MAGASINET MAGASINET

** z_printheader **
User: cci Time: 09-032014 12:00 Product: JydskeVestkysten PubDate: 10.08.14 Zone: SDR Edition: 1 Page: ALL410
10
**OSET**
K
Y
M
Color: C
MAGASINET
SØNDAG 10. AUGUST 2014
JYDSKEVESTKYSTEN
JYDSKEVESTKYSTEN
MAGASINET
SØNDAG 10. AUGUST 2014
11
FA K TA
HÅRD TRÆNING:
For en måned siden,
fortalte esbjergenseren VANDREN EFTER VAND
Charlie Uldahl
Opsvulmede hænder, saltplettede solbriller,
lyden af en lettende gribs dovne vingeslag og
Christensen her
lugten af råd fra et af de utallige dyr dræbt i
i avisen om sit projekt trafikken, der pryder de texanske landevejskanter. Lugten kommer ofte forud for selve
synet og giver anledning til en bizar gætteleg:
Walking for Water,
Hvad mon det er denne gang – et bæltedyr, en
hvor han vil gå fra
hjort, en hund?
sidste slat lunkent vands raslen lokker
Danmark til Tanzania fraDen
plastikflasken i baglommen. Skulle man
tage en lille slurk – bare væde de tørre læber
for at rejse penge til
en smule? Tanken er fristende, men nej: Man
må aldrig tømme sin flaske helt. Mats må
en vandforsyning
også snart have brug for at få fyldt op igen,
i en lille landsby.
og min stolthed byder mig ikke at foreslå en
drikkepause før tid. Beholdningen er kritisk
Han var på vej til
lav efter to døgn uden mulighed for proviantering.
Texas i USA for at
Solen er ubarmhjertig. Vi forsøgte os med
en siesta i dag, men selv når man sidder stilforberede sig ved at
le, skriger kroppen efter vand, så vi kan lige
vandre sammen med så godt bevæge os fremad. Et afbleget kranium griner af mig fra skyggen af en vissen
svenske Mats Andren, kaktus. Vi er snart i Johnson City, og tanken
om aircondition og isvand ad libitum på det
der har været 14
første, det bedste spisested giver fornyet
måneder på gåben på styrke.
"Walking for water" kalder jeg mit projekt,
sin tur fra Stockholm og det navn har pludselig fået dobbelt betydning. Hvis ikke jeg vidste det før, er jeg i
til Sidney i Australien. hvert fald nu klar over vigtigheden af at have
adgang til vand. At skulle spare på vandet,
Nu giver Charlie
når man tørster, er en stressfaktor, der kan
sammenlignes med at dykke på dybt vand og
et tilbageblik på
indse, at man må holde vejret for at have ilt
nok til at nå overfladen. Det kræver selvdiscitræningsturen
plin ikke at gå i panik og give efter for kroppens krav.
i Guds eget land.
Så er det godt, at det hele bare er en øvelse.
Jeg har et reservelager i form af "kamelpuklen" – en 2,5 liters drikkeanordning – i min
taske, og vi er trods alt stadig bare i Texas,
USA, hvor der hverken går hele eller halve
timer mellem firehjulstrækkerne, der kommer susende forbi på vejen, hvor vi går.
Dertil kommer, at både Mats og jeg er rutinerede nok til at vide nogenlunde, hvor langt
vi kan presse os selv, inden grænsen for, hvor
kroppen for alvor begynder at sige fra, er
nået. Den fysiske træning ligger i at flytte den
grænse – den mentale ligger i at flytte det
punkt med, hvor man begynder at gå i panik.
MULDYRET OG EMUEN
REPORTAGE
Tekst:
Charlie Uldahl
Christensen
magasinet@jv.dk
Mats skubber en vogn med sine ejendele
foran sig, som han har valgt at kalde The
Mule – muldyret. Selv har jeg en lidt anden
model – en ombygget golfbagvogn, som jeg
hægter på en mindre rygsæk og trækker hovedparten af min oppakning efter mig på.
Mats insisterede på, at også min vogn skulle have et navn, så han slog en lille navngivningskonkurrence op på sin hjemmeside,
www.the-walk.se, og et af buddene var at
kalde min vogn for The Emu, da den minder
to dage uden at skulle proviantere. Noget kan
man træne sig til, andet må man planlægge
sig ud af. Og det er jo netop det, der er hele
idéen med denne tur: At afprøve forskelligt
udstyr og rutiner for at finde ud af, hvad der
fungerer bedst i praksis.
LIVET LANGS VEJEN
Det er varmt at vandre i Texas, så da lejlighed
byder sig, sætter vi os ned ved en gårdsælger
og sætter gladeligt tænderne i en saftig
vandmelon.
om den strudselignende fugl set fra siden.
Emuen og Muldyret har forskellige fordele og
ulemper, og selv om jeg ikke er meget for det,
må jeg erkende, at et muldyr fungerer bedre
som arbejdsdyr end en stor, dum fugl, som –
hvor elegant den end må tage sig ud – simpelt
hen ikke magter at slæbe særligt mange kilo.
Der er flere faktorer, der gør, at jeg ser mig
nødsaget til at konvertere til Mats' model –
blandt andet det faktum, at jeg med emuen
ikke har øjnene på min oppakning. Det vil
sige, at jeg, når jeg går alene, kan tabe eller få
stjålet ting af vognen uden at opdage det.
Den store aluminiumskasse, som er monteret på muldyret, er også langt hurtigere at
pakke sine ting ind og ud af end en taske,
som skal spændes til, og hvor det, man skal
bruge, altid ligger i bunden. Desuden kan den
låses, når man for eksempel skal ind på servicestationer eller restauranter. Den holder
tingene tørre i regn, og så egner den sig perfekt til et skilt med logo og webadresse på
siden.
Det sidste gør en væsentlig forskel for folk,
der møder en på gaden. Det bliver tydeligt, at
man har gang i et projekt, og renser som regel
en for mistanke for at være en hjemløs strejfer, illegal indvandrer eller kynisk kidnapper.
En enkelt gang blev vi dog tilbageholdt af
sheriffen i Fredericksburg, da han havde fået
en opringning om to mærkeligt udseende
mænd, som i hvert fald ikke var fra egnen, og
som luskede af med noget, der lignede en
barnevogn.
Skiltet gør den slags misforståelser til en
sjældenhed, og folk er normalt ikke alene
lettere at komme i kontakt med – de kommer
faktisk i overraskende høj grad selv og henvender sig til en – med den evige historie om,
at de altid selv har haft i tankerne at gøre
noget tilsvarende og følge deres drømme,
men at de desværre er blevet forhindret på
grund af...
Sidst, men vigtigst har Muldyret en meget
større kapacitet. Emuen kan ikke bære nær så
meget proviant, og selv om jeg overvejer på
den endelige tur at anskaffe mig et rigtigt
muldyr eller en kamel til at bære mad og
vand på de længere etaper uden adgang til
proviantering, har denne tur lært mig, at i
højt solskin går man ikke langt på literen, og
hvis ikke jeg skal slæbe et levende kreatur
med hele vejen fra Danmark til Afrika, vil jeg
gerne være i stand til at kunne gå i mere end
Jeg var spændt, da jeg skulle møde Mats første gang. Vi havde korresponderet ganske
kort over nettet, og hvis vi ikke faldt i hak,
syntes tre uger at være lang tid at skulle leve
så tæt op ad hinanden.
Heldigvis viste han sig at være en fin fyr:
Nede på jorden uden at være kedelig og forklarende uden at være belærende.
Vi fulgte en rytme, hvor vi stod tidligt op og
begyndte at gå, inden det blev alt for varmt.
Alt efter strækningen prøvede vi at få det til
at passe med, at vi kunne ramme en servicestation tidligt på eftermiddagen for at genforsyne og holde siesta der, mens varmen var
værst, for så at fortsætte vandringen hen ad
eftermiddagen og slå lejr for natten inden
solnedgang.
På visse strækninger var der dog nogle
dagsmarcher mellem genforsyningsstederne,
så her var det med at spare på vandet og få
tilbagelagt nogle kilometer uden for meget
hviletid.
Mats følger en rytme, hvor han går omkring
30 kilometer om dagen seks dage om ugen.
Hviledagen skal holdes, og der skal være tid
til at uploade podcast, skrive blogoplæg og så
videre, så folk derhjemme kan følge med. Det
overrasker mig, hvor lidt tid man har til den
slags – de dage, man går, har man ikke tid til
at rapportere særligt meget, så det er noget,
man bliver nødt til at tage sig ekstra tid til.
Overraskende mange steder er vi blevet
tilbudt husly, og de steder, det ikke har været
tilfældet, overnatter vi i naturen. Vi slår lejr
tids nok til, at vi kan rejse vores telte og varme lidt mad, inden solen går ned. En enkelt
nat sov vi under åben stjernehimmel, men for
det meste har vi måttet krybe i teltene, selv
om det er en noget lummer løsning på de
varme sommernætter.
Især mit firesæsoners Hilleberg-telt var
ufatteligt varmt at sove i, men når alternativet er myg, skorpioner, klapperslanger og
pumaer, vil man trods alt hellere svede end
bløde.
ADGANG FORBUDT
Dét at finde et godt sted at slå lejr er ikke så
ligetil, som det kunne lyde. Som et levn fra
nybyggertiden går texanerne meget op i at
markere og indhegne deres ranch, og selv om
der kan være 20-30 miles til nærmeste bebyggelse og ikke andet end gold prærie, så
langt øjet rækker, er det vigtigt for dem, at
ingen uvedkommende opholder sig på deres
ejendom.
På begge sider af vejene er der således
pigtrådhegn med skiltning om, at adgang er
Amerikanerne – og især texanerne – elsker deres flag, og overalt blafrer Stars and Stripes og enstjerneflaget i den varme texanske vind. Her er stolthed over sit land, sin stat, sin by
og sit hold ikke noget, man går stille med.
Et udvalg af de skilte, vi så undervejs.
forbudt, og at overtrædelse vil have konsekvenser af forskellig karakter.
"Don't mind the dog, mind the gun" er blot
et eksempel på et skilt, som kan pryde det
rustne hegn til en sådan ranch.
Af samme årsag er camping på en anden
mands grund uden at have spurgt om tilladelse ikke nødvendigvis ufarligt i Texas,
men ikke desto mindre er det som oftest det
sundeste alternativ til at ligge klos op ad en
mørklagt hovedvej.
Indhegningerne og den noget højtråbende
skiltning kunne godt give anledning til at tro,
at texanerne ikke er et særlig gæstfrit folkefærd, og havde vi valgt en anden transportform end at gå – for eksempel at cykle – var
det måske netop det indtryk, vi var kommet
hjem med. Men intet kunne være mere fjernt
fra virkeligheden.
En af fordelene ved at bevæge sig til fods er
nemlig, at det foregår i et tempo, hvor man
kan nå at stoppe op og se ordentligt på de
Ruten gik fra Austin
til Del Rio i Texas.
ting og folk, man kommer forbi – ligesom de
kan nå at stoppe op og tage et ordenligt kig
på os.
Det, at vi bevægede os til fods og ikke bare
racede forbi, gjorde, at der ikke gik en dag,
uden at folk stoppede i deres store bil for at
sikre sig, at vi var o.k. og havde vand nok –
eller blot for at høre vores historie. Flere
gange blev vi tilbudt aftensmad og husly af
komplet fremmede, og hvis det passede med
den tid på dagen, da vi skulle til at slå lejr, tog
vi gladeligt imod og mødte på den måde en
række forskellige interessante mennesker.
En kristen familie med mexicanske rødder i
et naturskønt sommerlejrområde nær Leakey,
en gammel hippiebiker som talte om kon-
spirationsteorier og flyvende tallerkner i
Campwood, samt et midaldrende, countrysyngende, tequiladrikkende og havanarygende ægtepar i nærheden af Brackettville er blot
nogle af eksemplerne på vidt forskellige texanere, som vi overnattede hos, efter at de
havde stoppet os på gaden.
Ville det ske i Danmark?
Dertil kommer de mennesker, vi mødte
gennem det verdensomspændende fænomen
couchsurfing, hvor vi overnattede hos folk så
forskellige som Greg, en 28-årig grænsevagt i
Del Rio der tog os med ud på sin ranch for at
drikke øl og skyde med haglgevær, håndpistol og automatgevær, og Palmer, en 52-årig
homoseksuel webdesigner i Austin, som
introducerede mig for det måske mest grænseoverskridende på turen: Et homoseksuelt
cykeloptog gennem Austins gader med efterfølgende yogalektioner i selskab med 25
storsvedende, homoseksuelle mænd i et alt
for lille rum.
Fælles for dem alle var deres gæstfrihed og
det fælles ansvar, der syntes at skinne igennem alle vegne: Ansvaret for at bevare Texas'
gode navn og ry som en stat fuld af det, man
med stor stolthed kalder "southern hospitality".
Texas er en stat med mange traditioner og
megen lokalpatriotisme. Texanerne er nationalt, men især lokalt stolte mennesker, og
overalt ser man folk klædt i T-shirt og kasketter med amerikanske eller texanske farver,
symboler og slagord.
I de små landsbyer er det mere reglen end
undtagelsen, at hvert hus har et Stars and
Stripes eller det klassiske etstjernede Texasflag flagrende fra verandaen med den karakteristiske hængesofa, og selv helt ude i ingen-
FORTSÆTTES SIDE 12