docMærkesager - Liberal Alliance Vordingborg
download 
Report Transcription
Mærkesager - Liberal Alliance Vordingborg
Gl ben efterår 2012 / nr. 49 De Berejstes Klub autentiske rejsehistorier fra De Berejstes Klub Tema: Norden På ekspedition tværs over Grønland Island nord for polarcirklen Når tårerne fryser til is På ski i finsk Lapland Leder Medlemsrabat 15%. Medlemskort med billede skal fremvises. FRILUFTSLAND BUTIKKER THE NORTH FACE STORES KUNDESERVICE KØBENHAVN: LYNGBY: ROSKILDE: ODENSE: KOLDING: AARHUS: AALBORG: Danmarks største udvalg i The North Face. Vi er altid klar til at hjælpe dig. KØBENHAVN: Field’s ODENSE: Rosengårdscentret ÅRHUS: Bruun’s Galleri TELEFON: E-MAIL: WEBSHOP: Frederiksborggade 44 & 50-52 Lyngby Hovedgade 49B Karen Olsdatters Stræde 4 St. Gråbrødrestræde 6 Kolding Storcenter Østergade 30 Bispensgade 34 33 14 51 50 info@friluftsland.dk www.friluftsland.dk Sommeren på vores hjemlige breddegrader har som sædvanlig været lunefuld. Selv har jeg tilbragt min sommer med at rejse rundt i Jylland, på Sjælland og i Skåne, hvor mine smultronställen hedder Ven og Kullen – med en spontan afstikker til middelalderfestivalen i Visby på Gotland, for som du kan læse i dette nummer af Globen, har Norden faktisk masser at byde på. Efter et år som redaktør af Globen er det naturligt at gøre status, for bladet har undergået en forrygende udvikling. Vi har fået et nyt layout (som vi også løbende har tilpasset) med bl.a. nye og mere læsevenlige skrifttyper, vi har fået kort og glober på alle rejseartikler, og vi har fået et nyt bladhoved. Redaktionen er desuden blevet udvidet, så vi nu er 11. Forhåbentlig kan det også ses, at Globen nu er mere gennembearbejdet end tidligere. Men vi kan stadig godt bruge flere frivillige, så er du ferm til dansk sprog, grammatik og tegnsætning, kan vi altid finde plads til en mere på holdet! I øvrigt gennemfører klubben dette efterår en ny undersøgelse, hvor du som medlem vil blive spurgt om din holdning til Globen. Vi er altid åbne for nye forslag, som kan udvikle bladet, så tænk endelig efter. Dette efterår søsætter vi også et nyt initiativ, hvor vi inviterer Globens skribenter til at møde redaktionen i et forsøg på at opbygge et egentligt redaktionelt miljø omkring Globen. På forsøgsbasis har klubben indgået et samarbejde, som betyder, at alle medlemmer i Danmark i det næste år får tilsendt magasinet Vagabond Rejs sammen med Globen, uden at det koster en krone ekstra. Der er altså endnu mere spændende rejsestof at gå i kast med denne gang. Medlemmer i udlandet må nøjes med Globen, men får til gengæld bladet tilsendt før medlemmer i Danmark. Husk i øvrigt at være med til at nominere skribenter fra dette nummer af Globen til konkurrencen om at blive årets skribent og udvælg og stem på din favorit, så vi kan kåre en vinder på klubbens generalforsamling 17. november. Både nominering og den egentlige afstemning foregår på www.deberejstesklub.dk. Det er også på klubbens hjemmeside, at du kan smuglæse dig til, hvad vi har i gærde til næste nummer af Globen, som har deadline 30. oktober. God rejse- og læselyst! NOrden Godt udstyr - bedre oplevelser! Lars-Terje Lysemose, ansvarshavende redaktør GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 3 Gl ben Indhold SKRIBENTKONKURRENCE De Berejstes Klub Rejsemagasin fra De Berejstes Klub 38 ERITREA & YEMEN | Fra Jordens røvhul til dronning Elizabeths sølvtøj 39 CHILE | Dengang jeg blaffede … Og endte i Chile 40 NÆSTE KONKURRENCE | Dengang jeg fik en ny ven … 41 ISRAEL | Paranoia og Kitekats ved Det Døde Hav Forsidefoto: Søpapegøjer, Hornøya, Norge, af Morten Haagensen Indsendelse af tekst og billeder: redaktorgloben@gmail.com 45 Deadline til næste nummer: 30. oktober 2012 Næste tema: Central- & Østeuropa 31 Annoncer: annoncer@berejst.dk Tryk: Scanprint, Jens Juuls Vej 2, 8260 Viby J Oplag: 900 TEMA: NORDEN ISSN: 1603-1458 Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk Redaktion: 6 SVERIGE | 5 tips til Malmø. Og 9 tips til Skåne 8 GRØNLAND | På ekspedition tværs over indlandsisen 12 ISLAND | Nord for polarcirklen 14 FINLAND | På ski i Lapland 17 SVERIGE | Til Gotland på nostalgiens vinger 20 FINLAND | 5 tips til Helsingfors/Helsinki . Og 9 tips til Finland 22 GRØNLAND | Mit liv som åndemaner og bygningskontruktør i Lars-Terje Lysemose Ansv. redaktør Anja Povlsen Grafiker Jacob G. Jørgensen Medredaktør Anette Lillevang Kristiansen Medredaktør Søren Fodgaard Medredaktør Ann Kledal Medredaktør 48 menneskenes land 26 SVERIGE | Når tårerne fryser til is 28 NORGE | På brævandring i Jotunheimen 31 NORGE & SVERIGE | Med veterantog til Lapland 34 ISLAND, GRØNLAND, FÆRØERNE, SVALBARD, NORGE & SVERIGE | Rejsebilleder ØVRIGE ARTIKLER Rebecca Langhorn Korrekturlæser Per Allan Jensen Korrekturlæser 42 VIETNAM | På motorcykel gennem en tyfon 45 BURUNDI & RWANDA | Når nøden er størst 48 INDIEN | I nærheden af paradis 51 SOFAREJSER | Et udvalg af rejserelaterede udgivelser Jytte Kristensen Korrekturlæser DE BEREJSTES KLUB Hanne Kofoed Korrekturlæser 3 Leder 61 Bedste bidrag det seneste kvartal 62 NYE MEDLEMMER 64 NY 100-LANDEJUBILAR 65 SÅDAN GIVER DU ÅRETS BEDSTE GAVE 65 Kommende medlemsmøder 66 Klubbens kontaktpersoner Christinna PerezMerrild Korrekturlæser De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer, og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. 28 17 GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 5 Tekst & fotos: Lars-Terje Lysemose 5 tips til Malmø Moderne arkitektur n Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og har boet i Skåne siden 2002. Først i Malmøs Innerstaden og siden 2008 i Jakriborg mellem Malmø og Lund. Bydelen ligner en middelalderlig hansestad, men er opført 1999-2008. Læs mere på www.jakriborg. se. Om sommeren kan man hoppe direkte i bølgerne fra promenaden i Västra Hamnen, hvor Turning Torso, Malmøs nye vartegn siden 2005, står 190 meter høj. Skyskraberen snor sig over 54 etager og er Europas næsthøjeste boligkompleks. Desværre uden restaurant eller udsigtspunkt på toppen. Som nabo ligger Bo01, et expo-område med miljørigtige og arkitektonisk spændende nye boliger. Og 9 tips til Skåne Shopping & cafeliv Lilla Torg er stedet, hvor malmøitterne hænger ud over en kaffe eller øl på en solskinsrig eftermiddag eller sent om aftenen. Her er cafeer, restauranter og dansegulv. Om vinteren en lille udendørs skøjtebane. De røde bindingsværkshuse emmer af hygge. Hedmanska gården rummer et designcenter med gratis entré. Og der er stadig besparelser at hente på en shoppingtur, især på dagligvarer. Grønne arealer & vand Slottsparken er omgivet af søer og kanaler, som man kan sejle ad med båd eller på vandcykel. Pildammsparken er byens største og har to damme og et amfiteater. Og Folkets Park byder på tivoli og et terrarium. Græsarealerne ud mod kysten og Ribersborgs hvide strand kaldes ”Ribban” og er Malmøs svar på Copacabana. I Lomma mod nord er mere grundt vand + nøgenstrand. Malmø har i øvrigt rigtig mange gæs! Kano, vandring & kitesurfing Kulturhistorie Kystmiljøer Skove, søer, åer, strande, klipper og højdedrag. Skåne har det hele! Besøg Lunds Domkirke, Sankt Petri i Malmø, Dalby Kirke og Bosjökloster. Ven, Hallands Väderö, Hovs Hallar og Kullen (Kullaberg) er helt unikke. Tidslommer Vildt dyreliv Sveriges bedste agerjord Lunds Kulturen minder om Den Gamle By i Aarhus. Vikingeby i Foteviken. Elge, vildsvin, hugorme, sæler, marsvin, ørne, gæs – og ulve på afveje. Store æbleplantager i Kivik, sukkerroe-, raps- og kornmarker overalt. Fortidsminder Nybyggerby eller kulisseby? 179 borge, slotte & herregårde Ales Stenar ligner Stonehenge. I Uppåkra lå en stor jernalderboplads. Jakriborg er en forunderlig bydel. Rigtige filmkulisser findes i Ystad. Skåne blev svensk i 1658. Mange slotte stammer fra den danske epoke. Kultur & viden Sveriges tredjestørste by har Konsthall og Moderna Museet. Operahus og koncerthus. Malmøhus rummer et enormt museum for kunst, foto, teknik, søfart, historie og naturhistorie. Malmø er en by i stadig forandring. Fra gammel industri- og arbejderby til en moderne kultur- og vidensby. En proces som er eskaleret efter etableringen af universitetet Malmö högskola i 1998 og Øresundsbroen i 2000. Multikulturel & etnisk smeltedigel Hver tredje malmøit har udenlandske aner. På Möllevångstorget, kaldet ”Möllan”, er der frugt- og grøntmarked, butikker og restauranter fra Asien og Mellemøsten og altid leben i gaden. Malmø – som kærligt kaldes ”København M” – har mere end 300.000 indbyggere, heraf over 10.000 fastboende danskere. Bydelen Annestad ved brofæstet kaldes ”Danskbyn” og ses som en dansk ghetto! GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 7 Ankomst til Kulusuk i Østgrønland – venter på transport med lokal fanger til Ammassalik. På ekspedition tværs over Grønland Den til tider kraftige vind gør, at slæder skal fastgøres samt læ-mur etableres for teltet. Man vs. Nature. Tekst & fotos: Simon Honoré To års træning og planlægning skulle omsider stå sin prøve. Kunne to helt grønne polareventyrere krydse den nærmest uendelige indlandsis? Spørgsmålene var mange, men optimismen og humøret var helt i top. Med to slæder på hver 90 kg tjekkede min ven Henrik og jeg ind i Kastrup Lufthavn med retning mod Grønland og forhåbentlig et eventyr, vi aldrig ville glemme. Vi ankom til Kangerlussuaq (tidligere kendt som Søndre Strømfjord), hvor vi skiftede fra en Airbus 330 til et mindre firemotorers Dash-7-fly, som nu skulle fragte os over indlandsisen til den lille bygd Kulusuk på østkysten. Vi sad med næsen klemt flad mod ruden hele flyveturen over indlandsisen for at iagttage isen, som vi om kort tid, med egen kraft, skulle tilbagelægge i modsat retning. Men det var ikke nemt at se terrænet, da det hele lignede et stort vattæppe. 8 Indflyvningen til øen Kulusuk var uforglemmelig. Vi fløj en kort strækning i lav højde langs kysten, hvor man tydeligt kunne se havisen, som nyligt var brækket op og lå i enorme isflager, drive rundt i polarhavet. Vi landede på en landingsbane af grus og steg ud til en vindstille forårsdag i juni 2006 med temperaturer omkring frysepunktet, samt en skinnende sol fra en krystal blå himmel. Nu begyndte eventyret for alvor. S l alomsejl ads mellem isbjerge Fra Kulusuk havde vi ikke sørget for videre transport til ”storbyen” Ammassalik 30 km mod vest. Vi kunne tage den nemme – men også dyreste GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 – løsning: helikopter. Men det ville være sidste udvej. I stedet ledte vi efter en lokal, som kunne sejle os til næste destination. I ”ankomsthallen”, som var på størrelse med stuen i et almindeligt parcelhus, fik vi fat i Anda, en lokal fanger, der sagtens kunne sejle to personer samt de 180 kg tunge slæder videre til Ammassalik for et mindre beløb. Det var en sand slalomsejlads mellem de mange isbjerge, men med en erfaren fanger som Anda, der var vokset op i området, virkede det som en søndagstur gennem islabyrinten. Og pludselig dukkede der en typisk grønlandsk bebyggelse op med forskelligt farvede huse i træ, bygget op ad en fjeldside. Det første syn, der ventede os, var dog lossepladsen, hvor alt byens affald blev deponeret. Ikke lige den idyl, man havde ventet! Ved ankomsten til Ammassalik fik vores fanger Anda prajet byens taxa, som kørte os op gennem fjeldet til vores første base, som var et klubværelse, man kunne leje. Det var helt perfekt og udsigten i top, for man kiggede ud over det meste af bygden samt havneanlægget. Der var én dobbeltseng, men vi var enige om, at hvis ikke vi kunne enes her, stod det skidt til med resten af turen. Klubværelset bugnede snart af udstyr – lige fra ski, slæder, benzin, satellittelefon og solpaneler til mad og meget andet. Udstyret var pakket ud, så politiet kunne inspicere det medbragte og sikre sig, at vi var ordentligt forberedt til krydsningen af isen. Dagen efter besøget fik vi vores starttilladelse, og nu kunne det ikke gå hurtig nok med at komme af sted, for vi var begge superspændte efter knapt to års forberedelse. Til vands , til l ands og i luf ten Klar til ekspeditionen fik vi kontaktet Anda, som indvilligede i at sejle os nær bygden Isotorq, punktet for vores ekspeditions begyndelse. Efter knap en times sejlads stod det dog klart for os, at isen var pakket, og at det var umuligt at komme igennem, så vi måtte returnere til Ammassalik for at vente på fralandsvind, så isen kunne blæse væk fra kysten. Efter to dages ventetid besluttede vi sammen med Anda at prøve igen. Men heller ikke denne gang lykkedes det, og vi måtte atter en gang returnere til Ammassalik. Det var her, vi for første gang blev konfronteret med, at den grønlandske natur på alle måder bestemmer dagsordenen, og at der er en grund til, at grønlænderne tit benytter ordet imaqa, som betyder måske, for man ved aldrig, hvad vejret byder på. Vi havde nu sammenlagt brugt over en uge på østkysten, og vi måtte i gang, inden foråret rigtig gjorde sit indtog. GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 9 Det lykkedes os at få en aftale med den lokale helikopterservice om at få et lift over pakisen, dog til en position betydeligt længere væk end vores planlagte startpunkt, men vi blev dog fri for pakisen. Dagen efter læssede vi alt vores udstyr i helikopteren, og endelig af sted det gik. Over isfjorden, med den endeløse pakis, med retning mod dét, der mest af alt lignede en kæmpe, kridhvid dyne, som gennem tiderne havde dækket Grønland og dets mange fjelde. I helikopteren blev vi bedt om at foretage et hurtigt drop-off på isranden, da brændstofniveauet var ved at være i bund. Så da landingsstellet rørte sneen, sprang vi straks ud af dørene og kastede vores udstyrsposer og slæder ud i sneen. Alt gik så hurtigt, at det ikke rigtigt gik op for os, da helikopteren fløj, at vi nu var helt alene, og at 600 km ventede forude, inden vi ville nå vores mål, Kangerlussuaq på Grønlands vestkyst. Slæderne blev organiseret og skiene gjort klar, og de spæde skridt vestover blev taget langsomt, men sikkert, med en fart på 4 km/t. D aglig rutine på isen Efter en relativ nem opstigning på isen kom vi endelig af sted i solidt tempo. I kun let frost tilbagelagde vi uden større problemer etaper på omkring 20-25 km om dagen. Men selv efter fire dage kunne vi stadig se de enorme bjerge på østkysten, og det fik os til at føle, at vi ikke rigtig havde fremdrift, selvom vi allerede var over 60 km inde på isen. Som dagene gik, og fjeldene mod øst forsvandt, fik vi tunet og trimmet udstyret, så alt virkede optimalt. Vi var nu kommet ind i en daglig rytme, hvor hver havde sine daglige pligter. Uden større debat blev der bygget en læmur i vindretningen, samt teltet rejst, hvorefter den ene af os straks kravlede ind og begyndte at smelte sne De kraftige frosne læderskistøvler slider godt på ens fødder. 10 til madlavningen, alt imens den anden fortsatte udendørs med sikring af slæder og telt samt montering af solpanelerne i retning af solen. Sidste mand derude tjekkede, at vores nødudstyr lå i den ene slæde, og at slæden var ekstra godt sikret til isen, så hvis en storm indtraf, og teltet blev flænset og blæste bort, kunne vi overleve længe på den ene slædes indhold. Og hvis uheldet virkelig var ude, kunne vi bruge plb’en (personal locator beacon) til en evt. redningsaktion. Om dagen havde vi en helt fast arbejdsrytme – ca. 60 minutters fysisk aktivitet i form af at slæbe af sted med den nu knap 100 kg tunge slæde. Herefter fem til otte minutters pause, hvor vi fik varmt vand fra termokanden eller fra vores fleksible vanddunk, som vi holdt delvis frostfri med en hjemmelavet varmecelle. Der blev hurtigt spist chokolade, energibarrer og nødder, og så stod den ellers på 60 minutters slæb igen. Grunden, til at pausen ikke var længere, var kulden, som hurtigt kølede kroppen ned, så vi blev nødt til bevæge os for at holde varmen. Efter en 10 timers arbejdsdag glædede vi os til at skulle spise vores medbragte frysetørrede mad samt sætte tænderne i det røgede spæk, som jeg havde indkøbt på et lokalt kødmarked i Letland få måneder forinden. Det var lige noget, kroppen havde brug for efter en lang dags anstrengelser. Tandpine Efter ni dage på isen indtraf den første skavank i form af betændelse i en visdomstand, hvilket var yderst belastende, da jeg ikke kunne sove om natten og derfor ikke fik restitueret ordentligt. Jeg begyndte straks med kraftig penicillin, men selv efter fire dage døjede jeg med hævelse og ømhed i hele den ene side af kæben. Den manglende søvn gjorde, at dagene, der i forvejen var hårde, nu blev en pinsel at komme igennem. Vi havde hjemmefra aftalt, at vi ville følge vores rute og dagsetaper uanset hvad, og at det kun var vejret, der kunne stoppe os. At lave en sådan aftale med Henrik, som i øvrigt var frømand, var sin sag … Jeg ville ikke pive og slet ikke bede om nåde for en hviledag, så vi fortsatte ufortrødent, og to dage senere var jeg ved at være normal igen. Vi var nu halvvejs på ekspeditionen og fornemmede for første gang, at vinden skiftede retning og begyndte at blæse østfra, så vi fik delvis medvind, GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 hvilket var yderst behageligt for ens ansigt, som havde små forfrysninger af den ellers konstante modvind. Vores højeste punkt blev knap 2.500 moh, og nu ventede en næsten 300 km lang nedstigning til vestkysten, hvilket gav optimisme og øget motivation. Kort tid efter passerede vi det højeste punkt og fik en kraftig storm, som varede i halvanden dag. Under stormen følte man sig så lille i den store arktiske ødemark, hvor det igen var naturen, som satte dagsorden, og ikke os. Denne gang viste naturen rigtig tænder med vind i orkanstyrke, som kunne blæse i dagevis. M inder fr a Smeltevandssøer begynder at dukke op allerede 70 km før vestkysten. Grønslands indlandsis er flere steder mere end 2 km dyb og menes at være ca. 110.000 år gammel. Den dækker et areal på 1,7 millioner km², hvilket svarer til 81 % af Grønland. Hvis den smeltede, skønnes det, at vandstanden i verdenshavene ville stige med over 7 meter. D en K olde K r ig 200 km fra vestkysten nåede vi et delmål, som var et levn fra Den Kolde Krig: Dye2-stationen som var en femetages radarkonstruktion, der under Den Kolde Krig havde været en del af en radarlinje på 52 radar-stationer fra Alaska til Island, som skulle varsle USA om indkommende bombefly fra Sovjetunionen. Stationen var blevet forladt i 1988, og indenfor fandt vi en kalender, som var stoppet på en bestemt dag i foråret 1988. Stationen virkede nærmest spøgelsesagtig, da den var forladt i sådan en hast, at intet andet end de helt personlige effekter var taget med, samt det daværende hemmelige computerudstyr. Efterladt var mad i frysere, tøj på værelserne, uendeligt meget dåsemad i lagerrummet, samt reservedele til alt. Ikke så langt fra den nedlagte station lå Camp Raven, der fungerede som en øvelseslandingsbane for arktiske missioner til både Nord- og Sydpolen. Her kunne piloterne lære at lande på indlandsisen under mere kontrollerede forhold. Vi besøgte det amerikanske ægtepar Mark og Lou, som drev denne minilufthavn på isen. De var yderst gæstfrie, så vi endte med at slå lejr hos dem og blive der halvanden dag, hvor vi rigtig hyggede og snakkede om livet på isen og spiste hjemmelavede burgere, som Mark tilberedte på en gas-grill ude på isen i -20°C. Sikke et syn! Hvert andet år tilbragte de fem måneder på isen uden tv og radio, kun med en radioforbindelse til Kangerlussuaq og mulighed for at sende korte e-mails ud fra satellit-telefonen. Da vi endelig forlod Camp Raven, var humøret så højt, at vi ikke følte noget kunne stoppe os nu. Grønland S meltevandsfloder og k æmpe søer Med det høje humør gik det derudad, og vi kom tættere og tættere på vestkysten, samtidig med at vejret ændrede sig til det mildere, og sneen blev tung og våd. 70 km fra vestkysten begyndte smeltevandsfloder at dukke op, hvilket gjorde fremgangen langsom, da man ikke altid kunne finde den mest direkte vej gennem labyrinten og ofte måtte gå tilbage for at prøve en anden vej ud. Det lykkedes os med korte dagsetaper at komme så langt, at vi kun var 30 km fra vestkysten, men her tog ekspeditionen en dramatisk drejning. Vi var havnet i et kæmpemæssigt smeltevandsområde med floder og kæmpe søer overalt. De var så brede og kraftige, at de ikke kunne forceres med det medbragte udstyr. Her kæmpede vi os frem i flere nætter, det tidspunkt af døgnet hvor solen var svagest. Vi gik i vand til knæene og mod en temperatur, som kun var på vej opad og dermed ville betyde mere smeltevand. En nat, hvor temperaturen var -7°C, besluttede vi, at dette skulle være den nat, hvor vi kom ud af smeltvandshelvedet og ned fra isen. Men omkring midnat indtraf det første problem: Jeg røg igennem den frosne is og stod i vand til brystet kun iført bomuldstøj, ikke just en god kombination. Isen var ikke tyk nok til at bære os, selv på ski og med halvtomme slæder. Vi anede ikke, hvor der var fast is, og hvor det var smeltevandsis, så det var russisk roulette at finde vej. Et utal af gange brast vi gennem isen og stod i vand til hofterne og måtte knuse os vej igennem, til vi igen havde fast is under fødderne. Efter tre timer var vi så stærkt nedkølede og havde mistet al kontakt med fødder, knæ og hofter, at vi traf en hurtig beslutning om at vende kursen stik nord mod et punkt, som så ud til at være højere terræn, end hvor vi befandt os nu. 30 minutter senere var vi på en lille knold på isen, som bestod af fast is. Her fik vi, med krumme og stive fingre, slået teltet op med fire pløkke og greb liggeunderlag og sovepose i slæderne og kravlede hurtigt ind i teltet og smed alt det våde tøj og kravlede i soveposerne, hvor vi lå og stirrede stift på hinanden, uden at veksle et ord … Vi var presset på livet. En bitter beslutning Efter adskillige timer kom varmen stille og roligt tilbage i kroppen, og vi fik sikret teltet på isknolden, men ikke ordentligt nok til at kunne modstå selv moderat blæst. Det eneste, som rigtig kunne holde, var de fire medbragte is-skruer, som vi fik skruet i den faste is. De andre sikringer bestod af slæden og stave, der blev dækket til med tø-sne. Vi havde et problem, som ikke stod til at løse. Vi kontaktede en bekendt i Kangerlussuaq, som bekræftede det værste: Der var mere varme på vej. Vi brugte et par dage på ski uden slæder for at se, om det var muligt at finde en vej ud af smeltevandsområdet, men forgæves. Vi måtte træffe en bitter beslutning om at få helikopter-assistance fra vestkysten det sidste stykke ned fra isen. Det var ikke muligt at finde en sikker rute ud, og efter oplevelsen et par nætter tidligere, hvor det var tæt på at ende helt galt, ønskede vi ikke at risikere vores liv endnu engang, for vi ville begge hellere hjem og selv fortælle om eventyret end at stå i en politirapport som savnet på isen. 30 timer senere stod vi i Kangerlussuaq i +10°C og tænkte: Sikke et eventyr! Det indeholdt så meget mere end bare den ydre rejse på 600 km over indlandsisen, for vi fik også et stærkt og uforgængeligt kammeratskab, samt en naturoplevelse der aldrig bliver glemt. n Simon Honoré har medlemsnr. 504. Han er nu 30 år og foretog ekspeditionen over indlandsisen i 2006. Han har siden boet i Pituffik (tidligere kendt som Thule) i Grønland og foretog tidligere i år en krydsning i sejlbåd over Atlanten 2.500 sømil fra Vestindien til Azoerne på 19 dage. Læs mere om hans mange eventyr på www.simonhonore.dk. GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 11 Lundefugle – også kaldet søpapegøjer. De yngler fra maj til august og opholder sig derefter på det åbne hav. Største bestand i verden findes i Island, og Grímsey har den største koloni. Flyveturen tilbage til fastlandet var smuk. Skiltene markerer den nordlige polarcirkel. På den lille ø Grímsey, tre timers sejlads fra Islands hovedø, finder man landets største koloni af søpapegøjer. Isla nd nord for polarcirklen Ugæstfri ser den ud. Nøgen og blottet for de kolde polarvinde. Intet sted at søge ly, når vinterstormene raser. Set fra hovedøen – fastlandet om man vil – syner Islands nordligste beboede ø ikke af meget andet end en gold klump sten 40 km borte. Men skinnet bedrager. For ud over smuk natur og millioner af fugle er der masser af liv derude. Sejlturen ud i Grønlandshavet med færgeselskabet Sæfari fra Dalvík tager tre timer. Færgen går kun tre gange om ugen – mandag, onsdag og fredag. Afgang fra Dalvík kl. 9 og retur fra Grímsey kl. 16. En enkeltbillet koster 4.000 ISK (195 kr.). Sejlturen sker denne dag i skønt sommervejr, men jeg kan forestille mig, at færgen kan gynge en del ved høj søgang, for når man først er fri af fastlandet, er der intet til at give læ. Da vi kommer nærmere, kan vi se Grímseys stejle, grå fjeldvægge, som rejser sig fra det kolde dybe hav. Toppen af den aflange ø er græsklædt. Træer er der ingen af. Den kun 5,3 km2 store ø er eneste beboede sted i Island, der ligger nord for polarcirklen – her er altså lyst hele døgnet omkring midsommer. Sammen med en veninde skal jeg tilbringe et døgn på Grímsey med overnatning i det lille gæstehus Gullsol, et hyggeligt lille sted med udsigt til livet på havnen. Det koster ca. 400 kr. for et dobbeltværelse. I køkkenet kan man selv lave mad, og desuden findes der en opholdsstue. Og så er huset faktisk øens ældste! På Fyrtårnet knejser over stejle, grå fjeldvægge, som rejser sig fra det kolde dybe hav. Tekst & fotos: Rikke Skafte Jespersen rundtur Da vejret er så godt, bruger vi det meste af tiden på at vandre øen rundt ad to omgange. Polarcirklen kløver øen, og et lille skilt annoncerer den ellers usynlige grænse. Og så bruger vi ellers lang tid på at studere søpapegøjerne, som også kaldes lunder, for oplevelser på øen består primært af naturen, fuglene og stilheden. Nå ja, der er da også en opvarmet pool, men det har ethvert islandsk samfund med respekt for sig selv – selv med kun 90 indbyggere. Vi ser også kirken, kaldet Miðgarð, opført i 1867. Men der findes ingen lokal præst. Øboerne låner en fra fastlandet fire gange om året. Og lægen kommer kun en gang om måneden. Øen har også en restaurant, der serverer alt godt fra havet – og kogt søpapegøje! Det sidste har jeg smagt tidligere på Færøerne, og jeg føler ingen trang til gentagelse … Jeg falder i snak med en af øens unge, en pige som fortæller, at det ikke er usædvanligt, at man vender tilbage til øen, efter at man har fået en uddannelse, da det er et trygt og godt sted at leve. Hvad man skal bruge en uddannelse til, ved jeg dog ikke, for hovederhvervet er fiskeri og forarbejdning, lidt turisme, en lille købmand, en lille skole og børnehave og lidt fåreavl. Dagen efter flyver vi kl. 14.30 med Iceland Air til Islands næststørste by, Akureyri, som har 18.000 indbyggere og mange fine gamle huse, museer, botanisk have og gode muligheder for at købe islandske uldprodukter og lækkert friluftsudstyr. Jeg havde bestilt flybillet i god tid og fik den næstbilligste kategori til 450 kr. for en enkeltbillet. Ved afgang fik vi et diplom med flot svungen skrift, som dokumentation for, at vi havde været nord for polarcirklen. En tur til Grímsey kan varmt anbefales. Men sørg for at bestille fly i god tid af hensyn til plads og pris. Samlet gav vi kun ca. 1000 kr. per person for vores lille Grímsey-eventyr. radiograf har givet hende mulighed for at opholde sig i længere tid uden for Danmark - bl.a i Nordnorge og på Færøerne. Efter Island tog hun på endnu en øtur, denne gang til Danmarks nordligste ø, Hirsholmene i Kattegat. Island Vi havde selv arrangeret vores tur til Grímsey i sommeren 2012, men rejsen til Island med direkte fly fra København til Akureyri var arrangeret af Ruby Rejser. Flyet går kun en gang om ugen om sommeren. Inkluderet i rejsen var en uges ophold i en fiskerhytte 35 km nord for Akureyri med fuld pension (15 deltagere og tre koordinatorer), hvor man skulle deltage i madlavningen til to måltider. Der var to udflugter med i prisen: hvalsafari med efterfølgende fiskeri af torsk og sej og så en heldagstur ind til søområdet Myvatn. De øvrige dage var vi på egen hånd. Min veninde og jeg besøgte også Islands næststørste ø, Hrísey. Resten af tiden gik med vandring. Et stort hit var også at bade i ”varmepotten” hver aften inden sengetid. Solen stod stadig højt på himlen, og hvor end man vendte sig, var der et fantastisk vue over bjergene og fjorden. Varmepotten fik sit 80°C varme vand fra undergrunden, og så blev det blandet med koldt vand, hvilket gav en konstant og behagelig temperatur på 40°C. n Rikke Skafte Jespersen har medlemsnr. 545 og har besøgt 65 lande. Hendes job som GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 13 De frosne elve fungerer som motorveje for både dyr og mennesker – de er den mest effektive måde at bevæge sig frem i landskabet på. Et åbent stykke elv skal forceres. Ikke alle elvene er tilfrosset. På s k i i f i n s k L ap l a n d Nord for polarcirklen ligger Urho Kekkonens nationalpark. Her er rensdyr, vild ødemark – og meget få mennesker Tekst: Elsa Lysgaard Ranzau Fotos: Elsa Lysgaard Ranzau & Rasmus Gregersen Hytten er et kærkomment syn efter en hel dag på ski. ”Vent lidt! Nu gør de front imod os!” Min kæreste Rasmus og jeg befinder os sammen med to venner på en frossen elv i den finske del af Lapland. Det samme gør en flok rener, som står foran os midt på isen, og de har åbenbart bestemt sig for, at det er deres elv, og at de ikke flytter sig for fire invaderende skiløbere med pulke. Urho Kekkonens nationalpark ligger nord for polarcirklen i det nordøstlige hjørne af Finland, og tanken er at forsøge at nå helt ud til den russiske grænse ved at løbe på ski på elven, som alt andet lige er den nemmeste og fladeste vej frem gennem landskabet. Mange af dyrene har også opdaget, at det er nemmere at gå på elven, og vi ser rigtigt mange dyrespor. Renerne har vi spottet på lang afstand, men til vores overraskelse flytter de sig ikke, efterhånden som vi kommer nærmere – tværtimod rykker de tæt sammen og vender sig imod os. Jeg begynder at overveje, hvordan det vil føles at blive stanget i maven af en ren, før det ender med, at renerne trækker sig fra denne konkurrence i stædighed. Efter en god kaffepause i solen ved et shelter lige ud til elven når vi frem til den russiske grænse, der på disse breddegrader er markeret med nogle pæle på elven og gule advarselsskilte på finsk, klipset på hvert eneste grantræ i nærheden af det ingenmandsland, som ligger op til grænsen. Vi kan ikke nære os for lige at gå et par meter ind i ingenmandslandet, men beslutter os så for, at vi ikke ønsker at møde den russiske grænsepatrulje her uden for lands lov og ret og vender skispidserne mod Finland igen. Vi har natten forinden haft -26°C, og efter en meget lang dag på ski vil vi gerne overnatte i en af de åbne hytter, som nationalparken stiller til rådighed for skiløbere og vandrere. Da vi nærmer os hytten, kan vi se røg stige op af skorstenen – et sikkert tegn på at hytten er optaget. Men hyttens fem tjekkiske skiløbere rykker heldigvis sammen, så der bliver plads til os fire. Nu er hytten fyldt, og tøj hænger til tørre overalt. Tjekkerne er flinke og laver te til os. Aftenen går med guitarspil og grejnørderi, som godt kan lade sig gøre, selvom vi ikke har noget fælles sprog. F ølg r ævens spor Næste dag fortsætter vi sydpå. Så vidt muligt kører vi i snescootersporene, hvor sneen er mere fast, og også her kan vi lære af dyrene, for når sporene er sneet til og svære at finde for os, kan vi ofte følge rævespor – da rævene jo også er interesseret i at spare på kræfterne, bruger de snescootersporene. Om aftenen slår vi teltlejr i en dal ud til en mindre elv. Der går ca. tre timer hver aften med de praktiske gøremål i forbindelse med at slå lejr op, grave toilet, smelte sne til vand, lave mad osv. Vi overnatter i en tipi, hvor vi har sat en træplade under den bærende stang – på træpladen kan stå to brændere, og når brænderne er tændt flere timer hver aften i forbindelse med snesmeltning har vi en god varme inde i teltet, og man kan sidde og hygge sig med en kop kaffe, mens kun teltdugen adskiller os fra de -20°C, der nogle aftener er udenfor. Ved denne temperatur virker gasbrændere ikke ret godt, så derfor bruger vi benzinbrændere med rensebenzin. På åbent fjeld Efter nogle dage når vi op på åbent fjeld, hvor vi over trægrænsen skal krydse et pas for at komme ned i den næste dal. Vi forsøger at finde den nemmeste vej igennem passet, men da der ikke rigtigt er nogen spor at følge, er det vanskeligt. Vi er pludselig ude på en stejl fjeldside, hvor vi skal krydse skråt op langs fjeldsiden, for at komme op i passet. Her er så stejlt, at pulkene skrider ned af fjeldsiden, og det er umuligt at holde dem på ret kurs. Vi har en hurtig rådslagning og chokoladepause, hvor vi bliver enige om at sende en person i forvejen for at finde en farbar vej frem, og derefter må vi være to personer om at trække hver pulk over det stejle stykke – så lykkes det. Landskabet er utroligt flot – et frossent vinterparadis, hvor der ikke er nogen spor af civilisation at se, så langt øjet rækker. Hele dagen møder vi ingen mennesker, men ser til gengæld flere gange store flokke af rener på fjeldet. Nogle dage har vi drømmeføre, hvor sneen har en frossen skorpe, som bærer os – andre dage har vi tøvejr med tung, klampende sne under skiene. På disse dage når vi ikke ret langt og er glade for, at vi har telt med, så vi kan slå lejr hvor som helst og ikke er afhængige af at skulle nå frem til en hytte. Undervejs bliver der konsumeret utrolige mængder af chokolade – det virker nærmest som om, vi fortolker begrebet varieret kost som, at så må man skifte mellem forskellige chokolademærker og smagsvarianter. Som yderligere variation har vi surprise – dvs., vi har hver taget en (spiselig) GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 15 Stemningsbilleder fra den årlige middelalderfestival i Visby. Urho Kekkonens nationalpark Til Gotland på nostalgiens vinger Skiltning og rutemarkering findes nærmest ikke, når man kommer nogle kilometer væk fra fjeldstationen, så man skal kunne navigere selv. Nationalparkens ansatte kører af og til spor på snescooter mellem hytterne (øvrig snescooterkørsel i parken er forbudt), så sommetider vil der være et godt spor at køre i. Andre gange må man selv gå spor, hvilket kan være meget hårdt, hvis der ligger 80 cm løs sne. Til gengæld er terrænet ikke teknisk vanskeligt. KLIMA: Vinterfjeldet opleves bedst fra sidst i februar til april. I marts-april oplevede vi temperaturer fra -26°C til +5°C inden for samme uge, så man bør være forberedt på store temperaturforskelle. Parken er også et godt vandreområde om sommeren. REJSEN DERTIL: Finnair flyver fra København til Ivalo via Helsingfors fra ca. 2.000 kr. t/r. Fra Ivalo kan man fx tage bussen til Saariselka eller Kiilopää, som ligger lige uden for nationalparken. OVERNATNING: I Saariselka og Kiilopää er det muligt at overnatte på hotel, vandrehjem og i hytter. En seng på vandrehjem koster fra 36 euro. I selve parken er der også hytter og sheltere, man kan overnatte i, både hytter, man kan reservere på forhånd og betaler for (fra 10 euro per person), og hytter hvor man uden beregning kan dukke op og sove, hvis der er plads. Det er klogt at have et telt med som reserve, hvis der ikke er plads i hytterne, eller hvis man pga. dårligt føre ikke kan nå frem til en hytte inden aften. Vi har hidtil været på to ture i nationalparken af hver en uges varighed, hvor vi for det meste har overnattet i telt, senest i 2011. Læs mere på www.utinaturen.fi/ utflyktsmal/nationalparker/urhokekkonensnationalpark og på www.suomenlatu.fi/kiilopaa/en. overraskelse med til gruppen, som vi skiftes til at give, fx grillpølser, kage eller lignende. I meterdyb sne Fra vores idylliske teltlejr ved elven i en dal sætter vi af sted i godt vejr og højt humør. I dag skal vi ikke gå ret langt, og vi tager os derfor god tid til kaffepauser og frokost i en tom hytte undervejs. Fra hytten skal vi op over en fjeldtop over trægrænsen og derfra ned i en dalsænkning, hvor vi har set på kortet, at der ligger et shelter ud til elven – her vil vi gerne overnatte, da det giver mulighed for at have bål om aftenen – noget vi savner lidt i teltet. Men fra fjeldtoppen kommer vi forkert ned i dalen. Vi er pludselig i meterdyb sne midt mellem granstammerne og ryger konstant igennem sneen og styrter med arme, ben, ski og stave på kryds og tværs i alle retninger, og må kæmpe os selv og udstyret op igen – for blot at ryge igennem igen 10 meter senere, og igen lede efter skistave, rygsække og pulke i sneen. 500 meter og to timer længere nede i dalen finder vi et godt spor at køre på, men da vi har kørt nogle kilometer, må vi indse, at vi 16 er i den forkerte dal! Det er efterhånden ved at skumre, men vi beslutter os for at fortsætte lidt endnu. Forreste mand går og føler sig frem med skistavene for at finde sne, der kan bære, og med denne fremgangsmåde er vores hastighed meget lav – men dog hurtigere end at træde igennem meterdyb sne. Endelig er vi ude ved elven, nu med pandelamperne spændt på, for det er ved at være mørkt. I vores iver for at nå frem til shelteret opdager vi for sent, at vi er kommet ud i et område med overfladevand, som fryser fast på skiene og gør dem meget tunge, men heldigvis er der fast is nedenunder. Vi når frem til den lille pynt, hvor shelteret skulle ligge, men det gør det bare ikke, for vi er nemlig kommet ind på en lille indsø bag elven, og er slet ikke på selve elven endnu – en fold i vores slidte kort har snydt os! Vi er efterhånden dødtrætte, og vi bliver enige om, at to personer går ud og leder efter shelteret, mens de andre bliver ved pulkene. På gps’en kan vi se, at vi kun har 400 meter til shelteret, men de to spejdere vender tilbage med nedslående nyt: For at nå frem til shelteret skal vi forcere en meget stejl skrænt fyldt med graner. Det GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 virker som en umulig opgave at trække de tunge pulke op ad skrænten nu, efter vi har været i gang hele dagen. Ved fælles hjælp og udsigt til Christians overraskelse ved lejrbålet lykkes det dog, og vi når frem til shelteret næsten 12 timer efter, vi lagde ud. Her venter bål, varm kakao med rom og flødeskum og hygge siddende i soveposerne. Jeg er så træt, at jeg falder i søvn siddende ret op og med en kop te i hånden. Det er med blandede følelser, at vi efter en uge på fjeldet vender skispidserne mod Kiilopää. På den ene side vil vi gerne, at turen skal fortsætte. På den anden side må vi nok erkende, at efter en uge på fjeldet er vi ved at være en ildelugtende forsamling, og noget så trætte af tørmad, så Kiilopääs brusebade, saunaer og aftenbuffet trækker i os. Et er dog sikkert: Vi skal tilbage til Finland igen! n Elsa Lysgaard Ranzau har medlemsnr. 331 og tog efter studierne et år til Grønland og arbejdede, hvor hun fik smag for naturen på den nordlige halvkugle og for at vandre og stå på ski. Tekst & fotos: Erik Pontoppidan AREAL: Nationalparken ligger i det nordøstlige Finland, nord for polarcirklen og op ad den russiske grænse. Parken blev etableret i 1983 og er med et areal på 2.550 km² et af Finlands største beskyttede naturområder. Den er opkaldt efter den finske statsmand Urho Kekkonen og hedder på finsk Urho Kekkosen kansallispuisto. Med DC-3 til middelalderfestival i Visby I dag er det meget få piloter, som er i stand til at flyve en DC-3. Derfor er piloterne ”old boys” med solide erfaringer fra dengang der var rigtige piloter til! Jeg tror, at rigtig mange medlemmer af DBK mener, at oplevelsernes dybde og kvalitet bliver større, jo længere der er til rejsemålet. Og det er da rigtigt, at man ofte møder spændende og fremmede kulturer i Langtbortistan. Men bortset fra det så er det en sandhed med modifikationer. Jeg har et stort rejseprojekt i tankerne, når jeg i nær fremtid ikke mere er arbejdsramt: Jeg vil Øland passeres i modvind, før vi krydser Østersøen. tage på en lang rundrejse gennem Udkantsdanmark, med overnatning i telt på primitive lejrpladser eller på små, ydmyge pensionater. Aftenerne vil jeg tilbringe på den lokale kro i selskab med de lokale og adskillige store fadøl. Her er jeg helt sikker på, at jeg vil få masser af kulturchok og eksotiske oplevelser! Men tilbage til emnet for denne artikel: Til dem, der har rejst næsten overalt og nu søger efter specielle og Vi venter forventningsfuldt på starten fra Roskilde Lufthavn i Tune. alternative oplevelser, så har jeg et godt forslag: Tag på en weekendtur med den legendariske DC-3 til middelalderfestival på Gotland! DC-3 Vennerne Der findes en dansk forening, som hedder DC-3 Vennerne. Foreningen har ca. 3.000 medlemmer, og dens eksistens er ene og alene baseret på, at den vedligeholder et flyvedygtigt GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 17 Den årlige middelalderfestival i Visby Tag med ud at flyve med en DC-3 For at komme ud og flyve med DC-3’eren kræves, at man er medlem af DC-3 Vennerne. Et årsmedlemsskab koster 250 kr. for enkeltmedlemmer og 350 kr. for en husstand eller for medlemmer, der bor i udlandet. For kontingentet får man – ud over adgang til at komme med på turene – det spændende blad ”DC-3 – nyt”, der udkommer fire gange om året. Bladet indeholder mange interessante artikler om gamle fly, luftskibe, m.m., og det er her, turene annonceres. Prisen for turene varierer, afhængigt af destinationen. De billigste rundflyvninger, hvor man starter og lander samme sted, koster mellem 325 og 425 kr. Den beskrevne tur til Gotland kostede 3.500 kr. per deltager, inklusive hotelovernatning i Visby. eksemplar af det legendariske fly DC-3 eller Dakota. Utroligt, men sandt! For de, der ikke ved det, kan jeg oplyse, at DC-3’eren er et af de mest berømte fly i flyhistorien. Flyet blev konstrueret af Douglas-fabrikkerne i USA i 1930’erne, og det var det første fly, som blev benyttet til transport i større stil for betalende passagerer. Desuden har DC-3’eren været i centrum adskillige gange på verdensplan, både historisk og i filmens verden. Jeg nævner i flæng luftbroen til Berlin efter Anden Verdenskrig og filmen ”Tabte horisonter” fra 1937, der bygger på James Hiltons bog af samme navn. Filmen handler om en gruppe vesterlændinge, der bliver bortført med en DC-3 fra Indien til det ukendte fantasiparadis Shangri-La i en dal et eller andet sted i Tibet, hvor beboerne lever lykkeligt, bliver meget gamle og ældes i et tempo, som gør Botox og silicone helt overflødigt! D en gamle dames omtumlede liv DC-3 Vennernes fly blev bygget på Douglas-fabrikken i Long Beach i Califonien i april 1944 og leveredes umiddelbart efter til US Air Force. I sit lange liv har flyet ført en omtumlet tilværelse. I 1945 overtog det norske luftvåben flyet, men lod det allerede året efter overgå til Det Norske Luftfartsselskab, der senere indgik i Scandinavian Airlines System (det nuværende SAS). I 1953 blev det købt af det danske flyvevåben og fløj herefter i 29 år med hjemsted på Flyvestation Værløse. Herefter besluttede Forsvarsministeriet, at flyet skulle anvendes til museale formål, og det blev overdraget til Tøjhusmuseet i København. 18 På grund af manglende opbevaringsfaciliteter – og i erkendelse af, at et fly opbevares bedre ved at blive holdt flyvende end at stå uvirksomt på jorden indendørs – blev det i 1984 overdraget til Bohnstedt-Petersen A/S. Firmaet holdt det flyvedygtigt indtil juni 1992, hvor det blev leveret tilbage til Tøjhusmuseet. Umiddelbart derefter fik Foreningen for Flyvende Museumsfly overdraget flyet som ejendom. Og sammen med støtteforeningen DC-3 Vennerne holdes det nu flyvende med hjælp fra cirka 3.000 medlemmer og forskellige sponsorer. M asser af ture i sommerhalvåret I sommerhalvåret arrangerer DC-3 Vennerne adskillige korte og lange ture for medlemmerne med den gamle legende. Alle turene begynder fra Roskilde Lufthavn i Tune, og ud over korte rundture, hvor man ikke lander undervejs, kan man fx komme med på heldagsture med besøg i Den Gamle By i Århus eller til Frederikshavn, Skagen eller Bornholm. De allerlængste ture er med overnatning, og her er der fx mulighed for at besøge Berlin, Göteborg eller Gotland. Sidstnævnte tur deltog jeg i over to dage i august sidste år. Det blev til en fantastisk oplevelse på alle planer! Turen var nær blevet aflyst. Den våde danske sommer 2011 holdt sig ikke tilbage, og for et 67-årigt fly er vejret en meget vigtig faktor. Teknologien i en DC-3 er enkel, men ældgammel. Piloterne skal med deres egne øjne kunne se 8 km frem på hele ruten for at turen kan gennemføres. Her er der ingen computer, som kan programmeres til at føre flyet GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 frem til destinationen. Og næsten al kommunikation med flyets bevægelige dele sker ved hjælp af stålwirer, ikke med moderne hydraulik. Sikkerhedsprocedurerne i forbindelse med start og landing er stort set de samme som ved almindelige flyvninger, dog en hel del mere afslappet. Og sidst, men ikke mindst: Piloterne er old boys, dvs. typisk personer over 60 med solide erfaringer fra dengang der var rigtige piloter til. I dag er der nemlig meget få piloter tilbage, som er i stand til at flyve en DC-3. Men vi kom af sted. Startede præcis kl. 8 som planlagt og gled elegant forbi Furesøen og Landskrona, hen over de udstrakte svenske skove og søer, ud over Østersøen og Øland til Visby på Gotland, hvor vi landede efter godt 2 ½ times flyvning i modvind. På disse ture er selve flyvningen ifølge sagens natur en del af oplevelsen, og der er rig lejlighed til at studere landskabet nedenunder, ikke mindst fordi flyvehøjden kun er på 3-400 meter. Det betyder, at man rent faktisk kan se alt, hvad der foregår af menneskelig aktivitet på landjorden. Og hos DC-3 Vennerne er motorlyden en nostalgisk del af oplevelsen. Det lyder måske lidt nørdet, men jeg kan godt følge det. Jeg hører til generationen, som var med på utallige charterrejser i begyndelsen af 1960’erne, hvor propelfly (især DC-6) var det altdominerende transportmiddel for den gryende masseturisme. Første gang jeg fløj med en DC-3 var som rutefly mellem Katmandu og Pokhara i Nepal i foråret 1969, så for mig rummede turen mange forbindelser til mit tidligere rejseliv. D en årlige middel alderfestival i V isby Turen til Visby med DC-3 Vennerne er et fantastisk produkt. Sammen med transporten i det gamle fly er det lidt af en tidsrejse, for Visby er en charmerende, gammel middelalderby. I middelalderen var den en af Nordens allervigtigste, og den har også dybe historiske rødder til Danmark. Valdemar Atterdag erobrede byen i 1361, og i 1389 blev hans datter, Margrethe I, dronning over de nordiske lande (Kalmarunionen). I øvrigt var Gotland under dansk herredømme i ca. 200 år mellem det 15. og 17. århundrede. Og sidst, men ikke mindst: Den gamle by er omgivet af en velbevaret 3 km lang, imponerende fæstningsmur med tårne. Men det, som gjorde turen ekstra spændende, var, at besøget faldt sammen med den årlige middelalderfestival i Visby i begyndelsen af august. Her forvandles byen til et levende museum, fordi en stor del af indbyggerne klæder sig ud i tøj, fra dengang Visby var en af de mest magtfulde byer i østersø-området. Og der gøres rigtig meget ud af denne event. Hele byen summer af aktivitet. Der er ridderturneringer ved bymuren, og på gaderne vrimler det med musikanter, ildslugere, gøglere, kræmmere, tiggere og munke. Den store park nær bymuren bliver omdannet til et gigantisk marked, hvor man kan få et live-indblik i nogle af de gamle håndværk og andre kulturelle traditioner. Og i en af byens ældgamle De mange udklædte skaber et stemningsfuldt miljø. kirkeruiner blev der i løbet af ugen holdt koncerter med musik spillet på originale instrumenter fra middelalderen. Lige uden for bymuren, på den oprindelige beliggenhed for begivenheden, blev der arrangeret en rekonstruktion af det slag, som Valdemar Atterdag gennemførte mod en oprørsk bondehær på 2.000 mand i år 1361. Genopførelsen var meget autentisk, med heste, ringbrynjer, sværd og buer, og det blev levende kommenteret, vistnok af en professor i historie. Der var tusindvis af tilskuere, som ifølge sagens natur holdt med gotlænderne, men man kan jo som bekendt ikke ændre historiens gang. I virkelighedens verden vandt danskerne slaget, og næsten alle de 2.000 bondesoldater blev dræbt. Jeg var især imponeret over, hvor mange unge indfødte i Visby, som gik op i festivalen med liv og sjæl. Det årlige pinsekarneval i København blegner ved siden af de unge gotlænderes deltagelse i ridderturneringer, bueskydninger og musikalske optræden! I det hele taget har jeg svært ved at forestille mig, at helt unge danskere ville kunne engagere sig i en tilsvarende historisk begivenhed i en dansk provinsby. Og det skyldes i hvert fald ikke, at Danmarks historiske fortid mangler begivenheder og tidsperioder, som kunne genoplives. Jeg nævner i flæng slaget ved Dybbøl i 1864 eller en årlig middelalderfestival i Danmarks ældste by Ribe. Hvis man trænger til lidt afslapning midt i de mange oplevelser i Visby er der masser af caféer og restauranter i den gamle by, hvor man kan slappe af med en stor fadøl, en kop kaffe eller en god middag. Eller shopping. Sidstnævnte vil jeg dog overlade til det modsatte køn. Jeg skal helst ikke være i nærheden af kvinder, som dyrker denne disciplin. Min kæreste er vild med shopping, så når vi besøger større handelscentre ender det altid med, at jeg nyder en eller flere fadøl på en café, mens Elise udforsker byens kommercielle fristelser. Vi var ekstremt heldige med vejret. Begge dagene under vores besøg var der regn og skyer hjemme på Sjælland, men på Gotland skinnede solen stort set hele tiden, med sommertemperaturer. Solnedgangen over Østersøen lige uden for den gamle bymur var i hvert fald en af de flotteste, jeg har set længe. Først da flyet nærmede sig Øresund på Gotland Gotland er Sveriges største ø, 90 km fra fastlandet, 2.994 km² stor og det område i Sverige, som er rigest på fortidsminder. Der findes 92 kirker fra middelalderen. Gotland var tidligt et handelscentrum, til tider også en højborg for sørøvere. I middelalderen opstod rivalisering mellem tilflyttede tyske købmænd og de oprindelige handelsbønder, men efterhånden blev Visby én af hanseforbundets vigtigste byer. 1361 blev øen erobret fra Sverige af den danske konge Valdemar Atterdag og først i 1645 blev øen atter svensk ved freden i Brömsebro. Hovedbyen Visby med 23.000 indbyggere er på Unescos verdensarvsliste. Middelalderfestivalen holdes hvert år en uge i august. hjemturen dukkede de mørke skyer op, og landingen i Roskilde skete i gråvejr og småregn. n Erik Pontoppidan har medlemsnr. 180 og søger først og fremmest naturoplevelser, når han rejser. I foråret var han fx på De Kanariske Øer for at vandre. Læs mere om hans rejseliv på www.ponty.dk. GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 19 5 tips til Helsingfors/Helsinki n Anette Lillevang Kristiansen har medlemsnr. 328. Hun har været i Skandinavien og Finland, men har stadig Nordatlanten til gode. Og 9 tips til Finland Tekst & fotos: Anette Lillevang Kristiansen Sejlsport Religion For børn Finnerne elsker at sejle, og der er rigeligt med hav og søer. Klippekirken i Helsingfors er et af de mere særprægede religiøse steder. Der er god børneunderholdning på Finlands mange færgeroverfarter. Færgefart Historie Kunst Der går færger til Estland, Sverige og Rusland fra Finland. Overalt ser man iøjnefaldende kirker fra landets russiske periode. Kunst møder man overalt – her ses udsmykningen af Helsingfors’ jernbanestation. Natur Kultur Nationalparker Med over 187.000 søer kaldes Finland med rette de tusind søers land. Helsingfors har masser af kultur at tilbyde – teater, koncerter og caféliv. Finland har 35 nationalparker, 2,5 % af landets areal. Det russiske islæt Finland var i begyndelsen af 1800-tallet under russisk herredømme og en gåtur rundt i Helsingfors afslører da også den tætte forbindelse til den store nabo mod øst. Souvenirbutikkerne sælger babusjkadukker i snesevis og i alle størrelser, og udenfor falder blikket på flotte russisk-ortodokse kirker med gyldne kupler og spir, hvor duften af røgelse finder vej til ens næsebor. Kulinariske oplevelser Det finske køkken er baseret på sunde og fiberrige ingredienser, da den finske natur er fuld af disse. Der findes mange lokalretter, og i Østfinland finder man retter med tydelig påvirkning fra det russiske køkken. Endelig indgår fisk, rejer og grøntsager ofte i de retter, som enhver finne sætter på spisebordet. Længst mod nord ynder samerne at spise rensdyrstuvning. Kultur & koncerter Kun de færreste forbinder sikkert Finland med klassisk musik, men ikke desto mindre har landet fostret flere store komponister, heriblandt Jean Sibelius, der er Finlands nationalkomponist. Finland har også operakomponister, og den finske nationalopera er kendt for flere gange at have sat store operastykker op. Skind & pels Finland er kendt for sine mange rensdyr, som lever i den nordlige del. Mange af dyrene slagtes, og skindet sælges til forskellige formål. Skindet er tykt, meget solidt, har lange stride hår og fås i et væld af grå, hvide, sorte og brune nuancer. Der er ikke noget bedre end at lægge et rensdyrskind i sin bedste lænestol og hygge sig der med en kop te og en god bog på en vinterdag. Markedsdage Finnerne er glade for at afholde markedsdage, og især i hovedstaden Helsingfors kan man som rejsende hygge sig med at besøge markedet. Havnepladsen er et yndet sted for at sælge sine hjemmelavede ting, og folk fra hele omegnen møder op. Her kan man gøre et godt køb, både hvis man er ude efter et rensdyrskind, hjemmelavet marmelade, håndarbejde eller ting skåret ud i piletræ. 20 GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 21 Udsigt over Sisimiut en tidlig morgen lige før solopgang. Jeg nød altid hundeslædeturene, naturen og stilheden. Det spøger usædvanligt meget i Grønland. Jeg tror, det skyldes de lange mørke vintre og de uhyggelige lyde, når vinden river og rusker i træhusene. ”I kan selv komme og se efter, spøgelset har lavet et kæmpe stort hul i væggen,” forklarede parret. ”Hvis ikke vi må få en ny lejlighed, så må I pille væggen ned og få det væk.” Resultatet blev, at jeg måtte tage med parret hjem for at kontrollere, om det kunne være et spøgelse, der lavede huller i væggene. Jeg var næsten lige blevet uddannet bygningskonstruktør, og nu var jeg åndemaner på min første arbejdsdag! Min konklusion glædede desværre ikke beboerne. Jeg fandt nemlig ingen spøgelser og konstaterede, at hullerne var opstået af tryk udefra og dermed selvforskyldt. M it l iv som åndemaner og byg n i n gskonst r u kt ør i menneskenes land Min første arbejdsdag i Aasiaat (tidligere kendt som Egedesminde) oppe i Diskobugten står stadig meget klar i min erindring. Mens jeg blev vist rundt på kontoret, dukkede en af byens malere op, og min nye chef Per introducerede os for hinanden. Maleren Lars var rejst fra Danmark som ung, dengang der var masser af penge at tjene for 22 håndværkere i Grønland. Nu var han forsumpet heroppe og levede sammen med en kasse øl og en fordrukken grønlandsk kvinde, som han skændtes med dagligt. Hans tjavsede hår strittede ud til alle sider og det samme gjorde skægstubbene. Tøjet havde engang været hvidt og nyvasket, men den gule GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 indtørrede pisplet i bukserne vidnede om, at det var længe siden. ”Kan sådan en pige godt blive bygningskonstruktør?” spurgte han min chef, mens han blottede de sidste to gule hjørnetænder, som han havde tilbage i overmunden. Jeg har altid været fascineret af at læse om Grønland. Om naturfolket højt mod nord og om de store polarforskere, der drog på lange og barske slædeekspeditioner. Jeg har også ofte moret mig i selskab med de finurlige skæbner i Jørn Riels skrøner. Så da jeg fik chancen, søgte jeg arbejde i Kalaallit Nunaat, “menneskenes land”. ”Ja, vi må jo også følge med tiden,” svarede Per. ”I må tage pænt imod hende.” ”Ja, ha, ha,” grinede Lars. ”Men du er vel ikke alt for sart?” spurgte han, imens han sendte mig et sjofelt blik. ”Øh, nej, det er jeg vist ikke,” svarede jeg, uden at føle mig helt overbevist. Det skulle vise sig at tage Tekst & fotos: Lene Kohlhoff Rasmussen E n tur til ”chokol adefabr ikken ” lidt tid, inden jeg blev respekteret af byens håndværkerstab og vice versa. A nsat som åndemaner Nogle timer senere havde min chef en samtale med et ungt par. De mente, at deres lejlighed var hjemsøgt, og at der boede et spøgelse inde i skillevæggen. Jeg fik også andre mere fagligt udfordrende opgaver med tilsyn af boligbyggerier, og renoveringer af elendigt byggede boligblokke fra 1960’erne. Men jeg måtte sande, at meget var anderledes i Grønland, og det blev en stor udvikling for mig både fagligt og menneskeligt. De fleste udlejningsboliger havde en rimelig standard, og selv boede jeg i et lille bitte hyggeligt træhus. Men da jeg på arbejdet fik til opgave, at tilstandsregistrere nogle af de kommunale boliger stødte jeg for alvor på begrebet ”kondemnable boligforhold” – boliger der burde rives ned. Mange af husene havde ingen centralvarme, de blev opvarmet med en lille skibsovn og var pivende utætte. Der var ingen rindende vand, så det måtte hentes fra tapsteder rundt i byen, og der var heller ingen kloakering. Et par gange om ugen kørte de rundt fra kommunen og indsamlede lorteposer fra toiletterne. Det endte alt sammen ude på det, vi kaldte ”Chokoladefabrikken”. En dag havde de glemt at lukke bagklappen på lastbilen og det halve af byens afføring endte i en lang stribe ned ad hovedgaden. Det blev det helt store samtaleemne, indtil det næste lag sne dækkede svineriet, og det hele så normalt ud igen. M it for søg på integr ation Da det blev vinter, erhvervede jeg mig et hundespand og en hundeslæde, men det blev ikke der, jeg fandt mit skjulte GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 23 talent. En dag da jeg var ude at køre skete der det, at jeg ikke havde kræfter til at bremse slæden ved at hænge i opstanderen bagest på slæden. Jeg mistede balancen og gav slip på vej ned af en stejl bakke. Hundene stak af, og jeg fandt de dumme køtere derhjemme godt viklet ind i slæde og skagler. De havde bidt hinanden til blods, så jeg måtte have fat i dyrlægen og få en af hundene lappet sammen igen. Jeg var måske en håbløs qallunaat (= dansker), men trods det syntes jeg, at det var fantastisk at komme ud på havisen med hundene og nyde den fantastisk smukke natur og stilheden. Det gav øjeblikke, hvor livet aldrig har føltes mere nærværende. Nord for polarcirklen kommer solen ikke op over horisonten i vinterperioden, men til gengæld er der en periode om sommeren, hvor solen skinner i døgnets 24 timer. Mange tror, at mørketiden er ensbetydende med, at der er buldrende mørkt, men sådan er det ikke. Selvom solen ikke kommer over horisonten, er der midt på dagen tusmørke, og månen lyser sneen op. Det kunne alligevel godt være en lang tid at komme igennem, og jeg gik nærmest i hi i den mørkeste tid. Den korte arktiske sommer, lyset og midnatssolen skulle nydes i fulde drag, og for at komme lidt omkring købte jeg en motorbåd og døbte den ”konebåden”, inspireret af de gamle eskimoer. Jeg havde ikke den store sejlererfaring, så jeg tog et kursus i navigation, et radiocertifikat og så var jeg klar! Jeg oplevede alligevel at fare vild i tåge og kom ud i høje dønninger og vildt vejr. Jeg oplevede også at komme tilbage til båden efter en lille vandretur i fjeldene og fandt den halvvejs oppe på land pga. tidevandet. Da jeg første gang tog alene af sted på en sejltur til nabobyen Kangaasiaq, havde jeg fornuftigt nok optegnet ruten på søkortet og lamineret det på et A4-ark. Mens jeg studerede kortet nøje, kom der et pludseligt vindstød og vupti – væk var søkortet. Jeg fortsatte ruten, så godt som jeg huskede den fra kortet og forsøgte mig med landekending. Så længe jeg stadig kunne finde vej tilbage, skulle det nok gå, tænkte jeg. Da jeg fik byens høje antennemast i kikkerten forude, genvandt jeg modet og satte i fuld speed. Inden længe kom en jolle med en fanger imod mig og viftede med armene. Det var ikke nogen varm velkomst, men derimod en streng advarsel. Jeg befandt mig midt i et lavvandet område og hele vejen rundt om båden stak klippeskærene op lige under vandoverfladen. Den lokale fanger guidede mig ud af området, uden at der kom en eneste lille skramme på båden. Han gav mig derefter en uforglemmelig skideballe på grønlandsk, som jeg heldigvis ikke forstod så meget af. På den store ø D isko I forbindelse med arbejde, men også i fritiden, besøgte jeg de nærmeste byer i den sydlige del af Diskobugten. Qeqertarsuaq (tidligere kendt som Godhavn) var et af de steder, hvor jeg kom oftest på besøg. Det er den eneste by på den 8.500 km2 store ø Disko, som ligger ca. 60 km fra fastlandet. Min båd som jeg døbte ”konebåden”. Udflugt til Eqi nord for Ilulissat. Aasiaat går også under navnet ”hvalernes by”, da de ofte svømmer forbi om sommeren. Opvisning i grønlandsk polka. Store dele af øen består af høje, stejle basaltfjelde, der er skabt af vulkansk aktivitet for 25-65 millioner år siden. I klart vejr kan øen ses fra samtlige af byerne i Diskobugten. Byen ligger smukt placeret helt ned til bugten, og bag byen hæver basaltfjeldene sig i en majestætisk fremtoning. Når man går rundt i byen, fornemmer man hurtigt stemningen af fangerlivet. Byen er så rodet og autentisk som en grønlandsk by kan være. Mellem hunde og slæder står tørrestativer til fisk og kød, udspilede sælskind, garn, bøjer og kajakker. Ved et af mine besøg i byen var der strandet en hval i bugten, og da ingen havde fanget den, var den allemandseje. Nyheden gik som en steppebrand gennem byen, og folk strøg af sted med en slagterkniv i den ene hånd og en balje i den anden. Glæden var stor over udsigten til en gratis luns hvalspæk. De seje inuitter En til to gange om året skulle vi ud til alle bygderne og se til lejerne i de få huse derude. Samtidig skulle jeg vejlede selvbyggerne og hjælpe dem med at forstå tegningerne til deres husbyggerier. Selvbyggerne er lokale fangere, som kunne søge om at få et nyt selvbyggerhus i et færdigt byggesæt, som de selv skulle opstille. Fra Qeqertarsuaq tog vi ud til bygden Kangerluk, og om vinteren kørte vi derud på snescooter. Det var en umanerlig kold tur. Øjenbryn og -vipper frøs til is, selv de små hår i næseborene var frosne, men det var en tur, jeg altid glædede mig til, fordi hele turen går igennem et ufatteligt smukt landskab. Kangerluk er en af de mindste bygder i Grønland. Der bor 50 mennesker i bygden, og den ligger over 40 km fra Qeqertarsuaq. Det er et minisamfund af fangere, og bygden har kun én lille butik, hvor man kan købe de allermest nødvendige dagligvarer. Hvis man ellers er heldig, at der ikke er udsolgt. Derudover er der en kirke, forsamlingshus, skole og bygdekontor i en og samme bygning. Vi havde besøgstid på bygdekontoret, da en af lejerne kom forbi. August fortalte, at der var noget galt med hans vinduer, så jeg tog med ham hjem for at se på dem. Jeg fik snart øje på noget plastik, der hang og blafrede, der hvor glasset skulle have siddet. ”Hvad er der sket her, August?” spurgte jeg. ”For et par måneder siden blev jeg lidt fuld og vred på det hele,” svarede han, og det skulle åbenbart gå ud over vinduerne. Der hang istapper ned ad væggene inde i huset, men på køkkenbordet stod der flere tomme snapsflasker, så måske var han frostsikret! Tilbage i Qeqertarsuaq talte jeg med den lokale tømrermester og hyrede ham til at sætte nyt glas i vinduerne i Augusts hus. ”Du skal ikke være bekymret for, om August fryser, han er vant til lidt af hvert,” forklarede tømreren. ”Han går hele vejen, når han skal ind til Qeqertarsuaq, og når han skal krydse elven, tager han sit tøj af og bærer det over hovedet, så det ikke bliver vådt.” Det var ikke kun grønlændernes forfædre, der var seje, når det handler om at færdes i naturen. Det er ikke et folk, der er kendt for at bidrage med store teknologiske påfund, eller for at være dygtige til at forvalte deres økonomi og løse de mange sociale problemer. Men når det er sagt, er det en yderst beundringsværdig bedrift, at det grønlandske naturfolk har kunne overleve i tusinde år i den barske arktiske natur. Danskernes indflydelse deroppe er tydelig både på godt og ondt. Det er et lille samfund, der til tider kan være meget problematisk, men også overraskende pragmatisk. Nogle danskere får økuller deroppe, og det sker af og til, at nye tilflyttere hurtigt ønsker at vende om og tage med det næste fly tilbage igen. For andre, inklusive mig selv, får naturen og kulturen boret sig så dybt ind i sjælen, at man aldrig helt kan slippe Grønland. Om jeg blev integreret, ved jeg ikke, men jeg mødte mange dejlige mennesker, som jeg kom til at holde meget af – både danskere og grønlændere. Der er nu gået 10 år, siden jeg forlod Kalaallit Nunaat, ”menneskenes land”, og det er på tide med et gensyn. Jeg har derfor købt billetten og rejser derop på ferie i år, og glæder mig helt vildt. Grønland kan jeg aldrig få nok af! Om at flytte til Grønland Aasiaat ligger i den sydlige del af Diskobugten i et stort skærgårdsområde, 350 km nord for polarcirklen. Byen har 3.200 indbyggere og ligger på en 25 km2 stor ø. Jeg boede tre år i Grønland og arbejdede ved Boligselskabet INI på filialkontoret i Aasiaat i de første to år, og senere flyttede jeg lidt længere sydpå til Sisimiut (tidligere kendt som Holsteinsborg). Ansættelsesforhold: Flytter man til Grønland og arbejder ved det offentlige eller en offentligt ejet virksomhed, vil man typisk være overenskomstansat. Lønniveauet er lavere end i Danmark. Det samme er skatten, med ikke helt nok til at opveje hinanden. De fleste overenskomstansatte vil få en reallønsnedgang i et land med noget højere leveomkostninger. Arbejdsgiveren er forpligtet til at finde en bolig til såkaldt tilkaldt arbejdskraft fra Danmark. Får man tildelt en fast bolig, betaler arbejdsgiveren bohaveflytning derop, men først efter tre års ansættelse betaler arbejdsgiveren bohaveflytningen retur til Danmark. Det er ligesom herhjemme, at man med særlige kompetencer kan få meget bedre ansættelsesforhold som privatansat end ved det offentlige. Sprog: Grønland er tosproget, og man vil i de fleste tilfælde kunne klare sig på dansk. Grønlandsk er et meget vanskeligt sprog at lære. De fleste danskere i Grønland taler ikke sproget, og de fleste grønlændere i byerne taler godt dansk. Selv lærte jeg kun få grønlandske gloser, men det åbner flere døre og giver meget mere goodwill, hvis man gør en indsats for at lære sproget. Fritiden: Er man til aktivt friluftsliv, er Grønland det perfekte sted at bo. De mest populære aktiviteter er hundeslædekørsel (dog kun nord for polarcirklen), snescooter, skiløb, sejlads, fjeldvandring, jagt og fiskeri og kajakroning. n Lene Kohlhoff Rasmussen er født i 1969 og har medlemsnr. 557. Hun boede i Grønland fra 1999-2002 og foretrækker at rejse rundt i verden på egen hånd i forsøget på at komme tæt på lokalbefolkningen. Læs mere om hendes rejseliv på www. leneswebsite.dk. GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 25 Min sædvanlige rejsespontanitet og et akut anfald af jeg-har-haft-en-hård-månedog-har-lov-at-bruge-penge fik mig i marts måned til at kigge i retning af Kiruna. Eller dvs., jeg kiggede på Kiruna på et kort – jeg har nemlig aldrig en ærlig idé om, i hvilken retning noget som helst ligger. Endvidere er der noget særligt ved Kiruna, som gør det svært at vide, præcis hvor man skal finde byen: Den er ved at skulle flyttes! Vi, der har besøgt Kiruna og måske vender tilbage igen om nogle år, vil kunne prale af den ganske bestemte og lettere sjældne oplevelse at have besøgt den samme by liggende to forskellige steder. Uheldet for Kiruna er, at byen ligger i vejen for sin primære indtægtskilde, jernmalmsminen, og man har derfor besluttet, at byen snarest skal flyttes længere mod øst. Som det er nu, ligger minen så tæt på byen, at man af og til kan nyde den tvivlsomme fornøjelse at falde i søvn til lyden af eksplosioner. Om sommeren kommer folk for at opleve midnatssolen (og blive ædt levende af myg!). Om vinteren kan man nyde nordlyset, mens man fryser halvt ihjel ved -40°C. Ifølge de lokale er marts måned derfor det bedste tidspunkt at besøge Kiruna på. Det er stadig frostvejr, men i overkommelig grad, solen skinner oftere, hvilket giver gode muligheder for nordlys om natten, og myggene har endnu ikke indfundet sig på arenaen. Der er også et væld af vintersportslige tilbud. Bare det at komme helskindet omkring i det glatte føre kan være lidt af et vintereventyr i sig selv – sparkstøtting anbefales! M ed hundesl æde , snescooter og i k ane Vi tilbragte den første hele dag med at tage på heldagstur på hundeslæde fra 26 Kanetur - jagten på nordlys. Hundeslædetur. Når tårerne fryser til is Tekst & fotos: Rebecca Langhorn Den store hal på ishotellet. Verdens første ishotel På en seng af is. Tag med på vintereventyr til Kiruna med nordlys og ishotel den nærliggende landsby Laxforsen. Til trods for at jeg som dyrlæge dagligt arbejder med dyr, er der ikke noget bedre end også at omgås dyr i ferien. Selve oplevelsen med at arbejde med hundene, fodre dem og hjælpe til med deres seletøj var derfor en stor oplevelse i sig selv, og vi nød at være i selskab med de skønne dyr (med undtagelse af en enkelt slædehund, Bill, der hellere end gerne gnavede armen af den nærmeststående uerfarne slædekører). Med medbragt frokost bag på den lokale guide og vejvisers snescooter drog vi ud i det snedækkede skovområde og skiftedes til at henholdsvis at sidde på slæden og at stå bag på som slædestyrer. GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 Om aftenen gik turen så af sted til den lille by Poikkijärvi, hvorfra vi skulle videre per kane på jagt efter nordlyset. I bilen havde jeg for sjov ytret ønske om en tur i bedste ”Jingle Bells”-stil, som jeg troede hørte julekortene til. Men den var god nok – hestens seletøj bar bjælder, vi sad i en ”one-horse sleigh” pakket godt ind i rensdyr- og fåreskind, og kaneføreren lovede højtideligt at danse ”nordlys-dansen” og dermed lokke vidunderet frem! Fantastisk nok var det stjerneklart, og det skortede ikke på stjerneskud, da vi gled gennem sneen fra den lille landsby og ind i skoven. Og så kom hun, Aurora Borealis. En lille ubemærket hvid sky, der pludselig forvandlede sig til et farveshow i grønt, hvidt og lilla bølgende henover himlen. Og der, midt i begejstringsudråb og dyb taknemmelighed over at få et stort ønske opfyldt, hørte jeg kun med et halvt øre efter kaneførerens beskrivelse af en aften tidligere i år, hvor – ved -39°C – et ungt par var taget på denne tur med hende under lige så smukt nordlys. Midt i skoven trak manden så den traditionelle lille smykkeæske op af lommen og friede til sin kæreste, som blev så rørt, at hun brast i gråd. Hvorefter tårerne straks frøs til is! Til trods for min lidt distræte lytten (og en forestilling om at hun nok fortæller den historie hver gang) gjorde dette dog så tilpas indtryk på mig, at jeg beherskede mig og undlod at tude over min glansbilledoplevelse. Et hotel bygget kun af is At prøve at overnatte på et ishotel har længe stået på min ønskeliste, og min veninde kunne heldigvis også godt se det charmerende i at overnatte i iglolignende omgivelser ved -5°C. Vi drog derfor også til Jukkasjärvi på turen, hvor verdens første ishotel så dagens lys i 1992. Hotellet bygges op hvert år i november af is fra den store Torne älv, og hvert forår smelter det så igen. Det giver årligt kunstnere fra hele Overnatning: Ishotellet ligger i Jukkasjärvi, 12 km fra Kirunas lufthavn. Man kan overnatte på ishotellet fra december til april og resten af året i almindelige hytter. Et enkeltværelse om vinteren fås fra 1.600 SEK. Læs mere på www.icehotel.com. Rejsen dertil: Fra Stockholm til Kiruna kan man køre med tog (16 timer med SJ), i bil (1.200 km) eller flyve (1½ time med SAS). verden mulighed for at indsende forslag til hotellets indretning. Selve ishotellet består af en reception, en stor hal, en kirke, en isbar, en balkon til nydelse af nordlyset på de stjerneklare aftener, en række specielt udsmykkede suiter samt en masse is- og sneværelser. I isbaren måtte vi naturligvis have en drink i de berømte isglas, der langsom smelter, når man fører glasset til munden! Og ikke mindst iskirken var en smuk oplevelse. Den indvies hvert år juledag og er meget populær til både bryllup og barnedåb. Børn kan dog kun blive døbt i iskirken, såfremt ordet ”is” indgår i navnet (såsom Iris, Elvis, Marissa osv). Selvom det rent logistisk var et større projekt at komme i seng, sov jeg helt fantastisk! Og oven i købet vækkes man med dejlig varm tyttebærsaft om morgenen, så det var til at holde ud at kravle ud af sovepose og rensdyrskind! Det var næsten til at få tårer i øjnene over – men jeg lod være – ellers var de måske bare frosset til is! n Rebecca Langhorn er 30 år og har medlemsnr. 539. Hun opsøger ofte vandfald på sine rejser og var tidligere i år også i Israel. GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 27 Tekst & fotos: Tina Vinther Dahl På brævandring i Jotunheimen Som forberedelse til en tur på Elbrus i Kaukasus fandt jeg sammen med en bekendt på at tage på et brækursus i Jotunheimen. Det blev fem fantastiske dage med masser af dejlige naturoplevelser, fysiske udfordringer og møde med flinke norske fjeldfolk – samt ikke mindst drillerier fra den skråtyggende bjergged af en norsk instruktør, som simpelthen ikke fattede, hvad to lavlandsdanskere lavede på et kursus i højderne … Lidt bjergkendskab inden turen til Elbrus kunne ikke skade, var jeg blevet enig med mig selv om. Ikke fordi det var et krav, men fordi jeg havde lyst til at ankomme lidt mere erfaren, end jeg jo egentlig var. Og jeg havde researchet og fundet ud af, at de norske kurser skulle være af god standard – og så var det samtidig en mulighed for at se noget af Norge, som jeg ellers kun havde besøgt kort to gange tidligere. Så jeg konkluderede, at det var tid til et besøg hos vores nordlige naboer. Kurset holdtes i Jotunheimen. Vi skulle selv sørge for transport til stedet, og havde så hjemmefra betalt for selve kurset samt mad og logi i en nærliggende fjeldstation. Alt arrangeret nemt og hurtigt på Den Norske Turistforenings hjemmeside. Ud over os to danskere var de andre deltagere alle nordmænd. De kom til Hans-Petter (i rød trøje til højre) holder hof for flokken af norske – og danske – fjeldturister. Jotunheimen fra hele landet og var aldersmæssigt fra 20 til 55 år. Kurset var et niveau 1-kursus, hvilket betød, at der ikke var krav om bræerfaring. Det blev dog snart klart, at alle nordmændene var langt mere øvede, end vi var – man skulle nærmest tro, at alle nordmænd fødes med vandrestøvler på fødderne! De yngste nordmænd var fx lige blevet færdige med gymnasiet på en særlig friluftslinje. Holdets forholdsvis store erfaring betød, at vi blev presset lige til grænsen i alle aktiviteter. Og heldigvis kunne vi alle følge med og fik dermed et stort udbytte af kurset. Kurset var på fem dage. Dagene foregik således, at holdet på i alt otte mødtes til morgenmad, smurte madpakke, riggede udstyr til, forlod fjeldstationen og gik mod Smørstabbræen kl. 9 og tilbragte hele dagen ude indtil kl. ca. 17, hvor vi var tilbage i tide Der var ingen tvivl om, at HansPetters kompetencer var i top. Han klatrede i Spanien om vinteren og holdt kurser i Norge hele sommeren. Samtidig var han frivillig i den norske redningstjeneste i fjeldene, således at han blev tilkaldt, hvis vandrere, klatrere, skiløbere, danskere eller andre nødstedte i fjeldene havde brug for det. Han nærmest løb op ad fjeldene – oftest om kap med holdets tre unge og meget veltrænede 20-årige. Og netop fordi han hele tiden var efter ”de to danskene”, så sørgede vi for at løbe lige efter ham – nå, ja som nummer fire og fem efter tre unge nordmænd. Han skulle ikke få os ned med nakken! S ukkertoppe til en solid og tung middag. Om aftenen var der teori eller gennemgang af udstyr. Dvs. en god blanding af praktik og teori – heldigvis med størst vægt på førstnævnte. D en nor ske bjergged Vores kursuslærer, Hans-Petter, var en skråtyggende mand med en særpræget og noget sort form for humor. Et af hans favoritsamtaleemner var evigt og altid at udsætte kursets to stakkels danskere for hån og latter – hvad skulle sådan et par amatører på et norsk brækursus? Det var ham til evig undren. Han boede i en campingvogn ikke meget større end en enkeltseng, gik kun sjældent i bad og havde munden fyldt med sort skråspyt, men syntes ikke desto mindre, at han var guds gave til kvinder – og så levede og åndede han for fjeldene. Artiklens forfatter iført fuldt udstyr (næsten) på toppen af Jotunheimen. Isklatring med to økser ad lodret isvæg. På vandring i sukkertoppe og blå is. og bl å himmel Vejret var med os med sol og tørvejr næsten hele tiden. Heldigvis var der skyfrit den dag, hvor vi var på isvandring på blå is. Det var et helt fantastisk syn, samtidig med at det var en udfordrende aktivitet. Isen havde en dyb blå farve, himlen i baggrunden en anden flot blå, og vi vandrede i noget, der lignede sukkertoppe – jeg gik og fik associationer til Thorbjørn Egners tegninger i ”Karius og Baktus”! Samtidig med at det var smukt, var det som nævnt også udfordrende, eftersom vi klatrede langs med smalle sprækker, over toppene, op ad stejle vægge og rundt om skarpe kurver. Vi gik i hold af fire, hvor vi skiftedes til at lede, vælge ruten og sætte sikringerne. Det var ikke højden, der gav adrenalin, men det var balanceringen på smalle kanter, og det at skulle vælge den bedste og mest sikre rute ud fra en række teoretisk opsatte kriterier. Aktiviteten var god til at øve os i at stole på udstyret. Tro på, at de sikringer med skruer, som førstemanden satte i isen, ville holde, og tro på, at den valgte rute var den bedste og mest sikre. En anden dag tog vi i højderne og besteg Storebjørn med fin udsigt til Galdhøpiggen. Målet var naturligvis ikke kun den gode udsigt, men at tage de 2.222 højdemeter som en klatringsøvelse – dvs. at bestige Storebjørn ad den stejleste og mest udfordrende side. Og det betød, at der var rigt brug af udstyret og de nyligt lærte klatrefærdigheder. Tilfredsstillelsen var desto større, da vi kom på toppen. Lige så vigtigt som at stole på udstyret var aktiviteterne en effektiv lære om, at vi skulle stole på hinanden. GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 29 Sikringerne skulle sættes ordentligt, og det var vigtigt at holde den rette afstand til hinanden. Vi var jo hele tiden bundet forsvarligt sammen. Vi skulle således kunne hjælpe hinanden, hvis behovet var der, men samtidig betød det jo, at hvis én faldt, så var der risiko for, at alle ville falde. Så tilliden var tosidet. Vi fik indprentet, at der på bræen ikke er noget der hedder jeg og mig, men kun vi og os. H vad Jotunheimen l ærte vi ? På kurset lavede vi følgende aktiviteter: • Vi gennemgik og afprøvede isøkse, stikjern, isskruer og sneanker til at vandre på bræer (på dansk også kaldet gletsjere). • Vi lærte at bevæge os på isen, vi lærte metoder til at sikre os selv og holdet over bræsprækker, og vi lærte at se udfordringerne. • Vi skiftedes til at lede et hold. • Vi øvede redning af personer fra bræsprækker, både på sne og is, og prøvede selv at blive reddet efter et (kontrolleret) fald i en bræsprække. • Vi fik en god indføring i isklatringens udfordringer og prøvede at klatre ad lodrette vægge (nedfiring/rapelling). Udgangspunktet for undervisningen var at gennemgå de aktiviteter, som øger sikkerheden på bræen. Selvfølgelig gik kurset også ud på at gøre os fortrolige med stikjern, isøkse og andre dele af det mere almindelige udstyr, men altid var målet, at vi med isskruer, sikringer osv. skulle øge vores sikkerhed. Og det var egentlig betryggende, eftersom vi jo også gennemgik de mere teoretiske forhold omkring de mange risici med sprækker, usikker is, dårligt vejr osv. Vi brugte f.eks. en hel del tid på at gennemgå og træne redningsøvelser. Det var værdifuldt at lære, at vi kunne stole på udstyret, og at vi med forholdsvis simple øvelser kunne trække en tung og slap person op fra en dyb sprække eller ved egen kraft kunne klatre op ad en lodret isvæg ved hjælp af kun to økser. Alt i alt var kurset både en stor udfordring og en fantastisk naturoplevelse. Det var en anderledes måde at opleve de norske fjelde på, men en måde som klart kan anbefales. Jeg føler i hvert fald, at jeg er klar til niveau 2. Men jeg tror såmænd 30 Malmbjerget i Kiruna er årsagen til, at byen må flytte. Med veterantog til Lapland Areal: Jotunheimens nationalpark er på 1.155 km² og har de højeste fjelde i Nordeuropa, Galdhøpiggen (2.469 moh) og Glittertind (2.464 moh). Området har mere end 80 fjeldtoppe på over 2.000 meter. Det er et populært vandreområde med et godt udbygget net af hytter og mange afmærkede stier. Den mest populære rute er turen over Besseggen, som går mellem Gjende og Bessvatn. Navnet Jotunheimen stammer fra den nordiske mytologi, hvor Jotunheim, også kaldet Udgård, er kæmpernes hjem. Bræ eller gletsjer? Begge ord dækker faktisk over det samme: En årligt akkumuleret og omsat masse af is og sne, som er begyndt at bevæge sig pga. sin egen vægt. Arrangør: Vores brækursus blev arrangeret af Den Norske Turistforening (DNT) Fjellspor Oslo i sommeren 2010. Medlemskab af DNT er en forudsætning og koster 550 kr. for et år. Prisen var 3.900 NOK for instruktion og 3.150 NOK for fuld pension og logi i fem døgn på Krossbu Turiststasjon (i sovesal). Fuld udstyrspakke kan lejes på kurset for 400 NOK. Læs mere på www.turistforeningen.no. Rejsen dertil: Vi tog bilen og sejlede med DFDS fra København til Oslo på vej op og kørte tilbage via Sverige med én overnatning på vejen. Det er også muligt at rejse til Jotunheimen med bus og tog. også, at ”de to danskene” fik vist nogle nordmænd, at selv om vi ikke er født med vandrestøvler på fødderne, så kan vi faktisk godt kæmpe os frem til et anstændigt niveau for brævandring. Vi gjorde da vores bedste for at bane vejen for næste generation af danske bjerggeder! n Tina Vinther Dahl har medlemsnr. 262 4.500 km og har foruden Kaukasus og Jotunheimen også været i Himalayabjergene. I sommer gik rejsen til Stok Kangri i Indien og til næste år hedder målet Aconcagua i Argentina. igennem Sverige og Norge til På vej mod Smørstab-bræen iført fuldt udstyr. GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 Nordkalotten og midnatsolens land. Vores lange rejse med veterantog strakte sig fra Kalmar til Riksgränsen og tilbage igen. Tekst: Finn la Cour Fotos: Finn & Barbro la Cour GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 31 Vi skiftede Øresundstoget ud med et veterantog i Kalmar i Blekinge. Her krydser vi den nordlige polarcirkel Vores lokomotiv fra 1953. Lokomotivføreren måtte desværre ikke køre ind i Norge. Byen Henningsvær i den sydlige del af Lofoten. Hvad fik min kone Barbro og jeg til at tage på en ca. 4.500 km lang togrejse over ni dage til det nordligste Sverige og Norge? Der er jo så mange andre herlige (og varmere) steder syd for os. Svaret er: Anderledes oplevelser! Og dette var Europas længste rejse med veterantog! Rejsen arrangeres en gang om året af jernbanemuseumsforeningen Kalmar Veterantåg, og der er en venteliste på to år for at komme med. Dvs., næste ledige plads er først til rejsen i 2015! Vi var 89 deltagere – 95 % af dem fra Sverige. Deltagerne havde det til fælles, at de godt kan lide at køre bekvemt i et gammelt tog og samtidigt se nye, smukke vuer, opleve noget nyt – og lære Den Skandinaviske Halvø bedre at kende. Der var måske også et par stykker, som ikke havde fået leget nok med elektrisk tog, da de var børn! Materiellet – sovevognene, 1. klasses salonvogne, clubvogn og spisevogn – er ca. 50 år gammelt, og alt er nyrenoveret, og så må selve foreningens stolthed, det elektrisk drevne lokomotiv nr. Ma 828 fra 1953, ikke glemmes. Det var imponerende, at personalet, i alt 15 personer – rejseleder, togmester, vognreparatører, altmuligdame og serveringspersonale – arbejdede frivilligt på hele turen, som varede ni dage. Lokomotivførerne er i aktiv tjeneste i SJ. Næsten alt på turen var inkluderet i prisen, som var 14.000 kr. per person. Der var også mange andre aktiviteter end at sidde og se på det smukke landskab. Vores rejse begyndte i Lyngby, men allerede på Københavns Hovedbanegård, hvor vi skulle fortsætte med Øresundstoget, fik vi at vide, at vores tog ikke kunne køre, fordi togets interne kommunikationssystem ikke virkede. Problemet var måske ikke så stort – vi kunne blot tage det næste tog, som DSB så venligt sagde, men vi skulle jo nå vores veterantog … Det hele lykkedes imidlertid, fordi vi var heldige og meget hurtige. I Kalmar blev vi installeret i vores tomandskupé med håndvask og toilet på gangen. I en topersonerskupe er der altså ikke megen plads, men der skulle vi også kun sove. Ellers havde vi vores 1. klasses opholdskupé, hvor vi kunne nyde landskabet, læse og snakke med de medrejsende. Når spisetid nærmede sig, var der tid til et glas eller to i clubvognen, og ellers var der servering i spisevognen, hvor vi fik dejlig og varieret mad. I løbet af den første nat kom vi til Luleå, hvor vi fra M/S Laponia oplevede den fantastiske skærgård med over 1.000 øer. Vi beundrede bl.a. de store isbrydere, der nu lå fredeligt i havnen. Om vinteren bliver isen i Den Botniske Bugt op til 1½ meter tyk, og så kommer de på arbejde. I Gällivare stod der midnatssol på programmet, men den var skjult bag skyerne. Vi måtte nøjes med dagslyset. Det var mærkeligt at se på uret, at det var sengetid, medens det endnu var helt lyst. På vejen fra Luleå til Gällivare kom vi til polarcirklen, hvor vi stod af toget og fotograferede. Vi kørte ikke hver nat – fx holdt vi i Gällivare på et sidespor og så Rallarkyrkogården, hvor de, der omkom under bygningen af jernbanen, ligger begravet – et fantastisk smukt sted cirka fire km fra den lille station ved grænsen, hvor vi måtte forlade toget og køre i bus. Det norske bureaukrati tillod ikke svensk togpersonale på norsk jord. V idere med bus og sk ib Bussen gik til Harstad i Norge, hvor vi boede på hotel. Derfra skulle vi med Hurtigrutens skib M/S Midnatssol og opleve de norske fjorde. Det var betagende. Fjeldene strækker sig højt op, og skibet med sine ni dæk sejler tæt på land. Vi syntes nu nok, at skibet mere lignede et krydstogtsskib end et postskib. Næste dag var vi i Svovlvær – med heldagsregn. Dagen efter kørte vi i bus til bl.a. Lofoten og et flot vikingemuseum i Borg. Vi havde også tid på egen hånd og skulle naturligvis på besøg i Vinmonopolet – men hold op hvor var det dyrt! Som den norske kassedame så præcist sagde det: Det koster at være norsk! Vi var heldigvis ikke færdige med vores tur. Vi skulle også besøge Kiruna. Byen er kendt for, at der er brudt malm i 120 år. I begyndelsen brød man udelukkende malm fra oven – i dag brydes malmen i en dybde af 1.100 meter, og det er planen, at man skal bryde malm i 1.300 meters dybde. Trods megen forskning og mange undersøgelser ved man ikke, hvor langt nede malmen findes. Vores sightseeing var ”kun” i en dybde af 500 meter. Men stedet er gigantisk. Det største problem, som firmaet LKAB har, er at malmbrydningen også er forgået under selve byen. Selv om brydningen sikkerhedsmæssigt har taget alle mulige hensyn, er situationen den i dag, at man bliver nødt til at flytte noget af byen for at undgå at husene styrter sammen – også Kirunas rådhus skal flyttes. I løbet af de næste 20 år skal 3.000 lejligheder flyttes. Man kan let blive svimmel, når man bliver præsenteret for produktionens omfang. Imponerende er det også at få at vide, at denne malmbrydning har skabt verdens største underjordiske brydning. Og imponerende er det, når man ser et malmtog, som trækkes af verdens kraftigste lokomotiv, og som består af 68 vogne med 100 tons malm på hver vogn. Malmen bliver transporteret til Narvik og Luleå. I Lapland har snescooteren ændret samernes liv. Tidligere var de et nomadefolk, hvor renerne bestemte, hvor de skulle slå lejr, men med snescooterens udbredelse har det betydet, at det er nemmere at følge med dyrene. Dvs., samerne er blevet mere stationære, børnene kan gå i skole, og nu tager det to dage at drive en flok rener sammen, hvor det tidligere kunne tage to uger. Vores tur var bestemt ikke begunstiget af flot vejr, selvom det hedder sig, at Luleå og Boden har flere solskinstimer end Mallorca, men det betød ikke, at der ikke var noget at se på – der var en masse. Nok har Finland fået prædikatet at være de tusinde søers land, men Sverige har sikkert mindst 999! Ishotellet ved Kiruna, som bygges op på ny – og smelter igen – hvert forår, har produktudviklet. Nu er der, sammen med Absolut Vodka, etableret isbarer i flere lande. Vi var på besøg i ishotellets produktionsafdeling, hvor vi så iskunstudstillingen og et par suiter, de har under fast tag. Temperaturen indenfor var -5°C! En af de ting, der er betagende ved Lapland, er en befolkningstæthed på to personer per km2, medens tætheden i Europa i snit er 180! Det er eksotisk på en anden måde. Midnatssolen hørte vi om, men vi så den ikke pga. det dårlige vejr. Det betød så til gengæld, at der ikke var mange myg. Derimod så vi elge, rener og fjeldræv! Både erhvervsmæssigt og privat har jeg rejst ret meget. Jeg må indrømme, at jeg har mest rejst langt sydpå, som 73 % af danske turister gør. Efter denne tur, hvor vi, som sagt, bestemt ikke havde godt vejr, har jeg alligevel besluttet, at jeg i fremtiden vil besøge både Sverige og Norge væsentlig mere – det er fantastiske lande, som har rigtig meget at byde på. Veterantog til Lapland Vores rejse blev gennemført i juli 2012. Læs mere om at rejse med veterantog på www.kalmarveterantag.se. Det fortryllende landskab langs en norsk fjord. n Finn la Cour har medlemsnr. 386 og har besøgt 83 lande. Han er pensioneret virksomhedskonsulent og er bl.a. aktiv i Mellemfolkeligt Samvirke. GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 33 Rejsebilleder Pensionerede Sirius-hunde på Station Nord i det nordøstlige Grønland. Foto: Knud Andersen. Skiferie i Hemsedal, Norge. Foto: Maria Malbek Sørensen. 34 GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 På vandretur i nationalparken Þórsmörk (Thorsmark) i Island. Foto: Maria Malbek Sørensen. GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 35 Sultne hunde efter en hård slædetur på Svalbard. Foto: Anders Andersen. Visby er vært for en stor middelalderfestival hvert år i august, hvor de fleste klæder sig ud. Foto: Erik Pontoppidan. 36 GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 Færøske Nólsoy ligger ud for Tórshavn og består af en enkelt bygd med farverige huse. Desuden findes her verdens største stormsvale-koloni. Foto: Rikke Skafte Jespersen. GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 37 konkurrence | ”Dengang jeg blaffede ...” 1. Et pl adsen går til : Tekst & Fotos: Claus Qvist Jessen Fra Jordens røvhul til Dronning Elizabeths sølvtøj Det smukke fartøj Katarina Maha. Noget af det allerbedste ved at blaffe er uforudsigeligheden. Man ved aldrig, hvad der sker, men heldigvis kan netop livets uventede vinkler ende som en uundværlig livsstil. Eritrea ligger jo på vestsiden af Det Røde Hav, og hvad er så mere nærliggende end at drage til rigets yderste udpost, Assab, og forsøge at få et lift med en fiskerbåd til Yemen på den anden side? 38 Uheldigvis havde Eritrea og Yemen været på kant i en årrække, og der var derfor ingen både fra A til B – ingen officielle i hvert fald og slet ingen, der ville have mig med illegalt. Efter fem slidsomme dage i Jordens absolutte røvhul måtte jeg hoste den lange vej tilbage gennem Denkaliaørkenen til den ramponerede, men ret charmerende by GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 Massawa for om ikke andet at opleve lidt liv. Og Massawa havde jo en havn, så hvorfor ikke prøve der? Desværre ville portvagten ikke slippe mig ind. ”Security, you know”, men mens jeg uden held forsøgte at overtale ham, kom en midaldrende, hvid mand spadserende ud fra havnen. Om han kendte nogen med kurs mod Yemen? Joda, det skulle han da selv – i morgen, og han tog da gerne en dansk blaffer med. Som sagt, så gjort, og dagen efter kl. 9 stod jeg klar ved Massawas udslidte havn og beundrede den italienske skipper Maurizios smukke, 33 meter lange sejlbåd Katarina Maha. 100 % træ, bygget i Tyrkiet et årti tidligere og ganske enkelt den smukkeste båd, jeg nogensinde havde sejlet med. Alt var lavet til perfektion, og den skulle nu blive mit hjem den næste uge og lidt til. At Maurizio overhovedet var i Massawa skyldtes noget så jordnært som alkohol. Den slags er ildeset i Yemen, så han havde krydset Det Røde Hav alene for at fylde lagrene. Hele dagen fik jeg fornøjelsen af at lege dæksdreng og stuve uendelige mængder af Smirnoff, Gordon’s og andre sprittede lækkerier ind i diverse kahytter. Krydset over Det Røde Hav tog små to dage på autopilot. Aftensmaden klarede vi med mine fiskeliner, og de sene nattetimer brugte vi i selskab med bådens uendelige barskab og et backgammonbræt. Undervejs blev vi så gode venner, at skipper ligefrem spurgte, om jeg ville med på en lille firedages dykkertur rundt på den yemenitiske side? Jo, han levede faktisk af at sejle med rige expats, og om to dage kom næste hold, og der var god plads til en gratist. bl afferliv på før ste kl asse Herligt, om ikke andet fordi det yemenitiske politi i Hudeyda ikke ville lukke mig ind i landet pga. mine afghanske stempler. Jeg var nærmest strandet i ingenmandsland, så hvorfor ikke tage på luksuscruise, mens jeg ventede? Efter et par dages lastarbejde kom hele VIP-flokken: 10 personer, godt eskorteret af et par biler med effektivt udseende, amerikanske Secret Service-folk og en endnu større flok knap så effektive yemenitiske soldater. Terrortruslen levede i bedste velgående, men ikke til havs, og i løbet af dagene fik jeg hygget mig gevaldigt med de forskellige folk, bl.a. den lokale telefonchef og to computernørdede officerer fra den verserende Iraq War Part 2.1. Og så var der Frances Guy, intet mindre end britisk ambassadør i Yemen, og mens hendes franske mand var på businesstur, havde hun taget deres tre 2. børn med på sejltur. Vi blev hurtigt fine venner, og hun syntes i den grad, at min historie fra Assab til Yemen var munter. Så munter at hun ligefrem tilbød et lift med ambassadekareten hele vejen op i højlandet til hovedstaden Sana. Undervejs fik ambassadøren talt med så store bogstaver over for den vrangvillige politichef i Hudeyda, at jeg alligevel fik mit indrejsestempel, og til slut inviterede hun mig oven i købet til at bo et par dage i ambassadørboligen! Jeg fik hele gæstesuiten med fuld forplejning – inkl. kaffe og cornflakes behørigt serveret på oldgammel, britisk fajance tilsat sølvbestik iført dronning Elizabeth II’s monogram! n Claus Qvist Jessen har medlemsnr. 19 Det Røde Hav Det Røde Hav skiller Afrika og Den Arabiske Halvø. Det er 2.250 km langt og er 355 km på den breddeste led. Dybeste sted er 2.130 meter. og har besøgt ikke færre end 146 lande og seks kontinenter. Han drager efter sigende kun nødigt ud i verden uden en håndfuld fiskestænger. Næste tur går til USA. Læs mere om hans mange rejser på www.cqj.dk. pl adsen går til : Dengang jeg blaffede … Og endte i Chile Tekst & Fotos: Henrik Frier Hansen Ja, sådan kan det gå: Blaffeturen ender på – og med – en hel hektar naturgrund i det sydlige Chile. GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 39 Et lille st ykke par adis Turen med fru Esther María iført blomstret cardigan og gummistøvler byder på oplevelser. Vi bevæger os ad små grusveje, der snor sig opad mod de grønne bakker og senere leder os ned igen til små træbroer, der fører over rislende vandløb. Vi kan dårligt følge med den lille dame, der sprinter af sted, fordi hun kender området som sin egen baghave. Store okser græsser dovent på grønne græsmarker, og små kolibrier står stille i luften, mens de labber nektar af gule klokkeblomster. Svedige landarbejdere høster havre med oksekærre, de ser barske ud, men vinker venligt til os, da vi går forbi. Skoven bliver tættere og grusvejen smallere. Den nærmest forsvinder ind i naturen og bliver til små smattede stier, der får vores støvler til at glide i mudderet. Her er fyldt med vilde blomster, der sprænger farveskalaerne, og gamle træer, der dufter af noget, der virker meget stort og ægte ... Vi når til et fladt plateau, et græsareal fyldt med solgule mælkebøtter og vilde brombærbuske, alt sammen omkredset af tæt skov. I den ene ende ligger et lille højdedrag. ”Kom med op og kig,” inviterer gamle fru Esther. Fra toppen af højdedraget vender vi os om og kan nu se det, vi ikke kunne se på vejen herop: Havet! Herfra er der den videste og skønneste udsigt over Stillehavet, man kan forestille sig. Vi er fascinerede og solgte. Mens vi puster ud i det grønne græs, kommer tanken snigende: Dette sted kunne nemt blive et lille stykke paradis. Ikke et spørgsmål Næste konkurrence: Dengang jeg fik en ny ven … ”En rejse måles bedst i venner snarere end i mil,” skrev den amerikanske forfatter Tim Cahill engang. I det næste nummer af Globen vil vi høre en god historie, om dengang du fik en ny ven på rejsen. For rejser man med et nysgerrigt og åbent sind, er det jo let at få nye venner undervejs. Vi vil høre, hvordan du fik en ny ven under fremmede himmelstrøg, hvordan jeres venskab udviklede sig, og om I stadig er venner i dag. Bedste artikel vælges alene på baggrund af tekst, men send meget gerne et eller to billeder med, der kan illustrere artiklen, samt et portrætfoto af dig selv. Artikler bør højst fylde 4.000 tegn. Vi glæder os til at høre mere! Førstepræmie er et ”Verdensatlas – En kartografisk encyklopædi over planeten Jorden” fra Millennium House samt et gavekort til Café Globen på 150 kr. De fleste berejste fascineres jo nok af topografiske kort og globusser, og dette atlas er i hvert fald værd at vise frem. Det imposante værk vejer næsten 5 kg, og med sit enorme format på 44x52 cm passer det nok ikke lige ind i reolen derhjemme, men fortjener en helt særlig plads. Atlasset er fra 2009, og omslaget er på dansk. Stednavne inde i atlasset er dog med lokale betegnelser eller på engelsk. Det har 151 kortsider og dertil et stort register. 40 GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 Patagonien Min mor og jeg fik et lift med en israelsk konvoj. Patagonien er et landskab, som deles af Chile og Argentina. Den chilenske del omfatter den sydlige del af regionen Los Lagos samt Aisén og Magallanes. om hvornår, hvordan eller hvorfor – ingen rationelle tanker, men blot en simpel og spontan beslutning: ”Vi køber grunden!” Med prutteri, håndslag og høje grin os alle imellem, bliver vi de stolte ejere af en hektar jord i det sydlige Chile. Vi vil på en eller anden måde blive her. Midt i rejsen, slå os ned og blive en del af eventyret i denne smukke verden! n Henrik Frier Hansen har medlemsnr. 285 og er født i 1965. Siden år 2000 har han delt sit liv mellem Danmark og Chile. I 2008 udgav han en bog på engelsk om sine oplevelser i landet. Den hedder ”Viva Chile – Travels, Tips & Tales” og er udgivet hos AuthorHouse. Læs mere på www.vivachile.dk. 3. Tekst: Anette Lillevang Kristiansen Foto: Wikimedia Chilensk Patagonien: Havet, himlen og det grønne – den intenst frodige skov ligger side om side med de store vulkaner og det dybblå Stillehav. Farverne er stærke og smukke. Her på vestkysten af det sydligste Amerika er sceneriet malerisk, og vinden dufter af hav og friske muslinger. Vi er kun os to. Min chilenita og jeg. Forelskede, nygifte og med hovederne fulde af eventyr og rejsedrømme. Her langs Carretera Austral er det ikke altid, bussen kommer forbi. Vi er på kanten af verden, og transporten foregår således på ladet af en antik lastbil, som standsede allerede første gang, vi stak tomlen i vejret. Den gamle, brummende Mercedes kæmper sig ud mellem de grønne chilenske bakker. Vi står på ladet og griner over hele femøren, også selv om bilen viser sig at være en dyretransport, og vi i bogstaveligste forstand står i en hørm af gammel gris. Egentlig er vi blot på udflugt. Men tilfældigt ser vi pludseligt et skilt. ”Grund til salg” står der. Vi kigger på hinanden og er, uden ordveksling, enige om at se nærmere på tilbuddet. Banker i taget på grisebilen, og bliver sat af foran det lille hvide hus ved landevejen. Ud af huset kommer en hjertelig ældre dame iført blomstret forklæde og uldne sutsko og byder os velkommen. Fru Esther María hedder hun. Hun driver en lille pension og byder os på te og friskbagt brød fra det gamle brændekomfur, det dufter skønt i hele huset. Vi spørger nysgerrigt efter grunden, der er til salg. ”Den ligger oppe i bakkerne,” siger den gamle. ”Hvis I vil, kan vi gå en tur derop …” konkurrence | ”Dengang jeg blaffede ...” pl adsen går til : Paranoia og Kitekats ved Det Døde Hav I 1999 havde jeg gang i det vanvittige projekt, at min mor og jeg ville backpacke rundt i Israel. Hun var dengang en moden dame på 62 år og havde aldrig prøvet at rejse før! Israel er et nemt land at rejse i, og vi var forvænte med bare at stille os ud til vejen, og så kom der som regel en bus inden for en overskuelig tid. Men efter en svømmetur i Det Døde Hav, hvor vi igen tager opstilling – ja, da kommer der faktisk ingen bus. Efter cirka en time ankommer en konvoj af militærkøretøjer, den slags store ladvogne, der transporterer tanks og kører i slowmotion. De holder pause ved busstoppestedet, og jeg lægger mærke til, at en af chaufførerne kigger efter os. Inden længe kommer manden hen til os. Han er vel midt i 50’erne og kan ikke et ord engelsk, så guderne skal vide, hvordan vi egentligt får kommunikeret, men han gør i hvert fald tegn til, at vi skal komme med. Jeg føler jo et vist ansvar over for min mor, men tage den på tommelfingeren med en militærkonvoj – tja, hvorfor ikke? Selvom jeg godt nok inderst inde præges af bange anelser ... Vi ruller ud på Israels støvede landeveje. Ingen af os siger noget. Senere taler han med de andre køretøjer over radioen, og jeg forstår, at han må være den øverstkommanderende i kortegen. Det er en besynderlig situation: Vi befinder os i en militærlastbil med en tavs israeler, og dybest set aner vi ikke, hvor vi er på vej hen! På et tidspunkt tager han hånden ned under sædet og roder med et eller andet. Jeg tænker guuud nej, nu finder han en pistol frem og skyder os begge – jeg kan lige se avisoverskrifterne for mig: ”Dansk mor og datter fundet skuddræbt i Israel” – jeg er skrækslagen, men beslutter mig dog for at se, hvad det egentligt er, manden er i gang med. Da han får hånden vristet op af en papkasse, har han sin store næve fyldt med røde Kitekat-chokoladebarer og rækker os hver en hel håndfuld, og hans ansigt flækker i et stort smil. Enden af det hele bliver, at han kører os til et busstoppested, hvor der snart dukker en bus op, der er på vej sydover. n Anette Lillevang Kristiansen er 41 år og blaffet på Hawaii med en veninde. Læs mere om hendes rejser på www.inkapigen.dk. Det Døde Hav Verdens lavest beliggende sø har en saltholdighed på ca. 31,5 % – eller ni gange så meget som Middelhavets 3,5 %. På grund af det høje saltindhold findes der intet højerestående liv, deraf navnet. Det Døde Hav ligger 420 meter under havets overflade og er dermed Jordens laveste punkt. har medlemsnr. 328. Hun har også engang GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 41 På motorcykel gennem en vietnamesisk tyfon Dansk motorcyklist klar til turen gennem Vietnam. Tekst: Martin Smedebøl Fotos: Karin Christiansen What did the typhoon say to the coconut tree? Hold on to your nuts – this is not an ordinary blowjob! Vejen er oversømmet – vandstanden stiger, lige så hurtigt som man fylder et badekar. På amatørbasis har jeg rejst med motorcykel gennem Kina, Cambodja, Thailand, Indien, Argentina, Chile, Nicaragua, Honduras, El Salvador og Vietnam. På den første rejse i 1999 gennem Nordvietnams bjergrige landskaber væltede jeg og brækkede venstre overarm og højre tommelfinger. Det lykkedes at gennemføre resten af den planlagte rejse i en medfølgende bil. Og det afskrækkede mig ikke fra at organisere flere motorcykelrejser! Her berettes om en tur gennem Vietnam i 2007. I november 2007 valgte min kone Karin og jeg Vietnam som rejsemål. Vi skulle køre fra hovedstaden Hanoi til Ho Chi Minh-byen (tidligere kendt som Saigon) på lejede Minsk-motorcykler. Det er ganske hårdføre og billige hviderussiske 125 cc totaktsmaskiner, som har haft stor popularitet i Vietnam, men nu er ved at blive udkonkurreret af japanske motorcykler. Vi var 25 deltagere i rejsen, som forfatteren til denne artikel havde planlagt og organiseret. Vi havde et hold 42 af vietnamesere til at hjælpe os – guider, mekaniker og chauffører til ledsagebiler. Den danske ambassadør i Vietnam havde fortalt os, at han ikke selv ville gøre sådan en tur – han sagde, at der dør 13.000 mennesker i den vietnamesiske trafik hvert år, og de fleste er motorcyklister. Vi informerede også den danske konsul i Vietnam om vore rejseplaner. Han ønskede os held og lykke og lovede os assistance, hvis behovet skulle opstå. Alle rejsedeltagerne fik et papir med nyttige udtryk på engelsk og vietnamesisk og vigtige telefonnumre. Vietnamesisk kørekort kræves i Vietnam, og vor lokale kontakt havde ordnet dette for 20 USD per person, GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 selvom et kørekort normalt koster 2 USD i Vietnam. Og kørekortene viste sig at være ret primitive fotokopier … Vi havde en læge, en beredskabschef og flere sygeplejerskere i gruppen, og vi medbragte et bredt udvalg af førstehjælpsudstyr, bl.a. halskrave, suturmateriale, medicin og udstyr til at fiksere brækkede arme og ben. Better safe than sorry! P erfekt l and for motorc ykler Motorcyklister kan lide nogenlunde fredelige veje, smuk natur, bjerglandskaber med endeløse serpentinersving, mange maleriske landsbyer og et spændende folkeliv, og alt dette oplevede vi i rigt mål. Vi lagde ud i Hanoi, der har en meget intensiv trafik – her er det ganske almindeligt at suse over for rødt lys. Allerede uden for byen begynder højlandet. Efter en dags kørsel kom vi til landsbyen Mai Chau, hvor vi havde fælles overnatning i et styltehus – 25 personer af begge køn overnattede på rullemadrasser på gulvet, og morgenvasken foregik i fri luft. Vi fortsatte via Vinh, Phong Nha til Dong Hoi, hvor vi boede på et dejligt resort ud til Det Sydkinesiske Hav. Så gik det ind i højlandet til Khe Sanh – kendt for den store amerikanske base under Vietnam-krigen – og ned til kejserbyen Hué. Via Hoi An var ruten lagt gennem det centrale højland til Pleiku og Buon Ma Thuot, hvorfra vi fortsatte til Dalat og badestedet Phan Thiet, inden vi nåede frem til Ho Chi Minh-byen. Vi begyndte typisk kl. 7 om morgenen og afviklede 150-200 km på otte timer. Vi oplevede flere af de etniske minoritetsfolk i bjergområderne. Ofte var deres landsbyer og levevilkår præget af fattigdom. E kstrem tr afik I vietnamesiske byer er trafikken overvældende – mængder af motorcykler pløjer sig frem skulder ved skulder. Ofte er der en hel familie på motorcyklen, eller der transporteres flere grise, bundter med kyllinger eller andre kolossale bagagemængder. Vi så en, der kørte med en vaskemaskine, en der kørte med to dobbeltsenge, og en som kørte motorcykel med et intravenøst drop i armen, mens hans passagerer holdt dropstativet med flasken. Vi mødte også den vietnamesiske udgave af Hjem-is – en motorcykel med frysebeholder på bagagebæreren og en radio med højttaler på styret! Man skal vænne sig til den vietnamesiske trafikkultur, hvor det gælder om at have øjenkontakt med de øvrige trafikanter og undgå pludselige opbremsninger og retningsændringer. Turen var på 1.750 km. Det kan derfor ikke overraske, at der indtraf uheld undervejs: To kolliderede 7 km uden for Ngoc Lac. En havde behov for at blive syet i panden, og den anden fik hjernerystelse og brækket kraveben På vej til marked med skumfiduser. Tyfoner og regn Vi oplevede også at befinde os midt i en af de fire tropiske tyfoner, som ramte det midterste af Vietnam i den periode. De lokale aviser skrev om 30-40 døde og savnede, 60.000 oversvømmede huse, 100.000 evakuerede, regnfald på 800 mm vand, 5.000 krokodiller var sluppet ud af krokodillefarme, militæret var sat ind, Røde Kors samlede ind til ofrene, vejene var afbrudt pga. jordskred og oversvømmelser, og premierministeren besøgte katastrofestedet. Den dag opgav vi at køre motorcykel og tog tilflugt til bussen, som flere steder måtte forcere vand i op til en meters dybde. Vi så store landområder langs Highway 1, som var oversvømmet, og vi hørte, at vandet nåede op til 1,8 meter over nogle broer, som vi passerede tidligere på dagen. Et sted måtte vores bus vende om pga. oversvømmelse, og vi kunne se vandstanden stige, lige så hurtigt som man fylder et badekar. Man får respekt for naturens kræfter! A good luck tour in Vietnam Når nøden er størst V ietnam ! Vi og vore vietnamesiske guider var lykkelige, da vi nåede målet – vietnameserne beskrev det som ”a good luck tour”. Vi fejrede dagen med at hælde lidt mere godt vietnamesisk øl gennem halsen. Vi observerede, at vore vietnamesiske venner fejrede rejsens afslutning med nogle glas fra en stor 10 liters plasticvanddunk, der havde fulgt med på hele turen – og den viste sig at indeholde stærk risbrændevin, som var blevet hyppigt anvendt undervejs. Så spirituskørsel er nok ikke ualmindeligt i Vietnam! Der var bred enighed blandt rejsedeltagerne om, at det havde været en flot tur med mange oplevelser – naturmæssige, kulturelle, religiøse, arkitektoniske og historiske. Og Vietnam kan varmt anbefales til motorcykelture, men man skal være velforberedt og klar over de risici, der er forbundet med denne rejseform. n Martin Smedebøl har medlemsnr. P325. Han er 64 år og pensioneret overlæge. Selv om han ikke havde kørt motorcykel, siden han som 18-årig var den lykkelige ejer af en østtysk MZ, fik han som 55-årig lyst til at tage ud på motorcykelrejser i gruppe og har holdt af det lige siden. Læs mere om hans rejser på www.smedebol.dk. En hel familie på motorcykeltur. 90,5 millioner indbyggere. Danskere kan pt. rejse visumfrit til Vietnam på rejser af op til 15 dages varighed. Vil man køre på motorcykel i Vietnam, bør man bemærke, at internationale kørekort ikke anerkendes. Motorcykler kan lejes lokalt for omkring 30-50 kr. om dagen. Dobbeltsengen transporteres på motorcykel. Tekst & fotos: Christian Hadsund og behøvede røntgenundersøgelse. Vi kunne ikke tilkalde ambulance, men måtte selv ordne transport til nærmeste hospital. Det foregik på gulvet i vor ledsagende lastbil, der blev tømt for bagage. Men på sygehuset fik vi god hjælp, og SOS International ordnede hjemtransport via Hanoi. Og en af deltagerne punkterede og blev overset af følge- og opsamlingsbilen. Han ventede hele dagen alene og forladt i vejkanten under den bagende sol. Lokalbefolkningen fik øje på ham, en dreng kom ud på eftermiddagen med et glas vand til ham, og ud på aftenen blev han inviteret hjem til den venlige lokale købmand og blev budt på mad og risvin. Og så lykkedes det endelig for ham at få telefonkontakt med vor vietnamesiske guide, så han kunne blive hentet. En anden deltager oplevede, at hans motorcykel gik i stykker. Dette problem løstes ved, at han købte et stykke reb og blev trukket 50 km af en af de andre motorcykler – en meget farlig og forbudt transportmåde, som heldigvis endte godt. Grænsen til Burundi er ikke verdens mest bevogtede. Vi kender det nok mange af os: Man står i en uløselig situation i en yderkant af verden, ved en grænse, slunken pengebeholdning, og grænsebetjenten påstår, at papirerne ikke er i orden! Du skal tage tilbage og ordne papirerne. Men hvordan? Du er jo alene på grænseovergangen, og der findes ikke kollektiv transport. Og vi kender det nok også de fleste af os: At det hele løser sig ved hjælp af lokale borgeres uendelige hjælpsomhed. Jeg er i deep shit!!! Fredag havde jeg fået en bus fra Bujumbura, hovedstaden i Burundi, til Kigali, hovedstaden i Rwanda, og alt gik som smurt i olie på den burundiske side … men så begyndte helvedet! Virkelig et helvede som ikke var rart! Ved Rwandas entry point har manden (vistnok) allerede stemplet mit pas og giver det tilbage, hvorefter jeg, som det retskafne menneske jeg er, spørger, hvor jeg skal betale for visumet. Det hele skal jo gå rigtigt til. Åh nej! Det skulle jeg aldrig have gjort! Jeg får en lang tale om, at det skulle jeg have ansøgt om i Danmark og udfyldt en blanket eller gjort det via internettet eller i Bujumbura, og at jeg da ikke kunne få visum på grænsen (som Lonely Planet ellers skriver). Så efter en lang diskussion var det værsgod: Af med bagagen fra bussen og tilbage til den burundiske side og få annulleret exit stamp’et. Nu, efter at have haft tid til at tænke over det, var det et dumt valg. Jeg skulle i stedet have betalt de 40 USD ekstra for at få en hel uges visum – for jeg havde kun fået et tre dages visum på grænsen fra Tanzania ind i Burundi – jeg skulle jo bare på gennemrejse gennem Burundi og det hele gik jo også efter planen. Så nu havde jeg rigtig mange problemer i det dødkorrupte land, Burundi, som er nummer 172 på Transparency Internationals antikorruptionsindeks: 1. Det var fredag og jeg kunne ikke nå tilbage til Bujumbura og få et visum inden weekenden. 2. Jeg ville komme til at opholde mig ulovligt i Burundi, da visumet udløber natten til søndag, og immigrationskontoret (og hvor fanden ligger det?) og Rwandas ambassade ville være lukket, og jeg ville ikke være i stand til at forklare mine problemer på et sprog, begge ville forstå. 3. Mandag er ambassaden lukket pga. valgdag. 4. I Burundi er det ikke muligt at hæve penge på internationale visakort, og jeg var ved at løbe tør for lokale kontanter og USD, da hotellet er dyrt, og diverse visa skal betales i USD. GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 45 Burundi Morgentrafik på vej ud af Bujumbura. 5. Og især: Hvordan helvede skulle jeg komme tilbage til Bujumbura fra grænseovergangen helskindet!? Der var jo ingen kollektiv transport! Og guidebogen advarer om at opholde sig uden for hovedstanden i det hele taget pga. den høje kriminalitet. Og her sad jeg på kantstenen med min kæmpe rygsæk med alskens skumle pengevekselere summende omkring mig … 6. Og ville alle de ekstra stempler og annulleringer i passet give mig yderligere problemer ved en senere overgang? Og kunne jeg forklare mig ud af det? 7. Skulle jeg kontakte det danske konsulat og lade en ven i Danmark stay sharp vedr. Udenrigsministeriet, hvis det hele skulle gå ad helvede til? B est fr iends? Efter at have ventet lidt i den bagende sol ved grænsen i håb om tilfældigvis at spotte en hvid mand mod Bujumbura, tog jeg chancen og spurgte en velklædt lokal mand, om han var fra området, og om han kendte et sted med internet (så kunne jeg måske nå at få en Ingenmandsland ved Burundis grænse. visumblanket inden weekenden). Men uden held. Det viste sig, at manden ventede på costums og skulle så tilbage til Bujumbura i sin Land Rover “in a few minutes” og tilbød mig en plads. Hvad skulle jeg gøre? Jeg havde også hørt, at langdistancebussen den modsatte vej kunne have mig med – men var det rigtigt? Vi ventede sammen, og flere venner og bekendte kom til i de ”few minuites” som blev til adskillige timer og én halv liter øl blev erstattet af nr. to … og nr. tre. Altså af ham, som skulle køre Land Roveren! De tilbød mig også både kødspyd og øl, men selv om jeg var hundesulten, kunne jeg ikke spise noget, for jeg var så urolig og bekymret. Kunne jeg stole på dem? Blandt de mange, der kom forbi, var også formanden for det liberale parti. Hans “best friend“ var naturligvis også en dansker og var konsul i Burundi, og han vidste hvor alt det, jeg havde brug for at vide lå (dvs. immigrationskontoret, det danske konsulat og den rwandesiske ambasade). Det hele virkede lidt for godt til at være sandt, men jeg følte ikke, at jeg havde noget andet valg. Heller ikke, da jeg rent faktisk så bussen den modsatte vej, for da sagde han: ”Nej, nej! Jeg skal nok køre dig!” Og hvis han virkelig ville vise mig det danske konsulat og immigrationskontoret og køre mig helt hjem til hotellet, så var det jo også en bedre deal! Jeg tog chancen … Men sikke en knugen i maven over alle de bekymringer. Endelig, endelig, endelig, kom vi af sted, men der var ikke gået 10 minutter, før vi liiige skulle snakke med nogle andre ved vejsiden (alt på swahili), og så ved et hotel og så på en containerplads “just for a few minutes” (han var efter sigende forretningsmand i containertransport). Disse minutter blev til flere timer igen, og jeg sad ved siden af Land Roveren med helt åbne vinduer, mens hele pøblen rendte rundt og var ubehageligt meget interesseret i både bil, indhold og muzungu’en (swahili for ”hvid mand”) … Som sædvanlig snakkede alle om muzungu’en på swahilli og grinede højlydt sammen. Jeg fik mere og mere ondt i maven. Tusmørket var også begyndt at falde på. Jeg anede ikke, hvor mine medpassagerer var blevet af. Det var Jeg krydser grænsen ind i Burundi. meget ubehageligt og utrygt … og jeg var ved at være ængstelig. Hvad fanden skete der!? Og selv om de to i bilen nu skulle være o.k., hvad så med at være ulovligt i et land med enorm korruption, hvor vi ikke har et fællessprog i engelsk? Og penge? Skulle jeg have tilsendt penge via Western Union fra en ven, og hvordan gjorde man egentlig det? Og hvor hurtigt ville det gå i en weekend, og hvad nu hvis jeg alligevel kunne komme af sted hurtigt, inden jeg nåede at hente pengene? Skulle jeg nu helt tilbage lørdag til Kigoma i Tanzania for ikke at blive ulovlig borger i Burundi (og var det nu muligt på en lørdag?), og skulle jeg så tage helt til Dar es Salaam (36 timers bustur tværs over Tanzania) for så at flyve til Kampala, Uganda, hvor mit hjemfly fløj fra? Jeg ville bare hjem! Helt hjem! Og jeg følte mig meget alene, frustreret, urolig og bange! Endelig var de færdige med containerne, og vi kørte til Bujumbura, hvor det i mellemtiden var ved at blive mørkt, og alle advarer mod at være hvid efter kl. 20. Selv om det hele virkede fint i bilen, var jeg stadig urolig. Kunne forstå enkelte ord i samtalerne mellem chaufføren og hans ven, og det virkede også tilforladeligt. Men det kunne jo også være en del af planen … Jeg har jo også set “Fanget i udlandet”-programserien på TV2, hvor vesterlændinge bliver røvet, dopet og taget til fange … Det er trods alt et land, der lige har været i krig! Verdens kedeligste by Det hele viste sig at være sandt. Først viste de mig, hvor immigrationskontoret lå, hvor jeg skulle bede om nåde om mandagen, og derefter kørte de mig til mit hotel og ventede, mens jeg spurgte, om der fortsat var ledige pladser. Da jeg gik tilbage til bilen for at bekræfte, gav han mig endda 10.000 lokale penge (ca. 50 kr.) til at få aftensmad for, da jeg havde fortalt ham om problemerne med internatonale visakort i landet … Så det viste sig at være nogle storsindede burundiere! Jeg fik heldigvis et værelse, så jeg kunne føle mig tryg om natten, og nåede også at tale med den engelsktalende lady på hostellet, som kunne forsikre mig om, at hendes svenskboende søster havde kunnet hæve på sit internationale visakort i Interbank, og at vi nok skulle finde en swahiliengelsk-oversætter til mig til mandag på immigrationskontoret. Så i allerbedste fald er det kun fem dage, der mistes i verdens kedeligste by, hvor man ikke bør gå ud om aftenen. Dagen efter lykkedes det mig at hæve penge (det kostede 15 USD i gebyr). I løbet af weekenden mødte jeg en rwandesisk fyr, der kunne fungere som formidler, tolk og bestikkelseskyndig på immigrationskontoret om mandagen, så jeg kunne få lovliggjort mit ophold i landet. Det ville ”kun” tage fire dage at behandle, sagde skrankepaven. Lige indtil der kom 10 USD med ind i passet, så tog det kun fem minutter! Kvitteringen bestod i skrankepavens private mobilnummer, så hvis der var mere, han kunne være behjælpelig med, skulle vi bare ringe ... yeah, right! Da den rwandesiske ambasade åbnede om tirsdagen, skyndte jeg mig dertil, kun for at få mit næste chok: Det Burundi er et pragtfuldt sted for rejsende, der ønsker destinationer, som andre ikke finder grund til at besøge. Der er virkelig ikke meget at lave. En forarmet zoo, et marked og et par natklubber, hvor FN-folk kan danse med prostituerede. Sikkerhedssituationen er skiftende, men generelt dårlig. Dels pga. en udmarvende borgerkrig, dels pga. kriminalitet. Lokale fylder heller ikke på gaderne i hovedstaden efter mørkets frembrud. Selv for kortere afstande i mørke anbefales, i hvert fald ifølge Lonely Planet, at tage taxa. Her kan du godt forvente at blive chikaneret af korrupte betjente, der vil se dit pas. Der er kun få fly direkte ind i Bujumbura. Der er sandsynligvis kommet flere, efterhånden som sikkerhedssituationen er blevet bedre. Herudover er den mest benyttede indgang til landet via land over Tanzania eller Rwanda. ville tage to dage at behandle. Og her var der ingen mellemvej. Det endte med, at jeg blev forsinket en hel uge i verdens kedeligste by, før jeg kom videre. Alt sammen fordi visumprocessen til Rwanda havde ændret sig, siden guidebogen var udgivet. Men det er godt nok ikke sjovt at være ulovligt i et land, hvor man ikke kan gøre sig forståelig, og officials gerne vil gøre et problem ud af tingene. Lektien må være: Når nøden er størst, er hjælpen nærmest, og andre menneskers generøsitet en fortsat overraskelse. Der var desuden en engelsk-pakistaner bosiddende i Bahrain, som på grænsen gjorde alt for mig, og insisterede på at give mig 20 USD til at komme tilbage over grænsen! n Christian Hadsund har medlemsnr. 506 og har tidligere i år været i bl.a. Sierra Leone, Armenien, Moldova og Iran. Faktisk helt uden grænseproblemer! GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 47 Det er de jordløse landarbejdere, der udfører arbejdet på landet. Det gælder også, når der skal plantes ris. Chetpet. I nærheden af paradis Trafikken kan forekomme noget kaotisk. L angt Det sydlige Indien er et fantastisk sted at besøge, især hvis man medbringer en vis portion tålmodighed, høflighed og sans for absurd komik. Tekst & fotos: Helge Pedersen Elefanter indgår som en naturlig del af dagliglivet. Frugtsalat. Det er ikke uden grund, at Kerala ofte bliver omtalt som Guds eget land, for det ligner på mange måder den perfekte tropeidyl. Delstaten ligger helt nede i den sydvestlige ende af det indiske subkontinent med Det Arabiske Hav i baghaven, og adressen ligger på mange måder rimelig tæt på det paradisiske. Solen skinner, temperaturen svinger omkring 30°C året rundt, og i det meste af landet står kokospalmerne skulder ved skulder og sørger for en vis skygge. Et nærmere eftersyn i palmernes grønne overflod afslører, at der også er blevet plads til andre daglige fornødenheder som ris, bananer, ananas, papaya og den helt uundværlige chili, som sætter sit markante præg på det lokale køkken, hvor friskfangede fisk, rejer eller muslinger indgår i de fleste retter. Jeg har lært at sætte pris på det hele i de fire år, min kone og jeg foreløbigt har boet i Kovalam, en lille by lidt uden for Thiruvananthapuram som er hovedstaden i Kerala. Fra vores hus har vi 70 km til sydspidsen af Indien, som er et vigtigt pilgrimsmål for troende hinduer, og dem er der rigtig mange af. Befolkningen er Indiens største attraktion. fr a D anmark Der er på alle måder langt fra Danmark til det sydlige Indien. Man er i den grad på udebane, og derfor kommer man bestandig ud for situationer, man ikke i sin vildeste forstand havde forestillet sig. Nogle gange føles det næsten, som om man spiller med i nogle af de mere vanvittige scener i en ”Monty Phyton”film. Man synes hele tiden, man forstår, hvad der foregår, og hvad det er, man taler om. Men man lærer hurtigt, at virkeligheden kan opfattes og fortolkes meget forskelligt. Jeg kom for eksempel ind på en pænere restaurant. Der var ikke andre gæster i restauranten, så jeg fik en kongelig modtagelse. Alle otte tjenere ilede mig i møde, og efter en vis forvirring fik de mig anbragt ved et bord, hvor de straks kastede sig ud i en meget høflig samtale med mig. De ville blandt andet gerne vide, om det var mit første besøg i landet, hvad jeg mente om Indien, hvor mange børn jeg havde og den slags. Ind mellem spørgsmålene, alle smilene og de vrikkende hoveder forsøgte jeg at få kigget lidt i menukortet. Det opgav jeg på grund af den overvældende interesse fra de mange venlige mennesker. I stedet spurgte jeg overtjeneren, hvad han kunne anbefale. Uden tøven GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 49 knallerter og cykler holder tilbage for biler. Fodgængerne? De springer for livet. Vanedannende pegede han på en ret på kortet og sagde, at det var det absolut bedste. ”Fint, det vil jeg gerne have.” ”Det har vi ikke,” svarede overtjeneren uden at fortrække en mine. Jeg skulle selvfølgelig have spurgt: ”Hvad har I?” Så havde logikken fungeret begge veje uden nogen form for misforståelser. K ontr asterne Indien er på enhver tænkelig måde totalt overvældende, og man bliver dagligt udsat for adskillige ture i den mentale rutsjebane. Det ene øjeblik er man helt oppe i skyerne, og det næste er man helt nede i kælderen. Heldigvis er opturene klart i overtal. Det er sagt masser af gange, men selv om det lyder som en slidt kliche, er det ikke desto mindre sandt: Indien er simpelthen kontrasternes land. Her konfronteres man hele tiden med begge sider af den indiske virkelighed, fx dyb fattigdom og overvældende rigdom. Man får det hele lige i masken, og det er ofte med til at sætte ens verdensbillede og -opfattelse på noget af en prøve. Hvordan kan fattige mennesker eksempelvis have overskud til tilsyneladende at smile dagen lang? Der er et mylder af mennesker overalt, og det skal tages helt bogstaveligt. Kerala er kun på størrelse med Jylland og Sjælland, men der er 35 millioner indbyggere. Hvis man skal være meget diplomatisk, kan man sige, at trafikken kan forekomme noget anarkistisk. Færdselsloven er et teoretisk begreb, som i praksis ikke har den mindste betydning for trafikanternes gøren og laden. Vigepligten afhænger således helt af, hvad man kører i. Det betyder, at busser og lastbiler altid har forkørselsret i forhold til biler, mens motorcykler, 50 n Helge Pedersen har medlemsnr. P496 og er journalist. Han og hans kone har kørt det sydlige Indien igennem på kryds og tværs på motorcykel. Selv kører han på en indisk Royal Enfield. Læs mere om parrets oplevelser på www.devarmelande. wordpress.com. Kerala H jemmebesøg Man bliver inviteret på besøg hos vildtfremmede mennesker, der beværter gæsterne med det allerbedste, de overhovedet har. Jeg har fx været på weekend hos direktøren i den bank, hvor jeg på må og få var gået ind for at oprette en konto. Det ville med garanti aldrig være sket, hvis jeg var gået ind i en bank et sted i Danmark. Man skal næsten kun have sagt goddag til folk, før man bliver budt med til bryllupper og andre familiefester, og utallige gange er jeg blevet inviteret på besøg hos mennesker, jeg bare har mødt i forbifarten. Man skal så lige vænne sig til, at man altid spiser alene. Værtsfamilien sidder ikke med ved bordet. De har travlt med at varte gæsterne op. Det er heller ikke nemt at vide, at det er meningen, man skal sige farvel og tak, så snart man er færdig med at spise. Man skal ikke blive hængende for at snakke, for så kan værtsfamilien ikke få noget at spise. Det sociale samvær foregår, inden man får noget at spise. D en forkerte vej Set med danske øjne er det meget mærkeligt, men indere kan ikke lide at sige nej. Det betyder, at hvis man GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 Sofarejser Visum: Søges på Indiens konsulat i København og koster 370 kr. for tre måneder. REJSEN DERTIL: Fly KøbenhavnThiruvananthapuram (tidligere kendt som Trivandrum) fås fra 3.550 kr. t/r. Fx med Lufthansa fra København til Bangalore og videre med Jet Airways. Tekst & illustration: Lars-Terje Lysemose Hovedparten af befolkningen er hinduer. For de fleste udlændinge virker den indiske hverdag både forvirrende og kaotisk, men den er også stærkt fascinerende, livsbekræftende, vanedannende og underholdende. Kan man leve med, at intet er helt perfekt, og at tingene aldrig går helt som forventet, men at det alligevel altid går, så er Indien et fantastisk land at besøge. Især hvis man er udstyret med lidt tålmodighed, almindelig høflighed og en god portion humoristisk sans, vil et besøg i Indien være en uforglemmelig oplevelse. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg selv er ret begejstret for Indien og ikke mindst for dets indbyggere. Efter min mening er landets indbyggere Indiens allerstørste attraktion. Inderne er smilende, venlige, imødekommende og uhyre hjælpsomme. De kan godt lide udlændinge, og i modsætning til så mange andre, os selv fx, tager de altid godt imod landets gæster. Som besøgende kan man slet ikke undgå at komme i kontakt med lokalbefolkningen, og det kan føre til de mest forbløffende oplevelser. eksempelvis spørger om vej, bryder en inder sig ikke om at sige, at han ikke ved, hvor det er, man skal hen. Han vil meget hellere være hjælpsom, så man bliver altid hjulpet videre, også selv om det tit er i den forkerte retning. Indien er fuld af oplevelser og overraskelser. Man skal bare bevæge sig uden for sin dør, så står oplevelserne i kø. Et udvalg af rejserelaterede udgivelser ”At rejse er at leve,” lød H.C. Andersens velkendte motto, og så skrev han jo ellers en mængde beretninger om sine rejser udi den store verden, skønt de langtfra er lige så kendte som hans digtede eventyr. Da det jo ikke er os alle forundt konstant at være på rejsende fod, er det oplagt at søge inspiration til sin næste rejse, planlægge og drømme sig væk hjemme på sofaen. Armchair travel kaldes det også med et engelsk udtryk. I Globen omtaler vi derfor gerne nyere bog- og filmudgivelser om rejseliv, fremmede kulturer og lande. Globen har tidligere anmeldt og omtalt enkelte udgivelser, men denne gang bringer vi et større udpluk, som forhåbentlig kan inspirere enhver med rejselyst i et kommende mørkt, regnvådt og givetvis blæsende dansk efterår. n Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og er storforbruger af bøger og film. Hans favoritbog er J.R.R. Tolkiens ”Ringenes Herre”, og yndlingsfilm er Steven Spielbergs ”Solens rige”. Begge handler på hver sin måde om at opdage verden med et åbent sind. Om venskabets bånd. Og om at finde sin egen vej og kæmpe for det, man har kært. GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 51 ”Voodoo Kingdoms and Dodgy Places – Travels in Timbuktu, Burkino Faso, and Other West African Lands” af Wee Cheng Livsbekræftende rejsebog om Oceanien Tan (Nomadic Republic, 2012, 125 sider, fotos og illustrationer i farver, pris som Mikie Breum: ”Blandt pungdyr og vulkaner – på hjul Down Under”. Frydenlund, 2011, 296 sider, med fotos i farver. Pris: 240 kr. via frydenlund.dk (anfør at du er medlem af DBK ved bestilling for at få rabat). e-bog: 3,99 USD via smashwords.com) består af en række De Berejstes Klub De Berejstes Klub De Berejstes Klub De Berejstes Klub De Berejstes Klub beretninger på et let læst engelsk om rejser Tekst: Erik Pontoppidan med bush-taxi, hyrede biler, busser, båd Rejseeventyr fortalt om det runde bord Jacob Holdt, Troels Kløvedal, Rasmus Krath, Lars Kræmmer, Øjvind Kyrø, Jens Nauntofte, Jes Stein Pedersen, Hjalte Tin, Carl Træholt, Frode Kjems Uhre m.fl.: ”Udlængsel – 27 nye fortællinger fra Eventyrernes Klub”. Red. af Ole Lindboe & Bjørn Harvig. Gyldendal, 2011, 317 sider. Med fotos og billeder i farver. Vejl. pris: 299,95 kr. om håb og undertrykkelse, og om det fine personlige bånd, der knyttes mellem Tekst: Lars-Terje Lysemose Om Afrika og 11 andre tidligere krigsplagede lande og 33 territorier. Bogen, som er den tredje i serien om hans rejser til “Dodgy Places”, tager os med til det vestlige Afrika og er fuld af rammende observationer, skumle møder og korrupte myndighedspersoner. Rejsejunkien Tan udsættes fx for røveri af tidligere børnesoldater i Liberia, befinder sig pludselig midt i en opstand i Burkina Faso og kommer på klos hold af giraffer på et roadtrip gennem ørkenen. Og han overværer en voodoo-ceremoni i Benin, hvor guderne pludselig søger efter nogen blandt publikum at voldtage. Skummelt! Bogen afspejler således på fin vis rejselivets uforudsigelige eventyr, når man søger bort fra backpackernes alfarvej. Om Asien ”Ashins forår – fortællinger fra Burma” af Christina Lund Sørensen (Turbine, 2012, 195 sider, vejl. pris: 249 kr.) skildrer på nært hold en enkelt munks kamp for frihed og demokrati i militærjuntaens Burma (også kaldet Myanmar). Den danske journalist besøgte første gang landet i 2009 og fortæller i bogen om, hvordan hun blev venner med Ashin, en helt almindelig buddhistisk munk midt i 30’erne som indvilgede i at guide hende rundt i landet i de historiske år, hvor en form for demokrati og frihed langsomt var ved at indfinde sig. Det er en fortælling om et land i opbrud, 52 P. Otié & Li Kunwu (Alvilda, 2011-12, to bind, 198-254 sider, tegninger og collagebilleder i sorthvid og farve, vejl. pris per bind: 299,95 kr.) er en rejse gennem Folkerepublikken Kinas historie fra Maos magtovertagelse i 1949 og frem til i dag Hans far var højt på strå i Partiet, som han De Berejstes Klub De Berejstes Klub De Berejstes Klub De Berejstes Klub De Berejstes Klub selv blev medlem af, og han fungerede som med den bemærkelsesværdige undtagelse med besøg i 167 lande, 6 de facto-lande ”Et kinesisk liv” af af en, der selv har oplevet det hele indefra: turistede steder som Sierra Leone, Niger på 42 regnes for Singapores mest berejste ondt er en bevægende historie. fortalt som en selvbiografisk grafisk roman og fly til nogle ofte halvskumle og sjældent af ø-paradiset Kap Verde. Wee Cheng Tan journalisten og munken, hvis liv på godt og Mikie Breum er aktivt medlem af De Berejstes Klub, og efter at have læst hendes første bog er jeg fast besluttet på at tilbringe et par måneder i New Zealand! Mikies rejse begynder med et par dages stop-over i Hongkong, før hun fortsætter med fly til New Zealand. Her køber hun en brugt scooter, som transporterer hende rundt i fire måneder i det meste af landet efter at have bestået den teoretiske del af den newzealandske bilkøreprøve. Hun er en inkarneret vandrer og bruger derfor det meste af tiden til at trekke langs nogle af New Zealands mest spektakulære vandreruter. Flere gange lader hun scooteren stå og blaffer sig frem til startstederne for nogle af landets legendariske treks. Hun overnatter i telt, i hytter eller hos de lokale kiwier, som er utrolig venlige og gæstfrie og ofte har plads og mentalt overskud til at have en dansk turist boende et par dage. Fra New Zealand flyver hun videre til Australien, hvor hun møder nye mennesker og oplevelser. Bogen er skrevet under rejsen, og Mikies beskrivelser er meget iagttagende og afspejler et mentalt overskud og et positivt livssyn. Det meste af bogen foregår i New Zealand, hvor Mikie kommer tæt ind på livet af sine medrejsende og de fastboende. Det er et af de store fortrin, man har som backpacker ved at rejse rundt på et skrabet budget og overnatte på GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 steder, som byder på masser af socialt samvær. Jeg er især fascineret af de vidt forskellige måder, livet leves på – både hos kiwierne og de andre turister, hun møder undervejs. Som Mikie skriver i sin bog: ”En stor glæde ved rejselivet er, at jeg på kort tid kommer tæt ind på livet af folk – såvel lokale som rejsende. Folk møder ikke én igen, og derfor sætter de ikke en vigtig relation på spil ved at betro sig, som man gør ved nære, varige forhold. Mange fortæller derfor om deres inderste følelser, tanker, drømme og mål. Samtalerne handler om vigtige forhold i livet og bliver dybe og berigende – det er en stor sidegevinst ved rejselivet.” Og så vrimler det med gode fotos i bogen! Jeg er selv inkarneret vandrer og føler mig derfor meget inspireret af de mange flotte billeder fra trekkingturene. New Zealands natur er jo ikke ekstrem i egentlig forstand med meget høje bjerge og store ørkener, men landet har noget andet, som man ikke finder i Europa: Indbyggertallet er meget lille i forhold til størrelsen, og fauna og flora er totalt forskellige i forhold til vores del af verden. Et enkelt minus er mangelen på landkort, så man kan følge rejseruten. Jeg har derfor suppleret bogen med mit mangeårige, enorme ”Atlas of The World” fra Times. Sidstnævnte er absolut ikke noget, man går i seng med, men det indeholder forholdsvis detaljerede kort over New Zealand og Australien. n Erik Pontoppidan er født i 1947 og har medlemsnr. 180. Han har i mange år også været aktiv i Dansk Fjeldvandrerklub. Læs mere om hans rejseliv på www.ponty.dk. Hver tirsdag kl. 18 samles en lille udvalgt skare i nogle skumle baglokaler over gården til det gamle pakhus på Nyhavn nr. 53B i det indre København. Her, bænket om et rundt træbord, hvori stemmejern gennem årtier har mejslet navnene på alle medlemmer, udveksles der anekdoter og lægges rejseplaner til den helt store guldmedalje. Eventyrernes Klub er kun for mænd, og optagelseskriteriet er, at man skal have haft en usædvanlig oplevelse under usædvanlige forhold, at man stadig opsøger eventyret, og at man er i stand til at formidle sine oplevelser for andre. Det sidste er en vigtig forudsætning. Som Mogens Frohn, tidligere skipper på Fulton, udlagde teksten, så er en eventyrer en person, der kan gå ned ad Nørrebrogade og skrive 10 gode bøger om oplevelserne. Som redaktørerne skriver i indledningen: ”Der er muligvis kun få hvide pletter tilbage på verdenskortet, men rejse kan man stadig, og der vil altid være nye historier at fortælle (…) Rejse uden for de vante ruter. Rejse for at opleve nyt. Rejse for at finde sig selv i mødet med det ukendte, i et møde med andre.” ”Udlængsel” er den tredje i serien af rejsebøger fra klubben. Et par af eventyrerne er i øvrigt også medlemmer af De Berejstes Klub – Rasmus Krath interviewer i ”Udlængsel” pirater i Somalia, og Frode Kjems Uhre er med hele familien på kanotur i det canadiske nordvestterritorium. De 27 rejseeventyr er ordnet alfabetisk efter forfatternes efternavn – vi begynder med Jens Alstrup i Sibirien og slutter med Lars Ørlund i Kaokoland i Namibia. Fortællingerne præsenteres således ikke efter nogen overordnet tematisk inddeling, men i uskøn rækkefølge, selv om det ellers ville have været oplagt at inddele efter fx kontinent eller rejseform (fx ødemark, byliv, roadtrips, til vands, i krig eller fjendeland). Læser man ”Udlængsel” fra ende til anden, efterlades man derfor med et lettere spredt indtryk og savner, at redaktørerne havde bundet nogle sløjfer undervejs og hjulpet læserne lidt bedre på vej samt foretaget en strammere redigering, da fortællingerne holder et ujævnt niveau rent sprogligt og fortælleteknisk. Åndehuller og ufo’er Heldigvis byder bogen også på mange små perler og sprogligt oplivende, næsten poetiske elementer. Såsom Lars Kræmmers – billedkunstneren som er kendt for sine ”artmoney” – som drøner af sted på motorcykel gennem Nordamerika: ”Jeg lod rygsækken ligge under et dække af grene. Sneg mig barfodet over fyrrenåle og famlede mig frem mod Grand Canyon. Jeg satte mig med fødderne dinglende ud over kanten. Mørket under mig virkede uendelig dybt og fik stjernehimlen til at skinne som dagslys. Klipperne var stadig varme under den blinde nedstigning, som var indianernes Moder Jord et kødeligt væsen. Da jeg både soldat og propaganda-tegner. Li Kunwu er født i 1955, og hans stil bærer tydeligt præg af mange års virke som propagandategner, men han fortæller afbalanceret og åbent om de store ideologiske kampe og begivenheder, som han selv blev vidne til. Skildringen af hans livs rejse bliver således også en skildring af en historisk epoke i Kina. Første bind slutter med Maos død i 1976, andet bind med opgøret efter Mao og hans egen fars død i 1980. Et tredje bind om tiden frem til 2010 udkommer dette efterår. ”Everest – på eventyr i de store højder” af Edmund Hillary (Herreværelset, 2011, 239 sider, med fotos i farver, vejl. pris: 299,95 kr.) er beretningen om den ultimative topbestigning – i en uforkortet ny oversættelse og for første gang illustreret med ekspeditionens fantastiske farvefotos. ”Jeg kiggede ud på en kold og hård verden, men en utrolig smuk én. Der var allerede et skær af morgensol på himlen, som klart aftegnede de iskolde toppe, der strakte sig fra horisont til horisont. Dalene nedenfor sov i mørket. Tenzing kiggede ud over min skulder, og pludselig gryntede han og pegede nedad – ’Thyangboche’. Ganske rigtigt kunne vi nede i den store, brede Imja-dal se klosterets utydelige konturer i dets skønne omgivelser på toppen af et stort klippefremspring. Det var omkring 5.200 meter under os. Vi vidste at munkene dernede allerede ville være i gang med at udføre deres tidlige morgenbøn, og måske vendte de på netop dette tidspunkt øjne op mod os og bad for os, som de havde lovet at GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 53 gøre. Vores egne bønner lod i hvert fald til at være blevet besvaret med en klar dag og en chance for at nå toppen.” Hillary skriver levende og let, og man lader sig let opsluge af dramaet og de store anstrengelser, som omsider belønnes: ”Endnu et par sving med isøksen, et par meget trætte skridt – og så stod vi på toppen af Mount Everest.” Ekspeditionen er i høj grad en fælles bedrift, hvilket bogen også er et smukt vidnesbyrd om. ”Seks rejser i Tibet – Beretninger fra rejser over femten år fra 1994 til 2009” af Vivi & Jens Walter (Books on Demand, 2011, 108 sider, med fotos i farver, vejl. pris: 134,90 kr.) er et vidnesbyrd om Kinas såkaldte modernisering af Tibet og landets udvikling i nyere tid set fra 1994 til 2009, hvor de to danske forfattere har rejst rundt i Tibet, ofte på egen hånd, og dermed fået lejlighed til at tale frit med lokalbefolkningen, hvilket har fået dem til at engagere sig i tibetanernes ønske om selvbestemmelse. Det er en stærk og personlig beretning, som varmt kan anbefales, inden man selv sætter kursen mod Himalaya, da bogen også indeholder konkrete rejsetips til, hvordan man kan gøre forfatterne kunsten efter for at få et indtryk af landet under den polerede overflade. ”Spejlinger” af Jens Dalsgård (Ajour, 2011, 166 sider, med fotos i farver, vejl. pris: 198 kr.) er en sjov og anderledes lille fotobog om forskelle og ligheder mellem det flade Danmark og det bjergrige Nepal. ”Jeg sad i flyet på vej hjem og betragtede Himalayas sneklædte, takkede tinder, der som et kridhvidt jættegebis skar sig igennem det lavere skydække. Jeg spurgte mig selv, om der overhovedet var noget i Nepal, der havde haft en vist skær af bekendthed. Og det slog mig pludselig at landsbyhusene havde mange fælles træk med husene på Frilandsmuseet i Brede!” skriver Jens Dalsgård i indledningen til bogen. Så med hundredvis af fotos fra halvanden måneds trekkingtur i Himalaya gik han i gang med at tage billeder i Danmark af steder, som kunne spejle billederne fra Nepal. Af natur, mennesker, bygninger og liv. Det er der kommet en tankevækkende og velkomponeret fotocollage ud af, og det er 54 befandt mig på en lille afsats, tog jeg et hvil (…) Jeg krængede trøjen af. Så bukser. Så underbukser. Satte mig nøgen med ryggen mod den lune væg og stirrede ud i det store intet. Mens ravne sov, hvor ravne sover, baskede flagermus frit omkring (…) Kørte ad Route 66 fra Flagstaff mod de sorte bjerge. Denne stat lod mig køre uden hjelm. Vinden kærtegnede mit plyssede hoved. Glemte savn og skyld og følte mig selvfed. Parkerede nær resterne af en Maya-ruin. Pissede på de eroderede mursten. Gik en tur over den golde stenørken og fandt et hul på størrelse med en fodbold. Faldt på knæ og stirrede ned i mørket. Et fugtigt vindstød mødte mit ansigt. Et blowhole! God damn! Så forstod jeg, hvorfor fortidens indianere byggede her. Det var magien! (…) i Flagstaff skiftede jeg bagdæk og lejede et motelværelse for tre artmoney. Faldt i søvn med en mexicansk señorita i mine arme. Varme læber dulmede bitter længsel. Sedona virkede som at komme i sikker havn (…) Der var rig mulighed for eksotiske møder (…) En del havde selvfølgelig oplevet at blive ’beamed up’ af UFO’er – adskillige gange! Samtidig fandt jeg en velsignet ensomhed i de røde bjerge. Besteg dem i lys af stjerner. Overnattede på toppen. Faldt i søvn til lyden af hylende ulve under blinkende planeter (…) Byggede svedhytter med indianere. Opsøgte hellige steder. Vaskede guld i floden (…) Læste, skrev, tegnede og spillede guitar. Ved solnedgang solgte jeg artmoney på udsigtsbjerget til turister på gennemfart (…) Når jeg kom hjem fra ’sjæleligt togt’, vendte jeg det hele med den guru, som var min ’landlord’. Så slap lejemålet op, og jeg kørte atter sydpå. Forandret, fordi total afslappelse tillod en naturlig bearbejdelse af de sidste fem måneders indtryk.” At leve dobbelt stærkt Og journalisten Øjvind Kyrø fortæller om at få halen på komedie på et gæstehus i Orota i Eritrea: ”Badeskuret var (…) udstyret med et ’pedallokum’, altså en porcelænsflade med afmærkning af fødder, så hullet kunne rammes præcist. Jeg så søvnigt på den franske indretning, trak bukserne ned og satte mig på hug. Jeg sad og nød stilheden i bjergene, mens naturen gik sin gang, indtil der lød en mærkelig hvislen bag mig. Jeg drejede hovedet. Der var intet at se. Lyden kom nærmere. Jeg drejede hovedet den anden vej og nåede at opdage, at en halv meter lang slange var ved at rejse sit hoved, og at dette hoved befandt sig faretruende tæt på min hvide bagdel. Hvis der fandtes et verdensmesterskab GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 i halvtredsmetersprint med bukser om anklerne, havde jeg vundet det (…) for det var en livsfarlig slange.” Hans kollega Jens Nauntofte – med mottoet ”at rejse er at leve. At rejse i en diktaturstat er at leve dobbelt stærkt!” – fortæller om at rejse illegalt til atollahens Iran, hvor held i uheld følger ham. Flere af rejseeventyrene er således ikke ligefrem ferierejser, men tværtimod rejser hvor man med Nauntoftes ord lever dobbelt stærkt. Troværdigt og med indlevelse Flere af eventyrerne øser også ud af deres personlige livsanskuelser og reflekterer over motivet for at rejse, at søge ud og opsøge eventyret – og at have udlængsel. Som journalisten Jes Stein Pedersen skriver: ”For mig har en god bog altid været det ypperste transportmiddel. Man kan tage, hvorhan man vil, og der er et ubegrænset antal destinationer at vælge imellem. Helt uden først at skulle vise pas eller stå i kø i sikkerhedskontrollen kan man tage på flodsejlads med Huckleberry Finn, på hesteryg ud i landskabet med Don Quixote, løse middelalderintriger med William af Baskerville, skøjte på Themsen med Orlando eller tage på rejse dybt ind i en morders syge hjerne med Raskolnikov som foruroligende kompetent guide. Romaner er tidsmaskiner, de mest effektive, der findes, og de bedste af dem er fantastiske kilder til forståelse af, hvad der rørte sig i mennesker på den tid, hvor de blev skrevet.” På rejse i embeds medfør sætter han sig for at opsøge en række forfattere verden over. I et Egypten stadig i Mubaraks jerngreb interviewer han forfatteren Al-Aswany, som forklarer ham: ”Litteratur ændrer ikke samfundet, den ændrer os, den ændrer mennesker. Den lærer os at være mere tolerante, at blive bedre til at tilgive folk deres fejltagelser, at være mindre fordømmende. Litteraturen lærer os at være bedre mennesker, og det er meget vigtigere end den direkte politiske forandring. Læseren kan mærke, om du er ærlig, eller om du lyver, når du skriver om menneskelige følelser. Hvis læseren synes, du er troværdig, vil han eller hun kunne leve sig ind i det, du skriver.” Ovenstående kan naturligvis også appliceres på de 27 fortællinger i ”Udlængsel”. Nogle fungerer bedre, fordi man ganske enkelt føler, man kommer helt ind under huden på fortællerne. ”Udlængsel” kan derfor med fordel læses i små bidder ad gangen, hvis man skulle komme til at savne en injektion af fornyet rejselyst. For her er personlige bedrifter og eventyr af karat. n Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og bestræber sig på altid at tage sig god tid, når han er ude at rejse, at opdage verden på egne ben og at lære de lokale at kende. Han har været udsendt som reporter i Nordamerika, Europa, Oceanien og Asien. slående, hvor ens vi faktisk er de kulturelle og topografiske forskelle til trods. Om Europa ”Naturpärlor i Skåne” af Felix Heintzenberg, Susanne Så er der dømt Indiana Jones i børnehøjde H. Schwieler & Johan Stjernéus (Biofokus, 2012, 208 sider, med fotos i farver, pris: 329 SEK + porto via biofokus.com) byder på et sandt eldorado af imponerende fotografier af landskaber, flora og fauna fra en sjældent set side af Skåne. Det er en bog, som giver lyst til at opsøge og udforske det forunderlige landskab lige på den anden side af Øresund, hvor højdedrag og klipper, strande, øer og skovsøer byder på masser af storslåede naturoplevelser. Kit A. Rasmussen: ”Prøvelsernes Huse”, 3. bind i serien ”William & Athena”. Høst & Søn, 2012, 164 sider. Vejl. pris: 129,95 kr. Bogen har været flere år undervejs, og det er tydeligt, at fotograferne har lagt et stort arbejde i at være på det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt. De Berejstes Klub De Berejstes Klub De Berejstes Klub De Berejstes Klub De Berejstes Klub Tekst: Anette Lillevang Kristiansen ”På historisk rundrejse i Skåne – Den dansk-svenske historie” af Jesper Asmussen (Globe, 2012, 256 sider, med kort og Kit A. Rasmussens roman ”Prøvelsernes Huse” begynder med et dramatisk tilbageblik til år 1533, hvor en ung indianerpige ofres til guderne ved at blive kastet i offersøen ved mayabyen Chichén Itzá i Mexico. Læseren sendes herefter frem til nutiden, hvor et opløst lig af en ældre kvinde fiskes op af søens plumrede vand. Så er linjen ligesom lagt til et vaskeægte drama og hæsblæsende Indiana Jones-stemning med skurke, arkæologer og uløste gåder. Bogen er den tredje i en spændingsserie for børn, hvor handlingen foregår på historiske steder som Kina og Egypten og her altså mayaernes Mexico. Tidligere er udkommet ”Kejserens Hemmelighed” og ”Gravens Forbandelse” i serien med hovedpersonerne William og Athena. Historien er grundlæggende bygget op over en beretning fra mayaernes hellige bog ”Popol Vuh”, hvor to tvillingeguder skal gennemgå fem prøver, deraf titlen ”Prøvelsernes Huse”. Midt i virakken er William så uheldig at falde i søen. Athena springer resolut efter for at komme ham til undsætning, og det bliver startskuddet til en række mystiske prøvelser for de to børn i en hemmelig grotte under søen, hvor de kæmper for at overleve. Jeg har selv besøgt Chichén Itzá og kan sagtens følge handlingen. Den hellige offersø, som omtales, er Cenote Sagrado, der ligger et stykke væk fra pyramiden, og for mig lyder det ganske realistisk, at børnene på et tidspunkt bevæger sig rundt inde i bygningens gange. Men jeg har lidt svært ved at følge, at børnene falder i vandhullet og på mystisk vis kommer igennem en gummimembran og ind i en hule under søen. ”Der var en ujævn ring lidt under en meter i diameter. I midten var der et lille hul, hvor en stribe vand sivede ned. Hullet blev mindre og mindre, mens de kiggede på det. Athena rejste sig og rørte ved ringens overflade. ’Den er gummiagtig. Elastisk, tror jeg’. Hun masede en finger ind i den. fotos i farver, vejl. pris: 299 kr.) er i et stort format med masser af flotte billeder af slotte og herregårde, kirker og mindesmærker. Bogen fortæller levende og engageret om de mange krige mellem Danmark og Sverige og tager os med på en historisk rejse til nutidens Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm og Nordsjælland. En sjov detalje er, at forfatteren konsekvent anvender de historisk danske navne på alle steder i Sverige som fx Ysted, Landskrone, Lumme, Opager, Engelholm, Lykkeby og Bokuld i stedet for de moderne svenske navne. Mange danskere har efter Øresundsbroens åbning fået øjene op for den tabte landsdel, og med denne bog som guide er det oplagt at tage på en rejse rundt i regionen i historiens vingesus. ”På rejse i Bottenhavet, Bottenviken og Den Finske Bugt” af Lene & Finn Jørgensen (Julene, 2011, 135 sider, med fotos i farver, vejl. pris: 225 kr.) er en personlig og velfortalt beretning om at sejle i farvandet mellem Sverige og GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 55 fods og på cykel af 12 danske halvøer.” Har i naturen, underfundige observationer, du rejst Jorden rundt – men endnu ikke korte og præcise oplysninger om stedernes Danmark rundt – så er her en kærkommen kultur og historie og spændende møder med anledning til at udforske en række mindre mennesker undervejs. kendte halvøer. ”Rundvandringar” af Karin Hoffmann Om Nordamerika (Rundvandringar, 20082012, ni bind, med ”Grønland – Verden kort og fotos i farver, er, som vi tænker 134-190 sider, pris: 189 den” af Linda Riber SEK per bind + porto (Kle·art, 2010, 186 via rundvandringar. sider, med fotos og se) er en serie på billeder i farver, pris: svensk og engelsk 200 kr. + porto via linda-riber.dk) er et med velbeskrevne bidrag til den grønlandske debat om at forslag til en række smukke og varierede finde sig selv, sin identitet og sin fremtid, vandreture i Skåne med enkelte afstikkere om splittelse og samhørighed, om at tage til Nordsjælland. Man behøver ikke at rejse ansvar og om mentalt og kollektivt med langt for at gå på eventyr, og ingen andre forfatterens egne ord ”at løfte Grønland steder i Skandinavien er variationen faktisk ud fra en tankegang, hvor positiv energi større end i det skånske landskab. For Skåne arbejder bedre end negativ.” Det er en har jo det hele, hvis man er til både natur og kunstnerisk velkomponeret sofabordsbog kulturlandskaber. De fleste ture i serien er i collageopsætning med tegninger, billeder på 5-16 km og kan gøres på to til fire timers og fotos af et land i opbrud og forandring effektiv vandring, og alle turene ender ved med brudstykker på grønlandsk, dansk udgangspunktet. Har du endnu ikke opdaget, og engelsk af små udvalgte og meget hvilke muligheder Øresundsregionen sigende udsagn fra grønlændere, som byder på, er det derfor på høje tid at finde billedkunstneren Linda Riber, der selv vandreskoene frem. Serien er på ni bind: er grønlænder bosat i Danmark, har ”Romeleåsen”, ”Skånes kust”, ”Söderåsen”, interviewet. ”För tågburna”, ”Med gps”, ”Evighetsträd”, ”Rofyllda platser” og ”Skåneleden”. Og et ”Med Jacob Holdt enkelt bind er på engelsk: ”Circular walks: i Amerika” af Rikke Skåne’s coast”. Namunyak Marott (Lindhardt og Ringhof, Tolv halve – Danske 2012, 256 sider, med halvøer berejst, fotos i farver, vejl. beskrevet og pris: 299,95 kr.) tager fotograferet” af os på et roadtrip igennem et USA, hvor Stig Olesen & Carsten vold, kriminalitet og racediskrimination er Ingemann (Hovedland, en del af hverdagen. Den dansk-kenyanske 2012, 255 sider, med fotomodel Rikke Namunyak Marott får lov fotos i farver, vejl. til at følge hippien og eventyreren Jacob pris: 349 kr.) viser, Holdt på 10.000 km gennem 23 delstater at eventyret bare ligger og venter lige i en gammel blikdåse. De besøger et utal om hjørnet. Bogen tager os med på 12 af Jacobs eks-kærester undervejs, og opdagelsesrejser til Skallingen, Helgenæs, mulatten Rikke bliver på forunderlig vis ven Enebærodde, Gedser Odde, Skansehage, med Pamela fra Ku Klux Klan. Det er en Sjællands Odde, Reersø, Kegnæs, Lovns, modig beretning om at turde tøjle sin egen Grisetåodde, Helnæs og Trelde Næs. frygt og stå ansigt til ansigt med hadet og Som forfatterne skriver i indledningen: angsten for det fremmede og anderledes. Der foreligger ”ikke mange vidnesbyrd Og om at finde svaret på hvorfor der findes fra alle de underlige næs, odder, rev mennesker, som ikke bryder sig om folk, og punter og andre former for halvøer, som har en anden hudfarve end dem selv. der trodsigt stritter ud i hav og fjord og Tilsat Rikkes og Jacob Holdts egne billeder dermed er en karakteristisk del af vores er det en underfundig rejse til en side af savtakkede kystlinje. Men nu er der én. USA, som nok de færreste af os kender på Så velkommen til de halve øers paradis, nært hold. en personlig fortælling i tekst og fotos om to forundresparate mænds udforskning til 56 GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 ’Stærk’. ’Det har jeg aldrig set før,’ sagde William. ’Hvordan kommer vi ud?’ ’Hvis vi maser hårdt nok, kan vi måske komme ud gennem gummihinden igen …’ ’Ud i vandet? I vandet? Og sidde fast halvvejs igennem?’ Athena bed sig i læben. ’Måske skulle vi se, om der ikke er en anden vej ud, før vi prøver her’. En gummimembran på bunden af en sø bliver en lille smule søgt. Jeg er med på, at der er dømt adventure, og at historien ikke behøver at være realistisk, når målgruppen er børn i alderen 9-11 år, men her syntes jeg, at det bliver en smule besynderligt. Omvendt har man som voksen tendens til at tænke i meget mere rationelle baner end børn og undre sig over fundet af en gummimembran i en sø. Men det er mine tanker og garanteret ikke noget, børn bider mærke i. Så på den måde er det ikke helt retfærdigt, at bogen skal bedømmes af en voksen. Men når det så er sagt, så syntes jeg sagtens, at man som voksen kan opleve de små nakkehår rejse sig. Bogen er velskrevet, scenerne meget livagtige og billedskabende, og jeg er sikker på, at børn vil leve sig helt ind i dette univers. Jeg slugte bogen på to dage og fik da også lyst til at læse de to første bøger i serien. Det er sigende, at jeg lod mig rive med, som i barndommens begejstring og altoverskyggende spænding. Bogen skal ikke bedømmes med voksne briller, hvor man forsøger at forstå. Man skal blot nyde eventyret, sætte sig i et barns sted og slubre det hele i sig uden forbehold. Forfatteren formår at opbygge et suspense allerede fra første side og slutter hvert kapitel med en cliffhanger, så man simpelthen er nødt til at læse videre. Bogen kulminerer i en nervepirrende scene, og der er lagt i ovnen til en fortsættelse, så det er bestemt en anbefalelsesværdig roman. Kit A. Rasmussen er uddannet fra Center for Børnelitteraturs forfatterskole, har en bachelor i psykologi og er aktivt medlem af De Berejestes Klub. Serien om William og Athena er hendes debut som romanforfatter, og den første af bøgerne udkom i 2011. n Anette Lillevang Kristiansen er journalist og har medlemsnr. 328. Hendes landeerobring nr. 67 gik til Tjekkiet denne sommer. Læs mere om hendes mange rejser på www.inkapigen.dk. Sprudlende røverhistorier ad libitum ”Rejsen til Grønland – midt i en dansk Tekst: Lars-Terje Lysemose Finland. Bogen byder på smukke oplevelser mørketid” af Jørgen Vangsted (Books on Demand, 2010, 201 sider, med fotos i farver, vejl. pris: 199 kr.) er en personlig og sprogligt veloplagt skildring af et dansk ægtepar, som bryder op og rejser til Grønland i et år og deres forsøg på at lære en helt ny kultur at kende. Jørgen Patrick Leis: ”Røverhistorier fra et rejseliv”. Dark Lights, 2012, 230 sider. Med kort og collagebilleder i sort-hvid. Vejl. pris: 249 kr. er lærer og hans kone Kirsten sygeplejerske, og første stop i Grønland bliver i Qaqortoq. Senere bosætter de sig også i Upernavik. Bogen er fyldt med anekdoter om kulturelle De Berejstes Klub De Berejstes Klub De Berejstes Klub De Berejstes Klub De Berejstes Klub sammenstød, og i bogen reflekterer forfatteren over sine oplevelser og forsøger at rokke ved forestilligen om skattestop- For nogen er det at lægge planer, studere kort og læse guidebøger i forventningens glæde det halve af nydelsen ved at rejse. For andre, som Patrick Leis, er spontaniteten essentiel, chancen for at komme ud for uforudsete eventyr æggende, og begrebet rejseplanlægning lidt som en by i Rusland. Patrick er flere gange kommet galt af sted med sit åbne sind og sin uforberedte ”det går jo nok”-attitude, men denne tilgang har også givet ham nogle uforglemmelige rejseminder, og resultet er blevet en pæn dosis sprudlende røverhistorier. Såsom dette eksempel fra en rejse i Nepal: ”Vi blev vækket, da chaufføren pludselig sluttede et hindihørespil til bussens højttalersystem og injicerede 500 watt ubeskrivelig rædsel direkte ind i vores trommehinder (...) Godt gnaven lagde jeg armene over kors, sank demonstrativt sammen i sædet og kikkede ud af sideruden. Og her fik jeg så den første alvorlige smagsprøve på, hvad vi havde i vente: Vejen var forsvundet! Bussen kørte så tæt på en lodret afgrund, at jeg simpelthen ikke kunne få øje på rabatten, selvom jeg masede fjæset helt op i den fedtede rude. Panisk rev jeg Frank i armen, og vi begyndte at synkronskrige. For tusind djævle, det frie fald startede cirka tyve centimeter fra hjulene, og der var intet autoværn. Jeg forsøgte at fortælle både mig selv og Frank, at vi skulle slå koldt vandt i blodet, og at chaufføren jo var vant til højderne og bestemt vidste, hvad han gjorde, men så fik vi pludselig øje på vraget af både en bus og en lastbil, som lå krøllet sammen på bunden af kløften omkring en kilometer under os (...) Vi befandt os i en tilstand af delvis panik. Personligt takserede jeg synet af det bundløse dyb som min foreløbig største nærdødsoplevelse (...) til sidst opdagede jeg, at chaufføren sad og bællede hjemmebrændt. Panikken voksede til delvis chok, jeg mærkede mine lemmer slappes, og i mit stille sind gjorde jeg fred med mine guder og forberedte mig på mødet med Valhalla. Jeg havde netop nået en næsten meditativ ophøjethed af fuldkommen lammelse, da bremsen pludselig blev hugget i, og min pande kolliderede med sæderyggen foran. Folk trimlede rundt i bussen som bowlingkegler, tasker og pakkenelliker blev slynget gennem mellemgangen, og passagerne hylede som banshees i en Clive Barker-gyser.” Bogen omfatter flere nærdødsoplevelser, og vi kommer vidt omkring med bus, tog, fly og på egne gåben i Tunesien, Egypten, Sri Lanka, Indien, Nepal, Pakistan, Thailand, Malaysia og Indonesien. Patrick opsøger eventyret og begiver sig gerne spontant ud på decideret bjergbestigning kun iført joggingsko, selv om han får besked på, at sikringskarabiner og pigsko anbefales, da han møder en gruppe bjergbestigningsinstruktører halvvejs oppe ad et bjerg. ”Efter den første lille klatretur kom vi igen ud på noget, der mindede om en sti. Ikke en fin lille vej som tidligere, næh nej, nu var det skam pludselig blevet alvor. Vi havde omkring fyrre centimeter at gå på. Til den ene side var et par kilometers frit fald og til den anden var den lodrette menneskets uovertrufne egenskaber. For er det kun grønlænderne, som kan lære noget af os, eller kan vi danskere også lære noget af dem? Om Sydamerika ”Che Guevara – Biografien om mennesket og myten” af Jon Lee Anderson (Sohn, 2011, 796 sider, med kort og fotos i sort-hvid, vejl. pris: 399 kr.) har dannet forlæg til Steven Soderberghs filmatisering ”Che” om den berømte revolutionær. Ches dagbøger som 23-årig dannede også forlæg til roadmovien ”Motorcykel dagbog” af Walter Salles. Hans myteomspundne skikkelse byder på en fascinerede historie, og Andersons biografi er den til dato mest autentiske. Ches drøm var at afskaffe fattigdom og social uretfærdighed gennem væbnet revolution, og i bogen beskrives hans usædvanlige liv fra hans fødsel i 1928 og opvækst i Argentina til den cubanske revolutions slagmarker, fra magtens korridorer i Fidel Castros regering over hans mislykkede felttog i Congo, og til han bliver skudt i Bolivia i 1967. Det er en fantastisk historie, og et intenst rejseliv som kortlægges, og Anderson skriver, så man lader sig rive med uanset politisk standpunkt. GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 57 ”Great Journeys – Travel the World’s ”Abandoned – most Spectacular Adventures of Routes” af Andrew Urban Explorers” Bain, Sarah Baxter, af Jan Elhøj & Morten Simon Sellars & Adam Kirckhoff (Verve, 2011, Skolnick (Lonely 194 sider, med fotos i Planet, 2011, 311 farver, pris: 150 kr. + sider, med kort og fotos i farver, pris: 20,99 porto via janelhoj.dk) GBP + porto via lonelyplanet.co.uk) er en fortæller i ord (på engelsk) og især i billeder åben invitation til at udforske verden fra om de danske forfatteres spøjse passion Lonely Planet, kendt for de velresearchede for at gå på opdagelse og fotografere guidebøger. ”Great Journeys” byder da forladte steder rundt om i Europa og Kina. også på det bedste af det bedste. Savner Det er der kommet en lidt sørgmodig og du inspiration til, hvad verden kan byde på dyster fotocollage ud af, hvor billederne af spændende rejsemål, behøver du ikke fortæller fængslende historier om forladte at bladre langt. Bogen er spækket med hospitaler, garager, militære flyanlæg, imponerende rejsebilleder og er inddelt i en forlystelsesparker, bryggerier og almindelige række overordnede temaer såsom rejseruter menneskers hjem, som synes forladt i al over land, med tog, i sporene på store hast. Det er en fotobog, som minder os om, opdagelsesrejsende, til søs og over vand, hvor skrøbelig tilværelsen egentlig er, og ad gamle handelsruter, litterære rejseruter, hvilke spor vi som mennesker efterlader os i roadtrips, vandrings- og pilgrimsruter. De denne verden. engelske tekster er både informative og æggende og giver desuden henvisninger til ”Brændpunkter – yderligere inspiration i form af kendte bøger Reporter på kanten og film om de pågældende steder og rejser. af verden” af Steffen Kretz (People’s Press, ”Spis. Bed. Elsk” 2010, 220 sider, med instr. af Ryan Murphy kort, vejl. pris: 249,95 (Sony Pictures Home kr. eller som e-bog: Entertainment, 2011, 189 kr. via g.dk) består director’s cut, 140 af otte essays om min., på engelsk med oplevelser fra Gaza, undertekster på dansk, Libyen, Somalia, Libanon, Mauritanien, pris for dvd: 50 kr. + Brasilien, Marokko og Rusland. “Når porto via blockbuster. mennesker føler en desperat trang til at dk) tager os ud på en forlade et sted, så vil journalister ofte billedsmuk odyssé fra USA gennem Italien, mærke en lige så stærk drift mod at rejse Indien og Indonesien. Liz Gilbert, spillet af dertil. For mig har den drift altid handlet om Julia Roberts, forlader sin sikre hverdag i at forstå. Jeg bliver aldrig færdig med at storbyen og drager ud på en dannelsesrejse prøve at forstå. For hver gang jeg forstår lidt efter at have oparbejdet et altfortærende mere af, hvorfor vi mennesker handler, som behov for at opleve, mærke og begejstres af vi gør, så lærer jeg samtidig noget om mig verden og samtidig forsøge at genfinde og selv. Nogle kunne kalde det nysgerrighed, genoplade sit sande jeg. Efter en skilsmisse men for mig rummer det noget dybere. Det står hun ved en skillevej, men i stedet for er en livslang opdagelsesrejse både udad at resignere tager hun orlov for at ændre og indad. I mit arbejde har jeg rejst ind i sit liv. På rejsen oplever hun alt fra glæden de brændpunkter, som præger nyhederne. ved det enkle måltid i Italien, bønnens Først med ungdommeligt overmod for at berusende kraft hos en guru på en ashram bevise, at jeg kunne og turde. Siden med i Indien og uventet kærlighed (i skikkelse mere moden overvejelse og respekt for de af Javier Bardem) og indre ro og balance farer man uvægerligt møder undervejs,” i Indonesien. Filmen bygger på Elizabeth forklarer Steffen Kretz, mangeårig vært og Gilberts selvbiografiske bog af samme navn reporter på Tv-Avisen. Hans opmærksomme og ansporer til at slippe paraderne og åbne observationer er rammende, og bogens sindet for verdens forunderlighed. menneskeskildringer og stærke indtryk sætter sig i bevidstheden. 58 GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 klippevæg. Vinden ruskede i både mig og min rygsæk, afgrunden syntes at lokke og kalde som en forførende sirene, og mine ben begyndte at ryste mærkbart. Chris traskede hen ad stien fuldkommen upåvirket af den stejle skrænt, og bag mig kunne jeg høre Frank bande som en tyrk. Jeg følte mig ligefrem draget af afgrunden. En listig, selvmorderisk stemme, som, jeg ikke anede, boede et sted inde i mit baghoved, hviskede, at et rapt lille svanehop skam kunne være sjovt, og til sidst måtte jeg stoppe op og klamre mig til den ru klippevæg, mens jeg kneb øjnene stramt i.” Patrick skriver åbenhjertigt, også lidt friskt og overstadigt, men han virker i hvert fald hudløs ærlig, og bogen emmer af en smittende rejselyst og et energisk gå-på-mod. Bogen er dog også behæftet med en række fejl, og det er synd, at historierne ikke er blevet faktatjekket og redigeret bedre. Patrick påstår fx, at Indonesien blot har 13.700 øer, som vist bunder i en gammel optælling, og selv om man naturligvis kan diskutere definitionen af en ø, er der et stykke op til de over 17.000, som indoneserne selv hævder, de råder over i dag. Det er også galt med flere navne og stednavne, fx hedder Indonesiens nationale flyselskab bestemt ikke Gaudia Air – men derimod Garuda, opkaldt efter den mytologiske fugl – og den kendte balinesiske badeby Kuta omtales konsekvent som Kutu. Den form for fejl burde være blevet fanget inden tryk, og det giver desværre nogle ridser i kredibiliteten, når sådanne detaljer ikke er korrekt gengivet. Røverhistorierne kunne også med fordel være illustreret med farvefotos, så man kunne få syn for sagn for de mange eventyr, Patrick – som naturligvis er aktivt medlem af De Berejstes Klub – har været ude for. Disse forhold ændrer dog ikke på, at det er en absolut læseværdig og fængende samling, Patrick disker op med, og jeg glæder mig allerede til at høre flere af hans eventyr fremover. For jeg er sikker på, at Patrick har mange flere røverhistorier at øse op af. n Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364. Hans favoritrejsemål har siden 2001 været de indonesiske øer, hvor han har rejst fra Batam i vest til Maluku i øst med fly, tog, båd og skib, med bil, bus og BEMO, på cykel og motorcykel og på egne gåben. ”Vide verden” af Tekst: Erik Pontoppidan Per Dalgård, Karsten Fledelius, Jan Jakob Fra Smålandshavet til Arkhangelsk Floryan, Thomas Harder, Hans Hauge, Martin Krasnik, Bo Tao Michaëlis, Stéphanie Surrugue, Alfredo Tesio, Dan Tschernia, Martin Tønner, Uffe Østergård m.fl. (Aarhus Universitetsforlag, 2012, seks bind, 243-296 sider, med kort og fotos i farver, vejl. pris for hvert bind: 249,95 kr. eller som e-bog via videverden. dk: 159,95 kr.) er en ny og anderledes serie guidebøger om Barcelona, Berlin, New York, Bertel Kristensen: ”Fra verdens midtpunkt til verdens ende og tilbage igen …” Underskoven, 2011. 153 sider. Med tegninger og akvareller i farver. Vejl. pris: 240 kr. Paris, Rom og Sankt Petersborg, hvor en række danskere tager os ved hånden og på en fortrolig måde skriver om en by, de kender ud og ind. Som Stéphanie Surrugue, der skriver om byernes by: ”Det var en De Berejstes Klub De Berejstes Klub De Berejstes Klub De Berejstes Klub De Berejstes Klub sommernat, byen sov let, vi havde brugt vores sidste francs på en flaske billig rødvin Bertel Kristensens nye bog er et godt eksempel på den enorme viden, erfaring og indsigt, som findes hos medlemmer i De Berejstes Klub. Efter at have læst den bliver man endnu mere glad (og også en lille smule stolt) over at være medlem af vores klub. Jeg kedede mig i hvert fald ikke et øjeblik, da jeg læste den! Bogen består af en masse små essays om rejseoplevelser i hele verden fra 1949 til 2009. Til forskel fra de fleste bøger skrevet af globetrottere er der masser af beskrivelser fra Danmark og den danske natur, som er ordnet kronologisk og blandet sammen med snapshots fra alle egne af verden. Man kunne også kalde bogen for en slags komprimeret dagbog med udvalgte indtryk og oplevelser fra forfatterens liv. Stilen er meget personlig og fyldt med poesi, blandt andet med gode og sansemættede naturbeskrivelser fra vores eget land. Forfatterens egne holdninger skinner igennem mange steder i bogen, men det er efter min mening kun et plus, som gør den mere interessant. Læs fx her et udpluk af hans beskrivelse af sit besøg i Murmansk i 1980, som langt de fleste vesterlændinge forbinder med grå betonslum og rustne skibe og ubåde nord for polarcirklen: ”Med sine grupper af spadserende mennesker, der mødes og taler sammen på gaden og i restauranter, frembyder den et billede så helt forskelligt fra de nordnorske byer, hvis korte, forfrosne stykke gågade liver op lørdag middag, lige inden Vinmonopolet lukker, og hvor livet leves i de små kulørte huse. Her er stormagasiner velforsynede med bøger, grammofonplader og legetøj, så beboerne ikke er helt fortabt i den lange polarnat fra sidst i november til godt midten af januar. Også afdelingen med krigslegetøj er så velforsynet som den tilsvarende afdeling i en større vesteuropæisk legetøjsforretning. Tørste behøver byens gæster på ingen måde. Vinudsalget i kælderetagen under et af stormagasinerne har åbent til klokken 10 fredag aften, og restaurantlivet blomstrer. Restaurantbesøg ser ud til at kunne strækkes til det meste af en eftermiddag, gæsterne rejser sig ind imellem, går ud i forhallen, ryger, snakker med vennerne, går ind igen og spiser videre.” Bertel Kristensen er tidligere geografilærer, og man fornemmer, at der ligger en stor geografisk og historisk viden bag det, han beskriver. Og så har han sans for de finurlige detaljer i den verden, vi lever i. Bogen er desuden fyldt med hans egne akvareller og tegninger, som harmonerer fint med de sanselige naturbeskrivelser. og en pakke filterløse Gitanes. Pariserhjulet stod stille i Tuilerie-haven. Vi sneg os derind, klatrede op i en af gondolerne, kyssede i lysene fra Rue de Rivoli. Bag os lå Louvres slotsgård, foran os lå fremtiden og endnu flere eventyr. Ikke med hinanden, skulle det vise sig, men den sommernat i parken hvor Frankrigs konger legede som børn – den holdt aldrig helt op.” ”Vide verden” er således ikke en direkte konkurrent til de gængse guidebøger – for her kigger man forgæves efter anbefalede hoteller, priser og oplysninger, såsom hvordan man kommer fra lufthavnen ind til byen (oplysninger som alligevel hurtigt forældes) – men snarere en spændende måde at sætte sig ind i et rejsemåls historie, arkitektur og kultur på, mens man samtidig får serveret nogle personlige og underholdende historier, som giver en anderledes tilgang til byen, ofte bag facaden. Det er forfriskende skrevet og gennemført – og London, Athen, Stockholm og Madrid følger snart efter. Tekst: Lars-Terje Lysemose Om verden i øvrigt n Erik Pontoppidan er født i 1947 og har medlemsnr. 180. Han har besøgt 48 lande og 9 territorier på seks kontinenter. Læs mere om hans rejseliv på www.ponty.dk. GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 59 Bedste bidrag det seneste kvartal på www.deberejstesklub.dk Udvalgt af redaktionen Spar penge på din FlybilleT! Flybilletter Charterrejser fra kr. Berlin fra kr. New York fra kr. Bangkok fra kr. Ny he d London 195,495,3.895,3.995,- Spanien fra kr. Grækenland fra kr. Tyrkiet fra kr. Portugal fra kr. Få beSked når priSen Falder Opret din egen prisagent og få besked når din flybillet bliver billigere. En greatfirsa servic 60 GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 Vi søge mere e r på nd10 rejsesi 00 der Temarejser 1.695,1.695,1.795,2.495,- Miniferie fra kr. Storbyferie fra kr. Cruise fra kr. Safari fra kr. 4.698,- 3.298,- 395,995,1.995,6.595,- ”Kan man køre i bil fra Serbien til Kosovo?” ”Har nogen prøvet at sende en bil til Sydamerika?” ”Gratis mc-parkering i mange lufthavne.” ”Meget let rejseseng til baby sælges.” ”Rejsefælle søges til kanotur på Zambezi.” ”Må vi bruge dine flotte rejsebilleder i Globen?” Det er virkelig mange forskellige emner, der er til debat på Forum. Forum er et afsnit på klubbens hjemmeside, www. deberejstesklub.dk, hvor medlemmer kan stille spørgsmål og meget ofte få kvalificerede svar fra andre medlemmer. Der er meddelelser fra klubben om arrangementer, der er køb, salg og bytte af ting og sager – og gode tip som andre berejste kan få glæde af. Alle aktive medlemmer kan komme med indlæg eller svare på andres indlæg. For at give et lille indtryk af, hvad der foregår på Forum, gengiver vi her et uddrag: H vordan er P eru i november? ”Hej berejste. Der er lige dukket en mulighed op for en uges tid i Peru i midt november, hurra. Det ser dog ud til, at det ikke er i den tørre periode, hvilket åbenbart – måske? – er noget rod, når man tager til Cuzco og i bjergene, som vil være hoveddestinationen. Er der nogen, der har været der i november?” – Jacob G. Jørgensen, 22. juni 2012. ”Hej Jacob. Jeg var på Machu Picchu i november 2012, og det var o.k. Det regnede den dag, jeg kom, men klarede op om eftermiddagen. Næste dag, hvor jeg var der, startede med en tæt morgentåge, og der sad jeg deroppe og så den lette. Og jeg fik også nogle fede billeder af det! Uanset hvad så er det en stor oplevelse. Og solen skal nok titte frem, hvis du fx giver det to dage. Så kan du også nå at smage byens specialitet om aftenen – stegt marsvin. God tur!” – Marianne Møller, 27. juni 2012. ”Hej Marianne, tak – glæder mig til Peru & marsvin :). Har besluttet at ændre lidt i planerne, så det nu hedder oktober, så man måske lige akkurat slipper for regnen. Men uanset hvad lyder det ikke, som om det betyder så meget med det der våde – det er bare, når man ser regnen høvle ned herhjemme, at man kan blive lidt ’vandsky’”– Jacob G. Jørgensen, 30. juni 2012. Verdensvejr ”Hej Jacob. Jeg har godt nok ikke været der i november, men prøv dette link, så får man en ide om, hvad slags vejr man kan forvente baseret på mange års gennemsnitsvejr: www.weatherbase. com/index.php3?set=metric – Claus Søndergaard, 22. juni 2012. ”Den er god – tak. Er svært at finde sådan nogle gode årsoversigter over vejr, synes jeg, men denne her har meget godt indhold og mange byer. Gennemsnitstal for døgntemperaturer er dog altid underholdende mærkelige. Fordi de netop er blandede døgntemperaturer, der ikke nødvendigvis siger særlig meget om dagtemperaturen – og beslutningen er taget, Peru it is!” – Jacob G. Jørgensen, 22. juni 2012 ”Weatherbase.com indeholder de data, der er til rådighed for de pågældende områder, og det er meget varierende. For visse byer kan man godt finde både minimum- og maksimumtemperaturer. I øvrigt behøver man ikke gå så langt. For større byer overalt i verden kan man bruge www.dmi.dk > Verden, som viser klimaoplysninger: nedbør, min. og maks. temperatur og soltimer. Nedbør og temperatur vises desuden grafisk. DMI laver også vejrudsigter for et meget stort antal byer over hele verden. Der findes temperatur, nedbør og vind, også vist grafisk, og det er hurtigere at overskue end tabeller.” – Søren Fodgaard, 31. juli 2012. Hvad er forskellen på forummet og klubbens Facebook-side? Fordelen ved Facebook er, at så mange deltager, ved, hvordan det fungerer, og at det går hurtigt. Men til gengæld forsvinder informationen også lige så hurtigt, og derfor er vidensdelingen måske nok god for dem, der var på Facebook den dag, men ikke for dem, der kom ind et par uger efter med de samme spørgsmål. Fordelen ved forummet på deberejstesklub.dk er, at den viden, der kommer ind her, er nem at finde og kommer ud til flere. Går du fx ind for at læse mere om Myanmar, ser du både billeder, artikler og et forum-indlæg, der gør dig opmærksom på, at det kan være svært at få visum til landet. Til gengæld kræver det, at du logger ind på siden for at kunne skrive et indlæg eller svare. For at gøre det så nemt som muligt, kommer der nu automatisk et hint på Facebook-siden, når du opretter et indlæg på deberejstesklub.dk, og inde på din profil på deberejstesklub.dk kan du under ”Notifikationer” vælge at få en e-mail fx hver uge med en oversigt over nyt indhold fra forummet. Så opfordringen er klar: Læg kun dine bidrag, spørgsmål og godbidder ind på forummet og ikke på Facebook – så behøver du nemlig kun at gøre det én gang, og alle svar bliver samlet ét sted til glæde for alle. GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 61 De Berejstes Klub Foto i baggrund: Langs Kungsleden i svensk Lapland sidst i august. Foto: Lars-Terje Lysemose. Nye medlemmer 600 Henrik Løcke Jeg er 30 år gammel og har altid elsket at rejse. Jeg rejste meget i sommerferierne med min familie som barn. Som voksen har jeg bl.a. boet et halvt år i Israel, sejlet ubåd fra Tyrkiet til Bahrain, rejst med rygsæk i store dele af Asien og Australien og haft kortere ture i Europa og Nord- og Mellemamerika. Jeg har senest været udstationeret i Abu Dhabi i 15 måneder med mit arbejde. 608 Mads Tranberg Andersen Jeg er født i 1987 og udlært tømrer i 2007. Min rejselyst er kommet gennem min opvækst, hvor jeg altid har været på camping med min familie. Vi har været i store dele af Europa, da jeg var yngre. Min lyst til at rejse på egen hånd kom efter en tur i søværnet, hvor jeg sejlede rundt om Island og Grønland. Ellers har jeg været et par ture i Asien og en tur i Mexico. 601 Peter Jensen Paluszewski Jeg er opvokset med at rejse Europa og USA tyndt – ofte på jagt efter veteranjernbaner. Rejselysten har jeg beholdt som voksen, og jeg føler mig stadig hjemme i en togvogn uanset klasse og togets tilstand. I 2007 brugte jeg et halvt år på at rejse over land til Indien. Jeg søgte mod de mindre besøgte centralasiatiske lande og de vestkinesiske provinser Xinjiang og Tibet. For nylig er internationale spejderoplevelser kommet på listen med to ugers lejr i Kenya med spejdere fra hele verden og en bestigning af Mount Kenya. Jeg er uddannet i nanoteknologi og har stiftet en biotekvirksomhed, der udvikler udstyr til identifikation af bakterier. 609 Claus Bech Jeg er fra 1954. At rejse er at tage hjemmefra. Jeg holder af at komme til nye steder og opleve kulturen og landskabet det pågældende sted. Det behøver ikke at være på egen hånd. Jeg nyder lige så meget at være en del af en gruppe og bruge fællesskabet til at dele rejseoplevelser og få ny inspiration. Læs mere på min hjemmeside på www.cb2.dk. 602 Henrik Hartmann Smedemark Jeg er født på et lille husmandssted ved Lem i Salling. Vi var syv søskende, som blev opfostret med, at vi skulle hjælpe til derhjemme. Første tur til udlandet var med folkeskolen i 1977 – på udveksling med en skole i Sverige. I 1989 og tre år frem var jeg på interrail i Sydeuropa, og på en af turene var jeg på en afstikker til Marokko med to andre. Vi fik et værelse med tre senge, men så skulle vi hæve penge. Vi blev kørt hen til en tæppeforretning, og det endte med, at vi købte tæpper! Vi vekslede penge og tog tilbage til logiet, hvor taxichaufføren ønskede drikkepenge. Det endte med at han fik en t-shirt og lidt penge! Herefter var der en periode med få rejser, men jeg har rejst for fuld damp, siden jeg mødte min kone Ulla Hartmann (medlem nr. 437) for 16 år siden. 603 Jakob Søndergaard Jeg kommer fra en familie, der er vild med at rejse. Både søster, fætter og far er medlem. Jeg har rejst så længe, jeg kan huske og har altid syntes, at det var fascinerende at komme ud og se fremmede kulturer. Kan både lide rygsæksrejser og storbyferier. 604 Kim B. Frederiksen Fik først for alvor smag for at rejse, da jeg havde rundet de 35. Først til Asien, men efterhånden er jeg nået hele verden rundt på nær Antarktis. Er uddannet cand.merc.aud. og til daglig beskæftiget som økonom. Kan på grund af arbejde sjældent tage mere end to-tre uger fri ad gangen for at rejse. Drømmer dog om at tage en længere rejseorlov. 611 Jacob Christensen Som knap 30-årig fik jeg øjnene op for at rejse. Det begyndte med en 14-dages tur til Kina. Jeg rejser for det meste sammen med min kæreste, Marianne. Vi er især vilde med lande med en særlig mad- og vinkultur eller med områder, der har en vild natur og/eller en særlig historisk betydning. Vi har lige været i Californien og Florida med alt, hvad vi kunne ønske os af natur – rejsen endte med et grænseoverskridende skydive over Miami! Til september 2012 rejser vi tre måneder til Østen, hvor jeg især glæder mig til Vietnams fransk-asiatiske køkken, Borneos jungle og Balis strande. Vi kan begge godt lide at planlægge, så for det meste er rejsen grundigt tilrettelagt hjemmefra. 612 Lise Rasmussen Projektøkonom på DTU. Interesser: Madlavning og fotografering. Har især rejst til Afrika, Mellemøsten og rundt om Middelhavet. Som barn holdt jeg ferie ved at besøge de forskellige lande i Europa. For 20 år siden tog jeg på en tur igennem 15 lande i Afrika med Exodus. Næste rejsemål: Sudan, Sydsudan og Tchad. 605 Lotte Holmen Journalistuddannet. 20 år i DR – bl.a. på ”Verdensmagasinet” på P1. Rejst, boet og arbejdet de seneste år i Afrika, Latinamerika, Asien og Europa, udstationeret i flere 3. verdenslande. Krydsede ækvator første gang i 1977 på havet fra England til Australien. Foretrukne kontinent: Latinamerika. Arbejdede et halvt år som freelancejournalist i 1979 bl.a. for DR-programmet ”Udefra” (i dag ”Orientering”). Udstationeret projektleder 9 måneder i El Salvador i 1997. Udstationeret projektleder i Mozambique et år i 2002. Udstationeret projektleder i Bolivia i to år 2005-2007. Rundrejse i Guatemala cirka et år i 1999-2000 for at lave optagelser til efterfølgende prisvindende menneskerettighedsprojekt i Guatemala. 613 Jette Aagaard Madsen Har hele mit liv været interesseret i fremmede kulturer og har de seneste 20 år rejst intensivt, så snart tiden tillader det. Jeg har været mest optaget af Fjernøsten, hvor støj, røg og møg blander sig med de mest sarte og fine kulturelle og religiøse traditioner, og hvor smagsløgene igen og igen udfordres på forunderlig vis. 606 Poul Weiss Jeg er ingeniør og har rejst en del både privat sammen med familien og arbejdsmæssigt. De første rejser var i Europa samt studiejob i Grønland. Den største længere rejse var i 1975 per lastbil fra Danmark til Den Centralafrikanske Republik og retur med fragtskib via Cameroun. Herefter har jeg været u-landsfrivillig i Zambia og har arbejdet for Danida i Kenya. Desuden har jeg arbejdsmæssigt været en del i Central- og Østeuropa. Dette er suppleret med ferierejser – primært til det østlige og sydlige Afrika samt USA. Senest har jeg besøgt Sydamerika og Sydøstasien. 614 Peter Haase Jeg er 33 år, og min første store rejse alene var en tur over land gennem Zimbabwe, Botswana og Namibia i 1999. Jeg blev farmaceut i 2005, og i januar 2007 tog jeg med Mellemfolkeligt Samvirke til Tanzania. Her underviste jeg i engelsk og sundhedslære. Det var en udfordring at undervise teenagedrenge i det modsatte køn, seksuelt overførte sygdomme osv. – når de aldrig havde snakket om det før. Især spørgsmålet ”hvorfor kan mænd ikke blive gravide?” er svært at glemme. Jeg har siden bl.a. rejst i malaysisk Borneo, gjort et (mislykket) forsøg på Kilimanjaro, dykket og klatret nogle uger i Thailand, været på roadtrip i Florida + cruise til Bahamas, og rejst fra Mexico ned til Panama, hvor jeg dykkede med hvalhajer i Panama og hammerhajer i Nicaragua. 607 Andreas Mortensen Blev hevet med ud at rejse til de mest eksotiske egne fra jeg var spæd. Lysten til at udforske verden er ikke forsvundet her på mit 24. leveår. Mine rejsemæssige højdepunkter må være, da jeg boede i USA efter gymnasiet og min seneste sommerferie til Panama, Costa Rica og Nicaragua. 62 610 Lisbeth Andersen Vivaldini Jeg er født i Danmark og bosiddende i Italien. Jeg og min familie beskæftiger os med turisme ved Gardasøen. Det er sæsonpræget arbejde, og derfor kan vi rejse det meste af vinteren. Ikke uden grund taler man om rejsefeber. Min erfaring er, at jo mere man ser, jo mere er man ”nødt” til at se. Ved valg af destinationer prioriterer vi kultur og etniske minoriteter. GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 615 Johnny Jensen Jeg snakkede med Uffe fra Lyngby, som fortalte om klubben. Da jeg altid har elsket at rejse og snakke om rejser, er denne klub lige noget for mig. Jeg er 40 år og rejser mest alene med rygsæk, hvor jeg bor på vandrehjem, da det er en god måde at møde andre rejsende på. Desuden prøver jeg at lære nogle få sætninger på det lokale sprog for høflighedens skyld – og for at snakke med de lokale. GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 63 Marianne Fossaberg har rundet sit land nr. 100 Tekst: Anette Lillevang Kristiansen Foto: Kaj Eisenhardt Med et besøg i Marokko kunne Marianne Fossaberg fra Frederikshavn i foråret føje sit land nr. 100 til listen i De Berejstes Klub. Sådan giver du årets bedste gave Hvis du allerede nu står og bliver træt ved tanken om, hvad du skal give dine venner og familie i jule- eller fødselsdagsgave, så fortvivl ikke, for her kommer årets bedste og nemmeste gaveide: For den beskedne sum af 300 kr. kan du give en, der skal begaves, et års abonnement på vores rejsemagasin Globen! Ud over Globens mange autentiske rejsehistorier får din gavemodtager også gevaldige rabatter med i købet på uundværlige ting som rejsebøger og rejseudstyr. Rejser din gavemodtager bare én gang om året og bruger rabatterne der følger med, bliver værdien af din gave hurtigt 500 kr. Din gavemodtager får også invitationer til særlige medlemsarrangementer i vores klub og får ikke mindst øjnene op for, hvor interessant en klub du er medlem af! Modtageren bliver nemlig automatisk passivt medlem og kan i øvrigt melde sig ud når som helst uden de store armbevægelser. Herved får du klaret en god gave hurtigt, får en glad gavemodtager og støtter din klub samtidig. Det er jo hele tre ting på én gang, og det er jo ikke så skidt, når det er en gave til en, du holder af. Klik ind på hjemmesiden under ”Om De Berejstes Klub” og udfyld skemaet for at blive ”passivt medlem”. Har du spørgsmål? Så skriv til vores medlemskoordinator Maria på nytmedlem@berejst.dk. Globen Globe septem BeR 201 1 / nR . 45 100-landejubilaren Marianne Fossaberg planlægger normalt tre rejser om året, men 2012 bliver helt specielt. Tidligere på året lagde hun ud med at besøge Marokko, Nordkorea og Slovakiet, og så er vi ikke engang kommet til efteråret endnu. ”Ja, jeg skal på bustur til Rumænien, Moldova og Ukraine i september, en familietur til Madeira i oktober og på en DBK-tur til Barbados, Guyana, Surinam, Fransk Guyana og Tobago i november – et tilbud fra Penguin Travel, som også gælder for ikke-DBK’ere,” fortæller Marianne Fossaberg, der dog endnu ikke har lagt nogen rejseplaner for 2013. Hun har medlemsnr. 345 og trådte sin rejsebarnesko sammen med forældrene, der camperede i udlandet, så her blev kimen lagt for hendes store rejseinteresse. Senere blev det til en tur til London som teenager, og herefter er det gået slag i slag, og det bliver det nok ved med, fortæller den rejseglade nordjyde. Det har altså taget Marianne små 45 år at få 100 lande, 9 territorier og seks kontinenter (hun mangler bare Antarktis) på listen, og hun har mange favoritlande, som hun gerne vil besøge igen: Usbekistan, Myanmar, Ghana, Namibia, Syrien, Argentina, og Rumænien. Marianne rejser på alle mulige måder, men oftest sammen med andre på grupperejser arrangeret af 64 rejsebureauer eller sammen med gode venner. Hun er ikke så meget til at rejse individuelt, da hun godt kan lide at have nogen at dele sine oplevelser med. Det at rejse giver hende et godt pust i hverdagen. ”Jeg kan godt lide at komme hjemmefra og få nogle helt andre indtryk, men jeg syntes også, at det kan være helt rart at komme hjem igen. Noget af det sværeste ved at rejse er, at jeg ofte får dårlig mave, og på Sri Lanka blev jeg indlagt på grund af infektion i det ene ben – men det var på sin vis også en oplevelse i sig selv,” forklarer Marianne. U forglemmelige rejseoplevelser Når hun tænker tilbage på sine mange rejser er der især to oplevelser, der har brændt sig fast i det rejselystne sind: ”Det vildeste jeg har oplevet, var nok bestigningen af Kilimanjaro i 1980, der stadig står som et absolut ’højdepunkt’ i bogstaveligste forstand. Det var en ret sej tur og tog hele natten – men super fantastisk, da jeg endelig kom op på Gilman’s Point og senere Uhuru Peak,” siger Marianne. At bo hos en lokal høvding på øen Siberut i Indonesien og deltage i et lokalt bryllup var også en fantastisk og usædvanlig oplevelse og meget primitivt. Og en rejse med DBK til Nordkorea her i forsommeren kommer GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 også ind på listen over mere specielle oplevelser. ”Det er et meget anderledes og specielt land, utrolig kontrolleret og begrænsende, men også et rigtigt interessant sted,” fortæller Marianne om klubturen til Nordkorea, et sted man normalt ikke forbinder med turisme eller hører så meget om. Marianne Fossaberg er uddannet socialrådgiver og er ansat hos Frederikshavn Kommune. Her er hun heldig at kunne optjene mange afspadseringstimer og har derfor tid og frihed til at rejse. På grund af de lange afstande til klubmøderne i Nordsjælland og Østjylland deltager hun ikke så ofte, men finder inspiration i at rejse sammen med de andre DBK-medlemmer. Bl.a. var rejsen til Nordkorea en ren klubtur. ”Ja, det er lidt afsides at bo i Nordjylland – men jeg har de sidste år deltaget i den årlige generalforsamling og julefrokost, og det har været rigtig dejligt at møde andre rejsetossede medlemmer,” smiler Marianne og glæder sig til sine fremtidige rejser. I dag kunne hun slet ikke forestille sig et liv uden rejser og har absolut ikke fortrudt, at hun i sin tid blev grebet af rejsefeber. - au t Tema: Middelha vet en b o l G - a n foRå Rejs emag - au tent isKe asin fRa Rejs ehis De BeRej toRi stes eR f KluB Ra h ele v eRDe n KluB Den R tes e ve Rejs e Be fRa hel Ra D in f stoRieR gas ema sehi Tema: Rejs sKe Rej ti uten Tem a R 2012 / nR. 47 Rejs e enti magasi n sKe Rejs fRa De ehis BeRe toR jste ieR s Kl fRa hele uB veRD e Det Indi ske Ocea n n en b o l G s 2011 mart - a 43 / nr. KluB DEn r tEs E vE rEjs E BE fra hEl ra D in f storiEr gas Ema sEhi rEjs sKE rEj ti utEn steder Vores yndlings Tema: Verdens k u lt u r a r V EMALrAog GUAT yaruine Solformørk else i Egypten Roadtr ip Austra i liens ørken Hos kongen af Arktis Øhop tu rretur i Indone sien Vikingetr æf på Skarø r ma lende en ka år snarlig som spedag domm D SLAN RUlde skaber Trekki ng i indisk Himala ya Ku folk flinke IRAN et overs Et m land so r mange e rumme rskatt kultu Trylle ku kamelv nst og æddelø i Arab b ien EN mba ASILI BRrne val, sa e Ka t for all og fes i en rejse familie esien mikron n til Rejse s verden ende i gæst- ns frihede d eget lan Kommende medlemsmøder Lørdag 20. oktober kl. 18 DBK Øst: Møde i Cafe Globen, København. Kun for aktive medlemmer. Lørdag 27. oktober kl. 18 DBK Vest: Møde hos Sisse Skipper Andersen i Kolding. Tema: Uzbekistan Lørdag 17. november kl. 15: Julefrokost og DBK’s årlige generalforsamling i Studenternes Hus, Aarhus. Tilmelding: Se www.deberejstesklub.dk > Log ind med medlemsnummer og kode > Kommende begivenheder. n Anette Lillevang Kristiansen har medlemsnr. 328 og har selv besøgt 67 lande og 10 territorier. GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012 65 kiplingtravel.dk Det Nepal du ikke kender De Berejstes Klub Den gamle karavanerute mellem Kathmandu og Pokhara Bestyrelse / kontaktpersoner Vi har genoplivet en del af den gamle karavanerute mellem Kathmandu og Pokhara. Kulturrejse og vandreture i unikke landsbyer langt fra afravjej. Flot vandring med terrassemarker og udsigter til Ganesh, Annapurna, Langtang og Manaslu. Oplev vore Homestay lodges og egen bjergtop - langt fra turistruter. Lars K. Munk Formand for De Berejstes Klub Jakob Linaa Jensen Toastmaster Vest, næstformand Per Danielsen Toastmaster Øst, bestyrelsesmedlem Erik Futtrup Kasserer, bestyrelsesmedlem Maria Malbek Sørensen Medlemskoordinator, bestyrelsesmedlem Tlf. 40 89 46 67 munkens@gmail.com Tlf. 20 86 77 77 toastmaster-west@berejst.dk Tlf. 33 13 56 18 toastmaster-east@berejst.dk Tlf. 76 42 05 26 kasserer@berejst.dk Tlf. 25 48 87 45 nytmedlem@berejst.dk Caroline Engelsborg Ungdomsansvarlig, bestyrelsesmedlem Søren Fodgaard Bestyrelsesmedlem Jacob G. Jørgensen Bestyrelsesmedlem Rebecca Langhorn Bestyrelsesmedlem Tlf. 35 39 27 33 sf@skovforeningen.dk Tlf. 42 79 68 62 jacob.gowland.jorgensen@gmail.com Tlf. 28 33 87 93 silver@get2net.dk Tlf. 22 79 03 84 nikolaj@rejseprogrammet.dk Unikke landsbyer og kongebyer Fantastisk kultur Tlf: 47 16 12 20 - kiplingtravel.dk Kipling Travel - kontor i Danmark, Indien og Nepal - Rejsegarantifonden 1571 - Danmarks Rejsebureau Forening • Rejseforedragfleregangeomugen • Oplevelser og røverhistorier fra hele verden • Landefester og events • Rejselitteratur–guidebøgermv.kanlæsespåcafeen CYKLING › Café Glob en o g vo res a er åb rran ne fo gem r alle med ente - ikk lemm r e er af kun for De B erejs tes K lub. LET HÅRD Nepal › Everest Base Camp trekking IN NDR G › B A V IN TIGN G ES Er du vild med at rejse? Har du lyst til at udveksle erfaringer med ligesindede? Savner du den internationale stemning fra dine rejser? Vil du høre eller fortælle sjove røverhistorier fra nær og fjern? Jakob Øster Natur i verdensklasse De Berejstes Klub Jakob Øster Tlf. 50 52 78 16 engelsborg@hotmail.com Nikolaj Witte Suppleant til bestyrelsen, ansvarlig for fredagsbar Vest, Berejste med børn Vest Daglig afrejse, 12 dage fra 10.980,- KOM MED PÅ TOPAS.DK LET HÅRD Peru › Rundt om Mount Alpamayo ved Cordillera Blanca • Nyhedsbrevhverugemedbegivenheder Drømmer du om at trekke til foden af verdens højeste bjerg uden at bruge alt for meget ferie til formålet, er vores nye 18 dages tur til Everest Base Camp måske noget for dig. Vi har suget det bedste ud af Everest området og komprimeret højdepunkterne i et 14 dages trek blandt verdens højeste bjerge. Trekket starter i bjergbyen Lukla og går via den klassiske og legendariske rute op igennem sherpafolkets Khumbu region til Everest Base Camp. På trekket spiser og overnatter vi i de såkaldte tehuse. Det er en perfekt måde at opleve Himalayas lokalliv og trekkingkultur på. Vores hjælpsomme bærere tager sig af din bagage, og du vandrer kun med din egen dagstursrygsæk. 20 dages tur for vandreentusiaster med passion for smukke bjerge til Cordillera Blanca i det nordlige Peru. Turens hovedindhold er et 12 dages trek rundt om Alpamayo, der med sin karakteristiske og sneklædte pyramideformede top er kåret som verdens flotteste bjerg. Cordillera Blanca er med sine 269 bjergsøer, 663 gletsjere, 41 floder og 33 bjergtoppe over 6000 meter et spektakulært og varieret bjergområde, der ikke tåler sammenligning. Vandreturen byder på sublime vandreoplevelser i form af afvekslende og øde terræn, store udsigter til forrevne og sneklædte bjergtinder, forcering af adskillige bjergpas, turkise gletsjersøer og enestående camps. •Nyddinmedbragtemadicaféen,baredukøberdrikkevarerhosos 18 dage fra › 20 dage fra › • RigtudvalgafølpåflaskeogfadfraDanmarkogudlandet,bl.a.mikrobryg • Rejsestemningicafelokaletmedfotosogsouvenirsfrafjernelande • Cocktails • Kaffe og te • Fredagsbarmedhappyhourkl.15-18.10kr.rabatpåaløl,vinogspiritus • Gratisinternet/Wi-Fi Vi ses på Café Globen! Turesensgade 2B | 1368 København K | Tlf. 3393 0077 | info@cafegloben.dk | www.cafegloben.dk 14.970,- DKK 22.970,- DKK Kom med på Topas.dk Returadresse: De Berejstes Klub, c/o Café Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K Saltsletterne i Bolivia. Foto: Rasmus Nielsen EVENTYR I EFTERÅRET ARGENTINAS PATAGONIEN Mageløs natur og spændende dyreliv. Ildlandet med sneklædte bjerge, søer og floder. Vi oplever den berømte Perito Moreno gletsjer kælve for øjnene af os. Vi er tæt på bævere, søløver, søelefanter og pingviner. Mulighed for hvalsafari. God tid og tango i Buenos Aires. 16 dage • 27.900 kr. • 20. november til 5. december NICARAGUA – COSTA RICA – PANAMA Verdens mest aktive vulkaner samt frodig tropisk regnskov og et eventyrligt dyre- og fugleliv. Den koloniale by Granada ved Lake Granada, hængebroer i trætoppene, caribisk stemning på øgruppen Bocas del Toro. Vandringer af indianerstier og sejlads på Panamakanalen. 18 dage • 24.400 kr • Afrejse 2. november og 23. november CHILE – PERU – BOLIVIA Højdepunkter i Andesbjergene. Fra Chiles hovedstad Santiago og den smukke havneby Valparaiso går rejsen til Atacamaørkenen. En flot køretur bringer os til de smukke laguner og surrealistiske saltsletter i Bolivia. Vi krydser Titicacasøen og når til Cuzco, hvor vi bl.a. oplever Machu Picchu. 18 dage • 29.900 kr • Afrejse 24. oktober • 6. november STAMMEFOLK I BURMA Farverige etniske minoritetsgrupper i det nordøstlige Burma. Nu er det muligtat besøge disse folk i deres isolerede landsbyer på denne enestående eventyrrejse. Seljads på Inle-søen. Vi oplever ogsåbyer og steder udødeliggjort af Kipling samt jernbanen over floden Kwai. 16 dage • 22.900 kr. • 8. til 23. november Små grupper · danske rejseledere · 86 22 71 81 · www.viktorsfarmor.dk
