GrænselAnD - De Berejstes Klub

Transcription

GrænselAnD - De Berejstes Klub
Gl ben
Au t e n t i s k e r e j s e h i sto r i e r f r a D e B e r e j st e s K lu b
Vinter 2013/14 N⁰ 54
De Berejstes Klub
TEM A:
Grænseland
BESØG I 100 lande
To brødre på bare 9 & 11 år
KONKURRENCE
Dengang jeg overlevede …
SVERIGE
Slagghögen ved Nyvång
Sofarejser
Et udvalg af rejserelaterede
udgivelser
www.deberejstesklub.dk
...endelig hjemme!
Medlemsrabat 15%. Medlemskort med billede skal fremvises.
FRILUFTSLAND BUTIKKER
THE NORTH FACE STORES
KUNDESERVICE
KØBENHAVN:
LYNGBY:
ROSKILDE:
ODENSE:
KOLDING:
AARHUS:
AALBORG:
KØBENHAVN S:
KØBENHAVN V:
ODENSE:
Vi er altid klar til at hjælpe dig.
Frederiksborggade 50-52
Lyngby Hovedgade 49d
Karen Olsdatters Stræde 4
St. Gråbrødrestræde 6
Kolding Storcenter
Østergade 30
Bispensgade 34
Field’s
Fisketorvet
Rosengårdscentret
2013_august.indd 1
TELEFON:
E-MAIL:
WEBSHOP:
33 14 51 50
info@friluftsland.dk
www.friluftsland.dk
07-08-2013 12:26:46
2
GRæNSELAND
Leder
Genevesøen, Schweiz/ Lapland, Sverige/Himalaya, Nepal
V
i kender det nok alle sammen. Følelsen af at stå med sit pas i hånden ved en
grænse for at blive lukket ind i – eller ud af – et land. Passets sider granskes, og
en brysk betjent spørger måske om, hvad formålet med rejsen er, eller hvor man
skal bo. Selv med de pureste hensigter føler jeg mig altid som en mistænkt og på
forhånd dømt kriminel. Også selv om min forbrydelse ikke består i andet end at have lyst
til at rejse ud og opleve verden.
Heldigvis er grænsekontrollerne i vores globaliserede verden blevet færre, og i dag
kan vi rejse fra Nordkalotten til Middelhavet uden nødvendigvis at skulle granskes af
tolderes søgende blikke, takket været både den nordiske pasunion fra 1954 og Schengensamarbejdet, som Danmark i 2001 gik med i.
Ifølge den seneste opgørelse fra ”Henley Visa Restrictions Index” er et dansk pas
faktisk noget af det mest eftertragtede i denne verden, for det giver ret til indrejse eller
visum ved ankomsten i ikke færre end 172 lande og territorier. Vi danskere er et priviligeret
folkefærd. Kun briter, svenskere og finner har et forspring – med 173 steder som de uden
videre kan besøge. I bunden af listen finder man de nationaliteter, som de færreste lande
giver fri passage ved grænsebommen. Det gælder fx dem med et afghansk, irakisk, somalisk eller pakistansk pas.
I dette nummer af Globen tager vi dig med til fem kontinenter og ud i et spændende
grænseland, lige til grænsen – og over. Du kommer også til at møde både toldere og emsige
grænsevagter. Så er du advaret!
Apropos landegrænser så er det ved at være den tid på året, hvor aktive medlemmer
bør ajourføre deres liste på klubbens hjemmeside over nye lande og territorier, der er blevet
besøgt i det forgangne år. Husk at få det gjort inden nytår, så klubbens registreringer er
korrekte.
Og når du nu alligevel er inde på hjemmesiden, så afgiv også gerne en stemme i de
løbende afstemninger om foretrukne rejsemål i klubben. På klubbens forum på hjemmesiden og via www.facebook.com/RejsemagasinetGloben har du også mulighed for at give
dit besyv med om, hvilke temaer vi skal vælge for Globen fremover.
Og har du en ide til en artikel, eller har du lyst til at give feedback på Globens indhold,
layout eller vores valg af nyt trykkeri, er du også hjertens velkommen til at deltage på
Globens næste redaktionsmøde, som foregår ved Assens på Fyn 1. februar. Tilmelding
foregår via www.deberejstesklub.dk.
God rejse- og læselyst. Og godt nyt rejseår!
Lars-Terje Lysemose,
ansvarshavende redaktør
3
Gl ben
Indhold
De Berejstes Klub
Rejsemagasin fra De Berejstes Klub
Forsidefoto: Den Demilitariserede Zone på grænsen mellem Nord- og Sydkorea set fra
nord af Peter Kærgaard.
Indsendelse af tekst og billeder: redaktorgloben@gmail.com
Postadresse: Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K
Deadline til næste nummer: 30. januar 2014
Næste tema: Asien
Annoncer: annoncer@berejst.dk
Tryk: Printall AS, Tala 4, 11415 Tallinn, Estland
Oplag: 900
ISSN: 1603-1458
Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk
R e da k tion :
Lars-Terje Lysemose
Viroj
Ann Kledal
Finn la Cour
Anette Lillevang
Per Danielsen
Ansvarshavende
Jienwatcharamongkhol
Medredaktør
Medredaktør
Kristiansen
Skan af fotos
redaktør
Grafiker
Else Braathen
Christian Hamann
Anna le Dous
Henrik Fastergaard
Lene Dangaard
Hansen
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Medredaktør
Anette Holst
Christensen
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Rebecca Langhorn
Per Allan Jensen
Jytte Kristensen
Peter Goltermann
Elsebeth Finnick
Stig Monrad
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Joe M.G. Berge
Korrekturlæser
Rikke Birkedal Hansen Bertel Kristensen
Korrekturlæser
Korrekturlæser
TEMA: Grænseland
Susanna Asven
Søren Bonde
Kirsten K. Kester
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
6
10
USA & Mexico | Små hvide løgne
14
DR Congo | Arresteret i Congo
18
Ækvatorialguinea | Velkommen til
Malabo og et tropisk gangsterland
22
Brasilien, Fransk Guyana, Surinam
& Guyana | Busknegrene fra Albina
26
Kina | Yubeng: Er dette Shambala?
30
Aserbadsjan | Velkommen til helvedes
forgård
34
Jordan, Syrien, Libanon, Egypten,
Israel & Palæstina | Shawarma, storpolitik og solnedgang i sandet
38
Vatikanet | Det nye romerske spørgsmål
42
Panama, Guatamala, Nicaragua, El
Salvador & Costa Rica | Gennem fem
mellemamerikanske lande på 20 dage. Kan
man det?
46
Elfenbenskysten, Burkino Faso &
Ghana | Sådan er Afrika …
De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger,
der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke
nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer.
Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive
forfattere og fotografer, og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden
ophavsmandens godkendelse deraf.
4
Tyskland, USA, Mexico & Korea |
Grænseland
ØVRIGE ARTIKLER
49
Sofarejser | Et udvalg af rejserelaterede udgivelser
54
Nepal | Koordinaterne: Lho
55
DE BEREJSTES KLUB
3
Sverige | Kort fortalt: Slagghögen ved Nyvång
SKRIBENTKONKURRENCE:
Dengang jeg overlevede ...
55
Næste konkurrence | Dengang i begivenhedernes
centrum
56
Guatamala | En potentiel livstruende flyvetur
58
Thailand | Et myggestik
59
Kenya & Tanzania | Gennem Tanzanias naturreservater – på rejse med skæbnen
60
Nepal | Hvor meget tid har vi?
5
Leder
61
Bedste bidrag det seneste kvartal
62
Nye aktive medlemmer
64
Nye 100-landejubilarer | Markus & Lukas
Nørgård
65
Giv Globen i gave
67
Bestyrelse for DBK
Stolperne på billedet markerer Murens
tidligere strækning. Det er nu en mindesplads for Berlinmuren. Foto: Wikimedia.
Der findes mange dramatiske grænser. Fx den forholdsvis nybyggede mur
mellem Jerusalem og Ramallah og den finsk-sovjetiske grænse, hvor tusinder
af finner flygtede fra Karelen for at undslippe Den Røde Hær. I tre minireportager skal vi her besøge nogle andre dramatiske grænseområder: Mellem Østog Vestberlin, Dorasans forladte jernbanestation i Sydkorea lige ved grænsen
til Nordkorea og El Paso i Texas, på gåafstand fra Ciudad Juarez i Mexico.
Tekst:
Gunnar Springfelt
Fotos: Peter Kærgaard & Wikimedia
H
vorfor er visse lande rige og
andre fattige? Beror det på
klimaet? Har befolkningens
etnicitet nogen betydning?
Nej, siger Boston-forskerne Daron
Acemoglu og James A. Robinson fra
henholdsvis Massachussett’s Institute of
Technology (MIT) og Harvard i bogen
”Why Nations Fail”. Bogen har fået megen
opmærksomhed og er blevet omdiskuteret.
Men hvordan forklarer man så eksistensen
af den rige oase Singapore, som ligger ved
ækvator, og forskellene mellem Nord- og
Sydkorea?
Ifølge Acemoglu og Robinson skal
forskellene mellem rige og fattige lande i
stedet forklares af, hvor godt samfundsstrukturer som fx retsvæsen, planlægning,
transparens og ytringsfrihed fungerer.
I bogen tager de udgangspunkt i den
dramatiske kløft nord og syd for den mexicansk-amerikanske grænse.
Er man interesseret i økonomisk teori
om fattige og rige, har forfatterne til ”Why
Nations Fail” bygget en hjemmeside, hvor
6
diskussionen af rigdom og fattigdom fortsætter på www.whynationsfail.com.
På den forkerte side af Checkpoint
Charlie
Sommeren 1981. I Østberlin “fejredes”
20-årsjubilæet for lukningen af
grænsen mellem Øst- og Vestberlin.
Friedrichstrasse, gaden som går fra
S-togstationen af samme navn mod den
kendte grænseovergang Checkpoint
Charlie, var pyntet med politisk korrekte
plakater, som påmindede om jubilæet:
”Für unsere Sicherheit”.
Jeg gik en tur på Friedrichstrasse
med min senere hustru. Ud over plakat­
erne var det gråt og trist. Der var ingen
butikker, ingen biler, og U-bahn-stationen
Stadtmitte var muret til, men togene
kunne høres gennem ventilationsrørene,
for på det sted passerede linje U6, der
forbandt Vestberlins sydlige og nordøstre dele. Endestationerne lå begge i
Vestberlin, men dele af linjen passerede
under Østberlin. Stadtmitte var en spøgelsesstation. Uvirkeligt. Dette kan ikke vare
ved, tænkte vi, som gik på gaden med det
formål at ville gå fra øst til vest via den
historiske Checkpoint Charlie.
”Halt!” sagde en ung østtysk grænsevagt til os. “Her kan I ikke passere. Det er
kun for motorkøretøjer. I må gå tilbage til
Friedrichstrasses S-togstation og tage toget
derfra. Det er schönes Wetter, og I kan få
en fin gåtur tilbage til stationen,” smilte
den ironisk nok meget venlige grænsevagt.
Vi tænkte på, at den unge grænsevagt
skulle være parat til at skyde for at dræbe,
hvis nogen forsøgte at flygte. Det gjorde
vi altså ikke – vi var parate til at adlyde
ordren.
Oktober 2013. Tilbage ved Checkpoint
Charlie med min søn Daniel, som var
tre år gammel, da Berlinmuren faldt i
november 1989. Det er næsten ikke til at
forklare for ham, at den fornemme shoppinggade Friedrichstrasse med eksklusive Galerie Lafayette på hjørnet af
Französiche Strasse har været gemt bag
en høj betonmur, og at U-bahn-stationen
Stadtmitte var muret til.
Heldigvis samles byens forfærdige
minder nu i de museer, som er ved at stå
færdige. Berlin er blevet en spændende
museumsby. Checkpoint Charlie er I
dag en stor turistmagnet for folk fra hele
verden. Muren er borte, men det amerikanske vagtskur findes stadig, og glade
tyskere i amerikanske uniformer stiller op
til fotografering for penge. Det interessante museum ved siden af Checkpoint
Charlie, om flugt og flugtforsøg over
Muren, bliver bare bedre og bedre.
Blandt museerne er Stasimuseet ved
Lichtenberg det mest uhyggelige. Museet
ligger i Stasis gamle hovedkvarter, og
gæster får endda lov til at komme ind
i Stasichefen Erich Mielkes arbejdsværelse. I Østberlins centrum findes DDR
Museum, en slags moderne og spændende tilrettelagt mindesudstilling over
hvordan hverdagslivet kunne være i DDR.
Højdepunktet var nok at høre museumsgæster fra det gamle Østtyskland, som
højlydt lo ved gensynet med de gamle
vaskemiddelforpakninger, medaljer,
tv-programmer – eller hvad det nu kunne
være. Mest interessant for sønnike var
en simpel simulator, hvor man kunne
sidde inde i en Trabant og køre rundt i
Østberlins gader. Ikke så svært når der
ikke var nogen anden trafik overhovedet.
En gåtur til narkomafiaens Mexico
Jeg er i Dallas, Texas, på en arbejdsrejse. Det var nogle år inden den blodige
narkokrig brød ud på den anden side af
grænsen. Min kollega og jeg havde set på
verdensatlasset i lommekalenderen og
bestemte os for at leje en bil og tage på
en udflugt til Texas’ vestligste udpost, El
Paso, for derfra at besøge Ciudad Juarez,
grænsebyen på den mexicanske side.
Ved Bernauer Strasse forekom Berlins delning særlig dramatisk. Her dannede en
etageejendom grænse, og mange indbyggere flygtede til vest ved at springe herfra.
Foto: Wikimedia.
Ved Bernaruer Strasse er en strækning af Berlinmuren bevaret med vagttårn. Her kan
det ses, at det egentlig er to mure, en på østsiden, hvorfra billedet er taget, og en på
vestsiden. Foto: Wikimedia.
Men der var langt til El Paso.
Det forstod vi, da vi traf en kollega i
Dallas, som havde familie i San Diego,
Californien. Når vi nåede frem til El Paso,
ville vi være nået halvvejs til San Diego,
fortalte han.
Vi begav os ud på vores egen road
movie, og det tog to dage med overnatning
i Midland, den tidligere præsidentfrue
Laura Bush’ hjemby. Hotellet i Midland
synes ikke at have haft besøg fra Europa
længe, og vi fik megen opmærksomhed
fra byens indbyggere. Men derudover kan
Midland let glemmes. De kan dog finde ud
af at lave en rigtig god steak.
El Paso ligger i USA, men befolkningen er overvejende mexicansk. Der
er styr på tingene i byen med fine huse,
og flotte butikker, brede gader og rolig
trafik. Byen er i høj grad værd at besøge,
ikke mindst fordi der lige på den anden
7
side af delstatsgrænsen i New Mexico
findes mange minder fra amerikanske
vilde western-film med Billy the Kid som
hovedattraktionen. Ligesom i mange
amerikanske småbyer er der dog ingen
mennesker på gaderne, og det er jo egentligt ganske kedeligt.
På gåafstand fra El Paso ligger Juarez.
Her er en helt anden verden. Hvilket
folkeliv, mennesker overalt på marked­
erne. Gadekøkkener med tacos findes på
hvert et gadehjørne, og i centrum ligger
en fin gammel katedral, som jeg antager,
spanierne byggede for mange hundrede
år siden.
Vi spiste ægte tacos og fik smag for
mere. Om aftenen vendte vi tilbage for
at gå på restaurant og drikke øl på byens
mest livlige barer.
Nu er billedet helt anderledes, og i
mange år vovede ingen at promenere over
Sydkoreas og FN’s grænsepost ved DMZ,
set fra Nordkorea. Foto: Peter Kærgaard.
Landbrug i det nordlige Nordkorea.
Foto: Peter Kærgaard.
Nord/Sydkorea ved DMZ, set fra Nord.
Foto: Peter Kærgaard.
Nord- og Sydkorea har aldrig
sluttet fred. Det ses tydeligt her
ved Den Demilitariserede Zone.
Foto: Peter Kærgaard.
8
grænsen. I hvert fald ikke for at nyde barer
og restauranter. Ciudad Juarez blev midtpunkt for stridighederne mellem Mexicos
forskellige narkokarteller, og tusinder af
mennesker har mistet livet.
Hvordan det er at leve i dette
samfund, hvor narkomafiaen står for
dagens orden, fik vi en påmindelse om
i Göteborg i det vinterlige forår 2013.
Göteborgs universitet fik besøg af den
mexicanske journalist Anabel Hernandez,
vinder af den fornemme Golden Pen
of Freedom-pris, som uddeles af World
Editors Forum, en verdensomspændende
organisation for redaktører, og som i
øvrigt har en dansk formand, Kristeligt
Dagblads Erik Bjerager.
I Göteborg sagde Anabel Hernandez
noget meget vigtigt. Hun lever selv under
dødstrusler for at have skrevet en bog om
koblinger mellem narkotikabanderne
og Mexicos politiske elite. Hendes mand
blev myrdet af mafiosos. Vi ved, at mange
mexicanske journalister enten er blevet
myrdet eller truet på livet af samme grund.
“Lad aldrig den organiserede kriminalitet få fodfæste. Stå imod tidligt, ellers
risikerer I også at få en mexicansk situation,” sagde Hernandez i Göteborg.
Den Kolde Krigs sidste grænse
Grænselandet mellem Syd- og Nordkorea
kaldes DMZ, Den Demilitariserede Zone.
Intet andet sted er påmindelsen vel tydeligere om tyngden af politisk valgfrihed.
Nord for DMZ: Et totalitært diktatur,
en politisk undertrykkelse, som ikke har
noget modstykke i verden, hungersnød og
et af verdens fattigste lande.
Syd for DMZ: Samsungs hjemland ligger i frontlinjen for den moderne
digitale udvikling, og sydkoreanerne er
de eneste uden for USA, som for alvor
kan udfordre Apples dominans. K-pop,
Sydkoreas musikscene, er også ved at
erobre verden. Bare vent og se. Sydkorea er
blevet et af verdens rigeste lande og har en
af verdens mest dynamiske økonomier.
DMZ følger den 38. breddegrad og
etableredes for 60 år siden for at slutte
stridighederne mellem nord og syd. Men
der råder stadig en tilstand af krig, og ved
landsbyen Panmujom står hærene over for
hinanden.
Korte dagturer fra det nærliggende
Seoul til Panmujom og fx landsbyen
Dorasan er nu om dage en stor oplevelse
for den, som på stedet vil undersøge grænselandet, og det kan gøres på en for- eller
eftermiddag. Det er spændende, og jeg kan
anbefale et besøg.
Grænser der gør en forskel
Bruttonationalprodukt per indbygger (BNP/capita) i USD (i parantes placering
på listen) (kilde: Wikipedia). Samt placering i Press Freedom Index 2013 (kilde:
Reporters Sans Frontiers) og Corruption Perceptions Index 2012 (kilde: Transparency
International).
BNP/capita
Placering pressefrihed
Placering korruptionsindeks
Sydkorea
23.067 (36)
50
45
Nordkorea
506 (184)
172
174
USA
47.882 (18)
32
19
Mexico
10.063 (66)
153
105
59.581 (9)
6
1
Danmark
Der er stadig store forskelle mellem Øst- og Vesttyskland 24 år efter Murens fald.
Arbejdsløshed
BNP/capita,
niveau
”Tror ikke på Gud”
Østtyskland
10,3%
71%
53,1%
Vesttyskland
6%
100%
10,3%
Kilde: dw.de, worldcrunch.com, Spiegel Online.
Selv tog jeg på sådan en tur til den
lille landsby Dorasan, og det er næsten
som at opleve en film, en politisk thriller.
Ved grænsen findes der kikkerter, hvor
man kan se nærmere på fabrikker og
landsbyer på den nordkoreanske side. Der
så helt stille ud, må jeg sige. Mennesker så
jeg ingen af, kun nogle huse.
Ved grænsen kan man se en af de
tunneller, som nordkoreanerne har bygget
– ikke som i Berlin for at flygte, men for at
infiltrere og overraske det sydkoreanske
forsvar. Her findes et museum. Men det
mest groteske af alt er Dorasans jernbanestation, en moderne stationsbygning,
som blev bygget i håb om at vække liv i
den gamle jernbanelinje mellem nord og
syd. Den restaureredes, men da jeg var der
i 2005, gik der ingen tog. Ifølge Wikipedia
har der været en vis godstogstrafik i 2007,
men den blev stoppet af nordkoreanske
myndigheder året efter.
Er Nordkorea et holdbart samfund?
Næh, det er der vel ikke mange, som
mener. Men hvad kommer der så til at ske?
Vil Korea, det opsplittede land, nogensinde genforenes? Der findes tegn på, at
unge sydkoreanere ikke længere drømmer
om genforening – eller måske snarere:
ikke vil deles om deres rigdom og betale
for et forenet Korea.
9
“Vi vil ikke begå samme fejltagelse
som Tyskland,” sagde vores guide i et
øjebliks åbenhjertighed i Dorasan.
Jeg tænkte lige modsat. Genfor­
eningen af Tyskland er historisk – og for
mig og mange andre den mest positive
udvikling i verden i mit og mands minde.
nn Gunnar Springfeldt har medlemsnr.
493 og har til dato besøgt 69 lande og 11
territorier. Han bor i Sverige, og artiklen er
oversat fra svensk af Lars-Terje Lysemose.
Tekst & FOTOS:
Patrick Leis
En af de bodypaintings
jeg lavede på turen og
den airbrush, der gav
ballade, da jeg ankom
til USA.
Små hvide løgne
henrettelsespelotonen, men jeg lever af at skrive røverhistorier, og
i situationer som denne kan min hjerne godt finde på at forsøge at
aflive mig.
Officeren åbner en dør til endnu et lokale og et hurtigt blik
på de tre forhørsledere, der sidder bag et rodet skrivebord med
alvorlige blikke og brede arme foldet over brystkassen, får mine
skuldre til at synke endnu en tak længere ned mod gulvet. Da
jeg opdager, at den ene af politimændene endda demonstrativt
har placeret sin tjenestepistol foran sig på skrivebordet, går det
for alvor op for mig, at jeg tog alt for let på det, da jeg for godt en
måned siden entrede USA uden at tænke over at få et indrejsestempel i mit pas.
Det er let at rejse ind, men betydeligt sværere at rejse
ud, erfarer Globens udsendte motorcykelreporter, da
han pludseligt befinder sig i kachotten på en mexicansk
grænsestation i forsøget på at nå tilbage til det forjættede land USA.
R
ummet er godt 2x3 meter og minder mere om en detention eller fængselscelle, end et venteværelse. Væggene
og gulvet er gråt, og den afskallede dør er lukket. Jeg
tørrer svedperler af panden med en hånd, der ryster en
smule. Tre timers uvis ventetid i et anonymt lokale uden vinduer,
er alligevel noget af en prøvelse. Foruden mig, befinder der sig syv
andre personer i rummet. De er alle mexicanere og ser ud til at
klare den fugtige varme væsentligt bedre end undertegnede. I det
mindste er jeg en af de få, der har fået en stol. De fleste af mine
cellekammerater står lænet mod betonvæggene eller sidder på hug
på gulvet. Der bliver ikke talt, men flakkende blikke og lyden af
negle, der kradser nervøst på slidte skjorteærmer eller ubevidst
gnider over ubarberede hager eller fuldvoksne overskæg, fortæller
med tydelighed, at ingen er her af egen fri vilje.
Jeg lader diskret øjnene vandre fra ansigt til ansigt. De fleste
er mænd i 30-40 års alderen, ingen af dem ser ud til at have særligt
mange penge, og et par stykker ligner hårdkogte forbrydere.
Jeg befinder mig på en mexicansk grænsestation, 100 meter
fra det forjættede USA og synes pludselig, at der er pokkers langt
hjem til Danmark.
I det samme går døren op. Alle lyde forstummer, og en
betjent, der syntes at fylde hele døråbningen, kikker mig direkte i
øjnene: ”Mister Leis? This way, please.”
Jeg rejser mig tøvende og følger efter politimanden som en
moderløs ælling. Naturligvis ved jeg godt, at vi ikke er på vej til
En varm velkomst i USA
Alt var vel og godt, da jeg frejdigt spankulerede gennem lufthavnen i Portland, Oregon, og det var først da skrankepaven
opdagede, at jeg ikke havde skrevet en opholdsadresse på
indrejsedokumentet, at tingene begyndte at gå en smule skævt.
Jeg forklarede, at det meste af min familie boede i USA, og at
jeg ville blive hentet af min tante, som sikkert allerede sad og
ventede utålmodigt i sin Cuvette ude på parkeringspladsen, men
lige meget hjalp det. Officeren blev ikke synderligt formildet
over denne nok en smule overfladiske udredning, men jeg havde,
(trods adskillige e-mails og telefonsamtaler med føromtalte
tante) slet ikke tænkt på at spørge efter hendes præcise adresse og
havde bare skrevet Lebanon, Oregon, på det indrejsedokument
jeg havde fået i flyet. Nå, kontrolløren bladrede gennem mit pas
og begyndte mistænksomt at spørge til mine mange stempler.
Specielt indrejsevisummet til Syrien et par år tidligere fik ham lidt
op at køre, og før jeg vidste af det, var vi på vej ind i et lille rum
10
Min rute: Portland-Lebanon-Eugene-North Bend-Eureka-S.F.-Bishop-L.V.-West
Rim-Yuma-Mexicali-Tijuana-L.A.
under ganske intime forhold. Flere toldere
kom anstigende, og håndbagagen blev
gennemrodet.
”What is this!?”
En tolder havde fundet min airbrush­
pistol, og jeg måtte bruge en evighed på at
overbevise ham om, at det hverken var et
skydevåben eller en crackpibe.
”Nej, det er en sprøjtepistol, som jeg
skal bruge senere på rejsen, hvor jeg har en
aftale om at lave bodypaint.”
Det formildede ingenlunde de ivrige
toldere, som nu næsten logrede med
halerne af pure bureaukratisk blodtørst –
for skulle jeg mon over og arbejde illegalt!?
Dette afstedkom en sand byge at
anklager, hvor alt hvad jeg sagde ”kunne
og ville blive brugt imod mig,” men til
sidst fik jeg lov at ringe til min tante, som
ganske rigtigt sad og trommede utålmodigt på rattet et sted uden for ankomsthallen, og adresseformalierne blev bragt i
orden.
Problemet med arbejdstilladelsen
var dog ikke blevet mindre, og pludselig opstod der noget af et skænderi mellem tolderne indbyrdes. Et par
stykker mente, at jeg bare var en farveglad amatørkunstner, mens de øvrige var
mest indstillet på at køre mig gennem
hele den juridiske mølle, og på et tidspunkt virkede det faktisk som om, de
blev mere sure på hinanden end på mig.
Jeg forsøgte spagfærdigt at gentage min
forklaring om ikke-kommercielle artistiske interesser, men i stedet for at svare,
stak den nærmeste af tolderne mig resolut
min håndbagage og bad mig venligt, men
bestemt om at forlade rummet, da de nok
skulle klare deres uoverensstemmelser
internt, tak.
Noget betuttet steppede jeg baglæns
og befandt mig nu atter ude i ankomsthallen, denne gang på den rigtige side
af paskontrollen. Jeg kunne høre dem
skændes ihærdigt inde bag den lukkede
dør og besluttede mig for at tage benene
på nakken, og få hentet min bagage.
Der lød ingen advarsler om en eftersøgt
dansker over højttalerne, og mens jeg stod
og ventede ved bagagebåndet, kom der
hverken SWAT-team eller hundepatruljer
for at lede efter en undvegen fange, så jeg
spadserede lettet ud gennem svingdørene
til et solfyldt Amerika.
Det var først en måned senere, at jeg
pludselig kom i tanke om, at de slet ikke
fik givet mig et indrejsestempel, men da
var det jo ligesom for sent.
På roadtrip
Jeg havde lånt en motorcykel af en granfætter og kørt hele vejen ned langs vestkysten ad 101 til San Francisco. Drejede
ind og besøgt Yosemite Nationalpark
(hvor jeg naturligvis løb tør for benzin
midt om natten) og fik undervejs passeret
utallige småbyer og overnattet hos familie
og venner langs ruten. Jeg sang i styrthjelmen, nød de åbne vidder og følelsen af
fuldkommen frihed på tomme landeveje
under azurblå himmel og kørte (nu med
en ekstra dunk benzin spændt fast bag
motorcyklen) gennem Death Valley og
11
I alt 3.659 km og et par sko fattigere.
endte naturligvis i Vegas. Endeløse ørkenveje, casinobesøg, og en ordentlig kæp i
øret, maskingeværskydning, bodypaint og
nogle hulens gode aftener. Jeg nåede endda
også et pligtbesøg til Hoover Dam og
Skywalk i Gran Canyon og kørte tilbage
til hotellet i buldrende mørke gennem
ørknen og havde mit første møde med en
flok vilde prærieulve.
Min plan var oprindeligt at tage
videre til L.A. for at besøge venner og give
dem nogle af mine medbragte romaner,
men en sen nat med whiskey og netsurfing,
blev jeg pludselig klar over, at man som
dansker ikke behøver visum for at komme
til Mexico.
”Glimrende!” tænkte jeg, og styrtede
om på sengen uden at have tømt mit glas.
”Nyt land, der tager jeg sgu hen i morgen!”
Så næste formiddag sad jeg så på
en tankstation og forsøgte at kvæle
tømmerbamserne med kaffe og smøger, da
en prostitueret og hendes pimp pludselig
kom hen og begyndte at sludre. Hårde
negle begge to. Sorte som kul, med senede
kroppe og arrede ansigter, der vidnede om,
at Vegas er andet end glitter og glam.
”Til Mexico, siger du,” mumlede
alfonsen og kikkede tvivlende på min
motorcykel. ”På den der?”
Jeg nikkede og skoddede min cigaret.
”Det er jo lige om hjørnet.”
Og så brummede han denne her ene
sætning, som for første gang fik mig til
at genoverveje min plan: ”Take care dude,
your Virocel has no doors.”
The Grand Canyon Skywalk, som hualapai-indianerne ejer, ligger godt 170 kilometers ørkentur fra Las Vegas. Hele turen værd.
Et smut til et nyt land
Mexico var forrygende. Varmt som ind
i helvede, med vejafspærringer og svært
bevæbnede politipatruljer (som jeg naturligvis først troede var landevejsrøvere), der
flere gange bad mig standse og gennemrodede hele min oppakning. Nå, det tog
jeg med godt humør, ingen af dem kunne
engelsk, og jeg kan ikke spansk, men hver
gang fik jeg uden de store problemer lov at
køre videre uden at skulle betale turistskatter eller andre frit opfundne dummebøder. Og det var nemt at komme ind i
landet, man kørte simpelthen bare ind ad
en ubevogtet port, og så var man ude af
USA. Stempler fik man naturligvis ingen
af, og man kunne bare forsvinde sporløst.
Jeg besøgte et par af grænsebyerne,
tog på lokalbarer og spillede pool, travede
rundt i højst suspekte kvarterer og overværede de vildeste spillemandsdueller
mellem de lokale mariachi, og efter en
fire-fem begivenhedsrige dage, bestemte
jeg mig for at tage videre.
Men det var langtfra lige så let at
komme ud af Mexico, som det havde været
at komme ind, og da tolderen ved grænsen
opdagede, at jeg hverken havde ind- eller
udrejsestempel fra USA, gik turen straks
til tidligere omtalte venteværelse.
En desperat handling
”Sooo, Mister Leiiiis, how you come in to
Meheco?”
Der er ikke megen velvilje at spore
i forhørslederenes øjne, og manden som
sidder og bladrer ligegyldigt i mit pas,
ligner bestemt ikke en, der er til at spøge
med.
”Via USA ...”
”But you have no stamp, Mister Leiiiiis.”
Jeg kan mærke den berømte klap gå
ned. Returbilletten ligger online på min
e-mail, jeg har ikke engang et kuffertmærke på min rygsæk og kan faktisk overhovedet ikke bevise, at jeg kommer fra
USA og havde rejst fuldt lovligt ind.
”Very serious matter!”
Ja tak, det havde jeg jo ligesom fattet.
Betjenten ude til højre begynder at
fingere ved sin pistol, der stadig ligger på
skrivebordet og ligner en forklædt klapperslange, og nu mumler han noget på
spansk-engelsk, om at det vist var en god
ide at beholde mig et par dage, til det var
kommet lys over situationen. Det får mig
bogstaveligt talt op i det mørkerøde felt,
12
Fantastiske ørkenskulpturer i hjertet
af Nevadaørkenen.
USA & Mexico
Grænsekontrollen ved Tijuana hvor jeg endte med at tilbringe en rum tid.
Velkommen til ørkenen ... Nærmeste
tankstation ligger 70 km væk.
hvor desperate situationer kræver desperat
handling. Jeg dykker ned i min rejsetaske,
som var blevet placeret på skrivebordet og
flår en af mine medbragte romaner frem:
”Dette er en guidebog om Norge, jeg er
her for at skrive en artikelserie om grænsebyerne mellem Mexico og USA, og hvis
jeg ikke øjeblikkelig får lov at forlade stationen, bliver I ved først mulige lejlighed
kontaktet af min advokat, forlaget og
ambassaden, og udstillet med navns
nævnelse i min næste udgivelse!”
Jeg fatter ikke helt, hvor jeg lige fik
den fra, men de tre betjente nærmest
spjætter i stolene og ser pludselig ikke
længere helt så frygtindgydende ud. Den
ene rækker modvilligt ud efter bogen, (en
gyser med et omslag som måske ikke helt
signalerer norsk friluftsliv) og jeg beder
indvendigt til både de højere og nedre
magter om, at ingen af betjentene kan
dansk.
”Are you a writer?”
Også i den grad! Europas mest indflydelsesrige forfatter og med en hær af advokater i ryggen, hvis nogen skulle være i
tvivl!
Betjentene skæver usikkert til
hinanden, og jeg forsøger af al magt at se
både bøs og bister ud.
”Check my website!”
De googler på en computer fra 80’erne,
sammenligner mit pas med navnet på
bogomslaget, og den ene af dem gnider sig
energisk i sit buskede overskæg. Ingen ved
øjensynligt helt, hvad de skal tro eller gøre,
og hele situationen virker fuldkommen
absurd. Til sidst læner den ene officer sig
frem over bordet og lader tøvende pistolen
forsvinde ned i hylsteret ved sit bælte.
Han skuler stadig mere end almindeligt
mistroisk på mig, og pludselig spørger han,
hvilke af mine bøger jeg selv bedst kan li’.
Jeg er lige ved at skvatte ned af stolen, men
i stedet for at svare spørger jeg, om han
har børn. Hans øjne skyder næsten lyn, og
hånden sitrer igen over pistolhylsteret.
”What you mean!?”
”Hvilke af dine børn kan du bedst
lide?”
Han fastholder sit vrede blik i endnu
et alt for langt sekund, så rækker han
pludselig ned i en skrivebordsskuffe, hiver
et stempel frem og hamrer det hårdt ned i
mit pas.
”Hope you had a pleasant stay in
Mexico, Mister Leis.”
I løbet af tre minutter er jeg atter ude
i solskinnet. Tolderen med pistolen følger
mig personligt hen til motorcyklen og
vinker venligt, da jeg kører af sted. Jeg
13
Indrejsekrav til USA: Siden januar
2008 skal alle danske statsborgere
foretage en såkaldt ESTA-registrering
på nettet senest 72 timer før indrejsen.
Uden en ESTA-registrering får man ikke
lov til at indrejse i USA. Registreringen
er gyldig i to år, men skal opdateres ved
ny indrejse. Læs mere på esta.cbp.dhs.
gov/esta/application.html.
Indrejsekrav til Mexico: Danskere
er visumfri i op til 90 dage. Opholdet
kan forlænges i yderligere 90 dage
mod dokumentation for tilstrækkelige økonomiske midler til dækning af
opholdet. Passet skal være gyldigt i
seks måneder fra indrejsedatoen.
standser efter en kilometers penge, holder
ind til siden og ryger to smøger i streg.
Jeg drøner videre mod Los Angeles
og flere oplevelser og lover mig selv, at jeg
fremover altid vil tjekke mine rejsedokumenter væsentligt bedre. Og altid have en
af mine bøger med i bagagen!
nn Patrick Leis, Europas efter eget
udsagn mest indflydelsesrige forfatter, har
medlemsnr. 569. Læs mere om hans udgivelser på www.patrickleishorror.dk.
Arresteret i
Congo
… Pseudo-arresteret i hvert fald
Tekst & fotos: Christian Hadsund
congolesisk-ugandiske grænse, hvor en anden turistkunde havde
fået problemer. Så i stedet fik vi allokeret hans førstesuppleant,
som hed noget, man skal have en ph.d. i sprogvidenskab for at
kunne udtale. Inde i mit hoved hed han bare Rådne Tænder –
forklaring overflødig. Nå, men vi skulle jo af sted, so be it. Jeg, de
to russere (som kunne forstå swahili, det mest udbredte sprog i
regionen), Rådne Tænder og dennes chauffør i en hvid bil, som
dermed naturligvis kunne kaldes en taxa.
Turen igennem og ud af byen var faktisk temmelig fascinerende, idet alt var lavet af og på lavasten, eftersom byen var blevet
udslettet i 2002 af en vulkan. Et overflødighedshorn af arkitektoniske mesterværk, set i forhold til det, som hr. og fru Mudderhytte
ellers normalt præsterer i regionen. Vejen var naturligvis primært
brolagt af det samme materiale, som huse og gulve var lavet af,
lavasten, og hver gang vi kom over 10 km/t, kunne vi med rette
hejse et flag. Det gjorde vi ikke mange gange.
Vores første stop på turen var Green Lake (fuldstændig
underordnet, hvad det er i denne sammenhæng). Normalt, når
man går rundt som muzungu, er der altid en del opmærksomhed
omkring en, og at have en landsby i hælene er ikke ualmindeligt.
Faktisk meget hyggeligt som regel. Men opmærksomheden her
var anderledes og ubehagelig. Det kan nok forklares med, at der
stort set aldrig kommer turister, der er tåbelige nok til at begive
sig til det østlige Congo, hvor det største antal mennesker er blevet
dræbt siden 2. Verdenskrig.
Når man går rundt som muzungu (hvid mand), er der altid
en del opmærksomhed omkring en, og at have en halv
landsby i hælene er ikke ualmindeligt. Faktisk meget
hyggeligt som regel. Men opmærksomheden her var
anderledes og ubehagelig. Det kan nok forklares med, at
der stort set aldrig kommer turister, der er tåbelige nok
til at begive sig til det østlige Congo, hvor mellem fire og
fem millioner mennesker er døde i væbnet konflikt over
de seneste ca. 15 år.
Å
ret var 2010, og jeg havde været igennem Tanzania og
Burundi og havde spenderet godt 10 dage i Rwanda,
hvor jeg var kommet til byen Gisenyi, som grænser op
mod det østlige DR Congo – eller Den Demokratiske
Republik Congo. Hjemstedet for det største menneskelige slagteri
siden 2. Verdenskrig.
Jeg havde fået fat i en rejsearrangør i Gisenyi. Okay, gutten
havde et visitkort og talte engelsk. Hvad mere kan man forlange?
Jeg havde aftalt en dags sightseeing med ham samt lidt hjælp på
grænsen og til at finde byens billigste lopperede (altså en seng på
et guesthouse). Formaliteterne ved grænseovergangen gik helt
gnidningsfrit i tusmørket.
Jeg og to russere, som også skulle være en del af turen, gik
efter indkvarteringen i byen Gomas eneste guesthouse til under 25
USD ud i de sorte skumle gader for at makulere noget føde (uha
uha ... gisp, gisp). Vi gik udenfor i mørket i det uuuhhh så farlige
østlige Congo. Her fandt vi en restaurant, som tilsyneladende
var populær blandt FN-folk. Alt var nemlig prissat i USD, og ved
siden af restauranten var der da også en bar med vindertype-lokale og deres prostituerede hang-arounds.
Ikke politiet, for guds skyld
Pludselig kom der en noget vred mand og fortalte vores guide
(på swahili), at han var en eller anden big shot i ministeriet for
something, og at vi skulle have en special permit til at være her og
fotografere. Han var temmelig ophidset og sagde, at nu ville han
ringe til politiet, hvortil Rådne Tænder hurtigt fik svaret: ”Nej, nej,
nej, nej! Ikke politiet, for guds skyld!”
Vores guide ankommer ... og går igen
Næste morgen skulle vi mødes med Emmanuel, som skulle være
vores guide, men han fortalte, at han var blevet kaldt til den
14
Green Lake. Få minutter inden vores ”anholdelse”.
Men den aggressive mand blev ved
med at gjalde, og nu var vi altså ”under
arrest” og skulle med på politistationen.
Det endte med, som et kompromis, at vi
skulle følge med ham til hans kontor, der
viste sig at være et træskur, der målte
ca. 2 x et redskabsskur, hvor der sad en
masse andre nikkedukker omkring et lille
bitte skrivebord, som nok ville kaldes en
skammel herhjemme i kongeriget.
Vi fik taget vores pas og mobiltelefon
af en AK47 og dennes vedhæftede mand
iført militær campinghabit. Så stiller man
ikke kritiske spørgsmål længere, skal jeg
hilse og sige! Det hele blev nøje fulgt af
hele landsbyen gennem døren i redskabsskuret, og nu havde vores tilfangetager
også allerede ringet til guvernøren.
Imens var hver vores Tena Lady blevet
gennemblødt adskillige gange for rent
faktisk at blive arresteret og skulle hen på
en rigtig politistation, hvor de virkelige
banditter sidder. Uhyggen var for alvor
begyndt, og jeg ville aldrig kunne komme
tilbage og bruge den 500 USD gorilla-permit, jeg havde til næste morgen – 100
km, to grænseposter, en kvægtransport og
en knallerttur længere mod øst i Rwanda.
Så fik vi prisen at vide: 150 af de
amerikanske dollars ... hver! Det er jo
ellers kun den slags, man hører andre
fortælle om. Nå ... vi sagde, at det kunne vi
ikke betale, for vi kunne kun komme op
med 100 USD hver, og efter lidt frem- og
tilbagesnak accepterede svindleren, og vi
fik en flot A4-side som ”kvittering”, og hr.
Kalashnikov gav os vores pas og mobiltelefoner tilbage.
Usammenhængende forklaringer
I løbet af dagen var Rådne Tænders
forkla­ringer noget usammenhængende:
Først plejede disse permits at være klaret
af Emmanuel (den oprindelige guide), og
senere havde han aldrig nogensinde før
haft problemer ved Green Lake. Jo mere
jeg tænker over det, og efter at have talt
med nogle med særdeles godt kendskab
til røverlandet, tror jeg mere og mere på,
at ministeriemanden var en fake, som
bare udgav sig for at være højt på strå og
fik resten af redskabsskuret med på legen.
For nu var der jo hele tre muzungus, man
kunne skræmme livet af og stjæle penge fra.
Når landet stort set har været i krig
de sidste 15 år, så makker man bare ret.
Menneskeliv er ikke det mest værdifulde i
landet. Jeg tror, den virkelige sigtelse var at
ligne en hæveautomat. Efter denne episode
havde jeg mest af alt lyst til at tage tilbage
over grænsen til Rwanda, som nu fremstod som civilisationens fødested, men var
på den anden side også nysgerrig efter at
se de andre steder i byen, som vulkanudbruddet havde smadret. Den udbrændte
katedral skulle vi da i hvert fald se, og det
ville russerne også. Så vi fortsatte.
15
Da vi nåede frem, var der bygget en
mur med vinduer rundt om katedralen
(til Rådne Tænders store overraskelse), og
han ville helst ikke have os ud af bilen af
hensyn til civilklædte pansere på bribe
patrol. Og da Alex (en af russerne) lettere
naivt foreslog, at vi kunne da spørge den
betjent, som kom gående på gaden med en
indkøbspose, kunne denne betjent da godt
følge os over på den anden side af vejen.
Efter betjentens eget udsagn som ”security”.
Mod behørig betaling naturligvis!
Så vi kørte videre til selve stedet, hvor
lavaen var sprøjtet ud. Til at begynde med
var de to betjente ved foden af vulkanen
ikke interesseret i os. Men da vi gik rundt
oppe på toppen (der var ikke så langt), var
de der pludselig igen og spurgte Rådne
Tænder, hvad han dog lavede der med tre
blegansigter, og de fik sig sammen endnu
en alvorssnak.
Denne gang var de gule pløkker hos
Rådne Tænder dog velforberedte og gav
dem en sang fra de varme lande om, at vi
var udenlandske investorer, som overvejede at købe land (i en by, der ikke bestod
af andet end lavagrus). Men analfabeterne
i uniformerne hoppede på historien, og vi
fik lov til at gå igen.
Levende skydeskive
Sidste stop var kysten, som var blevet
rykket 10 meter, efter at lavaen havde
slugt en del af havet, hvor der nu var nye
Den permit, vi fik på et tilfældigt
stykke papir, som senere er blevet
oversat af en belgisk bekendt
til ”they have received the 300
US dollars from a tourist visiting
Goma’s zoo and that you’ll get a
receipt at the conservateur divisionaire’s desk as soon as you’ll have
paid at the check-in desk.” Right!
bygninger. Bl.a. ligger der en motherfucker
af en fæstning, som viste sig at være et
supermarked til FN-ansatte, som skulle
bevogtes med tre meter betonmur, pigtråd
og bevæbnede vagter fra helvede. Det var
sjovt nok også det eneste sted, vi ikke
blev generet af ”politi”. Faktisk nåede jeg
også at få et positivt indtryk, da en af de
badende i søen kom hen og hilste og ville
have os med i vandet og endda kunne
nævne den danske golfspiller Bjørn … og
Olof Palme! Nnåååeeeerrrrhhhhh!
FN-supermarkedet gav mine nye
russiske venner en idé. De havde, efter
dagens oplevelser, fået second thoughts
om at tage turen på motorcykel tre timer
gennem Congo for at komme til den ugandiske grænse og ville prøve at få et lift med
en FN-vogn i stedet (FN-ansatte kunne i
øvrigt fortælle, at der havde været kampe
forleden med rebelgrupper, og jeg vidste,
at der for en uge siden var to machetedræbte FN-fredsvagter og syv sårede i
området). Men russervennerne insisterede
på at ville køre med FN, og vi skiltes. Jeg
fik et lift af Rådne Tænder til grænsen og
nåede til mit bestemmelsessted samme
aften.
Senere på aftenen fik jeg en besked fra
Alex, den ene russer:
”Hi. We are in Uganda. Feels like
getting out of hell. Guns pointed at us ... but
anyway, we are all right.”
Så bliver det lige pludselig alvor. Jeg
fik først resten af historien en måned
senere, da vi fik kontakt på Facebook. De
Vulkanudbruddet i 2002 skete ikke fra toppen af vulkanen, men fra en af de mange
tilstødende flækker et stykke derfra.
Kul bliver transporteret på den tilstedeværende infrastruktur. Her cyklen.
16
DR Congo
Congoleserne står, går og bor på lavasten.
havde siddet bag på to motorcykler, hvor
soldater på ladet af en kørende lastvogn
havde taget sigte mod dem på hovedvejen
og truende råbt: ”Muzunguuuu!”
Velkommen til Den Demokratiske
Republik Congo! Tjåhhh, den er ikke ligefrem demokratisk, dårlig nok en republik
… men damn, det er Congo!
Efterskrift
Et stykke tid efter at jeg var kommet hjem
til Danmark, modtog jeg denne e-mail fra
Emmanuel. Så kan man tro på det eller
lade være:
”Hello sir, This is Emmanuel from
RDC Goma. I am so much sorry for what
happened to you in Goma. I am really
regretting a lot. I have called the high
authorities from, they have arrested those
people who took your money illegally, but
they said that they do not have that money
to refund again because they have used
them on spot. They will be in jail for five
months and the state told me that they are
going to take everything they have in order
to put end to that corruption. Everybody is
astoneshed how people can be disturbing
tourists like that. Please let me tell you
that this is the 6th year I am doing this
tour-business. I have never found such
a problem. Through that no one will be
disturing tourists any more I am begging
you your pardon, please. I am not at peace
here cause of that. Also I am sorry for not
writing to you all this time, I travelled to
Uganda, even now I am in Bwindi impenatrable national park with tourists, finding
internet here is not easy.
Once more I am sorry.”
17
DR Congo er ikke et typisk rejsemål, og
sikkerhedssituationen skifter fra dag
til dag. Forskellige væbnede grupper
kæmper om magt og adgang til de
store naturressourcer som diamanter,
coltan, kobolt, guld og kobber, som
både du og jeg efterspørger i vores
mobiltelefoner eller telefoniske
kobberledninger. Mange andre lande
har også været involveret i, hvad der er
blevet kaldt Afrikas 1. verdenskrig. For
at rejse til det østlige Congo anbefales
det at være god i fransk og gerne have
en ledsager, der på den ene eller anden
måde har fingeren på pulsen. Det
anbefales ikke at rejse tværs gennem
landet. Dels fordi landet er på størrelse
med Vesteuropa, og infrastrukturen
er dårlig – dels fordi det er det rene
selvmord.
Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnKinshasa fås fra ca. 6.100 kr. t/r.
nn Christian Hadsund er 33 år og har
medlemsnr. 506. Han besøgte DR Congo i
2010 og har til dato besøgt 50 lande og fire
territorier. Tidligere i år gik rejsen bl.a. til
Makedonien og Brasilien.
Lidt regn forstyrrede ikke gennemførslen af de geotekniske undersøgelser forud for
byggeprojektet.
Velkommen til Malabo og
et tropisk gangsterland
Udsigten fra mit kontor på byggepladsen i junglen i nærheden
af kakaoplantagen Sam Paka, syd for Malabo.
18
helligdage, og der var brug for drikkepenge).
Nationalparken Monte Alén ligger nogle timers kørsel sydøst for Bata på Evinayong
Road – med lidt held møder man en gorilla, og der er næsten garanti for en god,
svedig vandretur på etablerede stier (stedvist mudrede!) rundt i junglen.
Beretninger fra en udstationering i
en container i den afrikanske jungle.
Tekst & Fotos:
Tine Henningsen
I
2004 blev jeg spurgt, om jeg ville
arbejde et halvt års tid på et vandforsyningsprojekt i Ækvatorialguinea.
Inden jeg svarede, måtte jeg lige slå
op i et atlas! Efter at have lokaliseret landet
gik jeg på jagt efter flere oplysninger. Det
lykkedes mig at skaffe et eksemplar af en
Lonely Planet fra 1994 med hele 16 sider
om Ækvatorialguinea, en landeprofil fra
The Economist Intelligence Unit samt
en landevurdering fra en database hos
Control Risks Group. En kollega, som
havde besøgt landet tidligere, kunne
berette om forholdene år tilbage og anbefalede, at jeg læste ”Tropical Gangsters
– One Man’s Experience with Development
and Decadence in Deepest Africa” inden
jeg tog af sted og rådede så også, at jeg lod
bogen blive derhjemme.
Fanta på afrikansk
Du har sikkert allerede regnet ud, at jeg
takkede ja til projektet. De udmeldte
seks måneder blev dog samlet set til et
år. Projektet var afslutningen på et større
vandforsyningsprojekt finansieret af
EU, som var blevet lukket i utide nogle
år forinden. Opgaven, jeg fik, var at føre
tilsyn med, at projektet blev færdiggjort.
Jeg fungerede ud over min stilling som
Project Engineer også som chauffør, piccoline, kontorchef, regnskabsmedarbejder og
IT-support for firmaets Guinea-afdeling,
som var en container i junglen 30-45
minutters kørsel fra Malabo, hovedstaden
i Ækvatorialguinea. Malabo ligger på øen
Bioko (tidligere kendt som Fernando Pó) i
Guineabugten ca. 50 km vest for Douala i
Cameroun.
Arbejdspladsen nåede jeg ved at
køre gennem kakaoplantagen Sam Paka
(opkaldt, siges det, efter Samuel Parker,
en af de første libertos (befriede slaver)
der ankom til Port Clarence, som Malabo
blev kaldt af englænderne) ad mudderveje,
gennem småfloder og forbi tønder irrede
af kobbersulfat. I tørtiden var det hele
dækket af et fint lag støv og bladene hang
og så underligt bedrøvede ud langs hovedvejen, men når man drejede ind af den
mindre vej op til pladsen, hvor lastbilerne
fra lateritbruddet ikke kom drønende, var
der fortsat frodigt og grønt.
Junglen omkring pladsen var leveringsdygtig i mange godter. En dag efter
frokostpausen viste en af medarbejderne
mig stolt og storsmilende sin fangst, som
han holdt i udstrakt arm i halerne – et
egern og en kæmpe rotte (bedre kendt som
ground beef på pidgin-engelsk). Andre tog
knytnævestore snegle og slanger, bananer
og papajaer samt diverse blade til suppe
med hjem.
Inden jeg drejede af i Sam Paka,
skulle jeg forbi en militær kontrolpost.
Jeg prøvede lige fra starten af at være
meget standhaftigt over for forsøg på at
få drikkepenge, ”Fanta” (øl, forstås), og
diverse tjenester. Jeg oplevede at blive
standset for at køre i en snavset bil, for at
krydse usynlige streger på jordveje, for
ingenting og hvad som helst. Særligt politibetjentene inde i Malabo var ivrige, mens
jeg ved militærposterne oftest blev vinket
forbi (medmindre det var dagene op til
19
Kupforsøg, statsbesøg og kvarterløft
Overskrifterne i aviserne i 2004 – også i
Europa – udråbte i øvrigt Mark Thatcher
(søn til Margaret Thatcher) som pengebagmand ved et kupforsøg i Ækvatorialguinea,
som ville have været en krimi værd – helt
a la Forsyths ”Dogs of War”.
Et banner på tværs af lufthavnsvejen
proklamerede en dag: ”Velkommen til
Hans Excellence Robert Mugabe” – og
så var vi klar over, at han var på vej. De
heftige rengøringsaktiviteter jeg havde set,
inden banneret kom op, havde undret mig
lidt. Autoværnet blev spulet, husene langs
vejen fik et friskt lag maling, macheterne
hakkede buskads og ukrudt tilbage.Der
blev fejet og genoptrukket midterstriber
og kantstensafmærkning.
Nu forestiller du dig måske noget, der
ligner ordnede forhold – en fejemaskine
der kører, imens trafikken glider udenom,
men nej, selvom vejen var flot asfalteret,
var det ikke tilfældet. Alt foregik ved
håndkraft. Vejen blev spærret af i sektioner, og trafikken dirigeret udenom, og en
hær af folk med små stråkoste blev sluppet
løs, foroverbøjet, for at hvirvle rundt med
støv og snavs. Efterfølgende kom der en
tankvogn med vand og en automatiseret
spulemaskine for at klare autoværnet, men
så fulgte folk efter med klude i hænderne.
Kronen på værket var genoptrækningen af striberne mellem banerne. Dét,
der nær fik mig til at stoppe op, var synet
af en flok afrikanere, dirigeret af en hvid
formand, som løb frem Zulu Power Style
med skabelonerne til striberne til næste
etape, hvor endnu en gruppe stod klar
med penslerne. Kantstenene klarede
folk også med pensler, dog uden skabeloner. Lufthavnsvejen havde, i hvert fald
dengang, to baner i hver retning, med en
bred betonadskillelse i midten. Fra toldstationen og rundkørslen ved lufthavnen til
byen var der syv-otte km.
Lignende scener opstod i årets løb
pga. besøg fra Senegals præsident (”¡Dos
pueblos amigos y amantes de la paz! Unité
et solidarité africaine!” skreg bannerne i
stedet), fejringen af Sankt Isabella, øens
skytsengel (med skønhedskonkurrence
for både mænd og kvinder – nogle af mine
bekendte var så heldige at være med til
at tælle stemmer), topmøde i CEMAC
(Communauté Économique et Monétaire
de l’Afrique Centrale, en slags EF i
Centralafrika), præsidentens fødselsdag,
Golpe de Libertad (fejring af kuppet i 1979)
og i anledning af landets 20 års jubilæum
som medlem af CEMAC.
Til CEMAC-jubilæet brugte de en
konferencesal på Luba-vejen. Langs vejen
lå et større slumområde, Los Angeles,
bestående af skure bygget af træ, som
nogle steder på et tidspunkt havde fået
et lag blå maling, og for det meste var
udstyret med bliktag suppleret med
plastikposer, som blev fastholdt af store
sten og murbrokker. Skurene var som
regel uden hverken døre eller vinduer. I
stedet for hang blomstrede lagener, der
hvor døre eller vinduer burde have været.
Præsidentens kolleger fra Cameroun,
Gabon, Den Centralafrikanske Republik,
Tchad og Congo (Brazzaville) skulle ikke
præsenteres for dette syn, derfor blev alt
inden for 10 meter af vejen ryddet – og
resten gemt bag et nyt blikhegn, som skinnede i solen. Der røg lige et par boldbaner
slum – små huse og butikker, som folk
selv havde banket sammen af affaldstræ
og blik, som de havde fundet eller hentet
på en af lossepladserne, eller måske endda
købt.
Ved hver af disse højtideligheder
blev der beordret nationale helligdage, og
det forventedes, at man stod langs lufthavnsvejen i den korrekte påklædning. I
forbindelse med Golpe de Libertad, blev
folk noteret for deltagelse i en ”manifestation” og belønningen kom senere, hvor
folk hjemme i deres eget kvarter kunne
hente madolie, frisk fisk, kalkun og andre
godbidder.
Under en af disse mange festligheder
skulle jeg mødes med en kontakt i ministeriet. Den normalt meget velpåklædte
dame var mødt op i kasket og turde ikke
åbne skodderne til kontoret i tilfælde af, at
”man” skulle se, at hun var på arbejde. Hun
var i øvrigt meget bekymret over, at jeg
var på arbejde. ”De” havde ringet til hende
og spurgt, hvorfor hun ikke havde været
i lufthavnen dagen inden, da VIP’erne
ankom. ”De? Hvem er ’de’?” spurgte jeg.
En eller anden fra Justitsministeriet viste
det sig. Og da jeg kom ud fra ministeriet
og hørte sirenerne og helikopterne, besluttede jeg mig for at sætte mig hjem i min
have og drikke en kop eftermiddagskaffe,
for når både Luba-vejen og lufthavnsvejen var spærret af maskingeværviftende
soldater og politibetjente, var det umuligt
for mig at komme på arbejde.
Præsidentiel paranoia og paparazzi
Som følge af kupforsøget i 2004 skærpedes præsidentens allerede meget stærke
paranoia. Projektlederen og jeg blev ved
Strandpromenaden i Bata; Bata fungerer på nogle tider af året som hovedstad, når
præsidenten og ministrene forlader Malabo til fordel for fastlandet. Bata er kendt
for bl.a. strandpromenaden, landets første lyskryds, og en god strand syd for byen.
første besøg udstyret med dokumentation,
der beskrev vores opgave i landet – med
andre ord: ”Disse personer er ikke lejesoldater”. Vi blev frarådet at tage billeder, og
det råd forsøgte jeg at efterleve i den tid,
jeg var der.
Jeg boede under min udstationering
hos en spanier. Øverste etage var lejet ud
til et spansk ægtepar – hun arbejdede på
Cooperación Española og han på et malariaprojekt finansieret af den spanske stat.
I en periode delte jeg underetagen med
en spansk advokat, som arbejdede på et
menneskerettighedsprojekt i landet, også
finansieret af EU.
Advokaten fandt på et tidspunkt en
skrivelse, der åbenbart lå på nogle af hotellerne i byen, som jf. lov af 1991 proklamerede, at Ministeriet for Kultur, Turisme
& osv. har givet tilladelse til, at turister
må fotografere i landet (dog ikke militære installationer og andre steder, som er
væsentlige for den nationale sikkerhed –
hvor det så end er? Kyststrækninger? Dette
er landet, hvor fiskerflåden blev ophugget
eller strandet for at undgå, at små lokale
fiskejoller kunne bruges til smugling af
våben). Skrivelsen præciserede også, at
militær og politi ikke måtte konfiskere
kamera eller forhindre, at der blev taget
billeder. Den var udsendt af den guineanske presseorganisation, som samtidigt
gjorde opmærksom på, at Guinea har et
dårligt omdømme pga. den slags.
Den nuværende præsident Teodoro
Obiang Nguema afsatte sin onkel tilbage
i 1979. Onklen, Macias Nguema, som
blev valgt som leder, da Spanien i 1968
forlod landet, må være på top 10-listen
20
Et yndet udflugtsmål, Kirken i Batete,
syd for Luba, på Bioko.
over verdens værste diktatorer. Kakao- og
fiskeriindustrien, som trivedes under den
spanske kolonitid, blev udraderet, og på
toppen af galskaben var over en tredjedel
af befolkningen (eller omkring 100.000
mennesker) flygtet, og mere end 10 % af
befolkningen var politiske fanger. Nogle
kilder estimerer, at – ud over dem, der
flygtede eller blev fængslet – blev over
50.000 mennesker dræbt i de 11 år, Macias
var ved magten.
Nu holdes såkaldte frie valg i landet,
og Obiang vinder altid stort – han blev
senest genvalgt i 2009. Familiemedlemmer
har vigtige ministerposter og gode
indtægter især fra olierigdommen i landet.
Nye bekendtskaber
I mangel af et fjernsyn og som et forsøg
på at forbedre mit spanske og samtidig
lære nogle folk at kende, meldte jeg mig
til spansk for indvandrere på det spanske
kulturcenter. Her skelnedes mellem
inmigrantes (typisk afrikanere på længere
arbejdsophold) og expatriados (typisk
hvide på kortere ophold). Afrikanske
indvandrere lagde 15.000 CFA franc i
depositum for kurset, mens hvide expats
betalte 50.000 CFA franc; denne form
for prispolitik gjaldt også Air Guinea: fx
Malabo-Bata til 30.000 CFA franc for sorte
og 72.000 CFA franc for hvide (hhv. 300
og 720 kr.).
Holdet bestod af en blandet flok:
gabonesere, camerounere, ghanesere,
Bernard fra Burundi, én fra Libyen (fra
ambassaden!), nogle marokkanere (Saif,
Tariq osv.), en fransk herre og Renata
fra Rumænien (gift med en gabonesisk
ambassadeansat). Dvs., som udgangspunkt var de fleste fransktalende.
Nogle af marokkanerne viste sig at
være livvagter for præsidenten. I starten
blev der talt lidt indforstået, når nogle
af dem ikke var der. ”Han er i Bata” eller
hvor det nu var, ”med El Jefe”. Jeg fik
mistanken bekræftet, da jeg en fredag
aften, hvor jeg pjækkede fra undervisningen for at snuppe en øl med nogle af
gutterne, sad på terrassen på en restaurant i nærheden af præsidentens palads og
så, at min klassekammerat gik ind i Den
Forbudte By gennem hovedporten. Der var
selvsagt adgang strengt forbudt – på nær
for de helt særligt indbudte! Præsidenten
har en flok marokkanske livvagter til
at passe på sig – barske, kortklippede
gutter med camouflage-T-shirts, bodybuilder-overarme og ”Top Gun”-solbriller
(det er meget, man kan nå at se, når man
i modsat retning passerer en Land Rover
med PR007 på nummerpladen).
Jeg opsøgte også Malabo-afdelingen
af Hash Hound Harriers (en international social løbeklub, hvor løb og våde
varer kombineres), noget der udvidede
min omgangskreds, men ikke mit spanske
ordforråd, da de fleste var tilknyttet olieindustrien (amerikanske firmaer for det
meste). Forbindelserne skaffede mig
adgang til Pleasantville, Marathon Oils
compound ved Punta Europa, vest for
lufthavnen. Området lignede en forstad
til Houston, transporteret intakt til
Ækvatorialguinea, lige fra byggemateria-
lerne, de cremefarvede væg til væg-gulvtæpper og kværnen i køkkenvaskene inde
i husene, til de store grønne skraldespande
på hjul, curbside, og deres landskabsarkitekt designede græsplæner i forhaverne. I
en periode kørte jeg derud en aften om
ugen sammen med to-tre andre for at
spille ”indendørsfodbold” på fitnesscentrets oplyste tennisbaner. Vi fik adgang til
området via flere kontrolposter (olieselskabets), end jeg skulle passere på vej på
arbejde.
”Los mayores Bubis”
Vandstanden i floden ved siden af arbejdspladsen varierede meget. Den største
mængde regn, jeg oplevede, var omkring
150 mm på en formiddag. Gennemsnittet
på et år i Danmark er omkring 650 mm
– det svarer til månedsgennemsnittet i
regntiden på Bioko. Når det regnede på
toppen af Pico, bjerget på Bioko, gik der
ikke længe, før vandet steg i floden – fra
½ meter til omkring fire meter vandstand
bag dæmningen på under en halv time,
noterede jeg en dag i oktober.
I tørtiden var der flere klare dage, så
man kunne se det ca. fire km høje Mont
Cameroun tydeligt – bjerget er ca. 100 km
væk, men på en klar dag, så det ud til at
ligge liiige på den anden side af vandet.
En eftermiddag, hvor jeg stod og
kiggede på floden efter et af de heftigste
regnskyl, kom en af arbejderne hen til
mig. ”Det holder ikke op,” sagde han til
mig. ”Ikke førend los mayores bubis gør
noget ved det!” – Bubierne fra Sam Paka,
uddybede ham, og pegede op mod patioen
oppe i plantagen. Han mente, at der skulle
ofres mad og gaver, før regnen og oversvømmelserne ville stoppe. Bubierne er de
oprindelige folk på Bioko. De fleste arbejdere på projektet var Fang (samme klan
som præsidenten og eliten, fra fastlandet).
En af vagtmændene betroede mig, at han
var nervøs for at være alene på arbejde om
søndagen, fordi han var sikker på, at bubierne ville dræbe ham.
Med til huset, hvor jeg boede, hørte
en højgravid maid, Alicia, som blev afløst
af sin svigerinde, kort tid efter jeg flyttede
ind. Alicia døde i starten af september,
efter hun fødte en pige. Hendes mor, som
gjorde rent hos min nabo, fortalte senere,
at fire andre piger døde efter at have født,
den måned hendes datter døde. Naboen
fortalte, at teorien var, at hospitalet var i
gang med at dræbe bubier og deres babyer.
Med en forventet levealder på 51,4 år og en
børnedødelighed på 240 per 1.000 fødsler
(for Danmark er tallet 12) er det svært at
21
Ækvatorialguinea
Ækvatorialguinea rangerer som nr.
136 ud af 186 på UNDP’s Human
Development Index (hvor Danmark er
nr. 15). Landets BNP per capita er på
21.715 USD. Den forventede levealder
ved fødsel er 51,4 år.
Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnMalabo fås fra ca. 7.000 kr. t/r med fx
Iberia.
Valuta: Landet anvender CFA franc
(XAF). 1 DKK = 88 XAF
forstå, at olierigdommen skal gå til én
familie og ikke til resten.
Selv var jeg overraskende tæt på at tro
på snakken om, at junglen var forhekset
(men dog ikke at Sam Pakas bubier var
bagmændene). Jeg var i hvert fald enig
med en del af mine expat-bekendte, som
mente, at Murphy måtte opholde sig en
stor del af året i Malabo. I månederne
op til afslutningen af projektet oplevede
entreprenørerne og jeg selv større og
mindre uheld, som ordnede sig for det
meste og som enkeltvis kunne forklares på
logisk vis, men som samlet set understøttede Murphy-teorien. Og ugen efter at vi
havde afsluttet vores projekt, som skulle
sende vand ned til Malabo i tørtiden,
væltede to kæmpe træer så ned over
rørledningen – og kappede dermed hele
vandforsyningen til byen.
nn Tine Henningsen har medlemsnr. 631
og er uddannet civilingeniør. Hun er i
dag miljømedarbejder hos Københavns
Kommune og har besøgt 54 lande og to
territorier på seks kontinenter. Tidligere
i år har hun bl.a. vandret i De Albanske
Alper og besøgt Argentina og Chile.
Flodprammen Voyager III. Nederste dæk
var fragt. Midterste dæk hængekøjer og
fortæring. Øverste var bar og diskotek.
Busknegrene fra
Albina
Tag med på eventyr i tre gange
Guyana. Med flodpram, lastbil,
Dash-7 og hønsebus. Blandt gangstere, smuglere og vilde stammefolk gennem noget af klodens mest
ufremkommelige jungle. Og find ud
af, hvordan drømmen om at rejse
fra Antarktis til Alaska uden at flyve
bristede. Læs med, når Jakob sætter
kursen mod Sydamerikas glemte
hjørne.
Tekst & Fotos:
Jakob Øster
J
eg havde strejfet rundt i
Sydamerika i et halvt år, da
et indfald af oplevelsestrang
sendte mig med kurs mod de tre
Guyanaer. Skide nemt, tænkte jeg, da jeg
med caipirinhaer i blodet efter de seneste
dages gadefester stod og gloede op på et
skilt på busstationen i Salvador Da Bahia
i Brasilien.
”Belém,” stod der på skiltet med destinationer over en af kasserne. Der var godt
nok 1.700 km til Belém. Og fra Belém
var der yderligere 800 km til grænsen til
Fransk Guyana, som jeg ikke havde den
fjerneste idé om, hvordan man kunne
tilbagelægge. Nå, det finder jeg ud af, når
jeg kommer deropad, sagde jeg til mig
selv og langede en stak realer over disken,
entrede den nydelige bus og havde 35 timer
foran mig til at sove min daggamle brandert ud.
I en af verdens farligste byer
Belém var af gode grunde bussens endestation, for i Belém endte vejen nordpå.
Skulle man længere, krævede det, at man
forcerede Amazonflodens udmunding. Jeg
havde hørt rygter om, at det ikke var guds
bedste børn, der boede i Belém (men jeg
var heldigvis lykkeligt uvidende om, at
byen på det tidspunkt med et mord årligt
per tusind indbyggere var en af verdens
farligste), så jeg satte straks kursen mod
havnen for at udsøge mig det på de kanter
foretrukne flydende transportmiddel, der
kunne bringe mig videre på min færd.
Frønnede flodpramme med tre dæk
og afskallet maling lå side om side og
22
mindede, når man så bort fra faldefærdighed og skovlhjul, lidt om bedagede
hjuldampere fra Mississippi. En flydende
og helt igennem firkantet kasse med tre
åbne dæk. Det undrede mig en kende,
at der åbenbart skulle et helt præhistorisk krydstogtskib til at krydse en smule
flod, men det var kun indtil billetsælgeren havde peget op på et falmet vægkort
over det nordlige Brasilien og sagt noget i
retning af ”veinte e quatro oras!”
Jeg gloede fortvivlet på kortets nordlige Pará- og Amapáregioner, imens det
gik op for mig, at Amazonfloden i sin slutspurt mod Atlanterhavet ender i et hav
af forgreninger, bifloder og sumpe, der
strækker sig over flere hundrede kilometer.
Skulle man nordpå og igen have fast grund
under fødderne, var der ingen anden
udvej end en rask 24 timers tur med flodpram for at dække de 400 km gennem den
kolossale udmunding og op til Macapá.
Flodpram på Amazonas
Båden var indrettet helt i tråd med den
sydamerikanske ånd. Nederste dæk var
fyldt op med fragtgods, dyr og smug-
lervarer. Midterste dæk lignede tæppemarkedet i Otavalo, men ved nærmere
eftersyn gik det op for mig, at det ikke var
tæpper, men farvestrålende hængekøjer,
der sindrigt var spændt op overalt, hvor
der var noget, der med lidt god vilje kunne
kaldes plads. Arealet, hver enkelt havde
at sove på, fik et japansk kapselhotel til
at fremstå som et kejserpalads. Øverste
dæk lå til gengæld øde hen det meste af
dagen. Der så fredeligt ud deroppe med
den lange bar, de billige hvide plastikstole,
de grotesk overdimensionerede højttalere
og de kulørte lamper, og det undrede
mig, at ingen havde hængt hængekøjer
op. Lige indtil det blev nat, og hele dækket
forvandlede sig til et pumpende diskotek,
hvor pladsen om muligt var endnu mere
trang end på etagen derunder. De, der
havde råd, drak øl hele dagen. Føde skulle
der også til. Ris tre gange om dagen indgik
i billetprisen. Måltiderne blev serveret på
midterste dæk lige ude foran lokummerne.
Radbrækket stavrede jeg af båden
i Macapá, som var endnu en gangsterby.
Jeg havde været på farten i knap tre døgn,
stort set uden at sove, og min hjerne var
funktionel som en skål muggen grødris.
Min umage sovepositur havde efterladt
mig med en omgang lumbago, som jeg
nu plejede ved mørbanket at tåge rundt i
gangsterland iført mit 20 kg tunge skildpaddeskjold af en rygsæk. Jeg forbandede mig selv for at medbringe alskens
unødvendigheder, som jeg af uforklarlige
årsager havde fundet uhyre relevante, da
jeg pakkede alt mit habengut et halvt år
tidligere. Et lettere offer må på de kanter
have været svært at opdrive, men heldigvis
nåede jeg uskadt frem til endnu en busstation. Bussen var mere end almindelig
pensioneringsmoden, og hverken asfaltmaskiner eller damptromler havde fundet
vej til det allernordligste Brasilien. Søvn
om bord krævede en medbragt styrthjelm,
og den havde jeg trods alt ikke fundet
plads til i min oppakning. Jeg faldt godt
nok straks i søvn med kinden presset op
mod bussens glasrude, men hver gang
bussen kørte over et bump sendte den
mit savlende fjæs på kollisionskurs mod
glaspartiet med en ikke just behagelig
opvågnen som resultat.
Byen uden veje
Efter omtrent fire døgns rejse havde
jeg endelig tilbagelagt de 2.500 km og
kunne forlade Brasilien. Jeg krydsede
Oiapoquefloden og gik ind over smuglergrænsen til Fransk Guyanas skumle
udpost, der lød navnet Saint Georges.
På midterste dæk sov hundredvis af passagerer i deres medbragte hængekøjer.
Døden nær af træthed fandt jeg et usselt
værelse i en bygning, der udgav sig for
at være et hotel. Værelset var lige stort
nok til at rumme en seng. Madrassen
lugtede af sprut og hor. Jeg proppede mine
ørepropper i og sov det næste døgn. Da jeg
vågnede, ville jeg videre.
”Ou est la gare autobus?” sagde jeg
på mit ubehjælpelige skolefranske til en
skummel fyr med hestehale og en guldtand, der glimtede i solen.
Han rynkede brynene og gloede på
mig, som var jeg en præst, der lige havde
spurgt om vej til byens bordel. ”Não há,”
svarede han på portugisisk og gik sin vej.
”Não há, min bare røv,” tænkte
jeg. Alle byer har sgu da en busstation.
På forblommet fransk og hjemmelavet
portugisisk belemrede jeg alle, jeg løb
ind i, kun for at erfare, at ordet autobus
konsekvent førte til spontan hovedrysten.
Til sidst forbarmede en eller anden sig
over mig og slæbte mig ind på noget, der
mindede om et kommunekontor, hvor der
var en gut, der snakkede lidt engelsk.
”Vi har ingen veje, sir,” sagde han
opklarende.
Jeg havde godt nok lige krydset en
flod, og der var desuden en del jungle på
de her kanter, men der måtte sgu da være
en vej mod vest ind til hovedstaden.
”De bliver nødt til at krydse junglen,
sir.”
“Men,” sagde jeg, mens jeg tænkte som
en sindssyg, ”hvordan kommer folk så til
Cayenne?”
23
”De flyver, sir. Eller går gennem
junglen, sir.”
“Går gennem junglen? Men er det ikke
farligt?”
“Man skal bare kende vejen, sir.”
“Kende vejen ...” snøvlede jeg chokeret,
vel vidende jeg ikke havde det fjerneste
begreb om, hvordan jeg skulle finde vej.
”Ja, ja, men hvor langt er det?” fremstammede jeg til sidst opgivende.
”Omkring 100 km, sir.”
Jeg gloede lamslået på den flinke lille
mand og indså, at jeg var fanget mellem
djævlen og havets barske bund. Jeg havde
rejst hele vejen op fra Antarktis uden at
flyve, og planen var at fortsætte sådan
op til Alaska. Og gudhjælpemig om ikke
oraklet foran mig netop havde skudt den
drøm eftertrykkeligt ned. 100 km med
oppakning og uden telt, kort eller kompas
gennem Fransk Guyanas tætte jungle. Han
kunne tro nej. Jeg kunne lige se mig selv
fare vild i den ufremkommelige jungle
og overnatte under åben himmel blandt
fugleedderkopper og anakondaer.
”Hvad så med dyrene?” prøvede jeg
forsigtigt.
”Dem skal man tage sig i agt for,”
sagde han så, “men for at få en jaguar at se,
skal man være meget heldig.”
En jaguar! Inde midt i Guyanas jungle.
Som at falde ned i en brønd og komme op
med en ny cykel. Hvor heldig kunne man
være?
Desillusioneret stavrede jeg ned
mod vandet fast besluttet på at finde en
eller anden, der i stedet kunne sejle mig
Halvdelen af Georgetowns indbyggere er immigranter fra
Indien, som bestemt ikke er dovne, selv om de bor i Lazytown.
langs kysten og ind til hovedstaden. En
vejrbidt fyr med alvorlige øjne sagde, at
han kunne skaffe en speedbåd. For 5.000
USD ville han gøre turen på de 100 km på
Atlanterhavet uden om junglen til hovedstaden Cayenne. Vi stod og gloede ud på
havet i Sydamerikas nordøstlige hjørne,
mens gigantiske bølger smadrede ind over
land.
”Havet er godt nok lidt uroligt her,”
sagde han, ”men jeg vil tro at der er helt
op til 90 procents chance for, at vi kan nå
frem.”
En bristet drøm
Slukøret traskede jeg til sidst ud mod
byens lille lufthavn. Lufthavnsbygningen
var et faldefærdigt skur på en pløjemark. På et håndmalet skilt stod der ”Air
Guyane”. Direktøren for flyselskabet var
fætter til landets indenrigsminister, fik
jeg at vide. Angiveligt var det derfor, det
gik lidt trægt med at få bygget en vej
gennem junglen. Lufthavnen var stort set
ubemandet, og sikkerhedsprocedurer så
man stort på, det var jo trods alt kun en
indenrigsflyvning, så man fik selv lov til
at slæbe sit habengut ud og smide det ind
i lastrummet. Fra 5.000 fod skumlede jeg
olmt ned mod den fra luften så fredeligt
udseende jungle, der så effektivt havde sat
en stopper for min drøm om at tilbagelægge den samlede afstand fra polarcirkel
til polarcirkel uden at flyve.
I Cayenne spenderede jeg nogle dage
på at drukne mit nederlag i Pernod og æde
baguetter med La vache qui rit. Fransk
Guyana er en oversøisk fransk provins, der
mest af alt er berygtet for sine fangelejre,
hvortil franske straffefanger blev deporteret indtil midten af 1950’erne.
Efter at have besigtiget et par af
de lejre, som Papillon blev ved med at
Den særprægede byggestil i den historiske del af Paramaribo,
Surinam, har sikret optagelse på Unescos verdensarvsliste.
stikke af fra, var jeg klar til at fortsætte
på min færd. Sent på eftermiddagen
nåede jeg derfor komplet ubekymret
frem til Maronifloden, som udgjorde det
for grænsen mellem Fransk Guyana og
Surinam (tidligere Nederlandsk Guyana).
Alt åndede fred og idyl, da en bådsmand i
eftermiddagssolen færgede mig over den
brede flod med kurs mod Albina.
Busknegrene
Knapt havde jeg sat foden på surinamsk
jord, før jeg blev overfaldet af en horde af
vilde, sorte mennesker. Store, bomstærke
mænd med kulsorte, knudrede ansigter,
og udstikkende blodsprængte øjne. De
lugtede af brændevin, og de fleste råbte
overgearet.
”We go Paramaribo!” lød det med sær
accent.
”Ro på drenge!” sagde jeg. ”Jeg skal
først lige have et lille stempel i mit pas.”
Selv om mine frembrusende,
nyfundne sorte venner samstemmende
syntes at være enige om, at et stempel
i passet ved grænseovergangen var en
uoverstigelig udfordring, gik jeg min
vej og kiggede mig lidt omkring i den
lille grænseby. Langsomt gik det op for
mig. Der var noget galt. Der var ingen
uniformer, ingen immigrationsbygning,
ingen toldere; ikke skyggen af et tegn
på noget som helst officielt. Jeg gloede
forvirret rundt efter et skilt, der kunne
pege mig til det rigtige Surinam. Foran et
par faldefærdige rønner sad et par sorte
mænd i beskidte, hvide undertrøjer på et
par plastikstole.
”Immigration is closed. You go
Paramaribo,” sagde de.
Så stod jeg der. Helt alene med min
lille rygsæk i et land, der ikke ville lukke
mig ind, omringet af vind og skæve busk-
24
negre. Der var omtrent 100 km til hovedstaden Paramaribo, men fandeme om jeg
skulle køre illegalt helt derind. Jeg satte
mig ned oven på min rygsæk og informerede samtlige buskmænd om, at jeg blev
her, indtil jeg fik mit stempel.
En halv time senere kom flokken igen.
En fyr sagde, at han ville hjælpe mig. Jeg
aner ikke, hvad han ellers havde indtaget,
men sikkert og vist var det, at han var fuld
som en høne. Hans røde øjne til trods
virkede han en lille smule mindre skræmmende end de andre. Til sidst satte jeg mig
ind bagi hans udtjente, sorte Toyota og
bad en stille bøn, mens han med 150 km/t
satte kursen væk fra hovedstaden og dybt
ind i junglen. Da han havde kørt et kvarter,
var jeg så småt begyndt at indstille mig på,
at min sidste time var kommet. Så nåede
vi en lille lysning med et par huse.
”Gå derind!” sagde chaufføren og slukkede bilens motor.
Huset, vi holdt foran, var gult og
havde to etager. Det var omkranset af
en høj mur beklædt med pigtråd. Foran
porten stod en knægt på højst 15, hvis
øjne var lige så blodskudte som chaufførens. Han var iført klipklapper, koboltblå
fodboldshorts og en knaldrød T-shirt.
Over hans skulder hang en maskinpistol
og et patronbælte. Panisk spejdede jeg
efter det mindste tegn på, at dette kunne
være et immigrationskontor. Et lille skilt.
En hat. En uniform. Et flag. Hvad som
helst der signalerede noget andet og mere
indbydende end en beruset barnesoldat
i badetøfler. Med bankende hjerte blev
jeg ledt op ad den udvendige trappe mod
førstesalen. Udenfor på svalegangen for
enden af trappen sad en fedladen mand i
alt for lille, ærmeløs trøje og rodede med
en rød attachemappe. Han signalerede, at
jeg skulle gå ind i førstesalens eneste rum.
Mr. Singhs Bedfordtruck der en gang
om ugen fragtede varer ud gennem
Guyanas jungle.
Jeg gloede ind i rummet, og mit hjerte gik
i stå. Alt derinde var kaos. Møblerne var
væltede, og stakke af bøger og papirer lå
kastet rundt, som om stedet netop havde
været gennemrodet af tyveknægte. For
første og eneste gang på mine mange rejser
var jeg sikker på, at nu skulle jeg dø. At jeg
ville vende mig om og glo ind i pistolmundingen på et våben, som den tykke mand
netop havde frembragt fra mappen.
Men da jeg vendte mig, smilede den
tykke mand bare, mens han knirkende
åbnede mappen.
”Kom herover,” sagde han venligt,
mens han som en anden Egon Olsen
åbnede den fine, røde mappe, hvorfra han
fremdrog stempel og sværte. ”Velkommen
til Surinam,” sagde han og stemplede
lystigt i mit pas.
Uden at spilde hans tid med overflødige, opklarende spørgsmål om, hvorfor
det lige var, at man skulle dybt ind i
junglen til et svært bevogtet, raseret hus
for at få sit indrejsestempel, takkede
jeg ham hastigt og flygtede fluks ned
til min fulde busknegerchauffør. Med
en hastighed, der mindst var dobbelt så
høj som den forsvarlige, nærmest fløj vi
gennem junglen og ind mod hovedstaden,
mens skumringen sænkede sig over
Surinam.
Hovedstaden Paramaribo var til
forskel fra kaotiske Albina en søvnig og
ordentlig by. Statelige, hvide træhuse overstrøet med balkoner lå strøet ud over den
gamle by her i den tidligere hollandske
koloni. Et fjernsyn flimrede fra dybet af
en bar i Waterkantgaden, havnepromenaden der vender ud mod Surinamfloden.
Jeg gik ind og fik fluks en kold Parboøl.
Studieværten i fjernsynet plaprede med
rynkede bryn løs på hollandsk om en eller
anden konflikt. Pludselig tonede et kort
frem over Albinaregionen.
”Hvad går det der ud på?” spurgte jeg
bartenderen.
”Har du ikke hørt det?” svarede han.
”Regeringen har opgivet kontrollen med
Albina.”
”Hvad!?”
”Der er undtagelsestilstand.
Busknegrene bestemmer nu.”
Jeg kvalte en slurk af min Parbo,
mens budskabet sank ind. ”Busknegrene
bestemmer nu.” Stammefolket – efterkommerne af de afrikanske slaver – havde taget
kontrollen. Hvorfor helvede er der ingen,
der har fortalt mig det, tænkte jeg og kom
i tanke om, at det var mindst en uge siden,
jeg sidst havde set nyheder. Uden at ane
det havde jeg krydset en lukket grænse
og rejst gennem et lovløst område. Men
igennem kom jeg da, og det var heldigt,
for alternativet havde været mange dages
retræte retur gennem Amazonas ad den
temmelig besværlige vej, jeg lige var
kommet.
Ud af junglen
Efter mine ufrivillige jungleeventyr i
Guyanaerne savnede jeg Brasilien. Jeg
skulle bare lige krydse junglen en sidste
gang. I Georgetown, hovedstaden i
Guyana (tidligere Britisk Guyana), den
sidste af de tre Guyanaer, fik jeg kontakt
til Mr. Singh. Mr. Singh opererede en
lastbil, der en gang om ugen fragtede
varer gennem junglen til Brasilien. Og Mr.
Singh var en god mand at få et lift med, for
der var ingen offentlig transport ad den
300 km bumlende jordvej, der førte ned
mod Manaus og Brasilien. Med enorm
snilde lykkedes det mig at score en plads
i førerhuset. Derfra havde jeg fortrinlig
udsigt over junglen og dens mange jaguarer, som jeg ikke var i tvivl om ustandseligt ville krydse jordvejen foran os.
Først da vi var kommet halvt igennem
natten, begyndte jeg at tvivle lidt på det
smarte i min plan. Det vrimlede ikke ligefrem med jaguarer, og det var tid til en lur.
Jeg var døden nær af træthed og var helt
sikkert gået ud som et lys, hvis bare jeg
havde været bedre til kluddermor. Hulter
til bulter var kabinen proppet med menneskelemmer, der tilhørte de to chauffører og
tre andre passagerer. Hold da kæft, hvor
var jeg træt, og hold da kæft, hvor sad jeg
dårligt. Mit næste geniale indfald var at
bede om at komme om i lastrummet. En
fantastisk plan. Hvis altså man så bort fra,
at lastrummet var fyldt med last. Og 12
andre passagerer. Heldigvis havde en eller
25
Brasilien, Fransk
Guyana, Surinam &
Guyana
Ud & hjem igen: Har du fået lyst til at
følge i Jakobs fodspor og besøge de
tre Guyanaer? Billigst er at flyve fra
København til Belém i Brasilien, hvor
en returbillet kan fås fra ca. 7.300 kr.
København-Cayenne i Fransk Guyana
fås fra ca. 8.650 kr. t/r , KøbenhavnParamaribo i Surinam fås fra ca. 10.500
kr. t/r, og København-Georgetown i
Guyana fås fra ca. 13.600 kr. t/r.
anden opvakt sjæl medbragt en madras,
som var placeret oven på Mr. Singhs varer.
Det ville være en underdrivelse at sige, at
vi kom hinanden ved. 13 mennesker, der
hoppede og dansede, hver gang lastbilen
kørte over et bump, for at lande hulter til
bulter på en alt for lille madras øverst i en
gammel truck oven på et bjerg af bevægeligt isenkram. Frivillig menneskesmugling.
Inde midt i Guyanas regnskov.
Fra Manuas fortsatte turen i syv dage
med flodpram i hængekøje opstrøms ad
Amazonfloden. Tilbage mod fest og caipirinhaer. Og videre gennem Syd-, Mellemog Nordamerika mod Alaska. Uden at
flyve. Men det er en anden historie.
nn Jakob Øster har medlemsnr. 312 og var
på denne rejse i år 2000. Læs mere om hans
rejseliv på www.jakoboester.dk.
Yubeng
Er dette Shambala?
Miancimu, 6.054 moh. Måske Himalayas smukkeste bjerg.
op for mig, at de skal komme fra Nedre Xidang, vel en time til
halvanden op ad vejen. Men dette er business as usual, turister
kommer hver dag og har brug for ponyservice.
Trods gentagne besøg i denne del af verden er jeg en rastløs
sjæl, så da klokken er blevet 7.30, og jeg ved at spejde langt ned i
dalen kan regne ud, at de ikke er lige på trapperne, bryder jeg op
og tager sækken på nakken. Et kinesisk par, Robyn og Ellen fra
Beijing, er gået for over en time siden, men jeg tænker optimistisk, at jeg er bedre akklimatiseret og måske vil indhente dem. Jeg
ser et glimt af en guldfasan på vejen, men ellers ikke meget liv i
skoven.
Efter en times gang er jeg kun nået 150 meter op. Jeg hører
folk på vej op og deres hestes bjælder. Fint, forhåbentlig er min
hest også med. Ganske rigtigt, der kommer en hestemand med et
stort smil, men ingen hest til mig. Han spørger, om jeg gerne vil
have en hest alligevel?
”Ja tak!” svarer jeg. Han ringer fra sin mobil til det guesthouse,
hvor jeg sov, for at få en hestemand til at komme op. Han beder
mig vente en halv times tid, hvor jeg er.
Fint med en lille pause, tænker jeg, mens hestemanden og en
kinesisk turist forsvinder op ad stien. Og ganske rigtigt. Efter en
halv times tid dukker en pige op med endnu en hest. Jeg tjekker
prisen, som stadig er 155 yuan (140 kr.). Jeg er parat til at sidde
op, da den purunge pige siger, at det kan jeg ikke med min lille
rygsæk på. Den vil hun bære. ”Nej, nej,” siger jeg. Men hun insisterer og forlanger desuden 20 yuan for tjenesten. ”No way!” svarer
jeg, og det ender med, at jeg bliver vred og skælder ud i den tro,
at så indser hun nok, at hun var for smart og retter ind – men
Himalaya-bjergkæden er et fantastisk grænseland med
en udstrækning på 2.400 km fra Afghanistan i nordvest til
Kina i øst. Her møder flere forskellige kulturer hinanden.
Bjergkæden adskiller det indiske subkontinent fra det
tibetanske plateau og løber også gennem Bhutan og
Myanmar og helt til Yunnan i Kina. Siden 1985 har jeg
tilbragt mere end 500 dage på stierne i Himalaya, hvor
jeg altid har følt mig velkommen. Der har altid været
husly og en skål ris eller tsampa. Her har jeg altid mødt
venlighed og varme og ofte undret mig over et tilsyneladende og uforståeligt mentalt overskud. Undret mig,
idet fattigdom og afsavn mere er reglen end undtagelsen.
I oktober 2009 fandt jeg vej til de hellige bjerge Kang
Kawa Karbo i Yunnan i det allerøstligste Himalaya og
troede et øjeblik, at jeg havde fundet Shambala – det
tibetanske paradis.
Tekst & Fotos:
Ole Ejnar Hansen
D
e hellige bjerge Kang Kawa Karbo, der rejser sig magtfuldt mellem floderne Mekong og Salween, ligger i det
allerøstligste Himalaya. Det er oktober 2009, og jeg
rejser denne gang alene i tre uger.
Vejen op over bjerget er meget stejl, så jeg har aftalt med
værtsfolkene i Øvre Xidang, at jeg har brug for en hest til næste
dags morgen. De skal være her kl. 7, så vi er tidligt oppe. Det går
26
nej, hun står fast. Nu bliver jeg rigtig vred
og siger tydeligt på dansk, at hun kan
skrubbe af, hvilket hun så gør.
Fandens til dårlig start i dag. Hvis
jeg da også bare kunne lære at vente, give
tid, ikke mindst i denne del af verden.
Kort efter kommer hun forbi mig med en
kineser på hesten. Hun ænser mig ikke.
Skoven er blevet lidt mere åben, gamle
løvtræer og mange store stammer ligger
fældet. Hvordan får de dem skåret op?
tænker jeg. Solen er kommet rigtigt op, og
det bliver varmt. Heldigvis kommer jeg
snart forbi et lille serveringssted, hvor jeg
kan få lidt at drikke. Her er flere heste, og
pigen sidder og snakker med sine venner.
Jeg er træt og kan ikke lade være med at
give hende endnu en sviner. Endnu en
dumhed, Ole! Hun ringer straks til sine
venner rundt på stien og fortæller, hvad
der er overgået hende, og at ham den
gamle vesterlænding ikke skal have nogen
hest – sådan!
Det sidste skal jeg erfare, da jeg kort
efter møder en gruppe på vej ned med
heste, hvoraf enkelte er ledige. Jeg prøver
at stoppe en mand med en ledig hest.
”Min du!” svarer han koldt og gestikulerer med sin telefon. ”Nej!”
Suk! Så kan du lære det! tænker jeg.
Hvordan kunne jeg også tro, at jeg kan
kontrollere noget her i Yunnan?
Verdens smukkeste bjerg
Stien flader lidt ud. Jeg fornemmer, at
vi snart er oppe ved højdedragets top.
Ganske rigtigt, en hel allé af bedeflag
markerer, at vi er oppe på bakken. Jeg har
ikke haft udsyn mod Kawa Karpo hele
morgenen og er spændt på, om det stadig
er klart og skyfrit. Der er intet at klage
over. Den vildeste tinde i dette fantastiske massiv, Miancimu, 6.054 moh., kan
sagtens konkurrere med Maccharpuchare
og Ama Dablam i Nepal om titlen som
verdens smukkeste bjerg. Den står
tindrende klar og nu overraskende tæt på.
Her på bakketoppen er endnu et
tehus – super! Jeg er ved at finde roen, og
heldet er på vej tilbage. Jeg får den tanke,
at Yubeng, der ligger 350 meter nede i
dalen, og hvorfra tinderne rejser sig, er det
forkerte sted at være, hvis jeg skal nyde
det store sceneri. Så jeg beslutter at blive
her i tehuset for en stund. Sækken smider
jeg ind i tehuset og belaver mig på at blive
heroppe i vel 3.660 meters højde.
Værten foreslår, at jeg skal kravle
lidt højere op, hvor der er helt frit udsyn
til hele Kawa Karpo-gruppen. Jeg sætter
mig på en lille knold omgivet af skov, men
Tehuset på toppen af bakken – eller passet – Nazong La.
med frit vue til alle tinderne. Kawa Karpo
er en traditionel bön-gud, og pilgrimme
vandrer stadig rundt om hele massivet
nøjagtigt som ved Kailas og andre hellige
bjerge for at søge renselse eller merit. En
kæmpe gletsjer, Mingyong, driver helt ned
gennem skoven mod Mekong-floden – det
er meget stort.
Efter et passende pitstop bumler
jeg nu ned ad den stejle sti mod Yubeng.
Skoven er klædt i det skønneste efterår.
Der er især mange asp med helt gyldne
og hjerteformede blade, ja de hænger
som ægte bladguld i modlyset. Men også
mange andre efterårstræer og -buske,
rønnebær og en række buske, jeg ikke
kender, men som tilsammen giver skovkrattet alle farver fra grøn, gul via orange
til rubinrød.
Det er især dette fænomen, der gør
forskellen fra, hvad jeg tidligere har set i
Nepal og det centrale Himalaya. Her er
en meget større artsrigdom af løvskov.
Enkelte folk kommer pustende op, og jeg
forstår, at det kan blive en hård vej tilbage
igen. Jeg beslutter mig for at blive i Øvre
Yubeng i nat og vælger et af de første huse.
30 yuan for et pænt værelse med to senge.
En hurtig tur rundt i landsbyen afslører, at
den bare består af ca. 20 huse. Meget charmerende, og her bygger man med store
rejste tage med udhæng ligesom i Bhutan.
Jeg bemærker, at der faktisk er adskillige
nye huse på vej.
Jeg er eneste gæst i dag, og husets
unge kvinde, Kelsang, tilbereder en lækker
middag til mig med yak, kartofler, hvidløg
og et spejlæg.
27
Dalen sukker af glæde
Jeg er tidligt ude næste morgen og går på
opdagelse på de små vænger, hvor kvæg
står og damper i morgensolen. Nattens
dug bliver brændt af og kaster et svagt
slør af em over engene. Fugle kvidrer
lystigt i kratskoven, og sorte svin går frit
og øffende rundt i skovbrynet. Glade og
veltilfredse roder de i jorden efter trøfler.
Alt ånder fred og uforanderlighed, det
ligner paradis.
Morgenlyset lokker mig med sit fantastiske farvespil længere og længere ind
i kratskoven. Små grupper af kinesere
halser af sted for at komme højt op til gletsjersøer inde under tinderne. Men denne
gang vælger jeg at blive her i løvskoven.
For frem for alt er der noget helt unikt ved
denne fjernøstlige himalayanske udpost:
Skoven er utæmmet natur af asp, poppel,
ahorn, akacie, røn og hjortetak blandet
med gamle graner.
En del træer er omviklet med tre røde
bånd. Det er befriede træer – befriede
eller beskyttede, som levende sjæle for
skovhuggerens økse. Et tydeligt tegn på at
buddhismen, filosofien og den klassiske
livsopfattelse lever i bedste velgående i
Yubeng.
Tilbage i mit lille logi ved middagstid
bliver jeg overrasket over at gense Robyn
og Ellen. De er fra Beijing og taler fint
engelsk. Han er ingeniør. Hun ”business”.
De holder to ugers ferie, har ingen børn
og er vel sidst i 30’erne. Jeg spørger dem til
deres syn på buddhismen: ”Well, I don’t
know, we have no religion, we are realists,”
siger Ellen.
Den vildeste tinde i dette fantastiske massiv, Miancimu, 6.054 moh., set fra tehuset
ved passet Nazong La.
Jeg siger farvel til Kelsang og går ned
ad stien mod Nedre Yubeng. Den lille by
ligger malerisk for enden af den smukkeste U-dal, lige for fødderne af det spektakulære Miancimu og et andet fantastisk
bjerg, Gyalwa Rignga – Buddhas Hoved,
5.470 moh. Jeg kalder det ”Den knyttede
Næve”. Det er en dramatisk snedækket
knude af fem afrundede toppe.
Byer er anlagt omkring en lille klippeknold, der samtidig fungerer som en
lhato (en stenopbygning som opfattes som
en lokal skytsgud) med hundredvis af
bedeflag. Efter at have fundet et hyggeligt
logi går jeg til det lille tempel viet til Tsong
Karpa og tilset af en nonne. Jeg lægger lidt
Mao-penge, og hun tænder et lys for mig.
Bag templet er en stor eng og bag
den igen er der kratskov ind i bunden af
dalen og opad ses de store tinder. På engen
går igen heste, kvæg, svin og høns uden
indhegning – i frihed.­En lille bæk løber
gennem engen, så når det behager dyrene
at køle sig eller slukke tørsten, kan de gøre
det.
Det tibetanske evighedsrige og
paradis hedder Shambala. En verden hvor
alt ånder fred og alle levende væsner lever
i frihed og harmoni, tilset af de himmelske
guder. Har jeg fundet Shambala? Er
Yubeng et paradis, et fristed for alle
levende væsner? Nej, desværre. Jeg ser jo
store træer fældet og skåret om. Heste
må knokle op over bjerget hver dag med
tunge byrder og turister. Samt at penge,
mammon – skabt af fanden selv – forgifter
forholdet mellem os mennesker.
Over Mekong
Jeg tilbringer aftenen på en hyggelig
restaurant med dejlig yakmad og falder
i snak med en ung kinesisk officer fra
28
Guanzhou. Han taler fint engelsk og er
ligesom jeg begejstret over naturen her,
men også chokeret over levestandarden.
Sammen sidder vi og nyder solens sidste
dramatiske lys på Miancimu, mens vi
drikker Lancan River Beer.
Dagen efter har jeg fået en aftale med
en ung mand, Tsering, om at lede mig ned
gennem dalen og tilbage til en landsby
kaldet Nigong, hvorfra der er køretransport tilbage til Jol. Fem unge kinesere har
meldt sig på turen. Et par af dem kan lidt
engelsk og er lige så fototossede som jeg.
Det bliver en herlig tur ned langs et
lille vandløb og forbi små nedlagte eller
forladte gårde. De maleriske spåndækkede
tage lyser i modlyset som sølv. Skoven over
os er hovedsagelig gran og fyr, men med
store grupper af gylden asp, der udfordrende viser deres ynder frem. Og det skal
blive endnu flottere, for lidt længere nede
eksploderer kratskoven i hele efterårets
varme farvepalet – dette er et eventyr!
Tsering trækker os over fossen og ud
på en mindre sti, der viser sig at være en
tørlagt akvædukt, der leder vand rundt
om stejle klipper til et par landsbyer højt
over Mekong. Langt ude af akvædukten
og stejlt over floden passerer vi en gruppe
landsbyfolk, der er ude for at reparere
denne gamle og stadig velfungerende
vandkanal.
Tsering er meget omhyggelig og lidt
nervøs på vore vegne, men alt går vel, og
snart kan vi se Mekong 250 meter under os.
Vi går over floden, som vel er små 75 meter
bred, på en moderne stålbro og vandrer
stejlt op til Nigong. Her venter Tserings
familie os med et let måltid af kage, frugt
og rakshi (hjemmelavet brændevin).
Som den eneste vil jeg gerne overnatte
hos denne hyggelige familie. Jeg får anvist
et værelse i en stor sidebygning med stald
i underetagen. I gården går en flok sorte
svin og snasker. En trappe fører fra stalden
op til første sal, som viser sig at være en
stor bolig med mange værelser. Jeg tager et
værelse med tre senge, enkelt, men rent.
”Og nu skal vi have noget at drikke!”
siger Tserings farbror med et listigt smil.
Han viser mig ind til deres store landkøkken, måske 8x12 meter bredt. Loftet er
båret af to store søjler midt i rummet. Et
stort luftigt rum med få møbler og megen
plads til arbejde, leg og sysler. Ved det
store ildsted sidder en kvinde – en svigerdatter skal det vise sig, og barnebarnet
Dolma. Og mens ilden knitrer, og roen
sænker sig i min sjæl, nipper vi smør-te
sammen. Langsomt samles familien. En
hustru, en mand i 40 års alderen, hans søn,
Yunnan i Kina
Yunnan betyder bogstavelig talt ”syd
for skyerne”. Provinsen er en af de
mest afvekslende i Kina. Det nordøstlige hjørne bærer præg af Tibet, som
grænser op til provinsen. Og mod syd
mærkes nærheden til Laos og Myanmar.
Yunnan har officielt 25 forskellige
etniske grupper, og en tredjedel af
befolkningen her er ikke han-kinesere.
Gyalwa Rignga – Buddhas Hoved, 5.470 moh. Jeg kalder det ”Den Knyttede Næve”.
En dramatisk snedækket knude af fem afrundede toppe, her set fra Nedre Yubeng.
en datter og endnu et lille barnebarn på
vel to år.
Ægte gæstfrihed
Jeg gør tegn til at bryde op, men min vært
holder mig tilbage med tydelige tegn på, at
maden snart er færdig, og jeg er gæst. Og
hvorfor skulle jeg også gå op på mit kolde
værelse, når der er så hyggeligt her?
Bedstefar smiler bredt med sin
ensomme tand i overmunden. Kvinderne
arbejder uden mange ord ved ilden. De
skyller kinakål og slår dej op til store flade
brød. Dolma læser lektier, mens lillesøster hurtigt kaster sin kærlighed på mig.
Venligt hjulpet af moren, der, da hun ser,
at vi har god kontakt, skubber hendes stol
hen til mig. Stille og roligt søger en lille
hånd ind i min. Kort efter må jeg lige en
tur op på værelset for at finde en passende
gave til tøsen. Et par kondisko, som jeg
har fået af Julius, mit eget barnebarn. De
var desværre for store til lillepigen, men
Dolma kunne lige smutte i dem. Hun
stråler – hun bliver så glad, at hun hopper
omkring i det store køkken til stor forvirring for et par høns, der går og nipper
af en melsæk. Bedstefar stråler også, og
varmen breder sig.
Inden solen svinder, beder jeg om at
måtte tage et foto af bedstefar. Rammer
ham fint ind i et tæt portræt, så man rigtig
kan se hans personlighed.
”Nej, det duer ikke,” siger han og peger
på sine ben og sin ejendom.
Nej, selvfølgelig, tænker jeg og viser
ham resultatet af et nyt foto. Ja, sådan skal
et billede se ud – i hel figur foran sin gård.
Jeg er eneste gæst, så det bliver en
lang aften i værelset i det store hus. Der er
lunt under dynen, som er fyldt med kilovis
af hønsefjer. Men jeg hører lyde, noget
plastik rasler et sted. Grisene øffer beroligende nedenunder, indtil de pludselig giver
forskrækkede hvin fra sig, men sådan er
svin jo … Men hvad med den pibende lyd
over det tungt hængende plastikloft – er
det mus eller rotter?
Jeg får ikke sovet meget. Og vågner
hele tiden ved de uvante lyde. Hele to
gange må jeg ned ad hønsestigen til
mørket og svinene. Anden gang lugter de
straks min afføring, og det sorte svin har
ikke så megen pli, at det kan vente, til jeg
er færdig.
29
Kang Kawa Karbo (også kaldet Kawa
Garbo eller Khawa Karpo) er 6.740
meter højt og Yunnans højeste bjerg.
Det ligger på grænsen til den autonome region Tibet. Bjerget er helligt og
besøges årligt af 20.000 pilgrimme.
Ud & hjem igen: Man kan flyve til
hovedbyen Kunming i Yunnan fra bl.a.
Beijing, Xiamen, Seoul, Hanoi, Bangkok,
Vientiane, Mandalay, Yangon, og Dhaka.
Fly København-Kunming fås fra ca.
4.300 kr. t/r. med fx Cathay Pacific.
nn Ole Ejnar Hansen har medlemsnr.
P555. Artiklen er et let bearbejdet uddrag
fra hans nye bog med titlen ”Vandringer i
Himalaya”. Læs mere om ham og bogen på
www.enlighted-yak.dk . Og læs en anmeldelse af bogen på side 53.
Den evige flamme
for martyrerne, og
i baggrunden de
moderne højhuse
Flammetårnene. Ild
og flammer betyder i
det hele taget meget
i aserbajdsjansk
kultur.
Velkommen til
helvedes forgård
Selv det at få et single entry-visum blev besværligt – og dyrt!
Passene skulle til London i 14 dage, og gebyret var ca. 900 kr. per
person!
Vi havde oprindeligt planlagt at begynde i Baku og så køre
først til Tbilisi i Georgien og derefter til Yerevan i Armenien.
Eftersom Armenien og Aserbajdsjan teknisk set stadig er i krig
om den bjergrige enklave Karabakh, er den indbyrdes grænse
lukket, og der går ingen fly mellem Yerevan og Baku. Det var
derfor nødvendigt at køre tilbage fra Yerevan til Tbilisi, og herfra
ville vi så flyve til Baku, overnatte, og så flyve hjem. Men planerne
blev forpurret af Aserbajdsjans visumregler. To indrejser til
Aserbajdsjan ville ikke være muligt. Så vi måtte booke en nat mere
i Tbilisi og nøjes med en mellemlanding i Baku inden hjemrejsen.
Så gik det vel nok, mente vi …
Aserbajdsjan er ikke just kendt for at være et stort
turistparadis. Det er faktisk ligefrem svært at komme ind
i landet som turist. Og da vi forsøger, viser det sig, at det
faktisk er helt umuligt, hvis man vil bruge Aserbajdsjan
som udgangspunkt for en rundrejse i Kaukasus.
Tekst & Fotos:
Jacob V. la Cour
N
år man planlægger at rejse til en fjern destination,
vælger man ofte at rejse derhen, hvor flyforbindelserne
passer bedst. Det gjorde min far og jeg også, da vi planlagde at rejse rundt til de tre kaukasiske republikker
Aserbajdsjan, Georgien og Armenien. Da Lufthansa flyver direkte
fra Frankfurt til Baku – og både ud- og hjemrejse finder sted på
behagelige tidspunkter – valgte vi Aserbajdsjan som start- og
slutdestination for rejsen rundt i det sydlige Kaukasus.
Vi havde faktisk allerede bestilt og forudbetalt hoteller,
guides, og lokale flybilletter, da vi forbløffede fandt ud af, at
Aserbajdsjan slet ikke udsteder double entry-visum til turist­er.
Helvedes forgård
Med et single entry-visum lykkedes det at komme ind i
Aserbajdsjan, og vi blev modtaget i lufthavnen af vores guide
Qouban (Q udtales som G). De første to seværdigheder skulle
vi se allerede på vejen fra lufthavnen til hotellet. Det drejede sig
først om de gamle sovjetiske oliefelter, der lignede noget fra en
30
Klipper i brand! I sandhed helvedes forgård. Ilden skyldes dog ikke forurening, men
opsivende naturgas, der efter sigende har brændt i hundreder af år.
miljøforkæmpers værste mareridt. Der var
så forurenet, at jorden formentlig kunne
brænde. Det var forbudt at fotografere,
men Qouban kunne godt lige sætte farten
ned, så jeg kunne snuppe et par hurtige
billeder i farten.
Næste stop var et såkaldt ildtempel.
Området omkring Baku har så meget olie
og gas, at der i gammel tid dannedes søer
på jordoverfladen. Da Aleksander den
Store drog gennem landet, blev det rapporteret, at området havde store søer af sort
vand, som man ikke kunne drikke, men
som brændte godt. Enkelte steder brændte
der endda evige flammer af gas i klipperne,
som ligefrem blev tilbedt af tilhængerne
af zoroastrianismen (også kaldet zarathustrianismen, som er en gammel religion
fra Persien).
De fleste af flammerne er nu gået ud
som følge af udvindingen af olie og gas,
men to brænder endnu. Det var ikke bare
nogle små blafrende blus, men kolossale
flammer, der stod op fra klipperne.
En bymæssig forvandlingskugle
Baku er egentlig en ganske flot by og det er
tydeligt, at man er kommet til et – i hvert
fald i nogle sammenhænge – ganske velhavende land. Den gamle bydel stammer
fra 1500-tallet, har smalle snoede gader
og omringes af en stort set intakt bymur.
Alt er meget velholdt, og det er forbudt at
om- eller nybygge huse inden for bymuren
på en måde, der afviger fra traditionerne.
Uden om den gamle by ligger en meget
europæisk bydel, der minder om Paris og
London. Den er anlagt i perioden fra 18801910, hvor byen oplevede et gigantisk olieboom, efter at man fandt ud af at bruge
olie i forbrændingsmotorer. Europæiske
firmaer strømmede til området og udbyggede byen efter europæisk forbillede. Her
finder man brede boulevarder, fornemme
strøggader og store pladser.
Uden om den flotte midtby finder
man den sovjetiske del af byen, der er
anlagt mellem 1920 og 1990. Dette område
domineres af kedelig sovjetbeton, hvor
der ikke er gjort noget ud af det æstetiske. Enkelte steder er man dog begyndt
at renovere bygningerne og klistre nye
ornamenterede sandstensfacader på de
gamle huse. Det fungerer faktisk ret godt.
Der er også sket en dramatisk byudvikling
siden uafhængigheden i 1990, og moderne
glashøjhuse skyder op overalt. Særligt
dramatiske er de såkaldte Flammetårne,
der knejser højt på en bakke over byen, og
om aftenen er oplyst som store flakkende
flammer.
Byen har også en del historiske seværdigheder. Den vigtigste er Martyrernes
Allé, hvor der er gravsteder for 141
borgere, der blev dræbt, da den sovjetiske hær i januar 1990 rykkede ind i Baku
pga. optøjer i forbindelse med Sovjets
sammenbrud. Der ligger også soldater
fra Aserbajdsjans krig mod Armenien fra
1994. Alle gravsten har et relief-billede
af den afdøde indhugget, hvilket virker
ganske stærkt. For enden af alléen står
en mindebue og under den brænder en
evig flamme. Fra pladsen omkring monu-
31
Qouban fortæller om helleristningen
af et skib fra år 8000 f.v.t. Vikingerne
lavede de samme tegninger omkring
år 1000. Kom de mon herfra?
mentet er der en flot udsigt over havnen,
hvor man bl.a. kan se Krystalsalen, den
gigantiske koncertsal, der blev bygget til
det europæiske Melodi Grand Prix i 2012.
Stadig lidt Sovjet
Selvom byen har undergået en stor byggefornyelse siden 1990’erne, er der kulturelt
set stadig visse sovjetiske islæt. Der er
meget politi på gaden i uniformer, der ikke
har ændret sig meget siden sovjettiden, og
det er fx forbudt at fotografere parlamentsbygningen – hvorfor må guderne vide!
Souvenirboder og lignende findes
heller ikke, og det er umuligt at opdrive
postkort med gode billeder af byen. Jeg
plejer at købe en souvenirbog med billeder
og beskrivelser af de steder, jeg besøger,
så man bedre kan huske det, når man
kommer hjem, men en sådan er vist ikke
lavet om Baku. I det hele taget virker
det, som om at turisme er en by i – ja,
undskyld udtrykket – Rusland!
Det kan vi også mærke, da vi dagen
efter skal på udflugt fra Baku. Vi har læst,
at en af områdets store seværdigheder er
nogle såkaldte muddervulkaner, der ligger
ved byen Gobustan. Vi har jo heldigvis
Quoban, der kender vejen, for havde vi
været alene, havde vi aldrig fundet dem.
For det første er der to byer i Bakus omegn,
der hedder Gobustan! For det andet er der
ingen skilte, der viser vej til stedet, der
ligger meget afsides i et bakket område for
enden af en lang jordvej.
Den gamle by i Baku er fra omkring år 1500, men stadig
utrolig velholdt og omkranset af en imponerende bymur.
Baku ligner Paris eller London, og husene er da også opført af
europæere i begyndelsen af det 20. århundrede.
Rådhuset i Baku, opført i 1904, kunne have ligget i en hvilken
som helst europæisk storby.
Rustne boretårne står side om side i de store oliefelter
omkring Baku, og det ligner virkelig helvedes forgård. Det ville
ikke virke spor underligt, hvis jorden her kunne brænde.
Muddervulkanerne skyldes opsivende naturgas gennem
fugtige jordlag og er faktisk en del mere interessante, end de lyder.
Aserne fra Aserbajdsjan
Lidt syd for muddervulkanerne er der et stort område med de
såkaldte petroglyffer – dét vi i Danmark kalder helleristninger. På
en stor klippeskråning med en masse huler har stenaldermennesker helt tilbage for 40.000 år siden hugget billeder af dyr, mennesker m.v. ud i klipperne. I 2007 åbnedes sågar et museum, der på
meget flot international og interaktiv vis fortæller om områdets
historie og om de forskellige former for figurer, man kan finde på
klipperne.
Et par af tegningerne viser skibe, der til forveksling ligner de
vikingeskibe, man kan finde på nordiske helleristninger. Dette
fik i 1980’erne og ’90’erne Thor Heyerdahl, der deltog i et antal
udgravninger i både Gobustan og andre steder i Aserbajdsjan, til
at fremsætte en teori om, at aserne – de nordiske guder – stammede fra Aserbajdsjan. I den lille by Seki i Kaukasusbjergene, hvor
Thor Heyerdahl også foretog udgravninger, står der endda en
statue af ham.
Udsigten over bugten ved Baku fra Martyrmonumentet.
Yderst ses Krystalsalen og ved siden af Aserbajdsjans flag på,
hvad der engang var verdens højeste flagstand på 162 meter.
Flaget måler 35 x 70 meter.
32
Aserbadsjan
Ud & hjem igen: Fly København-Baku
fås fra ca. 2.350 kr. t/r. Den billigste
billet med Lufthansa koster ca. 2.650
kr. t/r.
De tre højhuse Flammetårnene (på 140, 160 og 190 meter) indeholder lejligheder, et hotel og kontorer. De er overalt beklædt
med LED-skærme, der om aftenen lyser op med store flammer.
Uforudsete komplikationer
Vores tur fortsatte til Georgien og
Armenien, men de lande vil det være for
omfattende at skrive om her, så vi holder
os til Aserbadsjan. På hjemrejsen skal
vi flyve fra Tbilisi til Baku og fem timer
senere videre via Frankfurt til København.
Allerede i Tbilisis lufthavn opstår der dog
problemer. Azerbaijan Airlines kan ikke
tjekke os (og vores bagage) igennem til
København. Det vil nu ikke blive noget
problem, siger damen ved skranken. Vi
kan jo bare tjekke ind efter ankomst til
Baku. Det er normalt heller ikke noget
problem – man bliver bare i transithallen
ved ankomsten og finder en transfer desk.
Men sådan foregår det ikke i Aserbajdsjan!
Ved landingen i Baku ledte vi efter
skilte med ”connecting flights” eller
”transfer desk” – men de fandtes ikke, og
vi blev gennet ned til paskontrollen. Jeg
gik frem til skranken og fortalte, at vi ikke
havde visum, men at vi blot skulle tjekke
ind til Frankfurt. Det så ud som om, det
var første gang, damen i paskontrollen
havde hørt et så vanvittigt forslag. Vi blev
bedt om at sætte os og vente på en bænk!
Lidt efter kom en officielt udseende
mand for at spørge, hvad vi ønskede. Vi
forklarede situationen – herunder at vores
bagage jo nu stod ude på bagagebåndet i
ankomsthallen. Den ellers ganske venlige
mand fik vores bagagekvitteringer og
sagde, at han ville sørge for afhentning af
vores kufferter. Indtjekning hos Lufthansa
åbnede først tre timer senere, så manden
ville beholde vores pas og tjekke ind for os.
Efter tre timers ventetid i den ikke
særligt ophidsende og meget tomme
ventesal, kommer manden tilbage til os.
Lufthansa vil ikke tjekke vores bagage
ind, uden at vi ved personligt fremmøde bekræfter, at det er vores, fortæller
han. Men vi kan jo ikke komme igennem
paskontrollen! Løsningen bliver, at
manden aftaler med en af grænsevagterne,
at de beholder passene, mens han følger
mig igennem til indtjekningsskranken,
hvor jeg kan identificere bagagen. Ganske
kafkask, men det lykkedes trods alt, og
33
Lokal transport: Guider i alle tre
lande blev booket igennem GeorgiCa
Travel i Tbilisi, www.georgica.
caucasus.net. Guide med bil koster ca.
1.000 kr. per person per dag. De var
virkelig gode og fleksible og tilrettelagde turen præcis til det, vi ville se. I
Aserbadsjan betalte vi 7.400 kr. for bil
og chauffør i 2½ dag samt overnatning
i bjergbyen Sheki.
Fra Tbilisi til Baku fløj vi med
Azerbaijan Airlines, og det kostede ca.
1.300 kr. for en enkeltbillet.
både vi og vores bagage slap ud af dette
postsovjetiske land, der har en del at lære
udi kunsten at tiltrække turister. For så
længe helvedes forgård står i flammer, og
olieeventyret kan vare ved, er det næppe
turisme, Aserbajdsjan satser på.
nn Jacob V. la Cour har medlemsnr. 474 og
har efter eget udsagn nok et lidt utraditionelt rejsemønster i forhold til de fleste
medlemmer i De Berejstes Klub. Jacob bor
nemlig aldrig på vandrerhjem, kører aldrig
med en lokal rutebil og går aldrig med
rygsæk, når han er ude at rejse.
Shawarma, storpolitik og
solnedgang i sandet
I Jerusalems gamle bydel ligger Al-Aqsa-moskéen og Grædemuren side om side.
Tænker man på Mellemøsten som
rejsedestination, drømmer man
hurtigt om Arabiens mystik og
”Tusind og Én Nats Eventyr”. Men
Mellemøsten præges også i høj grad
af politik, territorielle stridigheder
og kampen om ressourcerne. I denne
politiske virkelighed, med risikoen
for nye oprør eller uroligheder
lurende under overfladen, balancerer Mellemøstens folk med en
religiøs og kulturel stolthed som
hverdagens sikre pejlemærke.
Tekst & Fotos:
Inge-Merete Hougaard
I
ntet andet sted, jeg har rejst, er grænserne så tætte og de politiske spændinger så høje som i Mellemøsten.
Med en praktikplads i Amman i
Jordan havde jeg i løbet af foråret 2011 tre
måneder til at opleve Mellemøsten. Og ja,
det var netop dét forår, Det Arabiske Forår,
og jeg fik lov til at følge med på næstforreste række. Næstforreste fordi jeg aldrig
rigtigt var i begivenhedernes centrum. Da
jeg var i Cairo, havde de første dønninger
fra den folkelige opstand lagt sig, og folk
samlede kræfter til næste slag. I Jordan fik
revolutionen aldrig rigtigt fat, og da der
endelig var demonstrationer i Amman,
var det så begrænset, at jeg først opdagede
det dagen efter via danske nyhedsmedier.
Og mit besøg i Damaskus var kort før,
demonstrationerne mod styret for alvor
tog fat, blot en uge før grænserne blev
lukket ned for den nu over to et halvt år
lange borgerkrig. Men selvom jeg ikke
stod med ved frontlinjen til revolutionerne,
havde jeg rig mulighed for at komme bag
avisoverskrifterne og få indsigt i, hvorfor
folk gik – og ikke gik – på gaden for at
forandre deres samfund. Overalt blev jeg
mødt med åbne arme og stor gæstfrihed,
og med et åbent sind rejste jeg på hvad der
nærmest blev en dannelsesrejse i mellemøstlig historie, kultur og politik.
Mellem tætte grænser
Mellemøsten er for mig et grænseland.
Efter en rejse i Sydamerika, hvor busturene
varer mindst 12 timer, var det fantastisk
at være baseret i Amman med tre timer i
bil til Damaskus, fem timer til Beirut, tre
timer til Jerusalem (okay, alt afhængig af
grænsevagternes humør) og Cairo en time
væk i fly. Trods mængden af historiske
hovedstæder i regionen er den offentlige
infrastruktur ikke imponerende, men for
rejselystne sjæle er det jo blot en praktisk
udfordring på vej mod næste eventyr.
Mit praktikophold hos den jordanske
ngo var en del af et projekt med det formål
at fremme interkulturel dialog mellem
unge i Danmark, Jordan og Egypten. Dette
gav mig rig mulighed for at rejse rundt i
regionen, og efter tre uger i Amman tog
jeg min første tur. Den gik nordpå til
34
Beirut, hvor jeg skulle besøge en veninde,
der tidligere havde boet i byen og nu havde
et kort ophold der, inden hun skulle videre
til Gaza.
Eftersom der ikke var nogen offentlig
transport, foregik turen med deletaxi –
først til Damaskus og derfra med en ny
deletaxi det sidste stykke til Beirut. Ved
grænseovergangen til Syrien var jeg lidt
nervøs, for demonstrationerne mod det
syriske styre var så småt begyndt – særligt
netop i området nær grænsen til Jordan.
Min nervøsitet var unødvendig, og vi
kom sikkert gennem paskontrollen. Ved
første øjekast virkede Syrien ganske fredeligt, men – som historien skulle vise –
opstanden ulmede. Vi kom til Damaskus,
hvorfra jeg skulle fange en ny taxa videre
til Beirut. På stationen blev jeg straks
an­tastet af ivrige taxichauffører, og ikke så
snart havde jeg udvalgt mig en, før jeg blev
genstand for et ophedet skænderi mellem
et par taxachauffører. En af mine medpassagerer fra den tidligere taxi havde fået det
indtryk, at vi skulle følges ad til Beirut, så
han havde forhandlet en god pris på plads
for to. Middagsheden gjorde lunterne
korte, men misforståelsen blev løst, og
snart var vi på vej videre mod den libanesiske grænse. Denne gang blev jeg tildelt
forsædet, eftersom jeg var den eneste
kvinde i bilen. Det var jeg egentlig også på
første del af rejsen, men da betød det åbenbart ikke så meget …
Beirut fortæller sin historie med den funklende nye Mohammad Al-Amin-moské
side om side med et sønderbombet teater på Martyrpladsen.
Efter tre uger i det tørre, støvede
Amman og en tur gennem først den
jordanske og siden den syriske ørken,
var det fantastisk at slænge sig gennem
de frodige, grønne bjerge, der afgrænser
Libanon og Syrien. Jeg tror, jeg nåede
at blive både højdesyg og køresyg af
den hurtige opstigning, men alle kvaler
forsvandt, da vi nåede toppen og så
Beirut folde sig ud i dalen under os. Og
bagved byen: havet! Jeg har altid haft
en forkærlighed for havet og føler mig
først rigtig tilpas et sted, når jeg ved,
at det er mindre end en times kørsel
væk. Derfor var mit møde med havet i
Libanon – ligesom da jeg havde tilbragt
fem måneder i Madrid, eller da jeg havde
krydset tværs over Sydamerika – en
magisk og befriende oplevelse. Som at
have fast grund under fødderne igen
og de uendelige vidder foran sig.
Den nærværende og nuværende
historie
Jeg blev sat af deletaxaen og fandt mig en
anden, der kunne tage mig længere ind i
Beiruts travle trafik. Efter nogen tid fandt
jeg endelig frem til min venindes lejlighed,
og straks trak hun mig ud i Beiruts natteliv.
I løbet af den lille uge, jeg tilbragte i
Libanon, nåede vi at nyde alle bylivets
glæder med fester, cafébesøg, udstillinger
og koncerter. Vi tog også en tur op langs
kysten til byen Tripoli. Her gik vi rundt
i basarens gader, købte søde sager og
håndlavede olivenoliesæber og besøgte
en nedlagt jernbanestation, der som en
togkirkegård hviskede historiens gang.
Tilbage i Beirut besøgte vi to palæstinensiske flygtningelejre, hvor min veninde
tidligere havde arbejdet. Efter mere end
60 år er lejrene efterhånden blevet permanente konstruktioner, og mens befolkningen er vokset, og det nu er tredje
generation, der vokser op i flygtningelejrene, er selve området, hvorpå flygtninge­
lejrene ligger, ikke vokset. Derfor sker
udvidelserne kun én vej: opad i interimistiske konstruktioner, mens gaderne ofte
ikke er bredere end 1,5 til 2 meter. Nogle
steder var der mennesketomt, andre steder
vrimlede gaderne med ældre damer, unge
mænd, børn, dyr og, frem for alt, handlekraft. Menneskernes fortsatte virke og
værdighed i flygtningelejrenes klaustrofobiske gader mindede mig om, at livet
forsætter – uanset omstændighederne.
Dét, der gjorde særligt indtryk på mig
i Beirut, var sporene fra krigene, borgerkrigen 1975-1990 og krigen mellem Israel
og Hizbollah i 2006. Den Grønne Linje,
der delte Beirut i det muslimske vest og
kristne øst, løber stadig som et ar gennem
byen. Den nybyggede Mohammad
Al-Amin-moské står funklende ny og
imponerende flot ved siden af et sønderbombet teater på Martyrpladsen. Og
hotellet Holiday Inn, der med adresse på
Den Grønne Linje var en strategisk bastion
under borgerkrigen, troner over bymidten
og fortæller med store skudhuller stolt sin
historie. Sådan beretter Beirut om sin og
landets turbulente nære fortid. På en måde
fascinerede det mig at mærke historien så
tæt på og se, hvordan den danner ramme
om byens liv i dag.
35
Banksys ikoniske graffiti er blevet
kopieret på murene i flygtningelejren
Dheisheh, hvor kreativiteten lever.
Tahrirpladsen: Egypterne husker sig selv på
deres historiske bedrifter.
For at få mest muligt ud af turen
nordpå havde jeg besluttet at gøre ophold i
Damaskus på vej tilbage til Amman. Som
nævnt var dette kun en uge før, grænsen
til Jordan blev lukket. Havde jeg dengang
vidst, at landet ville bliver sønderbombet i
de følgende måneder og år, havde jeg nok
taget mig tid til at rejse rundt i landet og
opleve det, der var. Nu må jeg nøjes med
de billeder, jeg har af Damaskus. Særligt
den gamle bydel med den smukke og
imponerende Umayyademoské, af den
velduftende og charmerende basar, hvor
der her og der blev solgt badges med
Bashar al-Assads portræt, og af de snørklede gader med restauranten, der efter
sigende solgte den bedste hummus i hele
Mellemøsten.
Enjoy the revolution!
Kort tid efter jeg kom tilbage til Amman,
fik jeg muligheden for at rejse til Cairo
med en af mine jordanske veninder – og
jeg slog selvfølgelig til! Knap var vi i luften,
før vi lagde an til landing igen, og enorme
Cairo udfoldede sig for vore fødder. Byen
Den smukt dekorerede gård i Umayyademoskéen som et roligt åndehul for byens
borgere.
bar i høj grad præg af den revolution, der
to måneder tidligere havde afsat præsident Hosni Mubarak. Ikke blot vidnede
gadernes graffiti og Tahrirpladsens væld af
revolutionssouvenirs om nylige, historiske
begivenheder – befolkningen gik også
ranke og stolte gennem byen, bevidste
om den historiske bedrift, de havde
begået. Jeg får stadig gåsehud af at mærke
historiens vingesus, når jeg tænker på
en af mine egyptiske venners fortælling
om det afgørende øjeblik, da de hørte, at
Tunesiens præsident Ben Ali var blevet
afsat. Hvordan forsamlingen brød ud i
glæde. Hvordan de samlet sagde: ”’Vi
kan også!” Og hvordan de gjorde det –
afsatte deres præsident gennem 30 år ved
massernes magt. Hvordan de trodsede
frygten og forenedes i troen på et andet og
bedre samfund.
Men som historien siden har vist, er
der desværre mange versioner af, hvordan
sådan et samfund kan se ud. Jeg kender
ikke vejen for Egypten, men jeg ved, at
egypterne vil finde en vej. For de er ikke
længere bange – de har smidt frygten.
Med eller uden stempel?
Efter turen til Egypten manglede jeg
stadig at udforske Jordan selv og nabolandene Israel og Palæstina. Hvis der er
noget, der er debatteret mellem rejsende
i Mellemøsten, så er det at komme over
grænsen til Israel uden et stempel i passet.
Eftersom et stempel vil forhindre fremtidig indrejse i Syrien og Libanon, foretrækker de fleste rejsende at få stemplet
på et løst stykke papir, hvilket er lidt af en
bedrift alt afhængigt at grænsekontrollørens humør. Rygtet gik, at succesraten var
højere ved den sydlige grænseovergang
Aqaba-Eilat, hvilket passede fint ind i
mine rejseplaner. På vej sydpå kunne jeg
besøge det betagende Petra og Wadi Rum
med fantastiske solnedgange i sandet og
derefter forsætte til det sydlige Israel, hvor
Amman er kåret som en af verdens grimmeste byer, men kan være utrolig smuk, når
solen bryder igennem smoggen.
Petra er en af Jordans største turistattraktioner og har været på Unescos Verdenskulturarvsliste siden 1985.
min jordanske veninde læste på et miljøinstitut i en kibbutz.
Jeg havde dog mine betænkeligheder
ved grænsekrydsningen. Min jordanske
veninde var tidligere blevet tilbageholdt ved grænsen uden grund og var
blevet beordret til at tage alt sit tøj og sit
tørklæde af – oplevelser, der havde været
meget krænkende for hende. Nu stod jeg
med et pas stemplet i Syrien og Libanon,
som ikke kan siges at være blandt Israels
bedste venner. Med spænding i maven tog
jeg en taxa til grænsen sammen med et
par piger fra hostellet i Aqaba, men efter et
grundigt sikkerhedstjek og en indgående
eksamination af mine eventyr i Syrien og
Libanon fik jeg lov at gå igennem porten
og ind i Israel.
Mit første indtryk af Israel var en
blandet fornøjelse. Mens der var mere rent
og grønt i Eilat end i Jordan generelt, blev
36
jeg hurtigt lidt anspændt af de høje mure,
pigtrådshegn, overvågningskameraer,
maskinpistoler og unge mennesker i militæruniformer overalt. Så jeg skyndte mig
at hoppe på den første den bedste bus til
kibbutzen, hvor min veninde boede.
I spændingsfeltet
Opholdet i kibbutzen var en oplevelse i
sig selv. Som en del af undervisningen på
miljøinstituttet var der fredsforhandlinger
mellem programmets studerende, som var
en blanding af jøder, muslimer og kristne
med israelsk, palæstinensisk, jordansk og
amerikansk baggrund. Det var jordanernes tur til at holde oplæg, og de viste
en film om palæstinensernes oplevelse af
Al-Nakba – dengang i 1947-49, hvor palæstinenserne blev fordrevet fra deres jord.
Dette førte til en ophedet debat mellem de
studerende. Nogle gik fra filmen i raseri,
Rejsen rundt i
Mellemøsten
Havet ud for Libanons kyst – lidt som at komme hjem igen.
andre brød sammen og græd af skyldfølelse, og endnu andre var frustrerede over,
at dialogen altid endte sådan. De næste
par dage var der en trykket stemning i
kibbutzen, og jeg må indrømme, at jeg var
ret lettet over at være passiv tilskuer til
konflikten og bare kunne rejse væk fra det
hele, videre nordpå til Jerusalem.
På busstationen i Jerusalem blev jeg
mødt af bevæbnede vagter og et voldsomt
sikkerhedsopbud. Velkommen til en delt
by! Jeg følte et underligt ubehag ved at gå
gennem byen. Der var ikke mange mennesker på gaden, men en kold og fjendtlig
atmosfære, og jeg havde en fornemmelse
af at blive overvåget konstant. Først da
jeg trådte ind i det østlige Jerusalem, den
palæstinensiske del, kunne jeg slappe lidt
af og forsvinde i mylderet.
I Jerusalem fik jeg set alle de vigtigste
religiøse bygninger og monumenter og
prøvede at forstå, hvordan dagligdagen
folder sig ud. Efter et par dage tog jeg
videre ind i Palæstina til Betlehem. Dette
krævede en krydsning af den berygtede
mur omkring Vestbredden, og jeg kunne
mærke vreden og fortvivlelsen samle sig i
mig, da de israelske soldater gik igennem
bussen og forlangte id fra samtlige
passagerer. Jeg er så imponeret over den
tålmodighed, som de mennesker, der går
gennem dette hver eneste dag, besidder.
Betlehem er en fin, lille by, selvfølgelig
også af stor religiøs vigtighed for kristne,
men knap så besøgt som Jerusalem. Ud
over det obligate besøg i Fødselskirken
besøgte jeg også flygtningelejren Dheisheh.
Her blev jeg vist rundt af en fyr fra lokalcentret, og hans levende fortællinger og
væggenes graffiti vidnede om, at folk trods
de svære kår formåede at bevare deres
identitet og værdighed.
I ingenmandsland
Efter endnu et kort ophold i Jerusalem
satte jeg kursen østpå tilbage mod
Amman, nu via grænsekrydsningen ved
Kong Hussein-broen. Først ud af Israel,
lettet over jeg havde formået at besøge
landet uden stempler i passet, så et stykke
gennem ingenmandsland til vi kom til den
jordanske grænse. Her fik jeg at vide, at jeg
ikke kunne komme ind i landet med mit
single entry visa, på trods af forsikringer
fra immigrationskontoret i Amman om, at
det ikke ville være noget problem, og på
trods af at jeg kort forinden havde udført
samme manøvre fra Syrien.
Jeg må have lignet et stort, ulykkeligt spørgsmålstegn, som jeg stod der i det
store ingenmandsland – hverken Israel,
Palæstina eller Jordan – og ikke kunne
komme nogen vegne. På et lille kontor sad
jeg med gråd i stemmen og argumenterede
for min sag og henviste til min adresse
og praktiksted i Amman. Til sidst faldt
grænsevagterne for mine krokodilletårer
og gav mig det forløsende stempel i passet
med skrappe formaninger om, at jeg skulle
henvende mig til immigrationskontoret i
Amman som det første den følgende dag.
Jeg takkede pænt og skyndte mig over på
den anden side, hvor jeg glædede mig over
gensynet med Det Døde Hav og den, for
Jordan, frodige Jordandal.
At krydse grænser
En rejse i Mellemøsten giver rig mulighed
for at krydse grænser og opleve regionens
diversitet og sjæl. At krydse grænser giver
mulighed for at møde mange mennesker,
med hver deres syn på politik, PalæstinaIsrael-konflikten, revolutionen, Syrien,
Egypten, energi- og ressourcekonflikter,
vandmangel og de tusind andre dilemmaer, der tegner dagens Mellemøsten.
37
Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnAmman fås fra ca. 3.000 kr. t/r.
Turistvisum for tre måneder kan købes
ved ankomst for 20 JOD (ca. 155 kr.).
Regional og lokal transport:
Transport inden for Jordans grænser
kan klares billigt med lokale minibusser, eller man kan leje en taxi for
30-50 JOD (230-385 kr.) om dagen alt
afhængig af distancen. I foråret 2011
kunne man tage deletaxi til Damaskus
og derfra videre med ny deletaxi til
Beirut. Det er højst sandsynligt ikke
muligt i skrivende stund. Ved transport til/fra Israel bliver man sat af ved
grænsen og skal finde en ny (dele)taxi
på den anden side.
Prisniveau: Overnatningsmuligheder
i Jordan begynder ved 10-20 JOD
(75-155 kr.). En falafelsandwich kan
skaffes fra 1-2 JOD (8-15 kr.), mens man
på lidt finere restauranter kan forvente
at betale omkring 15-20 JOD (115-155
kr.) for et godt måltid. Alkohol sælges
til priser som i danske barer.
Man lærer at værdsætte sit pas, sit
tempererede klima hjemme, adgang til
drikkevand fra hanen og muligheden for
at tage bad hver dag. Og så lærer man at
trække vejret dybt, lukke øjnene og nyde
muezzinens kalden til bøn over Ammans
hustage i solnedgangens skær.
nn Inge-Merete Hougaard har medlemsnr.
650 og har rejst i 35 lande.
24
timer i Vatikanet
Det nye romerske
spørgsmål
Selv om Peterspladsen er lukket om
natten, kan man godt tilbringe 24
timer inden for Vatikanets grænser
og besøge både Peterskirken og
Vatikanmuseerne uden at bevæge sig
uden for Vatikanets mure.
Tekst:
Philip Skjødt
Fotos: Philip Skjødt & Morten Svane
F
ra august til december 2012
boede jeg i Rom, og i den forbindelse skulle et længe overvejet
projekt om at tilbringe 24 timer
inden for Vatikanets grænser planlægges
og eksekveres. Ren logistik tænkte jeg.
Med lidt forberedelse og research, ville
det være en mulighed for at se alt relevant
og at opleve hjørnerne af et land, der på
mange måder måtte være spændende.
En erindring fra et tidligere besøg, om
at Peterspladsen er offentligt tilgængelig
og en forholdsvis integreret del af Rom,
skulle gøre natten til en eksercits i at dvæle
mellem Berninis søjlegange, opføre sig
ordenligt og improvisere sig ud af eventuel
tiltale fra øvrigheden. Ligetil. Men helt så
let blev det ikke.
Det romerske spørgsmål
Mussolini har siden fascismens fald
i Italien og sin nogenlunde samtidige
død ikke fået meget god presse. Fra
Italiens genforening og annekteringen
af Vatikanet og hele kirkestaten i 1870 til
1929 var Vatikanets retsstilling uklar – det
var næppe at betragte som et land og helt
sikkert uden territoriel integritet. Paverne
i denne periode betragtede sig som fanger i
et nyt italiensk land, der blev kastet rundt i
fascistiske og kommunistiske strømninger.
Denne problemstilling blev politisk kendt
som la questione romana – det romerske
spørgsmål. Og faktisk løst af Mussolini,
der overfladisk ønskede gud, konge og
fædreland på sin side med førstnævnte
som den største udfordring historisk
set. For nuancernes skyld må Mussolini
i en DBK-kontekst godskrives, at hans
forhandling med kardinal Gasparri
medførte tre ting: Et nyt land blev skabt
(verdens mindste); Peterspladsen, der som
bekendt ligger i Vatikanet, skulle forblive
en offentligt tilgængelig og integreret del
af Rom, og Vatikanets kulturelle klenodier
skulle i passende grad være tilgængelige
for offentligheden. Altså mere at boltre sig
i for DBK’s medlemmer.
Indtil 11. september 2001. En ny terroriseret og religiøst polariseret verden oplevede forøgede sikkerhedsforanstaltninger.
Peterspladsen blev lukket om natten.
Det nye romerske spørgsmål i DBK-regi
blev: Hvordan får man 24 timers ophold
i landet uden højtrangerede gejstlige
forbindelser. Heldigvis følger sikkerhedsforanstaltninger ikke altid grænsedragning minutiøst. Lateraner-aftalen, som er
navnet på aftalen, som Mussolini indgik,
følger muren rundt om Vatikanet, som
er ca. 90 % af grænsen. Dette faktum
deler Vatikanet i to på en uheldig måde
for besøgende, der ønsker at opholde sig
inden for landets grænse i 24 timer, idet
den umiddelbare rute fra Peterspladsen til
Vatikanmuseerne sender den besøgende
uden for murene. Men grænsedragningen
38
ved Bernini-søjlerne går faktisk længere
ud end de hegn, der er sat op og hegner
den lukkede Petersplads ind om natten.
Derved er der en række områder
mellem grænsen og hegnet på cirka
1x2,5 meter, man kan opholde sig på, når
Peterspladsen lukker fra kl. 23 til 6.30. Det
stående spørgsmål bliver så, hvad politiet,
der vogter ved pladsen hele natten, vil sige
til, at man opholder sig der i nattetimerne?
Det vender jeg tilbage til.
For der dukkede faktisk en
uventet mulighed op under forberedelserne. En tur med guide arrangeret
af Vatikanets museer, der dækker både
Vatikanmuseerne og Peterskirken, tager en
smutvej ved Det Sixtinske Kapel direkte til
Peterskirken – uden, at deltagerne derfor
skal uden for væggene og grænserne.
Derved er det muligt at begynde dagen i
museerne og slutte dagen i Peterskirken,
hvor natten nødvendigvis efterfølgende
skal tilbringes, idet museerne lukker kl.
18. Ruten er desværre ikke den samme
som den nyvalgte pave tager fra kapellet
til Peterskirken (umiddelbart før den
velkendte Habemus Papam-introduktion),
men en trappe mellem de to bygninger,
der fører den besøgende ned til det punkt,
hvor trappen eller elevatoren tages op
til kuppelen. Det er ikke langt fra den
normale indgang til Peterskirken, og den
lange kø til kirken, der går pladsen rundt,
undgås herved som en lille sidegevinst.
Vatikanet om dagen
Dagtimerne fyldes let med museerne og
kirken, hvor et komplet besøg indbefatter
kuppelen, skattekammeret (Il Tesoro)
og pavegravstederne (Le Grotte) under
Bernini-søjlegangene udgør grænsen, hvor der ikke er mure. Grænsen følger det yderste af soklerne. Flere forsøg har vist, at højre
søjlekolonade (set fra kirken) patruljeres mindst af politiet i nattetimerne. Foto: Morten Svane.
kirken (de to sidstnævnte med indgang
inde i Peterskirken). Vatikanmuseerne
arrangerer også besøg i haverne og til
Nekropolis, der ligger to niveauer under
kirken og umiddelbart under pavegravstederne. Haverne kan potentielt kombineres med et 24-timers besøg, men for at
besøge Nekropolis skal besøgende benytte
en indgang fra den udenfor beliggende
italienske gade. Nekropolis skal bookes
gennem Ufficio Scavi (indgang derigennem) og er lidt anderledes organiseret. Nekropolis er kendt for angiveligt
at rumme Sankt Peters gravsted. Både
haverne og Nekropolis er meget anbefalelsesværdige, men skal planlægges; de er
i skrivende stund booket i mere end en
måned forud. Endelig er der det famøse
bibliotek. Så vidt vides kræver dette
separat ansøgning med forskningsformål
eller religiøs baggrund som forudsætning.
Det er fristende at kombinere et besøg
med muligheden for at se paven. Under
Ratzingers tid som pave hilste han om
søndagen kl. 12 fra et vindue ud til pladsen
på de besøgende og holdt audiens onsdag
formiddage, når han var i byen. Afhængigt
af vejret skete sidstnævnte på pladsen eller
i et auditorium kendt som Aula Paolo VI.
Jeg ved ikke, om pave Frans fortsætter den
linje, men umiddelbart er indtrykket, at
kontakten til flokken prioriteres, så mon
ikke det fortsættes i dette format eller
noget lignende. Min vurdering var dog, at
disse besøgstidspunkter ville besværliggøre et 24-timers forsøg grundet ekstra
sikkerhedsforanstaltninger til pladsen,
samt midlertidige lukninger af kirken
og endnu større menneskemasser end
normalt at dele oplevelsen med.
To andre begivenheder fortjente
overvejelse i forbindelse med et 24-timers
forsøg. Begge blev vendt med en officer fra
39
Schweizergarden – for Schweizergarderne
er overraskende flinke og imødekommende, hvis besøgende har spørgsmål.
Mit første spørgsmål gik på den årlige
midnatsmesse ved juletid. Her var svaret,
at kirken og pladsen er rømmet og lukket
fra omkring kl. 1.30. Givet de koldere
nætter på denne tid af året, virker det ikke
umiddelbart tiltalende.
Mit andet spørgsmål gik på konklaverne, i det omfang den ventende flok
tillades at afvente resultatet på pladsen.
Her var kommentaren, at pladsen blev
lukket som normalt under konklaven,
der valgte Ratzinger, idet afstemningerne holdes formiddage og eftermiddage, hvorfor der ikke er nogen grund til
at vente på pladsen om natten på eventuel
hvid røg fra Det Sixtinske Kapel.
Jeg ved ikke, hvordan forholdene var
omkring den nylige konklave og forespurgte ikke på åbningstider i forbindelse
Min tidsplan
Kl. 8.00: Ankomst til Peterskirken (åben
fra kl. 7). Opmagasinerer min taske ved
garderoben til højre for indgangen til
Peterskirken.
Kl. 8.15-8.45: Morgenmad på cafe.
Kl. 9.00: Besøger Vatikanmuseet på
egen hånd. Det åbner kl. 9. Stopuret
startes.
Et besøg i Vatikanets haver står i stærk kontrast til det hektiske, omkringliggende
Rom. Og her kan man muligvis få et glimt af den afgåede pave, der angiveligt bor i
komplekset bagved. Foto: Philip Skjødt.
Kl. 13.00: Tre timers guidet tur gennem
Vatikanmuseet, inkl. Det Sixtinske
Kapel og Raphaels værelser.
Kl. 16.00: Turen slutter ved
Peterskirken. Besøger kuppelen, skattekammeret og pavegravstederne.
Kl. 18.45: Henter min taske i garderoben. Toilet lukker for natten.
Kl. 22.45: Går til området, hvor jeg
har tænkt mig at tilbringe natten (jeg
springer direkte over det nævnte lille
hegn for at undgå at forlade området).
Kl. 6.30: Peterspladsen åbner, inkl.
toiletter.
Kl. 7.00: Peterskirken åbner. Megen
aktivitet om morgenen. Flere parallelle
gudstjenester kan opleves i forskellige
hjørner af kirken.
Jakob Sestoft, DBK’s nyeste medlem nr. 682, står her uden for søjlekolonadens
indhegning om natten. Til venstre i billedet ses et af de områder på ca. 1x2,5 meter
mellem hegnet og landegrænsen, der flugter med soklerne. Foto: Morten Svane.
Kl. 9.00: Mit 24 timers ophold i
Vatikanet er gennemført.
med en paves død. Her kan andre hensyn
måske gøre sig gældende.
Morten Svane (medlem nr. 389) tager sig her en lur. Det kan være smart at være to af
sted, så én kan holde vagt, mens den anden sover. Foto: Morten Svane.
40
Tips til rejseplanlægning
Hvad enten besøget er et 24-timers
forsøg eller ej, er der to tips, der er værd
at give videre: Alle besøg arrangeret af
Vatikanmuseerne kan bookes online på
mv.vatican.va, og køb via nettet er den
eneste måde at sikre sig, at turene ikke er
udsolgt på dagen. At købe billet på nettet
er samtidigt en glimrende måde at undgå
den skræmmende kø ved indgangen til
Vatikanmuseerne, der ofte er flere hundrede meter lang allerede ved åbningstid.
Ved at beslutte sig og købe billet typisk
en uges tid før besøget, kan et tidspunkt
24 timer i Vatikanet
Bemærk at en tre meter bred stribe uden for den nordlige søjlegang, som grænser op
til toilettet og frimærkebutikken, ligger i Italien. Besøges disse forlades Vatikanet –
begge faciliteter findes dog også på den sydlige del af pladsen.
fastsættes, hvor adgang uden om køen er
mulig.
Det andet tip vedrører den direkte
adgang fra Det Sixtinske Kapel til
Peterskirken. Med en guidet rundvisning
er dette sikret, men kender man forskel på
de to udgange fra kapellet kan tid og kø
spares. Alle besøgende til Det Sixtinske
Kapel bruger den samme indgang fra vestsiden af kapellet. De almindeligt besøgende dirigeres ud ad døren på ens venstre
side (set fra indgangsdøren). Men i det
sydøstlige hjørne er der en anden udgang,
som gruppeturene benytter. Denne
udgang fører via flere trapper ned til
Peterskirken. Der sidder en museumsvagt
ved den åbne dør, så det er nødvendigt
at signalere, at man er på rette vej. Der
er som sådant intet kendt eller skiltet
forbud mod at bruge denne udgang, men
en mulig strategi for at undgå afvisning
er at vente i området til en guide med flag
eller lignende fører en gruppe igennem
og slutte sig hertil. Er man i gang med
et 24-timers forsøg løbes en risiko for, at
de ikke udprægede fleksible vagter ikke
samarbejder.
Varm mad og drikkevarer kan købes
inde i Vatikanmuseerne, men ud over en
mindre bar på taget af Peterskirken, der
kan besøges i forbindelse med et kuppelvisit, er der ikke faciliteter ved pladsen og
kirken.
Vatikanet efter mørkets frembrud
Det er interessant, at den forholdsvis
kortfattede Lateraneraftale ikke bare
specificerer, at Peterspladsen skal være
almindeligt tilgængelig som en integreret
del af Rom, men at det italienske politi
får præciseret patrulleringsret – dog
kun indtil ved foden af trapperne til
Peterskirken.
De italienske politibetjente ved
pladsen er meget aktive og synlige og
beder besøgende, der krydser hegnet
i nattetimerne, om at forlade området
meget hurtigt. Da jeg var der, kørte de en
runde på pladsen omtrent hver halve time
natten igennem, og hver gang kiggede
de interesseret på mig. Omkring kl. 3
kom en uniformeret og en civil betjent
gående forbi mig og hilste med et formfuldt ”buona sera”, men uden yderligere
spørgsmål. Der er en del kameraer opsat
41
Rom har et behageligt klima med
tilstrækkelige høje temperaturer om
natten til, at man kan opholde sig
udendørs fra omkring maj til november.
Medbring mad (fx en sandwich), vand,
pude, og en god bog at fordrive tiden
med. Garderoben har åbent som
Peterskirken kl. 7-19. Medbring ingen
spidse eller farlige genstande. Man
skal gennem en sikkerhedskontrol med
metaldetektorer ligesom i en lufthavn.
Brug toilettet på pladsen umiddelbart
før det lukker kl. 19.
Ud & hjem igen: Fly København-Rom
fås fra ca. 600 kr. t/r.
på vejen, der løber omkring pladsen og
Vatikanet, så mit indtryk er, at stedet er
velovervåget.
Jeg havde forberedt en række alibier,
hvis jeg skulle blive antastet, og en strategi, hvis naturens kald skulle trænge
sig på, men ingen af delene blev relevant.
Dagen efter mit døgn i landet kravlede
en italiensk politisk demonstrant ud på
kuppelens tag (hvor han opholdte sig mere
end 24 timer!), og jeg følte, at det var lidt
heldigt, at jeg havde gjort det før, idet jeg
forestiller mig sådanne episoder reducerer
tolerancen hos politiet, der formodentligt har ret til at bede en bevæge sig væk,
hvis betjentene føler det bare det mindste
påkrævet.
nn Philip Skjødt har medlemsnr. 576
og boede i Rom fra august til december
2012. Hans besøg i Vatikanet foregik 1.
til 2. oktober 2012. I øjeblikket er der 12
aktive medlemmer af DBK, som har besøgt
Vatikanet i mindst 24 sammenhængende
timer.
Gennem fem
mellemamerikanske
lande på 20 dage.
Røg sendes ud af vulkanen Vulcan De Fuego, Antigua, Guatemala
42
Kan man det?
Jeg var på grupperejse mellem
Panama og Guatemala, så hvor svært
kunne det være? At være på rejse
i en arrangeret gruppe er vel det
samme som at læne sig tilbage og
lade de betalte guider klare resten?
Vi besøgte regnskove, vulkaner,
smukke gamle byer – og så blev det
også lige til en lidt (læs: meget)
dramatisk sejltur. Selvfølgelig så
vi masser af aber, fugle, varaner
og krokodiller, og vi mødte også
forskellige indianerstammer med
religioner, som enten var rent
indianske eller blandet godt op med
katolske messer og symboler. Vi
besøgte kaffeplantager og anden
produktion, og naturligvis nåede jeg
også lidt på egen hånd med besøg på
en planteskole og hos en producent
af macadamianødder.
Tekst & Fotos:
Kirsten Graversen
P
anamakanalen giver landet
store indtægter, og derfor
begyndte vores rundrejse med
at besøge et rigt land. Der er
smukt i den gamle bydel i Panama By med
istandsatte huse fra kolonitiden, hvor byen
som den første by på stillehavskysten blev
anlagt i 1519. Byen blev ødelagt i 1671 af
engelske pirater, men fremstår i dag som
en moderne by. Kanalmuseet ligger lige op
ad kanalen med udsigt over hele systemet
med sluser og skibe, som skal igennem.
Museet dokumenterer fint, hvor stort et
projekt det handlede om, da kanalen blev
anlagt, og hvad kanalen betød og stadig
betyder for landet.
Efter Panama By gik turen med fly til
den vestlige del af landet, hvor tågeregnskoven ved Boquete og dens dyr og planter
var nye oplevelser.
Det er altid interessant at besøge
produktion af lokale varer, når man
rejser, synes jeg, og derfor var besøget
på en kaffefarm, hvor vi også prøvede at
riste kaffe, en oplevelse. Det at få vist
alle dele af produktionen og selvfølgelig
få mulighed for at smage kaffe, som var
blevet ristet forskelligt, gav lidt mere viden
om at få den rigtige kaffe serveret og på
den rigtige måde, når man går på cafe
herhjemme. Lidt kritisk kan man jo godt
blive, når baristaen i en cafe ikke lever helt
op til forventningerne.
Som på hele turen var også grænseovergangen mellem Panama og Costa Rica
uproblematisk at forcere. En ny bus holdt
klar på den anden side af grænsen, og det
er lige den slags, som gør denne form for
rejser mulige på så kort tid. Vi var af sted
i 20 dage i alt med megen transporttid,
hvilket dog var helt fint, da landskaberne
skiftede meget både inden for landene og
mellem landene.
Vi sejlede fra Sierpe i Costa Rica
ad Sierpefloden med mangroveskoven
langs bredderne ud gennem brændingen
og langs med kysten til Corcovadonationalparken. Brændinger er jo altid
svære at forcere, og denne var heller
ikke nem, men jeg havde fuld tillid til
kaptajnen, som jeg vidste havde prøvet det
før og kendte sin båd. Vi tog sandalerne af,
smøgede bukserne op og vadede igennem
vandet fra båden til kysten. Rent vand, vel
at mærke!
Så var vi på vulkaner
Man fik et godt indtryk af, at landene
er prisgivet vulkanerne, og det undrede
mig, at så mange er aktive. Så sent som i
september 2012 var der et større vulkanudbrud i Guatemala. Det er ikke svært at
forestille sig, at indianerne – her mayaerne
– har været rædselsslagne, når de så disse
store kræfter bryde løs. Gode ofringer var
bestemt på sin plads, syntes de forståeligt
nok.
I Costa Rica var det Arenalvulkanen,
vi gik hen til. På lang afstand blev man
holdt tilbage af advarselsskilte, da denne
hyppigt er i udbrud. Vi sprang så rundt på
kæmpe stykker stivnet lava og store sten,
43
som var slynget mange km ud af vulkanen,
som på den dag, vi var der, var meget
aktiv – dog uden den sædvanlige røde lava
løbende ned fra kraterkanten.
Masaya er en af de andre aktive
vulkaner, vi så, da den lå på vores vej fra
Granada til León i Nicaragua. Denne
vulkan er så aktiv, at der hele tiden
kommer svovlholdig røg og damp op
af den i en sådan grad, at der er advarselsskilte inden den sidste opstigning til
kraterkanten. Advarslen gjaldt folk med
luftvejs- og hjerteproblemer. De skulle
undlade at gå helt op til kanten, da man
på vej op ikke kunne undgå at indånde
svovldampene. De var barske, og min
hoste og ru hals fortsatte et par dage efter,
at jeg havde stået og kigget ned i selve
krateret, hvor man ikke kunne se andet
end svovldampene, der lugtede kraftigt.
Nicaragua på vrangen
Managua, hovedstaden i Nicaragua, er et
sørgeligt syn. Selvfølgelig er præsidentpaladset blevet genopbygget efter det store
jordskælv i 1972, men de store beløb til
genopbygning af byens centrum, som
kom fra internationale kilder, gik direkte i
diktatoren Somozas lommer, idet pengene
blev gemt af vejen eller brugt af diktatoren
og hans hær. Når man står på pladsen
foran paladset og regeringskontorerne og
med den næsten genopbyggede kirke bag
sig, ser man ingen moderne højhuse og
flotte reklamer som i andre hovedstæder,
men kun nogle store plancher med billeder
af præsident Daniel Ortega og andre regeringsmedlemmer samt diverse slagord.
Man har forsøgt at bygge noget af
centrum op igen, men det er tilfældigt
opførte huse, hvor der før var lejre, og
disse huse ligner for nogles vedkommende
huse opført af forhåndenværende materialer som brædder, plastic og bølgeblik. Selv
i det nye område, hvor man har forsøgt at
bygge et nyt centrum, står det sløjt til med
forretningslivet. En medvirkende årsag
er, at byen foruden jordskælv har været
offer for orkanen Mitch i 1998, så denne
hovedstad fra 1855 har haft rigtig meget at
kæmpe med. Et af resultaterne er, at der
ikke er gadenavne eller husnumre, men
man må beskrive sit hus som liggende i en
bestemt række og med et bestemt udseende.
En anden oplevelse i Nicaragua havde
både positive og negative elementer. Vi
holdt med bussen parkeret i en by, hvor vi
skulle spise frokost. Vi forlod alle bussen
og lod nogle ejendele blive liggende, da
vi skulle fortsætte en times tid efter. Vi
Efter den katolske gudstjeneste i Chichicastenango, Guatemala, går mayaindianerne op til det hellige offersted i skoven, hvor
shamanen ofrer til indianernes egne guder.
gik lidt rundt i nærheden af bussen efter
frokost og kiggede på de meget små forretninger, som bare var et åbent vindue, og
som vi syntes så meget spartansk udstyrede ud. Vi fik et længere ophold i byen,
da vi lige skulle forbi politistationen. På
intet tidspunkt fik nogen af os noget
stjålet ud over denne gang, hvor chaufføren tilsyneladende havde ladet sin dør
stå åben, selvom han sagde, at nogen var
brudt ind i bussen. Politiet kom hurtigt –
meget hurtigt – og da de fandt ud af, at vi
var danskere, beklagede de ekstra meget,
da det netop var i denne by, at penge fra
Danmark var blevet brugt til at bygge
en skole, som blev kaldt ”universitetet”.
Efter et længere ophold med optagelse
af rapport kunne vi endelig køre videre,
hvorefter også lokalguiden fandt ud af, at
de havde stjålet noget fra ham – nemlig
hans computer.
”En lang rejsedag på omkring ni timer,
men bestemt en oplevelse”
Sådan stod der i turbeskrivelsen, og ja, det
blev en oplevelse – som bureauet slettede
af programmet umiddelbart efter. Vi var
de første gæster på denne nye omfattende
tur.
Når man ser på kortet over
Fonsecagolfen, ser det jo ret smart ud, at
man kan køre ud på en halvø i Nicaragua
og sejle lige forbi Honduras til El Salvador.
Selve golfen er 3.200 m², så det er ikke en
lille bugt. Vejen ud ad landtangen er lang
på en udmattende måde med store, dybe
vandhuller og ingen steder at få noget at
spise eller drikke. Vi nåede frem til Potosi,
en gammel badeby, hvor guiderne ledte
efter vores skib ved kajpladserne. Næ, det
var da ikke lige der, der var noget skib
til os. Endelig fik vi at vide, hvor det lå,
og så var der alle formaliteterne med at
komme ud af landet. Der var en told- og
paskontrol, som var bemandet med flere
personer, som endelig så nogen, hvis
navne de kunne skrive ind i en bog eller i
nogle bøger, for med møjsommelig håndskrift blev vores data skrevet ind ad flere
gange og af flere forskellige personer. Det
tog et par timer for os 20 rejsende, men så
var det vel også gjort ordentligt, og dagens
arbejde var reddet for flere nicaraguanere.
Endelig skulle vi ned til skibet. Det
var i mellemtiden begyndt at blæse op, og
der var skum på bølgerne, men heldigvis
har jeg ikke let til søsyge. Det viste sig,
da vi kom ned til vandet, at vores båd
var af en type, som næppe skulle ud i
Stillehavets bølger og slet ikke i et totalt
øde område uden nogen mennesker eller
byer langs kysterne. Eftersom båden var
44
åben, snuppede jeg lige min regnfrakke,
som så skulle beskytte mod bølgesprøjt.
Det gjorde den også, men forinden var jeg
blevet våd af havvand helt ind til huden,
da båden slog et slag, da jeg skulle hoppe
op, og jeg faldt bagover – blødt selvfølgelig,
det var jo vand.
Bagagen blev stuvet i forstavnen, og
vi satte os til rette på bænkene i båden. Vi
lagde fra, og motoren standsede. Med
noget besvær blev den sat i gang igen, og
vi lagde igen fra, efter at båden var blevet
vendt i den rigtige retning manuelt. De
mest sejlkyndige blandt os begyndte nu
også at blive bekymrede.
På vej ud så det godt nok lidt betænkeligt ud, da bølgerne slog ind over
båden, og den i øvrigt også tog vand ind,
når siden kom under vandkanten. Jeg
begyndte at tænke på, om vi havde nødraketter om bord, og hvis det var tilfældet,
ville der så være nogen, som ville se dem?
Der var hverken huse eller skibe at se i
bugten.
Undervejs mod en ø fik vi besked
om, at vi skulle lægge til for at få frokost.
Frokosttiden var dog for længst overskredet med mindst fire timer, og det ville
blive mørkt, inden vi kunne lægge fra igen,
så efter at have siddet meget stille i den
første time med bølgegang meddelte hele
Rundrejse
i Mellemamerika
Min grupperejse var arrangeret af
Nyhavn Rejser og kostede 25.990 kr.
Den foregik i november og december
2010.
Et hoved er dukket op af de overvoksede mayaruiner i Copan, Honduras.
selskabet, at vi absolut ikke var sultne, men
ville direkte til vores bestemmelsessted i
El Salvador.
Vi nåede over, men der var nye
trængsler. Båden kunne eller skulle ikke
lægge til ved nogen af kajerne, så vi blev
bedt om at gå ind til byen fra båden. Vi
vadede derefter nogle hundrede meter i
vand til knæene, mens slammet kom op
imellem tæerne. Hvad det præcist var, vi
trådte i mellem kloakudløbene, tænkte vi
ikke på, da fornemmelsen af at have overlevet overskyggede alt.
Et flot syn
Ih, åh og næh, sagde vi i Antigua – både til
byen og befolkningen og til det flotte hotel
med tagterrasse, hvorfra vi kunne se ud
over byen til de store vulkaner: Volcán de
Agua, Acatenango og Volcán de Fuego.
Vulkanerne ligger ca. 16 km fra Antigua og
50 km fra Guatemala City. Den sidste,
vulkanen, sendte fra sit krater med jævne
mellemrum en ”flot” sort røgsøjle op, som
så meget skarp ud mod den blå himmel.
Det var fint at se, at der kom noget ud af
Jordens indre. Der skulle dog gå knap to år
fra min rejse, inden den kom i udbrud i
2012, men så var det også nok til at jage
33.000 mennesker på flugt og lægge 17
landsbyer øde, men flot har det nok set ud!
På vores tur besøgte vi indianerne
i Chichicastenango, som er en by med et
stort marked, og vi blev præsenteret for
deres religioner. Religioner i flertal, for de
havde en blanding af katolicisme, som de
dyrkede ved at gå til messe i kirken, og
traditionel animisme, som de dyrkede ved
efter messen at brænde visse offergaver af
inde i kirken på en forhøjning, som gik
mellem stolerækkerne fra indgangen til
alteret. Udenfor kunne man købe religiøse
symboler, blomster og lys, som det passer
sig for en katolsk kirke.
Sammen med et par medrejsende fik
jeg mulighed for at komme på en gåtur
op ad bjerget til et sted, hvor de rigtige
ofringer finder sted. Disse ofringer er
nødvendige i stort og småt og består
mest af sukker eller alkohol, som forskellige shamaner brænder af (eller drikker
senere?), samtidig med at de beder for
nødvendige dagligdags materielle ting eller
for afklaring af problemer i familien. Så
vidt jeg kunne forstå udelukkende kortsigtede ting.
Ved en anden lejlighed mødte vi
nogle indianere, som boede i en landsby
ved Atitlánsøen. Her skiftedes familierne til at våge over en figur, som var helt
formummet, og som tog imod offergaver.
Også her var det sprut, og desuden ofrede
de tobak og cigaretter. Det kunne jo altid
45
bruges! Det undrede mig, at der i samme
rum var en kristusfigur, men så er man jo
også dækket ind.
Hele denne tur gik efter planen, og
vi nåede frem til lufthavnen i Guatemala
By. Vi blev dog standset på vejen af nogle
civilklædte mænd med våben, som lige
skulle kigge indenfor i bussen og tale med
chaufføren og se på os. Det viste sig at
være lokale folk fra de omkringliggende
landsbyer, som havde dannet vagtværn.
Når man tænker på, at vi bevægede os ad
hovedvejen mellem narkotikaproducerende lande i Sydamerika og aftagerlandet
USA, er det forståeligt nok, at man må
beskytte sin familie på denne måde ved at
have natlige vagtværn.
Denne rejse til Mellemamerika var
en rejse, som det ville have været svært
at klare på egen hånd. Alle problematiske situationer – fx bådturen – som man
gennemlever, gør det mindre skræmmende at give sig i kast med nye projekter.
Der er jo altid en løsning!
nn Kirsten Graversen har medlemsnr. 547.
Hun har besøgt 82 lande og ni territorier og
er rejseleder og foredragsholder, lektor ved
Roskilde Handelsskole og uddannet cand.
interpret. Læs mere om hende på www.
kirstengraversen.dk .
Syersker ved markedet i Kumas.
Tekst & Fotos:
Karen Hammer
I 1988 deltog jeg i et 40 års filmjubilæum i Accra. Egentlig kom jeg
bare forbi for at hilse på en flink
filminstruktør, som jeg havde mødt
ved FESPACO 1987 i Ouagadougou i
Burkino Faso, og så stod jeg pludselig
der og blev præsenteret for en række
gamle mænd – pionererne inden for
ghanesisk film! Sådan er
Afrika …
46
J
eg havde taget en omvej til
Ouagadougous panafrikanske
film- og tv-festival FESPACO
1989 for at kigge nærmere på
Elfenbenskystens filmproduktion og
anede faktisk ikke, at man lavede spillefilm på et meget højt niveau i Ghana. Fordi
jeg var startet med at studere afrikanske
film i frankofone lande som Niger, Mali,
Senegal og Burkina Faso, havde jeg aldrig
før set anglofone spillefilm. De gamle
kolonigrænser med de forskellige sprog
gjaldt også som kulturgrænser: I Senegal
så man fx ikke film fra Ghana eller Nigeria,
ligesom man i Ghana aldrig havde set en
af de fremragende film fra Mali. En af de
første dage viste man mig Kwaw Ansahs
”Heritage Africa”, og jeg var rystet – et
politisk mesterværk uden lige!
Jeg blev præsenteret for instruktøren og fik lavet et længere interview med
ham. Da ”Heritage Africa” en måneds
tid senere overraskende vandt førsteprisen i Ouagadougou, var jeg den eneste,
der straks kunne sende et interview på
gaden. I Abidjan havde jeg nemlig via den
svenske ambassade sendt min artikel til
Stockholm, hvor jeg var fast freelancer ved
bladet Film & TV.
Busholdepladsen i Kumasi.
De dovne ivorianere
I Accra i Ghana var man meget glad for
at se mig. Jeg deltog i middage, konferencer og filmkørsler og fik fine kontakter,
som har gjort, at jeg med stort udbytte
har kunnet komme tilbage år efter år.
I Abidjan i Elfenbenskysten derimod,
gider man ikke gøre meget for fremmede
tilrejsende. Jeg havde truffet adskillige af
filminstruktørerne fra Elfenbenskysten
ved FESPACO 1987, og de var skam også
glade for at se mig igen i januar 1989, men
de orkede slet ikke at fremskaffe en eneste
film, så jeg kunne udvide mit kendskab til
deres temaer og filmmiljøer.
”Det er alt for besværligt, Karen.
Hvorfor tager du ikke til Paris og ser dem
der?” Jeg spildte min tid i et par uger i
Abidjan og blev godt træt af det varme
fugtige klima, af den manglende gæstfrihed, af de særligt høje priser for hvide
mennesker og af de mange banditter og
det emsige politi, der sågar skød efter min
taxa – dog uden at ramme.
Egentlig havde jeg kunnet forudse
denne modtagelse, for i hele Vestafrika
talte man om de dovne ivorianere, der
ikke gad arbejde, men havde immigrant­
arbejdere fra alle nabolandene. I
Elfenbenskysten så man ned på alle
andre, og især foragtede man ghaneserne,
og det fik jeg skam at mærke, da jeg med
bus fra Kumasi midt i januar ankom til en
mindre grænseovergang. Bussen var fuld
af unge mennesker fra alle nabolandene,
en enkelt veletableret handelsmand og så
mig som den eneste europæer.
Et moderne hus i Abidjan.
Først blev vi alle beordret at stille
op på række, så vi en efter en kunne
passere et lille bord og lægge et beløb
på ca. 25 kr. til en uniformeret embedsmand. Inden da var vi allerede blevet
afkrævet et mindre beløb af toldvæsenet
for at undgå at få bagagen rodet igennem.
Nu kom så problemet, som de selvfølgelig
havde forudset: Nogle af de unge migrant­
arbejdere kunne ikke betale. Derfor blev
de sendt tilbage og kunne ikke fortsætte
rejsen, til trods for at de havde billet helt
til Abidjan. Den velklædte embedsmand
og jeg – vi som uden problemer ville
have kunnet betale – vi skulle skam ikke
betale, for vi var jo fra et højere socialt lag
og skulle behandles derefter! Jeg ærgrer
mig stadigvæk den dag i dag over, at jeg
ikke hjalp de fire stakler, der blev efterladt tilbage, da vi andre atter kravlede op i
bussen og lykkelige fortsatte rejsen.
Elfenbenkystens politi
Vi fik nu ikke lov til at glæde os længe,
for efter knap en times kørsel inde i
Elfenbenskysten begyndte vores trængsler:
Det lokale politi standsede bussen, beordrede alle ud med al deres bagage, og gik i
gang med at gennemrode det hele. Da alt
var godt splittet, kunne vi fortsætte, men
kun for en times tid, for så begyndte det
hele forfra til trods for folks protester. Det
var nu hen på aftenen, og folk var trætte,
men mere end en time ad gangen kunne
vi ikke slappe af. Ivorianerne var yderst
energiske og effektive; her skulle statueres
et eksempel: Ghanesere var ikke velkomne
47
i Elfenbenskysten! Da vi ved 22-tiden for
fjerde gang blev stoppet og beordret ud
med al bagagen, tillod nogle sig at protestere og forsøge at overhøre politiets ordrer.
Men det skulle de aldrig have gjort,
for nu blev den lille bys politimester
tilkaldt, og han vidste helt præcist,
hvordan man får folk ned med nakken.
Han beordrede alle vores pas og identitetspapirer indsamlet, låste dem inde i
sit pengeskab og meddelte, at vi takket
været vores manglende samarbejdsvilje
nu kunne vente til solopgang med at køre
videre. Han var særdeles høflig over for
mig, beklagede meget den uheldige situation, der ville forlænge min rejse – og inviterede mig til at deltage i sit aftensmåltid
inde på kontoret. Jeg takkede høfligt nej og
blev i bussen, mens han og hans medarbejdere fortrak inden døre. Vi diskuterede nu, hvordan vi skulle komme videre;
umiddelbart så det ret sort ud. En køn ung
ghanesisk pige accepterede at fungere som
lokkedue. Hun opsøgte politimesteren
og aftalte et møde med ham den følgende
søndag på et hotel i Accra. Da han ikke
havde høje tanker om ghanesiske kvinder,
og hun så dejlig ud, hoppede han på den
og udleverede vores papirer, hvorefter vi
omkring midnat atter kunne køre videre.
Næste gang vi blev stoppet af politiet, var
vi yderst samarbejdsvillige, og efterhånden
som natten skred frem, blev politiets effektivitet ringere og ringere; selv ivorianske
politibetjente bliver trætte om natten.
Vi ankom til Abidjan kl. 5 om
morgenen. Næsten alle passagererne blev
Ghana, Burkino Faso
& Elfenbenskysten
Ud & hjem igen: Man kan flyve
fra København til Accra i Ghana
for ca. 4.300 kr. t/r, til Abidjan i
Elfenbenskysten for ca. 5.400 kr. t/r, og
til Ouagadougou i Burkino Faso for ca.
6.650 kr. t/r.
Den store romersk-katolske kirke i Abidjan.
på endestationen til kl. 7; det er aldrig
sikkert at begive sig ud i en afrikansk
storby om natten, især ikke for mig, der
pga. min hudfarve ligner et let offer. Der var ikke plads på nogen af de
billige overnatningssteder. Efter en times
taxakørsel endte jeg med at tage et værelse
på et amerikansk pensionat tæt ved
centrum. Trods byens mange banditter
udforskede jeg i et par dage byen til fods.
Præsiden Houphouet-Boigny havde
for ”egne penge” bygget de to største
kirker i Afrika og sågar fået paven til at
indvie og velsigne dem! Næsten en kopi
af Peterskirken befandt sig oppe nordpå i
Yamoussoukro, der i 1983 var blevet gjort
til landets nye hovedstad, mens den anden
kirke befandt sig midt i Abidjan. Det var
en flot konstruktion med et stort køligt
kirkerum, hvor man ugeneret kunne
sidde og skrive sine noter. Byen havde et
centrum af moderne højhuse omkranset
af ensrettede brede veje, der gjorde, at der
slet ikke fandtes trafikkaos. Udenfor ned
mod floden og havnen lignede Abidjan
alle andre afrikanske byer med handlende
overalt langs vejene, gadekøkkener og et
netværk af krogede veje. Men det store
marked var en oplevelse af de sjældne –
især afdelingen for perler og træskærerier
m.m. Efter en uges tid og mange forgæves
besøg på filminstituttet blev jeg inviteret til at bo hos en ghanesisk fotograf
og hans scenografkvinde. Han arbejdede
ved byens største biograf og tog mig med
frem og tilbage i taxa, for det var alt for
farligt at tage med busserne. Ifølge ham
overfaldt knivbevæbnede banditter folk
ved højlys dag midt i byen. Det var dejligt
at komme indenfor hos en familie, at få
lokal hjemmelavet mad, at kunne deltage
i diskussioner vedr. landets politik, at se
de lokale fjernsynsudsendelser, der hver
eneste aften endte med præsidentens
smilende ansigt, og at kende nogen, der
var i stand til at skaffe mig filmkørsler. En anderledes velkomst
Efter tre uger i dette alt for fugtige land tog
jeg toget til Burkina Faso. I det nordlige
Elfenbenskysten er klimaet tørrere og
langt behageligere end kystens varme
fugtige klima, der gjorde at sveden
konstant løb af mig. Det var dejligt at
48
krydse grænsen til det tørre Burkina Faso
og blive modtaget af positive toldkontrollører, der uden at gennemrode min bagage
slap den igennem med et hvidt kridtkryds.
Måske var de ikke så flinke over for andre
passagerer; det er jo ikke til at vide, for jeg
havde særstatus som hvid journalist på vej
til FESPACO.
nn Karen Hammer har medlemsnr. 395. I
dag er hun bl.a. kulturredaktør på Radio
Vesterbro.
Sofarejser
Et udvalg af rejserelaterede udgivelser
Tekst:
Lars-Terje Lysemose
S
å er det blevet vinter, og hvis
man da ikke ligefrem er på vej
ud ad døren – på vej ud at rejse –
hvad er så bedre end at lægge sig
hjemme ved sofaen med en stak rejsebøger
eller en god film, som kan inspirere og
lindre vinterens mørke og kolde årstid? Vi
kalder det for sofarejser, når vi på næsten
magisk vis, som om vi havde et flyvende
tæppe, kan rejse ud i verden hjemme fra
sofaens trygge rammer. At have noget at
underholde sig med på rejsen kan også
være essentielt, når man sidder i et tog, i
en bus, på et fly eller i et kedeligt hotelværelse. Globen omtaler og anmelder derfor
gerne bøger og film, som kan inspirere og
udvikle rejselysten.
Om Asien
”Almayers
dårskab” af
Joseph Conrad
(Fahrenheit,
2013, 154 sider,
med farveillustrationer af Peter Petersen, 299,50 kr.) er
udgivet i en ny dansk oversættelse og med
pragtfulde og stemningsfulde akvareller
på næsten hver tredje side, som nærmest
gør denne klassiker til en grafisk roman.
Handlingen er henlagt til sidst i 1800tallet på Borneo. Kasper Almayer er en
hollandsk købmand, der i 25 år forgæves
har kæmpet for at gøre sin handelsstation
i junglen til en succes. Kun datteren Nina
lyser i Almayers forbitrede ægteskab med
en malaj, mens han drømmer om deres
triumferende tilbagevenden til civilisationen – en fantasi, der undergraves af
Almayers egen grådighed og selvovervur­
dering.
Om verden i øvrigt
“Before They Pass Away” af Jimmy Nelson
(teNeues, 2013, 424 sider, med kort og fotos
i farver, på engelsk, tysk og fransk, 37,60
GBP via www.amazon.co.uk) er virkelig-
gørelsen af et storstilet fotoprojekt
om at dokumentere 31 af verdens
mest truede
stammefolk, inden
det bliver for sent
og deres kultur går
til grunde. Som
bogens hollandske forfatter og fotograf
forklarer: “Vores verden forandres med
halsbrækkende hast. Lande, som for ikke
så længe siden blev anset for ulande, er nu
blandt verdens rigeste. Det er uundgåeligt, at så hurtige fremskridt i overflod og
teknologi i sidste ende ikke også når de
kulturer, som indtil nu har klaret at bevare
deres egen identitet og egne værdier. Og
når dette sker, vil deres mangeårige
traditioner gradvist forsvinde. Min
drøm havde altid været at bevare verdens
stammer gennem mit fotografi. Ikke for
at stoppe forandringer fra at ske – for det
ved jeg, jeg ikke kan – men for at skabe
et visuelt dokument, for at minde os og
generationerne efter os om det rene og
oprigtige livs smukke væsen. Og alle de
vigtige ting det lærer os. Ingredienser vi
synes at have glemt i vores såkaldte civiliserede verden.” De 31 stammefolk er fotograferet i deres miljø, iklædt som oftest
farvestrålende traditionelle dragter og
med dramatiske landskaber til baggrund.
Fotografierne er tydeligvist opstillede,
men er ikke desto mindre unikke og
mageløse. Og vi kommer næsten Jorden
rundt: Vanuatus oprindelige folk, New
Zealands maorier, Ny Guineas danier,
himbaerne på grænsen mellem Namibia
og Angola, Ecuadors huaorani-indianere,
Sibiriens chukchifolk, og drokpaerne i
Himalaya for bare at nævne nogle. “Som
med alle forhold i livet er tillid nøglen
til virkelig at kunne knytte sig til nogen.
Dette er ligeledes sandt for båndet mellem
en fotograf og hans emne. Ved flere
lejligheder var folk tilbageholdende med
at lade sig fotografere, da vi først ankom.
Vi blev ofte mødt med en stor skepsis om
vores hensigter, og det var helt forståeligt.
Forestil jer en gruppe vestlige fremmede,
49
som dukker op i en afsondret landsby og
beder de lokale om at posere for dem på et
sprog, de ikke forstår, og med et formål, de
ikke forstår. Man kan ikke rigtig forvente,
at folk hopper op og ned af glæde og deler
ens begejstring. Først når de har lært en
og ens hensigter lidt bedre at kende, vil
de måske åbne sig op,” forklarer Jimmy
Nelson. Og det er først og fremmest hans
mesterlige fotografier, som bærer bogen.
De 31 stammefolk præsenteres dog også
med korte tekster om deres levevis og
traditioner. Bogen er i et stort format,
som lader billederne komme til deres ret,
og den vejer mere end 5 kg. Er du blevet
nysgerrig, kan man se et udvalg af billeder
og læse mere om dette fantastiske projekt
på www.beforethey.com.
“Världsarv –
Människans
mästerverk” af Peter
Hanneberg (Max
Ström, 2012, 321 sider,
med fotos i farver, på
svensk, 330 SEK) er en
fotobog om fabelagtige bygningsværker og
urgamle kulturer, om menneskets skaberkraft og ødelæggelsestrang, om kunst,
magt og natur. Unescos verdensarvsområder er steder, som er blevet erklæret
bevaringsværdige under det internationale
verdensarvsprogram, der administreres af
FN’s organisation, og listen omfatter i dag
ca. 900 steder. Den kendte svenske fotojournalist har rejst Jorden rundt for i tekst
og billeder at dokumentere den kulturarv,
Unesco siden 1972 har udset som umistelig
for vores civilisation. I bogen skildrer
han 100 af de mest fantastiske og tager
os samtidig med på en verdensomspændende rejse til 45 lande på seks kontinenter.
”Världsarv” præsenterer kort sagt noget af
det ypperste, vores planet kan byde på.
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr.
364 og er freelancejournalist og ansvarshavende redaktør af Globen. Læs mere om
Lars-Terje på www.lysemose.com.
Det væsentlige i at rejse –
er simpelthen at rejse
Bjarne Lund-Jensen: ”Historier fra vor
verden”. E-bog udgivet af Helle MøllerMadsen, 2013, ca. 600 sider, med fotos i
farver, 79 kr. via www.saxo.com.
De BerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstes Klub
Tekst:
Anette Lillevang Kristiansen
D
et var den skotske forfatter
Robert Louis Stevenson, der
berigede verden med ordene:
”Det væsentlige ved at rejse er
simpelthen at rejse.” Sætningen beskriver
meget godt den indstilling, som vort
navnkundige medlem Bjarne Lund-Jensen
selv gennemrejste vor klode med. Han
indrømmer da også selv, at det var en
helt speciel oplevelse at besøge den gamle
forfatters sidste hvilested i Vailima på
Samoa i 1993, for Stevensons tilgang til
det at rejse harmonerede fuldkommen
med hans egen indstilling. For hvad er
vigtigere ved at rejse end lige netop det at
rejse? Smukkere og mere enkelt kan det vel
næppe udtrykkes.
Man føler sig ydmyg, når man går i
gang med at læse Bjarne Lund-Jensens
bog. Ikke alene er det et digert værk på ca.
600 sider, men det er også historien om en
mand, der formåede at gøre noget, kun de
færreste opnår her i livet; nemlig at rejse i
alle verdens lande på nær syv. Som læser
er man ikke bare vidne til en masse rejser
rundt i verden, men vigtigst af alt: Man
er med på en livsrejse. Ikke bare ud til de
fjerneste afkroge af vor klode, men også
ud til grænserne af menneskesindet og et
menneskes formåen.
Det er i sig selv en pragtpræstation at
have sat sine ben i næsten alle eksisterende
lande, men man føler, at man oplever
sammen med Bjarne. Det være sig besværlige grænseovergange, i selskab med
vedholdende pengeafpressere, vrantne
grænsebetjente, døgns kørsel i tvivlsomme
transportmidler, ophold på uspolerede
stillehavsøer og videre i den dur, så ja man
får blot endnu større respekt for denne
mand, der kunne sætte en tegnestift på
verdenskortet ved omtrent samtlige lande.
Bogen består af flere forord,
Bjarnes ti mest dramatiske ankomster,
blognoter med gode råd om Antarktis
og Sydamerika, liste over besøgte lande
og territorier og de lande, som han ikke
nåede at besøge, og endelig er de mange
historier krydret med over 250 af forfatter­ens egne fotos.
Vi er med Bjarne i alle verdens
afkroge fra Polynesien til Panama, gennem
Sydamerika, ved pokerbordet i Las Vegas,
på Masai Mara i Kenya, på jazzhus i New
Orleans, blandt krabber på Juleøen – bare
for lige at nævne et par stykker.
Det er svært at fremhæve én episode
frem for en anden ud af så stor en mængde
rejser helt fra først i 1970’erne og op til
nutiden, men beretningen om Bjarnes
ophold i et borgerkrigshærget Sierra Leone
er ganske underholdende. Vores hovedperson vidste nemlig ikke, at der var krig
i det vestafrikanske land, så det er bare
én af gangene, hvor man gennem bogen
må trække på smilebåndet over alle hans
mange pudsige indfald.
Samlet og udgivet posthumt
Eneste ærgerlige ting er, at bogen godt
kunne have tålt en bedre gennemarbejdning. Mange af historierne går igen to
50
eller flere gange, og det er lidt synd. Man
må naturligvis tilgive Bjarne, at han ikke
selv fik lejlighed til at færdiggøre bogen.
Hans søster Helle har gjort det for ham og
kan af gode grunde ikke forventes at have
samme indsigt i historierne som forfatteren selv.
Når det så er sagt, så er det en meget
levende beskrevet og underholdende bog,
der giver indtryk af en fantastisk engageret rejsende, der med stor iagttagelsesevne forstår at more sig og komme tæt på
de lokale. Bjarne beskriver detaljeret sine
rejsemål og indvier os i mennesker, han
møder på sin vej. Trods sit ydmyge væsen,
og meget jordnære måde at fortælle på, så
fornemmer man også en snert af fandenivoldskhed og en evne til at gennembryde
normer, grænser og folks facader.
Når man har fulgt Bjarne gennem
tykt og tyndt Jorden rundt, ja så sidder
man lidt og bliver sentimental i slutningen,
hvor Anja Blaksmark får det sidste ord og
siger farvel til Bjarne Lund-Jensen i forbindelse med hans alt for tidlige død i januar
2012.
”Far nu vel, du gæve verdensfarer”
skriver hun, der har fulgt Bjarne på hans
mange rejser via Facebook. Hun følger
ham til den absolut sidste opdatering
aftenen inden hans død, hvor han skriver,
at han føler sig lidt utilpas.
Der blev så stille på Facebook efter
Bjarnes død, skriver Anja Blaksmark – og
det er præcist sådan, man føler det som
læser, når man vender det sidste blad.
nn Anette Lillevang Kristiansen har
medlemsnr. 328 og er journalist og med­­
redaktør af Globen.
Kan glorien pilles af Kapuscinski?
Artur Domosławski: ”Ryszard Kapuscinski
– A Life”, Verso, 2013, 472 sider, 12,99 GBP.
De BerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstes Klub
Tekst:
Henrik Døcker
D
en polske journalist Ryszard
Kapuscinski (1932-2007)
nåede i levende live at blive
noget af en myte. Han skrev
en stribe af bøger med temaer fra den
tredje verden. De blev oversat til en
mængde sprog, herunder dansk. Men nu
har hans yngre journalistkollega Artur
Domosławski (der er født i 1967) sat sig
for at gå Kapuscinskis skriverier nærmere
efter – og det har vist sig, at de i en del
tilfælde ikke har holdt vand.
Kapuscinskis medrivende fortællinger fra den etiopiske kejser Haile
Selassies hof, fra hans persiske kejserkollega shah Mohammad Pahlevis, eller fra
”Fodboldkrigen” mellem El Salvador og
Honduras holdt sig ikke pinligt på den
rigtige side af sandheden, om man så må
sige. Kapuscinski blev faktisk ind imellem
foreholdt unøjagtigheder, men afviste dem
irriteret. Hans kritikere blev tilbagevist:
”Du forstår ikke, hvad det går ud på: Jeg
hænger mig ikke i detaljerne, det drejer
sig om at fange essensen” (af en situation.
red.).
Et usædvanligt talent
Historien om Kapuscinskis journalistkarriere er forunderlig, men også
underlig. Det meste af sin tid tilbragte
han i udviklingslande, i begyndelsen som
korrespondent for det polske nyhedsbureau PAP, sidenhen for forskellige
dagblade og tidsskrifter. Men han havde
forinden gjort et rigtig godt indtryk med
beskrivelser fra Polen. I sin udlændighed
var han mest i Afrika, men også i Asien
og Latinamerika. Domosławskis bog giver
ikke nogen egentlig forklaring på, hvorfor
Kapuscinski blev sendt på sin første
udlandsmission til Indien, til trods for at
han ikke kunne engelsk.
Dette sprog, såvel som andre han
med tiden tilegnede sig (såsom spansk), får
man indtryk af, at han lærte sig selv. Mon
dog? Selv har han ikke bidraget meget til
forståelsen af det omrejsende korrespondentliv, han førte. Nok var det krævende,
ind imellem plagsomt og ensomt, men
nogen klokkestreng synes han ikke at have
hængt i. Han skrev reportager og analyser,
men synes sjældent at have rapporteret
om døgnets begivenheder i dette eller hint
land. Men han havde et usædvanligt talent
for at beskrive en atmosfære. Han fortolkede virkeligheden gennem sanserne, og
han er blevet betegnet som ”en sensuel
snarere end en intellektuel skribent”.
Kapuscinski deltog nok som andre korrespondenter i pressemøder, men stillede
angiveligt aldrig selv spørgsmål (!). I stedet
opsøgte han bevidst jævne, almindelige
mennesker i de lande, han beskrev. Og han
fabulerede – i hvert fald i sine bøger. Han
påstod fx, fejlagtigt, at den etiopiske kejser
Haile Selassie ikke kunne læse og skrive,
og han talte om hundredetusinder af politiske fanger i shahens fængsler, når tallet
ikke oversteg 5.000.
Sympati for de underprivilegerede
Tilsyneladende var Kapuscinski den
første journalist, der kom under vejr med,
at Cuba havde sendt militærstyrker til
bevægelsen MPLA i Angola, dengang der
rasede en blodig borgerkrig med deltagelse
51
af lejesoldater fra både Egypten, Portugal
og Sydafrika på modpartens (FNLA og
UNITA) side. Men det gik han stille med
et stykke tid – faktisk røbede han det først
et år senere begrundet i, at han fungerede
som tolk for at skabe kommunikation
mellem cubanere og angolanere.
Kapuscinskis sympatier lå klart hos
de underprivilegerede afrikanere, latinamerikanere og asiater, for som han
skriver i én af sine bøger: “Globaliseringen
er ikke global, da den næsten uden undtagelse drejer sig om de nordligt beliggende
lande, hvor 81 % af investeringerne foretages. Den hurtige, dynamiske udvikling
skaber ulighed (nationalt som internationalt), der betyder, at centrum (for den
fremgangsrige udvikling) styrkes og periferien bliver svagere og fattigere.”
Det er ikke noget uset fænomen, at
en journalist pynter på sine oplevelser (fx
fordi vedkommende uheldigvis kom en
måned før eller efter et bestemt kup). En
dansk journalist som Jan Stage var kendt
for heller ikke at hænge sig i kendsgerningerne. Men baseret på sine egne oplevelser
slog han sig med tiden på romangenren.
Noget lignende burde Kapuscinski måske
havde gjort. Det vil under alle omstændigheder være som essayist, han vil blive
husket.
nn Henrik Døcker er 75 år, journalist og
forfatter og har medlemsnr. 38.
På rejse med ord, pen og notesblok
Thomas Boberg: ”I den næste by”.
Gyldendal, 2012, 355 sider, 299,95 kr.
De BerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstes Klub
Tekst:
Henrik Frier Hansen
F
or nogen tid siden var Thomas
Boberg på besøg i Café Globen i
København med et foredrag om
sin deltagelse i en ayahuasca-­
ceremoni dybt inde i Amazonas. Efter
foredraget spurgte jeg, om oplevelsen ved
at indtage det hallucinerende lian-udtræk,
forberedt af shamaner, havde gjort noget
for hans skriveri? Nej, svarede Boberg, det
havde blot været en spændende oplevelse.
Men måske lian-drikken nu alligevel har
gjort noget ved hans skriverier, for han
har efterfølgende udgivet en særdeles
velskrevet bog! Om så det er ayahuascaens
skyld, eller blot fordi forfatteren er modnet
og blevet bedre med tiden, kan vi jo ikke
vide. Men jeg gætter nu på, at ayahuascaen
har gjort underværker!
”I den næste by” er Bobergs fjerde bog
i rækken af ”rejseminder”, der hovedsageligt udspiller sig i Latinamerika. Specielt
Peru, hvor Boberg har været bosat. Men
der er også afstikkere til Marokko, USA,
Indien, Egypten – og så er der lige et besøg
hos faster Kirsten i Roskilde. For ikke at
tale om affæren i Panama ...
Men det er jo ikke rejsen fra A til B,
det handler om hos Boberg. Det er heller
ikke nogen smart backpackers formaning
om, hvordan eller hvorhen man bør rejse.
Det i sig selv er jo en god ting.
Det handler mere om de små skæve
fortællinger og ikke mindst om de ofte
excentriske og spraglede personager, han
møder undervejs. Bobergs rejsebøger er
ikke om smukke solnedgange eller palmeklædte strande. Tværtimod møder man
oftere det dystre, det grimme og det desperate, i en spændende og kaotisk verden,
der ikke nødvendigvis er smuk som et
postkort, men som den rastløse forfatter
synes at befinde sig særdeles godt i. Det
er uddrag, brudstykker og historier fra
verden som alle har det til fælles, at de
er rå, uparfumerede og hamrende godt
fortalt. Måske lidt a la engelske Bruce
Chatwin eller en ung Ib Michael fra
1970’erne.
Det handler nemlig om sproget og
den farverige fortælling. Det er ordet, der
er fokus på, og det er digteren, der er på
rejse. Med pen og notesbog. Og så er det
faktisk ligegyldigt, om historien foregår i
Cairo, Lima eller i Roskilde.
Og apropos Roskilde, så er både
Boberg og Ib Michael født i byen. Jeg er
selv barn af samme kedelige og småborgerlige provinsby og må spørge: Hvad er
det, der gør, at byens børn rejser så langt
væk ud i verden, og bliver til så farverige
og sprudlende forfattere?
Op med humøret!
Og så er der den personlige fortælling.
Bobergs meget personlige skildring af
hans eget livskatalog. Om at skrive, og om
rejsen på jagt efter ”ordet”, som han selv
siger. Om barndommen i Danmark. Om
skilsmissen. Utroskaben. Fristelserne og
afgrunden i livet. Om at være blevet far og
tage sin unge søn med på rejse tilbage til
Amazonas, for at få bugt med frygten. Om
at vende tilbage til Danmark efter mange
år i udlandet. Det hele virker hudløst
ærligt, og også her fyrer Boberg den af og
gør sproget til et fyrværkeri, der sitrer og
lyser op. Også selv om det hele kan virke
52
lidt mørkt og modløst. Af og til får man
lyst til at sige: ”Op med humøret, Boberg,
det går sgu’ nok det hele!”
Jeg kan godt blive lidt misundelig på
forfatteren Boberg. For han gør to ting,
som jeg tror vi er mange, der gerne ville:
At rejse og at skrive – og samtidig kunne
leve af det. Boberg har vundet adskillige
litteraturpriser; ikke mindst en livsvarig
kunststøtte fra staten. Men ærligt talt, så
er misundelsen sund – og er der nogen,
der har fortjent den slags støtte, så må det
være Boberg. Han er jo allerede rejst derud,
hvor sproget letter, og rejsen bliver skildret,
så den kan mærkes under ens egen hud.
Så lad ham dog endelig få lov at fortsætte
med det. Støtten skal være ham vel undt,
vi har jo fået en dansk rejsebogsforfatter,
der er på vej til at blive en af de store.
Og for en flok berejste som os, kan en
forfatter som Boberg kun falde i god jord.
Specielt hvis man er til de skæve historier,
derude fra kanten af verden, som i den
grad kan puste ild i ens rejselyst.
nn Henrik Frier Hansen har medlemsnr.
285 og er forfatter til den engelsksprogede
rejsebog ”Viva Chile”. Han bor på skift i
Chile og i Danmark.
Bjergtagende magi
Ole Ejnar Hansen: ”Vandringer i
Himalaya”, The Enlighted Yak, 2013, 237
sider, med kort og fotos i farver, 399 kr. via
www.enlighted-yak.dk , inkl. forsendelse
til Danmark.
De BerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstes Klub
Tekst:
Lars-Terje Lysemose
H
ar man først på nært hold
oplevet de snetakkede tinder i
grænselandet på Verdens Tag,
kan man ikke andet end lade
sig fascinere. Himalayas smukke natur,
enkle, ofte fattige, men gæstfrie mennesker
og bjergenes særegne og mangefacetterede
kultur indbyder til at gå på eventyr og
opdagelse.
Det er da også en nærmest bjergtagende magi, som stråler ud af Ole Ejnar
Hansens nye og billedsmukke bog, der
som antydet i titlen byder på fortællinger
fra utallige vandreture på Verdens Tag.
Fabelagtige billeder
Siden 1985 har Ole Ejnar Hansen tilbragt
mere end 500 dage med at vandre i det
uvejsomme og barske terræn, knytte
venskaber med de lokale og med sit
nysgerrige og åbne sind komme tættere
på kulturen end de fleste vesterlændinge
på trek. Som oftest har han enten vandret
på egen hånd eller sammen med sin kone
eller nogle få venner. For Himalaya er jo
den ultimative oplevelse, når man er til
bjerge, smuk natur og en nærmest uberørt
og ofte gådefuld kultur, som forekommer
så anderledes end vores egen.
”Vandringer i Himalaya” bæres
igennem af forfatterens egne fabelagtige
billeder af landskaber og af de personer,
han møder på sin vej. Og af en varm
og personlig fortællestil, hvor det først
og fremmest er de små oplevelser i den
store natur og de personlige møder med
Himalayas folk, som skaber magien og får
fortællingerne til at gnistre.
Det Himalaya, som skildres i bogen,
er et barskt miljø, hvor de små bjerg­
stier, som har været der i århundreder og
knytter de mange forskellige folk sammen,
fungerer som bindeled. Det er især grænselandet mellem Tibet og Nepal eller
Indien, som forfatteren er bjergtaget af.
Der hvor dybe dale ender i pas, som leder
over verdens højeste bjerge til nye dale.
Eller fortsætter ind i højlandet Tibet –
Verdens Tag. Dér hvor handelskaravaner
engang skabte rigdom. Dér hvor hinduisme, shamanisme og tibetansk buddhisme
mødes, hvor dæmonerne lurer lige om
hjørnet, og hvor himmelbegravelser stadig
forekommer.
Bogen er inddelt i fire sektioner:
Indien (med Ladakh og Zanskar), Tibet
(med Kailas, Manasarovar, Chomolungma
– bedre kendt som Everest – Tingri Tang
og Purma Yutso), Nepal (med Humla,
Mustang, Annapurna, Na-Phu, Khumbu,
Manaslu, Makalu, Kangchenjunga)
og Kina (med Gyalthang og Kawa
Karpo) og kommer således næsten hele
vejen rundt om den forjættende bjergkæde. Afghanistan, Pakistan, Bhutan
og Myanmar, som Himalaya også løber
igennem, er dog udeladt.
Oplyst og vidende
Bogen er udgivet på eget forlag, og
forlag­ets navn, The Enlighted Yak, spiller
på det tilnavn, en tibetaner har givet
forfatteren. Det forklares i bogen således:
53
”’Du må være velsignet,’ siger
Namgyal. ’Jeg kan se det i dine øjne.’ ’Det
tror jeg nu ikke – jo, man kan sige, at jeg
er velsignet med held,’ siger jeg. ’You are
enlighted,’ siger han. ’Det lyser ud af dig,
når du fortæller.’ ’Jeg føler mig ikke mere
enlighted end din yak,’ siger jeg. ’O.k., så
kalder vi dig Enlighted Yak.’ (…) Det lo vi
meget af der under stjernerne.”
Egentlig burde det vel være
Enlightened Yak, for det er jo forskel på at
være enlightened – oplyst og vidende – og
så at være enlighted – pålyst og i fokus –
men sådanne sproglige finesser kan man
nok ikke forvente, at en tibetansk stifinder
kender.
Forfatteren har tilsyneladende
fravalgt at få professionel hjælp til redigering og korrekturlæsning. Det er egentlig
synd, for trods sprogfejl er bogen mageløs
og har potentiale til at nå mange flere
læsere end de 500 eksemplarer, som første
oplag er trykt i.
Himalayas magi ligger derude og
venter bare på at blive opdaget. Med
”Vandringer i Himalaya” kan man ikke
andet end lade sig begejstre, få udlængsel
og drømme om at pakke rygsækken for
at komme af sted på eventyr. Som Lars
Gundersen skriver i bogens forord: ”Det
er, som titlen siger, fortællinger om rejser
gennem verdens højeste bjerge. Men
den handler lige så meget om at forløse
drømme.”
nn Lars-Terje Lysemose er journalist, har
medlemsnr. 364 og er ansvarshavende
redaktør af Globen. Sit hidtil højeste punkt
på Jorden nåede han i passet Larkya La
i 5.160 moh. under en vandring rundt
om Manaslu, verdens 8. højeste bjerg, på
grænsen mellem Tibet og Nepal.
Koordinaterne
28°29’55.9”N
84°40’7.8”E
Lho, Nepal
Tekst & foto: Lars-Terje Lysemose
Har du et godt foto fra et sted med en
lille historie, så send det til Globen.
Har du ikke de nøjagtige koordinater
på gps, kan www.geoplaner.com være
en hjælp.
E
ndelig! Efter regn og hagl klarer det op næste morgen, og efter 12 dages anstrengende vandring fra Arughat og op forbi
Tsumdalen belønnes vi med et første og fabelagtigt vue til det snedækkende Manaslu. Navnet Manaslu betyder Sjælens
Bjerg, og det anses af buddhister for helligt. Det er med sine 8.163 moh. verdens 8. højeste, og her fra stupaen med den
menneskelignende rustenrøde figur på toppen er det slående, at der er yderligere 4.983 meter op til bjergtinden, der
skinner om kap med solen i sit snehvide skær. Målet er nu ikke at bestige det sagn­omspundne bjerg, men at vandre rundt om det
gennem passet Larkya La i 5.160 moh. på grænsen til Tibet. Landsbyen Lho ligger i 3.180 moh., og her ved stupaen deler stien sig i
to: Til højre videre mod Sama og Samdo og til venstre en lille sti op til det buddistiske kloster Ribung Gompa. Vi er halvvejs og lige
midt i eventyret – og med et syn som dette som belønning har vi fået fornyede kræfter og smag for mere.
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og var af sted sammen med sin far og to nepalesere på turen rundt om Manaslu.
54
Kort fortalt:
Slagghögen ved Nyvång
Tekst: Patrick Leis Foto: Wikimedia
D
et lå lige ud for landsbyen Nyvång, 30 km fra
Helsingborg, og jeg kunne
se det fra bagsædet i mine
forældres gamle Volvo, når vi fuldt lastede
tøffede ad E4’eren op mod ødegården i
Småland.
Vi kaldte det Kulbjerget, og jeg var
helt sikker på, at der virkelig boede trolde
på bjergsiden.
Det gjorde der naturligvis ikke, men
til gengæld var der dinosaurer!
Nyvångs Gruva er ca. 100 meter højt
og var i 1940’erne, da kulproduktionen
var størst, Sveriges største kulbrud. 500
mennesker havde deres daglige arbejdsgang på Slagghögen, som først lukkede i
1966, og derefter omdannede man området
neden for bjerget til en dinosauruspark
med iskagehus og malede fortidsøgler af
stål.
Det vidste jeg beklageligvis ikke som
dreng, men jeg havde altid haft lyst til at
klatre op på toppen.
Og det gjorde jeg forrige år.
Nu har jeg selv overtaget ødegården,
og en dag på vej derop drejede jeg, efter en
pludselig indskydelse, af. Jeg kørte gennem
minibyen, parkerede og begyndte at klatre.
Bjerget er fremkommet af slagger, sten
og grus og bestemt ikke egnet til amatørklatring. Flere gange var jeg ved at glide
ned, men efter en god halv time svang jeg
hænderne over kanten og hævede mig op
på toppen. Det første jeg så var et midaldrende, svensk ægtepar, der sad på en bænk
og spiste is.
De sendte mig et mild sagt forbavset
blik, og sjældent har jeg følt mig så åndssvag: For på bjergets bagside var der blevet
anlagt en fin og fodvenlig sti.
Men udsigten var fin. Og jeg fik skam
udlevet endnu en drengedrøm.
nn Patrick Leis har medlemsnr. 569. Læs
mere om Nyvång i Sverige på sv.wikipedia.
org/wiki/Nyvång
Har du en god, lille fortælling, som
rammer et specielt geografisk område,
så skriv gerne til redaktorgloben@
gmail.com og mærk e-mailen Kort
fortalt. Artiklen skal være kort og
skåret helt ind til benet og gerne sjov,
informativ eller overraskende og
fortælle noget om lige præcis det sted,
du kom forbi på din rejse, hvad enten
den foregik i Aserbadsjan, Colombia
eller Rødovre.
Næste konkurrence:
Dengang i begivenhedernes centrum …
I
næste nummer af Globen vil vi
høre en god historie, om dengang
du under en rejse pludselig befandt
dig i begivenhedernes centrum.
Måske har du på nært hold oplevet og
været vidne til en historisk begivenhed?
Eller måske har du mere eller mindre
ufrivilligt oplevet pludselig selv at have
været centrum for alles opmærksomhed
på en tur under fremmede himmelstrøg?
Uanset begivenhedens art så grib tastaturet og skriv en lille historie om dine
oplevelser. Artiklen bør højst fylde 4.000
tegn. Vedlæg gerne et foto eller to, som
kan illustrere din historie og send det
til redaktorgloben@gmail.com senest
30. januar 2014. De indsendte indlæg
vurderes alene på baggrund af deres tekst,
og førstepræmien består af to bøger af
Kit A. Rasmussen og en dvd med spillefilmen ”Kon Tiki”.
Kit A. Rasmussen har medlemsnr. 533
og er forfatter og har en bachelor i psykologi. Hendes to seneste romaner hedder
”Profetens tempel” og ”Inkaens offer” og
er fjerde og femte del i børnebogsserien
”William & Athena”. I ”profetens tempel”
rejser børnene William og Athena til Petra
i Jordan, hvor et lig af en svensk arkæolog er blevet fundet. Og i fortsættelsen
”Inkaens offer” nærmer vi os gåden om
Atlantis og svaret på, hvorfor Athenas mor
er forsvundet. Begge bøgers handlinger
foregår på historiske steder i verden, og de
er udkommet på Høst & Søn tidlig­ere i år.
Målgruppen for serien er børn i alderen
9 til 12 år, og i en anmeldelse i Globen
opnåede et tidligere bind fire ud af fem
glober.
55
Dvd’en med ”Kon Tiki” (Nordisk
Film, 2013, 113 min., på norsk med undertekster på dansk) er filmatiseringen af den
fantastiske og sande historie om, hvordan
norske Thor Heyerdahl får en vild ide og
samler en besætning for i 1947 at krydse
stillehavet på en tømmerflåde fra Peru
til Polynesien. Filmen er instrueret af
Joachim Rønning & Espen Sandberg og
blev nomineret til en Oscar tidligere i år.
Alle præmier kan således siges at
handle om at befinde sig i begivenhedernes centrum. Vi glæder os til at læse dit
bidrag!
Konkurrence:
Dengang jeg overlevede ...
Femtepladsen går til:
En potentielt livstruende flyvetur
Tekst: Niels Andersen
FOTO: Wikimedia
J
eg har ikke tal på, hvor mange
rejser jeg har gennemført igennem
årene, men med tre-fire måneders
rejsedage om året igennem et langt
arbejdsliv har jeg op til flere hundrede
kortere eller længere flyrejser på samvittigheden. Så skulle man jo egentlig tro,
at jeg burde have været udsat for op til
flere livstruende situationer, men jeg kan
dog kun komme på en enkelt, som i min
bevidsthed har virket livstruende.
Under et besøg i Guatemala i
Mellemamerika havde jeg besluttet mig
for at tage op i den nordlige del af landet
for at se det berømte og meget smukke
Tikalmayaruinkompleks. Guatemala
har 15 millioner indbyggere og er et af de
mere spændende lande i Mellemamerika;
hvis man er interesseret i autentisk indiansk mayakultur. Ud over Tikalruinerne
er det værd at besøge Antigua Guatemala,
Lago de Atitlán og ikke mindst det åbne
marked, som finder sted hver torsdag og
søndag i byen Chichicastenango.
To fly at vælge imellem
Jeg havde hyret et lokalt rejsebureau til
at stå for turen derop og skulle møde i
lufthavnen kl. 6 om morgenen. Jeg ankom
lidt tidligt til lufthavnen, hvor der stod to
fly fra et lille, privatejet selskab – Aerovias
Airlines. En Caravellejet og et mindre
tomotors turbopropfly.
På den tid i 1980´erne jokede
vi rejsende, der jævnligt fløj rundt
imellem øerne i Caribien og landene i
Latinamerika, ofte med, at de små, lokale
flyselskaber, der havde de smukkeste
stewardesser, også altid var de selskaber,
der havde de ældste og mest bedagede fly.
Med kun et enkelt blik på de to fly var jeg
derfor ret sikker på, at vi ville blive betjent
af gudeskønne stewardesser på den forestående tur nordpå til Tikalruinerne.
Turbopropflyet, som vi turister kom
af sted med den morgen i 1986, havde
stadig logoet for Iraqi Airways på sikkerhedsselerne, så det var angiveligt et fly, der
allerede havde udtjent rigtig
mange flyvetimer. Først i Irak
og nu her i Guatemala.
Flyveturen gik dog fint –
både frem og tilbage, og også
Tikalruinerne var en fantastisk
oplevelse.
Vi fløj med det lille fly, fordi
vi kun var ganske få passagerer
den dag. Havde vi været blot et
par stykker flere, havde vi måttet
flyve med Caravellen. Et par dage senere,
18. januar 1986, var der flere turister, og
da benyttede Aerovias derfor Caravellen.
Den klarede dog desværre ikke turen,
men faldt ned i et uvejsomt terræn i
junglen, med det tragiske resultat at alle 93
ombordværende besætningsmedlemmer
og passagerer omkom.
Efter mange overvejelser besluttede
jeg mig for ikke at undersøge årsagen til
flystyrtet. Det kunne selvfølgelig have
været pga. dårligt vejr, at flyet var styrtet
ned. Men med tanken om bæltespænderne
fra Iraqi Airways i baghovedet, har jeg nu
altid inderst inde været af den mening,
at Caravellen sandsynligvis har været
både gammel og måske også udtjent, og
at uheldet derfor lige så godt kunne have
været sket for mig, havde vi været bare de
få ekstra turister, der ville på udflugt til
Tikal den dag.
nn Niels Andersen har medlemsnr. 626 og
har tidligere i år bl.a. besøgt Puerto Rico
og Tyrkiet.
Tikalmayaruinkomplekset i Guatamala.
56
Sådan ser et Caravellejet ud.
Fjerdepladsen går til:
Feriehelvedet på Bajondillo
Tekst & foto: Henrik Frier Hansen
H
otel Bajondillo, Torremolinos,
Costa del Sol, Spanien. Det er
her, vi har forvildet os hen.
Seks dage i ferietransit på
vej til Sydamerika. Lidt sol og afslapning
inden den lange rejse over Atlanten.
Tænk, at man som berejst kan lave
sådan en fuser!
For det viser sig, at vi pludselig
befinder os i en sfære, vi ikke kan fungere
i. Som en tidslomme, vi er blevet låst fast
i. Vi er blevet fløjet tilbage til 1970’erne
til charterturismens begyndelse. Det kan
måske være sjovt nok for en kort stund,
sådan antropologisk set, men problemet
er, at vi er omgivet af måske tusinde andre
turister, der alle lader til at elske stedet og
falder perfekt ind i scenen.
Banko
Det hele begynder med bankospillet.
Numre bliver råbt op på både spansk,
engelsk og til tider tysk. Så åbner strandbaren nede ved poolen. Der spilles ”varieret” musik fra store højtalere, samtidig
med at der råbes numre ud i luften. Det
hele runger hult. For Bajondillo er et
trelænget højhushotel forbundet som en
hestesko. Som længer på en bondegård blot
i 10 cement-etager. Og inde midt på ”gårdspladsen” spiller musikken. Her ligger
turisterne, her leger børnene, og her kører
bankospillet. Der er måske 500 værelser på
Bajondillo, og de lader alle til at vende ud
mod samme ”gårdsplads” på det trelængede hotelkompleks. Fra terrassen står alle
os fra den ene længe og kigger over på den
modsatte fløj. Her står de andre gæster så
og glor over på os. Vi er som kvæg, stuvet
sammen i ferieparadis! Det runger højt
og hult mellem bygningerne, det er som
om lyden og støjen forstærkes. Langsomt
bliver børnenes sjove leg i poolen til en
pestilens af høje skrig, der hviner direkte
op til de små lejligheder. Tyskernes kraftfulde svømmetag i poolen begynder at lyde
som Østerbro Svømmehal i myldretiden,
og ”Una Paloma Blanca”-melodien fra
højtalerne i baren lyder efterhånden som
torden og lynild, når man har hørt den lidt
for mange gange.
Præcis kl. 18 er der børnedisko.
Selvfølgelig ude på gårdspladsen. Det
afløses så uden nogen nævneværdig
pause af aftenens orkester, der spiller
”live” musik indtil kl. 1. Orkesteret her
på Bajondillo består af en orgelspiller
(Orgel-Ove eller Hammond-Hans ville
han vel hedde på jysk), der med et teknologisk arsenal af rytmebokse spiller op
til dans med hits fra 1970’erne. Tilsat
denne misere er så aftenens sanger-
Bajondillo med 500 værelser.
inde, en aldrende spansk sangerinde, der
godt kan lidt engelsk, der fører os alle
gennem aftenens ulidelige potpourri af
Burt Bacharach-, Frank Sinatra- og Barry
Manilow-sange.
Nu skal vi ha’ det sjovt!
Det sjove (og det der frembringer min
pludselige ensomhed) er, at alle tilsyneladende synes, at aftenen er vidunderlig.
Et bredt udsnit turister fra forskellige
nationaliteter farer ud på dansegulvet og
spjætter med arme og ben. Det er ældre,
velklædte, engelske par med håret sat
og den tyske modsætning med sved på
ølmaven. Det er danseskoletrin, der pudses
af i forskellige stilarter og også mangel på
samme. Og så beslutningen om at nu er det
ferie, og nu skal vi ha’ det sjovt! (Også selv
om det faktisk ikke er spor sjovt). Dem,
der ikke spræller rundt på dansegulvet,
sidder ved små palisanderborde, skyller
sangria ned og klapper trofast i hænderne,
så det ekkoer helt op på værelse 6051.
Årh, hjælp, hvor jeg trænger til
stilhed. Lad mig få en ensom strand ved
Stillehavet, hvor det kun er baskende pelikaner og havets brusen, der bryder stilheden. Giv mig en grøn bakketop med
en ko, der græsser, og en lokal bonde, der
smiler tandløst og letter på hatten, når
man går forbi.
Men støjhelvedet får heldigvis ende,
og transitopholdet på costaen slutter.
Vi har overlevet Bajondillo og befinder
os nu om bord på fly IB6833 på vej til
Sydamerika. I morgen lander vi et sted,
hvor der garanteret ikke synges ”Una
Paloma Blanca”, og hvor vi heller ikke
tvinges til ufrivilligt bankospil. Snart vil vi
krydse Andesbjergene og lande i det Chile,
som det hele egentlig handler om. Ferien
er slut, og rejsen kan begynde.
nn Henrik Frier Hansen har medlemsnr.
285 og bor skiftevis i Danmark og Chile.
Han har til dato besøgt 48 lande og 11 territorier på seks kontinenter.
57
Konkurrence:
Dengang jeg overlevede ...
Tredjepladsen går til:
Et myggestik
Tekst: Susanna Asven
Foto: Wikimedia
”S
how me your hands,” sagde lægen
på et af Bangkoks privathospitaler. Kvaksalver! tænkte jeg. Her
står jeg stakåndet og svimmel og
kan knap nok holde mig på benene, og så
vil idioten se mine håndflader!
”Look,” sagde lægen og pegede på
hundredvis af små, sorte pletter på størrelse med knappenålshoveder i mine
håndflader. ”Du har denguefeber. Af den
alvorlige slags, der giver indre blødninger.
Alle disse små, sorte pletter er bittesmå
indre blødninger. De er lettest at se i håndfladen, hvor huden er mest gennemsigtig.
Men det her er kun dine håndflader,” fortsatte han. ”Forestil dig, hvordan blødningerne må se ud inden i dig. Så du skal
indlægges. Nu!”
Og indlagt blev jeg … og lagt i seng
... og fik lagt drop til væske … og drop til
medicin … og fik taget blodprøver ... hver
4. time ... igen og igen og …
Efter et døgn tilbragt svævende ind
og ud af drømmeløse tilstande blev jeg
vækket af lægen og hans følge ved eftermiddagens stuegang. ”I din første blodprøve, som vi tog, da du blev indlagt for 24
timer siden, var antallet af røde blodlegemer 26.000 per mm³ i din krop,” sagde
lægen. ”Det normale tal er 200.000. Det
er derfor, du har været så svimmel. Du
har ikke haft nok røde blodlegemer til at
transportere ilt rundt i kroppen og op til
hjernen.”
Pyha, nåede jeg lige at tænke. Så ved
kvaksalveren alligevel, hvad han har med
at gøre. Nu går det fremad, og jeg kan
udskrives og flyve hjem i morgen aften!
”Men tallet er faldet,” fortsatte han.
”Nu har du kun 10.000 røde blodlegemer
per mm³.”
Ja ja, just fix me! Jeg skal bare lige
klare den til i morgen, hvor jeg skal hjem.
Til danske læger og hospitaler.
”Vi har endnu lidt tid at løbe på.
Tallet må falde til 5.000 røde blodlegemer,
og herefter har vi kun én udvej: blodplasma. Du skal have blodplasma tilført,
Aedes Aegypti er en lille, prikket, blodtørstig satan, der kan overføre
tropesygdomme som gul feber og denguefeber. I modsætning til
gul feber er der ingen forebyggende vaccine mod denguefeber. I de
værste tilfælde afhænger overlevelse alene af immunforsvaret.
ellers vil du have så lidt ilt i dit blod, at
der ikke er nok til din hjerne. Forstår du
det? Uden blodplasma vil du blive hjerneskadet.”
Og så stoppede verden. Eller rettere:
min verden stoppede! Og det eneste, jeg
kunne tænke, var, at jeg er lige fyldt 25 år,
og min før så åbne fremtid er reduceret
til tre mulige udfald: Jeg kan dø, jeg kan
overleve med hjerneskade, eller jeg kan få
tilført en omgang hiv-inficeret blodplasma
på et thailandsk hospital (hvilket i 1991 var
en reel mulighed).
Det var som at stå i et surrealistisk
game show med tre døre, bag hvilke tre
grumme skæbner gemmer sig: død, pest
eller kolera. Og på en ligeledes surrealistisk måde slukkede chokket al tankeaktivitet i min hjerne. Jeg vidste kun én ting
og faldt tilbage i puderne i sengen med
en uhyggelig klarhed: Jeg dør i nat … om
ca. 12 timer … i nat imellem kl. 2 og 4. En
forunderlig klarhed tog over. Verden stod
stille. Tiden stod stille. Mine tanker stod
stille. Ikke én eneste tanke. Ikke engang
tanken om at ringe til mine forældre og
sætte dem ind i situationen. Stilhed. Som
en ophøjet meditativ tilstand …
Og så satte kroppen ind! I den tanketomme stilhed fornemmede jeg min krop
som aldrig før. Jeg mærkede blodet suse
rundt i årerne. Jeg mærkede en summen af
aktivitet i alle organer, i alle celler – ja, helt
ind i de enkelte atomer. Som en metafysisk
oplevelse af ren og skær overlevelsesvilje,
der sættes i gear!
Da jeg åbnede øjnene næste morgen,
vidste jeg det med det samme. Der var jo
58
også en fjerde mulighed: Jeg kunne overleve. Uden mén. Krisen var ovre.
Det samme bekræftede lægen ved
formiddagens stuegang. Krisekurven
var knækket om natten, imellem kl. 2
og 4. Efter konstant faldende blodlegeme­tal i alle blodprøver var tallet pludseligt
markant bedre. Og de røde ilttransporterende blodlegemer var steget fra godt
5.000 til 135.000 per mm³. Lægen gik
derfor modvilligt med til at udskrive mig,
så jeg kunne nå mit fly tilbage til Danmark
samme aften. Men kun, formanede han,
hvis jeg lovede straks at kontakte egen
læge, når jeg var landet 24 timer senere.
nn Susanna Asven har medlemsnr. 621.
Siden rygsækrejsen i 1991 har hun flere
gange været tilbage i Asien – om dagen altid
iført myggecreme og om natten myggenet.
Dommerkomiteen, som har bedømt
de indsendte bidrag i konkurrencen,
består denne gang af medredaktørerne Finn la Cour og Anette Lillevang
Kristiansen.
Andenpladsen går til:
Gennem Tanzanias naturreservater – på rejse
med skæbnen
Tekst: Karen Hammer
FOTOS: Wikimedia
D
en sommer i 1996 havde jeg
egentlig planlagt at rejse til
Vietnam, men så døde min far
i januar. Henrik – en af mine
søde HF-elever – trøstede mig: ”Du tager
bare ned og besøger min mor i Tanzania.
Hun arbejder for Mellemfolkeligt
Samvirke og vil gerne have besøg.” Jeg
bestilte en billet til Kampala med
hjemrejse over Dares-Salaam. Så kunne
jeg profitere af mine mange Ugandavenners slægtninge og sejle sydpå over
Victoriasøen til Mwanza, hvor Henriks
mor arbejdede.
Men endnu en gang ville skæbnen
Dommerkomiteen,
som har
noget andet: Damperen,
sombedømt
sejledede
indsendte bidrag i konkurrencen, består
tværs over søen, forliste, og flere hunddenne gang af medredaktørerne Finn la
rede mennesker druknede. Det var ikke
Cour og Anette Lillevang Kristiansen.
længere muligt at komme til Tanzania ad
søvejen.
På trods af Kenyas dårlige rygte fløj
jeg med Aeroflot til Nairobi og overlevede uden problemer et par dage i denne
beskidte og forbryderiske storby. Det var
nemt at komme videre: En moderne bus
bragte mig ind i det ludfattige Tanzania,
der for nyligt var blevet demokratisk.
Med bus gennem Serengeti
Efter et par dage hos Ngorongortos
løver og elefanter tog jeg en bus fra
Arusha mod Mwanza, der ligger vest for
Tanzanias største naturreservat Serengeti.
Egentlig skulle bussen være kørt kl. 6 om
morgenen, men man reparerede stadigvæk
på den kl. 8. Det var en meget affældig bus
helt uden vinduer, men jeg havde overlevet
mange nedslidte busser i Vestafrika, så
jeg tog det roligt, pakkede mig varmt
ind mod morgenkøligheden og iagttog
livet omkring mig. Til højre for mig ved
vinduet sad en yndig, ung kvinde med sin
lille datter på skødet. Hendes mand stod
uden for vinduet og tog en lang og kærlig
afsked med sin lille familie. Den lille pige
på knap to år hvilede i den grad i sig selv
og var ikke til at slå et smil af. Vi var fem
timer om at komme til bakken op mod
Ngorongoro. Undervejs havde vi haft tre
kaffestop med reparationer, og jeg var
efterhånden blevet gode venner med min
sidekvindes storebror John, der underviste
i engelsk på et gymnasium i Arusha. Han
var sammen med sin søster og en yngre
bror på vej til forældrenes landsby nær
Victoriasøen. Alle glædede de sig til at
komme hjem til familien.
Ned ad bakke
Bussen havde svært ved at slæbe sig op ad
bakken, men det gik da. Problemet, som
vi ikke havde kunnet forudse, kom, da
bussen atter skulle køre ned ad bakken
mod Serengeti: Bussen kunne ikke
bremse! Motoren kunne ikke dæmpe
farten – folk begyndte at skrige, og så kom
faldet og braget, da bussen væltede om på
højre side og kurede nedad gennem støvet.
Jeg så det ikke, for jeg mistede bevidstheden og vågnede først op formentlig 20
minutter senere, da næsten alle havde
forladt bussen. Jeg husker ikke meget
fra ulykken – kun to brag. Det første var
formentlig bussens fald, og det andet den
lyd, der kom, da mit hoved smadrede ind
i et eller andet, og jeg på trods af en ulden
hue blev slået ud. Nogle bænke var faldet
ned over min venstre hånd; men de var
landet oven på min store vestafrikanske
peulesølvring, som jeg i 1987 havde fået
af min burkinske ven Abdoulaye: ”Der er
læst over den, Karen. Den vil beskytte dig
på rejser.”
Ringens 1½ milimeters højde havde
taget vægten. Jeg kunne uden problemer
trække hånden til mig og rejse mig –
noget forvirret efter slaget i hovedet.
Under mig lå den unge kvinde. Hun havde
kraniebrud. Hendes venstre øje var slået
ud og hang ned mod kinden, men hun var
ved bevidsthed og bad mig give sin taske
til broren John. Lidt efter bar de hende
ud, og jeg forstod, at
barnet var i god behold
hos John, mens den
yngre bror i panik var
forsvundet ud i bushen
til de vilde dyr. Der var
flere sårede: En ung mand
blødte ud af højre øre, og en
anden havde en jernstang
stikkende ud af maven.
Bussens personale gik i gang med at
59
bære bagagen ud, og jeg hjalp til. Al trafik
foregik gennem den store, åbne bagrude.
Det tog tre timer, før en anden bus
kom for at hente de nødstedte og sårede
passagerer. Jeg fik et lift til et af de store
hoteller i parken med et turistkøretøj og
var så heldig undervejs at iagttage, hvorledes en gepard i lyntempo fangede en
impala, slæbte den henimod bussen og
med en kurrende lyd tilkaldte tre vidunderligt pjuskede unger, der med halerne
lodret oppe kom frem gennem det høje
græs.
Efter to dage i hotellets stald skaffede man os videretransport på ladet af
en lastbil, hvor Serengetis støv nær havde
kvalt os, og skaffede mig en voldsom
køresyge og en totalt manglende interesse for nogensinde at gense dette sagn­
omspundne sted.
Siden blev jeg fortalt, at den unge
kvinde, der sad på den vinduesplads, som
jeg selv så gerne ville have haft, var død på
hospitalet i Arusha.
Der var mange indtryk den sommer,
men stærkest i erindringen står den unge
kvinde, hvis navn jeg aldrig fik.
nn Karen Hammer har medlemsnr. 395.
Hun har besøgt 85 lande og 11 territorier på
alle syv kontinenter.
Det natursmukke Serengeti.
Førstepladsen går til:
Hvor meget tid har vi?
Tekst & fotos: Erik Hermansen
T
iden er en underlig størrelse.
Efter fysikkens love havde jeg
knap 1,3 sekunder. Billederne
susede forbi: dødsfald, skoletiden, forskellige ansigter, gode rejseminder og så mørke. Ingen billeder.
Det er en fugtig april måned vest
for Pokhara i Nepal, og jeg er på vej mod
Annapurna Base Camp. Forude venter de
fantastiske rododendronskove, som pryder
naturen på denne årstid.
Regnen siler ned over den mudrede
vandresti, og lyden fra en støvle, der
skrider på de glatte trappetrin, intensiverer koncentrationen. Det er et møgvejr
til trapper. Pludselig er det min tur. Kan
mærke, at balancen ryger, og koncentrerer
mig om at lande på trinnene. Rullefaldet
stopper på kanten af stien. Ryggen ud mod
afgrunden. Lettet, men så begynder, hvad
der føles som evigheden.
Lovene i Nepal
Det kan godt være, at der er anarki i Asien,
men tyngdeloven virker altså i Nepal.
Min rygsæk hænger ud over kanten,
og Newtons love flår ubarmhjertigt i
den. Jeg bliver trukket ud og ned. Stiens
mudder giver ikke noget fast holdepunkt.
Instinktivt får jeg trukket armene op om
hoved og nakke, og så kører den indre
film. Otte meters frit fald tager knap 1,3
sekunder, men det er ufatteligt, så meget
den film indeholder. Kortfilmen for de
andre i gruppen indeholder en person,
det
uvenir fra
Sjælden so
al .
venlige Nep
der triller ned ad stien og derefter med en
gyseragtig afslutning forsvinder ud over
kanten og ud af syne. Med adrenalinen
pumpende kikker de ud over kanten og ser
en våd, olivengrøn poncho spredt ud over
diverse klipper iblandet friskgrønne bregneblade. En fremmed farve blander sig, da
det mørke blod fortyndet af regnen flyder
ud og efterhånden dækker hele mit ansigt.
Guderne er med mig
Heldigvis høres en usammenhængende
jamren. Jeg er ikke død, men hold kæft,
hvor gør det ondt. Alle steder. Mine briller
findes et eller andet sted i Nepal langt
væk fra min næse, så det er med nærsynet
blik, at jeg konstaterer, at nogle mennesker kommer løbende. Guiderne kan jeg
genkende, men den lokale bonde med en
kæmpe machete får mig alligevel for en
stund revet ud af smertehelvedet. Det er
ikke den lokale mand med leen. Mindst et
dusin af diverse guder har holdt hånden
over mig.
Halvt bevidstløs
Jeg kan støtte på det venstre ben. Med
armene over skuldrene på de to guider
kæmper vi os igennem krattet mod det
nærmeste, der kan betegnes som en vej,
med bonden og ikke mindst hans hårdtarbejdende machete foran os. En bil mindre
end en Fiat 500 er kommet som sendt fra
himlen og kæmper sig nu videre gennem
de bumlede hjulspor. Smerten er uudhol-
ellers så
delig, og tiden flyder ud. Den evigt tilbagevendende bevidstløse tilstand afløses af
nogle lussinger. Endelig når vi hospitalet i
Pokhara.
Uventede gæster
Det våde tøj fjernes. Pludselig stivner
personalet. Guiderne må tage over. Min
krop er blevet brugt som transportmiddel
for underskovens kryb. Det er ikke røde
hunde, men massevis af sorte, flere centimeter lange igler, der er i gang med deres
festmåltid af europæisk afstamning. Tiden
går, og endelig kan sygeplejersken gå i
gang med hullet i hovedet. Efter to sting
kikker hun på mig med sine dybe, mørkebrune øjne: ”Does it hurt?” Selv hvis hun
havde husket at bedøve mig, ville svaret
have været logisk bekræftende, men jeg
nikker bare. Herefter følger røntgenfotografering og scanning. Mirakuløst er intet
brækket, og konklusionen på scanningen
er, at hovedet ikke fejler noget. Så meget
for kvaliteten af den undersøgelse. Prisen
for otte personers arbejde i syv timer og
brug af udstyr er 720 kr. Det er dyrt med
privathospitaler.
Hjem fra Nepal
Efter fem dage på hotel med daglige hospitalsbesøg er Gouda klar til at sende mig
hjem på businessclass. Først skal jeg dog
lige passere Katmandus landingsbane i en
kørestol, der afslører, at banen er alt andet
end plan og jævn. En måned senere kan jeg
med små skridt gå 100 meter. Tiden taler
vi ikke om. Jeg skal helt sikkert tilbage til
Nepal igen. Der er en flok guder, jeg skal
takke for den ekstra tid, de har givet mig.
nn Erik Hermansen var i Nepal i 2012. Han
har medlemsnr. 594 og har til dato besøgt
80 lande og 11 territorier.
Månelanding med unavngivet krater.
60
Bedste bidrag det seneste kvartal på
www.deberejstesklub.dk
Udvalgt af redaktionen
E
t væld af tips, råd, ideer,
informationer, nyttige links
til hjemmesider, salg, bytte
og debatter fyger mellem vore
medlemmer på www.deberejstesklub.dk.
Næsten alle spørgsmål bliver besvaret eller
kommenteret af andre rejsefreaks, der kan
give en personlig og opdateret information
til glæde for os alle.
Det har været svært at vælge, men gå
selv ind på forummet og læs mere om bl.a.
priskrig på Vietnam, kvinder der foretrækker mænd med rejseerfaring som
bordherre (!), salg af malariapiller til børn,
debat om konkurrencer og kommende
muligheder for passive medlemmer for at
logge ind på forummet.
Motorcykelrejse gennem Vestafrika
Mikie Breum har rejst New Zealand
tyndt på scooter og overvejer at køre på
samme måde fra Marokko til Nigeria. Hun
efterlyser andre, som har gjort turen på
motorcykel/scooter. Er det farligt i forhold
til overfald, tyveri og trafik, og hvordan
er vejene uden for hovedvejene? Er det
overhovedet ansvarligt at køre alene som
kvinde gennem disse lande?
Hertil svarer Peter Jørgensen, at han
har gjort turen med firehjulstrækker fra
Marokko gennem 11 lande til Niger og
tilbage igen og siden gennem fem andre
vestafrikanske lande med kone og børn, og
at Mickie kan kontakte ham privat for en
længere snak.
Sao Tome & Principe
Martin Buch Larsen vil gerne en til to uger
til de eksotiske øer Sao Tome & Principe
til vinter for at slappe af og gerne med
ø-hop mellem de to. Han efterlyser tips til
billige ”charterløsninger”, flybilletter eller
gode pakkeløsninger. Det har fået to gamle
kendinge på banen.
Først Henrik Schumacher, der oplyser,
at man kan flyve relativt billigt (ca. 600
euro) fra Lissabon til Sao Tomé. Han har et
link: www.stpairways.st/stpairways.
Der er afgang hver lørdag, og Easyjet
kan få dig til Lissabon fra København
for 6-700 kr t/r. Man kan også flyve flere
gange om ugen fra Libreville i Gabon, men
det er ret dyrt at komme dertil.
Også Erik Futtrup har været der og
skriver: ”Der er ingen billige løsninger –
og med 10 turister i et helt land ad gangen,
får du næppe held til at finde en charterferie dertil. Men det er også grunden til at
tage dertil – det er virkelig et fedt sted. Der
er TAP ... og ikke andet.” Og så henviser
han til en beskrivelse af sin tur på www.
futtrup.name/saotome/SaoTome2009.
html .
Centralasien
Bo Løvschall har lige været i Centralasien
og besøgt fem stan-lande og vil gerne viderebringe lidt teknisk info. Han havde ikke
meget tid til visumansøgning inden, så
hans rute blev lagt derefter. Til Usbekistan
med fly, videre med fly til Kirgisistan og
derfra over land til Kasakhstan, videre
med fly til Tadsjikistan og over land til
Afghanistan, Tadsjikistan og Kirgisistan.
De billigste flyselskaber derud er Air
Baltic og Pegasus Airlines, og inden
for Centralasien flyver man med lokale
selskaber som Uzbec og Tajik Air, som
fungerer fint, men er dyre.
Herefter følger en masse nyttig info
om Usbekistan, Kirgisistan, Kasakhstan
og Tadsjikistan, om visa, pengeveksling,
transport og meget mere.
61
Og til sidst om Afghanistan, hvor det
er muligt at besøge det nordøstlige hjørne
Wakhan uden at løbe ind i en talebaner.
Et visum koster 100 USD, men det er ikke
nemt eller billigt at rejse rundt alene. Man
bliver lænset for penge, og valgmulighederne er ikke store. At rejse her er virkelig
vildt. Der er mere inspiration på www.
globespots.com.
Der er en kommentar fra Henrik
Schumacher, som også her henviser til en
god webside, nemlig www.caravanistan.
com, som er lavet af expats, som bor i stanlande.
Interrail på Youtube
Hvis man er lidt oppe i årene og er til
det nostalgiske, kan man hygge sig med
”40 years on track - The InterRail pass
story (Full Documentary)”, som Claus
Søndergaards søn har fundet et link til, og
hvor det ærede medlem nr. 82, Niels J.L.
Iversen, toner frem ca. tre minutter inde
i filmen. Se den på www.youtube.com/
watch?v=fFP8qmIbsnM.
Bedst i Østafrika?
Hvad er det bedste rejseland i det centrale
Østafrika? Sådan lyder spørgsmålet i
en afstemning på hjemmesiden, og I
medlemmer svarer således: Tanzania,
Uganda og Kenya i den rækkefølge.
Vi fortsætter i øvrigt med flere
afstemninger om de populæreste rejsemål
i klubben, så giv gerne dit besyv med på
www.deberejstesklub.dk.
Nye aktive medlemmer
655 Michael Kristensen
Født i 1967. Jeg har altid villet ud at se verden. Jeg begyndte mit rejseri som femårig, hvor jeg på egen hånd tog
linje 2 fra Tingbjerg til endestationen (Islands Brygge) og tilbage igen. Det blev min mor ikke superglad for.
Senere blev det til tre omgange interrail, trekking til foden af Everest, hvor jeg friede til min lige så rejseglade
hustru, rundrejse i Sydamerika med skiløb nær La Paz, safari i Kenya og Tanzania og rundrejser i Kina,
Japan, Vietnam og Etiopien. Min store passion (ud over at rejse) er at stå på ski, så det er også blevet til et utal
af skirejser. Jeg opdagede sidste år, at sneen i Canada er fantastisk, så min næste rejse bliver fra Calgary til
Vancouver.
656 Alice Jensen
Da jeg blev teenager og ung voksen trak landene i Europa. Egentlig backpacking begyndte, da min mand
Mikael (medlem nr. 587) og jeg i 1992 tog otte måneders orlov og rejste Asien rundt med vores to små børn på
tre og seks år. Siden har vi været bidt af en rejsebacille, der har sendt os udenlands mindst fem uger af året – i
alle ender af verden – og altid med rygsæk. Da vi kom i 50’erne, besluttede vi at ændre vores liv, så vi nu er
arbejdsfri og kan rejse hele året. Vi har været flere gange i Sydamerika i et par måneder ad gangen, har cyklet
rundt to måneder i Florida, cyklet i Cambodja, halvanden måned i Sydafrika, cyklet rundt i Baltikum, biltur i
New Zealand, biltur et par måneder i USA og meget mere.
657 Søren Maigaard
I min opvækst har jeg rejst Europa tyndt med mine forældre. Senere rejste jeg selv af sted som backpacker til
bl.a. Asien og Afrika. I min erhvervskarriere, først hos Novo Nordisk og senere som selvstændig, har jeg haft
store muligheder for at rejse. Senest har jeg med min familie været på længere rejser, bl.a. til Indien og Nepal.
Da jeg har en del venner og bekendte i udlandet, har jeg også haft fornøjelsen af tætte relationer, som har budt
på bryllupper og andet godt i spændende områder.
658 Michael Buur Trærup
Jeg har siden mine allerførste udlandsrejser været dybt fascineret af at rejse. Jeg har været så heldig her i livet
både at have en kone, der holder af at rejse, og et job med betydelig rejseaktivitet over store dele af verden.
Ferierne har vi brugt til at vise vore børn rundt i verden, og heldigvis har de overtaget vores interesse for at
rejse – nu dog for det meste uden deres forældre, men så kan vi jo også bedre bestemme, hvad vi selv vil se og
opleve. Fremmede kulturer fascinerer mig, og jeg er sikker på, at mange af verdens konflikter og fordomme
kunne fjernes, hvis folk rejste noget mere – og prøvede at sætte sig ind i lokale kulturer i stedet for absolut at
skulle spise rugbrød med leverpostej uanset hvor de er!
659 Pia Nielsen
Jeg elsker og rejse og se nye steder. Jeg undgår de værste turiststeder og søger at komme bag om kulturen og
lære lokalbefolkningen at kende. Efter gymnasiet boede jeg i kortere perioder i forskellige lande (herunder et
par ulande), hvor jeg arbejdede. Det gav mig en indsigt i livet om, hvor lidt jeg egentlig vidste, og hvor meget
jeg kunne lære af mennesker, der boede meget simpelt og uden de store midler. Jeg kan ikke forestille mig et
liv uden at rejse, jeg ville synes det ville være kedeligt, tomt, snæversynet og uden mening. Som person har
jeg altid dyrket det at være lidt anderledes og gøre det, ingen andre gør, gå lidt mod strømmen for at opleve og
forstå ting på andre måder. Det samme vil jeg sige er essensen i mit rejseliv.
660 Caspar Richter
Jeg er født i 1974. Indtil 2006 havde jeg aldrig været uden for Europa. I 2007 tog jeg en tur til New York og
åbnede dermed min dør til resten af verden – stærkt inspireret af min kommende kones fortællinger om
eventyr til fremmede destinationer. Min kone lider tit af en form for feber, som kun kan kureres med rejser.
De sidste mange år har vi ledsaget hinanden mod nord og syd, mod primitivt og moderne, eller rigt og fattigt.
Min kone tog mig først til Grønland, hvor vi oplevede hundeslæde, indlandsis, nordlys m.m. Derefter tog vi til
Mellem- og Sydamerika og lod os beruse af verdens største vandfald, argentinske bøffer og nærdødsoplevelser
i 4-5.000 meters højde. Siden har vi været mange andre steder, og mest fantastisk var det nok at blive gift på
Palau.
62
661 Claudia Isabella Vivaldini
Jeg er født og opvokset i Danmark, hvor jeg boede, indtil jeg var 13. Derefter flyttede jeg til Italien, hvor vi
stadig bor. Jeg har fået rejselysten ind med modermælken, og siden da har rejser været en stor del af mit liv.
Efter universitetet valgte jeg at arbejde med turisme, og i min hverdag forsøger jeg at give mine gæster de
bedste og mest autentiske oplevelser. Når jeg har fri, får rejser første prioritet: Alt fra troperne til storbyweekender giver mig inspiration.
662 Anders Vestergaard Futtrup
Jeg er født i 2005 og nåede op på de 30 lande som niårig. Mine forældre rejser mange mærkelige steder hen
– faktisk ville jeg være nr. to på listen over ”medlemmer der har rejst mest til de mindst besøgte lande”, hvis
listen blev lavet i dag. Når jeg bliver ældre, håber jeg at kunne rejse til lidt mindre eksotiske steder – fx til
Italien og se mit yndlingsfodboldhold, Milan. Jeg vil rigtig gerne sejle med en vikingebåd på et tidspunkt, så
det er det, jeg håber mest ved at være medlem – at DBK igen arrangerer en tur med et vikingeskib.
663 Lars Fløe
Siden ungdommen har jeg altid været optaget af fremmede kulturer, sprog og at rejse. Var som 18-årig på et
års udvekslingsophold i Colombia, og senere rejste jeg tre måneder i Sydamerika. Taler otte forskellige sprog.
Har de seneste år været meget bidt af Østeuropa og besøger hvert år mindst ét nyt land. Jeg har boet et år og
tre måneder i Colombia, hvor jeg gik på musikkonservatoriet, lærte spansk og rejste meget rundt i landet. Har
stort set været overalt i landet, som er utrolig varieret og spændende.
664 Lisbeth Lenchler-Hübertz
Jeg er 54 år, enke, mor til fire voksne børn og psykolog, dels i egen praksis, dels på en skole. Efter gymnasiet
rejste jeg med rygsæk i Sydøstasien og Tanzania, og senere var jeg fem måneder i kibbutz i Israel. Efter at jeg
blev gift, var jeg med min mand 3½ år i Kenya ved Victoriasøen, hvor vi rejste meget rundt i Kenya, Tanzania,
Uganda og Madagascar. Her gennemførte jeg et miniprojekt med opbygning af hønsehuse som indtægtskilde
til skoler for handicappede. Desuden gennemførte jeg et pilotprojekt med afdækning af handicaptiltag i South
Nyanza-provinsen. Jeg elsker ture gennem bushen i Afrika på taget af en Landrover. Jeg har været på krydstogt langs Grønlands vestkyst og på Chobefloden i Botswana og Namibia.
665 Søren Berntsen
Startede mit rejseliv med fire gange interrail og senest en tur med den transsibiriske jernbane, som længe har
været en drøm. Jeg er ikke typen, der planlægger mine ferier alt for detaljeret hjemmefra, hvilket gør, at jeg
ofte oplever noget andet end alle andre. Men det betyder også, at jeg ofte må komme tilbage igen og ”samle
op” på alt det, jeg ikke nåede første gang.
666 Jørgen Retsbo
Da jeg var et stort barn i 1960’erne, tog min far mig med propelfly til Tenerife og Sahara (med ”Kong Hans”).
Begyndte at rejse på egen hånd i Europa med de billige interrailbilletter i 1970’erne og har siden arrangeret
mine rejser selv. Som aktiv i Mellemfolkeligt Samvirke var jeg på min første afrikarejse til Nyereres Ujamaalandsbyer, og jeg blev bjergtaget på Kilimanjaro i 1976. I 1983 tog jeg et halvt år ud og byggede landsbyskoler
i sandinisternes Nicaragua. Stødte dér på en bjergven, som jeg har klatret med i Europa, Norge og senest på
Mount Kenya. Jeg har nydt at rejse med mine børn fra de var små. Nu rejser jeg ofte solo og gerne på cykel og
besøger lokale værter for at komme ind på kulturen.
667 Vibe Sannig
Årgang 1977 og uddannet antropolog, men arbejder som eventchef i den finansielle branche. Når jeg ikke
dyrker mine strukturfascistiske tendenser på arbejdet, ynder jeg at udforske min passion for rejsefotografi. Jeg
har mit eget fotowebsite på www.vibesannig.com og bidrager også med fotos og rejsebeskrivelser på www.
globespots.com.
668 Bjarke Hal
Jeg er 30 år, cand.mag. i medievidenskab fra Aarhus Universitet og arbejder til daglig som kommunikationschef på Hvidovre Gymnasium. Siden jeg var på et fem måneders ophold i Afrika i 2004, hvor jeg bl.a. besteg
Kilimanjaro, har rejselysten meldt sig med hyppige mellemrum. Jeg har været på udvekslingsstudie i New
Zealand (hvor jeg også fik job som landstræner for herrelandsholdet i håndbold!) i 2008, og jeg har arbejdet på
Danmarks ambassade i Beijing i Kina i 2010. Senest har jeg rejst Jorden rundt med mit arbejde som kommunikations- og presseansvarlig for DGI’s verdenshold i 2012-2013, hvor jeg i løbet af et år har besøgt 20 forskellige
lande.
63
669 Marianne Pedersen & 670 Erik Pedersen
I mange år har vi rejst sammen med rygsæk til bl.a. de fleste øer i Indonesien og Malaysia og rundt i
Sydamerika. Vi har kørt fra Cape Town til Kenya, hvor vi boede i telt hele vejen, i alt to en halv måned. De
sidste fire et halvt år har vi rejst i vores camper og er på vej Jorden rundt. Vi startede i Europa og Marokko,
Canada, Alaska, 44 stater i USA, Mexico, Centralamerika og videre til Sydamerika, hvor vi vil bruge det
næste halvandet år. Senere vil vi bytte bil med et par i Australien, vores vil være i USA, og vi bruger deres
i Australien. Herefter sender vi vores bil til Sydkorea og videre til Vladivostok i Rusland. Herfra kører vi
gennem Rusland og Mongoliet tilbage til Europa. Læs mere på vores hjemmeside på www.marianne-erik.dk/
on-the-road.
671 Alexander Andersen
Jeg er 32 år og har arbejdet i London i seks år og er nu flyttet til Mexico for at arbejde videre for en international bank med ansvar for Sydamerika. Elsker at rejse og lære om nye lande, og har som mål at nå at besøge alle
FN-lande. Taler fem sprog (dansk, engelsk, spansk, tysk og portugisisk), hvilket er en stor hjælp til at komme
i kontakt med lokale på mine rejser. Mellem 2012 og 2013 krydsede jeg alle lande mellem USA og Argentina
undtagen Uruguay med bus. Har i mange år haft en særlig kærlighed for Latinamerika, deres kultur, sprog,
mad og mennesker, og ser frem til at dele mine oplevelser med ligesindede i De Berejstes Klub! Det er gennem
rejser vi lærer os selv og vores verden bedre at kende.
672 Allan Andersen
Jeg kommer ofte på Café Globen for at høre rejsehistorier, og jeg kender efterhånden en del medlemmer i
København. Nu vil jeg gerne lære nogle flere at kende, og gerne i Aarhus hvor jeg bor. At rejse har altid haft
et godt tag i mig, lige siden jeg som otteårig havde en drøm om, at jeg skulle møde alle mennesker i verden.
Denne drøm har forfulgt mig i alle årene, og nu er det blevet min livsform at indrette min tilværelse efter det
store behov for at rejse. Jeg er vokset op i en dejlig familie i Vestjylland, men vi rejste aldrig udenlands. Min
første rejse gik til Grækenland, da jeg var 17. Der var ingen af mine kammerater, som måtte komme med for
deres forældre, så jeg måtte rejse alene, og jeg har ikke kigget mig over skulderen siden.
Brødre fra Birkerød runder 100 lande
Tekst & FOTOS:
Lasse Nørgård D
er blev sat ny klubrekord
hen over sommeren, da
Markus og Lukas Nørgård
på henholdsvis 9 og 11 år og
med medlemsnr. 356 og 400 begge besøgte
deres land nr. 100. Hele familien var på en
rundrejse i det sydlige Afrika. I Zimbabwe
ved Victoria Falls kunne Lukas fejre sit
jubilæum, mens Markus måtte gennem tre
lande mere, førend hans jubilæum var en
realitet i Mozambique.
Landene er besøgt med familien,
hvis fire medlemmer alle er med i DBK,
og tilsammen har familien besøgt 434
lande. Tælleriet ligger ikke fjernt for familien, idet mor Marianne er bogholder, og
undertegnede far er revisor.
De 100 lande er udelukkende opnået
gennem almindelige turistrejser, primært
i børnenes skoleferier. Den længste tur har
været en jordomrejse på 26 dage for et par
år siden med besøg i Singapore, Malaysia,
New Zealand og USA. USA skal i øvrigt
genbesøges til sommer på en fire ugers
bilferie på østkysten.
Begge drenge har hver en scrapbog,
hvor vi skriver en lille historie om, hvad vi
har set og oplevet, hver gang vi har besøgt
et nyt land. Vi indsætter tillige et par
billeder, flybilletter, museumsindgange etc.
På den måde håber vi, at landebesøgene
bliver mere levende, da de selvfølgelig ikke
kan huske landebesøgene fra dengang, de
var helt små.
Afrikas dyreliv i sommer var en stor
oplevelse, ligesom dykning blandt hvidhajer syd for Cape Town formentlig heller
aldrig bliver glemt. Men ellers kan det jo
være pudsige ting, de husker. Som chokoladefontænen på Hotel Atlantis i Dubai
eller den lille hundehvalp i Novi Sad i
Serbien, der slikkede fars fødder.
Som forældre håber vi, at de mange
landebesøg og de mange indtryk vil give
dem et bredt og tolerant syn på andre
kulturer og folkeslag.
nn Lasse Nørgård har medlemsnr. 124 og
har besøgt 121 lande og 11 territorier.
64
Lukas Nørgård på 11 år i sit land nr. 100.
Markus Nørgård på 9 år i sit land nr. 100.
Giv Gl ben
i gave
De Berejstes Klub
Globen kommer Jorden rundt, både indholdsmæssigt og helt konkret, for i De Berejstes Klub har vi
medlemmer over hele verden. Har du endnu ikke fundet den perfekte gave til rejseglade venner eller
familiemedlemmer, kunne et års abonnement på Globen måske være det helt rigtige. Dermed støtter du
din klub, og din gavemodtager får ud over Globen fire gange om året også et passivt medlemskab oven i
hatten og dermed en række medlemsfordele og rabatter. Og du betaler det samme, uanset om din gavemodtager bor på Sydpolen, ved ækvator eller i Danmark: 300 kr. for et år fyldt med gode rejsehistorier.
Ud over Globen, som udkommer fire gange om året, får din gavemodtager disse fordele:
• 25 % rabat på køb af rejsebøger og kort hos Scanvik Books. Se www.scanvik.dk.
• 15 % rabat på hele sortimentet hos Friluftsland bortset fra udsalgsvarer og varer af mærket Canada
Goose. Se www.friluftsland.dk.
• 15 % rabat på vaccinationer hos Rejseklinikken i Charlottenlund. Se www.rejseklinikken.dk.
• 10 % rabat på ferielejligheder ved Gardasøen hos Ca Viva. Se www.caviva.com.
• 10 % rabat på vaccinationer hos Speciallægernes Sundhedscenter på Frederiksberg. Se www.
sundhedscenter.com.
• 10 % rabat på landarrangementer hos Penguin Travel. Se www.penguin.dk.
• 5 kr. i rabat på alle drikkevarer hos Café Globen i København. Se www.cafegloben.dk.
• Og adgang til medlemsområdet på www.deberejstesklub.dk, hvor nogle af Danmarks mest erfarne
berejste udveksler rejsetips og -oplevelser, og indbydelser til medlemsmøder, der kan inspirere og
udvikle rejselysten.
Lyder det som en god gaveide så skriv til vores medlemskoordinator på nytmedlem@berejst.dk. Oplys
navn og adresse på modtageren af din gave og indbetal 300 kr. på klubbens konto i Nordea: Reg.nr. 2143,
kontonr. 8127698679.
De Berejstes Klub har til formål at udbrede rejselysten og sprede information om rejselivet samt fremmede
lande og kulturer. Klubben er upolitisk og for enhver, som holder af at rejse.
Globen kommer Jorden rundt. Her
giver Lene Kohlhoff Rasmussen
Globen videre i Georgien.
Foto: Maria Malbek Sørensen
65
Billige rejser på din mobil
Sammenlign priser fra mere end 1.000 websider
Med Travelmarkets rejseapp kan du
sammenligne priser på flybilletter,
hoteller, afbudsrejser og temarejser.
Scan koden eller gå ind på travelmarket.dk/mobil
Jakob Øster
De Berejstes Klub
Er du vild med at rejse? Har du lyst til at udveksle erfaringer med ligesindede?
Savner du den internationale stemning fra dine rejser?
Vil du høre eller fortælle sjove røverhistorier fra nær og fjern?
Café
• Rejseforedragfleregangeomugen
• Oplevelser og røverhistorier fra hele verden
Jakob Øster
• Landefester og events
• Rejselitteratur–guidebøgermv.kanlæsespåcafeen
Glob
en o
g vo
res a
er åb
rran
ne fo
gem
r
alle
med
ente
- ikk
lemm
r
e ku
er af
n for
De B
erejs
tes K
lub.
• RigtudvalgafølpåflaskeogfadfraDanmarkogudlandet,bl.a.mikrobryg
• Rejsestemningicafelokaletmedfotosogsouvenirsfrafjernelande
• Cocktails
• Kaffe og te
• Fredagsbarmedhappyhourkl.15-18.10kr.rabatpåaløl,vinogspiritus
• Gratisinternet/Wi-Fi
• Nyhedsbrevhverugemedbegivenheder
•Nyddinmedbragtemadicaféen,baredukøberdrikkevarerhosos
Vi ses på Café Globen!
Turesensgade 2B | 1368 København K | Tlf. 3393 0077 | info@cafegloben.dk | www.cafegloben.dk
Bestyrelse
for DBK
Søren Fodgaard
Formand for
De Berejstes Klub
Tlf. 35 39 27 33
Anna le Dous
Kasserer
Tlf. 29 93 36 35
Lars-Terje Lysemose
Tlf. +46 76 234 72 00
anna.le.dous@mail.dk
redaktorgloben
@gmail.com
dbkformand@live.dk
Jakob Linaa Jensen
Næstformand,
toastmaster Vest
Tlf. 20 86 77 77
toastmaster-west@berejst.dk
Maria Malbek
Sørensen
Juniorkoordinator
Tlf. 25 48 87 45
Per Danielsen
Toastmaster Øst
Tlf. 33 13 56 18
Jette Færch Weiss
Medlemskoordinator
Tlf. 22 93 82 58
Ulla Fanø
Sponsorer & pr
Tlf. 28 62 44 09
toastmaster-east@berejst.dk
nytmedlem@berejst.dk
ufanoe@hotmail.com
Rebecca Langhorn
Tlf. 28 33 87 93
Anette Lillevang Kristiansen
1. suppleant
Tlf. 21 63 23 50
Helle Bonnesen
2. suppleant
Tlf. 20 40 68 65
mms.75@hotmail.com
silver@get2net.dk
incawoman@gmail.com
hellebonnesen@gmail.com
PÅ EVENTYR MED
VIKTORS FARMOR
RWANDA OG UGANDA
Safari med chimpanser og bjerggorillaer. To safariture i Uganda: Først til fods og i båd ved Mburu
søen. Dernæst i Queen Elizabeth Park, det eneste
sted i Afrika man ser klatrende løver. Unik gorillatrekking i regnskoven ved Bwindi, mellem de to
lande. Her findes halvdelen af alle bjerggorillaer.
Vi følger dem på 7 meters afstand! I Rwanda er vi
også på chimpanse-trek. Max 15 deltagere.
15 dage • helpension • 28.200 kr • afrejse 17 april og 22. nov
GUYANA, TRINIDAD OG TOBAGO
Eventyr i Caribien. Natur-oplevelser med
æglæggende havskildpadder og flokke af rød ibis
i Trinidad. Hovedstaden Port-of-Spain er det sydlige
Caribiens handelsstrøg med tekstiler, guld og sølv.
Regnskov, savanne, tukaner og brøleaber i Guyana.
Natsafari på Essequibo floden. Canopy-tur over
regnskoven. Flytur og vandring ved det imponerende Kaietur Fall (250 meter højt). Max 11 deltagere.
17 dage • 34.400 kr • afrejse 9. og 24. marts
UZBEKISTAN OG KIRGISISTAN
En perfekt kombination af kultur og natur.
Uzbekistan har orientalske pragtbygninger og
moskeer med kupler af skinnende lyseblå kakler.
Vi besøger silkevejsbyerne Samarkand og Bukhara.
Kirgisistan har majestætiske bjerge og nomadeliv.
Vi oplever Issyk Kul - den største bjergsø i Centralasien, og flotte steder som Broken Heart bjerget
og De Syv Tyres Kløft. Max 18 delt.
15 dage • helpension • 19.700 kr
Afrejse 30. marts • 11. maj • 21. sep • 5. okt
MOSAIK AF TRE LANDE
Makedonien, Albanien og Montenegro. Tre små
lande med store seværdigheder. Skopje med tyrkisk
bazar og Mother Theresa hus. Nationalparken
Mavrovo. Sejltur på den malerisk smukke Ohrid sø
omgivet af bjerge og ortodokse kirker. Albaniens
hovedstad Tirana. Med Berat, Kotor, Budva – alle
middelalderbyer fra Unescos verdensarvs-liste
med smalle gader og smuk arkitektur. Vi bor på
4*-hoteller. Max 20 deltagere.
8 dage • 10.800 kr • afrejse 14. april • 27. sept • 13. oktober
Små grupper · danske rejseledere · 86 22 71 81 · www.viktorsfarmor.dk