Nyhedsbrevet Danske Medier uge
Transcription
Nyhedsbrevet Danske Medier uge
NYHEDSBREV UGE 12 – 2015 Læs også nyhedsbrevet direkte på vores hjemmeside: www.danskemedier.dk/nyheder/nyhedsbrev JOURNALISTIK OG REDAKTION De sociale medier svækker nyhedsmediernes betydning Selvcensur opfattes ikke som problem for danske medier, viser ”Nyhedsmediernes tilstandsrapport” De største udfordringer for de publicistiske medier er at få brugerne til at betale for indholdet samt de sociale mediers voksende betydning, fremgår det af en undersøgelse ”Nyhedsmediernes tilstandsrapport”. Rapporten er gennemført af forskere ved Center for Journalistik, SDU, på vegne af Den Danske Publicistklub og blev præsenteret af centerleder Peter Bro på et seminar i Publicistklubben torsdag. Den er udarbejdet på grundlag af svar på 50 spørgsmål stillet til et panel på over 100 mediechefer, redaktører, medieforskere, organisationsfolk, prisvindere mv. De fleste (72 pct.) betegner opgaven med at få betalt for det redaktionelle indhold som den største udfordring. Mange (47 pct.) finder også, at de sociale medier i høj grad har svækket nyhedsmediernes betydning som forum for den offentlige demokratiske debat. Undersøgelsen viser en grundlæggende bekymring for den journalistiske kvalitet af nyheder fra medierne, fordi journalisterne får stadig mindre tid til at lave deres historier. Hovedparten af panelet mener, at hvis ikke danske nyhedsmedier styrker kvaliteten af deres redaktionelle indhold, så vil borgerne på længere sigt få svært ved at skelne mellem den gode journalistik og al mulig anden information. Produktionspresset på nyhedsmediernes redaktioner og presset på den journalistiske kvalitet opfattes også som udfordringer for de publicistiske medier i dag. Særligt online-nyhederne fra de danske nyhedsmedier opleves generelt af ringere kvalitet end de øvrige nyheder i aviser, tv og radio. Undersøgelsen viser også, at selvcensur ikke opfattes som et reelt problem for de danske medier. Det ses blandt andet ved, at medierne i dag ikke generelt er for tilbageholdende, når de dækker spørgsmål om islam. Holdningen blandt de adspurgte er endvidere, at medierne ikke skal blive mere påpasselige med at offentliggøre indhold, der kan virke stødende over for grupper af borgere. Det er ambitionen er, at undersøgelsen fremover gennemføres hvert år. Den store Publicistpris til Flemming Rose Også priser til Puk Damsgård, Zetland og Altinget. Jyllands-Postens udlandsredaktør, Flemming Rose, modtog torsdag den store Publicistpris 2015 på 20.000 kr. for “mangeårig, fremragende indsats for lødig publicisme”. – Flemming Rose har de sidste ti år været en stærk og central aktør i den internationale debat om ytringsfrihed, og midt i de store kontroverser har han ikke blot stået fast på sine principper, men også insisteret på at forklare og nuancere sine synspunkter i debatter verden over, lyder det i juryens begrundelse. Publicistklubben har i år udvidet prisrækken til fire priser. For de tre mindre priser er beløbet 10.000 kroner. Det nyskabende medie Zetland modtog Den lille Publicistpris for at have pustet frisk luft ind i det danske medielandskab. – Zetland er en publicist fornøjelse, som har skabt et eksperimentarium med sin iderigdom og deres insisteren på at udvikle både journalistisk kvalitet og købmandskab. Holdet bag Zetland bidrager med tiltrængt inspiration, skriver juryen. Holdet består af journalisterne Silke Bock, Lea Korsgaard, Hakon Mosbech og Jakob Moll, der dannede Zetland i 2012 og blandt andet har markeret sig med lange journalistiske fortællinger under betegnelsen ‘singler’ og Zetland live – et nyskabende magasinformat, som opføres i stedet for nedskrives. Public Service-prisen, der er oprettet for at sætte fokus på, at public service er en forpligtelse for alle lødige publicister, gik til Altinget med Rasmus Nielsen i spidsen. – Altinget er et inspirerende eksempel på privat public service. Mens mange store redaktioner ofte har flyttet fokus i det politiske stof hen mod proces og form, er det lykkedes Altinget at skabe et helt nyt medie baseret på politisk indhold – til glæde og gavn for folkestyret og med mange nye journalistjob til følge, lyder det i juryens begrundelse. Fortællerprisen, går til DRs Mellemøstkorrespondent Puk Damsgård for hendes bestseller ‘Hvor solen græder’ om den syriske borgerkrig. – Puk Damsgård fortæller den store historie gennem de menneskeskæbner, hun giver stemme. Det sker med indlevelse og respekt – men også med nøgternhed og overblik. Puk Damsgård er en fortæller og udenrigsreporter i verdensklasse, hed det i motiveringen. 2 Aslak Gottlieb modtager Fyens Stiftstidendes Fellowship i 2015 Får 500.000 kr. til et projekt om fremtidens mediebrugere Aslak Gottlieb bliver årets modtager af Fyens Stiftstidendes Fellowship til et projekt om fremtidens mediebrugere. Fyens Stiftstidendes Fellowship uddeles én gang hvert år, og den udvalgte fellow modtager 500.000 kr., som blandt andet skal bruges til udgifter til transport og frikøb fra den nuværende arbejdsplads i det halve år fellow-opholdet varer. -Vi skal udvikle nyhedsjournalistik til børn og unge for at få dem aktivt med i den demokratiske debat. De er storforbrugere af medier, men ikke de journalistiske. Derfor skal vi invitere dem indenfor i nyhedsbranchen. Fellowshippet skal udmønte sig i journalistiske prototyper på, hvordan vi kan producere nyheder til teenagere. Prototyperne skal helt ned i den journalistiske DNA. Altså kilder, vinkler, rubrikker. Men også genrer, formater og dramaturgi kommer i spil, siger Aslak Gottlieb. Aslak Gottlieb, der oprindelig er uddannet lærer, har i en årrække arbejdet for Danske Mediers projekt Avisen i Undervisningen, og han har udgivet flere rapporter og skrevet bøger om børn og medier. Per Westergård, chefredaktør på Fyens Stiftstidende og formand på Center for Journalistiks styrelse på SDU, siger: -Jeg bliver ofte spurgt, hvad jeg vil gøre for at få fat i de yngre læsere. Så mumler jeg som regel noget forblommet om, at vi håber på en dag at kunne nå de unge med vores digitale platforme. Sandheden er imidlertid, at jeg og andre medie-ledere ved såre lidt om, hvilken journalistik der faktisk kan gøre de unge sultne efter nyheder. Dette skal Aslak Gottlieb hjælpe os med at forstå. Aslak Gottlieb starter sit fellowship i august 2015 og vil henover det efterfølgende halve år have fast gang på Journalistik på SDU, hvor han skal arbejde sammen med studerende, ledere og medarbejdere. Vestre Landsret skærper dom over journalist Dømt for at offentliggøre information om svinebesætninger med MRSA-bakterie Vestre Landsret har skærpet en dom over journalist Nils Mulvad, Åbenhedstinget, for at offentliggøre information om svinebesætninger med MRSA-bakterie, skriver Journalistforbundet.dk. I byretten blev han sammen med journalist Kjeld Hansen idømt fem dagbøder a 500 kr. for på portalen Åbenhedstinget at offentliggøre, hvilke svinebesætninger der har været ramt af MRSAbakterier. Nils Mulvad appellerede dommen med støtte fra Dansk Journalistforbund, mens Kjeld Hansen valgte ikke at anke. 3 Journalisten dømmes for ikke tilstrækkeligt at have sløret enkelte personer på svinebesætninger, og ikke for generelt at skrive om MRSA. Landsretten anerkender, at spørgsmålet har offentlig interesse, men fastslår, at pressen havde kunnet belyse den principielle problemstilling uden at nævne navne på landmændene. Byret frifinder Zetland i injuriesag anlagt af tidligere BT-journalist Københavns Byret har frifundet Zetland i en injuriesag anlagt af den tidligere BT-journalist Lars Fogt. Han havde anlagt injuriesag mod Ida Nyegård Espersen, der for Zetland havde skrevet en single ”Redaktøren for det hele”, som var et portræt af den daværende BT-redaktør Simon Andersen. I singlen beskriver hun også Lars Fogts journalistik og skriver bl.a. med udgangspunkt i en anonym kilde, at Fogt ”digter”, hvilket han fandt ærekrænkende. Lars Fogt har tidligere klaget til Pressenævnet, der fandt beskyldningen om at digte så skadelig for journalisten, at han skulle have haft mulighed for at svare. Det fik han ikke. Derfor får Zetland kritik af Pressenævnet. Nævnet afviste de fleste andre af Lars Fogts klager over singlen. Læs kendelsen fra Pressenævnet. Dommeren i Københavns Byret fandt ikke, at der var tale om injurier og frifandt Ida Nyegård Espersen og dømte journalisten til at betale 30.000 kr. i sagsomkostninger. Hun finder, ”at rigtigheden af udsagnet om, at Lars Fogt “digter”, er tilstrækkeligt godtgjort” og henviser i øvrigt til Menneskerettighedsdomstolens praksis om, at journalisten som offentlig person må tåle en vis grad af kritik om forhold, han selv har debatteret offentlig. Politiken-journalist modtager Kristian Dahls Mindelegat Jakob Sheikh belønnes for artikler om danske Syrien-krigere Den 27-årige journalist på Politiken Jakob Sheikh modtager fredag Kristian Dahls mindelegat, der uddeles af Journalistforbundets hovedstads-kreds. -Jakob Sheikh har med sin journalistik givet os et enestående indblik i tankegangen hos unge danskere, som vælger at rejse til Syrien for at deltage i borgerkrigen på islamisternes side, hedder det i begrundelsen for prisen. -Takket være et enestående kildenet, en stor menneskelig nysgerrighed og en fremragende fortælleevne er Jakob Sheikh i stand til at give os nærværende portrætter af nogle mennesker, vi har et stort behov for at forstå, og en indsigt i radikaliseringens mekanismer, tilføjer priskomiteen. Redaktør Kristian Dahls Mindelegat gives til ”en yngre journalist, som med lødig journalistik har skabt interesse for sit stofområde”. 4 MEDIEVERDENEN Aller etablerer nyt designcenter Aller Design Opretter samtidig en boligfagredaktion på tværs af medier Aller Media lancerer et nyt designcenter Aller Design, som skal styrke koncernens magasinportefølje og bidrage til udviklingen af nichemagasiner med stærke, visuelle koncepter og højt fagligt niveau, skriver Aller Media i en pressemeddelelse. Vi befinder os i et magasinmarked med mange aktører, og vi skal i endnu højere grad end tidligere lave magasiner med smalle koncepter til brede interessegrupper. Det kræver fokus på unikt indhold og ikke mindst et klart, visuelt DNA. Derfor samler vi vores absolut bedste kompetencer inden for de nicher, vi vil være stærke på i vores nye enhed, siger magasindirektør i Aller Media Charlotte Ripardelli. Aller Medias magasindivision samler samtidig sine kompetencer inden for bolig i én boligfagredaktion med henblik på at skabe et unikt og fagligt stærkt boligindhold, der skal levere indhold til de boligbrands og magasiner, der har boligkategorien som et vigtigt købsmotiv, oplyser Charlotte Ripardelli. Magasinenheden hos Aller har tidligere på tilsvarende vis oprettet en madfagredaktion, der arbejder på tværs af de enkelte medier. Soundvenue supplerer betalingsmagasin med gratisblad Soundvenue Update skal give overblik over musik og film Betalingsmagasinet Soundvenue Magazine supplerer sine seks årlige udgivelser med et gratismagasin Soundvenye Update. Gratismagasinet udkommer månedligt og skal give læserne et hurtigt overblik over månedens vigtigste koncerter, album, film, serier og modetendenser. Soundvenue Magazine udleveres gratis i 7-Eleven-butikker over hele landet. MARKED OG ØKONOMI Folketinget vedtager magasinmoms Der indføres moms på dansksprogede magasiner trykt uden for EU 1. juli 2015 Et flertal i Folketinget vedtog torsdag skatteminister Benny Engelbrechts forslag om, at der skal betales moms af dansksprogede magasiner trykt uden for EU. 57 medlemmer fra regeringspartierne, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten stemte for forslaget, 18 medlemmer fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance stemte imod, mens 34 fra Venstre og Konservative undlod at stemme. 5 Venstre og Konservative kunne støtte intentionerne i forslaget, men undlod at stemme, fordi de ikke kan få indflydelse på anvendelsen af provenuet. Loven træder i kraft 1. juli. Danske Medier forsøgte i en henvendelse til Folketingets skatteudvalg og i et møde med Skatteministeriet at få lovens ikrafttræden udsat, da de nye momsregler rammer magasiner, som er forudbetalt i mange tilfælde et helt år frem – ligesom magasinerne er bundet af aftaler om trykning for en længere periode og derfor skal have tid til at omstille produktionen. Der var imidlertid ikke politisk støtte til en sådan udsættelse. Magasinudgivere venter, at loven vil føre til lukning af en række magasiner. Læs den nye momslov Rekordoverskud for Ritzaus Bureau A/S i 2014 Udbytte på 4,4 mio. kr. til dagblade og mediehuse Nyhedsbureauet Ritzaus Bureau A/S, kom ud af 2014 med et rekordoverskud før skat på 6,3 mio. kr. Bureauet, der i 2012 blev ændret til et aktieselskab, havde i 2011 et underskud før skat på 17 mio. kr. Det blev vendt til et mindre overskud året efter og er nu vokset til 6,3 mio. kr. Aktionærerne, der tæller en stribe danske dagblade og mediehuse, kan se frem til at få udbetalt et udbytte på 4,4 mio. kr. Omsætningen i Ritzaus Bureau voksede i 2014 og er nu igen tilbage på samme niveau som før bureauets krise i 2011. -Årets resultat er tilfredsstillende. Vi har gennem reduktion af omkostninger fået en sund økonomi, og i 2014 fik vi desuden flere nye aktiviteter, som har øget omsætningen. Bestyrelsen ser lyst på fremtiden, fordi Ritzau er inde i en positiv udvikling, der følges op med en række nye initiativer også i 2015, siger formanden for bureauets bestyrelse, adm. direktør og ansv. chefredaktør Erik Bjerager, Kristeligt Dagblad, på bureauets generalforsamling torsdag. I løbet af 2014 har Ritzaus Bureau bl.a. indgået aftaler med Aller om at overtage koncernens produktion af samtlige radio/tv-tillæg, opkøbt forlaget Kommunal Aarbog og indgået en større aftale om leverance til MSN/Microsoft. Økonomisk fremgang for TV 2 i 2014 Stor vækst på alle TV 2s digitale platforme TV 2 Danmark A/S kom ud af 2014 med et overskud før skat på 219 mio. kr., hvilket er 54 mio. kr. mere end året før, viser stationens årsberetning. 6 Det er især indtægterne fra abonnementssalg, der er steget. De udgjorde 1.234 mio. kr., hvilket er en stigning på fem pct., og dermed er indtægterne ved abonnementer omtrent på samme niveau som reklameindtægterne, der var på 1.268 mio. kr. – samme niveau som i 2013. Alle TV 2s digitale tjenester er i fremgang. TV 2 PLAY steg med 40 pct. i antal abonnenter fra udgangen af 2013 til udgangen af 2014. Tilsvarende steg web-tv volumen med 145 pct. og TV 2s apps med 16 pct. – TV 2 vedtog i sommeren 2014 en central digital strategi med en klar ambition om at engagere seerne og brugerne på tværs af vores udgivelser og produkter. Udviklingen i medievanerne viser en bevægelse fra flow-tv til on demand, men uanset platform er det gode indhold og de levende billeder nøglen til vores møde med danskerne, siger TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup. I 2015 forventes et resultat før skat på 150-170 mio. kr. Resultatet påvirkes negativt af konverteringen af TV 2 FILM til TV 2 SPORT i januar 2015. Læs TV 2s årsrapport. MOBIL Detaljeret viden om danskernes internetbrug Nye data giver indsigt i danskernes brug af internet på tværs alle væsentlige platforme Gemius, Danske Medier Research og Kreativitet & Kommunikation præsenterede torsdag nye data, der giver indsigt i den totale dækning for de danske medier på tværs af desktop, mobil og tablet. Derudover giver de nye data adgang til brugerprofiler på de mobile platforme og dermed det bedst mulige indblik i danskernes medieforbrug på de forskellige platforme. Analysen viser, at størstedelen af brugerne inden for alle aldersgrupperinger fortsat er brugere af internet via desktop. Særligt i aldersgruppen 7 – 14 år er brugen af tablets dog stærkt etableret, ligesom ca. 90 pct. af de 15-24 årige internetbrugere går på via mobiltelefon. -I Danske Medier Research er vi meget glade for endeligt at kunne levere en totaldækning for udgivernes internet aktiviteter på tværs af platforme. De opdelte tal har været tilgængelige allerede i 2014, men med de nye data kan vi nu også levere brugerprofiler på de mobile platforme, hvilket vil give en helt anden mulighed for at analysere brugen i dybden, siger direktør Marianne Bugge Zederkof. Også hos Kreativitet & Kommunikation modtages de nye data med tilfredshed. -Vores medlemmer efterspørger digitale mediemålinger, der tages til et nyt niveau. Her er de nye multiplatformmålinger vigtige, fordi de giver ny indsigt i danskernes brug af desktop sammen med de mobile platforme”, udtaler direktør, Tine Aurvig-Huggenberger. 7 NYT FRA DANSKE MEDIER Seks kandidater klar til “Årets Redaktør” Vinderen kåres ved Redaktørernes Døgn 5. maj 2015 Dommerkomiteen bag “Årets Redaktør” får igen i 2015 et stærkt felt at diskutere og tage stilling til, inden den endelige vinder af hædersprisen kan uddeles på “Redaktørernes Døgn” i Svendborg 5. maj. Blandt følgende seks redaktører skal der nomineres tre til præsentation foran de 125 fremmødte redaktørkolleger, der ventes til konferencen og kåringen i Svendborg. Dorthe Carlsen, ansvarshavende chefredaktør i Midtjyske Medier, er indstillet af seks chefredaktører – Jan Schouby, Axel Præstmark, Lars Norup, Bruno Ingemann, Peter Kjeldbjerg og Julie Vesterby. Begrundelsen er den ukuelige kamp for at bevare Midtjyske Mediers lokale mediehuse som solide, stærke enheder samt en stærk personlig indsats som leder i en proces med mange nedskæringer. Jakob Fuglsang, uddannelsesredaktør på Politiken, er indstillet af konsulent Aslak Gottlieb for den redaktionelle linje, der igennem flere år har kvalificeret den vigtige uddannelsesdebat i Danmark. Respekten for redaktør Fuglsang er stor blandt aktørerne på området fra politikere til undervisere. Klaus Dalgas, ansvarshavende chefredaktør på Helsingør Dagblad, er indstillet af adm. direktør Arne Ullum og mediechef Svein Gilbu. Begrundelsen er bl.a den rolle, Dalgas har haft i relanceringen af dagbladet, som kun er faldet 2,5 pct. i oplag over seks år uden at bruge store rabatter. Den redaktionelle udvikling er sket samtidig med og på trods af betydelige nedskæringer på redaktionen. Tom Gotfred, ansvarshavende redaktør på HK Statbladet, indstilles af redaktionssekretær Rosa Middelboe. Begrundelsen er den måde, redaktøren mestrer en tre-dobbelt rolle som publicist, medlemmernes ven og kommunikationschef i organisationen. En redaktionel altmuligmand. Og så er han samtidig verdens bedste chef ifølge indstillingen. Line Jakobsen, kunderedaktør på Ritzaus Bureau, er indstillet af adm direktør Lars Vesterløkke for bl.a. at skabe og udvikle en kundeorienteret kultur på redaktionen, hvor kundernes brug af artikler har topprioritet. Kulturforandringen er sket samtidig med en øget medarbejdertilfredshed – og kundetilfredshed. Søren Christensen, ansvarshavende chefredaktør og direktør på Bornholms Tidende, indstilles af medarbejderne via tillidsrepræsentant Henrik Nielsen, direktør Bjarne S. Pedersen, redaktionschef Nanna Krogh og udviklingskonsulent Ulla Bechsgaard. Begrundelsen er bl.a , at Søren Christensen på kort tid har omlagt både format og indhold i avisen og har øget oplag til niveauet for 2012 – over 8.800. Samtidig har dagbladet styrket sin position i lokalområdet væsentligt. Juryen træder sammen ultimo marts og nominerer kandidater. I år bliver det med Tina Christel Kristensen, chef for efteruddannelsen på DMJX, som formand. Chefredaktør Erik Haldan, Ugeavisen Esbjerg, er medlem som sidste års vinder. Derudover er medlemmerne Suzanne Moll, presserådgiver i KVINFO, og chefredaktør Karsten Kolding fra Samvirke er de øvrige medlemmer af juryen. Årets Redaktør er en ærespris. Vinderen får en skulptur af kunstneren Erik Heide. 8 Mandag sidste frist for Bording-indstillinger Bording-prisen belønner den bedste journalistik og visuelle formidling i specialmedier Mandag er sidste frist for at indstille kandidater til de tre hæderspriser for specialmedier – Bordings journalistpris, mediepris og specialprisen for visuel formidling. Indstillinger, der er afsendt mandag, kommer med i bedømmelsen, selv om de først er fremme tirsdag. Det samme gælder, hvis indstillinger ikke er helt færdige mandag. Det er dog en forudsætning, at Danske Medier i så fald kontaktes herom på priser@danskemedier.dk Kriterierne for de enkelte priser er: Anders Bordings Journalistpris uddeles til en person eller et team for en bemærkelsesværdig journalistisk præstation i et specialmedie. Anders Bordings Mediepris uddeles til et nyskabende specialmedie, der bør tjene til inspiration for andre. Prisen for visuel formidling uddeles til en person eller et team for bemærkelsesværdig visuel formidling i et specialmedie. Prisen kan tildeles både samlede visuelle løsninger (såsom redesigns, webdesigns og layouts) og enkeltstående visuelle elementer (såsom fotos, illustrationer og informationsgrafikker). Juryerne vil ved bedømmelsen lægge særlig vægt på projekternes gennemslagskraft over for deres individuelle målgrupper. Ved bedømmelsen tages desuden hensyn til mediets formål og ressourcer. Som noget nyt vil de nominerede til Journalistprisen og Medieprisen i år selv skulle præsentere deres projekt ved præmieoverrækkelsen. Indstilling med begrundelse og pdf af sider skal sendes til priser@danskemedier.dk senest 23. marts 2015 eller sendes til Danske Medier, Pressens Hus, Skindergade 7, 1159 København K mærket ”Bording-prisen”. Materiale sendt pr. post skal sendes i fire eksemplarer. JOB OG KARRIERE Ny kommerciel direktør hos Aller Media A/S Kim Chr. Hvidkjær skal videreudvikle Allers kommercielle forretning Kim Chr. Hvidkjær bliver ny kommerciel direktør i Aller Media A/S og tiltræder pr. 1. april, oplyser Aller Media i en pressemeddelelse. Kim Chr. Hvidkjær har blandt andet været partner i og administrerende direktør for reklamebureauet TBWA\Danmark. Han har stiftet og i en årrække været administrerende direktør for Shockwaved, et prisvindende integreret dialog og digitalt markedsføringsbureau, der specialiserer sig i at tiltrække, fastholde og udvikle kunderelationer. Derudover har han stor bestyrelseserfaring fra blandt andet el-selskabet Natur-Energi. 9 Den nye kommercielle direktørs primære opgave bliver at videreudvikle hele Aller Medias kommercielle forretning og dermed give yderligere kraft til den eksisterende udgiverforretning. Derudover skal han bidrage til at skabe nye forretninger i koblingen mellem medieforretningen og de opkøbte virksomheder inden for Leisure og Media Marketing, siger Aller Medias adm. direktør Pål Thore Krosby. Kim Chr. Hvidkjær afløser som kommerciel direktør Jesper Ulsø, der er blevet direktør for en ny strategisk enhed i koncernen. Ingeniøren ansætter kommerciel direktør Stine Monrad Wæsel fra Berlingske til Mediehuset Ingeniøren Den 35-årige cand. merc. Stine Monrad Wæsel (35) skal som kommerciel direktør stå i spidsen for Mediehuset Ingeniørens kommercielle strategi og udvikling af de tre brands Ingeniøren, Jobfinder og Version2, skriver Mediehuset Ingeniøren i en pressemeddelelse. Hun kommer fra et job som Head of Corporate Office i Berlingske Media. -Mediehuset er tilbage i komfortabelt sort på bundlinjen efter tilpasninger i sommeren 2013 og kan atter tage fat på at udvikle husets brands og udvide forretningen. siger Arne R. Steinmark, adm. dir. og ansvh. chefredaktør for Mediehuset Ingeniøren A/S. Stine Monrad Wæsel har været ansvarlig for Berlingske-koncernens strategi, forretningsudvikling og M&A-aktiviteter de seneste fem år og har inden da arbejdet fem år i televirksomheden TDC, bl.a. som bredbåndsdirektør for TDC Privat. Mediehusets nye kommercielle direktør tiltræder 1.juni. Information ansætter indholdsudviklingschef Rasmus Øhlenschlæger Madsen fra Gyldendal til Information Information vil styrke udviklingen og udnyttelsen af indhold på tværs af Dagbladet Information, Informations Forlag og udviklingsafdelingen iBureauet. Information har derfor ansat den 40-årige Rasmus Øhlenschlæger Madsen i en ny stilling som indholdsudviklingschef. Han kommer fra en stilling som redaktionsansvarlig for forlaget Gyldendals kulturlitteratur, dvs. debat, historie, fortællende journalistik mm. Ansættelsen er et led i Informations arbejde med målrettet at styrke og samle den journalistiske dækning, læseraktiviteter, bogudgivelser og andre projekter. Nye indtægtskilder fra disse aktiviteter har været med til at sikre overskud i mediehuset de seneste år, oplyser Informations adm. direktør Mette Davidsen-Nielsen i en pressemeddelelse. Ny studieleder på journalistik ved SDU Morten Skovsgaard får ansvar for bacheloruddannelsen og kandidatuddannelserne 17. marts, 2015 | Job og karriere 10 Den 37-årige Morten Skovsgaard tiltræder 1. april 2015 som studieleder for dagstudierne ved journalist-uddannelserne på Syddansk Universitet. Han afløser Karsten Baagø, som er fratrådt på grund af sygdom. Morten Skovsgaard får det daglige ansvar for studerende fordelt på en bachelor-uddannelse og de to kandidat-uddannelser: cand. public-uddannelsen og den nye cand. mag. i journalistikuddannelse, der 1. september 2015 optager de første studerende. -Morten Skovsgaard har særdeles gode forudsætninger for at overtage ansvaret for vores dagstudier i Odense. Han er uddannet journalist fra DMJX (BA) og SDU (cand. public.) – og kender således til flere journalistiske studiemiljøer, og ikke mindst til livet som både journalist og forsker. Dertil har han de seneste par år været uddannelsesansvarlig for vores cand. public.uddannelse, så han, administrationen, kollegerne og de studerende ved, hvad der venter, siger Peter Bro, leder af Center for Journalistik på SDU. Ny redaktør for Finans Watch Jakob Skouboe afløser Kasper Kronenberg Jakob Skouboe bliver nu redaktør for Finans Watch, hvor han afløser Kasper Kronenberg, der er blevet chef for TV 2 Finans, skriver Media Watch. Jakob Skouboe kommer fra en stilling som virksomhedsjournalist på Dagbladet Børsen, hvor han har været siden 2008 og også fungeret som virksomhedsredaktør. Sideløbende med arbejdet på Børsen har hanværet gæstelærer på journalistlinjen på SDU i Odense. Han har to gange været nomineret til FUJ-prisen for gravende journalistik. Jakob Skouboe starter på Watch Medier 1. august, når han har afsluttet et bogprojekt. Indtil da vil medredaktør på FinansWatch David Bentow stå for den daglige ledelse af redaktionen, der tæller seks erhvervsjournalister. Den nye studieleder er netop nu aktuel som medredaktør og bidragsyder med bogen “Den danske Journalist” og har tidligere arbejdet på Holbæk Amts Venstreblad og Fyens Stiftstidende. KALENDER 24-03-2015 kl. 13:30 – 1. modul (Kbh) Danske Medier diplomuddannelse i digital marketing - 24-03-2015 kl. 13:30 Danske Medier udbyder i samarbejde med LIFTED COMPETENCE diplomuddannelse indenfor online marketing. Uddannelsen er opdelt på 10 moduler á tre timers varighed 07-04-2015 kl. 13:00 (Kbh) Billedbrug på web Danske Medier og billedbureauet Polfoto inviterer til debat om billedbrug på web. Hør oplæg af Politikens erfarne fotograf Jens Dresling og webdesigner Frederik Storm. (gratis for medlemmer af Danske Medier) 11 08-04-2015 kl. 15:00 (kbh) Prisoverrækkelse Årets Avisside og Årets Webavis Årets designkonkurrence for dagblade og dagbladenes webmedier 22-04-2015 kl. 15:00 (kbh) DIA 15 Danish Internet Award afholdes igen i år i Wallmanns Cirkusbygningen. DIA 15 fortsætter stilen fra sidste år med præmiering af nytænkning i det digitale krydsfelt mellem strategi, teknologi og kreativitet. 25-04-2015 kl. 09:00 (Århus) RadioRadio 2015 Den anden udgave af RadioRadio konferencen er klar med mere inspiration, flere værktøjer og passion for mediet i 2015. 29-04-2015 kl. 13:00 (Kbh) Kend og brug den nye offentlighedslov Offentlighedsloven giver redaktionelle medarbejdere et godt værktøj 05-05-2015 kl. 11:00 (Svendborg) Redaktørernes Døgn 2015 Kom til 24 hektiske timer i Svendborg 13-10-2015 kl. 09:00 (Toronto) FIPP World Congress Den 40. internationale magasin media konference med fokus indenfor såvel digitale som generelle medieprocesser. Tilknyttet konferencen er samtidigt et omfattende netværk af leverandør og serviceproviders til mediedrift. ANNONCER Seminar (gratis): Optimer dit website med eye tracking! Seminaret afholdes 9. april 2015 kl 9:00 hos Adapt A/S Adapt udbyder i samarbejde med Tobii Technology – en af verdens førende inden for eye tracking brugertest – et morgenseminar, hvor du får indblik i eye tracking som teknologi og metode. Ved hjælp af levende case-fortællinger, samt live-session af hvordan eye tracking fungerer, lærer du hvordan du kan bruge eye tracking til at forbedre og optimere din webløsning! Seminaret er gratis og afholdes 9. april 2015 kl 9:00 hos Adapt A/S på Langebrogade 6E, 5. Sal, København. Tilmeld dig og din kollega her: http://www.adapt.dk/aktuelt/seminarer/s%C3%A5dan-optimerer-du-din-l%C3%B8sning-medeye-tracking 12 KOLOFON Tilmeld dig Nyhedsbrevet Danske Medier, som opdaterer dig med nyheder fra medieverdenen i ind- og udland på: www.danskemedier.dk/abonnement Se tidligere nyhedsbreve på: www.danskemedier.dk/arkiv Skriv til redaktionen: Ansvarshavende redaktør, journalistisk direktør Christian Kierkegaard, ck@danskemedier.dk Ved annoncering i Nyhedsbrevet Danske Medier kontaktes: Markedschef Henrik Thøgersen på tlf. 33 97 42 91 eller e-mail: ht@danskemedier.dk Danske Medier Pressens Hus Skindergade 7 1159 København K 13