Referat af generalforsamling d. 2. marts 2015

Transcription

Referat af generalforsamling d. 2. marts 2015
Birkemose Golf Club
Nr. Stenderupvej 12, Eltang
6000 Kolding
Referat af
generalforsamling i Birkemose Golf Club
mandag, den 2. marts 2015 kl.19.00 i Restaurant Birkemose
Da Birkemose Golf Club blev stiftet den 20/9 2001 var en person – Nis Eskildsen – meget aktiv omkring
dette.
Nis var således klubbens første formand, og han var aktiv på faktisk alle områder, der så gjorde, at klubben
fik en god start, og især omkring regelundervisning af nye golfspillere er vi en del der husker Nis for hans
stille og rolige måde at indvie os i golfreglerne.
Denne kæmpeindsats gjorde så også, at Nis på generalforsamlingen den 1/3 2007 blev udnævnt til
Birkemose Golf Clubs 1. æresmedlem.
Senere blev Nis ramt af alvorlig sygdom og den 13. maj 2014 døde han på Sct. Maria Hospice.
Æret være Nis´s minde.
Dagsorden
Valg af dirigent blev Preben Bagger, hvorpå dagsordenen blev godkendt af generalforsamlingen.
1. Beretning om klubbens virksomhed i det forløbne år.
Jørgen Jørgensen, formand
Året 2014 var så det første hele kalenderår, hvor Birkemose Golf Club stod for hele driften af Birkemose
Golf Center og ligesom i 2013 har der været udfordringer/opgaver både økonomisk og praktisk.
For den økonomiske dels vedkommende må vi bare konstatere, at det bliver sværere og sværere at skaffe
nye/flere medlemmer, ligesom antallet af arrangementer både på lille og stor bane er faldet kraftigt, hvilket
så også viser sig på indtægtssiden.
På sidste års generalforsamling meddelte jeg, at der ved indgangen til 2014 var en medlemsafgang og en
målsætning for året var at skaffe nye medlemmer.
Derfor blev det besluttet, at lave en kampagne med tilbud om prøvemedlemskab for kr. 195,-.
Dette blev annonceret i lokalaviserne, ligesom begynderudvalget deltog i messe på Innovationsfabrikken,
hvor der blev uddelt flyers omkring prøvemedlemskab.
Disse tiltag gjorde da også, at en del tog mod tilbuddet, og begynderudvalg, regelunderviser, træner og en
masse mentorer/kaptajner fik nu i løbet af året uddannet en del nye golfere.
I 2015 fortsætter vi med samme tilbud, og begynderudvalget deltager igen den 28/2-1/3 i messen på
Innovationsfabrikken, og uddannelsesforløb for de 3 første begynderhold er planlagt og kan ses på
hjemmesiden.
Omkring antallet af arrangementer var der – som nævnt – i 2014 et kraftigt fald.
Her er vi jo nok, ligesom mange andre golfklubber, ramt af finanskrisen, der formentlig er medvirkende til,
at div. firmaer fravælger sådanne arrangementer.
Omkring dette arbejdes der fra sekretariatet med, at der i 2015 kommer flere arrangementer til Birkemose.
Omkring medlemssituationen kan det oplyses, at der ved årsskiftet var en lidt større afgang end først
anslået.
Det er ud fra det antal medlemmer der var pr. 1/1 2015 der er anvendt i det udfærdigede budget for 2015.
Omkring den daglige drift er der også i 2014 dukket ting op som klubben nu selv skal tage stilling til og
efterfølgende løse.
I et godt samarbejde mellem bestyrelse, forretningsfører, greenkeeper, træner og ikke mindst baneejer
synes jeg også dette i høj grad er lykkedes.
Men når vi nu er klub med over 600 medlemmer, kan alle ikke hele tiden være enige i de trufne
beslutninger, og jeg vil igen pointere, at der er stor forskel på konstruktiv kritik og på brokkerier.
I juni måned købte vores baneejer, Knud Henrik Daugaard Hansen, den konkursramte Comwell Kellers Park
Golfklub og efterfølgende havde vi nogle møder med Knud omkring muligheder for synergi-effekter.
Det vigtigste var dog at give de tidligere medlemmer i Comwell mulighed for at få et DGU-kort, så de igen
kunne spille golf. Dette gjorde vi så ved, at dem der ønskede det kunne melde sig ind i Birkemose, og da
den nye Kellers Park Golfklub igen fik et klubnummer, blev de flyttet tilbage dertil.
Ligeledes aftaltes det, at når man var fuldgyldigt medlem i enten Birkemose eller i Kellers Park, kunne man
frit spille på begge baner.
Denne ordning er også aftalt for 2015. Det skal pointeres, at ordningen kun gælder for fuldgyldige
medlemmer.
Der blev med virkning fra 1/5 2014 indgået aftale med fa. Birch og Baagø om, at benytte det store rum ved
dameomklædningsrummet til at udføre skønhedspleje og massage.
Birch og Baagø skulle selv for egen regning foretage den nødvendige renovering – lægge nyt gulv, male
m.m. – af lokalet, så det kunne bruges til det aftalte formål.
Aftalen var gældende til og med 31/10 2014, men noget tidligere og uden varsel blev lokalet pludselig
ryddet, og man så ikke mere til folkene fra Birch og Baagø.
På sidste års generalforsamling kunne vi byde velkommen til en ny restauratør – Michael Dihn – der
overtog efter Kokkekompagniet.
Efterhånden som sæsonen skred frem, blev vi klar over, at ud fra egne iagttagelser og ud fra hvad vi hørte
fra andre brugere af Restaurant Birkemose, at det nok ikke lige var en golfrestaurant Michael Dihn skulle
drive.
Vi begyndte derfor at se efter alternativer til at drive restauranten.
Dette lykkedes, således at vi rettidigt kunne opsige aftalen med Michael, og det er med stor glæde vi nu kan
byde Pia velkommen tilbage til Restaurant Birkemose.
Omkring banen har greenkeeperstaben igen i 2014 på fortrinlig vis klaret den daglige pasning og pleje,
ligesom en stor flok frivillige igen har hjulpet med opgaver, som tidsmæssigt er længere nede på
chefgreenkeeperens prioriteringsliste. Her kan bl.a. nævnes oprensning af søer, beskæring af og oprydning i
beplantninger.
Sidste år kunne jeg berette om, at mange medlemmer var med til at donere til beplantning ved hul 15 og
16.
Rådyrene har desværre været hårde ved de nyplantede træer og har taget faktisk alle topskud, som så gør
at det mere bliver nogle buske, der dog nok på sigt vil kunne give den ønskede læ.
Omkring banen vil jeg opfordre til, at når man går derude og synes noget kan gøres bedre eller måske ser
mulighed for nogle ændringer, så kom med konstruktiv kritik eller ideer, frem for bare at gå og brokke sig.
Umiddelbart efter sommerferien valgte bestyrelsen at skifte den daværende bogholder ud til fordel for fa.
XY Algebra, hvor Lars Ejlerskov Nielsen er medindehaver, og da bestyrelsesmedlem og kasserer, Jan Ulsø
Madsen, hen på eftersommeren meddelte, at han af arbejdsmæssige årsager var nødt til at træde ud af
bestyrelsen, har Lars efterfølgende været en stor hjælp omkring klubbens regnskab.
Omkring det mere golfmæssige var 2014 igen et år med masser af aktivitet, hvor banen har været i rigtig fin
stand, og først hen på efteråret kom der så megen regn, at dele af banen blev meget våd og i perioder
måtte lukkes for spil.
Vi har som sædvanligt afholdt vores klubturneringer, deltaget med 1 hold i hver af de 4 rækker i regionsgolf
og ligeledes i regionsgolf med 2 hold i veteranrækken.
I DGU-regi har vi deltaget med 1 damehold og 2 herrehold.
Også vore klubber i klubben – Ladies Section, Mens Section, Seniorklubben, Onsdagsgolf og
torsdagsklubben – har som vanligt været aktive i 2014.
I 2014 fik vi jo installeret en Pro Box 24 automat, som så skulle kunne klare alt omkring betaling af greenfee og buggyleje.
Der har desværre været nogle startvanskeligheder, idet automaten og GollfBox ikke kunne ”tale sammen” i
det omfang der blev lovet, og der er jo formentlig også indsneget sig nogle fejl 40.
Dette er eller vil blive rettet, og på sigt er det også meningen, at egne medlemmer skal bekræfte og
udskrive scorekort på automaten.
For sæsonen 2015 er det besluttet, at fortsætte med samme green-fee priser som i 2014, hvilket vil sige, at
for fuldtidsmedlemmer er prisen kr. 200,- og for fleksmedlemmer er prisen kr. 300,-.
Vi fortsætter ligeledes med, at et fuldtidsmedlem i Birkemose Golf Club kan medtage et fuldtidsmedlem fra
en anden golfklub til kr. 150,-.
Derudover er der ikke andre rabatordninger.
Firkløversamarbejdet fortsætter ligeledes i 2015, hvor man for kr. 800,- ubegrænset kan spille på 5 andre
baner (Give, Jelling, Brande, Åskov og Herning)
Firkløverkortet kan købes ved henvendelse til sekretariatet.
Omkring hjemmesiden er der nu fundet en ordning, så siden bliver mere brugervenlig og opdateret
Bent Løwert har sagt ja til at blive hjemmesideredaktør.
Fremadrettet skal klubrelaterede ting, der ønskes bragt på hjemmesiden sendes til Bent – i første omgang
dog til sekretariatet indtil nærmere meddeles.
I løbet af året er der igen ydet en kæmpe indsats fra en masse frivillige. Det være sig udvalgsmedlemmer,
regelunderviser, bestyrelser og hjælpere i klubber i klubben, mentorer, hulambassadører m. fl.
Så stor tak til alle – uden jer kunne det ikke lade sig gøre.
Vi har på nuværende allerede fået tilsagn fra flere, der gerne vil bidrage med frivilligt arbejde, men skulle
der stadig være en enkelt, der mener at kunne bidrage, så bare lige en kontakt til sekretariatet.
Vi vil så efterfølgende prøve at få koordineret opgaverne.
Slutteligt vil jeg takke den øvrige bestyrelse – herunder også Jan Madsen – og forretningsføreren for det
store arbejde, der er udført i 2014.
Ligeledes tak til Birkemose Golf Center – Knud Henrik – for det fortsatte gode og konstruktive samarbejde.
Med dette vil jeg overlade beretningen til generalforsamlingen.
Ole Theilgaard, begynderudvalget
2014 var et travlt år med messedeltagelse, uddannelse af nye golfspillere, kaninmatcher, golfens dag mm.
Der blev afviklet 5 begynderforløb med over 100 deltagere, hvor over 70 efterfølgende meldte sig ind.
En stor tak til mentorer, regelunderviser og det øvrige udvalg for den store indsats samt klubbens
medlemmer for at tilbyde de nye golfere velkommen i klubben.
I 2015 er der planlagt aktiviteter på lige fod med 2014. Vi er åbne for input for nye aktiviteter, og har brug
for flere frivillige i udvalget.
Åben invitation til bestyrelse om møde vedrørende fastholdelse af medlemmer.
Bent Madsen, juniorudvalget
Formålet har i 2014 været at få aktiveret juniorerne og deres forældre. Dette er ikke lykkes på trods af
utallige opfordringer fra udvalget. Udvalget har derfor foreslået bestyrelsen at vi melder os ud af Distrikt 3
kredsturnering, da ingen juniorer har deltaget i dette. Stor tilbagegang af juniormedlemmer, hvilket dog til
dels skyldes overgang fra junior til yngling.
Bent stopper som formand, Jens Andersen er ny formand. Jens gjorde indsigelse mod udmeldelse af Distrikt
3.
Ulrik Lykkegaard, eliteudvalget
1.-holdet var spået en svær sæson som oprykker, men gjorde en fin figur i en pulje, hvor alt kunne ske.
Holdet sluttede på en 3. plads.
Holdkaptajn i 2015 er Jens Andersen.
2.-holdet leverede nogle overraskende gode resultater.
Holdkaptajn i 2015 er Finn Skov.
Dameholdet leverede også nogle flotte resultater. Holdet sluttede på 3. pladsen.
Holdkaptajn i 2015 er Jette Lykkegaard.
Flemming Rasmussen var med i 3 ”store” turneringer, hvor det blev til nogle flotte placeringer. I juni måned
gik turen til Tjekkiet, hvor det blev til en 1. plads i B rækken. I september var der DM i Odense, hvor det
blev til en 4. plads. Senere i september måned gik turen til Japan, hvor der var VM for hold, hvor det blev til
en 4. plads – 1 slag fra 3 pladsen.
Kim Christiansen, turneringsudvalget
Et travlt år, men tilbagegang af deltagere i klubmatcher. Derfor er der lavet nye tiltag som ægteskabsmatch,
matcher om lørdage i stedet for søndage. Nye i udvalget er Lars Ejlerskov, Kenneth Rasmussen og Thomas
Andresen. Kim stopper som formand, men fortsætter i udvalget. Bent Løwert er ny formand. Ud er gået
Jane Rasmussen, Clifford Madsen og Jesper Beckmann.
En stor tak til dem for deres indsats.
Bjarne Andersen, baneudvalget
Gennemgangen af 18-huls banen med ønsker om optimeringer, der ikke var omkostningstunge blev
godkendt af bestyrelsen. Roughen bliver i 2015 klippet 3 gange efter aftale med chefgreenkeeperen.
Det blev vedtaget, at vi i 2014 proppede greens i juli, hvilket fungerede optimalt og medførte gode greens
til klubmesterskaberne. Dette gøres igen i 2015, såfremt vejret tillader det.
I vinterhalvåret er teestederne rykket frem for at skåne disse, men vi forsøger så vidt muligt at spille til
regulære greens året rundt – afhængigt af vejret selvfølgelig.
Tak til hulambassadørerne for deres store hjælp, og tak til Jubilæumsfonden for vores nye boldvasker.
Bjarne Andersen stopper som formand i baneudvalget.
Bent Holt, handicapudvalget
2014 har ikke været det travleste år, da det blot er et fåtal af scorekort vi har reguleret. Dette gøres jo
automatisk af de enkelte spillere via Golfbox.
Årsrevisionen har vi heller ikke lavet, da den er blevet lavet for os. (Lars Ejlerskov )
2. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
Lars Ejlerskov fremlagde regnskabet for 2014, der viste et minus på 377.000,-. Det skyldes, som tidligere
nævnt, bl.a. manglende indtægter for arrangementer samt tilbagegang af medlemsantal.
Derudover er der lavet afskrivninger på over kr. 100.000,- - bl.a. forårsaget af manglende
kontingentbetalinger og sponsorater samt ”sagen” om Birch & Baagø.
I 2014 er der gennemført besparelser på anlæg – bl.a. via Per, der laver de fleste maskiner selv – samt på
annoncering og administrationsomkostninger.
Da klubben nu står for vedligeholdelse af anlæg medfører det dog en øget omkostning.
Der gennemføres flere besparelser i 2015 ved optimering af eksisterende aftaler men med samme
standard. Her kigges især på besparelser på el.
Vi forventer at modtage tilskud i samme størrelsesorden som i 2014.
Fald af indtægter på eksponering skyldes, at vi i 2013 lavede nye sponsortavler, der betød at alle nye og
eksisterende sponsorer skulle have nye skilte, hvilket medførte en høj indtægt på denne post. Ved
genforhandling af disse aftaler i 2014 var skiltene allerede lavet, hvilket ikke medfører en tilsvarende
indtægt. Denne kommer blot ved tegning af nye sponsorater.
Årets første kvartal i 2013 var lejefri, hvorfor udgiften har været højere i 2014.
3. Forelæggelse af budget og fastsættelse af medlemskontingenter.
Bestyrelsen foreslår kontingenter som følger: Senior kr. 5.400,- yngling kr. 2.700,- junior kr. 1.600,- (unge
juniorer kr. 800,-), fleks kr. 1.100,- fleks plus kr. 2.300,- long distance kr. 2.700,- passiv kr. 700,Kontingentstigningen blev vedtaget.
I 2015 budgetteres med overskud via yderligere besparelse samt øgede indtægter. Indtægterne skal ske
som følge af tilgang af 45 medlemmer, flere arrangementer samt sponsorater.
Besparelser skal bl.a. ske ved skift af revisor samt ved vedligehold af maskinpark for at undgå uforudsete
udgifter.
Det pointeres, at der stadig er penge til udvalgene. I modsætning til sidste år, hvor de blot fik bevilget et
beløb, skal der nu ansøges herom.
4. Forslag fra bestyrelsen
Der var ingen forslag fra bestyrelsen.
5. Forslag fra medlemmerne
Forslag 1
Jens Andersen foreslog en udvidelse af bestyrelse fra 5 til 7 personer. Dette for at få flere ideer i gang,
motivere udvalgene samt for at være flere til at ”løfte” opgaven. Medlemmerne må tage et større ansvar.
Bestyrelsen mener ikke at den skal udvides, men støtter dog op om, at udvalgene bliver mere selvstyrende.
Ved den skriftlige afstemning blev resultatet: afgivet 88 stemmer - Ja: 25, Nej: 61, Blanke: 2
Forslag forkastet.
Forslag 2
Jens Andersen foreslog, at formanden fremover vælges på generalforsamlingen. Ved kommentar fra Carl
Poulsen blev det påpeget, at frivillige ildsjæle ikke ”hænger på træerne”, hvorfor det var vigtigt at støtte op
om disse.
Ved håndsoprækning blev forslaget forkastet.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer. Ole Kjersgaard Nielsen, Tove Stender og Bjarne Andersen var på valg.
Ole Kjersgaard Nielsen modtog genvalg – Tove Stender og Bjarne Andersen modtog ikke genvalg.
Der skulle findes 2 nye bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen foreslog Finn Vedel og Lars Ejlerskov. Disse blev
begge valgt, da Jens Andersen trak sit kandidatur og der ikke var andre kandidater.
7.
Valg af suppleant. P.t. ingen suppleant – Bjarne Andersen indtrådt i bestyrelsen
Bestyrelsen foreslog Karsten Sprogøe, der blev valgt uden modkandidat.
8.
Valg af ekstern revisor
Bestyrelsen foreslog Beierholm som ny revisor, hvilket blev vedtaget.
9.
Eventuelt
Baneejer Knud Daugaard-Hansen nævnte, at han selvfølgelig havde håbet på andre tal i regnskabet for
2014, men at det ikke kunne ændres nu. Nu var det tid til at tage arbejdshandskerne på. Han har stor tillid
til den nye bestyrelse med Lars ved økonomien.
Det var vigtigt at vi alle stod sammen, og trak i den samme retning.
Håbet er – med købet af Kellers Park – at dette nye set-up om fælles fritspils-ordning kaster flere
medlemmer af sig, men lige så vigtigt er det, at holde fødekæden i gang og blive ved med at uddanne nye
golfspillere. Derfor bevilligede han kr. 20.000,- til begynderudvalget.
Knud sluttede med at takke for alles indsats. Der er tro på, at tallene for 2015 holder.
Bjarne Eriksen efterspurgte en bedre kommunikation fra bestyrelsen. Løbende status med, hvad der foregik
i klubben. Så hermed en opfordring til bedre dialog fra bestyrelsen.
Clifford Madsen udtrykte ønske om mere aktivitet på de sociale medier samt en konstant vedligeholdelse af
hjemmesiden, så den altid var opdateret.
Et nyt medlem efterspurgte mere info på skrift til de nye medlemmer, mens forløbet stod på, men ikke
mindst efter endt forløb. Hvad kan jeg nu, hvor jeg er blevet medlem?
Slutteligt takkede formanden de 3 afgående udvalgsformænd: Kim Christiansen, Bjarne Andersen og Bent
Madsen samt tidligere bestyrelsesmedlem Jan Ulsø Madsen.
Årets klubmedlemmer blev Jørgen Larsen og Jørgen Jensen.
Ordstyrer Preben Bagger takkede for god ro og orden.
Bestyrelsen