Læseforeningens opslagsarkiv

Transcription

•
Gløben
Medlemsblad for De Berejsles Klub
Korrekturlæser:
Per Allan Jensen, adresse s. 70
Svend Garbarsch
Indhold:
4
5
6
Et festligt tema
Næste tema : Rejseformer
Noget om voodoo
9
Bryllup i Batuan p~ Bali
11
P~sketraditioner i Polen
13
Adam' s Peak, Sri Lanka
15
P~skefejring i Filippinerne
19
Møder i glimt med kulturelle ceremonier i
Vestafrika
21
Udspring i evigheden - Naghol p~ Va nuatu
24
En særdeles festlig katolicisme
25
Filmanmedelse : Den ultimative udfordring
26
De sm~ tæppetissere
27
Lamaen har ogs~ fødselsdag
29
Det oprindelige folk
33
Semana Santa, Antigua Guatemala
35
Til bryllup i Uzbekistan
38
Kan nibalen inviterer p~ middag
40
En rejse til fo rtvivlelse og h~b
44
Mellem lig og maia ria myg
48
Der er liv i Lviv
51
Indokina
54
Uddrag af rejsebreve fra Filippinerne
56
57
58
Sponsornyt og medlemsrabatter
www.berejst.dk
Boganmeldelse: Eventyrløs fod rej se
59
Mine 10 mest mindeværdige eksotiske
tømmermænd - og historien bag .. ..
62
Mine 10 bedste lande
64
Mine 10 bedste photo locations
66
Cafe Globen
67
Afholdte arrangementer
Nye medlemmer
Klubbens kontaktpersoner
Arne Runge
Kirsten $varre r
Redaktør:
Pernille A. Fiih, adresse s. 70
Gouda Rejseforsikring er med til al dække Globen. Vi d kk r og
In dl
Som DBK-medlem får du 330/0 rabat på rejseforsikring r III dl og din I mlll
(medrejsende samboende samt egne børn).
Ring
Indsendelse:
Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til:
globen@berejst.dk
til Gouda Rejseforsikring på 70 25 60 60
Ewa Bvlinska
Erik Futtrup
Søren Bonde
Knud Bach
Tekst / fotos: .
Med lemmer af De Berejstes Klu b
SIKKERHED UD OVER A L LE GRÆNS ER
Lars Munk
Forsidefoto: To munke fra Ki gompa i Spiti spiller
p~ traditionelle horn under den indledende puja i
forbindelse med Dalai Lamas fødselsdag, der hvert
~r fejres under stor festivitas i Indisk Hima laya.
Billige flybilletter til hele verden
Jakob Linaa Jense n
Sve nd Ga rbars ch
Katrine Thiese n
Foto: John Lau Jensen
John Lau Jensen
Nikolaj Witte
Forsidedesign:
Pernille Fiih og Nikoiaj Witte, adresse s. 70
Sisse Skipper And ersen
Kenneth Hvolbøl
Tryk:
BB Offset
Thorsvej 11 ; 8850 Bjerringbro
Oplag: 275
ISSN : 1603-1458
John Lau Jensen
Per Jørgensen
Rasmus Krath
Deadline til næste nummer:
5. august 2005
Tema : Rejseformer
WWW.WASTEELS.DK
Henrik Døcker
Per Allan Jensen
Jette Torp
Gennem 12 år har vi specialiseret os i at tilbyde dig billige billetter med personlig service. Ring, mail , eller kom ind i en af vores
afdelinger og få råd og vejledning fra vores søde sælgere til din
næste rejse .
Annoncer:
annoncer@berejst.dk
Henrik Døck er
Medlemskab:
www.berejst.dk
Lars Mun k
Sisse Skipper Andersen
W ASTEELS Rejser København
Skoubogade 6
1158 København K
Telefon 33 14 64 33
mail@wasteels.dk
WASTEELS Rejser Århus
Borggade 3
8000 Arhus C
Telefon 86 12 62 11
aarhus@wasteels.dk
Formand:
Søren Padkjær, ad re sse s. 70
Pet er Højmose
Martin Anke r Nielsen
De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og
alle meninger, der kommer til udtryk I bladet, er derfor
skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af
redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer.
68
70
GLOBEN nr. 20/ juni 2005
3
Et festligt tema
Næste tema: rejseformer
S;,m ny reda ktør af Globen va r j eg lidt nervøs. Mon andr
nd J IWIlIl ' . 1111111 "., li JiU I II I kllllu r Ile ceremonier"
sa spændende, at de havde lyst t ,l at berette om d t? D nn b kY l11dn J vl lto I I V -lil liV Inødlg. Fra første dag
g f 'lind rll
pi vIii
n. De r er ingen
væ ltede det ind med artikl er med interessa nte, morsomm
tvivl om, at mange af jer har fået "en på opleveren" genn m d Il ag I I , II '" l
remonier rundt
om i verden.
En af klubbens store forcer er mangfoldighed blandt medlemmerne og deres meget forskellige rejseformer. Valget
af rejseform er afgørende, fordi det medfører en række muligheder men også begrænsninger, som man kan være
sig mere eller mindre bevidst.
rr'
I dette nummer kan du blandt andet bli ve lidt kl ogere på påsketrad ition
I Po l n, hvor d
re at bli ve våd,
komme til Da lai Lama s fødselsdag, eller hvad med at deltage i et bryllup i Usb kl t n, Iwor cl r b t mt ikke manglede våde varer? Du kan også komm e med ti l påskefejringer så forsokellige steder om uat maia og Fil ippinerne, og
meget, meget mere. Bladet er fy ldt med godter, so m blot venter pa, at du sætter t nd rn I d m .
Måske er du typen, som ikke komm er nogen steder medmindre firmaet betaler? Eller du rej se r helst alene for bedre
at kunne bestemme selv og udleve dine mest eksotiske lyster? Foretrækker du at rejse med en partner for større
sikkerhed og mindre ensomhed og for at have en at dele oplevelserne med? Eller slæber du hele din sta kkels familie
inklu sive nyfødte datter langt uden for lands lov og ret akkompagneret af venners undrende hovedrysten? Måske
hører du ti l dem, som synes at planlægningen af rejsen er halvdelen af den hele oplevelse, eller du skruer op for
chartercharmen og slipper for at løfte en finger!
God fornøjelse til alle jer læsere, og tak ti l alle, som har bidraget med en god histori e.
Hvilken rejseform du end foretrækker, hører vi meget gerne fra dig til dette kommende tema.
Næste nummer
Inden I nu alle fatter pennen og begynder at forfatte en artikel til næste nummer så vil jeg bede jer genlæse de
to indlæg "artikelopskrift til Globen" og "et lille hjertesuk fra korrekturlæseren", som var med i sidste nummer af
Globen. I kan alle lette vores arbejde med Globen, hvis I følger disse retningslinier. Jeg vil kort nævne et par stykker,
som giver en del ekstraarbejde til redaktionen, og som en del stadig ikke følger:
Med venlig hilsen redaktørerne af næste nummer,
Søren Bonde og Claus Qvist Jessen
Artikel, billedtekst og evt. infoboks sendes i separate filer - altså ikke en lang fil.
Vær omhyggelig med jeres billeder. Send dem i høj opløsning (min lOOOx1500 pixels).
Kør en stavekontrol og ret de mest åben lyse stavefejl.
Slet eventuelle dobbeltmellemrum mellem ord.
Lif/e Julie plJ besøg i laotisk
landsby.
At rejse med børn gør utvivlsomt rejselivet en del anderledes, men
langt 'ra umuligt. Selv CiJnadisk laksefiskeri kan Jade sig gare, her
demonstreret af 10 mdr. gamle Simon, der hjælper godt til, mens far
Claus poserer med en 4-5 kgs. keta/aks (ra Stave River.
\
Varme sommerhilsener fra redaktionen
l
Sommeren nærmer sig, og mon ikke mange vi l benytte lejligheden ti l at komme ud og opleve verden? Til alle skal
der lyde et "ha ' en god og berejst sommer" her fra Globens redakti on. Jeg håber, at I alle vender ti lbage med rygsækken fuld af nye ideer til inspirerende artikler om rejselivet.
\
,
\
på gensyn - Pernille Fiih
De onde /Jnder indsamles
i plastiktal/erkner mens
tilskuerne tager det helt
roligt.
Siberut.
Foto: Nikolaj Witte
Foto: Søren Bonde
Procession Palmesøndag, Guatemala
.
Foto: Claus Qvist Jessen
Foto: Sisse Skipper Andersen
GLOBEN nr. 20/ Juni 2005
4
s
Noget om voodoo
beder guden Exu, der i virkeligheden
er den samme som de kristne kalder
for satan.
Tekst og foto: Arne Runge
på jagt efter voodoo og zombier
Vil du med til en ceremoni i morgen eftermiddag, spurgte kongen.
Ja tak, det vil jeg mægtig gerne,
svarede jeg. Dagen før var jeg uden at vide det - fiyttet ind hos
kong Jean Constant Adjolohoun af
Abomey, en konge for en vestafrikansk stamme med ældgamle rødder. Deres område var nu en del af
landet Benin .
Det viste sig nemlig, at det lille
gæstehus ude i junglen, hvor jeg
lige var fiyttet ind, var ejet af kongen. Han kom forbi om aftenen i sit
fiotte kongetøj og bød på en øl. Je
suis le Roi, sagde han højtideligt,
da han præsenterede sig. Og jeg
er ejer af hotellet. Han viste mig sit
fotoalbum med fotos af kroningen,
som foregik under en voodoo ceremoni. Alle undersåtterne bøjede
sig for os, når de gik forbi. Næste
eftermiddag gik vi så til voodoo.
Kongen fortalte mig om ritualerne
og forklarede mig, at der godt nok
er en Præsident i Benin, men at
alle stammer også har hver deres
konge, og at kongen er højt agtet
af sine undersåtter. Det kunne jeg
bestemt også mærke, både under
ceremonien og da vi gik i gaderne,
folk bukkede ydmygt, når de så
ham.
Ordet Voodoo sta mmer fra det afrikanske ord "vudu" der både betyder
usynlig kraft og guder. Tilhængere
af voodoo tror P~I at naturen er
fyldt med åndevæsener og usynlige kræfter. Ved at give offergaver
til guderne kan man få dem til at
hjælpe sig. Ondskabsfulde og farlige ånder kan man på den anden
side holde på afstand ved hjælp
af magi og trolddom. De tror på,
at naturen er magisk, at alting i
universet er forbundet på en usynlig og uforklarlig måde. Hvis man
f.eks. tager nogle hovedhår fra et
menneske og sætter dem på en
dukke, så vil dukken på magisk vis
stå i forbindelse med dette menneske. Hvis en troldmand nu stikker
nåle i dukken, vil mennesket føle
nogle stærke, stikkende smerter og
måske dø. Magien virker over alle
afstande, så dukken og offeret kan
sagtens befinde sig på hver sin side
af jordkloden. Dette er grunden til,
Mig og Jørgen Leth til voodoo
ceremoni i Haiti
at man skal afievere lidt hår og nogle
neglestumper til Voodootemplet, når
men bliver optaget. på den måde
bevarer præsten altid en vis magt
over medlemmerne.
Voodoo ligestillet med islam og
kristendom
I 1996 meddelte Staten Benin, som
den første i verden, at voodoo nu var
ligestillet med kristendom og Islam.
Benin - som tidligere hed Dahomey bliver kaldt voodooens vugge. Landet
har fem millioner indbyggere, og over
tre millioner af dem er voodoo tilhængere. Blandt dem er osse Benins
Præsident. Da han for nogle år siden
led af dårlig ryg, blev han behandlet
af både læger og voodoo præster.
Voodoo blev med slaverne fra
Vestafrika ført over til de sydlige
stater i USA, til Mellemamerika, til
Vestindien og til Sydamerika. Nogle
steder blev voodoo troen særlig
stærk, og her kan man møde den
endnu i dag. Det vigtigste voodoo
sted er det lille, fattige land Haiti,
der oprindelig var en fran sk koloni.
Der er fiere grunde til, at voodoo
altid har haft stor betydning på Haiti.
Slaverne på Haiti biev behandlet
utroligt grusomt. Man brugte alle
mulige former for tortur for at få slaverne til at være lydig e. Det førte til
mange oprør på den lille ø. Det betød
osse, at slaverne blev end nu mere
stolte af deres religion, så det var
svært for de hvide præster at gøre
dem kristne. Herskern e ove r Haiti
brugte osse voodoo som et middel
til at skræmme befolkningen, så alle
forholdt sig i ro.
Voodoo troen fortæller, at livet er
farligt. Det er f.eks. farligt at være
ude i middagssolen. Når solen står
højt på himlen, kaster man nemlig kun en meget lille skygge. Hvis
skyggen pludselig er helt væk, betyder det, at sjælen har forladt kroppen. Der er osse farligt at blive våd i
ansigtet eller på hovedet. Vand kan
trække sjæien til sig og opløse den,
voodootilhængere mener, at sjælen
sidder i hovedet. Og i Benin fik jeg
fik ald rig tilladelse til at fotografere
voodootilhængere efter mørkets
frembrud.
på Haiti har slavernes gamle religion
beholdt navnet voodoo. Denne afrikan ske tro på guder og magi findes i
alle de lande, som slaverne kom til,
men mange steder har troen dog
fået et andet navn.
I USA kalder man voodoo for hoodoo eller juju. på Cuba kaldes den
Sa nteria. En stor del af verdens
måske 100 millioner voodoo-dyrkere leve r i Brasilien. Her har troen
fået mange navne, bl.a. Macumba,
Santeria,
Lucumi,
Jeg stod af tap-tappen, pick-upbussen, halvtreds kilometer syd for
hovedstaden, Port au Prince. Midt i
junglen. Her mødte jeg Mister Wilson
og hans store sorte familie, kone og
ti børn. Han inviterede mig til at bo
i hans hus. Hans engelsk kling ende
navn havde han fået fra sin tip-ti ptip-o ldefar, som var slave og »ejet«
af en "blan", som de hvide kaldtes.
Denne hvide mand hed Wilson, og
det kom alle hans slaver til at hedde
til efternavn, da de blev frie efter
slave riet, fortalte han. Jeg blev tre
dage på hans lille junglefarm, endnu
et lille paradis på jord. Han fortalte
mig en masse om landet, zombier
og voodooreligionen. Han var selv
voodootilhænger og overbeviste mig
om, at det gjorde ham stærkere og
bragte ham held.
Jeg præsenterede mig som Arne
Runge, fra De Berejstes Klub. Jeg
ved ikke, om det var det, der åbnede
døren, det har det jo gjort før, men
sikke en modtageise jeg fik. Jeg
va r ellers vant til, at ambassaderne
rundt om i verden hellere så en
backpackers hæl end hans tå. Men
sådan var det slet ikke på det danske konsulat i Jacmel på Haiti.
Velkommen, vil du have en kop kaffe
og en Havanna cigar, spurgte Jørgen
Leth. Ja tak, det ville jeg meget
gerne. Jørgen var fakti sk midt i
sit arbejde. To smukke piger fra
Nordisk Film, Marianne og Camilla,
var på besøg for at snakke om en
film, de sammen var ved at lave. De
havde alle hørt om vores klub og var
meget interesseret i at høre mig fortælle om den. De begyndte alle tre
omgående at tælle lande, men det
kneb med at nå op på antallet for
at blive medlem. Inden jeg brød op
spurgte Jørgen, om jeg havde lyst til
at komme til middag samme aften.
Det havde jeg naturligvis.
Voodoo er bestemt ikke en ond
religion, som nogen p~st~r, men en
meget smuk religion, forsikrede han
mig. Han kendte mange zombihistorier, men havde aldrig selv mødt en.
Da jeg forlod hans lille junglefarm,
fyldte han min rygsæk med bananer,
appelsiner og mangoer. Jeg lovede
at komme tilbage en dag.
Jeg fik godt nok nogle oplysninger
om zombier og voodooceremonier,
Jeg mødte op i mit fineste tøj, et
par rene cowboybukser og en ren
langærmet cowboyskjorte. Og vand
i håret. Udover Jørgen og de to piger
fra Nordisk film, var der en kvindelig
fransk fotograf med sin haitianske
kæreste. Kokken havde fremtryllet en fin lokal middag med lokale
vine, og snakken kom hurtigt ind på
voodoo.
Jørgen havde boet elleve år på øen,
og blandt meget andet havde han sammen med det lokale politi- investigeret to sager om mennesker, der
var blevet gjort til zombier, hvilket
der her i landet var dødsstraf for.
Den ene sag handlede om en ung
pige, som pludselig blev syg og
døde. Fire år senere var hendes bror
på en rejse til en anden landsby, og
pludselig fik han øje på søsteren,
som stod og arbejdede på en mark.
Hun så meget forandret ud, men han
va r sikker på, at det var hende, og
gik straks til politiet. Politiet undersøgte sagen sammen med Jørgen,
og det viste sig, at det var hende
og at det var hendes stedfar, der
stod bag. Han havde givet hende et
pulver, som gjorde hende skindød.
Alle troede, at hun var rigtig død, så
hun blev hurtigt begravet, som skik
er i varme lande. Men om natten
blev hun, af to medskyldige, gravet
op igen og fik noget modgift. Hun
var så blevet solgt som slave til en
mand, der boede langt fra familiens
landsby. Det var her broderen havde
fundet hende. Hun kom tilbage til
familien, og med hjælp fra en lokal
kristen præst har hun nu fået det
meget bedre, men er stadig dybt
hjerneskadet og husker intet fra sit
tidligere liv. Det var faktisk det tætteste jeg kom på zombier.
Til voodoo ceremoni på Haiti
Efter middagen blev vi enige om
at tage til voodooceremoni. Det er
skik og brug at medbringe en gave
til værtinden, der afholder ceremo-
men havde stadig til gode at opleve
det, så jeg besluttede at tage til
Jacmel, hvor jeg vidste, at den
danske filmmand Jørgen Leth for
nylig var blevet Konsul Honoraire
- æreskonsul. Han måtte da vide
noget, tænkte jeg.
Jacmel var også en stor by, men alligevel helt forskellig fra Cap Haitien
og Port au Prince. Den var mere provi nsagtig , og af en eller anden grund
va r den ikke så fattig som de andre
byer. Faktisk var det en skøn, skøn
by. Det syntes Jørgen Leth også, fortalte han mig, da jeg besøgte ham
den næste dag.
Umbanda,
Candomble
og
Quimbanda.
Quimbanda er en særlig ondskabsfuld form for voodoo, hvor man til-
Mig og Kongen af Abomey
- understJtterne bøjede sig for
os, nlJr de gik forbi
GLOBEN
nr. 20/ Juni 2005
6
7
-
I
nien, sagde Jørgen, så vi medbragte
en flaske rom. Det gjorde de andre
gæster asse, s~ der var mange flasker på gavebordet. Da vi havde sat
os, blev flaskerne budt rundt. Alle
tog et nip, når en flaske kom forbi,
jeg tog en slurk. Der kom mange flasker forbi. Folk begyndte at danse,
og flere af de omkring tohundrede
gæster kom i trance og opførte sig
som svømmende fisk eller hoppende
frøer. Jeg blev godt fuld, dansede,
hoppede og svømmede med i flere
timer, men desværre kom jeg ikke i
trance, til gengæld blev jeg piakatfuld. Blandt mange rituaier blev der
ofret haner, og vi drak det varme
blod. Jeg føite mig som en vampyr.
Voodoomusikanter trommede med
hellige tromm er. Den ensfo rmi ge og
høje musik var med t il at skabe en
trance hos voodo odanserne. Nogle
af danserne følte, at de blev besat
af guder og ånder, når de dan sede .
Jeg var flere gange selv ved at miste
tidsfornemmeisen. Men det var nok
rammens skyld.
Jeg tilbragte mange timer de næste
par dage sammen med Jørgen og fik
alle de oplysninger om landet, regeringen og befolkningen, zombier og
voodooceremonier, jeg kunne ønske
mig. Jeg læste hans bøger, så hans
film og blev lige så grebet af Haiti,
som Jørgen, der nu har boet her i
elleve år og formodentlig bliver her,
til han skal bæres bort. Jeg fik som
sagt ikke set nogen levende zombier, selvom jeg nu ved, at de findes.
Der var vist ikke ret mange. I øvrigt
var det Hollywood, der stod bag de
fleste rygter om zombier, fortalte
Jørgen Leth . Jeg kan huske, at jeg
for nogle år siden så en musikvideo
med Michael Jackson, hvor tusinder
af zombier kom kravlende op af
deres grave og dansede med. Ren
fiction som så mange andre film og
bøger om voodoo og zombier. Men
jeg fik deltaget i en voodooceremoni
og jeg fik Jørgens udsagn om, at der
fandtes zombier. Det var jo faktisk
derfor jeg var taget til Haiti, så missionen var opfyldt.
Litteratur
Klaus Aarsleff: Voodoo - slavernes magiske religion. (1998) mysteriet om magt og trolddom (1995)
Maurice Bessy: I skyggernes verden . Magi og overtro. (1967)
Arthur C. Clarke: Illustreret videnskabs Store Bog Om Mystik (1996)
Arne Falk Rønne: Klodernes forunderlige mysterier. (1991)
Poul Fersling: Mystikkens verden. (1992)
Thorkild Hansen: Slavernes kyst. (1967) Slavernes skibe. (1968) og Slavernes øer. (1970)
Jens Laigaard: Mystik og Magi. (1989) Trolddom. 1992Magiens kraft. (1993)
Aage Krarup Nielsen: Sorte sorgløse Haiti. (1956)
Palle Petersen: Danskernes slaver. (1983)
William B. Seabrook: Mysteriernes ø (1950)
Caroline Young: En verden af mystik (1996)
I
Batuan på Bali
Tekst og foto: Kirsten Svarrer
Det er varmt, vi sidder i indergå rden hos Wayan Supir og
betragter alle de mange mennesker, der har indfundet sig
fo r at overvære brylluppet hos
Wayan Supir. De unge, Nyoman
og Wayan Nini, som det hele
handler om, er klædt i traditionelle indonesiske klædedragter,
men dog ikke brudedragter, som
v i har set det ved andre bryllupper på Bali. Vi tror, at de ikke
er klædt i glimmer og glamour,
sådan som vi har set ved andre
balinesiske
bryllupper,
fordi
Wayan Nini er gravid. Men det
er et gæt, som skal vise sig ikke
at holde stik. Der er en præst
til stede, og det unge par gennemgår et ritual, som præsten
dirigerer, mens vi andre blot er
tilskuere. Der er en gryde hængt
op over et fiktivt ildsted, som de
to unge går rundt om. Det virker, som om de unge skal indvies
til det at have et fælles praktisk liv.
Nyoman og Wayan Nini gør, hvad
de bliver bedt om, selvom de virker
lidt beklemte ved situationen. Da
ritualet er overstået, får præsten
sin betaling og forlader selskabet.
Fiil fotograferer på livet løs, vi andre
fire betragter og bliver betragtet.
Mange ting undrer os, og da ingen
i selskabet er gode til engelsk eller
synes, at det er vigtigt, er vi overladt til vores sparsomme viden og
fa ntasi, men det er nu egentlig
også meget godt nogen gange. Vi
har læst om den balinesiske hinduisme, men det giver ikke svarene
på alle vores spørgsmål. Vi føler,
at vi er gæster på lige fod med de
øvrige, ingen tager specielt notits
af os, eller kigger mere på os end
v i på dem .
Flere rejsenørde-klubber
I Globen nr. 17 fortalte Claus Qvist på underholdende vis om "TravelIers Century Club" ( www.travellerscentu
rycl ub. o ~g ), der opererer med 317 "lande" (="steder") og hvor et sted betragtes som besøgt, så snart man
har betradt det.
I Politiken d. 22. maj faldt jeg over en lille notits om endnu en af slagsen, nemlig (www.mosttravelledm
an .com ), der er hjemmeside for "The Worlds Most Travelied People". Her opereres med ikke mindre end
572 "steder", men det løber naturligvis hurtigt op, når man f.eks. medregner samtlige USA's stater samt (i
Grækenland) de Ioniske og de Dodekanesiske øer.
Vi afleverede vores gave da vi kom,
og den er blevet placeret sammen
med alle de øvrige gaver. Vi har
inde n festen forhørt os om, hvad
der ville være en passende gave og
har fået at vide, at vi skulle gå til
en af de lokale handlende og købe
en af de indpakkede gaver på hylden. Pakkerne på hylden er i forskellige størrelser og man vælger
Klubbens højdespringer er Charles Veley fra San Fransisco, der - i en alder af kun 39 år - har besøgt 498
(svarende til 87%) af de nævnte lokaliteter. Prøven gang at aktivere linket "See Charles's 5-year odyssey",
det er virkelig underholdende at se på og må have indbragt ham flybonu spoints nok til at dække en normal
rejsendes behov for hele livet. Men frygtelig ærgerligt at tænke på, at manden har taget et fly til f.eks.
Grønla~d og Galapagos, blot for at tage det næste fly tilbage igen. Eller "besøgt" København, Stockholm og
Pans pa samme dag I
Per Allan Jensen
GLO BEN nr. 20/ Juni 2005
Bryllup
•
S
Bruden Wayan Nini
en, der passer i prisniveau. Vi ved
ikke selv, hvad der er i pakken, blot
at det er noget til huset. Gaverne
bliver ikke pakket ud hverken
nu eller i den nærmeste fremtid.
Gaverne indeholder husgeråd og
bliver pakket ud efterhånden, som
man mangler noget. Man er bare
ikke så materielt fikseret, som vi i
vesten.
Wayan Supir er et gammelt
bekendtskab, som Fiil gjorde på sin
første rejse til Bali i 1979. Wayan
Supir er risbonde bosat i Batuan,
ikke langt fra Ubud, sammen med
sine to koner, den yngste søn og
hans unge smukke kone. Wayan
Supir er også maler og danser. Vi
skønner, at han er en meget dygtig
maler, ud fra de mange malerier, vi
har stiftet bekendtskab med. Vi har
besøgt Wayan flere gange i hans
hjem, og intet er forandret siden
1979. De to koner sidder med bare
overkroppe og fletter bedekurve,
som de sælger på markedet. De
sidder i skygge under halvtaget i
gården, som alle husets rum vender ud til. De laver te tilos på det
store støbejernskomfur, når vi kommer på besøg, men deltager ellers
ikke aktivt i samværet. Hjemmet
er sparsomt møbleret uden at virke
fattigt.
Festen er i fuld gang, og der bliver
givet signal tilos om, at vi skal
følge med flokken. Der er stor munterhed, fnisen og pjatten. Vi fatter
ikke en lyd, andet end at mænd og
kvinder deler sig og indkredser det
unge brudepar, guider dem ned til
vandingskanalen under tilråb og
latter. De unge er lidt generte over
alt postyret, men kender procedu ren, ser det ud til. Det unge par
bliver sendt ned i kanalen, hun ved
broen, han 50 meter længere oppe.
Nyoman tager sit tøj af, og det bliver
sendt ned til Wayan Nini. Hun samler
det op, skyller det og vrider det. Da
Wayan Nini er færdig med at ordne
Nyomans tøj, vasker hun sig i floden
og får udleveret nyt tørt tøj. Vi kan
se, at det er helt nyt, da noget af
det endnu bærer prismærker. Hele
denne ceremoni foregår under stor
tumult, som en slags polterabend.
Herefter går hele selskabet tilbage
til huset og venter.
g
Denne pause, som vi ikke kender
længden på, giver mulighed for
eftertænksomhed. Wayan, Made,
Nyoman og Ketut, fire navne, som
vi støder på igen og igen. En ven lig sjæl har fortalt, at den førstefødte i en familie - uanset om det
er en dreng eller en pige - bliver
kaldt Wayan, nummer to Made
osv. Det er selvfølgelig simpelt
og nemt lige ved første øjekast.
Problemerne opstår imidlertid
hurtigt, da der bliver mange med
samme navn, og navnet heller
ikke fortæller, om vedkommende
er mand eller kvinde. Den førstefødte og det femte barn hedder
også det samme, da man blot
starter forfra , når navnerækken
er brugt. Har en mand to koner,
som Wayan Sup ir, hedder det
første barn med hver af de to koner
Wayan. Heldigvis har de fleste også
et mellemnavn.
så sker der noget igen. Ud af et af
soveværelserne træder en meget
sm uk Waya n Nini. Hun ligner nu en
rigtig ba linesisk brud, fint klædt på
og med gu ldbl ade i håret . Hun er så
sm uk og sm iler et sm il, som overstråler det hele . Borte er genertheden, og ti lbage står en - for os at
se - lykkelig ung kvinde, der gifter
sig med den mand, hun har valgt. Vi
har lært de unge lidt bed re at kende,
da Wayan Nini har undervist Silke
Påsketraditioner i Polen
Hvordan man kan beskytte sig imod traditioner og især »Den Vilde Mandag«
Tekst: Ewa Bylinska
Foto : pjecen AB ova -Pfiske i Polen
Ceremoni i familietemplet
i balinesisk dans og Nyoman har
væ ret med flere gange. De taler
lidt engelsk.
Vi skal igen af sted. Vi skal hen ti l
naboen, her har vi været før for at
se en kun studstilling, da vidste vi
far,
ikke , at det var Waya n Ninis
o
der boede her. Det er ogsa her, at
familietemplet befinder sig. Waya n
Ni nis mor er død og faren gift igen.
Wayans familie har ikke deltaget i
bryllu ppet indti l videre, og selve
tempelceremonien virker da også
ganske uhøjtidelig for andre end
de direkte involverede. Folk går
lidt til og fra, snakker, ser fjernsyn
og børnene leger. Vi observerer og
undres. Wayans halvbror,
som ka n noget engelsk
fortæller, at det er ganske
normalt og at Nyomans
familie har overtaget forpl igtelsen for Wayan Nini,
og derfor er det dem, der
står for hele ceremonien .
Selve tempelceremonien
bliver styret af en præst
og Nyomans forældre .
Uhøjtidligheden er bare
en livsstil.
Da Wayan Supir kom og
fortalte, at Nyoman og
Wayan Nini skulle giftes,
og han nu var ude for
at samle penge ind til
brylluppet, undrede vi
os over, at Wayan Nini
al lerede var flyttet ind i
Wayans Supirs hus.
De unge skulle giftes, fordi pigen var
gravid . Det va r ikke så godt, uden
at det dog virkede som nogen katastrofe . Pigens familie syntes ikke, at
Nyoman var et passende parti, se lv
om de to unge var fætter og kusine.
så var der problemet med brudeprisen. Brudgommens fam ilie giver
en brudepris, og den kunne Wayan
Supir umuligt betale til denne mere
velstående familie. Dette li lle problem løste ma n ved, at Wayan Supir
en nat - på sin lill e knallert - kørte
ned og stja l bruden og hjemførte
hende til sin bolig . Dette løste begge
familier fra et dilemma, og derfor var
bruden allerede installeret i sit nye
hjem før brylluppet. Den balinesiske
kultur er forunderlig og praktisk.
s å blev det spisetid . Vi var både
sultne og tørstige. Der blev serveret
ris, satay lavet af svinekød og vand.
Det var enkelt, stærkt og godt. Vi
sad hos Wayan Supir, rundt omkring,
hvor vi nu kunne finde plads. Mange
gæster fik mad med i en beholder til dem derhjemme . Der blev bespist
rigtig mange til det bryllup . Der var
slagtet en hel gris, og den blev spist.
Da fam ilien ikke havde køleskab, var
det jo også nødvendigt. Der bliver
ikke spist kød så ofte i disse fam ilie r,
så det var en rigtig festmiddag.
Hele dagen havde vi nu været til
bryllup, og selvom der var meget,
vi ikke forstod og børnene syntes, at
det ind imellem va r kedeligt, er det
all igeve l en af de oplevelser, vi ser
t il bage på med glæde og en oplevelse af, at livet er mangfoldigt og
farvestrålende.
Nixpille!
10
Hver gang jeg før påsken åbnede en
polsk kogebog, fandt jeg en opskrift
ka ld et "Billig påskebagværk". Efter
at have læst den første sætning,
som lød: "tag 60 æg .. .", lukkede jeg
bogen med et smæk og lovede mig
se lv, at det måtte være slut med traditionerne fra nu .
[ de forskellige polske regioner
fejres påsken med flere brogede
og forske ll ige skikke . De vig tigste
er udsmykning af æg, indvielse af
påskemad, overdådige måltider med
flot dækkede borde samt "Den
Våde Mandag", også kaldet "smigus-dyngus".
Den enorme mængde mad på
påskebord et i Polen i gamle dage
giver det bedste billede ved fø lge nde beskrivelse :
"Midt på bordet hviler fire stegte
vildsvin omgivet af en krans af farserede smågrise - enhver af dem
med et æble i trynen . Gigantiske
lårstykker af enebærrøget skinke
flettes sammen med kæmpe stykker af lammesteg, v ildt, harepostej
og hjemmelave de pølser på flere
kilometers længde rullet malerisk
sa mmen. Desuden er bordet pyntet
med utallige farvede æg, som er
forsyne t med mønstre ved hjælp af
voks . på fade så store som møllehj ul sta bles pirogi (en slags ravioli)
dækket tykt med flæskesvær. Midt
I det hele skinner 12 sølvkande r
(et symbol på 12 måneder) med
vin fra Cypern, Spanien og Italien.
Der står 365 (symbol på 365 dage
I året) krystalkarafler med ungarsk
vin. Dernæst komme r der 365
fo rske llige kager på bordet, bl.a .
"ba by", som er så høje, at de
næsten når loftet, og "mazurki"
omhyggel ig pyntet med sukkerglasur. Dertil drikker man mjød af
8.700 ka rafler (antallet af t ime r i
, ret) .
Ve/signelse af afgrøder og p3skemad
Selvom dette overd åd ig e madorgie
ikke har ove rl evet i dag, er de polske påskeborde stadig væk så mættende, at påskegildets deltagere ofte
ender på skadestuen. Hvis man vi l
undgå dette, må man holde igen
med at æde .
Udsmykning af æg og indvielse af
påskemad er en ældgammel tradi tion , som går helt tilbage til t iden fra
før år 1000 . Dagen før påskemorgenmad bærer man en flettet kurv til
kirken, pyntet med en hvid brodere~
serviet, som indeholder symboler pa
påskebordet: farvede æg, et stykke
nybagt brød, røgede skinke, pølser,
der lugter af hvidløg, og en lammefigur i sukker. Kurven stilles på et
bord foran alteret. Præsten venter
t ålm odig på , at bordet fyldes op
af menighedens kurve, og sprøjter
derefter højtideligt det hell ige vand
over de medbragte fødevarer. Først
efter denne ceremoni kan familien
sætte sig til bordet og påbegynde
påskegildet.
Mens man som barn syntes det
var morsomt og spændende at gå
med sine forældre gennem byen
ti l kirken for at få æggene stæ nket
med vievand, prøvede vi at slippe
for proceduren efter vi havde nået
pubertet sa lde ren, hvor vi blev sendt
alene i kirken. I stedet for at va nd re
gennem byen og gøre os latterlige,
listede vi os ned i kælderen og
sprøjtede "Guds gaver" med poste -
vand for derefter at stille kurven
med æggene på fami liens festbord.
Vi trøstede os med, at øjne der ikke
ser, heller ikke får ondt i hj ertet.
Det var dog ikke alle skikke, vi
kunne beskytte os så iet imod. Den
tredje påskedag, den såkaldte "Våde
Mandag " eller "smigus-dyngus", var
svær at komme udenom . på denne
dag ønsker man at være usynlig,
når man sniger si g langs husmurene
på byens gader. Ved enhver krog, i
vinduer, bag døre eller på hustage
skjuler sig nogen med en spand
koldt vand. Uanset om man er mand
eller kvinde, uanset alderen, vejret
og påklædningen risikerer man at
blive våd fra top ti l tå .
Navnet smigus-dyngus, som bruges
den dag i dag, markerer to forskel lige ældgamle skikke . "Smigus" går
ud på at slå hinanden med grønne
grene eller sprøjte hinanden med
vand for at bevare skønhed og
vække de vitale kræfter. Navnet
stammer sandsynl igvis fra det tyske
Schmechosten. Smechen (at slå) +
Osten (påske), dvs. at slå til påske.
"Dyngus" stammer fra det tyske
verd ingen, som frit fortolket betyder at købe sig fri. I ungdommens
muntre påskeoptog får disse skikke
fællesnavnet smigus-dyngus, hvor
sprøjtning med va nd er det vigtigste
eleme nt. Især på landet, men også
i byerne, sprøjter de unge mænd
11
-I
En ung mand kaster vand efter to
piger. Postkort 'ra 1932
Adam's Peak
vand på udvalgte kønne piger. Jo
mere vand, des større ære for
pigen.
Uanset om man bor i Polen eller
er på besøg der, kan man ikke
beskytte sig mod den barske skik.
så hvis nogen af jer planlægger
en påskeferie i Polen, vil jeg råde
jer til at forlade landet før "Våde
Mandag".
Forskellige medlemsskaber af De Berejstes Klub
Ved samtaler med medlemmerne opdager jeg ofte, at disse har et mangelfuldt - eller nærmest helt
fraværende - kendskab til de forskellige typer af med lemskaber, som klubben giver mulighed for. Derfor
denne lille klumme, der forhåbentlig kan kaste lys over forholdene.
Hvis vi går en håndfuld år tilbage i tiden, så var der kun en slags med lemskab, og dette kunne opnås,
såfremt man havde besøgt mindst lige så mange lande som ens alder (dog mindst 25 - senere sat op til
30), passeret ækvator, besøgt mindst fire kontinenter samt besøgt mindst to NYE lande inden for de seneste
to år. Smukt og enkelt regelsæt, som dog - efter manges mening - udelukkede en masse interessante og
særdeles berejste mennesker, som måske ikke helt havde besøgt lande nok, men som så til gengæld havde
erhvervet et dybtgående kendskab til visse lande/områder.
Dette førte til, at vi - på en generalforsamling - vedtog at ændre vedtægterne, så den slags mennesker
kunne optages via den såkaldte "B-ordning" (dårligt navn, men endnu har ingen fundet på noget bedre).
Ansøgni nger bedømmes i hvert enkelt tilfælde af bestyrelsen, og optagelse kræver flertal i denne. Vi har
de forløbne år optaget otte medlemmer via denne ordning (den niende er lige på trapperne), hvoraf i hvert
fald fire i mellemtiden også har opfyldt de "almindelige" optagelsesbetingelser. De nævnte medlemmer kan
I øvrigt kendes ved, at deres medlemsnummer er skrevet i kursiv med et punktum efter på listen 'Div. Data'
under hjemmesidens punkt 'Lister, Statistik'.
Næste skud på stammen var indførslen af begrebet "passivt medlemskab", hvilket først og fremmest var
begrundet i et ønske om at lade Globen (der i mellemtiden havde udviklet sig til et stort, flot og indholdsrigt
medlemsblad) komme en bredere læserskare til gode. Passive medlemmer modtager globen fire gange årligt
og har stort set de samme fordele af klubbens sponsoraftaler som "de aktive" (pt. med Gouda-rabatten som
eneste undtagelse) . De passive har IKKE nogen form for medbestemmelse i klubben og kan almindeligvis
IKKE deltage i medlemsmøder, der som oftest afholdes i medlemmernes private hjem og derfor er underlagt
nogle pladsmæssige begrænsninger. Af og til afholdes dog specielle møder, hvor pladsen ikke er så trang
(fremover f.eks. i Cafe Globen), og her vil de passive medlemmer blive inviteret med.
Vi anser de passive medlemmer for at være særdeles vigtige for klubbens drift. Først og fremmest fordi de er
med til at øge Globens oplagstal, således at vi til stadighed kan forbedre dennes tekniske kvalitet samt give
større værdi for de sponsorer, der annoncerer i bladet. Men også fordi de passive med lemmer er med til at
"sprede budskabet" til en endnu bredere kreds, så vi kan få endnu flere medlemmer osv.
Jeg vil derfor endnu en gang opfordre jer alle til at hjælpe med at hverve nye passive medlemmer. Der må
være masser af rejseinteresserede me nnesker i jeres omgangskreds, og fordelene er indlysende: Bare en
ugentlig drink i Cafe Globen vil give en årlig besparelse næsten svarende til kontingentet (pt. 300 kr.), og
så er der jo også alle de andre sponsorrabatter, for ikke at tale om, at Globen bliver bragt lige til døren fire
gange årligt. Og endelig er der muligheden for at deltage i udvalgte arrangementer. Overvej også at bruge
et medlemskab som ju le- eller fødselsdagsgave til rej seinteresserede venner. I så fald vil vi fremsende det
nyeste nummer af Globen, som så kan overrækkes på selve dagen.
Per Allan Jessen
12
Adam's Peak fra syd, halvvejs nede
»En Fuldmaaneaften, ved Poya-Maane, skal Pilgrimstoget ses. Da lyser Bjærget af tændte
Fakler, Lysskær flakker over Klippestier og Sten trin, og Fjældsidens Vegetation aabner sig
som Drypstenshuler. Videre gaar det, under hellig Sang og styrkende Hosianna-Raab... Sadhu,
Sadhu, Sadhu - lyder det ud over Dalene, hvor Ekkoet slaar tilbage, som om Bjærgets Aander
gav Gensvar... « Hans Hartvig Seedorff, Ceylon - vort tabte paradis.
Tekst og foto: Erik Futtrup
Og det er lige præcist sådan, det
er - vi vandrer op af de belyste
trappetrin, og undervejs møder vi
pilgrim me, der messer, og børn,
der synger pilgrimssange, som
fo rældrene synger for på . Bjergets
cikader synger med. Det næste
hjørne, vi rund eri ~benbarer endn u
n Buddhafig ur. Et sted er vegetationen indhyllet i sytråd. Legenden
fo rtælle r, at Buddha rev sin kappe
Il er. Mange gør et stop for at sige
n lille bøn. Der er små boder hele
vej en op. Man kan få en kop te, købe
ouvenirs eller bare hvile sig lidt.
Efter tre timers vandring når vi topp . n. Her finder vi en lille klokke,
som man må ringe med det antal
ga nge, man har besteget bjerget.
Ma nge pilgrimme har været her flere
ga nge. Det giver gode fortjenestepoints . 7 gange skulle give adgang
Ul Nirvana.
Fortrin svis buddhister, men også
hinduer, muslimer og nogle få backpackers valfarter herti l. Mange for at
se fodaftrykket på bjergets top (her
skal man ikke stille alt for mange
kritiske spørgsmål til, hvorfor det
lige er, at fodsporet er 1V, meter
langt). Buddhister mener, Buddha
satte af herfra med kursen mod
Indien. Hinduerne derimod tror, at
Shiva besøgte øen længe før, mens
muslimen siger, det var her, at Adam
landede, da Allah sendte ham ud fra
Edens have, deraf bjergets navn.
Pilgrimmene starter vandringen før
midnat. på bjergets top omslutter
nattekulden dem. De mindst troende skynder sig ned ti l det varme
udgangspunkt, de udholdende ofrer
en blomst til fodaftrykket eller deltager i en kort poyaceremoni for derefter at krybe sammen i en krog og
spejde efter solens første stråler. Og
hvilken belønning, der venter os .
Naturen under os åbenbarer sig hele
vejen rundt, og vi føler, at vi er på
toppen af verden. Nog le få af os forlader modstræbende den opstigende
sol for at kigge mod vest, hvor
bjerget i nogle få minutter kaster
en perfekt pyramideskygge ned
over landskabet, inden det stadigt
stærkere sollys sletter den ud igen .
Måske den kristne Gud der også vil
vise sig på bjerget.
Rejsenoter
Pilgrimssæsonen er ' en lang religiøs
begivenhed, hvor man er inviteret til
at kigge forbi. Stemningen, naturen
og bjerget, hvis tinde titter frem
blandt te-plantager og indbyder til
en tur til toppen.
Sri Lanka holder 3 religi oners helligdage og alle fuldmånedage (Poya)
- 25 dage pr. år. på Poya -dagene
13
kan der være tusinder på bjerget,
andre dage måske nogle hundrede.
Jeg har været på Adam's Peak tre
gange, og hvert besøg har været
noget særligt.
Påskefejring
I
Filippinerne
r Asiens eneste kristne land er rituelt drama, processioner og korsfæstelser faste traditioner,
s om flere steder føres ud i det ekstreme. Næsten hvert iJr viser danske medier billeder af de
opsigtsvækkende korsfæstelser, men hvad er det, der driver folk til frivillig korsfæstelse, som
fordøm mes af den katolske kirke?
Nordruten
Det er ikke svært at komme til
Adam's Peak. Langt de fleste kommer fra nordsiden, med bus eller
bil via Kandy-Nuwara Eliya-HattonMaskeliya. Fra Maskeliya, som ligger
ved bjergets fod, er der ca. 3 timers
vandring op til toppen. Sørg for at
få lidt søvn inden opstigningen, og
tag ikke af sted før hen på natten .
Og husk, at det er bidende koldt på
toppen, inden solen står op ca. kl.
Tekst og foto: Søren Bonde
6.30.
Syd ruten
Starter
i
te-planta~en
Carney
Estate, som bedst nas med taxa
fra Ratnapura. Få tager den stejle
syd rute, som består af 14 kilometer trapper. Det giver ekstra mange
fortjenestepoints, hvis man er buddhist, men jeg har endnu ikke mødt
en vesterlænding, der er kravlet op
denne vej. Man møder familier midt
ude i junglen i deres fineste tøj. Fra
sønnike på 3 år til en oldemor på 90,
der tager sin tyvende tur. Turen op
kan nemt tage et døgn for dem. Tæt
på startpunktet er de glade, men
ikke underligt, at man møder dem
trætte og udmattede på toppen.
Syd ru ten er en meget fin tur, men
gå den hellere ned - regn med ca.
5'/2 time. Sidst lejede vi en bil med
cha uffør - det kostede ca. 150 kr. om
dagen, og chaufføren satte os så af i
Maskeliya og samlede os op igen på
bjergets sydside. på den måde slap
vi for at slæbe på al bagagen. på min
første tur for 14 år siden, slæbte vi
rygsækkene med over toppen, og
det var ved at tage livet af os.
•
Pilgrimme spejder efter
solens første strlJler
Kolonise ringen
af
Filippinerne
b gy ndte så tidligt som 1521, da
den spanske opdagelsesrejsende,
rdinand Magellan, gik i land
undervejs på verdens første jordomjling. Det var påske, og hans medbragte missionærer holdt den første
messe i Filippinerne. Den dag i dag
fo rn æg ter det spanske islæt sig ikke;
fl estaå nden hersker i Filippinerne,
og fastetiden og påskeugen er
Inge n undtagelse. Rejser man hertil i påsken, kan man næsten ikke
undgå at støde ind i et optog eller
l o, og ofte byder de på oplevelser
ud over det sædvanlige. For de flest e filippinere er påsken nemlig ikke
nsbetydende med ferie; påsken er
n tid til eftertanke, selvransagelse
g ikke mindst bodshandling.
Kæmpeprocessioner på
Marinduque
Tips til Adam's Peak
Mere information og Iinks: http://www.futtrup.name/srilanka/adam/
adamspeak.html og http://www.sripada.org
Husk postkort og frimærker - der er en postkasse på toppen, og man får
brevene stemplet med et fint Adam's Peak stempel.
Glem madpakken og drikkeflasken - der er boder hele vejen op, selvom
colaerne begynder at blive lidt dyre op mod toppen.
Sæsonen er fra december til maj.
Den lille ø Marinduque gennemgår
n bemærkelsesværdig forvandling
op til påske. Øen er kendt for sine
torslåede påskespil, som tiltrækker
lusindvis af besøgende; og også venner og familie vender hjem til øen til
p ske. Filippinske turister strømmer
Ul de mange små 'resorts', der ligger
om perler på en snor langs kysten.
O folkningstallet i øens søvnige
m åbyer tre- eller firdobles, og det
ka n være vanskeligt at finde et logi.
I hovedbyen Boac skorter det ikke
pS aktiviteter. Boac katedral kalder
li l messe tre-fire gange om dagen,
m n mange sidder også hjemme og
I citerer afbrudt i biblen sammen
med fa milie og venner. Man skiftes
III det - det såkaldte pabasa - og
Iyclen strømmer ud på gaden gen11 m de åbne vinduer. Pabasaen kan
vare 24 timer eller længere.
HUSK!
Deadline for indlæg til næste nummer er
5. august 2005
I påskeugen er der næsten dagligt
processioner, den ene er mere stor" ISet end den anden. Den første er
pa lmesøndag og begynder oppe fra
ki rken umiddelbart efter morgenGLOBEN nr. 20/ Juni 2005
14
messen.
Først
velsignes palmegrenene foran et
ikon af Den hellige Jomfru, og
derefter fortsætter processionen
i
byens
ru ndt
gader. Hundredvis
af
men nesker
deltager, og processionen
gør
holdt
adskillige
steder undervejs
ved
opstillede
stationer,
som
er doneret af de
mere velbeslåede
borgere.
Skærtorsdag
trækkes
nogle
store vogne med
dramatiske ikoner
af den
lidende
Jesus og Maria
i
byens
ru ndt
gader. Vognene er
sm ukt dekoreret
med
(kunstige)
lys og blomster,
og sætter i gang
lige inden solnedgang. Deltagerne bærer alle et hvidt
stearinlys, som bidrager til processionens højtidelighed. Den udfordres
dog på det kraftigste af et særdeles rædsomt blæserorkester, som
stemmer værre end klaveret i care
Globen, og minder om et siciliansk
sørge-ensemble.
Heldigvi s overdøves orkestret til
dels, når generatorerne sættes i
gang, og lysene på vognene tændes. Processionen anføres af byens
gejstlige, og umiddelbart bagved
går en gruppe hvid klædte kvinder.
De arbejder frivilligt i kirken i påskeugen som en form for bodshandling.
Ikke alfe tager Korsvejen lige
højtideligt!
Via Crucis
Den mest opsigtsvækkende procession er dog Korsvejen (Via Crucis)
langfredag. KI. 10- 12 slæber Jesus
og de to røvere store, sorte træ kors
gennem Boac på vej t il det lokale
Golgatha ved scene pladsen i udkanten af byen . påsken falder altid i den
varmeste tid på år.et i Filippinerne,
og allerede kl. 8 bager solen ubarmhjertigt ned fra en skyfri himmel. De
tusinder af tilskuere langs ruten er
udstyret med paraplyer og andre
værn mod solen, men ikke de tre
dødsdømte eller deres vogtere,
Pilatus' soldater. Asfalten er gloende
hed, men alligevel må de dødsdømte gå barfodede. Soldaterne
- de såkaldte morianer - bærer
forskellige våben, uniformer med
lange kapper og tunge træhjelme,
1S
----,.r---------------------------~---~-
F/agge/anter i stpvet pJ
hovedgaden i Puerto Princesa
Isudla (Pi latus' hu stru) forklarer, at
d fl te me lder sig af nysgerrighed,
• m dog ofte efte rh ~nde n erstattes
Dr r lig løs overbevisning:
allerede askeonsdag, dvs. optakten
til fastetid en 40 dage inden p~ske .
De største opgaver best~ r i at ind kalde nye s~vel som tidligere medvirkende til prøverne, fremstille nye
kostumer og sørge for, at kulisser,
rekvisitter og det tekniske udstyr er
i orden. Aktører, instruktører, kostumedesignere, Iyd- og lysfolk - godt
og vel 150 personer i alt - afsætter
adskillige aftner til prøverne.
I princippet kan alle melde sig, men
der er en tendens til nepotisme,
s~ hovedrollerne g~r til folk med
indfiydelse i lokalsamfundet; f.eks .
som dækker hele hovedet og m ~
være ulideligt varme. De patruljerer byens gader i disse dragter hele
p~skeugen, og det er deres form for
bodshandling.
Processionen gør holdt ved de traditionelle 14 stationer p ~ vejen til
korsfæstelsen, og mere end en gang
sker det, at nogle barmhjertige tilskue re kaster vand foran fødderne
p~ de dødsdømte for at lindre deres
smerte.
Bagerst i processionen kører en lille
højtalervogn, som udspyr liturgisk
mu sik og i øvrigt er helt tilpla stret
med plakater og bannere : Vog nen er
doneret af guvernøren, som ikke har
ligget p~ den lade side her op til valget, og ligesom sine riva ler benytter
hun enhver lejlighed - religiøs eller
ej - til at fremhæve sig selv.
Vi n~r omsider frem til Golgatha,
og soldaterne fører de dødsdømte
op p~ bakken. Korsene lægges p~
jorden, og de dødsd ømte bindes til
dem p~ hænder og fødder. S~ rejses
korsene, og soldaternes leder, centurian en Longinus, træder frem og
stikker sit spyd i brystet p~ Jesus for
at ende hans lidelser. Teaterblodet
fiyder dramatisk ned ad mave og
ben, og hans hoved hænger slapt
til siden.
Rituelt drama - en anden form
for bodshandling
Korsvejen indg~r som en midterakt
i p~skeugens største trækplaster:
Boacs rituelle drama eller sinakulo. Onsdag, torsdag og lørdag
aften gengives skabelsen (Gamle
Testamente) og
p~skeevangeliet
(Nye Testamente). Det er et storslået religiøst teater, som foregår på
udendørs scener og bliver større og
fiottere fra ~r til ~r. Der er mindst
et par tusind tilskuere, og det er
vanskeligt at placere sig,
s~ man kan overskue alle
scenerne samtidig.
Det rituelle drama blev
indført af spanske missionærer i 1700-tallet og
iscenesættes udelukkende
af frivillige amatører. Hele
lydsiden (musik, replikker
og effekter) er indspillet p~ kassetteb~nd og er
derfor uændret fra ~r til
~r. Aktørerne slipper for at
huske lange replikker, som
ganske vist er p~ nationalsproget tagalog, men som
bruger gammeldags ord og
vendinger. De kan nøjes
med at mime til et yderst
velgennemført og
virkningsfuldt play-back. Det
er et kæmpeapparat, som
hvert ~r køres i stilling;
Forberedelserne begynder
stammer "Jesus" fra en fin, gammel spansk familie (til daglig er han
plastickirurg i Manila!), "Langinus"
er en velset ingeniør, som kender
guvernøren, og "Judas" er politimand. Rollerne er meget velspillede, og forestillingen som helhed
er gribende.
Deltagelse i sinakulaet er en lang varig proces; nogle har religiøse
motiver, mens andre blot ønsker en
plads i rampelyset og at have det
sjovt med vennerne, da adspredelsesmulighederne p~ Marinduque er
sm~. Marian Cunanan i rollen som
1/1 p/av ers of the sinaku/o - they
Blllt inakulista - they do this for a
mB tt r af vo w - Ol' in Tagalog thaI' is
pona ta. O l' a penance Ol' saerifiee for
1/181' m a lter. J do thaI' also beeause,
you kno w, the first time J partieipa l d - thaI' was baek in 1990 - J don 't
/l o v anything to think about, sav
p nance, panata not at all - J just
wonna join I J want to see myse/f
0 11 thaI' stage p/aying - performing
o ro/e. But beeause there are same
pra yers Ol' whims thaI' J ask from
111m ... He gave il' baek. So J started
and others sav when you start
p r(orming in sinaku/o you have to
c/o It five years, se ven years, ten
y ars - that's panata Ol' a vow, for
l n years. J said: Til do five years,
fine". But then J enjoyed il' reallyl
Oka y, another two years, for seven
y ars, and th en Jeannot pull out
'/lyse/f from being part af the sinoku/o until J reaehed this e/eventh
year no matter how mueh J wanted
Io... you know, withdraw myse/f now
bccause J wanted to rest Ol' enjoy the
I nten season not making any aetivlties Ol' s/eeping very
/ote at night and then
you go baek to work the
folio wing morning, you
11Bve to go to the office
ond work and then you
praetiee again in the
vening, wake up very
carly - like that. But
l /l en Jenjoy It. Mueh
more when you eome
• realize thaI' there are
more b/essings eoming
Io you. ThaI' is the
time when you realize
l /l at perhaps you ean
oUribute thaI' to being
po rtieipan t af the sinoku/o. That's why J'm
till here.
Inakulaet har fiere
clra matiske
højdepunkter: I anden akt
I) nger Judas sig selv
I fo rtvivle lse over eget
fo,·ræderi. Jublen er
'Ilar
hos
publikum,
lfI ns man har travlt
111 d at pille manden
ned fra træet i en vis
fort, inden han kvæI ; Jesu Opstandelse i
lr dj e akt er særdeles
virkning sfuld med en
k mpemæssig
'sten ',
" om væltes ned fra
,.
Det er »(uldbragt«
16
graven akkompagneret af røg og
effekter; halshugn ingen af Longinus
ender sinakulaet og er s~ overbevisende, at man næsten drager et
lettel sens suk, da manden rejser sig
igen efter forestillingen.
stammer fra middelalderen og g~r
Igen i fiere m id delalderlige passionsspil; f.eks. spiller legenden om Det
hellige Blod ogs~ en vigtig rolle i fortællingen om Den hellige Gral.
Hammer og mejsel
Legenden om Longinus
P~skeevangeliet er
velkendt for
de fieste kri stne, men det er
Longi nuslege nden Ikke. Den spiller
en central rolle i sinakulaet, fordi den
er dramatisk og synlig gør miraklerne
so m beviser p~ Jesu ord og profetier.
Longinus' spidning af Jesus p~ korset
fungerer som en 'øjen~bner' i dobbelt forstand: Longinus, som er blind
p~ det ene øje, f~r synet tilbage, da
Jesu Blod rammer hans blinde øje
(synliggjort ved at han nu bærer en
hjelm med to ~bne øjne i stedet for
et ~bent og et lukket), og teologisk
set f~r han øjnene op for Jesu guddommelighed, som siden bekræftes
i opstandelsen. Longinus henrettes
til sidst, da han ikke vil fornægte
miraklet, men t værtimod forkynder
det vidt og bredt. Legenden lader
til at være en uoverensstemmende
sammenblanding af historiske fakta
og overleverede fortællinger, som
Trods pisk, tornekrone og asfaltbrændte fødder er korsfæst elsen
p~ Marinduque forholdsvis blødsøden, for der anvendes ingen søm.
Men i San Fernando (i provinsen
Pampanga) kan man opleve rigtige
korsfæstelser, og det er ikke for sarte
sjæle. Her har den sam me mand
hver eneste p~ske i over ti ~r ladet
sig korsfæste gennem hænderne, og
andre følger hans eksempel. Han gør
det som en bodshandling, og som
tak for, at hans mor pludselig blev
mirakuløst helbredt for en alvorlig
kræftsygdom.
Hans hjælpere er omhyggelige med
ikke at sømme gennem knogler
eller andre vitale dele i hænderne,
men det er stadig yderst smertefuldt . Hullerne i h~ndfladerne gror
sammen i løbet af nogle uger, men
fødderne sk~nes (dvs. bin des) for ikke at forkrøble
manden.
Den katolske kirke tager
skarpt afstand fra korsfæstelserne, der betegnes som ekstreme og
ofte er med alvorlige
personskader til følge.
Det sam me gør sig gældende for en anden m eget
udbredt p~sketradition i
Filippinerne.
Flaggelanter
Princesa
i
Puerto
Øen Palawan i Filippinernes
sydvestligste
hjørne
strækker sig ned mod
Borneo. Den er p~ mange
m~der et af landets sidste
bud p~ førkristen kultur,
men i hovedbyen Puerto
Princesa
fejres
påsken
med stor entusiasme.
.,
.'
Langfredag er hovedgaden nede ved katedralen
skueplads for store fiaggelantoptog, som anfø-
:
Wo,
'.
Longinu5
- romersk centurion
17
•
res af en gruppe unge mænd i bar
overkrop og iført tornekrans, pisk
og vandfiaske. Piskene er gerne
forsynet med barberblade eller glassk~r, og fiaggelanterne skiftes til at
piske hinanden til blods og kaste sig
I gadestøvet.
Smerten fra s~rene og fra den bagende sol lindres midlertidigt af vandet i fiaskerne. Bagerst i optoget g~r
en gruppe ulasteligt klædte kvinder,
som uanfægtet af seancen foran
dem synger salmer i kor. Optoget
er kortvarigt, og efter en god halv
t imes tid g~r det gennem byens
usleste kvarterer og ender nede
•
•
•
•
•
•
•
•
hvad man vi l om p~skefejrlngen i
alle dens mere eller mindre ekstreme former. Kristendommen st~r
stærkt i Filippinerne, og de fieste
nøjes da ogs~ med at g~ I kirke,
bede og deltage i processionerne .
ved havnen. Mændene hopper i, og
saltvandet renser deres sar. De ser
lettede ud, og det er tydeligt, at de
glædes over deres bodshandling.
Flaggelantoptog er udbredt næsten
overalt i Filippinerne, og fiere steder
varer de hele dagen. Desværre hører
alvorlige ulykker og dødsfald ikke til
sjældenhederne; alkohol i betragtelige mængder og smertestillende
medicin indtages for at dulme smerterne, og kombineret med udmattelse og manglende beskyttelse mod
den stærke sol trækker det hvert ~r
fiaggelanter I døden.Man kan mene,
Jeg er ikke religiøs, men jeg fasc ineres hver gang af den opofrelse og
viljestyrke, som udvises ved religiøse højtider og i særlig høj grad til
p~ske; den blinde till id og kærlighed
til Gud, h~bet om tilgivelse og troen
p~, at guddommelige gaver og den
evige frelse opn~s gennem bodshandlinger og gode gerninger.
Filippinerne var spansk koloni fra 1521 til1898
Det er det eneste land i Asien , hvor kristendommen er statsreligion; over 90% af indbyggerne er kristne.
Jeg har besøgt Fil ippinerne fire gange siden 1995 og tilbragt i alt ni mdr. i landet.
Landet består af over 7100 øer, nationalsproget er tagalog (Pilipino), men engelsk fungerer fint i byerne.
I 2001 gennemførte jeg tre mdrs. feltarbejde primært på Marinduque, hvor jeg studerede det rituelle
påskedrama som led i mit specialestudie i musiketnologi.
Bortset fra enkelte 'hot spots' er der meget få turister i Filippinerne. Det skyldes primært terrorhandlinger
fra gruppen Abu Sayyef, som kæmper for løsrivelse af det sydlige Filippinerne på vegne af den muslimske
minoritet i Mindanao og Sulu .
Der er fremragende dykkerlokaliteter til meget rimelige priser; jeg besøgte Suluhavet i 2003, som byder på
et væld af større arter såsom majestætisk, blafrende rokker og nysgerrige hajer samt koraller af enorme
dimensioner.
Se mere på www.vagabonde.dk
Festligheder året rundt.
Det siges, at hver anden bygning i Nepal er et tempel, og at hver anden dag er en festdag . Der er mere end
50 festivaler med en samlet varighed p~ over 120 dage. Derfor er det svært at besøge Nepal uden at løbe
ind i mindst en fest.
Møder i glimt med kulturelle
ceremonier i Vestafrika
fck t: Knud Bach
l oto: Knud Bach og S. P Hardeberg
)
boede i Uagadougou i Burkina
I o o fra 1978 til 19BO, dengang hed
lundet Øvre Volta.
llurklna Faso ligg er ret isoleret
t 000 km fra havet i det centrale
V t frika, mod nord Sahel som er
Ilolvørken og mod syd den grønne
'I v nna.
Landet er fattigt, og
D fo lkningen lever hovedsageligt af
I ndbrug. Hovedstammen i landet er
MO Ifolket. Seiv om landet tidligere
v r den franske koloni La Haute
Volt
og under stærk francofon
(fr nsksproget) indfiydelse, var der
I latl v lidt kontakt med
Europa .
I'
t tid spunkt var jeg faktisk den
n ste dansker i landet.
II r var der stad ig mulighed
f r at opleve det oprindelige
IIfrlka, hvor hver stamme havde
, Inc karakteristiske huse, egen
ti ngkultur, egne religiøse skikke
o
danseritualer og med deres
f r kelllge særprægede masker. Der
va r stærk tro på troldomskraft eller
"g ri s-gris".
I g fo retog mange rej ser og besøgte
man ge afkroge i landet, jeg v ille
upl ve det ægte Afrika. Ligeledes
I) øgte jeg i perioden 11 af de
omliggende vestafrikanske lande.
I denne sammenhæng dumpede
jeg fiere gange ind i stammefester
med religiøse ceremonier. Det er
over 25 ~r siden, jeg oplevede disse
t ing, som jeg nu har skrevet ned fra
hukommelsen og ved at gense mine
gamle lysbilleder - der er jo siden sket
mange forandringer i Afrika .
Do Do dans i Mossilandet uden for
Ouagadougou
En fredag fortalte rygterne, at
der skulle væ re en traditional
mossihappening ca. 75 km fra
Ougadougou. Jeg kørte afsted med
en kammerat lørdag morgen. Det
lykkedes os at finde stedet, der I~
langt ude i bushen uden nogen form
for beboelse.
Folk stod i sm~grupper klar til at
modtage Moro Nabaen, mossiernes
konge eller overhøvding . Hans garde
af traditionelle krigere dannede
en afskæmning mod folket. Selve
livgarden var til hest og grupperet i to
rækker. Livgardens chef modtog Moro
Naba'en, som var en meget korpulent
mand iklædt grand bou bou, den
traditionelle festdragt.
Livgarden demonstrerede deres
dygtighed til hest ved væddeløb,
også for at demonstrere, at de
kunne forsvare deres konge .
Hen p~ dagen dukkede to mørke
skikkelser op, s~kaldte 'Do Do'er.
De var indhyllet i en langh~rede
dragter og bar store mossimasker.
Deres dans var inciteret af
stortrommen . En støvsky stod om
dem, jeg følte en gungren gennem
jorden, der hensatte mig i en
mærkelig halvtrance, faktisk blev
jeg lidt bange og bevægede mig lidt
væk . Troldmændene omkring 'Do
Do'erne manede med trolddukker.
Desuden optr~dte dansegrupper
af sm~piger på 7-10 ~ r. Disse
dansere, der va r accompagneret
af trommer, var noget af det mest
rytmiske og gymnastiske, som jeg
nogensinde har oplevet, jeg blev
revet med.
Oplevelsen kom til at virke fo r
intens, s~ hen p~ eftermiddagen
kørte vi tilbage til Ougadougou .
Høstdans i Nigergrænseområdet
Oiapaga Gourmantche Land
Sammen med to amerikanske
venner og en veninde fra Ghana
havde kørt ca. halvanden dag fra
Tusindvis af guider og gudinder, dæmoner og ~nder skal mindes, æres eller uddrives. De forskellige ~rstider
kræver tillige en fejring, og der er mange ritualer omkring for eksempel dyrkning af jorden .
l:ERRIJOIRE :DE .LA
Der er noget for enhver smag, for eksempel:
.HAUTE"
. VO'tTA'
En stor fest
En af de store fester er »Shivaratri«, Shivas fødselsdag.
"
.
En larmende fest
»Holi«, er kaotisk og larmende . Tag dit gamle tøj p~, du bliver sikkert b~de
v~d og fyldt med farvet pulver.
En smuk fest
»Losar«, t ibetansk nytår. Tibetanere og sherpaer holder optog og ser p~ dans.
Tekst og foto: Pernille F5h
Burkina Faso fra
Mali. Forfatteren i
Citroen Mehari ca.
januar 1980
18
19
Ouagadougou, før vi kom frem til
grænseposten mellem Øvre Volta
og Niger. Den lå faktisk ca.60 km
inde på Nigers territorium. Men der
stoppede turen. Grænsegendarmene
at
acceptere
den
nægtede
amerikanske og den ghanesiske
piges visa . Normalt findes der
mange overtalelsesmuligheder, men
denne dag var der ingen metode,
som hjalp, slukøret kørte vi tilbage
ind i Øvre Volta.
Vi stoppede i en lille landsby for
at diskutere situationen. Vi havde
meget lidt lyst til at køre tilbage til
hovedstaden. Efter lidt tid kom der
en ældre mand i blå grand bou bou
op tilos. Han præsenterede sig og
inviterede os til at opleve landsbyens
initierings- og høstdans. Han kom
med i bilen og efter et par kilometer
på støvstier var vi piudselig midt i
dansen, musikken og støvet.
Mændene var iklædt dragter lavet
af små bambusstokke og hatte med
farvede bomuldstotter. De sa ng og
dansede i ring til trommerytmen.
En loka l trol dma nd gik rundt
med et afhugget haneh oved på
en stav og med de nappede han
efter deltagerne. Efter ca . en time
stoppede dansen,
derefter gik
danserne på række videre til den
næste landsby. Det var en kort,
men meget spændende oplevelse,
og vi følte, at efter denne oplevelse
kunne vi køre videre tilbage til
Ouagadougou .
Begravelsesceremoni
for
en
afdød høvding i Ganvie Benin ex
Dahomey
på en anden rundtur, der gik gennem
Burkina
Faso-Ghana-Togo-BeninNigeria-Benin-Togo- Burkina Faso ca.
4.000 km, var der mange oplevelser,
men jeg vil fremhæve en enkelt.
Det var igen et grænseproblem, der
satte tingene i gang.
Min norske kammerat Svein Per
blev nægtet indrejse fra Nigeria til
Benin, angiveligt fordi Norge ikke
var medlem af EF. Problemet var, at
vi var nødt til at krydse Benin for at
komme tilbage t il Burkina gennem
Togo. Efter t re timers vanskelige
forhandlinger lykkedes det at få
tilladelse, på betingeise af at vi kørte
direkte non-stop gennem Benin . Vi
accepterede, men besluttede bevidst
at snyde grænsegenda rm ene med
en smuttur ind til Ganvie, der
er et fiskersamfund på 10.000
beboere som bor i styltehuse ude i
Benin Gan vie fortrop til
begravefsesoptog
Ganviesøe n.
Vi fik lejet en kano og kom frem til
landsbyen Ganvie . Næsten samtidigt
med vores ankomst mødte vi en
fl åde af kanoer anført af en kano
med flag og råbere . Derefter kom
ca. 20 kanoer med fuld e mænd, der
dansede i kanoe rne, næsten som i
trance, men uden at falde overbord .
Derefter kom ca . 10 pyntede
kanoer, i den midterste kano stod
en udsmykket kiste omgivet af
sørgende, de fleste var kvinder.
Konvojen afsluttedes igen af en
flagkano. Kanoflåden gled forbi
os med sang , dans og musik. Det
hele tog ca . tyve minutter. Da vi
bagefter forhørte os, fandt vi ud
af, at det havde været en ceremoni
for høvdingen som var død, og at
kvinderne i kanoen var hans mange
koner. Det var et uforglemmeligt
skue, som havde passeret os.
Til Markedsfest hos Dogonfolket
i Mali, men uden hirseøl
på en anden tur sammen med
min norske kammerat besøgte vi
Timbuktu og flere steder langs
Nigerfloden . på vejen hjem til
Ougadougou fra Mopti beluttede vi
os til en afstikke r ved Ba nd iagara
for at besøge dogonfolket. Det var
lørdag, og vi havde hørt, at der
sku lle være et stort folkemarked.
den store burkinske savanna. Deres
døde bliver begravet i huler højt
oppe i klipperne. Deres bygninger
har deres egen stil med dekorationer,
kornmagasinerne
er
specielt
dekoreret so m menn eskea nsigter. I
den nordlige del af Mali er fl ertall et
af befolkningen konverteret t il den
muslimske religion, men dogonfolket
har holdt fast ved deres oprindelige
animistiske religion.
Vi kom frem til det store marked
og fik lov at gå rundt og kikke, som
vi ville. Der var fest og dans med
lokal brygget hirseøl, men da vi ville
købe lidt hirseøl fik vi nej . Dette
slog os som meget underligt, idet
gæstfriheden står højt i Vestafrika .
Til de andre begivenheder jeg har
beskrevet, blev vi budt velkommen
og fik næsten hædersplads, men
ikke hos dogonfolket, måske det
også er derfor, de har været i stand
til at fastholde deres kultur og
religion.
Vi
kørte
trehundrede
km
til
Ouagadougou og fik vores øl i en
palmehytte på vejen.
I k t og foto: Jakob Linaa Jensen
I
rhundreder har mænd i lands-
I)y rn e på det syd lig e Pentecoast i
nrl t Vanuatu foretaget spri ng fra
l ' I n op til 30 meters højde, kun
111 d lianer om benene. Senere har
li I I dristige og farefulde ritual
In plreret den moderne tradition for
hungce-jump . på Vanuatu foregår
lin ne imidlertid, som de altid har
111 It. I 1999 fik skribenten sammen
111 d en kammerat mulighed for at
nv rv re disse spring, nag hol, der
1111ges at være en af de mest eks\1 me kulturelle ceremonier, man
,n fo restill e sig .
I C r en tidl ig morgen i regnskoven
" d t sydlige Pentecoast. Skoven
1111m r endnu af nattens fugtighed .
1)111 høres enkelte hæse skrig fra
fil I , og lidt røg stiger op fra den
II ' 1lIgge nde landsbys palmebladsIIi'lkkede hytter. Ellers er der stille,
nu ma n kan ikke forestille sig, at det
1111Imati ske ritual ska l udspille sig
hil) l o timer senere.
nden
Hnl
overleveringen har nagholtlI,cllllonen sin oprindelse i en begiV! nh d tilbage i tidernes morgen. En
Ic k I, fre mtrædende mand, Tamal ie,
Dogonfolket
har
en
meget
særpræget kultur. De bor dramatisk
i bjergforkastningen Bandiagare,
som adskiller højsletten mod Mali fra
GLOB EN nr. 20/ Juni 2 005
20
behandlede sin kone dårligt, og efter
ge ntag ne trusler løb hun hj emmefra.
Hun søgte tilflugt i en bananpalme,
hvor han fandt hende og forsøgte at
klatre efter hende.
Konen udfordrede nu Tamalie: hvis
han virkelig elskede hende, skulle de
sammen springe ud fra toppen . Hvis
de overlevede, måtte det betyde, at
de virkelig var ment for hinanden,
og hun ville elske ham for evigt. I
det øjeblik Tamalie når konen, springer hun ned fra toppen. Tamalie følger efter, men han er blevet snydt.
Konen har viklet en lian fastgjort
til palmen om benene og overlever
faldet, mens han selv er dræbt på
stedet.
Legenden siger, at i årene efter
udførte kvinderne spring fra høje
træer til minde om begivenheden, men dette blev stoppet, da
mændene hævdede, at man rundt
omkring i regnskoven hørte genlød
af hvislen og lyde som tegn på, at
Tamalies ånd ikke vil le forstyrres .
Her som and re steder anven dte
mændene religiøs magt til at undertrykke et begyndende matriarkat.
Traditionen
Mændene optog dog selv ideen,
og springene blev tradition eller
"kustom", som det hedder på de
kanter. I hver landsby udføres springene en eller to lørdage i april eller
maj måned, midt under yamshøsten,
da lianerne er mest elastiske og
dermed velegnede til foretagendet.
Selvom traditionen af og til udføres til glæde for grupper af turister,
overholdes de traditionelle regler.
Under bygningen af tårnene sover
mændene sammen i fælleshuset.
Samkvem med kvinderne er forbudt.
Det er også forbudt kvinderne at se
eller overhovedet nærme sig tårnene før på dagen, hvor springene
finder sted . Under selve ceremonien
skal kvinderne holde sig i en afstand
af 20 meter fra tårnet.
Som ritual tjener springene flere
formål: For det første er der tale om
et frugtbarhedsritual. Når mændene
springer, er det meningen, at håret
lige præcis skal røre jorden, hvorved
denne befrugtes for næste års høst .
Ritualet er imidlertid også kom met
til at fungere som lidt af en manddomsprøve. Op igennem barndom
og ungdom hopper drengebørn ud
fra stadig stigende højder. Når de
GLOBEN nr. 2 0/ j uni 2005
21
De lokale hævder, at traditionen kun en gang har
medført et dødsfald . I
1974, da Englands dronning Elisabeth var på
besøg, havde en springer
taget et par shorts på for
ikke at støde den bornerte
majestæt. Han døde i selve
springet, da han landede
med hovedet direkte i jorden. De lokale taler om det
uden vemod i stemmen,
for springeren havde jo
brudt "kustom", ved ikke
at springe nøgen kun med
penisfuteral, sådan som
traditionen foreskriver det.
endelig springer fra de højeste platforme, er de for alvor optaget blandt
de voksne i landsbyen.
Endelig er spring ceremonien også et
forum for bekendelse, en slags venti l
for personlige problemer. Inden man
springer, bekender man sine inderste
tanker og følelser, ofte personlige og
familiemæssige problemer, for den
forsamlede
menneskemængde.
Dette involverer ofte historier om
utroskab, men kvinderne neden for
tårnet er tvunget til blot at lytte .
Det kan jo være sidste gang, deres
mand siger noget.. ..
Tårnene
Tårnene, der springes fra, bygges,
som man altid er gjort det: En konstruktion af nogle bærende stykker
træ surret sammen med lianer og
med platforme i forskell ige højder,
som deltagerne springer ud fra.
Der bruges ikke søm eller andre
moderne hjælpemidler i byggeprocessen. Konstruktionen ser skrøbelig
ud, som den giver sig j vinden, men
den er forbløffende smidig, og lianer fastgjort til nærliggende træer
hjælper med at holde den på plads.
Tårnene er helt op til 30 meter høje,
men kun de ældre og mere erfarne
springer fra den højde. De små
drenge og de yngste mænd springer
fra mindre højder for at bevæge sig
opad, som årene skrider frem.
Dertil kommer, at det
viste sig, at han havde
gemt en lykkeamulet inden
under sine shorts, hvilket
er strengt forbudt. Ifølge
traditionen skal man tro
tilstrækkeligt på sig selv og
sin egen kraft for at kunne
udføre springet. En mere
nærliggende forklaring er dog, at
man denne ene gang sprang i oktober, hvor li anerne er mindre elastiske
og dermed uegnede til springene.
Ankomsten
denen, men med bygningen af en ny
vej tværs over øen er det spørgsmålet, hvor længe Bunlap holder stand
mod den omgivende verden. Mens
vi senere bor i landsbyen, erfarer
vi dog, at missionærerne er i gang
med endnu et forsøg, men de gamle
høvdinge søger at holde stand .
jorden. De andre stormer til og
hjælper ham fri af lianerne, mens de
giver ham en slags lufttur.
Langsomt kommer han på benene
igen uden støtte fra de andre. Han
har ofret sig for fællesskabets bedste og er sluppet uskadt. Han er
blevet en del af evigheden, årstidernes cykler og overgangen fra barn
t il mand .
Ved dagens begivenhed har de
gamle i landsbyen dog en anden
funktion. De går rundt og sikrer sig,
at lianerne er i orden og tilstrækkeligt elastiske . Få centimeter for korte
eller for lange, og det kan medføre
døden for springeren . Vi er de eneste fremmede på pladsen, og stemningen er intens. Mændene er mærket af den forestående begivenhed,
men har dog overskud til at gå rundt
og drille hinanden godmodigt.
'"" r gS r det op for os, at de tradiEfter en time kommer der flere fra
Bunlap, heriblandt også en del kvinder. Det er danserne, der er en vigtig
del af dagens ceremoni. De er alle
meget traditionelt klædt, mændene
kun i penisfuteraler lavet af blade,
mens kvinderne er i skørter af græsstrå og ikke andet. Nogle er pyntet
med maling ell er blade bag ørerne,
men det er ikke den imponerende
krigsmaling, man ser visse andre
steder i Melanesien.
t Ion II ko stum er ikke blot er til ære
fOl danse n og gruppen af besøgende
Ir , der foruden os selv inkludeI r
n fl ok japanere, ivrigt belæst (I med alskens kameraer. Vores
Il øg i landsbyen afslører, at dette
o
r den daglige klædedragt. Der
(II' Ikke mange steder som Bunlap
Il lbage, hvor T-shirts og shorts ikke
Ol I ~e t igennem!
11 (1
s å begynder dansen. I starten
stamper mændene i jorden, og
deres stemmer veksler fra høje til
dybe råb. Kvinderne følger trop
og svajer fra side til side, mens de
udstød er små lyde i baggrunden.
Både dansen og sangen bliver mere
intens og tager til i voldsomh ed. Der
er ingen instrumenter, men korte
stødmæssige rytmer. Melodierne og
de mange fagter hylder tydeligvis
høsten, jorden og yamsen .
., n en
Denne morgen når vi frem til pladsen ved tårnet i god tid, før selve
ceremonien finder sted. Vi går
rundt og snakker
med mændene, der
lægger sidste hånd
på tårnet. De kommer fra landsbyen
Bunlap, et af de få
steder i Melanesien,
hvor missionærerne
ikke har haft succes . Her lever man
stadig,
som
man
gjorde i stenalderen,
i traditionelle hytter
placeret ned ad en
stejl regnskovsskråning. Der er ingen
moderne hjælpemidler, og madlavning
foregår over bål inde
i husene. Diæten
er de traditionelle
rodfrugter, taro og
yams, krydret med
et nyslagtet svin i ny
og næ.
I 011 ern e er ved at være på plads på
II I I gs podium ved siden af tårnet.
lord n neden for dette er planeret i
krSnende hældning og blødgjort
tO I at afb øde faldet. Intensiteten stiUt" . /Ilt er klart.
''I'
22
Præmie til den sidste
Ved det sidste hop, helt fra toppen af
tårnet 30 meter over os, forkyndes
det, at denne springer får en præmie på 10000 Vatu eller 500 kroner.
Tidligere fik denne sidste springer
sin præmie i yams, men penge er
på vej til at overtage naturaIieøkonomien .. Money makes the world go
round .. .
Springet
Da dansen når et foreløbigt klimaks,
dukker den første springer op - som
ud af den blå luft. Han går først ud
på nogle træstammer, der danner en
platform højt oppe i tårnet. Han sm ider de blade, der hidtil
har pyntet ham om livet.
Med
udspredte arme
bekender han sine inderste tanker til forsamlingen, skyder brystet
frem og springer. Det er
kraftfuldt, dramatisk og
spændingsmættet. Selve
urkraften slippes i dette
øjeblik fri i regnskoven,
den evige kamp med
og mod naturkræfterne
intensiveres i dette øjeblik.
Stemningen fortættes, da
det giver et kraftigt ryk i
t~rnet. Lianen, viklet om
springerens ben, foldes
ud. Han selv lander i det
frie rum ud for tå rn et, og
svi ng er så ind mod det,
så hovedet akkurat rører
Det ufremkommelige
område har været
med til at hindre
kontakt med omver-
Jublen er stor og vil ingen ende tage .
Danserne fortsætter ufortrødent,
går lidt ned i tempo for at bevæge
sig op igen, da den næste springer
gør sig klar. Flere følger snart efter,
små drenge fra de lavere platforme,
de voksne mænd fra de højere. Intet
overgår imidlertid gyset, spændingen og kraften i det første hop, vi
overværede.
Efter at de svedige dansere har
været i gang i to timer uafbrudt,
efter at i alt 10 drenge og mænd
har hoppet, og efter at den sidste
springer er blevet omfavnet, sikkert
tilbage på jorden, slutter det hele.
Snart er vi alene tilbage ved tårnet, kun sammen med nogle få af
landsbyens børn . Naturen har atter
overtaget fra kulturen. Vi klatrer op
i tårnet. Der er skræmmende langt
ned, og vi bliver endnu engang grebet af ærefrygt over, hvad vi lige har
oplevet .
Næste dag drager vi mod landsbyen
Bunlap, hvor en af høvdingene har
inviteret os til at tilbringe nogle
dage. Det bliver en fascinerende
rejse ind i stenalderen, hvor vi sidder med mændene og drikker kava i
de traditionelle lang huse, overværer
festen i forbindelse med omskærin gen af en nyfødt dreng og oplever et
samfund med et kompliceret system
af religiøse og kulturelle regler. Men
det er en ganske anden historie.
23
-
['
En særdeles festlig katolicisme
Tekst og foto: Lars Munk
Rummet er dunkelt og kun oplyst af
en række tilfældigt placerede stearinlys. Der hersker en intim atmosfære med dufte af røg og røgelse.
Loftet er fyldt med guirlander og
andet fornøjelig skrammel, en masse
figurer af Kristus og Maria er henstillet på kaotisk vis, og herudover er
der massevis af små bedetæpper
og blomster. Et par troende knæler
foran deres gude- eller helgenbillede
og mumler nogle utydelige sætninger, bedende om råd og vejledning
til fremtidens gøremål.
Indtil nu virker alt egentlig meget
normalt for ceremonier.
Men så
kommer der pludselig en flaske rom
til syne. De bedende stopper op i
deres gøremål, tager en ordentlig
dram af flasken, gnægger af vellyst
og fortsætter derefter med bønnerne. Vi er trådt ind i et moralsk
forfaldent religiøst univers - stedet,
hvor der er plads til alle - velkommen til Maximans verden'!'
på
bredderne
omkring
den smukke Atitlan sø i
Guatemala brødføder de
lokale mayaindianere sig
med majs, kartofler and
andre spartanske grøntsa ger, men i mod-sætning til
deres spisevaner er deres
religionsdyrkelse
noget
mere farverig.
Før spaniolerne maste sig
på med deres lærdom om
katolicisme, dyrkede de
lokale en eller anden form
for selvopfundet indiansk
religion, men historien om
de spanske missionærers
påtrængenhed
gentog
sig naturligvis også ved
Atitlansøen, så det var ud
med naturreligionen og ind
med katolicisme. Indianerne
her var dog en anelse mere
oprørske end så mange
andre steder, så nok kunne
de påtage sig at være katolikker, men det skulle være
katolikker efter deres eget
hoved. Derfor hengav man
sig til Maximan.
På jagt efter en helgen
Der går lidt forskellige historier om,
hvem denne her Maximon egentlig
er. Nogle mener, at Maximon er selveste Judas, der ønsker at skænke
de 40 sølvmønter, han modtog
for at stikke Jesus, til indianerne.
Personligt tror jeg nu mere på en lidt
anden og ganske anderledes historie, nemlig den, at denne Maximon
oprindelig var en lyslevende, men
speciel Munk, som drak som et svin,
røg masser af tobak og jagtede
unge indianerpiger. Og det er ganske
som den sidstnævnte fremstilling,
Maximon i dag kendes. Maximon
er i øvrigt en smule skizofren, idet
han optræder i flere af småbyerne
omkring Atitlansøen, men vi tager
her udgangspunkt i byen Santiago,
beliggende syd for søen.
Kira og jeg var fast besluttet på at
træffe denne kultiske helgen, så
hen ad en formiddags stund drog
vi ud for at finde Maximans hus.
Ad respekt for religionen tog vi en
lille flaske Quezalteca (rom) med os
under armen. så havde vi også lidt
at drikke undervejs, hvis vi skulle
fare vild, for det viste sig faktisk at
være ganske svært, at finde frem til
herrens hus. En gang årligt skifter
Maximon bolig, så det er lige med at
finde nogle lokale, der rent faktisk
ved, hvor han bor lige for øjeblikket.
Efter at have rendt rundt på små
sten- og grusstræder, med kyllinger
og ænder baskende op omkring os,
og gennem private baggårde, hvor
lokale forundret vild- og vejledte os
på vores jagt efter Maximon, fandt
vi endelig frem til et uskyldigt udseende hus - stedet, hvor Maximon
på daværende tidspunkt havde sin
residens.
Vi var kommet i lige netop rette tid
til at deltage i dagens første ceremoni. Ceremonien var til ære for en
lille familie, som søgte velsignelse
og lykke hos Maximan.
Præsten, som var iklædt
almindeligt hverdagstøj,
hældte et par drammer
op tilos, alt imens hans to
hjælpere knappede et par
øl op til sig selv.
Herefter var vi klar til at
gå ind i de hellige lokaler
og møde Maximon ansigt
til ansigt... og der stod han
så ... En træfigur i naturlig
størrelse, dog uden ben.
Dem havde man skåret
af for at forhindre ham i
at løbe efter indianerpi ger. Af praktiske årsager
har han stadig fødder, for
ellers ville han jo vælte.
Maximon var iklædt farve strålende klæder i lokale
mønstre og havde massevis af tørklæder viklet
omkring sig. på hovedet
bar han en cowboyhat, og
i munden havde han en
fed cigar - tydeligt frisk og
frejdi~ til endnu en dag i
spnttager.
24
n
k I for Ma ximon
vi ngede et røgel seskar
rumm et, hvorefter
I II 11 \ m l n gik I ga ng . Familien og
II" lIlll kn I d foran Maximan,
lIVIII 11 111 pr ol n viede løs om alt
1I 11111U1, () 11\ I m lll n nu ønskede velI II. I I II1krlng, hvilket vel tog 'h
III IIi l ill. II I r r bl v ceremonien
I l li lUI 1111 r
ont... HJ Ipern e tog
I lu " II IHI lif mund n pS Maximan,
I , 11•• 11 IHHIl I n n I tilbage, holdt
• l 1111 ll" illIIld r hans mund og
II . li ll i 11 11lil of 10 111111 ns medbragte
I.>
p ham . Herefter
IHIII II II I
II~ It III 111 r r mlll n ciga retter i
1'1"
Ion
tOl IH V I Ign
munden, og der blev sat ild til den.
Mens træfiguren stod og røg på cigaretten, gik flasken på omgang, og
både familien (undtagen børnene),
præsten, medhjælperne og vi fik
en ordentlig squis rom. En gang i
mellem blev Maximans smøg asket,
og af og til fik han sig endvidere en
ordentlig slurk fra flasken. Præsten
og medhjælperne var ikke tilbageholdende i deres forehavende, så
det var ikke så mærkeligt, at de
efter ceremonien havde blanke øjne,
og at deres spanske ikke var helt så
forståeligt som før ceremonien.
Men dagen var stadig lang for præsteskabet, og næste hold tilbedere
stod allerede klar til at få velsignelse
af den storrygende og -drikkende
helgen. Men inden vi tog afsked med
det fornøjede selskab, fik vi tilbud
om at blive gift i Maximc)f1s hus - i
spruttens, røgens og det moralske
forfalds navn ... Fristende budskab og
et godt alternativ til Las Vegas bryllup, men vi takkede dog pænt nej.
n ultimative udfordring
I
~
/ ',v"lIfi
,, /) r
C/l
/ " /" 111/111111'111 f www.tycho.dk
" I • III " J41 kll l I kaja k er ikke nogen ringe dåd, især når kajakturen går fra Nilens kilder ved Tanasøren i
1 11111111 11 IIII)lillltl, O nn em strømme, hvirvler, glubske krokodiller og vandfald - og en overgang under beskyd11111 1 III" k I IIlId t vSben - hele vejen ud til Middelhavet. Det gennemførte den amerikanske kajakroer
I '"I " " I1II11IWII IIlld r n ekspedition, der var den første ad hele Den blå Nil til Khartoum og videre ad Den blå
IIl1 ItvlI " Nllh IHIlI11 nbiandede vande til Alexandria. I alt seks mænd og kvinder deltog i turen, og resultatet
hil v IlI'I Mu. 1 II I II 1m x-film, Nilen - den ultimative udfordring, der nu kan ses i Planetariet med skuespilleren
1111 1111111 IH.I " PI k r.
11.11 1.. l ti I I I P/II 'Ikøn hcdsfejl i holdets research er filmen en stort set korrekt skildring af alt det, der møder
• II 11 11111' II Ul 11111 111 ",kov, savanne, ørken og bjerge. Det er en undertiden halsbrækkende tur med flere vand111111' I" Il lili milli I) fængte flod, og da kameraet følger med i det hele, sidder man undertiden og klamrer
11111 HI lilli. II III . '. Ivfølgelig giver filmen - sådan som det er skik og brug ved den slags - indtryk af, at de
• ~ III HHI 11"'''11'' l helt alene. Efterteksterne afslører dog, at de til tider var omgivet af ca . 30 mand - så
vil li I' U II ,11., III 11.,11 •
~,
II I· II
VI IIh II
111111 11111kr Ig, at en lignende Imax-ekspedition følger den endnu længere rute ad Den hvide Nil I. IIU l. III ti
hvis fj erneste kilder ligger i det østligste Congo bag Edward -, Albert- og Kivusøerne.
EkspeditionsJeder en Pasquafe Sca turro guider
en kajak gennem et klasse v stramfald i den
vestlige del af Etiopien.
GLOBEN nr . 20/ juni 2005
2S
De små tæppetissere
Tekst og foto : Katrine Thiesen
Kina er et land i rivende udvikling,
økonomien er opa dg~end e. Det
gam le ri ves uden tøven ned t il fordel
for højere og mere moderne bygningskonstruktioner. p~ min rejse
gennem den syd lige del af Kina
opdagede jeg dog hurtigt, at der var
et punkt, hvor kineserne var stagneret og endog stortrivedes. Inden jeg
drog ind i dette fascinerende land ,
havde jeg allerede hørt adskille latrinære historier. Tabte pas i skumle
huller, forsvundne børn i latriner
mm., den ene historie mere fantasifuld end den anden, som efter m in
mening nærmere havde karakter af
vand reh istorier.
Jeg havde ikke været lang tid i Kina,
før jeg syntes, at jeg havde f~et et
rimeligt overblik over den latrinære
situation, og hermed mulighed for
at danne mig min egen mening om
sagen. Jeg havde stiftet bekendtskab med mange forskell ige fænomener, lige fra det s~kaldte desinfi cerede moderne toilet, hvor papiret,
som skal dokumentere den nyligt
udrettede desinfektion, hænger fast
i noget, som man Ikke vi l vide hvad
er, til de s~ka ldte fælles skiderender,
hvor man sidder og hygger sig p~
stribe, mens man forretter det nød vendige. Sidstnævnte en klar favorit blandt mange lokale, som ikke
synes at have spor imod at ud sti lle
aktionen for andres blikke og gerne
i fæ llesskab.
Set med et par psykolog iske briller
fandt jeg det nu naturligt at kaste
et blik p~ den yngre del af befolkningen, de kære børn, og pludselig
s~ jeg sagen i et mere forst~eligt
perspektiv. Jeg observerede, at pottetræningen ikke p~ samme m~de
som herhjemme er en del af den
daglige opdragelse i sm~b ø rnsal
deren . Nej, det er vel nærmest det
modsatte som gør si g gældende,
idet de gør det n ~r som helst og
hvo r som helst. For at efterl eve
princippet bedst muligt har kine serne fu nd et p~ en genial og meget
praktisk foranstaltning, i form af
et indbygget ~bent buksehul med
udkig til en nøgen bag. S ~ kan der
frit praktiseres hvor som helt og n~r
som helst, og de s m ~ anvender det
fiittigt. Gerne p ~ offentlige steder, i
busser og deslignende, kun fa ntasien sætter grænser for, hvor man
kan boltre sig.
Jeg var nu p~ mit sidste stop i Kina
og p~ vej videre til Tibet. Men i lufthavnen blev der varslet snestorm, og
alle passagererne blev ledt til byens
fine hotel for at fordrive ventetiden,
mens stormen rasede af. Det var et
moderne og veli ndrettet hotel, og
gulvet var belagt med et dejligt tykt
lyst tæppe . Det va r p~ dette hotel,
at jeg skulle opl eve det ypperste,
en uovertruffen og se lvsikker vinder
inden for si n ege n genre - den lille
tæppetisser!
toilettet. Angrebet af en kortvarig
choktilstand s~ jeg m~bende t il,
indtil situ ationens alvor gik op for
mig, og jeg fik tra vlt med at f~ mine
tasker i dækning . I alt sin omsorg
havde moren nemlig gle mt at tage
højde for det naturlige tilbageslag,
som var konsekvensen af at holde
ham oppe fra gulvet.
Hvis Freud havde levet i dag og
gjort de samme observationer, ville
han sikkert have disket op med en
ana lyse med fiere referencer til den
s~ka ldte ana le fase. Selv vil jeg bare
sige hurra for Kina og den lille tæppetisser! ! Han gør sgu en forskel,
og det er blandt andet ham, som
er med til at holde liv i gryderne, s~
Kina forh ~ bentiigt mange ~ r endnu
er meget mere end højhuse, mobiltelefoner og Mc. Donalds .
Alle fiypassage rerne var blevet
installeret til middag omkring det
store traditionelle kinesiske spisebord . Jeg sad ved siden af en sund
og sprudlende
kinesisk dreng,
godt og vel et
par ~r gammel.
Efter at have
guffet i sig af de
forskellige retter, rejste mor
og barn sig fra
bord et, og ganske f~ meter fra
bordet s~ jeg
hende hjælpe
drengen
med
at indtage stil lingen. Det var
en
omsorgsfuld mor, for
hun lod ikke
drengen sidde
p~ hug for sig
selv, men holdt
ham dinglende
og opm untrede
ham smi lende,
mens han forrettede
sin
li ge
nødtørft
ned p~ tæppet.
Dette til trods
for, at vi sad
f~ meter fra
Bedeflag blafrer i vinden
/ ~ / I'iJ I ,I"~
/1'11/1 I .11 Inll
"
m 1-
ure og smarte solbriller, værner de
fortsat nidkært over de skatte, som
I generationer har været opbevaret i
gompaens mørke rum.
En revitalisering af den buddhistiske
ku ltur har betydet, at der for første
gang i nyere tid igen er tilgang til de
budd histiske uddannelsesinstitut ioner, og inden for disse er
Dhankar gompa en af de
væsentlig ste. Her findes
blandt and et nogle af
de dygtigste musikere,
dansere og fortolkere af
de traditionelle chaam
danse, og det er disse
lamaer jeg en tidlig morgen følger til hovedbyen
Kaza, hvor der er inviteret til fødselsdagsfest.
ret yakmøg, inden de erstatter de
gamle. Denne ceremoni symboliserer b~de begrndelsen p~ et nyt ~ r
og starten pa dagens fest. Via et
interimistisk højtaleranlæg spredes
reciterende mantraer ud over dalen,
akkompag neret af toner fra lange
dybe horn og livlige trompeter. Et
portræt af dagens hovedperson og
fødselar, den 14. Dalai Lama, bæres
Nytå r og fest
Ved en puja p~ et lille
klippeparti over Kaza
gompa
velsign es
nye
bedefiag over et b~ 1 af
enebærkviste
og
tør-
Fødselsdagsgæster
GLOBEN nr. 20 / Juni 2005
26
27
r
Puja indleder
fødselsdagen
hurtige piruetter afl øses af balancering p~ et
ben. Dette er naturligvis
trænet grundigt over
flere ~r, men det sker,
at en af lamaerne taber
balancen eller besvimer
under den bagende sol
og m~ hjælpes af assistenterne .
i en lang procession fra gompaen og
ned til festpladsen, hvor den sym bolske tilstedeværelse
af den religiøse leder markeres med
afspilningen af den tibetanske nationalmelodi.
I løbet af dagen deltager forskellige
dansegrupper fra Spitidalen, unge
s~vel som ældre, og i skolens bygninger øves der flittigt, inden de nervøse performere betræder scenen.
Der er stor prestige i at deltage, og
nog le af dansegrupperne har øvet
siden sidste ~r for at kunne yde
deres bedste til ære for Dalai Lama.
Dans og musik indg~r som en del af
undervisnin.\len i de lokale skoler i
et forsøg pa at bevare sproglige og
musikalske elementer af en kultur,
der er i stadig forandring, og det er
ikke ualmindeligt, at der spilles op til
dans, n ~ r man besøger en skole .
Dansene er ofte ontologiske fortællinger om
det godes kamp mod
det onde, og de frygtindgydende
masker
lader forst~, at der er
tale om historier fra
hvor
gudeverdenen,
dæmoner
udgør
et
væsentligt element. S~
snart en af de maskerede dansere nærmer
sig
børnene,
flygter
de skrækslagne hen
mod deres forældre, alt sammen ti l
stor jubel for det ældre publikum .
officielle liv for at nyde sit otium I
Spitis ældste kloster, den mere end
1.000 ~r gamle Tabo gompa .
Dagens største oplevelse er dog
mødet med de festglade spitier, der
gerne inviterer p~ en kop te og en
lokal snack, mod at man fortæller
lidt om sig selv. Deres tøj, i traditionelle mønstre og design, er et orgie
i klare farver, der st~r i en skærende
kontrast ti l omgivelsernes brune
nua ncer, og det er tydeligt, at der
er in dg~et mange h ~ndarbejdsti
mer i produktionen . I dette herlige
selskab flyver dagen af sted, og de
mange indtryk vil for evigt sætte sig
i erindringen som en unik oplevelse
og en bekræftelse af, at lamaer ogs~
fejrer fødselsdag!
Som afsluttende kommentar skal
det lige nævnes, at Dalai Lama I ~r
fylder 70 ~r, s~ m~ske bliver den 6.
juli 2005 en endnu større festdag i
Kaza end tidligere ~r - tag dertil og
oplev det!
Der er ikke noget som fester
der kan skaffe nye ve nner og
i dansens pause har jeg modt
denne ualminde lig yndig
kvinde .
p~ en forhøjning ved
siden af Dalai Lamas
portræt
sidder
de
højest
rangerede
lamaer fra de store klostre i Spiti, og i midten
er den unge Rimpoche
fra Kaza gompa placeret. Han ser ud til at
have nydt dagens farverige underholdning,
o~ m~ som afslutning
pa ceremonien selv
indtage
hovedrollen,
da det bliver muligt at
præsentere et kata, et
ceremonielt tørklæde,
for ham og modtage
hans velsignelse.
p
og
14årig på v ente liste
Underholdningens højdepunkt er dog
de dansende lamaer fra Dhankar,
der i løbet af dagen opfører et par
af de klassiske chaam maskedanse .
I farverige dragter, rigt ornamenteret med buddhistiske symboler,
og dæmonmasker med forvredne
ansigter indtager de scenen som
superstjerner. Det er en meget
fysisk og psykisk krævende disciplin, der kræ ver stor koncentration
og en fantastisk balanceevne, idet
Selvom han kun er 14
~r, rangerer han som
den øverste religiøse
person i Spiti, hvilket
først vil ændre sig den
dag, Dalai Lama trækker sig t ilbage fra det
r Ir
ridning
r vores
l
Chaam dans
GLOBEN nr. 20 / Juni 2005
28
,
mindst fem kopper te, og deler cigaretter (det vil sige, de vil gerne have
mine) . Cookie fortæller gennem
vores ene tolk, Abang, om nog le af
de vanskeligheder, som Mantawalfolket st~r overfor. Han fortæller,
at de kæmper for at beholde deres
traditionelle levevis, sprog og kultur. Jeg spørger nysgerrigt Cookie,
hvad den indonesiske regering gør,
der skader deres kultur. Regeringen
har tvunget mange af dem til at bo
i så kaldte regeringsbyer, skønt de i
deres kultur bor i hytter ude i junglen, fortæller Cookie . Han fortæller,
at regeringen har gennemtvunget skolegang med undervisning i
6ahasa Indonesla, som ikke er deres
eget sprog, og værst af alt har træfældning været tilladt i stor stil. Men,
som han slutter med at fortæ lle, er
de fleste flyttet ud af byerne og tilbage i junglen.
Invitationen t il ånde uddrive lse
En lille uge senere og meget dybere
inde i jung len overnatter vi hos en
loka l shaman. Om aftenen er der en
helbredelsesceremoni hos 'naboen'
(en time væk), hvor vi f~r det første Indblik i Mantawai-folkets mere
ceremonielle side af ~ndslivet. Da
det centrale er en meget syg mand,
er stemningen trykket, og vi holder
os i udkanten for ikke at forstyrre.
Men vores vært, shamanen , kan se
vores interesse for ceremonien og
spørger, om vi de næste par dage
ikke ville tage del i en renselsesceremoni, hvor han sammen med
mange andre shamaner skal rense
et hus for onde ånder. Vores planer
går i en helt anden retning, men
en hurtig diskussion og afstemning
afgør sagen.
Næste morgen sejler vi ind til nærmeste regeringsby, hvor der er en
lille butik. VI køber sukker, kaffe, te
GLOBEN nr. 20/ j uni 2005
29
l~-------------Alle stammens shamaner 'ra nær
og fjern komm er til den store
renselsesceremoni.
Fælden best~r af et bur
bygget af lange bambuspæle, hamret ned i jorden,
s~ de danner en rundkreds.
For enden er der en lille
I~ge, der er forbundet til
et reb. Inde i fælden ligger
der lidt sagu, som de velvoksne, fede, sorte hængebugsvin er vilde med .
Ejeren af svinene sidder
med rebet i h~nden klar til
at lade fælden klappe. Det
eneste problem er, at det
hele tiden er det forkerte
svin, der lusker ind i fælden
og snupper saguen. S~ vi
m~ ud og skræmme svinet
væk, hvorved alle svinene
bliver skræmt i alle retninger ud i junglen, og vi kan
starte forfra.
og tobak for ikke at komme til ceremonien tomhændet. Med læssede
tasker drager vi tilbage ud i junglen, til det hus der ska l renses. Da
vi ankommer om aftenen, byder de
os velkommen og fortæller os, hvad
der skal foreg~. Da arbejdet blandt
Mentawai-folket er meget kønsop delt, g~r kvinderne ud bagved til det
indendørs b~lsted, mens vi andre
snakker med mændene om, hvad
der skal gøres.
Vi fortsætter vores jagt
et par timer, indtil alle m~
erkende, at andre metoder skal tages i brug, hvis
vi ogs~ skal n~ at skaffe
brænde . En slags lasso
lavet af lianer bliver fremskaffet. Svinet bliver fanget, og tre lændeklædte
Mantawai-mænd springer
p~ svinet og begynder at binde det.
Aldrig har jeg hørt s~ meget skrigeri.
Svinet ser ualmindelig rasende ud,
mens det hvinende snapper efter
alle og skider og pisser i alle retnin ger. Det f~r mundkurv p~ og bliver
svinebundet i palmeblade . De splitter endnu et stort palmeblad og skaber på den måde en kurv, som svinet kan være i. Med lidt flere lianer
f~r kurven seler, s~ det faktisk bliver
til en rygsæk med et styk levende,
sprællend e, spruttende, prustende
og pruttende hængebugsvin. Jeg f~r
den tvivlsomme ære at bære svinet,
ikke mindst over en flod, hvor svin
og jeg ender i mudder til livet og jeg
kæmper og vinder en brav kamp for
at ende helskindede p~ den anden
side.
Vi trommer og danser natten
væk
Om aftenen, mens b~let tændes,
ofres de to sm~ grislinger ved at
struben skæres over af en shaman, s~ blodet løber ned i wokken . Denne aften er nærmest en
opvarmning til den helt store fest
dagen efter, men trommerne findes frem, og shamanerne er i fuld
udstyr. Alle stammens shamaner er
kommet langvejs fra for at hjælpe
ved ceremonien . De har alle langt
sort h~r, er iklædt lændeklæde
og har de mest fantastiske tatoveringer, der dækker hele kroppen. Tatoveringerne er ikke blot
til pynt, de tjener et form~l : Der
er tatoveringer, der f~r fjendtlige
stammers ond e fortrylleiser til at
prelle af som regndr~berne mod
palmebladene, der er tatoveringer,
der skaber ligevægt i kroppen og
sjælen, der er tatoveringer, der
viser indtræden i mandeverdenen,
men mest utroligt er de, der ikke
bare nøjes med tatoveringer. Flere
af kvinderne har f~et deres tænder
hugget til som rovdyrets. De har
med en mejsel hakket alle deres
tænder til spidse trekanter. Det
er et specielt syn, n~r en kvinde
smiler et sædvanligvis venligt smil,
og s~ blotter hun et sæt halvr~dne
trekantede rovdyrtænder.
Kodet fra de ofrede svin fordels
HELT nøjagtigt. Ingen skal snydesj
sJ
det tager Sin tio.
Gri slingerne ristes, renses, koges
og deles helt minutiøst mellem de
fo rskellige familier. Vi smager lidt,
men da det er me~et sjældent, at
t s~ overd~digt maltid med alt det
kød serveres, lader vi dem selv dele
og fortære det meste . Gris smager
Jo som gris gør, ogs~ selvom den er
Indkogt i sit eget blod. Men saguen,
om jeg er ved at vænne mig lidt til,
ha r som altid en pudsig konsistens.
Den smager og virker lidt som havregrød, der er blevet glemt i gryden,
Indtil det er størknet. En enkelt gang
I vel' de det dog med kokos, hvilket
øl' det helt spiseligt, men ellers skal
ma n være sulten for rigtigt at værdt te det.
Bålet brænder midt i huset og oplyr kranierne, der til ejerens stolthed
pryder husets loft og overhænget
ve l' b~lstedet. Der hænger et utal
f sodede kranier fra hjorte, vildsvin
og m~ ske mest skræmmende: Aber.
101' de ligner nærmest sm~ menn skekranier. Deres hule og tomme
0Jen ~ bninger stirrer ud i natten.
Hovedskallerne holder de velvillige
dyrs ~nder i huset som beskyttelse
mod udefrakommende fjendtlige
nder. Som jeg dagen efter f~r et
Ind blik i, er dyrene velvillige, fordi
d res ~nder spørges og formildes
Inde n de ofres .
I ngs b~let er trommernes skind
blevet opvarmet og spændt, s~
lrommespillerne nu kan t age hver
,I n tromme og begynde at spille.
Musikken er ensform ig og rytmisk.
en følger pulsslaget og g~r lige ind
i hjernen og maven . Shamanerne
da nser i ildens skær, en taktfast
•t mpende dans. Ved hjælp af
dansen, musikken og ~nderne skal
deltagerne n~ en trancetilstand. I
trancen n~r de til 'den anden side',
hvor de f~r kontakt til ~nderne.
Da de første kaster sig p~ gulvet
i trance, giver det et gib i mig, for
ikke nok med at de kaster sig rundt,
de r~ber ogs~ op p~ ~nder n es sprog.
Shamanerne kan genkende og tolke
sproget, men ingen forst~r det, og
shamanerne prøver at berolige dem,
der er i trance. Den ene dans afløser den anden, den ene trance den
and en. I den kulsorte nat tramper
de vi dere, og trommerne dunker
deres kraft ud i junglens mørke.
Som natten skrider frem mod solopgang, oplever jeg for første og
m~ske eneste gang i mit liv, hvordan
membranen mellem vores verden
og ~ndernes verden føles tynd og
næsten gennemsigtig.
Selve aftenen
Da alle danser og spiller til solop-
gang , dukker shamanerne først op
igen over middag.
Men s~ snart alle er samlet, beg ynder
festlighederne igen . Dagens ofringer
starter med høns, som to shamaner
velsigner med helligt vand, hvorefter en and en i et snit skiller hønens
hoved fra kroppen . Det vigtigste
ved hønen er ikke kødet, eller selve
ofringen, men hvad der gemmer
sig inde i hønen. Hønens indvolde
fortæller alt om fremtiden, og det
skaber stor opmærksomhed, da en
shaman begynder at nærlæse tarmene . De lover godt for fremtiden ,
ikke mindst lover indvoldene, at hvis
der indledes en abejagt nu, vil den
få succes . Men da abernes ånder, i
en anden ceremoni , ikke giver deres
tilladelse til jagt, hjælper det ikke.
Ikke desto mindre er alle særdeles
tilfredse med sp~dommen, s~ de to
store svin , som vi hentede to dage
tidligere, hentes ind fra deres bambusbure ude bagved .
Ved solopgang skal vi først hente
de svin, der skal ofres, hvorefter vi
ska l skaffe brænde til madlavning.
Kvinderne derimod bliver sendt
ud for at samle taro -rødder, og de
skal senere forarbejde sag u, der er
kernen fra en bestemt palme, til en
form for brød.
sådan pakker man et svin
Mens vi venter p~, at de rigtige
offersvin g~r i de rigtige fælder, f~r
vi et indblik i MantawaH~lmodighed.
Sham aneme danses i smukke
klæder p~ livet 105, tiI/yeJen af
trommerne der rytmisk byder
morket velkommen.
GLOBEN nr. 20 I Juni 2005
30
31
r
Svinene velsignes, og en længere
ceremoni skal gøre deres ånder
klar til rejsen, og de bedes om tilladelse til at tage kødet. Tilladelsen
opnås, hvorefter svinene forberedes
med helligt vand og diverse planter.
Det første svin er igen begyndt på
sit skrigeri, men situationen taget
i betragtning er det måske forståeligt. Med et hårdt stik gennemborer
en shaman svinets strube, så blodet
sprøjter ud. I seje snit skæres resten
af halsen over på det, mens andre
shamaner kæmper for at holde det
fast. Da det skal udskæres, hjælper
jeg selvfølgelig til, men må erkende,
at indvolde og stadig varmt blod ud
over det hele er hårdt for et bysbarn
som mig. Men da jeg er den eneste
af os, der hjælper, er de stadig lidt
imponerede, og jeg får lov til at
hjælpe med resten af forberedelserne og vælge et stykke kød først.
Desværre er det fineste kød åbenbart fedtet, og alt det fedt, der ser
ud til at være på et hængebugsvin,
jo! det er der faktisk.
Efter vi har spist, falder jeg i snak
med en af shamanerne, og da jeg
er meget interesseret i at få et indblik i deres åndeverden, spørger jeg
ham, hvordan man bliver shaman.
Han fortæller om Lau Lau, søn af
Aman Lau Lau, som menes at være
den yngste shaman på øen, men
da Mentawai-folket ingen kalender
har, ved ingen, hvor gamle nogen
er. Lau Lau var på jagt ude i skoven
og vendte ikke tilbage sammen med
de andre. Da han omtåget og udaset
vendte tilbage flere dage senere, var
han blevet tatoveret og var dermed
på vej mod 'shaman'. Som rationel
af sind spurgte jeg min nye ven,
hvor Lau Lau da havde været, og
hvem der havde tatoveret ham. Han
kiggede undrende på mig og for-
talte, at Lau Lau selvfølgelig
havde været i sine forfædres
bolig (i åndeverdenen), netop
derfor kunne de ikke finde
ham. Først derefter optrænes
han i ritualerne, men sit kald
finder enhver shaman direkte
hjemme hos ånderne. Det
stod klart for mig, at disse
shamaner færdes i både
denne og den anden verden.
Deres krydsning mellem de to
verdener var lige så ubesværet og lige så lidt dramatisk,
som når jeg tager bussen til
an anden by.
Da mørket igen sænker sig,
har shamanerne fundet deres
'magiske æsker' frem. Det
er bokse, der indeholder alt,
hvad en shaman har brug
for
j
en ceremoni, som for
eksempel klokker, pandebånd
i farvestrålende perler og
et slags klæde, også af perler, der
bruges i dansen. De magiske æsker
er normalt gemt ude i junglen, for
hvis de indonesiske soldater finder
dem, ødelægger de dem på stedet.
Shamanerne iklæder sig klokkerne,
klæderne og planterne, som skal få
dem til at ligne fugle.
Trommerne begynder igen, og dansen er nu indøvet til perfektion.
Fugledansen gennemføres igen og
igen, mens stemningen stiger. Da de
første danse er overstået, samles al
den grønne pynt midt på gulvet, og
shamanerne sætter sig rundt om. De
begynder at nynne/meditere for at
komme i kontakt med ånderne. Da
kontakten opnås, kan shamanerne
se, hvilke ånder der er onde og derfor skal renses væk. Med hver sin
blå plastiktallerken i den ene hånd
Sham an nærlæser indvoldene (ra en ofret
kylling, for at se hvad fremtiden byder pJ.
Læsning j fremtiden, virkede som nIk vi
læser vejrudsigten, alle snakker om det,
men ingen gor noget ved det.
og klokkerne i den anden jager de
som besatte rundt i hele huset for at
få fat i ånderne. Ånderne indfanges
og samles sammen med gaver fra
shamanerne og de grønne planter,
hvorefter de lukkes inde rent fysisk i
en trækasse, som først åbnes næste
o
ar.
Mens mine øjne ikke længere kan
holdes åbne, fortsætter shamanerne
dansene og de tilhørende trommer,
også denne nat lige indtil solen står
op.
Information om Siberut og min rejse derind.
Øerne kaldes også Mantawai-øerne og ligger vest for Sumatras kyst i Indonesien.
Jeg var der i 1999 i to uger sammen med en lilie gruppe (8) af vesterlændinge. Vi havde to guider med, der,
udover at have gode forbindelser/ venner på øen, snakkede mantawai, hvilket er en stor fordel, da meget få ude
i junglen snakker Bahasa Indonesia (og da slet ikke engelsk).
Vi havde arrangeret turen fra en af de lokale cafeer i Bukittinggi, hvor de lovede, hvilket de levede op til, at de
benyttede lokale hjælpere og betalte ordentligt for servicen. Vi så flere steder, hvad de havde købt med til de
folk hos hvem vi boede. Da der ikke var penge, var betalingsmidlet kaffe, sukker, cigaretter, gryder, wokker og
lignende. Jeg betalte 8-900 kr., som inkluderede alt undtagen egne køb (men der er ikke så meget at købe).
Sørg ALTID for at have en cigaret på dig, det er den letteste genvej til nye venner på Siberut. Hvis man bliver
inviteret, er det selvfølgelig altid høfligt at have en lille værtindegave med, dette gælder også her, så medtag
gerne lidt sukker (det elsker de), kaffe, te og salt, hvis du skulle være så heldig at blive inviteret til festligheder.
Den bedste baggrundslitteratur, som jeg har fundet over emnet, er Charles Lindsay "Mentawai Shaman - Keeper
of the rain forest" . Den giver et fantastisk indblik i både deres fortid, nutid og meget skræmmende mulige fremtid.
3 2
Den tunge byrde at lorte de
store podier
Tekst og foto: Sisse Skipper Andersen
Da jeg blev opfordret sidste år til
t lave en rejse for ti-tolv andre,
tænkte jeg: Hvor skal vi tage hen?
Jeg måtte selv bestemme hvorhen,
Iwornår og hvordan. Guatemala er
t land, jeg har besøgt to gange tidlige re, og det er et af mine absolutte
ynd lingssteder, men jeg havde ikke
før været der under påskehøjtidelighederne, som jeg ellers havde
hørt så meget om og meget gerne
ville se. Jeg skriblede hurtig en rute
ned til en måneds tid i det mellemome rikanske med udgangspunkt i
An tigua til påske. I løbet af en til to
uger havde jeg et luksusproblem,
J g havde ikke mindre end fjorten,
der ville med på turen, og jeg måtte
begynde at sige, at der var udsolgt.
Alt dette skete sidste sommer i juli
må ned, og det virkede som lang tid,
fø r man skulle begynde at forberede sig. Men allerede i august var
det ved at være slut med de billige
fly billetter, og flere hoteller i Antigua
meldte udsolgt I påsken, så det krævede virkelig tidlig planlægning, når
ma n var fjorten, der skulle af sted.
leg havde store forventninger til
påsken og håbede på, at mine
"gæster" ikke ville blive skuffede, når
Jeg havde valgt, at vi skulle bruge en
lili e uge på at se disse processioner.
Hvad nu, hvis alle var mætte af oplevelsen allerede palmesøndag? Men
nej, vi blev ikke skuffede, det var for
mig den største religiøse begivenhed
jeg har oplevet. Den blev ved med
at overgå sig selv frem til den store
kulmination langfredag. Her må jeg
indrømme, at jeg stod stortudende
klokken 06.30 efter at havde set den
mest højtidelige og sørgelige procession gå forbi med Jesus på vej til
korset. så jo, det er helt sikkert en
begivenhed, jeg skal opleve igen.
tung og diset, og man føler sig ført
tilbage til Jesu tid. Derefter kom-
Vi valgte at bruge de tre store religiøse dage, palmesøndag, skærtorsdag og langfredag, på optogene.
Mandag og tirsdag var vi på en
afstikker til Rlo Dulce og Copan i
Honduras. Vores hotel lå meget tæt
ved den store La Merced kirke, hvorfra mange af processionerne udgik.
De fleste af processionerne gik igennem byen i otte til tolv timer.
tættere man kommer på langfredag.
Efter musikken kommer kvinderne
klædt i sort og hvidt med fine blondetørklæder over deres hoveder. De
bærer et mindre podium med Jomfru
Maria på, derefter følger også mindre podier med andre helgener.
mer kulminationen
på
processionen
med det første podium, hvorpå der
er en Kristusfigur. Dette podium er
ubeskriveligt stort, vejer flere tons,
og de mange bærere skiftes dagen
igennem til at bære det. Der er
plads til firs til hundrede bærere af
de største. De bærer podiet med en
ubeskrivelig udstråling af respekt,
alvor, sorg og lidelse. Efter podiet
kommer det store orkester, som
hele dagen spiller sørgmodig marchmusik, som bliver mere og mere, jo
Flere tusinde i optog
En procession består af flere tusinde
mænd og kvinder. Først kommer
mænd klædt ud i romerske dragter, og mange bærere af processionspodierne går i en lang kortege
på hver side af de brostensbelagte
gader, med røgelse, som gør luften
på ruten igennem byen er der lavet
de såkaldte Alfombras, tæpper, som
er ubeskriveligt smukke. De er iavet
af alt fra farvet savsmuld til blomster, frugt og grønt samt fyrrenåle.
De første ved kirkerne er lavet af
kirkefolk, men ellers er tæpperne
lavet af ejerne uden for deres huse.
Tæpperne bliver flottere og flottere,
som ugen skrider frem. Det er en
prestige i at lave de flotteste og
33
længste tæpper. Det længste, jeg
så, var omkring fyrre meter langt
og blev lavet natten til langfredag.
Den nat var næsten hele byen
afspærret for trafik, og det mest
af byen var oppe hele natten for
at lave de flotte tæpper. Vi stod op
klokken fem og gik på tur igennem
menneskemyldret og beundrede
de flotte kunstværker, som kun
ska l eksistere, indtil processionen
er passeret hen over dem. Efter
processionen var der et super rengøringshold med en koordinering,
som man ikke troede muligt i et
sådant land, men ti minutter efter
at processionerne var forbi,
var
gaderne ryddet.
Som ugen gik, så vi også i proces-
sionerne den sidste uge i Kristi liv
med den sidste nadver, de tolv
apostle, Pontius Pilatus og de to
røvere, der skulle korsfæstes ved
Jesu side. Langfredag morgen
udgik den flotteste procession fra
La Merced kirken klokken seks. Vi
fandt en plads ved et smukt tæppe
tæt ved kirken. Optoget startede
lige omkring solopgang og viste
hele den sidste dag i Kristi iiv, med
det flotteste podium med Kristus
på med tornekrone og slæbende
på korset, og efter ham fulgte et
hav af orkideer. Hele sceneriet var
meget rørende, og folk tog det
virkeli~t seriøst. Jeg stod da også
med tarerne iøbende ned ad begge
kinder.
En by i sorg
Klokken tolv langfredag var tidspunktet for korsfæstelsen, som
foregik ved katedralen, hvor sortklædte kutteklædte mænd hængte
Kristus på korset. Klokken tre blev
han taget ned igen, og en begra-
Kutteklædte mæ nd i
Palmesondags procession
velsesstemning
bredte sig over
byen. Alle de
violetklædte
mænd
skiftede til sort,
og Kristus blev
ført byen rundt
i en glaskiste
på toppen af et
kæmpemæssigt
podium,
med
dyster
meget
musik og et
væld af røgelse.
Langfredag aften sluttede så
en
oplevelse,
hvor vi følte os
som
tilskuere
til en film, men
her var det virkelig hed.
En
begivenhed, der
finder sted med
stor seriøsitet
hvert år. Ikke
en begivenhed,
der er lavet
8 ukharas tykke mure
Tekst og foto: Kenneth Hvo/bø/
for os turister,
Efter strabadserne på Pik Lenin var
Lars Munk, Kristian Mody, Morten
Vedersø (Veder) og jeg taget til
Samarkand i Uzbekistan, hvor vi
brugte tid på at bese de imponerende 14-1600 tals bygningsværker.
Blandt andet Gur I Emir mausoleet,
hvor Centralasiens tid ligere hersker
og feltherre Amur Timor, har fundet
sit sidste hvilested, omgivet af sin
nærmeste fam ilie. Timor er i dag
Usbekistans nationalhelt, på trods
af hans gerninger som diktator og
folkemorder af værste skuffe.
men noget, der
fylder meget i
deres liv.
Byen var fy ldt med flere hundredetu sinde mennesker, men den til hverdag rummer 35.000, men vi vesterlændinge va r som en dråbe i havet .
Dette var virkeligt lavet for dem selv.
vi ti l bjerg landsBibi-Khanym moskeen, som Timors
kinesiske kone byggede til ham,
mens han var ude i den store verden for at plyndre og myrde, blev
ligeledes beset samt Centra lasiens
altoverskyggende attraktion, det
imponerende Registan.
I
'l
lith -'1
~ "tIl"
'''''-1 .
II.
Slutteligt rundede vi en prangende
statue af Timor, siddende på sin
trone Statuen bliver flittigt brugt
som baggrundskulisse for poserende
brudepar, som bliver fotograferet og
filmet, så det historiske ikon ligesom
drages med ind i bryllupsfesten. Den
dag var ingen undtagelse, hele 5
brudepar med følge, havde stillet sig
i kø foran statuen og ventede pænt,
til det var deres tur. Vi sagesløse
l l l h.. 110ft Itltnn
-,u/
1111 Ilt 110
J
,'lili/Nm JfJ/Jun12005
34
turister fik vores del af opmærksomheden og blev både filmet og fotograferet af samtlige tilstedeværende
kameraer, inden vi vendte ti lbage
mod Registan.
Vi vidste, at der var et stort bryllup
under opsejling nær Registan, så vi
kiggede forbi, for at se om usbekernes legendariske gæstfrihed kunne
stå
mål
med forventningerne.
Vi
fulgte tonerne af usbekisk musik og
stak uskyldigt hovederne indenfor,
og sandelig om vi ikke straks blev
vinket ind, hvil ket vi naturligvis takkede ja til.
Der var vel små 300 feststemte
gæster, som spiste ved de vel dækkede borde, dansede og - muslimer
eller ej - skyllede alt ned med rigeligt af den loka le vodka. Brudeparret
var sat ti l højbords i den fjerne ende
af loka let og så som alle andre brudepar, vi havde set i Centralasien
(hvilket ikke var få) alt andet end
glade ud.
At danse med mænd!
Det var en flok mænd, som havde
inviteret os indenfor, og det var
ved deres bord, vi blev placeret.
Brudeparret havde formentlig ikke
den fjerneste ide om, hvem vi var,
og hvad vi lavede til deres bryl lup.
Det samme, havde vi på fornemmelsen, var gældende for en hel del
af de andre tilstedeværende gæster,
deriblandt en stor del af det iokale
politikorps, så det bekymrede os
ikke. Vi havde nok at gøre med at
fø lge med de lokales vodkaindtageise. Knap var glasset blevet tømt,
før det prompte blev fyldt.
Der var smidige dansepiger til stede,
som på skift bød mændene op ti l
dans, og fremmødte turister slap da
heller ikke. Især Lars og jeg fik svi nget de bjergtrætte ben til den store
guldmedalj e under begejstrede ti lskueres latter og hujen. Efter dansen
måtte man pænt aflevere et mindre
beløb, som pigerne stak i kavalergangen. Det udgjorde en slags bryllupsgave til "det lykkelige par". Det
var tilsyneladende forbudt at danse
med andre piger end de legale
dansepiger. Det var en hel anden
historie, hvad mændene angår. De
var vilde med at danse med os, og vi
havde knap tid til hvile, før vi endnu
engang matte tage en svingom, med
de dansevillig e mænd.
3S
Brudepar bliver fotogra feret foran
Amur Timors statue
Bryllup i Khiva
En hel del klogere og med v isdommen om, at det ikke altid er klogt at
opsøge oplevelserne, frem for at lade
dem komme til sig , va r v i på vej gennem den kna stø rre Kyzylkumørken i
"public taxi" til Khiva. Khiva, som er
uløseligt f orbund et med endel øse
slavekaravaner, der i fordums tid
krydsed e gennem den trøstesløse
ørken befæ ngt med barbariske
blodtørstig e stammer, for h~em
m enneskelivs betydning kun males
o
med prisen, der kunne opnas
pao d et
lokale slavemarked.
Lidt betænkeligt for en Iyshudet
heteroseksuel dansker, men ihu kommende de kloge ord "skik følge
eller land fly ", svingede Lars og jeg
os gennem det halve politikorps og
en lang række af de andre tilstedeværende mænd, og indrømmet.... vi
morede os kosteligt!
samlejebevægelser og bad mig med
et kast med hovedet om at følge
med udenfor. Jeg hev fat i Lars, der
bedugget af vodka, tilsyneladend e
ikke helt havde opfattet situationen.
Ved bordet fik jeg forklaret ham
sammenhængen og fortalt, at nu var
det vist på tide at sige tak for i dag.
Om det var, fordi vi dansede særlig
godt, ved jeg ikke, men flere gange
fik vi faktisk betaling efter dansen!!
Nede ved bordet forsøgte vi gestikulerende at føre en slags samtale,
men det var absolut håbløst, så var
det trods alt lettere at danse. Vi blev
budt op for at skåle med brudeparret
og fik dernæst besked på at fotogra~
fere "det lykkelige par", hvorefter VI
blev gennet ned på plads igen. I det
hele taget blev vi kommanderet en
hel del rundt med.
Mændene ved vores bord havde nu
påtaget sig en aggressiv attitude og
signalerede truende attituder, sam tidig med at de viftede med " regnin gen", der va r skrevet på en afrevet
lap papir og så alt andet end officiel
ud. Vi havde på fornemmelsen, at
det kun var en lille gruppe m ænd.
der v ille tjene en ekstra skilling pa
turisterne, som naivt troede, at de
var invi teret til bryllup af godhjertethed. Presset af homofile til bud
og den viftende regning, betalte vi
skyndsomt og listede i al ubemærkethed ud ad bagdøren en erfaring
og oplevelse rigere.
En af de yngre mænd ved bordet
begyndte tilsyneladende at gøre
tilnærmelser til Veder, hvilket vi
grinede meget af. Veder ville vældig
gerne have hjælp til at slippe af med
ham, men det var vanskeligt, da vi
hele tiden blev budt op af skiftende
mænd.
Da Lars og jeg endelig fik lov til
at sætte os ned, havde en underlig stemning bredt sig ved bordet.
Samtidig med, at Veders bordherres kærlighed tilsyneladende var
usvækket, havde et par mænd
præsenteret os for en regning for
mad og drikke, godt nok et mindre
beløb, men alligevel. Vi nægtede
at betale, før vi endnu engang blev
budt op til dans. Denne gang var tilnærmelserne ikke til at tage fejl af.
En af mændene mere end antydede
Godt tørre I h I en og med rumlende m av r ,'ull de v i i tax ien ind
i en forst d til Khlva. Mørket var
fald et p , m n n lill e beværtning
var oply t om t mindre Las Vegas,
og dun k nd rytm er blandede sig
med d n lumr f tenhede. En masse
fe st st m t m nn sker to g imod os,
da vi ntr d r tauranten for at
ind t
fl n m Itldet. Det viste sig
at v r
ndnu t bry llup, som fyldte
stort
h I r t auranten, der var
dog t nll t mt bord, hvor vi tog
pi d ,
li Il
Både Lars og jeg var
begyndt at blive i ganske
godt humør af den flydende
"gæstfrihed "
usbekiske
og faderen ligeså, så han
mente åbenbart, at det var
passende at hidkalde sin
yngste datter - måske i et
spinkelt håb om at afsætte
hende til en velhavende
vesterlænding. Det stod
ham dog hurtigt klart, at
hverken Lars (som ellers ikke kan
tillade sig at være kræsen) eller jeg
lyste af forelskelse trods datterens
indb~dende overbid
og smukke
udstaende øjne.
Faderen var åbenbart fast besluttet
på at involvere os så meget som
muligt i bryllupsfesten. Selvom vi
slet ikke havde spist op, blev vi
blev bedt om at forlade bordet.
Faderen slæbte os ind midt imellem de dansende bryllupsgæster,
slukkede for musikken og stak os
en mikrofon I hånden.
k ' Il k d
på skulderen. Jeg vendte
mig om, og der stod bruden
i al si n pragt, genert smilende, omgivet af uskyldens
brusende hvide slør. Et par
unge mænd puffede mig hen
imod bruden, og jeg forstad,
at hun ville danse med mig,
men var for genert til selv at
spørge. Sikken en ære.
Da jeg lettere opstemt bad
faderen holde lidt igen med
vodkaen,
hamrede
han
en tung næve i bordet og
fremsagde
noget,
som
formentligt var ligestillet
med eder og forbandelser,
hvorpå han endnu engang
fyldte i vores glas. Vi forstod, at man ikke sådan
afviser usbekisk gæstfrihed
og opgav yderligere indsigelser.
At danse med kvinder
Ml Il
Udsnit fra det vidunderlige Registan
velsignet med mad og
drikke. Faderen bad os
med et stort smil om at gå
ombord i retterne, samtidig
med at han ustandseligt
hældte vodka på os.
Jeg
behøvede
ikke
at
bekymre mig om gommen,
han va r nemlig slet ikke til
stede. Det er skik og brug,
at bruden holder farvelfest
- en slags mega polterarbend
med brudekjole, slør, musik,
mad og hele molev itten for
familie og ven ner, inden det
rigtige bryllup løber af stablen, og det va r sådan et vi
var hav net midt i.
lokale musik afløst af for os mere
velkendte toner, og marquerena'
dundred e ud af de veIdimensionerede højtalere.
Lars genopfriskede hurtigt for mig
marquerena 'ens kendte trin, og kort
efter fulgte hele selskabet efter vores
bevægelser. Midt i en inciterende
svingom med noget som lignede en
svigermor blev jeg forsigtig prikket
Sveddryppende satte vi os
ved bordet for at spise færdig, hvorpå hele selskabet
forlod restauranten, musikken slukkede, og festen var
slut. Klokken var næppe mere end
ni, og vi var stadig i højt humør. VJ
klemte os ind i taxaen igen, hvorpa
festen fortsatte til høj musik, mens
vi dansede så godt vi kunne på
sæderne.
.l\hhhhhh marquerena'!
Tilfreds gom og knap sJ tilfreds
brud fra Samarkand
så stod vi der foran bruden, som
til forskel fra søsteren så yndig ud,
og det stod os klart, at de hen ved
150 gæster forventede en tale til
bruden. Halvt bedøvet af vodka
fyrede først Lars og dernæst jeg e~
engageret og levende tale af - pa
dansk naturligvis
Der var med garanti ingen andre
end Lars og jeg, som forstod et
muk, men på trods af dette faktum var succesen ikke til at tage
fejl af.. Folk klappede og hujede
af begejstring . Pludselig blev den
Khiva
skyline
36
37
Imens der deles tobak ud til la ndsbyens indbyggere ned til 7 års alderen, løber de mindste ud i junglen
for at finde friske blade . Med gra vepinde graves der et hul, som skal
fungere som ovn . Bunden dækkes
med sten, der som varmelegemer,
skal stege vores mad, som bliver
pakket ind i de friske blade . Der er
tale om udsøgte lokale delikatesser
som søde kartofler, blade, sago,
rødder og fo r skelli~e rodfrugter.
Et par høns må ogsa lad e livet og
bliver slagtet i dagens anledning
- en kærko mmen ændring i den
vegetarkost, vi ha r været igennem
hidtil på turen.
Kannibalen inviterer på middag
Alt imens maden gøres klar, har
høvdingen ved hjælp af en lille bue
og et par træstykker fået lavet gløder nok til at kunne antænde nogle
t ørrede bladstrimler. De små flammer overføres til nogle få stykker
brænde, hvorefter ovnen dækkes
til med jord, så maden kan stå og
simre. Tændstikker er næsten umuII~e at holde tørre i den våde jungle,
sa den gamle optændingsmetode
anvendes stadigvæk .
Ve ntetiden in den festmå ltidet bliver
bestemt ikke kedelig. Knap nok er
maden sat over førend de æld ste
Ventetiden fyldes med dans
Tekst og foto: John Lau Jensen
Igennem røgen tegner der sig langsomt et par ansigter i den modsatte
side af hytten. Mørket gør det svært
at skelne de enkelte t ræk, og røgen,
der svier i øjnene, gør det næste n
umuligt at trække vej ret. Følelsen
af, at 15 par øj ne stirrer på mi ~,
observerer hver en bevægelse, far
det et kort øjeblik til at løbe koldt
ned ad ryggen på mig.
Jeg befinder mig inde i en mandehytte hos mekstammen, der bor i
det centrale højland på Irian Jaya,
Indonesisk Ny Guinea . Det har
taget mig tre uger at vandre hertil
fra Baliemdalen, og aldrig har jeg
følt mig så langt væk fra noget, jeg
kender. Havde jeg modtaget denne
middagsinvitation for 40 år siden,
ville jeg nok have været noget
betænkelig, idet j eg befinder mig
blandt nogle af de mest aggressive
kan nibal er i verd en. Heldigvis har de
lagt den håndg ribelige ka nniba lisme
på hylden, så den i dag kun praktiseres i symbolsk form - håber jeg!
Min øjne har nu vænnet sig til
mørket i hytten, og de 15 ansigter
træder tydeligere frem. Foran mig
sidder landsbyens ældste, anført af
høvdingen. De er kun iført penisrør
og 'nederd ele' lavet af bambus, og
deres våben er hele tiden inde for
rækkevidde. Lidt nervøst fremviser
jeg mine gaver ti l høvdingen, som
det forventes. Interesseret iagttager
han saltet og tobakken,
der er højt værdsatte
udvekslingsgenstande
i området, og nikker
anerkendende.
Han
accepterer, og vi bydes
velkommen .
stærkt patriarkalske bjergstammer.
En anden årsag kunne også være,
at vi er inviteret t il 'reunion party' !
En af vores trofaste bærere stammer fra denne lille landsby og har
ikke været hjemme i fl ere ar. Derfor
er gensynsg læden stor, og det har
måske bevirket, at der slækkes lidt
på reglerne.
Om det var glæden
over tobakken og sa ltet
skal væ re uvist, men
som noget helt excepti onelt inviteres min
kæreste Rikke indenfor
i mandehytten, hvilket
vi ikke har oplevet tidli gere på turen blandt de
De unge samler friske blade
mænd, med høvdingen i spidsen,
starter en traditionel dans rundt om
ovnen. Der råbes og skriges, selv
om det blandt mekfolket nok bliver
kaldt sang, og tempoet stiger og falder i takt med skrigenes styrke.
Unde rvejs får mændene lokket et par
af kvinderne til at
deltage, men de er
meget generte og kan
næsten ikke samle sig
om dansen, da de hele
tiden skæver mod de
to fremmede. Til lejligheden har mændene
tages deres smukkeste
og mest prestigefyldte
smykker, lavet af store
muslingeska ller, og de
mest prangende pen isrør
38
Specielt er det udsigten til at få
kød, der skaber spænding. Kun ved
særligt festlige lejligheder serveres
der kød, og det er til alt held ikke
længere menneskekød. Der tales
livligt under måltidet, og flere af
de ældste er meget interesserede i
at sidde så tæt ved os som muligt,
så de hele tiden kan iagttage vores
bevægelser.
på .
Danserne
anvender
deres pile og spyd som
rekvisitter i nogle af
dansene, der symboliserer scener fra en
jagt - måske på gamle
fjender eller hvide missionærer, der for ca.
50 år siden trængte
ind i deres område og
konverterede dem til
kristne!
Rikke med
høvdingen (il venstre
Efter to timers dans hives gravepindene frem igen og kort tid efter
breder en herlig duft sig ud over
landsbyen. Høvdi ngen sørger for at
maden fo rd eles, så al le får lov ti l at
smage på festmå ltidet. Det er ik ke
ku n os, der ser frem til dette måltid
med løbende mundvand, hele landsbyen nyder åbenbart også bruddet
på deres trivielle hverdagsmenu.
Kvinderne holder sig pænt i baggrunden, om end de er meget intereserede i Rikke, der med sine 184
centimeters højde og lange lyse hår
fremstår som deres diametrale modsætning. Jeg er ikke et sekund i tvivl
om, at vi bidrog til underholdningen
og til at gøre denne gensynsfest til
noget specielt i lige så høj grad som
den hjemvendte søn, der sidder
sammen med sin familie og vinker til
os, da vi drager videre.
Vi har ikke kun ud vekslet tobak o~
salt med mekstammen, men ogsa
oplevelser for livet, og for mig er
denne gensidighed en af eventyrets
og rejsens vigtigste grundregler.
39
En rejse til fortvivlelse og håb
inden for 200 meter fra kysten. Og
da stort set alle de berørte er bosat
tæt på kysten eller lagoonerne, står
alt byggeri fuldstændig i stampe.
Fortvivlelsen er enorm. Flere store
private organisationer har forladt
området, da de ikke kan få grønt lys
til at genopbygge noget som helst.
Det er meget frustrerende. Vi havde
aldrig troet, det ville være så svært
at hjælpe folk i nød, hvis man ville
gøre det efter bogen.
r .
j ,
Vi har bl.a. opført midlertidige toiletter inden for 200 meter grænsen, da
folk ellers brugte stranden til toilet ..
Men vi fik besked på at stoppe og
fjerne det allerede opførte! (Hvilket
vi naturligvis ikke gjorde). Der er
forlydender om, at man vil tvangsforflytte en stor del af befolkningen
på østkysten længere ind i landet.
Hvilket jo kun gør fortvivlelsen
endnu større.. .
Total ode/ægge/se
Tekst og foto: Per Jørgensen
Vi kom til Sri Lanka den 5. januar
uden rigtigt at vide, hvad vi kunne
forvente. Forestillinger var der
mange af, men den virkelige verden
er jo en ganske anden. Alt var "normalt" fra lufthavnen til Kandy oppe i
højlandet, hvor vi havde vores første
overnatning. Det var lidt uvirkeligt,
at det hele var så normalt - altså her
er total katastrofe! Katastrofen eller
rettere virkeligheden ramte os først,
da vi nåede helt ud til øst kysten i
Pottuvil. Vi sejlede over lagoonen
til Arugam Bay, hvor de sørgelige
rester af broen stod uhyggeligt til bage. Fra båden til vores hus er der
ca . 10 min gang. Ødelæggelserne
var helt ubeskrivelige, vejen var
deivis blevet til enorme huller og
visse steder var den bare helt væk.
Murbrokker, knuste biler, halve huse
- alt totalt ødelagt. Det var svært at
se dette for os så velkendte paradis
fuldstændig jævnet med j ord en!
Med en klump i halsen mødte vi
mange mennesker, der kom hen til
os for at fortæ lle om de store tab af
fa mili m dl mmer. Alle har de hver
deres sørg lig histori er.
Omkring 15-2 0 % af befolkningen
i bugt n r døde, deribl andt vores
v n P r
ood mann fra Stardust
B ach hot I og vores meg et værds tt O P Ildelige Watcher/ gartner
l hmar' L bb . Salaudin . En anden
n t ml t d 26 familiemedlemm r, dribl ndt kone og to børn, og
d n kl,nn vi fortsætte...
n hor meddelt alle ngo'er,
r tilladt at opføre per11 II l Ik
II r mid lertidig e bygninger
111 Il nt
1\ II' ,III
Allerede hjemmefra havde vi planer
om, at en del af vort bidrag skulle
bestå i af få renset alle brøndene op i
området, så folk kunne vende tilbage
til deres hjemsted og få rent drikkevand og vand til madlavning, vask
mm. Vi havde sikret os hjemmefra,
at det var muligt at købe diesel og
benzindrevene pumper i Kandy og
det nødvendige udstyr til at udføre
opgaven. Da vi ankom til Kandy, fik
vi at vide at der var mindst en og
muligvis flere pumper på vej til bug-
En families nye hjem
ten, så det passede med, at vi dagen
efter vores ankomst til bugten kunne
indlede arbejdet.
De første pumper lånte vi af BWSC
(En afdeling af det danske B&W,
som vedligeholder kraftværker på
Sri Lanka). De hjalp 05 i gang og
brugte en dag på at oplære os i at
betjene pumperne. Fransk Røde
Kors var også meget behjælpelige
med udstyr.
Et par dage senere kom
Jannik fra Palæ Bar i
København med endnu
mere pumpeudstyr. Han
medbragte også nødhjælps pakker bestående
af køkkenudstyr, tand børster, sæbe, stearinlys
osv. Det var bare total
succes. Vi har på fem
uger renset stort set alle
brøndene. To dage efter,
at arbejdet var færdigt,
fik vi tilladelse til at
påbegynde
projektet.
Flot!
Jannik fra Palæ Bar kom
igen to uger senere,
denne gang med 300
nødhjælpspakker, 9000
flasker vand og 35
Smilende pige
Id mIl N nr, 20/ Juni 2005
4 O
arbejdere fra Lion/Carlsberg bryggeriet, som hjalp med brønd rens ning, oprydning og latriner. Jannik
har været en stor hjælp både økonomisk og med materiel, tusind tak!
så næste gang l kommer på Palæ
Bar må I endelig sige tak for hjælpen. Deres indsamling har virkelig
gjort en forskel. Nødhjælpspakkerne
sammen med de 9000 vandflasker,
1000 vanddunke, 300 moskitonet,
m.m. uddelte vi i syv nærliggende
flygtningelejre.
Dansk militær har installeret et
omvendt osmose vandrensningsfilter med generator, så dette anlæg
forsyner nu en stor del af området
med drikkevand.
Et af de største problemer med
hjælpen i området har været at
koordinere de forskellige hjælpeorganisationer, så vi begyndte at holde
møder her. Vi dækkede op til 12, så
det var lidt af en overraskelse, da
der pludselig stod 30 mennesker
fra 15 forskellige organisationer. De
første møder ' var meget positive,
men efterhånden som mange af de
første hjælpeorganisationer tog af
sted igen og alting ligesom gik lidt i
stå, grundet regeringens totale ubeslutsomhed, var det, som om luften
gik af ballonen.
Der er dog stadig mange positive
tiltag i bugten, da der er mange pri vate organisationer, som ikke sidder
på deres flade og venter på regerin GLOBEN nr. 20/ juni 2005
41
Genert lille fyr
Hovedvejen gennem
bugten mod syd.
springe årtier over,
hvad angår udvikling
af nogle af de fattigste områder.
jeskole og et center for muslimske kvinder, men de har endnu
ikke fået tilladelse til at starte
arbejdet.
gens udspil. Deriblandt os. Pengene,
som blev indsamlet gennem De
berejstes Klub, familie, venner,
bekendte m.m. er primært gået til
rensning af ca. 200 brønde, et vandrensningsfilter, oprydning, el-installationer til midlertidig belysning,
skovle, spande, river, økse, knive og
forskellig hjælp til genopbygning af
lokalsamfundet.
så tusind tak for den store opbakning og en specielt tak til Fill,
uden ham havde det ikke været
muligt. Han mødte os i lufthavnen klokken 5 om morgenen med
et super vandrensningsfilter, som
mange i bugten fik stor glæde af.
Vi er også med i Arugam Bay Tourist
Association, hvor vi arbejder kraftigt
hen mod den kommende sæson. Der
mangler ca. 250 hotelværelser og en
hel del restauranter. Der er ved at
blive bevilget telte til dette års surfkonkurrence, så der er stadig god
grund til at tage hertil. Naturen står
jo uberørt hen, og stedet her vælter
bare i oplevelser.
Vi er hjemme igen, og det er nu
mere end fire måneder siden, tsunamien ramte Sydøstasien, store deie
af befolkningen på Sri Lanka sidder stadig i det uvisse om deres
fremtidige skæbne. Den akutte
krise er overstået, og det værste
er
afsluttet,
oprydningsarbejde
men genopbygningen er dårligt nok
begyndt.
Regeringens planer om at forflytte
en stor del af befolkningen ved
kystområderne inden for 100 m.
zonen på vestkysten og inden for
en 200 m. bufferzone på østkysten
står stadig ved magt. Man har nu
efter sigende fundet "nye områder"
længere inde i landet til de første
34.000 nye hjem. Man forventer, at
der skal bygges nye huse til omkring
97.000 familier.
Genopbygningen foregår primært i
de sydvestlige egne som er singhalesi ske, mens det tamilsk dominerede
område i nord og øst stadig er på
stand-by. Alt er politisk bestemt, og
uden tilladelse fra myndighederne
er intet muligt. Pengene og viljen
fra udlandet er til stede, men de
forskellige organisationer løber gang
på gang panden mod bureaukratiets
mur. Flere nødhjælpsorganisationer
sidder i fortvivlelse
og venter på projekter, som de kan få lov
til at støtte.
Den amerikanske organisation
Mercy Corps, som blandt andet
er støttet af "Oprah Winfrey
showet", ønskede med det
samme at bygge en ny vej igennem bugten med fortov, gadebelysning
og hele svineriet,
men nej det blev senere givet til
EU, som vil påbegynde arbejdet
i 2006 eller 2007. Flere ønsker
at bygge permanente huse til
samtlige ramte familier i bugten
2000-3000 huse, men tilladelsen er
endnu ikke givet.
At
tvangsforflytte
befolkningen
åbner så nye muligheder for turisme,
da det er tilladt at bygge hoteller og
turistrelaterede forretninger inden
for bufferzo nen. så man kan jo friste s til at tro, at det med at vente
med beslutningen om genhusningen
af befolknin ge n er et politisk spil for
at få rydd et de bedste områder, så
kapital en ka n komm e til.
Det er naturli~viS også svært lige
pludselig at sta i en situation, hvor
der åbner sig kæmpestore muligheder for landet, pengene vælter ind,
og man har nu mulighed for at få
nye hospitaler, skoler, broer, veje og
Men beslutningstagernes mangel på
forståelse over for
lokalbefolkningen
er bare så grotesk,
når man bor under
et
bliktag
uden
familie,
ejendele,
job, hus og ikke har
nogen som helst ide
om, hvad fremtiden
bringer. Derfor ser
o
man ogsa en massiv udvandring fra
østkysten,
mange
taler om at rejse til
Mellem østen - igen.
for at tjene penge til
at starte forfra. Ud af
landets 19 millioner
indbyggere er ca.
1.3 millioner beskæftiget i udlandet, og regeringen er i færd med at
udfærdige en lov, som giver 700.000
fiere lov til at rejse!!
Der er naturligvis også nogle få
ildsjæle, som knokler for at få gang
i forretningen igen. Primært dem,
der har gode relationer til nogen i
vesten, enten familie eller tidligere
gæster på mange af de små restauranter og hoteller, der så har støttet
dem rent økonomisk.
Der har været en stor hjælp i områ det (Arugam Bay) fra individuelle
rejsende, og den hjæip har været
utrolig vigtig for lokalbefolkningen,
da det har givet dem et håb om,
at der er mulighed for at komme
videre.
Vi har besluttet os for at tage til Sri
Lanka igen den 25. juni for at hjælpe
og tage del i genopbygningen, som
forhåbentlig snart kommer I gang.
No dhjælp (ra Jannik Palæ Bør
De forskellige regeri ngsorganisationer
kommer af og til
med udkast til, hvad
de mener, vil være
gode projekter at
støtte, derefter kan
nødhjælpsorganisationerne så byde ind
på de projekter som
ligger inden for deres
interesseområde, og
hvis de er heldige,
kan de få lov til at
støtte det.
Et par eksempler
er bl.a., at Dansk
Rødekors ønsker at
bygge ca. 1000 nye
huse i Batticaloaområdet, en syge pleII' t lit N Itr, 20/ Juni 2005
4 2
GLO BEN nr. 2 0/ juni 2005
4 3
Dansk Røde Kors har fået
EU-penge til et psyko-socialt
program (PSP), der skal nå
ud til minimum 60.000 ofre
i den indonesiske Aceh-provins. Det er det program
Eva midt i januar lander i
Jakarta for at sætte i gang.
Mellem lig og malariamyg
Netværk er vigtige
Det langsigtede arbejde
Aceh, Sumatra, Indonesien, januar 2005
I midten af januar i I1r fik jeg en aftale i stand med Da.nsk .Røde Kors om ~t ml1tte følge
deres arbejde i forbindelse med flodbølgekatastrofen I ASien. Det blev til et voldsomt
praktikophold i Indonesien, som startede med regeringsmf!1der i Jakarta og sluttede m.ed
fly og helikopterture langs den tsunamiramte kyst oppe I Aceh-provmsen, hvor omkrmg
250.000 mennesker (seneste tal 1/4-05) mistede livet i vandmasserne. I denne »fluen
pl1 væggen« artikel har jeg forsøgt at beskrive nogle af udfordringerne i det langsigtede
nødhjælpsarbejde personificeret gennem historien om. Eva Jordung Nicols;on (en af d~ Røde
Kors delegater jeg rejste med) og hendes utrættelige kamp mellem lig og malanamyg.
Tekst og foto: Rasmus Krath
At være hjælpearbejder i verdens
katastrofeomriJder kræver god fysik,
htJrdt arbejde og talent for organisering. Først og fremmest handler det
om at skaffe sig en tolk og et lokalt
team, der kan realisere hjælpeprojektet.
"Eva, kan du tage til Indonesien og
arbejde fra starten af næste uge?
- du skal være der minimum et år!"
Stemmen i telefonen lød træt,
distræt og småstresset. Det var
åbenbart ikke det første af den slags
opkald kvinden i den anden ende
foretog den dag.
42-årige svensk fødte Eva Jordung
NIcolson tog en dyb indånding stående der i korte bukser og let svedig
af varmen fra Afrikas hede sol, der
på tredje år i træk bagte ned over
hendes smukke villa omgivet af
Mozambiques knaldrøde lerjord.
Det var ikke første gang Eva var
blevet ringet op af Dansk Røde Kors
og bedt om at forandre hendes liv
totalt fra den ene dag til den anden
og øjeblikkeligt rejse mod endnu et
af verdens altid opstående brændpunkter. Bag hendes blå øjnes nethinder kørte de sidste ugers mest
sete TV billeder: flodbølgen i Asien
og dens kølvand af håbløshed og
sorg for tusinder og atter tusinder af
mennesker langt borte i den anden
ende af verden.
Og nu var det der Rød e Kors ville
sende hende hen - til Indonesien; et
land Eva knapt nok kendte, der som
følge af pladetektoniske tilfældigheder altså skulle være hendes hjem
i tolv måneder eller mere. Uden at
blinke svarede hun med to årtiers
nødhjælpserfaring i kroppen, "Ja",
og sluttede sig dermed umærkeligt
til strømmen af de tusinder nødhjælpsarbejdere verden over, der
modtog lignende telefonopkald i
starten af januar i år.
Mindre end en uge efter telefonsamtalen, var Evas hus i Mozambique
solgt, to kufferter pakket og hun
befandt sig udmattet i Singapore
Airlines flyet med Røde Kors' s
"tsunami briefing" i hånden og kiggede de 11.000 flyvehøjdemeter
ned over det Indiske Ocean på vejen
mod Aceh provinsen på Sumatra i
Indonesien. Aceh; øjeblikkets utvivlsomt hedeste brændpunkt i verden endnu et af slagsen for Eva Jordung
katastrofe-delegat
for
Nicolson,
Dansk Røde Kors.
44
Eva Jordung Nicolson er uddannet sygeplejerske og har de sidste
20 år været i felten for adskillige
nødhjælpsorganisationer
utallige
steder rundt på jordkloden. Nu er
hun altså på vej af sted igen, denne
gang i spidsen for Dansk Røde Kors'
psyko-sociale program i Aceh; der
med jævne ord at hjælpe de mange
traumatiserede mennesker mentalt
videre efter naturkatastrofen.
Eva kommer ud til katastrofeområdet i det man kan kalde "anden
bølge" - et par uger efter den første "Search and Rescue"-fase har
haft sit klimaks, hvor alle verdens
nødhjælps-organisationer kastede
mad og medicin ud over hele det
nordlige Sumatra.
Evas opgave kan i brugermæssigt omfang sammenlignes med at opbygge en
organisation svarende til
den danske Højskolernes
Forening; et system der
leverer daglige ydelser til op
titusinder af mennesker. Eva
skal bare gøre det på under
en måned i et katastroferamt land, hun slet ikke
kender, med en helt anden
kultur end hendes egen og
nogle mennesker, der taler
et sprog, hun ikke forstår
- og vel at mærke uden at
have fået mere end en uges
varsel.
Selvom Eva Jordung ikke har sovet
meget den sidste uge i Afrika, knyr
hun på fra første dag I Indonesiens
hovedstad. Her er hun heldigvis bakket op af andre udsendte fra Dansk
Røde Kors, der har et kontor i byen
fra før flodbølgen. Der er arrangeret
møder med diverse embedsmænd,
nødhjælpskoordinatorer og lokale
frivillige, og selvom disse møder
mest handler om at briefe Eva og
sætte hende ind i situationen oppe i
Aceh-provlnsen, så fungerer de også
som "netværks-fora" for Eva, der
konstant noterer navne og titler ned
på mennesker, der kan komme til at
spille en rolle i netop hendes Røde
Kors Program.
Få lov til at starte nødhjælp
"En af de helt store udfordringer i
forbindelse med denne nødhjælpsmission er paradoksalt nok overhovedet at fiJ lov til at starte en
program-aktivitet herude," fortæller Peder Damm, Dansk Røde Kors
Country Coordinator i Indonesien.
"Her er så enormt mange forskellige
organisationer der alle har fået en
stor bunke penge med i lommen til
at initiere alle mulige projekter i forbindelse med flodbølgen. Alene Røde
Kors består jo af alle de deitagende
landes egne nationale Røde Kors
selskaber, som alle sammen byder
ind med forskellige programmer,
de har fået penge til hjemmefra.
Derfor gælder det om at være oppe
på mærkerne, når de forskellige
indsatsområder fordeles herude,"
forklarer Peder Dam.
Således er Eva i hendes arbejde
for at igangsætte Dansk Røde Kors
psyko-sociale program yderiigere
udfordret af at skulle manifestere sig
i forhold til de andre nødhjælpsorganisationer og samtidig kæmpe om
opmærksomheden hos de mange
lokale frivillige indonesere, som alle
de udeniandske organisationer er så
inderligt afhængige af for at kunne
udføre deres arbejde overfor flodbølgens ofre.
Evas arbejde er mere langsigtet,
men skal påbegyndes allerede
kort efter katastrofen har ramt.
Der hvor de overlevende flytter
sammen i flygtninge-lejre og hos
familiemedlemmer i området og
for alvor begynder at få tid og rum
til at erkende, hvad der egentlig
skete, og hvordan de skal komme
videre, efter hele deres livsgrundlag blev skyllet væk under dem.
Eva skal etablere samtalehjælp,
sociale aktiviteter og flere andre
tiltag, der kan hjælpe med at få
disse mennesker på fode igen.
GLOBEN nr. 2 0/ juni 2005
4S
"Vi har jo brug fiere hundrede
mennesker til at få sat hele PSP
programmet op og få oprettet alle
de forskellige lokale centre, hvor
folk kan komme og drage nytte af
vore s hjælp," siger Eva .
på dette punkt er Eva og Røde
Kors generelt dog som oftest bedre
stillet end mange af de andre nødhjælpsorganisationer. Røde Kors
organisationen har nemlig næsten
altid et nationalt Røde Kors selskab
I det katastroferamte land, der
allerede har en fungerende organisation og et udspredt netværk af
frivillige, som står klar til at springe
til. Efter en lang og opsl idende uge
i Jakarta med møder, interviews og
dokumenter er Eva klar til at tage
op på Sumatra og ud i selve katastrofe-området, hvor hun nu skal
stå alene og sætte det hele store
psyko-sociale program op.
erede efter at have fået konstateret
både malaria og Dengue feber. Eva
skutter sig lidt i lyset fra feltlampen og sikrer sig endnu engang at
myggenettet er forsvarligt lukket
og feltse ngen i sikker højde fra jorden, hvor en temmelig giftig slange
dagen før blev opdaget af lejrens
opsynsmand .
Skabe rum
De lettere prim itive forhold til trods
er Eva oppe og nyvasket dagen efter
allerede kl. halv otte, hvor det første
af fiere daglige koordinering smøder
mellem alle nødhjælpsorganisationerne tager sin start i Meulaboh.
katastrofen, hænger ligstanken stadig som en sødlig tåge over store
dele af byen .
Midt i katastrofen
Det er tidlig morgen, da Eva lander
med det lille Røde Kors chartrede
"Susi Air" Cesna fi y - der tidligere
fi øj med hummere, som altså nu er
blevet skiftet ud med nødhjælpsarbejdere.
"I dag har de frivillige sam let 89 lig
ind og begravet dem, fortæller den
lokale leder for Indon esisk Røde
Kors i byen.
Han fortsætter:
Hun lander på kysten af det nord lige Sumatra i byen Meulaboh; den
anden store by der blev ramt af
flodbølgen i Indonesien 280 km syd
for Banda Aceh. Meulaboh blev 60
procent udslettet af fiodbølgen, og
selvom Eva kommer til den fugtige
havneby mere end en måned efter
"Vi har lige fået ta l ind, der fortæller at man stadig samler over 1000
døde mennesker ind hver dag i hele
Aceh-provinsen."
De voldsomme tal sætter tungt sit
præg på dagens videre arbejde, og
selvom Eva Ikke selv har direkte
kontakt med indsamlingen af lig,
så ved hun, at nogle at hendes vig-
tigste klienter i det psyko-sociale
arbejde netop er de hundreder af
unge frivillige indonesere, der altså
nu i over tredve dage i træk har gået
rundt i mudder med orange plastichandsker og trukket døde og rådne
menneske-kroppe ud af rui nerne og
lynet dem ind i sorte ligsække .
"De mennesker må j o på et eller
andet tidspunkt sætte sig ned og
kigge tomt ud i luften, mens de
spørger sig selv, hva d det li ge var
der skete," mumler Eva, da hun
senere samme aften kører ud mod
den dansk opstillede Røde Kors teltlejr, der udgør hendes simple hjem
herude i "felten."
Felta rbejde
Eva surmuler lidt ved tanken om, at
hu n har bytte t sin store luftige trævilla med aircond ition i Mozambique
ud med et nyligt opslået orange CFtelt på en fugtig jordmark I udkanten
af Meulaboh.
Her er 30-35 grader og en luftfugtigh ed tæt de 100 procent dag og
nat. Det er kræve nde forhold for
uvante menn esker men excellente
betin gelser for de store mængder
af malariamyg og andet godt, der
venter i om r det omkring lejren, så
snart mørk t fa lder på.
r d t nord lige af Su matra har
I ng v r t berømt for øens voldomm for komster af smitsomme
ygdomm , og adski llige af Evas
lill rn ati onal Røde Kors kolleger
ro,' længst blevet evakur d og
. / Ol) i N nr, 20 / Juni 2005
46
lejet i Meu laboh er allerede godt
fyldt op med folk, hun nu kan råde
over i opbyg ningen af Dansk Røde
Kors ' PSP program. Om eftermid dagen mødes hun igen med lederen af det loka le Indonesiske Røde
Kors, og planerne for de næste
ugers aktivitet fyger frem og ti lbage under ventilatorrotorerne,
der kæmper en ulige kamp mod
den trykkende hede .
Også denne arbejdsdag bliver lang,
og det er først flere timer efter
mørkets frembrud, Eva igen kan
køre t il bage mod teltlejren efter
Igen har Eva notesbogen fremme og mingelerer rundt mellem
de forskellige andre
udsendte nød hjælpsog
deres
arbejdere
loka le partnere - hvem
laver hvad herude? Og
hvem ved no~et om
hvad der foregar rundt
i den katastroferamte
by? Hun noterer fi ere
navne og fi ere kontakter.
Senere kører Eva ud
til nogle af de store
teltlejre der er opstået
i udkanten af hvad der
er tilbage af Meulaboh
by. Tusinder af mennesker lever nu fast under
telte og presenninger
- ofte 50 personer eller
fiere under samme tag
- og det er disse mennesker Eva fortrinsvis
skal hjælpe .
"Min opgave er at få etableret aktivi teter og samtalemulighed for de
her folk, fortæller hun." Vi ska l have
oprettet adskillige steder i området
hvor de kan komme og enten få
ro og rum ti l bare at være eller få
hjælp til at indgå i noget arbejde
eller omsorg s-aktivitet for deres
medofre, herunder ikke mindst børnene," sig er hun entusiastisk.
Organisering
at have afsluttet det sidste koordineringsmøde med nogle af de andre
NGO grupper, der alle arbejder
ligeså energi sk som Eva med netop
deres specifikke prog rammer for alt
lige fra vandforsyni ng t il genopbygning af den lokale fiskerflåde.
"Mange af delegaterne holder kun
den første måned ude i felten . så
må de skiftes ud med friske folk
hjemmefra deres respektive lande.
Man brænder simpelthen ud ."
Tre dage senere rej ser Eva Jordung
tilbage til Jakarta, dog langt fra
udbrændt, men for igen at koordinere indsatsen for PSP programmet - denne gang med det nationale Indonesisk Røde Kors - og
skrive de første rapporter hjem til
Danmark.på de fem dage Eva
opholdte sig i Meulaboh, nåede hun
at skabe stærke kontakter med både
Indonesisk Røde Kors' Meulaboh
afdeling, adskillige internationale
NGO projekter
og med diverse
lokale folk lige
fra tolke over
til
cha uffører
folkeskolelæ rere . Alle sammen mennesker
der
kommer
til at spille en
væsentlig rol le
i det psykosociale
program
und er Evas kyndige ledelse.
Allerede ugen
efter ska l de
første klienter
kunne
mod tages i telte
på det stykke
jord, Eva også
nåede at sende
forespørgsler ud på, og
inden da vil hun
selv igen være
vendt
tilbage
til Meulaboh for at holde flere
møder, engagere fiere mennesker
og udbygge mere af alt det, hun er
rejst til Indonesien for at gøre :
Hjælpe endnu en gruppe nødlidende
mennesker langt borte i den anden
ende af verden.
"Sådan er vi lkårene næsten altid i
et katastrofe-o mråde. Folk stresser
rundt og knokler 16 timer i døgnet,
selvom de egentl ig ikke kan holde til
det," smiler Eva lidt melankolsk. Hun
mindes det store j ordskælv i Gujarat
i Indi en 2001, hvor hun også deltog
i nødhjælpsarbejdet:
Eva har for længst fået allieret sig
med en tolk og nogle af de lokale
frivillige fra Indonesisk Røde Kors,
og det folkevognsrugbrød, hun har
47
Lvivs grundlægger
grev Danilo
Der er liv i Lviv
Men fortiden sender mange mørke skygger
sidder såmænd den
gode soldat Svejk i
legemsstørrelse på
en cafestol. I den
kongeligt-kejserlige
hær slog han også
- i Jaroslav Haseks
berømte
roman
- sine folder her i
Galicien for at par
århundreder siden .
Store
boligkomplekser vidner også
om fortids rigdom
under dobbeltmonarkiet.
Tekst og foot: Henrik Døcker
Det første, der mødte mig, da jeg
havde fundet frem til mit hotel i
Lviv* ) i det vestlige Ukraine, var
såmænd en dansk bus fra Sunds i
Nordjylland! Selv har jeg følt mig
"forfulgt " af danskere på steder, hvor
hærskarer af landsmænd vel ikke
vælter sig: Guatemala, Myanmar
og Tanzania! Nuvel, jeg traf ikke de
gode Sunds-boere og fik ro til at fordybe mig i særlig området Galiciens
omtumlede skæbne .
" ~ ."';~ . -~
~
." 11! '
Fra polsk til ukrainsk by
Lviv er en storby (800 .000 indb.)
med en stolt fortid bag sig - da den
som polsk va r Lwow [ Lvuf] eller
under Østrig-Ungarn hed Lemberg.
Mange forfaldn e pragtbygninger
vi dner herom. Men det kan være
brydsomt at nå frem til dem: Der
er mørkt i gaderne om aftenen, og
brostenene er toppede: Husk, der
er tre forskellige slags brosten i de
Ivivske gader, som altså sjældent er
belagt med asfalt. Gader og fortove
er stærkt nedslidte, og man bør se
sig godt for for ikke at falde! Tunge
køretøjer har alt for længe slidt
enormt på gadenettet - som man
dog nu er i færd med at rette op på.
2000 bevaringsværdige bygninger
Byen er stor af udstrækning, men
heldigvis er ta xi'ene billige, og det
muliggjorde, at man fik set mange
seværdigheder: De imponerende
græsk-katolske kirker, byens godt
100 år gamle operahus, anlagt af
østrigerne og nydeligt restaureret, for slet ikke at tale om hele
den fascinerende gamle bykerne.
Byens omskiftelige historie under
Habsburg-dobbeltmonarkiet 17721918, under Polen 1919-1943 og
efter t ysk besættelse under sovjetisk
styre 1945-91 ~ør det omstændeligt
at "få hold pa den". I historiens
'lange stræk' har den overvejende
væ ret en polsk by, men dog altid
opblandet med talrig e andre folke grupper:
Ukrainere,
russsere,
østrigere, tyskere, baltere, jøder...
for blot at nævne nogle. Efter 2.
Verdenskrig flygtede el ler forvistes
praktisk alle polakker vestpå, og ind
rykkede t usinder af sovjetborgere.
Henrik Mortensen, Ivan Weste" Henrik
Døcker, Hanne Nording og Steffen Poulsen
foran den græskkatolske katedral $ct .
George i Lviv
De omkring 2000 bygninger, som
UNESCO - FN's særorganisation
for undervisning, videnskab og
kultur - for nylig har betegnet som
bevaringsværdige i Lvivs centrum,
hviler som et tungt historisk åg på
byens styre . Ledsaget af fire andre
danskere fik jeg foretræde for Lvivs
viceborgmester, Iryna Romaniv, som
kunne fortælle, at vel halvdelen af
den historiske bykerne er på private
hænder, men at man er indstillet på,
at de 2000 huse i hvert fald ikke
nedrives.
Det holder hårdt at finde penge til
den nødvendige renovering efter
ove r en menneskealders forfald. Lviv
blev - li gesom Kra kow i Po len - stort
set skånet for luftbombardementer
under 2. Verdenskrig. Men meget for
at vedligeholde bygningerne er der
ikke blevet gjort i de over 50 år, der
siden er gået. De vanskelige øko-
nom iske t ider efter Sovjetunionens
opløsning skabte hurtigt arbejdsløshed, fortalte viceborgmesteren, men
det er i dag ikke det helt store problem, fordi mange driftige lviv'ere er
udvandret.
Her skal det indskydes, at jeg var i
et velkvalificeret selskab: To af mine
ledsagere talte russisk, den ene tillige ukrainsk, og begge var desuden
historikere . Kun få her taler engelsk,
så det er noget et job at bevæge sig
rundt, hvis man ikke er sammen
med en ru ssisk- eller ukrainskkyndig
(det ukrainske sprog, som langtfra
tales af hele Ukraines befolkning,
ligner nok russisk en del, men forskellene er større end mellem dansk
og tysk). Vi besøgte Ukraine få
måneder før det omtvistede præsidentvalg, men mærkværdigvis så vi
praktisk taget ingen valgplakater for
de to præsidentkandidater. på Lvivs
GLOBEN nr. 20/ Junf 2005
4 S
centrale pladser var der imidlertid et
stort opbud af mennesker, hornorkestermusik i lange baner og taler af
såvel politiske som religiøse ledere
på den ukra inske nationa ldag den
24 . august .
Der mangler ikke
sta tu er og mindeplader i Lviv, o~
dermed kan ma n fa
stikord til personer
og
beg ivenhe der,
der nok ikke har
indgået i en gennemsnitsda nskers
historieundervisning. Ukraine har
siden
sin
selvstændighed i 1991
gjort en energisk
indsats for at ukrainisere byen. Der
er f.eks. opsat en stor statue af den
ukrainske intellektuelle Ivan Franko,
som ikke fik den akadem iske karriere, som hans intelligens og store
sprogkundskaber gjorde ham beret-
tiget til. Han skrev på ukrainsk i
begyndelsen af det 20 århu ndrede,
dengang ellers kun tysk og polsk var
de sprog, man 'anerkendte' i byen.
Han opstillede ti l rigsdagen i Wien,
men døde inden et parlamentssæde
kunne blive aktuelt i 1919, det år
hvor Ukraine oplevede en kortvarig
selvstændighed, inden det opslugtes
af Sovjetunionen .
I dag er Lvivs universitet og den
tidligere polske by Stanislawow
opkaldt efter ham (Sidstnævnte nu
kaldet Ivano-Frankivsk) . Også for
grev Danilo, som grundlagde Lv iv
for knap 750 år siden og opkaldte
den efter sin søn Leo (det latinske
bynavn: Leonitas) er der centralt
i byen opstillet en rytterstatue. Af
byens mange synagoger (der var
over 20 store synagoger i mellemkrigsårene) er intet tilbage. Selvom
jøderne i denne periode udgjorde
ca. 35 pct. af byens be folkning - og
havde bidraget sit til den rigdom,
der tid lig ere prægede den - er der
praktisk taget ikke beva ret nogen
mindeværdige j ødiske bygninger.
besættelse
1943-4 5
Tyskern es
betød også her død og ødelæggelse,
ikke mindst for j øde rn e. I øvrigt
giver byens to histo ri ske museer
stort set ikke vidnesbyrd om Lvivs
historie efter 19181
I Ivano-Frankivsk, der i dag har
240.000 indbyggere, kunne vi gå
ned ad en moderne gågade med
nydelige, renoverede huse. Også
denne by blev opkaldt efter en po lsk
adelsmands søn: Her fik Stanislaw
et minde ved bynavnet Stanislawow.
Byen tiltrak i middelalderen en
I det lune sensommervejr summede
byen af liv ! Ikke mindst unge men nesker befolkede gader og torve.
Kun få af dem gik indenfor på cafeer
og restauranter, jeg antager, at de
Ikke havde råd til det. Men stemningen fejler ikke noget : Der er
mange lindetræer i byen, og en del
udendørs cafeer er skudt op i den
seneste t id. Dobbeltmonarkiets og
dermed den østrigske arkitekturs
prægning af byen lader sig ikke fornægte: Et etablissement kalder sig
endog Wiener-cafeen, og uden for
Henrik D(JCker »konverserer«
(sit store ideal) Den gode soldat
$ veik . Lviv 2004
49
række polske klosterordener, og dele
af klosterbygningsmassen består.
Under anden verdenskrig udspi lledes en af de mange tragedier, som
det nazistiske Tredje Rige lod overgå
besatte byer, ikke mindst i det Polen,
som man efter dets erobring blot
benævnte 'generalguvernementet':
Her satte Gestapo ild til et teater,
fyldt med mennesker, og mange hundrede omkom i flammerne. Andre
tusinder blev henrettet. Som i Lviv
blev en del kirker i sovjettiden ned revet, mens andre blev omdannet til
alskens verdslige formål og tjente
som lagre, biografer, sportshaller
- eller sågar ateistisk museum. En
af I vano-Frankivsk kirker er i dag
museum med værdifulde ikoner og
anden kirkekunst fra en række ikke
mere eksisterende kirker.
Vestlige turister i større stil - et
håb i horisonten
Rejsen sluttede i Tjerniftsi (engelsk
stave måde Chern ivtsi) , en by med
i dag ca. 260.000 indbyggere. Den
har ikke hørt under Polen og indgik
i meilemkrig så rene i Rumænien . Før
den tid var den i over 200 år under
habsburgerne. Der bor fremdeies
mange folkegrupper, ikke mindst
ru sse re, rum ænere, jøder, sigøjnere
og polakker i byen.
Nok har den flere pragtbygninger såsom universitetet (et tidligere metropolitsæde) og et teater, Kobilianska-teatret, anlagt i
Habsburg-tiden, foruden en række
græsk-katolske kirker - men det
generelle indtryk er forfald. Byen
har også et kæmpestort marked,
Kalinivski, hvor der faldbydes varer
fra Polen, Rumænien og Tyrkiet.
Tjerniftsi gjorde et fattigere indtryk
end Lviv og Ivano-Frankivsk. Det var
også småt med restauranter i byen,
som er præget af enorme niveauforskelle.
Det var her vores rejse sluttede - og
det var lige ved at blive lidt ufestligt.
Vi havnede nemlig i en beskeden
kristen restaurant, som ikke havde
ret til udskænkning af øl og v in.
Heldigvis fandt vi nær ved en flot,
moderne udstyret resta urant, der
Ii~e frem postulerde 'In vino verita s'
pa en bue inden for!
Vest-U kraine vi lle givetvis meget
gerne åbne sig for vestlige turister
i stø rre stil: Hoteller find es da også
med rim elig standard, om end de
ikke helt lever op ti l veste rlændin-
Tempel i Phnom Penh, Cambodia
Tekst og foto: Per Allan Jensen
gennemsnitsforventninger.
gens
De tre kvindelige guider, der viste
os rundt i byerne, var yderst kom petente, men talte kun ukrainsk/
russisk. Det hører til undtageisen,
at spisekort på restauranter er på
andet end ukrainsk. For den russisk/
ukrainsk-kyndige og tålmodige er
der imidlertid store oplevelser at
hente sig i denne del af Ukraine.
Henrik DocJcer p3 en tomt i
Lviv, hvor der engang 13 en
synagoge
blevet forsynet med et passende
museumsinventar. Her residerede
i tidligere tider polske adelsmænd.
Velbeslåede emigranter er hvad man
støtter sig til, når de stærkt beskadigede og forsømte palæer i dag skal
genoplives - som museer.
Men
megen
genopbygning
og
restaurering forestår. Det gælder
også tre slotte vi besøgte i omeg nen af Lviv, hvoraf kun det ene er
Fodnote:
*) Ewa Bylinska har i e n udm æ r ket artike l i Globen nr. 12. sommeren 2003 red egjo rt for s ine op leve lser i e t klo ste r i Lw6w, just
den by jeg indledning sv is - og igenne m he le min a rtikel - omtale r
som Lviv. Med sin pol ske baggrund fortrængte hun, at byen for
længst har f ået e t ukra ins k n avn.
so
Ordet "Ind oki na" har i mange år
haft en eksotisk klang i mine ører,
ligesom Timbuktu og - i sin tid Kathman du. I 1996 fik jeg så besøgt
Vietnam, inden de store turistmasser
begyndte at strømme til og skabe
fo rand rin ger - på godt og ondt. Men
de to andre la nde - Cambodja og
Laos - har til stadighed ligget og
luret i baghovedet som potentielle
rejsemål , blot afventende en forbedring af den sikkerhedsmæssige
situation .
I efteråret 2004 skulle det så endelig
være, og hele 3V2 uge va r det iykkedes mig at få stablet på benene til
dette projekt. Ja ja, jeg ved det, for
nogle af jer lyder det som oplægget
til en foriænget weekend og en hån
mod store og interessa nte rejselande , men for m ig er det altså en
ganske pæn periode, når der også
er et arbejde, der skal passes (og
en klub) .
Og - good news - det kan sag t ens
lade sig gøre at få en god oplevelse
af de to land e og se de v igtigste
" highli ghts" i løbet af en lille måned .
Det kræver dog, at man er villig til
at ofre lidt penge på interregionale
flyforbinde lser, for land - (og vand-)
tra nsporter på de kanter er godt nok
noget, der kan belaste et relativt
stram t tidsbudget.
Bangkok er det oplagte sted at
anvende som udgangspunkt for
en rej se t il Ind okina. Et stort antal
fl yselskaber kappes om at tilbyde
billige billetter hertil, og så er det
et gli mrende st ed at få skaffet de
nød vendi ge v isa (som dog også kan
udstedes på få minutter i lufthavne
og ved flere (men ikke alle) grænseovergange).
Det var mit fjerde besøg i Bangkok,
som bliver ved med at fascinere
mig. Bangkok er en slags "østens
New York", hvor livet leves
med speederen i bund alle
døgnets 24 t imer. Her kan
man altid finde nye seværdigheder (o~ gense gamle)
eller bare ga rundt og nyde
den gode mad, massagen,
de glimrende indkøbsmulig heder og den store hjertevarme fra de dejlige thaier,
for nu bare at nævne nogle
af de ting, som jeg personligt sætter højt.
er godt nok langsomt ved at genvinde sit ry som "øst ens Paris", men
indtil videre foregår det hele stort
set på en lille vejstrækning langs
Me kongfloden. Her er til gengæld
samlet både hoteller, restauranter,
internetadgang,
massacafeer,
getilbud o~ små buti kker, og om
aftenen, nar mørket falder på, er
der en hektisk trafik af fodgængere
og motorcyklister, der får græske
havnepromenader til at minde om
søndag formiddag i en mindre dansk
provinsby.
At komme fra Bangkok
til Cambodjas hove dstad
Phnom Penh er nogenlunde som at komme fra
København ti l Aa lborg . Byen
Naturens kræfter. Tempel nær
Angkor Wat, Cambodia
S1
Pragtfuldt vandfald nær
Luang Prabang, Laos
Bakery", hvor man kan forkæle sig
selv med dansk wienerbrød og god
kaffe, noget man uden tvivl vil sætte
stor pris på, hvis man har været
hjemmefra i månedsvis.
Et fedt sted at slå sig ned et par
dage eller tre, og når man har fået
nok af det spraglede natteliv og de
mange tiggere, buddhistiske templer, eksotiske markeder og evigt
truttende små motorcykler, så kan
man jo - evt. bag på en af sidstnævnte - besøge et par af de mindesmærker for Pol Pot perioden, der
findes i og omkring byen. F.eks. Tuol
Sleng, et museum indrettet i et af de
fængsler, hvor regimet opbevarede
nogle af systemets "fjender" under
de mest umenneskelige vilkår, et
sted der næsten ikke kan undgå at
efterlade en i en afmægtig tilstand
af depression over menneskeracens
ugerninger.
Eller man kan tage ud til "Killing
Fieids" en snes kilometer uden for
byen, hvortil man bragte de fanger, som man ikke mente at kunne
pine fiere oplysninger ud af. Stedet
fungerede
som
udryddelseslejr,
og for at spare på den dyrebare
ammunition var den mest almindelige aflivningsmetode den, at
ofrene blev slået ihjel med stokke
og hakker, for derefter - til tider
stadig levende - at blive kastet i
store massegrave. Flere af disse
er senere blevet udgravet, og en
masse af kranierne er - sorteret
efter alder og køn - anbragt bag
glasruder I et højt tårn. I sandhed
et makabert og tankevækkende
syn - og en dybt forstemmende
oplevelse.
mest berømte af templerne, nemlig
Angkor Wat, der i sandhed er en rejse
værd, selv for en kulturel ignorant
som jeg, der ikke har tålmodighed
til at tilbringe timer med at studere
finurlige detaljer eller læse side op
og side ned om årstal, bygherrer og
stilarter. Men stemningen i området
er fantastisk og må påvirke enhver,
p~ samme måde som når man første
gang står overfor Akropolis i Athen,
Pyramiderne i Gaza eller Macchu
Piccu i Peru.
Hvis overgangen fra Bangkok til
Phnom Penh er som fra København
til Aalborg, så føles ankomsten til
Laos' hovedstad Vientiane vel så
nogenlunde som at drage videre til
Ringkøbing. Vientiane er nok den
mest søvnige hovedstad jeg nogensinde har oplevet, og det mest dramatiske her er de store utildækkede
kloakhuller i fortovene, hvis lige jeg
kun mindes at have oplevet i Tirana.
Og så er her et "Scandinavian
Vejen videre nordpå til Luang
Prabang lægger naturligt op til et
stop i den lille by Vang Vieng, der
ligger idyllisk ved en lille flod, omgivet af de smukkeste grønne bjerge.
Her er masser at tage sig til. F.eks.
kan man leje en cykel og køre ud på
landet og nyde synet af små landsbyer omgivet af rismarker, eller man
kan udforske nogle af de kæmpemæssige huler, som området er så
rigt på. Man kan også tilbringe nogle
dejlige eftermiddagstimer med at
sidde i en oppustet bilslange og drive
langsomt ned ad fioden, evt. med et
par stop undervejs for at støtte de
initiativrige lokale småhandlende,
der sælger kølig Beer Lao undervejs
(evt. i kombination med halsbrækkende udspring i floden). Eller man
kan, hvilket dog nok mest appellerer
til den yngre generation, tilbringe
dagen henslængt i bløde puder på et
af de mange små spisesteder, mens
man drikker Beer Lao, spiser "happy
pizza" og ser MTV på storskærme.
Når man begiver sig videre nordpå
fra Vang Vieng, begynder man
for alvor at mærke, at Laos er et
bjergland. Der er mindre end et
par hundrede kilometer op til Luang
Prabang, men turen varer en god
del af dagen, grundet hårnålesving
og huller i vejen, for ikke at tale om
gede~ høns og andre husdy~ Men
Luang Prabang er rejsen værd. Den
lille by har en enestående beliggenDet smukke
Angkor Wat i Cambodia
hed på en spids landtange, omgivet
af Mekongfloden og en af dens
bifloder. Templer findes i hobetal
her (hvorfor byen da også er på
WHO's "World Heritage List"), men
dens allerstørste kvalitet er - efter
min mening - dens rolige og afslappede stemning, som man næsten
ikke kan undgå at lade sig påvirke
af. på byens hovedgade kommer
der EN GANG I MELLEM et motorkøretøj, men for det meste udgøres
den sparsomme trafik af fodgængere, der slentrer roligt rundt mellem smukke butikker og hyggelige
spisesteder. Eller lader sig friste til
en times massage, der her fås for
tre dollars, hvilket da vist må være
verdensrekord. I det hele taget er
prisniveauet i Laos (og Cambodja)
enestående lavt, betydeligt lavere
end i nabolandene Thailand og
Vietnam.
I Luang Prabang er der adskillige
firmaer, der arrangerer ture ud idet
smukke bjerglandskab, hvor der er
masser af relativt uspolerede landsbyer med farverige befolkningsminoriteter. Halv- eller heldagsture
med elefantridning, mountainbiking,
kajakroning, vandreture og picnic
ved maleriske vandfald. Eller trekkingture af varigheder fra et par
dage til en uge eller mere, og - som
sagt - priserne er lave.
Jeg meldte mig til en tredages tur
med "moderat trekking" i de maleriske bjerge og overnatning i de
små landsbyer, hvilket var en stor
oplevelse. Det blev nok mit livs mest
afslappede trekkingtur, eftersom de
eneste andre deltagere var to halvfede og storrygende tyskere, hvis'
fysiske erfaringsunivers var opadtil
begrænset af et par motorcykelture
Solnedgang over Mekongfloden, Luang
Prabang, Laos
rundt i Europa. Men skidt, jeg har jo
godt af at lære at tage det roligt, og
desto mere tid var der så til at falde i
svime over de vidunderlige landskaber og kæle med de mange bedårende hundehvalpe (hvoraf de fleste
desværre med stor sandsynlighed
kan imødese en fremtid i familiens
kødgryder).
Turen sluttede med et par timers
ophold ved det smukkeste vandfald
jeg mindes at have set nogensinde,
med små turkis blå laguner, som
man kunne skvulpe rundt i, mens
ens øjne frydedes ved synet af det
dybgrønne halvtag af blade fra tropiske træer og buske.
Som rosinen i pølseenden havde jeg
lige 4-5 dage tilbage til at tage ned
og nyde badelivets glæder ved en
af Thailands dejlige strande. Valget
faldt - lidt tilfældigt - på Phuket,
hvor jeg slog mig ned på den lille
Kamaia Beach, der ligger kun en
halv snes kilometer fra det totalt
turistinficerede
Patong.
Absolut
dejligt og afslappet sted, som varmt
kan anbefales, så snart det altså
er genopbygget efter den altødelæggende tsunami, der hærgede
hele regionen godt en måned efter
min hjemkomst. Lidt uhyggeligt at
tænke på, at ganske få uger skilte
mig fra at opleve denne naturkatastrofe på allernærmeste hold (jeg
boede i en lille bungalow lige ved
stranden). Og hvem ved, om jeg så
ville have været i stand til at skrive
denne beretning.
Læs rejseberetningen i sin fulde
længde på www.berejst.dk under
'beretninger'.
Videre til Cambodjas - ja vel hele
Indokinas - største seværdighed,
nemlig tempelområdet ved Siem
Reap. Området, der er ganske
stort, har fået navn efter det
Fra landsby nær Luang
Prabang, Laos
S2
S3
~---
--------------------- - - - - - - - - -- - - - - - -- - - - - - -- - - - - - - - - - - - - -.,.-- - - - - - - - - - - - - -- - - - -- - - - - - -- - - - - Venter p§ at fiskeren skal rigge Mden til for
at sejle os fra den lille flække sablayan til
bountyøen Pandan Island.
Uddrag af rejsebreve
fra Filippinerne
Tekst og foto: Jette Torp
Efter to dage i Manila og seks dage
på Palawan flyver vi nu til Cebu
I sland .
Vi har kørt tværs over øen i en gammel bus fyldt med kornsække, høns
og alt for mange passagerer - turen
over et lille bjerg var meget smuk
med grøn og frodig natur. Vi har kun
mødt ganske få turister, og det viser
sig, at der de sidste par år har været
kidnapninger og mord på turister
samt angreb i lufthavnen her og
bomber i Robinsans stormagasin i
Manila, hvor vi handlede.
Vi har nu hørt, at den tyske regering fraråder at rejse til Filippinerne.
Inden vi rejste, var jeg bekendt med,
at det engelske udenrigsministerium
også advarer, og jeg undersøgte
derfor, hvordan man stillede sig i DK,
men der var ingen advarsler.
Vi føler os ok om dagen, men går
ikke ret langt væk fra hotellet efter
mørkets frembrud, så nu springer
vi den tolv timer iange bustur til El
Nido på nordkysten over og flyver
til Cebu Island, hvor vi håber, der er
mere fredeligt.
Vi nyder den fantastiske natur, den
veniige befolkning og de billige
priser. I Sabang boede vi i en lille
hytte på pæle med udsigt over Det
Syd kinesiske Hav for 60 kr. Vandet i
brusebadet var opsamlet i en tønde
fra et vand fald i nærheden, og vi
hældte vandet over kroppen med en
kasserolle - hyggeligt.
hvor jeg godt kunne tænke mig at
fortsætte rejsen, men jeg må jo nok
hellere vende næsen hjemad!
Efter Palawan fløj jeg til Cebu, væk
fra terroristerne. NPA opererer især
på Basilan, Sulu og Mindanao i syd
samt i bjergene på hoved øen Luzon
og på Mindara.
Efter en overnatning i kedelige og
snavsede Cebu City kørte vi med bus
gennem meget grøn og frodig natur
mod nord, hvor vi sejlede to timer til
Bantayan Island. Boede i syv dage
i en lille hytte direkte på stranden,
med den skønneste udsigt over
Visayan Sea fra terrassen. Kørte
øen tynd på motorcykel med både
chauffør, Birthe og jeg på et sæde
- heldigt jeg har tabt et par kilo af
juleflæsket her i varmen! Besøgte en
skole, hvor al undervisning stoppede
og samtlige skolens elever troppede
op og studerede os. De fleste var
fattige fiskerbørn uden penge til
bøger og blyanter.
70% af Filippinernes 70 mio. indbyggere. er arbejdsløse, og fattigdom men var meget udbredt på Negros.
på Panay Island derimod dyrkede
de en masse sukkerrør, ris og majs,
og befolkningen boede i betydeligt
bedre huse. IlIoilo, som er hoved-
var at finde en fisker, der i det
oprørte hav ville sejle os den sidste
times tid til Puerto Galera.
byen, boede vi i en imponerende
villa fra kolonitiden med stor balkon
direkte ud til floden hos den graciøse
og elegante lady del Carmen. I det
enorme marmorbadeværelse fik jeg
feriens eneste varme brusebad, så
der kom gang i hår- og storvask.
Næste ø var Boracay, som to år i
træk er kåret til verdens flotteste
strand, og ikke uden grund - vandet
var turkisgrønt og sandet kridhvidt.
Vi vandrede rundt om øen, som kun
er 1 km bred og 9 km lang - reddede
mig alligevei et par flotte vabler.
Efter tre skønne dage i dette paradis
stod vi en tidlig morgen i kø i vand til
knæene for at sejle fra øen med en
lille banga. Her lykkedes det en lommetyv at åbne mit pengebælte, men
heldigvis mærkede jeg hans hånd og
råbte op, hvorefter han skyndsomt
forsvandt.
Lang og anstrengende rejsedag tii
Mindara med fire timers sejlads,
fire timer i en lille overfyldt jeepney
og to timer i en større ad hullede
og støvede grusveje, hvor vi sad
fem personer sammenpresset på
et sæde med tørklæder for næse
og mund, men støvet trængte alligevel ind alle vegne. Undervej s var
der underholdning af geder og høns
Vi traskede afsted i 30 graders
varme med al oppakningen i et øde
fiskerleje og fandt en fisker, der
til en enorm overpris indvilligede i
at stuve os sammen i sin banga i
kajakstørrelse. Var ikke særlig stolt
af situationen, da vi først var ude
i bølgerne, men nåede frem i god
behold gennemblødt fra yderst til
inderst.
Har nu tilbragt tre dage sammen
med min mor, som er hernede i 16
dage - rigtig, rigtig hyggeligt. Vejret
er vidunderligt, og her er ikke specie lt fugtigt.
i bussen. Det var mørkt, og vi var
trætte ved ankomsten til Sablayan,
en lilie fiskerflække, hvor vi fejlagtigt
fik indlogeret os på et fangelejragtigt hotel med et usselt badeværelse
uden toiletsæde eller træk og slip, så
ved daggry flygtede vi - stadig iført
det totait støvede rejsetøj.
Fik en fisker til at sejle os '/2 time ud
til Pandan Island, som er en forrygende lille ø med kun 18 hytter, med
åbne bambusdøre og -vinduer og
med udendørs sa ltvandsbrusebad .
Vi havde forsøgt at booke værelse
pr. telefon, men alle hytter var optaget, så vi havde indstillet os på at
sove på stranden, for vi ville bare til
den lille Robinson Crusoe ø.
fisk. Jeg har spist en masse østers,
muslinger, krabber og rejer - herligt.
Omkring år 1900 var 3/4 af landet
dækket af regnskov, men i dag er
der kun 18% skov tilbage. I regnti den juni - september huserer årligt
cirka 40 tyfoner.
I morgen går turen med færge
og bus til Manila, hvor vi skal på
sightseeing, indkøb, manicure og
pedicure for ingen penge, og torsdag videre til København over Hang
Kong og London.
Rejsen videre efter fire dage på
Pandan Island foregik i banga, jeepney og van, men fik en brat afslutning i Wawa, hvor vejen endte ved
Mindoro-bjergene. Eneste mulighed
En række sm§ banga-Mde tilhørende
fattige fiskere ved indsejlingen til
Mondoro Island
Primitive hytter langs
floden iSabIayan
Heldigvis blev der en hytte ledig
sidst på dagen, så vi slap for at sove
i de to hængekøjer, vi havde udset
os - og heldigvis for det, efter både
at have set store firben og - endnu
værre - en to meter lang, grøn
slange. Faktisk lever kongekobraen
her, gys!
Ud for Pandan Island ligger nogle af
verdens flotteste koralrev, som er
fredet af Unesco. Her findes mere
end 500 slags koraler. Ikke langt
herfra ligger Filippinergraven, der er
10.634 meter dyb. Landet strækker
sig fra nord til syd over 1900 km,
og fra øst til vest over 1110 km, og
er verdens tættest befolkede land.
Største indtægtskilder er ris, majs,
banan, mango, sukkerrør, svin og
Nu glæder vi os til at finde en lille
beach town , hvor vi kan svømme
i havet og få lidt sol på de hvide
aspargesben. Vi trives i det pragtfulde klima, det er ikke særligt fugtigt og ikke for varmt, skønt.
Vi er nu nået til Mindara, som er nr. 8
ud af 7.107 øer. Mindoro ligger ikke
langt fra East Timor og Australien,
S4
ss
www.berejst.dk
Sponsornyt og medlemsrabatter
Som nævnt via e-mails har klubben fået to nye sponsore r.
Adventure World er et rejsemagasin, der har 12.000 faste abonnenter + lidt løssalg . Af fordele for
klubben kan nævnes den 'affiliate-aftale' der gør det muligt at tegne et billigt prøveabonnement via DBK's
hjemmeside, hvorved der tilfalder klubben et kontant honorar hver gang dette sker. Endvidere sti ller AW et
antal årsabonnementer gratis til rådighed til brug ved den årlige Globen-skribentkonkurrence ti l efteråret
(mere herom i næste nummer). Men den største fordel for klubben er nok i virkeligheden indirekte, idet alle
arrangementer i Cafe Globen annonceres på AW's hjemmeside og elektroniske nyhedsbrev, der kommer ud til
tusindvis af rejseinteresserede mennesker hver uge. Dette giver stor interesse for cafeen , hvilket naturligvis
har en stærkt afsmittende effekt på interessen for den klub, der står bag. Endelig har AW stillet et bladstativ
med et stort antal gratis blade til rådighed for cafeen og dens gæster. Og så skal jeg hilse og sige, at AW er
meget interesseret i gode rejsebeskrivelser med ti lhørende billeder!
Cafe Globen er realiseringen af en drøm for mange medlemmer. Vores helt egen rejsecafe, ejet og drevet af
med lemmer af DBK. Cafeen er selvejende og økonomisk uafhængig af klubben, men der vil naturligvis blive
et intenst samarbejde med deraf følgende forde le for begge parter. De to parter reklamerer for hinanden via
bannere på de respektive hjemmesider, og DBK-foldere og medlemsblade ligger frit fremme i cafeen, mens
cafeen får behørig omtale i Globen. Af mere kontante forde le er det værd at bemærke, at du som medlem
af DBK (og det gælder såvel aktive som passive) får 5 kroners rabat på hver eneste ting du køber i cafeen
(der i forvejen har yderst rimelige priser) . Cafeen vi l - i et vist omfang - blive brugt til DBK-møder, selvom
det alm indeligvis ikke er hensigten at lukke cafeen af for offentligheden ved sådanne situationer (herfra dog
undtaget den årlige generalforsamling d. 26 . november) .
Herefter ser den samlede sponsoroversigt således ud:
•
Wasteels Rejser (www.wasteels.dk)
•
Gouda Rejseforsikring (www.gouda.dk)
•
Penguin Travel (www.penguin .dk)
•
Jysk Rejsebureau (www.jysk-rejsebureau .dk)
•
Friluftsland (www.friluftsland .dk)
•
Scanvik Books (www.scanvik .dk)
•
Rejseklinikken (www.rejseklinikken.dk)
•
Adventure World (www .adventureworld.dk)
•
Cafe Globen (www.cafeg loben.dk)
så må tiden vist være inde til at gøre lidt reklame for klubbens hjemmeside, der de sidste mange år har været
nidkært bestyret af Niels Iversen. Hjemmesiden er en vigtig del af vores ansigt udadtil, og det er via denne
vi har fået en stor del af den medlemstilvækst, der er sket de seneste år.
Men hjemmesiden er så sandelig også et vigtigt redskab til brug internt i klubben. Det er her du kan se, hvor
og hvornår de næste med lemsarrangementer løber af stablen og hvad der er planlagt at skulle ske på disse.
Du kan se alle de postkort, som medlemmerne sender hjem fra deres rejser, og du kan læse alle de mange
beretninger, der i tidens løb er skrevet af medlemmerne. Størstedelen af disse er identisk med artikler, der
har været i Globen, men i enkelte tilfælde er der også længere rejseberetning er, der ikke har fundet plads i
bladet. Som noget he lt nyt er der under 'Beretninger' tilføjet punktet 'Kronologisk liste', og her kan du se en
oversigt (med forsider) over alle de medlemsblade, der er udsendt siden november 1998 samt se, hvilke af
bidragene, der ligger på hjemmesiden (markeret med [NET)).
Via hjemmesiden kan du gå ind og læse om (og se billeder af) alle medlemmerne ('Blå Bog'), og du kan se,
hvilke medlemmer der holder foredrag og hvilke der har udgivet bøger. Der er også en glimrende 'portal'
('links, søgning'), hvorunder er samlet et uta l af nyttige links til hjemmesider om alt vedr. rejselivet.
Endelig kan du (under punktet 'Lister, statistik') hurtigt finde ud af, hvilke medlemmer der har besøgt et
bestemt land / territorium eller - omvendt - hvi lke lande / territorier et bestemt medlem har besøgt.
En oversigt, der (aht. privatlivets fred) ikke umiddelbart kan nås fra hjemmesiden, er oversigten over med lemmers personlige data (adresse, telefon, e-mail og alder), som findes i to versioner, nemlig dels den for
'almindelige' med lemmer og dels den for passive medlemmer. Adressen på disse fik du sammen med dit
medlemsbrev, og derudover vi l den fremover blive anført nederst i mails, der udsendes ti l alle medlemmer.
Nederst i disse oversigter står samtlige de pågældende medlemmers e-mailadresser, adskilt af semikolon, lige
ti l 'copy-and-paste' op i afsenderfeltet, såfremt man ønsker at sende en mail ti l alle de pågældende medlemmer. Dette bør dog gøres med omtanke (undgå overflødig 'spam'), og hvis man endelig gør det, er det en god
ide at anbringe modtagerne i bcc-feltet, så hele 'klumpen' ikke kommer med ved udskrift eller besvarelse af
mailen. Lad mailens subject / emne starte med 'DBK:'.
Lige et godt råd: Laven DBK-folder under 'favoritter' i din internet-browser og gem heri de to ovennævnte
adresser samt adresserne på DBK's og Cafe Globens hjemmeside, så er du fri for at gå og huske dem.
Afslutningsvis vil jeg vise et lille grafisk billede af, hvordan omverdens interesse for medlemsside n er steget
gennem de sidste 5-6 år. Fra en spæd start i år 2000 med gnst. 18 hits pr. døgn jævnt stigende til 51 i 2004,
hvorefter udviklingen er foregået nærmest helt eksplosivt her på det sidste, med 83 hits pr. døgn for årets første 4 måneder (faktisk omkring 100 i april måned). Dette er uden tvivl et udtryk for den synergieffekt, der er
opstået mellem klubbens hjemmeside og Cafe Globens hjemmeside (der allerede har 60-70 hits pr. døgn).
Nogle af disse har deres logo på hjemmesiden, og andre har annoncer i bladene, for hvilke der afregnes
kontant og/eller i form af "naturalier". Nogle yder forskellige andre bidrag , såsom f.eks. præmier ti l diverse
konkurrencer, kontante medlemsrabatter eller medlemsrejser til specialpriser. Lad mig endnu engang
fremhæve de helt kontante fordele:
•
Rejseklinikken : 15 % rabat på vaccinationer
•
Gouda: 33 % rabat på rejseforsikringer (Bemærk: Kun for aktive medlemmer)
•
Scanvik: 25 % rabat på rejsebøger og kort
Tag nu og brug nu den hjemmeside, der ligger et stort arbejde - og mange nyttige informationer - bag den.
Og hvis du har gode ideer til udvidelser / ændring er, så send en mail ti l webmaster Niels Iversen.
100.000
--,
---,
Kurv : Samlet anta opslag rå D Ks !]jemmesi e siden april OOJ
Linier: G .... antal bcsø unde pr. dag
I'
for åt'
ao1XJQ
•
Friluftsland: 15% rabat på næsten alle (ikke-tilbuds-) varer
•
Cate Globen: 5 Kr:s rabat pr. genstand
Per Allan Jensen
Ved køb hos Friluftsland SKAL medlemskort forevise s, og det samme gælder i Cafe Globen, med mi ndre du
er 'et kendt ansigt' (opfordring : bliv det!). De øvrige steder er det - indtil videre - nok at oplyse navn og
medlemsnummer.
5V
40.000
32
Støt vore sponsorer - de støtter os!
'l:I
20.000
IS
Per Allan Jensen
o
GLOBEN nr. 20/ Jun; 2005
56
~
~
2001
~
2002
,~
~
/
!$'
...V
./
2003
2004
2005
GLOBEN nr. 20/ j uni 2005
57
Mine 10 mest mindeværdige
eksotiske tømmermænd- og
historierne bag ...
Eventyrløs fodrejse
Wolfgang BOscher: Berlin-Moskva. En rejse til fods, 198 sider, Gyldendal
Af Henrik Døcker
Tekst og foto: Lars Munk
Den vesttyske journalist Wolfgang BOscher har vakt berettiget opsigt med sin 2500 km lange spadseretur
fra Berlin til Moskva. Det er virkelig den ægte vare at begive sig ud på en så enorm strækning med det faste
forsæt at det skal være til fods. Tre måneder tog det ham - han nåede den russiske hovedstad i oktober lige
omkring det tidspunkt, da den første sne faldt.
Det er en spagfærdig bog, som nok inddrager en dei af den historie, der knytter sig til strækningen, men ikke
tydeligt af forfatteren begrundes med nogen overbevisende ide. Nogle anmeldere har 'kaldt det en bodsvandring ihukommende Hitlers vanvittige felttog her under Anden Verdenskrig. Men under alle omstændigheder
var det ikke BOscher nok at være anerkendt journalist, nu ved dagbladet Die Welt, tidligere ugeskriftet Die
Zeit, han ville præstere noget mere.
Man må beundre den vedholdenhed, han har været i besiddelse af for
at realisere dette projekt: At gennemtrave sådanne områder med "et
fuldstændigt fravær af form og skønhed", som han skriver. Striber af
gudsforgåede barer, kantiner og spisesteder kom han til at besøge, det
ene mere trist en det andet. Han har formentlig fået bekræftet sine værste anelser, særlig dog om Hviderusland, grænseovergangene frembød
skuespil af grotesk tidsspilde, værst for noget så usædvanlig som en
g~ende.
Hvorfor fortælle historier om, dengang man lå på små hotelværelser
og svedte tran, n~r nu der er så
mange interessante muligheder for
historiefortællinger. Jo - årsagen er
simpel: Historien bag tømmermændene er ofte ganske interessant,
idet det tit er der, man kommer
tæt på lokalbefolkninger og stifter
bekendtskab med mange af deres
traditioner med små "gibbernikker"
og lignende. Jeg vil ikke ligefrem
anbefale nogle af nedenstående
tømmermænd, men på den anden
side kan det faktisk også være en ret
sjov indgangsvinkel til nogle store
oplevelser. Listen er ikke prioriteret
- det er ikke muligt at prioritere
tømmermænd.
1. Baikalsøen, Rusland
En 'smagsprøve' på et hotelværelse: Meget sovjetisk: Rå kalkede vægge,
okker og brunt. Ethvert spor af komfort, skønhed og renlighed fjernet. Et
enkelt blik på gulvet fik mig til at opgive tanken om endelig at kunne tage
støvlerne af og køle de varme fødder på stengulvet i badeværelset. Små
bække af rustrødt vand løb hen over det, bruseren var en sort gummislange på tykkelse med et sukkerrør. Et håndklæde? "Njet". Toiletpapir?
Jo da, damen i receptionen fremdrog nogle blade fra sin kittellomme.
"Jeg takkede rørt", bemærker den rejsende.
BOscher har naturligvis kort med i sin rygsæk, han har også forberedt en del kontakter ved hjælp af tysklærere i nogle af de stater, han gennemrejser: Polen, Hviderusland, Rusland. Men han har tilsyneladende
ikke nogen eksakt forhåndsviden om hvor han kan finde natkvarter, om han rammer beboet område ved
nattetide. Indimellem høster han kun afvisning efter striber af bønner om natkvarter. I tilgift får han af folk,
han møder, nogle drabelige, dramatiske beretninger om fordums helte, ja vovemod og vild tysk-russisk kærlighed midt under Anden Verdenskrig.
Han opsøgte sågar dødszonen omkring det sprængte atomværk i Tjernobyl. Han fik tilbudt en tysk soldaterhjelm med samt en hjerneskal. Han betakkede sig. Et stort tilvokset område er hvad der er tilbage, forladte
landsbyer, forvitrede elledninger. I Minsk trængte mængder af minder om massedrab sig på: Soldater, jøder,
partisaner, som hver især måtte leve i nuet, konfronteret med evig frygt for døden under det ragnarok, der
udspillede sig for 60 år siden.
Det er en lidenskabsløs skildring, en samling indtryk af afsavn, sorg og frustration i en del af Europa, der i
hvert fald endnu ikke har haft glæde af fjernelsen af Jerntæppet. Glimt fra skyggesiden af Europa. En bog til
at blive deprimeret af. Velskrevet og interessant på grund af sit tema. Men man spørger sig selv: Hvad skal
man med så meget komprimeret tristhed?
Denne tidlige morgen stod sveden
konstant på min pande, mit hoved
var ved at eksplodere, det føltes,
som om en alien var på vej ud gennem min mave, og blikkets fokus
svigtede fuldstændigt. Jeg slog min
personlige autopilot til og forsøgte
at følge med i Kiras tempo, på vores
vej mod nye destinationer. Men
manner - jeg var ynkelig. Dagen
forinden havde jeg ellers blot gået
en tur i den fantastiske natur ved
Baikalsøen, hvilket altså havde
taget en uventet drejning.
Jeg nikkede og grinede, når jeg tro ede, det var rette tidspunkt - hvilket det tydeligvis ikke altid var. ..
så måtte vi ha' endnu en ordentlig
vodka og nogle flere knus... Denne
seance gentog sig 2-3 gange mere,
så efter '/2 times tid og 4-5 tripel
vodkaer var jeg mere end klar til at
slingre videre.
Lidt senere på tu ren stødte jeg på et
TV-hold, der var ude for at optage
lidt scener til en film. Med sig havde
de deres vært og guide i Irkutsk:
kunstneren Alexander. Alexander så
en anelse slidt ud, og det var ikke
altid, benene ville det, som han ville.
Han havde tydeligvis allerede fået
"et par" sjusser indenbords, og han
var da heller ikke sen til at trække et
par øl frem - og der var flere, hvor
de kom fra.
Senere - efter en stribe af Alexanders
øller - blev Kira og jeg af TV-holdet
inviteret på fisk og vodka, og efter
nogle timers tid og rigtig mange
vodkaer senere, slingrede vi (undertegnede hovedsageligt) tilbage til
vores telt.
2. Zagreb, Kroatien
Historien om 14 purunge nødhjæipschauffører, der boede sammen i en
stor villa i Zagreb, og som holdt
nytårsaften i selv samme villa.
Allerede om formiddagen var politiet
på besøg, idet de synes, at vi fyrede
alt for meget fyrværkeri af. Et varsel
om, at det godt kunne blive en begivenhedsrig aften - også depotet af
drikkevarer taget i betragtning: 21
kasser øl, 25 flasker vin, 6-7 flasker
sprut og en håndfuld flasker champagne.
Well, natten var da også ung, da vi
startede med dans på bordene (altså
14 stk. kornfede lastbilchauffører),
og inden længde begyndte det første
bord da også at knage faretruende.
De, der ikke lige var i sving på bordet, sprang til og støttede bordet,
det bedste de havde lært, hvilket
tilsyneladende bare ikke var godt
nok - katastrofen var uundgåelig ...
på min færden var jeg stødt på
3 midaldrende stive gutter. Jeg
nåede dårligt at sig dav, før jeg
blev dunket i ryggen og fik den
første 3-dobbelte vodka stukket i
næven. Alle mand bundede, og så
klukkede de af vellyst. Den ene af
gutterne var vist lige en tand stivere end de øvrige, og han grinede
og ævlede løs i et tempo, der var
Kim Schumacher værdig. Desværre
foregik det hele på fuldmandsrussisk, så jeg fattede ikke en meter
af hans monologer.
PS: Jeg undrer mig over, at der ikke er noget kort, som vi ser forfatterens rute.
Baikalsøen
3 stive gu tter ved Baikal-søen.
ss
59
Bordet brasede sammen, og der lå
vi så og rodede rundt. Op og videre
med festen, så bordet blev smidt ud
ad vinduet - for at skabe lidt plads
til vores udskejelser. Vi var vant til
at køre i krigszoner og smadrede
byer, men vores stue var dog alligevel noget af det værste, jeg længe
havde set.
muligt, så vi alle kunne komme i
festligt humør og måske endda blive
fulde. Den var vi med på.
Tømmermændene vil jeg slet ikke
nævne, men da jeg 2. januar rutinemæssigt skulle blæse i en af politiets
balloner, var promillen dog faldet til
O.
3. Vang Vieng, Laos
Hvad er federe end at drive med
strømmen i en stor oppustet lastbilsslange, med et par Beer Lao ved
hånden, og så ellers skråle danske
julesange (specielt når det er jul),
efterfulgt af et herligt dampbad og
en god tur i byen? Næppe meget.
Juleaften slås her sammen med første juledag, idet jeg ikke helt kan
skelne de to dage fra hinanden, men
sikkert er det, at begge aftener var
helt forrygende, og at Beer Lao var
Kiras og mit foretrukne mærke. I
Vang Vieng kommer man simpelthen
ikke i nærkontakt med de lokale på
sådanne aftener, så kulturudveksling
var det desværre sm~t med, men
jeg har formentlig alligevel været
ikke alt for klog at høre på. Dagen
derpå blev tilbragt i hængekøjer,
og da vi blev trætte af det, slæbte
vi os fra backpacker-restaurant til
restaurant, hvor vores intellekt lige
akkurat kunne følge med til Disneytegnefilm.
4. Punta Allegre, Panama
Jeg havde fået forvildet mig ud til en
lille landsby i Darien - Punta Alegre
- beboet af farvede efterkommere
fra Panamakanalbyggeriet. Jeg var
kommet derud med et par lokale
biologer, der skulle iave nogle undersøgelser i områdets regnskove. Da
biologerne havde taget afsked med
landsbyen, og jeg var overladt til de
flinke iokale mennesker, tog de sig
kærligt af mig - og det betød fest og
fede kulturudvekslinger.
Tibeta nerfest, Zhongdian. Forfatteren pA
slap line.
krigsmaling (som jeg havde fået tidligere på turen), der stak lange søm
op i næsen, slugte ild, havde et sjovt
lille køkken (længe leve Trankia), o~
som spillede mærkelig musik pa
en lille båndoptager - The Beatles
og deres øvrige rockkollegaer har
aldrig rigtig for alvor bidt sig fast i
denne isolerede afkrog af verden.
Endvidere synes de jo, det var evigt
skægt at lære nogle danske gloser
- især de frække. Men manner - det
var en hård dag.
5. Isla Del Coco, Costa Rica
Isoleret på Isla del Coco, 550 km fra
Costa Ricas kyst, en ø, hvor g-lO
costaricanske nationalparkbetjente
udgør det eneste liv, bortset fra rotter, vildsvin og hjorte. Tro mig, når
jeg skriver, at der ikke skete særligt
meget på Isla del Coco.
Men så blev det jul - lillejuleaften
var julemanden tilfældigvis kommet
forbi øen med en kasse rom og en
sjat cola, og idet vi nationalparkbetjente ikke havde rørt en drabe spiritus i en måneds tid, var det en fin
anledning til en god fest. Festen blev
faktisk så god, at folk dagen derpå
var alt for trætte til at holde juleaften - så den blev aflyst...
6. Nha Trang - Vietnam
Dagen derpå var til gengæld ikke så
god. Nu er børn jo en gang nysgerri~e - hvad enten man har ondt i
haret eller ej - så hele dagen var min
lånehytte fuld af unger, der skulle
se denne mystiske fremmede med
For mange af læserne fortæller
overskriften "Mama Hahn Boadtrip"
sikkert langt mere end ord - intet
mindre end en legende på de lokaliteter (som ifølge rygtet nu er en
saga blott - snøft).
En tur ud i Det syd kinesiske Hav
med båden, ejet af den tidligere
prostituerede og nuværende narkoforhandler Mama Hahn, er en drømmetur for festgale mennesker. Her
kan billig lokal Dalat-rødvin hældes
indenbords i usunde mængder, hvis
man da ikke som alternativt springer
i vandet til en flydende bar og får
serveret katastrofalt ringe drinks,
der alligevel hurtigt bliver mikset
sammen med en slat vand. Kira og
jeg var naturligvis med på sådan en
tur, med masser af gode historier til
følge. Dem vil jeg så ikke komme ind
på her. Til gengæld skal jeg oplyse,
at vores tømmermænd her kan forklares meget præcist : Ren smerte.
7. Zhongdian, Kina
8 timers bustur op ad Himalaya
skrænter i selskab med køresyge
kinesere, der knækkede sig ud af
vinduerne, en stakkels kat indespærret i en sæk og en ældre lokal
kvinde, der synes, det var vildt fedt
at høre Red Hot Chili Pebers på min
Diskman. Men aftenen før havde den
ikke fået for lidt. Aftenen var foregået i selskab med 35-40 kinesiske
turister og en stor tibetansk familie,
der havde slået dørene op til en tibetansk kulturaften.
Tibetanerne spillede musik, dansede
og sang, mens publikum hyggede
sig med tibetansk brændevin og
tibetansk mad. Tidligt på aftenen
opfordrede
familiens
overhoved
publikum til at skåle med familien
og drikke så meget brændevin som
GLOBEN nr. 2 0/ Juni 2 0 05
60
Snart blev stemningen løssluppen,
og familiens og publikums øjne
begyndte at blive blanke, påvirket
af brændevinens naturlige indhold af
alkohol. Publikum kom ud på gulvet
og dansede rundt med familien og
begyndte at synge karaoke. Som
eneste vesterlænding til festen var
jeg naturligvis offer for, hvad som
helst de nu kunne finde på, hvilket
inkluderede udklædning og dans i
tibetanske tekstiler; afsyngning af
danske sange ("Støvledansen" (De
Nattergale) er altid et hit sådanne
steder, især hvis man kan få publikum til at synge og spille luftguitar);
og naturligvis skulle alle skåle med
den fremmede.
Festen endte dog lidt kaotisk, idet de
ellers normalt så smilende kinesere
ikke rigtig kunne styre deres temperament i påvirket tilstand, så der
opstod spredte slåskampe uden for
gildesalen.
Nyt~r j Zagreb
Jul i Laos
8. Søndrestrømfjord - Grønland
Som projektleder på et stort projekt,
hvor vi moderniserede hele cockpittet på Det danske Flyvevåbens
Herculesfly, skulle vi en tur til
Nordpolen for at teste, om også de
nye instrumenter kunne fortælle
vejen derop.
I Søndre Strømfjord gik flyet uheldigvis i stykker, så vi var strandet i
en uges tid. Med andre ord var tiden
inde til at teste det grønlandske
festniveau. Stedet, hvor vi festede,
lå omkring 500 m fra det hotel,
projektteamet boede på, men da vi
efter en festlig aften med de
lokale skulle hjemad, var det
blevet så pokkers koldt (- 43
°C), at vi fik forbud mod at
gå hjem - det var simpelthen
for farligt, hvis vi pludselig
fald i søvn undervejs. Altså
skulle vi med taxa. Desværre
var der ingen, der Ii~e kendte
telefonnummeret pa taxaen i
byen, og hvad gør man så? I
min ufattelige klogskab, som
på en eller anden måde har
det med at blomstre under
sådanne aftene~ ringede
jeg til nummeroplysningen
i Danmark, og til min store
forbløffelse kunne de rent
faktisk fortælle mig rette
nummer. Regningen for telefonsamtalen fik jeg heldigvis
aldrig. Da vi dagen derpå
var på ude og rekognoscere
området, var jeg - uden
overdrivelse - en kende mere
træt end sædvanlig.
Mens jeg sad og hyggede mig med
den goe' V2 liters flaske, kom der
en kvinde hen til mig og snakkede
løs. Hun afslørede hurtigt sig selv
som værende prostitueret, og idet
sådanne folk ofte har nogle spændende historier at fortælle, lyttede
jeg interesseret til, hvad hun havde
at sige (altså ud over, at hun konstant forsøgte at slæbe mig hjem i
"kassen", og det er aitså ikke lige
min stil). Da jeg havde drukket min
øl, ville jeg hjem og se dyner, så jeg
brød op og forlod restauranten. Hun
fulgte mig på vej, og pludselig så
hun sit snit til at hamre en ordentlig knytnæve lige i bægret på mig.
Nu havde hun brugt det meste af
en time på at overbevise mig om
det ene og det andet, uden at få
noget som helst ud af det - og det
skulle bare betales. Næste morgen
var mine tømmermænd bræget af
en anelse pafhed, og da jeg fortaite
Kira historien, var hun naturligvis
fuldstændig færdig af grin ...
10. Grand Canaria
Syv dage med en kammerat på Grand
Canaria - need I say more???
Jeg sender stafetten videre til min
gode ven Lars Kierkegaard, medlemsnummer 250.
9. Bangkok - Thailand
Vi var en flok, der havde
været ude og hygge os i
Bangkoks natteliv. De andre
ville i seng, men jeg nappede
lige en Beer Chang ekstra.
GLOBEN nr. 20/ jun i 2005
61
Den smukke Kluane Lake i Yukon territoriet,
Canada
Mine 10 bedste lande
de sorte, og sluttede af med at sejle
rundt i en meget lille båd omgivet
af 30 store spækhuggere, der var i
legehumør. At se et 10 tons tungt
dyr springe med hele sin krop op af
vandet er nok den største dyreoplevelse, jeg har haft.
Tekst og foto: Sisse Skipper Andersen
Jeg tænkte længe over, hvad skulle
jeg skrive om, der er jo et hav af
valgmuligheder, men s~ slog det
mig, at alle i vores klub mere eller
mindre går op i lande, så hvorfor
ikke tage mine ti bedste lande. Det
er noget, der ændrer sig, alt efter i
hvilken sammenhæng man tænker,
og eftersom man hele tiden besøger
nye lande eller genser gamle lande.
Men her er mine p. t. bedste lande.
Eller er det mystikken om inkaerne
og alle de tidligere civilisationer, der
byggede disse formidable bygninger,
som vi beundrer den dag i dag? Er
det at sejle p~ Titicacasøen og bo
p~ de afsides øer hos lokalbefolkningen? Ja, jeg kan blive ved om dette
land, som ieg heldigvis skal besøge
igen til nytar.
2. Guatemala
1. Peru
Det land, som har fanget mig mest,
er Peru. Jeg besøgte landet første
gang i 1993 og s~ igen i 1996. Der
er for mig noget magisk ved landet,
lige præcis hvad, ved jeg ikke. Er
det at st~ oppe i Andesbjergene
og mærke suset fra kondoren, der
flyver lavt hen over en? Er det at
g~ Inkastien, i 4000 meters højde
og lide i 4 dage, inden man til sidst
kommer op til Solporten og ser ned
p~ for mig verdens smukkeste sted,
Machu Picchu? Er det de fantastisk
smukke indianere, som bor overalt i
landet og er enhver fotografs drøm?
Dette land st~r p~ højde med ovennævnte. Efter mit tredje besøg i
landet i ~r er jeg blevet endnu mere
vild med dette flotte land. P~ trods
af uendelige historier om vold og
overfald i dette dejlige land har jeg
p~ mine rejser aldrig mødt andet
end de mest smilende og smukkeste
mennesker. Det er for mig det mest
farverige sted der findes. Mayaerne
med deres flotte dragter i skrappe
farver. P~skeoptogene i Antigua,
som med deres utrolige kostumer og
violette dragter og de ubeskrivelige
alfombras (tæpper p~ jorden), der
er lavet af blomster, frugter, grønt
og farvet savsmuld. Mere farverigt
kan det ikke blive. Og at høre brøleaberne over Tikals jungle ved morgengry kan f~ det til at løbe koldt
ned ad ryggen p~ enhver.
9. Belize
3. Brasilien
Brasilien er et stort smukt land med
for mig verdens smukkeste beliggende by, Rio de Janeiro. At st~
oppe ved Kristusstatuen og kigge ud
over strandene, Sukkertoppen, eller
svæve ned fra en bjergskrænt i en
hang~lider, er fantastiske oplevelser.
Og sa er der karnevalet, som skal
opleves, svært at beskrive. Landet
har ogs~ vandfaldet, der overg~r
alle andre, nemlig Foz de Iguacu,
vel et af de mest romantiske steder
p~ denne jord.
punkter var Kashgar marked, byen
Xiahe og vandreturen igennem Tiger
Leaping Gorge samt at cykle i det
smukke landskab ved Yangshou og
sove under stjernehimmelen oppe
p~ Den kinesiske Mur. Kulinarisk er
dette mit yndlingsland. Jeg tog vist
ti kilo p~ i de to m~neder, jeg var
der.
6. Fiji
5. Bolivia
4. Kina
At bruge 2 m~neder p~ at køre igennem dette kæmpeland fra vest til øst
er slet ikke nok. Der er s~ mange
spændende steder. Mine højdeKalasælger p§ Chichicaste·
nangomarkedet, Gua temala
på Altiplano'et i nogle varme kilder
og nyde en enest~ende solnedgang.
Indianermarkedet i Tarabucot som
er en af de mest originale, jeg har
set. Og La Paz med sine stejle gader
og heksenes gade med alt, der kan
kurere både fattigdom og helbred.
Ja endnu et land fra mit yndlingskontinebr for mig det vilde vesten.
Det har et vildt og fascinerende
landskab. At st~ p~ toppen af
Chachaltaya, verdens højst beliggende skisportsted i 5300 meters
højde med en storslået udsigt
omkring sig. Eller at sidde midt oppe
Det lille Stillehavsrige, som jeg kun
besøgte en uges tid, men som for
mig står for rent uspoleret paradis.
At blive modtaget på en fjerntliggende ø, som om man var en dronning. Bo i en lille str~hytte, uden
elektricitet, ingen butikker, intet
andet end et smukt hav og en ø med
svajende palmer.
Dette land er en lille outsider,
stedet er så anderledes end sine
naboer i det mellemamerikanske.
Hovedstaden er den største gan~
rod, jeg har set af en by. Midt ude pa
strækningen imellem den guatemalske grænse og Belize City spiste vi
morgenmad, og lige pludselig fandt
vi ud af, at ejeren var dan skfødt.
Hun havde boet de sidste ca. 40-50
i udlandet, først Canada og de sidste
13 år i Belize, og hun nød tilværelsen der. Hun talte et glimrende
dansk. Området, hun bor i, har en
masse menuitter, en sekt, der lever
som for flere hundrede år siden.
Men det bedste ved landet er det
flotte koralrev, som ligger ud for de
mange øer. Her oplevede jeg for nylig
at svømme rundt blandt to meter
lange hajer og rokker med en diameter på over en meter. Derudover
har jeg på min første tur derover set
de store mærkelige søkøer. Fisk og
koraler er også i topklasse her.
10. Indonesien
7. Thailand
Også et land, der for mig stort
set har alt, hvad en god rejse
behøver. Det store gamle
kongepalads
i
Bangkok,
templerne overalt i landet,
selvom man godt kan f~ nok.
Stammefolkene i det nordlige
og et paradis af sm~ øer og
bugter i det sydlige.
8. Canada
Vi kørte 8500 km igennem
det mest storslåede landskab,
jeg har set. Ja, et ord siger
det hele: STORT. Vi kørte
igennem de tre stater British
Columbia, Alberta og Yucon
med den ene store dyreopleveise efter den anden. Vi så
mange bjørne, b~de grizzli og
Også et af de lande, hvor to måneders ophold ikke er nok. Jeg kørte
fra toppen af Sumatra og ned over
Java til Bali. Men der er jo meget
mere, dette land kan tilbyde .
Højdepunkterne her var mødet
med orangutangerne i det nordlige
Sumatra, Borobudur og Prambanan
templerne uden for Yogjakartar,
samt de flotte risterrasser på Bali
Disse er, hvad jeg p.t. synes, er de
ti bedste lande ud af de 75, jeg har
besøgt, men det er svært at lige
fremhæve ti, da der er dejlige oplevelser i alle landene.
Jeg giver stafetten videre til Martin
(medlemnr. 141), som jeg første
gang mødte i et af mine ti bedste
lande, Brasilien.
Startstedet p§ Highway i Da wson
Creek, Canada
GLOBEN nr. 20/ Juni 2 005
62
63
Mine 10 bedste photo locations
Segovia, Spanien
10. Indonesien
Tekst og foto: Peter Højmose
Efter Mai Nygaard er det blevet min
tur til at fortælle en god historie
om mine 10 bedste foto locations . Eftersom jeg er bidt af et galt
kamera, var det ikke s~ svært at
vælge emne .
1. Ilulissat, Grønland
Allerede ved indflyvningen tilllulisat
ser man de kæmpemæssige iskolosser flyde langsomt ud gennem
Ilulissat isfjord, Kangia. Efter landingen er der straks endnu flere muligheder for at opleve den enest~ende
natur og s~ledes f~ fyldt kameraets
første memorykort. Om som meren
har man glæden af midnatssolen,
som giver mulighed for helt specie lle
nuancer og flotte farveskalaer. Vi tog
p~ en midnatssejltur med en gamm el fiskekutter, som manøvrerede
rundt blandt disse kolde, flotte og
vidt forskellige iskæmper.
6. San Marino
Island
m ation er, fi sk i alverdens farver og
skildpadd er, som ikker er blege for
at posere lidt for kameraet.
2. Hawaii
Foresti l jer at st~ p~ toppen af en
udslukt vu lkan i over 3000 meters
højde med 360 graders udsigt over
de omkringliggende 3 øer, som ligger
15-20 km væk - det er, hvad toppen
af Haleakala p~ Maui kan tilbyde . En
anden vulkan p~ naboøen, Hawaii,
resulterer ogs~ i en serie billeder.
N~r man st~r f~ meter fra Kilaueas
flydende lava med udsigt til de
omr~der, den har forvandlet til golde
sletter, og ser de veje, hvor lavaen
har blokeret for trafikken, bliver man
mindet om, at øen stadig er ung og
knap nok fuldt udviklet. Bevæger
man sig under havets overflade,
venter der en næsten endnu mere
imponerende verden af koralfor-
3. Great Ocean Road, Australien
Et par timer efter, at man har forladt
Melbournes hyggelige gader og dejlige vindistrikter, ~bner Det indiske
Ocean sig med ubamhjertige bølger
og en udsigt, hvor man let kan bi ide
sig ind, at det er Antarktis, man kan
skimte ude i horisonten . Turen langs
"Great Ocean Road" bugter og snor
sig langs med kysten og skiftes mel lem at løbe i niveau med havet og
p~ høje klippeafsatser over havet.
P~ turen f~r kameraet sjældent lov
til at ligge stille lang tid ad gangen,
da der gang p~ gang dukker flotte
formationer frem ude i vandet ...
"de 12 apostles", "London Bridge",
" Baker's Oven Rock", for bare at
nævne et par stykker.
4. Island
Efter at have g~et
Reykjaviks
gader
tynde lejede vi en
bil for at se iidt af
den
omkringliggende natuc N ~ r
man kører østp~ ind
i land et, mødes man
hurtigt af maleriske ~ bne vidder med
enge, græsninger og islænderheste.
Det g~r hurtigt op for en, at livet p~
landet heroppe er heit anderledes
end det, man kender fra Danmark.
Naturen er barsk, og v inden holder
sig ikke tilbage, og i kom bination
med dystre, dunkle skyer dan ner
det rammen om et helt utrolige og
anderledes motiver. Fortsætter man
lidt mere østp~, dukker atter andre
motiver op med hver deres særpræg
s~som Geyser og Gullfoss.
B~en San Marino ligger placeret
pa toppen af Mt. Titano høj t hævet
over det omgivende Italien, kun
15 km fra det azurbl ~ Ad riaterh av
med masser af lange badestrande.
Den gamle dei af Sa n Marin o er
omkranset af en fl ot ga mm el bymur
med en ridd erborg og to vagtt~rne,
som bringer tankerne hen p~ en
Prins Valiant tegneserie. N~r vejret
er klart, er udsigten fra det første
vagtt~rn over byen og borgen med
bymuren et enest~e nde motiv, som
ikke bliver mindre fængslende, n~r
man kigger ned ad bymu ren og
opdager, at der er over 50 meter ned
til den faste grund . Og s~ udsigten
over Adriaterhavet og det italienske
fastland er en est~end e.
5 . Gizapyramiderne, Egypten
N~r man kommer kørende ad vejen
ud fra Cairos mylder, dukker der
blandt hoteller og andre af nutidige
betonbyggerier noget op, som er i en
kategori helt for sig selv. F~ stenkast
fra den moderne civilisationens kant
ligger et af verdens syv vidundere:
Pyramiderne i Giza. Khufu-, Khafra og Menkaura-pyramiderne danner
alle tre et utrOligt motiv, som minder en om, at historien g~ r rigtigt
langt tilbage. Det er stadig svært
at forst~, at det, som med nutidens
konstruktionsteknikker og maskiner
viile væ re et kæmpebygningsværk,
blev bygget st ort set med de bare
hænder for over 4500 ~ r siden ...
med solen ski nn ende ret ned.
7. Angkor Wat, Cambodia
Bevoksningen er t æt, store gamie
træer, hvis kron er næsten lukker
alle solens str~ ler ude . I et stille
tempo nærmer vi os en lysning, og
f~ minutter senere holder vi foran et
af verdens vidund ere. Imponerende
stort, men stadig m ed en helt utrolig udstr~ling ligger Angkor Wat for
enden af broen, som går over den
store voldgrav, der i flere ~rhundre
der har kontrolleret adgangen dertil.
Motiverne er talrig e og i takt med, at
lyset og nuancerne skifter i løbet af
dagen, g~r der let en hel dag ell er to
med et glødende kamera i forsøget
p~ at indfange alle motiverne.
8. Segovia, Spanien
akvadukt, der med sine 2000 ~r p~
bagen stadig fungerer og trofast
forsyner byen med vand . Med en
kia r bl~ himmel som baggrund
er dette et motiv, der for mig har
I ~st sig fast som et af de flotteste
romerske
byg ning sværker,
jeg
nogensinde har set. Byens anden
store seværd ighed er ud en tvivl
Alcaza r, som er en utrolig flot gammel borg, der blev færdigbygget i
slutnigen af i 500-tall et. Borgen,
som mest minder om en, man
husker fra en god Disney-tegnefilm
med runde t~rne og spidse tag e, er
ogs~ et rigtig flot og eventyragtigt
motiv.
Hvis man p~ Sulawesi kører fra
Makassar op mod Tana Toraja i
højlandet, kommer man gang
p~ gang forbi de flotte terasser
med rismarker, som for mig er
et kendetegn ved Indonesien.
Ved ankomst til højlandet Toraja
har naturen helt ændret sig og
der er n~letræer og en utrolig
flot udsigt over kløfter og dale .
N~r man bevæger sig lidt uden
for Rantepao, dukker der snart
mange flotte eksemplarer af
det
traditionelle
torajahus,
Tongkonan, op. Det ligner en
sadel sat p~ toppen af et hus,
som st~r p~ stolper, men uden
tvivl et meget yndet og unikt
motiv,
Herefter giver j eg depechen videre
tii Line Friis Møller, hvis hitliste vii
være at finde i septemberudgaven
af Gioben.
9. Kastellet, København
N~r man g~r en eftermiddagstur rundt p~ Kastellet,
bliver man stadig forundret over, hvad Christian
4. n~ede at opføre i sin
regeringsperiode. De gamie
bygninger og ikke mindst
kirken og møllen er for mig
et meget yndet motiv, som
med ~rstidernes skiften
ændrer karakter og næsten
aldrig ser ens ud. Hvis
man g~r rundt p~ Kastellet
ved solnedga ng, kan man
opleve kanonsa lutten, som
bliver affyret fra det gam le,
flotte Sixtus-batteri p~ den
anden side af havnen. Ved
siden af Sixtus ligger den
gamle
maste kran,
som
til sam m en ogs~ udgør et
rigtigt godt motiv.
Segovia er en fl ot gammel by, som
ligger under 100 km fra Madrid.
Byen er specielt kend t for den gamle
I1ulissat,
Gron/and
San Marino
6 4
GLOBEN nr. 20/ j un i 2005
6S
Afholdte arrangementer
Cafe Globen
Tekst: Martin Anker Nielsen
Foto: Peter Højmose og Erik
Pontoppidan
Ja , så lykkedes det endelig . En
cafe, som tager udgangspunkt i
rejselivet, er åbnet - stort set med
alt, hvad dette måtte indebære.
Som de fleste af jer læsere sikkert
ved, så er ejerne alle medlemmer
af De Berejstes Klub (56 anpartshavere - dvs. ca. 1/3 af alle de
aktive medlemmer). Rigtigt mange
medlemmer har været forbi cafeen,
og det sætter v i stor pris på. Der er
kommet virkeligt mange positive
t ilbagemeldinger på cafee ns indretning, koncept og va resortim ent, 5~
v i håbe r naturligvis at kunne lokke
jer fo rbi i fremtiden også . Der vi l
selvsag t også ske mange forbed ringer fremover, så det sku lle gern e
blive endnu hyggeligere og endnu
mere interessant at besøge cafeen.
Mange af jer har ikke haft mulighed
fo r at kigge forbi Cafe Globen - de
fleste på grund af geog rafiske forhind rin ger - så derfor vi l jeg i ord og
bi lleder forsøge at give et indtryk af
højdepunkterne i udviklingen i cafeens fø rste t id.
Abni ngen af cafeen den l1.marts
var en stor succes. Der var masser af mennesker i løbet af dagen,
og Claus Qvists foredrag om Iran
var også velbesøgt. De følgende to
dage gav Arne Runge og Per Allan
Fra ØST
Fra VEST
D. 4. marts
Foredragsaften I Cafe Globen
glimrende fored rag om henholdsvis
Den Transsibiriske Jernbane og trekking i smukke omgivelser på Mount
Kenya.
Et andet specia larra ngement, som
havde særlig stor relevans for medlemmerne af De Berejstes Klub, var
et foredrag den 3. maj af den gamle
eventyrer Klavs Becker-Larsen, som
gav et strejftog i sine erfari nger
med modstandskampen under 2.
verdenskrig samt en motorcykeltur
op gennem Afrika i 1948. Foredraget
var på fornøje lig vis krydret med et
væld af underholdende anekdoter,
som gav indtryk af en mand, der
- på trods af en lettere bedaget
dåbsattest - bestemt ikke er stoppet med at leve og opleve. Klavs
naturligvis
Becker-Larsen
kom
o~så ind på sit berømmede forsøg
pa bestign ing af Mount Everest i
1951, dvs. to år før Edmund Hillary
og Tenzing Norgay nåede toppen i
1953. Foredraget var arrangeret i
De Berejstes Klub-reg i, og cirka 45
tilhørere va r mødt op for at lytte ti l
det meget Inspirerende foredrag af
den gamle legende.
Hver eneste torsdag siden åbningen
har der været foredrag af stor variation i cafeen, og ti l stor fryd for alle
omkring cafeen kan det afsløres,
at rejseforedragene virkeligt er
blevet en succes. på det seneste
har cafeen været fyldt hver gang,
der har været et arrangement,
så der bliver helt sikkert forsøgt
flere arrangementer af forskellig karakter i fremtiden - udover
rejseforedrage ne. Kig på hjemmesiden www.cafegloben.dk og følg
med i, hvad der bliver udbudt af
quiz-aftener, brætspilsturneringer,
debataftener mm. Kom og nyd
jeres cafe. Den er lavet til jer, der
synes om at komme i et hyggeligt
miljø, hvor det ene rejsetip tager
det andet med .. . naturligvis også
selvom man ikke er anpartshaver
eller har rejst i ligeså mange lande
som Bj arne Lund-Jensen!
Silkeborg hos familien Svarre.
D 3. marts besøg på den polske ambassade
14 glade og forventningsfulde DBK'er mødte op
hos Kirsten og Fiil i Funder Kirkeby. Der blev serveret en udsøgt indisk middag (b .la. til ære for Søren
Padkjær) og snakken gik lystigt. Søren viste billeder og holdt et spændende og inspirerende foredrag
om La hore & Peshawar i Pakistan sam t Rajasthan
og Varanasi i Indien. De simple vegetarretter i
Rajasthan lod ikke til at have været den store kulinariske oplevelse.
Hele 20 både aktive og passive med lemmer var
mødt op på den polske ambassade til et spændende arra ngement. Vært var den polske kuitu r
attache Elzbieta Wykretowicz, samt et par af
hendes kollegaer. Først fik vi vist en turistfilm fra
90'erne, og herefter blev vi ført gennem det polske
folks til tider tragiske historie, helt fra 1400 ta llet op ti l vore dage, hvor landet og fremtiden ser
lysere ud end nogensinde. Der blev disket op med
både v in og polske specialiteter, mens snakken gik
lystigt blandt deltagerne.
D 1. april hos Uffe Gadeberg
D. 1. april Thai aften
Arrangementet d. 1. apri l hos Uffe Gadeberg blev desværre aflyst pga. sygdom .
VI var en halv snes heldige medlemmer, der havde
meldt os til t hai-aften i Saskias dejlige lej lighed i
Gothersgade (naturligvis efter behørig opvarmn ing
med et par Chang-beer I Cafe Globen). Saskia har
været på kokkeskole i Thailand, og nu skulle teorien omsættes til praksis, med os klubmedlemmer
som vi ll ige forsøgskaniner. Og jeg må sige, at det
lykkedes over al forventni ng . For det første var
maden yderst lækker og meget autentisk, for det
andet va r der drikkevarer I STRIDE strømme (jeg
burde v ist egentlig have tru kket min cykel hjem),
o~ for det tredje va r der en rigtig god stemn ing . Og
pa ti lbagevejen måtte Lars og j eg lige en tur forbi
cafeen og sikre os, at Martin havde styr på det
hele. Tak for et superfint arra ngement !
D. 30. april hos Steen Ridder med »Belgisk øl«foredrag af Jakob Linaa.
Det lil le anta l (7) fremmødte medlemmer blev opvejet
af både foredragshold erens entusiasme og deltagernes
meget positive tilråb. Vi fik lært, at Ceres er en gul øl,
der lyder som en øl (dog er det uklart, om den kommer fra Belgien), at munke brygger glimrende øl, og
at der er god grund til de forskellige glas, man drikker
af. Hver øl (Urquell , Budvar, Stella Artois, Leffe, Mort
Subite Kriek, Hoegaarden, Brugse Witbier, Westmalle
Dubbel, Orva l og to Grimbergen) blev gransket, lugtet
til, smagt på, lyttet ti l, kigg e på, hvorefter Jakob kunne
konstaterer, at »det er en øl« . Foredraget blev til tider
afbrudt af udbrud af sponta n glæde, og alle måtte tage
hatten af for, at foredragsholderen ald rig veg fra sin
kurs trods forstyrrelsern e.
D. 18. april Ib larsen
En snes medlemmer havde sat ku rsen mod Per
Danielsens lokaler i det indre København, nærmere bestemt Rørholm sgade, hvor der blev serveret lækkert brød, skinke, pølse og ost. Helt fint,
men det egentlige trækplaster var jo nok dagens
fored ragsholder, nem lig Ib Larsen, der var kommet
hele den la nge vej fra Sarawak for at fortælle os
om 'erobrin gen' af Østtimor, der foregik sidste år
sammen med Jakob ( nåja, han havde vist også et
par andre ærinder). Ud over bi ll ederne, fik vi en
hel masse interessante informationer af hi storisk
og politisk art. For en dels vedkommende afsluttedes mødet hvor vi også startede, nemlig i klubbens
nærliggende Cafe Globen, hvor Ib fik lejlighed til at
møde nogle af de, der ska l med på Sarawakturen
ti l august.
D. 3. maj Klavs Becker-Larsen
Fortidens Everest ikon Klavs Becker- Larsen, var
på besøg hos De Berejste i en stuvende fuld Cafe'
Globen. Klavs fortalte blandet om oplevelser fra sit
spændende liv, lige fra sin ro lle i besættelsestiden,
over et længere ophold i Afrika til sit møde med
Himalayas yeti, og slutteligt en kort beretning om
sin internationalt and erkendte Everest ekspedition
fra 1951. Klavs havde medbragt sa lgseksemplarer
af sin seneste bog, som hurtigt blev udsolgt.
Kunder i baren
66
GLOBEN nr. 20/ j uni 2 005
67
270: Kristin e Korsg aard
269: Holdl Johanso n
Nye medlemmer
Rejs m sslgt bød min ba rndom mest
pa somm rf rier til det nordl ige og
central af Europa. Min første store
udenlandsrej
Hvis der fandtes terapigrupper for
· J!I!"9l'1 rejsejunkieS så ha vde jeg en fast
plads i rundkredsen I Skaden skete
}o-- - t allerede i en tidlig alder. Min far
var efter gymna si et,
og gik til Australien. Siden har jeg
besøgl I alt 3 lande.
sku ll e redde regnskove n, sådan var
det og s§ havde vi værsgo og flytte
med hen hvor regnskoven gror. Mit
motto er "man lever kun en gang - så
hvorfor sidde med hovedet i bøgerne
når man kan være ude og lege?".
Jeg elsker vores fantastiske klode
Jeg har v ret udstationeret i Sie rra
1 261:
Anders G. Jørg e nsen
262: Tina Vinther Dahl
N ~r jeg ikke sidder med næsen i
men efter et §r i USA p§ High
School va r det som om Danmark
rejseform er blafning, men derudover har jeg for nylig udforsket
aldrig blev det samme igen . Det
begyndte med interrail, og senere
cyklingens glæder. Jeg har i en
arbejde i bia. Tyskland og Schweiz.
periode boet i Kina, hvor min primære funktion var at undervise i
engelsk. N~r v interen og mørket
Mine sommerferier fra universitetet
er ligeledes blevet brugt til rejser,
og det er m in ambition at rej se så
meget som overhovedet muligt. Jeg
har a ltid rej st alene, men håber i
De Berejstes Klub at kunne møde
ligesindede, som oplever verden
som jeg .
trykker i Danmark befinder
jeg mig bedst under sydligere
himmelstrøg, og n~r tiden ikke
rækker til de store udfiugter
holder jeg meget af at besøge
familiens ødeg~rd i Sverige.
264: Thomas Snorgaard
Min børneopsparing blev anvendt
Da jeg var mindre, gjorde mine
p§ alt det den ikke var tiltænkt,
forældre en dyd ud af at rejse i
da j eg so m 18 ~rig rea li serede
en drengedrøm om en kanotur
ned ad Nahanni-floden. Russisk i
Argentina . Jeg ynder at skrive
rejsebeskrivelser, og har fået meget
positiv krit ik af modtagerne .
265: Carsten Da vid Strømsvik
266: Jan Klinte gaard
Der skulle g§ nogle §r før rejser
tiltrak sig min opmærksomhed og
og jeg gik ud af 8.klasse og tog ud at
ikke helt matchede hendes. En tur til
Austra lien åbnede dog mine
øjne for verden og rejsefeberen
ha vde for alvor fået tag i mig . De
~
gymnasium. Med denne positive
oplevelse i rygsækken har Jeg siden
frejdigt rejst ud i verden pa egen
h§nd. Nepal hitter som land nr. 1. Her
har jeg bl.a . besteget Island Peak p§
......L_....:....__....... 6200 meter. Ud over at rejse er jeg
vild med at vandre, ro kajak, sejle,
273: Ole Kofoed - Ol sen
- - -- - - -...... 274: Michaelsommerville Nielsen
Jeg føler mig berejst... Jeg har to
hjemlande. Danmark, hvor jeg er
født og vokset op, uddannet og har
bopæl. New Zealand er ogs§ mit
sted. Jeg ankom første gang i 1978,
blev gift der og blev skilt der mange
~r senere. At rejse har givet mit liv
dimensioner. Bekendtskabet med og
indsigten ind i fremmede kulturer
påvirker m ine egne daglige gørem~1
og kogekunst og sætter pris på
forskellighed i livet.
p§ "logbogen". Va r der tid kørte jeg
Europa tynd, tog en dykkerferie samt
275: H Idl Korsgaard
trekkede . Drøm men om den "store
tur" gjorde, at en sto r havkrydser
S m l
"TUREN".
Galapagos.
Pt
je~
ligger "Anaconda" pa
Næste m§1
er Fransk
Polynesien, og rejsen er planlagt t il at
vare i mindst 10 §r endnu .
mere man rejser, jo mere vil man jo
gerne se!
opdaget de mange rigdomme der
findes der. Jeg er far til Anders og har
nr. 2 på vej, men det afholder os nu
ikke for at rejse.
Rica som 16-§rig. Her boede jeg hos
en lokal værtsfamil ie og gik i et lokalt
i stort og sm§t. Jeg har lært sprog
blev bygget, og i 200 1 startede
senest 2 §r er det blevet til 20
lande og 6 kontinenter, og jo
efter at jeg ha r lært lidt spansk og
Min rejselyst blev for alvor tændt
efter et års udvekslingsophold i Costa
sejle. Efter 6 år var der over 40 lande
kæreste som var meget berejst og
som var ked af at min rejselyst
•
J g r født I 1965, og bor nu i
Dyssegard med min ko ne og to
børn. J g er udd nnet journa list i
1995 og arbejder nu som journalist
pa Politiken, hvor jeg pri mært
krlv r om miljø og t rafik. Jeg har
d sud n lav t r portagerejser til
bia. P~ k ø n, P rll, Kina, Borneo og
Slblrl n .
J g I'ar g nn mrørt tre mara tonløb,
vømm r og spiller sta dig lid t guita r.
I skolen drømte jeg mig langt væk,
mine penge. I '97 mødte jeg min
forelsket i Sri Lanka hvor jeg vil
have et sommerhus, n§r jeg blive r
gammel. I de senere ~r har Syd- og
Mel lem Amerika været rejsem§let,
272: Mikie Pil Cornelia Breum
ned til Antarktis, og derfra op til
tre-fire ar har jeg arbejdet som
rejseskribent og i perioder ogs~ som
rejsekonsulent hos Penguin Travel
j orden halv-rundt. Specielt er jeg
271: Michae l Rethen borg
mindst med at læse og meditere .
Europa. Første rej se ud enfor Europa
var til USA for at besøge min fars
fam il ie. Jeg nyder at rejse alene,
men også med andre, hvis disse er
eventyrlystne. Mit største rejseønske
er en tur til Chile, hvorfra jeg tager
gymnasiet bragte mig efterfølgende
til Rusland og Ukraine, og opholdet
blevet intensivt kursus i russisk
kultur o~ overlevelse. De seneste
Mine barndom sår var rige på mange
ting , men ikke på udenlandsrejser:
Min første rigtige rejse var først i
universitetsårene, hvor jeg rejste
endnu bedre at kende.
male, fotografere, danse og ikke
263 : Gerner Thomsen
267 : Erik Futtr up
og glæder mig til at skulle lære den
Jeg er fra en ikke- rejse nde fam il ie,
et atlas læser jeg statskundskab
i København. Min foretrukne
~
Leon ,og studeret I Bangkok .
I 200 4 blev j g klbsej er med
halvpart I "la Barca", og det
før te ejltogt op langs den
v n ke k "gard mod Oslo er p~
t gnebræ l t t.
~~ ~
268: Merete Holm-Bentzen
) " t.
»;.... ::.~ Jeg har altid godt kunnet lide at
~ rejse, og har fra jeg va r 4 §r rejst
~'I!\~\l~. flere gange om året, først med mine
J!
, foræ ldre, og siden hen alene og med
... familien. Jeg har været i 64 lande, og
J har en ide om at skulle se det meste
~ af verden.
Jeg kan godt lide overland-travel,
men synes også om en storby ferie.
Jeg er interesseret i de forske llige
folkeslag, ku lturer og religioner, og
skal til efter§ret 2005 læse Etnologi
p§ Åbent Universitet.
GLOBEN nr. 20 I Juni 2005
6 8
Amanda
nag r gik j g rllndt i
by og drømte om den store
v rd n. I d g r drømm ne blevet
til virk IIg11 d • j g har r jst j ord en
rundt og I r tabt mit hjerte t il
A I n .P~ min indre rejseopslagstavle
h ng r d r mange postkort. Mange
ar r d t rt rhanden blevet til
d rud , og I dag nyder jeg at kunne
kombln re mit arbejde som journalist
med min um ttellge rejselyst. For
nylig Ak jeg -1000 places to see
276: Jesper Kiby Denborg
~
;;S~"'-::~;;;;;i
Jeg er født og opvokset i Farum, og
med den baggrun d er der vel intet at
sige ti l, at jeg har haft lyst ti l at rejse
ud og opleve andre dele af verden.
Det laplandske
~eld
har altid haft
min store kærlighed . Luften er frisk,
:. og tiden st§r stille. I 2003 rejste jeg
. ~ for første gang til Thailand , og det
ændrede mit liv. De store sm il, den
utrolige evne til at leve i nuet har virkelig
fået sit tag i m ig. Jeg rejser ud lige så
tit jeg kan, og især udforskningen
b fore you dle.« Bogen m indede mig
af nye lande i Asien ligger højt p§
om, at jeg har mange steder til gode.
øn skelisten.
St atu s på m edlemme r :
Årsski ftet kost ed e de nne gang k u n 7 medlemmer (plus nogenlu nde samme anta l passi ve ) , hvil ket er reko rd Iave tal. Side n er mange nye kommet til , så v i n u - pr. 15 . maj 2005 - er 169 aktive og 6 0 passive m edlem mer,
og der er fiere an søg n inge r u nde r behandli ng. Det er b land t a ndet den megen p resseom t a le af Cafe Globe n ,
der har skabt forøget interesse for og opmærksom hed om k lu bben
Per Allan Jensen
GLOBEN nr. 201 juni 2005
6 g
Klubbens kontaktpersoner
• Juni 200 5
Søren Padkjær
info@berejst.dk
Per Allan Jensen
annoncer@berejst.dk
Skovagervej 22
8850 Bjerringbro
Tel. 86 68 36 63
Bernhard Bangs Alle 51A, 2.th
2000 Frederiksberg
Tel. 38 10 1078
Formand
Næstformand og
s{!onsoransvarlig
Martin Anker Nielsen
mann@lundbeck.com
Nikolaj Witte
nikolaj@wayout.dk
Blågårdsgade 31 , 1 tv
2200 København N
Tel. 5991 1447,
40858857
SkI. Annagade 32
8000 Arhus C
Tel. 86 18 11 36
22790384
Medlemskontakter
Bestyrelsen
Bjarne Lund Jensen
bjarne.lund@webspeed.dk
Niels Iversen
webmaster@berejst.dk
Høstblomsten 6, Lumby
5270 Odense N
Tel. 65 95 48 16,
65955295
Grøfthøjparken 162, 2.mf.
8260 Viby J
Tel. 86281856
Kasserer
Webmaster
Kenneth Hvolbøl
toastmastereast@berejst.dk
Kirkeleddet 323
3480 Fredensborg
Tel. 48 48 54 05
Toastmaster øst
K.J . FiiI Frandsen
toastmasterwest@berejst.dk
Skærskovvej 18
8600 Solkeborg
Tel. 86 851444
Toastmaster vest
Claus Qvist Jessen
cqj@tiscalLdk
Pernille A. F6h
pernillef@newmail.dk
Kalkerupvej 22, Fensmark
4684 Holmegaard
Tel. 60 12 36 61
Kobbersmedevej 15
8900 Randers
Tel. 86 421386
Sekretær
Globen
7 O

Læseforeningens opslagsarkiv

Transcription

Similar documents

Glæden, Sorgen og Lykken

Mærkesager - Liberal Alliance Vordingborg

Verdens territorier

GrænselAnD - De Berejstes Klub

Dengang turen gik ad h til

5 tips til - De Berejstes Klub

Skive kommunes - Tidlig Intervensjon

ROADTRIP - De Berejstes Klub

FRILUFTSLIV - De Berejstes Klub

OPRINDELIGE FOLK - De Berejstes Klub