Ministeriets udtalelse vedr. valgklage fra Brian Jessen

Transcription

Ministeriets udtalelse vedr. valgklage fra Brian Jessen
Udvalget til Prøvelse af Valgene 2014-15 (2. samling)
UPV Alm.del Bilag 5
Offentligt
Folketinget
lov@ft.dk
Sagsnr.
2015 - 5197
Doknr.
247678
Dato
24-06-2015
Valgklage fra Brian Jessen
Fra Brian Jessen har Økonomi- og Indenrigsministeriet modtaget vedhæftede email af 18. juni 2015, hvori Brian Jessen klager over, at de skriveredskaber, som
var tilgængelige i stemmerummene på afstemningsstedet Fraugde Fritidscenter i
Odense Kommune, var farveblyanter i forskellige farver, herunder rød og orange, hvilket efter klagers opfattelse ikke er neutrale farver og for nogens vedkommende måske har kunnet medvirke til, at de ubevidst satte deres kryds forkert.
Odense Kommune har i anledning af klagen ved vedhæftede e-mail af 18. juni 2015
oplyst, at kommunens medarbejder på afstemningsstedet Fraugde Fritidscenter har
oplyst, at alle blyanter i stemmerummene var røde farveblyanter.
Odense Kommune har endvidere oplyst, at der på alle 30 afstemningssteder i Odense
Kommune anvendtes røde farveblyanter som skriveredskab i stemmerummene. Dette
blev valgt for at lette stemmeoptællingen på valgaftenen og ved fintællingen.
Odense Kommune har i den forbindelse henvist til afsnit 7.1. i Økonomi- og Indenrigsministeriets vejledning nr. 9827 af 29. oktober 2014 om afholdelse af folketingsvalg
(se nedenfor).
Økonomi- og Indenrigsministeriet kan i den anledning oplyse, at følgende fremgår af §
45, stk. 2, og § 48, stk. 1, i lov om valg til Folketinget (lovbekendtgørelse nr. 369 af 10.
april 2014):
”§ 45. […]
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen sørger for lokaler til afstemningen samt for det fornødne antal
stemmerum og stemmekasser. Stemmerum skal være indrettet således, at der kan afgives
stemme, uden at andre kan se, hvorledes vælgeren stemmer. Stemmerum skal være forsynet
med det fornødne udstyr til stemmeafgivning. Stemmekasser skal være indrettet således, at
ingen stemmeseddel kan tages ud, uden at stemmekassen åbnes. Stemmekasser skal kunne
låses eller forsegles.
Stk. 3. […]
§ 48. Stemmeafgivningen sker i stemmerummet, hvor kun vælgeren må være til stede. På
stemmesedlen sætter vælgeren et kryds ved et partinavn eller et kandidatnavn.
Stk. 2. […]
Stk. 3. […] ”
Af Økonomi- og Indenrigsministeriets vejledning nr. 9827 af 29. oktober 2014 om afholdelse af folketingsvalg, fremgår af afsnit 7.1 følgende:
”Kommunalbestyrelsen skal sørge for lokaler til afstemningen samt det nødvendige antal stemmerum og stemmekasser, se lovens § 45, stk. 2.
[…]
Stemmerum og stemmekasser skal være indrettet som fastsæt i lovens § 45, stk. 2. Der skal
bl.a. være det nødvendige udstyr i hvert stemmerum for, at vælgerne kan afgive deres stemme
(skriveplade og blyant eller andet egnet skriveredskab). Det fremlagte skriveredskab behøver
ikke være en blyant eller sort eller blå kuglepen, men må godt have en mere synlig farve, f.eks.
rød, hvis kommunalbestyrelsen for eksempel måtte vurdere, at det vil lette stemmeoptællingen,
hvis afkrydsningens farve således var mere tydelig.”
Folketingsvalgloven indeholder således ingen angivelse af, med hvilken farve skriveredskab vælgeren skal sætte sit kryds på stemmesedlen. Det er ikke efter valglovgivningen et krav, at der anvendes blyanter eller kuglepenne i en bestemt farve (f.eks.
grå, sort eller blå) forbindelse med stemmeafgivelsen, hvis det vurderes, at et skriveredskab i en anden farve, som f.eks. rød, vil lette stemmeoptællingen.
Odense Kommunes udtalelse giver ikke ministeriet anledning til bemærkninger.
Klageren vil herfra blive underrettet om, at sagen er oversendt til Folketinget.
Med venlig hilsen
Hans B. Thomsen
2