Skat ved partistøtte - Tommy V. Christiansen

14 Erhverv PENGE
Lørdag den 6. juni 2015
.
Spørg om penge
Skat ved partistøtte
N Givere og modtagere bør overveje de
skattemæssige konsekvenser ved private
bidrag til partier og enkeltkandidater.
Skat har den 29. maj 2015 offentliggjort en afgørelse fra 28. april 2015 med
et højaktuelt emne, nemlig beskatning
ved privates støtte til politiske partier.
Privates bidrag til politiske partier og enkeltkandidater har i sig selv og ud fra mange
synsvinkler en væsentlig offentlig interesse.
De enkelte givere og modtagere bør endvidere overveje de skattemæssige konsekvenser ved private bidrag. Bidragene kan
således i nogle tilfælde få uventede konsekvenser både for giveren og for modtageren.
!
Offentlige tilskud efter partistøtteloven
Tilskud fra det offentlige efter partistøtteloven er efter en udtrykkelig bestemmelse i
loven skattefri for modtageren. Dette gælder
også tilskudsbeløb, der udbetales til enkeltpersoner.
Tilskud fra private
Er der tale om tilskud fra private, dvs. fra enkeltpersoner, virksomheder, fonde mv., er
de skattemæssige forhold mere komplicerede.
Beskatning af modtageren
For støttemodtageren er der væsentlig forskel på, om et bidrag ydes til partiet eller til
den enkelte kandidat.
Bidrag til et parti er skattefrit for partiet.
Det skyldes, at politiske partier efter særlige
skatteregler som udgangspunkt kun skal
svare skat af indtægter fra erhvervsmæssig
virksomhed, og bidrag fra private anses som
indtægter af ikke-erhvervsmæssig karakter.
Bidrag til enkeltpersoner i partiet eller til
enkeltpersoner uden for partierne i forbindelse med valgkampagner, dvs. i første række til kandidater, anses derimod som skattepligtig personlig indkomst for den pågældende modtager.
Dette gælder, uanset om bidraget gives i
form af et kontant tilskud eller i form af
”naturalier”, f.eks. i form af betalte støtteannoncer eller pjecer om den konkrete
enkeltperson.
For så vidt angår særligt støtteannoncer
m.v. tilkendegav skatteministeren i 1997 efter en henvendelse fra et fagforbund, at der
dog må sondres mellem på den ene side
»faglige og andre oplysende eller orienterende artikler, som ikke direkte har til formål at profilere enkeltkandidater i forbindelse med et valg« og på den anden side
artikler og annoncer, hvori »den enkelte
eller flere profileres«.
Denne sondring omtales stadig i skattevæsenets egen vejledning og står altså med
andre ord efter skattevæsenets opfattelse
fortsat ved magt.
Er der herefter tale om en betalt (sponsoreret) profilering af en kandidat, skal kandidaten efter skattevæsenets opfattelse beskattes af støtteannoncens økonomiske værdi. Efter myndighedernes opfattelse skal
den økonomiske værdi opgøres med udgangspunkt i, hvad en støtteannonce med
et tilsvarende budskab vil koste.
For den enkelte kandidat synes der at
kunne blive tale om en ganske hårfin afgrænsning mellem de for ham skattepligtige
og de skattefri annoncer m.v.
En person, der modtager et bidrag, kan
ikke frigøre sig fra skattepligten ved at give
af-kald på bidraget til fordel for partiet. Det
skyldes, at den pågældende person skatteretligt anses at have erhvervet ret til bidraget og herefter – i kraft af afkaldet – har disponeret over bidraget. Da personen endvidere ikke har fradragsret for udgifter afholdt for at fremme politiske synspunkter,
skal personen altså beskattes af bidraget.
Har den pågældende på forhånd afslået at
modtage private bidrag, vil der ikke blive
tale om beskatning. Men efter skattevæsenets praksis kræves det som udgangspunkt
her, at den pågældende »udtrykkeligt har
frabedt sig at modtage et bidrag«. Skattevæsenets synspunkt er nemlig her, at personer og enkeltkandidater, der involverer sig i
politik og opstillet til valg, »må anses for at
være indforstået med at modtage støtte på
den ene eller den anden vis, dog typisk via
partiet. Der er dog tale om et område, hvor
de pågældende kandidater også stiltiende
accepterer at modtage bidrag i form af bl.a.
lokale støtteannoncer«.
Bidrag til partiet som mellemled
Den situation, at et parti bruger private
bidrag til at promovere en bestemt politiker
under en valgkampagne, indebærer efter
praksis ikke, at den pågældende politiker
skal anses som modtager af bidraget. Den
pågældende politiker skal derfor ikke beskattes af bidrag anvendt af partiet på denne
måde.
Med henvisning til denne praksis tilkendegav skatteministeren i 1995 videre, at der
typisk ikke vil være noget beskatningsproblem i tilfælde, hvor en privat bidragsyder ønsker at yde et bidrag til en politiker
og anvender den fremgangsmåde at give
bidraget til partiet, der herefter kanaliserer
bidraget ud til den enkelte kandidat.
Set i lyset af skattevæsenets praksis på andre områder med lignende problemstillinger synes der her at være tale om en ganske
politikervenlig skattepraksis.
Ingen fradragsret for bidragsyder
For bidragsyderen er de skattemæssige forhold for så vidt mere enkle:
Når bortset fra indirekte støtte ydet gennem f.eks. fradragsberettigede faglige kontingenter, er der som det meget klare udgangspunkt ingen fradragsret for udgifter til
bidrag til støtte af politiske partier eller politiske formål.
Skattelovrådet formulerede i 1990
begrundelsen herfor på den måde, at der er
tale om en udgiftstype, som det ikke forekommer rimeligt eller ønskeligt at give
fradrag for. Uanset om et sådant bidrag kan
siges at have en eller anden form for tilknytning til indkomsterhvervelsen, er der ganske enkelt aldrig fradragsret for udgifter til
at støtte politisk arbejde eller til at fremme
politiske synspunkter.
Således har hverken enkeltpersoner, virk-
somheder eller selskaber fradragsret for
bidrag til politiske partier eller enkeltpersoner.
Tilskud gennem eget selskab
Sagen offentliggjort af Skat den 29. maj
viser endvidere, at bidrag, som en hovedakti-onær yder gennem sit selskab, vil medføre, at hovedaktionæren skal udbyttebeskattes af selskabets bidrag til det politiske
formål. Beløbet anses for hævet af hovedaktionæren og herefter overdraget til det
politiske parti.
Den pågældende sag drejede sig om et selskab, der i 2013 havde valgt at støtte tre
politiske foreninger i to forskellige kommuner i forbindelse med valg til kommunalbestyrelsen. Selskabet oplyste, at støtten var
USKIFTET BO
Hensynet til afdødes børn har fortsat væsentlig betydning
Jeg har gemt din artikel om uskiftet bo fra
JP den 10. maj 2014.
Du skriver om misbrug af uskiftet bo, som
ægtefællen kan tænkes at
foretage sig.
Men det undrer mig stadig, at børnene skal have
indflydelse på, hvad den efterlevende ægtefælle kan
gøre. Kan du forklare, hvad
der er baggrunden for det?
Det er jo penge, som ægteparret selv har samlet sammen. Og børnene er jo ikke
børn længere, men voksne
mennesker med job. De må
da kunne forsørge sig selv!
Jeg synes faktisk ikke, at
det er rimeligt med denne
kontrol.
Med venlig hilsen
Ea
?
Som anført i Spørg om
Penge den 10. maj 2014
indebærer etablering af
et uskiftet bo, at afdødes
formue ikke fordeles mellem
afdødes arvinger ved dødsfaldet. I stedet overtager den
længstlevende ægtefælle
rådigheden over afdødes
formue. Efter dødsfaldet
råder den længstlevende
ægtefælle således både over
sin egen hidtidige formue
og over den formue, der tilhørte den afdøde ægtefælle
før dødsfaldet. Først når det
uskiftede bo ophører, skal
der udredes arv til afdødes
børn.
Det uskiftede bo gør de
økonomiske forhold for den
længstlevende ægtefælle
enklere, da ægteparrets fællesformue så at sige bevares
!
intakt efter dødsfaldet. Den
længstlevende ægtefælle råder fortsat over egen andel
af fællesformue samt
længstlevendes eventuelle
særeje og kan efter dødsfaldet også disponere over afdødes andel af fællesformuen. Ikke sjældent ses
det, at muligheden for uskiftet bo er en nødvendig forudsætning for, at længstlevende kan blive boende i
det parcelhus, som har tjent
til familiens bopæl før dødsfaldet.
Administrerer arven
Men arvingerne har en interesse i, hvordan den
længstlevende forvalter det
uskiftede bo. I princippet
administrerer den længstlevende nemlig ikke blot sin
egen formue, men også over
arven efter den førstafdøde
ægtefælle.
Emnet er behandlet flere
gange, og der har været nogle reaktioner fra læsere om
det råd, at man som særejebarn skal tænke sig om to
gange, før man accepterer,
at stedmoderen eller stedfaderen overtager et bo til
uskiftet bo.
Som anført i en besvarelse
kan dette naturligvis gå godt
og blive til alles glæde. Men
ofte – meget ofte – står særbarnet tilbage med en uventet kraftig reduceret arv. En
situation, der måske på forskellig vis kunne være undgået. Reglerne om uskiftet
bo rækker meget langt tilbage i tid, og rammerne for det
uskiftede bo skal ses i lyset
Opretholdelsen
af reglerne om
tvangsarv til
børn er et andet udslag af et ønske om
at fastholde slægtens arveret.
af baggrunden for disse regler.
Overgangen af arv fra forældre til børn eller andre
medlemmer af slægten har
dybe rødder i historien. Fra
et udgangspunkt, der i høj
grad favoriserede slægten
frem for ikkebeslægtede personer, herunder ægtefæller,
er ægtefællens stilling imidlertid gradvist blevet styrket
gennem de seneste flere
hundrede år.
Tilgodese længstlevende
Muligheden for uskiftet bo,
således som dette har udviklet sig over tid, var en måde
at tilgodese hensynet til den
længstlevende ægtefælle.
Som det anføres i ældre litteratur, »…er der navnlig
det Hensyn til Ægtefællen –
Lørdag den 6. juni 2015
.
PENGE Erhverv 15
Tommy V. Christiansen, advokat (H), cand merc.
Spørgsmål, der udvælges til besvarelse, kan bringes under mærke, men redaktionen
skal kende spørgerens identitet og adresse. Redaktionen forbeholder sig ret til at
redigere og forkorte spørgsmål.
Svarene i brevkassen er ikke individuel rådgivning, men generel orientering, der
bringes uden ansvar for Jyllands-Posten. Spørgsmål besvares ikke privat. Læs mere på
jyllands-posten.dk/sporgompenge.
Skriv til
Morgenavisen Jyllands-Posten, Grøndalsvej 3, 8260 Viby J E-mail: tommy@v.dk
SKAT
Bidrag til enkeltpersoner i et parti eller til enkeltpersoner uden
for partierne i forbindelse med
valgkampagner anses som skattepligtig personlig indkomst for
den pågældende modtager. Foto:
Sebastian Buur Gunvald
især til Ægtemanden, der
hyppigt vil have tjent Formuen eller dog have haft
Raadigheden over den – at
Ægtefællen ikke skal tvinges
til det Opgør, til den indgribende Ændring i sine økonomiske Forhold, som et
Skifte med Børnene vilde
medføre«.
Udgangspunktet for denne udvikling var, at skiftet
”blot” blev udsat. Det oprindelige udgangspunkt beskrives i ældre litteratur således,
at »Man har sikkert oprindeligt fastholdt, at den efterlevende skulde bestyre Boet
i alles Interesse, at Øjemedet
var Arvens Bevaring som
den forelaa ved den førstes
Død, at Ægtefællen kort sagt
var Arvingerne et vist Regnskab skyldig«.
givet til de tre foreninger, fordi netop disse
foreninger havde vist speciel interesse i at
støtte projekter, som havde betydning for
selskabets forretningsområde.
Efter ledelsens opfattelse var det derfor i
selskabets interesse, at de kommende kommunalbestyrelser i de to kommuner var
mere positivt stemt for kommende projekter i kommunerne. Selskabet henviste i den
forbindelse til særligt den ene kommunes
tidligere behandling af konkrete projekter
inden for selskabets forretningsområde. Det
var i den forbindelse selskabets opfattelse, at
en styrkelse af det pågældende parti ved
kommunalvalget ville betyde gunstigere vilkår for kommende projekter og dermed bedre forhold for selskabet, og videre, at den
ydede støtte stod i et naturligt forhold til de
Over tid blev udviklingen
dog den, at den længstlevendes dispositioner over
fællesboet var gyldige på
samme måde, som hvis ejeren (afdøde) havde foretaget
dispositionen, men dog inden for visse grænser – som
det anføres i litteraturen –
»Da det gælder at dele retfærdigt imellem Ægtefællens og Arvingernes Interesser, hvor de maatte støde
sammen«. Der blev imidlertid ikke oprindeligt fastsat
nærmere regler om begrænsning af rådigheden,
uanset at sådanne regler var
på tegnebrættet, og domstolene antog derfor, at
rådigheden var meget fri.
I 1926 blev der imidlertid
vedtaget nye regler om ægtefællers arveret og om
gunstige indtjeningsmuligheder, der var i
branchen.
At hovedaktionæren tidligere havde
været politisk aktiv, først som folketingsmedlem for et andet parti og nu som medlem af det parti, hvis vælgerforening modtog støtten, var efter selskabets opfattelse
uden betydning for vurderingen af, om støtten var afholdt i selskabets interesse.
På den baggrund ønskede selskabet at få
Skatterådets bekræftelse på, at selskabet
kunne yde støtte til de politiske foreninger
uden skattemæssige konsekvenser for selskabets hovedaktionær.
Efter Skatterådets opfattelse havde selskabets støtte til de politiske foreninger ingen
tilknytning til selskabets erhvervsmæssige
virksomhed, men blev kun ydet i hovedaktionærens personlige interesse. Hovedaktionæren skulle derfor udbyttebeskattes af
bidragene til de tre politiske foreninger.
Skatterådets afgørelse ligger helt på linje
med tidligere afgørelser om bidrag til valgkampagner. Og det er med den seneste afgørelse knæsat, at manglende fradragsret i selskabet og udbyttebeskatning af hovedaktionæren er ganske uafhængig af, om selskabet
ønsker at fremme erhvervslivets vilkår på
generelt niveau, eller om selskabet kan
sandsynliggøre en nærmere forbindelse
mellem de politiske synspunkter, som et
givet parti forfægter, og selskabets konkrete
forretningsområde.
Sammenfatning
På modtagersiden kan der således – set ud
fra et skattemæssigt synspunkt – være god
grund til at sikre sig, at private bidrag til
valgkampagner m.v. allokeres til partiet som
sådant frem for til den enkelte kandidat.
På giversiden er der mindre grund til
overvejelser om de skattemæssige konsekvenser for giveren ved bidrag, idet der i ingen tilfælde er fradragsret for bidrag.
At bidraget ydes gennem et hovedaktionærselskab, medfører ingen ændring,
da selskabet ikke har fradragsret, og hovedaktionæren herudover skal udbyttebeskattes
af bidraget.
uskiftet bo, herunder om
forholdet mellem ægtefællen og afdødes børn. I denne
lov blev der bl.a. fastsat regler om bl.a. misbrug af det
uskiftede bo. Udgangspunktet for disse regler var følgende afvejning: »…at dele
retfærdigt (og praktisk) mellem Ægtefællens Interesse i
den friest mulige Raaden og
Arvingernes ikke sjældent
modstaaende Interesser; det
gælder jo en Udsættelse af
saadanne Arvingers Nyden
af Arven, som er Arvinger af
første Klasse og har en
Tvangsarveret.«
Principperne fastholdt
Principperne i reglerne fra
1926 er siden blevet fastholdt, herunder i arveloven
fra 2007.
Det er således den grundlæggende afvejning mellem
på den ene side hensynet til
afdødes børn og på den
anden side hensynet til den
længstlevende ægtefælle,
der har formet de gældende
regler. Ved denne afvejning
har hensynet til afdødes
børn fortsat væsentlig betydning.
Opretholdelsen af reglerne om tvangsarv til børn er
et andet udslag af et ønske
om at fastholde slægtens
arveret.
Spørgsmålet om tvangsarv
blev drøftet nøje i forbindelse forberedelsen af arveloven fra 2007. Men efter
Folketingets opfattelse var
der ikke grundlag for at ophæve reglerne om tvangsarv.
Løbende ydelse
til familien giver
intet fradrag
Vi vil gerne have svar
på følgende spørgsmål om fradragsret
for penge, som udlændinge sender til familien i hjemlandet.
Vi mener at kunne
huske, at indvandrere har
haft fradragsret for beløb,
som de sendte hjem til familien i hjemlandet.
Gælder det stadigvæk for
indvandrere? Og hvad
med østarbejdere, der arbejder på anlægsprojekter i
Danmark?
?
Vh.
R.L
Skattelovgivningen har
i mange år indeholdt
regler om visse fradrag
for forsørgelsesydelser
og andre løbende ydelser,
som en borger påtager sig
at udrede over for andre
borgere, foreninger m.v.
Skattereglerne om tilfælde, hvor en person betaler
en anden persons udgifter,
er ganske komplicerede.
Der kan sagtens blive tale
om dobbeltbeskatning derved, at ikke kun modtageren beskattes, men også giveren beskattes. Reglerne
om fradragsret for løbende
ydelser reducerer denne
dobbeltbeskatning.
Løbende ydelser kan være et led i en aftale, der indebærer forpligtelser for
begge parter, f.eks. ved salg
af en landbrugsejendom
fra fader til søn, hvor sønnen som en del af købesummen påtager sig at stille en aftægtsbolig til rådighed.
!
Men der kan også være
tale om, at den løbende
ydelse udredes uden modydelse, f.eks. hvor en søn
påtager sig at forsørge sin
gamle moder, uden at sønnen modtager nogen betaling i den anledning. Der
tales her om ensidigt påtagne forpligtelser.
Fradragsretten for ensidigt påtagne forpligtelser
er blevet begrænset flere
gange, og der er nu kun i
særlige tilfælde fradragsret.
I hovedpunkter kommer
fradragsret således kun på
tale, hvis der er tale om løbende ydelser til almenvelgørende foreninger m.v.
eller religiøse samfund,
som er godkendt af Skat,
og da kun inden for visse
økonomiske rammer. Endvidere kan fradragsret
komme på tale, hvis der
stilles en fribolig til rådighed for andre personer end
den nære familie. Til den
nære familie henregnes
børn og børnebørn m.v. eller disses ægtefæller.
Som udgangspunkt er
der således nu ikke længere
fradragsret for beløb, som
udlændinge i Danmark
sender hjem til slægtninge
i oprindelseslandet med
henblik på løbende forsørgelse.
Det er korrekt, at der –
for mange år siden – var
adgang for såvel danskere
som indvandrere til at fratrække løbende ydelser til
familiemedlemmer. Reglen
blev ophævet som følge af
konstateret misbrug både
hos indvandrere og danskere.
Udlændinge har ikke længere fradragsret for penge, de løbende
sender hjem til familien i hjemlandet. Arkivfoto: Lærke Posselt/Polfoto