“ O M V E N D T “ A P R I L 2 0 1 3

Transcription

“ O M V E N D T “ A P R I L 2 0 1 3
EN
L
K
HOVEDCIR
Hjerneskadeforeningen
Nu m m e r 4 · Dec em ber 2 0 1 2
Hjerneskadeforeningens lokale afdelinger
REGION HOVEDSTADEN
REGION MIDTJYLLAND
EGEDAL
Formand: Sanny Freund
✆ 4818 4031 – 4029 2731
e-mail: ksfreund@privat.dk
HEDENSTED-HORSENS
Formand: Berit Nybroe
✆ 7567 3646 - 2274 9546
e-mail: bnybroe@mail.dk
FREDERIKSSUND
Formand: Frank Sørensen
✆ 4752 8703
e-mail: dursben@mail.dk
MIDT/VESTJYLLAND
Formand: Elmer S. Gade
✆ 9712 5461
e-mail: elmer@gade.mail.dk
FURESØ
Formand: Helle Bomgaard
✆ 2177 5755
e-mail: helle@bomgaard.com
RANDERS
Formand: Ole Støvring
✆ 2117 7330
e-mail: olestoevring@live.dk
HALSNÆS
Formand: John Mortensen
✆ 4774 5157
e-mail: vito.obo@mail.dk
SILKEBORG
Formand: Anne Grethe Nyborg
✆ 2984 6114
e-mail: agpedersen@privat.dk
HELSINGØR
Formand: Marie Klintorp
✆ 4970 3130
e-mail: marie.klintorp@hjsf.dk
SKIVE
Formand: Tracy Fleur Pedersen
✆ 2158 0659
e-mail: hjsf.skive@mail.dk
NORDSJÆLLAND
Formand: Lisbeth Holmgaard
✆ 2346 9697
e-mail: sydkajen@mail.dk
VIBORG
Formand: Niels Jacob Vestergaard
✆ 4018 3135
e-mail: njv@vestergaard.mail.dk
STORKØBENHAVN
Formand: Lene Juul
✆ 2229 2201
e-mail: lenejuul@gmail.com
ÅRHUS/ØSTJYLLAND
Formand: Jette Sloth
✆ 7841 4488
e-mail: js@hjerneskadeforeningen.dk
REGION SJÆLLAND
REGION SYDDANMARK
KØGE BUGT
Formand: Willy Andersen
✆ 5614 0744
e-mail: kiwiand@get2net.dk
FREDERICIA, KOLDING
OG VEJLE
Formand: Carsten Lykke-Kjeldsen
✆ 2720 0839
e-mail: CL@Munkensdam.dk
SYDSJÆLLAND, MØN OG
LOLLAND-FALSTER
Formand: Arne Høegh
✆ 5486 4300
e-mail: agh@dlgpost.dk
FYN
Formand: Ingemann Jensen
✆ 6473 1167
e-mail: inje@post3.tele.dk
VESTSJÆLLAND
Formand: Lise Kiving
✆ 2299 3972
e-mail: lise-n@live.dk
HADERSLEV
Formand: Alite Karoline Petersen
✆ 7453 3743
e-mail: alite@webspeed.dk
REGION NORDJYLLAND
HIMMERLAND
Formand: Tove Swartz
✆ 30 52 48 03
e-mail: toveswartz@mail.dk
AALBORG/VENDSYSSEL
Formand: John Andersen
✆ 2121 3818
e-mail: john@cityhouse.dk
THISTED-MORS
Formand: Anne Marie Lodahl
✆ 24 42 59 50
e-mail: frede-lodahl@mail.dk
SYDFYN
Formand: Lonnie Braagaard
✆ 2393 3355
e-mail: lonnie@hobby-art.dk
SYDVESTJYLLAND
Formand: Alex Jensen
✆ 4011 3077
e-mail: alexjensen54@live.dk
SØNDERBORG
Formand: Pia J. Ketelsen
✆ 2047 4349
e-mail: f29560@danfoss.com
AABENRAA / TØNDER
Formand: Erling Kaspersen
✆ 7468 7334
e-mail: eogkkaspersen@hotmail.dk
Protektor for
Hjerneskadeforeningen
Hendes Kongelige
Højhed
Kronprinsesse Mary
Hjerneskadeforeningens Landskontor:
Handicaporganisationernes Hus
Blekinge Boulevard 2
2630 Taastrup
✆ 4343 2433
Birgitte
Jørgensen
Fax 4342 2430
Bank reg.nr. 3348 konto 3348346849
e-mail: info@hjerneskadeforeningen.dk
www.hjerneskadeforeningen.dk
RÅDGIVNING:
Tirsdag – (telefonrådgivning) kl. 17-19
Fredag – (telefonrådgivning) kl. 10-13
✆ 6038 4119
Socialrådgiver Eva Hollænder
e-mail:
eva@hjerneskadeforeningen.dk
Den sociale rådgivning kan trække
på bistand fra følgende fagpersoner:
Speciallæge i neurologi
Aase Engberg
e-mail:
info@hjerneskadeforeningen.dk
Neuropsykolog
Henning Olsen
e-mail:
info@hjerneskadeforeningen.dk
Neuropsykolog
Brita Øhlenschlæger
e-mail:
info@hjerneskadeforeningen.dk
Speciallæge i psykiatri
Dorte Marie Pedersen
e-mail:
info@hjerneskadeforeningen.dk
Er der behov for en direkte kontakt mellem
medlem og fagpersoner, vil denne blive formidlet af socialrådgiver.
AKUT STØTTE FOR PÅRØRENDE (ASP)
Er du pårørende til en person, der pludselig er ramt af
ulykke eller sygdom, som påvirker hjernen?
Du kan henvende dig direkte til ASP gennem Hjerneskadeforeningen på tlf. 4343 2433
OM TELEFONRÅDGIVNINGEN:
Når der rettes henvendelse til rådgivningen, vil vi
registrere henvendelsesårsager, samt hvilken lokalitet i
landet man ringer fra. Registreringen skal tjene til at pege
på generelle behov og mangler for skadede og pårørende.
Al brug af registreringen vil naturligvis ske i anonymiseret form.
De hyppigste årsager til hjerneskader er:
Kranietraume: Slag mod hovedet som følge af ulykker
eller vold. Trafikulykkerne står for 75% af tilfældene.
Apopleksi: Slagtilfælde som følge af blodprop eller
blødning i hjernen.
Andre udløsende årsager: Infektionssygdomme som
hjernebetændelse, tumorer, iltmangel ved hjertestop,
samt organiske opløsningsmidler.
indhold:
Ambassadør for
Hjerneskadeforeningen
Sanne Salomonsen
13
HOVEDBESTYRELSE
Formand: Niels-Anton Svendsen
✆ 2637 3777
e-mail:
Niels-anton@niels-anton.dk
33
Næstformand: Elmer S. Gade
✆ 9712 5461
e-mail:
elmer@gade.mail.dk
Mogens Bomgaard
✆ 4448 4065
e-mail:
mogens@bomgaard.com
Marie Klintorp
✆ 4970 3130
e-mail:
marie.klintorp@hjsf.dk
EN
Jette Sloth
✆ 7841 4488
e-mail:
js@hjsf.dk
L
HOVEDCIRK
Hjerneskadeforeningen
Nu mmer 4 · D ec emb er 2 0 1 2
Frede Schultz
✆ 4731 3418
e-mail:
frede.schultz@youmail.dk
SUPPLEANT
Lonnie Braagaard
✆ 2393 3355
e-mail:
lonnie@hobby-art.dk
ANNONCETEGNING:
Dansk Blad Service ApS
Vestergade 11 A · Postboks 16
5540 Ullerslev · Tlf. 7070 1225
info@danskbladservice.dk
Alle spørgsmål vedrørende
annoncer bedes rettet hertil.
Grafisk tilrettelæggelse og layout:
Rosengrenen ApS · Tlf. 8695 1566
Tryk: Glumsø Bogtryk
2
Hvad sker der i din lokalafdeling?
Adresseændring!
3
Leder
5
Retssikkerhed
6
En bombe under borgernes
retssikkerhed
7
Store flexjob-forringelser
8
Dispensation fra regler i BPA
(Borgerstyret Personlig Assistance)
Uddannelsesavisen
DIREKTION
Direktør: Svend-Erik Andreasen
✆ 2232 1644
e-mail:
sea@hjerneskadeforeningen.dk
Tracy Fleur Pedersen
✆ 2158 0659 efter kl. 15
e-mail:
HJSF.Skive@mail.dk
Rådgivning
Akut støtte for pårørende (ASP)
Forside:
Vi er midt i december måned, og 2½ vintermåned
ligger endnu foran os! Men
inden har vi endnu engang
oplevet den fascinerende og
tankevækkende kombination
af skønhed og forfald, som efteråret på vore breddegrader
byder os hvert år.
9
OBS! Genoptræningsplaner!
11
Absurd fravalg af genoptræning
13
Kommentarer til anbefalinger til
kommunerne fra
Kommunernes Landsforening
14
Strukturreformen set i relation til
Handicapkonventionens intentioner
20
Millioner ud af vinduet?
23
Frivillige skal bevare den
civile ulydighed
Dr. Madsens testamente
25
Forskningsprojekt om åreforkalkning
29
HovedHuset
31
Hjerneskadeforeningens
Landskontor er flyttet i nye lokaler
En rund fødseldag og et vemodigt farvel!
33
Det centrale Handicapråd
Legater
35
Manuskripter øger
funktionsniveauet hos borgeren
37
Mindeord
41
Hjerneskade, hvad er følgerne?
43
Skaf flere medlemmer
Donationer til foreningen
45
Din arv - hvem skal bestemme?
48
Hvad sker der i din lokale afdeling?
På det vedhæftede 12 siders indlæg midt i bladet, samt på Hjerneskadeforeningens hjemmeside,
www.hjerneskadeforeningen.dk kan du bla. holde dig orienteret om aktiviteter i din lokale afdeling.
Som medlem af Hjerneskadeforeningen hører du til en lokal afdeling, der har egen bestyrelse og
som står for lokale arrangementer m.m.
Adresseændring!
Er du flyttet? Husk at oplyse din nye adresse til Hjerneskadeforeningen på tlf.
4343 2433 eller e-mail: info@hjerneskadeforeningen.dk - Du kan også sende din flyttemeddelelse til:
Hjerneskadeforeningen, Handicaporganisationernes Hus, Blekinge Boulevard 2, 2630 Tåstrup
Hovedcirklen ansvarshavende: Bestyrelsens forretningsudvalg - ISSN 1396-7924 | Redaktion: Svend-Erik Andreasen | Deadline
2013: Nr. 1: 12. febr. 2013 · Redaktion af dette blad sluttede den 30.11.2012 · Næste nummer udkommer marts 2013.
Abonnement: Abonnement og medlemskab koster kr. 250,- og tegnes ved henvendelse til Hjerneskadeforeningens kontor. Redaktionen modtager gerne artikler til bladet. Helst på CD eller e-mail. Send gerne billeder med. Artikler i bladet dækker ikke nødvendigvis Hjerneskadeforeningens synspunkt med undtagelse af lederen. Gengivelse af artikler fra bladet er tilladt med kildeangivelse.
Hjerneskadeforeningen er en uafhængig brugerstyret interesseorganisation, der arbejder for hjerneskaderamte familier.
HOVEDCIRKLEN
3
Status år 2012
Året 2012 nærmer sig sin afslutning,
og det er tid til at gøre status
Af Niels-Anton Svendsen, landsformand
Vores konstruktive dialog med Kommunernes Landsforening (KL) var en medvirkende
årsag til, at KL i september udsendte 10
anbefalinger til kommunerne, om hvordan
de burde løse deres ansvar for deres hjerneskaderamte borgere.
Hjerneskadeforeningen hilser anbefalingerne velkomne og er enige i, at realiseres
anbefalingerne, vil vi være nået et langt
skridt i retning af at få rådet bod på kommunalreformens problemer. Problemet er,
at anbefalinger kan følges, men den enkelte
kommune kan også lade være!
I Hjerneskadeforeningen arbejder vi derfor på et forslag om morgendagens organisering og finansiering af det kommunale
ansvar. Hjerneskadeforeningens forslag vil
på mange områder ligge tæt op af KLs anbefalinger, men vi ønsker anbefalingerne gjort
bindende, og det kan kun ske ved hjælp af
Folketinget.
Den 13. oktober 2012 viste DR1 Dokumentaren udsendelsen ”Pigen der ikke ville dø”
om Carina, hvor hospitalet standsede behandlingen med henvisning til, at enten
ville Carina ende som ”grøntsag” eller hjernedød – og de pårørende blev stillet overfor
spørgsmålet om organdonation.
Det var en meget stærk udsendelse, som fik
mange familier til at skrive til DR om egne
tilsvarende oplevelser. I Hjerneskadeforeningen har vi haft lejlighed til at læse en
række af disse rystende indlæg.
I spørgsmålet om organdonation indgår
mange etiske problemstillinger. Spørgsmål
som den enkelte selv bør tage stilling til,
så det ikke overlades til de pårørende i en
kritisk situation.
Kriterierne for at man kan erklæres hjernedød indebærer bl.a. at der skal foretages 6 forskellige refleks-test med henblik
på at konstatere, hvorvidt hjernestammen
fungerer.
Testen skal foretages af 2 læger, hvoraf den
ene skal være speciallæge i neurologi eller
neurokirurgi – og der skal gå mindst 1 time
mellem de 2 undersøgelser.
Såfremt blot én af disse refleks-test viser
reaktion, kan patienten ikke erklæres hjernedød.
Hjerneskadeforeningen har skrevet til Sundhedsministeren med henblik på at få sikkerhed for, at lægen – i overensstemmelse
med lægeløftet – gør sit yderste for at bevare
den skaderamtes liv. Der må ikke herske
tvivl om lægens udmeldinger i denne meget
kritiske fase.
Organdonation er af største vigtighed for en
række mennesker med sygdomme, der kan
afhjælpes via organdonation.
Hjerneskadeforeningen skal derfor opfordre alle til sammen med deres familie at
drøfte spørgsmålet om organdonation med
henblik på en stillingtagen til dette svære
etiske spørgsmål.
Al dialog med ministre i dette efterår afsluttes med en standardbemærkning: ”Vi
afventer evalueringen af kommunalreformen”, som forventes at komme umiddelbart
i det nye år.
Hjerneskadeforeningen har skarpt kritiseret
evalueringsprocessen, hvor man lader de
embedsmænd, der har stået bag reformen
evaluere deres eget arbejde.
Hjerneskadeforeningen er på nuværende
tidspunkt ikke blevet hørt. Vi vil derfor udforme vores egen evaluering og sikre, at
den når frem til de ansvarlige for den store
evaluering.
2012 har været et år med store udfordringer,
men vores forening har igen formået at være
en central aktør helt fremme i front.
Ingen tvivl om, at 2013 bliver et år med
endnu større udfordringer – men Hjerneskadeforeningen er parat til fortsat kamp for
bedre forhold for vores hjerneskaderamte
og deres familier!
I ønskes alle en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår! – Støt vores forening med
en julegave og/eller nye medlemmer, så vores
forening kan gå endnu stærkere ind i det nye år!
Hjerneskadeforeningen afholder Repræsentantskabsmøde fredag den 19. april til lørdag den 20.
april 2013 på Trinity Hotel & Konference Center, Gl. Færgevej 30, 7000 Fredericia
Få teksten læst op
– adgangforalle.dk
læser din tekst højt.
Man kan få teksten på Hjerneskadeforeningens hjemmeside læst højt,
ved at hente et lille gratis program på
www.adgangforalle.dk
Link til dette program ligger på
forsiden af foreningens hjemmeside
www.hjerneskadeforeningen.dk
Bemærk venligst:
Hjerneskadeforeningen
ønsker alle vore medlemmer,
samarbejdspartnere og annoncører
en rigtig glædelig jul
og et lykkebringende nytår
Den 1. december 2012
flyttede Hjerneskadeforeningen
til ny adresse:
Handicaporganisationernes Hus
Blekinge Boulevard 2
2630 Tåstrup
HOVEDCIRKLEN
5
§
§
§
§
§
§ § DET§SOCIALE
§
§
§
§
§
§
Retssikkerhed
Af Eva Hollænder
Baggrund
Næsten alle henvendelser til den sociale
rådgivning indeholder spørgsmål, der handler om retssikkerhed. Det kan være spørgsmål til fortolkning af en regel, det kan være
spørgsmål til sagsbehandling, eller det kan
være spørgsmål om de oplysninger, der lægges til grund for en afgørelse.
Det Sociale Hjørne vil derfor i dette og de
følgende numre af bladet beskæftige sig
med retssikkerhed.
I dette nummer ser vi på, hvad der ligger i
begrebet retssikkerhed. I kommende numre
vil vi se på den rangordning, der er af retskilder. Nogle retskilder har nemlig større
vægt end andre. Vi vil også gå lidt dybere
ind i særlige retssikkerhedsspørgsmål på
forskellige områder.
Begrebet Retssikkerhed
Der gives ikke nogen entydig definition af
retssikkerhed. De fleste af os har alligevel
en klar fornemmelse af, at retssikkerhed
har udgangspunkt i lighed for loven og af,
at retssikkerhed betyder sikkerhed for, at
retten sker fyldest, og at afgørelser er bygget
på og afspejler gældende ret. Retssikkerhed
i Danmark bygger da også på legalitetsprincippet, dvs. princippet om lovmæssig
forvaltning.
Forhenværende ombudsmand Lars Nordskov Nielsen har defineret retssikkerhed
som det forhold, at borgerne får de ydelser,
de har krav på efter lovgivningen, mens
borgerne ikke pålægges andre pligter end
dem, der efter lovgivningen er hjemmel til
at pålægge dem.
6
HOVEDCIRKLEN
Ifølge forhenværende landsdommer Holger
Kallehauge består retssikkerhed i, at al forvaltning og myndighedsudøvelse, dvs. også
kommunernes, sker i henhold til lovgivning
(= forud fastsatte retsregler), og at der er
mulighed for efterfølgende domstolskontrol.
Retssikkerhed og forvaltnings effektivitet
kan opleves som modsætninger, der bør
kunne afvejes overfor hinanden. Argumentet for at overføre domstolsprocessens regler
på forvaltningsprocessen er hensynet til
retssikkerheden, dvs. hensynet til at beskytte den enkeltes integritet i forhold til det
offentlige, hvilket netop bedst tilgodeses ved
at overføre domstolstræk til forvaltningen.
Retssikkerhed er altså et middel til at beskytte den enkelte borger mod myndighedernes
magt, herunder magtmisbrug og overgreb.
Retfærdig prøvelse af en forvaltningsafgørelse ved retten eller i et ankenævn skal
bygge på forud fastsatte og offentliggjorte
sagsbehandlingsregler, der indeholder retsgarantier, som fx ret til partshøring, aktindsigt, begrundelsespligt, vejledningspligt og
klageret (ret til at anke til en højere uvildig
instans).
Retssikkerhed er særlig vigtig på alle områder, hvor offentlige myndigheder har beføjelser til at udøve magt over for eller til at
kontrollere borgerne, som f.eks. sociale myndigheders ret til at gribe ind i borgernes liv.
Retssikkerhed opdeles traditionelt i materiel
og formel retssikkerhed. Den materielle og
formelle side af retssikkerhedsbegrebet supplerer hinanden, og begge sider bidrager til
det samlede retssikkerhedsniveau.
Materiel retssikkerhed handler om indholdet
i retsreglerne. Materiel retssikkerhed er et
udtryk for, at administrationen skal handle
i overensstemmelse med reglerne. Det betyder bl.a., at en borger skal have mulighed
for at kende sine rettigheder ved gennemlæsning af lovgivningen på et givent område.
Det handler også om, at forvaltningens
afgørelse skal følge indholdet i loven og
være i overensstemmelse med grundlæggende retsprincipper. Bl.a. skal afgørelsen
være truffet på et sagligt grundlag og ud fra
princippet om lighed for loven. Materiel retssikkerhed forudsætter, at alle formelle retssikkerhedsgarantier er opfyldt, at borgernes
rets- og handleevne respekteres, samt at
der er fri og lige adgang til domstolene. Den
materielle retssikkerhed er knyttet til den
enkelte sag.
På det sociale område kan Det Sociale
Nævn, Beskæftigelsesankenævnet og Ankestyrelsen efterprøve retlige spørgsmål
på det kommunale bevillingsområde (Lov
om Retssikkerhed og administration § 69).
Klagemyndighedens kompetence til at ændre afgørelser kan være begrænset til kun
at gælde for dele af afgørelsen. Den slags
begrænsninger i klagemuligheder begrænser
også den grad af retssikkerhed, der ligger i
at kunne klage.
Den formelle retssikkerhed handler om, hvordan en sag skal behandles fra ansøgning til
afgørelse. Den formelle retssikkerhed sikres
ved faste spilleregler som f.eks. forvaltningslovens regler om partshøring, aktindsigt og
begrundelsespligt. Borgerens ret til at klage
er f.eks. en meget vigtig måde at sikre den
formelle retssikkerhed på. Hvis der ikke
kan klages over en afgørelse, er der tale om
svækket formel retssikkerhed.
Formel retssikkerhed beskæftiger sig således
mod myndighedens sammensætning og
§
§
§
§
§
HJØRNE
§ §
§
§
§
§
§
§
virkemåde, processens/sagsbehandlingens
karakter samt den retlige kontrol
Lighedsprincippet er et grundlæggende princip, som skal udelukke diskrimination, det
vil sige usaglig negativ forskelsbehandling.
Vilkårlighed er dermed også forbudt.
Et forbud mod magtfordrejning hører også
med til den formelle retssikkerhed. Det vil
sige, at en forvaltningsmyndighed ikke må
inddrage andre hensyn i afgørelserne end
dem, lovgiver har haft til hensigt at varetage
eller beskytte – ethvert andet hensyn anses
for usagligt.
Endeligt er forudsigelighed en del af retssikkerheden. Borgerne skal kunne regne
ikke blot med at få samme behandling som
andre i en lignende situation, men også at
fast praksis følges.
Afsluttende kommentarer
Retsstaten skal skabe retssikkerhed for alle
borgere i samfundet i alle relationer mellem borgere og myndigheder. En høj grad af
retssikkerhed indebærer, at borgerne kan
stole på, at de opnår de goder, ydelser og
den beskyttelse, som de har ret til efter
lovgivningen.
Men retssikkerheden er i dag under pres. Det
har både sammenhæng med den økonomiske krise, men også med den monopoldannelse, som er sket med kommunalreformen.
Det er altid forbundet med risiko, når der
kun findes én leverandør. Og selv om vi
lever i en tid med mange leverandører i
forhold til udførelse af bevilgede indsatser,
så har betalingskommunen monopol på at
træffe afgørelser. Derfor er muligheder for
at klage over kommunale afgørelser mere
betydningsfuld for retssikkerheden end
tidligere.
■
Gode intentioner - men
store fleksjobforringelser
Hele lovforslaget på fleksjobområdet er præget af mistillid, spareiver og er gennemsyret af tiltag
og bureaukrati, der skal opfange en eventuelt øget arbejdsevne hos personer i fleksjob. Det rammer
mennesker med handicap bredt og urimeligt hårdt – økonomisk og på deres værdighed.
Af Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, DH
Danske Handicaporganisationer, DH, har
afgivet et omfattende høringssvar til lovforslag vedr. reform af førtidspension og
fleksjob. DH tilslutter sig i høj grad refor-
mens intentioner om, at flest mulige, som
kan og vil, skal sikres en aktiv tilknytning
til arbejdsmarkedet og også intentionerne
bag ressourceforløb og rehabiliteringsteams.
DH er markant modstander af reformen
af fleksjobordningen, der er et opgør med
hjørnestene i dansk handicappolitik. Re-
formens elementer vil ramme mennesker
med handicap, og som følge heraf nedsat
arbejdsevne, urimeligt hårdt - økonomisk
og på deres værdighed. DH vil politisk følge
op på de væsentligste indvendinger mod
reformen og søge påvirkning af den videre
■
udmøntning af reformen.
HOVEDCIRKLEN
7
§
§
§
§
§
§ § DET§SOCIALE
§
§
§
§
§
§
En bombe under
borgernes retssikkerhed
Regeringens forslag om reform
af Statsforvaltningerne er en
bombe under retssikkerheden,
som betyder, at klageadgangen halveres, så borgerklager
fremover kun skal behandles i
én samlet klageinstans i Ankestyrelsen.
Af Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, DH
Under dække af større gennemsigtighed,
kortere sagsbehandlingstid og højere kvalitet i sagsbehandlingen vil man gennemføre
store nedskæringer i statsforvaltningerne,
8
HOVEDCIRKLEN
der vil bombe borgernes retssikkerhed flere
lysår tilbage.
Borgernes retssikkerhed bliver med forslaget nu yderligere forringet. Det sker ved,
at regeringen vil overlade det til juristerne
at træffe afgørelsen i sociale sager. Derved
fjerner man lægmandsrepræsentationen,
hvor almindelige borgere er udpeget til at repræsentere det, som juristerne ikke selv kan,
nemlig at bidrage med en vis almen viden
om befolkningens levevilkår og opfattelse –
f.eks. hvordan det er at leve med et handicap
i en gennemsnitlig dansk kommune.
Jeg er rystet i min grundvold. Det er et dybt
og alvorligt anslag mod borgernes retssikkerhed, og så tillader man sig oven i købet at
fremsætte forslaget med den begrundelse, at
det skal skabe øget retssikkerhed, der også
finder det dybt kritisabelt, at forslaget blot
dukker tilfældigt op i pressen.
Indskrænkningen af klageadgangen til én
klageinstans er også dybt kritisabelt. Stort
set alle steder i samfundet, hvor man kan
klage over afgørelser, er der to klageinstanser. Tænk på domstolene med tre klageniveauer.
Regeringens forslag vil ramme klagesager,
som vedrører vitale områder som f.eks. fleksjob, førtidspension, hjælpemidler, ledsagelse
og hjemmehjælp.
Forslaget er fremsat uden varsel og uden
inddragelse af relevante aktører, og strider
derfor mod regeringens løfte om at demokratisere lovgivningsprocessen.
Vi vil i handicaporganisationerne gøre alt,
hvad der står i vores magt for at stoppe
dette frontalangreb på retssikkerheden for
de svageste i dette land. Derfor har vi allerede taget kontakt til Margrethe Vestager,
Folketingets Kommunaludvalg og de andre
organisationer, som også udelukkes fra nævnene i Statsforvaltningen.
■
§
§
§
§
§
HJØRNE
§ §
§
§
§
§
§
§
Uddannelsesavisen
- for unge med særlige behov!
Alle unge skal have en uddannelse - og det er et retskrav, at
alle unge med særlige behov
skal have tilbudt en særlig
tilrettelagt uddannelse.
Af Svend-Erik Andreasen
Vær opmærksom på, at Uddannelsesavisen
for unge med særlige behov udkommer 2
gange om året.
Lovgivning og faglige udtryk er der mange
af, men hvordan ser virkeligheden ud for
de unge, deres forældre og deres vejledere,
som befinder sig midt i junglen af paragraffer og regler?
I Uddannelsesavisen for unge med særlige
behov, kan man læse om de unges oplevelser på specialuddannelserne, om deres
forældres kamp for at træffe de rigtige valg
og om vejledernes synspunkter og konkrete
meninger.
Avisen distribueres gratis til specialklasser,
professionelle i kommunerne og regionerne,
UU-centrene, produktionsskoler, STU-skoler
og erhvervsskoler.
Via Uddannelsesavisen for unge med særlige
behov, vil man kunne komme i kontakt med
forældre, lærere, vejledere, sagsbehandlere,
samt naturligvis eleverne og samtidig sikre
sig, at man kommer med i udvælgelsesprocessen, næste gang en ung med særlige
behov har brug for det helt rigtige uddan■
nelsestilbud.
Vedr. dispensation
fra reglerne om afslag på baggrund af køn ift.
servicelovens §95 og §96
Danske Handicaporganisationer, DH, har henvendt sig til Social- og integrationsminister Karen
Hækkerup og på vegne af de ca. 2000 medlemmer af de 32 landsdækkende handicaporganisationer,
der er bevilliget en borgerstyret personlig assistance (BPA) efter servicelovens § 95 eller § 96, søgt
om dispensation fra reglerne om ikke at kunne opslå stillinger med henvisning til et ønske om at
modtage ansøgninger fra enten mænd eller kvinder.
Af Stig Langvad, formand for DH
DH mener ikke, at der med en dispensation
fra reglerne vil være tale om direkte eller
indirekte diskrimination på baggrund af
køn. Ønsket om dispensation skyldes ikke
et ønske om at stille personer af det ene køn
særligt fordelagtigt i forhold til personer
af det andet køn. Det er DH’s vurdering, at
ønsket om dispensation er objektivt begrundet i et legitimt formål, og at midlerne til at
opfylde dette formål er hensigtsmæssige og
nødvendige, hvilket vil fremgå af nedenstående argumentation.
Når en person er bevilget BPA, er det vurderet, at vedkommende, pga. sin fysiske og/
eller psykisk varigt nedsatte funktionsevne,
har behov for en ganske særlig form for
HOVEDCIRKLEN
9
§
§
§
§
DET
SOCIALE
HJØRNE
§
§
§ §
§
§
§
§
§
støtte til at leve et liv ”så normalt som muligt”. Denne støtte gives oftest i mange timer
– i ganske mange tilfælde 24 timer i døgnet.
Den ansatte varetager mange forskellige
former for intime funktioner (personlig pleje,
hjælp med toiletbesøg, hjælp til respirator
osv.), og deltager i alle de aktiviteter, som
personen med BPA deltager i (uddannelse,
erhverv, fritid, ferie, familiebesøg osv.). Det
er derfor vigtigt, at der er en optimal relation
mellem personen med BPA og den ansatte.
Det er vigtigt, at den ansatte kan deltage i
alle de aktiviteter, som fordres, når personer
med BPA skal leve et normalt liv.
Organiseringen af hjælpen foregår typisk
sådan, at den ansatte arbejder i mange
timer ad gangen, for at give de bedste
muligheder for personen med BPA ift. at
kunne planlægge sit liv mest muligt sammenhængende (for at undgå hyppige skift
af personale). Samtidig er en BPA-ordning
karakteriseret ved, at personen visiteret til
en BPA har relativt få ansatte. Dette for at
sikre et tilstrækkeligt indkomstgrundlag
for de ansatte, samt sikre den nødvendige
rekruttering og fastholdelse inden for denne
særlige branche. Det er netop sikkerheden
i at have kvalificeret personale, der møder
frem og løfter opgaven, der er helt afgørende
for, at en ordning med BPA kan eksistere og
lever op til personens behov for støtte.
DH skal understrege, at den primære årsag
til at efterspørge muligheden for at kunne
rekruttere enten mænd eller kvinder, skyldes det faktum, at arbejdet oftest omfatter
meget intim støtte. En støtte, hvor det kan
være grænseoverskridende at skulle bede
andre om hjælp – og det er ikke således,
10
§
HOVEDCIRKLEN
som det ofte er på andre arbejdspladser,
at der er mulighed for at vælge en anden
til at udføre nogle bestemte opgaver. Der
vil altid kun være en person på arbejde ad
gangen, og ofte i mange timer ad gangen,
jf. ovenstående.
En person med BPA kan fx også opleve ubehageligheder eller vanskeligheder ved at
tage en person af det modsatte køn med,
når vedkommende
- Skal klæde om i en svømmehal, hvor omklædningen sker adskilt mellem mænd
og kvinder.
- Skal benytte et handicaptoilet, når dette
er placeret i hhv. sektionen for mænd eller
kvinder.
- Skal deltage i tætte sammenhænge med
kammerater eller veninder.
På samme måde kan en person med BPA
finde det uhensigtsmæssigt fx at skulle have
lagt makeup af en person af det andet køn,
som måske ikke har de ”rette færdigheder”
(oftest når det er en mand). Eller i det hele
taget få hjælp af en person af det modsatte
køn i en række forskellige sammenhænge,
bl.a. på baggrund af interesser m.v.
DH ved, at der er personer med BPA, der ønsker sig muligheden for at kunne rekruttere
på en måde, så man har en lige fordeling
I Hjerneskadeforeningen og i en række af
DH’s medlemsorganisationer er der dyb bekymring for den udvikling, der sker på BPAområdet i kommunerne. En udvikling - hvor
praksis bevæger sig længere og længere væk
fra formålet med BPA’en om en fleksibel og
helhedsorienteret hjælp med udgangspunkt i
borgerens selvbestemmelse.
S. E. Andreasen
på tværs af mænd og kvinder. Der kan også
være fordele i at kunne rekruttere nye ansatte, så det sikres, at der er en indbyrdes
komplementerende blanding af nødvendige
kompetencer, som tilsammen sikrer, at personen vil får de nødvendige forudsætninger
for at kunne leve et liv som alle andre.
Ovenstående eksempler er et udvalgt ift. at
beskrive problemstillingen mhp. ansøgningen om en dispensation.
DH oplever desværre, at der er og har været
sager/tvister omkring denne problemstilling, hvor personer med en BPA-ordning
uforvarende er kommet til at overtræde de
nuværende regler.
DH skal oplyse, at modtagere af BPA allerede
har dispensation fra kravet om alder, fordi
det er blevet vurderet, at det er relevant at
kunne vælge hjælpere, der må forventes at
have nogenlunde samme erfaring og interesse, og dermed er det relevant at kunne
ansætte medarbejdere på samme alderstrin,
som borgeren med støtte efter servicelovens
§ 95 og § 96.
■
OBS! Genoptræningsplaner!
Lovgrundlaget samt tolkning heraf
Når man har været udsat for en ulykke eller en sygdom, der medfører hjerneskade, ydes der på sygehusene en indledende genoptræningsindsats, hvis varighed og indhold kan være meget forskellig
afhængig af skadens art og sværhed.
Som oftest vil der efter udskrivningen være behov for en fortsat indsats, for at den skadede kan genvinde det bedst mulige funktionsniveau.
Af Aase Engberg, dr. med., speciallæge i neurologi og formand
for Hjerneskadeforeningens ekspertpanel.
Det er af afgørende betydning, at der ved udskrivningen udarbejdes en plan, der beskriver hvilke former for fortsat genoptræning
og rehabilitering, der er behov for.
Af det følgende vil fremgå, at det er hensigtsmæssigt som skaderamt og/eller pårørende allerede under sygehusindlæggelsen
at spørge til, hvad planen vil indeholde. Stil
om muligt spørgsmålet til lægerne senest den
dag, hvor udskrivnings-tidspunktet fastsættes! Og sørg for ved udskrivningen at få en
kopi af genoptræningsplanen, jf. nedenstående
bestemmelse §1 stk. 3 fra Sundhedsloven!
Man gør også klogt i at læse brochuren:
”Dit krav på genoptræning”, som her i 2012
er udarbejdet på initiativ af formanden
for Hjerneskadeforeningens lokalafdeling
i Sydvestjylland, Alex Jensen, og som kan
downloades fra Hjerneskadeforeningens
hjemmeside.
Men hvad siger Sundhedsloven om genoptræningsplaner? Og hvordan må det tolkes?
Bekendtgørelse 1266 af 5/12-2006 (i medfør
af Sundhedsloven §140):
§1 stk. 1:
Regionsrådet*) skal tilbyde en individuel genoptræningsplan til patienter, der har et lægefagligt
begrundet behov for genoptræning efter udskrivning fra sygehus.
Det må tolkes derhen, at genoptræningsplanens indhold er et lægefagligt ansvarsområde, uanset om andre faggrupper medvirker
til udarbejdelse af planen.
*) tolkning: d.v.s. sygehuset.
§1 stk. 2:
Genoptræningsplanen skal være skriftlig, og den
skal udarbejdes i samarbejde med patienten. For
en patient, der varigt mangler evnen til at give
informeret samtykke, kan informeret samtykke
gives i henhold til reglerne i Sundhedslovens §18.
Det må tolkes derhen, at det skal stå klart, i
hvilket omfang patienten kan samarbejde
herom og give informeret samtykke, og hvordan et sådant samtykke ellers kan opnås.
§1 stk. 3:
Genoptræningsplanen skal senest udleveres til
patienten på udskrivningstidspunktet, og den
skal samtidig efter aftale med patienten sendes til
patientens bopælskommune samt til patientens
alment praktiserende læge. I tilfælde hvor en
patient efter udskrivning fra sygehus har behov
for specialiseret genoptræning på et sygehus, jf.
§2 stk. 4, skal genoptræningsplanen efter aftale
med patienten også sendes til det valgte sygehus.
Tolkningsproblem: Da den specialiserede
genoptræning på sygehus skal være på speciallægeniveau, må det afklares, om denne
bestemmelse kan anvendes ved henvisning
til f.eks. Center for Hjerneskade eller Vejlefjord Neurocenter, som begge har sygehusstatus, men hvor lægefaglig bistand er på
konsulentbasis og ikke har koordinerende
funktion, jf. stk. 4.
§2 stk. 1:
Genoptræningsplanen skal som minimum indeholde en beskrivelse af patientens tidligere
funktionsevne, en beskrivelse af patientens funktionsevne på udskrivningstidspunktet samt en
beskrivelse af patientens genoptræningsbehov
HOVEDCIRKLEN
11
Herefter følger i bekendtgørelsen bestemmelser om valg af genoptræningstilbud.
Download evt. hele bekendtgørelsen via
Google: Bekendtgørelse 1266 af 5/12 2006.
på udskrivningstidspunktet, herunder hvilke
begrænsninger i funktionsevnen, som genoptræningen skal rette sig imod.
§2 stk. 2:
Genoptræningsplanen skal angive det seneste
tidspunkt for bopælskommunens første kontakt
til patienten med henblik på tilrettelæggelse af det
fortsatte genoptræningsforløb, herunder rådgivning om patientens mulighed for at vælge mellem
genoptræningstilbud, jf. §4. I tilfælde hvor en
patient efter udskrivning fra sygehus har behov
for specialiseret genoptræning på et sygehus, jf.
stk. 4, skal genoptræningsplanen dog angive det
seneste tidspunkt for det valgte regionssygehus’
første kontakt til patienten med henblik på tilrettelæggelse af det fortsatte genoptræningsforløb.
12
HOVEDCIRKLEN
§2 stk. 3:
Genoptræningsplanen skal angive, hvorvidt patienten efter udskrivning fra sygehus har behov
for genoptræning, som skal ydes på et sygehus,
jf. stk. 4.
§2 stk. 4:
Genoptræning skal ydes på et sygehus, hvis
patienten har behov for genoptræningsydelser,
der kræver et samtidigt eller tæt tværfagligt
samarbejde på speciallægeniveau med henblik på
en tæt koordinering af genoptræning, udredning
og behandling. Genoptræning skal endvidere ydes
på et sygehus, hvis patienten har behov for genoptræningsydelser, der af hensyn til patientens
sikkerhed forudsætter mulighed for bistand fra
andet sundhedsfagligt personale, som kun findes
i sygehusregi.
Hjerneskadeforeningens kommentarer
til de nævnte bestemmelser er i øvrigt
som følger:
En genoptræningsplan efter apopleksi eller anden erhvervet hjerneskade adskiller
sig fra genoptræningsplaner vedrørende
andre funktionstab ved praktisk talt altid
at burde omfatte såvel mentale (kognitive,
adfærdsmæssige og emotionelle) aspekter
som de som regel lettere observerbare fysiske følger i form af nedsat førlighed samt
begrænsninger med hensyn til personlige
færdigheder.
Mens det kan være svært upraktisk at leve
med de fysiske følger, så viser alle opfølgningsundersøgelser, at det i langt de fleste
tilfælde er de mentale følger, der har størst
betydning for patienternes livskvalitet. En
genoptræningsplan, der ikke tager udgangspunkt heri, er derfor ufuldstændig.
Genoptræningen på hospital drejer sig hovedsagelig om genvindelse af fysisk førlighed, evne til at tage vare på egen person med
hensyn til hygiejne og påklædning m.v. og
til en vis grad evne til at kommunikere med
andre. Genoptræningen efter udskrivningen
fra hospital drejer sig om at overføre og videreudvikle de således genvundne færdigheder
til de mindre strukturerede rammer uden
for hospitalet, så rehabiliteringen, d.v.s generobring i videst muligt omfang af tidligere
status socialt og uddannelses/arbejdsmæssigt, kan få det bedst mulige udgangspunkt.
Det er af afgørende betydning for patienten,
at genoptræningsplanen omfatter alle relevante aspekter, så patienten i tide kan søge
sufficient neurofaglig assistance, uanset om
sådan assistance eventuelt ikke omfattes af
det offentlige tilbud i patientens hjemkommune. I så fald burde patienten eller dennes
pårørende have tilstrækkelig oplysning om
behovet for genoptræning til at kunne søge
supplerende økonomisk dækning fra anden
side, men loven indeholder intet om dette.
Specielt på grund af tolkningsproblemet
vedrørende adgang til specialiseret ambulant genoptræning (se ovenfor, Bekendtgørelse 1266 §1 stk. 3 og §2 stk. 4), har der
den 20/8 2012 været dialog mellem Hjerneskadeforeningen og Sundhedsminister
Astrid Krag – jf. Hjerneskadeforeningens
brev forrige side.
■
Absurd fravalg af genoptræning
Der ønskes bedre styr på hjerneskader
Af Mette Hartlev, Professor, PhD, LL.D
WELMA - Centre for Legal Studies in Welfare and EU-Market Integration
Faculty of Law, Copenhagen
Livet kan forandres voldsomt på et splitsekund. Tænk hvor rædselsvækkende det
vil være at vågne op efter en blodprop i
hjernen og opleve, at kroppen ikke vil lystre,
og at man har mistet evnen til at udtrykke
sig. For mange er der heldigvis hjælp at
hente – i hvert tilfælde hvis man er en af de
heldige, der bor på rette sted, eller har en
pengepung, som kan skaffe adgang til den
særlige ekspertise.
Den senere tid har der været en del medieomtale af kommunernes håndtering – eller
mangel på samme – af patienter, som har
behov for specialiseret genoptræning efter
en hjerneskade. Kommunerne fik overdraget
ansvaret for området i forbindelse med kommunalreformen med forventning om, at de
kunne mobilisere faglig ekspertise til at løfte
specialiserede genoptræningsopgaver. Men
det ser ud til, at politikerne har gjort regning
uden vært. Det skorter således ikke på personlige beretninger om, hvordan mennesker
med hjerneskade har måttet kæmpe med
og mod det kommunale system i et forsøg
på at få adgang til den højt specialiserede
tværfaglige behandling, som findes, men
som mange kommuner så gerne vil slippe
for at benytte (og betale). I en kommunal
optik synes kommunens almindelige tilbud
om fysioterapi og talepædagogik, at være
tilstrækkeligt til patienter med hjerneskade.
De seneste år er 9 ud af 23 specialiserede
behandlingstilbud på hjerneskadeområdet
lukket, fordi kommunerne ikke benytter
dem, og de resterende behandlingscentre
er latent lukningstruede. Som almindelig
borger virker det absurd, at man bevidst
fravælger et kvalificeret behandlingstilbud,
som ikke alene vil kunne give livet tilbage til
personer med hjerneskade, men som også
set fra et samfundsøkonomisk synspunkt
vil være en fantastisk investering.
Den danske sundhedslov lover ellers patienter adgang til behandling af høj kvalitet
og sammenhæng mellem ydelserne. Det
forpligter naturligvis og er svært foreneligt
med udviklingen på hjerneskadeområdet,
hvor både kvaliteten af og sammenhængen
mellem ydelserne er blevet markant ringere. Udviklingen bringer også Regeringen
på kollisionskurs med FN’s Konvention om
Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder, som sikrer befolkningen ret til den
højest opnåelige sundhed. Regeringen har
således en menneskeretlig forpligtelse til
vedvarende at arbejde for at forbedre sundheds- og behandlingstilbuddene.
Kommunernes Landsforening har nu lovet
at minde kommunerne om deres ansvar for
genoptræningen, men hvad hjælper det, når
kommuner selv kan skalte og forvalte uden
skelen til anbefalinger fra den sundhedsfaglige ekspertise. Der er således behov for langt
mere radikale indgreb, hvis man skal leve
op til forpligtelserne efter sundhedsloven
og de internationale konventioner – og give
mennesker med hjerneskade mulighed for
at få livet tilbage.
Dette indlæg er tidligere blevet bragt i Dagens
■
Medicin, d. 28. september 2012.
HOVEDCIRKLEN
13
Kommentarer til anbefalinger til kommunerne
fra Kommunernes Landsforening, KL
”En styrket rehabilitering
af borgere med hjerneskade”
Af Aase Engberg, dr.med., speciallæge i neurologi og formand for
Hjerneskadeforeningens ekspertpanel
Det må principielt hilses velkomment, at
Kommunernes Landsforening, KL, kommer
med anbefalinger til kommunerne om, hvordan de bedst håndterer den genoptræningsog rehabiliteringsopgave, som de har overtaget ansvaret for med kommunalreformens
ikrafttræden pr. 1. januar 2007. Desværre er
denne decentralisering sket, uden at der fra
14
HOVEDCIRKLEN
Kommunernes Landsforening, KL har offentliggjort et nyt udspil med 10 anbefalinger på
hjerneskadeområdet med henblik på at sikre samarbejde på tværs af fagligheder og budgetter i kommunerne - jf. følgende link:
http://www.kl.dk/Social-service/Borgere-med-komplekse-hjerneskader-skal-sikres-tilbudaf-hoj-kvalitet-id111949/#.UHbyT8VF7BY.mailto
S.E. Andreasen
centralt hold er specificeret krav vedrørende
det nødvendige neurofaglige niveau eller
størrelsen af det patientgrundlag, der er
nødvendigt for at opnå og opretholde ekspertise i genoptræning og rehabilitering af
også de yngre aldersgrupper.
Kommentarer til Forord og Indledning
Udspillet omhandler efter sin titel reha-
bilitering, men efter sit indhold også den
del af genoptræningen, der foregår efter
udskrivningen fra hospital.
Mens Sundhedsloven taler om almen og
specialiseret genoptræning, så taler udspillet her om rehabiliteringsindsatser på
kommunalt og specialiseret niveau. Der
skelnes ikke klart mellem genoptræning
og rehabilitering.
Citat fra indledningen: ”Kommunerne har de
sidste fem år haft det fulde ansvar for rehabilitering af borgere efter udskrivningen fra
sygehuset. Kommunerne kan i dag tilbyde
borgere med hjerneskade en helhedsorienteret rehabiliteringsindsats, hvor der er
fokus på at få borgerens hverdagsliv til at
fungere med bolig, job, familie og netværk”
Kommentar: Denne vurdering skaber det indtryk, at alle problemer er løst. Det står i kontrast
til de mange problemer, hjerneskadede borgere
oplever med:
- uklar adgang til det kommunale system med
dets mange forvaltninger, der ikke nødvendigvis arbejder sammen,
- mangelfulde genoptræningsplaner, hvor sygehusene ikke må meddele, hvilke former for
genoptræning/rehabilitering den enkelte har
brug for, og ud fra således forblommede udmeldinger:
- en kommunal visitering uden klart defineret
bagvedliggende neurofaglig kompetence, samt
- manglende retningslinier for ventetid, kvalitet
og intensitet af genoptrænig og rehabilitering.
Imidlertid fremgår det af indledningen, at
KL´s aktuelle udspil især er rettet mod den
gruppe, der har så komplekse hjerneskader,
at de efter sygehusopholdet har behov for
en specialiseret indsats.
Denne gruppe er af konsulentfirmaet Rambøll udregnet til at udgøre ca. 2.500 ud af de
19.000 borgere, der var indlagt i mere end
10 dage, ”hvilket kan ses som et udtryk for,
at deres hjerneskade er kompleks”.
Tallet forekommer ejendommeligt:
Sundhedsstyrelsen anvender i sin MTV ikke
”mere end 10 dage”, men ”mere end 13 dage”
som kriterium og kommer herved frem til,
at ca. 4.300 borgere opfylder dette kriterium.
De to tal er uforenelige; man skulle jo dog
forvente, at der var flere, der var indlagt i
”mere end 10 dage” end i ”mere end 13 dage”.
En mulig forklaring er, at mens SST regner i
forløb, dvs. ud fra kendskab til personnumre
som sammenkæder på hinanden følgende
indlæggelser (eks. neurokirurgisk, efterfulgt
af neurologisk afdeling), så kan dette ikke
være tilfældet efter den af Rambøll anvendte
metode, der synes baseret på enkeltstående
indlæggelser. Det mest relevante er naturligvis at regne med hele hospitalsforløb.
Det mest ærgerlige er dog, at aldersopdelingen ikke er oplyst. Som vist i vedhæftede
bilag, der baserer sig på Sundhedsstyrelsens
søgninger i Landspatientregisteret, vil der
pr. gennemsnitskommune (fraregnet de 5
kommuner med over 100.000 indbyggere)
tilkomme mindre end én borger pr. år med
kompleks hjerneskade i hver af de 3 yngste
aldersgrupper 0-14, 15-24 og 25-34 år og
mindre end 2 i aldersguppen 35-44 år. Dette
patientgrundlag er alt for spinkelt til, at den
enkelte kommune kan oparbejde og vedligeholde ekspertise, når det gælder komplekse
hjerneskader i de yngre aldersklasser.
Bemærkninger til side 5: ”Mål for udviklingen på det kommunale hjerneskadeområde”.
Her tales udelukkende om rehabilitering, så
hvordan med genoptræningen?
Det slås fast, at ”rehabilitering bør ydes tættest på borgerens nærmiljø, hvor borgeren
skal bruge færdighederne”.
Her mangler en skelnen mellem to grupper
med forskellige behov:
1) De overvejende ældre borgere med komplekse fysiske udfald, der har behov for
omfattende rehabilitering for at kúnne klare
sig i egen bolig, og
2) Borgere i uddannelses- eller arbejdsdygtig
alder, som måske, men ikke nødvendigvis
har omfattende fysiske udfald, men som
har behov for en højt kvalificeret tværfaglig
indsats med vægt på mentale færdigheder.
Især for sidstnævnte gruppe er det ingenlunde givet, at nærhedsprincippet bør veje
tungest.
De borgere, der sætter specialkunnen højere
end nærhed og har økonomisk mulighed
herfor, tyer i dag i stigende grad til selvbetaling, så udvikling af et A- og et B-hold er
i fuld gang.
Der omtales, at indsatserne tager afsæt i
LEON-princippet, uden at det forklares, hvad
dette går ud på.
Bemærkninger til afsnit 3, ”Udspillets ti
anbefalinger”.
Det anføres her i linie 5 på side 6, at ”der
findes meget lidt evidens på rehabiliteringsområdet”.
Det burde være en sandhed med modifikationer og er uforeneligt med det væld af oplysninger om evidens, der er oplistet i SST´s
MTV fra 2011, der nævnes i samme åndedrag.
Af MTVéns sammenfatning side 20 fremgår
følgende:
”MTV’en dokumenterer overordnet god evidens for en lang række interventioner rettet
mod fysisk dysfunktion. Der vises moderat
til god evidens for en del interventioner
på det psykologiske område. På det sociale
område er der god evidens for forskellige
pårørendeinterventioner og moderat til god
evidens for effekt af forskellige andre interventioner, bl.a. rettet mod arbejdsmarkedet.
Endvidere er der interventioner, hvor det er
veldokumenteret, at der ikke er effekt, ligesom der er interventioner, hvor evidensen er
svag, og yderligere forskning er nødvendig
for afklaring”.
Med hensyn til dokumentation for den
holistisk-neuropsykologiske indsats henvises i MTV’en ref. 53: Cicerone K et al. A
Randomized Controlled Trial of Holistic
Neuropsychologic Rehabilitation After Traumatic Brain Injury. Arch. Phys Med Rehabil
2008; 89: 2239-2249:
“The results show the effectiveness of comprehensive holistic Neuropsychologic Rehabilitation for improving community functioning and quality of life after TBI compared
with standard rehabilitation”.
Faktaboks på side 6: ”Sundhedsstyrelsens
forløbsprogram har følgende anbefalinger
til kommunerne”.
Her mangler en del af de anbefalinger, der
findes i ”Forløbsprogram for rehabilitering
af voksne hjerneskadede” side 20.
Forløbsprogrammet anbefaler:
”Rehabiliteringsindsatsen retter sig mod alle
påvirkede områder af funktionsevnen - i en
nærmere fastlagt rækkefølge og intensitet.
Alvorlige mentale funktionsnedsættelser er
HOVEDCIRKLEN
15
stærkt begrænsende faktorer for resultatet
af rehabiliteringsindsatsen og kan være
den væsentligste barriere for den samlede
funktionsevne på lang sigt.
Generelt gør følgende sig gældende:
Alle indsatser iværksættes uden unødig
forsinkelse, da forsinkelse mindsker chancerne for maksimering af funktionsevnen.
Indsatsen planlægges som et intensivt,
kontinuerligt forløb og fortsætter så længe,
der er positiv udvikling af funktioner og
færdigheder.
Indsatserne tilrettelægges, så de er repetitive samt opgave- og aktivitetsorienterede. Hjælpemidler, adaptive teknikker og
indlæring af kompensatoriske strategier
integreres i relevant omfang.
Der er evidens for, at der skal minimum 45
minutters daglig træning til hvert fokusområde for at opnå forbedring. Træning
herudover er gavnligt, såfremt den enkeltes
ressourcer tillader det”.
Specielt det med fed fremhævet forekommer
at være væsentlige undladelser.
Et særligt problem er, at kravet om mindst
45 minutters daglig træning pr. fokusområde som betingelse for effekt ifølge det
af Sundhedsstyrelsen oplyste ligger langt
fra gængs kommunal praksis. For at undgå
manglende resultater og ressourcespild på
grund af for lav intensitet i genoptræningen
må kravet om 45 minutters daglig træning
pr. fokusområde så vidt muligt sikres, evt.
delvis ved, at patienterne forsynes med selvtræningsprogrammer, og/eller via oprettelse
af patientskoler. De patienter, der har råd
til selv at betale, tilkøber i dag supplerende
træning i privatdrevne centre, så udviklingen
af et A- og et B-hold også af denne grund
er i fuld gang.
Bemærkninger til de enkelte anbefalinger:
Anbefaling 1: Alle kommuner skal sikre,
at borgerne har adgang til specialiseret
hjerneskaderehabilitering, enten i egne
tilbud, i tværkommunale tilbud eller ved
samarbejde med specialiserede tilbud.
Kommentar: Må hilses velkommen.
Anbefaling 2: Der skal skabes økonomisk
bæredygtighed for de mest specialiserede
tilbud.
KL anbefaler, at kommunerne aftaler modeller, som sikrer et bedre økonomisk sikkerhedsnet for de mest specialiserede tilbud,
end den traditionelle takstfinansiering giver.
KL anbefaler, at kommunerne identificerer
disse tilbud og laver de nødvendige aftaler.
Der er endvidere behov for, at indsatserne
på de specialiserede tilbud udvikles og bliver mere fleksible, så den specialiserede
indsats på bedst mulig vis integreres i de
kommunale tilbud. Det kan fx være i form
af satellitenheder fra de specialiserede enheder ude i kommunerne, eller via kontrakter om faglig understøttelse af den enkelte
kommunes indsats.
Kommentar: Hvis dette indebærer, at de specialiserede centre efterhånden ikke selv har patienter,
ophører deres ekspertise med at være reel, de
højt specialiserede tværfaglige miljøer brydes
ned og grobund for forskning, metodeudvikling
og uddannelse reduceres kraftigt.
Anbefaling 3: KL anbefaler en konsolidering blandt de specialiserede tilbud på
hjerneskadeområdet, som resulterer i få,
særligt stærke vidensmiljøer, som både kan
bistå kommunerne i rehabiliteringsarbejdet og understøtter den faglige udvikling
og forskning.
En afdækning, Rambøll har lavet for KL,
viser, at indholdet i de specialiserede tilbud
ikke altid er entydigt og gennemsigtigt. Der
er behov for at udvikle og konsolidere disse
tilbud med afsæt i standarder for tværfaglige
og monofaglige kompetencer i den specialiserede rehabiliteringsindsats, jf. anbefaling
5. Der er også behov for, at de to specialsygehuse på hjerneskadeområdet i højere
grad udvikles til særlige vidensmiljøer, som
understøtter, udvikler og kvalitetssikrer den
kommunale rehabilitering.
Kommentar: ”De to specialsygehuse”: Det fremgår ikke, om der her tænkes på de to afdelinger på
hhv. Hvidovre Hospital og Hammel Neurocenter,
der arbejder med subakut genoptræning af de
sværest ramte, eller om der tænkes på Center
for Hjerneskade og Vejlefjord Neurocenter, der
arbejder med hhv. ambulant og stationær genoptræning efter det subakutte forløb.
Anbefaling 4: Alle kommuner skal have
en organisering, som understøtter en koordineret rehabiliteringsindsats på tværs
af forvaltningsområder, fx via en hjerneskadekoordinator.
KL anbefaler, at alle kommuner sikrer en
stringent, koordineret og tværfaglig indsats,
fx i form af en koordinator eller koordinerende forum med klare kompetencer.
Hovedparten af kommunerne har i dag en
hjerneskadekoordinatorfunktion, der både
kan bestå af en hjerneskadekoordinator og/
eller et koordinerende team. De nuværende
erfaringer med en koordinatorfunktion i de
komplekse sager, hvor en borger kan have
kontakt til mange forskellige instanser, er
gode og bør udbredes til alle kommuner.
Kommentar: Yderst vigtigt med en koordineret
indsats. Erfaringerne set udefra er dog ikke entydigt gode, da der ikke er specificerede krav til
koordinatorfunktionens neurofaglige niveau og
visitationskraft.
Anbefaling 5: Der skal udvikles nationale
standarder for tværfaglige og monofaglige
kompetencer i den specialiserede rehabiliteringsindsats.
Der kræves en række tværfaglige og monofaglige kompetencer i indsatsen for borgere
med behov for en specialiseret hjerneskaderehabilitering. Pt. ligger det ikke fast, hvilke
indsatser, der kræver hvilke kompetencer.
KL anbefaler, at der udvikles klare nationale
retningslinjer, som sikrer et bedre afsæt for
at sikre kvaliteten i de specialiserede indsatser. KL vil invitere Sundhedsstyrelsen til et
samarbejde om at opstille en række faglige
standarder for tværfaglige og monofaglige
kompetencer. Udarbejdelsen af standarderne tager afsæt i det arbejde, som allerede
er igangsat i regi af Sundhedsstyrelsen og
KL med at udvikle kliniske retningslinjer.
Kommentar: Må hilses yderst velkommen.
HOVEDCIRKLEN
17
Anbefaling 6: Alle kommuner skal inden
for én uge have kontaktet borgeren og
givet borgeren en plan for genoptræningsforløbet.
KL anbefaler, jf. KL’s udspil om det nære
sundhedsvæsen, at alle skal have afklaret
deres fysiske genoptræningsforløb inden
for én uge. Borgeren skal her have vurderet
sit genoptræningsbehov, herunder hvornår
genoptræningsforløbet skal igangsættes,
samt en begrundelse herfor. KL anbefaler
ligeledes, at alle kommuner er i en tæt dialog
med hospitalerne for at sikre, at genoptræningsplanerne er fyldestgørende.
Kommentar: Må hilses velkomment, men hvorfor
er det kun det fysiske genoptræningsbehov, der
sættes en frist for? Specielt, da Sundhedsstyrelsen
som ovenfor beskrevet anfører, at ”Alvorlige
mentale funktionsnedsættelser er stærkt begrænsende faktorer for resultatet af rehabiliteringsindsatsen og kan være den væsentligste
barriere for den samlede funktionsevne på
lang sigt”.
Og hvordan med ventetider, før den egentlige
genoptræning/rehabilitering går i gang?
Anbefaling 7: Alle kommuner skal med
afsæt i Voksenudredningsmetoden sikre
ensartethed og sammenhæng mellem
udrednings- og rehabiliteringsindsatsen.
Voksenudredningsmetoden skal suppleres med hjerneskadespecifikke redskaber.
En væsentlig forudsætning for en god rehabilitering af borgere med hjerneskade er,
at kommunerne sikrer en god udredning
og stratificering af borgerne, så den enkelte
borger får et tilbud, der svarer til behovet.
Det skal ske med et fælles redskab mellem de
forskellige forvaltningsområder og eksterne
aktører samt med inddragelse af borgeren
og de pårørende. Her har en systematisk
sagsbehandlingsmetode en stor betydning.
KL’s afdækning af brugen af Voksenudredningsmetoden (VUM) på hjerneskadeområdet viser, at modellen er anvendelig som
sagsbehandlings- og stratificeringsværktøj.
VUM’en skal imidlertid suppleres med et
specifikt hjerneskadeværktøj, hvis den skal
kunne anvendes. KL anbefaler, at et sådant
værktøj udvikles i samarbejde mellem KL og
de centrale social- og sundhedsmyndigheder.
Ingen kommentarer.
ding på hjerneskadeområdet, at de må formodes
at have yderst vanskeligt ved at vedligeholde
nogen form for overblik.
Anbefaling 8: Alle kommuner skal have de
samme klare og tilgængelige visitationsretningslinjer for rehabilitering af personer
med erhvervet hjerneskade.
Flere kommuner er, som en del af arbejdet
med at implementere forløbsprogrammerne, i gang med at udarbejde visitationsretningslinjer for hjerneskadeområdet. Disse
visitationsretningslinjer skal bl.a. gøre det
synligt over for borgere med en hjerneskade,
hvilken indsats de kan forvente, herunder
hvilke specialiserede hjerneskadetilbud,
som den enkelte kommune samarbejder
med. Der er behov for, at der på baggrund af
disse retningslinjer bliver udarbejdet nogle
nationale visitationsretningslinjer, som alle
kommuner kan tage afsæt i.
Kommentar: God anbefaling. Det er vigtigt, at
visitationen i kommunen afspejler det kendskab,
som sygehuspersonalet har til patienten. Såfremt
kommunen ikke mener at kunne finansiere det
niveau af genoptræning, som sygehuset anbefaler,
må dette straks oplyses for patienten, så denne
og/eller de pårørende uden unødig forsinkelse
kan overveje en klagesag og straks kan komme
i gang med at undersøge mulighederne for alternativ finansiering, så tab af kostbar tid undgås.
Anbefaling 10: Alle kommuner skal dokumentere deres indsatser på hjerneskadeområdet.
En forudsætning for løbende kvalitetsudvikling på hjerneskadeområdet er, at alle
kommuner arbejder mere systematisk på
at dokumentere og evaluere de kommunale
indsatser. Der ligger fortsat et stort arbejde i
at styrke arbejdet med registreringer af test
og målinger, så det sikres, at rehabiliteringen
sker på en veltilrettelagt måde.
Som det også fremgår af KL’s udspil om
det nære sundhedsvæsen, er en væsentlig
brik heri også at etablere et øget samarbejde mellem kommuner, regioner, staten og
forskningsinstitutter. KL anbefaler derfor, at
kommunerne, hjerneskadecentrene, Sundhedsstyrelsen og forskningsinstitutterne
indgår aftaler om, hvordan dokumentation
og evidens på hjerneskadeområdet de kommende år bliver styrket.
Kommentar: Godt med kvalitetskontrol, men
vigtigt at få defineret, med hvilke parametre,
overfor hvem og med hvilke sanktionsmuligheder,
såfremt dokumentationen er manglefuld.
Anbefaling 9: KL anbefaler, at VISO og
ViHS’s nationale overblik og viden bruges
mere aktivt i udviklingen af hjerneskadeområdet.
VISO og ViHS’s nationale overblik over specialviden bør inddrages i KKR’s beslutninger
i forbindelse med aftaler om sikring af den
specialiserede viden (Ramme- og udviklingsaftalerne). Samtidig skal kommunerne
også, på baggrund af den viden, de får via
arbejdet med rammeaftalerne, kunne komme med forslag til VISO om specialiserede
kompetencer på hjerneskadeområdet, der
bør opdateres, videreudvikles eller udbredes
(almengøres).
Kommentar: ViHS har efter nedlæggelsen af Videnscenter for Hjerneskade så begrænset beman-
Sluttelig skal opmærksomheden henledes på
forskellen mellem begreberne ”mental” og
”kognitiv”. I KLs anbefalingspapir side 13
punkt 4.2 anføres: ”Et vigtigt indsatsområde
er, at genoptræningsplanen indeholder en
kognitiv vurdering.”
Heroverfor står, at Sundhedsstyrelsen taler
om betydningen af ”Alvorlige mentale funktionsnedsættelser” for rehabiliteringsforløbet.
Det vil sige, at ikke alene kognitive (forstandsmæssige) men også emotionelle og adfærdsmæssige funktionsnedsættelser må tages i
betragtning som stærkt medbestemmende
for de hjerneskadedes muligheder for at genindtræde i uddannelses/arbejdsmæssige og
sociale relationer.
■
HOVEDCIRKLEN
19
Strukturreformen
2006: Handicapkonventionen vedtages i FN.
1. januar 2007: Strukturreformen træder i kraft.
Maj 2009: Handicapkonventionen ratificeres
i Folketinget
23. august 2009: Handicapkonventionen træder
i kraft i Danmark
Af Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, DH
Da strukturreformen den 1. januar 2007
trådte i kraft betød det, at mange ansvarsområder vedrørende personer med handicap
blev flyttet fra de nedlagte amter og ud til de
nye store kommuner. Netop nu er man i gang
med en evaluering af strukturreformen, der
skal vurdere den konkrete udmøntning set
i forhold til reformens politiske formål. Det
er vanskeligt at evaluere strukturreformen
alene. Det er nødvendigt også at tage højde
for andre elementer, der nødvendigvis har
påvirket implementeringen af strukturreformen på godt og ondt. Det er f.eks. den
finansielle krise og politiske beslutninger
i peroden som f.eks. overførslen af den vederlagsfri fysioterapi til det kommunale
myndighedsansvar og vedtagelsen af Barnets Reform. Alle forhold, der har påvirket
effekten og oplevelsen af strukturreformen.
Samtidig skal man huske på, at fortiden
med amterne ikke nødvendigvis altid var
problemfri og på vej i den rette retning.
Man kan vælge mange forskellige målestokke, når man skal evaluere strukturreformen,
og man kan have mange forskellige politiske eller personlige ambitioner i forhold til
resultaterne af evalueringen:
Den 23. august 2009 trådte Handicapkonventionen i kraft i Danmark, da Folketinget
tidligere på året, i maj 2009, ratificerede
konventionen og derved besluttede, at dansk
handicappolitik skal udvikles efter intentionerne og rettighederne i Handicapkonventionen. For mig, som formand for DH
og ekspertmedlem af den komité, der skal
20
HOVEDCIRKLEN
holde øje med Handicapkonventionens
implementering i de knap 120 lande, der i
dag har ratificeret Handicapkonventionen,
er det helt naturligt at se på udviklingen i
den danske handicappolitik siden strukturreformen trådte i kraft, i lyset af netop
Handicapkonventionen.
Derfor vil jeg i det følgende forsøge at tegne
et billede af, hvordan handicappolitikken har
udviklet sig siden strukturreformen trådte i
kraft i begyndelsen af 2007. Og her vil man
tydeligt kunne se, at udviklingen bestemt
ikke er forløbet i overensstemmelse med
hverken de politiske ambitioner eller Handicapkonventionens bestemmelser.
Med vedtagelsen af Handicapkonventionen
i 2006 i FN vedtog det internationale samfund samtidig at skifte fra den såkaldte
medicinske model, hvor der var meget fokus
på den konkrete funktionsnedsættelse, til i
stedet at tage udgangspunkt i den såkaldte
sociale model, hvor det ikke er den enkeltes
funktionsnedsættelse, der er i fokus, men
derimod de samfundsskabte barrierer, der
begrænser en person med en funktionsnedsættelse i at kunne deltage i samfundslivet på lige vilkår. Det betyder, at det er
udfordringerne i forhold til at nedbryde de
samfundsskabte fysiske, kommunikative
og holdningsmæssige barrierer, der nu er i
centrum for handicappolitikken – suppleret
med retten til at få rimelig tilpasning, hvis
barriererne ikke kan nedbrydes.
I takt med at de samfundsskabte barrierer
nedbrydes, bliver personens handicap reduceret. Det betyder, at et handicap som
begreb ikke er længere noget, der er knyttet til det enkelte menneske, men derimod
skal ses som et udtryk for samfundets begrænsninger.
Det nye handicapbegreb udfordrer vores
hidtidige opfattelse af, hvem der tilhører
gruppen af personer med handicap. Det
er klart, at alle personer med en langvarig
funktionsnedsættelse, som oplever samfundsskabte begrænsninger, er en del af
målgruppen for fremtidens handicappolitik.
I henhold til Konventionen og definitionen er
også personer med sindslidelse og pårørende
til personer med handicap nu en del af målgruppen. Det gælder også personer med en
funktionsnedsættelse, der ikke nødvendigvis
giver adgang til støtte efter dansk lovgivning,
som den er udformet i for eksempel lov om
social service og lov om kompensation til
handicappede i erhverv. Der gælder ingen
aldersgrupperinger – målgruppen er alene
karakteriseret ved at opleve samfundsmæssige begrænsninger, når det gælder deltagelse i samfundslivet.
Handicapkonventionen ændrer derfor på
den måde, der skal føres handicappolitik
på – både globalt, nationalt, lokalt og på
tværs af alle sektorer i samfundet. Der skal
fokus på afskaffelse af de samfundsskabte
barrierer, og det skal gavne alle inden for
målgruppen. Det betyder f.eks., at der skal
fokus på sikring af tilgængelighed og oplysning til både den generelle befolkning og
specifikt til personer med handicap. Desuden skal det sikres, at der er adgang til den
kompenserende støtte, der er nødvendig,
hvis ikke den enkelte kan klare sig selv, det
være sig med dækning af handicapbetingede
merudgifter til medicin, personlig assistance
i hjem og på uddannelse og arbejde, eller
med tegnsprogstolkning til nedbrydningen
af de sproglige barrierer mellem personer
med et hørehandicap og den hørende del
af befolkningen.
Grundlæggende bør vi altid kunne sige,
at vores handicappolitik bevæger sig i
en retning, hvor den enkeltes muligheder for deltagelse i samfundslivet forbedres gennem øget personlig autonomi
og reduktion af afhængighed af hjælp
fra andre.
Hvis vi ser på udviklingen i kommunerne,
regionerne og på nationalt plan siden 2007,
kan vi næppe konkludere, at der er truffet
mange strategiske beslutninger, der baserer
sig på ovenstående principper og visioner.
Der er mange kommuner, der har en handicappolitik, som på mange måder retorisk tager udgangspunkt i Handicapkonventionen.
Men i realiteten har man ikke været i stand
til at ændre på den kommunale politik. Kun
på et område, nemlig fysisk tilgængelighed,
har man på kommunalt plan gjort fremskridt i forbindelse med omlægning af de
nære byområder.
Handicapkonventionen gælder også for
kommunerne, det hersker, der ingen tvivl
om, og det skal tages alvorligt inden for
set i relation til Handicapkonventionens intentioner
alle sektorer i den kommunale verden. Det
fremgår bl.a. af artikel 4, 1 (d), at man skal:
”… tage hensyn til beskyttelse og fremme af
menneskerettigheder for personer med handicap
i alle politikker og ordninger…”.
Det betyder, at kommunerne har pligt til at
forholde sig til og sikre en udvikling inden
for alle rettigheder i Handicapkonventionen.
Men indtil videre har det været holdningen blandt kommunerne og Kommunernes
Landsforening (KL), at Handicapkonventionen først er noget, der skal tages alvorligt,
når Folketinget bevilger flere penge. Sådan
hænger tingene ikke sammen. Alle er forpligtet til at efterleve handicapkonventionen
og tage de nødvendige initiativer til at sikre
afskaffelsen af de samfundsskabte barrierer.
Her kunne kommunerne have taget fat i
de mange gratis løsninger, der findes, gennem for eksempel strategisk satsning på
tilgængelighed i forbindelse med renoveringer og ombygninger, indkøb og etablering
af elektronisk kommunikation mellem de
administrative myndigheder og borgerne.
Det ville ikke blot have været gratis, men
sandsynligvis også have sparet penge på
den lange bane, fordi det altid er billigere,
hvis borgerne selv kan klare sig uden at
skulle have hjælp.
Der er grundlæggende rettigheder, som fx
retten til deltagelse i det politiske liv og at
kunne afgive sin stemme ved et valg, som
kommunerne sagtens kunne tage mere alvorligt, end de hidtil har gjort. For det første
skal kommunerne sikre, at de mest sårbare
borgere også gives mulighed for at deltage i
den demokratiske proces. De skal bl.a. lære
om samfundsforhold, hvad det betyder at
kunne stemme og få politisk indflydelse –
også, når det gælder specialundervisningen.
For det andet skal kommunerne gennem
specialundervisning for voksne m.v. sikre,
at det er muligt at deltage på egne præmisser i den politiske proces. For det tredje skal
kommunerne sørge for, at der ikke er nogen,
der mister deres stemmeret på baggrund
af handicap. Kommunerne skal sikre, at
ingen fratages deres personlige myndighed,
fordi det betyder, at de med udgangspunkt
i grundlovens bestemmelser også vil miste deres stemmeret. Derfor skal man kun
træffe beslutninger om delvist værgemål,
hvis en person med et betydeligt handicap har behov for støtte i dagligdagen til at
træffe beslutninger. For det fremgår klart
af Handicapkonventionens artikel 29, stk.
1 (a), at det skal sikres: ”… at personer med
handicap effektivt og fuldt ud, direkte eller gennem frit valgte repræsentanter på lige fod med
andre kan deltage i det politiske og offentlige
liv, herunder at personer med handicap har ret
til og mulighed for at afgive deres stemme og
modtage valg,…”.
Siden strukturreformen, og endda før denne,
har kommunerne fremhævet nærhedsprincippet som det centrale for borgerne, når
kommunerne skal tilrettelægge den del af
velfærdssamfundet, som de har ansvaret
for. I princippet burde det store fokus på
nærhed give gode muligheder for at leve op
til handicapkonventionens artikel 19, stk. 1,
hvor det fremgår: ”Deltagerstaterne anerkender,
at alle personer med handicap har lige ret til at
leve i samfundet med samme valgmuligheder
som andre, og skal træffe effektive og passende
foranstaltninger til at gøre det lettere for personer
med handicap fuldt ud at nyde denne rettighed
samt fuldt ud at blive inkluderet og deltage i
samfundet…”.
Jeg tror ikke, at ret mange af de 330.000 medlemmer i de 32 medlemsorganisationer i DH
kan skrive under på, at det lokale velfærdssamfund er blevet lettere at gebærde sig i.
De vil heller ikke kunne genkende, at retten
til at have de samme valgmuligheder, som
andre. er blevet forbedret. Og kigger man på
mulighederne for den lille gruppe af personer med handicap, der har behov for en bolig
med en særlig kvalificeret støtte, så skal
man stadig se langt efter valgfrihed mellem
botilbud, og botilbud, der giver mulighed for
øget inklusion gennem møder med borgere
uden handicap på gågaden, i biografen eller
på det lokale fodboldstadion. I stedet bygges
der flere og flere institutioner, hvor flere og
flere personer med et betydeligt handicap,
ofte over 50 personer, skal bo sammen uden
mulighed for at kunne komme ud blandt
andre. En udokumenteret forventning til, at
stort er godt og økonomisk effektivt driver
byggeriet af institutioner frem igen, til trods
for, at institutionsbegrebet blev ophævet i
1998 og gjort politisk uønsket i 1982. Samtidig er institutionerne i sig selv med til at
underminere personer med handicaps ret til
at kunne leve inkluderet i lokalsamfundet.
Det er et helt centralt budskab i Handicapkonventionen, at handicappolitikken skal
besluttes i tæt dialog med repræsentanter
for personer med handicap. I artikel 4, 3,
fremgår det: ”Ved udvikling og gennemførelse
af lovgivning og politikker … skal deltagerstaterne indgående rådføre sig med og aktivt involvere personer med handicap, herunder børn
med handicap, gennem de organisationer, som
repræsenterer dem.”
Det har ført til, at lovgivningen med strukturreformen blev ændret, så der i dag er
etableret et kommunalt handicapråd i hver
kommune, hvor der skal være en dialog
mellem repræsentanter for personer med
handicap, kommunalpolitikere og evt. ansatte i kommunerne. Denne lovgivning er
unik i sin idé og intention.
Handicaprådene fungerer bedre i nogle kommuner end andre. Der er kommunalpolitikere og ansatte, der ikke prioriterer dialogen
højt nok, og der er kommuner, hvor det er
vanskeligt at rekruttere repræsentanter fra
handicaporganisationerne, der har mod på
og ressourcer til at ”bide skeer” med kommunalpolitikere og embedsmænd for at få
en konstruktiv dialog. Der er også kommuner, hvor betjeningen af handicaprådet er
mangelfuld. De steder, hvor dialogen kører
godt og betjeningen er god, er der ingen tvivl
om, at kvaliteten i de politiske beslutninger
er højere, end de steder, hvor dialogen ikke
har den samme gnist. I sidste ende handler
det om at give kommunalbestyrelsen og den
kommunale administration de bedste forudsætninger for at vide, hvordan vilkårene
i kommunen er og opleves af personer med
handicap. For har man den rette viden, kan
man træffe de rigtige beslutninger.
Jeg har ikke haft mulighed for at komme
omkring alle områder, hvor repræsentanter for handicaporganisationerne mener,
at strukturreformen i sin intention og sine
løfter har svigtet personer med handicap,
men jeg håber, at gennemgangen har givet et
indtryk af strukturreformens udfordringer,
handicapkonventionens indhold og dens
muligheder for at kunne anvendes som redskab til evaluering af den konkrete politiske
udvikling i den kommunale verden.
■
HOVEDCIRKLEN
21
Millioner
ud ad vinduet?
Kommunernes indsats – ifølge
Medicinsk Teknologivurdering
– sammenholdt med, hvad der
anbefales i ”Forløbsprogram for
rehabilitering af voksne med
erhvervet hjerneskade”.
Det er naturligvis vigtigt for
hjerneskaderamte og deres
pårørende at vide, hvad landets
højeste sundhedsmyndigheder
mener om, hvordan en rehabilitering bør forløbe, specielt hvor
intensiv den bør være for at
give resultater.
Af Aase Engberg, dr.med, speciallæge i neurologi og formand for
Hjerneskadeforeningens ekspertpanel
Af forløbsprogrammet
side 20 fremgår følgende:
Planlægning, timing og intensitet
Planlægning af et rehabiliteringsforløb beror på en interdisciplinær, systematisk og
individuel udredning af personens samlede
funktionsevne på alle relevante områder. I
den forbindelse er det vigtigt at inddrage
betydende sygdomme og funktionsnedsættelser, som personen havde forud for den aktuelle sygdom/traume, samt de pårørendes
ressourcer. Udredningen er grundlaget for de
fælles beslutninger om, hvordan rehabiliteringsindsatsen skal tilrettelægges i forhold
til både indhold, timing og intensitet. Der
bør anvendes validerede fagligt anerkendte
undersøgelsesmetoder i det omfang, de er
tilgængelige.
Rehabiliteringsindsatsen retter sig mod alle
påvirkede områder af funktionsevnen - i en
nærmere fastlagt rækkefølge og intensitet.
Alvorlige mentale funktionsnedsættelser er
stærkt begrænsende faktorer for resultatet
af rehabiliteringsindsatsen og kan være den
væsentligste barriere for den samlede funktionsevne på lang sigt.
Generelt gør følgende sig gældende:
Der bør foreligge en skriftlig plan for rehabiliteringsindsatsen, som revurderes og
justeres efter behov. Planen udarbejdes på
baggrund af målene for rehabiliteringen og
fungerer som et fælles arbejdsredskab for
fagpersoner, for personen og de pårørende.
Rehabiliteringsindsatsen planlægges og
integreres systematisk i alle daglige gøremål og omfatter alle vågne timer. Alle indsatser tilrettelægges med opmærksomhed
på personens ønsker, behov, motivation og
kapacitet.
Alle indsatser iværksættes uden unødig
forsinkelse, da forsinkelse mindsker chancerne for maksimering af funktionsevnen.
Indsatsen planlægges som et intensivt,
kontinuerligt forløb og fortsætter så længe,
der er positiv udvikling af funktioner og
færdigheder.
Indsatserne tilrettelægges, så de er repetitive
samt opgave- og aktivitetsorienterede. Hjælpemidler, adaptive teknikker og indlæring
af kompensatoriske strategier integreres i
relevant omfang.
Der er evidens for, at der skal minimum 45
minutters daglig træning til hvert fokusområde for at opnå forbedring. Træning
herudover er gavnligt, såfremt den enkeltes
ressourcer tillader det.
Verbal og nonverbal guidning anvendes systematisk i mange specifikke indsatser, dog
ikke overfor personer som er konfuse. Her
er det derimod vigtigt at skærme i forhold
til eksterne stimuli. I planlægningen af rehabiliteringsindsatsen inddrages personlig
og omgivelsesmæssige faktorer”.
Hvorledes er praksis i kommunerne?
Af Medicinsk teknologivurdering side 88 fremgår:
”Dosis af specifik fysio- og ergoterapi er traditions- og ikke evidens-bestemt. I sygehusrehabilitering gives oftest en session (45 minutter) af hver
faggruppe pa hverdage og ingen i weekenden. Det
svarer til, at patienten modtager specifik terapi i
6 % af den vågne tid. I kommunal rehabilitering
efter sygehusfasen er denne tid mindre med terapisessioner to til tre gange ugentligt svarende
til 3 % af den vågne tid. Der er imidlertid god
evidens for, at øget terapi særligt i de første seks
til ni måneder efter apopleksi og anden erhvervet
hjerneskade kan bedre prognosen, både hvad
angår ganghastighed, ADL og IADL, tre systematiske reviews og et RCT (69, 114-116). Den
optimale dosis er ikke fastlagt og er formentlig
individuel”.
Hvordan stemmer den
kommunale praksis så med
Sundhedsstyrelsens anbefalinger?
Det er ikke svært at se, at den kommunale
indsats, som den her er beskrevet, på ingen
måde lever op til kravene om evidens. Det
ser unægtelig ud, som om kommunernes
indsats er så lavintensiv, at der ikke er evidens for virkning overhovedet.
Vil det sige, at der hældes millioner af kroner ud ad vinduet i form af udgifter til reelt
virkningsløs træning?
I hvert fald giver det anledning til, at patienter med hjerneskade i rehabiliteringsfasen - hvis de orker det - må tilstræbe at
få genoptræning mindst 45 minutter daglig
pr. fokusområde, hvadenten det nu drejer
sig om tale, gang eller andre praktiske færdigheder.
For undertegnede ser det ud til, at der er så
langt fra kommunernes tilbud til den intensitet, der kræves for at opnå fremgang, at det
kommunale tilbud må suppleres med egentræning eller tilkøbt træning andetsteds.
Hvis det ikke sker - hvad så med patienternes manglende fremskridt og dermed øgede
hjælpebehov – og hvad med de millioner, der
spildes i kommunerne på alt for lavintensiv
træning?
■
HOVEDCIRKLEN
23
Et synspunkt:
Frivillige skal bevare den civile ulydighed
Jo mere vi lægger bånd på frivilligheden med
krav om professionalisering og kvalitet, jo
mere trækker vi energien ud af den. Det er
et paradoks, som staten i dag står overfor,
mener lektor og ph.d. Anders La Cour, der
forsker i frivilligt socialt arbejde og socialpolitik på CBS. Senest har socialminister
Karen Hækkerup (S) løftet sløret for dele af
en ny stor socialreform, der blandt andet vil
inddrage flere frivillige i offentlige opgaver.
Området skal professionaliseres, og de skal
ikke længere ses som blot et supplement
til de kommunalt ansatte. Anders La Cour
retter hård kritik mod statens opfattelse:
”Frivillighedspolitikken har viklet sig ind
i en række alvorlige selvmodsigelser. En
ny og bedre politik er mere realistisk, tør
se selvmodsigelserne i øjnene og gøre op
med nogle af sine mange kæpheste.”
■
Dr. Madsens testamente
Hjernebog. Snurrig, original, lødig, fascinerende. Man kan hæfte mange tillægsord på Peter Lund
Madsens ambitiøse og romanagtige storværk om menneskets forunderlige hjerne og om den mystiske dr. Zukaroff. Men først og fremmest bliver man klogere.
Hvem: Peter Lund Madsen. Hvad: »Dr. Zukaroffs testamente - en bog om menneskehjernen«.
Af Lars Henrik Aagaard
Da Peter Lund Madsen var ung lægestuderende, blev han under en sen studentervagt
på Rigshospitalet vidne til en pudsig episode.
Sammen med lægen på den neuromedi-
cinske afdeling blev han kaldt ned til en
patient, der var faldet ud af sin seng.
HOVEDCIRKLEN
25
Da de nåede frem, var der tumult på patientstuen.
Patienten, en ældre mand, var på det nærmeste kommet i slagsmål med to portører
og en sygehjælper. Han ville ikke kendes ved
sit venstre ben og forsøgte derfor ihærdigt
at kyle det ud af sengen. For som manden
ræsonnerede: Når benet nu ikke var hans,
så skulle det heller ikke ligge i hans seng.
Patienten havde haft en blodprop i højre
side af hjernen og havde derved, uheldigvis,
udviklet et symptom ved navn neglect. Det
indebar, at han havde mistet interessen for
alt, hvad der foregik i venstre synsfelt og
dermed også erkendelsen af, at hans venstre
ben var hans eget.
Den sælsomme historie står at læse i hjerneforskeren, foredragsholderen og scenekunstneren Peter Lund Madsens moppedreng om menneskehjernen »Dr. Zukaroffs
testamente«. Og historien fortælles for at
anskueliggøre, at vores verden skabes i vores hjerner. Hvilket har nogle foruroligende
konsekvenser, som vi vender tilbage til.
Det er et værk, der er lige så snurrigt som
Hjerne-Madsen selv: Hverken roman eller
selvbiografi, hverken dagbog eller populærvidenskab, men en herlig blanding af
det hele - dog mest det sidste. Men først
og fremmest er bogen ambitiøs - et forsøg
på med fiktive fortællegreb at beskrive den
overlegne menneskehjerne i alle dens forunderlige facetter.
Og man må sige, at Madsen lykkes med
forehavendet et langt stykke hen ad vejen.
Mødet med en dansk-tysk-russisk forsker
Bogens indledning er genial. Tiden er skruet
tilbage til 9. oktober 2006. Madsen er frustreret.
Han vil skrive en bog om hjernen, men alle
forsøg ender i en blindgyde, fordi det enten
bliver for uoriginalt eller for nørdet. Under
et besøg inde i København passer en ældre
herre ham imidlertid op. Han hedder Alexander Zukaroff, og han har et tilbud. Han
vil hjælpe Madsen med at skrive sin bog.
Madsen ender med at tage imod tilbuddet
fra den veltalende, gammeldags udseende,
men også irriterende insisterende herre.
Hvilket fører ham på en både geografisk og
mental rejse ind i menneskesindets krinkelkroge.
Det viser sig nemlig, at Dr. Zukaroff er martret af en række sindsoprivende oplevelser,
der hver for sig afspejler aspekter af menneskets sind. På den måde kommer den
hemmelighedsfulde dansk-tysk-russiske
forsker, der bl. a. har arbejdet med bakte-
riologisk krigsførelse i DDR, til at fungere
som effektiv motor i fortællingen.
Den fiktive rammehistorie giver også forfatteren øget frihed. Bl. a. kan han foretage
konklusioner, som der strengt taget ikke er
videnskabelig dokumentation for, men som
man intuitivt fornemmer er rigtige, f. eks. at
i ørredens, slangens og frøens indre hersker
der kun tomhed og mørke.
Der er et enormt schwung over fortællingen,
der begynder med livets og dyrenes udviklingshistorie og dermed hjernens evolution
- fra hjernens enkle basismodel i fladormen
over vores fjerne forfædre, fiskenes, væsentligt mere komplekse struktur og frem til
vores mentalt overlegne art Homo sapiens’
opståen for ca. 100.000 år siden.
Går op i en højere enhed
Undervejs får Madsen fortalt neurologiens
historie, der indeholder en perlerække af
fabelagtige opdagelser, og han dissekerer
hjernen fra A til Z, komplet med hele det
videnskabelige fodnoteapparat i orden.
Den videnskabelige del af bogen er krydret med en lang række fine og illustrative
tegninger af Ingeborg Nielsen, mens den
åndelige rejse med dr. Zukaroff har selskab
af forfatterens egne stemningsfulde og hverdagsagtige sort-hvide fotografier.
Det lyder formentlig lettere mystifistisk,
men næsten alt går op i en højere enhed i
dette originale og forholdsvis lettilgængelige
værk, der næppe har sin lige i litteraturhistorien.
End ikke nordmanden Josteins Gaarders
filosofihistoriske roman »Sofies verden« er
helt så dristigt gennemført på sit fagområde,
som »Dr. Zukaroffs testamente« er her på
hjernens banehalvdel.
Et af de mest interessante afsnit handler
som sagt om vores virkelighedsopfattelse.
Hverken mennesker eller noget andet dyr
ved reelt, hvad virkeligheden er for en størrelse.
For mellem os og virkeligheden eksisterer et
filter, der består af vores forføreriske sanser
og bag dem vores lige så forføreriske hjerne.
Som Madsen skriver: »Alt vi oplever, farver,
smagsindtryk, lugte og lyde, udspringer fra
vores hjerner. Den verden, vi oplever i vores
bevidsthed, skabes af vores hjerner, og den
eksisterer kun der.«.
Dannelsesrejse
Forfatteren er ikke i tvivl om, at enkelte
intelligente dyrearter - spækhuggere, chimpanser, elefanter og selv ravne - har en form
for selvbevidsthed.
De kan således bestå spejltesten - erkende,
at det er dem selv, de ser i et spejl.
Men det er kun i den menneskelige hjerne,
at selverkendelsen er opstået, altså evnen
til at vide, at vi ved, at vi er her, og at der er
andre, der tænker på samme måde. Parallelt kommer sproget og dermed evnen til at
videregive information til vores efterkommere. Vi erfarer, organiserer os, udvikler os.
Madsens værk er formet som en dannelsesrejse ind i hjernens og bevidsthedens dybeste grotter. På samme måde er bogens tone
dannet, nærmest lødig. Det er en gentleman,
der taler her. Tilmed en let ( selv)højtidelig
af slagsen. Der tales næsten ikke om sex og
parringsdrifter, hvilket man, afhængig af
smag, kan vælge at opfatte som en befrielse
eller en mangel.
Skal man komme med et par enkelte indvendinger, kan man hævde, at forfatteren sammen med sit alter ego, dr. Zukaroff, til tider
bevæger sig vel langt bort fra sit fagområde.
En vis sentimentalitet indfinder sig også mod
bogens slutning, hvor symbolikken bliver en
smule tykkere, end godt er.
Men man bærer gerne over med Madsen,
for der er strøet så megen fortælleglæde og
indsigt og så mange aha-godbidder ud over
siderne, at man konstant får næring til at
fortsætte læsningen - også for at finde ud
af, hvad han egentlig har gang i, den dunkle
dr. Zukaroff.
Fakta: Blå bog
Peter Lund Madsen er født i 1960.
Uddannet læge og hjerneforsker.
Forfatter til adskillige forskningsartikler i internationale tidsskrifter.
Foredragsholder, TVvært og scenekunstner.
Er i øjeblikket ved at uddanne sig
til psykiater.
Denne artikel med omtale af Peter Lund Madsen’s
nye Hjernebog blev bragt i Berlingske, søndag
■
d. 14. oktober 2012.
HOVEDCIRKLEN
27
Forskningsprojekt
om åreforkalkning
Hjerneskadefonden støtter
et projekt om forekomsten af
slagtilfælde i Danmark gennem
25 år og kroniske sygdommes
betydning for udfaldet.
Af Morten Schmidt, Læge og ph.d.studerende
Klinisk Epidemiologisk Afdeling,
Aarhus Universitetshospital
Åreforkalkningssygdom er den hyppigste
dødsårsag i Danmark. Slagtilfælde er blandt
de hyppigste åreforkalknings-sygdomme or
dermed også blandt de hyppigste dødsårsager i Danmark.
Der sker i disse år en ændring i befolkningens alderssammensætning med en
stigende andel af ældre. Både risikoen for
åreforkalkningssygdom samt mange andre
sygdomme stiger med alderen. Blandt patienter med åreforkalkningssygdom er der
således en stor andel, der samtidig har én
eller flere andre kroniske sygdomme − såkaldt ”komorbiditet”. Graden af komorbiditet
er speciel høj for patienter med åreforkalkningssygdomme, fordi disse sygdomme har
risikofaktorer til fælles med mange andre
kroniske lidelser.
For at forstå sygdomsforløbet af slagtilfælde,
videreudvikle forskningen inden for området, og ikke mindst for at kunne rådgive og
behandle patienterne bedst muligt er det
afgørende at have præcis viden om, hvilke
faktorer der påvirker risikoen og udfaldet af
et slagtilfælde. Vi ønsker derfor at undersøge
udviklingen og overlevelsen af slagtilfælde i
Danmark gennem de sidste 25 år og komorbiditets betydning for udfaldet. Vi vil undersøge dette for alle typer af slagtilfælde, dvs.
både for slagtilfælde der skyldes en blodprop
i hjernen (iskæmisk slagtilfælde) eller en
hjerneblødning (hæmoragisk slagtilfælde
eller subaraknoidalblødning).
Alt i alt vil projektet inkludere ca. 200.000
danskere, der i perioden 1984-2008 har er
blevet indlagt med et førstegangs slagtilfælde. Vi har tidligere undersøgt dette for akut
hjerteanfald og metoden er derfor veludviklet. Undersøgelserne vil bygge på data fra
bl.a. Landspatientregistret, receptdatabaser,
og CPR-registret. Muligheden for at sammenkøre disse registre via CPR-nummeret er
unik for Danmark, og der er på nuværende
tidspunkt ikke andre internationale studier,
der vil kunne belyse denne problemstilling
i samme størrelsesorden og med samme
troværdighed. Hyppigheden er slagtilfælde
gør at resultaterne fra dette projekt vil have
stor folkesundhedsmæssig og samfundsøkonomisk betydning.
Projektet vil blive gennemført i et samarbejde mellem Klinisk Epidemiologisk Afdeling og Hjertemedicinsk Afdeling på Aarhus
Universitetshospital. Yderligere vil en del af
projektet blive udført på Ohio State University i USA hvor undertegnede i 2012 gennemfører et 6 måneders forskningsophold.
Forskningsgruppen inkluderer desuden
eksperter inden for de relevante områder:
professor i klinisk registerforskning, dr.med.,
ph.d., Henrik Toft Sørensen; professor i hjertekarsygdomme, dr.med., ph.d., Hans Erik
Bøtker; og lektor i biostatisk Jacob Bonde
Jacobsen.
Vi takker mange gange for støtten fra Hjerneskadefonden.
■
HOVEDCIRKLEN
29
HovedHuset
- et arbejdsfællesskab for mennesker med følger efter en erhvervet hjerneskade
Er du efter din hjerneskade blevet usikker på dine kompetencer og ressourcer? Eller savner du at
være en del af et arbejdsfællesskab? Så er HovedHuset måske noget for dig? HovedHusets filosofi
er, at alle kan noget, og alle er gode til noget!
Hvad er HovedHuset?
HovedHuset er et specialiseret tilbud til dig, der har en erhvervet hjerneskade, er i alderen
18- 65 år og enten lige har afsluttet genoptræning eller har levet med en hjerneskade i
mange år.
HovedHuset fungerer som en rummelig arbejdsplads, hvor du sammen med andre hjerneskadede og husets medarbejdere varetager de opgaver, der er forbundet med at drive
huset. Gennem forskellige arbejdsopgaver pejler du dig ind på, hvad du er god til og måske
mindre god til. Du bliver tilknyttet en kontaktperson med neurofaglig viden, som støtter
og coacher dig i personlig og faglig udvikling. Dit forløb i HovedHuset er individuelt og
skræddersyet i forhold til dine ressourcer, barrierer og din livssituation.
Mere information
Ønsker du at vide mere om HovedHuset, kan du læse mere på www.hovedhuset.dk. Du
er også velkommen til at ringe og få en snak med en medarbejder på tlf.nr.: 88 27 17 47
eller skrive en e-mail til info@hovedhuset.dk.
Adresse: Den Selvejende Institution HovedHuset, Wittenberggade, 45, 4. sal, 2300 København S
Clubhouse-modellen
HovedHuset arbejder efter Clubhouse-modellen, der bygger på ligeværd, medindflydelse og motivation samt styrker og ressourcer. Det centrale i Clubhouse-metoden
er troen på, at arbejde og det at være en del af et arbejdsmiljø, er udviklende og
reintegrerende. Derfor er arbejdsopgaver omdrejningspunktet i HovedHuset.
HovedHuset danner model for 5 lignende huse, de såkaldte ”Arbejdsrehabiliteringsklubber” (ARK), i henholdsvis Ålborg, Hjørring, Odense, Slagelse og Lolland
kommuner. De fem huse er finansieret af Socialministeriets SATS-puljemidler.
HovedHusets tilbud
• HovedHuset tilbyder afklarende og
arbejdsrettede forløb til dig, der er
på sygedagpenge, kontanthjælp, ledighedsydelse (fleksjobgodkendt) og
revalideringsydelse samt dig uden
noget forsørgelsesgrundlag.
• Er du førtidspensionist eller efterlønner, tilbyder HovedHuset et dagtilbud
med fokus på dine ressourcer og din
udvikling.
Det er din egen hjemkommune, der skal
bevillige et forløb i HovedHuset. Kontakt
HovedHuset for mere information.
Fakta om HovedHuset
HovedHuset blev stiftet som et udviklingsprojekt af Hjerneskadeforeningen
i 2006 og blev i november 2011 en selvejende institution. I maj måned i år flyttede HovedHuset fra Frederiksberg til
Amager i nyistandsatte lokaler tæt på
offentlig transport.
HOVEDCIRKLEN
31
Hjerneskadeforeningens Landskontor er flyttet i nye lokaler
Landskontoret har nu fået bopæl i Handicaporganisationernes Hus og er i den forbindelse
flyttet under samme tag med
hovedparten af DH’s øvrige
medlemsorganisationer.
Af Svend-Erik Andreasen
Onsdag den 12.12.12 kl. 12 blev der holdt åbningsreception i verdens mest tilgængelige
kontorhus – Handicaporganisationernes Hus
på Blekinge Boulevard nr.2 i Høje-Taastrup.
Den formelle åbning blev forestået af Hendes Majestæt Dronningen. Alle gæster skulle
således være på plads i huset senest kl.
11.45. Der blev holdt taler og spillet musik
fra kl. 12.00 – til kl.13.00. Herefter var der frokost, samt mulighed for at besigtige huset.
Rigtig mange ville gerne have været med
ved åbningen. Brandtilsynet tillod dog ”kun”
maximalt 800 gæster under arrangementet.
For alle organisationer med ”bopæl” i det
nye fælles hus, var det muligt at deltage på
følgende vis: Alle ansatte i huset påregnedes
at være med. Herudover kunne hver organisation deltage med op til otte gæster, incl.
eventuelle personlige assistenter.
Såvel gæster som ansatte overværede åbningsprogrammet fra den etage, hvor organisationens sekretariat er beliggende i
huset, hvorfra der var fint udsyn til atriet,
■
hvor programmet blev afviklet.
EN RUND FØDSELSDAG – OG ET VEMODIGT FARVEL!
Marianne Schirrmacher, som fornylig har haft 60 års fødselsdag,
er sammen med sin mand, Peter stoppet i foreningen.
Af Svend-Erik Andreasen
Lørdag d. 27. oktober 2012 fyldte Marianne 60 år – Hjerneskadeforeningen ønsker alt godt
for Marianne og hendes kære i det nye årti, hun nu er trådt ind i.
Marianne’s succesive opbygning af all-round kompetancer inden for alle funktioner på
Marianne
Peter
Schirrmacher
Schirrmacher
Landskontoret har i årenes løb gjort Marianne til en vigtig medarbejder på
Hjerneskadeforeningens Landskontor – og Marianne har med rette kunne betegnes som en mindst 20-armet blæksprutte.
Men alt dette er desværre slut nu. Med udgangen af oktober måned er Marianne’s ansættelse i foreningen ophørt – efter 17 år.
Siden Marianne blev ramt af en alvorlig hjerneblødning i sommeren 2011 har Marianne ikke kunnet genoptage sine arbejdsfunktioner på Landskontoret og har efterfølgende erkendt, at hun ikke fremover vil kunne udfylde den samme funktion på Landskontoret, som hun tidligere har gjort. Heldigvis har Marianne gjort store fremskridt efter sin hjerneblødning – bla. via en intensiv
genoptræningsindsats foranlediget og støttet af Hjerneskadeforeningen – og hun gør fortsat fremskridt.
Med udgangen af november måned er Mariannes mand, Peter stoppet som frivillig medarbejder på Landskontoret, for at kunne
yde så meget støtte til Marianne som muligt.
Peter har gennem de sidste 16 år ydet en stor indsats på Landskontoret, idet han i alle årene har tilrettelagt sit øvrige arbejdsliv,
således at han én dag om ugen har kunnet hjælpe på Landskontoret med alt forfaldende kontorarbejde.
Kære Marianne og Peter! Hjerneskadeforeningen takker jer begge varmt for alt jeres slid og slæb og for alt hvad I i øvrigt har gjort
for foreningen i årenes løb. Samtidig håber vi inderligt på alt det bedste for jer begge i årene fremover.
HOVEDCIRKLEN
33
Det Centrale Handicapråd
Bliv klogere på Det Centrale Handicapråd i ny årsberetning
Af Svend-Erik Andreasen
Årsberetningen er en hjemmeside med
fotos, videoer og tekst om og med rådets
medlemmer, arbejdstemaer, samarbejdspartnere, holdningspapirer og meget mere.
I Det Centrale Handicapråds nye årsberetning for 2011-2012 kan du blive klogere på
rådet - på en nem og tilgængelig måde. For
første gang har rådet lavet deres årsberetning som en hjemmeside på nettet. Den er
hurtig at navigere i, teksterne er korte, og
der er masser af billeder og videoer.
Har du travlt, kan du læse det letlæste resumé, som du finder inde på siden. Og har
du tid til nærlæsning, kan du printe årsberetningen ud som en PDF.
I årsberetningen kan du blandt andet…
• Læse mere om rådsmedlemmerne og om,
hvordan de arbejder med hinanden.
• Få mere at vide om, hvem rådet samar-
bejder med - og hvorfor og hvordan.
• Se videoer med fire rådsmedlemmer, som
fortæller om rådets arbejdstemaer.
• Læse, hvilken helt ny, dansk undersøgelse,
to specialestuderende fra Institut for
Uddannelse og Pædagogik er ved at
lave i samarbejde med rådet.
• Læse rådets holdningspapirer – ét er
om inklusion i folkeskolen, et andet
er om velfærdsteknologi.
• Se og høre, hvad rådet har sagt i medierne i 2011-2012.
• Downloade idekataloget fra rådets
beskæftigelsescamp, hvor eksperter
kom med forslag til, hvordan man
kan få flere mennesker med handicap i job.
• På en video se, hvad der forargede
formanden, da han besøgte en
messe for hjælpemidler.
Du finder årsberetningen via dette link:
http://danskhandicapforbund.dk/nyheder_og_debat/bliv-klogere-paa-det-centralehandicapraad-i-ny-aarsberetning/
■
LEGATER
Takket være bevilling fra Zangger Fonden har Hjerneskadeforeningen mulighed
for at uddele legater til vore medlemmer.
Der kan fortrinsvis søges om støtte til sygdomsbehandling, der er
omkostningskrævende enten som følge af selve behandlingen eller som følge
af de til behandlingen nødvendige hjælpemidler.
Vejledende retningslinier for ansøgninger:
• Der kan tidligst søges tilskud/økonomisk støtte efter 1 års medlemskab
af Hjerneskadeforeningen.
• Da det er vigtigt, at midlerne kommer så mange af foreningens medlemmer
til gode som overhovedet muligt, vil der normalt ikke kunne ydes støtte
mere end to gange fra fonden.
• Der kan ikke ydes tilskud/økonomisk støtte til aktiviteter, der er omfattet af
offentlig forpligtelse. (Først søges kommunen – hvis afslag, vedlægges dette ansøgningen).
• Der skal foreligge en udførlig begrundelse for ansøgningen. (Dvs., det er
utilstrækkeligt at begrunde med f.eks. ”dårlig økonomi”).
• Der kan kun søges til reélle merudgifter. (Dvs., der kan ikke søges til kost,
lommepenge og lignende).
• Tilskudsmodtageren har pligt til at oplyse, hvis der ydes tilskud/økonomisk støtte fra anden
side, idet der fra Zangger Fonden ikke kan ydes et større beløb, end de faktiske merudgifter.
Ansøgninger indsendes til lokalformanden i den lokale afdeling man tilhører.
Zangger Fonden er godkendt af Socialministeriet.
Det betyder, at der ikke skal betales skat af et tildelt legat.
HOVEDCIRKLEN
35
Manuskripter øger funktionsniveauet hos borgeren
og forbedrer arbejdsmiljøet for personalet
Af ergoterapeut Rikke Forslund,
Rikke Graae Pedersen og
Christina Folkmann Hansen,
Hjerneskadecentret BOMI
Personer med hjerneskade får typisk vanskeligheder med tænkningen samt opfattelsen og bearbejdningen af sanseindtryk,
dvs. kognitive og perceptuelle vanskeligheder. Det skaber problemer med at forstå og
udføre hverdagens mange opgaver. Derfor
er den hjerneskadede i høj grad afhængig
af, at blive mødt med de rette krav og den
rette støtte. Det kræver en systematisk faglig tilgang. De fysiske omgivelser, hvordan
aktiviteter tilrettelægges og måden andre
mennesker møder den hjerneskadede på,
får stor betydning for funktionsniveauet og
oplevelsen af succes i hverdagen. Er kravene
for høje resulterer det ofte i manglende
succes og nogen gange i uhensigtsmæssige
reaktionsmønstre f.eks. ”udadreagerende
adfærd”. Resultatet er negative her-og-nu
oplevelser og på længere sigt et forringet
funktionsniveau for den hjerneskadede og
psykisk nedslidning hos personalet.
Hjerneskadecentret BOMI har i samarbejde
med Lolland kommune ved Søndersø Bo- og
rehabiliteringscenter og Guldborgsund kommune ved Bo og støttecenter Saxenhøj og
Social psykiatrien, etableret projektet ”At
vide hvor den anden er” bevilget af ForebyggelsesFonden. Projektet har nu været
i gang i 1 ½ år og afsluttes med udgangen
af 2012. Ergoterapeuter med neurofaglig
viden på specialistniveau har i perioden
superviseret personalet på institutionerne
i.f.t. borgere med bl.a. hjerneskader efter en
fast ”arbejdsproces”. Formålet med projektet
er at opkvalificere personalet så de bliver
bedre i stand til at forstå den hjerneskadedes vanskeligheder og reaktionsmønstre for
at kunne yde den rette støtte i hverdagen.
Projektet er baseret på Mark Ylvisakers og
Timothy Feeneys arbejde med rehabilitering
af hjerneskadede i USA. Foreløbige erfarin-
”Manuskriptmetoden” er fremragende til at bedre både funktionsniveau og medarbejderkompetencer ved hjælp af ekspertrådgivning – og er altså en måde at bruge specialistviden på,
som giver mening for både borgere og personale.
S.E. Andreasen
ger viser, at der sker positive fremskridt hos
den hjerneskadede og at personalet oplever
arbejdet mindre psykisk belastende.
at det er nødvendigt, at personalet støtter
og hjælper den hjerneskadede på samme
måde hver gang.
Positive hverdagsrutiner og ensartet støtte
Målet er at skabe positive hverdagsrutiner,
dvs. rutiner med den rette mængde støtte
til, at den hjerneskadede oplever succes.
Ved at arbejde målrettet med at etablere
og indarbejde sådanne får personen med
hjerneskade bedre muligheder for at lære
nyt og antallet af ændringer i hverdagen
minimeres. Personer med hjerneskade har
nemlig ofte vanskeligheder på disse områder. At lære af egne erfaringer er vanskeligt, hvis man ikke kan genkalde sig de
erfaringer man fik sidste gang man stod i
en tilsvarende situation eller måske ikke
længere husker erfaringer fra før hjerneskaden. Samtidig kan det for den hjerneskadede være sværere at tænke sig til, hvad der
kræves i en bestemt situation, fordi evnen
til at tænke abstrakt, dvs. tænke årsagssammenhænge og eventuelt også evnen til at
kunne koncentrere sig ”om at tænke” er nedsat. Endelig oplever rigtig mange personer
med hjerneskade at have vanskeligt ved at
magte ændringer i omgivelserne pga. vanskeligheder med overblik, planlægning og
strukturering. Ændringer skaber let stress,
frustration og kaosfornemmelse. Skal en
person med hjerneskade lære noget nyt
er det derfor nødvendigt ”at man bevidst
går uden om” disse vanskeligheder for at
opnå succes. At indarbejde faste rutiner og
vaner er på den måde med til at reducere
kravene til den hjerneskadede. Det betyder,
Udarbejdelse af manuskripter
Redskabet til etablering af positive hverdagsrutiner er manuskripter. Et manuskript er
en detaljeret plan for, hvordan en konkret
situation eller aktivitet gennemføres f.eks.
bad, tandbørstning eller kommunikation.
Manuskriptet beskriver, hvordan der skal
støttes, hjælpes og hvorfor og skal følges
af alle personer, der støtter den hjerneskadede. Hvor borgeren har ressourcer til det,
deltager de i at skrive manuskriptet sammen med personalet og de superviserende
ergoterapeuter.
Forud for ”manuskriptskrivningen” har personalet på baggrund af en samlet beskrivelse
af problemerne i hverdagen, udvalgt, hvilket
konkret problem, der skal arbejdes videre
med. Der er indsamlet viden om, hvad der
fungerer godt i hverdagen, hvad der er betydningsfuldt for den hjerneskadede samt
dennes mål/ønsker. På dette tidspunkt i
arbejdsprocessen begynder ”hypotesedannelsen”, hvor mulige årsager til problemet
opstilles. Alle forslag er velkommen så længe
de er fagligt begrundede. Her skal personalet
benytte sig af og udvikle deres neurofaglige
viden om, hvordan kognitive vanskeligheder fremtræder i hverdagen, hvilke krav til
tænkningen og sansebearbejdningen forskellige aktiviteter og fysiske omgivelser
stiller. Almenbeskrivelser som f.eks. det er
fordi ”han er doven” eller hun opfører sig
sådan fordi ”hun er forkælet” oversættes til
HOVEDCIRKLEN
37
”han kunne have nedsat initiativ” og ”hun
har muligvis nedsat evne til impulsstyring”.
Når mulige årsager er udtømt gennemgår
personalet listen og kigger på, hvilke ”årsager”, de har mulighed for at gøre noget
ved. Det er de ”årsager” som forsøges løst/
håndteret i et detaljeret manuskript.
Lad os kigge på et eksempel
Personalet beder om hjælp til, hvordan de
støtter Britta. Ligegyldigt, hvad de gør så
råber, skriger, niver eller spytter Britta når
de hjælper hende. Det sker når hun skal
liftes, i badet, når hun sidder ved spisebordet, når der ikke er mere kaffe eller når
hun bare sidder i opholdsstuen sammen
med de andre beboere. Efterhånden er det
blevet meget belastende og det er tydeligt,
at Britta ikke har det godt når hun skriger.
Britta har haft flere hjerneblødninger i begge
sider af hjernen, har indopereret shunt og
har haft et alkoholforbrug gennem mange
år. Britta flyttede ind på institutionen for
ca 1 år siden fra et almindeligt plejehjem.
Der findes ingen neuropsykologiske, ergoterapeutiske eller fysioterapeutiske undersøgelser på Britta. Britta skal have hjælp
til alle funktioner i hverdagen, oftest af 2
personaler pga. hendes adfærd. Hun sidder i kørestol, forflytninger foregår ved lift
og sproget begrænser sig til enkelte ord.
Der er mest ro på Britta når hun ligger i sin
seng eller hun kigger familiebilleder med
et personale i hendes egen lejlighed. Britta
kan ikke selv udtrykke ønsker og mål, men
personalet oplever, at hun er meget glad
for mad og kaffe. Personalet beslutter at
de i første omgang ønsker at arbejde med
at undgå skrigen, råben, spytten og niven
under morgenhygiejnen.
Britta og hendes primære kontaktpersoner
filmes under morgentoilettet. Filmen er
efterfølgende udgangspunkt for ”hypotesedannelsen”, hvor spørgsmålet ”hvorfor
skriger, råber, spytter og niver Britta under
morgentoilettet” stilles. Med hjælp og støtte
fra superviserende ergoterapeuter kommer
personalet frem til flere mulige årsager til,
at Britta opfører sig som hun gør. Her skal
nævnes enkelte eksempler på hypoteser:
• Britta har vanskeligt ved at tolke og adskille sanseindtryk - ses ved at stillingsændringer udløser skrig feks. ved liftning
• Britta oplever smerter ved berøring af
højre arm – skriger og niver når personalet
berører armen
• Britta forstår ikke, hvad der skal ske når
personalet igangsætter nye delhandlinger
som f.eks. at vaske kroppen. Hun kan ikke
sætte de mange sanseindtryk sammen og
koble dem til tidligere erfaringer, til en
fornuftig forestilling om, hvad personalet
forventes at gøre når de f.eks. tager sæbe
på en våd vaskeklud. Hun bliver utryg og
da Britta ikke er i stand til at flytte sig selv
eller udtrykke sig verbalt reagerer hun
med at råbe, nive og spytte.
• Britta får ikke støtte nok i løbet af dagen
- der er ikke personaleressourcer nok.
Alle hypoteser er velkomne, sådan at alle
personalesynspunkter kommer til orde. Afgørende for, hvordan manuskriptet udformes er som sagt, hvilke hypoteser personalet
kan gøre noget ved. Et væsentligt mål med
manuskriptet bliver derfor også at evaluere
om manuskriptet virker efter hensigten.
”Virker det” er der en overvejede sandsynlighed for at hypoteserne er rigtige. ”Virker
det ikke” må der afprøves andre hypoteser
indtil der er en positiv effekt.
I forhold til Britta udarbejdes sammen med
personalet et manuskript målrettet de 3
første hypoteser. Det vurderes, at den 4.
hypotese ikke er noget personalet kan gøre
noget ved her og nu, da det vil kræve tilførsel
af personaleressourcer. Den overordnede
arbejdshypotese for manuskriptet er ”råben,
skrigen, spytten og niven er udtryk for at
Britta ikke forstår, hvad der skal ske og/eller
oplever perceptions og/eller smerteproblemer. Manuskriptet kommer til at indeholde
3 områder:
• Hvordan hjælpes Britta til at forstå, hvad
hun skal i gang med?
• Hvordan gives tydelige kropslige signaler
til Britta når hun skal liftes, ved vending
i sengen, under påklædning og vask af
krop?
• Hvordan reagerer personalet, når Britta
er voldsomt råbende, spytter og niver?
Under alle punkter gives en præcis og detaljeret beskrivelse af, hvordan personalet
skal gøre og i hvilken rækkefølge. Under
”hvordan hjælpes Britta til at forstå, hvad
hun skal i gang med” står der f.eks:
• Personalet fortæller kort, hvad der skal
ske før handlingen sættes i gang f.eks.
”nu skal du have strømper på, vi starter
med din højre fod”. Personalet afventer
Sådan ser ”Arbejdsprocessen” ud:
Identificering af problemer i hverdagen.
Udvælgelse af et konkret problem, der skal
arbejdes videre med.
Hvad er borgerens ressourcer og hvad
fungerer godt i hverdagen.
Hvad er betydningsfuldt for borgeren og
hvad er borgerens mål og ønsker.
Hypotesedannelse – afdækning af mulige
årsager.
Prioritering af hvilke hypoteser, der kan
gøres noget ved.
Målsætning konkret og målbar i.f.t. problemet, prioriterede hypoteser og hvad der
er betydningsfuldt for borgeren.
Udarbejdelse af manuskript (i samarbejde
med borgeren, hvis det er muligt). Bygger
på etablering af:
Den rette støtte og de rette krav dvs. forebyggelse
Positive hverdagsrutiner
Succesoplevelser
Meningsfuldhed for borgeren
Ensartet tilgang fra personalet.
Afprøvning af manuskriptet over en periode
Evaluering og justering af manuskriptet,
gerne sammen med borgeren
Vil du vide mere:
Mark Ylvisaker og Timothy Feeney har
skrevet om Positive hverdagsrutiner i bogen ”Collaborative Brain Injury Intervention. Positive Everyday Routines”. Bogen
er desværre ikke oversat til dansk.
HOVEDCIRKLEN
39
at Britta giver accept ved at nikke eller
mumle i venlig tone. Siger Britta nej/ja
i vred tone gives Britta yderligere tid før
der spørges igen.
• Derefter gives Britta tydelige kropslige
signaler til, hvad der skal ske. Før f.eks.
strømpen hen til foden og begynd at trække den på uden at starte med at løfte
benet. Britta viser dig, at hun har forstået,
når hun begynder at arbejde med. Tal
ikke samtidig med, at du giver kropslige
signaler og gentag de kropslige signaler
flere gange i løbet af aktiviteten, da Britta
sandsynligt ikke kan fastholde en besked/
stimuli.
Under punkt 3 ”hvordan reagerer personalet
når Britta er voldsomt råbende, spytter og
niver” står bla:
• Ved moderat råben: træd et skridt tilbage
og kig væk et øjeblik (hold en pause). Sig
”er du klar igen?” eller ”har du ondt?” Når
du har fået accept går du videre.
• Ved voldsom reaktion herunder spytten
og niven: personalet stopper op går et
skridt tilbage (medmindre Britta hænger
i liften). Tag hænderne op og sig STOP og
kig væk. Vent et øjeblik og spørg ”er du
klar til at jeg hjælper dig videre”. Afvent
accept f.eks et ”ja”, et ”nå”, en nikken eller
mumlen i venligere tone. Når du har fået
accept går du videre.
Personalet arbejder nu alle i en aftalt periode, efter manuskriptet. Ved evalueringen
er der sket væsentlige fremskridt omkring
morgenhygiejnen. Britta er mindre råbende
og skrigende og når hun råber og skriger,
oplever personalet at forstå, hvorfor hun
reagerer sådan. Britta har kun været nødt til
at nive enkelte gange og spytte har hun slet
ikke gjort. Endelig kan personalet fortælle,
at Britta er mere aktivt deltagende i morgenhygiejnen end tidligere. Hypotesen om,
at det primært er perceptionsforstyrrelser,
smerter ved berøring af højre arm og en
manglende evne til at forstå, hvad der skal
ske, der skaber problemer ved morgenhygiejnen, ser altså ud til at være korrekt. Den
viden kan overføres til andre situationer i
Brittas hverdag. Personalet og de superviserende ergoterapeuter gennemarbejder
”arbejdsprocessen” i forhold til andre problematiske situationer, som afdækker andre vanskeligheder hos Britta f.eks. nedsat
impulshæmning og nedsat hukommelse
og hvordan personalet kan håndtere disse
i hverdagen uden at komme til at stille for
store krav til Britta. Efter 5 ganges supervision og skrivning af 3 manuskripter, over en
periode på 4 måneder, er personalet selv i
stand til at videreføre det neuropædagogiske
arbejde med Britta.
Resultat – øget funktionsniveau,
forbedret arbejdsmiljø
Det er nu et år siden supervisionen startede og effekten er vedvarende. Personalet
kommer løbende og fortæller om mindre
ændringer de foretager i Brittas hverdag
og hvilken neurofaglig årsag, der ligger
bag deres handlinger. Der er skabt positive
hverdagsrutiner for såvel Britta som for
personalet på afdelingen.
Beskrivelsen af Brittas forløb er et eksempel
på, hvordan Projektet ”At vide hvor den
anden er”, med tilbud om supervision af
ergoterapeuter med neurofaglig viden på
specialistniveau og en systematisk arbejdsmetode omfattende ”hypotesedannelse”
og ”manuskriptskrivning”, med relativt få
midler kan skabe positive og vedvarende
forbedringer for såvel den hjerneskadede
borger som personalet.
■
Mindeord
Af Svend-Erik Andreasen
Henning Remmen døde stille og fredfyldt den 10. november
2012 omgivet af alle sine kære.
I Hjerneskadeforeningen har Henning Remmens død berørt
os dybt.
At Henning Remmen så muligheder, hvor andre ikke gjorde
og at så meget lykkedes for dette karismatiske menneske –
ikke mindst pga. det frugtbare og inspirerende samspil han
havde med sin elskede hustru, Else Marie – viser jo bare,
hvilket dynamisk og kreativt menneske han var – nemlig et
menneske hvor adskillige af hans beslutninger, aktiviteter
og handlinger var og blev til stor gavn for mange af hans
medmennesker.
Derfor er det også svært at fatte, at skæbnen kan være så hård
og barsk, at et menneske – som Henning Remmen – med et
sådant format og en sådan dynamik efter en hjerneblødning
skulle tvinges til at sidde stille og uvirksom i en kørestol i
de sidste mange år af sit liv.
Dén opmærksomhed, omsorg, sociale ansvarlighed, empati
og situationsfornemmelse, som Remmen Fonden v./Hen-
ning og Else Marie Remmen har udvist omkring Hjerneskadeforeningens vigtige humanitære sag på meget afgørende
og kritiske tidspunkter i foreningens økonomiske liv, vil vi
altid være dybt taknemmelige for.
Hjerneskadeforeningen ønsker inderligt alt det bedste fremover for Henning Remmens kære og efterladte i denne for
dem alle så svære og vanskelige tid efter Henning Remmen’s død.
Æret være Henning Remmens minde !
HOVEDCIRKLEN
41
Hjerneskade:
Hvad er følgerne?
Af Jonas Kristoffer Lindeløv, ph.d.
studerende i kognitiv neurovidenskab
Mange mennesker med erhvervet hjerneskade oplever ensartede problemer. Desværre er
de ret uhåndgribelige, både for
patienten, neuropsykologer og
pårørende.
Hvad er det værste ved at have en hjerneskade? Utallige videnskabelige studier
har stillet dette spørgsmål til personer med
erhvervet hjerneskadede. På top 5 finder
man altid følgende:
Hukommelsesproblemer: glemmer konsekvent ting man lige har fået at vide.
Koncentrationsbesvær: har svært ved at holde
fokus, hvis der sker flere ting samtidigt. Det
er svært at multitaske.
Træthed: alting er ekstra krævende og udmatter. En eftermiddag til familiefest skal
følges op af flere dages ro.
Mellem 50% og 80% af alle personer, der har
været indlagt med en hjerneskade, klager
over disse problemer i årene efter skaden.
For mange vil det følge dem resten af livet,
og generelt set, sker der oven i købet en forværring i løbet af de første år efter skaden.
Uhåndgribelige følger
Læg mærke til hvor uhåndgribelige disse
problemer er i modsætning til fysiske problemer. Det er nemt at forstå hvorfor en
person med talebesvær har svært ved at
udtrykke sig. Eller hvorfor en person med
spasmer i benene halter. Eller hvorfor en
person der har mistet sin arm må finde
andre måder at spise på.
Fysiske følger er lettere at forstå og anerkende. Men det er altså ikke de fysiske følger
der topper listerne over de mest invaliderende følger. De mest invaliderende følger
af hjerneskade er problemer med tænkning.
Og disse følger er uhåndgribelige, både for
almindelige mennesker men også for neuropsykologer.
Uhåndgribeligt for neuropsykologer
Lad os tage neuropsykologerne først: Neuropsykologiske undersøgelser består normalt
af en serie af enkle opgaver, som laves i et
uforstyrret lokale. Her fungerer mange patienter relativt godt, fordi testningen varer
relativt kort tid og der er styr på rammerne.
Hvis man derimod tog patienterne ned i et
supermarked og bad dem købe ind til en
fest, vil det for mange være helt umuligt at
løse opgaven. Der er mange forstyrrelser i et
supermarked og opgaven er ustruktureret.
Desværre findes der ikke neuropsykologiske
tests, som fungerer på den måde, fordi de er
næsten umulige at standardisere.
Uhåndgribeligt for pårørende
Hverdagen er fyldt med situationer, som går
galt hvis vi husker dårligt, har svært ved
HOVEDCIRKLEN
43
at holde fokus og bliver hurtigt udmattet.
Hvis man fx støder ind i en gammel ven
på gaden, skal man skabe sammenhæng
mellem mange små stykker information,
for at have en lille snak.
Men det er svært for både den hjerneskadede og for pårørende at sige præcist hvad
der går galt i den slags situationer. Af frygt
for at skille sig ud, har mange personer med
erhvervet hjerneskade fundet strategier til
at skjule problemerne.
For eksempel snakkede jeg engang med
en person, som virkede meget interesseret i, hvad jeg lavede. Der gik noget tid, før
det gik op for mig, at personen konsekvent
spurgte ind til den sidste halvdel af min seneste sætning. Resten var allerede glemt. Og
ved hele tiden at spørge ind til mig, undgik
personen at rette opmærksomheden mod
sig selv.
Arbejdshukommelse
Der er tit en sammenhæng mellem de problemer jeg har nævnt ovenfor og arbejdshukommelse. Arbejdshukommelse (Working
Memory) er en kognitiv funktion, hvor korttidshukommelse og styring af opmærksomhed tilsammen gør os i stand til at tænke
komplekse, sammenhængende tanker.
Det er arbejdshukommelsen der er i funktion, når vi kan holde fokus på en samtale
til familiefesten og når vi planlæger indkøb
i supermarkedet. Vi skal holde fokus på en
overordnet plan, samtidig med at vi sorterer
i alle de tanker og sanseindtryk vi får ind.
Det vigtige er, at arbejdshukommelse har en
begrænset kapacitet: der er grænser for hvor
mange forstyrrelser vi kan modstå og hvor
mange ting vi kan huske på, på én gang. Og
denne kapacitet er ofte lavere hos personer,
med erhvervet hjerneskade. Derfor skal der
mindre til, før deres kapacitet er overskredet.
Hvad vil det sige at være hjerneskadet?
Der er mange myter om, hvad det vil sige
at være hjerneskadet. Mange tænker på
manglende impulskontrol: uhæmmede og
voldelige personer. Der er også en del, som
tænker på folk, som slet ikke fungerer og
må have hjælp til alt.
Men de mest hyppige problemer er altså
mere uhåndgribelige og handler om tænkning. De kan tit forstås som en nedsat ar■
bejdshukommelseskapacitet.
Støt op om vores vigtige sag!
Skaf flere medlemmer
til Hjerneskadeforeningen!!!
Burde din nabo, din ven, din bror, din datter eller andre i din
familie ikke også være medlemmer af Hjerneskadeforeningen?
Mange flere medlemmer i Hjerneskadeforeningen vil give øget
opmærksomhed, synlighed og gennemslagskraft i samfundet
og dermed også i det politiske beslutningssystem vedrørende
vor vigtige sag.
Indmeldelse på tlf. 4343 2433 eller på www.hjerneskadeforeningen.dk
Hjerneskadeforeningen
modtager med taknemmelighed alle donationer - store som små
En donation kan f.eks. foretages i forbindelse med den kommende indbetaling af det årlige medlemskontingent.
Donationer er afgiftsfri for foreningen og kan således ubeskåret anvendes i foreningens arbejde.
Almindeligt fradrag 2012
Du kan i 2012 fratrække op til 14.500 kr. af den samlede pengegave til foreningen.
Beløbet behøver dog ikke blive indbetalt på én gang.
Gavegivere bedes oplyse CPR-nummer, hvis der ønskes fradrag i skatten, for de beløb der er indbetalt.
Hjerneskadeforeningens konto er: Reg. 3348 konto 3348346849 · Mærk venligst med ”gave”
HOVEDCIRKLEN
45
Udgiver: Hjerneskadeforeningen, Handicaporganisationernes Hus, Blekinge Boulevard 2, 2630 Tåstrup
Magasinpost SMP
ID nr.: 46742
Hvem skal
bestemme?
Af Svend-Erik Andreasen
Direktør
Arv er et meget værdifuldt redskab i bestræbelserne på at forbedre de hjerneskaderamte
og de pårørendes livsvilkår.
Tidligere var det opfattelsen, at oprettelse
af testamenter nok var noget, personer med
formuer og overflod ulejligede sig med at
få gjort.
Efter den nye arvelov er vedtaget, ser det
synspunkt i dag ud til at have ændret sig.
I den nye arvelov er tvangsarven blevet mindre, hvorved der er en større del, man selv
kan disponere over.
Når vi tillader os at gøre opmærksom på
det, er det fordi, at vi ved at kun ca. 15% af
alle danskere har oprettet et testamente. Og
hvis du hører til dem, der har en holdning
til, hvordan dine penge skal gøre gavn, efter
at du ikke længere er her, så vil vi gerne
fortælle dig om, hvor stor en forskel du kan
gøre her og nu – og i fremtiden.
Efter Hjerneskadeforeningen udsendte folderen ”Hvem skal bestemme over din arv?”,
har der glædeligvis været rettet mange forespørgsler om dette emne til Landskontoret.
Folderen er lagt på foreningens hjemmeside
og vil dér løbende blive opdateret. Venligst
bemærk, at eksemplerne på beregningen af
beløb til arvinger også er gældende for 2012.
Hjerneskadeforeningen håber, at du i forbindelse med eventuel overvejelse vedrørende
arv vil tænke på os i en god sags tjeneste!
Betænker du os i dit testamente, er du med
til at skabe muligheder for nødstedte hjerneskaderamte medborgere og deres pårørende,
der har brug for en hjælpende hånd.
Vi kan af gode grunde aldrig efterfølgende
komme til at takke dig for at testamentere til
fordel for Hjerneskadeforeningen. Vi kan kun
takke dig på forhånd – hvad vi hermed gør.
HVEM SKAL BEST
EMME OVER
DIN ARV?
Vi vil være glade for, hvis du vil
give dette spørgsmål en tanke,
selvom det måske sådan lige
kan virke noget svært og meget
direkte at forholde sig til.
Forsiden af Hjerneskadeforeningens folder. Du kan
se hele folderen på vores hjemmeside.
Har du brug for rådgivning ifm. udfærdigelse af testamente, så hjælper vi gerne.
Læs folderen på vor hjemmeside, www.
hjerneskadeforeningen.dk under punktet
”Hvordan kan jeg støtte?”, eller kontakt os
på telefon 4343 2433 og få den tilsendt.
ïî Í×ÜÛÎÍ ×ÒÜÔZÙ ó Ô×ÙÛ ÕÔßÎ Ì×Ô ßÌ ÌßÙÛ ËÜ
Ø×ÓÓÛÎÔßÒÜ
ÒÑÎÜÖÇÔÔßÒÜ
ÌØ×ÍÌÛÜóÓÑÎÍ
ÛÙÛÜßÔ
ÚÎÛÜÛÎ×ÕÍÍËÒÜ
ÚËÎÛÍH
ØßÔÍÒZÍ
ØÛÔÍ×ÒÙHÎ
ÒÑÎÜÍÖZÔÔßÒÜ
ÍÌÑÎÕHÞÛÒØßÊÒ
ØÛÜÛÒÍÌÛÜñØÑÎÍÛÒÍ
Ó×ÜÌóñÊÛÍÌÖÇÔÔßÒÜ
ÎßÒÜÛÎÍ
Í×ÔÕÛÞÑÎÙ
ÍÕ×ÊÛ
Ê×ÞÑÎÙ
[ÎØËÍñHÍÌÖÇÔÔßÒÜ
ÕHÙÛ ÞËÙÌ
ÍÇÜÍÖZÔÔßÒÜô ÓHÒ
ÑÙ ÔÑÔÔßÒÜóÚßÔÍÌÛÎ
ÊÛÍÌÍÖZÔÔßÒÜ
ÚÎÛÜÛÎ×Ý×ßô
ÕÑÔÜ×ÒÙ ÑÙ ÊÛÖÔÛ
ÚÇÒ
ØßÜÛÎÍÔÛÊ
ÍÇÜÚÇÒ
ÍÇÜÊÛÍÌÖÇÔÔßÒÜ
ÍHÒÜÛÎÞÑÎÙ
ßßÞÛÒÎßßñÌHÒÜÛÎ
Õ±³ ±¹ ª:® ³»¼ ÿ Ê· ¸¿® ¾®«¹ º±® Ü×Ù ó ´¿¼ ±- -¬; -¿³³»² ±¹
ª:®²» ±³ ¸·²¿²¼»²ò
Í:¬ µ®§¼- · µ¿´»²¼»®»² ±¹ ¬·´³»´¼ ¼·¹ò
ªñ Í¿²²§ Ú®»«²¼ ó ìèïè ìðíï Š ìðîç îéíï
»ó³¿·´æ µ-º®»«²¼à°®·ª¿¬ò¼µ
ªñ Ú®¿²µ Í(®»²-»² ó ìéëî èéðí
»ó³¿·´æ ¼«®-¾»²à³¿·´ò¼µ
ß®®¿²¹»³»²¬»®æ
ó
³»¼´»³³»® ¬·´ ¿¬ ¬·´³»´¼» -·¹ ¹»²»®¿´º±®-¿³´·²¹»²ò Ü»® ª·´ ¾´·ª»
-»®ª»®»¬ »¬ ´»¬ ³;´¬·¼ ó -; ª:® ª»²´·¹ ¿¬ ¬·´³»´¼» ¼·¹ ¸±- ͪ»²¼
ó
´»³³»®²» -¿³³»² ³»¼ ¼»¬ ²:-¬» Ò§¸»¼-¾®»ªò
ó
ó
Ê· (²-µ»® ¿´´» »² ®·¹¬·¹ ¹±¼ ¶«´ ±¹ »¬ ¹´:¼»´·¹¬ ²§¬;®ò
ó
¿®®¿²¹»³»²¬ò
-¬»¼¹;®¼ò
Ѳ-¼¿¹-µ´«¾¾»²æ
ªñ Ø»´´» Þ±³¹¿¿®¼ ó îïéé ëéëë
»ó³¿·´æ ¸»´´»à¾±³¹¿¿®¼ò½±³
¸¿® ¼»®ª»¼ ¾»¼®» ³±¼ ¬·´ ¿¬ ¬«®¼» «¼º±´¼» ±-ò ˼±ª»® ¼»² ;®´·¹»
ó
¬«®» ³³òò
д¿²´¿¹¬» ¿®®¿²¹»³»²¬»®æ
ó
Ø«-µ ¹»²»®¿´º±®»²·²¹»² ¼ò îîò ¶¿²«¿®ô µ´ò ïçòðð °; Ù®:-¬»¼ó
¹;®¼ô ´±µ¿´ ïðò
ͱ´¸«-»¬æ
ªñ Ó¿®·» Õ´·²¬±®° ó ìçéð íïíð
»ó³¿·´æ ³¿®·»òµ´·²¬±®°à¸¶-ºò¼µ
ØËÍÕ ª±®»- º¿-¬» ³(¼»® · Ô±µ¿´¿º¼»´·²¹»²æ
Ê· ¹´:¼»® ±- ¬·´ ¿¬ ª:®» -¿³³»² ³»¼ ¼·¹ò
¿®®¿²¹»³»²¬»® · ¿º¼»´·²¹»²òò
ß®®¿²¹»³»²¬»®æ
ß®®¿²¹»³»²¬»®æ
ó
Õ±²¬¿µ¬
ó
ªñ Ö±¸² Ó±®¬»²-»² ó ìééì ëïëé
»ó³¿·´æ ª·¬±ò±¾±à³¿·´ò¼µ
Ù»²»®¿´º±®-¿³´·²¹ò
ó
ó
ó
ó
Ó»¼´»³-³(¼»ò
ó
¬®»¼¶» ³¿²¼¿¹
ó
ó
Þ¿¼³·²¬±²ò
ض»®¬»-¬·ò
Þ±©´·²¹ò
Ò§¸»¼-¾®»ª ±¹ µª¿®¬¿´-󵿴»²¼»®ò ˼-»²¼»- ¬·´ ª±®»- ³»¼´»³ó
³»®ò
λ¹·±² رª»¼-¬¿¼»²- ´±µ¿´¿º¼»´·²¹»®
ó
ó
ªñ Ô·-¾»¬¸ ر´³¹¿¿®¼ ó îíìê çêçé
»ó³¿·´æ -§¼µ¿¶»²à³¿·´ò¼µ
Ѳ-¼¿¹-½¿º7 º±® ¸¶»®²»-µ¿¼»®¿³¬»
· ´±µ¿´¿º¼»´·²¹ Ò±®¼-¶:´´¿²¼
ت¿¼ »® ±²-¼¿¹-½¿º7»²á
ªñ Ô»²» Ö««´ ó îîîç îîðï
»ó³¿·´æ ´»²»¶««´à¹³¿·´ò½±³
Ô±µò¿º¼ò ͬ±®µ(¾»²¸¿ª² ¿º¸±´¼»® º±®¬-¿¬ ³»¼´»³-¿®®¿²¹»³»²ó
¬»® ¸ª»® ¼»² º(®-¬» ³¿²¼¿¹ · ³;²»¼»²ò Ð;®(®»²¼» »® ³»¹»¬
Ô§-¸(¶¹;®¼-ª»¶ ìíô îëðð Ê¿´¾§ò
;¾²»® ª· ¼(®»²» ¿´´»®»¼» µ´ò
ŒÔ§­°«²µ¬»¬Œæ
ïëòðð
«²¼»®¸±´¼²·²¹ò
˼±ª»® ¼»² ïò ³¿²¼¿¹ · ³;²»¼»²
Ñ®¼·²:® ¹»²»®¿´º±®-¿³´·²¹æ
رª»¼-¬¿¼»²ò
ß®®¿²¹»³»²¬»® · λ¹·±² رª»¼-¬¿¼»²æ
ª»® ³¿²¼¿¹ µ¿² º;
-°»½·¿´«²¼»®ª·-²·²¹
±³ ³»¼´»³-¿®®¿²¹»³»²¬»®ò
¼·¹ ¿º ¼·--» ¬·´¾«¼ò
¹»²»®¿´º±®-¿³´·²¹ô ³¿²ó
¼¿¹ ¼ò îèò ¶¿²«¿®ô µ´ò ïçòððò
Þ»³:®µ
رª»¼¬®±°°»®²» ¼»®»-
ªñ É·´´§ ß²¼»®-»² ó ëêïì ðéìì
»ó³¿·´æ µ·©·¿²¼à¹»¬î²»¬ò¼µ
«²¼»®¸±´¼²·²¹ò
¾»-¬§®»´-»² ¬·´ ¸§¹¹»´·¹¬ -¿³ª:®ò Ò±¹´» ¹¿²¹» »® ¼»® ±¹-; ¿²¼»¬
ªñ Ô·-» Õ·ª·²¹ ó îîçç íçéî
»ó³¿·´æ ´·-»ó²à´·ª»ò¼µ
ßµ¬·ª·¬»¬»®æ
Ø«-µ ¸ª»® ¬±®-¼¿¹ · ͱ®(ô µ´ò ïíòððóïéòððæ
º®·¬ º®»³ ±¹ ¼»´¬¿¹ ÿ
̱®-¼¿¹ ¼ò íò ¶¿²«¿® Í´¿¹»´-»ô µ´ò ïèòíðóîðòððæ
̱®-¼¿¹ ¼ò ïðò ¶¿²«¿® · ͱ®(ô µ´ò ïëòíðóïéòððæ
Ó¿²¼¿¹ ¼ò îèò ¶¿²«¿® · ͱ®(ô µ´ò ïéòððæ
²»®¿´º±®-¿³´·²¹ò
̱®-¼¿¹ ¼ò éò º»¾®«¿® · Í´¿¹»´-»ô µ´ò ïèòíðóîðòððæ
Ó¿²¼¿¹ ¼ò îëò º»¾®«¿® · ͱ®(ô µ´ò ïèòððæ
ªñ ß®²» Ø(»¹¸ ó ëìèê ìíðð
»ó³¿·´æ ¿¹¸à¼´¹°±-¬ò¼µ
̱®-¼¿¹ ¼ò éò ³¿®¬- · Í´¿¹»´-»ô
Ó¿²¼¿¹ ¼ò îëò ³¿®¬- · ͱ®(ô µ´ò ïéòððæ
ó
ªñ ̱ª» Í©¿®¬¦ ó íð ëî ìè ðí
»ó³¿·´æ ¬±ª»-©¿®¬¦à³¿·´ò¼µ
Ó;²»¼´·¹» ¿®®¿²¹»³»²¬»®
Ѳ-¼¿¹ ¼ò îèò ²±ª»³¾»® µ´ò ïèòððó½¿ò îïòíðæ
ßÍÐ ø¿µ«¬ -¬(¬¬» ¬·´ °;®(®»²¼»÷æ
ó
Ð;®(®»²¼»¹®«°°»æ
Ѳ-¼¿¹ ¼ò îëò ¶¿²«¿® µ´ò ïèòððóîïòððæ
ó
ó
Î;¼¹·ª²·²¹ ±¹ ª»¶´»¼²·²¹æ
ó
Ѳ-¼¿¹ ¼ò îéò º»¾®«¿® µ´ò ïçòððóîïòððæ
Ѳ-¼¿¹ ¼ò îðò ³¿®¬- µ´ò ïçòððóîïòíðæ
ó
Ǽ»®´·¹»®» ·²º±®³¿¬·±²
Hª®·¹» ¬·´¾«¼
ÍÒËÍæ ͬ(¬¬» ¬·´ -±½·¿´¬ ²»¬ª:®µ º±® «²¹» -»²¸¶»®²»-µ¿¼»¼»ò
ªñ Ö±¸² ß²¼»®-»² ó îïîï íèïè
»ó³¿·´æ ¶±¸²à½·¬§¸±«-»ò¼µ
·²¹»² ¸·²¼®·²¹ò Ü»´¬¿¹»´-» »® ¹®¿¬·-ò
Ò§¬ µ´«¾¬·´¾«¼æ Ý¿º7 º±® -»²¸¶»®²»-µ¿¼»¼»
Ü»® ·²¼¾§¼»- ¬·´ ±®¼·²:® ¹»²»®¿´º±®-¿³´·²¹ ¬·®-¼¿¹ ¼ò îîò ¶¿²«¿®
ó
³»- ª»¼ º«´¼³¿¹¬ò
òòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòò
òòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòò
òòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòò
òòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòò
òòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòò
òòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòò
òòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòò
òòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòò
¬·´ ±¹ º®¿ «²¼»®ª·-²·²¹»²ò
ªñ ß²²» Ó¿®·» Ô±¼¿¸´ó îì ìî ëç ëð
»ó³¿·´æ º®»¼»ó´±¼¿¸´à³¿·´ò¼µ
ßµ¬·ª·¬»¬»®æ
òòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòò
òòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòòò
ªñ Þ»®·¬ Ò§¾®±» ó éëêé íêìê ó îîéì çëìê
»ó³¿·´æ ¾²§¾®±»à³¿·´ò¼µ
ªñ Ñ´» ͬ(ª®·²¹ ó îïïé éííð
»ó³¿·´æ ±´»-¬±»ª®·²¹à´·ª»ò¼µ
Õ:®» ³»¼´»³³»®ÿ
ÝÍÊ Î¿²¼»®- Þ¿µµ»ª»¶ ïô ر®²¾:µô èçîð
ο²¼»®- ÒÊò
ó
ªñ Û´³»® Íò Ù¿¼» ó çéïî ëìêï
»ó³¿·´æ »´³»®à¹¿¼»ò³¿·´ò¼µ
Ê· ¿º¸±´¼»® ¹»²»®¿´º±®-¿³´·²¹ ¬·®-¼¿¹ ¼ò îçò ¶¿²«¿® µ´ò ïèòðð
±¹ ³»¼ -³(®®»¾®(¼ º®¿ µ´ò ïéòððò
ó
ó
ó
ªñ ß²²» Ù®»¬¸» Ò§¾±®¹ ó îçèì êïïì
»ó³¿·´æ ¿¹°»¼»®-»²à°®·ª¿¬ò¼µ
ó
Ü
ó
Û
ó
²·»¬- ¾®«¹»®»ò
ŒÍ¿³ª:®­ µ¿ºº»ñ¾®(¼Œ µ«² º±® ¼» ­»²¸¶»®²»­µ¿¼»¼» ±¹ »ª»²¬«ó
»´´» ¸¶:´°»®»æ
ó
Ú
Ð;®(®»²¼» ¹®«°°»²æ
¬·´¾§¼»- »º¬»® º±®»¹;»²¼» ¿º¬¿´»ò
ß´´» (²-µ»- »² ¹´:¼»´·¹ ¶«´ ±¹ »¬ ´§µµ»¾®·²¹»²¼» ²§¬;®ò
ªñ Ò·»´- Ö¿½±¾ Ê»-¬»®¹¿¿®¼ ó ìðïè íïíë
»ó³¿·´æ ²¶ªàª»-¬»®¹¿¿®¼ò³¿·´ò¼µ
ªñ Ì®¿½§ Ú´»«® л¼»®-»² ó
»ó³¿·´æ ¸¶-ºò-µ·ª»à³¿·´ò¼µ
îïëè ðêëç
ß
ó
ªñ Ö»¬¬» Í´±¬¸ ó éèìï ììèè
»ó³¿·´æ ¶-ึ»®²»-µ¿¼»º±®»²·²¹»²ò¼µ
Þ
Ó¿®-»´·-¾±®¹Ý»²¬®»¬ ¾§¹ò ïïô °¿®¬»®®»
ÐòÐò H®«³-¹¿¼» ïïô èððð [®¸«- Ýò
Ì´ºò éèìï ììèèô
Ì®:ºº»¬·¼»®æ
Ý
ó
Hª®·¹» ¿µ¬·ª·¬»¬»®æ
Ú¿-¬» ¿µ¬·ª·¬»¬»®æ
ó
ó
Ǽ»®´·¹»®» ±°´§-²·²¹»®æ
· ¬»´»º±²¬·¼»²ò
ªñ Ý¿®-¬»² Ô§µµ»óÕ¶»´¼-»² ó
»ó³¿·´æ ÝÔ೫²µ»²-¼¿³ò¼µ
ªñ ײ¹»³¿²² Ö»²-»² ó êìéí ïïêé
»ó³¿·´æ ·²¶»à°±-¬íò¬»´»ò¼µ
îéîð ðèíç
¬·®-¼¿¹ ¼ò ïïò
¼»½»³¾»®
ŒØ(¶­µ±´»¼¿¹Œ º±® ­»²¸¶»®²»­µ¿ó
¼»¼» ±¹ ¼»®»- °;®(®»²¼»ò Ü¿¹»² ·²¼»¸±´¼»® -;ª»´ º±®»¼®¿¹ ª»¼
ó
Ѳ-¼¿¹ ¼ò îíò ¶¿²«¿® µ´ò ïèòððóîïòð𠿺¸±´¼»® ª· ¼»² ;®´·¹»
¹»²»®¿´º±®-¿³´·²¹
ó
·²¬»®»--»² »® -; -¬±®ò
²§» ¾»-¬§®»´-»-³»¼´»³³»® º®¿ Ê»¶´»ó±³®;¼»¬ò Ü»® ª·´ ²¿¬«®´·¹ª·-
ó
º±® ض»®²»-¿¹»² ±¹ ª· ¸¿® -¬±® ²§¬¬» ¿º ¸·²¿²¼»²- »®º¿®·²¹»®ò
ó
ó
ó
³¿²¹» ¼»² ¿º¬»²ò
Ð;®(®»²¼» ¹®«°°»²æ
ªñ ß´·¬» Õ¿®±´·²» 묻®-»² ó
»ó³¿·´æ ¿´·¬»à©»¾-°»»¼ò¼µ
éìëí íéìí
Ô±µ¿´µ´«¾¾»² ŒÍ´¿°°»®¿­»²Œæ
Í«²¼ ³¿¼æ
Ù»²»®¿´º±®-¿³´·²¹æ
ó
Ю·½»³¿¼æ
Ñ®¼·²:® ¹»²»®¿´º±®-¿³´·²¹æ
Ö«´»º®±µ±-¬æ
ªñ Ô±²²·» Þ®¿¿¹¿¿®¼ ó îíçí ííëë
»ó³¿·´æ ´±²²·»à¸±¾¾§ó¿®¬ò¼µ
ó
ó
ßµ¬·ª·¬»¬-µ´«¾¾»²æ
Ò§ ¾±¹ °; ª»¶ ŒÛº¬»® °®±°°»² Š ­µ¿´ ´·ª»¬ ±¹­; ´»ª»­Œæ
ó
· ª±®»- ±³®;¼» ±³¸¿²¼´»²¼» ¸¶»®²»²ò Ó»®» ±³ ¼»¬¬» · ²:-¬»
ó
Ê· (²-µ»® ¿´´» »² ®·¹¬·¹ ¹´:¼»´·¹ ¶«´ô -¿³¬ »¬ ¹±¼¬ ±¹ ´§µµ»ó
¾®·²¹»²¼» ²§¬;®ò
ªñ ß´»¨ Ö»²-»² ó ìðïï íðéé
»ó³¿·´æ ¿´»¨¶»²-»²ëìà´·ª»ò¼µ
ßµ¬·ª·¬»¬»® · îò ¸¿´ª;® îðïîæ
ó
ßµ¬·ª·¬»¬»® îðïíæ
ªñ Û®´·²¹ Õ¿-°»®-»² ó éìêè éííì
»ó³¿·´æ »±¹µµ¿-°»®-»²à¸±¬³¿·´ò¼µ
ªñ з¿ Öò Õ»¬»´-»² ó îðìé ìíìç
»ó³¿·´æ ºîçëêð༿²º±--ò½±³
ò
®»´»ª¿²¬» »³²»®ò
Ú§²æ
Ò±®¼¶§´´¿²¼æ
Ü¿²²§ Ó¿®·²«- Ü¿´¹¿¿®¼
ͬ±®µ(¾»²¸¿ª²æ
Ñ´·ª»® Í¿²¼ ض±®¬¸
[®¸«-ñH-¬¶§´´¿²¼æ