Partnerskabserklæring - Samarbejde & Partnerskab
Transcription
Partnerskabserklæring - Samarbejde & Partnerskab
Folia i Sandkassen med Google Frederikshavn den 3.7.2012 Den hypede og prestigefyldte udviklerkonference Google I/O er netop løbet af stablen i San Francisco - og i år var en nordjysk virksomhed repræsenteret på fornemste vis. Per invitation fra Google udstillede Folia A/S i den såkaldte ‘Developer Sandbox’, hvor innovative virksomheder, der arbejder med Google teknologi, får mulighed for at præsentere deres nyeste teknologi. Folia’s nyeste fokusområde hedder Indoor Mapping, og det er der stor interesse for. Michael Gram, CEO i Folia, er sammen med Head of Development, Rasmus S. Andersen og to Folia udviklere netop hjemvendt fra San Francisco, hvor alt den seneste uge har stået i Google I/O’s tegn. Over 5000 besøgende fra hele verden fik set det nyeste af, hvad Google og partnere kan præstere. Folia var repræsenteret for 3. år i træk, men I år var første gang, virksomheden fik en af de eftertragtede pladser som udstiller. ‘Vi er meget stolte af, at vi blev inviteret til at udstille på Google I/O. Det er et bevis på vores tætte og succesfulde samarbejde med Google. Vi siger, at vi er innovative, men med vores Indoor Mapping teknologi beviser vi det også’, siger Michael Gram. Netop Folias nye Indoor Mapping teknologi, der giver mulighed for at navigere og positionere indendøre, var vejen ind på Google I/O for Folia. ‘Vi har i tre år arbejdet fokuseret med at tilbyde Google Maps løsninger til kunder i Norden - i 2011 blev vi udnævnt som den bedst sælgende Google partner i Europa. Det helt nye fokusområde for os nu er vores Indoor Mapping teknologi, og den ser både vi og Google stort potentiale i’, udtaler Gram. Folia har udviklet en teknologi, der ved hjælp af eksisterende wifi gør det muligt at positionere indendørs. Den indendørs positionering kan via GPS kombineres med udendørs positionering, og netop denne kombination gør mulighederne uendelige. I nær fremtid gennemføres 4 pilotprojekter, som Folia forventer bliver starten på et helt nyt forretningsområde for virksomheden. Ud over deltagelsen i Google I/O lægger Folia stor vægt på at komme ud og møde eksisterende og potentielle kunder. Derfor afholdes alene i 2012 16 seminarer i de nordiske hovedstæder i tæt samarbejde med Google. 7 er allerede løbet af stablen, og til efteråret vender ‘Google Maps Roadshow’ tilbage - med forventet endnu større fokus på netop Indoor Mapping. ‘Vi vil naturligvis fortsat fokusere på Google Maps for Business og præsentere de nyeste tendenser og muligheder på det område. Med den enorme interesse, vi oplever, vil en stor del af fokus dog også ligge på vores Indoor Mapping Teknologi og dens mange anvendelsesmuligheder’ udtaler Folia-direktøren. Om Folia Folia A/S er en dansk IT-virksomhed, der har specialiseret sig i at udvikle, implementere og drive digitale kortløsninger til en lang række private og offentlige virksomheder. Virksomheden beskæftiger i dag 15 ansatte på hovedkontoret i Frederikshavn. Siden 2009 har Folia været Google Maps Authorised partner. De markedsfører og sælger egne produkter samt Google Maps licenser i tæt samarbejde med Google. I 2011 blev Folia af Google udnævnt som den bedst sælgende Google Geo partner i Europa. Folia har over 100 års erfaring med kort og kortdata og var i 90’erne blandt pionererne inden for digitale kort. Folia a/s | Midtpunkt 40 | 9900 Frederikshavn | Denmark | +45 7013 0212 | mail@folia.dk | www.folia.dk CVR: 84 05 95 28 | Nordjyske Bank: 7436-1013886 | IBAN-no: DK5774360001013886 | BIC-kode: EBANDK22