Nr. 3 2015 - Antifascistisk
Transcription
Nr. 3 2015 - Antifascistisk
LØSSALG: 30 KR. FRA INDHOLDET – Leder: Bedragerne og de bedragede – Og så går vi til højre... – Folkevandring – 60 millioner på vej! – Konference: Enhed i kampen mod krig og fascisme – for fred og frihed – Det danske kurdersyndrom – Skal EU have overstatslig magt over strafferet, overvågning og udlevering af danske borgere til udlandet? – Køb af israelske våben annulleret – Politiets internering af kommunister var “europæisk kvalitetsarbejde” – Det store bedrag – Anmeldelse: Ruslands sorte oktober – Det prekære arbejdsmarked og tvangsarbejde – Slavehandelsforbuddet: Tvivlsom humanisme og udenrigspolitiske overvejelser – Katastrofekurs AUGUST 2015 LEDER: Bedragerne og de bedragede ★ For kort tid siden valgtes Mette Frederiksen til ny socialdemokratisk formand. På kongressen afgav hun: ”Et løfte til Lars Løkke Rasmussen om, at Socialdemokratiet vil være både med- og modspiller. Når vi sammen kan skabe resultater, der er rigtige for Danmark – så er vi din medspiller. Men når du skævvrider Danmark og glemmer at tænke på dem, der har mindst. Så er vi din Mette Frederiksens løfte hårdeste modspiller.” var ikke meget værd. (28. juni 2015) To uger senere – den 10. juli – så vi, hvad dette løfte indbar, da de tidligere regeringspartier lagde stemmer til Claus Hjort Frederiksen diktat til kommunerne, og dermed sikrede VO-regeringens fortsatte eksistens. Mange socialdemokrater havde svært ved at forstå, hvordan det hang sammen med den nye formands ord på kongressen. Ikke mindst fordi man samtidig erklærede, at ”denne aftale er på ingen måde en blåstempling af den aftale, som den nuværende regering har lavet sammen med Kommunernes Landsforening.” Hvorfor støttede man det så? Hvorfor reddede man regeringen fra at komme i mindretal? Er det, hvad den nye partiformand mente med, ”at være din hårdeste modspiller?” Nicolai Wammen, politisk ordfører(S) – ”forklarede” det åbenlyse løftebrud sådan:”Det er vigtigt, at der kommer styr på butikken, så der ikke er kaos forude.” Det lod man sig så spise af med – som sædvanlig! Godaw mand økseskaft. Udgivet af foreningen ”Antifascistisk Forum”. Henvendelse til Antifascistisk Forum: Medudgivere: Horserød-Stutthof Foreningen og FIR.dk – Féderation Internationale des Résistans – Association Antifasciste. Anton Nielsen, Rughavevej 7, 2500, Valby. Telefon: 47179069. Kasserer: Inger Nielsen (samme adresse) Ledelse: Formand Anton Nielsen (nielsenanton2@gmail.com) ISSN nr. 2245-4195. Irak-kommissionen og nye kampfly En af den nye VO-regerings første handlinger, var at lukke Irak-Afghanistan-Kommissionen. Dermed forhindrede man, at to af de hovedansvarlige for Danmarks deltagelse i USA’s krige – tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen og tidligere udenrigsminister, Per Stig Møller – blev indkaldt til – under ed – at aflægge forklaring for kommissionen. Samtidig besluttede man, at kommissionens arbejde og papirer skulle under lås og slå i Rigsarkivet. Det indicerer helt tydeligt – hvilket helt sikkert ikke undre nogen – at man har noget at skjule, som man for enhver pris ikke ønsker skal komme til offentlighedens kendskab. Samtidig forberedes indkøb af nye kampfly for ikke under 30 milliarder kroner. Så vi kan leve op til vore ”forpligtigelser” over for store allierede, næste gang Washington kalder til kamp ”for demokratiet og de vest- Kasserer: Inger Nielsen. Telefon: (47179069). Antifascistisk Forums støttefond: Redaktion: Ansvarshavende – og politisk redaktør, Anton Nielsen, Lilli Rodeck, Henning Jacobsen, Tonny Warming, Egon Laugesen, Annette Mørk. Artiklerne afspejler ikke nødvendigvis redaktionens holdninger. Medlemskab – abonnement: 200,- kr. pr. år (4 numre). Netadresse: www.antifascistisk-forum.dk Man kan støtte Antifascistisk Forum økonomisk på følgende konto: Arbejdernes Landsbank: reg.nr. 5332. Kontonummer: 0000244920 Kontingent/abonnement indbetales på samme konto. Horserød-Stutthof Foreningen har hjemmesiden: www.horserød-stutthofforeningen.dk og Facebooksiden: Horserød-Stutthof Foreningen Nummer 4, 2015 udkommer i december. Deadline for indlæg mandag den 23. november. Udkommer mandag den 7. december 2 l Antifascistisk Forum – august 2015 lige værdier,” og en ny stat og et nyt folk skal bombes til lydighed. Favoritten er det amerikanske ”John Strike Fighter fly – som så vidt vides er det dyreste på markedet, og som man – til forskel fra de to andre mulige fly – ikke kan få lov at prøveflyve med danske piloter, før pengene er betalt. Det har vakt en del murren i krogene i den senere tid, men bliver næppe afgørende i sidste ende. Det danske folketings flertal er villige til alt. Konsekvenserne af en ”aktiv udenrigspolitik, kan nu – som Irak-AfghanistanKommissionen nu er blevet det – gemmes af vejen i Rigsarkivet. I statens store glemmebog. Dansk Folkeparti: ”En god begyndelse” Mens 60 millioner mennesker jorden over er på flugt fra fattigdom, sult og krige, mente den nye skingre integrationsminister, Inger Støjbjerg, det nødvendigt, at foretage nye stramninger af asyllovgivningen – det såkaldte ”straks-indgreb”. Formålet: At forhindre flest mulig flygtninge i at komme til Danmark og forringe forholdene for de, som alligevel – på trods af fru Støjbjergs og Dansk Folkepartis ihærdige indsats – er nået frem til ”Verdens Lykkeligste Land.” Man mener at kunne spare en milliard kroner på flygtningene-regningen, som så kan bruges til at nedsætte skatten for de rigeste. Når man så samtidig skærer i u-landsbistanden, giver det nye økonomiske muligheder for VO-regeringens erklærede mål, at ”den danske hjælp” skal ske i nærområderne. Det er i hvert fald postulatet – men det holder ikke en meter i virkeligheden, og de ved det. Flygtningene skal holdes så langt fra Danmark som overhovedet muligt, det er målet. Nemlig i de lande hvor millioner af flygtninge lever fra hånden til munden, og Grækenlands Gyldent Daggry blev inviteret til Folkemødet på Bornholm af de danske nazister. stater er ved at bryde sammen under presset af de, som flygter fra Vestens bombardementer hvori indgår danske krigsfly. De er udkommanderet af det selvsamme politiske flertal i Danmark, som nu smækker Danmarks dør i hovedet på ofrene for Danmarks krigsførelse. Vi har ikke noget at skamme os over, siger Inger Støjbjerg. Nej, for hun har ingen skam i livet! ”En god begyndelse”, siger Dansk Folkeparti fornøjet – men kun en begyndelse! Man bør af mange gode grunde frygte det værste i tiden, der kommer. Til forskel for socialdemokrater og radikale står Dansk Folkeparti nemlig ved deres løfter. Men nogen er velkommen. Det så vi bl.a. på Folkemødet på Bornholm, den hollandske racist og fascist, Gert Wilders,sammen med repræsentanter for det græske Gyldent Daggry og italienske og franske fascister var inviteret af danske nazister, for i demokratiet misbrugte navn, at udsprede deres menneskefjendske budskab i Dannevang. I ytringsfrihedens navn havde de ret til at tale, udtalte det borgerlige Danmark. Sådan er demokratiets spilleregler. Noget lignende sagde de også i 30-erne. Hvad det førte til, har man glemt. Grækenland et lærestykke De danske medier og stort set den samlede danske presse er meget enige om, at Grækenland ligger, som det har redt. Nu må de ”betale deres gæld”.Men det kan de ikke. Alt går til at betale renterne af tidligere lån, stiftet af tidligere græske regeringer, som i vid udstrækning stak pengene i egne lommer. Det græske folk så aldrig så meget som en bøjet Euro. Landet og folket blev forarmet – og værre vil det blive. Men långiverne – IMF, Den Europæiske Centralbank og EU – krævede kontant afregning, ellers ville grækerne ryge ud af Euroen. Syriza-regeringen turde ikke tage konsekvensen af sin egen politik. I stedet for at bryde med EU indlod man sig på endeløse og nytteløse forhandlinger med finans-gribbene. Resultatet var forudsigeligt. Det græske folk blev hånet og umyndiggjort. I skrivende stund – 15. juli – skal det græske parlament underskrive EU’s, IMF og Den Europæiske Centralbanks håndfæstning. Som Pablo Echenique fra Podemos siger: ”Det, de prøver at gøre mod Grækenland er et økonomisk statskup, og de vil omdanne landet til et protektorat.” Det sker i dag den 15. juli 2015. Hvem bliver de næste? ★ Antifascistisk Forum – august 2015 l 3 Og så går vi til højre... Af Annette Mørk ★ Europa har i disse år en lighed med den politiske scene i 30’ernes Tyskland. I dag har vi igen en konstellation, der under en krises fortegn, og som med en veltilrettelagt propaganda likviderer det arbejdenes folks demokratiske rettigheder. Dette bliver gjort via EU – og med EU’s medlemslandes politikeres medvirken – med urimelige nedskæringer, støtte til monopolkapitalen, storbankerne, krigsindustrien og forbundsfæller i statsapperaterne og det private erhvervsliv. En politik der nu – som dengang – kan føre Europa ud i en økonomisk og menneskelig katastrofe. Det er den almindelige lønmodtagers levestandard, som (desværre) afgør, om fascismen vinder frem. “Når krybben er tom, bides hestene”, siger det gamle ordsprog, og det er den simple retorik fascisterne vinder stemmer på. Mange – især – de kriseramte lønmodtagere, de arbejdsløse, de syge, løsarbejderene, de som modtager sociale ydelser, de handicappede og pensionisterne (uden opsparing), som bliver ofre for nedskæringspolitikken, begynder at sparke nedad og ud efter naboen og forsøger at placere skyld for “den såkaldte krise” hos andre dele af befolkningerne end den gruppe, de selv er en del af. Race- og kulturforskelle er (igen) en del af “programmet”, hvilket betyder at muslimer og desperate flygtninge uretmæssig har fået tildelt en førsteplads i forhold til personer, som det er tilladt at sparke ud efter. Det sørger den fascistiske veltilrettelagte propagandamaskine for, ved at gentage den samme retorik igen og igen, så ingen borgere kan nå at tænke selv og i fællesskab begynde at sparke opad og knuse den økonomisk politk, som fører til større og større ulighed og kranke skæbner. Der er ingen “redningsplanker” fra en fascistisk økonomisk politik. Der er kun ét formål for de som sætter den dagsorden: At hytte sig selv og sine egne, uanset omkostningerne på kort eller langt sigt! ★ I 1930 var der ca. 5 millioner arbejdsløse i Tyskland, og mange underbetalte lønmodtagere, samt mange pensionister og krigsveteraner (fra 1. verdenskrig). Dengang var der også en politisk skabt økonomisk krise. Den 11. og 12. marts 1930 vedtoges de love, der forpligtede Tyskland til at yde store bidrag til vestmagterne. SPD (Sozialdemokratische Partei Deutschland/Socialdemokratiet) stemte for disse love, under ledelse af dets kansler Hermann Müller. 14 dage senere blev Müller væltet. Der var ikke brug for SPD som regeringsparti! Metoden at lade socialdemokrater – dengang, som nu – lave det beskidte arbejde for højrefløjen og derefter styrte dem, når de er blevet upopulære, er altså ikke ny. Den 30. marts danner Heinrich Brüning regering. Han 4 l Antifascistisk Forum – august 2015 Hitler blev kansler den 29. januar 1933. var fra partiet Zentrum – et katolsk højrepari – og som kansler af Tyskland lægger han ud med kraftige nedskæringer, for at redde storkapitalen og forsøge at overbevise udlandet om det uholdbare i krigsskadeerstatninger (fra 1. verdenskrig) til landene under en økonomisk krise og via den hårde nedskæringspolitik drev han det tyske folk ubamhjerteligt ud til den yderste grænse. Dette kunne han og hans parti selvfølgelig kun gøre ved flertal fra de andre partier i parlamentet. Samtidig med de voldsomme nedskæringer, blev der brugt millioner på oprustning, for “at Tyskland til enhver tid ville være i stand til at bruge verdenskrisen, til at udøve pres mod alle andre øvrige magter” (citat Brüning) ,men også på grund af pres fra den tyske rigspræsident Poul von Hindenburg, som var pensioneret general og højt dekoreret fra 1. verdenskrig. Den tyske rigspræsident havde større magt end kansleren (statsministeren), da det var rigspræsidenten som kunne opløse rigsdagen, afskedige ministerne og regeringen og også kansleren. (I 1934 slog Hitler rigspræsidentens og rigskanslerens embede sammen). Heinrich Brüning var kansler fra 30. marts 1930 til valget den 14. sep. I den periode blev de hårdt ramte borgere slået mere til jorden: Der blev indført personskat for alle borgere (uanset indtægt), en beskatning af alle ledige, lønnedsættelser for embedsmænd og offentligt ansatte, bidrag til arbejdsløshedsforsikring blev sat op med 4½%, og arbejdsløsheds- og sygeforsikringsydelserne forringes. Samtidig blev der bevilget 150 millioner mark til rådighed til sanering af riddergodser i det østlige Tyskland! ★ Enkeltresultater ved rigsdagsvalget 14. sep. 1930: SPD (socialdemokratiet) 143 mandater, NSDAP (Nationalsozialistische Deutche Arbeiterpartei – Adolf Hitler) 107 mandater, Zentrum (katolsk højreparti) 87 mandater og KPD (Kommunistische Partei Deutschland) 77 mandater, og der var få mindre andre partier, f.eks såsom Bayerske Volks- partei (deres mandater hørte under Zentrum). NSDAP er gået voldsomt frem, de borgerlige partier (med undtagelse af Zentrum) decimeres. SPD taber 600.000.stemmer. KPD vinder 1,3 millioner stemmer. Heinrich Brüning (Zentrum) fortsatte som rigskansler efter valget og alle partierne – minus Kommunisterne – fortsatte deres hårde nedskæringspolitik og oprustning i krigsindustrien. Metalarbejderne fik påbud om en lønnedgang på mellem 4-6%. Igen nedsættes de statslige embedsmænds lønninger, denne gang med 6% og samme procentdel skæres i alle pensioner. Skatten på øl og tobak og for ugifte forhøjes og tyskerne går ind i år 1931.. Der vedtages en forordning om 6% lønnedgang for arbejderne i mineindustrien i Ruhrområdet. Et mindretal i SPD (socialdemokratiet) stemmer imod bevillinger til bygning af nye panserkrydsere). De bliver skarpt irettesat af partiledelsen og to personer fra udbrydergruppen bliver få måneder efter ekskluderet. I juni vedtages (igen) et påbud om at de offentligt ansattes lønninger skal beskæres og (igen) bliver alle pensioner nedsat med 5-8% og arbejdstiden i den private industri tillades nedsat uden lønkompensation og regeringen indfører “frivillig arbejdstjeneste”. I oktober nedsættes indkomster og pensioner yderligere ved lov. Antallet af (registrerede) arbejdsløse er nu 5,7 millioner. 900.000.personer modtager ingen arbejdsløshedsunderstøttelse. KPD (Kommunisterne) gør et forgæves forsøg på at rette op på de mange nedskæringer og den økonomiske situation i maj 1931 og fremlægger et jobskabelsesprogram, der indeholder: 40 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation, forbud mod overarbejde, pensionsalder på 60 år, forbud mod virksomhedslukninger, udvidelse af boligbyggeriet, samt af sygehuse, sanatorier, plejehjem og børneinstitutioner. Dette blev nedstemt. ★ Nedskæringerne fortsatte og arbejdsløsheden steg i 1932 og banede vejen for, at Hitler blev kansler den 29. januar 1933. “Den stærke mand” kunne nu påbegynde sit rædselsregime, sammen med sine politiske medsammensvorne og de mange medlemmer af NSDAP. Den almindelige tysker vidste ikke, hvad som var i vente. De øjnede håb for en bedre fremtid. Deri tog de fejl! Det er i dag ikke svært at forestille sig hvorfor den almindelige tyske lønmodtager, den arbejdsløse, pensionisterne og alle de som havde betalt en høj pris for den politik der var blevet ført, støttede NSDAP og så Hitler som en stor leder og redningsmand. Partiet fremstod som et “arbejderparti”, på trods af at Hitler talte med to tunger. F.eks. talte han d. 27. januar 1932 i Düsseldorf for 700 repræsentanter fra industri- og bankverdenen, hvor han lovede at beskytte den private ejendomsret, at udslette demokratiet og bolsjevismen og erobre et nyt “Lebensraum”. Det program NSDAP havde og som betød at “den almindelige tysker” fik håb i deres tilværelse var simpelt og nemt at forstå (uddrag af NSDAP s program): “Tysk selvbestemmelse (!), land og territorium (kolonier) til det tyske folks bevarelse. Kun dem med tysk blod kan være landsmænd og immigration skal hindres, og alle fremmede, som er kommet efter 1914, skal forlade landet. Alle borgere skal have et anstændigt liv og arbejde og alle borgere skal have lige rettigheder og pligter. Generøs forøgelse af alle pensioner. Enhver indkomst som ikke har rod i arbejde skal afskaffes, nationalisering af alle fonde, samt konfiskation af alle krigsprofitter og profitdeling i større industrier. Frihed for alle religiøse troretninger, som ikke truer staten eller den germanske race. Alle uddannelser skal tilpasses det praktiske liv og fattige børn med gode evner skal uddannes på statens bekostning, og staten skal løfte den nationale sundhed. Landbruget skal fritages for ejendomsskatter og Romersk lov, “som tjener verdens materialisme” skal erstattes af en ny tysk lov”. NSDAP lavede med deres “program” et pletskud i de usikre forhold mange tyskere levede under, men et var hvad de lovede, noget andet var hvad som skete. At der var punkter i programmet som ikke blev fremført i propagangaen, er forståeligt. F.eks: “Vi kræver hensynløs krig mod de som vil skade vores fælles velfærd og det skal straffes med fængsel eller døden” eller: “ Det centrale politiske parlament skal ubetinget have myndighed over hele staten og alle statens organisationer”. Det er som at se den europæiske scene 2015: Fascister med tomme gyldne løfter, vinder frem under dække af at være “arbejderpartier”, hjulpet frem af en grotesk nedskæringspolitik fra andre partier ( – og nu med EU som “Overstaten”) Nedskæringer som de fascistiske partier også stemmer for. ★ Historien er ved at gentage sig selv. Bekæmp dét! Gør oprør! I fællesskab! ★ Golden Dawn og Heil! Antifascistisk Forum – august 2015 l 5 Folkevandring – 60 millioner på vej! Tusinder og atter tusinder forsøger at nå frem til Europas kyster i synkefærdige både. Mange – rigtig mange – drukner på vejen til ”det forjættede land. ”Det er ikke vores problem,” lyder det fra EU. I hvert fald er kendsgerningen indtil nu, at man foretager sig lidt eller intet, ud over at man har besluttet at sende krigsskibe til Libyens kyst, som kan ødelægge de lokale fiskerbåde, så de ikke kan bruges af menneskesmuglerne. Det er alt indtil nu. Af Anton Nielsen ★ 60 millioner flygter fra nød, sult, fattigdom og krig. Krige, som ikke mindst EU bærer et tungt ansvar for. Nu løber selv samme EU som sædvanlig fra ansvaret. Havet sletter som bekendt alle spor – håber de på. De søger mod vore kyster for at få et bedre liv for deres familier – et liv i fred og tryghed, men de møder et Fort Europa, som hellere ser deres hæl end deres tå. Den danske VO-regering mener, at forringelse af flygtningenes forhold i Danmark vil kunne stoppe den menneskelige tsunami, som er på vej. De har glemt vor egen historie. Vi har også været flygtninge, men vi har også – i lighed med i dag – været krigsdeltagere, voldsmænd og undertrykkere! Et historisk tilbageblik Går vi tilbage i historien til det andet århundrede før vor tidsregning – mere nøjagtigt mellem 120 f.v.t. og 101 f.v.t. drog Cimbrerne – med tilslutning fra to andre folkegrupper, Toutonerne og Ambronerne ned igennem Europa mod Rom. De blev tilintetgjort i 105 f.v.t. Hvorfor drog de ud på den farefulde rejse? Svaret var, at de ikke længere kunne opretholde livet for dem og deres familier i Himmerland.I vikingetiden fra år 800–1050 hærgede de nordiske Udvandringen fra Danmark tog rigtig fart efter krigen i 1864 6 l Antifascistisk Forum – august 2015 vikinger i England og Irland, drog ned ad de russiske floder og nåede helt til Konstantinopel, hvor de gik i sultanens tjeneste. Så vi har en lang tradition for erobringstogter – og er ikke uvant med rollen som lejesoldater i fremmed tjeneste. Her lærte vi krigens blodige håndværk at kende, et håndværk, som vi siden har praktiseret – sidst i begyndelsen af det nye årtusind. Mod nye kyster I nyere tid tog udvandrings-bølgen fra Europa sin begyndelse fra Napoleons-krigenes ophør i 1815. De næste hundrede år frem til 1. verdenskrig udvandrede mere end 50 millioner europæere i håbet om at skaffe sig et bedre liv. De var ikke velfærdsturister. Udvandringen fra Danmark tog rigtig fart efter krigen i 1864, hvilket burde få dagens danske politikere til endnu engang at overveje, om ikke de flygtninge, som i dag banker på Danmarks dør, står i samme situation som vore landsmænd efter 1864. På flugt fra krigens rædsler. Så fra midten af 1800-tallet til midten af 1900-tallet var Danmark et udvandringsland. 400.000 danskere forlod i denne periode Danmark for at slå sig ned for resten af livet i fremmede verdensdele. De blev sjældent modtaget med åbne arme. Det var mange ud af en befolkning på 2,2 millioner i 1890, og i forhold til befolkningsstørrelsen blev udvandringen fra Danmark før 1914 kun overgået af Irland – som efter kartoffelpesten, tømte landet for 25% af dets indbyggere. For Sveriges vedkommende – som i den periode oplevede de såkaldte ”nødår” (= afgrundsdyb fattigdom og hungersnød) udvandrede ikke mindre end 1.105.000, ca. en tredjedel af landets daværende befolkning. Mange af dem til Danmark – læs Martin Andersens bog ”Pelle Erobreren, hvis du vil vide mere om den tid. Fra Norge udvandrede 754.000 mennesker. Mange flygter fra krigshandlingerne i blandt andet Syrien. I alt udvandrede 2.168.000 i perioden 1840-1914 fra Skandinavien. De fleste drog i ophugningsmodne skibe over Atlanterhavet mod en uvis skæbne. Som dagens skibbrudne på Lampedusa, Sicilien, Grækenland møder Fort Europa, mødte de New York, Ellis Island og Frihedsgudinden, der som så meget ”over there” viste sig at være en tom illusion. 2015: 60 millioner på vej – foreløbig Krigen nærmer sig Det er den virkelighed, der føder flygtningestrømmen, som nu er nået frem til Europas kyster. Vi er medskyldige heri ved vores aktive deltagelse i USA’s krige. Men som sædvanlig løber de danske politikere fra ansvaret. Samtidig lægger man op til nye konfrontationer, denne gang i Europa – mere præcist i Ukraine, hvor man helhjertet slutter op bag de nynazistiske magthavere i Kiev. Der er allerede flere end en million ukrainske flygtninge i Rusland – de interne flygtninges antal er ukendt. Vor store allierede, USA, fører nu tunge våben ind i Ukraine, NATO rykker helt frem til den russiske grænse – en åbenlys provokation. Man lægger op til endnu en katastrofal krig – den sidste måske –men med nye flygtningestrømme som en uundgåelig følge. Samtidig kastets Grækenland for de økonomiske rovAntifascistisk Forum – august 2015 l 7 ▲ Det begyndte med USA’s og ”de villiges koalitions” angreb på Afghanistan og Irak, og Vestens vilde jagt på disse områders naturresurser – først og fremmest olien. Siden er hele Nordafrika blevet ramt af krige og konflikter. I Syrien, i Irak endnu engang i 2015. Libyen, der, som en følge af Vestens bombeangreb og ødelæggelse af infrastrukturen, som forventeligt har udviklet sig til en røverstat splittet mellem mange klaner. Yemen, som i disse dage terrorbombes af Saudi Arabien – som sædvanlig støttet af USA og Storbritannien. Vestsahara: Okkuperet af Marokko med den gamle kolonimagt Frankrigs velsignelse. Dertil Libanon, som vakler og trues af opløsning under vægten af millioner af flygtninge fra de omliggende lande – først og fremmest Syrien. Og sidst, men ikke mindst, Israels og USA’s uendelige blokade og krig mod det palæstinensiske folk. De øvrige nordafrikanske stater: Algeriet, Mauretanien, Tunesien, Jordan og Oman er konstant i fare for at blive inddraget i de forskellige krige og opgør, hvilket gør dem til nemme ofre for pression fra de tidligere koloniherrer. Dertil kommer nu forskellige terrorgrupper med ”Islamisk Stat” i spidsen, som med deres brutale fremfærd bidrager til det totale kaos og anarki, som var og er USA’s og dets allieredes – herunder Danmarks – påskud til igen at slippe bombeflyene løs over en værgeløs civilbefolkning. Som sædvanlig i frihedens og demokratiets navn. ▲ dyr: Den Internationale Valutafond, IMF, Den Europæiske Centralbank og EU ved kansler Merkel. Solidaritet med det græske folk i deres eksistenskamp, det er dagens parole. Det kan konstateres, at fordrejning af historien nu som tidligere er blevet en fast bestanddel af historien indenrigs- som udenrigspolitisk. Det ændrer sig ikke uanset hvilken regering, som måtte sidde ved magten i Danmark. Dansk flygtningepolitik 2015 – Såvel den tidligere som den nuværende regering er enige om, at flygtningene hjælpes bedst i nærområderne. Det vil sige i de lande og områder, som ovenfor beskrevet. De som forvejen huser millioner af flygtninge. Det er et paradeforslag uden grund i virkeligheden. Det har et eneste formål, at holde flygtninge, hvor end de kommer fra, væk fra Danmark. Hvis det ikke lykkes fuldt ud, så tages andre midler i brug. Den nye integrationsminister, Inger Støjberg, illustrerede få dage efter regeringens tiltræden, hvad hun havde tænkt sig. Nogle eksempler: – Lavere integrationsydelse: 5.945,- kr. om måneden. ”En lavere ydelse vil betyde færre asylansøgere.” Da kommunerne udtalte deres tvivl om rigtigheden af hendes påstand og i stedet advarede om, at de – asylansøgerne – f.eks. ville få svært ved at betale husleje, blev de fejet af med følgende tirade ”det bliver ikke et liv i sus og dus, men det er heller ikke meningen.” (Inger Støjberg, integrationsminister) – I øvrigt skal der strammes op for familiesammenføringer, mener hun og regeringen. Hun har tilsyneladende glemt alt om Tamil-sagen – eller også er hun bare flintrene ligeglad. – Som det sidste skal nævnes, at hun mener – og agter at gennemføre forskellige krav til vestlige og ikke-vestlige indvandre – underforstået islamiske indvandrere. Renlivet apartheid og i strid med alle internationale konventioner og bestemmelser. Den slags forskelsbehandling er set før i historien. I 30’erne, hvor politiske flygtninge fra nazi-Tyskland blev forfulgt af de danske myndigheder og ofte blev de udlevet til bødlerne på den anden side af grænsen med døden til følge. Senere – under krigen – udleverede man, dvs. den danske stat, uden tøven de danske kommunister og de jøder, det ikke var lykkedes at komme til Sverige, til en uvis skæbne i Hitlers kz-lejre. For mange ensbetydende med en dødsdom. Siden fulgte mange modstandsfolk, som heller ikke var politisk korrekte. Forstået sådan, at de var ”røde”. De havde selv bedt om det, som man sagde. Under Den Kolde Krig fortsatte denne praksis. Næsten 8 l Antifascistisk Forum – august 2015 Bekvemmelighedsflygtning? alle var velkomne i Danmark, men de skulle have den rigtige politiske holdning – ellers var her adgang forbudt! Store indsamlinger blev foranstaltet for ungarere, som havde bekæmpet kommunismen. Antikommunistiske systemkritikere var mere velkomne, mens hjemmelig systemkritikere – fagforeningsfolk, fredstilhængere og andre af den slags – blev aflyttet og slæbt i retten, som fjender af staten, eller som terrorister. Fascismen marcherer igen i mange europæiske byer. I Estland, Letland og Litauen paraderer gamle SS’ere og kz-bødler i gaderne med myndighedernes fulde billigelse og støtte. Det gentager sig i snart sagt alle østeuropæiske lande – fra Ungarn, Ukraine, den første nynazistiske stat i Europa – hvor det kommunistiske parti netop er blevet forbudt – til Rusland. Man spytter på de dødes grave, og beskylder de levende for at være terrorister. I Tysklands länder, i Østrig og Italien, hvor fascistoide partier sidder i parlamenterne eller har regeringsmagten, marcherer de frem i fuld offentlighed. Hadet til alle anderledes tænkende dyrkes og spredes. Indvandrere, romaer, farvede, sorte, og antifascister, socialister og kommunister overfaldes, ofte med døden til følge. Mordbrande og bombeattentater hører til dagens orden mange steder. Attentater som aldrig opklares – i hvert fald ikke med politiets gode vilje – som f.eks. bomben i Søllerødgade for mange år siden, som dræbte en ung socialist. Og vi er godt med med den nye regering. Det bliver en svær tid – ikke bare for flygtninge og indvandrere – men også for det danske folk. ★ Enhed i kampen mod krig og fascisme – for fred og frihed Antifascistisk konference 21.-22. november 2015, hos 3F København, Peter Ibsens Alle 27, 2400 København NV Alle foreninger, organisationer, antiracister, antifascister og andre er velkomne. Tilmeldingsfristen er mandag den 2. november på nielsenanton2@gmail.com eller enoch.bodil@gmail.com Deltagergebyr 100 kr. pr. person. Frokost mv. betales på stedet. Konferencefest lørdag aften. Lørdag den 29. august kl. 11–18. Strandengen 11 i Roskilde Roskilde Mini-festival sætter fokus på international solidaritet og antifascistisk kamp. Son Danesas spiller salsamusik fra Cuba. Stig Ekblom, Asger Sandal Jeppesen og Fatma giver også et par numre. Der er boder fra forskellige freds-, solidaritets- og antifascistiske organisationer. Gourmetgrill med slagtermesterens bedste pølser, webernakkesteg og limousinebøffer samt div. salater og brød. Øl, vand og vin kan købes – også cubansk rom og øl. Entre og grillmad ad libitum for kun 150 kr. For mere information: Kontakt Annie Juncher tlf. 2460 1282 eller juncher@dadlnet.dk Overskuddet går til solidaritetsarbejde med Cuba. Medarr.: Horserød-Stutthof Foreningen, Antifascistisk Forum, Demos, Venskabsforeningen DDF Korea, De Spaniensfrivillige og Dansk Cubansk Forening. Det danske kurdersyndrom Af Bjørn Elmquist, advokat (H) ★ Her sidst i august begynder terrorankesagen mod en halv snes kurdere. I de næste 10-11 måneder skal et nævneting i Østre Landsret foretage straffesagen mod disse personer, der i Københavns Byret blev frifundet for at have ydet finansiel støtte til terror i Tyrkiet. Men den frifindelse vil anklagemyndigheden altså søge omstødt.Langt de fleste af de tiltalte bor og har boet i Danmark i 20-30 år, hvor de har kone og børn. Som det oftest er tilfældet med kurdere, er de velintegrerede og i beskæftigelse. De blev i september 2012 anholdt og – bortset fra én – varetægtsfængslet i tre måneder, sigtet og senere tiltalt for i flere år frem til og med 2011 at have samlet millioner af kroner ind og formidlet dem videre til det kurdiske arbejderparti PKK til støtte og brug for terror i Tyrkiet. Sammenhæng med ROJ TV Sagen er en udløber af terrorsagen mod den kurdiske ROJ TV-station baseret i Danmark, som i januar 2012 af Københavns Byret og i juli 2013 af Østre Landsret blev fundet skyldig i propaganda for PKK. Retten til at sende TV fandt Byretten ikke at kunne frakende, men først Østre Landsret og senere Højesteret anlagde en anden fortolkning og fratog ROJ TV senderetten. ROJ TV, der har et seergrundlag på 28-30 millioner spredt over hele verden, var allerede i 2005 af den tyrkiske stat indklaget for det danske Radio- og TV-nævn for at overtræde forbuddet mod at sende programmer, der opfordrer til had og vold mv. Nævnet afviste imidlertid efter grundige undersøgelser klagen og fastslog, at de programmer og nyhedsindslag, ROJ TV sendte om bl.a. konflikten mellem Tyrkiet og kurderne, herunder også specielt PKK, i indhold svarede til den dækning, som DRTV og TV2 har og havde i forhold til den slags konflikter. En ny tyrkisk klage i 2006 og endnu én i 2008 førte til præcist samme resultat. Forbitrelsen var stor i officielle tyrkiske kredse, og sagen blev til et internationalt problem, da den danske statsminister Fogh Rasmussen blev USA's foretrukne kandidat til posten som generalsekretær i NATO. Ved ihærdige amerikanske anstrengelser fik man efter flere møder i København imidlertid ”inspireret” de danske myndigheder, herunder anklagemyndigheden, til en så ”kreativ tilgang” til de strafferetlige bestemmelser om terror, at der kunne rejses tiltale mod massemediet. Det skabte så stor tilfredshed hos den tyrkiske regering, at man accepterede Fogh Rasmussen som NATO-generalsekretær. Glemt var imidlertid alle officielle hyldesttaler til ytringsfriheden som den fremmeste demokratiske rettighed, og rent teknisk opfandt man den usædvanlige juridiske konstruktion, hvor der blev rejst tiltale for propaganda for terror mod aktieselskabet bag ROJ TV, men ikke samtidig mod nogen fysisk person, såsom selskabets bestyrelsesformand, direktør og/eller den ansvarshavende redaktør. Baggrunden var, at hovedbeviset for de direkte forbindelser med PKK var den oprindelige, men senere afskedigede ROJ TV-direktør, der som kronvidne fremstod i retten med yderst belastende og helt nye oplysninger i forhold til det, han ellers tidligere i årevis havde forklaret. Sagen kunne således teoretisk set have været kørt som en tilståelsessag mod ham som personligt tiltalt, men så havde dette kronvidne næppe ”leveret varen”. Det endelige punktum i ROJ TV sagen er ikke sat endnu. Da de nationale retsmidler var udtømt ved Højesteretsdommen i februar 2014, indklagede jeg på vegne af ROJ TV’s nye bestyrelsesformand og nye direktør Danmark for Den europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg for overtrædelse af konventionens artikel 10 om ytrings- og pressefrihed. Her er ikke bare spørgsmålet om skyld, men også om sanktionen til påkendelse. Det er ganske uhørt, at man som sanktion i stedet for bøder ligefrem skrider til kategorisk lukning for stedse af et massemedie. Terrortiltalen mod de ti kurdere Giv en hånd til Kobene Reg.nr. 1551 – Kontonr. 1841084 Mobilepay: +45 2559 9432 10 l Antifascistisk Forum – august 2015 Men her i Danmark kastede myndighederne sig straks efter Byrettens dom i første instans uved at d i sager mod nogle af de kurdere, især her i Danmark, som havde støttet op om ROJ TV, bl.a. samle penge ind til stationen. Én af dem blev tiltalt for at have formidlet penge fra en kurdisk kulturfond i 2006 og 2007 til ROJ TV, de andre for at have samlet penge ind i 2009, 2010 og 2011. Det vil sige alt sammen på et tidspunkt, hvor ROJ TVs aktiviteter af Radio- og TV-nævnet i de tre klagesager var godkendt, idet programmerne som nævnt var af samme indhold som DRTV s og TV2 s om den slags konflikter. Anklagerne mente, at de tiltalte godt vidste eller måtte vide, at ROJ TV var talerør for PKK. De var også tiltalt for støtte til terror ved at samle penge ind til den dansk-kurdiske venskabsforening og andre kurdiske tilsvarende foreninger i Vesteuropa, fordi – hævdedes det – alle disse foreninger var en del af PKK og dermed terrorister. Sågar nødhjælp fra kurdere i Danmark og andre skandinaviske lande til jordskælvsofre i den tyrkiske provins Van, hvor der bor mange kurdere, blev af anklagerne ligeledes stemplet som støtte til terror. Frifindelsen i Københavns Byret Efter 60-70 retsdage i Københavns Byret med bl.a. udførlige afhøringer af de tiltalte og en del vidner, afspilning af aflyttede telefonsamtaler og af flere måneders rumaflytninger gav nævningetinget os forsvarere medhold: anklagerne havde ikke ført bevis for, at de tiltalte havde haft forsæt til at støtte terror. De blev derfor alle frifundet. Vi forsvarere påviste over for nævningetinget bl.a., at man godt kan arbejde aktivt for og støtte politiske løsninger af kurdernes problemer i forhold til Tyrkiet, uden at det er ensbetydende med støtte til terror. Lettelsen var stor. Både hos de tiltalte og deres familier samt i hele det kurdiske miljø ikke bare i Danmark, men over alt. Og hos alle retsindige mennesker, der med den sunde fornuft i behold er optaget af det forsvar for demokratiet og dets værdier for den enkelte borger, som er nødvendig for effektiv beskyttelse mod terror og mod de misforståede og overdrevne former for terrorbekæmpelse, der forefindes også her i Danmark. Anklagemyndighedens beslutning om at anke frifindelsen var derfor et chok for mange. Abdullah ”Apo” Öcalan (født 4. april 1949) er en kurdisk politisk leder. Öcalan er såvel grundlægger som officiel leder af Kurdistans Arbejderparti (PKK), som har til hensigt at skabe en selvstændig kurdisk stat – blandt andet i de kurdisk dominerede områder i det østlige Tyrkiet. Frihedsbevægelsen PKK er på terrorlisten hos mange lande og er en illegal organisation. Öcalan har siden 1999 været fængslet på øen Imali i Marmarahavet. Han er kurdernes Nelson Mandela. tre år peget på nødvendigheden af at samarbejde med kurderne mod IS i de åbne konflikter i Syrien, Irak osv. Det gør det officielle Danmark sammen med først og fremmest USA og Storbritannien så også militært, men anfægter samtidig en dansk domstols velbegrundede og nøje overvejede frifindelse af demokratisk sindede og aktivt agerende kurdere. Et andet apropos til dette langstrakte retsopgør i Danmark om det kurdiske spørgsmål relaterer sig til kurdernes ubestridte lederskikkelse Abdullah Öcalan. Han har siddet fængslet, isoleret på en tyrkisk ø, i en snes år. Samtidig forhandles om en politisk løsning af det kurdiske spørgsmål. Ved det seneste valg til det tyrkiske parlament fik et samlende kurdisk parti et flot resultat og er nu talstærkt repræsenteret dér. Skulle det mon gå som med Mandela i Sydafrika, at der en skønne dag kommer en fredelig løsning, og ender også Öcalan med at få Nobels fredspris? Anken og dens baggrund Denne beslutning er naturligvis ikke truffet på Københavns Politigård eller hos Statsadvokaten i København. Det er ikke en gang landets højeste anklagemyndighed Rigsadvokaten, som egenhændigt traf beslutningen om at anke. Som foreskrevet i den slags sager er der indhentet godkendelse hos justitsministeren. Henset til det markante politiske islæt i de seneste 10 års retsopgør her i Danmark om det kurdiske spørgsmål må man undres såre. Ser vi bort fra retfærdighedssans og behovet for at hjælpe mindretal til at opnå deres legitime rettigheder, så har den opportunisme, der altid præger dansk alliancepolitik, da ganske entydigt i de seneste to- Håb om besindighed i jagten på terrorisme Gennem disse 10 års retsopgør her i Danmark er der brugt mange ressourcer, dvs. både penge, arbejdstimer og engagement. Hos det offentlige, javel, men jo da også i den grad, især hvad det rent personlige angår, hos de mennesker, der har siddet først i varetægtsfængsel og nu i så mange år på anklagebænken. Jeg håber på, at vi i juni 2016, når ankedommen afsiges, i denne konkrete sag igen kan lande på benene. Det ville – som allerede ovenfor antydet – kunne bidrage til større besindighed og omtanke i den ellers så hæsblæsende jagt på terrorisme. ★ Antifascistisk Forum – august 2015 l 11 Skal EU have overstatslig magt over strafferet, overvågning og udlevering af danske borgere til udlandet? Af Lave K. Broch, 1. suppleant til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU ★ ”EU vil aldrig komme til at gå ind på området strafferet”, sagde daværende justitsminister Hans Engell i debatten op til afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Han og andre EU-tilhængere tog som bekendt fejl. EU er godt i gang med at udvikle en overstatslig retspolitik herunder strafferet, love om overvågning og regler for udlevering af borgere til retsforfølgelse i andre EU-lande. Vi kan i Danmark forvente en folkeafstemning om EU’s overstatslige retspolitik og retsforbeholdet før den 1. december i år. Det, at EU har indført en overstatslig retspolitik betyder bl.a., at landene mister deres vetoret, når EU laver retspolitik, og det betyder, at EU-kommissionen får monopol på at stille lovforslag inden for de områder, hvor EU har overstatslig magt. Det danske retsforbehold sikrer, at Danmark på forhånd har sagt nej til deltagelse i EU’s overstatslige retspolitik, men retsforbeholdet forhindrer os ikke i at samarbejde mellemstatsligt. Det er derfor, Danmark i dag kan være medlem af Europol. EU’s politienhed Europol er nemlig stadigvæk et mellemstatsligt samarbejde, men snart vil EU’s politienhed blive en overstatslig myndighed, og så kan Danmark på grund af retsforbeholdet ikke længere være medlem. ★ De EU-positive partier bruger Danmarks udtræden af Europol som en anledning til at tage et opgør med det danske retsforbehold i EU. EU-positive politikere har allerede spillet ud med trusler om, hvordan Danmark vil blive det svage led i bekæm- 12 l Antifascistisk Forum – august 2015 pelsen af kriminalitet, hvis vi ikke afskaffer retsforbeholdet. Men hvis vi ser på lande som Norge, Island og Schweiz, der ikke er med i EU og derfor heller ikke EU’s overstatslige retspolitik, så er det en realitet, at de ikke er ramt af mere kriminalitet i Oslo, Reykjavik og Bern end i Berlin, Rom og Athen. Norge, Island og Schweiz er desuden i stand til at indgå samarbejdsaftaler med Europol uden at give magt til EU på retsområdet. Det er selvfølgelig noget, som vi også kan gøre i Danmark efter, at vi har takket nej til at afskaffe retsforbeholdet. ★ Den kommende afstemning om retsforbeholdet drejer sig helt grundlæggende om man støtter, at EU skal have overstatslig magt over retspolitiske spørgsmål eller om man vil, at Danmark samarbejder mellemstatsligt med andre lande om retspolitiske spørgsmål. De EU-positive politikere er blevet enige om, at deres alternativ til retsforbeholdet er noget de kalder en tilvalgsordning. Det er en ensrettet vej, som betyder, at Folketinget fra sag til sag skal tage stilling til, om EU skal have overstatslig magt på et retspolitisk område, men som samtidigt betyder, at Danmark ikke senere kan tage magt tilbage igen (så længe vi er medlem af EU). Tilvalgsordningen er forhandlet på plads med EU, og er den ordning som Storbritannien og Irland har på retsområdet. Men de EU-positive politikere kan få et stort problem med tilvalgsordningen. For juraprofessor Peter Pagh har påpeget, at ordningen vil være i strid med grundloven, medmindre Danmark afgiver al suverænitet på retsområdet til EU, og at EU derefter lader Folketinget administrere den del af retsområdet, som Folketinget ikke har givet til EU. Dette skyldes grundlovens krav om, at suverænitet kun kan afgives i nærmere bestemt omfang, og med tilvalgsordningen, som ja-partierne har fremlagt, er der uden tvivl et problem med Grundlovens krav om, at suverænitet kun må afgives i nærmere bestemt omfang. ★ Der er dog også mange andre grundlæggende problemer med at lave en overstatslig retspolitik i EU. Et helt fundamentalt spørgsmål er, om der blandt EU-landene er de samme retsopfattelser og retstraditioner. Det drejer sig f.eks. om retssikkerhed for borgerne ved retssager, fængselsforhold og hvad der skal være lovligt og ulovligt. I fle- stemningerne om nye overstatslige love vil Danmark have under 2% af stemmerne i EU-parlamentet og 1,1% af stemmerne i EU’s ministerråd. Danmark vil derfor have meget lidt indflydelse på retspolitikken, hvis den afgives til EU, og det er uden tvivl en trussel mod demokratiet og retssikkerheden. re EU-lande sker der grove krænkelser af borgernes retssikkerhed set med nordiske briller. Det er derfor helt afgørende, at vi får en grundig debat om, hvor de andre EUlande vil hen med retspolitikken. Et andet grundlæggende problem er, at den demokratiske indflydelse vil blive kraftigt svækket, hvis vi giver EU overstatslig magt på retsområdet. Inden for de områder, hvor EU får magt, vil ingen dansk folkevalgt politiker – og ikke engang et samlet Folketing – kunne stille lovforslag. Den magt vil kun ligge hos EU-kommissionen. I af- ★ Hvis vi derimod bevarer retsforbeholdet, har vi bedst mulighed for at stille vores politikere til ansvar for den retspolitik, der føres i Danmark. Derudover vil vi selv kunne udvikle vores retspolitik, så den både sikrer en høj grad af retssikkerhed for borgerne og giver os de bedste muligheder for at forebygge og bekæmpe kriminalitet. Netop som de gør i Norge, Island og Schweiz. Vi skal samarbejde internationalt på retsområdet. Det er der ingen tvivl om. Men vi skal bevare demokratisk kontrol med den retspolitiske udvikling. Det er kun muligt, hvis vi bevarer retsforbeholdet. EU skal ikke have overstatsligt magt over strafferammer, overvågning og udlevering af danske borgere til andre EU-lande. ★ Nej til EU’s overstatslige retspolitik – ja til demokrati, internationalt samarbejde og retsforbeholdet. ★ EU I HVERDAGEN Albertslund nærradio. Direkte hver tirsdag ml. kl.15.00–16.00 Genudsendes lørdag samme tid. FM 94,5 - Hybrid 104,5 Samsendes på www.albertslundradio.dk Antifascistisk Forum – august 2015 l 13 Køb af israelske våben annulleret Af Christian Juhl, MF for Enhedslisten ★ Forsvarsministeriets fagfolk ville bruge op imod en halv milliard kroner på at købe et nyt og højt avanceret våbensystem i Israel. Der er tale om såkaldt selvkørende artilleri – kanoner på hjul. Sagen har været debatteret i forsvarsforligskredsen, hvor alle partier på nær Enhedslisten er medlem. Ved et tilfælde fik Enhedslisten i december 2014 kendskab til sagen, da en Facebook-bruger så, at danske soldater var på øvelse i Negev-ørkenen. En række svar fra forsvarsministeren har vist, at 20 personer fra hæren har været en uge i Negev-ørkenen for at teste et israelsk artillerisystem fra firmaet Elbit. Da det kom frem i offentligheden, kom der gang i forsvarsforligskredsen. Forsvarsforligskredsen besluttede 30. april at udskyde købet af israelsk artilleri. Det har tilsyneladende været for kontroversielt at købe våben fra Israel lige op til en valgkamp. Desuden ville det fremstå dobbeltmoralsk, at den danske regering købte våben fra Israel samtidig med, at de anbefaler, at danske virksomheder ikke har økonomiske aktiviteter på den besatte Vestbred. ★ Enhedslisten ønsker ikke et militært samarbejde med Israel og ønsker hverken, at Danmark tester eller handler våben med Israel eller israelsk våbenindustri. Israel bryder menneskerettigheder, Genevekonventioner og andre dele af folkeretten ved bl.a. at blokere Gaza, besætte Vestbredden og placere mere end 500.000 bosættere på det besatte palæstinensiske område. Det israelske firma ELBIT har været direkte involveret i konstruktionen af den israelske apartheidmur, leverer sikkerhedsudstyr til Israels ulovlige bosættelser og har produceret droner, der blev brugt i Gaza-offensiven, der kostede 2100 mennesker livet, herunder 500 børn i sommeren 2014. Svarene fra forsvarsministeren viser, at Danmark flere gange har købt våben af israelske firmaer. Enhedslisten opfordrer regeringen og forsvarsforligskredsen til helt at annullere køb af våben i Israel eller israelske virksomheder. Vi ønsker ikke køb af nye artillerisystemer, men køb af israelske våbensystemer vil være en meget skærpende omstændighed. Og vi vil holde et meget vågent øje med forsvarsforligskredsen. Vi har i forbindelse med sagen rejst en række spørgsmål til forsvarsministeren. ★ Sagen har været omtalt på et par militære specialsider på nettet og hos få andre medier: – http://nytkampfly.dk/archives/6598 – http://www.artilleriet.dk/artikel/5382-SKH-Selvkoerende-Haubits--nej-tak-til-artilleri---isaer-israelsk.htm – http://www.politiko.dk/nyheder/dansk-koeb-af-israelske-vaaben-skaber-politisk-uro – http://www.fmn.dk/nyheder/Pages/Wammen-Forsvaretskal-have-nye-pansrede-mandskabsvogne.aspx ★ RADIO SPARTACUS 98,9 mhz – 98,8 hybrid Hver fredag mellem kl. 18.00–19.30 (÷ første fredag i hver måned) www.ch-radio.dk 14 l Antifascistisk Forum – august 2015 ÅRSDAG: Politiets internering af kommunister var »europæisk kvalitetsarbejde« Tale ved Horserødfængslet i anledning af årsdagen for interneringen af de danske kommunister og 70 året for Danmarks befrielse af Albert Scherfig ★ I dag er det 74 år siden, Nazi-Tyskland brød ikke-angrebspagten med Sovjetunionen og indledte det såkaldte ’felttoget mod Jøde-bolsjevismen’ sammen med Rumænien og Finland. I Danmark blev det starten på den illegale tid. Da Danmark året før var blevet ’fredsbesat’ af Tyskland, havde Opdager Politiet, Afdeling D afleveret en liste over danske kommunister til tyskerne. På listen optrådte flere hundrede navne på folk der f.eks. havde været nævnt i Arbejderbladet. Derfor må det have været til stor ærgrelse, at tyskerne kun bad om at få interneret et par og 70 kommunister den 22. juni. I hvert fald indfangede det danske politi nogle ekstra landsmænd over de følgende måneder. Efter den første arrestationsbølge havde politiet anholdt 295 kommunister, heriblandt en folketingsmand. I juli midt under kommunistjagten holdt den tidligere rigspolitichef, Thune Jacobsen, der netop var blevet justitsminister, en tale for en gruppe tyske politiofficerer. Han sagde bl.a.: ”Vi har fra dansk politi grund til at takke for mangen værdifuld håndsrækning, og vi har heldigvis af og til haft lejlighed til at gøre gengæld. D’herrer kommer her i Danmark til mindre forhold end Deres egne. Men vi skal gøre, hvad vi kan for at vise Dem, hvad der dog måske kan have interesse for dem: et lille værksted kan nemlig også præstere europæisk kvalitetsarbejde.” Grundloven var med et slag sat ud af kraft, fundamentet for det danske demokrati var væk. Men resten af de folkevalgte politikere fortsatte ufortrødent deres virke og den 22. august vedtog de enstemmigt kommunistloven, der med tilbagevirkende kræft ulovliggjorde kommunistiske foreninger og kommunistisk virke. De internerede kommunister sad først i Vestre Fængsel og blev siden interneret i de røde barakker i Horserødlejren. Forfatteren Hans Kirk forsøgte under sin internering utrætteligt at råbe politikere op ved at klage over den grundlovsstridige internering. I et brev til socialdemokraten Hartvig Frisch skriver han: ”Det kan gøre ondt at få de demokratiske Mælketænder trukket ud.” I november måned 1942 blev der foretaget nye og omfattende arrestationer. Ca. 250 blev arresteret og interneret i Horserødlejren. Endnu en kommunistisk folketingsmand, Aksel Larsen, der havde levet under jorden, blev arresteret. Han blev udleveret til tyskerne og endte i koncentrationslejr. Mellem de 250 internerede var ca. 100 forhenværende spaniensfrivillige. Carl Madsen, der havde siddet interneret sidden juni 1941, har beskrevet, hvordan de nyankomne straks efter ankomsten organiserede sig som en militær enhed og marcherede rundt, ”iført militærkapper og med rem om livet. Alle bevæbnet med et afbrækket stoleben, som var stukket under remmen,” fortæller Madsen. ★ Fængselsinspektøren Alfred Bentzen havde siden kommunisterne var blevet overført til Horserød i august 1941 gjordt alt, hvad han kunne, for at opholdet skulle blive en så ubehagelig og ydmygende oplevelse som muligt. De nyinternerede optrådte som en blok i alle forhold fortæller Madsen, og betjentene var ikke meget for at skulle gribe ind over for de unge mennesker. En dag holdt de spaniensfrivillige en krigsøvelse. De delte sig op i to hold, regeringstropperne og Francos hær, det ene holdt en barak besat, mens det andet gik til stormangreb. Kampene stod på det meste af dagen og udkæmpedes bl.a. med tørv der markerede håndgranater. Under et hvil kom en betjent til at gå ind i mellem de to hold og blev straks angrebet fra begge sider. Han fik en sæk over hovedet og var nu det ene holds krigsfange. ”De ny internerede ankom til lejren den 13. december 42, og den 13. januar 1943 fjernedes Bentzen som et nedbrudt vrag”, fortæller Madsen. I stedet indsattes en ny fængselsinspektør og forholdene ændredes for de indsatte, indtil fangerne blev udleveret til tyskerne i august 1943. Albert Scherfig er medforfatter til bogen Brødrene Nielsen. Breve fra den spanske borgerkrig. ★ Fanger i Horserødlejren Antifascistisk Forum – august 2015 l 15 Det store bedrag Det er åbenbart, at bourgeoisiet i hvert land, men også tvær-nationalt gennem kapitalens union, EU, søger at skabe betingelser for at komme ud af den kapitalistiske krise og øge profitten i deres koncerner. For dem er det grundlæggende udgangspunkt at opnå så stor reducering som muligt af arbejdskraften, at begrænse arbejdsgivernes sociale bidrag, at støtte arbejdsgiverne i form af statslige midler, endnu større skattelettelser, flere privatiseringer osv. osv. Af Panos Apergis (KKE) ★ Det er Grækenland – juli 2015 – et eksempel på. Det lader sig ikke skjule af den kampagne, som det socialdemokratiske SYRIZA-partis koalitionsregering med det nationalistiske ANEL gennemfører for at vildlede arbejderne og for at tegne en skønmaleri af deres politik. Erfaringen fra Grækenland viser, at ingen borgerlig regeringsførelse (uanset, om venstrefløjspartier deltager i den eller støtter den) er i stand til at gøre noget godt for folket inden for EU’s rammer og inden for den udvikling, som den kapitalistiske vej indebærer. På trods af de slogans, SYRIZA bruger, følger partiet en socialdemokratisk strategi og har fra begyndelsen gjort klart, at man vil forvalte kapitalismen og vil tjene konkurrenceevne og profit ved at følge EU’s strategi, som Tsipras har kaldt ”de europæiske folks fælles hus”. Det betyder, at den græske regering, ved hjælp af afpresnings-taktik og illusionsskabelse, fortsætter sin folkefjendske politik og fastholder de arbejderfjendske tiltag, som tidligere regeringer har indført. Ja, den nuværende SYRIZA/ANEL-regering er endda gået så vidt, at den ikke engang har gennemført de småløfter, som de to partier lovede forud for det valg, som i januar gav dem regeringsmagten. Tværtimod har SYRIZA/ANEL-regeringen i Bruxelles-forhandlingerne fremsat forslag om særdeles folkefjendske sparetiltag, der f.eks. omfatter bevarelse af de sparepakker og lovtiltag, som Nyt Demokrati og PASOK indførte, indførelse af yderligere beskatning og nedskrivning af pensionsrettigheder – i alt til en værdi af ca. 8 mia euro. Disse foranstaltninger svarer til Trojkaens forslag, som modsvarede en værdi på ca. 8,5 mia euro. Det var monopolernes interesser, der var i fokus i forhandlingerne, og derved fremkom de almindelige modsætninger mht. til forvaltning af kapitalismen, euro-zonens udvikling og Grækenlands position i den (inkl. et Grexit), der er mellem Tyskland og Frankrig, og mellem USA og Eurozonen og særligt Tysklands fremtrædende rolle i Europa. 16 l Antifascistisk Forum – august 2015 Folkeafstemningen Det var på dette grundlag, at den græske regering, lørdag den 27. juni fremsatte forslag i parlamentet om en folkeafstemning, som skulle sikre befolkningens ’Ja’ eller et ’Nej’ til Trojkaens sparepakke i stedet for at sætte regeringens eget forslag til en spareplan (der i realiteten var det samme som Trojkaens) til afstemning. I parlamentet var det kun KKE, der krævede et alternativ, nemlig afstemning om tre spørgsmål: A) ’Ja’ eller ’Nej’ til Trojkaens forslag B) ’Ja’ eller ’Nej’ til regeringens forslag C) ’Ja’ eller ’Nej’ til udtrædelse af EU og ophævelse af alle sparepakker Regeringen nægtede at gennemføre en afstemning om KKE’s forslag, fordi den ville presse befolkningen og udnytte folkeafstemningen til at få godkendt sit eget forslag, dvs. sin egen sparepakke. Dagen derpå Dagen efter folkeafstemningen blev der på initiativ af premierminister Tsipras og med deltagelse af Grækenlands præsident, afholdt et møde for de politiske ledere, som yderligere tydeliggjorde den faktuelle situation: SYRIZA, ANEL, Nyt Demokrati, PASOK og To Potami, dvs. alle de borgerlige partier, underskrev en fælles erklæring, hvor de bl.a. udtrykker følgende: ”Det græske folks seneste dom udgør ikke modstand mod, men støtte til en fortsættelse og en styrkelse af indsatsen for at opnå socialt retfærdig og en økonomisk bæredygtig aftale ....”. På den måde blev det bekræftet, at de borgerlige partier under ét er parate til at underskrive en aftale om en ny sparepakke i forståelse med Trojkaen, dvs. en tredje ”venstreorienteret” sparepakke, der ikke adskiller sig fra de sparepakker, som de hidtidige borgerlige regeringer, under PASOK og Nyt Demokrati ville gennemføre. Der er blot tale om en tredje sparepakke med støtte fra bourgeoisiet og EU. Konklusionerne er følgende Europæisk Venstreparti spiller en særlig farlig rolle i manipulationen af arbejdstagere i hele Europa. Eftersom det i SYRIZA’s socialdemokratiske holdninger kunne se en version af sin egen borgerlige strategi og sin egen position inden for EU. Det var disse kræfter, de hyldede folkeafstemningens ’Nej’ og opfordrede til støttearrangementer til regeringen for på den måde at skjule, at der bag facaden var tale om et ’JA’ fra SYRIZA til den nye sparepakke, dvs. et ’Ja’ til nye tiltag, der vil trække befolkningen ned i endnu dybere fattigdom. Misinformation Hvad enten det var med eller uden forsæt, misinformerede Europæisk Venstrepartis medlemmer befolkningerne i deres respektive lande. De forbandt den græske regerings holdning med et ”forsvar for den folkelige suverænitet”. Men virkeligheden er, at befolkningen ikke har suverænitet, når den udsættes for kapitalkræfternes afpresning, når den mangler mad og arbejde. Og samtidig er offer for kapitalistiske system og hæmningsløse kapitalister, der har magten over produktionsmidlerne og stjæler den rigdom, arbejdstagerne skaber. I praksis har SYRIZA’s eksempel endnu en gang bevist, at de såkaldte ”venstreorienterede regeringer” blot forvalter og reproducerer den kapitalistiske udbytning. De skaber illusioner, som afvæbner de folkelige kræfter og dermed bidrager til en efterfølgende styrkelse af de konservative kræfter, og til højreorienterede regeringers tilbagevenden til magten. Eksempler på dette har vi desuden set i f.eks. Frankrig, Italien, Cypern og Danmark, og i Latinamerika. En holdning, der præsenterer en udskiftning af euro’en med en national møntfod – f.eks. drachma’en i Grækenland – som en folkevenlig løsning, sådan som forskellige venstrefløjs-grupper, herunder ledere i SYRIZA, er fortalere for i forbindelse med den tredje sparepakke. Man skaber illusioner hos arbejdstagerne. Møntfoden kan ikke i sig selv løse noget problem for befolkningen. Den kapitalistiske udbytning vil blot fortsætte, og det vil være den, der bestemmer udviklingen. Nej – det virkelig afgørende for, hvem der bestemmer udviklingen er, hvilken social klasse, der har magten og produktionsmidlerne. En holdning, der forsøger at fortolke udviklingen ved at præsentere Grækenland som en ”koloni” har intet objektivt fundament, men ignorerer bourgeoisiets mål og interesser. Et sådant forsøg tager ikke højde for den ujævne kapitalistiske udvikling og de ulige relationer inden for de kapitalistiske stater. NATO og EU Bourgeoisiets primære prioritering er, at Grækenland skal forblive i NATO og i EU, og det er et bevidst valg at lade suveræniteten bestå, fordi den tjener til at afskærme kapitalismen og til at tjene monopolernes interesser inden for de imperialistiske alliancer. Arbejderbevægelsen er nødt til at bryde med disse kræfter i ethvert land. Den er nødt til at tilføre sin strategi værktøjer baseret på de nuværende krav til klassekamp og til at overskride ”mellemstadierne”, hvor udbytnings-systemet bliver forvaltet inden for forskellige afskygninger af borgerligt demokrati. Arbejderbevægelsen er nødt til at forsvare determinismen i den socialistiske revolution og konstruktion. ★ Antifascistisk Forum – august 2015 l 17 Demonstration fredag d. 11. sep. kl. 14.30 på Rådhuspladsen i København Arr: Tid til fred – aktiv mod krig, Kunstnere for fred og Fredsvagten ved Christiansborg Det er 14 år siden, kæmpeangrebet på New York og Washington fandt sted – en hændelse som siden har været brugt som undskyldning for – og retfærdiggørelse af den endeløse Krig Mod Terror. Juli 2002 sagde Tony Blair: ”For at sige det ligeud, så var der ingen måde, vi kunne have fået offentlig tilslutning til pludselig at iværksætte en kampagne imod Afghanistan, hvis ikke det var for det, der skete den 11. september. Millioner er blevet og bliver dræbt, invalideret eller drevet på flugt, og billioner, 13-cifrede beløb, bliver brugt på disse terrorhandlinger. Nej, nej og atter nej! Nu vil vi ikke finde os i mere løgn og latin! Vi vil ikke medvirke til mere død og ødelæggelse! Vi vil ikke ofre flere liv og milliarder på nye kampfly, overvågningsudstyr og andre angrebsvåben.” 18 l Antifascistisk Forum – august 2015 Det prekære arbejdsmarked og tvangsarbejde Af Annette Mørk ★ Den engelske professor Guy Standing – som har en doktorgrad i økonomi – advarer politikerne om faren ved, at welfare (velfærd) er blevet afløst af workfare (pligtarbejde). Han forudser, at hvis politikerne ikke tager de nødvendige beslutninger mod den udvikling, vil der komme en bølge af vrede og vold og en større fremkomst af højreekstreme kræfter og partier. Han argumenter for at alle borgere skal have ret til en basisindkomst, som et vigtigt skridt imod workfare. Basisindkomsten skal være uafhængig af pligtarbejde, som i dag i flere europæiske lande er et krav for at kunne modtage dagpenge eller sociale ydelser. Guy Standing opfordrer politikerne om at lave ambiøse sociale reformer, i retning af at sikre økonomisk sikkerhed som en rettighed. Millioner af mennesker er en del af et usikkert arbejdsmarked, uden tryghed og sikkerhed og hvor fagforeningerne må stå sidelinien og føle sig magteløse. Den situation betyder, at alle – uanset høj, mellem, lav eller ingen uddannelse – lever med en identitets usikkerhed og mangel på kontrol over egen tid. Arbejdsmarkedet i Europa er ved at udvikle sig til, at den arbejdsduelige bliver ansat på projekter, tidsbestemte arbejdsopgaver eller en arbejdsopgave, hvor man ikke får betaling for tiden brugt på arbejdet, men at lønmodtageren får et bestemt beløb for arbejdets udførelse. Allerede nu bliver mange arbejdsopgaver udbudt på nettet og der kan “bydes” ind på at påtage sig opgaven, hvilket presser prisen i bund (lønnen). Tanken om workfare er en model, som James Charles Evers – da han blev valgt som borgmester i 1968 i Fayette / USA – fremlagde som en del af sit valgprogram. Han blev senere guvenør og medlem af senatet. Workfare var en alternativ model til de konventionelle sociale ydelser. ★ I dag er workfare en del af det europæiske “velfærdssystem” og har erstattet “at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og søge arbejde” til tvangsarbejde eller kurser for at få dagpenge, arbejdsmarkedsydelse eller/og sociale ydelser. Kurserne er i stor grad oprettet af privatpersoner, som lænser kommunekasserne, og “arbejdet” er ofte et fuldtids pligtarbejde, uden rettigheder, betalt langt under mindstelønnen og samtidigt at være uden rådighed over egen tid. Selv sygemeldte borgere skal “yde en indsats”, hvilket forringer deres livskvalitet betydeligt, og f.eks. i Danmark er nogle kommuner presset så hårdt, at hvis en borger “bare” kan arbejde 2 timer om ugen, er han/hun “for rask” til at få pension og bliver derfor visiteret til flexjob, som ikke eksisterer. Dette betyder at syge mennesker bliver parkeret på kontanthjælp, indtil den dag de kan få pension, hvilket er en milliardbesparelse for samfundet! Det private erhvervsliv, det offentlige arbejdsmarked, landbruget og mange flere, har ikke været sene ude til at “benytte sig af og bruge” arbejdskraft, som ikke skal have mindstelønnen og som uden rettigheder er “gratis arbejdskraft”. Dette er endt op i at ordinære jobs er forsvundet og erstattet af mennesker, som får arbejdsmarkedsydelse eller en urimelig lav social ydelse og som arbejder fuld tid i børnehaver, på plejehjem, i supermarkeder m.m. I Storbritannien har mange fagforeninger og velgørende institutioner nægtet at imødekomme “workfare” ordningerne. Fagforeningerne har gjort det fordi det undergraver mindstelønnen og bliver groft udnyttet af private arbejdsgivere og det betrængte offentlige arbejdsmarked. – Og de frivillige organisationer mener, at det ødelægger “frivilligt” arbejde, når tvang skal være en lyst til at bidrage. Da de, som bliver sendt ud i “pligtarbejde” og “alle skal bidrage til samfundet”, ikke kan nægte den tvang, de er underlagt, da det vil betyde at de får frataget deres økonomiske almisser – såsom dagpenge eller den sociale ydelse – er det vigtigt, at protesterne kommer fra andre. I Storbritannien er “Boycot workfare” en stor bevægelse – med fagforeningerne i ryggen – som laver mange aktioner, såsom at stille sig foran butikker, virksomheder, og offentlige arbejdspladser som som misbruger workfare arbejdskraften. Der bliver sat klistermærker på de arbejdspladser, som udnytter workfare og håbet er, at borgerne så vil boycotte virksomheden, eller at medarbejderne vil forsøge på at påvirke ledelsen til ikke at bruge underbetalte tvangsarbejdere – i en tid hvor arbejdsløsheden er stor. Det er på tide, at der kommer et opgør og et oprør, mod det arbejdsmarked, som er en realitet mange steder, og som vinder større og større indpas. ★ Danmark skal også banen: Lige løn og lige retttigheder! Boycot workfare! ★ Antifascistisk Forum – august 2015 l 19 SLAVEHANDELSFORBUDDET: Tvivlsom humanisme og udenrigspolitiske overvejelser Danmark anses som en af de første koloninationer, der forbød slavehandel, men hvilke argumenter lå til grund for dette forbud? Af Albert Scherfig ★ Den 18. juni 1791 skriver Ernest Schimmelmann et kort brev til en ukendt, der beskriver, at slavehandlens fremtid må overvejes. Schimmelmann fortæller, at han har drøftet sagen med udenrigsministeren A. P. Berstoff, og han understreger, at hensynet til plantageejernes interesser og ejendomsret er højt prioriteret, ja de vil endda få fordele ved en afskaffelse af slavehandlen. Han afslutter med at bemærke, at det ville være fordelagtigt, om sagen ikke kom til høring i Vestindien, da al sandsynlighed talte for, at den vestindiske befolkning ville modsætte sig ethvert initiativ mod slavehandlen. Dette betragtes som indledningen til forordningen for slavehandelen af den 16. marts 1792. En forordning, som senere vil blive betragtet som Danmarks afskaffelse af slavehandelen. Kan man med rette kalde den det? Herunder vil vi kigge nærmere på, hvad forordningen indebar – og hvorfor. En finger med i spillet I endnu et brev under titlen Pro Memoria fremgår en arbejdsplan til en kommission, kongen er i gang med at nedsætte. Kommissionen skal undersøge slavehandlen og muligheden for dens ”bedre indretning”. Ved neddsættelsen af en regeringskommission kunne man undgå, at sagen kom til høring i Vestindien. Kommissionens rapport vil vise sig at blive nogenlunde identisk med grundlinjerne i det brev, Schimmelmann havde skrev allerede måneden før, den bliver nedsat. Schimmelman fulgte de internationale strømninger, og havde informanter, som sendte ham omhyggeligt afskrevne referater fra Underhusforhandlingerne i det britiske parlament. Schimmelmann forstår, at englænderne er tæt på en afskaffelse af slavehandlen. Den eneste grund til, at det endnu ikke er blevet vedtaget er at abolitionisterne ønsker en øjeblikkelig afskaffelse, hvilket han noterer sig. Set i lyset af, at et engelsk forbud på sigt vil tvinge et dansk forbud igennem foreslår han, at Danmark hastigt selv forbyder slavehandlen. Han er pragmatisk, efter en kort beskrivelse af slavehandlens inhumanitet går han direkte til det mere presse- 20 l Antifascistisk Forum – august 2015 rende spørgsmål: Hvordan kan plantagekoloniernes drift opretholdes uden tilførslen af slaver? Dette skal ses i lyset af den demografiske situation på øerne. Der var langt højere dødelighed end fødselsoverskud. Dette skyldtes ifølge Schimmelmann et undertal af kvinder og en for hård behandling af slaverne. Hans løsning var derfor kort sagt, at der var brug for en frist eller en tilvænningsperiode før forbuddet skulle træde i kraft, og under denne frist skulle der indkøbes en hel masse slaver, som skulle fragtes til Dansk Vestindien, og staten skulle yde høje lån til plantageejerne for at fylde plantagerne op. På denne måde er det muligt at ophæve slavehandlen uden økonomisk tab. Schimmelmann kommer til den konklusion at slavehandlen kan ophæves til fordel for Danmark. Både prestigemæssigt ved at være det første land der gennemføre denne reform, men også ved at Danmark på denne måde kan ophæve slavehandlen uden økonomisk tab. På denne måde ville Danmark sikre sig en tiårigperiode med frislavehandel som var accepteret af det internationale samfund. Samtidig har historikere peget på, at danskerne med en tiårig overgangsperiode ville have fået en blomstrende slavehandel med sidste chance for fortjeneste, hvis Englænderne havde afskaffet deres slavehandel øjeblikkeligt da debatten var oppe i 1791. Det var kun af uforudsete årsager, dvs. at England kom i krig mod Frankrig i år 17921802 at England først afskaffede sin slavehandel så sent. Kommissionen Kommissionens medlemmer bestod foruden Schimmel- mann selv og hans sekretær E. P. Kirstein af en række høje embedsmænd. Schimmelmanns antagelser bekræftes af kommissionen, det vil være vanskeligt at fortsætte den danske slavehandel, hvis England afskaffede sin. Det mest centrale argumentet om at slavebefolkningens reproduktion kan overflødiggøre slavehandlen med økonomisk gevinst, bliver udfoldet og undersøgt og fristen sættes til ti år. Kommissionen mener, at det ville være muligt at få sat antallet af slaver på St. Croix op fra 21.840 til 30-45.000, som man mente, der skulle til, for at slavebefolkningen kunne reproducere sig selv med naturligt fødselsoverskud. Kommissionen konkluderer også, at den danske slaveeksport fra kysten Guinea var konjunkturbestemt og kun gav overskud så længe de andre store slaveimperiers flåder var beskæftiget andet steds, som under den amerikanske frihedskrig fra 1776 til 1783. Konklusionen var klar: dansk slavehandel gav ikke overskud og havde ingen fremtid. Samtidig kommer kommissionen med en række reformforslag til at forbedre slavernes kår, da kommissionen mener at nye indkøb af slaver ikke måtte stå i vejen for slavernes kår. Altså kan man i kommissionens betænkning både finde økonomiske, udenrigspolitiske og humanistiske argumenter for afskaffelsen af slavehandlen. Forordningen Schimmelmanns sekretær Schimmelmanns sekretær, Kirstein, skriver en artikel til tidsskriftet Minerva i april 1792 omhandlende afskaffelsen af slavehandlen. Her kan vi se, hvordan forordningen bliver introduceret til det danske borgeskab i 1792. Kirstein indleder med at gennemgå nogle internationale strømninger, som den danske regering må være opmærksomme på. For det første, at England har afskaffet slavehandlen netop nu, hvilket ikke er helt rigtigt. For det andet fortæller han om situationen i Frankrig, her er gæringen efter revolutionen stadig så stor, at det er svært at forudse, hvad deres holdning til slavehandlen ender med at være. Han nævner i denne sammenhæng også oprøret på øen St. Domingo, som tidligere havde været en af de mest lukrative sukkerøer i Vestindien. I 1791 startede et slaveoprør mod det koloniale styre, der kom til at vare indtil 1804. I Kirsteins fortolkning af begivenhederne fungerer slaverne imidlertid ikke som andet end værktøj mellem de hvide rivaliserende herres hænder. Hvilket på hans tid var en meget normal tilgang til slaverne. Det er først langt senere, at man er begyndt at opfatte de sorte slaver som mennesker, som var i stand til at handle ud fra deres egne interesser. Efter de internationale overvejninger understreger han, at regeringen vil handle besindigt og eftertænksomt i forhold til et emne af så stor vigtighed: ”Det kunde altsaa formodes, at, naar ogsaa her Spørgsmaalet om Negerhandelens Afskaffelse kom under Overveielse, det ei vilde afgiøres uden saadan Varsomhed, at Vestindiens Indbyggeres Fordel paa alle Maader vilde blive skaanet, ja saavidt muligt fremmet derved.” Antifascistisk Forum – august 2015 l 21 ▲ Selve forordningen udkommer den 16. marts 1792, den er ganske kort og består af en kort fortale og seks kortfattede paragraffer. Indholdet lægger sig op af kommissionens økonomiske konklusioner. Det bliver fremhævet, at kongen har ladet situationen undersøge og konklusionen er klar, det er både muligt og fordelagtigt for plantagekolonierne i Dansk Vestindien at undvære slavetilførslen. Det besluttetdes, at dansk slavehandel over Atlanten skulle forbydes til år 1803. Under denne tiårige periode måtte alle nationer tilføre slaver til øerne og tilførsel af kvindelige slaver skulle ikke beskattes. Bemærkelsesmæssigt nok har ingen af kommissionens argumenter i forhold til bedre behandling af slaverne fundet frem til forordningen, selvom den skulle fremme muligheden for, at øerne blev selvforsynende med slaver. I fortalen nævnes der kort, at det ville ”være velgiørende og gavnligt” om slavehandlen kunne undværes, og kun meget indirekte i paragraf et kan man spore humanismen. Her bestemmes det at slavehandlen fra begyndelsen af år 1803 vil være forbudt, og man vil derfor ikke kunne erhverve sig nye slaver efter den dato. Gennem en trussel om, at slavehandlen forbydes prøvede man at appellere til plantageejernes rationelle og økonomiske sans. Der er intet direkte indgreb. I kommissionens betænkning kommer dette også til udtryk. Ejeren råder uindskrænket over sine slaver, ejendomsretten er ukrænkelig. Kernen i forordningen bliver derfor at øge slavebefolkningen gennem store indkøb af slaver, som finansieres gennem fordelagtige statslige lån. Forordningen indeholdt heller ingen sanktioner for overtrædelse af forordningen, hvilket senere skulle blive et problem. ▲ Den vestindiske befolkning kan måske endda tjene penge på afskaffelsen, skriver Kirstein. Det er hvad kommissionen skulle undersøge, de internationale politiske strømninger og økonomisk sikkerhed for plantageejerne i dansk Vestindien. De økonomiske overvejelser skal ses som signalværdig om at denne reform samtidig skal være fordelagtig for plantagesamfundet på de vestindiske øer, men Kirsteins artikel, som først senere lægger op til en ideologisk og humanitær tolkning af årsagerne til afskaffelsen, viser i indledningen, at lovforslaget først og fremmest var udtryk for Danmarks nationale positionering i forhold til det internationale regi, altså England og Frankrig. Humanistisk incitament De humanitære argumenter fungerer som en salgsmetode af et lovforslag som af internationale årsager ud fra samtidens optik var uomgængelig, men som kunne gennemføres uden økonomisk tab. Historikeren Green-Pedersen fremhæver dette citat: ”Med en taskenspillers behændighed havde Schimmelmann skabt den illusion, at denne problematiske fremgangsmåde, der i overgangsperioden ligefrem udsatte præmie for hensynsløs menneskejagt, var humanismens triumf.” Meget centralt stilles der her spørgsmålstegn ved det humanistiske incitament. Green-Pedersen karakteriserer Schimmelmann som ”en pragmatisk realpolitiker, der gerne ville gradvise reformer, hvis blot man havde råd til dem.” Her bliver Schimmelmann fremstillet som en idealist med en del forbehold. Forordningens konsekvenser Det lykkedes heller ikke den danske model at løse de demografiske problemer i løbet af den tiårige periode. Da de ti år var gået, var slavebefolkningen stadig ikke stor nok til at kunne reproducere sig selv. På trods af at der er registreret en eksport af 30.000 slaver på danske skibe i perioden fra 1793-1806. Den kønslige fordeling var ikke blevet udlignet, slaverne blev ikke behandlet bedre og derfor var dødeligheden ikke faldet, og gravide aborterede stadig på grund af fysisk mishandling. Slavehandelskommissionen havde skrevet en del om slavernes dårlige forhold og var kommet med en række ideer til, hvordan dødeligheden ville kunne sænkes og fødselsraten kunne hæves. Men det lykkedes at afværge alle ønsker om humanitære reformer for slaverne på de vestindiske øer, men ”Derimod var man på øerne ganske anderledes positivt indstillet overfor udsigten til lån til at købe nye slaver for.” Men som en senere generalguvernør, P. L. Oxholm udtalte. ”De [slaveejerne] gjorde jo kun brug af deres lovlige ret, når de søgte at få så meget som muligt ud af deres ejendom.” 22 l Antifascistisk Forum – august 2015 Det var hele tiden umuligt at overskride ejendomsretten, og det blev gang på gang fremhævet, at kun slaverejernes frivillighed var vejen frem. Udskydelse af fornud? Plantageejere og slavehandlere lavede flere forsøg på at få forlænget overgangsperioden, det var med stor sandsynlighed kun fordi England endelig fik deres forbud igennem, at det danske forbud blev opretholdt. Forudsætningen for, at det overhovedet var muligt at sætte spørgsmålstegn ved forbuddet var, at diskussionen ikke handlede om den humane eller etiske tilgang til slavehandlen: “Spørgsmaalet er heller ikke om Negerhandelens Retfærdighed og Billighed, men alene dette: Vil Negerhandelens Ophævelse have Sukkerdyrkningens Formindskelse, ja maaske Ophørelse i Tiden til Følge?” Det var hele tiden økonomien der var i centrum. Derfor kunne 75 plantageejere i 1802 indgive en appel om at få forlænget overgangsperioden, med argumenter, der skulle vise at afskaffelsen af slavehandlen ikke fungerede ordentligt. Det vil sige, at det kunne endnu ikke betale sig rent økonomisk at afskaffe slavehandlen. Det må derfor fastholdes at der først og fremmest ikke var humanistiske overvejelser, men økonomiske og udenrigspolitiske overvejelser der styrede beslutningerne i Danmark. Selv den tidligste slavehandelsdebat ikke var så ideologisk betonet, at der blev krævet et direkte brud med det etablerede slavesamfund. På trods af de humanistiske og medmenneskelige tilgange slavehandelskritikerne havde over for slaverne, opretholdt de alligevel i det store og hele en konsensus med fortalerne om ikke at udfordre eller rykke ved det økonomiske system. Vi har på intet tidspunkt set eksempler på opfordring til direkte indgreb i slaveejernes ejendomsret for at stoppe eksempelvis mishandling. Debatten har langt hen af veje cirkuleret om slaveejernes egen velvilje. En tvivlsom humanisme Den danske selvopfattelse er i høj grad baseret på en forestilling om det lille land, der går forrest i kampen for et bedre samfund. Dette genfinder vi i aktuelle debatter, som den om vores undervisningssystem ift. det kinesiske, vores miljøpolitik, og således også vores historie. Under sidstnævnte fremhæves ofte det danske slavehandelsfor- bud, altså at Danmark var den første kolonimagt, der indfører en afskaffelse af slavehandelen. Dette er dog ikke helt den virkelighed, man genfinder, hvis man kigger på det historiske materiale, der er tilgængeligt i dag. Hverken i debatten op til afskaffelsen, som var meget snæver og moderat, og ikke satte spørgsmålstegn ved slavehandelsinstitutionen som økonomisk samfundsfundament eller for den sags skyld slaveriet, men derimod kun kritiserede den transatlantiske overførsel af slaver til danske kolonier. Heller ikke i selve forordningen, er der overhovedet anslag til lovgivning om behandlingen af slaver, den er blot er et udtryk for økonomiske interesse for at sikre dansk slaveindustris opretholdelse i det perspektiv, at udenlandske strømninger kan vise sig at blive kritiske for denne grundsten i den danskvestindiske økonomi. Og alligevel lykkedes det hverken at gøre kolonierne selvforsynende med slaver eller at skabe bedre vilkår for disse. Det er altså tydeligt i det historiske materiale, at man forsøger at skabe international anerkendelse af Danmark gennem en forordning, der i virkeligheden er baseret på slaveejernes kyniske interesser. Alligevel er det en historie, der i dag bruges i en sammenhæng, den ikke værdiger i den danske selvfremstilling, som værende menneskerettighedernes, Grundtvig og demokratiets land. Under påskud af at være en forsimplet udgave af den reelle historie, er det den pyntede version, jeg selv har mødt i folkeskolen. Og det er på den måde blevet en fortælling, der er med til at skabe vores nationale identitetsfølelse. Det er vigtigt at være kritisk overfor historien – især den, vi alle har på rygmarven. Albert Scherfig, Redaktør på Forlaget Nemo og medforfatter til bog Brødrene Nielsen – breve fra den spanske borgerkrig. ★ K-Festival i Nørrebroparken v/ Hellebæksgade Den 15.–16. august er der K-Festival. ★ Festivalen begynder lørdag kl.14.00, hvor det kurdiske prisbelønnede band Nûpelda åbner festivalen. Andre musikalske indslag er Gangerpilt, Benny Holst, Travelling Band, Peter Abrahamsen og mange flere. Mad og drikkevarer kan købes billigt i ”Det sorte får og det røde svin”. Der vil være talere af Johanne Langdahl Christensen fra Folkebevægelsen mod EU, Carsten Andersen fra ”Nej tak til nye kampfly”, Mikkel Hammer Nonboe fra PROSA, Brian Olsen fra 3F Aalborg, Dennis Krisensen fra FOAsamt af formanden for KPID: Arne Cheller. Mange organisationer deltager med en bod: ”Folkebevægelsen mod EU”, ”Dansk-Cubansk forening”, ”HorserødStutthof foreningen”, ”Dagbladet Arbejderen”, ”Venskabsforeningen Korea”, hjemløseorganisationen ”SAND” m.m. Kunstteltet med de mange flotte præmier er (igen) som altid på plænen og der er kaffe og kage i Madam Rød, trylleshow for børnene, loppemarked og meget, meget mere. ★ Se programmet på www.kommunisterne.dk Antifascistisk Forum – august 2015 l 23 Katastrofekurs I 1776 begyndte en skotsk ingeniør James Watt at perfektionere og fremstille en maskine der revolutionerede verden. Dampmaskinen så dagens lys. Før denne tid klarede man sig med energi fra vand og vind. Men det betød også, at nu kunne den industri der var, flytte hvorhen den ville. Den var ikke længere afhængig af vand. Den var fri til at flytte hvorhen den ville. Også derhen hvor arbejdskraften var billigst. Skibene kunne sejle når som helst, og hvorhen de ville. Kullet var kommet for at blive. Opfindelsen startede den katastrofekurs som vi dag befinder os midt i. Af Tonny Warming ★ Den globale opvarmning er et stigende problem, som kræver en grundlæggende omstilling af vort samfund. En omstilling, der ikke kun vedrører selve forureningen. Det kræver også en grundlæggende ændring af økonomien, så man er i stand til at bekæmpe fattigdom, hungersnød og arbejdsløshed. Sikre rent vand, uddannelse og sundhed til alle. Det er ikke svært at se for sig, at klimaforandringer vil gøre store dele af vores jord ubeboelig. Vi vil se at fattigdom og ulighed blive så voldsom, at den vil udløse massive folkevandringer. Vi vil se, ikke bare 50 millioner, men 5–600 millioner, som vil nødt til at flytte sig, fordi deres lande, eller områder bliver gjort ubeboelige, enten af tørke eller oversvømmelser. ”Ifølge FN’s Department of Economic and Social Affairs har man set på, hvad det vil koste menneskeheden at bekæmpe fattigdom, øge fødevareproduktionen for at udrydde sult uden at ødelægge jord- og vandressourcer, samt undgå en klimakatastrofe. Prisen løber op i 1,9 trillioner dollar (1.900.000.000.000 dollar) om året i de næste 40 år. Mindst halvdelen i udviklingslandene”. (Naomi Klein ”Intet bliver som før” s 110 forlag Klim) Det er svært at tælle så langt. Er det overhovedet muligt at få fat i så mange penge? Det forudsætter, at der bliver ført en helt andet økonomisk politik, ikke kun her, men i hele verden. Men økonomien vender vi tilbage til. Opvarmningen På klimatopmødet i København underskrev de største forurenere, inklusive USA og Kina en ikke bindende aftale, hvor man ville forsøge at holde temperaturstigningerne under to grader celsius. Temperaturen er indtil nu steget med 0,8 grader, siden den industrielle revolution. Verdensbanken skrev i 2012 ”Efterhånden som den globale opvarmning nærmer sig, eller når ud over de to grader celsius vil der være risiko for, at det sætter gang i nogle ikke-lineære ubalancer. Eksemplet kunne være afsmeltningen af iskappen på Vestantarktis, som ville føre til en hurtigere stigning i havenes vandstand, eller udbredt skovdød i Amazonas, der på dramatisk vis ville ændre yderligere til den globale 24 l Antifascistisk Forum – august 2015 opvarmning i det 21. årh. og påvirke hele kontinenter”. Det man frygter nu er temperaturstigninger på fire grader, ja nogle forudser endda helt op til seks grader celsius. En stigning på fire grader vil medføre havstigninger verden over på to meter, måske endda mere. Det vil få konsekvenser for en del østater, samt en del kystnære byer som Boston, Los Angeles, London, Mumbai og Hong Kong. Samtidig vil de hedebølger, der kan tage livet af tusindvis af mennesker, gå hen og blive hverdagskost om sommeren. F.eks. var der en hedebølge i Frankrig i 2003 hvor 15000 mennesker omkom. Ikke kun varmen vil få konsekvenser for afgrøderne på markerne, også oversvømmelser og tørke, udbyttet vil falde drastisk. Læg dertil de epidemier og folkevandringer der vel eller kan blive følgen. Dertil kommer orkaner, skovbrande. Alternativ energi Verdens lande har lovet hinanden at de fossile brændstoffer skal være helt udfaset i 2050. Til den tid skal vi have en bæredygtig verden, med alt hvad det indebærer. Om det sker vil kun fremtiden vise. Danmark har stillet som mål, at vores vindmøller skal dække 50% af vores elforbrug i 2025. Afhængig af hvilken undersøgelse der er lavet, så dækker vindmøller et sted mellem 34–40 % i dag, vores el-produktion. Ud over det, så sparer hver vindmølle atmosfæren for ca. 1200 tons CO2. Det er jo alt sammen fint nok. Men skal der bygges nye vindmøller, er det efter konkurrencestatens principper. Energistyrelsen nye krav om en gigantisk omsætning sørger for at det kun er de store der kan byde ind. Politiken d. 17. juni skriver ”Men folkene bag projektet Vind & Velfærd, der har fået den ide at skabe et folkeejet selskab, som kan bidrage til udbygningen af den vedvarende energi i Danmark. Med to almennyttige fonde i ryggen var selskabet parat til at byde på de kystnære vindmølleparker, som energistyrelsen – det vil altså sige staten – har sendt i udbud. Men Vind &Velfærd slap ikke igennem nåleøjet, da styrelsen i sidste uge havde tre andre ansøgere, der blev godkendt til at komme med et konkret bud. Forklaringen var efter alt at dømme, at Vind & Velfærd ikke levede op til udbudsmaterialet med krav om en årlig omsætning på mindst 4 milliarder kroner”. Det betyder at kun store firmaer som f.eks. Dong der kan byde. Formålet med denne øvelse er at udelukke mindre andelsbrug, foreninger eller anden form for sammenslutninger i at kunne deltage, således at der kan laves strøm til den laveste pris. Foreninger som ikke drives af et profitmotiv. Derimod er der sikret profit til store firmaer og deres aktionærer. Solenergi dækker op til 14% af Danmarks elforbrug når solen skinner, og jordvarme har det ikke været muligt at finde ud af hvor meget det dækker af vores forbrug. Men der skyder flere og flere solcelleanlæg op herhjemme. Forurening Økonomi ”Vores generation er den første, der har chancen for at udrydde fattigdom i verden. Vi er også den sidste, der har mulighed for at redde planeten”. Sådan indledes FN’s handlingsplan. Planen forsøger at gøre op, med alle de dårligdomme som præger verden. Sult, fattigdom, ulighed, forurening, klimaforandringer, sygdom, analfabetisme. Listen over uretfærdigheder er lang. For at det kan realiseres, kræver at vi lægger vores politik om. Det gælder økonomisk, socialt og miljømæssigt. Der var ikke megen slinger i valsen da man efter terrorangrebet mod USA i 2001 indførte et verdensomspændende ”krig mod terror”. Det er nogenlunde den samme slags overvågning der skal til for at forhindre skattesnyd. Der må være mange penge at hente hos dem. 1% der ejer 50% af verdens værdier. Disse mennesker betaler ikke, eller kun meget lidt i skat. Det samme gælder for de Antifascistisk Forum – august 2015 l 25 ▲ Her til lands er der ikke mangel på forurenede grunde. Der ligger i tusindvis af parcelhusgrunde rundt omkring, som er forurenet. Vi har alle sammen hørt om hvor svært det kan være at få renset vores private grund, hvor der tidligere har ligget industri. Der må ikke dyrkes grøntsager i haven, og ungerne må ikke lege der. Det kan tage op til flere år inden den forurenede jord bliver fjernet. Forureneren kommer aldrig til at betale. En af de mest kendte er vel nok Cheminova. Virksomheden producerer insektbekæmpelsesmidler og ukrudtsbekæmpelsesmidler. Det betyder at der i dag ligger 300.000 ton kemikaliespillevand i Kærgård Klitplantage, som får lov til at forurene fjor og hav, samt trænge ned i grundvandet. Den har været ejet af Århus Universitets Forskningsfond. I dag er den ejet af FMC Corporation, som købte virksomheden for 8,5 mia. kroner. De danske skatteydere skal betale for rensning af jorden. En anden stor forureningskilde er landbruget. De har meget på samvittigheden. Kvælstofudvaskning. Det største markbidrag til vandmiljøet er udvaskning af nitrat – kvælstof til grundvand og vandløb. Grundvandet kan blive så forurenet af nitrat, at det ikke kan bruges som drikkevand, og nitrat kan øge algevæksten i havet og søer, så der opstår iltsvind. Nitratforurening opstår, hvor gødningen ikke bliver udnyttet fuldt ud af afgrøderne. Det ubrugte overskud vaskes ud med efterårets regn. Markbidraget er langt den største kilde til nitratforurening af grundvand og hav. Der kan også komme betydelige mængder fosfor ud i vandet fra de dyrkede marker. Fosfor kan skylle med jord ud i vandløbene ved regnskyl. Nogle af de bekæmpelsesmidler man bruger til at bekæmpe skadedyr, ukrudt og sygdomme med, forurener også omgivelserne. Mange steder kan man spore rester af bekæmpelsesmidler i grundvandet. Ammoniak, der fordamper fra husdyrgødning, er en stor kilde til atmosfærens forurening med kvælstof. Dansk landbrug er årsag til at der må lukke i hundredvis af drikkevandsboringer hvert år. Landbrugets koster det danske samfund dyrt. Ammoniak – dampe fra landbruget er sammen med os fra biler og kulkraftværker en stor dræber. ”Hver år koster forureningen 3.400 liv – men landbrugets andel blandt dødsfaldene er overraskende højt. Landbrugets andel af dødsfaldene er således dobbelt så stor som andelen af dem, Der bliver syge af bilos. Luftforurening koster hver år samfundet hvad der svarer til 28 milliarder kroner”. Siger Jørgen Brandt fra Danmarks Miljøundersøgelser til JyllandsPosten. Som om der ikke er forurening nok af jord og luft, så er der kommet en ny forureningskilde til Danmark. I Nordjylland ved Dybvad bores der efter skifergas. Når man udvinder skifergas, så sker det en metode, der hedder hydraulisk frakturering – også kendt som fracking. Ved fracking pumpes der store mængder sand og vand blandet med kemikalier ind i alunskiferen. Det laver sprækker i skiferen, så metangas bliver frigivet og kan føres tilbage op gennem boringen med returvandet. Ved fracking i USA har man brugt over 700 forskellige kemikalier, hvoraf mange er giftige, mutagene samt allergi- eller kræftfremkaldende. Fracking kan også udløse mindre jordskælv, ikke så store at de kan mærkes på overfladen, men store nok til, at de øger risikoen for gasudslip. Det naturskønne område ændrer sig fuldstændigt. Boretårne er skudt op, nye veje anlagt, og støjende lastbiler vil suse frem og tilbage med giftigt affald. Endnu mere absurd bliver projektet, når vi nu ved, at vi i 2050 vil have os frigjort af fossile brændstoffer. Siden det blev kendt, at det franske Total, og dansk statsejede Nordsø-fonden, har aktivister slået en teltlejr op ved åstedet. ▲ multinationale selskaber. Landene de opererer i, ser ikke en krone i skat. Tag f.eks. Corydons salg af Dong til Goldman Sacks. Der var heller ikke noget i vejen, da man skulle finde penge til at redde bankerne, i stedet for at nationalisere dem. Man kan også hente penge ved økonomiske transaktioner, også kaldet Tobin-skat. Sidst jeg skrev om flygtninge var der 51 millioner. I dag er ca. 60 millioner. Det skyldes krige, hvoraf Danmark har deltaget i flere. Men mange af dem er intern fordrevne fra deres hjem, da deres land er blevet opkøbt. Hovedsagelig i Afrika. Verdensbanken og IMF, er skyld i mange af den økonomiske situationer mange lande befinder sig i. Kravene om privatiseringer og liberalisering af økonomierne har været ødelæggende for disse lande som har været tvunget til at låne penge af IMF. Vi ser det i dag på Grækenland hvor trojkaen (IMF, EU og ECB) forlanger privatiseringer af alt statsligt. Kolossale nedskæringer i den offentlige sektor, beskæringer i løn og pensioner. Det vil, hvis grækerne accepterer det, være den direkte vej nedad, og ikke føre til vækst. I Spanien, som befinder sig i nogenlunde samme situation, smider man stadig folk på gaden, som ikke er i stand til at betale huslejen. I øjeblikket er der tre millioner tomme lejligheder. Det er jo det glade kapitalistiske vanvid. Hvem har sagt det offentlige ikke produkserer overskud. Ved at privatisere, presses løn og arbejdsforhold. Samtidig er det offentlige der skal rydde op, når de forskellige firmaet går konkurs. En anden ting der er ren gift for en bæredygtig udvikling er vise former for frihandelsaftaler. Den aftale, som EU i øjeblikket forhandler med USA, den såkaldte TTIP – handelsaftale. Selve aftalens indhold søges hemmeligholdt. Dog er der sluppet noget ud. ”TTIP vil medføre mellem 680.000 og 1,3 millioner jobtab i EU-landene. USA vil anslået miste mellem 325.000 og 715.000 job”. Med aftalen for vi i tillæg den såkaldte ISDS-klausul. ”Med den får private virksomheder ret til at sagsøge lande og regeringer med krav om erstatning, hvis firmaerne beviseligt har mistet profit i det enkelte land på grund af de nye love”. Sideløbende forhandles en frihandelsaftale mellem 50 lande, heriblandt EU, kaldet TISA (Trade in Services Agreement). Den aftale vil ”medføre et øget privatiseringspres på alle former for offentlige tjenesteydelser, som eksempelvis sundhed, uddannelse, vand med mere, og yderligere deregulering af private tjenesteydelser, herunder banksektoren”. (Forskellige nr. af dagbladet Arbejderen) Grund til lidt optimisme En opsigtsvækkende dom i Holland, kan gøre det lettere for miljøorganisationerne. Den hollandske organisation 26 l Antifascistisk Forum – august 2015 Urgenda, havde sagsøgt staten for ikke at gøre nok i kampen mod klimaændringer. Holland mener at det er nok at nedsætte CO2-udslippet med 17–17% mellem 1990 og 2020. Dommer Hans Hofhuis, dømte den hollandske stat til at reducere udledningen til 25%, og henviste i sin dom til Danmark. Det har sat gang i flere miljøorganisationer rundt omkring på kloden, til at forsøge det samme. (Politiken 25. og 28. juni 2015) På verdensplan sker der også noget ifølge REN21 som står for Renewable Energy Policy Network for the 21rst Century. Kina er i disse år den ubestridte verdensleder i vedvarende energi. Samlet set voksede udviklingslandenes investeringer med hele 36% fra 2013 til 2014, mens industrilandenes investeringer voksede med 3%. Det betyder, at udviklingslandene sidste år investerede næsten lige så meget som industrilandene. Der investeres i vandkraft, biomasse, solcelleanlæg, samt udbredelse af solcellelamper. Burundi investerede 16 milliarder i solcelleanlæg, som ikke er tilkoblet el nettet. Det kan være enkelte boliger, skoler, kliniker osv. Greenpeace lægger heller ikke skjul på deres glæde. ”For første gang nogensinde voksede fornybar energi hurtigere end fossil energi sidste år. Det kan og må blive begyndelsen på en ny æra”. (Politiken den 28. juni 15) Inspirationskilden Denne artikel er inspireret af Naomi Kleins bog ”Intet bliver som før”. Her er en lille smagsprøve på en af de længste forureninger. ”Siden dørene blev slået op på vid gab for fremmede investorer lige før afslutningen af det britiske koloniherredømme, har olieselskaber pumpet for hundredvis af milliarder råolie ud af Nigeria, det meste af det fra Niger-deltaget, samtidig med at man har behandlet landets jord, vand og dets befolkning med utilsløret nedladenhed. Spildevandet blev hældt direkte ud i floder, vandløb og hav; kanaler ud til havet blev gravet på må og få, så dyrebare ferskvandsressourcer blev blandet med saltvand, mens rørledningerne lå oven på jorden uden at vedligeholdt og lækkede olie i tusind af tilfælde. Man har ofte henvist til statistikker, der viser, at der hvert år blev spildt lige så meget olie i deltaet, som den mængde, der løb ud af Exxon Valdez i Alaska, og det har vel at mærke, stået på i hen ved halvtreds år og har forgiftet fisk, dyr og mennesker”. Køb eller lån bogen og læs den. Virkelig en god bog. ★ ANMELDELSE Ruslands sorte oktober ★ Aksel V. Carlsen, den kendte Sovjet-og Ruslands-kender, har for kort tid siden udgivet bogen ”Ruslands sorte forår” Den er på alle måder en vægtig bog. I omfang (616 sider) men ikke mindst i indhold. Det er en sjældenhed i disse tider, at der udkommer en bog om den nyere russiske historie, skrevet med indsigt og viden om det, han skriver om. Alene derfor kan bogen anbefales på det varmeste til de – forhåbentlig mange – som gerne vil vide mere end det NATO-pressen disker op med af halve sandheder og hele løgne. Derfor bringer vi her i uddrag Forlaget Solidaritets omtale af bogen. ”Medierne producerer massiv russer-angst i denne tid. Rusland og refleksen er: ”ondsindede fjender” der ”vor sikkerhed og de frie verden.” Men i 1990-erne var Rusland åbenbart et ”normalt” land og daværende præsident Boris Jeltje en ”ægte demokrat”. Efter 70 års kamp mod Sovjetunionen med militær inddæmning og interventioner havde Vesten dengang pludselig ændret holdning: Kapitalismens største udfordrer var i 1991 blevet opløst, Vesten havde vundet Den Kolde Krig og demokratiet holdt sit indtog i det tidligere Sovjetunionen. Et blik på Jeltsins handlinger viser dog et andet billede. Før han tog fat, havde der hverken været et folkeligt krav om at overdrage samfundsskabte værdier til en gruppe rigmænd, øge social ulighed, opløse Sovjetunionen eller føre krig i Tjetjenien. Nok bidrog han til at ruske i det sovjetiske system, men det var ikke ham, der indførte frie valg, ytringsfrihed eller markedsøkonomi. Efter Sovjetunionens opløsning havde der i 1991–1992 ulmet en grundlæggende samfundskonflikt. Det viste sig klarest i 1993 mellem et legitimt parlament og den ligeså legitime præsident. Jeltje løste konflikten ved – med accept fra Vestens ledere – at give ordre til den 4. oktober 1993 at bombe det demokratisk valgte parlament. Over 150 mennesker blev dræbt. Og da parlamentet var ryddet af vejen, fik Jeltje sikret sin magtposition og vedtaget den forfatning, der i dag udgør rygsøjlen i Putins styre.” Læs bogen og bliv klogere. Anbefales kraftigt af Anton Nielsen. ★ Aksel V. Carlsen Ruslands Sorte Oktober. 616 sider Udgivet på Forlaget Solidaritet. Pris 160,- kr. + porto ANTIFASCISTISK FORUM PÅ NETTET På foreningens hjemmeside: www.antifascistisk-forum.dk kan du finde de gamle numre af bladet, helt tilbage fra 2008. Redaktionen Antifascistisk Forum – august 2015 l 27 Returadresse: Anton Nielsen, Rughavevej 7, 2500 Valby