ROADTRIP - De Berejstes Klub

Gl ben
Au t e n t i s k e r e j s e h i sto r i e r f r a D e B e r e j st e s K lu b
De Berejstes Klub
Sommer 2014 N⁰ 56
T E M A:
ROADTRIP
KULTURBILLEDER
Se konkurrencens vindere
KONKURRENCE
Dengang jeg skulle ud at
flyve …
SOFAREJSER
Et udvalg af rejserelaterede
udgivelser
www.deberejstesklub.dk
... ferieklar?
Osprey Talon 22
Pris: 799,-
via Feretta ved Como-søen i Italien. Talon 22 var den perfekte
rygsæk - let og med god bevælgeses frifrihed, og med plads
nok til drikkedunken, madpakken, kameraet og en varm jakke.
Foto: Camilla hylleberg - www.allimac.dk
Medlemsrabat 15%. Medlemskort med billede skal fremvises.
FRILUFTSLAND BUTIKKER
København K: Frederiksborggade 50-52
LYnGbY: Lyngby hovedgade 49D
ROSKILDe: Karen Olsdatters Stræde 4
ODenSe: St. Gråbrødrestræde 6
KOLDInG: Kolding Storcenter
aaRhUS: østergade 30 (overfor Sallings P-hus)
aaLbORG: bispensgade 34 (lige v. Cimber tyren)
2
THE NORTH FACE STORES
København S: Field’s
København v: Fisketorvet Shopping Center
ODenSe: Rosengårdcentret
FJÄLLRÄVEN BRAND STORE
København K: Frederiksborggade 44
KUNDESERVICE
33 14 51 50 - info@friluftsland.dk
Roadtrip
Leder
Alternativ skiltning for bilfrit miljø i Jakriborg, Sverige/Til Jakriborg Grand Prix, Sverige/
Min Dustfrighter holder hvil i Nederlandene/På motorcykel på Bali, Indonesien
D
et var den sommer, jeg skulle flytte til Holland – eller Nederlandene, som jeg
lærte, det rettelig hedder, eftersom Holland rent geografisk blot er betegnelsen
for to af landets 12 provinser – for at studere et semester i international journalistik. Kollegiet på Amager skulle skiftes ud med et i Utrecht. Og hvorfor så ikke
benytte lejligheden til at se sig lidt omkring? For dengang i 1998 havde jeg faktisk aldrig været
i Nederlandene før.
Nogle år tidligere i 1993-94 havde journalisten Frode Kristoffersen i ”Frodes forunderlige rejse” på forbilledlig vis på DR1 demonstreret over for danskerne, hvordan et grænseløst Europa allerede fandtes i Benelux-landene – hvor grænsebommene stod vidt åbne,
og hvor man ikke behøvede at fremvise pas. Det var længe før, Danmark blev medlem af
Schengensamarbejdet. Som 21-årig i 1996 havde jeg kastet mig ud i et rejseeventyr til ukendt
land ved at cykle 3.000 km hele vejen fra Danmark til Berlin, Prag, Wien, Krakow og hjem
igen på en måned. Det blev en fantastisk øjenåbner! Så hvorfor ikke begynde mit studieophold med at cykle Nederlandene rundt? Et umiddelbart fladt land som ikke syntes at have
højdedrag af nogen nævneværdig karakter. Som sagt, så gjort!
Den sommer tog jeg min Centurion Dustfighter med bussen til Bruxelles og cyklede
hele vejen fra belgisk Flandern og op igennem samtlige 12 nederlandske provinser. Og til min
store overraskelse erfarede, at Nederlandene faktisk har et Vaalserberg på 323 moh! Det er
næsten dobbelt så højt som vores hjemlige Møllehøj! Nederlandene? Jo tak, det er vist kreativ
markedsføring a la Grønland, som burde have heddet Island i stedet. Netop på toppen af
Vaalserberg møder tre landegrænser i øvrigt hinanden.
Når man som jeg er født ind i en familie på landet uden bil, hvor cyklen altid har været
det naturligste transportmiddel, lå et roadtrip på to hjul lige for. Ligesom andre som den
naturligste ting i verden drager af sted på bilferie, stod min barndoms sommerferier på cykelture til Skagen, rundt på Læsø, i Vendsyssel og i Himmerland og ad Hærvejen hele vejen ned
igennem Jylland. Og selv om jeg nu har kørekort til bil, er cyklen er stadig mit foretrukne
transportmiddel. Faktisk har jeg ikke færre end fire jernheste i min fold.
Netop roadtrip og oplevelser langs landevejen er tema for dette nummer af Globen,
hvor transportmidlerne bl.a. består af et Folkevognsrugbrød i Honduras, en Golf 2 Diesel i
Turkmenistan, en Pontiac Grand Am, en Ford Mustang og en Harley Davidson-motorcykel
i USA, en Chevrolet Luv i Chile, en Land Rover i Thailand, en Koga Miyata Worldtravellercykel Jorden rundt, en Suzuki-scooter i New Zeland, en Nissan i Norge, en mototaxi af
ukendt fabrikat i Rwanda, og en Toyota Land Cruiser i Guinea og Sierra Leone.
Rigtig god tur! Og god rejse- og læselyst!
Lars-Terje Lysemose,
ansvarshavende redaktør
3
Gl ben
Indhold
De Berejstes Klub
Rejsemagasin fra De Berejstes Klub
Forsidefoto: Kude-passet i 3.300 meters højde i Xinjiang, Kina, af Nicolai Bangsgaard
Indsendelse af tekst og billeder: redaktorgloben@gmail.com
Postadresse: Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K
Deadline til næste nummer: 30. juli 2014
Næste tema: Oprindelige folk
Annoncer: ufanoe@hotmail.com
Tryk: Printall AS, Tala 4, 11415 Tallinn, Estland Oplag: 1.000 ISSN: 1603-1458
Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk
R e da k tion :
Lars-Terje Lysemose
Viroj
Anette Lillevang
Finn la Cour
Ann Kledal
Bertel Kristensen
Ansvarshavende
Jienwatcharamongkhol
Kristiansen
Medredaktør
Medredaktør
Illustrator
redaktør
Grafiker
Medredaktør
TEMA: Roadtrip
Else Braathen
Christian Hamann
Anna le Dous
Henrik Fastergaard
Anette Holst
Korrekturlæser
Hansen
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Christensen
Pedersen
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Maya Linnea
Rebecca Langhorn
Per Allan Jensen
Jytte Kristensen
Bodil Svendsen
Elsebeth Finnick
Stig Monrad
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Rikke Birkedal Hansen
Søren Bonde
Susanna Asven
Joe M.G. Berge
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Kirsten K. Kester
Per Danielsen
Korrekturlæser
Skanning af fotos
Bodil Johanne
Jørgensen
Hansen
Korrekturlæser
Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive
forfattere og fotografer, og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden
ophavsmandens godkendelse deraf.
Guinea & Sierra Leone | Offroad
gennem Sierra Leone
9
Thailand | Snabeldyr fra helvede
12
Honduras | Smil på Dødens Avenue
16
Norge | Tosset med fjorde
18
USA | Nyd friheden i bil: På fire hjul fra San
Francisco til Santa Fe
22
Indonesien, SRI LANKA, ARGENTINA,
KINA & Peru | Mine fornemmelser for asfalt
24
Turkmenistan | Et brændende hul i
Turkmenistan
28
Chile | Blandt taskenspillere og fusentaster
30
Usa | På et roadtrip med vind i håret
34
De Kanariske Øer, Thailand,
Sri Lanka, Mali, Vietnam, Kina,
Myanmar, Burkino Faso, Brasilien,
Tanzania, Oman, USA, Kenya,
Jordan, Grønland, Australien,
Guinea & Benin | Rejsebilleder
38
Iran | Seks dage i bil fra Shiraz til Teheran
42
Rwanda | ”Se, se! Mzunguen kører mototaxi!”
44
New Zealand | På hjul Down Under:
Nytår på Sydøen i New Zealand
48
Frankrig | A Day at the Races: 24
Heures du Mans
Henrik Frier
Korrekturlæser
De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger,
der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke
nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer.
6
ØVRIGE ARTIKLER
51
DE BEREJSTES KLUB
3
Sofarejser | Et udvalg af rejserelaterede udgivelser
SKRIBENTKONKURRENCE:
Dengang jeg skulle ud at flyve …
54
Kina & Iran | Hjem fra Kina
55
Storbritannien & USA | Morgenmad igen, igen …
56
Danmark | Til vejrs helt solo
56
Næste konkurrence | Dengang da mine
fordomme kom til skamme …
57
Danmark | Mod svimlende højder
5
Leder
58
Azorerne, Indien, Cuba, Ghana, Laos,
Tadsjikistan, Mauritanien, Myanmar,
Tyskland, Sverige, Georgien, Rusland, Nepal
& Bhutan | Kulturbilleder: Vinderne af årets fotokonkurrence 2013
66
Giv Globen i gave
67
Bestyrelse for DBK
Offroad
gennem
Sierra Leone
Støvet fra vaskebrætjordvejen til
Freetown trænger ind i bilen og
efterlader et rødt slør af Afrika
overalt. Jeg har netop forladt
Guineas hovedstad Conakry og
nærmer mig endnu en landegrænse.
Tekst & FOTOS:
Peter Holm Jørgensen
K
rydsningen mellem Guinea
og Sierra Leone kræver tid og
tålmodighed, mens alle papirer
nidkært studeres af utallige
højtidelige embedsmænd med tårnhøje
dokumentstakke på skrivebordene. Men
de presser ikke for penge – spørger kun
venligt: ”You have something for me?” og
smiler, når jeg svarer: ”Sorry, I already ran
out in Mauritania.”
Ved de utallige politikontroller undervejs mod Freetown bydes jeg velkommen
til Sierra Leone med en blanding af imødekommenhed og nysgerrighed. Det er
noget af en kontrast fra Guinea Bissau og
Guinea Conakry, som nok har nogle af de
mest brutale politikontroller i Vestafrika –
hvis man vel at mærke ikke vil betale. Det
forklarer måske, hvorfor næsten alle over-
landere kører østover i Senegal, direkte til
Mali i stedet for at fortsætte mod sydlige
eventyr i Guinealandene. Men jeg har nu
luret, at de mest effektive modtræk til
afrikanske stoneface politibetjente med
dollartegn i de dunkle øjne er venlighed og
tålmodighed. At finde nogle fælles menneskelige referencer og udstråle, at man har
alverdens tid til at snakke og sludre og
grine. Den udbredte korruption er utvivlsomt en kæp i udviklingshjulet.
Skumringen har sænket sig over
bushen, inden Freetown endelig dukker
frem af mørket i skæret fra olielamper,
stearinlys og halve olietønder med
glødende kul, hvor grillede fisk og perlehøns frister forbipasserende med deres
velduft. Sierra Leones hovedstad er stadig
uden offentlig strøm efter borgerkrigen, og
kun de heldige velstillede få ejer en generator.
Blandt diamanthandlere og lykkejægere
På Sierra Leones ambassade i Conakry
mødte jeg engelske Douglas. Vi delte
ønsket om at rejse til diamanternes land
og aftalte flygtigt at slå følge senere i
Freetown. Jeg finder ham ved Lumley
Beach lidt uden for Freetown sammen
6
med Robert og Gary, et par hvide sydafrikanske diamanthandlere og lykkejægere.
Byen ligger smukt strøet ud over frodige
skovklædte bjergskråninger med den
palmeklædte Lumley Beach mod vest og
solnedgangen.
Efter nogle dage i Freetown smider
Douglas sin backpack i Land Cruiseren,
og vi kører sydover ad jordvejen langs
kysten. Ofte passerer vi sierraleonere i
kanten af junglen bevæbnet med macheter.
De bruges til markarbejdet og i skoven,
men leder uundgåeligt tankerne til Sierra
Leones ulyksagelige fortid. Det er kun
lidt over tre år siden, at en af Afrikas mest
brutale konflikter fandt sin afslutning.
RUF (Revolutionary United Front)
ansporede krigen i 1991 som et oprør mod
endnu et korrupt og brutalt militærstyre.
Det kom dog i stedet hurtigt til at drejse
sig om kontrollen over Sierra Leones
vigtige diamantminer i den østlige del
af landet mod grænsen til Liberia. RUF
tog kontrollen over minerne i øst, og en
skruppelløs vestlig verden aftog i sidste
ende bloddiamanterne. Civilbefolkningen
terroriseredes af børnesoldater ned
til fem-seksårsalderen på kokain, og
tusindvis fik amputeret arme og ben med
økser og macheter.
Krigen sluttede omsider i 2002 efter
støtte fra Ecomog, en fredsbevarende
vestafrikansk-ledet styrke, samt Unamsil,
den største og dyreste FN-fredsbevarende
mission til dato. I 2005 forlod FN-styrken
igen Sierra Leone, men forsoningsprocessen med de afvæbnede RUF militser
fortsætter. I Freetown ses ofrene, afstumpede, berøvede for de lemmer som er så
nødvendige for livets opretholdelse i et
forarmet land. Nu har de kun tiggeriet
tilbage.
Området syd for Freetown huser
nogle af Vestafrikas mest paradisiske
strande, og tomme forfaldne strandresorter minder om en svunden tid som
turistland. Ved Lakka Cotta Club møder
vi igen de sydafrikanske diamanthandlere, Robert og Gary. Nu i selskab med
tyske Annet som tilsyneladende ejer
diamantminer i flere afrikanske lande.
Senere på aftenen, mens vi fejrer Garys
fødselsdag, falmer glansen en smule, da
de tre diamantfantaster beder om at
låne otte kr. til en flaske rom. Vi spørger,
hvorfor de dog beder om et så ubetydeligt beløb, og svaret falder prompte:
”Because we´re broke.” Tja, træerne vokser
ikke ind i himlen – selv ikke når man
er diamanthandler i Sierra Leone. De
fortæller, at de bor gratis i en af de 85
tomme bungalows mod at trække nogle
turister til stedet. Hvorfor de libanesiske
ejere slår ud med armene og insisterer
på, at Douglas og jeg også skal overnatte
gratis i egen bungalow, fortoner sig efter
nogle flasker rom i det uvisse. Robert har
tidligere fortalt os, at man må tilslutte sig
en af de to mafiaer, som opererer i landet,
for at få lov til at handle diamanter. Vi
har så meget medlidenhed med dem, at
vi undlader at spørge, om de måske har
tilsluttet sig den forkerte?
Ren gambling
Douglas og jeg fortsætter sydøstover
gennem smukke grønne bjerglandskaber
til Sierra Leones næststørste by Bo, som
udgør centrum for diamanthandlen. Hos
de hovedsageligt libanesiske opkøbere
fortæller de beredvilligt om de gunstige
vilkår. De uslebne diamanter prissættes
efter størrelse, form, renhed og ikke
mindst farve, inden de havner i Belgien,
hvor de forarbejdes og sælges videre.
Finder man en lyserød, kan man tilsyneladende roligt lade sig pensionere, men
det sker desværre kun omtrent hver 10. år,
fortæller en diamanthandler. Regeringen
opkræver kun en told af diamanterne på 3
%, så det kan slet ikke svare sig at smugle
En diamantvaskemaskine i Kono.
dem ud. Men befolkningen i Sierra Leone,
som diamanterne vel rettelig tilhører, får
nok ikke det store udbytte.
Vi lægger Bos varme bliktage bag os
og bumper ad flere hullede veje mod byen
Kono, tæt på grænsen til Liberia. Her
havde RUF deres magtbastioner for få år
siden og profiterede sultent på diamantminerne i området. Normalt skal man
igennem et krydsforhør hos The Ministery
Of Mines And Natural Resources for at få
tilladelse til at se en diamantmine, men
her i Kono graver de nærmest lige bag
vores gæstehus, så vi får hurtigt arrangeret et besøg med vores vært, som spiller
fodbold med flere af opsynsmændene ved
minen.
Vi var på forhånd adviseret af vores
diamanthandlende sydafrikanske venner
om, hvor ueksotisk diamantudvinding
i Sierra Leone egentlig er. Man graver
simpelthen et hul i jorden, op til 8 meter
i dybden, i et tidligere flodleje, hvor der
er udvasket sedimenter fra bjergene.
Jorden fra denne open mining-udgravning bæres af børn med baljer på hovedet
7
Jord fra diamantminen sies med håndkraft i vandhullet.
hen til en slags vaskemaskiner, hvor de
største diamanter sorteres fra. Det hele
bliver efterfølgende siet ved håndkraft i et
vandhul, hvorved man gerne skulle få øje
på de mindste sten. Efter en kort stund
ved minen dukker ejerne af koncessionen
op, og de er ikke overraskende libanesere. Vi må berolige dem med, at vi blot er
nysgerrige turister, hvorefter de fortæller
lidt om forretningen. Man køber retten
til minedrift i et afgrænset område for
en fastsat periode og uden forudgående
undersøgelser, så det er ren gambling om
man finder diamanter, beretter de. Nogen
voldsom nød ser de dog ikke ud til at lide,
og de medgiver da også, at det er ”good
business.”
En smutvej
Fra Kono er vores plan at fortsætte nordpå
til Kabala, hvorfra vi vil krydse grænsen
til Guinea. Vi har snedigt hørt om en
smutvej gennem bjergene som alternativ
til hovedvejen, og det faktum, at den ikke
er angivet på mit Michellinkort, gør den jo
bestemt ikke mindre interessant.
Sierra Leone
Vejen til landsbyen Cameroun.
I Guinea Bissau fik jeg alle fire bladfjedre på bilen omformet, hvilket hævede
den med knap 10 centimeter, og den ekstra
frihøjde får vi i sandhed brug for nu. For
snart svinder hjulsporene ind til en slags
sti, og vi møder ikke anden motoriseret
trafik. Det bliver dog værre endnu med
dybe kløfter efter regntidens vandmasser
med skrænter så stejle, at vi imponeres
over, at den tre ton tunge Land Cruiser
kan forcere dem. Gennem vandløb og
over klippeblokke fortsætter vi længere og
dybere ind i junglen. Ved de små landsbyer, vi kører igennem, advarer de os om,
at vi efterhånden ikke kan komme videre,
og det står nu klart for os efter 10 timers
kørsel og 130 km bag os, at vejen slet ikke
fører nordpå til Kabala, men derimod
følger grænsen tæt på Liberia. Det går op
for os, at vi stadig har 160 km til Kabala ad
ukendt vej. Jeg overvejer kraftigt at vende
om og følge vejen tilbage til Kono, som vi
jo ved, kan forceres. Vi har kun diesel til
yderligere 350 km på normal vej, og risikoen er jo en sammenstyrtet bro eller et
ufremkommeligt vandløb længere fremme.
I værste fald kan vi blive nødt til at efterlade det stakkels køretøj til en uvis skæbne
midt ude i junglen.
I et anfald af selvtillid beslutter
jeg at fortsætte, og ud på aftenen
ankommer vi i skumringen til den lille
landsby Cameroun, som er med på
Michellinkortet. Vi modtages af omkring
tusinde meget nysgerrige landsbybeboere,
og som det er kutyme, når man skal melde
sin formelle ankomst, beder vi om at
blive præsenteret for høvdingen. Douglas
får tilbudt en seng i en hytte, og jeg slår
tagteltet op på bilen foran den måbende
folkemængde, som straks rimeligvis døber
det Skyhouse. Vi trakteres med rigelige
mængder ris og sauce, mens hele landsbyen summer af liv i mørket oven på overraskelsen med de uventede gæster. Det er
for os en helt enestående og unik oplevelse
og hele den anstrengende tur værd.
De fire skolelærere i byen taler glimrende engelsk og fortæller, at også her
rykkede RUF-soldater ind under krigen,
mens beboerne flygtede til nabolandet,
Guinea, og først vendte tilbage fire år
senere til en delvist ødelagt landsby. I dag
får de ikke megen hjælp udefra – vel bl.a.
fordi vejen hertil er så ufremkommelig.
I landsbyen 20 km før Cameroun sagde
de, at der passerede en firhjulstrækker
igennem én gang om ugen, men de når
vist sjældent frem hertil, og vi møder ikke
andre biler, de to dage vi kører igennem.
Vi får heldigvis mulighed for at
gengælde landsbyens gæstfrihed, idet to
skolelærere skal til møde helt i Kabala.
Så vi vinker farvel til Cameroun med
to passagerer i bilen, 50 kg ris i bagagerummet, og fire høns på taget. Sidst på
eftermiddagen når vi omsider frem til
Kabala på de sidste liter diesel i tanken
efter endnu en lang dags offroad-kørsel.
På de mest ufremkommelige strækninger
måtte passagererne stå af og gå for ikke
at skrabe bunden på klipperne mere end
højst nødvendigt. Jeg er ovenud begejstret
for at se en slags asfaltvej igen – noget som
jeg med min uforbeholdne kærlighed til
terrænkørsel og dårlige veje aldrig havde
drømt skulle overgå mig.
Kabala er, som resten af Sierra Leone,
et sted uden mange fornødenheder. Her
er ingen strøm eller vandforsyning, og
det er vanskeligt at finde en restaurant
med mad i gryderne. Den simple vest-
8
Ud & hjem igen: Bilen var en Toyota
Land Cruiser HJ60 årgang 1985. 6
cylinders 4,0 L diesel motor med
300.000 km på tælleren. Købt til turen
for 25.000 kr. og forsynet med fire
nye dæk, Eezi Awn-tagtelt, sandstiger,
donkraft og fem stk. 20 L jerrycans.
Reparationer undervejs: Kobling skiftet
i Mauritanien, bladfjeder skiftet i
Guinea, samt utæt køler repareret i
Senegal.
afrikanske streetfood, ris med sauce og
måske et kødspyd eller et brød med en
omelet serveret med et smil, er dog altid til
rådighed for et par kroner.
Efter en halv dags kørsel nordpå langs
endnu en elendig jordvej finder vi den
undseelige grænseovergang til Guinea,
hvor vi passerer uden problemer. Der er
dog ingen toldere på grænsen til at stemple
tolddokumentet til bilen, så vi må selv
finde et toldkontor i den næste større by et
sted i Guinea.
Da vi forlader et af verdens utvivlsomt fattigste lande, deler vi de 5 millioner
venlige og imødekommende indbyggeres
håb om en bedre fremtid. På Sierra Leones
nyeste pengeseddel er en fredsdue afbilledet med ordene: ”National Cohesion –
Peace and Prosperity.” Vi kan kun istemme
med et held og lykke ...
nn Peter Holm Jørgensen har medlemsnr.
540 og var i Sierra Leone i februar 2006 som
del af en otte måneders bilrejse 33.000 km
fra Danmark gennem Tyskland, Belgien,
Frankrig, Spanien, Marokko, Vestsahara,
Mauritanien, Senegal, Gambia, Guinea
Bissau, Guinea Conakry, Sierra Leone,
Mali, Burkina Faso, Ghana, Togo, Benin,
Niger og hjem igen nogenlunde samme vej.
Snabeldyr
fra helvede
En tur i Land Rover gennem den
thailandske jungle kan udvikle sig
dramatisk, når man møder en gal
elefant.
Tekst & FOTOS:
Patrick Leis
D
agen var ved at gå på hæld,
vi var trætte og sultne, og
jubelscenerne gav rungende
ekko mellem bambus og
krat, da vi endelig nåede frem. Vi var fem
overlevende, mens den thailandske guide
Mike var ude at lede efter de sidste to fra
vor ekspedition. ”Er alle med?”
De to tyskere og det engelske par
nikkede langsomt. De var lige så udmattede som jeg, og ingen af os havde vist
forestillet sig, at den hyggelige regnskovsekspedition, vi havde indløst billet til, ville
ende som en stroppetur, der var en jægersoldat værdig.
Vi var ankommet til Khao Yai i
Thailand for to dage siden og havde været
på flagermus-ekskursion og jungletrekking, besøgt buddhistiske meditationsgrotter og badet i paradisiske laguner og
skulle efter planen vandre en sidste tur
gennem regnskoven, før en Land Rover
ville samle os op for at tage os med ud for
at se på elefanter.
Men naturligvis gik ikke alt efter
planen, og de sidste to fra rejseselskabet, et ungt, østrigsk par, var pludselig
forsvundet i det grønne, og vi andre var
blevet beordret til at vandre af sted langs et
tilgroet flodleje, mens vores noget bekymrede guide iværksatte en eftersøgning.
Land Roveren ventede som planlagt
foran restauranten, og selvom turlederen,
Steen, blev en anelse betuttet over at se
os uden guiden Mike, indvilligede han
i at vente lidt med at tilkalde hjælp. En
halv time senere dukkede Mike op med to
meget flove østrigere på slæb.
”Vi havde bare sådan lige forladt stien,”
fortalte fyren med skamrøde ører. ”Og
da vi fandt tilbage, var I væk.” De havde
ikke vidst om de skulle gå den ene eller
anden vej og besluttede sig for at vente
9
på, at nogen kom tilbage. Smart nok, og
heldigvis gik der ikke længe, før Mike
havde fundet dem.
En elefantunge i skovbrynet
Vi spiste middag på restauranten og fortsatte turen som passagerer i Land Roveren.
Det var fedt at slippe for at gå. Jeg sad
bare på ladet af den rullende bil i næsten
meditativ afslapning og nød naturen
og den kølige vind. Der var anlagt en
forholdsvis bred vej gennem naturreservatet, og Mike fortalte, at den fortrinsvis
blev brugt af skovarbejdere og opsynsfolk.
Vi var netop kørt gennem et område af
gigantiske palmelunde, da vi opdagede
elefantflokken.
Mike klodsede bremserne med
sådan en kraft, at vi blev slynget rundt
på Roverens lad, men et par buler og
småknubs syntes en beskeden pris at
betale for den uventede oplevelse. I løbet
af et øjeblik var alle mand på benene med
kameraer og udspilede øjne. Inde fra førerhuset ævlede Steen løs om, at vi søreme var
heldige, det var ikke på alle turene, man
Nuttede og søde står elefanterne, mens vi knipser løs med vores kameraer og udbryder ”ih” og ”åh” af lutter begejstring.
overhovedet så elefanter, og at støde på en
hel flok var vist ganske exceptionelt. Nå,
jeg knipsede løs det bedste, jeg havde lært,
og folk var pænt begejstrede. Thailandske
elefanter er ikke helt så store som deres
afrikanske artsfæller, men virkede ikke
desto mindre temmelig imponerende. Der
befandt sig vel en 20 stykker i skovbrynet
godt 15 meter fra vejen, og de så ud til
at hygge sig fælt. De var lysegrå, næsten
hvide, og travlt optagede af at slide blade
af buske og småtræer med de bevægelige
snabler.
”Se den lille unge!” hvinede den
engelske pige henført og fumlede ivrigt
med sit Minolta. Vi andre kom med de
sædvanlige ih- og åh-lyde, og faktisk var
hele scenariet uhyre indtagende. Det var
lige som at være med i en naturudsendelse,
vinden blæste mildt, palmerne svajede
blidt, og elefanterne opførte sig eksemplarisk. De var øjensynligt fuldkommen ligeglade med at have tilskuere til middagen,
og lod som om vi slet ikke eksisterede.
Eller sådan virkede det i hvert fald i
begyndelsen. Elefanterne var præcis, som
jeg havde forestillet mig: store, godmodige
og en anelse sløve. Jeg kunne for min død
ikke fatte meningen med de avisartikler
om dræberelefanter, jeg havde læst, og slog
det igen hen som sensationsjournalistik.
De spisende snabeldyr foran os opførte sig
skam ualmindeligt fredeligt.
Den ene fod på koblingen
Og dog slog det mig underbevidst, at Mike
ikke havde stoppet bilen, men beholdt
den ene fod på koblingen. Jeg havde netop
skiftet film, da jeg bemærkede, at den
største elefant var holdt op med at spise.
Den stod længst væk og stirrede gennemborende på Land Roveren, og der var ingen
tvivl om, at den var flokkens leder. Jeg
mærkede en svag sitren i nakkehårene, og
det føltes som om, den så direkte på mig.
Der var vist ingen andre, der lagde mærke
til noget, før den svingede snablen i vejret
og begyndte at trompetere. Folk grinede.
Jeg hørte lige Steen sige noget om, at den
vist ikke syntes, det var så sjovt at blive
forstyrret midt i frokostpausen, og pludselig rev den store elefant et mindre træ
op af jorden. Det så fuldkommen grotesk
ud – virkede slet ikke som om den havde
anstrengt sig – og nu begyndte jeg alligevel
så småt at begribe, at elefanter måske slet
ikke var helt så ufarlige, som man måske
skulle tro.
Vi begyndte at fnise og sende
hinanden usikre blikke, og Mike
lettede foden en anelse fra speederen.
Førerelefanten stod stadig stille og kikkede
i bilens retning, og den engelske pige kom
med et forsigtigt pip, om at det måske også
var på tide at køre videre. Mere skete der
ikke. Elefanten vendte tilbage til frokostbordet, den anspændte stemning lagde sig
atter, og folk fortsatte med at tage billeder
og kommentere de enorme dyr. Vi stod
vist alle og iagttog den lille unge, som
forsøgte at dige hos sin mor, da førerelefanten igen trompeterede. Folk hujede
og grinede, for det lød mægtig højt, men
smilene havde dårligt lagt sig, før dyret
atter flåede et træ op fra jorden og med
enorm kraft slyngede det ind i buskadset.
10
En gal elefant
”Æh,” mumlede den østrigske fyr. ”Ser den
ikke en anelse utilfreds ud?”
Jeg nåede lige at nikke, før fanden tog
ved elefanten, og situationen på et øjeblik
løb løbskt. Elefanten stormede gennem
buskadset, trampede undervejs små buske
og grene til kvas under sin vældige vægt.
Jeg var fuldkommen målløs over
dens hurtighed og blev øjeblikkelig tør i
munden. Dyret havde kurs direkte mod
bilen, og hele vores gruppe satte i et højt
og kollektivt hyl. Mike slap koblingen,
bilen for frem, men elefanten forfulgte
os stadig. Der var pludselig fandens til
forskel på de venlige pattedyr, vi havde
fotograferet for et øjeblik siden, og til dette
rasende uhyre, og det stod mig pludselig
krystalklart, hvad en beslutsom fem tons
bersærker ville være i stand til at gøre ved
en Land Rover.
Folk begyndte at hyle, og uden at vide
det selv, fortsatte jeg med at tage billeder.
Mike accelererede hen ad vejen, og det
stod heldigvis hurtigt klart, at elefanten
alligevel ikke ville kunne indhente os.
Hvis altså ikke lige tankbilen, som fyldte
hele vejen, pludselig var dukket op bag den
nærmeste bakketop.
”For satan da!” råbte Mike og hamrede
bremsen i.
Vognen skred lidt ud, og flok
hylede igen. Vi blev slynget rundt på
ladet, elefanten var nu nået ud på vejen
og nærmede sig hastigt. Mike hamrede
hornet i bund, og over Roverens tag kunne
jeg se, at tankbilen klodsede bremserne.
Snabeldyret begynder at trompetere
og river et træ op af jorden.
Per refleks knipser jeg løs, mens førerelefanten forfølger os.
På vild flugt
Chaufføren svingede ind til siden, satte
lastvognen i bakgear og forsøgte at gøre
vejen fri. Mike gassede op, vred rattet
rundt og kørte næsten ud i den stenede
rabat. Elefanten så fuldkommen afsindig
ud. Der er ingen sammenligning mellem
et dyrs udseende, når det er venligt eller
aggressivt, og denne her fyr var bestemt
ikke til at spøge med. Uhyret var under
fem meter fra at nå ladet, den vældige
snabel svingede frem og tilbage som en
nedrivningskugle, og de høje trompetlyde
skar i vore trommehinder.
Jeg var fuldkommen i chok, stod
bare og fortsatte med at tage billeder. Jeg
var næsten ved at styrte ud over Land
Roverens lad, da vejen endelig blev fri, og
Mike hamrede sømmet i bund, og vi for af
sted som vinden. Vi mistede elefanten af
syne, faren var drevet over, og i lang tid
efter rystede begge mine ben.
Det var den store tysker, der først
begyndte at grine, og snart istemte vi alle
med en næsten hysterisk dødningelatter.
Jo tak, det var skam lidt af en oplevelse, og
da mørket faldt på, og vi kørte på natsafari gennem parken, med lommelygter
og tændte tagprojektører, var der ingen,
som spillede smarte, når vi så reflekserne
fra dyreøjne mellem de mørke træer. Vi
mødte endnu en elefantflok, men da den
engelske pige, der ligesom var ved at have
fået sin dosis af vildmarksliv, begyndte at
tude, skyndte vi os at køre videre.
Jeg forlod naturparken dagen efter og
fulgtes med de to tyskere til Bangkok, og
da jeg senere snakkede med nogle lokale
om oplevelsen, rystede de bare på hovedet.
”Din bedste chance, hvis elefanten
havde fået fat i Land Roveren,” fortalte en
gammel thailænder gravalvorligt, ”er, at
alle begynder at løbe i hver sin retning.
Elefanten vil først vælte bilen, før den
sætter efter de flygtende, og kun én af jer
ville blive dræbt.”
Gode odds, tænkte jeg og sank en
klump, men efter den oplevelse var jeg
ikke i tvivl om, at avisartiklerne om
elefanternes farlighed var sande.
Jeg har siden set elefanter i både
cirkus og zoo, og jeg har nøje vogtet mig
for at tirre dem. Joh, skulle jeg en anden
gang komme til en thailandsk naturpark,
ville en del af den obligatoriske overlevelsespakke bestemt indbefatte et særdeles
velassorteret lager af peanuts! … Og ikke
et ondt ord om Dumbo!
nn Patrick Leis er forfatter, illustrator og
makeup-artist og har medlemsnr. 569. Han
var på jungletur i Khao Yai i Thailand i
1992. Artiklen er et let bearbejdet uddrag
fra hans bog ”Røverhistorier fra et rejseliv”.
Læs mere om ham og bogen på patrickleishorror.dk/roeverhistorier.
11
Thailand
Khao Yai Nationalpark ligger 140 km
nordøst for Bangkok.
UD & HJEM IGEN: Fly KøbenhavnBangkok fås fra ca. 3.650 kr. t/r.
ADVARSEL: I maj i år gennemførtes et
militærkup i Thailand., og der er indført
udgangsforbud i Bangkok om natten.
Det danske udenrigsministerium opfordrer alle danske rejsende til Thailand
til at registrere sig hos ambassaden.
Der er en generel terrorrisiko i
Thailand, og rejsende opfordres
til at udvise forsigtighed, særligt
hvor mange mennesker færdes og i
nærheden af regerings-, politi-, og
militærbygninger. Der kan i perioder
forekomme skærpede sikkerhedsforanstaltninger på steder, hvor mange
mennesker færdes, herunder lufthavne.
Udenrigsministeriet har desuden
gennem flere år frarådet alle
ikke-nødvendige rejser til og igennem
de sydlige provinser Songkhla,
Narathiwat, Yala og Pattani.
Smil på
Dødens Avenue
Tekst & FOTOS: Jesper Grønkjær
Stemningsbillede fra Tegucigalpa.
12
Med Tino ved sin søns grav. Årstal på de omkringliggende
grave afslører, at man ikke bliver gammel i Honduras. Med 20
mord om dagen er gennemsnitsalderen lav.
Show for 600 unge på børnehjem.
Min rejsemakker, Thomas VovemoD, der er professionel
vanebryder for store danske virksomheder, og jeg selv,
der er tryllekunstner, har i mange år lavet shows rundt i
det meste af verdenen. Denne gang var vi dog ikke alene
på eventyr, men havde et tv-dokumentarhold med. Et
gammelt folkevognsrugbrød blev vores rullende hovedkvarter på rejsen, der førte os ud til hårdkogte kriminelle
i Honduras.
E
t af verdens farligste kvarterer ligger i Honduras’
hovedstad Tegucigalpa i området omkring 7. Avenue.
Pga. bandekonflikter og narkokriminalitet er gaderne
et naturligt hjemsted for de ting, der følger i kølvandet
på den slags ”forretninger”. Det være sig alt fra børneprostitution
til mord – og alt der imellem. I daglig tale omtales kvarteret som
”Dødens Avenue”. Det var her vi skulle opføre vores show.
Jeg ynder at sige, at smilet er håbet – det naive vi alle fødes
med. Men er der i det hele taget noget at grine af, i et land med
20 mord om dagen? Hvis smilet var forsvundet, hvor var det så
forsvundet hen, og ville det være muligt at kunne genskabe det?
En af problemstillingerne er, at mange af de lokale beboere
ikke længere tør færdes på gaderne. Desuden presses mange
borgere af banderne til at betale store beløb i ”beskyttelsespenge”.
Et godt eksempel på hvad der sker, hvis man ser stort på trusselsbrevene fra undergrundsmiljøet, var vores chauffør, Tino.
Hans søn havde nægtet at betale til banderne, så en dag var han
pludselig væk. Kidnappet. Efter fire dage fandt man sønnens bil
udbrændt, og efter yderlige nogle dage fandt man liget af sønnen.
Bagbundet, tæsket, skudt igennem hovedet, brændt og smidt i
floden. Tino fik sin søn hjem i fem plastikposer.
På vej i kortege til ”The Smiling day” som nåede ud til millioner af seere i hele Mellemamerika.
Det klassiske tryllenummer ”den oversavede honduraner”.
Casper Christensen. Han måtte om nogen kunne fortælle mig,
hvilke situationer man kan lave sjov med, og om der mon er noget,
man ikke kan lave sjov med?
Det blev til besøg hos Dr. Elmer: direktøren for et af landets
store behandlingshjem. Han er kendt for at benytte humor i
behandling af sine alvorligt syge patienter. På hans hospital
kørte han og jeg bl.a. race med patienter i kørestole. Op og ned
ad gangene, mens de øvrige patienter heppede. Her var humor et
vigtigt redskab til at nedbryde tabuer og fordomme.
Kan humor gøre en forskel?
Vores mål med showet var, at det skulle være for alle. Det skulle
ikke kun være for de rige eller de dårligt stillede. Det skulle
samle befolkningen. Men for at forstå, hvad humor kan gøre i et
land som Honduras, var det vigtigt først at drage ud og møde de
forskellige befolkningsgrupper og forstå lidt af deres situation.
Vi købte et gammelt folkevognsrugbrød og omdannede bilen
til vores rullende hovedkvarter. Rejsen førte os ud til Honduras’
hårdkogte kriminelle. Dernæst til ofrene. Derfra ud til dem
der bekæmper de kriminelle for at slutte med dem, der styrer
samfundet: magthaverne.
Jeg lagde ud med et besøg hos komikeren Vicente, som
mange opfatter som Honduras’ sjoveste tv-vært. Altså den lokale
Mordere på 12 år
Rustet med lidt viden om humorens muligheder, var det tid til
at møde bagmændene til de kriminelle handlinger. Det blev til
møder med bandemedlemmer, tidligere narkopushere, voldtægtsmænd mfl.
13
Selv om Pedro bor i huler på lossepladsen blandt rotter og gribbe, ikke går
i skole, og hans forældre er døde, så kan
han stadig smile, når muligheden byder
sig.
Særligt indtryk gjorde det på mig, da
jeg optrådte i et ungdomsfængsels pigeafdeling. De indsatte var søde piger mellem
12 og 18 år. De grinede, hyggede sig til
showet og gav efterfølgende kærlige knus.
Men deres historier var dybt tragiske. Der
var bl.a. Rose, der som 12-årig skar halsen
over på sin mor, ligesom der var Clair på
13 år, der havde slået sin kæreste på 30 år
ihjel, fordi han mishandlede hende og
piskede hende med ledninger. Jeg kunne
ikke lade være at tænke, at når folk på
den måde skaber ofrer, så må de tidligere
i livet selv have været udsat for misbrug
eller svigt. Ellers kan jeg ikke tro, man kan
blive sådan!
For at målrette min underholdning til (det fængslede) publikum
sluttede jeg af med at lave et udbrydernummer. Betjentene var ikke helt trygge,
da det lykkedes mig at komme fri af et
par håndjern i løbet af 30 sekunder …
men fangerne syntes heldigvis, det var
morsomt!
Kvindelig massemorder
Ad snørklede veje fik jeg et unikt indblik
i et af de mest sygelige og ondskabsfulde
bandemiljøer, da det lykkes at få et sjældent interview med 21-årige Roberto med
tilnavnet ”Den unge dræber” samt med
”Hundjævelen”. Bag navnet finder man
en af de mest berygtede massemordere
i Latinamerikas historie. Man mener, at
hun trods sine 33 år, hvoraf flere år var i
fængsel, har begået omkring 400 mord.
”Iført” rød klovnenæse satte Tino The Taxadriver sit gule håndaftryk på den
smilende bus.
Hun sad fængslet i fire år, men er nu
løsladt.
På hemmelige mødesteder i byen
indvilligede de i at fortælle om deres liv,
og om hvordan banderne fungerede. Det
var en grotesk beretning om, hvordan
man planlægger og udfører mord på rivaliserende bander, hvordan de langsomt
torturerede fjenden inden drab. Fx skar
de langsomt huden af deres offre, eller
som i Hundjævelens tilfælde, hvor hendes
undersåtter fangede en rival, satte et
bildæk over ham. Hun overhældte ham
med benzin og satte efterfølgende ild til, så
han brændte ihjel. Da hun senere skulle
spise sin frokost bad hun mændene fjerne
liget, da hun ikke gad se på det, mens hun
indtog middagen! Det mest kvalmende var
dog, da Roberto med slet skjult stolthed
viste mig optagelser på Youtube, hvor man
nøje så en afstraffelse af en ung mand, de
endte med at myrde. Robertos ven på 17
år havde i øvrigt én sort streg tatoveret i
hovedet for hver mord, han havde begået.
Han er nu tatoveret fra issen og hele vejen
ned over ansigtet, ned over halsen og helt
ned på skulder og bryst. Der er i alt mere
end 120 streger.
Jo længere vi kom ind i snakken om
privatlivet, og jo flere andre jeg talte med,
desto mere kunne jeg se, at de mennesker indeni selv var små og sårbare. For
at forstå de mekanismer, der foregår i et
sådant land, skal man vide, at nogle af de
mennesker er vokset op i et miljø, hvor
de aldrig har oplevet kærlighed. Som
Hundjævelen, der nu lever et kristent liv
14
forklarede, så vokser unge mennesker op
i et land, hvor de udelukkende udsættes
for had og ondskab. Dette bliver virkeligheden, og det som man tager til sig som
værende den måde folk normalt opfører
sig på. Vil man have et par nye gummisko,
så skyder man ham, der har dem på, sagde
hun!
Nu er hun imidlertid blevet omvendt.
Hun lever et kristent liv, og var generelt en
sød og imødekommende kvinde. Vi var på
kindkys og er nu Facebook-venner. For da
hun i fængslet mødte kærligheden gennem
en præst, var det allerførste gang i hendes
liv, hun oplevede dette. Tidligere vidste
hun ikke, hvad det var. Hun blev væltet
omkuld af at få respekt og omsorg. Først
på dette tidspunkt fik hun viden om, at
man kunne elske i stedet for at tæske.
Helvedes forgård
I den fattigste del af hovedstaden oplevede
vi helvede på jord. På én af de kæmpestore
lossepladser optrådte jeg for skraldemennesker. Jeg ynder at sige, at når man er
berejst, er der ikke meget, der kan komme
bag på én. Men jeg blev desværre overrasket. Jeg fik fortalt, at disse mennesker
lever som dyr. Men havde de været dyr
i Danmark, så var de for længst blevet
aflivet pga. misrøgt. Da vi kørte derfra,
kastede jeg op. Ikke pga. stanken af lort,
urin, affald, døde dyr osv. Nej, pga. de
følelser jeg havde i mig. Og grotesk var
det, at vi en halv time senere stod og var
hovedpersoner i en honduransk tv-quiz
med millioner af seere. På den måde gik
de ofre, jeg talte med. En pige var smidt ud
med affaldet, en anden solgt til prostitution. Nogle børn var forældreløse, da deres
mor og far var myrdet, sad i fængsel, eller
måske var døde af stoffer. Beretningerne
var endeløse. Og mens jeg sad der og
kæmpede med følelserne, så kom forstanderen og bekendtgjorde, at nu var der 600
publikummer, der var klar til show. Igen
kontrastfyldt at gå fra personlig tragedie
til total gakket underholdning.
Nu kører bussen rundt i Honduras, som
synligt bevis på, at folk står sammen i
bestræbelserne på at bekæmpe kriminalitet på ”Dødens Avenue”. Deres våben
er smil og humor.
oplevelserne konstant som en følelsesmæssig rutsjebane tur.
Præcis sådan var det også, da jeg
besøgte børnehjemmet Emmanuelle.
Første del bestod i interviews med flere
af de unge piger, der fortalte om, hvordan
de var blevet seksuelt misbrugt. I flere
tilfælde først af faderen, dernæst af deres
brødre. Den 19-årige Layla fortalte detaljeret om, hvordan hun efter sine forældres tidlige død var vokset op hos sin
bror, fra hun var tre år. Han tvang hende
til at ordne hus og sælge brød og aviser.
Jævnligt tæskede han hende med kæppe,
ledninger, kabler eller bælter med jernspænder. På et tidspunkt bandt han hende
i tre døgn til et træ i haven, mens han
mishandlede hende, så hun var sikker
på, hun skulle dø. Hun stod nøgen og
forkommen i haven, med en sort sæk over
hovedet og tape for munden. Da han stoppede sin tortur af hende, kørte han hende
ind på banegården og gav hende 4 kr. og
sagde: ”Jeg vil aldrig se dig mere. Hvis du
sætter dine fødder i mit hjem, så slår jeg
dig ihjel. Og jeg mener det.”
Layla fortalte nøgtern og detaljeret
om de mange overgreb. Vi talte om hendes
drømme og håb for fremtiden. Hun sagde
til mig: ”Min drøm er at se min bror igen.
Jeg har ikke set hverken ham eller min
øvrige familie siden. Hvis jeg møder ham,
så vil jeg sige undskyld.”
Jeg troede, jeg hørte forkert, for
hvorfor ville hun undskylde? ”Jeg vil sige
undskyld, hvis jeg har ødelagt hans liv.
Hvis jeg tilgiver ham, så kan han måske se,
at han har gjort mig fortræd, og så angrer
han måske også, hvad han har gjort.”
Jeg var målløs over denne udmelding,
men det var det samme der gentog sig ved
En fremtryllet fisk til borgmesteren
I den anden ende af samfundslaget var
det besøg hos Tegucigalpas borgmester og
præsidentkandidat Ricardo Alvaraz. Han
blev først noget overrasket, da jeg tryllede
en levende guldfisk op i hans vandglas
på byrådsmødet, men han endte med at
skaffe os den nødvendige politibeskyttelse
til vores arrangement.
I forlængelse af snak om bekæmpelsen af kriminalitet, fik vi muligheden
for at komme med politiet på patrulje.
På ladet af en pickup sad vi en sen nat,
med otte hårdt bevæbnede betjente med
hjelm og skudsikker vest. Desværre havde
de ikke udstyr til os to danskere, da vi
sammen stormede en narkobule, hvor
betjentene med fast tag i deres pumpguns
fik lagt adskillige pushere ned.
The Smiling Show
Dagen før vores hjemrejse var vi klar til
show. Politiet havde afspærret ”Dødens
Avenue”. Ladet af en gammel lastbil brugte
vi som scene. Med Honduras’ officielle
folkevognsklub, kørte vi i en lang kortege
gennem byen med vores gamle rugbrød i
front. På en åben bil stod et sambaorkester
og sendte glade rytmer ud til befolkningen.
Landsdækkende honduransk tv fulgte os
på ruten frem til ”Dødens Avenue”, hvor
publikum ventede.
Vi havde lokket Josue Mortho til at
holde åbningstalen. Han var ”kronprinsen”
i menneskerettighedsorganisationen
Alianza. Organisationens advokat var i
øvrigt blev myrdet på klos hold ved skud
fra en forbikørende bil pga. deres arbejde
mod kriminalitet!
Showet var en kombination af dansk
trylleri, popmusik fra Latinamerikas
hotteste band, stand-up med tv-værten
Vicente osv. Dermed så det ud til det
lykkes, at få folk tilbage på gaden.
Men de skulle ikke blot underholdes, de
skulle selv lære at sprede smil på en aktiv
måde. For mig er indbegrebet af smil en
klovn. Og indbegrebet af klovnen er den
røde næse. Så jeg havde medbragt 1.000
15
Honduras
Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnTegucigalpa fås fra ca. 6.350 kr. t/r.
Kost & logi: Et værelse på vandrerhjem kan fås for mellem 55-80 kr. og
privatværelser er mellem 80-400 kr.,
afhængigt af hvor du er i landet. Som
de fleste lande i Mellemamerika er mad
billigt, selv om man sagtens kan finde
europæiske priser, hvis man går på de
fine restauranter i storbyerne.
røde klovnenæser, der blev delt ud, og
som publikum skulle lære at trylle med.
Det var et fantastisk syn: børn og gamle,
præster og narkomaner, politibetjente
og kriminelle, politikere og hjemløse …
alle endte med at stå med røde næser og
kæmpe smil.
Sluttelig skulle der gives hånd på, at
folk nu ville gøre en indsats for at tilbageerobre gaderne. At de ikke længere vil
finde sig i de kriminelle, der holder folk i
jerngreb. Som en symbolsk handling fik
alle publikummer dyppet deres hånd i en
spand gul maling. De mange gule hænder
blev sat som aftryk på vores blå folkevognsrugbrød. På den måde tøffer den
gamle bil nu rundt som rullende bevis på,
at folk ønsker at stå sammen i Honduras.
Smilet er stadig den korteste afstand
imellem alverdens mennesker!
nn Jesper Grønkjær har medlemsnr. 322.
Filmen om hans rejse forventes at få dansk
tv-premiere til efteråret, hvor bogen efter
planen også udkommer. Læs mere om hans
rejseoplevelser på www.tryllestav.dk.
Tekst & FOTOS:
Jacob Gowland Jørgensen
Tosset med
fjorde
Solskin over Lustrafjorden.
Hestens hage
Vi kører ud af Oslo, og denne første dag ser vi lige præcis to skyer,
mens vi æder kilometer i bilen. Vi er på vej til Kaupanger igennem
grønne dale for at finde vores hytte Hestehagen. Ja, hvis man er
lidt sprognørdet, er der megen munterhed at finde i det norske
sprog, (som mine venner kalder oliedansk, men det er vist ikke så
politisk korrekt). Vi finder frem til bondegården, der ligger med
udsigt til Sognefjorden, og vores værtinde Ingebjörg viser os hen
til en fin, gammel hytte. Det viser sig heldigvis, at ”hagen” er en
have, så vi slipper for at bo i hestestalden. Vi pakker al maden
ud – vi gad ikke, at hele rejsebudgettet skulle ædes op af de norske
supermarkedspriser – og falder ind i fjordrytmen. Vi griller, bader
og hygger os, og ungerne finder straks et par andre børn at lege
med. Fred.
Efter et par dage er vi klar til at erobre nærområdet.
Lustrafjorden ligger få kilometer væk, og dér ligger Urnes
Stavkirke på den anden side af fjorden. Efter en meget malerisk
køretur, og en af utallige, små sejlture på denne tur, kommer vi
op til kirken. Den har efter sigende lagt stil til mange af de andre
norske trækirker fra den tid. Solen skinner, og mens vi beundrer
vikingekirken og området omkring, guffer vi de største hindbær,
jeg nogensinde har set. De er deciderede gigantiske, og det viser
sig, at fjordområdet er Norges frugthave, bl.a. fordi der er de
højeste temperaturer i landet. Me like. Senere besøger vi også stavkirkerne i Kaupanger og Borgund, som bare dukker op på ruten.
Ungerne er ret optagede af de mange dyr, man kan finde i træudskæringerne på kirkerne, og hvis yngstemanden havde kunnet
give high five til en trækirke, havde stavkirkerne helt sikkert fået
en for de mange drageudskæringer. For der er altså noget ved at se
kirker, når der er drager på.
26 °C. Ingen skyer og ingen vind. Tag med Jacob på roadtrip til Fjordnorge, hvor rute 55 er i en klasse for sig. Også
i solskin.
O
kay, indrømmet – det er dælme heldigt, at solen bager
igennem med 26 °C i skyggen, den dag Oslofærgen
spytter os og den firhjulede ud midt i Oslo. Vi
vandrer ud i den rare by, besøger det fine berejste
museum (Kon-Tiki Museet), og må gå i skyggen, da vi besøger
Vigelandsparken med alle dens kravle- og fotovenlige skulpturer.
For vi sveder. Det er lidt surrealistisk, for denne tur har været
aflyst flere gange pga. skodvejr her i det norske. Men Thor og hans
tordenhammer er vist taget til Mallorca, og vi nyder det.
Historien tager sin begyndelse nogle år tidligere, hvor jeg
sidder med det nye nummer af Globen i hånden. En begejstret
berejst fortæller om en smuttur og viser billeder af Fjordnorge, og
det minder mig om, at dér må jeg hen. Det er jo også lige deroppe.
Men som en, der ikke er bygget til det nordiske klima, piner det
mig at skulle bruge feriedage på at tage på ferie i 8 °C og regn,
som det netop var den julidag for nogle år siden, hvor vi havde
besluttet,, at vi skulle køre derop. Så bilen blev vendt, og den kørte
sydpå i stedet. Året efter opgav vi på forhånd og fløj til Svalbard,
for skulle det være koldt, kunne vi lige så godt få en arktisk oplevelse ud af det. Men efter et fantastisk roadtrip i Sydamerika
besluttede vi, at den lille familie skulle trille til Norge i juli 2013,
og så måtte det bære eller briste. Ja, jeg gik vist endda så langt som
til at lufte mit yndlingshadeudtryk: ”Det er ikke vejret, den er galt
med, det er beklædningen,” for nu ville jeg se dét der Norge rigtigt.
For at holde os selv fast på beslutningen bookede og betalte vi
hurtigt for en hytte ved den inderste del af Sognefjorden, lige i
smørhullet, midt i juli.
I kategorien ”gode rejsebeslutninger” ligger denne beslutning
ret højt på listen.
I sne og sol skal turisten ud
Ingebjörgs mand fortæller os, at området omkring os er rekordernes land. Sognefjorden er verdens længste fjord, Galdhøpiggen
16
Norge
er Nordeuropas højeste punkt, og
Jostedalsgletsjeren er Fastlandsnorges
største. Og i al beskedenhed mener han
også, at hans hjemmelavede æblejuice er
ret god, for Norge altså ... Eller landsbyen i
hvert fald ... I shorts og fleece-trøjer sætter
vi kurs mod en vandrevenlig gren af den
enorme gletsjer, og Nigaardsbræen er lige i
øjet for os alle sammen. Området er spektakulært og relativt nemt at vandre rundt i,
og ungerne leger med isklumper i solen og
forcerer stolt klipperne. Der er mulighed
for at komme på gletsjervandring hver
halve time, bare med jernpigge spændt
under de sko man nu kommer i, så det gør
vi og får en oplevelse. Det fungerer, det er
sikkert, og det er bragende flot.
Høj på Rute 55
Min eneste turbooking hjemmefra var
til færgen fra Hellesylt til Geiranger,
fordi Geirangerfjorden skulle være en i
særklasse flot fjord. Selv for Norge. Det
er her, krydstogtskibene sejler ind, og det
skulle vi op og opleve. Og det var også flot.
I fjorden springer de enorme klipper op af
vandet på begge sider, og selv store skibe
virker små i disen, mens de mange springvand konstant skænker fjorden frisk vand.
Dagens vinder blev dog Sognefjellsvegen,
der løber igennem Norges højeste fjeldpas,
og er en del af de naturskønne ruter, som
der er i det turistvenlige fjeldland. Vejen
via Lom var den eneste vej tilbage til
hytten fra Geiranger, og hvilken vej! Det
var svært at holde fingrene fra kameraet, der lystigt klikkede derudaf, og vi
stoppede en masse gange. Både fordi vi
måtte ud og sætte sandalerne i den flotte
natur, men også fordi man godt kunne
blive lidt rundtosset af de mange sving
på vejen. Luften var frisk og klar, og roen
gennemtrængende. De snedækkede fjelde
lå idyllisk bag søer og klipper, og udsigten
var fænomenal 360° rundt. Det tog en
evighed at komme tilbage til hytten, og vi
var helt høje, da vi endelig ankom.
Rejsen til Jordens indre
Halvdelen af de godt 200 km fra Sogndal
til Bergen er i tunneler, bl.a. en djævel
på 24 km, hvor man føler, at man er ved
at trille ind til Jordens indre. Spændende
og virkelig rart med en lige vej når man
har taget titusinde hårnålesving på en
uge, men også lettere klaustrofobisk. Bilen
trillede os heldigvis lige igennem til den
anden side, hvor den næste tunnel så åbenbarede sig ... Vi så hyggelige Bergen med
dens mange turister og kørte via kystvejen
og et par færger til flotte Stavanger. Her lå
en perfekt bed & breakfast, der var vores
sidste overnatning, inden vi skulle sejle
tilbage til Danmark.
Vejret var nu helt normalt igen, og
vi fik både lidt dryp og en lille vippetur
på sejlturen til Hirshals. Tidligt om
morgenen kørte vi ud på de brede strande
ved Tversted på vej til Skagen. I morgensolen gik vi tur, mens ungerne tegnede
billeder i sandet, og vinden blæste os en
kølig sidste hilsen fra fjeldlandet mod
nord. Det var en god tur til Norge. En
virkelig god tur. Og nu kunne et roadtrip i
Danmark begynde.
17
Ud & hjem igen: Vi tjekkede seværdigheder ud på www.sognefjord.no og
lejede hytten via www.amblegaard.
no for 6.300 NOK. Man kan sagtens
finde hytter til ikke-groteske priser i
området, hvis man er ude i god tid, fx
via Novasol. Priserne i supermarkederne og tankstationerne var ikke helt
så høje, som vi havde regnet med, dvs.
ofte kun lidt over danske priser.
Vi fik gode rabatter på færgerne til
og fra Norge ved at booke via FDM og
kom nemt om hele deres vejbetalingssystem ved ikke at gøre noget, og så
kom der en regning på et par hundrede
kr. tilsendt med posten. Man kan også
tilmelde sig vejbetalingssystemet
deroppe med kreditkort. Vær obs på,
at der er rigtigt mange fartfælder, og
bøderne er høje, når de lander i din
postkasse. Vejstandarden er varierende, dog mest i den gode ende, og
det tager rigtig lang tid at komme
omkring pga. de snoede veje, op- og
nedkørsler, vejarbejde og begrænsede
overhalingsmuligheder.
nn Jacob Gowland Jørgensen har
medlemsnr. 379. Inden for det seneste halvandet år har han rejst rundt mellem fem
kontinenter og til dato besøgt 11 territorier
og 66 lande.
På snesko i Bryce Canyons
spektakulære orangerøde
landskab.
San Franciscos vartegn:
Den smukke Golden Gate Bridge.
Nyd friheden i bil:
På fire hjul fra San Francisco til Santa Fe
Med lokalradioernes oldies, Rand
McNally og Rough Guide som turledere er et roadtrip indbegrebet af
frihed og det at rejse gennem USA.
Og det amerikanske bondeland skal
så absolut opleves fra landevejen.
Tekst & FOTOS:
Lars-Terje Lysemose
”J
iiihaa!” Friheden på fire hjul har
aldrig føltes så stor, som da vores
lejede Pontiac Grand Am sætter i
gear, og vi triller ud ad landevejen
i Mustangens og Cadillacens hjemland.
Storbyens brede boulevarder er perfekte
til at cruise på, ved bygrænsen venter
ottesporede motorveje, og i ødemarken
støvede jordveje. Vi er to danske gutter
midt i 20’erne, og over de næste dage her i
det tidlige forår skal vi naturligvis prøve
det hele!
Inden vi sætter os til rette bag
rattet, bruger vi tre dage på at akklimatisere os i USA’s smukkeste og mest
charmerende storby: San Francisco i
det nordlige Californien. Navnet røber
byens spansk-mexicansk ophav, for San
Francisco er opkaldt efter en spansk
mission, der blev grundlagt her i 1776. Da
der midt i 1800-tallet blev fundet guld og
sølv i Nevada og Californien, blev havnebyen et økonomisk og kulturelt centrum
på USA’s vestkyst. I dag er San Francisco
nu mest kendt for at være USA’s mest tole-
rante og liberale storby. For her er frisind
og frihed til at være, som man er.
Green Tortoise tilbyder sig med et
6 m2 tomandsværelse og er geografisk
set et godt udgangspunkt for at opleve
San Franciscos anarkistiske særpræg.
Og så får man morgenmad med i prisen.
Vandrerhjemmet ligger tæt på centrum
og byens vigtigste turistattraktioner.
Green Tortoise – navnet alene! – har
ikke fortrængt idealerne fra hippietidens
velmagtsdage: Saunaen er for begge køn,
og ingen interesserer sig for, hvilken slags
tobak, der stoppes i piben i det rustikke
opholdsrum. Ved poolbordet blæses der på
Californiens ellers omfattende forbud mod
rygning i offentligt tilgængelige lokaler.
Der er ikke mange meter fra San
Franciscos sorte ghetto til bydelen Castros
forelskede bøssepar og millionærhotellerne på Nob Hill. Byens lyse victorianske
huse, sporvogne og cable cars udgør et
urbant postkort, der inviterer til afslapning på gadernes tusinder af eksotiske
cafeer. Og så er der byens 800.000 indbyggere: sorte, hvide, gule, tiggere, gademusikanter og topmodeller i et konstant
kaotisk virvar, der tilsyneladende er byens
orden. Hele metropolområdet omkring
San Franciscobugten tæller 7 millioner
indbyggere.
I gear med Pontiac
Man føler sig velkommen – mens man
langsomt vænner sig til, at bilerne drejer
til højre for rødt lys. Med kun syv dage
18
til rådighed har vi valgt at leje en bil
hjemmefra. Ellers kunne vi have brugt
de tre dage i San Francisco på at studere
bilsektionen i The Chronicle eller telefonbøgernes henvisninger til et af de mange
drive away-firmaer, der tilfældigvis måtte
have en bil, de gerne ville have transporteret til målet for vores rejse: Santa Fe,
delstaten New Mexicos hovedstad, 2.400
km længere mod sydøst.
Det er en fornøjelse at sætte sig bag
rattet i en køreklar og potent Pontiac
Grand Am med automatgear. Og heller
ikke de navnløse amerikanske vejskilte
volder større problemer, end at det i første
forsøg med Rand McNallys vejatlas ved
hånden lykkes at finde frem til Interstate
5 South i retning mod Los Angeles. Rand
McNally kan anbefales!
En sprudlende glæde over at have
erobret friheden på de amerikanske landeveje indfinder sig. Ingen har dyttet, blinket
eller vrisset. Ud ad motorvejen forekommer alt overvældende. Her er ingen
begrænsninger, og country- og rockmusikkens evergreens er som født ind i vores
mørkegrønne Pontiac.
En evergreen
Man nærmest svæver ind i et sjældent
portrætteret USA. Et kæmpemæssigt
bondeland befolket af enlige landbrugsmaskiner, bønder, der er ved at så, og godstog,
der trækker op til 140 vogne og snegler sig
ud ad de endeløse sveller, mens en flere
Efter et regnskyl står ørkenplanterne i
Death Valley i fuldt flor.
Badwaters flade landskab i Death Valley
er det laveste punkt på landjorden.
hundrede meter lang bilkø hober sig op
tisk maleri af lokalområdets turistattrak-
drevet af den amerikanske stat, sætter den
ved jernbaneoverskæringen.
Købmanden, der kort efter ved en af
de mindre landeveje servicerer os med
toastbrød og fedtfattig hytteost, kalder sig
Smiling Charlie og spørger vidunderligt
uforbeholdent, hvad vi laver, hvorfor vi er
her, og hvad der dog kan være interessant
ved den sneklædte Sierra National Forest? –
et kæmpemæssigt bjergrigt skovområde på
5.260 km2, som går fra 274 moh til højeste
tion.
I modsætning til vandrerhjemmene inkluderer prisen dog udelukkende
morgenkaffe. Så Smiling Charlies toastbrød og pålæg var et fornuftigt indkøb,
inden vi næste morgen sætter kursen mod
Death Valley, det varmeste og dybeste sted
på landjorden, med en varmerekord på
57 °C, og USA’s største nationalpark uden
umiddelbare naturoplevelse i perspektiv.
De fleste amerikanske besøgende
holder sig bevidst til vintermånederne og
foråret, når ørkenplanterne efter et regnvejr står i fuldt flor. Det er også udelukkende i de måneder, man kan vandre i de
sandede ørkenbjerge og beundre de mere
end 900 plantearter, der findes i dalen.
Mange planter venter alene på de få dage
om året, hvor forårsregnen sætter alting i
blomst.
En del af tiltrækningskraften ved
dette lavpunkt er netop at se, hvordan
planter, dyr og mennesker overlever i et
ekstremt hårdt klima, der let kan blive
livstruende. Bilernes aircondition har
muligvis elimineret mange af de farer, en
tur gennem området tidligere indebar,
men Death Valley er stadig et øde sted,
og uden for golfbanen i Furnace Creek er
punkt 4,263 moh.
Terrænet for foden af den 650 km
lange Sierra Nevada-bjergkæde byder på
rullende egetræsbevoksede bakker og
skråninger og et virkelig smukt alpint
landskab i højderne. Her er også de
gigantiske og for Californien endemiske
mammuttræer (Sequoiadendron giganteum) på i gennemsnit 50-85 meters højde.
I 1800-tallet var disse øde skovstrækninger
kulisse for den tids store guldfeber. Og så
er her naturligvis rigeligt med fisk og vilde
dyr, varieret bjergflora og masser af rekreative muligheder til at gøre nationalskoven
til enhver friluftselskers paradis.
I dronningens seng
Mørket sænker sig bag klippeskrænterne, og vores primære opmærksomhed
retter sig mod at finde et billigt motel i
nærheden. Det virker mere som reglen
end undtagelsen, at der herude på det
amerikanske bondeland findes et motel for
hver samling af tre huse og et fælles lokum.
Og de findes i mange prisklasser. Men for
nogenlunde det samme som prisen for to
personer på et vandrerhjem er det muligt
at få et dobbeltværelse med eget bad og
toilet, to superbløde queen-size-senge, et
fjernbetjent farve-tv, og et pseudoroman-
for Alaska.
Under havets overflade
Det er en udbredt misforståelse, at man
i Death Valley ikke finder andet end
kilometer efter kilometer endeløst fladt
ørkensand, spredte kaktusser og kraniet
af et kvæghoved. De færreste er klar over,
at der fra Badwater, det laveste punkt på
den vestlige halvkugle, til nationalparkens højeste punkt, Telescope Peak, er
3.437 højdemeter. Faktisk er Death Valley
omringet af rå og næsten ugennemtrængelige bjergkæder. Ved parkens vestlige
indgang kører man fra 0 til 1.500 meters
højde på en strækning, der er mindre end
30 km.
Stedet, på grænsen mellem Nevada
og Californien, dannede i midten af 1800tallet ramme for tusindvis af håbefulde
guldgraveres rigmandsdrømme. Siden
blev dalen fast kulisse for Warner Bros.’
westerndramaer. Nu er sand, dyreliv og
klippeformationer både mål for rejsende
med geologiske, arkæologiske og zoologiske specialinteresser og almindelige turister, der ønsker at opleve verden 86 meter
under havets overflade – men stadig under
åben himmel – i saltaflejringerne ved
Badwater. Museet i Death Valley Visitor
Center, der som alle nationalparker er
19
faciliteterne meget begrænsede.
Spøgelsesbyer og radioaktivt støv
Da guldgravere opdagede dalen i 1849, blev
deres håbefulde forventninger om at finde
guld og sølv ikke indfriet. Tværtimod,
Death Valley blev blot en ulidelig
pine af ørken og varme på vejen mod
drømmen om rigdom. At guldgraverne
ikke var begejstrede for det ensomme
ridt over ørkenen, kan ses af stednavne
som The Devil’s Golf Course (”Djævlens
Golfbane”) og Coffin (”Ligkiste”). Først
i 1881 havde lykkeriddere heldet med
sig, da de stødte på ørkenens hvide guld,
krystallet boraks. Minebyer som Rhyolite
skød op som paddehatte. I 1911 talte denne
by 10.000 indbyggere og rummede to
kirker, 50 saloner, 18 butikker, to bede-
Cliff Palace. Mesa Verdes indianske klipperuiner i det vestlige
Colorado er nogle af USA’s bedst bevarende minder om tiden
før koloniseringen af Amerika.
det lokale Visitor Centers tilbud om gratis udlån af snesko. Det
viser sig at være en god modpol til de seks til otte timers daglig
bilkørsel.
mænd, 19 hoteller, otte læger, to tandlæger, en børs og en opera. I
dag er kun få ruiner tilbage.
Lyden af hylende prærieulve giver ordet spøgelsesby en ny
betydning i den stjernebesatte nat, da den mørkegrønne Pontiac
sætter i gear. Dalens status som prøvebane, når amerikanske
motorgiganter præsenterer nye bilmodeller, bliver udfordret til det
yderste på de øde og halvmørke landeveje mod Las Vegas, der snor
sig udenom det radioaktive støv i Nevadaørkenen, hvor adskillige
atomprøvesprængninger har fundet sted.
Ved ankomsten viser Las Vegas ikke tegn på at være USA’s
førende boomtown med mere end 100.000 hotelsenge, 30 millioner overnattende gæster om året og 10 af verdens største hoteller.
Neonhavet er langtfra så imponerende som på tv. Gæsterne
på flertallet af Las Vegas’ kasinoer møder op med hverdagens
hængerøv og en fedtet baseballkasket. Året før spyttede en
maskine 12.513.166 dollar og 20 cent (ca. 83 millioner kr.) ud i
klingende mønter. Men medmindre man ønsker et par dage med
billige branderter i de mangfoldige one dollar-barer, er det værd
at overveje, hvor interessant det er at følge Joe Sixpack og fru
Fyldepoletter fylde poletter i Las Vegas’ enarmede tyveknægteland i håbet om den store gevinst.
Spartanske Santa Fe
På Santa Fe International Hostel får vi, for samme pris som
motellet ved siden af, 14 elendigt isolerede kvadratmeter med
bad og toilet på gangen og ingen fjernbetjening. De spartanske
værelser opvejes dog til fulde af en fællessal med mennesker,
klaver, guitar og diverse praktiske oplysninger om både lokalområdet og udenbys vandrerhjem. Her er stemning og rejsetips, og
ikke mindst krav om at gøre en daglig tjans – chores! – feje gulv og
gøre rent. Med Santa Fes spansk-mexicanske adobearkitektur og
de mange kunstgallerier i den historiske by i 2.100 meters højde er
denne miniatureforestilling fra USA’s uspolerede virkelighed slut.
Vil man have tid til et hvil, hver gang man møder en hyggelig
Grandma’s Coffee Shop, og samtidig realisere drømmen om at nå
hele vejen fra Stillehavet til Atlanten, kræver det mindst tre uger
on the road. Men så længe man sætter sig realistiske mål for kørestrækning, er syv dage nok til at opleve frihedsfornemmelsen fra
Bruce Springsteens ”Cadillac Ranch”:
Well, there she sits buddy justa gleaming in the sun
There to greet a working man when his day is done
I’m gonna pack my pa and I’m gonna pack my aunt
I’m gonna take them down to the Cadillac Ranch
Eldorado fins, whitewalls and skirts
Rides just like a little bit of heaven here on earth
Well buddy when I die throw my body in the back
And drive me to the junkyard in my Cadillac
Cadillac, Cadillac
Long and dark, shiny and black
Open up your engines let ‘em roar
Tearing up the highway like a big old dinosaur
James Dean in that Mercury ‘49
Junior Johnson runnin’ thru the woods of Caroline
Even Burt Reynolds in that black Trans-Am
All gonna meet down at the Cadillac Ranch
Cadillac, Cadillac
Long and dark, shiny and black
Open up them engines let ‘em roar
Tearing up the highway just a big old dinosaur
På snesko
En af kør-selv-feriens vidunderlige kontrastoplevelser venter
næste dag efter 600 kilometers kørsel gennem Nevada og Arizona.
Stedet er det sydvestlige Utah i Bryce Canyon Nationalpark, i
de vestlige udløbere af Rocky Mountains. På vores håbefulde
spørgsmål om et ledigt værelse på vandrerhjemmet Pink Cliffs
Village, svarer en skægstubbet Tim McKinlay, at vandrerhjemmet
er lukket uden for sæsonen. Han ser nu også ud som om, han ikke
har set en gæst i et halvt år.
Til gengæld kan han tilbyde et af etablissementets dobbeltværelser i det tilhørende motel til samme pris som et værelse
på vandrerhjemmet. Endnu en nat er sikret på det amerikanske
bondeland, blot en km fra en underskøn nationalpark. Her kan
de vågne hver morgen opleve solen stå op i en kulisse af 60 millioner år gamle røde og hvide kalkaflejringer, der danner et hvidog rødglødende panorama af majestætiske spir, tårne og buer.
På det lokale hotel kan man leje udstyr til de godt 30 kilometers
præparerede langrendsløjper. Og inden turen går videre gennem
det sydvestlige Colorado til Santa Fe i New Mexico, tager vi imod
(uddrag fra “Cadillac Ranch” af Bruce Springsteen).
20
Friheden i bil
gennem Usa
meside Cost to Drive på beta.costtodrive.
com til ca. 200 USD i 2014-priser. Prisen
på benzin i USA er lav, og det er faktisk det
samme, som turen kostede i 1998.
Ud & hjem igen: Fly København-San
Francisco fås fra ca. 3.900 kr. t/r. Fly
København-Santa Fe fås fra ca. 5.500
kr. t/r.
Indrejsekrav til USA: Siden 2008
skal alle danskere foretage en såkaldt
ESTA-registrering på nettet senest 72
timer før indrejsen. Uden en ESTAregistrering får man ikke lov til at rejse
ind i USA. Registreringen er gyldig i to
år, men skal opdateres ved ny indrejse.
Læs mere på esta.cbp.dhs.gov/esta/
application.html.
Kørekort: Et internationalt kørekort
er en slags ekstra legitimation, der
på engelsk redegør for ens kørselsrettigheder. Det fås for 25 kr. hos
Borgerservice i Danmark.
Benzin: Benzinudgifterne til et
roadtrip fra San Francisco til Santa Fe
beløber sig ifølge den praktiske hjem-
Bilkøb: Om det bedst kan betale sig at
købe eller leje en bil, afhænger af, hvor
længe man er af sted. Har I en måned eller
mere at disponere over, er der tid til at
gennempløje de lokale aviser for gode
biler og brugtvognshandlere. Og så er man
selv herre over, hvor og hvornår vognen
skal afleveres. En rimelig bil kan købes
for 25-30.000 kr. enten fra en bilhandler
eller privat. Men for at gardere sig mod
sammenbrud midt i Nevadas ørken er det
værd at få tjekket for fejl og mangler på et
værksted. Det koster ikke mere end et par
hundrede kr.
Billeje: Har man kun en uge eller to til
disposition, er en lejet bil at foretrække.
Men så skal man også aflevere bilen, hvor
man hentede den. Ellers vanker der en
såkaldt drop-off-afgift, der svinger mellem
100 og 1.000 USD. Afgiftens størrelse
varierer fra selskab til selskab. Firmaet
Rent-a-Wreck har i øvrigt gjort det til sit
speciale at udleje ældre og godt brugte
biler billigt. Vognene ligner faktisk sjældent vrag, men fremstår som let bulede og
mekanisk velfungerende ældre modeller
– ikke sjældent Cadillac eller Chevrolet.
Book via www.rentawreck.com.
Kør væk: De såkaldte drive away-firmaer
har specialiseret sig i at transportere
andres biler. Bortset fra udgifterne til
benzin er denne transportmulighed så
godt som omkostningsfri. Drive away-fir-
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr.
364 og er journalist og ansvarshavende
redaktør af Globen. Roadtrippet gennem
Californien, Nevada, Arizona, Utah,
Colorado og New Mexico foretog han i
1998 sammen med sin daværende kollega
på Politiken Kristian Klarskov. Lars-Terje
boede og arbejdede i 1997 i Minneapolis,
og i løbet af tre år fra 1997 til 2000 fik
han lejlighed til at besøge 38 af USA’s
50 delstater. Læs mere om Lars-Terje på
www.lysemose.com.
Vores roadtrip begynder med en fantastisk
udsigt til Stillehavet og San Francisco.
21
maet har forpligtet sig til at transportere en given bil fra et sted til et
andet. Når man ringer ind og tilbyder
at køre en strækning, bliver man en
del af firmaets forretning med kunden.
Derfor er man ofte under hårdt tidspres
under drive away-kørslerne uden tid til
svinkeærinder. Som oftest forudsættes
det, at man kører den direkte vej fra
punkt A til B.
LOGI: En seng på Green Tortoise i San
Francisco fås fra 30 USD. Book via
www.greentortoise.com/san-francisco-hostel. På Santa Fe International
Hostel fås en seng fra 18 USD. Book via
hostelsantafe.com.
SEVÆRDIGHEDER: Nyttige links til at
planlægge rejsen:
Om San Francisco: www.sanfrancisco.travel og wikitravel.org/en/
San_Francisco.
Om Sierra National Forest: www.
fs.usda.gov/sierra.
Om Death Valley: www.nps.gov/deva
og en.wikivoyage.org/wiki/Death_
Valley.
Om Rhyolite: en.wikipedia.org/wiki/
Rhyolite_Nevada.
Om Las Vegas: www.lasvegas.com og
wikitravel.org/en/Las_Vegas.
Om Bryce Canyon: www.nps.gov/brca
og wikitravel.org/en/Bryce_Canyon.
Mine
fornemmelser
for
Fra den legendariske hovedvej, La Ruta 40, der strækker sig mere end
5.000 km gennem det vestlige Argentina.
1.413 dage, 62.180 km, og 50 lande
på seks kontinenter. Én mand og seks
cykeltasker på én cykel. Tag med på
et roadtrip på cykel Jorden rundt.
Tekst & FOTOS:
Nicolai Bangsgaard
S
om Peter Høegs Smilla har jeg
også gennem de sidste snart
500 dage udviklet nogle særlige
fornemmelser. Det er ikke så
poetisk som “Frk. Smillas fornemmelse for
sne”, men lige så virkeligt.
Hr. Bangsgaards fornemmelse for
asfalt: Jeg har lært at læse asfalten, lært at
læse spor i asfalten, asfaltens sprog. Vejens
hældning, tykkelse, ruhed, de anvendte
materialer og farvenuancerne, sprækkerne,
overgangene, lapningerne, ujævnhederne,
krumningerne og kurverne, lysets spil
med de grove overfladesten, lydene fra
dækkenes kontakt – alt sammen taler det
til mig. Vejen og vejens spor advarer mig,
lokker mig, irriterer mig, holder øjnene
beskæftiget, bringer mig fremad, frustrerer
og gør mig glad.
Man er nødt til mentalt at pakke sig
godt ind i Goretex her ude i provinsen i
asfalt
Indonesien for at modstå det konstante
nedfald af tilråb og grænseoverskridende
offentlige tilnærmelser. Lycra om balderne
er ikke nok – faktisk tror jeg nogle gange,
at den øger graden af opmærksomhed!
I dag løber jeg ind i en gigantisk
slange af et karnevalsoptog på hovedvejen
mod Malang. Der er folk i alle aldre, i
flotte dragter, paradekøretøjer og musik i
både dur og mol. Det er et vildt, larmende
og pragtfuldt skue. Optoget er flere kilometer langt, og trafikken stopper helt. Jeg
forsøger at ignorere det faktum, at jeg
pludselig bliver centrum for opmærksomheden hos tilskuerne.
Efter indtjekning på det ganske fine
Hotel Tosari i Malang (700.000 indbyggere) går jeg ud i byen for at få mig en gang
blindemassage. Det har jeg gode erfaringer med fra Cambodja. Men Malang er
et spøjst sted. Massagerummene, adskilt
af tynde papvægge, ligger inde bag ved en
dagligvarekiosk, og larmen fra gaden er
gennemtrængende.
“Man or woman?” spørger pigen bag
disken. “Woman, please,” svarer jeg, for at
være på den sikre side, ihukommende den
laotiske ladyboy som gav mig massage i
Chiang Rai i Thailand.
22
Jeg bliver snart gennet ind i det lille
massagerum og har allerede lynet gylpen
ned, da den blinde piges fingre indikerer, at jeg skal lægge mig op på briksen.
Åbenbart med tøjet på. Hun ser ikke mit
undskyldende, flove blik. Hendes ansigt
har man mere nydelse ved ikke at se på,
men for fanden, hvor har hun styr på min
udkørte krop efter de sidste fire cykeldage.
Hun gør alt rigtigt! Det er langt den bedste
massage, jeg har fået på rejsen, og jeg er
helt i hendes blinde varetægt. Hænderne
er stærke uden at være sadistiske. Det hævdes, at god sex kan redde et
ægteskab. Denne massage har nærmest
samme egenskaber. Det burde være en del
af enhver ægteskabelig kontrakt, at ægtefællen kan give en massage som denne.
Jeg har lyst til at give hende et knus, men
ved, at det vil tage sig helt forkert ud, så jeg
takker og betaler de 12 danske kr. for 45
minutters særbehandling.
Det er min rejsedag nr. 497, og jeg har
tilbagelagt 82,3 km fra Blitar til Malang i
Indonesien og cyklet i alt 19.693 km, siden
jeg tog af sted.
Med 60 km downhill siddende i håret Cykeletapen Cusco-Lima i Peru (1.150
km) tager mig 10 dage og er helt igennem
Jorden rundt på cykel
UD & HJEM IGEN: Har du fået lyst til
at følge i Nicolais cykelspor? Mindre
end fire års jordomrejse på cykel kan
naturligvis gøre det. Fly KøbenhavnMalang fås fra ca. 5.000 kr. t/r. Og fly
København-Lima fås fra ca. 6.350 kr.
t/r.
Øverst: Nicolai Bangsgaard i det centrale Sri Lanka i april i år. Nederst: Et mindre
bjergpas lidt nord for Wutai Shan i Kina i april 2013.
legendarisk. Den starter med en asfalteret
lækkerbisken: 50 km genial highspeed
nedkørsel fra knap 4.000 moh til 1.700
moh. Fra den golde pampas-slette ændrer
landskabet sig hurtigt omkring mig.
Klimaet bliver mere menneskeligt igen,
og kaktusser, sukkerrør, bananpalmer og
papayatræer dukker op og gør cyklingen
til en fin, aromatisk oplevelse. Luften er
fed af oxygen og summer af cikader og
tilfredse papegøjer. Temperaturen flyver
opad, mens jeg flyver nedad. Det eneste skår i nedkørselsglæden er
visheden om, at så snart jeg når bunden af
dalen, slår virkeligheden hårdt igen. Man
slipper desværre ikke ustraffet afsted med
sådan en nedkørsel her i Andesregionen,
og morgendagen byder på en brutal 55
kilometers stigning op til en bjergkam, der
grumt rejser sig i horisonten i over 4.000
meters højde.
Hårnålesvingene virker uendelige, er
drøje og nådesløse, men jeg belønnes med
spektakulære udsigter over sneklædte
Andestinder – og endnu en vanvittig 55
km lang nedkørsel. What goes down must
come up-logikken fortsætter på min solofærd tværs over Andesbjergkæden, og over
de næste to dage går det uforstyrret opad
over en strækning på 200 km (!), tilbage
til højsletten og adskillige bjergpas i 4.000
meters højde med masser af plyssede
lamaer, haglbyger og tordenskyer til at
krydre cyklingen. Jeg vækker megen (uønsket) opmærksomhed, når jeg triller igennem isolerede,
lerklinede indianerlandsbyer. Alle stirrer
forundret og stiller de samme trættende,
fantasiløse spørgsmål. De færreste har
hørt om Danmark, og dem der har, mener
at vide, at det ligger en del timers kørsel
væk. At forklare, at jeg over 950 dage
har cyklet 38.000 km fra Danmark, er
omsonst, for det ligger uden for de flestes
vilde fantasi. La grande finale, blomsten i håret, er
en sidste guddommelig nedkørsel, jeg sent
glemmer. Over 60 km taber vejen mere
end 3.000 højdemeter, før den ebber ud i
Nazca ikke langt fra Perus stillehavskyst.
Andesbjergene er lagt bag mig for nu. Jeg
har stadig den sidste downhill siddende
i håret, da jeg 500 flade km senere
ankommer til hovedstaden Lima. Det var
bedre (og billigere) end den vildeste tur
i Tivoli, og for fanden hvor cykelglæden
lever.
Det er min rejsedag nr. 954, og jeg har
cyklet i alt 38.058 km, siden jeg begyndte.
23
nn Nicolai Bangsgaard har medlemsnr.
588 og blev tildelt DBK’s Folkersenpris i
2013 for sit særligt energisk og grænsesøgende rejseliv og for at være nået langt
bort fra de gængse turistområder og have
fået en grundig indsigt i lokale forhold.
Ovenstående er et let bearbejdet uddrag
fra hans bog “Solo – 4 år Jorden rundt på
cykel”. Læs mere om ham, hans cykel – en
Koga Miyata Worldtraveller – og bogen på
www.nicolaibangsgaard.dk .
Lejrliv ved Darvaza Gaskrater midt i
Turkmenistan, der menes at være resultatet af en eksplosion under en sovjetisk
gasstation i 1971. Bygningen blev blæst
ad Pommern til, gasstationen forladt,
og flammerne har siden da slikket op ad
kraterets gasfyldte sider.
Et brændende hul i Turkmenistan
Tekst & fotos: Rasmus Krath
De er på vej fra Danmark til
Indonesien i en brugt Golf 2 Diesel
til 10.000 kr., der undervejs har tabt
sidespejl, kofanger, vinduesviskere,
nummerplade (der blev sat på igen),
baglygte, blæsesystem og en meterlang metalbøjle fra undervognen.
Tag med Rasmus Krath og Martin
Anker Nielsen gennem det underfundige Turkmenistan.
”D
er er pygg! Det er fandeme
pygg!” Martins stemme når
knap nok gennem den støvede,
hede luft, men ved et kig ud
ad vores beskidte forrude står det mig
alligevel alt for klart: Der er pygg. Igen.
Vi er jaget vildt i dag, der er pygg næsten
overalt, og de er sultne. De lever af vores
papirer. Guffer dem i sig, gør de. Sådan er
det i Turkmenistan.
Martin sætter sin næsten rene fod på
bremsen, drejer godmodigt på rattet og
tøffer desillusioneret vores lille bil ind til
siden foran det bulede skilt, der nærmest
aggressivt bærer ordet pygg. Nedslidte til
sokkeholderne finder vi endnu en gang
vores pas og bilens papirer frem, ruller
vinduerne ned og venter på vores skæbne i
mødet med dagens 14. pygg.
Pygg betyder noget i retning af ”usselt
færdselspoliti” – i hvert fald i vores egen
efterhånden knap så overbærende fortolkning af det lille ord, der står på så uendeligt mange grimme, fesenblå skilte langs
de veje, vi er kørt ad de sidste dage i dette
så underfundige land. Der er rigtig mange
pygg i Turkmenistan, og hurtigt kommer
der også denne gang en velklædt pygg
lumskende hen til det nedrullede vindue,
letter på sin grønne kasket og stikker
vanen tro en slap hånd ind i bilen som
tegn til at lade os klemme sine turkmenske
pølsefingre i en undskyldning af et håndtryk. I Turkmenistan trykker man ikke i
hinandens hænder, man rækker bare en
slatten luffe frem.
Pyggen vil se vores papirer, selvfølgelig, og går frydefuldt i gang med at tygge
sig igennem bevismaterialet for lovlig-
24
heden af vores tilstedeværelse i sit land.
Alle pygg elsker papirer, og ham her er
heldig. Da vi for tre dage siden krydsede
ind i Turkmenistan fra Kasakhstan – en
proces, der tog fem timer – fik vi en overvældende stabel dokumenter, der nøje
læst fra første til sidste lap bedyrer, at vi
har tilladelse til at køre en Golf 2 Diesel
med den danske nummerplade YZ22433
igennem hele Turkmenistan. Slet og ret.
Og det er det, vi gør – min ven Martin
Anker Nielsen og jeg. Om pyggen vil det
eller ej.
På vej mod Papua
Vi er nemlig ret så selvsikre på vej fra
Århus mod Indonesien i vores elskede lille
bil, der stod os i 10.000 kr. på et lummert,
østjysk autoværksted for halvandet år
siden. Planen er at køre til Papua (tidligere
kendt som Irian Jaya) over de næste år –
ikke i ét stræk, men i etaper, eftersom vi
begge er hængt op på hver vores arbejdskroge i det virkelige liv. Martin er kemiker,
og jeg er foredragsholder – sådan mest i
En Golf 2 Diesel fra 1986 er på én gang en sand cruiser og en kampvogn på larvefødder. Skrænten her lod sig besejre af vores bil efter en to timers hed kamp. Men vi
kom op!
hvert fald. Hvert år har vi på den måde
givet os to gange tre uger i bilen på vej
østover sammen. Sidste stræk bragte os til
Aserbajdsjan, hvor den lille Golf stod i syv
måneder hos en venlig tolder – der kun
skulle bestikkes blidt – på havnen i hovedstaden Baku. Der hentede vi den igen for
nu en uge siden, trillede om bord på en
færge, sejlede over Det Kaspiske Hav til
Kasakhstan og kørte ind i Turkmenistan,
verdens mærkeligste land.
”Og det land vil vi altså gerne opleve,”
forklarer vi underdanigt, men bestemt,
den heldigvis efterhånden papirmætte
pygg. Han bøvser lidt og kigger misbilligende på vores støvede, faldefærdige bil,
hvorefter han træder et turkmensk skridt
tilbage og opgivende vinker os ud på
landevejen igen. Vi smiler og vinker farvel
til pygg nr. 14.
Sejr over visumfolkene
Golfen summer, Turkmenistan flyder
forbi, og vinden river os i håret gennem
de nedrullede vinduer – vi er på rejse. Bag
i bilen ligger vores rygsække, vores sovetæppe og vores kasse med mad. Sammen
med et par øl. Bagsæderne er revet ud,
og vi har lagt en plade ind bagi, så to
tredjedele af Golfen udgør en fortræffelig
dobbeltseng, når vi trækker det blomstrede filttæppe hen over. Vi kører, vi sover,
og vi spiser i bilen. Alt er støvet til, og
sådan kan vi li´ det. Vi føler os frie.
I Turkmenistan skal man normalt
rejse med en guide tildelt af regeringen
og have forudbestilt alle – og sjovt nok de
dyreste – hotelværelser på hele ens rejserute gennem landet. Men i kraft af vores
eget lille, rullende topersoners pensionat
har vi filmet os uden om både hotelbookinger og guide. Sidstnævnte fordi en
guide officielt skal sørge for, at man rejser
med de ”rigtige” offentlige transportmidler, hvilket vi i den to måneder lange,
træge visumproces heftigt argumenterede
for, at vi jo lige præcis ikke er afhængige af.
Vi vandt, visumfolkene tabte.
Hele balladen udspringer af, at diktaturet i Turkmenistan vil holde nøje hånd
i hanke med, hvor og hvordan fremmede agerer i det lukkede land. Men de
rigide regler tager altså ikke højde for, at
to danske drenge kan finde på at komme
kørende i en lille bil fra Århus, og vi er
således lykkeligt fri af de ellers så stramme
rammer for en tur til Turkmenistan.
I stumper og stykker
Så vidt, så godt. De næste dages mål som
altså nu uafhængige turister (ja, jeg brugte
det ord, selvom det ridser lidt i drømmen –
vil hellere være en rigtig eventyrer, men på
denne rejse er vi slet og ret turister, måske
avancerede turister væk fra alfarvej, men
stadig turister) er det formentlig mest
besynderlige syn i Centralasien: Darvaza
Gaskrater – et efter sigende kæmpe,
brændende hul midt i Karakumørkenens
uendelige sanddynger. Sådan noget har
hverken Martin eller jeg nogensinde set
før, og det gådefulde trækker så voldsomt i
os, at vi ca. midt i Turkmenistan drejer til
venstre – ind i ødemarken. Golfen hoster,
hakker og klager sig i ørkenstøvet, men
giver ikke op – noget den i øvrigt aldrig
gør. Vi mærker, at den også gerne vil til
Darvaza, som den måske eneste dansk
25
indregistrerede bil nogensinde. Vores auto
kan i virkeligheden godt li´ ekstremer.
Jeg skal være helt ærlig og sige, at
de 10.000 kr., vi gav for det lille automobil i Danmark, nok ikke helt har givet
os et stabilt køretøj. Firhjuleren har visse
indvortes udfordringer, og kosmetisk
lægger Golfen sig måske ikke ligefrem i
førersvinget. Men sådan kan Martin og
jeg li´ den, og vi kan med god samvittighed sige, at kærlighed for os ikke har
noget med udseendet at gøre. Samtidig
henrykkes vi over, at de 10.000 kr. indtil
videre har givet en nettoinvesteringspris
per kilometer fra Danmark og hertil på 60
øre. Og hvis vi når Indonesien, så falder
biludgiften til 33 øre per kørt kilometer.
Not bad. Samtidig fryder vi os faktisk
lidt, hver gang den lille bil giver os et nyt
dilemma. Vi er bevidst taget af sted for at
få udfordringer undervejs, og Golfen har
ikke holdt igen med den slags: Smadret
støddæmper, nedslidt forhjulsophæng,
ødelagt udstødningsrør, sammensmeltet
tændingssystem, iturevet bremsekabel
samt defekt sprinklersystem og et båthorn,
der tilsyneladende antager, at tavshed er
guld. Derudover er bilen blevet brudt op
og røvet tre gange i Syrien. Paradoksalt
nok er vores oprigtige håb, at Golfen giver
sin sidste omdrejning og smuldrer endeligt fra hinanden den dag, vi når Papua i
Indonesien. Det ville være cool, så har vi
da smadret den ordentligt.
Selvfølgelig strejfes vi af en vis
bekymring, hver gang der falder en ny del
af bilen – og lad mig nævne i flæng, hvad
Ja, vejen her taler vist for sig selv.
Nogle strækninger tager bare længere
tid end andre ...
der indtil videre er gået tabt: sidespejl,
kofanger, vinduesviskere, nummerplade
(den satte vi på igen), baglygte, blæsesystem og en meterlang metalbøjle fra
undervognen, som vi ikke ved, hvad er.
Men på samme tid frydes vi ikke så lidt,
når Golferen næsten på trods kører lystigt
videre, og vi klukkende til hinanden kan
konkludere, at ”det nok ikke var noget
vigtigt, der faldt af.”
Eventyrblodet bruser
Så vitterligt fornøjede ruller vi videre af
sted mod gaskrateret i Darvaza, mens de
250 kilometers ørkenfærd stille lægger
sig som et tykt tæppe af centralasiatisk
støv over vores bagage bag i bilen. Alt er
støvet, og jeg sender venligt mine allerede
tilsandede lunger en opmuntrende tanke.
Golfen er ikke særlig tæt, og især nætterne
bagi bilen føles efterhånden som en dryssende nedsænkning i en sandkasse.
Pludselig bryder Martin ud i et
højlydt bræg ved siden af mig, og jeg rives
abrupt ud af mine støvbekymringer. Begge
er vi blevet fanget af et mærkværdigt skue
langt borte i synsranden. Langt, langt væk
er der et eller andet, der flimrer derude i
det begyndende skumrings-hverken-lyseller-mørke. Små sitrende lysglimt giver
pludselig aftenhimlen et brandrødt skær
og vækker hastigt både Martins og mit
eventyrblod (selvom vi er turister), der
berusende spreder sig ud indeni os.
”Kom denne vej, kom bare, kom nu,
drenge,” næsten kalder det nu insisterende,
blændende fremmede i det fjerne.
Darvaza har fået tag i os. Underligt
forførte parkerer vi stille bilen i vejsiden
og stiger ud. Golfen skal åbenbart ikke
længere. Mekanisk tager vi de støvede
rygsække på ryggen, retter vores blanke,
våde øjne mod horisontens flammende
drømmesyn og lader os lede ind i ørkenen.
Vi går. Uden at snakke. Bare går. Mod
lyset.
Lucifer has left the building
”Det er så mystisk, det her, så mystisk, så
mystisk,” snurrer det rundt i skallen på
mig, mens mørket falder på og blindt overlader os til det brændende inferno, der nu
er det eneste rigtigt synlige i den begyndende og allerede forunderlige ørkennat.
Umærkeligt åbner en bizar slette sig
næsten truende blindt foran os. En svagt
oplyst, let buet flade på 10x10 sandede kilometer, grotesk gennemboret i midten af et
kolossalt gloende gab, der går forfærdende
langt ned i undergrunden. Jorden er gået i
stykker her, tænker jeg. Et åbent ildsprøj-
Den Store Leder af alle turkmenere
Turkmenerne har siden Sovjets sammenbrud levet under en af verdens mest
radikale diktatorer: Niyazov, eller
Turkmenbashi (”den store leder af alle
turkmenere”), som han omdøbte sig selv.
Diktator Niyazov opbyggede den tidligere sovjetrepublik, der i 1991 blev selvstændig, i sit eget billede. Han opsatte
guldstatuer af sit kvabsede korpus i alle
byer og fremdrev en næsten religiøs
ophøjelse af sin person over for det turkmenske folk. Rettesnorene var mange, og
Niyazovs ansigt og tanker gennemsyrede
samfundet i næsten enhver henseende.
Alle offentligt ansatte var tvunget til at
bære et lummert billede af diktatoren på
tøjet, og Niyazovs ord var ikke kun lov,
men decideret obligatorisk udenadslære
for folket.
I sine sidste år udgav han værket
”Ruhnama”, der er en gennemgang af
hans holdninger og tanker til alt mellem
himmel og jord – fra litteratur over
biologi til religion. ”Ruhnama” er stadig
i dag fast pensum på skoler, gymnasier
og universiteter i hele landet – uanset
hvilket fag man studerer. September
måned blev opkaldt efter bogen, lige
som alle årets andre måneder også
fik nye navne i 2002. April opkaldte
Niyazov efter sin mor, Gurbansoltan.
Landsfaderen slap endelig sit tag i
Turkmenistan i 2006, da et hjerteslag
satte en stopper for hans ophøjede liv.
Men hans ånd lever videre, og diktaturet
holder stand. En efter sigende uægte søn
viderefører den hårde linje, og guldstatuerne af Niyazov bliver med al sandsynlighed stående en rum tid endnu.
Drengerøvsdrømmen gennemsyrer den lille bil: Slid, støv og ingen rengøring.
Bagsæderne er revet ud, og sengen redes hver aften i vores ”Autocamper Golf”.
tende sår på 80 meter i diameter og over
30 meters dybde formet som et gigantisk, glødende bombekrater taget ud af
mine drømmes tilintetgørelse af planeten.
Dødsrigets åbne porte, helvedet på vej op
af jorden. Lucifer has left the building.
Jeg fatter mig, finder jordforbindelsen
og kigger betaget på Turkmenistans måske
største turistattraktion: Et gigahul fuld af
ild. Simpelthen. Darvaza Gaskrater ligger
lige dér og brænder sin evige ild foran os.
Gassen suser ud af siderne og ædes af stikflammer på op til ti meter, der giver en
djævelsk, sugende lyd. Når vinden blæser i
26
vores retning, føles det som at stå ansigt til
ansigt med en kæmpes føntørrer. Himlen
er kulsort, og horisonten er væk. Det
eneste, vi kan se – og høre – er det største
brændende hul i jorden, jeg nogensinde
har set.
”Glem Golfen. Vi skal sove her i
nat,” bjæffer Martin. Han er min bedste
rejseven nogensinde.
”Selvfølgelig skal vi det. Det lyder helt,
helt rigtigt,” ler jeg tilbage og river vores
lille telt op af rygsækken til lyden af flammehavet foran os. ”Bare ikke i vindretningen.”
Turkmenistan
Det gamle Sovjet har endnu ikke helt sluppet sit greb i Turkmenistan. Billedet er
taget ved en af Centralasiens største saltfabrikker nord for byen Turkmenbasji.
Turkmenistan udgør 488.100 km²
af Centralasien og har 5,1 millioner
indbyggere, hvoraf 1 million bor i
hovedstaden Asjkhabad. Der findes
ingen pengeautomater i landet, men i
hovedstaden kan man gå i banken og
hæve penge på visakort.
Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnAsjkhabad fås fra ca. 4.950 kr. t/r.
Visum: udstedes udelukkende gennem
et af landets 17 officielle rejsebureauer
og kræver normalt, at man følges med
en guide under hele rejsen, lægger en
fast rejserute samt booker og betaler
alle hoteller på forhånd. Se www.turkmenistanembassy.org for mere info.
Sproget: er turkmensk, men godt
halvdelen af indbyggerne taler også
russisk.
Turkmenistans hovedstad Asjkhabad vækker minder om ”Alice i Eventyrland”. Enorme
parker, paladser og pladser pryder byen, der har verdensrekord i antal springvand. Alt
er plejet og passet ned til sidste detalje, men meget ligger totalt mennesketomt hen.
Klimaet: et typisk fastlandsklima
med brændende hede på op til 50 °C i
sommermånederne og hård kulde om
vinteren, dog undtaget det sydlige af
landet, der ikke oplever frost. Bedste
rejsemåneder er april-maj og september-oktober.
nn Rasmus og Martin fortsatte deres rejse
i 2009 mod øst til Bisjkek, hovedstaden
i Kirgisistan, hvor de parkerede bilen
indtil turens næste stræk: Pamirbjergene
i Kirgisistan og Tadsjikistan. Rasmus har
medlemsnr. 196 og er freelanceskribent,
foredragsholder og filmmager. Han er også
medlem af Eventyrernes Klub og har til
dato besøgt tre territorier og 67 lande. Læs
mere om ham på www.rasmuskrath.dk.
14.500 km fra Danmark. Solen skinner, og Golfen spinder. Endnu ...
27
Den fine Pontiac kunne godt friste en gammel dreng som mig, men med et skrabet
rejsebudget og en benzinpris på godt 10 kr. literen må benzinslugeren vente.
Blandt taskenspillere og
fusentaster
Tag med på en odysse rundt i
Santiago de Chile i jagten på at købe
en brugt bil til et roadtrip. Det skal
vise sig at blive et studie i antikke
salgsklicheer, smørglatte sælgere og
et overdådigt udvalg af gamle vrag.
Tekst & FOTOS:
Henrik Frier Hansen
I
vores jagt efter brugt bil har vi
mødt både sigøjnere og charlataner,
der ville sælge os hvad som helst.
Sminkede lig og skramlekasser til
salg for en slik. Junkede Jeeps, kiksede
Kia’er og en svejset Suzuki.
”En eminent maskine,” siger sigøjneren. ”Se, helt nye dæk,” siger sælgeren
med den skæve guldtand og et bredt
slips, jeg ikke har set mage til i årevis.
Brylcremen får hans sideskilning til at
hænge tungt og hele denne mission med
at købe brugt bil til at virke umulig og
absurd.
Vi skal være i Chile i en længere
periode og har brug for et køretøj. Vi skal
langt ud på landet, helt op i bakkerne og
ud ad de snoede grusveje. Det er dyrt at
leje, så vi bliver nødt til at tømme sparegrisen eller suge på kassekreditten og købe
en brugt bil, der skal være hele tre ting:
bueno, bonito og barrato. Rejsebudgettet
er skrabet, men måske kan vi sælge den
bagefter. Der er mere end en million biler
i Santiago. Helt præcist 1.490.951, siger
seneste statistik, og efter blot at have
shoppet rundt et par dage virker det mest
som om, at de fleste af dem er til salg.
Udvalget er simpelthen enormt.
Farvestrålende sælgere og sminkede
lig
Vi besøger byens mange ferias de autos, et
slags stort loppemarked for brugte biler.
Række op og række ned, så langt øjet
rækker, er her fyldt med brugte øser. Her
finder vi færdselsfarlige Fiat’er, fartstribede Ford’er og frådende firhjulstrækkere.
Her findes stort set alt, hvad der har fire
hjul, både de der kan køre og de, der
næppe kan klare den ud over kantstenen.
Vi traver skoene tynde og møder
den ene farvestrålende sælger efter den
anden. Luften er tyk af vinylrens og
plasticpadding, og jargonerne flyver
rundt: ”Den er så god som ny!” Eller: ”se
den flotte bilradio!” En anden sælger
forsøger at overbevise mig: ”Denne her
er helt nymalet,” men jeg ved jo, at det
blot betyder, at det er rusten, der er blevet
malet ovenpå – og at bilen skinner som et
sminket lig.
Her i Chile er det langtfra alle, der
kaskoforsikrer deres biler. Det er enten for
dyrt, eller også får man det bare ikke gjort.
28
Masser af gode tilbud og farverige
tillægsord hænger på alle biler.
Men når de store skader sker, skal man
jo redde sin økonomi på en eller anden
måde, og mange fantasifulde idéer bliver
taget i brug for at få afsat de skadede biler.
Der bliver svejset, spartlet og malet i flotte
farver. Totalskadede biler opkøbes, lappes
sammen og sælges til købere, der ikke ved
bedre. Det er et kæmpe marked i en by
som Santiago med mere end 7 millioner
indbyggere.
”Måske vi er gået helt forkert i byen?”
siger Jacqueline. Området ved Santa Rosa
er ikke et af Santiagos bedste kvarterer.
På gaden ser vi mest oversminkede duller
og grupper af unge, der gemmer deres
ansigter under hættetrøjer. Gadekøkkener
sælger fedtede empanadas og sandwicher
med tvivlsomt indhold.
Vi bevæger os nordpå til de finere
bydele med store autoforhandlere og
masser af udbud. Men selv om Santiago
har overskud af brugte biler, så er priserne
højere her. ”Vi kan give Dem en god
kredit,” siger den yndige, kvindelige sælger
med de røde læber og en nedringet bluse.
Vi kan få lov at betale over 60 måneder,
men det går jo ikke. Vi er på rejse, og det
er dét det hele handler om. Og at kunne
blive ved med at rejse. Vi skal ikke ind
i gældsfælden, selv om hun står der og
lokker – ”fristelsens elskerinde” – med
den store og knaldrøde firehjulstrækker.
Jagten fortsætter gennem Santiagos
uendelige kvarterer. Med bus, metro, taxi
og til fods. Vi krydser bydele, vi ikke
anede eksisterede, og lærer byen endnu
bedre at kende. Vi holder pauser og spiser
frokoster i små, interimistiske og maleriske lokaler rundt omkring i de bydele,
der normalt ikke besøges af folk udefra.
Vi møder folk og fæ af alle slags, mest de
På roadtrip i Chile
På Santiagos billoppemarkeder, feria de autos, finder man et rigt udvalg i sminkede
lig.
sympatiske, ærlige og hårdtarbejdende
chilenere af den såkaldte lavere middelklasse, der er gode mennesker og vil os
det godt. Jeg bekræftes igen og igen i
chilenernes menneskelige kvalitet, som er
umiskendelig. Det er dét, der gør det til
sådan en forbandet skøn oplevelse at rejse
i dette land.
Og så er der jo altså lige bilsælgerne
... Åbenbart en universal race, der sjældent
vil en det bedste.
Odysseen fortsætter gennem flere
dage. Vi traver byen rundt og forsøger os
med det ene salgstilbud efter det andet,
hele vejen rundt i det mægtige Santiago.
Men menuen er den samme: Slatne slæder,
udkogte riskogere og vakkelvorne varevogne. Det er dog utroligt, som denne by
ikke kan byde på andet end vrag, når det
kommer til at finde en brugbar, brugt bil,
der er til at betale for menneskepenge.
Et marked uden for markedet
Løsningen finder vi ved at droppe bilsælgerne. Ikke flere excentriske galninge, der
ivrigt forsøger at forvandle rustne museumsgenstande til salgbare biler, med blot
lidt spraymaling og andre snuptag. Ikke
flere hajer og ikke flere halenegere.
Det handler jo om at finde selve
chilenerne. Ikke sælgerne, men ejerne selv.
Man skal købe bilerne privat, selvfølgelig
skal man det! Det har jeg jo vidst hele
tiden, jeg har bare ikke brugt hjernecellerne. De private er ikke professionelle nok
til at snyde, uden det nemt kan gennemskues. De private er nemmere at handle
med, og i øvrigt mennesker, ganske
ligesom vi selv er.
Vi finder frem til en ung mekaniker,
der vil tage med os ud og lede, og går så
ellers i gang med at gennemsøge de private
bilannoncer i byens mange aviser og
internetportaler. Det leder igen til møder
med sjove og sympatiske mennesker, der
fortæller os historien om, hvorfor de nu
skal sælge deres bil. Vi kan selv vurdere
situationen og begynde at vælge mellem et
par mulige emner.
Planen virker, og allerede dagen efter
finder vi den. Den står rød og flot ude
foran et hus i et boligkvarter. Og den er
hverken malet, lappet eller på anden måde
maskeret. Det er lige, hvad vi skal bruge.
Der kigges, fremvises og prøvekøres. Så
snakkes og fortælles der, ikke mindst om
prisen. Et par tal ryger frem og tilbage
gennem luften, og til sidst deles et fast
håndtryk ... sådan!
Vi har fundet vores fire hjul – der
alle virker – og som nu skal bringe os
ned igennem dette lange og fine rejseland.
Rejsen kan begynde.
Benzinprisen i Chile er steget voldsomt
de sidste par år. Benzin koster ca. 9-10
kr. per liter., diesel ca. 7 kr. per liter.
En rimelig god, brugt bil kan erhverves
for mellem 20.000 og 30.000 kr. Som
udlænding kræves det, at man er registreret med opholdstilladelse i landet
for at kunne købe bil, og et turistvisum
i passet er altså ikke nok. Alternativt
kan man leje bil. Det er rimeligt billigt
for mindre biler, men kanondyrt for
pick up’er og firhjulstrækkere. Dansk
kørekort accepteres sammen med et
internationalt kørekort. Færdelsregler
er som derhjemme, og trafikken
rimelig, så længe man ikke forvilder sig
ind i Santiagos centrum, og man i landområderne passer på løse hunde, køer,
får, geder og fulderikker langs landevejene om søndagen. Det chilenske færdselspoliti er meget regelret og korrekt,
og man bør ikke forsøge sig med nogen
form for bestikkelse. Pas i øvrigt på
med øl eller vin til frokosten, hvis du
er billist. Chile har nul tolerance for
alkohol i blodet hos trafikanter.
Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnSantiago fås fra ca. 6.700 kr. t/r.
nn Henrik Frier Hansen har medlemsnr.
285 og er med sin kone Jacqueline kørt fra
Santiago til området omkring Puerto Montt
i Chiles 10. region, hvor de har base. Rejsen
har foreløbig varet syv måneder og lader
til at fortsætte, men alt dette er en længere
historie, som nok skal blive fortalt. Bilen
blev en firhjulstrukken Chevrolet Luv, som
de har været heldige med, og indtil videre
har kørt 4.000 km i.
29
Et roadtrip med vind i håret
Forfatteren skuer ud over Fort Sumter, hvor de første skud i
den amerikanske borgerkrigen faldt.
Med Ford Mustang og Harley
Davidson fra tropisk hav til skovklædte bakker. Tag med på en rejse
gennem 200 års historie og 10 af
USA’s delstater på østkysten.
Tekst:
Fredrik Ljone Holst
Fotos: Fredrik Ljone Holst & Arik
Zurabian
”H
usk på, at politiet betragter dig
som en bil. Hvis bilerne holder
i kø i myldretiden, skal du
også gøre det. Selv om der er
plads nok for en motorcykel til at snige sig
forbi, er det imod Floridas love at gøre det.”
Jeg er hos udlejningsfirmaet Eagle
Riders, et stykke fra Miamis lufthavn,
og får de sidste instrukser om, hvordan
motorcyklister skal opføre sig på Floridas
veje.
”Solbriller eller anden øjenbeskyttelse er påkrævet, men er du over 21 og har
forsikringen i orden, kræver loven ikke,
at du kører med hjelm. Vi er dog blevet
pålagt at udlevere dig en, og vi anbefaler,
at du bruger den,” siger manden, som
tjekker mig ud og giver mig nøglen til en
kulsort Harley Davidson.
Det er flere år siden, jeg sidst kørte
på motorcykel, men det fortæller jeg ikke.
Jeg siger bare, at jeg vil bruge hjelmen. Jeg
nævner intet om, at jeg i første omgang,
med min rustne køreerfaring på motorcykel, bestemt ikke har tænkt mig at køre
direkte ud på en motorvej med utallige
kørebaner i hver retning.
Ferierocker
For at få en blød start vælger jeg bagvejene
ud fra industriområdet, forbi den lokale
politistation og gennem et boligområde
vest for Miami. Med stopskilt ved hvert
kryds bliver jeg hurtigt mindet om, at
USA’s veje er lavet til biler med automatgear – ikke til en uerfaren ”ferierocker”
med manuelt gear og dårlig balance.
Men ligesom at cykle uden motor
husker jeg hurtigt, hvordan man gør. Der
bliver længere mellem husene, jeg drejer
sydover, og foran mig ligger 250 km til
dagens mål: Key West.
Jeg må dog snart justere lidt på min
amerikanske drøm. The Sunshine State
præsterer et regnvejr, jeg ikke var forberedt på. Heldigvis er det ikke koldt, troperegnen er bare våd, men det føles som nåle
i ansigtet, når selvtilliden stiger og farten
øges.
Før jeg når den 11 km lange Seven
Mile Bridge, er regnen så kraftig, at jeg
må stoppe i vejkanten. Jeg kan simpelthen
ikke se noget. Men på den anden side af
broen – og skybruddet – åbenbarer tropeparadiset sig. Jeg ærgrer mig så småt over
mit gode fortsæt om at beholde hjelmen på,
men fornuften vinder heldigvis hver gang.
30
Jeg cruiser på Duvall Street, hovedgaden i Key West, og jeg tager nogle ekstra
runder i lav fart, både for at se byen og
fordi jeg synes, at nogen skal kigge på mig
og den fede kværn. Det føles rigtigt.
Jeg går i Hemingways fodspor. Både
i helt bogstavelig forstand når jeg besøger
hans hjem, og i mere overført betydning
når jeg tager en pubrunde og prøver flere
forskellige romtyper, end jeg kan tælle.
Indimellem føles hele byen som et ferieresort, og det er svært at forestille sig, at
byen for nogle er triviel hverdag. Tiden går
hurtigt fra morgenmad på stranden, via en
tur på jetski og frisk seafood til frokost, og
en ny runde på Duvall Street, da mørket
falder på.
Men min afmålte tid i dette paradis
er knap. Efter nogle dage kører jeg mod
nordøst og møder mine rejsekammerater i Miami. De markante og kendte art
deco-bygninger, i pastelfarver og med
runde hjørner, ligger tæt langs Miami
Beach, hvor vi bor midt på striben af art
deco-hoteller og overfyldte barer. En
Harley på to hjul skiftes ud med en Ford
Mustang på fire. Mens mange af de lokale
har kalechen oppe og sætter aircondition
på, insisterer vi på at have taget nede, så
længe det ikke regner.
I Mustang langs kysten
Med næsten 3.000 km foran os og mindre
end to uger til at nå New York bliver vi
En aften i drive-in-biograf var en af de ultimative amerikanske
oplevelser på rejsen.
ikke mange dage i ”Latinamerikas hovedstad”, som er et af Miamis mange tilnavne.
Nordpå følger vi kysten, men for en
nordmand, som er vant til, at vejen langs
kysten normalt ligger 20 til 200 meter
højere end havet og byder på en god udsigt,
skal der ikke mere end en lille sandklit til,
før havet lige så godt kunne være milevis
væk.
Vi kommer lidt for sent frem til
Kennedy Space Center og overnatter
derfor i byen Cocoa Beach for at forsøge
igen dagen efter. I Cocoa Beach ligger
Ron Jon Surf Shop, som siges at være
verdens største surferbutik, så vi går ned
på stranden i håb om at finde spor af en
fri og alternativ livsstil. I stedet finder vi
et enormt skilt, som oplyser om alle regler,
forbud og påbud – samt bøderne hvis man
ikke følger dem. Så meget for ”the land of
the free and the home of the brave”!
Ruten er kun løst fastlagt, og planerne
kan ændres undervejs. Det gør vi da
også næste dag, da vi møder Andrea.
Resterne af årets første navngivne storm
medbringer så megen vind og regn, at
det ikke frister at tilbringe dagen med
rumfartshistorie. Af samme grund
bliver det kun til et kort ophold i Saint
Augustine, og vi går ikke engang ud af
bilen for at inspicere de spanske erobreres
sagnomspundne ungdomskilde.
På et tidspunkt vinder vinduesviskerne kampen mod vandet fra oven, og
vi kan gå tørskoede fra bilen til motellet,
som vi har fundet omtrent der, hvor
Florida ender, og Georgia begynder.
I borgerkrigens vugge
I USA med sin korte historie regnes
Savannah for en gammel by, grundlagt i
1773. Mange kender måske bedst byen som
kulisse for Forrest Gumps fortælling om
sit liv. Busholdepladsen, Tom Hanks sad
Det sydligste punkt på det kontinentale USA ligger på et gadehjørne i Key West.
på, var en kulisse, men bænken er bevaret
i byens Visitor’s Center. ”Y’all just look for
the bench with an emty box of chocolates
on it” er guiden Kennys råd til den, som vil
genfinde dette lille stykke filmhistorie.
Vort mål for dagen er en by, som er
central i en langt mere alvorlig historie.
Charleston, South Carolina, kan med rette
kaldes borgerkrigens vugge. Angrebet på
Fort Sumter var begyndelsen på fire års
borgerkrig, som kostede over 600.000
amerikanere livet. Efter en kort bådtur
modtages vi af en entusiastisk park ranger,
som spørger, hvem som har rejst længst
for at besøge øen, som i dag er et mindesmærke uden militær eller anden strategisk
betydning. Vi vinder vist den konkurrence. Efter at have modtaget smil og
applaus håber jeg bare, at der ikke står en
kværulant et sted i forsamlingen – klar til
at påpege at hans hjemby i Alaska faktisk
ligger længere væk end Europa. Alle
forbliver heldigvis tavse.
Patriotiske amerikanere er kendt for
deres kærlighed til flaget, og her findes det
i mange afskygninger. Stars and Stripes
med forskellige antal og konstallationer
af stjerner, samt flere af Sydstaternes flag.
Særlig det velkendte Confederate Flag med
sit blå kryds på rød bund og 13 stjerner
vækker stærke følelser, og det er normalt,
at elementer fra Sydstaternes forskellige
flag bruges i nogle af de nutidige delstatsflag. Men både her og senere på rejsen
skulle vi erfare, at den oprivende konflikt
for 150 år siden handlede om mere end
slaveri. Løsrivelsen i syd var også et oprør
fra periferien mod centralmagten – let
genkendeligt for tre gæster fra det dybt
EU-skeptiske Norge.
Efter dagens historietime og før vi
kan rejse videre, er det tid for rejsens
måske vigtigste afgørelse: Kysten eller
31
indlandet? Hidtil har vi haft Atlanterhavet
på højre side og aldrig langt væk.
Et uventet højdepunkt
Det er aftenens tjener, som sender os
indenlands i den rigtige retning. Da jeg
ser, at Ashville i North Carolina ligger et
stykke i den gale retning og ikke direkte
på vejen mod New York, er jeg først skeptisk, men heldigvis lader jeg mig overtale.
Denne lille bohemeagtige by i
den sydlige ende af The Blue Ridge
Mountains er måske rejsens højdepunkt.
Velassorterede boghandlere, en af Londons
karakteristiske busser lavet om til cafe og
en række mikrobryggerier gør byen til et
perfekt sted at tage en pause fra landevejen,
blive en nat ekstra og nyde livet, mens
batterierne lades op. For den, som ikke
kan lide at sidde stille for længe ad gangen,
er byen også et center for rafting, og der er
masser af turister og mountainbikeruter i
området.
Selv om vi skal videre efter bare to
overnatninger, lykkes det for os at få et
stamværtshus og lære dørmanden Buck
lidt at kende. Hvor dybt venskabet var
blevet, hvis vi havde parkeret bilen i
længere tid, er ikke let at sige, men han
opfyldte alle forventninger, vi havde til
den åbne og venlige amerikaner. Men den
tidligere US Mariner kan nok også blive
rigtig uvenlig, hvis det er det, der skal til
for at håndtere en krævende værtshusgæst
en sen aften. Det slipper vi for at finde ud
af, for det er igen på tide at køre videre
mod New York.
Et lille stykke klassisk Americana
Vejen fortsætter langs den nærmest
uendelige Appalachian bjergkæde, som
adskiller østkysten fra det centrale USA.
Vi holder os på østsiden og kommer næste
dag til Winchester. For den, som er ude
Historietime med bl.a. Abraham Lincoln ved Gettysburg, hvor borgerkrigen vendte,
og Sydstaternes fremrykning blev standset.
efter de store oplevelser, er der nok ingen
grund til at komme dertil, for stedet
bruges hovedsagligt som weekendrejsemål
for dem, som vil væk fra det hektiske
hovedstadsliv i Washington.
For os er der derimod endnu en
myte, som lokker – et lille stykke klassisk Americana: Lige uden for Winchester
ligger en af Virginias 10 tilbageværende
drive-in-biografer. Så vidt vi ved, er det
også den eneste i hele delstaten, som har
et program midt på ugen. The Family
Drive-In Theater er, som navnet siger,
et lille familieforetagende. Mellem to
lærreder ligger det lille projektorhus, som
også fungerer som kiosk.
Ved hver parkeringsplads er der en
monohøjttaler til at hænge i bilvinduet,
men alt lever alligevel ikke helt op til
Hollywoodfantasien. Der er ingen piger på
rulleskøjter, som serverer hamburgere, og
med tre kammerater på tur er stemningen
et stykke væk fra den klassiske movie date
night.
Det ses også på lang afstand, at vi
er nogle rigtige amatører. Den lokale
ungdom bakker deres pickups og SUV’er
(firehjulstrækkere) i retning mod lærredet.
På ladet har de rigget til med madrasser,
medbragt mad og elektriske minikølere
fulde af øl. Vi fornøjer os med popcorn og
Coca-Cola.
På hjemvejen forsøger chaufføren
ikke at være alt for inspireret af aftenens
filmtilbud – ”Fast & Furious 6”. Det virker
nærmest uansvarligt, at en drive-in-biograf viser en film, hvis bærende element er
aggressiv bilkørsel. Det er da også en slags
skæbnens ironi, at filmens stjerne dør i en
bilulykke nogle måneder senere.
En levende del af historien
Meget tilfredse med vores ærkeamerikanske oplevelse kører vi videre næste
morgen. Også denne dag skal vi tage del
i den amerikanske psyke. Ikke bare ved
at udforske op til flere drive-thru-fastfoodkæder, men også med et gensyn med
borgerkrigen. Vi har allerede besøgt stedet,
hvor den indledtes, og nu står krigens
vendepunkt og måske vigtigste slag for
døren. I Gettysburg holdt Abraham
Smoothies serveret gennem sidevinduet i en pensioneret Londonbus i Asheville.
32
Lincoln sit livs tale ved krigskirkegården
i 1863. Nogle måneder tidligere, faktisk
nøjagtig 150 år før vort besøg, var denne
lille by og området omkring den skuepladsen for det blodigste slag i hele
konflikten. Det var også her, Nordstaterne
satte en stopper for sydstatsgeneral Robert
E. Lees invasionsforsøg. 165.000 soldater
deltog i slaget, som varede i tre dage – over
46.000 af dem mistede livet.
Vi får tilbud om en CD, som kan
guide os på en køretur til alle de vigtigste
steder i omegnen. Eftersom dette tager
op til flere timer, vælger vi i stedet en ny
historietime i form af en runde på museet
og en betydeligt kortere film. Begge dele
overgås dog af det skue, som venter os i
biografsalen. En trappe fører op til The
Gettysburg Cyclorama.
På et gigantisk lærred får vi et
360 graders udsyn over slaget. 18 år
efter at krigen sluttede, malede Pauol
Phillipoteaux sit 109 meter lange og 8,2
meter høje billede. Der fandtes engang
fire eksemplarer, og dette er et af de to,
som har overlevet. Fra en platform midt
i billedet står vi som på en lille høj med
udsigt over det hele. Lyd og lyseffekter er
lagt på for at bidrage til historiefortællingen. Dette er ”kun” ét billede blandt
museets mange genstande, men alligevel er
The Cyclorama alene hele besøget værd.
I syd opleves borgerkrigen mange
gange som en levende del af historien,
mens den i nord føles langt fjernere. For
de næste amerikanere vi skal møde, kan
man roligt sige, at borgerkrigen tilhører en
fjern fortid.
Roadtrip i USA
… og en levende historietime i the Amish county.
En tidslomme hos amish-samfundet
Vort sidste stop på vejen mod verdensbyen
New York er et glimt ind i en speciel
verden, hvor tiden på sin vis har stået stille
i århundreder. Vi lægger vejen indenom
et amish samfund i Pennsylvania. Langs
de smalle landeveje står der skilte, som
varsler om, at på vejen kan man møde
hestevogne og ikke bare en benzinsluger
fra Detroits glansdage. Det føles derfor
helt naturligt at se de sorte lukkede vogne
med hesteforspand passere i langsomt trav.
Langs Old Philadelphia Pike er det
ikke altid let at vide, hvad som er autentisk, og hvad som bare er skabt for os og
de andre besøgende. Eksempelvis Bird-inHand-amishbyen med det – for udenforstående – lidt underlige navn Intercourse,
som jo også kan betyde noget helt andet!
Nu hvor bilferien nærmer sig sin
afslutning, og Manhattan lokker, står vi
ikke længere helt så frit. Vi har en deadline hos udlejningsfirmaet og desværre
ikke tid til at blive længe nok i The Amish
(Dutch) country til virkelig at lære mere
om dem, som endnu i dag praktiserer både
tro og liv på den gamle måde.
Fra landsby og jordbrug er overgangen brat til den sidste spurt på
Interstate 95 gennem New Jerseys bebyggelse og industribyer. Selv om en lille del
af mig gerne ville være ankommet til New
York med vinden i håret og solen i ansigtet
over George Washington-broen, var det
alligevel en let afgørelse at indlevere bilen
i Newark lufthavn. Et sidste tjek viste, at vi
havde kørt 2.966 km på ni dage.
Få ting symboliserer det moderne
USA lige så godt som privatbilen, men
næsten alt vi havde set undervejs, var en
del af historien. En historie, som bæres
med stolthed af en – forholdsvis – ung
nation.
Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnMiami fås fra ca. 3.300 kr. t/r. Fly
København-New York fås fra ca. 3.100
kr. t/r.
Indrejsekrav til USA: Siden 2008
skal alle danskere foretage en såkaldt
ESTA-registrering på nettet senest 72
timer før indrejsen. Uden en ESTAregistrering får man ikke lov til at rejse
ind i USA. Registreringen er gyldig i to
år, men skal opdateres ved ny indrejse.
Læs mere på esta.cbp.dhs.gov/esta/
application.html.
Kørekort: Et internationalt kørekort
er en slags ekstra legitimation, der
på engelsk redegør for ens kørselsrettigheder. Det fås for 25 kr. hos
Borgerservice i Danmark.
nn Fredrik Ljone Holst bor i Norge og
var på roadtrip i USA i 2013. Han har
medlemsnr. 342. Artiklen er oversat fra
norsk af Ann Kledal og Thor Bakke.
Færdelsregler: Husk at reglerne – og
hvor strengt de håndhæves – varierer
fra delstat til delstat. Efter hver grænse
så vi de andre bilisters opførsel an og
forsøgte at følge den. Interstates er det
hurtigste, men highways og de mindre
lokale veje er bedst, hvis selve
køreturen er målet. Der er mere at se,
og det er lettere at finde nogle af de
små byer, man knap nok anede
eksistensen af.
Forsikring: Sæt dig ind i, hvad der er
dækket – og hvad der ikke er dækket!
Det kan blive dyrt ikke at være fuldt
forsikret, men forsikringerne er der,
hvor udlejningsselskaberne tjener
deres penge. Tjek evt. om dine kreditkort indeholder en forsikring.
Livreddernes tårn langs Miami Beach
er en del af den velkendte art decoarkitektur. Rejsekammeraterne Finn
og Arik udstikker kursen for rejsen.
Vel fremme i New York er dette
roadtrip ovre, men vi fortsætter vort
USA-besøg i nogle dage mere.
33
Rejsebilleder
De Kanariske Øer: Ud i det blå. Foto: Tina Thrysøe.
Sri Lanka: Vejene synes smalle, især når man cykler.
Foto: Nicolai Bangsgaard.
Thailand: Med tuk-tuk i Bangkok. Foto: Jakob Øster.
Mali: Alternativ krydsning af flod.
Foto: Ditte Burmeister.
Vietnam: Kaos i trafikken. Foto: Jacob Tranberg Bloch.
Kina: Beijings rene regn. Foto: Jette Weiss.
34
Indien: Hellige køer lægger sig gerne på vejen. Foto: Vibeke Nielsen.
Oman: Kamelkaravane i ørkenen. Foto: Jesper Grønkjær.
Myanmar: Vandbøfler på vejen. Foto: Karen Hammer.
Tanzania: Krydsende giraffer. Foto: Jacob Tranberg Bloch.
Burkina Faso: Krukkede cyklister. Foto: Charlotte Jørgensen.
Brasilien: Sådan bringes varer ud. Foto: Søren Fodgaard.
Myanmar: Cyklist i Bagan. Foto: Teddy
Borring.
Myanmar: På vej hjem fra fuldmånefestival i Bagan. Foto: Lisbeth Vivaldini.
35
USA: En gps i forruden er nyttigt. Foto: Susanne Torpe.
Kenya: Alle veje fører væk fra Kenya. Foto: Ditte Burmeister.
Jordan: Hjulspor i Wadi Rum-ørkenen. Foto: Vibe Sannig.
USA: Monument Valleys røde klipper i bakspejlet. Foto: Morten
Haagensen.
Oman: Vej gennem ørkensandet. Foto: Jesper Grønkjær.
Grønland: Der går ingen veje mellem byerne, men nord for polarcirklen kan man køre
med slædehunde. Foto: Morten Haagensen.
Australien: Outback ved Ayers Rock også kendt som Uluru. Foto: Mikie Breum.
36
USA: Monument Valley. Foto: Morten Haagensen.
USA: Veteranbil. Foto: Susanne Torpe.
USA: Maleriske Yosemite. Foto: Morten Haagensen.
USA: Bryce Canyons orangerøde klipper mod den hvide
sne. Foto: Lars-Terje Lysemose.
USA: I Sequoia. Foto: Susanne Torpe.
Benin: Nysgerrige. Foto: Ditte Burmeister.
USA: Stop i Monument Valley. Foto: Morten Haagensen.
USA: Langs den historiske Route 66. Foto: Susanne Torpe.
37
Persepolis er spækket med de mest fantastisk velbevarede, detaljerede relieffer, der viser billeder fra
livet i Persien for omkring 2.500 år siden.
Seks dage i bil fra Shiraz til Teheran
I april i år var jeg med min far på en
11 dages tur til Iran, hvor vi kørte
fra Shiraz i syd til Teheran i nord.
Undervejs stiftede vi bekendtskab med både lokalbefolkningen,
konsekvenserne af den internationale handelsblokade og de mange
strenge særregler, der gælder i
verdens eneste præstestyrede land.
Tekst & FOTOS:
Jacob V. la Cour
”D
er er ikke noget, der hedder
’din tur’ i trafikken i Iran,”
lyder det fra vores guide og
chauffør Reza, mens han
behændigt snor sig gennem trafikken i
den iranske by Shiraz. Og det er så sandt,
som det er sagt. Man skal hele tiden have
et øje på hver finger og (mindst) én fod
på bremsen. Alle prøver at komme frem
hurtigst muligt, og det er tit ikke rigtigt
til at gætte, hvor mange vognbaner der er
på en vej – og de hvide striber er spild af
maling. Er der plads til en bil, kommer
der en bil, og venstresving kan lige så vel
foretages fra midter- eller højrebane som
fra venstre. Alligevel ser vi kun én gang
på vores roadtrip gennem landet to biler,
der begge syntes, de skulle køre samtidig –
med sammenstød til følge – men stort set
alle biler har ridser eller buler.
Min far og jeg er samme morgen fløjet
fra Teheran, efter én dags sightseeing i
hovedstaden, til Shiraz ca. 1.000 km mod
syd. Her begynder vores seks dages roadtrip tilbage til Teheran. Shiraz kaldes byen
med haver og nattergale, og den ligger som
en oase i en dal mellem nogle golde bjerge.
Byen er ganske rigtigt fuld af parker og
haver, anlagt for mange hundrede år
siden. Nogle af dem er anlagt i forbindelse
med mausoleer for kendte poeter, andre i
forbindelse med kongelige paladser.
Allerede inden vi har forladt Shiraz,
kommer vi til at stifte bekendtskab med
de trafikale myndigheder: For da vi skal
på rundtur i basaren en formiddag føler
Reza ikke behov for at respektere et parkering forbudt-skilt, og da vi kommer tilbage,
er bilen væk. Han hører fra en butiksejer,
at bilen er blevet slæbt væk, så vi begiver
os afsted imod politiets parkeringsplads.
Her sørger en ”smørelse” på 200.000 rial
38
(ca. 40 kr.) oven i bøden på 1 million rial
for, at bilen bliver frigivet med det samme
i stedet for – som normalt – først dagen
efter.
Muslimske særregler
Det er som bekendt ulovligt at drikke
alkohol i Iran, og man forestiller sig
derfor, at landet må have udviklet et væld
af spændende non-alkoholiske drikkevarer. I butikkerne findes da også mange
forskellige juicer, bl.a. Piñja Colada- og
Aloe Vera-drik, og mange steder sælges
friskpresset frugtjuice. Men det varierede
billede ændrer sig brat, når man træder
ind et sted, hvor der serveres mad. Af
en eller anden uransagelig årsag består
udvalget af drikkevarer på alle (uden
undtagelse) restauranter af Coca-Cola,
Fanta, Sprite, vand, alkoholfri øl og den
lokale yoghurtdrik Dogh – der smager
som tynd salatdressing. Selv på fine
restauranter og på femstjernede hoteller
drikker iranerne hovedsageligt cola, vand
eller Dogh til maden.
Maden er også ganske ensformig. Det
er stort set umuligt at få andet at spise
end kebab. Det er da også lækkert nok
Udsigten over Persepolis var fantastisk. Byen bestod af en samling paladser, hvor op til 16 meter høje søjler holdt (formentlig)
flade tage af træ oppe. Et af paladserne havde 100 søjler.
med spidstegt lammekød eller kylling, og
overalt bliver det lavet helt friskt, og er
dejligt saftigt. Men pudsigt nok serveres
det alle steder med nøjagtigt samme
tilbehør: Ris med safran, en eller to grillede tomater og et par pickles.
Pris- og pengesystemet i Iran er lidt
kompliceret. Møntfoden hedder rial, og
5.000 rial udgør ca. 1 kr. Men for at slippe
for de mange nuller, bruger man mange
steder prisenheden toman, der er 10 rial.
Det betyder, at hvis man på et marked
får oplyst en pris på 5.000 toman, skal
man have en seddel på 50.000 rial op af
lommen. De steder hvor priserne er fortrykt, angives de dog i rial. Så man skal
holde tungen lige i munden. Den største
pengeseddel er på 500.000 rial, altså ca.
100 kr.
Det kommer næppe som nogen
overraskelse, at kvinder i Iran skal have
dækket deres hår – også kvindelige turister. Hvad der er mere overraskende er,
hvor meget de iranske kvinder gør ud af
deres udseende. Selvfølgelig er der en stor
del, der går helt tildækket i sort chador,
men rigtigt mange, især de unge, går utroligt flot klædt med elegange tørklæder, der
kun lige dækker det mest nødvendige af
hovedet, og de gør virkelig meget ud af
deres makeup. Den eneste påklædningsregel, der gælder for mænd, er, at man ikke
må gå med shorts. Men det kan i sig selv
godt være en prøvelse, når temperaturen
overstiger 27 °C.
Afgang nordpå
Efter at have fået vores bil tilbage, sætter vi
kursen mod den første store seværdighed
på turen: Persepolis – Persiens gamle
hovedstad opført omkring 500 år f.v.t. og
ødelagt af Alexander den Store i 330 f.v.t.
Den ligger ca. 60 km fra Shiraz. Der er
desværre ikke voldsomt meget tilbage af
Darius den Førstes enorme palads – ikke i
højden i hvert fald. De fleste af de op til 16
meter høje søjler er væltet i tidens løb. Men
de få mure, der er tilbage, er udsmykket
med de mest fantastisk detaljerede relieffer,
der viser fremmede herskeres besøg til
Perserkongen, hans hære og forskellige
religiøse figurer.
Vi returnerer til Shiraz samme eftermiddag for at overnatte og næste morgen
sætter vi for alvor kurs nordpå forbi
Persepolis på vej til næste mål: byen Yazd.
Landskabet i denne del, og formentlig
størstedelen, af Iran er på én gang ensformigt og smukt. Det er meget goldt og vel
egentlig reelt ørken det meste af vejen.
Dog gennemskæres landskabet af høje,
stejle bjergkæder på hvis toppe, der mange
steder ligger sne – selv her i begyndelsen
af april. Træer findes kun i byerne, og kun
ganske få steder er jorden opdyrket. Det er
et meget øde landskab og man skal sørge
for at få tanket op af drikkevarer, når man
ser en by, for selvom vejen er dobbeltsporet
og på visse strækninger ret befærdet,
vrimler det ikke ligefrem med rastepladser.
Man bør også huske en rulle toiletpapir,
hvis man drager på roadtrip i Iran, for
stort set alle toiletter uden for de store byer
er af den asiatiske sidde på hug-type, hvor
rengøring foregår med en vandslange. Det
samme gælder toiletter på mange restauranter og ved seværdigheder i byerne, men
de er dog generelt forbavsende rene og
pæne.
39
Imampladsen i Isfahan, anlagt først i
1600-tallet, er en af de mest imponerende pladser i verden. Om aftenen
er den centrum for byens familier, der
både holder picnic, spiller fodbold og
kører i hestevogn på pladsen.
Lidt uden for Shiraz kommer vi til en
kontrolpost, hvor en politibetjent og en
soldat kontrollerer alle biler. Vi bliver dog
vinket igennem, inden vi er standset helt.
”Har I mange af disse i Danmark?” spørger
Reza. ”Øhm, nej,” svarer jeg. Ikke engang
på grænserne mellem de europæiske lande.
I løbet af vores 10 dage i Iran lærer
vi en masse om de særlige forhold i et
land, der er ramt af international handelsboykot. Fx kan man ikke betale med
kreditkort noget sted i Iran. Der fås stort
set ikke nogen udenlandsk producerede
varer, og bilparken bringer minder frem
om Østeuropa før 1989. Ganske vist udgør
Peugeot’er og Renault’er over halvdelen
af bilerne, men de er lokalt producerede.
De suppleres af forskellige uden for Iran
ukendte mærker, bl.a. ét, der i umiskendelig grad ligner en gammel russisk Lada.
Alle de gamle byer i Iran har en overdækket basar, som bringer den besøgendes tanker tilbage til ”Tusind og En
Nats Eventyr”. Heldigvis er butiksindehaverne særdeles afdæmpede og på
ingen måde påtrængende.
Lerbyen Yazd
Yazd er en by på størrelse med Aarhus og
ligger i ca. 1.200 meters højde – lidt lavere
end Shiraz. Også den er omgivet af høje
bjerge og ørken, men er i sig selv ganske
grøn. Det karakteristiske ved Yazd er, at
en stor del af husene er opført af mursten
dækket af en blanding af ler og halm.
Husene har således alle sammen en varm
brun farve og nogle flotte jævne runde
former. Dertil kommer, at mange af dem
er udstyret med middelalderens svar på
aircondition: vindtårne. Høje smalle tårne
der fungerer som tragter og sender luft
ned i husene. Yazd er ydermere berømt for
nogle meget smukke moskeer, heriblandt
den med Irans højeste minareter.
De fleste af Irans moskeer er opført
i samme stil med et højt indgangsparti
kronet med to minareter, alt dækket af de
mest fantastiske flise-mosaikker hovedsageligt i blå nuancer. Byen har også en af
verdens største, overdækkede basarer, som
er vidunderlig at efterforske. Man føler sig
fuldstændigt hensat til ”Tusind og Én Nats
Eventyr”, når man går rundt blandt forretninger, der bugner af krydderier, eksotiske
stoffer og messing-, sølv- og guldgenstande.
Man kan som turist uden problem
bevæge sig rundt i basaren på egen hånd.
De lokale lader sig stort set ikke mærke
med én og allerhøjst kommer de og
siger:”Hello, where are you from?” med et
stort smil. Når vi går rundt sammen med
Reza, hører vi tit spørgsmålet ”Kojaee
hastin?” (”Hvor er de fra?”), der bliver
besvaret med ”Danmarkie”. Ingen steder
resulterer det i negative kommentarer eller
lignende, så man kan vist roligt sige, at
karikaturtegningerne af Muhammed er
glemt for længst. Folk, der har besøgt Iran,
nævner ofte, at befolkningen er den mest
venlige og imødekommende i verden. Vi
møder da også en masse på vores vej, der
gerne vil tale med os på deres ofte sparsomme engelsk – men det gør man også i
mange arabiske lande, så det tror jeg mere
skyldes, at vestlige turister endnu er et
forholdsvist sjældent syn.
Vi bliver en dag i Yazd og besøger
ud over basaren og et par moskeer også
to templer, et nyt og et gammelt, fra den
religiøse sekt zoroastrianisterne, der bl.a.
tilbeder de fire grundelementer ild, jord,
luft og vand. Helt op til 1960’erne begravede sekten deres døde ved at lægge dem
i et åbent tempel på toppen af et bjerg,
hvor gribbe kunne spise ligene, hvorefter knoglerne blev begravet. Man måtte
hverken begrave eller brænde lig, da det
ville forurene grundelementerne. I det
moderne ildtempel, opført i 1932, kan man
se en alterild, der efter sigende har været
holdt i live siden år 470.
Isfahan – Irans kronjuvel
Dagen efter kører vi ca. 300 km fra Yazd
til Isfahan. Igen går vejen gennem ørkener
og over golde bjerge, og igen ser vi sne
på de højeste tinder. Isfahan er ubetinget
den mest spændende by i Iran. Et stort
område i centrum består af bygninger
opført i begyndelsen af 1600-tallet af
kongerne Abbas I og II. Også Isfahan er
præget af træbevoksede alleer og store
parker. Byen ligger ved floden Zayandeh,
40
der udspringer i nogle nærliggende bjerge
og flyder ud i ørkenen øst for byen. Herfra
ledte kongerne vand i kanaler (mange af
dem underjordiske) frem til byens haver
og paladser. En række 150-300 meter
lange broer, opført i midten af 1600-tallet,
er blandt Isfahans store seværdigheder.
Desværre er floden tørlagt under vores
besøg, men om efteråret skulle der til tider
være vand i den.
Isfahans største seværdighed er dog
Imampladsen – verdens næststørste
plads på 159x525 meter, kun overgået af
Den Himmelske Freds Plads i Beijing.
Imampladsen blev anlagt af shah Abbas
I i perioden 1592-1629 og omgives på alle
sider af arkader med butikker. På tre
af pladsens sider ligger ydermere nogle
fantastiske bygningsværker: Mod vest det
kongelige palads, mod øst den kongelige
moske, og mod syd den fantastiske moske
Jame Abbasi (der dog officielt er omdøbt
til Imam Khomeinis Moske). Den overgår
enhver beskrivelse både i størrelse og i
kunstfærdigheden af udsmykninger med
farvede fliser. Den er helt overnaturligt
smuk og man fatter ikke det arbejde, det
har været, at lave og opsætte alle disse
fliser i 1600-tallet.
Isfahan har naturligvis også en gigantisk basar, og der kan man gå rundt i
timevis og nyde synet og duftene af det
persiske handelsliv. Der forhandles i øvrigt
ikke madvarer i de iranske basarer, så
ingen steder bliver man mødt af ubehagelige lugte, og i det hele taget er der rent,
Iran
Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnTeheran fås fra ca. 1.650 kr. t/r.
Overraskende mange steder er bjergene stadig snedækkede i starten af
april. Men byerne ligger også i omkring 1500 meters højde, så bjergene er
mange steder over 3000 meter.
Kongebroen over floden i Isfahan er 137 meter lang, 12 meter bred og i to etager.
Midt på broen er der en pavillon, hvor kongen kunne side og betragte parader og
fyrværkerier på floden.
ingen vilde hunde, og forbavsende få fluer
i de iranske storbyer.
Sidste stræk til Teheran
Efter to dage i Isfahan tager vi hul på
turens sidste strækning på 450 km til
Teheran. Efterhånden som vi nærmer os
mere tæt beboede områder, stiger trafikmængden, og det samme gør frekvensen
af rastepladser. 25 km syd for den hellige
by Qom støder vi endda på noget, der
ligefrem kunne minde om Paradisets have
inden for rastepladser, nemlig én der har
både en iransk restaurant, en fastfoodrestaurant med pizza, burger og kylling,
et supermarked der bl.a. sælger ispinde,
en souvenirbod – ja, sågar en kiosk med
bland-selv-slik.
Lige inden vi når Teheran, kommer vi
til en gigantisk bygning under opførelse.
Det er Ayatollah Khomeinis mausoleum.
Det har været under opførelse i mange år
og består ud over selve mausoleet af en
butiksarkade og en stor park. Mausoleet
krones af fire fuldbelagte minareter på 91
meter, hvilket symboliserer Khomeinis
alder, da han døde.
Teheran ligger op ad skråningerne
på de op til 5.600 meter høje Alborzbjerge,
hvis toppe langt ind i foråret er dækket af
sne (man skal ikke langt fra Teheran, før
det faktisk er muligt at stå på ski i tre-fire
41
Logi: Hoteller i Iran fås til meget
forskellige priser alt efter standard.
I Isfahan boede vi på et firestjernet
hotel til ca. 250 kr. per nat, mens et
femstjernet i Teheran kostede ca. 800
kr. Man skal dog huske, at man ikke
kan betale med kreditkort. Vi fik vores
rejsebureau til at booke og betale
hotellerne, men man kan formentlig
godt bestille dem selv og så blot betale
kontant. De samlede omkostninger
for to personer i 11 dage (med hotel
og indenrigsfly m.m.) beløb sig til ca.
30.000 kr.
Visum: Som dansker skal man have
visum for at komme til Iran. Den
iranske ambassade ligger på Østerbro
i København og kan normalt udstede
visum på et par dage, men hvis man
beder pænt, som vi gjorde, kan det
klares på ½ time, mens man venter.
måneder om året). Synet af bjergene, som
vi naturligvis også fik et glimt af, da vi
landede i Teheran ved begyndelsen af
vores tur, symboliserer enden på vores
rejse igennem dette fascinerende og meget
anderledes land.
nn Jacob V. la Cour har medlemsnr. 474.
Han har til dato besøgt 16 territorier og 90
lande.
”Se, se! Mzunguen kører mototaxi!”
Vores lokale hjælper i Gisovu får
et lift, og mzunguen kører motorcyklen.
Tekst & FOTOS:
Niels C. Jensen & Anne Geisler
De tusind bakkers land huskes bedst
af mange som landet, hvor det
største og værste folkemord i nyere
tid fandt sted. Op mod en million
mennesker blev bogstavligt talt
slagtet. Det er heldigvis fortid nu, og
da vi i november 2013 bevægede os
rundt i Rwandas vestlige egne, var
de tydeligste spor fra dengang de
mange mindesmærker og museer,
som med lilla farve markerer den
tragiske historie.
V
ores roadtrip begynder i byen
Kibuye, som ligger smukt med
udsigt over Kivusøen og til DR
Congo på den modsatte bred.
Vi bor hos Jean, som driver det katolske
hostel på en bakketop midt i byen. Jean
er en oplevelse i sig selv og underholder
gerne med anekdoter om livet i Rwanda,
sin kone og jobbet som leder af hostellet.
Det er også Jean, der hjælper os med
at arrangere at leje en lokal motorcykeltaxi,
som vi i de næste fire-fem dage presser til
sit yderste, når vi fortsætter, hvor vejen
slutter.
Motorcykeltaxier, også kaldet mototaxier, er det mest udbredte transportmiddel
i Rwanda, hvis man ikke medregner gåben.
De bringer til og fra markedet, fra landsby
til landsby og fra land til by. Man bliver
placeret bag chaufføren, og så går det ellers
derudad. Så da mzunguen (den hvide)
overtager styret på mototaxien vækker
det overraskelse og smil hos mange, når vi
kommer kørende.
Rwanda er et smukt land med et
ganske veludbygget vejnet, men de veje,
vi bevæger os ud på de første par dage, er
ikke motorcyklens livret. En vej er måske
endda at overdrive – to og en halv meter
bredt mudret og meget stenet underlag er,
hvad vi kæmper med. Vi har læst et sted,
at vejen vil bringe os frem til en teplantage,
hvor man har mulighed for at overnatte i
et gæstehus.
Når de hvide kommer til byen
Teplantagen er der rigtigt nok, og gæstehuset findes også, men det er udelukkende
residens for den indiske boss, når han en
sjælden gang kommer forbi.
Hjælpen er dog ikke langt væk. En af
medhjælperne på den indisk-ejede teplantage er flink og vil gerne hjælpe os med
at finde et sted at overnatte i landsbyen
Gisovu, som ligger et par kilometer fra
42
farmen. Vi bliver indlogeret hos en familie,
som udlejer værelser til lokale rejsende,
og vi er ganske godt tilfredse, selvom de
lokale er lidt skeptiske overfor kvaliteten
af stedet, når det nu er de hvide på motorcyklen, som skal bo der.
Hurtigt breder rygtet sig om de fremmede, og da vi senere går ned i landsbyen
for at købe aftensmad, går hele landsbyen
i stå. De fleste standser op og står bare
og glor. Nogle få tør råbe et ’Hello’, og
en enkelt kommer hen og hilser og byder
velkommen til Gisovu. Det er tydeligt, at
vi har fået fat i landsbyens verdensmand,
som også viser os hen til et sted, hvor vi
kan få en god omgang bønner med ris og
sovs. Imens siler regnen ned, og hjemme
Rwanda
Med tungt læssede cykler går det hurtigt nedad, opad knap så hurtigt.
igen, sidder vi under bliktaget og lytter
til regn og torden, mens børnene jagter
natsværmere i kæmpestørrelse.
En ny ven i Rwanda
Vi ender med at blive gode venner med
husets ældste søn, Brian, som drømmer
om fodbold og om at komme ud at rejse og
derfor er meget interesseret i at forstå, om
og hvordan vi kan hjælpe ham med hans
drømme. Mobiltelefon har han, og han
ringer også et par gange efterfølgende for
at høre, hvordan vi har det – og hvor vi nu
befinder os.
Næste dag ændrer turen drastisk
karakter. Vi kommer tilbage til vejen, og
ikke længe efter kører vi på noget, der
ligner en motorvej i Danmark. En stor
bred asfaltvej med to eller tre spor i begge
retninger, og inden længe er vi i Kirambo,
hvor vi får lov til at overnatte hos en
kristen organisation, som har en kæmpe
villa med udsigt over Kivusøen. Vi har
huset for os selv og desuden en privat kok,
som bl.a frembringer en fantastisk tærte
og salat – noget vi har savnet længe, efter
at have levet af forskellige udgaver af den
klassiske kylling og ris.
Dagen efter fortsætter vi gennem nationalparken Nyungwe, hvor aberne hopper
rundt i træerne, mens regnen pisker ned.
Vi bliver fuldstændigt gennemblødte
og kolde efter at have kørt nogle timer
igennem regnskoven, hvor Nilen, ifølge
folk i Rwanda, har sit udspring. Godt
forkomne ankommer vi til en landsby i
udkanten af parken og får lov til at overnatte i kollegiet til en teknisk skole, som
er ferielukket. Efter lidt tid klarer det
op, og vi kan få tørret vores tøj og os selv
i solen, og en vicevært får åbnet for det
varme vand. Landsbyen ligger smukt med
udsigt over temarker og nationalparken i
baghaven, men ellers er der meget stille og
ingen turister, bortset fra os selv.
De kinesiske motorveje for gående
Den sidste dag tilbage mod Kibuye går
med fuld fart på de store kinesisk anlagte
motorveje igennem De tusind bakkers
land. Undervejs holder vi et par pauser,
hvor vi møder lokale børn, som opfordrer
Kinesiske ingeniører på arbejde. En ny motorvej skal bygges i Afrika.
43
UD & HJEM IGEN: Fly København-Kigali
fås fra ca. 4.900 kr. t/r.
os til ”Take a picture! Take a picture!”, men
straks stikker af i løb eller endda bryder
ud i gråd, når vi tager kameraet frem.
Ud over os på motorcyklen, et par
motorcykeltaxaer og nogle lastbiler er
motorvejene mest af alt én stor gangsti.
Bærende på afgrøder, vand og indkøb
går folk fra landsby til landsby, nogle
slæbende med deres høst på bagagebæreren på en gammel cykel, andre bærende
det meste på hovedet.
Tilbage i Kibuye får vi en varm
velkomst og en kold øl på Home Saint Jean
med udsigt over Kivusøen.
nn Niels C. Jensen & Anne Geisler har
henholdsvis medlemsnr. 616 og 617. De
besøgte Rwanda i november 2012. Niels er
journalist, og man kan læse mere om ham
på altomniller.dk.
Brian og hans søskende styrer huset,
mens faren er på arbejde på teplantagen.
På hjul Down Under:
Nytår på Sydøen i New Zealand
I 2009 satte jeg mig for at køre 7.000
km gennem New Zealand på en 50
cc-scooter for at få tid til at nyde
landskabet under kørslen. Ligesom
på cykel fornemmer man naturen og
dens lyde og lugte langt bedre, end
hvis man kører i bil. Samtidig foregår
kørslen hurtig nok til, at jeg får tid til
overs til at vandre. Og det er rejsens
egentlige formål.
Tekst & FOTOS:
Mikie Breum
D
et er bælgravende mørkt,
da færgen fra Wellington
anduver Picton sent på
aftenen. Gaderne er kun sparsomt oplyste, og efter at have kørt rundt
og spurgt om logi i halvanden time må
jeg konstatere, at alle hostels og campingpladser er fyldt. På områdets allersidste
campingplads forbarmer værten sig dog
over mig og giver mig lov til at slå mit telt
op på legepladsens plæne. Ved midnat kan
jeg så endelig – og dybt lettet – slå teltet op
og pakke mine ting ud.
Om morgenen futter jeg af sted mod
Kaikoura for at besøge Tania, som min
kæreste Søren og jeg mødte sammen med
Tanias kæreste Mark i Brasilien for et halvt
år siden. Jeg kører som altid den smukkeste vej. Den snor sig op og ned ad bjer-
genes yderside mod fjordene og havet og
herfra ses vige, øer og skovklædte, stejle
bjerge. Nedenfor ligger fine dybblå vige
med øde sandstrande og sejlbåde liggende
for anker. New Zealand er så smuk, at
rejsen fra A til B næsten altid er en stor
oplevelse i sig selv. Der er få huse og biler
på strækningen – der bor nemlig kun en
million mennesker på Sydøen, der er tre
en halv gange så stor som Danmark. En
tredjedel af Sydøens beboere er samlet i
byen Christchurch, så en stor del af Sydøen
består af uopdyrket natur.
Jeg spiser frokost med to elektrikere
på ladet af deres arbejdsvogn. De giver
kaffe, og jeg giver kage. De spørger nysgerrigt til min rejse på scooter. De har, som
alle andre, aldrig hørt om nogen, der har
rejst New Zealand rundt på en lille scooter.
Det blæser og regner kraftigt i tre timer,
og jeg ryster af kulde over hele kroppen i
en grad, så hele styret ryster under mine
bævrende arme. Heldigvis er jeg knastør
under mit dyre Goretextøj. Og trods det
dårlige vejr er landskabet fænomenalt
smukt. Vejen ligger mellem en 70-100 km
lang og bred sandstrand, hvor brusende
bølger vælter ind, og på den anden side
knejsende stejle bjerge med gyldent græs.
Længere sydpå afløses de brede strande af
en stejl klippekyst, og på et stræk på 15-20
km er klipperne fyldt med hundredvis af
sæler, der gør og løber af sted som hunde
med kun et bagben slæbende efter sig.
44
Tidlig aften ankommer jeg til
Kaikoura. Jeg har brugt syv timer på at
køre 130 km pga. de snoede bjergveje og
den hårde modvind. Tania tager glad imod
mig og tilbyder straks et varmt bad, så jeg
kan blive menneske igen. Hun har sine
tre børn samt sin søster og svoger boende.
De mange familiemedlemmer er ude det
meste af aftenen, og vi får derfor en god
uforstyrret kvindesnak – foran fjernsynet
naturligvis, og jeg tænker på, om newzealandske fjernsyn mon produceres uden
slukknap.
Selvom jeg sidder indpakket i min
sovepose, bliver jeg ved at fryse og har
følelsen af, at jeg aldrig vil tø op. Jeg
bemærker, at huset ikke har radiatorer,
selvom temperaturen falder til kun få plusgrader om vinteren. Huset bliver opvarmet
med et par elektriske varmeovne og har
desuden en udendørs pejs i baghaven.
Tanias hus ligger i første række til havet,
og fra køkkenvinduet og terrassen er der
udsigt over stranden, havet og bjergene.
Pudsigt nok har stuen ingen vinduer mod
havet, men kun mod nabohækken og
betonbaggården. Som de andre kiwier bor
de lidt rodet, har tøj flydende rundt om i
huset og har ikke to ens kopper eller tallerkener, så jeg regner med, at det er en del af
den newzealandske tilbagelænede livsstil,
som netop er noget af det, der gør kiwierne
så tiltalende.
På gåtur langs kysten
Næste morgen er det nytårsaftensdag. Det
er blevet dejligt varmt sommervejr, og
det meste af dagen går med at sludre med
familien i den bagende sol i baggården.
Om eftermiddagen går Tania og jeg en
tur hen over Kaikoura-halvøen sammen
med hendes 13-årige datter Corinth og
datterens veninde Laura. Selvom gåturen
begynder næsten lige uden for deres hus,
går de den kun et par gange om året, når
de har udenlandske gæster – og det er
den tur, de går oftest! Det er for langt for
Tania at gå hele den to timer lange tur,
så vi aftaler kun at gå halvdelen. Mange
newzealændere er vist bange for at bevæge
sig ud af deres huse og biler. De må dø før
tid!
Turen går langs en skrænt mod havet,
hvorfra der er en smuk udsigt til det glitrende hav på tre sider af halvøen og mod
land til den 2.600 meter høje bjergkæde,
der rejser sig, så langt øjet rækker, mod
nord, syd og vest. Få steder i verden står
høje bjerge så tæt på havet som her. Vi går
tilbage langs vandkanten og langs en stejl
skrænt, hvor hvide kalkstensformationer
rejser sig op af havet. Bølgernes slag mod
stenene giver en herlig perlende og rislende
lyd. Det er højvande, og mange steder er
der kun akkurat plads til, at vi kan smyge
os om kanten af skrænten. Vi har området
for os selv – sammen med hundredvis af
sæler. De ligger tæt på de sten, som vi skal
træde på, og i de smalle passager, vi skal
igennem.
Man skal holde 10 meters afstand
til sælerne, men det er umuligt pga.
højvandet. Når vi nærmer os dem, viser
Gåturen rundt om Kaikura-halvøen
byder på klipper, højvande og sæler.
de tænder og gør voldsomt. Laura
skriger og græder og vil ikke med, og
hun begynder flere gange at kravle op
ad de stejle skrænter. Heldigvis tager
Tania situationen i stiv arm og siger,
at Laura skal komme ned og gå med
os – der er ikke noget med at opgive
gåturen, fordi pigebarnet græder.
Min opgave bliver at holde Laura i
hånden, mens Tania, som en anden
vildkvinde, kaster med sten efter
sælerne, når de ligger på de trekvart
meter brede passager, vi skal gennem.
Sælerne hvæser og gør, men bevæger sig
hver gang ud i havet. Laura skriger, indtil
alle sælerne er gledet i vandet. Vi når en
høj skrænt, hvor tidevandet er for højt til
at gå udenom. En båd forlader stranden,
men kommer hurtigt tilbage for at tage os
med. For pigerne har turen været forfærdelig, men Tania og jeg synes, det har
været skægt og eventyrligt.
Nytårsfest
Da vi kommer tilbage, er Tanias svoger
og sønner kommet hjem fra deres daglige
fisketur, hvor de har fanget fisk med
harpun og muslinger med knive. Det er
skønt at spise frisk selvfanget seafood, og
jeg kan mægtig godt lide tanken om, at
familien lever lidt af sin fangst; det giver
et strejf af urtid, fra dengang mænd gik på
jagt og bragte bytte med hjem.
Daniel, Tanias yngste søn, får nytårsaften et væld af venner på besøg, der
hovedsageligt holder sig til hans værelse.
Også storebroren Johns arbejdskammerater kommer forbi og tilbringer aftenen
med os på terrassen. Tanias svoger Pete
synes ikke, at John skal omgås sine kollegaer, da de har en dårlig indflydelse på
ham. Dagen før fik de fx overtalt ham
til at køre på scooter, selvom han havde
drukket. Han blev taget for spritkørsel og
skal nu i retten.
Hver gang nogen kommer i byretten,
bliver det nævnt i den lokale avis med
navns nævnelse og adresse, så hele lokalsamfundet bliver bekendt med den
enkeltes fadæser og domme. Det er lidt
hårdt i en lille by, hvor alle kender alle.
Selvom det er nytårsaften, kører fjernsynet uafbrudt. Alle spiser på forskellige
tidspunkter og forskellige steder. Jeg spiser
sammen med Tania og hendes datter foran
fjernsynet. Newzealændernes middagskultur opleves mærkelig og sjusket, men
det kompenseres ved, at de sludrer på
andre tidspunkter. Vi drikker næsten
ingen alkohol, og jeg føler mig helt tørlagt.
Det er trods alt nytårsaften, og det kunne
45
være rart at nyde lidt mere øl og vin. Til
gengæld ryger de marihuana ligesom
dagen før. Pete ryger vist mange gange
dagligt, præcis ligesom Mark. Det lader
til, at marihuana er en vigtig ingrediens
i mange kiwiers tilbagelænede livsstil.
Den afslappede stil afspejles også i deres
påklædning; der er ikke en eneste, som
klæder om til nytårsaften, og alle inklusive
sønnens mange venner er blot iført jeans
og T-shirt.
Daniel og hans venner forlader huset,
og Tania og hendes niece og søster danser
kække rundt. Selvom Tania er 47 år og
buttet, har hun en ungdommelig fremtoning uden en rynke, og hun ser rigtig sød
og nuttet ud, mens hun danser rundt til
Petes skrålen med på sangnumrene. Tania
fortæller, at der sjældent er konflikter eller
sure miner i hjemmet, selvom hun har
tre teenagebørn. Hun og børnene virker
muntre og glade og lader til at have det
rigtig godt sammen. Byens unge er næsten
altid i deres hus, og børnenes venner er
vilde med Tania og siger til sønnerne, at
de har en cool familie. Daniel er populær
blandt piger og drenge pga. sin udadvendte, søde og imødekommende natur
– ham kan man kun holde af. Han går i
gymnasiet og arbejder i sommerferien på
et lokalt smykkeværksted, og han forærer
mig en smuk, forarbejdet abalone, han selv
har lavet. Den ældste søn, John på 17 år, er
skraldemand. Han er mere stille og reserveret, men også ganske kær.
Blandt vilde havdyr
Tæt på kysten ligger en dyb, undersøisk
kløft, rig på næring, som tiltrækker hvaler,
delfiner, sæler og albatrosser. Kaikoura
er derfor kendt for sit maritime dyreliv
og særligt for sine hvaler. Det må jeg
naturligvis opleve. 1. januar tager jeg på
delfinsvømmetur. Man skal bestille plads
otte dage i forvejen, men jeg har været
forbi mange gange for at se, om der var et
afbud. Til sidst syntes arrangørerne måske,
at min ihærdige indsats skulle belønnes,
for firmaet ringede og fortalte, at der pludselig var en ledig plads. 30 turister går om
bord i en motorbåd, og vi sejler mod delfinerne langs den smukke, bjergrige kyst.
Forinden er vi blevet instrueret i, hvordan
vi tiltrækker delfinernes opmærksomhed.
Vi skal svømme med armene langs
kroppen, og den bedste metode er at dykke
nedad, så vi virker delfinagtige, eller at
lave mærkelige lyde. Op til tusinde mørke
hvidskævingedelfiner hopper kåde ind og
ud af vandet og springer i flotte buer over
vandoverfladen, mens andre laver saltomortaler gennem luften med lynets hast.
Atter andre springer synkront over vandet.
Delfinerne har hvide, flotte strømlinede
tegninger på de sorte kroppe, og jeg er
dybt betaget. Vi hopper iført våddragter i
det lysegrønne vand. Det er umuligt at se
bunden, og sigtbarheden er lav.
Da jeg er bange for hajer, har en mand
lovet, at jeg må svømme med ham og hans
søn. Vandet bliver hurtig fyldt med sorte,
hætteklædte turister, der fægter rundt i
vandet og siger mærkelige lyde. Da alle har
de samme sorte dragter på, er det umuligt
for mig at vide, hvem der er faren med
sønnen. Jeg affinder mig med at svømme
alene, vel vidende at jeg først vil se en haj,
når den er få meter fra mig. Jeg er lidt
bange.
Med lynets hast smyger delfinerne
sig tæt forbi mig og under mig. Hvis jeg
strækker armene, kan jeg mærke dem. De
er mange og kommer igen og igen. Det er
fabelagtigt at være tæt på disse smukke,
Sæl på Kaikoura.
Nytårsfest med (fra venstre) Christina, Paul, Mary, Daniel, Tania, John, Corinth,
Christian og Pete.
smidige og akrobatiske dyr. Kaptajnen
trutter, og vi stiger op til varmt bad, kaffe
og kage, som spises på hjemvejen til synet
af de skønne bjerge.
Om aftenen hygger jeg igen med hele
Tanias familie og med en ladning friskfanget fisk. Tania taler meget om sin rejse
med Mark og har stor lyst til at tage med
ham til Centralamerika til foråret. Han
har tilbudt at betale en stor del af hendes
rejse. Som deltidsansat, enlig mor til tre,
ejer af en villa med havudsigt og to biler
har Tania naturligvis svært ved at spare
op. Hun overvejer faktisk at sælge pragtvillaen for at få råd til at rejse, men det
ville næsten være synd.
Hvaler og albatrosser
Dagen efter tager jeg på hvalsafari i
en katamaran. Snart svømmer en stor
kaskelothval op til overfladen. Den hæver
sit bronzefarvede ansigt op af vandet for
at studere skibet og svømmer ned langs
På delfinsafari.
46
båden, så vi kan se kroppen i fuld længde.
Herefter hæver kaskalotten sin hale, som
er stærkt underdimensioneret i forhold til
kroppen, over vandoverfladen. Efter fem
minutter svømmer hvalen bag om båden,
ødelægger den ene motor og er væk. Den
er nok træt af turister … Kaptajnen sejler
af sikkerhedshensyn tilbage til havnen,
hvor vi vil blive kompenseret. Ærgerligt
nok er vi snart i havn.
Kaikoura er også New Zealands
bedste sted at spotte havfugle, 40 ud af
landets 92 arter kan ses på disse kanter.
Med den afkortede hvalsafari har jeg
samme eftermiddag mulighed for at tage
på en albatrostur. På trods af stormvarsel
sejler vi ud, og så snart guiden har kastet
maden ud på det åbne hav, ankommer et
væld af stormsvaler og snart følger albatrosserne. Den første er en smuk hvidkronet albatros med et gråt ansigt og med
tydelige, markante ansigtslinjer og fine
øjenbryn. Den kredser adskillige gange
om båden, før den lander på vandet langt
borte, hvorefter den svømmer langsomt nærmere og lever fint op til sit
engelske navn – Shy Albatros. Inden den
når hen til maden, kommer vandrealbatrosserne elegant svævende som små
svævefly med et vingefang på 3,5 meter.
Vandrealbatrosserne lander med udfoldede kæmpevinger og basker lidt frem og
tilbage med vingerne næsten stående på
vandet – inden de folder dem sammen.
Deres fjerdragt er pjusket, og deres halse
er fyldt med små knuder. Albatrosserne
skræmmer de mindre fugle væk fra
maden, skændes indbyrdes og står halvt
på vandet, mens de truer hinanden med
udfoldede vinger.
Det er dybt fascinerende at se dem
svæve, kredse og på fiks vis lande kun
et par meter fra os og at være tilskuer til
deres indbyrdes kappestrid. På kort tid ser
vi 13 fuglearter, heraf fire slags albatrosser
og stormsvaler, skråper, terner og måger.
Efter 15 minutter peger guiden mod
horisonten: “Kan I se den hvide sky i horisonten, der kommer nærmere og nærmere
hen over vandet? Det er stormen, der er på
vej. Vi bliver nødt til at tage hjem med det
samme, inden den bryder løs.”
Den hvide skymasse skjuler fuldstændigt de høje bjerge, og stormskyen
kommer hurtigt faretruende nærmere.
Efter et par minutter får guiden startet
motoren, og vi drager tilbage, alt hvad vi
kan. Alle både til havs sejler så hurtigt, de
kan, mod havnen og når i sikkerhed, inden
stormen bryder løs.
Om aftenen laver vi bål på stranden.
Alle sidder i mørket omkring bålet, de
voksne ryger hash, og Pete og drengene
fanger fisk fra strandkanten. Det er rigtig
hyggeligt og skønt, at Tanias teenagebørn
gerne vil deltage i familieaktiviteterne.
Hele familien ønsker, at jeg bliver nogle
flere dage, og det har jeg vældig lyst til,
men jeg har bestilt og forudbetalt vandreturene på Sydøen og bliver nødt til at rejse
videre, da datoerne ikke kan ændres. Det
er en vidunderlig familie, og Tania er en
skøn mor og kvinde. Efter nogle fantastiske dage tager jeg hjertelig afsked med
hende og familien og futter vinkende af
sted på min lille scooter.
Vinlandet
Om eftermiddagen ankommer jeg
til Renwick, som ligger 140 km væk i
Marlborough – New Zealands største
vindistrikt, med ca. 60 vingårde. Det er
et af “den nye verdens” ledende vinpro-
ducerende områder og er internationalt
anerkendt.
Der er mange andre hvid- og rødvinsdistrikter spredt over New Zealand, men
Renwick går for at være det bedste, så jeg
prøvesmager her. Snart spadserer jeg rundt
mellem gårdene til gratis vinsmagning.
Det første sted får vi serveret ti forskellige
slags hvidvine af indehaveren, og ikke en
eneste vælger at spytte godterne ud. Nogle
forsøger at kloge sig på vin og udviser et
dybt engagement i vinsorterne – vel for
at dække over, at de som alle andre bare
er ude for at have en fornøjelig dag med
gratis vin. Flere par køber heldigvis et
par dyre flasker, så ejeren får lidt ud af sin
gratis, daglige vinudskænkning. Lettere
snalret efter smagsprøverne spadserer jeg
langs vinrankerne mod de næste gårde og
drikker mere velsmagende hvidvin.
Mens jeg den følgende eftermiddag
pakker scooteren, kommer folk cyklende
tilbage fra deres vinsmagning og fortæller,
at de næsten er røget af cyklerne pga.
blæsten. Ejeren mener, vinden er for
voldsom til, at jeg kan køre videre. Jeg har
egentlig heller ikke lyst, men synes, det er
for tyndt at lade mig afskrække af et kraftigt blæsevejr. Jeg har heller ikke en ekstra
dag til at vente på, at vinden løjer af, så jeg
tager af sted. Jeg kan jo altid vende om,
hvis det blæser for kraftigt.
Det blæser virkelig slemt. Jeg har
svært ved at styre min scooter og kæmper
for at holde den på min side af vejbanen.
Den flytter sig flere meter fra side til side,
når der kommer pludselige sidevinde, og
jeg er ret utryg, når biler alligevel overhaler mig i min vejbane, da jeg jo ikke ved,
om scooteren pludselig ryger ind i dem. Jeg
læner den kraftigt til vindsiden, som kørte
jeg i et skarpt sving for at holde den lodret,
og på denne facon når jeg helskindet til
Picton gennem de bjergrige landskaber.
nn Mikie Breum fejrede nytår i New
Zealand i 2009-10 og har medlemsnr. 272.
Artiklen er et let bearbejdet uddrag fra
hendes bog “Blandt pungdyr og vulkaner
– På hjul Down Under”, der handler om
scootereventyret gennem New Zealand,
en efterfølgende blaffetur i Australiens
outback og på Tasmanien, samt 4.000 km
i varevogn op langs den australske østkyst.
Undervejs proppede hun så mange vandreture ind i rejsen som muligt og overnattede
tit hos lokale for at komme helt tæt på deres
kultur og levevis.
47
New Zealand
Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnChristchurch fås fra ca. 9.250 kr. t/r.
Lokal transport: Jeg købte en brugt
scooter i Auckland på Nordøen. Det
var en fire år gammel bordeauxfarvet
Suzuki SJ50QT, som da havde kørt
3.900 km. Efter yderligere 7.000 km
rundt i New Zealand solgte jeg den
igen for kun 500 kr. under købsprisen.
Scooteren kunne køre op til 55 km/t.
Dens tank rummede 4,5 liter benzin.
Ofte er der 50 km eller mere mellem
tankstationerne, så jeg havde også en
reservedunk med.
Kørekort: Man må kun køre scooter
i New Zealand med et internationalt kørekort, som fås for 25 kr. hos
Borgerservice i Danmark, eller ved
at bestå den teoretiske del af den
newzealandske bilkøreprøve.
A Day at
the Races:
24
Heures
du Mans
Tom K’s Audi nr. 2, der havde lagt sig i
spidsen efter 1. omgang.
Siden jeg var knægt, har jeg altid
drømt om at opleve et Le Mans-løb.
Le Mans er anderledes end de fleste
motorløb, hvor man bare kan sidde
og se på en masse racerbiler, der
kører i ring. Det gør de naturligvis
også på Le Mans, men banen er så
stor, og løbet så langt, at der er plads
til en masse andre ting udenom. Det
var dét, jeg ville opleve. Og det fik
jeg så mulighed for forrige sommer.
Tekst & FOTOS:
Claus Søndergaard
D
et er 81. gang løbet afvikles
– første gang var i 1923, kun
afbrudt et år under depressionen (1936) og 1940-48 i
forbindelse med 2. Verdenskrig. I de
seneste år har Danmark haft stolte traditioner ved dette løb: Jens Winter deltog
i 1983, og i 1990 sejrede John Nielsen.
Den helt store helt er naturligvis Tom
Kristensen, nu med ni sejre og den absolut
mest vindende kører i Le Mans 90-årige
historie. I alt har 21 danskere kørt på Le
Mans. Løbet blev i 2013 overværet af
ca. 250.000 tilskuere, heraf ca. 30.000
danske, så Danmark er suverænt den bedst
repræsenterede nation ift. indbyggertallet,
hvilket tydeligt ses rundt omkring med
de mange dannebrogsflag, der stikker op
overalt rundt om banen.
Hvem er det så, der tager til Le
Mans? Fælles for alle er selvfølgelig, at de
er motorsportsinteresserede, men ellers
spænder folks baggrund vidt, lige fra
mekaniker og trucker til akademiker. Det
handler overhovedet ikke om, hvad man
er, men hvad man vil! Det skal dog siges,
at Le Mans mest er en mandeting. Her
tager drengene fri en lille uge for at være
sammen om et par øller, ræs og platte
vittigheder – i det hele taget et samvær,
hvor der er plads til alle. Nuvel, der var
også enkelte piger med. Mit rejseselskab
(K-Rejser) fortalte, at de havde ca. 3.000
gæster på Le Mans, heraf ca. et par hundrede piger. Tag ikke fejl af det – de piger,
jeg talte med, havde en stor viden om
motorløb (og platte vittigheder).
48
Fredag er en stor dag. Pitten åbner for
alle, men inden vi går derned, er der besøg
i den danske lejr af de danske kørere, som
alle fortæller om, hvordan det er at køre
le Mans. Det er her, jeg hører en sætning,
der senere skulle brænde sig fast i min
hukommelse. Allan Simonsen fortæller, at:
”Le Mans er specielt. Kører man af banen,
så er der kontant afregning.” Sådanne
små sætninger sætter sig normalt ikke
fast i baghovedet, men da den forfærdelige ulykke sker, hvor Allan Simonsen
omkommer, dukker hans ord pludseligt
op fra underbevidstheden.
Pitwalk’en er et must. Her kan man
komme meget tæt på de fantastiske
maskiner. Flere biler er næsten skilt fuldstændigt ad og det er svært at tro, at de vil
være på banen i løbet af nogle få timer. Der
er noget fascinerende ved at se, hvordan
der arbejdes i pitten. Jeg er sikker på, at de
drenge kan samle en bil i søvne og kender
hver en møtrik i bilen. Fredag er der også kørerparade i Le
Mans by. Her bliver alle kørere fragtet
rundt i byens gader i gamle veteranbiler,
mens de vinker til alle fremmødte. Hvis
man vil have en god plads til kørerparaden,
anbefales det at tage af sted i god tid.
Løbet starter
Lørdag er den største dag, hvor løbet
starter. Allerede ved morgenmaden
drøfter vi, hvor det nu er bedst at se
starten. Det gælder om at komme på
banen i god tid, hvis man vil stå tæt ved
hegnet. Jeg vælger at gå op til Tertre
Rougesvinget, lige før Mulsannelangsiden. Her er der ikke så meget hegn
i vejen og man får et godt udsyn ned
til Dunlopbroen og hele vejen rundt til
svinget før langsiden.
Kl. ca. 14.50 starter bilerne med
ordene: ”Gents, start your engines!”
Herefter køres der en omgang efter safety
car, således at bilerne passerer startlinjen kl. 15.00 præcis, hvor løbet flages i
gang. Herefter starter et lydinferno af de
mange tusinde hestekræfter, der slippes
løs. Allerede efter et par timers kørsel er
feltet spredt. Ud af en chikane kommer
to Corvetter og en Aston Martin. Det
lyder, som alle vulkaner i helvede er gået i
udbrud, og inden jeg når at stikke hånden
i lommen for at finde ørepropperne, er
de allerede væk igen. Lige efter kommer
Tom K’s Audi hvislende. Audien er en
hybridbil, som har en indretning, så den
kan opsamle energi under nedbremsning
i form af el. Bilen samler altså en masse
energi op under nedbremsning, som så
slippes løs i to elmotorer ved forhjulene
under accelerationen. Det giver godt 200
ekstra hestekræfter i nogle sekunder. Tom
K overhaler de tre storlarmende biler fra
før og inden de er kommet til næste sving,
er Audien kørt forbi dem alle. Den eneste
lyd, man hører fra diesel-Audien er en
Til paraden i byen Le Mans.
hvislen, der mest stammer fra dækstøj.
Team manager Dr. Ulrich har udtalt, at
Audi ikke er kommet for at lave larm men
for at køre stærkt – og dét gør de.
Alt imens der køres, kan man følge
med i pitstoppene, hvor der tankes og
skiftes dæk. I løbet af 5-10 sekunder er
der fuld tank og fire nye dæk. Det får mig
til at undres over, at min mekaniker skal
beholde min bil en hel dag for blot at putte
fire nye Viborgdæk på Punto’en.
Det bliver kun til nogle få timers søvn,
før det går løs igen søndag morgen. Det
første, man spørger om, når man stikker
hovedet ud af teltet, er: ”Hvordan går det
med Audi nr. 2?” (Tom K’s vogn). Stor er
glæden, da det oplyses, at Tom K har kørt
sig i spidsen i løbet af natten. Hurtigt bad,
morgenmad og tilbage til banen for at
følge ræset. Følelser fra den ene yderlighed til
den anden
Kort efter starten, allerede på tredje
omgang, går det galt. Jeg har netop talt
med en anden dansker om, at der godt
nok er trængsel i svinget. Lige efter
De dygtige mekanikere har lige pillet motoren ud af bilen. De er i stand til at samle
en bil i søvne og kender hver en møtrik. Bilen var på banen et par timer senere.
49
De tre danske kørere fra Aston Martinteamet. Fra venstre: Christoffer
Nygaard, Kristian Poulsen og Allan
Simonsen.
starten er alle biler stadigvæk tæt kørende.
Lige som vi har talt om det, kommer
det gule flag frem og skiltet med SC
(Safety Car). Herefter kommer først en
lægebil, så en ambulance efterfulgt af en
teknikvogn. ”Det her er ikke godt,” taler
vi om. Min følgesvend får en sms hjemme
fra Danmark: ”Det er Allan Simonsen,”
lyder den kort. De bange anelser bliver
forstærket af, at der ikke rigtigt vises
noget på storskærmen. Der går næsten
tre timer, nærmere præcist kl. 18, før
vi får den grufulde meddelelse, at Allan
Simonsen er afgået ved døden som følge
af kvæstelserne. Vi sidder i bussen på
vej til Mulsanne Corner, da det bliver
oplyst i radioen. Der går et gisp gennem
bussen, alle er helt stille og sidder og
stirrer ud i luften en stund. Herefter er
det lidt ligegyldigt, hvem der ligger i front.
Dannebrog går på halvt blandt de mange
danske tilskuere. Det er her, at Allans
ord fra fredag formiddag på uhyggelig
vis toner frem fra hukommelsen. Efter
ulykken er der en underlig stemning over
hele banen. Alle vil egentlig gerne være
glade for Tom K’s præstation, men den
ligger i skyggen af ulykken. Det er således også med blandede
følelser, at vi går til sejrsceremonien. På
den ene side er det stort at se Audi-teamet
med Tom K i spidsen. Og på den anden
side er det den mest triste sejr, jeg har set.
Der er ikke smil på læben fra holdet. Tom
K får mikrofonen og lægger ud på dansk
foran de mange tusinde tilskuere, nogenlunde med ordene: ”Denne sejr skulle have
været dedikeret til min far, som døde tidligere på året – han kan vente! Jeg dedikerer
sejren til Allan Simonsen”. Store ord fra
verdens største racerkører. Det er tydeligt,
at alle er dybt berørte og mine egne tanker
går til Allan Simonsens familie.
Le Mans
Ud & hjem igen: Byen Le Mans
ligger 200 km sydvest for Paris. Fly
København-Paris fås fra ca. 600 kr. t/r.
I pitten kan man virkelig komme tæt på bilerne. Her det Tom K’s Audi nr. 2, der søndag
eftermiddag kørte i mål som vinder efter at have kørt 4.742 km.
Tom K og team på sejrspodiet. Selvom det var en stor bedrift, var der ikke mange smil
på læben. Sejren blev dedikeret til Allan Simonsen.
Seværdigheder i omegnen
Tilbage på banen, bag tribunerne på banen,
findes det såkaldte ”Village”, hvor der er
hundredevis af boder. Her kan alt tænkeligt købes, bare der er lidt fartstriber på
eller en relation til motorløb. Alt, selvfølgelig, til uhørte priser. En poloshirt koster
snildt i omegnen af 70 euro. Det ellers
så madbevidste Frankrig er også gået på
kompromis med kvaliteten. Mellem 5 og 10
euro for en pølse, der er fritteret til uken-
delighed og nedlagt i en slatten baguette,
serveret med bløde pommes frites. Men
det er naturligvis en del af oplevelsen. Le
Mans Museet lige over for Village, er et
besøg værd med dets udstilling af mange
vinderbiler gennem tiderne.
Til enhver stor festival hører naturligvis også et tivoli. Hvis man gider stå i
kø i uendelig lang tid, så kan en tur i pariserhjulet anbefales. Placeringen er lige før
50
ARRANGØR: Rejsen var arrangeret af
K-Rejser og kostede ca. 5.000 kr. inkl.
halvpension, telt, sovepose og luftmadras, som man kan tage med hjem efter
brug. Det er også muligt at købe kør
selv-rejser. Rejsen giver ret til ophold
i en af de to lejre, hvor der er fuld
forplejning, bar, restaurant, samarit og
underholdning, hvis man vil. Mange
roser til K-Rejser for at have fuldstændigt styr på logistikken både før og
under turen. Alt fungerede perfekt.
tribuneområdet og der kan man få et godt
overblik over det hele.
Jo, jeg havde mange forventninger,
inden jeg tog af sted, og jeg må sige, at de
blev indfriet til fulde. Hyggeligt samvær,
gøgl, ræs og larm, benzinos og hvinende
dæk, regn og sol, dramatik, sorg og glæde,
dansk sejr og ikke mindst: en fantastisk
stemning. Det eneste øv var, at jeg fik
snuppet mit pas af en dygtig lommetyv.
Det lykkedes ham/hende at fiske det op af
min ellers hermetisk velcrolukkede lomme
– ærgerligt, da passet var fyldt med visa fra
mange lande.
nn Claus Søndergaard har medlemsnr. 321.
Han har til dato besøgt tre territorier og 86
lande. Rejsen til Frankrig for at overvære
Le Mans-løbet foregik i fjor.
Et udvalg af rejserelaterede
udgivelser
Sommeren står for døren, og hvad er
mere nærliggende end at tage en god
bog med til stranden eller til at dase
med ved svømmepølen? I Globen
omtaler og anmelder vi derfor gerne
bøger og film, som kan inspirere og
udvikle rejselysten.
Tekst:
Lars-Terje Lysemose
Om Europa:
”En motorcykelrejse med børn
– Til De Britiske
Øer” af Emil,
Michael, Lissi
& Tino Capion
(Books on Demand,
2012, 175 sider,
med fotos i farver,
199,95 kr.) er en
families beretning om deres sommer af
sted på en BMW og en Honda. ”At rejse på
motorcykel er vi voksnes behov, og drengene bliver slæbt med. Derfor er det vigtigt,
at de har stor indflydelse på, hvor turen
går hen. Sådan bliver ferien bedst for hele
familien. Bogen gengiver de oplevelser,
vi har undervejs, seværdigheder, hvad
vi spiser, hvordan vi bor og selve turen
rundt på motorcykel. Dette gør vi ved
at beskrive begge sider af medaljen. Vi
fortæller om alle de dejlige og sjove timer
vi har sammen undervejs, og dem har der
heldigvis været mange af. Men vi beskriver
også de afsavn, diskussioner, skuffelser og
den usikkerhed, der kan opstå på en tur
som denne,” forklarer familien. Skulle
man være i tvivl, om det at køre motorcykel nu er en god ide, når man er en
familie med to børn på 15 og 12, forsvinder
alle betænkeligheder, når bogen er læst til
ende!
Om verden i øvrigt:
”Helt elektrisk Jorden rundt” af Nina
Rasmussen & Hjalte Tin (Rosinante, 2013,
251 sider, med kort og fotos i farver, 299,95
kr.) er en fortælling om verdens første
jordomrejse i elbil. ”’Ved I godt, at I er
tossede?’ spørger Martin, en af vores
Adrenalinkicks
og personlige
dannelsesrejser
Tekst:
Anette Lillevang Kristiansen
Sofarejser
Steffen Kjær: ”Vildmarken – Historier ”.
Turbine, 2013, 164 sider, 249 kr.
De BerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstes Klub
H
vis man nu absolut er tvunget
til at sidde hjemme i sofaen
med en kop halvlunken kaffe,
mens man grøn i hovedet af
misundelse trawler Facebook igennem,
hvor den ene er på vej på elefanttrekking i
Thailand, den anden har scoret et fedt legat
til at skrive sin hovedopgave i Mongoliet,
og en tredje er ved at sadle op til en fotosafari på Serengeti-sletten i Tanzania – ja, så
kan man altså godt blive lidt irriteret, når
slud og blæst river i husgavlene hjemme i
vinterkedelige Danmark, og ens bankkonto er i alvorligt overtræk. Men fortvivl
ikke, der er faktisk hjælp at hente.
Drømmer du om adrenalinkicks på
frådende floder, halsbrækkende bjergbestigninger eller klatreekspeditioner i
Yosemite Nationalpark, så snør de mentale
trekkingstøvler og tag med Steffen Kjær på
eventyr i hans bog ”Vildmarken”. Her skal
du nemlig nok få dine lyster styret.
Steffen Kjær er journalist og bjergbestiger og har i en årrække skrevet for
danske dagblade og magasiner med særlig
interesse for friluftsliv og aktiv livsstil.
Han har rapporteret fra mere end 25 skisportssteder i Europa og Nordamerika, og
er bl.a. ophavsmand til et par bøger om
bestigningen af verdens farligste bjerg
Matterhorn i Schweiz og franske Mont
Blanc. Hans udgivelser omfatter også
børnebøger om klatring, alpin skisport og
endelig surfing.
Skønlitterær debut
”Vildmarken” er hans debut som skønlitterær forfatter, hvor han skildrer forskellige hovedpersoner under deres til tider
halsbrækkende vildmarksoplevelser.
Bogen er opdelt i seks mindre historier
med hver deres tema – som riverrafting,
vandring og vildmarksliv – og foregår i
forskellige dele af verden.
51
I hvert kapitel møder man personer,
som på hver deres måde og i hver deres
livsfase giver sig i kast med livets eventyr.
De drages alle mod den barske natur og
overraskes hver især af vanskelige dilemmaer og valg, der skal træffes undervejs.
Det er ikke adrenalinkicks og afgrundsdybe kløfter hele tiden, men også en bog,
hvor forfatteren gennem hovedpersonerne
gør sig dybsindige tanker om livet og det
at møde personlige udfordringer i naturen.
Vi møder blandt andre Jon og Nilas,
der udfordres ved at besejre Matterhorns
sylespidse tinde og på vej ned må tage en
meget vanskelig beslutning for at redde
et menneskeliv. Vi hilser på direktøren
Adam, der sender sine medarbejdere på
teambuildingkursus langt væk fra deres
vante omgivelser, og endelig Thor der tager
på sin helt egen dannelsesrejse til Laplands
uvejsomme fjelde.
Alle bliver de sat til at tænke over livet
og deres personlige værdier, alt imens
naturen går sine egne veje og ind imellem
virkelig giver dem kamp.
Alt i alt en velskrevet bog med gode
sceniske afsnit og passager af betydelig
suspense, hvor man som læser næsten ikke
kan få hurtigt nok bladret om på næste
side, for at høre hvad der videre sker. Helt
sikkert en bog, der kan anbefales til en
gang sofahygge med en kop skoldhed kaffe
– gerne brygget på Trangia-stormkøkkenet
– for nu at skabe den helt rigtige stemning.
Du kan læse meget mere om
Steffen Kjær og hans bedrifter på www.
steffenkjaer.com.
nn Anette Lillevang Kristiansen er journalist og medredaktør af Globen og har
medlemsnr. 328. Hun elsker selv adrenalinkicks og vildmarksliv og har bl.a. raftet på
Zambezifloden i Zambia, sejlet med kajak
i Alaska og New Zealand og været på trekking i Fish River Canyon i Namibia.
Med Eventyrernes
Klub i ekstremernes
land
Jakob Andersen (red.): ”Magiske Grønland
– Død og drama på Indlandsisen.
Eventyrernes Klub fortæller.” Gyldendal,
2014, 300 sider, med fotos i farver, 349,95 kr.
”F
”Land Rover
Experience Tour
– To the Top of
the World” af
Roland Löwisch
(teNeues, 2014, 272
sider, med fotos i
farver, på engelsk
og tysk, 65 euro)
fortæller i stort format og med 497
imponerende billeder om det enestående
Land Rover-løb, der havde sin start i år
2000. Det 10. løb i 2013 havde mere end
30.000 ansøgere, og i bogen følger vi 11
af de udvalgte deltagere – langs med den
sagnomspundne Silkevej og til Jordan,
Malaysia, Bolivia, Namibia, Skotland,
Canada, Argentina, Chile, Bolivia og
Island. Gennem ensomme landsbyer,
endeløs steppe, brusende floder, tyk støv,
isnende sne og våd regnskov. Og Land
Roverne og deres passionerede chauffører
er hele tiden lige midt i eventyret. Det er
fascinerende læsning, og billederne i sig
selv er fabelagtigt gode – her er reportage,
landskaber og dyr, og portrætter af de
lokale de møder undervejs.
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr.
364 og holder af at læse bøger og se film,
som kan give ham fornyet lyst til at rejse. Et
af hans mottoer lyder: ”At rejse er ikke et
mål i sig selv. Det er derimod de menneskelige bånd, vi knytter på rejsen!”
De BerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstes Klub
indes der noget mere vidunderligt i denne verden end at rejse i
det ukendte, prøve kræfter med
sig selv i den store vidunderlige
grønlandske natur?” Sådan spørger John
Andersen i ”Magiske Grønland”.
Han sekunderes af Jørn Riel, som
konstaterer, at ”den arktiske natur er stor.
Den består ikke af landskaber, men af vildskaber. Intet er mere betagende end med
hundeslæde at køre i de enorme fjorde,
hvor fjeldene står som kulisser og kaster
lange skygger over fjordisen. Sommeren
er hektisk (…) Elvene svulmer op, og
laksen springer op ad faldene. De er store
og fede og kan løftes ud af vandet med et
par hurtige hænder. Prøv det selv,” lyder
opfordringen.
Det øde og ukendte
Der er dømt eventyr til den store guldmedalje, når medlemmer af Eventyrernes
Klub sætter kursen mod nord til menneskenes – men også ekstremernes – land. I
31 kapitler med bidrag fra lige så mange
medlemmer fortæller de om oplevelser fra
1900-tallets begyndelse og frem til i dag i
dette barske og svært begribelige land.
Hver for sig fortæller eventyrerne om
deres Grønland. Ikke det Grønland, som
nu, med Leif Vanggaards ord, er “beboet
af mennesker, der alle lever i den moderne
verdens jag” – men det øde og ukendte
Grønland, hvor der serveres slædehund
på tallerkenen. ”Kødet var mørt, og efter
et par mundfulde smagte det ganske
udmærket,” konstaterer John Andersen
tørt.
Og som Jørn Riel skriver: ”Døden
er altid nærværende i polarlandet. Selv
døde jeg en stormende novemberdag i
1950’erne (…) Uheldigvis snublede jeg og
52
Tekst:
Lars-Terje Lysemose
trofaste motorcykelvenner, med et
snedigt smil, mens
der bliver vinket
heftigt. ’Ja,’ griner
jeg tilbage, da vi
kører afsted. ’En
rejse Jorden rundt
er det, en elbil
egner sig mindst
til. Men vi prøver alligevel!” Af Nina
Rasmussens og Hjalte Tins to danskproducerede elbiler, Blå og Grønne, er det nu
kun den ene, som når Jorden rundt. Blå
må efterlades, da den bryder sammen i
Rusland, og parret må klare sig med at
deles om Grønne. Det bliver en fantastisk
bedrift og en oplevelsesrig rejse gennem
Sverige til Rusland og Mongoliet, videre
gennem Kina og USA til Spanien og hele
vejen op igennem Europa. Undervejs
bliver det endda til deltagelse i et Monte
Carlo-rally! Smukt fortalt med sans for
beskrivelser af miljøet og de mennesker,
de møder undervejs.
slap slæden, som hundene hurtigt trak
uden for min rækkevidde. De ville hjem
og var umulige at stoppe (…) efter flere
timer i dyb sne var jeg så træt, at jeg satte
mig i sneen (…) Det var vidunderligt.
Det surrede af velvære i hele kroppen, og
tankerne kom langsomt og dorskt til mig.
’Om lidt rejser du dig og går videre,’ sagde
en stemme i mig. Men jeg blev siddende.
Min eskimoiske kammerat opdagede, at
mine hunde var kommet tilbage, og han
vendte dem omgående og piskede dem
tilbage i sporet. Min førerhund fandt mig.
Jeg sad som en lille snedækket forhøjning
og var faktisk allerede så langt ude, at jeg
kunne anses for død. Det var herligt at dø
i kulden. Og et helvede at blive tøet op til
livet igen.”
Blandt ånder og isskosser
Og Anders Bilgram indfanger på smuk vis
naturens dragende poesi: ”Snart omsluttedes vi af tæt tåge, og eventyragtige
forrevne klipper stak deres golde tinder
op mellem tågens dystre slør. Det var som
at sejle i en verden hinsides denne, som
at sejle i en verden fyldt med angakokker,
åndemanere, og med havets moder under
kølen, overvåget og fulgt af ånder for at de
kunne se, om vi behandlede naturen og
havet med den respekt og forståelse, som
er en så dybt integreret del af polareskimoernes liv.”
”Magiske Grønland” er fyldt med
beretninger om strabadserende eventyr
fra fortid og nutid. Dog savner denne
anmelder indtegnede ruter og et kort til
at ledsage de mange fortællinger samt en
tydligere inddeling af fortællingerne efter
fx kronologi eller geografi. En tillempning af moderne retskrivning af de ældste
tekster ville også have gjort bogen lettere
at læse for et nutidigt publikum.
nn Lars-Terje Lysemose har boet og
arbejdet i Nuuk og besøgt Kangerlussuaq,
Aasiat og Qaqortoq. Han har medlemsnr.
364 og er ansvarshavende redaktør af
Globen.
Frigør udlængslen og virkeliggør
dine drømme
Heidi Korsgaard & Mette de Fine Licht:
”Af sted – 12 berejste fortæller.” Bind
1: ”Lars Gundersen.” Bind 2: ”Rasmus
Krath.” To e-bøger udgivet af Linje H, 2014,
ca. 30-50 sider hver, med fotos i farver, 49
kr. per e-bog via skrivevaerkstedet.dk/
udgivelser.html .
De BerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstes Klub
Tekst:
Lars-Terje Lysemose
F
or nogle er to rejser til det
samme land tilstrækkelig,
men bestemt ikke for Lars
Gundersen, da han som ung
rygsækrejsende forelsker sig hovedkulds
i Himalayas dragende tinder og særegne
kultur. Dermed lægges kimen til det, der
skal blive hans livs projekt: rejsebureauet
Kipling Travel. For i Nepals hovedstad
Katmandu erfarer han som helt ung,
hvordan oplevelsen af det fremmede
oplagres i ham.
”I en af Freak Streets karakteristiske,
små cafeer med gammel hippiehygge filosoferer han over det at rejse og når frem
til, at man, første gang man kommer til
et sted, oplever. Man ser, og man kommer
hjem og føler sig som ekspert. Anden gang
man kommer til stedet, opdager man, at
der rent faktisk er huller i ens viden, og
man ser nogle af de ting, man ikke så
første gang. Tredje gang man besøger
stedet, finder man ud af, hvor lidt man
egentlig ved. Tredje besøg er der, hvor den
polerede overflade forsvinder, og hvor
den sande fortælling om landet åbenbarer sig. Det er der, man møder folket,
får mulighed for at komme hjem til dem
og går i de gader, de lokale også betræder,”
som Heidi Korsgaard og Mette de Fine
Licht fint opsummerer i serien ”Af sted”.
De to forfattere portrætterer her 12
berejste – kendte som mindre kendte
– som fortæller om, hvordan deres
udlængsel og rejselyst udvirkedes.
Det muliges kunst
De første to bind handler om Lars
Gundersen, stifter af Kipling Travel og
Nepals turistambassadør i Danmark,
samt Rasmus Krath, kaospilot, eventyrer,
foredragsholder og filmdokumentarist.
Begge er i øvrigt også medlemmer af De
Berejstes Klub.
”Rasmus kan ikke slippe tanken om at
rejse til et sted, som andre kalder ’brændpunkt’. Ikke nødvendigvis et land i krig,
men et sted, som er ekstremt svært at
rejse i. Ideen spirer i nogle måneder, og
efterhånden som konflikterne i Somalia,
borgerkrigen og skibskapringerne oftere
og oftere rydder forsider, går det op for
ham, at det er der, han skal til. Det må
være det mest ekstreme land i verden. I sit
indre hører han sin undervisers stemme
fra kaospilotstudiet: ’I må aldrig gøre
noget 90 procent. I skal altid gøre det 100
procent. Vælg det bjerg, I allerhelst vil
klatre op ad, og gør det. Lad være med at
gå efter det næsthøjeste.’”
Sådan går det til, at Rasmus Krath
vælger at opsøge eventyret for at filme og
interviewe pirater i Somalia. I ”Af sted”
fortæller han om at finde sin hylde – og i
hans tilfælde er det lig med at udfordre og
finde sig selv ved at rejse.
En ny historie hver måned
De to bind er de første af en serie på i alt
12 portrætter, som løbende udkommer
som e-bog hver måned. Journalisterne
Heidi Korsgaard (i øvrigt selv medlem af
53
De Berejstes Klub) og Mette de Fine Licht
har sat sig for at finde ud af, hvordan det
er lykkedes erfarne rejsende at virkeliggøre deres drømme og udleve rejseeventyret. Planen er, at de 12 e-bøger næste år
udgives som et samlet værk på papir. Og
med fortællingerne i ”Af sted” vil de vise,
at det er muligt at rejse, hvis bare man har
viljestyrken til det.
Hvert bind slutter med nogle
konkrete råd fra de interviewede til,
hvordan man kan få sit personlige rejseeventyr virkeliggjort. Det fungerer fint i
de første to bind, men jeg er mere forbeholden for, om rådene kan blive ved med
at være lige originale, når vi når til bind
12, for mange af dem er forholdsvis enkle
og kan koges ned til dette: Følg dit hjerte,
vov at rejse og tag af sted. Det er ofte slet
ikke så svært, som man tror. I bund og
grund handler det om at gribe eventyret
og bare se at komme af sted – også selv om
man har forpligtelser, job, familie, og en
husleje der skal betales.
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr.
364 og har fået udlevet flere af sine rejsedrømme som rejse- og udlandsreporter
for bl.a. Politiken, Aktuelt, Berlingske,
Information, Kristeligt Dagblad og Danida.
I dag er han freelancejournalist, underviser, foredragsholder og ansvarshavende
redaktør af Globen. Læs mere om ham på
www.lysemose.com.
Konkurrence:
Dengang jeg skulle ud at flyve …
Tredjepladsen går til:
Hjem fra Kina
Tekst: Karen Hammer
Foto: Wikimedia
I
1978 var jeg med Geografforeningen
på en fire ugers rejse i Kina. Det var
en utrolig oplevelse. Mao var død
i efteråret 1976, og landet var midt
i Fire Bande-opgøret. Befolkningen var
alle kvinder som mænd klædt i grønne
eller marineblå uniformer. Ugifte kvinder
havde lange fletninger, og gifte havde
kort hår. Kun små børn under fem år gik i
farvestrålende klæder.
Der var endnu kun meget få høje
huse i Peking; de gamle gårdfamiliehuse
var spændende at besøge – her skulle man
passe på ikke at blive kørt ned af de utallige hurtige cyklister. Vi kom godt rundt
og blev bl.a. præsenteret for et kæmpe
niveleringsprojekt, hvor 20 traktorer og
gravemaskiner arbejdede med at ændre
et nederoderet løss-landskab med dybe
kløfter, så det i fremtiden ville kunne
fungere som majsmarker. Løss er en jordtype bestående af fint ler, som er aflejret af
vinden. Løss findes mange steder i verden,
og disse steder er altid meget frugtbare.
Vi besøgte kulminer, en lokomotivfabrik og fantastiske ældgamle grotter med
tusindvis af buddhastatuer nær Datong
og nær Xian et sted, der både havde fiskedamme, marker med morbærtræer til
fodring af silkeorme, og hvor man fabrikerede silke.
Overalt, hvor vi kom i landsbyerne, blev vi modtaget med klapsalver, og
overalt så vi gamle koner med snørede
fødder. De sidste tre dage i Hongkong
med utallige højhuse og moderne hoteller
var nærmest et antiklimaks, men her var
der da i modsætning til inde i Maokina
masser af fugle.
Orkan og eksplosion
På afrejsedagen i august var der en hektisk
aktivitet overalt i Hongkong; en orkan
nærmede sig, så alle butikker blev lukket
ned, og der blev sat skodder op overalt. I
havnen lukkede man for færgetransporten.
Vi nåede i sidste øjeblik at komme over,
ud til lufthavnen og ind i et kæmpestort
fly. Ganske få minutter
inden afgang eksploderede det ene af
de to landingshjul
med et voldsomt
brag. Jeg kiggede
ud af vinduet og så
lufthavnspersonalet
komme trillende med
et kæmpestort hjul. 10 minutter efter var
vi i luften på vej mod Calcutta, medens
orkanen hev og sled i flyet, så vi var nødt
til at sidde fastspændte og ikke kunne
udnytte de mange tomme pladser til at
ligge ned og sove. I Calcutta blev flyet
fyldt op med mange nye passagerer, og
næste morgen stod vi af i Teheran, for at
fortsætte med det billigere Iran Airways.
I Teheran var der hundredevis af
ansatte, men ingen lavede dagens gerning.
Vi måtte selv bære vores kufferter ind, selv
skrive destinationssedlerne, så kufferterne kunne komme til Copenhagen – og
ikke Frankfurt, som man insisterede på,
og selv bære kufferterne ud til afgangshallen. Vi var godt gnavne og trætte, da
vi endelig skulle til at gå om bord. Som en
af de første gik jeg igennem sikkerhedskontrollen. En meget grundig kontrolør
studerede nysgerrigt mine mange interessante ting købt i Kina, medens løbebåndet
sendte mine sarte musikinstrumenter ned
på stengulvet. Jeg blev rasende, råbte op,
samlede alle mine ting tilbage i rygsækken
og gik ind mod flyet. De andre i gruppen
var forbløffede, bange for at man skulle
arrestere mig, mens jeg havde fået luft og
var i fint humør.
En dyne i døren
Inde i det lille fly kom jeg til at sidde
bagerst tæt ved døren og kunne således
følge personalet arbejde med at lukke
døren. Da det ikke lod sig gøre, proppede
de en dyne i klemme, snørede døren fast,
og så fløj vi!
De andre var rædselsslagne, men jeg
nød turen i fulde drag. Vi kunne ikke gå
54
højere
op end 3.000
meter og kunne derfor tydeligt se
landsbyer og ørkener dernede. Fantastisk
oplevelse som geograf at se alle de små
landsbyer med deres karezebrønde
liggende som perler på snore i de tørre
landskaber gennem Iran og Tyrkiet. Vi fløj
sågar lige henover Ararats bjerg!
Medens mine rejsekammerater drak
sig mod til og frygtede alverdens ulykker,
sugede jeg indtryk til mig fra en spændende verden, som jeg først mange år
senere kom til at besøge. Vi landede uden
problemer i Frankfurt, hvor vi steg om
i noget så kedeligt og almindeligt som et
SAS-fly. Sikkerheden var i top, og der var
oven i købet servering, men Æventyret var
forbi for denne gang.
nn Karen Hammer har medlemsnr. 395.
Hun er filmjournalist, kulturredaktør på
Radio Vesterbro og tidligere gymnasielærer.
Konkurrence:
En delt andenplads går til:
Morgenmad, igen, igen ...
Tekst: Niels Andersen
Foto: Wikimedia
I
firmaet havde vi et akut problem
i New York med en kontrakt, der
ikke rigtigt ville falde i hak, så jeg
skulle hurtigt afsted, og valgte
så også hurtigste rute med Concorden,
overlydsflyet der med en tophastighed over
to gange lydens hastighed, kunne krydse
Atlanten fra London til New York på 3½
time, hvilket i praksis betød man landede
i New York tidsmæssigt, før man var fløjet
hjemmefra!
Jeg var tidligt oppe den mandag
morgen og fik lidt morgenmad hjemmefra,
inden jeg tog morgenflyet fra København
til London, hvilket betød servering af
dagens anden omgang morgenmad. I
London Heathrow var der dækket pænt op
med en engelsk morgenmad i den særlige
lounge for os Concordepassagerer, hvilket
jo aldrig er at foragte, så jeg gik i gang
med dagens tredje morgenmåltid, der
snart blev efterfulgt af endnu en omgang
morgenmad vel ombord på Concorden og
på vej op i stratosfæren med over to gange
lydens hastighed. Denne fjerde servering
om bord var dog med friskpresset juice og
Certifikat fra Concorden, 2-9-1991.
champagne – og hvad der nu ellers hører
sig til et godt morgenbord.
Vi landede i New York efter 3½ times
flyvning, ret tidligt på morgenen lokal
tid. Den forretningsforbindelse, jeg havde
møde med, havde da også sørget for, at der
stod et fyldigt amerikansk morgenbord
klar, så dagens femte gang morgenmad
blev sat til livs, ikke med glubende appetit,
men nok mest af høflighed.
Forretningerne blev gennemført i løbet af dagen, beklageligvis uden
den store succes, så jeg tog SAS’ natfly
hjem samme mandag aften direkte til
København, hvor de søde stewardesser
vækkede os en times tid før landingen i
København med et velsmagende morgenmåltid!
Jeg nåede lige hjem til et bad og lidt
morgenmad, inden jeg tog på kontoret,
hvor jeg ved et morgenmøde, med en let
morgenmadsanretning, kunne berette
om gårdsdagens ikke helt tilfredsstillende
resultat.
Takket være det fantastiske overlydsfly Concorden, der med 2.172 km i
timen kunne tilbagelægge rejsen til New
York på rekordtid, var det muligt at få
morgenmad, inden for morgenmadstid,
hele otte gange inden for godt 24 timer,
hvilket næsten kunne have været til en
plads i ”Guiness’ Rekordbog”.
55
Concorden med plads til godt 100 passagerer, fløj fra 1976-2003, der blev bygget
16 fly for Air France og British Airways.
Tophastighed 2.172 km/t, flyvehøjde
18.000 meter.
Der er i dag ikke længere overlydspassagerfly på markedet, idet Concorden blev
lagt i mølposen i 2003. Rejsen kan således
ikke gentages, og det er i øvrigt heller ikke
anbefalelsesværdigt med al den juice og
kaffe inden for så kort tid. Med en billetpris der nærmede sig de 40.000 kr. t/r, er
det nok heller ikke pengene værd, selvom
juicen var friskpresset, i det mindste om
bord på Concorden fra British Airways.
nn Niels Andersen har medlemsnr. 626.
Hans seneste rejse gik i marts til Bali for at
fejre det hinduistiske nytår. Til dato har
han besøgt 16 territorier og 79 lande.
Konkurrence:
Dengang jeg skulle ud at flyve …
En delt andenplads går til:
Til vejrs helt solo
Tekst & foto: Per Svendsen
D
et var 5. november 1995. Jeg vil
aldrig glemme de 25 minutter,
der beskrives her. Flyet
taxiede ud til landingsbanen
på Padborg Flyveplads, standsede ved
banetærsklen og afventede tilladelse til at
køre ud på banen.
Det rullede op til den vestlige ende og
vendte. Der var udsigt til 800 meter asfalt.
Min mave trak sig sammen, hjertet slog
lidt hurtigere end normalt – hold op, hvor
var jeg nervøs. Motoren kom op i omdrejninger, og først langsomt, så hurtigere,
begyndte flyet at rulle frem.
Jeg var helt tør i munden. Næsehjulet
slap asfalten, så hovedhjulene, flyet var
i luften. Flyvepladsen og landskabet
forsvandt hurtigt under mig, og husene
blev små. I 500 fods højde krængede flyet
til venstre og drejede mod nord og steg til
1.500 fod.
I det klare vejr kunne jeg skimte
Vadehavet ude til venstre og Flensborg
Fjord til højre. En uventet turbulens under
en sky sendte det lille fly på en rutsjetur,
som nok ikke var helt så voldsom, som
jeg fornemmede den. Hjertet sad oppe i
halsen.
Endnu en krængning og et drej mod
vest mod Tønder. Grænsen til Tyskland er
tæt herved, den må ikke overflyves, og der
er ikke en rød streg i landskabet som på
et kort. Flyet drejer nordpå, og pludselig
er det vanskeligt at genkende landskabet.
Hvor er flyvepladsen? Sønderjylland er
meget ensartet, her er ingen landskabelige
markeringer. Ingen panik, rolig nu, men
sveden pibler frem. Endelig dukker banen
og hangarerne frem lige under flyvemaskinen. Venstre medvinds anflyvning,
skarpt sving til venstre base indtil centerlinjen så venstresving til finale. Nu går det
stærkt,
landingsbanen
nærmer sig uhyggelig hurtigt.
Næsen op, hovedhjulene rammer asfalten,
næsen ned så næsehjulet får kontakt. The
Eagle has landed!
Maskinen taxier fra banen og hen til
hangaren, hvor kammeraterne fra flyveklubben venter med en buket markblomster. Det er den traditionelle måde at hilse
en pilot efter den første vellykkede soloflyvning.
nn Per Svendsen har medlemsnr. 528. Til
dato har han besøgt 12 territorier og 64
lande.
NÆSTE Konkurrence:
Dengang da mine fordomme blev gjort til skamme …
S
elv om vi måske ikke altid vil
være ved det – eller er os det
bevidst – kender vi det nok alle
sammen: De små fordomme
og stereotype forestillinger om andre
folkeslag og lande, som uvægerligt lejrer
sig i baghovedet, hvad enten vi nu vil det
eller ej. I Frankrig spiser de jo frølår, i
Kina spiser de hunde, og er det mon ikke
cannabissens hashtåger, som ofte lægger
sig rundt om Golden Gate Bridge i San
Francisco? Overvægtige og fastfoodædende amerikanere, fede pølsetyskere,
frisindede hollændere og moralske og
politisk korrekte svenskere. Det er nok
bare nogle af de billeder, som ligger i
den stereotype suppe af forestillinger om
verden, mange af os går rundt med. Og
ofte er der jo lidt om snakken.
Men i næste nummer af Globen vil
vi gøre op med disse fordomme. Vi vil
nemlig høre en god historie, om dengang
da dine fordomme blev gjort til skamme.
Skriv din artikel, så den højst fylder 4.000
tegn, og send den til redaktorgloben@
gmail.com senest 30. juli. Vedlæg gerne
et foto eller to. Alle bidrag vurderes dog
alene på baggrund af deres tekst.
Førstepræmien består af tre bøger
fra nogle af de populæreste guidebogforlag i verden. Og to af dem handler
meget apropos om netop Frankrig og
San Francisco, mens den tredje måske
kan fornye dit syn på verden. Det er
nemlig Lonely Planets ”Oplev Frankrig”
(Turbulenz, 2013, 416 sider, med fotos
i farver), ”Cool Cities: San Francisco”
(teNeues, 2013, 191 sider, på engelsk, med
fotos i farver) og ”Clean Breaks – 500 New
Ways to See the World” (Rough Guides,
2009, 392 sider, på engelsk, med fotos i
farver). Og med sådan en præmie er det jo
bare med at komme i gang med at skrive!
56
Dommerkomiteen, som har bedømt
de indsendte bidrag i konkurrencen,
består denne gang af Finn la Cour
fra Globens redaktion og af Henning
Schultz, som vandt skribentkonkurrencen i forrige nummer.
Konkurrence
Førstepladsen går til:
Mod svimlende højder
Tekst & fotos: Erik Pontoppidan,
ballongreve af Selsø
I juli 2008 fik jeg realiseret en af
mine drengedrømme, takket være
en flot gave fra dele af min arbejdsplads plus fra familie og venner i
anledning af min runde fødselsdag:
En tur i luftballon. Ikke i Tivolis
ballongynger, men en rigtig flyvetur
i varmluftballon i den sjællandske
sommeraften.
D
et blev en stor oplevelse, eller
sagt på en anden måde: Det
var andet og mere end varm
luft! Forventningens glæde
havde været langvarig, for en ballonflyvning stiller store krav til vejret. Men
endelig lykkedes det. En sen søndag
eftermiddag i slutningen af juli 2008
samledes de heldige med pårørende +
ballonskipperen på en åben plads omgivet
af høje poppeltræer ved en kommuneskole
i Greve.
At klargøre en ballon er betydelig
mere kompliceret end at slå et telt op, eller
klargøre en sejlbåd. Først skal kurven
bugseres ud på græsset fra traileren, og
dernæst skal selve ballonen pakkes ud.
Selv om ballonstoffet måske kunne minde
om et fjeldvandrertelt, så er det absolut
ikke nogen let sag, hvad vægten angår, og
udpakning og klargøring kræver hjælp
fra en halv snes voksne mennesker. Når
ballonen er pakket ud af posen, starter
man med at blæse kold luft ind i den, mens
den holdes på plads af en gruppe tovholdere. Og når det enorme monstrum har
nået de rette dimensioner, overtages
oppustningen af en gasbrænder, som
sender store flammer ind i ballonen, og
fylder den med varm luft.
Da tiden var inde, blev de 19 passagerer beordret op i kurven af skipper,
mens tilskuerne hjalp med at forhindre, at
den steg til vejrs for tidligt. Gasbrænderen
arbejdede på højtryk, og endelig oprandt
det store øjeblik.
Prisgivet vindretningen
Opstigningen kan bedst beskrives med,
at jorden stille og roligt blev trukket
væk under én, for ud over det visuelle
mærkede man intet. Ingen sugen i maven,
ingen højdeskræk, ingen turbulens. Lige
bortset fra at man fik propper for ørerne
på samme måde, som når man letter med
et fly. Jeg vinkede til min kæreste, mens
vi steg op over de høje poppeltræer, og jeg
vinkede stadig, da vi var en hel kilometer
fra hinanden, men da var hun kun en
lillebitte prik nede på jorden. Vinden
førte os ud over Roskilde Fjord, med helt
utrolige udsigter til de mange øer, halvøer
og småbyer i området. Vi var blandt andet
tæt på Roskilde Domkirke, og på et tidspunkt hørte og så vi en stor flok fugle flyve
rundt over fjorden dybt nede i nærheden
af Bognæs – vistnok skarver. Ikke en vind
rørte sig, eftersom man jo driver af sted
med samme hastighed som luften.
Der er mange fascinerende aspekter
ved en ballonflyvning. Et af dem er, at
man er fuldstændig prisgivet vindretningen. Det eneste, man kan styre i
ballonen, er højden. Det stiller store krav
til ballonskipperen, især under landingen,
hvor det optimale er at finde en græsmark
uden kreaturer som landingsplads. Her
skal der ofte træffes hurtige beslutninger,
for de muligheder, man øjner forude, giver
ifølge sagens natur kun ét forsøg.
Freden forstyrres
Men landingen lykkedes på det planlagte sted. Efter cirka en times flyvning,
landede vi på en øde
græsmark nær landsbyen
Sønderby i Hornsherred.
Vi landede med cirka
10 km/t efter i lav højde,
at have forskrækket et
par græssende heste, og
forstyrret aftenkaffen hos en
masse måbende parcelhusejere. Det sidste minut, hvor
57
vi gled lydløst hen over en kornmark i få
meters højde, var helt surrealistisk!
Landingen var ret voldsom. Kurven
tog et enkelt hop henover marken, og
væltede til sidst om på siden, så vi følte
os som en sæk kartofler på afveje, men
heldigvis var den inddelt i flere mindre
rum og polstret på indersiden, så ingen
kom alvorligt til skade. Jeg kom uvægerligt til at tænke på rumvæsenet E.T. fra
filmen ”Nærkontakt af tredje grad”, da
han dumpede ned fra det ydre rum!
Sammenligningen er ikke helt i skoven,
for vi anede ikke hvor vi var, og havde
bagefter store problemer med at finde
tilbage til København!
Efter landingen blev vi døbt i henhold
til ballonfarernes stolte traditioner. Jeg
blev slået til ridder i champagne, og fik
den fornemme titel ”ballongreve af Selsø”.
Ejeren af græsmarken, en ældre bondekone, fik en flaske champagne som tak for
lån. Hendes kommentar var: ”Det var så
lidt. Sku’ det være en anden gang!”
nn Erik Pontoppidan har medlemsnr. 180.
Læs mere om ham på www.ponty.dk.
Kulturbilleder
Vinderne af årets fotokonkurrence 2013
Tekst: Lars-Terje Lysemose
E
fter nogle års pause besluttede
bestyrelsen for De Berejstes
Klub forrige år, at det var tid til
atter at gennemføre en fotokonkurrence, og udlovede nogle fine præmier:
1.500 kr. kontant i førstepræmie, 1.000 kr.
kontant i andenpræmie og 500 kr. kontant
i tredjepræmie i hver kategori. Alle aktive
medlemmer kunne deltage med op til tre
billeder i hver af de to kategorier ”natur”
og ”kultur”. Eneste betingelse var, at billederne ikke måtte have deltaget i tidligere
fotokonkurrencer i klubben. Klubbens
fotogruppe indvilligede i at agere udvælgelsesjury, så kun et mindre antal billeder
kom til afstemning blandt alle medlemmer,
eftersom bestyrelsen bedømte, at det ellers
ville blive for uoverskueligt.
I alt 156 fotos blev sendt ind til kategorien ”kultur” fra 54 medlemmer, og
79 medlemmer deltog i en afstemning
på internettet om at vælge de tre bedste
blandt juryens udvalgte 18 billeder. Claus
Søndergaard fra fotogruppen stod for det
praktiske i forbindelse med konkurrencen
og præsenterede vinderne ved årets generalforsamling.
I Globen nr. 55 præsenterede vi de tre
vinderbilleder i kategorien ”natur”. Over
de følgende sider præsenterer vi vinderbillederne i kategorien ”kultur” sammen med
et bredt udsnit af de øvrige deltagende
billeder. Og vi kan allerede nu afsløre, at
der også kommer en fotokonkurrence
senere i år med tre kategorier: ”Et land,
et billede”, ”transport” og ” fødder”. Følg
med i nyhedsbrevene fra formanden og på
klubbens hjemmeside på www.deberejstesklub.dk for en nærmere præsentation
og flere oplysninger om årets konkurrence.
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr.
364 og er med i bestyrelsen for DBK.
I forrige blad fik vi krediteret dette foto
af en hellig mand i Indien forkert. Den
rigtige fotograf er Jesper Frank.
”Tag tyren ved hornene” af Søren
Lauridsen, Azorerne, 2009.
58
”Unge på kajen i Cienfuegos” af Anders
Kofoed Pedersen, Cuba, 2012.
”Landsbyens børn” af Steffen Stubager,
Ghana, 2010.
”Besøgende i Red Fort i Agra” af IngeMerete Hougaard, Indien, 2006.
59
Tredjepræmie: ”Legende munke”
af Morten Elm, Laos, 2004.
”Landsbypiger” af Gerner Thomsen,
Tadsjikistan, 2011.
”Indisk kvinde” af Lars Munk,
Indien, 2013.
60
”Smokey Joe” af Claus Qvist Jessen,
Mautitanien, 2011.
”Best Friends” af Claus Søndergaard,
Ghana, 2009.
61
Andenpræmie: ”Munkedrenge i Bagan”
af Claus Bech, Myanmar, 2005.
”Tsminda Sameba-kirken i skyer”
af Lars Munk, Georgien, 2012.
”Cigarrygende kvinde”
af Lisbeth Vivaldini, Myanmar, 2005.
62
”In transit” af Ole Markussen,
Tyskland, 2013.
”Into the mouth of the Alien”
af Ole Markussen, Sverige, 2013.
63
64
Set fra øverst i en cirkel i urets retning:
Førstepræmie: ”Leg i sneen”
af Gerner Thomsen, Rusland, 2013.
”Danser med ulve? Nej, drengene her
danser med får og en lille hyrdehund”
af Lars-Terje Lysemose, Nepal, 2013.
”Generte børn” af Morten Elm,
Laos, 2004.
”Festivalpicnic i Bhutan” af Kirsten Rask,
Bhutan.
”Krybskyttedræberen”
af Steffen Stubager, Ghana, 2010.
65
Giv Gl ben
i gave
De Berejstes Klub
Globen kommer Jorden rundt, både indholdsmæssigt og helt konkret, for i De Berejstes Klub har vi
medlemmer over hele verden. Har du endnu ikke fundet den perfekte gave til rejseglade venner eller familiemedlemmer, kunne et abonnement på Globen måske være det helt rigtige. Dermed støtter du din klub,
og din gavemodtager får ud over Globen fire gange om året også et passivt medlemskab oven i hatten og
dermed en række medlemsfordele og rabatter. Og du betaler det samme, uanset om din gavemodtager bor
på Sydpolen, ved ækvator eller i Danmark: 150 kr. for resten af året fyldt med gode rejsehistorier.
Ud over Globen, som udkommer fire gange om året, får din gavemodtager disse fordele:
• 50 % rabat på fotobøger fra Fotosjov. Rabatkode oplyses ved henvendelse til Ulla Fanø fra bestyrelsen.
Læs mere på www.fotosjov.dk.
• 25 % rabat på køb af rejsebøger og kort hos Scanvik Books. Se www.scanvik.dk.
• 15 % rabat på hele sortimentet hos Friluftsland bortset fra udsalgsvarer og varer af mærket Canada
Goose. Se www.friluftsland.dk.
• 10 % rabat på hele sortimentet hos Nordisk Korthandel . Se www.scanmaps.dk.
• 10 % rabat på ferielejligheder ved Gardasøen hos Ca Viva. Se www.caviva.com.
• 10 % rabat på landarrangementer (kun ved samlet køb af togbilletter, hoteller og udflugter) hos
Penguin Travel med undtagelse af Bulgarien og Den Transsibiriske Jernbane. Kan ikke kombineres
med særpriser på klubture, messetilbud og andre rabatter. Se www.penguin.dk.
• 5 kr. i rabat på alle drikkevarer hos Café Globen i København. Se www.cafegloben.dk.
• Adgang til medlemsområdet på www.deberejstesklub.dk, hvor nogle af Danmarks mest erfarne
berejste udveksler rejsetips og -oplevelser og indbydelser til medlemsmøder, der kan inspirere og
udvikle rejselysten.
• Aktive medlemmer får desuden 33 % rabat på køb af rejseforsikring hos Gouda. Gælder også for
medrejsende egne børn samt samboende, dog undtaget skirejseforsikring. Rabatten gælder på
Goudas periodevise forsikringer, som dækker udrejse fra Danmark til hjemkomst i Danmark
(Voksen under 70 år og Ungdom under 35 år samt Goudas afbestillingsforsikring). Rabatten gælder
ikke på tillægsforsikring, på forlængelse af medlemmernes egne årsrejseforsikringer eller kreditkortforsikringer. Se www.gouda.dk.
Lyder det som en god gaveide, så skriv til vores medlemskoordinator på nytmedlem@deberejstesklub.dk.
Oplys navn og adresse på modtageren af din gave og indbetal 150 kr. på klubbens konto i Nordea: Reg.nr.
2143, kontonr. 8127698679.
De Berejstes Klub har til formål at udbrede rejselysten og sprede information om rejselivet samt fremmede
lande og kulturer. Klubben er upolitisk og for enhver, som holder af at rejse.
Globen kommer Jorden rundt. Her ses
forrige nummer for foden af det nye 541
meter høje Freedom Tower i New York,
USA. Foto: Thor Bakke.
66
Bestyrelse
for DBK
Søren Fodgaard
Formand
Tlf. 35 39 27 33
dbkformand@live.dk
Jakob Linaa Jensen
Næstformand,
toastmaster Vest
Tlf. 20 86 77 77
Anna le Dous
Kasserer
Tlf. 29 93 36 35
anna.le.dous@mail.dk
Lars-Terje Lysemose
Ansv. redaktør
Tlf. 25 14 27 11
Per Danielsen
Toastmaster Øst
Tlf. 33 13 56 18
Jette Færch Weiss
Medlemskoordinator
Tlf. 22 93 82 58
Ulla Fanø
Sponsorer & pr
Tlf. 28 62 44 09
toastmaster-west@deberejstesklub.dk
Maria Malbek Sørensen
Juniorkoordinator
Tlf. 25 48 87 45
mms.75@hotmail.com
Rebecca Langhorn
Tlf. 28 33 87 93
silver@get2net.dk
toastmaster-east@deberejstesklub.dk nytmedlem@deberejstesklub.dk
Anette Lillevang Kristiansen
1. suppleant
Tlf. 21 63 23 50
incawoman@gmail.com
Helle Bonnesen
2. suppleant
Tlf. 20 40 68 65
hellebonnesen@gmail.com
redaktorgloben
@gmail.com
ufanoe@hotmail.com
Martin Buch Larsen
3. suppleant
Tlf. 29 72 82 80
martinbuchlarsen@gmail.com
Café Globen
Er du vild med at rejse? Savner du den internationale stemning fra dine rejser?
Har du lyst til at udveksle erfaringer med ligesindede?
Vil du høre sjove røverhistorier fra nær og fjern? Vil du fortælle sjove røverhistorier fra
nær og fjern?
erejstes Klub
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
Café og
ar
for alle rangementer
e
- ikke k
un for m r åbne
af De B
e
erejstes
dlemm
er
Klub
Rejseforedrag flere gange om ugen
Oplevelser og røverhistorier fra hele verden
Landefester og events
Rejselitteratur – guidebøger mv. kan læses på caféen
Rigt udvalg af øl på flaske og fad fra Danmark og udlandet, bl.a. mikrobryg
Rejsestemning i cafélokalet med fotos og souvenirs fra fjerne lande
Udvalg af vin og rom
Cocktails
Kaffe og the
Gratis internet / WI-FI
Nyhedsbrev hver uge med begivenheder
Følg Café Globen på Facebook
Vi ses på Café
67
Globen!
Turesensgade 2B | 1368 København K | Tlf. 33 93 00 77 | info@cafegloben.dk | www.cafegloben.dk
EVENTYRREJSER
AZERBAIJAN OG GEORGIEN
Azerbaijan er en historisk bro mellem Vesten og
Orienten. Hovedstaden Baku var engang ӯstens
Paris”, med art nouveau arkitektur og oliemagnaten
Alfred Nobels hus. Gobustan har 10.000 år gamle
klippetegninger. Flotte udsigter på køreturen gen­
nem Kaukasus. Georgien er et old­kristent land.
Vi mærker gæstfriheden med frokost på et land­
sted og besøg på vingård. Max 20 deltagere.
10 dage • 15.600 kr • 15. til 24. september
14 DAGE PÅ BALKAN
Albanien, Makedonien, Montenegro. Rejsen viser
nogle af Europas nyeste lande frem. Albanien
har en gæstfri befolkning, levn fra romersk tid og
spændende steder som ”Byen med 1000 Vinduer”
og ”Byen med 1000 Trapper”. Makedonien har den
smukke Ohrid sø og fremragende mad. Monte­
negro har charmerende middelalderbyer som Kotor
og Budva. Naturen er flot og uberørt. Max 20 delt.
14 dage • 14.400 kr • afrejse 30. marts • 18. maj • 21. sept
CHILE – PERU – BOLIVIA
Højdepunkter i Andesbjergene. Fra Chiles hoved­
stad Santiago og den livlige havneby Valparaiso går
rejsen nordpå til Atacamaørkenen og Månedalen.
En flot køretur bringer os til de smukke laguner og
surrealistiske saltsletter i Bolivia. Vi sejler på Titicaca
søen og fortsætter til den charmerende koloni­
tidsby Cuzco, hvor vi bl.a. oplever Machu Picchu.
Max 20 deltagere
19 dage • 35.900 kr • 15. oktober til 2. november
SYDAFRIKA – SWAZILAND – LESOTHO
Tre lande i én rejse. Safari i den imponerende Kruger
nationalpark. Krydstogt for at se delfiner og hvaler
ved Plettenburg Bay. Soweto med Desmond Tutus
og Nelson Mandelas huse. Vandretur i Drakensberg
landskaberne. Besøg i zulu­landsby, og i konge­
dømmerne Swaziland og Lesotho. Uforglemmelige
udsigter langs Route 62. Vinsmagning i det kendte
vindistrikt og god tid i Cape Town. Max 20 delt.
21 dage • 26.900 kr • afrejse 28. september • 6. oktober
68
Små grupper · danske rejseledere · 86 22 71 81 · www.viktorsfarmor.dk