En time dagligt - Idræt På Hjernen

Martin Elmbæk Knudsen
Lektor i Idræt ved Læreruddannelsen og Ernæring & Sundhed, University College Syddanmark
mek@ucsyd.dk
➡
En time dagligt
Foto: shutterstock
– for muskler, knogler og led
20
FOCUS TIDSSKRIFT FOR IDRÆT
– om undervisning i
at følge anbefalingerne
for børn og unges
fysiske aktivitet
Denne artikel er den tredje og sidste i rækken
af artikler, der analyserer på sundhedsstyrelsens anbefalinger for børn og unges fysiske
aktivitet. Desuden giver artiklen bud på
idrætsundervisning med forbindelse til anbefalingerne. Konkret handler artiklen om den
sidste del af anbefalingerne, som lyder:
”Mindst to gange om ugen bør aktiviteterne
fremme og vedligeholde kondition, muskelstyrke, bevægelighed og knoglesundhed. Dette
kan sikres i træningsprogrammer eller anden
aktivitet med høj intensitet af 20-30 minutters
varighed.” (Pedersen, forfatterens fremhævelser)
Hvor de første to artikler1 primært handler om
metabolisk fitness (stofskiftekondition) og
kondition (lunge og blodkredsløbets kondition), så handler denne artikel om den resterende del af indholdet i sundhedsanbefalingerne – nemlig hvorfor og hvordan
muskelstyrke, bevægelighed og knoglesundhed kan prioriteres i idrætsundervisning. Artiklen er bygget op på følgende vis: Først er
det hensigten at forklare hvorfor muskelstyrke, bevægelighed og knoglesundhed er nødvendigt at ”træne” mindst to gange ugentligt.
Dernæst gives bud på, hvordan idrætslæreren
kan gribe en undervisning an, hvor der arbejdes med og måles på denne del af anbefalingerne – så også eleverne forstår, hvorfor og
hvordan de bør være fysisk aktive.
Muskelstyrke
Der findes flere måder at være stærk på (dvs.
opnå øget muskelstyrke). At opnå øget muskelstyrke indebærer, at man udfører aktiviteter,
der øger musklernes evne til at udvikle kraft.
Man skelner primært mellem 3 måder at udvikle kraft på i musklerne, nemlig som muskelstyrke, muskeludholdenhed og eksplosionsstyrke.
Muskelstyrke refererer til den maksimale styrke en eller flere muskler kan generere. Har
eleven god muskelstyrke kan denne altså
hæve sig helt op i ribben eller løfte en stor og
tung sæk kartofler.
God muskeludholdenhed betyder, at de trænede muskler bliver bedre til at udføre mange
repetitioner. Således kan eleven med god muskeludholdenhed altså udføre mange armstrækninger eller løfte mange mindre sække
kartofler efter hinanden. Har eleven god muskeludholdenhed, vil eleven også være i besiddelse af en vis muskelstyrke.
Endelig betyder god eksplosionsstyrke, at de
arbejdende muskler kan udøve stor kraft på
kort tid. Har eleven stor eksplosionsstyrke i
afsætsmusklerne i benene, vil eleven normalt
kunne sprinte hurtigt, springe højt eller kaste
og sparke hårdt.
Med idrætslig præstation for øje kan det altså
være ret så afgørende, hvilken type muskelstyrke eleven er i besiddelse af, mens det i et
sundhedsfremmende perspektiv er af mindre
betydning. Der er dog forskel i de fysiologiske
tilpasninger afhængigt af, hvilken type muskelstyrkende aktivitet der udføres.
Muskelstyrke afhænger både af, hvordan nervesystemet aktiverer musklerne og af musklernes størrelse. Hos børn er det primært forbedringer i nervesystemet (neurale til­pasninger),
der er årsag til den øgede muskelstyrke. Først
i puberteten ses også en betydelig muskeltilvækst (hos drengene). Styrketræning er en
god måde at øge muskelstyrke på, men maksimale løft bør undgås i barndommen. Det
anbefales i stedet at gennemføre et alsidigt
styrketræningsprogram med 10-15 repetitioner pr øvelse (Team Danmark). Denne træningsform vil øge både muskelstyrke og muskeludholdenhed, og hvis der lægges vægt på
at udføre løftene i den koncentriske fase (dvs.
den fase af bevægelsen, hvor de arbejdende
muskler forkortes) med høj hastighed, kan der
opnås en vis eksplosionsstyrke.
Grundlæggende er de neurale tilpasninger
ikke af stor sundhedsfremmende betydning.
Det er til gengæld de ændringer, der sker lokalt (perifert) i og omkring musklerne. Disse
ændringer er bl.a. flere små blodkar (øget kapillærtæthed) omkring muskelcellen (Malina),
og dermed betyder øget muskelstyrke også
øget metabolisk fitness (se artikel 1 for uddybning).
Sammenfattende har øget muskelstyrke både
sundhedsfremmende effekter på børns funktionsevne (dvs. evne til at klare dagligdagens
gøremål), idet de bliver stærkere, men også på
den metaboliske fitness, herunder øget insulinfølsomhed (Beyer) via perifere forandringer
i og omkring muskelcellen, og især på sigt
også via større muskler. Den større muskelmasse betyder endnu bedre metabolisk fitness
og funktionsevne. Gennemføres styrketræning med korte pauser mellem øvelserne og
dermed højere puls, vil en vis effekt på konditionen også opnås.
Superkompensation og restitution
Når kroppen udsættes for større fysisk belastning, nedbrydes muskelfibre i nogen grad.
Derfor skal kroppen have tid til at bygge sig
op igen, før den igen udsættes for hårde belastninger. Børn restituerer dog hurtigere end
voksne (Malina), men for at være på den sikre
side, bør muskelstyrke som tommelfingerregel
kun trænes hver anden dag. Dermed er der tid
til tilstrækkelig restitution, så kroppens muskler når at bygge sig op. Får kroppen tilstrækkelig restitution vil den i nogen grad (især efter pubertetens indtræden) vælge at bygge
musklerne endnu stærkere op end de var før.
Denne effekt af fysisk aktivitet (styrketræning) kaldes ”superkompensation” og medfører større muskler (muskeltilvækst eller hypertrofi). Men hvis man venter for længe (fx
en uge), inden musklerne igen udsættes for
større fysisk belastning, mistes effekten af superkompensation (Michalsik).
Bevægelighed (smidighed)
Kroppens bevægelighed udtrykker evnen til at
udnytte leddenes optimale bevægelsesudslag.
Er man derfor ikke særlig bevægelig i muskler
og sener, kan man som ældre få svært ved fx
at tage sko på. Set i et sundhedsperspektiv
handler anbefalingen altså om at fastholde en
vis funktionsevne. I et præstations-perspektiv
kan øget bevægelighed optimere den idrætsNR. 3. SEPTEMBER 2010
21
lige præstation. Det skyldes bl.a., at eleven
med øget bevægeudslag kan forbedre sin teknik, forebygge skader samt skabe mere kraft
og dermed fx sparke hårdere til en bold (Tybjerg-Pedersen).
Knoglesundhed
Knoglers sundhed afgøres tidligt i livet. Således opnås knoglernes maksimale knoglemineraltæthed (og dermed knoglestyrke) i 20-30
års alderen (Beyer). Herefter falder knoglestyrken i forskellige tempi resten af livet. Faldet kan være så dramatisk, at knogleskørhed
indtræder tidligt i alderdommen, og det sker
for rigtigt mange kvinder og en mindre del
mænd (da mænd generelt har tykkere knogler
end kvinder). Svage knogler (knogleskørhed)
kan ikke mærkes, men for at undgå knogleskørhed er d-vitamin og kalk i kosten vigtigt.
Vægtbærende fysiske aktiviteter – gerne alsidige bevægelser – der belaster knoglen mekanisk, har også vist sig at øge knoglestyrken
(Beyer; Hyldstrup & Aagaard). Sammenfattende bør børn og unge ud over at få en sund
kost være fysisk aktive med idrætsaktiviteter,
der både er vægtbærende for arme og ben.
Adræthed
Enhver idrætsgren stiller fysiske krav, som er
med til at optimere præstationen. For at leve
op til disse krav kræves det, at eleven udfører
grundtræning, og derfor betegnes de fysiske
krav ofte ”grundtræningselementer”. Både
muskelstyrke og bevægelighed er grundtræningselementer, men det gælder også koordination, hurtighed og udholdenhed (kondition). Samlet findes de i nedenstående model,
som er en udbygning af en model præsenteret
af idrætsforskeren Claus Bøje (Bøje). I denne
artikel benævnes modellen ”Adræthedsmodel” og for nemheds skyld benævnes ”grundtræningselementer” fremover for ”adræthedselementer”:
Adræthedsmodellen
HURTIGHED
KOORDINATION
ADRÆTHED
STYRKE
UDHOLDENHED
SMIDIGHED
Udbygningen af modellen består i at ”koordination” er tilføjet den oprindelige model. Årsagen er, at koordination skal medtænkes,
22
FOCUS TIDSSKRIFT FOR IDRÆT
hvis en udøver skal fremstå med en komplet
adræthed. Forestil dig en 400 meter hækkeløber, som skal besidde en vis udholdenhed for
ikke at blive træt før målstregen, hurtighed og
eksplosionsstyrke i afsæt samt smidighed for at
løfte benene over hækkene. Men hvis hækkeløberen skal besidde en mere komplet adræthed,
kræver det et velkoordineret rytmisk løb, så løberen ikke snubler over den første hæk. Koordination indeholder i denne sammenhæng både
balance, teknik, rytme m.m.
Adræthed og sundhedsanbefalinger
Modellen er god til at analysere de fysiske krav,
som forskellige idrætsdiscipliner stiller til eleverne. Den er udarbejdet med idrætslig præstation som det overordnede mål, men med
udgangspunkt i den viden, der er beskrevet i
disse artikler om sundhedsanbefalinger kan
modellen også bruges i et sundhedsperspektiv.
I begge tilfælde kan modellen bruges til at
identificere, hvilke adræthedselementer der
primært stilles krav til i aktiviteten. Dernæst
kan eleverne, med de oplysninger de har om
aktivitetens intensitet, varighed og frekvens,
analysere sig frem til, i hvilket omfang aktiviteten lever op til sundhedsanbefalingerne.
Altså om aktiviteten i sig selv på sigt giver metabolisk fitness, kondition, muskelstyrke, bevægelighed og/eller knoglestyrke. Og om der
skal yderligere fysisk aktivitet til? I den øvelse
vil eleverne nok finde ud af, at adræthedselementerne hurtighed og koordination ikke regnes for at være fysisk sundhedsfremmende (da
de ikke indgår i sundhedsanbefalingerne)!
Undervisning i ”Idræt som motion”
Når der direkte står i sundhedsanbefalingerne,
at adræthedselementerne kan ”sikres i træningsforløb” (se artiklens indledende afsnit), så
lægger det op til en instrumentel motionsform
inden for et ”træningsparadigme”. Men der står
også ”eller anden idræt med høj intensitet”.
Altså er det muligt at leve op til anbefalingerne
uden at der er tale om træning (fitness) i sin
traditionelle lidt sanseløse, pligtbetonede, individuelle form. En mere alsidig idrætslig tilgang
til sundhedsfremme, stemmer godt overens
med WHO´s globale initiativ ”Active Living”
(Berggreen), og folkeskolens formål om, at elever skal opleve lyst og glæde ved idræt. Og det
finder alle elever ikke ved grundtræning eller
fitness i sin traditionelle form.
I det følgende vil jeg give et bud på undervisning under temaet ”idræt som motion” (alternativt ”idræt som fitness”) – et tema, som
kæder teoretisk viden om adræthed og sundhedsanbefalinger sammen med idrætspraksis.
Dette bud på et undervisningsforløb i adræt-
hedsmodellens elementer indeholder både et
træningsforløb og testning, men også alsidige
idrætsaktiviteter, analyse og refleksion, dialog og
formidling af viden. Konkret inddrages elementer
som leg, konkurrence og samarbejde med det
formål at formidle en oplevelse af fitness som
noget sansefyldt, lystbetonet og socialt.
Intro: Forløbet indledes med at introducere
baggrunden for sundhedsanbefalingerne for
børn og unge samt adræthedsmodellens
grundtræningselementer. Kropslige øvelser
kan bidrage til at skabe forståelse, fx når eleverne skal identificere og forstå adræthedselementerne. Herefter analyseres på enkelte
elevers fritidsidrætter i forhold til adræthedsmodellen, og aktiviteternes sundhedsfremmende betydning analyseres og vurderes ud
fra den netop fremstillede viden. Vær forberedt på nogen diskussion af hvilke adræthedselementer, der er i fokus i de forskellige fritidsidrætter, for når der er forskel på måden
elever dyrker idræt på, er der også forskel på,
hvordan de oplever den fysiske påvirkning.
Som lektier til næste gang skal alle elever –
evt. i grupper – have udarbejdet disse analyser, som de så skal fremlægge og begrunde for
hinanden. Her kan noter fra den første time
eller udvalgte afsnit af disse 3 artikler om
sundhedsanbefalinger være en nødvendig
støtte i forberedelserne.
Organisering: Når eleverne har opnået en vis
forståelse af, hvilke ”ingredienser” (adræthedselementer) der er i Adræthedsmodellen,
skal det overvejes at begynde et træningsforløb. For i et træningsforløb får eleven fornemmelser på egen krop med, hvad det kræver at
ændre den enkeltes fysiske form (dvs. udvalgte adræthedselementer) i målbar retning.
Altså vil det foreløbige fokus på ”læring om”
bevægelse (i form af den fremstillede fysiologiske teori) suppleres med kropslige oplevelser, dvs. ”læring i” idræt.
Anvendes fysiske tests af disse adræthedselementer i starten og i slutningen af forløbet
kan evt. fremskridt blive synlige for eleven
sort på hvidt. En kort udgave af forløbet kan
se ud som følgende:
Uge 1-2 Introduktion med teori og analyse +
igangsætning af forløb med testning
Uge 3-8 Idrætsundervisning i alsidig fitness
med sideløbende analyser i fht.
adræthed, sundhedsanbefalingerne
og de bløde ”tests”. Hjemmearbejde
(evt. i grupper) i form af træning i
selvtilrettelagt træningsprogram
Uge 9-10Afslutning med testning og fremlæggelser med refleksion og analyse
I det følgende nævnes kort nogle udvalgte
tests af adræthedselementerne:
Udholdenhed (kondition): Udvalgte løbe­
distancer eller konditionstests (se forrige
artikel, Knudsen nr 2 2007).
Eksplosionsstyrke: hoppehøjde måles stående
og efter afsæt (evt. med kridt på fingrene eller ved at hoppe op til bom i gymnastiksalen.
Stående længdespring med samlede ben.
Muskelstyrke/Muskeludholdenhed: alle typer af
styrketræningsøvelser som armstrækninger,
armhævninger, hofte-/mavebøjninger, rygstrækninger osv. med eller uden løse vægte.
Hurtighed: måles fx på korte sprint, sprint
opad trapper, antal samlede hop frem og tilbage over streg på gulvet på 15 sekunder.
Bevægelighed: måles i hasemusklerne/lænderegionen ved at sidde med strakte ben ind
mod en kasse (se billede). På kassen skubbes
en pind med strakte arme så langt ind på kassen som muligt bevægeligheden måles med
et centimetermål fastmonteret på kassen.
Foto: shutterstock
De fysiske tests bør suppleres med bløde
”tests”, hvor oplevelsen af det at lave idræt eller testning beskrives. De bløde tests kan fx
være korte beskrivelser af, hvordan eleven oplever at træne udvalgte elementer af sin
adræthed (grundform). Beskrivelserne bør
forholde sig til elevens grad af motivation,
samt hvad der motiverer eleven, og elevens
bud på hvilke ændringer der skal til for at øge
motivationen. Refleksionen i de bløde ”tests”
har til formål at udvikle elevens ”meningskompetence”, dvs. at eleven mærker efter, i
hvilken udstrækning det skaber mening for
eleven at træne på denne måde. Denne ”læring gennem” bevægelse bliver mere tydelig
for eleverne, hvis den foregår med efterfølgende dialog om oplevelserne, og i et mere
livslangt sundhedsfremmende perspektiv er
den måske vigtigere end de her-og-nu opnåede resultater i træningsforløbet.
En del af træningsforløbet er at følge de indledende testresultater op med formuleringer af
personlige ambitioner, dvs. målsætninger (som
det kan være nødvendigt at justere undervejs).
Eleverne skal altså gøre træningsforløbet til deres eget forløb, så vidt muligt. Derfor skal eleverne også selv bidrage med ideer til, hvordan de
– alene eller i grupper – ønsker at arbejde med
de adræthedselementer de har udvalgt som
omdrejningspunkt i tests og træningsforløb.
De fysiske tests kan ikke teste alt. Fx kan metabolisk fitness og knoglestyrke ikke måles,
men kender eleverne baggrunden for sundhedsanbefalingerne, vil de selv kunne vurdere
om aktiviteterne – evt. suppleret med elevens
øvrige livsstil – lever op til anbefalingerne.
Bevægelighed kan også måles i lårets indadførere (i lysken) ved at måle afstanden fra
skridtet i splitstilling til gulvet.
Koordination: Her er der et utal af muligheder
afhængigt af, hvad der ønskes målt.
Almen grundformstest hvor flere af adræthedselementerne måles kan findes i hæftet
”Testning” udgivet af DIF (DIF).
Gennemførsel: Sideløbende med undervisningen vil det være nødvendigt, at eleverne
laver kropslige lektier (dvs. ”træning”) i adræthedselementerne. Hvis træningsforløbet begrænser sig til deltagelse i undervisningen én
gang ugentligt, vil der sandsynligvis ikke ske
nogen målbar forbedring (jf. sundhedsanbefalingerne og afsnittet ovenfor om ”superkompensation”). Med andre ord skal der arbejdes seriøst med stoffet, hvis det skal være
relevant at teste fysisk igen.
NR. 3. SEPTEMBER 2010
23
1
2
10
9
3
4
8
6
7
5
Følgende bud på en mere alsidig tilgang til
fitness er udarbejdet af 4 lærerstuderende2.
Det foreslås, at undervisningen tager form
som et stjernetræf (i grupper) med indledende
prolog og et antal poster placeret som stjerneløb, dvs. hvor de ulige poster er fjernposter
og de lige poster er bemandede nærposter
(ved stjernens centrum – se figur). Således løbes der skiftevis mellem døde poster og levende poster. Sammensætningen af udfordringer ved posterne tager højde for, at
adræthedselementerne har forskellig vægtning, akkurat som intensiteten kan være forskellig og der vil være poster der udfordrer
muskelstyrke, -udholdenhed og eksplosionsstyrke forskelligt. Man kan også målrette undervisningen og udvælge bare et eller to
adræthedselementer, som er i fokus ved posterne pr undervisningsgang.
Kvaliteten ved denne tilgang er, at den fx kan
inddrage konkurrence som er motiverende for
de fleste børn og unge, legetyper som ”held
og lykke” (dvs. tilfældighedsprincippet), der
gør konkurrencen mindre forudsigelig og
mere spændende og humoristisk (og dermed
lystbetonet og sansende), og ikke mindst at
formen – i modsætning til de individuelle
tests og sundhedsanbefalinger – stiller krav
om samarbejde ved de fleste poster.
I det følgende præsenteres kort nogle ideer til
posterne, samt hvilke adræthedselementer,
der er i fokus. I slutningen af lektionerne analyserer eleverne på hvilke adræthedselementer, der har været arbejdet med ved de enkelte
poster. Men brug din fantasi evt. sammen
med eleverne til at konstruere posterne og afgøre, hvorvidt de skal bemandes eller ikke:
Forhindringsbanen – en sandsæk skal med
rundt og en af jer skal hele tiden være i berøring med sandsækken (udholdenhed, koordination).
Cirkus – I skal kreere en akrobatisk figur der indeholder et løft og 3 berøringer med jorden,
holdes i 10 sekunder (statisk styrke, balance).
170’eren – hæv jeres puls til 170 slag/minut,
24
FOCUS TIDSSKRIFT FOR IDRÆT
som ifølge Borg skalaen føles meget anstrengende (udholdenhed). Slut af med at
mærke dit hjerteslag og sæt ord på, hvordan
du oplever din krop lige nu.
Skovskideren – stil jer op ad træet med 90 grader i knæleddet, stå så længe I kan (muskeludholdenhed).
Den gyldne blyant – siddende med strakte ben
skubbes en blyant så langt hen ad bænken
som muligt, dernæst i bredstående måles afstanden fra split til gulv (bevægelighed).
Terningeleg – kast terningen og udfør de forskellige styrkeøvelser og bevægelighedsøvelser ind til terningeslagenes øjne sammenlagt
når 25 (styrke, bevægelighed).
Lyseslukkeren – parvis stafet hvor der spurtes
en rute og to brændende lys slukkes med en
vandpistol. Den der skyder får bind for øjnene, mens makkeren må dirigere skuddet
(hurtighed og til dels udholdenhed).
Klatrevæggen – klatre op og ringe med klokken (bevægelighed, koordination, styrke).
Rytmeboksen – rytmisk sekvens som eleverne
skal imitere kropsligt og synkront (koordination).
Afslutning: Som afslutning på forløbet gennemføres de samme fysiske tests igen, for at
se om adræthedselementerne er blevet forbedret. De bløde tests gentages også, og det
vurderes gennem dialog om elevernes oplevelse af idræt i et sundhedsperspektiv (idræt
som motion) skaber mening for eleven ud fra
elevens sundhedsopfattelse. Eleverne fremlægger deres træningsforløb og analyserer på
de fysiske og ”bløde” resultater i et sundhedsfremmende perspektiv.
Opmærksomhedspunkt til idrætslærere:
Tænk bevægeapparatet med!
Når sundhed er i fokus, er perspektivet ofte at
leve længe. Forskning viser, at god metabolisk
fitness og kondition er afgørende for lang levetid (Beyer). At være stærk, bevægelig eller have
stærke knogler har ikke samme betydning for
levetiden. Med andre ord har bevægeapparatets funktion ikke så stor betydning for levealder. Derfor opleves det, at der ikke fokuseres så
meget på, hvordan børn og unge bevæger sig,
men mere på at de bevæger sig meget.
For de mindre aktive børn er det et rigtigt fokus. For disse børn handler det om at få sig
rørt. Men for de meget aktive børn – som der
i disse år kommer mange flere af bl.a. som
følge af Team Danmarks indtrængen i folkeskolen – skal hele bevægeapparatet tænkes
mere med. Bevægeapparatets funktion har
nemlig stor betydning for funktionsevnen
(evnen til at klare dagligdagens gøremål) og
dermed livskvaliteten. Man har mindre glæde
af at leve meget længe, hvis sidste halvdel af
livet slet ikke indebærer de bevægelsesmuligheder, man holder af. Mange unge risikerer via
stor træningsmængde og hård kontaktsport at
få slidgigt og andre skavanker i bevægeapparatet i en alt for tidlig alder. Det gør det vanskeligere at klare dagligdagen, når de bliver
ældre, men god kondition og metabolisk fitness – det har de (i hvert fald som drenge).
Tidligere var det i dele af foreningsidrætten, bevægeapparatet blev hårdt belastet, men nu ser
vi det allerede i skoleidrætten, ofte i forbindelse
med Team Danmarks eliteklasser. Her har
hundredevis af idrætsglade elever fået mulighed
for pludseligt at dyrke meget mere af deres elskede idræt. Denne pludselige voldsomme stigning i elevernes træningsmængde og –intensitet, større pres for succes og flere organiserede
konkurrencer for børn og unge (Team Danmark)
betyder, at der er større risiko for overbelastning.
Så der skal stilles skarpt på at styrke elevernes
bevægeapparat, samt give det pauser til heling,
når det er nødvendigt (Team Danmark). Vi må
derfor konkludere, at det nu ikke kun er trænernes ansvar i foreningsidrætten. Også idrætslærere i skolen har et stort ansvar for at guide eleverne til at tage hånd om deres bevægeapparat
– herunder muskelstyrke, bevægelighed og
knoglestyrke, så mulighederne for høj livskvalitet i voksenalderen ikke reduceres. Ja, der er meget idrætslærere bør tænke med....
Litteratur:
Berggreen, Finn: ”Lider idrætslærere af et strudssyndrom?”
i ”Focus – Tidsskrift for Idræt” nr 2 2007
Beyer N, Lund H, Klinge K: ”Træning – i forebyggelse, behandling og rehabilitering”, 2008
Bøje C: Idrættens Kvaliteter, i Tidsskriftet KvaN nr. 62 2002
DIF (Danmarks Idræts Forbund): ”Testning” (hæftet downloades på www.dif.dk under ”udgivelser”)
Hyldstrup L, Aagaard PG: ”Fysisk aktivitet er også godt for
knoglerne” i Motions- og Ernæringsrådets nyhedsbrev nr
2 2007
Malina RM et al: ”Growth, Maturation and Physical Activity”,
2004
Michalsik L, Bangsbo J: ”Aerob og anaerob træning”, DIF 2002
Knudsen ME: ”En time dagligt – hvorfor det?” i ”Focus – Tidsskrift for Idræt”, nr. 1 2010
Knudsen ME: ”En time dagligt – hvordan det?” i ”Focus –
Tidsskrift for Idræt”, nr. 2 2010
Pedersen BK, Saltin B: ”Børn og unge – fysisk aktivitet, fitness og sundhed”, Sundhedsstyrelsen 2005
Team Danmark: ”Aldersrelateret træning”, DIF 2005
Tybjerg-Pedersen E: Bevægelighedstræning, DIF 2002
Noter:
1. Artikel 1 ”En time dagligt – hvorfor det?” og Artikel 2 ”En
time dagligt – hvordan det?” findes i Focus nr 1 og nr 2
2010. Bemærk fejl i opsætning af artikel 2 side 4 spalte 2,
hvor formlen om hvordan man finder den maximale iltoptagelse ud fra konditallet ser helt skæv ud. Den skal
være sådan her: kondital = max iltoptagelse/legemsvægt
ó max iltoptagelse = kondital x legemsvægt
2. Ideerne i det fremstillede undervisningsmodul er fra en
fremlæggelse af ”idræt som motion” ved de studerende
Brit, Line, Jens og Marianne s årsprøve i idræt
ved Læreruddannelsen i Haderslev i juni