Nr. 3 2015 - Antifascistisk

Transcription

LØSSALG: 30 KR.
FRA INDHOLDET
– Leder: Bedragerne og
de bedragede
– Og så går vi til højre...
– Folkevandring – 60 millioner
på vej!
– Konference: Enhed i kampen
mod krig og fascisme – for
fred og frihed
– Det danske kurdersyndrom
– Skal EU have overstatslig
magt over strafferet,
overvågning og udlevering
af danske borgere til
udlandet?
– Køb af israelske våben
annulleret
– Politiets internering af
kommunister var
“europæisk kvalitetsarbejde”
– Det store bedrag
– Anmeldelse: Ruslands sorte
oktober
– Det prekære arbejdsmarked
og tvangsarbejde
– Slavehandelsforbuddet:
Tvivlsom humanisme og
udenrigspolitiske
overvejelser
– Katastrofekurs
AUGUST 2015
LEDER:
Bedragerne og de bedragede
★ For kort tid siden valgtes Mette Frederiksen til ny socialdemokratisk formand. På kongressen afgav hun: ”Et løfte
til Lars Løkke Rasmussen om, at Socialdemokratiet vil være både med- og modspiller.
Når vi sammen kan skabe
resultater, der er rigtige for
Danmark – så er vi din
medspiller. Men når du
skævvrider Danmark og
glemmer at tænke på dem,
der har mindst. Så er vi din
Mette Frederiksens løfte
hårdeste modspiller.”
var ikke meget værd.
(28. juni 2015)
To uger senere – den 10. juli – så vi, hvad dette løfte
indbar, da de tidligere regeringspartier lagde stemmer til
Claus Hjort Frederiksen diktat til kommunerne, og dermed
sikrede VO-regeringens fortsatte eksistens.
Mange socialdemokrater havde svært ved at forstå,
hvordan det hang sammen med den nye formands ord på
kongressen. Ikke mindst fordi man samtidig erklærede, at
”denne aftale er på ingen måde en blåstempling af den aftale, som den nuværende regering har lavet sammen med
Kommunernes Landsforening.”
Hvorfor støttede man det så? Hvorfor reddede man
regeringen fra at komme i mindretal? Er det, hvad den nye
partiformand mente med, ”at være din hårdeste modspiller?”
Nicolai Wammen, politisk ordfører(S) – ”forklarede”
det åbenlyse løftebrud sådan:”Det er vigtigt, at der kommer styr på butikken, så der ikke er kaos forude.”
Det lod man sig så spise af med – som sædvanlig!
Godaw mand økseskaft.
Udgivet af foreningen ”Antifascistisk Forum”.
Henvendelse til Antifascistisk Forum:
Medudgivere: Horserød-Stutthof Foreningen og FIR.dk –
Féderation Internationale des Résistans – Association Antifasciste.
Anton Nielsen, Rughavevej 7, 2500, Valby. Telefon: 47179069.
Kasserer: Inger Nielsen (samme adresse)
Ledelse: Formand Anton Nielsen (nielsenanton2@gmail.com)
ISSN nr. 2245-4195.
Irak-kommissionen og nye kampfly
En af den nye VO-regerings første handlinger, var at lukke
Irak-Afghanistan-Kommissionen. Dermed forhindrede
man, at to af de hovedansvarlige for Danmarks deltagelse
i USA’s krige – tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen og tidligere udenrigsminister, Per Stig Møller –
blev indkaldt til – under ed – at aflægge forklaring for
kommissionen. Samtidig besluttede man, at kommissionens arbejde og papirer skulle under lås og slå i Rigsarkivet. Det indicerer helt tydeligt – hvilket helt sikkert ikke
undre nogen – at man har noget at skjule, som man for enhver pris ikke ønsker skal komme til offentlighedens
kendskab.
Samtidig forberedes indkøb af nye kampfly for ikke
under 30 milliarder kroner. Så vi kan leve op til vore
”forpligtigelser” over for store allierede, næste gang
Washington kalder til kamp ”for demokratiet og de vest-
Kasserer: Inger Nielsen. Telefon: (47179069).
Antifascistisk Forums støttefond:
Redaktion: Ansvarshavende – og politisk redaktør, Anton Nielsen,
Lilli Rodeck, Henning Jacobsen, Tonny Warming, Egon Laugesen,
Annette Mørk.
Artiklerne afspejler ikke nødvendigvis redaktionens holdninger.
Medlemskab – abonnement: 200,- kr. pr. år (4 numre).
Netadresse: www.antifascistisk-forum.dk
Man kan støtte Antifascistisk Forum økonomisk på følgende konto:
Arbejdernes Landsbank: reg.nr. 5332. Kontonummer: 0000244920
Kontingent/abonnement indbetales på samme konto.
Horserød-Stutthof Foreningen har hjemmesiden:
www.horserød-stutthofforeningen.dk
og Facebooksiden: Horserød-Stutthof Foreningen
Nummer 4, 2015 udkommer i december. Deadline for indlæg mandag den 23. november. Udkommer mandag den 7. december
2 l
Antifascistisk Forum – august 2015
lige værdier,” og en ny stat og et nyt folk skal bombes til
lydighed.
Favoritten er det amerikanske ”John Strike Fighter fly
– som så vidt vides er det dyreste på markedet, og som
man – til forskel fra de to andre mulige fly – ikke kan få
lov at prøveflyve med danske piloter, før pengene er betalt. Det har vakt en del murren i krogene i den senere tid,
men bliver næppe afgørende i sidste ende. Det danske
folketings flertal er villige til alt. Konsekvenserne af en
”aktiv udenrigspolitik, kan nu – som Irak-AfghanistanKommissionen nu er blevet det – gemmes af vejen i Rigsarkivet. I statens store glemmebog.
Dansk Folkeparti: ”En god begyndelse”
Mens 60 millioner mennesker jorden over er på flugt fra
fattigdom, sult og krige, mente den nye skingre integrationsminister, Inger Støjbjerg, det nødvendigt, at foretage
nye stramninger af asyllovgivningen – det såkaldte
”straks-indgreb”.
Formålet: At forhindre flest mulig flygtninge i at
komme til Danmark og forringe forholdene for de, som
alligevel – på trods af fru Støjbjergs og Dansk Folkepartis
ihærdige indsats – er nået frem til ”Verdens Lykkeligste
Land.”
Man mener at kunne spare en milliard kroner på flygtningene-regningen, som så kan bruges til at nedsætte skatten for de rigeste.
Når man så samtidig skærer i u-landsbistanden, giver
det nye økonomiske muligheder for VO-regeringens erklærede mål, at ”den danske hjælp” skal ske i nærområderne. Det er i hvert fald postulatet – men det holder ikke
en meter i virkeligheden, og de ved det.
Flygtningene skal holdes så langt fra Danmark som
overhovedet muligt, det er målet. Nemlig i de lande hvor
millioner af flygtninge lever fra hånden til munden, og
Grækenlands Gyldent Daggry blev inviteret til Folkemødet på Bornholm af de danske nazister.
stater er ved at bryde sammen under presset af de, som
flygter fra Vestens bombardementer hvori indgår danske
krigsfly. De er udkommanderet af det selvsamme politiske
flertal i Danmark, som nu smækker Danmarks dør i hovedet på ofrene for Danmarks krigsførelse.
Vi har ikke noget at skamme os over, siger Inger Støjbjerg. Nej, for hun har ingen skam i livet!
”En god begyndelse”, siger Dansk Folkeparti fornøjet
– men kun en begyndelse!
Man bør af mange gode grunde frygte det værste i tiden, der kommer. Til forskel for socialdemokrater og radikale står Dansk Folkeparti nemlig ved deres løfter.
Men nogen er velkommen. Det så vi bl.a. på Folkemødet på Bornholm, den hollandske racist og fascist,
Gert Wilders,sammen med repræsentanter for det græske
Gyldent Daggry og italienske og franske fascister var inviteret af danske nazister, for i demokratiet misbrugte navn,
at udsprede deres menneskefjendske budskab i Dannevang. I ytringsfrihedens navn havde de ret til at tale, udtalte det borgerlige Danmark. Sådan er demokratiets spilleregler.
Noget lignende sagde de også i 30-erne. Hvad det førte
til, har man glemt.
Grækenland et lærestykke
De danske medier og stort set den samlede danske presse
er meget enige om, at Grækenland ligger, som det har
redt. Nu må de ”betale deres gæld”.Men det kan de ikke.
Alt går til at betale renterne af tidligere lån, stiftet af tidligere græske regeringer, som i vid udstrækning stak pengene i egne lommer. Det græske folk så aldrig så meget som
en bøjet Euro. Landet og folket blev forarmet – og værre
vil det blive.
Men långiverne – IMF, Den Europæiske Centralbank
og EU – krævede kontant afregning, ellers ville grækerne
ryge ud af Euroen.
Syriza-regeringen turde ikke tage konsekvensen af sin
egen politik. I stedet for at bryde med EU indlod man sig
på endeløse og nytteløse forhandlinger med finans-gribbene. Resultatet var forudsigeligt. Det græske folk blev
hånet og umyndiggjort.
I skrivende stund – 15. juli – skal det græske parlament
underskrive EU’s, IMF og Den Europæiske Centralbanks
håndfæstning.
Som Pablo Echenique fra Podemos siger: ”Det, de prøver at gøre mod Grækenland er et økonomisk statskup, og
de vil omdanne landet til et protektorat.”
Det sker i dag den 15. juli 2015. Hvem bliver de
næste? ★
l 3
Og så går vi til højre...
Af Annette Mørk
★ Europa har i disse år en lighed med den politiske scene i
30’ernes Tyskland. I dag har vi igen en konstellation, der
under en krises fortegn, og som med en veltilrettelagt propaganda likviderer det arbejdenes folks demokratiske rettigheder. Dette bliver gjort via EU – og med EU’s medlemslandes politikeres medvirken – med urimelige nedskæringer, støtte til monopolkapitalen, storbankerne,
krigsindustrien og forbundsfæller i statsapperaterne og det
private erhvervsliv. En politik der nu – som dengang – kan
føre Europa ud i en økonomisk og menneskelig katastrofe.
Det er den almindelige lønmodtagers levestandard,
som (desværre) afgør, om fascismen vinder frem. “Når
krybben er tom, bides hestene”, siger det gamle ordsprog,
og det er den simple retorik fascisterne vinder stemmer på.
Mange – især – de kriseramte lønmodtagere, de arbejdsløse, de syge, løsarbejderene, de som modtager sociale
ydelser, de handicappede og pensionisterne (uden opsparing), som bliver ofre for nedskæringspolitikken, begynder
at sparke nedad og ud efter naboen og forsøger at placere
skyld for “den såkaldte krise” hos andre dele af befolkningerne end den gruppe, de selv er en del af.
Race- og kulturforskelle er (igen) en del af “programmet”, hvilket betyder at muslimer og desperate flygtninge
uretmæssig har fået tildelt en førsteplads i forhold til personer, som det er tilladt at sparke ud efter. Det sørger den
fascistiske veltilrettelagte propagandamaskine for, ved at
gentage den samme retorik igen og igen, så ingen borgere
kan nå at tænke selv og i fællesskab begynde at sparke
opad og knuse den økonomisk politk, som fører til større
og større ulighed og kranke skæbner.
Der er ingen “redningsplanker” fra en fascistisk økonomisk politik. Der er kun ét formål for de som sætter den
dagsorden: At hytte sig selv og sine egne, uanset omkostningerne på kort eller langt sigt!
★ I 1930 var der ca. 5 millioner arbejdsløse i Tyskland, og
mange underbetalte lønmodtagere, samt mange pensionister og krigsveteraner (fra 1. verdenskrig). Dengang var
der også en politisk skabt økonomisk krise.
Den 11. og 12. marts 1930 vedtoges de love, der forpligtede Tyskland til at yde store bidrag til vestmagterne.
SPD (Sozialdemokratische Partei Deutschland/Socialdemokratiet) stemte for disse love, under ledelse af dets
kansler Hermann Müller. 14 dage senere blev Müller væltet. Der var ikke brug for SPD som regeringsparti! Metoden at lade socialdemokrater – dengang, som nu – lave det
beskidte arbejde for højrefløjen og derefter styrte dem, når
de er blevet upopulære, er altså ikke ny.
Den 30. marts danner Heinrich Brüning regering. Han
4 l
Hitler blev kansler den 29. januar 1933.
var fra partiet Zentrum – et katolsk højrepari – og som
kansler af Tyskland lægger han ud med kraftige nedskæringer, for at redde storkapitalen og forsøge at overbevise
udlandet om det uholdbare i krigsskadeerstatninger (fra 1.
verdenskrig) til landene under en økonomisk krise og via
den hårde nedskæringspolitik drev han det tyske folk
ubamhjerteligt ud til den yderste grænse. Dette kunne han
og hans parti selvfølgelig kun gøre ved flertal fra de andre
partier i parlamentet.
Samtidig med de voldsomme nedskæringer, blev der
brugt millioner på oprustning, for “at Tyskland til enhver
tid ville være i stand til at bruge verdenskrisen, til at udøve pres mod alle andre øvrige magter” (citat Brüning)
,men også på grund af pres fra den tyske rigspræsident
Poul von Hindenburg, som var pensioneret general og højt
dekoreret fra 1. verdenskrig. Den tyske rigspræsident havde større magt end kansleren (statsministeren), da det var
rigspræsidenten som kunne opløse rigsdagen, afskedige
ministerne og regeringen og også kansleren.
(I 1934 slog Hitler rigspræsidentens og rigskanslerens
embede sammen).
Heinrich Brüning var kansler fra 30. marts 1930 til
valget den 14. sep. I den periode blev de hårdt ramte borgere slået mere til jorden: Der blev indført personskat for
alle borgere (uanset indtægt), en beskatning af alle ledige,
lønnedsættelser for embedsmænd og offentligt ansatte, bidrag til arbejdsløshedsforsikring blev sat op med 4½%, og
arbejdsløsheds- og sygeforsikringsydelserne forringes.
Samtidig blev der bevilget 150 millioner mark til rådighed
til sanering af riddergodser i det østlige Tyskland!
★ Enkeltresultater ved rigsdagsvalget 14. sep. 1930: SPD (socialdemokratiet) 143 mandater, NSDAP (Nationalsozialistische Deutche Arbeiterpartei – Adolf Hitler) 107 mandater, Zentrum (katolsk højreparti) 87 mandater og KPD
(Kommunistische Partei Deutschland) 77 mandater, og der
var få mindre andre partier, f.eks såsom Bayerske Volks-
partei (deres mandater hørte under Zentrum). NSDAP er
gået voldsomt frem, de borgerlige partier (med undtagelse
af Zentrum) decimeres. SPD taber 600.000.stemmer. KPD
vinder 1,3 millioner stemmer.
Heinrich Brüning (Zentrum) fortsatte som rigskansler
efter valget og alle partierne – minus Kommunisterne –
fortsatte deres hårde nedskæringspolitik og oprustning i
krigsindustrien. Metalarbejderne fik påbud om en lønnedgang på mellem 4-6%. Igen nedsættes de statslige embedsmænds lønninger, denne gang med 6% og samme
procentdel skæres i alle pensioner. Skatten på øl og tobak
og for ugifte forhøjes og tyskerne går ind i år 1931..
Der vedtages en forordning om 6% lønnedgang for arbejderne i mineindustrien i Ruhrområdet. Et mindretal i
SPD (socialdemokratiet) stemmer imod bevillinger til
bygning af nye panserkrydsere). De bliver skarpt irettesat
af partiledelsen og to personer fra udbrydergruppen bliver
få måneder efter ekskluderet. I juni vedtages (igen) et påbud om at de offentligt ansattes lønninger skal beskæres
og (igen) bliver alle pensioner nedsat med 5-8% og arbejdstiden i den private industri tillades nedsat uden lønkompensation og regeringen indfører “frivillig arbejdstjeneste”. I oktober nedsættes indkomster og pensioner yderligere ved lov. Antallet af (registrerede) arbejdsløse er nu
5,7 millioner. 900.000.personer modtager ingen arbejdsløshedsunderstøttelse.
KPD (Kommunisterne) gør et forgæves forsøg på at
rette op på de mange nedskæringer og den økonomiske situation i maj 1931 og fremlægger et jobskabelsesprogram,
der indeholder: 40 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation, forbud mod overarbejde, pensionsalder på 60
år, forbud mod virksomhedslukninger, udvidelse af boligbyggeriet, samt af sygehuse, sanatorier, plejehjem og børneinstitutioner. Dette blev nedstemt.
★ Nedskæringerne fortsatte og arbejdsløsheden steg i 1932
og banede vejen for, at Hitler blev kansler den 29. januar
1933. “Den stærke mand” kunne nu påbegynde sit rædselsregime, sammen med sine politiske medsammensvorne og de mange medlemmer af NSDAP. Den almindelige
tysker vidste ikke, hvad som var i vente. De øjnede håb
for en bedre fremtid. Deri tog de fejl!
Det er i dag ikke svært at forestille sig hvorfor den
almindelige tyske lønmodtager, den arbejdsløse, pensionisterne og alle de som havde betalt en høj pris for den
politik der var blevet ført, støttede NSDAP og så Hitler
som en stor leder og redningsmand. Partiet fremstod som
et “arbejderparti”, på trods af at Hitler talte med to tunger.
F.eks. talte han d. 27. januar 1932 i Düsseldorf for 700
repræsentanter fra industri- og bankverdenen, hvor han
lovede at beskytte den private ejendomsret, at udslette
demokratiet og bolsjevismen og erobre et nyt “Lebensraum”.
Det program NSDAP havde og som betød at “den almindelige tysker” fik håb i deres tilværelse var simpelt og
nemt at forstå (uddrag af NSDAP s program): “Tysk selvbestemmelse (!), land og territorium (kolonier) til det tyske folks bevarelse. Kun dem med tysk blod kan være
landsmænd og immigration skal hindres, og alle fremmede, som er kommet efter 1914, skal forlade landet.
Alle borgere skal have et anstændigt liv og arbejde og alle
borgere skal have lige rettigheder og pligter. Generøs forøgelse af alle pensioner. Enhver indkomst som ikke har
rod i arbejde skal afskaffes, nationalisering af alle fonde,
samt konfiskation af alle krigsprofitter og profitdeling i
større industrier. Frihed for alle religiøse troretninger, som
ikke truer staten eller den germanske race. Alle uddannelser skal tilpasses det praktiske liv og fattige børn med
gode evner skal uddannes på statens bekostning, og staten
skal løfte den nationale sundhed. Landbruget skal fritages
for ejendomsskatter og Romersk lov, “som tjener verdens
materialisme” skal erstattes af en ny tysk lov”.
NSDAP lavede med deres “program” et pletskud i de
usikre forhold mange tyskere levede under, men et var
hvad de lovede, noget andet var hvad som skete.
At der var punkter i programmet som ikke blev fremført i propagangaen, er forståeligt. F.eks: “Vi kræver hensynløs krig mod de som vil skade vores fælles velfærd og
det skal straffes med fængsel eller døden” eller: “ Det centrale politiske parlament skal ubetinget have myndighed
over hele staten og alle statens organisationer”.
Det er som at se den europæiske scene 2015: Fascister
med tomme gyldne løfter, vinder frem under dække af at
være “arbejderpartier”, hjulpet frem af en grotesk nedskæringspolitik fra andre partier ( – og nu med EU som
“Overstaten”) Nedskæringer som de fascistiske partier også stemmer for.
★ Historien er ved at gentage sig selv. Bekæmp dét! Gør oprør! I fællesskab! ★
Golden
Dawn og
Heil!
l 5
Folkevandring
– 60 millioner på vej!
Tusinder og atter tusinder forsøger at nå frem til Europas kyster i synkefærdige både. Mange – rigtig
mange – drukner på vejen til ”det forjættede land. ”Det er ikke vores problem,” lyder det fra EU.
I hvert fald er kendsgerningen indtil nu, at man foretager sig lidt eller intet, ud over at man har besluttet at
sende krigsskibe til Libyens kyst, som kan ødelægge de lokale fiskerbåde, så de ikke kan bruges af
menneskesmuglerne. Det er alt indtil nu.
Af Anton Nielsen
★ 60 millioner flygter fra nød, sult, fattigdom og krig. Krige,
som ikke mindst EU bærer et tungt ansvar for. Nu løber
selv samme EU som sædvanlig fra ansvaret. Havet sletter
som bekendt alle spor – håber de på.
De søger mod vore kyster for at få et bedre liv for deres familier – et liv i fred og tryghed, men de møder et
Fort Europa, som hellere ser deres hæl end deres tå.
Den danske VO-regering mener, at forringelse af flygtningenes forhold i Danmark vil kunne stoppe den menneskelige tsunami, som er på vej. De har glemt vor egen historie. Vi har også været flygtninge, men vi har også – i
lighed med i dag – været krigsdeltagere, voldsmænd og
undertrykkere!
Et historisk tilbageblik
Går vi tilbage i historien til det andet århundrede før vor
tidsregning – mere nøjagtigt mellem 120 f.v.t. og 101 f.v.t.
drog Cimbrerne – med tilslutning fra to andre folkegrupper, Toutonerne og Ambronerne ned igennem Europa mod
Rom. De blev tilintetgjort i 105 f.v.t. Hvorfor drog de ud
på den farefulde rejse? Svaret var, at de ikke længere kunne opretholde livet for dem og deres familier i Himmerland.I vikingetiden fra år 800–1050 hærgede de nordiske
Udvandringen fra Danmark tog rigtig fart efter krigen i 1864
6 l
vikinger i England og Irland, drog ned ad de russiske floder og nåede helt til Konstantinopel, hvor de gik i sultanens tjeneste.
Så vi har en lang tradition for erobringstogter – og er
ikke uvant med rollen som lejesoldater i fremmed tjeneste.
Her lærte vi krigens blodige håndværk at kende, et håndværk, som vi siden har praktiseret – sidst i begyndelsen af
det nye årtusind.
Mod nye kyster
I nyere tid tog udvandrings-bølgen fra Europa sin begyndelse fra Napoleons-krigenes ophør i 1815. De næste
hundrede år frem til 1. verdenskrig udvandrede mere end
50 millioner europæere i håbet om at skaffe sig et bedre
liv. De var ikke velfærdsturister. Udvandringen fra Danmark tog rigtig fart efter krigen i 1864, hvilket burde få
dagens danske politikere til endnu engang at overveje, om
ikke de flygtninge, som i dag banker på Danmarks dør,
står i samme situation som vore landsmænd efter 1864. På
flugt fra krigens rædsler.
Så fra midten af 1800-tallet til midten af 1900-tallet
var Danmark et udvandringsland. 400.000 danskere forlod
i denne periode Danmark for at slå sig ned for resten af
livet i fremmede verdensdele. De blev sjældent modtaget
med åbne arme.
Det var mange ud af en befolkning på 2,2 millioner i
1890, og i forhold til befolkningsstørrelsen blev udvandringen fra Danmark før 1914 kun overgået af Irland –
som efter kartoffelpesten, tømte landet for 25% af dets
indbyggere.
For Sveriges vedkommende – som i den periode oplevede de såkaldte ”nødår” (= afgrundsdyb fattigdom og
hungersnød) udvandrede ikke mindre end 1.105.000, ca.
en tredjedel af landets daværende befolkning. Mange af
dem til Danmark – læs Martin Andersens bog ”Pelle Erobreren, hvis du vil vide mere om den tid. Fra Norge udvandrede 754.000 mennesker.
Mange flygter fra krigshandlingerne i blandt andet Syrien.
I alt udvandrede 2.168.000 i perioden 1840-1914 fra
Skandinavien.
De fleste drog i ophugningsmodne skibe over Atlanterhavet mod en uvis skæbne. Som dagens skibbrudne på
Lampedusa, Sicilien, Grækenland møder Fort Europa,
mødte de New York, Ellis Island og Frihedsgudinden, der
som så meget ”over there” viste sig at være en tom illusion.
2015: 60 millioner på vej – foreløbig
Krigen nærmer sig
Det er den virkelighed, der føder flygtningestrømmen,
som nu er nået frem til Europas kyster. Vi er medskyldige
heri ved vores aktive deltagelse i USA’s krige. Men som
sædvanlig løber de danske politikere fra ansvaret. Samtidig lægger man op til nye konfrontationer, denne gang i
Europa – mere præcist i Ukraine, hvor man helhjertet slutter op bag de nynazistiske magthavere i Kiev. Der er allerede flere end en million ukrainske flygtninge i Rusland –
de interne flygtninges antal er ukendt.
Vor store allierede, USA, fører nu tunge våben ind i
Ukraine, NATO rykker helt frem til den russiske grænse –
en åbenlys provokation. Man lægger op til endnu en katastrofal krig – den sidste måske –men med nye flygtningestrømme som en uundgåelig følge.
Samtidig kastets Grækenland for de økonomiske rovAntifascistisk Forum – august 2015
l 7
▲
Det begyndte med USA’s og ”de villiges koalitions”
angreb på Afghanistan og Irak, og Vestens vilde jagt
på disse områders naturresurser – først og fremmest
olien.
Siden er hele Nordafrika blevet ramt af krige og
konflikter. I Syrien, i Irak endnu engang i 2015.
Libyen, der, som en følge af Vestens bombeangreb
og ødelæggelse af infrastrukturen, som forventeligt
har udviklet sig til en røverstat splittet mellem mange
klaner.
Yemen, som i disse dage terrorbombes af Saudi Arabien – som sædvanlig støttet af USA og Storbritannien.
Vestsahara: Okkuperet af Marokko med den gamle kolonimagt Frankrigs velsignelse. Dertil Libanon, som vakler
og trues af opløsning under vægten af millioner af flygtninge fra de omliggende lande – først og fremmest Syrien.
Og sidst, men ikke mindst, Israels og USA’s uendelige
blokade og krig mod det palæstinensiske folk.
De øvrige nordafrikanske stater: Algeriet, Mauretanien, Tunesien, Jordan og Oman er konstant i fare for at blive inddraget i de forskellige krige og opgør, hvilket gør
dem til nemme ofre for pression fra de tidligere koloniherrer.
Dertil kommer nu forskellige terrorgrupper med ”Islamisk Stat” i spidsen, som med deres brutale fremfærd
bidrager til det totale kaos og anarki, som var og er USA’s
og dets allieredes – herunder Danmarks – påskud til igen
at slippe bombeflyene løs over en værgeløs civilbefolkning. Som sædvanlig i frihedens og demokratiets navn.
▲
dyr: Den Internationale Valutafond, IMF, Den Europæiske
Centralbank og EU ved kansler Merkel. Solidaritet med
det græske folk i deres eksistenskamp, det er dagens parole.
Det kan konstateres, at fordrejning af historien nu
som tidligere er blevet en fast bestanddel af historien
indenrigs- som udenrigspolitisk. Det ændrer sig ikke
uanset hvilken regering, som måtte sidde ved magten i
Danmark.
Dansk flygtningepolitik 2015 –
Såvel den tidligere som den nuværende regering er enige
om, at flygtningene hjælpes bedst i nærområderne. Det vil
sige i de lande og områder, som ovenfor beskrevet. De
som forvejen huser millioner af flygtninge. Det er et paradeforslag uden grund i virkeligheden. Det har et eneste
formål, at holde flygtninge, hvor end de kommer fra, væk
fra Danmark. Hvis det ikke lykkes fuldt ud, så tages andre
midler i brug.
Den nye integrationsminister, Inger Støjberg, illustrerede få dage efter regeringens tiltræden, hvad hun havde
tænkt sig. Nogle eksempler:
– Lavere integrationsydelse: 5.945,- kr. om måneden.
”En lavere ydelse vil betyde færre asylansøgere.” Da
kommunerne udtalte deres tvivl om rigtigheden af hendes
påstand og i stedet advarede om, at de – asylansøgerne –
f.eks. ville få svært ved at betale husleje, blev de fejet af
med følgende tirade ”det bliver ikke et liv i sus og dus,
men det er heller ikke meningen.” (Inger Støjberg, integrationsminister)
– I øvrigt skal der strammes op for familiesammenføringer, mener hun og regeringen. Hun har tilsyneladende
glemt alt om Tamil-sagen – eller også er hun bare flintrene
ligeglad.
– Som det sidste skal nævnes, at hun mener – og agter
at gennemføre forskellige krav til vestlige og ikke-vestlige
indvandre – underforstået islamiske indvandrere. Renlivet
apartheid og i strid med alle internationale konventioner
og bestemmelser.
Den slags forskelsbehandling er set før i historien. I
30’erne, hvor politiske flygtninge fra nazi-Tyskland blev
forfulgt af de danske myndigheder og ofte blev de udlevet
til bødlerne på den anden side af grænsen med døden til
følge.
Senere – under krigen – udleverede man, dvs. den
danske stat, uden tøven de danske kommunister og de
jøder, det ikke var lykkedes at komme til Sverige, til
en uvis skæbne i Hitlers kz-lejre. For mange ensbetydende med en dødsdom. Siden fulgte mange modstandsfolk, som heller ikke var politisk korrekte. Forstået sådan, at de var ”røde”. De havde selv bedt om det, som
man sagde.
Under Den Kolde Krig fortsatte denne praksis. Næsten
8 l
Bekvemmelighedsflygtning?
alle var velkomne i Danmark, men de skulle have den rigtige politiske holdning – ellers var her adgang forbudt!
Store indsamlinger blev foranstaltet for ungarere, som
havde bekæmpet kommunismen. Antikommunistiske systemkritikere var mere velkomne, mens hjemmelig systemkritikere – fagforeningsfolk, fredstilhængere og andre
af den slags – blev aflyttet og slæbt i retten, som fjender af
staten, eller som terrorister.
Fascismen marcherer igen i mange europæiske byer.
I Estland, Letland og Litauen paraderer gamle SS’ere og
kz-bødler i gaderne med myndighedernes fulde billigelse
og støtte. Det gentager sig i snart sagt alle østeuropæiske
lande – fra Ungarn, Ukraine, den første nynazistiske stat i
Europa – hvor det kommunistiske parti netop er blevet
forbudt – til Rusland. Man spytter på de dødes grave, og
beskylder de levende for at være terrorister.
I Tysklands länder, i Østrig og Italien, hvor fascistoide
partier sidder i parlamenterne eller har regeringsmagten,
marcherer de frem i fuld offentlighed. Hadet til alle anderledes tænkende dyrkes og spredes.
Indvandrere, romaer, farvede, sorte, og antifascister,
socialister og kommunister overfaldes, ofte med døden til
følge. Mordbrande og bombeattentater hører til dagens
orden mange steder. Attentater som aldrig opklares – i
hvert fald ikke med politiets gode vilje – som f.eks. bomben i Søllerødgade for mange år siden, som dræbte en
ung socialist.
Og vi er godt med med den nye regering. Det bliver en
svær tid – ikke bare for flygtninge og indvandrere – men
også for det danske folk. ★
Enhed i kampen mod krig og fascisme
– for fred og frihed
Antifascistisk konference 21.-22. november 2015,
hos 3F København, Peter Ibsens Alle 27, 2400 København NV
Alle foreninger, organisationer, antiracister, antifascister og andre er velkomne.
Tilmeldingsfristen er mandag den 2. november på nielsenanton2@gmail.com eller enoch.bodil@gmail.com
Deltagergebyr 100 kr. pr. person. Frokost mv. betales på stedet. Konferencefest lørdag aften.
Lørdag den 29. august kl. 11–18. Strandengen 11 i Roskilde
Roskilde Mini-festival sætter fokus på international solidaritet og antifascistisk kamp.
Son Danesas spiller salsamusik fra Cuba. Stig Ekblom, Asger Sandal Jeppesen og Fatma giver også
et par numre.
Der er boder fra forskellige freds-, solidaritets- og antifascistiske organisationer.
Gourmetgrill med slagtermesterens bedste pølser, webernakkesteg og limousinebøffer samt div.
salater og brød. Øl, vand og vin kan købes – også cubansk rom og øl.
Entre og grillmad ad libitum for kun 150 kr.
For mere information: Kontakt Annie Juncher tlf. 2460 1282 eller juncher@dadlnet.dk
Overskuddet går til solidaritetsarbejde med Cuba.
Medarr.: Horserød-Stutthof Foreningen, Antifascistisk Forum, Demos, Venskabsforeningen DDF Korea,
De Spaniensfrivillige og Dansk Cubansk Forening.
Det danske kurdersyndrom
Af Bjørn Elmquist, advokat (H)
★ Her sidst i august begynder terrorankesagen mod en halv
snes kurdere. I de næste 10-11 måneder skal et nævneting
i Østre Landsret foretage straffesagen mod disse personer,
der i Københavns Byret blev frifundet for at have ydet finansiel støtte til terror i Tyrkiet. Men den frifindelse vil
anklagemyndigheden altså søge omstødt.Langt de fleste af
de tiltalte bor og har boet i Danmark i 20-30 år, hvor de
har kone og børn. Som det oftest er tilfældet med kurdere,
er de velintegrerede og i beskæftigelse.
De blev i september 2012 anholdt og – bortset fra én –
varetægtsfængslet i tre måneder, sigtet og senere tiltalt for
i flere år frem til og med 2011 at have samlet millioner af
kroner ind og formidlet dem videre til det kurdiske arbejderparti PKK til støtte og brug for terror i Tyrkiet.
Sammenhæng med ROJ TV
Sagen er en udløber af terrorsagen mod den kurdiske ROJ
TV-station baseret i Danmark, som i januar 2012 af
Københavns Byret og i juli 2013 af Østre Landsret blev
fundet skyldig i propaganda for PKK. Retten til at sende
TV fandt Byretten ikke at kunne frakende, men først Østre
Landsret og senere Højesteret anlagde en anden fortolkning og fratog ROJ TV senderetten.
ROJ TV, der har et seergrundlag på 28-30 millioner
spredt over hele verden, var allerede i 2005 af den tyrkiske stat indklaget for det danske Radio- og TV-nævn for
at overtræde forbuddet mod at sende programmer, der opfordrer til had og vold mv. Nævnet afviste imidlertid efter
grundige undersøgelser klagen og fastslog, at de programmer og nyhedsindslag, ROJ TV sendte om bl.a. konflikten mellem Tyrkiet og kurderne, herunder også specielt
PKK, i indhold svarede til den dækning, som DRTV
og TV2 har og havde i forhold til den slags konflikter.
En ny tyrkisk klage i 2006 og endnu én i 2008 førte til
præcist samme resultat.
Forbitrelsen var stor i officielle tyrkiske kredse, og
sagen blev til et internationalt problem, da den danske
statsminister Fogh Rasmussen blev USA's foretrukne
kandidat til posten som generalsekretær i NATO. Ved
ihærdige amerikanske anstrengelser fik man efter flere
møder i København imidlertid ”inspireret” de danske
myndigheder, herunder anklagemyndigheden, til en så
”kreativ tilgang” til de strafferetlige bestemmelser om terror, at der kunne rejses tiltale mod massemediet. Det skabte så stor tilfredshed hos den tyrkiske regering, at man
accepterede Fogh Rasmussen som NATO-generalsekretær.
Glemt var imidlertid alle officielle hyldesttaler til
ytringsfriheden som den fremmeste demokratiske rettighed, og rent teknisk opfandt man den usædvanlige juridiske konstruktion, hvor der blev rejst tiltale for propaganda
for terror mod aktieselskabet bag ROJ TV, men ikke
samtidig mod nogen fysisk person, såsom selskabets
bestyrelsesformand, direktør og/eller den ansvarshavende
redaktør.
Baggrunden var, at hovedbeviset for de direkte forbindelser med PKK var den oprindelige, men senere afskedigede ROJ TV-direktør, der som kronvidne fremstod i retten med yderst belastende og helt nye oplysninger i forhold til det, han ellers tidligere i årevis havde forklaret.
Sagen kunne således teoretisk set have været kørt som en
tilståelsessag mod ham som personligt tiltalt, men så
havde dette kronvidne næppe ”leveret varen”.
Det endelige punktum i ROJ TV sagen er ikke sat
endnu. Da de nationale retsmidler var udtømt ved Højesteretsdommen i februar 2014, indklagede jeg på vegne af
ROJ TV’s nye bestyrelsesformand og nye direktør Danmark for Den europæiske Menneskerettighedsdomstol i
Strasbourg for overtrædelse af konventionens artikel 10
om ytrings- og pressefrihed. Her er ikke bare spørgsmålet
om skyld, men også om sanktionen til påkendelse. Det er
ganske uhørt, at man som sanktion i stedet for bøder ligefrem skrider til kategorisk lukning for stedse af et massemedie.
Terrortiltalen mod de ti kurdere
Giv en hånd til Kobene
Reg.nr. 1551 – Kontonr. 1841084
Mobilepay: +45 2559 9432
10 l
Men her i Danmark kastede myndighederne sig straks efter Byrettens dom i første instans uved at d i sager mod
nogle af de kurdere, især her i Danmark, som havde støttet
op om ROJ TV, bl.a. samle penge ind til stationen.
Én af dem blev tiltalt for at have formidlet penge fra en
kurdisk kulturfond i 2006 og 2007 til ROJ TV, de andre
for at have samlet penge ind i 2009, 2010 og 2011. Det vil
sige alt sammen på et tidspunkt, hvor ROJ TVs aktiviteter
af Radio- og TV-nævnet i de tre klagesager var godkendt,
idet programmerne som nævnt var af samme indhold som
DRTV s og TV2 s om den slags konflikter.
Anklagerne mente, at de tiltalte godt vidste eller måtte
vide, at ROJ TV var talerør for PKK.
De var også tiltalt for støtte til terror ved at samle penge ind til den dansk-kurdiske venskabsforening og andre
kurdiske tilsvarende foreninger i Vesteuropa, fordi – hævdedes det – alle disse foreninger var en del af PKK og dermed terrorister. Sågar nødhjælp fra kurdere i Danmark og
andre skandinaviske lande til jordskælvsofre i den tyrkiske provins Van, hvor der bor mange kurdere, blev af
anklagerne ligeledes stemplet som støtte til terror.
Frifindelsen i Københavns Byret
Efter 60-70 retsdage i Københavns Byret med bl.a.
udførlige afhøringer af de tiltalte og en del vidner, afspilning af aflyttede telefonsamtaler og af flere måneders
rumaflytninger gav nævningetinget os forsvarere medhold: anklagerne havde ikke ført bevis for, at de tiltalte
havde haft forsæt til at støtte terror. De blev derfor alle
frifundet.
Vi forsvarere påviste over for nævningetinget bl.a., at
man godt kan arbejde aktivt for og støtte politiske løsninger af kurdernes problemer i forhold til Tyrkiet, uden at
det er ensbetydende med støtte til terror.
Lettelsen var stor. Både hos de tiltalte og deres familier
samt i hele det kurdiske miljø ikke bare i Danmark, men
over alt. Og hos alle retsindige mennesker, der med den
sunde fornuft i behold er optaget af det forsvar for demokratiet og dets værdier for den enkelte borger, som er nødvendig for effektiv beskyttelse mod terror og mod de
misforståede og overdrevne former for terrorbekæmpelse,
der forefindes også her i Danmark.
Anklagemyndighedens beslutning om at anke frifindelsen var derfor et chok for mange.
Abdullah ”Apo” Öcalan (født 4. april 1949) er en kurdisk
politisk leder. Öcalan er såvel grundlægger som officiel
leder af Kurdistans Arbejderparti (PKK), som har til hensigt at skabe en selvstændig kurdisk stat – blandt andet i
de kurdisk dominerede områder i det østlige Tyrkiet. Frihedsbevægelsen PKK er på terrorlisten hos mange lande
og er en illegal organisation. Öcalan har siden 1999 været fængslet på øen Imali i Marmarahavet. Han er kurdernes Nelson Mandela.
tre år peget på nødvendigheden af at samarbejde med kurderne mod IS i de åbne konflikter i Syrien, Irak osv. Det
gør det officielle Danmark sammen med først og fremmest USA og Storbritannien så også militært, men anfægter samtidig en dansk domstols velbegrundede og nøje
overvejede frifindelse af demokratisk sindede og aktivt
agerende kurdere.
Et andet apropos til dette langstrakte retsopgør i
Danmark om det kurdiske spørgsmål relaterer sig til kurdernes ubestridte lederskikkelse Abdullah Öcalan. Han
har siddet fængslet, isoleret på en tyrkisk ø, i en snes år.
Samtidig forhandles om en politisk løsning af det kurdiske
spørgsmål. Ved det seneste valg til det tyrkiske parlament
fik et samlende kurdisk parti et flot resultat og er nu
talstærkt repræsenteret dér. Skulle det mon gå som med
Mandela i Sydafrika, at der en skønne dag kommer en
fredelig løsning, og ender også Öcalan med at få Nobels
fredspris?
Anken og dens baggrund
Denne beslutning er naturligvis ikke truffet på Københavns Politigård eller hos Statsadvokaten i København.
Det er ikke en gang landets højeste anklagemyndighed
Rigsadvokaten, som egenhændigt traf beslutningen om at
anke. Som foreskrevet i den slags sager er der indhentet
godkendelse hos justitsministeren.
Henset til det markante politiske islæt i de seneste 10
års retsopgør her i Danmark om det kurdiske spørgsmål
må man undres såre. Ser vi bort fra retfærdighedssans og
behovet for at hjælpe mindretal til at opnå deres legitime
rettigheder, så har den opportunisme, der altid præger
dansk alliancepolitik, da ganske entydigt i de seneste to-
Håb om besindighed i jagten på terrorisme
Gennem disse 10 års retsopgør her i Danmark er der brugt
mange ressourcer, dvs. både penge, arbejdstimer og engagement. Hos det offentlige, javel, men jo da også i den
grad, især hvad det rent personlige angår, hos de mennesker, der har siddet først i varetægtsfængsel og nu i så
mange år på anklagebænken.
Jeg håber på, at vi i juni 2016, når ankedommen afsiges, i denne konkrete sag igen kan lande på benene. Det
ville – som allerede ovenfor antydet – kunne bidrage til
større besindighed og omtanke i den ellers så hæsblæsende jagt på terrorisme. ★
l 11
Skal EU have overstatslig magt over
strafferet, overvågning og udlevering
af danske borgere til udlandet?
Af Lave K. Broch,
1. suppleant til EU-parlamentet
for Folkebevægelsen mod EU
★ ”EU vil aldrig komme til at gå ind på området strafferet”, sagde daværende justitsminister Hans Engell i debatten op til
afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992.
Han og andre EU-tilhængere tog som bekendt fejl.
EU er godt i gang med at udvikle en overstatslig retspolitik herunder strafferet, love om overvågning og regler for
udlevering af borgere til retsforfølgelse i andre EU-lande.
Vi kan i Danmark forvente en folkeafstemning om EU’s
overstatslige retspolitik og retsforbeholdet før den 1. december i år.
Det, at EU har indført en overstatslig retspolitik betyder bl.a., at landene mister deres vetoret, når EU laver
retspolitik, og det betyder, at EU-kommissionen får monopol på at stille lovforslag inden for de områder, hvor EU
har overstatslig magt.
Det danske retsforbehold sikrer, at Danmark på forhånd har sagt nej til deltagelse i EU’s overstatslige retspolitik, men retsforbeholdet forhindrer os ikke i at samarbejde mellemstatsligt. Det er derfor, Danmark i dag kan
være medlem af Europol. EU’s politienhed Europol er
nemlig stadigvæk et mellemstatsligt samarbejde, men
snart vil EU’s politienhed blive en overstatslig myndighed, og så kan Danmark på grund af retsforbeholdet ikke
længere være medlem.
★ De EU-positive partier bruger Danmarks udtræden af Europol som en anledning til at tage et opgør med det danske
retsforbehold i EU.
EU-positive politikere har allerede spillet ud med trusler om, hvordan Danmark vil blive det svage led i bekæm-
12 l
pelsen af kriminalitet, hvis vi ikke afskaffer retsforbeholdet. Men hvis vi ser på lande som Norge, Island og
Schweiz, der ikke er med i EU og derfor heller ikke EU’s
overstatslige retspolitik, så er det en realitet, at de ikke er
ramt af mere kriminalitet i Oslo, Reykjavik og Bern end i
Berlin, Rom og Athen.
Norge, Island og Schweiz er desuden i stand til at indgå samarbejdsaftaler med Europol uden at give magt til
EU på retsområdet. Det er selvfølgelig noget, som vi også
kan gøre i Danmark efter, at vi har takket nej til at afskaffe
retsforbeholdet.
★ Den kommende afstemning om retsforbeholdet drejer sig
helt grundlæggende om man støtter, at EU skal have overstatslig magt over retspolitiske spørgsmål eller om man
vil, at Danmark samarbejder mellemstatsligt med andre
lande om retspolitiske spørgsmål.
De EU-positive politikere er blevet enige om, at deres
alternativ til retsforbeholdet er noget de kalder en tilvalgsordning. Det er en ensrettet vej, som betyder, at Folketinget fra sag til sag skal tage stilling til, om EU skal have
overstatslig magt på et retspolitisk område, men som samtidigt betyder, at Danmark ikke senere kan tage magt tilbage igen (så længe vi er medlem af EU). Tilvalgsordningen er forhandlet på plads med EU, og er den ordning som
Storbritannien og Irland har på retsområdet.
Men de EU-positive politikere kan få et stort problem
med tilvalgsordningen. For juraprofessor Peter Pagh har
påpeget, at ordningen vil være i strid med grundloven,
medmindre Danmark afgiver al suverænitet på retsområdet til EU, og at EU derefter lader Folketinget administrere den del af retsområdet, som Folketinget ikke har givet
til EU. Dette skyldes grundlovens krav om, at suverænitet
kun kan afgives i nærmere bestemt omfang, og med tilvalgsordningen, som ja-partierne har fremlagt, er der uden
tvivl et problem med Grundlovens krav om, at suverænitet
kun må afgives i nærmere bestemt omfang.
★ Der er dog også mange andre grundlæggende problemer
med at lave en overstatslig retspolitik i EU. Et helt fundamentalt spørgsmål er, om der blandt EU-landene er de
samme retsopfattelser og retstraditioner. Det drejer sig
f.eks. om retssikkerhed for borgerne ved retssager, fængselsforhold og hvad der skal være lovligt og ulovligt. I fle-
stemningerne om nye overstatslige love vil Danmark have
under 2% af stemmerne i EU-parlamentet og 1,1% af
stemmerne i EU’s ministerråd. Danmark vil derfor have
meget lidt indflydelse på retspolitikken, hvis den afgives
til EU, og det er uden tvivl en trussel mod demokratiet og
retssikkerheden.
re EU-lande sker der grove krænkelser af borgernes retssikkerhed set med nordiske briller. Det er derfor helt afgørende, at vi får en grundig debat om, hvor de andre EUlande vil hen med retspolitikken.
Et andet grundlæggende problem er, at den demokratiske indflydelse vil blive kraftigt svækket, hvis vi giver EU
overstatslig magt på retsområdet. Inden for de områder,
hvor EU får magt, vil ingen dansk folkevalgt politiker –
og ikke engang et samlet Folketing – kunne stille lovforslag. Den magt vil kun ligge hos EU-kommissionen. I af-
★ Hvis vi derimod bevarer retsforbeholdet, har vi bedst mulighed for at stille vores politikere til ansvar for den retspolitik, der føres i Danmark. Derudover vil vi selv kunne udvikle vores retspolitik, så den både sikrer en høj grad af
retssikkerhed for borgerne og giver os de bedste muligheder for at forebygge og bekæmpe kriminalitet. Netop som
de gør i Norge, Island og Schweiz.
Vi skal samarbejde internationalt på retsområdet. Det
er der ingen tvivl om. Men vi skal bevare demokratisk
kontrol med den retspolitiske udvikling. Det er kun muligt, hvis vi bevarer retsforbeholdet.
EU skal ikke have overstatsligt magt over strafferammer, overvågning og udlevering af danske borgere til andre EU-lande.
★ Nej til EU’s overstatslige retspolitik – ja til demokrati, internationalt samarbejde og retsforbeholdet. ★
EU I HVERDAGEN
Albertslund nærradio. Direkte hver tirsdag ml. kl.15.00–16.00
Genudsendes lørdag samme tid.
FM 94,5 - Hybrid 104,5
Samsendes på www.albertslundradio.dk
l 13
Køb af israelske våben annulleret
Af Christian Juhl, MF for Enhedslisten
★ Forsvarsministeriets fagfolk ville bruge op imod en halv
milliard kroner på at købe et nyt og højt avanceret våbensystem i Israel. Der er tale om såkaldt selvkørende artilleri – kanoner på hjul. Sagen har været debatteret i forsvarsforligskredsen, hvor alle partier på nær Enhedslisten er
medlem.
Ved et tilfælde fik Enhedslisten i december 2014
kendskab til sagen, da en Facebook-bruger så, at danske
soldater var på øvelse i Negev-ørkenen. En række svar
fra forsvarsministeren har vist, at 20 personer fra hæren har været en uge i Negev-ørkenen for at teste et israelsk artillerisystem fra firmaet Elbit. Da det kom
frem i offentligheden, kom der gang i forsvarsforligskredsen.
Forsvarsforligskredsen besluttede 30. april at udskyde
købet af israelsk artilleri. Det har tilsyneladende været for
kontroversielt at købe våben fra Israel lige op til en valgkamp. Desuden ville det fremstå dobbeltmoralsk, at den
danske regering købte våben fra Israel samtidig med, at de
anbefaler, at danske virksomheder ikke har økonomiske
aktiviteter på den besatte Vestbred.
★ Enhedslisten ønsker ikke et militært samarbejde med Israel
og ønsker hverken, at Danmark tester eller handler våben
med Israel eller israelsk våbenindustri. Israel bryder menneskerettigheder, Genevekonventioner og andre dele af
folkeretten ved bl.a. at blokere Gaza, besætte Vestbredden
og placere mere end 500.000 bosættere på det besatte palæstinensiske område.
Det israelske firma ELBIT har været direkte involveret
i konstruktionen af den israelske apartheidmur, leverer
sikkerhedsudstyr til Israels
ulovlige bosættelser og har
produceret droner, der blev
brugt i Gaza-offensiven, der
kostede 2100 mennesker livet, herunder 500 børn i sommeren 2014.
Svarene fra forsvarsministeren viser, at Danmark flere
gange har købt våben af israelske firmaer.
Enhedslisten opfordrer regeringen og forsvarsforligskredsen til helt at annullere køb af våben i Israel eller israelske virksomheder. Vi ønsker ikke køb af nye artillerisystemer, men køb af israelske våbensystemer vil være en
meget skærpende omstændighed. Og vi vil holde et meget
vågent øje med forsvarsforligskredsen.
Vi har i forbindelse med sagen rejst en række spørgsmål til forsvarsministeren.
★ Sagen har været omtalt på et par militære specialsider på
nettet og hos få andre medier:
– http://nytkampfly.dk/archives/6598
– http://www.artilleriet.dk/artikel/5382-SKH-Selvkoerende-Haubits--nej-tak-til-artilleri---isaer-israelsk.htm
– http://www.politiko.dk/nyheder/dansk-koeb-af-israelske-vaaben-skaber-politisk-uro
– http://www.fmn.dk/nyheder/Pages/Wammen-Forsvaretskal-have-nye-pansrede-mandskabsvogne.aspx ★
RADIO SPARTACUS
98,9 mhz – 98,8 hybrid
Hver fredag mellem kl. 18.00–19.30 (÷ første fredag i hver måned)
www.ch-radio.dk
14 l
ÅRSDAG:
Politiets internering af kommunister
var »europæisk kvalitetsarbejde«
Tale ved Horserødfængslet i anledning af årsdagen for interneringen af de danske kommunister og 70 året for Danmarks befrielse af Albert Scherfig
★ I dag er det 74 år siden, Nazi-Tyskland brød ikke-angrebspagten med Sovjetunionen og indledte det såkaldte ’felttoget mod Jøde-bolsjevismen’ sammen med Rumænien og
Finland. I Danmark blev det starten på den illegale tid.
Da Danmark året før var blevet ’fredsbesat’ af Tyskland, havde Opdager Politiet, Afdeling D afleveret en liste
over danske kommunister til tyskerne. På listen optrådte
flere hundrede navne på folk der f.eks. havde været nævnt
i Arbejderbladet. Derfor må det have været til stor ærgrelse, at tyskerne kun bad om at få interneret et par og 70
kommunister den 22. juni.
I hvert fald indfangede det danske politi nogle ekstra
landsmænd over de følgende måneder. Efter den første arrestationsbølge havde politiet anholdt 295 kommunister,
heriblandt en folketingsmand.
I juli midt under kommunistjagten holdt den tidligere
rigspolitichef, Thune Jacobsen, der netop var blevet justitsminister, en tale for en gruppe tyske politiofficerer.
Han sagde bl.a.: ”Vi har fra dansk politi grund til at takke
for mangen værdifuld håndsrækning, og vi har heldigvis
af og til haft lejlighed til at gøre gengæld. D’herrer kommer her i Danmark til mindre forhold end Deres egne.
Men vi skal gøre, hvad vi kan for at vise Dem, hvad der
dog måske kan have interesse for dem: et lille værksted
kan nemlig også præstere europæisk kvalitetsarbejde.”
Grundloven var med et slag sat ud af kraft, fundamentet for det danske demokrati var væk. Men resten af de
folkevalgte politikere fortsatte ufortrødent deres virke og
den 22. august vedtog de enstemmigt kommunistloven,
der med tilbagevirkende kræft ulovliggjorde kommunistiske foreninger og kommunistisk virke.
De internerede kommunister sad først i Vestre Fængsel
og blev siden interneret i de røde barakker i Horserødlejren. Forfatteren Hans Kirk forsøgte under sin internering
utrætteligt at råbe politikere op ved at klage over den
grundlovsstridige internering. I et brev til socialdemokraten Hartvig Frisch skriver han: ”Det kan gøre ondt at få
de demokratiske Mælketænder trukket ud.”
I november måned 1942 blev der foretaget nye og omfattende arrestationer. Ca. 250 blev arresteret og interneret i
Horserødlejren. Endnu en kommunistisk folketingsmand,
Aksel Larsen, der havde levet under jorden, blev arresteret.
Han blev udleveret til tyskerne og endte i koncentrationslejr.
Mellem de 250 internerede var ca. 100 forhenværende
spaniensfrivillige. Carl Madsen, der havde siddet interneret sidden juni 1941, har beskrevet, hvordan de nyankomne straks efter ankomsten organiserede sig som en militær
enhed og marcherede rundt, ”iført militærkapper og med
rem om livet. Alle bevæbnet med et afbrækket stoleben,
som var stukket under remmen,” fortæller Madsen.
★ Fængselsinspektøren Alfred Bentzen havde siden kommunisterne var blevet overført til Horserød i august 1941
gjordt alt, hvad han kunne, for at opholdet skulle blive en
så ubehagelig og ydmygende oplevelse som muligt.
De nyinternerede optrådte som en blok i alle forhold
fortæller Madsen, og betjentene var ikke meget for at
skulle gribe ind over for de unge mennesker. En dag holdt
de spaniensfrivillige en krigsøvelse. De delte sig op i to
hold, regeringstropperne og Francos hær, det ene holdt en
barak besat, mens det andet gik til stormangreb. Kampene
stod på det meste af dagen og udkæmpedes bl.a. med tørv
der markerede håndgranater. Under et hvil kom en betjent
til at gå ind i mellem de to hold og blev straks angrebet fra
begge sider. Han fik en sæk over hovedet og var nu det
ene holds krigsfange.
”De ny internerede ankom til lejren den 13. december
42, og den 13. januar 1943 fjernedes Bentzen som et nedbrudt vrag”, fortæller Madsen. I stedet indsattes en ny
fængselsinspektør og forholdene ændredes for de indsatte,
indtil fangerne blev udleveret til tyskerne i august 1943.
Albert Scherfig er medforfatter til bogen Brødrene Nielsen. Breve fra den spanske borgerkrig. ★
Fanger i Horserødlejren
l 15
Det store bedrag
Det er åbenbart, at bourgeoisiet i hvert land, men også tvær-nationalt gennem kapitalens
union, EU, søger at skabe betingelser for at komme ud af den kapitalistiske krise og øge profitten
i deres koncerner. For dem er det grundlæggende udgangspunkt at opnå så stor reducering som
muligt af arbejdskraften, at begrænse arbejdsgivernes sociale bidrag, at støtte arbejdsgiverne i
form af statslige midler, endnu større skattelettelser, flere privatiseringer osv. osv.
Af Panos Apergis (KKE)
★ Det er Grækenland – juli 2015 – et eksempel på. Det lader
sig ikke skjule af den kampagne, som det socialdemokratiske SYRIZA-partis koalitionsregering med det nationalistiske ANEL gennemfører for at vildlede arbejderne og for
at tegne en skønmaleri af deres politik.
Erfaringen fra Grækenland viser, at ingen borgerlig
regeringsførelse (uanset, om venstrefløjspartier deltager i
den eller støtter den) er i stand til at gøre noget godt for
folket inden for EU’s rammer og inden for den udvikling,
som den kapitalistiske vej indebærer.
På trods af de slogans, SYRIZA bruger, følger partiet
en socialdemokratisk strategi og har fra begyndelsen gjort
klart, at man vil forvalte kapitalismen og vil tjene konkurrenceevne og profit ved at følge EU’s strategi, som Tsipras
har kaldt ”de europæiske folks fælles hus”.
Det betyder, at den græske regering, ved hjælp af afpresnings-taktik og illusionsskabelse, fortsætter sin folkefjendske politik og fastholder de arbejderfjendske tiltag,
som tidligere regeringer har indført. Ja, den nuværende
SYRIZA/ANEL-regering er endda gået så vidt, at den
ikke engang har gennemført de småløfter, som de to partier lovede forud for det valg, som i januar gav dem regeringsmagten.
Tværtimod har SYRIZA/ANEL-regeringen i Bruxelles-forhandlingerne fremsat forslag om særdeles folkefjendske sparetiltag, der f.eks. omfatter bevarelse af
de sparepakker og lovtiltag, som Nyt Demokrati og
PASOK indførte, indførelse af yderligere beskatning
og nedskrivning af pensionsrettigheder – i alt til en værdi af ca. 8 mia euro. Disse foranstaltninger svarer til
Trojkaens forslag, som modsvarede en værdi på ca. 8,5
mia euro.
Det var monopolernes interesser, der var i fokus i
forhandlingerne, og derved fremkom de almindelige modsætninger mht. til forvaltning af kapitalismen, euro-zonens
udvikling og Grækenlands position i den (inkl. et Grexit),
der er mellem Tyskland og Frankrig, og mellem USA og
Eurozonen og særligt Tysklands fremtrædende rolle i
Europa.
16 l
Folkeafstemningen
Det var på dette grundlag, at den græske regering, lørdag
den 27. juni fremsatte forslag i parlamentet om en folkeafstemning, som skulle sikre befolkningens ’Ja’ eller et
’Nej’ til Trojkaens sparepakke i stedet for at sætte regeringens eget forslag til en spareplan (der i realiteten var det
samme som Trojkaens) til afstemning.
I parlamentet var det kun KKE, der krævede et alternativ,
nemlig afstemning om tre spørgsmål:
A) ’Ja’ eller ’Nej’ til Trojkaens forslag
B) ’Ja’ eller ’Nej’ til regeringens forslag
C) ’Ja’ eller ’Nej’ til udtrædelse af EU og ophævelse af
alle sparepakker
Regeringen nægtede at gennemføre en afstemning om
KKE’s forslag, fordi den ville presse befolkningen og udnytte folkeafstemningen til at få godkendt sit eget forslag,
dvs. sin egen sparepakke.
Dagen derpå
Dagen efter folkeafstemningen blev der på initiativ af
premierminister Tsipras og med deltagelse af Grækenlands præsident, afholdt et møde for de politiske
ledere, som yderligere tydeliggjorde den faktuelle situation:
SYRIZA, ANEL, Nyt Demokrati, PASOK og To Potami, dvs. alle de borgerlige partier, underskrev en fælles
erklæring, hvor de bl.a. udtrykker følgende:
”Det græske folks seneste dom udgør ikke modstand
mod, men støtte til en fortsættelse og en styrkelse af indsatsen for at opnå socialt retfærdig og en økonomisk bæredygtig aftale ....”.
På den måde blev det bekræftet, at de borgerlige partier under ét er parate til at underskrive en aftale om en ny
sparepakke i forståelse med Trojkaen, dvs. en tredje ”venstreorienteret” sparepakke, der ikke adskiller sig fra de
sparepakker, som de hidtidige borgerlige regeringer, under
PASOK og Nyt Demokrati ville gennemføre. Der er blot
tale om en tredje sparepakke med støtte fra bourgeoisiet
og EU.
Konklusionerne er følgende
Europæisk Venstreparti spiller en særlig farlig rolle i manipulationen af arbejdstagere i hele Europa. Eftersom det i
SYRIZA’s socialdemokratiske holdninger kunne se en
version af sin egen borgerlige strategi og sin egen position
inden for EU.
Det var disse kræfter, de hyldede folkeafstemningens
’Nej’ og opfordrede til støttearrangementer til regeringen
for på den måde at skjule, at der bag facaden var tale om
et ’JA’ fra SYRIZA til den nye sparepakke, dvs. et ’Ja’ til
nye tiltag, der vil trække befolkningen ned i endnu dybere
fattigdom.
Misinformation
Hvad enten det var med eller uden forsæt, misinformerede Europæisk Venstrepartis medlemmer befolkningerne
i deres respektive lande. De forbandt den græske regerings holdning med et ”forsvar for den folkelige suverænitet”.
Men virkeligheden er, at befolkningen ikke har suverænitet, når den udsættes for kapitalkræfternes afpresning,
når den mangler mad og arbejde. Og samtidig er offer for
kapitalistiske system og hæmningsløse kapitalister, der har
magten over produktionsmidlerne og stjæler den rigdom,
arbejdstagerne skaber.
I praksis har SYRIZA’s eksempel endnu en gang
bevist, at de såkaldte ”venstreorienterede regeringer” blot
forvalter og reproducerer den kapitalistiske udbytning.
De skaber illusioner, som afvæbner de folkelige kræfter
og dermed bidrager til en efterfølgende styrkelse af de
konservative kræfter, og til højreorienterede regeringers
tilbagevenden til magten. Eksempler på dette har vi desuden set i f.eks. Frankrig, Italien, Cypern og Danmark, og
i Latinamerika.
En holdning, der præsenterer en udskiftning af
euro’en med en national
møntfod – f.eks. drachma’en
i Grækenland – som en folkevenlig løsning, sådan som forskellige venstrefløjs-grupper, herunder ledere i SYRIZA, er fortalere for i forbindelse med den tredje sparepakke.
Man skaber illusioner hos arbejdstagerne. Møntfoden
kan ikke i sig selv løse noget problem for befolkningen.
Den kapitalistiske udbytning vil blot fortsætte, og det
vil være den, der bestemmer udviklingen. Nej – det virkelig afgørende for, hvem der bestemmer udviklingen er,
hvilken social klasse, der har magten og produktionsmidlerne.
En holdning, der forsøger at fortolke udviklingen ved
at præsentere Grækenland som en ”koloni” har intet
objektivt fundament, men ignorerer bourgeoisiets mål og
interesser. Et sådant forsøg tager ikke højde for den ujævne kapitalistiske udvikling og de ulige relationer inden for
de kapitalistiske stater.
NATO og EU
Bourgeoisiets primære prioritering er, at Grækenland skal
forblive i NATO og i EU, og det er et bevidst valg at lade
suveræniteten bestå, fordi den tjener til at afskærme kapitalismen og til at tjene monopolernes interesser inden for
de imperialistiske alliancer.
Arbejderbevægelsen er nødt til at bryde med disse
kræfter i ethvert land. Den er nødt til at tilføre sin strategi
værktøjer baseret på de nuværende krav til klassekamp og
til at overskride ”mellemstadierne”, hvor udbytnings-systemet bliver forvaltet inden for forskellige afskygninger
af borgerligt demokrati. Arbejderbevægelsen er nødt til at
forsvare determinismen i den socialistiske revolution og
konstruktion. ★
l 17
Demonstration fredag d. 11. sep. kl. 14.30
på Rådhuspladsen i København
Arr: Tid til fred – aktiv mod krig, Kunstnere for fred og Fredsvagten ved Christiansborg
Det er 14 år siden, kæmpeangrebet på New York og Washington fandt sted – en hændelse som siden
har været brugt som undskyldning for – og retfærdiggørelse af den endeløse Krig Mod Terror.
Juli 2002 sagde Tony Blair: ”For at sige det ligeud, så var der ingen måde, vi kunne have fået offentlig
tilslutning til pludselig at iværksætte en kampagne imod Afghanistan, hvis ikke det var for det, der
skete den 11. september. Millioner er blevet og bliver dræbt, invalideret eller drevet på flugt, og
billioner, 13-cifrede beløb, bliver brugt på disse terrorhandlinger. Nej, nej og atter nej! Nu vil vi ikke
finde os i mere løgn og latin! Vi vil ikke medvirke til mere død og ødelæggelse! Vi vil ikke ofre flere liv
og milliarder på nye kampfly, overvågningsudstyr og andre angrebsvåben.”
18 l
Det prekære arbejdsmarked
og tvangsarbejde
Af Annette Mørk
★ Den engelske professor Guy Standing – som har en doktorgrad i økonomi – advarer politikerne om faren ved, at welfare (velfærd) er blevet afløst af workfare (pligtarbejde).
Han forudser, at hvis politikerne ikke tager de nødvendige
beslutninger mod den udvikling, vil der komme en bølge
af vrede og vold og en større fremkomst af højreekstreme
kræfter og partier. Han argumenter for
at alle borgere skal have ret til en basisindkomst, som et vigtigt skridt imod
workfare. Basisindkomsten skal være
uafhængig af pligtarbejde, som i dag i
flere europæiske lande er et krav for at
kunne modtage dagpenge eller sociale
ydelser. Guy Standing opfordrer politikerne om at lave ambiøse sociale reformer, i retning af at sikre økonomisk
sikkerhed som en rettighed.
Millioner af mennesker er en del af
et usikkert arbejdsmarked, uden tryghed og sikkerhed og hvor fagforeningerne må stå sidelinien og føle sig
magteløse. Den situation betyder, at alle – uanset høj, mellem, lav eller ingen
uddannelse – lever med en identitets usikkerhed og mangel på kontrol over egen tid.
Arbejdsmarkedet i Europa er ved at udvikle sig til, at
den arbejdsduelige bliver ansat på projekter, tidsbestemte
arbejdsopgaver eller en arbejdsopgave, hvor man ikke får
betaling for tiden brugt på arbejdet, men at lønmodtageren
får et bestemt beløb for arbejdets udførelse.
Allerede nu bliver mange arbejdsopgaver udbudt på
nettet og der kan “bydes” ind på at påtage sig opgaven,
hvilket presser prisen i bund (lønnen).
Tanken om workfare er en model, som James Charles
Evers – da han blev valgt som borgmester i 1968 i Fayette
/ USA – fremlagde som en del af sit valgprogram. Han
blev senere guvenør og medlem af senatet. Workfare var
en alternativ model til de konventionelle sociale ydelser.
★ I dag er workfare en del af det europæiske “velfærdssystem” og har erstattet “at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og søge arbejde” til tvangsarbejde eller kurser for at
få dagpenge, arbejdsmarkedsydelse eller/og sociale ydelser. Kurserne er i stor grad oprettet af privatpersoner, som
lænser kommunekasserne, og “arbejdet” er ofte et fuldtids
pligtarbejde, uden rettigheder, betalt langt under mindstelønnen og samtidigt at være uden rådighed over egen tid.
Selv sygemeldte borgere skal “yde en indsats”, hvilket
forringer deres livskvalitet betydeligt, og f.eks. i Danmark
er nogle kommuner presset så hårdt, at hvis en borger “bare” kan arbejde 2 timer om ugen, er han/hun “for rask” til
at få pension og bliver derfor visiteret til flexjob, som ikke
eksisterer. Dette betyder at syge mennesker bliver parkeret
på kontanthjælp, indtil den dag de kan få pension, hvilket
er en milliardbesparelse for samfundet!
Det private erhvervsliv, det offentlige arbejdsmarked, landbruget og mange
flere, har ikke været sene ude til at “benytte sig af og bruge” arbejdskraft, som
ikke skal have mindstelønnen og som
uden rettigheder er “gratis arbejdskraft”. Dette er endt op i at ordinære
jobs er forsvundet og erstattet af mennesker, som får arbejdsmarkedsydelse
eller en urimelig lav social ydelse og
som arbejder fuld tid i børnehaver, på
plejehjem, i supermarkeder m.m.
I Storbritannien har mange fagforeninger og velgørende institutioner
nægtet at imødekomme “workfare” ordningerne. Fagforeningerne har gjort det
fordi det undergraver mindstelønnen og
bliver groft udnyttet af private arbejdsgivere og det betrængte offentlige arbejdsmarked. – Og de frivillige organisationer mener, at det ødelægger “frivilligt” arbejde, når
tvang skal være en lyst til at bidrage.
Da de, som bliver sendt ud i “pligtarbejde” og “alle
skal bidrage til samfundet”, ikke kan nægte den tvang, de
er underlagt, da det vil betyde at de får frataget deres økonomiske almisser – såsom dagpenge eller den sociale
ydelse – er det vigtigt, at protesterne kommer fra andre.
I Storbritannien er “Boycot workfare” en stor bevægelse –
med fagforeningerne i ryggen – som laver mange aktioner,
såsom at stille sig foran butikker, virksomheder, og offentlige arbejdspladser som som misbruger workfare arbejdskraften. Der bliver sat klistermærker på de arbejdspladser,
som udnytter workfare og håbet er, at borgerne så vil boycotte virksomheden, eller at medarbejderne vil forsøge på
at påvirke ledelsen til ikke at bruge underbetalte tvangsarbejdere – i en tid hvor arbejdsløsheden er stor.
Det er på tide, at der kommer et opgør og et oprør,
mod det arbejdsmarked, som er en realitet mange steder,
og som vinder større og større indpas.
★ Danmark skal også banen: Lige løn og lige retttigheder!
Boycot workfare! ★
l 19
SLAVEHANDELSFORBUDDET:
Tvivlsom humanisme og
udenrigspolitiske overvejelser
Danmark anses som en af de første koloninationer, der forbød slavehandel,
men hvilke argumenter lå til grund for dette forbud?
Af Albert Scherfig
★ Den 18. juni 1791 skriver Ernest Schimmelmann et kort
brev til en ukendt, der beskriver, at slavehandlens fremtid
må overvejes. Schimmelmann fortæller, at han har drøftet
sagen med udenrigsministeren A. P. Berstoff, og han understreger, at hensynet til plantageejernes interesser og
ejendomsret er højt prioriteret, ja de vil endda få fordele
ved en afskaffelse af slavehandlen. Han afslutter med at
bemærke, at det ville være fordelagtigt, om sagen ikke
kom til høring i Vestindien, da al sandsynlighed talte for,
at den vestindiske befolkning ville modsætte sig ethvert
initiativ mod slavehandlen.
Dette betragtes som indledningen til forordningen for
slavehandelen af den 16. marts 1792. En forordning, som
senere vil blive betragtet som Danmarks afskaffelse af slavehandelen. Kan man med rette kalde den det? Herunder
vil vi kigge nærmere på, hvad forordningen indebar – og
hvorfor.
En finger med i spillet
I endnu et brev under titlen Pro Memoria fremgår en arbejdsplan til en kommission, kongen er i gang med at nedsætte. Kommissionen skal undersøge slavehandlen og muligheden for dens ”bedre indretning”. Ved neddsættelsen
af en regeringskommission kunne man undgå, at sagen
kom til høring i Vestindien. Kommissionens rapport vil vise sig at blive nogenlunde identisk med grundlinjerne i det
brev, Schimmelmann havde skrev allerede måneden før,
den bliver nedsat.
Schimmelman fulgte de internationale strømninger, og
havde informanter, som sendte ham omhyggeligt afskrevne referater fra Underhusforhandlingerne i det britiske
parlament. Schimmelmann forstår, at englænderne er tæt
på en afskaffelse af slavehandlen. Den eneste grund til, at
det endnu ikke er blevet vedtaget er at abolitionisterne ønsker en øjeblikkelig afskaffelse, hvilket han noterer sig.
Set i lyset af, at et engelsk forbud på sigt vil tvinge et
dansk forbud igennem foreslår han, at Danmark hastigt
selv forbyder slavehandlen.
Han er pragmatisk, efter en kort beskrivelse af slavehandlens inhumanitet går han direkte til det mere presse-
20 l
rende spørgsmål: Hvordan kan plantagekoloniernes drift
opretholdes uden tilførslen af slaver?
Dette skal ses i lyset af den demografiske situation på
øerne. Der var langt højere dødelighed end fødselsoverskud. Dette skyldtes ifølge Schimmelmann et undertal af
kvinder og en for hård behandling af slaverne. Hans løsning var derfor kort sagt, at der var brug for en frist eller
en tilvænningsperiode før forbuddet skulle træde i kraft,
og under denne frist skulle der indkøbes en hel masse slaver, som skulle fragtes til Dansk Vestindien, og staten
skulle yde høje lån til plantageejerne for at fylde plantagerne op. På denne måde er det muligt at ophæve slavehandlen uden økonomisk tab.
Schimmelmann kommer til den konklusion at slavehandlen kan ophæves til fordel for Danmark. Både prestigemæssigt ved at være det første land der gennemføre
denne reform, men også ved at Danmark på denne måde
kan ophæve slavehandlen uden økonomisk tab. På denne
måde ville Danmark sikre sig en tiårigperiode med frislavehandel som var accepteret af det internationale samfund. Samtidig har historikere peget på, at danskerne med
en tiårig overgangsperiode ville have fået en blomstrende
slavehandel med sidste chance for fortjeneste, hvis Englænderne havde afskaffet deres slavehandel øjeblikkeligt
da debatten var oppe i 1791. Det var kun af uforudsete årsager, dvs. at England kom i krig mod Frankrig i år 17921802 at England først afskaffede sin slavehandel så sent.
Kommissionen
Kommissionens medlemmer bestod foruden Schimmel-
mann selv og hans sekretær
E. P. Kirstein af en række
høje embedsmænd. Schimmelmanns antagelser bekræftes af kommissionen,
det vil være vanskeligt at
fortsætte den danske slavehandel, hvis England afskaffede sin.
Det mest centrale argumentet om at slavebefolkningens reproduktion kan overflødiggøre slavehandlen med
økonomisk gevinst, bliver udfoldet og undersøgt og fristen
sættes til ti år. Kommissionen mener, at det ville være muligt at få sat antallet af slaver på St. Croix op fra 21.840 til
30-45.000, som man mente, der skulle til, for at slavebefolkningen kunne reproducere sig selv med naturligt fødselsoverskud. Kommissionen konkluderer også, at den
danske slaveeksport fra kysten Guinea var konjunkturbestemt og kun gav overskud så længe de andre store slaveimperiers flåder var beskæftiget andet steds, som under
den amerikanske frihedskrig fra 1776 til 1783. Konklusionen var klar: dansk slavehandel gav ikke overskud og havde ingen fremtid.
Samtidig kommer kommissionen med en række reformforslag til at forbedre slavernes kår, da kommissionen
mener at nye indkøb af slaver ikke måtte stå i vejen for
slavernes kår.
Altså kan man i kommissionens betænkning både finde
økonomiske, udenrigspolitiske og humanistiske argumenter for afskaffelsen af slavehandlen.
Forordningen
Schimmelmanns sekretær
Schimmelmanns sekretær, Kirstein, skriver en artikel til
tidsskriftet Minerva i april 1792 omhandlende afskaffelsen
af slavehandlen. Her kan vi se, hvordan forordningen bliver introduceret til det danske borgeskab i 1792.
Kirstein indleder med at gennemgå nogle internationale strømninger, som den danske regering må være opmærksomme på. For det første, at England har afskaffet
slavehandlen netop nu, hvilket ikke er helt rigtigt.
For det andet fortæller han om situationen i Frankrig,
her er gæringen efter revolutionen stadig så stor, at det er
svært at forudse, hvad deres holdning til slavehandlen ender med at være.
Han nævner i denne sammenhæng også oprøret på øen
St. Domingo, som tidligere havde været en af de mest lukrative sukkerøer i Vestindien. I 1791 startede et slaveoprør mod det koloniale styre, der kom til at vare indtil
1804. I Kirsteins fortolkning af begivenhederne fungerer
slaverne imidlertid ikke som andet end værktøj mellem de
hvide rivaliserende herres hænder. Hvilket på hans tid var
en meget normal tilgang til slaverne. Det er først langt senere, at man er begyndt at opfatte de sorte slaver som
mennesker, som var i stand til at handle ud fra deres egne
interesser.
Efter de internationale overvejninger understreger han,
at regeringen vil handle besindigt og eftertænksomt i forhold til et emne af så stor vigtighed:
”Det kunde altsaa formodes, at, naar ogsaa her
Spørgsmaalet om Negerhandelens Afskaffelse kom under
Overveielse, det ei vilde afgiøres uden saadan Varsomhed,
at Vestindiens Indbyggeres Fordel paa alle Maader vilde
blive skaanet, ja saavidt muligt fremmet derved.”
l 21
▲
Selve forordningen udkommer den 16. marts 1792, den er
ganske kort og består af en kort fortale og seks kortfattede
paragraffer. Indholdet lægger sig op af kommissionens
økonomiske konklusioner. Det bliver fremhævet, at kongen har ladet situationen undersøge og konklusionen er
klar, det er både muligt og fordelagtigt for plantagekolonierne i Dansk Vestindien at undvære slavetilførslen. Det
besluttetdes, at dansk slavehandel over Atlanten skulle
forbydes til år 1803. Under denne tiårige periode måtte alle nationer tilføre slaver til øerne og tilførsel af kvindelige
slaver skulle ikke beskattes.
Bemærkelsesmæssigt nok har ingen af kommissionens
argumenter i forhold til bedre behandling af slaverne fundet frem til forordningen, selvom den skulle fremme muligheden for, at øerne blev selvforsynende med slaver. I
fortalen nævnes der kort, at det ville ”være velgiørende og
gavnligt” om slavehandlen kunne undværes, og kun meget indirekte i paragraf et kan man spore humanismen.
Her bestemmes det at slavehandlen fra begyndelsen af år
1803 vil være forbudt, og
man vil derfor ikke kunne
erhverve sig nye slaver efter
den dato.
Gennem en trussel om, at
slavehandlen forbydes prøvede man at appellere til
plantageejernes rationelle og
økonomiske sans.
Der er intet direkte indgreb. I kommissionens betænkning kommer dette også
til udtryk. Ejeren råder uindskrænket over sine slaver, ejendomsretten er ukrænkelig.
Kernen i forordningen bliver derfor at øge slavebefolkningen gennem store indkøb af slaver, som finansieres gennem fordelagtige statslige lån.
Forordningen indeholdt heller ingen sanktioner for
overtrædelse af forordningen, hvilket senere skulle blive
et problem.
▲
Den vestindiske befolkning kan måske endda tjene
penge på afskaffelsen, skriver Kirstein. Det er hvad kommissionen skulle undersøge, de internationale politiske
strømninger og økonomisk sikkerhed for plantageejerne i
dansk Vestindien. De økonomiske overvejelser skal ses
som signalværdig om at denne reform samtidig skal være
fordelagtig for plantagesamfundet på de vestindiske øer,
men Kirsteins artikel, som først senere lægger op til en
ideologisk og humanitær tolkning af årsagerne til afskaffelsen, viser i indledningen, at lovforslaget først og fremmest var udtryk for Danmarks nationale positionering
i forhold til det internationale regi, altså England og
Frankrig.
Humanistisk incitament
De humanitære argumenter fungerer som en salgsmetode
af et lovforslag som af internationale årsager ud fra samtidens optik var uomgængelig, men som kunne gennemføres uden økonomisk tab. Historikeren Green-Pedersen
fremhæver dette citat:
”Med en taskenspillers behændighed havde Schimmelmann skabt den illusion, at denne problematiske fremgangsmåde, der i overgangsperioden ligefrem udsatte
præmie for hensynsløs menneskejagt, var humanismens
triumf.”
Meget centralt stilles der her spørgsmålstegn ved det
humanistiske incitament. Green-Pedersen karakteriserer
Schimmelmann som ”en pragmatisk realpolitiker, der gerne ville gradvise reformer, hvis blot man havde råd til
dem.” Her bliver Schimmelmann fremstillet som en idealist med en del forbehold.
Forordningens konsekvenser
Det lykkedes heller ikke den danske model at løse de demografiske problemer i løbet af den tiårige periode. Da de
ti år var gået, var slavebefolkningen stadig ikke stor nok
til at kunne reproducere sig selv. På trods af at der er registreret en eksport af 30.000 slaver på danske skibe i perioden fra 1793-1806. Den kønslige fordeling var ikke blevet
udlignet, slaverne blev ikke behandlet bedre og derfor var
dødeligheden ikke faldet, og gravide aborterede stadig på
grund af fysisk mishandling. Slavehandelskommissionen
havde skrevet en del om slavernes dårlige forhold og var
kommet med en række ideer til, hvordan dødeligheden
ville kunne sænkes og fødselsraten kunne hæves. Men det
lykkedes at afværge alle ønsker om humanitære reformer
for slaverne på de vestindiske øer, men ”Derimod var man
på øerne ganske anderledes positivt indstillet overfor udsigten til lån til at købe nye slaver for.” Men som en senere generalguvernør, P. L. Oxholm udtalte.
”De [slaveejerne] gjorde jo kun brug af deres lovlige
ret, når de søgte at få så meget som muligt ud af deres
ejendom.”
22 l
Det var hele tiden
umuligt at overskride
ejendomsretten, og
det blev gang på
gang fremhævet, at
kun slaverejernes frivillighed var vejen
frem.
Udskydelse af
fornud?
Plantageejere og slavehandlere lavede
flere forsøg på at få forlænget overgangsperioden, det var
med stor sandsynlighed kun fordi England endelig fik deres forbud igennem, at det danske forbud blev opretholdt.
Forudsætningen for, at det overhovedet var muligt at
sætte spørgsmålstegn ved forbuddet var, at diskussionen
ikke handlede om den humane eller etiske tilgang til slavehandlen:
“Spørgsmaalet er heller ikke om Negerhandelens Retfærdighed og Billighed, men alene dette: Vil Negerhandelens Ophævelse have Sukkerdyrkningens Formindskelse,
ja maaske Ophørelse i Tiden til Følge?”
Det var hele tiden økonomien der var
i centrum. Derfor kunne 75 plantageejere i 1802 indgive
en appel om at få forlænget overgangsperioden, med argumenter, der skulle vise at afskaffelsen af slavehandlen
ikke fungerede ordentligt. Det vil sige, at det kunne endnu
ikke betale sig rent økonomisk at afskaffe slavehandlen.
Det må derfor fastholdes at der først og fremmest ikke var
humanistiske overvejelser, men økonomiske og udenrigspolitiske overvejelser der styrede beslutningerne i Danmark.
Selv den tidligste slavehandelsdebat ikke var så ideologisk betonet, at der blev krævet et direkte brud med det
etablerede slavesamfund. På trods af de humanistiske og
medmenneskelige tilgange slavehandelskritikerne havde
over for slaverne, opretholdt de alligevel i det store og hele en konsensus med fortalerne om ikke at udfordre eller
rykke ved det økonomiske system. Vi har på intet tidspunkt set eksempler på opfordring til direkte indgreb i slaveejernes ejendomsret for at stoppe eksempelvis mishandling. Debatten har langt hen af veje cirkuleret om slaveejernes egen velvilje.
En tvivlsom humanisme
Den danske selvopfattelse er i høj grad baseret på en forestilling om det lille land, der går forrest i kampen for et
bedre samfund. Dette genfinder vi i aktuelle debatter, som
den om vores undervisningssystem ift. det kinesiske, vores miljøpolitik, og således også vores historie. Under
sidstnævnte fremhæves ofte det danske slavehandelsfor-
bud, altså at Danmark var den første kolonimagt, der indfører en afskaffelse af slavehandelen.
Dette er dog ikke helt den virkelighed, man genfinder,
hvis man kigger på det historiske materiale, der er tilgængeligt i dag. Hverken i debatten op til afskaffelsen, som
var meget snæver og moderat, og ikke satte spørgsmålstegn ved slavehandelsinstitutionen som økonomisk samfundsfundament eller for den sags skyld slaveriet, men
derimod kun kritiserede den transatlantiske overførsel af
slaver til danske kolonier. Heller ikke i selve forordningen, er der overhovedet anslag til lovgivning om behandlingen af slaver, den er blot er et udtryk for økonomiske
interesse for at sikre dansk slaveindustris opretholdelse i
det perspektiv, at udenlandske strømninger kan vise sig at
blive kritiske for denne grundsten i den danskvestindiske
økonomi. Og alligevel lykkedes det hverken at gøre kolonierne selvforsynende med slaver eller at skabe bedre vilkår for disse.
Det er altså tydeligt i det historiske materiale, at man
forsøger at skabe international anerkendelse af Danmark
gennem en forordning, der i virkeligheden er baseret på
slaveejernes kyniske interesser.
Alligevel er det en historie, der i dag bruges i en sammenhæng, den ikke værdiger i den danske selvfremstilling, som værende menneskerettighedernes, Grundtvig og
demokratiets land. Under påskud af at være en forsimplet
udgave af den reelle historie, er det den pyntede version,
jeg selv har mødt i folkeskolen. Og det er på den måde
blevet en fortælling, der er med til at skabe vores nationale identitetsfølelse. Det er vigtigt at være kritisk overfor
historien – især den, vi alle har på rygmarven.
Albert Scherfig, Redaktør på Forlaget Nemo og medforfatter til bog Brødrene Nielsen – breve fra den spanske
borgerkrig. ★
K-Festival
i Nørrebroparken v/ Hellebæksgade
Den 15.–16. august er der K-Festival.
★ Festivalen begynder lørdag kl.14.00, hvor det kurdiske prisbelønnede band Nûpelda åbner festivalen. Andre musikalske indslag er Gangerpilt, Benny Holst, Travelling Band,
Peter Abrahamsen og mange flere.
Mad og drikkevarer kan købes billigt i ”Det sorte
får og det røde svin”. Der vil være talere af Johanne
Langdahl Christensen fra Folkebevægelsen mod EU,
Carsten Andersen fra ”Nej tak til nye kampfly”, Mikkel
Hammer Nonboe fra PROSA, Brian Olsen fra 3F Aalborg,
Dennis Krisensen fra FOAsamt af formanden for KPID:
Arne Cheller.
Mange organisationer deltager med en bod: ”Folkebevægelsen mod EU”, ”Dansk-Cubansk forening”, ”HorserødStutthof foreningen”, ”Dagbladet Arbejderen”, ”Venskabsforeningen Korea”, hjemløseorganisationen ”SAND” m.m.
Kunstteltet med de mange flotte præmier er (igen) som altid
på plænen og der er kaffe og kage i Madam Rød, trylleshow for børnene, loppemarked og meget, meget mere. ★
Se programmet på www.kommunisterne.dk
l 23
Katastrofekurs
I 1776 begyndte en skotsk ingeniør James Watt at perfektionere og fremstille en maskine der
revolutionerede verden. Dampmaskinen så dagens lys. Før denne tid klarede man sig med energi
fra vand og vind. Men det betød også, at nu kunne den industri der var, flytte hvorhen den ville.
Den var ikke længere afhængig af vand. Den var fri til at flytte hvorhen den ville. Også derhen
hvor arbejdskraften var billigst. Skibene kunne sejle når som helst, og hvorhen de ville. Kullet var
kommet for at blive. Opfindelsen startede den katastrofekurs som vi dag befinder os midt i.
Af Tonny Warming
★ Den globale opvarmning er et stigende problem, som kræver en grundlæggende omstilling af vort samfund. En omstilling, der ikke kun vedrører selve forureningen. Det
kræver også en grundlæggende ændring af økonomien, så
man er i stand til at bekæmpe fattigdom, hungersnød og
arbejdsløshed. Sikre rent vand, uddannelse og sundhed til
alle.
Det er ikke svært at se for sig, at klimaforandringer vil
gøre store dele af vores jord ubeboelig. Vi vil se at fattigdom og ulighed blive så voldsom, at den vil udløse massive folkevandringer. Vi vil se, ikke bare 50 millioner, men
5–600 millioner, som vil nødt til at flytte sig, fordi deres
lande, eller områder bliver gjort ubeboelige, enten af tørke
eller oversvømmelser.
”Ifølge FN’s Department of Economic and Social Affairs har man set på, hvad det vil koste menneskeheden at
bekæmpe fattigdom, øge fødevareproduktionen for at udrydde sult uden at ødelægge jord- og vandressourcer, samt
undgå en klimakatastrofe. Prisen løber op i 1,9 trillioner
dollar (1.900.000.000.000 dollar) om året i de næste 40 år.
Mindst halvdelen i udviklingslandene”. (Naomi Klein ”Intet bliver som før” s 110 forlag Klim)
Det er svært at tælle så langt. Er det overhovedet muligt at få fat i så mange penge? Det forudsætter, at der bliver ført en helt andet økonomisk politik, ikke kun her,
men i hele verden. Men økonomien vender vi tilbage til.
Opvarmningen
På klimatopmødet i København underskrev de største forurenere, inklusive USA og Kina en ikke bindende aftale,
hvor man ville forsøge at holde temperaturstigningerne under to grader celsius. Temperaturen er indtil nu steget med
0,8 grader, siden den industrielle revolution. Verdensbanken skrev i 2012 ”Efterhånden som den globale opvarmning nærmer sig, eller når ud over de to grader celsius vil
der være risiko for, at det sætter gang i nogle ikke-lineære
ubalancer. Eksemplet kunne være afsmeltningen af iskappen på Vestantarktis, som ville føre til en hurtigere stigning
i havenes vandstand, eller udbredt skovdød i Amazonas,
der på dramatisk vis ville ændre yderligere til den globale
24 l
opvarmning i det 21. årh. og påvirke hele kontinenter”.
Det man frygter nu er temperaturstigninger på fire grader, ja nogle forudser endda helt op til seks grader celsius.
En stigning på fire grader vil medføre havstigninger
verden over på to meter, måske endda mere. Det vil få
konsekvenser for en del østater, samt en del kystnære byer
som Boston, Los Angeles, London, Mumbai og Hong
Kong.
Samtidig vil de hedebølger, der kan tage livet af tusindvis af mennesker, gå hen og blive hverdagskost om
sommeren. F.eks. var der en hedebølge i Frankrig i 2003
hvor 15000 mennesker omkom. Ikke kun varmen vil få
konsekvenser for afgrøderne på markerne, også oversvømmelser og tørke, udbyttet vil falde drastisk. Læg dertil de epidemier og folkevandringer der vel eller kan blive
følgen. Dertil kommer orkaner, skovbrande.
Alternativ energi
Verdens lande har lovet hinanden at de fossile brændstoffer skal være helt udfaset i 2050. Til den tid skal vi have
en bæredygtig verden, med alt hvad det indebærer. Om
det sker vil kun fremtiden vise.
Danmark har stillet som mål, at vores vindmøller skal
dække 50% af vores elforbrug i 2025. Afhængig af hvilken undersøgelse der er lavet, så dækker vindmøller et
sted mellem 34–40 % i dag, vores el-produktion. Ud over
det, så sparer hver vindmølle atmosfæren for ca. 1200 tons
CO2. Det er jo alt sammen fint nok.
Men skal der bygges nye vindmøller, er det efter konkurrencestatens principper. Energistyrelsen nye krav om en
gigantisk omsætning sørger for at det kun er de store der
kan byde ind. Politiken d. 17. juni skriver ”Men folkene
bag projektet Vind & Velfærd, der har fået den ide at skabe
et folkeejet selskab, som kan bidrage til udbygningen af
den vedvarende energi i Danmark. Med to almennyttige
fonde i ryggen var selskabet parat til at byde på de kystnære vindmølleparker, som energistyrelsen – det vil altså sige
staten – har sendt i udbud. Men Vind &Velfærd slap ikke
igennem nåleøjet, da styrelsen i sidste uge havde tre andre
ansøgere, der blev godkendt til at komme med et konkret
bud. Forklaringen var efter alt at dømme, at Vind & Velfærd ikke levede op til udbudsmaterialet med krav om en
årlig omsætning på mindst 4 milliarder kroner”. Det betyder at kun store firmaer som f.eks. Dong der kan byde.
Formålet med denne øvelse er at udelukke mindre andelsbrug, foreninger eller anden form for sammenslutninger i at kunne deltage, således at der kan laves strøm til
den laveste pris. Foreninger som ikke drives af et profitmotiv. Derimod er der sikret profit til store firmaer og deres aktionærer.
Solenergi dækker op til 14% af Danmarks elforbrug
når solen skinner, og jordvarme har det ikke været muligt
at finde ud af hvor meget det dækker af vores forbrug.
Men der skyder flere og flere solcelleanlæg op herhjemme.
Forurening
Økonomi
”Vores generation er den første, der har chancen for at udrydde fattigdom i verden. Vi er også den sidste, der har
mulighed for at redde planeten”. Sådan indledes FN’s
handlingsplan. Planen forsøger at gøre op, med alle de
dårligdomme som præger verden. Sult, fattigdom, ulighed,
forurening, klimaforandringer, sygdom, analfabetisme. Listen over uretfærdigheder er lang.
For at det kan realiseres, kræver at vi lægger vores politik om. Det gælder økonomisk, socialt og miljømæssigt.
Der var ikke megen slinger i valsen da man efter terrorangrebet mod USA i 2001 indførte et verdensomspændende ”krig mod terror”. Det er nogenlunde den samme
slags overvågning der skal til for at forhindre skattesnyd.
Der må være mange penge at hente hos dem. 1% der
ejer 50% af verdens værdier. Disse mennesker betaler ikke, eller kun meget lidt i skat. Det samme gælder for de
l 25
▲
Her til lands er der ikke mangel på forurenede grunde. Der
ligger i tusindvis af parcelhusgrunde rundt omkring, som
er forurenet. Vi har alle sammen hørt om hvor svært det
kan være at få renset vores private grund, hvor der tidligere har ligget industri. Der må ikke dyrkes grøntsager i haven, og ungerne må ikke lege der. Det kan tage op til flere
år inden den forurenede jord bliver fjernet. Forureneren
kommer aldrig til at betale.
En af de mest kendte er vel nok Cheminova. Virksomheden producerer insektbekæmpelsesmidler og ukrudtsbekæmpelsesmidler. Det betyder at der i dag ligger 300.000
ton kemikaliespillevand i Kærgård Klitplantage, som får
lov til at forurene fjor og hav, samt trænge ned i grundvandet. Den har været ejet af Århus Universitets Forskningsfond. I dag er den ejet af FMC Corporation, som købte
virksomheden for 8,5 mia. kroner. De danske skatteydere
skal betale for rensning af jorden.
En anden stor forureningskilde er landbruget. De har
meget på samvittigheden. Kvælstofudvaskning. Det største
markbidrag til vandmiljøet er udvaskning af nitrat – kvælstof til grundvand og vandløb. Grundvandet kan blive så
forurenet af nitrat, at det ikke kan bruges som drikkevand,
og nitrat kan øge algevæksten i havet og søer, så der opstår
iltsvind. Nitratforurening opstår, hvor gødningen ikke bliver udnyttet fuldt ud af afgrøderne. Det ubrugte overskud
vaskes ud med efterårets regn. Markbidraget er langt den
største kilde til nitratforurening af grundvand og hav.
Der kan også komme betydelige mængder fosfor ud i
vandet fra de dyrkede marker. Fosfor kan skylle med jord
ud i vandløbene ved regnskyl.
Nogle af de bekæmpelsesmidler man bruger til at bekæmpe skadedyr, ukrudt og sygdomme med, forurener også omgivelserne. Mange steder kan man spore rester af bekæmpelsesmidler i grundvandet.
Ammoniak, der fordamper fra husdyrgødning, er en
stor kilde til atmosfærens forurening med kvælstof. Dansk
landbrug er årsag til at der må lukke i hundredvis af drikkevandsboringer hvert år.
Landbrugets koster det danske samfund dyrt. Ammoniak – dampe fra landbruget er sammen med os fra biler og
kulkraftværker en stor dræber. ”Hver år koster forureningen 3.400 liv – men landbrugets andel blandt dødsfaldene
er overraskende højt. Landbrugets andel af dødsfaldene er
således dobbelt så stor som andelen af dem,
Der bliver syge af bilos. Luftforurening koster hver år
samfundet hvad der svarer til 28 milliarder kroner”. Siger
Jørgen Brandt fra Danmarks Miljøundersøgelser til JyllandsPosten.
Som om der ikke er forurening nok af jord og luft, så
er der kommet en ny forureningskilde til Danmark. I
Nordjylland ved Dybvad bores der efter skifergas. Når
man udvinder skifergas, så sker det en metode, der hedder
hydraulisk frakturering – også kendt som fracking. Ved
fracking pumpes der store mængder sand og vand blandet
med kemikalier ind i alunskiferen. Det laver sprækker i
skiferen, så metangas bliver frigivet og kan føres tilbage
op gennem boringen med returvandet. Ved fracking i USA
har man brugt over 700 forskellige kemikalier, hvoraf
mange er giftige, mutagene samt allergi- eller kræftfremkaldende. Fracking kan også udløse mindre jordskælv, ikke så store at de kan mærkes på overfladen, men store nok
til, at de øger risikoen for gasudslip.
Det naturskønne område ændrer sig fuldstændigt. Boretårne er skudt op, nye veje anlagt, og støjende lastbiler
vil suse frem og tilbage med giftigt affald. Endnu mere absurd bliver projektet, når vi nu ved, at vi i 2050 vil have os
frigjort af fossile brændstoffer. Siden det blev kendt, at det
franske Total, og dansk statsejede Nordsø-fonden, har aktivister slået en teltlejr op ved åstedet.
▲
multinationale selskaber. Landene de opererer i, ser ikke
en krone i skat. Tag f.eks. Corydons salg af Dong til Goldman Sacks.
Der var heller ikke noget i vejen, da man skulle finde
penge til at redde bankerne, i stedet for at nationalisere
dem. Man kan også hente penge ved økonomiske transaktioner, også kaldet Tobin-skat.
Sidst jeg skrev om flygtninge var der 51 millioner. I
dag er ca. 60 millioner. Det skyldes krige, hvoraf Danmark har deltaget i flere. Men mange af dem er intern fordrevne fra deres hjem, da deres land er blevet opkøbt. Hovedsagelig i Afrika.
Verdensbanken og IMF, er skyld i mange af den økonomiske situationer mange lande befinder sig i. Kravene
om privatiseringer og liberalisering af økonomierne har
været ødelæggende for disse lande som har været tvunget
til at låne penge af IMF. Vi ser det i dag på Grækenland
hvor trojkaen (IMF, EU og ECB) forlanger privatiseringer
af alt statsligt. Kolossale nedskæringer i den offentlige
sektor, beskæringer i løn og pensioner. Det vil, hvis grækerne accepterer det, være den direkte vej nedad, og ikke
føre til vækst.
I Spanien, som befinder sig i nogenlunde samme situation, smider man stadig folk på gaden, som ikke er i stand
til at betale huslejen. I øjeblikket er der tre millioner tomme lejligheder. Det er jo det glade kapitalistiske vanvid.
Hvem har sagt det offentlige ikke produkserer overskud. Ved at privatisere, presses løn og arbejdsforhold.
Samtidig er det offentlige der skal rydde op, når de forskellige firmaet går konkurs.
En anden ting der er ren gift for en bæredygtig udvikling er vise former for frihandelsaftaler. Den aftale, som
EU i øjeblikket forhandler med USA, den såkaldte TTIP –
handelsaftale. Selve aftalens indhold søges hemmeligholdt. Dog er der sluppet noget ud. ”TTIP vil medføre
mellem 680.000 og 1,3 millioner jobtab i EU-landene.
USA vil anslået miste mellem 325.000 og 715.000 job”.
Med aftalen for vi i tillæg den såkaldte ISDS-klausul.
”Med den får private virksomheder ret til at sagsøge lande
og regeringer med krav om erstatning, hvis firmaerne beviseligt har mistet profit i det enkelte land på grund af de
nye love”.
Sideløbende forhandles en frihandelsaftale mellem 50
lande, heriblandt EU, kaldet TISA (Trade in Services Agreement). Den aftale vil ”medføre et øget privatiseringspres på alle former for offentlige tjenesteydelser, som eksempelvis sundhed, uddannelse, vand med mere, og yderligere deregulering af private tjenesteydelser, herunder
banksektoren”. (Forskellige nr. af dagbladet Arbejderen)
Grund til lidt optimisme
En opsigtsvækkende dom i Holland, kan gøre det lettere
for miljøorganisationerne. Den hollandske organisation
26 l
Urgenda, havde sagsøgt staten for ikke at gøre nok i kampen mod klimaændringer. Holland mener at det er nok at
nedsætte CO2-udslippet med 17–17% mellem 1990 og
2020. Dommer Hans Hofhuis, dømte den hollandske stat
til at reducere udledningen til 25%, og henviste i sin dom
til Danmark.
Det har sat gang i flere miljøorganisationer rundt omkring på kloden, til at forsøge det samme. (Politiken 25.
og 28. juni 2015)
På verdensplan sker der også noget ifølge REN21 som
står for Renewable Energy Policy Network for the 21rst
Century. Kina er i disse år den ubestridte verdensleder i
vedvarende energi. Samlet set voksede udviklingslandenes
investeringer med hele 36% fra 2013 til 2014, mens industrilandenes investeringer voksede med 3%. Det betyder,
at udviklingslandene sidste år investerede næsten lige så
meget som industrilandene. Der investeres i vandkraft,
biomasse, solcelleanlæg, samt udbredelse af solcellelamper. Burundi investerede 16 milliarder i solcelleanlæg,
som ikke er tilkoblet el nettet. Det kan være enkelte boliger, skoler, kliniker osv.
Greenpeace lægger heller ikke skjul på deres glæde.
”For første gang nogensinde voksede fornybar energi hurtigere end fossil energi sidste år. Det kan og må blive begyndelsen på en ny æra”. (Politiken den 28. juni 15)
Inspirationskilden
Denne artikel er inspireret af Naomi Kleins bog ”Intet bliver som før”. Her er en lille smagsprøve på en af de længste forureninger.
”Siden dørene blev slået op på vid gab for fremmede
investorer lige før afslutningen af det britiske koloniherredømme, har olieselskaber pumpet for hundredvis af milliarder råolie ud af Nigeria, det meste af det fra Niger-deltaget, samtidig med at man har behandlet landets jord, vand
og dets befolkning med utilsløret nedladenhed. Spildevandet blev hældt direkte ud i floder, vandløb og hav; kanaler
ud til havet blev gravet på må og få, så dyrebare ferskvandsressourcer blev blandet med saltvand, mens rørledningerne lå oven på jorden
uden at vedligeholdt og lækkede olie i tusind af tilfælde.
Man har ofte henvist til statistikker, der viser, at der hvert
år blev spildt lige så meget
olie i deltaet, som den mængde, der løb ud af Exxon Valdez i Alaska, og det har vel at
mærke, stået på i hen ved
halvtreds år og har forgiftet
fisk, dyr og mennesker”.
Køb eller lån bogen og læs
den. Virkelig en god bog. ★
ANMELDELSE
Ruslands sorte oktober
★ Aksel V. Carlsen, den kendte Sovjet-og Ruslands-kender, har
for kort tid siden udgivet bogen ”Ruslands sorte forår”
Den er på alle måder en vægtig bog. I omfang (616 sider)
men ikke mindst i indhold.
Det er en sjældenhed i disse tider, at der udkommer en
bog om den nyere russiske historie, skrevet med indsigt og
viden om det, han skriver om. Alene derfor kan bogen anbefales på det varmeste til de – forhåbentlig mange – som
gerne vil vide mere end det NATO-pressen disker op med
af halve sandheder og hele løgne.
Derfor bringer vi her i uddrag Forlaget Solidaritets omtale af bogen.
”Medierne producerer massiv russer-angst i denne tid.
Rusland og refleksen er: ”ondsindede fjender” der ”vor
sikkerhed og de frie verden.”
Men i 1990-erne var Rusland åbenbart et ”normalt”
land og daværende præsident Boris Jeltje en ”ægte demokrat”. Efter 70 års kamp mod Sovjetunionen med militær
inddæmning og interventioner havde Vesten dengang
pludselig ændret holdning: Kapitalismens største udfordrer var i 1991 blevet opløst, Vesten havde vundet Den
Kolde Krig og demokratiet holdt sit indtog i det tidligere
Sovjetunionen.
Et blik på Jeltsins handlinger viser dog et andet billede.
Før han tog fat, havde der hverken været et folkeligt krav
om at overdrage samfundsskabte værdier til en gruppe rigmænd, øge social ulighed, opløse Sovjetunionen eller føre
krig i Tjetjenien. Nok bidrog han til at ruske i det sovjetiske system, men det var ikke ham, der indførte frie valg,
ytringsfrihed eller markedsøkonomi.
Efter Sovjetunionens opløsning havde der i 1991–1992
ulmet en grundlæggende samfundskonflikt. Det viste sig
klarest i 1993 mellem et legitimt parlament og den ligeså
legitime præsident. Jeltje løste konflikten ved – med accept fra Vestens ledere – at give ordre til den 4. oktober
1993 at bombe det demokratisk valgte parlament. Over
150 mennesker blev dræbt.
Og da parlamentet var ryddet af vejen, fik Jeltje sikret
sin magtposition og vedtaget den forfatning, der i dag udgør rygsøjlen i Putins styre.”
Læs bogen og bliv klogere.
Anbefales kraftigt af Anton Nielsen. ★
Aksel V. Carlsen
Ruslands Sorte Oktober.
616 sider
Udgivet på Forlaget Solidaritet.
Pris 160,- kr. + porto
ANTIFASCISTISK FORUM PÅ NETTET
På foreningens hjemmeside: www.antifascistisk-forum.dk
kan du finde de gamle numre af bladet, helt tilbage fra 2008.
Redaktionen
l 27
Returadresse: Anton Nielsen, Rughavevej 7, 2500 Valby

Nr. 3 2015 - Antifascistisk

Transcription

Similar documents

Dansk guvernør i Guinea, Bjørn om afskaffelsen af slavehandlen

Nr. 2 2015 - Antifascistisk

program i pdf

Nr. 1. 2015 - Antifascistisk

Nr. 3 13 - Antifascistisk

1. Tak for muligheden for, at udenrigsministeren og jeg

Herrer DAMER - DM Langrend

ROJ-TV byretsdom af 10. januar 2012

Geert A. Nielsens PDF Mad

Fra Oplysningstid Til Imperialisme