STUDIEVALG 2015 Download/10MB

Transcription

MAJ 2015
DAGBL ADET INFORMATION
STUDIEVALG
Hjertet eller hjernen?
I dag lader flere fornuften end følelserne råde, når de
vælger studie. Men hvad er smartest?
SIDE 8
HVAD KAN JEG BLIVE?
Mønsterbryderen – Den tunge arv – Hvordan bliver jeg stinkende rig? – Fortiden møder fremtiden
INDHOLD
HVAD KAN JEG BLIVE?
S. 4-7
2
I N F O R M AT I O N
ST U D I EVA LG 2 0 1 5
LEDER
Illustration: Mia Mottelson/iBureauet
Hjælp til at træffe det store valg
HVILKEN
MILEPÆL VIL
DU SÆTTE
I JORDEN?
FORNUFT ELLER FØLELSE
S. 8-11
Den nye ungdomsgeneration vælger med hjernen
og stiler efter fast job, høj løn og sikkerhed
DEN TUNGE ARV
S. 12-13
Som far, så søn, så sønnesøn, så ...
MØNSTERBRYDERE
S. 14-16
Når man er den første i familien, der tager en
uddannelse, kan det føles som at være alene i en
jolle på åbent hav
ANSØGN
IN
FRIST KV GSOTE 1:
5. JULI
HVAD KRÆVER DET?
S. 18-20
Jura, hum.bach, æstetik og kultur. Men hvor
meget skal jeg egentlig læse?
SØG IND PÅ KEA
KEA udbyder videregående uddanelser på
erhvervsakademi- og professionsbachelorniveau
i tæt samarbejde med erhvervslivet. Så er det sagt.
Mens vi synes egentlig, det er vigtigere at fortælle
dig, at KEA leder efter mønsterbrydere, der kan og
vil udfordre status quo for at skabe en bedre verden
med teknik og design. Tager du udfordringen op?
UDLANDSJUNGLEN
S. 22
Et kig på studievalg-tendenser i den store verden
FORTIDEN MØDER FREMTIDEN
S. 24-25
Kinesisk og klassisk græsk. To verdener mødes
HVORDAN BLIVER JEG STINKENDE RIG?
S. 26-29
En ung journalist går i lære som topchef hos
Mærsk på Esplanaden
SPØRGSMÅL & SVAR
S. 30-31
Skal endnu en generation snuble?
OPRÅB
»Jeg skulle have bedt om mere i løn«
DET BEDSTE FRA INFORMATION
S. 32-47
Læs eller genlæs nogle af de bedste artikler fra
det sidste års Information
KOLOFON
Ansvarshavende chefredaktør: Christian Jensen
Magasinchef: Søren Heuseler / iBureauet
Art director: Jesse Jacob / iBureauet
Redaktion: Rasmus Elmelund
Skribenter: Anita Brask Rasmussen, Catarina Nedertoft
Jessen, Christian Bennike, Karen Pontoppidan, Kristian
Villesen, Lisa McCulloch, Maria Høher-Larsen, Mette-Line
Thorup, Michelle Arrouas, Niels Ivar Larsen, Rasmus Bo
Sørensen, Sebastian Gjerding, Sebastian Stryhn Kjeldtoft,
Søren Berggreen Toft, Tatiana Tilly
Fotoredaktør: Sigrid Nygaard
Illustratorer: Ditte Ahlgren, Freja Bagge, Mia Mottelson
Korrektur: Gustav Carl Rey Henningsen, Jesper Jordan
Annoncesalg: Frontmedia
Tryk: Sjællandske Medier
Forsideillustration: Ditte Ahlgren
Af Christian Jensen
D
e sagde det dengang, og de siger
det i dag. I unge skal skynde jer
at blive voksne, og det kan faktisk
kun gå for langsomt. I bliver opfordret til
at søge ind på en videregående uddannelse. Helst efter sommerferien!
Jeg er fra en årgang (student i den
sommer, hvor Danmark vandt EM i
fodbold), der ikke alene blev opfordret
til at søge direkte ind på en videregående uddannelse efter sommerferien.
Vi skulle helst søge ind på et naturvidenskabeligt fag, og allerhelst ingeniøruddannelsen, fordi der snart ville
blive skrigende mangel på ingeniører.
En del af mine gymnasievenner lyttede til rådet.
Jeg tog sæsonarbejde på jyske hoteller og forlystelsesparker. Jeg rejste
med tog fra Vejle til Hongkong. Jeg tog
på Askov Højskole. Jeg gjorde i tre år
alt det, de dengang sagde, var forkert,
og jeg har aldrig gjort noget, der har
vist sig at være mere rigtigt.
På uddannelserne lærer vi alt det,
der giver meritter. Alt det, der former
os efter de samme normer. Alt det, der
giver os den samme grundlæggende
faglighed. Alt det, der gør, at I ligner
og tænker som de andre. Det er jo en
bærende del af pointen med det meriterende uddannelsessystem, at I skal
måles op mod den samme norm.
I skal måles på alt det, der giver me-
ning for et samfund, når man ser samfundet fra politikernes position. Ingen
kan diskutere mod deres sandheder
om, at det for det store fællesskab er
afgørende, at de små ungdomsårgange hurtigt får sig en uddannelse, så de
kan bidrage til at forsørge de stadig flere ældre i samfundet.
Men samtidig får I at vide, at det er
afgørende, at I kan noget helt unikt,
hvis I skal gøre jer forhåbninger om at
få et af de job, der bliver færre af. At I
skal formå ikke at tænke som de andre.
At der ikke bliver arbejde til dem, der
kan det, alle de andre også kan.
Jo, tak, al den snak er fin, men hvordan skal I kunne begge dele? Hvordan
kan I på den ene side blive enestående, når I samtidig opfordres til at gøre
ligesom alle de andre? Hvordan kan
I komme til at tænke anderledes end
alle de andre, hvis I gør akkurat ligesom alle de andre. Hvis I forlænger
”
Jeg gjorde i tre år
alt det, de dengang
sagde, var forkert, og
jeg har aldrig gjort
noget, der har vist
sig at være mere
rigtigt
den ene uddannelse med den næste i
det samme uddannelsessystem?
Der er aldrig nogen arbejdsgiver,
der har spurgt mig om min togrejse
Vejle-Hongkong eller mit ophold på
Askov Højskole. Det skal jeg ikke bebrejde dem, og det skal jeg ikke trætte
med her.
Men alt det, jeg lærte uden for det
etablerede uddannelsessystem, er alt
det, jeg siden har haft om ikke størst så
i hvert fald umådelig stor glæde hos.
For dyb individuel viden er ikke altid
forudsætningen for at nå sine egne
høje mål. Det handler også om at indgå
i et socialt arbejdsfællesskab, respektere andres personlighed og forstå andres faglighed. Alt det, der betegnes
som bløde og dermed overflødige værdier, men som ofte er en forudsætning
for at nå de hårde mål.
Af unge til alle tider forventes det,
at de bevarer det eksisterende og udfordrer vanerne. Det første er en forudsætning for det sidste, men det sidste
kræver, at I alle gør de samme erkendelser i det samme uddannelsessystem.
En del af min generation gjorde det
samme, som Jacob Paludan træffende
formulerer det i sin vidunderlige (og
netop genudgivne) generationsroman
Jørgen Stein fra 1932-33: De blev »årgangen, der måtte snuble i starten«. I
løbet af ganske få år viste arbejdsløsheden blandt ingeniører at vokse til
historiske højder. Hvad årsagen var til
det, har jeg aldrig fundet ud af.
Men de sagde det dengang, og de siger det i dag.
God fornøjelse med denne udgave
af STUDIEVALG.
chrje@information.dk
DIGITAL
BYG
DESIGN
TEKNIK
KEA.DK
4
TVIVL
Hun forløser drømme
Engang gav det helt sig selv, hvor man ville ende i livet: Man kunne bare se på sine forældre.
I dag har alle i princippet frit valg på alle hylder, og det stiller krav til ungdommen – og ikke
mindst til studievejledningen
Sidsel Daubjerg Overgaard,
leder af Studievalg Østjylland i
Vestergade i Aarhus, giver hver dag
rådvilde unge i hobetal hjælp til at
vælge studie. Foto: Gregers Tycho
som sidder i den samme stilling hele
deres arbejdsliv. Hun lægger også
vægt på, at det at træffe store valg
ikke er en engangsaffære:
»Mange har allerede truffet et valg,
da de skulle vælge en ungdomsuddannelsen. Det har åbnet nogle døre,
men når man træffer valget om en
videregående uddannelse, er det lidt
det modsatte, der sker. Så vælger man
pludselig noget fra, og det kan være
skræmmende,« siger centerlederen.
FORÆLDRENE
UG
BIBLIOTEKET
VEJLEDNING
O
Selv om verden har forandret sig,
siden dine forældre stod over for
et studievalg, kan deres indsigt
sagtens bruges. De ved måske
ikke, hvad adgangskvotienten på
erhvervsøkonomi er i Esbjerg,
men deres ekstra år på denne
planet har lært dem en ting eller
to om at træffe vigtige valg i livet.
Længe før syvtrinsskalaen – ja
endda før 13-skalaen – var UG
(’udmærket godt’) det ypperste,
man kunne opnå, når der skulle
uddeles karakterer. Men UG står
også for ’Uddannelsesguiden’ og
er en hjemmeside, som giver overblik og svar på faktuelle spørgsmål. Husk blot .dk til sidst.
Hylderne bugner med litteratur
om, hvad du skal stille op med
dit liv. Vidste du f.eks., at der er
forskel på en planteskolegartner
og en væksthusgartner? Dét, og
meget mere står i moppedrengen
Hvad kan jeg blive, som er udkommet årligt siden 1952.
Om du dukker op fysisk i et af landets syv studievalgscentre, ringer
eller skriver er egentlig ét fedt. Du
får ved en henvendelse hos centrene vejledning om dit store valg,
hvad end du ønsker overblik eller
inspiration.
canj@information.dk
TILFÆLDIGHEDERNE
En af de ting, man ofte glemmer,
når de store valg skal træffes, er,
at man højst sandsynligt alligevel ikke ender der, hvor man forventede. De færreste bliver i den
samme branche resten af livet, så
måske er dit valg slet ikke så afgørende, som du tror.
J. C. JACOBSENS HAVE
ENGHAVEVEJ
I gamle dage
Uddannelsesvejledning er et tema,
som fylder mere og mere i samfundet. I gamle dage traskede de fleste
velvilligt i deres forældres fodspor,
men i det moderne samfund, er det
forældrenes kunnen og interesser
ikke længere afgørende for et ungt
menneskes studievalg.
Allerede i 1960’erne forsøgte man
at hjælpe folk med at få afklaret deres store valg. I en kælder på Køben-
havns Universitet i 1960’erne kunne
man tage en test, som tog udgangspunkt i den unges konkrete evner og
matchede evnerne med en bestemt
profession. Testen viste altså, hvad
man var skabt til at lave gennem et
øjebliksbillede.
»I dag kigger man mere på det
hele menneske. Ikke kun med øje
på, hvad den unge allerede kan, men
også hvilke drømme personen har,«
siger Sidsel Daubjerg Overgaard og
fortæller, at hun gør meget ud af at
fortælle de unge, at man udvikler sig
hele livet, og at det er de færreste,
S
VESTERFÆ
LLEDV
er spørgsmål, som Sidsel Daubjerg
Overgaard dagligt stiller.
m lidt skal Sidsel Daubjerg
Overgaard tale med en ny. I
løbet af en 20 minutter lang
samtale i Studievalg Østjyllands vejledningscenter skal vejlederen og
centerlederen forsøge at guide et
ungt, rådvildt væsen igennem dets
tanker om, hvad der skal ske, når
mere end 10 års skolegang slutter,
og hun for første gang skal træffe sit
helt eget valg om fremtiden.
I dag kommer der 16 mennesker
til vejledning, og når Sidsel Daubjerg
Overgaard kigger ned over emnefelterne i de mails, de unge har sendt
for at bestille tid, ligner mange af
temaerne hinanden.
Nogle er i tvivl om, hvad de egentlig har lyst til at uddanne sig til.
Andre er nået et skridt længere
og vil for eksempel gerne vide, om
deres karaktergennemsnit er højt
nok til at give adgang til deres drømmestudie.
»Hvad er du god til?«, »hvor ser
du dig selv om 10 år?«, og »hvad er
det næste skridt i din afklaring?«,
Af Catarina Nedertoft Jessen
Savner forældrene
I få tilfælde er der forældre med til
samtalerne i studievalgscentret, men
blandt vejlederne kunne man godt
tænke sig, at forældrene spillede en
større rolle i forbindelse med studievalget. Det opmuntrer vejlederne til,
når de holder oplæg for forældre til
unge på ungdomsuddannelserne.
Sidsel Daubjerg Overgaard oplever ofte, at der kommer unge mennesker til vejledning, hvis forældre
ikke vil påvirke dem til et bestemt
valg, men blot siger, at de unge skal
vælge lige præcis dét, som de har lyst
til, og som derfor ikke snakker med
deres unge om fremtiden.
»Det er jo lidt trist at sætte sit unge
menneske i en situation, hvor de ikke
har nogen at snakke med,« siger hun
og fortsætter:
»Jeg tror, det skyldes, at der er
opstået et mantra om, at unge mennesker skal vælge det, der gør dem
lykkelige. Men som en ung mand
sagde til mig engang, er det godt
nok et stort ansvar at få lagt på sine
skuldre, at man selv skal sørge for
at blive lykkelig.«
6
TIDENS ÅND
iMatrix
Ved iBureauet
Den forbeholdne, fuldstændige og forudsigelige
analyse af tidens og fremtidens job
Velkommen til ny Information
NR 02
Realitystjerne
Hvis tårer var guld
Prins Henrik genopliver
det royale eventyr
Middelhavet er
farligst for kvinder
Slut med dildoer stablet
på en bund af perlegrus
Fremtidens slankekur
er et lille hul i maven
7
8
10
22
For første gang i Informations historie introducerer vi en
tresektioners weekendudgave. Avisen hedder Information
Weekend
SEX
LITTERATUR
LØRDAG 25. APRIL 2015
Bæredygtig
businessmand
Save the world
and get rich
trying
Kok
Du får dit eget
tv-program
Møbelsnedker
Overdrevet
håndværkerlækker
grundighed
Art director
Smart i en fart
WEEKEND
LØRDAG 25. APRIL 2015
t
Flugten fra ghettoen
he
et
Shulem Deen voksede op, blev gift og fik børn som me
medlem
edlem af det jødisk ortodokse
samfund i New York. Tvivl kom til at koste ham hele ha
hans
ans ssociale og familiære liv
Politibetjent
(Jylland)
Farvel til Club 34
– og de frække fadøl
FBI-fusk med håranalyse
gav uskyldig 28 år i fængsel
MODERNE TIDER / S. 10-12
BAGGRUND / S. 8-9
Mens de fleste danske fremmedkrigere i Irak og Syrien
kæmper for sunnimuslimske IS, kæmper enkelte også
for shiamilitser imod IS. Men også shiamilitserne begår
menneskerettighedskrænkelser. PET og eksperter advarer
om, at der kan opstå konfrontationer mellem grupperne
tilbage i Danmark
Bartender
Svesken på
disken og rotten i
grotten
analyse i en rapport fra marts i år. Men efterretningstjenesten vurderer også, at »et mindre
antal« shiamuslimer er rejst til konfliktzonen
»for at bekæmpe militante islamistiske grupper eller andre væbnede oppositionsgrupper«.
Denne vurdering er hidtil ikke blevet bekræftet, men nu har Information været i kontakt med en 29-årig mand fra Danmark, der
fortæller, at han har kæmpet for en shiamilits
Af Deniz B. Serinci
H
ovedparten af de såkaldte fremmedkrigere, der er rejst fra Danmark til
Irak eller Syrien, er »unge, sunnimuslimske mænd«, der tilslutter sig Islamisk Stat (IS).
Det konstaterer PET’s Center for Terror-
FORMIDLINGSKOMPETENCER?
DIPLOMUDDANNELSE
Formidling af Kunst og Kultur
for Børn og Unge
www.kvu.dk
5993 1009
ODSHERRED
TEATERSKOLE
A
DEN DANSKE
SCENEKUNSTSKOLE
K
t
MODERNE TIDER / S. 8-9
i Irak. Hvilken ønsker han dog ikke at oplyse.
Desuden siger flere kilder til Information,
at de har kendskab til personer, der er rejst
fra Danmark for at tilslutte sig shiamilitser
i Irak og Syrien.
støttet og bevæbnet af regeringen i Irak, har
bortført og dræbt snesevis af civile sunnier SIDE
i
de seneste måneder.«
I forlængelse af, at PET i førnævnte rapport vurderer, at ikke alene sunnimuslimer,
men også shiamuslimer deltager i kampene
Plyndringer, bortførelser og drab
i Syrien og Irak, advarer efterretningstjeneSelv om shiamilitserne kæmper imod IS og sten om, at »de etnisk/sekteriske dimensioandre ekstremistiske sunnimuslimske grup- ner i konflikten i Syrien og i Irak kan føre til
per, er det kontroversielt at tilslutte sig dem, konfrontationer mellem de berørte grupper
fordi flere organisationer peger på, at også i Danmark«.
18shiamilitser
kurser der
sætter
perspektiv
ditbekymring
arbejdsliv.
flere
har gjort
sig skyldige
i grove påDen
kan være velbegrundet,
menneskerettighedskrænkelser. I en rapport vurderer Magnus Ranstorp, terrorekspert fra
fracopenhagensummeruniversity.ku.dk
18. marts 2015 dokumenterer Human Rights Försvarshögskolan i Stockholm. Han forklarer,
Watch således, at shia-militser har plyndret at der allerede foregår konfrontationer melsunnimuslimske civiles ejendomme, brændt lem sunnimuslimer og shiamuslimer, som
deres hjem og virksomheder og ødelagt flere
landsbyer. Og i sommeren 2014 konklude- Fortsættes 1. sektion side 4
rede Amnesty International: »Shia-militser,
findes
4-5
4-- 5
ER DU STADIG RIGTIG
IG
G KLOG?
KL
5.-7. juni
SKØN MUSIK VED LIMFJORDEN
M. SOLISTER OG BANDS FRA HELE VERDEN
Buda Folkband(Ungarn) | Baltic Crossing (UK/Fin/DK)
The Original Polcalypso Orch.(DK) | Himmerland (DK)
Erik Hokkanen & Lumisudet (USA/Fin)
Heart String Quartet (Irland/UK))
Se mere på:
www.halkaer.dk
>KUNST
>FOTOGRAFI
>ARKITEKTUR
>DESIGN
>GRAFISK DESIGN
NYT EFTERÅRSKURSUS MED FOKUS
PÅ PORTFOLIER OG
OPTAGELSESPRØVER TIL
KUNSTAKADEMIER
0(',(Ƨ2* JOURNALISTHØJSKOLER
ARKITEKTSKOLER
DESIGNSKOLER
Kunsthistoriker
»Jeg opdagede Tal R«
t
*TFLUJPOFOLitteratur GPLVTFSFSWJQÊTLOMJUUFSBUVSPHEFOMJUUFSSF
EFCBU
t
*TFLUJPOMFWFSFSWJFUGBTUbaggrundsopslagQÊVHFOTWJHUJHTUFIJTUPSJF
PHLMEFSMTFSFQÊUJMBUUBMFNFEPNTBHFO*Verdens GangGPSUMMFSWJ
FMMFSTPWFSTFUFIJTUPSJFSGSBLMPEFOTLPOUJOFOUFS
*EFUOZFGPSNBUMiddagsselskabetQÊEFCBUTJEFSOFJOTQJSFSFSWJEJHUJM
TBNUBMFOPNVHFOTWJHUJHTUFUFNB
t
Forfatter
Du kan selv udgive
hele lortet
Landmand
Rigtige mænd
for lånte penge
Musiker
(Konservatoriet)
FREDAG 24. APRIL 2015
Snapshots fra en
af de dyre drenge
En flygtning er også
et menneske
Vi skal redde ytringsfriheden
fra den politiske debat, mener
Mads Brügger
Louisianas præsentation af
Peter Doig viser, at han er en af
samtidskunstens superstjerner
Ny udstilling sætter fokus på
tilværelsen i asylcentrene, livet
på flugt og dem, der druknede
PENGE
Gymnasielærer
Svært at overdøve
boblende hormoner
Ingeniør
Bygger
fremtiden –
hele tiden
Sommelier
Kræver en god
næse
Folkeskolelærer
Hvis bare politikere
og forældre lod dem
arbejde i fred
’Det eerr dumt
at lav
lave
ve film’
S
SIDE
IDE 4
4-5
Socialrådgiver
Du må godt kalde dig
coach
Sælger
Er det godt eller
skidt at have dårlig
mave, hvis man
skal prutte om
prisen?
Optiker
De har trods alt
hvide kitler
Bankdirektør
Tjener kassen, selv når
renten er i minus
Foto
Journalistik
Politik
Film
Musik
Litteratur
Filosofi
Intensivt fotografisk kursus
21. - 27. juni 2015
Mød bl.a. Søren Solkær Starbird,
Joachim Adrian, Anders Birch, Lærke
Posselt, Carsten Ingemann, Martin
Lehmann, Jacob Aue Sobol, Tina Enghoff, Daniel Rye, Maria Fonfara og
Peter Hove Olesen
Grundtvigs Højskole i Hillerød
Tlf 4826 8700 – www.grundtvigs.dk
KRITIK
NROHUQNHV'UDJGN
+¡MV
9LQMVNGROH
NXUVXV
*TFLUJPOCSJOHFSWJCMBUgens PortrætEFSFSFUHFOOFNBSCFKEFU
QPSUSUBGFOQFSTPOTPNIBSTQJMMFUFOWJHUJHSPMMFJVHFOTMC
t
7JTUZSLFSEFCBUUFOGSFEBHNFEJOUFMMFLUVFMJEÍEFCBUTBNUJEJHNFEBUWJ
JEFCBUJOUFSWJFXHJWFSTUFNNFUJMEFNEFSFMMFSTJLLFCMJWFSISU
#5§=5B5§?7§D9<=5<4§497§@[
GGGÁ2B1>42:5B7Á4;§5<<5B§B9>7§ÃÃ
BRANDBJERG HØJSKOLE
M A N D A G 2 7. A P R I L 2 0 1 5
DAGENS INTERVIEW / 6
Facebooks legestue
og nye hovedsæde
Det nye hovedkontor af Frank
Gehry er råt, organisk, åbent og
har med vilje et ufærdigt look
KULTUR / 14-15
/
KR. 20,00
’Gør dit bedste
– eller gå til grunde’
Stop nu jagten på
præmiesexlivet
Tidens enøjede fokus på vækst
og præstation skader os. Gør
oprør, siger belgisk professor
Hvorfor skal det være vildere og
vådere? Vi har fået et forskruet
indtryk af, hvad god sex er
FAKULTET / 12-13
M AN DAG - TO R S DAG
Kinas kulforbrug falder – 6.000 kulminer er lukket
på fire år. Det er godt nyt for både miljøet og for
kinesernes sundhed, men kulminebyerne betaler
prisen. Tag med til Shaanxi-provinsen
og mød de trængte minearbejdere
Kosmetolog
Du kan begynde med
Barbie-dukken
Skarpere hverdag
KRONIK / 16-17
Kina drolser
ned for kullet
t
FOKUS / SIDE 4-5
t
Bibliotekar
Dannelsens sidste
bastion
KNAP SÅ MEGET SEX
t
&j<7§=5<<5=
M?E>D19>29;5§À§N1DEBF1>4B9>7§À§M9>46E<>5CC§
À§H1F;1:1;§5<<5B§M14§?F5B§9<4
WLOHWK¡
Politibetjent
(København)
P-vagt
”Fængslende biografi om den
uforfærdede journalist og modstandsmand ... besættende
læsning”
Ekstra Bladet
KR.
199
INFORMATIONSFORLAG.DK
PROBLEMER MED HØRELSEN?
Grundtvigs
Højskole
Jyllands-Posten
Bedemand
Verdenshistoriens
sidste monopol
.FETFLUJPOFO,VMUVSJOUSPEVDFSFSWJFUOZUTJEFSTLVMUVSNBHBTJO
'STUFIBMWEFMBGTFLUJPOFOWJMWSFCÊSFUBGQFSTQFLUJWFSFOEF
LVMUVSKPVSOBMJTUJLPHBOBMZTF*BOEFOIBMWEFMVEWMHFSWPSFTBONFMEFSF
EFNFTUJOUFSFTTBOUFWSLFSJOEFOGPSEFGPSTLFMMJHFLVOTUBSUFS
Musiker
(Autodidakt)
Youtuber
Revisor
Knastør profit
AKTIV SOMMER I GREJSDALEN
)LQGGHWGXHUJRGWLO
Klimaminister Rasmus Helveg
tror fast på, at privat kapital vil
redde klimaet og vende kursen
Pensionsrådgiver
Sørger altid for at få 25
pct. i egen pension
Skibskaptajn
De syv verdenshave
over den syvende
himmel
Peter Doig – Anne Linnet – Blur – Mew – Cabaret – Cope
Copenhagen Phil – Avengers – Far from the Madding Crowd
- EBCEC§6?B§F?;C>5§9§E75§
Kampen om penge til
at forbedre klimaet
Renovationsarbejder
Nogen er jo
nødt til at tage
skraldet
Eskimolog
Hvis du kan holde
hovedet koldt
t
1. SEKTION / SIDE 10-11X
Vi har også lange
kurser på 8-36 uger
Psykolog
Det er altid lettere
at fikse andres
problemer
KULTUR / 10-11
En af de skarpeste kritikere af islam, Ayaan
Hirsi Ali, siger nu for første gang, at selv om
radikaliseringen tager til, så kan islam faktisk
reformeres takket være internettet og en
spirende dissidentbevægelse i vest
·
·
·
·
·
·
·
Farmaceut
Dulmer alt kemisk
KULTUR / 12-13
Islam kan
reformeres
Sommer
kursus
Cand.scient.pol
Strategi og proces,
no less
1. SEKTION / 14-15
F R EDAG
KR. 30,00
I ytringsfrihedens
tjeneste
Rusland annoncerer et nyt syn
på Arktis og trækker parallel til
udvikling på Krim og i Ukraine
KNAP SÅ MANGE PENGE
Præst
Hvis du kan leve
i evig tvivl
Pædagog
Kom nu, ungerne har
brug for dig!
/
Første stop var Krim,
er næste stop Arktis?
1. SEKTION / 9
Spindoktor
Når journalister vil
have mere i løn
KULTUR
FREDAG 24. APRIL 2015
2OJD5DYQIRUIDWWHU
Filminstruktør
Drømmejobbet – når du
har renset Ålens pool
7JSFMBODFSFSModerne TiderJFUTLÊSFUmagasinformatPHJFOLSBGUJHFSF
QBQJSLWBMJUFU7JGPSFOFSNBHBTJOGPSNBUFUTGPSUMMFHMEFIVNPSPH
WJTVFMMFPWFSTLVENFE*OGPSNBUJPOTLSJUJTLFTLBSQIFEPHNFEEFO
JOUFMMFLUVFMMFQPMJUJTLFJEÍEFCBU
(MEEJHPHTÊUJMOZFGBTUFJOETMBHTÊTPNFOtegningBG$ISJTUPýFS
;JFMFSPHbylivsanmeldelser BGTLSJCFOUFSTPN.BSJB(FSIBSEUPH,SJTUFO
#KSOLKS
10.-14. august 2015 /
17.-21. august 2015
KRABBESHOLM HØJSKOLE
2015
ANSØG SENEST D.1 JUNI
HALKÆR
FESTIVAL
Kunstner
Gør en karriere ud af
fattigdom, katastrofer
og weltschmerz
Jurist
Hvis du overlever
studiet ...
Politiker
Sæt din indre
populist fri
Side 14
Det er især kvinder, der dør
på turen over Middelhavet
Fremmedkrigere fra Danmark
Ondskaben
Ondskabe
en
kæmper for shiamilitser i Irak Katja Ke
Kettu
etttu
Journalist
Eller noget med
med medier
Datalog
De overtager
snart verden
indefra
LØRDAG
KR. 35,00
Fitnessinstruktør
Bachelor i idræt –
så spiller kroppen
Arkitekt
Primadonna-nykker
ingen hindring
Tandlæge
Bygger bro fra bor
til bank
/
Dybere weekend
95
- prøv GRATIS vores MICRO høreapparat
Rejs til New York med USAekspert Mads Fuglede og
skab musik med Tue West.
LAV DIN EGEN LINIE VÆLG MELLEM 40 FAG
Foto
Film
Radio
Journalistik
Politik
Kommunikation
Filosofi
Psykologi
Litteratur
Kunst
Musik
Sport
Før skjulte jeg, at jeg havde
høreapparater, nu viser
jeg alle hvor smarte de er
Conny Hundtofte Strauch
6HOYVW QGLJUHJQVNDEVNRQVXOHQW
RING PÅ
70 230 560
www.dkhc.dk
GRATIS HØREUNDERSØGELSE
t
7JIBSHKPSUTFLUJPONFSFGPLVTFSFU7JHJWFSPWFSCMJLPWFS
EHOFUPHTUUFSNFEFUdagligt interviewFMMFSportrætGPLVTQÊ
EBHTPSEFOTUUFOEFQFSTPOFS'MFSFHBOHFPNVHFOHJWFSWJQÊ
GPLVTPQTMBHEFWJHUJHTUFTBHFSFOTSMJHHSVOEJHCFIBOEMJOH
.BOEBHUJMUPSTEBHGÊSVEWBMHUFOJDIFSEFSFTFHOFGBTUFPQTMBH
.BOEBH Forskning & Uddannelse5JSTEBHØkonomi0OTEBH
Omstilling5PSTEBHKrop & Sind
7JTUUFSGPLVTQÊGBHMJUUFSBUVSFOIWFSUPSTEBH
8
GENERATIONER
9
GENERATIONER
Illustration: Ditte Ahlgren/iBureauet
Ungdommen,
som gemte
sig i klædeskabet
Frygten for en dyster og skræmmende fremtid med arbejdsløshed og globale konflikter får den nye ungdomsgeneration
til at se sig om efter den stabile karrierevej, som kan give fast
arbejde, familie og hjem. De unge af i dag minder mere om
80’ernes ’No Future’-generation end om de idealistiske 68’ere
D
Af Maria Høher-Larsen
en politiske dundertale om at vælge en uddannelse, der fører til et job, preller af på 19-årige
Gabriella Behrensdorff. Når hun går ud af 3. b
på Niels Steensens Gymnasium i København,
skal hun læse film- og medievidenskab og
vil senere søge ind på Filmskolen. Det bliver
svært, men som hun siger: »Man har altid lov
til at drømme, og der er jo nogle, som kommer
ind.« Og så tager hun nok et sabbatår eller to,
inden hun overhovedet bevæger sig videre i
uddannelsessystemet.
Anderledes målrettet er klassekammeraten,
19-årige Gudrun Nolsøe, der vil læse økonomi
på Københavns Universitet. Det var blandingen
af samfundsfag og matematik på højniveau
på gymnasiet, som åbnede hendes øjne for, at
differentialregning faktisk kan bruges til noget: »Jeg interesserer mig meget for, hvordan
samfundet er skruet sammen, og jeg fandt ud,
at når man diskuterer politik eller taler om
samfundet, kommer man hurtigt til at tale
om, hvordan man kan finansiere ting.« Hun
tilføjer, at studiet også tiltaler hende, fordi
hun kan lide at arbejde på en bestemt måde:
»Det passer godt med, hvordan jeg kan lide
at tænke – at man har et resultat, man kan
forholde sig til.«
Gabriella Behrensdorff og Gudrun Nolsøes
generation har fået mange etiketter hæftet
på sig – ofte negative og let hånende som Generation Mig, Generation Z eller Generation
Curling. Thomas Fürth er fremtidsforsker og
har beskæftiget sig med skiftende ungdomsgenerationer og deres værdier. Han er også
forskningsleder ved den svenske forskningsog konsulentvirksomhed Kairos Future, og her
kalder de den nye generation, som er født i
midten og slutningen af 90’erne, for Generation Orden, forklarer han:
»De unge er målrettede og tænker praktisk.
De studerer, fordi de skal bruge deres uddannelse til at få et job, ikke af lyst.«
Det samme indtryk har Johannes Andersen, lektor ved statskundskab på Aalborg Universitet, af de unge af i dag. Han beskriver de
unge som disciplinerede og nytteorienterede:
»Generationen i dag er meget bevidst om, at
den skal træffe nogle valg. Samtidig er den som
følge af finanskrisen og et politisk pres bevidst
om, at man skal være målrettet, hvis man vil
have et fedt arbejde. Den er opmærksom på,
”
De unge er målrettede
og tænker praktisk.
De studerer, fordi
de skal bruge deres
uddannelse til at få et
job, ikke af lyst
10
GENERATIONER
GENERATIONER
Illustration: Ditte Ahlgren/iBureauet
FAKTA
Ungdomsgenerationer i 50 år
Generation Orden
× Ungdomsår: 10’erne.
× Studievalg: Går efter studier med
jobgaranti, f.eks. naturvidenskabelige
og tekniske uddannelser, men også
kommunikationsuddannelser.
× Værdier: Er mest interesseret i deres egen
lille verden med familie, et trygt hjem og det
faste gode job
× Sagt om dem: Er også blevet kaldt
’Generation Mig’, fordi de bliver opfattet
som forkælede og egoistiske, men også
målrettede og ambitiøse.
Peter Pan-generationen
× Ungdomsår: 90’erne og 00’erne.
× Studievalg: Har haft frit valg på
alle hylder, men har særligt valgt
kommunikationsuddannelser, æstetiske fag
og tekniske studier.
× Værdier: En individualistisk generation, som
dyrker sig selv og udskyder voksenlivet til
midten af 30’erne og 40’erne.
× Sagt om dem: Er blevet omtalt som
’Netværksgenerationen ’, fordi de som den
første generation har haft en stor del af deres
sociale tilværelse på internettet.
Generation No Future
× Ungdomsår: Slut-70’erne og 80’erne.
× Studievalg: Det blev moderne at vælge
tekniske uddannelser i 80’erne, hvor nye
industrier med mobiltelefoni, it og vindenergi
blomstrede op.
× Værdier: Har ingen tro på kollektive
værdier, kun det individuelle og lokale gav
mening for dem.
× Sagt om dem: Er også blevet kaldt ’Någenerationen’, eftersom de ikke engagerede
sig i samfundet, på samme måde som den
tidligere 68’er-generation gjorde det.
68’er-generationen
× Ungdomsår: Slut-60’erne og 70’erne.
× Studievalg: Valgte typisk studier, som i
deres øjne kunne hjælpe dem til at ændre
samfundets institutioner, f.eks. humaniora
eller statskundskab.
× Værdier: Har tro på fremtiden og
samfundet, og tror på, at det kan ændres til
det bedre.
× Sagt om dem: Er ofte blevet omtalt som
’Blomsterbørnene’, eftersom de ønskede
at ændre samfundet med blomster og
kærlighed i stedet for våben og krig.
11
hvor der er arbejde at få, men forholder sig
også til hvad, der er hipt.«
Gammeldags værdier er hotte værdier
Især finanskrisen i 2008 har ifølge Johannes
Andersen betydet, at de unge er blevet mere
fokuserede på at vælge et erhvervsrelevant
studie. Desuden er uddannelsessystemet de
seneste år blevet reguleret med øgede adgangskrav, og man har »ryddet op i de ikkenyttige uddannelser«. Det har betydet, at
rigtig mange unge slet ikke kan komme ind
på det studie, de går og drømmer om. »Så
har de unge kun de begrænsede muligheder
at vælge imellem, og studievalget bliver for
mange ofte et spørgsmål om at vælge noget,
som der kan komme et arbejde ud af,« siger
Johannes Andersen.
De unges ønske om at få et godt job efter
studiet afspejler den nye ungdoms værdier.
Thomas Fürth forklarer, at analyserne i Kairos
har vist, at de unge prioriterer sociale værdier,
som man kunne kalde konservative.
»De er glade for familie, børn, gode hjem og
deres arbejde. Det at udrette noget betyder for
dem at få et job, som kan give dem det gode
liv og den gode familie. De er ikke interesseret i verden udenfor,« siger han. »Det er de
lidt gammeldags værdier, som vi kender fra
40’erne og 50’erne, og som mange troede for
længst var blevet gemt væk i det historiske
klædeskab, som er fundet frem igen. I dag er
det hotte værdier.«
Ifølge Thomas Fürth udspringer de unges
værdisæt af en tidsånd, der blandt andet er
formet af globale problemstillinger: »Den politiske og sociale debat er meget kortsigtet, og
vi tænker ikke rigtigt på den fjernere fremtid. Fremtidsudsigterne forekommer dystre,
når man tænker på Ukraine-krisen, Islamisk
Stat i Mellemøsten og job, der forsvinder som
følge af digitalisering og computerteknologi.
Der er mange forandringer i verden, som folk
ikke ser som noget godt, og ungdomsgenerationen håndterer det ved nostalgisk at søge
sin fremtid historien, i svundne tider. Derfor
ser vi den her tendens, hvor unge mennesker
gemmer sig i deres egen lille verden, hvor alt
kan blive godt.«
Fremtidsudsigterne har også før i tiden
syntes dystre. De, der var unge i slutningen af
70’erne og i 80’erne, er blevet kaldt No Futuregenerationen, fordi en stagnerende økonomi,
frygt for atomkrig og et indadvendt politisk
klima satte sit depressive præg på ungdommen. Punkerne var den ekstreme variant af
ungdomskulturen, og hos dem havde samfundets krisestemning grundfæstet sig så
eftertrykkeligt, at de gik helt uden om uddannelserne.
»No Future-generationen havde ligesom
nutidens et pessimistisk syn på fremtiden,
men de to generationer drager forskellige konklusioner,« påpeger Thomas Fürth: »I 80’erne
havde de unge den holdning, at man kunne
gøre, hvad man ville, for verden gik alligevel
under i morgen. I dag forholder de unge sig
til en skræmmende fremtid ved at gemme sig
i deres egen lille verden. Det er i deres lille
verden med familie, job og hjem, at fremtiden ligger. Man kan sige, at punkkulturen
ikke på samme måde havde et klædeskab at
gemme sig i som de unge i dag.«
Optimisme og frit valg på alle hylder
Den generation, der er lidt yngre end punkerne – dem, som blev født i 80’erne, og som var
unge i 00’erne – karakteriserer Thomas Fürth
som de postmoderne og meget individualistiske individer, som ikke er så interesseret i
voksenliv og familie. Uddannelsen og jobbet
handler for dem om at realisere sig selv. Ifølge
Johannes Andersen er det en generation, som
typisk har haft frit valg på alle hylder, når den
skulle vælge uddannelse: »Både i 90’erne og
i 00’erne har vi en ungdom, som helt frit kan
vælge en bred vifte af uddannelser. Men hvor
90’ernes unge er ubeslutsomme, er ungdommen i 00’erne dem, som har lært at vælge.
De har lært at påtage sig den nye ungdomsi-
dentitet, som handler om at vælge, og her er
uddannelsesvalget særligt centralt.«
En anden generation, som har haft det privilegium at kunne vælge uddannelse med
hjertet, er 68-generationen, hvis medlemmer
var unge fra slutningen af 60’erne til slutningen af 70’erne. Det var en opbrudstid, hvor
den sociale arv blev brudt, blandt andet på
grund af SU’en, som blev indført i 1970. Det
var med til at sikre, at arbejder- og bondebørn
på lige fod med velstillede unge havde mulighed for at tage en videregående uddannelse.
Men selv om de unge 68’ere kunne læse,
hvad de havde lyst til, lå der også en politisk
drivkraft bag deres valg, forklarer Johannes
Andersen:
»Det er i høj grad en periode, hvor de unge
valgte deres studie med hjertet, men man var
også strategisk og valgte de uddannelsesområder, hvor der især skulle gøres op med autoriteterne, f.eks. humaniora og statskundskab.
Så de unges studievalg blev også bestemt af,
at man var del af et politisk fællesskab.«
Optimisme og tro på forandring definerede 68-generationen. De blev kaldt ’baby
boomers’, fordi fødselstallet steg markant efter Anden Verdenskrig, men også fordi økonomien blomstrede i den vestlige verden.
»Du kunne opbygge det samfund, du ønskede dig, og gøre, hvad du havde lyst til,« forklarer Thomas Fürth. 68’erne gjorde ikke kun
oprør mod samfundets autoriteter, men også
deres forældres værdier: »De ville ikke have
deres forældres liv med familie og det pæne
hjem. De syntes derimod, at væggene rundt
om familiens lille verden skulle rives ned.«
Den ambitiøse ungdom
Hvor 68-generationens studievalg typisk var
baseret på et politisk værdigrundlag, som
handlede om at ville ændre samfundet, er
nutidens ambitiøse ungdom mere egoistisk.
Den er ambitiøs på egne vegne, mener Johannes Andersen:
»De skal have optimale karakterer, mens
det er faktisk kun en mindre gruppe, som
er oprigtigt interesseret i selve studiet,« siger Johannes Andersen. Han oplever selv
denne ungdomskultur i sin undervisning
ved Aalborg Universitet, for eksempel når
der er gæsteforelæsninger. »Vi bliver altid
spurgt, om det er noget, som de kan risikere
at komme til eksamen i. Hvis det ikke er en
del af pensum, er det, som om det er ret ligegyldigt for dem at dukke op, og så sidder
der kun et par enkelte studerende for interessens skyld.«
Thomas Fürth er enig:
»De er i hvert fald egoistiske i den for-
”
I dag forholder de unge
sig til en skræmmende
fremtid ved at gemme
sig i deres egen lille
verden. Det er i deres
lille verden med
familie, job og hjem,
at fremtiden ligger.
Man kan sige, at
punkkulturen ikke på
samme måde havde et
klædeskab at gemme
sig i som de unge i dag
stand, at deres mål er at skabe deres egen
lille verden. De ønsker at vokse op med en
klar plan for, hvordan deres liv skal forme
sig, og tænker ikke på de mere dybdegående
værdier ved at studere. At studere handler
for dem ikke om at få et større og bredere
perspektiv på verden, men om at opnå det
gode og sikre job.«
Det er også ønsket om at få et sikkert job,
der ifølge Thomas Fürth ligger til grund for,
at flere og flere unge danske studerende vælger de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser.
»Der er en forestilling om, at videnskabeller teknologistudier leder til et rigtigt arbejde. Desuden er det også langt nemmere
at forestille sig, hvad en læge laver. Og så
har du digitaliseringen og it-fronten, som
begynder at fylde meget i folks hverdag. Det
er Steve Jobs, som de unge ved, hvem er,
og ser op til. Ikke en eller anden personlighed, som har gjort sig bemærket inden for
humaniora.«
De to kommende studenter, Gabriella Behrensdorff og Gudrun Nolsøe, mener dog, at
netop interessen for studiet er vigtig, når
man skal overveje sin fremtid. »Man skal
helt bestemt følge sit hjerte. Jeg kan mærke,
at hvis jeg skulle læse noget, som jeg ikke
syntes var spændende, ville jeg droppe ud,«
siger Gabriella Behrensdorff.
Gudrun Nolsøe er lidt mere forbeholden
og fortæller, at hun også har skelet til arbejdsløshedsstatistikkerne. Alligevel er hun
enig med Gabriella Behrensdorff i, at man
skal vælge en uddannelse, som man synes
er spændende:
»Man må bruge sin sunde fornuft, men
samtidig også følge sit hjerte. For det er en
selv, som sidder med konsekvenserne af det
valg, man har truffet. Og det giver ikke mening, hvis man slet ikke kan fordrage den
uddannelse, man har valgt.«
ibureauet@information.dk
KRABBESHOLM
HØJSKOLE
NYT EFTERÅRSKURSUS
MED FOKUS PÅ
PORTFOLIER OG
OPTAGELSESPRØVER
TIL
>KUNST
>FOTOGRAFI
>ARKITEKTUR
>DESIGN
>GRAFISK DESIGN
KUNSTAKADEMIER
0(',(Ƨ2*
JOURNALISTHØJSKOLER
ARKITEKTSKOLER
DESIGNSKOLER
12
13
ARV
ARV
Trommeslager Andreas Svendsen studerer
ved Manhattan School of Music. Hans
forældre er også trommeslagere, og deres
opbakning og det faglige fællesskab, han
har med dem, har betydet meget for hans
karriere. Foto: Michelle Arrouas
Studerende
træder ned i
forældrenes
faglige
fodspor
Mere end en femtedel af danske unge vælger samme profession som deres forældre, og især i toppen og bunden af
samfundet er der tradition for at følge i familiens fodspor.
Information har mødt to studerende – en kommende advokat
og en musiker – der har valgt samme fag som mange andre i
deres familie
Af Michelle Arrouas
E
mil Kuhberg havde endnu ikke været
til sin første forelæsning på jurastudiet
i København sidste efterår, før hans nye
medstuderende fandt ud af, at han havde valgt
samme studie som både sin mor og sin far.
»Det kom frem en af de første dage, hvor
man skulle fortælle sine medstuderende om
sig selv og sin familie, og de syntes vist, det
var meget sjovt, at begge mine forældre også
har læst jura,« fortæller Emil Kuhberg, der nu
er i gang med andet semester af jurastudiet
ved Københavns Universitet.
Med en far, der er forsvarsadvokat, og en
mor, der er jurist i det offentlige, har Emil
Kuhberg fået love og paragraffer ind med modermælken. Da han gik i gymnasiet og skulle
vælge studie, lå jura altid som en mulighed i
hans baghoved, og efter en flirt med international politisk økonomi besluttede han sent
i 3. g at holde sig til den oprindelige idé. Han
skulle læse jura.
»Det har altid været noget, jeg kunne gøre.
Jeg har jo lyttet med, når mine forældre har
snakket om deres arbejde i hverdagen, og det
har været med til at gøre, at jeg syntes, jura
var spændende – og nogenlunde vidste, hvad
det gik ud på,« siger han.
Over en femtedel
Mange unge vælger ligesom Emil Kuhberg at
følge i deres forældres fodspor. Ifølge professor Martin D. Munk, der forsker i social mobilitet og reproduktion ved Aalborg Universitet,
gentager 20-25 procent af danske unge deres
forældres professionsområde, som han formulerer det. Forskeren fortæller, at det især
er i toppen og bunden af ’uddannelseshierarkiet’ – blandt de ufaglærte og akademikerne
– at unge ifølge statistikken går i forældrenes
faglige fodspor.
»Det er ikke særlig usædvanligt at vælge
samme fagområde som ens forældre,« siger
han, »der er faktisk relativt mange, som gør
det.«
Han påpeger, at traditionen for, at især
højtuddannede vælger samme fag som deres
forældre, hænger sammen med den sociale
mobilitet. Unge bliver generelt højere uddannede end deres forældre, men når man når et
Grundtvigs
Højskole
Rejs til New York med USAekspert Mads Fuglede og
skab musik med Tue West.
LAV DIN EGEN LINIE VÆLG MELLEM 40 FAG
Foto
Film
Radio
Journalistik
Politik
Kommunikation
Filosofi
Psykologi
Litteratur
Kunst
Musik
Sport
VÆLG DEN RIGTIGE UDDANNELSE
vist niveau – eksempelvis bliver advokat eller
læge – er det svært for børnene at få en bedre
uddannelse end forældrene.
»Der er jo et loft. Hvis du befinder dig oppe
i toppen af samfundet, er det af gode grunde
svært at rykke meget længere op – hvis man
ser bort fra muligheden for at tage en uddannelse i udlandet,« siger han.
Uddannelsesuligheden i samfundet er blevet markant mindre, siger Martin D. Munk,
men den stadig er til stede, når det kommer
til unges valg af uddannelse.
»Der er ikke lige muligheder for alle, det
må man erkende. Men det er klart, at hvis
man ser 50-100 år tilbage, er det tydeligt, at
uddannelsesuligheden var meget større dengang, hvor reproduktionen var meget stærkere,
og afstanden mellem akademikerens og de
ufaglærtes børn var meget større,« siger han.
Hjemmebanen gør studiet nemmere
Ifølge Martin D. Munk er der åbenlyse fordele
ved at følge ens forældres eksempel.
»Der er meget klare fordele ved at gøre som
sine forældre, for så er man på hjemmebane.
Man har lettere ved tingene, fordi man kender dem, og det er lettere at imødekomme de
krav, der bliver stillet, og at indfri de faglige
forventninger,« siger han.
»Selvfølgelig skal vi arbejde for lige muligheder for alle, men det er tveægget at springe
væk fra sin hjemmebane, for det kræver en
masse energi, og hvis man bruger energi på at
springe, er der mindre energi til at præstere.«
Det kan Emil Kuhberg genkende. Han fortæller, at den største fordel ved at have valgt
samme fag som sine forældre er, at hans forældre kan hjælpe ham fagligt.
»Jeg kan mærke det i hverdagen, hvor tingene kan blive nemmere af, at jeg har muligheden for at spørge mine forældre til råds, og
at jeg eksempelvis kan gå ud og spørge min
mor om noget, der har med jura at gøre, mens
hun laver aftensmad, og jeg læser,« siger den
unge jurastuderende.
Andreas Svendsen, der er trommeslager og
”
Jeg kan mærke det i
hverdagen, hvor tingene
kan blive nemmere af, at
jeg har muligheden for
at spørge mine forældre
til råds
studerer ved Manhattan School of Music
i New York, er enig i, at fordelene ved at
vælge samme fag som ens forældre klart
opvejer ulemperne.
Både hans mor og far er trommeslagere,
ligesom hans onkel og fætter er musikere.
Andreas Svendsen er blevet udråbt som
en af Danmarks mest lovende unge jazzmusikere, og han fortæller, at forældrenes
opbakning og det faglige fællesskab, han
har med dem, har betydet meget for hans
karriere.
»Jeg har været ude på jobs med mine
forældre, så længe jeg kan huske, og det var
min far, der lærte mig at spille trommer,
da jeg var et lille barn. Da jeg begyndte på
musikskolen, kunne jeg tage mine lektier
med hjem og få hjælp. Senere spillede jeg
på min fars gear i mange år, og jeg har brugt
både ham og min mor som sparringspartnere,« fortæller han.
Ikke aktivt studievalg
Det var ikke en afgørende faktor, at begge
Andreas Svendsens forældre var uddannede trommeslagere, da han selv skulle
vælge studie, siger han.
»Jeg har egentlig aldrig rigtig taget beslutningen. Det var ikke et aktivt valg, jeg
blev bare mere og mere seriøs omkring det
at spille trommer, og så virkede det som
den naturlige vej at gå,« siger han via en
Skype-forbindelse fra New York.
»Mine forældre advarede mig mod musikbranchen, fordi man ikke bliver rig, og
der ikke er mange faste stillinger, men jeg
har aldrig rigtig været i tvivl,« siger Andreas Svendsen, der netop er blevet fløjet
fra New York til Los Angeles for at spille
til den officielle fest i forbindelse med sæsonpremieren på tv-serien Mad Men, og
som ofte spiller med de samme musikere
som sin far, når han er hjemme i Danmark.
Intet behov for ungdomsoprør
Hverken Andreas Svendsen eller Emil Kuhberg føler, at de er mindre selvstændige,
mere forkælede eller gået glip af et ungdomsoprør, fordi de har valgt samme fag
som deres forældre.
»I min familie har det altid været givet,
at jeg skulle på universitetet, så om det blev
jura eller noget andet, ville ikke gøre den
store forskel,« siger Emil Kuhberg.
Han oplever ikke fordomme fra sine medstuderende om, at det vil blive nemmere
for ham at komme gennem studiet, eller
at han vil få lettere ved at finde et job bagefter, fordi han er ud af en advokatfamilie.
»Jeg tror ikke, mine forældres netværk
kommer til at betyde noget. De insisterer
på, at jeg skal klare mig selv og selv tage
ansvar for at finde et job,« siger han.
»Og det er jeg glad for.«
Heller ikke Andreas Svendsen er bange
for, at han har valgt det forkerte studium,
fordi det var det mest oplagte eller belejlige på grund af forældrene. Som han siger:
»Stien lå lige foran mig, men jeg har selv
valgt at følge den.«
lærer
fysioterapeut
pædagog
socialrådgiver
leisure management
sygeplejerske
administrationsbachelor
bioanalytiker
ernæring og sundhed
ergoterapeut
Læs mere på www.ucsj.dk/uddannelse
14
MØNSTERBRUD
MØNSTERBRUD
Lige da han begyndte på RUC, oplevede Rasmus Stegmann flere gange at dumpe, fordi
han ikke vidste, hvad det krævede at skrive en
akademisk opgave. For eksempel vidste han
ikke, at mangelfulde kildehenvisninger ville
have så stor betydning.
Foto: Sara Galbiati
»Startede
fra bunden,
nu er vi her«
Når man er den første i sin familie, der gennemfører en universitetsuddannelse, kan det føles som at være alene i en jolle
på åbent hav, siger Rasmus Stegmann, som studerer på RUC.
Der er udfordringer ved at være mønsterbryder, men det kan
også være en ballast, der kan bruges til ens fordel
Af Tatiana Tilly
N
år Nykøbing Falster fyldes af den tunge
lugt af sukkerroer, som stiger op fra
sukkerfabrikkens skorstene, så ved
man, det er blevet efterår. Lige over for byens fabrik voksede Rasmus Stegmann op i
en stuelejlighed sammen med sin mor. Hun
er uddannet køkkenassistent, men arbejder
nu som bartender. Hun synger med på AC/
DC og har opfostret sin søn alene, fordi hun
var nødt til det. Rasmus Stegmann synes,
hans mor er »enormt sej«. Alligevel gik han
allerede i folkeskolen rundt og drømte om
noget andet. Han havde et kvikt hoved, han
ville have en uddannelse fra universitetet,
og han ville vide mere. Så et tidligt efterår
begyndte han på det lokale gymnasium, og
da han tre år senere gennemførte uddannelsen, blev han den første i sin familie, som fik
studenterhue på. I dag er han 25 og har lidt mere end et år
tilbage, før han kan kalde sig kandidat i journalistik og kommunikation, og for nylig holdt
han på eget initiativ et oplæg om at være mønsterbryder.
»Jeg fortalte, at jeg kommer fra en familie
15
uden stærke økonomiske midler. At min mor
har opfostret mig alene, og min far har været misbruger. Det var meget grænseoverskridende, men jeg gjorde det på en humoristisk
måde, så det ikke blev for tungt,« siger Rasmus
Stegmann, da vi mødes på en Vesterbro-café
i nærhedens af hans lejlighed.
Stressfaktor
Tidligere har han kun delt sin historie med
mennesker, som han har haft tæt inde på livet,
derfor var det grænseoverskridende at dele
den med et publikum på cirka 150 mennesker.
Men han føler, han har »dealet med det«, og
derfor er det ikke et problem at tale om i dag.
»Jeg ville gerne vise både andre og mig selv,
at jeg ’startede på bunden, men nu er jeg her’,
som Drake ville sige.«
Rasmus Stegmann griner lidt af referencen til den amerikanske musiker, som rapper
om social opstigning i USA, men der ligger
meget alvor bag. Han ville gerne dele ud af
en erfaring, som flertallet af de andre studerende ikke kender til, fordi de har været mere
privilegerede.
»Det har defineret og formet mig, fordi jeg
tidligt har lært at tage mig af mig selv. Der er
mange, som bare kan spørge deres forældre
om hjælp, hvis de har brugt for mange penge
i byen eller mangler et sted at bo.«
Når han skal flytte igen til juni, bliver det
omkring 10. gang i løbet af hans studietid.
Han kalder det selv en »stressfaktor«, men
ud over boligsituationen er økonomien ikke
et problem. Ved siden af studiet arbejder han
aften- og nattevagter som optæller i Nettobutikkerne, og det giver nok til, at han kan
klare sig.
Frygten for at tabe ansigt
Men det er ikke kun de praktiske ting, der
kan være særligt udfordrende. Rasmus Steg-
”
Jeg har aldrig
nogensinde skammet
mig over min baggrund.
Aldrig. Men jeg har
været bange for at tabe
ansigt, og nu har jeg
lært, at man bare skal
spørge
mann oplever, at professorerne ofte tager det
for givet, at man har en akademisk forforståelse, og at der derfor er mange begreber, som
undervejs forbliver uforklarede. Nu har han
lært, at det er bedre at være ærlig og forklare
underviseren, at man kommer fra et ikkeakademisk hjem.
»Jeg har aldrig nogensinde skammet mig
over min baggrund. Aldrig. Men jeg har været
bange for at tabe ansigt, og nu har jeg lært,
at man bare skal spørge. Det er meget bedre
end at gå op i, om folk synes, man er dum.«
Lige da han begyndte på RUC, oplevede
Rasmus Stegmann flere gange at dumpe eksaminer, fordi han ikke vidste, hvad det krævede
at skrive en akademisk opgave. For eksempel
vidste han ikke, at mangelfulde kildehenvisninger ville have så stor betydning. Nederlagene var hårde, men nu har han efterhånden
lært, hvad det kræver at skrive en god opgave.
Et større bjerg
Netop de akademiske standarder kan være
en udfordring for unge fra uddannelsesfremmede hjem, siger Martin. D. Munk, som er
professor i sociologi ved Aalborg Universitet.
Han understreger, at universitetet også kan
være krævende for børn af akademikere, men
at de har nogle redskaber til at håndtere komplekse problemstillinger, som andre ikke har
– og de kender i højere grad kulturen og logikkerne på universitetet.
»Hvis man kommer fra et sted, hvor man
ikke er vant til at forholde sig til komplekst
stof, så kommer bjerget til at føles lidt stejlere
at klatre op ad.«
16
MØNSTERBRUD
“BRILLIANT
SOCIAL SATIRE”
INDIEWIRE
“VANVITTIGT
UNDERHOLDENDE”
VARIETY
Rasmus Stegmann var den
første i sin familie med en studentereksamen. Nu læser han journalistik
og kommunikation
på Roskilde Universitet.
Foto: Sara Galbiati
Sidste efterår var Martin D. Munk en del af
det såkaldte Mønsterbryderkorps, som udarbejdede 10 anbefalinger til uddannelses- og
forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R).
For selv om vi i Danmark har SU og formelt
lige adgang til uddannelse, er sandsynligheden for at få en kandidatuddannelse 10 gange
større, hvis ens forældre også har en kandidatgrad, end hvis ens forældre er ufaglærte.
Ifølge Martin D. Munk handler det ikke blot
om, at de studerende selv skal blive bedre til
at stille spørgsmål og opsøge viden eller redskaber. En stor del af ansvaret ligger hos uddannelsesinstitutionerne, som bør række mere
aktivt ud efter de unge, som måske kunne
bruge mere vejledning. Mønsterbryderkorpset
anbefaler eksempelvis både mentorordninger, mere studierelevante rusture og ECTSudløsende kurser om studieteknik.
Vend skylden indad
Mønsterbryderkorpset bestod desuden af flere folk, som selv har erfaring. En af dem er
Rajneek Koshal Singh, som er 22 år og læser
kandidaten i statskundskab på Københavns
Universitet. Hendes baggrund er forskellig fra
Rasmus Stegmanns, idet hun er vokset op i en
stabil kernefamilie i et villakvarter i Brøndby.
Men begge hendes forældre har indisk baggrund, og selv om de altid har arbejdet hårdt,
har de ikke taget videregående uddannelser.
»Mine forældre har altid støttet mig, men
da jeg kom til 2. eller 3. klasse kunne de ikke
længere hjælpe mig med lektierne,« siger Rajneek Koshal Singh.
Hendes mor arbejder som SOSU-assistent,
og faren har altid haft to forskellige job – og
arbejdet ugens syv dage. Datteren kunne se,
hvor meget de sled for at kunne give deres
børn et godt liv, og hun havde ikke selv lyst
til at have samme arbejdsliv. Derfor betyder
det meget for hende at få en uddannelse og
et arbejde, som hun kan lide.
Men da hun i sin tid begyndte på bacheloren på Syddansk Universitet, var det sværere, end hun havde forventet. Hun husker
en frokost efter en forelæsning, hvor nogle
af hendes kammerater sagde, at de allerede
vidste meget om de teoretikere, der var blevet
præsenteret, og hun blev overrasket, eftersom
hun aldrig selv havde hørt om dem.
»Som mønsterbryder kan man ofte have lavt
selvværd og tage det som et personligt nederlag, hvis man dumper en eksamen eller ikke
klarer sig så godt. Så det var en stor lettelse for
mig, da jeg mødte de andre mønsterbrydere i
korpset, for de forstod præcist, hvad jeg talte
om, og vi delte mange af de samme erfaringer,« siger Rajneek Koshal Singh.
At bruge sin baggrund
Oplevelsen af at være alene har Rasmus Stegmann haft flere gange gennem sin studietid.
”
Som mønsterbryder
kan man ofte have
lavt selvværd og tage
det som et personligt
nederlag, hvis man
dumper en eksamen
eller ikke klarer sig så
godt
Under sin bachelor havde han valgt filosofi,
hvilket viste sig at være helt forkert. Han kunne
ikke følge med og mistede modet. Han måtte
forlænge et semester, så han kunne holde en
kort tænkepause. For selv om hans familie ikke
stiller store krav til ham, betyder det meget
for ham personligt, at han gennemfører sin
uddannelse.
»Jeg er ude på helt åbent hav, og det er kun
mig, der styrer jollen. Og det er med vilje, jeg
siger jollen, for det er en båd, der lynhurtigt
kan kæntre. Imens står min mor inde på land
og vinker og glæder sig, til jeg kommer hjem.«
Han griner lidt af billedet, måske fordi han
endelig har fundet en havn at sigte imod. Fagene på journalistik og kommunikation interesserer ham, og hans baggrund har udstyret
ham med en indsigt, som han kan bruge i sit
professionelle liv:
»Jeg kan både at sætte mig ind i, hvordan det
er at være ham dernede på bunden, som bare
gerne vil drikke bajere på det lokale værtshus,
eller ham, som stemmer på Dansk Folkeparti,
fordi han er bekymret for arbejdsløshed. Men
efterhånden kan jeg også forstå den akademiske verden.«
I BIOGR AFEN 7. MA J
18
KRAV
19
KRAV
Illustration: Freja Bagge/iBureauet
PRISBELØNNET FILM AF HOLDET BAG
‘DET LEVENDE SLOT’ & ‘NÅR VINDEN REJSER SIG’
EN FILM AF ISAO TAKAHATA
SE FILMEN I BIOGRAFERNE NU!
4 måneder på højskole, derefter
mulighed for arbejde i Østrig i
skisportssæsonen.
I løbet af de 4 måneder på højskolen
får du for alvor fyldt din sociale og
sproglige værktøjskasse op. Vores
østrigske partnere lægger stor vægt
på, at dine sprogkompetencer er i
orden. Især tyskkundskaber er i høj
kurs, hvorfor vi bl.a. tilbyder tysk som
linjefag.
Højskolen Østersøen har europæisk
fokus, og derfor har vi også engelsk
som arbejdssprog. Få optimeret din
sprogpakke og få et fedt højskoleophold, hvor du møder mennesker fra
hele Europa!
Er du klar til universitetet?
+ WAGRAIN-OMRÅDET
= FEDT SABATÅR
Kursusstart:
30. august 2015
VIL DU VIDE MERE?
Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet
C
(A
U)
0
)
ku
ltu
r
h(
RU
og
-B
ac
ik
et
st
Æ
En broget forsamling
Steen Laugesen Hansen giver gerne eksempler på sine studerendes arbejdsmoral. For
eksempel underviser han 120 førsteårsstuderende i faget fødevarefysik. Et fag, som
ifølge lektoren i dag har en dumpeprocent
på cirka 50, men som for fem-seks år siden
ikke oversteg 10 procent. Han understre-
5
m
)
Æ
st
et
ik
Hu
m
og
ku
-B
ac
ltu
h(
r(
RU
AU
C
U)
0
10
Hu
10%
15 timer
KU
20%
Antal ugentlige undervisningstimer
a(
30%
FAKTA
Ju
r
Antal frafaldne studerende
(i pct.)
(K
F
or de mange håbefulde unge, der efter
sommerferien begynder på universitetet, er det indledningen på et nyt kapitel
som studerende. Et studieliv præget af frihed,
hvor der ikke længere er nogen, der holder øje
med, om man møder op til undervisningen,
og om man har forberedt sig.
Men med frihed kommer ansvar, og det ansvar er mange studerende ikke klar til at leve
op til. Det mener i hvert fald Steen Laugesen
Hansen, lektor i biofysik med mere end 25
års undervisningserfaring fra Københavns
Universitet. I marts skrev han i en kronik i
Universitetsavisen, at han har fået flere og
flere »dumme og dovne studerende, som slet
ikke burde være på universitetet«, og dermed indledte han en ophedet debat om de
studerendes faglige niveau og arbejdsmoral.
»Siden universiteterne er begyndt at lukke
mange flere ind, lukker de også mange flere
ind, som ikke burde være der. Jeg har indtryk af, at mange er blevet tabt helt tilbage i
folkeskolen, hvor de ikke har fået lært basale
ting som brøk- og procentregning og ikke
har fået lært at bestille noget,« siger han.
En frustration, Steen Laugesen Hansen
ikke står alene med. For nylig lavede Berlingske en rundspørge, hvor 1.201 undervisere fra landets universiteter svarede.
Gennemsnitligt vurderer de, at 11 procent
af deres studerende er så fagligt svage og/
eller umotiverede, at de ikke burde gå på
studiet, og at 15 procent af deres studerende slet ikke møder op.
Samtidig vurderer 35 procent af underviserne, at deres studerende er mindre fagligt dygtige end for 10 år siden.
FAKTA
ra
Af Søren Berggreen Toft
+ SKILÆRER
+ TJENER / GEARBIX
Kontakt os på 74 62 47 00 eller adm@hojoster.dk
Ju
Siden taxameterordningen blev indført, har universiteterne
optaget flere og flere, som slet ikke burde gå der, mener en
erfaren lektor. Men har han ret i det – og hvem har ansvaret
for at vende skuden?
HØJSKOLE
+ JOB I ØSTRIG
ger, at faget ikke er blevet sværere – måske
endda lettere – men at langt størstedelen af
de studerende hverken forbereder sig eller
møder op til undervisningen.
»Når jeg spørger dem, hvorfor de ikke
møder op, er det hyppigste svar, at det allerede starter klokken otte om morgenen,
og det er ikke engang en joke. Det er da
også tidligt, men vi taler om et obligatorisk
fag med en dumpeprocent på 50. De bliver sgu kylet ud af deres uddannelse, hvis
de ikke består. Jeg forstår det simpelthen
ikke,« siger han.
Yasmin Davali har selv læst en bachelor
i socialvidenskab på Roskilde Universitet,
og så er hun forkvinde for De Studerendes
Fællesråd.
Hun er uenig i, at de studerende i dag
mangler faglighed og arbejdsmoral, men
de studerendes baggrund er mere broget,
end den var tidligere, og den udvikling,
by Højskolen Østersøen
Skibumsprojektet på Højskolen Østersøen er et tilbud til dig, der
vil kombinere et højskoleophold, med et efterfølgende job i den
østrigske skisportssæson.
I samarbejde med vores østrigske partnere formidler vi job som
skiinstruktører, tjenere- og servicepersonale samt i gearbutikker.
Besøg www.skibums.info og se mere om projektet – det bliver
en oplevelse for livet!
I samarbejde med Salzburger Berufsschilehrer & Snowboardlehrer Verband
www.hojoster.dk
Flensborgvej 48-50 | DK-6200 Aabenraa | +45 74 62 47 00
20
KRAV
Illustration: Freja Bagge/iBureauet
Find det, du er god til
“Den oplagte løsning
ville ha’ været at blive
arkitekt som min far.”
Louise
uise Wolff, journalist
“Jeg lærte at lytte
- ikke bare til musikken,
men også til andre”
Thomas Buttenschøn,
Buttenschøn, sanger
“Før turde jeg ikke sige
til folk, at jeg ville
skrive.”
sk
Olga Ra
Ravn, forfatter
10
8
Bliv si
kker
på dit
studie
valg
hojsko
le
uddan rne.dk/
nelse
6
4
2
og
ku
ltu
r
(A
RU
U)
C
0
ik
st
et
AU
)
ltu
Æ
st
et
ik
Hu
m
og
-B
ku
ac
Ju
ra
h(
r(
RU
(K
U
)
C
0
12 karakter
h(
200
Karaktersnit for optagelse
ac
400
FAKTA
Æ
600
m
-B
800
Løsriv jer fra forældrene
Hanne Leth Andersen er rektor på Roskilde
Universitet og medlem af rektorkollegiet i interesseorganisationen Danske Universiteter.
Hun mener som udgangspunkt ikke, at universiteterne i dag optager studerende, som
ikke burde gå der.
»Hvis det er tilfældet, har vi et problem i
vores optagelsessystem. Vi er allerede nu ved
at se på, hvordan vi kan sikre et bedre match
mellem kommende studerende og de enkelte
uddannelser. Samtidig skal vi se, om vi skal
tage en dialog med gymnasieverdenen,« siger
hun og påpeger i stedet vigtigheden af, at de
studerende allerede i gymnasiet forbereder
sig på den øgede selvstændighed, der møder
dem på universitetet:
»De studerende på ungdomsuddannelserne
skal løsrive sig fra deres forældre. Man skal
ikke lade sin mor vække sig om morgenen,
man skal lære selv at forberede sine tekster,
og man skal ikke lade familien skrive studieretningsprojektet. Men forældrene skal
også lære at løsrive sig fra de unge. I dag får
universiteterne flere forældrehenvendelser.
Det gjorde man altså ikke i 70’erne og 80’erne.
Det er jo påfaldende.«
Heller ikke uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) mener, at
de studerende er blevet dummere og mere
dovne. Men hun er villig til at se på, om universiteterne fremover skal finansieres på en
anden måde, end de bliver i dag.
»Jeg er bekymret for de udsagn, vi hører,
og jeg vil da lytte til de forskellige undervi-
Hu
1000 studerende
Et politisk problem
Taxameterordningen, hvor universiteterne
bliver betalt pr. studerende, som består sine
eksamener, bliver af mange betegnet som grunden til det faldende niveau på universiteterne.
Siden 2007 er optaget på bacheloruddannelserne steget fra cirka 20.000 til 30.000, og
ifølge kritikerne har universiteterne simpelthen ikke råd til at lade studerende dumpe.
Det skaber ifølge Lasse Marker, chefredaktør på kulturmagasinet DOXA og cand.mag.
fra Københavns Universitet, en kultur, hvor
de studerende bliver bekræftet i, at de kan
komme igennem en universitetsuddannelse
uden at møde op og uden at læse pensum.
Selv lavede han i 2013 et eksperiment, hvor
han med en weekends forberedelse gik til
eksamen i et fag med en vejledende forberedelsestid på 420 timer. Han bestod med
karakteren 4.
»Jeg kender ikke nogen, der har dumpet
en eksamen, uden at det har været med vilje.
Når universiteterne fortæller de studerende,
at det er tilfredsstillende kun at have forberedt sig minimalt, når man går til eksamen,
så opstår der på visse studier en kultur, hvor
for mange vænner sig til at lave for lidt,« siger
han og uddyber, at ansvaret ligger hos politikerne og universiteterne:
»Jeg køber ikke den der med, at det er de
studerendes egen skyld, og at de må oppe sig.
Det er heller ikke undervisernes skyld, de laver noget rigtig god undervisning. Men politikerne og universiteterne må spørge sig selv,
om man hellere vil have mange studerende,
sere. Derfor har vi igangsat en større analyse
af finansieringen på de videregående uddannelser. For den måde, vi finansierer på, må
selvfølgelig ikke være med til at hæmme kvaliteten,« siger hun og fortsætter:
»Men det er klart, at når der kommer så
mange flere ind på de videregående uddannelser, så giver det nogle udfordringer. Det
må vi se i øjnene – og finde ud af, hvordan
vi tilrettelægger uddannelserne, så det ikke
kommer til at gå ud over kvaliteten.«
(K
U)
Antal optagne studerende
som leverer en minimal indsats og trækker
niveauet ned for alle, eller om man vil have
færre, der er bedre.«
ra
FAKTA
case-relateret arbejde. »I dag bliver det slet
ikke brugt nok, og det er ikke særlig hensigtsmæssigt,« siger hun.
Ju
mener hun ikke, universiteterne har været
gode nok til at imødekomme.
»Tidligere var det svært at komme ind på
universitetet, hvis du ikke kom fra et akademisk hjem. I dag er sammensætningen bredere, folk kan nogle forskellige ting, og det
er en sindssygt god udvikling. Men det stiller
nogle krav til universiteterne i forhold til at
udvikle undervisningen og få alle de forskellige erfaringer og talenter i spil,« siger hun og
peger på mindre auditorieundervisning og
mere gruppearbejde, mindre hold og mere
22
UDEFRA
videverden
Aarhus Universitetsforlag
Følg jøderne med Martin Krasnik i new york. Se
Shakespeare, opera og musicals med Kasper Holten i london.
Se på kunst med Peter Brandes i paris. Find finanskrisens
smertepunkter med Morten Brink Iwersen i athen. Gå i
Barca-ekstase med Morten Bruun i barcelona. Følg
nazismens spor med Peter Tudvad i berlin. Gå i kirke med
Thomas Harder i rom. Hør symfonierne med Rikke Helms i
skt. petersborg. Få blik for nutidens tragiske opdeling med
Herbert Pundik i jerusalem. Find hjem med Knud Romer i
wien. Bliv södercool med Henrik Andersen i stockholm. Cykl
gennem indvandrerkvartererne med Astrid Berg i madrid.
Husk ungdommens by med Péter Eszterhás i budapest. Sæt
gaflen i lokum, dolma og içli köfte med Kristian Ditlev Jensen i
istanbul.
Den store studiejungle
”en rejsebog
til hovedet ”
Heidi Laura, Weekendavisen
centrum kasper green krejberg
berlins glemte midte 23
bundesligaen boris boll-johansen
arkitekturen anders troelsen
berlins byrum 52
berlins byrum 52
berlins byrum 52
tivolisering hans hauge
sorte billetter, livslange karantæner og sovende kæmper 37
enjamins berlin 85
ence troels heeger
ennem nattens berlin 101
erne bo tao michaëlis
berlin 115
g sørensen
s berlin 123
ne hans carl finsen
ttelse til stormagt 142
wursten jesper vind jensen
derspise til berlinerkult 163
ddr som underholdning 65
tyrkerne henriette harris
berlins store mindreta 77
nekropolen peter wivel
walter benjamins berlin 85
dekadence troels heeger
en tur gennem nattens berlin 101
agenterne bo tao michaëlis
krimiens berlin 115
stig yding sørensen
russernes berlin 123
kejserne hans carl finsen
fra besættelse til stormagt 142
currywursten jesper vind jensen
fra arbejderspise til berlinerkult 163
krimiens berlin 115
krimiens berlin 115
krimiens berlin 115
berlins byrum 52
videverden
videverden
berlins byrum 52
krimiens berlin 115
intro robin engelhardt
nazismen peter tudvad
sporene efter det tredje rige 15
”en rejsebog
til hovedet ”
erindringer fra museumsøen 7
berlins byrum 52
berlins byrum 52
ddr som underholdning
65
– Weekendavisen
krimiens berlin 115
krimiens berlin 115
london
athen
istan
bul
skt.
peters
borg
rom
berlin
berlin
berlin
berlin
berlin
bundesligaen boris boll-johanse
”en rejsebog
til hovedet ”
sorte billetter, livslange karantæner o
berlins byrum 52
berlins byrum 52
berlins byrum 52
berlins byrum 52
berlins byrum 52
berlins byrum 52
ddr som underholdning
65
– Weekendavisen
krimiens berlin 115
krimiens berlin 115
krimiens berlin 115
krimiens berlin 115
krimiens berlin 115
videverden
begavetrejseselskab
Fås for 250 kr. (vejl.)
Fås også som e-bog
Se mere på videverden.dk
berli
madrid
En storby. 13 forfattere. Hver deres
passion. Hver deres indsigt. Deres
yndlingssteder, dine oplevelser.
Til dig, der vil have mere. Mere viden.
Mere verden.
videverden
berlin
videverden
m kasper green krejberg
yrum 52
etter, livslange karantæner og sovende kæmper 37
jeru
salem
madrid
videverden
emte midte 23
sligaen boris boll-johansen
ering hans hauge
kturen anders troelsen
buda
pest
videverden
videverden
videverden
videverden
videverden
polen peter wivel
Kilder: OECD, Danmarks Statistik, Times
Higher Education: World University Rankings
2014-15 og World Reputation Rankings 2015
berlin
paris
ore mindreta 77
× Blandt de lange videregående uddannelser i
OECD-landende opnår gruppen af samfundsrelaterede studier den procentvist største
tilstrømning af studerende.
× Korea og Finland skiller sig ud: Her er
henholdsvis humaniora og ingeniøruddannelserne mere populære
× Ifølge Danmarks Statistik tog 4824 danske
studerende på længerevarende uddannelser
fag i udlandet i 2013
stock
holm
berlin
paris
ne henriette harris
FAKTA
wien
paris
madrid
rom
efter det tredje rige 15
underholdning 65
VERDEN
barce
lona
w york
obin engelhardt
er fra museumsøen 7
men peter tudvad
videverden
videverden
new
york
madrid
kapf@information.dk
Adam Holm, Kristeligt Dagblad
madrid
Udlængsel
Danske studerende fylder også på universitetsgangene ude i verden. Antallet af danskere
på lange videregående uddannelser, der har
søgt til udlandet i løbet af studiet, er i følge
Danmarks Statistik steget med godt og vel 34
KU har godt ry
Hvorvidt denne udefrakommende konkurrence
sætter innovative tanker i gang hos de danske
universiteter, er der ifølge professoren ikke
lavet undersøgelser af. Men at dømme efter
World University Rankings 2014-15, foretaget
af engelske Times Higher Education, er der
også lang vej op til de britiske og amerikanske
universiteter, der sætter sig tungt på de fleste
placeringer i top 50. Højest blandt de danske
uddannelsesinstitutioner når DTU i Lyngby
med en placering som nummer 121. Dog rammer Københavns Universitet ind som nummer
81 på Times Higher Educations undersøgelse
af universiteternes ry. Hvor den førstnævnte rangering foretages ud fra en professionel
vurdering af universiteternes kerneopgaver:
undervisning, forskning, vidensoverførsel og
internationalt udsyn, baseres rangeringen af
universiteternes renommé udelukkende på
færdiguddannede studerendes subjektive
vurderinger.
videverden
D
e unge vil læse samfundsvidenskab,
handel og jura, viser OECD’s senest
offentliggjorte rapport om uddannelsesstatistik. Rapporten, der er fra 2014 og baseret på tal fra 2012, viser nemlig, at det er
denne gruppe af fag, der i hvert OECD-land
har modtaget den procentvis største andel
uddannelsesansøgninger til det enkelte lands
lange videregående uddannelser – kun med
undtagelse af to lande: Sydkorea og Finland.
Samlet set modtager dette uddannelsesfelt
i gennemsnit 31 % af landendes ansøgninger,
hvorved Tyskland, Storbritannien og Sverige
med en ansøgningsprocent til feltet på henholdsvis 23 procent, 28 procent og 29 procent
lægger sig lige under snittet. Lande, der derimod trækker op i regnskabet, er, foruden os
selv med 41 procent, Mexico med 40 procent,
og den ultimative vinder på området, Luxembourg, hvor hele 47 procent af ansøgerne søger
i denne retning.
I Sydkorea spiller de dog på en anden karrierehest. Her rykker penge og magt ned på en
tredjeplads og må se sig slået af de humanistiske, kunstneriske og undervisningsoriente-
rede uddannelser, der indtager førstepladsen,
mens ingeniøruddannelserne følger i hælene
som hitlistens nummer to. Mens ingeniørerne
i Sydkorea må nøjes med sølvet, er der guld
at komme efter i Finland, hvor netop dette
uddannelsesfelt har opnået den største popularitet blandt ansøgerne.
Blandt OECD’s partnerlande har Saudi-Arabien, ligesom Sydkorea, flest ansøgere til de
humanistiske, kunstneriske og undervisningsorienterede studier, mens det endnu engang
er uddannelsesområdet for samfundsvidenskab, handel og jura, der er hot topic blandt
de unge i Argentina og Rusland.
Ingen af landene oplever flest ansøgere til
uddannelserne inden for sundhed og velfærd.
I Danmark ligger vi end ikke – på trods af medicinstudiets popularitet – i top på området.
Både Chile og Belgien slår os med henholdsvis
22 procent og 25 procent af uddannelsesansøgerne mod vores 19 procent.
”begavet hybrid ”
videverden
Af Karen Pontoppidan
procent fra 2010 til 2013, og det er i høj grad
de samfunds- og naturvidenskabsstuderende,
der tager ud. Ifølge professor i sociologi ved
Aalborg Universitet Martin D. Munk, skyldes
overvægten til disse fagområder, at de ikke
på samme måde som mange humanistiske
studier er geografisk bundne:
»Du kan læse samfundsvidenskab alle steder,
mens fag som dansk og historie i langt højere
grad er bundne til en region,« siger professoren.
Når det kommer til valget af universitet,
er dets ry for kvalitet afgørende. De helt store
trækplastre ligger i London og i de Amerikanske kyststater. »En undersøgelse fra Center
for Mobilitetsforskning blandt migranter, der
har studeret i udlandet, viser, at det særligt
er mandlige ansøgere til udenlandske eliteuniversiteter, der mener, at det akademiske
niveau er bedre i udlandet end i Danmark,«
siger Martin D. Munk og fortsætter:
»Andre søger ud, fordi universiteterne herhjemme simpelthen ikke tilbyder de fag, de
studerende efterspørger.«
Jes Stein Pedersen, Politiken
videverden
Mens de danske studerende forsøger at navigere i uddannelsesjunglen herhjemme, har vi kastet et blik ud i verden. For
hvad studerer de egentlig derude?
”en indlysende
rigtig idé ”
krimiens berlin 115
24
TID
25
TID
Alexander Rensbo (på billedet) dyrker den
gamle verden, mens Camilla Lindø dyrker
den nye. Han læser klassisk græsk, hun læser
kinesisk. Foto: Marie Hald
»Især når det kommer til litteratur, filosofi og
politik, er et fag som klassisk græsk en grundpille for at vi kan forstå os selv, så jeg synes, det
er vigtigt at forstå den rolle, klassisk græsk har
spillet i den vestlige civilisations idehistorie.
De her klassiske fag er vigtige for, at vi kan
forstå vores eget intellektuelle ophav og de
ideer, vores civilisation bygger på,« siger han.
Fortiden
møder
fremtiden
Camilla Lindø bruger sin studietid på at blive klogere på fremtidens supermagt Kina, mens Alexander Rensbro
dykker ned i fortiden på studiet i klassisk græsk. Fremtidige
jobmuligheder var en faktor for dem begge, da de valgte studie
– men ikke den afgørende
Af Michelle Arrouas
D
er er langt mellem Camilla Lindø og
Alexander Rensbro. På flere måder.
Hun befinder sig i øjeblikket i Kinas
hovedstad, Beijing, hvor hun er på udveksling på det prestigefyldte Peking University,
og Alexander Rensbro har sin daglige gang
på Københavns Universitet, hvor han læser
klassisk græsk.
Men der er flere år mellem de fagområder,
de har valgt at studere, end der er kilometer
mellem de to studerendes fysiske placering.
Alexander Rensbro bruger nemlig sin studietid
på at forsøge at forstå fortiden, mens Camilla
Lindø har valgt at dedikere sine studieår til at
blive klogere på et land, der af mange eksperter spås en rolle som afgørende supermagt i
det 21. århundred.
»Det var på en studietur i gymnasiet til
Istanbul, at jeg fandt ud af, hvad jeg skulle
studere. Turen vakte en personlig interesse
for middelaldergræsk, og sammen med min
begejstring for faget oldtidskundskab, som
vi gudskelov har endnu, førte det til mit studievalg,« fortæller Alexander Rensbro, der er
i gang med sit andet semester af uddannelsen
i klassisk græsk.
»Det, der fangede mig, var, at de klassiske
sprog, græsk filosofi, romersk historie og almen litteratur – eksempelvis et hovedværk
som Homers Iliaden – er en grundpille i den
klassiske dannelse, som jeg mener, det er ret
afgørende, at vi holder fast i,« siger den 19-årige studerende.
For Camilla Lindø, der er i gang med 4. se-
mester af uddannelsen i kinastudier på Aarhus
Universitet, var det en personlig interesse for
nu- og fremtiden, der fik hende til at vælge
uddannelse.
»Jeg var i Japan, før jeg skulle vælge studie, og jeg havde aldrig før været i Asien og
syntes, det var rigtig spændende, at der blev
snakket så meget om Kina, så jeg undersøgte
mulighederne for at læse om Asien, da jeg
kom hjem. Og så faldt jeg over kinastudier,«
fortæller hun.
Fremtidsmuligheder var en faktor
Hun valgte japanstudier fra, blandt andet fordi
hun regnede med, at mulighederne for at få et
godt job efter endt studietid ville være bedre
med en uddannelse, der udrustede hende med
kendskab til sprog og kultur i et af de lande,
der kommer til at spille en afgørende rolle i
det 21. århundrede.
»Jeg tænkte over, at der var bedre fremtidsmuligheder ved at læse kinesisk, men det
var ikke den eneste eller største faktor,« siger
Camilla Lindø, der er 22 år.
Også for Alexander Rensbro var overvejelser om fremtidsmuligheder en faktor, da han
skulle vælge, hvilket studie, der skulle have
hans førsteprioritet:
»Når jeg fortæller, at jeg læser klassisk græsk,
er der mange, der spørger, hvad jeg kan bruge
det til efter studiet. Først var jeg også lidt betænkelig ved at vælge studiet, for jeg tænkte,
det kunne være svært at finde job bagefter.«
Det var i løbet af en uges studiepraktik i 3.
g, at han blev overbevist om, at han godt ville
kunne få et job efter at have dedikeret sig til
studiet af den fjerne fortid.
»Vi fik at vide, at folk fra studiet generelt har
rigtig gode ansættelsesmuligheder, og at procentdelen af folk fra studiet, der får fast arbejde, er høj, så selv om det selvfølgelig er de
færreste, der kommer til at sidde og forske i
det – det er der mange, der drømmer om –
var jeg ikke længere betænkelig,« siger han.
Alexander Rensbro overvejer at blive gymnasielærer i oldtidskundskab og historie og
fortæller, at studerende fra klassisk græsk ellers ofte bliver beskæftiget i forlagsbranchen
på baggrund af de sprogkundskaber, de erhverver sig på studiet.
Interesse for sprogkundskaber
Camilla Lindø er stadig i tvivl om, hvilken vej
hun skal gå efter studiet, men hun fortæller,
”
Når jeg fortæller, at jeg
læser klassisk græsk, er
der mange, der spørger,
hvad jeg kan bruge det
til efter studiet
at mulighederne er mange, og at interessen
for kandidater er stor fra erhvervslivets side.
»Vi studerende kan virkelige mærke, at kinastudier er et studie på vej frem – fordi Kina er
det. Der er rigtig mange job inden for handel,
og de danske og internationale virksomheder
søger virkelig mange folk, der kan kinesisk,
for så kan de bruge en til en masse herude,«
siger hun via en Skype-forbindelse fra Beijing.
»På den måde kan man som studerende
virkelig mærke, at der er stor opmærksomhed om Kina, fordi man regner med, at landet
bliver en af de helt store brikker i verden – og
jo også allerede er det,« siger hun.
Bagudskuende og nutidigt
Alexander Rensbro anerkender, at der ikke
er samme rift om folk med sprogkundskaber
inden for klassisk græsk og latin.
»Det er klart, at mens det kinesiske marked
åbner sig nu, så er de her klassiske, historiske
fag lidt blevet negligeret og gledet i baggrunden de seneste år,« siger han.
»Der er jo ikke nogen fordom, der ikke har en
kerne af sandhed, og det er bestemt et bagudskuende fag, så man kan godt spørge sig selv,
hvad man skal bruge det til i det 21. århundred,
at man kan læse tekster på originalsproget.«
Han er dog overbevist om, at de egenskaber,
han erhverver sig gennem studiet – de sproglige såvel som historisk forståelse og indsigt i
evigtgyldige debatter, der blev rejst af græske
tænkere som Platon og Aristoteles og stadig
diskuteres i dag – er brugbare i fremtiden.
»Det er svært at se fremad, hvis vi ikke ser
tilbage, og det giver ydmyghed at forstå det, der
er kommet før os,« siger Alexander Rensbro.
Højskoleophold
Historie en vigtig del af studiet
Alexander Rensbro oplever ofte, at politikerne
i medierne diskuterer de samme spørgsmål
som de græske filosoffer gør i de tekster, der
er en del af hans pensum.
»Spørgsmål som hvad en retfærdig stat er,
og hvordan den kan opnås, som man jo ofte
hører debatteret, er blevet diskuteret siden
tidernes morgen, så rigtig ofte kan man bruge
de her klassiske fag til at anlægge perspekti-
ver på moderne problemstillinger,« siger han.
Camilla Lindø fortæller, at historie også er
en meget vigtig del af hendes studie og mu-
”
Der er stor
opmærksomhed om
Kina, fordi man regner
med, at landet bliver en
af de helt store brikker i
verden
lighederne for at få job efterfølgende, og at
virksomheder efterspørger studerende, der
ikke bare har gode kinesiske sprogkundskaber, men som også kender til kinesisk historie og kultur.
»Kinesisk historie og kultur er en hel essentiel ting i vores studie, fordi den er så anderledes og så afgørende for at kunne forstå
kineserne i dag,« fortæller hun.
Kulturforståelse som icebreaker
»Det er jo både akademisk, men også i forhold til at arbejde for en virksomhed her i
Kina. Når man kommer ind på et kinesisk
firma her i landet, betyder det virkelig meget, at man har forståelse for, hvordan man
præsenterer sig selv høfligt, og for traditionerne og kulturen inden for den kinesiske
virksomhed,« siger Camilla Lindø.
Lange kurser
fra 27. september
– fra 3 til 8 måneder
Læs mere på:
»Jeg kan virkelig mærke, at det er en ice breaker at kunne komme ind på en virksomhed
og tale kinesisk og kende lidt til kulturen. Det
giver en respekt hos kineserne,« fortæller hun.
Hun forventer, at både virksomheder og
universiteter i endnu højere grad vil begynde
at få øjnene op for, at det er afgørende at uddanne og udveksle studerende, der kender til
kulturen, sproget og historien, i et land, der
som en af fremtidens supermagter vil være
med til at skabe spillereglerne for verdensordenen i det 21. århundrede.
»Der er nogle forskellige forsøg på at skabe
opmærksomhed omkring det, men det er stadig lidt sløvt og det er, som om folk ikke helt
har fået øjnene op for det endnu. Det er jeg ret
sikker på, at de gør inden for de næste par år.«
Korte kurser
Dans
Musik
Sanger
Kunst
Teater
Økologi
Kokkeri
Forfatter
og meget mer
e...
vestjyllandshojskole.dk
kortekurser.dk
bestil brochurer på tlf. 96753777 eller kontor@vestjyllandshojskole.dk
'56,;..#0&5
?,5-1.'
KRAFT VÆRK
26
RIGDOM
27
RIGDOM
Informations Sebastian Stryhn Kjeldtoft er
trukket i jakkesættet og kommet i lære som
topleder på Esplanaden hos Mærsk.
Foto: Sigrid Nygaard
Sådan
bliver du
stenrig
Penge er lig med lykke – hvis lykken for dig altså er rejser,
lækker mad og fester på en privatyacht i Monaco med slanke
fotomodeller. Men hvad skal du studere for at blive chef i
Mærsk eller opfinde den næste Facebook og blive multimillionær?
Af Sebastian Stryhn Kjeldtoft
G
angene på Copenhagen Business
School (CBS) på Frederiksberg dufter af dyr parfume og store ambitioner. Tøjet er lidt smartere og frisurerne lidt
strammere, når de studerende iler mod fag
som finansiering og innovation management
i et af de store auditorier, som er sponseret af
Danske Bank, Deloitte og American Tobacco.
Jeg besøger CBS, fordi jeg har mødt 26-årige
Mads Bukholt, der tidligere har læst herude,
og som nu tjener op til 5.000 kroner i timen
som it-konsulent. Han mener ikke, man skal
skamme sig over, at lønposen er en vigtig motivationsfaktor, når man skal søge uddannelse
eller job.
»Penge har altid betydet rigtig meget for
mig. For mange er det et statussymbol – den
dyre bil eller en lækker bøf – men for mig handler det om, at penge giver adgang til en stærk
følelse: frihed. Ingen jagter en milliard for at
have den på kontoen, men for de ting, der
følger med. Og jeg har altid elsket at rejse,«
siger Mads Bukholt.
Han er kun afhængig af sin computer og arbejder derfor en stor del af tiden fra vandkanten
i Filippinerne eller hotelværelset i Panama.
700.000 om året
Journalister tjener ikke (længere) særligt mange
penge, så Mads Bukholts historie giver mig
blod på tanden. Jannik Talleruphuus, der er
karriererådgiver på CBS, griner, da jeg først
præsenterer min idé. Vi skal lægge en karriereplan, så jeg kan score en indkomst, der
giver adgang til livet på første klasse.
»Mange af de studerende, jeg rådgiver, er
ærlige om, at det er vigtigt for dem at få en god
løn og gøre karriere i et prestigefuldt firma.
Men mit råd til dem – og til dig – er at finde
noget, du synes, er sjovt,« forklarer Talleruphuus og opstiller en slags formel for mig:
»Det, du elsker at lave, er som regel det, du
bliver rigtig god til. Og de dygtigste er også
dem, arbejdsgiverne helst vil have og ender
med at give den bedste løn. Hvis du elsker
at nørde med routere, er det oplagt at blive
specialiseret it-konsulent, som giver en god
indkomst. Men hvis du ikke er skarp til computere, bliver det en rigtig hård karrierevej
for dig, og du vil næppe blive særligt god til
det,« forklarer han.
Et kig på listen over de bedst betalte faggrupper i Danmark afslører, at det er en rigtig god idé at elske finansiering, omsætning
af værdipapirer eller virksomhedsledelse …
Hvis man altså gerne vil tjene i den gode ende
af 700.000 kroner om året. Og hvis penge er
målet, er det ifølge Talleruphuus en rigtig god
idé tidligt at lægge en strategi for sin karriere.
»Det er fint at tage et job som bartender
de første to år af studiet, men på det tredje år
vil jeg råde dig til at finde et studierelevant
arbejde. Det er også en god idé at søge ind
i studenterforeninger eller frivilliggrupper,
hvor du kan opbygge et netværk. Det handler
alt sammen om historien om dig, og den kan
du bygge på mange måder.«
– Men frivilligt arbejde … Det tjener jeg jo
ingenting på?
»Nej, men det er værdifuldt for dit cv, og
det viser dedikation over for virksomhederne.
Og de faglige kompetencer, du opnår ved at
arbejde gratis, kan give dig et forspring og
dermed blive enormt værdifulde senere. Ikke
mindst på bundlinjen,« siger Talleruphuus.
Karriererådgiveren minder mig om, at årsindkomst ikke nødvendigvis er den bedste
måde at måle sin rigdom på.
»Topkonsulenthuse som McKinsey bliver
somme tider kaldt ’direktørfabrikker’. Men
de er ærlige om, at du nok skal forvente at
lægge 55-60 timer om ugen på dit arbejde.
Så du skal også kigge på din effektive timeløn i forhold til et job, hvor du arbejder
37 timer om ugen. Og endelig skal du overveje kortere uddannelser, såsom håndværkerfag. De kommer meget hurtigere ud og
arbejder til en god løn, sammenlignet med
en kandidatuddannelse, der tager mindst
fem år på SU.«
Tænk som en Mærsk-chef
Det kan godt være, Jannik Talleruphuus har
ret – men på listen over Danmarks rigeste
mennesker kan jeg hverken se snedkere eller landmænd. Det er virksomhedsejere og
topchefer. Mænd som Nils Smedegaard, der
er administrerende direktør i A.P. Møller–
Mærsk, og som ifølge Ekstra Bladet tjener over
20 millioner kroner om året.
Jeg tager derfor ud til Mærsks hoved-
28
RIGDOM
RIGDOM
For at blive det, Head of HQ Human Relations i
Mærsk, Karina Tewes kalder ’top-topleder’, skal
man bruge 20-30 år på arbejde sig op.
FORÅR 21 UGER /#
EFTERÅR 18 UGER
kvarter for at møde Karina Tewes. Hun er
Head of HQ Human Relations and Human
Relations Legal, hvilket i korte træk betyder,
at hun arbejder med at udvikle Mærsks største talenter og gøre dem til ledere i verdensklasse. Nu skal hun oplære mig.
»Indtil nu har du været en succes, fordi
du er enormt dygtig til dit faglige arbejde.
Men som leder er det ikke nødvendigvis de
kompetencer, vi har brug for. Noget af det
sværeste for en ny leder er at acceptere, at
du ikke længere har fingrene nede i detaljen.
Du skal lære at uddelegere opgaverne til dine
ansatte og coache dem. En dygtig leder synes, det er sjovt at præstere igennem andre
mennesker,« forklarer Karina Tewes.
Vi sidder i det store og klinisk hvide konferencerum med udsigt over Københavns Kanal
og Operahuset, som i sin tid blev finansieret
af Mærsk Mc-Kinney Møller. Her kunne man
godt bosse lidt rundt, tænker jeg, mens HRchefen tegner en cirkel på mit spørgepapir
og deler den i tre felter. I dem skriver hun:
»forretning«, »ledelse« og »værdier«.
»Det her er vores globus, Mærsks ledelsesmodel, som vi udvikler alle vores ledere
med. Forretningsdelen handler om, at du kan
opnå resultater og tjene penge til virksomheden. Vores værdier er grundholdninger hos
Mærsk. Du skal for eksempel være en rollemodel for vores ansatte. Og endelig er der
selve din ledelse, hvor vi evaluerer dig på en
masse parametre,« siger Tewes og remser op:
»Det er parametre, såsom coaching, ud-
29
vikling, uddelegering og evnen til at træffe
ubehagelige beslutninger. Konkret betyder
det, at jeg mødes med din chef og evaluerer
dig. Måske du er rigtig god til at coache dine
ansatte, men til gengæld vælger du kun medarbejdere, der minder om dig selv. Det er en
typisk fejl, nye ledere laver, for det er vigtigt
at vælge folk med forskellige profiler, så man
får nye inputs på sit team. Der kan jeg så give
dig nogle værktøjer, så du kan forbedre dig,«
forklarer hun.
”
Unge i dag er så bange
for at sakke bagud;
man skal hele tiden
skynde sig. Men hallo,
det gælder hverken om
at komme rigest eller
hurtigst i kisten til sin
egen begravelse
– Hvor lang tid tager det at blive leder hos
Mærsk?
»Efter fem-otte år kan du godt få et lille
team under dig, måske en studentermedhjælper og én anden – men så er du virkelig
også et talent. Lidt større stillinger kræver
nok 15 års erfaring.«
– Hvad hvis jeg gerne vil have Nils Smedegaards job?
»Haha, det tager tid. For at blive top-topleder skal du bruge 20-30 år på at arbejde
dig op. Men det er et stykke hen ad vejen
de samme kompetencer, du skal dyrke. Nils
Smedegaard har et team under sig. Dem er
han daglig leder for og forsøger at gøre så
dygtige som overhovedet muligt.«
Men hvad hvis jeg ikke kan vente 30 år på
at blive topleder?
Bryd reglerne
På mit sabbatår efter gymnasiet blev jeg tilbudt
15.000 kroner for at skrive en bacheloropgave
for en lidt ældre kammerat, der formelt set
læste på CBS, men i praksis brugte al sin tid
på at starte egen virksomhed. Planen gik i
vasken, da jeg fik arbejde på Ekstra Bladet,
men det var mit første møde med en, der
ikke fulgte ’planen’: få en uddannelse, få et
job, arbejd dig til tops.
»Det er det, jeg kalder corporate-vejen, hvor
du gør alting rigtigt og så ender som topchef
i Vestas. De tjener jo ganske udmærket, men
jeg kunne ikke. Jeg gik kold efter gymnasiet
og kunne ikke overskue 10 år mere på sko-
lebænken,« lyder det med et knækket grin
over telefonen.
Latteren tilhører Martin Thorborg, en af
Danmarks mest succesfulde iværksættere.
Han har aldrig taget en videregående uddannelse, men i 1995 stiftede han søgemaskinen
Jubii, som blev solgt for 300 millioner kroner
fem år senere. Han har flere end 25 virksomheder bag sig og er med egne ord »nok rigere
end de fleste«.
– Er det en uhæderlig ambition, at jeg gerne
vil blive rig?
»Overhovedet ikke, så længe du behandler
andre folk ordentligt. Men det kan ikke stå
alene. Gode iværksættere finder noget, de
elsker, og laver det til en forretning. Der er
ingen uddannelse, der kan bringe dig tættere
på dét mål. Det er bare med at komme i gang.«
– Men hvordan finder man som 18-årig ud
af, hvad man elsker? Ud over at drikke øl,
spille fodbold og score damer …
»Det er også enormt svært. Start med at
kigge på hvilke fag, du får gode karakterer
i. Det falder nok sammen med det, du godt
kan lide at lave.«
»Jeg var skidegod til mundtlig dansk og
røvdårlig til alt andet. Men jeg var god til at
tale min sag, så det kunne jeg arbejde videre
med,« forklarer Thorborg.
»Og så skal du dyrke dine hobbyer. Jeg
mødte en ung kvinde for nylig, som købte en
neglepoleremaskine og lejede sig ind hos en
frisørsalon i Aabenraa, hvor hun tager imod
kunder. Dét er den rigtige tilgang til iværk-
sætteri. Lad være med at slå større brød op,
end du kan bage: Start i det små, og byg en
virksomhed op derfra,« siger Martin Thorborg.
Jubii-stifteren har kæmpe forventninger
til nutidens unge, som har meget nemmere
ved at blive iværksættere end for 20 år siden.
»Der er masser af grupper på Facebook for
unge iværksættere, hvor du kan sparre med
andre og få hjælp til din idé. Og internettet
er fyldt med gratis redskaber, regnskabsprogrammer og så videre. Men først og fremmest
er det blevet enormt cool at være iværksætter. Det giver respekt i dag, modsat i 90’erne,
hvor mange syntes, jeg var dybt mærkelig,«
siger Thorborg og griner igen.
Han understreger, at iværksættere skal turde
lidt mere og måske være en tand mere optimistiske – men så er det heller ikke sværere.
»Unge i dag er så bange for at sakke bagud;
man skal hele tiden skynde sig. Men hallo,
det gælder hverken om at komme rigest eller
hurtigst i kisten til sin egen begravelse. Alle,
der har en god idé, skylder sig selv at prøve
at være iværksætter,« siger Martin Thorborg
og fortsætter:
»Det værste, der kan ske, er, at du fejler.
Men så har du fået noget livserfaring, som er
fuldstændig uvurderlig til, når du skal søge
ind på universitetet. Så længe du ikke sidder
på en sofa og ryger hash og glor ud i luften,
men gør noget positivt med dit liv, så er du
på rette vej.«
TOP OG BUND
Top-10 lønninger for nyuddannede
kandidater, i kr.
× Forskningsmatematik 50.000
× Odontologi 46.000
× Skovbrugsvidenskab 41.000
× Cand.merc.aud. 41.000
× Medicin 40.000
× Erhvervsøkonomi og matematik 40.000
× Jordbrugsøkonomi 40.000
× Erhvervsøkonomi og it. 39.000
× Matematik-økonomi. 39.000
× Planlægning, innovation og ledelse 37.000
Bund-10 lønninger for nyuddannede
kandidater, i kr.
× Klassisk arkæologi 16.000
× Musikterapi 17.000
× Designer 17.000
× Naturressourcer og udvikling 18.000
× Italiensk sprog og kultur 18.000
× Æstetik og kultur 18.000
× Kunsthistorie 18.000
× Miljøbiologi 18.000
× Teatervidenskab og performancestudier
19.000
× Humanbiologi 19.000
sebk@information.dk
s
v
i
l
t
i
D
r
y
t
n
e
v
e
venter
R
frivillig
ejs ud som
med Go G
lobal
al
.dk/goglob
lp
jæ
h
d
ø
Tjek n
bal
#fknGoGlo
www.testrup.dk
30
ENQUETE
31
ENQUETE
Ved Lisa McCulloch
Q A
om skole og drømme
Vi har spurgt 12 kendte danskere om,
hvad der fik dem til at vælge deres uddannelse, hvilken karriere
de har fået – og om de ville vælge anderledes i dag
Olga Ravn
Peter Laugesen
Hella Joof, 52 år, uddannet skuespiller
– Hvad fik dig til at vælge den uddannelse?
»Et inderligt ønske om at blive skuespiller
og stå på en scene med en vifte i hånden og en
stor kjole og spille alle de store klassikere. Og
bruge alle de overskudsfølelser, der var ved
at tage livet af mig, da jeg var ung.«
– Hvilken karriere har du fået?
»En helt anden. Det med de store kjoler
skete sjældent. Jeg var jo en af de første med
alternativ hudfarve, og det blev ofte argumentet for, at det ikke var mig, der skulle spille
prinsessen. Men alt giver jo mening med tiden:
Mine frustrationer over, at jeg ikke fik de roller, gjorde at jeg søgte en anden vej, og nu har
jeg fået en dejlig karriere som filminstruktør,
og det er det bedste, der er sket mig.«
– Ville du vælge anderledes i dag?
»Nej og ja. Jeg elsker mit arbejde, og jeg er
slet ikke færdig med at lave film. Men jeg interesserer mig også voldsomt for politik. I mit
næste liv vil jeg læse statskundskab og være
embedsmand. Med kæmpe magt.«
Johanne Schmidt-Nielsen, 31 år, BA i
socialvidenskab
»Jeg havde lyst til at gå på RUC. Jeg kendte
mange, der gik der, og tænkte, at gruppearbejdet var en god arbejdsform. Og så skulle
det selvfølgelig være samfundsvidenskabeligt, fordi jeg jo brugte hele mit liv på politik.«
»Jeg ved ikke, om man kan kalde mit ar-
Martin Bigum
bejde for en karriere, men siden 2007 har jeg
siddet i folketinget for Enhedslisten.«
»Hvis jeg skulle starte forfra i dag, ville jeg
nok vælge jura. Jeg tror, studiet er ufattelig
kedeligt, men det sker faktisk flere gange om
ugen, at jeg tænker: ’Bare jeg dog var jurist’.
Men jeg er glad for mine år på RUC, og jeg
ville ikke være dem foruden.«
Morten Albæk, 39 år, cand.mag. i
historie og filosofi
»Mit snit fra gymnasiet tillod, at jeg kunne
komme ind på netop disse fag, uden at jeg
skulle bruge et år på at samle nogle såkaldte
point. I stedet kunne jeg bruge min energi på
at rejse til steder, jeg altid havde drømt om
at se, læse bøger, jeg ikke havde fået læst, og
kysse alle de piger, der ville kysse mig.«
»Efter studierne fik jeg, med god hjælp fra
min storebror, ansættelse i Danske Bank. Jeg
var yngste mand på laveste løntrin i Marketing
& Kommunikation, og havde en titel jeg ikke
forstod, men jeg husker ordet ’junior’ som
en integreret del af beskrivelsen. Seks år og
seks forfremmelser senere arbejdede jeg med
forretningsudvikling med titel af Senior Vice
President for Innovation & Customer Insight.
Det var spændende, men i 2009 skiftede jeg til
Vestas, hvor jeg i dag er Koncerndirektør for
Marketing, Kommunikation & Public Affairs.«
Hella Joof
Johanne Schmidt-Nielsen
»Nej. Jeg glædes hver dag over, at mit studievalg
stimulerede min nysgerrighed på menneskelivet samt på menneskets tanker, følelser og
stræben efter mening. Det forekommer mig
enfoldigt at vælge studie, efter hvad man tror,
er bedst rent karrieremæssigt.«
Christina Krogshede, 33 år,
fysioterapeut, tidligere håndboldspiller
»Jeg blev inspireret af vores fysser på holdet og så dem gerne over skulderen og stillede
spørgsmål. Jeg elsker mennesker, og jeg elsker
at hjælpe folk med at nå deres mål.«
»Jeg er i dag uddannet idrætsfysioterapeut
og arbejder på en klinik på Bülowsvej på Frederiksberg med speciale i idrætsskader.«
»Jeg ville gerne have læst til læge.«
Emil Thorup, 29 år, småtteuddannelsen ved Zentropa
»Jeg drømte, som mange andre, om en karriere i filmbranchen. Helst som producer. Jeg
havde behov for at gå konkret, og ikke teoretisk,
til faget, så Zentropa virkede som det perfekte
match. I bakspejlet var det måske lige rigeligt
konkret. F.eks. når jeg skulle pudse Peter Aalbæks cykel og rense saunaen.«
»Tv-vært, foredragsholder og designer.«
Huxi Bach
»På ingen måde. Min tid på Zentropa definerede mig og min karriere, og jeg vil i al evighed være dem taknemmelige – til trods for
de halvdårlige lønforhold …«
Martin Bigum, 48 år, autodidakt
billedkunstner, digter og forfatter
– Hvad fik dig til ikke at vælge en uddannelse?
»Jeg er min egen dannelse, og min egen uddannelse, som kunstner og forfatter. Jeg valgte den hårde vej med at forsøge at overhale
de andre ude fra grøften, og havde jeg vidst,
hvor bumlet og ofte ensomt det skulle blive,
havde jeg nok forsøgt at komme ind på Akademiet igen.«
»Jeg har kunnet leve af min kunst.«
»Nej – men jeg har selv måttet sørge for min
egen dannelse, og det har været som at gå på
universitetet, ved siden af at jeg var praktiserende kunstner.«
Anne Skare Nielsen, 43 år, biolog og
cand.scient.pol.
»Jeg kunne rigtig godt lide biologi i gymnasiet, men min far sagde til mig, at det var
forholdsvis umuligt for biologer at få arbejde,
så jeg søgte ind på statskundskab som sidefag. Og så blev jeg så glad for statskundskab,
at jeg syntes, jeg skulle gøre det færdigt. Så
jeg læste to kandidatuddannelser på samme
Emil Thorup
Uffe Elbæk
tid og arbejdede fuldtid på en restaurant, og
jeg synes ikke engang jeg havde særlig travlt.
Så hvis ADHD var en diagnose dengang, så er
jeg sikker på, jeg havde fået den.«
»Jeg arbejdede for Instituttet for Fremtidsforskning i tre år og startede min egen virksomhed i 2003 sammen med en tidligere kollega
derinde fra, og vi har så Futurenavigator, som
vi har haft i over 12 år efterhånden. Og jeg har
verdens bedste arbejde. Jeg er simpelthen så
glad for at være fremtidsforsker.«
»Jeg ville nok vælge noget, der var mere
håndværkerbetonet, og hvis man kunne have
en uddannelse, hvor man kan kombinere både
det naturvidenskabelige for hjernen, det akademiske for hjernen med noget mere håndværk, det gad jeg bare rigtig godt.«
Huxi Bach, 37 år, ikke færdiguddannet
journalist
»Jeg kunne godt lide at skrive og syntes
samtidig, at der var noget uforpligtende ved
Journalisthøjskolen. At jeg så aldrig blev færdig på skolen, er en anden snak.«
»Jeg har knoklet for – og været heldig at
få lov til – at prøve en masse forskellige ting.
Det håber jeg ikke stopper foreløbig. En psykolog ville nok kalde det bindingsangst. Jeg
vil kalde det nysgerrighed.«
Morten Albæk
»Nej. Jeg synes ikke, Journalisthøjskolen levede op til sit ry som skarp, integritetsmættet
højborg, men jeg havde et fint år på skolen.
Derudover fungerede skolen som et springbræt ind i DR for mig. Det fortryder jeg på
ingen måde.«
Uffe Elbæk, 60 år, uddannet
socialpædagog og tillægsuddannelse i
journalistik
»Jeg havde egentlig søgt ind som journalist, typograf og lærer. Da ansøgningerne var
sendt, tog jeg til USA. Jeg havde aftalt med
mit kollektiv, at de skulle sige ja til den, der
først meldte positivt tilbage. Det blev så det
socialpædagogiske seminarium.«
»Jeg har fået en fantastisk faglig rejse, hvor
jeg aldrig har brugt mine uddannelser til det,
de var tiltænkt.«
»Jeg har aldrig fortrudt noget. De valg og
prioriteringer jeg har taget, professionelt som
personligt, har bragt mig det helt rigtige sted
hen.«
Andreas Johnsen, 40 år, autodidakt
filminstruktør
– Hvad fik dig til ikke at vælge uddannelse?
»Ingenting. Det skete bare ikke.«
»Jeg har som sådan ikke nogen karriere.
Jeg har aldrig planlagt et forløb fra a til b,
Andreas Johnsen
Christina Krogshede
men hvis man kigger på, hvad jeg har brugt
en del tid på de sidste 14-15 år, er det rigtigt
nok at jeg har lavet nogle film, mere end jeg
har lavet noget andet, hvis man ser bort fra da
jeg fik min søn for 7 år siden, men jeg er ikke
klar over hvad jeg skal lave når jeg er færdig
med de fire film jeg er i gang med lige nu, det
kan sagtens være det bliver noget helt andet.«
»Nej, jeg synes, det har været skønt, og det er
skønt. Selv om jeg ikke har gået på filmskolen
eller lignende, føler jeg ikke, at jeg på noget
tidspunkt er blevet udelukket eller set ned på.
På den måde er filmfolk et dejligt folkefærd,
man kan sagtens dele og hjælpe hinanden
selv om man har vidt forskellig baggrund og
udgangspunkt.«
Peter Laugesen, 73 år, uddannet
typograf
»Man kan jo ikke leve af at være forfatter,
derfor skal man finde på noget andet. Efter
tre halve journalistuddannelser besluttede jeg
derfor at gå i lære som typograf. Altså ham
eller hende, der sætter bogstaverne i rækker
og linjer til tryk. Med hånden. Håndsætter,
hedder det så. Typografer havde jeg mødt på
de aviser, hvor jeg var i lære som journalist,
og jeg er opvokset i et trykkerimiljø, så valget
var naturligt for mig.«
»Efter svendebrevet i 1972 arbejdede jeg
her og der i mit nye fag, men det gik ned ad
Anne Skare Nielsen
bakke med det, efterhånden som computerne trængte sig ind på feltet og til sidst overtog det helt, så der ikke længere var brug for
håndsættere.«
»Det er altid godt at kunne se noget bedre
end de fleste, og endnu bedre hvis man kunne
gøre noget ved det. Derfor ville jeg, hvis det
var muligt, med fornøjelse skrue tiden tilbage til dengang, da typografien endnu var sig
selv og begynde forfra på uddannelsen som
håndsætter.«
Olga Ravn, 28 år, Forfatterskolen
»Jeg var tiltrukket af Forfatterskolen på grund
af dens kompromisløse tro på kunst og dens
fordybelse. Jeg var sulten efter at være med i
et fællesskab, som var så vildt dedikeret til og
interesseret i at skrive og tale om litteratur.«
»Ud over Forfatterskolen har jeg kun sølle halvandet år fra universitetet, hvor jeg droppede
ud. Jeg startede som assistent på Cover, da
jeg var 21, og så fik jeg job som skribent for
Femina (fordi jeg kendte nogen) og derefter
Information (fordi jeg søgte det). Jeg begyndte
at undervise på Testrup Højskoles skrivelinje
og var så i en kort overgang anmelder på Politiken. Jeg havde tid til at skrive to bøger og
lave en oversættelse og have en blog, som er
det, jeg bedst kan lide; at lave kunst.«
»Jeg ville have bedt om mere i løn.«
32
FRAVALG
33
FRAVALG
Drømmer du om en SU-venlig
studiebolig i Storkøbenhavn?
Læs mere på
www.kab-bolig.dk/ung
Som studerende under 35 år kan du gratis skrive
dig på ventelisten til vores ungdomsboliger,
studieboliger og kollegieværelser i Storkøbenhavn.
Har uddannelsesræset
taget overhånd?
Uddannelse er godt, og meget uddannelse er meget godt.
Cirka sådan er mantraet i Danmark anno 2015. Men den
voldsomme fokus på uddannelse er problematisk, mener
lektor Jonas Lieberkind, der har skrevet ph.d.-afhandling om
’den edukative diskurs’. Der er nemlig mange ting i livet, man
ikke kan lære på universitet
Af Christian Bennike
R
egeringen har en klar ambition: De
unge skal være »den bedst uddannede
generation i danmarkshistorien«, som
statsminister Helle Thorning-Schmidt har
formuleret det. 95 procent skal have en ungdomsuddannelse, kontanthjælpsmodtagere
under 30 år skal på skolebænken, og flere
end tidligere skal optages på universiteterne.
»Det vil vi måles på. Det vil jeg måles på,«
proklamerede Helle Thorning-Schmidt fra
talerstolen på Socialdemokraternes kongres
i 2010.
Men det voldsomme fokus på uddannelse
har taget overhånd, mener lektor på DPU Jonas Lieberkind.
»Det er kulmineret og har taget overhånd,
og det ændrer vores syn på det at være menneske og vores syn på verden,« siger Jonas
Lieberkind, der har skrevet ph.d.-afhandling
om ’uddannelsessamfundet og den edukative diskurs’.
»Forestillingen om at udvikle, uddanne og
raffinere det menneskelige potentiale breder
sig til stort set alle sektorer og til individets
egen selvforståelse. Det bliver et imperativ, og
det sniger sig ind på os, uden at vi har taget
stilling til det.«
Selv om han ikke vil anbefale det, kan der
være fordele ved at fravælge uddannelse. Der
er nemlig rigtig meget, man ikke kan lære på
universitetet.
»Hele følelseslivet er kendetegnet ved, at
det er uden for pædagogisk rækkevide. Man
kan forklare og belære, men følelser har det
med at poppe op af sig selv,« sige Jonas Lieberkind.
Sunny Beach og den edukative diskurs
Uddannelsestankegangen skaber en selvudviklingskultur, siger han, hvor alle skal være
fleksible, kreative og innovative. Man skal udvikle sig. Det bevirker, at mere statiske fænomener, som for eksempel følelseslivet, får
vanskelige betingelser.
»Tag sorg som eksempel. Det betragter vi
som noget, man skal tage ved lære af, men
man kunne også se det som en simpel psykisk
dynamik, som man ikke lærer af, men bare
erfarer,« siger han.
Han ser også unges drukferier i Prag og
Sunny Beach eller jordomrejser som et forsøg på at undslippe uddannelsesræset ved
at fortage sig noget retningsløst og ikke-udviklende.
Alligevel er det ifølge ham næsten umuligt
at ryste den edukative diskurs af sig. Den sidder for dybt i os.
»Det, der sker med folk, der rejser jorden
rundt, er ofte, at det bliver en dannelsesrejse,
frem for en trang til bare at leve sit liv ud.
”
Vi sætter vores lid
til, at innovation og
udvikling løser tidens
problemer og glemmer,
at der er civilisatoriske
problemer, som man
ikke kan uddanne sig
ud af
BYENS BEDSTE PRISER
SPAR 20-40%
PÅ BRILLER
Pædagogik og uddannelse er så inkorporeret i vores tradition, at det er svært at se
problemet ved det, fordi uddannelsesræset
er blevet en selvfølgelighed. Vi kan ikke se
skoven for bare træer.«
Afpolitisering
Siden begyndelsen af det 20. århundrede
har synet på uddannelse ændret sig fra at
handle om dannelsen af den intellektuelle
elite til at være en massebevægelse, der skal
»forny, opkvalificere og ikke mindst disciplinere borgerne«, som Jonas Lieberkind
beskriver det. Tanken er, at alle mennesker
besidder et udviklingspotentiel, som de via
uddannelse og pædagogik kan forløse.
»I 70’erne politiserede man alting, men
i dag pædagogiserer vi alting,« siger Jonas
Lieberkind.
Vi har vænnet os så meget til at se verden gennem en pædagogisk prisme og har
derfor svært ved at forstå, at holdninger,
dynamikker og begivenheder også er præget af politisk ideologi, mener han.
»Politik handler fundamentalt om interesser, fordeling af goder og magt i et sam-
fund - stridigheder mellem grupper - men
pædadogiseringen henvender sig hele tiden
til den enkelte og trækker individet ud af
gruppen. Man bliver ekstremt individualiseret og står alene over for samfundets udfordringer,« siger Jonas Lieberkind.
Som eksempel nævner han folkeskolens
målsætning om, at eleverne skal blive »så
dygtige, de kan« - altså et individuelt mål.
Han nævner også terroristen Omar elHussein som et fænomen, der ikke kunne
ændres med uddannelse og pædagogik.
»Han havde været udsat for alle typer pædagogik og resocialisering. Det, man ikke kan
acceptere, er, at han kunne have en politisk
holdning. Det overses, at han måske var drevet af noget politisk, for man forsøger hele
tiden at forstå det med spørgsmålet: ’Hvor
er det gået galt i kæden af uddannere’,« siger han og fortsætter:
»Vi sætter vores lid til, at innovation og
udvikling løser tidens problemer og glemmer, at der er civilisatoriske problemer, som
man ikke kan uddanne sig ud af.«
cben@information.dk
2 for 1
Få 2 briller og betal kun
for 1 brille
20-40%
STEL
100,FRA
Stort udvalg af stel fra 100 kr.
til 1.300 kr.
Spar min. 20-40% i forhold til andre butikker .
F. eks. briller med glidende overgang inkl stel fra 1060,for 2 par. Kan ikke kombineres med andre kampagnetilbud
DANMARKS BEDSTE PRISER - WWW.OPTIKHUSET.DK
Frederiksberg Tlf. 3810 1468 Hillerød Tlf. 4828 7899 Lyngby Tlf. 4587 1078 Roskilde Tlf. 4632 4800
Odense Tlf. 6613 7135 Silkeborg Tlf. 8681 0102 Århus Tlf. 8613 6008
34
DET BEDSTE
35
DET BEDSTE
ARTIKLER
Det bedste fra Information
’Jeg er i gang med at skabe mig selv, og før
jeg er kommet længere med det, føler jeg ikke,
at jeg har tid til at tænke på andre ting som
klimaforandringer,’ siger Viktor Petterson, der
her er i Roskilde Katedralsskoles fitnessrum.
Læs eller genlæs udvalgte artikler fra det sidste
halve års Information
blandt unge. For nylig viste en undersøgelse fra
Statens Institut for Folkesundhed og Vidensråd for Forebyggelse, at unge i dag – og især
pigerne – er mere stressede, deprimerede og
mindre tilfredse med livet end for 20 år siden.
Men problemet er ikke kun, at den enkelte
brænder ud, mener Rasmus Willig.
Han udgav sidste år bogen Kritikkens Uvending, der handler om, at vi har erstattet
samfundskritikken med selvkritik og selvtugt.
Det er farligt for samfundet, fordi tiden
med økonomisk krise, økologisk-, gælds- og
arbejdsløshedskrise skriger på strukturelle
svar og samfundskritik, men skydeskiven for
kritik er blevet den enkelte selv.
»Individet bliver målt og vejet i form af resultatkontrakter, leveranceaftaler i en afdeling eller elevplaner på skolerne. Alle de styringsteknikker, som jeg kalder det, er med til
at reproducere og intensivere det selvsamme
samfund, som har ledt til den økologiske krise
– nemlig kravet til individet om større kontrol
og effektivitet. Men når det gælder strukturelle problemer, så burde det være de strukturelle rammer, der er skydeskiven. I stedet
bliver det os selv, vi kritiserer, når noget går
galt, og vi går til coach eller psykolog i stedet
for at gøre noget ved de strukturelle problemer. Resultatet er, at vi også på et overordnet
plan styrer ’fri’ eller ’uden om’ kriserne,« siger
Rasmus Willig, der mener, at vi har glemt, at
vi selv er natur: »Klimakrisen gælder også for
den enkelte. Man gør sig selv til det fossile
brændstof, som brænder op.«
Ny fasthed
Samme alvorlige budskab kommer fra en af
Norges førende filosoffer, Arne Johan Vetlesen, professor i filosofi ved Oslo Universitet,
der i en ny bog, Angsten for opdragelse, opfordrer til et opgør med det, han kalder lydighedskulturen.
Ikke siden 1950’ernes autoritære opdragelsesidealer har grænserne for de unges udfoldelse været så snævre. Men til forskel fra
tidligere sælges kravene til de unge som friheden til selv at vælge. I realiteten handler
friheden om »ydrestyret selvforvaltning og
en eksternt påført autonomi,« fastslår Arne
Johan Vetlesen.
»Præstations- og perfektionspresset, som
de unge udsættes for i dag, tolker jeg som en
ekstrem lydighedskultur, fordi de unge internaliserer kravene om omstillingsparathed
og tilgængelighed som egne forventninger.
De driver rovdrift på sig selv for at lykkes i
konkurrencen med alle de andre om bl.a. at
få det rigtige og perfekte udseende og den
rigtige karriere. Samtidig ser vi en stor stigning i psykiske lidelser blandt teenagere i de
nordiske og vestlige lande,« siger han med
henvisning til unge, der i stigende grad lider
af depression, spisevægring og begår selvskade. I bogen efterlyser han og medforfatteren, pædagogikforskeren Per Bjørn Foros, en
ny form for opdragelse og dannelse, der dels
løfter presset fra de unge, dels har fokus på,
at nogle værdier er bedre end andre at have
med sig ind i et samfund præget af klimakrise.
Hvad angår opdragelsen, så mener Foros
og Vetlesen, at den pædagogiske strømning,
hvor børn og unge har fået ansvar for egen
læring, er problematisk. Det samme er den
antiautoritære forælder eller lærer, der vil være
i øjenhøjde og spørger: Hvad synes du selv?
»Alt for tidligt og med fare for at blive overbelastet – overdrages (barnet, red.) ansvaret
”
Man vil gerne have den
ideelle krop, være en
babemagnet
for aspekter ved dets liv, som voksne tidligere
tog vare på, om end ofte på en for autoritær
måde,« skriver de. Resultatet er, at børnenes
fokus flyttes fra, hvad de skal gøre i forhold
til andre, til hvad det enkelte barn skal gøre
for at arbejde med sig selv. Og derfor kan vi
på en og samme tid se problemer med uro
og disciplinkrise i folkeskolen og overpræsterende 12-talspiger med stress i gymnasiet.
Eller som Claus Holm, prodekan ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus
Universitet, udtrykker det:
»Nutidens unge er opdraget til, at der er
opmærksomhed på deres interesser. Når alle
vil komme til på hver deres måde, giver det
en uro, som vi kalder disciplinkrisen. Når det
gælder 12-talspigerne, så de er ekstremt disciplinerede – men det er også i forhold til deres
eget personlige projekt,« siger han.
Per Bjørn Foros kalder selvdisciplineringen
for en ny form for fasthed.
»Vi har fået en generation, som er dygtigere i skolen, men også mindre afhængig af
rusmidler og mindre kriminelle. Det skaber
mere lydighed end modstand,« siger han.
mlt@information.dk
Læs resten på: ww.information.dk/514214
Bragt i Information 31. oktober 2014
/,1-()$*
(PXVLN
)RWR
0XVLN
)LOPVNXHVSLO
&URVV)LWQHVV
6NULY
'DQV
.XQVW
2XWGRRU
Unge bliver syge af den evigt selvdisciplinerende præstationskultur, men det gør samfundet også. Lydighedskulturen
dræber muligheden for engagement, og for at der kæmpes
for f.eks. at redde kloden fra klimakatastrofen, lyder det fra
nordiske filosoffer, pædagoger og sociologer
Af Mette-Line Thorup
V
iktor Petterson pumper jern til hip
hop-rytmer. Hans mål har været, at
han tre gange om ugen går ned i gymnasiets fitnessrum, der ligger i kælderen. Men
ofte bliver det til mere, selv om han må nedprioritere ting som computerspil og andre
fritidsaktiviteter.
»Man vil gerne have den ideelle krop, være
en babemagnet,« griner Viktor, der går i 2.g
på Roskilde Katedralskole, der lige som flere
og flere danske gymnasier allerede har et fitnessrum med løbebånd, træningsmaskiner
og kondicykler eller er i gang med at bygge
nye arkitekttegnede lokaler, så de kan tilbyde
eleverne mulighed for at træne efter undervisningen.
Viktor Petterson ser det også som en slags
konkurrence, »man vil bare være den bedste,«
som han siger, mens hans træningskammerat, Karl Mfeketo, der også er 17 år og går i 2
g., spekulerer lidt over hvorfor.
»Det er nok den stemning og kultur, vi har,
og alle de billeder, vi præsenteres for i medierne. Men jeg synes, det er pigerne, der styrer.
De laver masser af lektier, ikke fordi de elsker
det, men fordi de måske hører alt det om, at
piger er så dygtige og stærke i uddannelsessystemet, så skal de også være det. Vi drenge
er mere afslappede,« siger han.
En flok konkurrencesoldater
Viktor og Karl passer fint ind i forestillingen
om enhver forælder eller lærers drøm om en
sund og stærk ungdom. I stand til at opnå
deres mål, men også i fællesskab med hin-
9$/*)$*
anden på træningsbænken. Alligevel mener
sociolog og lektor ved Roskilde Universitet,
Rasmus Willig, at der er noget ravruskende
galt, når fitnesskulturen er blevet den største
idrætsgren herhjemme.
Han ser det som et udtryk for en selvdisciplineringskultur, der har til formål at skabe
mentalt og fysisk omstillingsparate individer, der trænes til at efterkomme (arbejds)
markedets krav.
»De unge på løbebåndet eller de præstationsorienterede 12-talspiger i gymnasiet er
blevet ’tvunget’ til at realisere sig selv. ’Realisere’ kommer fra res på latin, der betyder at
omsætte noget til en værdi. Et fitnesscenter er
et mentalt og fysisk træningscenter for konkurrencesoldaten,« lyder det fra sociologen,
der peger på, at flere og flere brænder ud, også
\RJDNRUIXWVDOGHEDWNDQROLWWHUDWXU
IRGEROGWYVHULHUWHDWHUVSRUWPDOHUL
VWHPPHWU QLQJNODWULQJMD]]VWUHHW
NDMDN¿WQHVV¿OLSSLQVNVWRNNHNDPSPXVLN
VDOVDWHJQLQJGRNXPHQWDUYLGHRSURG
YROOH\YLQWDJHIRWRO¡EHWU QLQJXNXOHOHPP
678',(785(
%HUOLQ1HZ<RUN
+2/'67$57
-DQXDUIHEUXDURJVHSWHPEHU
QUJDDUGGN
Opgør med
lydighedskulturen
36
DET BEDSTE
DET BEDSTE
Man skal ligne de andre, mene nogenlunde det
samme som dem, og anerkende hinandens ret
til at sidde på magten for at blive indlemmet
i Danmarks elite. Derfor er f.eks. tidligere
forbundsformand i Dansk Metal, Thorkild E.
Jensen, en del af inderkredsen, mens FOA’s
formand Dennis Christensen ikke er det.
Den indspiste
danske elite
er blevet
kortlagt
VINDER
To sociologer har i over tre år kortlagt den danske elites
netværk. De har indhentet data om bestyrelser i fonde og
virksomheder og analyseret oplysninger om 37.000 personer
og deres netværk. Målet er at udvikle en holdbar metode, der
kan identificere, hvem magteliten er, så vi på baggrund af
fakta kan diskutere, hvorfor så meget magt er koncentreret
på så få hænder
Af Sebastian Gjerding
N
år der bliver nedsat en kommission
eller udpeget folk til en bestyrelse i en
stor virksomhed eller betydningsfuld
fond, er det næsten altid folk fra samfundets
absolutte top, der ender der. Men reelt ved vi
ikke meget om, hvad der kendetegner denne
gruppe af samfundets mest magtfulde mennesker. De to danske sociologer Christoph
Houman Ellersgaard og Anton Grau Larsen
har i løbet af deres tre års ph.d.-forløb forsøgt
at kortlægge den danske magtelite. For selvom
Danmark bryster sig af at være et samfund
med stor social mobilitet, så er vi faktisk et
ganske elitært samfund, forklarer Christoph
Houman Ellersgaard:
»Det, der fortæller mest om den skandinaviske velfærdsmodel, er, at vi har fået udjævnet
nogle af forskellene mellem arbejderklassen og
den øvre middelklasse, men at den absolutte
elite aldrig nogensinde har fået regningen.
Dens interesser har man hele tiden beskyttet,« siger han.
Eliten deler netværk i bestyrelser i virksomheder og fonde, har samme sociale baggrunde
og mødes til arrangementer og receptioner.
Derfor er de også mere tilbøjelige til at pege
på hinanden, når der skal rekrutteres nye folk
til de betydningsfulde poster.
»Uden sammenligning i øvrigt er det lidt ligesom Mads og Monopolet. Her er din mening
om alle mulige folks problemer relevant, fordi
du er kendt. Når det gælder sammensætningen af virksomhedsbestyrelser er det ikke din
kendthed, der er afgørende, men din interne
street credibility i elitenetværket,« siger han.
Ny metode
Fokus på samfundets elite er blevet skarpere
de sidste par år. Occupy Wall Street slog fast,
at det handlede om den øverste ene procents
rigdom. Undersøgelser viser stadig mere groteske koncentrationer af rigdom hos de få,
og den franske økonom Thomas Piketty har
skabt verdensomspændende debat med sin
indsamling af store mængder data om de al-
37
lerrigestes formuer. Men mens der findes data
om koncentrationen af rigdom, så er der knap
så gode oplysninger tilgængelige om koncentration af magt og netværk.
Ellersgaard og Larsens projekt handler både
om at blive i stand til at sige noget kvalificeret
om den danske elite, men også om at udvikle
en holdbar metode for fremtidige kortlægninger, der kan anvendes til forskning i andre
lande. Det nuværende grundlag, man har til at
diskutere fordeling af magt på, er ifølge Christoph Houman Ellersgaard en smule tilfældigt.
I Berlingske har man et »magtpanel« af
eksperter, der hvert år rangerer eliten i en
analyse, Politikens eksperter kårer ’årets meningsdanner’, og umiddelbart har den sociologiske forskning ikke været leveringsdygtige
i et bedre svar på spørgsmålet om, hvem der
har mest magt. De to sociologer ville finde
en måde, hvorpå man kunne besvare dette
grundlæggende spørgsmål og sammenligne
det over tid og på tværs af lande.
De har tidligere arbejdet med at kortlægge
topdirektører i danske virksomheder, og det
gik hurtigt op for dem, at det var de samme
som blev omtalt i pressen, gik til bal hos dronningen, sad i VL-grupper og kom til at sidde
i alle mulige andre virksomhedsbestyrelser.
»Derfor gik vi i gang med at registrere alle
netværk, vi overhovedet kunne forestille os
var magtfulde, for derefter at finde dem, der
oftest inviterer hinanden med og netværker
med hinanden,« siger Christoph Houman Ellersgaard.
Det var et gigantisk arbejde, som indebar
indsamling af data om bestyrelser i hundredvis
af foreninger, fonde og virksomheder samt de
arrangementer, som der kunne skaffes fulde
deltagerlister på.
»Digitaliseringen har gjort det meget lettere, og projektet ville virkelig kræve meget
arkivarbejde, hvis det ikke var for den. CVRregistret er blevet relativt nemt tilgængeligt,
og vi fandt og downloadede en database over,
hvad staten selv har af aktiviteter, og hvem
den anerkender som høringsberettigede,« siger han.
»Kongehuset har en hjemmeside, og stort
set alle organisationer oplyser om deres bestyrelse på deres hjemmeside. Der er en fantastisk åbenhed, hvis man lige ser bort fra
Venstres hovedbestyrelse og erhvervsklubberne,« siger Christoph Houman Ellersgaard
med henvisning til, at Venstre nægtede at oplyse forskerne om, hvem der sidder i partiets
hovedbestyrelse, ligesom også de erhvervsklubber, som kanaliserer støtte til partierne,
har en høj grad af lukkethed.
Efter godt et års arbejde og indsamling af
alt fra Dansk Drageklub til bestyrelsen i SAS og
fra kronprinsparrets tvillingedåb over receptioner på kongeskibet til Fritz Schurs 60-års
fødselsdag kom vi frem til i alt 56.537 poster
fordelt på lidt over 37.000 personer. Mange af
dem havde dog kun en enkelt perifer post, og de
to sociologer begyndte at foretage vægtninger
og skrælle af, indtil de endte med en kerne på
423 personer fordelt blandt samfundets mest
”
Er der en ting, der
kendetegner det her
netværk, så er det, at
det at være politisk
rabiat stort set ikke
forekommer
centrale sektorer. Den gruppe kategoriserer
de som magteliten.
Kongehuset
Ph.d.-projektet er først færdigt om nogle måneder, og Christoph Houman Ellersgaard vil
ikke sige for meget om de konkrete resultater,
før den er godkendt.
Men han vil gerne fortælle om nogle af de
ting, han mener karakteriserer den danske
magtelite: Der er stor ensartethed i social
baggrund og uddannelse, med en særlig stor
overvægt af økonomer, hvorimod der næsten
ikke er nogen humanister i gruppen. Begivenheder, som tiltrækker særligt store dele
af magteliten, er ifølge Christoph Houman
Ellersgaard f.eks. statsbesøg fra Kina, mens
Danmark-Amerika Fondet har store dele af
magteliten samlet i sin bestyrelse. Deres data
viser også, at kongehuset stadig spiller en væsentlig rolle for særligt den del af eliten, som
ikke har tjent pengene selv, modsat de gamle
virksomhedsfamilier.
»Kongehuset har måske ikke så meget formel beslutningsmagt, men det fungerer som
samlingspunkt for store dele af eliten og er
også et af de steder, hvor den politiske elite
og erhvervslivet kan mødes under andre forhold. Det virker også, som om store dele af
eliten kerer sig ret meget om kongehuset og
dets syn på dem,« siger han.
Eliten er konsensussøgende
En anden ting, som sandsynligvis er et særligt kendetegn for den danske elite, er, at en
række af fagbevægelsens topfolk befinder sig
øverst i magtnetværket. En af dem er Thorkild
E. Jensen, der var forbundsformand i Dansk
Metal fra 2003-2012, og som derfor var på sin
karrieres højdepunkt, da datamaterialet blev
indsamlet. Han har særligt gode forbindelser til andre i toppen af netværket, og det
afspejler den meget konsensussøgende og
forhandlende strategi, som er kendetegnende
for elitenetværket og for Dansk Metals strategi. En anden af fagbevægelsens topfolk –
Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA
– har f.eks. slet ikke de samme forbindelser,
fordi han har valgt en anden strategi.
»Vi ville ikke kunne tegne hele Thorkild
E. Jensens netværk i en avis, fordi det er så
stort, mens Dennis Kristensens ville jeg næsten kunne tegne i hånden. Det er to helt ekstremt forskellige strategier, de hver især har
valgt,« siger Christoph Houman Ellersgaard.
Et andet tegn på de forskellige tilgange
viste sig også, da Dennis Kristensen valgte
at tale til årsmødet i Dansk Folkeparti – som
også befinder sig uden for eliten – mens Thorkild E. Jensens afløser på formandsposten,
Claus Jensen tog til landsmøde i Venstre. I sin
tale understregede han, at selvom han stadig
opfordrede sine medlemmer til at stemme
socialdemokratisk, så var der mere, Dansk
Metal kunne enes med Venstre om end det
modsatte.
»Er der en ting, der kendetegner det her
netværk, så er det, at det at være politisk rabiat stort set ikke forekommer. Det kan godt
være, at man har alternative ideer, men det
er hele tiden inden for rammen,« siger han.
»Der er en forståelse af gensidig afhængighed, som gør, at man på tværs af fagforeninger og industri har et fælles politisk projekt.
Så selv om der er plads til uenighed mellem
fagforeningsbosser og erhvervslivet i DI, er
der også en grundlæggende accept af et fælles projekt og nogle fælles spilleregler. Frem
for alt er der en accept af, at de andre i eliten
skal have ret til at være der. Det betyder, at
ingen, der ligger for langt fra en konkurrencestatskonsensus, hvor Danmark er et land
med en økonomisk model, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler og hvor videnskab og
forskning spiller en væsentlig rolle, kommer
med,« siger Christoph Houman Ellersgaard.
Den gensidige accept blandt dele af eliten i Danmark ses også i svingdøren mellem
venstreorienterede politikere og det private
erhvervsliv: Karen Hækkerup gik fra at være
socialdemokratisk minister til at blive direktør i landbrugslobbyen, Emilie Turunen
skiftede fra EU-parlamentariker for SF med
en meget kritisk position over for finanssektorens stigende magt til en stilling som chef
for public affairs i Nykredit, mens direktør
i Dansk Industri Lars Goldschmidt tog det
modsatte spring og gik fra toppen af industrien til en position som socialdemokratisk
folketingskandidat. Problemerne opstår først
for dem, der ikke har baglandets godkendelse af, at det er nødvendigt at indgå elitekompromiserne for at få adgang til magten:
»Hele konflikten om at acceptere konsensus, søge magten og æde de andres legitime ret til at være der, har udspillet sig
for øjnene af os, mens vi har lavet det her
arbejde. SF måtte træde ud af regeringen,
fordi baglandet ikke ville acceptere, at man
var nødt til at tage Goldman Sachs – nogle,
man traditionelt ville tegne et fjendebillede
af – og acceptere at de var medspillere med
ret til at være der,« siger Christoph Houman
Ellersgaard.
segj@information.dk
Læs resten på www.information.dk/524388
Bragt i Information 14. februar 2015
VINDER
DEN ØKUMENISKE JURYS PRIS
FRANÇOIS CHALAIS-PRISEN
CANNES FILM FESTIVAL 2014
CANNES FILM FESTIVAL 2014
V I N D ER
BEDSTE INSTRUKTØR
BE
B
ØR
R
CÉSAR-PRISEN 2015
C
5
V I N D ER
B E DS T E F I L M
CÉSAR-PRISEN 2015
V I N D ER
BEDSTE MANUSKRIPT
BE
B
PT
T
CÉSAR-PRISEN 2015
C
5
+++++
«MED BÅDE SKØNHED OG GRU,
GÅR MAN BERØRT OG TANKEFULD FRA BIOGRAFEN»
JESPER EISING, BERLINGSKE
EN FILM AF
AB DE RRAHMANE SISSAKO
SE F ILMEN I B IO GRAF ERNE NU !
/ TIMBUKTUFILMEN
38
DET BEDSTE
39
DET BEDSTE
Københavns primære venue for jazz, improvisation og eksperimenterende musik.
Her kan du året rundt opleve legender og vitale nybrud, uanset om du er til
jazz, world, folk, indie, elektronisk musik, metal eller avantgarde.
“Jazzhouse-teamet markerer sig for tiden med det
absolut vildeste musikprogram i Danmark”
- Den Sorte Skole
jon hassell
Onani er
for smukke
kvinder og
tabermænd
- legendarisk jazztrompetist og ambient-pioner
blanck mass
- heftig elektronik fra halvdelen af Fuck Buttons
L- grænsesøgende
. I . E . S techno
. l aogbhouse
el showcase
e i v i n d o p s v- moderne
i k ojazz
v emedr atmosfæriske
s e a s klangbilleder
circle
XGNQDOGHW¿QVNNUDXWPHWDO
kjærgaard
/westergaard
- verdenspremiere på dansk/tysk supertrio
/lovens
En fortællemæssig kliché præger fremstillingen af onani på
det store lærred: Når kvinder tilfredsstiller sig selv, er det sexet,
lystfuldt og pirrende for publikum. Når mænd gør det, er det
patetisk eller til grin. Århundreders traditionelle seksualroller
afspejles i skildringen af den ensomme akt
Af Rasmus Bo Sørensen
H
videvaremontøren har kun lige smækket døren bag sig, da Betty Draper i
Mad Men sætter sig op på sin nyindkøbte vaskemaskine og lader sine fortrængte
længsler forløse af centrifugalkraftens vibrationer. Nysgerrigt kredser kameraet om den
forsømte husmoders personlige rystelse, og
i tv-seriens symbolske univers bliver scenen
forfremmet til et billede på den gryende seksuelle frigørelse blandt 1950’ernes hjemmegående kvinder.
Anderledes trist fremstår den kriseramte
familiefar Lester Burnhams rituelle morgenonani i American Beauty (1999). Ensomt og
krumrygget forulemper han sig selv under
bruserens stråler, mens en tungsindig voice
over opgivende fortæller, at »dette er min dags
højdepunkt«. Som publikum er vi ikke vidner
til et pikant frigørelsesprojekt, men til en sørgelig tvangshandling, der i filmen tjener som
metafor for den bløde middelklassemands
totale fallit.
Så forskellige ser de ud, kønnenes onani – i
hvert fald når de skildres på film.
Lauren Rosewarne er lektor i politiske og
sociale forhold på Melbourne University og
forfatter til bogen Masturbation in Pop Culture
(2014). Her gennemgår hun over 600 onaniscener fra populære film og tv-serier og slår
fast, at der er »afgørende forskel« på fremstillingen af mænd og kvinders selvtilfredsstillelse på skærmen: Mens den kvindelige onani
er sensuel og sanselig, er den mandlige enten
patetisk eller plat.
»Kvinders onani fremstår generelt som en
sexet forestilling, designet til at pirre andre:
Hun ligger dér på ryggen og tilfredsstiller dig
– biografgængeren – lige så vel som hun tilfredsstiller sig selv. Men når mænd onanerer,
ser det meget anderledes ud: Det foregår ofte
hurtigt og beskidt hen over en toiletkumme
og fremstilles næsten altid som en glansløs
erstatning for det samleje, han ikke kan få.«
To arketyper definerer ifølge Lauren Rosewarne mænds onani på skærmen: Taberen
og drengerøven. Enten optræder den onanerende i skikkelse af Philip Seymor Hoffman i
filmen Happiness (1998): som en socialt udgrænset særling, der dagligt ringer op til tilfældige kvinder fra telefonbogen og onanerer
til lyden af deres stemmer. Eller også er han
som Ben Stiller i Dodgeball (2004): en neurotisk og komisk fitnessguru, som i fraværet
af kvindeligt selskab tilfredsstiller sig selv på
sit kontor med en pizza viklet rundt om sine
ædlere dele.
»Generelt er mandlig onani et tegn på personlig fiasko,« siger Lauren Rosewarne.
»Det er noget, man tyer til i mangel af bedre,
og aldrig et positivt tilvalg. Hvis en gift mand
onanerer på film, er det for eksempel altid et
tegn på dysfunktion og snarlig skilsmisse.«
Rosewarne står ikke alene med sine konklusioner. Forrige år udgav tre forskere fra
Simon Fraser University i Canada en større
videnskabelig artikel med titlen The Depiction
of Masturbation in North American Movies.
Undersøgelsen, der omfatter 44 film fra perioden 2005-2010, viser, at kvinder, der onanerer på film, ofte er selvstændige og stærke
personer, mens onanerende mænd er skildret
som enten tragiske eller komiske.
»Den kønsbaserede forskel kan skyldes en
falsk antagelse om, at mænd, der onanerer,
ikke kan finde en seksuel partner, mens kvinder, der onanerer, vælger at gøre det som en
uafhængig og selvstændig seksuel handling,«
hedder det i artiklen.
Men forskerne peger samtidig på en generel tendens i medierne til seksuel objektivering af kvinder, hvilket »har som resultat,
at kvinders masturbation skildres som noget
mere erotisk og tiltrækkende end mænds«.
Feministisk kritik
Det er en observation, der har rod i historiske
forklaringer. Endnu inden der var noget, der
hed filmteori, bemærkede kunsthistorikere,
at kvinder i malerier for det meste var til for
liturgy
- transcendental black metal
bass clef
- britisk basmusik med trombone
jenny hval + circuit des yeux
at blive kigget på, mens mandekroppen omvendt sjældent optrådte som et erotisk objekt.
»Begærets blik er traditionelt gået fra mænd
til kvinder,« forklarer Christian Graugaard,
professor i sexologi ved Aalborg Universitet.
»Det er derfor, det ikke skaber det store kulturelle ubehag at se kvinder i seksuelle situationer med sig selv – eller for den sags skyld
med en mand eller en anden kvinde. Men så
snart der kommer en mand ind i billedet, ja
så bliver mændene usikre,« siger han.
Ifølge professoren er der to basale konventioner, som den nøgne, onanerende mandekrop truer med at lave rod i: For det første dén,
at mænd ikke ser på andre mænd i seksuelle situationer, medmindre der er mindst én
kvinde involveret. Det skaber et homoerotisk
mulighedsrum, som truer den traditionelle
maskulinitet. For det andet den, der siger, at
kvinder ikke ser på mænd i erotiske situationer, fordi det vender begærsblikket på hovedet
og afslører en selvstændig interesse for sex,
som er uforenelig med klassisk femininitet.
»Det er derfor, at kulturelle billeder af kvindelig sensualitet i århundreder har kunnet
tillades, mens mandlig solosex den dag i dag
stadig vækker en nærmest pavlovsk væmmelse
og enten tilskrives lattervækkende teenagere
eller depraverede sædelighedsforbrydere,«
siger Christian Graugaard.
Kronisk onanist
I Anders Thomas Jensens nye komediefilm
Mænd og høns (2015) spiller Mads Mikkelsen
en selvklynkende, kronisk onanerende mand
med læbe-ganespalte og dårlige tænder. Konstant må han røre ved sig selv for at kompensere for de kvinder, han ikke kan få. Ifølge instruktøren er det en filmisk genrekonvention
at skildre onanerende mænd som stakler i komediefilm. Men fremstillingen påvirkes også
»af selve konventionen om mænd og kvinders
natur«, mener han.
»Samfundskonventionen siger, at en mand
jager og bør være i stand til at erobre, mens
en kvinde skal erobres. Så når en mand ona-
nerer på film, opfatter vi det som et tegn på,
at han har fejlet i at fuldende sin jagt,« siger
Anders Thomas Jensen.
– Nogle vil mene, at din film sender et signal
om, at det er taberagtigt at onanere. Hvad
siger du til det?
»Den brede opfattelse er vel, at når man
ser en mand onanere, så fremstår det – nok
ubevidst for tilskueren – som en ‘nødløsning’.
Det ligger implicit i handlingen, at den mandlige figur ikke har succes hos kvinderne. Jeg
ved ikke, om man ligefrem kan kalde det et
taberagtigt karaktertræk at onanere. Men det
vil nok ikke kommunikere som noget særligt
succesfuldt hos det brede publikum.«
Ifølge instruktøren er der en særskilt – og
formildende – pointe med onanien i Mænd og
høns, som han ikke kan afsløre uden samtidig
at røbe filmens afslutning. Til gengæld deler
han gerne ud af sine mere generelle refleksioner over brugen af onani i komediefilm.
For man må ikke glemme det humoristiske
potentiale i de to vidt forskellige visuelle udtryk, mener han.
»Der er jo det element, at det ofte kan være
en mere komisk fysisk handling at betragte en
mand onanere på lærredet – mens kvindens
bevægelser nok oftere vil have en mere indadvendt og sensuel karakter. Og det giver helt
oplagt to meget forskellige stemninger oppe
på lærredet, hvor kvinden vil hvile i sig selv
og sin lyst, mens manden vil fremstå overladt
ufrivilligt til sig selv,« siger han.
Den moralske vending
Thomas W. Laqueur er professor på Berkeley
University og forfatter til bogen Solitary Sex: A
Cultural History of Masturbation (2003). Han
mener, at film og tv’s tendens til at latterliggøre mænd, der »bliver taget i at gøre det«,
kan føres tilbage til et mørkt kapitel i oplysningstiden, nærmere bestemt til år 1712. Dét
år udkom en bog i England med titlen Onania, som gjorde onani til en »næsten universel
motor til generering af skyld, skam og angst«.
Bogen indstiftede et ‘før’ og ‘efter’, hævder
Laqueur. Før begyndelsen af det 18. århundrede var onani ikke et stort moralsk problem.
Nok var det ikke velset at onanere hverken i
antikken, i romertiden eller i de tidlige jødiske eller kristne samfund, men omvendt blev
det heller ikke opfattet som en voldsom synd.
Første Mosebog kunne ganske vist berette om
en herre ved navn Onan, der blev straffet med
døden, fordi han nægtede at befrugte sin brors
enke. Men det var først med Onanias genfortolkning af historien i 1712, at Onans brøde
blev læst ind i en seksualmoralsk kontekst. I
Bibelen bliver Onan alene straffet for sin ulydighed over for Gud, og ikke – som Onania
og tilhængere af den nu spirende og stærkt
puritanske antionanibevægelse hævdede –
for at have overtrådt et religiøst forbud mod
at »spilde sin sæd på jorden«.
Onanias gennemslagskraft og indflydelse
førte ifølge Laqueur til, at »en ny, sekulær moral
blev støbt, artikuleret, forstærket og legitimeret
i lægelige termer«. Bogen blev fulgt op af en
række samtidige forfattere, hvoraf den mest
indflydelsesrige var Samuel-Auguste Tissot,
en distingveret doktor og ven af Rousseau. I
1959 udgav han en bog på fransk med titlen
L’Onanisme, der hævdede, at sæd var en essentiel kropsvæske, og at onani kunne føre til
både hukommelsessvigt, svækkelse af indre
organer, sløret syn, nervøse trækninger, betændelsestilstande, dårlig appetit og hovedpine.
Tissots bog blev anerkendt og hyldet af både
”
Generelt er mandlig
onani et tegn på
personlig fiasko
Kant og Voltaire og kom sammen med tidens
øvrige kvaksalverudgivelser til at præge opfattelsen af onani i vestlig medicin de næste
to århundreder.
Stadig i 1930’erne mente man, at onani var
skyld i alverdens sygdomme lige fra tuberkulose til sindssyge, og først med 1940’erne
og 1950’ernes seksualvidenskabelige Kinseyrapporter begyndte den gradvise normalisering af onani som en naturlig seksuel praksis
at vinde indpas. I dag viser undersøgelser, at
onani er en af de mest almindelige og udbredte
seksuelle aktiviteter – men når det kommer
til fremstillingen af den ensomme akt på film
og tv, finder man ifølge Laqueur stadig reminiscenser af Onanias moralske kvababbelser.
Det gælder blandt andet film som Fast Times
at Ridgmont High (1982), There’s Something
About Mary (1998), American Pie (1999) og
Grandma’s Boy (2006), hvor et rend af umodne
mænd i al hast river den af over klinkegulvet,
inden en eller andens mor, kæreste eller værelseskammerat pludselig braser ind ad døren
og med ét forvandler oplevelsen til et pinligt
og skamfuldt øjeblik.
Ifølge Lauren Rosewarne er filmene muligvis morsomme. Men det gør dem ikke uproblematiske. For de er samtidig med til at fastlægge normerne for, hvad der er almindelig
og ualmindelig seksuel adfærd hos millioner
af teenagere verden over.
»Når onani fremstilles som en andenrangserstatning for et samleje og dét at blive taget
på fersk gerning som den ultimative ydmygelse – ja, så sender det et signal om, at onani
er noget slemt og noget negativt og ikke en
seksualitet i sig selv,« siger Lauren Rosewarne.
»På den måde er de stereotype onaniskildringer med til at fastholde og styrke opfattelsen af onani som noget problematisk og
tabubelagt i vores kultur.«
rbs@information.dk
- to stærke bud på alternative kvindestemmer
caroline
henderson duo
w. n i ko l a j h e s s
- intim aften med en af Danmarks største sangerinder
selvhenter
- eksperimenterende kvindegruppe med international gennemslagskraft
reverse + october dance
the pyramids
- moderne jazz og discopop
- afro-futuristisk totaloplevelse
choir of young believers
- et af danmarks mest ambitiøse orkestre med nyt album
oscilanz
- free form møde mellem folk, post-punk og elektronik
the langston project
- forfatteren Langston Hughes sat i musik af stærk kvartet
g i n- jazz
mnoiraognDavid
/ eLynch-stemning
ivør
sakata/
nilssen-love/
b e r t h l i n g ÀDPPHQGHIUHHMD]]IUDLQWHUQDWLRQDOPHVWHUWULR
LÆS MERE PÅ JAZZHOUSE.DK / FACEBOOK.COM/JAZZHOUSE
TICKETS: BILLETLUGEN.DK
70 263 267
40
DET BEDSTE
’Jeg håber, at teenagerne stadig skriver dagbøger derude. Jeg tror, det har en terapeutisk
effekt at sidde rent fysisk og skrive og få fat i
kernen af sig selv,’ siger Stinne Skovbjerg, der
her ses som 15-årig i 1991 (t.h.), og som hun ser
ud i dag. Foto: Sigrid Nygaard og privatfoto
Elsk din teenager
Hvad får dog en flok voksne mennesker til at stille sig op
foran en fyldt sal og læse deres teenagedagbog op? Fra
dengang man var hormonforstyrret og fremmed i egen krop.
Usikker, forelsket, ensom og liderlig. Højt!? Bare tanken giver
koldsved. Men måske er der noget sundt i at vise den del af
sig selv, der ikke har været gennem facebookfilteret. Og så får
det folk til at grine. Skrige af grin
Af Anita Brask Rasmussen
M
an ser det straks. På det klassebillede
fra 90’erne som hænger på scenen
bag den nu voksne Nikolaj Feifer,
sidder han henslængt over navneskiltet med
det ene øjenbryn hævet og et kækt smil på
læben. Allerede som elev på Forældreskolen
i 1996 var han en chef. Ikke til at skyde igennem. Og i sin dagbog fra de år er det da også
sådan, han beskriver sig selv. Han omtaler
endda sig selv i tredje person, Feifer. Det er
den, han står på scenen og læser op: dagbogen
fra sine teenageår. Dengang han var helt vild
med Linette, og hun vist også var vild med
ham. I hvert fald lå de tæt på hinanden, da
de sammen med vennerne holdt videoaften.
Hun knappede sin trøje op og »lod Feiferman
sejle på toppene af bølgerne«, læser Nikolaj
Feifer op, mens salen brøler af grin. Og det
stopper ikke, for Feiferman er ustoppelig.
Derinde under Linettes trøje får han endda
lov til »at bryde The Hoover Dam«.
Nikolaj Feifer læser op med perfekt timing
og lige dele benovelse og bestyrtelse over det
niveau af selvtillid, han som teenagedreng
åbenbart besad. Han og syv andre nu voksne,
men dengang teenagere, læser op af deres dagbog på Nørrebro Teater denne lørdag aften.
Det er ikke alle, der ligesom Feifer har sejlet
på toppen af bølgerne. Han er noget særligt på
mange måder. De andre krænger deres utilslørede teenagesmerte ud foran publikum.
Der morer sig højlydt. Køber flere øl i baren
og griner hæmningsløst af nogle af de mest
pinlige og intime øjeblikke i et ungt menneskes liv. De griner af Björn Dotzauer, der som
teenager nægtede, at han var bøsse: »Bare fordi
jeg kun har været sammen med drenge, betyder det ikke, at jeg er bøsse. Sådan er det vel
for alle drenge i starten,« citerer han. I dag er
han selvfølgelig ikke i tvivl om, at han er homoseksuel. Men det krævede noget researcharbejde, og han var ihærdig. I dagbogen har
han sat et mærke, hver gang han onanerede.
Og de griner af Ann fra Varde, der var vred på
sine forældre, dengang de ikke ville lade hende
tage i byen i Holstebro: »Det er bare, fordi de
tror, jeg vil bolle med Jan!« læser hun op fra et
sidelangt raseriudbrud. Hun fik dog alligevel
lov til at tage til Holstebro og konstaterer et
par dage efter: »Kære Dagbog. I weekenden
var vi i Holstebro. Jeg var sammen med Jan.
Men kun henne i hallen ...« Og af Stinne fra
en lille (meget lille) landsby uden for Århus,
der også føler sig uretfærdigt behandlet af forældrene, der ikke vil lade hende gøre, hvad
hun vil: »Jamen, det er da en krænkelse af
menneskerettighederne!«
Mortified Nation
Stinne er faktisk grunden til, at de står der
alle sammen i aften. For fire år siden fandt
journalist Stinne Skovbjerg sine gamle dagbøger frem. Igen. For det har hun faktisk gjort
mange gange i løbet af årene. I begyndelsen
skrev hun små kommentarer i margenen, når
hun måske var blevet et halvt år ældre og dermed, selvfølgelig, et halvt år klogere. Siden
begyndte hun bare at smække bogen hurtigt
i igen. Slam! Indtil den dag for fire år siden,
hvor hun tvang sig selv til at læse det hele. Alle
ulykkelige forelsker, alle pinlige branderter,
alle skænderier med forældre og veninder.
Gråd, vrede, bræk og kærlighed. Og det var
jo sjovt. På tryg afstand var det sjovt. »Måske
ville andre også synes det, tænkte jeg, og så
begyndte jeg at lægge citater op på Facebook.«
Hun havde ret. De små brudstykker af ufiltreret ungdom blev så godt modtaget, at hun
oprettede profilen Teenagedagbogen, hvor
ikke bare venner, men alle kunne følge med.
Så var det, hun hørte om fænomenet Mortified
Nation fra USA. En gruppe collegevenner arrangerede oplæsningsaftener, hvor skiftende
optrædende læste deres teenagedagbog op.
Det bredte sig hurtigt til hele landet. »Det skal
du lave, Stinne!« sagde en kollega. Og det gør
hun så nu. Hun og kollegaen Rebecca Svensson arrangerer både En Pinlig Affære på Nørrebro Teater, og i april har programserien Kære
Dagbog premiere på DR3.
Hudløs ærlighed
Men noget er sket med Stinne Skovbjergs opfattelse af projektet, siden hun første gang
postede citater på Facebook. Det er ikke kun
for sjov længere:
»Der er så meget, der er poleret i dag. På
Facebook og andre sociale medier kan vi vise
”
Kære Dagbog. I
weekenden var vi i
Holstebro. Jeg var
sammen med Jan. Men
kun henne i hallen ...
os selv frem i den photoshoppede version. Det
er det, vi bruger det til. Når folk skriver noget,
vi synes bliver for privat og for ærligt, så kan
man næsten mærke det i hele kroppen: ’Uh,
nej, det fortryder han i morgen, det dér’. Det
her fungerer som et modstykke til det glansbillede. Vi skal simpelthen vise de sider frem
af os selv, for det er det hele menneske,« siger
Stinne Skovbjerg.
Men, indvender jeg: Personerne, der vælger
at deltage og læse op fra deres ungdoms inderste, taler de ikke fra et privilegeret sted? Som
erfarne og selvsikre voksne kan de med overbærenhed le af deres gamle usikre og kiksede
jeg. Sorterer de ikke dem fra med seriøse ar fra
ungdommen, der ikke kan fjernes med slettelak? Jo, det gør de, forklarer Stinne Skovbjerg:
»Vi skal ikke tage folk som gidsler i et underholdningsshow, hvor det at læse op kan
blive traumatiserende for dem. Det er vigtigt,
at der er en humoristisk distance. Man skal
ikke føle sympati, men empati for dem, der
læser op. For der er nogle genkendelige og
universelle ting ved det at være teenager, og
det er det, der får folk til at grine. Men så er
der de oplevelser, som aldrig kan blive universelle og skal håndteres på en helt anden
måde, end vi gør det.«
Men hun mener ikke, at det modsiger hendes
pointe om, at et af målene er at få flere til at
stå ved de mindre flatterende sider af sig selv:
»Det handler også om at vise, at der ikke kun
findes den virkelighed, der passer til Facebook,
og den, der absolut ikke gør. At vi alle oplever
perioder, der er svære, eller gør ting, der ikke
ser kønne ud på afstand. Jo mere sårbare og
ærlige vi viser os selv, jo mere omsorg, empati
og forståelse møder vi.«
I dagbøgerne stopper ærligheden omkring
de 17 år. Det kan Stinne Skovbjerg konstatere
efter at have læst mange af dem.
»Vi begynder at blive for selvbevidste. For
velovervejede omkring, hvordan vi fremstiller
os selv. Men inden da er det hudløs ærlighed.
Og man får lyst til at række tilbage gennem
tiden og give teenageren et kram.«
Degrassi High
På scenen strømmer omsorgen mod Stinne
Skovbjerg, der som teenager blev forbudt af
sine forældre at gå til halfest. »Der røg min
sidste chance for at se Anders Møller,« læser hun bedrøvet op og sender et langt blik
mod publikum. Dagbogen er slidt. En kinabog, der har haft det hårdt. En tidskapsel for
folk, der var unge i 90’erne: Degrassi High,
Phil Collins, Soundgarden, American Psycho
og Martin og Victoria og Liv og Alexander.
Fyldt med altoverskyggende forelskelse, raseri og fremmedgørelse. Stoffer og sex. Jeg
ved det, fordi jeg har læst den. Den foreløbige
kulmination på det dagbogsprojekt, der har
fyldt Stinne Skovbjergs liv i flere år nu, er, at
hendes egen dagbog i denne uge udkommer
på forlaget Turbine. Den dagbog, hvori hun
selv havde noteret, at hun ville dø, hvis nogen
fandt den. Tanken om, at andre skulle læse
hendes bekendelser, gav hende koldsved. Nu
udgiver hun den.
Bogstaverne er af den særlige fyldige slags,
som mange unge piger skriver med. De står helt
tæt og lægger sig nænsomt på linjen. Runde og
bløde a’er, der gør et blidt svirp med halen. De
dybeste u’er og de rundeste o’er, du kan tænke
dig. Som om bogstaverne skal rumme hele
de store følelsers fylde. Som om sproget kun
består af vokaler i de år. Uuuh, aaah, ååååh.
»En hel uge lavede jeg ikke andet end at
græde efter at have læst alle mine dagbøger.
Siden har jeg jo læst mange andres dagbøger, og jeg har fået enorm meget respekt for
teenagere. Vi har en tendens til at grine lidt
af dem. Til ikke at tage det seriøst og sige,
at det bare er en fase. I virkeligheden kræver
det sindssygt meget styrke at gå igennem det,
man går igennem som teenager. Du oplever
så meget for første gang, mens du er konstant
hormonforstyrret. Du skal løsrive dig fra dine
forældre. På et tidspunkt, hvor selv din egen
krop er utryg, skal du løsrive dig fra de eneste,
der altid har givet dig tryghed. Du skal opleve
kærlighed for første gang og svigt og sorg på
den konto. Sex for første gang, alt for første
gang. Det kræver enormt meget, og du er så
ung, og du er så uerfaren. Se lige på det,« siger
hun, stopper og sætter nærmest et udråbstegn
efter udbruddet.
»Det synes jeg ikke, vi giver teenagere den
anerkendelse for, som de fortjener. Jeg er blevet fuld af beundring for, hvad de rent faktisk
skal gå igennem.«
Ronnie
Kærligheden fylder det meste i Stinne Skovbjergs dagbog. Drenge. Lister med drengenavne
og tal ved siden af dem. Pointtavler, antal kys.
Den slags. Og så er der drengen. Ronnie. Hun
mødte ham som 14-årig. Han var tre år ældre
og kørte motorcykel.
»Han var min første rigtige forelskelse. Så
intens en følelse oplever man ikke igen.« Ronnie, Ronnie, Ronnie. Han dukker hele tiden
op i dagbogen. År efter år. Men hun fik ham
aldrig, fortæller Stinne Skovbjerg. Mange fik
hun, men ikke ham. I det hele taget var der
meget, der ikke lykkedes for hende i teenageårene. Lidt for mange fester, lidt for mange
stoffer. Endeløse skænderier med forældrene. Hun droppede ud af gymnasiet. Hang ud
med folk, der i dag ikke er her mere. Og på et
tidspunkt var der ikke andet at gøre end at
forlade landet. Hun tog til USA, vendte hjem
og blev journalist.
»Men du kan jo ikke komme væk fra kernen
i dig selv. Du kan ikke ændre på det, der gør,
at du ender de steder. Jo, jeg bor godt og pænt
på Vesterbro og har arbejdet som journalist
i 15 år, men den vildskab og de følelser, som
gjorde, at jeg måtte opsøge de ting, det tror
jeg aldrig forsvinder. Dem kan jeg tydeligt se
i mig selv stadig.«
Og det er derfor, hun udgiver dagbogen.
Den er sjov, men den er ikke kun sjov. Og den
har haft en enorm betydning for hende. Det
kan hun se nu.
»Jeg håber, at teenagerne stadig skriver dagbøger derude. Jeg tror, det har en terapeutisk
effekt at sidde rent fysisk og skrive og få fat i
kernen af sig selv. At du har et sted, hvor du
kan komme af med de inderste ting, og lære
den del af dig selv at kende, så du ikke begynder at tro på det billede, du lægger ud på
Facebook. Og du ikke pludselig vågner op en
dag og overhovedet ikke aner, hvem du er.«
Stinne Skovbjerg og Rebecca Svensson
modtager løbende dagbøger fra folk, der tilbyder at læse dem op. Og det har slået dem,
hvor ens vi er i de år. Få som Feiferman, men
rigtig mange som Stinne.
»Jeg vil gerne minde forældre om, at de
skal elske deres teenagere. Man slås og slås.
Men for det meste er der brug for sindssygt
meget kærlighed. Hvis man giver sine børn
selvværd, så er der mange situationer, som
de slet ikke vil havne i.«
Opfordringen er hermed givet videre. Elsk
din teenager. Både den du var, og den du har.
anbr@information.dk
Bragt i Information 13. marts 2015
23.08.2010
DET BEDSTE
41
sukí skin care • Jane Iredale • John Masters Organics • Tata Harper m. fl.
make-up i 24 farver
Jane Iredale:
-10%
over 400 kr.
i butikken
Mineralpudder i 24 farver fra Jane Iredale
med concealer, foundation, pudder og SPF-20
i ét produkt - vælg fast, løs eller flydende pudder
Få professionelle råd om make-up og
farvevalg af kosmetologer i Danmarks
største økologiske parfumeri i Grønnegade
Butik: Grønnegade 36 • København K • Tlf. 33 17 00 70
Webshop: pureshop.dk • Fragtfrit over 500 kr. • GRATIS GAVE
Dansk Hudpleje Der Virker
CRÈME MÉTAMORPHIQUE - VITAMIN A CREME
Virker på både
mor & datter!
Se det selv i spejlet
Foryng din hud med Crème Métamorphique
vitamin A creme. Kom ind til en af vores
forhandlere og få det bekræftet med en gratis
ultralydscanning af din hud.
Scanningsdage og forhandlernet ses på
beaute-pacifique.dk
115 ml tube Kr. 549,- 50 ml krukke Kr. 389,-
beaute-pacifique.dk
Made In Denmark
Udviklet og produceret i Danmark
42
DET BEDSTE
43
DET BEDSTE
på sit reklamebureau, hvor hun skal lave en
stor brandingstrategi for byen Aars. I forbindelse med arbejdet må hun tilbringe tre dage
i provinsen, og hun er bekymret for, hvordan
Halfdan på to år vil reagere på hendes fravær.
I nummer 9 har arkitekten Henrik og skuespilleren Lotte forsøgt at få børn i snart fire
måneder, og frustrationerne er begyndt at vise
sig. Lotte har på grund af sin karriere udsat
’projekt baby’, hun er nu 38 år, og spørgsmålet
er, om hun har ventet for længe?
Johannes i nummer 2 har lovet sin kæreste
Louise at hente børnene Silja og Lullu tidligt,
men han kan ikke blive færdig med sin artikel
til Kommunikationsforum, og klokken ender
med at bliver kvart over fire, før han når ned i
børnehaven, hvilket resulterer i et skænderi.
Værre ser det ud for Claus og Jacob i nummer 14, som må starte i parterapi i et sidste
forsøg på at redde forholdet. Samtidig er det
Claus, der er tovholder for vejenes årlige sommerfest, og opgaven er ved at vokse ham over
hovedet.
Pensionisten Arne i nummer 3 er den eneste
tilbageværende af de ’gamle’ beboere på vejen.
Han vil have fjernet de mange havetrampoliner
og har skrevet et læserbrev til Villabyerne og
en officiel klage til kommunen, hvor han be-
skriver trampolinerne som »beskæmmende.«
Kristian og Mette i nummer 15 er imidlertid
jurister, og de kan berolige vejens øvrige beboere med, at Arnes krav om nedpilning ikke
har hjemmel i nogen lov.
Det store skattely
Et klassisk realityshow, hvor fem topfolk fra
det danske erhvervsliv dyster om, hvem der
kan slippe af sted med at betale mindst i skat
til den danske stat. Serien er bygget op efter
samme koncept som kendes fra programmer
som Fantastiske fund og Loppe Delux, hvor
deltagerne skaffer ting billigt og efterfølgende sælger dem med størst mulig fortjeneste.
Ved programstart får de fem topchefer hver
en uventet indtægt til deres firma på 10 millioner kroner, og henover i alt otte afsnit følger vi
cheferne i deres kamp for at slippe for at betale
dansk skat. Ved hjælp af sindrige netværk af
datterselskaber, rejser til Bermuda og gode
bankforbindelser i Luxemburg går cheferne
i gang – og seerne tages kyndigt i hånden af
programmets vært, Lars Seier Christensen.
Tekniske begreber som ’den irske sandwich’ og den endnu mere avancerede ’dobbelte irske-hollandske sandwich’, forklares
udførligt til seerne, som måske kan bruge et
KORTE KURSER
Hjemme hos overklassen
Reality-tv er lig med silikonebryster, kontanthjælpsmodtagere og lavkultur, men hvorfor skal det egentlig være sådan?
Hvorfor ikke udbrede reality-konceptet, så vi kan få et indblik
i hverdagslivet, som det leves i den kulturelle og økonomiske
overklasse. Information leverer her fem grydeklare realityformater med og for Danmarks elite. Til fri afbenyttelse
Af Kristian Villesen
Familien fra højskolen
Familien fra højskolen er en klassisk dokusoap, hvor vi følger de fire Lidegaard-brødre
i deres travle og vigtige hverdag. Programmet er bygget op over samme skabelon som
programrækken om Linse Kesslers familie
Familien fra Bryggen. Lidegaard-brødrene
er opvokset på Krogerup højskole i en samfundsaktiv og debatterende familie med højt
til loftet og store ambitioner, og det er denne
kulturradikale, demokratiske og alment dannende højskoletradition, programmerne tager
sit udgangspunkt i.
På Politiken har chefredaktør Bo Lidegaard
travlt med at udvise stor medmenneskelighed med omverdenen og skrive anstændige
ledere til avisen. På Rigshospitalet er professor
Øjvind Lidegaard næsten færdig med endnu
et medicinsk studie der viser, at bestemte ty-
per af p-piller øger risikoen for blodpropper.
Udenrigsminister Martin Lidegaard fordømmer med bekymret mine skolebombninger,
likvideringer og terrorangreb rundt om i verden – og biologen Kresten Lidegaard møder i
køen i Irma en mor til tre børn, der gerne vil
diskutere hans engagement for fædres rettigheder.
Når familien mødes til middage og nogle af
de utallige fødselsdage for deres mange børn,
går man tæt på brødrenes interne diskussioner
om uretfærdighed, verdensfred samt miljøog klimapolitik.
Måske fornemmer man også en underlæggende konflikt – for hvem af de fire har egentlig det vigtigste arbejde?
Er det Bos sandfærdige og kompromisløse oplysningsprojekt? Er det Øjvinds livreddende forskning i medicinske bivirkninger?
Er det Krestens familienære kamp for fædres
rettigheder, eller er det Martins forsøg på at
skabe fred og gode relationer til andre lande?
Selv om bølgerne går højt, ender de dog
med at være enige om, at de alle kæmper en
fælles kamp for en bedre verden.
Lektorer på Lolland
Programmet foregår i et idyllisk beliggende
bindingsværkshus på Lolland, hvor otte ældre gymnasie- og universitetslektorer (fire af
hver) indlogeres i første afsnit. Programmet
er inspireret af tidligere succesprogrammer
som Big Brother, Kongerne af Marielyst og Paradise Hotel.
Der er kameraer med overalt, hvor lektorerne færdes, og konceptet er bygget op omkring de medvirkendes interne intriger og
magtkampe – mændene mod kvinderne, de
gamle mod de meget gamle, marxisterne mod
fænomenologerne og gymnasie- mod universitetslektorerne.
Lektorerne skal bo på Lolland i otte uger,
og hver uge stilles de over for særlige udfordringer: De skal i hold finde grammatiske fejl
i tekster, metodiske fejl i videnskabelige artikler og på baggrund af deres fund udforme
læserbreve til danske dagblade. Også hverdagsudfordringer vil lektorerne blive mødt
med, når de blandt andet skal lave mad uden
hvidløg og på et tidspunkt klare sig en hel uge
uden indtag af rødvin.
Ved hver uges slutning stemmes en lektor
ud af huset ved et plenummøde. Efter samme
model, som kendes fra blandt andet Paradise
Hotel, kan der komme nye lektorer til huset i
løbet af de otte uger. Der kan til programmet
castes lektorer, der tidligere har haft akademiske uoverensstemmelser med hinanden, hvis
der ønskes ekstra konfliktpotentiale. Ultimativt kan der sendes en professor eller en adjunkt ind i huset mod programmets slutning.
Vinderen kåres ved et storplenummøde,
hvor alle de lektorer, som seerne har lært at
kende, er til stede og stemmer på den af finalisterne, som de mener er den ultimative
akademiker. Vinderen får titel af ’Professor
MSO’ på CBS – evt. RUC, hvis CBS skulle have
betænkeligheder.
Vært for programmet er lektor Johannes
Andersen fra Aalborg Universitet.
Villavej i Valby
I programrækken følger vi fem familier fra
den kreative klasse, som er flyttet ind på den
samme villavej i Valby. Serien er bygget op
efter samme skabelon, som man kender fra
programmer som Singleliv og For lækker til
love. hvor der krydsklippes imellem de forskellige hovedpersoners liv og skabes en sammenhængende fortælling med villavejen som
omdrejningspunktet.
I første afsnit følger vi filminstruktøren Andreas og journalisten Camilla fra nummer 12,
som har fået konstateret skimmelsvamp i kælderen og indleder et længere tovtrækkeri med
deres forsikringsselskab – Camilla er stærkt
bekymret for børnenes helbred og får dem
tryghedstjekket for astma hos familiens læge.
Anne i nummer 7 har fået en vigtig opgave
-
10.05.15
10.05.15
17.05.15
17.05.15
21.06.15
22.06.15 - 28.06.15
05.07.15 - 11.07.15
05.07.15 - 11.07.15
13.07.15 - 19.07.15
20.07.15 - 26.07.15
02.08.15 - 08.08.15
20.12.15 - 02.01.16
* Forårsrabat kr. 600,-
Irakkommissionen
Irakkommissionen er et realityprogram, hvor
vi får lov til at kigge med indenfor hos landets
absolutte elite. Vi møder kommissionens formand, vicepræsident i Sø- og Handelsretten,
Michael B. Elmer, advokat Jeppe Skadhauge
og professor, dr.jur. Jørgen Albæk Jensen fra
Aarhus Universitet. Også kommissionens udspørger, Jens Lund Mosbek, vil medvirke i flere
af udsendelserne. Irakkommissionen bliver
en anskueliggørelse af, hvordan der arbejdes
professionelt med vigtige sager på topniveau,
samt hvorfor vigtige ting tager lang tid.
Ved hver programstart læses kommissionens kommissorium op:
»Kommissionen har til opgave at undersøge
og redegøre for baggrunden for den danske
beslutning om at deltage i krigen i Irak ...«
LANGE KURSER
ÅBENT HUS DEN 2. MAJ
KURSER I 2015
04.05.15
04.05.15
11.05.15
11.05.15
08.06.15
trick eller to i ledelsen af deres egne firmaer.
Undervejs søger nogle af topcheferne hjælp
hos garvede skatteeksperter som Kurt Thorsen, Lars Løkke Rasmussen, Frank Aaen og
Stephen Kinnock. Vinderen er kort og godt
den, der ved hjælp af smarte tricks og metoder
giver færrest muligt til statskassen og derfor
kan sætte flest af de 10 millioner kroner ind
på en konto i Schweiz.
Landbrugets arkitektur*
Fra Østersø til marsk*
Store tider i grænselandet*
Slotte og Herregårde*
Opera II, Verdi og Puccini i
Hamborg
Seniordans på højskole
Intensiv kor uge
Ord, der duer – skriv, så du
bliver læst
Tysk support - intensiv tysk
Cykling over grænser
Vadehav, halliger og frisere
Jul og nytår i grænselandet
se hjemmesiden
Herefter klippes direkte til en jurist, der
er i gang med en udredning af en art, og programmet er i gang. Første afsnit strækker sig
over de to år, der går, fra kommissionen bliver
nedsat, til medlemmerne bliver sikkerhedsgodkendt af PET. Seerne får et udførligt indblik i, hvorfor denne proces naturligvis tager
lang tid, og da pressen begynder at skrive om
samarbejdsproblemer og intern uenighed, får
seerne indsigt i, hvor svært det er at trænge
igennem i medierne med fornuftige forklaringer på den slags ting. Det dramatisk højdepunkt indtræffer, da kommissionen endelig får
sit digitale journaliseringssystem til at virke
og kommer på sporet af vigtige dokumenter,
som dog viser sig at være gået tabt ved en
vandskade i en container i Basra. Hvert afsnit sluttes med, at kommissionen går ind i
et mødelokale, hvorefter dørene naturligvis
bliver lukket for offentligheden. Serien kan
køre i adskillige sæsoner over flere år – helt
frem til kommissionens arbejde er mundet
ud i en rapport.
ville@informationdk
Bragt i Information 6. december 2014
13. september - 12. december 2015
10. januar - 28. maj 2016
... og alle andre dage hvis det passer dig
bedre. Ring eller mail, så laver vi en aftale,
der passer ind i din kalender
“Du behøver ikke at være høj
for at gå på skolen, for det
bliver du automatisk! Et godt
sted at være og et godt sted
at lære. Det er Jaruplund
Højskole”
Søren, elev på Jaruplund
REJSER 2015
24.08.15 - 04.09.15
Goslar og Harzen
19.11.15 - 05.12.15
Egypten, faraoernes land
“Jeg fik oplevelser og venskaber
over grænser”
Kristine, elev på Jaruplund
Se mere på: www.jaruplund.de
JARUPLUND HØJSKOLE
”TØR DU KRYDSE GRÆNSER?” – DANSK HØJSKOLE VED FLENSBORG
tLPOUPSFU!KBSVQMVOEEF
44
DET BEDSTE
DET BEDSTE
»Pioner?
Jo, det har jeg vel været«
Af Anna Ullman
N
ytårsdag fandt naboerne Trilles kat
død på gårdspladsen. 14 år gammel
blev den. Så nu er det kun hende selv
og to svajende birketræer til højre for indkørslen, der byder velkommen i det gamle
bondehus uden for Næstved, hvor hun har
boet de sidste fyrre år.
Sangeren, sangskriveren og fjernsynspersonligheden Trille er fyldt 70 år, og det synes
hun er en passende anledning til at udgive
sine erindringer. Altid har jeg længsel hedder bogen, og det er også titlen på en plade,
hun udgav i 1979.
Det har været en god oplevelse at få sat styr
på det liv, som hun ikke har oplevet som kausalt fremadskridende, men snarere som situationer, møder og steder – Pilestræde, Købmagergade og Sønderho på Fanø, hvor hun som
19-årig mødte sin datters far – der i hendes
erindring er forbundet med en særlig energi.
»At fortælle er jo en måde at skabe orden
på. Man kan spørge, hvordan et liv hænger
sammen. Og så kunne jeg svare, at i virkeligheden hænger det jo slet ikke sammen. Det
er bare noget, vi siger for at overleve, fordi
vi gerne vil føle en eller anden mening med
det hele. Men den mening er der jo sådan set
ikke rigtig,« siger Trille. Hun griner mørkt.
»Man kan jo gå helt tilbage til Tusind og en
nat for at få bekræftet, at det at fortælle er at
holde sig i live.«
Poetisk fintfølende plader
Der er spor af liv overalt i hendes hus, hvor
man skal bukke sig under den rødmalede dørkarm for ikke at blive angrebet af en dinglende vindharpe, og hvor vindueskarmens
pelargoniestiklinger skutter sig i striben af
forårssol ved siden af en gammel, sønderelsket teddybjørn.
Mange, der er ude over den første ungdom,
har nok stadig et stærkt billede i erindringen
af kvinden med de skælmske dådyrøjne under det lange pandehår, som med en guitar
om halsen sang børnesange i fjernsynet. Og
Trille står også som en af landets største kvindelige folkesangere gennem tiden, som med
en række personlige og poetisk fintfølende
plader op gennem 1970’erne på uvurderlig vis
talte på vegne af mange kvinder og skrev sig
ind i den danske sangtradition med uopslidelige nyklassikere som »Min lille sol« og »Et
lille lys i mørket«.
Det var nu ikke den slags ambitioner, Trille
Nielsen fra Amager havde, da hun i midten af
tresserne i forbindelse med sin studentertjans
som underholdningspianist på værtshuset Kontoret blev opdaget af Cy Nicklin fra den britiskfransk-danske folktrio Cy, Maia og Robert.
Hendes første plade var en samling dansksprogede fortolkinger af uartige franske viser.
Dengang var folkmusikere som Per Dich, Cæsar
og Povl Dissing de musikalske repræsentanter
for den gryende protestbevægelse i ungdommen. Men Trille følte sig aldrig indlemmet i
det miljø. Under et studieophold i USA i gymnasietiden havde hun stiftet bekendtskab med
Joan Baez, som hun lyttede meget til. I den
socialt engagerede folkesangerinde med den
klokkerene stemme oplevede hun en form for
genkendelse, og det var rart. Men ud over Maia
Aarskov fra førnævnte trio husker hun ingen
andre kvinder i datidens hjemlige musikverden.
45
Hun var hele landets legefrøken og en musiker, der lagde
stemme til 1970’ernes tiltagende kvindebevidsthed. I en alder
af 70 har Trille skrevet sine erindringer – om glæder, sorger
og svimlende sanseindtryk, der stadig overvælder hende
Foto: Ulrik Hasemann
»En slags pioner, jo, det har jeg vel været,«
siger Trille. »Men det var overhovedet ikke
noget, jeg tænkte over. Det var først senere,
jeg kunne se, at jeg havde været skideheldig.
Jeg fik hurtigt en del opmærksomhed, selv
om jeg ikke sang som Maria Callas,« siger hun
med et grin.
»Der tror jeg, jeg har nydt godt af at være
det sted på det tidspunkt.«
I dag orker hun ikke at tale om den skandaleombruste sang om »Guds øje i det høje«,
som i 1970 førte til sagsanlæg mod Danmarks
Radio for blasfemi. Hun ærgrer sig over, at den
er kommet til at overskygge hendes øvrige produktion. Men hvis der er en rød tråd i hendes
musik, så er det, at det skal ville noget. Det
skal kunne bevæge folk. Der skal være noget
saft og kraft.
»Det kan jeg godt savne nu, når jeg hører
unge sangerinder. Hvor er vreden? Hvor er engagementet? Ikke fordi jeg er så velbevandret,
men jeg savner sgu nogen med lidt kant. Jeg
synes tit, jeg har oplevet, at der er noget æte-
”
Sangene ramte jo ind
i en tid, hvor kvinder
kunne genkende sig selv
i de ord, jeg skrev. Jeg
havde ikke en bestemt
målgruppe, det blev
bare sådan
risk og forsagt over det, når de åbner munden.
Så tænker jeg: Come on!«
Sanselighed betyder alt
Da Trille første gang så det gamle bondehus,
der var til salg, var hun kærester med en rigmandssøn. Det lå lidt i luften, at han måske
skulle købe huset.
»Men efter vi havde set det, var jeg fast besluttet: Det hus skulle være mit, og vi skulle
ikke være kærester længere,« siger hun og slår
en skraldlatter op.
Nu er hun så småt begyndt at affinde sig
med, at skøre knogler og behovet for moderne bekvemmeligheder inden længe vil tvinge
hende til at flytte fra det hus, som hun som 30årig flyttede ind i sammen med datteren Sille.
Som hun skriver i bogen, forlod hun dengang »alt det københavnerliv, jeg havde elsket
og nydt godt af: Montmartre, jazz, de eksotiske
gratinerede muslinger, Drop Inn, mændene,
de potentielle kærester, det hippe liv.«
Men på landet endte hun altså. Og afskeden
med huset bliver ikke nem. »Det er jo helt groet
sammen med mig,« som hun siger.
Fuld af erotik
Vi sidder ved et langt egetræsbord, hvor små
dyr gennem tiden har gnavet kanaler i bordpladen. I den knitrende brændeovn af smedejern
– husets eneste varmekilde – kan man høre
vinden suse op gennem skorstenen.
Omgivelserne stimulerer sanserne, og det er
en af grundene til, at hun har valgt at bo herude blandt rådyr, harer og lavtflyvende svaler,
forklarer hun. Lige siden hun i 1970 tonede
frem i tv-programmet Musikalske venner med
svulmende bryster under den stramme rullekravetrøje og sang frejdigt om kristendommens seksualforskrækkelse, har det sanselige
fyldt meget både i hendes liv og hendes kunst.
Hendes lyrik er fuld af erotik, eksempelvis
når hun synger om at »mærke natten på sin
hud«, eller »hvor var det fint sådan rigtig at
ku’ trænge/ hvor var det smukt sådan rigtig
at ku’ gi’«.
»Sanselighed betyder alt, i virkeligheden. Jeg
mener, at jeg tænker med ord, men jeg erkender med sanserne. Sansningerne er jo de dybe
skakter, man kan falde ned i,« siger Trille. Og
skakterne bliver ved med at åbne sig, selv om
synet ikke er, hvad det har været.
»I sommer, da jeg skulle vande, faldt jeg
fuldstændig i staver over det klare, fine vand,
der bare kom væltende ud af vandhanen. Det
var ikke noget, jeg stod og filosoferede over,
det var bare et sanseindtryk, der overvældede
mig. Jeg tror, det sanselige bestemmer utrolig
meget over vores liv,« siger hun.
Nu bor Trille altså alene herude mellem
markerne, og hun betegner også sig selv som
lidt af en enegænger – en anarkist af sind, der
aldrig har associeret sig med bestemte sociale
bevægelser eller musikgenrer. Når hun holdt
sig fri af andre, gav det hende en frihed til at
farve sit udtryk selv. Det skulle ikke ligne noget bestemt. Hun har ikke fulgt en på forhånd
udstukket rute, men bare grebet de chancer,
der bød sig, forklarer hun og griber fat i rollatoren – Rulle-Marie som hun kalder den – for
at proppe flere briketter i den forslugne ovn.
»Sangene ramte jo ind i en tid, hvor kvinder
kunne genkende sig selv i de ord, jeg skrev. Jeg
havde ikke en bestemt målgruppe, det blev
bare sådan.«
Hun tror, det skyldes, at hun satte ord på
nogle almene kvindelige erfaringer: begær,
hengivelse, moderskab.
»Det er jo de erfaringer, jeg har! Jeg har ikke
andre. Det var det råstof, der var at bruge. Så
måtte jeg prøve at finde en form på det.«
Alligevel følte hun sig omklamret af visse
dele af 1970’ernes kvindebevægelse. Hendes
figur var offer for mange fordomme – både fra
kvindesagskvinder, der bebrejdede hende, at
hun sang begærligt om mænd, og fra mænd,
der absurd nok opfattede hende som en mandehader.
Den i dag stadig omdiskuterede kvindekamp
har hun egentlig ikke oplevet som en ’kamp’
som sådan.
»Sådan har jeg ikke haft det. Min veninde
sagde på et tidspunkt: Ih, hvor har det været
hårdt, Trille. Jeg synes ikke, det har været
hårdt. Det har været skideskægt!« siger hun
og skraldgriner.
»Men også krævende, selvfølgelig.«
Hun fortæller, at en af medlæserne på bogens kapitel om en barndom fyldt med klaver-,
ballet- og blokfløjteundervisning bemærkede,
at det nærmest var, som om Trille havde suget
til sig som en svamp.
»Og det har jeg vel nok. Jeg har haft en sult
efter nye opdagelser. Hvis det havde været en
træls kamp, så havde jeg nok ikke fået udrettet
så meget. Men nej, det har været sjovt.«
annu@information.dk
Bragt i Information 20. marts 2015
Rejs ud som frivillig med AFS
LÆR DIG SELV AT KENDE - MENS DU GØR EN FORSKEL
L NJ
LI
N ER
ER
DEST
DE
S IN
ST
I AT
TIO
ONE
NER
R
KULT
KU
L UR
LT
U
U DE
UN
DERV
RVIS
RV
IS
SNI
NING
NG
G
MIL
MI
LJØ EL
LJØ
LJ
E LE
L R DY
YR
SO
OCI
CIAL
ALT
AL
T AR
ARBE
BEJD
BE
JD
JDE
DE
...... OG MEG
EGET
ET MER
ERE
E
A IIE
AS
EN
AFRI
AF
R KA
RI
AUST
AU
ST
TRA
R LI
L EN
N
LA
ATI
TINA
NAME
NA
ME
MERI
ERI
RIKA
EU
EURO
URO
ROPA
PA
Med AF
Med
Me
AFS
S ka
kan
n du
d rej
ejse
s ud
se
m ll
me
llem
em 3 og 12
1 mån
åned
eder
ed
er
L
Læs
mere
me
re på
www.afs.dk
Kontak
Kon
taktt os på tlf.
tak
lff.
f. 38
38 32
2 23 03
0
46
DET BEDSTE
DET BEDSTE
Informations journalist Niels Ivar Larsen
befandt sig på Krudttønden, da København
blev ramt af terror. Dagen efter skrev han
denne øjenvidneberetning. Foto: Nils Meilvang
leve på knæ«. Det ønske gik i opfyldelse. Nu
var Charb selv og det meste af satirebladets
redaktion – men ikke vores ven, Biard (han
var i London) – myrdet. Konsekvenserne af
anslaget var det, vi nu måtte diskutere.
»For mig er terroren
ikke længere abstrakt«
Tænk at dø for noget så latterligt som en grim og gnidret
tegning af en svensk rundkørselshund med skægget profetansigt? Terroren er ikke længere en teoretisk fare i mit liv.
Den er blodig virkelighed. Informations journalist Niels Ivar
Larsen deltog i debatarrangementet på Østerbro 14. februar
2015, hvor en civil blev dræbt og flere betjente såret
Af Niels Ivar Larsen
E
r det virkelig sådan, det hele ender? At
kæmpe for ytringsfriheden har altid
stået for mig som noget af det vigtigste.
Ytringsfrihed er demokratiets absolutte kerneværdi. Vi har simpelt hen ikke demokrati
uden. Men det var aldrig meningen, at jeg ville
gå i døden for den. Martyrier passer sig muligvis for fanatikere, men ikke for demokrater.
Tænk at dø for noget så åndssvagt latterligt
som en grim og gnidret tegning af en svensk
rundkørselshund med skægget profet-ansigt?
Hvilken absurd dødsårsag! Hvilken absurd
grund til at slå ihjel! Hvad nytter det mig nu,
at jeg har større moralsk ret og bedre argumenter. Mod drabsmænd formår de intet.
47
Min ønskedød skulle ikke være en blodig død,
ikke en heltedød for en eller anden stor sag,
men en naturlig død – en død af alderdom,
en mæt-af-dage død. En død som udgangen
på et levet liv, fuld af kærlighed og dyrebare
venskaber, med den modne alders visdom.
Med børnebørn, minder og en hel reollængde
af de bøger, jeg stadig mangler at tage mig tid
til at skrive.
Og her sidder jeg nu i mit usle skjulested
bag et sort forhæng og knuger krampagtigt
om et rundt cafébord – mit latterlige skjold
fabrikeret af hærdet, men helt sikkert for blødt
plast. Som en tåbe holder jeg det frem, skønt
det ingen beskyttelse overhovedet vil yde mod
maskingeværsalver, hvis overfaldsmanden –
eller kan der være flere? – trænger ind i salen
og skyder vildt om sig, som han allerede har
gjort udenfor. Så vil det helt sikkert være forbi. Som Charlie Hebdos redaktionsmedlemmer er vi alle værgeløse ofre i dette lokale. Vi
er siddende mål. Sårbare, forsvarsløse. Hvor
ondt gør det mon at blive gennemhullet? Hvor
lang tid tager det mon at dø? Er dette virkelig de sidste minutter før det store uendelige
intet? Hvad skal der blive af min søn, hvad
med min kæreste?
Ikke det, jeg ville forsvare
Var det i flere minutter eller i sekunder, at disse
tanker fór igennem mit hoved? I tilbageblik
flyder rædslen ud i et langt, tåget drømmesyn
– en uvirkelig, sur-reel hændelse, hvor jeg helt
ufatteligt kunne være blevet udpeget skydeskive. Terroren er ikke længere en abstrakt
term, ikke en teoretisk fare i mit liv – ikke noget, man læser om i nyhederne og diskuterer
i debatselskaber. Den er blodig virkelighed,
den er angstsved og panisk, hovedkulds flugt
mod alle nødudgange. Den er skræmmende
fysisk, påtrængende som et kvalmeanfald, et
materialiseret mareridt. Og den kan gøre det
af med mig og de andre her. Om lidt kan det
hele være slut, og var det virkelig dét værd?
For en grim og åndssvag tegnings skyld. Det
er jo ikke engang den dumme tegning, jeg ville
forsvare – kun den selvfølgelige ret til at tegne den og offentliggøre den. Hvad kommer
ytringsfrihed og religiøse galninge dybest set
mig ved? Jeg vil bare leve videre.
Jeg elsker livet, og jeg frygter døden. Og
hvem kommer nu ind ad døren? Er det en
morder eller en beskytter?
Og så alligevel … hvordan kunne jeg glemme, at døden hele tiden var anledningen til,
at jeg var her, til at vi var her. Til at vi, medlemmerne af Lars Vilks-Komiteen, indkaldte
til dette møde. Døden, ja. Charlie Hebdo-tegnernes død, Charbs død, Cabus død, Tignous’
og Wolinskis død. På komiteens forrige møde
i oktober havde vi det franske satiremagasins
chefredaktør, Gérard Biard som æresgæst –
vi overrakte ham endda en pris – en forgyldt
statuette af Lars Vilks’ ulyksalige Muhammed-som-hund-rundkørselsfigur. Biard, denne
lavmælte, blide, men modige og kompromisløse mand fortalte os om Charlies redaktionelle principper. Han pointerede, at han anså
’ytringsfrihedsfundamentalisme’ for at være
en hædersbetegnelse, for det var ikke spor
andet end »kompromisløshed på demokratiets vegne«.
Biard, hvis redaktørkollega, Charb, havde
udtalt, at han »hellere ville dø stående end
Afslappet stemning
Terroren mod Charlie var således den dybt
tragisk baggrund for debatmødet 14. februar.
Overskriften var blasfemi og ytringsfrihedens
grænser. Inviteret til panelet var som altid
den permanent dødstruede og derfor permanent politibeskyttede svenske kunstprofessor
Lars Vilks og derudover Inna Shevchenko,
talskvinde for den ukrainske feminist- og aktivistgruppe Femen, hvis speciale er at anvende blottede kvindebarme som våben mod
patriarkatet og al slags fascisme, herunder
også sharialoven; den polsk-britiske kunstner
Agniezka Kolek, kurator for kunstfestivalen
Passion for Freedom, og Helle Merete Brix,
journalist, forfatter og forkvinde for komiteen.
Min beskedne rolle var at introducere
François Zimeray, eftermiddagens hovedtaler og Frankrigs ambassadør i Danmark.
Alt forløb planmæssigt og fredeligt som
vanligt. 40 gæster havde taget plads. Stemningen var afslappet, ingen anede uråd. Der
var de sædvanlige uniformerede politifolk og
PET-agenter, de fleste af dem velkendte ansigter fra vores forrige møder. Klædt i civilt,
men genkendelige på deres pistoler i skulderhylstre. Der var de sædvanlige rutineundersøgelser og scanninger af publikum.
Jaleh Tavakoli fra komiteen, vores venstrefløjsaktivist af iransk herkomst, bød velkommen til publikum, hvorpå jeg bød velkommen
til Zimeray, mangeårig fransk topdiplomat
med en fortid som menneskeretsadvokat.
Ambassadøren var den humanistiske og
blændende taler, jeg huskede fra mine tidligere møder med ham. Han takkede på sit
galliske engelsk det danske folk for de utallige
sympatitilkendegivelser, ambassaden havde
modtaget i kølvandet på Charlie Hebdo-massakren. Og han fortalte os om, hvordan han
i sit virke for den franske udenrigstjeneste
havde haft flere diktatorer på tomandshånd
og konstateret samme fællestræk hos dem:
et totalt fravær af humoristisk sans.
Hvor gemmer man sig?
Efter bifald fra salen blev det Inna Shevchenkos tur. Inna begyndte med at fortælle om sit
første møde med Charlie Hebdo-folkene, der
i hende så en sand ånd- og kampfælle, »Charb
kaldte mig tovarisj – den klassiske bolsjevikiske kammerat-hilsen … «. Hun fortsætter:
»Det handler om ytringsfriheden, men. Og
nøgleordet her er ’men’. Hvorfor siger vi stadig ’men’, når vi …«
BANGBANGBANGBANG!
Hvad helvede sker der? Er det fyrværkeri?
Ballademagere? En syg pratical joke? Alle er
som paralyserede i fem-10 sekunder. Et kort
ophold i skyderiet følger. En eller anden råber
noget højt udenfor på et fremmed sprog. Et
hæsligt tilråb fuld af vildskab og afgrundsdybt
had. Og så begynder den, masseflugten, ikke
med hysteri, hyl og skrig, men med en resolut
vilje til at redde sig, hvem der kan. Mange søger
mod bagudgangen, andre i dækning bag stole
og borde, men hvor kan man skjule sig? Hvor
er der ly? Hvor er der gemmesteder? Ingen
steder. Her er ingen sikkerhed, absolut ingen.
Der skydes stadig – nu ikke med automatvåben, men med pistoler, der lyder nye tilråb.
På dansk, det er politiets indsatsleder, der
kommanderer med sine folk. Hvordan ender
skudkampen, hvem kommer ind ad døren?
En meget ophidset mand kommer ind. Han
er totalt tændt og fuldstændig rødsprængt, som
om han er på verdens værste adrenalinsus. Han
løber frem og tilbage, stærkt humpende fra et
skudsår i benet. Der er blod på buksebenet,
hans ansigt er fortrukket i smerte, han siger,
vi skal blive, hvor vi er. Det er absurd det her,
tænker jeg – for fanden, det er jo Bruce Willis, en muskuløs og tæt lille fyr med en trukket pistol … hvad er det for en syg film, jeg er
havnet i? ’Bruce Willis’ genkender jeg som en
af PET-agenterne. Han er en ven, han er en
beskytter, han er den mand, der står mellem
os og den eller de morderiske galninge derude.
Automatvåbnet er forstummet. Jeg forbliver
i mit ynkelige skjul. I en evighed, forekom-
mer det mig. Der er stille nu. Ti minutter går
der, før vi hører politisirener. Er faren drevet
over? Er der andre sårede, er der dødsofre? Vi
ved ingenting. Jeg sætter mig ind til en større
gruppe, der er gået i dækning bag bardisken.
Ikke en dum film
Der går yderligere en rum tid. Vi er ikke mange
tilbage. De fleste tilskuere valgte at flygte ud
ad bagdøren, deriblandt alle panelister på nær
en. Hvad stiller vi op? Vi er spærret inde her.
Politiet har lagt en jernring om bygningen. Jeg
er tilsyneladende det eneste komitémedlem i
salen. Det ryger ud af mig: »Vi må fortsætte,
der er ikke andet gøre – fortsætte med dem
vi er!«. Og Agniezka Kolek er her. Så må vi
høre på hende. Kolek, en cirka 40-årig blond
kvinde med et spidst ansigt, er bemærkelsesværdigt fattet. Hun udstråler ingen angst.
Hun er helt uafficeret i sit kropssprog, helt
saglig i sin diktion. Hun beder stille og roligt
om at få lyset blændet ned, så vi bedre kan
se detaljer i de medbragte billeder i hendes
powerpointpræsentation. De tilbageværende
publikummer finder søvngængeragtigt deres
stole. Kolek taler, hun gennemfører sit foredrag. Men ingen hører vist efter. Alle er bøjet
over deres mobiltelefoner og sender sms’er
tavse, rystede.
Kort tid efter kommer evakueringsbussen,
der skal føre os alle til afhøring på Bellahøj Politistation. Udenfor erfarer vi, at en tilhører er
dræbt. Det er vores kameramand, Peter Baks
gode ven, Finn Nørgaard. Det var ikke en ond
drøm, ikke en dum film. Terroren har slået til,
ramt København, ramt os alle, lige i hjertet.
Hvor længe fortsætter mareridtet?
nil@information.dk
Hos Pedalatleten tilbyder vi nu en
fast leasing- og reparationsaftale
til en lav månedlig ydelse.
Med en fast leasingaftale er du sikret, hvis uheldet er ude. Når du laver en
aftale hos os, kan du undgå ubehagelige overraskelser, når du kommer ind
med din cykel på en af vores værksteder.
Med en leasingaftale hos os betaler du et fast
beløb om måneden, der dækker alle serviceog reparationsudgifter, du kan komme ud for.
Vi leaser også Batavus cykler ud.
Leasing info:
Ydelse pr md: 92,- kr. (36 mdr.)
Udbetaling: 500,- kr.
Oprettelsesgebyr: 184,95 kr.
Pedalatleten Nørreport
Nørrevoldgade 11
1358 København K
tlf 33112863
Pedalatleten Østerport
(Østerport Cykler)
Oslo Plads 9
2100 København Ø
tlf 33338513
Pedalatleten Gråbrødretorv
Gråbrødretorv 16
1154 København K
tlf 33112865
Pedalatleten.dk

STUDIEVALG 2015 Download/10MB

Transcription

Similar documents

grøn rejse - ibureauet hjemmeside

Fordomme om etniske minoriteter. En sammenligning af Danmark

Læs portrættet her

BERLINHISTORIER - Horisont Rejser

Østlige USA 2010

Ny litterær guldgrube giver os hele historien

tro, sex og kærlighed i de troendes rækker

Krimi - ibureauet hjemmeside

Krimi forår 2013