FRA TWEET TIL SPALTEPLADS I NYHEDSMEDIERNE

FRA TWEET TIL SPALTEPLADS I NYHEDSMEDIERNE
Specialeafhandling om danske folketingspolitikeres tweets’
indflydelse på nyhedsformidling
CAMILLA LARSEN
CAMILLA BECH MADSEN
Specialeafhandling om danske folketingspolitikeres tweets’
VEJLEDT AF JØRGEN LERCHE NIELSEN
SPECIALE I KOMMUNIKATION
ROSKILDE UNIVERSITET
FEBRUAR 2015
1
Sideblad
Fra tweet til spalteplads i nyhedsmedierne – specialeafhandling om danske folketingspolitikeres
tweets’ indflydelse på nyhedsformidling
Camilla Bech Madsen
Camilla Larsen
Vejledt af Jørgen Lerche Nielsen
Omfang: 204.706 anslag svarende til 85,3 normalsider af 2.400 anslag
Speciale i Kommunikation
Roskilde Universitet
Februar 2015
2
Abstract
Ever since Twitter’s move into the journalistic toolbox, the way news is created has changed.
Twitter gives politicians and opinion formers the opportunity to grab the attention of journalists.
But how can a tweet actually affect the flow of the news? Not much research has yet focused on
this topic of the modern politicians use of Twitter from a Danish point of view. Therefore, this
thesis analyses 1) how often Danish Parliament politicians tweets are quoted or referred to in 12
selected news media during the first half of 2014. 2) How selected politicians use Twitter in their
political communication and 3) how the Minister of Transport Magnus Heunicke’s tweet about
‘the breakdown of Rejsekortet (an electronic ticket system when traveling with public
transportation) affects the public transportation debate within selected news articles.
In the first part of the analysis, we use a content analysis to illustrate how often Parliament
politicians’ tweets are quoted or referred to in the news media. These politicians’ tweets have
been used as a source in the news media 400 times in 295 articles. That means 34 per cent of the
sources used in the 295 articles come from politician’s use of Twitter. This analysis also points at
which tweets are quoted or referred to the most with regards to specific topics.
The second part of the analysis, we interview politicians who are often quoted or referred to on
behalf of their tweets and regarding most topics. Through the theory of medialization and the
hybrid media system, we can tell that the politicians tweet both to journalists and to other
politicians. They tweet to be seen by journalists but also to state their opinion regarding hot topics
on the political agenda often by using #dkpol.
In the third part of the analysis, we use a discourse analysis to map, which prominent discourses
the featured tweet of Magnus Heunicke uses, as compared to the discourses used by the news
articles. In fact, the news articles show the discourses drawn upon by Heunickes tweet several
times and some of them are even highlighted in comparison to others that the articles draws
upon.
This thesis shows the relationship between Twitter and the flow of the news by analysing how
Twitter can be an effective tool as a force for affecting the content of news media.
3
Indholdsfortegnelse
1 INDLEDENDE
7
1.1 Indledning
8
1.2 Relateret forskning
10
1.3 Problemfelt
14
1.4 Problemformulering
16
2 METODE
17
2.1 Analysestrategi
18
2.2 Afgrænsning
19
2.3 Videnskabsteoretisk ramme
20
2.4 Indsamling af empiri
22
2.5 Indholdsanalyse
2.5.1 Styrker og begrænsninger ved indholdsanalysen
22
28
2.6 Interviews
28
2.7 Udvælgelse af artikler til diskursanalyse
30
2.8 Validitet
31
2.9 Reliabilitet
33
2.10 Generaliserbarhed
34
3 MEDIER, POLITIKERE OG JOURNALISTER
35
3.1 Nyhedsmediernes udvikling: Fra trykte medier til nyheder online
36
3.2 Om Twitter
36
3.3 Politikere og journalister i den nye sociale medievirkelighed
37
4 TEORI
40
4.1 Teoretisk ramme
41
4
4.1.1 Medialisering og hybridisering som teoretisk ramme
4.1.2 Meningsdannelse og diskursanalyse som teoretisk ramme
4.1.3 Hvordan de valgte teorier supplerer hinanden
4.1.4 Fravalg af teori
41
43
45
47
4.2 Medialisering i politisk kontekst
48
4.3 Det hybride mediesystem
51
4.4 Operationalisering af medialisering og det hybride mediesystem
52
4.5 Diskursteori
4.5.1 Diskursteoriens centrale begreber
4.5.2 Kritiske refleksioner
53
55
61
4.6 Operationalisering af diskursteoriens begreber
62
5 ANALYSE
63
5.1 Når folketingspolitikernes tweets bliver citeret i nyhedsmedierne
5.1.1 Politikere der oftest er henvist eller citeret fra Twitter
5.1.2 Begivenheder der bruger tweets som kilde
5.1.3 Delkonklusion
64
65
69
73
5.2 Folketingspolitikeres brug af Twitter
5.2.1 Et tweet til journalister og meningsdannere
5.2.2 Udtryksform
5.2.3 Nyhedsværdi
5.2.4 Overvågning af Twitter
5.2.5 Delkonklusion
75
75
78
82
83
83
5.3 Diskursanalyse af debatten om rejsekortet
5.3.1 Analyse af hvilke diskurser Heunickes tweet om rejsekortets nedbrud trækker på
Pendler diskurs
Retfærdighedsdiskurs
Hjælpe diskurs
Opsamling
5.3.2 Diskursanalyse af hvordan artiklerne italesætter rejsekortets nedbrud
Økonomisk diskurs
Retfærdighedsdiskurs
Teknik diskurs
Hjælpe diskurs
Pendler diskurs
Oppositionsdiskurs
5.3.3 Delkonklusion
85
86
86
86
87
87
88
88
90
93
95
97
99
101
6 DISKUSSION
103
6.1 Tweet resulterer i kovending hos DSB
104
5
6.2 Fra tweet til spalteplads i nyhedsmedierne
106
7 AFSLUTTENDE
108
7.1 Konklusion
109
7.2 Perspektivering
113
8 LITTERATURLISTE
114
8.1 Bøger, tidsskriftsartikler og opgaver
115
8.2 Nyhedsartikler og webkilder
120
9 BILAG
1
Bilag 1: Formidlingsartikel
2
Bilag 2: Refleksioner om formidlingsartikel
4
Bilag 3: Folketingspolitikere på Twitter
6
Bilag 4: Grunddata
8
Bilag 5: Kilder i alt fordelt på 295 artikler
30
Bilag 6: Fordeling af antal tweets citeret og henvist pr. politiker
45
Bilag 7: Oversigt over forskellige begivenheders forekomster i artiklerne
47
Bilag 8: Interviewguide
49
Bilag 9: Interview med Kristian Jensen (V)
50
Bilag 10: Interview med Søren Pind (V)
53
Bilag 11: Interview med Mette Gjerskov (S)
57
Bilag 12: Interview med Stine Brix (EL)
61
Bilag 13: Interview med Benjamin Elberth
65
Bilag 14: Oversigt over artikler og diskurser i diskursanalysen
67
6
1 INDLEDENDE
Kapitlet introducerer læseren til forskning om politisk kommunikation på sociale
medier. Vi ser nærmere på, hvordan danske og udenlandske studier har undersøgt
relationen mellem Twitter og nyhedsmedier, herunder hvordan politikere og
journalister bruger Twitter. På den måde bliver specialets forskningsrelevans og
originalitet begrundet. Kapitlet rundes af med problemfelt og specialets
problemformulering.
7
1.1 Indledning
Twitter er populært blandt de danske folketingspolitikere. I skrivende stund har 116
folketingspolitikere en profil på det sociale medie Twitter1 (bilag 3). Det svarer til næsten 65
procent, hvilket er en stigning sammenlignet med slutningen af 2012, hvor omkring 40 procent
havde en profil på Twitter (Lind & Johannesen, 2013)2. På det sociale medie tweeter politikere
jævnligt om alt fra politik til fodbold, og de kommenterer flittigt på andre tweets. På
Christiansborg er Twitter sågar blevet kaldt ”Christiansborgs intranet” (Otkjær, 2013, s. 6).
”Det er ret fascinerende, for det gør det let for folk at følge med og få nogle lidt sjovere input end
det, der foregår på talerstolen. Og så er det politisk interessant, hvordan politikerne forsøger at
påvirke debatten i egen retning,” siger digital rådgiver Astrid Haug til Politiken (Eskesen, 2014).
Men det er ikke kun politikerne, der er aktive på den digitale platform. Twitter er også flyttet ind i
journalisternes værktøjskasse (Otkjær, 2013). Derfor behøver vælgerne ikke nødvendigvis at følge
politikerne på Twitter for at få indblik i deres holdninger. Der ses flere eksempler på, hvordan
tweets bliver citeret i netmedier, hvordan nyheder kan breake på Twitter, og hvordan en
nyhedsrubrik bliver forhandlet på Twitter:
Fra tweet til citat i netmedierne
Et eksempel på at et tweet fra en folketingspolitiker bliver til indhold i nyhedsmedierne, finder vi
hos Özlem Cekic (SF), da hun den 1. november 2014 tweetede:
1
2
Optællingen er lavet pr. 1. oktober 2014.
Hvor det er muligt, benytter specialet sig af hyperlinks ved kildehenvisninger. Hyperlinks er markeret med
understregning. På den måde ønsker vi at bidrage til en mere interaktiv og sammenhængende læseoplevelse for
læseren, som onlineaflevering giver mulighed for. Det kan kræve login at få adgang til nogle tekster.
8
(Screen dump, Twitter)
Tweetet blev ifølge digital medieekspert Benjamin Elberth efterfølgende citeret i 15 medier
(Elberth, 2014a).
”Ok den rubrik mener I ikke seriøst? Må I ændre.”
Skrev transportminister Magnus Heunicke3 (S) i maj 2014 på Twitter som reaktion på en artikel fra
DR. Kort tid efter reagerede nyhedsredaktør Ulrik Haagerup og skrev, at rubrikken var forkert, og
at de ville rette den. Det er et soleklart eksempel på, hvordan man i et forandret mediebillede kan
bruge Twitter til at forhandle historier med journalisterne. (Elberth, 2014b)
(Screen dump, Twitter)
3
Efterfølgende skrives Heunicke
9
Ovennævnte er eksempler på, at Twitter har potentiale til at præge nyhedsbilledet, selv når
journalisterne stadig vil bestemme, hvad der bliver skrevet om og bragt i medierne (Kock, 2013, s.
253). Det interessante i denne sammenhæng er derfor, hvordan politikere agerer på Twitter i en
tid, hvor mediebilledet har ændret sig, og hvordan Twitter præger indholdet i nyhedsmedierne,
som læses af danskerne.
1.2 Relateret forskning
Med over 284 mio. aktive Twitter-brugere om måneden på verdensplan, hvilket er en stigning på
23 procent i forhold til 2013 (investor, Twitter Inc, 2014), er det ikke så underligt, at der blandt
kommunikationsfolk og i den akademiske litteratur er stor fokus på Twitter. Også i Danmark vinder
Twitter frem. Ifølge overskrift.dk findes der ca. 270.000 danske profiler (e-mail, 2. februar 2015).
Twitter er imidlertid et medie, der i Danmark primært bliver brugt af politikere, journalister og
meningsdannere, og som ikke er nær så populært blandt borgerne sammenlignet med Facebook
(Lind & Johannesen, 2013; Benjamin Elberth, interview, 8. oktober 2014).
En grundig litteratursøgning har vist os, at forskning om Twitter i politiske sammenhænge på den
ene side har været fokuseret på, hvordan journalister bruger Twitter og på den anden side,
hvordan politikere bruger det pippende medie.
Politiske journalisters brug af Twitter
Udenlandske politiske journalister bruger i stigende grad Twitter i deres daglige jagt på nyheder og
kilder (Broersma & Graham, 2013; Parmelee, 2013; Lasorsa, Lewis & Holton, 2012; Hermida, 2013,
2012; Chadwick, 2011; Schultz & Sheffer, 2010; Ahmad, 2010). Marcel Broersma og Todd Graham
undersøger i deres studie tweets, der indgår i engelske og hollandske papiraviser fra 2007-2011.
De laver en indholdsanalyse af artiklerne og ser på, hvilke sektioner af aviserne der benytter sig af
tweets, hvilke personers tweets der bruges, og hvilken funktion tweetet har i den artikel, det
indgår i (Broersma & Graham, 2013, s. 448). Deres studie viser, at der er en markant stigning i
antallet af tweets, der indgår i nyhedsartiklerne, men viser også, at der er betydelig forskel på de
to lande (Broersma & Graham, 2013, s. 460). Det tyder på, at det er nødvendigt at forske i,
hvordan dette tager sig ud i Danmark, da resultaterne fra studiet ikke kan overføres til andre
lande.
10
Mia Jo Otkjær (2013) konkluderede i en dansk specialeafhandling, at politiske journalister på
Christiansborg hver dag bruger Facebook og Twitter til bl.a. at få direkte adgang til kilder. Et
kandidatprojekt fra RUC foretaget i samarbejde med Infomedia med titlen ”Fra Facebook til
forsiden” viser, at antallet af mediehistorier, der citerer politikeres opslag på Facebook og Twitter,
steg med 65 procent fra 2011 til 2012. Studiet viser derudover, at der er en sammenhæng mellem
tweets, facebook-opdateringer og nyhedsmedierne, fordi seks ud af ti artikler, der indeholder
citater fra sociale medier, vinkles op på ordlyden af citatet (Bæksgaard, Melcke, Mejlvang & Lind,
2013). Studiet viser, hvilken central position sociale medier er ved at udvikle sig til at have i dansk
kontekst. Studiet er hovedsageligt kvantitativt, og resultaterne kalder på, at der også bliver lavet
et dybdegående kvalitativt studie af de sociale mediers fremtrædende rolle i forhold til
nyhedernes indhold.
Politikeres brug af Twitter
Den akademiske litteratur har både internationalt og nationalt beskæftiget sig med politikere, der
også er flittige brugere af Twitter. Den hollandske journalist og lektor i politik og nye medier Peter
Verweij forklarer eksempelvis, hvordan politikere og journalister er gensidig afhængige af
hinanden på Twitter, og at der derfor ikke er en konkret gruppe, der kontrollerer
informationsstrømen. At dele og finde nyheder er den drivende kraft blandt politikere og
journalister på Twitter. (Verweij, 2012, s. 690) Verweijs studie fokuserer på Twitter som
kommunikationsnetværk mellem hollandske politikere og journalister samt strukturen heraf
(Verweij, 2012, s. 683) og beskæftiger sig ikke med, hvordan netværket påvirker selve indholdet i
de traditionelle nyhedsmedier. Forskningen omkring politikeres brug af Twitter har i øvrigt været
centreret om valgkampagner (Graham, Jackson & Broersma, 2014; Larsson & Moe, 2012). Anders
Larsson og Hallvard Moe ser i deres studie Twitter som en arena for offentlig politisk
kommunikation og undersøger den svenske valgkamp. Studiet bidrager med en detaljeret analyse
af, hvem meningsdannerne på Twitter er, og hvordan deres relation er til hinanden gennem @netværk under valgkampen i 2010. (Larsson & Moe, 2012, s. 734fff) De konkluderer, at politikere
har en rolle som afsendere af nyheder på Twitter. Forskerne påpeger, at det også må undersøges,
om politikerne påtager sig denne rolle, når der ikke er valg. (Larsson & Moe, 2012, s. 743)
11
Ydermere har amerikanske forskere analyseret og kodet 6.000 tweets fra medlemmer af USA's
kongres (Golbeck, Grimes & Rogers, 2010). De konkluderede, at tweets med emnet information
var de mest hyppige, og at Twitter tilbyder et forum, der skaber en åben kommunikation mellem
kongressen og vælgerne, selvom tweets i sig selv ikke skaber mere transparens i forhold til det
politiske arbejde. (Golbeck et al., 2010, s. 1620f)
I takt med at både journalister og politikere i stigende grad har taget Twitter til sig, har forskere
også beskæftiget sig med, hvordan politikere bruger Twitter til at påvirke mediernes dagsorden
(Parmelee, 2013; Kiousis, Kim, McDevitt & Ostrowski, 2009). John H. Parmelee har i sit studie lavet
dybdegående interviews med politiske journalister under valget i 2012 og kom frem til, at tweets
fra politiske ledere bruges af journalister i deres artikler, og at tweets derfor er med til at sætte
dagsordenen (Parmelee, 2013, s. 434, 445). Både studiet af Parmelee (2013) og Golbeck et al.
(2010) er lavet i amerikansk kontekst, hvor Twitter generelt er meget mere udbredt end i
Danmark, hvorfor studiet ikke kan overføres til at gælde i dansk kontekst.
Ser vi nærmere på sammenhængen mellem politikeres tweets og mediernes dagsorden, har flere
udenlandske studier beskæftiget sig med dette (Broersma & Graham, 2013; Larsson & Moe, 2012).
Men de efterspørger også mere dybdegående viden om brugen af Twitter i politiske
sammenhænge.
Der er ingen tvivl om, at den hidtidige forskning er optaget af, hvordan Twitter og sociale medier
påvirker den traditionelle medielogik. En dansk undersøgelse fra 2012 viser bl.a., at politikerne
særligt bruger Twitter til at komme i kontakt med journalister på Twitter (Lind & Johannesen,
2013). Men der synes endnu ikke at være forsket i, hvordan danske politikere konkret bruger
Twitter i deres politiske kommunikation i et samfund med et ændret mediebillede. Desuden
efterspørger ny dansk forskning viden om, hvor vigtig Twitter egentlig er i forhold til at generere
nyheder og være nyhedskilde (Nielsen & Schrøder, 2014). Hidtil er vi ikke stødt på en kvalitativ
undersøgelse af, hvordan danske folketingspolitikeres tweets kan påvirke informationsstrømmen,
eller hvordan talelinjer fra tweets vandrer til spalteplads i nyhedsmedierne.
Klaus Bruhn Jensen peger på, at ”De enkelte medier er med til at forme de diskurser, der
kommunikeres i samfundet” (Jensen, 2013, s. 60), og at medierne netop er med til at producere og
12
forme mening i samfundet, som vi alle forholder os til og handler ud fra (Jensen, 2013, s. 13).
Derfor er det set ud fra et kommunikationsfagligt perspektiv relevant at få viden om, hvordan
informationsstrømme ændrer sig, når sociale medier er et vigtigt værktøj i politikernes og
journalisternes værktøjskasse. Medieforskning har netop til formål at kortlægge relationerne i
medier og kommunikationens forskellige trin, og for at forstå forholdet mellem medier og
samfund skal man ”grave dybt i sin egen samtid” (Jensen, 2013, s. 14).
På baggrund af forskningsfeltet ønsker specialet at bidrage med viden om relationen mellem
Twitter og indholdet i nyhedsmedierne med fokus på folketingspolitikeres brug af Twitter.
Figur 1: Oversigt over relateret forskning
13
1.3 Problemfelt
I dag er medier ikke blot teknologier, som politikere, journalister og resten af samfundet kan
fravælge. Alle må lære at indordne sig efter mediernes logik (Hjarvard, 2008, s. 13). Det gælder
særligt på sociale medier:
“[…] mediebilledet har flyttet sig ekstremt, så Twitter er blevet hvidbørshandel for at dele
historier, journalisternes kildenetværk og i yderste konsekvens en platform til at forhandle
historier menigmand, politikere, meningsdannere, brands og journalister imellem.” (Elberth,
2014b)
Twitter er ved at ændre mediebilledet. Det sker, fordi politikerne på den ene side
tweeter politiske budskaber, tager til genmæle, breaker og forhandler nyheder på Twitter, mens
journalisterne på den anden side er opmærksomme på samtalestrømme og tweets, som de kan
bruge til indhold og kilder i artikler. Når journalister bruger politikeres tweets som kilder og
indhold i deres nyhedshistorier, giver det unægtelig politikere mere opmærksomhed, end hvis
deres tweets udelukkende florerede digitalt på Twitter under #dkpol. Sat i et medieteoretisk
perspektiv er mediernes indhold nemlig medvirkende til at præge borgernes holdning til og
opmærksomhed ved et emne (Hjarvard, 2008, s. 71). Derved er Twitter et nyt værktøj for
politikere til at tiltrække borgernes opmærksomhed, der er essentiel i dagens
informationssamfund, hvor politikere kæmper hårdt om borgernes opmærksomhed (Jønsson &
Larsen, 2002, s. 25).
Der er imidlertid ikke noget nyt i, at politikere og andre politiske aktører forsøger at påvirke den
politiske dagsorden gennem medierne (Kock, 2013, s. 253). Men i dag er det blevet langt vigtigere
for politikere at markere sig i pressen og få omtale, da de ikke længere har en stor gruppe
kernevælgere. Gennem medierne har de mulighed for at få deres budskaber ud til de troløse
vælgere (Green-Pedersen, 2011, s. 11-17). En undersøgelse foretaget af Dansk Journalistforbund i
2012 blandt 58 folketingsmedlemmer viser, at næsten 90 procent er bevidste om, at deres opslag
på Facebook og Twitter har mulighed for at blive citeret i nyhedsmedierne (Lind & Johannesen,
2013).
14
Politikere og journalister har deres eget indforståede sprog (Krause-Kjær, 2013, s. 163), hvilket
også ses på Twitter (Otkjær, 2013). I takt med at Twitter flytter ind i både journalisternes og
politikernes værktøjskasse samt er et sted, hvor borgerne kan finde nyheder, er de sociale medier i
gang med at forandre måden, nyheder bliver produceret, spredt og diskuteret på (Nielsen &
Schrøder, 2014). Social medieekspert Benjamin Elberth peger endda på, at Twitter ændrer
nyhedens anatomi (Elberth, 2013).
”Twitter er i høj grad blevet en digital telefonbog, hvor journalisterne finder kilder. Og de
professionelle aktører ved det. De sælger historier til journalisterne fuldstændig åbenlyst. Det vil
sige, at der hos de klassiske medier i højere og højere grad er ting, der er opstået især på Twitter,”
siger Benjamin Elberth (interview, 8. oktober 2014).
Han understreger samtidig, at langt størstedelen af historierne stadig bliver fundet på
traditionelvis ved, at journalisten ringer sin kilde op, men at vi i dag ser flere historier, der bliver
fundet på Twitter (interview, 8. oktober 2014). En pointe som ligger i tråd med Andrew Chadwicks
teori om det hybride mediesystem, hvor nyheder bliver skabt i et spændingsfelt mellem forskellige
aktører samt nye og gamle medier (Chadwick, 2013).
Et eksempel finder vi den 14. februar 2014, hvor rejsekortet var nede i hele landet. Kl. 08:08 skrev
den nyudnævnte transportminister følgende på Twitter:
(Screen dump, Twitter)
Tweetet blev omtalt i flere nyhedsmedier bl.a. i Jyllands-Posten (Vibjerg, 2014), Politiken (Friis,
2014), ekstrabladet.dk (Sahl, 2014a) og på børsen.dk (Ritzau, 2014a). Ifølge en artikel på
journalisten.dk fortæller Heunickes pressechef Mette Gerlach, at tweetet øjeblikkeligt medførte
15
en masse henvendelser fra journalister, der gerne ville have en uddybende kommentar fra
ministeren (Højsgaard, 2015).
Ud fra et medieteoretisk og diskursanalytisk perspektiv er det interessant at analysere, hvilken
indflydelse et tweet kan have på en debat i medierne og dermed på borgernes italesættelse af
emnet. Det kan ske gennem kortlægning af diskurser, som giver sociale fænomener mening
(Laclau & Mouffe, 2001, s. 105). Set ud fra et kommunikationsfagligt perspektiv er det relevant at
få viden om, hvordan folketingspolitikeres tweets bliver brugt i nyhedsformidlingen i de
traditionelle nyhedsmedier og deres webmedier, så vi kan få en dybere forståelse af Twitters
potentiale for at præge mediernes indhold. Det er afgørende at få mere viden om, hvordan
informationsstrømme ændrer sig i en tid, hvor Twitter i stigende grad bliver brugt af politiker og
journalister i deres arbejde.
Derfor ønsker specialet at bidrage til den eksisterende forskning om politisk kommunikation på
sociale medier ved at foretage en undersøgelse af sammenhængen mellem danske
folketingspolitikeres brug af Twitter og indholdet i nyhedsmedier med udgangspunkt i en konkret
politisk begivenhed.
1.4 Problemformulering
I hvilket omfang bliver folketingspolitikeres tweets citeret eller henvist til i udvalgte nyhedsmedier
i første halvår af 2014, hvordan bruger udvalgte politikere Twitter i deres politiske
kommunikation, og hvordan præger Magnus Heunickes tweet om rejsekortets nedbrud den 14.
februar 2014 debatten herom i udvalgte nyhedsmedier?
16
2 METODE
Kapitlet forklarer specialets videnskabsteoretiske perspektiv, metodiske
tilgange, empiriindsamling og argumentationer om valg og fravalg i den forbindelse.
Afslutningsvist vurderes specialets validitet, reliabilitet og generaliserbarhed.
17
2.1 Analysestrategi
Ud fra et socialkonstruktivistisk perspektiv undersøger specialet relationen mellem danske
folketingspolitikeres brug af Twitter og indholdet i udvalgte nyhedsmedier4. I den relation anskuer
vi politikere som aktive aktører på Twitter, der kommer med input til debatten om forskellige
emner i nyhedsmedierne gennem deres tweets. For at svare på problemformuleringen består
specialets analyse af tre dele:
I hvilket omfang bliver folketingspolitikeres tweets citeret eller henvist til i udvalgte nyhedsmedier
i første halvår af 2014?
Det undersøges gennem en indholdsanalyse af artikler fra 12 udvalgte nyhedsmedier i
tidsperioden 1. januar 2014 til 30. juni 2014. Formålet med analysen er at kortlægge, hvor mange
gange danske folketingspolitikeres tweets bliver citeret eller henvist til i de valgte medier og ved
hvilke begivenheder. Derudover er formålet at udregne, hvor stor en procentdel politikernes
tweets som kilde udgør af artiklernes samlede antal kilder. Dermed giver de kvantificerbare
resultater viden om, hvilke politikere der er mest refereret fra Twitter i udvalgte nyhedsmedier og
ved hvilke begivenheder, et tweet har indgået i debatten i nyhedsmedierne. Resultaterne
analyseres i rammen af Stig Hjarvards teoretiske begreb om medialisering.
Hvordan bruger udvalgte politikere Twitter i deres kommunikation?
Med udgangspunkt i resultaterne fra ovennævnte indholdsanalyse undersøger specialet via
semistrukturerede interviews med fire folketingspolitikere, hvordan de bruger Twitter i deres
politiske arbejde. Derfor vil vi bl.a. spørge dem om: Hvorfor er du på Twitter? Hvem er
4
Udvalgte nyhedsmedier henviser til følgende medier: Berlingske, b.dk, BT, bt.dk, Børsen, børsen.dk, Ekstra Bladet,
ekstrabladet.dk, Jyllands-Posten, jp.dk, Politiken og politiken.dk
18
målgruppen for dine tweets? Svarene analyseres med udgangspunkt i Hjarvards teoretiske begreb
om medialisering og Chadwicks teori om det hybride mediesystem.
Hvordan præger Magnus Heunickes tweet om rejsekortets nedbrud den 14. februar 2014
debatten herom i udvalgte nyhedsmedier?
Gennem Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteori foretager vi en diskursanalyse af, hvordan
Heunickes tweet prægede debatten i nyhedsmedierne. Det resulterer i viden om, hvorvidt
diskurser der italesættes i et tweet, reproduceres i mediedebatten og dermed giver politikeren
mulighed for at præge debatten ved at deltage i den diskursive kamp om at give et politisk emne
mening gennem sproget, som ifølge diskursteorien har indflydelse på den mening borgerne
tillægger emnet.
Afslutningsvist diskuterer specialet sammenhængen mellem folketingspolitikeres tweets og
nyhedsformiling. Specialets analyseresultater bliver bragt i spil for at vurdere effekten af
politikeres aktivitet på Twitter i forhold til at få spalteplads i nyhedsmedierne og dermed præge
holdninger blandt læserne.
Specialets undersøgelse og konklusioner er dermed relevante for kommunikatører, politiske
aktører og politiske journalister, der arbejder med strategisk politisk kommunikation på sociale
medier.
2.2 Afgrænsning
Med udgangspunkt i specialets problemformulering sker der en naturlig afgrænsning til det sociale
medie Twitter. Som kommunikatører ved vi godt, at man sjældent kan nævne sociale medier uden
også at nævne Facebook, der med sine ca. 3,4 millioner danske brugere er det mest populære
sociale medie i Danmark (Haug, 2014). Selvom Twitter, der har ca. 270.000 danske profiler, står
lidt i skyggen af Facebook, er Twitter særdeles interessant ved et studie af relationen mellem
19
indholdet i nyhedsmedier og politisk kommunikation. Twitter er nemlig primært et socialt fora for
politikere, journalister og meningsdannere, hvor de diskuterer politik og forhandler nyheder
(Benjamin Elberth, interview, 8. oktober 2014; Ankerstjerne, 2013). På Twitter kan brugerne følge
samtaler via hashtags som #dkpol, hvilket gør det nemt at følge debatten i dansk politik. På
Twitter kan alle følge alle. I sit feed ser man tweets fra de personer, man følger struktureret efter
tid. Derfor kan Twitter være et brugbart værktøj for danske folketingspolitikere til at deltage i
debatten om forskellige politiske emner, som samtidig gør dem synlige overfor journalister. Endnu
en grund til, at specialet afgrænser sig til Twitter er, at flere studier allerede peger på, at politikere
er aktive på Facebook og bruger mediet til at påvirke mediernes dagsorden (Nielsen & Fenshøj,
2013; Lind & Johannesen, 2013; Ankerstjerne, 2013). I den akademiske litteratur og blandt fagfolk
er der også allerede forsket i, hvordan danske folketingspolitikeres opslag på Facebook bruges af
journalister som kilder i nyhedsmedierne (Otkjær, 2013; Nielsen & Fenshøj, 2013).
Da eksisterende forskning peger på, at journalister dagligt tjekker Twitter for at se, hvad der rør sig
på den politiske front (Otkjær, 2013), har vi fravalgt selv at undersøge journalisters brug af Twitter.
Vi er klar over, at sociale medier er i rivende udvikling og det samme kan antages om de
journalistiske arbejdsmetoder. Specialets omfang og ressourcer taget i betragtning er interviews
med journalister et nødvendigt fravalg. I stedet vil vi henvise til Mia Jo Otkjærs speciale fra 2013,
der konkret har undersøgt, hvordan seks politiske journalister på Christiansborg bruger Twitter i
deres arbejde.
Da landspolitiske emner fylder mest i nyhedsmedierne (Blach-Ørsten & Bro, 2009, s. 28), er
specialets fokus på folketingspolitikeres tweets. Dermed afgrænser specialet sig fra at inddrage
regional- og kommunalpolitikeres brug af Twitter.
2.3 Videnskabsteoretisk ramme
Specialets analytiske udgangspunkt er tweets sproglige udformning med henblik på at kortlægge
relationen mellem Twitter og nyhedsmedierne ved at undersøge, hvordan et tweet kan præge
debatten i nyhedsmedierne ved at påvirke magtrelationer gennem diskursive kampe. Med et
genstandsfelt der rummer sprog og magtrelationer i en mediemæssig kontekst, erkender specialet
20
sprogets meningsskabende betydning for den sociale virkelighed. Derfor er socialkonstruktivismen
den videnskabsteoretiske retning for specialet.
Den franske filosof Michel Foucault er med teori, begreber og en række empiriske undersøgelser
en af hovedinspirationskilderne til socialkonstruktivismen og diskursanalysen. Hans arbejde
byggede på præmissen om, at sandheden er en diskursiv konstruktion (Jørgensen & Phillips, 1999,
s. 22). En præmis som senere skulle gøre sig gældende for socialkonstruktivisterne. Som nævnt
anvender specialet diskursanalyse til at besvare tredje del af problemformuleringen.
Diskursanalyse er ikke blot en metode til at analysere empirisk materiale, men er snarere en
såkaldt pakkeløsning, hvilket betyder, at den ikke kan løsrives fra dens metodiske og teoretiske
grundlag (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 12). Nedenfor er der derfor en kort beskrivelse af
socialkonstruktivismens ontologiske og epistemologiske principper.
Overordnet set bygger socialkonstruktivismen på antagelsen om, at fænomener i samfundet
skabes og forandres gennem historiske og sociale processer, som f.eks. betyder, at de også kan
forandres af menneskers handlinger (Rasborg, 2009, s. 345). Socialkonstruktivisterne anskuer
verden – det ontologiske ståsted – ud fra et anti-essentialistisk perspektiv. Det betyder, at
eftersom individ og samfund er produkt af sociale processer, eksisterer verden kun på baggrund af
vores erkendelse af den. Verden har ikke nogen naturgiven essens og består af vores sprog om
den. Sprog er en forudsætning for tænkning, og vores erkendelse og viden er altid en fortolkning
af virkeligheden (Rasborg, 2009, s. 351). Teori skal også ses inden for specialets
socialkonstruktivistiske ståsted. Teori ses som begreber, f.eks. diskurs og moment, der får
betydning i samspil med deres sociale kontekst (Esmark, Lausten & Andersen, 2005, s. 12). Når vi
anvender begrebet diskurs, da får det teoretisk betydning i forhold til den sociale kontekst om
Twitter og i forhold til de artikler Heunickes tweet citeres i. Teoribegrebernes udfoldelse i vores
kontekst er med til at præge konstruktionen af den sociale virkelighed – vores resultater – og
testes derved ikke på virkeligheden, men former den. Derfor er grænsen mellem teori og empiri
uklar og specialets empiri skal ses i sin teoretiske kontekst. Som analytikere er vi nødt til at skabe
virkeligheden ved at sætte empirien sammen med teoretiske begreber, før vi kan iagttage den.
(Esmark et al., 2005, s. 11f)
21
Metodisk kalder socialkonstruktivismen ikke på en bestemt fremgangsmåde (Esmark et al., 2005,
s. 14) og giver plads til, at vi både kan benytte os af indholdsanalyse, der resulterer i kvantificerbar
data som er skabt i en social kontekst, kvalitative interviews og diskursanalyse som metoder til at
besvare problemformuleringen. Når vi som forskere går ind og udvælger teorier, er vi selv med til
at yde indflydelse på de resultater, vi skaber. Gennem sammenførelsen mellem vores valgte
teorier og indsamlede empiri skaber vi et nyt billede af virkeligheden, derfor må vores resultater
også ses i den kontekst, de er udarbejdet ud fra. Da vi arbejder med et genstandsfelt i forandring,
mener vi, at socialkonstruktivismen tilbyder brugbare perspektiver, da det giver mulighed for at
skabe en ramme af teoretiske begreber, der er relevant for specialets genstandsfelt.
2.4 Indsamling af empiri
Eftersom specialet anvender forskellige metoder, strukturers afsnittet om indsamling af empiri
kronologisk efter specialets anvendte metodetriangulering.
Tabel 1: Oversigt over specialets empiri
Type
Primær empiri
Sekundær empiri
Tekst
295 artikler fra udvalgte
Relateret forskning om specialets
nyhedsmedier i perioden 01.01.2014
genstandsfelt samt øvrige
– 30.06.2014, der eksplicit citerer
kommunikationsfaglige artikler og
eller henviser til folketingspolitikeres
blogs.
tweets.
31 artikler fra udvalgte
nyhedsmedier i perioden 14.02.2014
– 18.02.2014, der omtaler
rejsekortets nedbrud.
Interview
Fire interviews med
Interview med medieekspert og
folketingspolitikere, der aktivt bruger
digital chef i Geelmuyden Kiese
Twitter.
Benjamin Elberth.
2.5 Indholdsanalyse
Formålet med indholdsanalysen er at besvare første del af specialets problemformulering og
skabe empiriske rammer for de to følgende delanalyser. Derfor giver indholdsanalysen os svar på
22
følgende:
 Antal gange de udvalgte nyhedsmedier citerer eller henviser til folketingspolitikeres tweets
 Hvor stor en procentdel af politikernes tweets som kilder udgør af artiklernes samlede antal
kilder
 Hvilke politikere der oftest er refereret med tweets i nyhedsmedierne samt ved flest og ved
hvilke begivenheder
Indholdsanalysen giver os mulighed for at analysere en stor mængde artikler og placere deres
indhold i bestemte kategorier (Bryman, 2008, s. 275). Ifølge Kim Schrøder behøver en
indholdsanalyse ikke at være meget omfattende. Det centrale er at få svar på det, man ønsker
inden for analysens fastsatte rammer (Schrøder, 2012, s. 108). Metodisk foretager vi en kvalitativ
kategorisering af analysens empiriske materiale, som udmunder i kvantificerbare resultater, der er
i overensstemmelse med Klaus Krippendorff karakteristik af en indholdsanalyse (2013, s. 25).
Selvom vores artikler indgår i indholdsanalysen på baggrund af udvalgte kriterier og søgeord, er vi
bevidste om, at vi læser dem i en bestemt kontekst. Vi undersøger, hvor ofte politikernes tweets
citeres eller henvises til i artiklerne og læser og analyserer derfor artiklerne ud fra denne
sammenhæng. Andre med et andet forskningsmæssigt perspektiv ville uden denne viden kunne
læse artiklerne ud fra en anden sammenhæng. For at indholdsanalysens resultater kan forstås af
andre, anbefaler Krippendorff, at man er eksplicit om sin kontekst (Krippendorff, 2013, s. 40). For
at give læseren en klar forståelse af rammerne om indholdsanalysen følger nedenfor en forklaring
på, hvordan vi konkret har struktureret og udarbejdet den.
Tidsperiode
Artiklerne, som er styrende for indholdsanalysens resultater, er alle publiceret i perioden
01.01.2014 – 30.06.2014. Det er en periode med flere store politiske begivenheder såsom SF’s
farvel til regeringen, salget af Dong Energy A/S, udgivelsen af bogen ’Den hemmelige
socialdemokrat’ og sagen om rejsekortets nedbrud. Med en tidsafgrænsning på seks måneder
begrænser vi antallet af artikler og gør det ressourcemæssigt muligt for os at lave en
kategorisering af artiklerne. Samtidig mener vi, at et halvt år giver os et bredt billede af
nyhedsmediernes brug af folketingspolitikeres tweets som kilde. En kortere tidsperiode på f.eks.
23
en måned vurderer vi, ville gøre resultatet for tilfældigt, da vi i så fald kunne risikere at ramme en
periode, hvor en særlig politisk sag var oppe i medierne, eller hvor en bestemt politiker var i
mediernes søgelys.
Nyhedsmedier
Antallet af nyhedsmedier er afgrænset til at omfatte de landsdækkende dagblade, der har over
50.000 oplag (Danske Dagblades Forening, 2011) samt deres webmedier, da en rapport fra
Kulturministeriet viser, at stadigt flere danskere bruger webmedierne til at læse nyheder og holde
sig opdateret. Rapporten viser, at 27 procent af befolkningen i 2012 dagligt læste webaviser, og at
16 procent læste dem ugentligt. I 2004 var der kun 16 procent, der dagligt benyttede sig af
webaviserne (Kulturministeriet, 2012, s. 173). Grundet den markante stigning i brugen af
webaviserne vurderer vi, at det er yderst relevant også at inddrage disse medier i vores
indholdsanalyse. Specialets 12 nyhedsmedier er derfor:
 Berlingske, b.dk
 BT, bt.dk
 Børsen, børsen.dk
 Ekstra Bladet, ekstrabladet.dk
 Jyllands-Posten, jp.dk
 Politiken, politiken.dk
Folketingspolitikere
Folketingspolitikerne er afgrænset til de 100 politikere, der alle havde en aktiv profil på Twitter det
første halve år af 20145. Reelt havde 116 politikere en profil på Twitter i perioden, men heraf var
16 profiler inaktive (bilag 3). Et bemærkelsesværdigt eksempel er statsminister Helle ThorningSchmidt, der i skrivende stund ikke har tweetet en eneste gang, siden hun oprettede sin profil i
september 2011 (Twitter, Thorning-Schmidt, 2011). Vores søgning tager ikke højde for, hvornår
politikerne oprettede deres profiler. Det betyder, at sammenligningen af hvilke politikere, der
oftest bliver refereret med tweets i udvalgte medier ikke korrigerer for, om en mindre citeret
politiker først har oprettet sin profil senere i den afgrænsede tidsperiode.
5
Med aktiv profil menes, at folketingspolitikerne tweeter og retweeter.
24
Artikelsøgning
For at finde frem til hvilke artikler der citerer eller henviser til folketingspolitikeres tweets, har vi
anvendt Infomedia. For at finde en optimal søgemåde og minimere risikoen for, at søgningen
overser nogle henvisninger eller citater, har vi forinden læst en række artikler med henblik på at
finde ud af, hvordan journalister refererer politikeres tweets. Derfor har hver søgning haft
politikerens fulde navn + Twitter som søgeord inden for den angivne tidsperiode i de udvalgte
medier. Vi har foretaget i alt 100 søgninger.
Figur 2: Eksempel på artikelsøgning i Infomedia
(Screen dump, Infomedia)
Artikelsøgningen resulterede i 295 artikler bragt i de 12 udvalgte medier6, der eksplicit citerede
eller henviste til folketingspolitikernes tweets. Disse artikler udgør grundlaget for
indholdsanalysen.
Grundet søgningens struktur resulterede søgningen i første omgang i 11857 artikler. Efter grundig
gennemlæsning af samtlige artikler blev det klart for os, at mange ens artikler fremkommer ved
6
Er samme artikel eksempelvis bragt på både BT.dk og b.dk tæller den med en gang begge steder.
25
flere af vores søgninger, fordi artiklerne nævner flere end én folketingspolitikers navn, selvom de
kun citerer et enkelt tweet. Vi er også stødt på artikler, hvor ordet Twitter er nævnt i relation til
journalistens egen profil på Twitter. I alt er 807 artikler valgt fra, fordi de i den pågældende
søgning ikke indeholdt politikerens navn i relation med vedkommendes tweet. Da søgningen er
struktureret efter hver folketingspolitikere, er der i de resterende artikler 83 artikler, som citerede
eller henviste til flere politikeres tweets og derfor figurerede flere gange. De er også sorteret fra.
Dermed er det reelle antal artikler, hvori politikernes tweets er citeret eller henvist, 295.
Kategorisering af artikler
For at få viden om hvor ofte folketingspolitikerne er refereret i medierne, har vi kategoriseret
artiklerne på følgende måde.
Tabel 2: Eksempel på kategorisering af artikler
Magnus Heunicke
Rubrik
Transportminister:
Dato
14.02.2014
Medie
jp.dk
Citerede
Henvisninger til
tweets
tweets
1
0
Rejsekort-bøvl bør give
Begivenhed
Rejsekortets
nedbrud
gratis ture
Venstre kritiserer
minister for krav om
14.02.2014
ekstrabladet.dk
1
1
Rejsekortets
nedbrud
gratis tog
Kilde: Bilag 4
Derudover har vi kategoriseret de 295 artikler efter nedenstående parametre for at finde frem til,
hvor stor en procentdel politikernes tweets som kilder udgør af artiklernes samlede antal kilder.
7
Efter gennemlæsning har vi fundet eksempler på artikler, der indeholder flere folketingspolitikeres tweets, som
ikke er fremkommet ved alle de respektive søgninger. Et eksempel på det kan være, når en artikel citerer en
politikers tweet ved et screen dump og politikerens navn ikke står skrevet i brødteksten. Andre gange kan vi ikke
forklare, hvorfor artiklen ikke er fremkommet ved første søgning. For at give et retvisende billede har vi – når vi er
stødt på disse tilfælde – tilføjet artiklen med referencen til den pågældende politiker. Det betyder, at det totale
antal fra Infomediasøgningen har en mindre afvigelse.
26
Tabel 3: Eksempel på kategorisering af kilder
Rubrik
Medie
Antal kilder fra
Antal kilder i alt
Begivenhed
6
Den hemmelige
Twitter
’Den hemmelige
Ekstra Bladet
1
socialdemokrat’: Her
socialdemokrat
er læsernes teorier
»Er så glad på
b.dk
1
Stephens vegne«
4
Valgsejr til
Stephen Kinnock
Kilde: Bilag 5
Som Bryman anbefaler (2008, s. 283), følger nedenfor vores kodningsmanual med en forklaring på
artiklernes kategoriseringer.
 Medie angiver, hvilket nyhedsmedie der har bragt artiklen
 Citerede tweets angiver, hvor mange gange en politikers tweets eksplicit er citeret i artiklen
 Henvisninger til tweets angiver, hvor mange gange en politikers tweet er henvist til i artiklen
 Begivenhed angiver, hvilket emne artiklen handler om8
 Antal kilder fra Twitter angiver antallet af kilder, der refererer folketingspolitikeres tweets i
artiklerne. Andre aktørers tweets inkluderes altså ikke her, men fremgår under antal kilder i alt
 Antal kilder i alt angiver det samlede antal kilder i artiklen – inklusiv kilder fra Twitter.
Optræder en politiker med både et citat fra Twitter og med et mundtligt citat, tæller det som to
kilder.
Kategoriseringen af artiklerne er konkret foregået ved, at vi har gennemlæst samtlige artikler via
Infomedia. Når vi udelukkende har kunnet læse et uddrag via Infomedia, har vi læst artiklerne i
deres fulde længde på nyhedsmediernes hjemmeside. Infomedia markerer søgeord med gul,
hvilket har hjulpet os til hurtigt at afkode, hvorvidt artiklen eksplicit henviste eller citerede den
pågældende politikers tweet.
8
Når politikernes tweets eksempelvis citeres i Kulturugen Online i Politiken, har vi ikke kunne kategorisere omtalen
med et enkelt emne eller en enkelt begivenhed. I disse tilfælde har vi kategoriseret artiklen som begivenheden
enkeltstående tweet. I alt gælder denne kategorisering for 39 artikler (bilag 7).
27
2.5.1 Styrker og begrænsninger ved indholdsanalysen
Styrken ved indholdsanalysen er, at den giver specialet et selvstændigt og originalt empirisk
grundlag. Analysen er solid, fordi den inddrager alle folketingspolitikere med en aktiv profil på
Twitter det første halvår af 2014. Desuden dækker den hele 12 landsdækkende nyhedsmedier,
hvilket giver resultaterne tyngde pga. avisernes oplagstal og webmediernes popularitet. Analysen
har endvidere den styrke, at den konkret kortlægger, hvor ofte folketingspolitikere citeres fra
Twitter i nyhedsmedierne og i forbindelse med hvilke begivenheder. Med den viden er vi klædt på
til at udvælge, hvilke politikere der er interessante at interviewe om deres brug af Twitter samt
hvilken begivenhed, der er meningsfuld at foretage en diskursanalyse på. Det binder specialets
analyse empirisk sammen.
Indholdsanalysen har en begrænsning, idet journalister også kan blive inspireret til en historie på
Twitter og efterfølgende ringe citater hjem. Sådanne tilfælde kan indholdsanalysen ikke
kortlægge. En måde, vi forsøger at imødekomme det på, er ved efterfølgende at spørge
folketingspolitikere, om de ofte bliver ringet op af journalister på baggrund af deres tweets. Da vi
ikke har foretaget en komparativ analyse, kan vi på baggrund af analysens resultater heller ikke
sige noget om, hvorvidt antallet af artikler, der henviser til eller citerer folketingspolitikernes
tweets er mange eller få. Det kan i stedet diskuteres i relation til den eksisterende forskning.
”There is nothing inherent in a text; the meanings of a text are always brought to it by someone.”
(Krippendorff, 2013, s. 28). Som analytikere læser vi artiklerne anderledes end andre læsere. Vi
læser artiklerne ud fra konteksten af vores analyse og tillægger derfor artiklerne en subjektiv
betydning i forlængelse heraf. At artiklernes indhold bliver vurderet ud fra vores kontekst, er i tråd
med Laclau og Mouffes diskursteori, der påpeger, at ens sociale virkelighed influerer på, hvordan
man opfatter forskellige sociale begivenheder såsom indholdet i en artikel.
2.6 Interviews
For at få dybdegående viden om hvordan folketingspolitikere bruger Twitter som
kommunikationskanal i deres politiske arbejde, har vi valgt at lave enkeltmandsinterviews.
28
Da specialets formål er at komme i dybden og stille skarpt på, hvordan politikere effektivt bruger
Twitter, vurderer vi, at interviewformen er mest relevant. Det giver os mulighed for at få et
nuanceret billede ved at spørge ind til konkrete eksempler på deres brug af Twitter. Vi kunne også
have valgt en mere kvantitativ tilgang ved eksempelvis at sende spørgeskema ud til samtlige
folketingspolitikere. Det ville unægteligt øge muligheden for statistisk generalisering.
Specialets indholdsanalyse har udgjort en selektiv udvælgelsesmetode til at udvælge, hvilke
politikere vi ville interviewe om deres brug af Twitter. Med udgangspunkt i hvilke politikeres
tweets, der oftest er citeret eller henvist til i nyhedsmedierne samt ved flest begivenheder (jf.
tabel 5 og 6 i kap. 5), har vi kontaktet følgende folketingspolitikere: Margrethe Vestager (R),
Magnus Heunicke (S), Kristian Jensen (V), Morten Bødskov (S), Søren Pind (V), Mette Gjerskov (S),
Jonas Dahl (SF) og Stine Brix (EL)9. Vi endte med at foretage interviews med følgende politikere:
Kristian Jensen: Kristian Jensen er næstformand i Venstre og formand for partiets
folketingsgruppe (Venstres Landsorganisation, 2015). Han har været på Twitter siden juni 2008 og
har i skrivende stund mere end 13.600 følgere (Twitter, Jensen, 2015).
Søren Pind: Søren Pind er medlem af Venstre og er partiets Udenrigs- og Udenrigspolitisk Nævnordfører (Folketinget, 2014a). Han har været på Twitter siden oktober 2007 og har i skrivende
stund mere end 21.300 følgere (Twitter, Pind, 2015).
Mette Gjerskov: Mette Gjerskov er medlem af Socialdemokraterne og er Udviklings- og
Udenrigspolitisk Nævn-ordfører (Folketinget, 2014b). Hun har været på Twitter siden marts 2012
og har i skrivende stund ca. 4.700 følgere (Twitter, Gjerskov, 2015).
Stine Brix: Stine Brix er medlem af Enhedslisten og ordfører for sundhed, psykiatri, handicap og it
(Folketinget, 2014c). Hun har været på Twitter siden april 2009 og har i skrivende stund ca. 9.000
følgere (Twitter, Brix, 2015)
Interviewguide
Spørgsmålene i interviewguiden (bilag 8) er tematiseret og struktureret efter teoretiske pointer fra
specialets anvendte teori: Hjarvards teori om medialisering og Chadwicks teori om det hybride
9
Mails blev sendt til politikernes officielle ft-mailadresse. Henvendelse til Magnus Heunicke skete gennem hans
særlige rådgiver Rasmus Jønsson og henvendelse til Margrethe Vestager skete gennem hendes tidligere særlige
rådgiver Christina Holm Eiberg, som har fulgt med hende til Bruxelles.
29
mediesystem. Dermed øger vi muligheden for at kunne konkretisere interviewpersonernes svar og
analysere på empirien (Kvale, 1997, s. 134). Desuden har vi udarbejdet fikspunkter, der fungerer
som guidelines for, hvilke områder vi ønsker, interviewet skal komme ind på. Et semistruktureret
interview har i øvrigt den fordel, at den giver mulighed for at tage interviewet i nye retninger,
såfremt interviewpersonen kommer ind på områder, der som udgangspunktet ikke er en del af
interviewguiden (Bryman, 2008, s. 196). Via den semistrukturerede form får vi indblik i brugen af
Twitter fra politikernes perspektiv (Kvale, 1997, s. 19).
Folketingspolitikere har ofte en travl hverdag. Derfor har vi udarbejdet en interviewguide med få
spørgsmål med plads til, at vi kan spørge yderligere ind til de svar, de giver os. Interviewene har
dermed en varighed på ca. 10 minutter. Alle interviews er optaget, transskriberet og vedlagt som
bilag. Vi har indsat ’[…]’ de steder, hvor lyden i optagelsen er utydelig.
Ekspertinterview
Med flere end 1.000 daglige tweets med hashtagget #dkpol (dansk politik, red.) er den politiske
informationsstrøm på Twitter hurtig og massiv (web: overskrift.dk). Mediet gør også specialets
forskningsområde foranderligt. Derfor har vi i den indledende researchfase udført et
ekspertinterview for at få viden, der kan hjælpe os med at fokusere specialet, så det kan bidrage
med ny viden og være en relevant tekst i den fremadrettede debat om Twitter.
Med en aktiv webblog omhandlende digital kommunikation og med en stilling som digital chef hos
Geelmuyden Kiese, anser vi Benjamin Elberth som ekspert på området. I interviewsituationen
karakteriseres han som informant i kraft af hans faglige og praktiske viden (Kvale, 1997, s. 214).
Det betyder, at interviewet bruges som en del af vores faglige research og fungerer som et
supplement til de forhold og argumenter, som står i specialets forskningsfelt. Før interviewet har
vi tilegnet os viden om Twitter gennem eksisterende forskning. Derved forebygges, at vi som
interviewere overtager ekspertens holdninger og påstande uden videre refleksion.
2.7 Udvælgelse af artikler til diskursanalyse
Artikler omhandlende rejsekortets nedbrud den 14. februar 2014 udgør empirien for specialets
diskursanalyse. Artiklerne er fundet via Infomedia. Konkret har vi brugt søgeordene Magnus
30
Heunicke og rejsekort. Hertil har vi udvalgt samme nyhedsmedier som i indholdsanalysen.
Artiklerne er udgivet i perioden 14. februar 2014 til 18. februar 2014, da omtalen af rejsekortets
nedbrud var størst disse dage. Søgningen resulterede i 31 artikler, hvoraf syv artikler er publiceret
i de trykte medier, mens 24 er publiceret i webmedier. Det er vigtigt at notere sig, at artiklernes
anvendelighed i forhold til at illustrere debatten i nyhedsmedierne er præget af, at der må
forekomme en vis sammenhæng mellem de diskurser, vi identificerer, Heunicke trækker på i sit
tweet og de diskurser, nyhedsmedierne italesætter, da navnet Magnus Heunicke indgår i alle
artikler grundet søgningens struktur.
2.8 Validitet
Validitet giver et billede af, hvorvidt den anvendte metode undersøger det, som den har til formål
at undersøge. Det betyder, at validiteten af den producerede viden bl.a. afhænger af
hensigtsmæssigheden af specialets metoder i forhold til analysens genstandsfelt og formål (Kvale,
1997, s. 232f). Når vi arbejder kvalitativt, er et validitetskriterium ikke, at resultaterne er
repræsentative (Neergaard 2007, s. 41). Specialet anvender forskellige metodiske tilgange til
empiriindsamling og analyse, der komplementerer hinanden10. Det sker ved at analysere
sammenhængen mellem politikeres aktivitet på Twitter og indholdet i nyhedsmedier ved at
optælle antallet af henvisninger og citeringer af politikeres tweets i nyhedsmedierne, og ved
kvalitativt at supplere resultaterne med interviews og diskursanalyse af debatten om rejsekortets
nedbrud. Det ser vi som en styrke af validiteten, da den ene metodes begrænsninger er den anden
metodes styrke (Harboe, 2013, s. 53). Specialets metoder komplementerer hinanden på følgende
måde til at styrke undersøgelsens validitet:
Indholdsanalysen resulterer i data, der giver os et solidt overblik før vores indsamling af den mere
dybdegående empiri (Harboe, 2013, s. 54). Analysen skaber rammer for, hvilke folketingspolitikere
vi ønsker at interviewe på baggrund af hvilke politikere der er mest citeret eller henvist til deres
tweets i nyhedsmedierne. Viden om, hvilke begivenheder i nyhedsmedierne, der særligt har
hentet indhold fra Twitter, klæder os på til at udvælge den mest relevante begivenhed, der senere
bliver genstand for en dybdegående diskursanalyse, når vi undersøger, hvordan et tweet konkret
10
Flere metoder, der supplerer hinanden kalder realister metode triangulering, mens socialkonstruktivismer kalder
det metode komplementering.
31
præger debatten i medierne. På den måde anvender vi kvalitativ metode i form af interviews og
diskursanalyse til at komme i dybden med nuancer og politikernes individuelle brug af Twitter som
kommunikationskanal. Selvom politikernes ageren på Twitter muligvis præges af deres respektive
partiers overordnede politiske linje, er det vores opfattelse, at politikernes tweets i særdeleshed
er et individuelt anliggende. Et vigtigt formål har derfor været at få personlige beskrivelser af,
hvordan de anvender Twitter i praksis. I spørgsmålet om validitet er det væsentligt, at de valgte
respondenter qua deres erfaringsgrundlag kan bidrage med relevant viden om brugen af Twitter.
Det har netop været muligt i interviewsituationerne, og metoden undersøger dermed andet led af
problemformuleringen.
Endnu et relevant spørgsmål om validitet handler om interviewsituationen, hvor validiteten
afhænger af kvaliteten af interviewet og troværdigheden i respondenternes svar (Kvale, 1997, s.
232). Med et folketingsvalg om hjørnet er en vigtig overvejelse, at interviewpersonerne i
interviewsituationen kan optræde som repræsentant for deres partis holdninger, og derfor kan
det i nogen tilfælde være incitament til at tilbageholde viden eller ligefrem fremhæve oplysninger,
som de ønsker, at vi videreformidler. Det kan vi selvfølgelig ikke udelukke, men vi vurderer, at
politikerne har svaret åbent og uddybende på vores spørgsmål, da deres aktivitet på Twitter
allerede foregår offentligt, og at det efterhånden blandt fagfolk er kendt, at Twitter er et redskab i
politikernes værktøjskasse og dermed ikke er kontroversielt at anvende og udtale sig om. Desuden
kan vi konstatere flere overensstemmelser i respondenternes svar, hvilket styrker validiteten i
metodens fremgangsmåde og resultater.
Den kvalitative metode er desuden berigende ud fra specialets socialkonstruktivistisk perspektiv,
hvor meninger og holdninger dannes socialt. Det betyder, at vi i vores analyser også selv er
underlagt sociale strukturer, og vi er derfor opmærksomme på vores egen subjektive indflydelse. I
forhold til indholdsanalysen og diskursanalysen er vi klar over, at der ikke er en objektiv måde at
læse og analysere artiklerne på, men at andre med et andet forskningsmæssigt perspektiv vil læse
artiklerne ud fra deres kontekst (Krippendorff, 2013, s. 28).
32
2.9 Reliabilitet
Reliabilitet handler om konsistens i undersøgelsesresultaterne (Kvale, 1997, s. 231). I kvalitativ
metode handler reliabilitet om at opfylde et proceskrav, der gør det tydeligt for læseren, hvordan
der er foretaget en systematisk og ikke manipulerende tolkning af data. Spørgsmålet om
reliabilitet har i socialkonstruktivistisk forstand et langt mere pragmatisk udgangspunkt set i
forhold til positivismen, hvor reliabilitet handler om at kunne reproducere data og nå til samme
resultat. Med specialets indholdsanalyse, interviews og diskursanalyse er det krav nærmest
illusorisk, da viden skabes socialt i en specifik kontekst, som i vores tilfælde er særdels foranderlig,
da Twitter er et socialt medie i rivende udvikling. Derfor er det vigtigt for styrken af specialets
analytiske og interne reliabilitet, at specialets fokus er skarpt defineret og fremgangsmåden er
forklaret. Det gør vi ved at have en konkret og defineret problemformulering, som vi holder os til
gennem hele specialet.
Det er vigtigt, at en indholdsanalyse er replicerbar (Krippendorff, 2013, s. 25). I tilblivelsen af vores
indholdsanalyse har vi lavet skemaer og nøje beskrevet kategoriseringsprocessen for indsamling af
artikler, hvilket øger muligheden for at udføre en tilsvarende indholdsanalyse (Bryman, 2008, s.
288). Hertil har vi udarbejdet en kategoriseringsmanual, således at det eksplicit bliver forklaret,
hvad hvert punkt i kategoriseringen indebærer. Desuden har vi læst alle 295 artikler to gange,
hvilket også er med til at styrke indholdsanalysens reliabilitet, da vi sammen sikrer konsistens i
artiklernes kategorisering (Krippendorff, 2013, s. 38).
Mht. interviews reliabilitet peger Kvale på anvendelsen af ledende spørgsmål (Kvale 1997, s.
156ff), som kan påvirke respondenternes svar i en bestemt retning. Vi har primært benyttet os af
åbne spørgsmål, der nogle gange er fulgt op af lukkede spørgsmål for at sikre forståelsen af
respondenternes svar (bilag 8). Selvom vores interviewguide har været styret af en teoretisk
ramme af medialisering og hybridisering, har vi været opmærksomme på, at denne ikke må være
styrende for hele interviewet. Derfor har vi benyttet os af et semistruktureret interview, hvilket
mindsker muligheden for at gentage præcist samme interview.
Ved specialets diskursanalyse fungerer diskursordenen ligeledes som en ramme for diskurserne, vi
kortlægger at, artiklerne trækker på, hvilket skaber gennemsigtighed i fortolkningsprocessen af
flydende diskurser.
33
Overordnet er analysen udarbejdet i fællesskab med en intern forståelse af fremgangsmåden,
ramme og betydninger, hvilket skaber en intern reliabilitet i specialet (Bryman 2008, s. 376).
Specialets empiri er analyseret med et teoretisk udgangspunkt, således at teoretiske begreber
lægger til grund for vores fortolkning, hvilket skaber gennemsigtighed i analysen.
2.10 Generaliserbarhed
Ved kvalitativ forskning arbejder man ud fra begrebet analytisk generaliserbarhed frem for
statistisk generaliserbarhed, som den kvantitative forskning beskæftiger sig med (Bryman 2008, s.
391f). Derfor vil det næppe være muligt for os at konkludere, at alle folketingspolitikere bruger
Twitter på en bestemt måde eller at alle deres tweets har mulighed for at præge indholdet i
nyhedsmedierne. Med en selektiv udvælgelsesstrategi for specialets empiri kan resultaterne ikke
generaliseres statistisk (Kvale, 1997, s. 228), men ved at fortolke vores empiri igennem teoretiske
begreber, øges muligheden for analytisk generaliserbarhed. Derfor handler specialets
generaliserbarhed om at komme i dybden og fortolke specialets informationer i dets kontekst og
på den vis udelukkende at kunne generalisere inden for denne ramme.
Specialets socialkonstruktivistiske udgangspunkt udgør grundlaget for de valgte metoder. En
klassisk kritik af socialkonstruktivismen er, at viden altid vil være bundet af sociale kontekster og
vil være en subjektiv konstruktion af virkeligheden og derfor ikke generaliserbar. Filosofisk er dette
spørgsmål nok uløseligt. Ikke desto mindre betyder det, at vi som analytikere må være præcise på
vores fremgangsmåde og inddrage teori, der kan distancere os fra analysens genstandsfelt, så vi
stiller andre spørgsmål til materialet end dem, der udledes af vores hverdagsforståelse. Dog
erkender vi, at vi ikke kan se 100 procent bort fra vores subjektive holdninger, og derfor må
analysens resultater også ses som en repræsentation af en del af virkeligheden. Allan Dreyer
Hansen forklarer eksempelvis, hvordan diskurser ikke er en universel meningssammenhæng
(Hansen, 2009, s. 390), som betyder, at specialets resultater på baggrund af diskursanalysen ikke
kan generaliseres til andre kontekster. Specialets analyser må siges at være repræsentativ inden
for konteksten, som udgøres af de 12 udvalgte nyhedsmedier og fire interviews.
34
3 MEDIER, POLITIKERE
OG JOURNALISTER
Kapitlet giver læseren indblik i mediernes udvikling i forhold til relationen mellem
de traditionelle nyhedsmedier, netmedier og sociale medier. Kapitlet giver en
indledende forståelse af det medieperspektiv, som specialet arbejder ud fra
og de forhold, som både politikere og journalister arbejder under for at præge
dagsordenen i en social medievirkelighed.
35
3.1 Nyhedsmediernes udvikling: Fra trykte medier til nyheder online
De partipolitiske aviser, firbladssystemet og den partipolitiserende redaktør er for længst væk
(Krause-Kjær, 2003, s. 121) og er i dag erstattet af omnibusaviser, der tilbyder læserne et
omfattende nyhedsindhold (Hartley, 2012, s. 54f). I midten af 1990’erne begyndte man at se de
første netmedier springe ud af dagbladsorganisationerne. Det har ifølge Klaus Bruhn Jensen
betydet, at man i dag ikke længere taler om massemedier og massekommunikation. Man taler
snarere om medier, fordi flere medietyper er kommet til og i et vist omfang smelter sammen.
(Jensen, 2013, s. 17). Traditionelt har journalister og medier haft monopol på at levere nyheder til
offentligheden. Men med internettet er det monopol blevet brudt. Med internettets udbredelse
og popularitet bevæger kommunikationen sig i dag på kryds og tværs af emner og relationer. Det
digitale nyhedsfelt er gennem tiden blevet mere og mere selvstændiggjort i og med, at internettet
er blevet en del af nyhedskredsløbet11.
Ser vi på netavisernes indhold er der både tale om selvstændig egenproduktion og nyheder, som
medierne henter andre steder fra. Hartley viser i sit studie, at telegramstoffet fylder forskelligt fra
netavis til netavis. I 2008 fyldte telegramstoffet i gennemsnit på en typisk nyhedsdag 55 procent
på berlingske.dk, 50 procent på tv2.dk og nordjyske, ca. 40 procent hos dr.dk og eb.dk og ca. 30
procent på jp.dk og pol.dk (Hartley, 2012, s. 87). På den måde bliver netmedierne et ekkorum af
nyheder, hvilket kan være en udfordring i forhold til at kunne differentiere imellem dem. Men
selvom netmedierne bruger telegrammer i stor stil, så producerer de også deres egne historier.
Fra 2008 til 2010 er egenproduktionen steget for alle de førnævnte netmedier undtagen pol.dk
(Hartley, 2012, s. 94). Dermed tyder det på, at netmedierne har en øget positionering som
medieplatform i de respektive mediehuse (Hartley, 2012, s. 98), hvilket gør deres artikler til
meningsfuld empiri i et studie af, hvordan et tweet kan præge debatten i nyhedsmedierne.
3.2 Om Twitter
Twitter er i dag et af verdens mest brugte sociale medier (Murthy, 2013, s. 1). Jack Dorsey og Evan
Williams sendte Twitter i luften juli 2006 (Brügger, 2013, s. 43). I dag udgør antallet af aktive
brugere pr. måned over 284 mio. på verdensplan (investor, Twitter Inc., 2014). I marts 2014 var
11
Nyhedskredsløbet rummer en række medieplatforme, hvor nyheder cirkulerer rundt mellem producenter og
brugerne af nyheder (Hartley, 2012, s. 53).
36
der 260.194 danske profiler, hvoraf 53.333 af dem er aktive (Intellecta Corporate, 2014), mens
seneste tal viser, at der nu er ca. 270.000 (mail, overskrift.dk, 2. februar 2015). Blandt sociale
medieeksperter i Danmark er det en gængs opfattelse, at de danske Twitter-brugere er
karakteriseret ved at være journalister, meningsdannere og politiske aktører (jf. afsnit 1.3).
På Twitter har man en profil, og herfra kan man skrive korte beskeder, kaldet tweets, som deles
med hele verden. Et tweet kan maksimalt fylde 140 tegn, hvorfor det også kaldes micro-blogging.
Et tweet kommer til at ligge på ens profilside, så folk i dag, i morgen og næste år kan se, hvad man
har tweetet. (Murthy, 2013, s. 2) Måden, hvorpå man skaber dialog på Twitter sker gennem @tegnet. Ved at skrive @ efterfuldt af en persons Twitter-navn, kan man henvende et tweet direkte
til en anden bruger, uanset om man kender personen eller ej. Selvom man som bruger på Twitter
er begrænset af de 140 tegn, så er mediet en magtfuld måde at forbinde tweets til større temaer,
begivenheder, specielle personer m.m. Det gør man ved brug af hashtags. (Murthy, 2013, s. 3) Ved
at skrive # efterfuldt af et ord fx #dkpol bliver tweetet knyttet til en større samtale om dansk
politik. De danske folketingspolitikere bruger ofte hashtags. En opgørelse lavet af overskrift.dk
viser, at #dkpol var det mest brugte hashtag i 2014, herefter følger #sldk (superligaen Danmark,
red.) og på en 6. plads ligger #dkmedier (Bøgh-Andersen, 2014).
Mens TV og radio bygger på en en-til-mange model, bygger Twitter på en mange-til-mange model
både gennem brugen af hashtags men også via retweets. En bruger har nemlig mulighed for at
dele andres tweets til sine følgere. Bliver et tweet retweetet af mange eller blot af de ”rigtige”
personer, kan det have en snowball effekt (Murthy, 2013, s. 6). Derfor er Twitter et medie med
mulighed for at sætte digitale tryk på forskellige budskaber gennem brug af hashtags og retweets.
Og derfor kan mediet være et strategisk brugbart redskab i den politiske værktøjskasse.
3.3 Politikere og journalister i den nye sociale medievirkelighed
”I konkurrencen om borgernes tid og opmærksomhed (hvor medierne selv vil bestemme hvad der
skal bringes om politik og politikere) kæmper alle politiske aktører for at trænge igennem med
deres nøglebudskaber og deres vinkel eller ’drejning’ på sagerne.” (Kock, 2013, s. 253).
37
I dag har politikerne flere platforme til at præge dagsordenen end de traditionelle nyhedsmedier nemlig sociale medier som Twitter og Facebook. Vi ser allerede, at folketingspolitikere har taget
Twitter til sig. To tredjedele har i skrivende stund en profil på Twitter (bilag 3).
Viden om journalisters måde at udvælge nyheder på, samt deres brug af Twitter, er relevant for
specialet til at forstå hvilke mekanismer, der gør sig gældende hos journalisterne, som i sidste
ende er dem, der giver politikerne spalteplads i medierne. Med den viden er vi klædt på til at
forstå, hvordan danske folketingspolitikere kan præge dagsordenen ved at bruge Twitter som
politisk kommunikationskanal.
”Ved breaking news er journalisterne fra nettet foran, de er hurtigere end alle andre, også selvom
det kun gælder sekunder og dermed kan netjournalisterne eksempelvis få deres nyheder citeret,
ganske enkelt fordi de kom først.” (Hartley, 2012, s. 10)
I 2013 satte Mia Jo Otkjær med sit speciale fokus på netop politiske journalisters arbejde med
Facebook og Twitter. Specialet konkluderer, at de interviewede politiske journalister12 bruger
Facebook og Twitter hver dag i deres arbejde, og at de ofte skriver nyheder ud fra kommentarer
og oplysninger, som de finder på sociale medier.
”Brugen af de sociale medier afspejles i flere tilfælde direkte i informanternes journalistiske
produkter, og der er dermed ofte en tydelig sammenhæng mellem det, informanterne ser på de
sociale medier og det, de skriver i aviserne.” (Otkjær, 2013, s. 97).
Mark Blach-Ørsten og Peter Bro peger på, at ”medierne er ikke alene om at producere de politiske
nyheder, der præger det danske mediebillede” (Blach-Ørsten & Bro, 2009, s. 20). Når journalister i
dag selv opsøger og definerer politiske nyheder, kan det altså ske gennem samspil med andre
politiske aktører, som politikere, på Twitter. Hjarvard pointerer yderligere, at når det handler om
at breake nyheder, så er det ikke længere kun journalisterne, der har denne mulighed. Sociale
medier som Twitter er blevet vigtige kilder til netop dette, hvilket efterlader journalisterne med
opgaven at følge op på nyhederne i stedet for at skabe dem (Hjarvard, 2012, s. 102).
12
Mia Jo Otkjær interviewede følgende politiske journalister i sit speciale: Kaare Sørensen, Mikael Rømer, Pia Glud
Munksgaard, Elisabeth Hasund, Casper Dall og Brian Weichardt (Otkjær, 2013, s. 19f).
38
Men journalister vælger naturligvis ikke kun nyheder på baggrund af, hvad de ser på sociale
medier. Nyhedskriterierne spiller også ind. Nyhedskriterierne definerer nogle retningslinjer for
journalister og medier til at udvælge de gode historier. Ifølge Ida Schultz, der henviser til Peter
Kramhøft, er nyhedskriterierne:
 Aktualitet
 Væsentlighed
 Identifikation
 Sensation
 Konflikt
Ida Schultz påpeger dog, at nyhedskriterierne ikke er udtømmende retningslinjer for
journalisternes arbejde, der ikke altid bruges i den konkrete nyhedsvurdering, men stadig er et
vigtigt arbejdsredskab for journalisterne. Journalisterne tolker kriterierne forskelligt alt efter
hvilket medie, de skriver til (Schultz, 2005, s. 45).
39
4 TEORI
Kapitlet præsenterer en teoretisk ramme med henblik på at udvælge konkrete teorier
og teoretiske begreber for specialets analyse af sammenhængen mellem politikeres
brug af Twitter og indholdet I nyhedsmedierne. Sidst i kapitlet forklares den valgte
teori dybdegående og bliver operationaliseret i tråd med specialets genstandsfelt.
40
4.1 Teoretisk ramme
Relationen mellem den politiske dagsorden og mediernes dagsorden har været genstand for flere
studier (Green-Pedersen, 2011), men studier af Twitter og relationen mellem Twitter og borgerne
– via medierne – er endnu et nyt forskningsområde (jf. afsnit 1.2). Derfor ønsker vi indblik i et
medieteoretisk felt, der diskuterer politiske aktørers betydning for nyhedsbilledet i en social digital
mediekontekst. På den baggrund udvælger vi konkrete teoretiske perspektiver, der kan bidrage til
at undersøge specialets problemformulering. Derved ønsker vi at demonstrere kendskab til et
relevant teoretisk felt, tydeliggøre vores valg af teori og forklare, hvordan de relaterer sig til
hinanden. I kraft af teoriernes sammenkobling og anvendelse på et nyt studie af Twitter i en dansk
politisk kontekst, giver det specialet originalitet og faglig berettigelse.
Afsnittet struktureres på følgende måde:
 Først beskrives specialets teoretiske ramme i form af medialisering og det hybride
mediesystem.
 Dernæst ser vi på meningsdannelse og vurderer, hvilke perspektiver diskursanalyse tilbyder til
at analysere, hvordan et tweet kan præge debatten i medierne.
 Efterfølgende forklares det, hvordan de valgte teorier supplerer hinanden i forhold til specialets
genstandsfelt.
 Sidst belyses fravalg af teori.
4.1.1 Medialisering og hybridisering som teoretisk ramme
Inden for medieforskningen har ideen om medier som institution vundet stor udbredelse, særligt
når det gælder mediernes nyhedsproduktion, som er det, der har størst indflydelse på den
politiske dagsorden (Green-Pedersen, 2011, s. 141).
”At politik i dag er medialiseret i den forstand, at det i høj grad foregår gennem medierne, er
åbenlyst.” (Green-Pedersen, 2011, s. 156)
Det gør medierne til en politisk institution, som andre institutioner – herunder den politiske – skal
forholde sig til (Hjarvard, 2008, s. 28, 65). Dykker man ned i teorierne om medierne som
institution ses en opfattelse af, at medierne fungerer gennem en række normer og praksisser -
41
medielogik. Kernen i disse normer er de såkaldte nyhedskriterier, og de har været genstand for en
del forskning (Green-Pedersen, 2011, s. 141f; Lauritsen, 2014; Gravengaard, 2008; Schultz; 2005).
Som beskrevet er nyhedskriterier centrale hos de danske medier og bliver dermed afgørende for,
hvilken relation medier og politik har, samt hvilke muligheder politikere har for at påvirke
dagsordenen. Litteraturen peger på, at kausalitetsforholdet mellem mediernes dagsorden og den
politiske dagsorden går begge veje (Green-Pedersen, 2011, s. 142f). Forstået på den måde at
politikerne reagerer på mediernes dagsorden, f.eks. kan en sag i medierne kalde på en politisk
reaktion. Samtidig med at politikeres ageren ofte opfylder nyhedskriterierne, som derfor får
medierne til at reagere på den politiske dagsorden. På den måde er medierne som institution
afgørende for forståelsen af den politiske kommunikation.
Det teoretiske begreb medialisering arbejder netop med mediernes betydning i en politisk
kontekst og har de seneste år været et populært forskningsemne. Ord som mediation,
mediatization og medialization bruges delvist i flæng og delvist med divergerende betydninger. Ser
man på forskningen, spænder feltet sig fra forskere, der koncentrerer sig om effekten af
institutionelle og offentlige medier og som ser alle former for kommunikation som modifikationer
af ansigt-til-ansigt dialoger - her kan ifølge Michael Meyen, Markus Thieroff og Steffi Strenger
nævnes Stig Hjarvard (2008), Jesper Strömback (2008 og 2013) og Frank Marcinkowski & Adrian
Steiner (2010) - til forskere, der ser medier som simple værktøjer, som mennesker bruger til at
kommunikere og diskutere igennem – her peger forfatterne på Friedrich Krotz (2009) og Andreas
Hepp (2012). (Meyen, Thieroff & Strenger 2014, s. 272)
Når man studerer medier i en dansk politisk kontekst, er det svært at komme udenom Stig
Hjarvards teori om medialisering, der ud fra en institutionel vinkel belyser de ændrede relationer
mellem medier og politik (Hjarvard, 2008, s. 65). Medier er konstant i forandring, og da brugen af
og tilgangen til medier er forskellig fra land til land, er det relevat at tage et teoretisk afsæt i
Hjarvards definition af begrebet, da det netop tager udgangspunkt i dansk kontekst. Derfor ønsker
vi at anvende medialisering som teori til at forstå mediernes logik, og dermed hvilke
medieteoretiske forhold folketingspolitikere er præget af i deres politiske kommunikation.
I erkendelse af at medier er foranderlige, må medialiseringens påvirkning på den politiske
kommunikation imidlertid have udviklet sig siden Hjarvards teori fra 2008. Derfor er det relevant,
42
at rette blikket mod den engelske professor i statskundskab (Political Science) Andrew Chadwick.
Han bidrager til at forstå samspillet mellem nye og gamle medier, hvilket er relevant for specialet,
da vi beskæftiger os med relationen mellem et nyt medie som Twitter og gamle nyhedsmedier
samt deres webmedier. Chadwicks teori om det hybride mediesystem forklarer, hvordan politisk
kommunikation i dag fungerer i dette spændingsfelt (Chadwick, 2013). Han anerkender antagelsen
om, hvordan medier påvirker andre institutioner i samfundet gennem konceptet medie logik. Men
trods anerkendelsen af konceptets styrke, mener han, at det har en begrænsning på nye studier af
konstruktionen af medieindhold, fordi konceptet blev udviklet i en tid, hvor man talte om
massekommunikation, og hvor de elektroniske medier ikke var nær så udbredt, som de er i dag
(Chadwick, 2013, s. 19f). Derfor arbejder Chadwick med en udvidet forståelse af medie logik, som
betyder, at ingen medie logikker er fast etableret (Chadwick, 2013, s. 21). Det betyder, at
specialets genstandsfelt skal ses som dynamisk, hvor både nye og gamle mediers logik kan præge
politikernes kommunikation, men også omvendt. Medialisering og det hybride mediesystem udgør
dermed specialets teoretiske ramme. Teorierne inddrages i specialets indholdsanalyse og bliver
brugt som ramme for interviews med udvalgte folketingspolitikere om deres brug af Twitter og
analyse heraf.
4.1.2 Meningsdannelse og diskursanalyse som teoretisk ramme
Med udgangspunkt i specialets problemformulering er et andet centralt aspekt i medieforskningen
meningsdannelse, som netop kan give teoretiske redskaber og forståelse af, hvilken effekt
politikeres aktivitet på Twitter og indholdet i nyhedsmedierne kan have for dagsordenen og den
bredere befolkning. Medieforskningen har for længst bevæget sig væk fra efterkrigstidens
tankegang om ’kanyle-teorien’, hvor mediernes budskaber blev sprøjtet ind i modtagerne og
dermed var direkte afgørende for modtagernes meningsdannelse (Hjarvard, 1995, s. 43). I 19801990’erne begyndte forskningen at anerkende modtagerne som aktive og begyndte at interessere
sig for, hvad modtagerne bruger medierne til frem for, hvad medierne gør ved modtagerne
(Hjarvard, 1995, s. 45). På den måde blev modtagernes meningsdannelse mere nuanceret, så
interessen for medier ikke kun handlede om tilegnelse af information, men også om bl.a.
nysgerrighed, at styrke den personlige identitet og om at blive underholdt (Hjarvard, 1995, s. 45).
43
Ifølge Hjarvard har modtagernes sociale og kulturelle baggrund betydning for, hvordan
vedkommende tolker og forstår indholdet i medierne. Men selvom en journalist ikke kan
kontrollere meningsdannelsen hos læserne, kan journalisten foregribe læsernes typiske
omstændigheder f.eks. gennem layout og udgivelsestidspunkt. (Hjarvard, 1995, s. 47) Betyder det,
at forskning så peger på, at modtagerne frit og kontrollerbart kan ”bestemme”, hvordan de
opfatter indholdet i eksempelvis en nyhed i avisen? Nej, lyder det fra Hjarvard. Han mener, at:
”Det er rimeligt at antage, at selve budskabet udøver en vis styrende indflydelse på hvilke
tolkninger, der er mulige og foretrukne”. (Hjarvard, 1995, s. 47)
Klaus Bruhn Jensen skriver direkte, at forskningen peger på, at medierne i høj grad har indflydelse
på, hvilke emner borgerne skal mene noget om (Jensen, 2013, s. 140).
Mediernes dagsorden har en afgørende betydning både for befolkningens dagsorden og for
politikernes dagsorden. Derfor ser vi, at politikere prøver at præge medierne til at skrive om
bestemte temaer, som de gerne vil profilere sig på. (Hjarvard, 1995, s. 48ff) Gennem Twitter har
de endnu en kanal til at forsøge at fange mediernes opmærksomhed. Ifølge Christian Kock og Mie
Femø Nielsen er det politikeres ret og pligt at prøve at påvirke vælgerne gennem deres
kommunikation (Kock & Nielsen, 2009, s. 396). Politisk kommunikation er defineret ved at være
strategisk, intentionel og målrettet (Kock & Nielsen, 2009, s. 366) og i specialets optik kan politisk
kommunikation foregå på sociale medier som Twitter. Dermed ser vi et tweet fra en
folketingspolitiker som et eksempel på politisk kommunikation, både når et tweet handler om en
konkret politisk sag eller om et mere uformelt emne som f.eks. fodbold. Fællesnævneren er, at
afsenderen er politiker og vedkommendes kommunikation er med til at konstruere en forståelse
af vedkommende hos modtagerne.
Diskursanalysen tilbyder også relevante teoretiske perspektiver på, hvordan diskurser – artikuleret
i ytringer - influerer menneskers meningsdannelse. Diskursanalysen består af flere tilgange,
herunder bl.a. Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteori og Norman Faircloughs kritiske
diskursanalyse. Samlet deler retningerne en målsætning om at lave kritisk forskning, hvor man
kortlægger og udforsker magtrelationer i samfundet gennem sprog, kritiserer relationerne ud fra
normative perspektiver og peger på muligheder for social forandring (Jørgensen & Phillips, 1999, s.
44
11). Tilgangene ligner hinanden med deres syn på individ og sprog: Deres syn på sprog stammer
fra strukturalistisk og poststrukturalistisk sprogteori, mens deres individopfattelse bygger på en
videreudvikling af strukturmarxismen (Jørgensen & Philips, 1999, s. 11). Sprogopfattelsen i
diskursanalysen tager udgangspunkt i Ferdinand de Saussures strukturalistiske sprogteori, hvor
verden får betydning ved at bestemte tegn (ord eller handlinger) knyttes sammen og er forskellige
fra andre tegn. (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 18f). I Poststrukturalismen modificeres disse tanker,
og sprogets struktur ses ikke længere som total og uforanderlig, selvom tegn i verden stadig får
betydning ved at blive sat i relation til andre tegn. Tegn har ikke nær så fastlåste pladser i forhold
til hinanden. I stedet kan tegn have forskellige betydninger i forskellige kontekster, hvilket gør
eksistensen af forskellige diskurser mulig. Poststrukturalisterne mener, at det netop er i den
konkrete sprogbrug at strukturen bliver skabt, reproduceret og forandret. (Jørgensen & Phillips,
1999, s. 19ff) Ifølge Nico Carpentier & Benjamin De Cleen har endnu få studier anvendt
diskursteori på studier af massemedier, mens kritisk diskursanalyse langt oftere har været anvendt
i sådanne studier (Carpentier & De Cleen, 2007, s. 274).
4.1.3 Hvordan de valgte teorier supplerer hinanden
Med udgangspunkt i specialets problemformulering vurderer vi, at det ikke er nok at beskæftige
sig med medialisering og det hybride mediesystem, da de ikke tilbyder konkrete metoder til at
analysere, hvordan mediernes indhold konkret kan præge en debat og være meningsskabende for
læserne. Det kan diskursanalyse til gengæld. Med sit fokus på diskurser og sproglige magtkampe
anvender vi den på et konkret niveau til at forstå, hvordan et tweet kan præge en debat i
medierne om et specifikt emne ved at trække på bestemte diskurser, der bliver meningsgivende
overfor læserne. Derfor anvender specialet Laclau og Mouffes diskursteori, da de netop er optaget
af at følge diskurser i samfundet, der skaber entydighed i sproget på alle niveauer (jf. afsnit 4.5.1).
Diskursteorien suppleres med begrebet diskursorden fra lingvisten Norman Faircloughs kritiske
diskursanalyse. Han peger også på, at sprogbrug er magtfuld i sin funktion som betydningsgivende,
fordi sproget kan reproducere, fastholde og ændre eksisterende sociale relationer og
videnssystemer (Fairclough, 2008, s. 18,121). Diskursanalyse rummer en kommunikationsproces
og kan sætte tekster i relation til hinanden i en samfundsmæssig kontekst. Teoriens
analysebegreber bliver derved specialets anvendelsesorienterede begreber til at kortlægge, hvilke
diskurser Heunicke trækker på med sit tweet om rejsekortet den 14. februar 2014, og hvordan de
45
reproduceres i artikler, der omhandler begivenheden. Diskursanalysen kan med sine teoretiske
begreber kortlægge en artikulation og proces, der fastlægger ords betydning i diskurser. Men den
siger ikke noget om, hvor denne proces og italesættelse forgår. Det kan medialisering hjælpe os
med, da den bidrager med at forstå mediers og politikeres gensidige afhængighed og peger på, at
medierne påvirker de emner, vi taler om. Dermed er medierne et afgørende sted, hvor diskurser
kæmper om betydninger. Ifølge Carpentier & De Cleen er diskursteorien bl.a. anvendelig på
studier, der fokuserer på form og indhold af diskurser, der er produceret af medierne (Carpentier
& De Cleen, 2007, s. 273). På den måde vurderer vi, at medialisering, det hybride mediesystem og
diskursteori supplerer hinanden og skaber en sammenhængene teoretisk ramme om studiet af
Twitter i en politisk social mediekontekst. Specialets analyse bidrager dermed til forskningen ved
at sætte diskursteori i tættere relation med medieforskningen, og vi lader vi vores empiri være
afgørende for hvilke teoretiske begreber, der er relevante at bruge.
Vi vurderer, at både medialisering, det hybride mediesystem og diskursanalyse trækker på
perspektiver fra socialkonstruktivistismen, hvor grundtanken er, at sproget konstruerer verden i
en social sammenhæng. Medierne ses som en selvstændig institution, hvilket medfører, at andre
institutioner er præget af mediernes logik, ligesom medierne selv bliver påvirket af andre
institutioner som f.eks. den politiske. Dermed er teorierne forenelige, da deres begreber får
mening i relation til genstandsfeltet og sammen giver redskaber til at forstå, hvordan mening
konstrueres i samfundet. Anvendelsen af ovenstående teori styrker derved undersøgelsens
validitet (Kvale 1997, s. 239).
Det samfundsvidenskabelige perspektiv på kommunikation som transmission (formuleret af
Harold D. Laswell i 1948) og det humanistiske perspektiv på kommunikation som dialogisk er
traditionelt blevet beskrevet som hinandens modsætninger af konkurrerende
forskningstraditioner inden for humaniora (Jensen, 2013, s. 16). Men nyere forskning forener
perspektiverne, så kommunikation ses som både transmission og dialogisk. Forstået på den måde,
at samfundet både er en stabil og foranderlig struktur, og som mediebrugerne er med til at
påvirke, når de kommunikerer om den (Jensen, 2013, s. 16). Eftersom specialet inddrager
ovennævnte teorier, udfordrer det tankegangen om kommunikation som transmission. Specialet
lægger sig op ad det dialogiske perspektiv, hvor information, kommunikation og viden bliver skabt
i en social proces mellem flere aktører og strukturer. Derfor kan nyheder debatteres på sociale
46
medier. Både diskursanalyse, medialisering og det hybride mediesystem lægger et socialt
perspektiv på aktørernes rolle, da forandring er noget, der kan ske gennem et socialt
konstruktionsarbejde – f.eks. politikeres eller mediers fremstilling af et politisk emne i medierne,
som efterfølgende diskuteres blandt borgerne. Set ud fra et diskursteoretisk perspektiv ses medier
ikke bare som enheder, der passivt reflekterer sociale fænomener, men som aktører, der
producerer, reproducerer og transformerer sociale fænomener (Carpentier & De Cleen, 2007, s.
274).
4.1.4 Fravalg af teori
Politikernes aktivitet på Twitter ser vi som en del af en større kommunikationspolitisk kontekst.
Kock og Nielsen peger på bl.a. priming13 og framing14 som medieteoretiske begreber, der kan
karakterisere politikeres kommunikation, når det handler om at påvirke vælgernes holdninger til
politiske emner. Også den amerikanske professor i journalistik Maxwell McCombs anvender de to
begreber til at forklare, hvordan medier kan forme offentlig mening (McCombs, 2005, s. 163f).
Begreberne kan eksemplificeres på Twitter og dermed understøtte en større
kommunikationsstrategi hos politikerne. Men begreberne har også en naturlig begrænsning, da
Twitter er et lynhurtigt medie, der ofte kræver hurtige reaktioner fra politikerne. Derfor kan det
ikke antages, at alle tweets kan karakteriseres ved de nævnte begreber og have et strategisk
formål. Det betyder, at vi har fravalgt at bruge medieteoretiske begreber som framing og priming
til at undersøge, hvordan danske folketingspolitikere bruger Twitter. Grunden til fravalget er, at
begreberne knytter sig til større kommunikationsstrategier. Et tweet kan være en del af en større
strategi, men vi vurderer, at det isoleret set ikke vil være retvisende, at sætte et tweet ind i en
sådan teoretisk ramme. Skulle begreberne give os relevant viden, ville specialets fokus i stedet
være på partiernes kommunikationsstrategier, hvor Twitter som kommunikationskanal kunne
indgå.
Opinionsforskningen fremhæver desuden, at medierne ikke kan styre, hvad borgerne skal mene
om et emne, men at medierne kan influere, hvilke politiske emner borgerne taler om, og dermed
13
14
Ved politisk kommunikation handler framing om, at man gennem sit sprogbrug sætter et emne ind i en særlig
ramme, der har betydning for, hvordan emnet omtales (Kock & Nielsen, 2009, s. 396).
Priming handler om at forberede politiske emner, således at de omtales i medierne og dermed anses som vigtige af
vælgerne (Kock & Nielsen, 2009, s. 395).
47
hvilke emner de skal mene noget om. Flere teoretikere har beskæftiget sig med mediernes
dagsordensættende funktion bl.a. McCombs (2005) og Parmelee (2013). McCombs peger på,
hvordan mediernes daglige udvælgelse af nyheder fokuserer læsernes opmærksomhed på
bestemte emner således, at de bliver fremtrædende i den offentlige dagsorden og dermed
påvirker vores opfattelse af, hvilke emner der er dagens vigtigste, og som læserne danner
meninger ud fra. Mediernes evne til at påvirke de toneangivende emner på den offentlige
dagsorden kalder McCombs ”the agenda-setting role of the press” (McCombs, 2005, s. 162f).
Teorien er fravalgt, da specialet i stedet anvender diskursteoriens syn på sprog, der kan anvendes
på flere analytiske niveauer, f.eks. konkrete medietekster, og derfor kan give os konkrete
teoretiske begreber til at analysere, hvordan diskurser italesættes og derved fikserer mening i
sproget, der påvirker læsernes forståelse af medieindhold.
4.2 Medialisering i politisk kontekst
Ud fra en institutionel vinkel bruger vi Hjarvards teori om medialisering til at forstå relationen
mellem medier og politik. Medialisering adskiller sig fra mediering ved at være en proces, hvor
interaktioner mellem forskellige institutioner ændrer sig pga. mediernes udvikling (Hjarvard, 2008,
s. 30). Ved samfundets overordnede medialisering forstår Hjarvard:
”[…] proces, hvor samfundet i stigende grad underlægges eller bliver afhængigt af medierne og
deres logik.” (Hjarvard, 2008, s. 28).
Men medialiseringens konsekvenser for samfundets institutioner kan ikke bestemmes generelt
(Hjarvard, 2008, s. 29). Derfor vil specialet se på medialiseringens betydning for politiske
institutioner i en social mediekontekst. På den måde fokuserer specialet på et enkelt relevant
område inden for medialisering, men ignorerer ikke processen for også at være gældende for
forskellige kontekster i samfundet.
48
I en politisk kontekst betyder medialiseringen, at politiske institutioner er afhængige af mediernes
logik15. Det betyder, at medierne som institution præger de politiske institutioners ageren og kan
påvirke politikkens indhold og form. At mediernes logik sætter rammer for og præger den politiske
kommunikation kommer både til udtryk i den interne og eksterne kommunikation eksempelvis
ved politikernes brug af blogs, pressemeddelelser og pressemøder, og ved at politikken må tage
hensyn til mediernes udtryksformer og nyhedsværdi. (Hjarvard, 2008, s. 65) Den selvstændighed,
som medierne har opnået gennem medialiseringen, påvirker imidlertid to væsentlige politiske
opgaver: For det første er medierne medvirkende til offentligt at legitimere politiske beslutninger
og præge den politiske dagsorden (Hjarvard, 2008, s. 65). For det andet er medierne med til at
præge borgernes opmærksomhed ved et politisk emne og deres holdninger hertil16. Det er i høj
grad mediernes evne til at skabe afsæt for offentligt samtykke til en politisk beslutning, der er
årsag til deres øgede betydning for den politiske kommunikation i et demokratisk samfund som
det danske (Hjarvard, 2008, 71). Mediernes logik betyder, at medierne skaber en platform for
politisk indgriben, at synlighed (som er en ressource for politikere) i høj grad kontrolleres af
medierne og at det at mestre forskellige udtryksformer, derfor er afgørende for politikere.
Derudover bidrager mediernes logik til at forskellige borgere eksponeres for bestemte politiske
emner (Hjarvard, 2008, s. 70).
Hjarvard peger i øvrigt på, at nyhedsmedier må ses som en del af den samlede betegnelse af
medierne som institution. Journalister er også præget af medialiseringen.
”Medierne låner legitimitet fra journalistikken til at begrunde sin samfundsmæssige vigtighed
udadtil, men indadtil ser man tydelige tendenser til, at journalistikken tilpasses mediernes krav.”
(Hjarvard, 2008, s. 73).
Vender vi tilbage til mediernes betydning for politisk meningsdannelse, betragter Hjarvard
nyhedsformidlingen som et dobbelt kommunikationskredsløb. For det første er nyhedsmedierne et
led mellem politikere og befolkning, hvor journalisters arbejde har betydning for, hvilken politisk
15
Når Hjarvard omtaler mediernes logik, er der tale om en samlet betegnelse for de forskellige præmisser, som
medierne er præget af. Eksempelvis nyhedskriterier, tekniske muligheder, genrer, markedssyn osv. (Hjarvard 2008:
28)
16
Hjarvard påpeger også, at interpersonel kommunikation (dvs. ansigt til ansigt kommunikation) bidrager til
meningsdannelse (Hjarvard, 2008, s. 75).
49
virkelighed hr. og fru. Danmark bliver præsenteret for, og hvordan denne bliver fremstillet. For det
andet er der også tale om en kommunikation, hvor politiske aktører gennem medierne kan få
viden om, hvad andre aktører mener og gør. I den forbindelse er nyhedsmedier og de
journalistiske værktøjer igen et mellemled, der her kan påvirke opfattelser politiske aktører
imellem. (Hjarvard, 2008, s. 74)
Sat i relation til specialets genstandsfelt er Twitter en kanal, hvor både politikere og journalister
kan kommunikere på mediernes præmisser. Politikere kan f.eks. kommentere direkte på en
politisk sag, som kan fange journalisternes interesse og udgøre indhold til en artikel. I øvrigt
påpeger forsker Gitte Gravengaard i sin ph.d. ”En nyhed er en nyhed”, at journalister ikke længere
er nær så interesserede i pressemeddelelser (Gravengaard, 2008, s. 137), og Benjamin Elberth
skriver på sin blog, at pressemeddelelsen i dag er på 140 tegn på Twitter (Elberth, 2014c). Vi
vurderer, at det er eksempler på tilpasning af medialisering. I forhold til mediernes funktion til at
skabe afsæt til offentligt samtykke er sociale medier netop en oplagt kanal for politikere. På
Twitter kan politikere nemlig ytre sig offentligt om politiske sager udenom journalisternes filter og
tage temperaturen på borgernes holdninger. Twitter giver endda politikerne mulighed for selv at
breake nyheder og tage til genmæle, hvilket påvirker mediebilledet og nyhedens anatomi (Elberth,
2014c; Elberth, 2013).
Ved at tage udgangspunkt i Hjarvards teori om medialisering kan vi gennem vores analyse pege på
medialiseringens aftryk hos politikerne. Desuden giver teorien os mulighed for at skelne mellem,
hvorvidt medialisering yder en direkte eller indirekte påvirkning af en social aktivitet, som f.eks.
relationen mellem politikeres tweets og journalisterne (Hjarvard, 2008, s. 30f). Det diskuteres med
udgangspunkt i analysens resultater i kapitel 6.
Den personlige politiske kommunikation
I forbindelse med begrebet medialisering introducerer Hjarvard medieforskeren Joshua
Meyrowitz’ begreb middle region-stage. Begrebet tager udgangspunkt i Erving Goffmans
teatermodel for det sociale møde ansigt til ansigt. Goffman skildrer mellem det formelle og
offentlige frontstage og det uformelle og private backstage. (Hjarvard, 2008, s. 96f)
Med de nye digitale medier bliver der ifølge Meyrowitz skabt en hybrid mellem front- og
backstage kaldet middle region-stage, som medfører nye normer for social adfærd (Hjarvard,
50
2008, s. 98). Hvor man tidligere, da der kun var aviser og radio, fokuserede på politikernes
frontstage, gør de nye visuelle, digitale medieplatforme det lettere for medierne også at
eksponere politikernes adfærd backstage, hvilket skaber behovet for middel region-stage hos
medierne. Ifølge Hjarvard eksponerer medierne i stigende grad politikernes uformelle adfærd.
(Hjarvard, 2008, s. 98f). En politiker kan derfor ikke længere kun optræde som en formel og officiel
karakter, men må blande det med en mere personlig adfærd for at opnå synlighed i medierne. Det
ser vi i praksis på Twitter, når folketingspolitikere som f.eks. Kristian Jensen både tweeter om
vejret og vækstpakke. To tweets der hhv. er citeret i Ekstra Bladet (Ekstra Bladet, note, 2014) og
Jyllands-Posten (Cordsen, Gottschalck & Gjertsen, 2014). Medialiseringen har påvirket, hvad der
opfattes som vellykket politisk kommunikation:
”I mediernes ”middle region” er politikeren i højere grad henvist til at opnå autoritet ved at
supplere den formelle status med en fremvisning af personlige kvaliteter og evne til at mestre den
sociale interaktion i mediet. En politiker ”klarer sig godt”, hvis han på én og samme tid kan
fremføre sit politiske budskab og virke menneskelig, socialt imødekommende og evner at svare for
sig i samtalen med andre mennesker.” (Hjarvard, 2008, s. 100)
Det politiske indhold er ikke ligegyldigt, men måden hvorpå det kommunikeres er i høj grad mere
central nu end tidligere. Med medialiseringen har medierne som institution større personfokus på
politikerne (Hjarvard, 2008, s. 104)
4.3 Det hybride mediesystem
Mediebilledet vi har i dag beskriver Chadwick som et hybridt mediesystem (Chadwick, 2011;
Chadwick, 2013), hvor aktører samt nye og gamle medier17 præger medieindholdet i et komplekst
samspil. Selv om klassiske medier stadig er flittig brugt og refereres til som mainstream, må disse
medier ifølge Chadwick tilpasse sig og ændre deres arbejdspraksis efter tilblivelsen af nye medier
(Chadwick, 2013, s. 59). Chadwick taler i den forbindelse om, at man er gået fra en nyhedscyklus til
en politisk informationscyklus (Chadwick, 2013). Nyhedscyklussen indebærer: Indsamling af
information, skrivearbejde, redigering, udarbejdelse, udvælgelse og præsentation (Chadwick,
17
Chadwick karakteriserer nye medier som online medier, mens gamle medier er radio, tv og trykte medier (2011, s.
7).
51
2013, s. 62). Den politiske informationscyklus distancerer sig fra nyhedscyklussen ved at være en
kompleks samling hvori personer, praksisser, genrer og teknologier af nye medier fungerer i
samspil med gamle medier. Hertil skriver Chadwick:
”How this hybridization process occurs shapes power relations among actors and ultimately
affects the flow of news.” (Chadwick, 2013, s. 63) De nye mediesystemer er ifølge Chadwick med
til at påvirke nyhederne.
Folketingspolitikerne kan, i kraft af det hybride mediesystem og deres ageren heri, skabe
magtrelationer mellem dem selv og medierne. Via Twitter kan politikerne f.eks. selv styre, hvornår
de vil komme med udtalelser, i hvilken debat de vil deltage, og om de vil breake en nyhed på det
sociale medie. Chadwicks fokus er netop på de politiske aktører og deres ageren med de digitale
mediers nye medielogik (Chadwick, 2013). Det betyder, at samspillet mellem nye og gamle medier
påvirker den politiske kommunikation, herunder politikere, journalister og borgere, fordi nyheder i
dag kan breake på de digitale sociale medier og efterfølgende blive fulgt op på af de gamle medier
(Chadwick, 2011, s. 5).
Politisk kommunikation er i kraft af det hybride mediesystem i forandring (Chadwick, 2013, s. 59).
Politisk kommunikation og måden nyheder bliver konstrueret på i dag er præget af et samspil
mellem news professionals og nonelite actors (Chadwick, 2011, s. 8). Derved forstår vi, at
fremkomsten af sociale medier, så som Twitter, giver flere aktører mulighed for at gå i dialog og
præge indholdet i nyhedsmedierne. Dermed bliver Twitter en helt ny og afgørende faktor for den
politiske kommunikation og mediernes dagsorden.
4.4 Operationalisering af medialisering og det hybride mediesystem
Teorien om medialisering og det hybride mediesystem kan med fordel supplere hinanden ved at
erkende, at den politiske kommunikation er præget af nye og gamle mediers logik samt aktørernes
handlinger. Sammen kan vi trække nedenstående pointer ud af de teoretiske begreber sat i
relation til konsekvenser for danske folketingspolitikeres politiske kommunikation:
52
 Politisk kommunikation er præget af mediernes logik som nyhedskriterier, deadlines,
teknologiske rammer og udtryksformer.
 Medierne har indflydelse på politikeres synlighed og har i kraft af de digitale og visuelle medier
interesse for at omtale politikeres middle region-stage dvs. en balance mellem deres formelle
og uformelle jeg.
 Medierne er med til at skabe afsæt for offentligt samtykke til politiske beslutninger og påvirker
via deres videregivelse af et politisk emne den bredere befolknings opmærksomhed og
holdninger til et emne samt de politiske aktørers indbyrdes opfattelse af hinandens handlinger.
Derfor er det vigtig for politikere, at de formår at komme i mediernes spotlight ved relevante
politiske sager.
 Hybridiseringen af nye og gamle medier påvirker nyhedsflowet på en ny måde, hvor aktører
bl.a. politikere, borgere og journalister – qua sociale medier – kan skabe nye magtrelationer og
præge mediernes dagsorden. Medierne og politikere påvirker hinandens dagsordener.
4.5 Diskursteori
Som nævnt anvender specialet teoretiske begreber fra Laclau og Mouffes diskursteori, og
supplerer med Faircloughs begreb om diskursorden fra hans kritiske diskursanalyse. I dette afsnit
definerer vi de teoretiske begreber og operationaliserer dem til anvendelse i specialets
diskursanalyse.
Vi indleder teoriafsnittet med en kort beskrivelse af diskursteoriens ontologiske og
epistemologiske principper, som placerer sig i det socialkonstruktivistiske videnskabsteoretiske
paradigme.
Ontologi
Diskursteoriens ontologiske ståsted er, at den sociale verden består af et diskursivt felt, hvilket
betyder, at alt får mening ved at være skrevet ind i historiske sammenhænge (Hansen, 2009, s.
392ff). Alle objekter er derved konstitueret som et diskursivt objekt. En begivenhed får derved
53
mening gennem diskurs (Laclau & Mouffe, 2002, s. 56). Diskurser er altså en virkelig kraft, der
bidrager til at forme og konstituere sociale relationer (Laclau & Mouffe, 2002, s. 59). Når
virkeligheden er en konstruktion, betyder det samtidig, at der er flere forskellige måder at anskue
virkeligheden på. For os underbygger det vigtigheden i at kunne kortlægge diskurser i medierne
ved en politisk begivenhed, da diskurser bidrager til at præge sociale relationer og dermed kan
være meningsskabende for borgerne. Diskurserne er imidlertid ikke velafgrænsede i sin mening,
men tværtimod flydende og foranderlige. Diskursteorien forklarer det med billedet; at man har en
masse af diskursivitet, hvori der stikkes nåle ind forskellige steder. Disse nålestik fikserer
betydninger for en periode og begrænser dermed meningens flydende karakter (Hansen, 2009, s.
392). Det gør forudsigelse mulig, fordi en diskurs kan begrænse og fiksere betydninger (Laclau &
Mouffe, 2002, s. 62). Kan man bidrage til at fiksere bestemte meninger i sproget, kan man altså
forudsige, hvordan modtagerne vil opfatte kommunikationen. Vi vurderer, at det netop gør
diskursanalyse til et interessant værktøj til at studere politisk kommunikation, fordi politikere ved
at trække på bestemte diskurser, kan øge muligheden for at fiksere betydninger og dermed
borgernes opfattelser af deres ytringer.
Endnu en vigtig pointe i forhold til teoriens ontologi er, at der altid vil være meningsoverskud, som
ikke er fast i en given kontekst. Det er netop meningsoverskuddet, som gør forandringer i sproget
og re-artikulationer mulige (Hansen, 2009, s. 394).
Epistemologi
Da diskursteorien er konstruktivistisk, sker der ifølge Allan Dreyer Hansen en omvending af
forholdet mellem epistemologi og ontologi, hvor epistemologien får forrang. Det er nemlig et
epistemologisk udsagn, at al viden er diskursivt medieret (Hansen, 2009, s. 397). Problematikken
omkring virkelighedens konstruktion diskuterer vi nærmere i afsnit 4.5.2. Ifølge diskursteorien
skabes viden gennem sprog og social praksis. Men teorien er ikke konkret mht., hvordan det sker.
Derfor bruger vi selvstændigt teoriens begreber til at kortlægge artikulationer af diskurser, som
kan være meningsgivende i dagens medialiserede samfund.
Kort om Michel Foucault
Inden vi kortlægger og operationaliserer Laclau og Mouffes diskursteori, gør vi et kort ophold ved
idéhistorikeren Michel Foucault, der for alvor satte gang i diskursanalysen ved at udvikle
54
teoretiske begreber og lave en række empiriske undersøgelser (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 21).
Særligt Laclau og Mouffe trækker med deres diskursteori på perspektiver fra Foucault, der
definerede diskurs som:
“We shall call discourse a group of statements in so far as they belong to the same discursive
formation; (…) it is made up of a limited number of statements for which a group of conditions of
existence can be defined.” (Foucault, 1972, s. 117)
Med den definition følger Foucault socialkonstruktivismens præmis om, at viden skabes socialt af
diskursive konstruktioner. I sit arbejde forsøgte Foucault at afdække reglerne for, hvad der kunne
siges, og hvad der ikke kunne og reglerne for, hvad der er sandt og falsk. Hans syn på diskurser,
som noget forholdsvist regelbundet, der sætter rammer for, hvad der giver mening, bliver langt
hen af vejen fulgt af Laclau og Mouffe. Men selvom de deler og viderefører Foucaults ideer om, at
viden skabes gennem diskurser, deler de ikke hans monopolisme. Laclau og Mouffe mener nemlig,
at flere diskurser eksisterer side om side i et konfliktfyldt felt, hvor de kæmper om retten til at
afgøre sandheden. (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 22) Diskursteorien viderefører imidlertid
Foucaults magtbegreb, der går på, at magt både er produktiv og begrænsende, fordi magt skaber
vores sociale omverden samtidig med, at magt sætter rammer for bestemte måder at italesætte
verden på, mens andre måder bliver udelukket (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 23).
4.5.1 Diskursteoriens centrale begreber
Laclau og Mouffes diskursteori er en teori om betydningsdannelse (Jørgensen & Phillips, 1999, s.
44). Det teoretiske udgangspunkt er, at alle sociale fænomener får deres mening gennem
diskurser (Carpentier & De Cleen, 2007, s. 267). De anvender samme teoretiske begrebsapparat,
hvad enten der er tale om sproglige artikulationer eller sociale handlinger. Neden for beskriver vi
centrale begreber inden for diskursteorien, men først defineres begrebet diskurs:
”[…] we will call articulation any practice establishing a relation among elements such that their
identity is modified as a result of the articulatory practice. The structured totality resulting from
the articulatory practice, we will call discourse.” (Laclau & Mouffe, 1985, s. 105).
55
Laclau og Mouffe definerer diskurs som en samling af artikulationer, der skaber relationer mellem
ord og dermed en mere eller mindre entydig betydning inden for et bestemt socialt felt. En stor
del af vores adgang til virkeligheden går nemlig gennem sproget. Eftersom vi undersøger, hvordan
Heunicke italesætter rejsekortet gennem et tweet og citater i medierne - altså via skriftsprog – vil
vi ikke komme nærmere ind på, hvordan Laclau og Mouffe behandler diskurser, der ikke er
artikuleret gennem sproget, men nøjes med at erkende, at sociale handlinger også har en
betydning.
På baggrund af vores problemformulering ønsker vi at kortlægge konkrete betydningskæder og
diskurser, som man kan navngive og tale om. Derfor tillægger vi diskurs følgende betydning:
En måde at anskue og tale om dele af verden på ved at fiksere betydninger gennem sprog.
Elementer karakteriserer Laclau og Mouffe som floating signifiers, der ikke er i stand til fuldt ud at
blive artikuleret i en diskursiv kæde (Laclau & Mouffe, 2001, s. 113). Elementer er de tegn, der
endnu ikke har fået en entydig mening, men derimod kan have flere betydninger. Eksempelvis er
ordet krop et element, da der findes forskellige konkurrerende måder at opfatte det på. Bliver
elementet eksempelvis artikuleret i en medicinsk sammenhæng forstås det på én måde, og sættes
det i en religiøs sammenhæng, vil ordet få en anden betydning. (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 38)
Elementer har uendeligt betydningspotentiale, hvilket gør dem til genstand for konstant
magtkamp om at tilskrive dem mening (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 39). Ved begivenheden
rejsekortets nedbrud, har tegnene fået en mere eller mindre entydig mening. Derfor opererer vi
ikke med begrebet element i selve analysen, men ser derimod alle tegnene som momenter, fordi
de i kraft af at de bruges i en artikel, allerede er sat i relation til et emne.
”The differential positions, insofar as they appear articulated within a discourse, we will call
moments. By contrast, we will call element any difference that is not discursively articulated”
(Laclau & Mouffe, 2001, s. 105).
Moment anvendes om et tegn, når det bliver artikuleret og derved får betydning i kraft af relation
til andre tegn (Laclau & Mouffe, 1985, s. 106). På den måde er momenter de ”stabile” tegn i en
diskurs (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 36) – selvom diskurser aldrig kan være helt stabile (Laclau &
56
Mouffe, 1985, s. 107). Laclau og Mouffe er ikke klare i deres definition af momenter i forhold til,
om momenter er enkelte ord eller korte ordsammensætninger. Specialet anvender begrebet om
begge dele.
Nodalpunkt er et særligt moment, som har en central betydning i diskursen, fordi andre
momenter ordnes omkring nodalpunktet og får mening i forhold dertil (Laclau & Mouffe, 1985, s.
112). På den måde kan nodalpunkter være nøglebegreber eller begivenheder, der artikuleres i
eksempelvis en artikel eller et tweet, og som der etableres en diskurs omkring.
Eksempelvis kan ansvar for finansiering af rejse være et nodalpunkt. Momenterne gratis,
passagerer og dårlig service kan indholdsudfylde dette nodalpunkt og dermed blive tegn i
diskursen, der er nogenlunde entydige. Ifølge Laclau og Mouffe er det denne begrænsning af
betydningskæden i sproget, der gør det muligt at forudsige bestemte betydninger (Laclau &
Mouffe, 2001, s. 112). Identificeringen af en diskurs kan ske ved hjælp af ækvivalenskæder, der
sætter tegn i relation til hinanden, så betydninger kobles sammen. På den måde er det ifølge
Laclau og Mouffe det, som sættes i relation og ikke sættes i relation (ækvivaleres) til et tegn, som
viser, hvilken diskurs tegnet italesættes ud fra (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 55). Dermed kan vi i
specialets analyse ved hjælp af begreberne moment og nodalpunkt give et eksempel på en
italesættelse og diskurs i form af kortlægning af betydningskæder.
Det diskursive felt indeholder alle de andre betydninger, et tegn kan have (Laclau & Mouffe, 1985,
s. 111). En diskurs fastsætter en betydning for et tegn inden for et bestemt område og stræber
efter at skabe en entydighed. Men det betyder ikke, at tegnene altid har samme faste betydning.
Med et strukturalistisk udgangspunkt kan en diskurs nemlig altid påvirkes og forandres af det
omkringliggende diskursive felt, hvor de momenter, der indgår i diskursen, har andre betydninger.
Derfor er alle momenter i en diskurs potentielt flertydige. Enhver artikulation vil altså reproducere
eller udfordre en allerede gældende diskurs ved at fastlægge et tegns betydning på en bestemt
måde. (Laclau & Mouffe, 2001, s. 111) På grund af sprogets bevægelighed vil der være kamp om
tegnenes betydninger og om diskursens struktur. Det er denne kamp om betydningsdannelser,
hvor udgangspunktet er, at ingen diskurs kan etableres totalt, der er central for diskursteorien. Til
at beskrive diskursers kamp om at italesætte de samme tegn bruger Laclau og Mouffe begreberne
antagonisme og hegemoni.
57
Antagonisme bruges om konflikt mellem diskurser. Antagonisme opstår, når forskellige diskurser
prøver at give samme nodalpunkt mening og derfor støder sammen. Der er tale om et
antagonistisk forhold mellem diskurser, hvis de gensidigt udelukker hinanden. Eksempelvis kan
man ikke både være FCK-fan og Brøndby-fan. En diskurs afgrænser sig således ved at adskille sig
fra det, den ikke er. Diskurser kan altid komme i konflikt med andre diskurser, der udfordrer
betydningsdannelsen (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 60).
Hegemoni er en fastlåsning af momenter på tværs af forskellige diskurser. Hegemoni opstår, når
det er lykkes en diskurs at fastlåse sprogets betydninger (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 61). Men
tilstedeværelsen af hegemoni er teoretisk set altid midlertidig, fordi sproget grundlæggende er
ustabilt og diskurser kan omformes, når de er i kontakt med andre diskurser (Jørgensen & Phillips,
1999, s. 15). Ved at inddrage begrebet hegemoni kan vi analysere, hvordan diskurser kæmper om
betydningsdannelse. Ved at se på italesættelsen af vores empiriske tekster gennem diskurser
ønsker vi at tydeliggøre hvilke magtforhold, teksterne er med til at producere eller reproducere. Vi
trækker dermed på en magtanskuelse inspireret af Foucault, idet vi forstår magt som noget, der
kommer af social praksis – herunder sprogbrug. Magt skal ikke udelukkende ses som
begrænsende, men også som produktiv (Foucault, 1972, s. 117). Derved kan politiske overtalelser
ske gennem forskellige italesættelser og former for diskursiv praksis eksempelvis i medierne. De
udvalgte avisartikler er genstand for specialets diskursanalyse, da det bl.a. er dér, den diskursive
kamp om magten foregår. Vi opfatter politikernes ytringer i aviserne og på Twitter som en
aktivitet, der går ud på at skabe eller præge den politiske konstruktion af virkeligheden. Konkret vil
det analytisk betyde, at jo flere gange en politikers mening er gengivet i medierne – og dermed
reproduceret – jo mere indflydelse har vedkommende på den diskursive kamp om at give et
politisk emne mening for borgerne. På den måde anvender vi hegemonibegrebet på et konkret
niveau i form af specialets genstandsfelt.
Diskursorden
Laclau og Mouffe tager ikke højde for det diskursive felts opbygning, og det er ikke klart, om det
diskursive felt er en evig åben mark af ustrukturerede betydningsdannelser, eller om det er
struktureret efter andre diskurser (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 37). Problemet med at Laclau og
Mouffe skelner mellem diskurs og det diskursive felt er, at en diskurs skabes på baggrund af, hvad
58
den ikke er. Altså bliver en diskurs også skabt af det, som ligger uden for diskursen, og i stedet er
en del af det diskursive felt. Men når det diskursive felt ikke har en afgrænset ramme, betyder det
teoretisk set, at f.eks. en pendler diskurs kan få betydning gennem tegn som hest og hus, hvilket vi
i praksis vurderer som usandsynligt. Derfor har vi behov for at inddrage begrebet diskursorden til
at afgrænse terrænet af diskurser og tegn, der er til rådighed i sociale artikulationer. Begrebet
henter vi fra Faircloughs kritiske diskursanalyse, hvor han udtrykker, at diskursordenen og en
kommunikativ begivenhed (et tweet, en tekst etc.) indgår i en dialektisk relation (Fairclough, 2008,
s. 123). Altså kan man ikke se de to elementer uafhængigt af hinanden.
”Diskursordenen er summen af alle de genrer og diskurser, som er blevet brugt indenfor en social
institution eller et socialt domæne. Diskursordenen er frem for alt en form for system, som både
former og formes af specifikke tilfælde af sprogbrug.” (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 83)
På den ene side er diskursordenens overordnede struktur afgørende for, hvilke diskurser der er til
rådighed, når man eksempelvis taler om offentlig transport. På den anden side er diskursordenen
også modtagelig for forandring, hvis en kommunikativ begivenhed trækker på diskurser fra andre
diskursordener (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 82f).
Analysens empiri foregår indenfor et bestemt socialt domæne, hvor forskellige diskurser dækker
et defineret område og konkurrerer om at indholdsudfylde det. Som både Fairclough samt Laclau
og Mouffe påpeger, er sprog flydende i sin betydning, derfor anvender vi begrebet diskursorden
som et analytisk værktøj til at afgrænse den kontekst, som vores kommunikative begivenheder
fortolkes inden for. Ved først at definere diskursordenens overordnede struktur, bliver vi som
forskere bevidste om de sproglige ressourcer, som diskursordenen tilbyder til at give den politiske
begivenhed om rejsekortets nedbrud mening. Nedenfor beskriver vi analysens diskursorden, der
er skabt ved at se på eksisterende forskning om offentlig transport i politisk regi, for at få en
forståelse af, hvordan man kan tale om emnet. Det er vigtigt for os at være eksplicitte om
diskursordenen, da det styrker analysens reliabilitet.
Diskursordenen beskriver vi som: Offentlig transportpolitik.
59
I september 2013 udkom Trængselskommissionen med sin betænkning ”Mobilitet og
fremkommelighed i hovedstaden”. Kommissionen havde fået til opgave at undersøge, hvordan
man kan reducere trængsel og luftforurening samt modernisere infrastrukturen i
hovedstadsområdet, herunder også offentlig transport. I deres arbejde inddrog man også
miljøpåvirkning og samfundsøkonomiske perspektiver. (Trængselskommissionen, 2013) Ifølge
lektor i trafikplanlægning og trafikpolitik Per Homann Jespersen er noget af det, der er kommet ud
af kommissionens arbejde først og fremmest måden hvorpå, man italesætter og forstår
trafikproblemer på (Jespersen, 2014, s. 42). Trængselskommissionen arbejdede i høj grad med
såkaldt bæredygtig trafikplanlægning, rimelige og pålidelige rejsetider og visioner om byer og
mennesker (inklusiv bilister) var i fokus. Dette adskiller sig fra tidligere, hvor
Infrastrukturkommissionen i 2008 opererede med et såkaldt planlægningskoncept, hvor
elementer som minimering af rejsetider, trafikprognoser og biltrafik var i fokus (Jespersen, 2014, s.
42). Desuden insisterer Trængselskommissionens rapport på ”kvalitet og sammenhæng i den
kollektive trafik som en nødvendig forudsætning for, at det politiske ønske om en overflytning af
rejser fra bil til kollektiv kan opfyldes.” (Jespersen, 2014, s. 42).
Offentlig transport er de senere år ofte sat i relation til den selvstændige offentlige virksomhed
DSB. DSB er ejet af den danske stat, under Transportministeriet (DSB, u.å). En ressource som også
indgår i diskursordenen, er ytringer, der afspejler pendlernes holdning til DSB. Ifølge Trustpilot18 er
pendlernes holdning til DSB ikke positiv, da 746 brugeranmeldere i skrivende stund giver DSB en
gennemsnitlig bedømmelse på 1,6 ud af 10 (Trustpilot, 2015). Desuden er offentlig transport et
politisk område. Derfor mener vi, at det sociale domæne naturligvis er præget af modsatrettede
politiske interesser.
Altså giver vores diskursorden sproglige ressourcer til at tale om offentlig transport ved at trække
på diskurser om bl.a. bæredygtighed, miljø, pålidelighed og økonomi. Rejsekortet er således et
emne inden for diskursordenen offentlig transportpolitik, der kan i talesættes gennem forskellige
diskurser.
18
Trustpilot er en hjemmeside, hvor brugere kan anmelde deres erfaring med forskellige købsoplevelser.
60
4.5.2 Kritiske refleksioner
Vi må være kritiske overfor specialets diskursanalyse, fordi konklusionen derved er en artikulation,
der reproducerer og udfordrer gældende diskurser i det evige spil om at definere verden
(Jørgensen & Phillips, 1999, s. 62). Derudover er vi naturligvis selv påvirket af eksisterende
diskurser i vores analyse19, og kan ikke sige den rene sandhed, fordi sandeden altid er en diskursiv
konstruktion (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 62). Derfor mener vi, det er vigtigt, at være eksplicit
om vores metodedesign og den diskursivitet vi fortolker ud fra. En måde man kan imødekomme
denne udfordring er ved at teste diskurserne hos andre. I praksis vil det kunne ske ved at
gennemføre et fokusgruppeinterview, hvor deltagerne diskuterer nogle af de artikler
diskursanalysen er lavet ud fra. På den måde ville vi få viden om, hvorvidt deltagerne trækker på
samme diskurser, som vi har analyseret os frem til. Af ressourcemæssige grunde har det ikke
været muligt i dette speciale. Til gengæld har vi defineret diskursordenen med udgangspunkt i
eksisterende forskning for at illustrere vores fortolkningsramme. Valget har som nævnt åbenlyse
ressourcemæssige og analytiske fordele, men også begrænsninger. En kritik er, at analysens
resultater er afhængige af diskursordenen, og dermed kan det antages, at hvis denne havde været
defineret anderledes, ville analysens resultater være præget deraf. Da diskurser er flydende, er
det dog umuligt at opnå fuldstændig entydighed i analysen. Derfor vurderer vi, at det alt andet lige
er en styrke at være eksplicit om diskursordenen og dermed den ramme, som specialets
diskursanalyse fortolkes indenfor.
Et spørgsmål, som vi ofte har hørt stillet i forbindelse med diskursanalyser er, om man ikke kunne
nå frem til samme viden uden en diskursanalyse? I vores tilfælde kunne spørgsmålet lyde: Kan I
ikke finde ud af effekten af et tweet på anden måde end ved diskursanalyse? Vi anerkender, at
man selvfølgelig kan læse om Heunickes tweet om rejsekortets nedbrud i medierne og konstatere,
at DSB efterfølgende gjorde det gratis at rejse med bus og tog, mens rejsekortet ikke virkede. Det
efterlader overvejelser om, hvorvidt det reelt var hans tweet, der resulterede i forandringen, samt
hvorledes omtalen har påvirket befolkningens holdninger til emnet. Gennem diskursanalyse
mener vi, at man netop kan nå frem til en dybere forståelse af, hvordan et tweet kan være med til
19
Da vi selv er pendlere og påvirket af mediernes omtale af DSB og rejsekortet, er vi ifølge diskursteorien selv
påvirket af eksisterende diskurser i vores fortolkning. Det skal man have in mente, selvom vi som analytikere
stræber efter at distancere os selv fra disse diskurser.
61
at konstruere en offentlig mening om rejsekortet, ved at nyhedsmedierne italesætter den politiske
begivenhed gennem bestemte diskurser.
Laclau og Mouffe knytter deres magtbegreb sammen med hegemoni og antagonisme ved at
definere magt som noget, der knytter sig til konfliktforhold mellem diskurser. Vi oplever derfor, at
de ikke lægger vægt på eksempelvis formelle magtpositioner. Et eksempel på det kunne være, at
Heunicke qua sin position som Transportminister opnår taletid i medierne og samtidig er en
indflydelsesrig aktør i forhold til DSB.
4.6 Operationalisering af diskursteoriens begreber
Diskursteoriens analytiske begreber vidner om, at sprogbrug i forbindelse med et politisk emne –
eksempelvis transportpolitik – er relevant at afdække for at kunne vurdere effekten af et konkret
tweet, der reproduceres i de traditionelle nyhedsmedier. Gennem artikulation giver artiklerne i de
udvalgte nyhedsmedier debatten om rejsekortets nedbrud mening, der bidrager til at konstituere
den sociale virkelighed for læserne og borgerne. Derfor må de fremtrædende diskurser, vi kan
identificere, være både meningsskabende og meningspåvirkende for borgerne. Ved at
sammenligne diskurser, som tweetet trækker på med diskurserne i nyhedsmedierne, bliver
specialets diskursanalyse et eksempel på den effekt, som politikere kan få ved at bruge Twitter i sit
politiske arbejde.
I analysen opstiller vi figurer, der illustrerer forholdet mellem nodalpunkter og momenter med
henblik på at vise de diskurser, debatten om rejsekortets nedbrud trækker på og som cirkulerer i
samfundet som en del af debatten om transportpolitik. Med begreberne momenter og
nodalpunkter kan vi kortlægge tegnenes relationer ved artikulationen af den politiske begivenhed
rejsekortets nedbrud i udvalgte nyhedsmedier. Ækvivalenskæderne reducerer
betydningsmuligheder, da de sætter tegnene i bestemte relationer til hinanden. Da vi er bevidste
om, at tekster kan trække på flere forskellige diskurser, er det diskurserne, analysen struktureres
efter frem for teksterne.
62
5 ANALYSE
Kapitlet indeholder tre analysedele, der tilsammen undersøger specialets problemformulering. Første del ’Når folketingspolitikeres tweets citeres i nyhedsmedierne’
er en indholdsanalyse af, i hvilket omfang folketingspolitikeres tweets bliver citeret
eller henvist til i udvalgte nyhedsmedier. Anden del af analysen ’Folketingspolitikeres
brug af Twitter’ zoomer ind på, hvordan politikerne bruger Twitter i deres politiske
kommunikation.
Tredjetweets
del ’Diskursanalyse
af debatten om rejsekortets nedbrud’
5.1
Når folketingspolitikeres
citeres i nyhedsmedierne
undersøger sammenhængen mellem fremtrædende diskurser i Heunickes tweet og
den efterfølgende debat herom i nyhedsmedierne.
63
5.1 Når folketingspolitikernes tweets bliver citeret i nyhedsmedierne
“Et opsigtsvækkende tweet kan nemt tiltrække journalisternes opmærksomhed og således få
politikeren på avisforsiderne eller foran rullende kameraer,” siger social medieekspert hos BursonMarsteller Mikkel Krogsholm til Kristeligt Dagblad (Kristensen, 2014).
Indholdsanalysen viser netop, at der ikke altid er langt fra et tweet til spalteplads i de 12
nyhedsmedier i perioden 1. januar 2014 til 30. juni 2014.
I løbet af et halvt år er folketingspolitikeres tweets blevet henvist til eller citeret 400 gange i de
udvalgte nyhedsmedier20, fordelt på 295 artikler (bilag 4). Ser man isoleret på de 400 gange
medierne citerer eller henviser til folketingspolitikeres tweets, kan indholdsanalysen ikke sige
noget om, hvorvidt det er et højt eller lavt tal. Men ser vi på resultatet i forhold til andre analyser
af tweets i nyhedsmedierne, får vi et pejlemærke: Eksempelvis viser et studie fra Roskilde
Universitet foretaget i samarbejde med Infomedia, at antallet af mediehistorier, der citerer
politikeres opslag på Facebook og Twitter, steg med 65 procent fra 2011 til 2012 i ugerne 45-47. I
samme uger var der i 2011 ingen politiske nyheder, hvori der blev citeret fra Twitter. I 2012 var
dette tal steget til 19. (Bæksgard et al. 2013)
Tabel 4: Kilder i artiklerne
Kilder fra Twitter
Kilder i alt
Antal
400
1172
Procent
34
100
Kilde: Bilag 5
Som det fremgår af tabellen, udgør kilder fra politikernes tweets, enten i form af citater eller
henvisninger, 34 procent af det samlede antal kilder i artiklerne. Det lægger sig i tråd med
Chadwicks teori om det hybride mediesystem, hvor nyhederne bliver skabt i en hybrid mellem nye
medier, som f.eks. Twitter, og gamle nyhedsmedier. Dog skal det påpeges, at de 34 procent er
fundet i artikler, som i forvejen rummer ordet Twitter pga. artikelsøgningens struktur.
20
De udvalgte nyhedsmedier er: Berlingske, b.dk, BT, bt.dk, Børsen, børsen.dk, Ekstra Bladet, ekstrabladet.dk,
Jyllands-Posten, jp.dk, Politiken, politiken.dk
64
Tallene peger på, at det politikerne skriver på Twitter har indflydelse på journalisternes valg af
kilder og dermed på nyhedernes indhold. Det giver os et billede af, hvordan politikernes brug af
Twitter er med til at forme nyhederne på et overordnet niveau.
5.1.1 Politikere der oftest er henvist eller citeret fra Twitter
Dykker vi dybere ned i indholdsanalysen viser den hvilke folketingspolitikere, der er mest citeret
eller henvist til deres tweets i de 12 udvalgte nyhedsmedier.
Tabel 5: Oversigt over folketingspolitikere med flest citerede eller henviste tweets
Folketingspolitiker
Antal tweets citeret
Antal tweets henvist
I alt
Magnus Heunicke (S)
13
19
32
Margrethe Vestager (R)
25
7
32
Søren Pind (V)
30
0
30
20
7
27
Jonas Dahl (SF)
21
0
21
Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
18
3
21
Kristian Jensen (V)
14
3
17
Ida Auken (R)
13
1
14
Stine Brix (EL)
12
1
13
Lisbeth Bech Poulsen (SF)
12
1
13
Morten Bødskov (S)
Kilde: Bilag 6
Magnus Heunicke og Margrethe Vestager deler førstepladsen som de politikere, der oftest er
citeret fra Twitter eller bliver henvist til deres tweets i de 12 nyhedsmedier, mens Søren Pind
indtager andenpladsen og Morten Bødskov en tredjeplads. Oversigten vidner om, at journalister er
opmærksomme på politikernes tweets i deres jagt på kilder og nyheder, og det indikerer, at
nyhederne bliver skabt i en hybrid mellem nye og gamle medier. Resultaterne peger på, at Twitter
er en medieplatform, som journalisterne bruger til at indhente viden og kilder, og som giver
synlighed i medierne for de politikere, der er aktive på Twitter.
65
Tager vi et grundigere kig på tallene, får vi en fornemmelse af, hvordan nyhedsmedierne kan være
et ekkorum, der citerer hinanden og bruger samme kilder i form af de samme tweets. Det ser vi et
konkret eksempel på, da Heunicke den 14. februar 2014 tweeter følgende:
(Screen dump, Twitter)
Her valgte Heunicke at ytre sin holdning på Twitter og dermed til alle journalister på samme tid.
Det resulterede i, at fem medier citerede hans tweet direkte på dagen (Damgaard, 2014a;
Damgaard, 2014b; Mølgaard, 2014; Ritzau, 2014c; Schwarz-Nielsen, 2014a), mens 20 artikler
efterfølgende citerede eller henviste til hans tweet (bilag 4).
Et andet eksempel på et tweet, der har præget nyhedsbilledet, er Morten Bødskovs tweet fra den
10. februar 2014:
(Screen dump, Twitter)
Tweetet blev bl.a. andet citeret i Ekstra Bladet (Agger, 2014), politiken.dk (Bjørnager, 2014) og
jp.dk (Andrew, 2014) kort efter Morten Bødskov skrev det på Twitter og er derved et yderligere
eksempel på, at nyhedsmedierne kan være et ekkorum. Som beskrevet i afsnit 3.1 bringer de
forskellige mediehuse ofte de samme historier med blot få ændringer, som er med til at forklare
66
det ekkorum, vi oplever, når vi analyserer de 295 artikler. Det betyder, at et enkelt tweet om et
aktuelt emne kan resultere i massiv medieomtale. Havde vi valgt en anden tidsperiode for vores
artikelsøgning, er det derfor ikke sikkert, at vi havde set ovenstående placering af
folketingspolitikere. Derfor er det interessant at tage et grundigere kig på antallet af forskellige
begivenheder, hvor folketingspolitikere tweeter, for at få viden om, hvilke typer af tweets
medierne bruger som kilder.
Tabel 6: Oversigt over folketingspolitikere, der er henvist eller citeret fra Twitter ved flest forskellige
begivenheder
Folketingspolitikere
Antal begivenheder
Kristian Jensen (V)
13
Margrethe Vestager (R)
12
Søren Pind (V)
9
Mette Gjerskov (S)
8
Stine Brix (EL)
7
Pernille Skipper (EL)
7
Jonas Dahl (SF)
6
Magnus Heunicke (S)
6
Pia Olsen Dyhr (SF)
6
Kilde: Bilag 6
Her indtager Kristian Jensen førstepladsen ved at være citeret eller henvist til sine tweets ved 13
forskellige begivenheder. Margrethe Vestager følger lige efter ved 12 begivenheder, Søren Pind
ved ni, Mette Gjerskov ved otte og Stine Brix ved syv forskellige begivenheder. Kristian Jensen,
Margrethe Vestager, Søren Pind og Magnus Heunicke ligger stadig i toppen sammenlignet med
tabel 5, da deres tweets er nævnt ved flere forskellige politiske begivenheder. Til gengæld er
Morten Bødskovs tweets, som i tabel 5 lå placeret på en tredjeplads, kun citeret eller henvist ved
tre forskellige begivenheder (bilag 6). En del af forklaringen på hvorfor Morten Bødskov indtager
en tredjeplads i tabel 5 må derfor være, at han ofte blev citeret eller henvist til sit tweet om den
67
hemmelige socialdemokrat. Det indikerer vigtigheden af, at politikere kontinuerligt er aktive på
Twitter ved forskellige aktuelle emner.
Et eksempel på en folketingspolitiker, der er citeret med tweets ved forskellige begivenheder, og
dermed opnår synlighed, er Margrete Vestager. Hun skrev eksempelvis følgende den 5. maj 2014,
der bl.a. blev citeret i BT (Karker, 2014).
(Screen dump, Twitter)
Den 31. januar skifter Ida Auken fra SF til Radikale Venstre, og Margrethe Vestager tweeter:
(Screen dump, Twitter)
68
Lykønskningen til Ida Auken blev bragt i seks forskellige artikler (bilag 4). Analysen vidner om, at
politikerne aktivt bruger Twitter i deres politiske kommunikation – nogen mere end andre – samt
at det betyder synlighed i medierne for folketingspolitikerne at tweete om flere forskellige emner.
Det er vigtigt at have for øje, at det er folketingspolitikere højt placeret i partierne, der lægger sig i
toppen af tabel 5 og 6. Det kan både være, fordi de er dygtige og aktive på Twitter samt formår at
tweete om særligt interessante emner. Men det kan også hænge sammen med, at de grundet
deres rolle i partierne er politikere, som journalisterne er særligt ivrige efter at skrive om. Samtidig
optræder mange af de samme politikere i tabel 5 og 6, hvilket kunne indikere, at det er denne
håndfuld af politikere, der har forstået at bruge Twitter til at skabe synlighed om dem selv og
deres holdninger i nyhedsmedierne.
5.1.2 Begivenheder der bruger tweets som kilde
Indholdsanalysen viser også, hvilke konkrete politiske begivenheder der flittigst er omtalt i de
udvalgte medier ved brug af politikernes tweets som kilde det første halve år af 2014:
Graf 1: Oversigt over begivenheder i artiklerne
Kilde: Bilag 7
69
Politikernes tweets optræder samlet set oftest under begivenheden enkeltstående tweet. Det vil
sige, at de indgår i en artikel uden et overordnet emne. Det ser vi f.eks., når Mattias Tesfayes
tweet er citeret i kulturugen online i Politiken den 3. maj 2014, og når Kristian Jensen citeres med
”Der er forår på vej:-)” på bagsiden af Ekstra Bladet den 26. marts 2014. Størstedelen af de
enkeltstående tweets er tweets, der ikke handler om politik, men som f.eks. handler om vejret, at
lade skæget gro, 70’erne og andre uformelle emner. Det tyder med andre ord på, at det ikke kun
er, når politikerne tweeter om politik, at de bliver citeret. Medierne er også interesseret i at
skildre, hvad politikerne mener om mere løsslupne emner. Det kan ud fra medialisering forklares
med begrebet middle region-stage, der netop indebærer, at journalisterne er interesseret i at
skrive om politikernes uformelle og mere private side.
De to politiske begivenheder hvor journalisterne særligt har brugt politikernes tweets som kilde, er
ved udgivelsen af bogen Den hemmelige socialdemokrat og rejsekortets nedbrud den 14. februar
2014. Begge begivenheder er karakteriseret ved at et tweet, der kommenterer en aktuel politisk
begivenhed, flytter fra Twitter til spalteplads i nyhedsmedierne. Sat i relation til Chadwicks teori
om det hybride mediesystem er det netop et eksempel på, hvordan Twitters logik og
nyhedsmediernes logik sammen præger hinanden i konstruktionen af nyhederne: Journalister
finder deres kilder på Twitter og citerer tweets i de gamle nyhedsmedier og webmedier. Dermed
skabes nyhederne i en hybrid mellem nye og gamle medier samt politiske aktører.
Gennem kategoriseringen af artiklerne har vi fået indblik i de emner i nyhedsmedierne, hvor
tweets ofte bruges som kilde. Viden, som vi vurderer, er interessant for både politikerne selv, men
også for kommunikatører og journalister, der til dagligt arbejder med Twitter. Nedenfor er derfor
et udpluk af tweets, der omhandler begivenhederne, og er endt som indhold i nyhedsmedierne.
Mette Gjerskov (S) valgte at deltage i debatten om bogen Den hemmelige socialdemokrat på
Twitter. Følgende tweet blev citeret i Berlingske (Haslund, 2014):
70
(Screen dump, Twitter)
Her tweeter Mette Gjerskov om en aktuel sag samtidig med, at tweetet rummer et element af
konflikt. Også i sagen om Ole Sohns forslag om et 10-årigt skattestop og et næsten tilsvarende
lønstop var flere folketingspolitikere hurtige på tasterne. Jeppe Bruus (S) var ikke sen til at kritisere
Ole Sohns forslag på Twitter. Hans tweet blev efterfølgende bl.a. citeret på jp.dk (Sørensen, 2014).
(Screen dump, Twitter)
Også Venstres Kristian Jensen gav liv til debatten med et tweet, der blev citeret i samme artikel.
71
(Screen dump, Twitter)
De politiske begivenheder om henholdsvis Den hemmelige socialdemokrat og Ole Sohns forslag
om skattestop lægger begge op til debat og rummer begge elementer af forskellige holdninger og
konflikt. Set i lyset af at et af mediernes nyhedskriterier er konflikt, kan det være en af
forklaringerne på, at sådanne tweets når nyhedsmediernes indhold.
En anden type tweet der flittigt er blevet citeret i medierne er lykønskninger. Nyheden om at Ida
Auken stiller op for Radikale Venstre resulterede i, at flere politikere kom med lykønskninger til
hende på Twitter, som efterfølgende endte i bl.a. BT.dk (Damgaard, 2014e) og børsen.dk
(Mortensen, 2014) BT.dk citerede Marlene Borst Hansen for følgende på Twitter den 31. januar
2014:
(Screen dump, Twitter)
72
Da det blev klart, at Lars Løkke Rasmussen forsatte som formand for Venstre, fandt en række
tweets også vej til nyhedsmediernes spalter og rubrikker:
(Screen dump, Twitter)
(Screen dump, Twitter)
De to tweets indeholder en åbenlys tilfredshed med mødets udfald. Søren Pinds tweet blev citeret
på BT.dk (Hansen, 2014a), mens Jan E. Jørgensens tweet, der rummede associationer til sportens
verden, fandt vej til en rubrik på politiken.dk (Jørgensen, 2014) og hos BT.dk (Hansen, 2014a). Det
illustrerer, at det giver pote for folketingspolitikerne, når de gennem Twitter viser deres uformelle
side i form af umiddelbare reaktioner på politiske begivenheder og dermed opfylder mediernes
efterspørgsel på politikernes middle region-stage. Det har de netop mulighed for på Twitter. Når
Jan E. Jørgensen bryder med sit formelle politiske-jeg og skriver ”låååå lå lå lå lå lå lååååå lå låååå –
forza Løkke Lars!”, fanger det mediernes blik, og det kan have været medvirkende til, at hans
tweet blev citeret fem gange (Jørgensen, 2014; Hansen, 2014a; Hansen, 2014b; Ritzau, 2014k og
Ritzau, 2014l) og endda endte som rubrik.
5.1.3 Delkonklusion
Indholdsanalysen viser for det første, at folketingspolitikeres tweets er citeret eller henvist til 400
gange i de 12 udvalgte nyhedsmedier i perioden 1. januar 2014 til 30. juni 2014 fordelt på 295
artikler. Det svarer til, at kilder fra politikernes tweets udgør en tredjedel af det samlede antal
73
kilder i artiklerne. 400 gange har medierne valgt at inddrage politikernes tweets i artikler, hvilket
indikerer, at nyhederne blev skabt i et samspil mellem nye og gamle medier. Det ligger i tråd med
Chadwicks teori om, at nyheder bliver skabt i en politisk informationscyklus i et samspil mellem
forskellige aktører, der gennem eksempelvis Twitter præger nyhederne. For det andet kortlægger
analysen, at Magnus Heunicke (S), Margrethe Vestager (R), Søren Pind (V) og Morten Bødskov (S)
er de politikere, hvis tweets er mest citeret eller henvist til i perioden. Kristian Jensen (V),
Margrethe Vestager (R), Søren Pind (V), Mette Gjerskov (S) og Stine Brix (EL) er de politikere, hvis
tweets optræder ved flest forskellige begivenheder. For det tredje viser analysen, at begivenheder
som Den hemmelige socialdemokrat, rejsekortets nedbrud, Ida Auken stiller op for Radikale
Venstre og Ole Sohns forslag om skattestop er de emner, hvor medierne oftest har brugt kilder fra
folketingspolitikeres tweets.
Samlet tegner analysen et billede af, at journalisterne har fundet deres kilder på Twitter og at
folketingspolitikere er bevidste om at anvende Twitter i deres politiske kommunikation ved at gøre
tweets med politiske holdninger tilgængelige for journalisterne. På den måde indgår begge
aktørgrupper i et samspil om at skabe nyheder i det hybride mediesystem. Desuden viser
analysen, at medierne ikke kun er interesseret i at citere eller henvise til tweets med politisk
indhold. Nyhedsmedierne citerer også flittigt folketingspolitikerne, når de tweeter om uformelle
emner eller politiske emner med en uformel tone. Dermed er der kortere til mediernes
spalteplads for folketingspolitikerne, hvis de ikke udelukkende tweeter formelle ting, men også
viser noget af deres middle region-stage.
Med disse oplysninger i bagagen vil specialet i sin videre analyse zoome ind på, hvordan
folketingspolitikere konkret bruger Twitter som politisk kommunikationskanal. Resultaterne af
indholdsanalysen bruges derfor til 1) at udvælge, hvilke folketingspolitikere vi vil interviewe for at
undersøge deres brug af Twitter og 2) at udvælge den politiske begivenhed, som bliver genstand
for en diskursanalyse der undersøger, hvordan et tweet konkret kan præge debatten i medierne.
74
5.2 Folketingspolitikeres brug af Twitter
Analysen tager udgangspunkt i fire interviews med udvalgte folketingspolitikere. Vi undersøger,
hvordan de bruger Twitter i deres politiske arbejde ved at analysere interviewene i den teoretiske
ramme af medialisering og det hybride mediesystem.
5.2.1 Et tweet til journalister og meningsdannere
Ifølge teorien om det hybride mediesystem er relationen mellem nye medier og gamle medier i
forandring, hvilket præger nyhedernes flow. Med fremkomsten af nye digitale og sociale medier
bliver mediernes logik forandret, som både journalister og politiske aktører er underlagt. Politiske
aktører kan derved præge nyhedsbilledet ved at tage højde for mediernes præmisser som
udtryksformer, nyhedsværdi, teknologiske rammer og deadlines. Som Hjarvard fremhæver, går en
af vejene til at skabe offentligt samtykke til politiske beslutninger og holdninger blandt
befolkningen netop gennem medierne. Twitter er i den forbindelse en platform, hvor politikere og
journalister kan interagere. Samtlige af de interviewede politikere peger på, at journalister og
politiske aktører ofte er den primære målgruppe for deres tweets.
”Min primære målgruppe er journalister. Jeg skriver for at gøre dem interesserede. Sekundær
målgruppe er politiske modstandere og prøve at få en dialog i gang med dem eller at få bragt min
egen holdning frem,” fortæller Mette Gjerskov (interview, 12. december 2014).
Stine Brix forklarer, at Twitter udover at give mulighed for at kommunikere til journalister og give
dem et billede af hendes holdninger også giver hende mulighed for kontakt til andre interessenter:
”Det (Twitter red.) er også en mulighed for at have en form for daglig kontakt med nogen af de
mange organisationer og foreninger, der interesserer sig for det område, som jeg arbejder med.”
(Stine Brix, interview, 27. januar 2015)
Kristian Jensen og Søren Pind ser deres målgruppe således:
75
”Jeg er på Twitter, fordi det er et stærkt socialt medie til at kommunikere både med vælgere og
borgere og i høj grad med meningsdannere - herunder også med journalister,” siger Kristian
Jensen (interview, 9. december 2014) og fortsætter:
”Brugerne på Twitter er jo i modsætning til Facebook stadig en meget snæver gruppe, der i høj
grad består af beslutningstagere og folk, der er en del af et politisk interessefelt. Skriver jeg til
dem, når jeg måske ikke de brede masser, men jeg når en række beslutningstagere, som tager
mine ord med i deres overvejelser.” (interview, 9. december 2014)
”Jeg skriver til meningsdannere og opinionsdannere. Det er jeg sådan set meget bevidst om. På
Twitter er det meningsdannere og opinionsdannere, det er ikke den brede befolkning,” fortæller
Søren Pind (interview, 11. december 2014)
Det fremgår tydeligt, at de interviewede politikere i høj grad bruger Twitter til at komme i
konktakt med journalister og meningsdannere. Det betyder, at den sociale aktivitet er stærkt
medialiseret, da kontakten i dag også foregår på Twitter frem for udelukkende ansigt til ansigt, via
mail eller telefon. Mette Gjerskov forklarer, at ved at udtrykke sin holdning på Twitter inviterer
hun medierne til at ringe for uddybende kommentarer (Mette Gjerskov, interview, 12. december
2014). Det betyder imidlertid også, at politikerne må være opmærksomme på mediernes logik, der
handler om tilgængelighed og deadlines. Mette Gjerskov kommer med et eksempel, hvor hun en
aften har skrevet en kommentar på Twitter, slukket sin computer, lagt sig til at sove og næste
morgen er vågnet op til mange kommentarer og henvendelser fra bl.a. journalister. Hun nævner
også, at det kan være uhensigtsmæssigt at skrive et tweet, mens hun er midt i noget vigtigt, da
hun kan regne med, at telefonen begynder at ringe efterfølgende. Derfor har hun lært vigtigheden
i at planlægge sine tweets:
”På den måde prøver jeg at tænke over det – i hvert fald, hvis det er noget kontroversielt, jeg
kommer med, eller det er en nyhed, og så prøver jeg at være tilgængelig efterfølgende.” (Mette
Gjerskov, interview, 12. december 2014)
At politikerne fungerer som kilder i journalisters nyhedsformidling er ikke noget nyt. Men som
indholdsanalysen viser, bruger journalisterne i dag også politikeres tweets som kilder. Det er nyt. I
76
øvrigt fortæller Mette Gjerskov, Søren Pind og Stine Brix, at de flere gange har oplevet at blive
ringet op af en journalist på baggrund af et tweet for uddybende kommentarer. Stine Brix
fortæller, at hun både har oplevet at blive kontaktet på baggrund af et tweet og oplevet ikke at
blive kontaktet, selvom hendes tweets er citeret i nyhedsmedierne.
”Begge de ting sker, men det er ikke noget, der sker utroligt meget. Jeg tror mere, at det (brug af
Twitter, red.) har en indirekte effekt, der handler om, at nogle af de journalister, der følger
Twitter, kender mig og ved, hvad jeg står for. Når de tjekker deres historier, er jeg måske en af
dem, de nogen gange husker at kontakte, fremfor at der er sådan en direkte forbindelse mellem
det tweet jeg skriver og den artikel, der bliver til,” fortæller hun (Stine Brix, interview, 27. januar
2015)
Udover kontakt til journalister bruger politikerne også platformen til at kommunikere med andre
MF’ere og politiske interessenter. En observation der ligger i tråd med Hjarvards pointe om,
hvordan medierne bidrager til at legitimere politiske beslutninger ved at fungere som et
dobbeltkommunikationskredsløb. Empirien viser, hvordan Twitter ikke kun fungerer som et led
mellem politikere og journalister (og derved borgere), men også udgør et led politiske aktører
imellem, hvor de kan få information om hinandens holdninger og politiske handlinger. Derfor
fungerer politikerne og deres tweets ikke kun som kilder i journalisternes nyheder.
Indholdsanalysen viser, at når medierne citerer politikernes tweets, giver det politikerne
spalteplads, og dermed får de mulighed for at sætte deres præg på debatten om et politisk emne i
medierne, som i sidste ende kan påvirke borgernes opmærksomhed og holdning til emnet. Men
som Mette Gjerskov påpeger, kan politikere ikke nuancere deres holdninger og budskaber på 140
tegn på Twitter. Derfor mener hun, at Twitter også udgør en risiko for at blive misforstået, hvis
ikke man er klar til at nuancere sine budskaber (Mette Gjerskov, interview, 12. december 2014).
Twitter er blevet en del af de interviewede politikeres politiske kommunikation, som de bruger til
at skabe opmærksomhed om deres holdninger både overfor journalister og andre politiske
interessenter. At der er en relationen mellem politikernes brug af Twitter og journalisternes
nyhedsformidling er ikke til at tage fejl af. Analysen viser, at Twitter medfører, at det politiske
nyhedsflow i dag bliver skabt i en hybridisering mellem nye og gamle medier, der betyder, at
77
politikere og medier kan påvirke hinandens dagsordener gennem Twitter. Enten i form af direkte
citater fra Twitter, efterfølgende uddybende kommentarer eller som inspirationskilde til historier.
De interviewede politikere ser Twitter som et professionelt politisk værktøj, og deres brug
afspejler deres hverv som folketingspolitiker.
”Det at være på Twitter er en del af det politiske arbejde. Hvis ikke jeg var i politik, som jeg er nu,
så ville jeg ikke være på Twitter på samme måde. Twitter er et professionelt værktøj, der skal
bruges og dyrkes professionelt for at opnå succes med det,” lyder det fra Kristian Jensen
(interview, 9. december 2014).
På den måde viser interviewene, hvordan de fire politikeres politiske kommunikation tager hensyn
til mediernes logik i forhold til at implementere nye teknologiske rammer i deres kommunikation.
5.2.2 Udtryksform
I kraft af medialiseringen må politikere tage hensyn til mediernes logik som udtryksformer,
nyhedsværdi og deadlines. Det ser vi i praksis, når de interviewede politikere fortæller om deres
tweets.
”Jeg arbejder med, at mine tweets kan være relevante, skarpe og gerne brugbare for journalister,
fordi jeg bruger Twitter som en hurtigere kontaktvej til journalister end ved at udsende en
traditionel pressemeddelelse,” siger Kristian Jensen (interview, 9. december 2014).
Det er i tråd med digital medieekspert Benjamin Elberths pointe om, at en pressemeddelelse i dag
er på 140 tegn og foregår på Twitter (Elberth, 2014c) og er et klart eksempel på, hvordan
politikerne er præget af de nye digitale mediers medielogikker, hvor ingen regler og normer ifølge
Chadwick er fast etableret. Stine Brix er også bevidst om, at et tweet i dag kan fungere som en
pressemeddelelse:
78
”[…] en af de måder et tweet kan tænkes på er som en form for kort pressemeddelelse […],”
fortæller hun og forklarer senere i interviewet, at Twitter har et format, som betyder, at man
hurtigt kan komme ud med sine holdninger (Stine Brix, interview, 27. januar 2015).
Også Søren Pind og Mette Gjerskov har gjort sig overvejelser om deres udtryksform på Twitter:
”Der er korthed i formatet. Det skal være elegant skarpt eller klart.” (Søren Pind, interview, 11.
december 2014)
”Det handler om at være dagsordenssættende, det er det rigtig interessante for Twitter. Og så er
det selvfølgelig også at prøve at være – hvis man kan – en smule morsom og i hvert fald være lidt
kontant,” siger Mette Gjerskov og uddyber, at det særligt er for at positionere sig overfor politiske
modstandere (interview, 12. december 2014)
Ifølge Chadwick medfører hybridiseringen, at der opstår nye magtforhold mellem aktører, der
deltager i konstruktionen af nyheder. Gennem Twitter kan politikere f.eks. planlægge at deltage i
bestemte debatter, der kan skabe synlighed omkring deres holdninger og dermed mulighed for
spalteplads i medierne. Stine Brix bruger f.eks. Twitter til at bidrage med vinkler til relevante
debatter.
”Nogen gange tænker jeg faktisk også i at prøve at gøre opmærksom på en form for vinkel, som
jeg synes mangler i en debat. Så det ikke nødvendigvis handler om, at jeg skal citeres, eller at
Enhedslisten skal have omtale, men at en nyhed skal ses på en bestemt måde.” (Stine Brix,
interview, 27. januar 2015)
De interviewede politikere er alle opmærksomme på, at udtryksformen i deres tweets skal
tilpasses, så de 140 tegn enten kan fange mediernes opmærksomhed eller præge en debat på
Twitter. De 140 tegn skal ifølge de interviewede politikere bruges på kontante, skarpe og direkte
kommentarer.
79
Formelle og uformelle tweets
Mette Gjerskov peger på, at humor er vigtig for hendes ageren på Twitter. Ifølge Hjarvard er
humor et element, der er afledt af mediernes logik om at efterspørge kilders middle region-stage.
Medierne er nemlig ikke udelukkende interesseret i formelle kommentarer fra politikerne. På
Twitter er de også interesseret i politikernes personlige karakter. Det giver Mette Gjerskov dem
lidt af, når hun tweeter i en sjov tone. Selv nævner hun, at hun gør det for at blive lagt mærke til i
det store informationsflow på Twitter (Mette Gjerskov, interview, 12. december 2014).
Kristian Jensen er også med på vognen, når det handler om at tweete i en uformel tone:
”Victor Borge sagde, at den korteste afstand mellem to mennesker er et smil. Det tror jeg, han har
ret i. Jeg tror, at man nedbryder mange barrierer og blokeringer ved at få humor med i det man
skriver. Derfor bruger jeg det. Også fordi jeg selv ofte er i godt humør, når jeg er på Twitter.”
(Kristian Jensen, interview, 9. december 2014)
I øvrigt forklarer han, at han kun skriver uformelle ting, hvis det er brandopbyggende for ham selv,
eller hvis der på Twitter bliver spurgt ind til det af andre. Stine Brix har ikke noget imod at tweete
om uformelle ting:
”Jeg synes, at det er fint nok, at andre – hvis de synes, det er sjovt – kan se, at vi også nogen gange
taler om andre ting end de politiske uenigheder, der er,” siger hun og henviser til sin samtale med
Andreas Steenberg (R) og Nadeem Farooq (R) om Danmarks Indsamling.” (interview, 27. januar
2015)
Dog mener hun, at hovedvægten skal være på det politiske, fordi hun er politiker og hendes
følgere følger hendes profil af den grund.
Søren Pind tweeter også til tider om uformelle ting som f.eks. om sin deltagelse i Mads og
Monopolet.
”Twitter lægger formatet selv, for det skal ikke være langt, der er jo 140 tegn punktum, men det
gør måske også nogle gange, at det bliver lidt sjovere,” siger han.
80
Søren Pind forklarer også, at Twitter er et sted for politisk dialog, hvorimod Facebook og Instagram
er sociale medier, der er bedre egnet til at være uformel og skrive om mere personlige ting (Søren
Pind, interview, 11. december 2014). Denne holdning deler han med Mette Gjerskov:
”Jeg er ikke dér (Twitter, red.) for at være privatperson, jeg er dér for at lave politik,” siger Mette
Gjerskov og fortsætter:
”Jeg synes, at uformelle ting hører mere hjemme på Facebook. Jeg tweeter stort set ikke noget,
hvor jeg ikke bruger #dkpol.” (interview, 12. december 2014)
Analysen viser, at de interviewede politikere ikke bruger Twitter til at dele private ting med deres
følgere. Men uformelle ting (dvs. tweets, der ikke har politisk karakter) tweeter de nogle gange
om. Det sker i form af humor, hashtags, smileys og samtaler om upolitiske emner, der teoretisk set
kan fungere som italesættelse af deres middle region-stage, og dermed er en konsekvens og
tilpasning af mediernes logik. Twitter er primært et professionelt værktøj, som politikerne bruger
til at ytre holdninger og debattere politiske emner. Empirien er altså ikke entydig mht., hvorvidt
Twitter bruges som en platform til at give medier indblik i politikeres middle region-stage. Ifølge
medialiseringen gør en politiker det godt, hvis vedkommende samtidig med, at fremføre sit
politiske budskab også kan virke menneskelig, social imødekommende og formår at kunne svare
for sig i en dialog.
Hashtags
Brugen af hashtags er en udtryksform, der er særlig på Twitter. Politikernes brug af hashtags viser,
at deres ageren på Twitter er underlagt mediets præmisser.
”Jeg bruger hashtags til at komme ud til en så bred kreds som muligt eller for at gøre det nemmere
for folk at søge tilbage og se, hvad jeg har ment om en bestemt sag,” siger Kristian Jensen
(interview, 9. december 2014).
Søren Pind har en anden intention med sin brug af hashtags:
81
”Mest så bruger jeg det (hashtags, red.) faktisk for at vise, hvor sjov jeg er, og for at finde på et
eller andet godt hashtag.” (interview 11. december 2014) På den måde kan hashtags også bruges
til at imødekomme mediernes efterspørgsel på politikernes middle region-stage.
Alle fire politikere fortæller, at de bruger #dkpol, når de tweeter om politik. På den måde indgår
deres tweets i en større samtalestrøm, som deres følgere kan følge med i. Naturligvis er hashtags
en logik, der er særlig for sociale medier, men eftersom nyere forskning også har peget på, at
journalister bruger Twitter til at finde kilder og indhold til nyheder, vurderer vi, at hashtags er en
præmis, som politikerne må inkorporere i deres kommunikation på Twitter, hvis de ønsker at øge
synligheden om deres tweets. En opgørelse lavet af overskrift.dk viser, at #dkpol har været det
mest brugte hashtag i 2014 (Bøgh-Andersen, 2014). Brugen af #dkpol er altså nærmest blevet en
nødvendighed på Twitter, når der tweetes om dansk politik.
5.2.3 Nyhedsværdi
”Hvis det er noget, jeg skriver for at få journalisternes opmærksomhed, lægger jeg mere vægt på
konflikten eller på det overraskende set i forhold til, hvis jeg skriver bredt ud […] Det lever jo op til
de journalistiske kriterier om konflikt, og derfor er det mere interessant for dem at tage sådan en
historie op, end hvis det bare er et ’her-er-hvad-Kristian-Jensen-mener-tweet’.” (Kristian Jensen,
interview, 9. december 2014)
Det er tydeligt, at Kristian Jensen tænker over nyhedskriterierne, når han tweeter til journalister.
Han er opmærksom på nyhedsværdien i sine tweets og er bevidst om, at han må følge mediernes
logik i form af nyhedskriterier for at få spalteplads. Derudover forklarer Kristian Jensen, at han
tænker over, hvilke sager der florerer i medierne, som han gennem sine tweets kan rykke på
(Kristian Jensen, interview, 9. december 2014). Stine Brix bruger også Twitter til at kommentere på
aktuelle artikler, hvor det for hende handler om at få et budskab ud og sprede det til andre medier
(Stine Brix, interview, 27. januar 2015). Mette Gjerskov er ligeledes opmærksom på
nyhedsværdien i sine tweets. Dog er hun også bevidst om, at det ikke altid behøver at blive pakket
ind i kvikke vendinger og kreative formuleringer, men nogle gange også kan fungere som en slags
serviceinformation f.eks., når der er møder i Udenrigspolitisk Nævn.
82
”Her skriver jeg bare: ’Der er møde i Udenrigspolitisk Nævn i morgen kl. 14, og dagsordenen er det
og det.’ Så ved jeg, at journalisterne vil ringe til mig, fordi de altid er interesserede i, hvad der
sker.” (Mette Gjerskov, interview, 12. december 2014)
At de interviewede politikere også oplever, at de gennem Twitter kan give informationer til
journalister er endnu et eksempel på, hvordan den politiske- og mediernes dagsorden præger
hinanden. Det er et udtryk for, hvordan flere aktører gennem Twitter får mulighed for at påvirke
nyheder og hvordan nyheder i de traditionelle medier skabes i en hybridisering mellem politiske
aktører, der interagerer på sociale medier og traditionelle medier.
5.2.4 Overvågning af Twitter
Både Mette Gjerskov og Søren Pind overvåger Twitter ofte, men sporadisk gennem hashtags og
deres følgere (Mette Gjerskov, interview, 12. december 2014; Søren Pind, interview, 11. december
2014). Stine Brix og Kristian Jensen fortæller, at de bruger programmet Tweetdeck til at holde sig
opdateret. Stine Brix følger her forskellige hashtags f.eks. #dkpol og #sundpol (Stine Brix,
interview, 27. januar 2015). Kristian Jensen følger også #dkpol samt de tweets og andre MF’ere
(Kristian Jensen, interview, 9. december 2014). Med Twitter følger et krav om tilstedeværelse og
overvågning, som de interviewede politikere tager højde for i deres arbejde.
5.2.5 Delkonklusion
De interviewede folketingspolitikere bruger Twitter som et professionelt værktøj i deres politiske
kommunikation. Det ses ved:
 At politikerne bruger Twitter til at kommunikere med journalister, meningsdannere og andre
politiske interessenter. De bruger Twitter til at synliggøre deres politiske holdninger.
 At politikerne er underlagt mediernes logik mht. udtryksformen i deres tweets, der er
karakteriseret ved at være konkrete, skarpe og direkte på 140 tegn. Derudover bruger
politikerne #dkpol til at emnebestemme indholdet i deres tweets og til at øge synligheden af
deres tweets i debatten om dansk politik.
83
 At politikerne tager højde for nyhedsværdien i deres tweets.
 At politikerne primært tweeter om politiske emner. Dog viser de deres middle region-stage ved
at bruge humor og nogle gange tweete om uformelle emner.
Vi kan konkludere, at mødet mellem de interviewede politikere og journalister er påvirket af
medialiseringen i form af Twitter. Politikerne fortæller, at de oplever Twitter som et medie, de
både kan bruge til at debattere med politiske interessenter og til at skabe synlighed om deres
politiske holdninger. De fortæller alle, at journalister har kontaktet dem flere gange på baggrund
af et tweet, hvilket er en indikation af, at aktiviteten på Twitter kan præge indholdet i de
traditionelle nyhedsmedier. Politikerne er med andre ord aktive medspillere i den politiske
informationscyklus, hvor nyhedsflowet er hybridiseret af et komplekst samspil mellem personer,
praksisser samt nye og gamle medier. Med Twitters indflydelse på nyhedsformidlingen bliver det
sociale medie et vigtigt værktøj for politikerne, fordi en af vejene til at skabe afsæt for offentligt
samtykke til politiske holdninger ifølge medialiseringen går gennem medierne.
84
5.3 Diskursanalyse af debatten om rejsekortet
Formålet med diskursanalysen er at give viden om, hvilken indflydelse et tweet kan have på
nyhedsformidlingen af et givent emne. Derfor analyserer vi først, hvordan Heunickes tweet
italesætter episoden om rejsekortets nedbrud. I forlængelse heraf undersøger vi, hvordan udvalgte
artikler italesætter rejsekortets nedbrud gennem begreberne nodalpunkt og moment samt
diskuterer sammenhængen mellem de identificerede diskurser gennem begreberne antagonisme,
reproduktion og hegemoni.
Hændelsesforløb vedrørende rejsekortets nedbrud
Tidligt om morgenen fredag den 14. februar 2014 oplevede pendlere problemer med rejsekortet.
De kunne ikke tjekke ind med deres rejsekort pga. problemer med en opdatering af systemet
(Ritzau, 2014f). I første omgang lød meldingen fra DSB, at passagerene selv skulle sørge for at
købe billet for ikke at risikere bøde for manglende gyldig rejsehjemmel. Det resulterede i lange
køer ved perronernes billetautomater. Transportministeren, der dagligt pendler mellem Næstved
og København, var med toget denne morgen og var ikke enig i udmeldingen fra DSB, skriver
Politiken (Friis, 2014). Kl. 08.08 skrev han på Twitter:
(Screen dump, Twitter)
Nogenlunde samtidig sad DSB i møde med Rejsekort A/S’ driftschef og trafikselskaberne, mens
Transportministeriet gik i dialog med selskaberne for at finde en løsning, så pendlerne ikke selv
skulle købe billet for sin rejse, skriver bt.dk (Schwarz-Nielsen, 2014a). Ikke længe efter Heunickes
tweet besluttede trafikselskaberne, at passagerer skulle forsøge at tjekke ind med rejsekortet,
men hvis ikke det lykkes, ville fremvisning af deres rejsekort gælde som gyldig rejsehjemmel,
skriver b.dk (Damgaard, 2014a). Dermed blev det, som Heunicke efterspurgte i sit tweet.
85
5.3.1 Analyse af hvilke diskurser Heunickes tweet om rejsekortets nedbrud
trækker på
Heunicke italesætter med sit tweet begivenheden gennem en pendler diskurs, en
retfærdighedsdiskurs og en hjælpe diskurs inden for diskursordenen om offentlig transportpolitik.
Nedenfor har vi opstillet figurer der viser, hvordan identificeringen af en diskurs kan ske ved hjælp
af ækvivalenskæder, der sætter nodalpunkter og momenter i relation til hinanden, så betydninger
kobles sammen og diskurser organiseres. Analysen illustrerer, hvordan tweetet ikke udelukkende
trækker på én diskurs men tre forskellige.
Pendler diskurs
I sit tweet italesætter Heunicke rejsekortets nedbrud ved at indholdsudfylde nodalpunktet med
momentet morgentog. Gennem artikulationen ”Her i morgentoget er rejsekortet nede i hele DK”
(Twitter, Heunicke, 2014) fremhæver Heunicke, at han selv er pendler og dermed oplever
problemerne med rejsekortet på første hånd. Ved at trække på en pendler diskurs ligestiller han
sig med de mange tusinde pendlere, der selv oplever problemer denne morgen. Dermed er det en
italesættelse, som kan hjælpe ham med at legitimere sin holdning om at gøre det gratis for
passagererne at rejse med tog og bus, mens rejsekortets check-in-system ikke virker. Problemet
med rejsekortet strider nemlig mod det politiske ønske om pålidelige og rimelige rejsetider, som
Trængselskommissionen pegede på med deres betænkning i 2013 (jf. afsnit 4.5.1). Samtidig viser
han andre pendlere, at han er én af dem og taler deres sag.
Retfærdighedsdiskurs
86
Spørgsmålet om hvad løsningen er på problemet med rejsekortet, italesætter Heunicke med
udgangspunkt i en retfærdighedsdiskurs ved at ækvivalere nodalpunktet med momentet gratis og
rejsekortet nede. Konkret betyder det, at han deltager i debatten om rejsekortets nedbrud ved at
spille ind med et økonomisk moment, der går på at pendlernes rejse med bus og tog ”[…] Burde
være gratis så” (Twitter, Heunicke, 2014). Citatet indikerer et forslag om, at DSB artikulerer
pendlernes virkelighed anderledes ved selv at foreslå en anden løsning. Accepteres diskursen som
en nødvendig del af løsningen, der set ud fra pendlernes synspunkt vil sikre pålidelig transport,
kan det være med til at øge transportministerens popularitet blandt pendlerne. Som tidligere
nævnt er ikke-lingvistiske praksisser ifølge diskursteorien også en del af diskurserne. Med
specialets fokus på sproglige artikulationer vil vi blot nævne at eksempler på ikke-lingvistiske
praksisser her er, at Heunicke selv pendler fra Næstved til København og på daværende tidspunkt
var nyudnævnt transportminister.
Hjælpe diskurs
Som nævnt ovenfor efterspørger Heunicke en løsning, hvor pendlere med rejsekort kan rejse
gratis. Desuden skriver han i sit tweet: ”Vil jeg om nødvendigt ta op m selskaberne bag” (Twitter,
Heunicke, 2014). Dermed trækker han på en hjælpe diskurs ved at fortælle, hvad han konkret vil
gøre for at hjælpe pendlerne med igen at kunne forvente pålidelig transport og rimelige rejsetider.
Italesættelsen placerer desuden et ansvar hos trafikselskaberne.
Opsamling
Kortlægningen af betydningskæder viser, hvordan Heunicke trækker på tre forskellige diskurser i
sit tweet om rejsekortets nedbrud, og som dermed er en del af debatten om emnet og tager del i
den sproglige kamp om at fiksere bestemte betydninger gennem sproget, så begivenheden bliver
meningsgivende for borgerne. Momenterne i diskurserne er nogenlunde entydige, derfor viser
kortlægningen en begrænsning af betydningskæden i sproget. Dermed er det muligt for os at
identificere italesættelsen af rejsekortets nedbrud på baggrund af tweetet. Italesættelsen er, at
87
rejsekortets nedbrud strider mod et politisk ønske om pålidelig transport, fordi pendlerne ikke kan
tjekke ind med deres rejsekort og derfor skal købe billet på anden vis. Løsningen på problemet
ækvivaleres med momenterne gratis og tage op med selskaberne bag, hvilket står i et
antagonistisk forhold til DSB’s første udmelding.
Det bliver nu interessant at analysere, hvorvidt debatten i udvalgte artikler i nyhedsmedierne
trækker på samme diskurser til at fiksere betydningen af rejsekortets nedbrud eller, om der er tale
om et konfliktfyldt felt af diskurser, der kæmper om at udelukke andre betydninger og dermed
konstituere læsernes virkelighed.
5.3.2 Diskursanalyse af hvordan artiklerne italesætter rejsekortets nedbrud
I det følgende vil vi analysere hvilke diskurser artiklerne, der omhandler rejsekortets nedbrud den
14. februar 2014, trækker på. Ud fra diskursteorien forklares det, hvordan diskurserne bliver
indholdsudfyldt og dermed, hvordan de diskurser som Heunickes tweet trækker på, præger
debatten.
Økonomisk diskurs
Nodalpunktet ansvar for finansiering af rejse bliver italesat på forskellige måder. Den økonomiske
diskurs, som bliver beskrevet i dette afsnit, er en af de to diskurser, som artiklerne italesætter
nodalpunktet igennem. Den anden diskurs bliver præsenteret i næste afsnit. I den økonomiske
diskurs er nodalpunktet ansvar for finansiering af rejse, som her bliver ækvivaleret med
momenterne: Passagerer, gyldig rejsehjemmel, kontrolafgift, billet og betaling. Diskursen handler
88
om, hvem der har ansvaret for at finansiere pendlernes rejse under rejsekortets nedbrud. Vi har
valgt at kalde diskursen for økonomisk diskurs, da ansvaret og løsningen på problemet italesættes
som et økonomisk spørgsmål. Et eksempel på, hvordan nodalpunktet ækvivaleres med
momenterne passagerer, billet, kontrolafgift og gyldig rejsehjemmel ses bl.a. i politiken.dks omtale
af DSB’s første udmelding om, hvad rejsekortets nedbrud konkret betyder for pendlerne:
”Rejsekortet har været nede hele dagen, og fra morgenstunden lød det fra DSB, at passagerer med
rejsekort skulle skaffe sig billet på anden vis, hvis de ville undgå kontrolafgifter,” (Lund, 2014a),
mens Ekstra Bladet skriver:
”Over for en række medier udtalte DSB's salgschef Christian Linnelyst, at man skal indløse anden
billet. Samme besked lød fra trafikinformationschef Tony Bispeskov.” (Sahl, 2014c)
Samme budskab er i øvrigt italesat otte gange i forskellige artikler (Friis, 2014; Johansen, 2014;
Lund 2014b; Ritzau, 2014a; Ritzau, 2014c; Schwarz-Nielsen, 2014a; Schwarz-Nielsen, 2014b;
Vibjerg, 2014). Dermed italesætter journalisterne gennem artiklerne DSB’s holdning til, at
pendlerne selv har ansvaret for at betale for en anden type billet, hvis de vil rejse med toget,
selvom deres foretrukne betalingsmåde er ude af drift. Ved at italesættelsen bliver gengivet otte
gange i artiklerne, deltager diskursen i den diskursive kamp om at meningsudfylde og fiksere
opfattelsen hos læserne om hvem, der har ansvaret for finansiering af pendlernes rejse, mens
rejsekortet er nede. Ifølge diskursteorien reducerer ethvert udtryk nemlig betydningsmuligheder,
fordi det sætter tegn i bestemte relationer til hinanden frem for andre. Som nævnt endte denne
udmeldingen fra DSB med at blive trukket tilbage. Det medfører, at ansvaret for finansiering af
rejsen bliver ækvivaleret med momentet betaling på følgende måde på bt.dk og b.dk:
”Hvem der ender med at skulle betale for de mange gratis ture, der bliver uddelt i løbet af
fredagen, står ikke klart endnu. »Det vil vi kigge på bagefter, men det er klart, at vi vil have en
diskussion med vores leverandør,« siger Bjørn Wahlsten.” (Damgaard, 2014a; Damgaard, 2014b)
På baggrund af vores kortlægning af den økonomiske diskurs og ækvivalenskæden mellem
diskursens nodalpunkt og momenter kan vi se, at den økonomiske diskurs italesætter, at ansvaret
ligger hos pendlerne. Økonomi diskursen bliver i alt italesat i 15 artikler (bilag 14).
89
Retfærdighedsdiskurs
Retfærdighedsdiskursen er den anden diskurs, der forsøger at indholdsudfylde nodalpunktet
ansvar for finansiering af rejse ved at italesætte ansvaret for betalingen ud fra en
retfærdighedsdiskurs frem for en økonomisk diskurs. Diskursen handler om, at det burde være
gratis at rejse, når rejsekortsystemet er ude af drift. Altså er det trafikselskaberne, der må tage
ansvaret.
I artiklerne fremgår det, at det både er Heunicke og DSB, der italesætter ansvar for finansiering af
rejse gennem en retfærdighedsdiskurs. Som vi tidligere har analyseret, italesætter Heunicke det
med sit tweet den 14. februar 2014 ved at indholdsudfylde nodalpunktet med momentet gratis.
Transportministerens holdning til at det burde være gratis at rejse med bus og tog, når rejsekortet
er nede, blev artikuleret 17 gange i de udvalgte artikler (Damgaard, 2014a; Damgaard, 2014b;
Ekstra Bladet, Leder, 2014; Johansen, 2014; Lund, 2014a; Mølgaard, 2014; Ritzau, 2014a; Ritzau,
2014b; Ritzau, 2014c; Ritzau, 2014g; Ritzau, 2014h; Schwarz-Nielsen, 2014a; Schwarz-Nielsen,
2014b) 21. Jyllands-Posten skriver eksempelvis følgende:
”Det bør være gratis at rejse med den offentlige trafik, når rejsekortet er nede. Sådan lød
morgenhilsenen i går fra transportminister Magnus Heunicke (S) til hele det pendlende, danske
folk, da rejsekortsystemet var ude af drift.” (Vibjerg, 2014)
21
Budskabet er i nogle artikler gengivet flere gange.
90
Og politiken.dk skriver:
”Transportminister Magnus Heunicke har umiddelbart tænkt sig at lade regningen ligge hos
trafikselskaberne. »Det må selskaberne selv sørge for«, siger han til Politiken.” (Lund, 2014a)
Det betyder, at Heunickes budskab – der først blev offentligt på Twitter - bliver reproduceret i de
traditionelle nyhedsmedier og dermed præger indholdet i de nyhedsmedier, der skriver om
emnet. Derfor kan budskabet på Twitter præge debatten og give mulighed for at legitimere
Heunickes holdning og dermed være meningsskabende hos befolkningen, når de taler om
ansvaret for at finansiere pendlernes rejse. Det bakkes op af Heunickes kommentar til Politiken,
hvor han ækvivalerer momentet dårlig service til nodalpunktet:
”»Det er dårlig service. Det må være sådan, at hvis rejsekortet er nede i Danmark, hvad det har
været her til morgen, så bør det meldes klart og hurtigt ud, at det tæller som gyldig rejsehjemmel,
hvis bare man er i besiddelse af rejsekortet og kan fremvise det fysisk«, siger Magnus Heunicke til
Politiken.” (Friis, 2014; Lund, 2014b)
På den måde italesættes dårlig service ved at momentet får en entydig betydning i forhold til
nodalpunktet ved at definere sig selv som, hvad det ikke er – nemlig god kundeservice.
Flere artikler fremhæver også Heunickes budskab om, at det ikke kunne lade sig gøre, at
hundredevis af pendlere, der skulle af sted samtidig, skulle købe billet ved automaterne
(Johansen, 2014; Lund, 2014b; Schwarz-Nielsen, 2014a). Retfærdighedsdiskursen rummer derved
et aspekt om dårlig service, der forstærker retfærdiggørelsen af, at det burde være gratis at rejse
med bus og tog, når rejsekortet er nede. Rejsekortets nedbrud er ikke pendlernes problem ifølge
Heunicke:
”DSB første udmelding placerer hele ansvaret for at håndtere det her hos de rejsende, som ikke
har nogen som helst form for ansvar for den her situation, de er blevet bragt i. Det er jo ikke de
togrejsende og pendlernes problem. Det må jo være DSB og trafikselskabernes problem, så må de
løse det,” siger han til Ekstra Bladet (Sahl, 2014a).
91
Samme budskab har journalisterne gengivet i syv artikler (Damgaard, 2014c; Damgaard, 2014d;
Hansen & Damgaard, 2014a; Hansen & Damgaard, 2014b; Ritzau, 2014a; Ritzau, 2014g; Vibjerg,
2014).
Det er blevet tydeligt for os, at retfærdighedsdiskursen og den økonomiske diskurs er i konflikt
med hinanden, fordi de begge forsøger at indholdsudfylde nodalpunktet ved at italesætte hvem,
der har ansvaret for at betale for pendlernes rejse. Med diskursteoretiske termer står de to
diskurser i et antagonistisk forhold til hinanden i det øjeblik, Heunicke trækker på
retfærdighedsdiskursen, fordi den økonomiske diskurs og retfærdighedsdiskursen gensidigt
udelukker hinanden: Som pendler skal man selv betale for anden gyldig rejsehjemmel, og som
pendler med rejsekort er det gratis at rejse med tog eller bus. I de analyserede artikler kan vi se, at
budskabet om at passagererne selv skal betale blev artikuleret otte gange, mens momentet gratis
i retfærdighedsdiskursen blev italesat 17 gange. Med udgangspunkt i diskursteorien har
retfærdighedsdiskursen opnået midlertidig hegemonisk karakter, da flest artikler reproducerer
den, når de italesætter ansvar for finansiering af rejse. Desuden ser vi på jp.dk, at DSB senere selv
begynder at trække på en retfærdighedsdiskurs, når de italesætter nodalpunktet ansvar for
finansiering af rejsen:
”Ifølge Rejsekorts administrerende direktør Bjørn Wahlsten er landets trafikselskaber blevet enige
om, at passagerer med rejsekort kan køre gratis, så længe rejsekortet er nede. - Trafikselskaberne
har nu en fælles udmelding om, at passagererne skal forsøge at tjekke ind med deres rejsekort,
men kan de ikke det, så kan de bruge rejsekortet som gyldig billet, siger Bjørn Wahlsten.” (Ritzau
2014d)
Samme melding lyder fra DSB i BT:
”- Rejsekort meddelte os, at fejlretningen ville tage længere tid end først antaget. Så vi synes, det
rigtige at gøre, var at bede kunderne om at forsøge at tjekke ind, og virkede det ikke, så stige om
bord i bus, tog eller metro med rejsekort som gyldig billet, forklarer salgschef i DSB Christian
Linnelyst.” (Schwarz-Nielsen 2014b)
92
Samme ordlyd har journalister omtalt i ni artikler (Damgaard, 2014a; Damgaard, 2014b;
Damgaard, 2014c; Damgaard, 2014d; Jeppesen & Sahl, 2014; Mølgaard, 2014; Ritzau, 2014e; Sahl,
2014b; Sahl, 2014c). Dermed artikuleres momentet gratis igen og indholdsudfylder nodalpunktet.
Gennem momenterne kunder, rejsekortet nede og passagerer trækker DSB selv på
retfærdighedsdiskursen og præger læsernes holdning til, hvem der har ansvaret for at finansiere
passagerenes rejse, mens rejsekortet er nede. Retfærdighedsdiskursen bliver i alt italesat i 28
artikler (bilag 14).
Teknik diskurs
I artiklerne bliver begivenheden både fra selskabernes side og i artiklernes brødtekst artikuleret
gennem en teknik diskurs. Diskursen bliver italesat gennem momenterne: Teknisk fejl, opdatering,
rejsekort og nedbrud. Dermed bliver nodalpunktet i denne diskurs check-in-system, da det er
tegnet, som momenterne relaterer sig til. Diskursen handler om, at rejsekortets nedbrud skyldes
en teknisk fejl og ikke en menneskelig fejl.
Artiklerne udfylder nodalpunktet check-in-system med bl.a. momentet teknisk fejl. Teknisk fejl får
tillagt en entydig betydning i forhold til rejsekorets check-in-system. Nedenstående udsnit fra en
artikel på b.dk har været gentrykt i en anden artikel (Damgaard, 2014a; Damgaard, 2014b). I ingen
andre artikler har journalister beskrevet modsigende årsager til rejsekortets nedbrud, hvilket
indikerer, at der her ikke er konflikt mellem diskurser, men at teknik diskursen snarere har
formået at fastlåse sin betydning for årsagen bag nedbruddet. På b.dk står der:
93
”På togstationer landet over har det været umuligt at tjekke ind og ud med Rejsekortet fredag
morgen, ligesom der også har været problemer i nogle busser. Ved 9-tiden arbejder Rejsekort A/S
stadig på at få den tekniske fejl, som er skyld i problemerne, løst. (Damgaard, 2014a)
Nodalpunktet ækvivaleres yderligere med tegnet opdatering på politiken.dk:
”Det er rejsekortets check-in-system, der her til morgen er ramt af nedbrud på grund af en natlig
opdatering af systemerne. Der kan gå flere timer og nogle steder måske helt frem til lørdag, før
systemet fungerer igen alle steder, lyder det fra Rejsekort A/S.” (Lund, 2014b).
Den tekniske fejl i check-in-systemet bliver altså forklaret med en fejl i opdateringen og fikserer
derved check-in-systemet til at have en entydig betydning. I citatet, hvoraf ordlyden gentages i
hovedparten af artiklerne, kan man læse, at nedbruddet skyldes en natlig opdatering af
systemerne. Det bliver ikke forklaret yderligere hvad, der er årsag til problemet. I artiklerne gives
årsagen mening ved at inddrage udtalelser fra folkene bag Rejsekort A/S.
”Når en rettelse er sat i gang, tager det for det første udstyr bare fem minutter, men før det er
rundt i landet, går der fire timer,” siger Bjørn Wahlsten, administrerende direktør for Rejsekort
A/S. (Ritzau, 2014a)
I alt er teknik diskursen artikuleret i 13 forskellige artikler (bilag 14). Derved er diskursen blevet
accepteret som entydig og har hegemonisk karakter i forbindelse med årsagen til rejsekortets
nedbrud. Det er nemlig bemærkelsesværdigt, at følgende kun er blevet artikuleret i en enkelt
artikel i Politiken:
”Senere på dagen fortalte direktør i Rejsekort A/S Bjørn Wahlsten, at systemet ikke blev lagt ned
på grund af opdateringen, men fordi der blev brugt en forkert version af systemet til
opdateringen, og der dermed formentlig er tale om mere end en menneskelig fejl fra East-West
Denmark ApS, som leverer opdateringerne.” (Friis, 2014).
94
Her ser vi for første gang en italesættelse af, at en menneskelig fejl har været skyld i nedbruddet.
Dermed må den gængse forståelse af rejsekortets nedbrud tillægges en teknisk fejl frem for en
menneskelig fejl, da sidstnævnte ikke reproduceres i flere artikler.
Hjælpe diskurs
15 artikler inddrager en hjælpe diskurs (bilag 14). Hvor det ligesom i Heunickes tweet bliver
beskrevet, at transportministeren ønsker at hjælpe pendlerne nu og her samt på længere sigt.
Nodalpunktet pendlerservice bliver ækvivaleret med momenterne information, dialog og
procedure.
Under retfærdighedsdiskursen blev det italesat, at Heunicke ikke fandt situationen rimelig i
forhold til, at pendlerne selv skulle sørge for gyldig rejsehjemmel og derved risikere at komme for
sent på arbejde. Hjælpe diskursen tager skridtet videre og italesætter, at Heunicke vil tage sagen
op med selskaberne bag rejsekortet. Momentet dialog indholdsudfylder nodalpunktet og fikserer
betydningen af diskursen. Seks journalister vælger at citere hans tweet direkte og skriver:
”(…) Vil jeg om nødvendigt ta op m selskaberne bag” (Damgaard, 2014a; Damgaard, 2014b;
Mølgaard, 2014; Ritzau, 2014c; Schwarz-Nielsen, 2014a; Schwarz-Nielsen, 2014b), mens tre
artikler henviser til udmeldingen (Johansen, 2014; Lund, 2014b; Ritzau, 2014b).
Ti gange i otte artikler bliver det yderligere uddybet, hvad Heunicke gør for at hjælpe pendlerne
(Damgaard, 2014c; Damgaard, 2014d; Hansen & Damgaard, 2014a; Hansen & Damgaard, 2014b;
Ritzau, 2014a; Ritzau, 2014g; Schwarz-Nielsen, 2014a; Schwarz-Nielsen, 2014b). BT.dk citerer
Heunicke:
95
”»Derfor sikrede jeg også, at der var en kontakt fra Transportministeriet til selskaberne bag
Rejsekortet, og jeg er tilfreds med, at de nu har meldt ud, at det er gratis at rejse med Rejsekortet,
når det ikke virker. Det burde de bare have meldt ud længe før«, siger han.” (Hansen & Damgaard,
2014a)
Pendlerservice bliver indholdsudfyldt af momentet procedure. Her fremstår det igen som om,
transportministerens handling er til gavn for pendlerne. Til ekstrabladet.dk udtaler Heunicke:
”Den sag er ikke slut for mit vedkommende. Jeg vil sikre mig, at de selskaber, der står bag
Rejsekortet, har nogle bedre procedurer, slår han fast.” (Sahl 2014a)
Som læser er det altså ikke til at komme uden om diskursen som italesætter, at
transportministeren har ydet en indsats for at hjælpe de frustrerede pendlere og sikre bedre
service fremover.
Samtidig gør journalisterne det i artiklerne klart, at Heunicke på ingen måde var tilfreds med
informationen fra DSB’s og Rejsekortet A/S’ side – hverken mængden eller budskaberne heri.
Nodalpunktet indholdsudfyldes af momentet information. Ekstrabladet.dk skriver følgende:
”Han vil tage den elendige information op med DSB. Ligesom han kræver en forklaring på de
blandede udmeldinger. - Hvis bare de dog havde meldt klart ud i højtalere, på skærme og
hjemmesiden, at nu er kortet nede pga. en opdatering, så I kan bare køre gratis. Det ville være
fornuftig service og det eneste rigtige at gøre, fastslår han over for Ekstra Bladet.” (Sahl, 2014b)
Samme ordlyd er at finde 11 gange i artiklerne (Damgaard, 2014c; Damgaard, 2014d; Jeppesen &
Sahl, 2014; Ritzau, 2014a; Ritzau, 2014g; Sahl, 2014b). Der er ingen artikler, der modsiger denne
holdning til informationen. To artikler vælger endda at inddrage selskabernes egen holdning til
den information, der blev givet (Jeppesen & Sahl, 2014; Sahl, 2014b). Ekstrabladet.dk skriver:
”DSB's salgschef Christian Linnelyst erkender blankt, at DSB dummede sig fredag og lod de
rejsende i stikken. - Vi var for langsomme om at informere. Og det kan jeg kun beklage. Nu skal vi
til at finde ud af, hvordan vi kan gøre det bedre fremover, siger han.” (Sahl, 2014b)
96
DBS tilkendegiver derved samme holdning til deres kommunikation som Heunicke. At artiklerne
inddrager DBS’s holdning og at denne er den samme som ministerens, er med til at legitimere
Heunickes opfattelse af en mangelfuld kommunikation og dårlig pendlerservice. Tilmed er der
ingen artikler, der inddrager andre syn end ovenstående, hvilket indikerer hjælpediskursens
politiske magtposition. Begivenheden kalder på en politisk handling (at hjælpe pendlerne og sikre,
at mangelfuld kommunikation ikke gentager sig), der legitimeres blandt borgerne gennem
medierne ved ikke at blive italesat af andre diskurser, der skaber antagonistiske forhold.
Når så mange artikler inddrager hjælpe diskursen sker en tydelig reproduktion af Heunickes brug
af samme diskurs i sit tweet. At han forsøger at hjælpe pendlerne er derved en holdning, der
gentages i artiklerne og dermed øger sandsynligheden for at være meningsgivende over for
læserne. Antallet af gange, som Heunickes holdning reproduceres i nyhedsmedierne, uden at den
modsiges, giver også mulighed for at skabe offentligt samtykke til Heunickes tweet. Dette er netop
er en af mediernes styrker set med en politikers briller på baggrund af medialiseringen.
Pendler diskurs
I alt 19 artikler trækker på en pendler diskurs (bilag 14). Diskursen er organiseret omkring
nodalpunktet rejsekortets nedbrud, som bliver indholdsudfyldt af momenterne: Panik, pendler,
morgentog, frustration og kø. Den 14. februar 2014 medførte rejsekortets nedbrud panik blandt
pendlerne. Heunicke siger til Politiken:
97
”»På Næstved Station udbrød der panik blandt pendlerne, fordi de ikke kunne tjekke ind med
rejsekortet. På det tidspunkt lød beskeden fra selskaberne, at man i stedet skulle gå ind og købe
en billet, men der var hundredvis af mennesker, der skulle af sted samtidig, og det kan simpelthen
ikke lade sig gøre, hvis de alle sammen skal købe en billet ved automaterne«, fortæller han.” (Friis
2014)
Heunicke var selv med toget den morgen og var førstehåndsvidne til panikken blandt pendlerne.
Ud over momentet panik ækvivaleres nodalpunktet også med momentet frustration. I alt otte
artikler artikulerer frustration blandt pendlerne (Hansen & Damgaard, 2014a; Hansen &
Damgaard, 2014b; Johansen, 2014; Ritzau, 2014a; Ritzau, 2014g; Schwarz-Nielsen, 2014a;
Schwarz-Nielsen, 2014b; Vibjerg 2014). Ekstrabladet.dk citerer f.eks. transportministeren for
følgende:
”Jeg har siddet og talt med mine medpassagerer i toget på vej ind til arbejde. Og de var naturligvis
frustrerede, så jeg synes slet ikke, at situationen er håndteret godt nok. (Johansen, 2014)
Med de to momenter panik og frustration artikulerer artiklerne et billede af følelserne, der
dominerede togstationerne landet over. Diskursordenen peger som tidligere nævnt på, at
pendlerne generelt har en negativ holdning til DSB . At journalisterne ofte italesætter pendlerne
som frustrerede og panikslagne er med til at reproducere denne holdning til DSB. Desuden er
diskursen med til at skabe sig selv i kraft af, hvad den ikke er. Det betyder, at pendlerne i kraft af
diskursen eksempelvis ikke opfattes som glade og rolige. Diskursens entydighed kan dermed være
med til at sætte Heunicke i et gunstigt lys og legitimere hans holdning og handling.
Rejsekortets nedbrud bliver yderligere indholdsudfyldt med momentet kø. Det faktum at DSB i
begyndelsen ville have pendlerne til at købe en gyldig billet, ville alt andet lige skabe kø ved
billetautomaterne. Til Jyllands Posten siger Heunicke:
”På hver eneste perron i Danmark er der hundredvis af mennesker, som skal på toget samtidig, og
når man har et rejsekort, kommer man altså ikke et kvarter før afgang. Så det er i praksis helt
umuligt at sende alle i kø ved billetautomaten, med mindre alle skal komme for sent på arbejde.”
(Vibjerg, 2014)
98
Når artiklerne trækker på pendler diskursen, er de med til at reproducere artikulationen i
transportministerens tweet, hvor han giver udtryk for at være én af pendlerne ved at skrive, at
han selv sidder i morgentoget. I alt 17 gange nævner artikler, at Heunicke var med toget fra
Næstved til København den morgen rejsekortet var nede (Damgaard, 2014a; Ekstra Bladet, Leder,
2014; Friis, 2014; Hansen & Damgaard, 2014a; Hansen & Damgaard, 2014b; Johansen, 2014; Lund,
2014b; Ritzau, 2014a; Ritzau, 2014b; Ritzau, 2014g; Ritzau, 2014h; Sahl, 2014b; Schwarz-Nielsen,
2014a) og i fem artikler sættes et udsnit af hans tweet ”Her i morgentoget er rejsekortet nede”
direkte ind i artiklen (Damgaard, 2014b; Mølgaard, 2014; Ritzau, 2014c; Schwarz-Nielsen, 2014a;
Schwarz-Nielsen, 2014b). Artiklerne italesætter med andre ord Heunicke som pendler, og giver
ham hermed legitimitet til at tale på vegne af pendlerne.
Oppositionsdiskurs
I artiklerne bliver Heunickes handling artikuleret gennem en oppositions diskurs, som italesættes
af Venstres transportordfører Kristian Phil Lorenzen og Liberal Alliances finansordfører Ole Birk
Olesen. Det er tegnene vilje, gratis omgang, politisk drøftelse og skatteyder, som i artiklerne
meningsudfylder nodalpunktet Heunickes handling og herigennem fikserer en entydig betydning i
diskursen.
Med udgangspunkt i diskursordenen handler denne diskurs om, at der altid er modsatrettede
interesser i spil ved politiske emner. Politik handler om at vinde magten ved valg, derfor har
oppositionen naturligvis en kommentar til hændelsen, som udfordrer tegnenes betydning.
Journalisternes arbejde er som tidligere nævnt præget af normer som nyhedskriterier. Ved at
99
inddrage modsatrettede interesser – her oppositionens holdning til sagen, tyder det på, at
nyhedskriteriet om konflikt er opfyldt.
Oppositionsdiskursen kæmper for at italesætte Heunickes handling som uovervejet og i strid med
god politikførelse. Nodalpunktet Heunickes handling ækvivaleres med momentet politisk drøftelse.
Fire artikler citerer Kristian Pihl Lorentzen for at give udtryk for, at Heunicke burde have haft en
politisk drøftelse med Venstre, inden han kom med sin en udmelding på Twitter (Ekstra Bladet,
Leder, 2014; Lund, 2014a; Ritzau, 2014b; Ritzau, 2014h).
I to artikler fra henholdsvis bt.dk og BT bliver transportministerens tweet også knyttet til
momentet vilje i brødteksten (Schwarz-Nielsen, 2014a; Schwarz-Nielsen, 2014b).
”Den nyudnævnte transportminister Magnus Heunicke (S) fik sin vilje på få minutter.” (SchwarzNielsen, 2014a).
Vi vurderer, at momentet vilje både kan fortolkes positivt og negativt. Det kan være positivt, da
ministeren bliver italesat som handlekraftig, mens det kan være negativt, fordi det kan associere
til stædighed og at Heunickes ikke har inddraget politikere, trods DSB er statsejet.
I tre artikler kan man læse om Venstres holdning til sagen (Lund, 2014a; Ritzau, 2014b; Ritzau,
2014h). Her bliver Heunickes handling meningsudfyldt af momentet gratis omgang og skatteyder.
Ekstrabladet.dk citerer eksempelvis transportordfører Kristian Pihl Lorentzen (V) for følgende:
”Det er jo forholdsvis mange mennesker, der rejser hver dag, så er det skatteyderne eller
passagerne, der skal betale? Det er en gratis omgang, med mindre Magnus Heunicke selv har
fundet nogle penge, han kan kaste i det her.” (Ritzau, 2014b)
Hvor momentet gratis i retfærdighedsdiskursen havde en positiv ladning i forhold til Heunickes
holdning, har tegnet gratis omgang her en negativ ladning i forhold til ministerens handling.
Kristian Pihl Lorentzen mener, at Heunicke får nogle let tjente point hos vælgerne for hans tweet,
for det kan jo ikke bare være gratis at rejse med DSB – nogen skal betale. Hertil forsøger Kristian
Pihl Lorentzen at påvirke læseren ved at bruge ord som skatteyder. Skatteyder er alle borgere over
100
18 år, og Kristian Pihl Lorentzen appellerer til, at det ikke kan være skatteborgeres pligt at betale,
fordi systemet er nede og pendlernes rejsekort ikke fungerer. Også Liberal Alliances finansordfører
Ole Birk Olesen bruger momentet skatteyder. Ifølge Ritzau skriver han følgende på sin
facebookside: ”Nuvel, nogen betaler jo for det, men de kan bare ikke sige nej. De kaldes
skatteydere.” (Ritzau, 2014b; Ritzau, 2014h)
Ifølge specialets afgrænsede diskursorden, der bl.a. giver sproglige ressourcer til at omtale
hændelsen ved at tænke på DSB som en statsejet virksomhed, stiller artikulationen
spørgsmålstegn ved Heunickes handling, da de sætter lighedstegn mellem at DSB skal betale og
skatteyderne.
Eftersom i alt seks artikler artikulerer oppositionsdiskursen (bilag 14). Vurderer vi, at diskursen
ikke har gode chancer for at være toneangivende i debatten og skabe entydig mening om
Heunickes handling. Derfor er det ifølge diskursteorien ikke denne holdning til begivenheden, som
afspejler sig hos befolkningen.
5.3.3 Delkonklusion
Vi kan konkludere, at Heunickes tweet om rejsekortets nedbrud diskursivt præger debatten herom
i nyhedsmedierne ved at italesætte diskurser, som bliver reproduceret i nyhedsmedierne og
dermed er meningsgivende for begivenheden. Tweetet deltager i den diskursive kamp om at give
den politiske begivenhed rejsekortets nedbrud mening. Konkret sker det ved, at Heunicke trækker
på følgende tre diskurser i sit tweet: Pendler diskurs, retfærdighedsdiskurs og hjælpe diskurs.
Mens de udvalgte artikler trækker på følgende seks diskurser: Økonomisk diskurs,
retfærdighedsdiskurs, teknisk diskurs, oppositionsdiskurs, hjælpe diskurs og pendler diskurs. Det
betyder, at halvdelen af de artikulerede diskurser stammer fra Heunickes tweet og er
reproduceret i artiklerne. Ser vi desuden på, hvor ofte artiklerne tilsammen artikulerer disse tre
diskurser (65 gange) ses et klart billede af, at de tekstmæssigt fylder meget i artiklerne og
reproduceres oftere end teknik diskurs, oppositionsdiskurs og økonomisk diskurs som i alt
artikuleres 29 gange22.
22
Ifølge diskursteorien kan en artikel trække på flere diskurser.
101
Tweetet præger debatten ved at artikulere diskurser, der midlertidigt kan positionere sig som
entydige og give begivenheden mening. I artiklerne inddrages retfærdighedsdiskursen samtidig
med, at en økonomisk diskurs også artikuleres. Her opstår et antagonistisk forhold mellem de to
diskurser, fordi de gensidigt udelukker hinanden. Retfærdighedsdiskursen slår på, at det burde
være gratis at rejse, mens rejsekortet er nede, hvorimod den økonomiske diskurs taler for, at man
som pendler skal købe billet på anden vis. Retfærdighedsdiskursen, som Heunicke trækker på,
ender med at være toneangivende for debatten; til sidst ombestemte selskaberne sig og gjorde
det gratis for pendlerne at rejse, såfremt de kunne fremvise et rejsekort som billet. Gennem
antallet af reproduktioner er det retfærdighedsdiskursen frem for den økonomiske diskurs, der
opnår hegemonisk position i debatten om ansvaret for finansiering af rejsen i udvalgte
nyhedsmedier.
Ingen af artiklerne trækker på en diskurs, der skaber et antagonistisk forhold til hjælpe diskursen,
som Heunickes tweet trækker på, og som 18 artikler reproducerer. Det accepteres dermed som
legitimt, at Heunicke ønsker at hjælpe pendlerne ved at sikre god pendlerservice. Selv de seks
artikler, der inddrager en oppositionsdiskurs, stiller ikke spørgsmålstegn ved dette, men de
udfordrer opfattelsen af Heunickes handling ved at italesætte manglende politisk drøftelse.
Hjælpe diskursen står derved uimodsagt i artiklerne. Tilsvarende gør sig gældende for pendler
diskursen. 19 ud af 31 artikler italesætter denne, og der kan derfor ikke herske tvivl om, at pendler
diskursen præger debatten i nyhedsmedierne.
Ifølge Hjarvard er medierne i kraft af medialiseringen medvirkende til at påvirke den brede
befolknings holdninger og opmærksomhed ved et politisk emne. Samtidig er sprog afgørende for
vores opfattelse af den sociale virkelighed ifølge diskursteorien. Derfor kan vi på baggrund af
ovenstående diskursanalyse konkludere, at læserne af artiklerne højst sandsynligt vil påtage sig
samme forståelse af rejsekortets nedbrud, som Heunicke diskursivt italesætter.
102
6 DISKUSSION
Kapitlet diskuterer sammenhængen mellem politikeres tweets og nyhedsformiling
med udgangspunkt i analysens resultater. Diskussionen starter med at præsentere
mediernes påstand om, at Heunickes tweet var grunden til, at DSB ændrede holdning
og gjorde det gratis for passagerer med rejsekort at tage bus, tog eller metro
den 14. februar 2014. Efterfølgende bliver specialets analyseresultater bragt i spil
for at diskutere effekten af folketingspolitikere aktivitet på Twitter i forhold til at
få spalteplads i nyhedsmedierne og præge debatten.
103
6.1 Tweet resulterer i kovending hos DSB
Som følge af samfundets medialisering er medierne medvirkende til at skabe afsæt til offentligt
samtykke til politiske holdninger. Derfor er nyhedsmedierne en vigtig platform for de danske
folketingspolitikere. Når nyheder i dagens hybride mediesystem tilmed skabes i spændingsfeltet
mellem flere aktører samt nye og gamle medier, bliver Twitter en kanal for politikere til at præge
mediernes dagsorden og dermed mulighed for at påvirke læsernes opmærksomhed ved og
holdning til forskellige emner. Det er Heunickes tweet om rejsekortets nedbrud et godt eksempel
på. Politiken.dk skriver:
”Transportminister Magnus Heunickes (S) kortfattede pip på Facebook og Twitter er angiveligt den
direkte årsag til, at tusindvis af rejsekortsejere i disse timer slipper for at købe billet til bus og tog,”
skriver politiken.dk (Lund, 2014a).
Forbindelsen mellem Twitter og trafikselskabernes ændrede holdning er langt fra kun italesat her.
I alt 11 artikler skriver, at det var transportministerens tweet, der fik DSB og Rejsekort A/S til at
skifte mening (Ekstra Bladet, Leder, 2014; Friis, 2014; Johansen, 2014; Lund, 2014a; Ritzau, 2014a;
Ritzau, 2014d; Ritzau, 2014e; Ritzau, 2014f; Ritzau, 2014i; Ritzau, 2014j; Schwarz-Nielsen, 2014b;).
Meldingen kommer ifølge Ritzau (bragt på jp.dk) fra salgs- og produktchefen i DSB Christian
Linnelyst:
”Vores transportminister har været ude med en melding om, at det burde være gratis, så vi har
koordineret mellem trafikselskaberne, og nu er det sådan, vi gør,” siger Christian Linnelyst til
Ritzau (Ritzau, 2014d).
Ved et nærmere kig på de udvalgte artikler kan vi se, at det langt oftere er Heunickes tweet, der
italesættes frem for hans facebookopdatering om samme. Referencen til hans opdatering på
Facebook er sket otte gange, mens artiklerne refererer til hans tweet 21 gange. Heunickes
handling bliver altså ækvivaleret med hans tweet og med, at selskaberne bag rejsekortet
efterfølgende skiftede mening. At så mange artikler vælger at nævne tweetet som del af løsningen
på problemet med rejsekortet, er med til at fiksere denne opfattelse blandt læserne. Desuden
104
peger det på, hvilke muligheder folketingspolitikere har for at skabe offentlig opmærksomhed om
en sag eller legitimere et synspunkt ved at være aktiv på Twitter.
Med sit tweet sørgede Heunicke for – allerede fra morgenstunden – at præge dagsordenen med
sit synspunkt før alle andre. På den måde nåede han ud til mange flere journalister og læsere ved
at sætte et digitalt tryk bag sin holdning. Transportministerens pressechef Mette Gerlach fortæller
til journalisten.dk, at tweetet øjeblikkeligt medførte en masse opkald fra journalister, der ville
have uddybende kommentarer fra ministeren. (Højsgaard, 2015) Ved at bruge Twitter fik Heunicke
mulighed for at starte nyheden og debatten om rejsekortets nedbrud og dermed præge tonen i
mediernes udlægning. Men kunne han ikke have opnået samme omtale ved at udsende en
pressemeddelelse? Ikke ifølge Mette Gerlach. Hun fortæller til journalisten.dk, at et pip på Twitter
i nogle tilfælde kan være mere effektivt til at få journalisternes opmærksomhed end en
pressemeddelelse.
“Der er et Christiansborg-miljø af journalister, der følger Twitter grundigt, og de er mere tilbøjelige
til at reagere på Twitter end på pressemeddelelser,” siger hun (Højsgaard, 2015).
Diskursanalysen viser konkret, at de tre diskurser, som Heunicke artikulerer i sit tweet, alle bliver
reproduceret i nyhedsmedierne. Både i form af henvisning til tweetet, ved at citere tweetet samt
ved yderligere kommentarer fra Heunicke. Særligt interessant er det, at retfærdighedsdiskursen
positionerer sig som hegemonisk, hvilket betyder, at ansvaret for finansiering af pendlernes rejse
bliver italesat som trafikselskabernes. Ifølge diskursteorien bliver betydningen dermed fikseret og
meningsgivende hos befolkningen, hvilket kan skabe afsæt til offentligt samtykke hos læserne om,
at Heunickes handling ses som den rette. På den ene side er det en interessant pointe, fordi det er
et eksempel på, at er man som politiker tidligt ude med en holdning på Twitter om en aktuel
politisk sag, så har man mulighed for at præge debatten, når budskabet reproduceres i medierne,
og dermed kan påvirke læsernes forståelse af emnet og i sidste ende legitimere en holdning blandt
dem. Om en holdning så fører til konkret handling, kan diskursanalysen ikke sige noget om. Selvom
sprog har en afgørende indflydelse på vores opfattelse af verden, må man på den anden side også
tage Heunickes hverv som transportminister med i sine betragtninger. Der er alt andet lige mere
vægt bag transportministerens ord i forhold til f.eks. trafikselskaberne, hvilket også kan være
årsagen til deres kovending og omfanget af medieomtalen.
105
Selvom medialisering og diskursteori peger på, at medier og sprog kan præge borgernes
holdninger, må man også være varsom med at tillægge et tweet denne evne uden eksempelvis at
tage forbehold for, hvilke magtpositioner herskende diskurser har og hvilke diskurser, der er i
konflikt med hinanden i forbindelse med borgernes personlige holdninger. F.eks. kan en liberal
diskurs have hegemonisk karakter hos kernevælgere. Ud fra et diskursteoretisk synspunkt er det i
så fald ikke sikkert, at enhver politikers ytring på Twitter og i medierne altid kan påvirke borgernes
holdninger til et politisk emne. Dette må afhænge af, hvilke politisk overbevisning vælgere har. Er
man grundlæggende liberalist, og har man hele livet stemt på Venstre, vil en liberal diskurs højst
sandsynligt ikke uden videre kunne udfordres. Dog fastslår teorien, at sprog er flydende, hvilket
betyder, at en diskurs og begivenheder i samfundet aldrig er fastlåst i sin betydning, hvilket giver
politikere og medier mulighed for at italesætte andre diskurser og opfattelser af virkeligheden.
Ifølge specialets analyse kan det starte med et tweet på Twitter, som det skete ved rejsekortets
nedbrud.
6.2 Fra tweet til spalteplads i nyhedsmedierne
Hvilken effekt kan politikere så få ud af at bruge Twitter? Ifølge specialets analyse er der ingen
tvivl om, at der er en relation mellem politikeres tweets og indholdet i nyhedsmedierne. Det er
graden af indflydelse, der er til diskussion. Indholdsanalysen karakteriserer relationen ved at vise,
at politikeres tweets er citeret eller henvist til i nyhedsmedierne 400 gange i udvalgte
nyhedsmedier det første halvår af 2014. På baggrund af dette tal alene, kan vi ikke vurdere, om
graden af mediepåvirkning fra tweets er høj eller lav. Vi vurderer dog, at de citerede tweets kan
have en positiv effekt for politikere, da det vidner om, at de formår at gøre sig bemærket på
Twitter således, at deres tweets når mediernes spalteplads. At politikeres tweets bringes i
medierne i forbindelse med forskellige politiske emner medfører derudover øget synlighed blandt
læserne, da medialiseringen peger på, at medierne præger borgernes viden om politiske emner.
Det kan dog diskuteres, hvorvidt 140 tegn kan indeholde et nuanceret politisk budskab. Derfor kan
der være risiko for, at et tweet misforstås, hvis politikeren ikke har mulighed for at uddybe
tweetet.
106
Anden analysedel peger på, at de interviewede politikere har inkorporeret Twitter i deres politiske
arbejde ved bl.a. at bruge Twitter til at kommunikere med journalister og andre politiske aktører,
for at skabe synlighed om dem selv og deres politiske budskaber. De interviewede politikere
fortæller, at journalister også ringer for at få uddybende kommentarer på baggrund af deres
tweets. Eksisterende forskning viser i øvrigt, at journalisterne netop bruger Twitter som et værktøj
til at finde kilder (Otkjær, 2013). Derfor må relationen mellem folketingspolitikernes tweets og
indholdet i nyhedsformidling være stærkere end vist i første analysedel. Det underbygger, at
folketingspolitikere kan få effekt af at være aktive på Twitter.
Relationen mellem politikeres brug af Twitter og indholdet i nyhedsmedierne bliver endnu
stærkere med resultaterne fra specialets diskursanalyse. Her ser vi et konkret eksempel på, at
Heunickes tweet præger debatten om rejsekortets nedbrud ved at artikulere diskurser, som
reproduceres i nyhedsmedierne. Med sit tweet udtrykker han sin holdning, som medierne og
selskaberne bag rejsekortet er nødt til at reagere på. Ønsker politikerne at deltage i den diskursive
kamp om at tillægge politiske emner bestemte betydninger og dermed skabe afsæt til at
legitimere politiske beslutninger, kan det starte på Twitter. Dog må man ifølge diskursteorien tage
højde for hele den sociale kontekst dvs., at politikeres positioner og det øvrige nyhedsflow
naturligvis også har betydning for, hvorvidt et tweet bliver til indhold i nyhedsmedierne og en del
af diskussionen blandt borgerne.
Dermed underbygger specialet pointen om, at Twitter har en stigende indflydelse på indholdet i
nyhedsmedierne, men viser samtidig, at nyhedsformidling ikke udelukkende bliver skabt af
indhold fra Twitter. Men relationen mellem folketingspolitikeres tweets og indholdet i nyhederne
er der. Derfor vurderer vi, at danske folketingspolitikere kan få effekt af at være på Twitter i
forhold til at opnå spalteplads i nyhedsmedierne.
107
7 AFSLUTTENDE
Kapitlet præsenterer specialets konklusion og perspektiverer efterfølgende
analysens resultater.
108
7.1 Konklusion
Eftersom problemformuleringen analyseres i tre dele, struktureres konklusionen ligeledes i tre
afsnit, der sammen definerer relationen mellem danske folketingspolitikeres tweets og indholdet i
udvalgte nyhedsmedier. Konklusionen besvarer specialets problemformulering, der lyder:
I hvilket omfang bliver folketingspolitikeres tweets citeret eller henvist til i udvalgte nyhedsmedier
i første halvår af 2014, hvordan bruger udvalgte politikere Twitter i deres politiske
kommunikation, og hvordan præger Magnus Heunickes tweet om rejsekortets nedbrud den 14.
februar 2014 debatten herom i udvalgte nyhedsmedier?
Danske folketingspolitikeres tweets i nyhedsmedierne
At et tweet kan flytte fra Twitter til spalteplads i de traditionelle medier og deres webmedier
underbygger specialets analyse. Specialet konkluderer, at 12 udvalgte nyhedsmedier har citeret
eller henvist til de danske folketingspolitikeres tweets 400 gange i perioden 1. januar 2014 til 30.
juni 2014 fordelt på 295 artikler. Det svarer til, at politikernes tweets udgør 34 procent af
artiklernes samlede antal kilder, hvilket indikerer, at nyhederne blev skabt i et samspil mellem
politikere, journalister, Twitter og de klassiske nyhedsmedier. Magnus Heunicke (S), Margrethe
Vestager (R), Søren Pind (V) og Morten Bødskov (S) har flest tweets citeret eller henvist i
nyhedsmedierne, mens Kristian Jensen (V), Margrethe Vestager (R), Søren Pind (V), Mette
Gjerskov (S) og Stine Brix’ (EL) tweets optræder ved flest forskellige begivenheder. De udvalgte
nyhedsmedier har oftest citeret eller henvist til en politikers tweet ved begivenheder som den
hemmelige socialdemokrat, rejsekortets nedbrud, Ida Auken stiller op for Radikale Venstre og Ole
Sohns forslag om skattestop. Analysen viser, at medierne ikke kun er interesseret i at citere
politikerne for formelle, politiske tweets. Også uformelle tweets om andre emner finder vej til
medierne. Det ses bl.a. ved, at enkeltstående tweets, som ofte indeholder uformelle tweets,
citeres i 39 artikler. Dermed er politikernes mulighed for at opnå synlighed i nyhedsmedierne på
baggrund af deres aktivitet på Twitter større, hvis de både tweeter formelle politiske budskaber og
uformelle emner og dermed viser deres middle region-stage.
109
Daglige tweets til journalister og meningsdannere
De fire interviewede folketingspolitikere bruger Twitter som et professionelt værktøj i deres
politiske kommunikation. Politikerne bruger for det første Twitter til at kommunikere til
journalister, andre politikere og meningsdannere. For det andet udtrykker de sig konkret og skarpt
på de 140 tegn, ofte med højde for nyhedsværdien og et tilknyttet #dkpol til at emnebestemme
indholdet og til at øge synligheden omkring deres tweets. For det tredje tweeter de mest om
politiske emner, men viser også deres middle region-stage ved at inddrage humor og til tider
tweete om uformelle emner. Analysen konkluderer, at politikerne på mange områder er bevidste
om mediernes logik og de muligheder, Twitter giver for at skabe synlighed om deres politiske
holdninger. Interviewene supplerer indholdsanalysen med viden om, at politikerne ofte bliver
ringet op af journalister på baggrund af et tweet. Politikerne er altså både underlagt mediernes
logik, og samtidig er der sket en hybridisering af konstruktionen af nyhederne i de udvalgte
nyhedsmedier, som gør politikerne til aktive medspillere i den politiske informationscyklus, der
kan præge nyhedsmediernes indhold.
Når et tweet præger debatten i medierne
Et af de politiske emner, hvor de udvalgte nyhedsmedier oftest citerede eller henviste til en
politikers tweet, var rejsekortets nedbrud. Den 14. februar 2014 brød rejsekortets check-in-system
sammen, og Transportministeren tweetede følgende:
(Screen dump, Twitter)
Tweetet blev citeret eller henvist 21 gange i de udvalgte nyhedsmedier i perioden 14. februar til
18. februar 2014. Ud fra et diskursanalytisk perspektiv prægede Heunickes tweet debatten fra
morgenstunden af ved først at italesætte begivenheden på Twitter og dermed sætte digitalt tryk
på sin artikulation, der førte til at bestemte diskurser blev reproduceret i nyhedsmedierne. Det var
110
således næsten ikke muligt at omtale sagen uden at inddrage transportministerens tweet. Konkret
italesætter Heunicke rejsekortets nedbrud ved at trække på en pendler diskurs, hjælpe diskurs og
en retfærdighedsdiskurs. Heunicke tager med tweetet del i den sproglige kamp om at fiksere
bestemte betydninger gennem sproget, så begivenheden bliver meningsgivende for læserne og
giver afsæt til at skabe offentligt samtykke til hans handling om at gøre rejsen gratis for pendlerne.
Diskurserne begrænser nemlig andre forståelser af begivenheden. Ved at trække på de
identificerede diskurser italesætter han rejsekortets nedbrud som noget, der strider mod et
politisk ønske om pålidelig transport, fordi pendlerne ikke kan tjekke ind med deres rejsekort og
derfor skal købe billet på anden vis. Løsningen på problemet ækvivaleres med momenterne gratis
og tage op med selskaberne bag, hvilket er i konflikt med DSB’s første udmelding om, at pendlerne
selv skal skaffe gyldig rejsehjemmel på anden vis.
Den efterfølgende debat i udvalgte nyhedsmedier er præget af i alt seks diskurser: Pendler diskurs,
hjælpe diskurs, retfærdighedsdiskurs, økonomisk diskurs, teknik diskurs og oppositionsdiskurs. De
bidrager alle til at give bestemte ord mening og dermed fiksere betydninger. Specialet
konkluderer, at halvdelen af de identificerede diskurser i mediernes omtale er de samme, som
Heunicke italesætter med sit tweet. Diskurserne, som Heunicke trækker på i sit tweet, blev i alt
reproduceret 65 gange i artiklerne, mens de resterende diskurser i alt blev italesat 29 gange.
Tweetet var dermed toneangivende i debatten i nyhedsmedierne.
Det faktum at retfærdighedsdiskursen reproduceres i nyhedsmedierne og opnår hegemonisk
karakter skaber legitimitet om Heunickes handling og øger dermed sandsynligheden for at
handlingen får opbakning blandt læserne.
Som specialets analyse og eksisterende forskning viser, kan relationen mellem politikeres tweets
og indholdet i nyhedsmedier analyseres på flere måder. Derfor er det vanskeligt at give en entydig
karakteristik af denne sammenhæng. Det bliver i øvrigt understreget af Chadwicks pointe om, at
nyheder i dag bliver skabt i en kompleks politisk informationscyklus, hvor både forskellige aktører
samt nye og gamle medier har indflydelse på, hvordan nyhederne konstrueres. Ikke desto mindre
konkluderer specialet, at Twitter i kraft af medialiseringen udøver en direkte påvirkning på
nyhedsformidling ved at påvirke relationen mellem politikere og journalister, fordi kontakten kan
foregå gennem interaktion med Twitter. Det pippende medie ændrer aktørernes
111
handlemuligheder: Politikere kan deltage i debatten om politiske emner, kommentere på nyheder
og ytre deres holdninger til en sag offentligt på Twitter og derved skabe digitale tryk, der kan
bidrage til at legitimere politiske beslutninger gennem medierne. Men i forhold til borgernes viden
om politiske emner, udgør medialisering en indirekte påvirkning, fordi diskursker mellem medier
og politiske institutioner præger deres viden om forskellige emner.
Samlet konkluderer specialet, at der ved flere politiske begivenheder i første halvår af 2014 skete
en hybridisering mellem de danske folketingspolitikeres tweets og indholdet i udvalgte
nyhedsmedier. Det betød, at folketingspolitikeres tweets blev citeret eller henvist til i
nyhedsmedierne, og deres budskaber derved nåede ud til langt flere borgere end dem, der følger
deres officielle profil på Twitter. Politikerne har altså mulighed for at præge debatten om et
politisk emne ved at være aktiv på Twitter. Konkret er Heunickes tweet om rejsekortets nedbrud
den 14. februar 2014 et eksempel på, hvilken effekt politikere kan få af at kommunikere på det
sociale medie Twitter. Eksemplet viser, hvordan et tweet kan deltage i den diskursive kamp i
medierne om at give et bestemt emne mening for læserne. Det er digital magt.
112
7.2 Perspektivering
Vi vil i dette afsnit reflektere over, hvilke perspektiver der kunne være interessante at undersøge i
forlængelse af specialet. Det sker ved at perspektivere specialets konklusioner til politikeres brug
af Twitter ved det kommende folketingsvalg og debatten om Twitters demokratiske karakter.
Eftersom analysen har vist, hvilken betydning et tweet kan have for politikeres synlighed i
nyhedsmedierne og mulighed for at præge debatten om et politisk emne, vil det være interessant
at undersøge, hvordan folketingspolitikerne bruger Twitter under den kommende valgkamp.
Udenlandsk forskning har allerede analyseret, hvordan politikere fører valgkampe på Twitter. Med
udgangspunkt i specialets konklusioner må det antages, at tweets om #dkpol eksploderer, da
politikerne i perioden intenst kæmper om vælgernes – og derfor journalisternes –
opmærksomhed, samtidig med at flere tweets sandsynligvis finder vej til nyhedsmediernes
spalteplads. Med viden om at Twitter er et professionelt politisk kommunikationsværktøj, vil det i
den forbindelse også være interessant at analysere, hvordan Twitter kan være en del af
politikernes samlede kommunikationsstrategi bl.a. gennem medieteoretiske begreber som
framing og priming.
Med specialets analyse af relationen mellem Twitter og indholdet i nyhedsmedierne i bagagen er
et oplagt næste skridt at analysere flere eksempler, hvor Twitter har vist sig effektiv til at præge en
debat i medierne. Sammen kan sådanne analyser udmunde i viden om hvilke mekanismer, der er
på spil og som ændrer dagens informationsstrøm.
Gennem analysen er det blevet klart for os, at Twitter kan sætte digitale tryk på politiske emner og
holdninger og efterfølgende blive gengivet og debatteret i nyhedsmedierne. Det efterlader
imidlertid spørgsmålet om, hvilke konsekvenser det har for de aktører, der ikke er på Twitter.
Udgør det en demokratisk skævhed? Vi ved, at endnu ikke alle folkevalgte politikere bruger det
pippende medie og dermed ikke gør brug af mediets mulighed for at skabe synlighed om politiske
holdninger og kontakten til journalisterne. Med ca. 270.000 brugere på Twitter gælder det for så
vidt også for virksomheder, borgere og interesseorganisationer. Derfor kunne det være
interessant at se specialets resultater og Twitters rolle i et demokratisk perspektiv.
113
8 LITTERATURLISTE
Kapitlet fremstiller specialets litteraturliste, der er sat op efter referencesystemet
The American Psychological Association (APA). Litteraturlisten er delt i to
afsnit hhv. ’Bøger, tidsskriftsartikler og opgaver’ og ’Nyhedsartikler og webkilder’.
114
8.1 Bøger, tidsskriftsartikler og opgaver
Ahmad, A. N. (2010). Is Twitter af usefull tool for journalists?. Journal of Media Practice, 11(2),
145-155.
Blach-Ørsten, M. & Bro, P. (2009). Inde på Christiansborg: Den synkroniserede journalistik. I: Lund,
A. B., Willig, I. & Blach-Ørsten, M (red.). Hvor kommer nyhederne fra? – Den journalistiske
fødekæde i Danmark før og nu (s. 19-28). Århus: Forlaget Ajour.
Broersma, M. & Graham, T. (2013). Twitter as a news source – How Dutch and British newspapers
used tweets in their news coverage 2007-2011. Journalism Practice, 7(4), 446-464.
Bruns, A. (2005). Gatewatching: Collaborative online news production. New York: Peter Lang
Publishing.
Brügger, N. (2013). Facebooks historie: Udviklingen af en tom struktur. I: Jensen, J. L. & Tække, J.
(red.), Facebook. Fra socialt netværk til metamedie. (s. 17-42). Samfundslitteratur.
Bryman, A. (2004). Social Research Methods (2. udg.). Oxford: University Press.
Bæksgaard, A., Melcke, M., Mejlvang, N. C. & Lind, N. 2013. Sociale medier og politisk journalistik.
Roskilde: Journalistuddannelsen, Roskilde Universitet. Kandidatprojekt.
Carpentier, N & De Cleen, B. (2007). Bringing discourse theory into Media Studies. Journal of
Language and Politics. 6(2). 265-293.
Chadwick, A. (2011). The Political Information Cykle in a Hybrid News System: The British Prime
Minister and the ”Bullygate” Affair. The International Journal of Press/Politics, 16 (1), 3-28.
Chadwick, A. (2013). The Hybrid Media System – Politics and Power. New York: Oxford University
Press.
115
Esmark, A., Lausten, C. B. & Andersen, N. A. (2005). Socialkonstruktivistiske analysestrategier.
Frederiksberg C: Roskilde Universitetsforlag
Fairclough, N. (2008). Kritisk diskursanalyse. København. Hans Reitzels Forlag.
Foucault, M. (1972). The Archaeology of Knowledge. Routledge
Golbeck, J., Grimes, J. M., & Rogers, A. (2010). Twitter Use by the US Congress. Journal of the
American Society for Information Science and Technology, 61(8). 1612-1621.
Graham, T., Jackson, D. & Broersma, M. (2014). New platform, old habits? Candidates' use of
Twitter during the 2010 British and Dutch general election campaigns. New Media Society, 1(19).
Gravengaard, G. (2008). En nyhed enen nyhed. Ph.d.-afhandling. Københavns Universitet: Institut
for Nordiske Studier og Sprogvidenskab.
Green Pedersen, C. (2011). Partier i nye tider – Den politiske dagsorden i Danmark. Århus: Aarhus
Universitetsforlag.
Hansen, A. D. (2009). Diskursteori i et videnskabsteoretisk perspektiv. I: Fuglsang, L. & Olsen B.
(red.) Videnskabsteori i Samfundsvidenskaberne – På tværs af fagkulturer og paradigmer. (s. 389416). Frederiksberg C: Roskilde Universitetsforlag.
Harboe, T. (2013). Metode og projektskrivning – en introduktion (2. udg.). Frederiksberg C:
Samfundslitteratur.
Hartley, J. M. (2012). Nyheder på internettet, København: Handelshøjskolens Forlag.
Hermida, A. (2012). Tweets and truth – Journalism as a Discipline of Collaborative Verification.
Journalism Practice, 6(5-6). 659-668.
116
Hermida, A. (2013). Journalism: Reconfiguring Journalism Research About Twitter, One Tweet at a
Time, Digital Journalism, 1(3). 295-313.
Hjarvard S. (1995). Nyhedsmediernes rolle i det politiske demokrati. RAPPORT. Medieudvalget
Statsministeriet.
Hjarvard, S. (2008). En Verden af medier – medialiseringen af politik, sprog, religion og leg.
Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Hjarvard, S. (2012) The study of news production, I: Jensen K.B. (red.) A Handbook of Media and
Communication Research (2. udg.). New York: Rouhledge.
Jensen, K. B. (2013). Medier og samfund - en introduktion (2. udg.). Frederiksberg:
Samfundslitteratur.
Jespersen, P.H. (2014, august). Trængselskommissionen – og hva ´så?. Trafik og Veje.
Jønsson, R. & Larsen, O. (2002). Professionel politisk kommunikation – et studie af 20 dages
valgkamp. København: Akademisk Forlag A/S.
Jørgensen, M. W. & Phillips, L. (1999). Diskursanalyse som teori og metode. Frederiksberg C:
Roskilde Universitetsforlag/Samfundslitteratur.
Kiousis, S., Kim, S., McDevitt, M., Ostrowski, Al (2009). Competing for attention: Information
subsidy influence in agenda building during election campaigns. Journalism & Mass
Communication Quarterly, 86(3). 545–562.
Kock, C. (2013). De svarer ikke. – Fordummende uskikke i den politiske debat (2. udg.). København:
Gyldendal.
Kock, C. & Nielsen, M. F. (2009). Politisk Kommunikation. I: Helder, J., Nørgaard, J. L. & Bredenlöw,
T. (red.), Kommunikationsteori – en grundbog, (s. 365-414). København: Hans Reitzels Forlag.
117
Krause-Kjær, N. (2003). Den politiske landsby – Om Christiansborg, journalisterne og politikerne.
Århus: Forlaget Ajour.
Krippendorff, K. (2013) Content Analysis: An introduction to its methodology. (3. udg.). United
States of America. SAGE Publications, Inc.
Kvale, S. (1997). InterView. Introduktion til det kvalitative forskningsinterview. København: Hans
Reitzels Forlag.
Laclau, E. & Mouffe, C. (1985). Hegemony and Socialist Strategy – Towards a Radical Democratic
Politics. London: Verso.
Laclau, E. & Mouffe, C. (2001). Hegemony and Socialist Strategy (2. udg.). London: Verso.
Laclau, E. & Mouffe, C. (2002). Det radikale demokrati – diskursteoriens politiske perspektiv.
Fredriksberg C: Roskilde Universitets Forlag
Larsson, A. O. & Moe, H. (2012). Studying political microblogging: Twitter users in the 2010
Swedish election campaign. New Media & Society, 14(5). 729-747.
Lasorsa, D.L., Lewis, S.C. & Holton, A.E. (2012). Normalizing twitter: Journalism practice in an
emerging communication space, Journalism Studies, 13(1). 19–36.
McCombs, M. (2005). The Agenda-Setting Function of the Press, i Overholzer, G & Jamieson, K. H.
(eds.) The Press. Oxford University Press
Meyen, M., Thieroff, M. & Strenger, S. (2014). Mass Media Logic and the Mediatization of Politics,
Journalism Studies, 15(3). 271-288.
Murthy, D. (2013). Twitter – Digital media and society series. Cambridge: Polity Press.
118
Neergaard, H. (2007). Udvælgelse af cases i kvalitative undersøgelser. (2. udg.). Frederiksberg C:
Samfundslitteratur.
Nielsen, K. J. & Fenshøj, S. C. (2012). Når politik på Facebook bliver til politik i nyhedsmedierne. En
specialeafhandling om de danske folketingspolitikeres statusopdateringers indflydelse på den
politiske nyhedsformidling. Roskilde: Kommunikationsuddannelsen. Roskilde Universitet. Speciale.
Nielsen, R. K. & Schrøder, K. C. (2014). The relative importance of social media for accessing,
finding and engaging with news. Digital Journalism, 2(4). 472-489.
Otkjær, M. J. (2013) Politiske journalister på Facebook og Twitter – Kilderelationer og kildekritik på
de sociale medier. Roskilde: Journalistuddannelsen, Roskilde Universitet.
Parmelee, J. H. (2013). The agenda-building function of political tweets. New Media & Society,
16(3). 1-17.
Rasborg, K. (2009). Socialkonstruktivismer i klassisk og moderne sociologi. I: Fuglsang, L. & Olsen,
P. B. (red.). Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne. På tværs af fagkulturer og paradigmer. (s.
349-387, 2. udg.). Frederiksberg C: Roskilde Universitetsforlag.
Schmidt, S. (2012). Journalistikkens Grundtrin – Roller, krav, metode. (2. udg.). Århus N: Forlaget
AJOUR
Schrøder, K. S. (2012). Discursive realities. I: Jensen K.B (red.) A Handbook of Media and
Communication Research (2. udg.). New York: Rouhledge.
Schultz, B. & Sheffer M. L. (2010). An exploratory study of how Twitter is affecting sports
journalism, International Journal of Sport Communication, 3(2). 226–239.
Schultz, I. (2005). Bag om nyhedskriterierne – Et etnografisk feltstudie af nyhedsværdier i
journalistisk praksis. Ph.d.-afhandling. Roskilde Universitetscenter. Institut for Kommunikation,
Journalistik og Datalogi. Roskilde: Journalistisk Forksning.
119
Trængselskommissionen (2013, september). Mobilitet og fremkommelighed i hovedstaden.
Trængselskommissionen.
Verweij, P. (2012). Twitter links between politicians and journalists, Journalism Practice, 6(5-6).
680-691.
8.2 Nyhedsartikler og webkilder
Agger, S. (2014, 11. februar) Bødskov: Ingen kan være i tvivl om, hvem det er. Ekstra Bladet. s. 8.
Andersen, (2014, 17. februar). Læserne: Storm på vej mod DBS. Berlingske. Debat. s. 22
Andrew, T. (2014, 10. februar). Bødskov til hemmelig forfatter: Vi ved hvem du er. Lokaliseret den
7. Januar 2007 på: http://jyllands-posten.dk/politik/ECE6478385/boedskov-til-hemmelig-forfattervi-ved-hvem-du-er/
Ankerstjerne, M. V. (2013, 15. maj). Bliv hørt på de sociale medier. Lokaliseret den 2. januar 2015
på: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/public-affairs-paa-twitter-og-facebook
Berlingske, Leder (2014, 17. februar). Borgerenes parti. Berlingske. S. 2.
Bjørnager, J. A. (2014, 10. februar). Bødskov til socialdemokratiskforfatter: ”Genkendt bitterhed.
Stå nu frem. Lokaliseret den 13. december 2014 på:
http://politiken.dk/indland/politik/ECE2205062/boedskov-til-socialdemokratisk-forfattergenkendt-bitterhed-staa-nu-frem/
Bøgh-Andersen, S. (2014, 17. december) Danske Twitter hashtags 2014. Lokaliseret den 20.
december 2014 på: http://blog.overskrift.dk/2014/12/17/danske-twitter-hashtags-2014/
Cordsen, C., Gottschalck, A. & Gjertsen, M. J. (2014, 19. juni) Efter aftalen er der spinkrigen.
Jyllands-Posten. S. 4.
120
Damgaard, S. (2014a, 14. februar). Heunicke: Togtur burde være gratis, når Rejsekortet svigter.
Lokaliseret den 7. januar 2015 på: http://www.politiko.dk/nyheder/heunicke-togtur-burde-vaeregratis-naar-rejsekortet-svigter
Damgaard, S. (2014b, 14. februar). Rejsekortets svigt giver gratis togture. bt.dk. Lokaliseret den 7.
januar 2015 på: http://www.bt.dk/danmark/rejsekortets-svigt-giver-gratis-togture
Damgaard, S. (2014c, 14. februar). Rejsekortet virker igen fredag eftermiddag. Lokaliseret den 7.
januar 2015 på: http://www.bt.dk/danmark/rejsekortet-virker-igen-fredag-eftermiddag
Damgaard, S. (2014d, 14. februar). DSB: Rejsekortet virker igen fredag eftermiddag. Lokaliseret
den 7. januar 2015 igennem Infomedia på følgende link:
http://woview.infomedia.dk.molly.ruc.dk/?url=http://www.b.dk/nationalt/dsb-rejsekortet-virkerigen-fredageftermiddag&OpointData=4a7035583a5fe9b9c385c26f8659651fJmlkX3NpdGU9MTIxJmlkX2FydGlj
bGU9NTMxMzEwJmlkX3VzZXI9Mjg0MCZpZF9hcHBsaWNhdGlvbj0xMDAwMzU5Jmxhbmc9ZW4=
Damgaard, S. (2014e, 31. januar). Varm radikal velkomst til ”stærk, grøn profik” fra SF. Lokaliseret
den 13. december 2014 på: http://www.bt.dk/politik/varm-radikal-velkomst-til-staerk-groenprofil-fra-sf
Danske Dagblades Forening (2011, 22. november). Oplagsudvikling 1. halvår 2009 - 1. halvår 2011.
Lokaliseret den 21. oktober 2014: http://danskedagblade.dk/artikel/oplagsudvikling-1-halvaar2009-1-halvaar-2011
DSB (u.å.). Virksomheden. Lokaliseret den 21. december 2014 på: www.dsb.dk/omdsb/virksomheden/
Ekstra Bladet, Leder (2014, 15. februar). Ekstra Bladet mener: Rejselortet. Ekstra Bladet. s. 32
121
Ekstra Bladet, Note (2014, 26. marts). Note. Ekstra Bladet. s. 36
Elberth, B. R. (2013, 13. december). Twitter ændrer nyhedens anatomi. Lokaliseret den 8.
september 2014 på: http://www.elberth.dk/twitter-aendrer-nyhedens-anatomi.html
Elberth, B. R. (2014a, november). Lokaliseret den 7. januar 2015 på:
http://instagram.com/p/u5TJN9tMaH/?modal=true
Elberth, B. R. (2014b, 8. maj). Regeringen skal fange nyhedens ændrede anatomi. Lokaliseret den
9. september 2014 på: http://www.elberth.dk/regeringen-skal-fange-nyhedens-nye-anatomi.html
Elberth, B. R. (2014c, 10. oktober). Sæt dagsorden på sociale medier. Lokaliseret den 3. januar
2015 på http://www.elberth.dk/saet-dagsorden-pa-sociale-medier.html
Eskesen, A. H. (2014, 10. juni). Afslutningsdebat svømmer over på Twitter: Politikerne rækker ud
over salen. Lokaliseret den 5. oktober 2014 på:
http://politiken.dk/indland/politik/ECE2311825/afslutningsdebat-svoemmer-over-paa-twitterpolitikerne-raekker-ud-over-salen/
Folketinget (2014a, 10. december). Søren Pind (V). Lokaliseret den 11. december 2014 på:
http://www.ft.dk/Folketinget/findMedlem/VSPIN.aspx?tab=2#tab1
Folketinget (2014b, 1. juli) Mette Gjerskov (S). Lokaliseret den 11. december 2014 på:
http://www.ft.dk/Folketinget/findMedlem/SMEGJ.aspx?tab=2#tab1
Folketinget (2014c, 8. september). Stine Brix (EL). Lokaliseret den 27. januar 2015 på:
http://www.ft.dk/Folketinget/findMedlem/ELSTMB.aspx?tab=2#tab1
Friis, O. (2014, 15. februar). Minister vil flytte ansvar for fejl i rejsekort. Politiken. Nyheder. s. 2
122
Hansen, M. H. (2014a, 4. juni). Uhæmmet jubel blandt Løkkes tilhængere: ’Lå lå lå lå – forza
Løkke’. Lokaliseret den 13. december på: http://www.bt.dk/politik/uhaemmet-jubel-blandtloekkes-tilhaengere-laa-laa-laa-laa-forza-loekke
Hansen, M. H. (2014b, 4. juni). Uhæmmet jubel blandt Løkkes tilhængere. Lokaliseret den 13.
december på: http://www.politiko.dk/nyheder/uhaemmet-jubel-blandt-loekkes-tilhaengere
Hansen, M. H. & Damgaard, S. (2014a, 14. februar). DSB om rejsekortnedbrud: Vi er blevet klogere.
Lokaliseret den 7. januar 2015 på: http://www.bt.dk/danmark/dsb-om-rejsekortnedbrud-vi-erblevet-klogere
Hansen, M. H. & Damgaard, S. (2014b, 14. februar). DSB om rejsekortnedbrud: Vi er blevet klogere.
Lokaliseret den 7. januar 2015 på: http://www.b.dk/nationalt/dsb-om-rejsekortnedbrud-vi-erblevet-klogere
Haslund, E.A. (2014, 9. februar). Anonym bog pinlig for Thorning. Lokaliseret den 13. december
2014 på: http://www.politiko.dk/nyheder/anonym-bog-pinlig-for-thorning
Haug, A. (2014, september). Hvilke sociale medier bruger danskerne?. Lokaliseret den 5. januar
2015 på: http://astridhaug.dk/hvilke-sociale-medier-bruger-danskerne/
Højsgaard, L. (2015, 15. januar). Twitter afløser pressemeddelser i 2015. Lokaliseret den 16. januar
på: http://journalisten.dk/twitter-afloeser-pressemeddelelser-i-2015
Intellectar Corporate (2014, marts). Twittercensus 2014. Lokaliseret den 16. december 2014 på:
http://www.intellectacorporate.se/blogg/2014/03/17/twittercensus-2014-2/
Investor, Twitter Inc. (2014, 27. oktober). Twitter Reports Third Quarter 2014 Results. Lokaliseret
den 5. februar 2015 på: https://investor.twitterinc.com/releasedetail.cfm?ReleaseID=878170
Jeppesen, P. & Sahl, J. (2014, 15. februar). Nul information: DSB legede stilleleg. Ekstra Bladet.
Lørdag. s. 8.
123
Johansen, C. (2014, 14. februar) Transportministeren: jeg ville bare hoppe på toget uden billet.
Lokaliseret den 7. januar på:
http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article4732271.ece
Jørgensen, J.S. (2014, 4. juni). Løkke-støtte på Twitter: »Låååå lå lå lå lå lå lååååå lå låååå«.
Lokaliseret den 13. december 2014 på:
http://politiken.dk/indland/politik/ECE2307665/loekke-stoette-paa-twitter-laaaaaaaa-laa-laa-laalaa-laa-laaaaaaaaaa-laa-laaaaaaaa/
Karker, A. (2014, 7. maj) SÅ GODE VENNER ER VI. BT. S. 14
Kommunikationsforening (u.å.a). Koncept for Kommunikatøren. Lokaliseret den 9. februar 2015
på: http://www.kommunikationsforening.dk/koncept-kommunikatøren
Kommunikationsforening (u.å.b). Succeskriterier for Kommunikatøren. Lokaliseret den 9. februar
2015 på: http://www.kommunikationsforening.dk/succeskriterier-kommunikatøren
Kristensen, F. B. (2014, 26. september). På Twitter kan politikerne tale uden om spindoktor.
Kristeligt Dagblad. S. 3.
Kulturministeriet (2012): Danskernes Kulturvaner 2012.
Lauritsen, T. A. (2014). K-folk kæmper med redaktioners uskrevne regler. Lokaliseret den 9. oktober
2014 på: http://kommunikationen.dk/Redskaber/den-tavse-viden/
Lind, N. & Johannesen, T. (2013, 4. februar). Sociale medier er afgørende for danske politikere.
Lokaliseret den 26. september 2014 på:
http://kommunikationen.dk/Nyheder/2013/Januar/Sociale-medier-er-afgorende-for-danskepolitikere-/#.UePHqBxbq1Y
124
Lund, K. (2014a, 14. februar). DSB efter ministertweet: »Vi er blevet klogere«. Lokaliseret den 7.
januar 2015 på: http://politiken.dk/indland/politik/ECE2208654/dsb-efter-ministertweet-vi-erblevet-klogere/
Lund, K. (2014b, 14. februar). Transportminister: Defekt rejsekort skal altid give gratis rejse.
Lokaliseret den 7. Januar 2015 på:
http://politiken.dk/indland/politik/ECE2208560/transportminister-defekt-rejsekort-skal-altid-givegratis-rejse/
Mortensen, S. W. (2014, 31. januar). Vestager til Auken: Velkommen til. Børsen.dk. Lokaliseret den
13. december 2914 på:
http://borsen.dk/nyheder/politik/artikel/1/275775/vestager_til_auken_velkommen_til.html
Mølgaard, M. (2014, 14. februar). DSB: Passagerer med rejsekort kan rejse gratis. Lokaliseret den
7. januar 2015 på: http://politiken.dk/forbrugogliv/ECE2208478/dsb-passagerer-med-rejsekortkan-rejse-gratis/
Ritzau (2014a, 14. februar). Transportminister satte DSB på plads fra toget i Næstved. Lokaliseret
den 7. januar 2015 på:
http://borsen.dk/nyheder/politik/artikel/1/276741/transportminister_satte_dsb_paa_plads_fra_t
oget_i_naestved.html
Ritzau (2014b, 14. februar). Venstre kritiserer minister for krav om gratis tog. Lokaliseret den 7.
januar 2015 på: http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article4652474.ece
Ritzau (2014c, 14. februar). Transportminister: Rejsekort-bøvl bør give gratis ture. Lokaliseret den
7. januar 2015 på: http://jyllandsposten.dk/indland/trafik/ECE6487821/Transportminister%3A+Rejsekortbøvl+bør+give+gratis+ture/
Ritzau (2014d, 14. februar). DSB skrifter mening: Rejsekort-passagerer kører gratis. Lokaliseret den
7. januar 2015 på: http://jyllands-
125
posten.dk/indland/trafik/ECE6487882/DSB+skifter+mening%3A+Rejsekortpassagerer+kører+gratis/
Ritzau (2014e, 14. februar). DSB skrifter mening: Rejsekort-passagerer kører gratis. Lokaliseret den
7. januar 2015 på:
http://borsen.dk/nyheder/generelt/artikel/1/276730/dsb_skifter_mening_rejsekortpassagerer_koerer_gratis.html
Ritzau (2014f, 18. februar). Rejsekort efter nedbrud: Alle får bøden refunderet. Lokaliseret den 7.
januar 2015 på: http://politiken.dk/forbrugogliv/forbrug/dintransport/ECE2212064/rejsekortefter-nedbrud-alle-faar-boeden-refunderet/
Ritzau (2014g, 14. februar). Transportminister satte DSB på plads i toget fra Næstved. Lokaliseret
den 7. januar 2015 på: http://jyllandsposten.dk/indland/trafik/ECE6488086/Transportminister+satte+DSB+på+plads+fra+toget+i+Næstv
ed/
Ritzau (2014h, 14. februar). Venstre kritiserer minister for krav om gratis tog. Lokaliseret den 7.
januar 2015 på: http://jyllands-posten.dk/indland/trafik/ECE6488265/venstre-kritiserer-ministerfor-krav-om-gratis-tog/
Ritzau (2014i, 18. februar). Rejsekort: Alle med manglende check-ud får gebyr retur. Lokaliseret
den 7. januar 2015 på: http://jyllandsposten.dk/indland/trafik/ECE6497031/Rejsekort%3A+Alle+med+manglende+checkud+får+gebyr+retur/
Ritzau (2014j, 18. februar). Rejsekort: Alle med manglende check-ud får gebyr retur. Lokaliseret
den 7. januar 2015 på: http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article4653789.ece
Ritzau (2014k, 4. juni). Løkkes støtter jubler på sociale medier. Lokaliseret den 13. december 2014
på: http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article4727568.ece
126
Ritzau (2014l, 4. juni). Det siges der om Løkkes sejr på krisemøde. Lokaliseret den 13. december
2014 på: http://jyllandsposten.dk/politik/ECE6780192/Det+siges+der+om+L%C3%B8kkes+sejr+p%C3%A5+krisem%C3%B8
de/
Sahl, J. (2014a, 14. februar). Forvirret DSB-top skal stå skoleret. Lokaliseret den 7. januar 2015 på:
http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article4652342.ece
Sahl, J. (2014b, 14. februar). Uuups: DSB-brøler varede i timevis. Lokaliseret den 7. januar 2015 på:
http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article4652460.ece
Sahl, J. (2014c, 14. februar). DSB: I kører bare gratis. Lokaliseret den 7. januar 2015 på:
http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article4732197.ece
Schwarz-Nielsen, P. (2014a, 14. februar) Ny minister fik sin vilje: Rejsekaos gav gratis ture.
Lokaliseret den 7. januar 2015 på: http://www.bt.dk/danmark/ny-minister-fik-sin-vilje-rejsekaosgav-gratis-ture
Schwarz-Nielsen, P. (2014b, 15. februar). Billetkaos gav gratis rejser. BILLETKAOS. BT. s. 4
Sørensen, K. (2014, 6. februar). S-kollega om Sohn: Han hører hjemme i Venstre. Lokaliseret den
13. december 2014 på: http://jyllands-posten.dk/politik/ECE6466705/s-kollega-om-sohn-hanhoerer-hjemme-i-venstre/
Trustpilot (2015, 2. januar 2015). DSB anmeldelser. Lokaliseret den 2. januar 2015 på:
https://www.trustpilot.dk/review/www.dsb.dk
Twitter, Brix (2015). Lokaliseret den 7. februar 2015 på: https://twitter.com/smbrix
Twitter, Elberth (2015) Lokaliseret den 3. februar 2015 på: https://twitter.com/benjaminelberth
Twitter, Gjerskov (2015). Lokaliseret den 7. februar 2015 på: https://twitter.com/mettegjerskov
127
Twitter, Jensen (2015). Lokaliseret den 7. februar 2015 på: https://twitter.com/kristian_jensen
Twitter, Pind (2014, 28. marts). Lokaliseret den 29. december 2014 på:
https://twitter.com/sorenpind/status/449466642150719488
Twitter, Pind (2015). Lokaliseret den 7. februar 2015 på: https://twitter.com/sorenpind
Twitter, Thorning-Schmidt, H. (2011). Lokaliseret den 7. februar 2015 på:
https://twitter.com/HelleThorningS
Venstres Landsorganisation (2015 u.å.).¶ Hvad har jeg lavet på Twitter. Lokaliseret den 7. februar
2015 på: http://kristian-jensen.dk/kristian-jensen/
Vibjerg, T. (2014, 15. februar) Hvad er meningen: Jeg står fuldstændig ved min holdning. JyllandsPosten. Indland. s. 2
128