Danernes Sagnhistorie

Transcription

Udgave 2
26/9 2016
Troels Brandt
Saxos sagn i sagaernes kronologi
Gedevasens Forlag
Forsidens illustrationer:
Venstre: Motiv fra en af folkevandringstidens brakteater, som symboliserer kulturskiftet
og sagntidens begyndelse. Motivet er en relativt naturalistisk udgave af den udbredte Ctype, som i dag tolkes som den shamanistiske Odin.
Højre: Kristusmotivet på Harald Blåtands store Jellingsten, som symboliserer kristendommens indtog i Danmark og sagntidens afslutning.
Troels Brandt
Saxos sagn i sagaernes kronologi
Gedevasens Forlag
Gedevasens Forlag ApS - CVR 89 87 69 15 - www.gedevasen.dk
Layout, foto, kort og plancher: Troels og Ingrid Brandt.
Tryk: PDF-udgave - 2. udgave - 2015
© Gedevasens Forlag ApS
Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i
overensstemmelse med overenskomst mellem undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver
anden udnyttelse er begrænset af gældende lovgivning om ophavsret, som kun kan fraviges
med forlagets skriftlige samtykke. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser.
København 2004
ISBN 87-990289-0-5
Indholdsfortegnelse
1
Formål, kilder og metode ................................................................8
1.1
Motiver og anvendte hovedkilder .........................................10
1.2
Forudsætninger, metode og kildekritik .................................14
2
Dansk arkæologi og kildekritikken ...............................................25
3
Romerne, germanerne og Skandinavien .......................................33
3.1
De klassiske kilder – Skandinavien før sagaernes tid ...........33
3.2
Herulerne...............................................................................40
3.3
Aserne og kongesagnene.......................................................50
4
Saxos fortale..................................................................................60
5
Saxos angler, daner og jyder .........................................................65
5.1
Dan og Angel ........................................................................65
5.2
Anglerne Vermund og Uffe hin Spage .................................66
5.3
Rig, Dan og Kon ...................................................................71
6
Eventyrkongerne Skjold og Hading ..............................................74
6.1
Skjoldungerne .......................................................................74
6.2
Saxos Gram og Hading .........................................................78
6.3
Hake og de første Ynglinge-konger ......................................88
7
Frode den Store .............................................................................96
7.1
Frode den Store .....................................................................96
7.2
Frode og Ynglinge-kongerne ..............................................113
7.3
Frodes senere bedrifter og død ............................................121
7.4
Frode, Åle og Starkad .........................................................129
8
Roar og Hadbarderne ..................................................................135
8.1
Roar og Helge .....................................................................135
8.2
Beowulfs Roar og Chocillaicus ..........................................139
8.3
Saxos Ingeld ........................................................................144
8.4
Hadbarder og Svertinger .....................................................154
8.5
Starkads død ........................................................................157
9
Helge og Rolf Krake ...................................................................164
9.1
Helge Søkonge ....................................................................164
9.2
Rolf Krake ...........................................................................167
10 Hagbard og Signe ........................................................................183
11
Hadbardernes tilbagevenden .......................................................190
11.1 Hjørvards efterfølger ...........................................................190
11.2 Fridlev og hans slægt ..........................................................195
12 Amlet og Ongendus ....................................................................203
12.1 Den jyske Hamlet ................................................................203
12.2 De jyske konger og Ongendus ............................................213
13 Ivar Vidfadme og Danmarks ”samling” .....................................215
13.1 Ivar Vidfadme og svearnes Ingjald Illråde ..........................215
13.2 Ivar Vidfadme og Lejre-kongerne ......................................219
13.3 ”Rigssamleren” Dan............................................................221
14 Harald Hildetand og Sigurd ........................................................228
14.1 Harald Hildetand .................................................................228
14.2 Bråvalla - Sagnet om det store slag.....................................235
14.3 Sigurd ..................................................................................243
15 Godfred og hans sønner ..............................................................256
15.1 Godfred ...............................................................................256
15.2 Fætrenes kamp om Godfreds trone .....................................262
15.3 Horik I .................................................................................267
16 Regnar Lodbrog og vikingerne ...................................................269
16.1 Saxos Regnar Lodbrog ........................................................269
16.2 Sagaernes Regnar og Ansgars anden rejse ..........................282
16.3 Regnars sønner og Erik Barn ..............................................287
16.4 De parallelle kongerækker ..................................................293
16.5 De danske konger i England ...............................................296
16.6 Rollo af Normandiet ...........................................................302
16.7 Danskernes religion ............................................................304
17 Hardeknud, "svenskerne" og Gorm ............................................306
17.1 Kilderne omkring Gorms og Haralds afstamning ...............306
17.2 Hardeknud og "svenskerne" ................................................308
17.3 Gorm den Gamle .................................................................316
18 Genealogi og tidslinie .................................................................330
19 Sammenfatning ...........................................................................332
20 Fortegnelse over citerede kildetekster ........................................336
21 Litteraturfortegnelse i øvrigt .......................................................337
Oversigt over figurer, kort og billeder (sidehenvisning)
Figur 1. Skjoldungernes Saga og Langfedgatal ...................................18
Figur 2. Kongshal i Lejre .....................................................................26
Figur 3 Rekonstrueret kongshal ............................................................27
Figur 4. Udgravning af hørgen ved Fredshøj .......................................28
Figur 5. Foto - Gammel Lejre Ådal .....................................................29
Figur 6. Kort - Herulernes bevægelser .................................................41
Figur 7. Kort over Sydøstskandinavien ...............................................52
Figur 8. Foto - Uppsala Høje ...............................................................57
Figur 9. Kort - Anglernes riger ............................................................70
Figur 10. Saxos første konger ..............................................................75
Figur 11. Skjoldungesagas 18. - 24. konge ..........................................95
Figur 12. Kort - Danmark og Sverige i yngre germansk jernalder ....113
Figur 13. Ynglingesagas svenske konger...........................................116
Figur 14. Rekonstruktion af Ynglingeslægtens første del ................120
Figur 15. Saxos Frode-konger............................................................130
Figur 16. Beowulfs Dan- og Svea-konger .........................................143
Figur 17. Rekonstrueret kongeslægt / Skjold - Rolf Krake ...............156
Figur 18. Kongshallen ved Fredshøj ..................................................167
Figur 19. Foto - Lejrehallen ...............................................................181
Figur 20. Rekonstrueret kongeslægt / Skjold - Sigurd Ring ..............202
Figur 21. Kort - Danmark i vikingetiden ...........................................222
Figur 22. Foto - Sparlösa-stenen ........................................................245
Figur 23. Rekonstrueret kongeslægt / Harald Hildetand - Gorm .......255
Figur 24. Foto - Hedeby .....................................................................258
Figur 25. Saxos Godfred-slægt ..........................................................265
Figur 26. Figurine af Odin .................................................................284
Figur 27. Saxos sidste konger i sagntiden ..........................................291
Figur 28. Kort - Vikingernes hovedruter ...........................................298
Figur 29. Kort - Nordsø-rigerne .........................................................300
Figur 30. Harald Blåtands slægt.........................................................313
Figur 31. Sammenligning af kilder ....................................................322
Efterfølgende bilag:
Bilag 1
Rökstenens gådeprincipper (udgået i 2. udgave)
Bilag 2
Opdeling af Saxos konger
Bilag 3
Udeladte Saxo-afsnit
Bilag 4
Genealogi for danske og svenske konger
Bilag 5
Rekonstrueret kongerække
1. Formål, kilder og metode
1 Formål, kilder og metode
Saxos 800 år gamle krønike, "Danernes Bedrifter", var i lange tider identisk med vores ældste historie. Samtidig appellerede hans malende beskrivelser til romantikernes livlige fantasi. I dag går læserne andre veje: Vikingernes
historie fortælles af arkæologer, og fortidens eventyrverden er med sprogforskeren Tolkiens pen forvandlet til "Ringenes Herre". Saxos værk analyseres i
stedet ud fra dets litterære værdier.
Som litterært værk er Saxos bogrække verdenskendt under den latinske
titel "Gesta Danorum", og med tilnavnet Grammaticus anerkendes han tillige
som en sand kirkelatinens mester. Det var dog næppe hans grund til at skrive.
For ham selv var den primære målgruppe uden tvivl danske adelsmænd og
gejstlige med interesse for landets historie - eller med behov for at udnytte
den. Da den kildekritiske forskning vandt frem i 1900-tallet, stod det ganske
klart, at Saxo ikke havde beskrevet en sammenhængende dansk historie. I dag
betragter man i stedet hans danske sagnhistorie som en række uafhængige
litterære episoder, der enten er sat sammen i uvidenhed eller snarere med
manipulatorisk sigte. Kritikernes reaktion mod den romantiske historieskrivning medførte, at også sagnenes Lejre-kongedømme i kampens hede blev
forkastet. De seneste 30 års arkæologiske fund i Lejre har imidlertid vist, at
denne konklusion var forkert.
Selv i lyset af kritikken giver Saxos værk et uforligneligt billede af hans
egen tid - 1100-tallet. Hans sagntid er det derimod svært at finde hoved og
hale på - især når man sammenligner med, hvad vi ellers kender. Netop derfor
er Saxos ni første bøger om sagntiden denne bogs emne, men resultatet kan
pr. definition ikke blive til historie. Vi skal i stedet møde et bud på et mere
oprindeligt lag af vores sagnhistorie - så vidt muligt fortalt med sagaernes og
Saxos egne ord - men sorteret og samlet i andre sammenhænge – med den
risiko, det indebærer.
Mange afviser sagnhistorien som urealistisk ved at vurdere Saxos ni
første bøger, som de er. Dette spring over gærdet, hvor det er lavest, kan vi
imidlertid ikke tillade os i betragtning af de få oplysninger, vi har om den tid.
Man er som minimum nødt til at søge om bag den åbenlyse manipulation, før
man vurderer værdien af det billede, sagnene giver.
Foranlediget af enkelte reaktioner på første udsolgte udgave, skal det
præciseres, at selv om elementer af enkelte sagnfigurer sættes i forbindelse
med historiske personer eller begivenheder, er det ikke ensbetydende med, at
forfatter tror eller ønsker at give andre indtryk af, at sagnene er historiske
beskrivelser eller faktiske begivenheder. Det er relevant at søge en historisk
baggrund for et sagn, men resultatet bliver stadig blot tidligere lag af
sagnhistorien. Bogen skildrer således sagnenes sammenhængende handling,
uden at det deraf følgende ordvalg skal opfattes som accept af en virkelighed.
Formålet er danne sig et indtryk af det liv, som kan have formet sig
omkring vore arkæologiske mindesmærker, og i det samfund, som vore
forfædre levede i – hvor usikkert det end måtte være. Det er bl.a. grundlaget
for vores eget samfund. I dag har historikerne helt givet op – bortset fra nogle
usammenhængende udlandske brudstykker – da deres metoder fordrer mere
sikre kilder. Arkæologerne har forstået – Muligvis fordi de skal skaffe
fondsmidler til kostbare udgravninger, har arkæologerne forstået, at der skal
interessant formidling til. Derfor forsøger mange arkæologer på deduktiv vis
at uddrage konsekvenser af de fysiske levn, som meget let kan få en slagside –
med metoder, som ikke er bedre end det efterfølgende. Det naturlige er, at
kombinere disse levn med den sparsomme udenlandske historie og den mest
realistiske sagnhistorie, hvilket skaber en helt anden interesse for fortiden end
klinisk eksakte historiske analyser og arkæologiske fundrapporter. Derfor
finder vi også ofte sagnene i forbindelse med arkæologiske beskrivelser og
udstillinger, men det har ikke været comme il faut forinden at forsøge at
uddrage den mest realistiske og meningsfulde sagnhistorie af de mange
sagnbrudstykker. Man får dem i stedet forelagt i tilfældigt udvalg, fordi ingen
tør blive ”smudset på fingrene” ved at forsøge at vurdere dem.
På trods heraf – eller netop derfor - skal vi her forsøge at uddrage
essensen af Saxos sagnhistorie, som sagnhistorie – forsøge at udrede den røde
tråd, der trods alt har gået gennem sagnlitteraturen om danernes kongehus, når
man regulerer for de åbenlyse manipulationer. Tråden synes reelt at begynde
ved den store kong Frode, der måske er bygget over en virkelig konge, der
vandt sit ry på fordrivelsen af de indvandrende heruler i Sydsverige først i
500-tallet, så det gav genlyd helt til Byzans. Tråden følger Skjoldungernes
sagnomspundne fejde, som også kendes fra England, via en mere uklar og
begivenhedsløs periode til en Dan/Ivar, hvis baggrund måske var en konge,
der samlede daner og jyder til fælles forsvar mod frankerne i 700-tallet. Den
fortsætter direkte over i de overordnede konger, som modstod den kristne
frankiske ekspansion, indtil både den frankiske og danske kongemagt blev
splittet igen under vikingetidens omvæltninger. Måske kan tråden let
forsvinde i et røgslør skabt af Sven Estridsen og Adam af Bremen i årtierne
inden Gorm den Gamles fars ankomst fra en opvækst i England. Gorm fik
etableret et samlet kongerige, hvorefter sagntiden sluttede med kristendommens og det kirkelige skriftsprogs indtog – den historiske tid.
Perioden omfatter det meste af germansk jernalder og den efterfølgende
vikingetid. Perioderne glider så meget over i hinanden, at historikere og
arkæologer ikke har været enige om, hvornår vikingetiden begyndte1. Da historikerne efterhånden helt har overladt beskrivelsen af tiden før Gorm den
1
Historikernes definition var knyttet til de første vikingeoverfald i de europæiske kilder i
790'erne (bl.a. Lindisfarna), men frankerne nævnte allerede lignende overfald fra sakser og
daner i 500-tallet, ligesom denne adfærd var af meget ældre dato internt i Norden.
Gamle til arkæologerne, burde man måske snarere se perioden under ét fra det
tidspunkt, hvor den nordiske Vendel-kultur opstod i dønningerne af folkevandringstiden og etableringen af de store kristne germanerriger sydpå. Først
kristendommens indførelse satte en stopper for denne kultur, som var nært
knyttet til Aser-religionens forestillingsverden - en kultur så stærk, at dens
hovedelementer var overraskende upåvirkede af, at nordboerne efterhånden
færdedes hjemvant fra Sortehavet til Island – og at der må være opstået
kristne minoriteter i Norden.
En del af denne kultur var et adfærdsmønster og et økonomisk værdigrundlag for kongemagten, hvis konsekvenser er klart beskrevet hos Saxo, i
sagaer og i kvad: Ustandselige plyndringer og krige for at opnå bytte, overherredømme og skattebetaling - efterfulgt af en kongelig gavmildhed over for
krigerne. Disse kampe fylder en stor del af sagnlitteraturen, da det jo normalt
var krig, der skabte helte og bedrifter. Glemt blev de bønder og handelsfolk,
som skabte den økonomiske baggrund for de samfund, der stod bag.
Samfundenes udvikling var primært en konsekvens af krigeraristokratiets
meriter – hvad enten man kan lide det eller ej.
Har fortidens kristne skribenter ikke gjort meget ud af kulturens baggrund, er vikingernes daglige tilværelse til gengæld blevet analyseret grundigt
af arkæologer som nævnt på forrige side. Der udgives i disse år en række
fremragende og farvestrålende værker om vikingernes verden, og også
museerne yder deres bidrag. Bl.a. udkom arkæologen Jørgen Jensens 4 bind
om Danmarks Oldtid med et indhold, som på bedste vis beskriver rammen for
denne bogs indhold - trods de diametralt modsatte indgangsvinkler. Da
formålet her alene er at omstrukturere periodens sagnlitteratur, er
arkæologernes beskrivelser af rammen og deres analyser af baggrunden for
begivenhederne med god samvittighed udeladt - hvor fristende emnet end kan
være.
En undtagelse er Kapitel 2 med en kort omtale af kildekritikkens
konklusioner set i lyset af de nyeste arkæologiske resultater – hvilket samtidig
giver en vis fysisk ramme om sagnhistorien. Resten af dette kapitel
beskæftiger sig med kilder og metode, og efter den arkæologiske ramme skal
vi i kapitel 3 se på den historiske baggrund for sagnperiodens begyndelse
omkring år 500. Først da er vi klar til at begynde på Saxos egen fortale i
kapitel 4. Den sammenhængende sagnhistorie begynder imidlertid først i
kapitel 7 efter spredte sagn fra før danerstammernes samling i kapitel 5 og 6.
Kapitel 2 er nyt, og bogen er i øvrigt stærkt omskrevet – især i sidste
halvdel af denne 2. udgave.
1.1
Motiver og anvendte hovedkilder
Bogen handler om Saxos sagn og er derfor principielt bygget op af tekst
fra Saxos "Gesta Danorum", bog I-IX. Teksten er sat ind i sammenhæng med
tidens sagn, kvad og krøniker med en overordnet ramme af de få historiske
oplysninger, vi har om sagntiden. Sagnene fortælles således med Saxos egne
ord for halvdelen af bogens vedkommende - om end i en utraditionel
rækkefølge. Resultatet er blevet en overraskende godt sammenhængende
sagnfortælling om Danmark i perioden 500-965 e.Kr., der harmonerer med
den smule historie, der kendes.
Saxo skrev sit værk mellem 1180 og 1220. Oprindeligt synes Absalon at
have bestilt den del, som nu udgør bog XI-XVI. Saxo udvidede imidlertid
værket, og han kom først til at aflevere den nuværende udgave til Absalons
efterfølger, Andreas Sunesøn, op til næsten 20 år efter Absalons død.
Mange forskere - herunder Inge Skovgaard-Petersen og Karsten FriisJensen - har påpeget Saxos manipulatoriske fremgangsmåde 2 . Inge Skovgaard-Petersen har i sin disputats påvist, at Saxo opbyggede sin historie i bog
I-IX efter rent litterære kriterier. Derved opstod der i skildringen af den
danske kongemagt passende højdepunkter, som skulle lægge op til og
underbygge skildringen af Valdemar den Store og Valdemar-tidens kristne
fyrster. Karsten Friis-Jensen har i sin disputats tillige vist, hvorledes Saxos
digte hviler på en klassisk latinsk opbygning – herunder har han vist,
hvorledes Saxo anvendte Valerius Maximus. Karsten Friis-Jensen har
imidlertid senere bekræftet, at han ikke har påvist at Saxo benyttede klassiske
handlingselementer – bortset fra i Bjarkemål. Der var således ikke tale om en
ren oversættelse af de gamle klassiske kvad.
Saxo havde bl.a. det klart politiske formål at fastslå, at det selvstændige
danske kongedømme gik længere tilbage end til Kristi fødsel. Derved ville
stiftelsen ligge før etableringen af det romerske kejserdømme, som det tyskromerske rige optrådte som en fortsættelse af. Den aktuelle situation var, at
danske konger i 1100-tallets borgerkrigstid havde aflagt lensed til den tyskromerske kejser for at få hans støtte i de indbyrdes kampe. Dette passede ikke
de danske stormænd og deres slægtninge på bispestolene, og her kunne de
opnå støtte fra pavestolen. Mange paver havde så alvorlige kontroverser med
kejserne, at de ønskede frie nordiske konger som modspil til kejseren. Dette
gav et fælles motiv hos alle de skribenter, som i den nordiske historieskrivnings første tid var tilknyttet kirken - og det var de næsten alle. Undtagelser var Sven Aggesen og nogle af de islandske sagnfortællere.
Hertil kommer, at det må stå klart ved læsningen, at Saxo havde til
formål at vise, at det var skik fra gammel tid, at faderen efterfulgtes af en søn
på tronen, selv om landet principielt var et valgkongedømme - og at det frie
Danmark principielt hele tiden havde skullet gå til Ejderen og Dannevirke.
Man ved stort set intet om Saxo personligt, udover at han skrev for
Absalon, som det fremgår af hans fortale. At han ikke havde nogen høj stjerne
hos Absalon, fremgår af dennes testamente. Saxo er øjensynligt begyndt med
2
Allerede nævnt af P.E.Müller i Critisk undersøgelse af Danmarks og Norges Sagnhistorie,
1823, og bl.a. viderebearbejdet af Inge Skovgaard-Petersen i Da Tidernes Herre var nær, 1987,
og Karsten Friis-Jensen: Saxo Grammaticus as Latin poet, 1987.
bog XI, hvor han skrev om Sven Estridsen og dennes sønner - delvist baseret
på Absalon selv som kilde. Forrest i værket oplyste han selv, at hans øvrige
kilder var Dudo, Beda, danske kvad og krøniker, islandske sagaer og runeindskrifter. Undervejs røbede han dog et langt bredere kendskab til den
klassiske litteratur.
I det efterfølgende har jeg af rettighedsmæssige årsager valgt at benytte
Fr. Winkel Horns gængse oversættelse fra 1898. Jeg har tillempet moderne
retskrivning og rettet de mest krøllede sætninger ud, men har ellers holdt mig
til hans tekst. Eventyret om Hading er dog som et kuriosum gengivet i NFS
Grundtvigs gendigtning fra 1822. Som en god oversættelse af den
fuldstændige tekst skal der især henvises til Peter Zeebergs udgave fra 2000,
hvis kapitelnumre stort set svarer til de her anvendte fra Det Kgl. Biblioteks
latinske on-line-udgave.
Der har oprindeligt også eksisteret en islandsk saga om danernes første
kongehus. Det eneste kendte eksemplar af denne Skjoldungesaga er fra 1500tallet. Det var imidlertid ufuldstændigt og forsvandt i 1600-tallet. Man mener,
at den var nedskrevet 1180-1200. Umiddelbart er indholdet kun svagt
genkendeligt i Saxos værk, men heldigvis gengav islændingen Arngrimur
Jonsson en stor del af værket i 1594 i sin "Rerum Danicarum Fragmenta".
Han blandede dog i anden del også senere mere ordrigt sagamateriale ind i sin
genfortælling i tiden efter Rolf Krake – åbenbart fordi disse sagaer var i
overensstemmelse med den tidligere mere ordknappe saga. Jeg benytter i det
efterfølgende Axel Olriks latinske version af Arngrimur Jonssons tekst og
Olriks egen danske gengivelse i Årbog for Nordisk Oldkyndighed fra 1894.
Jeg markerer Axel Olriks danske genfortælling med (Fragmenta).
Skjoldungesagas sidste del har dannet grundlag for sagaer som Regnar
Lodbrogs Saga, Regnarsona Thattr og Olaf Trygvassons Saga. Karsten FriisJensen og Claus Lund har i "Skjoldungernes Saga" fra 1984 udgivet en dansk
oversættelse af fragmenterne af Skjoldungesaga og Sögubrot samt den del af
de øvrige sagaer, som menes at stamme derfra.
Også Jomsvikingernes saga, som kendes i fem forskellige versioner –
herunder fra Flateyarbok – er brugt i kapitlet om Hardeknud, selv om
versionerne er sene og forskellige. Her er Arni Magnussons AM291 anvendt,
fordi den harmonerer bedst med Skjoldungesaga-komplekset, selv om den
ikke er den ældste – et forhold man antageligt har haft for øje, da man
korrigerede i den.
En pendant til Skjoldungesagaen om de svensk/norske konger er Snorre
Sturlassons "Ynglingesaga" i "Heimskringla" fra ca. 1230. Den er angiveligt
skrevet med kendskab til Skjoldungesaga. Snorres kongerække stammer fra
digtet Ynglingatal, som muligvis går tilbage til 900-tallet. Det tilskrives
Tjorolf af Hvini, som til sidst fungerede ved Harald Hårfagers hof.
Nordmanden Claus Kragh har hævdet, at Ynglingetal er af nyere dato, men
hans tyndbenede antitese er siden bl.a. tilbagevist af Svante Norr i ”To Rede
or to Rown”. Snorre oplyser dog også at have bygget på et forsvundet værk af
den islandske historiker Ari Frode fra først i 1100-tallet, hvoraf en kongeliste
genfindes i dennes yngre Islendingabok, mens andre oplysninger
sandsynligvis indgår i den bevarede latinske Historia Norwegiæ fra sidst i
1100-tallet. Ynglingesaga er bevaret i flere udgaver fra 1300-tallet. Jeg har
benyttet min egen oversættelse af Samuel Laings engelske version fra 1844
ved samtidig brug af gengivelser af den oldislandske "Kringla" (AM 35 fol.).
På grund af hullerne i Skjoldungesaga har også kongelisten i
Langfedgatal fundet anvendelse. Den er relativt sen fra 1400-tallet og findes
mellem en række mere eller mindre obskyre lister samlet af Langebek. Nogen
mener, at Snorre har kendt en baggrund svarende til Langfedgatals kongeliste,
da han skrev indledningen til Prosa Edda inden Ynglingesaga. Langfedgatals
karakter tyder dog mere på, at den er skrevet på grundlag af Prosa Edda,
Skjoldungesaga og Ynglingesaga, mens Skjoldungesaga endnu kendtes som
fuldstændig. Den er stort set identisk med det, der kendes fra Skjoldungesaga
via "Rerum Danicarum Fragmenta" og de sene sagaer, og den bruges derfor
her til at udfylde de genealogiske huller ud mellem disse sagafragmenter. Den
omfatter i sin begyndelse før Skjold en sammenblanding af de kristnes
klassiske kultur og den hedenske mytologi, som kendes fra Prosa Edda og de
anglosaksiske kongelister. Vi har dog ingen interesse i at gå før Odin, og her
synes den at kunne udfylde lakunen på plausibel vis.
Både Arngrimur Jonsson, Jakob Langebek og Axel Olrik arbejdede med
sammenligning af de forskellige genealogier. Arngrimur Jonssons
rekonstruktionsarbejde blev desuden fortsat i Peter Frederich Suhms værk fra
1782, men hvor Jonsson synes at have holdt sig til kilderne, forekommer især
Suhm at have udført et rekonstruktionsarbejde uden at præcisere, hvad der var
kildereferat, og hvad der var gætteri. Da de kan have kendt forsvundne kilder,
vil de dog blive nævnt et par gange undervejs.
Det oldengelske digt Beowulf kender vi i en udgave fra 1000-tallet. Der
er stor uenighed blandt forskerne om, hvor gammel den oprindelige version
er. En del forskere mener, at den første nedskrivning skete i 700-tallet3, mens
de mest kildekritiske forskere ikke tør føre digtet længere tilbage end til den
bevarede udgave. Beowulf må under alle omstændigheder betragtes som
skjaldenes sammenhobning af fjerne, uafhængige og tidsmæssigt forskellige
sagn, men det har den fordel, at den overleverede kristne udgave er skrevet før
de nordiske manipulationer. Der er næppe tvivl om, at det ældste oldengelske
digt, Widsith, hviler på samme kildegrundlag. Der er her anvendt en engelsk
oversættelse fra 2003 af Benjamin Slade, som også har rådgivet omkring
tolkningen af de oldengelske kilder i øvrigt. I et enkelt afsnit er der som en
appetitvækker citeret fra Andreas Haarders mere poetiske danske version.
Hertil kommer korte citater fra islandske sagaer, danske årbøger og
3
Robert D. Fulk: Dating Beowulf to the Viking Ages, 1982, Sam Newton: The origins of
Beowulf, 1993 og Benjamin Slade: www.heorot.dk, 2003.
krøniker, samt Rimbert, Adam af Bremen, de Frankiske Rigsannaler m.fl.
Blandt krønikerne er Roskildekrøniken fra 1140’erne og den danske
Lejrekrønike, som blev til i samme miljø som Saxos værk ca. 1125-80. Den
sidste kendes fra en gengivelse anført under årene 762-68 i Annales
Lundenses fra ca. 1260 og i en senere 1500-tals version, men noget af
indholdet er åbenlyst forkert. Den forkastes derfor af de fleste forskere - selv
om de ældre danske krøniker og årbøger alle burde kasseres ved anvendelse af
dette kriterium. Det hele bør i stedet anvendes med stor forsigtighed.
I det indledende Kapitel 3 benyttes også korte citater af de romersk
/byzantinske forfattere Tacitus, Jordanes og Procopios i egen udgave baseret
på ældre engelske oversættelser af den latinsk/græske tekst.
1.2
Forudsætninger, metode og kildekritik
Kildekritikken er helt nødvendig. Imidlertid har vi set, hvordan
historikernes selvsikre konsensus fik manet sagaernes Lejre-kongedømme helt
i jorden, så ingen kunne være bekendt at tale om det. Nu vælter haller og
kultanlæg op igen på stedet – de fysiske levn af 500 års Lejrekonger. Man
bliver derfor nødt til at erkende, at en del af kildekritikken har udviklet sig til
en akademisk øvelse, som let kan skjule de reelle historiske sammenhænge i
et sparsomt middelalderligt materiale. Tom Christensen har i 2015 i ”Lejre
bag Myten” på mere taktfuld måde dokumenteret, hvor meget historikerne har
taget fejl. Hvis man vil kende lidt til vores fortid før 1300, er man er nødt til at
foretage en efterfølgende vurdering af de kilder, som blev kasseret ved første
kritiske gennemgang. Det er formålet i det efterfølgende, selv om det
indebærer, at der må tages forbehold for usikkerhed som følge heraf. Vi vil
hellere have en usikker beretning end slet ingen.
Man skal ikke have læst Saxo og Rolf Krakes Saga mange gange, før
man bemærker, at Saxo har spredt dele af fortællingen om sagaens Roar og
Helge ud over flere tidsaldre i sin krønike. Det kunne være en enkeltstående
fejl, men læser man hans samtidige, Sven Aggesen, bliver man klar over, at
der ikke blot er tale om simple fejltagelser i den tids værker.
En begrundelse for den omarbejdning, jeg derfor foretager af Saxo, kan
bl.a. findes i nogle ord fra Sven Aggesens "Kortfattet historie om de danske
Konger", skrevet omkring 1185. Han var hirdmand hos Valdemar den Store
og kendte både Saxo og Absalon. Sven var nevø af ærkebispen Eskil, hvis
slægtninge blev dømt for medvirken i attentatplaner mod Valdemar, men
Sven selv synes at have været loyal mod kongen. Han indføjede dog i sin tekst
to adskilte "bibemærkninger"4:
(Aggesen) "Disse bedrifter har jeg imidlertid anset det for overflødigt at genkalde … thi efter hvad den berømmelige Ærkebisp Absa4
M.Cl. Gertz oversættelse fra 1915.
lon meddelte mig, anstrengte min hirdfælle Saxo sig just da ivrigt med
at ville skildre alle disse bedrifter vidtløftigere i finere stil."
(Aggesen) "Jeg ønsker ikke, at man skal kritisere mig for, at jeg på
fabelskrivernes eller løgnefortællernes vis lader konger følge i uafbrudt
tidsfølge efter hinanden, om hvilke jeg dog har erfaret, at de var
adskilte fra hinanden ved et ikke ringe tidsmellemrum. Jeg vil derfor da det ikke er af dorsk forsømmelighed, men tværtimod af mangel på
hjemmelsmænds meddelelser, at jeg have forbigået mange, som har et
strålende navn - overlade efterforskningen angående dette til en omhyggelig efterfølger, for at han ved nøjagtig granskning kan udfylde, hvad
jeg har forbigået, fordi mindet derom var fordunklet."
Tydeligere kunne han vist ikke på den tid tillade sig at skrive, at Danmarks historie var uklar og manipuleret. Det er vanskeligt at se bort fra bisp
Absalons klerk Saxo i den anledning, men Sven har ikke kendt Saxos færdige
værk, så bemærkningen er næppe specielt møntet på Saxo, selv om den syder
af mistænksomhed over for hirdfællen. Hovedparten af de første danske
årbøger og krøniker stammer fra Roskilde, hvor Absalon begyndte som bisp.
Da Sven Aggesen skrev, var Absalon blevet ærkebisp, og denne var ifølge
Saxo travlt beskæftiget med at manøvrere Valdemars søn Knud uden om
lenseden til kejseren5. Da stort set alle overleverede beretninger om fortiden er
nedskrevet af kirken på den tid, må vi gå ud fra, at de alle er mere eller mindre
manipulerede. Dette gælder også til dels de kilder, som den norske og
islandske kirke har kunnet styre på Absalons tid, idet modstanden mod den
tyske kejsers magt var et fælles anliggende for de nordiske kirker.
En væsentlig årsag til sagaernes omrokeringer i kronologien synes at
være, at man tidligt i kristen tid har villet se en tidsmæssig sammenhæng
mellem Frodefreden, Augustusfreden og Biblens begivenheder omkring
Kristus, selv om inspirationen snarere må have været den 500 år senere
Theodorik-fred og de formørkede år omkring 536 – et formål som taler
samme vej som manipulationerne ovenfor som følge af modstanden mod
kejsermagten. Derfor synes Frodes fredgode egenskaber lagt på en konge,
som placeres længe før Frode den Store og Skjoldungefejden med en række
intetsigende ”fyldkonger” imellem (se Figur 1), hvilket ikke harmonerer med
Beowulf og de byzantinske kilder, som ikke havde dette formål.
Desværre førte Sven Aggesens kritiske indstilling ikke til, at hans egen
kongerække blev mere overbevisende i den nyere del 6 . Allerede hans
grundlag har været forvansket, idet det indeholder åbenlyse selvmodsigelser –
eller også er han blevet nødt til at følge de andre. Der eksisterer endda to
5
Saxo Bog XV.
Desværre er hans "Slægtstavle over danske konger" ikke bevaret, bortset fra forordet. Gertz
1917.
6
versioner af hans kongerække, så den er muligvis efterfølgende blevet
manipuleret.
Saxos titel "Gesta Danorum" (Danernes bedrifter) indicerer ikke noget
om kronologi - og det er utvivlsomt helt bevidst. Noget kan tyde på, at Saxos
moralske grænse har gået ved, at han ikke ønskede at opfinde nye personer.
Han nøjedes med at blande de sagn, han kendte, i en række fortælinger om
danernes bedrifter i en rækkefølge og over en årrække, som passede hans
formål.
De første ni bøger bør derfor opfattes som isolerede sagn og beretninger,
hvori også indgår jyske og angliske konger og deres guder. Her er fortællinger
om en navnkundig konges historie ofte fordelt ud på flere tidligere personer af
samme navn - bevidst eller ubevidst.
Principielt er rekonstruktionen derfor udarbejdet ud fra den forudsætning, at sagaer og kvad er behæftet med nogle gennemgående skavanker skildret i en forenklet form:


at "sene" forfattere bevidst har lagt en række løsrevne afsnit om
samme konger til kongerækken som nye konger – primært
foran for at føre kongedømmet længere tilbage i tiden.
at der både er undladt identifikation af enslydende navne og sket
sammenblanding af forskellige - førende til opdeling, sammensmeltning og forbytning af figurer.
At han desuden har indblandet vandresagn og spændende fortællinger fra
andre egne, og at ros, fremhævelse og fortielser er styret af sponsoren
Absalons mål, må vi nok forvente. Ingen har antageligt haft et pålideligt
sammenhængende materiale, som muliggjorde kontrol.
Ud fra den erkendelse, som ligger i de to ovennævnte punkter, er der
indledningsvis i den følgende rekonstruktion sket en sammenlægning af de
konger, der enten har samme navn eller har samme plads i enslydende
handlingsforløb. Metoden har den grundlæggende svaghed, at kongefamilier
selv kan genbruge navnene. Risikoen synes dog normalt at være begrænset, da
de overlevende sagn øjensynligt stamme fra samme kendte sagnkredse
koncentreret om relativt få markante figurer. Den ældre halvdel af
sagnhistorien domineres simpelthen af tre dramatiske sagnforløb. Frodekongens samling af danerne til afvisning af ”hunnerne”, Skjoldungefejden og
Rolf Krakes bedrifter. Heraf har de to første øjensynligt vakt genlyd langt ud i
Europa og de to sidste eksisterer i gamle kvad – hvilket har været
medvirkende til bevaringen, selv om kvadene er omarbejdet. Det virker logisk
at skjaldenes interesse har koncentreret sig om de markante og populære
episoder i fortiden, som efterhånden har floreret i forskellige versioner. De
øvrige konger af samme navn vil derfor som regel blive tomme skaller i
genealogierne og de fleste kan fjernes. Der er kun foretaget en opdeling af
fortællingerne om et navn, hvis det klart fremgår, at der må være tale om
forskellige personer.
Disse processer er nødvendige, men man bør naturligvis have for øje, at
det medfører en selektiv udvælgelse, som kan risikere at afspejle udvælgerens
forventning. Victor Rydberg demonstrerede allerede i 1800-tallet, at metoden
kan drives så langt, at man efterhånden ser det samme forløb i alle
begivenheder – en fejl som også historie-, litteratur- og folkloreforskerne ofte
gør sig skyldige i.
Oprindeligt udarbejdede jeg blot en beskrivelse, hvor formålet var at
illustrere resultatet af de umiddelbare observationer af dobbeltgængere. Det
blev imidlertid hurtigt klart, at resultatet harmonerede med afsnit i sidste
halvdel af den Skjoldungesaga, som beskrives i bogen af samme navn af
Karsten Friis-Jensen og Claus Lund. I Skjoldungesaga er det mere oplagt, at
alle kongerne før Frode/Halfdan/Roar-historierne er fyld. Derfor blev
hypotesen, at hvis man kan finde en bedre sammenhæng mellem Saxos mange
sagn ved at omrokere dem til Skjoldungesagas kortfattede kronologi, er der
mulighed for, at man er nået tilbage til et sagnlag før Saxos manipulation,
hvor man skal bortse fra tiden før Frode..
Forfatterne af bogen Skjoldungesaga henviste imidlertid ikke til den sene
Langfedgatal – sikkert fordi man helst ikke benytter et senere værk, når man
har et tidligere. Problemet er bare, at den Skjoldungesaga, som blev
nedskrevet af Arngrimur Jonsson, var ufuldstændig og forsvandt. Når man
sætter Skjoldungesaga op ved siden af Langfedgatal, som det er gjort i Figur
1, fremgår det imidlertid ganske klart, at Langfedgatals kongeliste må være
udarbejdet på samme grundlag som den ufuldstændige Skjoldungesaga, som
den antydes af Arngrimur Jonson – usikkerheden ved denne konklusion er
umærkelig i forhold til den usikkerhed, som i øvrigt er i sagaerne.
Den eneste afvigelse mellem de to materialer kommer ind ved at
Langfedgatals nedskriver tog åbentlyst fejl i forhold til Skjoldungesagas
Fragmenta, da han kom til at sætte leddet Halfdan-Roar ind to steder, hvor det
ene sted blev på bekostning af Frode Ingeldsen. Desværre kom han derefter til
at sætte efterkommerne ind efter de forkerte i stedet for efter Frode
Fridlevsen, så der fremkommer to dobbeltgængere Halfdan - Roar. Det har
sammenhæng med en yderligere fejl i begge kilder omkring Roar, som vi skal
se om lidt. Resten af forskellen skyldes hullet i sagaerne, som viser sig reelt
kun at strække sig over 2 generationer. Bortset fra korrektion af denne ene fejl
følger strukturen i Langfedgatal nu konsekvent de gamle sagaelementer
gennem hele rekonstruktionen.
Den mest i øjenfaldende korrektion i det forenklede forslag er, at alle ni
konger mellem gudelinket Odin/Skjold og Fridlev/Hake kan fjernes som
ligegyldigt fyld (grøn pil), idet de enten kan identificeres som dobbeltgængere
eller uvedkommende konger. Den anglosaksiske Beowulf, som anses for at
ligge tidligere end de nordiske manipulationer, bekræfter, at der kun bør være
et par led mellem Skjold og Beowulfs hovedperson, Roar, og det samme gør
Svend Aggesen – og faktisk finder vi både i Fragmenta og hos Saxo en Frode
Fredegod på denne plads efter Skjold, mens hans dobbeltgænger, Frode
Fridlevsen, 9 pladser senere står 2 led før Roar. Det er således velbegrundet at
fjerne ”fyldkongerne” og flytte deres indhold til sagnkredsen omkring Frode –
historierne handler om samme personer. Også navne før Odin kan vi
naturligvis se bort fra, da det er en blanding af guder og fortidige sagnhelte.
Figur 1. Skjoldungernes Saga og Langfedgatal
Venstre kolonne er de kendte fragmenter af Skjoldungesaga, som er næsten identiske med den
fuldstændige Langfedgatal, bortset fra Langfedgatals lange ”angelsaksiske” indledning, som er
udeladt før Odin. Beowulfs rækkefølge benyttes efter de symbolske Odin/Skjold, mens resten
bl.a. kan fjernes som dobbeltgængere (grøn pil). De blå tilføjelser skyldes frankernes annaler,
hvor det bl.a. konstateres, at Godfreds forgænger og Regnars onkel ikke er den samme Sigurd
Ring, mens resten er sidegrene. De øvrige korrektioner er røde. Valdars søn Harald er
Arngrimur Jonssons tilføjelse til Langfedgatal, Rolfs datter er fra Lejrekrøniken og
beskrivelserne af Saxos Hake, Fridlev og Gyrithe er lagt på fra Saxos øvrige sagn, da de passer
ind i sammenhængen.
Problemerne mellem Skjoldungesaga og Langfedgatal synes at være en
del af et større roderi omkring Roar og de mange dobbeltgængere. Roderiet
har medført, at Halfdan i vores forenklede udgave må føres op som bror til
Frode i stedet for at være hans søn, idet sagnenes motiver ellers ikke hænger
sammen indbyrdes. Vi står ikke uden grundlag i denne korrektion, idet vi blot
følger Rolf Krakes saga, som netop omhandler disse personers indbyrdes
konflikt, således at den er den bedst dækkende saga om dette område – hvad
enten det er rester af den bevarede hovedhistorie eller et sent forsøg på at
rekonstruere konflikten. Roderiet i kildematerialet er antageligt opstået, fordi
sagamaterialet er fuldt af forskellige ”partsindlæg” i Skjoldunge-konflikten
mellem Hadbarder og Svertinger, som vi skal se senere i selve beskrivelsen
De otte røde rettelser er beskrevet i figurens tekst. De er en naturlig følge
af sagnteksterne og relativt uvæsentlige for kongerækken, bortset fra
problemet med den indledende Hake-Fridleif-figur, som er vanskelig at få
placeret. Også det omtales nærmere i den senere tekst.
De ældre historiske kilder fra udlandet som de romersk/-byzantinske
historikere og især de frankiske annaler har efterfølgende haft forret i en
korrektion af strukturen – alene af den grund, at det ikke giver mening at
skrive i modstrid med disse, hvis der ikke er en klar begrundelse. De er
markeret med blåt og er alle blot tilføjelser, bortset fra Sigurd Ring, hvor
sagaerne synes at have blandet to personer sammen til en. Her følger vi i
stedet de frankiske annaler og Saxo, som er enige herom.
Flere af sagaerne optræder i forskellige versioner, hvor Hardeknud
mangler i nogle af dem (Halldorsson 2000), men det skal i kapitel 17.1 vises,
hvorfor der var motiv til at fjerne ham hos Adam af Bremen og de
efterfølgende kristne kilder. Derfor kan det også have gjort sig gældende i
nogle af sagaversionerne, hvor nogle nedskrivere åbenbart har forsøgt at
tilnærme sig Adam af Bremen ved det enkle snuptag at fjerne Hardeknud,
hvorimod det ikke giver nær så god mening at indlægge ham som fiktiv
person i de andre sagaer, som foreslået af nogle forskere. Ved en sådan
korrektion er det ikke noget argument, hvilke versioner, der er ældst, da de
alle må regnes som sene i forhold til forlægget.
Reelt er der ovenfor kun stærke argumenter for fire korrektioner af selve
kongerækken og nogle tilføjelser i sidelinjerne, da resten er den almindelige
usikkerhed i navnene. Det er relativt få korrektioner af sagaernes struktur i
betragtning af materialets beskaffenhed. Derfor er Saxos ”løse” fortællinger
indsat konsekvent i denne struktur, så de harmonerer bedst med sagaerne og
hinanden. Der er således ikke tale om, at strukturen og det historiske forløb er
opstået ved en tilfældig sammensætning af sagnene, men hvor der opstår tvivl
vælges i stil med ”Ockhams Razor” den simplest mulige løsning.
Saxos kronologi er på den vis nedbrudt til ukendelighed ved omrokeringer, men det viser sig, at de hænger væsentligt bedre sammen i sagaernes
kronologi end før, og man finder endda en del steder indikationer og spor hos
Saxo af disse sammenhænge. Det er også væsentligt at bemærke, at man i
Saxos værk mere eller mindre skjult vil kunne finde de kongenavne, som
processen her udpeger som de oprindelige - i samme rækkefølge som i
rekonstruktionen. En stor del af indholdet er af Saxo og hans forgængere
blevet flyttet til nye konger, der passer til den opbygning, som Inge
Skovgaard-Pedersen beskriver, men navnene er bevidst eller ubevidst blevet
stående med små reminiscenser af kongens historie som et skelet bag Saxos
manipulerede "konstruktion", da hans formål var at få så mange konger som
muligt. Den grundlæggende rubricering af kongerne fremgår af Bilag 2.
Vil man prøve at sætte tid på perioden med de tilbageværende konger,
bliver den afgørende faktor i kalkulationen af periodelængden den
gennemsnitlige generationslængde, dvs. den alder den gamle konge har, når
han bliver far til kongen i næste generation. Rent biologisk kan afvigelserne
være meget store, så der er tale om en ren gennemsnitsbetragtning, men den er
antageligt styret af tradition i kongefamilien. Gennemsnitslængden er på
grundlag af den danske kongeslægt over 1000 år tilbage til Harald Blåtand
beregnet til 31,8 år. Dette skyldes nogle meget lange gennemsnitstider i
middelalderen, hvorimod tallet i de senere århundreder har ligget på 27 år.
Længden på 31,8 år anses umiddelbart for at være for lang i jernalderen. På
den anden side kan Rökstenens 9 generationer til Theodorik antyde
forholdsvis lange generationslængder. Derfor sættes generationslængden
skønsmæssigt til 30 år – altså med en indledningsvis usikkerhed på omkring
10%.
Ser man på den den forenklede kongerække i Figur 1, som er baseret på
Langfedgatal, er kongerækken fra Frode til Gorm den Gamle 15 eller 16
generationer inkl. begge, afhængigt af hvilken linje man følger – altså
indenfor ovennævnte usikkerhed. 15 x 30 år bliver 450 år. Da Gorm døde
omkring 558 skal Frode altså have regeret ca. 508-538 – med en væsentlig
usikkerhed. Det beregnede interval svarer til perioden fra herulernes ankomst
omkring 510 til den store klimakatastrofe i 536-38 – som vi skal se netop de
begivenheder, som kan sættes i forbindelse med sagnene om Frode-kongen.
Disse begivenheder synes afspejlet i sagnene om Frode-kongen, og
kommer derfor til at skabe en international sammenhæng mellem de danske
kongesagn, Ynglingesaga, Beowulf og de sydlige historikere. I samme
periode kan den centrale Starkad-figur anvendes til at identificere sagnene om
de omliggende konger, hvorved Starkads levetid kan reduceres fra Saxos 500
år til 50 år.
Den storslåede litterære opbygning af Saxos værk går tabt ved denne
hårdhændede behandling, men ud af røgsløret dukker måske til gengæld et
indtryk af Danmarks sagnhistorie før manipulationen – idet man ikke må
glemme, at også sagaerne er manipuleret og misforstået tilbage i tiden.
Man skal lægge mærke til, at bortset fra enkelte helte som Uffe, Rolf
Krake, Amlet og Harald Hildetand, der kan sætte kolorit på beretningen,
beskæftiger både Saxo og sagaerne sig kun med Valdemars egne forfædre.
Det viser sig at være disse omrejsende Lejrekongers direkte sjællandske
forfædres bedrifter og adkomsten fra dem, fortællingerne drejede sig om –
ikke slægtens sidegrene som f.eks. Horik.
Nogle af Saxos mest kendte fortællinger, som Uffe hin Spage, Amlet,
Hagbard og Signe og Bråvallaslaget, er gengivet i næsten fuld længde for at
fastholde hans stil, selv om de ikke nødvendigvis har deres plads i denne
historie eller er troværdige i den større sammenhæng. Ligeledes er en del af
hans irriterende moralprædikener bibeholdt. De giver et indblik i en moral hos
denne kirkens mand, som ikke nødvendigvis svarer til vores opfattelse af
menneskekærlighed og dadelfrit levned – og det giver igen en fornemmelse
af, hvor meget den tidligere vikingetids moral må have afveget fra vores. Det
længste af disse eksempler på vikingemoralens kristne efterdønninger er
markeret med mindre skrift, så man kan springe det over, hvis man har fået
nok.
I resten af hans værk er der foretaget en frasortering af sagn, som ikke
hænger sammen med helheden, med henblik på at give et læseligt og
sammenhængende indtryk af den løsning, som denne bog bygger på. Det
medfører imidlertid, at bogens tekstuddrag ikke nødvendigvis er
repræsentative for Saxos samlede tekst, hvilket ville have givet det bedste
grundlag for vurderingen af kombinationsarbejdet. Her må man gå tilbage til
de fuldstændige udgaver af disse tekster, som er alment tilgængelige. En liste
over de væsentligste udeladte afsnit er vist i Bilag 3. Det drejer sig primært
om sagn, som handler om konger fra gudeverdenen, en sagnkreds om den
sydøsteuropæiske Ermanerik og en række uidentificerbare erobringstogter.
Som det ses, bar allerede Skjoldungesaga præg af et af de formål, som er
blevet tilskrevet Saxo, nemlig forlængelsen af sagaerne, hvor man indsatte en
Fredfrode på Kristi tid – længe før Skjoldungefejden, som også kendes fra
Beowulf. Manipulationen er altså hverken Snorres eller Saxos opfindelse, som
de har fået skyld for – det må være nordisk kongemagt eller kirke, som har
foranlediget dette.
At en del materiale bør frasorteres er oplagt, da fremmede vandresagn og
anekdoter naturligvis har fundet deres vej ind blandt de nordiske kongesagn
på grund af den orale skjaldetradition. Når forskere som Curt Weibull og Nils
Lukman og senere Lars Hemmingsen hævder, at stort set hele den danske
sagnverden og dens kongelister stammer fra vandresagn, er disse påstande
imidlertid baseret på nogle sammenligninger, som ikke er bedre funderede,
end dem, de kritiserede. Deres konsekvenser er kraftigt overfortolkede.
Lukman plukkede enkeltkonger i forskellige sydlige landes historie, hvis
navne han syntes mindede om de danske – og hans arbejder blev da heller
ikke anerkendt af kollegerne 7 . Forskere som Weibull har af og til med
7
Lukman gjorde utvivlsomt nogle relevante observationer, men det lykkedes ham bl.a. at gøre
Skjoldungen Halfdan til en 800-tals vikingekonge i England fra Schelde-egnen (deraf Skjoldungenavnet), hans søn Roar til en hunnerkonge fra 420 og Roars brodersøn Rolf Krake til en
herulerkonge fra 508.
kildekritik for øje opstillet antiteser, som derefter er blevet brugt af andre eller forskerne selv - uden at have været udsat for samme kritiske behandling8.
På den måde fik de fjernet Lejre-kongerne og det Lejre, som nu vælter op af
jorden, fra det danske historiske landkort.
Der viser sig således at være en langt bedre sammenhæng mellem
sagnene indbyrdes, med arkæologien og med den omgivende historie, end de
overdrevent kildekritiske forskere har villet erkende, fordi de vurderede dem i
en falsk kronologi og ønskede at demonstrere kildekritikkens betydning.
Det er væsentligt at gøre sig klart, at når man ved sammenligning mener
at kunne konstatere, at en fortælling eller et navn er lånt, er det ikke ensbetydende med, at hele personen eller personkredsen er lånt – således som
mange tolker ovennævnte forskeres resultater. I langt de fleste tilfælde er der
sandsynligvis blot tale om tidligere fortælleres fejlagtige sammenblanding af
fortællingselementer fra to personer med enslydende navne - ikke nødvendigvis hele fortællingen. Fragmenterne er siden blevet farvet af den nye sammenhæng, så de ikke altid er umiddelbart genkendelige.
Bemærkningerne skal ikke opfattes som en afstandstagen fra historieforskningens kildekritiske metoder. Det anvendte nordiske materiale kan simpelthen ikke betegnes som historisk kildemateriale, og min udvælgelse og
omrokering af materialet kan derfor ikke frembringe historie - og det har ej
heller været min intention. Formålet er at fremhæve den sammenhæng og røde
tråd, som går gennem sagamaterialet, når man forsøger at fjerne Saxos og
hans ligesindedes åbenlyse manipulation. Herved udfyldes nogle af hullerne i
sagnhistorien med et sammenhængende sagnforløb - som en inkarneret
historiker med foragt i stemmen vil kalde litteratur. Man kan altså ikke tale
om historisk korrekte konklusioner, men i bedste fald om de mest sandsynlige
forklaringer - og det er trods alt bedre end de nuværende åbenlyse
usandsynligheder, hvis vi ønsker at kende mere til vor fortid.
Dermed må vi desværre lade os nøje, da historikerne for længst har
opgivet at rekonstruere jernalderens og vikingetidens nordiske handlingsforløb indenfor de rammer, man i øvrigt definerer som historie. Bedre bliver det
ikke af, at den folkelige hukommelse ifølge folkloreforskerne normalt ikke
rækker mere end et par hundrede år tilbage. Snorre fremhævede imidlertid, at
skjaldene fastlåste ordene i kvadenes metriske opbygning, og et særligt behov
for hukommelse må det skriftløse samfund have kunnet løse med f.eks.
lovsigemænd og præster omkring sit officielle rets- og religionsgrundlag, hvor
man skulle fastholde gammel skik og religion.
Arne Søby Christensen har i 2002 i forbindelse med Jordanes’ Getica på
basis af østgoterne i hunnernes hedenske følge påvist, at man ikke i et
8
Det er f.eks. lykkedes at finde kongenavne i Sydøsteuropa, der minder om Lejrekrønikens
kongerække. Det ville være overbevisende, hvis der havde været tale om konger fra samme
folk, men når lignende (ikke identiske) navne er fundet i flæng hos hunner, goter, heruler og
romere mister sammenligningen en stor del af sin værdi.
samfund uden skrift kunne stole på kongelisten længere end 3 generationer
tilbage. Før da kunne kongefamilien ubesværet manipulere med kongerækkerne – som regel for at forbedre adkomstgrundlaget og knytte det til
religionen – forudsat selvfølgelig at kongefamilien kunne styre, hvad der
måtte stå skrevet. Det gør sig antageligt også gældende i forbindelse med
Gorm den Gamles afstamning nedenfor – bortset fra, at man ikke altid har
kunne styre de islandske sagaer, selv om nordmændene får skyld for at have
myrdet Snorre af tilsvarende årsager.
I denne bog lægges stor vægt på kronologien og genealogierne, selv om
det ikke er i høj kurs i dag. Det skyldes, at man i forhistorisk tid brugte
genealogierne som en del af retsgrundlaget bag kongens magtposition. Derfor
er genealogierne et godt redskab til at vurdere de politiske forløb og
personbillederne, selv om man har manipuleret med dem.
Sidst i bogen (Kapitel 18) lægges sagaforløbet derfor ind i en genealogi,
som dateres efter de tidligere omtalte gennemsnitsaldre (Bilag 4). Disse
kalkulerede dateringer sammenlignes mellem slægtslinierne og med de få
historiske holdepunkter, vi har. Sammenhængen viser sig at ligge inden for
sandsynlighedens rammer, men de enkelte årstal må ligesom den samlede
beregning ovenfor ikke betragtes som andet end regneeksempler til brug for
denne statistiske sandsynliggørelse af kongerækken. Der er ikke tale om en
datering af de enkelte konger.
Nogle vil naturligvis sætte spørgsmålstegn ved, om en sådan bearbejdning af en usikker tekst som Saxos har nogen berettigelse. Det må afvises
med, at Saxo i tidens løb er blevet læst og analyseret af så mange litteratur- og
historieforskere, at Saxos krønike under alle omstændigheder må betragtes
som interessant - også for en historieinteresseret. Samtidig berettiger den store
interesse for vikingetidens arkæologi, at man også interesserer sig for de
begivenheder og hovedpersoner, der var en del af dette billede - hvor usikker
denne viden end måtte være. Ellers bliver der bare gættet i blinde på basis af
arkæologien - og her ville de spredte sagn alligevel få bevidst eller ubevidst
indflydelse. Så er det bedre, at de først bliver vurderet – så man gætter på et
mere kvalificeret grundlag.
For at gøre billedet mere levende og malende, men også for at
demonstrere usikkerheden omkring omrokeringerne, belyses historien så vidt
muligt ved gengivelse af Saxos egen tekst - ofte ved sammenligning med
anden sagatekst. Nogle vil kritisere den gennemførte brug af Saxos sagatekst,
men det kan også minde læseren om, at det er gamle sagn, man læser – ikke
rekonstrueret historie.
Som Bilag 1 var i første udgave indlagt min selvstændige artikel om
Rökstenen, men den ajourføres nu i en selvstændig webartikel. Der er derfor i
stedet indsat et link i bilaget.
I kapitlerne om sagaforløbet er citaterne anført med skrift i kursiv, mens
mine sammenkædende, begrundende og konkluderende kommentarer overalt i
disse kapitler anføres i almindelig skrift. I parentes er forrest anført en
forkortet henvisning til kildegrundlaget (oversigt over forkortelserne er anført
i "Fortegnelse over citerede kildetekster" - side 336) og overspringelser i den
citerede tekst er markeret med "…". Citaterne af Saxos egen tekst er
indrammet for klart at udskille hans fortælling fra den omgivende tekst, hvis
man udelukkende ønsker at koncentrere sig om at læse Saxo i den ændrede
kronologi.
2. Arkæologien og kildekritikken
2 Dansk arkæologi og kildekritikken
Bogen vil handle om fortidens legender og kun i meget begrænset
omfang om arkæologien, som fortæller om de fysiske rammer, man levede
under. Her er det dog vigtigt at se på kontinuiteten og beliggenheden af
bysamfundene, fordi det fortæller lidt om stabilitet og centralisering af magt i
kongerigerne. Metoden har bare den svaghed, at det ikke er sikkert, at vi har
fundet alt, selv om vi har fundet de vigtigste af de byer, som er omtalt i
sagamaterialet.
En lidt overraskende konstatering er det måske, at det meget omtalte
Jelling først opstod omkring 950, og derfor falder helt uden for denne
beretning. Jelling er kun nævnt en gang hos Saxo som den angliske Vermunds
gård 500 år tidligere, og der er ingen spor af tidligere høvdingeaktivitet på
stedet – den omtale kan der ikke lægges vægt på. Udgravningerne er
spændende, men det er først og fremmest et spektakulært gravmæle og
monument for Danmarks samling og kristning, som markerer afslutningen af
denne bogs periode. Det vil derfor blive omtalt som sådant sidst i bogen.
Fra tidligt i jernalderen kender vi af rigere samfund bl.a. Himlingøje,
Gudme og det skånske Uppåkre ved Lund. Himlingøje forsvandt i 3-400tallet, Gudme sygnede hen i løbet af 500-tallet og Uppåkre synes at have haft
sin kulmination omkring 5-600, men fortsatte. Ingen af dem er omtalt i
sagnhistorien, men en del af handlingen har muligvis foregået i Uppåkre, hvis
hovedrolle dog synes at være knyttet til den tid før 500-tallet, hvor danerne
optrådte som seperate stammer – ”nationes”, som Procopios skrev i 553.
Danerne er slet ikke nævnt af de klassiske historikere før da og boede
sandsynligvis kun som spredte stammer på Sjælland og i Skåne
Handelsbyen Hedeby opstod omkring 800, men byerne Slesvig og Ribe
omtaltes forinden. Både i Hedeby og Ribe er der foretagt omfattende
udgravninger, hvor Hedeby omtales senere i en billedtekst.
Interessen må nu primært samle sig omkring Lejre, fordi en stor del af
sagnhistorien synes at vedrøre en kongeslægt i Lejre – antageligt fordi byen
og slægten endnu eksisterede, da Danmark blev kristent og fik et anvendeligt
skriftssprog, så slægtens mundtlige overleveringer kunne nedskrives. Udgravninger og oldtidshøje viser, at der i dette område siden bondestenalderen har
været civilisation ved oldtidsvejstrøgene, som øjensynligt har krydset åerne
her.
En uheldig konsekvens af den unyancerede kildekritik ovenfor var
desværre, at historikerne begyndte at negligere Lejre som kongesæde. Da
sagnene ikke var historie, var det god latin for historikerne med inspiration fra
Erik Arup og Weibull-brødrene, at sagnkongerne aldrig havde eksisteret. Med
dette ræsonnement og dets manglende logik blev Lejre formynderisk skrevet
ud af historiebøgerne, så Aksel E. Kristensen i 1969 kunne skrive bogen
”Vikingetidens Danmark”, hvor han demonstrativt kun nævnte Lejre to gange
– dels ved en henvisning til arbejdet ”Musikalsk Accent i Dansk” og dels ved
en henvisning til Thietmars udtalelser i forbindelse med kultfester. Det samme
gælder hans studentergeneration, f.eks. historikeren Frank Birkebæk, som bør
nævnes, fordi han siden 1979 har været leder af Roskilde Museum med senere
ansvar for Lejre. I hele to bind om ”Vikingetiden” i 1983 nævnte han kun
nogle arkæologiske småting omkring Lejre udover Thietmar. Saxo nævnte
han en enkelt gang – for en decideret fejl – Snorre kun på grund af den
nordiske religion. Ikke et ord om noget kongesæde – det var ikke fagpolitisk
korrekt. Da første Lejrehal skød op af jorden, og der skulle søges nye penge til
Lejre, udgave han i 2003 ”Vikingetiden i Danmark”, hvor den fundne Lejrehal
fik 1½ side – ellers var stort set den gamle historie. Sagaerne og Odin fik et
enkelt ord i forbifarten og Saxo blev slet ikke nævnt. Han afveg på ingen
måde fra sine kolleger – det har været billedet helt frem til udgangen af 2015.
Hvordan Saxo skal tolkes var naturligvis et stort problem, men det berettiger
ikke til at negligere ham. Intet under at tidlig historie blev uinteressant – i
stedet fik arkæologiens navnløse, blodtørstige vikinger, Tolkien og
rollespillene store menigheder.
Figur 2. Kongshal i Lejre
Kongshal med indhegning og sidebygning på Mysselhøjgård. Man kender ikke
indhegningens og sidebygningens funktion, som også forekommer ved Tissø på Sjælland
og Järrestad i Skåne.
Ude i befolkningen, hos sponsorerne og hos de arkæologer, som indså,
hvad Lejres landskab og monumenter kunne rumme, var indstillingen en
anden. I 1986 begyndte man de første udgravninger af terrasserne i Lejre.
Udgravningerne er sket i tre etaper, hvor den seneste sluttede i 2011. Herefter
har udgravningslederen Tom Christensen skrevet et stort værk om
udgravningerne og deres resultater, ”Lejre bag myten”, som udkom i 2015.
Udgravningen er selvsagt ikke fuldstændig, men resultatet synes at dække
vort nuværende behov for viden, idet der er fundet kongshaller fra omkring år
500 til først i 1000-tallet. Det dækker præcis den periode, vi tidligere
beregnede os til, at sagaerne skulle omhandle frem til kristningen af Danmark,
hvor kongen flyttede til kirkebyen Roskilde ved fjorden – kun 9 kilometer
væk.
Hovedkonklusionen er den forbløffende, at der var tale om næsten
samme type fyrstelige anlæg gennem alle 500 år, selv om hallen har ligget tre
forskellige steder og i syv forskellige versioner – nogle blot parallelforskudt
nogle få meter. Først lå hallen ved Fredshøj, nord for Gl. Lejre, lige op ad en
bronzealderhøj, og fra begyndelsen af 600-tallet bag Mysselhøjgård 600 meter
mod syd. Her lå hallen først på den nordlige top af bakken i tre versioner XLXLIII, og fra ca. midt i 800-tallet rykkede den til den sydlige del af bakken i
tre versioner IIII-IVab og c. Dateringen af de sydlige versioner er ikke sikker,
men hele bebyggelsen ophørte omkring 1050. Alle gange lå den på kanten af
en let skrånende terrasse, hvorfra det skrånede stærkere ned mod ådalen, så
gavlvæggen lå imponerende hævet over dalen. På den anden side af åen lå
skibssætninger og begravelsesplads.
Figur 3 Rekonstrueret kongshal
Lejre Museums forsøgsvise rekonstruktion af kongshal nr. IVab fra Mysselhøjgårds
sydlige bakketop. Den har stået i 900-tallet og er antageligt bygget af træbjælker og
brædder med træspåner som tag. Hallen må have ligget her på Gorm den Gamles tid.
Selve anlægget har bestået af en stor hal på 45-60 meters længde
liggende ca. øst-vest med en stor midterhal og to gavlrum. Dørene har siddet
på samme sted – en på hver langside i østenden og en dør på en af langsiderne
i vestenden med udgang mod en mindre bygning. Bygningerne fik skrå
støttestolper i 700-tallet, og den østlige del af ruminddelingen og dørene
ændrede sig lidt i 800-tallet, men ellers er der næsten fuldstændig kontinuitet.
På sydvestsiden har der været en indhegning med et lille hus med fire stolper.
På Fredshøj ligger huset nord for hallen, og her har det samme meget kraftige
stolper, som man i Uppåkre har vurderet som et lille stavkirkelignende
tempel. På Fredshøj har man til gengæld ikke fundet indhegning. Neden for
bakken har man begge steder fundet en samling sten – en hørg. Anlægstypen
er den samme, som man nu har fundet ved Tissø og Järrestad samt delvis i
Uppåkre. Også i Erritsø ved Lillebæltsbroen synes der at være et lignende
anlæg, som dog er befæstet af en voldgrav.
Byggematerialerne på Fredshøj var stråtag og lerklinede vægge, som var
kalkede hvide. På Mysselhøjgård var det trævægge og sandsynligvis et tag af
træspåner.
Spekulationerne om formålet med bygningerne har været mange, men
man er pt. endt med at anse hallen for det ”templum” (hellige sted), som
Adam i Uppsala omtalte som ”tricliniun” – spisesal – hvor statuerne af Thor,
Odin og Frey må være blevet sat frem ved de store religiøse fester. Det gælder
sandsynligvis også Lejre. I dagligdagen har hallen antageligt været brugt som
kongens mjødhal, mens statuerne blev anbragt i kult- eller sidebygningen i
indhegningen, hvor kun særligt udvalgte har haft adgang.
Hørgene bestod af store dynger af skørbrændte sten – omgivet af
mængder af dyreknogler. Antageligt har det været et vi, hvor man ofrede til
guderne og bagefter anvendte stenene til tilberedning af det rituelle måltid,
som det kendes fra sagaer og kvad. Det har ntageligt for aristokratiet været
spist i hallem – triclinium. Spredte fund viser, at der også ved særlige
lejligheder kunne være ofret mennesker, men næppe i det omfang, som
antydes af Adam og Thietmar, som så med afsky på danernes fortid.
Figur 4. Udgravning af hørgen ved Fredshøj
Udgravningen af de skørbrændte sten nedenfor hallen ved Fredshøj – set mod vest.
Stenene menes anvendt til madlavning efter de rituelle ofringer og har dannet en stor hob
neden for både Fredshøj og Mysselhøjgård – det islændingene kaldte en hørg.
Figur 5. Foto - Gammel Lejre Ådal
Begravelsespladsen i dalbunden mellem Lejre Å og Kornerup Å med Grydehøj (1) og
den store skibssætning (2). Grydehøj fra ca. 550 (Jørgen Jensen 2004 (s. 191)
rummede en plyndret ligbrænding svarende til Uppsala-højene, bortset fra at
gravkammeret var af træ i stedet for sten, og at højens diameter er halvt så stor.
Ravnshøj (3) og den nærliggende Hyldehøj er ikke udgravet, idet udgravninger ne har
været koncentreret om terrasserne på dalens vestside (til venstre for billedet), hvor
man har fundet store haller og anden bebyggelse, som beskrevet i de tidligere figurer.
Margrethe-stenen (4) antages at stamme fra en anden skibssætning. Billedet er taget
fra det, som på gamle kort kaldtes Danshøj. Den udgør toppen af den halvt
bortgravede grusås, Hestebjerg, som geologisk minder om åsene ved Uppsala-højene
og bådgravene ved Valsgärde. Der kendes ikke til fund ved åsen, men længere nede
ad åen ved Gevninge har man fundet Vendel-lignende øjenbeskytter til en hjelm.
Anlægget bærer ikke præg af permanent beboelse, men til gengæld
vidner dyreknoglerne om de talrige offermåltider - især svin. Antageligt på
grund af den manglende beboelse er der heller ikke gjort overvældende mange
fund i selve anlægget, men et par større guld- og sølvskatte er fundet i
bakkerne bagved, herunder Danmarks største sølvskat fra omkring år 500. Der
er heller ikke fundet våben, som der er fundet i søen ved Tissø. Det forhold, at
anlæggene er nogenlunde ens inden for danernes gamle område på Sjælland
og i Skåne, kan tyde på, at der var tale om en omrejsende danerkonges
ceremonihaller eller mjødhaller for nu at benytte Beowulfs benævnelse.
Kulten har altså i hele perioden været nogenlunde den samme, og
kontinuiteten i størrelse og indretning antyder vel også en kontinuitet i
ledelsen. Adam af Bremens brug af ordet ”templum” i Uppsala har været
misforstået som et traditionelt tempel, men sammen med triclinium dækker
det funktionerne i Lejrehallerne. Udenom er der fundet andre lang- og
grubehuse, så der må have boet mennesker ved stedet, men i Lejre er det altså
primært hal- og kultanlæggene, som er udgravet. På de øvrige lokaliteter er
der fundet en række beboelseshuse og værksteder omkring det fyrstelige
anlæg, men de kan i Lejre ligge under landsbyen.
Der er en brandgrav med guldtråd i Grydehøj fra 500-tallet og en enkelt
spartansk muligvis kongelig grav midt i en hallerne på den nordlige bakke på
Mysselhøjgård. Ellers er antallet af grave i Lejre begrænset efter Grydehøj,
som i resten af Norden – med få undtagelser som bl.a. Upplands bådgrave.
Man kender ikke indholdet i områdets øvrige gravhøje.
Det er ikke hensigten med denne bog, at beskrive, hvordan anlægget kan
være brugt, da dette er langt bedre beskrevet i ”Lejre bag myten” og
Nationalmuseets hjemmeside om forskningsprojektet om Danmarks førkristne
kult. Bogens formål er ikke arkæologien, men myterne bag den. Det skal dog
bemærkes, at de tre faser af haller på forskellige positioner, svarer til de tre
dynastigrene, som kom til magten i Østdanmark efter Frode, som muligvis har
boet i Uppåkre. Først var det i så fald Roars ”Svertinger” frem til begyndelsen
af 600-tallet. Da Frodes efterkommere overtog magten først i 600-tallet er
hallen øjensynligt blevet flyttet de 600 meter sydpå fra Fredshøjgård til
Mysselhøjgård. Her må hallen have ligget på Harald Hildetands tid – og her
skal man måske notere, at den tidlige Lejrekrønike fra 1100-tallet kun går
frem til Harald Hildetand, som er den sidst kendte i Ingeld Frodesens
mandslinje
Harald Hildetands magt skal være blevet overtaget af halvnevøen på
mødrene side, Sigurd Ring – hvad enten dette dynasti nu var skånsk, svensk,
russisk eller frisisk. De følgende konger var først og fremmest optaget af
forsvaret mod frankerne og vikingetogterne, så spørgsmålet er, hvor meget de
har fokuseret på byggerningerne i et religiøst hovedsæde i Lejre. Det synes da
også først at være sidst i 800-tallet, at den nye fase begyndte på den sydlige
bakketop bag Mysselhøjgård. På det tidspunkt synes Regnar Lodbrogs dynasti
at vokse frem i Østdanmark efter Sigurd Ring II, som faldt i tronkampene i
812 - en nevø af Godfred. På Gorm den Gamles tid har hallen derfor ligget på
den sydlige bakketop – lige nord for stien til Mysselhøj. Sagnhistorien nævner
ingen detaljer om Lejre, og vi kan ikke vide, hvilke af bogens følgende
begivenheder, som kan knyttes til Lejre – det er et rent trosspørgsmål.
Den eneste kilde, som går dybere i dette emne, er til gengæld historisk
og samtidig, da anlægget stod endnu. Selv historikerne har været nødt til at
anerkende ham, selv om hans oplysninger ikke gav dem impuls til yderligere
overvejelser - nemlig den tyske bisp, Tietmar af Merseburg († 1018):
”Der er et sted ved navn Lederun, rigets hovedstad (caput regiem) i det
landskab, som kaldes Selon, hvor de hvert niende år efter den tid, hvor vi i
januar måned fejrer de hellige tre konger, alle kommer sammen. Der ofrer de
99 mennesker og lige så mange heste til deres guder, og ligeledes hunde og
haner, som prisgives høge, og de mener som sagt sikkert, at de vil beskytte
dem mod underverdenens magter og sone de forbrydelser, de har begået over
for dem.”
Danmark har været officielt kristent på dette tidspunkt, men da der er
tvivl om Sven Tveskægs indstilling til hedenskaben som ung, kan vi ikke
vide, hvornår den sidste hedningedyrkelse var slut. Det fremgår således af
Sorø Klosters papirer, at Skjalm Hvides farfar var hedning – hvilket må være i
1000-tallet. Antageligt er overgangen sket succesivt, men Svend Tveskæg
flyttede på den tid de ni kilometer ned til fjorden ved Roskilde med den nye
kirke, så Adam af Bremen i 1075 kunne skrive om Sjælland:
”Den største by er Roscald, som er danernes kongesæde (sedes regia
Danorum).”
Jelling fik jydernes bevågenhed, men intet tyder altså på, at Jelling var
kongesæde blot få årtier efter monumentets oprettelse – kongesædet og det
centrale kultsted lå antageligt før Roskilde i Lejre med kongshaller spredt
over kongeriget til brug for en omrejsende konge.
Man skal dog ikke glemme det skånske Uppåkre. Her i danernes land lå
et større bysamfund fra 100-900 e.Kr, som antageligt sidst i vikingetiden
flyttede til det nærliggende Lund. Kun en lille del er udgravet, men det har
afsløret en nedbrændt hal fra 5-600-tallet og en stavkirkelignende bygning –
at dømme efter stolpehullerne – fra samme tid. Der er imidlertid hverken sagn
eller historie, som fortæller om byen, mens den eksisterede, så muligvis har en
del af handlingen i de ældste Lejresagn fundet sted i Uppåkre, så Lejre først er
oprettet af f.eks. Roar.
Selv om Uppsala ligger lidt uden for emnet, skal arkæologien også
nævnes her, fordi den har givet anledning til diskussion af Adam af Bremens
kildeværdi, som vi skal se på senere. I Uppsala er der fundet mange grave,
herunder de tre berømte storhøje fra 5-600-tallet. Udover dem ligger der den
såkaldte Tingshög, men der er nu fundet rester af en femte storhøj mod nord
ved kirken. Nord for denne høj er der fundet en 50 meter lang hal fra 6-700tallet i stil med Lejrehallerne, men der er ikke fundet nogen hal fra
vikingetiden i de sporadiske udgravninger.
Adam af Bremen omtalte i 1070 Uppsala [Ubsola] som offersted på
samme måde som Thietmar omtalte Lejre:
”I dette tempel [templum], som er bygget helt i guld, tilbeder folket
billedstøtterne af de tre guder: Thor, den mægtigste, har sin tronstol midt i
festsalen [triclinium], og på hver sin side af ham har Wodan og Fricco deres
plads.”
I en tilføjelse (Scolion) er senere skrevet:
”Templet [templum] er omgivet af en guldkæde, som hænger oppe på
tagryggen. Med sit rødgyldne skær stråler den de besøgende i møde på lang
afstand. Helligdommen ligger nemlig oppe på et plateau og er i en rundkreds
omsluttet af bjerge [monte] på en sådan måde, at det minder om et teater.”
Det skal nævnes at ordet ”templum” har en bredere betydning end
tempel. Det betyder blot ”helligt sted” eller ”helligt hus”, mens ”triclinium”
betyder spisesal (bl.a. klostrenes spisesale). Adam eller hans folk
modificerede altså guldet og kom frem til et anlæg, som fuldstændig ligner de
nyudgravede anlæg i Lejre i hvis sal, man holdt rituelle måltider.
Adams beskrivelse er blevet afvist af historikerne, herunder af Henrik
Janson – bl.a. med henvisning til de omgivende bjerge, det gyldne hus og
Adams nedskrivningstidspunkt, 1070. Det gyldne hus er imidlertid modificeret til en forgyldt kæde, og Adams kilde var en aldrende Sven Estridsen,
som havde boet i Sverige i sin ungdom, hvor templet kan have stået der endnu
– ligesom Lejre blev liggende et halvt århundrede efter den danske kristning.
Tilbage står bjergene, men ordet ”monte” kan bruges bredere som ”høj”
og benyttes bl.a. i navnene på Roms 7 høje og i mound, som er det engelske
ord for gravhøj. Adams kilde var jo dansk, og i Danmark bruger man
betegnelsen ”bjerg” på bakker, der er mindre end de imponerende
Uppsalahøje – blot de er stejle som gravhøjene. Sandsynligvis talte Sven
Estridsen derfor om det ”teater”, som blev dannet af Uppsalas gravhøje. Med
den nyopdagede Nordhøj dannede de en bue med centrum nordvest for højene
og vest for kirken. På denne terasse over ådalen kan det eftersøgte
vikingeanlæg altså have ligget på et lille plateau. Området er minimalt
udgravet, da en del desværre dækkes af veje, huse og haver.
Der er altså intet grundlag for at kritisere Adam på dette konkrete punkt,
men det ændrer ikke på kritikken af hans generelle manipulation for at
fremhæve Hamburg-kirkens resultater i det Skandinaviske missionsområde,
som vi skal vurdere senere.
På baggrund af fundene i Lejre kan man med sindro se bort fra den
Arupske og Weibullianske tilintetgørelse af Lejre og Lejrekongerne, som blot
har udstillet risikoen ved overdreven og ensidig kildekritik. Det må dog ikke
få os til at glemme Kristian Erslevs og hans ligesindede fagfællers sunde og
berettigede skepsis over for det skriftlige materiales meget tvivlsomme
kildeværdi og resultatet af rekonstruktionsforsøgene, når vi efter næste kapitel
forsøger at ændre Saxos Danernes Bedrifter til en mere realistisk sagnhistorie
ved at omrokere fortællingernes elementer.
3. Romerne, germanerne og Skandinavien
3 Romerne, germanerne og Skandinavien
Som det fremgår af Saxos fortale, var han ikke ubekendt med de klassiske
traditioner og den verden, der omgav ham i 1200-tallet. Hvor meget af det
følgende kapitel, han har kendt, ved vi imidlertid ikke. Mens Tacitus og
Jordanes synes at være kendt blandt nogle af de nordeuropæiske kirkeskribenter, synes en forfatter som Procopios at være ukendt – eller i alt fald
ulæst - og det synes at have påvirket nordisk historietradition den dag i dag.
De ændringer i kronologien, som blev vist indledningsvis i forbindelse med
sagaerne, medfører, at vi først skal koncentrere os om historien midt i det
første årtusinde – i modsætning til Saxos postulat omkring Kristi fødsel.
3.1
De klassiske kilder – Skandinavien før sagaernes tid
Den første historiske underretning om Skandinavien stammer muligvis fra Pytheas af Marseilles, som omkring 300 f.Kr. sejlede mod nord.
Han kom til et uidentificerbart sted i Norden. Ingen troede ham og des værre kendes hans værk kun fra andre forfattere - oven i købet kun brudstykker, som fører til mere diskussion end viden. Den nordlige verden var
ifølge de græske forfattere forbeholdt uhyrer og dæmoner - en betragtning,
som Saxo altså stadig kunne finde på at fremføre over 1500 år efter.
Først da kimbrerne sammen med haruder og teutoner 9 drog mod Sydeuropa ca. 115 f.Kr. hører vi om en nordisk rolle i historien. Den blev en
kort parentes, men den satte alligevel en sådan skræk i livet på romerne, at
kimbrerne blev husket. Længe efter hed Jylland hos dem den Kimbriske
Halvø. Det var da også ved kimbrernes og harudernes land, at den senere
kejser Tiberius vendte om på en flådeekspedition i år 5 e.Kr. 10 . Vi kan
desværre ikke identificere stederne, og romerne kom aldrig tilbage siden.
Efter det katastrofale nederlag til germanerne i Teutoburger Wald få år
senere opgav de for altid at ekspandere længere mod nordøst end Rhinen i
det germanske område.
Omkring år 100 e.Kr. skrev romeren Tacitus sin berømte Germania,
hvor han indgående beskrev germansk skik, som han af politiske årsager
idealiserede for at revse kejsermagten. Hans beskrivelser omfattede primært de germanere, som boede nærmest de romerske grænser, men han
havde dog en kilde 11 , som udsendt af Nero havde besøgt den østlige
Østersø via Vistula-floden. Her beskrev han goterne ved Vistulas munding
9
Mange mener, at haruderne, hvis navn kan minde om heruler, stammer fra det norske
Hordaland omkring Bergen. Der er dog ingen sikker viden herom. Teutonerne har normalt
været henført til Thy, men menes i dag at være et nordtysk folk, som undervejs sluttede sig til
kimbrerne.
10 Omtalt i den udsendte mindetekst ved Augustus' død.
11 Den såkaldte rav-ridder, Julianus - citeret hos Plinius den Ældre (xxxvii 3(11), 45).
samt nogle suiones og sitones, som boede på ”øerne” i Østersøen. Det skal
i den forbindelse bemærkes, at man langt op i tiden anså den
Skandinaviske Halvø for at være en ø.
Jylland kendte man som nævnt med udkigspunkt fra Rhinen, og nedenfor beskriver Tacitus indbyggerne ved Elbmundingen og "bag" denne:
(TacGer 40) Hvad der modsat forædler langobarderne er deres lille
antal, fordi de, som er omgivet af mange og magtfulde folk, opretholder deres
sik-kerhed uden underdanighed og tiggeri, men ved kampens hug og dristig
dåd. Derefter kommer i rækkefølge reudigner, avioner, angler, varini,
eudoses, suardones og nuithones - alle beskyttet af floder eller skove. Heller
ikke hos nogen af disse folk forekommer der noget bemærkelsesværdigt,
bortset fra at de alle deltager i dyrkelsen af Nerthus - det vil sige Moder Jord.
De tror hun blander sig i menneskets forhold og besøger de forskellige folk.
På en ø i oceanet står lunden Castum. I den står en vogn bestemt for gudinden
overdækket med et tæppe. Kun hendes præst har ret til at røre noget. Når som
helst gudinden stiger ind i sin hellige vogn, fornemmer han hendes nærvær og
led-sager med dyb ærefrygt vognen, som altid trækkes af et spand okser. Så
følger altid dage af jubel, og alle de steder, som hun beærer med et besøg og
sit selskab, bliver der gilde og fornøjelse i overflod. I de dage går de ikke i
krig, og de rører ingen våben, så ethvert truende våben fjernes hurtigt. Der
kendes kun fred og harmoni. Gudinden bliver således kun elsket og æret,
indtil den samme præst ledsager hende tilbage til templet, når hun er træt af
sin færden blandt dødelige væsener. Når de er tilbage, bliver vognen vasket
og rengjort i en hemmelig sø, ligeså tæppet - ja endda gudinden selv, hvis
man vælger at tro på det. I dette ritual er det slaver, der gør tjeneste, og de er
efterfølgende dømt til at blive opslugt af den samme sø. Derfor er alle besat af
en mystisk frygt for og en hellig uvidenhed om, hvad det kan være, som ingen
må se, men hvor de, som ser det, straks må dø. I øvrigt strækker denne del af
svebernes område sig til midten af Germanien.
Vi kender desværre ikke Nerthus' ø - hvis der kun var tale om en
enkelt helligdom - men vi genkender longobarder, varini, angler og sandsynligvis også eudoses, som menes at være jyderne. Daner kendte han ikke
noget til, hvis de overhovedet eksisterede på den tid under det navn.
50 år senere skrev den ægyptiske Ptolemeus sit geografiske storværk,
som detaljeret beskrev det meste af den kendte verden - oven i købet
opmålt. Langt senere blev oplysningerne nedtegnet på de kort, som vi i
dag kender som Ptolemeus' kort. På den jyske halvø omtalte han cimbri,
qarudes, phundesi, cobandi, chali og sabalingi. Her genkender man kimbrer og haruder fra Augustus’ mindetekst og kimbrer-togtet. Om phundesi
er fynboerne er mere diskutabelt. På de skandinaviske øer nævnte han
goutae, chedini, dauciones, phinni, phanone, phiresi og levonii 12. Måske
kan man genkende göter, svear, daner og finner i de første fire, men det er
der ikke enighed om, og især danerne er svære at genkende. Muligvis er
det navnet dauciones, som senere har fået historikere til at postulere en
forbindelse mellem dakere og daner.
Derefter kom 350 år uden historiske oplysninger om Skandinavien ganske overraskende, når man i arkæologien ser, hvor kraftigt skandinaverne var påvirkede af romerne. Skandinaver må have deltaget i romersk
militær, og der var en livlig handel. Muligvis var forbindelsen fortrinsvis
indirekte via de germanere, som boede nærmere romerne.
Det var i denne periode, at krigeraristokratiet for alvor vandt magten i
de skandinaviske samfund. De store våbenofringer i Viemose, Illerup,
Nydam etc. fortæller om nordiske hære på op til 1000 mand, som
kæmpede mod nabofolkene. Deres våben var romersk udviklede og ofte
også romersk producerede 13. Også landsbyerne ændrede karakter, hvor en
høvdings bolig skilte sig ud fra de øvrige14. Denne udvikling kendes især
fra arkæologiske fund i Jylland og på det vestlige Fyn. Jylland var således
2-400 e.Kr. præget af krige 15 med store hære, som må have resulteret i en
koncentration af magten på færre krigsherrer, og i 400-tallet synes de
største folk at have været jyder og angler.
På Østfyn blev der derimod ved Storebælt etableret en stabil civili sation omkring det fynske Gudme, som efter arkæologien at dømme må
have været en vigtig plads i et nordisk handelsnetværk. Ved Stevns på
Sjælland findes tilsvarende spor af en tidlig kongemagt i Himlingøje, som
dog forsvandt hurtigt igen - så hurtigt, at man kan være i tvivl om, hvor
væsentlig denne civilisation har været, men den var del i et netværk
mellem kongelige pladser i Thüringen, Himlingøje, Mälarregionen og
Vestnorge. Reelt kender vi kun den sjællandske del fra nogle meget rige
begravelser – centralpladsen er ikke fundet. Den største kendte centralplads i Øresunds-regionen lå derefter i Uppåkre ved Lund, mens de første
væsentlige fund i Lejre ikke dukkede op før i 500-tallet.
Der synes at gå en klar skillelinie mellem det kontinentale Jylland og
befolkningen på det, som romerne den gang kaldte de Skandinaviske Øer.
Også de sidstnævnte handlede dog i vid udstrækning med romerne, men
udbredelsen af fund her kan tyde på, at væsentlige forbindelser gik over de
floder, som udsprang nær det moraviske område i Tjekkiet, dvs. Vistula,
12
Gyldendal/Politiken: Danmarks Historie, Bind 2, 1988 (Side 98).
Nationalmuseet: Sejrens Triumf, 2003. Jørgen Ilkjær: Illerup Ådal, 2000.
14 Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid, Ældre Jernalder, 2003. Lotte Hedeager: Danmarks
jernalder, 1992.
15 Nationalmuseet: Sejrens Triumf, 2003. Jørgen Ilkjær: Illerup Ådal, 2000.
13
Oder og Elben 16 med Carnuntum ved Wien som det romerske udgangspunkt eller via goterne ved Sortehavet.
Så sent som i 800-tallet omtalte man stadig danernes områder som
Sjælland, Lolland, Falster, Skåne og Kattegatkysten op langs Sverige,
mens Jylland ikke indgik heri 17. Dette harmonerer godt med arkæologien i
romersk jernalder og de klassiske kilders indikationer, så det har
sandsynligvis også været situationen, da vore krøniker begynder.
Umiddelbart modsiges dette af Vernantius Fortunatis, som fortalte om
angreb af saksere og daner i Frisien i 565, og af Ravenna-geografen, som i
700-tallet skrev, at Dania grænsede op til Saxonia, hvilket Erik Kroman
tolkede sådan, at Jylland hørte til danerne. Denne konklusion skal man
være varsom med i en tid, hvor vand var den foretrukne trafikvej frem for
land. Man kunne ikke bedømme deres nationalitet, men havde på det
tidspunkt hørt om daner. På Ravenna-geografens tid synes der i øvrigt at
have været en samlende kongemagt i det senere danske område, hvor
danerkonger havde herredømme i Hedeby – hvad enten det var et
overherredømme eller dem man kaldte syddaner. Det kan dog også være at
daner var blevet til et samlebegreb blandt frankerne for nordiske folk, som
det senere skete med udtrykket normanner. Omtalen i kapitel 8.2 af
Chocillaicus-episoden bekræfter, at der var stor usikkerhed om, hvorfra
disse piratgrupper kom i 500-tallet. En anden forklaring kan være, at
danerne kan have haft en væsentlig rolle som handelsled mellem
vestgermanerne og Norden. Handelspartnernes nationalitet ville man
antageligt kende mere til end tilfældige røverbanders. Dette kan tale for, at
Gudme i 500-tallet var knyttet til danerne.
Arkæologisk skete der væsentlige ændringer fra midt i 400-tallet til
midt i 500-tallet18: I overgangsperioden fandt der store gulddeponeringer
sted, samtidig med at ofringerne i moserne ophørte og gravskikkene
ændrede sig. Brakteaterne bredte sig øjensynligt sydvest fra. Først var de
efterligninger af romerske kejsermedaljoner, men hurtigt fik de stærkt
stiliserede mytologiske motiver og afløstes derpå af de tynde guldgubber i
store mængder 19 . Mange af disse brakteater menes at vise Odin i sin
egenskab af shaman - se bl.a. forsidebilledet 20. Der må altså være sket en
ændring af religionen, som bredte sig over hele Norden. Selv om
dogmatiske religionsteoretikere af Dumezil-skolen vil benægte det, er det
nærliggende at antage, at det var den vestgermanske gud, Woðan, som
bredte sig til Norden, hvor navneformen blev Odin.
16
Der synes bl.a. at være en del lighedspunkter med de thüringske "-leben"-områder.
Niels Lund: Ottar og Wulfstan, 1983 - citeres senere i bogen i kapitel 16.5.
18 Senest bl.a. opsummeret af Olof Sundqvist 2002.
19 Karl Hauck, Morten Axboe mfl.: Die Goldbrakteaten der Völkerwanderungszeit, 1989.
20 Jørgen Jensen 2004 (side 130-135).
1716.5
I samme periode omkring år 500 ændrede også den militære udrustning sig, idet bevæbningen blev mere ensartet og af international
karakter. Herefter udviklede våbnene sig kronologisk ens i de enkelte
nordiske regioner 21.
Perioden svarer til det, som de fleste steder (herunder bl.a. i svensk
arkæologi) kaldes folkevandringstid - affødt af at hunnerne havde igangsat
en rokade, som førte til det vestromerske riges fald. I ruinerne opstod de
store kristne germanerriger af bl.a. goter og franker, mens angelsakserne
etablerede sig som en ledende klasse i England. Nye konstellationer af folk
opstod overalt i Europa, men ændringerne skete måske mere ved diffusion
og sammenlægning til nye større kongeriger end ved større vandringer.
Først nu begyndte de skriftlige kilder at interessere sig for skandinaverne. Bl.a. blev danerne pludseligt nævnt i 3 forskellige kilder – i
samme periode som Lejre opstår. Den første kilde er Jordanes, som i 551
skrev sit værk Getica - Goternes Historie 22 . Nedenfor citeres en del af
Jordanes' geografiske indledning, som man mener er en afskrift fra
Theodoriks kansler, Cassiodorus, på nær et par små tilføjelser – bl.a.
bemærkningen om herulernes og danernes møde:
(Jordan III. 16-18) Lad os nu vende tilbage til øen Scanza … Claudius
Ptolemaeus, en fremragende beskriver af verden, har nævnt den i anden bog
af sit værk, hvor han siger: "Der ligger en stor ø i det nordlige oceans bølger
ved navn Scanza, i form af et enebærblad med puklede sider som spidser til på
et sted i en lang ende." Pomponius Mela nævner også øen som placeret i
Codan Bugten (Sinus Gothanus), hvor havet skyller dens bredder. Denne ø
ligger lige ud for Vistula-floden, som vælder frem i de Sarmatiske Bjerge
(Karpaterne) og flyder gennem sin tredobbelte munding ud i det nordlige
ocean med Scanza, idet floden deler Germanien og Skytien. Øen har øst for
sig en stor sø i Jordens skød, hvorfra Vagus-floden springer frem af Jordens
indre og flyder brusende ud i havet. Og mod vest er den omgivet af det
umådelige hav. Mod nord er den afgrænset af det samme store uvejsomme
ocean, fra hvilket forårsaget af en slags forlænget arm af land en bugt er
afskåret og danner det Germanske Hav. Her siges der også at ligge mange
små øer spredt omkring. Hvis ulve krydser over til disse øer, når havet er
frosset på grund af den voldsomme kulde, siges de at miste synet. Dette land
er således ikke kun ugæstfrit mod mennesker, men endda grusomt mod de
vilde dyr.
(Jordan III. 19-24) Nu til øen Scandza, som jeg taler om. Den huser
mange og forskellige folkeslag, skønt Ptolemeus kun giver navnene på 7 af
dem. Der kan de honningproducerende sværme af bier ikke findes nogetsteds
21
Anne Nørgaard Jørgensen: Military Aspects of Scandinavian Society, 1997 og Waffen und
Graeber, 1999.
22 Arne Søby Christensen: Cassiodorus / Jordanes, 2002.
på grund af den usædvanligt store kulde. På den nordlige del af øen lever
folket "adogit", som siges at have lys hele tiden ved midsommer i 40 dage og
nætter, og som på samme måde ikke har noget lys om vinteren i det samme
antal dage og nætter. På grund af denne omskiftelighed i sorg og glæde ligner
de ikke noget andet folk i deres lidelser og velsignelser. Og hvorfor? Fordi på
de længere dage ser de solen vende tilbage til øst langs kanten af horisonten,
men på de kortere dage ses den ikke således. Solen viser sig forskelligt, fordi
den passerer gennem de sydlige stjernetegn, og mens solen for os ser ud, som
om den stiger op nedefra, synes den at gå rundt om dem langs kanten af
Jorden. Der er også andre folk. Der er "screrefennae", som ikke søger korn
som føde, men lever af vilde dyrs kød og fugleæg; for der er sådanne mængder af ungt vildt i sumpene til at sørge for den naturlige forøgelse af deres art
og til at tilfredsstille folkets behov. Men der lever også et andet folk der,
"suehans" (el. "sweans"), der, ligesom thüringerne, har prægtige heste. Her
er også dem, som gennem utallige andre stammer sender safirblåt pelsværk til
forhandling hos romerne. De er et folk, som er berømte for deres pelsværks
mørke skønhed, men som trods deres liv i fattigdom er dem, som er rigest
påklædt. Så kommer et væld af forskellige folkeslag, "theustes", "vagoth" (el.
"wagoR"), "bergio", "hallin", "liothida". Alle disse bosættelser ligger i en flad
og frugtbar region. Derfor forstyrres de der af angreb fra andre stammer.
Bag disse er "ahelmil", "finnaithae", "fervir" og "gauthigoth", et folk af
smukke mænd, som er hurtige i kamp. Så kommer "mixi" (el. blandede) og
"euagre-otingis" (el. "ewa-greutingis"). Alle disse lever som vilde dyr i
klipper, der hæver sig som borge. Og der er udenfor disse "ostrogothae",
"raumarici", "ragnaricii", og de behageligste "finni", mildere end alle
Scandza's andre ind-byggere. Ligesom dem er "vinoviloth". "Suetidi" er af
denne afstamning og overstiger resten i størrelse. "Dani", som fører deres
oprindelse tilbage til samme afstamning, fordrivende herulerne fra deres egne
bopladser, gør imidlertid krav på førstepladsen blandt Scanzas folkeslag for
deres højde. Yderligere er der i samme omegn "grannii", "augandzi" (el.
"agadii"), "eunixi", "aetel-rugi", "arothi" og "ranii", over hvem "Roduulf" var
konge for ikke mange år siden. Men han foragtede sit eget kongerige og
flygtede ind under goterkongen Theodoriks vinger, hvor han fandt, hvad han
ønskede. Alle disse folkeslag overstiger germanerne i størrelse og energi og
kæmper med en grusomhed som vilde dyr.
Cassiodorus' kilde til de vestlige folkeslag var efter al sandsynlighed
den tidligere skandinaviske konge, Roduulf, som nævnes her til sidst i
afsnittet, og herulere kan være kilde til beskrivelsen af den østlige del, da
en deputation kom tilbage herfra til det Byzantinske Rige få år før han
skrev i Byzans. Beskrivelsen er derfor nøgtern og renset for de
fabelvæsener, som ellers helt frem til 700-tallet prægede de romerske og
græske beskrivelser.
Jordanes' rækkefølge er meget omdiskuteret, hvilket dog er uvæsentligt her. Beskrivelsen begynder i Nordskandinavien med Halogaland
(adogit/alogi) oppe omkring Lofoten og krydser derefter over til Sveriges
østkyst ad handelsvejen til Högom, som de sydeuropæiske pelshandlere
har haft forbindelse til. Han nævner ikke pelshandlerfolkets navn, men det
må antages at være folkene i Högom og Helsingland, så suehans må være
Tacitus' suiones eller sitones - svearne. Herefter omtaler han de
midtsvenske slettelande langs vandvejen på tværs til Kattegat, som har haft
hans særlige interesse på grund af göterne. Man skal her være på vagt
overfor goter-navnene, da Jordanes ønskede at påvise en lighed mellem
goter og göter. Efter en tur omkring Sydøstsverige og Skåne, når man
Jordanes' sidste gruppe, som Roduulf 23 tilhørte. Den må være syd- og
vestnorsk, idet man genkender Rogaland, Hordaland og måske Agder og
Telemarken. Sprogforskere mener, at sætningen om herulerne er Jordanes'
egen tilføjelse, som kan skyldes den delegation i 548, som nævnes
nedenfor.
Mens Jordanes sad og skrev i Byzans, sad Procopios samme sted og
afsluttede sit værk om de gotiske krige. Procopios havde været sekretær og
juridisk rådgiver for den øverste byzantinske feltherre, Bellisarius, og var
tæt på kejser Justinians hof. Procopios var velunderrettet om Skandinavien
via en herulsk konge og dennes følge, som blev hentet i Skandinavien til
kejserens herulske lejesoldater i 548. Procopios rapporterede ligesom
Jordanes om en opdeling af Skandinavien i mange mindre kongeriger, men
af folk nævnte han kun daner, göter og skridfinner (samer). Han talte om
13 større kongeriger, mens Cassiodorus/Jordanes ovenfor nævnte 26 folk.
Vi skal nok ikke hænge os for meget i deres oplysninger, som har været
sporadiske, men der er næppe tvivl om, at der i de århundreder skete en
magtkoncentration, hvor man kan tale om overgang fra høvdingestyre til
samlet kongemagt over flere stammer.
På Tacitus' tid dækkede germanerne i meget grove træk Europa
mellem Rhinen, Donau og den polske flod Vistula. Skandinaverne hørte
med til denne sproggruppe og betegnes i dag som nordgermanere. De
østgermanske goter opstod sandsynligvis ved Vistula før Kristi fødsel, selv
om Cassiodorus tilskrev dem en nordisk herkomst 24.
I det 2. århundrede efter Kristus satte mange stammer sig i bevægelse
mod sydøst og sydvest fra det polske område. Det gælder f.eks. vandaler,
burgunder, gepider og så naturligvis goterne, som slog sig ned i Ukraine
23
Mange forskere har blandet den herulske Rodolphus sammen med den nordiske Roduulf hos
Theodorik, men den herulske konge var død, inden herulerne nåede Norden, og han kan derfor
ikke være abdiceret fra herulerne.
24 Volker Bierbrauer, Archäologie und Geschichte der Goten vom 1.- 7. Jahrhundert. Versuch
einer Bilanz. i: Frühmittelalterliche Studien 28, 1994. Ingemar Nordgren 2000: Ingemar
Nordgren har gjort opmærksom på den mulighed, at fællesskabet mellem goter og göter kan
have været et kultisk forbund omkring Østersøen.
langs floden Dnepr ned mod Sortehavet - den såkaldte Cherniakov-kultur.
Det var sandsynligvis i denne første rokade, at herulerne opstod.
3.2
Herulerne
Herulerne vil få en relativt tung vægt i denne indledning. Det skyldes,
at de er nødvendige for at forstå det miljø i Norden, som den første del af
sagnhistorien må være opstået i. De kan give en mulig forklaring på nogle
af de vigtige begivenheder først i sagnhistorien, der ellers umiddelbart
forekommer uforståelige. De er imidlertid blevet negligeret af de svenske
forskere, da de ikke passer ind i svensk selvforståelse. Deres ankomst er
heller ikke behandlet i Jørgen Jensens "Danmarks Oldtid" – her måske
fordi de ikke indgår med noget væsentligt bidrag i dansk arkæologi.
Indirekte har de imidlertid påvirket udviklingen.
Blandt de internationale historikere, der beskæftiger sig med
perioden, er der næppe nogen tvivl om, at den herulske kongeslægt ankom
til den Skandinaviske Halvø med en del af deres lejesoldatfolk hen mod
slutningen af folkevandringstiden. Tvivlen går på, hvilken rolle de kom til
at spille. De har i alt fald virket som en katalysator i den militære og
magtpolitiske udvikling – også i Danmark.
Vi skal først gennemgå deres internationale historie. Herulerne synes
at være opstået helt nede ved Sortehavet og det Asovske Hav i
grænseegnene mellem goterne og de sarmatiske alaner, som var
indoeuropæisk talende steppenomader. Herulerne omtales af romerne som
et gotisk folk – dvs. østgermanere – men deres nærmere etniske
sammensætning kender vi ikke, da folkevandringsfolkene ofte opstod som
en blandet forsamling omkring en succesrig kongeslægt. Navnet
Naulobates på den først kendte herul kan tyde på, at der også var
indblandet alaner eller bosporanere i den såkaldt etnogenetiske proces,
som de nye folk opstod ved 25.
Herulerne har i nordisk historie været beskrevet, som om de oprindeligt var en dansk befolkning, men det er der intet sagligt belæg for.
Misforståelsen er i 1700-tallet forårsaget af Jordanes' grammatisk uklare
tekst26 i det geografiske afsnit om, at de var blevet fordrevet af danerne.
Det menes i dag at referere til en samtidig begivenhed. De er ikke nævnt
andetsteds med tilknytning til Norden før deres vandring hertil i 500-tallet.
Jordanes skrev om deres etymologi i forbindelse med den gotiske
Ermanerik:
25
Der kendes en bosporansk mønt med navnet Naulobates. Bosporanerne var et romersk
lydfolk, som var kraftigt påvirket af alaner og sarmater.
26 Alvar Ellegård: Who were the Eruli? 1987. Walter Goffart: The Narrators of barbarian
History, 1988. Tidligere også bl.a. Lauritz Weibull og Erik Lönnroth.
(Jordan XXIII, 117-118) Men selv om han var berømt for at overvinde så
mange folkeslag, gav han ikke sig selv hvile, før han havde dræbt nogle
(heruler) i kamp og derefter under sit herredømme havde indlemmet resten af
herulernes stamme, hvis leder var Alaric. Hvad angår sidstnævnte folkeslag,
boede de, som historikeren Ablasius fortæller os, nær Maeotis Søen i sumpede
områder, som grækerne kalder ”hele”; derfor fik de navnet Heluri. De var et
folk, som var hurtige på fødderne, og derfor svulmede de af stolthed, for der
var ikke på den tid noget folk, som ikke valgte deres letbevæbnede soldater til
at slås for sig i kamp. Men selv om deres hurtighed ofte reddede dem fra, at
andre gik i krig mod dem, så blev de overrasket af goternes langsomhed og
stædighed, og skæbnens lod førte til at de, såvel som de andre stammer, måtte
Island
tjene Ermanerik,
konge af "getae".
d
Figur 6. Kort - Herulernes bevægelser
ala
n
Goter
Lapland
Ha
log
Hunner
Heruler
rg
e
Högom
No
Handel
Uppsala
Nordsøen
Götaland
510-45
Gotland
Småland
Jylland
Daner
Brittanien
Vestheruler
?
Varner
Wielbark
2.årh
Cherniakov
Moravia
Donau
Spanien
Slaver
la
stu
Vi
509
O
de
Thüringer
r
Gallien
Toulouse
418
Py
ren
æe
rne
Dvina
Østersøen
n
Elbe
Rhinen
451
Bretagne
Kurland
Carnuntum
Alperne
Pannonien
486-94
Don
Dn
epr
454 Karpat Dniestr
ern
e
Store Svitjod /
Skytien
Olbia
Ravenna
410
Rom
509-50
Singidunum
Illyrien
Italien
3.årh
Dacia
380
Donau
Thrakien
Makedonien
Russiske Steppe
370
Vo
lga
Tanais
?
Asovske Hav
Krim
Kerch
267-9
Konstantinopel / Sortehavet
Byzans
Ka
Kaukasus
Troja
Athen
Karthago
Anatolske Højslette
Grækenland
Middelhavet
Syrien
fra
Eu
Kreta
t
Dødehavet
Herulernes bevægelser gennem Europa. Ruterne må ses som hovedtendenser
i småÆgypten Nilen
gruppers bevægelser over 250 år. Det vides ikke med sikkerhed, hvor herulerne endte
M
es
op
o-
Tig
ris
tam
ien
efter at have slået sig ned "ved göterne". 400-tallets handelsruter mellem Carnuntum og
Norden er forfatterens egen hypotese baseret på periodens nordiske fund, Jordanes og
den tidligere Rav-rute.
Jordanes tildelte dem altså en etymologi knyttet til sumpene nord for
det Asovske Hav, så det er vanskeligt at forestille sig, at netop han af alle
skulle mene, at de var nordboer, som nordiske historikere har tolket hans
geografiske afsnit – og han er altså vor eneste kilde til den påstand. Senere
skal vi se, at Jordanes bemærkning om fordrivelsen var knyttet til en
aktuel anledning – ikke en 300 år gammel historie.
Næsten alle skriftlige kilder om herulerne er samlet i citatform i en
enkelt bog af Pal Lakatos 27, og deres historie er især beskrevet af Ludvig
Smidt, Herwig Wolfram, Andreas Schwarz og Alvar Ellegård 28 - den sidste
dog i en demonstrativt provokatorisk form med helt inkonsekvente og
usandsynlige konklusioner.
Vi hører første gang om herulerne i samtidige kilder, da de i 267-69
e.Kr. deltog sammen med goterne i flådeangreb på kystbyerne i det Ægæiske Hav, hvorunder Athen led stor overlast. Deres fremfærd mindede en
del om de senere vikingers, men formålet synes at være led i en overordnet
strategi i forbindelse med goternes krig mod romerne i Dakien. Den gruppe heruler, som Naulobates ledede, blev nedkæmpet af romerne ved Thessaloniki under ledelse af kejser Gallenius personligt og senere indlemmet i
den romerske hær med Naulobates som romersk konsul 29.
Herulerne ved Sortehavet blev som nævnt ovenfor nedkæmpet af den
gotiske heltekonge, Ermanerik, som også optræder som Jormanrek i de
nordiske sagn om Svanhilde, Hamdir og Sørli. Selv hos Saxo dukker han
op - her som en dansk kong Jarmerik (S 8.9-10). Antageligt skyldes
tilstedeværelsen af denne ukrainske konge et sagnkompleks, som er bragt
herop af herulerne. Kort efter ankom hunnerne til Ukraine, hvilket førte til
Ermaneriks død og herulernes indlemmelse i hunnernes hær. Herulerne
deltog de næste 75 år i hunnernes krigstogt gennem Europa, som til sidst
blev ledet af den berømte hunniske leder, Attila. Hans togt blev i 451
bremset af romere, frankere og vestgotere ved slaget på de Catalunske
Marker syd for Paris. Kort efter døde Attila, og et germansk oprør mod
hans sønner førte til en fordeling af det tidligere hunniske domæne nord
for Donau mellem hunnernes germanske følgestammer.
27
Pal Lakatos: Quellenbook zur Geschichte der Heruler, 1978.
Ludvig Schmidt: Die Ostgermanen, 1934. Herwig Wolfram: History of the Goths, 1988.
Alvar Ellegård: Who were the Eruli? 1987.
29 Andreas Schwarcz: Die Gotischen Seezeuge des 3. Jahrhunderts, 1992.
28
Herulerne fik området omkring March-floden30 - det senere Mähren /
Moravia, hvorfra man kunne kontrollere den gamle handelsrute fra
Romerriget til Østersøen. Allerede her kom nogle af dem antageligt til
Skandinavien sammen med hunner. Det kan være årsagen til, at der er
fundet spor af østgermanske ryttergrupper med hunnisk præg i Sverige
allerede i 400-tallet 31 , og at herulerne senere forveksles med hunner.
Jordanes' tidligere omtale af de nordsvenske skind bekræfter, at denne
handelsrute til Østersøen stadig var aktuel midt i 500-tallet 32 . Det kan
sammen med deltagere i Attilas hær og lejesoldater fra Norden være en
væsentlig baggrund for, at så mange byzantinske guld-solidi fra 400-tallet
er fundet ved Østersøens markedspladser. Efterhånden som det hunniske
og herulske rige i Moravia brød sammen, ophørte også guldstrømmen til
Norden og de rige kongebegravelser i Högom.
Den danske arkæolog, Lotte Hedeager, som er professor ved Oslo
Universitet, har skrevet en bog om hunnernes påvirkning af Norden med
Attila som inspirator til en del af Odin-skikkelsen. Hendes observationer
er der næppe tvivl om, men det er mere sandsynligt, at det var deres
østgermanske følgesvende, herulerne, som var skyld i påvirkningen, da
herulernes tilstedeværelse er historisk dokumenteret – modsat hunnerne.
Det bekræftes da også af den czekiske professor, Jaroslav Tejral, og
russiske arkæologer, at herulerne antageligt var bærere af denne kultur til
Norden – i så fald på grund af deres rolle i Attilas togt.
Siden Naulobates dage havde mange heruler tjent i den romerske hær
som lejesoldater. En del af lejesoldaterne tilhørte en gruppe såkaldte
vestheruler i Frisien 33, som også blev berygtede som sørøvere, da de blev
”arbejdsløse” efter romernes tilbagetrækning fra England. Begge grupper
herulere kan derfor have optrådt i Norden i 400-tallet som militære
rådgivere. Var det dem, som kaldte sig ErilaR?
Hunnernes hærgen havde splittet det romerske rige, og i 476 afsatte
lejesoldat-officeren Odoaker den sidste vestromerske kejser. Han blev selv
af sine soldater - som fortrinsvis var herulske 34 - udråbt til konge af Italien
og kaldt rex Herulicus. Her kan vi følge lidt af Procopios' beretning om
herulerne i Moravia:
(Procop VI, xiv) … som tiden gik, blev de (herulerne) alle barbarerne,
som boede omkring dem, overlegne både i styrke og antal og, som det var
30
Eugippius: Vitus sanctus Severini (Noll 1963), Julius Honorius: De Germanische Volken
(Müller, 1985); Herwig Wolfram: History of the Goths, 1988
31 Charlotte Fabech: "Sösdala, Fultofta, Vännebo" fra Nordisk Hedendom, 1991
32 Hovedkilde til afsnittet: Jordanes, Getica.
33 Ammianus XX, 1 / 4.
34 Pal Lakatos: Quellenbook zur Geschichte der Heruler, 1978. Bl.a. i Prosperi Tironis
Aquitani auctarium Havnienses (Mommsen), men også Vita S. Laurentius betragter ham som
herulsk konge.
naturligt for dem, angreb herulerne de øvrige og besejrede dem eftertrykkeligt
og blev ved at plyndre deres besiddelser med vold. Til sidst gjorde herulerne
de kristne longobarder og mange andre folkeslag til undergivne og skatskyldige, selv om barbarerne i den region ikke var vant til den slags, men
herulerne var forledt til at tage denne kurs på grund af deres trang til penge
og lovløse indstilling.
Hunnerne havde demonstreret, hvor stort udbytte man kunne få af at
afkræve tribut for at undlade at terrorisere. Procopios bemærkninger viser,
at herulerne fulgte denne linie, som man bør have i erindring, når man
senere hos Saxo læser om nordboernes praktisering af denne ”livsform”.
Den østgotiske Theodorik den Store angreb Odoaker, som blev belejret og i 494 myrdet i Ravenna. Theodorik synes derefter at have lagt
herulerne under sig, og han benævnte herulerkongen Rodolphus som sin
våbensøn35. Konsekvensen var følgende:
(Procop VI, xiv) … Da Anastasius overtog kejsertronen, nedlagde
herulerne, som ikke længere havde nogen i hele verden, som de kunne gå løs
på, deres våben og holdt sig i ro i 3 år. Men folket selv blev utroligt irriteret
og begyndte at forulempe deres leder Rodolphus uden beherskelse og de gik
konstant til ham og kaldte ham fej og kvindagtig …
Rodolphus kunne ikke holde til fornærmelserne og brød alle aftaler ved
at starte en krig mod longobarderne. Trods gudernes advarende varsler gik
han overmodigt løs på dem og blev dræbt sammen med mange af sine folk.
.
(Procop VI, xv) Da herulerne ... drog fra deres fædrene hjem, slog nogle
af dem sig ned i Illyrien, men resten var modstandere af at krydse Donau og
slog sig ned ved verdenens ende; i hvert fald rejste disse mennesker, anført af
mange af kongeligt blod, gennem de slaviske folk et efter et, og efter at have
krydset et stort område med øde land kom de til varnerne, som de kaldes.
Efter disse passerede herulerne de danske folkeslag uden at lide overlast fra
disse barbarers side. Da de kom til havet, rejste de over dette og lagde til ved
Thule (den skandinaviske halvø), og forblev på øen.36 …
35
Cassiodorus: Varia IV, 2 (Pal Lakatos, 1978). Theodorik havde tidligere fået samme titel af
den østromerske kejser, hvis overhøjhed han anerkendte.
36 Beskrivelsen har tidligere fået mange forskere til at konkludere, at der boede daner i Jylland.
Procopios havde imidlertid et klart billede af den nordiske geografi, og det mest sandsynlige er,
at varnerne i Mecklenburg gav deres gamle allierede skibslejlighed til Skåne, hvor de tidligere
ryttergrupper havde opereret i området mellem Skåne og Götalandene (Sösdala, Vennebo,
Finnestorp og måske Sjörup).
… Og et af de mest talrige folk der er Gautoi, og det var ved dem, at de
ankommende heruler slog sig ned på det pågældende tidspunkt37.
Procopios og hans opdragsgivere ønskede, at goterne skulle drage
"hjem" til Norden, hvor de ifølge Cassiodorus kom fra, så han ønskede
ifølge Walter Goffart ikke at fortælle, at herulerne senere fik problemer 38
med danernes folk. Følger vi Walter Goffarts resonnement, får vi behov
for at gentage hans modpol Jordanes’ lille kommentar om herulerne.
Jordanes ønskede nemlig i modsætning til Procopios, at goterne skulle
forblive i Italien:
(Jordan III, 23) "Dani", som fører deres oprindelse tilbage til samme
afstamning, fordrivende herulerne fra deres egne bopladser, gør imidlertid
krav på førstepladsen blandt Scandia's folkeslag for deres højde.
Denne fordrivelse af herulerne synes nu ifølge sprogforskerne at være
en samtidig begivenhed – og vi kommer senere ind på årsagen hertil
Teksten ovenfor må derfor tolkes sådan, at de nyankomne heruler først
passerede danerne uden kamp og siden blev drevet væk af dem –
antageligt fordi de begyndte at plyndre, som de plejede. Ifølge Procopios
havde de ved ankomsten bosat sig ved göterne, så i givet fald er det mest
sandsynligt, at de slog sig ned og senere blev bortjaget fra
grænseområderne mellem daner og göter – f.eks. Blekinge/Småland.
Da herulerne under alle omstændigheder skulle sejle, er det mest
realistisk at antage, at de af deres allierede varini blev sejlet til Skåne 39,
hvor de slog sig ned mellem danerne i Skåne og göterne. Netop i
Nordøstskåne, Blekinge og Värend er der mange fund af østgermansk
karakter fra folkevandringstiden. Siden følger af beskrivelsen, at de slog
sig ned længere væk. De kan ikke være blevet assimileret blandt göterne
ved ankomsten, som nogle forskere påstår, for så havde danerne næppe
kunnet fordrive dem. Man kan ikke bruge Procopios’ rejsebeskrivelse, da
han ingen fornemmelse havde af den nordeuropæiske geografi, men han
”vidste”, at Skandinavien var en ø og har først og fremmest modtaget en
beskrivelse om rejsen fra folk til folk.
De heruler, som forblev ved Donau, krydsede til sidst floden til
romersk side. De blev af Justinian placeret ved det nuværende Beograd, og
deres lejesoldater indgik som et væsentligt element i den byzantinske hær.
Det var her Procopios først mødte dem. Han fortalte endda, at han fik
37
Procopios' sprogbrug kan indicere, at herulerne flyttede væk fra deres ankomstposition ved
göterne
38 Walter Goffart: The Narrators of barbarian History, 1988.
39 Procopios havde en modsat rækkefølge, men han havde intet kendskab til den germanske
geografi – han talte om folk.
øjenvidneskildringer fra Skandinavien, da Justinians heruler i 548 hentede
en ny konge hos den hedensk kongefamilie, som var flyttet til Skandinavien i stedet for den kristne herulske general, som Justinian havde
udpeget. Justinian havde forsøgt at assimilere og tvangskristne herulerne,
så valget af den hedenske konge har været et prestigetab for Justinian og
Procopios' chef Bellisarius (og måske for Procopios selv som juridisk
sekretær) - hvilket utvivlsomt har påvirket Procopios' skildringer, så han
svinede dem til. Nu måtte Justinian i stedet placere Suartuas som
kommandant i Byzans. Episoden var anledningen til, at Datius senere
sammen med nogle af de sydeuropæiske heruler måtte flygte til Dacia. Det
førte til sidst til, at de alle blev udslettet af Justinians nevø i 567.
Ca. tre år efter delegationens hjemkomst fortalte både Procopios og
Jordanes i Byzans med forskellige motiver om mødet mellem heruler og
daner – så det må være fra den fælles kilde - deputationen. Det
forekommer helt usandsynligt, at de samtidig skulle vælge at fortælle om
to forskellige møder adskilt med 250 år mellem heruler og de ellers
ukendte daner – og vi har også allerede set to andre vægtige argumenter
for, at Jordanes er blevet fejltolket. Især Procopios var særdeles
velinformeret om dem på grund af sin position. Det er derfor meget
vanskeligt at komme uden om, at den herulske kongefamilie slog sig ned i
Norden, og de tidligere spor af hunnisk-/østgermansk rytternomade-kultur
fortæller, at de har haft det nødvendige forhåndskendskab til forholdene.
Det har ikke været en flugt på må og få. De vidste, hvad de gjorde.
Spørgsmålet er kun, hvor mange de var, hvor i Norden de slog sig ned og
hvilken indflydelse de fik.
Det oplagte for herulerne, da de blev jaget bort af danerne, ville være
at drage til Uppland, som ekspanderede økonomisk på grund af
landhævningen, jernudvindingen og handelsruten, som herulene selv havde
kontrolleret i Moravia. Her var der gunstige anvendelsesmuligheder for
deres ekspertice som Europas mest frygtede lejesoldater. Jordanes
fortæller endda, hvordan de rige slettefolk havde behov for at forsvare
deres landbrugsområder mod Sveriges øvrige stammer. Som sådan kan de
være blevet assimileret blandt svearne, og deres kongeslægt kan være
blandet med svearnes kongeslægt ved strategiske ægteskaber. Arkæologisk
er der da også kun et kendt sted i Norden, som matcher dette markante
lejesoldatfolks kultur: Uppsala. Her opstod netop på det tidspunkt i 500tallet de vældige gravhøje over ligbål med rester af udrustning af
international karakter 40. Efterhånden bredte også bådgravsskikken sig først
40
Ligene er brændt ved meget høj temperatur, så kun få og små fragmenter er tilbage af knogler
og udstyr i de to udgravede høje. Udrustningen synes at være af bred international karakter hvilket synes at være typisk for herulerne, som normalt var i andre folks tjeneste. Et
uprætentiøst spejl er dog af en type, som udelukkende er fundet blandt steppenomadiske
i Uppland og siden primært i Norge. Bortset fra den symbolske nordiske
båd ligner bådgravene hedenske centraleuropæiske fyrstegrave 41. Det var
ved Uppsala, at den markante Vendel-kultur opstod – i begyndelsen med
klare forbindelser til de germanske folk ved Donau 42 . Denne tankegang
stred bare mod svensk historietradition. Man foretrak at ignorere
Procopios.
Mindre bliver usikkerheden om bosættelsesstedet ikke af, at en af
Rodolphus efterkommere 9 generationer senere sandsynligvis rejste Nordens mest berømte runesten i Rök i Östergötland. Det skete dog på et så
sent tidspunkt, at der lige så godt kan være tale om en spredning af ”jarler”
fra Uppsala43 - ikke en oprindelig bosættelse ved Rök.
Deres ankomst falder sammen med det tidspunkt, hvor Nordens
spredte stammer synes at slå sig sammen i stærkere kongeriger, hvor den
militære udrustning bliver mere ensartet og hyppigt skiftende, og hvor
ofringer, gravskik og sprog ændres. Det er i relation til den efterfølgende
sagnhistorie ligegyldigt, hvor herulerne endte med at bosætte sig. Hvad
diskussionen mellem Uppsala og andre steder angår, henvises der til
forfatterens web-side 44 , som indeholder en længere beskrivelse af
herulernes historie og arkæologien i den forbindelse.
Når herulerne trækkes frem her, er det – udover deres generelle
betydning for situationen i Norden omkring år 500 – også fordi deres
ankomst burde indgå som et element i den danske sagnhistorie. Derfor er
det interessant at se på det engelske Beowulf-kvads indledning:
(Beow 4-6)
Skjold Skefing vandt med stort mandskab
mjødsæder fra mange folk
indgød "eorla" frygt …
kvinder (94 i Europa). Bodo Anke 1998: Studien zur Reiternomadischen Kultur. Ann Sandwall:
Vendeltid, 1980. Wladyslav Duczko: Arkeologi i Gamla Uppsala, 1996.
41 Jaroslav Tejral: Neue beiträge zur erforschung...mittlern Donauraum, 1997. Wilfried
Menghin (red): Germanen, Hunnen und Awaren.
42 Mange forskere har i kildekritikkens hellige navn tilbagevist, at Uppsala var kongeligt og
religiøst centrum. Argumenterne mod denne kritik er på udmærket vis samlet i Olof Sundqvists
doktordisputats fra 2000 - Olof Sundqvist 2002: Freyr's offspring. Nogle forskere mener til
gengæld, at Sundqvist bygger for meget på Ynglingesaga og Ynglingetal, som tillige afspejler
senere vestnordiske traditioner. Også Svante Norr forsvarede dog i 1998 brugen af
sagalitteraturen, da han analyserede kongedømmets karakter i To rede and to rown.
43 I artiklen i Bilag 1 åbnes der for to teoretiske oprindelser af Rodulf, men da Jordanes'
Roduulf ved Theodoriks hof nævnes i forbindelse med den sydnorske gruppe med Rani-folket
(Jævnfør omtalen i kapitel 3.1), er han usandsynlig som forfader til slægten på runestenen.
Herulerne derimod nævnes netop i forbindelse med göterne. Det kunne umiddelbart tale for en
bosættelse i Östergötland, men i kombination med teksten på Sparlösa-stenen i Västergötland,
som omtaler en forbindelse til Uppsala, indicerer det måske snarere, at et gammelt Uppsaladynasti i denne periode havde spredt sig over begge Götalande.
44 Troels Brandt: The Heruls - www.gedevasen.dk/heruls.html
Det er i dag almindeligt anerkendt blandt sprogforskere, at "eorl",
"jarl" og runeindskriften "erilaR" sandsynligvis kommer af samme
germanske ord. Dette harmonerer med, at det latinsk /græske navn
"herul"/”erul” aldrig er fundet i Nordeuropa.
Beowulf-sætningen kan altså betyde, at danernes Skjoldunger symboliseret her ved den meget symbolske Skjold - skræmte herulerne
væk, men der er stor uenighed blandt oversætterne om betydningen - bl.a.
fordi man har troet, at den tilsvarende Jordanes-begivenhed fandt sted i det
2. århundrede.
Navneforvirringen har øjensynligt medført, at man ofte har fejltolket
Widsiths bemærkning:
(Widsith) Hrothwulf og Hrothgar, nevø og onkel, holdt indbyrdes fred i
mange år efter at de havde bortdrevet vikingernes slægt (wicinga45 cynn) og
slået Ingeld's kampformation, nedhugget Heathobeard-styrkerne ved Heorot.
Mange oversættere har set wicinga som identiske med de
efterfølgende Heathobeards (Hadbarder), men teksten må dreje sig om
flere begivenheder - både fordi begivenhederne tekstmæssigt er sideordnede, og fordi der i relation til vikingerne tales om fordrivelse - ikke en
nedhugning som af Hadbarderne.
Som det senere skal ses, omtalte også Saxo en begivenhed, hvor
Frode efter først at have indgået et allianceægteskab med hunnerne, jog
hunnerne væk fra sit område – noget som kan minde om Procopios/Jordanes-forløbet.
Det gælder både Jordanes, Beowulf, Widsith og Saxo, at man
fortæller, at en af de første danerkonger fordrev/skræmte et andet folk. Der
tales ikke om, at de blev slået, hvilket er usædvanligt for gamle
heltehistorier – det må altså have været et berygtet folk, siden en
fordrivelse var værd at nævne og er blevet ”verdensberømt”. Procopios
præciserer, at herulerne i Jordanes’ tilfælde forblev i "Thule". Jordanes’
beretning om fordrivelsen af de berygtede heruler har gjort så meget opsigt
internationalt, at det sandsynligvis var beretningen om den fordrivelse, der
senere også nåede frem til England og Saxo. Det bekræftes af navnene på
det fordrevne folk: Eruli, eorle, wicinga og hunner, som alle kan dække de
omflakkende pg plyndrende heruler, der tidligere havde været i Norden
som en del af hunnernes hær. Deres navn var antageligt i mellemtiden
forsvundet ved assimilering og var blevet til titlen jarl.
45
Wicinga er anvendt i den version af Widsith, som vi kender fra 900-tallet, men vi ved ikke
om denne generelle betegnelse har erstattet et andet udtryk, som ikke gav mening i 900-tallet,
fordi det havde skiftet betydning – eller om wicinga oprindeligt var en konkret folkebetegnelse.
Jordanes nævnte intet kongenavn i basishistorien, men senere skjalde
kan have kombineret basishistorien med sagn om disse 4 første
generationer af danerkonger i Beowulf, dvs. Skjold, Beow, Frode og hans
nevø, Roar – ganske som Beowulf og Widsith er sammensat af forskellige
sagn. Skjold var slægtens første symbolske navn – gudesønnen – mens
Frode og Roar var de første af henholdsvis henholdsvis Hadbarder og
Svertinger. Fælles for alle fire historier er, at en første danerkonge fordrev
et folk med navnerelation til herulerne. Det er typisk for de historier, vi
senere skal se om disse hadbarder (Frode-slægtsgrenen) og svertinger
(Roar-slægtsgrenen), at der blev fortalt flere versioner med forskellige
navne og vinkler efter skjaldens sympati, men med samme grundhandling
og grundkonstellation. I England, hvor Roar efter sagaerne var opvokset
og blevet gift eller havde kontakter, foretrak man Skjold og Roar som helte
ved fordrivelsen, mens man i Saxos kilder i Danmark foretrak Frode og
hans søn Ingeld, hvis slægt senere fortsatte som danske konger – et logisk
valg mellem mulighederne er derfor Skjoldungesagaens dominerende
Frode-figur, da englænderne var usikre i valget og næppe havde andet at
sammenholde med.
Det er væsentligt at konstatere, at navne forvanskes i den
efterfølgende sagnhistorie – noget som også ses i Niebelungenlied, hvor vi
har bedre historisk sammenligningsgrundlag fra samme tid. Vi har
antageligt i fordrivelsen et eksempel på, at en markant begivenhed i
fortiden efterhånden kunne opstå hos skjaldene i mange parallelle
versioner, som man ikke har identificeret indbyrdes. Det svarer helt til den
indledende forudsætning om, at en stor del af den ældste sagnhistorie
består af enkelte sagnkredse om markante personer, hvor Saxo og sagaerne
mere eller mindre bevidst har anvendt versionerne til at forlænge historien
ved at lægge dem i forlængelse af hinanden, så de har kunnet ”bevise” en
dannelse af Danmark før kejserriget. En rekonstruktion ud fra sådanne
forhold bliver naturligvis usikker, men man skal altså være på vagt over
for identiske handlingselementer – især hvis de gælder nogenlunde samme
navne.
Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan dette markante folk af
heruler skulle undgå at gøre sig bemærket et eller andet sted i Nordens
sagnhistorie – det har faktisk været et af argumenterne imod dem – men
det er sandsynligvis os selv, der har været blinde.
Den danske historiker Niels Lukman og den islandske landsarkivar
Barði Guðmundsson har fremhævet, at det må være herulerne, der har
bragt de centraleuropæiske sagn ind i nordisk sagnhistorie 46 - dvs. bl.a.
nogle af Saxos sagn og Hervararsaga. Desværre skrev Niels Lukman sin
disputats herom i København i 1943 - på tysk - og umuliggjorde dermed i
46
Niels Lukman 1943: Skjoldunge und Skilfinge. Barði Gudmundsson 1967: The origin of the
Icelanders.
flere generationer sin egen tankegang, dvs. at nordiske kongesagn skulle
stamme fra Østrig-regionen – især da han gik så langt, at han helt fjernede
den danske kongeslægt. Bedre blev det ikke af, at den tyske historiker
Ludvig Schmidt i 1933 om herulerne skrev: "Sie waren ein echtes
Herrenvolk!"
Vi kan imidlertid ikke lade afskyen for det 20. århundredes dumheder
forhindre os i at se realistisk på fortidens sagn.
3.3
Aserne og kongesagnene
Den kristne Saxo og kongesagaerne nævner sjældent religionen. Vi
skal derfor indledningsvis se på Snorres saga om aristokratiets religion i
sagatiden. Ynglinge-saga handler om Aser-gudernes ankomst, idet det
altså forudsættes at Vane-gudernes tidligere frugtbarhedsreligion var det
oprindelige:
(Yng 2) Landet øst for Tanakvisl (Don47) i Asia blev kaldt Asaland eller
Asaheim, og hovedborgen der i landet kaldte de Asgård. I borgen sad en
høvding, som blev kaldt Odin. Det var et stort blotsted. Det var der skik, at 12
hovgoder var de øverste. De skulle lede blotene og dømme mand og mand
imellem. De blev kaldt diar eller drotner. Dem skulle hele folket tjene og
adlyde. … Hans mænd havde den vane, at når de blev stedt i nød, om det var
på sø eller land, da råbte de hans navn og syntes altid at det hjalp - de
trøstede sig helt med ham. Han for ofte så langt bort, at han var ude i flere år
ad gangen. (Yng 3) Odin havde to brødre. En hed Ve og en anden Vili (Vilje).
Disse brødre styrede riget, når han var borte. En gang var Odin draget så
langt bort og havde været så længe hjemmefra, at aserne troede, at han aldrig
kom hjem igen. Da tog brødrene og skiftede arven efter ham, og hans kone
Frigg tog de begge til ægte. Men lidt senere kom Odin hjem, og han tog sin
kone tilbage.
…
(Yng 5) Der går en stor bjergkæde fra nordøst til sydvest, som skiller
Store Svitjod fra de andre riger. Syd for bjergene er der ikke langt til
Tyrkland. Der havde Odin store ejendomme 48 . På den tid fór romerhøvdingene vidt omkring i verden og lagde alle folk under sig. Mange høvdinge
flygtede fra deres ejendomme på grund af denne ufred. Men Odin var
fremsynet og troldkyndig. Derfor vidste han, at hans afkom skulle bebo den
nordlige halvdel af verden. Derfor satte han sine brødre Ve og Vili til at
regere over Asgård og drog selv bort med alle diarne og mange krigere. Først
47
Tanakvisl er floden Don, som munder ud i det Asovske Hav (Maeotis-søen) ved byen Tanais
- altså det område, hvor herulerne ifølge Jordanes opstod.
48 Tyrkerne havde på Snorres tid ikke nået Byzans, men boede bl.a. ved Sortehavet.
drog han mod vest gennem Gardarige og så sydpå i Saxland49. Han havde
mange sønner. Han tilegnede sig et stort rige i Saxland, og satte sine sønner
til at styre landet. Så drog han mod nord til havet og tog bosted på en ø. Det
hedder nu Odinsø (Oðinsey) i Fyn.
Så sendte han Gefion mod nord over sundet for at oplede mere land.
Hun kom til kong Gylfe, og han gav hende et plovsland. Så drog hun til
Jotunheimen og fik 4 sønner med en jætte der. Dem gjorde hun til 4 okser og
spændte dem for ploven, og så trak hun landet ud af havet og vestover mod
Odinsø, og det land hedder Sjælland (Selund). Der boede hun siden. Hende
fik Skjold, Odins søn, til ægte; de boede i Lejre. Hvor hun pløjede blev der
vand eller en sø; den hedder Lågen (Logrinn). Fjordene i Lågen ligger
ligesom næssene på Sjælland. …
Da nu Odin erfarede, at der var godt land østpå hos Gylfe, drog han
dertil, og han og Gylfe indgik forlig, for Gylfe mente ikke, at han havde kraft
til at gøre modstand mod aserne. Odin og Gylfe prøvede ofte kræfter med list
og trylleri, men aserne var altid de stærkeste. Odin slog sig ned ved Login
(Loginn)50; der nu hedder Gammel Sigtuna. Han fik etableret et stort hof og
blotsted der, som det var asernes skik. Njord boede i Noatun, og Frej ved
Uppsala, Heimdal ved Himmelbjergene, Tor på Trudvang og Balder på
Breidablik - gode gårde gav han dem alle sammen.
Snorres beretning er et sammensurium af gude- og konge-skikkelser.
Snorres "Odinsey i Fyn" kan man sætte spørgsmålstegn ved, for der findes
et utal af Odins-ø'er og Odin-sø'er i Sverige - bl.a. i området mellem de
skånske daner og göterne 51. Ligesom Snorre skelede for meget til sin egen
tids rute mellem Sortehavet og Østersøen via de russiske floder,
identificerede han muligvis også fejlagtigt sagnets Odinsey med det
Odense, han selv kendte. Ser man bort fra dette, fortæller han en
sammentrængt version af herulernes vandring, og han er ikke i tvivl om, at
Odin-kongens mænd fra Asien slog sig ned i Uppland og Skjold i Lejre.
I Claus Lunds og Karsten Friis-Jensens oversættelse af det ældre
sagafragment "Upphaf allra frasagna" 52, som menes at være indledningen
til den forsvundne Skjoldungesaga, kan der citeres et par yderligere
bemærkninger:
49
Snorre beskriver her den langt senere vikingevej, som giver en helt ulogisk rute, hvor Odin
på det nærmeste skulle være rejst frem og tilbage. Procopios' varni/varini blev i øvrigt en del af
sakserne.
50 Loginn må altså være Mälaren.
51 Et sandsynligt område er trekanten mellem Ringsjön, Växjö og Karlskrona. Der findes
Odinsö'er i både Värend, Finnveden, Tjust og i Nordskåne 20 km vest for Sösdala, hvor
sporene af de østgermanske ryttere er fundet.
52 Kendes som en kort tilføjelse på en ledig side i en afskrift af Olaf Trygvassons Saga fra
1400-tallet, og antages at være en afskrift direkte fra Skjoldungesagaen, da en del af ordvalget
harmonerer med Arngrims genfortælling.
(Upphaf) … Anføreren for dette folk var Odin, søn af Thor. … men
dengang blev disse lande, som mændene fra Asien bosatte sig i, kaldt
Gudlandene og folket Gudfolket. … Odin og hans sønner var meget kloge og
Bertnem
trolddomskyndige,
smukke af udseende og stærke af vækst. Mange andre i
deres slægt var stærke og fuldkomne mænd, og nogle af dem begyndte man at
Trøndelag
ofre
til og tro på, og de kaldte dem for deres guder53.
? Trondhjem
I Arngrimur Jonssons Medelpad
gengivelse af den Skjoldungesaga, som han
Jämtland
læste i 1594, finder man yderligere følgende tilføjelse fra forfatterens side
Högom
(Axel Olrik):
(Fragmenta I) Odin emigrerede fra de egne, som ligger nord for Palude
Meotide (Asovske Hav), og som de gamle kaldte Svithiod hin store eller kolde.
Hälsingland
Oppland
Figur 7. Kort over Sydøstskandinavien
Bergslagen
Solør
Ringerike
Vendel
Uppsala
Västmanland
Badelunda
Värmland
Uppland
Mälaren
Helgö
Södermanland
Vestfold
Skiringssal
Ranrike
Tiveden
Gö
taä
lv
Vänern
Kolmården
Østergötland
Sparlösa
Rök
Västergötland
Finnestorp
Gotland
Vättern
erak
Paviken
Vännebo
?
Bolmen
Lindholm Høje
Halland
Slöinge
Småland
Finnveden
Odensjö
Köpingsvik
Värend
Barshaldershed
Øland
Inglingehög
Kattegat
Blekinge
Illerup
ylland
Sösdala/Sjörup
Skåne
Lejre
Sjælland
nkirke
ydam
Augerum
Listerland
Gudhjem
Sorte Muld
53
Angel
Østersøen
Ravlunda
Uppåkre
Bornholm
Påstanden om, at levende
konger blev dyrket som guder, er sandsynligvis en sen tolkning, da
det er vanskeligt at påvise i ældre kilder (Olof Sundqvist 2002). Se også omtalen lidt senere i
kapitlet.
ErilaR-inskrip.
deren
Trade routes
Holsten
Elben
Sydøstskandinavien omkring år 500. Der er især
spor af 400-tallets østgermanske ryttere i Sösdala,
Vännebo og Finnestorp,
hvor nogle fund viser forbindelse til Högom og
Vestnorge. Herulerne kan
være blevet sat i land ved
Mørrumåens udmunding
nær Listerland med Hariwulf-runestenene. Herfra
kan de f. eks. være gået
op i Värend med Blotberget ved Odensjö og den
store Inglingehøj med en
usædvanligt udsmykket
globus-sten. På denne måde kunne de undgå en direkte konfrontation med
danerne ved ankomsten,
og de ville blive naboer til
göterne. Hele skovområdet Sösdala-Bolmen-Värend-Augerum
nordøst
for danernes slettelande
vil dog give mening. Den
Mecklenburg
100 km
Oder
Vistula
Wielbark
Preussen
ældste bådgrav fra 500-tallet er fundet i Auge-rum.
De viste ruter er de formodede handelsruter fra Carnuntum. Mens Småland var fattigt,
var Uppsala-egnen i opblomstring som transithandelssted for skind og med ny jernudvinding i Bergslagen.
Når gudefolkene aser og vaner skulle integreres, ville de to folks
religioner utvivlsomt give anledning til sammenstød. Snorres saga rummer
et afsnit, som muligvis gengiver forløbet. Sagnet påstod, at det allerede
skete ved Don-floden, selv om det virker som om inspiratoren til vanerne
var de gamle nordiske guder:
(Yng 4) Odin for med en hær mod vanerne, men de værgede deres land
godt og begge parter fik sejre. De hærgede hinandens lande og gjorde skade.
Men da begge parter blev trætte af det, holdt de fredsstævne, sluttede fred og
udvekslede gidsler. Vanerne gav deres bedste mænd, Njord den rige og hans
søn Frej. Aserne gav til gengæld Høner. … Odin gjorde Njord og Frey til
blotgoder, og de var præster (diar) hos aserne. Njords datter var Freja, som
var blotpræstinde. Hun lærte først aserne sejd, som var almindelig hos
vanerne. Da Njord boede hos vanerne, var han gift med sin søster, fordi det
var tilladt der. Deres børn var Frej og Freja, men det var forbudt hos aserne
at bygge bo sammen, når der var så nært slægtskab.
Mon ikke dette afsnit har hørt sammen med det lidt senere, som
måske i virkeligheden handler om en integration i Uppland? (Yng 8) Odin
gav love i sine lande, de samme som før gjaldt hos aserne. Således fastsatte
han, at alle døde skulle brændes, og hvad de ejede, skulle ligeledes bæres på
bålet. Han sagde, at hver mand skulle komme til Valhal med den rigdom, han
havde på bålet. Det han havde nedgravet i jorden, skulle han også eje. Asken
skulle bringes ud på søen eller graves ned i jorden. Efter stormænd skulle der
opføres en høj til minde, og efter de mænd, som havde været ved mands mod,
skulle de rejse bautastene. ...
(Yng 9) Odin døde sottedød i Svitjod, men da døden var nær lod han sig
mærke med spydod og tilegnede sig selv alle våbendøde mænd. Han sagde at
han ville fare til Gudhjem og tage imod vennerne der. ... Odin blev brændt
som død, og brændingen var meget stor. Det var deres tro, at jo højere røgen
steg op i luften, jo højere plads fik han i himlen, han som blev brændt54, og
han blev så meget rigere, hvis der blev brændt meget med ham. - Njord fra
Noatun blev nu herre .... I hans dage døde de fleste af diane. Alle blev brændt
og siden dyrkede folk dem med blot. Njord døde sottedød. Han lod sig mærke
som Odin, før han døde. Svearne brændte ham og græd meget ved hans leje.
54
Høj temperatur ville sende temperaturen højere til vejrs.
(Yng 10) Frej tog så riget efter Njord; ....... Frej blev syg, og da soten
blev værre udtænkte man det råd at lade folk komme og se ham. Man byggede
en stor høj med dør og tre glugger i. Og da Frej var død, bar de ham
hemmeligt til højen og sagde til svearne, at han levede. De opbevarede ham
der i 3 år ...... Da holdt år og fred sig. ... Alle svear fik nu at vide, at Frej var
død, men da år og fred holdt sig alligevel, troede de, at sådan ville det blive,
så længe Frej var i Svitjod, og så ville de ikke brænde ham. ...
Ynglingesagas indledning er en besynderlig sammenblanding af en
gudesaga og en kongesaga. Sandsynligvis har der en gang i hedensk tid
været gjort et bevidst forsøg på at kæde kongeslægtens baggrund på
gudeverdenen for at gøre den guddommelig og sikre arvefølgen. Asernes
konge har næppe oprindeligt heddet Odin, som er den nordiske udgave af
Woðan- eller Woðen – han har haft et andet navn. Aserne betyder næppe
heller ikke mænd fra Asien, men navnet kommer af Ansu, som betyder
gud/forfadergud. Dette udtryk kendes allerede fra Jordanes' beskrivelse af
goterne, som oprindeligt antages at have haft en religion svarende til
herulernes:
(Jordan XIII) Og på grund af den store sejr, som de vandt i dette
område, begyndte de at kalde deres anførere, hvis gode held de synes at have
opnået, ikke bare mænd, men halvguder, d.v.s. "Ansis".
Ser man på germanernes kongelige genealogier, er det helt almindeligt at finde guder i begyndelsen af genealogien. Jordanes' Gapt, Bedas
Woðen, Skjoldunge-sagas Odin og Rigsthulas Rig (Heimdal) er eksempler
på dette. Det er utvivlsomt præget af romerne, hvor kejseren blev ophøjet
til guddom 55 . Genealogierne har været et vigtigt element for kongens
legitimitet i den periode, som bogen omhandler. De har været vigtige for at
sikre kongeslægtens ret på linje med den gældende lovgivning - men
dermed har manipulation af genealogierne også været fristende.
Noget tyder dog på, at Ynglingesaga er sent sammenflikket. Man skal
således være opmærksom på, at Ynglingetal og Snorres version af
Ynglingesaga slet ikke i modsætning til Skjoldungesaga indeholder Odin
som stamfar. I Ynglingesaga er det vanerne Njord/Frey, som er stamfædre,
mens Odin og hans 12 drotner synes at munde ud i en slags ypperstepræst funktion. Det er ret usædvanligt, at der ikke er kontinuitet, så
55
Ifølge nyere forskning kan der ikke påvises et egentligt "sakralt" nordisk kongedømme (Olof
Sundqvist 2002). De mange genealogier viser dog, at man tilskrev den jordiske kongefamilie
guddommelige forfædre, og det må være i dette lys, at kongens guddommelighed først og
fremmest skal ses. Hertil kommer, at nogle af kongerne øjensynligt fungerede som øverste
præst. Rimberts omtale af, at man overvejede at ophøje en afdød kong Erik til gud, kan være et
kristent ønske om at miskreditere den hedenske religion, selv om tankegangen kan være
beslægtet med "divinae Augustus" og Jordanes' omtale af de forfædrene halvguder "ansi".
Ynglingesaga bærer altså stadig præg af sammenkoblingen af en gudesaga
eller herulernes gamle kongesaga med svearnes gamle kongesaga om
Yngve-Frejs efterkommere - Ynglingene. Det er dog ikke bare noget
Snorre har fundet på. Sammenligner man med den ældre Skjoldungesaga
(Upphaf ovenfor), står Odin også forrest i kongerækken, men her har den
kristne nedskriver ikke kunnet dy sig for at indsætte sine euhemeristiske
bemærkninger, som ikke kan have stået sådan i hedensk tid. Odins og hans
drotners siderolle i kongeslægten er interessant, fordi der helt mangler en
markant præstestand, selv i Rigsthula 56 . Kun Yngves bror Alf betegnes
som ”offergode”.
Udskiller vi det guddommelige element af Odin-historien, står vi
antageligt tilbage med reminiscenserne af en ren kongelegende, som intet
har at gøre med Woðans udbredelse i Norden i århundredet inden
ankomsten af Procopios’ heruler.
Ynglingesaga kan naturligvis ikke benyttes som bevis på, at herulerne
slog sig ned i Uppsala - trods mange lighedspunkter. Det er historie og
arkæologi, der klart viser, at den herulske kongefamilie opholdt sig et eller
andet sted på den Skandinaviske Halvø i 500-tallet, hvor de efterhånden
må være blevet integreret i et eller flere af de nordiske folk – i
begyndelsen som lejesoldater, som det havde været deres erhverv sydpå.
De er blevet glemt, fordi de blev integreret, og fordi indblandingen af dem
ødelagde historien om de vikingetidige kongeslægters guddommelige
baggrund og senere nordisk selvforståelse. Måske har herulernes
væsentligste betydning været at optræde som katalysatorer i den nordiske
kulturelle, religiøse og militære udvikling, så deres endelige
bosættelsessted eller steder er ikke afgørende for den følgende beretning,
men deres første intermezzo og kontakt med danerne og svearne synes
altså at have sat sine spor.
Et interessant eksempel på sammenholdelse af sagn, historie og
arkæologi er begravelsesskikkene. Snorre eller hans forgængere gengiver
ovenfor i integrationsbeskrivelsen begravelsesskikkene, og her dukker
sporene op af en anden integration. Arkæologien viser, at de fleste i
Uppland allerede blev brændt inden Uppsala-højene opstod – hvad Snorre
næppe har vidst - så svearne ændrede ikke grundlæggende begravelsesskik, da herulerne ankom. Hvis en herulsk leder og en del af hans folk blev
en del af svearne – uanset, hvad han hed - må han have beordret sit folk til
at følge landets skik, da der ikke er nogen spor af ligbrænding i de
områder, herulerne kom fra nede i Europa. Generelt tyder arkæologien i
Sydøsteuropa i øvrigt på, at herulerne i høj grad tilpassede sig de fol k, de
fulgtes med. Samme adfærd havde herulerne udvist under Odoaker og de
56
Rigsthula minder om RgVeda, som var et digt hos de indiske arier, der fastlagde
samfundsgrupperne. Ifølge Dumezil-skolen er Rigsthula en nordisk udgave af RgVeda, men
klasseopdelingen er forskellig, idet præsterne ikke forekommer som en nordisk klan.
havde set Theodorik udvise den samme med stor succes i Italien gennem
de sidste 50 år.
Dette ræsonnement gælder naturligvis kun, hvis Odin-beretningen er
taget fra herulernes kongesagn, men man skal bemærke, at det forklarer et
paradoks i Procopios' beretning: De tilbageblevne heruler ved Donau slog
sig som nævnt ned i Illyrien og blev kristne. Da de i 540'erne hentede
deres konge i Sverige, nåede en række oplysninger om Norden frem til
Procopios. Her gjorde han især meget ud af midnatssolen og samerne 57,
men han fortalte også om de hedenske herulere:
(Procop VI, xiv) Og de [herulerne] observerede mange skikke, som ikke
er i overensstemmelse med andre menneskers skikke. For de havde ikke lov at
leve videre, enten når de blev gamle eller når de blev syge, men så snart en af
dem blev overvældet af stor alder eller af sygdom, var det nødvendigt for ham
at bede sine slægtninge om at fjerne ham fra denne verden så hurtigt som
muligt. Og disse slægtninge ville stable en mængde brænde op i en stor høj og
lægge manden på toppen af brændet, og så ville de sende en af herulerne, som
ikke var beslægtet med manden, hen til hans side med en daggert, for det var
ulovligt for en slægtning at blive hans banemand. Og når deres slægtnings
banemand var vendt tilbage, ville de straks brænde hele stakken begyndende
ved kanterne. Og når ilden var døet ud, ville de straks samle knoglerne
sammen og begrave dem i jorden. Og når en herulsk mand døde, var det
nødvendigt for hans kone, hvis hun gjorde krav på dydighed og ønskede at
efterlade et pænt navn bag sig, at dø ikke længe efter ved at hænge sig i et reb
ved siden af ægtefællens grav.
Der er som nævnt slet ikke fundet brandgrave i herulernes operationsområde i Sydeuropa – tværtimod er deres begravelser nu sydpå
identificeret som ligbegravelser ligesom bådgravene. Hvordan kan han så
have fået fat på denne historie?
Nu var det jo de hedenske herulers skikke, han ville skildre, og de var
jo forsvundet til Skandinavien 40 år tidligere, mens resten sydpå blev
kristne. Det eneste sted, hvor han kunne finde herulske ligbrændinger, var
altså hos de hedenske herulere i Norden. Det må være en fortælling, han
netop havde fået fra deputationen, som han her beskrev, og netop sådan
foregik begravelserne i høje som Upplands, hvor der er endda fundet spor
af kvinder 58 . Han beskrev dog ikke højen, som jo blev opført
efterfølgende, så fortællingen har været frisk. Snorre og Procopios
57
Procopios, Bog VI, xv
Wladyslav Duczko: Arkeologi i Gamla Uppsala, 1996. Riksantikvarieämbetet: Myt, makt och
människa, 2000. Birgit Arrhenius i Judith Jesch's: Scandinavians from the Vendel period to the
10th century, 2003.
58
supplerer hinanden forbløffende godt - uden at noget indicerer, at Snorre
direkte byggede på Procopios.
Sammenblanding af guder og konger benyttes af mange forskere som
argument for, at Snorres beretning er falskneri. Snorres skildring kan ses
som euhemerisme, dvs. beskrivelse af guder som mennesker. Det er en
typisk måde for kirkens troende at affærdige en anden religion på – men
argumentet affærdiger blot selve religionen som utroværdig – ikke den
menneskelige historie, som følger med religionen. Vi fastslår jo netop, at
religionens opståen er euhemeristisk. Argumentationen er i øvrigt
irrelevant i relation til Snorre personligt, for han gik ikke kirkens ærinde.
De forhold, som religiøst påvirkede forskere påstår, han selv opfandt,
kendes allerede fra Ældre Edda og tidligere forfattere. Snorre flyttede sig
imidlertid mellem 1220 og 1230 fra den traditionelle germanske myte om
guders og kongers oprindelse i Troja 59 til forklaringen om Odin fra
Asgård. Han er øjensynligt på sine rejser i Norden blevet opmærksom på
nye sammenhænge (som Skjoldungesaga) eller har fundet nye fortællinger,
hvor enten han selv eller andre tidligere har blandet fragmenter af en
kongelegende sammen med religionens myter.
Figur 8. Foto - Uppsala Høje
59
Omtalt for danernes vedkommende allerede af Dudo i Gesta Normannorum, ca. 1010.
Uppsala-højene ved Gl. Uppsala set fra sydvest. I midten ses Vesthøjen som den
forreste af de 3 storhøje fra 500-tallet. Bag storhøjene ses den flade Tinghøj for enden
af stien. Det gamle Diseting menes at have fundet sted på sletten til højre for stien.
Den oprindelige grusås fortsætter i forgrunden med en række mindre gravhøje. Ved
kirken i baggrunden har man udgravet 2 store haller, som måske havde sammen hæng med kongemagten og religionsdyrkelse i en hellig lund i nærheden. Adam af
Bremens tempelskildring menes i dag at være en fantasifuld skildring af dette anlæg,
som han ikke selv havde set.
Vi skal i den forbindelse lægge mærke til, at der i Saxos tidlige
historie og i nogle af sagaerne påfaldende ofte opereres ved steder som
Duna 60 , Myrkwith, Byzans og Hellespont (strædet ved Byzans) - langt
udenfor vikingernes operationsområde i en tid, hvor ikke en gang sejlet
synes at have været indført i Norden endnu. Nogle af sagnene vedrører
naturligvis de langt senere forbindelser via de russiske floder, men andre
kan være den herulske kongefamilies sagn, som er blevet blandet sammen
med de nordiske kongesagn. De senere nedskrivere har ikke undret sig,
fordi det fra 800-tallet blev en sædvane for nordboerne at have forbindelse
med de tyrkiske kazarer og byzantinerne via de russiske floder og
Sortehavet.
Det besynderlige er, at næsten alle de nordiske sagn, som kan påvises
at have en sydeuropæisk oprindelse, synes at handle om de germanske
folk, der bukkede under for de kristne franker, longobarder og byzantinere i 500-tallet. Herulerne er forklaret ovenfor, men flygtede der også
østgotere, burgundere og thüringer til Norden? Er det derfor Bornholm
blev kaldt Burgundaholm 61 , og Jylland blev kaldt Hreidgotaland? Da vi
ikke har noget arkæologisk eller historisk grundlag for sådanne
sammenhænge, er dette spørgsmål ikke undersøgt og berøres ikke
yderligere nedenfor.
Derimod falder det bedre i tråd med denne bogs sagnverden at se på
en myte, som er vidt udbredt i Europa - myten om kongen, der rider
hvileløst gennem natten. Han kendes i Frankrig og England under navnet
Herle Quin (Harlequin) eller King Herla, mens det i Tyskland er Woðan og
hans dødehær, idet Erlkönig tillægges en anden etymologi 62 . Med den
mulige navnesammenhæng "herul" - "erilaR" - "eorl" - "erl" - "jarl" fristes
man til at tænke på et muligt sagn om en herulerkonge, der mellem 512 og
567 red frem og tilbage for at samle sit splittede folk. I Danmark er denne
sagnrolle langs vejen fra Vordingborg til Gurre (en af datidens hovedveje
til Sverige) overtaget af Kong Volmer, Valdemar Atterdag, som havde
samme landssamlende rolle 800 år senere. Han fik modsat herulerkongen
60
Duna er en udgave af Donau, som floden i dag hedder i Ungarn. Danpar, som også mødes i
sagaerne, er den russiske Dnepr, som dannede østgrænse for goternes område.
61 Rækkegravene omkring Gudhjem er i 5-600-tallet af sydtysk type. Jørgen Jensen 2004.
62 Dødehæren forbindes ofte med Harlungen-brødrene, som blev hængt af Ermanerik, og som
muligvis i Widsith er dem, der har betegnelsen "herelingas" - dvs. herul-ungerne.
succes, så man fandt på andre årsager, som det vil føre for vidt at komme
ind på.
Efter disse indledende beskrivelser af baggrunden skal vi se på
sagatidens arkæologiske omgivelser, hvor vi er blevet meget klogere siden
kildekritikerne for alvor tog fat først i 1900-tallet.
–o–O–o–
De næste 3 kapitler har fortsat karakter af indledning, som fører frem til
samlingen af de østdanske daner-stammer og tjener til at give et indtryk af
Saxo og danernes første spredte sagn. Den, som først og fremmest interesserer
sig for rekonstruktionen af den mere sammenhængende sagnhistorie, kan
springe teksten med småt over i de næste tre kapitler og gå frem til til kapitel
7.
4. Saxos fortale
4 Saxos fortale
I overensstemmelse med klassisk tradition indledte Saxo sin krønike
med denne fortale fra 1220. Den er interessant, fordi den belyser Saxos
grundlag og verdensbillede:
Til ærkebiskop Andreas Sunesøn i Lund
Eftersom andre folkefærd plejer at sætte en ære i de bedrifter, de har udført, og
at have glæde af at mindes deres forfædre, kunne Danmarks ærkebiskop Absalon, som
altid brændte af iver efter at forherlige sit fædreland, ikke finde sig i, at danskerne
skulle savne et sådant mindeskrift og berømmeligt eftermæle. Da andre vægrede sig
ved at påtage sig dette arbejde, pålagde han derfor mig - den ringeste af hans tjenere
- at skrive den danske krønike. Ved indtrængende opfordring nødte han mig uværdige
til at give mig i lag med et arbejde, der oversteg mine kræfter. Hvorledes skulle
nemlig nogen før have kunnet give sig af med at skrive om Danmarks historie? Det er
ikke længe siden, at landets folk antog kristendommen, og i lang tid stod det kun småt
til med troen og med kyndighed i latinen. Da der så var kommet orden i kirkeskikkene,
og folk samtidig havde lært latin, var man lige så dovne, som man før havde været
uvidende - lige så meget at laste for efterladenhed, som man før havde været det for
ukyndighed. Heraf kommer det, at jeg, hvor ringe jeg end er, og skønt jeg indså, at et
sådant arbejde lå over mine kræfter, hellere har villet påtage mig det end at vægre
mig ved at efterkomme Absalons bud. Det skulle helst ikke hedde sig, at vi danskere
fra ældste tider havde ladet vore berømmelige bedrifter gå i glemme i sted et for at
optegne dem, mens vore naboer har deres gammen af at mindes, hvad de har udrettet.
Derfor var jeg nødt til at tage den byrde, som alle fortidens skribenter har ladet ligge,
på mine i sligt arbejde uøvede skuldre. Da jeg ikke turde sidde det pålæg, jeg havde
fået, overhørigt, har jeg taget fat med større dristighed end evne, idet jeg fra hans
storhed, som bad mig gøre det, hentede den fortrøstning, min ringe begavelse nægtede
mig.
Da døden imidlertid bortrev Absalon, inden jeg fik mit forehavende fuldført,
beder jeg nu eder, Andreas, som i en lykkelig stund blev valgt til hans eftermand i
hans ærefulde embede og til at være vor kirkes øverste, om at være en fader og
formynder for mit værk. På den måde vil misundernes had, som især går ud over det
iøjnefaldende, blive beskæmmet, når jeg har en sådan talsmand, thi I sidder inde med
en sådan mangfoldighed af kundskaber, en sådan overflod af herlig lærdom, at I er at
ligne ved en helligdom fuld af himmelske skatte. For at lære boglige kunster og samle
kundskaber berejste I Frankrig, Italien og England. Efter at have rejst i lange tider
fik I det glimrende hverv at stå for styret for den udenlandske højskole, for hvilken I
blev en sådan støtte, at man snarere må sige, at I var en pryd for lærerembedet, end
at det prydede jer. … (Resten af Saxos lobhudling af ærkebispen springer vi over, da
den omhandler 1200-tallets Andreas Sunesen og ikke vort emne.)
Og nu må man vel vide, at de gamle danske, når man havde øvet heltegerninger,
satte så stor pris på ære og navnkundighed, at de ikke blot ligesom romerne i
pyntelige ord skildrede deres egne udmærkede gerninger så at sige med en slags
digtekunst. De kundgjorde også forfædrenes bedrifter i kvad på modersmålet, som de
så lod indriste i klipper og stene med de den gang brugelige bogstaver. Disse spor
har jeg fulgt som skrifter fra oldtiden. Jeg har gjort mig al flid for i min gengivelse
60
4. Saxos fortale
nøje at følge tråden, har gengivet vers som vers, og på dem støtter min fortælling sig,
så det ikke er noget nyt og selvlavet, jeg byder på, men hvad der stammer fra oldtiden.
I dette værk må man ikke vente at finde løs snak, der tager sig prægtig ud, men
pålidelig oplysning om oldtiden. Hvor mange historiebøger må vi ikke tro, at folk, der
var således sindede, ville have frembragt, hvis de havde været latinen mægtige, så de
kunne få deres skrivelyst styret? Skønt de var ukyndige i romersproget, var de nemlig
så opsatte på at bevare mindet om deres bedrifter, at de brugte stene og klipper som
bøger.
Heller ikke islændernes flid bør vi forbigå i tavshed. Da deres fædrene jords
goldhed forbyder dem at hengive sig til overdådighed, har de bestandigt ført et
mådeholdent liv. De plejer således at anvende al deres tid på at samle og udbrede
kundskab om andre folks bedrifter og bøder således på deres fattigdom ved hjælp af
åndens gaver. De anser det nemlig som en fornøjelse at kende alle folkefærds
bedrifter og overlevere dem til efterverdenen. De anser det ikke for at være mindre
ære værd at fortælle om fremmedes store og gode gerninger end selv at øve dem.
Deres skatkamre, som er fulde af kostelige vidnesbyrd om fortidens tildragelser, har
jeg omhyggeligt ransaget, og en ikke ringe del af dette værk har jeg sammenskrevet
med deres fortællinger som forbilleder. Jeg har ikke anset det for under min
værdighed at bruge dem som hjemmelsmænd, da jeg vidste, hvor kyndige de var, i
hvad angår oldtiden. Og ikke mindre har jeg ladet mig det være magtpåliggende nøje
at give agt på og omhyggeligt at optegne alt, hvad Absalon har fortalt mig, hvad
enten det drejede sig om, hvad han selv eller hvad andre havde udført. Hvert et ord,
der kom over hans ærværdige læber, var for mig en guddommelig åbenbaring.
Jeg beder nu Eder, vor velsignede fyrste og fader, vort fædrelands mest
strålende lys, kong Valdemar (Sejr), hvis berømmelige æt jeg skal skildre fra ældste
tider af, om at se med milde øjne på mit værk, hvor lidet det måske end er lykkedes
mig. Jeg frygter for, at jeg, trykket af mit forehavendes vanskelighed, mere røber min
egen ukyndighed og mine svage evner end skildrer Eders herkomst, som det sømmer
sig. I har jo nemlig ikke blot taget et stort rige i arv efter Eders fader, men yderligere
øget det ved at underlægge jer Eders naboer. Ved at udvide Eders herredømme
således, at det også omfatter Elben med dens ebbe og flod, har I føjet en ikke ringe
berømmelse til den store navnkundighed, I i forvejen havde vundet. I er ved Eders
store bedrifter blevet Eders forgængeres overmand i henseende til ære og
berømmelse, thi selv imod dele af det romerske rige (Saxo terminologi for det
tysk/romerske kejserrige) har I vendt Eders våben. Og da I har ord for at være i
højeste grad både tapper og gavmild, er det ikke til at sige, om I mest skræmmer
fjenderne i krig eller gør Jer elsket af Eders undersåtter ved Eders hulds alighed.
Eders herlige bedstefader (Knud Lavard) tilbedes og æres nu af alle som helgen. Ved
sin uforskyldte død vandt han udødelighedens krone, og hans helgenglans blænder nu
dem, som han i sin tid underlagde sig ved sine sejre. Således randt der i virkel igheden
mere kraft end blod af hans hellige sår. For øvrigt har jeg med den skyldige hørighed
og lydighed, der fra gammel tid er gået i arv til mig, besluttet, at jeg vil stride for
Eder, om ikke andet så dog med åndens våben. Det er jo vitterligt, at min fader og
min bedstefader tjente Eders berømmelige fader som trofaste krigere. Jeg stoler jo
altså på Eders gunst og bevågenhed, og for at følgende kan blive tydeligere, vil jeg
begynde med at beskrive vort fædreland efter dets beliggenhed. For at de enkelt e ting
i fortællingen kan træde klarere frem, er jeg begyndt med at gennemgå de steder, hvor
hver enkelt begivenhed er foregået, og gøre rede for, hvorledes stederne ligger.
Danmarks rige er da således beliggende, at dets yderste dele dels begrænses af
andre lande, dels af havet. Det indre beskylles imidlertid rundt om af havet, der
61
4. Saxos fortale
skyder sig ind overalt og snor og bugter sig på mange måder, snart i smalle sunde,
snart i brede strømme, så at det danner en mængde øer. Da Danmark således
gennemskæres af havet, har det kun få sammenhængende fastlande, og disse adskilles
fra hverandre ved mange sunde og bælter. Af disse fastlande indtager Jylland den
første plads formedelst sin størrelse, og fordi riget så at sige begynder med det.
Ligesom det ligger yderst, således strækker det sig også helt ned til Tyskland, hvorfra
det skilles ved Ejderfloden, mens det mod nord bliver noget bredere og strækker sig
op til Skagerrak. I Jylland ligger Limfjorden, der er så rig på fisk, at folk dér på
egnen synes lige så meget at have deres næring af den som af jorden.
Til Jylland grænser også Lille Frisland, hvis jordsmon skråner ned fra Jyllands
højdedrag, så det ligger meget lavere og som følge af havets oversvømmelser giver
overmåde rig grøde. Tvivlsomt er det dog, om disse oversvømmelser gør folkene der
mest nytte eller fortræd. Når det stormer stærkt, bryder bølgerne for det meste
igennem de dæmninger, hvormed de beskytter sig mod havet, og vælter sådanne
vandmasser ind over markerne, at de undertiden ikke blot bortskyller afgrøden, men
også mennesker og huse.
Øst for Jylland ligger Fyn, som kun skilles fra fastlandet ved et temmelig smalt
bælt. Ligesom Fyn har Jylland liggende mod vest, således vender det mod øst til
Sjælland, der må prises for sin overvættes frugtbarhed og også overgår alle rigets
andre landsdele i fagerhed. Mange mener også, at denne ø ligger midt i landet, så at
der fra den er lige langt til alle dets udkanter.
Øst for Sjælland ligger Skåne, skilt derfra ved et sund, som hvert år plejer at
fylde fiskernes garn med rig fangst. Der er for det meste så fyldt op med fisk, at
skibene undertiden bliver siddende fast og knap kan ros igennem dem. Man har ikke
nødig at bruge garn for at fange dem, men kan ligefrem tage dem op med hænderne.
Fra Skåne skyder Halland og Blekinge sig ud som to grene, der fra den samme
stamme bøjer sig vidt ud fra hinanden, idet Halland strækker sig op imod Norge og
Blekinge imod Götland. I Blekinge er der i øvrigt en klippe, over hvilken der går en
fodsti. Klippen er oversået med sære skrifttegn. Stien strækker sig lige fra havet imod
syd op i Värends stenede ødemark. Den er indfattet på langs af to linier, der kun
ligger et lille stykke fra hinanden. Det flade mellemrum imellem dem er overalt helt
gennemfuret af skrifttegn. Skønt fladen ligger i temmelig forskellig højde, idet den
snart går over høje klipper og snart over dale, ser man dog stadig bogstaverne holde
rækken. Kong Valdemar, Hellig Knuds velsignede søn, som undrede sig såre herover,
sendte folk over for at komme på det rene med, hvad den skrift betød. De gik over
klippen og undersøgte omhyggeligt den hele række af skrifttegn og skar dem senere ud
i stave, ganske som de var indristede. De kunne imidlertid ikke få nogen mening ud af
dem, fordi hulhederne dels var fyldt med jord og skarn og dels udslidt af fodtrin, så
på grund af det slid, der var sket på stien, løb tegnene forvirret over hinanden. Heraf
kan man se, at selv hvad der er indristet i hårde klipper, i tidens løb kan udslettes af
fugtighed, skarn og regnskyl.
Eftersom Danmarks rige såvel i henseende til sprog som til beliggenhed er nær
pårørende med Sverige og Norge, vil jeg også omtale disse landes beskaffenhed. De
ligger op imod Nordpolen under Karlsvognen og Nordstjernen og strækker sig helt op
til den kreds, hvor der hersker evig frost. Hinsides den kan ingen bo på grund af
kuldens uhørte strenghed. Imod Norge har naturen kun været lidet gunstig. Det er et
fælt stenet land, alle vegne opfyldt med golde fjelde og klipper, så hvor man ser hen,
ser man kun ødemarker og uhyggelige bjerge. Højst imod nord i dette land fjæler
solen sig ikke om natten. Det er, som om den ved sin stadige nærværelse lader hånt
om de skiftende timer, idet den lyser ved samme glans både nat og dag.
62
4. Saxos fortale
Vest for Norge, omskyllet af det store hav, ligger den ø, som kaldes Island, hvor
der næsten ikke er til at bo for mennesker, men de ting, der er at fortælle om den, er
utrolige, så vidunderlige de er. Der er en kilde, som med sit rygende vand forvandler
en hvilken som helst tings naturlige beskaffenhed. Hvad der besprænges med
dunsterne af dens røg, bliver så hårdt som sten. Det er ikke så lige at sige, om det er
mest forunderligt eller farligt, at der kan være en sådan hårdhed gemt i det bløde,
flydende vand, at hvad der overgydes af dets rygende damp, pludselig forstenes, om
det end beholder sin udvortes skikkelse. Der skal også være andre kilder dér, i hvilke
vandet snart stiger således, at det går over sine bredder og sprøjter højt i vejret.
Snart svinder det helt bort og synker i jordens skød, så der næsten intet er at se på
bunden af det. Snart overstænker de, når de svulmer op, alt, hvad der kommer i
nærheden af dem, med hvidt skum. Snart er de helt forsvundne, så selv de skarpeste
øjne ikke kan opdage dem. På samme ø findes der også et bjerg, der ligesom Ætna
står i brand og uafladeligt spruder ild. Dette er ligeså sælsomt som det ovenfor
omtalte, thi skønt der ruger den stærkeste kulde over jorden, må den altså have en
sådan overflod af hede i sig, at den lønligt kan holde en stadig ild ved lige o g
bestandig give brændsel til at nære et sådant bål ved. Til bestemte tider kommer der
en umådelig masse is drivende til denne ø. Når de første gang tørner imod de ru
klipper, høres der fra dybet sælsomme råb og høje brøl, som om klipperne skreg,
hvorfor man har troet, at det var sjælene af mennesker, der havde levet et syndefuldt
liv og nu var dømte til at lide deres straf og sone, hvad de havde forbrudt, her i den
svare kulde. …
Men for at vende tilbage til Norge, som jeg må beskrive lidt nøjere, så må man
vide, at det mod øst grænser til Sverige og Götland og mod vest og syd omgives af
havet. Mod nord vender det imod et land, hvis beskaffenhed og navn er ukendt. Her
bor der ingen mennesker, men der er fyldt op af sælsomme uhyrer. Det er skilt fra den
lige overfor liggende del af Norge ved et umådeligt hav. Da sejladsen på det er såre
usikker, er der kun yderst få, som er kommet lykkelig hjem igen efter at have vovet sig
ud på det.
Havets løb er for øvrigt således, at det til den ene side efter at have
gennemskåret Danmark går videre og slår en stor bugt syd om Gotland. Til den anden
side går det op nord om Norge og ind imod øst, hvor det danner en stor bredning og
ender i en bugt, som vore forfædre kaldte Gandvig. Imellem Gandvig og havet syd for
er der kun et smalt stykke fast land, der vender ud mod begge have. Havde naturen
ikke sat dette grænseskel mellem de to have, der er så nær ved at flyde over i
hinanden, ville Sverige og Norge have udgjort en ø. I den østlige del af disse egne bor
Skridfinnerne - et folkefærd af ivrige jægere, som bruger en egen slags skridsko, på
hvilke de færdes omkring på ellers utilgængelige bjerge. De når, hvorhen de vil, ved
sindigt at sno og dreje sig, thi der gives ikke nogen klippe så høj, at de ikke ved snildt
at krydse sig frem kan nå op på toppen af den. Fra dalbunden arbejder de sig nemlig i
bugtninger op ad klipperne og styrer deres løb med mange svingninger således, at de
til sidst efter at have gjort mangfoldige sving, når den top, de ville gå op på. De plejer
at sælge dyrehuder til nabofolkene.
Sverige grænser mod vest til Danmark og Norge. Mod syd og for en stor del
også mod øst vender det ud til havet. Hvor dette hører op på østsiden, bor der en
mængde forskellige barbariske folkefærd.
At Danmark i gamle dage må have været beboet af kæmper, har vi vidnesbyrd
om i de overordentlig store sten, der er anbragt over de gamles grave og huler. Skulle
nogen tvivle på, at dette er gjort ved hjælp af kæmpekræfter, så lad ham blot se op på
toppen af nogle af vore bakker og sige os, i fald han kan, hvem der skulle kunne have
63
4. Saxos fortale
slæbt så mægtige blokke helt der op. Enhver, som skønner, hvad det er for
underværker, som dér er gjort, må anse det for utænkeligt, at almindeligt
menneskearbejde eller almindelige menneskelige kræfter skulle kunne få sådanne
masser, som det er vanskeligt eller umuligt blot at rokke på flad mark, slæbt op på
toppen af så høje bakker. Hvorvidt det er de jætter, som har levet efter syndfloden,
der har udrettet dette, eller det er mennesker, som har overgået andre i henseende til
legemskræfter, derom er intet overleveret os. Hos os holder man imidlertid på, at det
er de samme, som nu til dags siges at bo i den vilde og utilgængelige stenørken, jeg
før talte om, og som skal have en sådan evne til at forandre deres legemer, at de
pludselig og på den forunderligste måde snart kan være nær og snart langt borte. De
kan snart komme til syne og snart forsvinde. Det er forbundet med skrækkelige farer
at komme did, og det er sjældent, at nogen der har prøvet derpå, er slu ppet helskindet
derfra og nået hjem igen.
Og nu går jeg over til, hvad jeg egentlig vil fortælle.
64
5. Saxos angler, daner og jyder
5 Saxos angler, daner og jyder
5.1
Dan og Angel
Saxo begynder sin fortælling om danernes bedrifter således:
(Saxo 1.1.1) Dan og Angel, Humbles sønner, fra hvem danskerne har
deres oprindelse, var vort folks grundlæggere; om end den frankiske
krønikeskriver Dudo vil vide, at danerne nedstammer fra grækerne, som også
kaldes danaerne, og således har fået deres navn fra dem. Dan og Angel var
også de første, som herskede i landet, men selv om de med folkets enstemmige
samtykke besad kongelig magt og myndighed, som følge af deres tapperhed,
bar de ikke kongetitel. Thi kongetitlen var på den tid endnu ikke kommet i
brug blandt vore forfædre.
Den enkle årsag til, at Saxo ikke gjorde dem til konger, er antageligt,
at Dan og Angel var symbolske repræsentanter for to af de toneangivende
folk i "Danmark" i 400-tallet.
Måske var det Saxo-tiden, som opfandt de symbolske brødre med en
fælles far Humble63, som kunne antyde et oprindeligt rige, der hørte sammen helt til Ejderen. Anglerne kunne derefter elimineres elegant fra det
fremtidige ”ejerskab” til landet, fordi de udvandrede, mens de jyske folk er
holdt udenfor.
Inden vi tager fat på danernes sagnhistorie, er det derfor passende at
tage afsked med anglerne, som i 450-500 e.Kr. udvandrede til England i
stort tal64.
(Saxo 1.1.2) Angel, fra hvem anglerne siges at stamme, gav den del af
landet, han regerede over, sit navn, hvorved han på en let måde gjorde sit
navn udødeligt. Hans efterkommere erobrede nemlig senere Britannien og
gav dette rige navn (Anglia/England) efter deres gamle fædreland i stedet for
det navn, det fra gammel tid havde været kaldt ved. Det var en anseelig
bedrift - som vi kan se det hos den navnkundige gejstlige skribent Beda, der
selv var født englænder og som foruden at skrive om gudelige ting også lagde
vægt på at skrive om sit fædrelands historie. Han anså det nemlig for at være
63
Lignende navne kendes både som en af de tidligste gotiske forfædre, Hulmul, i Jordanes
XIV, 79, og som den hunniske konge, Humla, i Hervararsaga (Hlødskvida).
64 Den engelske munk fra begyndelsen af 700-tallet er en af hovedkilderne hertil. Bertram
Colgrave: Bede's ecclestiacal history of the English people, 1969.
65
en kristen skribents pligt at skildre forfædrenes bedrifter i lige så høj grad
som at skrive om teologiske emner.
5.2
Anglerne Vermund og Uffe hin Spage
Saxo har efter jyden Amled, som vi møder senere, kongerækken
Vigleik – Vermund – Uffe – Dan, mens Skjoldungesaga kun har Vermund
og Dan mellem de første ”fyldkonger”. Hos Saxo - og i øvrigt også Sven
Aggesen - fører det til sagnet om Uffe hin Spage. Sagnet om Offa kendes
imidlertid også fra det oldengelske Widsith-digt, hvor det foregår i
anglernes gamle område ved Ejderen. Derfor skal vil lægge mærke til, at
kongelisten fra det angliske Mercia i England begynder med kongerne
Withlaeg – Waermud – Offa – Angeltheow, dvs. de tre første kongenavne
ovenfor. Vi kan derfor roligt fjerne det fra danernes sagn, da det må handle
om anglernes konger inden afrejsen til England i 400-tallet. Da det i
traditionen altid har stået som en del af danskernes nationale identitet, skal
vi lige mindes sagnet om Uffe hin Spage her:
(Saxo 4.3.1) … Vermund levede i lange tider i den største tryghed, mens landet nød
en langvarig og lykkelig freds velsignelser. I sin ungdom fik han ingen børn, men på hans
gamle dage var lykken ham så god at skænke ham en søn, der blev kaldt Uffe. Han overgik
alle sine jævnaldrende i størrelse og våbenførhed, men gik i sin tidlige ungdom for at være
så sløv og tåbelig, at han syntes helt uegnet til at tage vare både på sine egne og landets
sager. Han plejede nemlig i sin opvækst hverken at lege eller på anden måde more sig og
var så ligegyldig overfor alt, som ellers plejer at fornøje menneskenes børn, at han aldrig
lukkede munden op, og at man aldrig så et smil på hans læber. Men var han anset for en
tumpe i ungdommens dage, fik han siden den foragt, man nærede for ham, til at slå over til
berømmelse. Lige så stort et drog han havde været, lige så stort et forbillede blev han med
hensyn til klogskab og tapperhed. Under hensyn til sønnens dvaskhed lod faderen ham
gifte sig med en datter af Jarl Frøvin af Slesvig, fordi familieforbindelse med denne
fremragende mand kunne blive til uvurderlig støtte for ham, når han en gang skulle stå for
styret af riget. Frøvin havde også to unge sønner, Kette og Vig, hvis ypperlige egenskaber
Vermund forventede skulle komme hans søn lige så meget til gode i fremtiden som
Frøvins.…
(Her udelades et længere afsnit (Saxo 4.3.2-18) om krig med svenske-kongen
Adils. Denne Adils blev slået ihjel af to mand, hvilket blev anset for en skændsel for
Vermund og hans folk. Fortællinger og navne må her være blandet sammen, da
Eadgils også var et kongenavn blandt de frisiske naboer - med hvem denne kamp var
langt mere sandsynlig.)
(Saxo 4.4) Da Vermund mistede synet af ælde, mente kongen af Sachsen, at
Danmark nu stod uden hersker. Han sendte bud om, at Vermund skulle overlade styrelsen
af riget til ham, da han på grund af sin alder ikke var egnet til at styre. Han skulle jo ikke
klynge sig så længe til magten at landet lå lovløst og forsvarsløst hen. For hvordan kunne
man kalde ham for konge, når både hans sind og øjne var lige formørkede af
alderdommens dystre tåger? Hvis Vermund afslog, havde han måske en søn der turde tage
66
mod en udfordring til tvekamp fra hans søn, for så var han villig til at lade riget tilfalde
sejrherren. Men hvis han afviste begge disse forslag, skulle han få at mærke, at han ikke
ville lade det blive ved formaninger, men sætte sin vilje igennem med våben, så han
tvunget skulle komme til at give ham, hvad han ikke ville give ham frivilligt.
Da Vermund hørte dette, sukkede han dybt og svarede, at det var en stor skam at
smæde ham for hans alderdom, da han ikke havde pådraget sig den ulykke at blive
gammel ved i sin ungdom fejgt at undgå kamp. Ikke mindre utilbørligt var det at laste ham
for hans blindhed, eftersom den lyde for det meste følger med alderdommen. Det var en
ulykke, man snarere burde ynke end håne ham for. Med større ret kunne man lægge
sakserkongen til last, at han ikke, hvad der havde sømmet sig bedre, hellere afventede en
gammel mands død end krævede riget af ham, eftersom det var bedre at blive en død
mands efterfølger end at plyndre ham, medens han var i live. Men for at han ikke skulle få
ord for som en gal mand at afstå sin gamle friheds herlighed til en fremmed magt, ville
han selv tage imod udfordringen. Hertil svarede sendemændene, at de vidste, at deres
konge ville holde det for en tort at kæmpe med en blind mand, eftersom en så latterlig
kamp snarere ville blive anset for en skam end for en hæder. Det sømmede sig bedre, at
begge kongers ætlinger afgjorde sagen.
Da danskerne ved at høre dette blev ganske målløse og i deres bestyrtelse ikke
vidste, hvad de i en hast skulle svare, trådte Uffe, der tilfældigvis var til stede, frem og
bad, som om han efter at have været stum pludselig havde fået mæle, sin fader om lov til
at give svar på tiltale. Da Vermund nu spurgte, hvem det var, der havde bedt om lov til at
tale, og hans hirdmænd svarede, at det var Uffe, sagde han, at det var nok, at fremmede i
deres hovmod drev spot med hans ulykke. Hans egne burde ikke således håne ham. Men
hirdmændene blev ved at forsikre, at det virkelig var Uffe. Kongen sagde da, at hvem han
så end var, skulle det stå ham frit for at sige, hvad han havde på sinde.
Uffe sagde da til sakserne, at det tjente til intet, at deres konge krævede riget, thi det
havde såvel sin egen konge som tapre mænds våben og snilde til værn. Desuden havde
kongen også en søn, der var arving til riget, og han ville lade dem vide, at han ikke blot
ville kæmpe med deres konges søn alene, men samtidig med en hvilken som helst af deres
gæveste landsmænd, han ville tage med. Da sendemændene hørte det, gav de sig til at le,
idet de holdt hans ord for tomt pral. Stedet og tiden for kampen blev dog ufortøvet fastsat,
men alle de, der var til stede, undrede sig højlig over, at Uffe så uventet havde talt og
udæsket sendemændene. De vidste ikke, hvad de mest skulle undres over, at han havde
talt, eller at han havde talt så frejdigt.
Da sendemændene var draget bort, roste Vermund den, der havde svaret dem, fordi
han havde lagt så stor tillid til sit mod for dagen, at han havde udæsket ikke en, men to.
Han sagde, at han hellere ville afstå riget til ham, hvem han så var, end til en overmodig
fjende. Men da alle vidnede, at det virkelig var hans søn, der med ophøjet selvtillid havde
givet et stolt svar på sendemændenes hovmodige tiltale, bød han ham komme nærmere, for
at han ved at føle med hænderne kunne overtyde sig om, hvad han ikke kunne se med sine
øjne. Efter omhyggeligt at have befølt ham og efter lemmernes størrelse og form havde
skønnet, at det var hans søn, begyndte han at fæste lid til, hvad de sagde. Han spurgte
sønnen, hvorfor han med største flid havde skjult sin herlige stemme og i hele sin levetid
givet sig ud for målløs og afholdt sig fra alt samkvem, hvortil der kræves tale. Man måtte
derfor tro, at han fuldstændigt manglede mæle og var stum fra fødslen af. Hertil svarede
Uffe, at det hidtil havde været nok, at hans fader førte ordet, og han havde ikke haft nødig
at bruge sit mæle før nu, da han mærkede, at hans landsmænds sindighed blev bragt i
knibe af fremmedes mundkådhed. Da kongen fremdeles spurgte, hvorfor han havde
udæsket to i stedet for en, svarede han, at han foretrak den kampmåde for ved en enkelt
mands dåd at udslette den tort, det var for danskerne, at der havde været to om at fælde
67
Adils. Han foretrak ved en ny prøve på tapperhed at aftvætte den gamle skamplet. Således
burde den skændselsdåd bringes i glemme ved ny hæder.
Vermund sagde, at det var velbetænkt alt sammen, og bød ham øve sig i våbenbrug,
som han havde lagt sig alt for lidt efter. Da der nu blev bragt våben, viste det sig, at han
var alt for før til at kunne bruge de andres brynjer. De var alt for snævre til hans brede
bryst, så han sprængte ringene, og der var ikke en at finde, som passede ham. Til sidst, da
han ved sit legemes voldsomme bevægelser også sprængte sin faders brynje, bød
Vermund, at den skulle skæres op i venstre side og spændes sammen. Det gjorde ikke så
meget, sagde han, at den gabede i den side, hvor skjoldet dækkede ham. Han bød ham nu
med største omhu vælge sig et sværd, som han trygt kunne bruge. Der blev bragt
adskillige, men så snart Uffe tog om fæstet og prøvede dem, brast de alle. Der var ikke et
iblandt dem, som var så stærkt, at det ikke sprang i stumper og stykker, første gang han
svang det.
Kongen havde imidlertid et sværd, som hed Skræp. Det var så ualmindelig hvast, at
det med et hug kløvede, hvad det skulle være. Der var ikke den ting, som så hård, at den
kunne stå sig for dets æg. Men da Vermund tvivlede på, at hans søn ville blive til noget,
havde han gravet det dybt ned i jorden for ikke at efterlade det til andre, eftersom han ikke
undte nogen anden det. Da de nu spurgte ham, om han ikke havde et sværd, der passede til
Uffes kræfter, sagde han, at han havde et som passede, hvis han blot kunne finde det sted,
hvor han i sin tid havde gravet det ned. Han bød dem føre ham ud på marken, og ved hele
vejen at spørge sig for hos dem, der ledede ham, fik han omsider kending på stedet, lod
sværdet grave op og gav sin søn det. Da Uffe så, hvor medtaget det var af rust ved at have
ligget så længe i jorden, tvivlede han om, at det duede, og spurgte, om han skulle prøve
det ligesom de andre. Det var altid bedst at prøve sværd, før man skulle bruge det, sagde
han, men Vermund svarede, at hvis det også sprang i stykker, når han svang det, var der
intet der var stærkt nok til hans kræfter. Så det var bedst at lade være, da man ikke kunne
vide, hvorledes det ville gå.
Da den aftalte tid kom, begav de sig til kamppladsen. Det var en holm i floden
Ejderen, som man kun til skibs kunne komme over på. Uffe begav sig ene derover.
Sakserkongens søn havde en vældig kæmpe med. På begge flodens bredder var der fuldt af
mennesker, som var ivrigt opsatte på at se, hvad der skulle gå for sig. Mens nu alle stod
og stirrede over på holmen, satte Vermund sig ud på broens yderste ende. Det var nemlig
hans agt at kaste sig i floden, hvis det føjede sig sådan, at Uffe blev overvundet. Thi han
ville hellere følge ham i døden end opleve den sorg at se sit land gå til grunde. Begge de
unge saksere angreb nu Uffe, men da han ikke stolede på sit sværd, bødede han blot for
huggene med skjoldet. Han besluttede tålmodigt at føle sig frem for at komme på det rene
med, hvem af dem han især burde tage sig i agt for, for at han i alt fald kunne gøre det af
med ham med et hug. Vermund, som troede, at den tålmodighed, hvormed han tog imod
deres hug, kom af svaghed, rykkede lidt efter lidt længere ud på broens skrå kant for, i fald
sønnen fik sin bane, at søge døden ved at styrte sig ud.
Men lykken holdt sin hånd over den gamle mand, der elskede sin søn så højt. Uffe
opfordrede nemlig kongesønnen til at angribe ham med større iver og øve en tapper
bedrift, der svarede til hans høje herkomst, for at ikke hans staldbroder, der var af ringe
byrd, skulle få ord for at overgå ham i tapperhed. Dernæst bad han kæmpen, for at prøve
hans mod, om kækt at følge sin herre efter og formanede ham til ved herlig våbendåd at
vise sig værdig til den tillid, kongesønnen havde vist ham ved at vælge ham alene frem for
alle andre til staldbroder i kampen. Kæmpen kunne for skams skyld ikke andet end
efterkomme opfordringen og rykkede ham nærmere på livet, hvorpå Uffe hug ham tværs
over med sit første hug.
68
Da Vermund hørte det, kom der liv i ham. Han kunne høre, at det var hans søns
sværd, sagde han, og spurgte, hvor det drabelige hug havde ramt. Hertil svarede hans
hirdmænd, at Uffe ikke havde ramt noget enkelt sted, men hugget hele karlen lige tværs
over. Så rykkede Vermund bort fra kanten og satte sig længere ind på broen, thi nu var
han lige så opsat på at leve, som han før havde været på at dø. Nu opfordrede Uffe, som
nok gad gøre det af med den anden fjende på samme måde som med den første, med
kraftige ord kongesønnen til at hævne sin staldbroder, der var gået i døden for ham, ved at
fælde hans banemand som et sonoffer for hans drab. Da han nu blev nødt til at
efterkomme hans opfordring og rykkede nærmere, udsøgte Uffe sig omhyggeligt et sted,
hvor han ville føre sit hug. Da han var bange for, at sværdæggen var for spinkel i forhold
til hans kræfter, vendte han den anden side til og hug ham midt over.
Da Vermund hørte det, sagde han, at nu hørte han for anden gang lyden af Skræp.
Da det blev sagt ham, at nu havde hans søn fældet begge fjenderne, brast han i gråd af
overstrømmende glæde og udgød således i fryd de tårer, sorgen ikke havde kunnet
afpresse ham. Mens sakserne opfyldte af sorg og skam under bitre klager holdt deres
kæmpers ligfærd, modtog danskerne Uffe med jubel. Således blev skammen over Adils'
død udslettet ved saksernes beskæmmelse.
(Saxo 4.5) Da Saxland således var kommet under Danmark, kom Uffe, som man
havde troet ikke en gang var mand for tilbørligt at herske over et land, til at stå for styret i
begge riger efter sin fader. Adskillige kalder ham Olaf, og på grund af sin sagtmodighed
fik han tilnavnet hin Spage. Hans senere bedrifter er ved forfædrenes forsømmelighed ikke
blevet tilbørligt optegnede, men det må antages, at de er blevet ypperligere og
ypperligere, efter at han havde gjort så berømmelig en begyndelse. I anledning af den
korte omtale af hans bedrifter vil jeg gøre opmærksom på, at vort lands fattigdom på
skribenter har unddraget vore berømmelige mænd meget af den hæder og ihukommelse,
de havde krav på. Havde lykken føjet det så, at latinen allerede i gamle dage havde været i
brug i vort land, ville vi nu have haft utallige bøger om danske mænds bedrifter at læse i.
Dermed fik Saxo skabt en dansk helt, som altså i sin oprindelse havde
meget lidt med danerne at gøre.
De angler, der udvandrede, slog sig ned i England - primært sammen
med deres gamle naboer, sakser og jyder, men også andre folk har deltaget. Indvandrerne slog sig ned i de områder, som havde været regeret af
romerne. Her trængte de den keltiske befolkning af britter og picter væk
fra magten – hvilket imidlertid ikke er ensbetydende med at folkene blev
fortrængt fra området. Jydernes vigtigste område var Kent, mens sakserne
dominerede områder som Essex, Wessex og Sussex. Anglerne slog sig
fortrinsvis ned i de nordlige og østlige dele, herunder East Anglia,
Northumbria og Mercia. Fra de angliske kongeriger kender vi de
oldengelske digte, Beowulf og Widsith. Den kendte version af Widsith
består af 3 skjaldedigte med en oprindelse i det 7. århundrede eller senere,
som opremser fortidens konger og folk. Man havde dog ikke glemt de
gamle rødder, for en særlig behandling får angleren Uffe:
(Widsith 36-45)
Uffe regerede anglerne, Alewih danerne.
Han var den modigste af alle disse mænd,
69
men kunne ikke slå Uffe i våbendåd,
og den ædle Uffe overvandt, mens han stadig var dreng,
de største kongeriger i kamp.
Ingen i den alder har nogensinde modtaget
mere ære end han gjorde. Med sit sværd alene
markerede han grænsen mod myrgingerne
ved Fifeldore. Angler og svaefer
respekterede den, efter at Uffe havde vundet den.
Figur 9. Kort - Anglernes riger
OPPLAND
Uppsala
UPP-LAND
Helgø
ROGALAND
VESTERGØTLAND
ØSTERGØTLAND
GOTLAND
SKAGERRAK
SCOTLAND
KATTEGAT
SMÅLAND
ØLAND
JYLLAND
NORDSØEN
Lejre
SJÆLFYN
LAND
Gudme
IRLAND
NORTHUMBRIA
NORDFRISIEN
ØSTERSØEN
BORNHOLM
ANGEL
Humber
SKÅNE
Ejder
POMMERN
Varni
Vestherulere
MERCIA
WALES
ESSEX
Thames
KENT
SUSSEX
Vistula
Ems
Frisere
Sutton
Hoo
Weser
Maas
Rhinen
Tournais
KANALEN
Elben
Oder
EAST
ANGLIA
WESSEX
Saxere
Shelde
FRANKEN
Aachen
Kort over Nordsøen, som viser beliggenheden af anglernes gamle hjem i Sønderjylland
(Angel) i forhold til de nye områder i East Anglia, Northumbria og det østlige Mercia.
Sakserne slog sig fortrinsvis ned sydvest herfor, mens nogle jyder slog sig ned i Kent.
Disse fordelinger er stærkt forenklede. Da nordboerne ikke brugte sejl på den tid, har
man fulgt den frisiske kyst, inden man krydsede over.
Saxos Uffe mødtes med sakserne på en holm i Ejderen og markerede
sit lands suverænitet med sit sværd. Da folkene stod på hver side, må den
være regnet som en grænseflod. Uffe regerede altså nord for Ejderen, og
halvøen mellem Slien og Flensborg Fjord hedder da også stadig Angel.
Den slesvigske Rydårbog nævnte, at holmen i Ejderen ved Rendsborg
stadig i 1200-tallet hed "Konungikamp". Der er næppe tvivl om, at Saxos
Uffe hin Spage og Widsiths angliske Uffe er samme figur.
70
Af fødsel var Widsith ifølge digtets indledning selv myrginer. "Fifel dore" tolkes normalt som Ejderens munding 65 på vestkysten. "Myrgingas" 66 må derfor efter teksten antages at være vestherulere eller saksere
boende i det på den tid relativt folketomme marskområde i Ditmarsken
eller Nordfrisien omkring Ejderens udmunding i Nordsøen.
Det skal bemærkes, at selv om den engelske historiker Beda 67 taler
om en tom hjemegn, er nogle angler uden tvivl blevet tilbage i Jylland. Her
smeltede befolkningen af kimbrer, haruder, eudoses og angler m.fl. med
tiden sammen til en mere homogen gruppe under betegnelsen ”jyder”,
mens Nordfrisien blev fyldt op af frisere i 700-tallet.
Uffe hin Spage er altså Uffe i Widsith, mens danernes kong Alewih 68
er ukendt i dansk sagnhistorie. Han har øjensynligt ligesom Uffe levet i
400-tallet.
Som tidligere nævnt var Gudme tidens ubestrideligt rigeste
handelsplads i "Danmark" på grund af sin centrale beliggenhed for de
nordiske handelsveje. Mens det sjællandske høvdingesæde Himlingøje var
forsvundet, kulminerede Gudme omkring 500 e.Kr. og forsvandt i 600tallet 69 . Danernes egne ældste krøniker var øjensynligt koncentreret om
konger med tilknytning til Lejre, som iflg. arkæologien må have været
religiøst sjællandsk høvdingesæde 500-1000. Lejre ophørte så sent, at
stedets slægt stadig eksisterede med sine sagn i behold, da kirkens
skribenter kom til - i modsætning til Gudme. Tidspunkt og sammenhæng
gør det nærliggende at tænke sig, at Alewih var konge i det markante
Gudme. Det er imidlertid rent gætteri. Vi ved ikke, hvornår danerne opstod
inden 500-tallet, og vi ved ikke, om de også sad på Østfyn.
5.3
Rig, Dan og Kon
Hos Saxo hedder Uffes søn Dan, og efter ham følger i Bog IV en stort
set indholdsløs række af fædre og sønner, som slutter med Fridlev - ifølge
Saxo far til Frode IV. Teoretisk kan nogle af navnene være tidligere
konger, men på det tidspunkt før 500-tallet var danernes område antageligt
opdelt i små høvdingedømmer – Procopius nævnte dem som nationes i
flertal.
I Skjoldungesaga forekom en tilsvarende "parkering" af tvivlsomme
figurer i figur 1. Også her skal vi frem til Frode IV, hvor vi kan samle de
fleste af Frode-sagnene. Dan var muligvis den senere Iver og indgik slet
ikke i Skjolds mandslinie, men var gift med en jysk prinsesse,
65
Kemp Malone: Widsith, 1936, London. En gammel version af flodnavnet var Eigedore.
Nogle mener, at navnet er afledt af "mørk", tolket som "skovfolket". Derimod ser Kemp
Malone og RGA det som forbundet med tysk "moor" og nordisk "myr" (mose/marsk) i betydningen "marskfolket" - svarende til Rökstenens mariki = heruler i bogens appendiks.
67 Beda: Historia Ecclesiastica (J.E.King 1930)
68 Kan dog teoretisk være en forvanskning af Åle/Olav/Åleif.
69 Gyldendal/Politiken: Danmarks Historie, Bind 2, 1988 (side 213-21 og 230)
66
71
Olava/Olufa. Herved blev han konge i Jylland, hvorefter han senere
erobrede magten fra en sjællandsk Åleif. Arngrimur Jonssons version af
Skjoldungesaga præciserer, at Danmark først blev samlet af denne kong
Dan tretten konger efter den sjællandske Skjold - en sammenhæng, som vi
tager op i et senere kapitel.
Det er interessant, at Skjoldungesagaen i forbifarten desuden nævner
Dan som søn af Rig, som vi kender fra digtet Rigsthula. Rigsthula
fortæller, hvordan guden Heimdal kom til menneskene i skikkelse af Rig
og blev far til samfundets klasser: Jarler, bønder og trælle. Jarlernes
stamfar blev på den måde Jarl, og det var hans yngste søn Kon (konge?),
som sidste del af digtet koncentrerede sig om. Kon kunne sløve
modstanderens sværd, og Rig lærte ham at forstå fuglenes og de
hemmelige runers sprog. Dette belærende digt om samfundsstrukturen
falder uden for de sammenhænge i gudeverdenen, som Snorre beskrev, og
digtets slutning forekommer desværre kun i brudstykker. I et af disse
sidste brudstykker hånede en krage Kon med, at Danp og Dan var bedre
krigere. I Skjoldungesaga dukker Dan nu op som søn af Rig - dvs. farbror
til Kon. Samtidig præsenteres også Danp som forfader til Dans mor Dana,
som kom fra Danpsted. Arngrimur Jonsson funderede over, om de var
jyske konger og Danpsted en jysk by, men i sagaerne var Danp den russiske flod Dnepr, og i Hervarar-saga, hvor goter og hunner kæmper,
omtales byen Arheimar ved Danp 70.
Der må være sket en sammenblanding af gamle "vandresagn", og
samfundsopbyggelig digtning omkring den kong Dan, som samlede Danmark. Tanken må uvilkårligt strejfe, om denne Dans slægt på mødrene side
har haft tilknytning til Dnepr-egnene - hvor goterne og herulerne havde
boet.
Vi står altså med resterne af en oprindelseshistorie for rigssamleren
Dan, som er en parallel til den traditionelle Skjold-historie, hvor begge
indeholder en kobling til guderne - men de er meget forskellige. Dan har
intet med Vermund og Uffe at gøre, som Saxo hævder, og det skal vise sig,
at Skjoldungesagaens indikation af en langt senere placering hænger meget
bedre sammen. Axel Olrik gjorde da også opmærksom på, at i andre
islandske kongelister, som Langfeðgatal, er Vermunds datter Olava en
mandlig Olav, som vel næppe kan have været gift med en Dan.
Manipulationerne for at skaffe en guddommelig baggrund har medført
totalt kludder i kongerækkerne.
Det er derfor væsentligt for os, at Beowulf er overleveret fra et 1000tals manuskript – dvs. at disse genealogier er udskilt før de kristne
70
Widsith placerede Reidgoterne ved Vistula, hvor goterne opstod (Wielbark-kulturen).
Derefter flyttede de til den russiske flod Dnepr/Danp (Cherniakov-kulturen), og østgoterne,
som Røkstenen kaldte Hreidgoter, endte i Italien. Det var først Snorre, der knyttede navnet til
Jylland.
72
nordiske rekonstruktionsprocesser i 11-1200-tallet. Det danske roderi og
Beowulfs anderledes rækkefølge er en vægtig begrundelse for at bryde
Skjoldunge-sagaens kongerække op, fjerne den jysk/angliske sekvens og
slå Frode I, III, IV og V sammen i overensstemmelse med bogens
grundlæggende princip. Denne Frode bliver den første markante konge,
hvor man kan fornemme spor af et historisk indhold.
Vi gemmer derfor Danmarks første samling til senere og koncentrerer
os i første omgang om en sagnkreds omkring de østdanske danere, hvis
hovedsæde normalt omtales som Lejre. Nogle af kongerne kan dog lige så
godt have haft hovedsæde i Uppåkre. Sandsynligvis bestod de af flere
høvdingedømmer koncentreret ved farvandene omkring Sjælland - dvs.
Sjælland, Vestskåne, Halland, Lolland/Falster og måske Østfyn. Fælles for
de fleste af sagnkredsene er, at Frode via en konge i en eventyrverden
mellem guder og mennesker kobles til en symbolsk Skjold med
guddommelig afstamning.
73
6. Eventyrkongerne Skjold og Hading
6 Eventyrkongerne Skjold og Hading
6.1
Skjoldungerne
(Saxo 1.1.3) Fra Dan nedstammer efter de gamles vidnesbyrd vor
kongeslægt, som fra denne ypperlige begyndelse har siddet på Danmarks
trone lige ned til vore dage. …
Med denne påstand begynder Saxo sin danske kongerække efter den
tidligere citerede bemærkning om, at kongenavn ikke var kommet i brug
på Dans og Angels tid. Dans søn og efterfølger var endnu en Humble, som
ifølge Saxo blev valgt ved følgende gamle valgprocedure 71:
(Saxo 1.2.1) Vore forfædre havde for skik, når de skulle kåre en konge,
at stå på store sten, der lå fast i jorden, hvilket skulle vise, at valget var lige
så fast og urokkeligt, som stenene de stod på. …
Hermed var Saxo klar til at skildre danernes kongeslægt helt frem til
Valdemar den Store - Absalons fostbroder. Det skulle være en lang,
næsten ubrudt række, hvor magten gik fra far til søn, men som nævnt
allerede i indledningen var dette ikke sandheden.
Humble blev hos Saxo frataget sin trone af broderen Hlød (Lother),
men ellers har de to figurer ikke efterladt sig spor i sagahistorien. Derimod
kender vi navnet Hlød blandt Odins sønner. Dermed er vi nået frem til
Hløds søn Skjold, som ifølge både Sven Aggesen og sagaerne var danernes
første konge – herunder også Skjoldungesaga. I sagaerne var Skjold søn af
Odin, mens han i Beowulf, som i den overlevende kristne version slet ikke
omtalte Odin, elegant dukkede op på et skib som en anden Moses:
(Beow 1-11)
Lyt! Om spyddaner i fortids dage,
om disse folkekonger, hørte vi om hæder og ære,
hvordan disse ædle fyrster udførte deres modige bedrifter.
Skjold Skefing vandt med stort mandskab
mjødsæder fra mange folk
indgød "eorla" frygt, efter at han først var blevet
fundet lille og hjælpeløs: Alt fik han kompensation for,
han voksede op under himlen og vandt ære,
indtil alle nabostammerne,
71
Denne procedure skal sandsynligvis ses i sammenhæng med Saxos senere påstand om Isøre
Tings karakter af oprindelig tradition. Troels Brandts artikel "Isøre havn og Ting" i Mellem
Kattegat og Isefjord, Rørvig 2002.
74
over hvalens vej måtte adlyde
og betale ham skat. Det var en god konge!
Denne næsten bibelske ankomst nedskrevet i et kristent samfund er et
eksempel på de forskellige politiske og religiøse hensyn, som gennem
tiden har frembragt forvirring omkring kongeslægtens oprindelse - et
problem som også kendes fra Ynglinge-slægten. Med Skjold og hans
efterkommere opstår der dog en vis grad af enighed mellem kilderne, hvor
vi skal se på Saxos udgave.
Saxos første
Figur 10. Saxos
førstekonger
konger
Skjoldunge-slægt
Humble
Dan
Angel
Lother
Humble
Skjold
Norge/Uppsala
Gram
Svipdag
Hading
Guthorm
Asmund
Frode I
Hunding
Ubbe
Halfdan
Ro
Skate
Ro
Helge
Saxos første konger. Forslag til periodens genealogi ses sidst i kapitel 6.3. Bemærk, at
Saxo i teksten skifter nationalitet fra Svipdag (norsk) til Asmund (Uppsala).
(Saxo 1.3.1) … Skjold skyldte vel sin far livet, men i adfærd slægtede han ham på
ingen måde på, thi allerede i barndommen udviklede han sig på alle måder anderledes. I
stedet for at træde i sin skændige fars fodspor, levede han op til sin farfars dyder, der
ganske vist var fortidige, men derfor ikke mindre gode. I sin ungdom blev han berømt
blandt sin fars jægere ved at få bugt med et grumt vilddyr, hvormed han gav forvarsel, om
hvad man skulle vente fra hans side i fremtiden. Han havde nemlig en gang af sine
75
formyndere, der var ihærdige med at opdrage ham godt, fået lov til at gå med og se på
jagten. Da der så kom en umådelig stor bjørn imod ham, og han ingen våben havde at
værge sig med, bandt han vilddyret med sit bælte og holdt det således, indtil de andre kom
til og fældede det. Han skal også i ungdommens dage have overvundet flere kæmper, som
var berømte for deres kræfter, af hvilke der især gik stort ry af to, som hed Atle og Skate.
Da Skjold var 15 år gammel, var han så stærk og velvoksen, at han kunne tage
kampen op med hvem som helst, og han havde givet så store prøver på sin snilde, at alle
Danmarks senere konger har taget navn efter ham og ladet sig kaldes Skjoldunger.
Tilsvarende formanede han enhver, der levede et slapt og løsagtigt liv og satte sin
manddomskraft til ved ødselhed og udsvævelser, til at slå ind på en bedre vej og tage sig
noget nyttigt til. Og hvor store hans kræfter end var, så var hans mod og manddom endnu
større. Han udøvede bedrifter, som man knap skulle tro, han kunne stå og se på, så ung
som han var.
(Saxo 1.3.2) Mens han nu som tiden gik nåede endnu videre, blev han udæsket til
tvekamp af Skate, der var høvding i Tyskland, fordi han bejlede til den samme kvinde som
Skate - en fager mø ved navn Alvilde. Kampen stod i hele den danske og tyske hærs påsyn,
og Skjold fældede Skate. Tyskerne, som syntes at de selv var slået, når deres høvedsmand
var fældet, underkastede sig Skjold, og således gjorde han tyskerne pligtige til at betale
skat.
(Saxo 1.3.3) Men Skjold udmærkede sig ikke kun i kamp, men også ved sin
hengivenhed overfor fædrelandet. Han afskaffede uretfærdige love og indførte gode nye
love i stedet. Alt hvad der kunne gavne fædrelandet lå ham på sinde. Riget som hans far
havde mistet ved sin ondskab, vandt han tilbage med sine dyder. Han gav først den lov, at
frigivne atter kunne gøres til trælle. En træl, som han selv havde skænket friheden, og som
hemmeligt stræbte ham efter livet, straffede han ikke blot hårdt på denne måde, men han
gav også den nævnte lov, som om det ikke var mere end ret og rimeligt at lade alle andre
frigivne bøde for, hvad en enkelt havde brudt. Han betalte alle andres gæld af sin egen
formue, og det var som om han kappedes med andre konger i tapperhed, gavmildhed og
ædelmodighed. De syge lod han pleje og han bragte trøst og hjælp til dem, som led ilde.
På alle måder viste han, at han bar større omsorg for fædrelandet end sig selv. Sine
stormænd gav han ikke blot løn af egen lomme, men han lod dem også tage det bytte, man
erobrede fra fjenden, thi som han sagde: Byttet tilkommer krigerne, æren er hærførerens.
(Saxo 1.4.1) Den skønne mø, for hvis skyld han var gået i tvekamp, tog han som
belønning, da han havde fældet medbejleren, og gjorde hende til sin hustru. Da der var
gået en tid, fødte hun ham en søn, som blev kaldt Gram. Gram viste forbavsende anlæg,
der i den grad mindede om hans fars, at man ligefrem skulle tro han trådte i hans
fodspor…
Som beskrivelsen forløber, skulle man tro, at eventyrkongen Gram
var frit opfundet af Saxo. Han blev først gift med sveakongen Sigtrygs
datter Gro, som han frelste fra ægteskab med en jætte. Derefter besejrede
han hendes far. Vi genfinder om lidt præcis samme forløb hos sønnen
Hading, så det springes derfor over for Grams vedkommende.
(Saxo 1.4.13 - 14) Efter at Gram havde fældet kong Sigtryg, var det hans hensigt at
sætte sig i besiddelse af Svealand, som han således havde underlagt sig med våbenmagt.
Da han mistænkte Svarin, høvdingen i Götland, for at tragte efter at erobre det,
udfordrede han ham til tvekamp og fældede ham. Da Svarins seksten brødre, hvoraf de syv
var ægte, og ni var slegfredssønner, ville hævne hans død, tog Gram kampen op imod
76
dem, hvor ulige den end var, og fældede dem alle.
Kong Skjold, som var blevet en ældgammel mand, gav nu sin søn andel i
kongemagten for hans store bedrifters skyld, og fordi han regnede det for både nyttigere
og behageligere nu, da han gik på gravens rand, at dele kronens byrde med sit eget kød og
blod end at bære den alene. Det tog en højbåren sjællænder ved navn Ring ham ilde op.
Han fandt nemlig, at Gram var for ung til en sådan ære, og at Skjold var for gammel,
hvorfor han æggede en stor del af danskerne til at gøre oprør, idet han forestillede dem, at
ingen af de to var egnet til at være konge, thi den ene var kun en dreng og den anden gik i
barndom. I den strid, som deraf opstod, faldt Ring og kom således til at give bevis for, at
mod og manddom kan trives i enhver alder.
Den ejendommelige omtale af dette første tronskift i kongerækken
skal muligvis ses som et indledningsvist forsøg på legalisering af den
procedure, som Valdemar den Store indførte for at stabilisere
kongemagten. Valdemar udpegede sin søn Knud, mens han stadig selv var
ved magten 72 . Det kan være baggrunden for Saxos "opfindelse" af den
ellers ukendte Gram på dette sted som kopi af Hading.
Saxos senere omtale af folkets kongevalg på Isøre 73 og Olaf Stams
protest mod valget af Svend Grate 74, som er en parallel til Rings protest
ovenfor, kan tyde på, at Saxo selv havde et ambivalent forhold til denne
procedure, som gjorde kongevalget til en ren formalitet.
Skjolds død falder med indførelsen af Gram ud af sammenhængen og
nævnes ikke af Saxo. Derimod har vi en skildring af hans ligfærd i
Beowulf:
(Beow 26-52 - her i Andreas Harders oversættelse)
Så drog Skjold af sted i sin skæbnestund
for livsstærk at fare i faderens varetægt;
de bragte ham ud til det brusende hav,
de brave fæller, han bad selv om det,
Skjoldungers omsorg, da han endnu kunne tale han var deres kære konge længe:
I havnen lå det rede, ringstavnskibet,
isklædt, med havdrift, et heltefartøj;
de anbragte så den elskede høvding,
ringenes skænker, i skibets favn,
den berømte nær masten. Der var masser af rigdomme,
leveudstyr bragt langvejsfra;
aldrig har jeg hørt om et herligere skib,
72
Gyldendal/Politiken: Danmarks Historie, Bind 4, (Kirkefesten i Ringsted i 1170.)
Saxo 13,8,4, samt i øvrigt også Sven Aggesen: Kortfattet historie om de danske konger (ca.
1185).
74 Saxo 14,3,1.
73
77
lastet med krigeres kamptøj og våben,
sværd og brynjer; bunker af skatte
lå i hans skød og skulle gå med ham
i farvandets favntag til fjerne egne.
Nej de udstyrede ham ikke med uslere gaver
og folkeskatte, end de først havde gjort,
de der i sin tid sendte ham ud
over bølgen alene som et lille barn.
Så bandt de til sidst et banner af guld,
højt over hans hoved, lod havstrømmen bære,
de gav ham til havet; deres hu var bedrøvet,
modet mindetungt. Mennesker ved
ikke ret at sige, de der rådslår i hallen
eller mødes under himlen, hvem der modtog den last.
Den smukke skildring, som stammer fra de egne, hvor man fandt
bådgraven i East Anglias Sutton Hoo 75, har mindelser om den symbolverden, vi finder i bådgravene og i de nordiske skibssætninger. Skjolds fødse l
og død i Beowulf er en guddommelig stamfar værdig, men som kongesagn
er indholdet mere ideelt end konkret.
Skjold skal sandsynligvis betragtes som en symbolsk stamfar, som
den hedenske kongemagt brugte til at koble kongeslægten til guderne - han
var Odins søn. Denne forbindelse ønskede Absalon og hans gejstlige
kolleger muligvis at slette, og antageligt er det rester af disse gamle
eventyrhistorier, vi nu finder hos kongerne Gram og Hading. I Beowulf,
som blev helt renset for Aser-religionen i det tidligt kristne England,
fyldtes hullet ud af den ellers ukendte og helt anonyme Beow, som i bl.a.
Langfedjatal og de angelsachiske kongelister også findes blandt guderne
som en søn af Scealdna inden Odin.
6.2
Saxos Gram og Hading
Røverhistorierne om Gram springes over, da de både er urealistiske
og uden betydning for sammenhængen. Victor Rydberg gjorde i sin tid
meget ud af tolkningen af Gram som identisk med den langt senere
Halfdan Bjerggram (Saxo 7.2) 76, der imidlertid også rummer elementer af
Roar og muligvis også Roars far Halfdan.
Desværre gælder gennem hele dette kapitel, at man får en række sagn
fordelt på mange personer, men reelt har der nok kun oprindeligt været
placeret en eller to personer mellem Skjold og den store Frode, der
75
Gyldendal/Politiken: Danmarks Historie, Bind 2, 1988 (side 328-29). Jørgen Jensen 2004
(side 256).
76 Rydberg koblede Grams svenske hustru Gro sammen med de mytologiske digte om Groa og
hendes søn Svipdag - som også Grams banemand hed.
78
samlede østdanerne, som også Beowulf indikerer. Derfor skal resultatet
blive forvirrende og kan springes over frem til kapitel 7, hvis man ikke
ønsker at få et indtryk af de oprindelige sagn
Beretningen om Hading indeholder en række elementer, der
sandsynligvis repræsenterer det ovenfor omtalte niveau mellem kongerne
og deres guddommelige oprindelse, som selv den kristne Saxo har ønsket
bevaret. Rammen synes at have været sagnkongen Hake, men handlingen
bliver snarere en ouverture til Saxos kongesagn. Det er valgt at gengive
Grams død og de fleste af eventyrene om Hading i form af N.F.S.
Grundtvigs gamle gendigtning af Saxo - men i moderne retskrivning.
I visse passager befinder man sig i den verden, hvor også en anerkendt forsker som Tolkien hentede sin inspiration til "Ringenes Herre".
Beretningen om Gram slutter med hans krig mod Kong Sumle af
Finland, som han startede, selv om han gerne ville have Sumles datter
Signe. Ikke overraskende gav Sumle hende derfor i stedet til en anden
frier, nemlig sakserkongen Henrik. Alligevel forskød Gram sin hustru Gro,
og midt under Signes og Henriks bryllup rejste den forklædte Gram sig og
priste i et kvad sine egne dyder i høje toner.
(Saxo 1.4.17) Med det samme, visen var ude, fløj Gram op af sædet og slog hovedet
af Henrik, som han sad til bords med i vennelag, slog gæsterne ned for fode, snappede sin
fæstemø fra brudekvinderne og sejlede sin vej. Således kom da bryllupsgæsterne til egen
ligbegængelse, og det var en lærestreg til finnerne, så de ikke herefter skulle forlystes ved
at gå imellem bark og træ.
(Saxo 1.4.18) Det blev imidlertid Gram en dyr rejse, den samme, thi da han siden
ville føre sin krig mod den norske kong Svipdag77, som havde beskæmmet hans søster og
forsøgt at forføre hans datter, da kom sakserne denne til hjælp med en stor hob folk - ikke
fordi de havde ham særligt kær, men for at hævne kong Henriks død, og Gram måtte bide i
græsset.
(Saxo 1.5) Gram havde to sønner: en med Gro, som hed Guttorm, og en med Signe,
som hed Hading. Men Svipdag var herre i Danmark, og derfor sejlede deres fosterfader,
Brage, med dem til Sverrig, hvor jætterne Vagnhoft og Hafle lovede både at opdrage og
beskytte dem.
Jeg skal nu i korte træk omtale, hvad de to udrettede, men for at det ikke skal se ud,
som om jeg ukritisk genfortæller historier, der strider mod almindelig sund fornuft eller
overskrider det troværdige, er det værd at gøre opmærksom på, at der i gamle dage
fandtes tre slags troldmænd, der hver udøvede sin form for magi.
Det første hold folk var et slags vanskabte uhyrer, som oldtiden kaldte jætter, og
som var meget større og stærkere end noget menneske.
77
Den norske Svipdag viser sig at være far til den svenske Asmund, som muligvis var en af de
første herulske konger - Yngve. Edda-digtet Grogalder handler om Svipdag, der påkalder sig
den døde moders råd, da han skal ud på den lange rejse mod Menglad (Smykkeglad = Frigg
eller Uppsalas Freja?). "Lang er fart, lange er farveje", spår moderen og fortæller bl.a. at hans
fjenders sind vil stemmes til fred. Fjölsvinnsmal må opfattes som en mere eventyragtig
videreudbygning. Følger man lidt i Victor Rydbergs fodspor, kan Svipdag derfor være lederen
af herulerne - den rejsende Odin.
79
Det andet hold stod langt under dem i vækst og førlighed, men overgik dem lige så
vidt i levende indbildningskraft. De havde særlig indsigt i naturens hemmelighed og
spådomskunst, og efter lang strid om herredømmet vandt disse heksemestere sejr over
jætterne og fik ikke blot magten i landene, men også ord for at være guder. Begge disse
hold folk havde en særdeles færdighed i øjenforblindelse, så de både kunne kogle
allehånde skikkelser frem og stille tingene selv i et falsk og skuffende lys.
Det tredje hold folk var en blanding af begge de forrige, men den store forskel var,
at de enten kunne måle sig med de gamle jætter i højde og legemsstyrke, eller lignes med
heksemesterne i kunster, så det var kun rent gøgleri, hvormed de narrede folk til at tage
sig for guder.
Dette vil jeg kun sige, for at læseren ikke skal blive stødt over de koglerier og
heksekunster, jeg må skrive om. Det er jo slet intet under, at barbarer kunne ved sådanne
fandens kunster lade sig forføre til afguderi, al den stund selv de fornuftige latinere også
lod sig narre til at forgude dødelige mennesker.
Nu vil vi lade dette tale for sig selv og høre videre, hvad man fortæller: Ved Grams
fald var Svipdag tillige blevet herre både over Danmark og Sverrig, og, for at føje sin
dronning, som idelig bad for sin broder, lod han Guttorm hente af sin landflygtighed og
satte ham til sin skattekonge i Danmark. Men Hading blev, hvor han var, thi han ville have
blod, ej brød, i bod for sin fader.
(Saxo 1.6.1-11) Hading tegnede også allerede i sin opvækst overmåde godt, thi
dreng hed han, men mand var han både i sind og i skind. Leg og leflen var ikke hans sag,
men våben hængte han efter med liv og sjæl, thi han kom i hu, af hvad rod han randt, og
havde den tro, at alle dage skaber heltesøn og heltegerning.
Denne hans store mandhaftighed modstod imidlertid ikke Vagnhofts datter,
Hardgrippe, og al hendes digten og tragten gik ud på, hvorledes hun med elskov og vellyst
kunne besnære og svække den tapre helt. Tidligt og silde ville hun bilde ham ind, at det
ikke var mere end hans pligt at skænke hende sin ungdomskærlighed, som havde været
hans barndoms tro veninde, som havde givet ham bryst, danglet med ham og ranglet for
ham.
…
Hading lod sig nu dermed forstå, at hun, hvis uhyre størrelse klart beviste, hvad
slægt hun var af, kunne allenfalds ikke være kæreste med ham. Men hun bad ham om ikke
at dømme efter hendes udseende, da det var en ting, hun kunne forandre efter eget ønske,
og gøre sig høj og lav, bred og smal, tyk og tynd, som hun fandt det for godt. Det ville
imidlertid ikke gå lige ind i Hadings hoved, og da hun mærkede det, oplod hun atter sin
røst, for så at sige med sang at tylle og trylle det i ham.
…
Således lokkede hun da virkelig Hading til at sove hos sig, og hun var nu så indtaget
i ham, at da han endelige ville hjem og se til sit fædreland, tog hun mandsklæder på og
satte en fornøjelse i at stå last og brast med ham. Som de nu rejste sammen, kom de på
vejen til et hus og ville have natteleje, hvor husbonden var død, og man nu holdt med ynk
hans ligfærd. Hardgrippe fik lyst til med trolddomskunst at udforske nornernes vilje,
hvorfor hun gol galder, skar ramme runer i træ og lod Hading lægge dem under tungen på
den døde. Dermed nødte hun den døde til at tale, og det gjorde han på rim, så det var en
gru at høre.
Hvem er du, som vover at vække
dragen af dødens dybe søvn?
Til ve og vånde min vrede dig vier,
over dit hoved hævnen komme!
80
Ramme runer risted hun for mig,
tvungen jeg taler, tungt det mig falder.
Sige jeg må, hvad jeg ser vil ske,
liden lykke jeg lover Hardgrippe.
Hun som risted de ramme runer
skal lade livet for lede jætter.
Dig, o Hading, held skal følge,
hende kun min hævn skal ramme.
(I Saxos latinske version udvidede han spådommen for Hading, og det gik, som han
spåede.)
Da de kom til bemeldte skov og måtte tilbringe natten i en løvhytte, så Hading en
uhyre jættenæve, som stak ind imellem grenene og famlede rundt omkring i hytten. Han
bad i sin angst Hardgrippe om at hjælpe sig, og hun greb da til sit gamle råd at fare i sin
jætteham, tog så fat på hånden og bad sin fostersøn skære den af. Det gjorde han da også,
og så til sin forskrækkelse ej blod, men edder fuse ud af såret. Men da nu Hardgrippe
herved havde forgrebet sig på sit eget folkefærd, så faldt hun i troldenes kløer, og de
blæste kun ad alle hendes kunster. Enten hun peb eller sang, så måtte hun dog holde for
og blev revet i hundrede stykker.
Således mistede da Hading sin fostermoder, og vankede rådvild om, men så mødte
han en enøjet gråskæg, der ynkedes over ham og skaffede ham i forbund med en sørøver,
som hed Lister, og de indgik staldbroderskab med hinanden efter gammel skik, på den
måde, at de begge to lod deres blod løbe sammen i hinandens fodspor, thi således at
blande blod anså man for det sikreste venskabspant. Efter denne forening gik begge
staldbrødrene i krig imod Lokker, som havde opkastet sig til herre over kurerne, men han
gik af med sejren.
Da nu Hading var i flugten, tog bemeldte gubbe ham op på sin hest og førte ham
med sig hjem, hvor han oplivede ham med en overmåde sød drik, og spåede ham et nyt
tillæg både af saft og kraft, som man ydermere kan se af følgende spårim, hvormed han
talte til ham:
Snart er du fangen i fjendevold,
for grumme vilddyr vil de dig kaste.
Tab dog ej modet, munter vær,
om end de i bånd og bast dig snører.
Kort dem tiden med kvad og sagn
til mætte af mjød og mad de døse.
Med søvntorn jeg selv i søvn dem stinger.
Bryd da de bånd, de bandt dig med.
Lidet du ænse løven, du møder,
let din glavind dens grumhed tæmmer.
Jag det kækt i dens hjerte ind,
tag en brad af dens kød, og dens blod du drikke.
Kræfter du får da, kæmpekræfter,
som ingensinde du fik dem før.
81
Som stål de sig spænde de stærke sener,
musklerne hærdes som hårde stene.
Aldrig så snart var visen ude, før gubben var til hest igen og tog Hading under sin
kappe. Der sad han da og kukkelurede, med sit liv i sin hånd, men kunne dog ikke bare sig
for engang at titte ud igennem en rift, der var i kappen. Her så han da til sin store
forskrækkelse, at hesten travede hen over rullende bølger. Hurtigt tog han nu øjnene til
sig, især da gubben bad ham holde sin næse fra, hvad der ikke kom ham ved. Da den
gamle derpå havde sat ham, hvor han tog ham, kom han fluks i Lokkers vold. Tvivlede han
om, at gubben havde spået rigtigt, så fik han nu troen i hænderne, thi den hele spådom traf
bogstaveligt ind.
Siden bekrigede Hading kong Handvan af Hellespont og belejrede hans hovedstad
Dunaborg, men den var så fast og havde så høje mure, at Hading fornemmede, at det ikke
nyttede at stige og storme. Han hittede da på det puds at lade fange en hel hob fugle, som
havde deres reder under tagene inde i byen, og bandt dem svampe med ild i under
vingerne, hvormed de da fløj tilbage og stak ild allevegne i staden. Da nu indbyggerne løb
rundt for at slukke og portene måtte passe sig selv, så Hading sit snit til at bryde ind og
fange Handvan, men han havde dog ikke lyst til at skille ham af med livet og lod så vidt
nåde gå for ret, så Handvan fik lov at veje sig selv op med guld og så være fri.
Efter store bedrifter i Østerleden satte Hading kurs ad Sverrig til og mødte, under
Gulland, kong Svipdag i spidsen for en stor flåde, men slog også ham og gav ham sit
livsbrød. Han kom således hjem af sin landflygtighed, ej blot med bytte i kæmpehånd, men
også med retsbod for fader og for broder. Han havde den lykke som konge igen at se sit
fædreland, og satte sig til højbords med hæder og ære.
(Saxo 1.7.1) På den tid var der en mand ved navn Odin som over hele Europa
fejlagtigt blev opfattet som en gud. Allermest opholdt han sig i Uppsala, hvor han holdt
ganske særligt af at bo, uden at man ret ved, hvad folket der skulle tilskrive den ære af
hans flittige besøg: Enten deres egen vanvittighed eller egnens yndighed. For nu
imidlertid ret at vise denne afgud deres hengivenhed, lod Nordens konger hans billede
støbe i guld, behængte det med svære armbånd og fingerringe af det fineste guld og
skikkede ham det så til Byzans, som et stort ærestegn og bevis på hvad de kaldte gudsfrygt.
Odin tog naturligvis med kyshånd imod det kærtegn, der bar så kraftigt et vidnesbyrd om
hans store navnkundighed, men Frigga, hans dronning, satte stadsen over æren og fik
nogle guldsmede til at stjæle sig noget af støtten. Nu fik vel Odin fat på de karle, lod dem
hænge og støtten sætte til vejrs med en kunstig indretning, så den gav en klang af sig, så
snart folk rørte ved den. Men det hjalp lige meget, thi Frigga, som hellere ville se sig selv
forgyldt end sin mand forgudet, lå i med en af hans fortrolige venner, som kløgtigt forstod
at få støtten ned, og guldet, som var givet til hvad man kaldte gudelig brug, måtte nu holde
her og tjene kvindelig forfængelighed. En smuk gudinde, som hellere ville miste sin ære,
end stadsen undvære! Men hvad skal man videre sige: Hun var jo gudinde, som han var
gud, og man må kun forundre sig over, at folk i gamle dage kunne være så vildfarende at
lade sig narre op i deres åbne øjne. Der blev imidlertid en stor jammer på færde med
Odin, da han mærkede det dobbelte puds, hans dronning havde spillet ham, med både at
bryde sin tro og skamfere hans billede. Som en ærekær mand, gik den store spot og skam
ham så nær til hjertet, at han fik lede ved hjemmet og rejste sin vej i det håb ved en
frivillig landflygtighed at kunne afstryge sin skam.
Saxo "gengiver" her noget af det indhold, som forekommer i Snorres
"nye" introduktion til Ynglingesaga - men det var Saxo, der skrev først, og
der var som nævnt også spor heraf i Skjoldungesaga. Hvad grundlaget
82
oprindeligt har været, kan vi ikke vide, men hele Odin-historien var i alt
fald ikke fri digtning fra Snorres side, som mange har påstået. Han må
simpelthen have lært noget nyt om Odin på sit besøg i Skandinavien.
Odins byzantinske forbindelse er interessant i relation til herulerne,
for hans kongelige herulske dobbeltgænger eller dennes efterkommer
leverede som nævnt en konge til den byzantinske kejser Justinians
herulske soldater. Den historiske og arkæologiske forbindelse mellem den
svenske og den byzantinske gruppe af heruler kan have givet langvarige
rejser til nogle medlemmer af den herulske kongefamilie. Den hedenske
konge kan endda have haft en religiøs eller dynastisk overhøjhed over sine
tvangskristnede slægtninge i Illyrien, som var uacceptabel for Justinian og
førte til byzantinernes opgør med herulerne trods deres berømmede
egenskaber som lejesoldater.
I øvrigt var Odin også en gang landflygtig i 10 år fra "gudernes
hovedsæde i Byzans" til fordel for Oller/Ull78. Her skal vi dog følge den
første version:
(Saxo 1.7.2) Da nu Odin var borte, kom en vis Mid-Odin til orde ved sine koglerier
og greb lejligheden til at forgude sig selv ved at indbilde folk, at der var en guddomskraft
faret i ham. Det lykkedes ham virkelig også at skaffe sig tilbedelse, og han indhyllede de
vanvittige hedninger i et nyt vildfarelsens mørke. Han fik dem bildt ind, at guderne ikke
kunne forsones eller formildes ved ofringer, som gjordes til dem i fællesskab, men at hver
gud ville have sit offer for sig selv, så det skulle nu herefter være forbudt at dyrke dem alle
i samling. Så snart imidlertid Odin kom hjem, tog denne heksemester, hvis kunst slog fejl
for ham, flugten til Fyn eller Finland og ville gemme sig der, men folket samlede sig og
slog ham ihjel. Nu fik man at se, hvad slags han var af, thi ingen kunne komme hans
gravsted nær, uden straks at miste sit liv, så han gjorde sig hartad værre berygtet i graven
end før i verden, og betalte dem der slog ham ihjel med al landsens ulykke. For nu at få
magt med det uvæsen, gravede indbyggerne ham op igen, huggede hans hoved af og slog
en pæl igennem hans hjerte, og så fik de endelig fred.
(Saxo 1.7.3) Det var efter sin dronnings død, at Odin kom tilbage, thi ved den syntes
pletten på hans gudenavn at være aftvættet, så han nu fik hele sin forrige anseelse igen, og
den brugte han straks til at afsætte alle dem, der i hans fravær havde tiltaget sig
gudenavn, og splitte det selskab af troldmænd ad, der havde dannet sig og nu måtte vige,
som mørket for solens glans. Han lod det nemlig ikke blive ved at afsætte de selvgjorte
guder, men drev dem også i landflygtighed, thi han syntes, at det ikke var mere end
rimeligt, at hvem der ville stjæle sig ind i Himmelen, blev husvild på Jorden.
(Saxo 1.8.1) Imidlertid havde Svipdags søn, Asmund, grebet til våben imod Hading,
for at hævne sin faders fald, men lykken var ham så ugunstig, at han i denne strid mistede
sin tapre søn, Henrik, hvem han elskede højere end sin egen sjæl, som man ser af de
klagerim, hvormed han tog imod den Jobspost, og gav tilkende, at nu var kun døden ham
kær, og livet til besvær.
...
(Saxo 1.8.4) Ordet var endnu i hans (Asmunds) mund, da Hading jog et kastespyd
78
Odin var hos Saxo udsat for en 10-årig forvisning til fordel for Oller (Guden Ull). Da Odin
kom tilbage, flygtede Oller til Sverige og blev derefter dræbt af danerne. (Saxo 3.4.9-12).
83
igennem ham, men Asmund tog den trøst med sig i graven, at hans banemand dog, hvor
han gik og stod, måtte huske ham, thi han brugte sine sidste kræfter og øjeblikke på at give
Hading et sår i foden, som gjorde ham til en krøbling alle hans dage. Det var en
mærkværdig valplads, hvorfra den ene konge måtte halte igennem verden, og den anden
lade sig bære til jorden, men det var endnu en mere mærkværdig ligbegængelse, Asmund
fik i Uppsala, thi hans dronning, Gunhild, dræbte sig selv, for ikke at overleve sin
husbond, så hun ville hellere gå i døden med ham end med livet fra ham. De efterlevende
lod da også dronningen få sin ret: De dømte hende, som elskede sin konge højere end
livet, værdig til at hvile i kongegraven og sammenblandede venligt de ægtefolks aske. Der
ligger da Gunhild med ære og favner i graven sin mand så ømt, som andre kun i
brudesengen deres!79
…
(Saxo 1.8.5) Efter at have vundet denne sejr hærgede Hading i Sverige, og Asmunds
søn Uffe, som ikke turde vove sig i slag med ham, drog da over til Danmark med en hær,
idet han holdt det for klogere at falde ind i fjendens land end at være i sit eget og nemmest
at lønne fjenden for den overlast, han gjorde, ved at lønne ham lige for lige. Danskerne
var da nødt til at gå tilbage og forsvare deres eget land 80 …
(Saxo 1.8.7) Da nu den ting var bragt i rigtighed, rustede Hading sig den hele vinter
og drog om foråret, så snart isen brød op, over til Sverrig, hvor han holdt ved at husere i
fem samfulde år. Det blev dog for længe til sidst, thi levnedsmidlerne gik op, og Hading fik
at fornemme, at hunger er et hårdt sværd, thi hans krigsfolk kunne til sidst knap hænge
sammen. De måtte ikke alene tage til takke med skovsvampe, og slagte alle deres heste,
men endog med hundeådsler og hinandens lig, og da de så var allermest fortvivlede,
hørtes der ved nattetide, man ved ikke hvorfra, en røst i den danske lejr med følgende rim,
(som indledes således):
(Saxo 1.8.8)
Med dystre varsler drog I fra jeres egn
og hjemstavn for at angribe vores land.
Har ren forregning ført jeres tanker vild?
Har blind forvisning snydt jeres sunde sans?
Tror I at dette land la'r sig ta' med vold?
Et vældigt land som Sverrig kan ingen slå.
…
(Saxo 1.8.9) Varslet gik i opfyldelse den følgende dag, thi dagen efter blev der holdt
et slag, som kom danerne dyrt at stå. De faldt i hobetal. Men så den næste nat hørte
svearne disse ord, uden at nogen vidste, hvor de kom fra:
Tåbelig, Uffe, du trods mig byder,
hårdt min harm og hævn skal dig ramme.
…
Det er min spådom for dig,
så snart du kommer ud i slag.
…
(Saxo 1.8.10) Samme nat stødte krigshærene atter sammen, og da månen blinkede
gennem skyerne, så man to skaldede gubber i gruelig skikkelse slås om sejren, så den ene
79
Tankegangen bag denne Uppsala-begravelse minder om Procopios' beskrivelse af den gamle
heruls død (Procop VI, xiv). Kapitel 3.3. Hertil kommer, at der er fundet kvindelige skeletrester
i Østhøjen.
80 Her reagerer Uffe som Ottar i Ynglingesaga 27.
84
stod de danske, og den anden svearne bi.
(Saxo 1.8.11) Hading tabte slaget og flygtede til Hälsingland, hvor der timedes ham
en værre ufærd. Da han på en hed sommerdag gik ud for at bade, fik han øje på et
ubekendt og underligt dyr, som han endelig ved sværdslag fik taget livet af og lod føre op i
sin lejr. Men, som han nu gik og pralede af sin heltegerning, mødte han en kvinde på
vejen, som sagde:
Ve dig Hading for hvad du har gjort.
Guders hævn vil hårdt dig ramme,
hvor end i verden du vender dig hen.
På land eller sø, den sikkert dig følger.
Huset over dit hoved ramler,
rystet og væltet af vældige storme,
snekken, som bærer dig, synker straks
og tumles som vrag på de vildene vover.
Alle skal fly dig som farlig pest,
hvad du rører, vanheld du volder.
I dit spor gå sot og sygdom.
Hvor du vandrer, visner alt.
En gud du dræbte i dyreham,
nu vender alle vætter imod dig.
Om for din brøde du bøder ej fluks,
om du ej soner, hvad svart du synded.
(Saxo 1.8.12) Hading begav sig nu ud på hjemrejsen, og det gik på alle måder efter
kvindens ord, så hvor han vendte sig, kom alting i oprør. Så snart han kom ud på søen,
rejste der sig en flyvende storm, som ødelagde hans flåde, og da han, som en skibbruden
mand, søgte husly et sted, blæste huset omkuld, så snart han kom ind. Nu mærkede han da,
at der ikke var andet råd for uråd end at prøve, om han ved sonoffer igen kunne vinde
himmelens gunst, og vendte sig derfor til afguden Frø med et offer af kulsort kvæg, og et
sådant sonoffer, som svearne kaldte Frø-blot, blev det en skik i hans æt at gentage hvert
år.
(Hading fortsatte sin Odyssé og reddede kong Hågens datter i Norge fra at skulle
giftes med en jætte - ligesom faderen reddede Gro.)
(Saxo 1.8.13) … Da hun nu siden fik lov af sin fader at vælge sig en brudgom, hvem
hendes hu stod til, i kongehallen, hvor der var både unge og højbårne bejlere nok, da ledte
hun kun efter det skjulte kærlighedspant (en ring hun havde skjult på ham) og følte sig
frem, til hun fandt det hos Hading, hvem hun da, uden at ænse de andre, favnede fluks, og
overgav sig i heltens hånd, som reddede hende af jættens kløer.
(Saxo 1.8.14) Imidlertid, nu Hading var her som gæst, skal han have overværet en
underlig ting, thi, som folk en aftenstund sad ved borde, så man en kvinde stikke hovedet
op af gulvet henne ved arnen, og vise i barmen en urtekost frem, som om hun ville spørge,
hvor i hele verden de vel mente, der var så dejligt grønt ved vintertide? Da nu kongen
også fik lyst til at gæste det land, tog kvinden ham under sin kåbe og sank i jorden, den vej
hun kom. Det skulle da uden tvivl betyde, at han, med norners og guders minde, skulle
85
gøre den rejse i levende live, som stod ham for efter døden. Først måtte de arbejde sig
igennem et tyk og lummer tåge, og kom så på en meget betrådt og forslidt fodsti, som førte
hen til en hob stadseligt klædte kongebørn. Men ikke før de kom dem forbi, nåede de hen,
hvor solen skinnede, og den slags urter groede, som kvinden havde vist. Videre gik de og
kom til en å med sortblå vande, hvor strømmen gik strid og henrullende med sig allehånde
våben i rivende fart. Over den strøm var imidlertid lagt en bro, og den gik de over hen til
et sted, hvor de så to krigshære stå, som prøvede styrke. Hvordan, sagde Hading, hænger
dog den ting sammen? Åh! sagde kvinden, det er kæmper, som faldt i slag, og nu daglig
viser det sådan i en lignelse, hvordan det gik til. Ligesom i et skuespil opfører de igen
deres forrige bedrifter81. Videre gik de, og så da en mur, ikke nem at komme nær endsige
at komme over, og omsonst var al den umage, som kvinden gjorde sig med både at springe
over den og at gøre sig lille og smutte igennem. Hun måtte da nøjes med at vride hovedet
om på en hane, hun just havde hos sig, og kaste den over muren, og fluks hørtes hanegal
fra den anden side til vidnesbyrd om, at fuglen var kommet til live på ny!
(Saxo 1.8.15) Da Hading var kommet tilbage fra denne underlige nedfart, gav han
sig på hjemrejsen med sin unge dronning til fædrelandet, og de vikinger, som lå på lur og
ville have gjort ham vejen stridig, fik en lang næse, thi ihvorvel vandet og vinden var for
dem alle, så tog han dog luven fra dem og kom velbeholden hjem.
(Saxo 1.8.16) Imidlertid lod kong Ubbe i Sverrig gøre vitterligt, at hvem der kunne
tage Hading af dage, skulle få hans datter, som var et underværk af dejlighed, og den
fristelse kunne en vis Tønning82 ikke modstå, men hyrede sig en trop bjarmer, hvormed
han håbede at se sit ønske opfyldt. Hading, som ville møde ham på halvvejen, stak nu i
søen, og da han sejlede Norge forbi, blev han på kysten opmærksom på en gubbe, som
stod bestandigt og viftede med et klæde og bad dem lægge til med snekken. Hadings
staldbrødre anså det for en farlig sag, stod hårdt imod og sagde, at krydsvej var
krinkelvej. Men Hading tog ikke desmindre gubben ombord og lærte af ham at gøre sig
mere end sædvanlig flid med sin fylking og stille hæren således op, at der kun stod to
mand i den første række, men fire i den anden, otte i den tredje, og så videre, immer
dobbelt op, og så bestandigt sætte slyngekasterne og bueskytterne på fløjene 83. Da nu
slaget skulle stå, og hæren var således stillet op, af skabelon som en kile, gik den gamle
mand hen allerbagerst og trak en bue ud af koggeret, han havde på ryggen, der kun var
stakket at se til, men skød sig således ud, at den blev længere end hele fløjet. Med den bue
skød han ti skud ad gangen, lige ind på fjenden, så det peb i luften, og lige så mange pile,
lige så mange sår. Bjarmerne, som mærkede, at det gik skævt for dem i sværdslag, tyede
nu til deres trolddom og rejste med deres hekserier under klar himmel gråvejr med tåge og
plaskende regn, men den gamle var deres mester, thi så snart han så det trak op til regn,
satte han en sky der lige imod, som pressede så, at regnen drev over. Hading vandt da
sejr, og den gamle mand gik sin vej, men rådede ham til altid hellere at føre store krige i
fjerne lande, end småhugges med sine naboer hjemme, og spåede ham tillige, at fjender
skulle aldrig fælde ham, men kun hans egen gode vilje gøre ende på hans dage.
(Saxo 1.8.17) Siden indbød Ubbe Hading op til sig i Uppsala under påskud af en
forligsforhandling, men han havde ræven bag øret. Hading mistede alle de folk, som han
havde med sig, thi de danske blev bænket i en sal for sig selv, og da en af dem ville ud,
81
Odins Einherjer.
I Ynglingesaga 23 rejste Auns træl Tunne sig mod Egil, som Tønning mod Hading. Egil
måtte have hjælp fra danerkongen Frode for at slå Tunne. Sandsynligvis baseres disse to
almuens repræsentanter med næsten samme navn sig på samme figur.
83 Her møder vi første gang fortællingen om Odin, som lærte nordboerne den romerske
kileformation Porcinum Capet, som i Norden blev kaldt Svinefylkingen .
82
86
stod der en svear ved døren og huggede hovedet af ham. Kun Hading alene undkom i
nattens mørke, men han kom igen med sin krigshær, og så faldt Ubbe i slaget. Hading
forgreb sig dog ikke på hans lig, thi han førte kun krig med de levende, ikke med de døde.
Meget mere glemte han, det var hans arvefjende der lå, gav ham en hæderlig jordefærd og
lod oprejse et meget kunstigt udhugget gravminde over ham. For nu også, da han havde
overvundet svearens overhoved, om muligt at vinde deres hjerte, viste han dem, at han
ikke interesserede sig for fremmede lande, thi han lod riget blive ved Asmunds æt og satte
Ubbes broder, Hunding på tronen.
(Saxo 1.8.18) Da nu Hading havde fået fred for sin gamle medbejler, slog han sig til
ro, slap sværdet og holdt på ploven, men efter en del års forløb blev han dog ked af den
stilhed og begyndte at beklage sig over evig og altid at dyrke jorden og aldrig at komme
ud på havene, og nu beskyldte han sig selv for dovenskab og slaphed. … Hans dronning
derimod ville helst have sit på det tørre og holdt mere af land og skov end af stranden,
hvor strandfuglene forstyrrede hendes gode morgensøvn, hvilket hun besang i et digt.
…
(Saxo 1.8.23) Efter disse begivenheder var det, at Hading en nat drømte, at hans
afdøde dronning kom til ham og sang:
Ved du da vel, du et vilddyr avled?
Mangen ulv skal ufærd du volde. …
Men lidt efter tilføjede hun:
Farlig fugl du fostrer, Hading,
hæslig ugle i svaneham!
Om morgenen da kongen vågnede, fortalte han sin drøm til en mand, som forstod sig
på mørke taler, og fik den således udlagt, at ulven skulle betyde hans søn, som ville blive
en grum kæmpe og en skræk for sine fjender, mens svanen skulle betyde hans datter, som
ville forråde sin far.
(Saxo 1.8.24) Den spådom gik også i opfyldelse, thi Hadings datter, Ulvilde, som
blev gift med Guttorm Bonde, var så unaturlig, at hun virkeligt ophidsede sin mand til at
tage hendes egen fader af dage. Hvad enten hun dreves mest af indædt arrigskab over den
lave stand, hun var giftet ind i, eller af umådelig ærgerrighed, kan man ikke sige med
sikkerhed, men at hun havde dronningestadsen i hovedet, det ser man af hendes tale …
(Saxo 1.8.26) På denne måde fik Ulvilde virkelig sin husbond overtalt til at tage del
i det sorte forræderi, men Hading blev i en drøm advaret om at vogte sig for sin svigersøn.
Han kom ikke desto mindre til gæstebudet, som hans datter lod til at have anrettet med
særlig kærlighed, men tæt ved huset lagde han en trop krigsfolk i baghold, der kunne være
ved hånden, når der blev behov. Som han nu sad ved bordet, lagde han mærke til, at der
stod en tjener, som ingen ting bestilte, med et sværd under koften, og det var da tydeligt, at
han lurede på lejlighed, men nu gav Hading sine folk det tegn, der var aftalt, ved at blæse
i sit horn. De kom da også på øjeblikket, og fals slog sin herre på hals.
(Saxo 1.8.27) Imidlertid kom dog det rygte ud iblandt folk, at Hading var død, og da
Hunding i Sverrig hørte det, gjorde han et stadseligt gæstebud for at drikke æres-øl over
ham. Der blev nu sat et stort mjødkar midt på gulvet, og for at det skulle gå ret højtideligt
til, tog Hunding sig selv en tjeners skikkelse på og stod for skænken, men i det han nu gik
omkring og sørgede for gæsterne, gled foden fra ham, og han drattede ned i karret og
druknede, som om det skulle være en straf over ham, enten fordi han løj Hading død, eller
fordi han smurte Odin om munden med et tomt gravøl. Dog, hvorom alting er, da Hading
87
fik den nyhed, så satte han sig for at gøre samme skel og at dø til dens ære, som døde til
hans; hvorfor han lod folket sammenkalde og hængte sig i alle mands påsyn.
Saxos Hading-figur er en absurd blanding af mange sagaelementer,
hvor Saxo også giver plads til den gamle religion.
Selvmordet i Saxos version strider mod tidens idealer – selv om
herulerne har kendt sagnet om Ermaneriks selvmord. Man skulle dø i
kamp, og hvis det ikke var muligt, måtte man mærkes med sværd, som
Odin.
6.3
Hake og de første Ynglinge-konger
Hundings død i mjødkarret i 1.8.27 kendes tillige fra Ynglingesaga,
hvor Yngve-Frejs søn Fjolne led samme død i mjødkarret hos Frode af
Danmark, da han døddrukken skulle ud og forrette sin nødtørft - han døde
ikke krigerkongens agtværdige død i kamp. Tjodolfs oprindelige digte i
Ynglingatal er normalt mere kryptiske:
(Yng 11)
Det dødsbud, som kom til Fjolnir,
blev fuldbyrdet i Frodes hus.
Og tyrens spyds (hornets) vindløse bølge (mjødet)
bragte efter skæbnens vilje høvdingen fra livet.
Saxos Ubbe må være Ynglingesagas Ottar, mens broderen Hunding
synes at være Fjolne. Hunding kan betyde "lille hunner" og samme
betydning har sandsynligvis Onela 84 - bror til Ottar i Beowulf. Saxos Asmund med sønnerne Ubbe og Hunding kan derfor svare til Beowulfs
Ongentheow med sønnerne Ottar og Onela. Dette kan indicere, at danernes
"svenske ærkefjender" er blevet kronologisk adskilt i Ynglinge-saga. Det
vil ikke være et særsyn, da alle figurer i Ynglingesaga inden Ottar
forekommer at være reminiscenser af andre figurer i forskellig grad.
Tidsmæssigt hænger det ikke sammen, da Ottar og Onela synes at høre
hjemme på Frodes og Roars tid. Dette vil blive uddybet senere ( bl.a.
kapitel 7.2).
Hading står altså hos Saxo på en plads i sagakronologien, som tilhører
Frodes den Stores far, der sandsynligvis efter det gamle Ingeld-digt at
dømme normalt hed Hake (citeres i kapitel 8.3). Det var i alt fald ifølge
digtet denne Hake, der oprindeligt ansatte den indvandrede lejesoldat,
Starkad (Stærkodder), som derefter tjente Frode og troppede op som
gammel hos dennes søn, Ingjald. Disse sammenhænge uddybes i de næste
kapitler.
84
En gotisk bisp hos bibeloversætteren Wulfila hed på gotisk Unela, hvilket er tolket som "lille
hunner".
88
Ynglingesaga har følgende beretning om Hake, som genkendes som
elementer i Hadings historie ovenfor - hvis vi ser bort fra Hakes død:
(Yng 22) Hake og Hagbard hed to brødre, som var fremragende mænd. De var
søkonger og de havde store lid. Nogle gange drog de begge afsted og nogle gange hver for
sig. Hver af dem havde mange kæmper med sig. Kong Hake drog med sin hær til Svitjod
mod kong Hugleik, men Hugleik samlede en hær til modstand. Da kom to brødre ham til
hjælp, Svipdag og Geigad, fremragende mænd begge to og store kæmper. Kong Hake
havde 12 kæmper med sig. Der var Starkad den gamle med ham. Kong Hake var også selv
en stor kæmpe. De mødtes på Fyrisvoldene, og det blev et stort slag. Hugleiks hær faldt
hurtigt. Da gik kæmperne Svipdag og Geigad fremad, men Hakes kæmper gik seks mod en
mod hver, og gjorde dem til fanger. Så gik Hake ind i skjoldborgen til Hugleik og dræbte
ham og hans to sønner. Efter dette flygtede svearne, og Hake lagde landet under sig og
blev konge over svearne. Han sad da på land i 3 år, og mens han sad der, drog hans
kæmper i viking og fik gods på den måde.
(Yng 23) Jorund og Erik var sønner til Yngve Alreksson. De lå ude i viking hele den
tid og var store krigere. En sommer hærgede de i Danmark, og der mødte de Gudlaug
Håløyg-konge og kom i strid med ham. Og snart var Gudlaugs skib ryddet og han selv
fanget. De satte ham i land på Straumøynes og hængte ham der. Hans mænd rejste høj
efter ham der. …
De to brødre Jorund og Erik vandt stor ære af dette og mente nu, at de var større
mænd end før. De erfarede, at kong Hake i Svitjod havde sendt sine kæmper fra sig. Da
drog de til Svitjod og samlede en hær. Da svearne fik at vide, at Ynglingene var kommet,
drog mange krigere til dem. Derefter sejlede de ind i Lågen og styrede op til Uppsala mod
kong Hake. Han gik mod dem på Fyrisvoldene, men han havde en mindre hær. Der blev
det et stort slag. Kongen gik så hårdt frem, at han fældede alle, som kom ham nær, og til
slut fældede han også Erik og huggede begge brødrenes mærker (faner) ned. Da flygtede
Jorund til skibene og hele hans hær. Kong Hake fik så store sår, at han indså, at hans
levetid ikke var lang. Da lod han et af sine skibe laste med døde mænd og våben. Han lod
det flyde ud på havet, lod roret binde og sejlene hejse. Han lod ild blive tændt på skibet,
da det var stået fra land. Hake var døende eller død, da han blev lagt på bålet, og skibet
sejlede brændende ud på havet. Det blev der talt meget om længe siden.
Som det fremgår af disse brudstykker, synes Hake-beretningen at
rumme en blanding af Saxos Hading og den symbolske Skjold fra Beowulf
– og sikkert en række andre sagn.
Starkads første optræden er en del af denne beretning fra Ynglingesaga, men kombinationen af Starkad, der dukker op lige inden eller under
en stor Frode-konge, finder vi også helt andre steder. I Fragmenta var det
hos Frode den (IV) Stores far, Fridlev, at lejesoldaten Starkad dukkede op.
(Fragmenta 8) … Fridlev fulgte efter sin fader. Han … troede kun på sin
egen magt og våben. Han havde en hird af de bedste kæmper. Blandt dem var
Starkad den ypperste, der ved sine togter i Italien, Rusland og Ungarn havde
vundet sig evigt ry.
Under sønnen Frode IV, blev Starkad bersærkernes leder:
89
(Fragmenta 9) … Han holdt hird på faderens vis og havde hos sig en flok
bersærker, hvor Starkad var leder. Han havde tolv jarler under sig. …
Saxo får følgende ud af historien i sin omtale af Frode IV:
(Saxo 6.5.1-5) På den tid kom en mand ved navn Starkad, Storværks søn, til Frode.
Enten på grund af sine kræfter, eller fordi lykken var ham god, var han undsluppet alene
fra et skibbrud, i hvilket hans staldbrødre omkom. Han blev modtaget af ham som
gæsteven formedelst sin utrolige ypperlighed både i henseende til legeme og sjæl. Efter at
han en stund havde været hos Frode og for hver dag, der gik, var blevet stateligere
udstyret, gav Frode ham omsider et prægtigt skib og gav ham det hverv som viking at våge
over landets kyster. Han havde nemlig af naturen fået et legeme, der overgik andre
menneskers i ypperlighed, og hans mod svarede i den grad dertil, at man hævdede, at han
ikke veg pladsen for noget menneske, hvad tapperhed angik. Hans navnkundighed strakte
sig så vidt, at der endnu den dag i dag går det berømmeligste ry af hans bedrifter og af
hans navn. Ikke blot hos vore fædre stod der nemlig glans af hans udmærkede
manddomsgerninger, men også i alle dele af Sverige og Sachsen havde han vundet det
herligste ry.
Efter hvad sagnet melder, skal han være kommet til verden i det land, som i Sverige
grænser op mod øst, hvor nu de barbariske ester og andre folkefærd vidt og bredt bo i
mængde. Et fabelagtigt og almindeligt udbredt sagn fortæller ting om hans fødsel, som
strider imod sund fornuft og ikke på nogen måde står til troende. Det hedder sig nemlig, at
han skal have været af jætteslægt, og at hans nedstamning fra utyskerne skal have røbet
sig ved, at han havde en usædvanlig mængde hænder, men så hedder det sig fremdeles, at
guden Thor afrykkede de fire, som naturen i sin overstrømmende gavmildhed havde givet
ham for meget. …
Der var nemlig i gamle dage folk, som var drevne i trolddomskunster, nemlig Thor
og Odin og adskillige andre, som med sære koglerier forstod at lave øjenforblindelse og
derved vandt de enfoldige sjæle og begyndte at gøre krav på guddommelig rang. Det var
især Norge, Sverige og Danmark, de hildede i den tåbeligste lettroenheds garn, og som de,
ved at anspore disse lande til at yde dem tilbedelse, besmittede med deres bedrageri.
Virkningerne af deres løgne gik nemlig så vidt, at alle andre ærede en vis guddommelig
magt i dem, holdt dem for at være guder eller i pagt med guderne. De opsendte højtidelige
bønner til disse trolddoms ophavsmænd og omfattede en vanhellig vildfarelse med den
ærefrygt, der skyldes den sande religion.
Deraf kommer det, at ugedagene hos os fører navn efter dem, mens det er vitterligt,
at de gamle romere opkaldte dagene hver for sig enten efter deres guders navne eller efter
de syv planeter. Af selve navnene på dagene fremgår det imidlertid tydeligt, at de, der
dyrkedes af vore forfædre, ikke var de samme, som de gamle romere kaldte Jupiter og
Merkurius, eller som Grækenland og Litium ydede en af overtro opfyldt hyldest. De dage,
som hos os kaldes Thors eller Odins Dag, kaldte de nemlig Jupiters eller Merkurius'.
Dersom vi i henhold til den anførte fortolkning antager Thor for Jupiter og Odin for
Merkurius, følger deraf, hvis vore forfædre, som almindelig holdt for, at Thor var Odins
søn, stå til troende, at Jupiter var Merkurius' søn. Men da romerne nu tværtimod forsikrer,
at Merkurius er Jupiters søn, bliver der ikke andet for, hvis de har ret i deres påstand, end
at vi må antage, at Thor har været en anden end Jupiter og Odin forskellig fra Merkurius.
(- eller at Odin var søn af Thor.)
Der er dem, som mener, at de guder, som vore forfædre dyrkede, kun havde
90
gudenavnet til fælles med dem, der dyrkedes i Grækenland og Latium, men at de, da de så
omtrent var jævnbyrdige med disse i værdighed, lånte dyrkelsen tillige med gudenavnet fra
dem. Dette må være nok sagt om Danmarks guder i gamle dage. Jeg har kortelig fremsat
dette i al almindelighed, for at læserne klarlig kan se, hvilken gudsdyrkelse vort fædreland
havde, da den hedenske overtro herskede her. Nu tager jeg tråden op igen, hvor jeg slap
den.
Lidt af et sidespring, men ikke desto mindre interessant, at det stadig
på Saxos tid var usikkert, hvad relationen var mellem Odin og Thor, selv
om islændingene normalt anså Thor for Odins søn 85 . Hvad der også er
interessant er, at Starkad før et skibbrud i Østersøen henføres til egne, som
den gang var en del af Store Svitjod (Rusland), fra hvis fjerneste egne også
herulerne kom. Frode IV-beretningen fortsætter med Starkad som
hovedperson:
(Saxo 6.5.6-12) De gamle fortæller, at Starkad, som jeg omtalte ovenfor, lod sine
bedrifters førstegrøde tjene guderne til behag, idet han dræbte den norske konge, Vikar.
Hermed hang det efter nogles sigende således sammen: Da Odin i sin tid ville, at Vikar
skulle dø en ynkelig død, men dog ikke åbenlyst ville undlive ham, skænkede han Starkad,
som allerede udmærkede sig ved sin usædvanlige størrelse, ikke blot manddomsmod, men
også evne til skjaldskab, for at han skulle være så meget mere villig til at være ham
behjælpelig med at fuldbyrde kongens drab, thi det håbede han af ham til tak for den ære,
han viste ham. Af samme årsag skænkede han ham også tre mands levetid således, at han i
hver af dem skulle begå en niddingsdåd. For disse ugerningers skyld forlængede han
således hans liv.
Starkad drog straks til Vikar, dvælede en stund hos ham og skjulte det forræderi,
han pønsede på under påtagen underdanighed. Omsider drog han på vikingetog sammen
med ham. Da de et sted længe blev hjemsøgte af voldsomme storme, der i den grad
hindrede sejladsen, at de måtte ligge stille størstedelen af året, mente de, at der måtte
menneskeblod til for at forsone guderne. De lagde derfor lodder i en krukke, og lodden
faldt da således, at kongens liv krævedes som offer. Starkad lavede da en løkke af vidjer
og lagde den om halsen på kongen. Han skulle blot tilsyneladende lide døden og hænge en
stakket stund, sagde han, men løkken var så fast. at den gjorde sin skyldighed, så vejret gik
fra kongen, medens han hang. Inden dødskampen endnu var endt, berøvede Starkad ham
med sit sværd den smule liv, han havde tilbage, og åbenbarede således sin troløshed, da
han burde have bragt ham hjælp. Jeg anser det ikke for fornødent at drøfte det sagn, der
går ud på, at de smidige vidjer pludselig hærdedes, så løkken blev, som om den var af
jern.
Derpå bemægtigede han sig Vikars skib og sejlede, i den agt at lægge sig efter
vikingefærd, til en mand, der hed Bemund og var den ypperste viking i Danmark. Bemunds
staldbroder Frakk var nemlig blevet ked af vikingelivets besværligheder og havde trukket
sig ud af samarbejdet med ham imod efter aftale at udlevere en sum penge. Starkad og
Bemund lagde så megen vægt på ædruelighed, at de, efter hvad der fortælles, aldrig nød
nogen rusende drik, for at ikke afholdenheden, der er det bånd, som holder fastest på
85
I Skjoldungesaga var rækkefølgen modsat (Karsten Friis-Jensen 1984, side 43), og det gælder
også introduktionen til Snorres Edda. Både Dudo og Adam af Bremen havde Thor som
hovedgud.
91
tapperheden, skulle ødelægges af overdådighed.
Efter at have hærget vidt og bredt trængte de ind i Rusland for også at underkue det.
Landets folk, som ikke turde tro på deres mure eller våben, søgte at standse fjendernes
fremgang ved at lægge usædvanligt spidse fodangler i vejen for dem for på den måde at
standse dem, hvis fremgang de ikke på anden måde kunne hindre. Jorden kunne på den
måde lønligt såre de krigere i fodsålerne, som de var bange for at møde med deres hær i
åbent slag. Men ikke engang en sådan hindring formåede at holde fjenden tilbage, thi
danskerne var listige nok til at gøre russernes værk til spildt umage. De tog nemlig straks
træsko på og trådte med uskadte fødder på spidserne under deres fodsåler. Disse
fodangler var således indrettede, at de havde fire forskellige spidser, som var således
anbragte, at de, til hvilken side de end faldt, stadig stod fast på tre ben. Derpå trængte de
ind i de tætte og uvejsomme skove og drev russernes fyrste, Flokke, væk fra de smuthuller
imellem bjergene, han havde søgt tilflugt til. Her gjorde de så meget bytte, at der ikke var
en af dem, som ikke vendte tilbage til flåden belæsset med guld og sølv.
Da Bemund var død, blev Starkad formedelst sin tapperhed tilkaldt af
Bjarmelandskæmperne, og blandt dem øvede han mange mindeværdige bedrifter. Herpå
drog han til Sverige, hvor han lod hvile falde på sig i syv år hos Frøs sønner. Omsider
drog han fra dem til Hake, statholderen i Danmark. Da han opholdt sig i Uppsala, på den
tid ofringerne fandt sted, blev han nemlig led ved de kvindagtige danse, bifaldet, gøglerne
høstede ved deres skuespil, og bjældernes blødagtige lyd. Heraf fremgår det, hvor fjernt
hans sind var fra al yppighed, eftersom han ikke engang kunne holde ud at se derpå. I den
grad er blødagtighed tapperheden imod. Derfor sejlede han sammen med Hake til Irland,
for at selv de fjerneste riger i verden ikke skulle undgå at føle danskernes våben.
På den tid var der en konge på øen, som hed Huglet. Skønt han havde et vel fyldt
skatkammer, var han dog så befængt med gerrighed, at han, da han en gang forærede et
par sko bort, som en kunstfærdig håndværker sirligt havde udstafferet, tog båndene af.
Således forvandlede han gaven til en hån og ved denne stygge adfærd forringede dens
værdi således, at han fik had til tak for den. Han plejede da heller aldrig at vise
gavmildhed imod nogen gæv mand, men gjorde kun godt imod gøglere og pudsemagere,
thi da han selv var en lumpen sjæl, var det i sin orden, at han søgte fortrolig omgang med
andre lumpne sjæle, og at han, der var besmittet med laster, lokkede og sleskede for folk af
samme slags. To ædlinger af udmærket tapperhed havde han dog, Geigad og Svibdag, der
ved deres herlige krigsbedrifter lyste imellem deres blødagtige staldbrødre som ædelstene
på en mødding. De var da også de eneste til at forsvare kongens skatte.
Da kampen imellem Huglet og Hake begyndte, brød gøglerne, hvis letsindighed også
gjorde deres legemer svage, i deres forfærdelse rækkerne og tog skammelig flugten. Det
var al den tak, kongen fik af dem for de velgerninger, han havde bevist dem, men Geigad
og Svibdag86 holdt ene stand imod de mange fjendtlige krigere og kæmpede med en så
utrolig tapperhed, at de ikke syntes at gøre to mands gerning, men en hel hærs. Geigad
tilføjede Hake, der trængte hårdt ind på ham, et så vældigt sår i brystet, at det øverste af
leveren blev hugget af. Det var også ved den lejlighed, at Starkad, da han trængte ind på
Geigad med sit sværd, fik et svært sår i hovedet. Han sagde senere i et kvad, at værre sår
havde han aldrig fået, thi skønt huden udenpå groede sammen igen over det kløvede
hoved, blev der siddende en slem buldenskab i såret underneden.
(Saxo 6.5.13-15) Da Huglet var overvunden og fældet og irlænderne drevne på
flugt, lod Starkad alle dem af gøglerne, der var blevet fanget, piske. Thi han mente, at det
sømmede sig bedre at straffe en flok gøglere på en latterlig måde ved at lade dem miste
86
I Ynglingesaga kæmpede Hake mod den svenske konge Hugleik (Jorunds fætter), og dennes
to kæmper Svipdag og Geigad - altså samme historie, som Saxo placerede langt senere i Irland.
92
deres hud end ved at fare så grumt frem imod dem ved at lade dem straffe på livet. Således
lod han den lumpne bande, der drev gøglerhåndværk, lide en forsmæde1ig straf og
nøjedes med at revse den med vanærende piskeslag. Derpå bød danskerne, at kongens
skatte skulle tages ud af skatkammeret i byen Dublin og overgives til almindelig plyndring,
thi så store skatte fandtes der, at ingen brød sig synderligt om, at de blev ligeligt delte.
Derefter blev Starkad sammen med slavernes fyrste Vine sendt ud for at hindre
østerlændingene i at falde fra. De kæmpede med kurlænderne, semberne, sangalerne og til
sidst med alle østerlændingenes hære og vandt vidt og bredt berømmelige sejre. En kæmpe
ved navn Visin, som der gik stort ry af, havde i Rusland slået sig ned på et fjeld, der
hedder Anefjeld, og hjemsøgte landene nær og fjern med alskens uro. Han havde for skik
at døve od og æg på ethvert våben blot ved at se på det, hvorved han, da han havde mistet
al frygt for sår, blev så dumdristig, at han endog bortførte anseelige mænds hustruer i
mændenes påsyn og voldtog dem. Opbragt ved rygtet om disse skændselsgerninger drog
Starkad til Rusland for at dræbe denne ildgerningsmand. Da han mente, at ingen kamp
var så hård, at han jo nok skulle bestå den, udæskede han Visin til tvekamp og fældede
ham efter at have berøvet ham den fordel, hans kunster gav ham. Han havde nemlig
overtrukket sit sværd med en ganske tynd hud, så at det ikke var til syne for troldmanden,
og hverken hans trolddomskunsters magt eller hans vældige kræfter hjalp Visin noget.
Han måtte ligge under for Starkad.
Derefter overvandt han i Byzans, stolende på sine legemskræfter, i tvekamp en
kæmpe ved navn Tanne, der havde ord for at være uovervindelig. Han drev ham i
landflygtighed til ukendte egne af verden, og da ingen vanskæbne nu havde været mægtig
nok til at kunne unddrage hans kræfter sejren, drog han til Polen og overvandt der i
tvekamp en kæmpe, som danskerne kalder Vaske, men som tyskerne med nogen forandring
af bogstaverne kaldte Wilzce.
(Saxo 6.5.16) Imidlertid begyndte sakserne at pønse på frafald og særligt at
overveje, hvorledes de uden at indlade sig i åben krig kunne få bugt med Frode, der hidtil
var uovervunden i krig. …
Bortset fra en indledningsvis præsentation dukker Frode selv først op
i forbindelse med denne sidste begivenhed i Saxos beretning om Frode IV.
I stedet har Saxo fulgt "statholderen" Hake, som Saxo har problemer med
at få placeret.
Forklaringen må ligge i, at de fleste af Frode-beretningerne hører til
samme sagnkreds om en stor Frode-konge og desuden til en senere mere
anonym Frode med faderen Fridlev 87 - muligvis hører de senere historier
om de fredegode Fridlev og Frode til i denne senere periode, men er flyttet
frem for symbolsk at falde sammen med Kristus’ og Augustusfredens tid
allerede i Skjoldungesaga. Det har givet Saxo problemer med at få Hakesagnene på plads, fordi Hakes følgesvend Starkad først kunne komme hos
en langt senere Frode hos Saxo. Konsekvensen må blive den enkle, at også
faderfigurerne var identiske – herunder Hake og Hading, mens der
kommer en Fridlev senere som far til den anden Frode.
Der er naturligvis en stor usikkerhed her, men det synes naturligt at
87
Hos Saxo (Fig. 7) har den første Frode Hading til far, mens Frode III og Frode IV har Fridlev
til far. I Skjoldungesaga er en Fred-Leif på Hadings plads far til den første Frode, men også
dennes Frode IV har en Fridlev til far.
93
Frode den Store skal komme tidligt i sagaforløbet på grund af Saxo’s
historie om hunnerne, Jordanes-historien, formørkelsen af solen i 530’erne
og Beowulfs samling af mjødsæder, fordrivelsen af ”eorlas” og
Skjoldungefejden – og her står også en Frode efter saneringerne i Figur 1.
Et enkelt Fridlev-element om en halvbror til Frode synes dog at være
knyttet til den første Frode og ikke til Fridlev (se omtalen i note Fejl!
Bogmærke er ikke defineret.):
(Fragmenta VIII-IX) Fridlev bortførte med vold Hilde, kong Åle's datter
fra Opplandene i Norge, og fik med hende sønnen Åle. Med en anden hustru
havde han Frode. Som søn af den voldtagne kongedatter kunne Åle ikke arve,
så Frode fik riget efter sin far. …
Vi finder også elementet hos Saxo, hvor det er placeret hos Frode
IV’s far, Fridlev. Følgende del af beskrivelsen synes at høre hj emme før
Frode I. Det skal bemærkes, at den Halfdan, som nu mødes hos Saxo, ikke
er omtalt som en søn, men som en "statholder" for danerne i Sverige:
(Saxo 6.4.10) … Omsider gav han (Fridlev) sig ud på færden, men flåden blev
overfaldet af vindstille, og han brød derfor ind i bygderne for at søge levnedsmidler. Der
tog en mand ved navn Grubbe gæstfrit imod ham, og hans datter tog han til slegfred og
avlede med hende en søn, der blev kaldt Olaf. Da der var gået en stund, fik han Frogerd til
ægte. …
(Saxo 6.4.11-13) Ved nytårstid fik Fridlev, skønt det holdt hårdt, stiftet forsoning
imellem Bjørn og An, der gentagne gange havde holdt tvekamp, og fik dem til at slutte
venskab i stedet for at hade hinanden. Han betroede dem også sin tre år gamle søn Olaf til
opfostring. Han gjorde An til sin hirdmand og gav ham sin slegfred Juride, Olafs moder,
til ægte, idet han mente, at hun roligere ville finde sig i, at han forskød hende, når hun
blev gift med sådan en kæmpe og kom til at hvile i hans kraftige arm i stedet for i kongens.
Det var skik i gamle dage at adspørge nornerne om, hvilken skæbne der var beskåret
børnene. Fridlev ville da også have at vide, hvad lykke der ventede hans søn Olaf, og efter
højtideligt at have aflagt sine løfter gik han ind i gudernes tempel for at bede. Da han så
ind i helligdommen, så han tre møer sidde hver på sin stol. Den første af dem var mild af
sind og lovede drengen fagerhed og fuldt op af yndest blandt menneskene. Den anden
skænkede ham som sin gode gave en overordentlig gavmildhed, men den tredje, der var
mere ondsindet og misundelig, lod hånt om sine søstres enstemmige godhed og var opsat
på at forringe deres gaver, hvorfor hun føjede nærigheden til drengens øvrige egenskaber.
Idet de andre velgerninger således skæmmedes ved denne usalige nærigheds gift, føjede
det sig sådan, at Olaf formedelst disse gavers forskel fik et tilnavn, der bar vidne om, at
hos ham var gavmildhed parret med karrighed. Sådan gik det til, at denne nærighed, der
knyttede sig til hans velgerninger, gjorde skår i den oprindelige ædelmodigheds liflighed.
Da Fridlev vendte tilbage fra Norge og drog igennem Sverige, påtog han sig af sig
selv en sendefærd og skaffede Halfdan, der endnu var ugift, Hedins datter, som han i sin
tid havde frelst fra et uhyre, til ægtefælle. Imidlertid havde hans hustru Frogerd født
Frode, som fik sit tilnavn af sin overvættes gavmildhed.
I disse to beretninger præsenteres Frode altså med en halvbroder
94
Åle/Olav, som vi senere skal møde i forbindelse med Aun og Starkad. Man
kunne i øvrigt fristes til at tro, at ovennævnte An var den svenske Aun.
Figur 11. Skjoldungesagas
18.
24. konge
Skjoldungesagas 18.24.- konge
Skjoldunge-slægt
Skånske konger
Fredlejf
Frode d. Store
Ingeld
Sigrid
Agnar
Frode
Åle/Olav
Halfdan
Signe
Adils
Rørik
Valdemar
Helge
Roar
Datter
Hjørvard
Rolf Krake
Valdar
Yrsa
Skuld
Skjoldungesagas konger, som de er refereret af Arngrimur Jonsson. Den sekvens i
Skjoldungesaga, som harmonerer med Beowulf, begynder med sagaens konge nr. 18,
Fridlev. Arngrimur Jonsson oplyste, at Valdar var søn af Roar, og det fremgår af
Langebeks udgave af kongelisten fra Langfedjatal.
95
7. Frode den Store
7 Frode den Store
De tre kapitler bestod udover Saxo’s egen indledning af spredte beretninger
om danernes fortid, herunder anglerne, og om de mere eller mindre fiktive
konger, som han placerede omkring de opdelte Frode-konger. Reelt skulle
der, hvis man ser på Beowulf, kun være en eller to konger siden leddet til
guderne i form af den symbolske Skjold. Måske var det blot Frodes far, hvad
enten han hed Hading eller Hake, som til sig knyttede den sagnomspundne
jarl/erilaR, Starkad, mens Fridlev hører til i et senere Frode-led.
7.1
Frode den Store
Frode-skikkelsen har en afgørende rolle i sagnhistorien. Der optræder 6 Frode-konger hos Saxo, men langt de fleste beretninger synes at vedrøre den samme konge, hvis historie må have indgået i en større sagnkreds
om Skjoldungerne, som har vakt interesse selv i England. Sagnkronologisk
optræder han ofte i sammenhæng med svea-kongen Yngve Alreksens
sønner. Hos Saxo møder vi første gang Frode-kongen som Hadings søn,
Frode I:
(Saxo 5.1.1) Efter Hading blev hans søn Frode konge. Han oplevede
adskillige mærkelige hændelser. Da han var kommet til skels år og alder, var
han i besiddelse af alle de dyder, der pryder en yngling, og for ikke at sætte
dem til i lediggang holdt han sig fra al slags vellyst og lagde sig med den
største flid efter krigsvæsenet. Da hans faders krige havde tømt skatkammeret,
havde han imidlertid ingen midler til at udrede sold til sine krigsfolk, og mens
han nu grublede over, hvorfra han skulle få det, han havde så stort behov for,
kom en af hans undersåtter til ham og kvad:
En ø ved jeg ligge ej langt af led,
gods og guld den har i gemme.
På det røde malm en drage ruger,
fælder du den, får du skatten.
…
I fortællingen om Frode I bevæger Saxo sig stadig på eventyrniveau i
stil med Hading-beretningen og Beowulf. Frode blev rig ved at dræbe
dragen og hente de nedgravede skatte. Hans mange krigeriske bedrifter fra
Hellespont til Skotland er ligeledes helt usandsynlige. Skattene var vel
hentet ved gravrøveri og opgravning af folkevandringstidens guldofringer,
og krigstogterne stammer snarere fra østgermanske sagn eller nogle af de
senere vikingeflåders ledere. Frode-skikkelsens egentlige indhold må
derfor primært søges under Saxos næste Frode'r og i andre beretninger.
96
7. Frode den Store
En anden udgave af Frode I og hans ophav finder vi i de endnu
eksisterende fragmenter af Skjoldungesagaen:
(Fragmenta) Da Odin indvandrede fra Asien til de nordiske lande, gav
han sin søn Skjold land at råde for, hvor det siden er kaldt Danmark, og en
anden søn Yngve gav han Svealand. Fra Skjold nedstammer den danske
kongeslægt Skjoldungerne, og fra Yngve nedstammer de svenske Ynglinge.
Skjold satte bo på Sjælland i Lejre.
Skjolds søn var Lev. I hans kongetid skete ingen manddrab, og der var så
stor fred, at han blev kaldt Fridlev88.
Hans søn og eftermand var Frode. Han var så kløgtig, at efter ham
kaldes den "frod", som er klog. Under ham var der en sådan fred, at ingen
vovede at tage sig selv til rette, selv om han fandt sin faders banemand
bunden foran sig. Ran og tyveri ophørte, så en guldring, som han henlagde på
Jelling Hede ved den store jyske landevej, lå urørt i mange år. Deraf fik en af
Frode-kongerne navnet Fredegod. Det menes, at Frodefreden var, dengang
kejser Augustus herskede i Rom og da Krist blev født. I Frodes dage voksede
markerne selvsåede, og i jorden fandtes alle alskens malm.
Det skete en gang, da Frode var bleven gammel, at der kom voldsom lyn
og torden, solen mørknede, jorden skjalv og bjergene styrtede. Det, mener
man, var ved den stund, da Vorherre led døden på korset. …
Aksel Olriks danske gengivelse ovenfor kan suppleres nedenfor af en
mere direkte oversættelse af Arngrimur Jonssons egen latinske tekst, hvor
udtryksmåden måske lidt klarere indicerer, at malmen er Saxo-Frodes
nedgravede skatte:
(Fragmenta) … metaller i store mængder blev hentet op i Danmark89, en
kunst kong Frode mestrede.
Efter mange års forløb indtrådte der en usædvanlig solformørkelse med
jordskælv, der bevægede og ødelagde hele klippeblokke. …
Axel Olriks udgave minder meget om Claus Lunds og Karsten FriisJensens oversættelse af det ældre sagafragment "Upphaf allra frasagna" 90.
I disse fragmenter fra Skjoldungesagaen får vi endnu en gang
sammenhængen præsenteret med andre navne. Skjold placeres som Odins
søn i overensstemmelse med gammel praksis om en afstamning fra Woðan.
Da Hake-figuren får navnet Fridlev, forklares det som man ville forklare et
88
Claus Lunds og Karsten Friis-Jensen fortæller i deres version, at han hed Lev, fordi Skjold
overlod ham land og løsøre.
89 Danmark er netop kendetegnet ved sin mangel på metaller, når man ser bort fra jernet i
myremalmen og lidt kobber.
90 Claus Lunds og Karsten Friis-Jensen: Skjoldungernes Saga, 1984.
97
7. Frode den Store
tilnavn. Billedet af Frode idealiseres for at skabe en konge, hvis kendetegn
er lånt direkte fra myten om Theodorik den Store (Dietrich af Bern) - selv
om myten og naturkatastrofen dateres til Kristi død, hvorfra Theodorik i
øvrigt selv havde overtaget Augustus-freden. At der er tale om den samme
Frode indicerer hans plads og omtalen af metallerne. Der er altså tale om
kraftig manipulation i forhold til en oprindelig figur.
Allerede Skjoldungesaga lagde altså stor vægt på, at den danske
kongeslægt var ved magten på Augustus’ tid.
Derfor skal vi lægge mærke til naturkatastrofen, for den kender vi
sandsynligvis. Både Cassiodorus og Procopios oplevede en lignende
begivenhed, og omtaler den som en formørkelse af solen, som varede i ca.
3 år. En senere syrisk krønike fortæller om 1½ meter sne i Antiocia.
(Procop) Gennem hele året skinnede solen uden kraft - kun som månen.
Det var næsten som en solformørkelse, for dens lys var ikke klart, eller som
det plejer at være.
Formørkelsen begyndte ifølge historikerne den 24. marts 536. Den
kan genfindes i egetømmer i Irland og med 10 års unøjagtighed også i
Grønlands indlandsis. Her synes forklaringen at være et stort vulkanudbrud i Sydøstasien, som fyldte atmosfæren med støv og slørede solen,
hvilket gav anledning til hungersnød og sygdom - og sikkert også voldsomme klimareaktioner.
Formørkelsen menes at være årsag til en del danske standard-deponeringer af en fibel med 10 guldbrakteater i disse år - muligvis et offer for
at formilde guderne91. Brakteaterne var arrangeret i en kæde. Er det disse
gulddeponeringer, der har inspireret til sagnet om Frodes guld ved vejene?
En sådan begivenhed bør naturligvis også kunne spores i sagnverdenen. Sagnenes treårige fimbulvinter kan således i nord være inspireret af
denne begivenhed, som vi finder langt senere hos Saxo i forbindelse med
kong Snio (Sne) og et gammelt sagn om longobardernes udvandring:
(Saxo 8.12.1) På den tid blev markernes afgrøde fordærvet som følge af
overmåde dårligt vejr, og det blev svar dyrtid. Da almuen som følge af
levnedsmidlernes knaphed led hårdt af hungersnød …
Mest konkrete er dog sagaernes beskrivelser ovenfor, selv om
islændingene har farvet dem med dramatiske naturfænomener, som kendes
på Island, men aldrig har forekommet i Danmark.
Sagaernes første danerkonge med navnet Frode regnedes altså i det
første citat for en ældre mand i 530'erne. Han burde i så fald have oplevet
91
Morten Axboe 2001 og 1998.
98
7. Frode den Store
herulernes ankomst og bosættelse, mens de var naboer til danerne i Skåne.
Kristi fødsel, som sagaerne placerer på Frode I' tid, dukker imidlertid
hos Saxo op under Frode III (Saxo 5.15.3) under "Frode-freden" som en
”bekræftelse” af kongeslægtens alder. Der er altså tale om samme konge
eller en sammenblanding.
Som det var nævnt indledningsvis, bliver det generelle billede i det
efterfølgende, at det ved gennemgang af beretningerne om sagnhistoriens
mange Frode'r kan se ud som om, at stort set alle sagn handler om den
samme konge. Her skal vi naturligvis se bort fra det påklistrede
Theodorik-image og nogle af de krigeriske bedrifter.
I det efterfølgende skal vi se på Frode III første ægteskab, som Saxo
beskrev det. Saxo taler her om hunnerkongens datter, men på Frodes tid
var hunnerne stort set forsvundet fra Nord- og Vesteuropa. Sandsynligvis
var nordboerne slet ikke i stand til at skelne mellem hunner og
østgermanske heruler, idet herulerne frem til Attilas død fremtrådte som en
del af den hunniske hær og muligvis endda havde optaget hunner i folket
ved hunnernes tilbagetog. Vi vender i næste kapitel tilbage til dette
spørgsmål, som skyldes, at ingen forfattere på Saxos tid – eller de moderne
historikere – var opmærksomme på herulernes rolle i Norden. Det må
antages, at Saxo i det følgende skildrer en ægteskabsalliance inden
danernes fordrivelse af herulerne (hunnerne). Beretningen ser således ud:
(Saxo 5.1.5) Da Frodes hirdmænd nu i høj grad savnede kvindelig hjælp,
eftersom de hverken havde noget at sy nye klæder af eller kunne bøde de
gamle, formanede de indstændigt kongen til at gifte sig. Han undskyldte sig i
førstningen med sin unge alder, men til sidst gav han efter for deres
indtrængende opfordringer. Da han nu var opsat på at få at vide af dem, der
således havde tilskyndet ham, hvem de mente var tjenlig for ham at indlade
sig i ægteskab med, priste de i højeste grad en datter af hunnerkongen. Det
ville Frode nu ikke høre tale om, og da de trængte ind på ham for at få
grunden til det at vide, sagde han, at han havde hørt af sin fader, at det ikke
var heldigt, at en konge søgte så langvejs bort efter en hustru i stedet for at
tage hende i et af nabolandene.
Da Gotvar hørte det, skønnede hun, at kongen snildeligt søgte at slippe
fra sine venner med udflugter, og for at styrke hans tvivlrådige sind og for at
stive hans selvtillid af sagde hun: "For de unge sømmer det at gifte sig, de
gamle venter graven på. For ungdommen går alt efter ønske og lykken føjer
sig, den hjælpeløse alderdom går ned ad bakke mod graven. Håbet følger
ungdommen, oldingen går uden håb mod døden. Ungdommen er i
fremrykning og lader intet ufuldbyrdet, når den tager fat". Da han af agtelse
for hendes ord bad hende om at påtage sig bejlerfærden for ham, undslog hun
sig først under påskud af sin høje alder og sagde, at hun på grund af sin
alderdoms svaghed ikke kunne påtage sig så vanskeligt et hverv. Omsider gik
99
7. Frode den Store
hun dog ind derpå, da kongen sagde, at det var en tjeneste, der var løn værd,
og tog en guldkæde frem, som han lovede hende som belønning for
sendefærden - den var mere til pryd end til nytte og bestod af led med ophøjet
arbejde, imellem hvilke der var billeder af konger, som ved en indvendig snor
kunne trækkes sammen eller fra hverandre. Også Vestmar og Koll tillige med
deres sønner fandt han det for godt at give hende med på færden, fordi han
mente, at de ved deres kløgt ville undgå den tort at få et afslag.
De rejste altså sammen med Gotvar, og hunnerkongen gjorde først tre
dages gæstebud for dem, førend de fik lov til at komme frem med deres
ærinde; således var det nemlig i gamle dage skik at tage imod gæster. På
gildets tredje dag kom prinsessen frem og gjorde sig behagelig for
sendemændene med sin venlige tale, og hendes fornøjelige nærværelse
forhøjede ikke lidet gæsternes glæde ved gildet. Mens bægrene blev flittigt
tømte, åbenbarede Vestmar hende i skæmtsomme ord deres ærinde for i
fortrolighed at lære jomfruens sindelag at kende. For at hun ikke skulle få
lejlighed til at give ham et afslag, foregreb han sendefærdens ærinde i ord,
der var beregnede på at vække latter. Under gæsternes bifald dristede han sig
til at begynde en spøgefuld samtale med hende. Hun sagde, at hun kun agtede
Frode ringe, for det skortede ham på hæder og berømmelse. I gamle dage
ansås nemlig ingen værdig til at ægte fornemme kvinder, medmindre han ved
glimrende og udmærkede bedrifter havde vundet stor navnkundighed.
Ørkesløshed regnedes for den største lyde hos en bejler, og intet lagdes ham
mere til last end mangel på berømmelse. Havde man blot fuldt på af den,
ansås man for rig på alt andet, og jomfruerne beundrede ikke så meget deres
elskeres skønhed som deres herlige bedrifter.
Da sendemændene nu tvivlede på, om de kunne nå deres mål, overlod de
til Gotvars klogskab at prøve på at føre sagen videre. Hun søgte nu ikke blot
ved ord at få bugt med jomfruen, idet hun forsikrede at Frode brugte venstre
hånd lige så godt som højre og var overmåde dygtig både til at svømme og
kæmpe. Men hun bryggede også en elskovsdrik, og da jomfruen havde fået
den, forvandledes hendes hårdhjertethed til attrå. Hun opgav sin ringeagt og
fattede i stedet elskov og lyst til Frode. Derpå bød Gotvar Vestmar og Koll at
gå lige til kongen og på ny fremføre deres ærinde. Hvis han gjorde
vanskeligheder, skulle de forebygge et afslag ved at udæske ham til kamp.
Vestmar gik nu op på kongeborgen med sit væbnede følge, og sagde at
kongen enten måtte opfylde deres bøn eller kæmpe med dem. "Vi har besluttet
hellere at falde med ære end at vende hjem med uforrettet sag for ikke at lide
den tort at få et afslag og ikke opnå, hvad vi har sat os for. At pådrage os
vanære i stedet for den hæder, vi havde håbet at vinde. Nægter du os din
datter, må du derfor slås med os. Et af to må du vælge. Vi vil enten dø eller
have, hvad vi begærer. Kan vi ikke opnå et glædeligt udfald hos dig, vil vi i al
fald have et sørgeligt. Frode vil blive gladere ved budskabet om vor død end
ved, at vi bringer ham et afslag". Uden at sige mere truede han med at
100
7. Frode den Store
gennembore kongen med sit sværd. Kongen sagde, at det stred mod hans
kongelige værdighed at kæmpe mod sin undermand, og at det ikke sømmede
sig, at folk af ulige stand skiftede hug som ligemænd. Da Vestmar ikke holdt
op med at udæske kongen til kamp, og denne nu vaklede imellem frygt for
kampen og undseelse ved at undslå sig for den, så han ikke vidste, hvad han
skulle gøre, sagde kongen til sidst, at så fik han spørge jomfruen selv om
hendes mening. I gamle dage lod forældrene nemlig deres giftefærdige døtre
selv vælge, hvem de ville giftes med. Da Vestmar nu således var henvist til at
erfare, hvad der var jomfruens hjertensmening, og vidste, at, ligesom enhver
kvinde er ustadig af sind, er hun omskiftelig med hensyn til, hvad hun sætter
sig for, tog han fat på sagen med så meget større fortrøstning, som han vidste,
at kvinderne er vankelmodige i deres ønsker. Hvad der bestyrkede ham i hans
tillid og øgede hans håb om, at hans bestræbelser ville lykkes, var den
omstændighed, at den uerfarne jomfru var overladt til sig selv. En kvinde, når
hun får lov at råde sig selv, er let at lokke med søde og fagre ord, så hun ikke
blot uden vanskelighed lader sig ombestemme, men endog har hast med at
føje sig.
Hun, hvis hjerte allerede var opfyldt af elskov til bejleren som følge af
elskovsdrikkens lønlige virkning, svarede, at hun håbede at finde mere godt
hos Frode, end rygtet havde at melde. Han havde jo en så udmærket fader at
slægte på, og æblet plejer ikke at falde langt fra stammen. Derfor huede den
unge mand hende vel ikke så meget på grund af hans nuværende ypperlighed
som på grund af den, hun ventede, han med tiden ville opnå. Kongen undrede
sig over dette svar, men da han ikke kunne fratage pigen den frihed, han
havde givet hende, lovede han, at Frode skulle få hende. Derpå samlede han
mundforråd i mængde og udstyrede sig på det prægtigste og gav sig straks
ifølge med sendemændene på vej til Danmark i den formening, at ingen bedre
egnede sig til brudefører end brudens far. Frode tog med den største glæde
imod sin brud og viste også sin kongelige svigerfader al mulig ære. Frode gav
ham, da brylluppet var holdt, ved afskeden kostelige gaver, både i guld og
sølv.
(Saxo 5.1.11) Frode levede nu i tre år med Hanunde, således hed
hunnerkongens datter. Der herskede i den tid den mest velsignede fred i
landet, men kongens hirdmænd, som deres ørkesløse levned havde gjort
frække, gjorde sig - med den af freden avlede tøjlesløshed - skyldige i de
skammeligste misgerninger. …
(Saxo 5.1.12) … Grep lod sig ikke nøje med kvinder af ringe stand, men
gik i sin formastelighed så vidt, at han holdt til med dronningen og således
var lige så utro mod kongen som voldsom i sin færd overfor andre. Denne
skændsel tog efterhånden mere og mere til, og mistanken om, hvorledes det
stod til, sneg sig i stilhed frem blandt menigmand, førend kongen fik noget at
vide derom.
101
7. Frode den Store
Den "norske" Erik den Veltalende, som pludselig var dukket op hos
danerne, blev kongens rådgiver på grund af generel utilfredshed med kongens svaghed. Erik afslørede dronningens utroskab, så hun blev skudt til
side. I stedet blev Frode gift med Alvild, som blev hentet i Norge af Erik
og hans bror Roller. Med Alvild fik Frode sønnen Ingjald.
Her er det på sin plads at sammenligne med Frode III's og Frode IV's
ægteskaber, som de omtales i Skjoldungesaga:
(Fragmenta 7b) Frode den 3.: Han giftede sig med Inga, datter af sveakongen Yngve Alrikssøn. … Han havde med hustruen Inga sønnerne Fridlev
og Halfdan.
(Fragmenta 9) Frode den 4.: Fra sveakongen Jorund ranede han dennes
datter og fik med hende sønnen Halfdan. Hun var hans elskerinde. Senere fik
han med en retmæssig dronning Ingjald.
Mens Saxos Frode III første gang var gift med en hunnisk prinsesse
og derefter en norsk, var sagaernes Frode III og IV altså gift med en
svensk prinsesse. Fællesnævneren kan være, at hun kom fra de herulske
lejesoldater i Sverige.
Halfdan-figuren skildres flere steder som halvbroder til Frode eller
Fridlev og fik stor betydning i sagaerne. Den anerkendte svenske
sprogforsker, Elias Wessén92, skrev i en artikel om de nordiske folkenavne
i 1969, at navnet var usædvanligt, og at denne første forekomst af Halfdan
i den danske Skjoldungeslægt tyder på, at han var halvblods. Wessén
stillede det retoriske spørgsmål, om hans mor var herulsk. Et sådant
ræsonnement fra en sprogforsker – hvor kvalificeret Wessén end var som
sådan – kan aldrig blive historisk dokumentation, men Wessén har næppe
været opmærksom på, hvor godt dette forslag passer ind i sammenhængene
omkring Frodes myrdede broder. Måske var Halfdan kun et tilnavn for
Åle, hvilket kan have forårsaget roderiet med navne og parallelle personer
i disse generationer. Det kan også forklare det øgenavn, Sverting, som
Roar havde i visse sagaer, hvis Roar var kvart herul, som må antages at
have været mørke.
Den overdrevent veltalende Erik, som optræder i den første del af
kapitlet, forekommer at være en litterær Saxo-opfindelse, som er atypisk
for de gamle kongesagn - men han gav fortællerne og Saxo en mulighed
for at brillere med ordsprog og anekdoter. Undervejs skifter han imidlertid
karakter og bliver til en militær rådgiver og jarl. Denne norske bondesøn
forekommer kun hos Saxo, mens rollen i de andre værker og hos de andre
Frode'r indehaves af Starkad, som også viser talegaver, når vi senere
kommer til Ingjald. I Saxos version optræder Starkad imidlertid slet ikke
92
Elias Wessén: Nordiske folkstammer och folknamn, Fornvännen 1969.
102
7. Frode den Store
under Frode III Fredegod. Han dukker som nævnt først op hos den efterfølgende Frode IV. At Erik-figuren må have en helt anden baggrund, end
den norske, som Saxo fortæller om, kommer Saxo selv til at røbe 93, da han
fortæller om Eriks møde med sveakongen Alrik:
(Saxo 5.10.1)… Da Alrek havde fået øje på fjenden, sendte han bud efter
Erik og mindede ham i en hemmelig samtale om det forbund, der havde været
mellem deres fædre, og bad ham om ikke at kæmpe sammen med den gøtiske
konge, Gestumblindi. Det vægrede Erik sig på det bestemteste ved, og Alrek
bad da om lov til at slås med Gestumblindi, idet han mente, at en tvekamp var
at foretrække frem for et almindeligt slag. Hertil svarede Erik, at
Gestumblindi var uskikket til at slås på grund af sin høje alder, og gav ikke
blot den, men også hans svage helbred til påskud. Han ville dog gå i kamp
med ham i hans sted, sagde han, thi det var en skam, om han ville undslå sig
for at gå i tvekamp for den, han var kommen for at føre krig for. Så holdt de
da ufortøvet tvekamp.
(Saxo 5.10.2) Alrek faldt, men Erik blev hårdt såret, og da det var
vanskeligt at skaffe lægemidler, varede det længe, før han fik sin fulde
førlighed igen. Der var kommen Frode et falsk rygte for øre om, at han var
falden, og sorg derover pinte kongens sind svarlig …
Disse navne kender vi fra en lignende historie i en helt anden sammenhæng, nemlig i Ynglingesaga og Tjodolfs gamle Ynglingatal, hvor
sidstnævnte fortæller således om brødrene Erik og Alrik - far til "hunnerkongen":
(Yng 20)
Alrek faldt. Der også for Erik
broders våben bane blev.
Med hestenes hovedtøj hinanden
Dags efterkommere dræbte.
Aldrig før blev seletøj
brugt af Freys afkom i kamp.
De to brødre Alrek og Erik har østgermanske kongenavne 94 og Erik
præsenteres i Saxo-afsnittet ovenfor i skikkelse af en militær rådgiver eller
lejesoldat-officer. Erik kan meget vel være en herulsk jarl, som gik i
fjendens sold - en typisk herulsk adfærd og levevej. Starkad er helt klart
samme type og hans navn svarer endda til en historisk kendt soldat i gotisk
93
Dette er også konstateret af Inge Skovgaard-Petersens i disputatsen Da Tidernes Herre var
nær.
94 Jordanes XXIII (117), som tidligere er citeret. Alrik betyder "alkonge", mens Erik betyder
"enekonge" - altså et symbolsk navnepar.
103
7. Frode den Store
sold, Sterkedius 95 . Erik må være Saxos kopi af Starkad-figuren i den
periode, hvor Starkad ikke kunne placeres i Saxos kronologi. Baggrunden
for Starkad synes at have været en herulsk lejesoldat, der lærte danernes
Hake om den romerske kileformation Porcinum Capet (Svinehovedet) eller i sagasprog Svine-fylkingen - og derefter fortsatte i tjeneste hos hans
søn.
Med disse forklaringer om herulerne i baghovedet kan vi gå videre
med Saxos beretning om Frode:
(Saxo 5.5) Kongen, som vandt stor anseelse ved denne nys vundne sejr,
besluttede nu - for ikke at vise sig mindre opsat på retfærdighed end på krig at omdanne sin hær ved at give den ny love, af hvilke nogle er i brug endnu,
medens senere tider har afskaffet andre og sat ny i stedet. Han fastsatte:
At enhver høvding ved byttets deling skulle have en større del end de
andre krigere.
Høvedsmændene, som i slaget plejede at gå lige bag efter bannerne,
skulle for deres værdigheds skyld have det guld, der blev gjort til bytte. De
menige krigere skulle nøjes med sølvet. Våbnene skulle tilfalde kæmperne. De
tagne skibe skulle landets folk have, thi de tilkom dem, der skulle bygge og
udruste skibe.
Ingen måtte holde noget, der hørte til huset, under lås og lukke. Mistede
han noget, skulle han have det dobbelt erstattet af kongens kasse. Holdt nogen
noget forvaret i lukket kiste, skulle han bøde en mark guld til kongen.
Den, som skånede en tyv, skulle selv lide tyvs straf.
Den første, der flygtede i slag, skulle være uden for lands lov og ret.
Da han kom tilbage til Danmark, bestemte han, for ved gode foranstaltninger at råde bod på den fordærvelse, Grep havde fremkaldt ved sine
ryggesløse sæder:
At kvinderne skulle have lov til at ægte, hvem de selv ville, og ikke måtte
tvinges til at tage nogen mand. Således sørgede han ved lov for, at en kvinde
holdtes for lovformelig gift, selv om hendes far ikke havde givet sit samtykke
til hendes ægteskab.
Giftede en fri kvinde sig med en træl, måtte hun dele hans kår, miste sin
frihed og gå over i trællestanden.
En mand skulle ægte den kvinde, han forførte, hvem hun så end var.
En horekarl skulle af den lovlige husbond lemlæstes, for at kyskhed ikke
skulle tilintetgøres ved skændig løsagtighed.
Røvede en dansk fra en anden dansk, skulle han give ham det røvede
dobbelt tilbage og kendes skyldig i brud på freden.
Dersom nogen bragte stjålet gods til anden mands hus, og denne tog
imod ham og lukkede døren efter ham, skulle hæleren have alt sit gods
95
Sterkedius i Cassiodorus, Varia.
104
7. Frode den Store
forbrudt og prygles offentligt på tinge som medskyldig i tyvens forbrydelse.
Enhver, der rømte af landet og blev landets fjende eller førte avindskjold
mod landets folk, skulle straffes på liv og gods.
Dersom nogen af genstridighed var sen til at udføre kongens bud, skulle
han straffes med landsforvisning. (Det var nemlig skik, når der pludselig var
krigsfare for hånden, at sende en træpil, der så ud, som om den var af jern,
om fra mand til mand som budstikke.)
Gik nogen menig mand i slaget frem foran høvedsmanden i første række,
blev han, i fald han var træl, fri mand. Var han bonde, blev han adelsmand.
Var han adeligt født, blev han høvding. (Så stor løn vandt de kække i gamle
dage. I den grad mente vore forfædre, at adelskab tilkom de tapre, thi de holdt
for, at en mands tapperhed ikke burde være en følge af den lykke, der var
blevet ham til del, men at hans lykke burde være en følge af hans tapperhed.)
Ingen retstrætte måtte indledes med noget edeligt løfte eller med
væddemål. Den, som forlangte af en anden, at han skulle indgå sådant
væddemål, skulle betale ham en halv mark guld eller lide hård legemsstraf.
(Kongen forudså nemlig, at sådant kunne give den største anledning til strid.)
Enhver strid skulle afgøres med sværdet, thi det tyktes ham mere
ærefuldt at kæmpe med våben i hånd end at mundhugges. Satte nogen af de
kæmpende sin fod uden for den forud afstukne kreds, skulle han betragtes som
overvunden og gå glip af det, striden drejede sig om.
Dersom en mand af folket af en eller anden grund gav sig i kamp med en
kæmpe, skulle han gå imod ham fuldt rustet, men kæmpen måtte kun bruge en
stok af en alens længde.
Dræbte nogen udlænding en dansk, skulle to udlændinge undgælde
derfor med livet.
(Saxo 5.6) Imidlertid samlede Gøtar en hær for at tage hævn over Erik,
og Frode sejlede da til Norge med en stor flåde. Da de begge havde lagt til
ved Rennesø, sendte Gøtar, skræmt af det store ry, der gik om Frode,
sendemænd til ham for at bede om fred. Erik svarede dem: "Skamløs er den
røver, der først søger fred eller vover at tilbyde gæve mænd den, thi den, som
vil opnå noget, må kæmpe for det. Slag bør mødes med slag, og avind
fordrives med avind". Da Gøtar, som stod noget derfra og gav nøje agt, hørte
dette svar, råbte han, så højt han kunne: "Hver mand kæmper for det gode i
forhold til, som han mindes velgerninger". Hertil svarede Erik: "Dine
velgerninger har jeg gengældt dig ved at give dig gode råd", hvorved han
sigtede til at ypperlige råd er mere værd end nogen som helst gave, og for at
vise, at Gøtar havde lønnet hans gode råd med utak, sagde han: "Da du ville
røve mig hustru og liv, gav du kun et slet eksempel til efterfølgelse. Mellem os
får kun sværdet lov til at dømme".
Gøtar angreb derpå den danske flåde, men det gik ham ilde, thi han faldt
i slaget. Siden skænkede Frode Roller hans rige, der omfattede syv fylker. Det
fylke, som Gøtar i sin tid havde givet Erik, overlod denne også Roller. Efter at
105
7. Frode den Store
have øvet disse bedrifter tilbragte Frode tre år i den dybeste og tryggeste fred.
(Saxo 5.7) I mellemtiden havde hunnerkongen, da han fik nys om, at
Frode havde forskudt hans datter, sluttet forbund med Olimar, kongen i
Østerleden, og i løbet af to år rustet en krigshær imod danskerne. Frode
samlede da også en hær, ikke blot af landets egne folk, men også af
nordmænd og slaver. Erik var blevet sendt ud for at udspejde fjendens hær.
Da han ikke langt fra Rusland traf på Olimar, der var blevet sat til
høvedsmand for flåden, medens hunnerkongen anførte landhæren, tiltalte Erik
ham således:
Sig, hvad betyder alle de snekker?
Pønser på orlog du, Olimar konning?
Olimar svarede:
Frode jeg søger, Fridlevs søn.
Hvo er du, som mig vover at fritte?
Erik kvad:
Aldrig fanger du sejr over Frode,
ingen står sig i strid mod ham.
Olimar kvad:
En gang får den første være,
tit, hvad mindst man venter, times.
Med det ordsprog gav kong Olimar til kende, at ingen bør sætte alt for
stor lid til lykken. Erik red nu ind i landet for at udspejde hunnernes hær. Da
den gik forbi Erik, og han red forbi den, så han den første fylking, da solen
stod op, og den sidste, da solen gik ned. Han spurgte derfor folk, han mødte
undervejs, hvem der rådede for så mange tusinde krigsfolk. Da Hun - således
hed hunnerkongen - fik øje ham og hørte, at han havde påtaget sig en spejders
hverv, spurgte han, hvad han hed, og Erik sagde da, at han gik under navn af
"Alle vegne mødt og ingen sted funden". Kongen lod nu en tolk hente og
spurgte, hvad Frode tog sig for, hvortil Erik svarede: "Frode bier aldrig
hjemme på en fjendtlig hær. Ikke har han for skik at tøve i sin borg, til fjenden
kommer, thi den, der tragter efter en andens højhed, må våge og være på sin
post hele den udslagne nat. Sent fanger sovende mand sejr. Liggende ulv
finder sjældent ådsel". Da kongen skønnede, hvor dreven han var i at pryde
sin tale med fyndord, sagde han: "Her har vi måske den Erik, der, efter hvad
der er kommet mig for øre, falskelig har anklaget min datter", hvorpå han
straks bød sine mænd at gribe ham. Men Erik sagde, at det ikke sømmede sig,
at der var flere om at gribe en, og ved de ord formildede han ikke blot kongen,
men gjorde ham endogså villig til at tilgive ham. Det er dog ikke er til at tage
106
7. Frode den Store
fejl af, at det mere var list end velvilje, der lå bag ved den tilgivelse. Thi når
han lod ham slippe, var det især, for at han skulle jage skræk i Frode ved at
fortælle ham, hvor stor en hær han havde.
Da Erik kom tilbage, bad Frode ham gøre rede for, hvad han havde fået
at vide på sin spejderfærd. Han sagde, at han havde set seks konger, hver med
sin flåde, hver talte fem tusind skibe, hvert med tre hundrede mand ved
årerne. Hvert tusind af hele skaren bestod af fire fløje, og da der var tre
hundrede på hver fløj, måtte hvert tusind regnes til tolv hundrede. Da Frode
nu kom i tvivl om, hvad han skulle stille op med så mange, og ivrigt så sig om
efter forstærkning, sagde Erik: "Dristigt mod står gæv mand bi. Bjørn må
fanges med bidske hunde. Bulbidere må vi have, ikke fejge skødehunde". Så
gav han Frode det råd at samle sin flåde. Da den var rustet, sejlede de mod
fjenden. De øer, der ligger imellem Danmark og Østerleden indtog de og
underlagde sig dem. Da de sejlede videre, stødte de på nogle skibe af den
russiske flåde, og da Frode holdt det for en skam at angribe dem, fordi de var
så få, sagde Erik: "Krummer er også brød. Falden mand bliver sjældent fed,
og den bider ej, som i bælg er bunden". Ved den tale fik han kongen til at lade
være med at skamme sig ved at angribe dem og fik ham til at angribe de få
med mange ved at forestille ham, at man må sætte undseelsen til side for det,
man har nytte af.
Derpå sejlede de imod Olimar, som på grund af den sendrægtighed,
hans flådes store talrighed medførte, hellere ville vente på fjenden end at
angribe ham. Russernes skibe var nemlig klodsede og på grund deres
størrelse vanskelige at ro. Men heller ikke hans mandskabs store mængde blev
ham til fordel, thi russerne havde mere deres styrke i deres usædvanlige
talrighed end i tapperhed, og den lille håndfaste skare danske sejrede over
dem. Da Frode ville sejle hjem, stødte han på sin sejlads på en uhørt
hindring. Havet var nemlig helt opfyldt med masser af lig af faldne mænd
såvel som af stumper af skjolde og spyd, der omtumledes af bølgerne, så at
havnene ikke blot var trange, men også fulde af stank. Skibene blev stikkende
fast og kunne ikke komme frem for lig, og de kunne ikke engang støde de
rådne lig, der lå og drev om, bort med årerne eller drive dem bort med stager,
uden at der, så snart de havde fået et af vejen, straks kom et andet drivende og
tørnede imod skibene. Man kunne næsten sige, at de var komne i krig med de
døde, at de måtte føre en ny kamp med afsjælede legemer.
(Saxo 5.8.1) Kong Frode lod nu de folkeslag, han havde overvundet,
sammenkalde og gav den lov, at enhver husfader, der var falden i den krig,
skulle højlægges med sin hest og alt sit våbenskrud. Hvis nogen gravrøver af
skammelig havesyge forgreb sig på nogen af de døde, skulle han ikke blot
bøde for det med livet, men hans lig skulle kastes for markens vilde dyr og
ikke have nogen hæderlig jordefærd. Det tyktes ham nemlig billigt, at den,
som skændede en andens aske, selv ikke blev stedet til jorden, men at hans lig
blev behandlet på samme måde, som han havde behandlet en andens. En
107
7. Frode den Store
høvedsmands lig skulle brændes på et bål, der var rejst på hans eget skib, men
ti styrismænds lig skulle brændes på et skib. Enhver jarl eller konge, der var
falden, skulle brændes på sit eget skib. Så omhyggelige forskrifter gav han
angående de faldnes jordefærd for at forebygge, at de blev jordede uden
forskel. Alle russernes konger med undtagelse af Olimar og Dag var nu faldet.
Han foreskrev også russerne at føre krig på de danskes vis og forbød
dem at tage sig nogen hustru, uden at købe hende, thi han mente, at det
ægteskab, man tilkøbte sig, ville blive mere til at stole på. Endvidere fastsatte
han, at den, som dristede sig til at voldtage en jomfru, skulle straffes med at
lemlæstes eller bøde for sin brøde med tusind mark sølv. Dertil bestemte han,
at den, der havde lyst til krigsvæsenet og attråede navn af prøvet kriger,
skulle angribe en mand, holde stand over for to, måtte kun trække sig lidt
tilbage for tre, men havde ikke nødig at skamme sig ved at fly for fire.
Han påbød også de konger, han havde undertvunget, en ny vedtægt
angående krigsfolkenes aflønning. Enhver huskarl skulle have tre mark sølv
om året, en menig eller hvervet kriger to, en menig, der havde udtjent sin tid,
kun en. Ved denne lov krænkede han imidlertid tapperheden, idet han kun tog
hensyn til soldaternes stand og vilkår og ikke til deres mod. I det stykke kan
man laste ham for at have taget fejl, eftersom han gav dem, der stod ham
nærmest, fortrinet for dem, der havde fortjenester at rose sig af.
(Saxo 5.7.6) Kongen spurgte nu Erik, om Hunnerhæren kunne måle sig i
styrke med Olimars flåde. Erik kvad da:
Ingen tror jeg, tælle den mægter,
havet ej rummer den, heller ej jorden.
Skoven tyktes mig, tændtes i brand,
da deres lejrbål lyste i natten.
Af gungrende hovslag gnyede jorden, vognene rumlede,
som rullende torden, langt den tætte trængsel trådte,
jorden gav sig, når frem den gik.
Femten bannere flagre jeg så, af hundred faner fulgtes hvert banner.
Trop med hver fane holdt tyve mærker,
med hvert et hærtegn en høvding fulgte.
(Saxo 5.7.7-13) Da Frode spurgte, hvad han skulle stille op imod så
mange, rådede han ham til at sejle hjem og lade fjenden gå til grunde ved sin
egen masse. Han fulgte rådet og var ikke mindre villig til at følge det, end
Erik til at give det. Hunnerne rykkede frem gennem uvejsomme ørkener og
ødemarker, hvor der intet steds var levnedsmidler at opdrive, og der begyndte
at blive fare for almindelig hungersnød, thi egnen var øde og sumpet, og der
108
7. Frode den Store
var ingen udvej at finde til at afhjælpe nøden. Omsider, da de havde slagtet og
fortæret trækdyrene, så de hverken havde noget at køre med eller noget at
spise, spredte de sig, men deres omstrejfen blev dem til lige så stor fortræd
som hungersnøden. De skånede hverken heste eller æsler, ja holdt sig ikke en
gang fra ådsler eller uhumskheder. Til sidst sparede de ikke engang hundene.
Intet var så modbydeligt, at de ikke tog tit takke dermed, da det var på det
sidste med dem, thi intet er for grumt, når man er stedt i den yderste nød. Så
hjemsøgte en almindelig farsot de af sult medtagne mennesker. Uden ophør
blev ligene begravede, alle var angst for at dø, og ingen havde medlidenhed
med de døende, thi angsten havde gjort det af med al menneskelig følelse.
Først rømmede de så lidt efter lidt i hele fylkinger, senere i små flokke ad
gangen. Også spåmanden Ugger rømte fra kongen. Han var en mand, hvis
alder ingen kendte, men ældre end noget andet menneske var han. Han søgte
som rømningsmand til Frode og åbenbarede ham alt, hvad hunnerne tog sig
for.
(Det er muligt, at ovenstående afsnit er et sagn om herulernes
vandring set med danernes øjne. Vi har ikke hørt om hunnisk hungersnød
af denne karakter, hvorimod det kan være herulernes flugt til Rugiland 96
eller et forløb i det ufrugtbare Småland - eller en blanding.)
Imidlertid stødte Hedin, der var konge over en ikke ringe del af Norge,
til Frodes flåde med hundrede og halvtredsindstyve skibe. Han udsøgte tolv af
dem og sejlede helt hen til flåden med et skjold i mastetoppen som tegn på, at
det var venner, der kom. Det var en stor forstærkning han bragte Frode, og
denne fattede det største venskab for ham. Hedin og Hild, den jyske småkonge
Hognes datter, en jomfru, der gik stort ry af, fattede senere kærlighed til
hinanden. Inden de endnu havde set hinanden, havde deres navnkundighed
nemlig optændt dem til gensidig elskov, og da de fik lejlighed til at se
hinanden, kunne ingen af dem få øjnene fra den anden, så stærk var den
elskov, der lænkebandt deres blikke.
Imidlertid fordelte Frode sine krigsfolk rundt om i byerne og
omhyggeligt det nødvendige forråd til brug om vinteren, men hvor megen
umage han end gjorde sig, forslog hans midler ikke til at underholde hans
kostbare hær, og den kom næsten i lige så stor nød som hunnernes. For at
hindre fremmede i at strømme til sendte han derfor en flåde til Elben under
anførsel af Revil og Mevil, som skulle passe på, at ingen satte over floden. Da
vinteren var ledet til ende, besluttede Hedin og Hogne at drage på vikingetog
sammen. Hogne vidste nemlig ikke af, at hans staldbroder elskede hans datter.
96
Procopios fortæller om deres flugt efter nederlaget til longobarderne VI, xiv: "Men da de
nåede det land, hvor rugierne boede i gammel tid …, slog de sig ned der. Men da de blev
presset af sult, fordi de var i øde områder, flyttede de ikke længe efter." Vi har tidligere tillige
set, at de, inden de kom til varnerne, passerede gennem øde egne.
109
7. Frode den Store
Hogne var såre velskabt, men stivsindet: Hedin var også velskabt, men lille af
vækst. Da Frode så, at det dag for dag blev vanskeligere for ham at
underholde sin hær, sendte han Roller til Norge, Olimar til Svealand, Kong
Ønev og Glomer, der var en stor viking, til Orkneyøerne for at skaffe
levnedsmidler og lod hver især tage sine egne krigsfolk med. Frode havde
tredive konger i sit følge, som dels var hans venner, dels hyldede ham som
deres overherre. Da hunnerkongen hørte, at Frode havde sendt en del af sine
krigsfolk bort, samlede han en ny hær. Hogne trolovede sin datter med Hedin,
efter at de først havde tilsvoret hinanden, at hvis en af dem blev dræbt, skulle
den anden hævne ham.
Om efteråret vendte de, der var blevet sendt ud for at skaffe
levnedsmidler, tilbage, men de var rigere på sejrvindinger end på
levnedsmidler. Roller havde nemlig gjort fylkerne Nordmøre og Søndmøre
skatskyldige efter at have fældet deres konge, Arnthor. Olimar havde indlagt
sig den største navnkundighed ved at undertvinge fremmede lande. Han havde
overvundet Thor Lange, konge over Jämtland og Hälsingland, og to andre
ikke mindre mægtige høvdinger samt underlagt sig Estland, Øsel og Kurland
og øerne ud for Sveakysten. Han vendte hjem med syv hundrede skibe, dobbelt
så mange, som han var sejlet bort med. Ønev og Glomer samt Hedin og
Hogne havde underlagt sig Orkneyøerne. De vendte hjem med ni hundrede
skibe. Nu var der kommet penge nok ind vidt og bredt fra til at bestride
udgifterne med og fuldt op af bytte, så nu var der rigeligt nok til krigsfolkenes
underhold. Tyve riger var blevet underlagt Frodes herredømme, hvis konger i
forbindelse med de tredive tidligere nævnte kæmpede sammen med danskerne.
I tillid til denne styrke begyndte han kampen med hunnerne. Allerede den
første dag rasede den så voldsomt, at der faldt så mange, at Ruslands tre
største floder var dækkede af lig som af broer, så at man kunne gå over dem,
og så langt man i tre dage kunne ride, var jorden oversået med lig, så langt
strakte myrderiets spor sig. Da slaget havde varet i syv dage, faldt kong Hun,
og da hans broder, der hed lige sådan, så, at hunnernes fylking begyndte at
vige, betænkte han sig ikke på at overgive sig med hele sin hær. Efter det slag
underkastede et hundrede og halvfjerdsindstyve konger, som dels var hunner,
dels kæmpede sammen med hunnerne, sig kong Frode, hvilket tal Erik havde
gjort rede for, den gang han nævnede, hvor mange bannere og andre hærtegn
de havde, da Frode spurgte ham, hvor stor Hunnerhæren var. Frode stævnede
nu kongerne til tings og pålagde dem, at de for fremtiden skulle leve under en
og samme lov. Olimar satte han over Holmgård, Ønev over Kønugård, den
fangne Kong Hun gav han Saxland og Revil Orkneyøerne. En mand ved navn
Dimar satte han for styret i Hälsingland, Jarnberaland og Jämtland samt
begge Laplandene, og Dag gav han herredømmet over Estland. Hver af disse
mænd pålagde han at udrede en bestemt skat, idet han gjorde deres
underdanighed til betingelse for sin gunst. Frodes rige omfattede nu imod øst
Rusland og nåede mod vest til Rhinen.
110
7. Frode den Store
(Saxo 5.9) Imidlertid bagvaskede onde tunger Hedin hos Hogne og
beskyldte ham for at have haft samkvem med Hild, før end de havde haft
bryllup, hvilket den gang af alle folkefærd ansås for en stor brøde. Hogne
lånte lettroende øre til denne løgn og løse tale og angreb med sin flåde Hedin,
der opkrævede skat til kongen hos slaverne, men han blev overvundet i slaget
og flygtede til Jylland. Således blev den af Frode indstiftede fred først
forstyrret af indbyrdes krig, og landets egne folk var de første til at bryde
kongens lov. Frode sendte derfor bud til dem og stævnede dem begge for sig
og udspurgte dem nøje om grunden til deres fjendskab. Da han var kommet på
det rene med den, afsagde han sin kendelse i overensstemmelse med den lov,
han havde givet, men da han skønnede, at ikke engang det kunne forsone dem,
idet faderen hårdnakket vedblev at kræve sin datter tilbage, bestemte han, at
striden skulle afgøres med sværdet, thi det syntes at være det eneste middel til
at få ende på den. I denne kamp fik Hedin et svært sår, men da han allerede
havde mistet en mængde blod, og kræfterne begyndte at svigte ham, blev hans
fjende uventet grebet af mildhed, thi Hogne, som havde det fuldstændig i sin
magt at dræbe ham, ynkedes over hans fagerhed og ungdom og lod sin
grumhed vige for mildhed, og for ikke at dræbe den unge mand, der var lige
ved at drage sit sidste suk, holdt han sit sværd tilbage. Det ansås nemlig i
gamle dage for en skam at berøve en svag yngling eller en afmægtig livet. I
den grad tog oldtidens kæmper i deres tapperhed hensyn til alle ærens bud.
Således blev Hedin da ved sine staldbrødres bistand ført tilbage til sine skibe
og frelst ved sin fjendes ædelmodighed. Syv år efter kæmpede de atter ved
Hedinsø og gav hinanden banesår. Hogne ville have kunnet prise sin lykke,
hvis han i sin tid havde været grum og ikke mild imod Hedin, da han havde
overvundet ham. Så stærkt, siges der, brændte Hild af attrå efter sin husbond,
at hun om natten skal have vakt de faldne til live ved galdresange, for at de
kunne fortsætte kampen 97.
(Saxo 5.10) På den tid kom Alric, kongen af Svealand, i en svar krig med
Gestiblinde, göternes konge. Gestiblinde, der var den svageste af dem, søgte
til Frode og tilbød, at han ville overgive sig og sit rige til ham, om han ville
hjælpe ham. Han fik straks Skalk Skåning og Erik med til hjælp og vendte
tilbage med forstærkning. Han havde besluttet at angribe Alric med hele sin
styrke, men Erik foreslog, at de først burde gå imod hans søn Gunthiov, der
var høvding over Värmland og Solør, thi, sagde han, de af stormen trætte
søfolk burde sejle til den nærmeste kyst, og dertil kom, at rodløst træ sjældent
trives. De angreb da Gunthiov, som faldt, og hvis gravhøj endnu minder om
hans navn. Da Alric hørte, at hans søn var blevet dræbt, ilede han dertil for at
hævne ham98. Efter at have fået øje på fjenden sendte han bud efter Erik og
97
Skildret i sagaen om Hogne og Hedin, som en parallel til einherjernes kamp. Sorla Thattr om
"Hogne og Hedin" (kap. 2) fra Flateyjarbok (ca. 1400).
98 Det usædvanlige navn Gunthiof minder kraftigt om Beowulfs sveakonge, Ongentheow, som
netop faldt i kamp mod geaterne.
111
7. Frode den Store
mindede ham i en hemmelig samtale om det forbund, der havde været imellem
deres fædre, og bad ham om ikke at kæmpe sammen med Gestiblinde. Det
vægrede Erik sig på det bestemteste ved, og Alric bad da om lov til at slås
med Gestiblinde, idet han mente, at en tvekamp var at foretrække for et
almindeligt slag. Hertil svarede Erik, at Gestiblinde var uskikket til at slås på
grund af sin høje alder, og gav ikke blot den, men også hans svage helbred til
påskud. Men Erik ville gå i kamp med Alric i Gestiblindes sted, sagde han, thi
det var en skam, om han ville undslå sig for at gå i tvekamp for den, han var
kommet for at føre krig for. Så holdt de ufortøvet tvekamp. Alric faldt, men
Erik blev hårdt såret, og da det var vanskeligt at skaffe lægemidler, varede
det længe, før han fik sin fulde førlighed igen. Der var kommet Frode et falsk
rygte for øre om, at Erik var faldet, og sorg derover pinte kongens sind
svarligt, men Erik forjog hans sorg ved sin velkomne hjemkomst. Han meldte
ham nemlig, at Svealand, Värmland, Hälsingland og Solør ved hans
bestræbelser var blevet underlagt Frodes rige. Frode gjorde ham straks til
konge over de folk, han havde overvundet, og gav ham samtidig Hälsingland
og begge Laplande, Finland og Estland imod at betale årlig skat. Ingen
sveakonge før ham hed Erik, men fra ham gik navnet over til de senere99.
99
Ynglingetals første Erik var Alriks bror - et forhold som behandles senere.
112
Högom
Møre
7. Frode den Store
Evebø
Hälsingland
Figur 12. Kort - Danmark og Sverige i yngre germansk jernalder
Oppland
Dalarna
Åland
Aker
Hordaland
Bergslagen
Solør
Ringerike
Viken
Avaldsnes
Skiringssal
Rogaland
Uppsala
Västmanland
Badelunda
Värmland
Østfold
Vestfold
Agder
Vendel
Uppland
Mälaren
Helgö
Södermanland
Dalsland
Tiveden
Vänern
Kolmården
Bohuslän
Østergötland
Gö
taä
lv
Snartemo
Rök
Västergötland
Gotland
Vättern
Finnestorp
Skagerak
Paviken
Vännebo
?
Lindholm Høje
Kattegat
Småland
Bolmen
Halland
Slöinge
Värend
Finnveden
Odensjö
Blekinge
Sösdala/Sjörup
Jylland
Skåne
Fyn
Dankirke
Gudme
Øland
Inglingehög
Illerup
Nordsøen
Barshalderhed
Köpingsvik
Lejre
Sjælland
Augerum
Listerland
Østersøen
Ravlunda
Uppåkre
Gudhjem
Himlingøje
Nydam
Sorte Muld
Bornholm
Angel
Pommern
Rügen
Nordfrisien
ErilaR-inskrip.
Ejderen
Trade routes
Holsten
Østfrisien
Elben
Mecklenburg
100 km
Oder
Vistula
Wielbark
Preussen
De angivne handelsruter er eksempler på de mest sandsynlige ruter.
7.2
Frode og Ynglinge-kongerne
Her er det passende at afbryde skildringen af Frode for at forsøge at
samle nogle af de løse ender op i snakken om hans kontroverser med
hunner og Ynglinge-konger. På dette tidspunkt må herulerne ifølge
historien være blevet fordrevet fra de skånsk/smålandske grænseegne til
f.eks. Uppsala - den fordrivelse, som vi allerede har fundet hos Jordanes,
samt i Beowulf og Widsith.
113
7. Frode den Store
Afstanden mellem danernes riger og Uppsala var meget stor i forhold
til den livlige aktivitet i sagnene på Frodes tid i første halvdel af 500 -tallet.
Daner og svear var jo slet ikke naboer, og sejlskibene var endnu ikke taget
i brug i Norden100. Hovedparten af sammenstødene kan derfor oprindeligt
have fundet sted som sammenstød mellem daner og heruler før herulernes
fordrivelse fra grænseegnene syd for göterne.
I de senere beretninger havde man svært ved at sætte folkebetegnelse
på herulerne, da de må være endt som assimileret i et eller flere nordiske
folk, hvor deres navn øjensynligt fik betydningen jarler/erilaR 101 blandt
svear, göter, daner og nordmænd - en rolle som bl.a. lejesoldaten
Starkad/Erik havde. Det var jo deres historiske rolle i de Øst- og
Vestromerske riger.
Tidens fyrstelige ægteskaber var som regel en vej til at få naboskab
og alliancer til at fungere. Frodes ægteskab med Hanunde må ses i dette
lys, og uanset Saxos lange forklaringer ville den efterfølgende opløsning
af ægteskabet og krigstilstanden mellem parterne være to sider af samme
sag. Det står klart hos Saxo, at det var det efterfølgende opgør med
”hunnerne”, der gjorde Saxos Frode til en heltekonge, som der kunne stå
så meget gny om i skjaldenes sagn, at det var blevet til en hel sagnkreds.
Hvis fortællingen oprindeligt skal have haft nogen bund i virkeligheden,
må hunnerne derfor være en forveksling med deres østgermanske
følgesvende, herulerne. Netop sammenstødet mellem heruler og daner var
den eneste nordiske begivenhed, som gav genlyd hos de sydeuropæiske
historikere i de århundreder. Det ville imidlertid ikke give mening for
Saxo og hans forgængere at skrive det navn - så skulle de jo skrive
"jarlerne". Præcis samme forhold gav fortolkningsproblemer i Beowulfs
indledning, som sandsynligvis stammer fra samme begivenhed.
Når man læser Saxos beretning om hunnerkongen, er det bemærkelsesværdigt, at der først er en beretning om, at den store hær på vandring
gennem øde egne rammes af sult og desertering (Saxo 5.7.7). Saxo kendte
her nogle nordiske sagn med tydeligt præg af folkevandringstid, og han
kendte utvivlsomt også beretningen om Attila. Saxo har sikkert stykket
sine fortællinger sammen i den tro, at Frodes herulerhistorier drejede sig
om Attilas hær, men fortællingen om opløsningen passer lige så godt på
episoder fra herulernes lange rejse, en efterfølgende alliance med varnerne om overfart til Skåne (Olimars flåde), og deres situation i Småland.
100
Ifølge Ole Crumlin Pedersen: Søvejen til Roskilde. Bekræftet af de gotlandske billedsten,
hvor skibene først får sejl omkring 600.
101 Runeindskriften erilaR, som i henhold til tidligere omtale sandsynligvis betød "herul"
forekommer i 9 tilfælde spredt over Norden, bortset fra Uppland. Årsagen er muligvis
lejesoldatofficerer, der har haft denne identifikation, som blev til titlen "jarl". Navnet
forekommer kun i tiden 450-550 og deres folk har næppe levet der, hvor enkeltpersoner kunne
identificere sig ved hjælp af navnet, "Heruler", hvilket muligvis udelukker disse fundsteder som
herulernes egne bosættelsesområder.
114
7. Frode den Store
Ved hunnernes ankomst trak Frode sig tilbage uden konfrontation. Først
langt senere, efter at Olimar havde forladt hunnerne igen, tørnede man
sammen i det store slag, som en helteskikkelse som Frode havde behov
for. Faktisk kan kampene have fundet sted i det område mellem Värend og
Bråviken, hvor man senere søgte at placere Bråvalla-slaget, men noget
tyder på, at eftertiden har blandet flere slag sammen, og at herulerne
snarere er blevet tiltrukket af Uppsalas ekspanderende økonomi, end at de
er blevet skræmt væk af Frode.
Saxo gav ingen forklaring på, hvor hunnerne blev af, efter at de
underkastede sig Frode i den store fredsslutning, hvor han som en anden
Odin begyndte at udstede fælles love, men herulerne endte jo altså som
lejesoldater – måske mange steder.
Det hele er naturligvis spekulation, men vi kunne vel ikke forvente at
finde herulernes historiske passage og konflikt med danerne beskrevet
bedre af Saxo, end det er tilfældet her. Hos Saxo genfinder man endda
ligesom i Ynglingesaga de faser, som opstod ved en kombination af
Procopios og Jordanes, nemlig passage uden kamp, bosættelse og
fordrivelse til en fjernere bosættelse - om end det sidste i Saxo-sprog
fremstod som om 170 ”hunniske” konger måtte underkaste sig Frode.
Inge Skovgaard-Petersen har på en række punkter fastslået, at Saxo i
Bog 5 bl.a. havde benyttet Hervarar-sagaen som grundlag. Det er sandsynligvis korrekt, at nogle af episoderne kan genkendes, for netop
Hervarar-saga handler antageligt om goter og hunner i Sydeuropa i den
periode, hvor herulerne var en deltager i spillet. Også på Rökstenen synes
efterkommere af nordiske heruler at bruge elementer fra Hervarar-saga102.
I den del, vi kender af Skjoldungesagaen, er sporene til gengæld
svage, men det skyldes nok, at sagnene om herulernes ankomst allerede
var "brugt" til indledningens forklaring om Odins ankomst til Sverige, og
at herulerne ikke havde indgået direkte i danernes kongehus. Ankomsten
er af gode grunde mest udførlig i Ynglingesaga.
Odin var forklaret med herulernes vandring, men når man læser
Ynglingesagas kongerække, udgår den fra Vanen Njord – ikke Odin.
Ynglingesagas første halvdel inden Ottar forekommer i det hele taget
usandsynlig med en række gentagelser under forskellige navne. Først
kommer der 9 konger 103 med en overnaturlig eller direkte komisk historie
uden væsentlig indbyrdes sammenhæng 104 . Det er antageligt isolerede
sagnfortællinger. Fra Alrik frem til Egil synes de derimod at rumme
102
Se artiklen i Bilag 1 om Rökstenen.
Bortset fra placeringen af Agne, stammer denne opdeling fra Wessén og Svante Nors
opdeling i gruppe A, B1, B2 og C, som dog var foretaget med henblik på en opdeling efter
mere litterære kriterier. Svante Nor 1998, To Red or to Rown, Uppsala.
104 Swegder er interessant i herulsk sammenhæng, da han for en periode af 5 år drager tilbage
for at lede efter Odin i Sydøsteuropa. Er det en del af Datius-historien?
103
115
7. Frode den Store
elementer af den øvrige sagnhistorie og er muligvis gentagne fragmenter
eller tomme genealogiske skaller, som er sat ind foran de næste konger,
som vi også kender fra Beowulf.
Det kan muligvis lade sig gøre at komprimere kongerækken i Ynglingesaga på samme måde som den danske, men der er ikke noget sammenligningsgrundlag, og blandingen af to dynastier vil ikke gøre det
lettere. Vi afstår derfor fra forsøget og ser blot på nogle enkelte forhold.
Ynglingesagas konger
Figur 13. Ynglingesagas svenske konger
Odin
Erik
Alrik
Aun
Njord
Alv
Yngve
Egil
Yngve-Frey
Erik
Jorund
Ottar
Yrsa
Adils
Fjolne
Sveigde
Øystein
Vanlanda
Yngvar
Visbur
Rig
Anund
Domalde
Danp
Ingjald Illr.
Domar
Drott
Åse
Olav Trätäl.
Dyggve
Dag
Agne
Ynglingesagas konger frem til fordrivelsen fra Uppsala. Kongerne til og med Dag (Wesséns første gruppe med konsonantnavne) og Agne anses for uvedkommende, mens
kongerne fra Alrik til Egil her anses at stamme fra forskellige stadier af en manipulationsproces, hvor Ottars forfædre blev koblet sammen med gudeverdenen. Navnene
Agne, Aun, Jorund og Yngve minder om de 3 første guder, som ikke forekom i Snorres
forlæg, Ynglingatal.
Vi har allerede mødt Fjolne, Erik, Alrik og Jorund, men her følger et
længere stykke af Ynglingesaga om de sidste af disse symbolske figurer,
Aun og Egil:
(Yng 24) Jorund, kong Yngves yngste søn, blev konge i Uppsala. Han
116
7. Frode den Store
styrede landet og lå ofte i viking om sommeren. En sommer tog han til
Danmark med flåden. Han hærgede i Jylland og ved høsttid sejlede han ind
med sine mænd i Limfjorden og hærgede der. Han lå med sine mænd ved
Oddesund. Da kom Gylaug Håløygskonge dertil med en stor hær - søn til den
førnævnte Gudlaug. Han gik straks i kamp med Jorund, og da folk i land så
det, strømmede de til fra alle sider med store og små skibe. Da måtte Jorund
overgive sig for overmagten og hans skib blev ryddet. Han flygtede til søs,
men blev fanget og ført op på land. Kong Gylaug lod rejse en galge, førte
Jorund hen til den og lod ham hænge. …
(Yng 25) Aun eller Åne hed Jorunds søn. Han var konge over Svitjod
efter sin far. Han var en klog mand og en stor blotmand. Hærmand var han
ikke. Han sad hjemme i landet.
På samme tid som disse konger var i Uppsala, som det nu er fortalt, var
først Dan den Storladne konge over Danmark (Ynglingesaga er skrevet efter
Saxo og Skjoldungesaga). Han blev ældgammel. Så kom hans søn Frode den
Storladne eller Fredsommelige og så hans sønner Halfdan og Fridlev. De var
store hærmænd. Halfdan var ældst og forrest af dem i alt. Han for med hæren
til Svitjod mod kong Aun. De havde nogle kampe mod hinanden, og Halfdan
sejrede hver gang, så Aun flygtede til Västergötland. Da havde han været
konge i Uppsala i 20 år. Han var også i Götaland i 20 år, mens kong Halfdan
var i Uppsala. Kong Halfdan led sottedøden i Uppsala, og der er han højlagt.
Derefter kom Aun til Uppsala igen. Da var han 60 år og da fik han
iværksat et stort blot for at få et langt liv. Han gav sin søn til Odin og ofrede
ham. Kong Aun fik svar af Odin, at han skulle få lov at leve 60 år til. Aun var
da konge i Uppsala igen i 20 år. Nu kom Åle den Frøkne, Fridlevs søn, med
sin hær til Svitjod mod kong Aun. De kæmpede mod hinanden, og Åle fik sejr
hver gang. Da flygtede Aun fra riget for anden gang og drog til
Västergötland. Åle var konge i Uppsala i 20 år til Starkad den Gamle dræbte
ham.
Efter Åles fald kom kong Aun tilbage til Uppsala og styrede riget i endnu
20 år. Da gjorde han et stort blot og ofrede sin anden søn. Da sagde Odin til
ham, at han skulle leve videre så længe, at han gav Odin en søn hvert 10. år,
og desuden skulle han give et herred i landet navn efter tallet på de sønner
han havde ofret til Odin. Men da han havde ofret den syvende søn, levede han
i 10 år og var sådan, at han ikke kunne gå. Han blev båret på en stol. Så
ofrede han den ottende søn og levede i endnu 10 år, men da lå han til sengs.
Så ofrede han den niende søn og levede 10 år til. Da drak han af horn som et
spædbarn. Da havde Aun kun en søn tilbage og ville også ofre ham. Så ville
han give Odin Uppsala og de herreder, som ligger under det og kalde det
Tiundaland. Svearne forbød ham det, og derfor skete der ikke noget blot. Så
døde kong Aun og blev højlagt ved Uppsala. Siden hedder det Ånesot, når en
mand dør af ælde uden sygdom. …
(Yng 26) Egil hed Aun den Gamles søn. Han var konge i Svitjod efter sin
117
7. Frode den Store
far. Han var ingen hærmand og sad i ro hjemme i landet. Tunne hed hans
træl, som havde været hos Aun som hyrde. Da nu Aun var død, tog Tunne en
mængde løsøre og gravede det ned i jorden. Men da Egil blev konge satte han
Tunne sammen med de andre trælle. Det brød han sig ikke om, så han løb
bort, og mange andre trælle med ham. De gravede det løsøre op, han havde
gemt. Det gav han til sine folk, og så tog de ham til høvding. Siden kom al
slags stygt pak drivende til ham. De lå ude i skoven, og af og til kom de ind i
bygderne og ranede eller dræbte folk. Kong Egil erfarede dette, og så drog
han ud med hæren for at lede efter dem. Men en aften, da han havde slået sig
ned for natten, komme Tunne uventet over dem med sine folk og dræbte
mange af kongens mænd. Da kong Egil mærkede, at der var kamp, satte han
sig til modværge og satte sit banner op, men der var mange af hans mænd,
som flygtede fra ham. Tunne og hans mænd gik modigt frem, og Egil så ingen
anden vej end at flygte. Tunne og hans folk jagede dem lige til skovs, og siden
vendte de tilbage til bygderne og ranede og hærgede, og nu mødte de ingen
modstand. Alt det Tunne tog i bygderne, gav han væk til de mænd, som fulgte
ham. Derfor fik han mange venner og tilhængere. Kong Egil samlede en hær
og drog til kamp mod Tunne. De sloges og Tunne vandt, og Egil flygtede og
mistede mange folk. Kong Egil og Tunne kæmpede 8 gange mod hinanden, og
Tunne vandt dem alle. Da flygtede Egil til Danmark til Frode den Frøkne på
Sjælland. Han lovede kong Frode skat af svearne, hvis han fik en hær. Frode
gav ham en hær og sine kæmper. Så drog Egil til Svitjod, og da Tunne fik det
at vide, gik han mod ham med sin hær. Der kom et stort slag. Der faldt Tunne
og kong Egil tog sit rige tilbage. Danerne vendte hjem. Kong Egil sendte store
og gode gaver til kong Frode hvert halve år, men betalte ingen skat til
danerne, og alligevel holdt venskabet mellem ham og Frode.
Efter at Tunne var faldet, styrede Egil riget i 3 år. … og han blev
højlagt i Uppsala.
(Yng 27) Ottar hed Egils søn, som fik rige og kongedømme efter ham.
Ottar fortsatte ikke venskabet med Frode. Da sendte Frode folk til Ottar for at
hente den skat, som Egil havde lovet ham. Ottar svarede at svearne aldrig
havde betalt skat til danerne, og han sagde, at han heller ikke ville gøre det.
Sendemændene vendte hjem. Frode var en stor hærmand. En sommer drog
Frode med sin hær til Svitjod. Han gjorde landgang der og hærgede, dræbte
mange og plyndrede andre. Han tog store mængder i bytte, brændte gårdene
mange steder og gjorde stort hærværk.
Sommeren efter drog Frode af sted og hærgede i Østerland. Ottar fik at
høre, at Frode ikke var i landet. Da gik han om bord i krigsskibene, sejlede til
Danmark, hærgede der og mødte ingen modstand. Han hørte nu om en stor
hærsamling på Sjælland, så han stævnede mod vest i Øresund, sejlede mod
syd til Jylland og lagde ind i Limfjorden og hærgede i Vendsyssel. Han
brændte og lagde meget øde der. Vått og Faste hed Frodes jarler. Dem havde
Frode overgivet landeværnet i Danmark, mens han var udenlands. Da nu
118
7. Frode den Store
jarlerne hørte at sveakongen hærgede i Danmark, samlede de en hær, sprang
ombord i skibene og sejlede mod syd til Limfjorden. Her faldt de helt uventet
over kong Ottar, og gik straks i kamp. Svearne svarede godt for sig, og der
faldt folk på begge sider, men efter hver som faldt af danerne kom der bare
flere fra bygderne omkring. Og så lagde de til med alle de skibe, som fandtes i
nærheden. Slaget endte med, at Ottar faldt der og det meste af hans hær.
Danerne tog hans lig og flyttede det på land. Der lagde de det op på en høj,
og lod dyr og fugle rive i ådslet. De lavede en trækrage og sendte den til
Svitjod og sagde, at mere var han ikke værd, deres kong Ottar. Siden kaldte
de ham for Ottar Vendelkrage.
Navnet Aun minder en del om Audun/Odin, og det er da også Aun,
der har lagt navn til den gamle blotkalender 105, som knyttes til Uppsalas
Diseting. Historien om kongen med den shamanistiske fremtræden forekommer symbolsk og overnaturlig. Lotte Hedeager har senere fremhævet
Odins shamanistiske egenskaber 106, som kan ligne Auns – og navnene kan
også have samme baggrund. Man kan fantasere videre og overveje, om
navnet Alrik, som optræder som en tom skal, var den vandrende konges
rigtige navn. Alrik efterfølges af Yngve og dennes bror Alf, som
Ynglingatal betegner som "offergode". Alrik var navnet på to af de tre
herulske konger, som man kender historisk i Sydeuropa inden dette
tidspunkt (Alaric var måske oprindeligt en titel - "alkongen"). Det kan
være denne sagnenes Alaric, som førte herulerne til Norden - en fortælling,
som senere tider brugte på guden Odin, og som også resulterede i den
besynderlige halvgud - Aun. Yngve blev "svearnes konge" i Uppsala mens skikkelsen Odin/Aun synes at have haft en overordnet – måske
religiøs – funktion, som også kunne betyde lange rejser tilbage til
herulerne i det byzantinske rige.
Sidst i forrige kapitel præsenterede Saxo Alrik sammen med sønnen
Gunthiov, som faldt i kampen mod göterne. Det usædvanlige navn minder
mistænkeligt om det oldengelske Ongentheow 107, som Widsith fremhæver
som svearnes konge. Vi kan i Beowulf finde den gamle, kampgrå Skilfing,
Ongentheow, som faldt i kampen mod geaterne. Hans forfædre blev ikke
nævnt, men Skilfing var et Odin-navn ifølge Skaldskaparmal. Hans sønner
var Ottar og Onela, hvor Onela kunne betyde lille hunner. Skjoldungesaga
kender ingen Gunthiov, men taler om Yngve Alriksen som Frodes svenske
svigerfar, mens Egil og Ottar senere blev Frodes svenske modstandere.
Vi kan blive ved at finde navne og personer, der minder om hinanden,
men vi kan næppe finde en kombination, som vi tør fæste lid til. Saxo
105
Göran Henriksson: Rigsbloten og Uppsala högar (TOR 27), 1995.
Lotte Hedeager 2011, Iron Age myth and materiallity.
107 Saxo kendte også navnets nordiske version, Angantyr, som han åbenbart ikke forbandt med
Ongentheow.
106
119
7. Frode den Store
fandt måske patentløsningen på de mange navnekomplikationer, da han
døbte hunnerkongen og hans bror Hun og Hun. Derfor er der blot i Figur
Rekonstrueretsom
Ynglingeslægt
14 foretaget et eksempel på en kraftig sammentrækning,
der må tages
alt muligt forbehold for.
Ynglingeslægt
Figur 14. Rekonstruktion af Ynglingeslægtens
første del
Erik (Y)
Alrik (S5b/Y)
Aun (Y*)
Svipdag (S1)
Hun (S5a)
Yngve (Y)
Ongentheow (B)
Egil (Y*)
Gunthiov (S5b)
Asmund (S1)
Hun (S5a)
Erik (Y)
Onela (B)
Hunding (S1)
Alv (Y)
Hugleik (Y)
Jorund (Y)
Ottar (Y*/B)
Ubbe (S1)
Inga (Y)
Hanunde (S5a)
Adils (Y*/S2)
Eadgils (B)
Eanmund (B)
Eksempel på rekonstruktion af Ynglingeslægtens tidlige sagnkonger ved sammenlægning af Beowulf (B) (se Fig. 16), Ynglinge-saga (Y) (se Fig 13) og Saxo (S).
Gentagelsen af Ynglingesagas sekvens er markeret med Y*. Numrene på serierne af
Saxo-konger henviser til numrene på Saxos bøger.
Åbenbart har man ikke efterfølgende været opmærksom på den
mulige flytning fra Sydsverige til Uppsala, men ophavsmændene til
Ynglingesagas Aun-historie har vidst, at Halfdan/Åle - med danerblod i sig
- havde regeret i det, der var eller havde været Auns rige. Disse to navne
mødte vi som henholdsvis "svensk statholder" og uægte søn under Hake
(Fridlev). De mystiske magtskift kan være sket i ”Odins” sydskandinaviske bosættelse i den periode, hvor han flyttede sit folk til Uppsalariget - eller også er der tale om en eller flere sønner af en danerkonge, der
voksede op hos en forstødt eller voldtaget mor i Uppsala.
Rekonstruktionsprocessen er naturligvis ikke kun Snorres værk.
Ynglingatal viser, at nogle af forvekslingerne og manipulationerne går
langt tilbage i tiden. Også gudesagnene først i Ynglingesaga har været
120
7. Frode den Store
nogen tid undervejs. Sandsynligvis er det fragmenter af kongesagn fra
folkevandringstiden og religiøse myter, der er blandet sammen i forsøg på
at forbinde kongeslægten med guderne, hvilket allerede Bedas engelske
kongelister viser som kutyme. Snorres andel er sandsynligvis primært en
kombinering og systematisering med henblik på uddybning og forklaring.
Ovenstående kan ikke udgøre noget historisk bevis for, at herulerne
slog sig ned i Uppsala. Selv om de blev integreret som en minoritet af
lejesoldater, er det heller ikke ensbetydende med, at det oprindelige
dynasti af svear forsvandt. Sagnhistorien giver imidlertid en meningsfuld
forklaring på, hvordan herulernes ankomst, som den er dokumenteret af
Procopios og Jordanes, kan være endt. Det kræver i alt fald effektive
skyklapper eller manglende viden om sagnhistorien at fastholde, at
sporene af herulernes ankomst forsvandt helt i Norden.
7.3
Frodes senere bedrifter og død
Herefter kan vi fortsætte med Frodes bedrifter hos Saxo:
(Saxo 5.11.1-3) På den tid herskede Alf i Hedemarken. Han havde en
søn, der hed Asmund. I Vigen herskede Bjørn, hans søn hed Asvid. Så hændte
det, at Asmund, der havde en ulykkelig lidenskab for jagt, da han en gang var
ude for at fange dyr eller sætte snarer for dem, blev overfalden af tåge og kom
bort fra sine jægere. Han kom ind på en afsides sti, og vankede om på de øde
åse uden hest og klæder og uden anden føde end svampe og jordfrugter.
Omsider kom han til kong Bjørns borg. Da de to kongesønner havde været
sammen en liden stund, tilsvor de hinanden til stadfæstelse af deres venskab,
at den af dem, som overlevede den anden, skulle lade sig begrave med den
døde. Så stærkt var forbundet imellem dem og så stort deres venskab, at ingen
af dem ville leve længere, når den anden var død.
Frode samlede nu en hær fra alle de lande, der lød under ham, og
sejlede med sin flåde til Norge, medens Erik skulle føre landhæren, thi som
det går med menneskenes griskhed, jo mere han havde, des mere attråede
han. Selv den mest øde og vilde del af verden kunne han ikke afholde sig fra at
angribe på uretmæssig vis. I den grad plejer stigende velstand at øge
begærligheden. Nordmændene opgav alt håb om at kunne forsvare sig. De
dristede sig ikke til at sætte sig op imod Frode, og begyndte for største delen
at flygte til Halogaland. Også en jomfru ved navn Stikla flygtede fra landet for
at bevare sin kyskhed, idet hun foretrak krig for brudefærd.
Imidlertid døde Asvid af sot og blev begravet i en hule med hund og hest.
Asmund lod sig som følge af det venskab, de havde tilsvoret hinanden, levende
begrave sammen med ham, idet der blev lagt føde ned med ham, som han en
stund kunne holde livet oppe med. Nu kom Erik, som var draget op igennem
landet med hæren, til Asvids grav. Da svearne tænkte, at der var skatte i den,
121
7. Frode den Store
brød de den op med hakker. Der viste sig da en hule for dem, som var dybere,
end de havde ventet. For at få den undersøgt måtte de have en til at lade sig
hejse ned i den med et tov om livet. Der blev ved lodkastning udtaget en af de
raskeste ynglinge dertil. Da Asmund så ham blive hejset ned i en kurv med et
tov ved, kastede han straks manden ud. Han satte sig selv i kurven og gav så
dem, der stod ovenfor og styrede tovet, tegn til, at de skulle hejse ham op. Da
de i forventning om en stor skat trak kurven op og så en ukendt skikkelse i
den, blev de forskrækkede over hans sælsomme udseende, kastede tovet og
flygtede til alle sider i den tro, at det var den døde, der var stået op af graven.
Asmund så nemlig gruelig ud i ansigtet og syntes helt bedækket med noget
fælt noget, ligesom levret blod. Han søgte at kalde de flygtende tilbage og gav
sig til at råbe til dem, at de uden grund var bange for et levende menneske.
Da Erik så ham, undrede han sig især over hans blodige ansigt, thi blodet
randt i strømme ned ad det. Asvid var nemlig hver nat blevet levende igen og
havde i sin stadige kamp med ham revet det venstre øre af ham, så det var et
fælt syn at se det ulægte, blodige sår.
…
(Saxo 5.11.5) Imidlertid var Frode kommet med sin flåde til Halogaland.
For at få et skøn over sit mandskabs styrke, som ikke syntes at kunne måles
med tal, bød han sine krigere opkaste en høj, således at hver mand bar en sten
til den. Den samme måde at tælle hæren på benyttede også fjenden, og højene
bærer endnu vidnesbyrd derom for enhver, som ser dem. Her holdt Frode slag
med nordmændene, og det blev en streng dag. Om natten besluttede man sig
på begge sider at trække sig tilbage. Ved daggry kom Erik til ad landvejen.
Han rådede kongen til at begynde kampen igen. I den dyst mistede danskerne
så mange skibe, at der af tre tusind kun siges at være blevet hundrede og
halvfjerds tilbage, men nordmændene led et så umådeligt mandefald, at rygtet
fortæller, at der ikke var folk nok til en femtedel af bygderne108.
(Saxo 5.12) Efter at Frode havde vundet denne sejr, var det hans attrå at
stifte fred blandt alle folk, så at enhver kunne have sit gods i sikkerhed for
tyve, og at der efter krigen blev fred i alle hans riger. Han hængte derfor en
armring op på en klippe, som kaldes Frodes Klippe, og en anden i Vigen, efter
at han havde holdt ting med nordmændene og ladet dem vide, at de hang der
for at prøve den ærlighed, han havde påbudt. Han havde også truet med, at
han ville straffe alle fylkets høvdinger, hvis de blev stjålne. Således hang
guldet, uden at nogen passede på det, midt på alfarvej til største fare for
høvdingerne og til fristelse for alle rovbegærlige folk, eftersom det var så let
et bytte. Frode bestemte også, at søfolk frit skulle have lov til at tage og bruge
årer, hvor de fandt dem. Han bestemte også at den, der skulle over en flod,
frit måtte bruge den hest, han fandt nærmest ved vadestedet. Han skulle
imidlertid stige af, så snart dens forben rørte land, medens bagbenene endnu
108
Arkæologerne indicerer en sådan udvikling i Sydvestnorge på Frodes tid, men den skyldtes
nok naturkatastrofen i 536 eller "Justinians Byldepest" 10-15 år senere.
122
7. Frode den Store
var i vandet - han mente nemlig, at sådanne tjenester snarere måtte skrives på
menneskelighedens regning end regnes for uret. Men den, der efter at være
kommet over floden, vovede at benytte hesten længere, skulle have sit liv
forbrudt. Han bød også, at ingen måtte holde sit hus eller sin kiste aflåset
eller gemme noget under lås og lukke. Alle tab lovede han tredobbelt
erstatning for. Han bestemte også, at det skulle være lovligt, når man var på
rejse, at tilegne sig så megen føde af anden mands forråd, som var nok til et
måltid. Tog nogen mere end det mål, skulle han anses for skyldig i tyveri. Tyv
skulle nagles til galgen med jernspiger gennem senerne, og en ulv skulle
hænges ved siden af ham, for at det kunne ses, at et slet menneske var at regne
for lig med et vildt udyr, idet de led samme straf. Hæleren skulle have samme
straf som stjæleren.
(Saxo 5.13) Frode levede nu der i landet i syv år i den lykkeligste fred og
fik en søn Alf og en datter Øvura. I de dage hændte det, at en svensk kæmpe
ved navn Arngrim kom til Frode efter i tvekamp at have fældet Skalk Skåning,
fordi han en gang havde røvet et skib fra ham. Over al måde opblæst af den
bedrift formastede han sig til at begære Frodes datter til ægte. Da han
mærkede, at Frode vendte det døve øre til, bad han Erik, der rådede for
Sverige, om at stå ham bi. Erik rådede ham da til for at vinde Frodes gunst at
indlægge sig fortjeneste ved at øve en eller anden ypperlig dåd: Han kunne
vove en dyst med Egder, kongen i Bjarmeland, og Thengil, kongen i
Finmarken, thi de var de eneste, der unddrog sig danernes herredømme, som
alle andre led under. Han drog da ufortøvet dertil med sin hær. Finnerne er
de folk, som bor yderst mod nord, og den del af verden, de har slået sig ned i,
er knap til at leve i eller jorden der til at dyrke. De er såre dygtige til at kaste
med spyd. I det stykke overgår intet andet folk dem i færdighed. De bruger i
kampen store og brede pile. De lægger meget vægt på trolddomskunst og er
dygtige jægere. De har ikke faste boliger, men flakker om og slår sig ned,
hvor de har fældet vildt. De løber på ski over de snedækkede fjelde.
Disse folk angreb og underkuede Arngrim nu for at vinde berømmelse.
Da de havde tabt slaget og gav sig på flugt, kastede de tre småsten bagud og
magede det så, at det for fjenden så ud, som det var lige så mange bjerge, og
da de således havde forblændet Arngrims øjne, kaldte han sine folk, der
forfulgte fjenden, tilbage i den tro, at mægtige fjelde lå hindrende i vejen for
dem. Da finnerne dagen efter atter kæmpede og blev slagne, kastede de sne på
jorden og gav det udseende af en stor flod, og svearne lod sig atter forblænde
og føre bag lyset, thi det baredes dem for, som de hørte et mægtigt vand
bruse. Da sejrherrerne blev bange for dette tomme gøglerbillede, lykkedes det
finnerne at flygte. Tredje dag begyndte de kampen på ny, og nu havde de ikke
længere noget, der kunne hjælpe dem til at flygte, så da de så, at deres fylking
begyndte at vige, underkastede de sig sejrherren. Arngrim pålagde dem at
betale skat og skyld således, at der blev holdt mandtal over finnerne. Så skulle
der hvert tredje år for hver tiende mand udredes i skat en slæde læsset med
123
7. Frode den Store
dyreskind. Derefter æskede han Bjarmelandskongen Edger til tvekamp og
fældede ham og pålagde så bjarmerne at udrede et skind pr. hoved.
Derpå vendte han rig på bytte og sejrstegn tilbage til Erik, som fulgte
med ham til Danmark og fyldte Frodes øre med lovtaler om den unge mand.
Han forestillede Frode, at den, der havde udvidet hans rige mod verdens
yderste grænser, vel var kongens datter værdig. Da Frode betænkte, hvor stor
fortjeneste han havde indlagt sig, anså han det ikke for upassende at kaldes
svigerfar til den mand, der havde vundet navnkundighed viden om i verden
ved så store bedrifter.
Arngrim avlede med Øvura tolv sønner109, hvis navne jeg vil nævne:
Brand og Bjarre,
Brodd, Hjarrande,
Tand og Tyrfing,
to Haddinger,
Hiarwarth, Hjarvard,
Hrane, Angantyr.
De havde fra ungdommen af lagt sig efter vikingefærd. Da de en gang
alle på et skib sejlede til øen Samsø, stødte de under land der på to skibe, som
tilhørte vikingerne Hjalmar og Ørvarodd. De angreb skibene og ryddede dem
for folk, men da de ikke var visse på, at de havde fået fældet styrismændene
med, bandt de de faldnes lig hvert til sin toft og så da, at de, som de søgte,
ikke var imellem dem. Det blev de kede af og agtede nu ikke den sejr, de
havde vundet, for at være et halmstrå værd, thi de vidste, at de ville komme til
at udsætte sig for langt større fare i den kamp, der nu forestod. Hjalmar og
Ørvarodd var nemlig gået i land for i skoven at hugge sig et nyt ror, da de
havde mistet det ene af dem, de havde, i en storm, som ilde havde medtaget
deres skibe. De var nu i færd med af en stor træstamme, de havde fældet, at
lave sig et nyt med deres økser. De tog det på deres skuldre og bar det ned til
skibene uden at ane noget om det nederlag, deres staldbrødre havde lidt. Da
de nu blev angrebet af Øvuras sønner, som dryppede af de dræbtes nys
udgydte blod, blev de nødt til at kæmpe to imod mange. Såre ulige var den
kamp, thi der var tolv imod to, men sejren rettede sig ikke efter tallet, thi alle
Øvuras sønner faldt. Hjalmar fik de fældet, men Ørvarodd bar sejren hjem, og
han var den eneste af hele den store flok, skæbnen lod blive i live. Med utrolig
anstrengelse havde han svunget det vældige, endnu ikke helt tilhugne ror mod
sine fjender med sådan kraft, at han med et slag knuste dem alle tolv.
(Saxo 5.14) Således blev vikingeflokkene ved at færdes på havet, skønt
Frode havde fået al egentlig krigsstorm til at lægge sig. Dette var det, som
især tilskyndede ham til at angribe Vesterlandene, thi hans eneste tragten gik
109
Arngrim og hans 12 sønner kendes også fra sagalitteraturen som kæmperne fra Bolm (i
Småland). Den følgende citerede begivenhed forekommer i Hervarar-saga.
124
7. Frode den Store
ud på at udbrede fred. Han lod da Erik kalde alle de rigers flåder, der var
ham underlagte, og sejlede til England med utallige skibe. Da kongen på
denne ø skønnede, at han ikke kunne måle sig med ham i styrke, thi havet
syntes helt spærret af skibe, gik han til Frode under foregivende af, at han
ville overgive sig. Han begyndte ikke blot at smigre ham og gøre stads af hans
storhed, men lovede også at give sig og sit rige ind under danerne - Folkenes
Betvingere - og tilbød at udrede skat og skyld og hvad anden afgift, de
forlangte. Til sidst indbød han dem gæstfrit til sig. Frode blev glad over
brittens høviskhed, skønt det vakte hans mistanke om, at der stak svig under,
at fjenden så villigt og uden tvang lovede alt og var så rask til at overgive sig,
førend der var ført krig. Det plejer sjældent at være ærligt og oprigtigt ment.
Han frygtede også for gæstebudet, at der, når deres ædruelighed blev hildet i
drukkenskabens snarer, skulle blive øvet lønligt forræderi imod dem. Hertil
kom, at der var buden så få gæster, at de ikke syntes trygt at kunne
efterkomme indbydelsen. Det tyktes dem også tåbeligt at betro deres liv til
fjender, hvis ærlighed de ikke havde prøvet.
Da kongen fik nys om, at de ikke ret vidste, hvad de skulle beslutte sig til,
kom han igen til Frode og bød ham til gilde med fire og tyve hundrede mand.
Før havde han kun opfordret ham til at komme med tolv hundrede. Skønt
Frode, efter at tallet på de indbudne således var blevet øget, nok turde trøste
sig til at komme til gæstebudet, opgav han dog ikke sin mistanke. Han sendte
hemmeligt folk ud, som skulle strejfe om på egnens afsides steder. Hvis de på
deres spejderfærd opdagede noget baghold, skulle de straks lade ham det
vide. De gik derfor ind i skoven, og da de stødte på en lejr af væbnede mænd,
som hørte til den engelske hær, standsede de først tvivlrådige, men da de kom
på det rene med, hvorledes det hang sammen, skyndte de sig tilbage. Teltene
var nemlig sorte, som overstrøgne med beg, for at man ikke skulle blive
opmærksom på dem, når man kom i nærheden af dem. Da Frode fik det at
vide, lagde han også et baghold bestående af en stærk skare af sine
hirdmænd, for ikke uforsigtigt at gå til gæstebudet uden at være sikker på at
have betimelig hjælp ved hånden. Da de havde lagt sig i skjul, lod han dem
vide, at, når de skulle komme ham til hjælp, ville han give tegn dertil ved at
lade blæse i luren.
Derpå begav han sig til gæstebudet med det fastsatte let bevæbnede
fø1ge. Hallen var udstyret med kongelig pragt, overalt dækket med
skarlagentæpper, og virkede med vidunderlig kunstfærdighed og pragt.
Bjælkevæggene var prydede med purpurforhæng. Gulvet belagt med så
prægtige tæpper, at man knapt turde træde på dem. Fra loftet blinkede og
skinnede mange lygter og olielamper, og røgelseskarrene udsendte de sødeste
dampe, svangre med den fineste vellugt. Langs med alle væggene stod en
række af prægtige borde besatte med mangfoldige retter. Bænkene var
prydede med guldindvirkede hynder og stolene fulde af puder. Det var, som
om den ærefrygtindgydende hal smilede til gæsterne, og der var i al den
125
7. Frode den Store
herlighed intet at opdage, som ikke var en lyst for øjnene, eller som ikke
lugtede godt. Midt i hallen stod et kar, som rummede en umådelig mængde
drikke, så man let kunne fylde bægrene, og der var mere end nok til, at alle de
mange gæster kunne få deres tørst slukket. Purpurklædte tjenere gik om
ordnede i rækker med gyldne bægre og skænkede høvisk drikken. Det skortede
heller ikke på horn af vilde okser, i hvilke de bød drikken om. Bordene
strålede af gyldne skåle og bugnede under skinnende bægre, af hvilke de fleste
funklede med indlagte ædelstene. Der herskede overalt den største
overdådighed. På bordene var der overflod af kostelige retter og af bægere,
som flød over af forskellige drikke. De nøjedes heller ikke med at drikke vinen
ren og ublandet, men lavede en herlig drik tilsat med alskens safter hentet vidt
og bredt fra. Fadene prangede med de kosteligste retter, som for det meste
bestod af vildt, skønt der heller ingen mangel var på retter tillavede af
tamdyrs kød.
Englænderne tog sparsommere til drikken end danerne, thi den tryghed
disse følte, gav dem mod på at drikke sig en rus til, mens hine havde mindre
lyst til at hengive sig til drukkenskab, fordi de pønsede på forræderi. Danerne,
som, med mine landsmænds tilladelse, er vante til om kap at tømme bægrene
til bunds, drak altså vældigt. Da englænderne så, at de var blevet overmåde
beskænkede, begyndte de at liste sig bort fra gildet. Mens gæsterne blev
siddende i hallen, anstrengte de sig af alle kræfter for at spærre hallens døre
ved at skyde slåer for og på alle andre måder, og derpå gav de sig til at stikke
ild på huset. Da ilden begyndte at tage fat, dundrede de indespærrede daner
på døren, men det var ingen nytte til. De kunne ikke få dem op, og så begyndte
de at slå løs på væggen for at bane sig en udvej gennem den. Da englænderne
så, at den gav sig under danernes kraftige angreb, stemte de sig imod af alle
kræfter og støttede den vaklende masse ved at anbringe større genstande op
ad ydersiden for at de indespærrede ikke skulle slippe ud, når de ramlede
sammen. Til sidst gav den efter for danerne, der var de stærkeste, thi jo større
faren blev, des mere anstrengte de sig, og nu var det en let sag for de
indespærrede at bryde ud. Så bød Frode, at der skulle blæses i luren for at
hidkalde den flok, han havde lagt i baghold, og tilkaldt ved lurens skingrende
toner fangede de forræderne i deres egen snare og fældede både den engelske
konge og en utallig mængde af hans folk. Således ydede hirdmændene Frode
en dobbelt tjeneste, idet de både frelste hans mænd og fældede hans fjender.
Imidlertid havde irerne, forskrækkede over det stadigt voksende ry, der
gik om danernes tapperhed, lagt fodangler af jern ud for at gøre det
vanskeligere at trænge ind i deres land og for at formene dem adgang til
deres kyster. Irerne bruger en let rustning, der er nem at skaffe til veje. De
rager håret af sig, så de er helt skallede i nakken, for at man ikke skal kunne
gribe dem i håret, når de flygter. De vender spydspidserne imod dem, der
angriber dem i ryggen, og plejer med flid at vende odden af deres sværd imod
deres forfølgere. De kaster også for det meste spydene bagud, thi de er mere
126
7. Frode den Store
drevne i at sejre ved at flygte end ved at kæmpe, så når man tror, at man har
vundet sejr over dem, er der fare på færde. Men Frode var forsigtig og
vogtede sig vel for alt for ivrigt at forfølge så svigefuld en fjende. Han fældede
folkets høvding Kjarval i slaget. Dennes bror overlevede ham, men tabte
modet til at gøre modstand og overgav riget til Frode. Frode uddelte det
bytte, der var taget, blandt sine krigsfolk for at vise, at han var fri for al
havesyge og overdreven begærlighed efter gods og kun tragtede efter at vinde
hæder.
(Saxo 5.15) Efter at have sejret over englænderne og vundet bytte i
Irland vendte Frode tilbage til Danmark. I tredive år var der slet ingen krig. I
den tid blev det danske navn berømt i næsten alle lande på grund af den
overordentlige berømmelse, danerne havde for tapperhed. I den hensigt at
forlænge varigheden af sit riges glans og give den evig fasthed lod Frode sig
det først være magtpåliggende at vise forøget strenghed imod tyveri og røveri,
som han anså for en indvortes syge og landeplage. Når folkene var blevet fri
for dem, mente han, ville de kunne nyde livet mere i ro, så at fredens stadige
udbredelse ikke hæmmedes og hindredes af nogen ondskab. Han drog også
omsorg for, at ingen hjemlig farsot fortærede landet, når fjenderne holdt sig i
ro, og at ingen hjemlig uredelighed gik i svang, efter at der var opnået fred
udadtil. Endelig lod han i Jylland, der så at sige var hans riges hoved,
ophænge en såre tung armring på alfarvej, for ved at stille et så kosteligt bytte
til skue at sætte den retskaffenhed, han havde påbudt, på prøve. Skønt det
fristede de uredelige sjæle og pinte de onde, gik dog frygten for den
utvivlsomme fare af med sejren. Så stor var Frodes kongelige myndighed, at
selv guld, der var lagt frem, så enhver kunne tage det, var så sikkert, som om
det lå gemt bag de stærkeste låse. Dette usædvanlige påfund skaffede sin
ophavsmand stor berømmelse. Efter at have anrettet nederlag viden om i
verden og alle vegne vundet sejr satte han sig for at skaffe alle mennesker ro,
for at fredens glæder kunne afløse krigens gru, og for at mandslættets ophør
kunne blive begyndelsen til lykke. Han drog også omsorg for, at alles ejendom
blev beskyttet af det værn, hans lov ydede, for at ikke det, udenrigsfjender
havde måttet lade i fred, skulle blive ranet af røvere hjemme.
På den tid kom alverdens forløser til verden for at frelse menneskene,
idet han fandt sig i at iklæde sig et menneskes skikkelse. Krigens luer var da
slukkede, og alle lande nød den dybeste fred og ro. Man holder for, at en så
vidtstrakt, ligeligt fordelt og uafbrudt fred overalt ikke så meget var knyttet til
et jordisk rige som til hin guddommelige fødsel. Det var Himlens vilje, at
denne usædvanlige tidens velgerning skulle være et vidnesbyrd om, at alle
tiders ophav var nærværende110.
110
Også hos Saxo var "Tidernes Herre" nær under Frode III og unægtelig udtrykt mere poetisk
end i sagaernes fortælling om Frode I. Saxo gemmer imidlertid naturkatastrofen ved Kristi død,
som var sagaernes egentlige holdepunkt, og lader Frode være højdepunktet, indtil søkoen sætter
et brat punktum for hans lange liv.
127
7. Frode den Store
(Saxo 5.16) Imidlertid fristede en kone, der var erfaren i trolddom, og
som mere satte lid til sine kunster end frygtede kongens strenghed, sin søns
griskhed for at få ham til at stjæle armringen. Hun lovede ham, at han nok
skulle slippe ustraffet derfra, eftersom Frode på det nærmeste gik på gravens
rand og kun slæbte svagelige rester af et affældigt liv om i et faldefærdigt
legeme. Da han som svar på moderens opfordringer fremhævede den store
fare, der var forbunden med at følge dem, bød hun ham være ved godt mod,
enten skulle én søko føde en kalv, sagde hun, eller også skulle indtræffe en
anden hændelse, som skulle hindre kongen i at straffe ham. Ved denne tale
forjog hun sønnens frygt og fik ham til at efterkomme hendes opfordring.
Da han havde begået forbrydelsen, ilede Frode, som om der var tilføjet
ham den værste forsmædelse, i største hidsighed og vrede hen for at rive
konens hus ned, efter først at have sendt folk derhen, som skulle gribe hende
og hendes børn og føre dem for ham. Dette vidste konen forud, og hun førte
da fjenderne bag lyset ved et blændværk, idet hun forvandlede sig til en
hoppe. Da Frode kom til, påtog hun sig skikkelse af en søko, der gik og
græssede på strandbredden. Sine sønner fik hun til at se ud som kalve, mindre
end hun. Kongen undrede sig over dette særsyn og bød sine mænd omringe
dem, så de ikke kunne slippe ud i vandet igen. Derpå steg han af vognen, som
han betjente sig af på grund af sit gamle legemes svaghed, og satte sig
undrende på jorden. Moderen, der havde påtaget sig skikkelse af det største af
utyskerne, anfaldt nu kongen og stangede ham i den ene side. Dette sår blev
hans bane, så lidt kom hans død til at svare til hans storhed. Hans krigere,
som tørstede efter at hævne hans død, kastede nu spyd efter utyskerne og
gennemborede dem, og da de var dræbte, så de, at det var menneskeligt med
dyrehoveder, og således blev gøglespillet, de havde drevet, åbenbart.
Således døde Frode, den navnkundigste konge i hele verden. Efter at
have taget indvoldene ud saltede hans hirdmænd liget og gemte det i tre år,
thi de var bange for, at landsdelene skulle falde fra, når det blev bekendt, at
kongen var død. Især var de opsatte på at holde hans død hemmelig for
fremmede, for ved at lade som om han endnu var i live at kunne holde
sammen på riget, hvis grænser for længst var blevet udvidet så stærkt, og i
kraft af kongens fordums myndighed at kræve den sædvanlige skat og skyld af
undersåtterne. De førte derfor hans afsjælede legeme om, ikke som lig på en
båre, men på en vogn som en svag og kraftesløs olding, som hans krigere
skyldte at vise den tjeneste. Så stor stads gjorde hans venner af ham, selv efter
hans død. Men da liget omsider begyndte at opløses, så de ikke kunne nære
sig for stank, og forrådnelsen ikke var til at standse, begravede de det med
kongelig pragt ved Værebro i Sjælland. De gjorde vitterligt, at Frode havde
ønsket at dø og blive begravet der i sit riges anseeligste landsdel.
Så vidt Saxos beretning om Frode d. III Fredegod - den danske ideal-
128
7. Frode den Store
konge med et image lånt fra Augustus og den samtidige Theodorik 111 .
Billedet med en søko som banemand er naturligvis ikke plausibelt og ægte,
og hans begravelse er en blanding af skytisk begravelsesskik og guden
Frejs ligfærd, som den er gengivet i Ynglingesagas udgave.
Går vi over til Skjoldungesagaen, beskrives Frodes (I) død da også på
en helt anden måde, som heller ikke giver anledning til en traditionel
begravelse:
(Fragmenta 3) Da kom søkongen Mysing og brændte Frode inde.
Søkongen Mysing nævnes også som Frodes morder i Grottesangen 112,
hvor Mysing bagefter gik ned med sit skib. Ellers er han helt ukendt 113.
Mordbranden skal vise sig at være en afgørende nøgle til forståelsen
af danernes tidlige sagnhistorie, og den udvikler sig til en hel kriminalsag
omkring det, Axel Olrik kaldte "Skjoldungefejden".
Inden da skal vi imidlertid se på optakten under Saxos Frode IV.
7.4
Frode, Åle og Starkad
Hidtil har beskrivelsen af Frode været koncentreret om Frode I og III
med personkredsen Hading/Frode/Erik. Hvorvidt Saxos Frode II med
tilnavnet "den Stærke" hører hjemme i gruppen er umuligt at sige, da
denne skikkelse er indholdsløs. I Hading-kapitlet blev der tillige trukket en
parallel til Fridlev/Frode IV/Starkad, som indeholder identiske elementer i
overensstemmelse med bogens grundlæggende tese. Saxos Frode V viser
sig som en klar variant af Frode IV, så den første gennemgang kan
koncentreres om Frode IV og hans halvbroder Åle/Olav:
(Fragmenta IX) Som søn af en voldtaget kvinde blev Åle (Olav) ikke
arving, så Frode fik riget. Åle drog på vikingetogt og vandt sig ved kampene
tilnavnet "hin Frøkne". Frode lagde sig også efter krigerdåd og fik tilnavnet
"den Navnkundige" eller "Store". Han boede i Lejre og Ringsted. Han holdt
hird på sin faders vis og havde en flok bersærker med Starkad som leder. Han
havde tolv jarler under sig.
Åle, der var Frodes halvbror, erobrede imidlertid Svealand (også omtalt
under Aun i Ynglingesaga). Da opildnede jarlerne Frode mod Åle. Nu da Åle
havde lagt Sveavældet under sig, kunne han snart komme med våben og kræve
arv i Danmark. Frode lod sig overtale, og de udså Starkad til at snigmyrde
Åle. Han var nemlig den tapreste og mest trofast overfor Frode. Starkad ville
111
Niels Lukman, Skjoldunge und Skilfinge, 1943. Niels Lukman: Frode Fredegod - Den
gotiske Fravita, 1983.
112 Grottesangen er overleveret i Snorres Yngre Edda, Skaldskaparmal, kapitel 53.
113 Inge Skovgaard-Petersen nævner i "Da Tidernes Herre var nær", at han forekommer i
Widsith, men i så fald må det være i navneformen ”Myrging”.
129
7. Frode den Store
først nødigt, men samtykkede dog. Jarlerne gav ham 120 mark rent sølv, og
han rejste fra Ringsted …
Figur 15. Saxos Frode-konger
Saxos Frode-konger
Hading
Fridlev
Fridlev
Ingeld
Frode I
Frode III
Frode IV
Frode V
Halfdan
Ro
Erik
Ro
Helge
Halfdan
Rolf Krake
Erik
Harald
Harald
Starkad
Saxos Frode-konger opstillet parallelt (excl. Frode II og VI).
Mordet på Åle med enslydende detaljer forekommer også hos Saxo,
til hvem vi derfor kan overlade beskrivelsen af selve mordet. Saxo havde
imidlertid i kronologien flyttet Åle helt om bag Harald Hildetand som
Haralds efterfølger, Ole.
(Saxo 8.6.3-4) Han lod sig overtale til at øve dåden med sit sværd og
besluttede sig for at røgte det blodige hverv, han havde påtaget sig, ved at
angribe kongen, mens han var i bad. Han gik ind til ham, mens han var ved at
tvætte sig, men blev straks slået af hans hvasse blik og hans øjnes stadige
bevægelighed og flimrende glans, hans lemmer lammedes af langsommelig
angst, han standsede, trådte et skridt tilbage og lod hånden synke og opgav sit
forsæt. Således kunne han, der havde trådt så mange høvdingers og kongers
våben under fode, ikke udholde en enkelt våbenløs mands skarpe blik. Men
Ole, som godt vidste, hvilken magt hans åsyn havde, tilhyllede det og bød ham
trine nærmere og melde, hvad han havde at melde, thi han var på en gang på
grund af gammelt staldbroderskab og lange tiders fortrolig omgang den
sidste, han ville have mistænkt for forræderi. Men Starkad sprang med draget
sværd ind på kongen, gennemborede ham og huggede ham i halsen, da han
prøvede at rejse sig. 120 pund guld fik Starkad i løn, men senere sørgede han,
naget af anger og skam, så bitterligt over den udåd, han havde begået, at han
ikke kunne holde sine tårer tilbage, blot den kom på tale. I den grad
130
7. Frode den Store
skammede han sig, da han var kommet til sig selv igen, over sin grusomme
brøde. Han dræbte også til straf for den misgerning, han havde begået, nogle
af dem, der havde tilskyndet ham til den, og hævnede således den dåd, han
selv havde lånt hånd til.
Vi går nu tilbage til Skjoldeungesagaens kronologi, hvor mordet får
en afslutning, som Saxo ikke kunne fortælle uden at bringe uorden i sin
egen historie:
(Fragmenta IX) … Da sagde Åle med sine sidste åndedrag: "Dette er
forvoldt af Frode, min broder!" - og han døde smilende. Kongens død var til
stor harme for alle hans mænd.
Frode overvandt siden sveakongen Jorund og gjorde ham til
skattekonge, og det samme gjorde han med sveajarlen Sverting. Fra kong
Jorund ranede han dennes datter og fik med hende sønnen Halfdan. Senere fik
han med en retmæssig dronning sønnen Ingjald.
Men Starkad angrede sin misgerning og ville ikke længere være i Frodes
gård. Derfor drog han på krigerfærd til Rusland og siden til Svealand. Her
blev han så led ved svearnes offerskikke, at han til sidst vendte tilbage til
Frode. Frodes søn Ingjald havde imens giftet sig med en datter af Sverting
Jarl, som dermed syntes at have fået bod for nederlaget.
Men kong Jorund og hans jarl lagde råd op mod Frodes liv. Jorund
lokkede ved gaver Starkad over på sin side, og imens fældede Sverting og
hans tolv sønner Frode om natten, mens han var til gudeblot. Siden gav
Sverting sin svoger Ingjald frændebod for hans dræbte far, og kong Ingjald
sad nu i fred. Men hans broder Halfdan erobrede Skåne og dræbte dernæst
faderens banemænd, de tolv Svertingsønner. Da talte Starkad hårde ord til
Ingjald, fordi han havde givet Sverting fred, og han fik Ingjald til at forskyde
Svertings datter.
Derefter kan vi fortsætte hos Saxo med hans Frode IV:
(Saxo 6.4.14) Fridlevs hustru Frogerd havde født Frode, som fik sit navn
af sin overvættes gavmildhed. Formedelst mindet om den lykke, der havde
hersket under hans bedstefar, hvem hans navn mindede om, var Frode
allerede fra vuggen og sin spæde barndom af så elsket af alle, at han hverken
fik lov at gå eller stå på jorden, men stadig sad på skødet af folk og blev
kysset og klappet og således ikke blev givet en enkelt til opfostring, men så at
sige opfostredes af alle i fællesskab.
Fridlev døde, da Frode var i sit tolvte år, og underkongerne i Sachsen,
Sverting og Hanef, unddrog sig da den unge konges herredømme og prøvede
åbenlyst på at gøre oprør. Han overvandt dem i slag og pålagde som straf de
overvundne folk som tegn på trældom at betale en skilling for hvert hoved.
131
7. Frode den Store
Han gik nemlig så vidt i sin gavmildhed, at han fordoblede den sold, krigerne
havde haft fra gammel tid af, hvilket den gang var en helt ny måde at vise sig
gavmild på. Og han gav sig ikke på onde og egenmægtige fyrsters vis
lasternes lave tillokkelser i vold, men stræbte ivrigt efter, hvad der var
nærmest til at indbringe ham hæder, efter at gøre alle delagtige i sin rigdom,
efter at overvinde andre i rundhåndethed, efter at være den første i venlighed
og, hvad der er det vanskeligste, at få bugt med misundelsen ved ædelt sind.
Af den grund vandt denne yngling også inden føje tid så stor navnkundighed
hos alle, at der ikke blot gik lige så stort ry af ham som af hans forfædre, men
at hans berømmelse endogså overgik, hvad de ældste frasagn havde at melde
om fortidens konger.
(Saxo 6.5.1) På den tid kom en mand ved navn Starkad, Storværks søn
…
Fortællingen om Starkads ankomst har vi allerede mødt under Hake/
Hading. Som nævnt dukker Frode først selv op igen i slutningen af
beretningen om Frode IV:
(Saxo 6.5.16-19) Imidlertid begyndte sakserne at pønse på frafald og
særligt at overveje, hvorledes de uden at indlade sig i åben krig kunne få bugt
med Frode, der hidtil var uovervunden i krig. Da de mente, at det bedst lod
sig gøre ved at holde tvekamp med ham, skikkede de sendebud til ham, der
skulle udæske ham, eftersom de vidste, at han stadig var rede til at udsætte sig
for enhver fare, og at hans ædle sjæl ikke ville undslå sig for nogen som helst
udfordring. De mente, at det var bedst at angribe ham nu, da de hørte, at
Starkad, hvis tapperhed de fleste var bange for, havde ærinde andetsteds. Men
mens Frode tøvede med svaret, som han sagde, han måtte tale med sine
venner om, vendte Starkad hjem fra vikingetog, og han havde især det at
indvende imod denne udfordring, at det sømmede sig kun for konger at holde
kamp med deres ligemænd. Det gik ikke an, sagde han, at de indlod sig på det
med mænd af folket. Det var bedre, at han, der var af ringere byrd, tog den
dyst på sig.
Sakserne gik da til Hame, der havde ry for at være deres ypperste mand i
alle legemsidrætter, gjorde ham mange løfter og bød ham hans egen vægt i
guld, hvis han ville påtage sig den tvekamp. Kæmpen lod sig lokke af det
meget guld, og i krigerisk optog ledsagede de ham til den bestemte
kampplads. Danskerne fulgte i krigerisk skrud Starkad, der skulle gå i sin
konges sted, samme steds hen. Hame, som i tillid til sin ungdom lod hånt om
sådan en vissen og affældig olding, foretrak at tage livtag med ham frem for
at angribe ham med våben. Da han gik løs på ham, ville han have kastet ham
til jorden, hvis ikke lykken, som ikke ville, at den gamle mand skulle
overvindes, havde hindret, at der skete ham nogen fortræd. Det hedder sig
nemlig, at da Hame slog sin næve i ham, sank han således sammen under den,
132
7. Frode den Store
at han, støttende sig på knæene, berørte jorden med sin hage. Men denne sin
vaklen tog han glimrende oprejsning for, thi da han igen fik rettet sig i
knæhaserne og fik hånden fri, så han kunne få draget sværdet, kløvede han
Hame midt igennem. Mange jordegodser med tresindstyve trælle på hvert blev
sejrens løn.
Efter Hames fald blev danskernes herredømme over sakserne så ublu, at
de nødte dem til som trældomstegn at betale en skilling om året for hvert af
deres lemmer, der var en alen langt. Det huede Hanef ilde, og opfyldt af
begærlighed efter at få den skat afskaffet pønsede han på krig. Urokkelig
kærlighed til hans fædreland fyldte ham for hver dag, der gik, mere og mere
med medynk med de undertrykte. Opsat på at give livet hen for sine
landsmænds frihed lagde han ikke skjul på sin lyst til at gøre oprør. Frode
førte tropper over Elben og fældede ham ved byen Hannover, der er opkaldt
efter ham.
Sverting derimod, som ikke var mindre bedrøvet over sine landsmænds
nød, talte ikke om den ulykke, der var overgået hans fædreland, men rugede
endnu mere hårdnakket end Hanef over en plan til dets befrielse. Man hører
jævnligt folk være i tvivl om, hvor vidt han bør roses eller lastes for dette sit
forsæt, men jeg betragter det rent ud som forbryderisk, fordi det hidrørte fra
en forræderisk attrå efter at gøre oprør. Thi skønt det syntes overmåde godt at
søge at skaffe sit fædreland friheden, burde man dog ikke stræbe efter at opnå
den ved svig og forræderi, og da nu Svertings dåd rent ud var uhæderlig, kan
den heller ikke kaldes god. Thi det er smukkere åbenlyst at angribe den, man
vil til livs, og at tilfredsstille sit had åbenlyst end at skjule den lyst til at gøre
fortræd, man i virkeligheden føler under påtaget venlighed. Men hvad der
avles af forbrydelse, er der ingen ære ved, og det bærer kun kortvarig og
hurtigt affaldende frugt. Thi ligesom det er en falsk sjæl, der med hemmelige
kunster dækker over sit fule forræderi, således er det også reglen, at hvad der
er svig ved, er usikkert og skrøbeligt. Det er jo nemlig bekendt nok, at fals for
det meste slår sin egen herre på hals, og således gik det også Sverting, efter
hvad rygtet melder. Da han nemlig havde besluttet at overfalde kongen under
påskud af at gøre gilde for ham og brænde ham inde, overraskede kongen
ham og fældede ham, om han så end selv også måtte lade livet for Svertings
hånd. Det føjede sig altså så, at den enes forbrydelse voldte begges død, og
skønt svigen nåede sit mål over fjenden, slap dens ophavsmand dog ikke
ustraffet herfra.
Da Hame-historien er en Starkad-historie, gør Frode IV sig
udelukkende bemærket ved et brodermord og sin død. Her er Sverting ved
at brænde Frode IV inde, men Saxo forpurrer i sidste øjeblik den slutning,
som vi mødte i forbindelse med Skjoldungesagaens Frode I, og som vi vil
møde i det næste kapitel, hvor Frode IV/V brændes inde i sin hal. Saxo
røber imidlertid i begyndelsen af afsnittet, at der eksisterede forskellige
133
7. Frode den Store
opfattelser af begivenheden og af Sverting.
Bogens princip er at slå de mange ens navne sammen, da det normalt
synes at være baggrunden, og da der i forvejen er sket sammenblanding af
dem, hvis der har været flere. Vi kan imidlertid ikke udelukke, at nogle
”personfremmede” prædikater skal overføres til en anden Frode. Her skal
vi især lægge mærke til omtalen af den fredegode Frode, som ikke synes at
have meget at gøre med Frode den Store, som fordrev herulerne, myrdede
sin bror og blev brændt inde. Vi skal med henblik på senere være
opmærksom på, at Fredegod-prædikatet uden problemer kan fjernes fra
Frode den Store.
Hermed er den direkte skildring af Frode den Store ved hjælp af de
nordiske kilder afsluttet. Et lidt forvirrende billede måske - men alligevel
overraskende
sammenhængende.
Tidsmæssigt
kan
beskrivelsen
kombineres med naturkatastrofen i 536-38 og herulernes ankomst et par
årtier før.
Frode var nok mere "den Store" end "den fredegode" konge. Det skal
vise sig, at han optræder i endnu flere skikkelser.
134
8. Roar og hadbarderne
8 Roar og Hadbarderne
Frodes betydning for sagnhistorien rækker videre end hans egen
historie. I de efterfølgende generationer satte hans lidet broderlige fremfærd sit præg på forløbet, der udviklede sig til en ren familiefejde, som vel
skildres mest læseværdigt og sammenhængende i Rolf Krakes saga. Her
gælder det imidlertid forståelsen af Saxos sagn, hvor sagnhistorien falder
på plads brik for brik i dette mønster - selv om efterkommerne i de to
slægtslinjer fra Frode og Halfdan synes at have opbygget hver sin separate
sagnkreds om denne konflikt.
8.1
Roar og Helge
Det sagn, vi går over til nu, ligner ved første øjekast et selvstændigt
handlingsforløb - nemlig den kendte fortælling om de to drenge, Roar og
Helge. Fortællingen udgør første del af Rolf Krakes saga, som begynder
således:
(Rolf 1) En mand hed Halfdan og en anden Frode. De var brødre og
kongesønner og styrede hver sit rige. Kong Halfdan var mild og medgørlig,
gæv og godmodig, men kong Frode var en stor voldsmand. Kong Halfdan
havde tre børn; to sønner og en datter, der hed Signe. Hun var ældst og gift
med Sævil Jarl, men sønnerne var unge. Den ene hed Roar, den anden Helge.
Regin hed den mand, der opfostrede dem.
Der lå en ø kort fra borgen. På den boede en bonde ved navn Vifil. Han
var kong Halfdans trofaste ven. Vifil havde to hunde. Den ene hed Hop og den
anden Hø. Bonden var meget velhavende, og blev han forulempet, kendte han
til mangt og meget af gamle trolddomskunster.
Nu er der at fortælle, at kong Frode sad i sit rige og var meget
misundelig på sin broder, kong Halfdan, at han styrede hele Danmark. Han
syntes, at hans egen lod ikke var blevet nær så god. Derfor rustede han sig
talstærkt og drog til Danmark. Han kom midt om natten og brændte og sved
alt af.
Kong Halfdan kunne ikke stille stort op til forsvar. Han blev taget til
fange og dræbt, men de, der kunne, flygtede. …
Måske kender vi to af navnene arkæologisk. Numismatikeren og
arkæologen Ulf Danell i 2015 har påpeget, at Sævil Jarl kan være den Eril,
som omtaler sig selv på Lindholm-amuletten: ”Ek ErilaR Savilag” fra
Midtskåne. Den kan dateres til 400-560, hvilket passer med at handlingen
sandsynligvis fandt sted omkring 520’erne. Han mener også at kunne finde
navnet Vifil på Väsby- og Åskatorp-brakteaterne. Man skal naturligvis
passe på den slags identifikationer, men sammenhængen med ErilaR, som
også nævnes på brakteaterne er interessant.
135
Man kan forestille sig, at Frode i Halfdans tid kunne have siddet som
konge i Uppåkre i Skåne, hvor en hal faktisk brændte på den tid, men det
er naturligvis gætteri på så svagt et grundlag.
Roar og Helge blev bragt i sikkerhed hos Vifil, som advarede dem
ved at råbe hundenes navne, Hop og Hø, når de skulle søge skjul for
Frode. Senere fulgte de med Sævil og Signe til Frode, hvor de var ved at
blive opdaget, da Frode brugte en spåkvinde til at spore dem. Signe søgte
at forhindre det ved at kaste guldringe til hende. De flygtede ud i skoven,
men på deres fosterfaders råd vendte de tilbage og satte ild på hallen, så
Frode brændte inde.
Her møder vi altså igen mordet på Frode, men nu pludselig i en
udformning, hvor Frode er skurken. Væk er mordbrænderne Sverting og
Mysing, og i stedet står vi med to uretfærdigt behandlede og heltemodige
børn. Man kan spørge sig selv, om det overhovedet er den samme historie,
og vi må derfor se på Saxos behandling af den. Åbenbart passede historien
ikke ind i den rækkefølge, som Saxo havde brug for, så først skal vi se på
hans behandling af selve den kronologisk "rigtige" plads efter Frode I.
Denne Frode døde ganske vist ikke ved indebrænding - men næsten:
(Saxo 2.4.3) … Da Frode omsider angreb kong Regnar i Svealand, som
falskelig beskyldtes for forræderi imod ham, omkom han - ikke for fjendehånd,
men kvalt af hede i kroppen og sine tunge våben. Han efterlod sig tre sønner,
Halfdan, Ro og Skate.
(Saxo 2.5.1) Disse tre brødre havde ikke noget at lade hverandre høre,
hvad dyd angik. De var lige griske efter herredømmet. Hver for sig higede de
blot efter at blive konge. Broderkærlighed lagde ingen bånd på dem. Når man
bærer al for stor kærlighed til sig selv, går kærligheden til andre jo bort. Man
kan ikke på en gang pleje sin egen ærgerrighed og pleje venskab med andre.
Halfdan, som var den ældste af dem, besmittede sin kongebyrd med
niddingsdåd, dræbte Ro og Skate og banede således vej til tronen ved
brodermord. For at der ikke skulle savnes noget vidnesbyrd om, hvor grum
han var, lod han alle deres tilhængere gribe og, efter først af have holdt dem i
fængsel, hænge. Hvad der var mest at undres over ved ham, var, at skønt han
ikke gjorde andet hele sit liv igennem end at øve grumhed, var lykken ham så
god, at han ikke blev slået ihjel, men døde af alderdom.
(Saxo 2.5.2) Halvdans sønner var Ro og Helge. Ro siges at have bygget
Roskilde, som kong Svend Tveskæg senere udvidede og fik flere til at bosætte
sig i. Ro var lille og spædlemmet, Helge høj og anseelig. De delte riget
imellem sig, så Helge fik havet at råde over …
Således klarede Saxo overgangen fra Frode I til broderen Halfdans
sønner Roar og Helge uden at gøre denne Frode til brodermorder. Bortset
fra Skate genkender vi Frode-historiens navne, og såmænd også historien
136
om kongen, der kom på tronen ved at myrde sine to brødre, men Saxo
byttede her rollerne om. Sagaernes historie med de to drenge var imidler tid for god, og Saxo stod aldrig tilbage for en god historie. Derfor
genfinder vi den relativt sent i forbindelse med en femte Frode. Her måtte
Saxo til gengæld kalde børnene for Harald og Halfdan, mens Frodes bror
Halfdan kom til at hedde Harald:
(Saxo 7.1.3) Frode mente nu, at hans broder Haralds hæder bragte ham
i foragt, og han bød da en af sine hirdmænd lønligt at ombringe ham, da han
skønnede, at hans undermand i alder, overgik ham i mod. Da dåden var øvet,
lod han hemmeligt gerningsmanden myrde, for at denne hans medvider ikke
skulle røbe forbrydelsen. Derpå bød han, for at gøre det sandsynligt, at han
var uskyldig, og undgå at blive brændemærket for denne udåd, at der skulle
anstilles en omhyggelig undersøgelse over, hvorledes det var gået til med den
ulykke, der så uventet havde voldt hans broders død. Men hvor mange kunster
han end gjorde, kunne han ikke hindre, at menigmand i sit stille sind gav ham
skylden. Da han senere en gang spurgte Karl, hvem der havde dræbt Harald,
svarede Karl, at det var falsk af ham at spørge om en ting, som han godt selv
vidste. De ord blev Karls død, for Frode skønnede, at han hemmeligt havde
bebrejdet ham brodermordet.
(Saxo 7.1.4) Derpå blev Harald og Halfdan, Haralds sønner med Karls
datter Signe, stræbt efter livet af deres farbror, men deres fosterfædre
udtænkte et snildt middel til at frelse deres liv. De bandt nemlig afhuggede
ulvekløer under deres fodsåler og lod dem ved tit at løbe omkring opfylde
moradset i nærheden af huset, hvor de boede, og den snedækte jord med deres
spor, for at det skulle se ud, som om der havde været vilddyr på færde. Derpå
dræbte de nogle trælkvinders børn, rev deres lig i stykker og spredte deres
sønderrevne lemmer rundt om. Da man nu forgæves søgte efter de to knøse,
fandt man de spredte stumper af ligene, fik øje på ulvesporene og så, at jorden
var bestænket med blod. Man troede da, at drengene var blevet fortærede af
grådige ulve, og næsten ingen kunne tvivle over et så håndgribeligt bevis på,
at de var blevet sønderrevne. Troen på det, man havde set, blev knøsenes
værn. Deres fosterfædre skjulte dem straks i et stort hult egetræ, for at der
ikke skulle være noget spor af, at de var i live, og i lang tid blev der bragt dem
føde under foregivende af, at de var hunde. De blev også kaldt ved
hundenavne, for at der ikke skulle komme noget ud om, at de blev holdt skjult.
(Saxo 7.1.5) Kun Frode ville ikke tro på, at de var døde, og han gik til en
kvinde, der var kyndig i spådomskunst, og spurgte, hvor de var skjult. Så
kraftige var hendes gjaldresange, at hun havde ord for på lang afstand at
kunne se en ting og drage den frem, om den så var aldrig så godt gemt. Hun
sagde, at en mand ved navn Regnar hemmeligt havde påtaget sig at opfostre
dem og for at skjule dem kaldte dem ved hundenavne. Da de nu ved hendes
gjaldresanges store kraft så sig draget ud af deres skjul og stadig trukket
137
nærmere og nærmere hen imod sejdkvindens øjne, lod de for ikke at blive
forrådt ved den magt, denne forfærdelige tvang havde over dem, en regn af
guld, som de havde fået af deres forfædre, falde ned i skødet på hende. Da
hun havde fået denne gave, lod hun, som om hun pludseligt blev syg, og faldt
om som død. Da tjenerne spurgte, hvad grunden var til, at hun således
pludseligt var faldet sammen, sagde hun, at det var umuligt at udgranske,
hvor Haralds sønner var flygtet hen. Deres magt var så stor, at den svækkede
virkningen selv af hendes kraftigste sange. Hun måtte derfor nøjes med en
ringe gave og kunne ikke vente nogen større belønning af kongen.
(Saxo 7.1.6) Da Regnar nu mærkede, at rygtet om ham og hans
fostersønner begyndte at blive almindeligt i folkemunde, drog han til Fyn med
dem. Her blev han fanget af Frode og tilstod, at han havde skjult knøsene,
men bad kongen om at skåne hans myndlinger, som han havde berøvet deres
far. Han måtte ikke tro, at der var nogen lykke ved dobbelt frændemord, sagde
han. Ved disse ord forvandlede han kongens grumhed til skamfuldhed og
lovede, at hvis der opstod nogen uro i riget, skulle han melde kongen det.
Således skaffede han sine myndlinger sikkerhed og levede mange år uden
frygt.
(Saxo 7.1.7) Da de var blevet voksne, drog de til Sjælland, og da deres
venner bød dem hævne deres far, svor de, at enten de eller deres farbror
skulle være dødsens, inden der var gået et år. Da Regnar fik nys om det, gik
han, tilskyndet af erindringen om, hvad han havde lovet, ved nattetid til
kongens hus, og sagde i al stilhed, at han kom for, som han havde lovet, at
meddele kongen noget. Men han ville ikke have, at de vækkede Frode, thi
kongen ville ikke vide af, at nogen vækkede ham, når han sov. Gjorde nogen
det, plejede han at straffe dem med sværdet. Så grov en forbrydelse ansås det
i gamle dage for at være, hvis man påtrængende forstyrrede en konge i hans
søvn, når det ikke var nødvendigt. Da Frode om morgenen fik dette at vide af
vagten, skønnede han at Regnar var kommet for at bringe ham bud om, at der
var et anslag i gære, og han samlede derfor en krigsstyrke og besluttede at
komme svig i forkøbet med grumhed. Haralds sønner havde ingen anden
udvej end at anstille sig som forrykte. Da de pludseligt så sig overrumplede,
begyndte de nemlig som forrykte mennesker at bære sig ad, som om de blev
forfulgt af onde ånder, og da Frode troede, at de var besatte, opgav han sit
forehavende, idet han anså det for en skam at angribe dem med sværd, der
syntes i færd med at vende sværdet mod sig selv. Men natten efter brændte de
ham inde, og således fik han sin fortjente straf for brodermordet, thi efter at
have angrebet kongens lejr stenede de først dronningen til døde, og derpå
tvang de, efter at have stukket ild på huset, Frode til at krybe ind i en for
længst udgravet snæver hule og søge tilflugt i dens underjordiske ganges
smuthuller. I denne indespærring holdt han sig skjult til han omkom af røg og
dunster.
138
Tilsammen giver Saxos to historier det bekendte forløb fra sagaerne,
og også her døde Frode af hede inde bag sit beskyttende "værn" som i
Saxo 2.4.3.
8.2
Beowulfs Roar og Chocillaicus
Vi drager nu til anglerne i East Anglia eller Mercia, og ser på deres
udgave af denne historie i Beowulf, som foregår omkring Lejrekongen
Roars hal, Heorot:
(Beow 57-63)
Den høje Halvdan regerede, så længe han levede,
gammel og kampstærk de glade skjoldunger.
Til ham fire børn som efterfølgere
kom til verden, denne krigernes herre:
Heregar, Roar og gode Helge, [Heorogár, Hróðgár, Halga]
Jeg hørte at Yrsa blev Onelas dronning,
kamp-skilfingens elskede… [Heaðo-Scilfingas]
(Beow 610-19)
Der var latter af helte, støjen blev til musik,
ordene var glade, Waltheow kom frem, [Wealhþéow]
Roars dronning, med sans for etiketten,
hilste guldbesmykket på mændene i hallen,
og derefter uddelte den ædle frue de fulde bægre,
først til beskytteren af østdanernes land,
…
Derpå gik Helminga-fruen rundt iblandt dem …
Helmingerne kendes ikke, men det mest sandsynlige er, at det er en
gren af East Anglias kongefamilie 114, som Saxo sikkert ville kalde Angels
efterkommere. Til disse konger knyttes traditionelt den nordisk prægede
Sutton Hoo-bådgrav fra 625, og englænderne sætter netop Beowulf og
Widsith i forbindelse med disse egne. Samtidig fortæller Arngrimur
Jonsson i forbindelse med Skjoldunge-sagaen, at Rolfs dronning var en
datter af Angel115, og Rolf Krakes saga fortæller, at Roar i en periode som
ung opholdt sig i England:
114
I Widsith nævnes Helm som konge over Wulfingum, men de er heller ikke umiddelbart
bekendte. I East Anglias kongerække finder man en imidlertid en Wuffa, som er diminutiv af
Wulf, og to generationer forinden finder man en Wilhelm. Det er fra disse egne man kender
Beowulf, og i 673 opstod her et bispesæde i byen Helmham (Sam Newton: The Origins of
Beowulf and the Pre-Viking Kingdom of East Anglia, Cambridge, 1993).
115 Fragmenta 11.
139
(Rolf 5) En konge hed Nordre. Han herskede over en del af England.
Hans datter hed Øgn. Roar var længe hos kong Nordre og gav ham
landeværn og støtte. Der var stort venskab imellem dem og til sidst giftede
Roar sig med Øgn …
Roars dronning skal således være en prinsesse fra England, og det er
vel ikke usandsynligt, at Roar har overlevet Frodes forfølgelse i den
angliske del af England, som Rolf Krakes saga indicerer. Når
personnavnene er forkerte, kan landenavnene imidlertid også være det.
Der er derfor også den teoretiske mulighed, at Roar flygtede til
Blekinge. Han blev ifølge Beowulf gift med Helminge-datteren Waltheow,
der kan have været datter af Helm, som ifølge Widsith regerede
Wulfingene. Wulfingene kan i så fald have været de tre slægtninge med
navneendelsen -wulf, som nævnes på Listerstenene i Blekinge.
Beowulf-kvadet omtaler flere gange i forbifarten en geater-konge,
Higelac, til hvis hof Beowulf skulle have hørt. Han og Beowulf fulgtes på
plyndringstogt mod frankerne, hvor Higelac faldt og Beowulf svømmede
hjem! Higelacs fald er sikkert taget fra en historisk begivenhed ved Rhin deltaet omkring 524, som er skildret af bl.a. Gregor af Tours 116. Her blev
Higelac kaldt Chocillaicus med betegnelsen daner, mens han i Liber Mon strorum blev kaldt Hyglaco med betegnelsen "Getorum". Siden Grundtvig
nævnte dette sammentræf, har danske historikere yndet via Beowulfkvadet at datere Roar til dette tidspunkt. Problemet er bare, at Beowulf var
en ren eventyrfigur, som kæmpede mod drager. Han blev i kvadet brugt til
at koble de forskellige historiske begivenheder sammen, men
begivenhederne behøver ikke nødvendigvis at have haft noget med
hinanden at gøre. Også Ermaneric fra 300-tallet nævnes. Widsith-skjalden
mødte personer spredt over 6 århundreder - det var tidens fortællestil.
Chocillaicus-episoden fandt sted i en tid, hvor Kanal-egnene må have
været oversvømmet af krigergrupper af forskellig nationalitet i forbindelse
med opløsningen af de gamle strukturer og omvæltningerne i England.
"Geat", som er Beowulfs og Higelacs nationalitetsbetegnelse, kendes i
flere sammenhænge fra den oldengelske litteratur 117. Sandsynligvis var der
tale om en indvandrergruppe, som opererede fra England, men det kan
naturligvis ikke udelukkes, at de oprindeligt var jyder eller göter. Under
alle omstændigheder må sammenkoblingen af kampe mellem svear og
göter og tidligere kampe mellem daner/geater og franker sandsynligvis
skyldes en navneforveksling.
Geaterne er en særskilt diskussion, som sandsynligvis er den danske
116
J.P. Jacobsen: Frankerkrøniken af Gregor af Tours, 1917.
Også det engelske digt Deor omtaler nogle "geater" med samme stavemåde som i Beowulf
uden nogen forbindelse med Norden, og i en af Beda's engelske kongelister optræder en
stamfader ved navn Geat.
117
140
sagnhistorie uvedkommende. Der kan endda være tale om en forveksling
med de østgermanske folkevandringsfolk – som lød under fællesnavnet
getae.
Således fremstod afsnittet allerede i første udgave, hvor Arne Søby
Christensen siden 1 udgave i Historisk Tidsskrift har bekræftet
ræsonnementet, men desværre også skrevet, at navnet Chocillaicus ikke
kunne være Beowulfs Hugleik, hvilket der ikke er grundlag for at påstå,
bare fordi Beowulf ikke er historisk.
En uhistorisk person, hvis eneste rolle er at dræbe drager, er ikke
tilstrækkeligt grundlag for at koble Roar dateringsmæssigt sammen med
Chocillaicus.
Måske skal man også lægge mærke til Beowulf-kvadets utallige
benævnelser for danerne: Østdaner, vestdaner, syddaner og halvdaner - for
ikke at nævne udtryk som spyddaner o.lign. – mens Widsith havde daner
og sødaner. Det kunne - ligesom Procopios - indicere flere danerfolk, men
der synes ikke på dette tidspunkt at være noget system i anvendelsen. Vi
skal senere se, at opdelingen antageligt stammer fra, at man i 700-tallet
opdelte i syddaner og norddaner.
Beowulf-skikkelsens eventyrkarakter gør imidlertid ikke de isolerede
"historiske" episoder i Beowulf mindre interessante.
(Beow 1012-18)
Derefter satte de sig ned på bænken, de berømte.
De glædede sig over festen og modtog med værdighed
mange bægre fulde af mjød, deres slægtninge,
standhaftige, i højsalen,
Roar og Rolf. Det indre af Heorot [Hróþulf]
var fyldt med venner. Ingen forræderiske slag
havde Folkeskjoldunger endnu øvet. [Þéod-Scyldingas]
(Beow 1161- 91)
… Da trådte Waltheow frem
gående med en gylden halsring til det sted,
hvor det gode par sad, brorsøn og farbror.
Da holdt de stadig sammen i slægtskabet,
tro mod hinanden. …
…
"Jeg ved at min ædle Rolf
vil holde de unges ønsker i ære,
hvis du tidligere end han,
du ven af Skjoldunger, forlader denne verden.
Jeg tror at han med godhed vil gengælde,
overfor vore børn, hvis han husker, hvor meget,
vi for hans skyld og for hans omdømme i verden,
141
før, i hans ungdom, skænkede vor støtte."
Så vendte hun sig til bænken, hvor drengene sad,
Redrik og Rodmund … [Hréðríc ond Hróðmund]
Dette afsnit indeholder øjensynligt en viden om en senere konflikt
mellem Rolf og Roar, som vi ellers ikke kender, og som ligger efter Beowulfhistoriens afslutning. Englænderne præciserer også tydeligt, at Rolf moralsk
stod i gæld til Roar, så der er ingen tvivl om, at sympatien var på Roars og
Waltheows side.
Vi kommer nu til en anden begivenhed, som der fortælles om i Beowulf.
Den foregik også i en af de store haller.
(Beow 2023-70)
Blandt erfarne krigere bar Roars datter
hele tiden ølkarret rundt til de ædle;
jeg hørte dem på gulvet kalde hende
Freavaru, når hun rakte det fyldte bæger
til heltene. Hun er, ung og guldbesmykket,
forlovet til den ædle Frodesøn.
Dette er arrangeret af Skjoldungevennen,
kongerigets hyrde, og rådgiverne regner med
at han med kvinden kan slutte en stor del
af den blodige fejde. Meget sjældent imidlertid
hviler drabsspydet mere end en kort stund
efter lederens fald, selv om bruden er god!
Det kan harme Hadbardernes leder [Heaðo-Beardna]
eller andre høvdinger af folket,
når han færdes i salen sammen med kvinden:
at danernes ædle sønner går rundt mellem veteranerne
med de gamle våben glimtende på kroppen
med skarphed og ringudsmykning, Hadbardernes eje,
så længe de var i stand til at bruge deres våben,
og indtil de førte deres fæller og dem selv
mod katastrofen ved skjoldelegen.
Da taler ved øldrikningen, da han ser et ringsværd,
den gamle kæmpe, han som erindrer
alle mænds spyddød - barsk er hans hjerte han begynder bedrøvet at pirre
den unge kriger, at påvirke hans sind og
vække krigshad ved at udtale disse ord:
"Kan du, min ven, genkende det sværd,
som din far bar i kampen
under kampvisiret for sidste gang,
142
det kostbare jern, hvor danerne fældede ham de beherskede slagmarken, da gengældelsen svigtede
efter heltenes fald, de hårde Skjoldunger?
Her går nu sønnen af en af disse drabsmænd
triumferende i sin pynt over gulvet,
praler af mord og bærer den skat,
som du med rette burde eje."
Han ægger og minder hele tiden
med alvorlige ord, til den tid kommer,
hvor kvindens kongelige ledsager for faderens dåd
efter sværdets bid ligger livløs og blodstænket,
efter at have forbrudt sit liv. Den anden derimod
slipper væk i live, da landet allerede er kendt for ham.
Så bliver jarlernes svorne eder
brudt på begge sider. Da vil i Ingeld
et morderisk had vælde op, og i ham kærligheden til hende
vil kølnes i sorgens bølger.
Derfor tror jeg ikke på Hadbardernes loyalitet …
Figur 16. Beowulfs Dan- og Svea-konger
Beowulfs danske og svenske konger
Skilfinger
Skjoldunger
Hadbarder
Skjold
Beow
Halfdan
Ongentheow
Ottar
Onela
Yrsa
Waltheow
Eanmund
Eadgils
Hrodmund
Heregar
Hrothgar
Helge
Hieroward
Hredik
Rolf Krake
Freavaru
Frode
Ingeld
Dan- og svea-konger i Beowulf. Eanmund, Hrodmund, Hredrik og Beow er ikke
kendt fra andre kilder. Onela er sandsynligvis Saxos Hunding, mens Waltheow
placeringsmæssigt er sagaernes Øgn og Hieroward navnemæssigt kan være Hjørvard.
Frodes familietilhørsforhold nævnes ikke.
Roar havde altså dræbt Ingelds far, Frode, og søgte nu udsoning, men
143
i den engelske version omtales drabet ikke som en mordbrand – Roar var
jo en ædel konge - og der omtales ikke noget indbyrdes slægtskab. Her er
Roar blot den gamle heltekonge, hvis hal opsøges af dæmoner.
Samvittighed? De Hadbarder, som nævnes ovenfor, har hidtil været
opfattet som et ukendt folk, men forklaringen dukker op, når vi har mødt
Saxos Ingeld.
8.3
Saxos Ingeld
Går vi tilbage til Saxo får vi en forklaring på, hvor Ingelds far,
Hadbarderen Frode, var konge. Ingeld genkendes nemlig tydeligt i Frode
IV's søn, og Beowulf-versets gamle kriger viser sig såmænd at være vores
tidligere bekendt, Starkad. Vi begynder, hvor vi lidt tidligere slap, med at
Frode døde for Svertings hånd efter at mordbrændingen var blevet
forpurret i sidste øjeblik. Det må altså være Roar, som i nogle af danernes
overleveringer har fået tildelt det charmerende navn, Sverting - den sorte
mordbrænder. Saxo havde endda udnævnt denne Sverting til en tysk
småkonge - det værste skældsord han vidste.
(Saxo 6.6.1) Efter Frode fulgte hans søn Ingild. Han vendte sit sind fra
alt, hvad der godt og hæderligt var, vanslægtede sine forfædre og gav sig helt
og holdent de frækkeste udsvævelsers tillokkelser i vold. Han vendte sig helt
fra, hvad der godt og rigtigt var, og hengav sig til lasten i stedet for til dyden
og forsømte, efter at have afskåret alle afholdenhedens sener, sine
kongepligter og blev yppighedens skidne træl. Han lagde sig i virkeligheden
efter alt, hvad der strider imod og er uforeneligt med et sædeligt liv. Den
hæder hans far og bedstefar havde vundet, besudlede han ved til stadighed at
hengive sig til den hæsligste vellyst. Forfædrenes strålende ære formørkede
han ved de skammeligste gerninger. … Starkad væmmedes også ved hans
umådeholdenhed, at han opgav venskabet med ham og søgte tjeneste hos
sveakongen Halfdan, idet han foretrak at tage sig noget for frem for at gå
ledig. Svertings sønner, som var bange for, at Ingeld skulle hævne den udåd,
som var blevet øvet mod hans far, gav ham deres søster til ægte for ved denne
gode gerning at forebygge hævnen. De gamle siger, at hun fødte ham
sønnerne Frode, Fridlev, Ingild og Åle, af hvilke nogle dog påstår, at den
sidste var søn af hans søster.
Allerede her lades enhver tvivl om identiteten mellem historierne ude.
Vi er nu fremme ved et afsnit om Frode-sønnen Ingild, som er
centralt for Saxos værk. Selv om det naturligvis et stykke hen ad vejen er
et billede på Saxos egen tid, bruger han her handlingselementerne fra de
gamle kvad, som han tilskriver Starkad, til at bygge den lastefulde Frode søn op til en af danernes helte.
144
(Saxo 6.8) Starkad vendte tilbage til Svealand, inden der endnu var
blevet gjort noget for at helbrede hans sår med lægemidler, og inden der var
kommet ar på nogen af dem. Der var Halfdan 118 blevet dræbt af sine
medbejlere, og efter at have kuet visse folks oprør indsatte Starkad hans søn
Sigvard som arving i hans fars herredømme. Hos ham blev han en stund, men
da det rygte bredte sig, at Ingild, den svigefuldt dræbte Frodes søn, var så
lavsindet at han i stedet for at straffe sin faders drabsmænd viste dem godhed
og venskab, blev han, da han hørte det, optændt af harme over så gruelig en
brøde. I sin sorg over, at en yngling med så herlige anlæg havde glemt, at han
var søn af så berømmelig en fader, tog han en stor sæk kul på nakken, som om
det var en kostelig byrde, og begav sig på vej til Danmark. Når folk, han
mødte på vejen, spurgte, hvorfor han bar på sådan en usædvanlig byrde,
svarede han, at de kul ville han bruge til at hvæsse kong Ingilds sløvhed med.
Ad korte genveje tilendebragte han hurtigt sin rejse. Over hals og hoved,
så at sige i et åndedræt, og da han omsider kom til Ingilds hus, gik han, som
han havde for skik, op og satte sig på de ypperstes bænk, thi hos det sidste
slægtleds konger var han vant til at blive vist den højeste anseelse. Da
dronningen kom ind og så ham bedækket med smuds og iført simple og
snavsede bondeklæder, fik hans hæslige udseende hende til at tage sig det alt
for let med at danne sig en mening om gæsten. Hun dømte manden efter
klæderne, skældte ham ud for hans dumhed, at han havde taget sæde over sine
overmænd og taget en plads, han med sine bondeklæder var uværdig til. Hun
bød ham rømme den, for at han ikke skulle røre ved hynderne med sine
klæder, der var uslere, end sømmeligt var. I sin uvidenhed om, at stundom
lyser sjælen herligere i et højsæde end klæderne, tog hun det nemlig for
dumhed og frækhed, som han gjorde af stolthed.
Den tapre gamle mand adlød, skønt han blev fortrydelig over således at
blive vist af. Han slugte med udmærket selvbeherskelse fornærmelsen, som
hans tapperhed så lidet havde fortjent, og bar den tort, der tilføjedes ham,
uden at svare eller kny. Helt kunne han dog ikke skjule sin bitre harme, idet
han nemlig, da han rejste sig og gik ned i den nederste ende af hallen, kastede
hele sit legemes vægt så voldsomt imod væggenes egebjælker, at huset var
lige ved at ramle sammen ved den umådelige rystelse, bjælkerne fik. Således
gav han med ubønhørlig strenghed sin harme luft over for dronningens
fornærmelige ord, opbragt ikke blot over, at han var blevet vist af, men også
over den tort, at hun havde revet ham i næsen, at han var fattig.
Da Ingild kom hjem fra jagt, tog han ham nærmere i øjesyn, og da han
så, at han hverken så sig fornøjet om eller viste ham ærbødighed ved at rejse
sig, skønnede han af rynkerne i hans pande, at det var Starkad. Da han
nemlig så den hårde hud, krigerlivet havde givet hans hænder, arrene foran
118
Dette må være sammenblanding med en begivenhed under Aun og Frode.
145
på brystet og den hvasse kraft i hans blik, gik det straks op for ham, at en
mand, hvis legeme bar mærker af så mange sår, ikke kunne have en svag sjæl.
Han skændte derfor på sin hustru og formanede hende strengt til at lade sin
hovmodige vrede fare, til ved smiger og forekommende betjening at formilde
ham, hun havde skældt ud, til at vederkvæge ham med mad og drikke og
fornøje ham med venlig tiltale. Hans far, sagde han, havde i sin tid sat denne
mand til at være hans formynder, og han havde på den kærligste måde våget
over ham i hans barndom. Da hun nu for sent lærte oldingens sind at kende,
slog hun om fra barskhed til mildhed og gjorde ved ivrigt at betjene ham stads
af den, hun havde krænket ved at vise ham bort og såret med grove skældsord.
Hun, som havde været en opbragt værtinde, begyndte nu på det ivrigste at
gøre sig behagelig og søgte at formilde hans vrede ved at vise sig opmærksom
imod ham. Man bør derfor regne hende hendes vildfarelse så meget mindre til
last, som hun var hurtig til at opgive den, efter at hun var blevet vist til rette.
Men hun kom alligevel til at bøde hårdt for den, thi det sted, hvor hun
tidligere havde beskæmmet den tapre gamle mand ved at vise ham bort fra
hans sæde, fik hun senere set bestænket med sine brødres blod.
Om natten holdt Ingild måltid sammen med Svertings sønner, og det blev
et kosteligt gilde, thi bordene bugnede under herlige retter. Han søgte ved
venlig opfordring at formå den gamle mand til ikke at bryde for tidligt op fra
gæstebudet, som om det var muligt at undergrave en sådan fast og stærk dyd
med kunstig tillavede retters tillokkelser. Men da Starkad havde taget dem i
øjesyn, foragtede han sådan vellystig nydelse og ville ikke på nogen måde
rette sig efter fremmede skikke. Med den selvbeherskelse, han især havde sin
styrke i, gjorde han sig hård imod yppighedens fristelser og ville ikke lade de
lækre sager, et gæstebud bød ham, gøre skår i den navnkundighed, hans
krigsbedrifter havde indbragt ham. Hans tapperhed elskede nemlig
tarvelighed og var en fjende af overflødighed i nydelse af mad og drikke og
hadede al umådeholdenhed, thi tapperheden gav sig ingen sinde tid til på
nogen måde at værdsætte overdådighed, men satte altid vellyst til side og gav
dyden den ære, der tilkom den.
Da han derfor så, at de gamle mådeholdne sæder og al god og gammel
skik blev lagt øde af nymodens yppighed og overdådighed, vragede han de
kostelige spiser og bad om noget, der bedre passede for en bonde. Idet han
således foragtede frådseri, nøjedes han med røget og harsk mad og stillede
sin sult med det største velbehag, jo tarveligere maden var, for ikke at svække
den sande tapperheds kraft ved at besmitte den med udenlandsk vellysts falske
liflighed eller opgive den gamle tarvelighed for nymodens forgudelse af
ganen. Han var for øvrigt også vred over, at en og samme slags kød blev
anrettet både stegt og kogt ved samme måltid, thi han holdt den mad for
vederstyggelig, som var gennemtrukken med køkkenos og som kokken havde
indgnedet med mange forskellige blandinger af krydderier.
Ingild derimod lod hånt om de forbilleder, forfædrene havde givet, og
146
tog sig større frihed i henseende til at ændre bordskikkene, end de fra fædrene
arvede sæder tillod, thi da han først havde givet sig Tysklands sæder i vold,
skammede han sig ikke ved at give efter for dets kvindagtige yppighed. Ikke så
lidt næringsstof for overdådighed har vort fædreland fået i sig fra den
mudderpøl. Derfra kom de kostelige retter, de fine køkkener, kokkenes skidne
bestilling og alle slags modbydelig pølsemad; derfra kom den tøjlesløshed i
klædedragt, vi har optaget, idet de afveg fra den af fædrene anviste vej.
Således har vort land, der opelskede mådehold som en medfødt egenskab,
tigget sig overdådighed til hos sine naboer. Dens tillokkelser havde således
betaget Ingild, at han ikke holdt det for skam at gengælde uret med
velgerninger, og at tanken om hans fars ynkelige død ikke aftvang ham et
bittert suk.
Dronningen ville imidlertid ikke bryde op uden at have opnået sin
hensigt. I den tro, at hun bedst ville kunne få bugt med den gamle mands
vrede ved hjælp af gaver, tog hun af sit eget hoved et herligt forarbejdet
hovedbind og lagde det i hans skød, imens han sad og spiste, ivrig efter at
købe hans velvilje, da hun ikke formåede at sløve hans tapperhed. Starkad,
hvis harme over fornedrelsen endnu ikke havde lagt sig, kastede hende gaven
i ansigtet, thi det tyktes ham, at den gave mere bar vidne om foragt end om
ærbødighed. Klogt var det af ham, at han ikke anbragte dette usædvanlige
kvindeskrud på sit arrede hoved, der var vant til hjelmen, vel vidende, at en
kvindes pandebånd ikke bør sættes på en mands hoved. Således hævnede han
sig på hende, fordi hun havde afvist ham, ved til gengæld at afvise hende,
lønnede ringeagt med ringeagt og viste sig næsten lige så stor i den hævn, han
tog over forsmædelsen, som han havde vist sig i den måde, hvorpå han bar
den.
Den gamle krigers sjæl, der var knyttet til mindet om Frode, med så
mange uløselige venskabsbånd og æggedes ved alle de mange og store
velgerninger, den afdøde konge havde vist ham, kunne ikke ved nogen slags
lokkende smiger forføres til at opgive den hævn, han havde sat sig for. Selv
efter kongens død var han opsat på at yde ham den tak, han skyldte ham for
hans velgerninger, og at lønne den godhed, han havde modtaget af den
afdøde, hvis kærlige sind og gavmilde venskab han havde nydt godt af, mens
han levede. Så dybt bar han nemlig det sørgelige billede af Frodes drab
indgravet i sit hjerte, at ærbødigheden for den berømmelige høvding ikke
kunne udrives af hans sjæls inderste, og at han af den grund ikke betænkte sig
på at give det gamle venskab fortrinet frem for den nuværende velgerning.
Hertil kom, at mindet om den tidligere forsmædelse ikke gjorde ham det
muligt for ham at føle nogen taknemlighed for den påfølgende venlighed, da
han ikke kunne glemme den tort, hans krænkede æresfølelse havde lidt. Thi
mindelser om fornærmelser såvel som om velgerninger plejer at sidde fastere
i stærke end i svage menneskers sjæle. Han fulgte nemlig ikke deres skik, som
holder trop med deres venner i medgang og forlader dem i modgang. Som
147
mere dyrker lykken end venskabet og tænker mere på egen tarv end på at vise
velvilje imod andre.
Kvinden blev nu imidlertid hårdnakket ved sit forsæt. Da hun skønnede,
at oldingen ikke engang på den vis kunne lokkes til at tage del i
gildelystigheden, bød hun, for at fortsætte den smiger, hun havde begyndt,
med endnu mere overstrømmende elskværdighed og for at gøre endnu mere
stads af gæsten, en fløjtespiller blæse et stykke, det bedste han kunne. Hun
ville bøje hans stædige harme ved musik og ved hjælp af kunstfærdig velklang
få bugt med hans medfødte barskhed. Men fløjtens eller strengenes lokketoner
formåede ikke at svække mandens standhaftighed. Thi da han hørte dem
skønnede han, at al den ære, der vistes ham, mere var for et syns skyld end
præget af kærlighed, så man kunne fristes til at tro, at den skuffede gøgler
snarere spillede for en billedstøtte end for et menneske, og han gjorde den
erfaring, at det er forgæves at angribe en så overvættes strenghed med
gøglerkunster, og at en sådan kolos ikke lader sig rokke af tomt mundsvejr.
Udtrykket af hårdnakket harme i Starkads ansigt var nemlig i den grad blevet
forøget, at han i ingen måde syntes mere bevæget end sædvanligt. Thi den
strenghed, hans løfter pålagde ham, var hverken blevet formildet ved fløjtens
toner eller ved, hvad der kildrede ganen. Han holdt for, at der burde lægges
mere vægt på hans modige og mandige forsæt end på, hvad der kildrede
ørene, eller på gæstebudets tillokkelser. Han kastede derfor det ben, han
havde gnavet i ansigtet på gøgleren, så de oppustede kinder faldt sammen, da
luften voldsomt for ud. Således gjorde han det klart, i hvor høj grad hans
strenghed væmmedes ved det bifald, gøglere søger, thi hans af vrede
tilstoppede øren var ikke tilgængelige for nogen påvirkning af vellyst. Med
denne gave, der var gøgleren værdig, straffede han en usømmelig
gunstbevisning ved at lønne den med skam til tak, idet han på bedste måde
værdsatte fløjtespillerens fortjenester ved at skænke ham et ben at fløjte i og
give ham et hårdt stykke til løn for hans bløde triller. Det var da heller ikke let
at sige, om gøgleren fløjtede eller græd højest. De bitre tårer, han udgød, var
et vidnesbyrd om, hvor liden plads der er for mod i blødagtige hjerter. Han
havde nemlig helt og holdent givet sig vellysten i vold og aldrig lært at bære
modgang.
Det sår, han fik, varslede om det blodbad, der yderligere skulle følge ved
det gæstebud. Starkad, hvis sind stadig var opsat på stramhed, og som stadig
med urokkelig barskhed pønsede på hævn, væmmedes nemlig lige så meget
ved musikken, som andre frydedes ved den. Han lønnede den tjeneste, der
huede ham ilde, med at beskæmme gøgleren ved at kaste ben efter ham, idet
han vedkendte sig, at han skyldte sin udmærkede vens herlige aske mere end
sin skændige fostersøns skamløse væsen. Derpå digtede og kvad han, for
yderligere at håne gøgleren, på stående fod en vise om ham. Men dronningen
undrede sig såre over denne dyd, som hun ikke havde mægtet at svække, og
blev til sidst opfyldt af beundring for ham, som hun forgæves havde søgt at
148
vinde ved velgerninger.
(Saxo 6.9.1-2) Men da Starkad så, at Frodes drabsmænd var i kongens
højeste gunst, røbede hans hvasse blik den mægtige harme, han følte. Hans
åsyn åbenbarede, hvad der rørte sig i hans indre, idet den strenghed, der lyste
ud af hans øjne, vidnede om den storm, der lønligt rasede i hans sjæl. Til
sidst, da Ingild søgte at formilde ham ved at byde ham kongelige retter, stødte
han maden fra sig, fordi han, der var fornøjet med simpel husmandskost,
væmmedes ved udenlandske retter og vant, som han var, til almindelig spise,
ikke ville kildre ganen med lækkerier. Da han blev spurgt, hvorfor han satte
sådant et mørkt ansigt op og ikke ville nyde godt af den kongelige velviljes
gunst, sagde han, at han var draget til Danmark for at træffe Frodes søn og
ikke en mand, som stoppede sin grådige og forslugne mave med en
mangfoldighed af kunstige retter. Den tyske overdådighed, som kongen havde
vænnet sig til, havde nemlig drevet ham til at lade mad, som allerede var kogt,
stege for at kunne mætte sig på lækre sager.
Derpå kunne han ikke dy sig for at gå i rette med Ingilds sæder og
udøste al sin bitre dadel over hans hoved. Han fordømte hans
pligtforsømmelse. Han fordømte, at han dvask af overmættelse gav den af at
æde opståede tunghed luft i hæslig ræben, at han af tyskerne lod sig lokke ind
på vildveje, der lå fjernt fra al afholdenhed, og at han i den grad var blottet
for dyd, at han ikke engang tragtede efter den svageste skygge af den. Men
den største skændselsbyrde, han bar på, sagde han, var, at han ikke straks, da
han blev våbenfør, havde tænkt på at hævne sin far. I stedet satte han
naturens lov til side og viste dem, der havde udgydt hans faders blod, gunst og
bevågenhed. Han omfattede folk, der havde fortjent det værste, med den
inderligste kærlighed. Ikke blot undlod han at straffe dem, han burde have
straffet på livet, men han holdt dem endog værdige til den ære at leve sammen
med ham og sidde til bords med ham.
Derpå skal han have kvædet denne vise:
Den hidtidige fordømmelse af Ingild og hans hof må anses for at være
Saxos egen fortolkning af det digt, han derefter bringer. Denne form
anvendte Snorre også i Ynglingesaga, hvor digtene fra hans basiskilde,
Ynglingatal, blev inkorporeret i den mere udførlige tekst.
Digtet kan gå langt tilbage i tiden. Manden bag den frankiske
renæssance, forfatteren og præsten Alcuin undrede sig i 797 i et brev til
Lindisfarna Kloster over, at de gejstlige lyttede ivrigt til det hedenske kvad
"Hinieldus". Mange forskere har påpeget, at der måtte være tale om det
gamle Ingeld-kvad, som Saxo også benyttede 119 . Opsigten skyldtes vel
119
Inge Skovgaard-Petersen: Da Tidernes Herre var nær, 1987. Karsten Friis-Jensen: Saxo
Grammaticus as Latin poet, 1987. Karsten Friis-Jensen har i sin disputats påpeget klassiske
paralleller i Saxos udgave af digtet, som dog ikke alle nødvendigvis behøver at være Saxos
sædvanlige "forbedringer", da man ikke kan se bort fra en langt ældre klassisk påvirkning, hvis
149
digtets bramfri udtryksform, som her er gengivet i Fr. Winkel Horns
kraftigt forkortede danske udgave fra 1898 (Peter Zeebergs moderne
udgave kan anbefales som direkte oversættelse).
(Saxo 6.9.3-7)
Yngling, som ej krigen ynder, vige bør for hvide hår.
Ej man modig mand bør laste, at han gammel er og grå.
Mangen mand har mod i brystet, har han end i håret sne.
Tidens tand, som alt fortærer, tærer ej den tapres mod.
Nu mig grådig gæst fortrænger, gæv at se til, grisk af sind;
lækkersulten kun han lyster sig med mad og drik at mæske.
Anden sæd i Frodes sal. Der til højbords helten sattes,
bænkedes blandt bolde mænd, ham først mad og mjød blev buden.
Andre tider, andre sæder, nu i krogen kæmpen sidder,
var vel dreven helt på dør, om ej væggen var i vejen.
Ej den gamle gæst man hædrer; hirdmænd håner helten frækt.
Ej for sligt jeg søgte hid, men for nyt hos jer at nemme.
Vide vil jeg, hvorfor, Ingild, du din faders drab ej hævned.
Mat og mæt du blot dig mæsker, ligger på den lade side.
Sidste gang jeg så dig, Frode, fremvis i min hu jeg følte.
Talt er Dane-drottens dage, snart for fjendehånd han falder.
Og mens langt af led jeg vanked, færdedes i fjerne lande,
fælded de med svig Kong Frode. Ve mig, at jeg borte var!
Ikke drog jeg hid til Danmark for at feste eller frådse.
Hid fra svears land jeg søgte for at træffe Frodes søn.
Håbed herlig helt at se, finder så den frække frådser.
Sandt du spåede, svears konge: Ædlest drot får uslest søn.
Men er Ingild end en usling, ej skal dog den ufærd times,
at de skatte, Frode samled, falde skal i fremmed vold.
værket allerede har cirkuleret i kirkelige kredse tilbage til før Alcuins tid. Man kan dog heller
ikke se bort fra, at Saxo har omskrevet digtet, ligesom han digtede videre på Bjarkemål.
150
(Saxo 6.9.8-16) Ved disse ord kom dronningen til at ryste og tog det
pandebånd, hvormed hun på kvindevis havde smykket sit hår, af hovedet og
bød den opbragte olding det, som om hun dermed kunne afværge hans vrede.
Harmfuld kastede Starkad det på den forsmædeligste måde i ansigtet på
hende og kvad atter med høj røst:
Giv mig ej slig kvindegave, hvis du ej vil smykket bære.
Hårbånd ej for helte passer, sligt kun kvindesjæle fryder.
Giv det heller til din husbond, han vist glad ved gaven bliver.
Kosteligt det klæder en, som i indmad grådigt gramser.
Hil dig, drot, for herlig dronning! Krage søger mage, ser man!
Liderlig som skamløs skøge tager hun imod hans mandslem.
Hun med mad som svin ham mæsker, bordet under retter bugner.
Stegt hun koger, kogt hun steger, som det er hos tysken skik.
Så man før en konge frådse, som nu Dane-drotten frådser.
Rage rundt i rådne fugle, søbe sovs og østersslim!
Spegekød er heltekost, kæmpen ej sin gane kildrer.
Fårekød og saltet flæsk vi for herre-måltid holdt.
Ej af gyldne trug vi åd, vin og most var ej vor drik.
Sjældent fik vi mjød at smage, øl vi drak til daglig brug.
Frådser, har du Frode glemt? Skal ej helten hævnes, Ingild?
Så man før en søn vel sidde hos sin faders fjendes ætmænd?
Nidding den, som nøjes vil med mandebod for fadermord!
Usling den, som ærer dem, han som fjender burde fælde.
Hører jeg om herlig stordåd skjalden højt i hallen kvæde,
skjuler jeg med skam mit åsyn, sørger over Frodes søn.
Bedst for dig, om døv du blev, slap for om din skam at mindes.
Drapa om en kæmpedåd, nager tit en niddings hjerte.
Som en skygge skal din skændsel følge dig, hvor end du færdes,
om du flyr til fjernest østen, eller fjernt i vest dig fjæler.
151
Dvæler du i dybsens grund, holder du dig skjult på himlen,
hvor den kolde Karlsvogn kører, altid skal din skam dig følge.
Hårdt mod Frode guder handled, at de slig en søn ham gav.
Som i skibskøl skarn sig samler, sanker Ingild laster sammen.
Ræd for, at din skam skal rygtes, skal i kroge du dig skjule;
dorsk ved arnen skal du dvaske, aldrig ses blandt ædle mænd.
Du, som fej din fader glemte og ej hævned heltens drab,
er ej blandt hans æt at regne, troløs jeg og træl dig kalder.
Let det var dit liv at tage, som det er et kid at kvæle
eller lidet lam at dræbe med et snit af slagterkniven.
Svertings søn, din unge svoger, arver Danmark efter dig.
Han, hvis søster er din slegfred, lønnen får for Frodes drab.
Hende som hustru og dronning du hædrer
med røde karfunkler og kostbare spanger.
Men Starkad skammer sig over din skændsel,
tænker med sorg på svundne dage.
Frække fjender fester og frådser i Frodes hal og frygter ej hævn.
Større fryd ej gives mig kunne, end om Svertings æt flød i sit blod.
(Saxo 6.9.17) Ved sine æggende og manende ord bevirkede han, at
kongens sløve og kolde sjæl fængede, idet hans bebrejdelser virkede ligesom
når en flintsten slog tapperhedens lyse luer ud af den. I begyndelsen vendte
Ingild nemlig det døve øre til, medens hans fosterfader kvad, men ansporet af
hans indtrængende formaninger flammede hævnlystens ild omsider op i hans
sjæl, og han blev fra svirebroder forvandlet til fjende. Til sidst sprang han op
fra sit sæde og udøste al sin vrede over sine bordfæller. Han drog med
blodtørstig grumhed sværdet mod Svertings sønner og sigtede med blottet
klinge efter deres struber, hvis svælg han havde kvæget med bordets glæder.
Han dræbte dem straks og druknede således bordets hellige ret i blod, brød
deres forbunds skrøbelige bånd og forvandlede et skammeligt gæstebud til
ærefuld blodsudgydelse. Fra gæsteven blev han forvandlet til fjende - fra
yppighedens usleste træl til hævnens grummeste fuldbyrder.
(Saxo 6.9.18-20) Starkads indtrængende formaningstale blæste nemlig
liv i hans bløde og svage ynglingesind - kaldte modet frem af hans sjæls
lønkroge og vakte det til liv igen og bevirkede således, at ophavsmændene til
det grummeste mord fik deres vel fortjente straf. Ynglingens mod var nemlig
152
ikke udslukt. Det havde blot så at sige været flygtet bort. Nu havde oldingen
draget det frem for lyset og drevet det til en dåd, der var så meget større, som
den havde ladet vente på sig. Mere ære var det jo at fylde bægrene med blod
end med vin. Hvilken kraft må der ikke have været i denne olding, som ved
sine veltalende formaninger uddrev den umådelige lastefuldhed af kongens
hjerte og efter at have nedbrudt slethedens skranker såede dydens kraftigste
sæd i dens sted! Selv stod han også kongen bi og tog med lige så stor iver del i
hans dåd, lagde ikke blot selv den største tapperhed for dagen, men kaldte
også den tilbage, der havde været udryddet af den andens bryst. Da dåden var
øvet, tog han til orde og kvad:
Hil dig nu, min høje Herre, nu jeg ser, du mod ej savner.
Længe tav du, nu du taler uden ord med ædel dåd.
Lad os fælde hele flokken, ikke én vor hævn skal undgå.
Hver nu bøde, hvad han brød. Længe nok dem livet undtes.
Væk med dem, som alt vi vog, ud af hallen med de ådsler!
Ej på bål I skal dem bære, læg dem ud som ulveføde.
Sig mig, Rota, ræd mands rædsel, har nu nok vi hævnet Frode?
Syv mand så vi slagne segne, sone Frodes fald med døden.
Hil dig, Ingild, nu jeg hilser dig som dådstærk Dane-drot.
Aldrig har jeg håbet sluppet, at du var din fader værdig.
Lyd mit råd og jag af landet fluks din lede, frække dronning;
Ulveæt du ellers avler, thi af ondt kun ondt kan fødes.
Herlig var den tid, da Hake skægløs jeg i striden fulgte.
Kun på kamp og krig vi tænkte, blide kår vi aldrig kendte.
Hu og krop vi kraftigt hærded, lededes ved løse sæder,
mætted os, men ej os mæsked, herlig idræt kun os hued.
Alle kongens kæmper klædte sig i hvergarn eller vadmel,
nøjedes med søvn om natten, dagen brugte vi til dåd.
Andre tider, andre sæder, nu man frådser frækt ved bordet,
flunker flot i fine klæder, løber om med lange lokker.
Lov og ret med list man bøjer, øver vold og krænker uskyld.
Lystent skæmter man med skøger, helten spydig spot man byder.
153
Fejg mand ej sin skæbne flyr, intet skjold mod døden skærmer.
Hvor han sig i verden fjæler, Dødsens Dag og Dommen kommer.
Jeg, som stedse striden søgte, skal i fred jeg fare heden?
Sygne under sodet ås, sårløs dø i sengehalmen?
Omtalen af Hake sker i originalversionen i forlængelse af en omtale
af Ingelds slægtsmæssige ret til Lejretronen. Fr. Winkel Horn har i øvrigt
udeladt endnu en strofe af sin oversættelse:
Elleve stormænd var vi engang, kong Hakes trofaste følge.
Her sad Begath før Belg, bænket på række.
Endnu en gang indiceres det altså i den del af digtet, som menes
tilføjet af Saxo, at Hake (regis Haconis) må være far til Ingelds far - dvs.
Hake er den samme som Hading.
8.4
Hadbarder og Svertinger
Hermed er vi nået så langt, at det burde være muligt at gennemskue
forviklingerne. Forbillederne for Frode og hans far Hake synes at være
store konger, som først forsøgte fredelig sameksistens med herulerne, som
havde slået sig ned nordøst for danerne i Skåne. Da det ikke lykkedes, blev
herulerne jaget væk. Dette gav Frode-figuren ry som en stor konge.
Frodes vej til magten gik imidlertid via mordet på halvbroderen Åle,
og øjensynligt også på Halfdan – hvis det ikke var én og samme person.
Halfdan kan som tidligere nævnt være et tilnavn på en uægte søn, som
måske havde en mørklødet herulsk mor – det kan man i alt fald få
mistanke om, hvis man følger denne bogs hovedprincip.
Halfdans unge sønner blev gemt af vejen af slægtninge, og Roar endte
øjensynligt hos anglerne i England eller i Blekinge. Gennem mange år
regerede Frode Danmark, som det kan læses, men da Roar og Helge blev
voksne, brændte de som hævn faderens morder inde i en høvdingehal 120 og
tog magten i landet. Påstand stod nu mod påstand. Hvem var helte og
hvem var skurke?
Roar og Helges tilhængere har hævdet, at Frode havde myrdet
brødrenes far. Ved Roars svigerfamilies hof talte man om selvforsvar og
berettiget hævn.
Frodes tilhængere har derimod hævdet, at Frode var uskyldig i mordet
på Halfdan, og en konsekvens heraf ville være, at Roar og Helge
uberettiget havde anstiftet mordbrand mod en slægtning - en skændsels120
Var det ved Værebro, hvor Saxos underlige begravelse fandt sted?
154
gerning også efter den tids moral.
Dele af den nordiske tradition tilsværter Roar og Helge som
"Svertinger" og mordbrændere, mens Frode her skifter karakter så man
endda kan give han image af en Frode Fredegod. De steder, hvor historien
om børnene Roar og Helge dukker op i Norden, sker det uden
sammenhæng med idealkongen Frode. Frode-kongens slægt synes altså at
være kommet til magten igen og at have skabt den skjaldetradition, som
blev Danmarks officielle historie. Dette slægtsforløb ser vi på senere.
Den anden tradition var imidlertid modsat, og det hænger sandsynligvis sammen med Roars dronnings familie: Hvis hun kom fra East
Anglias hof eller familien havde kontakt til dette, var svigersønnen her den
retfærdige helt - og det blev han ved med at være, om end en sort skygge
hvilede over hans hus. Frem til Sutton-Hoo-begravelsen i ca. 625 synes der
at have været tæt forbindelse mellem Norden og anglernes riger. Omkring
625 blev Readwald (som muligvis skulle ligge i Sutton Hoo) imidlertid
kristen121, og på den tid synes man arkæologisk at miste de tætte kulturelle
bånd til de hedenske Østersøfolk. Dette bekræftes af, at
informationsstrømmen i digtene synes at slutte i Rolf Krakes og Adils
regeringstid, inden Frodeslægtens generobring af magten – hvis der skal
søges en virkelig baggrund.
Senere må de to versioner være blevet omskrevet, så den onde
modpart i begge lejre af skjaldene kamufleredes af øgenavne. Frode og
hans efterkommere blev Hadbarder (Heathobeards), mens Halfdan og hans
efterkommere blev Svertinger. Dette skyldes antageligt, at de omrejsende
skjalde har skullet være varsomme med, hvilken version de fremførte i
forskelligt selskab. Til sidst var sammenhængen så sløret, at de kunne
fremføres side om side hos Saxo, som skulle bruge så mange fortællinger
som muligt for at nå tilbage til kejserrigets begyndelse.
At kvad og folkeviser blev brugt i propaganda-øjemed til at udbrede
en bestemt opfattelse, ved vi fra middelalderen 122 . Vi sidder med
brudstykker af noget, der ligner eftertidens partsforklaringer i en "retssag".
Hver familie havde sin parts-forklaringer overfor offentligheden - det er
ikke umiddelbart til at se, at de dækker samme virkelighed – og sådan er
det ofte heller ikke i nutidens retssager.
Det er interessant at sammenligne med middelalderens drama om
kongemordet i Finderup Lade. Her opstod 14 folkeviser i forskellige
versioner opdelt i to hovedgrupper med den politiske folkevise og viserne
om marskens æresdrab. Her ser man, hvordan et sagnomspundet drama
breder sig til ukendelighed i forskellige vægtninger, hvor Saxo har gjort
det til drabet på forskellige konger i stedet for at samle dem i en lang vise,
som Anders Sørensen Vedel gjorde 300 år efter med Marsk Stig-viserne.
121
122
Gyldendal/Politiken 1988, Bind 2 (side 229).
Rumelants vise efter mordet på Erik Klipping. Gyldendal/Politiken 1989, Bind 5 (side 147)
155
Forskerne burde overveje, hvad forskellene kan fortælle om tidspunktet for disse legenders overførsel over Nordsøen, og alderen af disse
fragmenter i Beowulf.
Afslutningen bliver samtidig en glimrende anskuelsesundervisning i,
hvordan hadet i fortidens slægtsfejder blev opretholdt - her med Starkad
som den krigeriske opildner til hævn.
Et åbenstående punkt i traditionen er Halfdans familiemæssige
placering. Var han bror til Frode eller farbror. Som antydet tidligere i
kapitlet kan man endda få mistanke om, at Frode kun begik et enkelt
brodermord - dvs. at halv-broderen Åle var identisk med Halfdan. Netop
disse to danske kongenavne afbrød to gange på næsten identisk vis den
besynderlige Aun-cyklus som nye konger i Uppsala, og Starkad myrdede
Åle i Uppsala. Tilhørte Åles mor herulerne eller de oprindelige svear?
Gjorde halvdaneren Åle med tilnavnet Halfdan som ældste søn krav på
danernes trone, hvorefter han blev myrdet. Man kan endda som tidligere
omtalt overveje, om der bag navnene Halvdan, Roar og øgenavnet
Sverting ligger et forhold til en herulsk kvinde, hvis udseende kan have
været mørkt og sarmatisk/hunnisk præget. Det var jo Hake, som entrerede
med Starkad og som fik skyld for at have voldtaget en kvinde. Her
kommer vi desværre ud i meget tyndt funderede spekulationer, som ikke
bekræftes af sagnene, selv om løsningen forekommer fristende.
Rekonstrueret kongerække I
Figur 17. Rekonstrueret kongeslægt / Skjold - Rolf Krake
Ynglinge-slægt - Skilfinger
Skjoldunge-slægt - Skefinger
Alrik/Aun
Svipdag/Hun
Skjold
Egil
Ongentheow
Yngve/Hun
Voldtaget
Hake
Hustru
Åle/Olav
Halfdan/Gram
Ottar/Jorund
Hunding
Hanunde/Inga
Frode
Helge
Eanmund
Adils
Hjørvard
Freavaru/Skuld
Roar
Yrsa
Ingeld
Rolf Krake
Rekonstruktion af Ynglinge og Skjoldunger i 4-500-tallet. Udvalgt kombination af
Beowulf, Skjoldungesaga, Ynglingesaga og Saxo, idet Beowulfs genealogi er anset
for at veje tungest, da den ikke har været udsat for den sene manipulation. De
156
alternative muligheder omkring Halfdan er markeret med stiplet/prikket linie. Pile
markerer ægteskab. Se også bilag 4a.
Når denne løsningsmulighed ikke gennemtrumfes skyldes det til dels
den tidligere citerede bemærkning om mord på to brødre i Saxos 2.4.3,
men primært følgende strofe i "Indskud i Hyndloljod":
(Hyndlo) Åle var før fremmest af mænd, Halfdan fordum højest af
Skjoldunger. Navnkundige krige kækt han førte, hans værk fór vide til
verdens hjørner.
Halfdans nøjagtige tilknytning til Skjoldunge-slægten må stå åben, da
vi står med for mange løsningsmuligheder, men det er ikke sikkert, at
Frode og Halfdan oprindeligt var brødre – og det er symptomatisk, at det
netop var hans placering, der var tvivl om i Langfedgatal (Figur 1).
8.5
Starkads død
Starkad har haft sin egen rolle i dette drama siden han dukkede op hos
Hading/Hake, men lige inden han nåede frem til Ingilds hof, hvor han blev
vist væk fra højsædet, havde Saxo en selvstændig historie om ham. Her
delagtiggøres man i et menneskesyn, som Saxo selv må have sin
personlige andel i, selv om man ville have forsvoret, at Starkads form for
næstekærlighed kom fra en kirkens mand. Det må være et tidsbillede fra
1100-tallet, som kan springes over i sammenhæng med 500-tallets historie.
Det er derfor markeret med lille skrift:
(Saxo 6.7) Ingild havde to søstre, Helga og Åse, af hvilke den første var fuldt
giftefærdig, mens den anden var yngre og endnu ikke mandvoksen. En nordmand ved navn
Helge fik lyst til at bejle til Helga og sejlede derfor til Danmark. Han havde udstyret sit skib
med den største pragt, sejlene var guldbaldyrede, masterne forgyldte og tovværket
purpurfarvet. Da han kom til Danmark, lovede Ingild at opfylde hans ønske, hvis han som bevis
på sin hu dristede sig til at tage en dyst op med de kæmper, der blev stillet imod ham. Det
vilkår havde Helge intet imod. Han ville gerne gå ind på den overenskomst, svarede han, og
fæsteøllet blev da drukket med stor højtidelighed.
Nu fortælles det, at i de dage var ni sønner af en høvding på Sjælland vokset til og
udmærkede sig frem for andre med hensyn til styrke og mod. Den ældste af dem hed Angantyr,
og da han, som også bejlede til pigen, nu erfarede, at hun, som var blevet nægtet ham, var
blevet lovet Helge, udæskede han ham til kamp for at jage sin ærgrelse bort med sværdet.
Helge gik ind på at give møde, og det blev efter begges ønske bestemt, at kampen skulle finde
sted på bryllupsdagen. Det ansås nemlig af alle for en skam og skændsel, hvis nogen vægrede
sig ved at møde, når han var bleven æsket til kamp. På den ene side ængstedes Helge derfor af
tanken om den skam, det ville være, om han holdt sig tilbage fra kampen, og på den anden side
af frygt for at tage sig den dyst på. Han fastholdt nemlig, at det var ubilligt og i strid med de
almindelige vedtægter for holmgang, når det nu havde fået udseende af, at han havde lovet ene
at tage kampen op med ni mand.
Da han nu grublede over dette, sagde hans fæstemø, at han nødvendigvis måtte have
157
hjælp, og opfordrede ham til at afholde sig fra en kamp, han ikke syntes at kunne få andet end
død eller skam ud af. Dette så meget mere som han ikke havde gjort nogen fast tavle med dem,
han skulle slås med, om hvor mandsstærke de havde lov at give møde. Han skulle derfor undgå
den fare og sørge for deres sikkerhed ved at bede Starkad, som holdt til ovre hos svearne, om at
komme ham til undsætning. Han plejede altid at hjælpe folk, der var kommet i ulykke, og førte
tit ved at tage hånd i hanke med ting, der så bedrøvelige ud, til en lykkelig ende.
Dette råd huede Helge vel, og med et lidet følge begav han sig da til Svealand. Da han
kom til Uppsala, som er den ypperste by i det land, blev han selv udenfor, men sendte en ind,
som skulle føle sig for hos Starkad ved at hilse ham høvisk og byde ham som gæst ved Frodes
datters bryllup. Den høflighed tog Starkad nu meget fortrydeligt op, som om det ligefrem var en
fornærmelse. Han så hvast på den unge mand og sagde, at hvis han ikke havde nævnet hans
dyrebare Frodes navn, skulle han være kommen til at bøde, fordi han kom med sådan tåbelig
besked til ham og bildte sig ind, at Starkad havde for skik som en hofnar eller snyltegæst at
løbe efter osen fra et fremmed køkken for fin levemådes skyld. Da tjeneren kom tilbage med den
besked, begav Helge sig til kongeborgen, hilste den gamle i Frodes datters navn og bad ham
være hans staldbroder i den kamp, han var blevet udæsket til. Han mente nemlig, at hans egne
kræfter ikke ville forslå dertil, eftersom der ikke i den aftale, der var blevet gjort, var bleven
truffet nogen sikker bestemmelse om, hvor mange han skulle slås med. Da Starkad havde fået at
vide, når og hvor kampen skulle stå, optog han ikke blot hans begæring vel, men satte mod i
ham ved at love ham sin bistand og bød ham drage tilbage til Danmark med sit følge. Selv ville
han så skyde genvej dertil ad lønstier, sagde han.
Helge drog da bort, og nogle dage efter begav Starkad sig på vej. Kan man tro, hvad
rygtet fortæller, skal han have skyndt sig så stærkt, at han på en dag tilbagelagde lige så stort
et stykke vej som de, der var rejst forud for ham, brugte tolv dage til. Det traf sig derfor sådan,
at begge parter nåede rejsens ende på en og samme tid og mødtes ved Ingilds hus. Da Starkad
nu der, som om han kunne være en af tjenerne, gik langs bordene, hvor gæsterne sad bænkede,
opmuntrede de før omtalte ni mand hverandre til den forestående kamp, idet de med hæslige
lader udstødte gruelige hyl i munden på hverandre og rendte frem og tilbage som gøglere. Ja,
der er dem, som siger, at de gøede ad den nys ankomne kæmpe som olme hunde. Starkad
skældte på dem, fordi de skabte sig så latterligt ved at skære ansigter og gjorde sig til nar ved
således at tage munden fuld og gabe op. Det var fra sligt, sagde han, at kvindagtige mænd i
deres tøjlesløse blødagtighed fik deres frække liderlighed. Da han så blev spurgt, om han havde
mod til at slås, svarede han, at de kunne stole på, at han havde kræfter til at tage det op ikke
blot med en, men med så mange, de ville stille imod ham. Da de ni hørte det, gik det op for
dem, at det måtte være ham, som de havde hørt ville komme langvejs fra for at hjælpe Helge.
For at brudekammeret kunne være under så meget sikrere bevogtning, påtog Starkad sig
nu også frivillig at holde vagt ved det. Efter at have trukket døren til, skød han et sværd for i
stedet for slå og stillede sig så selv på post og sikrede således brudeparrets nattero. Da Helge
vågnede og havde fået søvnigheden rystet af sig, kom han i tanker om sit løfte og iførte sig
hærklæder. Men da han så, at der endnu var en stakket stund tilbage, før den mørke nat var
gået, lagde han sig til at gruble over den farlige sag, der var så nær for hånden. Så listede
søvnen sig atter over ham i sin sødhed, så at han faldt i en dyb slummer. Da Starkad ved
daggry kom ind og fandt ham sovende i sin hustrus arme, ville han ikke forstyrre ham i hans
søde søvn ved barsk og brat at rive ham ud af den. Det skulle ikke se ud, som om han vækkede
ham af fejghed og således afbrød deres ny søde pagt.
Han holdt altså for, at det var smukkere ene at gå faren i møde end at skaffe sig en
staldbroder ved at forstyrre andres lyst. Han gik stille sin vej ud på den hede, som på vort
sprog hedder Rolyng, hvor han uden at ænse fjendernes komme satte sig under skrænten af en
høj udsat for vind og sne. Som om det var mildt forårsvejr, afførte han sig sine klæder og gav
sig tit at fange lopper. Om det så var den purpurkåbe, han nylig havde fået af Helga, kastede
han den over tornebuskene, for at ingen skulle kunne sige, at han med noget klædningsstykke
skærmede sig imod det rasende haglvejrs pile.
Nu kom kæmperne hen til højen fra den modsatte side, søgte sig et sted, hvor de kunne
158
sidde i læ for vinden, og tændte et bål til værn mod kulden. Da de ikke så noget til Starkad,
sendte de omsider en op på toppen af højen, for at han der oppe fra, ligesom fra et vagttårn,
tydelig kunne holde øje med, når han kom. Da han var kommen helt op ad den høje bakke, fik
han nede på skrænten øje på en gammel mand, som den faldende og fygende sne havde dækket
lige op til skuldrene. Han spurgte ham da, om det var ham, der skulle slås med dem, som de
havde fået løfte om, og da Starkad svarede ja, det var ham, kom de andre til og spurgte, om han
ville slås med dem alle på en gang eller med en ad gangen. Hertil svarede Starkad: "Når en
ynkelig flok hunde gøer ad mig, plejer jeg at jage dem bort på en gang, ikke en for en", hvorved
han gav til kende, at han hellere ville slås med dem alle end tage sig af dem enkeltvis, og at han
holdt for, at de fjender burde smædes med ord før end med sværd.
Så begyndte kampen, og han fældede seks af dem uden selv at blive såret. Skønt de tre,
der var tilbage, tilredte ham med sytten sår, så det meste af indvoldene hang ud af livet på ham,
fældede han også dem ligesom deres brødre. Da han nu således uden indvolde og med
svigtende kræfter pintes af svar tørst, krøb han i sin attrå efter at få noget at drikke på knæene
ned til åen tæt ved for at tage vand af den. Da han så, at den var besmittet med blod,
væmmedes han imidlertid ved dens udseende og afholdt sig fra at drikke af det forpestede vand.
Angantyr var nemlig falden ud i åløbet og havde farvet vandet således med sit røde blod, at det
ikke så ud som vand, men som en rød væske, og Starkad holdt det derfor for mere hæderligt at
miste sine kræfter end at styrke dem med så led en drik.
Skønt hans kræfter næsten var sluppet op, krøb han på sine knæ hen til en stor sten, der
lå i nærheden, og lagde sig for en stakket stund med ryggen lænet op ad den. Man ser endnu en
hulhed i stenens overflade, som om vægten af den liggende mands legeme havde sat et tydeligt
mærke i den. Det mærke tror jeg nu dog er kunstig frembragt af mennesker, thi det tykkes mig
nærmest utroligt, at en sten, der er så hård, at den ikke er til at skære i, således skulle kunne
blive blød som voks, at blot det, at en mand rørte ved den, idet han lænede sig til den, skulle
være nok til, at man kunne se, at et menneske havde siddet der, og til at gøre den hul for
bestandig.
En mand, som kom kørende forbi i en vogn og så Starkad bedækket med sår næsten over
hele kroppen, blev i lige høj grad skrækslagen og forbavset ved dette syn. Han drejede af og
kørte hen til ham og spurgte, hvad løn han kunne vente, i fald han påtog sig at helbrede hans
sår. Starkad ville nu hellere pines af sine svare vunder end tage imod hjælp af lumpne folk, og
han ville derfor have besked om mandens herkomst og hvad han levede af. Da han hørte, at han
gjorde tjeneste som bysvend, lod han det ikke være nok med at foragte ham. Han gav sig til at
skælde ham huden fuld, fordi han satte al hæder og ære til side og gav sig af med sådan en
smudsig bestilling, besmittede hele sit liv med vanære, holdt fattigfolks fortræd for egen
vinding, aldrig troede på nogens uskyld, stadig var rede til at rejse uretfærdig anklage imod
alle og enhver, aldrig var gladere, end når der vederfaredes andre noget sørgeligt, og aldrig
gjorde sig mere flid med nogen ting, end når det gjaldt om lumskeligt at udspejde, hvad alle
andre tog sig for, og svigefuldt søge lejlighed til at gå i rette med uskyldige menneskers måde
at være på.
Da bysvenden var kørt, kom der en anden, som ligeledes tilbød hjælp og lægedom. Ham
bød Starkad ligesom den forrige gøre rede for sine vilkår, og han sagde da, at han var gift med
en anden mands trælkvinde og gjorde markarbejde for hendes herre for at købe sin kone fri.
Heller ikke hans hjælp ville Starkad vide noget af, fordi manden, som Starkad sagde, burde
skamme sig over sit ægteskab, eftersom det var en trælkvinde, han havde giftet sig med. Havde
der været nogen ære i ham, ville han i det mindste have holdt sig for god til at pleje omgang
med anden mands trælkvinde, men delt sin ægteseng med en fribåren kvinde. Hvor store tanker
må vi ikke gøre os om denne mands højsind, eftersom han, skønt han befandt sig i den største
livsfare, viste sig lige så stor i henseende til at vrage hjælp, som han havde vist sig i henseende
til at tage imod sår!
Da manden var gået, kom en kvinde forbi. Hun gik hen til Starkad og ville aftørre hans
sår, men han bød hende først gøre rede for sin herkomst og hvad hun tog sig for. Hun sagde da,
at hun var trælkvinde og plejede at arbejde i møllen. Da Starkad fremdeles spurgte, om hun
159
havde børn, og hun svarede, at hun havde et pigebarn, bød den gamle hende gå hjem og give
sin skrålende tøs bryst, thi han holdt det for ganske utilbørligt at tage imod hjælp af en kvinde
af den laveste stand. Han vidste også, at hun duede bedre til at nære sit eget kød og blod med
mælk end til at læge andre folks sår.
Da hun var gået, kom en ung mand kørende. Da han så oldingen, kom han hen og ville
forbinde hans sår, og da Starkad spurgte ham, hvem han var, svarede han, at han var en
bondesøn og selv gjorde bondearbejde. Starkad priste hans herkomst og sagde, at hans gerning
var al ære værd, thi folk, som ikke kendte til anden vinding end den, de erhvervede sig i deres
ansigts sved, måtte visselig anses at fortjene deres livs ophold ved ærligt arbejde. Han holdt
også for, at bondelivet med rette burde foretrækkes for den mest glimrende velstand, eftersom
dets sunde og herlige frugter sås at være fremspirede og udviklede i et tarveligt livs skød, lige
langt fra pragt og usselhed. Han ville imidlertid ikke undlade at skænke den unge mand en gave
for hans venlighed og gav ham derfor kåben, han havde kastet over tornebuskene, som løn for
den agtelse, han havde vist ham. Bondesønnen kom da helt hen til ham, lagde de dele af maven,
der var bleven afrevne, på plads igen og bandt de udfaldne indvolde op med vidjer. Derpå
lagde han den gamle mand op i vognen og kørte ham med den største ærbødighed tilbage til
kongeborgen.
Imidlertid begyndte Helga at tale til sin mand med såre varsomme ord. Hun vidste, sagde
hun, at Starkad, så snart han kom tilbage efter at have overvundet kæmperne, ville revse ham,
fordi han ikke havde givet møde. Han ville være af den formening, at han mere havde givet
efter for fejghed og lyst end holdt, hvad han havde lovet med hensyn til den aftalte kamp. Han
burde derfor drabeligt sætte sig til modværge imod ham, thi dem, der viste sig tapre, plejede
han at skåne. De feje derimod hadede og afskyede han. Helge agtede ikke mindre på, hvad hun
rådede ham til, end på, hvad hun forudsagde ham, og gjorde sig stærk både på legeme og sjæl,
opsat på at vise mod og mandshjerte.
Da Starkad kom til kongeborgen, sprang han uden at ænse den smerte, hans sår voldte
ham, hurtig af vognen, slog døren til brudekammeret ind med næven og brød derind, som om
hans legeme var uskadt fra top til tå.
Helge sprang da, som hans hustru havde rådet ham, ud af sengen og huggede ham med
sværdet i panden, og da det så ud til, at han ville til at svinge sværdet igen, opsat på at give
ham et sår til, sprang Helga skyndsomst ud af sengen, greb et skjold og holdt det for og frelste
således den gamle mand fra den truende død. Helge huggede så drabeligt til, at hans sværd
kløvede skjoldet helt ned til skjoldbulen. Således kom denne prisværdige kvinde sin ven til hjælp
med snildhed og skærmede med sin hånd den, hun havde voldt fortræd med sit råd, og som hun
værnede sin husbond med råd, værnede hun oldingen med dåd. Dette bevægede Starkad til at
skænke Helge livet. Når en mand ved tydelige beviser på tapperhed lagde mod og mandshjerte
for dagen, burde han spares, sagde han. Thi den, hvis ædle sjæl udmærkede sig ved et sådant
mod til at værge for sig, havde ingenlunde fortjent døden.
Herefter fulgte så den beretning om begivenhederne ved Ingelds hof,
som er citeret ovenfor i kapitel 8.3.
Hos Saxo finder vi Starkads død efter Harald Hildetand og Bråvallaslaget, men den burde jo nok have stået efter Ingelds "moralske
opstandelse" som heltekonge, hvor den hører naturligt hjemme:
(Saxo 8.8) Starkad var nu blevet affældig som følge af sin høje alder,
og man hævdede, at han nu havde udtjent som krigsmand og kæmpe. For
at han nu ikke for sin alderdoms skyld skulle miste sin fordums hæder,
mente han, at det ville være ypperligt frivilligt at søge døden og af egen
160
drift fremskynde den. Han, som så tit havde bestået herlige kampe,
fremhævede, at det ville være skammeligt at dø strådød, og for at øge den
navnkundighed, han havde vundet i sit forbigangne liv, foretrak han at
falde for en hvilken som helst fribåren mands hånd frem for at vente på en
sendrægtigt kommende naturlig død. Så forsmædeligt ansås det i gamle
dage for at være for dem, der gav sig af med krigsvæsen, at dø på
sottesengen. Da han nu altså var affældig og hans øjnes lys slukket, og han
var led ved at leve længere, bar han, for at købe en til at være sin
drabsmand, det guld, han havde tjent ved at dræbe Åle, hængende om
halsen. Han mente, at den bedste måde, hvorpå han kunne sone dette
højforrædderi, han havde begået, ville være at betale den samme løn, han
havde fået for at dræbe Åle, for selv at blive dræbt. På den måde ville han
udrede det guld, han havde fået for en andens død, som betaling for sin
egen, thi det syntes ham var den smukkeste brug, han kunne gøre af den
løn, han havde tjent på så skammelig vis. Omgjordet med to sværd vaklede
han af sted støttende sine kraftesløse skridt med to stokke. Da en
almuesmand så ham, syntes det ham overflødigt, at den gamle mand havde
to sværd, hvorefter han spottende bad ham om at give ham det ene.
Starkad vakte håb hos ham om, at han ville gøre, hvad han bad om, og bød
ham komme nærmere. Så drog han det ene sværd og gennemborede ham.
Det så en mand ved navn Had, der var ved at opsøge vilde dyr med sine
hunde - hans far var den Hlenne, som Starkad i sin tid dreven af sit
ugudelige mord på Åle havde dræbt - og nu opgav han sin jagt og bød sine
to følgesvende spore deres heste af alle kræfter og ride ind på den gamle
mand for at skræmme ham. De sprængte af sted, men da de ville ride
tilbage, stoppede Starkad dem med sine stokke, og de måtte bøde med
livet. Had blev så forskrækket ved at se dette og red nærmere. Nu
genkendte han den gamle mand, men Starkad kendte ikke ham. Så spurgte
Had, om han ville bytte et sværd bort for en vogn, hvortil Starkad svarede,
at i gamle dage plejede han at revse spottefugle, og aldrig havde frække
folk fornærmet ham ustraffet, men hans blinde øjne kunne ikke skelne
ynglingens træk, og derfor kvad han denne vise, som skulle kundgøre, hvor
harmfuld han var.
…
Her følger en længere versificeret provokation, som udelades her.
Sålunde kvad Starkad. Da han endelig af deres samtale opfattede, at
Had var Hlennes søn, og således kom på det rene med, at den unge mand
var af fornem herkomst, bød han ham sin hals til hug, idet han opfordrede
ham til ikke at være bange for at tage hævn over sin fars banemand. Dertil
lovede han, at når han gjorde det, skulle han få det guld, han havde fået af
Hlenne. Og for at ophidse ham yderligere skal han have kvædet således:
161
Had, din fader bør du hævne. Jeg med vold og vilje vog ham.
For hans bane selv jeg byder dig mit liv og løn herfor.
Længe var jeg led ved livet, men kun helt skal helten fælde.
Føj mig nu og dræb din fjende. Glad i døden går den gamle.
Trøsket træ, som ej kan trives, vige bør for træ, som vokser.
Fældes vil jeg, før jeg falder. Sød er død, som selv man søger.
Med disse ord tog han pengene op af pungen og rakte ham dem. Had,
der lige så meget anporedes af begærlighed efter at komme i besiddelse af
guldet som af lyst til at hævne sin fader, lovede, at han ville gøre som han
bad om, og ikke afslå den løn, han bød ham. Starkad rakte ham ivrigt sit
sværd, strakte halsen frem og opmuntrede ham til at hugge til uden frygt,
og til ikke at bruge sværdet som en kvinde. Han lod ham vide, at når han
efter at have fuldbyrdet drabet, og sprang imellem hovedet og kroppen,
inden denne faldt, ville våben ikke bide på ham. Men om han sagde dette
for virkelig at belære ham eller for at straffe ham for drabet, er ikke til at
sige, thi det kan godt være, at legemets masse ville have knust ham, når
han sprang. Had svang sværdet af al sin magt og huggede hovedet af den
gamle. Da det afhuggede hoved faldt til jorden, skal det, efter hvad der
fortælles, have bidt i græsset, så mundens glubskhed endnu i dødens stund
bar vidne om hans grumhed. Had, der frygtede, at der stak svig under
Starkads løfter, vogtede sig imidlertid vel for at springe. Havde han været
letsindig nok til at gøre det, ville han måske være blevet knust af liget, idet
det faldt, og således være kommet af med sit eget liv, fordi han havde
dræbt den gamle. Dog ville han ikke lade så vældig en kæmpe ligge
ubegravet og lod derfor hans lig jorde på den slette, der hedder Rolyng.
Hvor symbolsk Starkad er, kan man vanskeligt afgøre. Imidlertid må
det stå klart, at hvor han hidtil har været opfattet som en overnaturlig
figur, som levede fra Kristi fødsel til efter det såkaldte Bråvalla-slag i 700tallet, er hans funktionstid i denne beretning reduceret til begivenheder i
en periode på 50 år i 500-tallet - d.v.s. en ikke urealistisk periode for en
gammel garvet lejesoldat. Som tidligere nævnt kunne han være en af
runeindskrifternes erilaR - en herulsk lejesoldatofficer og militær
rådgiver 123 . Det er ikke sikkert, at han hørte til den gruppe, som fulgte
herulernes kongefamilie, idet han kan stamme fra en af fortropperne. Hans
nationalitet er imidlertid uden betydning for tolkningen af konflikten
123
Således forklarede Niels Lukman udbredelsen af sagn i Norden, hvor de sydøsteuropæiske
har en uforholdsmæssig tung vægt. Medlemmer af den herulske kongefamilie - jarler - fordelte
sig og blev giftet ind i de nordiske kongefamilier.
162
mellem Hadbarder og Svertinger.
Man har tolket Starkads aftale med Odin og Thor sådan, at han levede
i tre tidsaldre, men det er muligvis en senere konsekvens af, at de historier,
han indgik i, var fordelt på tre konger. Måske skulle han blot begå tre drab
for at overleve tre livsfarlige situationer, hvilket bringer ham mere ned på
jorden. Forskerne har diskuteret, hvilke drab, det drejede sig om. Der er
enighed om, at drabene på Vikar og Åle er to af dem, men det tredje har
været det drab, som Saxo nævner i Starkads afsluttende digt, nemlig drabet
på Svertings sønner. Hvis man følger denne bogs forklaring, vil det sidste
svare til drabet på Roars søn i Beowulf – og det vil i nogle sagnkredse
være et skændigt drab. Her er Saxo imidlertid inkonsekvent, idet Ingeld
dræber Sverting-sønnerne i prosadelen (6.9.17), mens Starkad dræber dem
i verset (8.7) – et tegn på, at vi ikke står med en oprindelig sammenhæng.
163
9. Helge og Rolf Krake
9 Helge og Rolf Krake
9.1
Helge Søkonge
Selv om Saxo havde placeret selve historien om drengene Roar og
Helge sent under andre navne, var de voksne konger placeret efter den
første Frode i Saxos beretning, hvor de sandsynligvis også hører hjemme.
(Saxo 2.5.2-7) Halvdans sønner var Ro og Helge. Ro siges at have
bygget Roskilde, som kong Svend Tveskæg senere udvidede og fik flere til at
bosætte sig i. Ro var lille og spædlemmet, Helge høj og anseelig. De delte
riget således imellem sig, at Helge fik havet at råde over. Han angreb og
overvandt straks med sin flåde kong Skalk i Venden. Da han havde underlagt
sig hans rige, flakkede Helge om på havet vidt og bredt. Han var barsk og
grum, men hans letfærdighed var ikke mindre end hans grumhed. Han var så
forfalden til ukyskhed, at det ikke er let at sige, hvad der brændte stærkest i
ham - overmod eller løsagtighed. Ved øen Thorø voldtog han en jomfru, der
hed Thora, og avlede med hende en datter, som han senere gav navnet Yrsa.
Han overvandt ved byen Stade sakserkongen Syriks søn, Hunding, i et
slag, og derpå æskede han ham til holmgang og fældede ham, hvorefter han
til erindring om denne sejr antog tilnavnet Hundings-Bane. Han fratog
sakserne Jylland og satte Heske, Eyr og Ler til høvedsmænd over det. Han
udstedte i Sachsen den lov, at der skulle gives samme bøde for en frigiven
træls som for en fribårens drab. Han ville derved klart tilkendegive, at i
Tyskland var alle lige trællefødte, og at det stod lige slet til med alles frihed
der, så at den ene ikke havde noget at lade den anden høre.
Da han en gang senere på et vikingetogt kom til Thorø, udpønsede
Thora, som endnu stadig sørgede over sin tabte jomfruære, et skammeligt
anslag til hævn for den tort, han havde tilføjet hende. Hun sendte nemlig med
overlæg sin datter, der nu var mandvoksen, ned til stranden og magede det så,
at hendes fader fik legemlig omgang med hende. Selv om han nu således lod
sig dåre af en svigefuld vellysts tillokkelser, må man dog ikke derfor tro, at
han havde sat al ære og retsindighed til side. I sin uvidenhed om, hvem hun
var, havde han en god og gyldig undskyldning for sin misgerning. Men hvad
skal man sige om den tåbelige moder, som for at hævne tabet af sin egen ære,
tillod, at datteren mistede sin, og ikke brød sig om sin datters kyskhed, når
hun blot kunne få ham, der i sin tid havde røvet hendes egen jomfruære, til at
gøre sig skyldig i blodskam. Hvilket grumt kvindehjerte! For at straffe
kvindeskænderen lod hun sig så at sige skænde igen, thi ved det, hun gjorde,
syntes hun jo snarere at forøge den uret, der var øvet imod hende, end at
formindske den. Ved den gerning, der skulle skaffe hende hævn, begik hun en
misgerning. Da hun ville råde bod på den skade, hun havde lidt, fejede
164
skammelig uret til den, idet hun handlede som en ond stedmoder imod sit barn
og for at udslette sin egen skam ikke skånede hende for vanære. Der kan jo
ingen tvivl være om, at hun må have haft en nedrig sjæl, når hun var så
skamløs, at hun ikke skammede sig ved at søge trøst for den uret, der var
blevet øvet mod hende, i sin datters skændsel. Det var en stor misgerning, men
en ting sonede den: Det barn, der blev frugten af den, bødede ved sin lykke
brøden, så lige så sørgelig den måtte siges at være, lige så glædelig blev den i
sine følger. Yrsa blev nemlig moder til Rolf, der aftvættede den plet, som
klæbede ved hans fødsel, ved en række bedrifter, hvis strålende herlighed til
alle tider skal prises og roses i de højeste toner. Det kan nemlig føje sig så, at
sorg vendes til glæde. At det, der begynder i skam, ender i ære. Lige så
skændselsfuld faderens vildfarelse var, lige så lykkelig en udgang fik den
altså, idet hans ypperlige søn sonede den ved sit levneds strålende herlighed.
Imidlertid døde kong Regnar i Sverige, og kort efter døde hans dronning
Svanhvide af en sot, hun havde fået af sorg, så at hun fulgte sin mand i døden
- ligesom hun ikke havde villet skilles fra ham i livet. Det går nemlig for det
meste sådan, at de, der nærer en overvættes kærlighed, attrår at følge den i
døden, som de elskede, medens han var i live. Efter dem kom deres søn
Hødbrod til styret. Han satte sig for at udvide sit rige i krig mod Østerleden,
og efter at have anrettet et umådeligt mandefald avlede han sønnerne Adils og
Hød, hvem han til fosterfader gav en mand ved navn Gevar, som han havde
knyttet til sig ved store velgerninger. Den sejr, han havde vundet i Østerleden,
var ham ikke nok. Han angreb derfor Danmark og fældede kong Ro efter at
have holdt slag med ham tre gange.
Da Helge fik nys herom, bød han sin søn Rolf holde sig inde på
Lejreborgen, for at rigets arving kunne være i sikkerhed, ligegyldigt hvordan
det så end gik ham selv. Derefter sendte han for at befri landet fra fremmedes
herredømme kæmper rundt til byerne med påbud om at dræbe de
høvedsmænd, Hødbrod havde sat over dem. Selv slog han Hødbrod og hele
hans flåde og fældede ham og tog således blodig hævn for den uret, der var
øvet ikke blot imod hans broder, men også imod hans fædreland. Dette
skaffede ham tilnavnet Hødbrods-Bane, ligesom han efter at have fældet
Hunding var blevet kaldt Hundings-Bane.
Samtidig straffede han svenskerne, som om de ikke havde fået straf nok i
krigen, ved at give dem de foragteligste kår. Han indførte således den lov, at
ingen svensker kunne få erstatning for en krænkelse efter reglerne om retslig
bod. Derpå fattede han, skamfuld over den misgerning, han i sin tid havde
begået, lede ved sit fædreland og drog atter til Østerleden, hvor han døde.
Nogle mener, at der er blevet gjort ham bebrejdelser for hans brøde, og at
han har taget sig dem så nær, at han frivilligt søgte døden ved at styrte sig i
sit sværd.
165
De sidste tre afsnit synes at være Saxos helt egen udgave af overgangen mellem to centrale afsnit af sagnhistorien. Hverken Regnar eller
Hødbrod kendes i denne sammenhæng fra andre beretninger, selv om der
kan være svage mindelser om Beowulfs geater, som beskyttede Ottars søn
Adils mod Onela/Hunding, indtil Adils blev voksen og fjernede Onela.
Ifølge Beowulf var Rolfs mor Yrsa søster til Helge og blev gift med
Onela, men i den nordiske tradition var hun datter af Helge og blev gift
med Adils.
Mens Helge er beskrevet af Saxo i ovenstående Saxo-afsnit, er det
vanskeligere at finde en omtale af Roar, som umiddelbart er forsvundet i
den danske sagnlitteratur. Vi mødte tidligere Roar og Helge som drengene
Halfdan og Harald, og denne Halfdan Bjerggram beskrives yderligere hos
Saxo (Saxo 7.2-3). Beskrivelsen indeholder imidlertid så mange andre
elementer end Roar, at den trods interessante passager er udeladt her, fordi
den skaber mere forvirring end afklaring. Halfdan dør barnløs, og
testamenterer sit rige til göterkongen Ungvin, men selv om man også her
får associationer til Beowulf, er episoderne ikke tilstrækkeligt identifi cerbare. Ej heller sagaerne har meget at fortælle om Roars bedrifter udover
opgøret med Frode-slægten.
Arkæologisk er det værd at lægge mærke til, at Upplands berømte
Vendeltid tidsmæssigt synes at begynde under Adils 124 vurderet ud fra
placeringen af Frode, men allerede forinden var den første af de 3
kongshøje i Uppsala måske rejst 125. Upplands arkæologi i Vendeltiden er
dog mere præget af ydre pragt og international inspiration omkring
begravelsen af de lokale herredskonger og jarler end af egentlig rigdom.
Det byzantinske guld flød ikke mere. Tilsvarende har Karen Højlund
Nielsen126 i sin analyse af smykker og dyrestil konstateret, at svearnes og
danernes stilarter lignede hinanden, men deres produkter blev ikke blandet.
De havde altså næppe overhøjhed over hinanden. Det rimer med sagaernes
styrkeforhold mellem svear og daner, selv om de norsk/islandske
fortællere nok også har påvirket beskrivelsen med en ironisk indstilling til
svea-kongerne. Sagaernes beskrivelse af krigstilstand, plyndringer og
vekslende skatskyldighed efter 550 forekommer derfor realistisk.
Interessant er det, at Karen Højlund Nielsen tolker sit materiale
sådan, at Uppland i 500-tallet havde overhøjhed over Blekinge, Øland og
Småland, men at danerne tog over i 600-tallet. Er det i virkeligheden
herulernes flytning til Uppland, hun med lidt forsinkelse ser i materialet?
124
Vendeltiden regnes fra 565, men en overgangsperiode fra folkevandringstiden begynder i
520.
125 De to udgravede høje er dateret til 525-575 (Østhøjen) og 560-600 (Vesthøjen), og den
ældste må derfor forventes at være fra perioden 500-550. Wladyslav Duczko: Arkeologi i
Gamla Uppsala, 1996, samt Svante Norr. De er siden dateret 25-50 år senere af John
Ljungkvist.
126 Karen Højlund Nielsen 1991: Artikel i Fra Stamme til Stat 2.
166
Figur 18. Kongshallen ved Fredshøj
Udgravningen af kongshallen ved Fredshøj, som var den første af Lejres kongshaller fra
500 til begyndelsen af 600-tallet – måske Roars og Rolf Krakes hal. I baggrunden ses
Ravnshøj på den anden side af ådalen, og yderst til venstre ses lidt af den bronzealderhøj,
som hallen er bygget lige op ad.
9.2
Rolf Krake
Rolf blev en af de store helteskikkelser i den danske historie - måske
affødt af, at han i virkeligheden var den underlegne i forholdet til Adils.
Frihedskamp skaber helte - hvis deres folk overlever. Han blev så udførligt
skildret hos Saxo og i Skjoldungesaga, at han endda har fået sin egen saga.
Inden vi tager fat på Saxos fortsættelse fra beretningen om Helge, har
Skjoldungesagaen en forklaring på familieforholdene, som det er
hensigtsmæssigt at kende:
(Fragmenta) Rolf var 8 år gammel, da hans far faldt; han blev nu konge
sammen med sin farbror Roar. Roar blev senere dræbt af sine frænder,
Ingjaldsønnerne Rørik og Frode, og Rolf var da ene om riget. Rolf Krake var
den ypperste af oldkongerne ved sin klogskab, magt, raskhed og sin jævnhed;
af vækst var han høj og slank. …
Driva og Skur hed Rolfs døtre. Den første gav han Hvidsærk, en
167
stridsmand af svensk byrd, der i manddom kunne lignes ved den sagnkundige
Starkad, thi Hvidsærk kæmpede i en strid med 12 bersærker og fældede de 6.
Hans anden ypperlige kæmpe var nordmanden Bødvar (Saxos Bjarke), hvem
ingen har kunnet måle sig med i manddom. Ham gav han sin datter Skur.
Dertil havde han altid 10 andre gæve bersærker i sin hird, der gjorde ham
frygtet af alle naboer. Bødvar fældede Rolfs slægtning Agnar Ingjaldsøn, en
viking og stor hærmand, da ingen andre turde gå i holmgang med ham.
Hervard (Saxos Hjørvard) hed en konge på Eyland (Øland). Han fik til hustru
Skuld, datter af Yrsa og svenskekongen Adils. Han spurgte ikke Rolf om lov,
skønt hun var hans sammødrene søster. Rolf for da imod Hervard med en
hær, og gjorde ham til skatkonge.
Kong Adils i Sverrig kom i strid med kong Åle af Oplandene i Norge. De
satte hinanden stævne på Väner-isen. Da Adils havde mindre hærmagt, bad
han sin stedsøn Rolf om hjælp, og lovede, at Rolf selv skulle få de tre ypperste
kostbarheder, han ville vælge i Svealand, hver af hans bersærker 3 mark guld,
og hver af de andre mænd 3 mark sølv. Rolf blev selv hjemme, men sendte
Adils sine 12 bersærker til hjælp, og ved dem vandt Adils slaget. De bad nu
om den lovede løn til dem og deres herre, men Adils ville ikke give Rolf noget,
siden han selv udeblev. Da ville de danske kæmper ikke modtage deres lod,
når deres konge blev forbigået, men drog hjem med disse tidender.
Måske var det hævn for dette togt mod Øland, som senere førte til at
Hjørvard dræbte Rolf.
Ynglingesaga ignorerer helt Beowulfs Onela - muligvis fordi denne
bror til Ottar under navnet Hunding var i ledtog med danerne (Saxo
1.8.17). Som tidligere nævnt finder vi i stedet en latterliggørelse af ham i
Fjolne, men selv om Fjolne og Hunding nævnes i forbindelse med Frode,
må Onela-figuren kronologisk høre hjemme på Roars tid. I Ynglingesaga
ser forklaringen således ud:
(Yng 28) Adils hed kong Ottars søn, som tog kongeværdigheden efter
ham. Han var konge længe og blev meget rig. Han var også nogle somre i
viking. Kong Adils kom med flåden til Saxland. Der regerede 4 konger, hvoraf
en hed Geirtiof. Hans dronning hed Ålof den rige. Det vides ikke, om de havde
børn. Kongen var ikke hjemme. Kong Adils og hans mænd drog op til
kongsgården og plyndrede. Nogen tog kvæget med ned til stranden. Hyrderne
der havde været ufri folk - mænd og kvinder - og dem tog de med alle
sammen. Blandt dem var en jomfru, som var vidunderligt smuk. Hun kaldte
sig Yrsa. Så sejlede Adils hjem med byttet. Yrsa var ikke sammen med
trælkvinderne. Det var let at se, at hun var klog, veltalende og havde gode
kundskaber om alting. Folk kunne lide hende og kongen allermest, så det
endte med, at kong Adils giftede sig med hende. Så blev Yrsa dronning i
Svealand, og folk syntes at hun på alle måder var fremragende.
168
(Yng 29) Kong Helge Halfdansen regerede den gang i Lejre. Han kom
til Svealand med så stor en hær, at kong Adils ikke så anden mulighed end at
flygte. Konge Helge gik i land med sin hær, hærgede og tog bytte. Han tog
dronning Yrsa til fange og havde hende med sig til Lejre, hvor han tog hende
til kone. Deres søn var Rolf Krake. Da Rolf var 3 år kom dronning Ålof til
Danmark. Hun fortalte Yrsa, at hendes mand, kong Helge, var hendes far og
Ålof selv hendes mor. Da vendte Yrsa tilbage til Svealand til Adils og var
dronning der resten af livet. Kong Helge faldt i viking. Da var Rolf 8 år
gammel og blev taget til konge i Lejre.
Kong Adils lå i stadig krig med Åle den Opplandske, som var norsk
konge. De kæmpede på isen på Vänern. Der faldt Åle og Adils sejrede. Om
dette slag er der en lang fortælling i Skjoldungesaga - også om hvordan Rolf
Krake kom til Uppsala til Adils. Det var den gang Rolf Krake forgyldte
Fyrisvoldene. …
(Yng 30) Øystein hed Adils søn, som derefter blev konge i Sverige. I
hans dage faldt kong Rolf i Lejre. På den tid hærgede mange konger i
Sveavælde, både daner og nordmænd. Mange var søkonger, som rådede over
en lid, men ikke noget land. …
Hermed har vi fået personerne og familieforholdene i Saxos fortælling præsenteret på en mere sammenhængende og sandsynlig måde, end
hos Saxo selv. Vi får endda en forklaring på, hvorfor danerne anså Adils
for at være gerrig. I sagaen forekommer han ikke nær så urimelig, som
Saxo skildrer ham, men der er næppe tvivl om, at både Ynglingesaga, Saxo
og Rolf Krakes Saga bygger på samme fælles kilde som den oprindelige
Skjoldungesaga - og på det oprindelige kvad, Bjarke-måls forgænger. Her
skal vi følge Saxos fortælling:
(Saxo 2.6) Efter Helge fulgte hans søn Rolf, en ypperlig mand både med
hensyn til legemets og sjælens gaver, lige så udmærket ved dyd og tapperhed,
som stor og fager af skikkelse. Da Sverige på den tid var lydland under
Danmark, søgte Adils, Hødbrods søn, på en snild måde at skaffe sit fædreland
friheden ved at ægte Rolfs moder Yrsa, for at få sin stedsøn til for
svogerskabets skyld at eftergive ham den skat, han havde at udrede, hvilket
også lykkedes ham. Han hadede og afskyede siden barndommen al
gavmildhed og var så nærig, at han anså det for en skam at have ry for at
være rundhåndet. Da Yrsa fik øjnene op for den smudsige gerrighed, han var
befængt med, og derfor gerne ville være ham kvit, holdt hun det for rådeligst
at bruge list og skjulte med stor snedighed den svig, hun pønsede på. Hun lod
nemlig, som om hun hadede sin søn, og opmuntrede flittigt sin mand til at
gøre oprør for at gøre sig fri og fik ved løfter om store gaver Rolf til at komme
til Sverige. Hun mente nemlig bedst at kunne nå sine ønskers mål ved, når
sønnen havde fået stedfaderens guld, at løbe bort med kongens skatte, så at
169
han ikke blot mistede den, der skulle have delt hans leje, men også sine skatte,
idet hun mente, at der ikke var nogen bedre måde at straffe ham for hans
gerrighed på end at frarøve ham hans rigdom.
Dette snedige anslag, som hun på alle måder havde udpønset med den
største snildhed, var ikke let at opdage, fordi hun skjulte sin trang til at blive
fri for manden under skinnet af at tragte efter frihed. Men hvor forblindet må
han alligevel ikke have været, når han kunne tro, at moderen stræbte sønnen
efter livet, og ikke opdagede, at det var hans egen ulykke, hun pønsede på. Ja,
tåbelig må han have været, siden han ikke forstod, at hans hustrus utrættelige
anstrengelser under skin af had til sønnen gik ud på at slippe fri for manden.
Eftersom man ikke bør fæste lid til nogen kvinde, var hans tillid til hende des
tåbeligere, jo lettere det faldt ham at bilde sig ind, at hun var svigefuld imod
sin søn og tro imod ham.
Tilskyndet af de store løfter drog Rolf nu til Adils, men da han og Yrsa så
længe havde været borte fra hinanden og var kommet ud af den daglige
omgangs vane, kendte hans mor ham ikke straks. Han bad hende for spøg om
noget at stille sin sult på, og da hun svarede, at mad måtte han bede kongen
om, viste han hende en rift i sin kjortel og bad hende om at sy den sammen.
Da hun vendte det døve øre til, sagde han: "Svært er det at finde sandt og
oprigtigt venskab, når moderen nægter sin søn mad, og søsteren ikke vil sy for
sin broder". Således straffede han hende for hendes vildfarelse og fik hende til
at skamme sig over sin mangel på venlighed.
Da Adils, mens de sad til bords, ankede over, at han sad ved siden af sin
moder, og kaldte det løsagtighed, eftersom det var uhøvisk, at broder og
søster sad sammen, svarede Rolf, at det var al ære værd, at kærlig moder lå
ved sønnens bryst, idet han således forsvarede sig imod det angreb, der var
blevet gjort på hans uskyldighed, ved at minde om det bånd, hvormed naturen
havde knyttet dem så inderligt til hinanden. Da gæsterne spurgte ham, hvilken
slags mod han satte højest, svarede han: "Tålmod", og da de spurgte Adils,
hvilken dyd han især lagde vægt på, svarede denne: "Rundhåndethed". De
forlangte nu, at den ene skulle give en prøve på sit mod, den anden på sin
rundhåndethed. Rolf først.
Han måtte sætte sig hen ved ilden, og den side, ilden ophedede stærkest,
skød han skjoldet for, og efter således at have dækket den ene side, væbnede
han den anden med tålmod. Det var det eneste værn, han havde til den. Det
var nu meget snildt af ham at bruge skjoldet til at skærme sig imod heden, så
at det nu måtte tjene ham til værn imod den, ligesom ellers imod de susende
spyd. Men da heden, der var hvassere end noget spyd, ikke kunne komme
nogen vegne med den side, der var skærmet af skjoldet, tog den fat på den, der
var udækket. En terne, der stod tæt ved arnen og så, hvor ulideligt heden sved
hans sideben, tog da spunsen ud af en tønde, så dens indhold sprøjtede ud
over ilden og fik bugt med den. Så denne væde, der kom så betimeligt,
slukkede branden, da den kun var nået halvvejs med at gøre fortræd. Rolf fik
170
stor berømmelse for den store tålmodighed, han havde udvist. Nu blev Adils
opfordret til at vise sin rundhåndethed, og det hedder sig, at efter at han
havde givet sin stedsøn rige gaver, føjede han, for at give topmål, en umådelig
svær halskæde til.
På gæstebudets tredje dag søgte Yrsa nu lejlighed til at sætte sin svig i
værk. Uden at hendes mand anede noget derom, lod hun de kongelige skatte
læsse på vogne, sneg sig hemmeligt ud af borgen og gav sig i nattens dæmring
på flugt tillige med sin søn. Adils satte imidlertid straks efter dem, og da hun
ikke nærede det ringeste håb om, at de kunne fortsætte deres flugt, bød hun i
sin angst sine folk kaste guldet fra sig. Det gjaldt pengene eller livet,
forsikrede hun. Det eneste middel til frelse var at give slip på guldet. Kun ved
at lade det i stikken kunne de fortsætte deres flugt. De måtte altså betjene sig
af det samme middel, som det hed sig, at Frode i sin tid havde reddet livet ved
i England. Det gjorde heller ikke så meget, sagde hun, at de lod svenskerne
tage tilbage, hvad der hørte dem til, når det, der sinkede deres forfølgelse,
blot hjalp dem selv til flugt. Det måtte snarere regnes for at give fremmed
gods tilbage end for at lade sit eget i stikken.
For at komme så meget hurtigere af sted adlød de ufortøvet dronningens
bud, tømte deres lommer og lod fjenderne rives om byttet. Nogen påstår, at
Yrsa beholdt guldet, og at det, hun strøede ud til sine forfølgere, ikke var
andet end forgyldt kobber, og det kan jo være troligt nok, at et kvindfolk, der
pønsede på så store gerninger, også kunne have tillavet noget uægte stads for
at kaste det for fjenderne, så det falske skin fik dem til at tage det for ægte
varer. Da Adils så halskæden, han havde givet Rolf, ligge imellem de andre
gyldne smykker, kunne han ikke få øjnene fra denne sin gerrigheds kæreste
skat og lagde sig i sin griskhed på knæ for at tage den op. Ved således at se
ham ligge der i støvet lo Rolf ad ham, der blev slagen med sine egne gaver,
idet han nu begærligt tog tilbage, hvad han i træskhed havde givet bort.
Medens svearne frydede sig over deres bytte, skyndte danerne sig i al hast til
deres skibe, lagde alle kræfter i ved årerne og slap således bort.
Det hedder ellers om Rolf, at hvad man så end bad ham om, havde han
for skik med beredvillig gavmildhed straks at give det fra sig ved den første
anmodning, så at ingen nogen sinde havde været nødt til at bede anden gang.
Han ville nemlig hellere komme anmodningens gentagelse i forkøbet ved
straks at tilstå gaven end forringe dens værd ved at lade den vente for længe
på sig. Derfor søgte også kæmper i mængde til ham, thi tapperhed anspores
af ros og næres ved gaver.
Ved denne tid gjorde en mand ved navn Agnar, Ingelds søn, stort gilde
for at fejre sit bryllup med Rolfs søster Rut. Kæmperne holdt sig lystige der
med alskens larm og lystighed, og blandt andet kastede de jævnligt svære
knogler i hovedet på en, som hed Hjalte. Det traf sig nu så, at sådan en
knokkel gik fejl og ramte Hjaltes sidemand Bjarke voldsomt i hovedet. Denne
forhånelse tillige med smerten gjorde ham så vred, at han kastede knoglen
171
tilbage til den, der havde sendt den, med sådan kraft, at ansigtet kom til at
vende bagud og nakken fremefter, så han til straf for sit vrange sind fik
hovedet vendt. Dermed fik denne forsmædelige og overmodige leg en brat
ende, og kæmperne brød op fra borgen.
Brudgommen, der var vred over den uret, han mente, der var tilføjet
gæsterne, besluttede at gå i tvekamp med Bjarke og tage hævn over ham, fordi
han havde forstyrret lystigheden. Da tvekampen skulle til at begynde, blev der
længe tvistet om, hvem af dem det første hug tilkom, thi når der i gamle dage
blev holdt tvekamp, gjaldt det ikke om at få skiftet så mange hug som muligt,
men man huggede i en bestemt orden og tog sig god tid imellem huggene. Få,
men drøje hug, det var, hvad det kom an på. Deres styrke mere end deres
antal vandt man hæder ved. Agnar fik nu fortrinet på grund af sin høje byrd,
og han huggede til med en sådan kraft, at han kløvede den øverste del af
Bjarkes hjelm og sårede ham oven i issen. Sværdet blev siddende fast i en af
midteråbningerne i hjelmen. Nu skulle Bjarke til at hugge, og for at kunne
give sværdet større sving støttede han foden på en stub og huggede med sit
ypperlige sværds hvasse æg Agnar midt over. Somme siger, at Agnar smilende
opgav ånden, for at ingen skulle mærke, at det gjorde ondt.
Da de andre kæmper nu ivrigt krævede hævn, beredte Bjarke dem en
lignende død. Han havde nemlig et ualmindelig langt og sjældent skarpt
sværd, som han kaldte Blad. Da han nu gik bort, stolt af disse bedrifter, vandt
han en ny sejr over et af skovens dyr - en umådelig stor bjørn, der kom ham i
møde i tjørnekrattet. Han fældede den med sit spyd og bød sin staldbroder
Hjalte sætte munden til såret og drikke dyrets blod som en styrkedrik, thi man
troede, at en sådan drik gav kræfter. Ved disse udmærkede bedrifter vandt
Bjarke de ypperste mænds venskab og kom også i stor gunst hos kongen, der
gav ham sin søster Rut til ægte, så han som sejrens løn fik den overvundnes
brud. Derefter drog han imod Adils, som stadig tirrede Rolf, overvandt ham
og gjorde det helt af med ham. Rolf satte nu en meget kløgtig ung mand ved
navn Hjørvard til høvedsmand i Sverige - imod at han lovede at betale ham
årlig skat. For at bøde på, at han således ikke helt var sin egen herre, gjorde
han ham til sin svoger, idet han gav ham sin søster Skuld til ægte.
Her vil jeg nu indskyde en morsom hændelse. En ung mand ved navn
Vøgg kom til Rolf og stod længe og betragtede nøje og med stor beundring
kongens anseelige skikkelse. Så spurgte han spøgende, hvad det var for en
krage, naturen i sin ødselhed havde gjort så overvættes stor - med hvilke
skæmtsomme ord han hentydede til kongens usædvanligt høje skikkelse. Ordet
krage betyder nemlig på dansk et træ med stynede grene, som man, ved
skiftevis at flytte fødderne fra den ene grenstump til den anden, kan klatre
opad, til man når helt op til toppen ligesom ad en stige. Det ord greb Rolf
straks og tog Krage til tilnavn og lønnede Vøgg for hans spøg med en svær
armring. Vøgg satte den straks på sin højre arm, som han holdt i vejret, mens
han holdt den venstre på ryggen, for at det skulle se ud, som om han
172
skammede sig over den. Således gik han omkring og så ganske latterlig ud,
som han gik der og sagde, at den, som længe havde fristet fattigmands kår,
var glad for ringe gave. Da han blev spurgt, hvorfor han bar sig således ad,
svarede han, at hans venstre hånd, der ingen stads havde at prale med, ved
synet af den højre skammede sig over sin fattigdom. Dette snilde svar
indbragte ham en armring til - lige så god som den første - thi Rolf sørgede
for, at den hånd, han holdt skjult, lige så godt kunne komme i vejret som den
anden. Vøgg undlod ikke at give vederlag for gaven. Han aflagde nemlig det
højtidelige løfte, at om Rolf blev dræbt, ville han hævne hans død på hans
banemænd. Man må nemlig vide, at det i gamle dage var skik, at ædlinge, der
tog tjeneste ved hoffet, straks når de tiltrådte tjenesten, som en højtidelig
indledning til deres læretid aflagde løfte til kongen om at love en eller anden
stordåd.
(Saxo 2.7) Imidlertid holdt Skuld det for en skam, at hendes mand skulle
være skatskyldig, og gav sig til at ruge over onde planer. Hun forestillede
Hjørvard, hvilke skammeligt slette kår de havde, og at han burde afkaste
trældomsåget. Hun indgav ham, da hun først havde fået ham til at spinde
rænker, de grummeste anslag til forræderi, idet hun foreholdt ham, at man
burde agte friheden højere end slægtskab. Hun lastede hemmeligt skibe med
store mængder af alskens våben, og bød Hjørvard at sejle til Danmark, som
om han kom for at betale den sædvanlige skat. Men meningen var, at han ved
nattetid skulle overfalde og dræbe kongen. Med skibene fulde af denne falske
last drog han til byen Lejre, som Rolf havde bygget og smykket med kongelig
pragt, så at den både som grundlagt af kongen og som kongesæde langt
overgik de andre byer i de tilgrænsende landsdele.
Rolf tog gladeligt imod Hjørvard, var helt optagen af gildebordets
glæder og drak voldsomt, mens hans gæster imod sædvane var bange for at
drikke sig en ordentlig rus. Da danskerne lå i deres sødeste søvn, begyndte
svenskerne, som ingen ro kunne få for deres iver efter at tage fat på deres
niddingsdåd, at liste sig ud af deres sengekamre. De hentede de våben, de
havde skjult om bord på skibene, væbnede sig i stilhed og gik så op til
kongeborgen, hvor de brød ind i kamrene og dræbte de sovende for fode.
Adskillige vågnede og satte sig, forfærdede over dette pludselige myrderi og
endnu fortumlede af søvnen, til modværge imod den fare, de knapt kendte, idet
de på grund af nattens mørke ikke kunne skelne, om det var venner eller
fjender, de havde for sig.
Det traf sig så, at Hjalte, der var en af kongens ædleste hirdmænd, just
den nat hemmeligt var gået ud på landet, hvor han havde en frille. Da han i
det fjerne hørte våbengnyet, foretrak han straks, skønt han knapt kunne tro
sine egne ører, tapperhed for vellyst og vendte sig fra elskovs søde tillokkelser
til krigens barske farer. Hvor glødende må ikke denne kæmpes kærlighed til
sin konge have været, eftersom han hellere ville sætte sit liv på spil i åbenbar
fare end bevare det for vellyst, skønt han til undskyldning for, at han ikke
173
mødte, kunne foregive, at han ikke vidste noget om, hvad der var på færde. Da
han ville til at gå, spurgte frillen ham, hvor gammel en mand hun skulle
vælge, i fald hun mistede ham. Hjalte bød hende komme hen til ham, som om
han ville hviske noget til hende, og i sin harme over, at hun spurgte ham til
råds om hans eftermand, skar han næsen af hende for ved dette skammelige
sår at straffe hende for hendes letfærdige spørgsmål og ved at skamfere
hendes ansigt lægge en dæmper på hendes løsagtige sind. Og efter at have
gjort det sagde han, at nu kunne hun vælge frit efter sin lyst. Derpå skyndte
han sig tilbage til byen, brød ind i trængslen, hvor den var tættest, og sårede
og fældede mange fjender. Da han kom forbi kammeret, hvor Bjarke endnu lå
og sov, bød han ham vågne ved at kvæde:
Vågner alle venner af Rolf,
vågner alle ædlingens mænd.
Tid er ej længer ledig at ligge.
Dag er oppe, dåd os vinker.
Hører mig, herlige helte alle,
ætstore mænd, som aldrig flyede.
Ej jeg jer vækker til vin eller viv,
men til Hildes hårde leg.
Hver, som kongens ven sig kalder,
gribe sit sværd og svinge det kækt.
Hæder og ære hente vi vil,
ingen er ræd af Rolfs kæmper.
Ved denne tiltale vågnede Bjarke og kaldte på sin tjener Skalk, som han
tiltalte således:
Skalk, stat op og skaf os varme.
Ild vist ulmer end under asken.
Lad luer lystigt lyse på arnen,
valne hænder ej ven bør rækkes.
Atter kvad Hjalte:
Tid det er at takke med dåd
vor gæve drot for gode gaver,
for tyske sværd og svenske skjolde,
for røde ringe, Rolf os gav.
I fredens tid fuldt op vi fik,
174
nu lønne som kække kæmper vi kongen.
Om skæbnen skifter, gør ingen skel,
hans ve som hans vel, venner, vi dele.
Mindes I, mænd, hvad ved mjøden vi loved,
når glade vi sad og gjorde os gammen?
Aldrig, svor vi, svige vi Rolf,
til sejr eller fald vi tro ham følge.
Danedrotten dåd vi skylder,
hver, som god og gæv vil nævnes.
Ve den fejge nidding, som flyr,
når kongen trænger til trofast følge.
Derfor sværd fra lænden, svende,
med hårde hænder hug på fjenden.
Bryst mod bryst vi kækt ham byde,
som ørn i luften med ørne mødes.
Sløvt ej svensken sværdet svinger,
stovt og støt han stævner imod os;
hans guldhjelm glimter, hans glavind gungrer,
med hådingsord han dansken håner.
Ej for göters flok vi grue,
ræddes ej for svenske rænker.
Ve dig, Hjørvard, ve din Viv,
at hun fik dig til falskhed lokket.
Snart vor sidste stund er kommen.
Drotten har alt døden fundet.
Hævn som helte den herre god,
slå ned for fode i fjendeflokken.
Rut, hør mig, søster til Rolf,
kom ud, til kamp jeg dig nu kalder.
Med sledne brynjer og sløve sværd
stå vi endnu stærke i striden.
Rut, hør mig, Rolf er falden.
Bod du får ej for broderbane.
Men hævn skal du få i fulde måder;
med sværd og økser vi svenskerne fælde.
175
Efter at have anrettet et stort blodbad blandt fjenderne kom Hjalte for
tredje gang til Bjarkes hus, og da han nu troede, det var frygt, der gjorde ham
så opsat på at sove, talte han ham hårdt til for hans fejghed:
Sen er du, Bjarke, sover du endnu?
Bliver du her, så brænder du inde.
Kom hellere ud og hævn din drot,
hjælp mig at brænde de svenske bjørne.
Borgen er fuld af fangne fjender,
nu svider vi dem til tak for svig.
Resten vi mærker med røde vunder,
hævne vor dyre, døde drot.
Mindes du Rolf, da vi Rørik slog,
ham, som grisk på guld kun tænkte?
Hæder og ære han aldrig ænsed,
blev rød og ræd, da Rolf han mødte.
Ej til kamp han krigsfolk rusted,
rasled kun med røde ringe.
Gyldne dynger bød han drotten,
om han fred ham unde ville.
Ej dog af skjoldungen skånsel han købte,
fluks vi fældte den fejge usling.
Tog så vor drot det dyre malm,
gavmildt han gav det til sine gæve.
Herligt var det helten at se,
når sværdene sang og pile sused.
Altid forrest i farens stund,
rap som hjorten gik Rolf i striden.
Slagen nu ligger Lejredrotten
på blodig val med vunder dybe.
Smile jeg så ham for sidste gang
som fordum, da guld han ved Fyris såede.
Stævner da støt i striden frem
at hævne vor herlige heltekonge.
For tredje gang, Bjarke, jeg byder og beder:
176
kom dog, kom, til kamp jeg dig kalder!
Nu svarede Bjarke og kvad:
Råb ej så højt, du raske svend,
meget af munden mærker jeg, har du.
Snart skal syn for sagn vi få,
om du har mod som mund og mæle.
Stakket stund du end dig styre,
først må brynjen brystet dække.
Sværdet jeg ved siden spænder,
så min hjelm - her er jeg, Hjalte.
Ej jeg nægter, nødig vil jeg
ryges ud som ræv af hulen.
Dåd jeg dog også drotten skylder,
for hvad godt han mig har gjort.
Fremmed var jeg og frændeløs,
da jeg kom til danekongen.
Fylker tolv jeg fik at styre,
guld og gods gav kongen mig.
Brynjen vi kaste, blotte brystet,
skynde os frem med skjoldet på ryggen,
storme stolt til blodigt stævne,
hævne vor kære herres fald.
I Hjørvards blod vil Blad jeg bade,
Agnars bane, mit bolde glavind.
Med Høding mit hoved Agnar hug,
til Blad ham mejed midt over midjen.
Stærk og stolt han stod i striden,
til Blad ham bed, og bleg han segned.
Fagert minde Agnar fik,
leende helten livet lod.
Nys en anden ædling jeg vog,
ung af år, af gammel adel.
Våben ej og værge hjalp ham,
brynjen brast, da Blad den bed.
177
Svenske svende, prøv mit sværd.
Bryst som bag dets ægge bider!
Hjørvard, kom med dine kæmper.
Blad vil læskes i dit blod.
Stadig stævner fler til striden,
sløvt ej deres sværd de svinge.
Trende hug jeg tror jeg får,
hver gang Blad en fjende bider.
Fagert følge får kong Rolf.
Flok af ædelbårne fjender.
Vældig vokser valen om mig,
døde mænd i dynger ligge.
Ej jeg ser den tyske svend,
som så stolt til strid mig stævned.
Er han flygtet fejgt for fjenden,
skønt med tolv mands liv han trodsed?
Hjalte kvad:
Liden hjælp har Hjalte her,
støt dog står han end i striden.
Sværd og spyd omkring mig suse,
drøje kår mig kampen byder.
Ej mit skjold mig skærmer mer,
ej en spån de spared af det.
Glad jeg ser dig, gamle ven,
kom du sent, for syv du hugger.
Bjarke kvad:
Last mig ej, for jeg vente dig lod,
tit man tvungen tøver, Hjalte.
Nys en svenskers sværd mig bed,
kløved som et klæde brynjen.
Se jeg gad nu, Sejrfader
Odin, ham med det ene øje.
Ser du ham, Rut, sig mig det fluks,
178
vis mig ham, som valen ejer.
Rut kvad:
Med hammerens tegn du tegne dig, Bjarke,
se så under armen, jeg bøjer.
Odin da ser du, Sejrfader,
vis og vældig, valens ejer.
Bjarke kvad:
Frigg, om din husbond se jeg får,
jeg sværger, hans skjold skal ej ham skærme.
Ej skal hans høje hest ham hjælpe,
levende rider han ej fra Lejre.
Valens ejer på valen jeg fælder,
thi Rolf er falden og faldne hans mænd.
Ej dog jeg kalder det onde kår
at falde i kamp ved sin konges side.
Mens liv os undes, et vi attrå,
at dø i dåd, som døgnet ej døder.
Ved kongens hoved jeg lægger mig hen,
lig du, Hjalte, som lig ved hans fødder.
Da skal de se, når de syne valen,
at livet vi gav for guld, vi fik.
Lad ravn og ørn kun æde vort lig,
vor drot, som sig sømmer, i døden vi fulgte.
(Saxo 2.8) Disse kvad har jeg især gengivet på vers, fordi et kortere
dansk kvad med samme indhold endnu lever i mindet hos mange, der er
fortrolige med oldtidens tildragelser.
Svenskerne sejrede, og hele Rolfs krigerskare faldt. Den eneste
ungersvend, der overlevede kampen, var Vøgg. Så højt skattede nemlig kong
Rolfs mænd hans herlige egenskaber, at de, da han var faldet, alle ønskede at
dø og holdt det for større lykke at følge ham i døden end at leve.
I sin glæde lod Hjørvard straks efter kampen anrette et gæstebud for at
fejre sin sejr ved et gilde. Da han var blevet mæt og drukken, sagde han, at
det undrede ham, at selv om Rolf havde så mange krigsfolk, var der ikke en af
dem, der havde reddet sig ved at flygte eller lade sig tage til fange. Det var
imponerende at se, sagde han, med hvor stor troskab de havde elsket deres
179
konge, siden de ikke ville overleve ham. Ilde var det, at der ikke var en eneste
af dem tilbage, der kunne træde i hans tjeneste. Folk som dem, sagde han,
ville han så inderligt gerne have.
Da Vøgg så blev ført frem for ham, blev han så glad, som om han havde
fået en kostbar gave, og spurgte, om han ville tage sold hos ham. Da han
svarede "ja", rakte Hjørvard ham sit dragne sværd, men Vøgg ville ikke tage
ved odden. Han ville have fæstet, således plejede Rolf at byde sine kæmper
sværdet, sagde han. Det var nemlig i gamle dage skik, at den, der ville give
sig i kongens tjeneste, lagde hånden på sværdets hjalte og svor ham troskab.
Da han således havde fået fat i fæstet, jog han odden igennem Hjørvard og
fuldbyrdede således den hævn, han havde lovet Rolf. Så stolt og glad var han
over den bedrift, at han ivrigt opfordrede Hjørvards krigere til at støde til, da
de styrtede ind på ham, idet han sagde, at hans glæde over, at han havde
dræbt voldsmanden, var større end hans harme over, at han selv skulle lade
livet. Således blev gæstebudet forvandlet til ligfærd og sejrsjublen til gråd og
klage over den døde. Altid bør denne mand mindes med berømmeligt
eftermæle. Han som kækt holdt sit løfte og frivilligt gik i døden efter ved sin
dåd at have bestænket gildebordet med voldsmandens blod. Hans sjæls fyrige
mod veg ikke tilbage for drabsmændenes hænder, da han så det sted, hvor
Rolf plejede at sidde, rødnet af hans morders blod.
Således vandt og mistede Hjørvard riget på en og samme dag, thi Fals
slår sin egen herre på hals, og længe får man ikke gavn af, hvad man har
erhvervet ved synd og svig. Således gik det til, at svenskerne, kort efter at de
var blevet herrer i Danmark, ikke kunne redde livet, thi sjællænderne kom
over dem og fældede dem som et skyldigt sonoffer for den hedenfarne konge.
Således straffer skæbnen som oftest dem, der farer frem med svig og falskhed.
Saxos bemærkninger kan tyde på, at det var ovennævnte Bjarkemål,
der som et led i heltedigtningen omkring Rolf, var den egentlige kilde.
Oplysningerne i Saxo's udvidede version af digtet giver da også bedre
sammenhæng til Arngrimur Jonssons udgave af sagaen end Saxos egen
prosatekst. Det skal dog anføres, at netop det Bjarkemål, vi kender, i stil
og ordvalg er en bearbejdelse af talrige lån fra Valerius Maximus, som
fremhævet af Karsten Friis-Jensen.
Hvem denne Hiarwarth/Hjørvard/Hervard egentlig var, har der været
gisnet meget om. Sveakonge var han i alt fald ikke – måske underkonge i
Skåne, men Øland er den bedste mulighed, jævnfør det tidligere citat fra
Skjoldungesaga om undertvingelsen af halvsøsterens mand, Hervard. Det
skal bemærkes, at Rolf ifølge Beowulf havde en fætter ved navn Hierowarth, som faderen Heregar (en afdød bror til Roar og Helge) ikke havde
tillid til. Han ville være en oplagt tronkræver på linie med Frodes slægt –
men næppe en mulig ægtefælle til Skuld.
Lejrekrøniken fortæller stort set samme historie om Hjørvard og
180
Skuld som de øvrige kilder, men Hjørvards død skildres anderledes:
(Lejre) Så kom Hake, Hagbards broder, Hamunds søn. Han dræbte
Hjørvard og blev danernes konge.
Figur 19. Foto - Lejrehallen
Konturen af den først udgravede Lejrehal på 48x11½ meter fra 900-tallet. Man har
på denne terrasse over ådalen udgravet haller og anden bebyggelse fra perioden først
i 600-tallet til først i 1000-tallet. 700 meter mod nord ved Fredshøj har man i 2004
udgravet den første hal fra 500-tallet. Højen på bakketoppen i baggrunden er
jernalderhøjen, Mysselhøj, som ikke er udgravet. Den mindre gravhøj, Harald
Hildetands Høj, som ligger mellem de to haller, viste sig at være en stenalderhøj, så
man skal ikke lægge vægt på højnavne.
Lejrekrøniken, som er en relativt tidlig kilde fra Absalon-miljøet, har
generelt elementer svarende til de øvrige kilder, men dens kronologi er
utroværdig. Krøniken får imidlertid brødrene Hake og Hagbard til at lyde
som gamle bekendte. Vi har da også allerede mødt et sådant brødrepar i
Ynglingesaga i forbindelse med Frodes far, men her i Lejrekrøniken placeres de på en måde, så man skulle tro, at Hamund kunne være Roars søn
fra Beowulf, Hrodmund - i alt fald kunne hans ret til tronen retfærdiggøres
på den måde.
Samme navnekombination Hamund - Hake - Hagbard præsenteres
også sent hos Saxo på en placering i tiden efter børnene Helge og Half dan, dvs. vores Roar og Helge. Her optrådte Roar som nævnt i lang tid
som en stor kriger under navnet Halfdan Bjerggram (Saxo 7.2), men han
døde øjensynligt barnløs. Efter en række krige dukkede der pludseligt en
181
Hake op:
(Saxo 7.5) … Alle disse mænd gav sig i tjeneste hos Hake, den største
viking i de tider, som vrag fra krigen, der skylledes op til ham.
Da en af disse mænd også i denne fortælling var Starkad, synes denne
historie umiddelbart at høre hjemme mellem de mange andre omkring
Frodes far, som bl.a. havde navnet Hake. Imidlertid får Saxo påfaldende
travlt med at forklare, hvorfor Starkad ikke deltager i krigshandlingerne
omkring den nye Hake, som først ikke optræder blandt Hagbards brødre,
men kort efter pludselig bliver til Hake Hamundsøn. Det kunne tyde på, at
Saxos overgangsled ovenfor og hans egentlige beretning om Hagbard og
Signe ikke i tidligere sagn har haft sammenhæng med Frodes far, Hake.
Der er således en del, der taler mod at anvende bogens hovedprincip, men
Hake Hamundsen hører næppe hjemme blandt kongerne.
Vi har brugt det meste af tiden på forberedelse og gennemgang af de
tre sagnkredse, som koncentrerer sig om de tre generationer fra Frode til
Rolf Krake. De ser forløbet fra forskellige synsvinkler, men kan tydeligt
kombineres indbyrdes. Samtidig harmonerer de med Ynglingesaga og især
med de byzantinske og engelske kilder, så de danner en samlet enhed fra
510 og ca. 100 år frem.
Der er tale om Frode den Stores samling af danerne til fordrivelse af
herulerne, Skjoldungefejden og Rolf Krakes bedrifter – bl.a. også
nedfældet og støttet i de store kvad Ingeld og Bjarkemål (uanset et de er
”forbedret”). Den første beretning nåede Byzans og den anden England.
Det kan derfor ikke undre, at skjaldene har koncentreret sig om dem, når
de skulle fortælle om fortiden, og dette begrunder samtidig bogens
sammentrækning af sagnbrudstykkerne, som er fortaget på 3 personer.
I de danske udgaver er sympatien hovedsageligt hos Frode. Det tyder
på, at Ingelds gren af slægten i det lange løb vandt magten. I de
efterfølgende 100 år, indtil den næste store trussel udefra, har vi derimod
ikke nogen sammenhængende sagahistorie. Der er mange løse sagn – for
mange – så mange af dem gælder sandsynligvis andre tider og landsdele,
idet vi må gå ud fra, at Skjoldungefejden primært vedrørte Sjælland og
sandsynligvis også Skåne.
De næste 35 sider er derfor forbundet med væsentligt større
usikkerhed, hvor det kan være svært at finde en sammenhængende linje.
182
10. Hagbard og Signe
10 Hagbard og Signe
Lejrekrønikens Hake giver en passende lejlighed til at foretage et
sidespring til det berømte sagn Hagbard og Signe, idet denne Hagbard
øjensynligt har været Hake Hamundsens bror. Den usikre kronologi127 har
ingen betydning for selve sagnet, som hos Saxo gengives således:
(Saxo 7.7) Tidligt om våren, da Alf og Alger atter havde begivet sig ud på
vikingetogt og afsøgte havet i forskellige retninger, stødte de med hundrede skibe på
underkongen Hamunds sønner Helvin, Hagbard og Hamund. De yppede kamp med dem,
og kun tusmørkets tåge standsede deres af blodbadet trætte hænder. Krigsmændene fik
befaling til at holde fred om natten. Dagen efter blev freden fornyet og stadfæstet ved
gensidig ed, thi så store sår havde begge parter fået i gårsdagens kamp, at der ikke kunne
være tale om at begynde igen. Således var de, som lige stor tapperhed havde udmattet, af
nødvendigheden drevne til at holde fred. I de samme dage bejlede Hildegisl til Sigers
datter Signe. Han var en tysker af fornem herkomst, som stolede på sin fagerhed og høje
byrd. Hun nærede imidlertid den største foragt for ham på grund af hans uanselighed, thi
mod havde han selv ingenting af og ville helst grunde sin lykke på andres gævhed. Det ry,
der gik af Hakes store bedrifter, havde især bøjet hendes hu til ham, thi hun havde større
tanker om de stærke end om de svage og beundrede ikke skønhed, men bedrifter - vel
vidende at al fagerheds tillokkelse blegner i sammenligning med tapperhed og ingenlunde
kan veje op mod den. Der gives nemlig piger, som mere betages af deres elskeres
navnkundighed end af deres smukke udseende. Som ikke dømmer efter det ydre, men efter
det indre, og som kun ærbødighed for en mands mod kan opflamme til at give ham deres
tro. Men da Hagbard nu kom til Danmark med Sigers sønner og uden deres vidende fik
deres søster i tale, fik han hende til at love ham hemmeligt at skænke ham sin elskov. Da
senere ternerne holdt mandjævning imellem de gæveste mænd og sammenlignede deres
adkomster til berømmelse, sagde hun, at hun foretrak Hake for Hildegisl. Hos Hildegisl
fandt hun intet andet, der var værd at prise, end hans skønhed. Hos Hake vejede derimod
det gæve sind op imod det uskønne ansigt. Og ikke tilfreds med at have prist ham med
jævne ord, kvad hun denne vise:
Fager og fin ej folk ham finder,
men som herlig helt han prises.
Mod og manddom manden pryder
mest af alt i mine øjne.
Se, hvor stolt hans øje stråler.
Adel lyser af hans åsyn!
Om den anden ej jeg ved
andet end, at fager han er.
Kun en stakket stund det varer,
før hans fagerhed er falmet.
Vist jeg om den anden ved:
127
Alf, som indleder kapitlet, viser sig senere i rollen som Harald Hildetand. Kapitel 14.1.
183
aldrig ruster heltens ry.
Mig ej flygtig skønhed frister,
dårer mig som mange andre.
Højt jeg priser heltens manddom,
ænser ej et fagert ansigt.
Det bares dem, som var til stede og hørte denne vise, at hun kvad Hagbards pris
under Hakes navn. Hildegisl blev gram i hu over, at hun foretrak Hagbard for ham og fik
ved gaver en blind mand ved navn Belvis lokket til at få venskabet mellem Sigers og
Hamunds sønner vendt til had. Kong Siger plejede nemlig ved alt, hvad han tog sig for, at
lytte til to gamle mænds råd, af hvilke Belvis var den ene. De var så forskellige i sind, at
den ene plejede at bringe folk, der var fjendskab imellem, til at fatte venskab for hinanden.
Den anden lagde vægt på at sætte splid imellem venner og puste til ilden, når der var
fjendskab imellem dem. Belvis bagvaskede da først Hamunds sønner for Sigers sønner
med løgnagtig og ondskabsfuld tale. De plejede aldrig trofast at holde fred og
staldbroderskab, sagde han. Det var bedre at holde styr på dem ved at kriges med dem
end ved at slutte forbund med dem. Ungersvendenes pagt blev da brudt, og medens
Hagbard var borte, angreb Sigers sønner Alf og Alger Helvin og Hamund og fældede dem
ved den havn, som kaldes Hamunds Vig. Hagbard kom så senere med friske kræfter for at
hævne sine brødre og fældede dem i et slag. Hildegisl slap fra det med et spyd igennem
begge ballerne, hvilket gav anledning til spot over de tyske stridsmænd, thi dette sår var jo
ikke blot stygt, men også skændselsfuldt.
Derpå klædte Hagbard sig i kvindeklæder. Som om han ingen overlast havde tilføjet
Sigers datter ved at dræbe hendes brødre, gik han ene til hende i tillid til det løfte, hun
havde givet ham. Han stolede mere trygt på hendes troskab end nærede frygt for følgerne
af sin dåd. I den grad lader vellystig attrå hånt om farer. Og for at have et påskud for
rejsen udgav han sig for Hakes skjoldmø og sagde, at han bragte bud fra ham til Siger. Da
han om aftenen fik sit natteleje anvist blandt ternerne, og pigerne tvættede hans fødder og
tørrede dem, spurgte de, hvoraf det kom, at hans ben var så lådne og hans hænder så
hårde at føle på. Han kvad da:
Sært, at I kan spørge, piger,
hvi min sål er sejg som horn,
hvi min læg er grov og lodden,
hvi min hånd er hård at kryste.
Strandens sten min sål har slidt,
Vind og vejr på huden virker.
Ej som I jeg altid sad
stille i en fruerstue.
Snart jeg snelt min snekke sejled,
snart på strand jeg strandhugst gjorde,
stormed borge, brændte byer,
aldrig rør og lad jeg rørte.
Kun i plader jeg mig klædte,
bar som I ej bløde klæder.
Altid sværd og spyd jeg svang,
184
det gør huden hård og ru.
Signe tøvede ikke med at støtte dette hans udsagn med samstemmende udtalelser.
Det var rimeligt, sagde hun, at hænder, der hyppigere havde med sår end med uld at gøre
og hyppigere var optagne af kamp end af at sysle med væven, havde et til deres gerning
svarende udseende og ikke var svage og bløde at føle på som andre kvinders. De var jo
hærdede dels af krigens anstrengelser, dels af arbejdet til søs. Hakes skjoldmø gav sig jo
nemlig ikke af med kvindesysler, men var vant til med blodbestænket hånd at svinge lansen
og kaste med spyd. Intet under derfor, at hendes fodsåler var hærdede af de umådelige
vandringer, hun havde gjort, og at de ru sten på strand-bredderne, hun så tit havde måttet
gå på, havde slidt dem. Huden på dem var blevet tyk og sejg og var ikke fin og b1ød at føle
på som deres, eftersom de næsten aldrig gik ud, men stadig sad indelukkede i borgen. Da
Hagbard var kommet til at dele seng med hende under påskud af, at han burde hædres
med det fornemste leje, hviskede han til hende midt under de gammensord, de vekslede:
Fagre mø, som fro jeg favner,
og som under mig din elskov.
Vil du aldrig vennen svigte,
aldrig elske anden mand?
Om din fader nu mig fanger,
vil med Hagbard grumt han handle.
Fluks mit liv jeg da må lade,
mangt han har på mig at hævne.
Først jeg dine brødre fælded,
nu med dig jeg leje deler.
Aldrig efter det han under
Hagbard liv og livets lykke.
Sig du væne, hvad du vil,
når mit liv jeg nu må lade.
Tungt det falder mig at tænke
dig i anden elskers arm.
Hertil svarede Signe:
Aldrig anden mand jeg elsker,
andens viv jeg aldrig vorder.
Skal dit liv du lade, kære,
følger jeg dig fluks i døden.
Ene dig jeg gav min elskov,
ingen før i favn mig tog.
Aldrig skal os skæbnen skille,
liv og død med dig jeg deler.
Om dig hvasse våben bider,
falder Signe ved din side.
Hvad der end din død skal volde,
185
samme lod mig livet røver.
Disse ord oplivede således Hagbards mod, at han havde mere gammen af hendes
løfte end frygt for den fare, der ventede ham, når han skulle gå. Da ternerne havde forrådt
ham og Sigers stridsmænd angreb ham, forsvarede han sig længe og kraftigt og fældede
adskillige af dem i døren. Omsider blev han fangen og ført frem på tinge, hvor folkets
meninger var delte. Mange sagde nemlig, at han burde straffes på livet for så stor en
misgerning, men Bilvis, Bølvis' broder, og andre fældede en bedre dom. Det var bedre at
gøre brug af hans tapperhed end at fare grumt frem imod ham, sagde de. Så trådte Bølvis
frem og sagde, at det var onde råd, som bød kongen at tilgive, når han burde have hævn,
og med uværdig medynk ville mildne hans retfærdige harme. Hvorledes skulle Siger over
for ham kunne bevæges af tilbøjelighed til skånsel eller medynk, ham, som ikke blot havde
berøvet ham den trøst, han skulle have af sine to sønner, men også havde påført ham
skændsel ved at forføre hans datter? Denne mening bifaldt de fleste, og så blev Hagbard
da dømt til døden, og der blev rejst en galge, han skulle hænges i. Således gik det til, at
den, som fra første færd af næsten ingen stemmer havde haft imod sig, blev straffet, fordi
alles grumhed vendte sig imod ham. Straks efter rakte dronningen ham et bæger og bød
ham slukke sin tørst, idet hun truede ham således:
Ædle helt, du bolde Hagbard,
tag det bæger, jeg dig byder!
Ej bør rød og ræd du ryste,
drik dig mod til, før du dør.
Ravne skal dit ådsel slide,
når i galgen højt det gynger,
mens din sjæl til Helhjem stævner
for blandt skygger sig at fjæle.
Ungersvenden tog bægeret, hun bød ham og svarede:
Bægeret, du byder, Dronning,
vil jeg fro og frejdig tømme.
Hel forgæves Hagbard venter,
glad jeg snart til Valhal går.
Uden hævn ej heden går jeg,
barnløs snart mit ord du sander.
Snart du dine sønner savner,
som mit gode glavind vog.
Således hævnede han sig for hendes trusler ved at minde hende om, at han havde
dræbt hendes sønner, og derpå kastede han bægeret i ansigtet på hende, så vinen randt
ned ad det.
Imidlertid spurgte Signe sine grædende terner, om de kunne få sig til at deltage med
hende i, hvad hun havde sat sig for. De lovede at gøre alt, hvad deres jomfru ønskede, og
det gav de hende deres ord på. Derpå sagde hun med grædende tårer, at hun ville følge
den eneste mand, hun havde delt sit leje med, i døden, og bød dem, så snart der blev givet
tegn fra udkigstårnet, at stikke ild på huset med fakler. Derpå skulle de lave strikker af
deres hovedklæder og, idet de skød skamlerne bort under deres fødder, kvæle sig med
186
dem. Det gik de ind på, og for at de skulle blive mindre bange for døden, gav hun dem vin
at drikke og drak dem selv til. Så blev Hagbard ført op på den høj, som siden har båret
navn efter ham, for at hænges der. For nu at prøve sin elskedes troskab bød han knægtene
hænge hans kappe op i galgen. Det ville more ham, sagde han, at se, hvorledes hans nært
forestående død ville tage sig ud. De gjorde, som han bød, og vagten i udkigstårnet, som
troede, at det var Hagbard, han så hænge i galgen, gav tegnet til de i kongsgården
forsamlede piger. Disse stak straks ild på huset og hængte sig, idet de skød skamlerne bort
under deres fødder. Da Hagbard så kongeborgen omspændt af luer og det velkendte
jomfrubur brænde, sagde han, at han følte større glæde over sin elskedes troskab end sorg
over, at han skulle dø, og idet han opfordrede de hosstående til at dræbe ham, vidnede
han i følgende kvad, hvor lidt han ænsede døden:
Hurtigt, svende, hæng nu Hagbard!
Glad han nu i døden går.
Signes bur nu lystigt brænder.
Se, hvor luen lifligt lyser.
Sagn og sang skal Signe prise,
trofast brud har bålet tændt,
Liv og død vi svor at dele,
holdt hun har, hvad huldt hun loved.
Højt jeg love må min lykke,
at jeg fik så ædel brud.
Her var godt, men bedre hisset.
Aldrig skal vi to nu skilles.
"Se", sagde han, "jeg hilser min forestående død med glæde, thi ikke engang blandt
skyggerne tilsteder kærligheden, at de elskendes favntag ophører". Og mens han sagde
det, hængte knægtene ham. Men for at ingen skal tro, at alle oldtidens spor er helt
forsvundne, bekræftes troværdigheden af det, som nys er fortalt, endnu den dag i dag ved
vidnesbyrd på selve stedet. Både har Hagbard ved sin død givet stedet navn, og ikke langt
fra Sigers by er der et sted, hvor en høj rager lidt op over sletten og ved sin jorddynge
viser, at der har været et gammelt bosted. En mand har også fortalt Absalon, at han havde
set en bjælke, der var fundet der på stedet, og som en bonde havde stødt på med sit
plovjern, da han pløjede jorden.
(Saxo 7.8) Da Hake Hamundsen hørte denne nyhed og nu ville vende sine våben fra
irerne imod danerne for at hævne sin broder128, forlod Hake Sjællænder, Vigers søn, og
Starkad ham. De havde været hans staldbrødre hele tiden, siden Ragnald faldt, men nu
følte den ene sig tilskyndet af venskab, den anden af hensynet til sin herkomst, og således
drev forskellige grunde dem begge til at handle på samme vis. Fædrelandskærlighed
afholdt nemlig Hake fra at angribe Danmark, thi medens de andre førte krig imod
fremmede, ville han være kommet til at kæmpe med sine landsmænd. Starkad derimod ville
ikke gå som fjende imod den gamle Siger, fordi han havde nydt gæstevenskab hos ham og
således ville være kommet til at lønne godt med ondt. Så stor ærbødighed nærer nemlig
nogle for gæstevenskabet, at de ikke er at bevæge til at øve nogen overlast imod dem, de
mindes en gang at have nydt venlighed af.
128
Denne sætning hos Saxo svarer til Lejrekrøniken, men slægtskabet var ikke omtalt i kapitlets
begyndelse.
187
Men Hake, som regnede sin broders død for et større tab end sine kæmpers frafald,
samlede sin flåde i den havn, som hedder Hærvig. Han lod sine krigsfolk gå i land og
opstillede sin fylking af fodfolk der, hvor nu den by, Esbern har bygget, med sine
forskansninger beskærmer de omboende og formener vilde barbarer adgang. Derpå delte
han sine folk i tre skarer og sendte to tredjedele af flåden i forvejen til åen Suså, idet han
satte nogle få mænd til at ro. Skibene skulle gøre den vanskelige sejlads op ad åens
krumninger og i fornødent fald komme fodfolkene til undsætning. Selv gik han med resten
til fods og søgte for det meste ind i skovene for ikke at blive set. Denne vej, som i gamle
dage var opfyldt af store skove, er nu til dels tjenlig for ploven og kun sparsomt bevokset
med krat. For at de ikke, når de kom ud på åben mark, skulle savne træernes skjul, bød
han dem afhugge grene og bære dem foran sig, og for at intet skulle besvære dem under
deres hurtige fremrykning, bød han dem derhos kaste en del af deres klæder samt deres
sværdskeder fra sig og bære sværdene blottede. Til evigt minde herom gav han en høj og
et vadested navn.
Ved således at rykke frem om natten undgik han to vagtposters opmærksomhed, men
da han kom til den tredje, ilede spejderen, som opdagede dette usædvanlige syn, straks til
Sigers sovekammer og sagde, at han havde en sælsom nyhed at melde. Han havde set løv
og buske gå som mennesker. Da kongen spurgte, hvor langt borte den gående skov var,
svarede han, at den var tæt ved. Kongen sagde da, at dette vidunder varslede hans død.
Derfor kaldes den sump, hvor grenene blev hugget af, i folkemunde Helmosen. Da han var
bange for, at der var for snæver plads i byen, forlod han den og søgte ud i åben mark for
at møde fjenderne i kamp der. Ved det sted, som nu hedder Valbrønde, hvilket vil sige
"ligbrønden", måtte han bide i græsset, efter at slaget var gået ham imod. Hake benyttede
sig af sin sejr til at fare frem med grumhed og lod så stor en misgerning følge efter sit
held, at han, opsat på at dræbe i flæng, hverken ænsede byrd eller køn. Han kendte
hverken til medlidenhed eller skam, men rødnede sit sværd i kvindeblod og dræbte grumt
mødre og børn i det almindelige blodbad.
Sigvald, Sigers søn, som hidtil havde holdt sig hjemme i sin faders hus, samlede nu,
da han fik nys om dette, en hær for at tage hævn over Hake. Denne, som blev forskrækket
over det store tilløb, Sigvald fik, besluttede nu med tredjedelen af hæren at vende tilbage
til flåden i Hærvig og tage vejen over havet. Hans staldbroder Hake med tilnavnet den
Hugprude mente imidlertid, at han mere burde sætte lid til den nys vundne sejr end nære
frygt, fordi Hake drog bort, og, idet han foretrak døden for flugt, ville han bevare resten af
hæren. Han trak da lejren lidt tilbage og ventede ved byen A(xe)lsted en liden stund på, at
flåden skulle komme, idet han lastede sine staldbrødre for deres sendrægtighed, fordi det
varede så længe, inden de kom. Flåden, der var bleven sendt ind i åen, var nemlig endnu
ikke kommet til den havn, den efter bestemmelsen skulle ankre op i.
Sigers fald og kærligheden til Sivald opflammede imidlertid nu almuens sind i den
grad, at begge køn blev opsatte på kamp. Man skal ikke tro, at kvinderne holdt sig tilbage
fra at hjælpe til i slaget. Næste morgen mødtes Hake og Sigvald, og slaget varede i to
dage. Der blev kæmpet med den største grumhed. Begge høvdinger faldt, og de, der var
tilbage af danskerne, sejrede. Men natten efter, at slaget var endt, nåede flåden den aftalte
havn efter at være sejlet igennem Suså. I gamle dage var denne å nemlig sejlbar, men nu
er den så tilgroet og smal, at kun få skibe kan komme ind i dens snævre og dorske løb.
Da søfolkene ved daggry så deres staldbrødres lig, opkastede de for at jorde
høvdingen en anselig høj, som endnu i vore dage er navnkundig og kaldes Hakes gravhøj.
Pludselig kom så Borkar over dem med sine skånske ryttere og huggede dem ned, og efter
at have fældet fjenderne besatte han skibene, som nu var blottede for rorfolk, og satte over
hals og hoved med åndeløs hast efter Hamunds søn. Han traf ham, og efter at det var gået
Hake ilde i slaget, flyede denne slagen af skræk med tre skibe til Skotland, hvor han to år
188
efter døde.
Som det ses i begyndelsen af Saxos kapitel 7.8 er Hake pludselig
ligesom Hagbard i Signehistorien søn af Hamund, svarende til Lejrekrønikens
beretning om Hjørvards afløser. Han var som tidligere nævnt næppe konge.
Måske er Hagbard og Signe et isoleret sagn fra det sjællandske
høvdingedømme før Frode, som man har syntes hørte med i kongesagnene –
som alternativ til et sagn efter Rolf’s død.
Tolkningsmulighederne er imidlertid så vide, at svenske lokalhistorikere
knytter Hagbard og Signe-historien til herregården Signhildsberg ved Sigtuna, hvor man har fundet halbyggeri fra Vendel-kulturens begyndelse ved
det, som Snorre påstod var ”Odins” første bosættelse. Det normale er, at man
ligesom Saxo placerer historien ved Sigersted vest for Ringsted på Sjælland,
hvor man også finder en Hagbardshøj, men det har næppe noget på sig.
Signes far Siger kender vi ikke. Han kan være en sjællandsk høvding, da
Siger/Sivard/Sigurd/Sigfred-navnene er sproglige variationer af et dansk kongenavn, som kendes tilbage fra Widsiths omtale af Sigehere som sødanernes
konge og helt frem til begyndelsen af 900-tallet.
189
11. Hadbardernes tilbagevenden
11 Hadbardernes tilbagevenden
Efter de tre store sagnkredse kom 100 år, som kan virke uoverskuelige
og ligegyldige i handling. Det forsøges at give en forklaring ud fra de enkelte
kilder, da Saxo på et tidspunkt ender helt ovre i gudeverdenen. Det er her, der
er hul i Skjoldungesaga, men som bogens grundlæggende princip vælges
Langfedgatals kongeliste som det skelet, sagnhistorien bygges op omkring.
Det kan virke forvirrende undervejs, da også Langfedgatal fejlede, men sidst i
kapitlet er denne genealogi vist i Figur 20.
11.1 Hjørvards efterfølger
Hakes optræden i Hagbard og Signe giver altså ikke noget afgørende
fingerpeg om, hvorvidt der eksisterede en kong Hake i perioden efter Rolf,
som Lejrekrøniken fortæller. Rydårbogen 129 har også en Hage Hamundsøn
som dræber Hjørvard - sikkert efter Lejrekrøniken. Hyndloljod130 nævner helt
løsrevet uden andre kronologiske sammenhænge en Hake som dattersøn af en
Hjørvard. Den ellers ukendte Hake kan blot have været Hjørvards drabsmand,
men når vi ikke har andet bud, må vi følge Arngrimur Jonssons uddrag af
Skjoldungesaga:
(Fragmenta) Ved Hjørvards bratte fald arvede Rørik, Ingjalds søn, riget,
men han måtte stride derom med Valdar, dattersøn af en Valdemar, indtil de
enedes om at dele det. Rørik fik Sjælland, Valdar fik Skåne, hvor hans
ætmænd senere var konger.
Det var lige efter dette sted, der opstod et hul helt frem til Sigurd Ring i
det næste århundrede i den manuskriptudgave af Skjoldungesaga, som
Arngrimur Jonsson havde til rådighed, men navnene Hake og Hjørvard
optræder slet ikke i Langfedgatal. Det vil være rimeligt her at holde sig til
Skjoldungesagas version, som grundlaget for de øvrige sagaer, frem for de
senere usikre sagaer. Dette må især gælde, da også Saxo efter et gudeligt
intermezzo endte ved en Rørik, ligesom Sven Aggesen lader Rørik efterfølge
Rolf - dog uden det korte intermezzo med Hjørvard.
Langfedgatal skrev direkte, at Rørik var Ingelds søn, mens Fragmenta
ovenfor slet ikke nævnte Ingjald i Arngrimur Jonsson latinske version, som
lød "Hiorvardo … successit Rolfonis consanguineus Rærecus, qui Helgoni
Rolfonis patri fuit patruelis". Den kryptiske tekst taler om fætterskab til
129
Rikke Agnete Olsen: Ryd Klosters Årbog, 1989. Rydårbogens kongeliste synes udarbejdet
på grundlag af Saxo og Lejrekrøniken.
130 Den Ældre Eddas Gudesange (overs. Karl Gjellerup 1985/2001). København.
190
Helge, hvad Ingeld imidlertid også var. Man skal dog være opmærksom på, at
Helge i Beowulf havde en nevø ved navn Hredrik, nemlig Roars søn, men det
vil næppe harmonere med, at Røriks nevø senere omtales som gift med Rolf’s
datter. Rørik som Ingelds søn vil samtidig medføre den sandsynlige
forklaring, at Frode-Ingelds Hadbarder kom tilbage til magten efter drabet på
Roar – udført enten af en Hjørvard eller en Hake.
Valdars skånske kongelinje vender vi tilbage til, idet vi i første omgang
koncentrerer os om de sjællandske Lejrekonger, hvor vi på den mest enkle vis
følger Langfedgatal, selv om vi lige skæver til Saxo’s krumspring.
Saxo sluttede Bog II med Hjørvards død. Bog III begynder i noget, der
viser sig at være gudesagn, men som sagt ender hos Rørik:
(Saxo 3.1.1) Adils bror Hød, der jo var kong Gevars plejesøn, tog nu
efter Hjørvard herredømmet i begge riger. For at det som skete ham bedre
kan forstås, vil jeg begynde fra begyndelsen af, thi det som fandt sted i de
sidste år af hans liv, træder smukkere og fyldigere frem, når man ikke
forbigår de første i tavshed. …
Dette er nok en sandhed med modifikationer, for her går det rent galt.
Hød kom nu i kamp med guderne, fordi Odins søn Balder forelskede sig i
samme pige som Hød, nemlig Nanna. Historien ligner på mange måder den
historie, som fortælles i Beowulf om geaterprinserne Herebald og Hother,
men vi plukker kun lidt ud af de guddommelige forviklinger.
(Saxo 3.3.1) Imidlertid havde Hød fået at vide, at Danmark var uden
høvding, idet Rolf var blevet dræbt af Hjartvar, som straks havde måttet bøde
derfor med livet. Her havde tilfældet bragt ham, hvad han knap havde kunnet
håbe, sagde han. Rolf, som han selv burde have dræbt, fordi Rolfs far Helge
havde dræbt hans far, havde nu fået sin straf af en anden, og ved en uventet
lykkens gunst havde der nu åbnet sig en lejlighed for ham til at bemægtige sig
Danmark. Når man rigtigt undersøgte forfædrenes stamtavler, viste det sig
nemlig, at han havde lovligt arvekrav på dette rige. Derefter drog han med en
stor flåde til Sjælland for at benytte sig af den gunst, lykken i øjeblikket bød
ham, og bemægtigede sig havnen Isøre. Her mødte den danske almue ham, og
kårede ham til konge. Da han kort efter fik at vide, at hans broder Adils, som
han havde sat til at herske over Sverige, var død, forenede han Sverige med
Danmark.
Så forsøgte også Odins søn Balder at blive konge af Danmark, og det
afsløres efterhånden, at vi sidder med en variation af gudemyten om Balders
død. Odin svor hævn over sønnens død, og Hød vidste, at han skulle dø, da
han besluttede sig for at gå i krig med ruthensernes Bue:
191
(Saxo 3.4.15) Derefter stævnede han sine stormænd til tinge og sagde
dem, at i den krig, han nu skulle føre med Bue, ville han komme til at lade
livet, hvilket ikke var noget, han havde en usikker formodning om, men havde
tilforladelige spåmænds ord for. Han bad dem derfor om at lade hans søn
Rørik blive konge efter ham, for ikke at onde mennesker skulle mage det
sådan, at kongemagten gik over til fremmede og ukendte slægter. Han ville
føle større glæde ved at vide, at hans søn skulle være hans eftermand, end han
ville føle sorg ved tanken om sin forestående død, sagde han. Det føjede de
ham straks i, og derefter holdt han slag med Bue og faldt. …
Hød har næppe mere bund i virkeligheden end de øvrige guddommelige
kongskandidater, der åbenbart skulle forberede Røriks vej til tronen. Med
henvisning til Skjoldungesaga og Sven Aggesen lader vi Saxo fortælle videre
direkte fra Fragmenta-citatet ovenfor:
(Saxo 3.5) Kurerne og svenskerne fik nu i sinde at angribe Danmark,
som de hvert år plejede at bringe skat, som om Høds død havde løst dem fra
deres skatskyldighed. Det gav også slaverne mod til at falde fra, og flere
andre folk blev fra undersåtter til fjender. For at afværge denne uret kaldte
Rørik danerne under våben, mindede dem om forfædrenes bedrifter og
opflammede dem ved kraftig formaning til at vise sig som tapre mænd. For
ikke at føre krig uden at have en høvding, som de så de ikke kunne undvære,
valgte fjenderne sig en konge, og efter at have lagt to afdelinger af deres hær i
skjul, rykkede de frem i åben mark med resten. Men Rørik lod sig ikke narre
af deres list. Da han så, at hans flåde var kommet ind i en snæver og grund
vig, lod han den føre af grunden og ud på dybet, for at fjenden ikke skulle
angribe den fra forskellige sider, mens den sad fast i dyndet. Derpå bød han
en del af sine folk om dagen at holde sig i skjul, hvorfra de uventet skulle
falde over fjenderne, når de angreb hans skibe, så kunne det være, sagde han,
at de selv faldt i den grav, de havde gravet for ham. De fjender, der lå i
baghold, vidste ikke, hvor forsigtigt danskerne havde båret sig ad, og var
ubesindige nok til at gøre et udfald og blev alle dræbt. Resten af slaverne, som
ikke vidste noget om det nederlag, deres staldbrødre havde lidt, kunne ikke
begribe, hvorfor Rørik tøvede så længe, og efter at de længe havde ventet på
ham i tvivl og uvished, og det dag for dag faldt dem besværligere, besluttede
de om sider at angribe ham med deres flåde.
Der var blandt dem en mand, som udmærkede sig ved sin høje vækst og
var en stor troldkarl. Da de fik øje på danskernes rækker, sagde han til dem:
"Lad en kamp på tomandshånd gå forud for det almindelige nederlag, for at
de manges fare kan forebygges ved, at nogle få opofrer sig. En sådan dyst vil
jeg ikke undslå mig for, om nogen af jer drister sig til at gå imod mig, men jeg
forlanger, at der skal stilles et vilkår, som jeg vil udtrykke således: "Sejrer
192
jeg, er vi for fremtiden fri for skat. Bukker jeg under, udredes skatten som
hidtil til eder, så at jeg enten som sejrherre befrier mit fædreland for
trældomsåget eller, i fald jeg bliver overvunden, lægger det på det. Hvordan
lykken end føjer sig, byder jeg mig selv som borgen og sikkerhed for, at det
bliver, som jeg har sagt"
En af danskerne, hvis mod var større end hans legemsstyrke, spurgte, da
han hørte det, Rørik, hvad den skulle have i løn, som optog den kamp, der
udæskedes til. Rørik havde seks armbånd, der dannede en uopløselig knude,
idet de var således snoet ind i hverandre, at de ikke kunne skilles ad. Dem
lovede han den, der turde påtage sig den dyst, men ungersvenden, som stolede
på lykken, svarede: "I fald jeg kommer godt derfra, Kong Rørik, vil jeg
overlade til din gavmildhed at lønne mig derfor og lade dig selv bestemme
sejrens pris. Men hvis det nu ikke går efter ønske, hvad løn mener du da at
skylde den overvundne, hvis lod enten bliver den grumme død eller tung
skændsel? Thi det er de følgesvende, svagheden plejer at få. Det er de
overvundnes sold. Hvad andet end den største vanære venter dem? Hvad løn
udredes der? Hvad tak ydes der den, der ikke vinder tapperhedens løn? Hvem
fletter kranse til den, der bukker under i strid? Hvem rækker ham sejrsprisen?
Tapperhed, ikke afmagt tilkendes prisen, og den, der ikke har lykken med sig,
vinder ingen hæder. Tapperhed får ros og ære. Uheldet følges enten af en
uhæderlig død eller af et liv i skændsel. Jeg ved ikke, til hvilken side
krigslykken vil vende sig, og vil derfor ikke dumdristigt anmasse mig til at
begære en løn, om hvilken jeg ikke ved, om den med rette tilkommer mig, thi
den, som ikke er vis på sejren, bør ikke tilegne sig sejrherrens visse løn. Så
længe det er uvist, hvad udfald sagen får, vil jeg ikke kræve sejrskransen, som
om jeg havde fortjent den. Jeg vil ikke tage imod guld og gods, der lige så
godt kan blive mig dødsens som livsens sold. Det er dårskab at gribe efter
umoden frugt og at ville plukke den, før man ved, om man har ret dertil.
Denne min hånd skal enten bringe mig sejr eller død".
Efter at have talt sådan hug han til fjenden med sit sværd, men hans
lykke var ringere end hans mod, thi han blev slået tilbage og faldt for det
første drøje hug. Det var et bedrøveligt syn for danskerne, men slaverne
gjorde stor stads af deres sejrrige landsmand og tog imod ham med festlige
danse. Dagen efter trådte han igen frem for danskerne og udæskede dem
ligesom forhen, hvad enten nu den nys vundne sejr havde gjort ham
hovmodig, eller han var begærlig efter at vinde en ny. Han troede, at det var
danskernes tapreste mand, han havde fældet, og at ingen anden af dem havde
mod til at kæmpe med ham. Han stolede på, at han ved den ene kæmpes fald
havde lammet hele hærens kraft og tænkte, at intet mere ville falde ham
vanskeligt, hvad han så end prøvede på, thi intet nærer hovmod mere end
held, og medgang er den kraftigste spore for overmod.
Det gik Rørik mere til hjerte, at en mands frækhed skulle lamme hele
hærens mod. At danskerne, der havde vundet så stor navnkundighed ved deres
193
sejre, ikke blot blev overmodigt behandlede, men ligefrem skammeligt
ringeagtede af dem, de fordum havde overvundet. At der iblandt så mange
krigere ikke fandtes nogen, der havde så frejdigt mod eller så stærk en hånd,
at han fik lyst til at ofre sin velfærd for sit fædreland. Denne danskernes
skammelige sendrægtighed rådede en mand ved navn Ubbe bod på ved sin
højsindethed. Han var større og stærkere end de fleste og dygtig i
trolddomskunster. Han spurgte også med velberådet hu om, hvad han skulle
have i kampløn, og kongen lovede ham armbåndene. "Hvor kan jeg stole på
dit løfte", sagde Ubbe, "når du selv beholder kampprisen i hænde i stedet for
at give en anden den i forvaring? Lad en komme hid og tage den i sin
varetægt, for at du ikke siden skal tage dit løfte tilbage. Thi urokkelig vished
om kampens løn opflammer kæmpernes mod". Det er nu sikkert nok, at han
blot sagde dette for spøg, thi kun tapperhed drev ham til at afværge sit lands
forsmædelse.
Rørik troede imidlertid, at det var griskhed, der lagde ham de ord i
munden, og ville ikke have skin af, at han imod kongelig sæd ville tage sin
gave tilbage eller at tilbagekalde sit løfte. Som han stod der på skibet, ville
han med et vældigt kast slynge armbåndene over til ham, men det mislykkedes
for ham på grund af den store afstand. Han satte for lidt kraft på, så
armbåndene nåede ikke så langt hen, som de skulle, og faldt i vandet. Heraf
fik han tilnavn og blev kaldt Rørik Slyngebånd. Dette gav anledning til, at
Ubbe gav et stort bevis på sin tapperhed, thi det fik ham ikke til at opgive sit
dristige forehavende, at han gik glip af sin løn ved, at den gik til bunds. Det
skulle ikke få udseende af, at hans tapperhed var i gerrighedens sold. Derfor
higede han ivrigt efter at komme til at slås og viste, at han var mere opsat på
at gøre, hvad hæderligt var, end optaget af vindesyge. Han satte tapperhed
over griskhed, og hans tillidsfulde fortrøstning havde ikke sin grund i håb om
belønning, men i højsind. Der blev straks afstukket en kreds. Krigerne
flokkedes om den. Kæmperne tørnede sammen med bulder og gny, og
tilskuerne råbte deres forskellige ønsker om stridens gang i munden på
hverandre. De to kæmper var fyr og flamme og gav hinanden hug på hug, til
de faldt, så kampen og begges liv fik ende på en gang. Jeg tænker, at lykken
føjede det så, for at ingen af dem skulle få ære og gammen af den andens død.
Men dette udfald fik oprørerne til at falde til føje over for Rørik, og de betalte
atter skat som hidtil.
(Saxo 3.6.1) Ved samme tid satte Rørik brødrene Hardvendel og Fenge,
hvis fader Gervendel havde været høvedsmand i Jylland, ved styret samme
steds. …
Højdepunkterne af de jyske eventyr om Amlet og hans far, som herefter
følger, gengives særskilt i efterfølgende kapitel, da det ikke er en del af den
sjællandske historie. Da Saxos Amlet-fortælling dog berører den sjællandske
kronologi, skal enkelte brudstykker dog allerede nævnes her:
194
(Saxo 3.6.4) Efter i tre år at have øvet de største heltebedrifter skænkede
Hardvendel Rørik de våben og alt det udsøgte bytte, han havde taget for at
komme højere i gunst og kongen fattede da også så stort venskab for ham, at
han gav ham sin datter Gertrud til ægte, med hvem han avlede sønnen Amlet.
…
(Saxo 4.2) Imidlertid var Rørik død og Wiglec, som havde taget riget,
pinte og plagede med stor frækhed Amlets moder (Røriks datter) på alle
måder og berøvede hende al kongelig magt og myndighed, idet han besværede
sig over, at hendes søn ved at tage magten i Jylland havde krænket
Lejrekongens ret, eftersom det tilkom ham at give og fratage, hvem han ville,
sådan værdighed. Dette tog Amlet med så stor selvbeherskelse, at han endog
skænkede Wiglec det bedste af det bytte, hans sejr havde indbragt ham, og
således gengældte hans bagvaskelse med velgerninger. Men da han siden
fandt lejlighed til at hævne sig, påførte han ham krig og overvandt ham og
blev således fra en hemmelig til en åbenbar fjende. …
[Det endte med kamp mellem de to, hvor Amlet faldt.]
… Wiglec døde af sot efter i fred at have stået for styret i mange år.
Herefter propper Saxo Vermund ind som Wiglecs søn, men ham og
sønnen Uffe har vi for længst placeret som konger af Angel og fundet i
Mercias kongeliste. De efterfølges i bog IV af den sekvens af de fem
intetsigende konger, som vi fjernede i kapitel 5.3. Også Frode den Store, som
fyldte hele Bog V, har vi brugt, men vi brugte ikke bog VI's Hjarne og
Fridlev, som derfor følger som den næste ledige sagnhistorie med et vist
indhold. Wiglecs adkomst er ikke nævnt, men omtalen af hans indgreb over
for Røriks datter kan tyde på, at han i virkeligheden var f.eks. en nevø, som
gjorde indskrænkninger i hendes arverettigheder – og en sådan nevø skal vi
straks møde.
11.2 Fridlev og hans slægt
Umiddelbar kommer Wiglec ud af det blå, mens Langfedgatal har en
Frode efter Rørik. Frode dukker også op i Lejrekrøniken, hvilket går igen i
Rydårbogen:
(Lejre VIII) Mens han (Hjørvards efterfølger Hake) herskede kom en
mand ved navn Fritleff fra de nordlige lande og giftede sig med en datter af
Rolf Krake. Med hende fik han en søn ved navn Frode med tilnavnet "den
Gavmilde".
(Lejre IX) Efter at have fået sønnen Frode, dræbte Fritleff kong Hake og
blev konge efter ham. Da han selv døde, overtog hans søn Frode tronen. Han
blev dræbt af Svertings sønner, og hans søn Ingjald efterfulgte ham.
195
Navnet Wiglec på Vermunds far minder om Withlaeg, som vi fandt som
Waermuds far i Mercias angelsaksiske kongeliste, hvor vi som tidligere nævnt
fandt sekvensen Withlaeg – Waermud – Offa. Ud fra indholdet kan Wiglec,
som ikke optræder i Skjoldungesaga og Langfedgatal, enten være denne tredje
anglisk konge eller en dobbeltgænger for Fridlev – eller snarere begge dele.
Både Fridlev og Wiglec kom fra udlandet og havde sønnen Frode.
Her går det for en gangs skyld galt i Langfedgatal, som åbenlyst kommer
til at indsætte samme led Halfdan-Roar i to forskellige grene af kongeslægten.
Et af stederne er antageligt forkert. Da vi har Halfdan med sønnerne Roar og
Helge både i Langfedgatal og Fragmenta, må fejlen ligge i Langfedgatals
anden gren – Ingelds efterkommere Rørik, Frode og Agnar. Det er imidlertid
netop efter dem, at hullet i Fragmenta opstår. I Langfedgatal er Halfdan altså
fejlagtigt placeret som bror til Rørik i stedet for en Frode – et navn som i
stedet findes som Røriks søn. Rørik havde imidlertid ingen søn ifølge Saxo.
Her må den ældre Fragmenta have forrang fremfor den sene Langfedgatal,
som jo må være en afskrift af denne og endda tillige åbenlyst har kludret med
disse led. Som det ses hos Saxo nedenfor, kom en Fridlev Frodesøn imidlertid
hjem og blev konge. Vi fjernede tidligere en Fridlev Frodesøn fra
dobbeltgængergruppen i Fragmenta som Frode den Stores far, men han kan
passe her som Røriks efterfølger Wiglec hos Saxo. Dette dobbelgængernavn
er jo taget fra Mercia og kan i stedet være Fridlev Frodesøn, nevø til Rørik.
Dette er naturligvis usikkert på grund af hullet i Skjoldungesaga og
fejlen i Langfedgatal, men det er den mest plausible løsning, som ikke har
nogen væsentlig betydning for forståelsen af selve sagahistorien. Saxo’s
Fridlev får nemlig senere sønnen Frode (hans indhold hos Saxo 6.4.10-13 er
overført til Frode den Store) – hvilket også nævnes hos Svend Aggesen – og
så er vi på plads i Langfedgatal igen. Her stod den Frode, som fører slægten
videre, som søn af Rørik, men der var sandsynligvis tale om broderens
barnebarn. Det må være en afskriftsfejl i Langfedgatal. Vi kan nu følge Saxos
fortællinger videre:
(Saxo 6.1) Da Frode var død troede danskerne fejlagtigt, at Fridlev, der
blev opfostret i Rusland, var død. Da riget allerede syntes at vakle af mangel
på en arving og ikke syntes vedblivende at kunne holdes på kongeslægtens
hånd, syntes det dem, at den der var værdigst til kongespiret, var den, som til
Frodes forherligelse satte et lovprisningskvad som indskrift på hans endnu
friske grav og i et fagert eftermæle overgav den døde konges ry til
efterkommerne. En mand ved navn Hjarne, som var meget erfaren i dansk
skjaldskab, digtede da for at sætte den berømmelige mand et herligt
æresminde, og også ansporet af den store pris, på sin vante vis et kunstløst
vers, der på det nærmeste lød således:
196
Længe førte de Frode om land,
da drotten dyre i døden var dånet.
Langt liv ønsked hans landsmænd Frode,
her gemmer graven bag grønsvær den gæve.
Da han havde kvædet dette vers, lønnede danskerne skjalden med kronen
og gav således Danmark væk for en gravskrift - skænkede hele det store rige
som løn for at sætte nogle få bogstaver sammen. For så godt køb kom han til
den store pris. Denne overordentlig høje løn for et lidet kvad overgik endog
den navnkundige digterløn, Cæsar gav. Den guddommelige Julius nøjedes
nemlig med at skænke den, der havde beskrevet og forherliget hans sejre over
hele Jorden, en by, men her skænkede almuens ødsle gavmildhed en bonde et
helt rige. Ja, ikke engang Africanus kunne måle sig med danskerne i rundhåndethed, da han lønnede den, der havde bevaret mindet om hans bedrifter,
thi han vejede blot den omhyggeligt udarbejdede bog op med guld, men her
skaffede nogle få kunstløse vers en bonde kongespiret.
Historien om Hjarne er naturligvis en skrøne, som i den usikre periode
med hurtige kongeskift, skal føre os fra Saxos gudehistorier tilbage til Frodeslægten. Fridlev tjente sig i Saxos næste kapitel (Saxo 6.2) hæder i Norge, og
Lejrekrønikens Fridlev kom fra "de nordlige lande". Det skal yderligere
bemærkes, at Frode den Stores søn Ingeld havde sønnerne Agner, Rørik og
Frode, som var jævnaldrende med Rolf Krake. Selv om Fridlev kom udefra,
fremstår det klart af den efterfølgende Saxo-tekst, at han var søn af en Frode.
Saxo nævner ikke - som Lejrekrøniken - et ægteskab med Rolfs datter, men da
Saxo søgte at gøre arvelinierne så lige som muligt ville et sådant ægteskab
også ligne blodskam efter kirkens begreber på Saxos tid.
(Saxo 6.3) Da danskerne, som tidligere havde fået falske meddelelser
om, at Fridlev var død, nu erfarede, at han var undervejs, sendte de folk ud
for at hente ham hjem og bad Hjarne opgive herredømmet, som han
formentlig kun udøvede midlertidigt som stedfortræder. Men han kunne ikke
få sig til at give afkald på så stor en værdighed og foretrak at ofre livet for
æren frem for at trække sig tilbage til menigmands dunkle kår. Han besluttede
derfor at forsvare sin nuværende stilling med våbenmagt for ikke berøvet sin
kongelige værdighed at blive nødt til at genoptage den lod, skæbnen tidligere
havde tildelt ham.
Således blev landet splittet og bragt i røre af en opstands voldsomme
rystelser. Nogle stod nemlig på Hjarnes side, andre erkendte på grund af
Frodes udmærkede fortjenester Fridlevs ret, og menigmand vidste ikke, hvad
han skulle bestemme sig for, idet nogle ærbødigt bøjede sig for det bestående,
andre for mindet om fortiden. Men hensynet til Frodes minde fik dog
overvægten, og dets herlighed skaffede Fridlev mest gunst, thi de fleste af
197
dem, der så dybere i tingene, mente, at den bondefødte mand burde fjernes fra
tronen, eftersom han uden fødselsret kun ved lykkens gunst var nået til en
højhed, han ikke havde kunnet gøre sig håb om, og for at ikke den, som
beklædte den med urette, skulle stænge den retmæssige arving til værdigheden
ude. Men Fridlev bød de danskes sendemænd vende tilbage og opfordre
Hjarne til enten at afstå riget eller holde slag med ham.
Det syntes Hjarne tungere end døden at sætte lysten til livet over æren
og at søge sikkerhed på hæderens bekostning. Han holdt derfor slag med
Fridlev, men blev fuldstændigt slået og flygtede til Jylland. Efter atter at have
samlet en skare krigsfolk angreb han på ny sejrherren, men hans mænd blev
alle fældet, og han flygtede selv ganske ene, som den ø, der har fået navn efter
ham, bærer vidne om. Da han nu skønnede, at lykken ikke altid svarer til
kækheden, og efter det dobbelte nederlag, han havde lidt, så sig berøvet
næsten alle sine tropper, slog han sig på svig og drog til Fridlev - efter at
have gjort sit ansigt ukendeligt - i den hensigt at vinde hans fortrolighed og så
søge lejlighed til at dræbe ham. Kongen tog imod ham, og i nogen tid skjulte
han sit forsæt under trældommens skin, thi han udgav sig for at være saltsyder
og gjorde det laveste arbejde sammen med de trælle, der var sat til de
smudsigste sysler. Han var også altid den sidste til at sætte sig til bords og
ville aldrig bade sig, for at ikke at hans mange ar skulle røbe ham, når han
viste sig nøgen. Da kongen for at berolige den mistanke, han havde fået til
ham, tvang ham til at gå i bad og genkendte sin fjende på arrene, sagde han:
"Sig mig, du skændige røver, hvorledes ville du have handlet med mig, dersom
du utvetydigt var kommet på det rene med, at jeg stræbte dig efter livet?"
Hertil svarede den bestyrtede Hjarne: "Når jeg havde grebet dig, ville jeg
have æsket dig til tvekamp, for at du kunne få bedre lejlighed til at gøre
beskyldningen til intet". Fridlev tog ham straks på ordet, æskede ham til
tvekamp, fældede ham og begravede liget i en høj, der bærer den faldnes
navn.
(Saxo 6.4.1) Kort efter opfordrede Fridlevs mænd ham til at tænke på at
indgå ægteskab for at få afkom, men han holdt det for bedst at forblive i ugift
stand og anførte som vidnesbyrd derfor sin far Frode, hvis hustru ved sin
letsindighed havde påført ham så stor vanære. Til sidst gav han dog efter for
alles vedholdende bønner og skred til at skikke sendemænd til kong Amund af
Norge for at bejle til hans datter. En af dem, Frok hed han, omkom undervejs
i bølgerne, og ved hans død skete der et sælsomt under. Da bølgerne slog
sammen over ham, vældede der blod op fra dybet og lagde en usædvanlig rød
farve over hele havets overflade, således at den - efter kort forinden at have
været hvid af skummet, som stormen piskede - nu svulmede med purpurrøde
bølger og sås antage en farve, der stred imod dens natur.
(Saxo 6.4.2) Amund afslog ubøjeligt kongens bejlen og behandlede
sendemændene på en hånlig måde, og grunden dertil var, sagde han, den
underkuelse, hvormed Frode fordum så hårdt havde trykket Norge. Men
198
Frogerd, således hed Amunds datter, tog ikke blot hensyn til Fridlevs
herkomst, men ærede hans berømmelige gerninger og gav sig til at bebrejde
sin far, at han lod hånt om at tage en mand som svigersøn, som på alle måder
var en fuldkommen ædling, hvem det ikke skortede på tapperhed og hvis byrd
var ulastelig. …
(Herefter indleder Fridlev og Amund en krig, hvor Amund falder. Da
han skal hente sin elskede Frogerd, som han har kæmpet så hårdt for, opstår
der hos Saxo det besynderlige intermezzo, at han på vejen får sønnen Ole
(Åle) med en frille - en historie, som antageligt hører hjemme under den første
Frode-far - Hake)
(Saxo 6.4.10) Da Amund var faldet, og Fridlev således var blevet befriet
for sin værste fjende og havde opnået en dyb og tryg fred, bøjede han sit
barske sind til elskov, og efter at have vendt sine tanker did rustede han en
flåde for at vinde den brud, der fordum var blevet ham nægtet. …
(Saxo 6.4.13-14) … Imidlertid havde hans hustru Frogerd født Frode,
som fik sit tilnavn af sin overvættes gavmildhed.
Formedelst mindet om den lykke, der havde hersket under hans
bedstefader, hvem hans navn mindede om, var Frode allerede fra vuggen og
sin spæde barndom af så elsket af alle, at han hverken fik lov til at gå eller stå
på jorden, men stadig sad på skødet af folk og blev kysset og klappet og
således ikke blev givet en enkelt til opfostring, men så at sige opfostredes af
alle i fællesskab.
Fridlevs søn hed således Frode. Som det måske erindres, havde vi ved
den første to alternative muligheder. Vi valgte Hake som far til Frode frem for
den Fridlev, som vi forskød til senere. Begge Frode'rs sønner hed Ingild. I
kapitlet efter den Ingild, som efter beskrivelsen må være Frode den Stores søn
Ingild, fortælles der til sidst om 4 Ingild-sønner, der ikke harmonerer med de
oplysninger, vi kender andre steder fra om den første Hadbarder-Ingilds
sønner:
(Saxo 7.1.1) Folk, der er kyndige i gamle sager, fortæller, at Ingild
havde 4 sønner, af hvilke de 3 faldt i krig og kun Olaf blev konge efter sin
fader. Andre fortæller, at Olaf var søn af Ingilds søster, hvilket dog er uvist.
Eftertiden ved kun lidet om hans bedrifter, som oldtidens slør har skjult.
Her ryster Saxo på hånden, og det er der også grund til. Hvis vi skulle
følge bogens princip helt konsekvent, burde sekvenserne Frode - Ingeld
lægges sammen med den forrige om Frode den Store, men reelt står vi
antageligt med to forskellige sekvenser, der er rodet sammen, da Frode den
Stores sekvens synes at have heddet Hake – Frode – Ingeld, da Starkad binder
199
dem sammen.
Saxo påstod ovenfor, at første Ingeld havde 4 sønner, hvoraf Olav blev
konge efter Ingeld, og hans søn Harald efter ham. Det ligner mistænkeligt
Lejrekrønikens Ingeld II – Olaf – Harald Hildetand 131 . Skeler vi til
Langfedgatal, som ikke har Skjoldungesagaens lakune, har den efter Rørik
Ingeldsøn kongerækken Frode – Halfdan – Rørik – Harald Hildetand, hvor vi
skal erindre, at Skjoldungesagas og Langfedgatals Fridlev stod foran sagaens
første Frode, hvor vi i stedet valgte Hake.
Vi har haft Rolf Krake – Hjørvard – Rørik Ingjaldsen som konger. En
rimelig sammensmeltning af kongerækkerne, som efterkommere af hans bror
Frode uden trone bliver derefter Fridlev/Wiglec – Frode – Ingeld II/Halfdan –
Rørik/Olav – Harald Hildetand, som alle blev konger.
Efterfølgende peger sagaerne på, at det var Rørik Ingeldsen der blev
konge, mens Olaf var en fætter, som Saxo antyder, der blev lokalkonge i Lejre
under Harald Hildetand. Det er ikke muligt at bedømme, om vi bør bruge
Ingeld II eller Halfdan – eller begge, som to brødre – så her vælger vi Saxos
navn Ingeld, selv om han ifølge Saxo var så anonym, at han ligeså godt kunne
udelades. Suhm havde en forklaring på skismaet, idet han påstod, at det var
Ingeld II’s bror Halfdan, som havde sønnerne Rørik og Helge, mens Ingelds
søn hed Olav og var konge i Skåne132. Der er dog ingen forklaring på, hvor
Suhm havde sine oplysninger fra, og Halfdan har vi heller ikke noget om.
Under alle omstændigheder får vi dermed bedst overensstemmelse med Saxo,
Lejrekrøniken, Sven Aggesen og Skjoldungesaga/Søgubrot/Langfedgatal med
forslaget ovenfor.
Periodens spredte kilder er under alle omstændigheder stort set enige om
en kongerække, som går på tværs af mine startforudsætninger om en konge pr.
navn. Der er næppe tvivl om, at det er korrekt at koncentrere Frode/Ingildberetningerne og -anekdoterne på sagnkredsen om Frode den Store og hans
søn, men det udelukker naturligvis ikke, at navne er forekommet senere igen i
kongerækken, som skjalde eller senere kompilatører derefter har spredt
sagnene ud over. Frode den Stores søn Ingild og dennes søn Frode var slet
ikke konger i Lejre, og Fridlevs søn Frode kaldes "den Fredsommelige", så
han synes ikke at have haft navnefællens markante profil – men navnet
harmonerer med den fredelige kongemagt, der anes i 600-tallet. Faktisk er det
131
I Lejrekrøniken har vi slægtslinien Fridlev - Frode - Ingjald - Olav, hvorefter vi når frem til
Harald Hildetand og hans mor. Roskildekrøniken begynder først med Harald Klak.
Hos Sven Aggesen findes sekvensen Frode - Fridlev - Frode - Ingeld - Olaf. Han nævner han til
gengæld ikke Harald Hildetand, men fortæller blot, at kongerne i den periode fulgte i
kvindelinien.
I Skjoldungesaga/Søgubrot finder vi endnu en gang en lignende kongerække Frode - Fridlev Frode - Ingeld, men her er der ingen Olav. I stedet er der en Rørik, som i Søgubrot dukker op
med hustruen Aud og sønnen Harald Hildetand.
132 Skåne kan det ikke være, da Valdars slægt skulle regere der, men det viser sig også, at Suhm
forvekslede Skåne med Värend
200
ikke usandsynligt, at det var ham, der senere fik navnet Frode Fredegod i en
længere fredelig periode mellem Skjoldungefejden og frankerkrigene. Der er
så mange Frode/Ingeld-sagn, at netop dette sagn som nævnt kunne overføres
til en senere konge, uden at pointen i det foregående påvirkes.
Vi kan naturligvis ikke her tale om nogen overbevisende argumentation,
men det er en løsning på en mere oprindelig sagasammenhæng, som giver god
mening. Vores metode har været den gængse at forenkle med tungest vægt på
den ufuldstændige Skjoldungesaga, som giver de ca. 4 konger, der må have
været i mellemperioden mellem Skjoldungefejden og franker-konflikterne.
Om de hed det ene eller det andet må være underordnet for forløbets
hovedlinjer, da der øjensynligt ikke skete nogen mindeværdig politisk
udvikling i den periode, ligegyldigt hvilken af personerne, vi vælger.
Det indebærer, at Ingelds Hadbarder-slægt sandsynligvis endte med at få
magten i 100 år på bekostning af Roars Svertinger, som udspredningen af
sagnene også antydede. Disse konger skal altså have været ved magten i 600tallet, hvor Vendel-kulturen blomstrede, og hvor Uppsala ifølge sagaerne og
Saxo133 blev det religiøse centrum. Fredelige forhold skaber ikke heltehistorie,
men de kan have medført den økonomiske konsolidering, som muliggjorde de
store omvæltninger og investeringer omkring år 700. Dem vender vi senere
tilbage til. Til gengæld skabte de måske heltehistorier omkring forfædrenes
bedrifter – som Ingeld-digtet – i et rigt skjaldeliv ved den sjællandske konges
haller, som kunne konkurrere med Angelsaksernes Beowulf om Roar.
Inden da skal vi imidlertid se på den smule, vi i sagnhistorien har om
Jylland, inden landene kom under en fælles paraply. Saxo fortalte jo, at Røriks
datter blev gift med den jyske kong Hardvendel (Ørvendel) - Hamlets
forældre, som altså i så fald må have levet først i 600-tallet.
133
Saxo fortalte bl.a. at man drog til Uppsala for at få orakelsvar.
201
Figur 20. Rekonstrueret kongeslægt / Skjold - Sigurd Ring
Danernes konger, som de er rekonstrueret i teksten på grundlag af Langfedgatal
(Fragmenterne af Skjoldungesaga), idet Halfdan dog er rykket op som bror til Frode som
i Rolf Krakes Saga og Svend Aggesen. Valdemar er ukendt, og Valdar er ikke sat direkte
under Roar, som Langfedgatal påstår, men kan være barn af Roars sønner Hredrik og
Hrodmund eller en datter. Radbart antages at være den frisiske kong Radboud. Randvers
hustru, Åse, kan med det navn være barnebarn el.lign af Ynglingen Ingjald Illråde.
202
12. Amlet og Ongendus
12 Amlet og Ongendus
12.1 Den jyske Hamlet
Jylland har kun været sporadisk nævnt, siden anglerne i 400-tallet
forlod Sønderjylland. Vi har ikke mange sagn om jyske konger, og Saxo så
dem helst som underkonger til danerne. Denne beretning medtages bl.a.,
fordi den har dannet inspiration til Shakespeares Hamlet:
(Saxo 3.6) Ved samme tid satte Rørik brødrene Hardvendel og Fenge, hvis fader
Gervendel havde været høvedsmand i Jylland, ved styret samme steds. Efter at han havde
været høvedsmand i tre år, havde Hardvendel vundet så stor navnkundighed ved sine
vikingetog, at kong Koll i Norge, der var skinsyg på ham for hans bedrifter og ry, kom på
de tanker, at det ville være en stor hæder for ham, om han ved at overvinde Hardvendel
kunne fordunkle den glans, der vidt og bredt stod om denne vikings navn. Efter at have
sejlet vidt og bredt omkring og spejdet efter ham stødte han omsider på hans flåde. Der lå
en ø midt ude i havet, og ved den havde de to vikinger lagt til med deres skibe, hver på sin
side af den. Kysten var så fager, at de begge fik lyst til at gå i land, og egnens dejlighed
lokkede dem længere og længere ind i landet, hvor de vankede om i de grønne lunde og
skove. Der traf det sig så, at de mødte hinanden ganske ene.
Hardvendel tog da først til orde og spurgte kong Koll, hvilken måde han helst ville
slås med ham på. Selv syntes han bedst om, at der var så få med dertil som muligt, sagde
han. Tvekamp var bedre end nogen anden slags kamp egnet til at vinde sejr ved tapperhed,
thi i den havde man kun sit eget mod at stole på, eftersom fremmed hjælp var udelukket.
Koll undrede sig over ungersvendens kække ord og svarede: "Eftersom du overlader til
mig at vælge, hvorledes vi skulle kæmpe, mener jeg, at vi gør bedst i at slås på
tomandshånd uden forstyrrelse af andre. Den kampmåde kræver både mest mod og fører
hurtigst til sejr. Det er vi ganske enige om, og den mening er vi kommet til af os selv, hver
for sig. Men eftersom udfaldet er uvist, bør vi love at behandle hinanden høvisk, og ikke
lade os rive så meget med af vor lidenskab, at vi undlader at vise hinanden den sidste ære.
Vort sind er nu opfyldt af had, men det bør dog også have plads til kærlighed, at den, når
tiden kommer, kan afløse naget. Selv om der er splid imellem vore sjæle, bør dog naturens
ret forsone os, den knytter et bånd imellem os, hvor stor den avind end er, som skiller os
ad. Lad det derfor være en hellig aftale imellem os, at den, som sejrer, sørger for den
overvundnes ligfærd. Det er høviskhedens sidste pligt, som ingen retsindig mand
unddrager sig. Begge vore hære skulle uden nag i fællesskab røgte dette hverv. Efter
døden bør al avind være forbi. Ved graven bør fjendskabet høre op. Lad os ikke være så
grumme, at vi forfølger hinanden hinsides graven, om der end var had imellem os i
levende live. Det vil være en ære for sejrherren, at han giver den overvundne en prægtig
ligfærd, thi den, der giver sin døde fjende, hvad der tilkommer ham, vinder de
efterlevendes kærlighed. Den, der beflitter sig på at vise høviskhed imod den
hedengangne, overvinder de levende ved sin kærlighedsgerning. Der er også en anden
ikke mindre sørgelig skæbne, nemlig at man undertiden vel beholder livet, men bliver
lemlæstet. Den, hvem det overgår, mener jeg, man bør være lige så villig til at tage sig af
som den, døden rammer. Det hænder ofte, at man slipper fra kampen med livet, men efter
at have sat sin førlighed til, og det regnes for en tungere skæbne end døden. Thi når man
er død, er alting glemt, men krøblingen kan ikke slippe bort fra sit lemlæstede legeme. Den
ulykke bør der også rådes bod på. Lad os derfor være enige om, at dersom en af os bliver
203
lemlæstet, får han af den anden ti mark guld i skadeserstatning, thi byder kærlighed os at
ynkes over andres ulykker, hvor meget mere bør man da ikke ynkes over sine egne?
Enhver bør sørge for sit legemes tarv. Den, der undlader det, er for selvmorder at regne".
Efter at de havde givet hinanden hånden herpå, begyndte de kampen. Hverken det,
at de mødtes for første gang, eller den vårgrønne skovs fagerhed afholdt dem fra at krydse
sværd med hinanden. Hardvendel, som i sin overvættes hidsighed var mere opsat på at
angribe sin fjende end på at skærme sit eget legeme, kastede skjoldet og svang sværdet
med begge hænder. Hans dristighed fik sin løn, thi efter at han havde hugget så længe på
Kolls skjold, at der ikke var stort tilbage af det, hug han den ene fod af ham, og det blev
hans banesår. Som aftalt var, gav han ham en kongelig ligfærd og lod opkaste en prægtig
høj over ham. Derefter forfulgte og dræbte han hans søster Sela, der også var vel erfaren i
alt, hvad der hørte til viking og krigsvæsen.
Efter i tre år at have øvet de største heltebedrifter skænkede Hardvendel Rørik de
våben og alt det udsøgte bytte, han havde taget, for at komme så meget højere i hans
gunst. Kongen fattede da også så stort venskab for ham, at han gav ham sin datter
Gertrud til ægte, med hvem han avlede en søn, Amlet.
Den store medgang, Hardvendel havde, vakte hans broder Fenges misundelse, så
han besluttede at tage ham af dage. Så lidt kan dyden være tryg. Selv over for den gælder
det, at frænde er frænde værst. Da han så lejlighed dertil, betænkte han sig ikke på at
følge sit hjertes grumme lyst og besudle sine hænder med sin broders blod. Til
brodermord føjede han så blodskam, idet han ægtede sin myrdede broders hustru. Det går
jo nemlig for det meste sådan, at når en har begået en forbrydelse, er han straks rede til at
begå en ny, idet den ene driver ham til den anden. Så fræk og snedig var han derpå til at
dække over sin skændige gerning, at han gav det udseende af, at han havde begået sin
misgerning i en god mening og smykkede brodermordet med kærlighedens navn. Han
foregav nemlig, at skønt Gertrud var så blid af sind, at hun ikke gjorde nogen den ringeste
fortræd, havde hendes husbond båret det voldsomste had til hende. Fenge havde dræbt sin
bror for at frelse hende, fordi det tyktes ham uværdigt, at så blid en kvinde, der ikke havde
den ringeste smule galde i sig, skulle finde sig i hans grumme hårdhed. Den løgn
forfejlede da heller ikke sin hensigt, thi høje herrer, som ikke så sjældent skænker
smigrere deres gunst og holder øretudere i ære, er det ikke svært at få til at tro på en løgn.
Således betænkte Fenge sig ikke på med lige forbryderisk sind at gøre sig skyldig i en
dobbelt ugudelighed ved at besmitte sin broders ægteseng efter først at have myrdet ham.
Da Amlet så det, fandt han det ikke rådeligt at bære sig fornuftigt ad, da det kunne
vække mistanke hos hans farbror. Han opførte sig derfor, som om han var tåbelig og i
højeste grad havde taget skade på forstanden. Ved dette snilde påfund skjulte han ikke
blot, hvad der boede i ham, men reddede også sit liv. Han lå hele tiden hjemme ved sin
moders arne og døsede i skarnet og smurte sig til over hele kroppen med alskens
uhumskhed, så han var fæl at se. Trækkene i hans ansigt, der var dækket af smuds, var
prægede af den latterligste fjollethed, ligesom alt, hvad han sagde, lød helt forrykt, og alt,
hvad han tog sig for, vidnede om fuldstændig sløvhed. Kort sagt, man skulle ikke tro, han
var et menneske, men et latterligt uhyre, der var helt fra sans og samling. Stundom, når
han sad ved arnen og ragede i asken med hænderne, lavede han trækroge, som han så
hærdede i ilden og krummede i enderne, så de kunne hægtes tæt sammen. Da han en gang
blev spurgt, hvad det var, han tog sig for, svarede han, at han lavede hvasse spyd til at
hævne sin fader med, hvilket svar vakte ikke liden lystighed. Alle anså dette hans arbejde
for latterligt og ørkesløst, skønt netop det siden hjalp ham til at fuldbyrde sit forsæt.
Den snildhed, der i virkeligheden var i dette svar, vakte nu imidlertid først mistanke
hos dem, der så dybere i tingene, om at han var klogere, end han så ud til. Thi den flid og
omhu, hvormed han arbejdede på så ringe ting, tydede på en sindrighed, som han holdt
204
hemmelig. Man kunne heller ikke tro, at den, der forstod at bruge sine hænder så snildt,
havde skade på forstanden. Han plejede også at samle disse svedne kæppe i en dynge og
at gemme dem på det omhyggeligste. Nogen påstod derfor, at hans forstand var god nok,
men at han dulgte sin kløgt under påtagen enfoldighed og rugede over dybe planer, som
han snildeligt skjulte. De mente, at den bedste måde at komme under vejr med hans
listighed på var på et hemmeligt sted at lade ham møde en dejlig kvinde, der så skulle
prøve på at forlokke ham til elskov, thi trangen til elskov er så heftig, at den ikke lod sig
skjule. Den ville være for stærk til, at han kunne holde den i tømme ved snildhed, og hvis
hans galskab var forstilt, ville han, når lejlighed gaves, straks give efter for sin lyst. Der
blev da sat nogle folk ud på ham, som skulle ride langt ind i skoven med ham og hemmelig
være til stede, når han blev sat på den prøve.
Det traf sig så, at der blandt dem var en, som havde haft amme sammen med Amlet,
og som ikke havde glemt den kærlighed, der havde været imellem dem i deres fælles
barndoms dage. For ham betød mindet om deres fordums samliv mere, end hvad der nys
var blevet ham pålagt, og han fulgte med Amlet blandt de beskikkede mænd mere for at
give ham et vink end for at lokke ham i fælden. Han tvivlede ikke om, at der ville times
ham det værste, dersom han ved det ringeste tegn gav til kende, at han var ved sin fornuft.
Især hvis han for deres øjne gav sig hen i elskov. Det indså Amlet nu også godt selv, og da
man bød ham stige til hest, satte han sig med vilje således op, at han vendte ryggen til
hestens hoved og ansigtet til halen. På halen lagde han bidslet, som om det var hans
mening at styre hestens fart ved den. Ved dette snilde påfund skuffede han farbroderens
anslag og undgik snaren. Det var ellers nok et latterligt syn, da hesten løb af sted uden
tømme med en rytter, der styrede ved halen.
Da de på vejen mødte en ulv i et krat, og hans ledsagere sagde, at det var en ung
hest, sagde Amlet, at Fenge havde alt for få af den slags gående mellem sit kvæg, hvorved
han på en lige så stilfærdig som vittig måde ønskede ondt over, hvad der hørte hans
farbroder til. Da de hertil bemærkede, at det var meget forstandigt svaret, sagde han, at
han med vilje havde udtrykt sig således, for at man ikke i nogen måde skulle kunne sige
om ham, at han fór med løgn. Det var ham nemlig om at gøre kun at sige, hvad han mente.
Derfor sagde han det på en så sindrig måde, at man ikke kunne sige, han løj, og heller
ikke på grund af den sindrige iklædning få fat i hans virkelige mening.
Nede ved strandbredden så de roret af et strandet skib, og hans ledsagere sagde da,
at det var en svært stor kniv, de der havde fundet. "Ja", sagde han, "den skal have en
ualmindelig stor skinke at skære i", hvorved han tænkte på havet, som rorets størrelse
passede godt til. Da de kom forbi nogle sandklitter og gjorde ham opmærksom på dem
med den bemærkning, at det var noget dejligt mel, svarede han, at det jo også var malet af
stormen i havets skum. Da hans ledsagere roste dette svar, sagde han selv, at det var
meget klogt sagt. Da de med vilje havde forladt ham, for at han så meget dristigere kunne
følge sin lyst, mødte han ligesom ved et tilfælde på et afsides sted den kvinde, hans farbror
havde sat ud på ham. Han ville sikkert straks have taget hende i favnen, hvis ikke hans
diebroder havde givet ham et lønligt vink om, at der var forræderi med i spillet. Efter at
denne havde overvejet, hvorledes han bedst skulle bære sig ad med at advare ham og få
ham til at styre sin farlige lyst, havde han nemlig fundet på at anbringe en avne, han fandt
på jorden, under bagen af en bremse, som han så gennede lige hen til det sted, hvor han
vidste Amlet var. Dermed gjorde han ham, som ikke anede uråd, en stor tjeneste. Amlet
var nemlig lige så snild til at forstå advarslen som den anden til at finde på den, thi da han
så bremsen med avnen på bagen, skønnede han straks, at det var et hemmeligt vink om, at
der var ulve i mosen. Da han nu således havde fået sin mistanke vakt og skræk i blodet,
tog han, for at kunne være tryggere, kvinden med hen til et afsides sted, hvor der var fuldt
op af moser. Der fuldbyrdede han sin hensigt og bad hende derhos på det indstændigste
205
om ikke at røbe det til nogen, hvilket hun var lige så villig til at love ham som han ivrig til
at bede hende derom. Hun var nemlig blevet opfostret sammen med ham og holdt derfor
overmåde meget af ham.
Da Amlet kom hjem, og de alle for løjer spurgte ham, om han så havde fået sin
elskov styret, svarede han: Ja - han havde hvilet i pigens favn. Da de videre spurgte, hvor
det var gået for sig og hvilke bolstre de havde hvilet på, svarede han, at de havde ligget på
en hestehov, en hanekam og nogle loftsfelter. Han havde nemlig, for ikke at blive nødt til
at lyve, taget lidt af hver af disse ting med, da han gav sig ud på denne fristefærd. Dette
svar vakte da også almindelig latter, skønt hans spøgefulde ord ikke sagde andet, end
hvad sandt var. Da de nu også spurgte pigen, svarede hun, at der ikke havde været noget
imellem dem, og det troede de så meget villigere, som ingen af dem, der havde været med,
vidste noget om, hvad der var foregået. Men han, som havde givet bremsen avnen at flyve
med, sagde, for at Amlet kunne vide, at det var ham, der havde frelst ham ved sit snilde
påfund, at han nyligt ganske særligt havde været betænkt på hans tarv. Amlet gav ham et
lige så snildt svar. For at han kunne vide, at han var ham taknemlig for det vink, han
havde givet ham, sagde han, at han nok havde set, at der kom noget flyvende i fuld fart
med et strå på ryggen og en avne i bagen. De andre var ved at revne af latter over det
svar, men Amlets ven glædede sig over hans forstand.
Da han nu således havde narret dem alle, og ingen kunne få hans forstandskiste
dirket op, sagde en af Fenges venner, der var klogere i sine egne tanker end i
virkeligheden, at det ikke lod sig gøre ved almindelig snedighed at få en forstand, der var
så godt gemt, frem for dagens lys. Han var alt for stædig til at man kunne komme nogen
vegne med ham ved at stille ham på lette prøver. Hans snedighed var så mangfoldig, at det
ikke kunne nytte at bruge simple midler. Derfor havde han nu ved at granske dybt over
tingene udfundet en sindrigere fremgangsmåde, som det ikke var svært at følge, og som
sikkert ville føre til, at de kom på det rene med, hvad de søgte at få at vide. Fenge skulle
nemlig lade, som om han for en vigtig sags skyld var nødt til at rejse bort. Så skulle Amlet
lukkes ind i sovekammeret til sin moder, efter at der først, uden at nogen af dem vidste det,
var stillet en mand på lur i en krog derinde. Han skulle give nøje agt på, hvad de talte
sammen om. Dersom Amlet var ved sin forstand, ville han nemlig ikke tage i betænkning at
tale rent ud til moderen, thi hendes ærlighed ville han ikke være bange for at stole på. For
at vise, at han lige så fuldt var mand for at føre sin plan igennem som det at finde på den,
tilbød han selv at påtage sig den spejdertjeneste. Fenge blev glad over dette forslag og
drog bort under påskud af, at han skulle på en lang rejse.
Manden, som havde fundet på dette råd, havde lønlig listet sig ind i kammeret, hvor
Amlet skulle være sammen med sin moder, og skjult sig i den halm, gulvet var strøet med.
Men Amlet fandt også udvej til at undgå den snare. Da han frygtede for, at der var lurere,
bar han sig først ad på sin sædvanlige vanvittige måde, galede som en hane, baskede med
armene, som om det var vinger, og sprang omkring i halmen for at prøve, om der lå nogen
gemt i den. Da han mærkede noget ligesom en klump under fødderne, stak han i det med
sit sværd, gennemborede det og trak så manden frem af hans skjul og slog ham ihjel.
Derpå huggede han hans lig i stykker, kogte stumperne og kastede dem i kulen til æde for
svinene, så uslingens krop fik sit leje i skarn og uhumskhed.
Efter at han således havde fået lureren af vejen, gik han atter ind i kammeret, og da
hans moder nu begyndte at græde og jamre sig over hans forrykthed, sagde han: "Hvorfor
søger du, skammelige kvinde, at skjule din grove synd?"
Da Fenge vendte tilbage, og spejderen ingen steds var at finde, lod han længe på det
ivrigste søge efter ham, men alle sagde, at de hverken havde hørt eller set noget til ham.
De spurgte også for spøg Amlet, om han ikke havde færten af, hvor han var bleven af.
Amlet svarede, at han var gået i kulen og gået til bunds der, og så havde svinene ædt ham
206
med alt det skarn, han havde fået på sig. Skønt hans ord indeholdt en tilståelse af
sandheden, lo de dog blot ad den, fordi den lød som vanvid.
Fenge havde nu imidlertid stadig en stærk mistanke om, at hans stedsøn pønsede på
svig, og ville derfor gerne tage ham af dage. Da han ikke selv turde gøre det af frygt både
for hans bedstefader Røriks og hans moders vrede, besluttede han, for selv at kunne lade,
som han var uden skyld, at få en anden til at gøre det og lade kongen af England myrde
ham. Så opsat var han på at skjule sin grumhed, at han hellere ville bringe skændsel over
sin ven end at pådrage sig selv vanry. Ved sin bortrejse pålagde Amlet lønligt sin moder,
når der var gået et år, at udsmykke hallen med tæpper og holde hans gravøl, som om han
var død. Til den tid lovede han at komme tilbage. I følge med ham var to af Fenges
hirdmænd, der havde brev med til kongen af England, i hvilket det pålagdes ham at lade
den medfølgende unge mand dræbe - det var indristet i en trækævle, hvilket i gamle dage
var en meget almindelig måde at skrive brev på. Medens de sov, ransagede Amlet deres
gemmer og fik fat i brevet, og da han havde læst det, skrabede han indholdet ud og ristede
noget helt andet i stedet. Han satte nemlig sine rejsefællers navne i stedet for sit eget og
anmodede om, at de måtte blive ombragt. Ikke nok med, at han således befriede sig selv
fra døden og lod den komme over de andres hoveder, men han tilføjede falskelig en
anmodning i Fenges navn, om at kongen af England ville give den højst forstandige unge
mand, han sendte ham, sin datter til ægte.
Da de kom til England, og sendemændene fik foretræde for kongen, overrakte de
ham brevet, som de troede skulle bringe en anden døden, men som i virkeligheden
indeholdt deres egen dødsdom. Kongen lod som ingen ting og tog venligt og gæstfrit imod
dem, men Amlet agtede det kongelige måltid, der anrettedes for dem, så ringe, som om det
var den simpleste mad. Han vendte sig med en afholdenhed, som alle undrede sig over, fra
bordets rige overflod og ville hverken spise eller drikke. Alle så med forundring på, at
denne fremmede unge mand bar sådan afsky for det kongelige bords lækre og med
overdådighed tillavede retter, som om det havde været grov bondekost. Da måltidet var til
ende og gæsterne gik til ro, lod kongen en mand skjule sig i deres sovekammer for om
natten at erfare, hvad de talte sammen om.
Da Amlets rejsefæller nu spurgte, hvorfor han, da de sad til bords, ikke havde villet
røre maden, som om det havde været gift, svarede han, at brødet var besmittet med blod,
øllet smagte af jern, og flæsket stod der stank af som af menneskelig. Det havde været en
død mands ådsel for nær og var blevet fordærvet deraf. Han sagde endvidere, at kongen
havde trælleøjne, og at dronningen i tre ting havde båret sig ad som en trælkvinde, og
smædede således nok så meget dem, der havde ladet maden lave, som maden selv. Hans
staldbrødre skændte nu på ham, fordi han nu igen kom med sit gamle vanvid, og begyndte
at spotte ham og give ham spydige ord, fordi han lastede, hvad han burde rose, klagede
over, hvad godt var, førte usømmelig tale om så ypperlig en konge og en kvinde af så
høviske sæder, og ved sine forsmædelige ord tilføjede dem den største tort, skønt de begge
var al ære værd.
Da kongen fik dette at vide af sin drabant, sagde han - og ved de få ord viste han,
hvor kløgtig han var, at enten måtte dette menneske have mere forstand end andre, eller
han måtte være forrykt. Han lod derpå sin foged kalde og spurgte, hvor han havde brødet
fra. Da fogden svarede, at det var lavet af deres egen bager, spurgte kongen, hvor kornet,
det var bagt af, havde vokset, og om der var tegn til, at nogen var blevet slået ihjel der.
Fogden sagde da, at der tæt ved kongsgården var en mark, der var fuld af gamle ben af
slagne mænd, så det var tydeligt nok, at der i gamle dage havde fundet et stort mandefald
sted. Der havde han i håb om at få overmåde mange fold ladet vårsæden så, fordi der var
mere grøde i jorden der end andre steder. Det kunne jo derfor nok være, at brødet havde
fået nogen afsmag af de rådne ben. Da kongen hørte det, skønnede han, at det var rigtigt,
207
hvad Amlet havde sagt, og han ville nu også have at vide, hvor flæsket kom fra. Fogden
sagde da, at hans svin som følge af, at der ikke var blevet passet tilstrækkeligt på, var
sluppet ud og havde ædt det forrådnede lig af en røver, så det kunne måske være, at det
var deraf deres kød smagte fordærvet.
Da kongen var kommet på det rene med, at Amlet også havde haft ret i dette, spurgte
han, hvad øllet var brygget af. Da fogden svarede, at det var brygget af spelt og vand, lod
han grave dybt i det kildevæld, fogden viste ham. Der fandt de en mængde rustne sværd,
som man regnede med havde givet vandet afsmag. Andre siger, at det var mjøden, Amlet
lastede, fordi han, da den blev øst op, fandt nogle bier i den, der havde ædt af en død
mands ister. Så var den dårlige smag gået over i mjøden fra honningen. Da kongen nu
således så, at det havde sin rigtighed med den afsmag, Amlet havde anket over, og
yderligere, da han spurgte ham, hvad han mente med de nedsættende ord, han havde sagt
om hans øjne, fik at vide, at han havde sigtet til en plet, der hvilede på hans herkomst,
talte han hemmeligt med sin moder og spurgte hende, hvem der var fader til ham. Da han,
efter at hun havde svaret, at hun ikke havde haft samkvem med andre end kongen, truede
hende med, at han nok skulle få sandheden ud af hende ved hjælp af pinebænken, tilstod
hun, at det var en træl, der var fader til ham. Af denne aftvungne bekendelse fik han
således at vide, hvorledes det forholdt sig med den plet på hans herkomst, Amlet havde
hentydet til. Men medens han skammede sig over sin lave byrd, glædede han sig på den
anden side over den unge mands kløgt, og han spurgte ham nu, hvorfor han havde tilføjet
dronningen den tort at sige, at hun bar sig ad som en trælkvinde. Men da han nu således
besværede sig over, at hans gæst om natten havde talt nedsættende om hans hustrus
høviskhed, fik han at vide, at hendes moder virkelig var en trælkvinde. Amlet sagde, at de
tre ting, han havde ment, da han lastede hende for at bære sig ad som en trælkvinde, var
for det første, at hun på sådanne kvinders vis svøbte hovedet ind i sin kåbe, for det andet,
at hun kiltede sin kjortel op, når hun gik, og for det tredje, at hun stangede sine tænder og
tyggede madresterne. For at han kunne se, at hun ikke blot havde trællelader, men også
var af trællebyrd, fortalte han ham, at hendes moder var bleven taget til fange og gjort til
trælkvinde.
Kongen fik nu sådan ærbødighed for hans klogskab, som om det var guddommelig
visdom, han var begavet med, og gav ham sin datter til ægte. Alt, hvad han sagde, tog han,
som om det kom fra himlen. Hans ledsagere lod han i henhold til sin vens anmodning
hænge dagen efter. Amlet lod, som om han blev fortrydelig over denne vennetjeneste, som
om det var en uret, der var sket ham. Kongen gav ham da i mandebod noget guld, som han
senere lod smelte og hemmeligt støbe ind i nogle hule træstokke.
Da han havde været i England et år, bad han om lov til at rejse og vendte hjem. Af
alle de skatte, kongen havde givet ham, tog han ikke andet med end stokkene med guldet i.
Da han kom til Jylland, afførte han sig sine fine klæder og aflagde sit høviske væsen og
antog i stedet for med vilje atter de latterlige lader, han tidligere havde båret til skue. Da
han bedækket med smuds trådte ind i hallen, hvor de var ved at holde hans gravøl, vakte
det den største forbavselse hos alle, at rygtet altså havde løjet hans død. Deres
forskrækkelse forvandledes imidlertid omsider til lystighed, og gæsterne gjorde løjer med
hverandre, fordi de holdt gravøl efter ham, som om han var død, og så stod han levende
iblandt dem. Da de spurgte ham, hvor hans staldbrødre var, viste han dem stokkene, han
havde med, og sagde, at her var de begge to. Det er jo ikke så lige til at sige, om dette svar
var mest sandfærdigt eller morsomt. Skønt de fleste anså det for tåbeligt, var det jo
overensstemmende med sandheden, for så vidt som han i de dødes sted viste dem den
mandebod, han havde fået for dem.
Derpå gav han sig til at hjælpe mundskænkene for at få lystigheden bedre i gang
imellem gæsterne og drak dem flittigt til. For at hans side kjortel ikke skulle hindre hans
208
gang, bandt han den op med sit sværdbælte, og sværdet trak han jævnligt ud af skeden og
sårede sig med dets od i fingerspidserne. Derfor slog nogle af gæsterne en jernnagle
igennem det og skeden, så at det ikke kunne drages. For så meget tryggere at kunne bane
vejen for sit anslag skænkede han flittigt for hirdmændene. Han fik dem til at tømme det
ene horn efter det andet, og overvældede dem alle således med drik, at de af drukkenskab
ikke kunne stå på benene: Derpå lagde han sig til at sove i kongsgården og brugte i den
forbindelse gildehallen som sovekammer.
Da han nu så, at de var lette at overliste, og at lejligheden til at udføre hans forsæt
var kommet, hentede han de kæppe, han i sin tid havde lavet til, frem fra stedet, hvor han
havde forvaret dem. Han gik atter ind i huset, hvor hirdmændene lå hulter til bulter på
gulvet og brækkede sig, alt medens de sov rusen ud. Han skar båndene over, der holdt
tæpperne fast, som hans moder efter aftale havde tjældet hallens vægge med indvendig, og
da de faldt ned over de snorkende mænd, stak han kæppene med krogene i dem og filtrede
det hele så uløseligt sammen, at ingen af dem, der lå under det, kunne rejse sig, hvor
meget de end anstrengte sig. Derpå stak han ild på huset. Flammerne tog hurtig til i
styrke, så ilden bredte sig og snart omspændte hele borgen og fortærede den med alle
dem, der var i den, hvad enten de nu stadig lå i dyb søvn, eller de forgæves søgte at rejse
sig.
Derpå gik han ind i Fenges sovekammer, hvor kongen var blevet båret ind af sine
mænd, rev sværdet, der hang ved hans seng, til sig og hængte sit eget i stedet for. Så
vækkede han sin farbroder og sagde ham, at hans hirdmænd var ved at brænde op, og at
Amlet var kommet rustet med sine gamle kroge og opsat på at tage den hævn, han havde
til gode for sin faders drab. Da Fenge hørte det, sprang han ud af sengen og blev fældet,
da han savnede sit eget sværd og forgæves forsøgte at drage det, der hang i dets sted.
En modig mand og værdig til et evigt eftermæle var Amlet, som snildeligt gav sig ud
for at være en tåbe og ved beundringsværdigt godt påtaget galskab holdt sin
overmenneskelige kløgt skjult og ikke blot ved sin snildhed fik bjerget livet, men også ved
dens hjælp fik lejlighed til at hævne sin far. Det må således stå uafgjort hen, om han ved
således snildt at tage vare på sig selv og kækt hævne sin far lagde mest mod eller klogskab
for dagen.
(Saxo 4.1) Efter at Amlet havde fældet sin stedfader, anså han det for mest
tilrådeligt at skjule sig. Han frygtede nemlig, at det ikke var sikkert, hvorledes hans
landsmænd ville dømme om hans dåd. Han ville først have på det rene, hvorledes den
jævne almue ville gå til værks. Folk i nabolaget, som om natten havde set ildebranden,
kom næste morgen opsatte på at få at vide, hvorledes det hang sammen, og fandt
kongsgården sunket i aske. Da de ransagede den endnu varme brandtomt, fandt de ikke
andet end uformelige levninger af brændte lig. Så grådigt havde ilden fortæret alt, at der
ikke var spor at opdage af, hvorledes denne store ulykke var opstået. Fenges lig fandtes
også med blodige klæder og gennemboret af et sværd. Nogle opfyldtes af åbenlys harme,
andre af sorg og nogle af hemmelig glæde. Nogle græd over deres herres død. Andre
glædede sig over, at der var gjort ende på det med broderblod besudlede
voldsherredømme. Således vakte kongens død forskel-lige følelser hos de tilstedeværende.
Da Amlet så, at almuen forholdt sig rolig, fattede han mod til at forlade sit skjul,
sammenkaldte dem, om hvem han vidste, at de bevarede hans fader i trofast minde, gik
frem på tinge og holdt følgende tale: "I gode mænd. Hvis I sørger over Hardvendels
ynkelige død, kan I ikke sørge over den ulykke, I her har for øje. I, som har bevaret eders
troskab imod kongen, eders kærlighed til landets fader, kan ikke sørge derover. I ser her
en brodermorders, ikke en konges lig. Det var i sandhed et ganske anderledes sørgeligt
syn, da I så vor konge ynkeligt myrdet af den skændigste, jeg vil ikke sige broder, men brodermorder. Ja, med tårefulde øjne så I Hardvendels sønderhuggede legeme. Hans lig
209
bedækket med talrige dræbende sår. Hvem tvivler om, at hans grumme bøddel berøvede
ham livet for at kunne berøve fædrelandet dets frihed? Den samme hånd gav ham døden
og eder trange kår. Hvem skulle da kunne være så afsindig at foretrække Fenges grumhed
for Hardvendels kærlighed? Husk, med hvilken livsalighed Hardvendel sørgede for eder.
Hvor retfærdigt han handlede imod eder. Hvor ømt han elskede eder. Husk, at I mistede
den mildeste konge. Den retfærdigste fader. I hans sted fik I en voldsmand, en
brodermorder, så I blev berøvet eders ret. Husk, at alt blev besudlet, og at fædrelandet
blev besmittet med skændselsgerninger. At I måtte bøje eders nakker under åget, og at den
fri selvbestemmelsesret blev taget fra eder.
Nu er alt dette forbi, da I ser, at dets ophavsmand ligger på sine gerninger. At
brodermorderen har fået straffen for sine forbrydelser. Hvilket blot nogenlunde
forstandigt menneske, som ser dette, vil anse det, der er en velgerning, for en uret? Hvem,
som er ved sin fornuft, vil beklage, at forbrydelsen er kommet over forbryderens eget
hoved? Hvem vil begræde den blodbestænkede bøddels fald eller sørge over den grumme
voldsmands retfærdige død? Her ser I den, der har øvet denne dåd. Jeg tilstår, at jeg har
taget hævn både for min fader og mit land. Den gerning, som det lige så fuldt var eders
skyldighed at gøre, har jeg gjort. Hvad det sømmede sig for eder at gøre sammen med
mig, har jeg fuldbyrdet alene. Føj hertil, at jeg ingen hjælper har haft ved denne
berømmelige dåd. Ingen har ydet mig en hånds-rækning dertil, skønt jeg godt ved, at I, om
hvem jeg ikke tvivler på, at I har bevaret eders troskab imod kongen, eders kærlighed til
landets fader, gerne ville have hjulpet mig i denne sag, i fald jeg havde bedt eder derom.
Men jeg foretrak at straffe disse misdædere uden at udsætte eder for fare. Jeg anså det
ikke for rigtigt at lade andre lægge skuldre til denne byrde, som jeg mente mine egne var
stærke nok til at løfte.
Jeg har holdt de andres bålfærd. Kun Fenges krop har jeg overladt til eder at
brænde, for at I dog derved kan tilfredsstille eders begærlighed efter en retfærdig hævn.
Skynd eder derfor at rejse et bål og brænd den ugudelige krop. Steg de vanhellige lemmer.
Spred den forbandede aske, og lad den flyve for alle vinde. Ingen urne. ingen gravhøj skal
gemme de skændige rester af hans ben. Lad der ikke blive spor tilbage af brodermorderen.
Hans fule krop skal ikke finde noget hvilested inden for vort fædrelands grænser. Den skal
ikke forpeste omegnen, hverken hav eller land skal besmittes ved at gemme dette
forbandede ådsel. Resten har jeg sørget for. Kun dette ene har jeg overladt til eder som en
kærlighedsgerning. Det er den ligfærd, der tilkommer voldsmanden. Således bør
brodermorderen stedes til hvile. Han har røvet fædrelandet friheden. Hans aske bør ikke
gemmes i dets skød.
"Og nu! Hvorfor skal jeg rippe op i mine genvordigheder? Hvorfor skal jeg opregne
mine ulykker, fortælle om mine sorger, som I kender fuldt så godt som jeg selv? Min
stedfader stræbte mig efter livet, min moder agtede mig ringe, og mine venner spottede
mig. Således sled jeg kummerligt tiden. Leve-de alle mine dage i sorg og tilbragte mit liv i
utryghed, fuld af frygt og omspændt af farer. Kort sagt: Hele min levetid har jeg tilbragt
på den ynke-ligste måde i den yderligste modgang. I sukkede tit i løndom over mig og
klagede i eders stille sind over, at jeg var berøvet min fornuft, så at min far ikke blev
hævnet og brodermorderen ikke straffet. Det var mig et lønligt tegn på eders kærlighed, at
jeg så, at mindet om kongemordet endnu levede i eders sind. Hvem er så klippehård, hvem
har et sådant stenhjerte, at ikke medfølelse med mine lidelser må smelte det og medynk
med mine genvordigheder gøre det blødt? I må have medlidenhed med eders egen
fostersøn. I må røres over mine ulykker, alle I, som ikke har besmittet eders hænder med
Hardvendels drab. Forbarm eder også over min ulykkelige moder, og glæd eder over, at
eders fordums dronnings vanære er udslettet. Hun, som tog sin husbonds broder og
morder i favn og blev tvunget til at give sit legeme til pris for en dobbelt skændsel.
210
For at dølge den hævn, jeg pønsede på, måtte jeg skjule min forstand. Jeg var ikke
virkelig vanvittig, men stillede mig kun sådan an. Under en påtagen forryktheds skin
arbejdede min forstand på store planer. Om den har udrettet noget, om jeg nu endelig har
nået målet, må I afgøre. Jeg overlader til eder at dømme i denne vigtige sag. Træd
brodermorderens aske under fødder. Vis eders foragt for den mands jordiske levninger,
som besudlede sin myrdede broders hustru og bedrev utugt med hende. Som forbrød sig
imod sin herre og konge og skammelig forrådte ham. Som påførte eder det hårdeste
voldsherredømme, berøvede eder friheden og føjede blodskam til brodermord.
Mig, der har fuldbyrdet en så retfærdig straf. Mig, der har arbejdet på en guderne
så velbehagelig hævn, bør I modtage med ædelt sind. Yde mig den hyldest, der tilkommer
mig, og styrke mig ved at se på mig med milde øjne. Jeg har aftvættet fædrelandets skam.
Jeg har udslettet min moders skændsel. Jeg har omstyrtet voldsherredømmet. Jeg har
fældet brodermorderen. Jeg har undgået min farbrors lumske efterstræbelser ved at stille
list imod list. Levede han endnu, ville tallet på hans forbrydelser vokse fra dag til dag. Jeg
sørgede over den uret, der blev øvet både imod vort fædreland og min far, og fældede
ham, der herskede grumt over eder og med større overmod, end det sømmede sig for
mænd at finde sig i. Påskøn den velgerning, jeg har vist eder. Ær min forstand og giv mig
riget, i fald jeg har fortjent det. I har i mig den mand, der har gjort eder så stor en
tjeneste. En ikke vanslægtet arving til min faders magt. Ikke en morder, men rigets lovlige
arvtager og brodermordets guderne velbehagelige hævner. I skylder mig, at I har fået
eders frihed tilbage, at eders plageånds herredømme er til ende, undertrykkerens åg
afkastet, brodermorderens trone omstyrtet, enevoldsherredømmets scepter trådt i støvet.
Jeg har udfriet eder af trældom, skænket eder friheden, genoprettet eders anseelse, hævdet
eders ære, fældet voldsherskeren og knust bødlen. Det står nu til eder at gøre gengæld. I
kan selv bedømme, hvad jeg har fortjent. Af eders dannished kræver jeg min løn".
Ved denne tale bøjede den unge mand alles sind og rørte nogle til medynk, andre
endog til tårer, og da deres sindsbevægelse havde lagt sig, kårede de ham ivrigt og
enstemmigt til konge …
Efter denne politiske valgtale forlader vi beretningen på et tidspunkt,
hvor Amlet rejser tilbage til sin hustru i England. Hidtil har selve det
politiske billede bag det anekdotiske folkesagn om danerkongens dattersøn
ikke forekommet usandsynligt - ej heller den jysk-engelske forbindelse i
tiden efter Sutton Hoo. Kongedatteren, som på det tidspunkt må have
været kristen, accepterede nu, at han fik en yderligere hustru, Hærmdrude.
Kirkens mand, Saxo, som gerne besang kvindens løsagtighed, var tilfreds
hermed, men det skete i forbindelse med nogle røverhistorier, som minder
mere om den senere vikingetid. Dem springer vi derfor over.
Amlet var ifølge Saxo under sin morfar Røriks overhøjhed i Jylland,
og sagnene om de jyske konger slutter på en måde, som vi allerede har set
brudstykkevis i forrige kapitel:
(Saxo 4.2.1-4) Imidlertid var Rørik død og Viglek, som havde taget riget,
pinte og plagede med stor frækhed Amlets moder (Røriks datter) på alle
måder og berøvede hende al kongelig magt og myndighed. Han besværede sig
således over, at hendes søn ved at tage magten i Jylland havde krænket Lejrekongens ret, eftersom det tilkom ham at give og fratage, hvem han ville, sådan
211
værdighed. Dette tog Amlet med så stor selvbeherskelse, at han endog skænkede Viglet det bedste af det bytte, hans sejr havde indbragt ham, og således
gengældte hans bagvaskelse med velgerninger. Men da han siden fandt lejlighed til at hævne sig, påførte han ham krig og overvandt ham og blev således
fra en hemmelig til en åbenbar fjende. Fjaller, der var høvedsmand i Skåne,
drev han i landflygtighed. Det hedder sig, at han skal være flygtet til et sted,
der hed Undensaker, men som ingen nu om stunder kender.134
Da Viglet, som havde samlet friske kræfter i Skåne og på Sjælland, derpå
ved sendemænd lod Amlet æske til kamp, skønnede han med sin vidunderlige
kløgt, at han var stedt imellem to vanskelige kår, af hvilke det ene ville bringe
ham skændsel og det andet fare. Han vidste, at i fald han tog imod
udfordringen, gik det på livet løs, og at hvis han afslog den, var hans
krigerære beskæmmet. Men da han, der stadig havde dyden for øje,
overvejede sagen, fik dog ærekærheden overtaget, og hans store attrå efter at
vinde hæder fik bugt med frygten for at lide et nederlag, så han ikke ved
frygtagtig sky for døden skulle sætte den sikre ærens glans, han havde vundet,
over styr. Han skønnede også, at der næsten er lige så stor forskel på et
uhæderligt liv og en herlig død som på ære og skændsel. Men Hærmdrude
elskede han så højt, at han nærede større bekymring for hendes tilstundende
enkestand end for sin egen død og gjorde sig al umage for at finde et nyt
giftermål til hende, inden han drog i krig. Hærmdrude erklærede, at hun
havde mands mod og hjerte, og hun lovede højt og helligt, at hun ikke engang
ville skilles fra ham i kampens hede. Det var en ussel kvinde, sagde hun, der
var bange for at følge sin husbond i døden. Dette sjældne løfte holdt hun dog
kun dårligt, thi da Amlet i Jylland var faldet i slaget med Viglet, overgav hun
sig til ham og lod ham tage hende i favn.
Således gør lykkens ustadighed det af med alle kvindeløfter. Tidernes
omskiftelse gør dem til intet, og tilfældige omstændigheder svækker kvindens
troskab, der altid står på svage fødder. Ligesom hun er hurtig til at love, er
hun sen til at holde sine løfter. Hun lader sig lokke og hilde af sine lyster, og
glemmende det forbigangne giver hun sig stadig med åndeløs begærlighed til
hovedkulds med griskhed at hige efter noget nyt.
Sådan omkom Amlet, som, hvis lykken havde været ham lige så huld, som
naturen havde været gavmild imod ham, ville være bleven guderne lig i
strålende glans og ved sine herlige egenskaber have overgået Herkules i
bedrifter. Hans grav vises i Jylland. …
Stedet skal have været Ammelhede i Østjylland, og sagnet har i alt fald
intet med Shakespeares Helsingør at gøre – det var blot Shakespeares
inspiration. Sagnets tidsmæssige placering er meget usikker, men en
134
Kunne teoretisk være et ordspil på Skånes største høvdingesæde i jernalderen, der lå i
nutidens Uppåkre ved Lund.
212
kombination med Rørik og Viglek antyder en tidsmæssig placering i 600tallet.
Noget af Amlet-historien kan have klassisk oprindelse, idet visse
handlingselementer ifølge Inge Skovgaard-Petersen minder om Livius'
beretning om Brutus 135. Hun påpeger tillige, at Rydårbogen kan tyde på, at
der har eksisteret to versioner.
Sagaerne kender imidlertid ikke Amlet-historien, og han er ikke sporet i
den engelske historie. Han og hans far må betragtes som isolerede eksempler
på jyske konger i danernes sagnhistorie, som kan skyldes en vågnende
interesse blandt Lejre-kongerne for Jylland – eller også syntes Saxo bare at
den var med til at sætte kolorit på danernes sagn.
I kapitel 5.3 var der ganske vist også nævnt en række jyske konger, men
de var uden indhold og var alene placeret her som forfædre til Dans hustru
Olava.
12.2 De jyske konger og Ongendus
Saxos oplysninger om sjællandsk overhøjhed over Jylland er sandsynligvis begrundet i Saxos politiske formål – den havde næppe noget på sig i
600-tallet.
I Sønderjylland sker der geologisk det, at landet - især i varme
klimaperioder - sænker sig i syd i forhold til havoverfladen. Således forsvandt
en del af de lave områder ved marsklandet, samtidig med at de sydvestlige
hedesletter synes at have bredt sig med ekstensivt kvægbrug. Det må
periodisk have givet anledning til uro og udvandring.
Reelt har vi ingen viden om de "politiske" forhold i Jylland før de første
spor af Dannevirke dukker op i slutningen af 600-tallet136. Brakteaterne tyder
på, at Jylland tilhørte den nordiske kultursfære, og bebyggelsesmønstret viser
et styrket stormandsniveau. Gravene forsvandt på grund af ændret gravskik
omkring år 500, og kun i det nordligste Jylland viser begravelser som
Lindholm Høje et afvigende billede, der muligvis repræsenterer de jyske
vendelboer, som måske mødes i Beowulf og saga-litteraturen. Der har
utvivlsomt været konger i Jylland, som i de øvrige nordiske områder, men
hvor store deres riger var, har vi ingen viden om.
I 695 var den engelske missionær Willibrord i Rom og fik pavens
bemyndigelse til at drage ud blandt hedningene i Frisien og Norden. Den
frankiske Pippin II sendte ham til friserne, men han var ifølge Alcuins
beskrivelse fra 796 også på besøg hos de vilde "daner". Her mødte han deres
konge Ongendus137, som var "grummere end noget vildt dyr og hårdere end
nogen sten. Alligevel behandlede han på Guds bud sandhedens herold med
respekt." Willibrord fik således 30 drenge med tilbage til oplæring. Via et
135
Historisk Tidsskrift 1 2004, København,
H. Hellmuth Andersen: Dannevirke og Kovirke, 1998.
137 Hans-Joachim Reischmann: Willibrord, apostel der Frisien (Alcuin 796), 1989.
136
213
ufrivilligt ophold på øen Helgoland nåede han tilbage til Pippin inden dennes
død i 714.
Som nævnt er de første spor af Dannevirke fra slutningen af 600-tallet,
og Hedeby var endnu ikke opstået som stor handelsplads. Ribe opstod ifølge
de seneste udgravninger omkring 705-712 som en større markedsplads, og
inden da lå der en handelsplads syd for Ribe med den tankevækkende
betegnelse Dankirke138. Det var vel ved Ribe, at Willibrord mødte Ongendus,
men besøget fik ingen større betydning. Willibrord kom aldrig mere til
Danmark, for den stærkt hedenske konge af Frisien, Radboud 139 , gik efter
Pippins død til angreb på frankerne og smed deres missionærer ud for et par
årtier. I mellemtiden synes danernes konger at have fået jysk overhøjhed.
Frankerne havde som nævnt generelt kaldt nordboerne for daner siden midt i
500-tallet, og den nye udvikling har i alt fald fået Alcuin til at betragte
Ongendus som daner i beretningen om Willibrord, selv om Ongendus må
have være jysk konge.
Normalt anses navnet Ongendus at komme fra Angantyr (Ongentheow),
hvilket i så fald i 800-tallets frankerkrøniker er blevet til Angandeo. Man skal
bemærke, at den angliske Uffes søn i Mercias kongeliste hed Angeltheow, så
det kan have været et navn i Sønderjylland. Det er vanskeligt at finde ham
under dette navn i danernes krøniker, men hvis han var jyde, er det heller ikke
forventeligt. Der synes ikke at have været nogen efterfølgende kongeslægt,
som ønskede hans bedrifter udødeliggjort i skjalde-kvad.
138
Gyldendal/Politiken: Danmarks Historie, Bind 2, 1988 (side 336) samt Mogens Bencard:
Ribe escavations 1970-76, 1991 samt senere pressemeddelelser.
139 Hans-Joachim Reischmann: Willibrord, apostel der Frisien (Alcuin 796), 1989.
214
13. Ivar Vidfadme og Danmarks første samling
13 Ivar Vidfadme og Danmarks ”samling”
13.1 Ivar Vidfadme og svearnes Ingjald Illråde
Vi kommer nu til en fase i Danmarks sagnhistorie, hvor vi helt må
forlade Saxo, som havde interesse i at skjule, at Jylland indtil da havde været
uafhængigt af danernes rige. Det danske kongeriges lande skulle holdes
adskilt fra det tyske kejserriges mange smålande. Beretningen om samlingen
af det, der langt senere blev til Danmark, begynder paradoksalt nok i
Ynglingesaga, som vi ikke har beskæftiget os med siden Adils tid.
Adils søn Øystein regerede "Svealand" (fortidens Svitjoð), da "Rolf
Krake faldt i Lejre" fortæller sagaerne og fortsætter: Øysteins søn Yngvar
blev en stor vikingekonge og faldt i Estland. Yngvars søn Anund hævnede sin
far, men styrede i øvrigt landet gennem en fredelig periode, som i givet fald
synes at ligge i 2. halvdel af 600-tallet. Han blev i sagaerne kendt for at
udbygge infrastrukturen, så der nu kom veje i de uvejsomme skov- og
klippeområder. Hans tilnavn blev derfor Braut-Anund (Vej-Anund). Det
gamle værk Ynglingatal fortæller om hans død:
(Yng 35)
Anund blev under Himmelfjeld
ramt af Jonsakers sønners sorg (sten). …
… Han som fremkaldte fjeldskrænternes stenrør
blev ombragt af sten140.
Sagateksten fortæller videre om hans søn Ingjald:
(Yng 34) Braut-Anund havde en søn som hed Ingjald. Da var Yngvar
konge i Fjerdhundraland. Han havde to sønner med sin kone. En hed Alf og
en anden Agnar. De var meget jævnaldrende med Ingjald. Over hele Svitjod
var der på den tid herredskonger. Braut-Anund regerede over Tiundaland.
Der var Uppsala, og der lå "alle svears ting". Der afholdt man det store blot,
hvor der kom mange konger - især ved midvinter. En vinter, da der var
kommet mange mennesker til Uppsala, var også kong Yngvar og hans sønner
ankommet. Både Yngvars søn Alf og Anunds søn Ingjald var seks år gamle.
De gik i gang med drengeleg, hvor hver skulle råde over sin lid (private hær).
Som legen forløb var Ingjald svagere end Alf, og dette faldt ham så svært, at
han stortudede. Da kom hans fosterbror Gautvid og førte ham hen til Svipdag
den Blinde, som var hans fosterfar, og fortalte ham, hvor galt det var gået, og
at Ingjald ikke var så stærk i legen som Yngvars Alf. Svipdag svarede, at det
140
Tolkningen har været omdiskuteret - især "fjeldskrænternes stenrør". "Jonsakers sønner"
stammer fra Ermanerik-historien om Hamdir og Sørli, som stenedes til døde.
215
var en stor skam. Dagen efter lod Svipdag hjertet tage ud af en ulv og stege
det over bålet, hvorefter han lod Ingjald spise det. Siden da var han den mest
ondsindede af alle mænd.
Da Ingjald blev voksen, sørgede Anund for en kone til ham. Det var
Gauthild, som var datter til Algaut. Han var søn af Gautrek den Milde, søn af
Gaut, som Gautland (Götaland) er opkaldt efter. Algaut var sikker på, at hans
datter var blevet godt gift med Anunds søn, hvis denne var lige så klog som
sin far. Så sendte han hende til Svitjod, hvor Ingjald holdt bryllup med hende.
Efter Anunds død fortæller Ynglingesaga:
(Yng 36) Ingjald, kong Anunds søn, blev konge i Uppsala. Uppsalakongerne var de ædleste i Svitjod, hvor der var mange herredskonger siden
Odins tid som høvding i Svitjod. De, der sad i Uppsala, havde været
eneherskere over hele Svitjod indtil kong Agni døde. Da blev riget delt mellem
brødrene, som det før er skrevet. Siden blev riget spredt over ætten
efterhånden som den forgrenede sig. En gruppe konger ryddede meget
markland i skovene, hvor de byggede og derfor blev de meget rige. Derfor var
der som nævnt mange herredskonger, da Ingjald tog rige og kongemagt.
Kong Ingjald lod byde ind til stort gæstebud i Uppsala for at fejre gravøl
efter sin far, Anund. Han lod bygge en hal, som var lige så stor som Uppsalahallen. Den kaldte han Syvkonge-hallen, og deri var der opsat syv højsæder.
Kong Ingjald sendte bud ud over hele Svitjod, og indbød alle konger, jarler og
andre stormænd. Til dette gravøl kom Algaut, Ingjalds svigerfar, kong Yngvar
fra Fjerdhundraland og hans to sønner Agne og Alf, kong Sporsnjall fra
Nærike, og kong Sigverk af Åtthundraland. Kong Granmar af Södermannland
kom ikke. Seks konger tog sæde i den nye hal, mens et af dem, Ingjald havde
sat op, stod tomt. Hele deres lid, som var kommet, fik sæde i hallen. Ingjald
havde givet sin hird og sin egen lid sæde i Uppsala-hallen.
Det var den gang skik, at den som holdt gravøl efter konger og jarler og
skulle modtage arven, sad på trinet foran højsædet alt mens man bragte den
skål ind, som kaldtes en Brageskål. Da skulle han stå op og modtage
Brageskålen og aflægge et løfte, og så drikke ud af skålen. Siden skulle han
føres til det højsæde, som faderen havde haft. Først da var han kommet til fuld
arv efter faderen. Nu blev det gjort således her, at da Brageskålen kom ind
rejste Ingjald sig op og tog imod et stort dyrehorn. Så afgav han det løfte, at
han ville forøge riget så det blev fordoblet i alle verdenshjørner - eller også
dø. Så drak han ud af hornet. Da folk var blevet berusede om aftenen, sagde
kong Ingjald til Folkvid og Hulvid Svipdagssønner, at de og deres mænd
skulle væbne sig om aftenen, som de havde planlagt. De gik ud og hen til den
nye hal, som de satte ild på. Så begyndte hallen at flamme op, og der
indebrændte seks konger og alle deres mænd. De som kom ud blev straks
dræbt. Efter dette lagde kong Ingjald alle disse kongers riger under sig og tog
216
skat af dem.
Det næste afsnit er en præsentation af ovennævnte Granmar og hans
svigerfar Hogne fra Østergøtland med børnene Hild og Hilde. Navnene ligner
nogle, vi kender fra bl.a. Hervarar-saga. Også de måtte imidlertid bukke under
for Ingjald:
(Yng 39) Ved næste høsttid tog Granmar og hans svoger, kong
Hjørvard, ophold i sin gård på øen Sili. Under deres ophold kom kong Ingjald
en nat med sin hær, omringede huset og brændte dem inde med hele følget.
Herefter lagde han kongernes riger under sig og satte høvdinger over dem.
Kong Hogne og hans søn Hilde drog ofte op i Sveavælde og dræbte nogle af
de mænd, som kong Ingjald havde sat over svogeren kong Granmars rige.
Ufreden mellem kong Ingjald og kong Hogne varede i lang tid, men kong
Hogne formåede at holde sit rige imod kong Ingjald til sin død.
Kong Ingjald havde to børn med sin kone. Den ene hed Åse og den
anden Olav Tretelgia (Træhugger). Gauthild, kong Ingjalds kone, sendte sin
søn af sted til sin fosterfar Bofa i Västergötland. Der voksede han op med
Bofas søn, Saxi, som de kaldte Flette.
Det siges blandt folk, at Ingjald dræbte 12 konger og sveg dem alle med
fredsløfte. De kaldte ham Ingjald Illråde, og han var konge over størstedelen
af Svitjod. Sin datter Åse bortgiftede han til kong Gudrød af Skåne. Hun
lignede sin far i sind. Åse fik ham til at dræbe sin bror Halfdan, som var far til
Ivar Vidfadme. Åse sørgede også for sin mand Gudrøds død.
(Yng 40) Ivar Vidfadme kom til Skåne efter sin farbror Gudrøds fald.
Han samlede en stor hær og drog siden op i Svitjod. Åse var draget derop til
faderen. Kong Ingjald havde taget ophold på Räninge, da han blev
underrettet om, at Ivars hær var lige i nærheden. Kong Ingjald vurderede, at
han ikke havde tilstrækkelig styrke til at kæmpe med Ivar. Han indså også, at
hvis det lykkedes ham at flygte, ville hans fjender komme til fra alle sider.
Efter rådslagning med Åse gav han ordre til, at alle skulle være døddrukne.
Derefter gav han ordre til sætte ild i hallen, og alle der, der var derinde,
brændte sammen med kong Ingjald. …
Mon ikke snarere det var Ivar, der sørgede for branden i Räninge? Men
sådan beskriver den sejrendes skjalde ikke historien.
Ivar blev allerede omtalt i et tidligere kapitel som efterkommer af de
skånske danere, Valdar og Halfdan. Han fik stor betydning, og de næste få ord
i Ynglingesaga giver på koncentreret vis nogle interessante oplysninger om
den danske kongemagt.
(Yng 41) Ivar Vidfadme lagde Sveavælde under sig. Han tilegnede sig
også hele Danevældet og meget af Saxland, og hele Østerland og en femtedel
217
af England. I hans æt kommer de danekonger og sveakonger, som har været
enekonger. Efter Ingjald Illråde gik Uppsala ud af Ynglingeætten, når man
regner i ret linie.
Ingjalds søn Olav flygtede til Värmland med slægten, og herfra blev de
giftet ind i den opplandske kongeslægt i Norge. Sønnesønnen blev konge i
Solør, og det er hans norske slægtsgren, som bestilte den grundlæggende
kilde, Ynglingatal, hos Snorre.
En del af denne historie kendes også fra tilføjelseskapitlet i
Hervararsagas udgave H, som da også direkte nævner de nordiske kongesager
som kilde. Sagaen sidste gotiske kong Angantyr hævdes at være farfar til
Hild, som skulle være farmor til Ivar. Dette er så usandsynligt, at man kunne
få mistanke om, at han kan være blandet sammen med den omtalte Ongendus,
som må have været konge i det Jylland, man dengang kaldte Hreidgotland:
(Hervarer) Hun var mor til Halfdan den Snälle, fader til Ivar Vidfadme.
I perioder synes Skåne at være regeret af Lejre-kongerne ved hjælp af
statholdere, hvor Hjørvard har været nævnt. Vi kunne dog tidligere læse
følgende:
(Fragmenta) Ved Hjørvards bratte fald arvede Rørik riget, men han
måtte stride derom med Valdar, dattersøn af en Valdemar, indtil de enedes om
at dele det. Rørik fik Sjælland, Valdar fik Skåne, hvor hans ætmænd senere
var konger.
Med disse ord sluttede den forsvundne Skjoldeungesaga ifølge
Arngrimur Jonsson inden lakunen, som varede frem til Sigurd Ring. Udsagnet
bør tillægges vægt, da de øvrige sagaer øjensynligt er sekundære i forhold til
denne saga.
Valdar og Valdemar, som altså burde være forfædre til Ivar, er
usædvanlige navne i de tidlige nordiske kongesagn, men navnene var kendt
blandt de tidligere østgermanere141. Navnet Østmar nævnes i forbindelse med
Rolfs søster 142 . Både Arngrimus Jonsson og Langebeks udgave af
Langfedgatal nævnte, at Valdar skulle være søn af Roar. Et slægtsskab støttes
141
Hos 4-500-tallets heruler og goter kendes disse navne som Waltari og Valamar (Valamir i
Jordanes LII). Longobarderkongen Waltari var søn af en herulsk kongedatter (Origo Gentis
Longobardorum fra ca. 670), og en Valamar var bl.a. far til Theodorik den Store, som blev
nævnt på Rökstenen i Östergötland fra ca. 815. Stenen nævner også en ValkaR, som minder om
Valdar, men nogle få germanske navneligheder er et utilstrækkeligt grundlag for at koble
Valdar sammen med herulerne og Rökstenen.
142 Et navn med østgermanernes yndede "-mar-endelse", Østmar, blev nævnt i forbindelse med
Rolfs søster Skuld i Skåne, og navnet var også nævnt af Saxo, men det bringer os næppe heller
længere, selv om Østmar tidsmæssigt kunne være Valdars far.
218
måske af, at Roars engelske hustru i Beowulf hed Waltheow – et navn som
kan antyde en forbindelse til de østgermanske navne Walthar og Valamar –
men i Beowuld hed Roars sønner Hredric og Hrodmund og de øvrige navne
kendes ikke i Beowulf. En passende tids- og forklaringsmæssig kombination
af oplysningerne kunne være, at Valdar i stedet var dattersøn af Roar.
Datteren kan endda være den Freavaru, som Ingeld forskød. Det ville være en
logisk forklaring, men vi er her ude i rent gætteri.
Langfedgatal udfylder Skjoldungesagas hul med den skånske
kongerække Valdar den Milde, Harald den Gamle, Halfdan den Snilde og Ivar
Vidfadme143, hvor Harald altså skal være gift med Hild i citatet af Hervararsaga ovenfor. Harald den Gamle er indsat af Arngrimur Jonsson, men passer
ind i rækken. Nærmere kan vi næppe komme på dette usikre grundlag.
13.2 Ivar Vidfadme og Lejre-kongerne
Vi skal imidlertid forsøge at udfylde Saxos og Skjoldungesagaens
overspringelser i teksten, og her må vi ty til et relativt sent sagafragment,
Søgubrot. Det har karakter af en historisk roman, som begynder midt i en
samtale mellem Ivar og hans datter Aud/Ød:
(Sögu) Kongen svarer: "Jeg ser, at det må være sådan, at kun få mænd
frier til dig, thi før var det skik for kongedøtre at lade tre eller flere friere
komme, men ikke tage den første, og der er flere egnede konger end Helge."
Ød svarer: "Det gavner kun lidt, om du spørger mig eller ej, da jeg ved,
at du allerede har besluttet noget andet end mit ønske, og at det ikke er
sandsynligt, at du vil give mig et godt giftermål, men giver mig noget andet."
Kongen står op og svarer: "Der gætter du ret. Aldrig skal Helge og du
blive gift, hvor meget du end længes."
Da emnet er Saxo, og da Søgubrots ordrige dialog må være rent digt,
skal resten af indholdet blot refereres her144:
Ivar gik til Helge og fortalte ham, at Ød stillede alt for store krav, så
frieriet var nytteløst. Helge drog hjem og fortalte om afslaget til broderen
Rørik. Rørik blev så overtalt af sine venner til at fri til Ød, da det alligevel
ikke ville være nogen skam at få afslag, når Helge havde fået det. Helge
accepterede dette og lovede at fri på Røriks vegne. Helge drog til Ivar, som
lovede at fremføre frieriet for datteren. Hun svarede i samme stil som sidst,
men sagde denne gang "nej". Ivar gik til Helge og sin natur tro fortalte han
modsat, at han jo måtte følge hende, når hun sagde "ja" - og således blev Ød
gift med Rørik, som sad hjemme i sit kongerige på Sjælland. Fra da af drog
Helge hver sommer på vikingefærd.
143
Langfeðgatal og Arngrimur Jonssons forord til Supplementum Historiæ Norvagicæ brugt af
Axel Olrik samt Karsten Friis-Jensen og Claus Lund i Skjoldungernes Saga, 1984.
144 Axel Olriks udgave af Skjoldungesaga og Arngrimur Jonssons værker.
219
En sommer var Ivar på vej fra Sverige til Jylland med sin hær. Han lagde
ind ved Sjælland, og Øds tolkning af Røriks drøm den nat gjorde, at hun måtte
advare ham mod faderen. Næste dag tog Rørik ud til Ivars skib, hvor Ivar
skældte ham ud, fordi han ikke passede på sin hustru. Ivar hævdede, at Helge
og Ød drev deres spil bag Røriks ryg. Han måtte aflevere hende til Helge, hvis
han ikke turde hævne sig. Rørik bad om Ivars råd, og det var naturligvis, at
han måtte slå broderen ihjel.
Da Helge kom hjem om efteråret, arrangerede Ød en stor fest med
våbenlege. Rørik var nedtrykt og da Helge kom forbi ham, stak han ham ned,
og begrundede det med, at Helge havde forført hans kone. Ød gættede straks
faderens indblanding og advarede Rørik mod Ivars næste træk. Selv havde
hun fået nok og drog afsted med sønnen Harald og en del af deres krigere.
Kort efter ankom Ivar med sin hær. Da han hørte, at Helge var blevet
dræbt, kaldte han det et stort niddingsværk og ville hævne sin ven. Da Rørik
red mod skibene for at møde ham, lagde Ivar sig i baghold med sine folk.
Rørik og hans ledsagere blev alle dræbt.
Ivar krævede derefter kongeriget overgivet på sine hænder, hvilket de
hjemmeværende omkring kongsgården accepterede. Da Ød kom tilbage med
sin hær, trak Ivar sig dog forsigtigt hjem med sin lille hærafdeling.
Ød samlede alt det guld sammen hun kunne og drog med sin søn "østpå
til Gardarige". Her regerede kong Radbard, som tog godt imod hende, og
friede til hende. Han spurgte ikke kong Ivar om tilladelse, "fordi Radbard var
en stor konge".
Ivar overtog de sjællandske brødres rige. Da han hørte om datterens
giftermål uden hans tilladelse, blev han rasende. Han samlede en stor hær og
drog udenlands mod Radbard. Da de kom til den Karelske Bugt blev det
uvejr. Resten endte i et Hading-lignende eventyr, hvor hans fosterfader Hard i
en drøm sammenlignede Halfdan den Snilde, Rørik, Helge og Gudrød med
guderne Balder, Høne, Hermod og Heimdal. Da han til sidst sammenlignede
Ivar med slangen, Midgårdsormen, sprang de begge i det frådende hav. Siden
har ingen set dem!!!
De fire navne, som nævnes, er brødreparrene Halfdan og Gudrød, hvor
Gudrød som skånsk konge myrdede Halfdan og selv blev myrdet af sin hustru
– altså Ivars far og farbror – og Rørik og Helge, som blev dræbt ved Ivars
rænkespil. De optræder i drømmen som hævnende guder, hvilket åbenbart får
ham til at springe i havet. Skal han være skyld i alles død på vejen til magten,
eller har vi misforstået familierelationen mellem Halfdan, Ivar og Rørik?
Under alle omstændigheder får vi dog fra det islandske kvad
”Hyndlojod” bekræftet sammenhængen mellem Ivar, Rørik og Ød:
(Hyndloljod) Harald Hildetand havde Hrørik, Ringe-Ødsleren, avlet
med Aud. Aud den milde var Ivars datter, og Radbard var Randves fader.
220
Hervararsaga erstatter Rørik med navnet Valdar, hvilket kan være en
forveksling, som stammer fra det tidligere par Rørik og Valdar. Andre steder
hed han Olaf, som Saxo jo altså mente var en fætter. Vi vælger stadig ud fra
Skjoldungesaga og den tilhørende Langfedgatal, som giver samme resultat
som Lejrekrøniken og det gamle kvad Hyndlojod. Øds første ægtefælle Rørik
stammede fra Rørik Ingeldsens bror Frode – altså Hadbarder-linjen – mens
Ød selv stammede fra Svertingerne. Skjoldungernes to slægtsgrene blev
forenet i deres fælles søn, Harald Hildetand, hvis kendetegn skulle være hans
store fortænder af samme farve som guld (Søgubrots tolkning af navnet
Hildetand).
Frem til Rørik og ham har Hadbardernes sagn om Skjoldungefejden
sandsynligvis verseret på Sjælland i 100 år, mens Svertingernes udlægning
måske har floreret i Skåne og England. I mellemtiden var sårene helt og begge
versioner kunne eksistere side om side hos skjaldene.
Desværre kan vi ikke lægge megen vægt på oplysningene om de
forløbne 100 år, da de er alt for divergerende og det er sparsomt med
uddybende sagaoplysninger. De 4 generationer fra sagnkredsene omkring
Skjoldunge-fejden til etableringen af forsvaret mod frankerne har ikke føjet
noget identificerbart nyt og bemærkelsesværdigt til sagnhistorien – måske
netop fordi kongeværdigheden blot lå trygt i familielinjen efter Ingeld, indtil
danerne kom i kontakt med frankerne, og Svertingen, Ivar Vidfadme, trådte
frem på overordnet niveau.
13.3 ”Rigssamleren” Dan
Øds anden mand, Randver, møder vi både i Sagøbrot, Hyndlajod og
Hervararsaga, så noget kan tyde på, at vi har fået det rigtige udgangspunkt.
Spørgsmålet er bare om han virkelig var russer.
Frisernes konge i perioden 689-719 var den legendariske Radboud145 frisernes store helt. Radbouds ene datter blev gift med Pippins kronprins, som
imidlertid ligesom Pippin selv døde i 714. Efter Pippins død opstod der
tronkampe hos frankerne, og i 716 blandede Radboud sig assisteret af
”saksere”. Han slog frankerne så eftertrykkeligt helt nede ved Køln ved hjælp
af ”saxere”, at han for en periode generobrede det tabte frisiske område, men
sejren bragte også Karl Martel til magten hos frankerne.
Vi ved ikke fra nogen kilder, om denne Radboud var identisk med den
store kong Radbard i sagaerne, men hollandske legender hævder, at Radboud
blev gift med en dansk prinsesse i Stavern i 718, andre at det var sønnen
Eadgils, og andre igen at Radbouds datter, Othilda, blev gift med en dansk
konge, Worm. De sidste navne passer ikke, da det er navnet Randver, der
florerer i Norden, og oplysningerne må betegnes som ren sagnhistorie, men
145
Radboud (Redbad) Hans-Joachim Reischmann: Willibrord, apostel der Frisien, 1989 (m.fl.).
221
overordnet hænger forløbet ganske godt sammen med frisernes situation og
den efterfølgende flugt af frisiske og saksiske konger til Danmark. Strategiske
ægteskaber med den danske konges hedenske slægt forekommer helt oplagte.
Vi mangler også at finde forklaringen på, hvorfor Ivar fik så stor
betydning i Jylland og sydpå, som det blev skildret ovenfor i Ynglingesaga
(41).
På det tidspunkt havde Karolinger-slægten taget magten over frankerne
og var begyndt en ekspansionspolitik, hvor de 679-89 erobrede det sydlige
Frisien incl. frisernes kongesæde Utrecht og handelscentret Dorestad.
Figur 21. Kort - Danmark i vikingetiden
Götaälv
SKAGERAK
VENDSYSSEL
Lindholm Høje
HALLAND
Nissan
Odensjö
KATTEGAT
Slöinge
Bolmen
VÄREND
Viborg
Helgeå
Mørrumå
BLEKINGE Augerum
NØRREJYLLAND
ØLAND
Sösdala
Hærvejen
Isøre
Listerlandet
Åhus
Kanhave
Jelling
Øresund
Samsø
FYN
Lejre
SJÆLLAND
Ringsted
Himlingøje
Odense
Ribe
Hanöbukten
SKÅNE
Uppåkre
Storebælt
Kongeå
NORDSØEN
Værebro
Skanør
Gudme
Gudhjem
ØSTERSØEN
SØNDERJYLLAND
BORNHOLM
/SLESVIG
LOLLAND
Ryd
FALSTER
Hedeby
RÜGEN
Fehmern
Danevirke
Ejderen
HOLSTEN
Reric?
MECKLENBURG
Danmark med de to først store militære byggearbejder siden de jyske 200-tals diger
markeret, Dannevirke og Kanhavekanalen på Samsø.
Den første vold ved Dannevirke blev ifølge de arkæologiske
udgravninger allerede opført sidst i 600-tallet146, og Ribe blev anlagt ca. 705146
222
12 med handelskontakt til friserne og frankerne i Rhin-mundingen. I perioden
726-737 fandt imidlertid de første store militære anlægsarbejder sted i
Danmark, som antyder et fælles militært sigte - en kraftig udbygning og
afslutning af Dannevirke147 og opførelse af flådebasen på Samsø med den 800
meter lange Kanhavekanal tværs gennem den strategisk velbeliggende ø148,
som kunne kontrollere skibstrafikken gennem Bælterne til Kattegat.
I de urolige århundreder i romersk jernalder havde der ganske vist i
Jylland været opført volde med romersk forbillede, som Olger-diget, men
disse anlæg på kryds og tværs bærer præg af at være opført til lokal
beskyttelse af en folkestamme. Nu opstod der på samme tid kostbare anlæg149
langt fra hinanden med en klar strategisk betydning for et samlet område – det
senere Danmark.
Dønningerne omkring den mægtige kong Radboud og hans søn
forplantede sig altså også til Jylland, og forklaringen på sammenhængene får
vi sandsynligvis, når vi ser på Lejrekrønikens beskrivelse af opførelsen af
Dannevirke:
(Lejre I) I begyndelsen, da kejseren på Davids tid drog mod Dacia
(Danmark), blev landsdelene kaldt Jylland, Fyn, Sjælland, Møn, Falster,
Lolland og Skåne, men de blev ikke kaldt Dania eller Dacia, for de havde ikke
- som vi skal se - deres egen konge, men var regeret af kongen af Suethie.
I byen Uppsala var der en konge af Suethie ved navn Ypper, som havde
tre sønner. Den første hed Nori, den anden Østen, og den tredje Dan. Ypper
sendte Dan til det, der nu hedder Danmark, hvor han skulle regere på de 4
øer, nemlig Sjælland, Møn, Falster og Lolland, der alle med et navn kaldtes
Withesleth150. …
Vi hører, at Dan bosatte sig i Lejre, og at Danmark aldrig havde været
underlagt nogen, bortset fra kejser Ludvig en kort tid under Harald Klak.
(Lejre II) … Jylland var, som det mest udsatte landskab, beskyttet af en
palisade, hvor Dannevirke nu ligger, mod angreb fra Augustus - den første
kejsers. Her udkæmpede Augustus flere slag mod dem, efter at have samlet en
stor hær.
Jyderne kæmpede imod og sendte bud efter Videslevs Kong Dan, om han
ville komme dem til hjælp. Ved dette bud fyldtes Dan med stor glæde, samlede
sine hær og drog uden ophold i kamp. Da Dan var kommet over til
147
Gyldendal/Politiken: Danmarks Historie, Bind 3, 1988. Stedet, som dateres til 726, kunne
både bruges militært, og til beskyttelse af handelen, opkrævning af told og organiseret sørøveri.
149 Jørgen Jensen 2004 (side 244-252).
150 I andre versioner og værker benyttes Vetheslef, Wetala Hedh og Wetolade heedh, hvilket
Lars Hemmingsen først oversætter som "vide sletter", men korrigerer til sletterne omkring
Vistula. Den danske "lev"-endelse er dog en mere nærliggende mulighed.
148
223
palisaderne, rykkede jyderne ud mod kejseren og begyndte for alvor en kamp
mod ham, hvori de dræbte mange af hans mænd med sværdet. Stolt over sin
sejr drev han de øvrige på flugten, som han ikke ville hugge ned.
Da nu jyderne så, at Dan var en stærk mand, modig og tapper, førte de
ham hen til den sten, som kaldtes Daneryg (ved Viborg), satte ham op på
stenen og hyldede ham som konge. Jyderne fulgte ham derpå og hjalp ham til
at vinde Fyn og Skåne og de tilliggende øer. …
Lejrekrønikens forfattere koblede altså presset fra de sydlige stormagter
sammen med opførelsen af Dannevirke og samlingen af Danmark under en
konge med det symbolske navn Dan - en logisk og naturlig forklaring.
Lejrekrøniken fortæller om en konge fra Sverige, som underlagde sig
Sjælland, og hjalp jyderne, der havde lavet en palisade – og Iver var ifølge
Ynglingesaga på det tidspunkt svensk/skånsk konge. Efter et markant udfald
mod den truende kejser blev han fælles konge over det senere Danmark, så
der opstod et samlet forsvar af Norden. Bortset fra at kejseren ikke var
Augustus, og at det endnu ikke var Danmark 151 , men naboerne, der blev
angrebet af den senere frankiske kejserfamilie, er Lejrekrøniken i overensstemmelse med det historiske forløb og arkæologien, hvor det netop i det
store Dannevirke-anlæg fra 737 er konstateret, at man ved et mindre
voldanlæg fra 680'erne havde opført et kraftigt palisadeværk152 - i modsætning til de senere vold- og muranlæg. Grundlæggende beskriver Lejrekrøniken et forløb fra 700-tallets begyndelse, som 1100-tallets forfatter næppe
selv kendte. Man må have brugt skelettet af en gammel fortælling, som de
andre veg uden om, fordi den ikke bekræftede, at Danmark havde været en
enhed. Derefter har han flyttet den til "Davids tid" for at følge samtidens
politik.
Også i Skjoldungesaga forekommer Dan. Her præciserer Arngrimur
Jonsson netop, at han var den 16. sjællandske konge, men den første konge for
et samlet Danmark. Det er derfor næppe noget tilfælde, at netop han også fik
en guddommelig oprindelsesmyte ligesom Skjold - nemlig som søn af
Rigsthulas symbolske Rig og Dana, der var efterkommer af Danp af
Danpsted. Han erobrede Sjælland fra Olav (den tidligere omtalte
sammenblanding med Rørigs bror/fætter) og fik tilnavnet "hin Mikillate" "den Store". Arngrimur Jonsson anså ham for en jysk konge, og det var vel
den primære forskel fra Lejrekrøniken, som regnede ham som svensk. Der er
altså ingen grund til, at han ikke i stedet kan have været en skånsk kongesøn,
151
Ifølge Jørgen Jensen 2004 var det saxer og slaver, der truede grænsen. Det er naturligvis
korrekt, at de frembød den direkte trussel, men det havde de gjort hele tiden. Det nye var
måske, at de blev presset af frankerne, og det var da også herfra den reelle trussel kom.
Forstærkningerne af volden svarede derfor tidsmæssigt til frankernes fremrykning længere
sydpå.
152 Jørgen Jensen 2004 (side 244-252). Der blev bl.a. brugt ca. 30.000 egetræer til anlægget.
224
som blev gift med en jysk konges datter (Vermunds datter Olava) og via
datteren Auds ægteskab og mindreårige søn forinden havde fået overhøjhed
over Sjælland. Spørgsmålet er bare, hvor meget der var erobringer og hvor
meget, der var alliancer.
Dan, som Sven Aggesen kaldte den Storladne, må være Ivar med næsten
samme tilnavn. Kongerne beskrives ens. Ivars mystiske forsvinden i den
Karelske Bugt - hvis det ikke er ren fantasi – havde næppe meget med et
krigstogt mod en østlig svigersøn Radbard at gøre.
Alt taler for, at Ivar og jyderne var nogle af de ”saksere”, som assisterede Radboud i det succesrige udfald mod frankerne i 716 i de sydlige
kilder, hvilket vel var årsagen til Radbouds overraskende succes. Det er derfor
Ynglingesaga kunne nævne Ivars succes i Saxland. Hos Saxo (7.10.9) mødes
også dette felttog til Rhinen, men hos ham lægges det ligesom andre af Ivars
bedrifter under dattersønnen Harald Hildetand. Fra Godfred og senere kender
vi også sådanne danske lynangreb mod kejseren som i Lejrekrøniken, men det
var 80 år efter opførelsen af de store militæranlæg, som indicerer den første
samlede krigsmagt. Det synes at være Radbouds sejr ved Køln, som beskrives
i Lejrekrøniken, og det var oplagt for jyderne at vælge den nordiske leder af
en sådan alliance som fælles overkonge. Lige så naturligt har det været for
Ivar at lade sin datter indgå et strategisk ægteskab med Radboud.
Arngrimur Jonssons version af Skjoldungesaga giver tillige en forklaring
på, hvordan Ivar og Harald Hildetand også genealogisk kunne accepteres med
overhøjhed i de lande, der blev til Danmark.
De danske riger blev altså samlet under en fælles paraply først i 700tallet som en naturlig reaktion på og et fælles forsvar mod ekspansionen fra
det, som blev det frankiske kejserrige - ikke det romerske. En kendsgerning,
som de kirkelige historikere gjorde alt for at skjule. Hans indsats var alt for
ubelejlig for Valdemartidens politikere og historikere.
Med disse briller på kan vi måske alligevel finde reminiscenser af ham
hos Saxo fordelt på Saxos to ubetydelige Dan-konger, som vi kasserede på
Frodes tid:
(Saxo 4.6) Uffe blev efterfulgt af sin søn Dan, som - efter at have ført
krige i fremmede lande og ved talrige sejre udvidet sit rige - fordunklede den
hæderens glans, han havde opnået, ved hæslig hoffærdighed. Han
vanslægtede således sin berømmelige faders ædle sind, at ligesom denne
udmærkede sig frem for andre ved sin sagtmodighed, foragtede han alle
andre, opblæst af hovmod og indbildskhed. Han satte også de skatte, han
havde arvet efter sin fader over styr, idet han bortødslede de midler, han
burde have brugt til at vedligeholde sin krones glans med. Således kan børn
undertiden vanslægte fra deres forfædre og blive ligesom vanskabninger.
…
(Saxo 4.9) … Da Dan således havde valgt at kæmpe, lagde han ind i
225
Elben med så mange skibe, vel bemandede med ungt mandskab, at man let
kunne gå over floden på de sammenbundne stævne som på en bro, og følgen
deraf blev, at sakserkongen måtte underkaste sig de kår, han selv havde
foreskrevet danskerne.
Ivar måtte således stå for skud for Saxos pen, når den var mest giftig ligesom i Søgubrot. Han ødelagde slægtslinjerne og regerede 700 år for sent i
forhold til Saxo’s behov. Han har sikkert ikke været nogen behagelig person,
men eftertidens behandling af ham yder ham næppe retfærdighed - dertil kom
hans indsats på et for ubelejligt tidspunkt. Måske har han koldt og kynisk
fjernet sin første svigersøn, da datteren kunne gøre bedre fyldest i en
ægteskabsalliance med Radboud, men der kan være andre forklaringer.
Ivar er den eneste konge, som vi mangler i den korrekte rækkefølge i
Bilag 2 om alle Saxos konger. I stedet står der navnet Olav, som tidligere
været omtalt som Rørik II’s bror eller fætter. Han kan have været Ivars
sjællandske underkonge, men islændingene havde Olava som dronning. Sven
Aggesen tildelte endda Olav hele beskrivelsen af Ivar Vidfadme! Øjensynligt
har man haft problemer med at vedkende sig, at kongeslægtens mandlige linje
blev frisisk – Saxo fik endda gjort Randver til en pige.
Friserne kunne ikke holde skansen - deres placering ved Rhinens
munding var for strategisk vigtig for frankerne. Frankerne havde nu
reetableret sig under Karl Martel. Radboud døde allerede i 719, og i 734 led
sønnen det endelige nederlag. Da alliancens sydlige flanke brød sammen
reagerede de danske konger promte ved at gennemføre den kraftige
forstærkning af Dannevirke i 737. I løbet af de næste 50 år blev Frisien en
frankisk provins og hedenske frisiske stormænd dukkede derfor op i Danmark
i midlertidigt asyl eller på jagt efter en ny fremtid.
Frankerne voksede med Karl Martel i styrke, og de kæmpede på flere
fronter. På den anden side af Middelhavet var den islamiske religion opstået
med vandringen til Medina i 622, og kalifatet bredte sig derefter langs
Middelhavets sydlige kyst. I 711 kom muslimerne til Spanien, hvor de nedkæmpede det vestgotiske kongerige og oprettede et maurisk rige. Goterne var
nu udryddet alle steder som selvstændigt folk. I 732 bremsede Karl Martel
maurernes fremmarch ved Tours, men maurernes rige blev liggende og de
mauriske sørøvere kom til at vanskeliggøre søvejen til det kristne Byzans
gennem århundreder - et forhold, som var medvirkende årsag til successen for
vikingernes handelsveje ad de russiske floder til Orienten i 800-tallet.
Ikke så snart havde Karl Martel vundet i syd, før han som nævnt
nedkæmpede friserne, og i resten af århundredet blev det ikke blot saksernes
og longobardernes tur - den senere kejser, Karl den Store, gik også i gang med
de mange slaviske stammer, som på relativt fredelig vis var kommet til at
dominere hele Østeuropa i tomrummet efter folkevandringerne. Bortset fra
indlemmelsen af det longobardiske rige, som var ønsket af paven, gjaldt
226
kampene de vantro, så frankiske soldater og missionærer arbejdede side om
side på de nordlige og østlige fronter. Derfor blev Karl den Store nytårsdag år
800 kronet til kejser af paven i Rom.
Det vestromerske kejserrige genopstod, og kejseren stod denne gang lige
på den anden side af Elben. Lejrekrønikens fortælling om, at danerne og
jyderne gik sammen under en fælles paraply ledet af en symbolsk Dan passer
fint med dette forløb. Måske var det netop en sådan alliance, som var skyld, i
at Ravenna Geografen i 700-tallet kunne skrive, at danernes rige grænsede op
til sachserne, ligesom Alcuin kaldte den ukendte Ongendus daner, da han
skrev sidst i 700-tallet. Senere møder vi i Alfred den Stores udgivelse fra 892924 af Orosius’ geografi begreberne syddaner, som synes at bo i Slesvig, og
norddaner, som må have været sjællændere og skåninge.
Det kan være denne overordnede kongemagt, der i 737 forstærkede
volden mod frankerne, som derfor kom til at hedde Dannevirke – kort efter
opførelsen i 726 af Kanhavekanalen tværs gennem Samsø, som netop tyder på
tilstedeværelsen af en ny stærk centralmagt i det senere Danmark.
I dette historisk/arkæologiske billede harmonerer det fint, at
sagnhistoriens skånske danerkonge Ivar tog magten i Slesvig og forstærkede
volden, så det tilbageværende folk efter anglernes tidligere udrejse blev kaldt
syddaner og Ivar selv fik Lejrekrønikens symbolske navn, Dan.
Navnet Danmark betød på germansk ”Danernes grænseområde”, som må
have gået på alliancen eller overkøngedømmet, som netop var dannet med
henblik på grænseforsvaret, som Lejrekrøniken skrev. Da Ottar i 890’erne
sejlede ned langs den nusvenske kyst, nord om Sjælland og ned gennem
bælterne, var overkongedømmet antageligt opløst (Sigurd Ormøje døde i
891), så alliancens ledende norddaner havde trukket sig tilbage til Sjælland,
Halland og Skåne, som han sagde tilhørte Denemearce, mens han omtalte
Jylland og anglernes gamle Sillende med Hedeby som selvstændige. Hedeby
fik en konge fra Sverige. Derfor dukkede navnet først op igen i 965, da Harald
Blåtand på Jellingstenen skrev, at han samlede ”Tanmark al og Norge”.
De jyske jarler og småkonger har antageligt beholdt deres roller under
den fælles paraply, mens overkongen selv havde magten over norddanerne –
ledet af en underkonge eller statholder. Måske har Harald Hildetands far,
farbror eller onkel siddet på magten i Lejre – måske det Olav-navn som
spøger mange steder. Overkongen repræsenterede ”Danmarks” kongeriger
over for frankerne, indtil disses pres på grænsen blev opløst 150 år senere – i
krisesituationer opererede han måske ud fra Slesvig, hvilket var medvirkende
til, at de blev kaldt syddaner.
Organisationen var antageligt uformel, men fungerede altså effektivt
over for frankerne. Senere i begyndelsen af middelalderen møder vi
tilsvarende en mere formaliseret organisation – sveavældet – hvor valget af
fælleskongen var fastlagt i Västgötaloven. Der vil senere blive konkluderet og
rekapituleret i Kapitel 16.4, når vi har været forløbet igennem.
227
14. Harald Hildetand og Sigurd
14 Harald Hildetand og Sigurd
14.1 Harald Hildetand
Harald må altså være dattersøn af Ivar – herom er sagaerne nogenlunde
enige. Vi ved ikke, hvor han voksede op, da han kan være vokset op i pleje
hos andre stormænd, men han skal ifølge sagaerne først være blevet sat ind på
Sjælland efter Ivars død. Herfra skulle han have indtaget Sverige og Jylland.
Saxo negligerede Ivar, som brød ind i Røriks Skjoldunge-linje. Han måtte
derfor lægge Ivars indsats omkring Danmarks samling ind i Haralds historie –
og reelt regerede Ivar måske også primært Sjælland på sin mindreårige
dattersøns vegne i alliance med den frisiske Radboud, mens Harald selv
senere overtog morfaderens rolle som overkonge - en rolle som endnu ikke
havde fået en officiel struktur. Med denne forklaring i baghovedet giver vi
ordet til Saxo:
(Saxo 7.10.2-11) Harald var såre fager og overmåde stor af vækst,
ligesom han overgik sine jævnaldrende i kræfter og legemsbygning. Odin, på
hvis bud han syntes at være blevet avlet, var ham så gunstig at love, at jern
ikke skulle kunne volde ham nogen skade, og som følge heraf magtede våben,
som sårede andre, ikke at tilføje ham nogen skade. Han undlod da heller ikke
at gengælde denne velgerning, thi efter fortællingerne skal han have lovet
Odin sjælene af dem, han fældede. Til minde om sin fader lod han nogle
runeristere indhugge hans bedrifter på en klippe i Blekinge, som jeg allerede
har omtalt i fortalen.
Derpå drog han, da han hørte, at Vesete skulle holde bryllup i Skåne,
dertil i en tiggers skikkelse. Da gæstebudet om aftenen var til ende, og alle lå
bedøvede af drik og søvn, sprængte han med en bjælke brudekammerets væg.
Vesete tilføjede ham ikke noget sår, men slog ham sådan over munden med en
knippel, at han mistede to tænder derved. Senere voksede der uventet et par
kindtænder ud i stedet og bødede på skaden. Heraf fik han tilnavnet Hildetand, som nogle siger, han fik, fordi han havde en række fremspringende
tænder153. Efter ved denne lejlighed at have fældet Vesete fik han herredømmet i Skåne. Derpå angreb han Hader i Jylland og fældede ham, og en bys
navn bevarer stadig mindet om hans fald. Derpå bemægtigede han sig Lejre,
efter at have fældet Hunding og Rørik, og samlede atter det splittede
Danerrige i dets gamle omfang.
Så hørte han, at Asmund, kongen over Vigen, var blevet berøvet sit rige
af sin ældre søster, og opbragt over en sådan frækhed af en kvinde, drog han,
153
Vi har tidligere mødt forklaringen om gyldne tænder. Af mere moderne forklaringer er
"kamptand", og at kindbeskytterne på hans hjelm var formet som to vildsvinetænder, hvilket
man kender fra Tyskland.
228
medens krigen endnu var uafgjort, til Norge med et skib for at komme Asmund
til undsætning. Da slaget begyndte, gik han imod fjenden iført en purpurkåbe
og med en guldbaldyret hue på hovedet, så at han snarere måtte siges at være
pyntet til fest end rustet til kamp. Således stolede han i stedet for på våben på
den lønlige vished, han havde om, at lykken var ham god. Men hans mod
svarede ikke til hans dragt, thi skønt han var våbenløs og kun iført sit
kongelige skrud, gik han frem foran de væbnedes fylkinger, stillede sig blot i
kampen og udsatte sig for de største farer. Spydene, der slyngedes imod ham,
mistede al evne til at volde ham skade, som om deres odde var sløvede. Da
fjenderne så, hvorledes han kæmpede våbenløs, trængte de ind på ham og var,
om ikke for andet, så for skams skyld, nødt til at gå drabeligt frem. Men
Harald, som stadig var uskadt, fældede dem med sit sværd eller tvang dem til
at flygte. Således gav han Asmund hans rige tilbage efter at have dræbt hans
søster. Da Asmund tilbød ham sejrens løn, sagde han, at æren alene var løn
nok. Han viste sig således lige så stor ved at afslå de gaver, der blev budt
ham, som han havde vist sig ved at fortjene dem. Herved indgød han alle lige
så stor beundring for sin uegennyttighed som for sin tapperhed. Han
erklærede således, at sejren skulle bringe ham hæder og ikke guld og gods.
Imidlertid døde svenskernes konge Alver og efterlod sig sønnerne Olav,
Yngve og Ingild. Yngve var ikke tilfreds med den magt og anseelse, der var
gået i arv til ham fra hans fader, og for at udvide sit rige erklærede han
danskerne krig. Da Harald var opsat på at få gudernes mening at vide om,
hvilket udfald krigen ville få, kom der til ham en overmåde stor gammel mand,
som kun havde et øje og havde en lodden kappe på. Manden sagde, at han hed
Odin og forstod sig på krigsvæsen. Han gav ham de nyttigste anvisninger om,
hvorledes han skulle opstille sin hær i slagorden. Han bød ham, når han
skulle kæmpe til lands, at dele hele sin hær i tre fylkinger, som han hver skulle
ordne i tyve rækker, men den midterste fylking skulle desuden springe frem
foran de andre to med tyve mand opstillede i fem rækker, og den skulle han
ligesom de to andre give form som spidsen af en kegle eller kile, og på begge
sider af den skulle fløjene gå skråt ud. Rækkerne i hver af fylkingerne skulle
han ordne således, at der, når krigsfolkene stillede sig op, i den forreste række
skulle være to mand og så kun en flere i hver af de følgende, således at der i
anden række var tre, i tredje fire og så fremdeles. Således skulle forholdet
holdes alle rækkerne igennem, indtil fløjmændene i midterfylkingens sidste
række kom i lige linie med og sluttede sig tæt op til sidefløjenes sidste række.
Derfra skulle så hver fylking fortsættes videre med ti rækker. Bag disse
fylkinger skulle han opstille det unge mandskab med kastespyd og bag det
igen de gamle, som med deres prøvede tapperhed skulle styrke deres
staldbrødres kræfter, når de glippede. Derefter skulle en med valpladsen
velkendt regnemester hertil føje fløje af slyngekastere, som skulle stå bag
deres staldbrødre og angribe fjenden på langt hold med deres blider, og bag
ved dem igen skulle han i flæng og uden hensyn til stand og vilkår stille folk af
229
enhver alder og rang. Bagtroppen skulle han derefter ordne i tre kiler ligesom
fortroppen og med det samme forhold i rækkerne. Den bageste del af denne
ville så, idet den stødte op til de foranstående, beskytte dem just derved, at
den vendte til den anden side. Men kom han i søslag, skulle han udskille en
del af sin flåde, som så, når han begyndte slaget, på mangfoldig måde skulle
fare hid og did omkring de fjendtlige skibe.
Efter at have tilegnet sig disse regler i krigskunsten kom han svenskerne
i forkøbet og fældede Yngve og Olaf, mens de endnu var ved at gøre sig klar
til at føre krig. Deres broder Ingild sendte bud til ham under påskud af, at det
stod ilde til med hans helbred. Da han bad om våbenstilstand, tilstod Harald
ham hans begæring. Hans tapperhed, som havde lært at skåne dem, der havde
sorg og kvide, skulle ikke få udseende af at krænke den, der nu kun havde så
krank en lykke. Da Ingild senere udæskede ham ved skammeligt at røve hans
søster, udmattede han ham længe ved at påføre ham en krig, i hvilken sejren
snart hældede til den ene, snart til den anden side, indtil han omsider sluttede
venskab med ham. Han holdt det for bedre at have ham til forbundsfælle end
til fjende.
Da han derefter hørte, at der skulle være krig om kongedømmet imellem
Trøndernes konge Olaf og jomfruerne Stikla og Rusla, blev han såre opbragt
over disse kvinders frækhed og drog, uden at nogen vidste af det, til Olaf. Han
forklædte sig således, at man ikke så hans fremstående tænder, og angreb
jomfruerne. Han fældede dem begge og gav to havne navne, der mindede om
deres. Ved den lejlighed gav han et storartet bevis på sin tapperhed, thi uden
at have andet på end en skjorte, som man bærer den under rustningen, stillede
han sit bryst blot for fjendernes våben. Da Olaf tilbød ham løn for sejren,
afslog han den, så det ikke var let at sige, om han havde lagt størst tapperhed
eller uegennyttighed for dagen.
Derpå angreb han en frisisk kæmpe ved navn Ubbe, som tit hærgede på
Jyllands kyster og anrettede stort mandefald blandt almuen. Da han ikke
kunne få bugt med ham med våben, bød han sine krigsfolk gribe ham med
hænderne, strakte ham til jorden og lod ham binde og lægge i lænker. Således
overvandt han på en forsmædelig måde den, som han kort i forvejen havde
troet skulle tilføje ham et svært nederlag. Harald gav ham imidlertid sin
søster til ægte og fik ham derved til at tage krigstjeneste hos sig. Derpå gjorde
han de folk, der boede ved Rhinen, skatskyldige og udskrev krigsfolk af de
tapreste iblandt dem154. Lidende på dem overvandt han Slavenland i krig og
bød, at dets høvedsmænd Dal og Duk formedelst deres tapperhed blot skulle
tages til fange og ikke dræbes. Efter at have taget dem i sin tjeneste,
underlagde han sig med våbenmagt Aqvitanien og drog så straks efter til
England, fældede humbrernes konge og tog alle de ypperste af det overvundne
lands ungdom med sig. Som den første iblandt dem regnedes Orm med
154
Det er vanskeligt at afgøre, om Ubbe var en selvstændig sagnfigur, eller vi her ser Saxos
forvrængede billede af den frisiske forbindelse, som han ønskede at undertrykke.
230
tilnavnet den Bretske.
Rygtet om disse bedrifter lokkede kæmper til ham fra alle dele af verden,
og dem samlede han i en flok for sig, som han gav sold. Hans styrke øgedes
således ved dette tilløb, at han holdt alle lande i ro ved den frygt, hans navn
indgød. Han betog alle deres fyrster modet til at kæmpe indbyrdes, og på
havet turde ingen tiltage sig noget herredømme, uden at han gav sit minde
dertil, thi fra Arilds tid havde i Danerriget herredømmet til lands været
adskilt fra herredømmet til vands155.
Imidlertid døde Ingild i Sverige og efterlod sig en ganske liden søn,
Ring, som han havde med Haralds søster156. Harald gav ham formyndere og
gjorde ham til konge i hans fædrenerige. Efter således at have underlagt sig
lande og fyrster levede han halvtredsindstyve år i fred. For at krigsfolkenes
mod ikke skulle sløves til dorskhed i denne lange fredstid, bestemte han, at
kæmperne flittigt skulle undervise dem i at give og afbøde hug og stød. Nogle
af hans kæmper var drevne i en mærkelig måde at kæmpe på, idet de plejede
at ramme modpartens øjenbryn med et hug, som aldrig fejlede. Blinkede
nogen af frygt, når hugget faldt, blev han straks jaget bort fra hirden og
afskediget af krigstjenesten.
(Saxo 7.11) I de dage drog Olaf eller Ole, en søn af Sivard og Haralds
søster, fra Norge til Danmark opsat på at se sin morbror. Eftersom det er
vitterligt, at han først kom i Haralds hird og efter svenskekrigen fik
herredømmet over Danmark, hører det i visse måder hjemme her at fortælle,
hvad mindet har bevaret om hans bedrifter. Da Ole havde nået sit femtende år
i sin faders gård, gav han allerede utrolige beviser på, hvilke ypperlige gaver
han besad både i henseende til sjæl og legeme, og dertil var han så grum og
vild af åsyn, at han over for fjenden udrettede det samme med sine øjne som
andre med våben og skræmte selv de modigste med sine hvasse og lynende
blikke.
Han erfarede, at Gunne, høvedsmanden over Telemarken, sammen med
sin søn Grim på stimandsvis hærgede i Ødeskoven, der er opfyldt af tæt krat
og skumle dale. Han blev derfor harmfuld over dette uvæsen og bad sin far
om at give ham hund og hest og sådanne våben, som let kunne skaffes til veje,
idet han fordømte den ungdom, der lod den tid, der burde vies til tapperhed,
hengå i ørkesløshed. Da han havde fået, hvad han bad om, ransagede han på
det omhyggeligste den nævnte skov og fandt da spor dybt indtrykt i sneen, som
røbede, hvor stimanden havde haft sin gang. Ledet af dem kom han over et
bjerg og nåede til en overmåde stor elv. Her ophørte menneskesporene, som
han hidtil havde fulgt, og han besluttede da at sætte over elven, men selve
vandets masse, hvis bø1ger rullede af sted i rivende fart, syntes at gøre det
155
Påstanden rimer med søkongerne Helge og Sighere, men er næppe korrekt. Måske
forberedte han her en forklaring på Regnar Lodbrog, som han aldrig anvendte.
156 Denne søn Ring er den ellers velkendte Sigurd Ring. Der vil i kapitlet om Sigurd Ring blive
redegjort nærmere herfor.
231
umuligt at komme over, thi der var fuldt op af skjulte skær, så hele elvlejet
stod som i en skummende hvirvel.
Lysten til at komme hurtig af sted fik imidlertid overtaget i Oles sind
overfor tanken om faren, så hans mod fik bugt med hans frygt, og hans
dumdristighed lod hånt om faren. Han anså intet for vanskeligt, når han
havde lyst dertil, og kom på sin hest igennem de brusende hvirvler. Da han
var kommet over elven, kom han til nogle snævre passer, som på alle sider var
omgivne af moser, som det ikke var let at trænge ind i, fordi der var opkastet
en vold foran dem. Han førte sin hest over volden og så da en indhegning med
mange stalde. Opsat på at sætte sin hest ind der, drev han en flok af dem ud,
der var der: Så kom imidlertid en mand ved navn Toke, Gunnes træl, opbragt
over, at en fremmed var så fræk, og angreb ham hårdt. Han afbødede
imidlertid hans angreb blot ved at holde skjoldet foran sig. Ole syntes, det
ville være en skam at dræbe ham med sit sværd og han greb ham derfor og
knuste hvert ben i ham og kastede ham så ind i det hus, han var kommet så
hæsblæsende ud af. Gunne og Grim blev straks rasende over denne
forsmædelse. De kom ud hver af sin dør og gik begge på en gang løs på Ole
uden at ænse hans alder og kræfter. Han sårede dem dødeligt, og da deres
legemskræfter var helt udtømte, kvad Grim, skønt han næsten var helt
kraftesløs og knapt kunne drage sit sidste suk, med sin sidste rallen følgende
vise: …
Da han havde kvædet dette, gjorde de begge, støttende sig på deres knæ
- thi den nært forestående død havde udtømt deres kræfter - en sidste
kraftanstrengelse for at kæmpe med Ole, for at de kunne få deres fjende med i
døden. Thi at de skulle dø, generede dem ikke, når blot han, som fældede dem,
kom til at gøre dem følgeskab. Ole fældede den ene af dem med sit sværd, den
anden lod han sin hund gøre det af med. Men han vandt ikke denne sejr, uden
at den kostede ham blod, thi han, som hidtil var forblevet uskadt, havde nu
fået et sår foran på kroppen. Hans hund slikkede ham flittigt, og så kom han
til kræfter igen. For at udbrede sikker kundskab om sin sejr trængte han
stimændenes lig op i galger, så de kunne ses vidt og bredt. Derhos
bemægtigede han sig deres borg og gemte alt det bytte, han fandt der, til brug
i fremtiden.
På den tid havde brødrene Skates og Hjales frække overmod i den grad
taget overhånd, at de røvede fagre jomfruer fra deres forældre og krænkede
dem. Det traf sig nu så, at de fik i sinde at røve Æse, en datter af Olaf,
underkongen i Värmland, og de lod da hendes fader vide, at hvis han ikke
ville give hende til pris for dem, måtte han enten selv gå i tvekamp til værn for
sit barn eller stille en anden i sit sted. Da Ole erfarede det, glædede han sig
over den lejlighed til kamp, der her tilbød sig.
Ole gik til Olafs hus forklædt som bonde. Han fik plads blandt de
nederste ved bordet, og da han så, at hele kongens hus sørgede, kaldte han
med forsæt kongens søn hen til sig og spurgte, hvorfor de satte så bedrøvelige
232
ansigter op. Han svarede, at hvis der ikke snart kom nogen til hjælp, ville
hans søsters kyskhed inden føje tid blive krænket af nogle grumme kæmper.
Ole spurgte så, hvad løn den ville få, der satte sit liv på spil for jomfruen, og
da sønnen spurgte Olaf derom, svarede denne, at den, der gik i kamp for hans
datter, skulle få hende til ægte. De ord vakte i høj grad Oles lyst til at indlade
sig på det vovestykke. Jomfruen havde for skik at gå tæt hen til gæsterne og
holde et lys op for ansigtet og tage dem nøje i øjesyn for at danne sig et
sikkert skøn om deres sæder og levemåde, som gæstede dem, ja, man tror
endog, at hun af ansigtets mærker og linier skønnede deres herkomst, og
alene ved sit skarpe syn kunne afgøre, hvad byrd enhver var af. Da hun nu
kom hen til Ole og stod og så på ham med sine forskende øjne, blev hun slået
af det usædvanlig gruopvækkende, der var i hans blik, og faldt om næsten
død, men da hendes kræfter lidt efter lidt vendte tilbage, og hun igen begyndte
at trække vejret friere, prøvede hun igen på at se på ungersvenden, og hun
gled da pludseligt og faldt forover, som om hun var helt fra sig selv. Tredje
gang prøvede hun på at åbne sine lukkede og nedslagne øjne, men faldt atter
pludseligt om ude af stand til blot at åbne øjnene, men også til at stå på sine
fødder. Olaf spurgte nu, hvoraf det kom, at hun faldt så tit, og hun svarede, at
hun var blevet slået af gæstens barske blik. Han var af kongeæt, og hvis han
kunne gøre røvernes forsæt til intet, var han overmåde værdig til at blive
hendes husbond. De bad nu alle Ole om at blotte sit ansigt, så de kunne se
hans træk - han havde nemlig trukket hatten ned over det.
Han bød dem da alle aflægge deres sorg og holde sig fra al gråd og
kvide, og så blottede han sit ansigt, og alle stirrede ivrigt på ham undrende
sig over hans store fagerhed, thi hans lokker var gule og skinnede som guld.
Øjnene holdt han lukkede for ikke at indjage dem skræk, når de så dem. Så
fattede de mod igen i håb om bedre tider, og det var, som om gæsterne ville
give sig til at danse og hirdmændene til at hoppe og springe, idet den dybeste
sørgmodighed vejredes bort af overstrømmende glæde og munterhed. Således
borttog håbet frygten, og gæstebudet fik et helt andet udseende. Intet var, som
det havde været fra første færd af. Således forjog en gæsts venlige løfte den
fælles frygt fra alles sind.
Imidlertid kom Hjale og Skate med ti svende, som om de ville bortføre
pigen lige på stedet, og gjorde postyr overalt med råben og skrigen. Hvis
kongen ikke straks overgav dem pigen, udæskede de ham til kamp, sagde de.
Ole besvarede straks deres skrål med at love, at han ville slås med dem. Han
stillede den betingelse, at ingen lumsk måtte angribe nogen bagfra, medens
kampen stod på. Der skulle kun kæmpes ansigt mod ansigt. Derpå fældede
han ene dem alle tolv med sit sværd, som hed Løgthe, hvilket var en større
bedrift, end man skulle vente af ham efter hans unge alder. For øvrigt fandt
kampen sted på en holm midt i en mose, og ikke langt derfra ligger der en
landsby, som til minde om denne kamp bærer begge Hjale og Skates navne i
forening.
233
Nu fik han altså som sejrens løn pigen til ægte, og da hun havde født
ham en søn Omund, fik han af sin svigerfader lov til at drage hjem og se til sin
fader. Da han havde fået at vide, at hans land på underkongen Thores vegne
blev angrebet af Blot-Toste og Ljotar, som også havde et tilnavn, ilede han
did for at kæmpe med dem. Han var kun fulgt af en svend, der var forklædt
som kvinde. Da han ikke var langt fra Thores borg, gemte han sit sværd i en
hul stok og lod sin ledsager gøre ligeså. Da han kom til kongsgården, skjulte
han sit sande åsyn under en falsk skikkelse og gav udseende af at være en
affældig olding. Han havde været stodderkonge hos Sivard, sagde han, men
kongens søn Ole havde ved sit stadige had drevet ham i landflygtighed. Så
begyndte adskillige af hirdmændene straks spotvis at hilse ham med
kongenavn, knæle for ham og række ham hånden. Derpå bød han dem gøre
alvor af, hvad de havde gjort for spøg, drog sværdet, han havde skjult i
stokken, og gik løs på kongen. En del hjalp Ole, idet de tog spøgen for alvor
og ikke ville bryde det løfte, de spotvis havde givet. Adskillige brød sig dog
ikke om det tåbelige løfte og stillede sig på Thores side, så der opstod en
indbyrdes og tvivlsom kamp. Omsider blev Thore overvældet og dræbt ikke
mindre af sine egne folks end af sin gæsts våben. Ljotar, der var blevet
dødelig såret og skønnede, at sejrherren, Ole, var lige så skarpsindig som
tapper til at øve bedrifter. Han gav ham tilnavnet "den Flinke" og spåede
ham, at samme slags svig, som han havde anvendt over for Thore, også ville
blive hans bane. Der var ingen tvivl om, at forræderi blandt hans egen
husstand ville fælde ham. Og med de ord på læberne opgav han pludselig
ånden. Vi ser altså, at den døendes sidste ord med spådomskløgt varslede
sejrherrens død, som den med tiden skulle times ham.
Efter disse bedrifter begav Ole sig ikke til sin far, før han havde skaffet
ham fred i hans hus. Hans far gav ham lederskabet til søs, og han fældede i
søslag halvfjerdsindstyve søkonger, af hvilke Birvil og Hvirvil, Torvil, Nef og
Onef, Redvard, Rand og Erand var de ypperste. Ved den hæder og ære, han
således vandt, opflammede han mange kæmper til at slutte forbund med ham.
Det var kæmper, hvis hele digten og tragten gik ud på at øve tapre bedrifter.
Han dannede sig endog en livvagt af ubændige ungersvende, som brændte af
begærlighed efter at vinde hæder. I den optog han også Starkad og
behandlede ham med den største ære og viste ham større venskab, end han
selv havde gavn af. Udrustet med sådanne kræfter revsede han ved sin store
navnkundighed nabokongernes frækhed således, at han berøvede dem al
styrke til at føre krig med hinanden og også betog dem al lyst og dristighed
dertil.
Derefter drog han til Harald og fik også af ham anførerværdigheden til
søs. Til sidst blev han sendt i krigstjeneste hos Ring.
(Saxo 7.12) På den tid var der en mand ved navn Brune, som ene var
indviet i og deltog i alle Haralds råd og anslag. Hver gang Harald og Ring
havde brug for et hemmeligt bud, plejede de at betro hvervet til ham. Grunden
234
til denne fortrolighed var, at Harald og Brune var blevet opdraget sammen og
havde leget sammen som børn. Da han på en af sine stadige møjsommelige
rejser druknede i en flod, påtog Odin sig hans navn og udseende og bragte
ved at røgte de sendelser, der blev ham overdraget, på forræderisk måde den
stærke enighed, der var imellem kongerne, til at vakle. Så stor var hans
falskhed i henseende til at så splid, at han på begge sider avlede et så bittert
had imellem dem, der var knyttede til hinanden med venskabs og frændskabs
bånd, at det kun syntes at kunne stilles ved krig. I førstningen voksede
uenigheden imellem dem i stilhed, indtil den hemmelige avind brød åbenlyst
frem, da det, de pønsede på hver for sig, kom for dagen. Efter at fjendskabet
var erklæret, gik der syv år med at træffe forberedelser til krigen.
Nogle siger, at Harald ikke handlede, som han gjorde, dreven af had
eller af skinsyge i henseende til kongemagten, men med flid og af egen drift
hemmeligt søgte en anledning til at komme af med livet. Thi da han formedelst
sin alderdom og sin strenghed var blevet landsens folk til byrde, foretrak han
at falde for sværd frem for at pines af sygdom. Han ville hellere opgive ånden
på valpladsen end i sengen og attråede en død, der svarede til hans
forbigangne livs bedrifter. For derfor at gøre sin død så meget berømmeligere
og fare heden med et så meget større følge stod hans hu til at få mange til at
gå i døden sammen med ham, og han beredte sig derfor af egen drift til krig,
for at der kunne være stof til mandsslæt. Af disse grunde var han opsat på
både selv at komme af med livet og at skille andre af dermed. For at
mandefaldet kunne blive lige stort på begge sider, magede han det sådan, at
begge parter var omtrent lige mandsstærke, idet han dog lod Ring have en
noget større styrke, fordi han helst så, at han gik ud af kampen med livet i
behold og som sejrherre.
(Saxo 8.1) Svenskekrigen er først blevet beskrevet i danske vers af
Starkad, som selv var en af hovedmændene i den. Dens historie er mere
bevaret i mundtlig overlevering end i skrifter. Idet jeg nu har sat mig for at
gengive den fremstilling på latin, som han efter fædrenes skik gav i
modersmålet, vil jeg først og fremmest opregne de ypperste stormænd på
begge sider, thi den store hob, som det ikke engang er muligt at give nøjagtigt
tal på, har jeg ingen lyst til at opregne.
14.2 Bråvalla - Sagnet om det store slag
Den ejendommelige begrundelse for krigen og Saxos henvisning til
Starkad gør det klart, at den følgende historie næppe har meget med
Harald Hildetand at gøre. Den indledende opremsning af navne minder i
stil om Widsith-kvadet, hvor det har været tilhørernes fornøjelse at sidde
og genkende de mange heltenavne, uden at disse oprindeligt behøver at
have været knyttet til et fælles slag. Måske er grundlaget Frodes gamle
"hunnerslag", idet det kan passe med den tidligere historie om en Odin og
235
svinefylkingen - og som tidligere nævnt også med stedet. Snarere er der
dog tale om noget, der en gang var beretningen om et af de store
europæiske slag - hvoraf nogle beretninger kan være kommet til Norden
via herulerne. Man skal i den sammenhæng lægge mærke til Hervararsagas slutning, hvor det fortælles, at der i fortiden havde fundet to store
navnkundige slag sted. Hervararsagas konstatering er af sen dato, men
sagaen fortæller selv et sagn om et slag mellem goter og hunner, som
synes at have været placeret i Donau-regionen. Det andet har vel været
Attilas store slag på de Catalunske Marker. I begge slag har herulerne
medvirket.
Dermed ikke sagt, at der ikke fandt kampe sted om magten mellem
Haralds og Sigurd Rings slægtslinjer - enten før eller efter Haralds død.
Disse begivenheder kan man have koblet sammen med et ældre kvad.
Selv om der blandt forskerne er enighed om, at det skildrede slag
aldrig har fundet sted på Bråvallene - hverken i Östergötland eller Värend
- betragtes det i overensstemmelse med traditionen fra Saxo og Sögubrot
som dansk sagntradition. Den følgende skildring af Bråvalla-slaget kan
måske derfor oprindeligt have været en symbolsk markering af opgøret
mellem to grene af kongeslægten, hvor man mente, at Skjoldungernes
mandslinie gik til grunde - Skjoldungernes Ragnarok:
Først vil jeg da nævne dem, der stod på Haralds side, og derefter dem,
der tjente Ring.
(Saxo 8.2) Af de høvdinger, der var stødt til Harald, var vitterligt de
navnkundigste Svend og Sambar, Ambar og Elle, Rate Fynbo, Salgard og Ro,
som førte tilnavn efter sit lange skæg. Til dem kommer Skalk Skåning og Alf
Aggessøn, Ølve Brede og Gnepja Gamle samt Gard, som grundlagde byen
Stang.
Endvidere Haralds frænder Blend, der havde hjemme i det yderste
Thule, og Brand med tilnavnet Billing. Til dem sluttede sig Thorny og
Thorving, Tejt og Hjalte. Disse mænd var sejlet til Lejre rustet til kamp med
legemet, men de udmærkede sig også ved ypperlige åndens gaver, og til deres
anselige ydre svarede den iver, hvormed de øvede sig i åndelige idrætter. De
afskød nemlig pile ikke blot med buer, men også med blider. De kæmpede for
det meste mand for mand med fjenden og var også overmåde erfarne i at digte
på modersmålet. Så ivrigt havde de lagt vægt på ligeligt at øve sjæl og
legeme.
Men fra Lejre kom Hjort og Borg, Bele og Beigad, og til dem sluttede sig
Barre og Tole.
Fra Slesvig var Hake Huggenkind og Tymme Sejlmager kommet under
anførsel af Hed og Visna, som naturen havde givet mands mod i
kvindekroppe. Vebjørg var opfyldt af det samme mod, og hende fulgte Bo
Bramessøn og Brat Jyde, begærlige efter krig. I samme flok var Orm den
236
Bretske, Ubbe Friser, Are den Enøjede, Alf og Got. Efter dem nævnes Dal den
Tykke og Duk Slaver.
Visna, der var en såre hårdsindet kvinde og overmåde erfaren i, hvad
der hørte til krigsvæsenet, var omgivet af en flok slaver, af hvilke Barre og
Gnizle var de ypperste. De andre i den flok dækkede legemet med små skjolde
og havde meget lange sværd og himmelblå skjolde, som de i slaget enten
kastede om på ryggen eller gav til trosknægtene, hvorpå de uden at dække
brystet og med legemet udsat for alskens fare med dragne sværd stormede ind
i kampen. Som de ypperste blandt dem udmærkede sig Tolkar og Yme. Efter
dem nævnes med berømmelse Toke fra Jom samt Otrit, som førte tilnavnet hin
Unge.
Hed, der var omgivet af de raskeste mænd, førte en væbnet skare i
striden. De ypperste blandt dem var Grimar og Grensle. Efter dem nævnes
Ger Liflænder, Hame og Hunger, Humble og Bjarre som de tapreste blandt
kongerne. Disse mænd holdt tit tvekamp og havde held med sig og vandt vidt
og bredt herlige sejre. Således æredes de jomfruer, jeg har nævnt, ikke blot
for deres høviskhed, men også for dygtighed til kamp, og nu førte de deres
landkrigere i slag. Således strømmede den danske hær sammen skare efter
skare.
Der var syv konger med samme mod, men ikke på samme side, idet nogle
af dem havde sluttet sig til Harald, andre til Ring. På Haralds side stod
endvidere Høme og Hosathul, Him og Hasting og Hedin den Smækre, samt
Dag med tilnavnet Grenske og Harald Olafsson. Fra Hadeland kom Hår og
Herlev samt Hødbrod med tilnavnet den Ubændige og tog tjeneste i den
danske hær. Fra Imisland kom Humnehy og Harald. Til dem sluttede sig Hake
og Bemundssønnerne Sigmund og Serk, som alle kom nord fra. Alle disse
mænd tjente kongen, som viste dem gavmildt venskab, thi han holdt dem højt i
ære og skænkede dem guldprydede sværd og kosteligt krigsbytte.
Der kom også gamle Gandalfs sønner, som Harald viste stort venskab,
fordi de havde tjent ham fra gammel tid af.
Havet var opfyldt af den danske flåde, der syntes at danne ligesom en
bro imellem Sjælland og Skåne. De, der ville færdes imellem disse to
landsdele, havde en nem vej til fods over denne tætte skibshob. Men Harald
ville ikke ruste sig til krig, uden at svenskerne vidste besked derom. Derfor
skikkede han sendemænd til Ring, der åbenlyst skulle erklære ham fjendskab
og gøre det almindelig kundbart, at freden imellem dem var brudt. Dem bød
han også i forvejen at forkynde stedet, hvor slaget skulle stå.
(Saxo 8.3) Nu har jeg opregnet dem, der stod på Haralds side.
På Rings side opregnes Ulf, Agge, Vindar, Egil den Enøjede, Gøt, Hildir,
Gute Alfssøn, Styr den Stærke og Sten fra Venern.
Hertil kommer Gert den Raske og Grom Vermlænding.
Så de, der havde hjemme ved den nordre del af Elben, Saxe Splitter, Sal
Gøtlænder, Thord Nikkende, Thrond med Næsen, Grunde, Odde, Grind, Tove,
237
Koll, Bjarke, Høgne den Snilde, Rokar den Sorte. Disse mænd anså det for
under deres værdighed at slå sig sammen med hoben og sondrede sig ud fra
den øvrige hær i en flok.
Derpå nævnes Rane Hildessøn og Liud Gode, Svend den Skallede,
Rethyr Falk og Rolf Kvindekjær.
Til dem sluttede sig Ring Adilssøn og Harald fra Thoten, Valsten fra
Vigen, Thorolf Digre, Thengil den Høje, Hun og Sølve, Birvil den Blege
Borgar og Skumbar.
Fra Telemarken kom de tapreste, de, som havde mest mod og mindst
overmod, Thorlev den Stædige, Thorkel Gøtlænder, Grette den Onde, der
holdt af at gøre indfald. Efter dem kom Had den Hårde og Roald Tå.
Fra Norge nævnes Thrond Tønder, Toke fra Møre, Ravn Hvide,
Hafrbjarne, Blig Braknæse, Bjørn fra Sogn, Find fra Fjordefylke, Besse fra
Fjalar, Sivard Ornehoved, Erik Sagamand, Holmsten Hvide, Rut Tvivler og
Erling Snog.
Fra Jæderen kom Odd Engelskmand, Alf Vidførle, Ejnar Tykvom og Ivar
den Drøje.
Fra Island kom Mår den Røde, der var født og opfostret i det landskab,
som kaldes Midfjord, Grombar Gamle, Gram Bryndalk og Grim fra Skjære i
Skagafjord. Dernæst Berg Spåmand med sine følgesvende Brage og Ravnkel.
Men blandt svenskerne var de tapreste: Arvake, Keklukarl, Krok Bonde,
Gudfast og Gunne fra Gislemark. De var frænder af guden Frø og gudernes
trofasteste vidner. Også Yngve og Ole, Alver og Folke, Alriks sønner, gik i
krigstjeneste hos Ring. De var raske på hånden, rådsnare og meget nære
venner af Ring. De holdt også for, at guden Frø var deres slægts stamfader.
Blandt dem var også Sigmund fra Sigtun, en vældig stridsmand på tinge,
dreven i at få overenskomster om køb og salg bragt i stand. Derpå Froste
Tumling. Sammen med ham var Alf den Høje fra Upsal. Han var flink til at
kaste med spyd og plejede at gå forrest i slaget.
Ole var omgivet af syv konger, der var såre raske på hånden og
rådsnare, nemlig Holte og Hendil, Holmar, Lejf og Høme og dertil Ragnald
Ruthener, Radbards sønnesøn, samt Sivald, der pløjede havet med elleve
snekker. Læse, pannoniernes overvinder, hejsede et gyldent sejl på sin
guldbeslagne snekke, og Erik Helsing sejlede på et skib, hvis stævne var
bugtede som en drage. Tryggve og Torvil kom sejlende for sig selv med tolv
skibe hver.
For øvrigt var der i hele Rings flåde to tusind fem hundrede skibe, og
den gotlandske flåde ventede på den svenske i den havn, som hedder Garnum.
Ring anførte landhæren. Ole havde han sat til at stå for styret på flåden.
Gotlænderne havde fået tid og sted berammet, hvornår de skulle møde
svenskerne imellem Vig og Verund. Da så man vidt og bredt snekker pløje
havet, og de fra masterne udspændte sejl hindrede udsigten. Den svenske
flåde havde en heldig sejlads og kom først til kamppladsen. Danskerne havde
238
ugunstigt vejr at kæmpe med. Ring lod det mandskab, der var om bord på
flåden, gå i land og lod det flokkevis opstille i slagorden tillige med det
mandskab, han selv havde ført over land. Da hæren begyndte at udfolde sig i
videre udstrækning over sletterne, viste det sig, at den ene fløj nåede helt til
Verund. Kongen red selv omkring blandt mængden, der ikke havde rede på
sted og orden, og stillede alle de flinkeste og bedst rustede forrest under
anførsel af Ole, Regnald og Vivil. Resten af hæren opstillede han på begge
fløjene ligesom i en bue. Den højre bød han Yngve og Tryggve og Alriksønnerne at tage sig af. Over den venstre satte han Læse. Store flokke af ester
og kurer dækkede hærens flanker. Bagest stod slyngekasterne.
(Saxo 8.4) Imidlertid var den danske flåde efter i syv samfulde dage at
have sejlet for medbør nået til byen Kalmar, og vel måtte man undre sig, når
man så at sige vidt og bredt så havet sætte sejl til for vinden og himlen skjules
af de fra ræerne bugnende sejl. Flåden var nemlig blevet forøget med slaver
og livlændere og syv tusind saksere. Men til at føre og vejlede dem, der drog
over land, udvalgtes skåninger, thi de var vejkendte.
Da den danske hær nåede frem til svenskerne, som stod rede til at tage
imod den, bød Ring sine krigsfolk tålmodigt vente, til Harald havde opstillet
sin slagorden, og ikke blæse til angreb, førend de så, at kongen havde
besteget sin vogn ved siden af bannerne. Han håbede, sagde han, at en hær,
der satte sin lid til en blind mands anførsel, let ville blive slået. Harald, som
på gravens rand var blevet grebet af begærlighed efter en andens rige, var
ikke mindre vidløs end blind. Skønt han, når han betænkte, hvor gammel han
var, næsten burde lade sig nøje med en grav, kunne han ikke få magt nok.
Fjenden havde letsindigt og frækt begyndt krigen. Svenskerne var derfor
nødte til at kæmpe for deres frihed, deres fædreland og deres børn. Desuden
var overmåde få af fjenderne danske. De fleste i deres hær var saksere og
andre blødagtige folkefærd. Svenskerne og nordmændene burde derfor
betænke, i hvor høj grad nordboerne altid havde været tyskere og slaver
overlegne. En hær, som snarere syntes at bestå af sammenløbet udskud end af
en fast og pålidelig krigsstyrke, var kun foragt værd. Ved denne tale
opflammede han ikke lidet sine krigeres mod.
Brune, som Harald havde befalet at opstille hæren i stedet for ham,
ordnede den nu i kilefylking. Han stillede Hed på højre fløj, satte Hake over
den venstre og lod Visna bære banneret. Harald, der sad på sin vogn,
beklagede sig nu så lydeligt, han kunne, over, at Ring lønnede de
velgerninger, han havde vist ham, med utaknemlighed. Han, der havde fået sit
rige som gave af ham, påførte ham nu krig. Ring havde hverken medlidenhed
med en gammel mand eller skånede sin morbroder, men satte alt hensyn til
frændskab og nydte velgerninger til side for sine egne lidenskaber. Han bød
derfor danskerne mindes, at de altid havde vundet berømmelse ved at sejre
over fremmede, og at de mere havde været vante til at herske over deres
naboer end til at adlyde dem. Han opfordrede dem til ikke at finde sig i, at en
239
så stor og strålende hæder blev tilintetgjort ved et overvundet folks frækhed,
eller tilstede, at det rige, han havde vundet, da han stod i sin ungdoms vår,
blev ham frataget nu i hans affældige alderdom.
Så gjaldede lurerne, og kampen begyndte af yderste kraft på begge sider.
Man kunne fristes til at tro, at himlen var faldet ned på Jorden, at skove og
sletter sank i afgrunden, at alt blandedes imellem hinanden, at det gamle kaos
var vendt tilbage, at guddommelige og menneskelige ting hvirvledes imellem
hinanden af et rasende uvejr, og at alt på en gang styrtedes i undergang. Da
de begyndte at kaste med spyd, fyldte våbnenes ulidelige klirren luften med et
utroligt gny, dampen fra sårene lagde sig pludseligt som en tåge over himlen,
og dagens lys formørkedes af den tætte spydhagl. Og slyngekasterne udrettede
heller ikke lidt i slaget. Men da de med hænderne eller med blider havde
bortskudt alle deres kastevåben, sloges de i nærkamp med sværd og
jernbeslagne køller. Da nåede blodsudgydelsen sit højdepunkt. Sveden
begyndte at drive af de trætte legemer, og sværdenes gny hørtes langt bort.
Starkad, som er den første, der har beskrevet dette slag på modersmålet,
kæmpede forrest i fylkingen, og han fortæller, at han fældede Haralds
hirdmænd Hun og Elle, Hort og Burgha og huggede den højre hånd af Visna.
Han siger også, at en mand ved navn Ro tillige med to andre, Gnepja og
Gardar, blev sårede af ham og faldt i slaget, og foruden dem Skalks fader,
som han ikke nævner ved navn. Han fortæller endvidere, at han slog Hake,
den tapreste af danskerne, til jorden, men at han til gengæld blev så hårdt
såret af ham, at han gik ud af slaget med lungen hængende ud af brystet, at
han fik halsen halvt skåret over og mistede en finger på den ene hånd, og at et
gabende sår længe holdt sig åbent, som om det aldrig ville sætte ar eller
kunne læges.
Starkad vidner også, at pigen Vebjørg kæmpede mod fjenden og fældede
kæmpen Sote, og mens hun truede flere andre kæmper med døden,
gennemborede Thorkel fra Telemarken hende med en pil. Gotlænderne var
nemlig så stærke til at spænde buen, at deres pile endog gik igennem
skjoldene. Intet var værre til at anrette mandsslæt. Pilespidserne trængte
igennem brynjer og hjelme, som om det var den bare krop, de ramte.
Imidlertid havde Ubbe Friser, den raskeste af Haralds krigsfolk og
udmærket frem for andre i henseende til legemsvækst. Alle disse var af svensk
eller götisk herkomst. Derpå angreb han den forreste fylking, trængte ind
blandt fjenderne, hvor de stod tættest, og jog med sværd og lanse de
skrækslagne svenskere fra hinanden, så de flygtede til alle sider. Det hele var
nær ved at blive almindelig flugt, da Hagder, Rold og Grette angreb kæmpen
og kappedes med ham i tapperhed, idet de satte sig for at forebygge det
almindelige nederlag ved at udsætte sig selv for fare. Men angribe ham på
nært hold turde de dog ikke. De holdt sig i afstand og skød med pile efter ham,
og således blev Ubbe på langt hold gennemboret af en mængde pile, idet
ingen dristede sig til at indlade sig i håndgemæng med ham. Der sad
240
hundrede og fire og fyrretyve pile i kæmpens bryst, inden kræfterne svigtede
ham og han bed i græsset. Da først anrettede trønderne og folkene fra
Dalarne et vældigt nederlag blandt danskerne. Striden blussede nemlig op
igen som følge af den store kraft, bueskytterne udfoldede, og intet voldte vore
landsmænd større fortræd.
Men da Harald, som var blind af ælde, hørte sine folks klagende
mumlen, forstod han, at lykken havde tilsmilet hans fjender. Han kørte i en
med leer besat stridsvogn, på hvilken Brune forræderisk gjorde tjeneste som
kusk, og nu bød han da denne skaffe sig at vide, hvorledes Ring havde
opstillet sin fyIking. Brune trak lidt på smilebåndet og sagde, at han havde
opstillet sin hær til kamp i kilefylking. Da kongen hørte det, blev hans sind
uroligt, og såre forundret spurgte han, af hvem Ring kunne have lært at ordne
sin hær på den måde. Det var jo Odin, der havde opfundet den opstilling og
lærte den fra sig. Ingen andre end han havde fået undervisning af Odin i
denne ny måde at ordne fylkingen på.
Da Brune ingenting svarede hertil, gik det op for kongen, at han var
Odin selv, og at guden, som fordum havde været ham så huld, nu havde
påtaget sig en anden skikkelse for enten at komme ham til undsætning eller
unddrage ham sin hjælp. Han begyndte da straks ivrigt at bønfalde ham om at
lade den afgørende sejr tilfalde danskerne, som han før havde været huld, og
at øve sin velgerning imod dem fuldt ud, så enden kom til at svare til
begyndelsen. Til gengæld lovede han at vie alle de faldnes sjæle til ham. Men
Brune lod sig i ingen måde bevæge af hans indtrængende bønner. Han stødte
pludseligt kongen ud af vognen, så han styrtede til jorden. I faldet rev han
køllen fra ham, svang den mod hans hoved og dræbte ham med hans eget
våben. Omkring kongens vogn lå der utallige lig af slagne kæmper. Den
uhyggelige dynge gik helt op over hjulene, ja, lighoben nåede helt op til
vognstangen. Af Rings hær var der nemlig faldet hen ved tolv tusind ædlinger
og af Haralds hen ved tredive tusind for ikke at tale om de mange af almuen,
der havde måttet lade livet.
(Saxo 8.5) Da Ring erfarede, at Harald var død, gav han tegn til, at hans
fylking skulle opløses, og bad sine mænd holde inde med kampen. Derpå
sluttede han fred og stilstand med fjenderne efter at have mindet dem om, at
nu, da de havde mistet deres høvding, var det ørkesløst at kæmpe længere. Så
bød han svenskerne søge rundt omkring i de hulter til bulter liggende dynger
af lig efter Haralds, for at det kongelige lig ikke skulle gå glip af de gravofre,
der tilkom det. Folk begyndte da ivrigt at lede imellem ligene. Der gik en halv
dag med at søge efter det, og da det omsider blev fundet tillige med køllen, lod
Ring for at forsone Haralds ånd, hesten, han red på, spænde for kongens
stridsvogn, prydede den med et gyldent sadeldækken og indviede den til ham.
Derpå aflagde han højtidelige løfter og tilføjede en bøn om, at Harald på den
ganger måtte ride til Underverdenen forud for dem, der havde fulgt ham i
døden, og hos dens fyrste opnå rolige boliger for sine staldbrødre og sine
241
fjender. Så lod han rejse et bål og bød danskerne sætte deres konges
guldprydede skib op derpå. Og da ilden fortærede liget på bålet, gik han
omkring blandt de sørgende stormænd og opfordrede dem indtrængende til
gavmildt at nære den ved med rund hånd at kaste våben og guld og alt, hvad
de ellers havde af klenodier, ind i den for at hædre en så stor og af alle så
fortjent konge. Han bød også, at det brændte ligs aske skulle lægges i en urne
og føres til Lejre og der bisættes på kongelig vis med hans hest og våben. Ved
således fuldt ud at give sin morbror den ære efter døden, der tilkom ham,
vandt han danskernes hjerter og vendte deres had til kærlighed.
De bad nu om, at Hed måtte blive sat over det, der var tilbage af riget.
For at fjendernes svigtende kræfter ikke straks skulle vokse til igen, skilte han
da Skåne fra Danmark og satte Ole til at råde for det. Han lod blot Hed stå
for styret på Sjælland og i de øvrige dele af riget. Således lagde den
omskiftelige lykke Danerriget under svenskernes vælde. Og her ender
fortællingen om Bråvallaslaget.
(Saxo 8.6.1) Sjællænderne, som havde haft Harald til konge, og hvis sind
erindringen om deres fordums lykke stadig foresvævede, fandt imidlertid, at
det var en forsmædelse at lade sig foreskrive love af en kvinde. De henvendte
sig derfor til Ole og bad ham om ikke at tåle, at de, der havde været vant til at
tjene den navnkundigste konge, nu skulle være en kvinde underdanige. De
lovede derpå, at de ville falde fra hende og underkaste sig ham, om han ville
gribe til våben for at fri dem fra deres forsmædelige kår. Ole var ikke sen til
at opfylde deres bøn, fristet såvel af mindet om hans forfædres berømmelse
som af krigernes hyldest. Han stævnede derfor Hed til sig og nødte hende
mere ved trusler end ved våbenmagt til at afstå alle de landsdele, hun rådede
over, med undtagelse af Jylland. Jylland gjorde han endda skatskyldigt for
ikke at give en kvinde fri rådighed over et rige. Han avlede nu også en søn,
som han gav navnet Omund.
(Saxo 8.6.2) Men så forfaldt han til grumhed og blev så uretfærdig en
konge, at alle de, som tidligere havde fundet det forsmædeligt at lade sig
beherske af en dronning nu fortrød. …
Man skal i Bilag 4b lægge mærke til, at karakteren af bogens kildegrundlag
ændrer sig fra Harald Hildetand, idet samtlige foreslåede konger – bortset fra
at Hardeknud måske ikke står som konge – og en del af deres slægtninge nu
omtales i de udenlandske kilder, hvoraf mange kan regnes som historiske.
Disse kilder får selvsagt fortrinsret i det følgende, hvis de giver mening. Det
ændrer imidlertid ikke ved, at det fortsat er sagnhistorien, der reorganiseres,
bl.a. fordi kilderne ofte ikke kender de korrekte familieforbindelser. Det giver
dog en vis sikkerhed i rekonstruktionen. I bilaget er også Adam af Bremen
regnet til de historiske kilder, hvilket er en tilsnigelse, da hans danske kilde,
Sven Estridsen, er sen, sekundær og meget svævende.
242
14.3 Sigurd
Efter beretningen om Bråvalla-slaget følger hos Saxo den historie om
Starkads drab på kong Ole/Åle, som vi mødte i forbindelse med Frode den
Store. Denne mordhistorie med Starkad må altså høre hjemme i en 200 år
tidligere sammenhæng, men måske har der efter Harald Hildetand været en
underkonge i Danmark ved navn Ole/Olav/Åle. Navnet nævnes imidlertid
som småkonger i flere forskellige familiesammenhænge 157.
Overkonge i hele Norden må være blevet Saxo's sejrherre Ring Sigurd Ring, som han hed i sagaerne og antageligt Sigifred i de frankiske
annaler. Vi får her igen brug for Arngrimur Jonssons notat fra hans
gennemlæsning af den nu forsvundne Skjoldungesaga i 1594, som også
indeholder et notat om de svenske konger:
(Ad catalogum regum Sveciæ annotanda) Sigurd Ring (Konge i
Sverige) er den nittende i ret nedadstigende linje fra Odin og en brodersøn
af Harald Hildetand, thi Randver, Sigurds fader, havde samme moder som
Harald Hildetand. … På baggrund af disse sagaer mener jeg at vide, at
disse var født af samme moder, men ikke helbrødre. Men trods blodets
bånd bekæmpede Sigurd Ring fuldstændig Harald Hildetand, den ellers så
berømte konge over Sverige på Bråvalla og bemægtigede sig de store
riger.
Ifølge Skjoldungesaga og Hyndloljod skal Sigurd Ring have været
søn af Randver, hvis forældre var Radbard og Aud, Harald Hildetands
mor. Det passer med, at det usædvanlige navn Rådbard optræder blandt
Sigurds efterkommere hos Saxo – nemlig en af Regnar Lodbrogs første
sønner.
Man skal imidlertid bemærke, at sagaerne synes at have blandet to
Sigifred’er sammen, som begge kendes fra frankerne. Den første var konge
over hele Danmark og døde 798-804 før Godfred, mens den anden var
nevø (nepos) af Godfred og døde i 812, som far til Regnar Lodbrog ifølge
Saxo. Randver omtales i Hervarar-sagas tillæg:
(Hervarar) Kong Randver fik Asa, datter af Harald Rødskæg af
Norge. De fik sønnen Sigurd Hring. … Sigurd Hring regerede Danmark til
sin død og hans søn Regnar Lodbrog efterfulgte ham.
Harald Rødskægs datter Åsa var imidlertid mor til den norske Gudrød
Halfdanson flere generationer senere i Ynglingeslægten (Ynglingesaga
157
Olav var ifølge Saxo Harald Hildetands søstersøn, men Suhm kom til det resultat, at han var
sønnesøn af den norske Ynglinge-konge Harald Hvidben, hvis søster skal have været mor til
Sigurd Ring. Olav havde en søn Harald. Navnesammenfaldene kan være årsag til, at f.eks. Sven
Aggesen forvekslede Haralds forgænger Ivar Vidfadme og Olav.
243
48), så Hervarar-saga har antageligt forvekslet hende med en anden Åsa
fra Ynglinge-familien, da Sigurd først var svensk konge.
Ivar Vidfadme dræbte Ingjald Illråde og fortrængte hans søn Oluf
Trätälja til Värmland. Moderen til Harald Hildetands nevø, Sigurd, bør
derfor søges i Ynglingesaga i de første generationer efter Ingjald Illråde.
Først finder man en Åsa nævnt som datter af Ingjald Illråde, men hun var
ifølge sagaen gift med den skånske kong Gudrød og var involveret i
mordet på Ivar Vidfadmes far. Vi finder imidlertid også en Åsa hos Saxo i
afsnittet om Ole og de to voldtægtsforbrydere, Skat og Hjalle:
(Saxo 7.11.7): Så bestemte de sig også for at røve Æsa, en datter af
en småkonge i Värmland ved navn Olof ….
Olof i Värmland må Ingjald Illrådes søn, Olof Trätälja. Han var som
sagt flygtet til Värmland og blev senere ofret til guderne på grund af dårlig
høst – en småkonge i Saxos øjne. Hans søn, Ingjald, blev senere konge i
Värmland.
(Ynglinge 42) Olaf and Solvej havde to sønner: Ingjald and Halfdan.
Æsa ikke blev nævnt – hvad døtre normalt heller ikke blev i
Ynglingesaga, men navnet var altså under alle omstændigheder ofte brugt
blandt slægtens døtre. Som nævnt byttede Saxo åbenbart om på Randvers
køn, så derfor måtte han også bytte om på ægtefællens køn, som nu bliver
svenske Ingjald i stedet for hans søster i følgende forvrængede historie om
Sigurd Rings fødsel:
(Saxo 7.10 – se rammen ovenfor): Imidlertid døde svenskernes konge
Alver og efterlod sig sønnerne Olav, Yngve og Ingild. … Da Ingild senere
udæskede ham (Harald Hildetand) ved skammeligt at røve hans søster,
udmattede han ham længe ved at påføre ham en krig, i hvilken sejren snart
hældede til den ene, snart til den anden side, indtil han omsider sluttede
venskab med ham. … Imidlertid døde Ingild i Sverige og efterlod sig en
ganske liden søn, Ring, som han havde med Haralds søster.
En svensk kong Alver/Alf ligger mange generationer før, men Saxo
brugte øjensynligt navnet, når han skulle finde på et fiktivt kongenavn.
Navnene minder jo unægtelig også kraftigt om Oluf Trätäljas led i
Ynglingeslægten, så de fire historier tilsammen fører til fødslen af Sigurd
Ring – indhyllet i et kraftigt røgslør – som frisisk/skånsk/svensk.
Om Randver fik Sigurd med Oluf Trätäljes børn, Ingjald eller Æsa,
får stå hen i det uvisse, da Randver ikke er noget klart mandsnavn – men
det er underordnet for fortællingens forløb.
244
Figur 22. Foto - Sparlösa-stenen
Sparlösa-stenen fra kort før år 800 i
Västergötland. Stenen indeholder både runetekst
og den viste billedside. Teksten er kun delvist
tydet, men omtaler Alrik og Adils med faderen
Erik siddende i Uppsala. Det står ikke klart, om
der var tale om et tilbageblik på sagaerne.
Svante Norr ser billedsiden som kongemagtens vigtigste symboler, hallen, skibet og rytte-ren.
Korset på skibet, leoparden og den frygiske hat
kan imidlertid pege på en anden symbolik. Huset
kan være Valhal, som den kendes fra de
gotlandske billedsten – inspireret af sydens
templers runde tag. Skibet og dets symboler
minder meget om Karl den Stores mønter – en
fredelig handelsforbindelse – og rytteren med
jagtleoparden om byzantinske kejserbilleder. Var
det en västgötisk konge, som pralede af sine høje
forbindelser – Odin og verdens to dominerende
kejsere. Det er en sten, der appellerer til fantasien.
Det er fra vikingetidens begyndelse, hvor
skibet blev grundlaget for vikingernes magt.
Vikingeskibet er en videreudvikling af den store
robåd fra Nydam, men først efter 5-600-tallet
dokumenterer billeder på sten, at disse skibe
begyndte at få køl og sejl i Norden. Til gengæld
blev det en fleksibel og hurtig skibstype, som både
kunne være oceangående og trækkes over land.
Vikingerne opnåede med disse skibstyper en
overlegenhed til søs, som varede helt frem til
begyndelsen af 1200-tallet. Stenens praleri er ikke
usandsynligt, for vikingerne nåede som bekendt hele Europa rundt og endda til Amerika.
Efter fjendskabet mellem Ivar Vidfadme og Ingjald Illråde skete
fødslen næppe med Olaf Trätäljes eller Harald Hildetands gode vilje, og
der tales da også begge steder om kvinderov, så der er antageligt tale om
forskellige rester af samme historie, hvor Saxo har været i tvivl om
Randvers køn.
En norsk/svensk far eller mor er i alt fald en sandsynlig forklaring.
Var Sigurd barnebarn af Oluf Trätälje vil det i øvrigt forklare, hvorfor
Harald Hildetand satte Sigurd Ring som underkonge over de nordlige
besiddelser, hvortil han i så fald havde familiemæssig adkomst som
oldebarn af Ingjald Ildråde 158. Samtidig havde Sigurd også en vis adkomst
158
Hervarar-sagas tillæg hævder, modsat Saxo, at Sigurd Ring ikke blev konge i Sverige, hvor
Harald Hildetands søn Eystein tog magten. Han skulle ifølge tillægget først være blevet slået
245
til danernes områder som oldebarn af Ivar Vidfadme, når Harald
Hildetands mandslinie fra Skjoldungerne var uddød. Det gjorde Sigurd
Ring til en farlig modstander for Harald Hildetand – og det udnyttede han.
Om Sigurd Ring fortæller Olaf Tryggvasons saga:
(Trygg 61) Da Sigurd Ring, Regnar Lodbrogs far, blev konge over det
svenske og det danske rige og han havde skabt ro i begge lande og indsat
skatkonger og jarler, da huskede han på det rige hans slægtning Harald
Hildetand havde haft i England, og før ham Ivar Vidfadme. …
Ring udbød en stor leding fra sit rige og drog vestpå til England. Men da
han kom til Northumberland krævede han underkastelse. Mange mennesker
gav sig da ind under ham.
Der var stadig et hul i Fragmentas udgave af Skjoldungesaga, men i
forbindelse med senere begivenheder har Fragmenta denne bemærkning:
(Fragmenta) Olav Kinrikssøn var søn af Ivar Vidfadmes morbroder 159.
Han var i Sigurd Rings dage jarl i Northumberland, indtil kong Ingjald af
Englands søn fordrev ham. Ring gav ham da jarledømme i Jylland.
Saxo har kun Ring som svensk konge, men Fragmenta nævner altså
tillige et dansk overherredømme. Udtalelsen lyder i øvrigt forkert, da Olaf
i så fald skulle være af oldefaderens generation, men til gengæld spøger
dette navn på en dansk underkonge på Ivar Vidfadmes tid altså igen. De to
udtalelser om Northumberland lyder heller ikke sandsynlige. Denne
besiddelse kendes der intet til i engelsk historie, da det første vikingetogt,
der rapporteres om, fandt sted i 789 ved Dorchester. Muligvis er der sket
en sammenblanding af Sigurd Ring og Sigurd Ormøje, eller også er der
tale om et senere territorialkrav, som man har ønsket at føre tilbage i tiden.
Vi springer under alle omstændigheder de engelske eventyr over, som
antageligt er udaterede beretninger om sørøvertogter, som man fandt en
tilfældig plads til.
Sidst i Sigurd Rings dage ophører hullet i Skjoldungesaga, som nu
kan følges igen i Axel Olriks genfortælling af Arngrimur Jonsson:
(Fragmenta) Sigurd Ring havde en dronning Alvhild, kong Gandalvs
datter fra Raumarike i Norge. De stammede fra kong Alv den gamle og var af
alfeæt. Derfor var hele den slægt lys og smuk at se på. Regnar hed hendes
søn. Han voksede op og lignede sine mødrene frænder. Han blev senere kaldt
Lodbrog. Nu døde Alvhild, og kong Ring begyndte at ældes. En gang da kong
ihjel af Regnar Lodbrogs sønner langt senere. Det er nok mere sikkert også her at følge de
andre kilder, hvor Harald ikke havde efterlevende sønner.
159 Moderen skal have heddet Moalda den Digre, men man kender ikke Kinriks rolle.
246
Ring drog gennem sit rige for at dømme lov og ret og han kom til
Vestergötland, mødte han sine norske svogre, Gandalv-sønnerne. De var
draget af sted for at bede om hjælp mod kong Øisten i Vestfold (vestsiden af
Oslofjorden). Ring samlede en hær og fulgte dem. Dengang holdtes der stort
blot i Skiringssal, hvortil folk søgte fra hele Viken og fra andre steder vidt
omkring. Dertil drog kong Ring også for at ofre. Til samme blot kom kong
Alvs sønner fra Vendsyssel, Alv og Yngve, og deres søster Alvsol, som var den
skønneste kvinde. Sigurd Ring så hende og bejlede hos hendes brødre, men de
svarede, at så ung en mø skulle ikke have sådan en olding. Da harmedes
kongen, over at sønner af en småkonge stod ham imod, og han besluttede at
tage hævn. Men der var så stort fredsted i Skiringssal, at ingen turde udgyde
blod der. Han satte dem da stævne til at møde sig med hær. Før slaget gav Alv
og Yngve deres søster en giftdrik, så hun ikke skulle falde i Rings vold. Begge
brødre kæmpede tappert og faldt med stor hæder. Også kong Ring blev hårdt
såret, og da fik han den meddelelse, at Alvsol var død. Han befalede da sit
langskib draget på land og lod rejse en dynge af lig i det. Sig selv og Alvsols
lig lod han lægge i lyftingen. Beg og brændesten (svovl) lod han bringe om
bord. Vinden blæste fra land, og han lod slå ild i skibet og sejlene hejse.
Således stod det til søs. Da gennemborede han sig selv og drog således af sted
for at gæste Odin. Siden sås han aldrig mere, men på stranden blev der
opkastet en høj, som fik navnet Ringshøj.
Antageligt er det Harald Hildetand, som allerede perifert er nævnt hos
frankerne, men Sigifred er den første danske konge, som har en egentlig
omtale i de historiske kilder. Karl den Store var nu blevet frankisk konge, og
han gik løs på sakserne. I 777 flygtede de vestfalske sakseres høvding
Widukind til danerne (normannerne). De frankiske rigsannaler (Annales
Regni Francorum) fortæller derefter:
(ARF 782) Dengang drog kong Karl over Rhinen ved Køln og holdt et
møde på stedet, hvor Lippe udspringer. Dertil kom alle sakserne undtagen
den oprørske Widukind. Hertil kom også normannere, kong Sigifreds
sendebud, nemlig Halfdan og hans fæller. …
Ukendt var denne Sigifred bestemt ikke hos frankerne. Karl den Store
ville i 782 have sin embedsmand, den longobardiske munk Paulus Diaconus,
med i forhandlingen med Sigifred, men da Paulus var længe om at svare, kom
det til følgende ironiske digtudveksling med en anden af Karls hofmænd,
Petrus fra Pisa, som begyndte således160:
Vælge kan du at ligge i jern under tyngende lænke,
eller med kval lukkes ind i det grumme fangehuls mørke,
160
Oversat af Johannes Steenstrup: Danmarks Riges Historie I, 1896.
247
om ej heller du vil trine frem for den opblæste Sigfred,
som med gudløst scepter nu styrer et pestsvangert rige,
og dig sætter til mål i det hellige bad ham at tvætte,
skønt ved at se dig, forvist på dit liv og din kunst han gør ende.
Nu du tøve ej tør, i hast må et svar du mig skikke.
Herpå svarede Paulus, henvendt til Karl:
Lidet mig lyster at se det grumme åsyn af Sigfred,
derved også du selv ringe vinding kun vandt.
Ulærd er han af sind, han kender ej Latiums tale
og jeg ikke formår at tyde hans fremmede mål.
…
Dig af himmelen selv er givet ypperlig vælde,
døbes af dig han vil i det lutrende vand.
Gør han det ej, lad hid med bagbundne hænder ham føre,
visselig Odin og Thor ikke værne ham vil.
Hvorvidt Paulus kom til Danmark melder historien intet om, men 16 år
efter hører man:
(ARF 798) Da foråret nærmede sig … benyttede sakserne nord for Elben
lejligheden til at pågribe kongens mænd, der var udsendt for at holde
retterting, og dræbte dem … også den kongelige legat, Godtskalk, som kongen
nogle dage forinden havde sendt til danerkongen Sigifred.
Sigifred menes at være død kort efter, og de frankiske kilder tyder på, at
han må være identisk med Harald Hildetands afløser i sagaerne. Ganske vist
så Saxo og Arngrimur Jonsson ham som en svensk konge, men han har
øjensynligt været en overkonge, som måske styrede Danmark nordfra med
vasalkongen Olav, og ifølge Hervarersaga svearne med vasalkongen Eustein.
Man skal være opmærksom på, at sagaerne i deres ene Sigurd Ring har
sammenblandet Haralds nevø og banemand med Godfreds nevø, som var far
til Regnar Lodbrog. De frankiske annaler har to konger ved navn Sigifred,
mens de hos Saxo hedder henholdsvis Ring og Sigurd Ring. Det har ført til en
række forviklinger.
Saxo har imidlertid også en helt anden historie, som vi mødte i oplægget
til Harald Hildetand - nemlig hans historie om Gyrithe, som han kaldte
Haralds mor. Hun skal vise sig snarere at være hans datter, selv om Saxo
kaldte hendes far Alf ligesom han kaldte Sigurds far – som sagt Saxos navn på
fiktive hjælpefigurer, når han skulle tilpasse historien eller ikke kunne finde
ud af familieforholdene:
248
(Saxo 7.9.1) Alle disse krige og ulykker havde i den grad svækket den
danske kongeslægt, at der nu kun var Gyrithe, Alfs datter og Sigers
sønnedatter tilbage af den. Da danskerne ikke længere havde deres højbårne
fyrster til at stå for styret, som de var vant til, overdrog de herredømmet til
mænd af folket og valgte sig fyrster blandt menigmand. …
I det følgende omtales kampen mellem den svenske kong Gunnar og den
norske kong Ragnald med datteren Drot. Gunnar dræber Ragnald og voldtager
Drot - med sønnen Hildiger som resultat. Den skånske Borkar, som vi
tidligere mødte med ægtefællen Gro og sønnen Harald, dukker nu op og
dræber Gunnar:
(Saxo 7.9.6) Imidlertid havde Borkar fået nys om, at Ragnalds datter
Drot med vold var blevet tvunget til at ægte Gunnar, og han skilte da denne
både fra hustru og liv. Han tog selv Drot til ægte, hvilket hun ikke var uvillig
til, thi det syntes hende ret og billigt, at hun ægtede sin faders hævner. Hun
sørgede nemlig over sin fader og kunne aldrig med glæde være hans
banemand til vilje. Med hende avlede Borkar en søn Halfdan, som i sin første
ungdom havde ord for at være tåbelig, men senere blev han berømmelig ved
de mest strålende bedrifter og vandt ry for de ypperligste egenskaber, der kan
pryde en mand. Mens han endnu var dreng, gav en navnkundig kæmpe, som
han i kådhed drev gæk med, ham en gang en næsestyver. Han gik da straks
løs på ham med en stok, han havde i hånden, og slog ham ihjel. Dette var et
varsel om det ry, han skulle vinde med sine bedrifter. Den foragt, han
tidligere havde været genstand for, veg i resten af hans liv for det mest
strålende ry. Den handling indviede hans herlige krigsbedrifters storhed.
(Saxo 7.9.7) I de dage hjemsøgte en russisk viking ved navn Rød
skammeligt vort fædreland med plyndring og grumhed. Han var så glubsk, at
mens andre ikke kunne nænne at plyndre deres fanger helt ind til skindet, anså
han det ikke for utilbørligt også at plyndre dem for de klædningsstykker, der
dækker de dele af legemet, som blufærdigheden byder at skjule. Derfor plejer
vi endnu at bruge ordet Røde-ran for at betegne et meget groft og
umenneskeligt røveri. Han havde også stundom for skik at anvende følgende
pinselsstraf: Han gjorde den højre fod rigtigt fast på jorden, og det venstre
ben bandt han til grene, som i den hensigt var bøjede. Når grenene så blev
sluppet og sprang tilbage, flækkedes kroppen midt over. Hane, kongen på
Fyn, ville gerne indlægge sig stor hæder og ære og prøvede derfor på at
bekæmpe ham med sin flåde, men måtte give sig på flugt kun fulgt af én mand.
Det er til spot og spe for ham, at det ordsprog er blevet gængs: "Hane er
hjemme rigest".
(Saxo 7.9.8) Nu kunne Borkar ikke længere holde ud at se på den
fortræd, hans landsmænd led, og han angreb derfor Rød. De kæmpede
sammen og de omkom sammen. Efter hvad der fortælles, blev Halfdan hårdt
249
såret i det samme slag. Han var en tid lang svag af de sår, han havde fået. Et
af dem havde på en temmelig iøjenfaldende måde skæmmet hans mund. Den
knuste del af læben var nemlig så svullen, at kødet ikke kunne gro ud og fylde
den buldne flænge. Dette skaffede ham et forsmædeligt tilnavn, uagtet at sår
ellers plejer at indbringe den, der får dem, ros og ikke skam. Så ondsindet kan
den almindelige mening undertiden tyde, hvad der i sig selv er ære værd.
(Saxo 7.9.9) Da Gyrithe, Alfs datter, imidlertid betænkte, at hun var den
eneste, der var tilbage af kongestammen, og da der ikke fandtes nogen, som
var hende jævnbyrdig i byrd, som hun kunne ægte, aflagde hun løfte om
frivillig kyskhed, idet hun anså det for bedre ikke at gifte sig end at ægte en
mand af folket. For at sikre sig mod vold, lod hun sit jomfrubur bevogte af en
udsøgt skare kæmper. En gang traf det sig så, at Halfdan kom til hende, da
kæmperne, hvis broder han selv som dreng havde slået ihjel, var borte. Han
sagde da til hende, at hun skulle løse sit jomfrubælte og ombytte kyskhed med
elskov, idet hun ikke i den grad burde give efter for sit ønske om at leve kysk,
så hun lod hånt om at genoprette det forfaldne kongedømme ved ikke at gifte
sig. Han bød hende tage ham i betragtning som en, hun kunne gifte sig med,
da han var overmåde ædel af byrd. Det syntes nemlig at være den eneste
grund til, at hun ville unde nogen elskov.
(Saxo 7.9.10) Hertil svarede Gyrithe, at hun ikke kunne få sig til at parre
den rest, der var tilbage af kongestammen, med en mand af ringere herkomst.
Ikke nok med, at hun bebrejdede ham hans byrd, men hun lagde ham også
hans vanskabte mund til last. Halfdan sagde da, at hun havde sigtet ham for
to fejl. For det første, at hans herkomst ikke var glimrende nok, og for det
andet, at han havde en flænge som et hareskår, der ikke ville gro sammen.
Derfor ville han ikke komme igen for at bejle til hende, før han havde vundet
så stor berømmelse i krig, at den gjorde begge disse fejl til intet. Han bad
hende også om ikke at lade nogen mand dele leje med hende, før hun havde
fået sikre tidender om, at han var kommet hjem, eller at han var død.
(Saxo 7.9.11) Kæmperne, hvis bror han for længst havde dræbt, blev
vrede over, at han havde talt med Gyrithe, og forfulgte ham til hest. Da han så
det, bød han sine staldbrødre skjule sig, thi han ville ene tage imod
kæmperne, sagde han. Da hans ledsagere tøvede og indvendte, at den befaling
ville de have skam af at adlyde, drev han dem bort med trusler. Gyrithe skulle
aldrig erfare, at han af frygt unddrog sig en kamp. Han fældede straks en eg
og tildannede den som en kølle, kæmpede så ene med tolv og dræbte dem. Da
de havde måttet bide græsset, ville han ikke lade sig nøje med den ære, han
havde vundet ved så ypperlig en bedrift. Han fik derfor med henblik på at
udføre endnu større ting af sin moder de sværd, der havde tilhørt hans
bedstefar. Det ene hed Lysing, og det andet hed Hviding på grund af den
glans, der lyste af den hvasse æg.
(Saxo 7.9.12) Da han erfarede, at der herskede krig mellem
svenskekongen Alver og russerne, drog han på stående fod til Rusland, tilbød
250
landets folk der sin bistand og blev af alle modtaget med den største ære.
Alvar var ikke langt borte, idet de kun var skilt fra hinanden ved et lille stykke
vej. Alvars stridsmand, Hildiger, Gunnars søn, udæskede russernes kæmper
til at slås med sig, men da han så Halfdan træde frem og godt vidste, at han
var hans bror, fik blodets røst overtaget over hans tapperhed. Han sagde, at
han, der havde ry for at have fældet 70 kæmper, ikke ville slås med en lidet
erfaren mand. Han tilbød ham da først at prøve i det mindre, så kunne han
bagefter gå over til ting, der svarede til hans kræfter. Dette sagde han ikke af
mistillid til sit mod, men for at bevare sin ærlighed, thi han var ikke blot
meget tapper, men også erfaren i at døve sværd med galdresange. Da han nu
betænkte, at Halfdans fader var hans egen faders banemand, rørte der sig to
følelser i ham: Lyst til at hævne sin fader og kærlighed til broderen, og han
holdt det derfor for mere tilrådeligt at unddrage sig udfordringen end at begå
en stor brøde.
(Saxo 7.9.13) Halfdan forlangte da, at en anden kæmpe skulle gå imod
ham i hans sted, og fældede den, der mødte frem. Det varede ikke længe før
end også fjenderne tilkendte ham sejrskransen, og alle erklærede ham
enstemmigt for den tapreste af alle. Dagen efter forlangte han at slås med to
og fældede dem begge, tredjedagen vog han tre, fjerdedagen fire, femtedagen
fem. Da den ottende dag kom, og tallet på dem, han sloges med, og de sejre
han vandt, stadig var vokset i samme forhold, fældede han elleve i en dyst. Nu
skønnede Hildiger, at det ry, han selv havde vundet for sine bedrifter, ikke var
større end Halfdans tapperhed, og han kunne ikke længere få sig selv til at
nægte at kæmpe med ham. Da han var blevet dødeligt såret af Halfdan med et
sværd, der var omviklet med klude, kastede han sine våben og tiltalte liggende
på jorden sin broder således:
(Saxo 7.9.14-15)
…
Svensk og dansk som krydsed sværd,
begge samme moder bar.
Fandt end sent vi først hinanden,
begge Drot vi died broder.
Tungt at broder broder fælder.
Glad jeg er, at mig det gjaldt.
Vist jeg ved, du sande vil,
ej jeg svang mit sværd med lempe.
…
Ilde leger lykken med os,
snart til gråd den gammen vender.
Ingen bryder nornens bud.
251
Skæbnen hun os skikker får vi.
(Saxo 7.9.16) Da han havde kvædet dette, lastede Halfdan ham, fordi
han først nu, da det var for sent, åbenbarede, at han var hans bror. Han
svarede, at han havde tiet for ikke ved at undslå sig for kampen skulle få ord
for at være fej og ved at indlade sig på den få ord for at have begået en brøde.
Mens han således forsøgte at undskylde sig, døde han. Men blandt danskerne
udbredte det rygte sig, at Halfdan var faldet for Hildigers hånd.
(Saxo 7.9.17) En sakser af den fornemste byrd, Sivard hed han, begyndte
nu at bejle til Gyrithe, der var den eneste, der var tilbage af den danske
kongeæt. Hemmeligt foretrak hun Halfdan for ham, og så stillede hun da sin
bejler det vilkår, at hun ikke ville ægte ham, før end han havde samlet
Daneriget, der nu var splittet i stumper og stykker, til et rige. Med våbenmagt
skulle han give tilbage, hvad der var ranet fra hende med urette. Sivard
prøvede forgæves derpå, men da han havde bestukket alle dem, der havde
noget at sige i den sag, blev hun omsider trolovet med ham.
Da Halfdan i Rusland fik dette at vide af købmænd, sejlede han så
hurtigt hjem, at han kom, inden brylluppet var holdt. På brylluppets første
dag bød han, inden han gik op til kongeborgen, sine mænd, at de ikke måtte
forlade de vagtposter, han havde anvist dem, førend de hørte våbengny langt
borte. Ukendt af gæsterne gik han frem til jomfruen … og kvad:
(Saxo 7.9.18)
…
Ej for rænker ræd jeg var,
stolt jeg på et løfte stoled.
Tåbe tro på kvindetale,
lide trygt på kvindeløfter.
(Saxo 7.9.19) … "Ingenlunde har jeg brudt mit løfte til dig", sagde hun,
"om jeg end, ene, som jeg var, ikke magtede at modstå så manges overtalelser
og værge mig ved at gøre, hvad de strengt formanede mig i henseende til at
modtage dette ægteskabstilbud".
(Saxo 7.9.20) Jomfruen havde endnu ikke fået talt ud, da Halfdan
gennemborede hendes brudgom med sit sværd, og da han ikke var tilfreds
med at have fældet én mand, fældede han størstedelen af gæsterne. Da
sakserne angreb ham, selv om de vaklede frem og tilbage i drukkenskab, blev
de slået ihjel af hans mænd, som nu kom til.
(Saxo 7.10.1) Derefter ægtede Halfdan Gyrithe, men da han var kommet
på det rene med, at hun var ufrugtbar, og han i højeste grad var opsat på at få
afkom, drog han til Uppsala for at opnå, at hun blev frugtbar. Der blev da
svaret ham, at om han ville avle børn, måtte han først bringe sin broders
skygge et sonoffer. Dette bud adlød han, og så opnåede han, hvad han
252
ønskede, idet han med Gyrithe fik en søn, som han kaldte Harald.
(Saxo 7.10.2) I hans navn søgte han igen at samle Daneriget og give
riget dets fordums omfang, thi det var blevet splittet ved høvdingernes vold og
uret. I en krig på Sjælland angreb han da en såre navnkundig kæmpe ved
navn Vesete og faldt i slaget. Da Gyrithe, som af kærlighed til sin søn deltog i
slaget i mandsklæder, så det, tog hun sønnen, der kæmpede ivrigt, mens hans
staldbrødre flygtede, på sine skuldre, og bar ham til en lund i nærheden. De
fleste af fjenderne var for trætte til at forfølge hende, men en af dem skød en
pil gennem bagdelen på ham, mens han hang på hendes ryg, og Harald syntes
derfor, at hans moder havde påført ham mere skam end ydet ham hjælp.
Denne fortælling fortsætter direkte over i Saxos tidligere beretning
om Harald Hildetand. Hvis vi læser den danske historiker, Suhm, som
skrev i 1782 161 , får vi en forklaring, som sammenknytter Saxo-afsnittet
med det uddrag af de frankiske annaler for 782, som blev gengivet
ovenfor. Suhm skrev: "Blandt gesandterne nævnes en Asmund og en
Halfdan, hvilken var en søn af Borkar, underkonge i Skåne, gift med
Gyrithe, datter af Harald, Sigurd Rings søn, og blev ved hende fader til
den navnkundige Harald Klak, den første kristne konge i Danmark". Suhm
kan have kendt yderligere kilder, som brændte i København. Man kan dog
ikke forsværge, at han primært baserede oplysningerne på Saxo og
misforstod forbindelsen mellem Harald Hildetand og Sigurd Ring.
Man skal bemærke, at Gyrithe hos Saxo (7.9.10) er meget bekymret for
den gamle kongestamme – Skjoldungerne – som hun åbenbart var den sidste
rest af – hvilket jo ikke hænger sammen med, at hun skulle være datter af en
Alf. Hun oplyses ganske vist at være mor til Harald, men den logiske
forklaring må være, at hun ikke var mor til Harald Hildetand men til Harald
Klak, hvis far netop nævnes som Halfdan nedenfor ligesom hos Saxo. Hun var
tværtimod Harald Hildetands datter og den sidste Skjoldunge – hvilket ikke
modsiges af andre kilder. Frankernes annaler nævner under 812, at Harald
Klaks bror Annulo var nevø af den tidligere konge, Harald, som må være
Harald Hildetand, der her omtales af frankerne. Ifølge ovenstående var
Annulo barnebarn, men selv om Gyrithe skulle være Haralds søster i stedet
for datter, ændrer det ikke noget på historiens sammenhæng.
Også Harald Klaks øvrige brødre nævnes af frankerne. En af dem hed
Hemming, og senere frankiske annaler fortæller, at en dræbt Hemming var
søn af Halfdan 162 . Denne Halfdan må være Gyrithes mand, hvilket
harmonerer med Saxos tekst ovenfor, og han kan tillige være den Halfdan,
som i 798 gik i frankisk tjeneste – måske fordi Godfred da var ved at træde
161
Peter Friedrich Suhm: Historie af Danmark, 1782.
Fulda-annalerne nævner, at "Hemming, Halfdans søn" i 837 blev dræbt på øen Walcheren af
normannere. Hemming menes at være den bror til Harald Klak og Reginfred, som i 812 var
frankisk gidsel (Steenstrup/Erling Albrechtsen).
162
253
frem.
Suhm kan altså have haft ret i en del, men Suhm skelnede ikke
mellem historiske kilder og sagn – han rekonstruerede i virkeligheden også
sagnhistorie – han dokumenterede ikke historie, og kan ikke bruges som
kilde, selv om han måtte kende forsvundne kilder.
Saxo har dermed totalt negligeret Ynglinge-liniens første Sigurd som
dansk konge. Måske er den saksiske Sivar, som ovenfor i Saxos tekst må
vige for Hildetand-slægtens Harald Klak, i stedet et vrangbillede af den
Sigurd-skikkelse, som vi kender fra sagaerne og annalerne.
Sammenfattende må det konstateres, at Danmark ifølge sagaerne i 700tallet efter samlingen mod frankerne øjensynligt blev domineret af to fælles
konger over Danmark og Sverige med forskellig baggrund - Harald og Sigurd.
Når vi ser bort fra de åbenlyst digtede fortællinger, står de svagt repræsenteret
i sagaerne, og Saxo viger i særlig grad udenom den svensk/frisiske Sigurd. På
den anden side er Langfedgatal klar og vi har heller ikke nogen væsentlige
alternativer til disse to konger, som efterfølgere til figuren Dan/Ivar. Derfor er
det væsentligt at konstatere, at de frankiske rigsannaler i anden del af 700tallet netop omtaler en Haroldus og en Sigifred som danske konger - på en tid,
hvor Paulus Diaconus demonstrerede, at de danske konger - og især Sigifried
- var velkendte. Langfedgatal, overensstemmelsen mellem sagaer og annaler
og forekomsten af navnene hos Saxo er årsagen til at annalernes rækkefølge er
valgt for de samlende danske konger, mens en del af Saxos og sagaernes
øvrige konger kan være lokalkonger.
Ser vi på den tidligere omtalte arkæologiske analyse af Karen Højlund
Nielsen163, kom hun til det resultat, at 600-tallets isolerede regioner fortsatte i
den efterfølgende periode, selv om svearne synes at have bredt sig mod
sydvest. Først i løbet af 700-tallet udlignedes forskellene mellem regionerne.
Måske er Ingjald Illråde skyld i den sydvestlige udbredelse i Sverige, mens
Ivar Vidfadme havde så travlt mod syd, at et fælles overordnet styre (med
intern samhandel og militæranlæg) først viste sig under Harald Hildetand og
Sigurd Ring.
Det skal afslutningsvis bemærkes, at den samlende konge, som træder
frem i 700-tallet, blot behøver at være en fælles leder af fronten mod
frankerne, som opløstes igen i 800-tallet. Det ville være en typisk måde for de
germanske folk at fungere på, som kendes helt tilbage fra romersk jernalder –
og i øvrigt også fra svensk middelalder. Der var næppe tale om deciderede
samlede kongeriger.
163
Karen Højlund Nielsen 1991: Artikel i Fra Stamme til Stat 2.
254
Figur 23. Rekonstrueret kongeslægt / Harald Hildetand - Gorm
Rekonstruktion af kongeslægten baseret primært på de frankiske annaler og Adam af
Bremen. De stiplede linier er de mest tvivlsomme slægtslinier, mens de prikket/stiplede
linier er alternative slægtslinier. Tvivlen drejer sig især om Regnars, Knuds og Gorms
afstamning. Den svenske høvding, Olav, knyttes ikke her til det danske kongehus, men
han kan teoretisk være søn af Regnars Bjørn eller af den svenske Anund, som muligvis
var dansk gift. NB! Opstillingen er ændret for Hardeknud mfl. Se bilag 4b.
255
15. Godfred og hans sønner
15 Godfred og hans sønner
15.1 Godfred
Heller ikke i den næste generation kender vi de nøjagtige slægtsforhold, men nu får vi ofte hjælp af de frankiske annaler. Sagaerne fastholder
som sagt hårdnakket en enkelt Sigurd Ring, som både skulle slå Harald
Hildetand og være far til Regnar Lodbrog, men nedskrivningen er først
begyndt et par hundrede år senere, så en sådan forveksling vil ikke være
usandsynlig. Den første Sigifred må være død i 798-804, hvor Godfred
trådte ind på scenen 164.
Situationen var kritisk for danskerne efter Sigifreds død, da Karl den
Stores tropper stod ved Elben med abodritiske allierede blandt slaverne i
det østlige Holsten. Vi har desværre ingen anvendelige oplysninger om
Godfreds afstamning i sagaerne. Kun Saxo beskæftiger sig med hans
ophav – ifølge Saxo var han et familiemedlem, men Saxos forklaring om
en fader ved navn Gorm er alt andet end troværdig. Denne Gorm, søn af en
helt historieløs Harald, kendes ellers ikke 165 , og han gjorde sig alene
bemærket ved at sende en ekspedition på besøg hos jætten Udgårdsloke en ren Tolkien-novelle! Vi kan derfor roligt springe alle Saxos mange
sørøverhistorier om Gorm, Ømund og Thorkil over, og først læse de
historiske kilder hos frankerne, da det giver lettere mulighed for at vurdere
og sammenligne Saxo’s personbeskrivelser med historien.
Ud over Saxo kender vi den handlekraftige Godfred fra frankerne. Så
stærk kongemagten forekom på det tidspunkt, har han efter al sandsynlighed været bror eller søn til Sigifred. Der næppe har været andre end
Sigurd Rings og Harald Hildetands efterkommere på tale i den situation,
da kongeslægtens efterkommere kæmpede voldsomt om magten de næste
50 år. Harald havde ifølge Saxo kun datteren Gyrithe tilbage, da sønnerne
var døde. Af konkurrenter til Godfred kendes kun Halfdan, som søgte
frankisk asyl i 798 – måske netop af samme grund. Antageligt var han
Haralds svigersøn, mens Haralds dattersønnerne åbenbart ikke var kommet
på banen endnu.
De frankiske rigsannaler fortalte første gang i 804 om Godfred, som
med sin flåde og hele rigets rytteri ankom til Sliesthorp (Slesvig):
(ARF 804) … Da det nu meddeltes, at danerkongen Godfred med sin
164
Ragnarsona Thattr. Karsten Friis-Jensen og Claus Lund: Skjoldungernes Saga, 1984.
Tidsmæssigt ville det passe, hvis Gorm var søn af Harald Hildetand, men der er intet andet,
der indicerer den sammenhæng. Det er sandsynligvis et halvhjertet forsøg fra Saxos eller anden
side på at koble Godfred på Skjoldungernes mandslinie.
165
256
hær var gået ind i abodriternes land, sendte han sin søn Karl til Elben med en
kraftig styrke af franker og sakser og med befaling at gøre modstand mod den
afsindige konge, hvis han skulle gøre forsøg på at angribe saksisk område. …
Da Godfred havde trukket sig tilbage (med store tab iflg. annalerne)
gik Karls søn over Elben og afstraffede nogle af de slaver, som havde
sluttet sig til Godfred. Han trak sig derefter uskadt tilbage over floden.
(ARF 808) … Men før Godfred vendte tilbage, ødelagde han den ved
havet anlagte handelsplads, som i danernes sprog hedder Reric, og som
havde indbragt hans rige store indtægter ved inddrivelse af skatter. Idet han
også tog de derværende købmænd med sig, lod han flåden lette anker og kom
med hele hæren til havnebyen Sliesthorp. Her opholdt han sig nogle dage og
bestemte, at han ville befæste sit riges grænse med en vold, således at der fra
den østlige havbugt, som danerne kalder Osteralt, til Vesterhavet og langs
Ejderens hele nordbred skulle strække sig en forsvarsvold kun afbrudt af en
port, gennem hvilken kærrer og ryttere kunne komme ud og atter vende
tilbage. Efter at han nu havde fordelt arbejdet mellem sine anførere, vendte
han hjem …
Næste år forsøgte man resultatløst at forhandle fred mellem daner og
franker, og da abodriterne gik mod danernes slaviske allierede, endte det
med at abodriternes høvding blev dræbt i Reric af Godfreds mænd "ved
svig".
(ARF 810) … Mens kejseren endnu opholdt sig i Aachen og tænkte på et
felttog mod Godfred, modtog han budskab om, at en flåde på 200 skibe fra
Northmannia var landet i Frisland, at alle øerne langs den frisiske kyst var
blevet hærgede, at den normanniske hær havde leveret friserne 3 slag, at
danerne som sejrherrer havde pålagt de besejrede en tribut, og at der
allerede af friserne var betalt hundrede pund sølv som skat, men at kong
Godfred var hjemme. Og dette var virkelig sandt. … Han ilede med hæren i
største hast til Allerfloden, slog lejr ved dens udmunding i Weser og ventede
på det endelige udfald af Godfreds trusler. For denne konge pralede opblæst i
et forfængeligt sejrshåb med, at han ville møde kejseren i et feltslag.
Men mens kejseren var lejret på nævnte sted, fik han indbragt forskellige
budskaber. Således var flåden, som hærgede Frisland, sejlet hjem, og kong
Godfred var blevet dræbt af en af sine mænd.
Som sædvanligt skildres danerkongen som grum eller "afsindig".
Godfreds ”afsind” kan dog i vidt omfang have været bevidst politik, så han
fik lejlighed til at flytte handelsruten langs Frisiens kyst tværs over
Sønderjylland til Hedeby og videre over Østersøen til Skandinavien og de
257
russiske floder. Reric-affæren viser, at handelsruten var en del af
konflikten, hvor danerne sandsynligvis i forvejen havde flådemagten i den
vestlige Østersø 166 . Erik Arup udviklede i 1904 en teori om, at det var
friserne, der anlagde handelsbyerne i Østersøen, men Aksel E. Kristensen
imødegik i 1969 hans teorier som ubegrundede. Det virker da heller ikke
sandsynligt, at friserne kunne agere således på tværs af den militære magt i
Østersøen i Vikingetiden. De har sandsynligvis overdraget hovedparten af
varerne til nordiske købmænd i Hedeby – som de senere omtalte Ottar og
Wulfstan.
Traditionelt er Godfreds flådeangreb blevet set som den første store
vikingeflåde, men vikingetiden regnes - i historisk terminologi - fra
angrebet på Lindisfarna Kloster i 793. Fra det tidspunkt og i hele 800-tallet
fortsatte omtalen af regelmæssige vikingetogter mod Frisien, Frankrig og
England. Skal man tro sagaerne var der dog kun tale om, at vikingerne nu
nåede frem til områder med skriftlig rapportering - nordboerne havde
sandsynligvis optrådt som vikinger over for hinanden og de nærmeste
naboer i flere hundrede år. Godfreds flådeangreb var antageligt en taktisk
begrundet manøvre til afledning og svækkelse af frankerne – ikke blot et
plyndringstogt.
Figur 24. Foto - Hedeby
Udgravninger ved bæklejet i Hedeby i 1936. De ældste huse er dateret til omkring 810,
hvilket bekræfter frankernes oplysninger om oprettelsen i 808 af den nye by ved Slien,
som ses i baggrunden. Der er tale om en tæt bebygget by indenfor en halvkredsvold,
hvilket afviger stærkt fra de nordiske bopladser på den tid. Voldsystemet blev bygget
166
Bekræftet af foranstående citat fra ARF 808, hvor Karls allierede abodritter i Reric angives
at være skatskyldige til danerne allerede inden angrebet.
258
sammen med Dannevirke på grund af den udsatte beliggenhed.
Lad os derefter læse Saxos beretning om Gøtrik, som klart handler
om den historiske Godfred efter en ligegyldig anekdote:
(Saxo 8.16) Da Gorm var død, blev hans søn Gøtrik konge. Han
bemærkede sig ikke blot ved tapperhed, men også ved ædelt sind, og det er
ikke let at sige, om hans tapperhed var større end hans mildhed, thi han
tøjlede i den grad sin barskhed med venlighed, at de to ting syntes at holde
hinanden i ligevægt hos ham. På den tid kom der til kong Gøt af Norge to
islændinge167, Bjørn og Ræv. Kongen forærede Ræv, som han gjorde mest ære
af og viste størst fortrolighed, en svær armring. En af hirdmændene gav sig,
da han så det, til med store ord at rose gavens anselighed og sagde, at Gøt
ikke havde sin lige i godhed. Men skønt Ræv skyldte kongen tak for den
velgerning, han havde modtaget af ham, kunne han dog ikke godkende de
store ord, hvormed hirdmanden så overdrevent priste ham, og sagde, at
Gøtrik var mere gavmild end Gøt. For at knuse smigrerens tomme påstand
ville han hellere aflægge vidnesbyrd om den fraværendes gavmildhed end
løgnagtig sleske for den velgører, han stod ansigt til ansigt med. For det
andet holdt han for, at det var langt bedre at blive beskyldt for
utaknemmelighed end at støtte en tom og pralende ros ved at istemme den.
Man burde hellere gøre indtryk på kongen ved alvorlig sandhed end ved
løgnagtig smiger. Ulv - således hed hirdmanden - blev imidlertid ikke blot ved
med stædigt at fastholde sine lovtaler over kongen, men ville endog lade det
komme an på en prøve og foreslog Ræv, at de skulle vædde.
Ræv drog så med hans samtykke til Danmark, hvor han traf Gøtrik
siddende på sin trone i færd med at betale sine krigere deres sold. Da kongen
spurgte, hvem han var, svarede han, at man kaldte ham Lilleræv. Det lo nogle
af, og nogle undrede sig derover, men Gøtrik sagde: "Det hører sig til, at en
ræv tager sit bytte med munden", og med de ord tog han en ring af sin arm,
kaldte manden hen til sig og stak ham den i munden. Ræv satte den straks på
sin arm og holdt denne, prydet med guld, som den nu var, op til beskuelse for
alle, men den anden arm holdt han skjult, som fordi den intet smykke havde,
og til løn for hans snildhed skænkede kongen ham ved sin enestående
rundhåndethed en ring til, der ikke stod tilbage for den første. Det blev han
såre glad over - ikke så meget på grund af gavens anselighed, som fordi han
vandt det væddemål, han havde indgået. Da kongen hørte om væddemålet,
glædede han sig over, at han havde vist sig gavmild imod ham - mere ved et
tilfælde end med forsæt - og sagde, at han havde mere fornøjelse af at give
ham gaven, end han havde af at modtage den. Så drog Ræv tilbage til Norge,
og da hirdmanden ikke ville betale det tabte væddemål, slog han ham ihjel og
167
Island var på den tid slet ikke koloniseret.
259
fangede Gøts datter, som han gav til Gøtrik.
Efter at Gøtrik, som også kaldes Godfred, havde kæmpet i fremmede
lande og øget sin hæder og styrke ved det held, der fulgte hans våben, foretog
han sig blandt andre mindeværdige ting også at pålægge sakserne den lov
med hensyn til skatten, de havde at udrede, hver gang der foregik kongeskifte
i Danmark. Da skulle deres høvdinger afgive hundrede hvide heste til den ny
konge ved hans tronbestigelse. Når der foregik høvdingeskifte hos sakserne,
skulle den nye høvding ligeledes, straks når han overtog magten, udrede
denne skat. Således skulle han ved at vise sin lydighed bøje sig for Danmarks
vælde, idet han anerkendte vort lands overherredømme og højtideligt
tilkendegav sin underkastelse.
Gøtrik nøjedes ikke engang med at undertvinge Tyskland, men skikkede
Ræv som offentlig sendemand til Sverige for at søge også at vinde det.
Svenskerne turde ikke tage livet af ham ved åbenlys vold, men vovede sig til at
gøre det lumskeligt, idet de dræbte ham med en sten, mens han sov. De
hængte nemlig en møllesten op over ham og skar så tovene, den hang i, over
og lod den falde ned på hans hals. Som bod for denne brøde blev det bestemt,
at hver af dem, der havde haft del i den, skulle betale tolv mark guld til Gøtrik
og alle andre hver en unze. Den afgift kaldte de ræveskat.
Imidlertid skete det, at frankernes konge Karl overvandt sakserne i krig
og ikke blot tvang dem til at anlægge kristendommen, men også til at underkaste sig hans herredømme. Da Gøtrik erfarede dette, angreb han de folkefærd, der boede ved Elben, og søgte igen at lægge Sachsen ind under sit rige
som i gamle dage, thi sakserne holdt ivrigt fast på det åg, Karl havde lagt på
dem, og foretrak det romerske herredømme for det danske. Karl havde just
den gang trukket sin sejrrige hær tilbage hinsides Rhinen og afholdt sig derfor
fra at angribe den fremrykkende fjende, som om floden, der lå imellem dem,
hindrede ham deri, og da han besluttede sig til at gå over den igen for at gøre
det af med Gøtrik, fik han bud fra Pave Leo i Rom om at komme derned og
beskytte byen168. Han efterkom denne opfordring og overdrog sin søn Pippin
at føre krigen imod Gøtrik, så at Pippin, mens Karl selv kæmpede med en
fjende langt borte, skulle tage vare på den krig, han var kommen i med sin
nabo. Optagen, som han var, af bekymringer til to sider, måtte han dele sin
stridsmagt for at få tilstrækkelige midler til at møde kravene fra begge sider.
Imidlertid vandt Gøtrik en herlig sejr over sakserne, og efter at have
samlet nye stridskræfter og fået tilvejebragt en mere talrig hærstyrke,
besluttede han at hævne sig ikke blot på sakserne, men på alle tyskerne for
den uret, de havde begået imod ham ved at afkaste hans herredømme. Først
underlagde han sig med sin flåde Friesland. Dette land er meget lavt, og når
det rasende hav bryder gennem digerne, der er opkastede som værn imod
168
Paven anmodede rent faktisk Karl om beskyttelse mod longobarderne, som Karl
neutraliserede, men det var før Godfreds tid. Til gengæld førte assistancen til, at Karl i 801 blev
salvet som kejser af paven i Rom - og dette skete i Godfreds tid.
260
bølgerne, plejer hele vandmassen at skylle ind over de åbne marker. Gøtrik
pålagde friserne en skat, der mere var usædvanlig end hård. Jeg vil kort gøre
rede for, hvorledes den blev udredt.
Der blev bygget et hus, som var to hundrede og fyrretyve fod langt og
delt i tolv rum, hvert på tyve fod, så at de tilsammen strakte sig i den angivne
længde. I den øverste ende af dette hus sad kongens skatmester, og i den
nederste ende lå der ret ud for ham et rundt skjold. Når friserne nu kom for at
betale skat, måtte de kaste pengestykkerne hver for sig i skjoldets hulhed, og
kun dem, som skatmesteren langt borte, som han sad, tydelig hørte klinge, tog
han for gode og regnede med i den kongelige skat. Han regnede altså kun det
for skat, der blev betalt med pengestykker, som han på afstand hørte falde i
skjoldet. De, hvis klang var så svag, at den ikke nåede hans øren, blev ganske
vist også lagt i skatkammeret, men de blev ikke regnet med i skatten. Da
adskillige pengestykker ikke gav så tydelig klang, at skatmesteren kunne høre
den, blev følgen, at adskillige, som kom for at betale den skærv, de havde at
erlægge, måtte af med mange flere penge, end det egentlig tilkom dem at
betale. Denne skattebyrde skal Karl senere have fritaget dem for.
Efter at være draget igennem Friesland besluttede Gøtrik, da Karl
allerede var vendt tilbage fra Rom, at trænge ind i de fjernere dele af
Tyskland, men så blev han svigefuldt angrebet af en af sine egne mænd og
faldt for forræderens sværd. Da Karl erfarede dette, sprang han op med
overstrømmende glæde og tilstod, at noget glædeligere end denne begivenhed
aldrig var faldet i hans lod.
Saxo’s Gøtrik blev altså i slutningen af Saxo’s beretning til den
historiske Godfred. Sagaerne beskæftiger sig derimod stort set ikke med
denne markante konge – de koncentrerer sig om Regnar Lodbrog, som
altså var den unge søn af den anden Sigfred. Her er der en stor mangel i
Skjoldungesaga, men de manglende beretninger skyldes nok, at sagaerne
først og fremmest handlede om Lejre-kongerne.
På den tid havde Sigifreds slægt fået konkurrence af brødrene
Annulo, Harald Klak, Reginfred og Hemming. Ud fra frankernes
bemærkninger ser de som sagt ud til at have været slægtninge af Harald
Hildetand som sønner af hans datter Gyrithe og den skånske Halfdan, som
repræsenterede Sigifrid i 782, men gik over til frankerne i 798. Mod dem
stod ifølge frankerne Godfreds brodersøn, Hemming, som fik magten efter
Godfred.
Alt tyder på, at det var brødre i kongeslægtens fættergrene, der
kæmpede imod hinanden efter Godfreds død – men sagaerne interesserede
sig åbenbart kun for Lejrekongerne. Saxo ønskede næppe at skildre
kongemagten som åben for sådanne brødregrupper. Det var netop
problemet i borgerkrigene før Valdemar. Det var simpelthen en del af hans
formål at få dem ind på én række bestående af fortrinsvis fædre og sønner.
261
De danske kilder fik derfor aldrig de øvrige facetter med. Selve røgsløret
vil blive yderligere behandlet i forbindelse med Gorm den Gamle.
Harald Hildetand, og dermed også Harald Klak og hans brødre var
ifølge Langfedgatal og den rekonstruerede kongeliste efterkommere af
Skjoldungen Ingeld Frodesøns slægtsgren – Beowulfs Hadbarder. Sigurd
var derimod efter den rekonstruerede liste efterkommer efter Roars
konkurrerende Svertinger. Netop på det punkt er Langfedgatal anderledes,
idet Ivar Vidfadmes linie i den er efterkommere af Ingeld, hvilket kan
være en bevidst eller ubevidst fejl på et tidligt tidspunkt. Da Sigurd også
synes at være efterkommer i Ingjald Ildrådes Ynglinge-slægtsgren, kan
både Harald og Sigurd dog under alle omstændigheder kaldes Ingeldinge –
og de vil under alle omstændigheder også begge være efterkommere efter
Odin ifølge Skjoldungesagas Langfedgatal og den rekonstruerede liste.
Ifølge Arngrimur Jonssons læsning af samme Skjoldungesaga var Odin
søn af Thor. Troede man den gang på Ifølge legenderne bag
Skjoldungesaga og Langfedgatal var de mange døde i de indbyrdes kampe
i de fire vintre 812-15 medlemmer af kongeslægtens tre fremtrædene
brødregruppers. Vi skal høre om disse kampe i de næste kapitler, men
troede man i 800-tallet på de gamle kongelegender eller deres baggrund,
var alle eller blot nogen af dem Ingeldinge og efterkommere af Odin og
Thor. Er det dem, der omtales som Ingoldinge på Rökstenen?
15.2 Fætrenes kamp om Godfreds trone
Om Godfreds død skrev "Munken fra St. Gall" sidst i 800-tallet:
(St. Gall) Men Godfreds egen søn (hvis mor han netop havde forskudt
for at tage en anden hustru) fik ram på ham, da han var ved at trække sin
høg væk fra en hejre, og stak ham gennem livet med sit sværd.
Hvem denne søn var, melder historien desværre ikke noget om, men vi
hører om konsekvenserne, set fra frankerne:
(ARF 810) Efter danerkongen Godfreds død fulgte Hemming, hans
brodersøn, ham på tronen og sluttede fred med kejseren.
Freden blev underskrevet allerede året efter, så Saxos efterfølgende Olav
fra Lejre må igen være en lokalkonge, som man ikke kunne få meningsfuldt
plads til i sammenhængene:
(Saxo 9.1) Da Gøtrik var død, blev hans søn Olaf konge. Opsat på at
hævne sin faders død betænkte han sig ikke på at indvikle sit fædreland i
borgerkrig, idet han satte hensynet til, hvad han skyldte det almene, til side
262
for sine sønlige følelser. Da han var død, blev hans lig lagt i en høj, der blev
opkastet tæt ved Lejre, og som bærer hans navn.
(Saxo 9.2) Efter ham fulgte Hemming, om hvem jeg ikke har fundet
andet, der er værd at berette, end at han sluttede fred med kejser Ludvig og
stadfæstede den med ed. Men den avindsyge tid har måske skjult mange
udmærkede bedrifter af ham, skønt de gjorde ham navnkundig i hans levetid.
Nu begyndte der hvert år at komme frankiske optegnelser om
danerne, hvor danere som Halfdan og hans sønner har opereret på frankisk
side:
(ARF 812) Ikke længe efter kom meddelelsen om, at kong Hemming af
Danmark var død. Sigfred, en nevø af Godfred, og Annulo, en nevø af Harald,
den tidligere konge, ønskede at følge ham på tronen, men da de to ikke kunne
blive enige om, hvem der skulle være konge, så samlede de tropper, mødtes i
slag og fandt her begge døden. Men da Annulos parti havde vundet sejr,
valgte de hans brødre, Harald og Reginfred, til deres konger. …
(Saxo 9.3) Efter dem blev Sivard med tilnavnet Ring konge. Han var en
søn af en konge i Norge, der hed lige sådan, og Gøtriks datter. Det var
skåningerne og sjællænderne, der hjalp ham til magten, thi hans
søskendebarn Ring, der ligeledes var Gøtriks dattersøn, havde Jylland, så
herredømmet over riget var delt. Som om de to landsdele ikke var værd at
regne for noget formedelst deres lidenhed, begyndte fremmede folk ikke blot
at ringeagte dem, men også at angribe dem. Sivard gik løs på dem med større
forbitrelse end på sin medbejler til riget, og da han foretrak krig med udvortes
fjender for borgerkrig, forsvarede han i fem år standhaftigt sit fædreland mod
alskens farer. Han ville nemlig hellere finde sig i, at der blev gjort skår i hans
herredømme hjemme for så meget lettere at råde bod på den skade, der kom
udefra.
Derfor greb Ring, som var begærlig efter den del af landet, han rådede
for, lejligheden og søgte at tilrive sig herredømmet over hele riget og
betænkte sig ikke på at volde den mand fortræd i hans eget land, som vågede
over det uden for det. Han angreb nemlig de landsdele, han rådede for, og
lønnede ham således med utaknemmelighed for det forsvar, han førte for det
fælles fædreland. Så gav nogle af sjællænderne, der var Sigvard såre
hengivne, for at lægge deres oprigtige troskab imod den fraværende for
dagen, hans søn Regnar kongenavn, skønt han knap nok var kommet ud af
vuggen endnu, ikke fordi de ikke vidste, at han endnu var uskikket til at være
konge, men fordi de ved at føre så kosteligt et pant frem ville ophidse Sivards
sløve forbundsfællers sind imod Ring. Men da Ring erfarede, at Sigvard i
mellemtiden var vendt hjem fra sit krigstog, angreb han sjællænderne med en
263
stor hærstyrke, og lod dem vide, at hvis de ikke overgav sig, ville de blive
dræbt.
Sjællænderne, som kun havde valget mellem skam og fare, og som nærede mistillid til deres egne kræfter, fordi de var så få, bad om våbentilstand for
at kunne overveje sagen. Den blev tilstået dem, men da det ikke syntes dem
muligt at blive Sigvard tro, og det syntes dem uhæderligt at forblive under
Ring, vaklede de længe mellem frygt og skam. …
… Af frygt for ikke at udsætte … Regnar for umiddelbar fare bragte de
ham til Norge, for at han kunne blive opfostret der. Kort efter angreb Sivard
Ring og holdt slag med ham. Han fældede Ring, men fik selv ulivssår, så han
døde efter nogle få dages forløb.
Trods de uklare familieforhold indeholder Saxo og de frankiske
rigsannaler samme historiske hovedlinjer, men vi skal være
opmærksomme på, at familieforbindelserne ikke interesserede frankerne.
Der kan dog næppe heller være tale om Godfreds dattersønner, som Saxo
påstod, da Godfred på det tidspunkt havde fem sønner. Frankerne omtalte
Sigifred som en nevø (nepos) til Godfred – altså antageligt en bror eller
fætter til Hemming af mands- eller kvindelinje. Annulo's ældre ”onkel”
antages normalt at være Harald Hildetand, men han var dog snarere
morfar. Annulo kan betyde Ring, som Saxo kalder ham.
Saxo har altså vist sig at være rimeligt velunderrettet omkring dette
tidspunkt og helt på linje med frankerne – i modsætning til sagaerne og
Langfedgatal som slet ikke nævner Horik-grenen, der åbenbart ikke havde
noget med Lejre at gøre. Det vil derfor også være velbegrundet at vælge
hans dræbte Sivard Ring (II), hvis beskrivelse passer til frankernes
historie, som far til den unge Regnar – og droppe sagaernes
sammenblanding af de to Sigifred’er, som også er tidsmæssigt
usandsynlig. Saxo nævner netop, at Regnar var alt for ung til tronkampene
og derfor blev bragt i sikkerhed til en opvækst i Norge. For frankerne var
den unge Regnars skæbne derimod uinteressant – på den tid.
Ser man på forløbet i forhold til sædvanlige kongevalg, vil det være
forventeligt, at Sigifred I tog magten som overkonge efter at have
overvundet onklen, Harald Hildetand. Han stod derfor direkte over for
frankerne, som åbenbart havde haft Harald som tidligere kongelig kontakt
og referenceperson. Sigifreds bror, eller snarere søn, Godfred, overtog
magten ved Sigifreds død, mens Haralds svigersøn, Halfdan, gik i asyl.
Efter Godfreds død i 810 tog hans nevø, Hemming magten. Om det
skyldes, at Hemmings øjensynligt afdøde far havde været ældre end
Godfred, eller at Horiks sønner var for unge eller havde stået bag mordet
på Godfred, ved vi ikke. Da Hemming døde i vinteren 811-12, trådte
Harald Hildetands dattersønner ind på scenen med Annulo (Ring) som
modkandidat til Hemmings bror (eller fætter) Sigifred II. Under den
264
efterfølgende voldsomme kamp dræbtes både Sigifred og Annulo (Ring).
Regnar og Godfreds sønner flygtede til henholdsvis Norge og Sverige,
mens Annulos sejrende brødre, Harald Klak og Reginher, valgtes som
konger. Der er naturligvis stadig et svagt anstrøg af spekulation, men det
er næsten fuldstændig baseret på de frankiske annaler, som er støttet af
Saxo og ikke direkte modsagt af sagaerne eller logikken. Alle de nævnte
personer optræder i de frankiske annaler, bortset fra omtalen af den unge
Regner, som kun omtales af Saxo, der til gengæld her støttes af sagaerne,
selv om de har sammenblandet de to Sigifred’er.
Allerede ved Halfdans forræderi, men også ved det senere forløb
omkring sønnen, Harald Klak, og den nordiske hjælp til Godfreds sønner,
bliver det klart, at kampene ikke blot var en magtkamp, men også en kamp
mellem tilhængerne af henholdsvis den hedenske og den kristne religion,
hvor de gamle Skjoldunger åbenbart var på vej til at blive kristne.
Saxos Godfred-slægt
Figur 25. Saxos Godfred-slægt
Gorm
Godfred
Sivard
Datter
Datter
Sivard Ring
Ring
Olav
Regnar
Harald
Sivard
Guttorm
Erik Barn
Datter
Hemming
Enignub
Knud
Gorms og Godfreds slægt ifølge Saxo. Sivard I er her en norsk konge, hvis søn var sjællandsk konge, mens fætteren Ring (Annulo) var jysk konge.
Frankerne havde haft Haralds bror, Hemming - ikke at forveksle med
den tidligere konge - som gidsel, og i 813 forsamledes to delegationer for
at vedtage fred og udlevere denne Hemming. Brødrene deltog dog ikke
selv:
265
(ARF 813) … De var dog for tiden ikke hjemme, men var draget til
Westerfolda (Landskabet vest for Oslofjorden) med en hær, den fjerneste egn
mod nordvest i deres rige, som skuer over mod nordspidsen af Britannien, og
hvis høvding og folk nægtede dem lydighed. Da de efter at have underkastet
sig dem var vendt tilbage og havde modtaget den af kejseren oversendte
broder, begyndte dog kong Godfreds sønner og ikke få af de danske
stormænd, som allerede for en tid siden havde forladt fædrelandet og nu
levede i landflygtighed hos svenskerne, krig mod dem med tropper fra alle
sider, og da landsmænd fra alle egne af Danmark strømmede til i skarer, drev
de dem efter at have udkæmpet slag uden stort besvær fra kongemagten.
(ARF 814) … Danerkongerne Harald og Reginfred … samlede igen
styrker og begyndte krig mod Godfreds sønner. I denne kamp faldt både
Reginfred og en af Godfreds ældste sønner. Harald troede da ikke rigtigt
mere på sin sag, drog til kejseren og gav sig i hans varetægt. Da kejseren
havde modtaget ham, bød han ham tage til Sachsen og vente på et gunstigt
tidspunkt, hvor han ville tilbyde ham den hjælp, han bad om.
Sagaernes oplysninger om, at den danske kongemagt strakte sig til
Sverige og Norge var altså ikke tomt pral, når kongerne kunne lægge en
sådan vægt på en begivenhed i Norge, at de forlod den truede sydgrænse.
Selv Harald Klak og hans bror styrede altså i deres korte regeringstid hele
Kattegat-kysten. Uppland og de to Götalande kan man ikke kan udtale sig
om på dette grundlag.
Det står også klart, at kongeslægten havde delt sig i et frankervenligt
parti, som underkastede sig den frankiske kejser, og et Godfred-parti, som
ville stå fast mod frankerne og den kristne religion. Godfred-sønnerne fik
øjensynligt støtte af svenskerne og nordmændene, som også har været
betænkelige ved de kristne frankeres ekspansion. Øjensynligt var det
Skjoldunge-slægtens Ingeld-gren, repræsenteret ved Harald Hildetandbrødrene, som gik på frankernes kristne side, mens Godfred-slægten og
den lille Regnar var af hedensk frisisk/russisk mandslinje og af kvindelinje
fra både Ynglinge og Skjoldunger.
I 815 efter Karl den Stores død gik en frankisk hær med Harald Klak
op i den "normanniske" landsdel Sinlendi (Sønderjylland/Sli-land?), men
Godfreds sønner trak sig tilbage på en ø 3 mil fra fastlandet (Fyn?).
Frankerne turde ikke følge med og måtte derfor opgive at erobre
kongemagten til Harald. Dette må tolkes sådan, at herredømmet over
Jylland ikke gav tilstrækkelig magt over kongeriget. Der blev herefter
forhandlet mellem parterne, men i 819 skete der en kovending:
(ARF 819) …Også Harald blev af abodriterne efter kejserens befaling
ført til sine skibe og sejlede til sit fædreland for at overtage styret der. Til ham
sluttede sig to af Godfreds sønner for, som det siges, sammen med ham at dele
266
magten. To andre blev jaget ud af landet, men dette mener man, skete med
svig. …
Det videre forløb kan følges i annalerne. I 824 drog Harald tilbage til
kejseren for at klage sin nød over Godfreds sønner. Også bisp Ebo, som
havde været på missionstur hos danerne, vendte tilbage. I 826 lod Harald
og hans familie sig døbe af kejseren i Mainz - en storslået begivenhed,
som er digterisk skildret af Ermoldus Nigellus - hvorefter Harald vendte
tilbage til Danmark. Dette var anledningen til, at missionæren Ansgar blev
introduceret i Danmark, som en del af Haralds følge.
15.3 Horik I
På det tidspunkt trådte Godfred-sønnen Horik ud af brødregruppens
anonymitet.
Harald kunne ikke holde stand mod Godfred-sønnerne, som smed
ham ud for sidste gang i 827 efter hans dåb. Harald havde fået overdraget
et frisisk gods af kejseren, som blev hans fremtidige base. Det første års
tid generede han danerne ved plyndring, men efter et kraftigt dansk
modangreb koncentrerede han sig om intrigerne mellem Karl den Stores
sønner, der medførte en opdeling og svækkelse af det frankiske rige. Her
fik Haralds slægt betydning som grænsejarler i det frisiske område og
værn mod de normanniske vikinger.
I 829 ophørte de overleverede officielle frankiske annaler, men de
afløses af de næsten lige så fyldestgørende Annales Bertiniani – dog uden
samme interesse for de danske forhold.
Efter Haralds fald fik Ansgar i 829 besked af kejseren om at drage til
Sverige. Efter et sørøverangreb undervejs, der ribbede dem for alt, skriver
hans efterfølger Rimbert i Ansgars levnedsbeskrivelse:
(Ansgar kap. 10) … Med stor besværlighed rejste de den meget lange vej
til fods, og hvor det traf sig så, satte de med båd over de mellemliggende
vande og nåede endelig frem til dette riges søstad, som kaldes Byrka, hvor de
blev godt modtaget af kongen, som hed Bjørn, da hans sendebud forklarede,
af hvad årsag de kom. … Enkelte begærede af fromt sind dåbens nåde.
Deriblandt også byens høvding, kongens rådgiver og gode ven, ved navn
Herigar. …
Ansgar blev i Sverige i 1½ år, hvor han fik oprettet en lille menighed
på den internationale markedsplads, Birka. Menigheden klarede sig i
mange år frem til Herigars død – muligvis fordi en del var udenlandske
købmænd, som var nødvendige på handelspladsen – hvorefter Ansgar i
853 vendte tilbage til Birka.
Fra 845 opnåede Ansgar at blive venligt behandlet af Horik, men han
267
fik aldrig omvendt Horik, som regerede helt til 854. Inden den dramatiske
afslutning på Horiks regeringstid, skal vi dog følge et andet spor.
268
16. Regnar Lodbrog og hans sønner
16 Regnar Lodbrog og vikingerne
16.1 Saxos Regnar Lodbrog
Bemærkelsesværdigt ved Saxos beskrivelse er, at han kun har enkelte
sidebemærkninger om Horik/Erik I og Ansgar. Dette er i klar modsætning
til Adam af Bremen, som begynder sin fortælling om danernes konger med
Harald Klak og Ansgar – dvs. kristendommens og Hamburg-kirkens indtog
i Danmark. Saxo koncentrerer i stedet ligesom sagaerne sin fortælling om
Regnar Lodbrog, som må have været vikingekonge (anfører) samtidig
med, at Horik I var den danske konge, som frankerne forhandlede med. I
Saxos beretning indtager Regnar denne rolle overfor Harald Klak, og
Regnar synes i øvrigt at udfylde Horiks rolle helt ud, hvilket må skyldes,
at Danmark kun skulle have én konge i Saxos krønike - i lige slægtslinie.
Horik-linjen døde imidlertid ud eller mistede i alt fald kongemagten, så
den kunne Saxo ikke bruge – derfor var Regnars fortsættende slægt den
interessante. Den sagnomspundne Regnar og hans sønner var umulige at
komme uden om i en fortælling om Norden, og det var antageligt dem, der
havde Lejre som hovedsæde. Derfor måtte han reducere den parallelle
Horik til et ubetydeligt medlem af kongeslægten, som vi først skal møde
sidst i beretningen om Regnar-sønnerne i Saxo 9.5.6.
(Saxo 9.4) Efter ham (Sivard/Sigurd Ring) blev Regnar konge. På den
tid fældede kong Frø af Sverige den norske konge, Sivard, indespærrede hans
frænders hustruer i et skøgehus og udbød dem offentligt til beskæmmelse. Da
Regnar erfarede det, drog han til Norge opsat på at hævne sin bedstefader.
Da han kom dertil, ilede adskillige af disse kvinder, som enten nylig havde
måttet give deres legemer til pris eller frygtede for, at der snart ville blive
gjort vold på deres kyskhed, ivrigt til hans lejr i mandsklæder og erklærede, at
de ville foretrække døden frem for skændsel. Han, som ville hævne den tort,
der var blevet tilføjet kvinderne, skammede sig da heller ikke ved at benytte de
kvinders hjælp, hvis forsmædelse han ville hævne, imod ophavsmanden til
denne skændighed.
2. Blandt dem var også en skjoldmø ved navn Ladgerd, som havde
mands mod i brystet, skønt hun kun var en jomfru, og med håret udslået over
skuld-rene kæmpede i første række. Alle beundrede hendes uforlignelige
bedrifter - håret, der flagrede hende ned ad ryggen, røbede nemlig, at hun var
en kvinde - og da Regnar havde fældet sin bedstefaders drabsmand, udspurgte
han flittigt sine krigere om denne pige, som han havde lagt mærke til forrest i
fylkingen, og tilstod, at han havde denne ene kvinde at takke for sejren. Da
han havde fået at vide, at hun var af ædel byrd blandt nordmændene, bejlede
han indtrængende til hende ved sendemænd.
3. Hun foragtede hemmeligt hans bejlen, men lod, som hun ville føje
269
ham. Efter at hun ved løgnagtige svar havde fået sin forelskede bejler til at
tro, at han ville få sit ønske opfyldt, befalede hun, at en hund og en bjørn
skulle bindes i forstuen til hendes hus. Det var hendes agt at beskytte sit
kammer mod den ivrige elsker ved hjælp af disse to glubende dyr. Men
Regnar, som blev glad over det gunstige svar, gik om bord på sit skib, sejlede
over havet og begav sig ene til pigens hus, idet han bød sine ledsagere at blive
tilbage i Guldalen - således hedder en dal der på egnen. I huset blev han
modtaget af de glubske dyr, men det ene gennemborede han med sit spyd, det
andet greb han i struben, drejede halsen om på det og kvalte det. Han fik så
jomfruen som løn for den overvundne fare. I sit ægteskab med hende fik han
to døtre, hvis navne ikke er blevet bevaret i erindringen, og en søn Fridlev. I
tre år holdt han sig i ro og gammen.
4. Jyderne, som er et trodsigt folkefærd, troede, at han aldrig ville vende
tilbage på grund af det giftermål, han nys havde indgået. De sluttede derfor
forbund med skåningene og prøvede på at angribe sjællænderne, som med
inderlig hengivenhed bevarede deres troskab imod Regnar. Da Regnar erfarede det, udrustede han tre hundrede skibe. Efter at være sejlet hjem med gunstig vind tilintetgjorde han ved landsbyen Hvideby skåningene, der vovede at
holde slag med ham. Da vinteren var gået, kæmpede han sejrrigt med jyderne,
der boede ved Limfjorden - et sund i den del af landet. Efter for tredje og
fjerde gang at have overvundet skåningene og hallænderne vendte han sin hu
til kong Herrøds datter Thora, som han attråede at ægte, og forskød Ladgerd.
Han troede nemlig ikke, hans hustru var til at stole på, eftersom han
mindedes, hvordan hun i sin tid havde sat to grumme vilddyr ud på ham for at
berede ham døden.
5. Imidlertid havde svenskekongen Herrød bragt sin datter nogle slanger
til opfostring, som hans ledsagere havde fundet, da han en gang var på jagt i
skoven. Hun adlød straks sin faders bud og fandt sig i med sine jomfruhænder
at opfostre dette øglekuld - ja hun sørgede endog for, at de hver dag fik en hel
oksekrop at æde sig mætte på, uden at ane, at hun ved at opfede dem beredte
landet en ulykke. Da de var blevet fuldvoksne, afsved de nemlig hele omegnen med deres pestsvangre ånde. Kongen, som nu fortrød sin enfoldige
gerning, lod kundgøre, at den, der friede landet for denne plage, skulle få
hans datter til ægte. Mange ungersvende indlod sig forgæves på dette farlige
foretagende - ikke mindre tilskyndet af tapperhed end af elskov.
6. Da Regnar af folk, som rejste imellem landene, fik nys om dette, bad
han sin fostermoder om at give ham en ulden kappe og et par meget lodne
broge (bukser), som kunne skærme ham imod slangebidene. Han mente
nemlig, at han til beskyttelse måtte have lodne klæder. For lettere at kunne
røre sig i dem tog han dem tillige bløde og bøjelige. Da han på sit skib var
kommet til Sverige, og det faldt i med frostvejr, dykkede han sig med vilje i
vandet og lod de våde klæder stivfryse for at gøre dem mere
uigennemtrængelige. Således påklædt tog han afsked med sine ledsagere, idet
270
han opfordrede dem til at være sønnen Fridlev tro, og gik ene op til
kongeborgen. Da han fik øje på den, spændte han sværd ved lænd og tog et
spyd med svingrem i sin højre hånd.
7. Da han så gik videre, kom en usædvanlig stor slange glidende frem
imod ham. I dens spor fulgte en anden, der var lige så stor. De gjorde alt,
hvad de kunne, snart for at knuse ungersvenden med deres halers bugtninger,
snart for uafladeligt at overgyde og overspy ham med deres edder.
Hirdmændene, der var krøbet i sikkert skjul, så imidlertid til på afstand som
rædde småpiger. Kongen selv flygtede ligeledes rædselsslagen med nogle få
mænd til et snævert kammer. Men Regnar, som stolede på sine frosne klæders
hårdhed, gjorde slangernes giftige angreb til skamme ikke blot med sine
våben, men også ved hjælp af klæderne. Han holdt ene under utrættelig kamp
stand imod de to gab, der uafladeligt spyede edder på ham, thi deres tænder
afbødede han med skjoldet og edderen med klæderne. Til sidst slyngede han
med kraftig hånd spydet imod de to udyr, der angreb ham, borede det
igennem hjertet på dem begge og førte således kampen lykkeligt til ende.
8. Kongen så nysgerrigt på hans påklædning, og da han så, hvor lodden
og grov den var - især den nederste del af den og allermest brogene - gav han
ham skæmtvis tilnavnet Lodbrog. Han indbød ham også til gæstebud med ham
selv og hans venner, for at han kunne kvæge sig efter de overstandne
besværligheder. Regnar sagde imidlertid, at han først måtte se til sine
kammerater, som han havde ladet blive tilbage. Han gik da bort og vendte
tilbage med dem. De var alle prægtig klædte i anledning af det gæstebud, de
skulle til, og omsider, da det var til ende, fik han den for sejren fastsatte løn.
Med Thora fik han to herligt begavede sønner, Radbard og Dunvat, og de fik
brødrene Sivard, Bjørn, Agnar og Ivar.
9. Imidlertid afsatte jyderne og skåningene opflammet af en uslukkelig
oprørslue Regnar og overgav herredømmet til en mand ved navn Harald.
Regnar sendte bud til Norge og bad om venlig hjælp imod dem. Ladgerd, hvis
gamle kærlighed endnu levede stærkt og standhaftigt i hende, sejlede da
skyndsomst til Danmark tillige med sin nye husbond og sin søn og bragte
ham, som i sin tid havde forskudt hende, en flåde på hundrede og tyve skibe.
Da Regnar mente, at han havde al den hjælp nødig, han kunne få, opbød han
folk af enhver alder til forsvar. Han satte svagelige folk sammen med stærke
og betænkte sig ikke på at stikke drenge og oldinge ind i de stærkes fylkinger.
10. Han søgte først at knuse skåningerne og holdt et vældigt slag med
oprørerne på den slette, der kaldes Uldager169. Der viste Ivar, som kun var
syv år gammel, at han havde en fuldvoksen mands kraft i en drengs legeme.
Men Sivald blev, medens han angreb fjenden ansigt til ansigt, såret og faldt
næsegrus til jorden. Da hans staldbrødre så det, gav de sig opfyldte af den
169
Fra arkæologien (Göran Burenholt: Nordisk Arkeologi, 1999) ved vi i dag, at Skånes største
høvdingesæde i jernalderen, lå på det højeste punkt på sletterne ved Lund i nutidens Uppåkre,
som teoretisk kan være en forveksling af navnet.
271
største ængstelse til at se sig om efter, hvorhen de kunne flygte, så det kom
ikke blot til at gå ud over Sivard, men nedslog næsten hele Regnars hærs mod.
Men Regnar styrkede atter ved mandig dåd og opmuntring sine forfærdede
mænds slukne mod og drev dem til at prøve på at sejre, just som de var ved at
blive overvundne.
11. Ladgerd, som i sit spæde legeme havde et uforligneligt mod, dækkede
også med det forbillede, hun gav på glimrende tapperhed, over krigsfolkenes
tilbøjelighed til at give sig på flugt. Hun gjorde nemlig en svingning og faldt
uventet fjenden i ryggen, så den skræk, der var opstået blandt hendes
staldbrødre, gik over i den fjendtlige hær. Til sidst måtte Haralds hær vige, og
efter at hans folk havde lidt et stort nederlag, flygtede han. Da Ladgerd kom
hjem fra slaget, gennemborede hun om natten sin husbonds strube med et
spyd, hun havde skjult under sin kjortel. Derefter tilegnede hun sig hele hans
magt og værdighed, thi denne overmodige kvindesjæl holdt det for
fornøjeligere at have herredømmet uden husbond end at dele hans kår.
12. Sivard blev ført til en by i nærheden, hvor han lod sig pleje af læger.
De var imidlertid ved at fortvivle fuldstændigt, thi det skrækkelige sår gjorde
alle de lægemidler, de anvendte, til skamme. Men pludselig så de en mand af
forbavsende størrelse gå hen til den syges seng. Han lovede Sivard, at hvis
han ville indvie alle de mænds sjæle, han fældede i kamp, til ham, skulle han
straks blive karsk. Han lagde heller ikke dølgsmål på sit navn. Han hed
Roster, sagde han. Da Sivard skønnede, at han ved at give et ringe løfte kunne
opnå et stort gode, gik han ivrigt ind på, hvad manden forlangte. Så bortstrøg
oldingen pludseligt med hånden den blå plet, der var en følge af forrådnelsen
i såret, og der kom straks ar på det. Til sidst dryssede han støv i øjnene på
ham, og så gik han. Der kom pludselig pletter på Sigurds øjne, og til
forbavselse for dem, der så det, fik disse pletter den største lighed med små
snoge. Jeg skulle næsten tro, at ophavsmanden til dette under har villet
åbenbare den grumhed, ungersvenden skulle lægge for dagen i fremtiden. Ved
dette umiskendelige vidnesbyrd i hans øjne om fremtiden ville den mest
iøjnefaldende del af hans legeme ikke savne en forudsigelse om hans senere
liv. Da den gamle kone, som tilberedte hans lægemidler, så ham få disse
snogemærker i ansigtet, blev hun grebet af en usædvanlig skræk for
ungersvenden, dånede og faldt om. Herfra stammer Sivards vidt kendte
tilnavn Snogøje (Sagaernes Sigurd Orm-i-øje).
13. Imidlertid døde Regnars hustru Thora af en hidsig sygdom, hvilket
voldte ham, som elskede sin hustru højt, overordentlig bitter sorg. Da han
holdt for, at han bedst kunne forjage den ved arbejde, besluttede han at søge
trøst i idrætter og dulme sin smerte ved anstrengelser. Idet han derfor for at
drive sin kummer på flugt og finde trøst tænkte på krigsbedrifter, bød han, at
enhver husfader skulle bringe ham den af sine sønner, han satte mindst pris
på, eller en slave, der var upålidelig og doven til sit arbejde, for at han kunne
komme i krigstjeneste hos Regnar. Skønt denne forordning kun syntes lidet
272
skikket til at fremme hans formål, viste han dog, at de ringeste danske overgik
de tapreste mænd blandt andre folkefærd, og de unge mennesker havde stor
nytte deraf, idet de, som således udvalgtes, kappedes om at aftvætte det
dorskhedsmærke, der var blevet sat på dem.
14. Han bestemte derefter, at enhver retstrætte skulle pådømmes af tolv
godkendte ældste. Alle andre retsmidler afskaffedes, og det tilstedtes hverken
sagsøgeren eller sagvolderen at tale sin sag. Denne forordning havde det
gode ved sig, at den gjorde det umuligt letsindigt at yppe retstrætter, og han
mente derved tilstrækkeligt at have forebygget, at onde mennesker falskelig
anklagede nogen. Derefter påførte han England krig og sårede og fældede i et
slag Hame, som var konge der og fader til Ella, en såre ædel ungersvend.
Derpå fældede han jarlerne over Skotland, Petland og de øer, som kaldes
Sudrøerne eller de sydlige øer, og satte sine sønner Sivard og Radbard over
disse landsdele, der nu havde mistet deres høvding. Efter også med magt at
have berøvet Norge dets konge bød han dette land lyde Fridlev, og ham satte
han også over Orknøerne, som han berøvede deres egen jarl.
15. Nogle af danskerne, som i deres halsstarrige had imod Regnar hårdnakket vedblev at pønse på oprør, sluttede sig imidlertid til Harald. Han
havde hidtil været i landflygtighed, og søgte nu at bringe sin kuldkastede
lykke på fode igen. Ved denne fremfusenhed vakte de hele borgerkrigens
frækhed imod kongen og indviklede ham i farer hjemme, da ingen fare truede
ham udefra. For at holde dem i ave drog Regnar imod dem med en flåde
bemandet med danske øboer og tilintetgjorde oprørernes hær. Han drev
Harald, den slagne hærs høvedsmand, på flugt til Tyskland og nødte ham til
forsmædeligt at aflægge den værdighed, han frækt havde tiltaget sig. Han
nøjedes heller ikke med simpelt hen at ombringe fangerne, men foretrak at
pine dem til døde, så at de, han ikke kunne få til at opgive deres troløshed,
ikke engang fik lov til at opgive ånden uden at blive straffet med den største
grumhed. Desuden fordelte han jordegods tilhørende dem, der var flygtede
sammen med Harald, blandt sine krigsfolk. Han mente nemlig, at deres fædre
blev meget hårdere straffede, når de så, at den ære at tage arv efter dem blev
de sønner til del, som de i sin tid havde forstødt, medens de, som de holdt
mere af, gik glip af deres fædrenearv.
16. Men ikke en gang det var nok til at slukke hans hævntørst. Han
besluttede oven i købet at angribe Sachsen, fordi han troede, at det var hans
fjenders tilholdssted, og at Harald var tyet dertil. Han bad sine sønner om at
stå ham bi og angreb Karl, som just da opholdt sig der ved sit riges grænse.
Efter at Regnar havde opsnappet hans skildvagter og listet sig forbi de
udstillede vagtposter, troede han, at resten ville være let at gøre, og håbede,
at det ville gå rask fra hånden. Men så kom der pludselig en med
guddommelig spådomsgave udrustet kvinde, som om hun var en fra himlen
sendt sand-sigerske eller fortolkerske af den guddommelige vilje, og advarede
Karl med heldbringende forkyndelse og forebyggede ved sin lykkelige spådom
273
den truende fare. Hun lod ham vide, at Sivards flåde havde lagt til ved floden
Seines munding. Kejseren lånte opmærksomt øre til hendes ord, og da han
tydede dem som et budskab om, at fjenden var i landet, sørgede han for, at de
barbarer, hvis komme således var blevet meldt ham, blev holdt i ave ved, at
han gik imod dem og holdt slag med dem. I det slag, han holdt med Regnar,
havde han ikke så meget held med sig, som man skulle have ventet efter den
forsigtighed, hvormed han belavede sig på faren. Karl var næsten hele
Europas utrættelige overvinder, der var draget gennem så stor en del af
verden og alle vegne havde vundet de største og mest strålende sejre. Han så
nu den hær, der havde overvundet så mange stater og folkefærd, vende ryg i
slaget og blive slået af en lille flok fra en enkelt landsdel.
17. Efter at have pålagt sakserne skat fik Regnar sikker tidende fra
Sverige om, at Herrød var død, og dertil fik han at vide, at hans sønners arv
efter deres bedstefader blev forholdt dem ved hans efterfølger Sørles svig.
Han bad da Bjørn, Fridlev og Radbard om at slå sig sammen med ham - thi
Regnald, Hvidsærk og Erik, hans sønner med Svanløg, havde endnu ikke nået
våbenfør alder - og drage til Sverige. Da Sørle mødte ham med sin hær, lod
han Regnar vælge, om der skulle holdes almindeligt slag eller tvekamp, og da
han valgte tvekamp, stillede Sørle en kæmpe af udmærket mod ved navn Skard
tillige med hans syv sønner til holmgang med ham. Regnar tog sine tre sønner
med. De kæmpede i begge hæres påsyn, og Regnar gik ud af kampen som
sejrherre. Bjørn fik, fordi han havde tilføjet fjenden et nederlag uden selv at
lide nogen skade, et tilnavn, som han beholdt alle sine levedage. Det
forkyndte, at hans sider var så hårde, som om de var af jern. Denne sejr gav
Regnar tillid til, at han ville overvinde enhver fare, og han angreb da Sørle og
fældede ham og alle de krigsfolk, han førte i marken.
18. Han skænkede Bjørn herredømmet over Sverige som løn for hans
udmærkede tapperhed, og så afholdt han sig i nogen tid fra krig og holdt sig i
ro. Han fattede nu stor elskov til en kvinde. For lettere at komme i besiddelse
af hende søgte han ivrigt at vinde hendes fader ved at vise ham den største
velvilje, indbød ham ofte til gæstebud og behandlede ham så med den yderste
høflighed. Han rejste sig ærbødigt op, når han kom og hædrede ham ved at
bænke ham ved sin side, glædede ham tit med gaver og stundom med de
venligste ord. Da faderen indså, at al den ære ikke blev ham til del for hans
egne fortjenesters skyld, grundede han over, hvad grunden dertil vel kunne
være. Han kom så på det rene med, at hans konges stiltiende bevågenhed
hidrørte fra kærlighed til hans datter, idet han skjulte sin attrå for hende
under skin af venlighed imod ham. For nu at gøre elskerens snildhed til
skamme vogtede han så meget omhyggeligere på hende, just fordi han
mærkede, at han eftertragtede hende med hemmelig attrå og stor
halsstarrighed. Men Regnar, som til sin glæde havde fået sikkert bud om, at
hun gav ham sit ja, begav sig ud til den gård, hvor hun holdtes i forvaring.
Han gik ud fra, at intet er umuligt for elskov, og gik ene til en bonde i
274
nabolaget og bød sig til gæst hos ham. Næste morgen byttede han klæder med
kvinderne og kom i kvindedragt til sin elskede, medens hun var ved at spinde.
For ikke at røbe sig var han snild nok til også at give sig i lag med denne
kvindesyssel, skønt hans hænder ikke var øvede i kunsten. Om natten fik han
så sin vilje med pigen og favnede hende.
19. Da det lakkede ad tiden, da hun skulle føde, og hendes tiltagende
sværhed røbede, at hun havde sat sin kyskhed til, trængte faderen, som ikke
var sikker på, hvem hans datter havde ladet sig besvangre af, hårdt ind på
hende for at få hende til at sige, hvem hendes ukendte forfører var. Da hun
hårdnakket påstod, at hun ikke havde haft andre i sengen hos sig end sin
terne, overlod han til kongen at få sagen oplyst. Regnar kunne ikke finde sig i,
at den uskyldige terne skulle lade en så usædvanlig beskyldning sidde på sig,
og skammede sig ikke ved at tilstå sin egen brøde for at godtgøre en andens
uskyldighed. Ved denne ædle adfærd både gendrev han den falske
beskyldning, at en kvinde havde avlet barnet, og opnåede, at et latterligt rygte
ikke kom ud blandt onde tunger. Han lyste barnet, hun skulle føde, i kuld og
køn og sagde, at han ville, det skulle kaldes Ubbe. Da drengen omtrent var
bleven voksen, lagde han til trods for sin ungdom en moden mands forstand
for dagen. Han elskede sin mor, fordi hun havde givet sig hen til en højbåren
mand, men nærede ingen ærbødighed for sin fader, fordi han havde nedladt
sig til en elskov, der var under hans værdighed.
20. Derefter rustede Regnar sig til et tog imod hellesponterne, stævnede
danskerne til tinge og lovede, at han ville give folket overmåde heldbringende
love. Han fastsatte, at mens enhver familiefader hidtil skulle afgive den af sine
sønner, han agtede ringest, til krigstjeneste, skulle han nu ruste sin kraftigste
søn eller sin pålideligste træl. Da det var gjort, drog han ledsaget af sine
sønner med undtagelse af Ubbe af sted og angreb og underlagde sig
hellesponterne og deres konge Dian efter at have overvundet dem i adskillige
slag. Til sidst fældede han kongen efter at have påført ham en mængde
ulykker.
21. Hans sønner Dian og Daxon, der var gift med ruthenser-kongens
døtre, fik deres svigerfader til at hjælpe med krigsfolk og satte sig med den
største iver for at hævne deres fader. Da Regnar så, hvor umådelig stor deres
hær var, tvivlede han om, at hans krigsstyrke var tilstrækkelig. Han bød
derfor, at nogle kobberheste skulle sættes på hjul, så de kunne føres af sted.
De skulle køres omkring på vogne, som let kunne drejes, og af al magt drives
ind iblandt fjendernes tætteste skarer. Dette bidrog til at splitte fjendernes
fylking så meget, at håbet om sejr mindre syntes at bero på krigsfolkene end
på disse indretninger, som med deres uimodståelige masse knuste alt, hvad
der kom i vejen for dem. Den ene af høvdingerne blev dræbt, den anden
flygtede, og hele hellesponternes hær gav sig på flugt. Skytherne, med hvem
Daxon også var nært beslægtet på mødrene side, skal også være blevet
tilintetgjort i det nederlag. Deres land fik Hvidsærk. Ruthenser-kongen, som
275
ikke stolede på sine kræfter, skyndte sig i tide at unddrage sig Regnars
frygtelige våben ved flugt.
22. Da Regnar havde været på vikingefærd på det nærmeste i fem år og
hurtig havde bragt alle andre folkefærd til at underkaste sig, fik han at vide,
at bjarmerne åbenbart unddrog sig hans herredømme. Han havde nyligt
overvundet dem, men deres underkastelse ikke var til at stole på. Da de fik nys
om hans komme, fik de ved deres galdresange himlen til at stå dem bi og drev
de ophidsede skyer op til et voldsomt uvejr. Det hindrede en stund danskerne i
at sejle, og så slap levnedsmidlerne op for dem. Da uvejret pludselig hørte op,
sved den mest brændende hede dem med sin brand. Den plage var ikke lettere
at holde ud, end den stærke kulde havde været. Således plagede et
ulykkebringende overmål i begge retninger skiftevis deres legemer og
ødelagde dem ved sin overvældende styrke først til den ene side og så til den
anden. Hertil kom så blodgang, der gjorde det af med de fleste, så danskerne,
som ingen vegne kunne komme som følge af vejrets farlige beskaffenhed,
omkom i massevis af den legemssot, der opstod overalt. (Dette er muligvis
Saxos beskrivelse af den sygdom, som førte til Regnars død i andre kilder)
23. Da Regnar mærkede, at den magt, hvormed vejret holdt ham tilbage,
snarere var kunstig end naturlig, sejlede han videre, så godt han kunne, og
kom til kurernes og sembernes land, hvor man viste hans myndighed den
højeste grad af ære som den mest hæderkronede sejrherres magtfuldkommenhed. Denne hyldest gjorde kongen endnu mere opbragt på bjarmerne
for deres overmod, og han søgte at hævne den foragt, de havde vist hans
kongelige myndighed, ved uventet at angribe dem. Deres konge, hvis navn
ikke kendes, blev rædselslagen ved dette fjendernes pludselige indfald. Da han
ikke turde indlade sig i kamp med dem, flygtede han til Matul, kongen i
Finmarken. Stolende på dennes bueskytters udmærkede dygtighed fortrædigede han ustraffet Regnars hær, der overvintrede i Bjarmeland.
24. Finnerne plejer nemlig at løbe hurtigt på glatte træskinner og farer
af sted til hvilken side de vil, så man påstår, at de er i stand til efter behag at
nærme eller fjerne sig. Så snart de nemlig har gjort fjenden fortræd, flyver de
bort med samme hastighed, som de kom med. De er ikke længere om at trække
sig tilbage end om at rykke frem. Deres behændighed så vel som den
dygtighed, hvormed de forstår at bruge deres ski, gør dem derfor udmærket
skikkede både til at angribe og til at flygte. Man kan tænke sig, hvor Regnar
den gang må have undret sig over sin kranke lykke, da han, som i sin tid
havde besejret Romerriget, da det stod på sit højdepunkt, nu så sig styrtet i
den største fare af en våbenløs og uordnet hob. Han, som på glimrende måde
havde gjort det af med den romerske krigsstyrkes største pryd og den herligste
anførers ypperlige krigsfolk, måtte vige for en rå og vild hobs usle og fattige
udrustning. Han, hvis krigshæder det tapreste folkefærds magt hidtil ikke
havde formået at mindske, kunne nu ikke stå sig imod en lille flok af et
foragteligt folk.
276
24. … Han måtte nu finde sig i at angribe en ussel og ukendt lille
folkehob hemmeligt og ligesom på stimandsvis. Således gik det til, at han ikke
skammede sig ved at plette sin strålende hæder, som han havde vundet
åbenlyst og ved dagens lys, med svig i nattens mørke og i stedet for at holde
sig i åben tapperhed tog sin tilflugt til hemmelige baghold. Det blev lige så
nyttigt, som det tog sig stygt ud. Han glædede sig ikke mindre over finnernes
flugt end i sin tid over Karls og tilstod, at han havde fundet større kræfter hos
dette folk, der var blottet for alt, end hos den bedst udrustede krigsstyrke. Det
faldt ham lettere at holde stand over for romernes tungeste våben end over for
de pjaltede finners pile. Da bjarmernes konge var dræbt og finne-kongen
jaget på flugt, lod Regnar til evig påmindelse om sin sejr sine bedrifter
indriste på klippetoppene.
26. Imidlertid lod Ubbe sig af sin morfader Esbern forlede til
formasteligt at tragte efter kongemagten. Han satte den ærbødighed, han
skyldte sin fader, til side og gjorde fordring på kongekronen for sit eget
hoved. Da Regnar af de svenske jarler Kelther og Thorkil fik nys om denne
frækhed, sejlede han i største hast til Gotland. Da Esbern mærkede, at de to
nævnte mænd var Regnars sag hengivne med sjælden troskab, søgte han ved
at tilbyde dem belønninger at få dem til at svigte kongen. De holdt imidlertid
ubøjeligt fast ved, hvad de havde sat sig for, og sagde, at deres vilje rettede
sig efter Bjørns, hvorefter de lod ham vide, at der ikke var en eneste svensker,
som ville vove at gøre noget, der var ham imod. Så var Esbern ikke sen til at
prøve sig frem hos ham ved at skikke sendemænd til ham med de fagreste ord.
Han erklærede, at han aldrig ville hælde mere til forræderi end til trofasthed
og anså det for den største skændsel at foretrække en troløs broders gunst for
den retsindigste faders kærlighed. Sendemændene lod han hænge til straf,
fordi de havde opfordret ham til så svar en brøde, og svenskerne straffede på
samme måde de øvrige, der hørte til sendemændenes følge, med døden for
deres strafværdige opfordring.
27. Da Esbern skønnede, at hans underfundige og hemmelige anstalter
kun havde liden fremgang, samlede han åbenlyst krigsfolk og skred uden
omsvøb til krig. Men Ivar, der var høvedsmand over Jylland, erklærede, at
ingen af parterne i denne ugudelige strid kunne være guderne velbehagelig,
og han unddrog sig derfor fra den syndige krig ved frivilligt at drage i
landflygtighed. Regnar angreb Esbern i det sund, som hedder Grønsund, og
fældede ham. Den dræbtes afhuggede hoved bød han skulle stilles op i
forstavnen til skræk for oprørerne.
28. Ubbe flygtede, men begyndte atter krigen på Sjælland og angreb sin
fader. Da hans fylking var splittet ad, og han ene blev angrebet fra alle sider,
fældede han så mange af den fjendtlige hær, at fjendernes lig dyngede sig op
og dannede som den stærkeste vold om ham, inden for hvilken det var en let
sag for ham at hindre sine angribere i at komme ham nær. Til sidst blev han
dog overvældet af fjendens tætte skarer, fanget og ført bort for at lægges i
277
lænker. Med umådelig kraft sprængte han lænkerne og rystede dem af sig,
men da han søgte at bryde og afkaste de bånd, som så blev lagt på ham, var
det ham ikke muligt at slippe af sit fangenskab. Da Ivar fik nys om, at
oprørerens straf havde gjort ende på urolighederne i landet, vendte han hjem
til Danmark, hvor Regnar modtog ham med den største ære, fordi han, mens
denne grumme strid rasede, i hvilken far og søn stræbte hinanden efter livet,
havde lagt den største næstekærlighed for dagen.
29. Imidlertid fik Daxon, som længe forgæves havde søgt at overvinde
Hvidsærk, der stod for styret i Skythien, til sidst denne lokket i en fælde under
påskud af, at han ville slutte fred med ham. Han blev gæstevenligt modtaget af
Hvidsærk, men havde en skare væbnede mænd i beredskab, som han lod køre
ind i byen under foregivende af, at de ville drive handel, og som så ved
nattetid skulle angribe hans værts hus. Hvidsærk anrettede et sådant nederlag
blandt denne stimandsskare, at han var omgivet af en hel dynge lig af fjender,
så at de for at tage ham til fange måtte sætte stiger til. Tolv af hans
staldbrødre blev ligeledes fanget af fjenden på samme måde, og da det blev
stillet dem frit for at vende hjem til deres fædreland, erklærede de, at de ville
ofre deres liv for kongen og foretrak at dele en andens fare for at trække sig
ud af den, de selv var stedte i.
30. Men Daxon blev så grebet af medlidenhed ved synet af Hvidsærks
overvættes fagerhed, at han ikke kunne bære det over sit hjerte at bryde denne
knop, der var ved at folde sig ud til den herligste blomst. Han bød ham ikke
blot livet, men også sin datter til hustru med halvdelen af riget i medgift, idet
han hellere ville skåne ham på grund af hans fagerhed end straffe ham på
grund af hans tapperhed. Men så sjælsstor var Hvidsærk, at han ikke brød sig
det ringeste om et liv, der skænkedes ham af nåde. Han afslog tilbudet om at
slippe for al straf, som om det var en velgerning, der kun var såre lidt værd,
holdt selv fast på sin dødsdom og sagde, at Regnar ville være lemfældigere
med den hævn, han ville tage for sin søn, i fald han fik at vide, at han selv
havde fået lov til at vælge sin dødsmåde. Hans fjende undrede sig over denne
fremfusenhed og lovede, at han skulle blive ombragt på den måde, han selv
bestemte. Den tilladelse tog ungersvenden imod som en stor velgerning, og
han bad om, at han måtte blive bundet og brændt tillige med sine staldbrødre.
Daxon var ikke sen til at opfylde hans indstændige bønner om at måtte komme
af med livet og lod ham ombringe på den måde, han bad om som en gunst.
31. Da Regnar erfarede dette, var han nær ved at sørge sig til døde. Han
klædte sig ikke blot i sørgeklæder, men lagde sig også i sin store bedrøvelse
til sengs og gav sin smerte luft i suk og klager. Hans hustru, som havde mere
end mands mod, bebrejdede ham hans svaghed og styrkede hans mod ved
mandig opmuntring, kaldte hans sjæl tilbage fra sorgen og opfordrede ham til
af al magt at øve krigsbedrifter. Det var rimeligere, sagde hun, at en tapper
far sonede sin søns blodbestænkte aske med våben end med tårer. Hun
formanede ham til ikke i kvindagtig sorg at pådrage sig lige så megen vanære
278
ved gråd, som han før havde vundet hæder ved tapperhed. Hendes ord gjorde
Regnar bange for, at han ved kvindagtig sorg kunne sætte den navnkundighed
på spil, hans tapperhed tidligere havde skaffet ham. Han aflagde sine
sørgeklæder og de andre tegn på sorg, og i håb om snarlig hævn vækkedes
atter hans slumrende mod. Således kan stundom de svage sjæle styrke de
stærke.
32. Han overdrog til Ivar at tage vare på riget, omfavnede med faderlig
kærlighed Ubbe, som atter var kommet i gunst hos ham som i fordums dage.
Så sejlede han med sin flåde til Rusland, fangede Daxon og sendte ham
betynget med lænker til Udgård for at holdes i forvaring der. Det er vitterligt,
at Regnar ved denne lejlighed behandlede sin kæreste søns drabsmand med
den største mildhed og lemfældighed, idet han for at opnå den hævn, han
attråede, lod sig nøje med at sende den skyldige i landflygtighed frem for at
lade ham dræbe. Denne mildhed bragte ruthenserne til at skamme sig ved
yderligere at rase imod en konge, som de ikke en gang ved bitter uret kunne
drive til at ombringe sine fanger. Det varede heller ikke længe, før Regnar
atter skænkede ham sin gunst og gav ham tilbage til hans land, imod at han
lovede hvert år at overrække ham skatten knælende og barbenet ledsaget af
tolv af landets ældste, som ligeledes skulle være barbenede. Han regnede det
nemlig for bedre at gå lemfældigt til værks over for en fangen og ydmygt
bedende mand end at svinge den blodige økse og ville hellere til stadighed
bøje mandens stolte nakke under trældomsåget end at hugge den over en gang
for alle.
33. Da han drog bort derfra, satte han sin søn Erik med tilnavnet Vejrhat
over Sverige. Her fik han at vide, at medens Fridlev og Sivald var på krigstog
med ham, havde nordmændene og skotterne svigagtigt overdraget kongeværdigheden til to andre. Han gjorde det da først af med ham, der havde
tilrevet sig magten i Norge, og gav dette rige til Bjørn. Derpå drog han
sammen med Bjørn og Erik til Orknøerne, som han hærgede. Omsider lagde
han til land ved Skotlands grænser, og efter at have udmattet skotternes konge
Murial ved et tre dages slag fældede han ham. Hans sønner Dunvat og
Radbard blev derimod efter at have kæmpet ypperligt dræbt af fjenderne, så
den sejr, deres far vandt, var bestænket med deres blod.
34. Da han kom hjem til Danmark, fik han at vide, at hans hustru
Svanløg i mellemtiden var død af sot. Straks søgte han trøst for sorgen i
ensomhed og lukkede tålmodigt sin syge sjæls kummer inde bag sit hus'
vægge. Denne bitre sorg fik imidlertid ende, da Ivar pludselig vendte hjem,
fordrevet fra sit rige. Gallerne havde nemlig jaget ham bort og svigagtigt
overdraget kongemagten til en mand ved navn Ella, Hames søn. Regnar tog
Ivar med som vejviser, eftersom han var stedkendt der i landet, sejlede dertil
med sin flåde og kom til den havn, som hedder Norwich. Der udskibede han
sine krigsfolk, og efter et slag, der trak ud i tre dage, drev han, efter at der var
flydt en mængde engelsk og såre lidt dansk blod, Ella, der havde stolet på
279
gallernes tapperhed, på flugt.
35. Efter at have dvælet et år der som sejrherre kaldte Regnar sine
sønner til hjælp og drog til Irland. Efter at have dræbt kongen, Melbrik,
belejrede, stormede og indtog han Dublin, der var helt opfyldt med
barbarernes skatte. Der lå han i lejr et år, og så sejlede han igennem
Middelhavsstrædet og trængte frem helt til Hellespont, idet han drog igennem
de mellemliggende riger og alle vegne vandt de berømmeligste sejre. Skæbnen
afbrød ingen steder hans stadige og heldige fremgang.
36. Imidlertid havde Harald med bistand af nogle danske, som kun havde
liden lyst til at følge Regnar på hans krigstog, igen begyndt uroligheder i riget
og anmasset sig kongenavnet. Da Regnar vendte tilbage fra Hellespont, mødte
han ham med våbenmagt. Da det gik Harald uheldigt, drog denne, som indså,
at hans hjælpekilder hjemme var udtømte, til kejser Ludvig, som den gang
opholdt sig i Mainz, for at bede ham om hjælp. Ludvig, som var opfyldt af den
største iver for at udbrede den sande tro, stillede barbaren en betingelse. Han
lovede ham hjælp, hvis han ville gå ind på at antage kristendommen, thi der
kunne ingen hjerternes enighed være imellem folk, som havde forskellig tro.
Enhver, som søgte hjælp, måtte derfor først have samme religion, og man
kunne ikke være fælles om store bedrifter, når man var uenig om, hvorledes
man skulle dyrke Gud. Denne kejserens beslutning skaffede både hans gæst
frelsen og ham selv ry for fromhed. Så snart Harald højtideligt havde ladet sig
døbe, hjalp han ham straks med saksiske krigsfolk.
37. Stolende på dem lagde Harald med umage og bekostning kræfter i at
bygge en kirke i landskabet Slesvig, som han viede til Gud. Således tog han sit
forbillede i henseende til den hellige gudsdyrkelse fra de romerske kirkeskikke. Han erklærede hedningernes vildfarelser for vanhellige, nedbrød
deres templer, jog offerpræsterne i landflygtighed, afskaffede deres
præsteskab og var den første, som indførte Kristi hellige lære i sit barbariske
fædreland og lagde vægt på den sande gudsdyrkelse efter at have forkastet
afgudernes. Endelig iagttog han med den mest samvittighedsfulde omhu alt,
hvad der kunne tjene religionen til beskyttelse. Men Harald havde mere
fromhed end held med sig ved det, han således begyndte på, thi Regnar kom
over ham. Regnar krænkede de kirkeskikke, han havde indført, gjorde den
sande religion fredløs, genindsatte den falske i dens gamle plads og lod dens
skikke komme til deres gamle ære og værdighed. Harald måtte gå i
landflygtighed og gjorde sig skyldig i helligbrøde, thi han, der havde givet et
lysende forbillede ved at begynde på at indføre den sande lære, var den første
til at svigte den. Efter at have gjort sig berømmelig ved sin fromhed blev han
en skændig frafalden.
38. Imidlertid begav Ella sig til Irland, hvor han ombragte alle dem, der
med troskab hang ved Regnar, med sværdet eller på anden måde straffede
dem. Da Regnar angreb ham med sin flåde, straffede den almægtige ham i sin
retfærdige vrede åbenlyst for den foragt, han havde vist religionen. Regnar
280
han blev fanget og kastet i fængsel, og hans syndige legeme blev givet til føde
for slanger. Øglerne frådsede ynkeligt i hans indvolde. Hans lever blev
fortæret, og en slange gnavede som en grum bøddel på selve hans hjerte. Da
kvad han med modig røst om alle sine bedrifter, og da han havde opregnet
dem alle tilføjede han:
"Om grisene vidste,
hvad galten må lide,
til strid de stævned
og stormed stien."
39. Af de ord skønnede Ella, at der endnu var nogle af hans sønner i live.
Han bød da, at bødlerne skulle holde op og slangerne tages bort, men da
svendene ilede til ormegården for at udføre kongens befaling, var Regnar
allerede kommet den i forkøbet ved sin død.
40. Må vi ikke sige om denne mand, at to norner havde delt hans skæbne
imellem sig? Den ene skænkede ham en velbeholden flåde, et mægtigt rige og
de vældigste kræfter til vikingefærd. Den anden påførte ham hans berømmelses tilintetgørelse. Hans krigsfolks fald og den beskeste død, idet bødlen så
de giftige øgler flokkes om ham og frådse i det hjerte, som havde holdt
urokkelig stand over for enhver fare. Af ham, som fra at være den herligste
sejrherre sank ned til usle fangekår, kan vi lære, at ingen skal stole for trygt
på lykken.
Som det fremgår, er Harald Klak let genkendelig, mens annalernes Horik
endnu ikke er nævnt med et eneste ord, selv om Saxo må have kendt ham, når
han var så godt orienteret om begivenhederne i 810-812. Saxos Regnar
udfører nemlig her både det, vi kender som Horiks, Regnars og Regnarsønnernes bedrifter - og lidt til.
Sandsynligvis er det Regnar Lodbrogs død, der skildres - men på en helt
anden måde - i de frankiske kilder i 845, hvor Annales Bertiniani og Xanten
beretter:
(Bertin 845) … Normannerne sejlede nu igen ned ad Seinen til havet,
plyndrede overalt, hærgede og brændte alle byer i kystegnene. Men selv om
den gode Gud var så dybt krænket over vore synder og derfor hårdt hjemsøgte
de kristne riger og lande, så blev dog hedningerne, for at de ikke længere
ustraffet skulle beskylde Herren, den Almægtige og Alvidende, for mangel på
forudseenhed eller i hvert fald på magt, da de efter plyndring og nedbrænding
af et kloster vendte hjem med tungtlastede skibe, således ramt af Guds dom
med blindheds mørke og med vanvid, at kun enkelte undkom, som kunne
fortælle de andre om Guds magt. Bevæget heraf, siges det, at Horik, deres
konge, sendte fredsforhandlere til Ludvig, germanernes konge, beredt til efter
281
evne at løslade fangerne og til at give de røvede skatte tilbage …
(Xanten 845) … Men senere blev røverne ramt af en umådelig ulykke, i
hvilken også forbrydernes anfører, Reginher, som havde udplyndret de kristne
og de hellige steder, omkom under herrens slag.
… Så afholdt deres konge, Horik, sig i fjorten dage med hele hedningefolket fra kød og mjød; plagen holdt da op …
Vikingelederen Regnars skæbne beskrives mere bredt i "Den hellige
Germains mirakler"170, hvor sygdommen begrundes med, at hans folk skændede helgengraven. Om Regnars død fortælles:
(Germain) … den svulmende hævelse var i den grad fuldstændig, at
hørelsen, synet, lugten og smagen forsvandt fra hans legeme. Og da han var
revset af Gud, således som han fortjente, sprængtes han midtpå, og alle hans
indvolde flød ud på jorden. … Men de andre, som blev tilbage, døde dag for
dag. Og ikke blot disse, men enhver, der havde rørt ved dem, døde også med
det samme, ramt af en indvortes sygdom.
Reginhers ynkelige sygdom, vanvid og udflydende indvolde konverteres
hos Saxo og sagaerne på mere passende vis til en heltekonges død i en
ormegård. Der er næppe tvivl om, at vikingehærens leder Reginher (Raginerus
i St. Riquiers Mirakler) var sagnenes Regnar Lodbrog, som netop havde
denne vikingerolle. Da Regnar blev syg, søgte han til faderens fætter, Horiks
hof. "De vendte hjem med tungtlastede skibe" og Horik, som var deres konge,
"gav de røvede skatte tilbage". I frankernes øjne stod Horik helt klart over
vikingelederne, selv om Horik officielt med beklagelse tog afstand fra
vikingernes plyndringer, når frankerne klagede til ham. Kun i samme år - 845
- skal han selv have været på færde ved afbrændingen af Hamburg - måske
med deltagelse af Regnar171.
Regnars død tyder på, at der har været et forhold af accept mellem Horik
I og Regner, der bekræfter de familieforhold, som er omtalt tidligere.
16.2 Sagaernes Regnar og Ansgars anden rejse
Sagaerne ligger på linie med Saxo. Danernes konge, Regnar Lodbrog, er
en fast bestanddel i sagaerne, og han fik endda sin egen saga sammen med
sine sønner. Følgende er Axel Olriks komprimerede referat af Arngrimur
Jonssons genfortælling af sagaerne:
(Fragmenta) … Regnar Lodbrog fik ved sin fader Sigurds død riget.
Men da naboerne så, at så ung en konge rådede over landet, begyndte de
at lægge det under sig. Han fandt da på det råd at bejle til Götalandsjarlen
170
171
Gyldendal/Politiken: Danmarks Historie, Bind 3, 1988 (side 123).
Bertin 845 og Niels Lunds alternative tolkning i Historisk Tidsskrift, 2002.1.
282
Gautriks datter Thora, som han fik som løn af jarlen for at dræbe en vældig
slange. Hun døde efter at have født ham sønnerne Erik og Agnar. Regnar
underlagde sig hele det rige, som hans forfader Ivar Vidfadme havde haft, og
gjorde sit navn kendt i mange lande. Han ægtede siden Aslaug, datter af den
navnkundige kæmpe Sigurd Favnesbane. Hun fødte ham fem sønner: Ivar,
Hvidsærk, Bjørn, Ragnvald (der allerede i sine unge år faldt i sine brødres
hær) og Sigurd, den yngste. Hvert år drog Regnar på hærtog og satte da
underkongen Eystein til at vogte Svealand. Regnars ældste sønnekuld, Erik og
Agnar, angreb ham da for at vinde riget. Den gang holdtes der stort blot i
Uppsala. Kong Eystein havde en troldko, som han blotede til. Ved sit brøl og
sin styrke kunne den opskræmme en hel hær. I slaget faldt Agnar og Erik blev
taget til fange. Eystein tilbød ham bod for sin broder og at give ham sin datter
til ægte, men Erik ville ikke overleve sin broder. Han bød dem plante spyd i
jorden med odden op og at kaste ham på dem. Til afsked sendte han sin
stedmoder Aslaug en ring. Kort før havde Regnar bejlet til Eysteins datter og
villet lade sig skille fra Aslaug, fordi hun ikke var af ædel byrd. Han opgav
dog dette forsæt, da Aslaug fortalte ham den rette sammenhæng og derpå
lovede ham, at det barn, hun da bar under hjerte, skulle have en orm i øjet
som mærke på sin afstamning fra ormedræberen Sigurd. Dette barn, hendes
yngste søn Sigurd, fik derfor tilnavnet Snogøje (Ormøje).
Ivar med tilnavnet Benløs (fordi han havde brusk i stedet for ben), Bjørn
Jernside og Hvidsærk drog på mange vikingetog, og indtog til sidst i faderens
fravær hans rige, men moderen æggede dem op til hellere at hævne hendes
stedsønners død. De drog da med al deres magt mod Svealand. Ivar Benløs
lod sig bære i slaget på et skjold. Han var kun væbnet med en stærk bue.
Straks da de mødtes, førte Eystein sin troldko mod fjenden, efter først at have
blotet til den. Ivar sendte den imidlertid med et skud en pil i hvert øje.
Dernæst sprang han op på dyret (hans brusk blev med et til ben!) og huggede
det i stykker. Brødrene sejrede nu, og Eystein faldt.
Regnarssønnerne drog nu i viking og satte sig for at hjemsøge Rom.
Undervejs mødte de en olding, som bar jernsko. På deres spørgsmål, hvor
lang vejen var, svarede han, at han, siden han forlod Rom, havde slidt det par
jernsko op, han bar på ryggen, og næsten også det, han nu havde på.
Vikingerne vendte da om. Men oldingen skal have været apostlen Peder, der
således værgede sin by172.
Regnar ville ikke sættes i skygge af sine sønners stordåd. Han rustede,
medens de var på tog, to skibe og drog mod England. Forgæves søgte Aslaug
at holde ham tilbage. Derovre blev han slagen og mistede ynkeligt livet.
Under selve dødskampen digtede han et kvad om, at han havde kæmpet i 51
slag og sejret i alle. Således døde han ved ormenes bid.
Fortællingen om hans død og sønnernes hævn lyder omtrent som hos
Saxo. Den by, som Ivar anlagde på den af Englandskongen givne grund,
172
De angreb Luna nord for Pisa i den tro, at det var Rom, og vendte om i nærheden af Firenze.
283
kaldes hos os London, og Ivar skal have øget dens omfang ved opfyldning af
søen.
Regnars sønner delte riget mellem sig. Ivar fik England. Han levede
længst af dem alle. Efter sin død blev han højlagt på gammel vis. … Sigurd
Ormøje fik Danmark, Bjørn Jernside Svealand og begge Götlande, Hvidsærk
fik Vendland og Reidgotaland.
Stort set alle krøniker og kongelister taler om Regnar Lodbrog som
danskernes konge, til trods for, at kun Horik historisk er dokumenteret som
konge - endda som vikingelederen Reginhers overordnede. Horik må formelt
have været konge over de danske lande og overordnet i relation til lederne for
de vikingeflåder, som udgik fra Danmark, men de øvrige har sandsynligvis
været kaldt konger i Norden, og Regner var ifølge Saxo konge på Sjælland. Vi
vender senere i kapitlet tilbage til dette forhold.
Figur 26. Figurine af Odin
Figurine af Odin i sin tronstol Lidskjalf fundet under udgravningerne i Lejre. Ravnene
Hugin og Munin er klare attributter. Vulsten under næsen er et overskæg, hvilket kan
være vanskeligt at se, da figuren kun måler et par centimeter. Den er fra 800-tallet.
Udover at Regnar døde, var året 845 åbenbart et vendepunkt på flere
284
andre måder. Ansgars efterfølger i Birka, Gautbert, blev udjaget af svearne,
men til gengæld forligede Horik I sig med kristendommen - uden at blive
omvendt. Kirken hævdede, at det skyldtes Guds straf over Regnar. Måske var
det i stedet tabet af en alliance med Regnar, der medførte, at Horik måtte have
mere ro på den frankiske front, fordi han ikke havde samme forhold til
Regnars balstyriske sønner. Under alle omstændigheder kan man hos Rimbert
nu læse om Ansgar:
(Ansgar 21) Derfor besøgte han jævnligt Horic, som dengang var
enehersker i Danmarks Rige … og i en søstad i hans rige, som var meget
skikket dertil og ligger nær ved disse egne (Hedeby), hvor købmænd kom
sammen fra alle kanter, tillod han ham at bygge en kirke, indrømmede ham et
sted, hvor præsten kunne bo, og gav tillige den tilladelse, at hvem i hans rige
der ville, måtte blive en kristen.
Rimbert fortæller også i sit kapitel 16 om den landflygtige svenske kong
Anund, som opholdt sig i Danmark, men som ca. 851 tog præsten Ardgar
med, da Anund med dansk hjælp generobrede Birka. Ardgar drog dog hurtigt
tilbage, da den kristne Herigar døde. Ansgar drog i stedet derop, og Rimbert
fortæller i forbindelse med denne anden Birka-rejse ca. 853:
(Ansgar 23) Da han nu var i færd med at foretage denne rejse, havde
han med sig et sendebud og tegn fra nysnævnte kong Horic, og denne lod den
svenske konge, ved navn Olaf, hilse fra sig og sige, at "den Guds tjener, som
var sendt fra Kong Ludvig og kom til hans rige, kendte han meget nøje …
derfor … havde han givet ham lov til i sit rige at gøre, hvad han ville for at
fremme kristendommens sag. Og nu bad han ham, at han ligeledes ville tillade
ham at gøre det samme i sit …" …
Hvor meget af dette, der er kirkepolitisk resultatmarkering, kan diskuteres, men årstallet peger på, at anbefalingen kom fra Horik 1. Det var i
kirkens interesse, at fremhæve, at det var lykkedes at vinde en dansk
enehersker for sin sag, men forholdet mellem den danske og svenske konge
og kongernes navne havde Rimbert næppe noget motiv til at fordreje.
Oplysningerne om kongerne Anund og Olaf er interessante i relation til det
senere forløb i Hedeby.
En anden interessant skildring af den nordiske kongemagt giver Rimbert
fra Ansgars andet besøg i Birka:
(Ansgar 23) Der kom en og sagde, at han havde været i de guders
forsamling, som man holdt for, ejede dette land, og at han var sendt dem for
at forkynde kongen og folket følgende: "I har længe i os haft nådige guder, og
ved vor hjælp har I i lang tid med stor overflødighed i fred og lykke haft det
285
land, som I bebor. I har også efter skyldighed betalt os med ofringer og løfter,
og vi har været tilfredse med jeres lydighed. … Men dersom I endelig ønske at
have flere guder, og vi ikke er eder nok, så er vi enige om at optage jeres
gamle Kong Erik i vort samfund, så at han skal sættes i gudernes tal!"…
Kongen sagde til Ansgar: "derfor hverken kan eller tør jeg give lov til
eders ærinde, uden først ved lodkastning at have spurgt vore guder til råds og
tillige fået folkets vilje derom at vide." … Thi det er skik der til lands, at
ethvert offentligt anliggende mere afhænger af folkets enstemmige vilje end af
kongens magt.
(Ansgar 24) Thi kongen forsamlede først sine høvdinger og begyndte at
forhandle med dem om dette vor faders ærinde. Disse besluttede, at man ved
lodtrækning skulle udforske, hvad der var gudernes vilje i denne sag. De gik
derfor, som det var deres sædvane ud på fri mark og kastede lod, og loddet
faldt, at det var guddommens vilje, at kristendommen der skulle grundfæstes.
… Da nu tingdagen var kommet, som blev holdt i ovennævnte by, Byrka, lod
kongen, således som det var skik og brug hos dem, ved heroldens røst udråbe
blandt folket, hvad der var deres ærinde. Aldrig så snart fik de det at høre, før
disse folk, så gale og forstyrrede som de i forvejen vare, begyndte at råbe hver
på sit og gøre støj. … Da den gamle mand havde talet således til ende, blev
hele folkemængden enig og vedtog, at både præsterne måtte være hos dem, og
at hvad der måtte høre til Kristi sakramenter, måtte ske hos dem uden
modsigelse. Nu rejste kongen sig fra tinget … men han kunne dog endnu ikke
tilstå ham (Ansgar) fuld tilladelse, førend han på et andet ting, som skulle
holdes i en anden del af hans rige, meddelte det samme til de der boende folk.
Også på dette ting blev det vedtaget at tillade folk at dyrke kristendommen, men desværre nævnes stedet ikke. Sagaerne og arkæologien peger
imidlertid på, at Svea-kongens hovedsæde lå ved Snorres "Alle svears ting" i
Uppsala – og tidligere kan man læse hos Saxo, at også danske konger opsøgte
oraklet i Uppsala. Det var Mälardalens centrum på den tid, og var antagelig
derfor det ting, som kongen tillige måtte spørge - og hvor Anund måske stadig
sad173.
Rimberts skildring ligner meget den skildring Saxo senere giver af den
danske styreform forud for Valdemar, men den kan også siges at harmonere
med Tacitus. Det skal erindres, at Rimbert var Ansgars hjælper og efterfølger,
og at han derfor var velunderrettet og skrev kort efter begivenhederne muligvis ledsagede han endda Ansgar til Sverige på den anden rejse.
173
Nogle forskere mener, at det kan have været göternes ting, men der var flere götiske lande.
Rimberts beskrivelse tyder på, at det førstnævnte ting lå nær Birka, hvor der lå et center for
kongemagten på naboøen, Adelsø. Det forekommer derfor sandsynligt, at det første ting fandt
sted i Birka/Adelsø-regionen, mens det andet fandt sted i Uppsala.
286
16.3 Regnars sønner og Erik Barn
Vi går nu tilbage til Saxo, som fortæller videre om tiden efter Regnars
død:
(Saxo 9.5.1) Ivar fik budskabet om Regnars død, da han just var ved at
se på de offentlige lege, men han fortrak ikke desto mindre ikke en mine og så
på ingen måde mere nedslået ud end sædvanligt. Han holdt ikke blot
budskabet om faderens død hemmeligt ved at skjule sin sorg, men han forbød
endog det ved rygtet skrækslagne folk at gøre larm eller gå bort, før legene
var til ende. Han bevarede sit muntre ansigt for ikke at afbryde legen og
vendte ikke blikket fra den offentlige lystighed for at dvæle ved sin egen sorg,
for at han ikke ved pludselig at gå over fra den største munterhed til den
dybeste bedrøvelse skulle få ord for mere at vise sig som en sørgende søn end
som en munter høvding.
(Saxo 9.5.2) Da Sivard modtog budskabet, jog han i sin bestyrtelse det
spyd, han tilfældigvis holdt i hånden, dybt ned i foden, idet han i sin sorgs
hårdhed ikke ænsede legemlig smerte - mere opfyldt af kærlighed til faderen
end af følelse af sin egen lidelse. For lettere at kunne udholde det sår, der var
blevet tilføjet hans sjæl, lagde han an på at såre en del af sit legeme hårdt.
Herved viste han på en gang sin tapperhed og sin sorg og bar sin skæbne som
en lige så bedrøvet som standhaftig søn.
(Saxo 9.5.3) Bjørn sad og kastede terninger, da budskabet om faderens
død blev bragt ham, og han knugede terningen, han holdt om med hånden, så
voldsomt, at han klemte blodet ud af fingrene, så det sprøjtede ud på bordet.
Herved gav han til kende, at lykkens kast var mere lunefuldt end terningens,
han spillede med. Da Ella erfarede det, skønnede han, at den af de tre brødre,
som ingen sønlig kærlighed havde lagt for dagen, havde båret faderens død
med størst sjælskraft. Han måtte derfor tage sig mest i agt for Ivars
tapperhed.
(Saxo 9.5.4) Ivar drog til England. Han indså, at hans flåde ikke var
stærk nok til at holde slag med fjenden, så han foretrak list for dumdristighed
og anvendte sin snildhed over for Ella, idet han som pant på, at der skulle
være fred imellem dem, forlangte så megen jord, som han kunne omspænde
med en hestehud. Han fik, hvad han forlangte, thi kongen sagde, at det kun
var en ringe begæring, og glædede sig over, at så mægtig en fjende bad om
lidt og ikke om meget, thi en lille hud kunne jo kun spænde om et lille stykke
land. Men Ivar skar huden ud i tynde strimler og omspændte med den et
stykke land, der var så stort, at han kunne bygge en by derpå. Nu angrede
Ella sin ødselhed og skønnede for sent, hvor meget mere der var i en hud, der
var skåret i strimler, end når den var hel. Den hud, han havde troet ville
omspænde et lille stykke jord, så han nu indtage en stor landstrækning. Men
287
Ivar førte så rigelige levnedsmidler ind i byen, han byggede, at den kunne
udholde en belejring. Han lagde vægt på, at den lige så godt skulle kunne
værge sig imod hungersnød som imod fjenden.
(Saxo 9.5.5) Imidlertid kom Sivard og Bjørn til med en flåde på fire
hundrede skibe og erklærede kongen åbenlys krig og udæskede ham til slag.
Da det var holdt til den fastsatte tid, og de havde fanget kongen, bød de, at
der skulle ristes en ørn på hans ryg, idet det var dem en gammen at gøre det
af med deres grummeste fjende ved at mærke ham med billedet af den
grummeste fugl. De lod sig ikke nøje med at riste såret i hans ryg, men de
dryssede salt på det blodige kød. Efter at Ella således havde måttet lade livet,
drog Bjørn og Sivard hjem til deres riger. Ivar rådede for England i to år.
(Saxo 9.5.6) Imidlertid havde danskerne stadig gjort oprør og yppet krig
og overdraget herredømmet til to mænd af kongeslægten, Sivard og Erik.
Regnars sønner angreb dem i forening med en flåde på sytten hundrede skibe
ved Slesvig og gjorde det af med dem efter et halvt års kamp. Gravhøjene står
endnu som vidnesbyrd derom. Det sund, i hvilket kampen stod, blev ikke
mindre navnkundigt ved Sivards død. Nu var næsten hele kongestammen
uddød med undtagelse af Regnars sønner. …
Først her i 9.5.6 – efter Regnars død – dukker Horik I op hos Saxo under
sit danske navn, Erik, idet annalerne fastslår, at den konge, som regerede ved
det store opgør i kongeslægten var Horik. Horik synes at have haft at fredeligt
forhold til Regnar, men ændrede som sagt politik, da Regnar døde - uden dog
på den måde at kunne afværge det store opgør. Horiks fælle Sivard, som her
dukker op hos Saxo, var sandsynligvis den Godfred-søn, som ifølge annalerne
regerede sammen med broderen Horik og Harald Klak, men som ikke blev
navngivet i annalerne174. Lidt senere fortæller Saxo, at den efterfølgende Erik
Barn (Horik II) var søn af denne Sivard175og dermed Horik I's brodersøn176.
Det hænger derimod ikke sammen, at Regnar-sønnerne skulle besejre Horik I
og derefter overlade magten til Sivards unge søn, Horik II, mens de selv
levede i bedste velgående. Forløbet tyder vel mest af alt på, at de har forsvaret
Horik I og derefter søgt at bevare status quo ved at indsætte brodersønnen
Horik II, idet Guðrum snarere var søn af en af de to brødre, som Horik I
oprindeligt forskød.
Opgøret i 854 beskrives således i Annales Fuldenses og hos Rimbert:
(Fulda 854) Normannerne, som gennem tyve år uden ophør grumt havde
hærget Frankerriget med drab, brand og rov på alle steder tilgængelige for
174
ARF 827
Saxo havde flyttet Erik Barn, så det nu fremstår, som om han taler om Sigurd Ormøje, men
en sådan sammenblanding kan være en af årsagerne til, at Erik Barns far er forsvundet.
176 Det harmonerer med Rimberts oplysning om, at grev Burchard var en nær slægtning af
begge Horik'er.
175
288
skibe, samlede sig fra de egne, gennem hvilke de i rovbegær havde spredt sig,
og vendte hjem til deres fædreland. Her var der opstået en kamp mellem
Hårek, danernes konge, og Guðrum, hans brodersøn, som hidtil havde levet
på piratfærd, fortrængt fra styret. Under kampen huggede de ind på hinanden
så blodigt, at menigmand gik til grunde i hobetal, og således at der af
kongeslægten kun blev en dreng tilbage. …
(Ansgar) … Horik blev anfaldet af vikinger, da nogle af hans slægtninge
ville indtage hans rige, og at han fik sit banesår. Med ham faldt ligeledes for
sværdet alle de høvdinge i landet, som før regnedes blandt Ansgars fortrolige
venner.
Da så sidenefter Horik den Unge var blevet konge efter ham, var der
nogle af de fornemme, han dengang havde om sig, og som før havde været
temmelig ukendte for Ansgar, der begyndte at overtale ham til, at den kirke,
som var opbygget hos dem skulle brydes ned, og den kristelige gudsdyrkelse,
som var kommet op der, skulle udryddes. De sagde, at deres guder var vrede
på dem, og at derfor alle disse ulykker havde ramt dem, fordi de havde
optaget en anden og fremmed guds dyrkelse hos dem.
Frankernes Fulda-annaler bekræfter her billedet af vikingekongerne som
fortrængte familiemedlemmer, der levede på piratfærd.
Til trods for Eriks ungdom lykkedes det året efter hans værger at holde
normannerkongen Rurik177 stangen, da denne angreb med en flåde og blev
spist af med et landstykke ved Ejderen. Ifølge Ansgar skyldtes det, at de
hedenske høvdinge, som støttede Erik, kom fra en anden gruppe af
vikingeledere. En af de hedenske rådgivere omtales konkret som Hedebyjarlen Hovi, der stod for nedrivningen af kirken i Hedeby, men gruppen af
vikingeledere kan på det tidspunkt have være Regnar-sønnerne.
Når vi skal følge Saxo videre, er det nødvendigt at ændre på hans
rækkefølge, idet han bevidst eller ubevidst har rodet rundt i kongerne. I Saxos
originale rækkefølge (Figur 22) præsenteres Erik Barn som søn af Regnars
søn Sigvard (Sigurd Ormøje), hvilket ikke kan passe, hvis Sigurd Ormøje har
deltaget sammen med brødrene, og sammen med broderen Halfdan mødte
frankerne i en fredsforhandling for Danmark i 873 – efter at Horik II var
forsvundet som konge. Som det fremgår af den følgende Saxo-tekst og hele
dramaets indre logik, må den Sivard, som efterlod sin lille søn som konge,
senest være død ved mandefaldet i 854 – altså Horik I’s bror.
(Saxo 9.5.8) Sivard efterlod sig ved sin død en ganske liden søn, som
snarere måtte siges at have arvet hans sind end riget og den fred, han havde
indstiftet. Haralds broder Erik brød nemlig uden hensyn til drengens spæde
alder ind i landet med en skare oprørere og bemægtigede sig kronen uden at
177
Sandsynligvis Harald Klaks søn.
289
skamme sig ved at angribe det barn, der var rigets retmæssige konge, og
tilrive sig en magt, der ikke tilkom ham - han viste sig jo så meget mere
uværdig til kronen, når han ikke undså sig ved at røve den fra en, der ikke
kunne forsvare sig. Han skilte altså ham af med kongemagten og sig selv med
al dyd, og idet han angreb et barn i vuggen, drev han al mandighed ud af sit
hjerte, thi hvor begærlighed og ærgerrighed brændte, var der ingen plads for
frændekærlighed. Men denne hjerteløshed hævnede himlen i sin vrede, thi der
kom krig imellem ham og Haralds søn Guttorm, og den endte brat med et
stort mandefald. De omkom begge tillige med utallige andre, og den danske
kongestamme, der var svækket ved det grummeste mandsslæt, var nu
indskrænket til den eneste søn, Sivard havde efterladt sig.
(Saxo 9.6) Så vandt han da kongemagten ved at miste sine frænder, så
det var til større gavn for ham, at de blev dræbte, end om de var blevne i live.
Han opgav det forbillede, hans fader havde givet, og trådte i sin bedstefaders
fodspor, thi lige på en gang viste det sig, at han var i højeste grad ivrig til at
drive vikingefærd. Gid han ikke også havde optrådt som en letsindig arving af
Regnars ånd i henseende til at udrydde kristendommen! Han pinte og plagede
nemlig stadig alle fromme mennesker, berøvede dem deres gods og drev dem i
landflygtighed. Men det tjener til intet at gå i rette med ham for hans første
tid, eftersom jeg må prise hans sidste dage, thi det liv, som begynder
skammeligt, men ender smukt, er mere værdigt til ros end det, som begynder
på en måde, der fortjener anerkendelse, men løber ud i synd og brøde.
Ansgars heldbringende formaninger fik nemlig Erik til at aflægge sit
vanhellige sinds vildfarelser. Han sonede, hvad han i sit overmod havde
forbrudt, og viste sig lige så ivrig til at udøve fromhed som tidligere til at
foragte den, så han optog ikke blot en mere heldbringende lærdom med
lærevilligt sind, men aftvættede også ved den renhed, der var over slutningen
af hans liv, de pletter, det havde fået i begyndelsen. Ved sin død efterlod han
sig en søn Knud, som han havde med Guttorm Haraldsens datter.
Denne beskrivelse harmonerer med de frankiske annaler og Rimbert,
bortset fra Horiks "omvendelse", omtalen af Haralds broder Erik, som må
være Horik I, og sønnen Knud, hvor han prøver at få kongefamilien samlet på
et enkelt spor igen. Kapitlet handler jo om den unge Horik II, der sidste gang
optrådte i kilderne, da han modtog et pavebrev i 864178:
(Ansgar bilag I) "Biskop Nicolaus, Guds tjeneres tjener, til Horico regi
Danorum … Ophør da med at dyrke afguder og lad være med længere at
trælle for Djævelen … Thi se! Dine guder er gjort af menneskehænder, de er
døve, stumme og blinde …"
178
Diplomatarium Danicum nr. 118, 31/5 864 (Ansgar bilag I).
290
Dette brev er sendt kort før Ansgars død, så det var muligvis derfor, at
Rydårbogen modsat andre kilder forlængede Eriks liv til 891, men om det
skyldes, at den påståede omvendelse af Erik kunne blive mere forklarlig, eller
at det skulle passe med Hardeknuds fars død, er umuligt at sige.
Figur 27. Saxos sidste konger
i sagntiden
Saxos
sidste konger
Sigurd Ring
Regnar
Sigurd Ormøje
d. 845
Frode
Erik Barn
Gorm Engelsk.
Knud
Harald
d. 958
Gorm d. Gamle
Harald Blåtand
Saxos sidste konger i sagntiden. Forløbet fra Regnar Lodbrogs død til Gorm den Gamles
død medfører en generationslængde på 16 år mod normalt 25-33 år. Det er derfor åbenlyst, at flere af kongerne skal fjernes.
Det må være Regnarsønnen Sigurd Ormøje, der ovenover omtales som
dansk konge med en bror ved navn Halbdeni (ovennævnte Halfdan) i Fuldaannalerne for 873. De sendte på det tidspunkt fredsforhandlere til frankerne 9 år efter at vi sidste gang hørte om Erik Barn. Sven Aggesen har følgende
forklaring:
(Aggesen) Efter det, hvorom jeg nu har talt, angreb Sivard, Regnar
Lodbrogs søn, Danmarks rige, og da han havde indladt sig i slag med dets
konge, fældede han kongen og … knyttede den dræbte konges datter til sig ved
ægteleje.
Sven var ikke sikker på – eller turde ikke fortælle – den dræbte konges
navn, men Sigurds søn fik som den første konge navnet Knud – og Sigurds
søn var ifølge sagaerne Hardeknud. Vi må gå ud fra, at han her beskrev Horik
II’s endeligt, hvilket passer fint ind i sammenhængen.
Sandsynligvis skal man se Saxos beskrivelse af Lodbrog-sønnerne som
et parallelt forløb med Horik-slægten, indtil Sigurds magtovertagelse sammen
med Halbdeni. Vi går derfor et skridt tilbage igen:
291
(Saxo 9.5.6) … Efter at Bjørn og Erik var vendt hjem, satte Ivar og
Sivard sig fast i Danmark for at lægge fastere tøjler på oprørerne og satte
Agnar over England. Opbragt over, at englænderne forjog ham, foretrak han
med Sivards bistand at udrydde sit lands indbyggere og lade markerne ligge
brak og udyrkede, frem for at det skulle opføde en overmodig slægt. Han lod
den hæsligste goldhed brede sig over øens fedeste agerland, idet han sagde, at
det var bedre at herske over en ørken end over et hovmodigt land. Da Erik
(Lodbrog-sønnen Erik Vejrhat) derpå var blevet dræbt i Sverige som følge af
en vis Østens ondskab, og Agnar ville hævne hans død, udgød han sit eget
blod over fjenden, mens han ivrigt søgte at hævne en anden, og mens han var
opsat på at revse sin faldne brors drabsmand, ofrede han broderkærligheden
sit eget liv.
(Saxo 9.5.7) Så overtog Sivard med et almindeligt landstings samtykke
sit fædrene rige, men efter alle de nederlag, han havde anrettet vidt og bredt,
lod han sig nøje med den navnkundighed, han vandt hjemme, og ville hellere
have ord for at være udmærket i fredens end i krigens gerninger. Han opgav
at lægge sig efter krigsvæsen og blev efter at have været den grummeste
hærmand fredens omhyggeligste vogter. Han søgte nu lige så meget sin ære i
fred og ro, som han før havde hævdet, at den beroede på sejrenes mængde.
Lykken begunstigede denne omskiftelse af hans idrætter, så at ligesom han
ikke angreb nogen, var der heller ingen, der øvede fjendtligheder imod ham.
Siden Godfreds tid havde vikingerne - eller normannerne, som de kaldtes
- hærget den frisiske og frankiske kyst og de store floder. Nogle af de mest
aktive var Regnar-sønnerne, men også noget af Hildetand-slægten deltog.
Andre af Hildetand-slægten gik i frankisk tjeneste og fik len mod at forsvare
de frisiske kystegne mod vikingerne, herunder Harald Klak og hans nevø
Ruric (Rørik). Annalerne nævner disse angreb næsten hvert år, og de fleste
ledere kendes som ”overflødige” eller forskudte medlemmer af det danske
kongehus, som omtalt ovenfor.
Omkring 850 begyndte vikingehæren og dens flåde også at tage
vinterkvarter i England. Begivenhederne blev øjensynligt domineret af
Lodbrog-sønnerne, hvilket beskrives i et særskilt kapitel nedenfor, idet vi i
første omgang følger Lodbrog-sønnen, Sigurd, som øjensynligt fungerede som
dansk konge.
I 891 indtraf imidlertid en voldsom begivenhed – selv om vi nok ikke
skal tro Fulda-annalerne bogstaveligt. Den begyndte med, at en stor
normannerhær trængte ind og ødelagde en stor del af Lothars frankerrige.
Derefter satte de sig fast ved floden Dyle - en biflod til Schelde. Her blev de
angrebet af den tyske kong Arnulf:
(Fulda 891) … Med dragne sværd på begge sider løb man, som sten mod
292
jern, mod hinanden. Her drejede det sig om danernes folk, de tapreste blandt
normannerne, som aldrig, har vi hørt, blev taget til fange i en borg eller
besejret. Der blev kæmpet hårdt, men ikke længe, idet sejren ved Guds
hjælpende nåde tilfaldt de kristne. Da normannerne søgte redning i flugt,
trådte floden, de før havde haft i ryggen som en mur, dem nu som døden i
møde. For mens fra den ene side de kristne trængte dræbende frem, blev de nu
tvunget til i hobetal at styrte sig i floden og sank, omklamrende hinandens
arme, halse og ben, i hundrede- og tusindvis i dybet, således at flodlejet var
stoppet med lig og så ud, som om det var tørt. I dette slag faldt to af deres
konger, Sigifred og Gotafrid. 16 kongelige felttegn blev taget og sendt til
Bayern som vidnesbyrd. … Han havde skænket sine egne en så stor sejr, at det
kunne fastslås, at mens kun en mand var faldet på kristen side, var mange
tusinde omkommet på den anden.
De kristnes sejr er selvfølgelig overdrevet, og andre annaler viser, at det
kun var en del af hæren Arnulf mødte, idet flåden ikke var nået frem. Kampen
beskrives også kort af Adam samt her i Ragnarsona Thattr, så vi har den
skildret fra begge sider.
(Ragnar) Bjørn Jernside tog Uppsala-riget og hele Sverige og hvad
dertil hører. Men Sigurd Orm-i-Øje havde Sjælland og Skåne og Halland og
hele Viken og Agder til Lindenæs og en stor del af Opplandene … Sigurd
Orm-i-Øje, Bjørn Jernside og Hvidsærk (hersker i Jylland) havde hærget vidt
omkring i Franken. Da drog Bjørn hjem til sit rige. Efter det kæmpede kejser
Ørnulf med brødrene, og da faldt hundredetusinde af danskere og nordmænd.
Der faldt også Sigurd Orm-i-Øje, og Gudrød hed en anden konge, som faldt
der.
Nogle forskere (bl.a. Erik Kroman) mener godt nok, at Sigurd Ormøje
døde i Frisien i 887, men det var sandsynligvis en anden Sigfrid. Ifølge
Ragnarsona Thattr og Olaf Tryggsasoms Saga faldt Sigurd i ovennævnte slag
mod Arnulf i 891, hvor også annalerne omtalte en dræbt kong Sigifred. Herfra
kom Helge ifølge sagaerne hjem for at varetage den mindreårige Hardeknuds
opgaver, og han blev siden omtalt som Heiligo af Adam, hvilket tyder på, at
oplysningerne hænger sammen. Sandsynligheden taler derfor for Sigurds død
i 891, selv om saga-oplysningerne naturligvis teoretisk kan være
rekonstruerede på grundlag af samme annaler.
16.4 De parallelle kongerækker
Måske er det lidt sent at tale om landets opdeling, men det giver ikke
rigtigt mening, før man har været det meste af forløbet igennem. Det er aldrig
lykkedes forskerne at nå til enighed om forklaringen på de to parallelle
293
kongerækker, som allerede Adam af Bremen undrede sig over. Rimbert
omtaler Horik I som danernes enekonge - og det samme gør de frankiske
annaler. Efterfølgeren Erik Barn omtales på samme måde. Lige så hårdnakket
påstår sagaerne imidlertid, at Regnar og Sigurd Ormøje var danernes konger.
Med overdreven anvendelse af de kildekritiske principper afviser nogle
forskere derfor sagaernes Regnar Lodbrog, som om han var en opdigtet
sagnfigur, selv om det antageligt blot er to forskellige kongeriger og niveauer
Vi var allerede tidligt inde på Widsiths og Beowulfs opdeling af danerne.
Den kan i de nedskrevne udgaver skyldes den senere opdeling, som nævnes i
den engelske kong Alfreds oversættelse fra omkring 890 af Orosius’ geografi
med syddaner og norddaner. Syddanerne levede efter beskrivelsen i
Sønderjylland, mens norddanerne må have levet fra Sjælland over Skåne og
op ad den nusvenske Kattegatkyst, hvor Procopius og Jordanes beskrev dem.
Antageligt var norddanerne de oprindelige daner, mens ”syddanerne” var
folkene i Slesvig/Sillende, som i 700-tallet muligvis kom under den
danerkonge, som skulle beskytte de nordiske lande mod frankerne ved
Dannevirke. Formelt har de været to separate kongeriger, og efterhånden
synes de også at have fået hver sin konge – men nu af hver sin gren af
danernes kongeslægt – muligvis med kongen i Slesvig med en
overkongefunktion, indtil truslen fra frankerne var overstået sidst i 800-tallet.
Når man læser Niels Lunds ”De hærger og de brænder” (1993 side 3840) kan man let få den opfattelse, at han så et dansk overkongedømme
ligesom frankernes, hvor kejseren var feudalherre over konger og hertuger,
som det en tid var populært blandt visse forskere. Både dansk og svensk
historie i tidlig middelalder peger imidlertid imod en langt friere nordisk
organisation med konger og jarler i hver enkelt landsdel, der var valgt af det
lokale ting – eller hvordan landsdelen nu havde organiseret sig på den tid.
Tinget synes endda i visse situationer senere selv at kunne afgøre, om
landsdelen ville stille skibe til den enkelte aktion. Fælleskongen var en militær
overbygning, som antageligt også beskyttede den internationale handel via
Hedeby – herunder antageligt også den vestlige Østersø. Den kunne vælges
fra, hvilket senere ses i Danmarks borgerkrigstid, og tankegangen lå
sandsynligvis også bag Sveavældet og den senere Västergötalandsbalk.
Fælleskongen fik antageligt skatter og bemandede skibe til det fælles forsvar,
når det var nødvendigt. Det kit, som bandt fællesriget sammen, var imidlertid
ikke en fast konstitionel struktur, men behovet for fælles forsvar og
fælleskongens personlige militære magt. Derfor ser vi så vekslende forhold i
vikingetiden, hvor fællesriget stod og faldt med truslen sydfra, mens
vikingerne foretrak at boltre sig frit.
Rimbert nævnte, at Harald, da han regerede sammen Horik og dennes
bror, regerede over en del af landet - hvilket i givet fald må antages at være en
geografisk opdeling svarende til den tingmæssige opdeling i lande under
borgerkrigene i 1100-tallet. Noget lignende antydes af Roskildekrøniken.
294
"Jeg siger konger, for dengang var der mange konger i Danmark; for
som det fortælles, var der undertiden to i Jylland, en tredje på Fyn, en fjerde
på Sjælland, en femte i Skåne; undertiden var der to over hele Danmark;
undertiden endog én over hele Danmark …"
Teoretisk kan noget lignende være aftalt mellem Regnar og Horik, så
Horik måske fungerede som overkonge og regerede i Sønderjylland, mens
Regnar regerede over danernes gamle besiddelser på Sjælland og i nutidens
Sydvestsverige – svarende til Sigurd Ormøjes besiddelse i Regnarsona Thattr
ovenfor. Saxo nævner, at Regner nedkæmpede et oprør fra Harald Klak og
nogle af landets stormænd med øboernes flåde (9.4.15) og at et oprør mod
ham kom fra Jylland og Skåne (9.4.4), så det peger også på, at befolkningen
på Sjælland var hans magtbase. Man må imidlertid ikke argumentere skarpt
ud fra territorial kongemagt, da vikingekongernes magt både kunne være
territorial eller over skatteland eller et fælles forsvar. De udrejsende unge på
viking fra landsbyerne kunne principielt også godt hjemme have været
underordnet en anden konge end vikingekongen. De historiske kilder taler for,
at Horik og broderen fik kongemagten over alle Danmarks lande ligesom
faderen Godfred, mens Regnar opbyggede og ledede en stor vikingeflåde - en
rolle som af Nordens skjalde og krønikeskrivere bagefter blev anset for mere
prestigebetonet. For frankerne var Horik ”rex”. Den Regnar, som døde efter
angrebet på Paris, blev omtalt som "princeps" (høvding) og ikke "rex"
(konge), men på grund af succes, rigdom og kamptræning – og frankernes
svækkelse – blev flåderne antageligt efterhånden den egentlige magtfaktor.
Regnar havde måske en formel kongemagt, som udgik fra Sjællands Lejre,
men han var primært en stærk vikingekonge, som havde sine interesser i
vikingetogterne, og som derfor kunne have et tåleligt forhold til fætteren,
Horik I, som drog fordel af det pres, som vikingerne lagde på frankerne.
I det omfang flådelederne også havde landområder, kunne de styre dem
via statholdere – ofte et familiemedlem – og andre kunne de blot gøre
skatskyldige – former som senere omtales en del i sagaerne. Denne
"statholders" opgaver må så have været lokalforsvaret, vejfreden og
dommerfunktionen. Dette vil forklare sagaernes og kildematerialets
paradokser, og muligheden bekræftes af kildernes omtale af et vekslende antal
konger og af forløbet i de senere danske borgerkrige i 1100-tallet inden
Valdemars magtovertagelse. Omtalen af de mange konger i sagaerne og på
Rökstenen tyder på, at nordboernes kongebegreb var væsentligt bredere end
nutidens kongetitel og den latinske Rex-titel.
Det løse system har sandsynligvis været en forudsætning for
vikingeøkonomien, hvor man plyndrede naboerne eller opkrævede skat og
tribut, samtidig med at man handlede flittigt i et delvis fredhelligt system, som
blev beskyttet af kongerne i fællesskab.
295
Efter 854 kan overherredømmet over hele landet reelt være gået i
opløsning med Erik Barns tiltræden. Dette kan være en plausibel fortolkning,
hvis vi skal lytte til sagnhistorien - som her. Regnars unge søn Sigurd kan
teoretisk være blevet placeret i Lejre, da Erik Barn blev sat på tronen. Da
Sigurd 19 år efter optrådte som danernes konge overfor frankerne, kan det
imidlertid ikke mere være på en umyndig Erik Barns vegne. Sigurd må, som
beskrevet ovenfor af Sven Aggesen, have overtaget magten over hele riget fra
Horik/Erik II – måske delvis på de øvriges brødres vegne – mens Sigurds
brødre huserede i resten af Europa sammen med andre overflødige
medlemmer af kongeslægten. Når man talte om, hvilket område, der var
deres, behøver det altså blot at være skatskyldigt. Vikingeflåden havde taget
magten, men samtidig blev magten diffus og spredt over så stort et geografisk
område, at den til sidst smuldrede. De islandske sagaer synes endog fra
afstand at have problemer med at skelne mellem Danmark og Danelagen.
Nogen vil hævde, at Regnar Lodbrog og hans sønner er ren saga. De
markante sønner, som nævnes i sagaerne i relation til vikingetogterne var
Bjørn, Sigurd, Ivar og Hvidsærk, hvor det sidste navn må være et tilnavn. I de
frankiske og engelske kilder finder vi Bjørn, Sigurd, Ivar, Halfdan og Uffe,
hvor de sidste tre omtales som brødre og en af de to sidste kan have været
Hvidsærk. De samtidige engelske kilder nævner, hvorledes Ivar og Halfdan
dominerede den første del af vikingernes hærgen og magtovertagelse i
England og Irland. Adam fremhævede Ivar, og nævnte at danskerne fortsatte
magten i Northumbria og Irland i over 100 år – de omtales endda nogle steder
som Ivars slægt. Sigurd og Halfdan møder vi også sammen hos frankerne –
Adam kaldte dem endda brødre. Sagnhistoriens detaljer er naturligvis som
regel digt eller ”forbedret” overlevering, men hovedlinjerne hænger sammen
på tværs af landegrænserne og svarer til brudstykker af sagaernes fortælling.
Regnar møder vi ikke i de engelske kilder, men det er antageligt, fordi vi
allerede mødte hans forsmædelige død i de frankiske kilder i 845, inden
Englandstogterne tog fart. Hans heltemodige død i Ellas ormegård var jo
opspind for at skjule sandheden, men sønnerne slog ganske rigtigt kong Ella –
mange år efter. Lodbrog-navnet er i de engelske kilder indført senere, da
englænderne fik mere overblik over sammenhængene. Englænderne nævner
endog ravnebanneret, som blev erobret ved Uffes død, ligesom sagaerne
nævner, at Helge reddede Sigurds banner og bragte det hjem, da han døde i
Tyskland. Slægten behandles i kilderne med respekt og stolthed. Der er næppe
tvivl om, at Regnar og måske især hans sønner havde en væsentlig andel i den
danske vikingetid. De må have været en væsentlig magtfaktor ved siden af de
danske overkonger af Godfred-grenen, indtil Sigurd – måske ved Halfdans
hjælp – havde overtaget hele magten i Danmark i eller inden 873.
16.5 De danske konger i England
Omkring 850 begyndte vikingerne som nævnt at have fast vinterkvarter i
296
England. Ifølge engelske og irske kilder (herunder den Angelsaxiske Krønike
og Ulster Annalerne) spillede en Regnars sønner, Ivar, Halfdan og Ubbe,
vitterligt en væsentlig rolle i magtovertagelserne i Nordøstengland og
sandsynligvis også ved Dublin. Vi hører om de store store opgør med de
engelske Wessex-konger Æthelred og Alfred, hvor brødrene ved det første fik
5 danske konger til hjælp - hvilket må antages at være ledere fra andre
vikingeflåder og sandsynligvis tillige medlemmer af kongeslægten. I
Northumberland hører vi også om opgøret med kong Ella, som sagaerne
bruger som Regnars banemand. På den måde kom brødrenes ”hævn” først til
at finde sted i 867 – 22 år efter Regnars død, hvis den skal have noget på sig –
og det skal den jo nok ikke, da Regnar jo antageligt i virkeligheden døde på
skammeligste vis for en viking – af sygdom i sottesengen.
Om Sigurds fravær i de engelske krøniker skyldes ung alder eller hans
involvering i Danmark er ikke til at sige, men det harmonerer med Saxos
omtale ovenfor. Sigurds og Halfdans fredsforhandlinger med tyskerne i 876
skal nok enten ses i lyset af Sigurds magtovertagelse i Danmark, eller at
broderen Ivar samme år var død i Irland. Året efter faldt Halfdan Regnarsøn
sandsynligvis også ved et angreb på norske vikinger i Irland.179
Bjørn gjorde sig i de kristne kilder især bemærket ved sit togt til Middelhavet sammen med Hastings 859-860 og togter mod frankerne. Teoretisk
kunne det også være ham, Ansgar mødte i 829 ved Birka, men det er dog
meget tvivlsomt. Han mødes heller ikke i England.
Der eksisterer ikke nogen genealogi for de danske konger i England.
Krønikernes meddelelser om disse konger er sparsomme og sporadiske, så
historikerne bygger bl.a. på mønter og underskrifter på diplomer. Hovedkilden
i de følgende tekstafsnit er mit sammendrag af historiske oplysninger fra Niels
Lunds "De hærger og de brænder", da jeg ikke er gået længere tilbage i de for
bogen perifere spørgsmål.
Omkring 865 begyndte nogle af de nordiske vikinger decideret at slå sig
ned på de Britiske Øer og begyndte nogle steder at dyrke jorden – en
kolonisering. De danske vikingehære havde primært sat sig på de gamle
angliske riger, East Anglia og Northumbria, men også i Mercia og Essex var
der vikinger.
I East Anglia nævnes danskeren Guðrum første gang som konge i 875.
Efter en første fælles indsats drog han i 875 sammen med 2 andre
vikingekonger til Cambridge, mens Halfdan med sin hær drog til
Northumbria. I 878 måtte Guðrum acceptere en fredsaftale med Wessexkongen Alfred den Store, hvor Guðrum lod sig døbe under navnet Athelstan.
Til gengæld fik vikingehærene lov at operere i det såkaldte "Danelagen" nord
for Watling Street fra London mod Chester. I 886 kom en modifikation, hvor
179
Kilde til de engelske basisoplysninger er Niels Lund: De hærger og de brænder, 1993, som
bl.a. citerer Den Oldengelske Krønike og Ulster Annales, samt Julian Richards: Viking Age
England, 1991.
297
vikingerne bl.a. afgav London. Guðrum døde i 890, og man ved kun, at en
Eorich og en unavngiven konge faldt i henholdsvis 902 og 917. I øvrigt
overtog Wessex-kongerne magten, uden at man dog fordrev de bosatte
vikinger, der med tiden blev kristne og underordnet de engelske konger.
Figur 28. Kort - Vikingernes hovedruter
Island
Lapland
Norge
Svealand
Nordsøen
Ladoga
Götaland
Novgorod
York
Danmark
England
Kurland
Østersøen
Dvina
London
Saxen
Frankiske Riger
Donau
O
Maurer
Vi
de
stu
r
la
Dn
epr
Kiev
Moravia Karp
ater
Dniestr
ne
Don
Russiske Stepper
Tiz
sa
Alperne
Py
ren
æe
Gardarige
Slaviske lande
n
Elbe
Paris
Aachen
Rhinen
Normandiet
Asovske Hav
rne
Krim
Donau
Rom
Sortehavet
Thrakien
Italien
Byzans
Grækenland
Athen
Anatolske Højslette
Middelhavet
Kreta
Syrien
Kort over vikingernes hovedruter i perioden 800-965.
Det kan synes som om Alfred den Store havde et vist overherredømme
over vikingerne, selv om Anglo-Saxon Chronicle ved hans død bemærker, at
han ikke var konge over vikingerne. De danske vikingeangreb tyndede ud i
890’erne efter nederlaget i Tyskland, og i 896 blev flåden opløst. Efter et
sidste slag i 937 var de sidste danske indbyggere underlagt den engelske
konge, mens norske vikinger stadig optrådte omkring York. Det svarer til det
298
tidspunkt, hvor Gorm den Gamle koncentrerede indsatsen om Hedeby og
Jylland. De danske vikingeangreb begyndte først igen omkring 980, da Svend
Tveskæg begyndte at deltage sammen med nordmændene.
I Northumbria delte Halfdan land ud i 876. Man mener, at der er tale om
Lodbrog-sønnen, og at han faldt året efter ved Dublin. York var hovedby i
Northhumbria, dvs. hele Nordengland nord for en linie dannet af floderne
Humber - Mersey (ved Manchester) og et stykke op i nutidens Skotland.
Adam af Bremen citerer "Anglernes bedrifter" for, at Halfdan Regnarsen i
Northumbria blev afløst af Gudred med sønnerne Analeph (Olav), Sigerich og
Reginold. Disse konger blev kristne og kunne derfor bedre afbalancere
forholdet mellem englændere og vikinger i Northumbria end Regnarsønnerne.
Ca. 883 blev den Guðfrið, som ifølge en note i den engelske St.
Cuthbert-legende var "Hardicnuts søn, der var købt som træl af en vis enke"
konge i York. Han var blevet løskøbt af kirken og indsat som konge indtil sin
død i 895 - øjensynligt som en kompromiskandidat, der kunne accepteres af
både englænderne, danskerne og kirken. ”Dominus rex - Airdeconut”
optræder som kristen på en eneste mønt, som er fundet i Silverdale 120
kilometer vest for York sammen med mønter af Alfred den Store og East
Anglias danske Guðrum, som døde i 890. På mønter med kristne symboler fra
York optræder derefter Siefredus Rex, som antages at være den jarl, der i 89394 havde ledet vikingeflåder mod Wessex og Dublin. I det første årti af 900tallet optræder også Cnut Rex på mønterne fra York - i første omgang
sammen med Siefredus (og derfor sandsynligvis en søn). Vi kender ikke deres
magt, da Northumbria kunne bestå af flere kongeriger, som f.eks. Bernicia og
Deira.
British Museum har opkastet den hypotese at møntens Airdeconut er Sct.
Cuthbert-legendens usædvanlige navn, Hardiknut, som ellers kun kendes fra
Gorm den Gamles slægt (sønner af Sigurd Ormøje og Knud den Store).
Navnet og timingen taler for et sammenfald mellem legendens Hardeknud,
mønten og beretning om Knud den Fundne fra Jomsvikingernes Saga, som vi
senere skal se. Mønten skulle i så fald skyldes en ukendt sønnesøn, som også
hed Hardeknud.
Efter Alfreds den Stores død i 899 begyndte hans søn Edward og
datteren Athelfled, dronning af Mercia, krig i Northumbria. I 910 faldt den i
øvrigt ukendte danske konge, Healfdene, i Northumbria i et slag (Han kan
stamme fra Irland, da navnet forekom i Ulster Annales blandt Ivars
efterkommere - hvilket ikke udelukker, at Cnut stadig kan have siddet som
Wessex-kongens allierede). Hvorledes magtbalancen i den periode var
mellem de danske konger indbyrdes og med de engelske konger, vides ikke.
Da Athelstan døde i 939, blev magten i Northumbria overtaget af Ivars
oldesøn, Olav som dansk/engelsk lokalkonge, men nu var vikingerne ved at
blive englændere.
299
Kong Ivar i Dublin menes at være Regnar-sønnen Ivar Benløs, men der
er ikke sikkerhed for familieskabet, idet den irske Ivar teoretisk kan have
været en norsk viking af samme navn. Da Ulster Annalerne omtaler ham som
konge over vikingerne i Irland og England indtil sin død i 873, taler
sandsynligheden dog for, at der virkelig var tale om Ivar Benløs180.
Figur 29. Kort - Nordsø-rigerne
OPPLAND
Uppsala
UPPLAND
HORDALAND
VESTFOLD
Birka
Avaldsnes
Skiringsal
ROGALAND
VESTERGØTLAND
SKAGERRAK
D
AN
LL
HA
SKOTLAND
KATTEGAT
ØSTERGØTLAND
GOTLAND
SMÅLAND
ØLAND
JYLLAND
NORDSØEN
SKÅNE
IRLAND
Ribe
FYN
NORTHUMBRIA
Humber
NORDFRISIEN
ØSTERSØEN
BORNHOLM
Hedeby
York
Dublin
Lejre
SJÆLLAND
Ejder
POMMERN
Reric VENDEN
Hamburg
MERCIA
WALES
SAXEN
EAST
ANGLIA
FRISIEN
Thames
WESSEX
London
SUSSEX
KENT
Vistula
Oder
Weser
Dorestad
ESSEX
Elben
Ems
Maas
Rhinen
KANALEN
Shelde
FRANKEN
Aachen
Kort over rigerne omkring Nordsøen i 8-900-tallet. Danelagen lå nord for Watling Street,
som er markeret med en stiplet linie.
I 918 måtte en sønnesøn af Ulster Annales Ivar - Ragnall - forlade
Dublin, hvorefter han begyndte at husere i Skotland, inden han i 919 tog
magten i Northumbria. Han blev i 924 efterfulgt af broderen Sihtric, som blev
gift med Edwards datter. Ved Sihtrics død i 926 kom broderen Guðfrið til
(død af sygdom i Dublin i 934), men Edward af Wessexs søn, Athelstan,
overtog selv magten kort efter.
180
Ivar fremstår i sagaerne som brødrenes leder. I de engelske kilder står han imidlertid bag
Halfdan, selv om han i Ulster Annales præciseres at være konge over normannerne i både
Irland og Brittanien. Årsagen er muligvis, at Ivar hurtigt kom til Irland, hvor hans slægt holdt
magten lang tid efter brødrenes slægter. Når han nogle steder betegnes som norsk, kan det
skyldes mødrene ophav eller en misforståelse af betydningen af ”Norse”. Det kan dog ikke
udelukkes, at den irske Ivar ikke er identisk med Regnar Lodbrog-sønnen.
300
Ifølge Ulster Annalerne kom Ivar-sønnesønnerne, Ragnall, Sitriuc og
Guðfrið samt dennes søn Olav alle fra York – hvilket jo altså peger på
Regnars Ivar. Disse navne går igen i den irske slægt gennem hundrede år,
hvorimod navnene Gorm og Knud slet ikke forekommer i Ulster Annalerne. I
Ulster Annalerne står det klart, at der i 893 var to forskellige grupper i Irland,
nemlig Ivar-sønnerne og en jarl Sigfrith, så det sidstnævnte navn kan være
Northumbrias Siefred. Derimod døde Ivars søn Sigfrith allerede i 888, og
sønnesønnen Sitriuc optrådte først i annalerne 917-927, så de passer ikke ind i
Yorks kronologi, selv om Sitriuc ikke helt kan udelukkes.
Ivars slægt synes at holde stand i Irland gennem hele 900-tallet som
konger over "de fremmede" 181 , hvis hovedby var Dublin på østkysten lige
over for Northumbria.
Som det fremgår, kunne kongerne have flere navne, og nogle af dem var
underkonger uden forbindelse med de øvrige. Der er imidlertid nogle bemærkelsesværdige navnesammenfald omkring kongerne i York og de danske
sagn. Når dette rids overhovedet bringes af de historiske danske konger i
England i den danske sagnhistorie, hænger det sammen med, at mellem disse
mange forvirrende og enslydende kongenavne sandsynligvis kan finde spor,
der mere eller mindre fejlagtigt optræder som fragmenter i den danske
sagnhistorie.
Northumbrias Cnut kunne være Gorms bror, Knud, men det er lidt
problematisk, idet Gorm først kan være født omkring det tidspunkt, hvor Cnut
optrådte på mønterne. Det kan dog ikke udelukkes, at der har været en sådan
aldersforskel på brødrene. Årsagen til, at man mente, at den danske
Hardeknud var søn af en engelsk kongedatter, kan være at man forvekslede
den engelske Siefred og hans engelske søn Knud med Sigurd Ormøje og
dennes søn Knud. De engelske forbindelser rummer mulighed for mange
fejltagelser og for at forlænge kongerækken, som Saxo desværre gjorde en
stor indsats for.
På dette tidspunkt, hvor vikingeflåden begyndte at gå i opløsning og
englænderne var ved at få mere ro, møder vi den første geografiske
beskrivelse fra Norden siden de romerske forfattere. Den stammer fra en
udgave af Orosius' Verdenshistorie, som Alfred den Store af Wessex fik
oversat i 890'erne 182 , hvor man indsatte beretninger fra to samtidige købmænd, Ottar og Wulfstan.
Ottar kom fra Halågaland, hvor han boede ved det nuværende Tromsø i
den nordligste del af Norge. Han beskrev turen herfra via handelspladsen
Skiringssal (i Oslofjorden) til Hedeby langs den svenske kyst:
"… Da han sejlede fra Sciringesheale havde han på bagbords side
181
Man kan gennem hele 900-tallet følge slægtens navne Ragnall, Ivar, Halfdan og Sigtryg,
hvor det i første halvdel præciseres, at de er af Ivars slægt.
182 Niels Lund: Ottar og Wulfstan, 1983.
301
Denamearch, på styrbords side det åbne hav i 3 dage. Og så, to dage før han
kom til Hæthum, havde han styrbord Gotland og Sillende og mange øer. I
disse egne boede anglerne, før de kom her til landet. Og disse to dage havde
han til bagbord de øer, som hører til Denemearce."
Det er første gang Danmark defineres nærmere i kilderne. Gotland er her
Jylland, som nogle af sagaerne kaldte Hreidgotaland183 - et udtryk, som ellers
tidligere blev brugt om goternes rige. Ligesom Regnarsona Thattr betegnede
Ottar Jylland som et særskilt land, mens danerne boede i øst.
Wulfstan beskrev en rejse fra Hedeby til Vistula-mundingen, hvor han
fortalte, at Langeland, Lolland, Falster og Skåne tilhørte Danmark. Bornholm
havde deres egen konge, mens Blekinge, Møre, Øland og Gotland hørte til
"Sweon".
Det var først, da en fransk hungersnød fulgte efter nederlaget til Arnulf i
891, at både Bjørns gamle kampfælle, Hastings, og den kontinentale
vikingehær i 892 trak over Kanalen til England184. Vikingetidens første bølge
var ved at være slut, og vikingehæren opløstes i 896 185 . Tilbage blev de
normannere, som havde slået sig ned i Nordøstengland og langs den frankiske
kyst - især ved Seinens munding. Med de sidste indgik frankerne en
fredsaftale, som i 911 førte til, at Rollo fik tildelt et grevskab i Normandiet,
der nogle år senere blev til et hertugdømme.
16.6 Rollo af Normandiet
Normandiets hertuger fik en afgørende rolle i den engelske historie i
1066, da Wilhelm Erobreren gik i land ved Hastings og tog magten i England.
Han stammede fra den første hertug, Rollo (Rolf), hvis oprindelse har været
kraftigt debatteret. Nordmændene gør krav på ham, fordi Historia Norvegiae
og senere sagaer fortæller, at Harald Hårfager udviste en Ganger-Rolf af
Møre, som fik land i Normandiet. De normanniske hertuger havde imidlertid
selv sat Dudo til at fortælle deres historie nogle få generationer efter Rolf.
Selv om Dudo var lidt vel lyrisk, må han antages at have haft væsentligt bedre
kilder end normændene - han skrev længe inden sagaerne blev nedfældet.
Dudo fortalte, at Rollos far var en mægtig mand i Dacia (Danmark), som
havde så mange krigere, at end ikke kongen kunne røre ham. Ved hans død
kom sønnerne Gurim og Rollo i strid med kongen, og efter en længere
konflikt erobrede kongen deres område. Gurim faldt, mens Rollo flygtede til
183
Den forskellige anvendelse kan undre, men udover at anvendelsen kan være ændret med
tiden, er fællesnævneren germanske områder på kontinentet i modsætning til Eygotland, som
var de skandinaviske "øer".
184 Annales Vedastini (St. Vast) 891 i Erling Albrectsen: Vikingerne i Franken, 1976.
185 Den Angelsaxiske Krønike omtaler vikingerne som "den store hær", der drager rundt fra
landskab til landskab i England og Frankrig gennem en årrække.
302
"Scanza" og videre til England. Her hjalp den kristne kong Alstemus ham, og
han fik nogle skibe, som han sejlede til Frankrig med. Han blev kortvarigt
kaldt tilbage til assistance i England, men vendte året efter tilbage til Frankrig,
hvor han forblev, da den store vikingehær til sidst blev opløst i England. I 911
fik han tildelt Normandiet af den frankiske konge efter i en periode at have
siddet på bl.a. Rouen.
Om Rollos sønnesøn, Richard I, fortalte Dudo, at dennes slægtning, kong
Aigrold af Dacia, kom ham til hjælp og spillede en væsentlig rolle i nogle
kampe mod den franske konge i 940'erne. Richard regerede 942-996, så den
danske slægtning må have været Harald Blåtand i tiden før faderen Gorms
død. Deraf kan man ikke slutte, at slægtskabet nødvendigvis skal søges i
Haralds og Richards mandlige slægtslinier, og derfor kan oplysningen ikke
afklare spørgsmålet om Rollos afstamning186.
Den danske historiker Erik Kroman påviste i 70'erne, at den engelske
kong Alstem sandsynligvis var East Anglias danske Guðrum/Athelstan, og at
de togter, som Rollo ifølge Dudo i begyndelsen gennemførte, svarede præcis
til den store hærs bevægelser i 878/79. Så langt er Erik Kromans forklaring
særdeles plausibel, og en Rollo optræder faktisk i annalerne. Kroman kædede
imidlertid udvandringen fra Danmark sammen med det store opgør i 854, og
det lyder tidsmæssigt helt forkert. Rollo døde først i 932, 78 år efter opgøret,
og selv om han blev gammel, taler al sandsynlighed for, at brødrenes kamp
med kongen fandt sted i perioden 864-78187. På dette tidspunkt forekommer
også den påståede episode mellem Ganger-Rolf og Harald Hårfager
usandsynligt. Det var i samme periode, hvor Sven Aggesen ovenfor fortalte, at
Sigurd Orm-øje indlod sig i slag med den forrige konge og fældede ham. Det
vil passe med, at familien var værdsat og urørlig i et jarledømme under Erik
Barn, hvorefter Sigurd Ormøje fik Rolf og Gurim som modstandere, da han
greb ud efter magten.
Rollos far må i så fald være født inden 840, og han kan være af dansk
kongeslægt, da sønnernes navne188 tyder herpå.
Dudos præcisering af faderens suverænitet i noget, som må være et
jarledømme under den danske konge, kan være opdigtet. Det svenske Møre
kan have givet anledning til en norsk misforståelse, men hvis beskrivelsen er
186
Slægtskabet har været forklaret med, at Richards elskerinde og senere 2. hustru, Gunnor, var
af kongelig dansk æt. Der er imidlertid ingen dokumentation for dette, og hendes søskendes
navne og bopæle, samt hendes elskerindestatus modsiger påstanden.
187 Det må være inden Fulham-vikingernes overvintring i 878, og hvis Rollo blev 80 år, var han
12 år i 864 og blev udnævnt til hertug i en alder af 59.
188 Gurim må være Gorm/Guttorm/Guðrum, som var udbredt i hele kongeslægten i 800-tallet,
og en af Harald Klaks sønner hed Rolf. Vi kan dog næppe komme faderens slægtsmæssige
identitet nærmere, da vi ikke en gang kender hans eget navn. Ganske vist kaldte Richer af
Reims ham i 997 Catillus (Ketil), men der lægges normalt ikke vægt på denne kilde, og navnet
er ukendt blandt Nordens kongeslægter bortset fra en uhistoriske prins, Ketil Gautreksen. En
fransk forsker har i øvrigt baseret på person-navnestof påvist, at der synes at have været 10
gange så mange danskere som nordmænd mellem bosætterne i Normandiet.
303
korrekt, er det ikke usandsynligt, at hans danske jarledømme lå fjernt fra den
danske konge - f.eks. i Norge. Her kan sønnens kontroverser med den danske
konge og Athelstans placering af ham som leder af nogle af sine folk i "den
store hær" senere være blevet forvansket til et Harald Hårfager-sagn. Et norsk
jarledømme kan være en forklaring på det dansk/norske paradoks, der ikke
udelukker, at Rollo var et kendt medlem af den danske kongeslægt. Det ville
forklare hans position i forhold til East Anglias danske kong Athelstan og den
store hær - og et slægtskab mellem Harald Blåtand og Hertug Richard.
16.7
Danskernes religion
Danskernes religion er kun berørt sporadisk gennem bogen. Det skyldes
at Saxo i modsætning til Snorre Sturlasson kun beskæftigede sig periferisk
med den hedenske religion, som han som kirkelig skribent naturligvis tog
afstand fra. Men han gjorde ikke noget nummer ud af den kongelige families
”vildfarelser”, som bl.a. havde til formål at sikre kongeslægtens ret til tronen
– begrundet i slægtsskabet med Odin. I det engelske Beowulf har man
derimod renset digtet helt for religionen i den overleverede version.
Thietmar af Merseburg beskrev i 1015 sin dødsfjendes, Sven Tveskægs,
hedenske fester således: ”Der er et sted i disse egne, som er hint riges
hovedstad (ved navn Lejre i det distrikt, der kaldes Sjælland), hvor der hvert
9de år i Januar måned efter den tid, da vi fejrer epanifesten
(helligtrekongersfest), holder et almindeligt stævne og så ofrer til deres guder
90 (og 9) mennesker og ligeså mange heste tilligemed hunde og haner, som de
ofrer i stedet for høge, idet de, som jeg før har sagt, tror for vist, at disse
(mennesker og dyr?) skal trælle for hine (guder?) og sone begåede
forbrydelser.” Beskrivelsen minder en del om Adam af Bremens senere
beskrivelse af Uppsala.
De danske kongers guder var åbenbart Odin og Thor, som det fremgår af
Paulus Diaconus tidligere citerede beskrivelse, mens Adam af Bremen tillige i
1075 nævnte frugtbarhedsguden Frej som en hovedgud i Uppsala. For begge
forfattere gælder, at de antageligt var lidt sent ude med beskrivelsen, selv om
kristendommen næppe blev antaget fra den ene dag til den anden af
befolkningen.
Det harmonerer med Snorre Sturlasson, så hvad religionens nøjere
indhold angår, kan der derfor henvises til de islandske værker og deres
behandling – det er ikke emnet i denne bog om Saxos sagn – blot man forstår
kultens nære sammenhæng med kongemagtens opretholdelse. Man skal bare
være opmærksom på, at religionens indhold var afhængigt af tid og sted.
Interessant er det dog at se, hvorledes kristendommens indtog beskrives.
Her forekommer Saxo nogenlunde nøgtern og neutral – i modsætning til
Ansgar og Adam af Bremen, som ifølge Henrik Jansons disputats, Templum
Noblissium, havde til formål at overdrive Hamburg-kirkens andel i Nordens
304
kristning.
Hos Saxo indførtes kristendommen først officielt med Harald Blåtand,
selv om Ansgar fik omvendt enkeltpersoner. Han beskriver, at der af og til
blev givet tilladelse til opførelse af kirker i de internationale handelsbyer – og
at de af og til blev revet ned igen af nye konger.
Det kan ikke udelukkes, at disse kirker primært var opført af hensyn til
udlændinge i handelssystemet, men med de mange udlandske kontakter og
kristne danske småkonger og jarler i England og Frisien er det utænkeligt, at
der ikke dukkede kristne danskere op i 8-900-tallet – hvilket begravelser i
Danmark og Sverige også tyder på – men de fik næppe betydning.
For de hedenske danskere var Kristus næppe noget problem – han var
blot en gud blandt deres mange guder. Widukind kunne således skrive:
”Danerne påstod, at Kristus nok var en gud, men at der også var andre guder,
der var større end han, da de lod menneskene se langt større tegn og undere
end Kristus.” Når de kom rundt omkring i Europa, kunne de derfor let
optræde som kristne, hvis det var nødvendigt. Problemet, som kunne medføre
forfølgelser af de kristne hjemme i Danmark, var, at kristendommen optrådte
monoteistisk. Den accepterede ikke andre guder, og derfor måtte den
bekæmpes af de hedenske konger, som benyttede slægtskabet med de
hedenske guder som deres legitimitet til tronen. Det er antageligt en væsentlig
grund til, at fronten var så skarp mod de missionerende frankere og deres
Gud, selv om man handlede flittigt sammen med dem gennem friserne, og
optrådte som kristne i England.
Friserne var også blevet kristne. De har sikkert assisteret med handelen
på Østersø-ruterne, så der var et internationalt islæt i handelsbyerne, men der
er intet, der tyder på, at de har taget magten over ruterne – hvilket også Aksel
E. Kristensen tilbageviste i 1969. De store markedspladser var fredhelligt
område, men der er ingen tvivl om, at de militært var styret og beskyttet af de
nordiske konger, hvad Ansgars Levned og beskrivelsen af Godfred også viser.
305
17. Hardeknud, "svenskerne" og Gorm
17 Hardeknud, "svenskerne" og Gorm
17.1 Kilderne omkring Gorms og Haralds afstamning
Da de frankiske kilder ophørte sidst i 800-tallet, var der bortset fra
enkelte saxiske kilder som Widukind et spring frem til Adam af Bremen, som
skrev omkring 1075. Han blev historikernes hovedkilde til den tidlige
Danmarkshistorie. Niels Lund såede dog i 1998 alvorlig tvivl om Adams
kildeværdi, uden at nogen tog konsekvensen af det, da man øjensynligt på det
tidspunkt havde opgivet de tidlige kilder. Adams egen hovedkilde til
Danmarks historie var den danske konge, Svend Estridsen.
Svend Estridsens adkomst til tronen – eller rettere sagt mulighed for at
blive kandidat til kongevalget – var efter sædvane medlemskabet af
kongefamilien. Det går igen gennem hele Danmarkshistorien, at det var
hovedkriteriet inden arveretten i 1660. Det har derfor altid måttet undre, at
Sven Estridsen ikke havde en bedre fornemmelse af sine forgængere end den,
Adam af Bremen demonstrerede – og som kirkens følgende skribenter fulgte.
Det er et grundlæggende træk i sagnhistorien og den efterfølgende historie, at
kongen altid kunne føre sin adkomst tilbage til den gamle kongeslægt ad
mands- eller kvindelinje. Et væsentligt formål med kongelisterne har uden
tvivl været at pege på dette tilhørsforhold – hvad enten man begrundede det
med guddommelig afstamning eller den juridiske grundregel, ”skik fra gamle
dage” – uanset at landet fra gammel tid var et valgkongerige. Der må have
været kristne skriftkyndige i landet siden tipoldefaderen Harald Blåtand – lidt
før islændingenes første skrifter. Inden da havde man benyttet runer, hvor den
adkomstret, som fremgik af kongerækken, vel var noget af det første, man
ville skrive ned – noget man ser dukke op i alle germanske samfund efter
kristningen. Arne Søby Christensen (2002) har i forbindelse med Jordanes’
Getica på basis af østgoterne i hunnernes følge påvist, at man ikke i et
samfund uden skrift kunne stole på kongelisten længere end 3 generationer.
Før da kunne kongefamilien manipulere med kongerækkerne – som regel for
at forbedre adkomstgrundlaget og knytte det til religionen – forudsat
selvfølgelig at kongefamilien kunne styre, hvad der måtte blive skrevet, når
skriften kom til med kristendommen.
Sven Estridsen kunne imidlertid ikke en gang skaffe Adam
oplysninger om den nærmeste slægt til den kristne Harald Blåtand, hvis
selvfølelse ellers bør have ført til nedskrivning af hans egne forfædre. Ifølge
Adam kom enten Gorm eller hans far ud af det blå fra Nortmannia som søn af
den komplet ukendte Svein. Man kan sige at Svein ligger inden for den senere
tradition med navnet Svend, men de kom 100 år senere, og Svend Estridsen
kan netop have valgt Svein for at give indtryk af kontinuitet – eller måske var
der virkelig en Svein i den senere omtalte plejefamilie. Bedre bliver det ikke
af, at Roskildekrøniken og Saxo ikke nævnte Svein – de følgende kilder
306
troede altså heller ikke på den del af historien. Den første mistanke, som
denne usædvanlige uvidenhed skaber, må blive, at der var tale om
manipulation, som nævnt af Arne Søby Christensen, fordi adkomsten til
tronen ikke var god nok – men en sådan adkomst gav en ukendt Svein vel slet
ikke. Det var usædvanligt i kongerækkerne, at kongen kom ind fra højre uden
forklaring – det burde være forklaret nærmere. Sagaerne på Island, som Sven
Estridsen ikke kunne påvirke, gav derimod Gorm en enkel og sikker adkomst
som søn af Hardeknud og sønnesøn af Sigurd Ormøje. Hvorfor gik Sven i en
stor bue uden om den oplagte islandske forklaring?
Var denne forklaring værre? Lå der et problem her? Det gjorde der
faktisk, og det var Sven Estridsen selv den første til at få øje på. Sven
Estridsens havde nogle år før måttet forskyde sin hustru på pavens
anmodning, fordi der var tale om kanonisk incest – sagen havde ifølge Adam
af Bremen (Bog III,12) ført til bataljer med kirken og efterfølgende et enormt
antal uægte sønner. Kirken forbød ægteskab inden for 7 generationer (Gelting
1999/Nors 1987), indtil man nedsatte grænsen ved Lateran Konceliet i 1215.
Dette har de hedenske danskere naturligvis set stort på før Harald Blåtand –
og for de kristne har reglerne nok også mest været anvendt politisk af kirken.
Den svenske historiker, Henrik Janson, beskrev imidlertid i 1998 i sin
disputats, Templum Noblissimum, det storpolitiske spil mellem Sven
Estridsen, Hamburgkirken, paven og den tyske konge, Henrik IV, som endnu
ikke var salvet til kejser. Paven ville have ret til at besætte kirkelige embeder,
hvilket Henrik IV nægtede. Sven Estridsen var egentlig allieret med Henrik,
men spillede også på paven for at få et ærkebispesæde i Roskilde. Niels Lund
skrev i 1998/2002, at Hamburgkirken så et dansk ærkesæde som en trussel
mod deres overhøjhed i Norden, så de i stedet tilbød at ophøje Harald Blåtand
til helgen – noget som samtidig ville styrke stiftets stilling i Danmark. Sven
var derfor sårbar. Hele Adams beskrivelse af kongerne er ifølge Niels Lund
lagt til rette med henblik på kirkens godkendelse af Haralds egnethed som
helgen, som må have været et formål med Adams besøg. Antageligt skal det
også ses i dette lys, hvorfor Sven 1060-66 pressede Hamburgkirken ved at
lade Hildesheimbispen oprette et bispestift i Dalby, 10 km fra bispesædet i
Lund – netop på den tid, hvor Adam kom til Danmark. Svens barske politik,
som oprindeligt skyldtes incestdommen og siden blev et spørgsmål om
ærkebispestolen, druknede imidlertid i Investiturstriden mellem paven og
kejserriget, som begyndte 1071 og kulminerede 1076 året efter færdiggørelsen
af Adams værk. Harald blev aldrig helgen – i stedet fik Danmark 30 år senere
sit eget ærkebispesæde.
For Sven Estridsen (og Adam) gjaldt det derfor i spillet om at give et
positivt billede af Harald – hvad han så sandelig også gjorde, så det både gik
ud over dennes far og søn. I den forbindelse var det gift for sagen, hvis Adam
kom tilbage til Hamburg med en Danmarkshistorie, hvoraf det indirekte
fremgik, at Harald var resultatet af et incestuelt forhold. I givet fald måtte
307
Sven Estridsen lægge røgslør ud over de kongelige slægtsforhold – og et
sådant røgslør er jo netop det, vi ser hos Adam.
Samme problem har måske i mindre grad også gjort sig gældende for
1100-tallets kristne skribenter i det omfang, de skrev for at støtte
kongeslægtens legitimitet ligesom Saxo, men problemet med dem er nok i
højere grad, at de fulgte Adam af Bremen..
Forekomsten af en sådan ”incest” inden for 7 generationers
fyrstekredse er højst sandsynlig på grund af strategiske ægteskaber mellem de
danske landes hedenske kongeslægter, men en konstatering i dag med vort
sporadiske kendskab til hustruerne vil være et lykketræf. I det følgende vil vi
primært se på, hvordan Haralds slægt så ud i de forskellige kilder, når man
forsøger at eliminere de mest oplagte kirkelige manipulationer, men vi vil
også demonstrere risikoen for incest ved forsøgsvis at forlænge til de 7
generationer og vise enkelte eksempler. Det er i den forbindelse vigtigt at gøre
sig klart, at det ikke er et spørgsmål om den historiske sandhed, men om hvad
man på Svend Estridsens tid troede og frygtede om fortiden.
De vigtigste danske kilder, når vi ser bort fra sagaerne, som synes at
have deres egen baggrund, er Roskildekrøniken, Sven Aggesen og Saxo. De
er desværre alle mere eller mindre afhængige af Adam af Bremen – især
Roskildekrøniken – men tager også afstand fra ham i forskellige situationer.
Den tidligste danske kongekrønike, Lejrekrøniken, dækker kun de ældre
sagnkonger frem til Harald Hildetand – altså den gamle Skjoldungeslægt ad
mandslinjen – og de senere årbøger er ligeledes eftersnakkere af de kirkelige
kilder.
17.2 Hardeknud og "svenskerne"
Da Adam af Bremen havde motiv til at skjule sandheden, hvilket må
påvirke hans efterfølgere, må vi undtagelsesvis begynde med sagaerne i
stedet, hvis vi vil beskrive de sidste sagnkonger i Gorm slægt. Sagaerne er
meget enige om hovedlinjerne, selv om de anvender forskellig grad af
anekdoter og detaljer. Kongerne var de samme, men det fremgår tidligt, at
sagaerne var fokuseret på Lejrekongerne, hvor Regnar Lodbrogs magtbase
åbenbart var Sjælland (Saxo 9.4.4/15). Sagaerne nævnte aldrig Godfred, som
frankerne til gengæld satte over Regnar. Man må heraf bl.a. kunne udlede, at
Godfred havde et militært overherredømme i forsvaret af den danske alliances
grænse mod frankerne, mens Regnar må have været vikingleder og
lokalkonge i Østdanmark. Om Godfred også tillige var landekonge i
Sønderjylland, og Regnar kun konge på Sjælland ved vi ikke.
Roskildekrøniken talte om 2 konger i Jylland, 1 på Fyn, 1 på Sjælland og 1 i
Skåne, men grundlaget kender vi ikke, da det minder om de senere
landstingsområder. Sønnerne blev kaldt konger og helt generelt havde alle
kilder svært ved at skelne, hvor de danske anførere sad – vel nok fordi
308
kongerne rejste meget rundt, etablerede skattelande og styrede med vekslende
konger/jarler i deres fravær. Derfor kunne Rökstenen tale om 20 dræbte
konger på slagmarken – selv om formålet antageligt var en hentydning til en
mytologisk kenning.
900 års konstruktions- og rekonstruktionsforsøg har fyldt litteraturen
med en uoverskuelig mængde navne og argumenter, som forvirrer mere end
de gavner. Vi kasserer disse diskussioner råt og brutalt ved at gå tilbage til de
enklere sagaer, som sammenlignes med Adam, Roskildekrøniken og Saxo for
at indkredse og forklare forskellene.
Det oprindelige grundlag for de islandske sagaer om danerne var sikkert
den forsvundne Skjoldungesaga, hvorfra Regnarsona Thattr og Olaf
Tryggvasons Saga stammer (Friis-Jensen 1984) samt den mere uafhængige
Jomsvikingernes Saga (Degnbol 1978) – alle med samme slægtsrække:
(Jomsvikingernes Saga AM291) Knud (den Fundne) opfostrede Sigurd
Ormøjes søn og gav ham sit eget navn og kaldte ham Harde-Knud. Og HardeKnuds søn var Gorm, der blev kaldt den Gamle eller den Mægtige.
Olaf Tryggvasons Saga fortæller tilsvarende:
(Fragmenta) Olav Kinrikssøn var søn af Ivar Vidfadmes morbroder. Han
var i Sigurd Rings dage jarl i Northumberland, indtil kong Ingjald af
Englands søn fordrev ham. Ring gav ham da jarledømme i Jylland. Han
havde sønnen Grim, denne havde sønnen Audulv hin Stærke, og han sønnen
Gorm hin Barnløse. Han havde ingen børn, men der blev en gang fundet et
barn i en skov og bragt til ham. Han kaldte drengen Knud og udpegede ham
til sin eftermand. Knud var søn af Arnfinn Jarl og dennes egen søster. Derfor
havde faderen ladet barnet udsætte. Knuds søn Gorm var jarl i Jylland. Han
opfostrede Sigurd Ormøjes søn Knud, der efter sin fødeegn kaldtes HardeKnud. Han var konge i Danmark. Hans søn var Gorm den Gamle.
Islændingene synes generelt at have haft svært ved at adskille de danske
riger og lande i Danmark og Danelagen, men det vil ikke være usædvanligt, at
en adopteret jysk jarlesøn kom til f.eks. York og blev kristen. Arngrimur
Jonson synes at være løbet lidt sur i sagaforklaringernes forskellige
forekomster af Gorm. Sagaerne viser imidlertid klart tilbage fra Gorm den
Gamle til Sigurd, søn af Regnar Lodbrog og sønnesøn af en Sigurd. Gorms
afstamning er så enkel, som den kan blive, men den er kasseret af tidligere
historikere, fordi den ikke stemte overens med de tidlige kirkelige
kildeskrifter, som man regnede for mest pålidelige. Opgaven bliver derfor ved
sammenligning med sagaerne at identificere og forklare forskellene over til
det tilsvarende interval i Roskildekrøniken og Saxo, som begge har bygget
mere eller mindre på de manipulerede oplysninger fra Adam af Bremen / Sven
309
Estridsen.
Selv om det kun er sagaer, er vi nødt til at fæste os ved den usædvanlige
og tilsyneladende overflødige beretning om Knud den Fundne, som blev udsat
i skoven som spæd på grund af incest, men blev fundet og adopteret af en
dansk konge / jarl. Knud den Fundne fik altså navnet Hardeknud, som
antageligt netop kunne betyde Skov-Knud. Harde eller Haraδ er
stednavnebetegnelser i Danmark og Jylland, hvor man på OE knytter navnet
til skov 189 . Hvorfor ligefrem indlede Jomsvikingernes Saga med en så
usædvanlig historie og væve den sammen med et lige så usædvanligt navn?
Der må være en årsag til denne historie, som også kendes andre steder fra.
Navnet kendes i Danmark kun fra to personer, begge konger, hvoraf den
første angiveligt var opkaldt efter sin plejefar Knud den Fundne – altså måske
”Skov-Knud”. Plejesønnen blev konge som mindreårig i 891, men allerede i
883 dukkede navnet ifølge Symeon af Durham også op i York, da Guδred søn
af en Hardiknut blev konge.
Denne først kendte Hardiknut omtales i forbindelse med den engelske
Sct. Cuthberts historie (Symeon af Durham 1129 på basis af en anonym 1000tals krønike), da hans søn Guδreδ i ca. 883 blev blev frikøbt som vikingernes
træl og valgt som konge ved et kompromis i York. Om det er derfor
plejefaderen i sagaerne også kaldes Trælle-Knud, vides ikke. Guδreδ var
kristen dansker og kunne derfor både accepteres af vikingerne og de kristne.
Guδreδ døde allerede i 894/95, men faderen kan have levet videre. Guδreδs
begravelse i York Minster nævnes i de engelske krøniker.
Hardiknut eksistens kunne betvivles, da Symeons fortælling om ham er
fra 1129. I 2011 dukkede navnet imidlertid op som Airde Conut i nærheden af
York på en kristen mønt, som synes præget mellem 895 og 903. Den er fundet
i 2011 120 km vest for York i Silverdale. Sprogforskere (Porck 2014) har
foreslået, at mønten med Airde Conut skyldes den danske kong Hardeknud,
og at han skulle komme fra Normandiet, da stavningen har frankisk præg. Det
er imidlertid helt usandsynligt, at det meget sjældne navn to gange med kort
mellemrum skulle forekomme ved York og ellers ingen andre steder end den
danske kongeslægt – og det er inden Rollos tid. Årsagen til stavemåden kan i
stedet være, at danskerne brugte en møntmester fra Normandiet, hvilket ikke
er usandsynligt, da danskerne også opererede der før Rollo. På grund af
prægetidspunktet stiller historiker og numismatiker fra British Museum,
Gareth Williams, det rimelige forslag, at mønten skyldes et barnebarn, men
der nævnes ikke noget barnebarn eller nogen engelsk konge af det navn. Da
mønten bærer titelbetegnelsen rex, som ikke kendes for nogen engelsk
Hardeknud, kan mønten være udstedt af den engelske værge for den danske
Hardeknud, som blev rex som barn i 891 – f.eks. sammen med
Haraδ som stednavnebetegnelse er nævnt i OE Dictionary, og Olafur Haldorsson, 2000
skrev, at ”harth” var gammeldansk for skov, da han fejlagtigt identificerede Hardeknud som
Knud den Fundne.
189
310
Sieverts/Siefredus’ mønter. Sievert begyndte at optræde som plyndrende
viking i Wessex i 893, men blev øjensynligt senere konge i Northumbria
ifølge mønter. Her er det tankevækkende, at han omkring 900-902 ifølge
Steenstrup udstedte mønter sammen med en Cnut. Det kan være Hardeknud
eller det kan være det omtalte hypotetiske barnebarn af Yorks Hardiknut. Hvis
han var engelsk konge skal han i så fald have været søn af Sievert. Det var
muligvis Guδreδ, som Adam nævnte sammen med sønnerne Sigerih, Olav og
Reginald (Adam 2.25190). Adam kan dog også have talt om en senere Guδreδ.
Allerede Steenstrup nævnte Hardiknut som en mulig Knud den Fundne
(Normannerne 1876). Han var således på sporet, men rodede sig på grund af
ovennævnte Cnut-mønter ud i tanken om, at Guδreδ var Hardeknud, hvad der
er udelukket, da Guδreδ i kilderne nævnes som søn af Hardiknut og som død i
894/95. Niels Lund nævnte Steenstrups omtale af Hardiknut, men noterede
blot, at Symeons senere omtale ikke var tilstrækkelig dokumentation for
navnets eksistens i York, da Airde Conut-mønten endnu ikke var fundet, da
Niels Lund skrev.
Hvem der udstedte mønten er ligegyldigt her, da den for os blot skal
vise, at navnet eksisterede som et navn i York efter 883 - altså som
bekræftelse på Symeons beretning. Det eneste afgørende i vor sammenhæng
er, at det meget sjældne Hardeknud-navn som det eneste sted i verden udover
den danske kongerække nu er dokumenteret to gange i Northumbria, hvor det
første gang nævnes kort før den danske Hardeknud – ikke i Normandiet eller
Norge, som ellers begge har været foreslået som Adams Nortmannia.
Var danske Hardiknut (Skov-Knud) i York synonym med både Knud
den Fundne, som Jomsvikingernes Saga hævdede, og Saxos / Sven Aggesens
værge Enni-Gnub. Det sidste navn kan være en sproglig forvanskning af
”engelske Knud” / ”Knud Enski”, hvis vi følger navnedannelsen omkring East
Anglias Guδrum / Gorm Enski? Skyldes Adams mystiske Nortmanniahistorie, at Hardeknud var placeret hos en kristen dansk familie i
Northumbria? Om plejefaderen i York hele tiden var Hardiknud, trods Guδreδ
død, eller en af hans andre sønner, hvis navne vi ikke kender, er uvist. Her kan
en ukendt Sven eller Gorm komme ind i billedet. Saxo indikerer et opgør med
værgerne, som kan skyldes, at Hardeknud brød med plejefamilien i York og
vendte hjem kort efter 900, hvor han erstattede ”statholderen” Helge. York
kan synes langt væk, men byen var på den tid Regnarsønnernes – især Ivars
engelske hovedkvarter, hvorfra også Hardeknuds mor skulle stamme som
engelsk kongedatter ifølge sagaerne. Det har været naturligt at sætte Sigurds
søn i pleje hos familie der, hvor han var i sikkerhed for hjemlige konkurrenter,
mens faderen rejste rundt som konge og viking.
190
Gareth Williams mener, at Adams Gudred og hans sønner er senere konger, da han gerne ser
en ukendt Hardiknut som barnebarn af Hardeknud i sin artikel (Williams 2012), men
sammenhængen hos Adam passer bedst med slutningen af 800-tallet. Forholdet er underordnet i
relation til Hardiknuts og møntens eksistens.
311
Der er af og til rejst tvivl om eksistensen af den første danske kong
Hardeknud, fordi han siges at mangle hos Adam og i nogle af
sagaversionerne. Bl.a. Olafur Halldorsson (Halldorsson 2000) foreslog derfor,
at han var indsat som en fiktiv person i sagaerne. Den første danske kong
Hardeknud er imidlertid eneste sandsynlige link, som kan have overført det
nordiske navn fra den første engelske Hardiknut til Knud den Stores søn
Hardeknud 140 år senere. Det er også vanskeligt at se, hvorfor og hvordan
man skulle kunne opfinde en fiktiv dansk konge med et sådant navn i
sagaerne 130 år før. Det er langt lettere og mere logisk, at nogle af de senere
sagaskribenter har valgt at fjerne den første danske Hardeknud fra deres
sagaversion, fordi han ikke umiddelbart stod som konge hos Adam og i
Roskildekrøniken. Denne første Hardeknud må altså have eksisteret, og det
bekræftes af, at både Saxo og Sven Aggesen placerer en Knud/Loddenknud på
denne plads, selv om han synes at mangle i deres forlæg.
Saxo ville ikke skubbe Hardeknud bort som konge. Tværtimod roste han
ham (Saxo 9.7), men han kaldte ham blot Knud og søn af den Erik, der blev
konge som barn (Saxo 9.5.8), mens Sven Aggesen kaldte ham Loddenknud.
Dette barn, Erik/Horik 2., kendes imidlertid fra frankerne som Sigurds
forgænger – som nevø i Horik 1’s slægtslinje – så vi kan med god
samvittighed fjerne Erik fra pladsen efter Sigurd i Saxos slægtsrække, som
derefter kommer til at lyde Sigurd Ring – Regnar Lodbrog – Sigurd (Ormøje)
– (Harde)Knud, dvs. præcis samme slægtsrække som i sagaerne.
Sagaerne giver altså en fornuftig forklaring på historien, familiesammenhængene og de navneforekomster, som kendes i Danmark og England. Det er
umiddelbart i modsætning til Adam af Bremen, men bortset fra Svein har
Adam faktisk de samme navne som sagaerne (Figur 31) – blot nævnes
Hardeknud ikke direkte som konge på grund af Adams dateringsproblemer.
Regnarsona Thattr fortæller om Hardeknud:
(Regnarsona) Sigurd Orm-i-Øje var gift med Blæja, datter af kong Elle.
Deres søn var Knud, der blev kaldt Hardeknud, som efterfulgte sin far på
Sjælland, Skåne og Halland, men Viken faldt fra hans rige.
Sigurd Ormøje faldt som tidligere nævnt i det store slag i Tyskland i 891
– hvilket passer med dateringen i York. Fra slaget i Tyskland ankom ifølge
sagaerne Sigurds følgesvend, Helge den Hvasse, og regerede for ham i
Danmark (Helge blev senere gift med Hardeknuds søster, Aslaug). Helge er
sandsynligvis den Heiligo, som Adam af Bremen nævnte som den første
danske konge inden Gorm d. Gamle.
(Adam) Efter normannernes nederlag har der - ved jeg - regeret en kong
Heiligo, elsket for sin retfærd og redelighed.
312
Derimod fremgår det ikke af Adam, at Hardeknud havde været konge,
selv om han ellers skulle være Gorm den Gamles far – men her kommer jo
netop manipulationen ind. Adam nævnte aldrig Hardeknud som andet end
Wurms far, men hvad han og Sven Estridsen egentlig har vidst, skal vi se
nærmere på senere.
Figur 30. Harald Blåtands slægt
Grundlaget er her sagaerne, som man antageligt har troet på Sven Estridsens tid.
Sagaerne anså Regnars far som Sigurd Ring, søn af Randver, men frankerne nævnte både
Godfreds forgænger Sigifred I († 798-804) og Godfreds nevø (nepos) Sigifred II († 812),
som ifølge Saxo var Regnars far, Siward Ring.
Vi er nu klar til at se på Saxo’s udgave af Hardeknud, som herefter bliver
let genkendelig, hvis man blot husker, at Saxo fejlagtigt satte Erik (Horik II)
ind mellem Sigurd og Knud:
(Saxo 9.7) Eriks (Sigurds) søn Knud var endnu kun et barn, så både han
og riget trængte til en formynder. Men da det tyktes de fleste, at det både var
besværligt og let kunne vække misundelse at påtage sig dette hverv, besluttede
man at udtage en mand dertil ved lodkastning, thi de viseste danskere var
313
bange for i så vigtig en sag selv at træffe et valg. De stolede mere på skæbnen
end på deres egen mening og ville hellere lade valget komme an på en
tilfældighed end på moden overvejelse. Så skete det da, at en vis Ennignup, en
mand af den største og mest ufordærvede dyd, blev nødt til at tage dette
byrdefulde hverv på sine skuldre. Da han havde tiltrådt styrelsen, som
lodkastningen havde tildelt ham, tog han ikke mindre hensyn til hele rigets
tilstand end til kongens unge alder, hvorfor da også nogle, som ikke er
synderligt kyndige i historien, har tildelt ham en plads midt i kongerækken.
Da Knud efter at have trådt sine børnesko var vokset op til mand, fjernede
han dem, der havde vist ham den velgerning at opfostre ham. Efter at have
været en knøs, man næsten havde opgivet alt håb om, blev han en over al
forventning gæv mand. Kun den ene ting ved ham må man begræde: Han
døde uden at have antaget kristendommen.
Regnarsona Thattr fortæller yderligere om Hardeknud:
(Regnarsona) Gorm var hans søn. Han var opkaldt efter sin fosterfar,
der var søn af Knud den Fundne. Han havde alt land i forlening af Regnarsønnerne, mens de var på krigstogt.
Omtalen indebærer, at også Gorm den Gamle skulle være vokset op i
York – denne gang som fostersøn af Gorm, som skal have været søn af Knud
den Fundne og altså bror til Gudred. Her kan man frygte, at fortællingen er
gået i ring, men det ændrer ikke på hovedforløbet hvorvidt Gorm er opvokset i
York eller Danmark. Vi vender dog tilbage til spørgsmålet under Gorm.
Adam fortæller efter bemærkningen om Heiligo:
(Adam) Efter ham ( Heiligo) fulgte Olaph, som kom fra Sveonien og tog
det danske rige med våbenmagt. Han var far til mange sønner, blandt hvilke
Chnop og Gurd efter faderens død havde herredømmet. … Hvad vi fra nu vil
berette, har vi fundet i forskellige andre, ingenlunde uvederhæftige bøger.
Men noget har den berømmelige danerkonge (Svend Estridsen) fortalt os på
vor anmodning derom.
Hvis man sammenholder med oplysningerne i Olav Tryggvasons saga og
Regnarsona Thattr om, at Sigurds søn Knud kun regerede over Sjælland og
Skåne og Halland, vil det passe med, at Olaf og hans sønner tog magten i
Slesvig fra Heiligo, efter denne var trådt ind efter Sigurd. Eventuelt kunne det
være hele Jylland - som var det "land", der interesserede Hamburg-kirkens
skribenter. En svensk interesse specielt for Hedeby var dog mere naturlig, da
Hedeby var vigtig for handelsvejen til Sverige – og en mindreårig, der
herskede over flere lande med værger, kan antageligt have fristet Olaf til at
sætte sig på handelsvejen.
314
Sagaerne omtaler Regnars søn, Bjørn Jernside, som hersker over Svealand. Olav kan være hans slægtning, hvilket kunne forklare, hvorfor
svenskekonger med god ret kunne gøre krav på magten i Hedeby. Det synes i
alt fald at være den forklaring, sagaerne ønsker at indicere.
En anden mulighed kan være Anunds efterkommere. Den positive, men
lidt uselvstændige kong Olaf, som Ansgar mødte i Birka to år efter Anunds
generobring af magten, kan have været en ung søn af Anund. Anunds
midlertidige danske asyl, den danske medvirken ved generobringen af
Uppland, som vi kender fra Rimbert, det senere togt til Kurland, sønnernes
navne og Horiks anbefaling af Ansgar til Olaf kunne tyde på, at Anund var
knyttet til det danske kongehus via slægts- eller ægteskab. Olaph, som altså
havde et familienavn, kan derfor have hævdet arveret i Danmark - hvilket kan
forklare den opportunistiske ”svenske” magtovertagelse i det fjerne Hedeby
og dens relativt langvarige succes191.
Vi ved ikke, hvornår den samlede kongelige overhøjhed over det senere
danske område til forsvar mod frankerne ophørte. Måske opløstes det i 854, så
Horik 2 kun fik magten i Sønderjylland, mens resten var fordelt på
Regnarsønnerne – det giver sagaerne jo indtryk af. Det var en naturlig
udvikling, da frankernes pres mod grænsen faldt, og lige så naturligt var det,
at da Sigurd og de øvrige Regnarsønner døde og blev afløst af en mindreårig,
greb svearne ind i Hedeby for at sikre den vigtige Østersørute til Birka.
Sagahistorien kan harmonere fint med den udvikling.
Sveriges historie kender man i øvrigt meget lidt til i den periode.
Kongerne kendes primært fra Ynglingesaga og den kongeliste, som var tilføjet
Hervarar-saga, men som tidligere har vist sig at afvige fra de danske værker.
Det var imidlertid i den periode, at svenskerne fik væsentlige interesser i
handelsvejen til Sortehavet via de russiske floder, og mange vesteuropæiske
forskere mener, at "Rus"-dynastierne i Novgorod og Kiev, som blev oprettet i
860'erne, havde en svensk baggrund. Det sidste harmonerer med forløbet i
Hedeby.
Også Norge fik en storhedstid, hvor Harald Hårfager ifølge Snorre
samlede Norge og organiserede et helt ny rige - en beskrivelse, som man i dag
anser for at være efterrationalisering. Nordmændene satte sig fast på de
nordatlantiske øer og på besiddelser i de keltiske områder i Skotland, men
hvordan magtbalancen var i Irland i den danske svækkelsesperiode, er mere
usikkert. Det var i samme periode, at Island blev koloniseret, og man mener,
at en del af bosætterne netop flygtede for Harald Hårfager. Andre islændinge
kom fra de kollapsende danske vikingeriger i England og fra Irland, hvor
nybyggerne ifølge DNA-undersøgelser hentede mange kvinder.
191
Ansgar-oplysningerne stammer alle fra Rimbert (Ansgar).
315
17.3 Gorm den Gamle
Derefter dukker Hardeknuds søn, Gorm, op i sagaerne. I Regnarsona
Thattr så vi ovenfor, at Gorm skulle være opkaldt efter sin fosterfader, Gorm,
som var søn af Knud den Fundne – og det samme kan læses i Olaf
Tryggvasons Saga. Gorm synes altså opvokset hos samme familie i York –
ligesom Erik Ejegod og Knud Lavard senere voksede op hos Skjalm Hvide og
hans søn, Asser Rig.
Det harmonerer fint med Erik Kromans hypotese om, at det var Gorm
den Gamle, der i 928-934 underskrev sig som Gudrum på vidnelister i York,
inden Gorm dukkede op i Danmark i 936 i stedet (Kroman 1976). Niels Lund
har med god ret anført, at det ikke dermed er bevist, at Gorm kom fra York
(Niels Lund 1993), men sammen med oplysningerne om Yorks Hardiknut
lyder det plausibelt.192 Derimod hænger det ikke sammen, når Erik Kroman
gættede på, at Gorm var sønnesøn af Gudrum i East Anglia, og Gudrum var
sandsynligvis også for sen til at være Knud den Fundnes plejefar.
Det er imidlertid ikke afgørende, om de to kongesønner var opvokset i
York eller andetsteds. Det nævnes kun, fordi det kan få alle oplysninger til at
falde på plads. Hvis Hardeknud og måske også hans søn voksede op i
Northumbria, kan det forklare, hvordan episoden med Svein af Nortmannia
kunne opstå af Sven Estridsen søforklaringer. Om det har inspireret Sven
Estridsen til en decideret nødløgn, eller blot har ført Adam på vildspor, eller
om en af fosterfaderens sønnner i York faktisk hed Svein, ved vi ikke, men i
Roskildekrøniken (Gelting 1979) er det tydeligt, at kommunikationen til sidst
kunne ende helt i skoven med en sammenblanding med Sven Tveskæg og
hans modstander Ethelred.
Vi skal nu følge, hvordan Gorm blev konge i Danmark. Ifølge
Regnarsona Thattr ”overtog han kongemagten efter sin far”, dvs. i
Østdanmark. Derefter kan vi følge beskrivelsen i Olav Tryggvasons Saga:
(Trygg) Da Gorm var blevet voksen af alder, fik han en kone, som hed
Tyre. Hun var datter til Harald Jarl i Jylland, han blev kaldt Klak-Harald. …
Kong Gorm gik med sin hær ind i det rige i Danmark, der hed
Hreidgoterland, men nu kaldes Jylland, mod den konge, der regerede der.
Han hed Gnupe. De holdt nogle slag, og det endte sådan, at Gorm fældede
denne konge og tog hele hans rige i besiddelse. Derefter gik Gorm til angreb
på en konge, der hed Sølverskalle, og havde stridigheder og kampe med ham,
og Gorm vandt til stadighed sejr og til slut fældede han kongen. Derefter drog
192
Erik Kroman (Kroman 1976) har konstateret, at der som underskriver på engelske
dokumenter 928-934 optrådte en fremtrædende dansk jarl, Guðrum (Gorm), som forsvandt fra
England i 934. Erik Kroman følte sig overbevist om at Guðrum var Gorm den Gamle, men det
er korrekt blevet afvist som utilstrækkeligt historisk bevis af Niels Lund (Lund 1993) - uden at
det dermed udelukkes, at det var Gorm. Erik Kroman mente også, at den tidlige Guðrum havde
den egentlige magt i Danmark, hvilket forekommer usandsynligt og helt udokumenteret.
316
han gennem Jylland og for hærgende frem således, at han fældede alle
kongerne helt sydpå til Slien … og han blev en mægtig konge.
Svenske Olafs søn Gnupa/Chnop og sønnesønnen Sigtrygg/Sigerich er
bekræftede af runeindskrifterne på Vedelspangstenene ved Hedeby 193 , men
Adam har ikke forstået – eller interesseret sig for – at der antageligt var tale
om flere kongeriger på den tid. Sammenholder vi med Adam af Bremen:
(Adam 911-936) Han (Olaph) var far til mange sønner, blandt hvilke
Chnop og Gurd efter faderens død havde herredømmet. … Hvad jeg herefter
vil berette, har jeg fundet i forskellig pålidelige bøger. Andet har danernes
børåmte konge på forespørgende fortalt mig: Efter Olaph, sveonernes
førstemand (princeps), som regerede over danerne sammen med sine sønner,
indtog Sigerich hans plads. Han havde ikke regeret længe, før kong Sveins
søn, Hardegon, som kom fra Nortmannia, frarøvede ham tronen. Det er
uklart, om disse mange danerkonger … herskede samtidig.
I betragtning af den meget forskellige tilblivelseshistorie bag de to
værker er sagaerne og Adam forbløffende enige om erobringen af Hedeby –
men Adam placerer den i sin rækkefølge i ærkebisp Hogers tid 911-16. Han
nævner imidlertid også at han er i tvivl om, hvem der herskede hvor og
hvornår. Efterfølgende nævner han kristenforfølgelser fra daner og slaver,
hvor slaverne erobrede Hamburg, men disse daner kom ikke nødvendigvis fra
Hedeby – så navnet Hardegon kan f.eks. også være noteret ved denne
begivenhed. Formodentlig her han haft svært ved at parre de tyske og danske
kilder sammen på grund navne- og sprogforbistring, da Sven næppe har
dateret sine oplysninger. Som vi skal se nedenfor hos Widukind er denne
danske erobring dateret en generation for tidligt af Adam – til Hardeknuds
regeringstid. Måske er det derfor, at han nævner Hardegon som kongen.
Harde-gon minder om navnet Airde conus og Canute. Det hænger fint
sammen med Adams senere afsnit:
(Adam om Henriks angreb 934) Hos danerne herskede på den tid
Hardeknuth Wrm, en grusom orm og ikke så lidt fjendtlig over for de kristne
… Dernæst angreb han (den tyske kong Heinric) med en hær danernes land
og skræmte med sit første angreb kong Worm så stærkt, at denne lovede at
rette sig efter hans befalinger og bønfaldt ham om fred. Således fastlagde den
sejrrige Heinric rigets grænser ved Sliaswic, som i dag hedder Heidiba,
indsatte en markgreve og forordnede, at kolonister fra Saxonien slog sig ned
der. Alle disse begivenheder, som en klog dansk biskop har fortalt mig …
(Adam om Unnis rejse i 936) Men da den Guds bekender kom til
danernes land, hvor, som sagt, den grusomme Worm dengang herskede,
193
Gyldendal/Politiken: Danmarks Historie, Bind 3, 1988 (side 218).
317
formåede han ikke at ombestemme kongen på grund af dennes medfødte
vildskab. Til gengæld skal han have vundet kongens søn Harold for sig ved sin
prædiken. Og han opnåede … at han gav tilladelse til offentlig udøvelse af
kristendommen, som hans far altid havde hadet ….
Der stod ikke noget dansk kongenavn i de første tyske kilder herefter. I
Widukind af Corveys Saxer Krønike (973) læser man imidlertid om kejser
Henrik, som angreb Hedeby ca. 934 og hævdede at døbe den danske konge
her. Denne konge hed Nuba – dvs. Gnupe/Gnuba/Chnop fra sagaerne og
runestenen ved Hedeby – og endda Adam selv ved omtalen af de ”svenske”
konger. Adam skrev først 100 år efter Widukind og skrev endda selv, at han
var i tvivl. Måske tog han blot Worm fra sit eget efterfølgende afsnit.
Løsningen på denne kildekonflikt burde være elementær. Det kan derfor ikke
undre, at det er Gnuba, som passer med resten og accepteres af de fleste
forskere som den overvundne konge (Halldorson 2000/Østergaard 1994, note
45), mens Wurm er den senere Gorm. Hardeknuth Wrm betød nemlig ifølge
de fleste forskere Hardeknuds søn Wurm (Opr. Lis Jacobsen 1928).
Adam havde altså også kongerækken Hardeknud og hans søn Gorm, men
fejldaterede dem 140 år efter. Om det var bevidst ved vi ikke, men det gav
ham mulighed for at skrive, at kejseren skræmte hele ”danernes land” – ikke
kun en lokalkonge – så den grusomme Wurm måtte bede om fred. Åbenbart
indså han ikke, at Gorm straks efter kejserens erobring fjernede den Gnupa,
som havde underlagt sig kejseren og kristendommen, og genindførte
hedenskaben – til Unnis overraskelse.
Dette giver sammenhæng overalt, hvis vi ser bort fra Adams kopister –
men Gorm må nødvendigvis være kommet efter kejserens angreb på Gnupa i
934. Trods Adams egne advarsler, har man stirret sig så blind på hans
kildeværdi, at man ikke har indset, at det er hans misforståede eller
manipulerende påstande, der har fremkaldt bruddene på den enkle logik i de
øvrige kilder og måske givet anledning til hundrede års diskussioner mellem
forskerne.
Ærkebiskop Unni havde øjensynligt ventet let spil i Hedeby efter
kejserens angreb, men mødte uventet modstand hos den nye Gorm i 936, hvor
Haralds tilsidesættelse af faderen på det tidlige tidspunkt er absurd og
åbenlyst må være en del af propagandaspillet for at fremhæve Harald. Unni
måtte derfor drage videre til Birka, hvor han døde.
Roskildekrøniken nævner ikke nogen Hardegon fra Nortmanniaså ikke
en gang denne forfatter troede øjensynligt på denne påstand. Man indlagde i
stedet et ekstra sæt Frode / Gorm / Harald – et loop – måske fordi forfatteren
ikke troede på, at Adams første Harald også 30-50 år senere kunne være
Harald på Jellingstenen – og det har vi vel heller ingen grund til. Måske har
første Harald hos Adam i stedet været Gorms svigerfar, Klak-Harald. Om det
var Sven Estridsen eller Adam, som manipulerede, eller det bare var
318
navneforbistring og misforståelser, ved vi ikke, men navnet på sagaernes far
til Gorm findes således også hos Adam, og resten kan antageligt henføres til
plejeforholdet. Vi finder endda også Sigurd og Regner hos Adam – han satte
dem blot forkert sammen.
I al sin enkelhed fortæller sagaerne altså, at Gorm blev konge efter
faderen Hardeknud i Østdanmark og giftede sig strategisk med en jysk
jarledatter. Derefter fortæller de i lighed med Adam, at Gorm udnyttede
Gnupas svækkelse i 934 til at tage Hedeby. Siden indtog Gorm med
svigerfaderens hjælp de jyske lande et efter et – indtil han kun manglede
svigerfaderens eget.
Sagaerne var ikke enige omkring overtagelsen af Klak-Haralds jyske
jarledømme, hvor de fleste blot nævnte, at Gorm overtog det. Den sene Olaf
Tryggvasons Saga dramatiserede imidlertid med, at Harald Blåtands bror,
Knud, overtog morfaderens jarledømme, og at Knud senere blev dræbt i et
slag mod Harald – stik mod Adams billede. De øvrige sagaer og Saxo
fortæller, at Knud døde på et fælles krigstogt til York. Alle sagaer og Saxo var
enige om, at Gorm døde ved meddelelsen om Knuds død, og de fleste fortalte
den samme vandreanekdote om Thyras spidsfindigheder i den anledning.
Fejlene i Adams værk har præget de efterfølgende kirkelige skribenter.
Af dem skal vi se nærmere på de vigtigste: Roskildekrøniken fra ca. 1140,
som var den første i rækken af krøniker og årbøger, og derefter Saxo fra ca.
1200.
Hos begge efterfølges Hardeknud/Loddenknud af en trio af konger:
Frode - Gorm (Saxo: den engelske) - Harald (Saxo 9.8-9.10), hvorefter følger
Gorm den Gamle (9.11) og hans fader, Harald Blåtand, som hos Saxo
omtaltes i næste bog. Frode og Gorm ses også i Ryd Klosters Årbog som
konger i England – baseret på de øvrige kilder. Trioen kendes ikke fra Adam
og opstod første gang i Roskildekrøniken:
(Roskilde) Mens dette stod på, døde kong Horik II, og Frode blev
ophøjet til tronen; Han blev døbt af ærkebiskop Unni af Bremen. Straks blev
de kirker genrejst, som før var ødelagt: Slesvig og Ribe. En tredje kirke
byggede kongen i Århus ... Nogle siger at biskop Unni prædikede for Gorm og
Harald, som var konger i Danmark, og gjorde dem venligt stemt mod de
kristne… Denne Gorm var fader til Harald … Harald var kristen og havde
tilnavnet Blåtand og Klak-Harald.
Det er allerede omtalt, at Roskildekrøniken må have brugt en gentagelse
– et loop – fordi man hverken har troet på Hardegon eller på at Jellingstenens
Harald, som døde i 980’erne, kunne optræde så desavuerende overfor faderen
allerede i 936. Roskildekrønikens klerk udvidede Adams skrøne om
undertvingelsen af danerne ved i bedste Adam-stil at give Unni revanche og
lave katolsk resultatmarkering i den loop-form, som Saxo senere annekterede.
319
Michael Gelting betegner i Roskildekrønikens kommentarafsnit beskrivelsen
af kirken som fantasi. Selve trioens navnerække kan dog have været kendt i
anden sammenhæng. Vi skal nemlig bemærke, at Absalons verdslige kollega,
Sven Aggesen (1185), lige før sin egen omtale af Sigurd Ormøje og hans
efterkommere skrev, at han ikke ”på fabelskrivernes eller løgnefortællernes
vis lader konger følge i uafbrudt tidsfølge efter hinanden, om hvilke jeg dog
har erfaret, at de var adskilte fra hinanden ved et ikke ringe tidsmellemrum.”
Mon ikke denne advarsel bl.a. var møntet netop på den efterfølgende trio, som
Saxo og Roskildekrøniken indsatte? Aggesen synes at antyde, at der lå noget
konkret bag trioen, men opfordrede sin efterfølger til nøjagtig granskning.
Ingen har øjensynligt fulgt opfordringen før nu. Hans eget resultat blev dog
ikke bedre, selv om det eksisterer i to versioner – hvilket kunne tyde på, at
nogen har skrevet det om.
Saxo fortæller om trioen:
(Saxo 9.8) Kongemagten gik straks efter over til hans søn Frode. Hans
lykke, som forøgedes ved våbendåd og krig, nåede et sådant omfang, at han
atter lagde de lande, der i sin tid var faldet fra Danmark, under det gamle åg
og tvang dem til lydighed som i fordums dage. I England, som alt en stund
havde været kristnet, tog han imod den hellige dåb. Da det var hans attrå, at
den frelse, han selv havde vundet, også skulle blive hans folk til del, bad han
Agapetus, som den gang var pave i Rom, om at lade Danmark oplære i
kristendommen. Men han oplevede ikke at få sit ønske opfyldt, thi han døde,
inden sendemændene fra Rom var kommet. Hans hensigt var visselig bedre
end hans held, og for sit fromme forsæt opnåede han lige så stor løn hisset
som andre for, hvad de får udrettet.
(Saxo 9.9) Efter Frodes død kom hans søn Gorm, som førte tilnavnet
Engelskmand, fordi han var født i England, på tronen der på øen. Men den
lykke var mindre varig end rask til at falde i hans lod, thi da han drog fra
England til Danmark for at ordne sagerne der, blev et langvarigt tab følgen af
et kortvarigt fravær. Englænderne, som holdt for, at alt håb om at opnå
friheden beroede på hans fraværelse, pønsede på almindeligt frafald fra
danskerne og tog over hals og hoved mod til sig og gjorde oprør. Men jo mere
englænderne hadede og foragtede ham, des mere trofast holdt danskerne fast
ved ham. Så da han begærlig efter herredømmet strakte begge hænder ud
efter de to lande, fik han det ene, men mistede uigenkaldelig det andet, thi han
gjorde aldrig noget kækt forsøg på at vinde det tilbage. Så vanskeligt er det at
holde sammen på store riger.
(Saxo 9.10) Derpå blev hans søn Harald konge i Danmark. Efterslægten
har halvvejs glemt ham og har ingen ypperlige bedrifter at melde om ham,
fordi han mere lagde vægt på at bevare kongemagten end på at udvide den.
Saxo tog sikkert med kyshånd mod trioen, men kunne ikke få andet
320
indhold ud af Roskildekrøniken, end at de to første var kristne og den sidste
både hed Klak-Harald og Blåtand, idet resten var det omtalte ”loop” af Gorm
og Harald. Som Gorm indsatte Saxo umiskendeligt billedet af den danske
kong Guδrum i Eastanglia 870-90, som blev døbt under navnet Aδelstan og
kendes fra den Angelsaksiske Krønike – her kaldt ”den engelske” eller
”Enski”. Faderen Frode nævnes i en sen saga som en jysk konge, der sendte
bud til paven efter bisper i 900-tallet – hvilket lyder usandsynligt, men han var
måske en jysk konge, som drog til England, hvor hans søn blev konge. Saxo
betegnede Harald som denne Gorms søn, mens Sven Aggesen også kaldte
ham Klak-Harald som Roskildekrøniken – altså Thyras far. Saxo skrev
andetsteds, at Gorm den Gamle ”begærede den engelske kong Hedelradi’s
datter Thyra til ægte” (Saxo 9.11.2). Der var ingen kong Eδelred i England på
det tidspunkt, da Alfreds bror, Eδelred I, var død i 871 og Eδelred II blev født
i 978. En tredje Æδelred, som døde i 911 var eolderman i Mercia og fik sin
datter allerede ca. 888. Det hele passer imidlertid sammen, hvis Hedelradi var
Haralds engelske navn eller en fejlskrivning for hendes farfar Aδelstan. Det
lyder vel ikke usandsynligt, at A(Æ)delstans søn på angelsaxisk har været
døbt Ædelred – inden han drog tilbage til Danmark som Harald. Også
historikerne F. Langebek og P.F. Suhm skrev i 1775-80, at Klak-Harald var en
søn af den danske Aδelstan i East Anglia, og at Harald skulle have overtaget
faderens danske besiddelser. Om de har haft særlige kilder før arkivernes
brand, ved vi ikke, da de var karrige med kildeangivelser – måske
ræsonnerede de blot som os. Meget kan altså tyde på, at det var Thyras
slægtsrække, som Saxo satte ind på trioens plads – altså hans sædvanlige stil.
Guδrums position med titlen konge side om side med Regnarsønnerne,
som han afløste i East Anglia, da de drog til Northumbria og Irland, kan
indikere, at han var en slægtning af Regnar-sønnerne – måske med den
ukendte Frode som bror eller fætter til Regnar. Det betyder, at der i det
tilfælde ville være klart kanonisk incest for Harald Blåtand, hvis trioen var
Thyras forfædre.
Sådan kan vi naturligvis ikke konkludere på så svagt et grundlag. Det er
blot et eksempel – ganske som den alternative ”incest”-risiko, som antydes af
Klak-navnet, dvs. at Klak-Harald i stedet var efterkommer af Harald Klak,
hvorved Ød blev fælles stammoder. Under alle omstændigheder må man
forvente, at en jysk jarleslægt havde sikret sig ved strategisk ægteskab med
alliancens førende kongeslægt i løbet af de sidste 7 generationer. Der var
utroligt mange kombinationer med de mange kongesønner og -døtre. Det er
temmelig usandsynligt, at det ikke skulle gå ”galt” – og det er antageligt den
risiko, Sven Estridsen indså.
Det er relativt få generationer fordelt over så lang tid, men det skyldes
bl.a. at sagaerne ikke kendte Figur 30’s ekstra led mellem Regnar og Sigifred,
som vi har fra frankernes annaler. De har antageligt kun set 7 led til Aud –
selv om det ikke var korrekt.
321
Især Sven Estridsen har af alle konger – med sin fortid – været skræmt
ved tanken om, at Adam ribbede for meget op sådanne familieforhold. Derfor
var det sikreste tiltag midt i det storpolitiske spil, at sporene af Haralds ophav
simpelthen blev ”ekspederet” til England – og samme interesse kan
Hamburgkirken have haft, hvis de brugte Harald som helgen og ville undgå
fjendtlige indsigelser. Det lykkedes. Også vi er endda faret ud ad tangenten, så
vi til sidst har opgivet al undersøgelse i kildekritikkens navn. Bent Østergård
har i Historie, Bind 1984, refereret mange af de udlægninger, historikerne har
haft.
Figur 31. Sammenligning af kilder
Sammenligning af de vigtigste kilder, hvor Svein og sekvensen Frode-Gorm-Harald kan
fjernes som åbenbart forkerte oplysninger, når de kristne manipulatioer fjernes. Horik II
(Erik Barn) af frankerne nævnt som konge, inden Sigurd Ormøje kom til magten. Horik
kan ikke være Sigurds søn, men var parallel med Sigurd. Kilderne viser derfor samme
række af konger før Harald Blåtand.
I relation til selve rekonstruktionen af kongerækken er incestdiskussionen ligegyldig, og det samme gælder Niels Lunds teori om
ophøjelsen til helgen. De benyttes alene til anfægtelsen af Adam som kilde
fremfor de øvrige, som var gældende i hele 1900-tallet – en anfægtelse, som
allerede er begyndt med Henrik Jansons og Niels Lunds kritik. Den udvidede
anfægtelse gik på motivet til vildsporet, som forklarer, hvordan det kunne ske
322
– om det blev afgørende, ved vi naturligvis ikke. Erik Barn og
Roskildekrønikens trio hører derimod helt klart ikke hjemme i denne gren af
slægten. Vi kan derfor med sindsro fjerne de fire konger fra slægtslinjen
mellem Gorm og Sigurd, hvorved Saxo og en korrigeret Adam – i det omfang
man kan tale om slægtslinje hos Adam – får præcis samme slægtslinje som
sagaerne. Vi ophøjer altså ikke blot sagaerne til historie i mangel af bedre. Det
kan de ikke bære. Det er det fælles udsagn fra de hver især usikre kilder, som
sammen med frankernes oplysninger giver konklusionen om de to parallelle
kongerækker.
Det er nu tiden til at se, hvad Saxo fik ud af Gorm:
(Saxo 9.11.1) Nu blev Gorm konge, en mand, som bestandigt var
fjendtligt sindet imod kristendommen og opsat på at tage al ære fra de kristne,
som om de var de vederstyggeligste mennesker. Alle, der bekendte sig til den
tro, pinte han med al den fortræd af forskellig slags, han kunne, og blev ikke
træt af at forfølge dem med bagvaskelser. Ja, for at genindføre det gamle
hedenskab i templerne jævnede han den kirke, som fromme mennesker havde
bygget på byen Slesvigs grund, fuldstændig med jorden, som om det var en
vanhellig bolig for ugudelighed. Han straffede således dem, han ikke havde
pint og plaget, med at rive deres gudshus ned. Skønt han havde ord for at
have en overmåde anselig skikkelse, svarede hans sjæl kun lidet til legemet.
Han var nemlig så at sige så mæt af at herske, at han nøjedes med at bevare
sin kongelige magt og myndighed uden at bryde sig om at udvide den. Han
holdt det for bedre at værne om det, han havde, end at strække hånden ud
efter andres. Han var mere opsat på at passe på det, som hørte ham til, end
på at forøge det ved at erhverve mere.
(Saxo 9.11.2-7) Da rigets ældste opfordrede ham til at gifte sig,
begærede han den engelske konge Ædelreds datter Thyra til ægte. Hun, som
overgik andre kvinder i alvor og dygtighed, stillede sin bejler det vilkår, at
hun først ville gifte sig med ham, når hun fik Danmark i morgengave. Det gik
han ind på, og så blev hun trolovet med ham. Den nat, da hun for første gang
besteg det ægteskabelige leje, bad hun på det indstændigste sin brudgom, om
han i tre nætter ville lade hende i fred. Hun ville nemlig ikke have samkvem
med ham, før end en drøm havde givet hende varsel om, hvorvidt hendes
ægteskab ville blive frugtbart, og under skin af kyskhed opsatte hun derfor sin
indvielse i ægteskabets hemmeligheder, idet hun skjulte sit forsæt om at lære
sit afkom at kende under blufærdighedens skær. Med påtagen ærbarhed
ventede hun med at have ægteskabeligt samkvem med sin husbond, til hun
havde udforsket, hvad lykke hun ville have med at forplante ætten. Somme
holder dog for, at når hun lod sin husbond vente på ægtesengens glæder, var
det fordi hun ved sin afholdenhed ville formå ham til at antage
kristendommen.
Skønt den unge mand brændte af elskov til hende, foretrak han dog at
323
give efter for hendes afholdenhed hellere end for sin egen attrå. Det var
sømmeligere at bekæmpe sin elskovslyst end at nægte sin elskede, hvad hun
med tårer bad ham om, thi han anede ikke, at det var af beregning, hun bad
ham derom. Han troede, det kom af blufærdighed, og således blev han, der
burde have favnet hende som husbond, hendes kyskheds vogter for ikke lige
ved begyndelsen af sit ægteskab at få det mærke på sig, at han var så
hengiven til vellyst, at hans attrå var stærkere end hans ærbarhed. Og for ikke
at foregribe den elskov, møen formente ham, flyttede han sig ikke blot langt til
side fra hende, men lagde oven i købet sit dragne sværd imellem dem, så at
han delte lejet imellem sig og sin brud.
Men den gammen, han frivilligt havde givet afkald på, havde i stedet han
kort efter af en frydefuld drøm. Da han var faldet i søvn, forekom det ham, at
der kom to fugle ud fra hans hustrus skød, den ene større end den anden. De
svang sig til vejrs og fløj op imod himlen. Da der var gået en liden stund, kom
de tilbage og satte sig på hver sin af hans hænder. Anden og tredje gang
vovede de sig, efter at have hvilet sig lidt, med udspilede vinger op i luften,
men til sidst kom den mindste af dem ene tilbage til ham, og dens fjer var
bestænkede med blod. Som han nu lå der i dyb søvn, jamrede han sig i sin
forfærdelse over dette syn og fyldte hele huset med høje skrig. Da hans folk
kom til og spurgte, hvad der var på færde, fortalte han, hvad han havde
drømt. Thyra, som nu skønnede, at hun ville blive velsignet med afkom, opgav
nu sit forsæt og var lige så opsat på at aflægge sin kyskhed, som hun før
havde været ivrig til at bede om at måtte bevare den. Hun gav afkald på sin
jomfrustand og hengav sig i elskov, undte sin husbond den gammen at favne
hende, som han lystede. Hun lønnede ham således for hans dyd og
afholdenhed, men det ville hun aldrig have gjort, sagde hun, hvis ikke hans
drøm havde givet hende vished om, at hun ville blive frugtbar. Således kom
hun på en lige så snild som usædvanlig måde, ved at anstille sig kysk, til
kundskab om det afkom, hun skulle føde. Hun blev da heller ikke skuffet i sin
forventning, thi det varede ikke længe, før hun havde den glæde at blive
moder til Knud og Harald.
Da de havde nået manddomsalderen, udrustede de en flåde og kuede
slavernes tøjlesløse overmod. Ikke engang England undlod de at plage på
samme måde. Edelred glædede sig over deres mod, som om den overlast, hans
dattersønner gjorde ham, var ham en sand fornøjelse, og tog imod den
skammeligste uret, som om det var den kosteligste velgerning. Han holdt det
nemlig for en langt større dyd, at de var tapre, end at de viste ham skyldig
ærbødighed, og derfor anså han det for langt bedre, at de hjemsøgte ham som
fjender end gjorde sig behagelige for ham som fejge mænd. I selve deres store
kærlighed så han en prøve på det manddomsmod, de ville lægge for dagen i
fremtiden. Thi han kunne ikke tvivle om, at de, som for så kækt frem imod
deres mødrene frænder, med tiden også ville hjemsøge fremmede. I den grad
foretrak han den uret, de øvede imod ham, for skyldig lydighed, at han med
324
forbigåelse af sin datter bestemte, at de skulle arve England efter ham. Han
betænkte sig ikke på at lægge mere vægt på, at han var bedstefader, end på, at
han var fader. Deri handlede han jo ikke uforstandigt. Han var nemlig på det
rene med, at det sømmede sig bedre, at mænd havde kongemagten end
kvinder, og holdt for, at der burde gøres forskel på en ukrigerisk datter og
tapre dattersønner. Således gik det til, at Thyra, skønt hun selv blev gjort
arveløs, uden misundelse så sine sønner arve hendes faders rige. Hun holdt
nemlig for, at det, at de blev foretrukne for hende, snarere var til ære end til
skam for hende.
Efter at de nu havde beriget sig ved at gøre mangfoldigt bytte på
vikingetog, satte de med det største mod deres håb til at angribe Irland.
Medens de belejrede Dublin, som holdtes for at være landets hovedstad, gik
kongen med nogle få folk, der var særdeles dygtige i bueskydning, ind i en
skov, der lå tæt ved byen. Her var Knud med en stor mængde af sine krigere
optaget af at se på lege, der holdtes ved nattetid. Kongen omringede ham da
på svigefuld vis og afskød langt borte fra en pil imod ham. Den ramte ham i
brystet og gav ham banesår. Men Knud, som frygtede for, at hans fjender
skulle bryde ud i jubel over den fare, han var stedt i, og derfor var opsat på at
skjule, at han var dødeligt såret, råbte med sin stemmes sidste kraft til sine
mænd, at de skulle føre legene til ende uden forstyrrelse. Ved denne list
opnåede han, at danskerne underlagde sig Irland, før end irlænderne havde
fået nys om hans død. Hvem ville ikke sørge over en sådan mands død, hvis
selvbeherskelse skaffede hans krigere sejren ved, at hans kløgt nåede længere
end hans liv?
Danskerne var nemlig stedt i den yderste vånde og i sådan fare, at de var
lige ved at opgive håbet, men ved at lyde deres døende høvdings bud sejrede
de snart over dem, de frygtede for.
På den tid var Gorm blevet så højt bedaget, at han gik på gravens rand.
En lang række år havde han været blind, og eftersom han havde nået en alder,
der strakte sig til menneskelig levetids yderste grænse, var han mere bekymret
for sine sønners liv og trivsel end for det stakkede liv, han havde igen. Men
særligt sin ældste søn elskede han så højt, at han havde svoret, at han ville
dræbe den, som først meldte ham hans død. Da Thyra havde fået sikre
tidender om hans død, og ingen turde sige det rent ud til Gorm, tog hun sin
tilflugt til list og forkyndte i gerning, hvad hun ikke turde sige med ord. Hun
tog nemlig det kongelige skrud af sin husbond og iførte ham usle klæder og
bar også andre tegn på sorg til skue, hvorved hun åbenbarede grunden, thi i
gamle dage plejede folk at gøre brug af sådanne tegn ved ligfærd, for at det
barske udvortes kunne vidne om sorgens bitterhed. Så sagde Gorm: "Melder
du mig Knuds død?" -- "Den melder du, og ikke jeg", svarede Thyra, og ved
de ord gjorde hun sin husbond dødsens og sig selv til enke, så hun på en gang
fik sin husbond og sin søn at sørge over. Da hun meldte manden sønnens død,
forenede hun dem i døden og kom til at følge dem begge til graven med
325
samme tårer, idet hun begræd den ene som hustru og den anden som moder,
skønt hun just da snarere burde have været opmuntret ved trøst end knust af
ulykker.
Gorm havde jo oprindelig sin magtbase i Østdanmark – antageligt i
Lejre. Den jyske Thyra kan have haft sit barndomshjem ved Jelling - et jysk
høvdingesæde – men der er ikke fundet spor af et beboet høvdingesæde i eller
i nærheden af Jelling, trods heftige graverier194. Nationalmuseet ser derfor i
dag mindesmærket som strategisk placeret. Vi skal dog huske, at de danske
konger var rejsekonger, så de kan have haft mange ”mjødsæder”, som
Beowulf kaldte dem. Det lyder i alt fald rimeligt, at Gorm i sine bestræbelser
på at etablere stærkere adkomst til tronen for sig selv og sine efterkommere
har giftet sig til en jysk adkomst – især hvis det fik den strategiske betydning,
at han ved ægteskabet forenede to rivaliserende linjer af kongeslægten. Han
og hans hedenske rådgivere har næppe kendt eller respekteret de kirkelige
regler – som heller ikke var rimelige. Senere indgik Valdemar Atterdag præcis
samme slags alliance mellem Kristoffer- og Abel-linierne ved gensamlingen
af landet – efter en lempelse af kirkens regler til fjerde led
Gorms opvækst og Thyras slægt kan teoretisk være en baggrund for, at
Haralds søn, Sven Tveskæg, lagde så stor vægt på at drage til England og
erobre land der. Niels Lund nævner i den forbindelse, at skjaldekvad på Knud
den Stores tid antydede, at denne bl.a. også havde begrundet sin adkomst til
den engelske trone med slægtskab med Ivar Regnarsøn195 – hvilket også vil
være korrekt efter ovennævnte, da hans tiptipoldefar var bror til Ivar. Sven
Estridsens morfar kendte altså åbenbart den slægtslinje, vi kommer frem til.
Det er interessant at bemærke de gamle sagnhistorikeres interesse for
Thyra, som tildeles en påfaldende stor opmærksomhed i forhold til alle andre
danske dronninger, når deres kongefødte ægtefælle samtidig var i live. Var
Thyras slægt i virkeligheden medvirkende til, at Sjællands nye konge, Gorm,
fik legitimitet til at regere i Jylland – måske på vegne sønnerne Knud og
Harald? Var det derfor, at hendes søn, Harald Blåtand, hævdedes at have
været konge i 50 år svarende til både sin og faderens regeringstid? Var det
derfor hun fik tilnavnet Danebod?
Alt dette bliver desværre aldrig dokumenteret historie. Kilderne kunne
have været historiske, men som de er manipuleret eller sammensat via Island,
må vi tale om en rekonstruktion af sagnhistorien – Gorms liv er stadig kun
sagn, men hans og Thyras eksistens kender vi fra Jellingstenene.
194
Vi har ingen viden om, hvorvidt Jelling havde tilknytning til den danske kongemagt før
begravelsen af Thyra. Stedet er i et par sagaer nævnt i uvæsentlig sammenhæng, men det kan
være senere brug af navnet. Arkæologisk er der ingen spor af kongsgård før Harald Blåtand
eller markante ældre spor bortset fra, at nordhøjen er bygget over en bronzealderhøj.
Skibssætningen er antageligt anlagt sammen med nordhøjen.
195 Lund 1993, s 126.
326
Det må stå klart, at Saxos indledende beskrivelse af den store dumme
Gorm næppe er helt dækkende - og det må også gælde Sven Aggesens "Gorm
den Dvaske". Gorm gennemførte tværtimod en decideret magtovertagelse og
havde bl.a. ved kamp genvundet Hedeby. Det kunne Saxo bare ikke fortælle,
for hos ham skulle helten være Gorms kristne søn, Harald Blåtand - Adam af
Bremens helgenkandidat - ikke en frafalden Gorm.
Den sidste klassiske pointe fra Thyra "Den melder du, og ikke jeg"
kendes bl.a. fra Lejrekrøniken og fra Paulus Diaconus' beretning om Roduulfs
og herulernes nederlag. Den kan måske ses som et eksempel på den måde,
hvorpå sagnene - eller fragmenter heraf - har cirkuleret rundt – en
vandreanekdote. Netop Roduulf hævdes jo af nogle forskere at være basis for
legenden om Rolf Krakes død, selv om der snarere er tale om begrænsede lån
til kolorering af en i øvrigt eksisterende sagnfigur som her. Runestenene
fortæller imidlertid i deres klare sprog om Thyras død før Gorm, så
vandrehistorien om Thyras bemærkninger ved Gorms død bliver derfor
anskuelsesundervisning i sagaernes upålidelighed – det var og blev
skjaldehistorier.
Historiens konturer kan imidlertid skimtes gennem fortællingere, men
forskellene omkring overtagelsen af det jyske jarledømme, vikingetogterne og
Knuds og Gorms død er for store til, at beretningerne kan blive andet end
sagnhistorie.
Saxo får helt elimineret Gorms politiske indsats - i modstrid med
sagaerne, men i overensstemmelse med kirkens formål.
Gorm blev begravet i Jelling. Kongeslægten markerede sig i første
omgang med et hedensk anlæg i stil med de 450 år gamle høje i Uppsala i en
stor stensætning med nordhøjen som centrum. Det blev antageligt bevidst lagt
som en markering og magtdemonstration i den landsdel, som de først lige
havde vundet. Det tomme gravkammer i Nordhøjen 196 blev ifølge
dendrologiske analyser bygget i 958/959. Det store fundtomme palisadeanlæg
er opført i 968, og kan give mindelser om en forstørret udgave af anlæggene i
Lejre, Tissø og Järrestad – altså et hedensk høvdingesæde – men også et
skræmmende forsvarsværk mod tyskerne i stil med de senere Trelleborge.
Senere blev Gorms skelet muligvis flyttet til en trækirke, som Harald opførte
midt mellem de to høje vinkelret på stenskibets akse, så den afveg lidt fra den
senere stenkirkes øst/vest-retning. Stenkirken er altså øjensynligt bygget
bagefter over graven. Ved en analyse er skelettet i graven bestemt til at
stamme fra en mand, som døde i 35-50-års alderen197. Dette harmonerer med
en magtovertagelse omkring 935 som nævnt ovenfor - men næppe meget
tidligere. Thyras grav har man slet ikke fundet, og der er ikke fundet noget
gravkammer i Sydhøjen, som er fra 970.
Flytningen af Gorms grav hænger naturligvis sammen med Harald
196
197
Der er slet ikke fundet nogen grav i Sydhøjen.
Steen Hvass: De kongelige monumenter i Jelling, 2000. Jørgen Jensen 2004 (side 371-78).
327
Blåtands beslutning om at indføre kristendommen officielt i Danmark, hvilket
dateres til ca. 965 – selv om palisaden måske trækker begivenheden hen mod
ca. 970. På Sjælland forsvandt Lejre, og Roskilde blev i stedet Danmarks
hovedby for konge og kirke ifølge Adam af Bremen – eller i hvert fald
Sjællands. I Jylland lå Hedeby for udsat, så det var i Jelling nær ved
Hærvejen, at han rejste den store runesten, som markerer samlingen af
Danmark og overgangen til kristen, historisk tid i Danmark og afslutningen på
denne artikels emne:
”Harald bød gøre disse kumler efter Gorm, sin fader, og Thyre, sin
moder. Den Harald, som vandt Danmark al og Norge og gjorde danerne
kristne”.
Stenen og hele gravmælet må i højere grad ses som Haralds
manifestation af en nyetableret kongemagt end som et minde om forældrene
og slægten. Som teksten står, er den tilstrækkeligt bred til at dække, at hans
far allerede havde erobret det meste af dette rige, bortset fra Norge og
svigerfaderens jarledømme, som Harald måske selv overtog fra morfaderen,
men der er hverken dokumentation eller indicier for, at dynastiet var fra
Jelling198. Jellingdynastiet er opfundet af radikale historikere, som overdrev
brugen af deres nye værktøj, kildekritiken.
Som nævnt er der rundt om gravanlægget i de senere år udgravet et
imponerende palisadeanlæg med huse, men ligesom Harald Blåtands senere
Trelleborge synes det aldrig brugt i noget nævneværdigt omfang og peger
ikke på nogen sammenhæng med fortiden – udover at det fortsætter
traditionen fra danernes anlæg på Sjælland og i Skåne med en stor indhegning
omkring tempel og mjødhal – blot i en helt anden målestok og geometri
centreret om Nordhøjen. Harald Blåtand har muligvis forsøgt at opbygge
samlingspladser og et centralt kongesæde for sit nye kongerige, men han
nåede aldrig at fylde noget i den tomme skal. Det overdimensionerede anlæg
omkring graven forstærker blot fornemmelsen af manglende realisme og
selvforherligelse – et blændværk. Hans kraftige fokusering mod den tyske
fjende viste sig overflødig efter kristningen af Danmark – selv om hans
tilhængere nok ville sige, at anlæggene netop fik den tilsigtede afskrækkende
effekt. Den afskrækkende effekt kan samtidig have været rettet mod
indenlandske modstandere, men det holdt ikke, da hans søn gik imod ham.
Harald Blåtand selv blev sat fra bestillingen af sønnen og antageligt først
begravet i Venden og senere måske flyttet til Roskilde, som Adam fortæller.
Det ligger uden for denne fortælling.
198
På stenen står "(Danmark) al og Norge" som den eneste tekst på billedsiden med
"dragekampen", men det er uvist om denne placering indicerer, at han vandt Norge og nogle
resterende landskaber i Danmark. Det er også muligt, at landvindingerne var gjort, mens Harald
og Gorm var konger sammen.
328
Runetekstens tvetydighed giver desværre plads til den manipulation, som
kom til at præge hele den efterfølgende historieskrivning. Oprindeligt ville
man vise Odin og Thor som kongeslægtens oprindelige forfædre i slægtslinjen
for at legitimere familiens ret. Senere ville man påvise forfædrenes skik fra
gamle dage om, at tronen gik fra far til søn - selv om sandheden nok er, at
man formelt blot valgte inden for den ”guddommelige” slægt. Til sidst blev
historien offer for de storpolitiske forhandlinger, så slægtslinjen blev skjult af
det tunge røgslør. Saxo gjorde det ikke bedre med sin manipulation, så i dag
er det meget vanskeligt at skille sandhed og usandhed. Vi har fået en mulig
forklaring på, hvorfor oplysningerne blev så selvmodsigende, men en
rekonstruktion bagefter kan næppe blive betryggende historieskrivning.
329
17. Genealogi og tidslinie
18 Genealogi og tidslinie
Vi har nu været gennem sagnkongerne i Lejre og deres samtidige frem til
de første berøringspunkter med den europæiske historie, og videre til den
første såkaldt historiske konge, Gorm den Gamle. Vi skal afslutningsvis kontrollere, om genealogien ligger indenfor acceptable rammer - både indbyrdes
og i forhold til historien, hvis man skulle ønske at teste noget af sagnhistorien
i relation hertil. En første kontrol skete allerede i kapitel 1.2.
På grundlag af de ræsonnementer, der er gjort rede for undervejs, er der
opstillet et eksempel på en genealogi, som én ud af mange mulige sammenhænge. Det er væsentligt at præcisere, at der er tale om et eksempel, hvor
forbindelserne må betegnes som særdeles usikre. Der er intet, der er sikkert
overhovedet i en sagnhistorie, men de mest usikre forbindelser er markeret
stiplet på figuren i bilag 4.
Selv om det er et skud i blinde, er der beregnet årstal for de enkelte
konger, hvilket er et rent regneeksempel for at se, om de sammenhænge, som
er skildret ovenfor, overhovedet ville være mulige. Den gennemsnitlige
levetid er sat til 45 år og den gennemsnitlige genetationstid er 30, som nævnt i
kapitel 1.2. Det blev allerede der vist, at resultatet ligger indenfor rimelige
rammer, så genealogien er i alt fald ikke en umulighed.
De årstal, som er vist i bogens oversigt, er korrigerede for at afprøve, om
samtlige sammenhænge er mulige - hvilket naturligvis ikke kan gøres ved
anvendelse af gennemsnitsværdier. Ingen af disse skønnede årstal eller
tidsforløb falder udenfor et naturligt variationsmønster. De kendte årstal er
vist med fed skrift, mens resten skal betragtes som rene regneeksempler.
Som det ses kan Frode den Store så leve i første halvdel af 500-tallet,
mens Roar vil leve efter midten af århundredet. Frode kan altså have oplevet
klimakatastrofen, men Roar kan ikke samtidig have kendt Gregor af Tours'
Chocillaicus, som Beowulf påstår. I Uppsala skal Aun være død i første
halvdel af 500-tallet, hvis han blev 60 år i stedet for sagaens 200 år. Det skulle
således være Aun, Ottar og Onela, som levede på Uppsala-højenes tid, mens
Vendeltiden begyndte med Adils og kulminerede, da Ingjald Illråde
indebrændte omkring år 700, men der er ikke samme sammenhæng i de
svenske sagn, som i de danske. Skikkelserne virker mere symbolske.
Alle sveakonger i gruppen af overgangskonger er slettet eller slået
sammen med Aun eller efterfølgende konger. Således kan Aun rumme både
Alrik og Odin. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at Ynglingesagas 200-årige
Aun, som ifølge sagnet både overlod magt til danerne Halfdan og Åle, var en
overordnet symbolsk skal - den shamanistiske ypperstepræst - som i
virkeligheden var parallel med nogle af de øvrige konger.
Det er altså muligt, at Aun levede, da de herulske lejesoldater kom til
Uppsala, og at deres modparter var Frode og dennes far. Der er intet omkring
330
17. Genealogi og tidslinie
genealogien og de efterfølgende tidsrammer, som taler imod hypotesen
omkring herulerne, men den er ikke afgørende for bogens skildring af
sagnhistorien.
I 700-tallet får Ivar Vidfadme, Harald Hildetand og Sigurd Ring nogle
meget lange regeringstider, som de to sidste også skildres i sagaerne, hvilket
primært skyldes mellemleddet Aud, som blev en ældre Radborgs anden
hustru. Reelt er der tale om fire generationer.
Også den efterfølgende periode harmonerer tidsmæssigt, når Regnar
Lodbrog-grenen står som parallelle vikingeledere med kongerne. Derimod er
det vanskeligt at se, at Bjørn, som mødte Ansgar i 829 i Birka, skulle være
bror til Sigurd, som faldt i 891, men helt umuligt er det ikke.
I bilag 5 er de samme oplysninger sammenstillet i en dansk kongerække.
331
18. Sammenfatning
19 Sammenfatning
Den hårdhændede behandling af Saxo ud fra princippet om, at konger
med samme navn eller historie normalt skal lægges sammen, har vist sig at få
en række løse ender til at mødes. Metoden med sammenlægning af sammenlignelige begivenheder ville være forbundet med stor usikkerhed, hvis de blev
foretaget med fri hånd. Derfor er Langfedgatals genealogi brugt til at opstille
Saxos sagn i sagaernes kronologi, da den som nævnt indledningsvis synes at
være udtryk for den gamle Skjoldungesagas kronologi. I 1. udgave skete det
på grundlag af sagabrudstykkerne, men det nye grundlag giver heldigvis
næsten samme resultat. Det vil utvivlsomt vise sig, at nogle af de valgte
sammenhænge er ukorrekte, men bogens brug af mange citater giver i alt fald
læseren mulighed for at se, hvilke af sagnene, der kombineres sammen.
Det bør erindres, at Curt Weibull og Niels Lukman var i stand til at få
selvsamme historier til at hænge sammen med østgermanske sagn, og at moderne forskere kan få øje på klassiske sammenhænge. Dette er ikke i sig selv
modstridende, hvis man erkender, at der ofte er tale om sammensætning af
meget forskellige lånte delfragmenter. Weibull og Lukman foretog imidlertid
deres sammenligning på meget fri hånd uden noget parallelt sammenhængende basisgrundlag – hvor fejlbehæftet det end måtte være.
Antageligt lod skjaldene sig af og til blot inspirere af en spændende
opbygning eller pointe fra en helt anden fortælling. Det gjaldt først og
fremmest om at fortælle en spændende historie i fortidens ramme.
Det er allerede flere gange præciseret, at selv om de historiske rammer i
et vist omfang er anerkendt i forskningsmæssig sammenhæng og sagnene
passer hermed, vil indholdet af det mellemliggende sagnforløb ikke dermed
blive til historie. Derfor gælder konsekvent betegnelsen sagnhistorie – også
hvor det ikke udtrykkeligt fremgår. Nogle forhold vil muligvis i fremtiden
kunne dokumenteres ved hjælp af nye historiske analyser og arkæologiske
fund, men man må forvente, at resten vil forblive sagnhistorie - om end
udbyttet af at læse dem og realismen naturligvis vil øges, når der konstateres
en meningsfuld sammenhæng mellem sagnene indbyrdes og den omgivende
historiske ramme. Det er bedre end formynderisk at forholde folk
oplysningerne, fordi man ikke er sikker på, om de er korrekte. Man må kunne
arbejde med usikkerhed, som andre fag – blot man oplyser den.
Nogle tendenser er dog så klare, at det må være forsvarligt at trække
hovedlinier op som overvejende sandsynlige.
Sidst i folkevandringstiden dukkede østgermanske ryttere og lejesoldater
op i Norden med en afsmittende virkning på det etablerede krigeraristokrati,
som allerede i forvejen kendte til romersk militær. I denne periode kulminerede den udvikling, som gennem århundreder havde haft Jylland som brændpunkt. Høvdingedømmerne bekrigede, plyndrede og beskattede hinanden
332
18. Sammenfatning
indbyrdes, indtil de af forsvarsmæssige årsager samledes under større
kongeriger.
Bortset fra nogle lånte historier fra angler og sydeuropæiske folkevandringsfolk synes den danske sagnhistorie at handle om den efterfølgende
germanske jernalder og vikingetid – det halve årtusinde, som det tog for
kristendommen at brede sig fra de frankiske Merovinger til det danske
kongehus. I den mellemliggende periode viser sagn, historiske udsagn, arkæologi og de vedvarende dyrestilarter, at nordisk kultur havde en nær og rimeligt
stabil sammenhæng med kulten omkring Odin, Thor, Frey og de beslægtede
guder, selv om kristendommen normalt blev accepteret – i alt fald omkring de
internationale markedspladser.
En overraskende stor del af Saxos sagn synes at vedrøre en fase i 500tallet med Frode-figuren som den centrale person i sagnkredsene. Denne
Frode synes at være forbundet med dannelsen af et stærkt kongedømme hos
danerne, fordrivelsen af herulerne og naturkatastrofen i 536, så danerne første
gang blev omtalt hos de sydlige historikere. Kongens fremfærd startede
imidlertid også en familiefejde mellem "Hadbarder" og "Svertinger", som gav
genlyd blandt germanerne og skabte en hel sagnkreds. På det tidspunkt var der
endnu nær forbindelse til hedenske dynastier i Østengland, hvor man da også
siden fortalte om denne fejde i Beowulf og Widsith. Dette korte forløb på et
vigtigt stadie i danernes udvikling til samfund er dækket af så mange
sagaversioner set fra forskellige vinkler, at det sammen med historie og
arkæologi giver et plausibelt billede og en kerne af sandhed omkring
hovedforløbet – uden at der er meget substans sagnenes detaljer.
I Mälar-regionen kulminerede udviklingen i den nye Vendel-kultur, men
hverken sagn eller arkæologi tyder på, at Uppsala-kongerne fik suverænitet
over andet end nogle af nabofolkene, selv om Uppsala fik betydning som
religiøst centrum for Frej- og Odin-kulten. I stedet synes kongerigerne at have
konkurreret, skabt familiealliancer og efterlignet hinanden – og ført krig.
Sagnkredsene vedrører alene danerne i Østdanmark. Efter dem kan vi
ikke fæste nogen lid til sagnenes kongerække før 700-tallet, når vi begynder at
nærme os kontakten med frankerne – og det er vel dybest set også ligegyldigt
i en periode uden store kendte begivenheder.
Jyder og daner gik øjensynligt først i alliance, da frankerne i begyndelsen
af 700-tallet for alvor pressede jydernes sydlige naboer, friserne. Den stærke
person til lejligheden synes at være en skånsk daner, kaldet Ivar, med de
symbolske tilnavne Dan og Vidfadme. Hans centrale militærmagt, som spores
arkæologisk i form af Danevirke og Kanhavekanalen, blev øjensynligt
opretholdt, indtil frankernes fremmarch ophørte på grund af intern splittelse et
århundrede senere. I samme periode blev kongerne over grænselandet en del
af frankernes historie – kongerne efter Ivar blev i alt fald alle nævnt, så
tvivlen angår kun fuldstændigheden og det indbyrdes familieskab. Det store
interne Bråvallaslag fremstår imidlertid som et rent sagn. Økonomisk blev
333
18. Sammenfatning
landene - udover af landbrug, røveri og beskyttelsespenge - finansieret af en
stigende handel mellem England/Rhin-mundingen og Østersøen. Her blev
Ribe og siden Hedeby danskernes internationale transithandelspladser.
Behovet for en central ledelse af forsvaret brød imidlertid sammen, da
frankernes pres ophørte. Derfor kunne de små danske kongeriger gå hver til
sit igen.
Datidens nordiske kultur, som utvivlsomt var påvirket af dønningerne fra
folkevandringstiden, indebar, at kamp og plyndring blev en livsstil for en del
af kongeslægternes medlemmer. Da Frankerriget blev splittet, fik disse
sørøverkonger nye plyndringsobjekter. De store vikingeflåder opstod som
selvstændige magtfaktorer ledet af medlemmer af kongeslægterne som
sagnkongen Regnar Lodbrog og hans sønner. Udover at destabilisere den
landskabsbaserede frankiske og danske kongemagt under Godfreds sønner
førte det til nye nordiske jarle- og kongedømmer i Nordøstengland, Irland og
Normandiet. Det var sagnene om disse angrebslystne sørøverkonger, der
fængede tilhørerne efter Skjoldungernes store fejde. De succesrige forsvarere
af nordisk suverænitet og religion overfor den kristne kejsermagt - Ivar
Vidfadme, Sigifred, Godfred og Horik I - fik til gengæld kun tildelt nogle få
sider i sagaerne. Det samme gælder de nordiske bønder og sejlende, som vi nu
er begyndt at kende via arkæologien. Billedet er altså fortegnet, men
delelementerne ikke nødvendigvis forkerte.
Den diffuse og geografisk stærkt splittede magtstruktur, som første
vikingebølge resulterede i, gav en spredning over et så stort areal, at den
gamle kongeslægts grene var ved at miste magten over hjemlandene. Da det
Tysk/Romerske Kejserrige dukkede op af Frankerrigets ruiner, steg presset
igen på den danske sydgrænse. Her dukkede Gorm den Gamle op omkring
935 og begyndte den samling af riget, som sønnen Harald Blåtand fuldendte
ved samtidig at give køb på den gamle hedenske religion. Præcis hvordan det
skete fik Sven Estridsen og Adam af Bremen desværre skjult i et røgslør, da
familieskabet var for tæt til at blive nedskrevet af den nye kristne kirke efter
de regler, der var gældende på Adams og Saxos tid.
Gorm benyttede som den sidste den gamle religion. Derfor har man ikke
givet Gorm hans del af æren for samlingen af Danmark. Den ære kunne
sønnen Harald tage med sin pompøse runesten i et endnu mere pompøst
kongecenter i Jelling – et sted som skulle symbolisere den samlede magt over
Danmark, men som sikkert vil vise sig kun at rumme Gorms og Thyras grave.
Knap var Harald blevet færdig med sin massive magtdemonstration, som stred
mod dansk natur, før han blev fjernet fra magten. Kirkens folk greb imidlertid
hans skikkelse med kyshånd. De ville gøre ham til helgen og forfalskede hele
sagnhistorien for at give den udlægning af historien, som passede bedst i deres
eget kram – og som samtidig tilstræbte at påvise den skik fra gamle dage som
skulle sikre kongeslægtens legitimitet i Saxos manipulerede værk. Med
kirkelatinen var sagntiden forbi, men kirken havde stadig magten over den
334
18. Sammenfatning
historie, der blev skrevet – og den brugte man.
Inge Skovgaard-Petersens og Karsten Friis-Jensens analyser af Saxo var
uden tvivl korrekte, men det strider ikke imod dem at se på de byggesten, han
anvendte – sammenholdt med sagaerne – for at prøve at vurdere billedet af det
samfund man havde i de 4-500 år inden de kristne manipulationer. Her giver
de gamle sagn et billede, som kan være med til anskueliggøre det ensidige
materielle billede, som arkæologien giver – og som også i høj grad baseres på
tolkninger.
Det er vigtigt at bemærke, at sammenholdelsen af de historiske oplysninger med enten Saxo eller sagaerne giver en rimeligt entydig, sammenhængende kongeliste siden begyndelsen af 700-tallet, hvis man tager hensyn
til, at Danmark bestod af flere kongeriger. Problemerne har primært været de
genealogiske sammenhænge, og at Saxo og sagaerne så kongemagten fra
forskellige vinkler og med forskellige sympatier.
De fleste arkæologiske fund gælder selvfølgelig bondesamfund og
handel, men landbruget, som omfattede langt de fleste individer, har altid
udviklet sig langsomt og sindigt – og temmelig uafhængigt af det politiske
forløb – det var befolkningstilvæksterne som skabte udviklingsspring.
Handelen røber i højere grad, at der skete noget usædvanligt i vikingetiden,
som også fortælles af de kristne naboers historikere. Her er det
krigeraristokratiets historie, som er interessant. Dogmatiske historikere af
gammel skole vil sige, at det slet ikke er historie – ud fra deres definition, som
er møntet på en senere tids skriftligt dokumenterende samfund. Ikke
destomindre er det interessant at se på, hvorfra vikingetidens samfund
udviklede sig og efter 1000 år blev til vores demokratiske form for monarki.
Her er vi nødt til også at ty til sagnhistorien, hvis vi vil prøve at forstå
udgangspunktet for vort samfund i sen jernalder og vikingetid.
335
Kildetekster og litteratur
20 Fortegnelse over citerede kildetekster
Adam
Aggesen
Ansgar
ARF
Beow
Bertin
Fragmenta
Fulda
Hyndlo
Jordan
Lejre
Procop
Regnar
Rolf
Saxo
St. Gall
Sögu
TacGer
Trygg
Widsith
Upphaf
Xanten
Yng
Adam af Bremen: De Hamburgske ærkebispers historie (overs. Sv.E.
Lønborg 1897).
Sven Aggesøns historiske skrifter: Danske konger (overs. M.Cl. Gertz
1915.)
Rimbert: Ansgars Levned (overs. P.A. Fenger 1863). København.
Annales Regnum Francorum - Albrechtsen, Erling 1976:
Vikingerne i Franken. Odense.
Beowulf (overs. Ben Slade 2003. Boston. Web-udgave)
Annales Bertiniani - Albrechtsen, Erling 1976:
Axel Olriks gengivelse af Arngrimur Jonssons: Rerum Danicarum
Fragmenta (Axel Olrik: Skjoldungesaga i Aarbøger for Nordisk
Oldkyndighed 1894, København)
Annales Fuldenses - Albrechtsen, Erling 1976:
Hyndloljod i Ældre Eddas Gudesange, Den (overs. Karl
Gjellerup 1895/2001). København.
Jordanes: Getica (overs. C.C. Mierow 1908).
Cronicon Lethrenses (M.Cl. Gertz 1916. København).
Procopios: The Wars (overs. H.E. Dewing 1914)
Regnarsona Thattr i Karsten Friis-Jensen og Claus Lund 1984:
Skjoldungernes Saga. København.
Rolf Krakes Saga (overs. Finnur Jonsson 1904). København.
Saxo: Danmarks Krønike (overs. Fr. Winkel Horn 1898). København.
Early Lives of Charlemagne by Eginhard and the Monk of St. Gall,
(overs. A.J. Grant 1926, London).
Sögubrot af Fornkonungum (Carl Petersen & Emil Olson: Sögur
Danakonungar. 1919 København)
Tacitus: Germania (overs. Lefolii 1901)
Olafs saga Tryggvasonar en mesta i Karsten Friis-Jensen og Claus Lund
1984: Skjoldungernes Saga. København.
Widsith (Kemp Malone 1936. London)
Upphaf allra frasagna i Karsten Friis-Jensen og Claus Lund 1984:
Skjoldungernes Saga. København.
Annales Xantenses - Albrechtsen, Erling 1976:
Snorre Sturlasson: Ynglingesaga fra Heimskringla (overs. Samuel Laing
1844. (Web-udgave) + AM 35 fol.)
Anvendelsen er sket med respekt af Lov om Ophavsret og med udgivernes tilladelse,
hvor det ifølge CopyDan ville være påkrævet. Saxo og hovedparten af den øvrige
tekst er "public domain".
336
21 Litteraturfortegnelse i øvrigt
Adam von Bremen: De Hamburgske ærkebispers historie (overs. C. Hinrichsen
1968)
Albrechtsen, Erling 1976: Vikingerne i Franken - Skriftlige kilder fra det 9. årh..
Odense.
Andersen, H. Hellmuth 1998: Dannevirke og Kovirke.
Anke, Bodo 1998: Studien zur Reiternomadischen Kultur.
Arrhenius, Birgit 2003: Judith Jesch, Scandinavians from the Vendel period to the
10th century.
Axboe, Morten 1998: "The year 536 and the Scandinavian Gold Hoards" i Mediaval
Archaeology
Axboe, Morten 2002: "Året 536" i Skalk nr. 4 2002. Århus.
Beda: Historia Ecclesiastica (J.E.King 1930)
Bierbrauer, Volker 1984: "Archäologie und Geschichte der Goten vom 1.- 7.
Jahrhundert. Versuch einer Bilanz" i: Frühmittelalterliche Studien 28.
Brompton-Krøniken 1480 (Haliday 1886: The Scandinavian Kingdom of
Dublin)
Burenholt, Göran 1999: Nordisk Arkeologi. Stockholm.
Christensen, A. Søby 2002: Cassiodorus / Jordanes. København.
Christensen, Tom 2015: Lejre bag myten.
Crumlin Pedersen, Ole: Søvejen til Roskilde. Roskilde.
Duczko, Wladyslav 1996: Arkeologi i Gamla Uppsala I+II. Uppsala.
Ellegård, Alvar 1987: Who were the Eruli?
Eugippius: Vitus sanctus Severini (Noll 1963).
Fabech, Charlotte 1991: "Sösdala, Fultofta, Vännebo" fra Nordisk Hedendom.
Friis-Jensen, Karsten, Claus Lund 1987: Saxo Grammaticus as Latin poet.
Fulk, Robert D. 1982: Dating Beowulf to the Viking Ages.
Williams, Gareth 2012: A new type of coin from Northumbria. Yorkshire.
Goffart, Walter 1988: The Narrators of barbarian History.
Bjarni Guðnason 1963: Um Skjöldungasögu.
Guðmundsson, Barði 1967: The origin of the Icelanders.
Gyldendal/Politiken 1988: Danmarks Historie, Bind 2-4. København.
Haldorsson, Olafur 2000: Jomsvikingarna in Óláfs saga Tryggvasonar en mesta
Haldorsson, Olafur 2001: Snorri in Óláfs saga Tryggvasonar en mesta
Hauck, Karl Morten Axboe mfl. 1989: Die Goldbrakteaten der
Völkerwanderungszeit.
Hedeager, Lotte 1992: Danmarks Jernalder, Mellem stamme og stat. Århus.
Hedeager, Lotte 1997, Skygger af en anden virkelighed.
Henriksson, Göran 1995: Rigsbloten og Uppsala högar (TOR 27).
Hervarar Saga ok Heidreks (overs. Winkel Horn 1876)
Honorius, Julius: Die Germanische Volken (Müller, 1985)
Hvass, Steen 2000: De kongelige monumenter i Jelling.
Ilkjær, Jørgen 2000: Illerup Ådal.
Jacobsen, J.P. 1917: Frankerkrøniken af Gregor af Tours.
Jacobsen, Lis 1928: Svenskevældets Fald.
Jensen, Jørgen 2003: Danmarks Oldtid, Ældre Jernalder.
Jensen, Jørgen 2004: Danmarks Oldtid, Yngre Jernalder.
337
Jonae, Arngrimi 1950: Opera, Latine Conscripta. København
Jørgensen, Anne Nørgaard 1997: Military Aspects of Scandinavian Society.
Jørgensen, Anne Nørgaard 1997: Nørre Sandegård Vest.
Jørgensen, Anne Nørgaard 1999: Waffen und Graeber.
Kroman, Erik 1976: Det danske Rige i den Ældre Vikingetid. København
Kværndrup, Sigurd 1999: Tolv principper hos Saxo. København.
Lakatos, Pal 1978: Quellenbuch zur Geschichte der Heruler. Szeged.
Langebeck, Jakob 1772: Scriptores rerum Danicarum. København
Lukman, Niels 1943: Skjoldunge und Skilfinge. København.
Lukman, Niels 1983: Frode Fredegod - Den gotiske Fravita. København.
Lund, Niels 1983 I: Ottar og Wulfstan. Roskilde.
Lund, Niels 1993 II: De hærger og de brænder.
Lund, Niels 1998: Harald Blåtands død.
Lund, Niels 2002: Harald Bluetooth: A saint very nearly made
Makaev, E.A. 1996: The language of the Oldest Runic Inscriptions. Stockholm.
Malone, Kemp 1936: Widsith. London.
Menghin, Wilfred (red): Germanen, Hunnen und Awaren.
Nationalmuseet 2003: Sejrens Triumf. København.
Newton, Sam 1993: The Origin of Beowulf, Cambridge.
Nielsen, Karen Højlund 1991: Artikel i Fra stamme til stat 2, Århus.
Nordgren, Ingemar 2000: Goterkällan, Göteborg.
Olsen, Rikke Agnete 1989: Ryd Klosters Ordbog.
Porck, Thijs & Jodie Mann 2014: How Cnut became Canute.
Reischmann, Hans-Joachim 1989: Willibrord, apostel der Frisien (Alcuin 796).
Riksantikvarieämbetet 2000: Myt, Makt och Människa. Emmaboda.
RGA 2003: Reallexicon der germanische Altertümskunde. Berlin.
Sandwall, Ann 1980: Vendeltid. Stockholm.
Saxo: Danmarkshistorie (overs. Peter Zeeberg 2000). København.
Schmidt, Ludwig 1934: Die Ostgermanen.
Schwarcz, Andreas 1992: Die Gotischen Seezeuge des 3. Jahrhunderts.
Steenstrup, Johs. 1876: Normannerne
Stephenson, Joseph 1855: The works of Symeon of Durham
Sundqvist, Olof 2002: Freyr's offspring. Uppsala.
Skovgaard-Petersen, Inge 1987: "Da Tidernes Herre var nær".
Sorla Thattr om "Hogne og Hedin" (kap. 2) fra Flateyjarbok (ca. 1400).
Tacitus: Annales (overs. Cavallin 1966. Stockholm)
Tejral, Jaroslav 1997: Neue beiträge zur erforschung...mittlern Donauraum.
Wessén, Elias 1964: Ynglingesaga. Oslo.
Williams, Gareth 2012: A new coin type in Viking Northumbria. Yorkshire.
Wolfram, Herwig 1988: History of the Goths. Berkeley.
Ældre Eddas Gudesange, Den (overs. Karl Gjellerup 1895/2001). København.
Østergaard, Bent 1994: Svend Estridsens danmarkshistorie – Historie
For herulernes vedkommende henvises der til litteraturfortegnelsen på
forfatterens hjemmeside om "The Heruls": http://www.gedevasen.dk/heruls.html
338
Bilag 1 - Røkstenens gådeprincipper
Bilag 1
Rökstenens gådeprincipper
Bilaget er fjernet, da den nye artikel ligger som en særskilt PDF-fil på
http://www.gedevasen.dk/roekstone.html
339
Bilag 2 - Opdeling af Saxos konger
Opdeling af Saxos konger
Konge
Parallel konge
Dobbeltg.
Andre
forklaringer
Dan & Angel
Humble
Hlød
Skjold *
Gram
Svipdag
Guthorm
Hading
Frode I *
Roar *
Rolf Krake *
Hjørvard
Halfdan *
Helge *
Roe
Skate
Balder
Hother
Hrorik
Gervendel
Horvendel/Fenge
Amled
Viglek
Vermund
Uffe
Dan II
Huglek
Frode II
Dan III
Fridlev d. Rappe
Frode III
Hjarne
Fridlev Frodesøn
Frode IV
Ingeld *
Olav
Harald
Frode V
Harald
Halfdan
Yngve
Sigvald
Siger
Østmar
Hunding
Hane
Rørik
Harald Hildetand
Ring**
Hed
Olav
Omund
Sigvard Omundsøn
Jarmerik
Broder
Sigvald Ring **
Snie
Bjørn
Harald
Gorm
Godfred **
Oluf
Hemming **
Sigvard Ring
Regnar **
Erik**
Sigvard **
Erik Barn **
Knud
Harald Klak **
Sivard
Frode
Gorm Engelskm.
Harald
Gorm
340
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
32
33
34
35
36
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
52
53
54
55
56
57
58
59
60
61
62
63
64
65
66
67
68
69
70
Bilag 2
Forklaring
* Beowulf ** Frankiske Annaler
Symboler på de to hovedfolk
Hunnisk/gotiske sagnfigurer
En gud
Halfdan Berggram (37)?
Norsk konge - måske Odin
Hadings bror
Hake
Sandsynligvis Frodes bror
Gud - Beowulfs Herebald ?
Gud - Beowulfs Hætkyn?
Rørik eller Hake
Jysk konge iflg Saxo selv
Jyske konger iflg Saxo selv
Jysk konge iflg Saxo selv
Dobbelt for nr. 30?
Konge i Angel (Widsith)
Konge i Angel (Widsith)
Dobbelt for nr. 33
Hugleik - Svensk konge
Fridlevs far? - ikke konge
Dobbelt for nr. 33
Dobbelt for nr. 30
Dobbelt for nr. 9 (+ 31)
Symbolsk overgangskonge - Skjald
Fredsomme - Indhold til 9
Indholdet tilhører nr. 9's søn
Ivar/Dan gift med Olava?
Dobbelt for nr. 45 og 10?
Dobbelt for nr. 9
Dobbelt for Helge, nr. 11.
Dobbelt for Roar, nr. 11.
Götisk konge
Dobbelt for nr. 46?
Dobbelt for nr. 46?
Freavarus mand / Skånsk konge
Svensk konge
Figur sagaernes gudeverden
Søn af Ingeld, nr. 32?
Sigurd Ring
Vasal i Jylland.
Vasal i Skåne + Bror til 9.
Vasal, Olavs søn
Dobbelt for nr. 46?
Ermanerik
Harlung-bror hos Ermanerik
Regnars far
Rolfs værge i Lejrekrøniken
Bjørn Jernside?
Dobbelt for nr. 62?
Sandsynligvis Guttorm
Godfred-søn eller dobbelt for nr. 48?
M uligvis Annulo eller Regnars far
Horik I og bror
Sigurd Ormøje
Horik II
Loddenknud
Engelsk konge - Guthfrith
Dobbelt for nr. 70
Klak-Harald - svigerfar til Gorm
Bilag 3 - Udeladte Saxo-afsnit
Udeladelser af længere tekst fra Saxo Bog I-IX
Bog
1
1
1
2
3
4
4
4
5
5
6
6
6
7
7
8
Kapitel
2
4
8
1-4
1-4
1
3
7-10
1
2-4
2
4
6
1
2-6
7, 9 -15
Afsnit
2
1-12, 15-16
2,3,6,19-22
9-20
1-4, 13-14
3-9
2-13
1-2
Bilag 3
Hovedbestandel
Hlød
Gram - nogle episoder
Hading - nogle episoder
Frode 1's udlandseventyr
Høder og Balder
Amled i England
Vermunds og Adils krig
Småberetningerne om Hugleik - Frode - Dan - Fridlev
Frode og Grep
Frodes Erik og Gøtar
Fridlev i Norge
Fridlev og Åmund
Starkad og guldsmeden
Ingjalds sønner (delvis)
Halfdan Bjerggram - Siger - Alf
Ømund - Jarmerik - Snio - Gorm - Thorkil
Hertil kommer kvad, som også er gengivet i prosa. Samt mindre dele af afsnit.
341
Bilag 4a - Genealogi fra Skjold til Harald Hildetand
Særskilt vandret bilag: http://www.gedevasen.dk/Saxobilag4a.pdf
342
Bilag 4b - Genealogi fra Harald Hildetand og Gorm den Gamle
Særskilt vandret bilag: http://www.gedevasen.dk/Saxobilag4b.pdf
343
Bilag 5 - Rekonstrueret kongerække
Kongeliste for sagntiden (450-965)
Sjælland
(Skjold)
Hake
Halfdan
Frode Fredegod
Roar og Helge
Rolf Krake
Hjørvard
Rørik
Fridlev
Frode
Ingjald
Rørik
Ivar (Dan) Vidfadme
Harald Hildetand
Sigurd Ring
Godfred
Hemming
Harald Klak og Reginfred
Horik og Sigvard
"
Horik II
Sigurd Ormøje
Loddenknud
"
"
Gorm den Gamle
Harald Blåtand
Skåne
←
←
←
←
←
Hjørvard
Valdar
Harald
Halfdan
Gudrød
Ivar Vidfadme
←
←
←
←
←
←
←
←
←
←
←
←
←
←
←
344
Bilag 5
Jylland
?
?
?
?
?
Gervendel
Ørvendel
Amled
?
?
?
Angantyr
←
←
←
←
←
←
Harald Klak
←
←
←
Bjørn
Gurd og Gnupa
Sigtryg
←
←
Bogens forfatter
Troels Brandt, f. 1945. Statsautoriseret revisor af uddannelse. Derefter
partner i et større revisionsfirma og siden 1996 finansdirektør.
Fritidsinteresserne historie, arkæologi og landskab har været kombineret i flere projekter. Det har bl.a. ført til modtagelse af Farum Kommunes Miljøpris 1994-98 for et naturplejeprojekt ved Mølleåen, del af
Furesø Kommunes Kulturpris 1914 og til gennemførelse af Rørvig
Naturfredningsforenings projekt om Saxos "Isøre Havn og Ting". Det
sidste i samarbejde med Nationalmuseet, Odsherreds Museum og
Geografisk Institut, KU - og beskrevet i forfatterens artikel i bogen
"Mellem Kattegat og Isefjord, Rørvigs Natur og Kultur-historie" fra
2002. I 2006 udgav han bogen ”Kongemordet i Finderup Lade”, hvoraf
et uddrag i 2015 er udkommet i Rigsarkivets ”Siden Saxo”. I
henholdvis 2007 og 2014 har han skrevet kapitler i Västergötlands
”Kult, guld och makt” og Værløse Historiske Forenings
”FuresøHistorien”. Desuden en række artikler om historiske og
arkæologiske emner i lokalhistoriske blade.
På forlagets hjemmeside http://www.gedevasen.dk er anført links til
nogle af forfatterens øvrige arbejder - bl.a. en uddybende artikel om
herulerne og om Rökstenen.
345

Danernes Sagnhistorie

Transcription

Similar documents

Enestående mulighed for at blive selvstændig vognmand

2 nye High End datacentre til Saxo Bank

Vognmand

Brugervejledning til skridttæller S-076

Nyt it-system hjælper vognmænd og miljøet

Konsekvenser af tidlig moderlig deprivation med fokus på børn

Med tegnegrejer i beredskab. Erindringer af Frode Lund. VH 1977.

Noter 207 om Fortid og fortælling ISSN-2246-6231

som særskilt pdf-udgave

MATEMATIKGÅDER