Kære FSV-studerende årgang 2014 Stort tillykke med din optagelse

Pisti Lækat
Tom Rausner
©TomTech Cooperation ® 2007‐2012
At han egentlig hed Nis­Peter Mortensen til Staugaard, var der
næppe nogle der kunne huske længere. Det skulle da lige være
Maren Møllers, som havde været hemmeligt forelsket i ham hele
deres skoletid. Det havde Nis­Peter dog aldrig opdaget og hun havde
aldrig givet sine følelser til kende. I det hele taget var piger ikke
noget Nis­Peter tænkte særligt meget over. Faktisk var der ikke ret
meget som betød noget for Nis­Peter, bortset fra et godt og rigeligt
måltid med en dram eller to til ­især vis det kom som afslutning på
en god dags arbejde. Jo.. der var nok en der vidste hans rigtige navn,
ud over Maren, nemlig hans lillebror Jens­Peter. Alle andre kendte
ham kun som "Pisti Lækat".
Helt fra ungdommen af havde Nis­Peter vist at han ikke var helt
almindelig. Som den ældste var det ham der skulle have overtaget
Staugaard efter Faderen, men det havde aldrig haft Nis­Peters store
interesse at blive gårdejer. Han gav med glæde, og lettelse æren
videre til sin lillebror som med taknemmelighed gik ind på at lade
Nis­Peter bo i et lille aftægtshus som ellers ikke blev brugt, og spise
med uden beregning ved Jens­Peters bord.
Det var ikke af dovenskab Nis­Peter havde afgivet gården til Jens­
Peter, det var hele sognet enige om, for en mere hårdt arbejdende
karl skulle man lede længe efter. Nis­Peter gjorde selvfølgelig sit på
Staugaarden, men desuden arbejdede han som daglejer for enhver
som ville hyre ham. Og hyre ham var der mange der ville. Ikke alene
arbejdede han som to andre, men han var også håndsnild i mange
retninger. Han kunne arbejde med træ, flette kurve, binde hoser og så
var han helt utrolig til både heste og andre dyr. Var der en genstridig
tyr som skulle fragtes til en anden mark, bad man blot Nis­Peter om
at tage ved grimen, så gik Nis­Peter småsnakkende med den nu helt
tamme tyr hvor hen det skulle være.
Hvis der var en ting Nis­Peter ikke kunne lide, så var det vand! Han
afskyede kontakten med det, både udvortes og indvortes. Endnu var
der mange som kunne huske hvordan det var gået da Anders Anskjær
havde drevet gæk med Nis­Peter ved et høstgilde, flere år tilbage.
Anders havde spurgt om ikke Nis­Peter kunne drikke en enkelt dram
af Anders' eget fabrikat. Det mente Nis­Peter nok han kunne og fik
derfor en ordentlig hivert hældt op i sit glas. Saligt smilende hældte
Nis­Peter den klare drik i sig, men var nær kommet ynkeligt af dage
da det viste sig at det var det klareste kildevand der var i glasset.
Bandende og svovlende kom han på benene og jagtede tungt og
gungrende den skrækslagne, men heldigvis langt mere rapfodede
Anders rundt i det meste af sognet. Siden talte de ikke sammen.
Nis­Peters forhold til vand var også grunden til det besynderlige
tilnavn han havde fået hæftet på sig. Han hed, som allerede nævnt,
aldrig andet end "Pisti Lækat" i folkemunde. Nu var det egentlig
ikke det han oprindeligt var blevet kaldt, men det havde man også
glemt med tiden. Navnet var kommet af at Nis­Peter havde det ret
dårligt med regnvejr da det jo også er lavet af vand. Hvis det trak op
til en byge mens han var på marken, hvad enten han nu såede eller
høstede, blev han tydeligt forstyrret i sin koncentration om arbejdet.
Hele tiden skulle han kaste et blik mod himlen, for at sikre sig at
skyerne var på betryggende afstand. Skulle det så ske at en dråbe
formastede sig til at falde på Nis­Peters person, var han "pist i læ så
hurtigt som en kat". Af den grund blev han kaldt "Pist­i­læ­kat". Men
da det er det mest almindelige at jævne folk har ét fornavn og ét
efternavn, endte han med at komme til at hedde "Pisti Lækat".
En eller to gange om året tog Nis­Peter til Hjørring. Hvad han skulle
der vidste ingen, men hvis nogen tog til at liste det ud af ham, lod
han blot som om han ikke hørte det, både anden og tredie gang.
Sikkert var det dog at der gik to eller tre dage før han var hjemme
igen. Det mærkeligste var dog at selv ikke Jens­Peter havde nogen
ide om hvad Nis­Peter skulle have at skaffe dér. De fleste mente dog
at det var Nis­Peters egen sag hvad han tog sig for i Hjørring, man
undrede sig blot for sig selv.
En af dem der undrede sig mest, var Laust Lundgaard. Men han
undrede sig til gengæld nok for tre. Laust var født ind i ringe kår,
men var fast besluttet på at eje en af egnens største gårde inden han
skulle fra denne verden. Men at erhverve en gård kræver penge og
dem var Laust lige så fast besluttet på at skaffe. Han købte og solgte
alt han kunne få fingre i, men hans metoder var af en sådan
beskaffenhed, at de lokale var begyndt at flytte deres handel andre
steder hen. Derfor var Laust begyndt at handle på de større markeder
hvor han endnu ikke var blevet et kendt ansigt blandt de andre
krejlere. Et af de markeder han kom mest på for tiden var netop det i
Hjørring, og han havde set Nis­Peter en enkelt gang dér.
Da Laust så Nis­Peter, var denne netop kommet ud fra Sparekassen
og det satte gang i mange tanker, som Laust endevendte hver gang
han fik stunder til det. Lausts tanker angående Nis­Peter kredsede
omkring det forhold at en sparekasse er et sted hvor folk opbevarer
deres penge, og heraf følger at en mand som kommer ud fra en
sparekasse, er en mand som har penge at lade opbevare.
Grundlæggende var Laust af den mening at penge skulle behandles
som han behandlede sine husdyr, de blev sat til at yngle så
rigdommen kunne vokse. Derfor stod Lausts egne penge ikke i
sparekassen, de var lånt ud ­og det til en rente som nok kunne få en
sparekassebestyrer til at løfte brynene. De som lånte af Laust gjorde
det fordi de ikke kunne låne af andre, og det tog Laust sig godt betalt
for. Låneriet var som regel indbringende, men også en risikabel
forretning. En gang mistede Laust 150 rigsdaler, fordi en mand
hængte sig i stedet for at betale.
En mand som har penge i Sparekassen har ikke brug for et lån, og da
slet ikke den slags lån som Laust var mand for at levere. Derfor var
det ikke så ligetil at udgranske præcis hvordan Laust kunne komme
til at hjælpe Nis­Peter med at få sparepengene til at yngle på en, for
Laust,tilfredsstillende måde.
Efter megen grubleri kom Laust Lundgaard til den slutning at han
var nødt til at gribe til list, for opgive ville han ikke. Når man
handler gælder det om at kende modpartens svagheder, og så udnytte
dem til eget bedste ­det var den ledetråd Laust styrede efter. Som
Laust så det var det brændevinen som var Nis­Peters svage punkt, så
det måtte være her der skulle sættes ind. Med blødende hjerte
indvesterede Laust i en dunk af den bedste fuselfrie brændevin ham
kunne finde, og fik lov til at betale fuld pris. Nu gjaldt det blot om at
finde en anledning til at drikke Nis­Peter godt til og så få ham til at
underskrive en veksel.
Der gik lang tid før Laust fandt en lejlighed til at besøge Nis­Peter,
uden at det så for unaturligt ud. Lejligheden bød sig da Lausts
fjedervogn skred sammen under et for stort læs møg, i foråret. At gå
til Nis­Peter med sådan et problem, var noget der ville se rimeligt ud
­også når det var Laust der gjorde det. Laust reparerede vognen
nødtørftigt så den var i stand til at trille lige så stille over til
Staugaarden, og tog den dyrt indkøbte brændevin med sig.
Da Laust ankom var Nis­Peter i marken, men udsigten til at gå rigere
fra Staugaard end han var kommet, gav Laust Lundgaard al den ro
og tålmodighed han behøvede. Endelig kom han dog. Mens Nis­
Peter vaskede sig ved pumpen, fremkom Laust med sit ærinde
angående vognen og tilbød brændevinsdunken ­og en skilling ved
siden af som betaling. Det syntes Nis­Peter lød helt fornuftigt. Nu
spurgte Laust forsigtigt om de ikke lige skulle smage på varerne, så
Nis­Peter vidste hvad den del af lønnen var værd. Også det forslag
syntes Nis­Peter helt godt om, så han hentede et par forsvarlige glas
at have lønnen i.
Brændevinen fejlede aldeles ikke noget, måtte Nis­Peter medgive, så
da Laust foreslog at de skulle se om næste glas var lige så godt, slog
Nis­Peter til med et smil. Nu gav de sig så til at se på vognen. Der
var godt nok brækket noget tømmer ved bagakslen, så de måtte ind i
skuret og se om der var noget der kunne bruges. Det var der, men det
skulle lige kortes af og saves lidt i facon. Derfor spurgte Laust om
ikke Nis­Peter skulle have en lille dram at holde saven i gang på, og
det mente Nis­Peter nok der kunne være en del sandhed i.
Da Nis­Peter var næsten færdig med at save til, måtte han lige
strække ryggen lidt. Den var blevet lidt brugt af at grebe møg af
vognen hele dagen, så den gav ondt af sig. Det mente Laust dog at en
dram måtte være midlet imod. Det var jo svært at indvende noget
mod det, så det gjorde Nis­Peter ikke. Da han så var helt færdig,
syntes Laust af Nis­Peter måtte være blevet tørstig af al den saven,
og da han ikke rørte vand, måtte Laust vel forstrække ham med en
dram mere af dunken. Joo­oh, det måtte han såmænd gerne mente
den let svajende Nis­Peter og tog mod glasset.
Nu kom Laust imidlertid til at tænke på noget som han ellers ikke
havde spekuleret over indtil nu. Nok skulle Nis­Peter drikkes til,
men han skulle jo ikke gerne gå bag af dansen FØR han havde
skrevet under på vekselen. Så han slog proppen i dunken og gjorde
hvad han kunne for at henlede Nis­Peters opmærksomhed på
arbejdet med vognen. Mens Nis­Peter udskiftede det brækkede
tømmer med det nytilsavede, gav Laust sig derfor til at tale om hvor
meget Nis­Peter vel skulle have i rede penge ved siden af
brændevinen. De snakkede en del frem og tilbage, men blev til sidst
enige om en god pris. Normalt ville Laust Lundgaard have fået
gåsehud bare ved tanken om at betale en mand for at gøre et stykke
arbejde for sig. Almindeligvis fik Laust folk, der skyldte ham penge,
til at arbejde noget af deres gæld af, når der var noget han skulle
have gjort. Men dette var mere at betragte som en indvestering.
Efterhånden blev Nis­Peter færdig med at fastgøre det nye tømmer
og spænde hesten for igen. Vognen var nu mere stabil end den havde
været, selv før den brød sammen. Men nu var det også næsten så
mørkt at man ikke kunne skelne hinandens ansigtstræk.
Det var nu en god mand at have til at arbejde for sig, tænkte Laust,
så han skulle få lov til at arbejde sin gæld af, når Laust havde fået
den hængt om ham. Laust smilede ved tanken. Stadig smilende
spurgte han Nis­Peter om de ikke skulle sætte sig ind ved lampen, og
tage et sidste glas til at besegle handlen med. Den var Nis­Peter med
på.
Mens de sad der med hver sin dram, spurgte Laust om ikke det var
rigtigt at Nis­Peter var ret god til at skrive bogstaver.
Njaa.. rigtig god var han jo nok ikke, mente Nis­Peter. Det havde han
i hvert fald forstået på Lærer Frederiksen, men et og andet havde han
da skrevet ned, siden han gik ud af skolen. Men så kunne han vel
sagtens skrive sit navn, ville Laust vide. Jo, det kunne Nis­Peter da,
det gjorde han når han hentede varer ved landhandlen, som sikkerhed
for at han betalte ved udgangen af måneden.Om han så dog havde en
pæn skrift ville Laust vide, men det mente Nis­Peter heller ikke at
Lærer Frederiksen havde sagt noget om. Så mente Laust at det nok
var bedre at han selv vurderede det forhold og begyndte at klappe sig
på jakkens og vestens lommer. Til sidst fandt han en fyldepen og...
vekselen.
Nederst på vekselen var der en linje hvor betaleren skulle sætte sit
navn, men for at papirets indhold ikke skulle aflede Nis­Peter fra at
fremvise sine evner udi skrivekunsten, bukkede Laust papiret så kun
den stiplede linje var synlig. Om Nis­Peter ville skrive der? jo­oh,
det ville han da gerne. Med tungesspidsen i mundvigen og udfoldelse
af stor omhu, efterlod Nis­Peter sin skriveprøve på den dertil
indrettede linje.
Inde i Laust blev det pludselig forår, det var som om en boble af fryd
vældede op i hans bryst. Med en perlende latter greb han stendunken
og skænkede en fuld dram op til dem begge. De drak, hvor efter
Laust tilfreds betragtede den stiplede linje. Laust var ikke vant til
brændevin, da det var ikke noget han almindeligvis spildte sine
penge på. Normalt drak han nemlig kun når nogen bød og det var der
ingen der gjorde over for Laust, hvis de kendte ham. Derfor havde
han en del problemer med at få bogstaverne til at afgive deres
mening, de stod simpelthen ikke stille længe nok til at hans øjne
kunne fokusere på dem. I stedet viftede han med papiret, så han var
sikker på at blækket var tørt inden han foldede det sammen. Så bød
han Nis­Peter god nat og koncentrerede sig om at ramme
udgangsdøren i første forsøg.
Laust fik det lidt bedre da han kom ud i den kølige natteluft, men han
havde det stadig ikke helt godt. Det var som om græsset ikke kunne
finde ud af at ligge stille under hans fødder. Det flyttede sig snart den
ene vej, snart den anden. Af den grund var Lausts gang noget
usikker. Han kom dog op i vognen uden uheld, og fik hesten sat i
gang. Som han sad der begyndte hans mave at protestere. Den ville
simpelthen ikke kendes ved den sidste dram. Hængende ud over
vognens side, undrede Laust sig over hvad der fik gårdskarlene til at
bruge deres surt sammensparede penge på at drikke det stads så snart
de kunne komme til det. Laust kunne ikke huske hvornår han sidst
havde været SÅ elendig.
Næste morgen havde Laust ondt i håret. Han havde en ubehagelig
smag i munden og var i et elendigt humør. For at få dagen til at bedre
sig, besluttede han at tage til Hjørring allerede i dag, og indlevere
vekselen i banken. Alene tanken gjorde ham godt. Laust barberede
og vaskede sig grundigt, tog sit bedste tøj på og fik karlen til at
spænde den skimlede for by­kareten. Laust kørte altid selv og alene,
da han ikke mente at det gavnede noget at andre fik nys om hans
gøren og laden.
Som han nærmede sig byen, begyndte han at forestille sig hvordan
han ville indlevere vekselen, kvittere for den og se det beundrende
blik i Første­Kontoristens øjne. Første­Kontoristen var en mand af
Lausts støbning, blot ikke med Lausts evner udi det handelsmæssige.
Alligevel var han i stand til at vurdere en god handel når han så en,
og det Første­Kontoristen opfattede som en god handel så han til
overmåde blandt de papirer han håndterede for Laust Lundgaard. Af
denne grund var der nærmest opstået et slags våbenbroderskab
mellem de to, baseret på gensidig respekt for hinandens snuhed i
pengesager. Faktisk havde Første­Kontoristen ved et par lejligheder
henledt Lausts opmærksomhed på viden han havde samlet under sit
arbejde i banken, viden som senere var kommet Laust til gode i en
lånesag. Første­Kontoristen var nok det nærmeste Laust kom til at
have en ven.
Da Laust var nået til byen, var der endnu næsten en halv time til at
banken åbnede. Derfor satte Laust sig hen ved et bord udenfor kroen
og kaldte på tjeneren. Han bad om en kop kaffe med kringle og da
han så hvilken af tjenerne det var der bragte det, spurgte han om han
behøvede at betale. Det behøvede han ikke. At Laust aldrig betalte
for kaffe og kringle når det var netop denne tjener der serverede,
hang muligvis sammen med at Laust havde sikre oplysninger om
hvem der var fader til et set tvillinger som var blevet født af en ugift
tjenestepige, på en større gård syd for byen.
Da Laust var færdig med kaffen, rejste han sig og slentrede i retning
af banken. Som han nærmede sig, steg humøret. Laust nåede
bankens glasdøre, ligesom Første­Kontoristen var ved at lukke op.
De hilste hinanden som gamle venner, dog uden at forfalde til
yderligheder. Derefter gik de op til skranken og placerede sig på
deres sædvanlige pladser på hver side af den to tommer tykke
mahogniplade. Med værdighed og en verdensmands manerer, tog
Laust det sammenfoldede papir op af sin inderlomme og lagde det på
skranken ved siden af sig. Så rømmede han sig og så
forretningsmæssigt på Første­Kontoristen, som til gengæld så
forventningsfuldt på Laust.
'Jeg har erhvervet et vigtigt stykke papir, som jeg vil bede dem om at
attestere på bankens vegne' begyndte Laust, hvor efter han gav sig
tid til at placere tommelfingrene i vestens ærmegab. Derefter
nikkede han mod papiret, som tegn til at Første­Kontoristen kunne
trække det over på sin side af skranken. Første­Kontoristen satte en
finger på papiret og trak det over på sin side af kamppladsen. 'Har
De nogle..
særlige planer med hensyn til dette dokument?' spurgte Første­
Kontoristen interesseret. 'Nja, jeg ved ikke. Til en begyndelse kunne
De jo undersøge... øhm.. klientens økonomiske forhold.' Laust sendte
et meget sigende blik over mahognien. Første­Kontoristen smilede
indforstået og kikkede spørgende mod papiret. Laust nikkede sin
tilladelse, så Første­Kontoristen foldede forsigtigt papiret ud. Da han
så det var en veksel, og beløbets størrelse, smilede han igen. Denne
gang på en måde som fik ham til at ligne en tilfreds ulv. Roligt læste
han hele vekselen, mens han glædede sig til at se hvem det var der
var gået i Laust Lundgaards fælde denne gang. Da han kom til
underskriften gik Første­Kontoristen helt i stå, og måtte læse den en
gang til... og så en tredie. Derefter begyndte Første­Kontoristen at le.
Først begyndte hans mave at hoppe ganske let, så blev hans smil
bredere, hopperiet tog til og så brød en ganske ukarakteristisk latter
frem fra hans ellers så stramme mund.
Disse forandringer i Første­Kontoristens ellers så sirlige optræden,
forbløffede Laust fuldstændigt. Først stod han blot og gloede på
Første­Kontoristen, som en ko på en lade dør, så prøvede han at
snuppe latterens genstand fra Første­Kontoristens hånd. Det var nu
ikke så let, for Første­Kontoristens krop havde fuldstændigt hengivet
sig til en latterkrampe som ikke blot var usædvanlig, men også havde
kaldt selv den mest uanseelige kontorist ind i banklokalet for at se
hvad der gik for sig. Til sidst kom selveste Bankdirektøren i egen
høje person. Han gik resolut hen til Første­Kontoristen, snuppede
papiret ud af hans hånd og lod øjnene løbe ned ad det formastelige
dokument. Da hans øjne faldt på den stiplede linje nederst på vekslen
undslap der ham et ufrivilligt fnis, som han dog hurtigt skjulte i sit
lommetørklæde. Vekslen lagde han på bordets hjørne og skyndte sig
ind på sit kontor og lukkede døren. Alle hørte dog begyndelsen på
hans latter. En vaks kontorelev snuppede vekslen, læste den og
betragtede derefter Laust Lundgaard med en mine der i Lausts øjne
mere end noget andet sagde at der var noget katastrofalt i gang,
noget som Laust øjeblikkeligt måtte have stoppet. Han greb ud efter
vekselen, men inden han fik fat i den var den havnet i et bankbuds
hånd. Han gav den videre til Anden­Kontoristen som, efter at have
set hvad papiret indeholdt, chokeret lagde det foran Første­
Kontoristen som nu havde fået sig selv under delvis kontrol.
'Har De efterset underskriften på dette dokument inden de
indleverede det her i banken?' Spurgte Første­Kontoristen med et
smil som efter Lausts mening burde have været en del smallere.
'Øhmm­nej, det har jeg ikke haft stunder til.' svarede Laust, og
bemærkede at de øvrige ansatte stak hovederne sammen, med øjnene
vendt mod hans person. 'Det kunne jeg tænke mig.' Sagde Første­
Kontoristen, nærmest til sig selv og lagde vekselen foran Laust,
mens han prøvede at holde sin mave i ro, da den så småt var begyndt
at hoppe igen. Med bange anelser lod Laust blikket løbe ned ad
papiret, for til sidst at stoppe ved underskriften. Med fint rundet og
sirlig skrift var to ord skrevet, med Lausts egen pen. Der stod; God
Jul.