Mit navn er Anorexia

søndag 21. oktober 2012
HADERSLEV
KOL
13
»Mit navn er Anorexia«
ONDT I LIVET: Det er ikke kun unge,
der lider af spiseforstyrrelser. 72-årige Karen fra Vojens har lidt af anoreksi i 58 år.
Et helvede, fortæller hun.
Af Morten Seest
Tlf. 7211 4314
vik_haderslev@jv.dk
er dufter af brænderøg i Karens hjem i
Vojens. Alligevel er
der råkoldt i hele huset.
Selv om det er midt i oktober, har Karen kun en enkelt knude i brændeovnen.
– Jeg skal jo spare, siger
Karen.
Den 72-årige kvinde har
såmænd ingen problemer
med økonomien. Hun kan
bare ikke lade være med at
spare. På varme. På vand.
Og ikke mindst på mad.
Karen har lidt af spiseforstyrrelsen anoreksi i 58 år.
Lige fra barnsben har hun
følt sig uduelig og udenfor.
Den eneste måde, hun kan
fungere nogenlunde normalt på, er ved at have
fuldstændig kontrol over
hver eneste lille ting, hun
foretager sig.
– Det starter med maden,
og så kommer alt det andet. Du kan spare på vandet, du kan spare på varmen og så videre, fortæller
Karen og finder en lille
lommekalender frem.
Hver uge skriver hun udførligt ned, hvor stort hendes elektricitetsforbrug har
været.
– Det er dumt. Jeg kan jo
smide regnskabet ad h...
til. Man kan så meget, som
man ikke kan alligevel, siger Karen.
Hun ved udmærket godt,
at hun stiller helt urimelige
krav til sin livsførelse. Alligevel kan hun ikke lade være. Hvis hun forbruger mere, end hun strengt taget
behøver, kan hun slet ikke
sove om natten.
D
En psykisk lidelse
I dag har mange den fejlagtige opfattelse, at spiseforstyrrelser er et modefænomen blandt teenagepiger,
der gerne vil ligne modeller. Men lidelsen er først og
fremmest psykisk og har
sandsynligvis eksisteret lige så længe, som mennesker har lidt af lavt selvværd
Karen voksede op i en
– Men dengang skulle jeg
jo blive tyk, så det var i orden, siger Karen, som dog
hurtigt fik smidt alle overflødige kilo efter graviditeterne.
Alene i huset
tid, hvor de færreste anede,
hvad en spiseforstyrrelse
var. Hvis man var underernæret, så kunne man jo bare spise noget. Sværere var
det vel ikke. Det var det
dog for Karen, der begyndte at udvikle anoreksi, da
hun som 14-årig kom på efterskole. En indelukket,
rødhåret pige med fregner
og hvalpefedt, der altid
havde fået at vide, at hun
ikke var god nok.
På efterskolen fandt hun
dog en ting, som hun var
god til: Hun kunne tabe sig.
Karen holdt sig for sig selv,
løb lange ture og spiste
kun salat til måltiderne. Da
hun efter skoletiden kom i
huset hos et herskab på
Fyn gik der sport i at tælle
de tabte kilo på familiens
badevægt.
Selv om Karen passede
sit arbejde, fandt faderen i
huset efterhånden ud af, at
hun ikke havde det godt.
Hun var konstant plaget af
træthed og mavesmerter.
Noget måtte gøres.
I dag vejer den 72-årige
kvinde omkring 45 kilo.
Hun går kun sjældent på
vægten.
– Hvis jeg finder ud af, at
jeg vejer mere end 45 kilo,
så kan jeg ikke sove i flere
dage, fortæller hun.
Karen bor i dag alene i sit
parcelhus i Vojens. Hun
blev for mange år siden
skilt fra sin mand, der ikke
forstod hendes sygdom. På
den ene side er det en lettelse for Karen at være alene, fordi ingen bestemmer,
hvad hun skal og ikke skal.
På den anden side er det
hårdt kun at skulle være
sammen med sig selv og
sygdommen, der aldrig
slipper taget.
Både børn og børnebørn
har hun dog stadig kontakt
med. De ved, at Karen har
anoreksi, men det er ikke
noget, de taler om. De accepterer stiltiende, at hun
kun spiser, hvad hun vil,
når hun er på besøg.
– Jeg forventer ikke, at
folk skal forstå det. De skal
bare ikke genere mig, siger
Karen, der gennem hele sit
liv har fået at vide, at hun
da »bare« kunne spise noget.
– Det kan jeg jo også. Og
så kan jeg ikke alligevel, siger Karen.
Tvangsfodring
Det førte til den første indlæggelse ud af mange. Som
18-årig vejede den knap
160 centimeter høje pige
kun omkring 32 kilo. Hendes forældre følte sig magtesløse og forstod ikke,
hvad der var i vejen med
deres datter. På hospitalet
vidste man heller ikke bedre end at tvangsfordre den
syge pige.
– Sondemaden var et rent
mareridt. På mig føltes det
som en voldtægt, fortæller
Karen, der fik lov til at slippe for sonden efter tre uger
mod, at hun lovede at indtage noget mere fast føde.
Stille og roligt steg Karens vægt til et acceptabelt
niveau. Hun boede skiftevis hjemme og på hospitalet. Ved den sidste kontrol
skulle hun til samtale med
oversygeplejersken.
– Jeg blev ønsket tillykke
med, at jeg nu var rask, fortæller Karen.
For de unges skyld
I dag, over 50 år senere,
står det klart, at Karen al-
72-årige Karen kontaktede JydskeVestkysten efter at have
læst om 15-årige Christina, der havde overvundet sin spiseforstyrrelse. Selv har Karen lidt af anoreksi siden 1954. Hun
håber, at andre kan få gavn af hendes beretning.
Chips på bordet
Når aviserne skriver om spiseforstyrrelser, er der ofte ensidigt fokus på teenagepiger. Landsforeningen for Spiseforstyrrelser vurderer dog, at hver anden dansker, der lider af
Colourbox
en spiseforstyrrelse, er over 25 år.
drig blev rask. Selvværdet
og vægten er stadig i bund.
De seneste par døgn har
hun gruet for, om hun nu
har truffet den rigtige beslutning ved at fortælle sin
historie til en journalist.
Hun bryder sig bestemt ikke om at tale om sig selv.
– Jeg vil gerne pointere
meget kraftigt, at jeg ikke
fortæller min historie for at
gøre opmærksom på mig
selv, men fordi jeg gerne
vil hjælpe de unge mennesker, der har det ligesom
mig.
Hun ringede til JydskeVestkysten efter at have
læst artikelen om 15-årige
Christina fra Over Jerstal,
der havde overvundet sin
anoreksi. Egentlig ville Karen bare sige, at hun var
glad for, at avisen satte fokus på spiseforstyrrelser.
Det kom bag på hende, at
undertegnede gerne ville
have et interview. Hun
valgte dog at lade sig overtale, selv om hun tydeligvis
ikke var tryg ved situationen.
– Men nu er jeg efterhån-
den så gammel, så det kan
der vel ikke ske noget ved,
siger Karen uden dog at lyde helt overbevist.
De bedste stunder
Nogle af de bedste stunder
i Karens liv har været på
jobbet. Hun har arbejdet
med mennesker hele sit liv.
– Jeg var god til at hjælpe
mennesker med psykiske
problemer, for jeg vidste jo
noget om, hvordan de havde det. Jeg kunne ikke tackle mine egne problemer,
men jeg kunne hjælpe andre, fortæller Karen, der
blev gift og fik tre børn.
Det kan måske undre nogen, at hun har kunnet passe både arbejde og familie,
selv om hun altid har været
i psykisk underskud. Men
for Karen har det været en
form for flugt fra hendes
eget helvede. Når hun koncentrerede sig om, hvordan
andre havde det, kunne
hun glemme sig selv.
Paradoksalt nok har Karen følt sig bedst tilpas i
sin krop, når hun var gravid og tykmavet.
Dumsmarte bemærkninger
har det heller ikke skortet
på gennem Karens 72-årige
tilværelse. Folk kan finde
på at sige »Du er da vist
ved at blive lidt tyk« til den
45 kilo lette kvinde. Det er
tydeligvis et forsøg på at
være morsom. Men for Karen rammer sådan en bemærkning midt i solar
plexus.
Hun får også tit skudt i
skoene, at hun er nærig.
– Det kan man jo vælge at
kalde det. Jeg mener selv,
at jeg er sparsommelig, siger Karen.
Det er endnu et paradoks. For selv om Karen ikke kan unde sig selv så meget som et stykke oksekød,
så har hun købt både juice,
vindruer og endda chips i
anledning af journalistens
besøg. Andre kan hun godt
bruge penge på. Bare ikke
på sig selv.
Karen har enkelte gange
søgt hjælp for sin anoreksi.
For 15 år siden skrev hun
en 33 sider lang fortælling
om livet med anoreksi og
kaldte den »Mit liv som
Anorexia«. Hun skrev om
sine evindelige mavesmerter og sin altid manglende
selvtillid. Fortællingen
sendte hun til en læge, der
rådede hende til at sende
den videre til anoreksifore-
ningen. Hun fulgte rådet,
men fik aldrig noget svar.
Så gjorde hun ikke mere
ved det. Karen kom frem
til, at hun alligevel havde
nået en alder, hvor slaget
var tabt.
Et helvede
Møder man Karen på gaden, så vil man næppe have nogen idé om, at hun
har haft det psykisk dårligt
hele sit liv. Vel er hun tynd,
og vel har sygdommen givet hende knogleskørhed,
men hun er en nydelig dame, der kan både smile og
komme med vittige bemærkninger. Alligevel skal
man ikke tage fejl. Karen
går kun nødigt ud, fordi
hun altid ender med at blive konfronteret med sine
spisevaner. Hun inviterer
heller ikke andre på middag.
– Hvis jeg skal lave mad
til andre, så er jeg bange
for, at det ikke er godt nok.
Så hellere lade være. Det
kan aldrig blive en succes,
for jeg skal nok få det
vendt til et nederlag. Det er
et helvede, siger Karen.
I virkeligheden hedder
hun slet ikke Karen. Navnet
er opdigtet til lejligheden,
fordi den 72-årige kvinde
ikke vil være med til noget,
der har den mindste flig af
selvpromovering. Det var
også kun efter svære overvejelser, at hun indvilligede i at give et anonymt interview.
– Jeg overvejede længe,
om det nu var det rigtige at
gøre. Man går så meget op
i, hvad andre tænker. Men
hvis andre kan få gavn af
min fortælling, så har det
være det hele værd, siger
hun.
– Derfor siger jeg til de
unge, der er ved at få en
spiseforstyrrelse: Tag det i
opløbet, det er altafgørende. For mig er det en postgang for sent, slutter Karen.
»Karen« er et opdigtet
navn, da kilden har ønsket
at være anonym. JydskeVestkysten er bekendt med
kildens fulde navn og
adresse.
FAKTA ■ ■ ■
ANOREKSI
■ Anoreksi (anorexia nervosa) giver sig udslag i, at
den syge sulter sig selv.
■ Årsagerne til anoreksi er
meget forskellige, men
bestemte karaktertræk
går igen hos mange patienter, bl.a. perfektionisme, følsomhed, lavt selvværd, nøjsomhed og behov for kontrol. Ifølge
■ Landsforeningen mod
Spiseforstyrrelser (LMS) er
over halvdelen af de
75.000 danskere, der lider
af en spiseforstyrrelse,
over 25 år.