Læs mere her

Onsdag 15. juli 2015 POLITIKEN
Debat 7
Dagens
citat
Læserne Mener
VIDENSKAB OG RELIGION
Arne Hornborg, Spangåvej 34,
Sengeløse, Tåstrup:
Videnskabsminister Esben
Lunde Larsen tror på Gud. Er
gudstroen og videnskaben
forenelige?
Jeg selv, der ikke er særlig religiøs, har svært ved at se
modsætningerne.
Hvis der er en Gud, der har
skabt vor verden, har samme
Gud også givet os vores gode
forstand, evnerne til at forske,
evnerne til at være kreative.
Det må så også være Guds skaberværk.
Naturligvis tvivler jeg også,
som sikkert mange gejstlige
gør. Men jeg har aldrig forstået de modsætningsforhold,
der er mellem videnskab og
religion.
Hvis jeg var gejstlig, præst
eller biskop, ville jeg, med stor
glæde, tage imod alle de opdagelser, videnskaben gør. Jeg
ville sige, at det kun ville gøre
mig stærkere i min tro.
OGSÅ VORES KRISE
Allan Levann, Strandvejen 379,
Klampenborg:
Kære grækere, I kan tage det
roligt. Selv om momsen stiger,
betyder det intet i forhold til
den store kærlighed, vi har til
jeres smukke og dejlige land.
Om rejsen til Grækenland
skal koste 5.000 i stedet for
4.000, betyder intet. Om jeres
smagfulde tomater skal koste
5 kroner for et kilo i stedet for
4 kroner, betaler vi med glæde.
Jeg tror, at jeg taler på vegne
af mange mennesker i Danmark, Europa, hele verden. Vi
er på vej ud af finanskrisen, så
vi har rigeligt med penge til at
betale for rejsen, jeres venlighed og gæstfrihed.
Til gengæld lever vi nu i en
tid, hvor det at dele betyder lige så meget som at eje. Vi deler biler, lejligheder, viden og
erfaringer. Derfor deler vi også krisen med jer. For det er
også vores krise.
Vi kan ikke blot se til, at
magtfulde politikere vender
ryggen til jer. Jeg er sikker på,
at 2016 bliver det største turistår nogensinde for Grækenland.
Fordi vi rykker sammen,
når krisen kradser – og fordi vi
skal hjælpe hinanden.
Hvis man i morgen lavede
en danmarksindsamling for
Grækenland, ville den slå alle
rekorder. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Lad os prøve
at vise verden, at Grækenlands krise er en fælles krise.
Nogle kalder det en humanitær krise.
Det er måske så meget sagt,
men lad det nu ligge, og lad os
komme i gang med at vise
Grækenland, hvor meget vi
holder af det land, som er en
vigtig del af vores fælles kultur.
Jeg kommer i hvert fald. Og
jeg bliver med garanti ikke
alene. Det er godt at vide i en
tid, hvor den græske sol og
varme bliver overskygget af
regnedrenge og andre bureaukrater, der ikke tænker i
mennesker.
God ferie 2016. Turen går til
Grækenland.
FODBOLD
Kirsten Galløe, Kongshvilebakken 65, Kgs. Lyngby:
Hvorfor får de sure, filistrøse,
jaloux jeronimusser i DBU lov
til at ødelægge drømmen om
en fodboldskole fra Barcelona
i Danmark? Der var allerede
tilmeldt flere hundrede børn
og unge. Et stort tilbud til
Danmark fra Barcelona.
Det kunne være blevet afsæt
for mange fodboldkarrierer.
Sport er konkurrence.
Måske fik de ikke tilbuddet
selv i forne tider, spidserne i
DBU.
DANSK KULTURARV
Nina Christensen, Stationsvej
59, Dragør:
Et oplagt emne til Unescos
liste over uhåndgribelig
dansk kulturarv:
Den danske model.
DOBBELTSPIN
Svend Erling Hansen, Bakkegade 24, Hillerød:
Jeg hører i radioen, at de tre
øverste ministre i den nye regering, Lars Løkke, Claus Hjort
og Kristian Jensen, er de eneste i regeringen, der må have
to spindoktorer. Betyder det,
at vi kan forvente dobbelt så
meget spin, manipulation og
andre omgåelser af sandheden fra dem end fra de andre
ministre?
FJERNVARME
Kaj Madsen, Tranemosevej 2,
Stenløse:
Man kan undre sig over, at
energiselskabet E.ON’s direktør Tore Harritshøj i Politiken
11.7. udtaler, at private selskaber kan drive fjernvarmen billigere end forbrugerne.
For to år siden købte bor-
gerne her i Slagslunde byens
fjernvarmeværk og -net af
E.ON gennem et brugerejet
andelsselskab.
Dengang var den årlige varmepris for Energitilsynets
standardhus (130 m2, 18,1
MWh) 30.066 kroner. I dag,
hvor værket drives af forbrugerne, er prisen for standardhuset 19.505 kroner.
Vi forventer, at prisen falder
yderligere, når vi får gennemført planen om at erstatte
energikilden naturgas med
biomasse.
rettigheder
KASPER ENEVOLDSEN,
BESTYRELSESMEDLEM, DSU AARHUS
DE STORE TRUMFER DE SMÅ
Dina Wildt, Fruevej 16,
Dyssegård:
Så blev de små partier lige sat
uden for indflydelse. Med de
store partiers aftale om altid
at stemme for hinandens
kommuneaftale kan den til
enhver tid siddende regering
blæse højt og flot på, hvad de
små partier mener om kommunernes økonomi, og hvad
mindretallet kan bidrage
med.
TAK TIL OLAV OG JACOB
Kjeld Ammundsen, Vagtbovej 1,
Stege:
Tak til Olav Hergel og Jacob
Ehrbahn. For et fremragende
journalistisk arbejde. Skarpt
og medfølende, underbygget
af stærke medrivende fotos.
Det er en af de dage, man er
glad for Politiken og for at betale for sit abonnement.
HVAD MED DE ÆLDRE?
Agnete Boe, Vejruplund 42,
Marslev:
Man hører tit blandt menigmand, at vi skulle bruge vores
penge på ældrepleje i stedet
for på flygtninge.
Nu ændrer regeringen hjælpen til flygtninge, men er der
nogen, der har hørt, at man
vil bruge pengene på de ældre
– nej, vel?
Før valget ville Dansk Folkeparti under ingen omstændigheder nedsætte hjælpen til
de ældre, nu stemte de for forringede vilkår for kommunerne – første løftebrud. Dansk
Folkeparti er yderst tavse nu.
Regeringen har ikke rigtig
givet udtryk for, hvad de sparede penge skulle bruges til,
men ingen har sagt noget om
bedre ældrepleje.
Der har derimod – både før
og efter valget – været talt en
del om lettelse af skattetrykket.
Er menigmand nu tilfreds?
Husk nu homo-rettigheder
Det er helt ude i
skoven at
sammenligne
behandlingen af
Grækenland med
den behandling,
Tyskland fik med
Versailles-freden
efter Første
Verdenskrig.
Dengang blev
Tyskland ribbet for
alt, og kimen blev
lagt til nazismen og
Anden Verdenskrig.
Grækenland bliver
ikke ribbet for alt.
Tværtimod. De
presses til at gøre
det nødvendige
Uffe EllemannJensen, tidligere
udenrigsminister.
I Berlingske
JEG ER 20 år gammel og politisk aktiv i
DSU. Jeg elsker at gå i byen, elsker at spise
slik i weekenden og jeg elsker at drikke
en kop kaffe med mine venner.
Og ja, så er jeg homoseksuel.
Jeg er først for nylig sprunget ud for
mine forældre og min familie. Egentlig
hader jeg udtrykket at springe ud. Hvorfor springe ud? Hvorfor var det egentlig,
min omgangskreds forventede, at jeg
sprang ud? Hvorfor forventer samfundet,
at homoseksuelle springer ud? Og hvorfor skulle jeg som homoseksuel gå rundt
med en klump i halsen i flere år, fordi jeg
var bange for, hvordan netop samfundet
og min familie ville reagere, når jeg
sprang ud? Jeg er dog glad for at være homoseksuel i Danmark. Jeg er glad for, at
jeg kan adoptere børn og blive gift med
den mand, jeg elsker – på lige fod med heteroseksuelle par. Men kampen for vores
rettigheder er ikke slut. Jovist, jeg kan
adoptere børn, men det eneste land, som
reelt set afgiver børn til homoseksuelle
par, er Sydafrika. Og hvis min fremtidige
mand og jeg skal adoptere et barn fra
Sydafrika, skal det være et barn med special needs.
I 2013 udarbejdede Den Europæiske
Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) en rapport, der viste, at 47
procent af LGBT-personerne i alle EUmedlemslande og Kroatien havde oplevet diskrimination inden for de sidste 12
måneder. I Danmark var tallet 31 procent.
Det næstlaveste i EU. Men stadig alt for
højt. Samme rapport tilkendegav, at 66
procent af respondenterne ikke turde
holde i hånd med en af samme køn i det
offentlige rum af frygt for at blive overfaldet, truet eller chikaneret.
JO, VI ER KOMMET langt de sidste 30 år. I
sidste måned afgjorde den amerikanske
højesteret, at homoseksuelle har ret til at
blive og være gift i alle amerikanske stater. Det er historisk. Og det er noget, vi
skal fejre. Uden tvivl. Men vi må og skal
ikke i glædens rus glemme, at lande i Afrika og Mellemøsten stadig straffer homoseksuelle med døden. At Ruslands antihomolove stadig eksisterer. At selvmordsforsøg blandt homoseksuelle er
hyppigere. Det gør mig virkelig vred og
ked af det, at jeg i Danmark sagtens kan
være gift med en anden mand, men i an-
dre lande kan jeg ikke. I Danmark har jeg
ret til at leve som homoseksuel, men i andre lande ikke.
Og selvom Danmark er et foregangsland, når det kommer til LGBT-personers
rettigheder, er vi stadig ikke i mål. Jeg har
en enkelt gang i byen oplevet at blive
kaldt bøsserøv. En forbigående fandt det
nødvendigt at råbe det efter mig. Hvorfor? Jeg ved det ikke, og jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, hvorfor han havde en
trang til at gøre mig ked af det. Og det er
selvfølgelig ikke sjovt at blive verbalt
overfuset af en tilfældig person på gaden.
Men det forstærker min overbevisning
om, at vi ikke er i mål. Der er stadig mange mennesker i verden – også i Danmark –
der mangler forståelse for homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle.
Men det er ikke kun de homoseksuelles, biseksuelles og transseksuelles kamp.
Det er også de heteroseksuelles kamp. Vi
har et ansvar for hinanden. Vi skal i fællesskab kæmpe for, at alle har de samme
frihedsrettigheder. Vi skal i fællesskab
kæmpe for accept og respekt for og af alle. Vi skal i fællesskab kæmpe for en bedre verden.
Jeg håber, at du vil kæmpe sammen
med mig. Sammen er vi bedre. Sammen
er vi stærkere.
Nye samarbejder giver bedre bistand
udviklingsbistand
BIRGITTE QVIST-SØRENSEN, VAGN
BERTELSEN OG THOMAS BUSTRUP,
GENERALSEKRETÆR, FOLKEKIRKENS
NØDHJÆLP, GENERALSEKRETÆR, IBIS, OG
DIREKTØR, DANSK INDUSTRI
I DENNE UGE mødes udenrigsminister
Kristian Jensen med ledere fra hele verden for at diskutere, hvordan fremtidens
udvikling skal finansieres.
Danmark skal naturligvis løfte sin del.
Det gængse vil være at vende blikket mod
statslige donorer som Danida. Men i dag
er det de færreste, der tror på, at udviklingsbistand alene kan takle de udfordringer, som udviklingslandene står over
for. De klassiske donorer og udviklingslandene skal blive langt bedre til at inddrage nye aktører, deres ressourcer og
kompetencer. Det er her, nye stærke partnerskaber mellem virksomheder og ngo’er kommer ind i billedet. Virksomhederne står nemlig klar med innovative løsninger, finansiering til investeringer og
et ønske om at nå nye markeder.
Udviklingsorganisationerne har kompetence inden for temaer som ernæring,
sundhed og uddannelse, et stærkt lokalt
netværk og stor erfaring med at levere
løsninger til gavn for de fattigste. Udviklingsorganisationen Ibis har sammen
med virksomheder som Toms Gruppen
A/S, Coop og Claus Meyer været med til at
sikre børn og unge en bedre skolegang
og en iværksætteruddannelse som følge
af samarbejdet. Med Toms Gruppen A/S
og Coop samarbejder Ibis om at sikre, at
børn og unge i kakaoområderne ikke
blot bliver billig arbejdskraft, men at de
får en uddannelse. Med Meyer er det bolivianske køkken kommet på verdenskortet til gavn for producenter, turisme og
bedre ernæring, samtidig med at unge
har fået en uddannelse som kokke og
iværksættere.
FOLKEKIRKENS Nødhjælp bekæmper fejlernæring i Etiopien sammen med Arla
Foods. Det skaber resultater, fordi de fattige bønder inddrages sammen med viden om ernæring og nye afgrøder. Sammen med Rockwool A/S arbejder Folkekirkens Nødhjælp med at forbedre vilkårene for flygtninge verden over. Det sker
gennem fælles udvikling og tests af nye
innovative måder at bruge Rockwoolprodukter på i flygtningelejre.
Vi har bevist, at vi kan skabe nye resultater, og at vi sammen kan trække ekstra
ressourcer med til dem, der har det største behov. Det er muligt, fordi virksomheder, udviklingsorganisationer og Danida
udnytter hinandens forcer. Og det er muligt, fordi vi sammen sætter lokale kræfter og viden i spil. Kun på den måde kan
danske erhvervskompetencer bidrage
mest muligt til en positiv udviklingseffekt. Vi er nødt til at række ud for at skabe
løsninger, der kommer verdens fattigste
til gode. Hvis det så også gavner dansk
eksport, er det fint. Udviklingsbistanden
skal ikke bruges som eksportstøtte for
danske virksomheder, men virksomhederne skal inddrages, fordi de har ressourcer og kompetencer, som Danida og
udviklingsorganisationer ikke har. I Danmark har vi en lang tradition for at bekæmpe de strukturelle årsager til fattigdom og krig. Udfordringer, som med al
sandsynlighed kommer til at vokse og
påvirke Danmark endnu mere fremover.
Den tradition skal vi holde fast i.
VI VIL PEGE på tre indsatser, der kan være
med til at skabe flere resultater for bistandsmidlerne:
1. Danmark skal bidrage til at skabe flere gode og anstændige arbejdspladser,
især for de millioner af unge, der i disse
år træder ind på arbejdsmarkedet i Afrika. Vi skal give dem muligheder hjemme,
der betyder, at livet som flygtning ikke
bliver et reelt alternativ.
2. Danske kompetencer og lokale udviklingsbehov skal begge tænkes ind
som forudsætninger for at skabe bæredygtig vækst. Lokale behov skal drive
danske erhvervsløsninger, ikke omvendt.
3. Den langsigtede bistand er vigtig for
at skabe forudsætningerne for en vækst,
der bekæmper fattigdom. Danmark skal
fortsat være en drivkraft for øget ligestilling, bekæmpelse af korruption og fremme af demokrati og menneskerettigheder.
kroniken
15. juli 2015
Invitation til en havnefest
RIKKE JUUL GRAM
Danmarks 10 største byer
ligger ved kysten. Ikke
desto mindre bærer
havnebyggerier præg af
nyopført historieløshed
og hurtige kvadratmeter.
Rikke Juul Gram er arkitekt MAA og partner i
tegnestuen Schønherr
KYSTERNES fremtid er til diskussion. Bebyggelse af hidtil uberørte kyststrækninger er på vej, og bølgerne går højt. Danmarks 10 største byer ligger langs kysten,
og af vores 30 største byer er 20 faktisk
opstået med udspring i deres havne. Flertallet af danskere lever altså ganske tæt
på havet.
Diskussionerne om kysterne handler
således ikke bare om økonomisk iltsvind
i tyndtbefolkede områder, men også om,
hvad fremtiden skal være for vores, samlet set, 8.750 kilometer lange kystlinje.
Udviklingen kommer uanset hvad, men
egentlige fremskridt skal vi kæmpe for.
Danmarks hovedstad har navn efter
sin havn, og havnens metaforik og mytologi er til stede overalt i vores sprog og
kultur. Det er med andre ord meget tydeligt, hvorfor vi kaldes en søfartsnation.
For det er det, vi gør her – farer til søs – og
vi har gjort det siden vikingernes tid.
HAVNEBYERNE er blevet rige og dynamiske netop på grund af deres havne. Udvekslingen af varer, de fremmede tungemål, knejperne, pakhusene og de store
kraner har sørget for, at havnene altid
har været udlængslens og drømmenes
territorium – steder for afsked og gensyn,
steder for hårdt arbejde og den sidste desperate hyre på en slowboat to China.
Havnens sære industrilandskab formes af sammenstillede bygninger, der
ligesom indmaden i et analogt fjernsyn
er forstørret op til det overvældende.
Cylindre forbundet med wirer og transportbånd højt oppe i luften fletter sig ind
imellem fremspringende studser, tude
og enorme tomme haller, hvor støvet lys
strømmer gennem udskæringer i taget.
Tunge teglkolosser, der med deres mørke
vinduesøjne glor ud mod havnebassinernes vandpladser, hvis mening og størrelse til stadighed forandres af gastankere
og containerskibe. Havnen har sin egen
arkitektur. Det, der er tænkt som rationelt og praktisk, sender helt andre og gådefulde signaler til den, der kommer der
uden ærinde. Det er havnens natur.
DEN NATURLIGE udvikling i transport, industri og verdenshandel har gennem de
seneste 20 år tømt havnene for en masse
af deres traditionelle indhold, og så skal
der ske noget andet. Derfor er det også
naturligt, at de efterhånden udtjente og
alligevel attraktive arealer forvandles til
meget dyre byggegrunde for tidens investorer, der gerne vil betale en stor klump
guld for udsigt og historisk fylde.
Havneområderne er derfor med inspiration fra hinanden blevet et mekka for
iværksættere, arkitekter, planlæggere og
visionære mennesker af enhver slags. De
store, tomme, bynære arealer formelig
råber på aktivitet – og det har de fået.
For en stund i hvert fald, nemlig den
tid, de er byggepladser. Så længe der bliver bygget på havnene, bevarer de deres
karakter af udveksling og grænseløse
muligheder, og
man kan stadig
Så længe, der
finde små bræddebliver bygget
skure som naboer
på havnene,
til nålestribede
bevarer de
domiciler. Stegt
deres karakter
flæsk serveres lige
så hyppigt som suaf udveksling
og grænseløse shi, og det er stamuligt at finde
muligheder, og dig
en stille plet, hvor
man kan stadig man kan nyde en
finde små
håndbajer og kigge mod den fjerne
bræddeskure
horisont.
som naboer til
Men når byggenålestribede
kranerne er væk, er
domiciler
det, som om der
mangler noget.
Trods alle gode intentioner: For tilbage
står nu en mur af byggeri i smukkeste udførelse – med altaner, rekreative udearealer i miniformat og en promenade langs
vandet, hvor beboerne kan møde hinanden. Hele nye bydele opstår på én gang
og i samme tidens tone.
Tit virker det bare, som om det nye byggeri skygger for den oplevelse, der satte
det i gang. Almindelige mennesker kan
ikke mere se vandet, som gæst føler man
sig ikke velkommen, og der er ikke meget
havnemystik tilbage at gå på opdagelse i.
Den havn, der før tilhørte alle, bliver
ramt af akut historisk demens og styres
af grundejerforeninger og lodsejere, der
sætter privatiserende hegn op mod omverdenen.
DET ER IKKE de arkitektoniske eksperimenter, som også finder deres plads mellem mainstream-arkitekturen på havnearealerne, som får havnene til at miste
stedsansen. Tværtimod kan et underligt
isbjerg eller en tårnhøj bygning bidrage
til fortællingen om den skulpturelle diversitet, som vi kender fra industrihavnene. Men det, der mangler, er ganske enkelt liv. Og der mangler også tilhørsforhold til den by, som havnen er en del af.
Den forskelsløse forskellighed dominerer blandt mange af de nye, eksisterende
eller planlagte boligblokke, som balancerer på havnekanterne foran byerne som
moderne fæstningsmure, ikke blot i Danmark, men i det meste af verden. Endeløse blokke, der ofte har næsten mindre
individualitet end de stabler af containere, de erstatter. Beboerne lever den samme slags liv, har samme slags arbejde,
samme slags fritidsinteresser – og derfor
opstår det blandede byliv ikke. Havnens
gådefuldhed er afløst af letforståelige hvide boligblokke: altan, vindue, vindue, altan, og legepladser med vippedyr og skaterbaner med passende mellemrum.
Men havnens fortælling fortoner sig.
Et andet problem i udviklingen af havnearealerne har rod i en næsten modsat
problematik. I landets mange stadig aktive havne kolliderer omdannelsen af arealerne med de livligt larmende og lugtende havneaktiviteter, der stadig finder
sted nogle steder. Planloven står i vejen
for at bevare og udvikle forladte bygninger tæt på industrien, og de økonomiske
forhold gør, at havnearealerne helst skal
sælges på én gang, så der skabes økonomi i havnekassen til at etablere nye havnefaciliteter rettet mod den aktive havneindustri.
DE TOMME havnes store arealer rummer
et fantastisk potentiale for enhver vækstorienteret kommune, og derfor har havnene været nogle af de ganske få steder,
hvor der er blevet bygget boliger gennem de seneste års krise.
I København er man fortsat med at
bygge og fylde op og forbinde i en sådan
grad, at man kan frygte, at byen om få år
slet ikke mere har den havn, der har givet
den navn – og at kun Køben står tilbage
som byens indhold. Senest har man startet det store projekt Enghaveholmen
med opfyldning af 84.000 m2 havneareal
for at skaffe plads til endnu en pittoresk,
men kun halvt levende kanalby til de privilegerede.
Københavns status som vandby bliver
på den måde draget i tvivl. De kvaliteter,
der gør havnen så attraktiv, er desværre
også de kvaliteter, der gør, at den risikerer at forsvinde fra almindelige menne-
POLITIKEN
Onsdag 15. juli 2015
8 Navne
Navneredaktør Peter Thygesen
Jourhavende Marie Tetzlaff
Telefon 33 47 22 68
Listestof Gerd Salmark E-mail navne@pol.dk
i morgen
fylder
Korchef, dirigent Phillip Faber,
31, blokfløjtenist Pernille Petersen, København, 32, landsholdsspiller
Kim Christensen, Göteborg, Sverige, 36.
30
Designer Louise Campbell, København, 45, billedkunstner Ingar Dragset, Berlin, Tyskland, 46, kongelig operasanger Niels Jørgen Kofoed Riis,
København, 46, professor mso Poul Alberg Østergaard, Aalborg, 47, professor
Mikkel Heide Schierup, Hjortshøj, 48.
40
Borgmester Thomas Andresen,
Tinglev, 51, arkitekt, adjungeret
professor Per Feldthaus, Beijing, Kina, 56,
direktør Alexandra Foss, Kirke Eskildstrup, 59, museumsinspektør Allan Leth
Frandsen, Aarhus, 59.
50
Fhv. håndboldlandsholdsspiller Jenny Yde, Frederiksberg,
60, matematisk direktør, lic.act. Per Linnemann, Værløse, 62, fhv. rådmand Torben Brandi Nielsen, Risskov, 62, direktør,
cand.scient.pol. Martin Teilmann, Vedbæk, 65, restauratør, kok Jan Hurtigkarl,
Ålsgårde, 66, restauratør Allan Carlsen,
67, forstander Kjeld Biering-Sørensen,
Værløse, 68.
60
Fhv. museumsinspektør, assisterende direktør Lene Margit
Burkard, Odense, 70, generalmajor Ulf
Scheibye, Vedbæk, 71, direktør Knud Aage
Gerstenberg, Frederiksberg, 72, skuespiller Lene Tiemroth, København, 72, professor, overlæge, dr.med. Kristian Anton Thygesen, Risskov, 73, overlæge Peter Ege,
Charlottenlund, 74, direktør, elinstallatør
Aage Kjærgaard, Løsning, 74, fhv. direktør,
civilingeniør Peer Suhr, Charlottenlund,
77, chefkonditor Gert Sørensen, Viborg,
78, divisionsdirektør Børge Torben Jacobsen, Taastrup, 79, direktør, cand.jur.,
oberstløjtnant, adjungeret professor
Claus Valentiner, Hellerup, 79, baronesse,
direktør Hanne Wedell-Wedellsborg,
Klampenborg, 79.
70
Skuespiller Rita Angela, Hellerup, 82, guldsmed Karen Kolding, Dragør, 82, dommer Else Marie
Hoffmann, Charlottenlund, 83.
80
Fhv. stiftamtmand, departementschef, cand.jur. Henning
Strøm, Hellerup, 90 og cand.jur. Otto
Wandall-Holm, København, 91 år.
90
Dødsannoncer Telefon 33 47 12 01
Fax 33 14 85 15
E-mail annoncer@pol.dk
Husk at sende nyt om personlige mærkedage, fødselsdage
og jubilæer senest fem dage før begivenheden til:
Politiken, Dagens Navne, Rådhuspladsen 37, 1785
København V, eller e-mail: navne@pol.dk
Kunstens
40
fynske verdensdame
I MORGEN
Ewa Daniél blev cand.techn.soc. fra RUC i 2005 og var i
syv år ledende toksikolog
med fagligt ansvar for deklarationsordningen Den Blå
Krans hos patientforeningen Astma-Allergi Forbundet. I 2014 stiftede Ewa Daniél sammen med kommunikationschef Lene Stiil AllergyCertified,
verdens første internationale allergimærke, med ambitioner om at udbrede
kendskabet til kontaktallergi og forebyggelse.
I AllergyCertified er det Ewa Daniél, der
foretager risikovurderinger af kosmetik,
rengøringsmidler, bleer, makeup m.m.
Hun er oplægsholder på konferencer
om kontaktallergi, kosmetiske produkter og certificering af produkter. Derudover er hun bestyrelsesmedlem hos Scancos, the Scandinavian Society of Cosmetic
Chemists.
I MORGEN. Da Lene Burkard sidste år gik på pension efter 25 år
som museumsinspektør og vicedirektør
på kunsthallen Brandts i Odense, gjorde
hun det klart, at hun ikke forlod kunsten.
Jo, hun skulle måske nok få mere tid til
rollen som farmor og bage de småkager,
som børnebørnene havde efterlyst.
Men hendes mangeårige liv i kunsthallen havde hun aldrig opfattet som et almindeligt lønarbejde, hvor der kunne
stemples ud.
»For mig er arbejde noget, man bliver
ved med hele livet, hvis man kan«, sagde
hun til Fyens Stiftstidende.
70
DERFOR VILLE HUN i gang med at skrive
en bog, der både skulle have forskningsmæssig tyngde og underholdningsværdi,
fortalte hun.
Og researchen har hun allerede i rigt
mål: Hun har realiseret over 100 udstillinger på Brandts, som hun selv var med til
at opbygge og placere solidt på danmarkskortet. Det værdsættes i den nuværende ledelse i kunsthallen, som i dag er
et fyrtårn for samtidskunst, og hvis lige
man skal til de store metropoler for at finde.
»Lene har gennem en lille menneskealder inkarneret det usædvanlige i sin holdning til tilværelsen. Dette er kommet til
udtryk i en næsten talløs række af udstillinger, om hvilke man kan sige, at de alle
har det uforudsigelige, det kompromisløse og det højst poetiske til fælles«, siger
administrationschef Birgitte Wøhlk Laursen.
LENE BURKARD er en mønsterbryder.
Hun voksede op på efterkrigstidens Fyn,
hvor forældrene drev et børnehjem og
derefter en købmandsforretning.
Familien tilbragte
ikke fritiden på
Hun har
museerne, og Lene
realiseret over
Burkard skulle selv
100 udstillinger omkring en konpå Brandts,
toruddannelse, en
som hun selv
højere handelseksamen og arbejde
var med til at
nogle år på kontor,
opbygge
før interessen for
kunst gjorde, at hun ændrede bane.
Med sin daværende amerikanske
mand rejste hun til USA, hvor hun fik indblik i universitetsverdenen, og hjemme
igen valgte hun at læse engelsk og kunsthistorie på universitetet.
Ewa Daniél Direktør, Roskilde
50
UFORUDSIGELIG. Kunsthistoriker Lene Burkard er en mønsterbryder. Foto: Maros
I 1989 blev hun ansat på kunsthallen
Brandts, hvor også hendes livsindstilling
blev værdsat.
»Med professionalismen og de tårnhøje ambitioner i behold er Lene et særligt
sorgløst menneske, omkring hvem tingene synes at dale naturligt på plads af sig
selv. I kombination med hendes verdensdame-agtige fremfærd og holdning til det
meste gør Lene en på en gang slagkraftig
og følsom figur«, fortæller Birgitte Wøhlk
Laursen.
En af Lene Burkards mange bedrifter er,
at hun sørgede for at give væsentlige internationale og danske kvindelige kunstnere en platform, og det er hun blevet
hædret for.
I 2005 modtog hun N.L Høyen Medaljen af Akademiraadet og i 2011 Tagea
Brandts Rejselegat. Hun har udgivet en
række bøger, blandt andet ’Hist hvor vejen’ om danske maleres syn på Fyn gennem 200 år.
CAMILLA STOCKMANN
Tonny Pedersen Afdelingsleder,
60
Bente Hogrefe Nielsen
Kirkesanger, Holte
Bente Hogrefe Nielsen tog i
1978 almen musikpædagogisk eksamen fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. I 1984 tog hun diplomeksamen i sangog i
1987 havde hun solistdebut.
Bente Hogrefe Nielsen har haft en omfattende kammermusikalsk koncertvirksomhedmed særlig interesse for opførelsespraksis og samarbejdet med historiske instrumenter. Hunfungerede 19712006 som kirkesanger ved Frederiksværk
Kirke, Jesuskirken, Enghave Kirke og Bagsværd Kirke. I 1991-2005 sang hun i Danmarks Radios koncertkor.
Efter fra 1988 at have været sanglærer
ved Løgumkloster Kirkemusikskoles afdeling i Bagsværd blev Bente Hogrefe
Nielsen i 1992 sanglærer og siden også
studievejleder ved den nyoprettede Sjællands Kirkemusikskole i Roskilde.Fra
2010 er Bente Hogrefe Nielsen medlem af
bestyrelsen for Dansk Organist og Kantor
Samfund.
København
Hvis man kan tale om en grå
eminence på Politikens udlandsredaktion, er Tonny Pedersen manden. Oversætterchefen er nemlig ham, der
dag ud og dag ind kommer med ideer og
forslag til den daglige dækning af alt fra
afrikanske krige til hardcore økonomistof.
Hans overblik er ganske enkelt imponerende, hans viden ligeså. Og for at det
ikke skal være løgn, er manden et af de
mest pligtopfyldende og ansvarsfulde
mennesker, man kan drømme om, for
han er kun optaget af én ting: at understøtte Politiken som en avis af international klasse og kvalitet. Han bidrager i den
grad selv til det.
Er han så ikke kedelig? Belastende? Nope. Oversætterchefen er oven i alt det andet et herligt jovialt menneske, der tilmed deler udlandsredaktørens elendige
sorte humor, hvilket – i hvert fald for de
to – gør hverdagen endnu mere festlig.
Tonny Pedersens hjerte banker dog primært for hans kone, to børn og deres fælles rødder i Jylland, Brasilien og Etiopien.
Og så for sprog ... Så dem mestrer han også en hel del af, hvilket Politikens læsere
vil vide fra hans enestående oversættelser fra indimellem helt andre skrive- og
avistraditioner end vores.
De flyder altid, og oversætterchefen ser
kun forpint ud, hvis han en sjælden gang
bliver grebet i en trykfejl, for han er også
detaljens mand. Oversætterfejl ... dem begår han til gengæld aldrig. Det sker bare
ikke.. Michael Jarlner
90
Henning Strøm Fhv. stiftsamtmand, Hellerup
Man taler meget om at komme på danmarkskortet og
om at sætte fingeraftryk. Det
kan man roligt sige, at Henning Strøm har gjort. Den
kommunalreform, der blev
indført i 1970, og som stadig af mange
fornuftige mennesker betragtes som idealet af en kommunalreform, var i høj
grad Henning Strøms værk. Den reducerede antallet af kommuner fra 1.388 til
275 og antallet af enheder, der løste amtsopgaver, specielt sygehusvæsenet, fra 110
til 16. En reform, der banede vejen for det
lokale demokratis glansperiode i 30 år,
frem til det hele blev lavet om i 2000.
En anden hjørnesten i Henning Strøms
virke er rapporten ’Hovedstaden – hvad
vil vi med den’ fra 1988, der analyserede
årsagerne til den manglende udvikling i
området og 20 forslag, der kunne bidrage til vækst. Mange af dem blev gennemført.
Så juristen Henning Strøm kan med
sindsro og med sit medfødte gode humør rose sig af en smuk indsats for fædrelandet. Han kan se tilbage på en flot
karriere fra sekretærpost i Indenrigsministeriet via departementschef i Boligministeriet til 12 år som stifts- og statsamtmand over Københavns Amt, en stilling,
han varetog til pensioneringen i 1994. Aktiviteterne begrænser sig nu til blomstervanding for ferierende familiemedlemmer og til at lufte hunde og børnebørn i
flere størrelser. ersc
... Invitation til en havnefest
skers åsyn. Halvt abstrakte forhold som
sigtelinjer er i virkeligheden af vital betydning, for det, der er let at bygge, er
sværere at få til at forsvinde igen, når vi
som byboere for alvor begynder at savne
kontakten til vand og horisont. Måske vi
har brug for at gøre op med det forhold.
Lad os gøre havnene til bedre og mere
interessante steder at bo, leve, arbejde og
gå i skole, som et livligt modsvar til de
åbne kysters ukrænkelighed.
Tilgængelighed til vandkanter og udsigter er indiskutable værdier, men er
desværre et problem i mange af de nye
havnebebyggelser. Tilgængelighed handler nemlig ikke blot om en smal kajkant,
man kan spadsere på foran de nye fæstninger, der er skudt op i vore havne. Tilgængelighed handler også om en sansemæssig tilgængelighed. I en havneby
skal man kunne høre, se og lugte havnen.
Derfor skal de offentlige arealer være åbne, synlige og med en langt højere grad
af den mangfoldige blanding af funktioner, som kendetegner den slags byer, vi
gider besøge eller bo i.
DANMARK er et relativt homogent land,
men Frederikshavn og Fredericia er alligevel vidt forskellige. Ensartetheden hører op, i det øjeblik man lytter og forstår
byernes helt forskellige fortællinger, forskellige karakteristika og forskellige
mennesker og tager det helt alvorligt,
når både de små og de store linjer trækkes.
Historiebevidsthed er nemlig ikke det
samme som nostalgi – historie er læring,
når utopier skal formes.
Når vi taler om fremtidssikrede samfund, handler det ofte om økonomisk
bæredygtighed, og
så bliver vi på den
korte bane. Vi bruHvis nye utopier ger samtidsforskere og ikke historiskal skabes i
kere, når nye pladen måde, vi
ner skal fostres, og
byudvikler på,
resultatet heraf er
skal historisk
oftest en temmelig
kortsigtet planlægviden sættes i
ning. Hvis nye utospil
pier skal skabes i
den måde, vi byudvikler på, skal historisk
viden sættes i spil.
Hvis havneområderne i højere grad
skal blive nytænkende og levende forlængelser af bykernerne, må byernes forskellighed tage afsæt i de fortællinger, der allerede eksisterer, og gøre dem synlige.
MODBILLEDET hertil er en fremtidig situation, hvor enhver havneby kendes på
en hvid mur af maskinproduceret modernisme, som på en prik ligner byerne i
alle andre dele af den rige verden.
Hvor ville det være fantastisk, hvis Københavns grønne voldanlæg blev båret
videre i havneomdannelsen som en helt
naturlig og indlysende måde at skabe
højtvandssikring på? Sådan kunne borgernes spadsereture på voldene også
komme til at omfatte havneområdernes
nye bydele, og Københavns fortælling og
udvikling ville gå i takt.
Og hvor ville det være fantastisk, hvis
man i Esbjerg byggede boliger, kultur og
erhverv på havnen klos op ad de enorme
erhvervsområder og med en arkitektur i
slægtskab med byens åndeløst interessante industrihavn og dens endeløse
rækker af møllevinger, borerigge og
enorme, uforståelige objekter. Et naboskab med udfordringer. Ja, det støjer og
vibrerer på en levende havn, men måske
er det netop, hvad ungdomsboliger og
kulturinstitutioner mangler? Planloven
står i vejen for den slags eksperimenter,
men skal den det?
Og tænk, hvis man i Frederikshavn
skabte en stærk og tydelig sammenhæng
mellem havnen og byen, der i dag er delt,
så det ligner et alvorligt tilfælde af identitetskrise. Men både by og havn har faktisk noget at byde på, og strømmene af
turister fra både Norge og Sverige ville
potentielt kunne opleve byen som en ny
urban port til Danmarks og Nordjyllands
kystlandskaber og turistattraktioner og
ville ikke længere bare skynde sig videre
fra færgelejet og forbi de viftende forsøg
med forkølede palmer på kajen. De ville
umærkeligt standse op og fundere over,
hvad Frederikshavn har at byde på.
PLANLOVEN er det redskab, som borgmestre og landspolitikere i øjeblikket diskuterer som det hotteste emne på Folkemøder og seminarer. Omfattende revisioner
er nært forestående, og det kan få alvorlige konsekvenser for kystmiljøet, fordi
man nu ønsker at åbne op for byggeri i
uberørte landskaber med henblik på at
skabe vækst i yderområderne. Fremtiden
kommer til at dømme os på denne fejltagelse.
Andre dele af planloven kunne derimod godt tåle et eftersyn – den del, der
handler om afstandszoner mellem bolig
og erhverv på havneområderne. Måske vi
her kan åbne mulighed for en langt mere
frugtbar synergieffekt mellem havnens
eksisterende og levende miljøer i kombi-
nation med iværksætteri, nye anvendelser af eksisterende bygningsEnhver
planlægning er masse og eksperimenterende boligen stadig
former.
armlægning
Enhver planlægmellem snævre ning er en stadig
armlægning meløkonomiske
lem snævre økonointeresser og
miske interesser
hensynet til
og hensynet til det
det almene
almene. Det er ganske naturligt at ville skabe de bedste vilkår for de nye beboere på havnene – og derfor er det ikke en
manglende vilje til byliv, der har skabt
nutidens hvide vandbaserede sovebyer
for middel- og overklassen. Det er bare
noget, der sker, når udgangspunktet ikke
er helheden, men det enkelte projekts
økonomi.
VORES TEGNESTUE vil derfor gerne slå til
lyd for en ny strategi for havneudbygningen. En strategi, der baserer sig på helhedens økonomi og nogle grundtanker om
historiefortælling, tilgængelighed,
iværksætteri og generøsitet.
Diversitet står med flammeskrift over
enhver planlægning i disse år. Alligevel er
det, som om det sjældent lykkes at skabe
den. Selv om vi gerne vil blande både bolig- og erhvervsformer, gør vi det i praksis
aldrig. Havnene har jo som nævnt netop
den store mulighed, fordi mange af dem
endnu ikke er helt tømte. En god løsning
kan være, at det offentlige køber arealerne og giver plads til gradvis udbygning
over en lang tidsplan i en trial-and-error-
proces i stedet for at udbygge på en gang.
Man kan godt forestille sig en slags
mellemtilstand, hvor man tillader byggeri eller nye og anderledes anvendelser af
forladte industrianlæg med den forståelse, at beboere, iværksættere og kontorfolk skal acceptere, at de bor lige ved siden af en arbejdsplads. Det vil således ikke være muligt at klage over støj eller rystelser – for begge dele er da bedre end
endeløse, evige søndage i pænhedens
tegn. Hvis havnene planlægges og bebygges ud fra et dogme om maksimal kompleksitet, bliver resultatet ikke rod – det
bliver en havn, som vi forestiller os en
havn skal være.
IVÆRKSÆTTERÅNDEN er derfor påkrævet
som boligbyggeriets uundværlige følgesvend. Det er ikke nok at lave et stort vindue og så sige, at her kan være en butik.
Den butik kommer ikke, hvis man ikke
sørger for, at der findes et grundlag for
dens eksistens. I Aarhus har developeren
Olav de Linde omdannet en hel havnepier, Balticagades kornlagre og gamle
værftsbygninger, til et stærkt iværksættermiljø, som er transformeret med stor
respekt for bygningernes ånd. Fuldstændig ligesom hele slagteriområdet på Sydhavnen i Aarhus huser mængder af unge
virksomheder, som blandt andet er godt
i gang med at transformere havnens nedlagte transportbånd til et High Line-projekt med inspiration fra New York. Her er
masser af muligheder, som vi skal passe
rigtig godt på. Kontrasten til den nordlige ende af havnen i Aarhus er slående.
Her stormer nybyggeriet derudad og jævner selv de mindste gamle pakhuse med
jorden. Måske det med tiden bliver godt.
Vi ved det bare ikke, for byens og havnens
dybere fortællinger i hele det udviklingsområde virker ganske fraværende.
VI SKAL I havneplanlægningen i langt
højere grad være åbne for de selvgroede
aktiviteter, der typisk opstår i havnenes
forladte haller, fordi de er billige. At bygge dyre butikker i de hvide paladser og så
forvente, at en horde af smykkedesignere
og advokater får lyst til at åbne butik dér,
er i bedste fald naivt. Økonomisk aktivitet opstår af forskellighed – at nogle lejemål er billige, så de kreative har råd til
dem, og at nogle er dyre, så der er kunder
i nærheden. Derfor skal vores havne planlægges som eksperimentarier, der tillader variation og aldrig før sete blandinger af bolig, kontor og forretning.
Generøsitet er den kvalitet, der samler
de tre ovennævnte. Havnenes urtilstand
af drømme og handel kan genskabes i en
nutidig forståelse ved at indbygge gavmildhed så at sige. Ved at fællesarealerne
er mere end blot attraktive, ved at alle
bygninger har et socialt program, ved at
dyrke mulighederne for andre end beboerne skabes den form for åbenhed, der
skaber liv.
Havnefesten må aldrig blive en lukket
fest for sejlerne og de få velhavere – havnefesten skal være alles fest.
RIKKE JUUL GRAM