge og socialt sårbare mennesker? Er et
mål om at normalisere en bestemt gruppe mennesker udtryk for vilje til
social inklusion? Social inklusion handler således i høj grad om at fjerne
barrierer, om at lette adgangen til at blive en del af en sammenhæng.
Social integration har fokus på den enkelte socialt udsatte borger som
et selvstændigt aktivt individ. Social integration indebærer, at den socialt
20
udsatte selv ønsker at blive en del af en sammenhæng – en familie,
et netværk, et system, en arbejdsplads, et lokalsamfund, eller hvordan
man nu afgrænser konteksten. En person kan være inkluderet uden at
være integreret; men en person kan ikke være integreret uden at være
inkluderet. Social integration er altså mere omfattende, idet det både
indebærer at fjerne barrierer og at skabe motivation hos den person, der
skal integreres, og i det system, personen skal integreres i. Kristensen
refererer til teorier, der argumenterer for, at det at høre til er et af de
mest fundamentale menneskelige motiver, så på den måde er såvel social inklusion som social integration en afgørende målsætning i arbejdet
med socialt udsatte.
I den resterende del af publikationen opereres alene med begrebet social integration eller mere operationelt udslusning og efterværn.
21
5. Målgruppen for udslusning og
efterværn
Denne rapporten handler om udslusning og efterværn, så spørgsmålet
om, hvem målgruppen er, er i og for sig nemt at svare på: Målgruppen er de mennesker, der skal udsluses til eget hjem efter ophold på
bo- og behandlingsenheder og hjemløseinstitutioner, og som har behov
for efterfølgende støtte for på sigt at kunne klare sig selv. Hvis der skal
skabes en effektiv udslusningsog efterværnsindsats, er det imidlertid
nødvendigt at kigge lidt mere på, hvad der karakteriserer disse mennesker, og især, hvilket perspektiv man må have på deres problemer.
Én af de ting, der gør det så vanskeligt at beskæftige sig med udsatteområdet, er, at det at være socialt udsat er en overordentlig diffus betegnelse. Allerede betegnelsen ”udsat” er problematisk: Hvem definerer,
hvad det indebærer at være socialt udsat? Er det borgeren selv, er det
de andre ”normale” borgere, eller er det systemet? Man kan sagtens
forestille sig to mennesker med de samme problemer målt på objektive karakteristika, hvor den ene vil betragte sig som socialt udsat, den
anden ikke. Så der er også et subjektivt eller individuelt element i betegnelsen. Rådet for Socialt Udsatte er ifølge deres hjemmeside talerør
for hjemløse, narkomaner, prostituerede, sindslidende, alkoholikere og
andre socialt udsatte. Allerede denne afgrænsning afspejler, at der er
tale om en meget bred gruppe af mennesker. Ikke alle fra disse grupper
vil betegne sig selv som socialt udsat. Eksempelvis findes der prostituerede med store indtægter, der selv har valgt deres erhverv, og der
findes alkoholikere i høje stillinger, som aldrig bliver ”opdaget”.
Som nævnt i indledningen er mange socialt udsatte karakteriseret ved
at besidde et helt kompleks af problemer. For at fortsætte listen fra indledningen: Hjemløse, der har benyttet forsorgshjem, har vanskeligere
ved at komme i beskæftigelse, hvis de også har et alkoholproblem, eller
hvis de er på dagpenge/kontanthjælp. Omkring 80% af hjemløse med
alkoholproblemer, som har været på forsorgshjem, har været dømt for
kriminalitet (Geerdsen, 2005). Og sådan kan man fortsætte eksemplerne på, at problemstillingerne overlapper på kryds og tværs.
22
Ofte er kompleksiteten lang større end disse forholdsvis objektivt konstaterbare problemer er udtryk for: Der kan være tale om manglende
socialt netværk eller netværk, hvor hele samværet handler om misbrug
eller kriminalitet, manglende kontakt til familie, ringe selvværd, ringe opvækstvilkår, hvor man ikke har fået omsorg og kærlighed, og hvor man
ikke er blevet bibragt almen viden om adfærd og normer og så videre.
Målgruppen er heller ikke statisk, den ændrer sig. Eksempelvis har man
ved undersøgelser omkring boformer for hjemløse kunnet konstatere,
at der er kommet nye typer af brugere til, som man ikke har set i disse
boformer tidligere (VFC, 2005, Social integration), eksempelvis:
•
sindslidende stofmisbrugere med adfærdsproblemer
•
unge med en lang række institutionstilbud bag sig
•
flygtninge/indvandrere
I en publikation fra SFI er der en udmærket illustration, der viser, at
målgruppen ikke er homogen. Målgruppen er meget forskelligartet, men
samtidig er der en høj grad af overlap mellem forskellige problemstillinger (Fabricius, 2005). Illustrationen er gengivet nedenfor:
hjemløse
misbrugere
kriminelle
sindslidende
23
Et forsøg på en afgrænsning af målgruppen kan således være, at de
socialt udsatte, der er målgruppe for udslusningsog efterværnsaktiviteter, typisk:
•
har flere sociale problemstillinger (hjemløshed, misbrug,
sindslidelser/adfærdsforstyrrelser, kriminalitet, manglende
netværk med mere)
•
langt hen ad vejen har mistet evnen til at tage ansvar for
deres eget liv og til at finde vej ud af de livsvilkår, de er i
•
har brug for hjælp til at bryde en nedadgående social deroute
og komme ind i en positiv udvikling mod et liv, de ønsker
På den måde defineres målgruppen mere ved deres behov for hjælp
end ved entydige karakteristika hos dem selv, og det synes at være en
farbar vej fremfor at uddifferentiere gruppen i undergrupper, fordi derved
mister man måske netop pointen i, hvordan indsatsen skal ydes, jævnfør nedenfor.
Når Socialministeriet har skullet afgrænse hjemløse ud fra undersøgelser, har de heller ikke gjort det ved de traditionelle kategoriseringer som
misbrug, kriminalitet, psykisk sygdom med videre. De har fundet nogle
tværgående karakteristika, som på anden vis kan være handlingsvejledende, når målgruppen skal hjælpes ud af situationen som socialt udsat. Personkredsen hjemløse kan ifølge Socialministeriet karakteriseres
ved følgende (Socialministeriet, 1993):
•
at være isoleret i forhold til samfundet
•
at have manglende erkendelse af problemer og afvise tilbud
•
at have en stærkt afvigende adfærd
•
at blive undgået af omgivelserne
Dette viser vel bare, at målgruppen kan karakteriseres på mange forskellige måder og ud fra forskellige perspektiver, afhængigt af hvad afgrænsningen skal bruges til. Skal den for eksempel bruges til at fjerne
årsager eller skal den bruges til at finde løsninger på eksisterende problemer?
Den ”brogede” målgruppe er med til at rejse det spørgsmål, vi allerede
har berørt i indledningen: Hvor hensigtsmæssigt er det at opdele lov-
24
givning og indsatser i differentierede grupper af socialt udsatte? Hvor
meget sammenhængende viden giver det, når undersøgelser ofte kun
forholder sig til en delmængde af målgruppen eller af deres problemer?
Som Fabricius et al siger, retter sociale indsatser sig specifikt mod hver
af disse grupper, men personer krydser til stadighed grænser og omdefineres i overensstemmelse hermed. De peger videre på det forhold,
at opdelingen i undergrupper udgør det organiserende princip for det
sociale arbejde. Man kan sige, at hjælpesystemet differentieres ud fra
målgrupper, eller at hjælpesystemets funktionelle differentiering har
målgruppebestemmelse som sit omdrejningspunkt. (Fabricius, 2005)
Når komplekse problemer ofte fragmenteres eller uddifferentieres, er
det et forsøg på at reducere kompleksiteten for at gøre det nemmere
at afgrænse og målrette en indsats: ”Vi må have dem, der drikker, adskilt fra dem, der prøver at holde op.” Problemet er bare, hvis indsatsen derved bliver mindre effektiv, fordi problemstillingerne hos borgeren
rent faktisk hænger sammen, og ét problem kan ikke løses, uden at
andre problemer også løses samtidigt, fordi problemerne er hinandens
årsager. I så fald må udfordringen blive at skrue hjælpesystemerne
sammen, så de rent faktisk er i stand til at løse flere problemer samtidigt, også selv om det er svært. I virkeligheden er tilbøjeligheden til
uddifferentiering meget mere grundfæstet end som så. Det er nemlig
et kendetegn i den vestlige verdens tænkning, at vi tænker lineært, i
årsag-virkning-sammenhænge. Det ses for eksempel i vores forståelse
af videnskabelig bevisførelse, som i øvrigt er tydelig i den standende
diskussion om evidens, hvor vi ønsker at isolere effekten af én faktor,
medens vi ønsker at holde alle andre faktorer lige. Men hvad nu, hvis alt
andet netop ikke er lige? Hvis misbrug, selvværdsproblemer, hjemløshed og andre faktorer er hinandens årsager, uden at man kan vide, hvad
der er årsag til hvad? Vi er vokset op i en rationel kultur, hvor problemer
kan løses. Det kan være én af grundene til, at udsatteområdet aldrig har
haft nogen høj status og politisk bevågenhed: Det er for besværligt, for
komplekst, det kræver tværfaglighed i et overordentligt bøvlet omfang.
Og det er til dels tabuiseret: Vi skulle da nødigt gribe så meget ind over
for alkohol, at almindelige borgere ikke kan nyde deres glas rødvin, eller
to, eller… Og fattigdom har vi da heller ikke i vores samfund, ikke i vores
velfærdssamfund.
25
Indimellem har der været behjertede forsøg på at skabe større faglig og
politisk interesse omkring social udsathed, for eksempel ved at indføre
begrebet ”socialt handicap”. Som SFI skriver, forsøgte man med begrebet ”socialt handicappede” at skabe en platform at agere fra i forvaltningsstrukturen, for bevillingsmæssigt var handicappede jo den mest
forkælede klientgruppe af alle, og det håbede man kunne smitte af på
udsatteområdet (Fabricius, 2005). Det lykkedes imidlertid ikke rigtigt.
Tilbage står, at vi argumenterer for, at man i videst mulig udstrækning
skal anlægge en helhedsbetragtning på de mennesker, der er socialt
udsatte, og dermed også på løsningerne. Da problemkomplekset imidlertid er vidt forskelligt fra person til person, indebærer det så også,
at der skal skabes sammenhængende helhedsløsninger, der sammensættes ud fra den enkeltes behov. Dette er en gennemgående tænkning
i rapporten. Hvorvidt indsatserne over for den enkelte så sættes ind successivt eller samtidigt afhænger af en konkret vurdering.
26
6. Indsatsen for socialt udsatte er
fyldt med dilemmaer
I indledningen har vi været inde på, at i samme øjeblik man begiver sig
ind på området ”socialt udsatte”, ja bare benævner det, har man givet
afkald på sin værdineutralitet. For så forholder man sig til de mennesker,
det handler om – hvem de er, hvordan man ser på dem, hvad deres eget
og samfundets ansvar er, og så videre. Vores vigtigste pointe er: Det
skal man bare være klar over: At man tager stilling, at man udstiller sit
menneskesyn, at man begiver sig ind i nogle andre menneskers livsverden1, og at der bag de valg, man træffer, og de tilgange, man vælger,
ligger nogle værdier. Formålet med at fremhæve den pointe er ikke, at
man så skal tøve med at handle, men at man skal gøre det i ydmyghed
og respekt, og at man måske giver sig til at reflektere lidt mere over,
hvad man gør, og hvorfor man gør det.
I dette kapitel vil vi pege på nogle af de dilemmaer, man begiver sig ind
i, når man beskæftiger sig med socialt udsatte. Vi vil trække på citater
fra en række af de publikationer, vi er stødt på i projektet, som afspejler
eller giver udtryk for disse dilemmaer. En del af temaerne er overlappende, men giver alligevel hver sin vinkel. Kapitlet relaterer sig således ikke
specielt i forhold til udslusning og efterværn. Det kunne være skrevet
til alle former for indsats over for socialt udsatte, men det er taget med
i publikationen, dels fordi det under alle omstændigheder er relevante
temaer, uanset hvilken indsats der er tale om, dels fordi temaerne er
berørt i de publikationer, der ligger til grund for denne.
Enhver indsats har udgangspunkt i et menneskesyn
Det bliver jævnligt nævnt, at enhver indsats bygger på nogle værdier og
på et menneskesyn. Denne påstand fremsættes ofte ”ud i den blå luft”,
1
Begrebet livsverden kan forstås som det, der vedrører den enkelte borgers autonome
liv, og kan perspektiveres af den tyske filosof Jürgen Habermas’ teori om systemverdenen, der
enkelt sagt omhandler den markedsøkonomiske og politiske verden, og livsverdenen, der består
af kultur, samfund og personlighed, og som skabes i form af henholdsvis mening, solidaritet og
identitet. Habermas taler om, at systemverdenen efterhånden har bevæget sig ind i livsverdenen.
Habermas’ teori fremgår af hans publikation Legitimationsprobleme der Spätkapitalismus (1973)
27
altså uden at definere, hvori menneskesynet så består, og hvordan det
påvirker indsatsen. Det er sådan en slags indforstået sandhed: ”Det er
vi da enige om, så det behøver vi ikke at tale mere om”. Vi er da heller
ikke uenige, og der kan skrives flere bøger om de filosofiske og religiøse
tankesæt, der ligger bag forskellige menneskesyn, og konsekvenserne
heraf. Men vi vil gerne hellige et afsnit til at gøre opmærksom på, at det
nok kan være en god ide i højere grad at forsøge at definere ens menneskesyn og at gøre sig klart, hvilke konsekvenser det har. Det kan gøre
vores egen indsats mere konsistent, og det giver mulighed for, at forskellige aktører kan afklare, om de rent faktisk arbejder i samme retning
eller om indsatserne i virkeligheden går i forskellig retning.
Videns og Formidlingscenter for Socialt Udsatte (VFC, 2005, Social integration) henviser eksempelvis i deres publikation om social integration
til et menneskesyn, som det er formuleret af Per Revstedt (Revstedt,
1995):
”Mennesket er et socialt væsen, som udvikler sig i samspil med
andre. Menneskets mulighed for at forandre sin egen situation ligger i samspillet mellem det omgivende samfunds rammer og muligheder og det enkelte menneskes personlige, sociale og faglige
kompetencer.
Alle mennesker har evner og forståelse, som de kan trække på i
forhold til de problemer, som de står overfor. Mennesket stræber
altid mod det mål at skabe et meningsfuldt liv. Dette indebærer, at
motivationen kommer indefra, og at mennesket vil sit eget bedste
og vælger de bedste løsninger ud fra de muligheder, mennesket
har og kan se på det givne tidspunkt.
Mennesket forsøger at få det bedste ud af situationen. I bestræbelserne på dette er mennesket konstruktivt, målrettet, socialt og
aktivt.
Mennesket stræber efter at skabe livsbekræftende løsninger på
sine problemer. Mennesket får sine egne behov tilfredsstillet på en
realistisk og kreativ måde ud fra de givne omstændigheder.”
En nærmere analyse af et sådant menneskesyn vil vise, at hvis man
tager konsekvenserne af det, har det stor betydning for indsatsen. Det
28
nævnte menneskesyn tager for eksempel udgangspunkt i, at alle mennesker har nogle ressourcer, som man kan trække på. Dem må vi så
finde. Alle stræber mod et meningsfuldt liv, og alle mennesker vælger
de løsninger, de finder bedst ud fra deres perspektiv og forudsætninger.
Altså er det muligt at udfordre mennesker på deres forestillinger om meningsfuldhed og at ændre på det grundlag, de træffer deres valg ud fra,
for eksempel ved at give dem mere viden. Alle mennesker er sociale,
altså er det en slags sygdomstegn, hvis de slet ikke er det, og det må vi
så hjælpe dem med. Og sådan kan man fortsætte med at forholde sig
til, hvad menneskesynet indebærer.
VFC giver selv udtryk for, at det grundlæggende menneskesyn har afgørende betydning i arbejdet med hjemløse, fordi menneskesynet påvirker medarbejdernes generelle indstilling og dermed deres mulighed for
at bidrage til en forandringsproces. Dette forudsætter imidlertid, at alle
medarbejdere deler nogenlunde det samme menneskesyn, og at dette
i øvrigt er i overensstemmelse med det menneskesyn, som politikerne
og forvaltningen i den pågældende kommune har. Og hvor ofte er det
ligefrem gjort explicit? Et eksempel på konsekvenserne af forskellige
menneskesyn ses i afsnittet om bolig side 88, hvor ét syn er, at der skal
stilles betingelser til en borger for at opnå egen bolig, medens et andet
syn plæderer for, at bolig er en ret, der skal opfyldes som udgangspunkt.
Hvis en medarbejder har et andet menneskesyn end det vedtagne – er
han eller hun så grundlæggende i stand til at arbejde ud fra et andet
menneskesyn end sit eget? Sådanne ”store spørgsmål” kan vi slet ikke
afklare her, de skal blot være med til at fremme refleksionen over, hvilket
grundlag man arbejder på og konsekvenserne heraf.
At det ikke kun er på det teoretiske plan, men også hos frontmedarbejderne selv, man forholder sig til menneskesynet, ser vi et eksempel på i
en undersøgelse blandt gadesygeplejersker (Siiger, 2004):
”I vores arbejde kommer vi meget tæt på brugerne, og det er vigtigt
at kunne se lige igennem dem, hvis man vil hjælpe de her mennesker. Se ind i de problemer, de har. Man skal kunne se ind i kernen
af den person, man står over for. Når man gør det, når man tager
de fordomsfrie briller på – som mange jo desværre ikke gør! – så
29
ser man nogle syge mennesker, men man ser også nogle meget
søde og dejlige, rare og venlige og finurlige mennesker. Og man
ser også intelligente mennesker. Relationen med brugerne bliver
også en gang imellem en smule venskabelig. Og der tror jeg virkelig, man kan rykke med brugerne. De har mødt så meget institutionspersonale gennem deres liv, hvor det ikke sker. Men hvis
de møder personale, hvor der bliver skabt en lille smule, sådan
venskabelig, ligeværdig relation, det kan være med til at give dem
en god følelse. De får det godt med det, når man anerkender det
andet menneske, og hvis man ser det andet menneske som en ligeværdig person. Selv om jeg alligevel er den, der skal hjælpe med
noget, ikke?” (s. 127)
Sådan en udtalelse siger en masse både om menneskesyn og om, hvilke konsekvenser det har for arbejdet. Men den kan også være med til
at rejse spørgsmålet: Kan systemer have et menneskesyn? Eller er det
kun det enkelte menneske, der reelt kan have et menneskesyn og agere
ud fra det, fordi det forudsætter passion, evnen til engagere sig og føle
noget for et andet menneske. Ifølge Siigers undersøgelse fremstiller gadesygeplejerskerne det etablerede system som et, der ikke er gearet
til at rumme folk, der ikke følger systemets spilleregler. De fortæller, at
brugerne på grund af en række dårlige erfaringer efterhånden har mistet
troen på, at systemet kan eller vil hjælpe dem. Derfor opfatter gadesygeplejerskerne det som en stor del af deres arbejde at få brugerne til at
tro på dem, have tillid til dem.
Netop det at møde brugerne på deres præmisser opfattes som en modsætning til det etablerede system, hvor brugerne må passe ind i systemet, og ikke omvendt: At systemet tilpasser sig den enkelte borger
eller bruger. Ifølge Siiger fremgår det tydeligt i gadesygeplejerskernes
selvfremstilling, at de forsøger på at skabe en ny afstigmatiserende og
normaliserende fortælling om brugerne. Med disse fortællinger skaber
sygeplejerskerne et positivt modbillede til gængse forestillinger og myter om, at narkomaner er sølle og elendige skvat. Det tillidsforhold, som
sygeplejerskerne forsøger at etablere til brugerne, skulle gerne føre til,
at de kan være medskabere af en bedre fremtidsfortælling for brugerne
end den, brugerne selv er i gang med at praktisere (Siiger, 2004).
30
Der er ingen tvivl om, at sociallovgivning i én eller anden udstrækning
hviler på et menneskesyn, men når det kommer til forvaltningen og implementeringen af lovgivningen – hvor meget bevidsthed er der så om
menneskesynet? I hvilken udstrækning har kommunalpolitikere og forvaltninger forholdt sig til menneskesyn? Det samme gælder for så vidt
fagområderne. Har man et sygdomssyn og dermed et mekanisk syn på
for eksempel misbrug, så skal vi jo bare have ”det repareret”, så kan vi
godt uddifferentiere og løse hvert problem for sig. Vanskeligere bliver
det, hvis vi har et mere holistisk syn på problemerne.
Et citat som at ”….også brugere med et massivt misbrug kan få gavn
af en bolig, hvis de vel at mærke får lov til at opbygge sig en tilværelse,
uden at der først og fremmest fokuseres på deres misbrug” (Fabricius,
2005) viser, at uddifferentiering af problemstillinger frem for et helhedssyn på de socialt udsatte og deres problemer kan være med til at fastholde dem i deres udsatteidentitet og hindre, at de kommer ud af den.
På den måde er selve betegnelsen ”socialt udsat” stadig et problem –
der er i virkeligheden bare tale om mennesker.
På baggrund af ovenstående må der opfordres til, at de aktører, der
yder en indsats for socialt udsatte, herunder udslusning og efterværn,
forsøger at afklare og definere det menneskesyn og de værdier, indsatsen bygger på, samt overvejer, hvordan det forholder sig til de indsatser,
som man eventuelt kobler sig på fra andre aktørers side.
Årsager til social udsathed – ”the black
box”
Diskussionen af årsager til social udsathed hænger blandt andet sammen med menneskesynet: Er det de udsattes egen skyld, kunne de
have truffet andre valg i livet, eller er det samfundets skyld? Skal samfundet hjælpe, uanset hvor skylden ligger? Derved bliver det et politisk
spørgsmål.
Flere publikationer peger på, at der er to grupper af årsager til hjemløshed: Overordnede strukturelle årsager og individuelle årsager. De to
grupper hænger sammen, men det vides ikke hvordan. (Københavns
Kommune, 2011). Hjemløshed er jo imidlertid kun én vinkel på socialt
31
udsatte – hvad er årsagen til kriminalitet, til alkoholmisbrug, til psykisk
sygdom og så videre? Det er nok ikke helt ved siden af at antage, at
de samme to grupper af årsager også gælder andre grupperinger af
socialt udsatte end hjemløse. Når der derfor i det følgende refereres til
hjemløse, tænker vi, at det langt hen ad vejen kan overføres til socialt
udsatte generelt.
I forhold til en opdeling i strukturelle og individuelle årsager kan man
formodentlig dele årsagsforklaringer yderligere op. Eksempelvis kunne
det være nærliggende at dele de individuelle årsager op i årsager, der
alene skyldes individets egne valg og dispositioner, og årsager, der kan
henføres til de opvækstvilkår og livsomstændigheder, der har gjort sig
gældende for det pågældende individ. Som man siger i Københavns
Kommunes hjemløsestrategi: Årsagerne hænger sammen, men det vides ikke hvordan. De er nemlig vævet ind i hinanden i et uigennemskueligt mønster: Dårlige opvækstvilkår har ført til nogle individuelle valg,
der har bragt personen på kant med systemet, som har svært ved at
hjælpe på grund af nogle bestemte strukturer – en kædereaktion, en
årsagsvirkningssammenhæng, som man ikke ved, hvor begynder og
ender. Svärd nævner, at ”Hjemløshed kan anses for et strukturelt betinget fænomen, men er også betinget af den hjemløses egne handlinger”
(Svärd, 1998). En væsentlig pointe her kan være, at social udsathed
ikke er noget statisk. Svärd formulerer det på følgende måde: ”Det er
derfor rimeligt at se hjemløsheden som en proces, hvor strukturelle forandringer og myndighedsbeslutninger i samvirken med den hjemløses
egne handlinger giver kæde- eller dominoeffekter, hvilket til slut kan
lede til hjemløshed”.
Eller som han formulerer det: ”Ofte anvendes kategoriseringer som
hjemløse alkoholmisbrugere, hjemløse psykisk syge og hjemløse unge
som årsagsforklaringer til hjemløshed. Men måske er det fattigdom, der
ligger bag både hjemløshed og misbrug. Det kan også være, at hjemløsheden har skabt misbruget, eller at hjemløshed og misbrug betinger
hinanden i en interaktiv proces. Årsagssammenhængen kan være så
kompliceret, at det er svært at finde årsagen….Hjemløshed kan være
forårsaget af misbrug, som var forårsaget af arbejdsløshed, som var
forårsaget af skilsmisse, som var forårsaget af vold, som var forårsaget
32
af en svær barndom osv. Hvad er så årsagen til hjemløshed?” (Svärd,
1998). Amerikanske forskere har ifølge Svärd advaret mod at bruge kategoriseringer som årsagsforklaringer. Endnu en gang er pointen, at det
ikke giver mening at uddifferentiere problemstillinger eller målgrupper
for at finde løsninger, de skal betragtes som sammenhænge og i en
helhed.
Svärd beskæftiger sig dybere med den problematik, at hjemløshed både
kan have strukturelle og individuelle årsager. Han skriver blandt andet,
at ”det er yderst kompliceret at klarlægge, præcis hvilke strukturelle forhold der forårsager hjemløshed. Det har at gøre med, at et komplekst
system af sociale, kulturelle og økonomiske variable efter alt at dømme
ligger bagved….Det er svært at finde enkle og entydige forbindelser
mellem individuelle livsforløb og samfundsudviklingen eller mellem variationer i hjemløshed og forskellige strukturelle udviklingsforløb.”
Han peger dog på én væsentlig strukturel faktor, som er gennemgående, nemlig økonomisk formåen: ”Der går en rød tråd gennem alle
former for hjemløse, der handler om fattigdom…. Arbejdsløshed og fattigdom øger risikoen for hjemløshed betragteligt. …….studier af hjemløshedsmønster viser, at en gruppe vandrer mellem boligmarkedet og
hjemløshed. Der er sandsynligvis tale om mennesker, som befinder sig
nær fattigdomsgrænsen og ligger lige over eksistensminimum. Denne
gruppe er ekstremt følsom for selv meget små forandringer på arbejdsmarkedet, i samfundsøkonomien, på boligmarkedet og i socialpolitikken.
De tåler ikke selv små økonomiske forandringer, som de fleste klarer,
eftersom de ikke har nogen økonomiske marginaler eller muligheder for
at få støtte fra omgivelserne. ….det er strukturelle forhold, som skaber
denne gruppe, fra hvilke de fleste hjemløse rekrutteres“ (Svärd, 1998).
At det imidlertid ikke er helt ligegyldigt at forsøge at kortlægge årsagvirkning-sammenhænge og at få et nærmere indblik i, om der er et bestemt mønster i en social deroute, illustreres af, at Svärd peger på, at
prioritering af indsatsen er forskellig, afhængigt af om hjemløsheden er
forbigående, eller om det er blevet ”kronisk”. Svärd peger på, at mange
mister bolig i kortere tid, men vender tilbage til boligmarkedet. Men nogle
er hjemløse i årevis. At miste sin bopæl er på mange måder en ekstrem
33
situation og har i mange tilfælde komplicerede årsager. For mennesker,
der er hjemløse i månedsvis eller årevis, er årsagen til, at de ikke kan
få en bolig, kompleks. Der findes komplicerede barrierer på boligmarkedet og i socialpolitikken, som hindrer de hjemløse i at vende tilbage til
boligmarkedet. Svärd beskæftiger sig med svenske forhold, men der er
utvivlsomt tilsvarende strukturelle problemstillinger i Danmark.
Høje Taastrup Kommune har på et tidspunkt forsøgt at illustrere en såkaldt misbrugstrappe, som viser en sandsynlig årsag-virkning-sammenhæng for alkoholmisbrugere (Høje Taastrup Kommune, 2008).
Spritkørsel med efterfølgende
dom og evt. fængselsophold
Kørekort
Job
Familierelationer
Hyppige lægebesøg bliver
en del af hverdagen
(ikke de nærmeste)
Venner
Første tur på psykiatrisk
skadestue
God økonomi
Typisk
forsørgelsesgrundlag: løn/
dagpenge/ sygedagpenge
Nyt job
Ægteskab/
samlever
Børn (manglende
kontakt)
Får evt. en voldsdom og
efterfølgende fængselsstraf
Bolig
Evt. tvangsfjernelse af børn
Typisk
forsørgelsesgrundlag:
kontanthjælp
Periodisk frihed
(fængsel,
fodlænke)
Evne til at betale
regninger
Borger kommer i Ribers
Økonomisk frihed
Sættes under administration
Medicintilskud, hyppige
hospitalsindlæggelser er fast
del af hverdagen
Bolig
Evne til at
anskaffe bolig
Typisk
forsørgelsesgrundlag:
førtidspension
34
Herberg, døgnophold el. lign.
Helbred
Førlighed
Det må understreges, at en sådan sammenhæng ikke er dokumenteret
og må betragtes som en meget høj grad af generalisering, der utvivlsomt hænger sammen med vores tidligere omtalte tilbøjelighed til at
tænke lineært – og hvor ville det dog være meget mere enkelt at løse
problemerne, hvis der var en sådan enkel sammenhæng. Virkeligheden
tyder dog på at være meget mere kompleks.
Hvad er så pointen i dette afsnit? For det første, at politikere og fagfolk
kan vælge at lade spørgsmålet om, hvorvidt årsagerne til socialt udsathed ligger hos individet eller skyldes strukturelle forhold, få indflydelse
på den politik, man vil føre. Det kan have betydning for, hvilket ansvar
det offentlige vil påtage sig, hvor langt man vil gå i at støtte de udsatte,
og hvilke krav man vil stille til de udsatte selv.
For det andet har det betydning for, om indsatsen skal tilbydes ”i en bestemt rækkefølge”, eller om der skal stilles betingelser til de socialt udsatte. Senere kommer vi ind på ”housing first” -princippet, at det at have
en bolig er en forudsætning for de øvrige indsatser. Og under Foghregeringen har det tilsyneladende været et mantra, at hvis bare vi kan få
folk i beskæftigelse, så løser de andre problemer sig.
For det tredje er pointen, at der er både individuelle og strukturelle årsager til social udsathed, og det er umuligt at kortlægge årsagsmønstret
for det enkelte individ. Derfor er der ingen grund til at beskæftige sig
med årsager, medmindre det bidrager til at finde løsninger. I stedet må
alle aktører have fokus på løsninger og tage et medansvar for at hjælpe
den enkelte ud af situationen som socialt udsat, også de udsatte selv i
takt med, at de har ressourcer til det.
Kan omsorg og empowerment forenes?
Det menneskesyn, der blev refereret i afsnittet om værdier og menneskesyn, forudsætter, at alle mennesker stræber efter et meningsfuldt liv,
og at ethvert menneske vil sit eget bedste. Og det antager, at mennesket er konstruktivt, målrettet, socialt og aktivt. Man fornemmer en udviklingsorienteret tilgang. Spørgsmålet er bare, om det holder. Gælder
det alle mennesker eller kun dem, der i forvejen er i stand til at mestre
deres eget liv? Hvad nu, hvis nogle mennesker tilsyneladende ikke føl-
35
ger disse antagelser. Er det så, fordi de mangler erkendelse af deres
egne behov og blot skal oplyses, eller fordi de er syge eller fejlfungerende? I hvert tilfælde er der nogle åbenbare dilemmaer.
Undersøgelser har vist, at ikke alle socialt udsatte har et ønske om at
klare sig selv. Måske fordi de har opgivet. Måske fordi det faktisk er rigtigt, at de ikke kan. Som det fremgår af et meget sigende citat: ”hvis vi
kunne tage ansvar, så var vi jo ikke narkomaner”, hvorved Vestergaard
synliggør det dilemma, at tankegangen i eksisterende sociallovgivning
involverer/forudsætter brugerinddragelse, men samtidig skal disse borgere netop hjælpes, fordi de ikke magter selv at tage ansvar (Vestergård,
2007). Det forhold, at en socialt udsat ikke kan, er ikke det samme, som
at han eller hun ikke har ønsker og drømme. Videns- og Formidlingscentret for Socialt Udsatte fastholder, at bolig, netværk, sundhed og aktiv hverdag/arbejdsliv er basale behov, som alle hjemløse – uanset om
de kommer til at bo på en hjemløseinstitution – ønsker at få opfyldt på
forskellige måder og i varieret omfang. (VFC, 2005, Social integration)
Empowerment er blevet ét af de nye ”danske” modebegreber i den sociale sektor. Ifølge Wikipedia betyder empowerment ”at sætte folk til at
handle selv”. Empowerment kan defineres som at opnå kontrol over
eget liv. Det vil sige at opnå kontrol over de kritiske og afgørende faktorer, der holder mennesker fast i undertrykkelse eller afmagt, hvor de
ikke har kontrollen. Alle mennesker har behov for at skabe sig et godt
liv, og det gode livs fundament er at opleve en sammenhæng i tilværelsen, således at den opleves som begribelig, håndterbar og meningsfuld.
Empowerment betyder magt, kraft og styrke, hvor vækst i erkendelse,
indsigt og selvforståelse går hånd i hånd med en kraftfuld handlen. Empowerment er både en proces og et mål i sig selv.
Empowerment ligger tæt op ad begrebet mestring, og mestring handler
om rigtig mange ting. ”De hjemløses mestring af eget liv er derfor et
centralt begreb. Mestring er et omfattende begreb, som rækker fra at
beherske færdigheder som at cykle eller vaske tøj til at kunne mestre
følelser og relationer til andre…..En påvirkning (red: fra hjemløseboformen), som medfører, at den hjemløse kan blive i stand til at få opfyldt
sine behov ud fra de givne muligheder – og altså kan mestre sit eget liv”
(VFC, 2005, Social integration)
36
Der er flere dilemmaer og udfordringer forbundet med, at lovgivningen
og ”tidsånden” lægger op til en empowerment-tankegang og til brugerinddragelse. For det første, at det offentlige system ikke selv er gearet
til at udøve denne tankegang i praksis. Vestergård peger på, at reel
brugerinddragelse forudsætter holdninger hos sagsbehandlere, velegnede metoder, prioritering fra ledelsesside, tilstrækkelig retlig regulering, samt at bruger rent faktisk kan leve op til det. For det andet, at det
kan godt være, at ethvert menneske stræber efter at få det bedste ud af
situationen og efter at skabe livsbekræftende løsninger, men spørgsmålet er bare, om opfattelsen af, hvad der er et godt liv, er så entydigt, som
vi måske forestiller os. Som Vestergård skriver: „Den slags inddragelse
og indflydelse, som brugerne oplever som fordelagtig, vigtig og ”god”
for at blive hørt og taget alvorlig, er ofte ikke den slags, som tiltænkes i
empowermentparadigmet“ (Vestergård, 2007).
For det tredje er det muligt, at selv om nogle socialt udsatte rent faktisk
gerne ville følge empowerment-tilgangen, opnå et ”normalt” godt liv og
have masser af brugerindflydelse, at de så rent faktisk ikke er i stand til
det. Bjerge skriver således at fuld empowerment kræver nogle kompetencer, som mange brugere ikke ønsker eller besidder (Bjerge, 2007):
”Der er nogle, der kun kan finde ud af at bo på et herberg” (Fabricius,
2005).
Skal man så holde fast i krav om brugerinddragelse og empowerment
for enhver pris, eller er det i orden ”bare” at fokusere på at give omsorg?
Dette tema er i virkeligheden et gennemgående element i flere af nedenstående diskussioner, blandt andet diskussionen af dilemmaet mellem
brugerens autonomi, selvstændighed, og systemets krav om udvikling.
Kravet om brugerinddragelse og empowerment er måske en måde at
sætte brugeren i centrum. Brugerinddragelse lægger op til, at brugeren
har mulighed for at træffe nogle valg, men hvad så, hvis systemet ikke
kan lide valgene? (Vestergård, 2007)
Dilemmaet understreger behovet for at gøre sig sit menneskesyn klart
og at forholde sig til konsekvenserne. Hvis ens menneskesyn eksempelvis bygger på den antagelse, at mennesket er konstruktivt, målrettet,
socialt og aktivt – hvordan vil man så forholde sig til, at nogle socialt
udsatte kun ønsker omsorg og ikke ønsker eller måske ikke er i stand til
37
at tage ansvar for eget liv? Eller ikke ønsker at blive inddraget? Og at,
hvis de ønsker inddragelse, så ønsker at træffe nogle andre valg end
systemet er gearet til?
For at gøre forvirringen fuldstændig kan man så spørge, om der nødvendigvis er et dilemma. Overfor har vi implicit beskrevet omsorg som
en situation, hvor der ikke stilles krav, og hvor borgeren får lov til passivt
at modtage hjælp. Men hvad er omsorg egentlig? VFC refererer i deres
publikation om SKP (VFC, 2006) til Steen Lykke, der deler omsorgsarbejde op i to hovedprincipper:
Det moderlige princip – symboliserer en base og en beskyttelse; centralt
står kontinuitet, trofasthed og fraværet af krav.
Det faderlige princip – symboliserer et puf ud i verden; centralt står tilbud om aktivitet og et krav om at udvikle sig, lære sig ting, blive kraftfuld,
kunne påvirke og blive livsduelig.
VFC refererer også Ehrenreich, for hvem omsorgsindsatsen har til formål at øge udsatte misbrugeres velfærd. Ifølge Ehrenreich kan omsorgen opdeles i:
•
Fysisk omsorg, der søger at tilfredsstille behov for mad, husly og andre håndgribelige ting
•
Relationel omsorg, der søger at tilfredsstille behov for fællesskab, varme, venlighed m.v.
•
Rum til at være, der søger at tilfredsstille behov for udvikling,
forandring og brugernes forsoning med sig selv
Begge opfattelser af omsorg indebærer elementer af udvikling og rummer dermed empowerment-tankegangen. Ifølge VFC er konsekvensen,
at uden udviklingsdimensionen vil omsorgen miste perspektiv, og SKPmedarbejderen risikerer at medvirke til at fastholde brugeren i en situation uden hverken håb, ønsker eller planer for fremtiden. På den anden
side mener VFC, at rummet for udvikling ikke må sættes lig et krav om,
at brugeren forandrer sin situation, fordi det vil udstøde målgruppens
svageste, der ikke kan håndtere at blive stillet over for krav af nogen art.
Vi er tilbage ved menneskesynet, som i ovennævnte opfattelse indebærer, at for det sunde menneske er udvikling en del af det at være
livsduelig og dermed en del af at være et værdigt menneske. Derfor må
38
der som udgangspunkt stilles krav til alle mennesker, der har fornødne
ressourcer hertil, også selv om de ikke nødvendigvis ønsker det. Men
samtidig må det anerkendes, at der findes mennesker, der er så svage,
at man må acceptere, at det ikke er hensigtmæssigt eller ønskeligt at
stille krav. Udfordringen bliver så at afklare, hvor grænsen går.
Problemstillingen omkring autonomi i forhold til krav om udvikling perspektiveres yderligere i næste afsnit.
Autonomi og stabilitet kan kollidere med
kravet om udvikling
Vi har tidligere nævnt, at der over tid sker skift i tilgangen til socialt udsatte, som blandt andet afspejler sig i lovgivningen. For tiden hersker en
udviklingsorienteret tilgang, det vil sige, at det som udgangspunkt ikke
accepteres, at den enkelte udsatte forbliver passiv, forbliver på en institution. Vedkommende skal være i udvikling i retning af at kunne klare
sig selv. Dette krav kan være så udtalt, at det kolliderer med menneskets autonomi – retten til selvbestemmelse. Vind giver en beskrivelse
af skiftet til den udviklingsorienterede tilgang hen over årtusindskiftet,
som blandt andet kom til udtryk i, at man indførte nye redskaber til at
afdække behov for at udarbejde handleplaner for de hjemløse: ”Hvis vi
relaterer…..transformationsteknologier2 til § 94-området (red: reference
til tidligere lovgivning), var den dominerende teknologi i årene op til udviklingen og implementeringen af Udredning & Plan den stabiliserende,
skadesreducerende tilgang til klienterne. Man var optaget af at rumme
klienterne, give dem omsorg mv., og fra driftsområdets side var opfattelsen, at alt for mange klienter blev stamgæster i systemet frem for at
blive hjulpet til øget uafhængighed af forsorgssystemet.
Udviklingen og implementeringen af tvillingeværktøjet Udredning & Plan
var således udtryk for et ønske i driftsområdet om, at man i højere grad
2
Hasenfeld har undersøgt begrebet og fænomenet teknologi i forhold til borgerservicerende organisationer og teoretisk analytisk fundet, at der inden for det overordnede teknologibegreb
kan beskrives fem delteknologier, der er forskellige fra hinanden. Disse fem delteknologier er
velegnede, når målet er at analysere og producere viden vedrørende indføringen af fænomener
som Udredning & Plan.
De fem elementer, der tilsammen udgør den borgerservicerende transformationsteknologi, er a)
klientkarakteriseringsteknologien, b) videnteknologien, c) interaktionsteknologien, d) klientkontrolteknologien og e) serviceimplementeringsteknologien. (Vind, 2007)
39
skulle forholde sig udviklingsorienteret til klienterne. Man skulle i videst
mulig omfang søge at hjælpe dem ud af systemet eller i hvert fald hjælpe dem til en højere grad af uafhængighed i forhold til § 94-ydelserne. I
forhold til Hasenfelds klassifikationssystem kan man altså sige, at Århus
Amt med udviklingen og implementeringen af Udredning & Plan søgte
at dreje ydelserne fra en stabiliserende, skadesreducerende transformationsteknologi i retning af en egentligt udviklende transformationsteknologi.” (Vind, 2007) Mere om udredning og handleplaner senere.
Vind skriver videre: ”Før 2000 var der i § 94-området i Århus Amt ikke
noget eksplicit krav om, at klienterne skulle forandre sig. Det betød, at
klienterne kunne henvende sig og få tilbudt husly, uden at de behøvede
at acceptere en pædagogisk dagsorden om at skulle få det bedre, nærme sig arbejdsmarkedet eller på anden måde udvikle sig. Med amtets
reaktion på den reviderede servicelov kom der imidlertid et overordnet
krav til brugerne af § 94-systemet om, at de i princippet skulle indgå i
processer, der gør dem mere og mere uafhængige af § 94-systemet.
Det betyder, at der nu officielt blev ’installeret’ et pædagogisk udviklingsprojekt i forhold til hver eneste klient. For at dette projekt skal lykkes,
skal der være to elementer tilstede: Der skal identificeres ét eller flere
problemer, som kan afhjælpes og på denne måde bidrage til at gøre
klienten mere uafhængig af systemet. Og der skal etableres en hjælperelation, der skal bidrage til, at de identificerede problemer afhjælpes.
Disse to elementers tilstedeværelse er nødvendig i § 94-systemet, men
man kan samtidig sige, at de udgør formlen for det meste hjælpearbejde: 1) hvad er problemet, og 2) hvad må jeg hjælpe dig med i forhold
til dette problem. Ser man på den overordnede struktur i Udredning &
Plan, er den netop bygget op omkring en meget grundig beskrivelse af
disse forandringens grundelementer” (Vind, 2007).
Høgsbro opsummerer udviklingen på denne måde: ”…udvikling i gang
præget af brydningen mellem det rent humanistiske paradigme, der primært tilbyder husly og omsorg, og et socialpædagogisk/behandlingsmæssigt paradigme, der kræver en understøttelse af den personlige udvikling, kombineret med handleplaner på individ og institutionsniveau”
(Høgsbro, 2003).
40
Men hvad hvis nogle af de socialt udsatte ikke har lyst til udvikling, til
forandring?
”Man kunne forestille sig, at det liv, Rose lever, og de grunde, hun
har til at vælge det, slet ikke forstås eller endda slet ikke forsøges
forstået af os andre” (Brandt, 2003)
”Han har ingen ambitioner om at komme væk fra forsorgshjemmet.
I det hele taget har han ingen ambitioner, drømme eller tanker om
fremtiden overhovedet. Det virker, som om han har fundet ind i en
rolig dagsrytme uden de store udsving, som passer ham fint….han
befinder sig fint på den § 94 han bor på nu, men vil gerne videre…..
det er svært at komme væk fra botilbuddet, da alt, hvad man skal
bruge, findes på stedet” (Brandt, 2003)
At der er et dilemma understreges flere steder, blandt andet også hvor
det direkte vedrører udslusning og efterværn. Brugerundersøgelsen i
”Indtryk og Udtryk, Brugernes oplevelse af kvalitet i botilbud til hjemløse” (Formidlingscentret, 2001) viser blandt andet, at 28% af brugerne
af § 94-boformer slet ikke ønsker at modtage et tilbud om efterforsorg
efter opholdet (VFC, 2005, Social integration).
Selv de aktører, der skal implementere lovgivningen, er opmærksomme
på dilemmaet. Københavns Kommune skriver således følgende om dilemmaet:
”I Socialudvalgets mission er der særligt en målsætning af relevans for
hjemløseområdet:
”Alle mennesker har ressourcer. Socialforvaltningen skal respektere borgernes forskelligheder og arbejde for, at det enkelte menneske kan udvikle sig og udnytte egne ressourcer, således at det i
videst muligt omfang bliver i stand til selvforsørgelse og til at leve i
egen bolig”.
Målsætningen trækker i to retninger, når man overfører den til hjemløseområdet. På den ene side skal man med respekten tilpasse indsatsen til
borgeren….På den anden side skal man udvikle borgeren…De to målsætninger er potentielt konfliktende og rammer ind i et kernedilemma
41
i meget af socialforvaltningens arbejde: I ”at tilpasse” ligger stabilitet
på borgerens umiddelbare præmisser. I ”udvikling” ligger en samfundsmæssig norm og en ambition om forandring for den hjemløse. Indsatsen
på hjemløseområdet skal håndtere denne svære balance mellem overgreb og laissez faire.
En pågående, målrettet indsats på at få de hjemløse videre fra bænken,
fra herberget til egen bolig, kan opfattes som værende et overgreb. Hvis
medarbejdere endvidere insisterer på at komme ind i borgerens bolig
efterfølgende for at forebygge tilbagefald til hjemløshed, kan forvaltningens indsats beskyldes for at være intimiderende og moraliserende.
Hvis forvaltningen derimod prioriterer at mindske ubehag og gener ved
et liv på gaden og gøre det mere behageligt på institutionerne, kan man
beskyldes for at konservere problemet og for omsorgssvigt og opgivenhed overfor de sociale problemer.” (Københavns Kommune, 2011)
Fra kommunens side peger man så på nogle principper, der skulle gøre
det muligt at håndtere dilemmaet. Man nævner følgende, idet vi citerer
fra kommunens publikation:
•
Professionalisme….det er yderst betænkeligt, at et område,
hvor målgruppen har så sammensatte problemer, ikke har
de samme ressourcer og kompetencer som fx psykisk syge
området
•
Kontinuitet…specialisering, fragmentering, …forskningen
peger på, at kontinuitet i relationen mellem bruger og medarbejdere er et vigtigt fundament for brugerens evne og mod
på at udvikle sig. Man kan ikke fremtvinge ændringer for den
hjemløse, men man kan med tålmodighed opbygge relationer, der kan facilitere ændringer. Kontinuitet, relationer og
tålmodighed er – set fra den hjemløse og fra praksis – forudsætninger for ændringer i adfærd. I forvaltningens optik
er det tillokkende at tænke støtten i flow (red: hvor bruger
bevæger sig mellem forskellige typer af tilbud), men for brugeren er trygheden og relationen til en kontaktperson afgørende. Forvaltningen må afbalancere kravene om effektivitet
med kravene til kontinuitet i brugerens relationer til medarbejdere, når nye initiativer sættes i gang
•
Kontinuitet gælder også boligen……i stedet for at flytte bru-
42
•
•
•
geren, ændre på boligens status og omfanget af den pædagogiske støtte
Forebyggelse
Differentierede tilbud….nogle grupper er særligt svære at
integrere….arbejder for, at alle hjemløse uanset øvrige karakteristika tilbydes relevante midlertidige og permanente
boligmuligheder
Samarbejde
Hvor påtrængende dilemmaet er, og hvor ofte brugerinteresser kan kollidere med systemets interesse, ved vi sådan set ikke, måske er det
undtagelsen. I hvert tilfælde refererer Vind til undersøgelser, der viser,
at mennesker, der søger hjælp, allerede befinder sig i en bevægelse i
retning af forandring. Rådgiveren (forfatternes betegnelse for den professionelle person, der yder en hjælp) kan så gennem sin kommunikation med klienten fremme bevægelsen imod denne forandring, eller,
hvad der er værre, hæmme klientens bevægelse i retning af forandringen (Vind, 2007). Spørgsmålet er, hvor bevidst og målrettet rådgiveren
kan gøre dette. En gren af forskningen inden for psykoterapi anlægger
en såkaldt agency-tilgang, hvor det populært sagt antages, at det ikke
er terapeuten, der ”styrer forløbet” og dermed udbyttet, men at det i virkeligheden er klienten, der afgør, hvad vedkommende kan bruge i den
udvikling, klienten befinder sig i (Mackrill, 2009).
Overgreb og formynderi kontra omsorgssvigt
Et dilemma, der ligger tæt op ad dilemmaet om autonomi kontra krav
om udvikling, er et meget udbredt dilemma, der handler om på den ene
side at udsætte socialt udsatte for omsorgssvigt og på den anden side
at være så omklamrende, at det tenderer til overgreb. Og balancen kan
være knivskarp, som Brandt og Kirk siger: ”Grænsen mellem på den
ene side formynderi og på den anden side omsorgssvigt kan være svær
at fastlægge, og det gør grænseområdet både diffust og meget snævert” (Brandt, 2003). Martinsen (VFC, 2005, Social integration) beskriver dilemmaet på følgende måde: ”Omsorg befinder sig et sted mellem
formynderi og undladelsessynd”. I visse situationer må man altså for-
43
mulere krav på andres vegne, da der ellers bliver tale om omsorgssvigt.
Omvendt er der tale om formynderi, når man overtager den andens situation.
Høgsbro peger på, at vi her – ligesom i en række af de andre dilemmaer,
har at gøre med et etisk problem, som det er vigtigt at have en løbende
diskussion om, fordi man med indsatser over for socialt udsatte begiver
sig helt tæt ind på mennesker – deres identitet, deres selvbestemmelse
og deres livsstil: ”Hvordan stiller man et system op, hvor arbejdet kan
komme til at bestå i, at man trænger ind på en anden, der ikke har bedt
om det, med et: ”du ser ud, som om du har det skidt”, og hvor man må
spørge sig selv, om det er et overgreb?” (Høgsbro, 2003). Høgsbro lægger ikke skjul på, at det er svært, fordi det jo faktisk kan være svært at
vide, hvad den enkelte socialt udsatte rent faktisk selv ønsker, jævnfør
også problematikken omkring ambivalens. Som ”eneboeren, der lever
sit eget liv isoleret fra det øvrige samfund, men alligevel har brug for
og ønske om at have en spinkel kontakt til omverdenen….Den slags
kontakter…står altid med det ene ben i risikoen for at blive anklaget for
omsorgssvigt og det andet i en anklage for formynderi.” (Brandt, 2003).
Brandt og Kirk lægger op til den konklusion, at det etiske svar er at være
meget tilbageholdende med en indsats, som ikke ønskes fra brugerens
side. Spørgsmålet er så bare, jævnfør ovenfor, om det offentlige system
bare vil lade stå til, når det offentlige for eksempel må bære de omkostninger, der følger med, og når de politiske vinde blæser i retning af, at
man må altså også tage sit liv på sig. Der er også den problematik, at en
socialt udsat ved, hvad han har, men ikke, hvad han får – altså når man
ikke kender noget andet liv, så melder frygten sig for det anderledes,
men hvis man kendte det bedre, ville man stræbe efter det.
Én ting er formynderi, der udmønter sig i krav. Noget andet er den omsorg, der er så omklamrende, at den reelt er hindrende for forandring,
også selv om udvikling faktisk var mulig. Der er altid en risiko for, at de
gode hjerter løber af med omsorgsmedarbejdere, og at man stirrer sig
blind på de udsattes begrænsninger frem for muligheder og ressourcer.
Og som bruger kan man sikkert godt vænne sig til bare ”at blive taget
af”, som Brandt og Kirk for eksempel skriver: ”botilbuddene er på den
44
anden side også hurtige til at give beboeren en ganske god omsorg,
der kan synes så omfattende, at beboeren ikke har behov for noget
andet og mere og formentlig selv oplever, at ydelserne kommer og skal
komme fra botilbuddet” (Brandt, 2003)
Når borgerens ønske ikke harmonerer med
faglig ansvarlighed
En tredje variant af dilemmaet omkring selvbestemmelse og indgreb er
den problematik, hvor det ikke er politiske holdninger eller det offentliges styringsfilosofier, der sætter dagsordenen for graden af indgriben,
men hvor det er omsorgsmedarbejdernes faglighed, der kan kollidere
med brugernes egne ønsker. Fridberg peger på, at socialarbejdere kan
stå i et etisk dilemma mellem deres faglige og medmenneskelige ansvarlighed og den udsattes ret til autonomi, eller mellem godgørenhed
og retfærdighed (Fridberg, 1992). At medarbejderne føler et fagligt ansvar for at gribe ind, er jo ikke mærkeligt, når de, som VFC skriver,
oplever en form for selvdestruktion som et tilbagevendende fænomen,
forstået på den måde, at de hjemløse i en vis udstrækning selv søger
at vende tilbage til en situation, som omfatter misbrug og hjemløshed
(VFC, 2005, Social integration). Er det så udtryk for brugerens autonomi
eller bare for, at de ikke magter at holde fast i den positive udvikling?
Brandt og Kirk henviser i sådanne situationer til medarbejdernes evne
til at finde kreative løsninger, som samtidig er i overensstemmelse med
den udsattes ønsker (Brandt, 2003).
Forskellige aktører kan have forskellige
dagsordener
Vi har allerede taget fat i dette tema ovenfor. Èn ting er, hvad et socialt
udsat menneske magter, noget andet er, hvad vedkommende vil. I hvert
tilfælde er det langt fra givet, at såvel den enkelte socialt udsatte som
de forskellige hjælpeaktører har de samme ønsker og motiver, og selv
om alle har samme mål, er det ikke sikkert, de er enige om midlerne.
Videns- og formidlingscenter for Socialt Udsatte skriver blandt andet om
45
behovet for tværsektorielt samarbejde, at det skal få ”de skjulte dagsordener” frem i lyset (VFC, 2005, Social integration), underforstået, at ikke
engang de forskellige offentlige aktører er enige om, hvad mål og midler
er. Man kan måske endda være i tvivl om, det er den socialt udsattes behov for hjælp, den øvrige befolknings behov for ikke at ”skulle belemres”
eller kommunens økonomi, det handler om.
Ved en gennemgang af publikationerne bliver det tydeligt, at der er forskellige perspektiver og dermed motiver for den indsats, der ydes. Der
er det politiske og forvaltningsmæssige perspektiv, som kan indeholde
mange forskellige hensyn – økonomi, beskæftigelse, hensynet til andre
borgere og løsning af social udsathed som samfundsmæssigt problem.
Politikere og embedsmænd fokuserer og fremmest på ansvaret for at
prioritere de forskellige offentlige opgaver og har dermed også et motiv
for at prioritere de områder, der giver flest stemmer – og det gør udsatteområdet vist ikke.
Så er der de institutioner og medarbejdere, der konkret arbejder med
socialt udsatte, hvor motiverne kan være afhængige af menneskesyn,
faglige holdninger samt naturligvis de vilkår der er givet for arbejdet.
Det kan være relevant at opdele institutioner og medarbejdere i den
offentlige og i de private/frivillige organisationer, da de også kan have
forskellige motiver.
Endelig er der brugernes eller de socialt udsattes eget perspektiv, som i
sig selv kan være modsætningsfyldt.
Hvad angår brugernes perspektiv, har vi allerede været inde på, at både
ønsker og ressourcer er vidt forskellige og dermed kan være afgørende
for, hvordan den socialt udsatte selv ser på mål og midler med den
sociale indsats. Men det bliver ikke lettere af, at den enkelte bruger
selv har divergerende motiver. Det gælder ikke mindst misbrugere, som
kendetegnes ved udpræget grad af ambivalens, som i sig selv må håndteres for, at de kan komme ud af misbrug. Vind (Vind, 2007) har en
udmærket reference til, hvad ambivalens handler om: ”Et af de helt centrale omdrejningspunkter for Miller og Rollnick i denne sammenhæng
er håndteringen af klientens ambivalens. Det er helt almindeligt at være
ambivalent i forhold til væsentlige elementer i livet. Det betyder, at man
ikke kan opstille et simpelt regnestykke, hvor det udelukkende er dårligt
46
at være hjemløs og/eller alkoholmisbruger, og udelukkende godt at bo i
egen bolig og ikke misbruge alkohol. Snarere er det sådan, i hvert fald
på kort sigt, at der for klienten er både fordele og ulemper ved både
den nuværende situation i form af hjemløshed og misbrug, og ved den
ønskede forandring i form af bolig og fravær af misbrug.
Klienten rummer derfor to typer argumenter. Den første type argumenter kaldes fastholdende argumenter og består af argumenter for den eksisterende situation og argumenter imod forandringen. Den anden type
argumenter kaldes forandringsudsagn og består af argumenter imod
den eksisterende situation samt argumenter for forandringen. Klientens
ambivalens vil udspille sig i form af gentagende skift mellem de to typer
argumenter.”
Ambivalensen kan altså være med til at skabe uklarhed om brugerens
egne motiver. Vind refererer Miller og Rollnick for undersøgelser, der
viser, at der er en stærk sammenhæng mellem forandringsudsagn og
efterfølgende faktisk forandring. Tilsvarende ser der ud til at være en
signifikant sammenhæng, mellem at klienten udtrykker fastholdende
udsagn, og at der efterfølgende ikke opstår eller fastholdes en ønsket
forandring. I jo højere grad rådgiveren i samtalen bliver advokat for forandringsudsagnene, desto mere bliver klienten advokat for de fastholdende udsagn, og dette betyder en langt dårligere prognose end i de
tilfælde, hvor rådgiveren formår at få klienten til at være advokat for
forandringsudsagnene. Det er altså vigtigt, at de medarbejdere, der skal
arbejde med disse problemstillinger, har kendskab til disse mekanismer
hos brugerne.
Flere publikationer er inde på, at der fra samfundets – og dermed fra
politisk og forvaltningsmæssig side – er et motiv, der handler om at ”opdrage” socialt udsatte til at blive ”normale borgere”, altså et normaliseringsmotiv. Her er vi inde på, hvorvidt motivet er social inklusion, socialt
integration eller ligefrem social assimilation. VFC skriver, at ”Begrebet
social integration indebærer en tosidet proces, som på den ene side
bygger på den forudsætning, at samfundet skal udvikle en rummelighed
i forhold til borgere med andre livsformer – altså et perspektiv om social
bæredygtighed – og som på den anden side bygger på, at brugere skal
tilnærmes til samfundets normer.
Social integration indebærer vel at mærke ikke et krav om, at brugerne
47
skal normalisere sin adfærd – altså om assimiliation” (VFC, 2005, Social
integration). Andre forfattere mener imidlertid, at der rent faktisk er et
ønske om normalisering. Bagga skriver således, at det sociale arbejde
ikke kun har til formål at hjælpe brugeren med sit konkrete problem,
men også at normalisere og afrette samfundsborgere, der falder uden
for ”det normale” (Bjerge, 2007). Her er altså et vigtigt tema: I hvor høj
grad skal samfundet kunne rumme andre livsformer end ”det normale”,
og i hvor høj grad må socialt udsatte tilnærme sig ”det normale”. Ét af
kriterierne her må være, hvorvidt de såkaldte ”andre livsformer” rent
faktisk og dybest set er den ønskede livsform for disse mennesker, eller
om de i virkeligheden drømmer om ”det normale”, for så må det da være
et motiv for at hjælpe dem på vej.
Også på institutionsniveau kan der være et motiv, der retter sig mod
normalisering. Bagga skriver om værestederne, at de ikke blot er steder at være, men også steder for opdragelse, ”mulighed for at snuse til
normalsamfundet”, og hvad de ellers bliver betegnet som. Der er i den
forstand derfor især tale om den form for disciplinering af brugerne, som
rummes i Faucaults begreb „pastoralmagt“, dvs. en disciplinering, der
hviler på omsorg, og hvis hensigt er at gøre det gode (Bjerge, 2007).
Et udsagn, der hentyder til, at institutioner i frivilligt regi kan have andre
motiver end det offentlige, gives af Siiger (Siiger, 2004), der peger på,
at det, at man (fx frivillige, private organisationer) ikke behøver at følge
systemets spilleregler, men i højere grad kan agere på brugerens præmisser, gør, at de f. eks. er med til at afstigmatisere brugerne. Dette
behøver naturligvis ikke at afspejle en anden dagsorden, men det signalerer dog, at midlerne i det mindste kan være forskellige.
Som et eksempel på, at interesser også på det tværsektorielle plan kan
kollidere, er vist i følgende figur fra Vestergård (Vestergård, 2007).
48
Eksempel på kollision:
på betingelse af
kommunal handleplan
medicinsk behandling
medicinsk behandling
kommunal handleplan
forudsætter
Det handler om, hvor indsatsen starter, og i denne situation starter den
slet ikke, fordi alle venter på alle: Den kommunale handleplan kan ikke
blive udarbejdet, fordi den forudsætter medicinsk behandling, og den
medicinske behandling går ikke i gang, før der ligger en kommunal
handleplan. Som udenforstående er det svært at forstå, at den slags
situationer overhovedet kan opstå. Det må da være muligt gennem en
snak at finde frem til, hvad der er mest hensigtsmæssigt, og så få aftalt
en procedure. Men her støder fagligheder nogle gange ind i hinanden,
og så kan alt gå galt.
Under alle omstændigheder må det imidlertid være et mål at undgå
”skjulte dagsordener” og få en åben dialog om mål og motiver, så forventningerne kan blive afstemt. Ikke nødvendigvis for at blive enige eller
nå et kompromis, men fordi det må give den mest effektive indsats i det
mindste at kende hinandens motiver. Nogle gange handler det måske
om at afhjælpe misforståelser, der skyldes, at for eksempel bruger og
hjælpeenheder lægger forskellige ting i samme ord. Og her er magtforholdene jo ikke lige. Vestergård peger på, at indsatsen gives ind i en
forståelsesramme, som det offentlige har defineret, og som ikke nødvendigvis harmonerer med brugerens eget perspektiv. Det vil sige, at
kontekst og brugerinddragelse kolliderer. Når det offentlige tænker brugerinddragelse, ligger der måske en forforståelse af, at der selvfølgelig
er tale om brugerinddragelse i forhold til det, kommunen fokuserer på,
f.eks. beskæftigelse, og ikke i forhold til det, som brugeren mener er
vigtigt (Vestergård, 2007).
49
De stærke og de svage – når målinger
rammer forbi effekten
Hvis det er nødvendigt at prioritere indsatsen på grund af begrænsede
ressourcer, skal man så først og fremmest satse på de svageste, hvor
det er sværest at opnå en effekt af indsatsen, eller skal man satse på de
lidt stærkere blandt de socialt udsatte, hvor sandsynligheden er større
for at man får værdi for pengene? De refererede publikationer giver ikke
svar på dette og stiller da heller ikke dette spørgsmål direkte. Men inspirationen til spørgsmålet kommer af, at der i nogle undersøgelser har
vist sig en selektionsproblematik. Det tyder nemlig på, at ikke alle socialt
udsatte i lige høj grad modtager tilbud om en indsats i den enkelte kommune. I nogle situationer er det de stærkeste udsatte, der modtager et
tilbud og dermed får gavn af indsatsen, medens de svageste ikke får
tilbuddet. Årsagen kan være, at myndighederne på forhånd foretager
en vurdering af, hvem de mener vil kunne fastholde en bolig eller drage
nytte af den indsats, der tilbydes. I andre situationer tyder det på, at det
er de svageste alkoholmisbrugere, der for eksempel får bevilget støtte/kontaktperson eller psykiatrisk behandling, selv om effekten ikke er
markant (Geerdsen, 2005). I forhold til undersøgelserne har det betydet,
at det har været svært at vise signifikante effekter, fordi målingerne foretages på en population, der er større – og dermed med en anden ”udsathedsprofil” – end dem, der rent faktisk modtager et offentligt tilbud.
Afrunding – refleksion på en usikker vej
Der er selvsagt ikke entydige konklusioner på de dilemmaer og problemstillinger, der er gennemgået i dette kapitel. Formålet er først og
fremmest at pege på, at alle de aktører, der beskæftiger sig med socialt udsatte, bliver nødt til at tage stilling, at gøre sig sin holdning klar,
og være bevidste om, at holdningen har konsekvenser. Samtidig er det
formodentlig urealistisk at tro, at man på forhånd kan gennemskue alle
dilemmaerne, men så kan man i det mindste være bevidst om, at man
begiver sig ud på et ”mineret område”, som er fyldt med vanskelige problemstillinger og faldgruber. Skal der gives en opfordring, må det være,
at når man fastlægger en politik, eller når man planlægger en indsats,
kan det være en god ide at få nogle ind processen for at være djævelens advokat og stille udfordrende spørgsmål, så man bliver tvunget til
at begrunde de valg, man har truffet.
50
7. Konkrete indsatser i udslusning
og efterværn
Dette kapitel gennemgår de typer af udslusningsog efterværnsindsatser, som vi er stødt på i de gennemgåede publikationer. Der er ikke tale
om en udtømmende liste. Det ville kræve en endnu mere omfattende
gennemgang, især af udenlandske publikationer, men den viser nogle
af de former for indsats, der er erfaring med i Danmark. Gennemgangen
omhandler de indsatser, der er mest typiske, men det kan ikke udelukkes, at der ville kunne tænkes langt mere kreative løsninger på udslusning og efterværn – det kan denne beskrivelse måske inspirere til.
Efter nogle indledende betragtninger præsenteres aspekter af følgende
indsatser:
•
•
Brobygning
•
•
•
•
Væresteder
•
Sociale mentorer
•
Bostøtte, støtte- og kontaktpersonordning og andre udgående funktioner
•
CTI og case-management
•
•
Beskæftigelse
Det er meget varieret, hvor meget der beskrives omkring de enkelte typer af indsats, det afhænger af den litteratur, vi er stødt på. Ligesom det
er tilfældet i de foregående kapitler, gives der ikke en fyldestgørende og
stringent beskrivelse af indsatserne. Der er fortsat snarere tale om en
præsentation af forskellige aspekter ved metoderne, som kan inddrages
i de overvejelser, der må gøres ved planlægning af indsatsen.
51
Mål med udslusning og efterværn
Det overordnede formål med social integration i samfundet er, at den enkelte hjemløse bliver i stand til at opretholde en for ham varig, tilfredsstillende og ligeværdig stilling i samfundet (VFC, 2005, Social integration).
Dette er naturligvis et ambitiøst mål, ikke mindst hvad angår ligeværdigheden, men som vision og som sigtepunkt må det være retningsgivende
for indsatsen og måske den referenceramme, indsatsen skal måles på.
Og selv om nogle af de svageste socialt udsatte har opgivet drømmen
om ”et normalt liv”, så viser undersøgelser, at hjemløse ønsker et almindeligt liv med job, familie og egen lejlighed (Jensen, 1995).
Serviceloven indeholder følgende målsætninger for udviklingen af tilbud
til mennesker med hjemløshed, misbrug eller sindslidelse som problem
(Høgsbro, 2003):
•
At der satses på et varieret tilbud, der kan tage højde for de
store individuelle forskelle inden for målgruppen
•
At tilbuddet er følsomt over for gruppens egne individuelle
og kollektive ressourcer
•
At tilbuddene støtter den enkelte i hverdagen og fremmer
livskvalitet og personlige udviklingsmuligheder
Disse målsætninger handler imidlertid ikke om, hvilket udbytte brugeren
eller samfundet skal høste af indsatsen, men er snarere udtryk for nogle
kvalitetskriterier ved indsatsen. I forhold til effektmål skriver man i publikationen, at det er vigtigt, at indsatsen over for den enkelte så vidt muligt
sker på brugerens egne præmisser. Tilbuddene skal således forbedre
forholdene for målgruppen, hvad angår:
•
social støtte…..støtte til at få løst deres sociale problemer,
få større livskvalitet og få forbedret deres kontakt med andre
mennesker
•
social integration….relationer til andre mennesker og generelle sociale kontakt med det omgivende samfund
•
personlig udvikling
Det er ikke kun udslusningsog efterværnstilbud, der retter sig mod udsattes evne til at klare sig efter et bo- og behandlingstilbud. Udslusning
og efterværn er ikke ydelser, der har deres eget formål. Også kerneydelserne på bo- og behandlingsenheder skal rette sig mod brugernes frem-
52
tid. VFC skriver, at den pædagogiske praksis på boformen skal indrettes
efter den hjemløses fremtidige liv uden for boformen (VFC, 2005, Social
integration). I samme publikation beskriver man de faser, brugerne skal
igennem for at sikre en effektiv social integration: ”Udviklingen i udslusningsarbejdet og det efterfølgende efterforsorgsarbejde er baseret på
en klassisk opfattelse af individuelt socialt arbejde. Opfattelsen omfatter:
•
afklaring af situationen og mulighederne (anamnese)
•
koordinering og planlægning af handlinger (handleplan)
•
individuel indsats i hjemmet (opsøgende arbejde, rådgivning
og vejledning, netværksarbejde)”
Såvel anamnese som handleplan er imidlertid en integreret del af enhedens kerneydelser. VFC peger som tredje fase på individuel indsats i
hjemmet. Dette skal imidlertid ikke tolkes for snævert. Der er måske nok
tale om den indsats, der foregår, når den udsatte er flyttet i eget hjem,
men indsatsen kan rette sig mod alle de kontekster, som den socialt
udsatte indgår i, for eksempel også beskæftigelse og netværk uden for
hjemmet.
Selv om man godt kan blive enige om formål og mål med udslusningsog efterværnsindsatsen, har det vist sig at være vanskeligt at måle, i
hvor høj grad målene rent faktisk opfyldes. Generelt har det i undersøgelser omkring hjemløse været vanskeligt objektivt at dokumentere, i
hvor høj grad indsatsen har hjulpet. De hjemløse vurderer dog selv, at
indsatsen har hjulpet deres situation (Geerdsen, 2005).
En helhed af hvad?
I de indledende afsnit gjorde vi det klart, at der tages udgangspunkt i den
antagelse, at den mest effektive indsats for at sikre social integration er
en helhedsorienteret indsats, og at en væsentlig kritik såvel af forskning
som af praksis er, at der i praksis ofte anlægges et fragmenteret fokus.
Helhedsorienteret indsats må være en konsekvens af et helhedssyn
på mennesket, der tager højde for brugerens fysiske, psykisk, sociale
og eksistentielle behov, og som fordrer en sammenhængende indsats i
forhold til hele brugerens problemkompleks. Høgsbro (Høgsbro, 2003)
53
peger på, at der er behov for projekter, der målrettet bryder med den
fragmenterede tradition. Han tænker her på at yde en helhedsindsats
over for den enkelte bestemte målgruppe frem for en specialiseret indsats over for en bredere målgruppe, men hvorvidt dette så er et relevant
perspektiv, når vi har påvist, at målgrupperne er overlappende, kan man
diskutere. Hvad skal der forstås ved helhedsorienteret? Det bliver jo
nemt en floskel, som alle kan blive enige om, men som i virkeligheden er
meget upræcist. Publikationerne peger på, at der i hvert tilfælde indgår
to elementer i en helhedsorienteret indsats: For det første en samling af
flere indsatser, der retter sig mod de forskellige dimensioner af livskvalitet, og for det andet fleksibilitet i indsatsen.
Flere af de gennemgåede kilder har et bud på, hvad indsatserne skal
rette sig imod for at yde en helhedsorienteret indsats. Et af buddene
kommer fra VFC (VFC, 2007), der skriver, at udslusningsog efterværnsindsatsen skal rette sig mod fire centrale områder, nemlig bolig,
netværk, sundhed og arbejde/aktiv hverdag, fordi disse områder er udtryk for basale behov, som alle hjemløse ønsker at få opfyldt på forskellige måder og i varieret omfang. Disse fire områder er også gennemgående i publikationerne i øvrigt med lidt variation. For eksempel har
vi ikke fundet sundhed nævnt andre steder, men i stedet nævner flere
kilder borgernes økonomi i form af styr på økonomien, gældssanering
eller fravær af afsavn. Som nævnt i andre afsnit er bolig i sig selv ikke
nok, den skal opleves som et hjem, hvor man har lyst til at være og til at
invitere gæster.
VFC præsenterer en grafisk model for indsatsen. Hvis vi tillader os at
supplere denne med orden i økonomi samt oversætter arbejde/aktiv
hverdag med meningsfuld hverdag, fordi for nogle udsatte giver det at
komme på et værested uden at være specielt aktive et meningsfuldt
indhold i hverdagen (Forskningsafdelingen, 2010), så ser modellen ud
som følger og dækker det, som generelt i publikationerne betragtes som
en helhedsindsats:
54
Bolig oplevet
som hjem
Meningsfuld
hverdag
Brugerkompetencer
(behov)
Sundhed
Netværk
Orden i
økonomi
Det ligger i begrebet helhedsorienteret indsats, at indsatsen skal rette
sig mod alle disse områder, og ikke kun mod et enkelt, men naturligvis
i forskelligt omfang afhængigt af den enkelte borgers konkrete behov.
Pointen i, at indsatsen skal tage udgangspunkt i brugernes behov, understreges af flere kilder. VFC formulerer en række kvalitetsmål for indsatsen på de forskellige områder, herunder også nogle samlende kvalitetsmål for den totale udslusningsog efterværnsindsats (VFC, 2007):
”De overordnede principper i et socialt integrationsarbejde med hjemløse kan formuleres som følgende kvalitetsmål:
•
Den enkelte hjemløse skal blive i stand til at mestre sit eget
liv
•
Alle hjemløse skal have et relevant tilbud om socialt integrationsarbejde, uanset hvem der giver tilbuddet
•
Det sociale integrationsarbejde skal tilpasses behovene hos
de forskellige målgrupper på hjemløseområdet
•
Det sociale integrationsarbejde skal være individuelt, men
samtidig skal det ses i et lokalsamfundsperspektiv, hvor lokalsamfundet indgår som en ressource i integrationsarbejdet”
Hvis helhedsindsatsen skal dække forskellige aspekter af brugernes
livskvalitet, kunne det være relevant her at gå dybere ind i en afklaring
af, hvad der forstås ved livskvalitet. Det vil vi dog afholde os fra, men
55
Geerdsen et al (Geerdsen, 2005) peger på, at helhedstænkning ikke
kun retter sig mod konkrete objektive indsatser, men samlet søger at
tage højde for livskvalitet, herunder spørgsmålet om ensomhed forstået
som det at være uønsket, alene, oplevelsen af at være marginaliseret og oplevelsen af at være fattig. Disse tre faktorer udtrykker således
nogle af de behov, som indsatsen skal forsøge at dække.
Målet om, at den enkelte socialt udsatte skal mestre sit eget liv, afspejler
sig i centrum af ovenstående model, nemlig i at brugeren skal tilegne sig
de nødvendige kompetencer. Det hjælper jo for eksempel ikke noget, at
der stilles en bolig til rådighed, hvis ikke brugeren er i stand til at klare
sig i eget hjem. Derfor må en del af indsatsen rette sig mod selve det
at bistå brugeren med at opfylde de forudsætninger i form af kompetencer, der skal til for at drage nytte af indsatsen på de fem andre områder
(empowerment), eller på anden måde kompensere for, at brugeren ikke
har eller kan opfylde disse forudsætninger. Nygren skriver, at målene
for serviceindsatsen er at bidrage til at kvalificere bestemte grupper af
hjemløse som handlende subjekter inden for visse bestemte praksisfelter og bestemte materielle, sociale og juridiske rammer og vilkår (Nygren, 1999).
Man kan spørge, om der er en bestemt hensigtsmæssig rækkefølge i
indsatsen - om det er ligegyldigt, hvor i modellen man starter. Geerdsen
et al (Geerdsen, 2005) har i deres rapport konkluderet, at: ”Undersøgelser fra projekter, der handler om at få borgerne ud af institutioner og
over i eget hjem via støtte under og efter genhusningen, viser bl.a., at
•
selve det forhold at få egen bolig virker positivt på personens liv, også selv om det næppe drejer sig om en egen
bolig i juridisk forstand
•
økonomisk støtte fra det offentlige øger sandsynligheden for
at blive i udslusningsboligen
•
boligen skal have en vis standard for at kunne fastholde beboerne
•
en form for tilknytning til arbejdsmarkedet, som modsvarer
personens fysiske og psykiske evner, er vigtig”
Der har gennem tiden være en del debat om ”housing first-princippet”.
56
Det er vores indtryk, at der hersker nogle misforståelser omkring housing first-princippet, fordi det antages, at boligen hermed gives højere
prioritet end andre indsatser. Ifølge Servicestyrelsen/Rambøll (Servicestyrelsen/Rambøll, 2010) ligger der i housing first-princippet, at der tidligt i indsatsforløbet over for hjemløse skal ske en stabilisering af boligsituationen, men princippet betyder ikke, at boligen skal gå forud for
andre indsatser. Tværtimod betones vigtigheden af en helhed i indsatsen. Housing first-princippet er først og fremmest en holdning om, at
enhver har ret til - og behov for - en bolig som base, og så må anden
støtte følge med.
Modsætningen hertil er den såkaldte trappetrinsmodel, hvor der stilles
betingelser om for eksempel misbrugsbehandling eller evne til at kunne
bo uden støtte for overhovedet at få egen bolig. Udgangspunktet er ifølge Servicestyrelsen, at effektstudier peger på, at ca. 80-85% af tidligere
hjemløse bliver i stand til at komme ud af hjemløshed gennem housing
first-princippet.
Men igen er gruppen af socialt udsatte altså en meget varieret gruppe,
så udgangspunktet for en helhedsorienteret indsats må tage udgangspunkt i den enkelte brugers behov og problemkompleks. Det understreges mange steder i publikationerne, at fleksibiliteten og udgangspunktet
i den enkeltes behov er afgørende, blandt andet fordi det er vanskeligt
på forhånd at kategorisere såvel behovene som indsatserne. For eksempel skriver Høgsbro et al (Høgsbro, 2003) om case-managementformen, at den giver mulighed for en mere fleksibel intervention, og det
er især nødvendigt ved opsøgende gadeplansarbejde, hvor en selektion
efter særlige problemer og behov selvsagt ikke kan gøres på forhånd.
Der er mange eksempler på, at lovgivningen lægger op til en differentiering, der kan opleves som teoretisk og slet ikke er mulig i praksis,
fordi behov og indsatser er overlappende. Høgsbro et al skriver således
videre, at undersøgelser og publikationer viser, at det udgående og opsøgende arbejde blandes, og der er ikke sikkerhed for, at opgaverne
udføres af én eller nogle få forskellige faggrupper med en særlig uddannelsesmæssig baggrund, og endelig er det langtfra sikkert, at det altid
lige præcis er de brugere, som aktiviteten organisatorisk er etableret
for, der alene benytter sig af den. Det kan tages som udtryk for, at der
57
er rod i tilrettelæggelsen, at medarbejderne ikke er tilstrækkeligt uddannede inden for området, at man udmærket ved, at den form for arbejde
i sagens natur må tilrettelægges ganske anderledes end andet socialt
arbejde, og at medarbejderne er både villige til og erfarne nok til at følge
disse andre veje.
Høgsbro et al skriver konkluderende om den opsøgende indsats, at
”man bør satse på en kombination af tilbud med en lav tærskel for adgang kombineret med opsøgende arbejde i den form, hvor medarbejderne gør sig synlige i miljøet. Tilbuddene kan oprettes, sådan at der er
indbygget et udviklingsperspektiv for den enkelte. Udviklingsperspektivet vil dybest set have til mål at opbygge en orden i hverdagslivet, som
passer ind i normalsamfundet, og som efterhånden kan få selvfølgelighedens karakter. Men tilbuddene må samtidig kunne rumme brugere,
der ikke umiddelbart er åbne over for en professionel dagsorden for
deres liv.” En konklusion, der på flere måder indeholder holdninger i
arbejdet med de socialt udsatte som omtalt i kapitel 6.
Også Brandt og Kirk (Brandt, 2003) gør sig nogle samlende betragtninger om indsatsen over for hjemløse, misbrugere og sindslidende personer, blandt andet følgende:
•
Problemer skal løses hele vejen rundt og i den rigtige rækkefølge begyndende med de basale
•
Skæve huse, barakbyer, eller hvordan de nu betegnes, hvor
der er rummelighed og tolerance, er en del af de muligheder,
som spiller en væsentlig rolle i det samlede sociale arbejde
•
Man tænker og taler et skadesreduktionssprog
•
Også mennesker, der er i en marginaliseret position, har et
ansvar for deres liv og for livet i den gruppe, de er en del af
•
Uden brugernes tillid til medarbejderne går det slet ikke
•
Der er mennesker, der føler tryghed ved at bo på en institution
•
Unge bør hjælpes, inden det går rigtig galt
I Blå Kors Danmark er én af erfaringerne, at man skal passe på ikke
at gøre indsatsen for teoretisk og abstrakt, for i virkeligheden er behovene for hjælp ofte utroligt jordnære og konkrete: Behovet for at være
58
til stede, tage den nærværende snak, mobiltelefonen, der er blevet væk
for ottende gang, og nu har man fire abonnementer, kæresten, der slår,
boligforeningen, der rykker, pengene, der er udbetalt et forkert sted.
Mange flere eksempler kunne gives, jævnfør blandt andet evalueringen
af et mentorprojekt (Forskningsafdelingen, 2010, mentor).
Aspekter ved konkrete metoder til udslusning og efterværn
I det følgende beskrives de konkrete metoder til udslusning og efterværn, som vi umiddelbart har fundet beskrivelser og undersøgelser om.
Der er ingen tvivl om, at der findes flere metoder. Blandt andet har vi
kendskab til konkrete institutioner, der løbende holder kontakt til brugere efter udflytning, inviterer til forskellige aktiviteter med videre. Disse
metoder håber vi bliver afdækket i den spørgeskemaundersøgelse, der
er en del af forskningsprojektet, og som vil blive beskrevet i en særskilt
publikation. Rækkefølgen af beskrivelsen er i et vist omfang tilfældig,
men vi forsøger at begynde med de aktiviteter, vi mest forbinder med
udslusning, for at gå mere over i efterværnsaktiviteter. Det har imidlertid
vist sig, at der på ingen måde er en klar afgrænsning mellem udslusning
og efterværn, hvilket bekræfter, at det kan være mere hensigtsmæssigt
at tale om social integration som en samlet proces, som vi var inde på
i starten.
Man kan spørge: Hvornår starter udslusningen? Ifølge VFC bør ”udflytteprocessen være en proces, som starter umiddelbart efter indflytningen
på boformen, så snart den hjemløse er blevet restitueret og eventuelt
afruset, og han kan begynde at træffe beslutninger om egen tilværelse”.
Vi henviser til modellen i kapitel 4, som viser VFC’s bud på sammenhængen mellem boform og udslusning, efterværn og bostøtte.
a. Præsentation af metoden
Vind (Vind, 2007) kalder samlet redskaberne udredning og plan for et
stykke blød teknologi. Teknologien består i en nøje systematiseret me-
59
tode til at udrede borgerens problemer og behov for støtte samt til at
planlægge den støtte, brugerne herefter skal modtage. Selv om det i
dag kan synes indlysende, at en indsats må bygge på en udredning af
brugerens ressourcer og behov, og at der så må lægges en plan for,
hvordan man hjælper brugeren ud af hjemløshed, misbrug eller udsathedsfaktorer i øvrigt, så er det faktisk først inden for de seneste 10-15
år, at man har taget metoden i anvendelse. Udredning handler altså om
at foretage en systematiseret og standardiseret afdækning af brugerens
ressourcer og behov inden for områder eller domæner, der har betydning for at afhjælpe den sociale udsathed. Udredning danner grundlag
for udarbejdelse af en plan for, hvilken indsats der skal gøres fra såvel
den boenhed, som brugeren befinder sig på, som fra andre instanser
for at hjælpe brugeren videre i retning af de livsvilkår, brugeren ønsker,
og som indebærer mindre grad af social udsathed. Planen udarbejdes i
samarbejde mellem brugeren og medarbejderne på boenheden.
b. Hvad går metoden ud på
Det er lidt forskelligt, hvad såvel udredning som plan indeholder, i de
forskellige kilder. Ifølge VFC (VFC, 2005, Social integration) består det,
de kalder afdækningsfasen, af en afdækning af ressourcer og behov,
herunder sundhedsforhold, af eksisterende netværk, eksisterende kompetencer og af myndighedskontakter.
Vind (Vind, 2007) har gennemført en større evaluering af anvendelsen
af klientudredning og indsatsplanlægning i boformer for hjemløse. Det
følgende er citeret fra Vind, hvoraf fremgår formål og indhold i udredningen.
”Formålet med udarbejdelse af udredning inden for hjemløseområdet
er at sikre systematisk indsamling af den viden om brugerens livssituation, herunder data om brugerens ressourcer og begrænsninger over for
hverdagsliv og sociale færdigheder, som må formodes at ligge til grund
for hjemløshed.
Den indsamlede viden skal gennem udarbejdelse af en opholdsplan
udmønte sig i tilbud om pædagogiske foranstaltninger, beboeren har
behov for – og ønsker at modtage. Foranstaltninger, der kan forebygge
problemer og forbedre beboerens livssituation. Endvidere er formålet
med udredningen også at sikre en hensigtsmæssig opgavefordeling
mellem boformen og andre involverede samarbejdsparter. Kernen i ud-
60
redningsværktøjet udgøres af et udredningsskema, der, hvis det anvendes som foreskrevet, bidrager til belysning af klientens situation inden
for otte livsområder – de såkaldte domæner. Disse otte domæner er:
1. Bolig
2. Økonomi
3. Beskæftigelse/arbejde/uddannelse
4. Helbred, herunder
a. fysisk helbred
b. psykisk helbred
c.
misbrug
d. ernæring
e. hygiejne
5. Familie/børn og netværk
6. Interesser/fritid
7. Kriminalitet
8. Sociale færdigheder
Herudover findes et niende sammenfattende afsnit, hvori der i forhold til
hvert af de foregående domæner udarbejdes et resumé indeholdende
en kort beskrivelse af problemstillinger, ressourcer, sårbarheder og risikofaktorer. Inden for det enkelte domæne er udredningsskemaet gennemgående bygget op omkring fem hovedspørgsmål:
1. En beskrivelse af situationen inden for domænet, sådan
som den har udviklet sig inden for de seneste tre år.
2. En undersøgelse af klientens problemer og ressourcer i forhold til domænet.
3. En undersøgelse af klientens ønsker til fremtiden i forhold
til det enkelte domæne, herunder en uddybning af klientens
egen vurdering af, hvad han mener selv at kunne håndtere,
og hvad han skønner at have brug for hjælp til.
4. Indhentning af oplysninger fra andre signifikante personer,
eksempelvis den kommunale sagsbehandler, tidligere kontaktpersoner i andre § 94-boformer (nu § 110), familie mv.
5. Den udredende medarbejders egne overvejelser og vurderinger i forhold til de informationer, der er nedskrevet under
de første fire punkter.”
61
Fabricius et al (Fabricius, 2005) har sammenlignet og beskrevet udslusningsmodeller i fire store kommuner i Danmark, vel at mærke før kommunalreformen. De taler om henholdsvis en Esbjergmodel, en Århusmodel, en Københavnmodel og en Odensemodel. Det var forskelligt, i
hvor høj grad der på det tidspunkt blev arbejdet med en standardiseret
model, men fælles for alle kommuner var, at udredningsarbejdet som
led i udslusning havde høj prioritet. I undersøgelsen af de fire modeller
blev udredning, afklaring eller afdækning af beboerens situation alle steder nævnt som en væsentlig opgave for § 94-området (nu § 110). Udredning blev ofte kædet sammen med og var afsættet for handleplaner,
opholdsplaner, udviklingsplaner, eller hvad planerne nu blev kaldt. Når
der altså nogle steder ikke blev anvendt en bestemt standardiseret model for udredning, var begrundelsen ønsket om at tilgodese behovene
i det enkelte forløb, altså en intention om at yde en individuel indsats.
Ligesom VFC og Vind skriver, var formålet med udredningen også her
at sikre en systematisk indsamling af viden om brugerens livssituation,
herunder data om brugerens ressourcer og begrænsninger over for
hverdagsliv og sociale færdigheder, som formodes at ligge til grund for
hjemløsheden.
For nogle socialt udsatte er akutopholdet ifølge Fabricius et al selve indsatsen. Men i § 94-indsatsen (nu § 110) ligger en ambition om længerevarende forløb med restituering, stabilisering, botræning etc., og det
er denne ambition, der fører til yderligere funktionel differentiering inden
for hjemløseindsatsen. Igen er det identifikation af særlige målgrupper
med særlige behov, der er omdrejningspunktet for dannelsen af nye
specialindsatser. Redskabet til denne opdeling er udredning. Den vigtigste distinktion i udspecificeringen af indsatsen er karakter og omfang
af misbrug (Fabricius, 2005). Her sættes fokus på det principielt positive
i differentieringen. Problemet er bare, som beskrevet tidligere, at der
findes mange kombinationer af problemkomplekser, så der i stedet for
en differentiering sker en fragmentering til skade for helhedsindsatsen.
Hvad angår indholdet af handleplanen refererer Vind til den vejledning,
som det daværende Århus Amt havde udarbejdet for området, hvori det
i formålsbeskrivelsen fremgår, at planen tjente fem formål (Vind, 2007):
62
”Fælles systematik: Opholdsplanen medvirker til, at sagsgangen
bliver mere smidig, når eller hvis opgaver overføres mellem boformerne.
Tydeliggørelse af boformens opgaver: Opholdsplanen er en del af
Servicelovens § 111 – handleplanen (red: nu § 141). Opholdsplanen bliver derfor en præcisering af den indsats, den enkelte boform
yder. Dermed tydeliggøres det, hvilke opgaver andre instanser/
eksterne samarbejdspartnere – eksempelvis handlekommunen –
løser.
Fastholdelse af fokus på kerneydelser og udviklingsfelter: Opholdsplanen udgør en slags kontrakt mellem boform og beboer. Formålet
hermed er at styrke såvel personalets som beboerens fokus på
aftalte udviklingspunkter og sikre at centrale mål og opgaver fastholdes. Endvidere er et formål med opholdsplanen at afstemme
– såvel beboerens som personalets – forventninger til, hvilke kerneydelser det er realistisk at yde under opholdet.
Beboerens retssikkerhed: Et formål med præcisering af kerneydelser i opholdsplanen er at styrke beboerens retssikkerhed. Det gælder såvel i forhold til kvaliteten af ydelserne som beboerens ret til
indflydelse på, hvilke ydelser der skal leveres.
Dokumentation af indsats: Opholdsplanen vil være et udtryk for
den enkelte boforms pædagogiske metodik. Når boformerne laver
opfølgning på egen indsats – dvs. efter egen systematik udøver
faglig revision/kvalitetskontrol – skabes samtidig et grundlag for at
dokumentere, om metoder virker hensigtsmæssigt. Samtidig udgør
opholdsplan og opfølgning/justeringer dokumentation for levering
af kerneydelser samt aftaler med beboer eller samarbejdspartnere
om deres indsats i opgaveløsningen“.
Alle publikationerne lægger vægt på inddragelse af brugeren i såvel
udredning som i udarbejdelse af handle- eller opholdsplanen, og at en
virkningsfuld brugerinddragelse forudsætter etableringen af en tillidsfuld
relation mellem bruger og medarbejdere på boenheden. Begrundelsen
er blandt andet, at udredning og plan i sig selv sætter processer i gang
hos brugeren, der medvirker til at bevidstgøre brugeren om problemer,
behov og muligheder for at ændre på situationen. Ifølge Fabricius et al
peger interviewpersonerne i deres undersøgelse på, at udredningen er
63
et middel til, at beboeren får større indsigt i og forståelse af sig selv og
dermed kommer videre i sit liv. Beboerens forståelse for udredningen og
den efterfølgende handlingsplan ses som en del af løsningen – og som
en del af planens implementering. (Fabricius, 2005).
Vind henviser til en tænkning med betegnelsen Collaborative Language
Systems Approach, som, hvis man anvender denne teori i forhold til
bruger-kontaktpersonrelationen på boenheder for hjemløse, kan forklare en del af personalets oplevelser af gennembrud ud fra, at der i
bruger-kontaktpersonrelationen opbygges langt mere meningsfuldhed
gennem udredningsarbejdet, end man tidligere oplevede, og at denne
øgede meningsfuldhed bidrager til at skabe motivation hos brugeren til
at forholde sig mere aktivt indgribende i forhold til egen situation (Vind,
2007).
c. Erfaringer og aspekter
Ifølge Vind beskriver personalet på boenheder for hjemløse, at udredning og plan bidrager med tre elementer:
”For det første bidrager udredningen til, at der bliver italesat et eller
flere væsentlige problemer i klientens livssituation. Ikke blot som tidligere formuleret af personalet, men faktisk formuleret af klienten selv
og nedskrevet med klientens egne ord. Der opstår altså en bevidnet
beskrivelse af klientens selvoplevede problemer i forhold til hjemløsesituationen.
For det andet bidrager især plan-delen til, at der også eksplicit beskrives
et eller flere konkrete behov for hjælp fra personalets side. Det er svært
at komme til at hjælpe en person, der ikke opfatter sin situation som problematisk, men selv hvis klienten opfatter sin situation som problematisk, er det ikke en automatisk følge, at de ønsker hjælp fra personalets
side til problemet. Med udarbejdelsen af plan-delen er klienten selv med
til at afdække, eller nok mere rigtigt, konstruere et behov for en konkret
indsats fra personalets side i forhold til de problemer, der blev beskrevet
under udredningen.
I forlængelse af dette er det tredje bidrag, at personalet kan bruge denne eksplicitte aftale om en given hjælp som forandringsfastholdende
intervention undervejs i det pædagogiske arbejde, i situationer eller perioder, hvor klienten selv har svært ved at holde fokus på, hvorfor han
har fået bolig et sted, der er beregnet på forskellige former for bolig- og
hverdagstræning.” (Vind, 2007)
64
Fabricius et al gør opmærksom på nogle dilemmaer i forbindelse med
udredning og plan, ikke mindst i forhold til brugerinddragelsen. Dilemmaer, der tidligere er berørt i kapitel 6: Hvad sker der med den gruppe
af socialt udsatte, som ikke ønsker at deltage i udredningen? Det er
den gruppe, som Fabricius et al kalder ”udviklingsnægtere”, ”umotiverede” eller ”tunge brugere”. Den ramme for kommunikationen, som udredningsredskabet tilbyder, kan være med til at skabe muligheder, men
samtidig også begrænsninger (Fabricius, 2005). Ifølge Fabricius et al er
pointen måske her, at ”udredning og handleplaner er dilemmafyldte redskaber, hvor det er implicit, at de skal balancere mellem en forståelse af
brugerens problemer som unikke versus universelle. Og udfordringen
bliver at afstemme indsatsen efter tilgange, der balancerer mellem henholdsvis brugerens autonomi og systemets styringsbehov.”
Men bortset fra disse dilemmaer er der ifølge undersøgelserne generelt
gode erfaringer med redskaberne udredning og plan. Én af erfaringerne
er, at redskaberne medvirker til at forbedre kontakten til nøglepersoner,
som beboerne er afhængige af efter udslusning fra boformen. (Fabricius, 2005). Ifølge medarbejderne på boenhederne har arbejdet med
udredning og plan medført en stærkt øget kontinuitet i overgangen fra
akutenhed til anden tilværelse i egen bolig, længerevarende boformer
med videre. Der er nu en stærkere sammenhæng mellem konklusionerne af udredningsarbejdet og de efterfølgende indsatser, man tilbyder
klienterne. Personalet oplever, at man ikke i samme omfang som tidligere gentog den samme fejl gang på gang, eksempelvis i forhold til den
videre placering af brugeren. Det skyldes blandt andet, at hvis brugere
flytter videre inden udredningen er færdig, bliver denne sendt videre til
næste enhed, som fortsætter udredningsarbejdet. På den måde mener
medarbejderne at kunne dokumentere, at man har nedbragt antallet af
såkaldte svingdørsindskrivninger (Vind, 2007).
I projektet Forandringsgruppen i Aars var erfaringen, at udredningen
gav de kommunale jobcentermedarbejdere et værdifuldt indblik i brugernes ressourcer og potentiale, hvilket var fremmende for en effektiv
indsats (Forskningsafdelingen, 2010, forandringsgruppen).
Betydningen af gedigen udredning og planlægning kan også bekræf-
65
tes fra stofmisbrugsområdet. Pedersen har dokumenteret, at der på
behandlingsområdet er en sammenhæng mellem god planlægning og
dokumentation og resultaterne af det terapeutiske arbejde. Han præsenterer således følgende karakteristika for terapeuter med henholdsvis
dårlige, rimeligt gode og meget gode resultater (Pedersen, 2000):
“Terapeuten med de dårlige resultater
•
Ingen dokumentation for, at vedkommende gjorde brug af
andre professionelle (læger, sygeplejersker, beskæftigelsesvejledere) og dermed ingen dokumentation for kommunikation udadtil
•
Meget lille indikation for håndhævelse af de regler, der var
defineret i behandlingsprogrammet
•
Ingen dokumentation for påbegyndelse af nye tilbud
Terapeuterne med de rimeligt gode resultater
•
En tydelig skriftlig dokumentation for en kompetent brug af
andre relevante professionelle efter behov
•
En tydelig og klar korrespondance med relevante autoriteter
uden for behandlingssettingen
•
Tydeligt formuleret plan over rehabiliteringsforløb
Terapeuten med de meget fine resultater
•
Den samme skriftlige dokumentation, som terapeuterne
med de rimeligt gode resultater
•
Skriftligt dokumenteret foregribelse af problemer og en diskussion med stofmisbrugeren om, hvordan disse eventuelle problemer kunne mestres. Altså en fremtidsorientering i
modsætning til at tage problemerne op, når de opstår”
Pedersen tager evnen til at dokumentere og arbejde målrettet som
udtryk for professionalitet forstået som terapeutens ”individuelle organisatoriske kompetence (evnen til at kunne fastholde, synliggøre, dokumentere, kommunikere med relevante myndigheder, inddrage andre
professionelle - alt sammen dokumenteret gennem skriftlighed) og etableringen af en fremtidsrettet arbejdsalliance (interpersonel kompetence), som foregriber problemerne og lærer stofmisbrugeren at mestre
disse forventede problemer.” Ifølge Pedersen synes disse kompetencer at være afgørende for behandlingens succes. Pedersens forskning
66
vedrører som sagt behandling og ikke omsorgstilbud, men spørgsmålet
er, om ikke den samme sammenhæng ville kunne findes, når det for
eksempel gælder botilbud for socialt udsatte.
Brobygning
Vi har ikke fundet publikationer, der specifikt undersøger metoder til det,
vi definerer som brobygning, nemlig den særlige del af udslusningsindsatsen, der handler om at sikre samarbejde og koordinering mellem
flere offentlige instanser omkring den enkelte bruger, jævnfør vores definition i kapitel 4. Vi betragter brobygning som eksempelvis procedurer,
aftaler, kommunikationsredskaber og fora, der etableres mellem forskellige aktører for at sikre kontinuitet og koordinering under udslusning og
efterværn.
Selv om der ikke er publikationer, der handler specifikt om brobygning,
adresserer flere publikationer alligevel selve temaet og understreger, at
en forudsætning for en optimal social integration er et godt og koordineret samarbejde, og det er bestemt ikke nogen selvfølge, hvilket belyses
nærmere i kapitel 8.
Som det fremgik af afsnittet om udredning og plan, har disse redskaber
indflydelse på samarbejdet, fordi de danner et fælles entydigt grundlag
for, hvilken hjælp brugeren skal have, ligesom redskaberne betyder, at
en enhed ikke skal starte forfra, hvis brugeren flytter, hvis det lykkes at
skabe en fælles standard og dermed mulighed for, at en boenhed kan
fortsætte der, hvor den foregående boenhed slap. Fabricius et al formulerer det på den måde, at ”gode udredninger styrker videngrundlaget om
brugeren og bistår til at gøre overgangen mellem forskellige indsatser
mere glidende” (Fabricius, 2005)
Men én ting er, når flere af samme type boenhed skal tale sammen.
Noget andet er, når det gælder forskellige typer af aktører eller indsats,
eksempelvis når der kræves samspil mellem forvaltning og boenhed.
Som Fabricius et al peger på, så kan man sagtens tolke ting helt for-
67
skelligt, selv om alle involverede er socialarbejdere, fordi der er tale om
gensidigt lukkede systemer, som grundlæggende er ude af stand til at
forstå hinanden.
Ifølge Fabricius et al fungerer samarbejdet, når:
•
aktører anerkender andre aktørers kompetencer i forhold til
fælles brugere
•
man i vidt omfang er enige om brugerbeskrivelsen, det vil
sige, at kommunikationen anlægger den samme kodificering
•
når der er enighed om de grænser, der trækkes for de involverede organisationers arbejde
•
når opgaver defineres, og organisationerne afgrænser sig
eksplicit i forhold til deres omverden
•
når der er en oplevelse af gensidig afhængighed
•
når der er et gensidigt personligt kendskab mellem medarbejdere fra forskellige organisationer
Hidtil har vi ikke beskæftiget os med misbrugsbehandling, idet udslusning og efterværn handler om den socialt udsattes liv efter behandling
eller botilbud. Alligevel er det relevant at pege på, at en del af en effektiv
efterværnsindsats rent faktisk kan være muligheden for med kort varsel at vende tilbage til et behandlingstilbud. Tilbagefald til misbrug efter
behandling eller et botilbud kan betyde, at hele indsatsen tabes på gulvet, men hvis tilbagefaldet fanges i opløbet, og der er adgang til hurtig
genoptagelse af behandlingen, kan situationen reddes, og den positive
udvikling kan fortsætte.
Man kan diskutere, om mulighed for akut genoptaget behandling er en
efterværnsmetode, men det er i hvert tilfælde en mulighed der konkret
skal tages hensyn til, og som har betydning for om den øvrige efterværnsindsats kan videreføres. Man kan sige, at retten til ambulant alkoholbehandling i henhold til sundhedslovens § 141 danner grundlag for
akut behandling, men det er i så fald et begrænset tilbud i forhold til, om
68
en misbruger, der har været i intensiv dag- eller døgnbehandling, kan
vende tilbage til genoptaget behandling i sammen form, ligesom det
muligvis kan have betydning for brugeren, om behandlingen kan ske
samme sted.
Metoden ville ideelt set gå ud på, at hvis en bruger har været i behandling for stof- eller alkoholmisbrug og efter afslutning af behandlingen får
tilbagefald eller kan mærke, at de tillærte strategier til af afværge misbruget pludselig svigter, er der mulighed for at vende tilbage, ideelt set
til samme behandlingsenhed, med mulighed for at genoptage behandlingen med det indhold og den intensitet, som der er behov for. I praksis
kan man henvende sig for at få ambulant behandling, men der er ikke
lovgivningsmæssigt grundlag for at vende tilbage til intensiv dag- eller
døgnbehandling, da det ville kræve fornyet visitation.
Pedersen (Pedersen, 2000) refererer til undersøgelser, der viser, at
fortsat behandling og et støttende netværk efter et begrænset behandlingsforløb var de stærkeste forudsigelsesvariabler for nedsat kriminel
adfærd og for jobstabilitet, og at jo mere rådgivning efter et behandlingsprogram, desto mindre sandsynlighed for tilbagefald efter behandlingsprogrammets afslutning.
Høgsbro et al (Høgsbro, 2003) har i deres undersøgelser vist, at de
mennesker, der befinder sig i en situation, hvor de oplever, at de har
problemer, de ikke selv kan magte, regelmæssigt efterlyser en mere
åben adgang til behandling, når vedkommende har brug for det. Endvidere efterlyser de en person, der står uden for systemet og kan vejlede
den enkelte forud for, under og efter den første akutte behandling. De
efterlyser mere lydhørhed, mere samarbejde mellem de professionelle
og mere kontinuitet. Undersøgelserne viser altså, at det er kombinationen af akut behandlingsmulighed med andre støttende metoder, som
brugerne selv mener ville hjælpe dem. Kontinuitet, samarbejde og en
gennemgående case-management-person er nøgleordene.
69
I forbindelse med beskrivelse af udredning og plan blev det nævnt, at
dette arbejde forudsætter etableringen af en tillidsfuld relation til medarbejderne i botilbuddet. VFC (VFC, 2005, Social integration) skriver, at
arbejdet med social integration er baseret på, at der udvikles en relation
mellem de hjemløse og botilbuddets medarbejdere. Der findes formodentlig ikke en egentlig definition eller beskrivelse af metoden. Som vi
opfatter det, indebærer metoden, at et botilbud mere eller mindre aktivt
fastholder en kontakt til brugeren efter udflytning for at støtte brugeren,
og for at brugeren har et ankerpunkt, en slags base, som kan kontaktes,
hvis der er behov for hjælp, og hvor der eventuelt er mulighed for, at den
tidligere bruger kan deltage i aktiviteter eller arrangementer.
Metoden kan give sig meget forskellige udslag. Ifølge Høgsbro et al drejer det sig typisk om personer, der kunne karakteriseres som en ”midaldrende mand med alkoholproblemer, der har oplevet hjemløsheden,
og som gennem tilknytningen til det tidligere opholdssted benytter muligheden for at spørge til råds og bruger muligheden for at komme på
bostedet og spise nogle gange om ugen” (Høgsbro, 2003).
Fabricius et al beskriver, at nogle socialt udsatte, der tidligere har været
på et botilbud for hjemløse, bruger herberget som en del af deres sociale netværk. De kommer og sludrer med medarbejderne og de andre
beboere og undgår på den måde den ensomhed, som mange gange
melder sig efter udflytningen. Samtidig giver medarbejderne udtryk for,
at de ofte besøger de brugere, som de har været kontaktperson for,
og som har fået egen bolig (Fabricius, 2005). Fabricius et al beskriver
efterværnsindsatsen i et konkret botilbud, hvor der er et løbende tilbud
om information og rådgivning om emner, som alle har at gøre med de
udfordringer, som brugerne møder, når de flytter i egen bolig. Eksempelvis arrangeres der møder hver 14. dag, hvor forskellige oplægsholdere
deltager. Indholdet på møderne spænder bredt. Der er for eksempel
bankrådgivere, sygeplejersker og boligrådgivere, som giver gode råd
om alt fra budgetlægning til madlavning og planlægning af indkøb med
mere.
70
Der er ingen tvivl om, at der ville kunne gives mange flere eksempler på,
hvordan kontakten til et tidligere botilbud foregår, for eksempel i hvor høj
grad den initieres af botilbuddet eller af brugeren selv.
VFC lægger vægt på at etablere og vedligeholde relationen, men også
på at få afviklet relationen. Flere publikationer påpeger således balancen mellem at skabe en personlig relation, uden at den bliver for venskabelig. Det må formodes at være et dilemma, hvis brugeren næsten
betragter medarbejderne på et botilbud som sit sociale netværk og næsten familie, som det i nogle tilfælde kan opleves på væresteder.
Men uanset dette dilemma så peger undersøgelserne på, at det at have
en god relation til personalet på herberget eller omsorgshjemmet udspænder et sikkerhedsnet i forbindelse med en brugers udflytning. Ifølge
medarbejderne på disse botilbud ses de nære relationer som afgørende
gennem hele opholdet og udslusningen, hvis en udslusningsproces skal
have de bedste chancer for succes. Det betones ligeledes, at det er
nære, tillidsfulde relationer mellem de professionelle og brugerne, der
gør de forandringer, der stræbes imod, mulige. Mange brugere fortsætter med at komme i flere år efter udflytning for at få rådgivning og hjælp.
Og medarbejderne ser det som et vigtigt element, at de kan agere som
brugernes ”advokat”. Ifølge medarbejderne er det på herberget, at man
kender beboerne bedst, og derfor også herfra, at man kan træde til med
hjælp i forhold til det omgivende samfund (Fabricius, 2005).
Svärd (Svärd, 1998) refererer til publikationer, der mener, at der findes en overdreven forestilling om de sociale netværks betydning for de
hjemløse, for deres netværk er også hjemløse. Det ændrer imidlertid
ikke på, at alle er enige om, at et socialt netværk er vigtigt for at undgå
socialt udsathed og for at fremme brugernes livskvalitet. Udfordringen
er at udskifte, eller i hvert tilfælde supplere, det tidligere netværk, der
også bestod af socialt udsatte, med et nyt netværk, herunder om muligt
at få reetableret relationen til familien. Eller som Brandt et al skriver, så
er man på botilbuddene opmærksomme på, at der er behov for at skabe
71
og at styrke netværkene for brugerne (Brandt, 2003). Der er sket så
meget i deres liv, så familie og venner, det civile og private netværk alt
for ofte slet ikke er der længere. Det er nødvendigt, at der kommer noget
andet i stedet for familien.
Netværk er mindst to ting: Det uformelle eller personlige netværk bestående af venner og bekendte, som kan yde omsorg og støtte, og det
formelle eller professionelle netværk bestående af praktiserende læge
og andre behandlere, sagsbehandler med flere. Familie kan medregnes
i det personlige netværk eller betragtes som noget særskilt. Til det professionelle netværk hører på sin vis også væresteder, varmestuer eller
kontakten til tidligere botilbud, men følelsesmæssigt har disse steder
ofte en anden betydning for de udsatte borgere end sagsbehandler og
praktiserende læge.
Vi har i de anvendte kilder kun fundet enkelte beskrivelser af bestemte
metoder til at opbygge netværk. Det at besidde netværk, det personlige
og professionelle, er naturligvis i sig selv en metode, både i forhold til
udslusning og efterværn. Men hvordan de så kan etableres, er en anden
sag. Det nemmeste er at etablere eller genetablere et professionelt netværk, fordi botilbud, SKP’er, bostøtter, mentorer og til dels væresteder
kan være med til at formidle konktakten. Sværere kan det dog være at
vedligeholde det. Mentorprojektet i Århus (Forskningsafdelingen, 2010,
mentorprojekt) er et eksempel på, hvordan en social mentor kan hjælpe
med at genetablere kontakten til det formelle netværk, men også på,
at denne funktion ikke må være forbigående, hvis kontakten skal fastholdes. Ofte standser sagsbehandling, fordi borgeren ”forsvinder” for
systemet.
Langt sværere er det imidlertid at etablere et nyt personligt netværk, altså få en ny kreds af venner, der ikke selv er hjemløse eller misbrugere.
Men at det er vigtigt med et netværk, er dokumenteret af flere.
VFC beskriver formålet med netværksarbejde som
•
at afhjælpe de hjemløses ensomhed
•
at den hjemløse bliver en anerkendt del af en social sammenhæng
72
•
at den hjemløse kan opnå en gensidig følelsesmæssig relation til andre
VFC præsenterer en metode, der kaldes socialt gruppearbejde, der tilbydes efter ophold på en boenhed for hjemløse, og som omfatter en
bredere kreds af deltagere, som har ens problemer f.eks. ensomhed,
arbejdspladsfastholdelse eller interessebaseret fællesskab (VFC, 2005,
Social integration).
Vi har ikke undersøgt grupper som AA (anonyme alkoholikere) og NA
(anonyme stofmisbrugere), som også kan betragtes som nye netværk,
og som må formodes at være en hjælp for mange. Men dels er de kun
for misbrugere, dels er der delte meninger om gruppernes fastholdelse
af medlemmerne i en misbrugsidentitet.
b. Erfaringer og aspekter
I de udgivelser, vi har gennemgået, er det især problemstillingen omkring ensomhed og isolation, der begrunder behovet for netværk. Som
VFC skriver, er ”mennesket et socialt væsen, som udvikler sig i samspil
med andre mennesker. For mange hjemløse er den manglende kontakt
til netværk uden for hjemløsegruppen et savn, som ofte medfører social
isolation” (VFC, 2005, Social integration). Man kan naturligvis spørge,
hvorfor de socialt udsatte ikke bare kan bibeholde det netværk, de har
blandt andre socialt udsatte. Ifølge Geerdsen et al handler de fællesskaber, som hjemløse indgår i, overvejende om misbrug og småkriminalitet.
Disse netværk er altså destruktive i forhold til at hjælpe brugerne ud af
den sociale udsathed og ind i en positiv udvikling. Fraværet af netværk
er ganske enkelt ifølge Geerdsen et al en indikator på social udstødelse
(Geerdsen, 2005). Fabricius beskriver, at mange års erfaringer har vist,
at det sociale netværk er noget af det, som det er sværest at få til at
fungere. Derfor skal man være meget opmærksom på, at nogle af brugerne hovedsageligt vil benytte sig af det professionelle netværk såsom
varmestuer, bostøttetilbud, væresteder og lignende (Fabricius, 2005).
Brandt et al er i øvrigt inde på, at nogle gange er kontakten til familien
slet ikke ønskelig, fordi den faktisk har negativ indflydelse på brugerens
livskvalitet (Brandt, 2003).
Undersøgelser og erfaringer peger på, at der er nogle dilemmaer i dette
73
felt: Kontakten til familien kan ofte ikke genetableres, og mange gange
er der tale om meget spinkle kontakter, der ikke i sig selv kan konstituere et netværk. At opbygge et nyt netværk er ikke nemt, og vi har ikke
fundet beskrivelser af, hvordan dette kan gøres. Mange får et netværk
via væresteder og varmestuer, som godt nok også består af udsatte,
men inden for nogle professionelle rammer og i en form for konsensus
om, at her ønsker vi alle at være fri for fokus på rusmidler, kriminalitet med videre, jævnfør nedenfor om væresteder. Problemet er, at det
professionelle netværk nemt kommer til at blive en erstatning for det
personlige netværk – det netværk, der skulle være karakteriseret ved
følelsesmæssige relationer. Geerdsen et al definerer kvalitet af netværk
ved, om man kan henvende sig med problemer til familie og venner
(Geerdsen, 2005), og VFC skriver, at ”udgangspunktet for integrationsarbejde er den hjemløses behov for personlige og sociale, tillidsfulde og
trygge relationer til personer, han holder af. Relationer, der bygger på
gensidige følelsesmæssige relationer og praktisk hjælp” (VFC, 2005,
Det er et dilemma, hvis det formelle netværk skal fastholde professionalisme i relationen og samtidig skal gøre det ud for at være det personlige
netværk. Det bliver ikke nemmere af, at mange socialt udsatte har mistet tilliden til systemet. Et eksempel herpå er givet i den undersøgelse
om gadesygeplejerskernes arbejde, der er omtalt på side 29. Samme
erfaring med, at de udsatte har mistet tilliden til systemet, er belyst i
evaluering af mentorprojekt i Århus (Forskningsafdelingen, 2010, mentorprojekt).
Ifølge Høgsbro et al kan medarbejdere, der arbejder med socialt udsatte imidlertid godt blive en del af brugernes netværk og verden uden
at miste den professionelle rolle og dermed bevare såvel respekten for
brugeren som for sin faglighed, når det udgående og opsøgende arbejde udføres godt. (Høgsbro, 2003). Og nogle gange har man måske
ikke noget valg. Brandt et al refererer en interviewperson for at give eksempler på, at det sociale system kommer til at fungere som brugerens
netværk, fordi brugeren ikke er i stand til at danne sociale relationer
ellers. I sådanne tilfælde er det ikke vigtigt, hvem i systemet brugeren
får tillid til, bare der er én, for tillidsforholdet fremmer i sig selv en positiv
udvikling (Brandt, 2003).
74
En mellemvej er det, som VFC kalder socialt gruppearbejde, men vi er
ikke stødt på undersøgelser af erfaringer med noget sådant.
Væresteder
Væresteder etableres i henhold til servicelovens § 104, hvoraf det fremgår, at kommunerne skal tilbyde aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med
særlige sociale problemer. Væresteder er et tilbud, der er opstået og
blevet udbredt gennem de seneste ca. 20 år. Ifølge Grytmer kan tilvæksten af væresteder knyttes sammen med tendensen til et øget politisk
og praktisk fokus på skadesreduktion inden for misbrugsområdet (Grytmer, 2004).
Væresteder kaldes også sociale caféer eller varmestuer og er steder,
hvor socialt udsatte frit og anonymt kan komme i det omfang og med
den hyppighed, de har lyst. Typisk tilbydes mad til lav pris, daglige fritidsaktiviteter i form af mulighed for billardspil eller lignende samt aktiviteter i form af banko, udflugter m.v. Endvidere er der ofte tilknyttet
særlige projekter til væresteder, finansieret gennem puljer.
Væresteder har ikke nødvendigvis været betragtet som efterværnsaktiviteter, men erfaringerne viser, at de reelt er en oplagt metode i arbejdet med udslusning og efterværn. Ifølge små interviewundersøgelser
på udvalgte væresteder i Blå Kors Danmark (Forskningsafdelingen,
2010, Interviewundersøgelser) kan værestederne have flere funktioner
for brugerne: De kan være en forlængelse af eget hjem forstået på den
måde, at en del brugere ikke kan holde ud at opholde sig i eget hjem
eller ikke har lyst til at invitere gæster hjem, hvorfor værestedet reelt
bruges som ”hjemmets dagligstue”. Det kan også fungere som substitut
for beskæftigelse, idet mange brugere bruger værestederne som ”noget
at stå op til”, det, der giver dagligdagen et meningsfuldt indhold. For
mange fungerer værestedet som det – måske eneste – sociale netværk
og måske endda som ens familie (Grytmer, 2004). Det er her, man henter støtte, hjælp og omsorg, især fra medarbejderne. Endelig fungerer
værestedet ifølge undersøgelserne for en del brugere som det, der holder dem ude af misbrug eller i hvert tilfælde reducerer misbrug, blandt
andet fordi alternativet ville have været værtshuset.
75
De publikationer, vi har fundet, indeholder ikke kvantitative resultatopgørelser, men de opregner en række væsentlige problemstillinger, som
det er vigtigt at tage i betragtning, og som ligger i forlængelse af nogle af
de dilemmaer, vi præsenterede i kapitel 6. Publikationerne peger blandt
andet på, hvilken funktion værestederne får, både for brugere og samfundet, og det ligger i forlængelse af ovennævnte undersøgelser fra Blå
Kors Danmark. Traditionelt er der en diskussion mellem to poler: Skal
værestedet ”bare” være et fristed, hvor brugerne kan få lov til ”at være”,
uden nogen form for krav til ændring eller udvikling, eller skal værestederne medvirke til at motivere og ”skubbe til” en udvikling af brugerne
hen imod mindsket misbrug, beskæftigelse, afklaring af forsørgelsesgrundlag eller på anden måde tage ansvar for at bringe sig i en situation,
hvor de ikke længere er socialt udsatte.
Grytmer har i interviewundersøgelser afdækket holdninger fra brugere
og medarbejdere på væresteder, som afspejler disse forskellige tilgange
(Grytmer, 2004). Blandt andet skriver hun, at mens brugerne betragter
værestedet i forhold til de vilkår, de lever under udenfor – og derfor ser
værestedet som et gode, der skal bevares og beskyttes – har ledere
og medarbejdere på værestederne ofte videre ambitioner i retning af at
ville ”udvikle brugernes sociale færdigheder”, som det ofte hedder, og
derigennem deres evne til at ”begå sig i det normale samfund”. Ifølge
mange brugeres beskrivelse er væresteder først og fremmest tilflugtssteder for omgivelsernes fordømmelse. Pointen er, at hvis ikke værestederne forstår brugernes perspektiv og ser tingene i dette perspektiv,
opnår de måske ikke de resultater og den adfærd, de havde troet. Og
værestederne udviser måske reelt ikke den respekt, de egentlig troede.
Ifølge Grytmer opleves væresteder som et fristed, der ligger mellem det
samfundsmæssigt marginale og det samfundsmæssigt normale. Argumentet er, at værestederne så at sige balancerer mellem det marginale
(eller afvigende) og det normale, og at værestedet er et fristed fra begge
verdener. Og alligevel betragtes værestederne også som steder for opdragelse, ”mulighed for at snuse til normalsamfundet”, og hvad de ellers
bliver betegnet som. Der er i den forstand derfor især tale om den form
for disciplinering af brugerne, som rummes i Faucaults begreb „pasto-
76
ralmagt“, dvs. en disciplinering, der hviler på omsorg, og hvis hensigt er
at gøre det gode. Og i forhold til det at ”snuse til normalsamfundet” kan
værestedernes medarbejdere via deres uddannelser og professionalisme ifølge Høgsbro et al være et vindue ud mod omverdenen (Høgsbro,
2003).
Brugerne betragter værestedet som et fristed fra det liv, der følger med
at befinde sig i stofmisbrugsmiljøet. Men værestedet giver også fri til noget. De fleste brugere fremhæver ifølge Grytmer betydningen af, at værestedet giver dem oplevelser i form af aktiviteter, men motivet er mere
dybtliggende end blot det at foretage sig noget. Aktiviteterne fremstår
mest som værdsatte symboler på et andet liv (måske et normalt liv), der
er inden for rækkevidde, men som ikke kan praktiseres i særlig høj grad
her og nu. Det er selve tilbuddet om aktiviteter, mere end aktiviteterne i
sig selv, der er vigtigt (Grytmer, 2004).
Høgsbro et al peger på vigtigheden af, at der gives tilbud i forlængelse af
misbrugsbehandling, og dermed peger han vel netop på værestedernes
efterværnsfunktion. Han skriver således, at det er vigtigt med ”tilbud,
som kan medvirke til at give hverdagen struktur og sociale relationer.
Uden sådanne tilbud er behandling nærmest omsonst og udtryk for en
grundlæggende fejlagtig apparatfejltænkning, hvor man forestiller sig, at
man kan adskille misbrug og sindslidelse fra de sociale relationer, de er
knyttet til, og reparere på det ene uden at beskæftige sig med det andet.
I den daglige praksis forsvinder den formelle adskillelse af behandling
og social støtte ofte, men det er vigtigt, at denne sammenhæng bliver
forstået på alle niveauer i planlægningen og samordningen af indsatsen
(Høgsbro, 2003)”.
Sociale mentorer
I overskriften har vi anvendt betegnelsen sociale mentorer. Der findes
forskellige funktioner, der ligner hinanden, og det kan være svært at
skille dem ad: Social mentor, udsatteteam, gadesygeplejersker og lignende, ligesom støtte-kontaktpersoner og bostøtter også er overlappende i forhold til andre funktioner. Støtte-kontaktpersoner beskrives i
et særskilt afsnit.
77
I dette afsnit præsenteres kortfattet en efterværnsmetode, der betegnes
sociale mentorer som samlebetegnelse for en opsøgende og udadgående funktion, der har til opgave at støtte socialt udsatte i dagligdagen
i nærmiljøet. I sig selv kan der skelnes mellem opsøgende og udadgående socialt arbejde, jævnfør Høgsbro et al (Høgsbro, 2003), men
den skelnen går vi ikke ind i her, blandt andet fordi – som Høgsbro et al
skriver - ”selv om der såvel teoretisk som metodemæssigt er forskel på
udgående og opsøgende socialt arbejde, bliver virkeligheden, at begge funktioner udføres i en blanding med glidende overgange af de/den
samme person”. Måske netop en konsekvens af, at i en helhedsorienteret praksis er det ikke muligt at differentiere mellem forskellige grupper
af socialt udsatte.
Blå Kors Danmark har beskrevet et eksempel på indholdet i en social
mentorfunktion (Forskningsafdelingen, 2010, mentorprojekt), hvor mentoren dels var opsøgende, dels var til rådighed på en fast adresse. Mentoren var en form for ”livline” til socialt udsatte og kunne tilbyde samtaler
og konkret hjælp til praktiske problemer, kontakt til det offentlige system,
ledsageordninger, afklaring af økonomi og alle mulige helt ”jordnære”
dagligdags problemer, der kunne vokse sig store og være barrierer for,
at brugeren kunne få styr på sit liv i øvrigt, eksempelvis blive i egen
bolig, komme i en form for beskæftigelse eller få afklaret forsørgelsesgrundlaget.
VFC anvender betegnelsen ”efterforsorgsmetoden” om en funktion,
hvor den hjemløse får støtte til at mestre sit liv. Medarbejderne lytter,
bistår og vejleder, baseret på respekten for den hjemløse (VFC, 2005,
I mentorprojektet i Blå Kors Danmark var erfaringerne, at der var et tydeligt udbytte af mentorprojektet både for borgerne og for de kommunale
medarbejdere. Brugerne fik løst en lang række konkrete problemer, fik
øget livskvalitet og mindsket misbrug. De opnåede større selvværd ved
at opleve sig respekteret, og at deres problemer og behov blev taget
alvorligt, relationer blev udredt, og der blev for en dels vedkommende
sat en positiv udvikling i gang. De kommunale medarbejdere oplevede
bedre og mere struktureret kontakt med borgerne, bedre kommunika-
78
tion, en bedre relation til borgeren, at der blev fulgt op, og at funktionen
resulterede i et mindsket tidsforbrug til sagsbehandling og udbetaling
af ydelser. Endelig havde en lang række private aktører haft udbytte i
form at betalingsaftaler, udredning af kommunikationssvigt og lignende
(Forskningsafdelingen, 2010, mentorprojekt).
I ovennævnte projekt var den sociale mentor en ”fri fugl” i tilknytning til
et værested, men en mentorfunktion kan for så vidt enten være en helt
selvstændig og ”fri” funktion, eller være tættere knyttet til eksempelvis
et botilbud for hjemløse. VFC skelner i efterforsorgsarbejdet mellem to
organisatoriske former: En særlig efterforsorgsfunktion udskilt fra et botilbuds øvrige arbejde, og en funktion integreret i botilbuddets arbejde
(VFC, 2005, Social integration).
Høgsbro et al har forskellige betragtninger, som ikke specifikt knytter
sig til sociale mentorer, men som vi refererer her, fordi det knytter sig til
opsøgende og udgående metoder og funktioner. Betragtningerne kan
også være relevante i forhold til støtte-kontaktpersoner, som omtales
senere.
Høgsbro et al peger på, at det er vigtigt at gøre arbejdet med en stadig respekt for de hjemløses betingelser og leveformer, således at man
opfatter sig som gæster i deres verden. Denne holdning rammer naturligvis ind i de dilemmaer, vi tidligere har berørt om, hvem det er, der
sætter dagsordenen for den socialt udsattes liv. Ifølge Høgsbro et al kan
udgående medarbejdere lettere fastholde den nære kontakt til brugeren
og derved bevare den tætte fornemmelse af den udsattes ressourcer og
belastninger. ”Den udgående medarbejder kan i langt højere grad holde
sig orienteret om den skrøbelige balance i opbygningen af en ny orden
i hverdagen forbundet med nye sociale relationer, en ny identitet og et
nyt fremtidsperspektiv…..vigtigt at kontinuiteten i den personlige kontakt
fastholdes for mennesker i denne situation.” (Høgsbro, 2003).
Bostøtte, støtte- og kontaktpersonordning
(skp) og andre udgående funktioner
Der findes flere former for opsøgende og udgående funktioner i forhold
79
til socialt udsatte. Ovenfor er beskrevet lidt om sociale mentorer. Andre
funktioner har betegnelsen bostøtte og støtte- og kontaktpersonordning.
Der er ikke en klar afgrænsning mellem de forskellige funktioner, jævnfør Høgsbro et al. Bostøttefunktionen handler om at træne brugerne i at
kunne fungere i eget hjem, eksempelvis indkøb, madlavning, rengøring
med videre. SKP-funktionen handler mere om at sikre, at der knyttes
kontakt mellem brugeren og de aktører, der skal have den kontinuerlige kontakt med brugeren, så den nødvendige bistand iværksættes,
eksempelvis sagsbehandler, praktiserende læge, psykiatrien eller andre. Brugere skal visiteres til bostøtte, medens SKP-ordningen er en
visitationsfri ordning, hvor brugeren har mulighed for anonymitet. SKPmedarbejdere skal således ikke gå så tæt ind i den personlige støtte
til brugeren som bostøtten. En tredje ordning, der ikke omtales uddybende her, er beboerrådgivningsordninger, som typisk er tilknyttet boligforeninger i samarbejde med kommuner. Endelig er der kommuner, der
har ansat gadesygeplejersker med særligt fokus på de socialt udsattes
sundhedsmæssige forhold.
Bostøtteordninger tilbydes i henhold til Servicelovens § 85: Kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og
hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på
grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige
sociale problemer.
Støtte- og kontaktpersonordningen tilbydes i henhold til Servicelovens
§ 99: Kommunen sørger for tilbud om en støtte- og kontaktperson til
personer med sindslidelser, til personer med et stof- eller alkoholmisbrug og til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig. SKP-ordningen er tænkt som et
supplement til de øvrige sociale tilbud som f.eks. personlig hjælp, socialpædagogisk støtte eller efterværn. Servicestyrelsen har udarbejdet
en lovovervågningsrapport for SKP-ordningen for perioden 2007-2009
(Servicestyrelsen, 2011).
Jævnfør vejledningen (Servicestyrelsen, 2011) skal SKP-ordningen
styrke brugerens mulighed for at opnå og bevare kontakt til omverdenen
ud fra egne ønsker og behov, og dermed gøre vedkommende i stand til
80
at benytte samfundets muligheder og allerede etablerede tilbud. Formålet er at tilbyde en hjælp, der understøtter og styrker muligheden for et
liv på egne præmisser med en større personlig og social mestring. Der
findes SKP-ordninger i 96 kommuner, og i alt var der på opgørelsestidspunktet ansat 440 årsværk i ordningen. Hvert årsværk tager hånd om
gennemsnitligt 15 brugere. Ifølge lovovervågningen er 39% af forløbene
afsluttet med succes, 61% afsluttet uden succes. Succes defineres ved,
at der er knyttet kontakt til tilbud inden for det sociale område, halvdelen
heraf til psykiatrien. Der er forskel i succesraten afhængigt af alder og
hvilket socialt problem, borgeren har. Især er der knyttet kontakt til aktivitetstilbud, bostøtte og sagsbehandler. En del af borgerne har opnået
kontakt til personlige relationer.
SKP-forløbene har haft en gennemsnitlig varighed på 130 dage, så der
er ikke tale om meget langvarige forløb. 40% af forløbene er på under
30 dage. Af de borgere, som SKP-medarbejderne har haft kontakt til,
var 41% i kontakt med det offentlige system ved starten af forløbet.
Størstedelen af borgerne var sindslidende, den næststørste gruppe var
alkohol- og stofmisbrugere. I halvdelen af forløbene har der været mellem 0 og 10 møder mellem SKP og borger, i de resterende forløb kunne
der være helt op til over 100 møder. Undersøgelsen viste, at kortvarige
forløb havde en lavere succesrate end forløb af længere varighed.
Ved vedtagelsen af loven om SKP var det intentionen, at kommunerne
i høj grad skulle trække på private og frivillige organisationer. Dette er
ikke sket. Med en helt enkelt undtagelse er alle SKP’er ansat i kommunerne, og nogle af kommunerne foretager endda visitation til ordningen, selv om den egentlig skulle være visitationsfri. Af Servicestyrelsens
rapport fremgår som nævnt en succesrate, men der er ingen kvalitativ
beskrivelse af ydelserne til borgerne eller af, hvad der mere kvalitativt
ligger i, om der har været succes. På baggrund af erfaringerne fra sociale mentorordninger må man derfor stille sig spørgende over for, hvor
effektiv ordningen reelt er. Ifølge lovovervågningen lægges der i ordningen vægt på værdier som accept, respekt, tillid, omsorg og tilgængelighed. Der tales om, at empowerment kan give resultater f.eks. i form af
indsigt i egen livssituation, selvtillid og selvværd, tillid til og brug af det
etablerede system og eventuelt perspektiv på fremtiden. Målet er øget
81
social og personlig mestring. Et SKP-forløb indeholder følgende faser:
Kontaktetablering, opbygning af tillidsforhold og imødekommelse af brugerens behov gennem støttearbejde. Sammenholdt med erfaringer fra
andre ordninger er det svært ikke at stille spørgsmålstegn ved, om alle
disse faser kan gennemleves, og målene nås, dels når relationen ikke
er så tæt, dels når 40% af forløbene er under 30 dage.
Man kan forstå, at der kan være en tæt relation, når støtten gives af
medarbejdere, som brugeren har lært at kende på et botilbud. Jævnfør VFC kan der i forbindelse med afslutning af ophold på et botilbud
for hjemløse ydes støtte i forbindelse med udflytning. Dette efterværn
udføres altså af medarbejdere i herberger og omsorgshjem. VFC anbefaler, at der er en glidende overgang i omfanget af personaletilknytningen, og at processen med overgangen bør anses for at kunne blive
af længere varighed. Samtidig med den tætte relation til brugeren skal
de udgående medarbejdere også have en nær relation til lokalområdet
(VFC, 2005, Social integration). Høgsbro et al skriver således, at den
sociale udgående/opsøgende medarbejder formår at blive en del af det
samfund, vedkommende arbejder i, og skaber på den måde en glidende
overgang mellem de egentlige hjælpe- og behandlingssystemer og de
mangfoldige netværk af naturlig og privat karakter, der findes i samfundet (Høgsbro, 2003).
Selv om der lovgivningsmæssigt er en forskel i bostøttefunktioner og
SKP, er der i praksis ikke en særlig klar adskillelse af SKP-ordninger,
bostøtte eller andre udgående og opsøgende ordninger. Ifølge Høgsbro
et al er der stor forskel på, hvordan udgående og opsøgende arbejde
benævnes, afhængig af lokale og organisatoriske traditioner og forhold.
”Du kan kalde det bostøtte, og du kan kalde det bovejleder, støtte- og
kontaktperson, det hedder noget forskelligt alle steder” (Høgsbro, 2003).
I forhold til kommunale bostøttemedarbejdere viser undersøgelser, at
medarbejderne fremhæver, at princippet for deres arbejde er at yde
hjælp til selvhjælp – igen et eksempel, hvor spørgsmålet om overstyring
eller ansvarsberøvelse aktualiseres.
Brandt og Kirk bekræfter erfaringerne fra mentorprojektet i Århus om, at
behovet for hjælp består i støtte til meget jordnære og konkrete opgaver.
82
De beskriver behovet som ”en god lang afklarende periode, hvor man
er sammen med ham dagligt og hjælper ham med at tilrettelægge de
weekender, der er, og hjælpe ham med at have noget mad i køleskabet,
vaske hans tøj og prøve at få noget struktur ind i hverdagen. Som en
bruger udtrykker det: ”….Jeg skal bare have nogen, jeg ved, jeg kan
ringe til, hvis jeg får det dårligt.” Man skal ikke undervurdere de tilsyneladende meget små og simple hjælpeforanstaltninger” (Brandt, 2003).
Ifølge Fabricius fylder oplæring i madlavning, rengøring m.m. som selvstændig og afgrænset botræning ganske lidt som led i udslusningsforløb (Fabricius, 2005).
Brandt og Kirk har forsøgt at afklare, hvilke faglige kompetencer der er
behov for hos en SKP. Der har vist sig ikke at være nogen entydige krav,
og foreløbig synes der ikke at være andet svar på dette end en forventning om, at SKP har nogle personlige egenskaber. Men Ifølge Brandt
og Kirk vil det næppe i det lange løb være nok, selv om det mere er
den individuelle evne til at være fleksibel og nærværende, der efterlyses
(Brandt, 2003).
På tværs af metoder foregår der en løbende diskussion af, hvor tæt en
relation det er hensigtmæssigt, at der er mellem brugere og opsøgende
medarbejdere. Fra bostøttemedarbejdernes side mener de, at deres arbejde hovedsageligt består i omsorg. Men deres formulering af omsorg
forbindes med, hvad de omtaler som en professionel relation til brugeren. En professionel relation betyder, at der er tale om et stykke arbejde,
som den ene part udfører for at hjælpe den anden, ikke at man skal
danne nære relationer eller udvikle en form for venskab. I modsætning
til den omsorgsmæssige iagttagelse, hvor det grundige kendskab til herberg og omsorgshjem udgør grundlaget for at kunne skabe forandringer
hos de mest udsatte brugere, fremhæver man i den kommunale bostøttefunktion vigtigheden af den upersonlige relation (Fabricius, 2005).
I forhold til den generelle værdi af bistand til udsatte efter udflytning til
eget hjem viser mindre evalueringer, at det individuelle arbejde med de
hjemløse i eget hjem efter udslusning fungerer tilfredsstillende for de
hjemløse, som modtager tilbuddet. Mange af de hjemløse har behov
for en kontinuerlig kontakt og støtte, fordi de oplever ensomhed og van-
83
skeligheder med myndighedspersoner som centrale problemer (VFC,
2005, Social integration). Det, der så ikke er helt klart, er, om der er væsentlig forskel på, om hjælpen ydes af medarbejdere, der er forankret i
det botilbud, den socialt udsatte har været i, eller af kommunale bostøtter eller SKP’er, der er forankret i kommunen.
Vi har tidligere skrevet lidt om gadesygeplejersker (Siiger, 2004). Det
er ikke mindst relevant i forhold til, at hjemløse/alkoholmisbrugere har
4-5 gange højere indlæggelsesgrad på somatisk sygehus end den gennemsnitlige borger. Bedre udslusning og efterværn kan måske reducere
dette. Brugere af § 110 institutioner har markante sygdomsmæssige følgevirkninger af de vilkår, de lever under, de sociale problemer, de støder
på i dagligdagen, samt de fysiske og adfærdsmæssige problemer, der
akkumuleres over tid. Næsten 40% af tidligere brugere af forsorgshjem
havde eller havde haft psykiske problemer, der var registreret i sygehusene patientoplysninger (Geerdsen, 2005). Det er således ikke uden
grund, at sundhed udgør et særskilt fokusområde i modellen side 55,
idet VFC peger på sundhed som én af de væsentlige dimensioner i god
livskvalitet. Ifølge VFC er formålet med sundhedsindsatsen:
•
at få stabiliseret og restitueret den enkelte borger
•
at få bragt den enkelte i et stabilt forløb
•
at få stabiliseret/reduceret et evt. misbrug
•
at få bibragt den enkelte bedre sundhedsvaner
Cti og case-management
Case-management-metode betyder, at én medarbejder i systemet fungerer som en central og koordinerende nøgleperson i forhold til den
hjælp, som en socialt udsat borger har brug for. Case-manageren er
ikke en deltager i det sociale arbejde med en bestemt faglig baggrund,
fordi funktionen ikke knytter sig til et bestemt problemområde hos borgeren, men til helheden.
En anden metode kaldes CTI efter den engelske betegnelse Critical
Time Intervention. CTI skal bygge bro mellem den institutionelle omsorg og omsorgen fra det almindelige samfund, det vil sige personligt
og formelt netværk og lokalsamfundet, i den kritiske fase af processen
fra institution til eget hjem (Susser, 1997). CTI knytter sig til en bestemt
84
medarbejder – en såkaldt CTI-medarbejder, der varetager denne brobygningsfunktion.
De to metoder beskrives sammen, fordi de på mange måder kan være
overlappende eller direkte ens, selv om de i publikationerne beskrives
hver for sig. Endvidere er der stærke sammenfald med SKP-funktionen
eller med en social mentorfunktion. Når vi har valgt at hellige et særligt afsnit til dem, skyldes det, at der er nogle særlige principper om
især CTI-funktionen, som vi gerne vil tydeliggøre, ligesom der foreligger
egentlig forskning om resultaterne af CTI.
Kerneelementet i CTI-metoden er, at CTI-medarbejderen skal medvirke
til at skabe gode relationer mellem den enkelte bruger og de aktører,
der skal have en varig relation til brugeren. Metoden bygger på et vigtigt
princip om, at CTI-medarbejderen ikke må blive den primære omsorgsperson, fordi erfaringerne har vist, at hvis en socialarbejder, der kun skal
have en midlertidig relation til brugeren, bliver den primært ansvarlige
for den direkte omsorg, forsvinder effekten, når socialarbejderens indsats ophører. Metoden indebærer, at der er fokus på forbindelsen mellem borgeren og samfundet – familie, egen læge, egen sagsbehandler med videre -, ikke mellem borgeren og medarbejderne (Fabricius,
2005). CTI-metoden har to komponenter. Den første er at styrke den
enkelte brugers varige bånd til servicefunktioner, familie og venner. Den
anden består i at yde følelsesmæssig og praktisk støtte i den kritiske
overgangsfase fra for eksempel omsorgshjem til en tilværelse i eget
hjem, men altså uden at der etableres en nær relation. Ét af de vigtige
elementer er at medvirke til afklaring af gode spilleregler mellem brugeren og de personer, der skal indgå i en varig relation.
Som noget unikt er der i USA gennemført et randomiseret kontrolleret
forsøg, hvor en gruppe mænd, der havde opholdt sig på en hjemløseinstitution, blev visiteret til to indsatstyper efter opholdet: En CTI-indsats
eller den traditionelle udslusningsindsats. I nedenstående oversigt er
det præciseret, hvori indsatsen bestod (Susser, 1997, oversat af red.)
85
Ydelser til psykisk syge mænd i “Critical Time Intervention” (CTI) og
Usual Services Only (USO) i 18 mdr. efter udskrivning fra botilbud til
almindeligt liv i samfundet
CTI-gruppen
USO-gruppen
1-3 mdr. efter udskriv- Tilpasnings-/bosætning
telsesfase:
CTI-medarbejdere
-- aflægger hjemmebesøg
-- ledsager brugere
til aftaler
-- mødes med omsorgsnetværk
-- erstatter omsorgsnetværk om
nødvendigt
-- giver støtte og råd
til bruger og omsorgsnetværk
-- medierer konflikter
mellem bruger og
omsorgsnetværk
-- hjælper med at forhandle spilleregler
i relationer
4-7 mdr. efter udskriv- Afprøvningsfase:
ning
CTI-medarbejderne:
-- observerer afprøvning af spilleregler
-- hjælper med at
genforhandle
spilleregler hvis
nødvendigt
86
Overgangsservices:
Institutionsmedarbejderne:
-- assisterer bruger
og omsorgsnetværk ved forespørgsel
-- assisterer bruger
og omsorgsnetværk ved forespørgsel
-- erstatter omsorgsnetværk ved
forespørgsel
Normal service:
-- services, der stilles til rådighed af
samfundet - formel
og uformel støtte
-- brugere og omsorgspersoner kan
ringe og få råd
8-9 mdr. efter udskriv- Afslutningsfase:
ning
CTI-medarbejderne:
-- genbekræfter spilleregler
-- holder møder for
at symbolisere
overdragelse af
omsorg
10-18 mdr.
Normal service
Relationerne mellem bruger og de formelle og uformelle relationer er
meget skrøbelige i de første måneder efter udflytning fra et omsorgstilbud. I CTI-metoden er den aktive intervention fra CTI-medarbejderen
begrænset til denne skrøbelige periode og handler især om at forhandle
gensidige forpligtelser mellem brugeren og dem, der yder en formel eller
en uformel indsats i brugerens nærmiljø.
I en optimal situation sikrer både CTI og Case-management-metoden,
at der ydes en koordineret indsats fra alle relevante systemer og aktører til at sikre bolig, indkomst, beskæftigelse, psykiatrisk behandling og
andre former for støtte og rehabilitering.
I det amerikanske forsøg viste det sig, at efter 18 måneder var 8% af
deltagerne i CTI-gruppen hjemløse, medens 23% af deltagerne i USOgruppen var hjemløse. Og forskellen mellem de to grupper blev større,
jo længere tid der gik. Denne forskel var statistisk signifikant. Det blev
konkluderet, at en målrettet efterværnsindsats ud fra bestemte principper har afgørende betydning for, hvor godt de socialt udsatte mænd
klarede sig efterfølgende, herunder om de faldt tilbage i hjemløshed.
Det er en gennemgående erfaring på udsatteområdet, at relationen mellem brugere og medarbejderne i de forskellige former for indsats er vigtig, men erfaringerne med CTI-metoden peger altså på, at det er meget
vigtigt at forholde sig til, hvor tæt relationen skal være, hvis der er tale
om en midlertidig relation.
Såvel CTI som Case-management-metoden anvendes blandt andet i
Odense Kommune.
87
Et væsentligt element i at sikre social integration er naturligvis, at de
berørte borgere har en bolig. Det kan måske undre, at dette kan beskrives som en metode, men publikationerne om hjemløshed og social
udsathed illustrerer, at der er talrige problemer forbundet med tildeling
af bolig, at organiseringen af bolig kan ske på mange forskellige måder,
og at der kan være forskellige sæt af værdier knyttet til at stille en bolig
til rådighed. Dertil kommer, at der kan knyttes forskellige støttefunktioner til boligen, én af dem er bostøtte, som kort er beskrevet ovenfor. Der
kan være forskellige former for hjemløshed: Faktisk hjemløshed, altså
det simple forhold, at en borger ikke besidder en bolig, eller funktionel
hjemløshed, altså det forhold, at borgeren godt nok er i besiddelse af en
bolig, men af sociale eller psykiske grunde ikke er i stand til at bo i den.
Brandt definerer hjemløshed, som når en person ikke har en bolig, der
kan opfattes som stabil, blivende og opfyldende vedkommendes krav til
en rimelig boligstandard. Samtidig med at vedkommende ikke magter
at benytte sig af samfundets relationer og institutioner i allerbredeste
forstand, herunder familiært netværk samt private og offentlige institutioner af enhver slags, idet årsagen hertil kan være åbenlyse eller mere
skjulte forhold hos den enkelte eller i den måde, samfundet indretter sig
på (Brandt, 1992). VFC peger tilsvarende på, at hjemløshed ikke alene
er udtryk for en manglende bolig. Hjemløshed er en tilstand, hvor mennesker er udstødt fra samfundet på en måde, som indebærer en livstruende social, psykisk og fysisk nedslidning, fordi situationen er mere end
forbigående.
I forbindelse med udslusning fra et offentligt botilbud (§ 107 eller § 108)
til eget hjem kan der tænkes former for bolig, der skal fungere som
overgang – såkaldt udslusningsbolig, hvor borgeren langsomt trænes
til at klare sig i eget hjem, men tæt på en institution og under opsyn fra
medarbejdere på botilbuddet eller hjemløsesinstitutionen. Egen bolig
defineres som en bolig med de rettigheder, en lejekontrakt giver.
Som sagt omtaler publikationerne en lang række former for bolig og for
støtte tilknyttet boligen, herunder udslusningsboliger, bofællesskaber,
88
opgangsfællesskaber, skæve boliger og særlige plejehjem. Til boligerne
kan knyttes forskellige former for indsats, der skal forebygge hjemløshed eller sikre tilbagevenden til egen bolig efter hjemløshed, for eksempel boligrådgivning.
Formålet med et boligtilbud er ifølge VFC: (VFC, 2005, Social integration)
•
at få tag over hovedet
•
at skabe en fysisk ramme om den sociale situation
•
at give den hjemløse en boligsocial og økonomisk kompetence, så boligen bliver varig
•
at give den hjemløse mulighed for at skabe et hjem
•
at give den hjemløse et reelt boligvalg, som er tilpasset den
enkeltes behov og situation
Af ovenstående fremgår det, at det at have et fysisk sted at opholde sig
er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig, forudsætning. Stedet skal også
opleves af den socialt udsatte som et hjem. Geerdsen et al (Geerdsen,
2005) refererer til, at en række undersøgelser peger på, at hjem defineres som et sted, hvor borgeren:
•
indtager sine måltider
•
har en base til at udfolde sit sociale liv
•
holder boligen i en vis orden
•
føler, det er vedkommendes hjem
Der kan ligge en progression i det offentliges tilbud om bolig til socialt
udsatte fra akuttilbud eller hjemløseinstitution over udslusningsbolig eller bofællesskab med og uden botræning eller bostøtte til egen bolig.
Progressionen fra det ene til det næste tilbud kvalificerer trinvis borgeren til næste trin og kan hver gang indebære en flytning. Bag progressionen ligger et sæt af værdier. Ét sæt af værdier ligger i den såkaldte
trappetrinsmodel, hvor borgeren skal ”fortjene” sig til at flytte til næste
trin og til sidst til en permanent bolig ved at godtgøre, at vedkommende
er i stand til at mestre det niveau af selvhjulpenhed, der kræves i den
pågældende form for bolig (Fabricius, 2005). Et andet sæt af værdier
ligger i den tilgang, hvor man tager udgangspunkt i, at enhver borger
har ret til egen bolig, og så må man støtte op med den nødvendige
89
indsats for at fastholde borgeren i hjemmet, altså en model, hvor der
ikke først stilles betingelser. Den model indebærer ikke nødvendigvis
flytning. Uanset modellen er det vigtigt at erkende, at der er en latent
risiko for periodevis tilbagefald til hjemløshed. Det er derfor en konstant
udfordring at fastholde en bolig til borgeren.
Også i de enkelte institutionelle boformer er der forskel i tilgangen. Ifølge Fabricius et al er der forskel på tværs af boformer og på tværs af
geografi på, hvorvidt og i hvor høj grad den enkelte boform ”bekender
sig til” en bestemt teoretisk referenceramme eller et fælles ekspliciteret
værdigrundlag som fundament for arbejdet med udslusning. I den ene
ende af en skala ser man boformer, hvor indsatsen er funderet på almen
menneskelighed og sund fornuft hos de enkelte medarbejdere, mens
der i den anden ende af skalaen ses boformer, der gennemfører kurser
for alle medarbejdere i kognitiv tankegang eller i bestemte motivationsteorier.
At få en bolig er selvsagt ikke nok til at hjælpe mennesker ud af social
udsathed. Som Geerdsen et al skriver, er hjemløshed oftest forbundet
med en række andre problemer inden for felter som arbejdsmarkedet,
familien, det sociale netværk og de økonomiske forhold (Geerdsen,
2005). En løsning af boligproblemet er således en nødvendig, men ikke
tilstrækkelig, betingelse for, at en person er kommet ud af hjemløshed.
Endnu en gang kaldes der på en helhedsløsning. Alligevel har boligen
en afgørende betydning, for, som VFC skriver, er boligen en almen tryghedsskabende faktor, som kan danne ramme om udviklingen af private,
sociale netværk, fordi den hjemløse har mulighed for at modtage andre
i eget hjem. Boligen kan også medvirke til en socialisering af indehaverens tilværelse, fordi boligen indebærer en række muligheder, som
vil være omdrejningspunktet for det sociale integrationsarbejde (VFC,
2005, Social integration). Men igen: ”Det er en fundamental, men hyppig
misforståelse at tro, at de hjemløses behov i sig selv er at blive integreret i boligen eller lokalsamfundet. For denne gruppe er hovedpointen at
have noget at bruge lejligheden til” (Fabricius, 2005). Med andre ord er
det vigtigste at have et hjem – ikke blot et sted at opholde sig.
90
I det følgende inddrages forskellige aspekter ved indsatsen for at sikre
bolig og fastholde socialt udsatte i egen bolig.
De faktorer, der typisk gør det svært at få og fastholde egen bolig, er
problemer med økonomi, misbrugsadfærd og ensomhed (Københavns
Kommune, 2011). En del af forskningen kan bruges som argumentation
for, at det er vigtigt så hurtigt som muligt at hjælpe borgeren til at opnå
en permanent egen bolig, idet midlertidige tilbud fastholder borgeren i
en fortsat venteposition. Men der er mange dilemmaer forbundet med
dette: Det tager lang tid at erhverve sig de ”livskompetencer”, der skal
til for at kunne fungere i egen bolig. Samtidig vil udlejere og naboer
være sikre på, at en borger fungerer på en acceptabel måde (Fabricius,
2005).
Hjemløseinstitutionerne gør ifølge undersøgelser en stor indsats i forbindelse med overgang til eget hjem. Det kan være de almindelige
medarbejdere på § 110-institutioner, der indgår i udslusningsog efterværnsindsatsen, eller det kan være særlige funktioner, der bistår med
udslusningen (Geerdsen, 2005). Der kan være tale om konkret og praktisk hjælp ved udflytningen, eller det kan være hjælp til at klare den
psykiske omstilling. VFC peger på behovet for, at der altid er et sikkerhedsnet i form af gradvis udflytning og mulighed for at vende tilbage til
hjemløseboformen i akutte situationer, idet det i virkeligheden forebygger tab af bolig og tilbagevenden til mere langvarig hjemløshed (VFC,
2005, Social integration).
Brandt og Kirk refererer til, at nogle mener, det har været forkert at afskaffe ”særlige former for hjem” til socialt udsatte, fordi de mener, det
tidligere har fungeret godt (Brandt, 2003). Dette understøttes for så vidt
af Københavns Kommune, der skriver, at deres behovsanalyse fremhæver særboliger som særligt velegnet til en stor del af de hjemløse i
målgruppen (Københavns Kommune, 2011). Det er kombinationen mellem det at råde over egen bolig, med tilknyttet professionel støtte, og
mulighed for et fællesskab med ligesindede, der ifølge behovsanalysen
har en afgørende effekt i forhold til brugerens mulighed for at fastholde
boligen.
Der er dog samtidig flere udfordringer i forhold til særboliger. Hvis det
91
er boliger, som kommunen får stillet til rådighed af boligselskaberne,
forventes det, at de borgere, der flytter ind, enten ikke har et misbrug
eller som minimum er i misbrugsbehandling. De såkaldte skæve huse
er også særboliger, og her er der ikke restriktioner omkring misbrug – og
så har man jo i hvert tilfælde ikke løst udfordringerne omkring misbrug,
og hvad det indebærer. Udfordringen ved de skæve huse er også, at de
er for dyre at bygge, og dermed vil målgruppen ikke have mulighed for
at betale huslejen. Man er her helt på linie med flere forfattere: At det er
nogle helt konkrete og i princippet banale faktorer, der er afgørende for
den boligmæssige indsats: Hvor mange egnede boliger, der overhovedet findes, huslejens størrelse, om udlejerne vil have dem ind, holdninger hos naboerne og så videre.
Geerdsen et al har undersøgt effekten af de forskellige former for støttende indsats, der specifikt retter sig mod at hjælpe personer, der er
hjemløse. Den eneste indsats, der i den pågældende undersøgelse viser sig at have en positiv effekt, er kontakt til en beboerrådgiver (Geerdsen, 2005). Det betyder ikke, at andre indsatser ikke nødvendigvis også
har en positiv effekt. En stor del af borgerne (80% af interviewpersonerne i undersøgelsen) tilkendegiver, at de har haft positivt udbytte af flere
former for indsats. Hvad angår andre indsatser kan manglende dokumenterbar effekt skyldes selektionen af borgere, der modtager hjælpen,
f.eks. at det primært er de mest ensomme, der tilbydes indsatserne.
Alligevel er det tankevækkende, at der ikke ses klare effekter.
Uanset hvilke tilbud der gives i relation til bolig, understreges det i publikationerne, at det er vigtigt, borgeren bliver involveret.
Beskæftigelse
På samme måde som med bolig præsenteres der ikke her en bestemt
metode. Afsnittet refererer mere generelt til betydningen af beskæftigelse – eller mere korrekt: af en meningsfuld hverdag. Der er nemlig
en meget stor del af de socialt udsatte, hvor almindelig lønnet beskæftigelse ikke er en realistisk mulighed, men der er mange mellemformer
mellem fuld selvforsørgelse via et lønnet job og passiv forsørgelse med
92
førtidspension. Som flere forfattere peger på, kan beskæftigelse antage
mange former som for eksempel revalidering, arbejdsprøvning, aktivering, uddannelse og lignende aktiviteter. Jævnfør figuren om helhedsindsats side 55 handler det om at have en meningsfuld hverdag, uanset
hvor beskæftigelsesegnet man er. Det blev også understreget i afsnittet
om væresteder: Alle har brug for noget at stå op til. Som VFC skriver:
”Hjemløse, der på grund af fysisk og psykisk nedslidning ikke kan opnå
nogen form for lønarbejde, har behov for at skabe sig en meningsfuld
hverdag, hvor indholdet i tilværelsen ikke længere primært er at overleve som hjemløs, herunder at overleve misbrugssituationen” (VFC,
2005, Social integration).
Ifølge VFC er formålet med at skabe en aktiv hverdag følgende:
•
at afhjælpe ensomhed
•
at skabe en social identitet og netværk
•
at medvirke til selvforsørgelse
Ifølge Brandt og Kirk spiller beskæftigelse en meget lille rolle i indsatsen
over for socialt udsatte (Brandt, 2003). Måske kan det hænge sammen
med, at beskæftigelsesindsatsen ikke ligger i socialforvaltningen, men i
arbejdsmarkedsforvaltningen, og her synes der gennem de seneste år
ikke at have været så stor forståelse for de sociale problemer. Det gjaldt
bare om at få alle ud på arbejdsmarkedet. Man kunne måske kalde det
en ”working first”-tankegang, svarende til at ”lediggang er roden til alt
ondt”.
Flere undersøgelser bekræfter, at beskæftigelse har stor betydning for
oplevelsen af at have en identitet og for følelsen af at være værdsat.
Ifølge Geerdsen et al synes arbejde – lønnet eller ulønnet – at være
afgørende. Arbejdsrelationer skaber netværk og det, som de fleste af
de interviewede i deres undersøgelse betragter som et ”normalt liv” (Geerdsen, 2005).
Høgsbro et al peger tilsvarende på, at det er en vigtig opgave for det
offentlige at sikre aktivitet og beskæftigelse, der er meningsfuld for brugerne og tager hensyn til deres specielle situation og problemer. Men
93
det skal være en beskæftigelse, hvor produkterne dækker et reelt behov
for normalsamfundet. For dem, der har ressourcer til det, er det altså
ikke nok ”bare” at foretage sig noget, hvis ikke de oplever, de bidrager
til noget værdiskabende (Høgsbro, 2003). Som VFC skriver, har det stor
betydning at stå op til noget, som er vigtigt både for den, der udfører
opgaven, og for den, som opgaven bliver udført for (VFC, 2005, Social
integration). Hvilke typer af aktiviteter der så mere præcist lever op til
dette, er ikke klart. I Blå Kors Danmarks interviewundersøgelser på væresteder har det vist sig, at det har betydning for brugerne, at de føler,
de kan være noget for andre mennesker (Forskningsafdelingen, 2010,
interviewundersøgelse).
Sammenfatning
I nedenstående model har vi forsøgt at placere de gennemgåede indsatser på en tidslinie, svarende til modellen i kapitel 4. Modellen er forenklet, dels fordi nogle af de udadgående indsatser faktisk finder sted
inden indflytning på en boeller behandlingsinstitution, dels fordi afslutningen af indsatsen kan være meget individuel og ikke kan tidsfastsættes på forhånd, ligesom modellen ikke illustrerer, at indsatsens intensitet
kan variere. Placeringen bygger ikke på faktuelle og klare kriterier, men
er snarere en intuitiv placering på baggrund af studierne i forbindelse
med denne publikation.
94
Indflytning
Udflytning
bruger befinder sig på boeller behandlingsinstitution
Udslusning:
Efterværn:
udredning og handleplan
brobygning
fortsat og genoptaget behandling
fartsat kontakt til boenhed
etablering af formelt og uformelt netværk
sociale mentorer
bostøtte, SKP og CTI
case management
bolig med og uden støttefunktion
væresteder, beskæftigelse
Som nævnt er gennemgangen ikke udtømmende. Vi er vidende om, at
der eksempelvis også findes udslusningsboliger, såkaldte opgangsfællesskaber, netværksmøder, målrettet pårørende-arbejde og andre metoder, der kan supplere indsatsen.
95
8. Helhedsindsats – organisatoriske
barrierer og forudsætninger
Dette kapitel skal kort handle om, hvad der skal til for at skabe en mere
helhedsorienteret indsats. Én af måderne er at fastsætte nogle mål for
indsatsen i forhold til socialt udsatte, der fremmer en tværgående og
helhedsorienteret indsats. Købehavns Kommune har i deres hjemløsestrategi fastsat nogle mål, der bevidst er så ambitiøse, at de kan være
med til at fremtvinge nye typer af indsatser og nye typer af samarbejder
(Københavns Kommune, 2011).
I det følgende trækkes nogle temaer frem fra publikationerne som dels
peger på nogle af de barrierer, der er for en helhedsorienteret indsats,
dels på nogle af de veje, man må gå for at optimere indsatsen.
Barrierer – nogle eksempler
Undervejs i gennemgangen af publikationer er der allerede peget på en
lang række barrierer, blandt andet i form af dilemmaer. Dilemmaer kan i
sig selv skabe handlingslammelse, fordi der ikke er entydige løsninger.
I dette afsnit vil vi pege på yderligere nogle barrierer. Der er dels tale
om barrierer, der ligger i forskellige holdninger, dels barrierer af mere
systemmæssig karakter.
Brandt og Kirk peger på den barriere, der ligger i den forskellige opfattelse hos henholdsvis den socialt udsatte selv og hos medarbejderne i det
offentlige system, der skal yde en eller anden form for indsats. De udsatte borgere ønsker at blive opfattet og mødt som ligeværdige normale
mennesker. Medarbejderne kan imidlertid være tilbøjelige til at møde
dem som diagnoser og som problembærere, f.eks. af misbrug (Brandt,
2003). Denne forskellige opfattelse kan i selv medvirke til at blokere
for løsninger. Men ikke nok med det. Også mellem forskellige grupper
af socialarbejdere kan opfattelserne af brugerne og deres problemer
være så forskellige, at det blokerer for en god indsats. Det handler i høj
grad om nogle sproglige divergenser, så medarbejderne i de forskellige
dele af den offentlige indsats ikke forstår hinanden tilstrækkeligt godt til,
96
at der kan ydes en effektiv sammenhængende indsats. Fabricius et al
har afdækket, at ansatte i hjemløseboformerne tenderer til at anlægge
en omsorgskode, mens de kommunale bostøttemedarbejdere tenderer
til at anlægge kritisk selviagttagelse (Fabricius, 2005). Denne forskel i
tilgang afføder nogle problemer eller tendentielle barrierer, som synes
afgørende for samarbejdet omkring udslusning. Tilsvarende giver de et
eksempel, hvor en afdelingsleder stiller fokuseringen på omsorg skarpt
op over for en fokusering på behandling og mener, at jo mere der fokuseres på behandling, jo mindre vil man kunne leve op til at være det
sidste sikkerhedsnet, der altid kan stille en seng til rådighed – jævnfør
dilemmaet om autonomi kontra overomsorg.
Fabricius et al peger også på, at de forskellige medarbejdergrupper ikke
har tillid til andre medarbejderes evne til at tackle de problemer, de møder hos brugerne. For eksempel viser deres undersøgelser, at medarbejderne på hjemløseinstitutionerne ikke mener, at de kommunale bostøttemedarbejderes arbejdsform er gearet til de ofte stærkt belastede
brugere, som de møder fra § 110-boformerne. Bl.a. at de ikke er gearet
til at gå ind i de lejligheder, hvor brugernes personlige hygiejne er meget dårlig. Dette er blot få af tilsyneladende mange eksempler på, at
manglen på en fælles forståelse af brugerne, en fælles faglig tilgang og
et fælles sprog blandt de medarbejdere, der beskæftiger sig med socialt
udsatte, udgør en barriere for en helhedsorienteret indsats.
Også mellem forvaltningerne og de faglige medarbejdere er der forskelle i opfattelsen. Der synes at være en fælles forståelse i kommunerne
af, at den økonomisk-administrative kode udelukker en mere socialpædagogisk tilgang i forhold til brugerne (Fabricius, 2005).
Fabricius et al peger tillige på det paradoksale i, at brugerne på én
gang ikke må være for velfungerende – de skal have problemer ud over
manglen på en bolig – og samtidig må de ikke være for dårligt stillede til
at blive anvist en bolig gennem kommunen. På den måde er firkantede
regler hindrende for at finde en passende løsning.
Anbefalinger
Fabricius peger på, at lovgivningen gennem de senere år i sig selv har
97
lagt op til, at indsatsen over for socialt udsatte borgere i særlig grad
kræver koordinering, sammenhæng og en helhedsorienteret indsats.
De nævnte barrierer er altså ikke i tråd med lovgivningens hensigt, så
det handler bare om at leve op til lovgivningens intention. Der henvises
til målene i serviceloven side 52.
Vi har i det følgende samlet nogle af de anbefalinger, som publikationerne giver omkring tilrettelæggelsen af indsatsen over for socialt udsatte.
Høgsbro et al giver følgende anbefalinger til indsatsen – formuleret af
red. i stikordsform (Høgsbro, 2003):
•
skab åbne og dynamiske regionale modeller for den samlede indsats
•
tag udgangspunkt i brugernes behov
•
sikre personlige udviklingsmuligheder for brugerne
•
sørg for, at indsatserne er komplementerede
•
sørg for brugerindflydelse
•
udvikl gode modeller for handleplaner
•
gør en indsats, hvor behandling og støtte er integreret
•
foretag sammenligning af indsatserne
Fabricius et al peger på behovet for at sikre, at de forskellige tilbud og
medarbejdergrupper opnår en fælles forståelse af og samme rummelighed over for målgruppen, dels ved at sikre sammenhæng i tilbuddene,
dels gennem uddannelse.
Ligesom Høgsbro et al peger Fabricius et al på, at en af de væsentligste
forudsætninger for samarbejde, der giver mening for alle aktører, og
som derfor kan sikre sammenhæng i indsatser, er, at man finder måder,
hvorpå indsatserne komplementerer hinanden i stedet for at støde sammen.
Organisatoriske rammer og struktur
En helhedsorienteret indsats stiller krav til, at de organisatoriske rammer og strukturer er fleksible og dynamiske på den måde, at de reelt
kan tage højde for individuelle behov, at indsatsen koordineres, uanset
98
hvem i systemet der ”opfanger” den socialt udsatte borger, og at man
fokuserer på borgeren som et ligeværdigt menneske med nogle ressourcer og med krav på indflydelse på sit eget liv. VFC taler om samarbejde på to niveauer, brugerniveau og systemniveau (VFC, 2005, Social
integration):
Samarbejde på brugerniveau – om og med den enkelte bruger vedrørende:
•
fælles udredning af situationen
•
opstilling af fælles mål og delmål for indsatsen med den
hjemløse
•
koordinering af indsatsen mellem parterne
•
sikring af sammenhæng mellem mål for opholdet på en
hjemløseinstitution og mål for den sociale integration efterfølgende
•
afvikling af relationen til den hjemløse til anden ansvarlig
part
•
at skabe forståelse hos øvrige parter for den hjemløses individuelle situation
•
at få de ”skjulte” dagsordener frem i lyset
De skjulte dagsordener er formodentlig særligt udtalte, hvis der opstår
kassetænkning, hvor hver enkelt ”kasse” fokuserer på at reducere udgifterne for sig selv og ”tørre dem af” på andre. I øjeblikket har en del
kommuner fokus på at undgå incitamenter til, at socialt udsatte flytter til
deres kommune.
På systemniveau er der ifølge VFC behov for samarbejde om:
•
at formidle viden om hjemløseboformen
•
at skabe grundlag for gensidig erfaringsudveksling og læring
•
at udvikle generelle samarbejdsaftaler
•
at udvikle det sociale integrationsarbejde i fællesskab
I VFC’s bud får hjemløseinstitutionerne en central rolle i koordineringen.
Hvis man i højere grad skulle forebygge social udsathed, skulle den koordinerende rolle ligge på steder, hvor man opfangede risikoen for social
udsathed på et tidligere tidspunkt, men jævnfør Fabricius et al bliver den
99
faktiske hjemløshed i betydningen konkret at stå uden tag over hovedet
tit den begivenhed, der udløser en indsats fra hjælpesystemet (Fabricius, 2005). Det betyder, at hjemløseindsatsen bliver den foranstaltning,
der samler op, når andre indsatser har slået fejl eller har defineret en
person som ikke hørende til målgruppen, eller når en ny målgruppe med
et behov for hjælp endnu ikke er identificeret. Netop fordi målgruppen er
meget bred og nærmest generisk, kan den ikke defineres som hørende
til det ene eller det andet system, og derfor volder den organisatoriske
forankring vanskeligheder og giver anledning til nogle hybride konstruktioner. Dette skal et optimalt helhedsorienteret system kunne rumme.
På en måde kan det synes meget enkelt: Der er tale om meget jordnære
konkrete problemer, der skal løses for den enkelte bruger. I mødet med
den enkelte socialt udsatte virker det, som om det bare handler om at
bruge sund fornuft, som erfaringen viser fra blandt andet mentorprojektet i Blå Kors Danmark (Forskningsafdelingen, 2010, mentorprojekt).
Alligevel er det tilsyneladende vanskeligt at koordinere i virkeligheden,
for på én eller anden måde virker systemerne meget asynkrone. Og
hvis indsatsen skal lykkes, skal der være fremdrift i hjælpen. Brandt
og Kirk peger på, at der nogle steder i systemet er lange ventetider, for
eksempel til bolig, og i løbet af ventetiden forsvinder troen på, at det vil
lykkes. Det kan naturligvis være meget vanskeligt at tilrettelægge indsatsen, når hastigheden i indsatsen hele tiden skal balanceres i forhold
til, hvornår kræfterne og energien er til stede hos brugeren i tilstrækkeligt omfang (Brandt, 2003).
Hvis målgruppen for indsatsen i forhold til socialt udsatte ikke defineres
bredt nok, bliver hjemløseinstitutionerne godt nok for nogle den udløsende faktor for en målrettet indsats for social integration, men for andre
brugere bliver for eksempel herberg kun en slags transit, typisk for diagnosticerede psykisk syge eller folk, der venter på en dom (Fabricius,
2005).
Koordinationsrollen
Som det flere steder er fremgået ovenfor, er det nødvendigt at placere
ansvaret for koordineringen af indsatsen i forhold til den enkelte bruger
100
hos en bestemt person. Det afgørende er ikke, hvem det er, og det
er ikke afgørende, om vedkommende har en bestemt socialfaglig baggrund. Case-management-metoden eller CTI-metoden tyder på at være
velegnede metoder til at sikre koordinationen, og samtidig har de særligt
fokus på at skabe forudsætninger for en omsorgsgivende og støttende
relation hos dem, der skal have den langsigtede eller varige kontakt
med brugeren.
Den kommunale handleplan
Servicelovens § 141 lægger op til, at kommunen skal tilbyde udarbejdelse af en handleplan for indsatsen, såfremt borgeren ønsker det. Handleplanen skal angive formålet med indsatsen, indholdet af indsatsen, den
forventede varighed af indsatsen og andre særlige forhold vedrørende
bolig, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling, hjælpemidler med videre. Handleplanen bør udarbejdes ud fra borgerens forudsætninger
og så vidt muligt i samarbejde med denne. Her bekræftes det igen, at
lovgivningen anlægger en helhedsorienteret indsats med inddragelse af
borgeren.
I praksis fungerer handleplanarbejdet imidlertid ikke så strømlinet, hvilket Fabricius et al har undersøgt. Handleplanen er lovgivningsmæssigt
tænkt som et redskab til at skabe sammenhæng i indsatsen. Men de
måder, hvorpå der tales om planer i det empiriske materiale, varierer
fra at se planer som sagsbehandlerens økonomiske og administrative
styringsinstrument til at se dem som konstituerende for nye muligheder
i brugerens liv (Fabricius, 2005). I praksis betyder det ifølge Fabricius
et al, at når der tales om planer, kan man ikke forvente konsensus om,
hvad man taler om. Det bringer Fabricius et al til at spørge, om man så
må opgive den tværgående koordinering, fordi det er virkeligheden for
den målgruppe, der bevæger sig ud og ind af forskellige tilbud, at organisering og koordinering må skabes ud fra den enkelte kontekst?
Når lovgivningen er så klar, er det meget vanskeligt at forstå, at det ikke
skulle være muligt at opnå en fælles forståelse af formål og indhold i
handleplanarbejdet, og dermed et grundlag for en koordinering på tværs
af alle tilbud.
101
9. Forudsætninger hos borgeren
for at indsatsen nytter
Ifølge publikationerne er det ikke kun i systemet, at nogle forudsætninger skal være til stede for at skabe en helhedsorienteret indsats. Flere
publikationer diskuterer også, hvorvidt en virkningsfuld indsats stiller
krav om nogle bestemte forudsætninger hos de socialt udsatte borgere.
Igen er vi inde omkring det helt grundlæggende spørgsmål, om der skal
stilles betingelser til brugeren, eller om der er tale om rettigheder. Men
selv om man ikke går ind for betingelser, kan der stadig stilles spørgsmålstegn ved, om en indsats skal tilbydes uanset sandsynligheden for
virkning eller ej, eller om man forudsætter, at der skal være stor sandsynlighed for, at indsatsen rent faktisk kan hjælpe brugeren ud af den
marginaliserede situation. VFC stiller spørgsmålet på den måde, om
alle skal have et relevant tilbud om socialt integrationsarbejde, eller om
der skal anlægges mere strukturerede kriterier for tildeling af støtte og
for støttens omfang, ud fra den hjemløses motivation, selvindsigt og
forandringsønske (VFC, 2005, Social integration).
Et spørgsmål om udslusningsparathed
Fabricius et al peger på betegnelsen „udslusningsparathed“ som et kriterium for, om en social udsat borger kan klare sig i eget hjem. De skriver således, at det ikke er ventetiden på en bolig, der afgør indsatsens
varighed, men andre faktorer som for eksempel brugerens udslusningsparathed målt ved fysisk og psykisk restitution og stabilitet, kontrol i forhold til et misbrug, en nogenlunde struktureret hverdag og skabelsen af
relationer til andre mennesker. Fabricius et al betragter udslusningsparathed som en nødvendig forudsætning for at kunne klare en tilværelse
i egen bolig (Fabricius, 2005).
For en konkretisering af, hvad der ligger i udslusningsparathed, lægger
Fabricius et al følgende kriterier til grund ud fra de undersøgelser, der er
foretaget i praksis:
•
deltagelse i fællesskaber: Erfaring og undersøgelser viser,
at sociale netværk er noget af det, der er sværest at få til at
102
•
•
fungere. Derfor er det relevant at inddrage netværk i form
af eksempelvis væresteder, bostøttetilbud og kontakt til tidligere botilbud som væsentlige elementer i kriteriet
social orientering indgår i vurdering af udslusningsparathed,
i form af hvorvidt brugeren har ønske, evne og vilje til samarbejde og dermed til at indgå i sociale fællesskaber
evne til at holde en vis orden i kaos, henholdsvis
◦◦
på hverdagsniveau, det vil sige få en hverdag til at
fungere
◦◦
på systemniveau, det vil sige fastholde kontakt og
samarbejde med de professionelle, og
◦◦
opretholde et rimeligt hygiejneniveau i boligen
På spørgsmålet om, hvem det så er, der definerer, hvornår en bruger er
udslusningsparat, viser Fabricus et al, at det i høj grad er brugeren selv,
der endeligt afgør, hvornår vedkommende er klar til at flytte ud. Som
regel sker afklaringen gennem et længere forløb og ofte i samråd med
kontaktpersonen eller rådgiveren på botilbuddet.
I praksis kan det være svært at styre efter et udefinerbart begreb som
udslusningsparathed, og undersøgelserne viser, at det i praksis mere
er barriererne end ovennævnte ressourceorienterede mestringskriterier,
der er afgørende for, om en bruger er parat. Det har vist sig i praksis,
at oplevelsen af manglende parathed typisk udspringer af angsten for
ensomhed og isolation, som er den erfaring, mange har fra tidligere perioder i egen bolig, samt angsten for at falde tilbage i misbrug (Fabricius,
2005).
Motivation og adfærd
Motivation kan betragtes som en del af forandringsparatheden, men
samtidig er motivationsarbejde et meget anvendt selvstændigt tema i
det pædagogiske arbejde. For eksempel i forandringsgruppen, hvor man
har taget udgangspunkt i den såkaldte forandringscirkel3, der beskriver
den proces, en bruger skal igennem for at nå frem til en forandring af sin
3
Inspireret af Prochaska og Di Clemente: „The Transtheoretical stages of Change model“,
på dansk „Forandringscirklen”. Se i Mørch og Rosenberg (red): Kognitiv terapi, Modeller og metoder, Hans Reitzels forlag 2005. Kapitel 10 p 257. Omtale af forandringscirklen kan også ses hos
Hesse og Jourdan, Stofbladet nr 3/2004, pp. 34-35.
103
situation: (Forskningsafdelingen, 2010, forandringsgruppen):
stabilisering erkendelse accept motivation handlemuligheder beslutning forandring
Fabricius et al giver tilsvarende et bud på en pædagogisk tilgang til
motivation, hvor man tager udgangspunkt i den såkaldte ”Staircase of
Transition”, det vil sige forestillingen om en trinvis bevægelse frem mod
et udviklingsmål. Det betyder, at der kommunikeres gennem en pædagogisk kode og dermed i distinktionen læring/ikke-læring. Den pædagogiske kode søger at iagttage, om der er motivation eller ej. For
at komme videre skal personen være motiveret for forandring og have
erkendt sine problemer. I praksis sprogliggør man også motivation som
vilje til udvikling, og man anvender brugerens vilje til udvikling som kriterium for tildeling af botræning. Spørgsmålet om brugernes motivation og
dermed vilje til udvikling stilles først, når der er skabt nære og tillidsfulde
relationer mellem brugerne og medarbejderne. Først da kan der stilles
krav til brugerne, og en pædagogisk iagttagelse kan anlægges (Fabricius, 2005).
Pointen er her, at forudsætningen for udvikling hos brugeren er, at vedkommende er motiveret, og at der findes forskellige bud på, hvordan der
pædagogisk kan arbejdes med motivationen.
En anden distinktion, der tjener til bestemmelse af et tilbud, er brugerens adfærd, der i kommunikationen får betegnelsen mere eller mindre
”udadreagerende”. Udadreagerende adfærd forstås som voldsom og
eksplosiv adfærd i form af vrede, trusler og eventuelt vold, som kan betyde, at brugeren ikke kan rummes i en bestemt indsats.
Mestring
I afsnittet om udslusningsparathed anvendtes begrebet evne, altså om
brugeren kompetencemæssigt er i stand til at opfylde bestemte krav.
Man kan altså tale om det at kunne mestre bestemte funktioner, og det
104
tager tid at erhverve sig de ”livskompetencer”, der skal til for at kunne
fungere i egen bolig. Mestring eller livskompetencer handler ikke kun
om funktionelle kriterier, men også om identitet og følelser. Som det
fremgår af et citat fra Fabricius et al (Fabricius, 2005):
”Det primære for mig det er, at du bliver klar til at flytte ud i egen bolig.
Det er, at du får så meget selvtillid, at du får så meget mod på livet, at du
kan klare dig i egen lejlighed, når du fraflytter os. Altså ikke bare, at du
får en lejlighed, men også, at du kan skaffe dig et hjem”.
105
10. Afrunding
Det synes, som om der er stigende fokus på social integration, eller
udslusning og efterværn af socialt udsatte – paradoksalt nok først, når
der tilsyneladende gennem mange år har været enighed om, hvor nødvendigt det er for at bringe de pågældende borgere ud af ”udsathedssituationen”. SFI Campbell har en publikation på trapperne primo 2012,
der handler om effekten af botilbud og case-management på hjemløshed samt på de hjemløses oplevelse af boligstabilitet. Tilsvarende har
SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, ultimo 2011 udgivet en
rapport fra en interviewundersøgelse om overgangen fra hjemløshed til
egen bolig, der også omhandler udslusning og efterværn. Og i december 2011 offentliggjorde Gentofte Kommune erfaringer fra et hjemløseprojekt.
Når det ikke bliver til mere systematisk praksis i virkeligheden, er det
måske, fordi et offentligt socialt system kun kan tackle specifikke målgrupper, delproblemer. Det er som om, at når en helhedsløsning fordrer samspil mellem flere aktører, kastes der grus i maskineriet. Det må
være et fromt ønske, at man finder nye måder at organisere indsatsen
mellem offentlige aktører indbyrdes og mellem offentlige og private aktører, så der kan blive tale om reel social inklusion som grundlag for, at
der også kan opnås social integration.
Denne publikation er på ingen måde fyldestgørende, men det er vores
håb, at den fortsat kan skubbe på for at finde helhedsorienterede løsninger, og at den kan være igangsætter for både at benytte kendte metoder
og se dem i et ”integrationsperspektiv”, og for at finde nye metoder for
at skabe en sammenhængende indsats til gavn for socialt udsatte medborgere.
106
Litteraturoversigt
Anttila, S., Benjaminsen, L., Blid, M., Brännström, L., Reilly, S., Brolund,
A., Frederiksson, M. K (2010): FORSKNINGSOVERSIGT: Effekten af
botilbud og case-management på hjemløshed samt på de hjemløses
oplevelse af boligstabilitet. SFI Campbell
Benjaminsen, L. & Christensen, I. (2007): Hjemløshed i Danmark. Socialforskningsinstituttet
Benjaminsen, L.: Notat til kommuner om implementering af housing
first principet under den nationale Hjemløsestrategi. Servicestyrelsen
Bjerge, Bagga (2007): Empowerment, selvforvaltning og metadonbrugere. I Bjerge, Bagge og Selmer, B.: Det sociale arbejdes daglige praksis. Perspektiver på brugerinddragelse og retssikkerhed. Aarhus Universitetsforlag
Brandt, P. (1992): Yngre hjemløse i København – Belyst ved en undersøgelse af de socialpsykiatriske forhold hos de 18-35 årige brugere af
institutionerne for hjemløse i København. København, FADL’s forlag
Brandt, P. & Kirk, M. (2003): Billeder fra hverdagen. En dokumentariskanalytisk fremstilling af den sociale indsats over for hjemløse, misbrugere eller sindslidende personer, som den ses af de, der arbejder i feltet.
AKF
Bømler, T. U. (2000): Når samfundet udstøder. Gyldendal
Fabricius, N., Tilia, G., Ramsbøl, H., Villadsen, K.l (2005): Fra hjemløsnhed til fast bolig. Samarbejde og metoder i arbejdet med hjemløse.
Socialforskningsinstituttet, rapport 05:17
Formidlingscentret for Socialt Arbejde (2002): Handleplansarbejdet
– på boformer for hjemløse. Esbjerg
107
Formidlingscentret for Socialt Arbejde (2002): Indtryk og udtryk. Brugernes oplevelse af kvalitet i botilbud til hjemløse. Esbjerg
Forskningsafdelingen, Blå Kors Danmark (2010): Mentorprojekt – projekt rådgivning, støtte, efterværn og aktivitet for udsatte grupper. Evaleringsrapport
Forskningsafdelingen, Blå Kors Danmark (2010): Den Blå Sociale
Café - Interviewundersøgelse om værestedets betydning for brugerne
Forskningsafdelingen, Blå Kors Danmark (2010): Forandringsgruppen. Evalueringsrapport
Fridberg, T. (1992): De socialt udstødte. København, Socialforskningsinstituttet
Geerdsen, L. P., Koch-Nielsen, I., Vinther, H., Christensen, I., Christensen, V. T. (2005): Ud af hjemløshed. Socialforskningsinstituttet, rapport
05:02
Grytmer, R. (2004): Hygge med hensigt: Væresteder for stofmisbrugere. I: Asmussen, Vibeke og Johncke, S.: Brugerperspektiver - Fra
stofmisbrug til socialpolitik? Aarhus Universitetsforlag
Gentofte Kommune (2011): Bedre kvalitet i arbejdet med hjemløse.
Evalueringsrapport
Høgsbro, K., Brandt, P., Ebsen, F., Thomsen, O., Nordentoft, M. (2003):
Brugerne, de professionelle og forvaltningen. En diskussion af sammenhængen mellem brugernes livsverden, den professionelle og frivillige
indsats og den samlede organisering af tilbuddene til mennesker med
hjemløshed, misbrug og sindslidelse som problem. AKF
Høje Taastrup Kommune, Jobcentret (2008): Business Case for projekt A-Stop og Job, version 1
Indenrigs- og socialministeriet (2009): Regeringens hjemløsestrategi
108
Jensen, M. K. (1995): Hjemløse med og uden egen bolig. Socialforskningsinstituttet, rapport 95:6
Kristensen, O. S., Oberman, M.-L., Dolmer, A. (2007): Notat om forskellen mellem social integration og social inklusion. Psykologisk Institut, Aarhus Universitet
Københavns Kommune, Socialforvaltningen (2011): Hjemløsestrategi
for København
Mackrill, Thomas (2009): Constructing client agency in psychotherapy
research. Journal of Humanistic Psychology
Marchall, M. og Lookwood, A. (2010): Assertive community treatment
for people with severe mental disorders (Review). The Cochrane Library, Issue 3
Nelson, G. & Aubry, T. (2007): A Review of the Literature on the Effectiveness of Housing and Support, Assertive Community Treatment, and
Intensice Case Managent Interventions for Persons With Mental Illness
Who Have Been Homeless. American Journal of Orthopsychiatry, Vol
77, No. 3, 350-361
Nielsen, P. (2008): Personlighedsforstyrrelse og misbrug. Plancher fra
KL’s misbrugskonference 2008
Nygren, P. (1999): Professionel omsorg for børn og familier: Fra teori til
værktøj. København, Dansk Psykologisk Forlag
Pedersen, M. U. (2000): Stofmisbrugere før, under, efter døgnbehandling. Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet
Rambøll (2010): Statusnotat 2010. Hjemløsestrategien. Statusnotat for
Hjemløsestrategien 2010
Revstedt, P. (1995): Ingen er håbløs: Motivationsarbejde i teori og praksis. København, Hans Reitzel
109
Rosencheck, R. (2000): Cost-Effectiveness of Services for Mentally Ill
Homeless People: The Application of Research to Policy and Practice.
American Journal of Psychiatry 157: 10
Servicestyrelsen (2011): Lovovervågning af støtte- og kontaktpersonordningen 2007-2009
Servicestyrelsen: Metodebeskrivelse: Assertive Community Treatment
(ACT)
Servicestyrelsen: Metodebeskrivelse: Individuel Case Management
(ICM)
Servicestyrelsen: Metodebeskrivelse: Critical Time Intervention (CTI)
Servicestyrelsen/Rambøll: Notat til kommuner om implementering af
housing first princippet under den nationale Hjemløsestrategi
Shepherd, G., Boardman, J., Slade, M. (2008): Recovery – fra begreb
til virkelighed. Videnscenter for Socialpsykiatri, København
Siiger, C. (2004): På brugernes præmisser? Mødet mellem gadesygeplejersker og hjemløse brugere. I: Asmussen, V. & Johncke, S.: Brugerperspektiver - Fra stofmisbrug til socialpolitik? Aarhus Universitetsforlag
Socialministeriet, Analysekontoret (1993): Temaplanlægning, Socialt
udstødte. København
Stigaard, Dorte L. (2011): Fra hjemløshed til egen bolig. SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Sundhedsstyrelsen, (2006): Alkoholbehandling – en medicinsk teknologivurdering. København
110
Susser, E., Valencia, E., Conover, S., Felix, A., Tsai, W.-Y., Wyatt, R. J.
(1997): Preventing Recurrent Homelessness among Mentally Ill Men:
A ”Critical Time” Intervention after Discharge from a shelter. Ameerican
Journal of Public Health, Febr. 1997, vol. 87, No. 2
Svärd, H. (1998): Hemlöshet – Fattigdomsbevis eller välfärdsdilemma?
Lund, Studentpublikationer
Thylstrup, B (2007): Misbrug og psykisk lidelse. Psykolog Nyt
Vestergård, C. (2007): Dilemmaer i brugerinddragelse. I Bjerge, B. &
Selmer, B.: Det sociale arbejdes daglige praksis. Perspektiver på brugerinddragelse og retssikkerhed. Aarhus Universitetsforlag
VFC Socialt Udsatte (2005): Social integration – om udslusning fra §
94 boformer. København
VFC Socialt Udsatte (2005): Rum til at være. Dilemmaer ved omsorg
for værestedsbrugere med alkoholmisbrug. København
VFC Socialt Udsatte (2006) og Servicestyrelsen (2007): SKP til misbrugere og hjemløse. København
Vind, L. (2007): Indføring af klientudredning og indsatsplanlægning i boformer for hjemløse. Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet
111
112
Blå Kors Danmark
Suensonsvej 1
8600 Silkeborg
Tlf. 8681 1500
bkd@blaakors.dk
www.blaakors.dk
Blå Kors Danmark
Enhed for forskning, dokumentation og innovation
Jes Jessen

Vildtbanegård IV

Transcription

Similar documents

Ny rapport om hjemløse kvinder!

Sjælen lider et knæk

hfjuni2010.pdf

Ikke plads til mænd i krise

7. klasses avis i 2012

CV for Jesper Falkensteen

Fonden Tagkærgaard – et behandlingstilbud til unge i misbrug