Nr. 3 13 - Antifascistisk

Indhold:
Leder
Apendix til leder
Racister
Terrorlisterne
Frihedens længsel
Det skjulte folkedrab
En frihedskæmpers historie
Venskabsforeningen Danmark
Korea
Da folkets vilje blev lov
møder og Festival
Misbrug af terrorlove
Om Malthe Conrad Bruun
Der sidder de
Og det skete i de dage
Søvnen
Vi har alle brug for at blive anerkendt
Lægen Inge Genefke
Brev til FIR
Ytøya 22. juli
Strimler
Bagside
Nr. 3
August 2013
en, Canada, Australien, New Zealand.
”I Danmark tror vi ikke på skurke
- det letter dem arbejdet meget.”
Også Danmark har deltaget – og deltager fortsat – i
dette overvågnings- og aflytningssamarbejde. På Aflandshage på Amager ligger fortsat en sådan lytte(Georg Brandes)
og spionageinstallation. Den er så vidt vides fortsat i
brug!
Forargelsen og ikke mindst hykleriet ville ingen ende Så overraskelsen var vel til at overse, skulle de være
tage, da den amerikanske whistleblower, Edward ærlige. Men ærlighed er nu ikke lige det, der præger
Snowden, afslørede den globale amerikanske over- dagens politikere og spion- og overvågningssamfunvågning af venner som fjender. Han er nu verdens dets skyggekrigere. Lys over land er ikke ligefrem,
mest jagede mand.
deres parole. Det er ikke alt, vi må vide af hensyn til
Rigets sikkerhed naturligvis – og ikke at forglemme
Et ramaskrig rejste sig fra de vesteuropæiske stormag- forholdet til
ter, Storbritannien, Frankrig og Tyskland. Det havde
de lige godt ikke regnet med. Et er at man aflytter og fremmede magter (:læs USA).
overvåger russere, kinesere, andre lande og mennesker, som man ikke bryder sig om, noget helt andet er, PET og FE og andre mørke magter for bestandig størat man nu også overvåger ”vennerne”!
re magt, og bliver mere og mere en stat i staten uden
Man var forargede, selv om man selv praktiserede for enhver demokratisk kontrol.
nøjagtig det samme, såvel mod landenes egne borgere, som mod andre, der ikke blindt slutter op om Det politikerne var og er bange for er, at befolkninVestens krige og Gud Mammon og den kapitalistiske gen skal blive klar over, hvordan det reelt står til i vort
markedsøkonomi. Samfundsfjenderne!
land. Vi er registreret og overvåget døgnet rundt.
Torsdag d. 11. juli 2013, i kølvandet på det internatoHelt gal gik det, da det blev afsløret, at EU blev over- nale postyr efter afsløringen af den globale amerikanvåget. Enkelte stater truede med, at suspenderer EU’s ske overvågning af alt og alle – bragte avisen BT en
forhandlinger med USA om en frihandelsaftale. Men ”nyhed”; Big Brother følger dig!”
efter et vink med en vognstang fra den europæiske ”Danmark er et af Europas mest overvågede lande,
storkapital, og efter de havde ”tænkt” sig om en ekstra fastslår flere eksperter.”
gang, sluttede den snak.
”400 gange. Så mange gange bliver hver dansker – ung
som gammel – registreret hver dag året rundt, når der
Men tilbage stod, at Big Brother ikke stoler på os, tales i mobiltelefon eller surfes på internettet, dermed
jamrede de, vi som altid adlyder selv det mindste vink er danskerne et af EU’s mest overvågede folk,” fastslår
”from over there”. Men man var overraskede, påstod avisen.
man i London, Paris, Brüssel og København. Vi vidste
intet om NSA – National Security Agency – påstod de, Nogle få dage før blev det meddelt, at regeringen nu
selvom de selv samme politikere og efterretningstje- for fjerde gang ville udskyde den lovede evaluering
nester i årevis havde samarbejdet om overvågnings- af overvågningen på internettet, som er en del af den
og spionnetværket, Echelon. I mere end 20 år havde gældende terrorlovgivning (logningsbestemmelsen.)
det haft til huse hos NSA i Fort Meade i Maryland. Der blev protesteret fra mange sider. ”Instituttet for
Alligevel omtalte enkelte journalister NSA, som ”No Menneskerettigheder”, udtalte offentligt sin skuffels.
Such Agency” - ”tjenesten der ikke findes.”
Men lige meget hjalp det.
Det eneste nye, der er sket, er ”at man nu også har en Omfanget af overvågninger er på nuværende tidsinstallation i delstaten Utah, fordi prisen på strøm til punkt anslået til mere en 800 milliarder registreringer
agenturets enorme computere er billigere her.” (Pol. 9. årligt. Nu kan der først blive tale om en evaluering af
juli 2013)
logningsreglerne i 2014 eller snarere 2015.
Flere end 50.000 mennesker arbejder i de to centraler.
Facebook og Twitter – de såkaldt sociale medier – kan
Dertil kommer de installationer, som er oprettet i uantastet fortsætte sin overvågning og rapportering til
sammenhæng med det såkaldte ”UK/USA Informa- USA med den danske regerings samtykke – og PET
tionsalliance”, som har eksisteret siden slutningen af og FE kan fortsætte deres muldvarpearbejde mod den
2. Verdenskrig, og i dag omfatter USA, Storbritanni
danske befolkning.
Men det slutter ikke her. I mens skyder ny metoder til
kontrol af befolkningen frem, som svampe i en skovbund. Sidst har Dansk Folkeparti fremsat forslag om
indførelse af et DNA-register, som skal indeholde alle
danskeres DNA.
Man kan roligt fastslå, at privatlivets fred ikke længere
er eksisterende. Retssikkerheden ligner mere og mere
en illusion – et postulat til anvendelse på Grundlovsdag og ved andre højtideligheder, hvor politikere i
rørstrømske vendinger priser det danske demokrati.
Til hverdag indskrænkes presse- og ytringsfriheden
trin for trin – sidst med dommen over ROJ- TV, som
fik frataget sin sendetilladelse og blev idømt en bøde
på 10 millioner kroner. Sagen ankes nu til Højesteret.
Som forsvareren, Bjørn Elmquist, sagde det efter
dommen i Landsretten: ”Det var med§ 114 e (terrorparagraffen) i hånden, at Østre Landsret i går fratog
30 millioner kurdere over hele verden deres tv-station.”
Sagen mod ROJ-TV. er endnu et eksempel på, at
terrorloven sættes over den i Grundloven sikrede
ytringsfrihed.
I kølvandet på retssagen mod ROJ-TV, er 11 kurdere
blevet tiltalt for terrorstøtte.
Gruppen er tiltalt efter terrorlovens § 114 b – ligesom
Horserød- Stutthoff Foreningen var det i 2011 – efter
hvilken det er strafbart, hvis man tilvejebringer eller
indsamler midler til en terrororganisation.
Med dette forløb – dommen og bøderne til ROJ-TV
og anklagerne mod de kurdiske mænd – må den danske regerings gæld til Tyrkiets præsident vel være betalt. Anders Fogh Rasmussen blev valgt til NATOs
generalsekretær med Tyrkiets stemme – og Erdogan
fik lukket ROJ-TV.
Som sagt er sagen nu anket til Højesteret, og selv i
Danmark kan det fortsat ske, at en dom omstødes.
Måske fordi man på ”terrororganisationen” PKK’s
Anklagemyndigheden har rejst tiltale mod en grup- initiativ har indledt forhandlinger med den tyrkiske
pe kurdiske mænd for at have indsamlet omkring regering om indgåelse af en fredsaftale. Men det er
130 millioner kroner til kurdiske befrielsesbevægelse sikkert ikke nok til at overbevise den danske anklagemyndighed.
PKK.
PKK er – som alle andre befrielsesbevægelser – på
USA’s og EU’s terrorlister, som da også af anklagemyndigheden bliver udnævnt til ”terrororganisation.”
De 11 mænd påstås i igennem flere år, at have været
ansvarlig for indsamlingen i Danmark, samt for nogens vedkommende at have formidlet penge indsamFor her til lands fortsætter man af samme spor. Man
let i en række europæiske lande.
Gruppen er tiltalt efter terrorlovens § 114 b – ligesom er villig til alt – man er villig til det hele – eller som
Horserød- Stutthoff Foreningen var det i 2011 – efter en statsminister sagde det 90-erne: Vi er med Jer hele
hvilken det er strafbart, hvis man tilvejebringer eller vejen!
Så næstsidste nyt fra PET-fronten:
indsamler midler til en terrororganisation.
Med dette forløb – dommen og bøderne til ROJ-TV PET lancerer i samarbejde med social- og integratiog anklagerne mod de kurdiske mænd – må den dan- onsministeriet en offensiv til indførelse af tankekonske regerings gæld til Tyrkiets præsident vel være be- trol. Psykiaterne skal – hvis PET får sin vilje – være
talt. Anders Fogh Rasmussen blev valgt til NATOs med til at spotte mulige terrorister blandt deres pageneralsekretær med Tyrkiets stemme – og Erdogan tienter.
Aller sidste nyt fra samme boldgade er, at ”justitsmifik lukket ROJ-TV.
De 11 mænd påstås i igennem flere år, at have været nisteren – ifølge Horserød Statsfængsels fangeblad,
ansvarlig for indsamlingen i Danmark, samt for no- ”Håbets Port” - ”pålægger fængselspersonalet at opgens vedkommende at have formidlet penge indsam- dage om indsatte med muslimsk baggrund er potentielle terrorister.”
let i en række europæiske lande.
I demokratiets navn sættes demokratiet ud af spillet
Antifascistisk Forum Kulturpolitisk tidsskrift.
Udgivet af ”Foreningen Antifascistisk Forum”.
Medudgivere: ”Horserød Stutthof Foreningen” og – ”FIR.dk. - Féderation Internationale des Résistans –
Association Antifasciste.”
Ledelse: Formand og politisk redaktør Anton Nielsen.(nielsenanton2@gmail.com)
Kasserer: Dennie Ditzel. (dd@nana-ditzel-design.dk)
Redaktion: Ansvarshavende redaktør, Flemming Hybert (fhybert@gmail.com)
Medlemmer af redaktionen: Lilli Rodeck, Henning Jacobsen, Tonny Warming Tue Magnussen, Egon Laugesen, Annette Mørk.
Medlemskab -abonnement: 200,- kr. pr. år (4 numre. )
Netadresse: www.antifascistisk forum.dk
ISSN nr. 2245-4195.
Henvendelse til Antifascistisk Forum:
Anton Nielsen, Møllevej 17, 3650 Ølstykke.
Tlf. 47 17 90 69.
Dennie Ditzel, Ibsvej 94, 2880 Bagsværd.
Tlf. 4498 2824
Antifascistisk Forums Støttefond:
Man kan støtte Antifascistisk Forum økonomisk på:
Kontingent/abonnement indbetales ligeledes på konto.
Arbejdernes Landsbank: reg. nr. 5332. Kontonummer: 0000244920
Meld det til politiet! Artikkel fra 1995.
Af Anton Nielsen.
Det er nu mere end et år siden den britiske journalist
Duncan Campbell indsendte sin afslørende rapport
om det internatonale elektroniske aflytningsnetværk
Echelon til EU-parlamentet. Siden er der skrevet side
op og side ned i pressen, og omridset og omfanget af
spionagen er blevet stadig tydeligere. Man – det vil
sige efterretningsvæsnerne i Storbritannien, Canada,
Australien, New Zealand og USA - har i årevis helt rutinemæssigt opsnappet al telefax-, telefon- og E-mailkommunikation ved hjælp af dertil opførte lyttestationer overalt på kloden. Efterpå er meddelelserne
blevet videresendt til Maryland/USA og CIA’s videre
granskning.
Vi ved ingen ting
Debatten om Echelon har også bredt sig til Danmark.
Flittige journalister har stillet stribevis af spørgsmål
til de i sagen relevante ministre –justitsministeren,
hans chef statsministeren og til krigsministeren. Hvad
kender De til Echelon? Hvad foregår der på Forsvarets Efterretningstjenestes anlæg på Aflandshage på
Amager? Er Danmark involveret i Echelon? Det ved
vi ikke noget om, udover hvad vi har læst i aviserne,
lød de mest ”udtømmende svar”, hvis man en enkelt
gang traf ministeren hjemme. Uvidenhed synes nærmest at være en dyd i justits- og krigsministeriet. Men
almindeligvis har ministeren blot ikke været at træffe.
På den måde undgik man på snedig vis at svare på
noget som helst
Vi spionerede mod jer
Men den 22. marts sprak ballonen. Den tidligere chef
for CIA (1993-95), James R. Woolsey, skrev en artikel i
dagbladet Wall Street Journal under overskriften:
”Hvorfor Amerika udspionerer sine allierede.” Det
var samme Woolsey, som præsident Clinton i 1993
bad om at reorganisere de to efterretningstjenester
CIA og NSA, så de blev bedre til økonomisk spionage.
Så han må siges at være en mand, der ved, hvad han
taler om, når han erklærer:” Ja, mine europæiske
venner, vi har spioneret mod jer. Og det er rigtigt, at
vi bruger computere til at sortere data ved hjælp af
nøgleord. Men har I prøvet at spørge jer selv hvorfor?” Derefter fyrer han en bredside af mod europæisk erhvervsliv. I er jo håbløst bagud, meddeler han.
”Jeres firmaers produkter er ofte dyrere eller mindre
avancerede – eller begge dele – end jeres amerikanske konkurrenters. Som konsekvens bestikker I en
del. Og jeres regeringer er så medskyldige, at bestikkelse stadig kan trækkes fra i skat i en række lande.”
”Tag jer sammen”, slutter han spottende. ”Det er rigtigt, at europæisk teknologi overgår den amerikanske
på en håndfuld områder. Men for nu at sige det så
blidt, som jeg kan: Der er tale om meget få, meget få
områder.” Så langt Mr. Woolsey.
Industrispionage
Man indrømmer altså industrispionage. Men det er
europæernes egen skyld, fordi europæiske firmaer bruger bestikkelse for at skaffe sig ordre. Nu er
industrispionage ikke hovedformålet med Echelon,
men alene en sidebeskæftigelse, så der er fortsat lang
vej inden der er fuldt overblik over Echelons virksomhed. Hvis vi nogensinde får det. Men alligevel
har den forhenværende CIA-chefs åbenmundethed
afstedkommet en del postyr – også i Danmark.
Marianne Castenskiold fra Dansk Industri (DI) er
pludselig blevet dybt bekymret over myndighedernes
mulighed for at kontrollere den elektroniske post og
ønsker fri handel med krypteringsprogrammer. Hun
er imidlertid klar over, at flere EU-lande fortsat vil
”sikre myndighederne ret til at kikke med i den elektroniske kommunikation.” Og så længe ”kryptering
er statskontrolleret, så vil staterne kunne misbruge
den.” Grundlæggende mener hun, at efterretningstjenesterne skal holde næsen for sig selv. Justitsminister
Frank Jensen har undtagelsesvis brudt sin tavshed.
Han opfordrer industrien til at melde det til politiet.
Herre gud! For en gangs skyld er vi enige med Dansk
Industri.
Racister
Racister er ikke menneskets
bedste ven
De har fråde om munden
Vi kan ikke vente på
modgiften
Vi må selv
Hellen Gade
TERRORLISTERNE
Begivenhederne d. 11. september 2001 ændrede på
dramatisk vis de politiske forhold i verden. Et terrorangreb på World Trade Center, med omkring 3000
døde, satte USA i chok. Resten af den vestlige verden
fulgte efter. Der er ingen tvivl om, at enhver terrorhandling er forfærdelig, og er en kriminel handling.
Indtil 11.9. var det en opgave for politiet at opklare
forbrydelser. Det ændrede sig. USA havde desværre
udstyret sig med en præsident, som var, og formodentlig stadig er, mere eller mindre psykopat, Georg
W. Buch, som efterfølgende erklærede ”krig mod
terror”. Hvilket er det samme som en permanent
krig, og en krig, som aldrig kan vindes.
Nu handler det ikke kun om reelle terrorister. Efter
2001 handler det også om legitime befrielsesbevægelser og modstandsgrupper som går mod magthavere og undertrykkere. I dag er terrorlisterne politisk bestemt. Det vil det jo være rimelig let at opfinde
nye terrorister og organisationer.
De konspirationsteorier, som efterfølgende er kommet frem, om at USA selv stod bag angrebet på World Trade Center, behøver ikke være fri fantasi. USA
har jo gennem historie brugt alle midler, herunder,
også terror, for at fremme deres egne interesser.
Af Tonny Warming
Hvad er terrorisme?
Ifølge Den stor Danske encyklopædi, så er terrorisme: ”vold, mod sagesløse, udført af enkeltpersoner,
grupper eller netværk for at gennemtvinge politiske
forandringer eller skabe opmærksomhed om et politisk eller religiøst budskab, eller statsterrorisme, forstået som vold udøvet af stater mod egen befolkning
eller andres landes befolkninger mhp. at opretholde et
magtregime og/eller sende en politisk meddelelse til
tredjepart.”
Den sidste del bliver aldrig brugt, ellers ville USA og
Israel stå øverst på listen over statsterrorister.
Problemet er, at der ikke findes nogen entydig definition. Faglitteraturen opregner flere hundrede definitioner, hvoraf 90 er forskellige staters definitioner.
Derfor er der frit slag for de enkelte stater at definere,
hvem der skal på listerne.
Listernes tilblivelse og konsekvenser
Dog er der ingen tvivl om at der findes terrorisme.
Men terrorlisterne er et politisk våben, og bliver flittigt brugt, med støtte fra det såkaldte ”internationale
samfund”, til at iværksætte krige, såkaldt ”krig mod
terror”.
11.09.2001 New York
I dag er der tre terrorlister. FN’s liste fra 1999, som
omhandler Al – Qaeda og Taleban, samt grupper og
personer med forbindelse til disse to organisationer.
Et udvalg, der repræsenterer alle 15 medlemmer af
Sikkerhedsrådet, udvælger de personer og organisationer, der skal på listen. Alle FN’s medlemslande kan
indstille personer og organisationer til at komme på
listen. Hvis argumenterne er gode nok, kommer de på.
På FN’s liste findes ikke nogen af de organisationer,
som indtil 2001 blev betragtet som befrielsesbevægelser.
USA’s og EU’s lister, som efter terrorangrebet i USA i
2001, omhandler alle som er på FN’s liste, desuden en
lang række organisationer, som er politisk besværlige
for USA og allierede.
Det drejer sig bl.a. om Sri Lankas ”Tamilske Tigre”, Filippinernes Kommunistiske Parti, Colombias FARC,
Tyrkiets PKK, Palæstinas PFLP. Listen er lang, over
legale befrielsesbevægelser, som kæmper mod undertrykkelse fra egne regeringer, eller USA’s økonomiske
og strategiske interesser. Disse og mange andre befrielsesbevægelser var legale bevægelser indtil 2001,
hvor de kom på USA’s og EU’s terrorlister.
Embedsmænd sammensætter EU’s terrorlister. Hvem
der skal på listen eller fjernes, får politikerne ikke
noget at vide om. De får bare besked på, at sådan er
det. Hverken folketing/parlamenter, regeringer, eller
udenrigsministre aner, hvorfor listen ser ud, som den
gør. Begrundelserne er hemmelige. De personer eller
organisationer, der kommer på listen, ved det ikke. De
opdager det først, når alle deres midler er indefrosset
og deres bevægelsesfrihed bliver begrænset.
Drager vi en historisk parallel, ville f.eks. den danske modstandsbevægelse være havnet på terrorlisten.
I dag anerkendes den som årsag til at Danmark blev
betragtet som en allieret mod Hitler - Tyskland. Den
danske regering ønskede jo det modsatte.
Alligevel tilslutter Danmark sig følgagtigt EU’s terrorlister, selv om vi ikke er forpligtet til det. Terrorlister i
EU skal vedtages med hjemmel i Lissabon-traktatens
artikel 75, som hører under de retslige anliggender.
Hvilket vi har et forbehold overfor. Vi har altså mulighed for helt at lade være med at følge EU’s terrorliste.
Vi følger også USA’s terrorliste, selv om vi ikke er forpligtet til det. Men vi er jo USA’s skødehund.
Norge har valgt sin egen kurs. Siden 2006 har de ikke
villet følge EU’s og USA’s terrorlister. Norge støtter
sig nu kun til FN’s terrorliste. Norge vil hellere være
fredsmægler, end være bundet op på terrorlister som i
vid udstrækning er politisk bestemt.
En af grundende til Norges beslutning var, at EU i
2006 besluttede, efter amerikansk pres, at få oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre fra Sri Lanka på EU’s
terrorliste. På det tidspunkt var der en tilnærmelse
for fred i gang. Danmark, Norge, Sverige og Finland
var aktive, enten med at holde parterne fra hinanden,
eller holde fast ide igangværende fredsforhandlinger.
Da De Tamilske Tigre kom på EU’s terrorliste trak
Danmark, Sverige og Finland sig som fredsobservatører. Senere måtte Norge opgive at mægle mellem de
to parter. Terrorstemplingen gav Sri Lankas regering
grønt lys til en offensiv mod De Tamilske Tigre, hvor
tusinder blev dræbt, lever som interne flygtninge, og
som under alle omstændigheder er undertrykt af Sri
Lankas regime.
Så dialogen forsvandt, det samme gjorde en fredelig
løsning, som følge af terrorstemplet.
For de personer eller organisationer der kommer på
listen, har det store konsekvenser. Deres penge bliver
indefrosset. Det gælder alle deres værdier. Rejsemulighederne bliver begrænset, de bliver jaget vildt. Dermed risikerer de at få en bombe i hovedet fra et dronefly, eller kidnappet af CIA’s fly, og ført til hemmelige
fængsler, eller Guantanamobasen. Hvor de kan sidde
i årevis. Uden mulighed for at få anklagen prøvet ved
en domstol. Endnu en krænkelse af menneskerettighederne.
Kommer man på terrorlisten, er det stort set umuligt
at komme af den igen. Retssikkerheden for de personer eller organisationer, der kommer på listen, er stort
set lig nul.
Et eksempel, i forbindelse med EU’s terrorliste, hentet
fra Advokatsamfundet 05.07.07, her hedder det: ”Tre
svenske statsborgere anlagde sag ved retten (underretten til EF-domstolen). De var blevet opført på FN-listen, derefter på EU-listen, og havde fået indefrosset
alle deres midler. De mente, at det var uberettiget og
henvendte sig til de svenske myndigheder, som imidlertid slog ud med armene og viste dem videre til FN
og EU. I sanktionskomiteen var nogle lande tilbøjelig
til at fjerne dem fra listen. Efter ca. ni måneders lobbyarbejde lykkedes det for to af de tre at blive fjernet
fra listen. De opgav herefter sagen ved domstolene.
Den tilbageværende svensker på listen førte sin sag
videre. Han mente, at menneskerettighederne, så
som ret til fair rettergang og til privatliv mm. var blevet krænket ved sortlistningen, han tabte sagen ved
i retten. Begrundelse: Retten kunne kun undersøge
om sortlistningen stred mod folkerettens ”jus cogens”
(særlig grundlæggende folkeretlige regler, som antages at have forrang for al anden folkeret). Retten fandt
ikke, at det var tilfældet og klagen blev afvist. Sagen er
nu appelleret til EF-domstolen.”
Hvad der videre er sket i sagen vides ikke.
USA’s terrorliste
Angrebet på USA i 2001 var en gave til USA og EU.
Nu var man i stand til at skabe nye fjender, nu da den
kolde krig var slut. Terrorlister blev skabt, indeholdende en række af verdens stærkeste antikapitalistiske
bevægelser. Hvilket igen betød voldsomme angreb på
de borgerlige frihedsrettigheder.
USA har stærke økonomiske og militære interesser
i Filippinerne, hvor mange multinationale selskaber,
samt militære tropper befinder sig. Gennem årtier har
diverse filippinske regimer fungeret som USA’s lydige
vasaller.
Gennem alle årene er befolkningen blevet undertrykt
både økonomisk og politisk. Alene i 2002 blev 45 progressive politiske ledere dræbt. Hertil kommer forsvindinger, tortur, isolation og vilkårlige arrestationer.
Regimet har med alle midler terroriseret befolkningen, med hjælp fra USA. Men befolkningen har skabt
nye stærke modstandsbevægelser.
Så i 2002 kom CPP, (Det Pilippinske Kommunistiske Parti,) samt den væbnede fløj New People’s Army
NPA på USA’s terrorliste.
Senere samme år kom de to organisationer på EU’s
liste, uden åben diskussion eller motivation.
En af konsekvenserne af disse terrorlister, er dels at
skabe frygt i samfundene, hvormed at der fra regeringernes side påstås, at der fra befolkningernes side
kræves større sikkerhed. Konklusionen er, at der overvåges mere og mere, samt at den smule demokrati, vi
har tilbage bliver mere og mere beskåret.
Som det vil være læseren bekendt, så blev Horserød
Stutthof foreningen og tømrernes faglige klub dømt
for økonomisk at støtte befrielsesbevægelserne PFLP i
Palæstina og FARC i Colombia. Det samme skete tidligere for Fighters and Lovers og foreningen Oprør.
Hvem der skal på terrorlisterne, bestemmes ud fra
den stærkes ret. Altså ud fra politiske, økonomiske
og strategiske synspunkter. Derfor finder vi ikke
hverken USA, Israel, Tyrkiet, Sri Lanka, Filippinerne, eller andre stater på nogen terrorlister. Lad os se
på tre befrielsesbevægelser som er på USA’s og EU’s
terrorlister.
PFLP
PFLP, (The Popular Front for the Liberation of Palestine), stiftet 1967, er en af mange organisationer, som er
medlem af PLO.
Da staten Israel blev oprettet i 1948 på arabisk engelsk- besat jord, var det kun de færreste i verden, der
vidste at der boede palæstinensere i området, samt at
flertallet af de mennesker blev fordrevet. Jaget væk fra
deres hjem og livsgrundlag, jorden.
Den israelske apartheidmur
PFLP’s militære gren AAMB (Abu Ali Mustafa Brigades), kampen sker sammen med andre palæstinensiske bevægelser, som f.eks Hamas i Gaza.
Israel er ikke interesseret i fred. Tvært i mod, så udvider de konstant deres grænser ved at jage palæstinensere bort for at opføre bosættelser på Vestbredden og
i og omkring Jerusalem. Bygger apartheidmur rundt
om Israel, som fjerner mange palæstinensere fra deres
jord. Oprettelse af checkpoints som vanskeliggør, eller
gør det umuligt for at palæstinenserne i at færdes frit.
Indespærring af en hel befolkning i Gaza - striben,
samt en blokade, som forhindrer dem i at indføre de
mest basale nødvendigheder til at opretholde livet for.
Samtidig sidder tusindvis af palæstinensere, herunder
børn i Israelske fængsler.
Mod sådan en behandling fra en besættelsesmagts
side, er det legitimt, ja, en pligt, at gøre modstand,
også med våben.
Så lige nu samles alle kræfter, der vil et selvstændigt
Palæstina, for at gå sammen mod det zionistiske Israel.
Både PFLP og Hamas afviser de såkaldte ”forhandlinger”, afviser at samarbejde med besættelsesmagten
og afviser alle politiske løsninger, som baserer sig på
nægtelsen af ophævelsen af deres folks rettigheder.
Begge partier er enige i modstanden mod massakrerne og folkemordet, der begås mod det palæstinensiske
folk. Det er enheden og forbindelserne, der betyder
noget nu: enhed i kampen for det palæstinensiske
folks rettigheder.
I en politisk erklæring fra PFLP fra juli 2002, da PFLP
og andre palæstinensiske befrielsesorganisationer var
kommet på EU’s terrorliste, hedder det bl.a.:
”Kampen imod EU’s og USA’s terrorlister må gøres til
en del af kampen mod globalisering. Vi opfordrer alle
til at forenes i kampen mod den nye europæiske og
amerikanske terror, som – hvis vi ikke gør modstand
– vil føre til at enhver modstandsgruppe, enhver antiglobaliseringsaktivist, enhver stemme som fordømmer USA’s politik, som forsvarer den nationale selvbestemmelse eller den personlige frihed, ytrings – og
tankefrihed, vil komme på terrorlisten.”
PFLP opfordre EU til at lave en ny terrorliste, ”og sætte
USA på denne pga. USA’s forbrydelser mod menneskeheden i Libyen, Irak, Afghanistan og andre steder
i verden”…. Samt ”Israel må naturligvis med på terrorlisten for dets forbrydelser mod menneskeheden
i Palæstina og dens fortsatte nej til at respektere de
europæiske og internationale resolutioner og beslutninger.”
For at råbe verden op, så de kunne få indsigt i problemstillingen for palæstinenserne, blev der, sammen med
bl.a. Sorte September, Fatah og andre grupperinger,
gennemført nogle terrorhandlinger samt flykapringer.
Dette for at få bragt Palæstina på verdenskortet.
I 1972 tog PFLP dog afstand fra enhver form for terrorisme, og erklærede, at den væbnede kamp kun skulle
rettes mod militære mål.
I dag er Palæstina et fragmenteret land, som vil være
en umulighed af får til at fungere som en stat. Dette skyldes Israels bosættelsespolitik, samt alle dens
checkpoints, og en apartheidmur.
PFLP er en venstreorienteret organisation, der kæmper for at alle palæstinensere kan komme tilbage. Et
ufravigeligt og rimeligt krav.
PFLP er også en humanitær organisation, som hjælper folk i flygtningelejre, bygger og driver skoler osv.
Men de deltager også i den væbnede kamp mod be- FARC
Eller FARC – EP Fuerzas Armadas Revolucionarias
sættelsesmagten Israel. Denne kamp sker gennem
de Colombia – Ejerctio del Pueblo. (Colombias revolutionære væbnede styrker – Folkets Hær) Grundlagt 1964 – 66, som en militær del af PCC – Partido
Comunista Colombiano. Det Colombianske Kommunistiske Parti.
I stort set alle stater i Latinamerika er enten regeringer, eller den styrende kapitalistklasse efterkommere
af Latinamerikas hundredårige spanske kolonisering.
Det gælder også med hensyn til den herskende klasse
i Colombia.
Det er godt og vel fyrre år siden FARC blev stiftet.
Dette skete på baggrund af en konstant undertrykkelse af den fattige del af befolkningen, som hovedsagelig
bestod af bønder. Disse bønder havde ikke jord nok,
da de store godsejere sad, og stadig sidder på størstedelen af jorden. Befolkningen blev undertrykt, fordi
deres krav om jord og en ordentlig tilværelse, blev
bekæmpet med alle midler fra den herskende klasse
og dens regeringer. Derfor blev FARC oprettet, og fik
hurtigt samlet sig støtter. Gennem årene har de fået
samlet sig en hær på ca. 15.000 soldater, som sammen
med hovedsagelig bønderne kæmper for at få en jordreform til gavn for dem, der dyrker jorden. Store dele
af godsejernes jorde, som er blevet stjålet fra bønderne gennem deres kolonitid, ligger alligevel uopdyrket
hen.
FARC kæmper bl.a. for bedre sociale levevilkår for
den undertrykte befolkning.
Men det er store kræfter, de er oppe imod. Dels er der
en colombiansk regering med alle dens magtmidler,
som yderligere støttes aktivt med økonomisk og militært fra USA.
Indtil terrorangrebet på USA i 2001, var FARC en legal
oprørsbevægelse. Fra 2002 kom FARC på USA’s terrorliste, hvilket gjorde det mere ”legitimt” for Colombias regering og USA at slå til mod FARC. Samtidig
hindres FARC i at få økonomisk støtte fra mennesker
overalt i verden. Mennesker som ser, retfærdigheden
i deres legitime kamp mod regimet, og som ønske at
støtte det.
Efter terrorangrebet på USA i 2001, blev fokus rettet mere mod FARC. De fredsforhandlinger, der var
i gang mellem regeringen og FARC på det tidspunkt,
brød sammen i februar 2002.
Senere samme år, i maj, blev den meget højreorienterede Àlvaro Uribe Vélez ny præsident. Han kom fra
den højreorienterede Autodefensas Unidas de Colombia, AUC, en sammenslutning af dødspatruljer.
Organisationen har i hele dens levetid terroriseret befolkningen. Myrdet kommunister, andre venstreorienterede og fagforeningsledere. Mennesker som vil et
andet og mere socialt retfærdigt samfund.
Trods løfter om at ville bekæmpe narkobaroner, døds
patruljer og guerilla, blev kampen ensidigt rettet mod
FARC. En konsekvens af Uribes valgsejr var, at Colombia fik 2,6 milliarder dollars fra USA til militære
aktioner i Latinamerika.
Her må man huske på, at der skete et kursskifte i
Latinamerika efter Venezuela fik en venstreorienteret
præsident i 1998, Hugo Chávez. Efter det, kappede
flere og flere lande båndene til USA. Så Colombia
er næsten den eneste stat i Latinamerika, der stadig
støtter USA.
I 2003 anmodede Uribe USA og hjælp til at bekæmpe
guerillaen samt paramilitære grupper. Specialstyrker
ankom en måned efter, og blev hermed også en synlig direkte aktiv deltager i borgerkrigen.
I dag lever der stadig ca. tre millioner interne flygtninge i Colombia.
På en anmodning fra FARC, om at få gang i en fredsforhandling, afslog Uribe.
Et par år senere, i 2005 udsteder Uribe amnesti til
medlemmer af landets paramilitære grupper, herunder AUC, som var, ansvarlig for størstedelen af de
sidste mange års mord og menneskerettighedskrænkelser. Dette skete efter mere end et års hemmelig
forhandlinger om amnesti og demobilisering mellem
AUC og regeringen. Resultat, 15.000 medlemmer af
dødspatruljerne fik amnesti.
Den første marts 2008 angreb militæret med en
aktion ind i Ecuador, og udslettede en FARC lejr. Alle
blev dræbt, herunder næstkommanderende Raúl
Reyes. Angrebet skete på baggrund af en sporing fra
en satellittelefonsamtale som Reyes havde haft. Sporingen stod USA’s efterretningsvæsen for.
Reyes, Farc
Reaktionen kom prompte. Ecuador afbrød de diplomatiske forbindelser med Colombia. Venezuela og
Nicaragua trak deres ambassadører hjem og fordømte
angrebet. Samtidig rykkede Venezuela troppestyrker
op til den Colombianske grænse.
Med mordet på Reyes begravedes samtidig FARC’s
fredsinitiativ, samt forhandlinger om frigivelse af fanger.
Amnesty International rapporterede i 2009, ”at i den
tolv måneders periode, der endte i juni 2008, blev
1515 civile dræbt i Colombia pga. krigen. De fleste
blev dræbt af militæret og dødspatruljer. 46 faglige
tillidsfolk, samt 12 menneskerettighedsaktivister var
blandt de dræbte. Amnesty tillagde FARC og den
mindre befrielseshær ansvaret for 189 af drabene.
Senere samme år fik USA lov til at bruge syv militærbaser i Colombia. Officielt skulle baserne bruges til
at bekæmpe narkotrafikken, men tre af de nye baser
er anbragt ved den caribiske kyst, tæt ved Venezuelas grænse. Hermed vil USA være i stand til hurtigt
at angribe de lande i regionen, som trodser USA’s interesser for meget. Venezuela, Ecuador og Brasilien
protesterede hurtigt mod denne militære opbygning
i regionen.
I modsætning til resten af det såkaldte internationale
samfund, så ønsker Latinamerika at lægge afstand fra
USA, og dets menneskefjendske politik.
I maj 2010 fik Colombia ny præsident. Uribe kunne
ikke genopstille. Hans efterfølger forsvarsminister
Juan Manuel Santos er nu præsident.
Selv om FARC er stemplet som en terrororganisation,
så har deres styrke, og fyrreårige kamp nu presset Colombia til fredsforhandlinger. Så da Santos blev valgt,
begyndte arbejdet med at få en fredsaftale på plads
med FARC. Santos arbejder for at få en fredsaftale på
plads inden udgangen af 2013. der er valg i Colombia
i starten af 2014.
Hvad der kommer ud af forhandlingerne, som finder
sted i Havanna, Cuba, vides ikke. Forhåbentlig fører
de til en fred. Dog er det utænkeligt at FARC indgår
en aftale, uden en jordreform, samt sociale ændringer
til fordel for arbejdere og bønder. Men det er stærke
kræfter de er oppe imod. USA, som skal blande sig i
alt her på kloden, deltager i kulissen.
serne.
Siden det 16. årh., vor kurderne blev underlagt det
Osmanniske rige, har de stort set været jaget vildt. I
takt med det at det Osmanniske rige ekspanderede
mod øst, blev kurderne presset samme vej. Efter den
tyrkisk – russiske krig i 1828 – 29 forsøgte kurderne
at gøre sig fri fra det osmanniske rige, men blev nedkæmpet. Sådan er det gået igen og igen.
Under første verdenskrig lovede vestmagterne, der
kæmpede mod det osmanniske rige, sammen med
kurderne, et selvstændigt Kurdistan. Efter krigen var
dette løfte glemt. Med Serves - traktaten fra 1920 blev
landet delt op, som vi kender det i dag.
I 1920 blev Tyrkiets grundlægger, eller første præsident Mustafa Kemal, kendt som Kemal Atatürk. Han
nægtede simpelthen at der eksisterede en kurdisk befolkning. Det på trods af, at kurderne på det tidspunkt
var verdens største folk uden egen stat.
Krigen mod grækerne i 1920 – 23, og franskmændene som sad på Kilikien, som tyrkerne vandt, førte til
freden i Lausanne, som sikrede Tyrkiet hele Lilleasien.
Dette førte til at Kurdistan, som i dag ligger i Irak,
Iran, Tyrkiet og Syrien, og hvor den 4. største befolkningsgruppe i mellemøsten på mellem 28 – 35 millioner mennesker bor. Alle lande, som har en kurdisk
befolkningsgruppe, har siden bekæmpet kurderne i
deres krav om et selvstændig Kurdistan.
Den episode, der nok huskes mest, er Iraks brug af
kemiske våben. Byen Halabja blev 16. marts 1988 angrebet med giftgas, hvor mellem 5 – 10.000 kurdere
blev slået ihjel.
Men tyrkerne undertrykte det kurdiske folk mest
konsekvent og brutalt. Ja, nægtede deres eksistens.
Kurdisk sprog og kultur blev forbudt. Den officielle
tyrkiske betegnelse for en kurder var, en bjergtyrker.
Kurderne gjorde oprør i 1924, 1930 og 1937. men
oprørene blev brutalt nedkæmpet. Omkring 100.000
kurdere mistede livet.
I 1923, hvor Atatürk oprettede det nye Tyrkiet, udtalte
han; ”Tyrkiet er forbeholdt et flag, et land og et folk,”
altså tyrkere.
Senere, i 1930, udtalte daværende justitsminister
Mahmut Bozkurt; ”Tyrken er dette lands eneste herre,
eneste ejer. Dem, der ikke er af ren tyrkisk race har
PKK
kun en ret: Retten til at tjene andre og være slaver.”
Partîya Karkerên Kurdistan, eller Kurdistans Ar- Det er på den baggrund, vi skal betragte kurdernes
bejderparti. Stiftet i 1978 under ledelse af Abdullah kamp mod den undertrykkelse, de har været, og staÖcalan. Et venstresocialistisk parti, som kæmper for dig er udsat for.
et Tyrkiet, hvor kurdere og tyrkere har samme rettigheder. Samt et selvstændigt Kurdistan.
PKK er en legal befrielsesbevægelse, som kæmper
Historisk er det kurdiske folk udgået fra oldtidsfolket, for lige rettigheder for alle indenfor Tyrkiets grænser.
mederne, og er etnisk og sprogligt beslægtet med per PKK er et forbudt parti i Tyrkiet.
Kurdisk folkloregruppe
Derfor er fængslingen af Öcalan, PKK’s grundlægger,
en politisk dom, en krænkelse af menneskerettighederne. Menneskerettigheder, som Tyrkiet stadig ser
stort på.
I dag må vi karakterisere Tyrkiet som en fascistisk
stat, som har censur, som fængsler journalister og undertrykker al modstand mod regimet. Det også i det
lys vi skal se retssagen mod Roj – TV, som sender fra
Danmark, på kurdisk. En retssag, som er startet ved
en studehandel mellem statsminister Anders Fogh
Rasmussen og Tyrkiet, for at han kunne blive NATO’s
generalsekretær.
Endnu et eksempel på hvordan terrorlovene begrænser ytringsfriheden.
Med hensyn til PKK er der dog et lille lyspunkt. I april
2013, udtaler Europarådet sig om menneskerettighedssituationen i Tyrkiet, og vil ikke længere kalde
PKK for terrorister, men aktivister.
I dec. 2011 udtaler FN – forbundet: Drop terrorlister.
”EU’s og USA’s stempling af modstandsbevægelser
som >terroristiske< har ført til uskyldige ofre, alvorlige brud på menneskerettighederne, og har skadet arbejdet for fred over hele verden.”
Her i landet og i EU fortsætter man med at sætte organisationer på terrorlisten. Den 22. juli 2013. blev
Libanons Hizbollahs militære afdeling sat på EU’s
terrorliste. Det er mildes talt ligeså tåbeligt, som have
de andre omtalte modstandsorganisationer på terrorlister.
Den stærke mand i Tyrkiet er i dag ministerpræsident
Tayip Erdogan, som har kaldt dem der har deltaget i
de store demonstrationer mod hans store byggeplaner
midt i Ankara, for terrorister.
Er det ikke for nemt for regeringer og magthavere at
kalde enhver opposition for terrorister?
Konsekvenserne ved terrorlister.
Konsekvenserne for de mennesker og organisationer
der havner på lister uden at kunne forsvare sig, er
voldsomme. Det hænger ikke rigtig sammen med, at
enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.
Fangerne, der i årevis har siddet fængslet, og stadig
sidder fængslet i Cuba på Guantanamobasen, er aldrig blevet stillet for en domstol. En frygtelig skæbne
for et uskyldigt menneske.
Eller hvad med dem, der af USA er blevet bortført af
CIA’s hemmelige fly rundt omkring på kloden?
Vi kan ikke vide eller kontrollere om mennesker, der
bliver dræbt i krigen mod terror eller dræbt af droner,
nu også er terrorister, som det påstås. Angreb med
droner er terrorisme.
Mordet på Osama Bin Laden, som fandt sted i Pakistan, kom aldrig for retten. Det kunne jo have afsløret
for mange af USA’s svinestreger.
Det samme gælder Libyens Gaddafi, USA ønskede ingen af dem for en domstol.
Som konsekvens af terror og terrorlovene, bliver overvågningen ubegrænset for de forskellige statslige sikkerhedstjenester. Love og menneskerettigheder bliver tilsidesat. De virkelige forbrydere, regeringer og
statsledere slipper fri, ved at anklage de virkelige helte
som Edward Snowden, Bradley Manning, Wikileaks
grundlægger Julian Assange og danskeren Anders
Kærgaard. Fælles for dem alle er, at de har forsøgt at
afsløre magthavernes løgne, ved at udlevere dokumentation om magtmisbrug og løgn. Dokumentation
om at fanger udleveres til tortur, ulovlig aflytning hele
befolkninger osv.
Hvorfor må offentligheden ikke vide, hvad der foregår, og hvilke krænkelser af menneskerettigheder der
sker? Ovennævnte personer burde hædres, og ikke
straffes.
Hvorfor kan uskyldige mennesker fra Afghanistan
ikke få en retfærdig retssag her i landet, når nu den
danske stat udleverer mennesker til tortur?
Jo, det må de skam gerne, siger udenrigsminister Villy
Søvndal, de skal bare hver betale kr. 40.000,- for at få
lov til det. Hvordan kan fattige mennesker i Afghanistan, med en indtægt på få dollar om dagen få fat i
så mange penge? Ved festlige lejligheder bryster politikerne sig af at ”vi er alle lige for loven”. Er det sandt?
Yderligere et par eksempler fra vor hjemlige andedam.
Tuneserloven: En herboende tuneser mistænkes for at
ville slå tegneren Kurt Westergaard ihjel. Han boede
i Sandholmlejren, men havde lov til at besøge sin familie i Århus. som kun boede ti minutters gang fra
Westergaard hjem.
Der var ikke skyggen af bevis. Han blev ikke anklaget.
Men fik begrænset sin bevægelsesfrihed. Han fik pålagt at melde sig i Sandholmlejren dagligt.
I et hvert retssamfund, vil manden blive stillet for en
dommer. Enten få en dom, eller frikendt. Hvis manden nu viste sig at være et fredeligt menneske, har
ten da gjort alt for, i bedste fald at gøre ham bitter, i
værste fald til terrorist.
Et andet eksempel: Ca. 1400 – 1600 mennesker søger
om statsborgerskab i Danmark. Det viser sig at PET
har én af dem under overvågning. Straks indrykker
Dansk Folkeparti en helsidesannonce i landets største
aviser, med navne på samtlige ansøgere, og beskylder
en af dem for at være mulig terrorist. Jeg har altid fået
den opfattelse, at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Nu beskylder, og mistænkeliggøres 15 –
sta1600 mennesker for at være terrorister.
Svineri, og krænkelse af menneskerettighederne.
Det burde være mere retfærdigt om de virkelige mordere og krigsforbrydere bliver stillet for retten. Statslederne fra Danmark, England, USA og andre lande i
koalitionen af alliancen i ”krig mod Terror.”
Deres krigeriske adfærd de sidste to årtier, har skabt
endnu flere potentielle terrorister, ved at skabe endnu
mere har til det såkaldte ”internationale samfund.”
Frihedens længsel
Vi kender jo magten og ved, hvad den vil,
når ret efter ret den begraver;
de rige må slet ingen ting komme til!
Dertil har de trælle og slaver.
Et frihedsmuseum kan stikkes i brand,
og modstandsfolk sættes i fængsel.
Dog ved jeg, hvad ingen magt trælbinde kan:
Frihedens ubændige længsel!
Erwin Neutzsky-Wulff.
Frihedsmuseet er modstandsbevægelsens museum!
Udtalelse
København d. 14. juni 2013.
Féderation Internationale des Résistants –
Association Antifasciste (FIR).
FIR/Danmark:
v/ formand, Anton Nielsen
Møllevej 17
3650 Ølstykke.
Tlf. 4717 9069.
E-mail: anton.nielsen@mail.tele.dk
Til
Kulturministeren, direktøren for Nationalmuseet og pressen.
Natten til søndag d. 28. april nedbrændte Frihedsmuseet. Der var så vidt vides ingen vidner – og der var ingen
vagter. Den sidste vagt gik sin runde d. 1. januar 2010, så blev han sparet væk.
Det blev hurtigt klart, at branden var påsat, men indtil nu står politiet som sædvanlig uden spor af brandstifterne. En anonym person har udlovet en dusør på 100.000,- kroner til sagens opklaring, uden at det endnu
har ført til noget.
Måske har politiet også denne gang – som adskillige gange tidligere – sat kikkerten for det blinde øje? Som
for eksempel når mindesmærker for de faldne i modstandskampen – som mindesmærket for de faldne kommunister, der står klods op af det nu nedbrændte Frihedsmuseum – er blevet skændet med hagekors og overhældt med maling.
Eller skal der gå 20 år, som tilfældet har været i bombesagen fra Søllerødgade, før politiet foretager sig noget
og retter blikket mod de fascistiske kræfter, som i disse år huserer i hele Europa – også i Danmark?
Det håber vi ikke – men vi frygter det!
At Frihedsmuseet skal genopbygges i samme arkitektur og med det samme indhold , derom ingen tvivl – i
hvert fald ikke hos os.
Men vi er klar over, at andre ser branden, som en mulighed for at ændre museets indhold – som længe har
været en sten i skoen for disse koldkrigere – så det kommer i overensstemmelse med deres syn på modstandskampen og deres reaktionære politiske holdninger i dagens Danmark.
Vi må på det kraftigste advare såvel Kulturministeriet som Nationalmuseet mod at følge disse reaktionære,
antidemokratiske kræfter. Det ville være i strid med alt hvad modstandsbevægelsen stod for – og museet er
modstandsbevægelsens museum.
At ændre det, vil være endnu et historisk bedrageri mod alle dem, som gav deres liv for Danmarks frihed.
Anton Nielsen formand for FIR
Det skjulte folkedrab
Af Lilli Rodeck
Gennem menneskehedens historie har folkedrab været brugt som redskab enten til erobring eller til kontrol af egen befolkning. Det er denne metode til at
kontrollere egen befolkning, denne artikel vil handle
om.
Da HIV blev opdaget i 80’erne gik verdens forskere i
gang med at finde medicin, som enten kunne holde
HIV- ramte raske, eller som kunne forebygge denne
voldsomme sygdom. I Europa og USA fandt man efter
nogle år antivirale medikamenter, som formår at give
de sygdomsramte forventninger om et langt liv. Men
denne udvikling gik uden om Afrika, da medicinen er
meget dyr. Dog sørgede både enkeltpersoner og organisationer for, at medicinen blev givet i områder, hvor
HIV var særlig udbredt.
Men da HIV er hovedsagelig en seksuel overført sygdom, stødte læger og andre ind i problemer. Især katolikker var imod den simple forebyggelse i form af
kondomer. Men i de fleste afrikanske lande ses dog en
bedring i behandling af HIV og AIDS.
Der er dog undtagelser. Den mest berømte er Sydafrika, hvor den forrige præsident Mbeki mente, at HIV
og AIDS skulle behandles med lokal medicin som ingen virkning havde. Den samme Mbeki var den, der
forhandlede økonomi efter apartheid. Han forhindrede en omfordeling af jorden. Mbeki havde studeret i
USA og var fortaler for Milton Friedmanns ideer om
markedskræfternes frie spil.
Hvor mange Mbekis krav til behandling af HIV og
AIDS slog ihjel i Sydafrika, vides ikke. Men mange
børn blev født med HIV grundet hans vejledning.
Gambias præsident ved at ”helbrede” en mand med
AIDS!
Et andet land, hvor præsidenten bruger HIV og
AIDS til mord på egen befolkning, er Gambia.
Præsident Jammeh ”helbreder” HIV og AIDS om
torsdagen. Og de mennesker, han behandler med
lokale urter, tror de bliver raske og kan derved gå ud
og smitte andre eller værre endnu, smitte deres børn,
enten gennem fødsler eller ved amning. Og selvom
kun 2 % af landets befolkning er smittet, kan præsidentens behandling øge antallet af smittede.
Præsidenten planlægger at bygge et sygehus, som
udelukkende vil behandle AIDS-patienter med hans
hjemmelavede remedier. Og præsidentens motiv
ligger nok i sygdommens smittemetode, som i hans
øjne gør de smittede skyldige i at have brudt Koranens bud. At flere så bliver smittet grundet hans
behandling, er han ligeglad med.
På Royal Victoria Hospital i Banjul, hovedstaden i
Gambia, findes en afdeling fyldt op med præsidentens patienter, som uden rigtig lægebehandling ligger
og dør. Her ligger mænd, kvinder og børn, som troede på præsidentens løfter.
Hvor er lægerne henne i dette skjulte folkedrab? De
har det uhyggelige valg, enten at tie stille og få lov til
at behandle andre syge, eller fortælle hvad der sker
og så risikere at forsvinde i et af Jammeh’s hemmelige fængsler, hvor tortur og drab er hverdag. Uden at
ville det, bliver disse læger gidsler i et uhyggeligt spil
om magt.
Hvor mange ud af en befolkning på 1,7 mio. mennesker, som han via hans antivestlige fupmedicin har
dræbt, vides ikke. Men hvis nogen bør bringes for en
domstol for forbrydelser mod menneskeheden er det
Jammeh sammen med Mbeki. At borttage behandling for dødsyge mennesker, som risikerer at bringe
smitte videre, er en avanceret form for folkedrab,
som bør bekæmpes med alle midler!
En frihedskæmpers historie
våben fra Riga til Spaniens havnebyer.
I 1937 flyttede I til Helsingør og du byggede hurtigt et
Af Anette Mørk
partiafdeling op og blev DKP´s folketingskandidat i
Helsingørkredsen, skrev mange artikler til ArbejderKære Eigil Peter Theodor Larsen.
Tusind tak fordi at du var til. Du lod ikke stå til, men bladet og fik studiekredse op at stå i byen. Alt hvad du
kæmpede for dine holdninger, med livet som indsats. satte dig for opnåede du med hårdt arbejde og en stor
Du blev født d. 29. maj 1903 af hørkræmmerdatteren målbevidsthed.
Emilie, som ikke var fin nok til at blive gift med din
far, som var politibetjent og derfor blev hun enlig mor
de første fire år af dit liv, indtil hun traf fyrbøderen
Jens Larsen. Allerede som 9. årig måtte du arbejde, for
at den voksende familie kunne få mad og du begyndte
at gå med aviser, men efter et par år som bud, fik du
job som mælkedreng, hvilket betød at du skulle aflevere flaskerne fra kl.4.00. om morgenen og inden du
gik i skole og efter skole skulle du hjælpe din mor med
at hente stof til de kjoler og frakker, som hun syede i
det lille hjem, på den altid arbejdende symaskine.
Som 14 årig fik du en læreplads som skibsbygger på
Orlogsværftet og der blev du hurtigt optaget af at organisere lærlingene i en klub og da en lærlingekonflikt
brød ud, var du en af organisatorerne. Selvom I tabte
kampen, fik du en indsigt i, at du vidste for lidt, så du
satte dig for at lave studiekredse og som tyveårig havde du altid gang i 4-5 studiekredse og læste alt hvad
du kunne få fingre i om fagbevægelse, socialisme og
kapitalisme.
I 1939 var du overbevist om at DKP måtte blive illeDu tog til København, stiftede familie og var ansat på gale, sådan som Europa så ud, men et flertal i partiet
B & W og blev en af kræfterne bag bladet ”Den røde valgte at de skulle fortsætte med at arbejde legalt, så
revolver”, som angreb værftets ledelse og de ledende længe det var muligt. Da tyskerne besatte Danmark 9.
socialdemokrater, et parti du havde forladt for at bli- april 1940 fortsatte du dit arbejde og udbyggede partive en del af den kommunistiske bevægelse, hvor dine afdelingen i Nordsjælland og som hundrede af andre
evner som organisator blev en værdifuld arbejdskraft. steder rundt om i landet, blev der skabt et grundlag
Èn af de opgaver du fik, var at arrangere demonstra- for det senere ilegale arbejde imod tyskerne. Der gik
tionsoptog og det gjorde du med stor nidkærhed og rygter om en snarlig krig mellem Tyskland og Sovopfandt stjernedemonstrationerne, hvor små demon- jetunionen og alle jer kommunister fik besked på at
strationsoptog skulle møde hinanden til en stor de- det var bedst hvis I ikke opholdt sig på jeres bopæl.
monstration. De mange bække små blev til et hav af Men det gjorde du, Eigil og så blev du arresteret d.
mennesker og det satte politiet på mange prøvelser, 22. juni, 1941 da Tyskland angreb Sovjetunionen og
som de forsøgte at stoppe ved at sætte det ridende poli- sendt til lejren i Horserød, sammen med mange kendti ind. Du og dine kammerater var kreative tænkende, te og ukendte kammerater. Senere vedtog et enigt
så I oprettede Arbejderværnet. De havde uniform på folketing, i strid med Grundloven ”Kommunistloog gik altid forrest, bagerst og på siderne af de demon- ven”, som legaliserede jeres fangeskab. År senere læste
strerende og beskyttede dem. Hvis politiet forsøgte at du politiets arkiv på dig: ”Han er en ivrig tilhænger
trænge gennem Arbejderværnet maste Værnet sig af kommunismen, er meget aggressiv og hensynsløs.
gennem uniformer og heste, som en menneskelig bo- Han indtager en ledende og agitatorisk stilling i parremaskine, så demonstranterne kunne passere og ofte tiet. Er en fremragende taler. Ret kundskabsrig og bemåtte politiet give op. Det var også Arbejderværnet, læst” Arkivet var oprettet før besættelsen! De mange
som senere dannede grundstammen i KOPA, som se- hundrede som blev politisk arresteret blev fremstillet
nere blev til BOPA, sammen med de Spaniensfrivillige i lukkede retsmøder og på få minutter blev det afgjort
– men det var senere.
at de skulle være fængslet eller interneret. Det er en af
De Spaniensfrivillige havde du stiftet bekendtskab de store grimme pletter på de politifolk som deltog og
med, da du sejlede med krudtbådene, som sejlede
ikke mindst hele det danske folketing og justitsmini
ning, dersom jeg ”ikke straks tilstod en masse ting, da
Gestapo var i bygningen”. At jeg intet tilstod ved enhver som det angår. Senere blev jeg overført til KZ-lejren Horserød, hvor daværende inspektør Bentzen,
som brugte samme metoder og trusler som politiet
i Helsingør. At jeg slap bort fra Horserød Lejren og
ikke kom til Tyskland og døde der – som mange af
mine kammerater – var bestemt ikke inspektør Bentzen skyld. Men det er en hel anden historie. ”Hesten” ”
Du havde været klog da du fik taget dit billede af politiet ved din arrestation. Du havde smurt tandpasta i
håret og havde sat tyggegummi fast foran tænderne i
overmunden, så når politiet viste dit foto, kunne ingen kende dig og det var dét billede som blev brugt,
da Statsadvokaten satte store annoncer op i aviserne
og udlovende en dusør på først 5000,-kr., som senere
blev sat op til 10.000,-kr.
De var bange for dig, Eigil og det havde de også god
grund til, for du fortsatte kampen og i bogen ”Vi skrev
loven” af Carl Madsen, skriver han: ”Sabotagen ventede på sin organisator. Eigil Larsen blev organisatoren
af sabotagen”. Bogen er i øvrigt tilegnet Hesten – et af
dine mange navne.
Dine store evner som organisator betød at KOPA
(KOmmunistiske Partisaner), men da englænderne
ikke ville levere våben til kommunister og de som
ikke var kommunister ville samarbejde med ”de røde”,
blev navnet ændret til BOPA (BOrgerlige Partisaner).
Du skrev ”Kogebogen”, i sommeren og efteråret 42.
Den var fyldt med gode råd til sabotage, opskrifter på
hjemmelavede bomber, generelle henstillinger til sikTunnelen i Horserød!
kerhedsanvisninger, og hvorledes aktioner kunne udI. juni var alt klart til flugt og partiledelsen beslutte- føres og anvisninger på hvorledes der blev skabt mest
de hvilke fem fanger, som først skulle flygte. De fire ødelæggelse ved jernbanesabotage.
blev fanget igen i skovene omkring Horserød og kun
én slap bort og dagen efter måtte I alle til afhøring,
indtil I om aftenen kunne gå tilbage til jeres kamre
i barakkerne og din tunnel på dit kammer. Den forhadte fængelsinspektør Bentzen og hans lakajer havde endnu ikke fundet frem til, hvordan de fem fanger
var kommet ud af lejren. Men det ville kun være et
spørgsmål om tid, inden de fandt tunnelsen, så samme nat kravlede du gennem tunnelen og ud til friheden, som en af Danmarks mest eftersøgte mænd. Din
flugt betød at alle de andre i lejren, blev kørt til Vestre Fængsel i København, mens betjente med hunde
eftersøgte Nordsjælland og alt disponibelt mandskab
blev sat ind. Du var heldig – dine kammerater blev
Jernbanesabotage
sendt til koncentrationslejren Stutthof, hvor 22 ikke
kom hjem igen og de overlevende fik aldrig et normalt Din kogebog blev sendt til Aalborg, Aarhus, Odense
liv igen på grund af deres oplevelser. Senere skrev du i og Esbjerg og du beholdt et par eksemplarer i Købenom opholdet: ”I øvrigt har jeg også været i KZ-lejr. Jeg havn, hvor du flittigt delte ud af din viden og bare få
dage efter din flugt fra Horserød, var du i gang med de
blev arresteret 22. juni 1941 og blev truet med skyd
ster Thune Jacobsen.
Du blev overført til Horserød-lejren og hurtigt blev
du tillidsmænd for de ca. hundrede kammerater som
var i lejren. Der kom din evne til at handle til udtryk
i en af de frækkeste fangeflugter som er udført fra et
dansk fængsel. 5. april 1942 skærer du med barberblade en lem i gulvet i din barak og via et hulrum på en
meter, begynder du udgravningen af en tunnel, med
en kulskovl og et stemmejern og 44 dage senere er
tunnelen færdig, som skal føre jer ud på den anden
side hegnet rundt lejren.
første aktioner mod den tyske besættelsesmagt. BOPA
blev opbygget med kontakterne fra det gamle Arbejderværn og de Spaniensfrivillige og BOPA blev moderorganisationen for de senere grupperinger som
f.eks. AMPA – Amager Partisaner, Holger Danske
m.fl.
I december 1942 var du leder af BOPA, Kaj Nielsen
var næstkommenderende og Villy Olsen (omtalt i Antifascistisk Forum nr. 2. 2013) og Viktor Larsen var
gruppeledere. De to sidstnævnte havde tremandsgrupper og der blev udbygget et system af undergrupper – hvoraf mange kun var 17-18 år. Det var godt
organiseret og I udførte både dag og natangreb og for
hver aktion forlagte du at få på skrift hvor mange som
var med, hvordan de var kommet ind i f.eks. en virksomhed, hvor meget sprængstof der var anvendt, hvor
sprængstoffet var placeret og du begynder at trykke
historierne om aktionerne i illegale blade. I får befolkningens sympati og flere strømmer til for at deltage i
modstandsgrupperne. Politi jagtede nidkært sabotører og stikkere var en stor trussel, så du oprettede særlige grupper som skulle likvidere de værste stikkere.
En af de mange rapporter så således ud (fra Villy Olsen til Eigil): ” Folkene mødes på Cafe´Tagensborg kl.
22. 00. Syv mand. Alle mødte præcis. Vi begav os over
til stedet, hvor sprængstoffet lå. Her tog vi en sidste
gennemgang over fordelingen af arbejdet. Kl. 22.45
begav vi os til fabrikken. Kl. 22.50. kom den mand
vi skulle følges med ind. Han blev holdt op, men begyndte at råbe, så han blev slået ned. Vi ringede på hos
portneren. Da han kom ud, blev han holdt op, og vi
fik af ham de nøjagtige oplysninger over de folk, der
arbejdede på fabrikken. Vi gik over i bakelitfabrikken
og holdt de daværende arbejdere op. Alle disse blev
flyttet over i brandvagtens hus, hvor to mand passede på dem. Imens blev de forskellige sprængladninger
anbragt på i forvejen planlagte steder. Kl.00.15. var alt
færdigt. (og således forsætter korte bemærkninger om
hvor og hvornår alt blev ødelagt af sprængningerne)”
Knudsen meddeler at skaden er 1,5 mil,-kr. og det vil
tage tre måneder, før man atter kan komme i gang. Arbejderne får i mellemtiden understøttelse fra arbejdsløshedskassen. Under aktionen lavede de to mand,
der holdt vagt over arbejderne kaffe til 16 mand, samt
rullede cigaretter. De forbandt ham de havde slået ned
og sørgede i det hele taget for, at alle befandt sig vel.
Dette er de blevet rost for meget bagefter ………(og
så følger ellers et mindre afsnit om Villy og hans maskinpistol) ”
Men Eigil: I sidste halvdel af 1943 havde de tyske og
danske nazister opbygget et netværk af stikkere og
mange modstandsgrupper blev ødelagt. Størstedelen
af stikkerne gjorde angav ikke deres landsmænd af
ideologiske årsager, men alene for usle penge. Alt blev
betalt for: Nedsættende bemærkninger om besættelsesmagten gav et mindre beløb ved angiveri, mens
angivelse af modstandsfolk gav et pænt stort beløb.
BOPA fik på samme tid kontakter til fængselsvæsenet, politiet, telefonhuse, posthuse og andre offentlige myndigheder, hvilket var en stor gevinst for modstandsgrupperne, men også en yderst risikabel affære.
Det kostede liv i modstandsgrupperne, men også for
stikkerne. En af de værste stikkere var ”Hestetyven”
Rudolf Christiansen, som havde specialiseret sig i at
kende til oplysninger om kommunisterne politiske arbejde og var justitsministers Thune Jacobsen nærmeste forbindelse. ”Hestetyven” blev betalt for oplysninger og for at starte provokationer. Han var også tysk
spion. Og de store pengebeløb han modtog fik han
fra daværende trafikminister Gunner Larsens kontor
i F.L. Smidth koncernen. Han måtte likvideres og den
20. april på Hitlers fødselsdag blev ”Hestetyven” likvideret.
Tyskernes rapport om samme aktion ser således ud:
”Abteilung Wehrwirtschaft 23. – 24. august 1943, fa.
Laur. Knudsen, København, Haraldsgade. Otte bevæbnede sabotører trængte ind i virksomheden, og
lagde fem sprængbunker, hvoraf fire transformatorer
blev ødelagt. Fabriksvagter og 12 arbejdere overmandet. Firmaet har værnemagtsopgaver”
Men du havde altid kommentarer til det skrevne, så til
denne rapport skrev du: ” En ingeniør på Lauritz
Hestetyven!
Du vidste at det var nødvendigt at likvidere ”Hestetyven” – som med så mange andre, som forrådte de
danske mænd og kvinder, som så hvad nazismen var
og hvad det ville betyde for menneskeheden, hvis den
økonomiske politik og det menneskesyn skulle blive
en del af verdensordenen. Du skriver om likvideringen, efter I havde lokaliseret ham til hans stamværtshus: ”Rosengården” i Indre by – København: ” Kammeraterne tog opstilling, to i hver sin ende af gaden.
Martin og jeg gik ind. Værtshuset var stuvende fuldt.
Vi orienterede os i et par sekunder. Han sad ved baren
og raflede. Så snart det første skud lød, begyndte han
at skrige. Han forsøgte forgæves at trække sin pistol,
men det blev kun til et falmende greb til brystlommen. Ved hvert skud rystede hans krop og hans ben
sprællede. Til sidst væltede den høje barstol bagover,
og en mand greb ham, idet han faldt mod gulvet. Han
skreg stadigvæk. Hans ansigt var frygteligt fortrukkent. På grund af manden der havde grebet ham, og
som stadig holdt ham om hovedet, kunne vi ikke ramme ham der. Så vi gav ham de sidste to skud i brystet.
Han blev ramt af syv skud af kaliber 7,65.”
I Frihedskæmpere kæmpede en brav kamp, mod besættelsesmagten, stikkerne, for at redde kammerater
og hjælpe de som skulle væk. Nogen gange gik det
godt, andre gange ikke. Nogle gjorde selvmord, når
ingen udvej var mulig – andre blev udsat for omfattende tortur. En mishandling som var så smertefuld at
enkelte måtte overgive sig og sladre om sine kammerater, hvilket betød liv. Sådan var det i Holbæk! BOPA
skulle sprænge et hørskætteri i luften, hvor hele produktionen gik til tyskerne. Men omfattende tortur betød at tyskerne kendte til aktionen. Pludselig blev der
skudt på gruppen og Harry Plambech bliver ramt alvorligt og bliver lam i venstre hofte og ben. Han bliver
båret ned til standen og da alle igen er samlet, flygter
I via en båd, tæt forfulgt af kystvagten, så der er ingen
anden mulighed end igen at søge på land og forsøge
at flygte af den vej. Plambech vil ikke med. Han siger,
at ingen har en chance hvis de skal bære på ham og
mens de andre slipper væk, skyder han sig selv lige før
politiet og militæret nåede frem til ham.
Døddomme hænger over jer alle og I ved at jeres frihedskamp hver en time kan koste jer livet. Jeres liv bliver afsluttet, men kampen fortsætter med nye kræfter.
Nogle ender op i en kort artikel i en avis og f.eks. skrev
Politiken om en henrettelse således d. 23. nov. 1943:
”Svend Eduard Rasmussen f. 30. 12. 1902 er dømt til
døden for i løbet af det sidste år at have forøvet gentagne sprængstofattentater overfor fabriksvirksomheder, transportmidler og jernbaneanlæg og derved i
betydelig udstrækning at have udsat menneskeliv og
ejendom i fare. Dødsdommen er fuldbyrdet i dag”. Og
videre: ” Fordi at de forbryderiske anslag ikke blot
over for medlemmer af værnemagten og værnemagtens ejendom, men også over for danske menneskeliv
og dansk ejendom i den sidste tid er taget således til, at
mildhed ikke mere er på sin plads, men forbrydelser
af denne art skal straffes hårdt” De skød Svend Eduard
Rasmussen i Ryvangen sammen med den 21.årige bagerlærling, Marius Jeppesen fra Randers, som 12 dage
før havde prøvet at geværet fra en tysk soldat.
Men du og I var flittige til at forsøge at oplyse. Det
var ikke attentater mod danskere og tilfældigt sabotage. Det var mod de virksomheder som handlede med
besættelsesmagten, mod de danskere som samarbejdede med tyskerne, mod stikkerne, mod at våben og
krigsmateriel skulle nå frem. I prøvede hver gang på
at samle de som arbejdede på virksomhederne i sikkerhed, før I udførte jeres aktioner og det lykkedes i
stor grad – også fordi at de frivilligt lod sig ”evakuere”.
Du krævede disciplin, hvilket fremgår af dette brev til
William Saxtorph: ” Jeg skal anmode dig igen om –
endnu en gang – at samle alle gruppeledere og med
dem gennemgå en række ting. Af de vigtigste skal jeg
nævne: Alle må tie. Ingen må indlede nogen form
for samarbejde, før tilladelse foreligger. Rapporter
må aldeles omgående indsendes. De må være yderst
nøjagtige og på alle måder forståelige. Jeg anbefaler
her at henvise til militæret rapportsystem og metode.
Der må ikke fedtes med stof, når vi har noget. Der må
stadig tages hensyn til danske statsborgeres liv. Gruppen må til fuldt og helt rette sig efter den disciplin,
vi fastsætter, hvad enten det er partimedlemmer eller
partiløse, KU.ére eller hvad de ellers kalder sig. Den
eller de, som ikke vil forstå og følge dette, MÅ gå”. Du
overholdt samme disciplin selv hele livet igennem,
men forlangte det samme af andre. Det var svært at
leve op til Det var forståeligt under besættelsen, da et
enkelt fejltrin eller en persons enkelte dumhed, kunne
betyde liv og død. Og rapporterne blev bedre og er
med til at give jer i den øverste top i BOPA et bedre
overblik. Dagligt udøves der sabotage, i det store eller
de små: Riffelsyndikatet (MÆRSK) , som producerede
våben til tyskerne blev d. 10. maj 1943 udsat for en
sabotageaktion, hvilket fik A.P. Møller til at henvende
sig Politikens Erik Seidenfaden i Stockholm, som blev
bedt om at give London besked på at stoppe sabotagen. Men igen d. 22. juni 1944 blev Riffelsyndikatet
udsat for sabotage, hvor BOPA i samarbejde med tre
vagter brugte 400 kg. sprængstof. Det var den største
mængde sprængstof brugt ved én aktion. Riffelsyndikatet fik aldrig rigtig gang i produktionen igen. Men
hvor sabotagen havde stor betydning for produktionen, havde det ingen betydning for de som var aktionærer, der tjente pænt på deres samarbejde med ty
skerne og levering af tysk krigsmateriel. F.eks. viser
en oversigt fra 1941 – 1943 en pæn på indtjening af
leverancer til den tyske værnemagt at ”Rekylen” lå i
top med et salg på 75 millioner, B. & W. lå som nummer to med 50 millioner, Valby Maskinfabrik med 12
millioner og de næste tre pladser var Atlas, Vølund og
Thomas B. Thrige, hver med 10 millioner. At forsøge
at omregne det til 2013 valuta giver gigantiske beløb i
indtjening.
Riffelsyndikatet!
B & W fik I også ram på – I var blevet en stabil organisation, som intet overlod til tilfældighederne. Den
tyske rapport om en af jeres aktioner er kortfattet: ”
21. dec. 1943 kl. 07.07. blev maskinhus på B & W værket, såvel som forvaltningsafdeling og strøm – og varmeanlæg sprængt. Virksomheden ligger stille på ubestemt tid. Ukendte mænd råbte til maskinmesteren
ved arbejdstidens begyndelse kl.07.00. ”Pas på! Det
eksploderer snart! Der fandtes intet spor af sabotørerne, Skadeskøn og hvornår virksomheden kan komme
i gang igen er endnu ikke bekendt”.
En måned senere er I igen på B & W og den tyske
rapport om det angreb fastslår at værftet er ”Svært
beskadiget”. Næsten hver nat og endda også i dagtimerne – havde I gang i sabotageaktioner: Intet var for
småt eller for stort, men det tyndede ud i jeres rækker.
I september 1943 var fem af lederne i BOPA arresteret
og tre andre BOPA folk blev lokket i en fælde. To blev
straks dræbt og en person blev efter frygtelige pinsler henrettet. Så i starten af 1944 skulle flere grupper
bygges op på ny, med nye ledere og nye folk. – og du
svigter dine egne principper og forsøger på egen hånd
at handle med Gestapo i et forgæves forsøg på at få
frigivet dine kammerater, hvilket betød at du med
øjeblikkelig virkning fik frataget ledelsesfunktionen.
Knud Børge Jensen skriver om episoden: ” Eigil bildte
Gestapo ind, at han havde magt til at stoppe sabotagen, hvis de ville løslade de em sabotørledere.
f Der foregik nogle forhandlinger på Skovshoved Hotel mellem Gestapofolkene Bunke og Hoffmann og direktør Østberg, samtidig med en af vores forbindelsesfolk. Et stort apparat var sat i gang, men der kom ikke
noget ud af det. Partiet mente, det var forkert af Eigil
at forhandle med tyskerne på egen hånd. Derfor satte
Houmann ham fra bestillingen, og matros Svend Nielsen afløste ham som daglig leder af BOPA.”. Og Børge
Houmann tilføjer: ” Eigils løfte om at stoppe sabotagen
var ikke aftalt i partiet, i Frihedsrådet eller med andre
organisationer inden for modstandsbevægelsen. Det
var helt hans eget påfund. Det er begrundelsen for at
Eigil ikke længere kan være leder af BOPA”. Mange
andre ville sandsynligvis også have handlet som dig.
Det var jo de kammerater som var tættest på dig, som
var taget. Der bliver skrevet nogle skrappe breve frem
og tilbage, mellem jer som er tilbage i BOPA, men tingene falder til ro og du er i gang igen: I BOPA, men
ikke som leder og du kaster dig med omhu ud i opgaverne med den ilegale presse, pjecer og oplysning til
befolkningen. Imens fortsatte sabotagen: ”Globusaktionen” – A/S Globus, på Roskildevej, som lavede haleror til de tyske bombemaskiner. ”Kløvermarksaktionen”, hvor de tyske flyvertropper havde værksted på
Amager, og på et væld af mindre virksomheder – alle
som en var tyskervenlige og afsporing af togmateriel.
Aktionen mod Globus gav genlyd i hele Europa og fra
de allieredes hæres øverstkommanderende i Europa
indløb et lykønskningstelegram: ”Congratulations to
danish saboteurs” – telegrammet var underskrevet
SHAEF (invasionsstyrkernes hovedkvarter i Europa)
Den danske modstandsbevægelse blev kaldt for den
bedst organiserede og blev hyldet for den store indsats og betydning I havde for kampen mod nazismen.
Årtier senere blev jeres indsats udsat for historieforfalskning og der blev ligefrem påstået og skrevet, at
modstandskampen havde været uden betydning. Det
gjorde dig rasende, Eigil – for at sige det mildt. – Og
resultatet blev at du ikke ville have at et eneste af dine
papirer og notater, måtte give til de offentlige myndigheder som Det Kongelige Bibliotek eller Rigsarkivet.
Din søn, Leif, blev journalist og var med til at starte
”Dokumentationscentret mod historieforfalskning”.
Det var Aalholms Plads scenen, som ryddede godt
ud i organisationen og som vidner om hvor stort et
stykke arbejde du og andre gjorde, for at finde frem til
stikkere og likvidere dem. BOPA´s Knud Børge Jensen beskriver en dag i januar således: ”Mødestedet var
Aalholm Plads. BOPA havde vel mobiliseret 15 mand.
Da vi forlod pladsen, blev en af sabotørerne genkendt
af en lædervarefabrikant, som han havde lavet sabotage hos. Fabrikanten fulgte efter ham og fik dansk politi til at anholde ham. Fem af os tog en sporvogn til fra
Aalholm Plads til café ”Oehlenschlæger” i Állegade på
Frederiksberg. Et kvarter efter blev vi arresteret, kom
i forhør og tysk tugthus.” En af de tilfangetagne Victor
Mehl blev fire måneder senere d. 9. august 1944, kørt
ud til Lauring Mose ved Roskilde landevej sammen
med 10 andre unge mænd og myrdet af tyskerne, hvilket udløste en 24 timers generalstrejke i hele landet.
De blev skudt som hævn for stikkerdrabet på Robert
Sustman Ment, som havde mange fængslede og dræbte modstandsfolk på samvittigheden. Politiets rapport
om stikkerdrabet er kortfattet: ”Det er oplyst at Ment
(f. 26.2.1902) den pågældende aften kom fra sin bopæl og på en linie 16 var på vej til Shellhuset, hvor
han gjorde tjeneste i det tyske sikkerhedspoliti som
S.S. Oberstscharführer. Han stod på motorvognens
forperron med front mod vognens indre. Hustruen
oplyser at han altid stod med ansigtet mod indstigningen, således at han nøje kunne se, hvem der var med
samme sporvogn. De to gerningsmænd var steget på
sporvognen ved hjørnet af Griffenfeldtsgade og opholdt sig på bagperronen i motorvognen, hvorfra de
gik frem gennem vognen ved Blaagaardsgade. Døren
mellem perronen og vognens indre stod åben, og den
ene mandsperson tog nu en pistol frem og affyrede et
skud mod Ment.
Shellhuset i flammer
Skuddet ramte ham i venstre øje med udskudsåbning
i nakken. Ment faldt om for fødderne af nogle kvindelige passagerer, således at hovedet nærmest hvilte på
tronet ind til vognen, mens den øvrige krop lå på perronen. Ham der skød signaliseres: 18- 20 år, alm. højde og bygning, muligt begyndende lille overskæg, lys
skjorte og korte brune benklæder, og ham, den medfølgende: ca. 28 år, 170 cm. høj, tætbygget, opstrøget
hår, blond, bred næse, fyldige læber, iført mørk meleret maximaltøj. Intet hovedtøj. På sporvognens forperron blev der fundet et projektil 9 mm.”
I levede en farlig tilværelse – med livet som indsats
hver dag og hver en time.
5. maj. 1945 afsluttes kapitlet.
Du blev ansat på partikontoret, som en af de faglige
ledere og da DKP overtog Hotel Fønix, fulgte du og
det faglige sekretariat med. Men den hårde tone og
disciplin du havde anlagt dig kunne du ikke fralægge
dig igen. Du mødte tidligt om morgenen og sluttede
sent om aftenen og forlagte det samme af alle andre.
Der kom flere og flere klager over din opførsel og du
tabte ofte besindelsen og skældte ud uden en påviselig
grund. Det nervepres du havde været udsat for, gjorde
at du som mange af modstandsfolkene fik et vanskeligt sind. Dengang var der jo ikke fokus på psykisk belastning og de mange døde. Besættelsen var overstået
og fortid. I 1951 søgte du væk fra sekretariatet og blev
ansat som smed på B & W. Der gik du straks i gang
med at organisere det faglige arbejde, men det gik
galt. En ingeniør fra Helsingør skibsværft genkendte
dig som kommunist og ”ballademager” og forlangte
at du blev fyret. – Og det blev du og værftets skrev: ”
At afskedigelsen af kleinsmed Eigil Larsen alene var
begrundet med, at man ikke ønskede at beskæftige
pågældende arbejder”. Du var blacklistet. Du fik et nyt
arbejde som pladesmed på Amager, men allerede som
55 årig var du slidt op. Du forsøgte at fortsætte med at
arbejde, men hjertet gav dig mange hospitalsindlæggelser og du led af voldsom søvnløshed, som du selv
mente var en bivirkning fra besættelsestiden: ”Den
stadige eftersøgning, offentliggørelse af mit fotografi med udlovelse af dusør for min pågribelse, gjorde
nervepresset værre og værre. Hertil kom manglen på
søvn i det illegale arbejde og til stadighed skifte bopæl. I dag er jeg stærkt lidende af søvnløshed”.
Nu skulle du tage kampen op med myndighederne og
deres nedladende behandling af krigens ofre. Mange
fik tilkendt 15 % invaliderente - nogle mere, andre
mindre, men fælles for jer alle var at I skulle kunne
arbejde ved siden af, for at økonomien kunne hænge
sammen. Du fik 50 % i invaliderente og du fik erstatning efter i henhold til afsnit 1, om lov af 1. oktober
1945 om erstatning til besættelsestidens ofre – som
direktoratets ellers afviste mange skadelidte med, ud
fra begrundelsen at den fastsatte frist var to år efter
lovens iværktræden, men der kunne dispenseres og
det gjorde de i dit tilfælde. Men det var igen en kamp
du måtte kæmpe – med dit skrantende helbred. Kendelsen lød: ”Af de stedfundne undersøgelser fremgår
det, at pågældende foruden de fysisk, manifesterende
lidelser har symptomer af nevøs, angstpræget karakter, der står i forbindelse med hans oplevelser under
besættelsestiden. Ulykkeforsikringsrådet finder, at
den hos Eigil Peter Theodor Larsen forefundne nervøse lidelse må antages at skyldtes de forhold, han har
været udsat for under besættelsen, samt at denne lidelse har efterladt følger, der berettiger til erstatning.
Rådet finder derfor fornødent grundlag for at bortse
fra lovens anmeldelsesfrist”. Du skriver i et brev til en
ven, de år du kæmpede for din ret: ” Jeg bliver under
ingen omstændigheder raskere – tværtimod er nerverne blevet værre. Fejlen er, at jeg har gået for længe,
før jeg blev tvunget til at give op, men det forstår bureaukrater og demagoger ikke. I deres øjne er og bliver
folk dovne”
I 1963 var dit helbred så dårligt at en kammerat skrev
et brev om din situation: ”Jeg besøgte vores gamle
ven Eigil i Hans Tavsens gade fornylig og jeg fandt
ham foruroligende svækket. Han bevæger sig uhyre
langsomt, må ligge det meste af dagen og befinder sig
øjensynligt på et lavpunkt i sit helbred, der muligvis
skyldes hans hjertelidelse og psykiske tilstand, men
måske også har forbindelse med at han lider simpel
mangel og dårlig eller slet ingen pasning. En vanskelighed er og har længe været hans boligforhold, fordi
den er på 5. sal, med en stejl trappe, som han er ca. et
kvarter om at komme nedad. Manglen på hjælp i det
daglige har under den sidste tids forværring af sygdommen bevirket at han praktisk talt ikke får mad.
Han er blevet meget mager og hans normale gode humør og gæve væsen, kan ikke skjule hans tilstand af
afkræftethed. Fru M. Kampmann, som har haft værelse i lejligheden i vinter, men nu har fået egen bolig,
kan bekræfte disse oplysninger. Ellers skal det jo være
gavnligt for hjertepatienter at de ikke vejer for meget,
men det sker jo når syge og gamle vænner sig af med
at spise ordentligt og regelmæssigt, at de helt taber lysten dertil, og klarer sig med ganske lidt i ny og næ, så
de til sidst ikke kan have et nærende måltid i sig.
Jeg tror, at det er ved at komme så vidt med Eigil. Me
get ville være bedre, hvis han kunne få en stuelejlighed, så han kunne bevæge sig lidt ud, når vejret er til
det – samt syge- eller husmoderhjælp, i hverdagen i
de dårlige perioder, som for tiden. Men det kan ikke
skjules at en væsentlig årsag til hans slette tilstand er
direkte mangel. Han kan ikke som det er gået ham,
klare sig med invalidepensionen alene. Jeg tænker at
vi måske kunne hjælpe ham, med at søge et rekreationsophold ved Gudenåbadet. Der har de også hospitalsforhold, så han kan få lægehjælp på stedet – om
fornødent. Måske få prøvet en egnet medicin og i øvrigt styrkende behandlinger og god kost., så at hans
almentilstand , som for tiden er det elendigste jeg
endnu har set ham i, kan blive forbedret. Jeg forstår
simpelthen ikke at man fra lægeside ikke har kunnet
skimte en forbindelse mellem hans ødelagte hjerte og
helbred efter hans treårsliv som illegal, med det ledende ansvar i det militære arbejde, de store belastninger, de mange døde og en pris på hans hoved. Det kan
da nogenlunde svare til hjertedårligheder hos gamle
frontofficerer fra de to verdenskrige”.
Du kom på benene igen, Eigil – med gode kammeraters hjælp og foreningen ”Sammensluttede af erhvervshæmmede fra frihedskampen”. Hvis myndighederne skulle have trådt til, ville de have lagt dig i
graven. Du kom på rekreation i et par måneder og
genvandt dine kræfter, en ny lejlighed fik du aldrig.
– og du fik en ny livsopgave: At forsøge at hjælpe tidligere modstandsfolk til pension, når de ligesom dig
selv, blev uarbejdsdygtige og syge. Og du ”holdt kontor” hvor mange af medborgere fra Nørrebro, kunne
komme og få gode råd, fordi du altid satte dig godt ind
i de ting du beskæftigede dig med, men som årene gik
blev hospitalsopholdende hyppigere. En af de ophold
endte med en rekreation i Skodsborg, hvor du døde to
dage efter ankomsten d. 26. februar 1972. Du blev 69
år gammel.
På verdenshavene af Hellen Gade
På verdenshavene
fragter skibsredere
våben
De sovende
vender sig
på skrigende
lagner
VENSKABSFORENINGEN
DANMARK – DEN DEMOKRATISKE FOLKEREPUBLIK KOREA
c/o A. Kristensen, Løngangstræde 23, 4.th., 1468 København K. Tlf. 33 14 15 26. Mobil 23 69 07 80
E-mail: dk-korea@inform.dk Hjemmeside: dk-korea.dk
København, den 21. juli 2013
Til pressen:
Erstat våbenhvileaftalen med en fredsaftale i Korea – Danmark ud af Sydkorea.
Venskabsforeningen Danmark-Den Demokratiske Folkerepublik Korea sender i dag en delegation på 5 medlemmer af sted på besøg i DDF Korea. Den danske delegation skal under besøget deltage i en række arrangementer i DDF Korea, der markerer 60-årsdagen for underskrivelsen af våbenhvileaftale den 27. juli 1953. Det
var dengang første gang i historien verden oplevede en folkelig sejr over USA’s enorme militærmagt – en sejr
som bl.a. senere sås gentaget af det vietnamesiske folk med afslutningen på Vietnamkrigen.
Delegationen medbringer også for 23.000 kr. humanitære bistandsgaver fra Nordkoreaindsamlingen til landsbyen Unha-ri i Onchon i Sydpyonganprovinsen.
60-årsdagen for Koreakrigens afslutning giver samtidig anledning til alvorlig eftertanke – over 3 millioner civile koreanere i den nordlige halvdel af landet blev myrdet. Det skete ved USA’s tæppebombardementer med
sprængtonnage større end det samlede forbrug under hele 2. verdenskrig. Det nordlige Korea lå totalt i ruiner.
Delingen af Korea, som blev foretaget af stormagter hen over hovedet på koreanerne i 1945, blev med krigens
afslutning cementeret mere end nogen sinde, og splittelsen og konfrontationen på Koreahalvøen er holdt i live
i de 60 år siden krigens afslutning. Det husker vi alle tydelige – også aktuelle - eksempler på op igennem Koreas
moderne historie.
Der er gået 60 år med en tilstand af hverken fred eller direkte krig i Korea. Våbenhvileaftalen er den længst
varende af slagsen, der aldrig er afsluttet med en egentlig fredsaftale. DDF Korea har gentagne gange foreslået
USA at forhandle en fredsaftale i Korea og en sikkerhedsmekanisme – herunder atomafrustning på hele Koreahalvøen. Men alle disse forslag er blevet afvist eller ignoreret af USA.
USA står i spidsen for en stor såkaldt ”FN-kommando” (læs: USA-kommando) i Sydkorea, der sammen med
Sydkoreas militær afholder tilbagevendende krigsøvelser vendt imod DDF Korea med indøvelse af angreb og
invasion mod Nord. Det er krigsøvelser, der oppisker farlige konfrontationer i Korea til det yderste. ”FN-kommandoen” blev skabt af USA i FN’s Sikkerhedsråd i 1950 under omstændigheder, der må betegnes som politisk svindel. Således vedtog et flertal af medlemslande på FN’s generalforsamling i november 1975 også en
resolution om, at alle udenlandske tropper i Sydkorea under FN’s flag skal trækkes ud af landet og kommandoen under FN’s flag skal opløses. Det har USA dog lodret ignoreret. USA har i strid med våbenhvileaftalen
tværtimod oprustet i Sydkorea med stadigt mere avancerede våben, og stadig flere lande er søgt inddraget i
”FN-kommandoen” i Sydkorea. Siden 2009 har det danske forsvar således også haft officerer fast stationeret
under ”FN-kommandoen” efter ønske fra USA. Ligeledes deltager et udvidet antal danske officerer i de store
tilbagevendende krigsøvelser i Sydkorea.
Vi finder, at ”FN-kommandoen” i Sydkorea er medvirkende til at trække konflikten og konfrontationen i Korea i langdrag. USA har ingen interesse i en koreansk fredsaftale, idet en sådan vil fjerne ethvert grundlag for
eksistensen af ”FN-kommandoen” i Sydkorea.
Vi vil derfor benytte 60-årsdagen for våbenhvilen i Korea til at opfordre til genoptagelse af dialogen i Korea
om en fredsaftale, om opløsning af ”FN-kommandoen”, atomafrustning og fredssikring på Koreahalvøen. Vi
opfordrer samtidig den danske regering til omgående at bidrage til denne proces ved at trække Danmark ud af
den amerikansk styrede ”FN-kommando” i Sydkorea.
Venskabsforeningens delegation er tilbage i Danmark den 5. august 2013.
Med venlig hilsen
Anders Kristensen, formand
Da folkets vilje blev landets lov
blevet en folkestrejke. Danmarks første. Undtagelsestilstanden ophæves seks dage senere, hvorefter folkestrejken afblæses.
Den 15. august fører tyske provokationer til uroligheder i Odense. Den 19. august bryder folkestrejken
Den 29. august er det 70-årsdagen for de skelsættende ud i Odense. Uroligheder tiltager og breder sig til hele
begivenheder i august 1943 – kendt som augustoprø- byen. Politimesteren udsteder et udgangsforbud, som
ret – oprøret der endeligt gjorde op med det officiel- ingen retter sig efter.
le Danmarks hidtidige hykleri og landsforræderiske
samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt.
Et oprør som også bør vække til politisk eftertanke i
det herrens år 2013, hvor det officielle Danmark igen
er på den gale side - undertrykkernes side.
Af Anton Nielsen.
Den 31. januar 1943 kapitulerede den 6. tyske armé
ved Stalingrad. Det blev begyndelsen til enden for de
nazistiske horder. Den 31. maj kapitulerede general
Rommels tropper ved Al Alamain i Nordafrika. Den
10. juni gik de allierede i land på Sicilien og den 25.
juli faldt Mussolini og den 1. september kapitulerede
Italien.
I februar var Det tredje Riges officielle holdning fortsat, ”at Danmark indtager en særstilling blandt de
besatte lande og betragtes på samme måde som de
neutrale stater. Danmarks suverænitet vil også i dette
forhold forblive uantastet …” osv. osv.. Skulle man tro
regeringen og besættelsesmagten var det den rene idyl
i mønsterprotektoratet.
Men virkeligheden var en anden. Også i Danmark
spidsede situationen til. Det trak op til konfrontation
mellem den danske befolkning på den ene side og den
danske samarbejdsregering og besættelsesmagten på
den anden.
August 1943
I forårsmånederne var sabotagen tiltaget. Den første
danske sabotør, kommunisten og tidlige frivillig i Spanien, Hans Petersen, dømmes til døden. Dommen bliver senere ændret til livsvarigt tugthus. Det kommer
til stadig hyppigere sammenstød mellem modstandsbevægelsen og tyskerne med mange dræbte til følge.
I juli kræver justitsminister Thune Jacobsen 1 million
kroner til maskinpistoler til politiet. Motiveringen er,
at de derved bedre kan afværge sabotagehandlinger.
Og den 4. august fremsætter tyskerne krav om, at danske sabotører skal dømmes efter tysk straffelov.
Oprøret startede den 6. august i Esbjerg med en stor
sabotagebrand i fiskepakhusene på havnen. Dagen
efter erklæres undtagelsestilstand i Esbjerg. Den 9.
august går smedene i strejke. Senere slutter byens
handlende op bag de strejkende. Generalstrejken er
Et opråb fra Odense byråd og Fællesorganisationen
om at genoptage arbejdet er ligeledes uden virkning.
Det samme gælder et opråb fra De samvirkende Fagforbund såvel som et fra regeringen.
Befolkningens svar kommer den 21. august, da mødes
den 5000 protesterende arbejdere på Odense stadion,
mens folkestrejken breder sig til Middelfart og Bogense.
Dagen efter mødes de igen på stadion, men da er de
10.000. Der er folkestrejker i Assens, Nyborg og Ringe. Den 23. opfordrer arbejdernes strejkekomite til
genoptagelse af arbejdet. Det sker d. 24..
Samtidig bryder folkestrejken ud i Ålborg. 10.000
mennesker samles ved Ansgar Kirken til en mindehøjtidelighed for en myrdet frihedskæmper. Tyskerne
griber ind og skyder på demonstranterne, hvoraf flere
såres.
Tyskerne skyder på arbejderne på Rørdal Cementvarefabrik og dræber en arbejder. Der erklæres generalstrejke i Ålborg. Der indkaldes til endnu et møde.
Denne gang deltager 17.000 mennesker, som igen
overfaldes af tysk militær.
Dette fører til strejke i Frederikshavn og flere nordjyske byer: Sæby, stationsbyen Hørby, Brønderslev,
Hjørring, Nibe. I fortsættelsen breder strejkerne sig
til andre jyske byer: Randers, Århus, Haderslev, Viborg, Horsens, Vejle og Fredericia.
I de samme dage breder strejkerne sig også til Sjælland: Den 22. kommer det til alvorlige sammenstød
i Roskilde, dagen efter følger Korsør og Vordingborg.
Dernæst Helsingør og København, hvor der igennem
de sidste måneder havde været meget uroligt.
Den 29. august var man nået til afgørelsens time. Dagen før var der ankommet fem troppeskibe til Københavns Havn. Ombord var 10.000 soldater og tilhørende materiel. Tyskerne forberedte den fuldstændige
magtovertagelse. Proklamationen herom kom søndag
morgen den 29. august:
”De sidste begivenheder har vist, at den danske regering ikke er i stand til at opretholde ro og orden i Danmark. De af fjendtlige agenter fremkaldte uroligheder
retter sig umiddelbart mod den tyske værnemagt. Jeg
proklamerer der for …. Øjeblikkelig undtagelsestilstand i Danmark. Med øjeblikkelig varsel anordner
jeg følgende….” Herefter en række bestemmelser bl.a.:
”Enhver strejke er forbudt. Opfordring til strejke til
skade for den tyske værnemagt fremmer fjenden og
straffes i reglen med døden. Overtrædelse af ovenstående bestemmelser vil blive straffet ved tyske standretter. Mod voldshandlinger, sammenstimlen osv. vil
der hensynsløst blive gjort brug af våben…..” Underskrevet: Den tyske øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark.
På samme tid sænkede de af den danske flådes skibe, som det ikke var lykkedes at slippe væk til neutral havn, sig selv. Hæren blev afvæbnet, og tyskerne
overtog stort set alle våben uskadte. Der er 23 faldne
indenfor hær og flåde. Politiet blev ligeledes afvæbnet.
De som intet lærte
Men ikke alle havde forstået læren af augustoprøret.
Dengang som nu, var og er der mennesker, som, i et
forsøg på at bevare resterne af fordums ”storhed” – om
ikke andet i egen indbildning - forsøger at putte folket
blår i øjnene.
Den 2. september 1943 udsendte Socialdemokratisk
Forbund, ved Alsing Andersen, sig med lidt moralsk
oprustning til det moralsk noget flossede Socialdemokrati. I denne skrivelse lægges skylden for udviklingen
ikke på besættelsesmagten, overgrebene og de tyske
soldaters og frikorpsfolkenes terror, men på Christmas Møllers agitation og en ”koalition af chauvinister
og kommunister.” Af denne interessante og afslørende
skrivelse skal her kun refereres enkelte afsnit:
”… gennem tre år viste vor politik sin berettigelse og
sin holdbarhed. Målet: at skåne land og folk for krigstidens ulykker nåedes så vidt, at ingen anden politik
kunne have givet blot tilnærmelsesvis lige så godt resultat. Og sådan kunne det sikkert have fortsat indtil
krigens slutning til gavn for det danske samfund og
for hvert enkelt medlem af vort lands befolkning.
Men denne vej frem er blevet undermineret af:” Christmas Møllers agitation i radioen i forbindelse med
den koalition af chauvinister og kommunister, der ansvarsløst og skjult har søgt at mistænkeliggøre samarbejdets mål og midler og fremkaldt en anden mentalitet i dele af befolkningen. De har tilsigtet at fremkalde
sabotage og uro i befolkningen og på arbejdspladserne, netop fordi de vidste, at forholdene under besættelsen ikke kunne bære denne belastning. De har
I oktober begyndte jagten på de danske jøder. Den 2. foregøglet dem, der hørte på deres tale, luftspejlinger
oktober deporteres de af de danske kommunister, som og drømmesyn, der ikke stod til troende. Derfor er
oprindeligt var blevet arresteret på tysk ordre, af det ansvaret deres for den situation, som nu er opstået, og
danske politi, og med den danske regerings billigelse, de skal fastholdes på deres ansvar for, at det inden kritil udryddelseslejren Stutthof. Med dem var det før- gens sluttede kom dertil, hvor vi i øjeblikket befinder
ste hold af jødiske medborgere, som sendtes videre til os.” Og afslutningsvis …”Ansvaret må have den rigtikz-lejren Theresienstadt.
ge adresse, Arbejderbevægelsens faglige og politiske
organisationer har gang på gang, medens tid var, påMen vigtigst af alt: Samarbejdspolitikken brød sam- peget, hvad denne ansvarsløse agitation vilde føre til.”
men. Det danske folk havde trukket tæppet væk under Scavenius-regeringen. Det var det danske folks
fortjeneste, at Danmark efter den 29. august, blev anerkendt af de allierede nationer, som krigsførende nation på allieret side, og ikke som Nazi-Tysklands lille
stikirenddreng.
Tyskerne opretholdt undtagelsestilstanden i 39 dage.
Den 6. oktober blev den omsider hævet. Det danske
folk var en vigtig, men dyrekøbt, erfaring rigere. Samtid havde man lært sammenholdets styrke at kende,
dengang da folket vilje blev landets lov.
København under folkestrejken
Situationen i dag har adskillige lighedstegn med situationen i 1943. Også i dag ser vi, vore hjemlige krigsmagere og samarbejdspolitikere, i øvrigt repræsenterende de samme partier som i 1943, blive taget i lodrette
løgne. Skamløst har de løjet for det danske folk for at
tækkes en fremmed magt – denne gang USA.
Danmark er i krig. På amerikansk ordre og under deres kommando, deltager danske soldater nu i undertrykkelsen og besættelsen i foreløbig Jugoslavien,
Irak, Afghanistan, Libyen. Hvad bliver det næste? Syrien formodentlig og derefter ...
Men vi ved, at uanset hvad det måtte være, man kaster
sig over næste gang, vil den nuværende danske regering slå hælene sammen, og parerer ordre. Kun det
danske folk kan forhindre det.
Derfor er der brug for en ny 29. august. Et opgør
med de, som i dag er i en fremmed magts tjeneste.
Arrangementer i august
Den 16. og 17. august: K- festival i Nørrebroparken.
Mød Antifascistisk Forum på K-festvalen i Horserød- Stutthof Foreningens telt.
Arr: Kommunistisk Parti i Danmark og DKP
__________________________________________________________________
29. august afholdes offentligt møde i anledning af 70-året for 29. august 1943, en af de mest skelsættende dage
i besættelsestidens historie -dagen hvor det danske folk gjorde op med samarbejdspolitikken.
29. august 1943 – 29. august 2013
Offentligt møde: 29. august klokken 19.00.
Bygge-, Jord & Miljøarbejdernes Fagforening/store sal, Mølle Allé 26, Valby.
Taler - og underholdning af kendte kunstnere.
Arrangører: Horserød- Stutthof Foreningen, Antifascistisk Forum og
Féderation Internationale des Résistants – Association Antifasciste.
FIR/Danmark.
(Se det endelige program, når tiden nærmer sig i Arbejderen, Kommunist og Skub.)
Men sæt kryds i kalenderen nu.
MØD FREM – MØD FREM – MØD FREM!
__________________________________________________________________
En verden i fred
Roskilde minifestival – 1000 gange mindre, 1000 gange vigtigere.
Lørdag den 31. august klokken 11 – 18.
Strandengen 11 i Roskilde.
Medarr: Horserød- Stutthof Foreningen, Antifascistisk Forum, Demos, De Spaniensfrivillige og Dansk Cubansk Forening.
Misbrug af terrorlove
i betragtning. Af vejledningen fremgår det, at diverse ansøgende foreninger skal godtgøre, at ingen i foreningen eller dens støtter inden for de seneste 3 år har
Demokratiske foreninger herunder Horserød-Stut- været straffet for aktiviteter udført i forbindelse med
thof-Foreningen og Antifascistisk Forum rammes foreningens virksomhed.
på pengepungen
Af Flemming Hybert
Faktaboks: Uddrag af Kulturstyrelsens vejledning
Med erklæringen skal en for organisationen tegningsberettiget person på organisationens vegne
Erklære, at:
•
Hverken organisationens ansatte eller organisationens støtter inden for de seneste tre år fra denne
erklærings underskrivelse har været straffet i medfør
af straffeloven for aktiviteter udført i
forbindelse med organisationens virksomhed og
•
Ovennævnte organisation straks vil meddele
Misbruget er sat godt i system. Er man blevet sat på kulturstyrelsen, hvis Organisationens medlemmer efUSA`s og EU`s selvbestaltede terrorlister, er man ter tildeling af tilskud inden for den Pågældende tilat betragte som jaget vildt, oprørsbevægelser, mod- skudsperiode bliver straffet i medfør af straffeloven
standsgrupper m.fl. kan uden videre boykottes, tiltales For aktiviteter udført i forbindelse med organisatioog dømmes efter landenes forgodtbefindende, Figh- nens virksomhed
ters and Lovers, Roj TV og Horserød- Stutthof-foreningen er hjemlige eksempler, hvor konsekvenserne Kulturstyrelsen argumenterer videre med, at årsagen
for sidstnævnte omtales lidt senere.
til indførelsen af nævnte erklæring har sin rod i, at
Et eklatant eksempel på misbruget af terrorlovene/li- flere folketingspolitikere har stillet spørgsmålstegn til,
sterne ses af den absurde måde, hvorefter militærkup- ”om en forening kunne bruge tilskudsmidler til at udpet i Ægypten søges legitimeret af kupmagerne. Den føre kriminelle handlinger”.
demokratisk valgte præsident Mursi, - hvis politik kan
diskuteres er blevet fængslet med en begrundelse om, Med terrorloven i hånden kan man altså begrænse elsamarbejde med Hamas, der netop nyligt er sat på ter- ler ødelægge foreninger og anderledes tænkende (hvis
rorlisterne. Dette lille kneb kan vel ses som benefice økonomi ofte er anstrengt) muligheden for at formidle
for USA, der derved hjælpes ud af en holdningsmæs- sine budskaber, endsige øve indflydelse på samfundssig kattepine i forbindelse med kuppet.
udviklingen. Det er da et demokratisk problem, der
Med vedtagelsen af den første terrorpakke herhjemme i maj 2002 og de løbende udbygninger siden hen
(2006 og 2008), er det blevet godtgjort, at loven i stor
stil bruges til sindelagskontrol og frasortering af personer, foreninger og organisationer, hvis virksomhed
ikke er i overensstemmelse med den på bjerget gældende politik.
Terrorloven i relief
Tilbage til de hjemlige forhold og misbrug af terrorloven. Tilbage i juni 2011 blev Horserød-Stutthof-Foreningen idømt en bøde og formanden Anton Nielsen
6 måneders fængsel heraf de 2 måneder ubetinget.
Dommen blev afsagt i overensstemmelse med terrorlovens paragraf 114. Efter hvilken foreningen ved
formanden strafbart havde indsamlet økonomiske
midler til støtte for den palæstinensiske befrielsesorganisation PFLP`s humanitære arbejde i Gaza (PFLP
står på terrorlisten). Men absurditeterne stopper ikke
med fængslingen af Anton Nielsen for solidarisk optræden. Foreningen skal som helhed rammes på pengepungen. Det gøres ved at afskære foreningen fra at
få del i den landsdækkende almennyttige pulje til humanitære og almennyttige formål.
sætter formålet med terrorlovgivningen i relief.
Faktaboks:
Straffelovens paragraf 114 (”Terrorloven”)
§ 114. For terrorisme straffes med fængsel indtil på
livstid den, som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge
danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller
undlade at foretage en handling eller at destabilisere
eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige,
økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår
en eller flere af følgende handlinger, når handlingen i
kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den
begås, kan tilføje et land eller en international organiKulturstyrelsen som administrerer puljen har nemlig sation alvorlig skade:
i en vejledning præciseret betingelserne for at komme
Om Malthe Conrad Bruuns liv og
levned
Af Jens Forup
Da P.A. Heiberg blev landsforvist, rejste han i år 1800
til Paris, hvor hans unge beundrer og litterære kampfælle Malthe Conrad Bruun havde sørget for logi til
ham. Bruun var selv blevet landsforvist for sine oprørske skrifter, og her skal jeg fortælle om dem og ham.
Han var søn af en justitsråd og amtsforvalter i Thisted
og blev født den 12. august 1775. Der var 13 søskende, og deres far sørgede for en huslærer til dem. 15
år gammel kom han til København og tog noget nær
straks en studentereksamen med udmærkelse og den
mindre filologikum, og året efter filosofikum. Han begyndte at studere teologi, men i studenterkredse svirrede det med rygter om revolutionen i Paris, og Bruun
blev vildt grebet og i København blev P.A.Heiberg
hans helt. På grund af sit spinkle og lidt pigeagtige
ydre blev han kaldt Jomfru Bruun. Da en af hans venner sprang fra teologistudiet, gjorde Bruun det også
og slog sig på jura, men kort efter sagde han helt farvel
til studierne, – han ville være digter. Og det flød fra
ham med digte. Da han var 22 år samlede han dem til
en bog på 247 sider, men ingen af digtene huskes længere. Så i 1794 udgav han sit første oprørske tidsskrift
”Vækkeren” med følgende flotte indledning: ”Folkets
vilje må agtes højt. Ingen må tro, at de mange tusinde
kun er til for at mæske nogle få. Derfor udkommer
dette blad. Når menigmand først bliver oplyst, så skal
ingen mere undertrykke ham, så folk er som andet
kvæg, der skal lade sig drive, malke, slagte, når de høje
herrer får lyst”.
Bogtrykkeren fik en bøde på 200 rigsdaler, som kom
ind ved frivillige bidrag, bl.a. fra P.A.Heiberg. Og
Bruun fortsatte ufortrødent med et nyt tidsskrift: ”Jerusalems Skomagers rejse til månen”, hvor skomageren besøger en række gode og slette stater. Der siges
hvasse ting om enevældige konger, blandt andet at
med arvefølgen risikerer man jo at få en konge, ”der
kun har løjtnants indsigter og korporalgeni” - så fik
kronprins Frederik den!
Og nok et tidsskrift, hvor han kunne lufte sine uforgribelige meninger om snart sagt hvad som helst: litteratur, teater, historie osv., - og så blandede han sig
selvfølgelig også i stort set alle tidens litterære fejder,
– og dem var der mange af! Han var så uklog i en af
teaterfejderne at kalde sit ellers store idol P.A.Heiberg
for en løgner, og ”Hr. Heiberg er hverken en stor, ædel
mand eller en dristig forvoven skurk, til det mangler
han både hjerte og hoved, – man bliver måske engang
nødt til at bekoste en karet til pastor Kruses sogn!”.
Malthe Conrad Bruun
!”. - Kruse var præst ved sindssygehospitalet! - Virkelig groft sagt, og P.A.Heiberg svarede naturligvis igen.
Trist at tidens to førende frihedsmænd ikke stod
sammen, men overfusede hinanden helt barnagtigt
over bagateller.
Men så udgav han sit mest berømte værk ”Aristokraternes katekismus”, og her var ikke noget at misforstå:
religion, kongemagt og aristokrati blev hudflettet
på det voldsomste, og biskop Balle blev som stokreaktionær så rasende, at han indsendte en beretning
til myndighederne. Rent angiveri! Og her kommer
så Bruuns første flugt: en vens far skjulte ham og fik
ham sendt over til Hven. Her skrev han den meget
satiriske bog ”Fluesmækkeren”, og hvilke ”fluer” der
skal have smæk, ja det er ikke svært at gætte: alt hvad
der smager af reaktion og ufornuft!
Han var flere gange hemmeligt i København, og
da ministeren Bernstorff døde, skrev Bruun en flot
hyldest-ode til ham. Den vakte opsigt, og sagen mod
ham blev opgivet, og han kunne vende hjem til København.
Så kom katastrofen for ham i 1797. En fremskridtsvenlig præst Birchner havde udgivet et skrift
om trykkefriheden – eller mangel på samme – det
var der flere andre der gjorde, mest berømmet er P.A.
Heibergs. Birchners skrift blev anmeldt af en assessor
Collet, der var langt hidsigere i sit sprogbrug, så han
fik sin afsked uden pension. Denne åbenlyse uretfærdighed gjorde Bruun så rasende, at han hurtigt fløj
ud med to ualmindeligt skarpe artikler, hvor han dels
gik i brechen for Collet, og dels hudflettede myndighederne! Og det skulle han ikke have gjort, for nu
blev hans gamle sager taget op igen, og højesterettens
dom var landsforvisning! Bruun flygtede igen fra København, denne gang til Sverige, hvor han fik mange
venner og lærte sig perfekt svensk, – og så blev han
udvist af Sverige, muligvis efter dansk tryk på de svenske myndigheder.
Og hvor skulle han så tage hen om ikke til Frankrig,
revolutionens land. I 1799 var han i Paris, og hans begejstring for Napoleon var nærmest sygelig i starten,
men falmede dog efterhånden. På ingen tid lærte han
sig fransk, så selv mange franskmænd måtte beundre
hans stil, – dog kun når han skrev, for han talte sproget med jysk accent.
Han var myreflittig som kulturskribent i flere tidsskrifter og blade, men politisk holdt han nu lav profil, - Frankrig skulle jo ikke gerne også udvise ham!
Han slog sig på faget geografi, og pløjede sig igennem
et utal af værker på flere sprog, og grunden til at han
bliver regnet for den moderne geografis grundlægger,
i hvert fald en af dem. Og så startede han sit mammutværk i 16 tykke bind om hele jorden, matematisk
og fysisk og politisk geografi. Han var aldrig ude i felten, så man kan roligt sige, ar han var
skrivebordsgeograf. Det store værk blev oversat til
flere sprog og gjorde ham særdeles velhavende.
Han var vellidt og respekteret blandt intellektuelle,
selv om nogle anså ham for en politisk vejrhane på
grund af hans mange skift. Heiberg omgikkes han
ikke, og engang i 1820erne havde han alligevel inviteret ham til middag. Da aftenen var forbi, sagde Heiberg, at nu ville Bruun aldrig mere få ham at se, for
det var jo helt tydeligt, at Bruun, der ellers var kendt
for sin store selskabelighed – han havde jo penge nok
– ikke havde ønsket at vise sine nye franske ikke-revolutionære venner, at han omgikkes en gammel rød
hund som Heiberg!
I år 1826 fik han lov til at vende tilbage til Danmark,
men han døde inden han nåede at komme af sted,
kun 51 år gammel. Han ligger begravet på Montparnasse kirkegården sammen sin kone og deres 2 sønner. Og sandelig om ikke en gade i Paris er opkaldt
efter ham: RUE MALTE BRUN. For Malte Brun var,
hvad han kaldte sig og skrev som.
Han var en velbegavet og velformuleret vejrhane.
P.A.Heibergs faste ideologiske ståsted og ranke rygrad manglede han totalt.
Dér sidder de! Hellen Gade
Dér sidder de
Obama, Barroso,
Netanyahu
med deres
pokerhænder
steniske
ansigter
ubevægelige
stemmelæber
på den anden
side
Hvide kort
glider ind på bordet blot
navne som Ægypten, Syrien,
Palæstina, Afghanistan, Nigeria,
Angola, Iran, Grønland ,Irak og
Libyen. Hov de to er gået
og trækkes lydløst
tilbage
”Hører du nogen kalde
på store og stærke mænd,
da er tiden at samle
alle de svage igen.
Den, der ikke tør vælge,
ad hvilken vej han vil gå,
ender som sten i den trappe –
de stærke vil træde på”.
(Carl Scharnberg 1930 – 1995)
Og det skete i de dage
betaler Europa for. Samtlige nedskæringer er i den sidste ende direktiver fra E.U. Højrenationalismen breder sig og med en forbavsende hastig fart. Der er bred
enighed i visse dele af befolkningerne og politikere
om hvem som der skal fjernes eller udryddes, som en
løsning på krisen: Immigranter, jøder, flygtninge, romaer, venstreorienterede, homoseksuelle og romaer.
Det fjerner fokus fra politikernes totale mangel på evner til at føre en anstændig politik. ”Gyldent Daggry”
i Grækenland får massiv opbakning og de heiler ved
møder og har en ren racistisk politik og er berygtet
for tilfældelige overfald på de før nævnte grupper – ja,
endda afbrænding af deres boliger.
I kølvandet på kapitalismens krise Følger
en opblomstring af højrenationalismen
I Europa. Grækenland, Ungarn, frankrig m.fl.
er eksempler, men også i Danmark kan stikker
mindelser fra 30.erne sit hæslige hoved frem
Af Anette Mørk
De brune støvler tramper i Europa igen og der bliver
marcheret og heilet til møder og forsamlinger og det
er ikke mere end få måneder siden at en lille gruppe
højrenationalister heilede på Rådhuspladsen i København. Vi er vidnerne til det som sker igen, i en anden
tid, med andre mennesker og under en krise og en tid,
som minder om 30.ernes Europa, skabt af kapitalens
grådighed. Diverse medier beskæftiger sig ikke meget
med de nye fascistiske tider – mange af dem er selv
med til at puste til ilden, for at få den til at flamme
op, så der er masser af bål at skrive om. Og vi sidder
i vores samtalekøkkener og med fladskærm tv i alle
rum, så vi kan følge med, når diverse konkurrenceprogrammer - som fylder avisernes forsider bliver
sendt og genudsendt morgen, middag og aften. Men
vi kan også være en del mange nyfattige, som bruger
ressourcerne til at få hverdagen til at hænge sammen
og bekymre sig om dagen i morgen og som kigger på
den ligegyldige underholdning og læser i medierne
om hesteslagtninger, leverposteg i børnehaver og de
kongeliges fester og kjoler, krydret med have- og boligartikler. Så sidder vi trygge i vores lille land, hvor
tonen har ændret sig markant i de sidste år til det absolut værre – ud fra et humanistisk synspunkt. Når
humanismen har rum i opgangstider, er der rigeligt
med værelser til alle. Udviklingen og fremgangen
for den ekstreme højreorienteret politik og fascisme
er uløseligt forbundet med krise og den krise vi har
nu, er kunstig skabt af E.U. , bankerne og grådige rigmænd og koner, som ikke kunne nøjes med ét liv i
rigdom, men ville være sikker på kattens ni liv og det
Ofte står politiet og kigger på de rå overfald. ”Gyldent Daggry” tager sig af de udsatte og opretter
ungdomslejre, suppekøkkener og herberger og
andre sociale tiltag til dem, som før var Grækenlands middelklasse er nu endt som Grækenlands
fattige. Den slags giver stemmer! Jobbiks i Ungarn
har samme politik og marcherer i sorte uniformer
og har de seneste år rejst statuer af de personer som
samarbejdede med nazisterne under 2. verdenskrig.
Matine Le Penn, som sidder i Frankrigs parlament
for Front National hylder på sin Twitter, at en historiker gjorde selvmord ved altret i Nordre Dame, i
protest mod homoseksuelle ægteskaber blev tilladt. I
Lithaugen er det blevet strafbart at udtale sig negativt
om personer og grupper, som samarbejdede med
nazisterne og i Vilnius har der været marcher mod
jøder og overmaling af bygninger med ordene ”Juden
Raus”. Letland har forbudt symbolerne hammer og
sejl og det er ligeledes forbudt at synge kommunistiske sange offentligt. En nazistisk terrorcelle blev
afdækket sidste år i Tyskland og de havde en del
bombeattentater, ti mord og 14 bankrøverier på livet
og overfald og angreb på tyske asylcentre er næsten
daglige begivenheder i Merkels storrige. I Spanien er
ungdomsarbejdsløsheden på over 40 % og de spanske
fascister har nu kopieret modellen: ”Gyldent Daggry fra Grækenland” . I Spanien hedder det ”Nuevo
Amanecer”. Det
var virksomhedsejeren Victor Nicolás Vico Garcia
oprettede partiet og racistisk og nazistisk propaganda pryder mange møder og plakater, som foregår og
hænger i det offentlige rum. I vores broderland Sverige har de racistiske grupper og deres vold i mange år
været et voksende problem og sådan er det i alle de
europæiske lande og vold, overfald og mord blevet
daglige begivenheder i forhold de udsatte grupper. En
lokalavis i Estland delte t.shirt ud til en fodboldkamp,
med teksten: ”Kommunisternes plads er i gasoven”. I
Østrigs nationalråd sidder Heinz-Christian Strache,
som er formand for det Østrigske Frihedsparti, som
fik 15 % af pladserne, efter en valgkampagne med slogannet: ”Wien må ikke blive et nyt Istanbul”. Monomenter over myrdede i 2. verdenskrig bliver skændet
eller ødelagt og nye bliver ikke rejst. Her i Danmark
har vi for få måneder siden fået brændt det museum
af, som hyldede frihedskæmperne og når debatterne
om en genopførelse blev afholdt, var det for politikere
og museumsfolk og andet og de skulle diskutere om
det Frihedsmuseum som var en hyldst til de dræbte
og de som overlevede i kampen mod besættelsensmagten, skulle genopbygges som besættelsesmuseum
eller et museum for 2. verdenskrig. Det er en skændsel
overhovedet at foreslå sådan noget.
Heilende græsk nazist
Og listen er lang over de ”stuerene” politikere i alle de
europæiske lande, de mange fascistiske grupper og de
pengestærke mænd og virksomheder som står dem.
For kapitalen er krige, besættelser, social ulighed
og opdeling af mennesker en god forretning og for
politikerne betyder det at det nemmere at se sin egen
nabo som fjenden end E.U. og diverse europæiske
regeringer, som er fjerne, men som i sidste ende er en
styreform som alliance mellem politikere, industrier,
banker og et bureaukrati, som ikke tilgodeser landenes borgere.
Ulvene har frie udemokratiske og inhumane græsgange igen og de popper op overalt som utrættelige
muldvappeskud og i forklædninger som påstår at ville beskytte deres egne borgere og hvert enkelt lands
traditioner – imens de tager mere med den ene hånd,
end de giver i arbejdspladser og at arbejde for social lighed og tryghed. I alle lande rejser de ligegyldige temaer til debat, men som alle kan forholde sig til:
I Danmark har vi D.F. og de rejser total uvæsenlige
problemer som en EID fest på Københavns Rådhus,
leverpostejmadder i børnehaver (dem kan børnene
få hjemme), hundelove, hvem der spiser mest kage
på besøgsgangen på sygehusene eller oprettelse af et
Burkaudvalg eller den klassiske: Bedre hjemmehjælp
til de ældre – som de aldrig får! Deres retorik er helst
hver dag eller et par gange om ugen, at finde noget
fjendsk mod de indvandrere eller flygtninge som er i
vores land – eller mod de generationer efter dem, som
har boet her i årtier. Tag endelig ikke fejl af D.F. og de
andre højreorienterede partier i Europa. Det er uhørt,
så megen omtale de får i de danske medier, som lefter,
trykker og kryber for dem – da D.F. altid er velvillige
i at levere historier som kan få hr. og fru. Danmark til
at diskutere halalslagtninger i ugevis, på trods af vi har
spist halalslagtede kyllinger i årevis uden problemer
og for øvrigt er alle fisk halalslagtede!
Men også her i Danmark har vi også en masse højrenationalister og nazister og fascister, som er dele af
grupper, som deler synspunkter med de yderste højre
i Europa. Bare fordi at medierne ikke beskæftiger sig
nævneværdigt med dem, betyder det ikke at de ikke
eksisterer! - og det er ikke bare social udsatte, som
har de holdninger. Trykkefrihedsselskabet med Lars
Hedegård er et godt eksempel. Er det ytringsfrihed at
fornærme andre kulturer? Og presseomtale får de ved
at pakke deres hadefulde holdninger ind i et forsøg på
en seriøs debat om ”dem og os” og retten til at tegne
Muhammed ridende på en gris i deres medlemsblad
eller besynderlige attentater med verdens dårligste
skytte.
Vi har D.F., Den danske forening, Dansk front, Vederfølner, Danmarks nationale front, Write Pride, Frit
Danmark, Danish Defence League, SIAD (Stop Islamiseringen af Danmark med leder Anders Graversen)
og et utal af smågrupper og f.eks. storgruppen: ”Nej til
Moskèer i Danmark”, som har 154.600 sympatistøtter
på Facebook. Sidstnævnte gruppe beskæftiger sig ikke
meget med moskéer, men med link fra D.F., negativ
omtale af indvandrere og flygtninge og andet i den
stil. Og så er der gruppen ORG eller Organisationen,
som opererer i hemmelighed og har hemmelige medlemslister.
Ungarnsk nazist
Søvnen
Hellen Gade
Søvnen –
nogle timers
pjækkeri
fra
Folkedanserne
Wagner
og andre
der har sagt
for meget i
stabler af
ord der
burde være
afbestilt
noget før
En af de som har været med i Vederfølner og Write
Pride er Daniel Carlsen, som har været anholdt flere
gange for overfald, vold, gadeuorden, voldelig optræden og hærvæk. Han var medlem af det nazistiske
parti i Danmark indtil 2011. Nu har han dannet sit
eget parti: Danskernes parti, som han stiller op med
til kommunalvalget i Århus til november.
Vi har alle et ansvar for at stoppe den lavine, som er
startet og det kan vi ikke gøre hjemme foran fladskærmen eller ved at tro at det ikke kommer os ved,
så længe det ikke foregår lige ude foran vores lille
gadedør. Europa er lille og vores gadedør er åben, for
at vi ikke protesterer imod. Ansvarlighed er at tage
stilling til, hvad man ikke kan acceptere.
Vi har alle brug for at blive anerkendt.
Når Malte på fire eller fem år slår de andre børn,
råber ”Din homo” efter børn og voksne, eller med
mellemrum udbryder ”Jeg smadrer jer alle sammen”
Eller truer med at brænde børnehaven af. Så ringer
alarmklokkerne hos pædagogerne. Måske har Malte
Af Klaus Haase.
også gentagne gange ødelagt børnehavens legetøj,
Vi har alle sammen brug for at blive inkluderet i det samtidig med at han nægter at være med i fællesskasamfund og de fællesskaber, vi lever i. Inklusion er bet omkring aktiviteter.
forudsætningen for anerkendelse. Bliver et menneske
ekskluderet fra samfundsfællesskabet, vil det føle sig
krænket, og det kan få katastrofale følger, ikke alene
for den ekskluderede, men for hele samfundet…
Rockerbander, ungdomsbander, nazister og andre
ekstremister, er eksempler på ekskluderede borgere,
som finder andre veje til en form for anerkendelse i
subkulturer, som har sin egen logik, og sin egen besynderlige og bizarre definition på, hvad anerkendelse
Naturligvis inddrages familien til barnet, i det omfang
er.
de har ressourcer til og forudsætninger for at samarI det følgende vil jeg uddybe dette, og fremkomme
bejde. Samtidig aner man konturerne til en kommenmed en socialfilosofisk anerkendelsesteori, der ramde kedelig karriere, hvis der ikke ydes en solid pædamer problemstillingen ind.
gogisk indsats i samarbejde med familien.
Det leder hen på en meget benyttet teori om inklusion
Det starter i familien og i børnehaven
og anerkendelse.
Behovet for anerkendelse er universelt i den menneAxsel Honneth’s anerkendelsesteori.
skelige verden. Det starter allerede der, hvor menneAxel Honneth (f.1949) er en marxistisk inspireret sosker for første gang møder det fællesskab, der danner
cialfilosof, og har skabt en internationalt anerkendt
baggrund for det samfund, man senere som borger
anerkendelsesteori.
skal begå sig i.
Han har sine teoretiske rødder i Frankfurterskolen,
I vor del af verden sker det allerede i daginstitutionen.
som i sin oprindelse blev lukket og slukket af nazisterNår forældre giver deres barn videre til dette fællesne i 1931, for efter krigen at vende tilbage, som aktivt
skab, bliver det mødt med nogle normalitetsforventarbejdende i socialforskning.
ninger fra pædagogernes side, og går gennem de førHonneth står i modsætning til den borgerlige indiviste øvelser i at begå sig i relationer med andre børn.
dualistiske filosofi og psykologi, der er kendt for flere
Det drejer sig statistisk set om 95 procent af en årgang,
fortænkte psykologiske forklaringer på nazismen og
at det er i daginstitutionen de for alvor møder fællesfascismens opståen.
skabet.
Honneth taler om forskellige anerkendelsessfærer unNogle har, eller får, svært ved at begå sig. Nogle har
der identitetsudviklingen.
måske svært ved at leve op til normalitetsforventninFørste stadie tager udgangspunkt i familiesfæren. hvor
gerne i daginstitutionen. Af sociale og psykiske ården emotionelle anerkendelse finder sted, hvilket skal
sager. Nogle afviger så meget, at de mere eller mindre
danne grundlag for selvværd og egenværdi.
bliver ekskluderet fra fællesskabet: Bliver udelukket
Ander stadie tager udgangspunkt i retssfæren, hvor
eller ignoreret af de andre børn, fordi de ikke kan følmenneskets anerkendelse som borger med rettighege med i dagsrytmen. Den første øvelse i at begå sig
der i civilsamfundet finder sted. Anerkendelen finder
blandt andre, under ”frie” vilkår er på legepladsen.
sted som selvagtelse og respekt.
Det er en øvelse i at lære sociale spilleregler at kende.
Tredje stadie tager udgangspunkt i solidaritet, eller soLegepladsen er forstadiet for det samfund, man senere
cial anerkendelse. Det kommer til udtryk som respekt
skal klare sig i. Det er også på legepladsen, de fleste
for individets særlige egenskaber, og gensidig solidaeksklusioner og mest mobning foregår. Her kan børn
risk anerkendelse af og til medlemmer af fællesskabet.
med mellemrum skjule sig for de voksne.
Som en negation til omtalte anerkendelsessfærer finBørnehaven spiller altså på mange måder en væsentder der krænkelser sted. Krænkelser som kan medfølig rolle, når det drejer sig om barnets socialisering og
re hævnfølelser, foragt og had overfor samfundet eller
grundlag for at blive samfundsborger.
overfor minoriteter, der benyttes som syndebukke.
Signalerne viser sig tydeligt, når vi taler om ”børn
Krænkelser i familiesfæren kan være kropslige kræn
med særlige behov” (problemer).
kelser, incest og voldtægt.
Krænkelser i retssfæren kan være fratagelse af borgerlige rettigheder.
Krænkelser i solidaritetssfæren kommer til udtryk
som krænkelse af social status og krænkelse af kollektive livsformer.
Hvad angår krænkelse af social status kommer
desuden krænkelse af æresbegreber. I vores danske
kultur er begrebet ære godt nok blevet erstattet af
begrebet status, der falder helt i tråd med et kapitalistisk forbrugersamfund, hvor prestige og status som
udvendige og salgbare værdier i markedssamfundet,
har fortrængt begrebet ære.
Dette kan efterlade et tomrum hos nogle krænkede
borgere, som derfor søger til en sekt, en bande, en
klub eller et nationalistisk/nazistisk parti, som kan
give dem nogle fanatiske æresbegreber og dermed
udfylde den hidtidige tomhed og vildrede i deres liv.
Rockere, nazister, racister og bander er på en eller
anden måde organiske produkter af vores samfund.
De er vokset op iblandt os i civilsamfundet. Men de
har samtidig lavet deres eget samfund i samfundet,
med andre regler og love som i deres egen syge og
forkrampede logik skal legitimere forbrydelser,
hærværk, mord og politiske floskler, med syndebukke som umiddelbart omdrejningspunkt. Men bag
dette finder man mennesker, der er blevet krænket i
deres liv. Ofte meget tidligt. De følger sig ekskluderet
og søger andre græsgange for at få anerkendelse.
Efterskrift:
Flere kommuner har sendt pædagoger til 7-ugers
kurser i inklusion. Der er tale om et modul på akademisk niveau for praktikere. Udgangspunktet er, at der
er sket en polarisering i samfundet: Mange unge falder
simpelthen ud af skole og ungdomsuddannelser med
efterfølgende risiko for eksklusion og kriminalitet. Man
er blevet klar over, at disse problemer skal foregribes
allerede i daginstitutionerne.
Torturens argeste modstander, lægen Inge Genefke runder 75 år
Af Tue Magnussen
Stifteren af RCT og IRCT, hhv. det danske og internationale rehabiliteringscenter for torturofre, lægen og
menneskerettighedsforkæmperen Inge Genefke fyldte
6. juli 75 år. Blandt den omfattende omtale i de landsdækkende danske aviser gengives nedenfor - i uddrag
- forfatteren Carsten Jensens dobbeltopslag i dagbladet Information på dagen:
Der går en kvinde rundt i Danmark, som burde være
verdensberømt. Hun burde have modtaget Nobels
Fredspris for længe siden. I dag fylder hun 75 år, og
det er stadig ikke for sent.
Inge Genefke med ægtefællen Bent Sørensen d. 6. juli
2013
Kvindens navn er Inge Genefke. Hun er en lille dame
med hvidt hår, altid ulasteligt klædt i lyse spadseredragter, men ellers ikke velkommen på diplomatiets
bonede gulve og i magtens spejlsale. Dertil er hendes
sprog for uslebent, for råt, om man vil, for hun taler i
de mest direkte vendinger om en virkelighed, vi helst
ikke vil kendes ved. Hun er spinkel og nydelig at se
på, men man brænder fingrene, hvis man rører ved
hende, for hun er en ulmende vulkan af vrede og engagement. Hun har set for meget til at være andet.
Inspireret af Amnesty International lancerede den lægeuddannede Inge Genefke i 1974 sammen med en
kreds af danske læger en kampagne imod tortur. Kampagnen var meget mere end et moralsk opråb. Den var
et konkret, praktisk forsøg på at starte en behandling
af de titusinder af torturofre, der findes verden over,
og hvis antal i netop de år, da militærdiktaturerne i
Chile og Argentina kom til magten, steg dramatisk..
Inge Genefke ville gøre det umulige. Og hun gjorde
det. Jo, hun vil det umulige. Hun er en oprører mod
den menneskeskabte tyngdelov, som er kernen i ethvert illegitimt regime: at nedbrudte mennesker ikke
gør oprør, men tværtimod tjener som et advarende
eksempel for enhver, der kunne finde på at ytre et kritisk ord. En martyr dør med støvlerne på. Han kan
blive rollemodel. Et torturoffer gemmer sig med mimrende læber i den mørkeste krog. Hans eller hendes
skæbne er der ingen, der ønsker sig. Når så mange
revolutioner og oprør forekommer rådvilde og lederløse skyldes det dette: Deres Nelson Mandela’er gik til
i torturkamrene.
På et punkt adskiller Inge Genefke sig fra dem, der
føler med torturofrene. Hun nægter at se dem som
ofre. Hun helliggør ikke deres status. Hun bliver ved
med at se dem som de mennesker, de var, før de trådte
ind i torturkammeret. Oprørske borgere, så godt som
altid af demokratisk observans. Fagforeningsmænd
og -kvinder, politiske aktivister, journalister udstyret
med en respektløs nysgerrighed, intellektuelle med
lidt for klare synspunkter, forfattere, der gav en metafor en forkert farve. Det er dem, de skal bygges op til
at blive igen.
I de mange rehabiliteringscentre for torturofre rundt
om i verden er der utvivlsomt gjort mange landvindinger, både for lægevidenskaben og for psykologien.
Men det er landvindinger, der ikke kan skilles fra deres politiske konsekvenser. Det er landvindinger i demokratiets navn. Det er myndigheden som borgere,
Inge Genefke arbejder på at give torturofrene tilbage.
Sjældent har Inge Genefke været så direkte, som da
hun ved en demonstration for tre år siden arrangeret
af Bedsteforældre for Asyl konfronterede Danmarks
daværende regering og anklagede den for bevidst at
give »sårbare personer ... en umenneskelig, tarvelig og
grov behandling«.
De stadig vanskeligere adgangseksaminer, man skal
bestå for at blive dansk statsborger, fik fatale konsekvenser netop for de godt 30.000 flygtninge, der havde været udsat for krig eller tortur, for traumer giver
koncentrations- og indlæringsvanskeligheder, og det
pas, der kunne have signaleret accept og beskyttelse,
og som frem for alt kunne have givet dem et minimum af deres sønderslåede tillid til mennesker tilba
ge, blev de for altid forhindret adgang til. Det var et af
mange eksempler på »den nådesløse verdens blinde
ligegyldighed«, som Halfdan Rasmussen taler om i et
af Inge Genefkes yndlingsdigte. I 00’ernes konstante
chikane af flygtninge og etniske minoriteter blev den
nådesløse ligegyldighed systematiseret og omsat til
praktisk politik.
Der kom en dag, hvor det ikke kun var mennesker
af demokratisk observans, der fyldte torturkamrene,
og det var heller ikke længere, autoritære regimer i
den tredje verden, der sendte ofrene derind. Det var
Vestens demokratier, og det var vores nye fjender, de
islamiske fundamentalister, der blev tvunget ned på
torturbænken for at blive frataget al menneskelig værdighed. Det blev til et nyt og stadig rungende ubesvaret spørgsmål: Har vore fjender også menneskerettigheder?
Den amerikanske militærmaskine gik i frigear i
00’erne, og Danmark var altid med, når et nyt land
skulle invaderes og fladbombes i demokratiets navn.
Vicepræsident Dick Cheney bebudede, at nu gik USA
over til »the dark side«. Forsvarsminister Donald
Rumsfeld åbnede dørene til det irakiske torturfængsel Abu Ghraib, ikke for at lukke fanger ud, men for at
fylde cellerne med nye indsatte, og alle i den danske
regering spillede uvidende.
Det gør de ikke i den nye, socialdemokratisk ledede
regering, der ellers havde det som erklæret mål at genindføre humanismen i dansk politik. Søndag den 11.
marts 2013 begyndte som en god dag for dansk demokrati, da vores udenrigsminister Villy Søvndal kategorisk afviste, at oplysninger fremkommet under tortur nogen sinde kunne finde anvendelse i Danmark,
heller ikke i kampen mod terror. Den samme søndag
endte som en af de sorteste i Danmarkshistorien, da
Villy Søvndal efter en kammeratlig samtale med sin
ministerkollega, den anderledes håndfaste Morten
Bødskov, meddelte, at tortur alligevel godt kunne tages i anvendelse, bare det ikke skete inden for landets
grænser, men på betryggende afstand, helst i et land
så langt borte, at skrigene fra ofrene ikke kunne høres
på Christiansborg.
Menneskerettigheder kender ikke til grænser. Det
gør tortur heller ikke. Der er mange, heriblandt
flertallet af vore folkevalgte politikere, der accepterer
torturen, og det er derfor, der mere end nogen sinde
er brug for den utrættelige Inge Genefke, for hendes
hårde ord, for hendes udiplomatiske kanter, for hendes menneskekundskab og milde, lægende hænder.
Der vil være mange, der hylder Inge Genefke på
75-årsdagen. Hun vil selv være den første til at smage
giften i det bæger, det officielle Danmark rækker
hende. Hendes fødselsdag burde i virkeligheden være
afregningens dag. Ikke en dag, hvor vi for et øjeblik
glemmer vores modsætninger og forenes i en hyldest
til en dansker, der mere end nogen anden nulevende
fortjener det, men en uforsonlig dag, hvor alle, der
ikke deler den tidligere og den nuværende regerings
dobbeltstandarder, når det gælder tortur, siger fra,
uanset partitilforhørsforhold, for der er en ingen fløj,
der har monopol på anstændigheden, når det gælder
om at stå op imod den ondskabsindustri, der i disse
år etablerer sig, også i lande, der roser sig af deres demokrati. Guantanamo findes stadig. I Irak og Afghanistan bruges torturen rutinemæssigt, skønt det er
lande, vi i Vesten engang hævdede, vi ville forvandle
til mønsterdemokratier. Demokratiet har købt aktier
i torturindustrien.
Den 6. juli, Inge Genefkes fødselsdag, bør være den
dag, hvor vore folkevalgte politikere genopdager ordet ’jeg’, dette vanskelige, krævende, potentielt farlige,
men også forløsende ord, som er så tæt forbundet
med et andet ord: ’samvittighed’. Der er mere end
nogen sinde brug for, at Inge Genefke får Nobels
Fredspris.
Læs Carsten Jensens portrætartikel i sin helhed:
www.information.dk/comment/730886. Talen ved
Bedsteforældre for Asyls demonstration for tre år
siden, som Carsten Jensen omtaler, blev optrykt i
dagbladet Information med overskriften Skam over
Danmark i dagbladet Information:
Indtryk fra Finland
Mellem alliancefri velfærdsstat og EU-harmoniseret
NATO-forpost
Af Henning Jakobsen
Siden parlamentsvalget for to år siden har Finland haft
en 6-parti-koalitionsregring, spændende fra de noget
konservativt orienterede kristdemokrater over Socialdemokraterne og de Grønne til Venstrealliancen.
De mere nationalistisk indstillede ”Sandfinner”, der
på mange områder minder om det hjemlige Dansk
Folkeparti, er dog holdt uden for indflydelse, men det
er ikke desto mindre en højrepolitik, som regeringen
fører. En højrepolitik, hvor landet mere end har underordnet sig ”Euro-disciplinen” og EUs finanstraktat
med nedskæringer på henved 10% af statsbudgettet
1). Pensionsalderen er ligesom herhjemme i skudlinjen. Militæret bruges der dog rigelige ressourcer på,
bl.a. til tropper udstationeret i Afghanistan, ligesom
Finland deltager i ”Syriens Venner” og i fælles millitære operationer med NATO højt mod nord. Regeringen er således for første gang siden Anden Verdenskrig holdt op med at definere Finland som alliancefrit.
Et polariseret land
Finland er på mange måder anderledes end de øvrige
skandinaviske lande. Det gælder ikke kun det finske
sprog, som ikke har mange ligheder med svensk, dansk
og norsk, men også en række andre samfundsmæssige forhold. Udover et lille samisk-talende mindretal
taler knapt 6% af befolkningen svensk. I de senere
år er marginaliseringen og diskriminationen af dette
mindretal øget. Et symptom på dette er det finsk-nationalistisk orienterede parti, Sandfinnerne, som nu
er rigeligt repræsenteret i det finske parlament med
næsten 20% af stemmerne. Samtidig sætter det ny
fokus på den lille svensktalende, demilitariserede og
delvist selvstyrende øgruppe, Åland, hvor kravet om
en tilbagevenden til Sverige lurer lige under overfladen. 2) Men indtil videre anerkendes Ålands-svensk
som det eneste sprog i Åland og Ålands indtræden i
EU skete da kun efter egen folkeafstemning og undtagelse fra EU’s generelle toldregler. Også kravet om
fortsat mulighed for russisk-undervisning i det finske
skolesystem debatteres livligt i Finland. Det politiske
system er præget af historien, hvor Finland havnede
på den forkerte (tyske) side under Anden Verdenskrig
og efter krigen blev en udpræget alliancefri nation i
ingenmandslandet mellem øst og vest. I Finland lever
fremtidens forjættede, herlige tid og den dystre fortid
side om side. Et eksempel kan beses i byen Lappeen
ranta ved søen Saimaa tæt ved grænsen til Rusland,
hvor der ses et mindesmærke for fængslede og henrettede røde i forbindelse med den finske borgerkrig (her
kan i starten af maj bl.a. ses blomsterbuketter fra Finlands Kommunistiske Parti). Men i samme by findes
også et mindesmærke for finske faldne i det nuværende Rusland i de antikommunistiske felttog mod Sovjetunionen under krigen(e) 20 år senere. Sidstnævnte
mindesmærke er besmykket med et finsk svastika. I
dette polariserede politiske klima har de finske kommunister altid været en stærk kraft for fred og menneskeværd i et land, der i endnu højere grad end Danmark har oplevet, at russerskræk og antikommunisme
er gået hånd i hånd.
Finlands Kommunistiske Parti
I weekenden 8.-9. juni i år afholdt Finlands Kommunistiske Parti, SKP, kongres. 3) Systemkrisen, den finske koalitionsregerings reaktionære indenrigspolitik,
følgagtigheden overfor imperialismen og behovet for
et konsekvent alternativ stod i centrum af diskussionerne. Diskussionerne på SKPs kongres var præget af
denne alvorlige situation, hvor også en række regionale problemstillinger blev diskuteret, f.eks den kommende finske kommunal(struktur-)reform, som med
større enheder baner vejen for flere EU-udbud og privatiseringer; den øgede diskrimination af minoriteter,
herunder af de svensktalende - og miljøproblemer
med den voksende minedrift i Lapland og Karelen.
SKP arbejder efter aktionsenhedens metode i de bredest mulige alliancer. Således var SKP med til at stifte
den finske ”Venstrealliance”, men da denne krævede
at SKP skulle opgive sin kommunistiske identitet,
kontakten til broderpartiet i det store naboland mod
øst og acceptere deltagelse i en regering med borgerlige kræfter, førte det til et uundgåeligt brud. Derfor
stiller SKP for tiden selvstændigt op til både lokal- og
EU-parlamentsvalg, men til det kommende finske
parlamentsvalg i 2015 arbejder SKP på, gennem diskussioner fra neden, at kunne rejse en ny, progressiv
venstreorienteret alliance, som måske allerede i 2015
vil kunne opnå repræsentation. I modsætning til de
højrepopulistiske ”Sandfinner”, som nok brokker sig
over dette og hint, skal SKP kunne være med til at levere alternativet, i sidste ende socialismen; men undervejs opstilles en række delmål. Et gennemgående
tema på kongressen var f.eks kravet om en 30-timers
arbejdsuge, som kan være med til fordele arbejdet og
de økonomiske ressourcer til gavn for også de 380.000
arbejdsløse i Finland. Også kamp mod forhøjelse af
pensionsalderen og mod privatisering er på dagsordenen. Blandt de formodentligt senere skridt i denne
antikapitalistiske kamp står også offentlig ejerskab af
og demokratisk kontrol med bankerne. Kampen mod
EU-traktaterne (i beretningen opfordredes til folkeafstemninger om disse) og mod tættere tilknytning til
NATO står i centrum af partiets internationale opgaver.
Denne artikels forfatter har senest været i Finland i
starten af juni som gæst fra DKP på kongressen i Finlands Kommunistiske Parti, SKP (Suomen Kommunistinen Puolue), i Helsinki- forstaden Vantaa. Tidligere er turen to gange gået til det kontinentale Finland og
to gange til Åland.
Note 1: Tallet er oplyst under samtale med Yrjö Hakanen, tidligere formand for SKP
Note 2: Ikke kun Åland, men faktisk hele Finland tilhørte Sverige frem til 1809, hvor Sverige (ligesom Danmark, der tabte Norge) valgte ”den forkerte” side under
Napoleonskrigene og derfor mistede Finland til Rusland. Under Krimkrigen i 1853-56 tvang en
fransk-britisk flåde i sommeren 1854 den russiske garnison i fæstningen Bomarsund på Åland til overgivelse.
En væsentlig del af fredsaftalen efter Krimkrigen var
den efterfølgende demilitarisering af Åland, der stadig
er gældende. Som en del af Rusland havde Finland en
vis grad af autonomi indtil løsrivelsen i forlængelse af
den Russiske Revolution i 1917. F.eks. blev verdens første kvindelige parlamentsmedlemmer valgt til det lokale
finske parlament i 1907 efter indførelsen af lige valgret i
Finland i 1906. I 1918 var der også revolution i Finland
(bedre kendt som den Finske Borgerkrig) med kampe
mellem røde og hvide styrker, men som i Tyskland og
Ungarn vandt de borgerlige kræfter (de hvide) på slagmarken. Dog led reaktionens planer om at gøre Finland
til et monarki skibbrud efter det Tyske Kejserriges undergang og Finland endte derfor som borgerlig republik.
Note 3: Ligesom i Danmark findes der også i Finland
flere erklærede kommunistiske partier.
Mindesmærket for de fængslede og henrettede røde i Lappeenranta ”
Danske attifascister opfordre til europæisk konference om den antifascistiske kamp i dag!
Afs. Formand for FIR-Danmark
Anton Nielsen
Möllevej 17
3650 Ölstykke, Dänemark.
Tlf.+45 47 17 90 69.
E-mail: nielsenanton@gmail.com
Til
Sekretariat: Internationale Federation der Widerstandskämpfer (FIR),
Franz-Mehring-Platz 1, D-10243 Berlin, Deutschland.
V/ Dr. Ulrich Schneider, Generalsekretär.
Gode kammerat Ulrich.
Vi skriver til dig, fordi vi igennem de seneste år med stigende bekymring har iagttaget de nyfascistiske organisationers stigende aktivitet i de europæiske lande. En aktivitet, som også kan aflæses i i en række regeringers
beslutninger og vedtagelser af love, som har til formål at indskrænke demokratiet, og borgernes retssikkerhed.
Hver gang vor grundlov skal stå sin prøve – før som nu - sættes den ud af kraft. I Danmark har det især betydet
indførelse af en terrorlovgivning – næsten en identisk afskrivning af præsident Bush´, ”Patiot Act”- som ensidigt er vendt mod venstrekræfter, antifascister, fredstilhængere og antimillitarister. I dag kan du i Danmark
blive straffet for at udvise solidaritet med undertrykte folk eller folk i nød.
Et eksempel herpå så vi i 2008, da ”Den tamilske humanitære organisation i Danmark” (TRO) – hvis humanitære arbejde tidligere blev støttet af den danske regering.
I Østre Landsret, for lukkede døre, fik TRO sin humanitære hjælp til Sri Langa indefrosset med den begrundelse, at der ”... i sagen blev fremlagt en oversat version af dekret nr. 13.224 om terrorfinansiering, der er
udstedt af den amerikanske præsident.
Dekretet vedrører indefrysning af formuegoder og forbud mod transaktioner med personer, der begår, truer med at begå eller støtter terrorisme. TRO- Danmark er opført på en liste knyttet til dette dekret.”
Dommen faldt 8. april 2008.
Som vi ser det, er retsplejeloven, straffeloven og grundloven delvist sat ud af kraft til fordel for EU-direktiver
og ikke mindst af de nye terrorlove og dekreter fra ”Det hvide Hus”.
En række organisationer var allerede dengang og senere blevet dømt efter disse love og dekreter f.eks.:
2005: Organisationen ”Greenpeace” blev dømt for terror. Deres forbrydelse bestod i at have ophængt et banner
på storlandbrugets bygning i København, hvorpå der stod: ”Nej til GMO- Svin.”
2006: Dagbladet ”Arbejderen”:
Politiet censurerer en appel om støtte til befrielsesbevægelser på ”Arbejderens” hjemmeside. Appellen var skrevet af ”Foreningen Oprør”. ”Arbejderen” protesterer, men får svar fra tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen – i dag generelsekretær i NATO – at ”terrorlovgivningen står over medieansvarsloven, og at censuren
dermed er lovlig.
2009:
Tøjfirmaet ”Fighters & Lovers” dømmes efter terrorlovens paragraf 114 b, som kan give op til 10 års fængsel, for
at have produceret t- shirts med FARC’s og PLFP’s logo. Pengene for salget skulle gå til støtte for en
radiostation, som drives af FARC i Colombia og et grafisk værksted, som drives af PFLP i Palæstina.. Fængselsdommene blev i Højesteret gjort betingede, men retten konfiskerede de penge, ”Fighters & Lovers” havde
indsamlet. De dømte aktivister skal selv betale sagens omkostninger, som er på det astronomiske beløb 980.000
kroner.
Marts 2010:
”Foreningen Oprør” og talsmand, Patrick Mac Manus idømmes seks måneders betinget fængsel for at deltaget
i indsamlingen af 100.000 kr. til befrielsesbevægelser PFLP i Palæstina og FARC i Columbia.
2011:
”Horserød Stutthof Foreningen” og dens formand sigtes efter § 114 a og b. - terrorparagrafen. Den gamle fangeog modstandorganisation idømmes en bøde på 10.000 kroner, og formanden idømmes fire måneders betinget
fængsel og to måneders ubetinget fængsel.
2011:
Greenpeace-aktivister i dømmes 14 dages fængsel for en aktion under FN’s klimatopmøde i København i 2010.
2013:
ROJ-tv – den kurdiske tv-kanal, som sender fra København anklages for terror, fordi den har bragt interviews
og reportager med den kurdiske oprørsbevægelse PKK.
Man vil fratage stationen sendetilladelsen og dertil en kæmpebøde. Sagen mod ROJ-tv er en følge af en aftale
mellem den tyrkiske premierminister, Erdogan og tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, som blev
sikret stillingen som NATOs generalsekretær med Tyrkiets stemme, mod at ROJ-tv blev lukket. Sagen er endnu
ikke afsluttet.
2
Det er under sådanne forhold antifascistisk organisationer, miljøorganisationer og andre demokratiske bevægelser arbejder i dagens Danmark. Vi ved, at lignende eller værre forhold gør sig gældende i andre europæiske
lande. På den baggrund stiller vi følgende forslag:
Vi foreslår, at FIR stiller sig i spidsen for indkaldelse af et europæisk antifascistisk møde, som har til formål
at styrke det internationale samarbejde i kampen for demokratiet i kampen mod racismen og den voksende
nyfascisme.
Vi foreslår, at det bliver et bredt antifascistisk møde med deltagelse af FIR i de europæiske lande, men vi forestiller os også, at andre antifascistiske organisationer – vore medkæmpere – inviteres med for at give deres
erfaringer og meninger til kende i den fælles kamp.
Vort foreslår, at et sådant møde afholdes inden årets udgang. Hvor det kan holdes og andre praktiske problemer, må vi finde ud af i fællesskab.
De bedste hilsner
Anton Nielsen – Formand for ”FIR- Danmark.”
Bodil Enoch – Formand for ”Horserød Stutthof Foreningen.”
Frede Klitgård – Formand for ”Aktive Modstandsfolk.”
Allan W. Christiansen – Formand for ”De Spaniensfrivilliges Venner”.
Kurt Nielsen - ”AMPA” (Amager Partisaner).
Petter Sommerfelt - Talsmand for ”Demos”
John Ekebjærg Jakobsen – Talsmand for ”Foreningen Oprør”.
Utøya 22. juli – ny international dag mod racisme
og højreekstremisme
af Tue Magnussen
Også den ansete amerikanske avis, Wall Street Journal, skrev i sin leder dagen efter massakren: ” Da karikaturer af profeten Mohammed optrådte i en dansk
avis i efteråret 2005 og startede en stor jihad-kampagne mod Danmark, svarede daværende statsminister
Anders Fogh Rasmussen med en sigende sætning: ’
Vi danskere føler, at vi er blevet placeret i den forkerte
scene i den forkerte film’.”
22. juli var det to år siden, at Anders Behring Breivik
med få timers mellemrum sprængte en bombe i regeringskvarteret i Oslo og udførte en massakre på en
politisk ungdomslejr på øen Utøya uden sidestykke i
Norden.
De kyniske drab på 77 mennesker, herunder den brutale, koldblodige nedslagtning af de mange flygtende
unge deltager på den politisk ungdomslejr – arrangeret af det norske Arbejderpartis ungdom, AUF, var
særlig bestialsk. Retssagen viste, at for Breivik var der
tale om overlagte politiske mord - med andre ord bevidst, højrefascistisk, kristenfundamentalistisk, racistisk terror.
En anden hæderkronet avis, Washington Post, jokkede også grundigt i spinaten; i en leder om tragedien i
Derfor er der al mulig grund til at vi fra dansk side Norge hed det ” Vi ved ikke, om al-Qaeda er direkte
bakker op om forslaget fra lederen af AUF, Eskil Pe- ansvarlig for dagens begivenheder, men efter al sanddersen, om fremover at gøre 22. juli til en internati- synlighed blev angrebet sat i gang af dele af det jihadional dag for at markere modstand mod racisme og stiske miljø. Prominente jihadister har allerede erklæhøjreekstremisme.
ret, at angrebene var gengæld for Norges engagement
I de første timer efter den frygtelige terrorhandling i Afghanistan”.
var medier og politikere hurtige med at udpege isla- Men det var ikke kun de internationale aviser, som var
mister som de sandsynlige bagmænd. Men da det ef- hurtigt ude med forhastede og hurtige fordømmelser.
terfølgende blev klart, at det var en højreekstrem udåd Pressedækningen af mareridtet på Utøya bør også
skiftede tonen.
give de danske medier anledning til selvrefleksion.
Siden har medierne peget på »det onde i os alle« og
på »en gal mands værk« som forklaring. Men morde- Som det næsten var til at forudse, brugte såvel DR som
ren var ikke kun en gal mand eller psykopat. Breiviks TV2 bombeeksplosionen i Oslo til i deres nyhedsududåd var et bevidst højrefascistisk attentatforsøg på sendelser at bære ved til islamhadet og xenofobien.
demokratiske norske værdier.
Både Muhammed-tegneren Kurt Westergård og økseNår bomben i Oslo rettede sig mod den norske rege- overfaldet på ham samt truslen mod Jyllands-Posten
rings højborg, var det et forsøg på et opgør med den blev repeteret sammen med angrebet på World Trade
»politiske korrekthed«, som i Breiviks øjne har tilladt Center på et tidspunkt, hvor man hverken vidste, om
multi-kulturalisme og indvandring i Norge. Når det der var tale om terror, eller hvem der stod bag.
særligt var de unge AUF’ere, som blev ofre for mas- ”Islamisk terror” synes næsten altid at være ” mest
sakren på Utøya, er det netop, fordi han så socialde- nærliggende” forklaring for de såkaldte terrorekspermokrater og venstrefløj som ”landsforrædere”, der har ter eller –journalister, som næsten pr. automatik toner
åbnet op for indvandring og ” den muslimske trussel”. frem.
Nogle af verdens mest ansete aviser var hurtige med at De danske aviser fortsatte rygtespredningen om islinke de frygtelige angreb i Norge til muslimsk ekstre- lamisk terror. Også i Information lød overskriften ”
misme, ofte illustreret af al-Qaeda. Mest åbenlys var Eksperter tror på islamisk terror”. Den danske terrorforsiden på den populære Murdoch-ejede britiske avis ekspert Lars Erslev Andersen gik ud med meldingen:
The Sun med forsideoverskriften ”Al-Qaeda massacre: ” Det mest nærliggende er at tænke, at det er militante
Norway’s 9/11”.
islamister der står bag.”I Berlingske Tidende var omdrejningspunktet i flere artikler, at det var Danmark,
som skulle have været målet, men ” det danske sikkerhedspoliti har været langt mere offensivt i kampen
for at beskytte befolkningen både indenfor og udenfor
Danmarks grænser.”
Efter kort tid blev mediebilledet dog mere facetteret
og nuanceret. Blandt andre dokumenterede Christian Braad Thomsen 26. juli, hvordan daværende MF’er
Søren Krarup havde gødet jorden for Anders Breivik.
En anden undtagelse var redaktør Anders Jerichow,
der i Politiken under overskriften ”Vi har en rem af
Breiviks hud”, skrev: ” Med ganske få undtagelser - de
Radikale og Enhedslisten - har liberale, centrum, venstrefløjen og medierne overtaget den ekstreme højrefløjs begreber”.
Med tilståelsen fra Anders Behring Breivik under afhøringen i Oslos ret, kan man konkludere, at det vi
var vidne til i Norge 22. juli 2011 var en højrenationalistisk, fremmedfjendsk, uniformsglad mands morderiske terrorhandling, som med de mange dræbte,
sårede og traumatiserede i omfang og rædsel er uden
sidestykke i nordisk sammenhæng.
Den demokratiske højrefløj har ikke noget direkte ansvar for Breivik, men bør fortsat her to år efter overveje, hvad den hadefulde debat, anti-islamisme og venstrefløjsforagt kan føre til.
Anders Breivik var med i Fremskrittspartiet, som i
Norge har været bærer af og videreformidler af mange antimuslimske holdninger, som højrepopulistiske
partier står for. I Danmark er det Dansk Folkeparti,
som har været særdeles aktiv i formidlingen af den
fremmedfjendtlige politik til især resten af Norden,
herunder oprettelsen af partiet Sverigedemokraterne.
Breivik selv rettede en stadigt mere skinger kritik mod
de norske regerings-og indvandringsmyndigheder.
Ud over en dyrkelse af det ”norske” og en kristenkulturel kamp mod islam bebudede en ” kamp mod
landsforrædere”, som må fjernes fra magten og stilles
for retten, fordi de tillader indvandring og asylansøgere.
I det 1516-siders manifest, som Breivik lagde ud på
nettet, vil han dels videreføre Middelalderens korstog
mod islam ud fra, hvad man kunne kalde en funda
mentalistisk, kristen opfattelse, dels foretage et opgør
med marxisme og al tale om et multikulturelt samfund.
Men manifestet indeholder også omtale af danske
politikere. Både Anders Fogh Rasmussen og Morten
Messerschmidt omtales positivt i manifestet. Anders
Fogh Rasmussen fremhæves som en af de mænd,
Breivik gerne vil møde: ” Den eneste vesteuropæiske
leder ved magten, som har noget, der minder om en
rygrad, er Anders Fogh Rasmussen” hedder det. Breivik omtaler dog også Vladimir Putin, paven og Geert
Wilders i positive vendinger.
Naturligvis kan man ikke gøre Anders Fogh Rasmussen eller Morten Messerschmidt ansvarlig for
Breiviks handlinger, men der er grund til at gentage
opfordringen til selvrefleksion.
Både Bibelen og Koranen har tidligere været udlagt
på en måde, der har givet brændstof til religiøse korstog og korsriddere, der har trukket mange lig i deres
fodspor. Men de, der bringer ved til bålet, bør stoppe,
når de nu kan se, hvad fremmedhadet kan afføde.
Terrorhandlingerne i Norge er som nævnt i omfang
uden modstykke i nordisk sammenhæng. Heldigvis.
Men det betyder desværre ikke, at det er en enkeltstående begivenhed uden sidestykke.
Både efterforskning og hukommelse synes at være
meget kort, når det gælder højreekstrem terror.
Terrortruslen fra højre synes at være overset både
af efterretningstjenester og af medierne samt af de
såkaldte terroreksperter og –forskere.
Men der er desværre flere forløbere for eksempel det
racistiske Benjamin-drab i Norge og bombedrabet
på anti-racisten Henrik Christensen i marts 1992 i
Internationale Socialisters kontor i Søllerødgade i
København, som stadig hverken er efterforsket eller
opklaret.
Vi skylder de mange ofre, at medierne og det politiske liv foretager en selvransagelse så det kan undgås,
at hadet mod islam og marxisme ikke igen giver
næring til højre-fascistiske angreb, som dem vi så i
Norge for to år siden den 22.juli, en dato som fremover internationalt bør markere den fælles front mod
racisme og højreekstremisme.
Forbrydelsens ansigt
Strimler
Helle Nielsen
Solen er blevet lidt træt for tiden
halvvejs, fem milliarder år.
Måske en slags overgangsalder
- og jorden ved det godt.
Det bliver køligere her hvor vi er
for skyerne samler sig
og varmen trænger ikke helt igennem.
Strimler af hukommelse her hvor vi står,
strimler af minder.
Brune barakker
striber på tyndslidt tøj
strimler af muggent læder
og opskåret fodtøj
såler i barnestørrelse
og voksne
i dynger,
dynger.
Strimler af lys på himlen
tystnede øjne i vrimlen
hos dem som kigger.
Strimler af mennesker på vej til og fra
en skorsten
der ikke ryger mere
der ikke lugter mere
som står der endnu.
Jorden er blevet lidt træt for tiden
vi er nået til verdens ende.
For meget spildt liv i slagmarkens skygge
for megen ligegyldighed og meningsløs ulykke
- og menneskene ved det godt.
Strimler af sol i Stutthof
kranse af grønt overalt.
Sandheden skal ikke ties ihjel
men oplyses og blive fortalt.
Besøg kz-lejren Stutthof,
Danzigerbugten Polen
Gerd, Brian, Lise, Alexander og Helle.
Sommeren 2012
Denne bog kan bestilles ved henvendelse til
Horserød-Stutthof Foreningen v/ Bodil Enoch
Mail: enoch.bodil@gmail.com