Borebisser finder den første olie i Nordsøen

”Nu da olieproduktionen er kommet i gang”,
konstaterede Mærsk Mc-Kinney Møller, da den
første olie kom i land 1. august 1972 fra Nordsøen.
En historisk dag i dansk oliehistorie. (Foto: Bent
Medvind Sørensen)
Kapitel 5
Borebisser finder
den første olie i Nordsøen
Olieselskaberne har planer om store
milliardinvesteringer i Nordsøen.
Peter Helmer Steen. 2011.
Den første olie siver frem i Nordsøen fra boringer
i 1966. Det sker i den danske kontinentalsokkel,
hvor Centralgravens flere hundrede kilometer lange gravsænkning tiltrækker geologernes interesse,
fordi dens geologiske strukturer giver de største
chancer for at finde olie.
DUC gennemfører en boring i september 1966
og ni boringer i 1967-69. Først dukker gas op i
Tertiary Prospect No. 2, der senere får navnet
Anne-strukturen og ender som oliefeltet Kraka.
Resultatet viser tre tørre brønde i den nordlige del
samt fund af olie eller gas i syv af otte boringer i
det sydvestlige område.
Det ingen tror på i 1962, viser sig allerede fire
år senere og ”50 år” endnu. Olielandet Danmark.
10-års fristen truer
DUC fik en bevilling i 10 år til efterforskning af
kulbrinter, og hvis selskabet fandt noget, skulle
det sætte produktion i gang. Det betød, at DUC
skulle sejle olie i land senest 8. juli 1972, for ellers
kunne Folketinget annullere eneretsbevillingen.
Partneren Gulf i DUC mistede på et tidspunkt
optimismen i løbet af 1970 og foreslog faktisk at
nedlægge den nyoprettede base i Esbjerg. I december besluttede DUC dog at gennemføre boringer af to brønde i Abby-strukturen, senere kendt
som Dan, og Vern-strukturen, senere kendt som
Gorm. Som operatør gennemtrumfede Gulf, at
Abby stod først for, og det viste sig i, at Abby indeholdt olie og naturgas endda to steder.
DUC havde derfor tre muligheder til produktion
af råolie. DUC-ingeniører tog til Gulfs hovedsæde
i Houston USA for at udarbejde en plan for produktion i den danske del af Nordsøen, hvor DUC
besluttede at åbne forarbejdning på Dan frem for
den oprindelige plan med Kraka.
Med henvisning til den kørende sokkelstrid med
Vesttyskland forlængede regeringen i september
1971 fristen med to år; force majeure-klausulen.
Det skete kun tre dage efter, at statsminister Hilmar Baunsgaard havde udskrevet valg, selv om
Socialdemokratiet i valgkampen stillede spørgsmål ved, om DUC kunne beholde bevillingen.
Regeringen med Venstre, Konservtive og Radikale
faldt, men den ny socialdemokratiske minister for
området, Jens Kampmann, overholdt forgængerens løfte.
DUC producerer
DUC begyndte produktionen fra Dan 4. juli 1972,
kun fire dage før den oprindelige frist udløb, så
forlængelsen viste sig unødvendig. Efter investeringer over 10 år på en halv milliard kr sejlede
tankskibet Marie Mærsk den første olie til Gulfs
raffinaderi i Stigsnæs. 12 år senere førte en ny rørledning olien til Fredericia.
Mærsk Mc-Kinney Møller udtalte ved den historiske begivenhed på Stigsnæs, at ”det er mit håb,
at det resultat, der er opnået efter mange års indsats, vil blive til gavn for det danske samfund, og
at det arbejde, der fortsætter, og som vil indebære
meget betydelige investeringer, må lykkes, således
at vort samfund på langt sigt vil blive i det mind-
95
ste delvis selvforsynende, hvad angår dagens vigtigste energikilde. Men der er grund til at nævne,
at olieefterforskning og indvinding afviger stærkt
fra konventionel produktion, at vi kun er i den
indledende produktionsfase, og at der endnu vil
hengå en tid, før man med nogenlunde sikkerhed
vil kunne udtale sig om mulighederne fremover”,
sagde den nybagte olieskibsreder.
Det danske omfang lød endnu meget beskedent,
for nok kom danskerne først med et oliefund, men
da den danske produktion begyndte, omfattede de
danske oliereserver kun cirka en tiendedel af de
tilsvarende reserver i henholdsvis den norske og
den britiske del af Nordsøen. Reserverne af naturgas endnu mindre. DUC fortsatte udviklingen, og
i 1981 begyndte produktionen af olie fra Gorm,
hvor DUC havde investeret over fem millioner arbejdstimer og 2,3 milliarder kr. Det løb op i mere
end budgetteret, men til gengæld producerede
Gorm mere end Dan. Dansk Boreselskab lærte efterhånden, hvordan de skulle berøve de trodsige
kridtlag i Nordsøen kulbrinter.
Ved åbningen af Gorm sagde Mærsk Mc-Kinney
Møller, at i feltet ”udvikler produktionen sig forhåbentlig som planlagt uden skuffelser, men man
bør erindre, at den danske kalk i Nordsøen ikke er
let at danse med.”
Nordsøen forsyner os
Naturgasfundet i Groningen i 1959 lokkede amerikanske Phillips til Holland i 1962, og fire år senere havde firmaet et efterforskningsprogram klar
i Nordsøen. I sommeren 1969 efter manges tørre
brønde i norsk sektor sagde selskabet egentlig
stop, men de hang på riggen, så de smed krogen
ud én gang mere: Gigantfangsten Ekofisk! Året
efter fandt BP Forties på britisk sokkel, hvor Shell
og Exxon i 1971 supplerede med Brent. Den britiske regering havde endda presset BP til at søge
koncession, og selskabet ventede tilmed fire og et
halvt år, før boringen begyndte.
Reserverne i Nordsøen kendte olieverdenen altså
før 1973 med oliekrisen, som med de høje priser
skubbede udviklingen i fart, så Nordsøen leverede
efter få år det nye, store marked. Især farvandet
mellem Norge og Storbritannien, hvor fem britiske gasfelter producerede. I Norge havde Ekofisk
leveret olie i et års tid, da Danmark fulgte trop i
96
”Som tidligere sagt er de fund, konsortiet har gjort, af begrænset størrelsesorden”, sagde Mærsk Mc-Kinney Møller om den første olie i 1972. Mere fulgte efter; således
Dan F 14. april 1987. (Foto: Bent Medvind Sørensen)
1972, og tre år senere sejlede den første britiske
olietanker i land.
Oliekrisen ændrede Nordsøens oliejagt fra brise
til orkan med nogle af verdens største investeringer i efterforskning og produktion, som kostede
mere og mere. Nordsøen dukkede op som en af
olieindustriens nye iøjnefaldende muligheder,
men usikkerheden og udgifterne hæmmede i det
barske og lumske hav med konstant hårdt vejr. Arbejdet krævede helt ny teknologi og ret lang tid.
Derfor måtte olieindustrien udvikle egne former
på rigge og platforme. På grund af de vanskelige,
naturlige betingelser kostede kapitelinvesteringer
10 gange så meget i Nordsøen end i Mellemøsten,
men manglen på politisk risiko lindrede forskellen
og tiltrak olieselskaberne.
Trods mulige ressourcer fremstod Nordsøen kun
som en dværg sammenlignet med Mellemøsten,
og Danmark stod kun som en lille fisker. Så lille
at Daniel Yergin i sin oliebibel på 876 sider, ”The
Prize” fra 1991, ikke omtaler dansk olie og naturgas med ét eneste ord. Han udnævner faktisk den
britiske olietanker fra 1975 som den første nordsøolie.
Før den første oliekrise i 1973/74 havde Danmark gjort sig næsten totalt afhængig af importe-
ret olie, hvor Mellemøsten leverede stort set det
hele. Politikerne formulerede omsider en energipolitik, som skulle udnytte energien bedre og
skaffe danske forsyninger fra Nordsøen. Begge
dele lykkedes.
30 år senere faldt energiforbruget per enhed af
bruttonationalproduktet med en tredjedel, og vi
brugte en bred vifte af brændsler. Danmark opnåede i 1991 status som selvforsynende med naturgas og olie. Det håb havde Handelsministeriet
formuleret i 1967, fordi Danmark skulle væk fra
afhængigheden af olie fra Mellemøsten og de politiske konflikter.
Fra 1997 forsynede vi for første gang i nyere
tid os selv med mere energi, end vi brugte. Det
privilegium havde vi kun fælles med Norge, Storbritannien, Holland og Canada. Det skyldtes en
støt stigende produktion fra olie- og gasfelterne i
Nordsøen i sammenhæng med et stagnerende forbrug.
På Nordsøen lærte selskaberne effektivt at udnytte og udbygge den teknologiske viden og forstå
undergrundens geologi. I 1972 importerede vi 93
procent. Procenten for selvforsyning lå på fem i
1980, og den voksede år for år frem til 2004 med
højdepunktet på 156 procent; altså 56 procent højere produktion end vores forbrug. I 2010 nåede
den 121 procent.
Danmark har siden 1993 været mere end selvforsynende med olie, hvilket giver sig udslag i en
Olieproduktion 1986-2010
25
20
15
10
5
0
86
88
90
92
94
Oileproduktion, million m3
96
98
00
02
04
06
08
10
Energistyrelsen.
årlig nettoeksport. I 2009 lå selvforsyningsgraden
for olie på 175 procent. Den toppede i 2004, og
er faldet siden. I juni 2011 faldt produktionen af
olie fra DUC til 195.000 tønder om dagen mod
215.000 året før.
Danskere leger med
Danske firmaer ville efterhånden også deltage
i olieeventyret, og ved første udbudsrunde af licenser i 1984 deltog F.L. Smidth og Grepco, som
omfattede Greenland Petroleum Consortium ved
J. Lauritzen Holding med 50 procent samt Monberg & Thorsen, Højgaard & Schultz, Christiani
& Nielsen og Kampsax. Dansk Industri ønskede
helt klart flere private selskaber med og mindre
stat (DONG).
I 1985 stiftede en række danske firmaer Dansk
Energi Consortium; Denerco Oil A/S. Gruppen
bestod af ØK’s EAC Energy, J. Lauritzen Holding Energy, Dansk Entreprenørselskab, Christiani & Nielsen, Højgaard & Schultz Oil, Kampsax,
Kierulf & Saxild og Monberg & Thorsen.
I efteråret supplerede Esbjerg Oilfield Services,
Baltica, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Dansk Erhvervsinvestering, Ove Arkil, Det Store Nordiske
Telegrafselskab, Delmec, F.L. Smidth, Nordisk
Kabel og Trådfabrikker, Aalborg Portland Cementfabrik og I. Krüger.
Henning G. Kruse fra Esbjerg Oilfield Services,
EOS, stod blandt de initiativtagere og risikovillige
investorer, der skød penge i Denerco og skabte et
rent dansk alternativ til DUC og DONG inden for
såvel efterforskning som indvinding af olie og gas i
Nordsøen. Han fortæller, at arbejdet med Denerco
bød på mange spændende oplevelser.
- Denerco skulle sikre dansk industri del i efterforskning og indvinding af olie og gas på dansk
område som en slags konkurrent til DONG. Jeg
husker, at formand Holger Lavesen tonede frem
på fjernsynsskærmen og meddelte, at DONG ville
ind på oliemarkedet. Så røg jeg op af stolen og
råbte: Det skal vi f… også i Esbjerg!
- I forbindelse med en aktieudvidelse, som Folketinget besluttede, syntes jeg, at Esbjerg også
skulle have chancen, og jeg kom endda med i bestyrelsen. Det gav en masse gode kontakter og
opgaver til Esvagt, offshorebasen og EOS, så vi
tjente penge på at deltage, og jeg deltog helt klart
97
for at sikre arbejde til egne firmaer i Esbjerg, siger
Henning G. Kruse.
Denerco sælger
Denerco stiftede hurtigt sammen med statsejede
DONG joint venture-selskabet Dansk Operatørselskab, Danop, hvor de to parter delte aktiekapitalen. Danop ville gå aktivt ind i anden koncessionsrunde i 1985 og søgte kapital.
”En efterforskningsboring kan let komme til at
koste 100 millioner kroner. Denerco har en kapital
på 30 millioner kroner, men der er behov for yderligere 30”, sagde selskabets midlertidige formand,
Einar Nicolaisen Møller fra J. Lauritzen Holding.
Denerco opnåede i 2004 et rekordår og fordoblede sin omsætning til 1,2 milliarder kr fra produktion i den danske, tyske og hollandske del af
Nordsøen. I 2002-04 investerede Denerco Oil over
to milliarder kr i efterforskning og produktionsanlæg i Nordsøen, og genoptog i 2005 efterforskning
i den britiske del. Som følge af svindende reserver
i Nordsøen søgte Denerco Oil nye internationale
græsgange, og valget faldt på Oman på Den Arabiske Halvø med forventet investering over to år
på 120 millioner kr i efterforskning i området.
»Det her er vores første satsning uden for Nordsøen, og hensigten er at søge at bygge et kerneområde op i den del af verden«, sagde direktør Flemming Kolkjær Sørensen.
»Der er den store fordel ved Oman, at vi arbejder
på land. Der er overordentlig stor efterspørgsel på
borerigge på vand, og de er meget dyre. På land er
der flere rigge til rådighed, de er hurtigere og billigere at bygge, ligesom det er nemmere at begrænse
udbygningsrisikoen på land, fordi anlæggene kan
tilpasses til oliereserverne”, sagde han.
Denerco opererede i et område, hvor selskabet i
tilfælde af meget lave priser på olie stadig kunne
producere med fortjeneste.
”2005 blev et meget tilfredsstillende år for Denerco Oil. Vi leverede det bedste økonomiske resultat i koncernens historie og påbegyndte implementeringen af vor strategi med opbygningen af
en balanceret international portefølje af licenser
uden for den danske del af Nordsøen. Dette skal
sikre koncernens fremtidige vækst og indtjening”,
sagde Flemming Kolkjær Sørensen.
I gennemsnit producerede firmaet cirka 11.000
98
tønder per dag i 2005 mod 16.400 i 2004. Nedgangen skyldtes en naturlig dræning af felterne
Nini og Cecilie.
»Vi er ligesom ethvert andet vaskeægte upstreamselskab nødt til at gå ud og finde mere olie
i takt med, at vi producerer. Ellers går det bare
nedad«, sagde den danske oliedirektør.
I 2006 meddelte Denerco Oil noget overraskende, at et salg nærmede sig. Året forinden havde
det ellers justeret ejerkredsen, hvor Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Monberg & Thorsen og Danske
Bank samlede den suverænt største del af aktierne
med tilsammen 77 procent. Denerco Oil solgte til
Altinex Petroleum Denmark, hvor det norske selskab Noreco (Norwegian Energy Company) står
som den ultimative ejer.
”Med meget lave oliepriser vil det gøre ondt mange
steder i Nordsøen”, sagde direktør Flemming Kolkjær Sørensen, Denerco. Aktionærerne solgte til
Altinex, der fik andele i licenserne til Syd Arne,
Siri, Nini, Cecillie (foto) og Lulita. (Foto: Bent
Medvind Sørensen)
Nordmænd dukker op
”Nyrige oliesheiker” fra Norge købte altså det eneste store privatejede danske selskab, Denerco Oil.
Prisen lød på 2,2 milliarder kr for selskabet, som
havde 26 ansatte og deltog ved i alt 13 licenser.
Altinex havde 12 ansatte og en produktion svarende til godt 3.000 tønder olie i den norske del
af Nordsøen og deltog på forskellig vis i ni licenser og leverede desuden serviceydelser til olieindustrien. Flemming Kolkjær Sørensen forventede,
at de to selskaber kom til at drage store fordele af
hinandens ekspertise og aktiviteter.
Noreco fokuserer på felter, som de store selskaber springer over, og hidtil med succes. Altinex
Oil Denmark med hovedkvarter i Holte deltog i
2010 på dansk sokkel i seks producerende felter fra
Syd Arne, Nini, Cecillie og Lulita. I efteråret 2009
medførte et brud i konstruktionen under vand et
stop for produktion fra Siri, hvor selskabet i 2011
solgte sin andel for 70 millioner kr til DONG,
som kom til at stå som eneejer og foretog en række analyser af lækagen. En nedlukning koster 6,5
millioner kr dagligt, og reparation skal derfor helst
ske sideløbende med produktion. Omkostninger
til en varig reparation løber op i to milliarder kr,
hvor Noreco altså ikke ville dække halvdelen.
- Aftalen er positiv for Noreco. Den fjerner
den betydelige usikkerhed, der har været knyttet
til forholdene omkring Siri, siger direktør Einar
Gjelsvik.
Noreco fulgte op med også at sælge sig ud af Syd
99