nyhedsbrev Strandskolen december 2015

Transcription

nyhedsbrev Strandskolen december 2015
Nellikevej 1 8240 Risskov
E-post: str@mbu.aarhus.dk
Tlf: 87138800 Fax: 86176139
Net: www.strandskolen.dk
Strandskolen, 1. december 2015
Kære forældre til børn på Strandskolen
Fælles juledag 30. november 2015
I går summede Strandskolen af juleliv. Der var julemusik, duft af småkager, lys og gran rundt omkring på
skolen. I nogle klasser blev der klippet og klistret, andre lavede miniaturekulisser til Snedronningen, andre
skrev vandrehistorier om Jens Petter. Tak til de forældre der deltog i løbet af dagen og til de der donerede
boller, pebernødder eller juletræer.
Luciaoptog den 11. december – 5. årgang
Traditionen tro er det 5. årgang, der går luciaoptog på Strandskolen. Det finder sted fredag d. 11. december
kl. 8.30. Forældre til børn i 5. årgang er inviteret. Det samme gør eleverne i 0.-4. årgang. Vi har desværre
ikke mulighed for at invitere alle forældre til den afsluttende del i aulaen.
Juleafslutning 18. december 2015
Fredag den 18. december er der sidste skoledag før en lang juleferie. 0.-4. årgang afslutter bla. med kirkegang i Risskov Kirke. 5.-9. årgang har forskellige aktiviteter i klasserne. Klasseteamet skriver ud til børn og
forældre om dagen. Dagen afsluttes med en fælles samling i aulaen ca. kl. 13-13.30.
Strandskolens Legohold vinder teknologiprisen – hilsen fra Team ROBTOP
Lørdag (i november) var Strandskolens Legohold Team ROBTOP til First Lego League konkurrence i Århus. Vi
konkurrerede i 5 kategorier: forskning, robotkørsel, samarbejde, marketing og programmering. I konkurrencen deltog 45 hold, og vi endte med at snuppe 1.pladsen i teknologikonkurrencen med vores meget
avancerede kalibreringsprogram, der kort fortalt får robotten til at læse farverne på banen og gemme dem,
så den kan bruge dem til at finde rundt med. Strandskolens Legohold bestod i år af 6.årgang og en enkelt
elev fra 5.årgang. Tusind tak til 6. årgangs lærerne for at give os tid til at forberede vores projekt og tusind
tak for at lade Aksel fra 5. deltage.
Hilsen Team ROBTOP
7.z har vundet volleykamp over andre skoler i Aarhus Kommune
Mandag den 23. november var 7. årgang og 8.y fra Strandskolen til Teenvolleyball- stævne i Risskov Hallerne, hvor de skulle spille mod andre skoler. Eleverne var hjemmefra blevet delt op i kønsintegrerede hold og
skulle på tværs spille mod de andre og hinanden. De kæmpede om at blive den bedste klasse og det bedste
hold. På 7. årgang var det 7.z, der både løb med sejren for bedste hold og bedste klasse. Stort tillykke til
dem. Eleverne har forud for stævnet øvet sig på spillet og reglerne i idrætsundervisningen. Se billeder på
vedlagte.
Jeres børns net-etik – sms, ASK, Facebook mm.
Vi har oplevet nogle tilfælde hvor børn kommunikerer med hinanden på en uhensigtsmæssig måde over
sms, facebook eller ASK – på sidstnævnte kan børnene (og andre) kommunikere anonymt med hinanden.
Som skole skal vi give børnene viden, kundskaber og færdigheder omkring etik på nettet. Som forældre er I
dem, der kan tage hånd om dette uden for skoletiden. I kan hente inspiration til dette på
http://www.bornsvilkar.dk/Temaer/Born-medier.aspx. Mobning kan finde sted døgnet rundt og ikke kun i
skoletiden eller i afgrænsede situationer, netop pga. lettilgængelige sociale medier. Tal med jeres barn om
hvordan de skal håndtere digital kommunikation uanset hvilke situation, de står i.
Nellikevej 1 8240 Risskov
E-post: str@mbu.aarhus.dk
Tlf: 87138800 Fax: 86176139
Net: www.strandskolen.dk
Sidste nyt fra forældreforeningen på Strandskolen
I november afholdt vi det første møde i forældreforening. En håndfuld engagerede forældre mødte op. Den
nyoprettede forening vil arbejde videre med at støtte op om nogle af skolens i forvejen planlagte aktiviteter: bl.a. juledag 2016 (som i går) og en dag i foråret 2016. Der vil komme særskilt info omkring dette. Alle
forældre er velkomne i foreningen.
Musical 2015 – tak til børn, personale og forældre
Tak til endnu en forrygende musical med engagerede elever og lærere. Tak til forældre, der havde travlt
med bage, lave popcorn og ikke mindst stå for salget af dette de tre aftener i november. Overskuddet går til
8. årgangs lejrskole. Og naturligvis tak til jer, der har bakket op omkring musical ved at købe billetter. Uden
jer var det ikke muligt i samme omfang.
Forældretilfredshedsundersøgelse 2015 – tak for jeres deltagelse
Tak for jeres deltagelse i undersøgelsen - svarprocent 68,7%. Vi vender tilbage med resultatet, når vi i det
nye år modtager dette. Resultatet bliver behandlet i skolebestyrelsen og i skolens kvalitetsrapport
Pædagogisk leder – stilling opslået
Vi har opslået stilling som pædagogisk leder i 5.-9. årgang og med souscheffunktion. På skolens hjemmeside
og på www.aarhus.dk kan I se stillingsopslaget. Vi forventer at få stilling besat pr. 1. marts 2016.
Personalenyt
Stine Sønderdahl er startet som lærer i går, den 30. november 2015. Velkommen til Stine. Stine skal undervise i 3.-4. klasse, primært i 3.d og 4.b.
Gudrun Andersen fratræder sin stilling på Strandskolen. Gudrun har været bh.klasseleder i c-klassen. Resten af skoleåret 2015-16 er Morten Olsen og Michael Hansen ansvarlige for 0.c.
Mange hilsner
Marie,
Skoleleder