1967-1968

Transcription

1967-1968

Den første sangbog med PD-sange er fra 1967. Mørks Musikforlag.
Bemærk titlen: “La’ Mig Bli’ No’t”!!
"Havfruen" er "Du lille Fisker"
1967.jan.?
Prod. Gustav Winckler - Ivar Rosenberg lydteknik Optaget i Vanløse Bio
Povl Dissing, sang og guitar - Freddy Fræk, banjo 1,3,4 - Paul “Gregers” Gregersen, bas 1,3
1. “25 Minutter Endnu” (4.23)
2. “Han Skød Pistolen Af”* (3.37) (“Røveren”)
3. “Lille Anna”* (5.34)
3a. ”Lille Anna” (guitar-version uudgivet)
4. “Livets Farver”* (2.49)
Med Povl Dissing
Selvom “Drengen Og Hesten” gav PD stor berømmelse, så blev den alligevel øget med “25 Minutter Endnu”. En af
PD’s helt store succeser, som bl.a. Johnny Cash har indsunget. Den er skrevet og tidligere (i 1961) indspillet af Shel
Silverstein og siden fordansket af Thøger Olesen. Et team som fik stor betydning for PD’s pladekarriere.
Stig Møller indspillede sangen året før, uden at få succes. Det var Stig Møllers anden single - Metronome 1644 - og
pladen fik ellers gode anmeldelser. (B-siden var “Min Undulat Er Død”). Thøger Olesen gav siden sangen til PD, som
fik en så speciel fortolkning ud af den, at Sonet ville indspille den. Bassisten Paul Gregers var kendt fra Svend Asmussens orkester.
På (2) hører man melodien fra “Det Var En Lørdag Aften” med teksten fra en gammel folkevise arrangeret af PD, som
synger og spiller den solo. Han har endnu ikke helt glemt sin amerikanske fortid. Under intro’et siger han (til sig selv)
“One more!” og gentager indledningen, som godt kunne minde om den måde, et af PD’s bluesidoler - Fird “Snooks”
Eaglin jr. - spiller på.
I en TV-udsendelse fra 1977 fortæller PD: “Shel Silverstein, ham faldt jeg for en gang til en eller anden privat fest, hvor
de pludselig spillede den der “25 Minutes To Go” og jeg var bare færdig, da jeg hørte den. Og det hang på en eller
anden måde sammen med, at jeg var begyndt at arbejde med det professionelt. Det var blevet mit job. Tidligere havde
det ikke været noget problem for mig med repertoire, fordi jeg ku’ bare synge dem, jeg kunne. Det var ikke noget problem. Men når du får penge for det pludselig, så sku’ du jo ha’ et repertoire... da blev det alvor på en eller anden måde.
Og så begyndte man at lede og sådan - og så skete det, at jeg fik job i Vise Vers Huset i Tivoli hos Thøger Olesen, som
netop sad og arbejdede med at oversætte Shel Silverstein til dansk. Og han havde oversat “25 Minutter Endnu”.”
Freddy Fræk fortæller, at hans (smukke!) banjo-solo bliver spillet på en “neger-banjo”. Et klenodie fra århundredeskiftet (altså det mellem 1899 og 1900!). Den er lavet af S.S. Stewart, Philadelphia og er én af kun 160 eksemplarer. En
banjoens Stradivarius. Da Freddy Fræk på et tidspunkt manglede penge, solgte han banjoen til PD, mod en garanti om,
at hvis PD ville sælge den igen, så skulle Freddy Fræk have første ret. Efter nogle år skete det faktisk og Freddy Fræk
har den stadig og bruger den hjemme.
“Lille Anna” er dansk folkemusik og socialrealisme med store bogstaver og når det er allerbedst. Den og “Livets Farver”, blev gemt til PD’s første LP, der udkom senere på året. Der er også optaget en version kun med guitar akkompagnement fra PD. Den er uudgivet og om den blev indspillet ved denne lejlighed vides ikke.
LP’en “Jeg Er En Tosset Spillemand” var en opsamling af singler og blev kaldt “Hans største successer”. Coveret fra
den er et af de bedste billeder, der er taget af PD, og titlen er heller ikke helt skæv! Det var fotograf og musiker Hans
Holbroe, der tog billedet. (Og som venligst har leveret de øvrige billeder fra denne session til bogen.)
I 1975 udkom en LP i serien “Dansk Beat”, i 10-året for PD’s første pladeindspilning. På inderposen var optrykt en
“komplet diskografi”, som indeholder mange gode facts. Pladen udgøres af et bredt udvalg af Dissings indspilninger.
Fra bagsiden: “Vi har valgt at vise jazz/beat-sangeren Povl Dissing på denne plade”. Billederne på coverets bagside er
fra den fotosession, som gav forsiden til hans første solo LP.
Til en begyndelse hed tidens musik “pigtrådsmusik”, fordi den gamle generation syntes, at det lød ligesom, hvis man
trak i et pigtrådshegn - med strøm i. På dette tidspunkt var man imidlertid gået over til at anvende betegnelserne pop,
rock og beat for den populære musik. Pop rynkede man på næsen ad, rock var for rødderne og beat for de intellektuelle.
Op gennem 70’erne forsvandt “beat”-betegnelsen og rocken vandt.
I 1977 blev - i anledning af 100 års jubilæet for indspillet lyd - udgivet et par dobbelt LP’er. De indeholdt indspilninger
fra Thomas Alva Edison i 1877 til Bifrost 1976. “25 Minutter Endnu” er fejlagtigt medtaget som repræsentant for 1969
(på grund af, at den er taget fra opsamlingen “Jeg Er En Tosset Spillemand”, som udkom i 1969). Jubilæumspladerne
indeholder dansk beat fra 60’erne og 70’erne.
1967.mar.
1,2 - 7” “25 MINUTTER ENDNU” SONET T 8270
1967.okt.
3,4 - LP “POVL DISSING” SONET SLPS 1247
1969
1,2 - LP “JEG ER EN TOSSET SPILLEMAND” SONET SLPS 1939
1973?/76?
1 - Tape “MUSIK FOR TONEHOVEDER 2” SONET KSB 102
1975
1 - LP “DANSK BEAT” SONET SLPS 2412
1977
1 - LP-2 “PIGTRÅDSMUSIK 2” SONET SLPD 1613
1977
1 - LP-2 “HISTORISKE HØJDEPUNKTER BEAT” IFPI IFPI B
1990
1,3 - CD-2 “PIGTRÅDSMUSIK 2” SONET SPOTCD 019
1996
1 – CD-2 ”DET BEDSTE FRA DANSKTOPPEN 1966-67” EGMONT EMC 81511
1997.mar.
1 - CD “TROUBADOURENS BEDSTE” JOKER CD 81580
1997
1 - CD-2 ”DET BEDSTE AF DANSK MUSIK 1963-67” EGMONT EMC 6367310
1997
1 – CD ”DANSK FRA 60’ERNE NR. 9” NATIONAL CD 81604
2005
1 – CD-4 ”LET’S GO: DEN STORE DANSKE 60’ER BOX” UNIVERSAL UMD 9874512
2006
1-3 – CD ”25 MINUTTER ENDNU – ALLE TIDERS POVL DISSING”
UNIVERSAL UMD 170 224 6
386
2007
1-3 – CD-2 – ”DEJLIGE DANSKE – POVL DISSING” UNIVERSAL 1735585
1969. Foto: Hans Holbroe
Masterbåndene til LP SLPS 1247.
”Lille Anna” blev også indspillet uden banjo og bas, om det var ved denne lejlighed, vides ikke.
*****
1967.jan.26.
DR-TV - tilrettel. Sten Bramsen
Povl Dissing, sang og guitar - Vitaminerne - Basse Seideling - New Orleans Stompers
Restaurant Katten i Aalborg
Med Povl Dissing?
I følge Aalborg avisen “Ny Tid”, ville TV optage en aften i jazzrestauranten “Katten” torsdag den 26. januar. PD og de
nævnte optrådte torsdag - lørdag de sidste tre uger af januar. Der blev også bragt optagelser fra “Vingården” i København og “Caravellen” i Aarhus. Udsendelsen er ikke fundet omtalt andre steder.
*****
1967.feb.14.
NRK norsk TV
Povl Dissing, sang og guitar
Club 7
Med Povl Dissing
I følge den norske avis “Verdens Gang” optog NRK fra Club 7 i Oslo denne dag. Yderligere kendes ikke. PD optrådet i
Olso fra 14. - 17. februar.
*****
1967.feb.18.
DR TV - tilrettel. Poul Jørgensen
Povl Dissing, sang og guitar - Gustav Winckler - The Hitmakers - Per Dich, jury - Hanne Kaufmann, jury
“Pladeretten er sat”
1. “Sov Min Lille Hundemand”
Med Povl Dissing
Igen var PD i “Pladeretten”. PD sang sin udgave af “Sov Min Lille Hundemand”, Gustav Winckler sang “At Se Min
Bandomsby På Ny” og The Hitmakers opførte “Lille Viggo Vekselstøm”, hvilket i BT i en anmeldelse af Henning
O’Strit gav overskriften: “Grusom Musik - Jeg har ikke hørt magen - og håber, det må vare længe, før det sker igen.”
*****
1967.mar.9.
Optaget af Carsten Bregenhøj i Holstebro
I følge optegnelsen er optaget bånd “1967/12” med PD denne dato. Båndet kunne ikke findes.
*****
1967.apr.?
Produktion, instruktion, tekst og musik: Benny E. Andersen Ivar Rosenberg Lydteknik - Optaget i Vanløse Bio
Povl Dissing, sang, hyl, knurr, vov og miauv’en. PD: Den blå kat, Den røde hund og Den gule, den grønne og den sorte
tiger - 6,11,12,14,16,17,21,23,24 - Trille: Lille Trine Trille - 5,13,15,16 og 22 - Cæsar: Sangeren Helge - 18 - Per Dich:
Tigertæmmer Tim - Maia: Fortæller - 10,18-20 - Helge “Spids” Jensen, sax - Tony Engell Nielsen, guitar
1. “Miau For Katten I” (Blå Kat)
2. “Auv For Katten” (Blå Kat)
3. “Ude I Den Grønne Skov” (Røde Hund)
4. “Det Var Sjov” (Røde Hund)
5. “Oh, Gule/Grønne/Sorte Tiger”
6. “Yeah, Yeah, Yeah”
7. “Jeg Er Flov” (Røde Hund)
8. “Miauv For Katten II” (Blå Kat)
9. “Vov, Vov” (Røde Hund)
10.”Mere Vov, Vov”
Med Povl Dissing
Øvrige musikalske indslag:
11. “Jeg Hedder Trine Trille”
12. “Lille Trine Trille Er Meget Trist Idag”
13. “Oh, Alle Piger, Hør Hvad Jeg Siger”
14. “Gule/Grønne/Sorte Tigerdyr”
15. “Nu Vil Jeg Sove”
16. “Oh, Alle Piger...”
17. “Gule/Grønne/Sorte Tigerdyr”
18. “Der Var Engang En Tiger”
19. “Tigersangen”
20. “Tigersangen”
21. “Lille Trine Trille Er Ikke Trist Idag”
22. “Nu Vil Jeg Sove”
23. “Der Var Engang En Tiger (Gul/Grøn/Sort)”
24. “Jeg Hedder Trine Trille”
Et dukkesyngespil - som havde premiere den 12. maj 1967 og spillede til slutningen af juni - af Benny E. Andersen
(Bemærk E’et. Der er ikke tale om den allerede på dette tidspunkt kendte finurlige danske poet Benny Andersen, han
dukker først op i Dissing-sammenhæng lidt senere.) Benny E. Andersen stod for det meste børneteater, der foregik på
dette tidspunkt. Han skrev, komponerede, sang, producerede og instruerede.
Benny E. Andersen fortæller, at da han manglede penge til at starte børneforestillingerne, aftalte han med Sonet, at hvis
de sørgede for indspilningen med de kunstnere, som de havde i stalden i forvejen, kunne de udgive pladerne, mod at Det
Lille Teater kunne bruge båndene til teaterets forestillinger. Sonet udgav pladerne på deres børnemærke Mascot.
Dukkeforestillingen blev oprindeligt opført på Det Lille Teater, og musikken blev leveret af en båndoptager. I foråret
1968 startede Benny E. Andersen teaterkompagniet Comedievognen, som også tog denne forestilling op.
Det Lille Teater var Danmarks første egentlige børneteater. Det blev oprettet i september 1966 med 80 pladser. Denne
forestilling var teatrets femte opførsel og afsluttede den første sæson.
Fra de øvrige forestillinger blev også udgivet en række plader. Det var Sonet T 8255 senere på Mascot MP 1012/13,
“Karusellen Går 1 og 2” - Sonet T 8261 med tryllesangen fra “Alakazam” - Mascot MP 1010/11 med to plader og en
sangbog fra “Hipsi Hapsi” og andre. Kun fra den fjerde forestilling “Fantasterihatten” kom ingen plade. Senere kom
også en LP fra “Flyv så, Mand” Mascot MALP 2.
Der er kun fundet DLT plader med blåt logo, men formentlig findes begge 10” LP’erne med rødt eller blåt logo.
Bagsideteksten er ændret fra udgaven med Det Lille Teater til udgaven med Comedievognen.
De musikalske indslag på pladen er oftest af under 1 minuts varighed. Pladen udkom samtidig med PD’s solo-LP.
1967.okt.
1-24 - 10” LP “LILLE TRINE TRILLE OG TIGRENE” MASCOT MALP 1
“Det Lille Teater” trykt på cover.
1969.juli?
1-24 - 10” LP “LILLE TRINE TRILLE OG TIGRENE” MASCOT MALP 1
“Comedie Vognen” trykt på cover. Ny bagsidetekst.
1972
1-24 - LP “LILLE TRINE TRILLE OG TIGRENE” ECCO SP 19768
1977.okt.
1-24 - LP “LILLE TRINE TRILLE OG TIGRENE” MASCOT MALP 1004
*****
Fra indspilningen af Trine Trille
*****
1967
Prod. Benny E. Andersen - Optaget i Vanløse Bio
Povl Dissing, sang, guitar 1-9 - et kor af børn - Kirsten Ewaldsen 12,14 - Astri Budtz 13,24 - Jan 13 - Benny E.
Andersen 15-18 - Nulle Øigaard 19-21 - Cecilie Andersen 22,23 – Birgit Meinecke 25
1. “Ved Verdens Ende”
2. “Futte Futte Futtog”
3. “Jeg Gik En Tur I Nat”
4. “Der Er Så Mange Ting”
5. “Tælle Til En”
6. “Hitte Hatte Hætte Huer”
7. “Fem Kosakker”
8. “Habakuk Fra Høm”
9. “Alle Bilerne Fra Landet”
Med Povl Dissing og andre børn.
Øvrige sange på LP-pladen:
10. “Lirumlej”
11. “Hurlumhej”
12. “Hej, Hej, Nikolaj”
13. “Hos Bageren På Hjørnet”
14. “Klara Spiller Klarinet”
15. “Dunkelmann”
16. “Inde I Hr. Madsens Skæg”
17. “God Morgen Sol”
18. “Der Står Et Tog”
19. “Skorstensfejermester Blom”
20. “Lillegut Fra Lillerød”
21. “En Kælling Og En Kylling”
22. “Negerdukken Lille Sam”
23. “Jeg Kan Løfte Et Hus”
24: “Der Lå En Lille Pebernød”
25. “Skærslibermand! Skærslibermand”
Det Lille Teater havde, som den allerførste forestilling, opført “Karusellen Går” med tekster af bl.a. Halfdan Rasmussen
og musik af Benny E. Andersen. Da pladen “Karusellen Går 1” og siden også 2’eren slog godt an, indspillede man
yderliger denne EP med tekster af Halfdan Rasmussen og musik af Benny E. Andersen. EP’en findes i en række
forskellige etiket/cover varianter. Bl.a. med rødt og blåt logo på etiketten og med nye skrifttyper, og med billede på kun
forsiden og på både for- og bagside af coveret. Der er ikke yderligere nye sange med PD på LP udgaverne.
1967
1-11 - EP “ANDRE HALFDAN RASMUSSEN BØRNERIM” MASCOT MP 1020
1973
1-25 - LP “HALFDAN RASMUSSEN BØRNERIM” SONET SLP 2407
1976
1-25 - LP “HALFDAN RASMUSSEN BØRNERIM” MASCOT MALP 15
2007
1,3,8 – CD-2 – ”DEJLIGE DANSKE – POVL DISSING” UNIVERSAL 1735585
*****
1967.apr.4.
Live i Tivolis Koncertsal
Povl Dissing, sang og guitar - Freddy Fræk, banjo 4,5
1. “Vinden Tuder” (5.35)
2. “Tallenes Alfabet” (4.25)
3. “Lille Gigolo” (3.06)
4. “Lille Anna” (6.48)
6. “Sov Nu Du Lille” (4.02)
Med Povl Dissing
Et stykke musikhistorie! PD live i 1967 med alle sine “hits”! Fra den store Beat-koncert i Tivolis Koncertsal, hvor
hovednavnene var Bert Jansch og John Renbourn, men det var PD, som - ifølge aviserne - løb med aftenens største
bifald.
Optagelsen viser, at han i hvert fald var en succes. Da han også var konferencier, introducerer han sig selv sådan: “Nu,
øh, nu kommer, øh, JEG!” Det må have været en stor oplevelse at se PD stå alene på scenen i det store hus, og synge
sine sange. Ikke underligt at han var nervøs for opgaven; men han løste den til UG. Han var - naturligvis - mere
afslappet at høre på dagen efter i Randers (se nedenfor). Forsamlingen lytter for det meste andægtigt, og kun enkelte
griner højlydt. Men når PD giver sig i kast med sine “blues-lyde” bl.a. i (3) så griner alle!
Efter “Tallenes Alfabet” siger PD: “Hvis I ikke var så mange, så ville jeg gi’ Jer et kys allesammen, fordi jeg er helt vild
med den også selv!” Før (4) præsentere PD Freddy Fræk, som kommer ind og spiller banjo på “Lille Anna”og “25
Minutter Endnu”. Det fylder straks lidt mere og klæder fremførelsen.
PD slutter sin afdeling med “Sov Nu Du Lille” og denne godnatsang, vælter huset, hver gang PD “svarer igen” med
barnestemme.
En flot, flot 30 minutters optagelse som burde udsendes en dag, som “bonus” til en genudgivelse af hans første LP.
1967.apr.
1-6 - POVL DISSING-TAPE “PAVLOS 67.4.4. TIVOLI”
*****
1967.apr. 5.
Live Randers Statsskole - Optaget af Niels Bidstrup (elev på skolen).
1. “Fingal-Visen” (3.05)
2. “Flade Jensen” (2.55)
3. “Kom Hjem, Lille Far” (2.21)
4. “Min Lille Hest” (2.14)
5. “Lille Anna” (4.58)
6. “Manden På Risten” (3.17)
7. “Vandringsmanden” (2.44)
8. “Han Skød Pistolen Af” (2.50) (“Røveren”)
9. “Gi’ Mig En Hest, Mor!” (2.20) (“Dengen Og Hesten”)
10.”Alperosen” (4.13)
11.”Lille Kammerat” (4.08)
12.”Du Lille Fisker” (2.30)
13.”Du Lille Fugl” (3.08)
14.”Tallenes Alfabet” (3.53)
15.”Vinden Tuder” (4.31)
16.”Lille Gigolo” (2.12)
17.”25 Minutter Endnu” (4.14)
18.”Sov Nu Du Lille” (3.21)
Med Povl Dissing
En hel koncert med Povl Dissing fra den tidligste tid; endnu et stykke musikhistorie! Alle de kendte sange er med, og
publikum reagerer som forventet med høje grin og latter, hver gang PD siger et bandeord eller en af de typiske Dissinglyde. Det er synd, at der ikke findes en ordentlig live-plade fra denne frugtbare periode, hvor PD sang alle de gamle,
sentimentale danske sange. Stilen er som på den første solo-LP, og han forbinder sangene med sin karakteristiske snak
(det lyder bedre in natura, end det ser ud på papir!):
“Dav! Jeg er kommet for at spille nogen sange for jer, som jeg kender. Jeg vil begynde med at spille en sang, som
handler om en mand, der går rundt oppe i en stor skov oppe i Sverige, og kigger efter blomster, og damer og al’ sådan
noget. (“Fingal”).
Så vil jeg spille en anden sørgelig sang, som handler om en mand, der hedder Jensen og sådan noget. (“Flade Jensen”
Stor moro, da PD synger forkert og retter det uden at gå i stå!)
Så vil jeg gå så vidt, og synge om en lille dreng, som gerne vil ha’ sin far hjem igen. (“Kom Hjem, Lille Far”).
Så kender jeg en sang om en lille hest, som står ude på marken og sparker med blomster på halen og sådan noget. (“Min
Lille Hest”).
Så kender jeg en sang om en lille pige, som gerne ville i søndagsskole. Og det må hun ikke for sin far. Og det ender helt
ad helvedet til. Og hun hedder Anna (her grines?!). (“Lille Anna”).
Så kommer der en sang om en mand, som står og kigger. Og han har ikke fået noget at spise og sådan noget. (“Manden
På Risten”. Stort bifald).
Nu vil jeg synge en sang om en vandringsmand. En vandringsmand, det er sådan en mand, der går og vandrer og sådan
noget. (“Vandringsmanden”).
Så vil jeg gå så vidt, at spille en sang om en røver. En røver, det er sådan en mand, der går og røver. (“Røveren” Stort
bifald).
Så vil jeg, som sidste nummer i denne afdeling, spille en sang, som jeg har spillet før (moro), og det har jeg for øvrigt
med dem alle sammen (mere moro). Denne her sang, den er noget specielt, fordi det er en sang, jeg bliver ved med at
spille igen og igen. Det er en sang, der handler om en lille dreng og en hest og sådan noget. (STORT bifald) (“Gi’ Mig
En Hest, Mor!”).
Og efter pausen:
Ja, nu vil jeg spille en sang, som handler om en mand og en dame og sådan noget. Den handler ikke kun om en mand og
en dame, men også om en alperose. (“Alperosen”).
Så vil jeg synge en sang om en mand, som skal af sted, og han sidder og snakker med sin dreng om det. (“Lille Kammerat” Hvor vi får et ekstra vers med scatsang.)
Så, øh..., jeg ved, at til alle gode programmer, der hører der også en ordentlig sjofert og sådan noget. Nu er jeg ikke så
fræk, men jeg kender en sang, som foruden at den er en lille smule fræk, hvis man gerne vil have det, så er den skide
dejlig. Den handler om en mand, som kigger udover vandet og sådan noget. (“Du Lille Fisker” eller “Du Lir’lige
Fisker”, som får salen til at grin højt og inderligt adskillige gange. Jo, PD vidste hvordan man fik fat i en forsamling
jyske gymnasiaster.)
Jeg kan ikke flere af dem! Men jeg kender en sang, som handler om en mand, som sidder inde i et fængsel. Han sidder
og kigger ud af vinduet. Og uden for vinduet sidder der en lille fugl, og kigger ind på ham. Og så siger han... (“Du Lille
Fugl”).
Så vil jeg synge en sang, en anden sang. Det er en sang, som handler om alting! Den handler om kærlighed og sådan
noget. (“Tallenes Alfabet” Stort bifald).
Så vil jeg synge en sang, som handler om en lille dreng, som gerne vil sælge en blomst. Han har en blomst, han skal
sælge, fordi hans mor er syg og sådan noget. (“Vinden Tuder” med et flot forspil).
Så vil jeg synge en sang, som handler om mig selv og sådan nogen. Det er en sang, som handler om folk, som går op,
og står og spiller for andre folk, og har det sværere end I tror. (“Lille Gigolo”).
Nu vil jeg gå så vidt, at jeg vil synge en sang om en mand, som skal hænges og sådan noget. (Forventningsfulde udråb
fra salen. “25 minutter Endnu”, som slutter med et ordentligt brøl og langvarige klapsalver.)
Så vil jeg synge sidste nummer for i dag. Det bli'r en godnatsang (grin og mumlen - det er formentlig tidligt på aftenen
eller måske endda eftermiddag endnu), det er ikke fordi I skal gå hjem og i seng og sådan noget (mere grin. “Sov Nu Du
Lille”, hvor hvert eneste af “barnets” eftersætninger morer forsamlingen.) Mægtigt bifald. Ingen ekstra numre. En rigtig
god koncert, som også fik gode anmeldelser dagen efter.
Samtidig et godt billede på det arbejdspres PD udsatte sig selv for i denne periode. Den 4. april om aftenen havde han
været konferencier og selv spillet og sunget ved den store Bert Jansch/John Renbourn koncert i Tivolis Koncertsal. Den
5. om eftermiddagen denne solokoncert i Randers, og om aftenen i Stakladen i Aahus igen med Jansch/Renbourn. Alle
steder PD optrådte med de to berømte englændere, var anmelderne enige om, at det var Dissings aften. (Det samme
gjaldt, da Bert Jansch i august samme år kom på besøg med Pentangle. Alle var enige om, at Dissing med Beefeaters
løb med laurbærrene.)
*****
Anmeldelse af koncerten 5. april og annonce for restaurant Soho på bakken,
som havde et storslået program for maj 1967:
Stuff Smith, Harlem Kiddies, Champion Jack Dupree, Jessie Fuller, Spider John Koerner, Bert Jansch,
John Renbourne, The Artwoods (John Lord pre-Deep Purple) m.fl. plus alle de store danske navne.
1967.apr.10.
DR-TV
“Ugens Ekko”
1. “25 Minutter Endnu”
Med Povl Dissing
I et program om ugens større begivenheder optræder PD med “25 Minutter Endnu”. Anledningen er vel, at pladen ligger
højt på hitlisten. (Nr. fire)
*****
1967.apr.20.
Bakken åbner. Restaurant Rosenhaven på Bakken, skifter ejer og navn. Frem over hedder den Soho, og Walther Klæbel
skal stå for den kunsneriske ledelse, som bl.a. omfatter et Povl Dissing Show hver søndag eftermiddag, med skiftende
folkemusikere. PD skal underholde og være konferencier. Der er plads til 400.
*****
1967.apr.28.
DR TV - B&U
“Skole-TV Refleks”
1. “25 Minuter Endnu”
Med Povl Dissing
PD synger om manden, der skal hænges (der er muligvis tale om en tidligere optagelse), umiddlebart inden et interview
med den græske politiker Andreas Papandreou (siden ministerpræsident), som netop nu stod anklaget for højforræderi.
Han er søn af George Papandreou, som var blevet afskediget som ministerpræsident af Kong Konstantin (i 1965), i et
forsøg på at undgå magtkampen mellem politikerne og militæret. For at undgå valget den 28. maj, som Papandreou’erne
givet ville vinde, overtog en oberst-junta magten ved et statskup, der fandt sted den 21. april 1967 og som betød, at
Kong Konstantin og dronning Anne-Marie måtte flygte over hals og hoved.
*****
1967.maj
Prod. Gustav Winckler - Ivar Rosenbergs Lydteknik - Opt. i Vanløse Bio
1. “Sangeren”* (2.08)
2. “Den Første Gang Jeg Så Dig” (3.30)
3. “Tallenes Alfabet”* (4.03)
4. “Det Døende Barn”* (5.23)
5. “Vandringsmanden”* (2.28)
6. “Vinden Tuder”* (4.40)
7. “Frøken Giv Mig Himlens Nummer” (4.01)
8. “Nogen Store Nogen” (1.06)
9. “Sov Nu Du Lille”* (3.40)
Med Povl Dissing
Povl Dissings første solo LP. En fremragende plade med de smukkeste (og sørgeligste!) sange han endnu har sunget.
Hans egen indflydelse på valget af sange må have været stor. Det er alle sange, som ligger fint for hans stemme og
foredrag. Set i bakspejlet skinner PD’s mørke side allerede igennem på denne plade i valget af sange. De små
sidebemærkninger i (9) er nu klassisk Povl Dissing. Sammenlign iøvrigt stemmeføringen med live-udgaven fra Folk
Lorry, så er udviklingen åbenlys.
Midt i (3) “Tallenes Alfabet”, hvor PD synger “vil vi facit få at se”, lyder der en undertrykt hosten i studiet. PD tager
sig allerede her (igen) af børnene og de barnlige sjæle. De fleste af sangene kan man godt tillade sig at kalde børnesange
for voksne. En formidabel plade. Forbavsende nok er hans singlesucces ikke med på LP’en. Et træk som viser stor selvtillid. Selv siger han: “Nåh, nej, ja, hvorfor er den ikke det? Det er lidt underligt. Muligvis fordi den var et
“popnummer” i forhold til de andre”.
Alle *’erne refererer til, at PD har arrangeret sangene, som for de flestes vedkommende er gamle danske viser. (1) må
nærmest kaldes en slags selvbiografisk sang om, hvordan sangeren selv opfatter sin stemme. (5) er den eneste han fik
fra “De Rejsende”. Flere af de andre er fra Dansk Folkeminde Samling.
PD’s guitarspil på denne plade adskiller sig fra det, vi siden har hørt fra ham. Her spiller han “fingerspil” rigtigt godt
endda, hvor han siden stort set kun spiller rytme. Om det siger han: “Dengang kunne jeg jo spille på guitar, jeg havde
sådan min egen stil. Men det har jeg siden ladet overtage af de glimrende musikere, jeg har spillet med. Så jeg har
ligesom svigtet min egen guitarudvikling.”
De to sidste sange på pladen, var “Lille Anna” og “Livets Farver”, som blev indspillet sammen med “25 Minutter
Endnu” tidligere på året. I et interview i Horsens Folkeblad den 1. august 1967 fortæller PD, at han ikke er helt tilfreds
med LP’en, fordi den kun indeholder gamle prøvede numre. Han så gerne, at pladeselskabet samtidig udsendte en anden
Dissing-plade med tekster af unge, danske digtere. Denne tanke var inspireret af udsendelserne med nye tekster af
Benny Andersen, Klaus Rifbjerg og Jesper Jensen.
Pladen har desværre aldrig været genudsendt, men må være er udkommet i nogle tusinde eksemplarer (den solgte jo
faktisk så godt, at den nåede at blive nr. 1 på hitlisten!). Pladen er da heller ikke specielt sjælden. Den ses oftest med
den ældste helt røde etiket.
Den 23.9.2013 udsendte trioen L.I.G.A. deres anden single "Den første gang", hvor de har "samplet" PD, fra (2). Han
synger flere gange "Den første gang jeg så dig, det var en sommerdag". Fås kun som download.
1967.okt.
1-9 - LP “POVL DISSING” SONET SLPS 1247
1977.sep.
10 - LP “NOGEN STORE NOGEN” SONET SLP 1968
2006
2,7 – CD ”25 MINUTTER ENDNU – ALLE TIDERS POVL DISSING”
2007
2,7 – CD-2 – ”DEJLIGE DANSKE – POVL DISSING” UNIVERSAL 1735585
2013
2 – download – "DEN FØRSTE GANG" med trioen L.I.G.A.
386
Masterbåndet til side 2 af LP SLPS 1247
*****
1967
Danmarks Radio TV
Povl Dissing, sang og guitar - Freddy Fræk, banjo 1
1. “25 Minutter Endnu” (0.45) (uddrag)
2. “?” (0.45) (uddrag)
Med Povl Dissing
(1) er en live optagelse, som starter da der er 5 minutter igen. Genudsendt i Danmarks Krønike “Gl. Danmark 1968-75”
samt i juni 1993. (2) er genudsendt 31.12.1992 i “Fjernsyn For 25 År Siden”. Det er playback, hvor PD står på et af
stengelænderne ved Rådhuset i København.
*****
1967.maj.29.
Live Louisiana - DR TV - Prod. Marianne Albrechtslund – prod. nr. 30.372
Povl Dissing, sang og guitar - Merete Bækkelund, sang - Ingolf Olsen, guitar - Benny Andersen, oplæsning - Jørgen
Leth, oplæsning - Hans-Jørgen Nielsen, oplæsning - Vagn Lundbye, oplæsning - Thamas Vetö, dirigent - The Maxwells
- Ole Buch, komponist - Svend Nielsen, komponist - Per Nørgaard, komponist - Axel Borup-Jørgensen, komponist Pelle Gudmundsen-Holmgreen, komponist
“Mixtur”
2. “Sov Nu Du Lille”
3. "Lille Gigolo"
4. "Tallenes Alfabet" (?)
Med Povl Dissing
Sendt 17. juli og 19. september 1967. ‘Klip fra et DUT-arrangement på Louisianna. Musik og poesi, spillet, sunget og
læst op. De Unge Tonekunstneres selskab (DUT) arrangerede et møde mellem digtere, som også skrev sange og de, der
sang disse sange.’ PD optrådte solo og sang (i TV udsendelsen (1 og 2)) (John Madsen angiver at Dissing sang (3 og 4)
i TV-udsendelsen). I almindelighed fik kun PD og Benny Andersen gode anmeldelser alt det øvrige var for avanceret. I
Berlingske Aftenavis kaldte Ebba Torstenson PD for “... et magnetbjerg af en kunstnerisk begavet personlighed.” Noget
af det mest imponerende, der er blevet sagt om ham i denne periode!
Det var ved dette arrangement, at det første møde mellem Povl Dissing og Benny Andersen fandt sted. Om dette møde
husker PD: “Jeg optrådte med “25 Minutter Endnu” og et par andre sange, jeg var solo. Det var et kæmpearrangement,
hvor der var en masse forskellige kunstnere. Både klassiske musikere og beatmusikere og så var vi nogle folkemusikere,
som vi blev kaldt. Og der var digtoplæsning. Jeg havde læst nogle af Bennys digte, og da jeg hørte, at han skulle læse
op, gik jeg ned, og hørte på ham. Derefter kom vi i snak, og så viste det sig, at han var virkelig på...., at han godt ku’ li’
det, jeg lavede med “Gi’ Mig En Hest, Mor!”. Så vi faldt i hak og fulgtes hjem. Det vil sige, vi tog ind på Drop-Inn,
Benny og hans kone og min kone og mig. På et tidspunkt væltede Benny et glas rødvin nedover min kones helt nye
lysegrønne kjole! Og den måde han kom af sted med det på, gjorde at jeg tænkte: “Hold kæft, ham må jeg altså ha’ fat
i!” Så begyndte jeg at ringe til ham og rende ham på dørene for at få ham til at skrive nogle ting, for jeg manglede jo
stadigvæk nye sange. Senere lavede Erik Moseholm et arrangement, hvor han sammenkaldte tidens sangere og
forfattere...” (se 9. oktober 1967).
*****
Fra programmet på Louisiana
*****
1967.maj.
Danmarks Radio - Kultur- & aktualitetsafd.
Tilrettel. Richard Andersen og Hans Stephensen
“Kongemagt og kongerøgelse” (120.00)
1. “Kong Christian”
Med Povl Dissing
Udsendt 27. maj 1967. En to timers udsendelse om kongehuset og som handler om alt andet end tronfølgerens bryllup
den 10. juni. Man hører til sammenligning Det konservative Folkepartis landsrådsmøde synge kongesangen med Knud
Thestrup som usikker forsanger, derefter et tysk militærorkester, og så PD, der synger alle fire vers.
Også brugt i udsendelsen “En aften med radiorådsformand Ole Espersen”. ‘Et telefonprogram med lidt studiesnak hvor
lytterne kan stille spørgsmål direkte til en politiker.’ En direkte udsendelse, som blev sendt den 7. nov. 1972. Ole
Espersen interviewes og ‘ind imellem blev der spillet lidt musik - bl.a. Povl Dissings version af “Kong Christian”, som
fik en vred lytter til at reagere voldsomt. Han kaldte Dissings version blasfemisk og mente, at der blev sendt for meget
larm (læs: beat) i radioen.’!!
*****
1967.maj.22.
Danmarks Radio, UHA P1 - Live i studie 3 - Prod. Erik Moseholm
Povl Dissing, sang og guitar - Svend Asmussen, violin - The Noblemen - Harlem Kiddies - Ved mikrofonen: Jørgen
Mylius og Kurt Sørensen
“Jazz, Beat og Folk” (60 min.)
1. ”Vinden Tuder”
2.”This Morning I Get Married” (skrevet af Benny Holst)
3. “Interview om at synge blues v/Kurt Sørensen”
4. “Tallenes Alfabet”
5?. “Lad Mig Blive Noget”
Med Povl Dissing
Udsendt 3. juni 1967. Debut for det nye Thøger Olesen/Shel Silverstein hit, som dog først indspilles på plade om to måneder. Men den aflyttede optagelse stopper efter (4). Den første af tre udsendelser, som blev sendt den første lørdag i
juni, juli og august. PD medvirkede kun i denne udsendelse og optræder solo.
*****
1967
Optaget af Anelise og Thorkild Knudsen
Et Hogager-tape med PD. Båndet er ikke aflyttet.
1967
HOGAGER-TAPE “GD 1967/12”
*****
1967.sommer Prod. Gustav Winckler - Optaget i Vanløse Bio
Claus Petersen, guitar, sang - Torben Larsen, guitar - Tom Poulsen, bas - Sander Nielsen, trommer - Jørgen Thomsen,
sang
1. “60 31 17” (2.00)
Med The Clidows
A-siden:
2. “Hæng Mig” (1.49)
The Clidows blev Københavnsmestre i Popmusik i 1965, hvilket gav en pladekontrakt med Sonet. Den anførte single
var gruppens sidste af en række dansksprogede plader. Gruppen opløstes i efteråret 1967. Her er det Roger Millers
“Dang Me” og Chuck Berrys “Memphis Tennessee”, der er blevet fordansket.
Pladens titel er den elskede Maries telefonnummer, men hver gang det drejes, så får man enten Gustav Winckler (“Jeg
Vil Vente Ved Telefonen”), Cæsar (“Verdens Uheldigste Mand”), Per Dich (“Kapitalismen”) eller til sidst PD med to
linier, som er taget fra “Giv Mig En Hest, Mor!”. Det var den tids sampling!
1967
1,2 - 7” (“HÆNG MIG”)/”60 31 17” SONET T 8276
*****
1967.jun.27.
Optaget af Anelise og Thorkild Knudsen på Snoghøj Folkeskole
I følge registranten er optaget bånd “GD 1967/34” til “1967/38” med “Evald Thomsen, Ingeborg Munch, Povl Dissing
og andre”. Hogager-tape “GD 1967/34” kunne ikke findes, mens “1967/35-38” findes, men de er ikke aflyttet. Indholdet er skrevet af efter registranten.
I følge et udklip fra Berlingske Tidende fra den 25. juni startede De danske Folkemusikskoler det 27. sommerstævne
denne dag på Snoghøj Folkehøjskole.
Efter 13 numre med Ingeborg Munch og Evald Thomsen (og sønnen Hardy - også på violin) – dog hver for sig – får
Povl Dissing mikrofonen.
1. ”Fingal Visen” (2.00)
2. ”Alperosen” (1.20) afsluttes på næste bånd!
Med Povl Dissing
1967
1,2 – HOGAGER-TAPE ”GD 1967/35
*****
1. ”Alperosen” (0.30) afslutningen af ovenstående
2. ”Stakkels Gigolo” (2.10) (begyndelsen mangler)
3. ”25 minutter endnu” (3.50)
Med Povl Dissing
Her efter tager Højskolens elever over og de synger og spiller sammen med Ingeborg Munch på resten af båndet.
1967
1-3 – HOGAGER-TAPE ”167/36
*****
Povl Dissing, guitar 1-3,5-7 – Evald Thomsen, violin 1-5 – Hardy Thomsen, violin 3,5 – anonym højskoleelev, klarinet
2,3,5 og fløjte 5 – Før nedenstående er optaget tre numre med Ingeborg Munch, Evald Thomsen og elever fra højskolen.
1. ”Lunds vals” (2.40) 1. version
2. ”Lunds vals” (1.40) 2. version
3. ”Den toppede høne” (kaldet: Bondepigen) (2.05)
4. ”Indledning Reel” (1.10)
5. ”Reel” (1.45)
6. ”Lille Anna” (5.40)
7. ”Du lille fisker” (3.00)(afsluttes på næste bånd!)
Med Povl Dissing, Evald og Hardy Thomsen
1967
1-7 – HOGAGER-TAPE ”1967/37”
*****
1. ”Du lille fisker” (0.10) (afslutningen af ovenstående)
2. ”Sov nu du lille” (4.05)
Med Povl Dissing
Båndet afsluttes med 9 optagelser med elever, Klari Fredborg og Ingeborg Munch.
1967
1,2 – HOGAGER-TAPE ”1967/38”
*****
1967.jul.1.
Radioudsendelse DR, P2 –
"Ny Musik – Mixtur" (1 time)
med Povl Dissing
Indholdet kendes ikke, heller ikke de øvrige medvirkende
*****
1967.jul.10.
Danmarks Radio TV - Prod. Sten Bramsen – prod. nr. 50.752
Povl Dissing, sang og guitar - Per Dich, sang og guitar - Freddy Fræk, sang og banjo - Søren Hjort - interview: Gustav
Winckler - Iørn Piø - Cæsar - Povl Rovsing Olsen - Thøger Olesen - Carsten Grolin
“Folkesangere 1”
Med Povl Dissing
Sten Bramsen stod for de første TV udsendelser med repræsentanter fra den unge folkesangerbevægelse. Den allerførste
udsendelse blev sendt 10. januar 1966 med Cathryn, Cæsar, Freddy Fræk, Franck Jackman, Bert Jansch og Frode
Veddinge.
Den 15. juli 1967 blev “Folkesangere 2” sendt. Den var optaget i London. Her medvirkede Bert Jansch, John Renbourn,
Marc Sullivan, Dave Swarbrick og Martin Carthy.
Sendt 10. juli 1967. I en anmeldelse dagen efter, nævnes, at Carsten Grolin udnævner PD til “den eneste begavelse i
vort musikliv”.
*****
1967.jul.23.
At skriverierne om og den hårde modtagelse af de første indspilninger, har påvirket PD er helt sikkert. Med tiden har
han også selv fået en ændret opfattelse af de første optagelser. I et åbenhjertigt interview med Hasse Havgaard i
Politiken fortæller PD:
JEG VIL GERNE SPILLE EN SANG!
“Jeg hedder Povl Dissing. Jeg har aldrig ønsket at forarge folk. Det er virkelig rigtigt. Og så er jeg vistnok 29 år og så
grim, at jeg altid blev brugt som model på Kunsthåndværkerskolen. Det gjorde mig nu lidt ondt, men jeg blev da
reklametegner og jeg har gjort meget for hundemad på dåser. Men jeg er heller ikke særlig god som tegner. Dog
brugbar og håber en dag, når alle i dette land synes, at der er noget møg, jeg synger, at kunne ernære mig ved at tegne
det, jeg synes er udholdeligt. Derfor har jeg indrettet en tegnestue, der foreløbig bare venter på at blive brugt. Det går jo
meget godt i øjeblikket. Jeg har engagement til september, og måske viser der sig noget, når jeg har holdt ferie dernede
sydpå.
Jeg har, siden jeg var helt ung, gerne villet spille en sang. Det hedder det vist ikke, men der gik lang tid, før jeg fandt ud
af det. Nu indleder jeg ofte med den vending. Næh, egentlig ikke, fordi jeg synes, det er smart, men jeg har vænnet mig
til denne vending og til, at folk griner ad det, alle de folk, der ved, hvordan man skal udtrykke sig korrekt.
Det er så forbandet svært for mig helt at forstå, hvordan man udtrykker sig korrekt. Egentlig ville jeg aldrig tænke over
det, hvis det ikke var, fordi så mange spørger mig om det.
Herregud da! Da jeg begyndte at optræde, var det bare skæg alt sammen, Vi sang og spillede noget, vi troede var blues.
Vi syntes i hvert fald, at det lød meget godt, og folk klappede og sagde, at ham Povl var sgu da meget god til at synge
blues.
Så hørte jeg en dag nogle gamle bluesnumre, jeg havde sunget. Sikke noget lort. Jo, jeg forstod pludselig, at det ikke var
blues, jeg sang, men noget syntetisk stads, jeg ikke kunne stå model til.
Jeg fik en sludder med Rosita Thomas, der sagde, at jeg sang udmærket, men så forklarede hun mig, hvad der manglede
i den musik, jeg kaldte blues. Hun lærte mig, at jeg havde stået og sunget noget, som jeg faktisk ikke anede, hvad betød.
Det gjorde skide ondt at erfare det, for blues har altid betydet umådeligt for mig.
Men jeg lærte også noget andet. Jeg lærte at forstå, at jeg måtte synge på mit eget sprog, faktisk lave en dansk form for
blues, og det er det jeg arbejder med.
Egentlig ville jeg slet ikke synge sådan for at tjene penge. Men jeg skulle synge på en plade sammen med nogle andre
folkesangere. Så tog jeg på ferie, og da jeg kom hjem, var jeg på listen.
Gud Fader bevares tænkte jeg. Du må prøve igen, for det var sgu da meget sjovt, selv om de skælder ud og siger hold
kæft og griner og får afløb for en masse, man kun får afløb for, når man står i flok på den neutrale side af scenen. Det er
klart. Det er klart for mig nu.
De vil høre denne om de 25 minutter, der er igen og “Gi’ Mig En Hest, Mor!” De er endda så flinke, at de bygger en
galge på scenen og spørger, om jeg i sidste vers ikke godt vil lægge løkken om halsen. Men det vil jeg sgu ikke, for jeg
hader den slags. De har også bedt mig om at komme ridende ind på scenen med sang på læben, altså denne “Gi’ Mig En
Hest, Mor!”.
Hvorfor ikke? Fordi jeg opfatter det seriøst. Jeg kunne have tjent mange flere penge, hvis jeg var hoppet på den
kommercielle fidus.
Men jeg er for genert - og vel også for sentimental, og det må være rigtigt, for jeg tror på, hvad mine venner siger om
mig.
Jeg synger for eksempel aldrig en sang uden at have sunget den for mine venner, der kan sige mig, om jeg er inde på
noget rigtigt - på noget dissingsk - eller jeg er faldet udenfor. Det er meget værd for mig.
“Værd for”. Der er jo sagen. Jeg tror ikke, man skal beskæftige sig med andet end det, der er noget værd for en.
“Gi’ Mig En Hest, Mor!”. Ved De, hvorfor jeg indsang den? Simpelt hen fordi jeg hørte den blive sunget af nogle
venner, der sang den rigtigt. Den er da smaddersmuk. Vanvittig smuk vil jeg sige.
Og så hørte jeg nogle andre synge den. Pæn stemme, afstemt klaver med harmonisk bas. Det kunne jeg ikke holde ud.
Jeg måtte synge den selv, sådan som jeg syntes, den burde synges. Og det gjorde jeg så. Jo gu’ er jeg sentimental.
Men jeg er ingen budbringer. Der har været skrevet, at jeg prøvede at give de gamle viser nyt liv, prøvede at vække
folks interesse for de gamle ting.
Der er bare løgn. Jeg synger kun, fordi jeg kan lide at synge, og fordi jeg holder uendelig meget af at mærke kontakten
med et publikum.
Det er på en gang vidunderligt og frygteligt. Som dengang ovre i Tivolis Koncertsal. I venteværelset. Man ryster over
hele kroppen, glor afsindigt på tapetmønsteret, labber en bajer eller flere i sig, er skide bange og parat til at stikke af.
(Red. Det var Bert Jansch/John Renbourn koncerten den 4. april PD tænker på.)
Så går man på scenen og gør det så godt man kan. Og bagefter! Øj, bror, det er ikke til at sige. Hold da helt kæft, hvor
er det lifligt. Men jeg forstår godt, hvorfor mange jazzmusikere falder for narkotiske stimulanser.
Jeg er så ny i faget, så jeg er ikke faldet. Men det er hårdt. Det er lidt hårdt at rejse til rigets fjerneste egne for at blive
pebet ud. Ikke sådan, at jeg bagefter falder i afmagt af den grund. De havde bare valgt den forkerte til at optræde. De
havde spildt en masse penge, og jeg havde spildt en masse tid. Det er synd, og når jeg er blevet pebet ud ved en koncert,
tænker jeg kun på, hvor meningsløst det er, når man ikke kan etablere kontakt med folk.
Jeg har fortrinsvis sunget de gamle danske viser, fordi de siger mig selv en masse. Og de bliver bedre, jo mere man arbejder med dem.
Nu kan det måske synes lidt underligt, at jeg spiller en slags blues til disse sange, men det skyldes først og fremmest, at
jeg er mest fortrolig med den musikform.
Det med musikken er faktisk lidt af et problem. Jeg kan jo ikke spille guitar. Jeg tror, det er otte greb, jeg magter at
arbejde med. Mange gange må jeg simpelthen opgive en sang eller lave den om, fordi jeg ikke kan finde det forbandede
greb på instrumentet.
Jeg har virkelig gjort hæderlige forsøg på at lære det. Købt bøger om, hvordan man gør og ulejliget kyndige folk med at
forsøge at lære mig nye greb. Ved Gud, jeg formår det ikke. Jeg kan ikke lære mere end de sølle otte greb.
Det har naturligvis den fordel, at man som en krøbling med desperat styrke klamrer sig til det, man kan, og oplærer en
vis virtuositet i den begrænsede kunnen. Men det kan undertiden være lidt pinligt, eller rettere meget pinligt, især når
man skal optræde med folk, der virkelig kan spille - uha!
Der har været så mange, der har forsøgt at fortolke mig og det, jeg sang. Enten har de været skide gale i hovedet, eller
også har de været meget begejstrede.
De venlige har sagt og skrevet, at jeg er gået i krig med sentimentaliteten, at jeg ta’r gas på sangene. Men det er ikke
rigtigt. Jeg går helt og fuldt ind for hver eneste sang, jeg synger, fordi jeg synes teksten er god og smuk.
Jeg har også selv forsøgt at lave tekster. Det er vel noget, alle sangere forsøger at gøre. Det er en slags forfængelighed
og det er nok også håbet om at kunne frigøre sig for kilderne. Men, ærligt talt, jeg kan ikke lave tekster. Det bliver
værre end de værste konfirmationssange. Så jeg må også i fremtiden forlade mig på Folkemindesamlingen og de
forfattere, der formår at sætte smukke ord sammen til Povl Dissings rustne stemme og mangelfulde guitarspil.
Det er ikke til at sige, hvor længe det vil vare. I øjeblikket går det jo godt. Der er folk, der gider høre på mig og oven i
købet betale for det, selv om det ikke er overvældende godt betalt.
Men en dag har de selvfølgelig fået nok af ham Dissing. Så var det, jeg havde tænkt mig at sysle lidt med tegneriet på
min tegnestue. Men jeg vil stadig spille og synge. Det kan jeg ikke lade være med og jeg vil være lykkelig, hver gang en
eller flere gider høre på mig, som den jeg er: “En lille sentimental gøgler med otte greb og et sært udseende!”
*****
1967.jul.25.
Live Vise Vers Huset, Tivoli - Prod. Sten Jørgensen
Povl Dissing, sang og guitar - Gyda Hansen, sang - Annemarie og Erik (Grip) - Frode Veddinge, sang og guitar - 3
Scotsmen
“En Aften I Tivolis Vise-Vers Hus”
1. “Sov Nu Du Lille”
Med Povl Dissing m.fl.
Udsendt 26. juli 1967. Udsendelsen gav anledning til en række læserbreve, hvoraf ét karakteriserede PD som “led og
ækel”. I dagene efter skrev en række andre for at forsvare PD. Men igen: enten eller - for eller imod.
Per Dich og Cy, Maia og Robert skulle også have optrådt i TV udsendelsen, men Thøger Olesen havde fyret dem fra
Vise Vers Huset! PD’s manager Walther Klæbel udtalte: “PD optræder som aftalt, men vi sympatiserer med de fyrede
kolleger. Men først når vi har opfyldt, hvad vi har lovet (optagelserne fandt sted om tirsdagen og PD skulle optræde til
og med fredag), vil vi tage stilling til en eventuel sympatiaktion. Men forhåbentlig er parterne blevet enige inden den
tid.” Det må siges at være et ”både - og” svar.
*****
1967.jul.27.
Prod. Gustav Winckler - Optaget i Vanløse Bio
Povl Dissing, sang og guitar – Freddy Fræk, banjo 1?
1. ”Livets Farver” (2.25)
2. “Køb Blomster” (6.20)
Med Povl Dissing
Ifølge diskografien til LP Sonet 212 “Dansk Beat” er denne indspilning fra Vise Vers Huset i 1965 - LP Sonet 1230.
Men det er den ikke; det er ikke engang en live-optagelse. Formentlig er den indspillet til debut LP’en, sammen med en
uudgivet gentagelse af ”Livets Farver” uden banjo? eller betyder de to ”??” at man ikke ved hvem, der spiller banjo, og
man er så gået udfra, at det er ”PD”? Hvis der er banjo på, så kan det vist kun være Freddy Fræk. ”Køb Blomster” som
hidtil er uudgivet, fås kun på denne opsamlings-LP (og siden på CD).
1973.okt.
2 - LP “POVL DISSING” SONET SLPS 2404 Opsamling
2006
2 – CD ”25 MINUTTER ENDNU – ALLE TIDERS POVL DISSING”
2007
2 – CD-2 – ”DEJLIGE DANSKE – POVL DISSING” UNIVERSAL 1735585
Masterbåndet til ”Køb blomster” og en kasseret version af ”Livets farver”
*****
Et Sonet PR-kort fra 1968 – for- og bagside
1967
Prod. Gustav Winckler - Optaget i Vanløse Bio
Instruktør Finn Henriksen - Manuskript Bob Ramsing
Povl Dissing sang - Ole Høyers Orkester: (= Radioens Big Band) Allan Botschinsky, trompet - Perry Knudsen, trompet
- Palle Bolvig, trompet - Torolf Mølgaard Kristensen, trækbasun - Ole Kurt Jensen, trækbasun - Per Espensen,
trækbasun - Helmuth Hjorth Hansen, trækbasun - Carl Erik Simonsen, bas - Max Leth, piano, vibrafon - Alex Riel,
trommer - Torben Munk, guitar - Ole Berndorff, guitar - Idrees Suleiman, trompet - Jesper Thilo, tenorsaxofon - Bent
Nielsen, saxofon - Uffe Karlsen, tenorsaxofon - Erling Christensen, saxofon - Ole Høyer, dirigent, arrangør, komponist
1. “Der Er Ikke No’et Som Damer” (2.25) 1. version
2. “Far Laver Sovsen” (3.24) 1. version
3. “Far Laver Sovsen” (1.40) 2. version (under forteksterne)
4. “Far Laver Sovsen” (1.26) 3. version
7. “Far Laver Sovsen” 4. version (under slutteksterne)
Povl Dissing med Ole Høyers Orkester
Fra Palladiums film “Far Laver Sovsen”, hvor de to sange høres i brudstykker. En rigtig dansk pop-rockplade af bedste
karat, i en rigtig dansk folkekomedie. Dissing ses ikke i filmen, som er typisk for tiden og med en lang række kendte
skuespillere, som f.eks. Morten Grunwald, Ghita Nørby, Bodil Udsen og Marguerite Viby. Forteksterne er ret avancerede for dansk film på det tidspunkt, og er meget inspireret af de berømte Blake Edwards-Peter Sellers film om ”Den lyserøde Panter”.
PD fortæller: “Jeg kom ud en formiddag i Vanløse Bio, og jeg troede, at jeg skulle ud og synge med høretelefoner på,
fordi jeg troede, at musikken var lavet. Og så sad der det kæmpeorkester, med alle “kanonerne”. Så lavede vi den, der
var jo ikke noget med... i dag ville man sætte sangeren ind i et separat rum, næh, det var foran orkesteret og så en
mikrofon, og så lavede man det hele. Jeg tror kun vi lavede to optagelser. Med det der kæmpeorkester... - det var en stor
oplevelse.”
Ole Høyer er en smule tvivl om saxofongruppens sammensætning og om hvorvidt Idrees Suleiman var med. Filmen har
været vist i DR TV flere gange.
Filmen havde premiere 2. juledag 1967.
1967.nov.?
1,2 - 7” “FAR LAVER SOVSEN” SONET T 8291
1973.okt.
1 - LP “POVL DISSING” SONET SLPS 2404 Opsamling
?
3-7 - Video “FAR LAVER SOVSEN” PATHE/NORDISK FILM
Palladiums bånd med sangene
*****
1967.aug. 4.
Prod. Gustav Winckler - Ivar Rosenberg Lydteknik Optaget i Vanløse Bio
Povl Dissing, sang - The Beefeaters: Morten Kjærumgård, orgel - Erling “Mozart” Lauge Madsen, trommer - Peter
Thorup, guitar - Flemming “Keith” Volkersen, bas
1. “Lad Mig Blive Noget” (4.22)
2. “Kvælerslangen” (2.30)
Povl Dissing med The Beefeaters
Både (1) og (2) er skrevet af Shel Silverstein og Thøger Olesen, og var med til at ændre PD’s image fra “folkesanger”
til “beatsanger”. God dansk rockmusik med et glimt i øjet. (2) er også tidligere indspillet af Johnny Cash med bøvs og
det hele. Det mangler dog i PD’s version.
Det var to af dansk musiks store navne der gik sammen om denne single. Det passer PD ganske godt at få elektrisk
opbakning og er et nyt skridt i hans udvikling. Han formår stadig at fastholde sit eget udtryk.
Om idéen bag samarbejdet fortalte Peter Thorup i et interview i april 1977: “Beefeaters var i et bureau, hvor Povl også
var. Det var Walther Klæbels - DMC hed det. Walther, han var selv musiker, så han fattede lynhurtigt, at det var en god
idé og sætte Povl sammen med Beefeaters. Og det synes jeg var godt set, simpelthen. I Beefeaters dyrkede vi kun
rendyrket blues, vi spillede kun blues. Men Povl havde en blues, der var ligeså meget blues, men bare på en helt, helt
anden måde, ikke. Og det var sgu skønt at få den der side af sagen. Vi spillede amerikansk blues, som vi hørte på alle
pladerne. Og så kom Povl med en dansk blues, der var fuldstændig ligeså god, som alt muligt andet. Så dét passede, helt
fint endda.”
Peter Thorup mener, at det er tvivlsomt, om “Nhutzhi” allerede var med på denne indspilning (det er siden bekræftet, at
han har ret!). Han fortæller også, at arrangementet af musikken havde til formål, at lægge op til teksten, så det morsomme blev understreget.
På den første udgave af singlen, er titlen på (1) fejlagtigt anført som, “Lad Mig Blive Til Noget”. Pladen blev formentlig
indspillet den 4. august og udsendtes allerede den 11. august og i september lå den på hitlistens førsteplads.
1967.aug.
1,2 - 7” “LAD MIG BLIVE NOGET” SONET T 8282
1969
1975
1 - LP “DANSK BEAT” SONET SLPS 2412
1977
1 - LP-2 “PIGTRÅDSMUSIK 2” SONET SLPD 1613
1990
1 - CD-2 “PIGTRÅDSMUSIK 2” SONET SPOTCD 019
1997.mar.
1,2 - CD “TROUBADOURENS BEDSTE” JOKER CD 81850
1997
1 – CD-2 ”DET BEDSTE AF DANSK MUSIK 1964-68” EGMONT EMC 6468310
2005
1- CD-3 ”DERFRA HVOR VI STOD – SANGE MED MERVÆRDI” UNIVERSAL UMD 9874114
2006
2007
*****
PD's kontrafej solgte også ugeblade! Fra 25. aug. 1967
386
1967.aug.15.
Ved et storstilet arrangement i Falkoner Centret denne dag, optrådte PD for første gang offentligt med elektrisk backing,
nemlig The Beefeaters. Hovednavnet var Bert Jansch’ nye elektriske gruppe The Pentangle, som bestod af Bert Jansch,
guitar - John Renbourn, guitar - Terry Cox, trommer - Danny Thompson, bas og sangerinden Jacqui McShee. Alle
anmeldere var bagefter enige om, at det var PD’s show. Han spillede først solo, inviterede der efter Freddy Fræk på
scenen, hvor de spillede et par numre fra PD’s solo-LP bl.a. “Den Første Gang Jeg Så Dig” og “Livets Farver”. Her
efter var det The Beefeaters tur. De kom på scenen på den måde, at PD skreg indledningen: For Helvedet Da… og
tæppet gik op og dér stod Beefeaters så, og de spillede sammen med PD “Lad Mig Blive Noget” og “Kvælerslangen”
for fuld drøn. Nu var PD “beatsanger”!
PD i et samtidigt interview i Fyens Stiftstidende: “Et orkester, der svajer - det har jeg altid ønsket mig. Jeg kan godt li’
at gi’ den en ordentlig én på frakken og bare råbe teksten ud. Det er i øvrigt brandspændende med koncerter. Man går i
flere dage før og er nervøs, og så pludselig står man dér, midt på, alene, en masse lamper, så man ikke kan se publikum,
Man kan bare mærke, at de er der, sidder og drejer sig lidt i sæderne. Nåh, men det gik vist meget godt i aften......”
Annoncer for den store aften
1967
Instr. Søren Hansen - Prod Tue Ritzau for Kortfilmrådet
Kamera Anders Søndergaard & Søren Hansen Lyd optaget i et privat studie på Frederiksberg.
“Reportage” (8.30)
Med Povl Dissing & Beefeaters
‘Povl Dissing læser et stykke fra Biblen. “Reportage” er en eksperimentalkortfilm, som behandler temaet om Jeftha og
hans datter, Dommenes Bog, kap. 11, i Det gamle Testamente.’ Filmen havde premiere den 27. juni 1968.
Søren Hansen havde gået i skole med PD’s kone Jette og var optaget på Kunstakademiet som maler. Da han fik lyst til
at give udtryk for sine følelser på film, ville han have nutidens musik med som et væsentligt element. Han rettede
henvendelse til Freddy Fræk om at få skrevet noget musik, som PD skulle fremføre. Freddy Fræk ville ikke uden, at han
selv skulle fremføre musikken, så hans bidrag til filmen endte med kun at blive to glimt af hans underansigt!
Filmen er uden lyd, bortset fra ledsagemusikken, som er komponeret af Beefeaters og PD. Teksten er fra Det gamle Testamente. PD synger/reciterer/messer teksten. Billedsiden er super-næroptagelser af raderinger og ætsninger og forskellige print, samt legetøjssoldater dyppet i mel!
Filmen fik en kvalitetspris på 15.000 kr. fra Filmfondens Kvalitetspræmiering, og de gode anmeldelser gav Søren
Hansen mulighed for at fortsætte som instruktør.
Søren Hansen siger selv: “Det startede med, at jeg blev fascineret af at se med lup på de grafiske plader. Reliefdannelserne blev - når man forstørrede dem op - til månelandskaber. I starten og i slutningen af filmen ser man en mand i line,
som skal symbolisere en mand der svæver ude i rummet og ser ned på jorden. Siden kommer tragedien, som får filmen
til at hænge litterært sammen for mig. Det er historien om Jeftha, som er en skøges søn, og som bor i vildmarken
sammen med nogle fredløse. Hans familie ved, at han er begavet, og da de kommer i krig med en nabostamme, henter
de ham hjem. Nu er han god nok og han skal være deres feltherre. Fordi han er så forsmået, så beder han til Gud om
sejr, og lover at ofre det første, som møder ham når han kommer hjem. Det viser så, at være hans egen datter. En grum
historie.
Krigsscenerne i filmen er lavet med små plasticsoldater, som er blevet dyppet i mel. Slutbilledet af Martin Luther King,
skal man ikke lægge så megen symbolik i.”
Den 28. november 1998 viste Filmhuset i Gothersgade, København to af Søren Hansens film.
Det var “Reportage” og “Ekko Af Nogens Stemme”.
På et spørgsmål om, hvorfor Søren Hansen stoppede med at lave film, efter kun at have lavet fire, når nu han var så
succesrig, siger han: “Jeg kom godt i gang med at lave grafik, og så tror jeg, at der sker en eller anden form for “udtørring” af kilden. Der er måske ikke mere at hente. Men jeg har da senere haft lyst, og der er da nok også nogle ting,
som jeg godt kunne tænke mig at lave som film. Der skete nok det for mig, at mit udgangspunkt til den første film, er de
grafiske plader, uden at jeg ved, hvor jeg vil hen med det. Det gør at filmen har en meget lang produktionsproces,
faktisk flere år. Først da jeg efter nogle år finder på, at bruge Jeftha-myten, fik jeg et skelet, som jeg kunne begynde at
klæbe mine følelsesladede forhold til billederne op på.
Selve lydoptagelsen var en fantastisk stor oplevelse for mig. Vi sad i et lydstudie i en privat lejlighed på Frederiksberg,
og Povl var forkølet, og på et tidspunkt gik der ild i el-orglet, men jeg blev virkelig positivt chokeret! Det var en
foræring, ja, en gave at arbejde med de musikere. De kom skråt ind fra venstre, og jeg står i midten med et stopur, og
siger: “Spil!” og så spiller de, og lige det jeg skulle bruge. Fantastisk. Selv uden at ryge noget, var jeg høj. Jeg fik mere
end det, jeg havde håbet på.
Det var en af de - eller måske den - første danske film med autentisk beatmusik, så ved premieren kom hele pressen og
vi fik fine anmeldelser.”
*****
1967.efterår
“Børge-Bussen” - Ugebladet “Børge” og
International Booking Agency (IBA) præsenterer:
Povl Dissing, tale - Beefeaters - The Ebonies - The Clan - Wishful Thinking
1. “Povl Dissing er turneens og pladens syngende konferencier”
Med Povl Dissing
Som indledning til turnéen åbnede Povl Dissing og Beefeaters den 13. oktober 1967 en ungdomsudstilling i Forum “Teen 67” - hvor PD klippede - ikke et rødt bånd - men et stykke pigtråd over! Som man erindrer, hed tidens musik ikke
rock eller beat, men pigtrådsmusik til at begynde med. For at se checket ud, havde PD lånt en læderjakke hos Brd.
Strecker.
Flexi-pladen var indlagt i ugebladet “Børge”. Povl Dissings indsats lyder:
“Ja, goddag, vi lægger ud med The Ebonies fra Jamaica.” (1. “Little Bitty Pretty One” med The Ebonies) “Tak, tak, tak.
På denne her plade præsenterer Børge og IBA, de kunstnere der i efterårsferien fra den 13. til den 22. oktober hvirvler
rundt i landet med Børge-Bussen. Vi glæder os helt afsindigt til at møde jer allesammen ved disse 20 shows. Nu kører
vi videre i programmet med den nye gruppe The Clan.” (2. “L-O-V-E” med The Clan og 3. “Hang Around Girl” med
Wishful Thinking) “Yep, det var topfalsetgruppen Wishful Thinking.”
“Børge-bussen kører hele efterårsferien. Det sidste orkester vi præsenterer for jer er Danmarks bedste psykedelicgruppe. På gensyn i efterårsferien. Her kommer The Beefeaters... Oh-orhh-øh, jeg glemte noget. Børge og IBA er
allerede på tæerne for jer lørdag den 7. oktober ved et kæmpe popbal i KB-hallen i København og Fyns Forum.
Værs’go The Beefeaters. (4. “Down In The Valley” med The Beefeaters).”
Dette var de uforglemmelige ord, som hermed er bevaret for eftertiden. Povl Dissing synger ikke. Mellem numrene er
der mixet “dåse-applaus” for at give indtryk af, at det er live-optagelser. Forbavsende mange eksemplarer - også med
cover - er bevaret af denne ellers skrøbelige plade. I 2008 udgav Frost Records en CD med alle Børge flexi-pladerne
mv. og alle fire numre fra Dissing flexi’en er med foruden Dissings introduktioner.
Peter Thorup erindrer, at på tidspunktet for turnéen lå “Lad Mig Blive Noget” med PD og Beefeaters nr. 1 på hitlisten,
hvilket skabte en del misundelse fra gruppen “Wishful Thinking”, som mente, at de var hovednavnet. Men det var PD,
der væltede huset hver gang.
Børge-Busssen spillede flere steder samme dag i perioden 13. til 22. oktober, og nogen gange kom de meget sent til det
sidste spillested, hvilket af og til gav lidt problemer, fordi publikum i timevis måtte tage til takke med et lokalt band.
Køreplanen var:
13. oktober
14. oktober
14. oktober
15. oktober
15. oktober
15. oktober
16. oktober
16. oktober
17. oktober
17. oktober
18. oktober
18. oktober
19. oktober
20. oktober
20. oktober
21. oktober
21. oktober
21. oktober
21. oktober
21. oktober
22. oktober
22. oktober
22. oktober
22. oktober
København, Åbning af “Teen 67” i Forum,
Frederiksværk, Grand Hotel kl. 20-01
Jyderup, Hotel Skarridsø, kl. 20-01
Rudkøbing, Langeland, Restaurant Ørsted, kl. 16-20
Fåborg, “Klinten”, kl. 20-01
Fredericia, Fredericia Teater, kl. 20-01
Hinnerup Kro, Aarhus, kl. 20-24
Hovedgård Kro, Horsens, kl. 20-01
Astrup Kro, Hobro, kl. 20-01
Volk Møller, Randers, “Popmøllen”, kl. 20-01
Lemvig, Limfjordshallen, kl. 20-01
Stoholm, Kro, Viborg, kl. 20-01
Varde, Arnbjerghallen, kl. 20-01
Esbjerg, restauant “Africano”, kl. 20-01
Støvring, Hotel Støvring Kro, kl. 19.30-24
Sønderborg, ungdomsklubben “Bobby” kl. 14-18
Viborg, “Træballehus”, kl. 20-01
Vojens, Vojenshallen, kl. 20-01
Horsens, Forsamlingsbygn., kl. 20-02
Holstebro-Hallen - se annoncen! 20-02
Ålborg, Karoline Mælkepop, kl. 14-18
Hjørring, “Svanelunden” kl. 14-18
Hobro, Hobro Teater, kl. 20-24
Rødkjærsbro, Hotel Rødkjærsbro, kl. 20-01
1967
1 - 7” FLEXIDISK “Ugebladet Børge - Topplade nr. 4” BØRGE DGR 130.
2008
1- CD – ”EN RIGTIG REKLAME-BØRGE” FROST RECORDS FROST 0108
Frost Records CD
med samtlige Børge-Flexi-discs
*****
386
1967.okt.9.
Danmarks Radio, P1 - Prod. Erik Moseholm
Povl Dissing, sang og guitar 1-3 - Cæsar, sang og guitar 3,4,5 - Maia Årskov, sang 3,5,6 - Louis Hjulmand - Andy
Sundstrøm - Radiojazzgruppen under Hans Henrik Leys ledelse
“Cæsar, Maia og Dissing” (25.00)
1. “Brev Fra Dig” (2.25)
2. “Bien Og Blomsten” (3.25)
3. “Baby, Vi Elsker Dig” (“Baby, It’s Cold Outside”)
4. “Spyt Ikke På Amerikanerne”
5. “Bus Stop”
6. “Det Er Dig” (2.15)
7. “Vild Med Ord” (2.10)
Sendt 22. oktober 1967. Genudsendt 4. december 1967. ‘Cæsar, Maia og Dissing synger nye sange af Benny Andersen,
Jesper Jensen, Erik Knudsen og Halfdan Rasmussen’.
“Brev Fra Dig” er den første vise fra Svante-samlingen, længe inden der var en sådan. (Se også juni 1989). Radioudsendelsen var med folkesangere og forfattere, som også skrev sangtekster. Benny Andersen skrev “et par sange” til PD,
som han huskede fra mødet på Louisianna i sommeren. Komponisthonoraret til BA for “Brev Fra Dig”, var 50,- kr.
“Bien Og Blomsten” har musik af Louis Hjulmand og har holdt sig på repertoiret lang op i 90’erne. Hans Henrik Ley
har komponeret musikken til (4,5) og arrangeret (3,6). Andy Sundstrøm har skrevet melodierne til (6,7). Cæsar har
skrevet melodi til (4) der fik ændret titel til “Menneskebomben”. Det vides ikke, hvem der sang (7).
Fra optagelsen af programmet.
Udlånt af John Madsen.
*****
DRs Nodebibliotek gemmer alle originalnoder. Her “Bien og Blomsten” fra 1967.
1967.okt.29.
Danmarks Radio, program 1 - Prod. Erik Moseholm
Povl Dissing, sang og guitar - Cæsar, sang og guitar - Maia Årskov, sang - Louis Hjulmand - Hans Henrik Ley - Andy
Sundstrøm - Radiojazzgruppen under Hans Henrik Leys ledelse
“Cæsar, Maia og Dissing - Igen”
‘Nye tekster af Benny Andersen, Jesper Jensen, Erik Knudsen og Halfdan Rasmussen’. Ifølge PD skrev Benny
Andersen “En Håbløs Troubadour” (“Troubadouren”) til et af disse radioprogrammer. Det må have været dette, hvor
indholdet ellers ikke kendes.
Sendt 29. oktober 1967 og igen 13. januar 1968.
*****
1967
Prod. Jimmy Campbell - Ivar Rosenberg Lydteknik Optaget i Vanløse Bio
Povl Dissing, sang, hca og guitar - Rudolph Hansen, guitar - Per-Oluf “Flob” Hansen, bas
1. “En Håbløs Troubadour (Troubadouren)”* (4.01)
Med Povl Dissing
Øvrige sange på pladen:
2. “I’ve Got To Get Away” (2.31) - The Baronets
3. “Yellow Balloon” (2.07) - Teenmakers
4. “L O V E” (2.32) - The Clan
5. “Lykken Har Masser Af Fregner” (2.23) - Marianne Themsen
6. “All The Flowers” (2.51) - The Moneymakers
7. “Down In The Valley” (1.50) - Beefeaters
8. “I Can Tell” (1.46) - Defenders
9.”Shake” (1.59) - Someones
10.”Brun Er Skovens Hasselnød” (2.32) - Flemming Arleth
11.”Drive On James” (2.34) - Harlem Kiddies
12.”Jeg Elsker Den Gamle” (3.43) - Cæsar
13.”Hvad Har Du Lært I Skolen Idag?” (1.43) Per Dich
Melodien til (1) er skrevet af Dissing og teksten af Benny Andersen, og er det første pladesamarbejde mellem de to.
Denne optagelse er kun udkommet på pladen til Grønlands Unge, som er blevet en af de rigtig sjældne Povl Dissing
plader (vel kun udkommet i et par hundrede ex). I øvrigt medvirker en lang række af dansk rock/beats kendte og nye
navne på pladen. LP’en udkom i samarbejde med ugebladet “Ude og Hjemme”, som led i en konkurrence, hvor 1. præmien var 10 LP’er. Konkurrencen gik ud på, at finde ud af hvem, der sang hvilket nummer på pladen.
Rudolph Hansen erindrer optagelsen, som noget han helst vil glemme (han var slet ikke klar over, at den var udsendt)!
Der var lidt for lystigt i studiet under optagelsen. De to brødre leverer dog et fint og sprødt akkompagnement, som
ingen behøver at skamme sig over. PD er god som sædvanlig. Der er (naturligt nok) mindre beat i denne udgave, end i
den kendte med akkompagnement af Beefeaters. Produceren var trommeslager i gruppen The Clan, som også var med
på Børge-turen.
Ugebladet Børges forside for november 1967
Benny Andersen skrev sangen med PD’s svigerfar in mente! PD: “Han skrev den ud fra vores samtaler. Det havde
noget med min svigerfar at gøre, han var frihedskæmper, og dengang var han kaptajn. Den havde noget med det at gøre,
på den måde Benny nu skriver: “Din far er altid hjemme, skønt han er kaptajn, og så sparker han mig ud i den
trøstesløse regn”. Det havde noget med virkeligheden at gøre, selvom det slet ikke passede. Han sparkede mig sgu’ ikke
ud!”
Selvom singlen er udgivet som værende med Dissing/Holst, medvirker Benny Holst ikke på (1), men da den udkom, var
duoen dannet. (5,8) er fra Børge flexi’en, som tidligere er omtalt. Ifølge etiketten er LP’en udsendt i 1968.
(PD’s svigerfar var Børge Thing, som var en af lederne af modstandsgruppen BOPA (Borgerlige Partisaner). Hans virke
som modstandsmand (dæknavn Brandt), og betydningen af det senere hen, kunne man høre om i en radiodokumentarudsendelse - “Sabotøren” - tilrettelagt af Thomas Hangaard på P1 den 18. april 1997.)
1967.dec.
1-13 – LP “UNGDOM HJÆLPER GRØNLANDS UNGE” SONET SLPS 1252
*****
1967.juni.8-10.+aug.1.
Instruktør Sven Grønlykke - fotograf Jesper Høm Musik Patrick Gowers - Tegninger Jannik Hastrup - Produktion ASA
Musikeren: Povl Dissing - Den Røde Indianer: Peter Belli - Biskoppen: Ingvald Lieberkind - Moderen: Jytte Abildstrøm
- Skolelæreren: Birger Jensen - Hitler: Bent Christensen - samt Niels Rasmussen og Anne Lilian Olsen
“Thomas Er Fredløs” (60 min.) (Thomas On The Run)
Optagelserne begyndte allerede den 26. maj (dog uden PD), hvor man brugte fire dage på museumstoget i Bandholm.
Den 10. juni sluttede man med nogle dages optagelser i brunkulslejet ved Søby i nærheden af Herning, bl.a. PD’s første
scener. Den 1. august blev PD’s strandscener indspillet på Dueodde, Bornholm. PD er med i åbnings- og slutscenerne.
Filmen handler om nogle børn, som er på flugt fra nogle slemme mænd, og PD symboliserer friheden.
Filmen havde premiere 26.12.1967. Musikken er indspillet af “Blossom Toes”. Filmen har tilsyneladende været vist i
DR-TV i marts 1989.
PD spiller violin på stranden, med en lyserød flamingo (lejet i Zoo) ved siden af sig. Siden på en tømmerflåde.Halfdan
Rasmussen skrev “Spillemanden” til PD’s rolle i filmen.
*****
1967.dec.23.
DR P3 - I redaktionen Karsten Pharao
Povl Dissing, sang og guitar - Dorthe og Ole Grünbaum “U 67”
1. “Spillemanden”*
Med Povl Dissing
En ungdomsudsendelse sendt lillejuleaften. PD sad på taget af en sporvogn og sang og spillede! Det er første gang man
hører “Spillemanden”, som er fra “Thomas Er Fredløs”.
*****
1968.jan.
Povl Dissing, sang - Benny Holst?, guitar, hca? - The Beefeaters: Morten Kjærumgård, orgel - Max “Nhuthzhi”
Nutzhorn Nielsen, trommer - Peter Thorup, guitar - Flemming “Keith” Volkersen, bas
1. “Den Grimmeste Mand I Byen” (3.01)
2. “Floobie Doobie Doo” (3.31)
3. “Troubadouren”* (3.38)
Med Povl Dissing & Beefeaters
I en notits i Ekstra Bladet 30. januar 1968 fortælles: “Povl Dissing og Beefeaters forsøger sig igen sammen med en ny
single og håber at kunne følge “Lad Mig Blive Noget”-succesen op.”
Både (1) og (2) er skrevet af Shel Silverstein og fordansket af Thøger Olesen. Begge fastholder - på grund af den gode
oversættelse - Silversteins humor. Stadig god dansk rock, sunget med en let “desperation”. I BT kan man læse, at der er
bestilt tid i studiet og at “Den Grimmeste Mand I Byen” er oversat af den 28 årige reklamemand Laust Jensen (sic), som
også er ved at forberede en LP med PD! Ak, ja.
Peter Thorup fortæller, at han fortalte “Pavlos”, at han ikke skulle spille guitar på disse optagelser, men overlade det til
ham. Gustav Winckler var producer af navn, men PT var producer og arrangør af gavn. Han fortæller også, at han var
modstander af for mange “takes”, så røg indfølingen. Man gik lige numrene igennem og lavede de nødvendige
“aftaler”, og så optog man. Alligevel lyder det, som om de har spillet numrene mange gange. Men som Benny Holst
siger: “Beefeaters var nogle fandens dygtige musikere”.
Selvom singlen er krediteret PD & BH, og der er stort billede af begge, er det tvivlsomt, om Benny Holst overhovedet
medvirker. I givet fald, er det hans første job, idet han først havde valgt musikken som levevej fra 2. januar dette år.
Men det er kan være ham, som spiller hca. Deres første job sammen, var i Vig Forsamlingshus, hvor PD erindrer, at BH
var så nervøs, at han nærmest gemte sig bag en pille på scenen.
Om en af grundene til at “lokke” BH til at blive professionel siger PD: “Jeg har altid været bevidst om, at jeg ikke var
den store guitarist, og derfor så blev det mig for “tyndt”at være alene.”
1968.maj
1,2 - 7” “DEN GRIMMESTE MAND I BYEN” SONET T 8300
1969
1-3 - LP “JEG ER EN TOSSET SPILLEMAND” SONET SLPS 1939
1975
1,3 - LP “DANSK BEAT” SONET SLPS 2412
1996.dec.
1-3 - “JEG ER EN TOSSET SPILLEMAND” ELAP/POLYGRAM 46613CD
1997.mar.
1997
1 - CD-2 ”DET BEDSTE AF DANSK MUSIK 1963-70” EGMONT EMC 6370310
2005
1 – CD-4 ”LET’S GO: DEN STORE DANSKE 60’ER BOX” UNIVERSAL UMD 9874512
2006
1-3 – CD ”25 MINUTTER ENDNU – ALLE TIDERS POVL DISSING”
2007
386
*****
"What's wrong with this picture?" Slipset!!
Fra skolebladet “Kridtstøv” fra Hvidovre.
Foto: Finn John Carlsson
1968.juni.15.
Danmarks Radio TV - Red. Carsten Grolin og Flemming Andersen
Tilrettel. Palle Holgersen – prod. nr. 82.168
Povl Dissing, sang (playback)
Top-Pop (15.00)
1. “Den Grimmeste Mand I Byen” (1.12) (uddrag)
2. Interview (0.45)
Med Povl Dissing
‘Peter Belli og Four Roses spiller dansktekstet Bob Dylan-nummer i en skov "Jeg er din dengse i nat) (2.51) ("I'll be
your baby tonight"). Interview med Peter Belli, Thøger Olesen samt uidentificeret musiker og impresario (3.44). På en
losseplads sammen med bl.a. Benny Holst synger Povl Dissing “Den Grimmeste Mand I Byen” (3.02). Interview med
Johnny Reimar, Thøger Olesen samt uidentificeret impresario og komponist (5.54).’ Genudsendt 15. juni 1968.
Povl Dissing, Peter Thorup og Benny Holst sidder på en losseplads og mimer til pladen. Fra TV udsendelsen Toppop
1968, genudsendt 1.12.1991 i børneudsendelsen “Bullerfnis”. I et lille interview efter klippet, siger PD, at han er løbet
tør for tekster og gerne ville lave nogle nye sange selv. Denne udtalelse om manglende tekster, gav PD forbindelse til
Laus Bengtsson.
Klippet blev genbrugt i DR2’s udsendelse om 60’erne i februar 2004, hvor der dog er tilføjet et lille klip med Laus
Bengtsson.
*****
"Astronauten Dissings 4. rumtur"
Laus Bengtssons første sang til PD, som dog fandt den for abstrakt. Dateret 19.12.1967
Udlånt af Laus Bengtsson.
*****
1968.feb.18.
Denne dag fik Povl Dissing og Benny Holst deres elektriske debut! Dette var samtidig debuten for showet “The Povl
Dissing Show-package”, som foruden PD og BH bestod af The Beefeaters og den engelske guitarist Bert Jansch, som
optrådte solo uden sin gruppe Pentangle. Carsten Grolin, Ekstra Bladet, fortalte under overskriften “Debut”: “Dels
sætter Polle for første gang el til sin guitar efter i et par måneder forsigtigt dagligt at have nærmet sig, hvad han kalder
“djævleinstrumentet”, en stor dejlig, tysk kasse, dels er der tale om debut for Dissings nye akkompagnatør, guitaristen
Benny Holst, som engang i de længst forsvundne folkemusikdage af og til sad ind sammen med ham. Det var i øvrigt
om Benny Holst, Povl Dissing engang sagde: - “Han er så skide dygtig, at jeg ikke tør være på samme scene som han.”
Nu tør Polle.”
I avisen samme dag står en anden notits, om at 7 gymnasiers elevforeninger har slået sig sammen om arrangementet.
Prisen for showet var omkring 5.000 kr., men så fik man også glæden af “det hidtil største lysanlæg vi har set herhjemme”. Peter Thorup fortæller, at bagmanden for lysshowet, var lysmanden fra Pink Floyd, som Beefeaters havde
“stjålet”, da de varmede op for dem.
The Povl Dissing Show spillede følgende steder:
1968.feb.18. Studenterforeningen, København
1968.feb.19. Silkeborg og Viborg
1968.feb.21. Kolding Gymnasium og Herning
1968.feb.22. Bagsværd Kostskole og PUK Amager
1968.feb.23. Helsingør Sommerteater og Roskilde
1968.feb.24. Brøndby Popklub og “Billen”, Farum
I alt 11 shows. Det første show blev tilsyneladende spillet allerede kl. 16.00, hvilket er grunden til, at man kunne nå
yderligere et show i en anden by, selv om showet varede tre timer. Den 20. februar spillede Bert Jansch solo i Oslo.
(I følge en pressemeddelelse fra manager Walther Klæbel, DMC, skulle showet til Oslo den 21. og Stockholm den 22.
Begge steder med TV-optagelser! Men det var nok en managers ønsketænkning. WK fortalte også, at selv med fuldt hus
i Studenterforeningen (500 pladser a 12 kr.!) ville han tabe 1.000 kr. på showet.)
Carsten Grolin skrev efter koncerten den 18. en begejstret anmeldelse i Ekstrabladet, hvor han kaldte “Tape Fra En
Halv Mand”, som fik sin urpremiere denne dag, for “en lang, blød Dylansk hymne” og “Fremragende bygget op med
stilfærdig guitar, følsomt fløjtespil, pludselige instrumentale orgasmer. Et mesterstykke.” Hans flotte anmeldelse var en
medvirkende årsag til, at pladeindspilningen af “Nøgne Øjne” blev virkeliggjort. Oprindeligt hed sangen “Tape Fra En
Halveret Mand”. Den originale udgave lød således:
Avisann. for det første "Povl Dissing Show"
Laus Bengtssons original-udgave af sangen.
Oprindeligt: "Tape fra en halveret mand"
Udlånt af Laus Bengtsson
Efter koncerten den 18. februar ønskede manageren sine kunstnere til lykke med denne annonce.
Carsten Grolin skrev den 19. april i Ekstra Bladet en artikel om LB og hans digte under overskriften: “Manden som kan
forny dansk pop”. Baggrunden for Grolins interview var den koncert i Studenterforeningen i København. den 18. februar 1968, hvor “Tape Fra En Halv Mand” havde ur-premiere. CG skriver: “Der blev løftet øjenbryn og spidset ører, da
Povl Dissing og Beefeaters for et par måneder siden i Studenterforeningen havde urpremiere på den første større dansksprogede beat-komposition, som i kvalitet og holdning kunne måle sig med de bedste engelske og amerikanske ting.
Melodien hed “Tape Fra En Halv Mand”. Den handler om kærlighed. Ikke halleluja-kærlighed, men om kærlighedsproblematik 1968, dvs både romantisk poesi og nøgtern kønsrollevirkelighed.”
Senere i artiklen fortæller LB: “Jeg blev fanget af Dissings nøgne hudløshed, det, at han så ublufærdigt går med hjertet
uden på trøjen, så man både kan se, mærke og føle hans varme og desperation.” LB fortæller videre, at han har skrevet
romaner i syv år og et filmmanuskript, men ikke noget af det kom ud. “Jeg skriver ikke digte, men ord, som bliver til
noget helt andet, til en slags billeder, når den menneskelige stemme og tonerne kommer med ind. Det bliver fem- eller
syvdimentionalt. Mine tekster har tre funktioner, som af de fleste kun kan opfattes helt på dansk:
1) De er følelsernes linktræner, hvor man kan opleve alt, uden at det koster noget.
2) De er erfaringernes sandkasse, hvor man kan få noget at vide om, hvordan andre har klaret problemerne, så man ikke
altid er henvist til at føle sig som det første menneske på jorden.
3) De giver billedord til folk, for at man kan være klar over, hvad man gør. Det svarer næsten til et barns udvikling:
Først græder det, når det slår sig, så siger det “Av, det gør ondt.” og til slut kan det stille sig uden for og betragte sin
egen smerte: “Jeg synes, det gør ondt!”
LB fortæller, at PD i denne periode var meget interesseret i og havde behov for at lave “noget Bob Dylan”, “.....og jeg
forsøgte næsten at lave et plagiat. Derfor passede mine tekster næsten som fod i hose. Alt det andet han fik, var mere
tilbageskuende i forhold til, hvad han havde lavet.” Mange af rettelserne i LB’s tekster skyldes, at PD havde det med at
sige: “Det er ikke lige mig, det dér” og så blev teksten ændret til noget, som PD syntes lå bedre i munden på ham.
PD: “Bob Dylan prægede virkelig en periode i mit liv. Vi fulgte så meget med i, hvad han lavede, og nærlyttede hans
sange, så godt vi nu kunne. Jeg har aldrig været god til at opfatte tekster fra plader, men hele personen og den musik,
der kom ud af ham, det var det største! Det har vi været meget optaget af. Og så de billedrige sange, der ikke behøvede
at rime så meget, som man ellers gjorde, de behøvede ikke at have en forklaring.” I et interview fra tidligt 1968 siger
PD: “En overgang var jeg meget langt nede. Jeg fik en slags Bob Dylan feber, jeg lyttede i lang tid udelukkende til hans
plader, og da gik det for alvor op for mig, at det var noget underligt noget jeg lavede. Jeg syntes ikke, det var umagen
værd at gå videre, når der var en mand som Bob Dylan i verden. Lysten til at fortsætte vendte først tilbage, da jeg mødte
en tekstforfatter, som uden videre havde forstået, hvad det var, jeg havde behov for. Det var Laus Bengtsson.”
Peter Thorup fortæller: “Jeg var ikke vild med Bob Dylan - jo med teksterne - men ikke med fremførelsen. Den var for
drævende. Det samme gjaldt Steppeulvene med HIP. Men jeg mener, at Povl Dissing har en unik personlig energi, som
passede fint til Beefeaters. Ligesom Povl, havde jeg også Snooks Eaglin som idol, og da jeg var i USA med Alexis
Korner, opsøgte vi ham, men desværre var han lige rejst på tour.
*****
1968.forår
(Formentlig) Optaget hos Povl Dissing i Wiedeweltsgade
Povl Dissing, sang, guitar - Benny Holst, guitar
1. “Du Er Fjern”* (9.07) 1. version
4. “Du Er Fjern”* (4.41) 4. version (med afbrydelse)
Med Povl Dissing og Benny Holst
Et øvebånd, hvor LBs tekster prøves af, men det er bestemt ikke første gang, de spilles og synges. PD og BH satte
musik til alle sangene, og det endte med, at Peter Thorup arrangerede dem for bandet. PD har selv skrevet titel på tapeæsken. Formentlig optaget nogenlunde samtidig med efterfølgende øvebånd.
Første version er faktisk sangen to gange, med flot spil af BH. I (2) er tempoet sat lidt ned, men igen en flot udgave,
hvor BH’s sprøde guitarspil danner et smukt underlag for den sørgmodige sang.
Den tredie version starter endnu langsommere og PD siger: “Det er ikke rigtigt”, men BH får ham på rette spor. De øver
indledningen nogle gange og PD mener, at de blot skal lave “en lille kort en”. Selve teksten ligger temmelig fast, idet
alle versioner vokalt er meget ens, der er mere tale om, at finde det rette tempo og øve guitarspillet.
1968
1-4 - HOGAGER-TAPE “DU ER FJERN IDAG”
*****
1968.forår
Povl Dissing, sang og guitar - Benny Holst, guitar 1-6
1. “Honningland”* (1.01) 1. version (afbrydes)
2. “Honningland”* (3.35) 2. version
10.”Honningland”* (4.19) 8. version
Et øvebånd hvor det står klart, at de har spillet numrene mange gange før. Det er en afpudsning af de to sange. Båndet
kan også være optaget lidt senere på året.
I (1) afbryder PD fordi han “ryger ud af den”. I flere af optagelserne af “Honningland”, slutter PD lidt anderledes, end
han ellers gør. Han gentager “Luk mig ind! Luk mig ind!” adskillige gange, mere og mere desperat. En slutning som
blev bibeholdt på pladen. “Du Er Fjern” (7,8) er PD solo. På (9) er BH tilbage og efter den siger PD, om ikke de skal
spille den én gang til, så vil han gi’ den mere kul på. Og det gør han både vokalt og instrumentalt, så man næsten ikke
kan høre Benny Holst.
Det pudsige ved dette bånd, er titlen “Honningland II”, idet der rent faktisk fra LBs hånd lå en sang med denne titel! PD
ville ikke synge den (LB “Jeg tror det har været blufærdighed”), formentlig fordi dens henvisninger til sexuelle aktiviteter er for direkte, og der findes ingen optagelser af den. Sangen er ikke dateret, men er samtidig med de øvrige tekster
fra “Nøgne Øjne”, og var fra LB’s side tænkt som en fortsættelse af den kendte “Honningland”.
“HONNINGLAND II”
1968
1-10 - HOGAGER-TAPE “HONNINGLAND II”
*****
Båndæsker med Hogager-tapes, med oplysninger anført af PD.
1968.forår
Optaget hos Povl Dissing i Wiedeweltsgade
Povl Dissing, sang, guitar - Benny Holst, guitar
1. “Anemonesmil”* (2.44)
2. “Nøgne Øjne”* (2.58)
3. “Jeg Gør Dig Rig Igen”* (3.25)
4. “Tape Fra En Halv Mand”* (11.05)
5. “Honningland”* (2.52)
6. “Ingen”* (5.36)
7. “Godt Nyt Idag”* (2.32)
8. “Du Er Fjern”* (2.49)
PD har på spolen skrevet “Demonstrations bånd”. Det er den endelige version, med sangene i den form, som duoen
mente, de skulle have på pladen, og som de har spillet dem for Thorup og Beefeaters, for at vise hvilken vej pladen
skulle gå. Varigheden af de enkelte sange varierer dog meget i forhold til de endelige udgaver fra LP’en.
PD havde oprindelig en ide om, at indspilningen skulle være med stort orkester (klassisk), men mente senere, efter at
han og Benny Holst havde spillet sangene mange gange, at det burde være de to alene. Men det endte med et beatorkester. Se i øvrigt interviewet med PD fra november 1968, hvor han selv fortæller om disse sange.
“Tape Fra En Halv Mand” (i begyndelsen også kaldet “Tape Fra En Halveret Mand”) har en reference til “ham der Bob
(Dylan)” og er på højde med de bedste desperate kærlighedssange, som Mesteren har lavet. Selvom PD fortsat har
udsendt fremragende plader, må man alligevel begræde, at han er stoppet som “beatsanger”. Ingen i Danmark nåede
ham til knæene. Han var også her i en klasse for sig.
Demonstrationsbåndet med alle sangene fra “Nøgne Øjne” kun med Benny Holst og PD.
Et oplagt emne som "bonus" på en CD-udgivelse!
“Ingen” i øve-versionerne er det fulde digt med 2 vers. I den indspillede version er andet vers forsvundet. Ligesom der
er sket små ændringer af teksten. Om baggrunden for “sammentrækningen” fortæller PD: “Den melodi jeg fik lavet til
den, var meget vemodig og meget langstrakt. Og for at det ikke skulle blive et alt for kæmpe langt nummer, valgte vi at
skære ned.”
“Ingen” i fuld version.
Der findes også et uddrag af bånd “J 44” på et (unummereret) Hogager-tape med (3-5).
1968
1-8 - HOGAGER-TAPE “J 44 DEMONSTRATIONSBÅND”
*****
1968.forår?
Povl Dissing, sang og guitar - Benny Holst, guitar og kazoo 20 - Kim Menzer, hca 1,7,8,20,21 fløjte 9
1. “Jeg Har En Flyvemaskine” (2.02)
2. “Spillemanden”* (2.14) 1. version
3. “Troubadouren”* (4.53) 1. version
5. “Spillemanden”* (0.26) 3. version (afbrydes)
7. “Gæst I Dit Cirkussind”* (5.45)
8. “Godt Nyt Idag”* (3.34) 1. version
9. “Jeg Gør Dig Rig Igen”* (3.40)
10.”Godt Nyt Idag”* (3.19) 2. version
11.”Spillemanden”* (0.29) 5. version (instrumental)
14.”Troubadouren”* (3.03) 2. version
16.”Tape Af En Halv Mand”* (0.50) (instrumental)
17.”Jeg Hedder Pif Og Paf Og Puf” (1.08) 1. version
18.”Jeg Hedder Pif Og Paf Og Puf” (0.24) 2. version
19.”Jeg Drager Afsted Mod Drager” (1.44)
20.”Breeze” (8.26) (instrumental)
21.”Careless Love” (7.56)
Med Povl Dissing, Benny Holst og Kim Menzer
Før (20) spørger PD “Morten”, om han har travlt. Da det ikke er tilfældet, bliver han sendt ned efter nogle påskebryg.
Dette må nødvendigvis datere indspilningen til foråret. På tapeæsken har PD skrevet, at båndet er optaget i sommeren
1968. Det kan være, at båndet er afleveret til Hogager på dette tidspunkt eller at båndet er optaget over flere gange. Som
det kan ses, er Laus Bengtssons tekst til (7) dateret 3.3.1968.
Der er formentlig tale om, at der øves til en optræden. (17-19) kunne godt være optaget på et senere tidspunkt (sommeren?). Måske umiddelbart før pladeindspilningen af “Tøk Tumling” i efteråret?
“Spillemanden” (4) starter midt i 1. vers, men indeholder til gengæld et vers, som ikke var med, da sangen blev
indspillet på plade:
“Jeg er en tosset spillemand, med tjavset hår og skæg.
Jeg spiller havet blåt, når solen stiger.
Jeg spiller gule fugleunger af de grønne æg,
og børn i maven på de frække piger.
Og går du rundt og synes, du har mistet melodi’n,
så spiller jeg dig munter på min drømmeviolin.”
Tekst: Halfdan Rasmussen
PD erindrer, at der vist endda var flere vers, men når der blev skåret fra, var det på grund af den gyldne regel om, at en
melodi helst ikke måtte vare (for meget) over tre minutter. Sangen blev skrevet til PD, til filmen “Thomas er fredløs”.
(5) afbrydes, da PD synes han spiller “utydeligt”. BH synes tvært imod at det lød godt. (6) er hele sangen inkl.
ekstraverset.
Fra indspilningen af “Nøgne Øjne”.
Foto: Jens Bull.
“Gæst I Dit Cirkussind” er en ikke indspillet Laus Bengtsson sang med melodi af Benny Holst. Den kredser om opløsning af et parforhold, og har samme sørgmodige bluesstemning som f.eks. “Tape Fra En Halv Mand”. Måske nok
forståeligt, at der ikke var plads til begge sange på samme LP.
En redigeret udgave af "Gæst i dit cirkussind"
Udlånt af Laus Bentgsson
Melodien er ikke særlig fremtrædende, der er nærmest tale om recitation. Mundharmonikaen præger denne optagelse,
hvor guitarspillet lyder lidt rodet. Det er tydeligt, at det ikke er en sang, de har øvet ret meget på. Som det fremgår af
overskriften på LB’s originalmanuskript, skulle PD have sunget den i en radioudsendelse, men det er ikke lykkedes at
spore den. Om baggrunden for den ikke blev brugt, siger PD: “Vi kunne godt spille den, og jeg kunne godt lide den,
men der var ligesom nok i de andre, og hvis der er for mange sange i et repertoire, der ligner hinanden, så bliver det for
træls”.
PD fortsætter: “Jeg var også meget sart, med hvad jeg sang på en eller anden måde. Jeg var meget på vagt overfor, hvad
jeg sang, også at det havde relation til mit eget liv. Mange af de der kærlighedssange på “Nøgne Øjne”, de var til Jette,
når jeg sang dem. Jeg kan godt forestille mig, at det der med at hun havde et “cirkussind”, det ville jeg ikke være med
til. Det er nok sådan nogle overvejelser jeg har gjort mig.”
(11) afbrydes, da begge bryder sammen af grin, på grund af PD’s guitarspil. På (12) når Benny Holst aldrig at komme i
gang, fordi han er helt opløst af grin. (14) er en dejlig bluespræget version af denne smukke Benny Andersen tekst. (1719) er sange fra “Tøk Tumling”. (20) er en lang øvelse i mundharmonika og kazoo-spil.
1968
1-19 - HOGAGER-TAPE “J 46”
*****
1968
Povl Dissing, sang og guitar - Benny Holst, guitar og fløjt 2 - Peter Thorup, guitar 3-6
1. “Vedis Vuggevise” (5.32) 1. version
2. “Vedis Vuggevise” (1.00) 2. version
3. “Nøgne Øjne”* (4.16) 1. version
4. “Nøgne Øjne”* (3.38) 2. version
5. “Jeg Gør Dig Rig Igen”* (4.26) 1. version
6. “Jeg Gør Dig Rig Igen”* (3.28) 2. version
Med Povl Dissing, Benny Holst og Peter Thorup
Endnu et øvebånd. “Vedis Vuggevise” med tekst af Johannes V. Jensen og musik af Per Nørgaard, er et pudsigt valg,
som opvarmning. Men en smuk sang, som PD burde have indspillet. PD fik sangen af Per Nørgaard - som tidligere var
gift med Anelise Knudsen - en gang, hvor han spillede på Trinbrættet i Aarhus, hvor Per Nørgaard og Fuzzy kom og
hørte på. Desværre syntes PD ikke dengang, at han kunne få “hold på den” selvom han syntes godt om melodi og tekst.
Den blev gemt, men ikke glemt. Den dukker op igen senere, sammen med Pierre Dørges Jungle Orchestra (se
1987.april.12.).
På (3) “Nøgne Øjne” er Peter Thorup pludselig dukket op med sin el-guitar, og herefter er det ham, der bestemmer farten.
Trioen fortsætter uden ophold med (4), hvor Thorup eksperimenterer lidt med guitaren. På (5) duellerer PT og BH
nærmest på el-guitarer. PT spiller slide på smukkeste vis.
Før (6) siger PD “Jeg ved sgu ikke, hvordan vi skal begynde, det må vi tænke over på vej derud.” Måske er det den
allersidste afpudsning inden selve indspilningen? Versionerne ligger så tæt på den udsendte plade, at det er tænkeligt.
PD har selv noteret oplysningerne på båndæsken. “PE31-PE36” er båndbetegnelsen for Agfa spolebånd.
1968
1-6 - HOGAGER-TAPE “PE31 - PE36 POVL D.”
*****
1968.maj?
Povl Dissing, sang og guitar (arr. 2) - Benny Holst, sang 1,2 og guitar 2.
1. “Lille Sommerfugl” (3.55)
2. “Tak For Gode Som For Onde År”* (5.54)
Med Povl Dissing & Benny Holst
Det var ikke uden grund, at Povl Dissing blev kaldt en dansk bluessanger. Hvis der findes en sådan stilart, så er det den,
man hører på disse to gamle travere. Det swinger i en grad, som er helt unik. Benny Holst fortæller, at for at få den rette
stemning frem under indspilningen af (2), havde Gustav Winckler arrangeret et lille bord, med mikrofon og levende lys.
Alt andet lys var slukket. De to troubadourers koner var til stede, og resultatet blev denne indfølte fortolkning af den
gamle sentimentale sang. Pladen skulle have været udsendt først på sommeren, men kom først i juli. Grunden til
udsættelsen var, at først Malihini-kvartetten og siden Bjørn Tidmand udsendte “Lille Sommerfugl”, begge i øvrigt med
stor succes, da de to indspilninger skiftedes til at ligge på førstepladsen på hitlisten.
Dissing og Holst var en fremragende duo. Benny Holst fik nok for lidt af rampelyset, da han oftest fremstod som
medspiller. Han sang andenstemme, men spillede førsteguitar. At de sammen rørte ved noget i folk og fik de store
følelser frem, giver Benny Holst i et interview fra april 1977 et godt eksempel på: “Jeg kan huske engang vi skulle
spille. Det var om vinteren, på et badested oppe i Vestjylland. Det kan du godt se, om vinteren! Der var ikke et øje. Der
sad tyve mennesker i lokalet, og det gik selvfølgelig dødsygt. Da vi var færdige, skulle vi lige ned og ha’ en bajer på
den lokale kro. Jeg ved ikke om Povl mærkede det, men jeg mærkede det med det samme, at de sagde “Der er han!”. Så
sku’ han ha’ tæsk! Det var de der fiskere. Vi havde fået vores øl, jeg var skide nervøs, og tænkte: “Der er røvfuld i luften!”
Jeg havde lige købt en lommekniv i Brugsen - jeg interesserede mig for lommeknive - og tænkte, hvis det nu går helt
galt, så må man ha’ lov til at forsvare sig! Jeg blev virkelig bange. Udsmideren eller dørmanden, han så også
situationen, og han kom hen og hviskede: “Bilnøglerne, gutter!”. Povl sagde: “Hva’ sagde han?” “Han sagde
“Bilnøglerne”, din idiot!”. Og Povl sagde “A’ hva’? Ta’ det roligt.” Og så gik udsmideren forbi igen og så fik han
bilnøglerne og så forsvandt han. Der gik et stykke tid, så kom han tilbage og hviskede: “Nu er den tændt! Nu ska’ I bare
ud af bagindgangen!” Så pissede vi ud ad bagindgangen, og så drønede vi af sted. Men oppe på vejen stod folk, og ville
stoppe os. Øretæver. Så sagde jeg til Povl: “Så lukker du øjnene, og så kører du bare igennem!” Og det gjorde vi så! Det er noget med Povl. Enten kan man li’ ham, eller også kan man ikke li’ ham.”
På begge sange, kan man høre de to sangere i hver sin kanal. På (2) kan man samtidig meget klart høre, hvorledes de
hver især spiller guitar. PD holder rytmen på sin måde, mens BH spiller en fin og delikat guitar med filigran omkring
melodien. Tilsammen går det hele op i noget ganske specielt, som ingen andre danskere har formået at eftergøre.
1968.jul.
1,2 - 7” “LILLE SOMMERFUGL” SONET T 8308
1969
1977.sep.
1 - LP “NOGEN STORE NOGEN” SONET SLP 1968
1996.dec.
1,2 - “JEG ER EN TOSSET SPILLEMAND” ELAP/POLYGRAM 46613CD
1997.mar.
2006
2007
*****
1968.sommeren
Optaget i Hølkerup, pr. Bråde, Nyk. Sj.
Povl Dissing, sang og guitar - Peter Thorup, guitar - Morten Kjerrumgård, orgel - Flemming “Keith” Volkersen, bas Max “Nhuthzhi” Nutzhorn Nielsen, trommer
1. “Ekko Af Nogens Stemme” (7.48)
3. “Ekko Af Nogens Stemme” (048)
Med Povl Dissing og Beefeaters
Optagelserne fandt sted over tre dage i PD’s svigerforældres sommerhus “Grønlandshuse” i Hølkerup, pr. Bråde, Nyk.
Sj. Søren Hansen blev lidt nervøs, da der ikke rigtigt blev lavet noget de to første dage, men den sidste dag gik
musikene i gang for alvor, så det alligevel endte med brugelige optagelser.
Sangen indgår i en af maleren Søren Hansens kortfilm, som varer ca. 6 minutter. Lydsiden i filmen er klippet sammen
af flere af optagelserne fra denne tredages session.
Sangen øves nogle gange og lyder som en typisk Dissing ting fra tiden. Spilles og synges i “Nøgne Øjne”-stilen: “Hans
legeme er alene, sjælen er gået. Hvor er hans sjæl?”. Omkvædet lyder “Sjæl kom tilbage”.
Lydteknikerens vurdering af båndet fremgår af en lille seddel, som ligger i båndæsken: “smukke starter”.
Der øves på tempoet og tonelejet og PD vejleder. I (1,2) synger PD en god vokal. På resten af båndet, er det mest det
instrumentale, der øves. PD markerer lige vokalen her og der. Men det kniber for bandet at få rigtigt gang i melodien.
Orglet prøver utallige gange ved hjælp af indledningstonerne, at få de andre med, men det vil ikke rigtigt lykkes. Der
snakkes istedet. De anførte tider er inkl. diskussionerne før, under og efter selve sangen. Efter sidste optagelse siger PD:
“Det sidder ikke, men vi kan godt lige høre, hvordan det lyder i højttalerne.” Og derefter har man formentligt hørt
dagens optagelser igennem. Ikke underligt at instruktøren blev lidt nervøs for, om der overhovedet ville komme noget
ud af anstrengelserne, som kunne bruges.
Båndet er nummereret 1 ud af 7 bånd med PD og Beefeaters, og er dateret 1969!!? Eftersom filmen udsendtes i 1968,
må denne datering være påført på et senere tidspunkt efter hukommelsen!?
1968
1-8 - POVL DISSING TAPE “GRØNLANDSHUSE 1 S.H Film”
*****
1968.sommeren
1. “Ekko Af Nogens Stemme” ()
PD spiller solo på (1,2) og på resten er Beefeaters med igen. Det er den samme sang, der øves igen og igen. Lydteknikeren har på en seddel i æsken skrevet: “1. kiksede - 2. ditto - 3. Skal høres grundigt igennem (helt skæv til slut) - 4.
?” og han konkluderer “intet” (det vedrører optagelserne 3-6). PD afbryder selv (3) med udbruddet: “Tabt på gulvet!”
Den tredje udgave har en rigtig god guitarsolo, og går helt over i det jazzede eller udflippede til sidst (“helt skæv”).
Selvom sangen efterhånden er spillet mange gange, så improviseres der på livet løs. I den fjerde udgave, får man indtryk af, at nu tager hele holdet sig sammen, og de får afleveret en god version, som burde have kunnet bruges.
Båndet er nummereret 2 af 7 med PD og Beefeaters.
1968
1- 6 - “POVL DISSING TAPE - KALD MIG TILBAGE”
*****
1968.sommeren
2. “Du Er Fjern Idag” (3.32)
4. “Rend Mig I Røven!” (3.36)
Med Povl Dissing & The Beefeaters
Denne gang spilles sangen (1) fuldt ud, hvor imod (2) nærmest kun markeres. Det går så langsomt, at PD - når han kun
markerer teksten - lyder som om, han er ved at falde i søvn. Til sidst bliver det hele så langsomt, at det simpelthen går i
stå. I (3) får vi igen hele sangen, som til forveksling ligner (1).
I (4) “Rend Mig I Røven!”, (ja, sådan indleder PD nummeret), drejer det sig om en bluesagtig rytme, som PD synger
nogle “dummy lyrics” til - ofte nærmest på engelsk. Thorup spiller en god guitar her og der.
Lydteknikeren har på en indlagt seddel skrevet: “Sidste halvdel: Peter’s guitar er for svag men noget kan måske bruges
til klip - der køres hårdt på!”
Båndet er nummereret 3 af 7 med PD og Beefeaters.
1968
1-4 - POVL DISSING TAPE “GRØNLANDSHUSE II”
*****
Den 28. november 1998 viste Filmhuset i Gothersgade, København to af Søren Hansens film.
Det var “Reportage” og “Ekko Af Nogens Stemme”. Eneste tilskuere var Søren Hansen, der som instruktør kom gratis
ind, det samme gjorde jeg, der var hans gæst, og så ville operatøren ikke vise filmene, da der jo principielt ingen
tilskuere var! Heldigvis kom der to film-studerende, som betalte for deres billet, og så skulle filmene vises…
*****
1968.sommeren
3. “Instrumental” (6.20)
Lydteknikeren har beskrevet dette bånd således på en seddel i båndæsken: “3die dag. Sangene begynder at samle sig Indøvning af de forsk. faser - Timing - Slutning af bånd er/virker gennemført.”
Om (1) skriver han: “Ekko bånd: Peter spiller nærmest solo (eneste mikro). - Øvelyd - Langsomt - skala på orgel - god
gentagelse - rytme - Poul’s stemme stiger - meget svagt orgel - bedre dynamik - langsomt orgel - orglet holder op.” Når
PD’s stemme er svag, skyldes det, at han synger væk fra mikrofonen. I (2) går han åbenbart hen til mikrofonen, og
synger et par vers. Efter (2) fortsætter orglet i en rytmisk tomgang i nogle minutter, mens der diskuteres i baggrunden.
Senere (3) slutter guitaren sig til orglet, og der spilles en fin rytme uden PD. Resten af båndet er ca. 7 minutters rytme
med orgel alene.
Det lyder ikke som om, at der er trommer og bas på dette bånd, som er nummereret 4 af 7 bånd med Beefeaters.
1968
1- 3 - POVL DISSING TAPE “SØREN HANSEN (FILM)”
*****
1968.sommeren
Lydteknikerens vurdering: “Gode slutninger på numrene: Fantastisk slutning i sidste nummer!”.
Thorup spiller nogle små, men smukke soli hist og her. PD synger med indlevelse i (1,2). I (3) afbryder han med en
undskyldning, da han synger forkert. I (4) ruller orgel og guitar sig rigtigt ud, og det inspirerer åbenbart PD, som leverer
en god vokal - den bedste optagelse på båndet.
Båndet er nummereret 5 ud af 7 bånd med Beefeaters.
1968
1- 4 - POVL DISSING TAPE - “ORIGINALES DESPERATOS - EKKO
(af nogens stemme)”
*****
1968.sommeren
Povl Dissing, nyn 3,4,8 - sang 9 - Peter Thorup, guitar - vokal 6,7 - scat sang 11 - Morten Kjerrumgård, orgel - Max
“Nhuthzhi” Nutzhorn Nielsen, trommer - Flemming “Keith” Volkersen, bas
1. “Instrumental-jam 1” (8.32)
6. “Røverne I Skoven” (1.18) version 1
13. “Instrumental-jam 10) (1.58)
14. “Thorupske Lydeffekter” (5.37)
Lydteknikeren noterer: “Bånd 6 - 3die dag: 1. Gennemført minus slutning - kan evt. være, at de første dele kan bruges.
2. Her er gode sager - men Peter’s guitar er forvrænget, men gode passager - 3. Vistnok OK - 4. Hvad med timingen?”.
Der er tale om et bånd med primært guitar og orgel, men PD nynner kortvarigt med på (3 og 4). Det er det samme tema,
som danner baggrund for de instrumentale stykker (“Instrumental-jam 10” adskiller sig dog fra de øvrige. Bl.a ved at
der er lidt rytmisk slåen på grydelåg eller lign.). I (5) kommer små bidder fra kendte sange med ind i mellem.
“Røverne I Skoven” (6,7) er med sang af Peter Thorup, og i (9) er det PD, der synger. Titlen er taget fra omkvædet.
Sangen begynder “Jeg har et hus, som synker i grus...”. Ind i mellem de anførte numre, er der flere kortere eller længere
forsøg på at komme i gang. Efter (13) øver Peter Thorup en række effekter og lyde på guitaren stadig ledsaget af orgel
og klaptræ. Det kunne lyde, som om han forsøgte sig med en “talende guitar”! Der er ingen bas og næsten ingen
trommer.
Instruktør og maler Søren Hansen gennemser de gamle film (1998).
1968
1-14 - POVL DISSING TAPE - “BEEFEATERS (FILM)”
1968.sommeren
Povl Dissing, sang og guitar 1-3 - Peter Thorup, guitar - Morten Kjerrumgård, orgel - Flemming “Keith” Volkersen, bas
- Max “Nhuthzhi” Nutzhorn Nielsen, trommer
1. “In The Wee Midnight Hour” (9.55)
2. “Om Leroy Carr & Scrapper Blackwell (1.35)
3. “Ekko (Af Nogens Stemme)” (6.03)
4. “Can’t Quit You Baby (Jam)” (9.23)
Lydteknikeren har skrevet: “ Stemmer # - smuk blues Peter (svømme)”. Efter at PD har spurgt om, hvem der laver et
forspil, forsøger han at komme igang med (1), men afbryder selv. Anden gang lykkes det, og det udvikler sig til en
meget lang blues. En af de få engelsksprogede optagelser med PD. Det er en afslappet optagelse, men med sjæl lagt i fra
både PD og Thorup.
I (2) fortæller PD om de to gamle bluesmusikere og deres sange. I (3) høre vi igen “Ekko”-sangen i fuld længde, og i (4)
spiller The Beefeaters en bluesjam, hvor Thorup synger, men desværre off-mike. PD medvirker ikke på (4).
Båndet er ikke nummereret, men indgår i rækkefølgen som bånd 3.
Søren Hansens arbejdskopi af “Ekko Af Nogens Stemme”
1968
1-4 - POVL DISSING TAPE “GRØNLANDSHUSE III”
*****
1968.sommeren
Instr. Søren Hansen - prod. Søren Hansen & Rolf Rønne
“Ekko Af Nogens Stemme” (6.00)
Med Povl Dissing og The Beefeaters
I filmen indgår en række optagelser med PD, hvor han sidder bag et ståltrådsnet og skiftevis ser alvorlig ud og græder af
grin.
PD bag ståltråd i filmen.
Søren Hansen: “Indledningen er nogle postkort, som forstørres voldsomt op. Billedfeltet er ikke større end en negl,
hvilket giver den særlige struktur med rasterne. Der er bl.a. en opstilling med en tepotte, noget bestik og noget brød, og
bagi er der noget som står og skifter farve. Det er polarisationsfarver, som opnås ved at bruge to filtre, så når man drejer
det ene, skifter farverne. Filmen blev optaget i 35 mm farve.
Teksten er noget, jeg har redigeret sammen ud fra nogle kinesiske digte, som jeg tilfældigt faldt over, men de var dog på
engelsk. Jeg syntes, at der var sådan nogle smukke ordstillinger, og jeg tog mig den frihed, at redigere dem sammen,
som jeg syntes, det var mest udtryksfuldt. På samme måde, som jeg gjorde med Biblen (se: Reportage 1968), hvor jeg
ikke lavede om på ordstillingerne, men jeg tillod mig, hvis der var en sætning, som jeg ikke kunne bruge til noget, at
lade den ryge ud. Jeg bruger hele sætninger. Men det er svært at give en handlingsbeskrivelse, der klart siger: Mit
budskab var det… den handler om det... osv. Jeg arbejder meget emotionelt også i “Spillemandens Bakspejl “, jeg er
interesseret i at udtrykke nogle følelser, som ikke lige kan beskrives. Det skal helst hænge og svæve lidt.”
Som det fremgår af billedet af filmæsken med arbejdskopien af “Ekko af nogens stemme”, så blev den fremstillet 10/768, hvilket må betyde, at indspilningen kan dateres til tidligt på sommeren 1968.
Filmen fik - ligesom sin forgænger - en kvalitetspris på 15.000 kr. fra Filmfondens Kvalitetspræmiering.
*****
1968
Prod. Hans Henrik Koltze - ASA Filmstudie, Lyngby
Povl Dissing, sang og guitar - Benny Holst, sang og guitar - The Beefeaters: Peter Thorup, guitar, fløjte - Morten
Kjærumgård, orgel - Flemming “Keith” Volkersen, bas - Max “Nhuthzhi” Nutzhorn Nielsen, håndklap
1. “Ingen”* (6.27)
Med Povl Dissing, Benny Holst og The Beefeaters
Dette er en optagelse af Povl Dissing og Benny Holst med Beefeaters, som øver inden den endelige optagelse af pladen.
Det lyder som om, der er en producer tilstede og må formodes at være fra studiet.
Trommerne er erstattet af håndklap og orglet er meget i forgrunden på “Ingen”, som er væsentlig længere end på
pladen. På “Honningland” spiller Peter Thorup en smuk slideguitar.
1968
1-3 - HOGAGER-TAPE “J 46”
*****
1968.aug.
Povl Dissing, sang og guitar - Benny Holst, sang og guitar
1. “Ingen” version 1
2. “Nøgne Øjne” version 1
3. “Nøgne Øjne” version 2
4. “Du Lille Svale” (delvis)
5. “Anemonesmil” (delvis)
6. “Ingen” version 2
7. “Vedis Vuggevise”
8. “Honningland” version 1
9. “Du Er Fjern” (lille stump)
10.”Honningland” (fødsel)
11.”Gæst I Dit Circussind” (lille stump)
12.”Ingen” version 3
13.”Ramona”
Øvrige sange:
14.”Sommerens Vals” med Freddy Fræk
Indholdet er skrevet af efter etiketten på æsken (skrevet af PD). Det fremgår, at der er tale om “fødsel” for både
“Honningland og “Ingen”. Hvis det skal tages bogstaveligt, må optagelsen have fundet sted meget tidligt på året og ikke
“i (ca) aug. 1968”, som der også står på æsken. Desværre havde båndet i æsken intet at gøre med det der stod på
etiketten. For både “Du Lille Svale” og “Ramona” er det første gang man støder på dem.
1968
HOGAGER-TAPE “BENNY + POVL”
*****
Fra indspilningen af “Povl Dissing Show”, der blev sendt 13. aug. 1968.
Udlånt af Benny Holst
*****
1968. aug. 9.
Danmarks Radio TV studie 1 - Prod. Sten Bramsen – prod. nr. 51.183
Scenograf Bent Kielberg
Povl Dissing, sang og guitar 1,2,7,16 - Benny Holst, sang/guitar 1,2,7,8,16 - Freddy Fræk, sang /banjo 1,3-5,8 - The
Beefeaters 2,6,11,15,16 - Peter Thorup, fløjte 16 - Bimmer og Eli (Sylvia Eriksen og Eli Eriksen) sang og guitar 8-10 Grethe Ellinn, sang 12-14 - Max Leth, piano 12-14 - Søren Krøll, sang og hca 15
“Povl Dissing Show” (30.00)
1. “Spillemanden”* (3.00) – Dissing-Holst/Fræk
2. “Troubadouren”*
3. “Henry”(2.38) - Freddy Fræk
4. “Hvorfor” (2.40) – Freddy Fræk
5. “Damevals”
6. “Broken Wings”
7. “Lille Sommerfugl” (3.24) – Dissing/Holst
8. “Du Lille Fugl” (3.25) – Bimmer/Eli/Fræk/Holst
9. “Vildanden”
10.”Lille Svale”
11.”Troels Vanvittige Parkering” - Beefeaters
12.”Frederik”
13.”Køb Blomster”
14.”Ensom Er Jeg” (3.26) – Grethe Ellinn
15.”Lonely Duck Blues” (2.50) – Søren Krøll/Beefeaters
16.”Tape Fra En Halv Mand”* (3.32) – Dissing/Holst/Beefeaters
Med Povl Dissing, Benny Holst og venner
Der blev i DRs studie 1 i alt optaget 60 minutter, som blev klippet (“skamklippet” iflg. PD) til en udsendelse på kun 30
minutter. De fremhævede numre blev udsendt i tv.
Udsendt første gang den 13. august og genudsendt 22. august 1968. Der var tænkt en række shows, som skulle vise tilbage til Povl Dissings rødder og inspirationskilder, men det blev kun til denne ene udsendelse, som fik en ilde medfart i
pressen. Også blandt seerne, som slet ikke var klar til at høre Bimmer og Eli synge på deres egen måde. Den løse måde
showet var opbygget på, og Dissings nervøse og lette præsentationer, gjorde det ikke bedre. Bimmer og Eli er fra “De
Rejsende” familier og sang bl.a. “Vildanden”. I (8) medvirker både Freddy Fræk og Benny Holst, samt Morten
Kjerrumgaard. Søren Krøll havde PD og BH mødt under en optræden i Aarhus; han spillede mundharpe, og sang sin
bluessange som Anders And ville have gjort og havde små bjælder på pegefingeren og dertil sorte negle. Men han var
god på mundharmonikaen! Et show af denne art kræver en dybere præsentation og forklaring på, hvorfor Dissing lige
havde valgt de kunstnere.
Grethe Ellinn var fra sangerindepavillionen Bakkens Hvile, og hende havde de mødt, da de selv spillede i Soho på
Bakken. De ønskede, at hun skulle synge en af de skægge, halvfrække sange, men hun mente, at når hun nu endelig
havde fået chancen for at synge i TV, så skulle det være en pæn én! Oprindeligt skulle det have været Ingelise Gårde,
som skulle have været med. ”Tape fra en halv mand” fades ud efter 3½ minut.
Et ét minuts uddrag af “Spillemanden”, som er starten på showet, med to små drenge udklædt som PD og BH, blev
brugt i DR TVs udsendelse “Ulvetimen”, som blev sendt 2. marts 1994.
Udsendelsen delte igen landet i to: For og imod PD. I et interview med Malin Lindgreen i Berlingske Tidende den 25.
august, taler PD om “en forspildt chance. Og det var kæmpe-ærgerligt. Ikke fordi jeg drømmer om at gøre mig selv til
TV-stjerne. Men var eksperimentet med mig lykkedes, havde det måske givet muligheder for et Peter Belli -, et Freddy
Fræk-show og lignende.”
Steen Bramsen lavede i stedet udsendelsesrækken “Musikalske Venner”.
I en udsendelse på DR2 i februar 2004 blev benyttet klip fra 1 og 16, sammen med andre PD klip fra 60’erne. Hele
showet blev sendt på DR2 24. januar og 6. februar 2000 i serien "Gyldne Gensyn".
*****
1968.aug.23.
Optaget af Anelise og Thorkild Knudsen, Hareskoven
Familien Knudsen har besøg af den Cornwalske folkesanger John Dubarry og naturligvis må familien Knudsen optage
hans besøg under afslappede former med ham og andre musikere. Blandt gæsterne er William Skotte Olsen, sang og
violin – Hasse Levy, sang og guitar (kendt som duoen Hasse og William, med flere pladeudgivelser. Da Eik Skaløe
forlod Steppeulvene, trådte bla. Hasse og William ind). Disse to indleder med de første 8 numre, hvor efter Povl Dissing
tager fat.
Povl Dissing, sang og guitar 1,2 – John Dubarry, Kirsten Nielsen, Thorkild Knudsen, tale 2
1. ”Alperosen” (5.55)
2. ”Alm. snak” (0.30)
Med Povl Dissing
Båndet fortsætter med sang af Kirsten Nielsen og snak af alle
1968
1,2 – HOGAGER-TAPE ”GD 1968/60”
*****
1968.aug.25.
Optaget af Thorkild Knudsen i Hareskoven
Povl Dissing, sang og guitar og tale – Jette Dissing, tale - Thorkild Knudsen, tale – Fridolin Weis Bentzon, tale
De to originale bånd er ikke aflyttet, og indholdet er afskrevet efter registranten.
Båndet “POVL DISSING UDSAGN GD EX 68-1” er aflyttet.
1. Interview (30.00)
Med Povl Dissing
Fra båndet ”GD 1968/62”
1. ”Troubadouren” (4.00)
2. “En Lille Hest Der Står Og Sparker” (2.15)
Med Povl Dissing
“Musik og sprog som meddelelsesmiddel”:
“Nu skal du høre. Altså, når man synger, eller gerne vil synge - jeg gør det ikke fordi, jeg vil forny det danske sprog det er jeg sgu’ ligeglad med. Jeg vil da ikke være profet på den måde. Og derfor er det skide vigtigt, at det bare siger
folk noget, ikke? Jeg kan fortælle dig en skide god historie og den betyder meget for mig. Vi har kommet nede på Kreta
og kender en skide dejlig, lille familie dernede. Og en mand der hedder Niko, som vi er helt vilde med, fordi han er så
skøn, ikke. Det er ligesom, vi er i familie med ham. Men vi kan ikke snakke rigtigt med ham. For vi kan ikke græsk, og
han kan ikke dansk, vel. Så kan han lidt tysk fra krigens tid, nogen bandeord og sådan noget. Vi har så konstrueret et
sprog, vi snakker sammen.
Niko, han.... Åh, Gud, jeg kunne snakke hele eftermiddagen om ham. Men for at komme ind til det dér. Det var den
sidste aften, vi var der sidste gang. Da siger han: “Pavlos, jetz deine gitarre, eine sang ‘sapamakka’ ...”. Det er noget,
han normalt ikke rigtigt gør, for han kan sgu’ bedre li’ det der bouzouki-musik, end de der underlige små cowboysange
jeg sang for ham. Og “Gi’ Mig En Hest, Mor” han forstår det jo ikke rigtigt, vel. Men den aften der lå der noget i luften,
fordi vi var der sidste aften. Og tænke sig, så spurgte han pludselig, og det var ikke, fordi han blev nødt til det, vel, men
fordi han gerne ville høre det, ikke. Og så spillede jeg nogen, og vi var helt nede på knæene alle sammen, fordi vi var
kede af, vi skulle hjem. Og så sad jeg, og spillede nogen af de ting, som faldt mig ind. Og det var noget med “Lille
Kammerat”, “Du Lille Fugl” og sådan noget.
Niko sidder og kigger, og er sgu’ lige ved at græde, det er vi allesammen, og så siger han, da jeg har spillet og synes, at
det kan være nok. Så siger han: “Meine (Red: PD peger formentlig på hovedet)... nicht viel verstehen, aber diese (peger
formentlig på hjertet)... viel verstehen.” Han forstod det simpelthen, og det er ikke betydningsfuldt om Niko, eller de
der folk i Skotland kan forstå, hvad det er jeg siger, men jeg er så glad for, hvis de kan mærke, at det kildrer et eller
andet sted. Fordi det gør det jo på mig selv, når jeg gør det.
Det er lige meget med ordene i den forbindelse. Ordene er vigtige, når jeg kommer ud og skal underholde i et
friluftstivoli et sted, fordi der kommer der også en masse mennesker, som ikke er.., altså de skal bare... de har lige været
henne og skyde nøgne damer ned, henne i skydeteltet. Så skal de hen og høre ham der, den frække Povl Dissing, ham
der skriger. Det er dér, de bliver så pisse skuffet, de kommer hen og slår én på ryggen: “Hej, provo, har du fået fat i
nogle kællinger for nylig?” Så venter de, at jeg kan svine luften til med ordudgydelser. Så går de skuffet væk. Men de er
kommet, for at høre mig synge de der sange, om ham der skal hænges. Den er ikke helt betyningsløs, synes jeg, fordi
den har et forløb, men ordene de er bare skægge, ligesom at fortælle en sjov historie, det er det, de er kommet for at
høre, ikke. Og der er ordene skide vigtige. De ville jo ikke kunne .., hvis vi spillede den der langsomme “Tape Af En
Halv Mand”, det er en ny sang vi har fået. Så ville de jo gå hjem og sige: “Gud, hvor er han kedelig”.
De vil jo bare høre nogen sjove historier, jeg ved ikke, det kan være, jeg er kommet for langt ud. Men hvis man kan
kombinere de der to ting, altså, at man kan fortælle den sjove historie, og samtidig gøre noget, der kilder, for det meste.
Nogen gange kilder det jo ikke, nogen gange gør det det modsatte. Jeg kan sgu ikke rigtig sige noget om det der.
For mig selv er det ikke særligt betydningsfuldt. Altså, jeg forstår jo heller ikke, hvad den der mand synger nede på
Sardinien, men jeg synes, det er skønt at høre på, ikke. Der er også noget med, at musik det er et internationalt
kontaktmiddel. Hvis man går rundt på gaden eller blaffer eller kommer ind i en eller anden underlig lille by, i
Jugoslavien eller hvor det nu er, og man i sin oppakning har den der guitar, så kender man med det samme en masse
mennesker. De henvender sig til én, og hvis der er en god stemning, så kan der jo komme noget mægtigt skægt ud af
det, ikke? Det er underligt, man kan ikke snakke sammen, men man kan synge for hinanden. Og så er det ligesom om
man kender hinanden, når der er gået lidt tid, ikke?
“Fornyelse”:
Der er jo det ved det, at man har en trang til og .... jeg ved det fan’me ikke, at komme videre, ikke. Nu er jeg glad for, at
jeg har sagt det i den rækkefølge, jeg har. Fordi der kan man egentlig godt få en sammenhæng i det. Man kan bedst
udtrykke, det man vil, hvad fanden det så er, det ved jeg ikke engang rigtigt, ved de ting man kender, men man kan godt
komme til et tidspunkt, hvor man bliver nødt til at spille nogen andre ting, nogen nye ting. Det er skide mærkeligt, jeg
har spillet “Gi’ Mig En Hest, Mor!” en million gange, måske, og jeg glæder mig til det hver gang. Vi spiller den kun når
vi har lyst, nu. I begyndelsen da skulle man spille den, der var den obligatorisk på programmet, folk forventede den. Det
var den, de havde hørt på plade og sådan noget.
Nu spiller vi den kun når vi har lyst. “Alperosen” er vi begyndt at spille med Benny igen. Skønt du! Du skulle høre den
første dag vi gjorde det oppe i Aarhus, i en klub vi spillede i. Jeg sagde, nu skal vi prøve, at spille en af de der gamle
igen. “Fingal” spiller vi også. Men “Alperosen” den blev så skøn du! “Manden på Risten”, den har jeg ikke rigtigt tænkt
på. Den skal jeg prøve at spille en dag.
Fra indspilningen af “Nøgne Øjne”. (Helt tv Peter Thorup.)
Foto: Jens Bull.
“Ambitioner, forfængelighed”:
Jeg kan ikke forklare det, altså. Jeg ved ikke en skid om, hvorfor jeg kan lide den og den sang. Der er noget, jeg skal
huske at fortælle om. Noget jeg kom til at tænke på, som en del af svaret på det med de nye ting. Der er ligesom en
indrømmelse jeg må gøre, ikke. Jeg ved ikke, hvad fanden det er der sker, men jeg har indtryk af, at mange har gjort det
samme som mig. Vi skal til at lave en ny plade, en stor plade. Og det er meget spændende for os; det er et meget spændende projekt. Det er ham der den unge fyr, jeg har snakket om, der har lavet en masse sange. Der er nok materiale til
en stor plade.
I begyndelsen, da vi pludselig fandt ud af, at nu skulle den laves ..., fordi at vi nu havde hørt Beatles og alle mulige
andre begynde at spille med strygere og engelsk horn, du ved, og alt sådan noget, så skulle vi pludselig være højtidelige.
Lige pludselig så skulle vi have Det kongelige Kammerorkester bag ved os. Jeg er glad for at jeg hurtigt kom over det.
Det er bare sådan en trang til at være toneangivende og forfængelighed og pis og lort. Og så fandt vi ud af, også fordi vi
er så klumpede, tænk nu hvis vi havde været så dygtige, at vi med det samme havde skrevet det ned i arrangementer og
pis og lort.
Men så sker der bare det, at vi er så klumpede, vi kommer så langsomt videre med det. Det endte med at Benny og jeg
sad og spillede de der ting helt alene, ikke. Og så reduceredes det der backingorkester ganske langsomt ned til at blive et
beat-orkester med vedhæng, altså med forskellige effekter, som trommer og skidt og lort. Jo længere vi kommer med
det, den plade står for os som et mare...., eller ikke for os, men for folk, de har læst om den i aviserne og folk spør’,
kritikerne spør, hvornår fa’en kommer den pisseplade. Og vi kan ikke komme i gang med den, fordi vi arbejder langsomt, ikke. Men samtidig så har jeg fået en fornemmelse af, at vi arbejder rigtigt, ikke. Fordi nu er vi helt nede, hvor vi
efterhånden synes, at vi skal lave den alene, Benny og mig, muligvis med en bas på, eller et eller andet orgel på en gang
imellem. Men det som ..., du ved, jeg har i perioder vel også været åndssvag og troet, at jeg var genial og på den måde
måske forestillet mig, at jeg kunne lave noget nyt. Og der stammer den der udtalelse nok fra, sådan en periode, hvor jeg
synes, at jeg var højt oppe.
“Professionel”:
Jeg kan fortælle dig noget med, at hvis mit arbejde, altså det jeg har ved siden af, hvis det gav mig mere, så ville jeg
ikke leve af det dér med at spille, fordi det er for svært, det er for hårdt. Det er hårdt på den måde, at hvis man har en
følelse, for det man gør, eller kærlighed til det man gør, så er det hårdt at skulle leve af det. Jeg ville da også hellere ...
du ved, det er en skide lang historie. Så har jeg valgt nu, at jeg vil leve af det. Det var ikke noget, som jeg planlagde. Jeg
har aldrig nogensinde drømt om, at jeg skulle få den der position i popmusikken. Men så begyndte jeg at leve af det, det
er jo skide fristende, ikke. Man kan pludselig leve af at spille guitar, ikke.
Jeg har valgt det og nogen gange overvejet, om jeg skulle gå tilbage, fordi det har ødelagt noget på vejen også. Det tager
en hel masse med sig. Jeg tænker på privatliv og sådan noget, ikke. Vi var jo lykkeligere, Jette og jeg, dengang jeg ikke
spillede. Fordi det separerer én på en underlig måde nogen gange. Så valgte jeg det. Så kunne man sidde og spille hver
dag. Man kunne sidde og øve, når man ville. Så har man samtidig valgt, at det er ens arbejde. Jeg skal være i godt
humør på fredag klokken otte. Der er ingen der spør’, for kontrakten er skrevet.
Og det er det, jeg mener, det tager med sig. Det bringer jo fan’me en masse gode ting med sig, ikke. Specielt nu er jeg
begyndt at kunne mærke det, fordi der er mange folk, der har overstået det der Povl Dissing had. Som de ikke en gang
vidste, hvad var. De troede jeg var fræk og sådan noget. Så blev de skuffet og fandt alligevel ud af, det er meget dejligt.
Så møder man sådan nogle mennesker oppe i Jylland eller nede på Fyn eller hvor det nu er, som kommer hen og siger:
“Dav!”
Jeg var ude for en skøn fyr, oppe i en lille fiskerby oppe i Nordjylland, der hedder Lønstrup. Da vi nærmede os byen,
sagde vi: “Gud, det er døden at spille her. De slår os ihjel, ikke.” Det var så langt ude på landet, de trak deres både op
hver dag på stranden. Det var fantastisk. Så var vi i forsamlingshuset. Der var et orkester, der havde spillet før Benny og
mig. Og så kommer vi ind, og der er dødstille i salen, helt stille. Og de sad der henne ved bordene og kiggede, du ved,
jeg tænkte: “Nej, altså. Det her er sådan noget med, at de rejser sig op, går op til scenen og tramper os ned i lortet,
ikke.” Og vi gik op, og satte ledningerne ned i kasserne, og sådan lige checkede af, om lortet stemte, ikke. Og så gik jeg
hen til mikrofonen, og så var jeg ved at tabe den, og skulle sige: “Godaften. Ja, nu er vi her, nu skal vi spille nogen
sange, vi kender og sådan noget.” Og så ligesom jeg skulle til at sige det, så lyder der en stemme: “La’ wos så klap’
ham in’!” og så klappede de kraftstejle mig, du. Benny og mig vi var lige ved.... først blev vi mistroiske, ikke, sådan er
mennesker jo, og så blev vi helt varme.
Det blev den skønneste aften, jeg kan huske i lang tid. De kom nærmere scenen, ikke, kom hen og satte sig, der var
nogen, der kom op, og stillede bajere på scenen, og det lød: “Ka’ du ikke spille den der, du ved.” Interesseret, du ved:
Vi spillede alle de højtidelige også. Og vi troede, at vi var stjernerne, og de var nogen bønder, ikke. Og så var de bare
skide dejlige! Det er jo derfor, man gør det, ikke. Det er jo derfor, man kan blive ved.
Det er muligt, at du synes, at jeg modsiger mig selv nu, men det har altså virkelig begge sider det der. Og så har jeg
måske så meget klovn i mig, manegeklovn, ikke, så jeg kan li’ det. Det bringer noget spændende med sig nogen gange,
hvor man slet ikke venter det. Vi kom nede fra den frelste folkeklub nede i Aarhus, hvor alle forstod det, selvfølgelig.
De var kommet for at høre det, og de var skide gode at spille for, og så kommer vi op, og nu skal vi bare op, og spille
for dem ude på landet. Og så er de bare meget bedre, eller i hvert fald lige så gode.
“Amerikansk før, dansk nu”.
Det er underligt, det kan være, det var noget som Jette bragte mig på sporet af den anden dag. Jeg kan ikke forstå i
gamle dage, når vi sang amerikansk, ikke, så synes jeg, det lød fuldstændigt som en amerikaner, når jeg sang, ikke. Jeg
syntes det virkelig! Jeg kom for eksempel i noget der hed Vestergade 58 oppe i Aarhus, et skide godt sted, en
visekælder. Og der var det altid sådan, at når jeg havde været det danske repertoire igennem, så var der nogen, der kom,
fordi nu skulle jeg synge bluesmusik, og der var nogen, der først kom til det der, ikke, de havde jo hørt det danske, de
ku’ bedre li’ det andet. Og der gik det meget godt også. Så prøvede vi det for nylig oppe i Aarhus, og så faldt det helt til
jorden. Jeg synes ikke, jeg kan. Jeg synes, det er pinligt, når jeg snakker og synger engelsk; det lyder helt forkrampet,
Det lyder virkelig som en dansker, der snakker engelsk, når jeg synger engelsk.
“Tilhørerne, stedet, bestemmer sangen”:
Det er netop noget med, at når man kommer ud på den der tivoliplads et eller andet sted, i Brøndbyvester, eller hvor
fanden det var i går, det kan det ikke nytte noget, at man ... så må man lade være med at tage der ud, ikke. Altså man er
på plakaten, fordi man skal underholde folk, så må man tænke mindre på sig selv, altså i virkeligheden. Jeg kan huske
noget meget skægt noget. Nu er jeg ældre i branchen, ikke, end Benny er. Og nogen gange når Benny, han er mest
aktiv, så er han skide dejlig. Det er, når han bliver fuld for det meste, når han får nogen bajere. Så bliver han sådan
helvedes livsbekræftende på en skøn måde, ikke. Han bliver kærlig og alle piger skal nusses lidt, og så skal vi kun spille
de smukke. Det er “Tak For Gode Som For Onde År” og sådan noget, hvor vi synger tostemmigt. Det har jeg været ude
for nogen gange, så jeg virkelig har følt, at jeg var professionel, fordi jeg kunne se, at det ikke kunne lade sig gøre.
Benny, han havde stadigvæk den der umiddelbarhed. Han sagde: “Nu, når vi kommer op igen.” der stod sådan kraft
stejle mig, måske hele cirkuspladsen eller tivolipladsen fyldt med mennesker, og de var jo kommet for at høre den der
om ham, der skulle hænges. Og Benny, som bare var så skide sød, ikke, og sagde, nu skal de have den der “Tak For
Gode Som For Onde År”, så skal de have den der børnesang af Halfdan Rasmussen, og så skal de ha’ “Lille
Sommerfugl”, og så skal de ha’ ...
Hvis vi havde gjort det, så var folk gået hjem, ikke. Fordi man kan jo ikke lave den der kontakt ude på en tivoliplads,
vel. Så skal man have folk ind i et hjørne i et mørkt lokale med stearinlys på bordene, så har man dem der, og så
begynder man at voldtage dem med de der sentimentaliteter. Men det er skide dejligt. Jeg har selv haft det sådan før,
nemlig da jeg begyndte selv, at jeg sagde, at i dag har jeg det så skønt nu, jeg skal ind og spille for dem. Jeg vidste ikke,
hvad det var for nogen, vel. Nu skal de ha’ nogen af de dejlige, ikke, “En Lille Hest Der Står Og Sparker”, og nede bag
i salen, der ligger nogen og slås med ølflasker og sådan noget. Det er skide mærkeligt, ikke.
Jeg kom meget på et sted oppe i Aalborg, på et diskotek der hedder “Katten”, ikke, hvor der er... ja, det er sådan et
rigtigt diskotek, ikke, hvor der sidder en pige inde bag en plexiglaskuppel med en plastickjole på, og hun er bare skide
lækker, du ved. Jeg kan huske første gang, jeg kom ind ad døren og så.. Det red mig som en mare i flere dage, det syn
der. Fordi hun så dejlig ud, ikke, næh, hun så ikke dejlig ud, hun så så smart ud på sådan en skøn måde. Men hun var
bare en kold fis, jeg kender hende ikke, altså, men hun var bare den der plastickjole, der sad derinde, ikke. Og sådan er
hele stemningen der. Folk der kommer der, det er sådan..., mændene er sådan nogen James Bond’er, med blankt tøj på,
ikke, og så går de rundt, og køber dry martini’er til damerne, og danser stift rundt på gulvet, og ser smarte ud. Hvis de
krøller deres ærme, bliver de helt febrilske, til det er i orden igen. Så kommer der selvfølgelig en masse sømænd og
fiskere, der bare er ude for at drikke bajere. Det er virkelig et af de rougheste steder, jeg har spillet.
Fra indspilningen af “Nøgne Øjne”.
Foto: Jens Bull.
I begyndelsen jeg kom deroppe, der kunne de slet ikke holde det ud, vel. Det var lige da jeg var kommet ud med den der
“Gi’ Mig En Hest, Mor!”, ikke. De var helt vilde, de ville tæve mig simpelthen, de ville slå mig. Der kom en mand hen,
og stillede sig foran mig med spredte ben. Så sagde han: “Den der “Gi’ Mig En Hest, Mor!”, den skal du ikke synge i
dag!”. “Nå,” sagde jeg “men hvad fanden, det er jo derfor jeg er her, ikke. Det er jo blandt andet den, jeg skal synge!”
Og så var han bare primitiv ad helvedet til, og sagde: “Jamen du skal ikke sige mig imod, du kan gå med ud og få et par
på skrinet!”
I virkeligheden ventede han bare på, at jeg skulle sige: “Hold din kæft, det rager ikke dig, hvad jeg synger!”. Så havde
han bare slået mig ned, du ved, på stedet. Men så var jeg flink i mod ham, han blev senere min slyngveninde, du ved.
Jeg kunne ikke komme til Aalborg, uden at han kom hen, og omfavnede mig og sådan noget. Men det var sådan i den
der fuldstændige elektriske stemning med diskotekspiger i plastictøj og soulplader og sådan noget, der stoppede de
pludselig musikken tre gange i løbet af aftenen, og så skulle jeg spille, ikke. Kan du forestille dig det? Alt det der beatmusik, ikke, og folk der ophidser hinanden ved at danse, og drikke mange bajere, ikke. Og så pludselig, så holder de op,
og så skal jeg synge den dér, “En vej går ind i himlen, hvor jeg bor, imellem hvide træer og grønne marker” eller hvad
fanden den hedder. Der er en fantastisk kontrast og resultatet var også, at jeg kunne ikke gå nedenunder, når jeg havde
spillet. Der var to mand, der skulle stå henne ved scenen, når jeg spillede, ellers gik folk op og rev mikrofonen af, og
skubbede til mig og sådan noget. Det er underligt, er det ikke. “Kan du ikke huske det, Jette?” Jette, hun var også med
deroppe.
Jette Dissing: “Der stod to fra Jægerkorpset. De elskede, hvis der var nogen, der var provokerende, for de elskede at
slås. Rigtige børster!”
PD: “Det er rigtigt, der stod to mand fra Jægerkorpset, hver gang jeg spillede!” På en måde ville man også modsige sig
selv, hvis man ikke tog sådan nogen steder hen, og spillede, ikke. Fordi, du må stadigvæk ikke tro, at jeg føler mig som
en apostel, vel. Men hvis man vil spille for folk, kan det ikke nytte noget, at man kun vil spille for inderkredsen, eller
vennerne eller dem man ved, kan lide det. Så må man også gå ud og møde folk.
“Den enkelte salige, overfor de andre”:
Jeg har tænkt på, at på en eller anden måde, har jeg jo altså været skide heldig, fordi jeg har haft et bredere publikum,
end de andre havde, altså end Per Dich havde og Cæsar måske, fordi jeg også kom i beatklubberne, hvor det var
teenagere, som dansede efter Hepstars og Rolling Stones og sådan noget. Og så pludselig skulle jeg eller vi spille, og så
accepterede de det sgu’, i mange tilfælde fantastisk meget. De der sange om den lille hundehvalp og der er et lille træ,
hvor du godt må tisse og sådan noget, og de syntes, det var pragtfuldt, altså. Jeg ved ikke, hvad det er. De havde lige
danset det der, du kender den måde de danser på nu, sådan meget højtideligt rundt og badet sig i det lydorgie, der
udviklede sig deroppe på scenen. Så kommer vi ind, og vores musik er jo helt nøgen, ikke. Hvis Benny han pludselig
kikser, så vælter hele lortet, ikke, og det ligger hele tiden sådan på grænsen af at vælte eller dø hen, ikke. Og det kan de
jo høre, de kan jo høre, at vi ikke er lige så gode guitarister, som de andre, ikke. De myldrer jo rundt her oppe, du ved
(på guitaren). Og det kan de jo godt høre, men alligevel kan de altså i nogle tilfælde godt li’ det.
“Had og forståelse”:
Det er underligt, fordi... hvad fanden er det, altså hvorfor er det.. i virkeligheden så skulle de jo bare blive glade, ikke.
Men hvis nu de hører historien, den er jo fredelig. Altså, hvis nu jeg stod og sang noget om at slå på tæven, og kom og
drik nogen bajere, så skal jeg drikke jer alle sammen under bordet, så rørte man ved noget, som de kunne blive sure
over, ikke. Men jeg har ikke rigtigt lært at forstå, hvorfor fanden de bliver sure over det der. Men det må vel være et
eller andet med, at de på en eller anden måde føler sig betaget af det, og så nægter de at følge med, at overgive sig, til
det der underlige stemningsbillede idioten står og synger om, med en lille hest ude på en mark. De er jo halvfulde og
skal hjem i seng med 47 forskellige damer og sådan noget. Og pludselig vælter han hele billedet, jeg ved ikke om det er
det, men det kunne det måske være.
Selvfølgelig er det ikke kun Aalborg, og det er da heller ikke kun Jylland. I virkeligheden er der jo heller ikke noget galt
med de mennesker. Det er bare, jeg ved sgu ikke, de er ligeså...
Men altså, jeg kan jo heller ikke lide alting. Det ville være fuldstændigt sindssygt af mig, hvis jeg havde en forestilling
om, at alle mennesker skulle synes, at jeg var pragtfuld, ikke. Der er så mange ting jeg heller ikke kan lide. Men det er
ligesom om, at jeg kan mærke, at jeg i højere grad er blevet accepteret af en bredere del. I begyndelsen var det jo kun
Roald (Pay), der kunne lide det. Jette Dissing: “Det er løgn!” Nåh, ja, men i begyndelsen sang vi jo kun for hinanden.
Der er noget mærkeligt noget, ikke.
Det var noget jeg lagde mærke til på vores tur til Jylland i sidste uge. At der er en del af den næste generation, som altså
er ældre end vores forældre, som er begyndt at henvende sig, at kunne lide det. Foran scenerne på de der tivolipladser,
der står der tit nogle hyggelige gamle damer, så står de og griner lidt og prikker til hinanden, når jeg siger tissemand og
sådan noget.
Og det er bare underligt fordi jeg er sikker på, at det er rigtigt, at det er dem der er ældre end f.eks. min far og mor,
nummeret ældre, altså de der tyve år ældre eller hvor meget de er. Ja, det er jo ikke alle, men der er flere af dem, der
kommer og henvender sig end fra mine forældres generation.”
*****
Gennem hele interviewet svarer PD på spørgsmål, som Thorkild Knudsen stiller. Desværre er spørgsmålene ikke med
på båndet, men på coveret til båndet, har Thorkild Knudsen skrevet de anførte “overskrifter”. Interviewet er redigeret
ganske lidt i afskriften. Det oprindelige bånd ”GD 1968/61” er ikke aflyttet, kun det redigerede bånd ”EX 68-1”.
1968
1 – HOGAGER-TAPE ”GD 1968/61”
1967
1 – HOGAGER-TAPE ”GD 1968/62”
1968
1 - HOGAGER-TAPE “POVL DISSING UDSAGN GD EX 68-1”
En sammenredigering af de to bånd 1968/61 og 62
*****
1968.aug.25.
John Dubarry, tale, sang 1,2,4-6 - Povl Dissing tale, guitar og sang 3,7-9 - Jette Dissing, tale - Thorkild Knudsen, tale Sidsel Knudsen, tale - Ditte Knudsen, tale - Jeppe Knudsen, tale - Anelise Knudsen, tale
1. “Johnny Comes Marching Home” (0.23)
2. “One Monday Morning” (3.31)
3. “Tape Fra En Halv Mand” (8.04)
4. “Well I Loved You, Pretty Baby” (7.25)
5. “Let Her Go Boys” (0.40)
6. “Fasten Your Seat Belts” (1.10)
8. “I Haven Der Har Jeg Et Pæretræ” (1.55)
9. “Kvælerslangen” (2.40)
Med Povl Dissing, John Dubarry m.fl.
Dubarry har allerede noteret sig, at Thorkild Knudsen altid har sin mikrofon og båndoptager klar, og da aftenen starter
med, at Knudsens datter, Sidsel, bliver spurgt “Hvem er det?” og hun svarer “John”, siger Dubarry: “Sis say: “Thorkild,
fuck off with that bloody thing!”“, hvorefter Dubarry synger for Sidsel og starter med et vers af “Johnny Comes
Marching Home”, men Sidsel har allerede forladt rummet, inden han er færdig.
Jette Dissing opfordrer Thorkild Knudsen til at synge en sang, og tilbyder endda at holde mikrofonen. PD bryder ud i
“Rundesang, rundesang, Thorkild synger den næste sang”. Men inden han når det (eller også vil han ikke afgive sin elskede mikrofon!?), starter Dubarry på en uakkompagneret version af “One Monday Morning”, og når han synger med
sin melodiøse, men kraftige stemme, så tier alle.
Efter sangen, henvender Thorkild Knudsen sig til PD, og fortæller, hvad det er Dubarry synger om; blomster der springer ud, om at så kærlighedens sæd om foråret, med smukke gamle melodier. De fleste af teksterne er enten traditionelle
eller alligevel i den ældre stil. Man laver ikke noget i dag i den stil. Han fortæller om, at et af medlemmerne fra
McCallmans, som efter at have hørt spillemanden Evald Thomsen, fløjtede en af hans melodier, hvilket naturligvis blev
foreviget af ThK. Den optagelse vakte stor interesse i Edinburgh, da ThK. spillede den for en række af de unge skotske
sangere.
ThK spørger PD: “Hvorfor kan det lade sig gøre på den britiske folkescene og ikke i Danmark? Og John spørger dig,
hvorfor synger du ikke danske folkesange?” “Det er meget mærkeligt. Jeg kan ikke forklare det” siger PD “men jeg kan
fortælle, hvad jeg selv føler. Jeg kan lide Ingeborgs (Munch) sange og når Evald spiller. Men det giver mig ikke nogen
ideer om selv at spille dem.” Det forstår Dubarry ikke. For hans vedkommende har de gamle sange noget, som er det
virkelige liv for ham. På Dubarrys spørgsmål om, hvad PD synger, når han nu ikke synger folkesange, siger ThK, at PD
synger nogle få traditionelle folkesange, men det bliver færre og færre. “Han har fundet sin egen form at komponere og
skrive på, med “up-to-date words and problems.” John Dubarry: “But there are no such things as up-to-date problems!
Problems are the same all the time!”
Efter lidt debat siger Dubarry, at det bedste ved festen forleden, var da PD til sidst spillede en blues på dansk, selvom
Dubarry ikke forstod, hvad der blev sunget. Dubarry: “Hvad identificerer du dig med, når du synger, Povl? Kun med de
mennesker, der er til stede, og den umiddelbare situation, eller med en masse andre ting, som kun du ved noget om?”
PD: “Mest det sidste. Det er sjældent, man har publikum så tæt på, at man kan se deres øjne.” Dubarry mener, at det er
skønt, at styre publikum i den retning, man som sanger vil have dem. Han tager afstand fra tidens overfladiskhed og de
såkaldte “værdier” - “Plastic alt sammen”, siger han.
På et spørgsmål fra Jette Dissing, siger han ja til, at han hellere ville have levet i et andet århundrede. Til det siger PD:
“That’s the point, for fa’en! Det kommer an på, hvordan man har det.” PD mener, at han har et godt eksempel og
fortæller om den fyr (Laus Bengtson) de har mødt, som er i stand til at putte dét ned på linjer, som de andre kun kan
forestille sig eller se for sig. “Det er så skønt nemlig, fordi mange af de der gamle sange, som vi godt kan li’, eller som
vi ka’ li’ på den måde, vi synger dem, de tilhører en bestemt periode, i tyverne eller sådan noget. Det var jo ikke rigtig
folkemusik, men alligevel. Det er sådan en romantisk periode, enten er det helt ulykkeligt, eller også er det helt lykkeligt.” Dubarry bryder ind og siger, at PD helt har misforstået ham, takket være Mrs. Dissing. PD bryder tilbage, og
siger, at han gerne vil have lov at tale færdig, for ellers taber han tråden.
PD: “Ham der fyren, som skriver nogle sange til os, og jeg har dem desværre ikke med, for så ku’ jeg ha’ sunget dem
for dig i stedet for. Det er nogle sange, der handler skide meget om den tid, vi lever i på den måde, at det er sange, der
fortæller mest om kærlighed. Med de der fuldstændige underlige komplikationer uden nogen egentlig løsning, altså når
sangen er færdig. Jeg tænker på den der lange kærlighedssang. Den der lange sang, som fortæller om det forhold, der er
gået i stykker. De er kommet fra hinanden. Den ender ikke med, at de går fra hinanden, vel. Det er bare sådan et forløb,
det er bare sådanne tanker, man gør sig om det forhold, man er i, ikke. Men der er ingen løsning. Den ender ikke
sørgeligt eller den ender heller ikke lykkeligt. Den ender bare, og sådan lever vi jo nu, ikke. Eller for mig passer det
skide meget til den tid, jeg lever i. Og derfor synes jeg, det er så spændende. Mens ThK oversætter til engelsk, spørger
en mand hviskende PD: “Er det en modernisering af en sang fra tyverne?” PD: “Nej, den er helt ny.”
Dubarry spørger PD, om han kan lide dampmaskiner, og det kan han. Han kender dem fra cowboyfilm og andre gamle
film. På spørgsmålet om han kan lide el- og dieselmaskiner, siger han: “Ikke på samme måde” og konstaterer selv, at
han er romantiker. Dubarry siger blot: “Of course!” PD fortsætter med at sige, at han er nødt til at forholde sig til tiden,
og det der foregår nu, for han lever nu. Nogen gange må han tænke sig tilbage, hvad han holder meget af. Han siger, at
han lever mere i fortiden end i fremtiden. Men han må være tro mod sig selv (“Honest to my body and soul”). PD er
ikke bange for i morgen. Hverken for bomben eller krigen. Dubarry siger: “Jeg mente ikke fremtiden, men bogstaveligt
i morgen, for det er den eneste fremtid.” “Nej!” siger PD, “i morgen rejser vi til Jylland og tjener nogle penge ved at
spille i en klub. Jeg ved hvordan dagen vil gå, men jeg er ikke bange for det. Det kan være, at jeg oplever nogle nye
mennesker. Måske vil nogle tæve mig eller kysse mig eller give mig øl. Det er ikke til at vide.” “That’s fair enough!”
siger Dubarry. Herefter ærgrer PD sig over, at Benny Holst ikke er der, men at han er på skovtur i Roskilde, og beklager, at hans 12-strengede ikke er med, men kun en guitar “der klinger som en gammel sømkasse”.
John Dubarry fortæller, at han hørte PD første gang på plade i en jukebox på Skagen. “Så spillede denne mand en plade
med dig, og det betød intet for mig, og samtidig betød det alt. You know.” Imens er PD gået i gang med at spille og
synge “Tape Fra En Halv Mand”.
Kun tape “Y-78” er gennemlyttet. Optagelserne (4-9) er således ikke gennemlyttet. John Dubarry har forladt huset efter
(6). I følge optegnelserne er der optaget bånd med John Dubarry og Hamish Baynes i Hareskoven den 20. og 23. august
(bånd “1968/57” og “1968/58”). Den 25. august er anført 5 bånd i alt; “1968/60” til “1968/64” med Povl Dissing.
Båndene “1968/60” til 1968/62” er ikke aflyttet.
1968.aug.
1-2 - HOGAGER-TAPE “GD 1968/63” (“GE 3/146”)
1969.aug.
3-9 - HOGAGER-TAPE “GD 1968/64”
1969.aug.
1-3 - HOGAGER-TAPE “Y-78”
1968.aug.25.
Povl Dissing, sang og guitar 1,2 - John Dubarry, sang 2 - Thorkild Knudsen, tale - Sidsel Knudsen, tale
1. “Alperosen” (5.48)
2. “All Night Long Blues medley” (7.17)
Med Povl Dissing og John Dubarry
En optagelse, som også er fra sidste dag af Dubarry’s besøg. Han kommer med opmuntrende tilråb under (1). Optagelsen indledes med: PD: “Oh, Jeg skal have den der “capodastra”, Thorkild. Jeg vil gerne spille “Alperosen”, det er meget
længe siden, jeg har spillet den.”
Thorkild Knudsen: “Ja, men det skal bare være for, at jeg også kan optage dig, nu du er berømt.” PD: “Oh, you are a
bastard, Thorkild!” Men en god version af “Alperosen” kommer der ud af det. Dubarry slutter med et “Yeah, yeah,
yeah, great!”
Herefter spørger datteren i huset om ikke Povl vil spille den om “Kvælerslangen”, men PD siger: “Den gør vi, når John
er taget af sted. Han skal med flyveren om lidt.” I stedet får vi et smukt bluesmedley med de to sangere.
Underligt nok er indholdet af dette eksempel-bånd “EX 68/” ikke indeholdt i originalbåndene. Men optagelsen er klart
nok fra samme dag, hvor Dubarry skal rejse hjem.
På et tidspunkt siger John Dubarry: “You never ask me to sing a fucking song, you shitbag!” Hvem han siger det til
vides ikke, men de må vel være ThK. Men mens PD sidder og klimprer, bryder Dubarry ud i høj sang (2). PD, der
akkompagnerer ham, opfordres til at synge, men har problemer med teksten. Han falder dog hurtigt ind alligevel og
synger et vers på engelsk, hvorefter Dubarry tager over igen. Der bliver sunget vers fra flere sange. Da PD tager over
igen, bliver det med “Kansas City”.
1968
1,2 - HOGAGER-TAPE “GD EX 68/”
*****
1968?
Danmarks Radio TV
Povl Dissing, sang og guitar - Benny Holst, sang og guitar 2-4 - Egon Aagaard? harmonika 3,5 - The Beefeaters 5 Peter Thorup, el-guitar 4, fløjte 5
1. “Who’s Gonna Shoe Your Pretty Little Feet” (0.17) (Uddrag)
2. “Who’s Gonna Shoe Your Pretty Little Feet” (0.17) (Uddrag)
3. “Vildanden” (4.57)
5. “Anemonesmil” (2.28)
Med Povl Dissing & Benny Holst m.fl.
Fra TV udsendelsen “Portræt Af Folkesangeren Povl Dissing” som blev sendt i april 1977. Ovenstående sange er
formentlig fra 1968.
*****
1968
DR TV - Tegninger: Bent Steffensen - Musik: Kim Marott
Povl Dissing, fortæller
1. “Solen Går Ned”
Med Povl Dissing
En tegnefilm.
*****
1968.sep.14.
Live i Skovshoved - Optaget af Anelise og Thorkild Knudsen
I følge optegnelsen er der optaget to bånd med “Povl og Benny i Skovshoved” denne dag. Det er bånd “1968/74” og
“1968/75”. Båndene er ikke aflyttet og indholdet er skrevet af efter registranten. Optagelsen er fra en åben plads i
Skovshoved, hvor et Sommertivoli tilsyneladende holder til. ”Optaget fra en plads blandt publikum. Teknisk meget
dårlig kvalitet, højtalerlarm etc.”.
*****
Povl Dissing, sang og guitar – Benny Holst, sang og guitar
1. ”Larm fra Tivolipladsen, harmonikamusik”
2. ”Jeg er en tosset spillemand”
3. ”Nogen store nogen”
4. ”Lille Sommerfugl”
5. ”Sov min lille hundemand”
6. ”Den grimmeste mand i byen”
1968
1-6 – HOGAGER-TAPE ”GD 1968/74”
*****
1. ”Røveren”
2. ”Du lille fisker”
3. ”Lad mig blive noget”
4. ”Giv mig en hest, mor!”
5. ”Kvælerslangen”
1968
*****
1968.sep.14.
Live Vise Vers Huset - Optaget af Anelise og Thorkild Knudsen
Samme dag ble optaget et bånd - “GD 1969/76” - med “Povl og Benny i Vise Vers Huset”. Båndet er ikke aflyttet og
indholdet er afskrevet fra registranten. ”Teknisk dårlige optagelser”.
1. ”Jeg er en tosset spillemand”
2. ”Troubadouren”
3. ”Lille Sommerfugl”
4. ”Du lille fisker”
5. ”Sov min lille hundemand”
6. ”Tak for gode, som for onde år” (Sølvstænk i de gyldne lokker)
1968
*****
1968.okt.10.
Danmarks Radio, P 1 - Prod. Elith Nørreholm og Bendt Krøyer
Povl Dissing, sang og guitar - børn fra Højstupskolen i Odense
1. “Rundt Om En Enebærbusk” (0.30)
Med Povl Dissing
‘Povl Dissing synger og leger med børn fra Højstrup-skolen i Odense. For piger og drenge’. Indholdet kendes ikke, men
blev også annonceret som “PD har gæster i studiet”. Sendt 10. oktober 1968.
*****
Det var ikke tilfældigt, at man internt kaldt sangene til “Nøgne Øjne” for en elektrisk roman. Der var virkelig tænkt
meget over sammenhængen. LB havde lavet nedenstående disposition for pladen. Som det ses, skulle der have været
nogle sange mere. “Lille Død” og “Drengen”, samt et talt stykke til indledning til “Jeg Gør Dig Rig Igen”. Disse blev
ikke til noget. Til gengæld kom “Ingen” med som første skæring. En samtidig sang der hed “Du Er Så Alene Her”, ville
PD ikke synge.
Dette er Laus Bengtssons “synopsis” til Peter Thorup (og de øvrige), som skulle arrangere musikken.
LB beskriver nogle lydbilleder, som giver PT hjælp til at finde ud af, hvilke “farver”, han skulle sætte på.
“Tape Fra En Halv Mand”, skulle indspilles ligesom den blev fremført ved koncerten i Studenterforeningen.
*****
1968.okt.14.-23.?
Prod. Hans Henrik Koltze - ASA Filmstudie, Lyngby
Povl Dissing, sang og guitar - Benny Holst, sang og guitar - The Beefeaters: Peter Thorup, guitar, fløjte - Morten
Kjærumgård, orgel - Flemming “Keith” Volkersen, bas - Max “Nhuthzhi” Nutzhorn Nielsen, trommer
1. “Ingen”* (3.57) cover: (4.20)
2. “Godt Nyt Idag”* (3.02) cover: (3.20)
3. “Honningland”* (3.58) cover: (4.20)
4. “Anemonesmil”* (3.41) cover: (3.55)
5. “Jeg Gør Dig Rig Igen”* (4.07) cover: (4.35)
6. “Du Er Fjern”* (3.45) cover: (4.20)
7. “Tape Fra En Halv Mand”* (10.36) cover: (11.30)
8. “Nøgne Øjne”* (4.36) cover: (4.50)
Med Povl Dissing med Benny Holst og The Beefeaters
Pladen som for alvor gjorde Povl Dissing accepteret i rockmiljøet (beatmiljøet). Teksterne adskilte (adskiller!) sig fra
den gængse omgang lirumlarum på tidens rock- og popplader, uden at falde i den intellektuelle grøft. En rockplade for
den jævne dansker, der interesserer sig for tidens musik, og som vil have noget andet end poppens hjerte/smerte.
Pladen er stadig den, som oftest fremhæves, når Dissings pladeudgivelser diskuteres. Et must for alle Dissing, Dansk
rock og beat fans. Beefeaters, med Peter Thorup i spidsen, spillede på dette tidspunkt det bedste noget dansk rockband
kunne præstere. Deres indsats bør ikke undervurderes.
Musikken er af Benny Holst og Povl Dissing, teksterne af Laus Bengtsson og Peter Thorup har arrangeret musikken.
I et interview fortæller LB om, hvorledes hans tekster opstår: “Vi kommer simpelthen meget sammen. Hvad der sker
den ene dag og sådan noget. Sommetider kan man jo være seks timer om at undfange et barn, ikke. Sådan at tingene
bringes fra sted til sted, sommetider fra oplevelser man har haft, og andre gange simpelthen i prøverummet, kommer der
en eller anden idé, atter andre gange når bare vi er sammen. For mig er beatmusik et rumskib, som man kan rejse med
ind i sit eget sind. Ligesom i “Rumrejsen År 2001” viser det sig, formodentligt, at uanset hvor langt mennesket bevæger
sig ud i rummet, så vil det til sidst ende med, at rejse den længste rejse, nemlig ind i sit eget sind. Du rejser ind i dit
sind, jeg rejser ind i mit sind. Et eller andet sted har vi et fælles sind.”
I det senere duosamarbejde mellem Dissing og Thorup, blev “Godt Nyt Idag” ofte annonceret som “Nydt Godt Idag”!
Povl Dissing fortæller i et interview fra 1990 med Freddi Lund-Nielsen, Accord:
“Vi lavede LP’en “Nøgne Øjne” i 1968. Den er så senere gået hen og blevet lidt af en klassiker. Jeg tror, at den blev så
god, fordi vi fungerede utroligt godt sammen, og vi havde det rigtige materiale.
Selv i dag er det en af de få plader med mig selv, som jeg kan finde på at høre. Den har en speciel stemning over sig.
Det har sikkert også noget at gøre med, at den blev lavet under meget primitive forhold.
Vi havde fået lov til at låne lydstudiet hos ASA Film i Lyngby - efter indspilningen af “Thomas er fredløs” var jeg
blevet gode venner med Sven Grønlykke - og vi lånte studiet kvit og frit, men om natten! - men vi kunne ikke bruge
lydstudiet direkte, da det kun var et monoanlæg. Vi ville lave en stereoplade - så vi medbragte en Revoxbåndoptager og
brugte deres mixerpult. Det var dog et tilbagevendende problem, at vi aldrig vidste, om der var nogle af filmholdene,
som skulle bruge mikrofonerne til deres opgaver. De havde første prioritet. Alt blev lavet meget skrabet - overdubbing
var en by i Rusland - det var 100 % live i studiet.” Bortset fra fuglekvidderen under indledningen til “Anemonesmil”.
Carsten Grolin (Ekstra Bladet), en af tidens betydende anmeldere skriver i MM i 1980 under “Den plade glemmer jeg
aldrig”, om selve optagelserne til “Nøgne Øjne”: “.. jeg passede båndoptageren, det havde jeg gjort i en måned nu (?! i
følge andre implicerede, tog det præcis ni nætter, at optage pladen!), mens vi stort set havde levet i ASA’s højloftede
studie i Lyngby.... Vores ambitioner var ikke små. Vi ville lave Danmarks første, helt klare, blufærdighedsoverskridende og bevidsthedsudvidende rockplade. Hverken mere eller mindre.” LB siger i et inteview med CG, at der blev
indspillet én melodi de første 4 nætter, to den femte, og så håbede man på, at blive færdige inden jul!
De forholdsvis store forskelle i tiden anført på coveret og den faktiske tid, kan skyldes, at der, på det tidspunkt, hvor
selve produktionsbåndet til pladen skulle færdiggøres, er “en eller anden” der har givet besked om, at fade sangene ud
tidligere end oprindeligt påregnet. Flere af sangene har en syret, psykedelisk, surrealistisk afslutning, hvor musikerne
har fået frie hænder til at flippe ud. Alle afviser dog, at pladeselskabet skulle have syntes, at det var for meget, med
minutlange “outtroer” på alle sangene, og derfor har kortet ned. Faktisk havde Sonet intet med pladen at gøre, før den
var færdigindspillet. Måske er der bare tale om, at båndtælleren har været “slap”, eller at båndene er “skredet” under opspolingen? Ingen ved det i dag. Men i følge den anførte tid mangler der et helt minut i “Tape Fra En Halv Mand”!
Peter Thorup: “Vi betragtede pladen som et led i både Povls og Beefeaters’ udvikling. Vi var aldrig i tvivl om, at den
var god nok. Optagelsen to ca. en uge(!) og hensigten var, at forme den som et maleri. Benny Holst var lidt nervøs, og
vidste ikke rigtigt, hvad og hvornår han skulle spille, men han havde mange idéer. Jeg tog nogle af dem og udviklede
dem på el-guitaren. Hans rolle var større end man umiddelbart opfatter. Vi tog kun et par eller højst tre optagelser af
hver nummer. Den første er den bedste. Det var heller ikke sjovt for Povl, at synge alt for mange gange.”
(Hvorvidt optagelsen kun tog én uge eller om den strakte sig over flere uger, ligger lidt hen i det uvisse. LB erindrer det
som, “at optagelserne strakte sig over flere uger med pauser ind imellem, vistnok også fordi mikrofonerne blev brugt af
filmselskabet til location-optagelser. Der kom én eller to sange i kassen pr. nat, dog med enkelte nætter uden noget
færdigt.)
Om indspilningen sagde Benny Holst efter at pladen var udkommet, “...samarbejdet med Beefeaters, da vi lavede
“Nøgne Øjne”, gav mig et kolossalt skub. Jeg havde komplekser over for deres dygtighed, men de var bare positive
over for mig og min musik.”
At pladen gjorde indtryk og var nyskabende, fremgår af flere artikler i pressen. Ekstra Bladets rockanmelder, Carsten
Grolin, spillede som nævnt en stor rolle for tilblivelsen. Dette er et forsøg på, at få de “historiske” facts på plads
omkring dette mesterværk!
LB fortæller: “Jeg var i 1965-68 ansat som reklamekonsulent hos Scharling & Brostrøm. En dag kommer eleven Leif
(Roden Nielsen), og spø’r, om ikke sådan en smart reklamemand kan skaffe dem en pladekontrakt. “Dem” er
pigtrådsgruppen “Stomps”. Det ville jeg godt prøve, og starter “telegramkrigen”. Først overfor HMV, som afviser med
begrundelsen: “De både spiller og synger falsk.” Senere i efteråret 1967 gentager jeg telegramkrigen, men nu overfor
produceren Jimmy Campbell på Sonet. Indholdet i telegrammerne var noget i retning af: Nr. 1: “Har I hørt Stomps?”
og nr. 2: “Stomps er spændende!” og nr. 3: “Vil De høre Stomps? Så ring!”. Sonet faldt for det og Jimmy ringede
tilbage og ville både høre og tale. Under et møde med Jimmy og direktør Karl-Emil Knudsen sagde Karl-Emil, at når
man kunne lave så god reklame overfor pladeselskabet, så vurderede de, at man også kunne sælge. Jeg tror ikke at de
rigtigt var solgt på hverken band eller tekster. Som slutning på mødet spurgte jeg, om Dissing ville være interesseret i
en sang, jeg havde skrevet til ham. Den hed “Astronauten Dissings 4. Rumtur” (afbilledet tidligere), og var delvis
inspireret af og tænkt som en follow-up til “25 Minutter Endnu”. De handler begge om ensomhed.
Sonet sendte min sang videre til Povl, men han ville ikke synge den. Men mærkelig nok ville han tale med mig, selvom
han netop da fik i hundredvis af sange tilsendt, som resultat af en opfordring i et interview (se 1967.tidligt). Han
kommer en aften, og får lov til at læse i en stak løse udkast. Pludselig rødmer han og siger: “Den her, dét er mig!” Det
var “Tape Fra En Halv Mand”. Næste dag tilkaldes jeg, for at høre hans melodi, og få dage efter har jeg skrevet andet
vers.”
(PD: “Den om rumturen var lidt for abstrakt for mig, men jeg kunne godt mærke, at der var da noget spændende dér!
Og så ringede jeg til ham, og han inviterede mig hjem en aften, og så viste det sig, at han havde en hel masse sange
liggende, som jeg kiggede igennem. Jeg fandt én, som jeg var helt vild med. Så fandt vi måske også en anden én og en
halv tredje én... så begyndte han at skrive de sange, der blev til “Nøgne Øjne”.)
1968 fra optagelsen af “Nøgne Øjne”. Der lyttes til resultatet.
I baggrunden Peter Thorup, Morten Kjerrumgaard, og Flemming “Keith” Volkersen.
Foto: Jens Bull.
LB fortsætter: “Det bliver i de kommende måneder til en del sange og planen bli’r at lave en plade - en elektrisk roman
- opbygget som en roman om kærlighedens forlis og nye start. Samtidig får jeg overtalt “Stomps” til at synge dansk beat
eller rock. De vil skifte navn og delvis medlemmer. Jeg skriver sangene “Natskyggevej” og “Alrunerod”. Vi vælger
navnet “Alrune Rod” til gruppen - efter at have været tæt på “Brain Train”! - og lægger en helt ny musikalsk stil:
Symfonisk rock!”
Den 4. juni 1969 brugte Poul Borum hele Ekstra Blades kronikside “Vinduet”, på LB og “Nøgne Øjne”, specielt “Tape
Fra En Halv Mand” er Borum glad for. Han skriver: “Det må være første gang, en digter debuterer på grammofonplade
i Danmark. Alene det er værd at hejse flaget for. Men så er digtene altså tillige gode, simpelthen.” Borum fremhæver at
beattekster - de bedste af dem - også kan læses som digte.
Borum har rekvireret digtene fra LB og inviteret på en større middag på fin restaurant. Han skriver: “Selvfølgelig er det
ikke Bob Dylan, det kan ikke sammenlignes, med det er Laus Bengtsson, og han er digter. Bengtsson er som digter raffineret og hård og kærlig.”
Ifølge Borum er der flere af sangene, som PD ikke aner hvad handler om! PB: “Jeg tænker især på “Jeg Gør Dig Rig
Igen”. Den forstår Povl Dissing simpelthen ikke! Det er ganske tydeligt på hans måde at fremføre den på, at der er
adskillige steder, han ikke aner hvad han synger. Den er for svær. Hvad pokker betyder: “Har du aldrig søgt en regnbueskat” og “Har du set en bæk af staniol?”. Og linjen “og frostens dobbeltsol”, den tygger Dissing sådan på, at den bliver
helt uopfattelig. Han lyder også mere genert end nødvendigt ved linjen “og nøgen svømmet månebad” og slutliniens
“og følt det frie fald”, aner han ikke, hvad han skal stille op med.” (Det kan undre, hvis Poul Borum virkelig mener, at
han ikke forstår disse “billedord”. LB mener, at det kan skyldes, at Borum på det tidspunkt gik meget op i, at alle umiddelbart skulle kunne forså hvert eneste ord (det skulle være “fællesgods”). Hvis det ikke var tilfældet, så skulle ordene
forklares.) Men under alle omstændigheder, så er det en meget flot anmeldelse af en debutant, når man tænker på, hvordan Poul Borum af og til i sine blodige anmeldelser uden blusel slagtede digterspirer på bare et par linjer. “Tape Fra En
Halv Mand” står aftrykt og PB havde lyst til at analysere det, men synes så, at det er overflødigt. “Det skal bare stå her
og være det det er: et godt digt.”
Jo, tekster og plade gjorde stort indtryk - var banebrydende - og var med til at forandre hele miljøet. Ikke siden “HIP”
med Steppeulvene, havde man hørt noget lignende.
LB henvendte sig til Thorkild Knudsen, for at forklare, at hvis Dansk Folkeminde Samling skulle have det oprindelige
indtryk af dansktekstet beat, så var det nu! Da musikerne ikke havde råd til bånd, så bad han ThK, om ikke DFS ville
give bånd til at optage hele den nye musikalske undergrund. “Stomps” fik ingen bånd, men PD fik. Det er nok forklaringen på, at båndene endte i Hogager.
Ingen sange fra “Nøgne Øjne” er med på “Troubadourens Bedste”, vel fordi der var planlagt en genudsendelse af hele
pladen i foråret 1998.
På bagsiden af coveret kan man se nogle fotos fra studiet (taget af Roald Pay), bl.a. et hvor næsten alle mand er samlet,
og Max “Nhuthzhi” suger på en gigantisk chillum. Næsten som da Rifbjerg, Reich og venner sad på Kulturministeriets
trappe og røg. Når man på et af billederne kan se Peter Thorups støvler ligge og flyde, skyldes det, at han måtte tage
dem af, fordi han trampede takten så voldsomt, at det gik i mikrofonerne. På forsiden af coveret holder PD en fed,
hjemmerullet cigaret, som tilsyneladende var et væsentligt element i tilblivelsen af pladen.
Hans Henrik Kolze var tidligere roadie for The Beefeaters. PT roser ham som producer: “Han forstod at løfte pegefingeren de rigtige steder!” Men mere ros fik han for produktionen af Beefeaters egen LP “Meet You There”.
Da “Mor Danmark” udkom i 1973 var der solgt 5.000 eks. af “Nøgne Øjne”, som efterhånden har nået at have tre titler:
“Dissing”, “Nøgne Øjne” og “Povl Dissing”. I følge LB, var der aldrig tvivl om, hvad titlen var: “Nøgne Øjne”!
(selvom en arbejdstitel i følge samtidige interviews var “Tape Fra En Halv Mand”.)
1969.apr.
1-8 - LP “DISSING” (“NØGNE ØJNE”) SONET SLPS 1510
Pladen er krediteret: “Dissing med Holst og Beefeaters”
1975
2,3,8 - LP “DANSK BEAT” SONET SLPS 2412
1979
8 - LP “DK ROCK, DANSK KVALITETS ROCK” SONET SLP 1322
1980
1-8 - LP-2 “POVL DISSING/
POVL DISSING & BURNIN RED IVANHOE” SONET SLP 1623
1997.mar.
8 - CD-2 “HVIS DU TROR DU ER NOGET” CMC 6090-2
1997
1997
2007
1-8 – CD-2 – ”DEJLIGE DANSKE – POVL DISSING” UNIVERSAL 1735585
*****
1968 fra optagelsen af “Nøgne Øjne”.
De to troubadourer med deres el-forstærkede guitarer.
Foto: Jens Bull.
Teksten til “Du er så alene her”, som PD ikke ville bruge til projektet.
Udlånt af Laus Bengtsson
Originalteksterne til “Nøgne Øjne”.
1968.efterår
Prod. Benny E. Andersen - Ivar Rosenberg, Lydteknik Optaget i Vanløse Bio
Povl Dissing, sang og guitar 1-7 (Rider Okke Gokke, Kæmpen Frederix, Dragen Pif Paf Puf og Tryllerylle X) - Benny
Holst, ledsage guitar 1-7 - Freddy Fræk, sang 8,10-12, 14,15,18, banjo og kazoo (Tøk Tumling) - Cæsar, sang 912,14,15, guitar (Sabelsluger Abel Spendabel) - Trille, sang 1,12,13,16,17, bækken (Trine Langben) - Iben Wurbs,
tromme, trækbasun (Trollerolle X) - Ebbe Lauridsen, bas (Busti Basti) - Jakob Bendtsen, stortromme (Trollerolle X)
1. “Jeg Er Så Bange” (2.17)
2. “Jeg Drager Afsted Mod Drager” (1.23)
3. “Jeg Er En Kæmpe” (0.56)
4. “Jeg Hedder Pif Og Paf Og Puf” (1.45)
5. “Jeg Er Tryllerylle X” (0.20)
6. “Jeg Drager Afsted Mod Drager” (1.20)
7. “Åh, Sikken Røre” (0.30)
Øvrige numre på pladen:
8. “Jeg Er Tøk Tumling” (1.11) 1. version
9. “Jeg Er Sabelsluger Abel” (0.39)
10.”Hvor Er Trine” (0.35) 1. version
11.”Trine Er En Dejlig Pige” (1.08)
12.”Her Kommer Trine” (0.21)
13.”Jeg Er Så Glad” (0.56)
14.”Hvor Er Trine” (0.33) 2. version
15.”En Væmmelig Trold” (1.05)
16.”Hekse og Kæmper” (0.40)
17.”Dragen Pif og Paf og Puf” (0.23)
18.”Jeg Er Tøk Tumling” (2.11) 2. version
Den sidste forestilling under Dansk Skolescene, opført på Folketeatret, som delvis dukkespil og delvis med skuespillere.
PD medvirkede kun via båndoptageren. Igen er Benny E. Andersen ophavsmand og besætningen er den kendte af
cremen fra dansk folkemusik. Udsendt som et dobbelt EP album med 8 siders tegninger af Paul Bach. Denne udgave er
meget sjælden i pæn stand. Genudsendt i 1969?, med nye fotos af de medvirkende på omslaget, som også har fået nye
farver. Findes med rødt eller blåt Mascot logo på de to plader, men også med én plade rød og én plade blå!
1968.sep.
1-18 - EP-2 “TØK TUMLING” MASCOT MP 1023/24
1977
1-18 - LP “TØK TUMLING EN BØRNEKOMEDIE” MASCOT MALP 1000
*****
1968.okt./nov. Parrene Knudsen og Dissing var i oktober/november 1968 to uger i Skotland. For familien Knudsen var
det en ofte foretaget rejse, idet de havde en lejlighed i Edinburgh på Forrest Hill Road. De havde på deres gentagne ophold i Skotland, fået en lang række venner blandt de yngre musikere i landet, som holdt til på de lokale værtshuse og
klubber, bl.a. Sandy Bell’s, og i Linlithgow som er en mindre by ca. 25 km. vest for Edinburgh mod Falkirk. Formålet
med rejsen denne gang, var at deltage i et bryllup. Det var Finbar Furey, en irsk sækkepiber, der boede i Skotland, som
skulle giftes med en skotsk pige, Sheila.
Knudsens havde som sædvanligt båndoptager og mikrofon med overalt og optog en lang række bånd. Det skete både i
deres lejlighed, i Sandy Bell’s, på andre værtshuse, til bryllupsfesten osv. Der blev foretaget en afstikker til Ny Hebriderne, hvor man på øen Skye besøgte og optog den gamle keltiske barde Calum Ruadh. Thorkild Knudsen havde lavet to
radioprogrammer om ham, som blev sendt i Danmarks Radio, P2 i april 1968. Det var med optagelser fra et af de tidligere besøg.
En gennemlytning af båndene giver det indtryk, at de skotske musikere er ualmindelig dygtige og gennemmusikalske.
Uanset hvornår man stikker dem et instrument i munden eller hånden, så spiller de virtuost. Specielt Finbars klagende
sækkepibe gør indtryk. Han kunne få en sten til at græde eller grine, afhængig af tonearten.
Holdningen blandt de skotske musikere var, at man delte alle sange og melodier. Hvis én fandt noget nyt, så gemte han
det ikke, men delagtiggjorde straks alle vennerne i opdagelsen, så de også kunne få glæde af den. Der er ikke noget
underligt i, at dette musikalske miljø gjorde stort indtryk på PD. Han var vant til, at de danske folkesangere sad og gemte på hver deres hemmeligheder. Det musikalske og tekniske niveau i Skotland var også en del højere, end PD var vant
til hjemme fra! Men det var også nogle frygtindgydende navne han mødte! Alt i alt en lærerig tur, som nær havde taget
modet fra PD og næsten fik ham til at opgive at synge og spille! Mere om det senere. Alle optagelser er lavet af Anelise
og Thorkild Knudsen.
Rejseholdet med venner.
Fra venstre: Barbara Dickson, Diane? fra Irland, Hamish Baynes og Derek Moffat fra McCalmans,
Thorkild Knudsen, Jette Dissing og PD. Manden i forgrunden er en tilfældig gadesælger, som viser en flettet rangle.
Værtshuset hed, som det fremgår “Forrest Hill Bar”, men kaldtes kun for Sandy Bell’s
Foto: Anelise Knudsen.
1968.okt.27.
Live Forrest Hill Road, Edinburgh. Optaget om eftermiddagen
Finbar Furey, sækkepibe - Povl Dissing, tale
1. The Fox Chase (8.18)
2. Povl Dissing taler
Med Finbar Furey
Tre lydbilleder fra Skotlandsturen blev sendt i DR i 1970, under titlen “En Irsk Sækkepiber Gifter Sig I Skotland”.
Thorkild Knudsen indleder denne udsendelse således:
“Den irske sækkepiber hedder Finbar Furey. Vi hørte, at han skulle giftes i Edinburgh med en skotsk pige, så tænkte vi:
“Pragtfuldt! For så møder vi alle Irlands og Skotlands og Englands allerbedste og mest berømte folkemusikere på én
gang. De kommer til brylluppet, for Finbar er den alle elsker og beundrer. Ganske rigtigt, de kom alle sammen. Finbars
far, Ted Furey - den irske fidler, Finbars to brødre, Paul og Eddie, henholdsvis ske-spiller og folkesanger, Roy Williamson og Ronnie Browne, de to Corries fra Skotland. Archie Fisher, Barbara Dickson og McCalman trioen også fra Skotland. Dave Swarbrick og Martin Carthy fra England og Julie Felix og så videre. Fra Danmark såmænd Povl Dissing.”
Disse musikere var ikke hvem som helst! Martin Carthy, som er englænder, spillede på denne tid sammen med Dave
Swarbrick og året efter blev han medlem af gruppen “Steeleye Span”. Berømt er han også for, at være den, som under
Bob Dylans første besøg i England i 1962, lærte ham en række gamle engelske og skotske sange, som senere - i let
ændret form - dukkede op på Onkel Bob’s egne plader.
Roy Williamson og Ronnie Browne var allerede berømte som pladekunstnere, som gruppen (duoen) “The Corries”.
Archie Fisher var ligeledes kendt fra plader, hvor han indspillede med sin bror Ray Fisher. Senere spillede han bl.a. med
Barbara Dickson, som senere igen blev berømt via musicalen “Evita” og i disse år som skuespiller. De øvrige er vist
kendte nok!
Fra radioudsendelsen fortæller Thorkild Knudsen om “Rævejagten” - en gammel irsk melodi - som generationer af
sækkepibere har “malet” på. Denne dag sad alle vennerne i Knudsens lejlighed, og Finbar var nedtrykt. Det var jo ikke
meningen her umiddelbart før brylluppet, så for at opmuntre selskabet, begynder man at skyde med bue og pil i køkkenet! Det viser sig, at Finbar, som aldrig har haft en bue mellem hænderne før, er en genial bueskytte. Han vinder en
frygtelig masse bajere, og det opmuntrer ham. Da PD spørger, om de ikke skal drikke nogen af de mange bajere, siger
Finbar: “Nej!” og farer ind i stuen til sin sækkepibe, og spiller en fantastisk udgave af “The Fox Chase”.
PD afslutter udsendelsen med disse ord (optaget 1. september 1970): “Jeg ved sgu’ ikke, det virkede fantastisk stærkt på
mig lige den gang, fordi det fik mig til... Jeg kan huske at vi mødte Roy. Vi var ude at købe kul, tror jeg, så mødte vi
ham på gaden. Og jeg ku’ med det samme godt li’ ham, for jeg kunne se på ham, at han var skide sød, ikke. Og så
tænkte jeg: “Gud, det bli’r skønt at spille for ham. Eller ham skal vi møde en dag, og så skal vi rigtigt spille, og jeg glædede mig sådan lidt til at spille nogen ting for ham, også for andre mennesker, ikke. Men jeg kunne slet ikke! Jeg var
ligesom blevet enarmet, du ved.”
“Vi kom ud og besøgte Roy den formiddag, hvor han og Finbar havde siddet og spillet hele natten. Hele lokalet, det lå
fuldstændigt, som om de lige havde rejst sig op fra det efter flere dage. Der lå guitarer her og sækkepiben hang på en
stol derhenne. Det var ligesom, om de levede med de ting. Det opdagede jeg pludselig, at jeg ikke selv gjorde.”
“Jeg havde min guitar i kassen, der lå den pakket ind, indtil jeg skulle spille, og så skulle jeg helst bruge et kvarter til at
stemme i, inden jeg kom ind i det lokale, hvor der sad andre mennesker, ikke. Sådan har jeg.., jeg ved ikke, om jeg
springer i det, men du ved, alle de indtryk jeg fik af de mennesker, deres forhold til deres musik, det opdagede jeg
pludselig, at jeg ikke selv havde mere. Jeg siger det på den måde, fordi jeg en gang har haft det, og det kan jeg huske
selv. Jeg kan huske den gang, at vi bare spillede, vi gik bare rundt og spillede, med hinanden og... hvis Freddy kom
forbi, så spillede vi med Freddy og ... altså, vi var ligesom blevet sådan nogen omrejsende i vor egen musik.”
1968
1 - HOGAGER-TAPE “GE 68/90”
1970
1,2 - HOGAGER-TAPE “YE 70/4”
*****
1968.okt.27.
Live Forrest Hill Road, Edinburgh
Povl Dissing, sang og guitar - Tilstedeværende i øvrigt: Jette Dissing, Anelise og Thorkild Knudsen samt Finbar Furey,
Roy Williamson og Martin Carthy.
1. “This Morning I Get Married” (2.42)
2. “Love For The Break Of Day” (0.57) 1. version afbrydes
3. “Love For The Break Of Day” (1.22) 2. version afbrydes
4. “Kansas City” (1.16) afbrydes
5. “Ain’t Gonna Scold You” (4.40)
Med Povl Dissing
Den første aften i Skotland og PD får lov til at underholde helt alene. Han vælger sit gamle repertoire fra 1963, formentlig fordi det er på engelsk.
I (1) får PD sunget en god bryllupsblues, hvor han gennemfører sangen (skrevet af Benny Holst til hans bryllup, men
også passende til dette selskab!). PD stopper (2) med et udbrud “Another key! It’s too high, what can I do?” en af
skotterne svarer: “Any key you like!” Anden gang bryder han med en bemærkning om, at den er for lav. “Let’s take
another one!” siger PD. Efter lidt stemmeri går han i gang med “Kansas City”, som afbrydes med en bemærkning om,
“this one was my favourite song at a time” og han går i gang med (5). Det bliver tydeligere og tydeligere, at de tilstedeværende bliver utålmodige, vel på grund af at PD hele tiden afbryder sangene. Gæsterne taler højere og højere og kaffekopperne klirrer mere og mere. Først med (5) synger han, så tilhørerne tier og lytter. PD afslutter med: “Enough of them
sad songs!”
1968.okt.
1-5 - HOGAGER-TAPE “GE 68/87”
1968.okt.
1,5 - HOGAGER-TAPE “EX I GE 68/ “
*****
1968.okt.27.
Live Sandy Bell’s, Edinburgh. Optaget om aftenen.
Povl Dissing? - Ollie?, fiddle - Derek?, fløjte - Kenny?, sang - Alex Campbell, sang og guitar - samt sang ved en række
andre personer
1. “Spillemandsmelodi” (0.20) (a capella)
2. “Spillemandsmelodi” (0.20) (a capella)
3. “Fiddle og guitar” (1.41) (instrumental)
4. “Fiddle” (0.35) (instrumental)
7. “Fare Thee Well My Own True Love” (4.00)
8. “Fiddle” (0.52)
9. “Fiddle” (2.00)
10.”I’m A Freeborn Man” (2.41)
11.”Fiddle” (1.54)
12.”Sally Free And Easy” (4.14)
13.”A capella” (0.50)
14.”Fløjte” (2.43)
15.”Fløjte” (0.56)
16.”Fløjte” (1.45)
17.”Fløjte” (0.34)
18.”Fløjte” (0.18)
19.”Fløjte” (1.27)
Med Alex Campbell og venner
Optagelsen har fundet sted i værtshuset og der synges og spilles på livet løs. Fiddle, fløjte og guitar og af og til vokal.
Baggrundsstøjen i lokalet er høj. Klirren af glas og flasker og snakken. En af skotterne, som har været i Danmark, kan
huske en af Evald Thomsens spillemandsmelodier. Han mener dog, at det vist var Cæsar, der spillede den. Han giver
den indledningsvis vokalt! ThK beder om den en gang til, og spørger, hvad var det?
Midt i det hele ringer klokken for sidste omgang inden pubben lukker. “Last round!” og der bliver for første gang en
længere pause i musikken! Da alle er forsynet, synger Kenny? “Sally”, hvorefter klokken ringer igen i et minuts tid.
(13) er firstemmig Barbershop harmony.
Solisten i (14) vil først ikke spille, fordi han mener, at alle griner ad ham. Da han er færdig, siger han, at han ikke selv
kunne høre spor. Men alligevel spørger han: “Would you like me to play some more?” Og det gør han så, mens de
andre snakker og drikker. Fløjtenisten kan stadig ikke selv høre noget, men har nu fundet ud af, hvorfor det bliver
optaget. “You gonna use this as blackmail!” Efter at have skiftet fløjte, spiller han en dansk melodi, som han dog har
glemt. Det lyder som endnu en spillemandsmelodi. Efterhånden som aftenen bliver længere og længere, bliver brudstykkerne kortere og kortere. ThKs båndoptager er også kendt i Skotland. På et tidspunkt siger en af deltagerne (Alex
Campbell, I presume!): “You have never recorded me smoking a cigar!”
Fløjtespilleren er ikke sådan at slå ud, han bliver ved gennem råb og larm, selvom han siger, at han har glemt melodierne.
PD’s indsats denne aften er at være til stede! Det er sandsynligvis Alex Campbell, som spiller guitar. Det lyder, som om
PD taler af og til. En enkelt gang lyder det som om, at han prøver at stemme den 12-strengede. Under alle omstændigheder er disse bånd nogle pragtfulde stemningsbilleder fra et musikalsk værtshus med nogle ualmindeligt musikalske
gæster.
1968
1-19 - HOGAGER-TAPE “SANDY BELL’S, 1 OG 2”
*****
1968.okt.28.
Live Linlithgow, Skotland -
1. “Sangeren” (2.01)
2. “Gi’ Mig En Hest, Mor!” (3.04)
3. “Alperosen” (3.42)
Med Povl Dissing
PD: “Den aften kan jeg godt huske, det var The McCalmanns, der skulle ud og lave job i den der lille by, og så tog vi
med. De syntes, det var skægt, det jeg lavede, og så fik de mig gejlet op til at give et par numre i deres pause. Publikum
tog meget kærligt imod det, jeg ved ikke om det var begejstring, så meget som det var - Gud, det var dog interessant!”
PD træder ud på gulvet og siger: “Øh, I’m Danish I would like to sing you some songs I used to sing in Denmark. It’s
difficult for me to explain what they are about, but the first of them is about some birds.” Og så kommer en strålende
version af “Sangeren” på dansk. Vild jubel, men snakken går straks i gang og der må tysses. PD fortsætter: “The next
song is about a little boy, who wants a horse, and he is very poor, his family is very poor they can’t give him a horse.
When it comes to Christmas he looks after some parcels under the tree. His parcel is a horse, but it is made out of
chocolade. But then suddenly when he becomes older, his mother dies and then he sees some horses outside the door
waiting to bring the coffin away, and then it reminds him of .... It’s hard to explain! I’m a little bit nervous!” Men en
god udgave af “Gi’ Mig En Hest, Mor!” bliver det alligevel til. Og et forsøg på at lave en engelsk tekst: “Give me a
horse, mama”. Og der klappes! Og tysses igen.
PD: “My last song tonight, is a song telling a story about a man who had to give his girl something.” Jubel. “Sometimes
girls ask men for something, which are very difficult to get hold on. And this girl is asking her boyfriend to go up in the
mountains to pick a rose for her. And when he comes up, he throws it down to her and then suddenly he falls down and
he is dead. And she went up because she decided she really loved him, and then she jumps out and ...(PD klasker hænderne sammen) You know!”
Hele værtshuset vælter af jubel! Og så siger han, at han ikke kan engelsk, og at han ikke kan forklare, hvad viserne
handler om!? Det er tydeligt, at PD bliver mere og mere varm og det er beklageligt, at det ikke blev til flere end disse
tre sange. Det er tydeligt, at skotterne kan lide ham, uanset at sproget er dansk.
Hogager-tape “Y 92” er et eksempelbånd, som har været anvendt ved et torsdagsaften-arrangement i Folkemusikhuset i
Hogager.
1968
1968
3 - HOGAGER-TAPE “Y 92”
*****
1968.okt.
Live Forrest Hill Road, Edinburgh -
Povl Dissing, tale - Roy Williamson, fløjte - Finbar Furey, fløjte - Paul Furey, skeer, concertina
På dette bånd, kan man høre, at PD taler i baggrunden. Han medvirker ikke musikalsk.
1968
HOGAGER-TAPE “GE 1968/94”
*****
1968.okt.
Live Sandy Bell’s, Edinburgh (1-16) og Forrest Road (17-19)
Povl Dissing, sang og guitar 5,6,10,17-19 - Finbar Furey, sang og guitar 1,7? - Roy Williamson, sang - Donovan? sang
2 - ? sang 7 - Ted Furey, fiddle - Eddie Furey, guitar - Derek? - ? sang 16 - Paddy?
1. “I Never Had But One True Love” (2.21)
2. “Far Away From Your Maid At Home” (2.59)
3. “Fællessang” (2.32)
4. “Vokal kvartet” (1.18)
5. “Don’t Sell Daddy” (0.29)
6. “Sangeren” (2.53)
7. “Come By The Hills” (4.17)
8. “Fiddle” (0.56)
9. “Fiddle og guitar” (0.53)
10.”Fiddle og guitar” (0.37)
16.”The Frontpage” (1.48)
17.”Sangeren” (1.57)
18.”Lille Kammerat” (0.48)
19. Lille Kammerat” (2.51)
Med Povl Dissing med flere
Formentlig optaget samme aften som det foregående bånd? Men helt afgjort senere på aftenen! Det starter med at
klokken ringer og der er tilsyneladende mindst to grupper, som synger, samtidigt! Det hele bliver mere og mere ukontrolleret. (3) er en fællessang, hvor hver enkelt synger for, i de vers man nu kan huske.
Efter (3) siger PD: “Jeg har fået en skide god ide! Man ku’ lave en hel udsendelse om det, du. Sådan en lydbilled-udsendelse, om det bryllup der. Hvordan der bliver lagt op til det. Alt har haft noget med det at gøre på en eller anden
måde. Også alle de andre, der har været oppe i lejligheden. De har alle sammen snakket, det har ligget i luften, at Finbar
han skulle giftes. Det er ret fantastisk, synes jeg. Jeg ville gerne have haft et kamera her, du. Alle folk er ..., nu ved alle
folk måske ikke, at han skal giftes, men...”
(Dette brudstykke med PD blev anvendt i Radioudsendelsen “En Irsk Sækkepiber Gifter Sig I Skotland”, hvor Thorkild
Knudsen faktisk kaldte det tre lydbilleder.)
Lidt senere bliver hele forsamlingen smidt ud af pubben. “Come on lads! Please!” siger værten. Og så fortsætter festen i
lejligheden.
Thorkild Knudsen har båndoptageren tændt helt ud på gaden. Intet skal smutte. Senere samme aften har han optaget PD
solo i lejligheden, hvor han synger et brudstykke af (5). Umiddelbart tror man, at han sidder helt alene, men da han lidt
undskyldende stopper, bryder helvedet løs. Hele forsamlingen sidder der og siger “Go on. Go on. Just sing. Sing in
Danish!”. Det gør hans så, og der er dødstille imens. Noget af en præstation, at få den forsamling til at tie stille på dette
tidspunkt!! Men han spiller og synger smukt, inspireret af en hel aften med skotterne.
“Come By The Hills” synges af et par, hvor kvinden har en smuk lys stemme. Måske er det Finbar og hans kommende
kone, der synger? Eller er det Julie Felix? I (10) spiller PD et par akkorder og nynner lidt med. Flere gange lyder det
som om, han lægger an til at ville synge, men fidleren tager teten hele tiden og spiller det samme stykke igen og igen.
Først til allersidst får PD mulighed for at spille lidt. (18) bliver kun lidt forspil, da han starter med forkert linje. Men det
er svært at få ørenlyd, for der er hele tiden nogen, der taler eller går. Men det ender med en god version. Måske er (1719) optaget en anden aften?
1968
1968
17-19 - HOGAGER-TAPE “GE 1968/99”
1968
5-16 - HOGAGER-TAPE “GE 1968/100”
*****
Den Nordvestlige del af Skotland, med Isle of Skye.
Den største af øerne i "Inner Hebrides"
1968.nov.2.
Live på Isle Of Skye
Povl Dissing, sang - Calum Ruadh, sang og tale - Anelise og Thorkild Knudsen, tale - Jette Dissing, tale
1. Fingal” (3.08)
Med Povl Dissing
Stedet er den lille by Camastianavaig, som ligger på nordøstsiden af Isle of Skye, den største af øerne i Ny Hebriderne,
vest for selve Skotland.
Gruppen modtages med sang a cappella på gælisk af den gamle barde Calum Ruadh. Han byder velkommen (“igen”, da
ThK og AK har været der før) og bryder igen ud i sang. Han glemmer dog teksten og går helt i stå. En pause opstår og
AK hvisker “Thorkild!” og ThK prøver at redde situationen: “Tell me, you are not forgetting your songs, are you?”
CR: “I’m afraid I am. I’m getting old, I feel I am getting old, I’m afraid. I have it on a recording, all the very same song,
and the BBC have recorded it.” Hvorefter han fortsætter med at synge. Blæsten buldrer i mikrofonen, da de fire står
udendørs, på den stormomsuste ø.
Lidt senere beder ThK Calum Ruadh om at fortælle, hvornår og hvor han komponerede sangen. Calum Ruadh lyder,
som er han gammel og tandløs, og har en alvorlig astma. Men han har dét udefinérlige, som gør, at man lytter med åben
mund, selv om man ikke forstår et eneste ord af det gamle sprog.
Efter et par forsøg mere på at synge teksten, bliver der igen en pause, og ThK begynder at tale om det barske landskab.
Om at det må være et gammelt vulkansk område, om Calum har lyst til at sprænge det hele i luften osv. Den gamle siger
på formfuldendt engelsk: “Don’t the ladies want to go to the toilet or anything?” Hvorefter den lille flok går indendørs.
Senere i huset tager PD over: “It’s eh ... Calum! It’s eh, kind of funny for me, because I don’t use to sing without the
guitar. But I heard so many people singing without any accompaniment up here, so I will try to do one for you. It’s a
very nice song, it’s a sad song, I think. It’s about a shepherd, going round in a big wood, no a forrest, in Sweden. And
he haven’t seen any girls at all. And suddenly one day he looked down to the river, and he see a very nice girl is bathing. He runs down to her and take her and carry her up to the hills. But she is afraid of him and she goes from him
again. And then he goes round 13 years more in the forrest. And then suddenly one day he can’t stand it any more, and
he takes his own life with a bow, you know!” Åbenbart har PD forberedt indledningen, idet han læser op fra et papir.
Herefter går han i gang med “Fingal”.
Man får det indtryk, at her står den unge visesanger foran den gamle kæmpe, som skal godkende ham, og anerkende
ham, som den der kan føre en tradition videre. Det er et “sandhedens øjeblik”, hvor alle sanser er åbne. Uakkompagneret synger PD den gamle vise, og han indlever sig som aldrig før. Det er en eksamen. Her er ingen tolvstrenget at
støtte sig til, eller til at fylde pauserne ud med. Det er den nøgne stemme og ikke andet. Dét er Povl Dissing!
Thorkild Knudsen, Jette Dissing, Calum Ruadh, Peggy Ruadh og PD.
Det må have været et gribende øjeblik, at være til stede på øen. Nu er det en fantastisk oplevelse, bare at få lov til at
høre optagelsen. Alle de små hår stritter og en iling løber langs rygraden! Enestående. Efter hans sang, er der tavshed et
stykke tid, hvor man fornemmer de tilstedeværendes grebethed. Endelig klapper Calum Ruadh for og beder de øvrige
hjælpe med.
PD erindrer: “Det var lidt smertefuldt for mig, at skulle gøre det, uden at have min guitar med, men der var på den
anden side ingen vej uden om. Man sad her med den legendariske barde, og så har jeg følt, at jeg var i nærheden af
noget stort, og så der ude på Hebriderne.... “
“Vi var var først en tur rundt til alle seværdighederne, og skulle så hjem til Calum Ruahd og hans kone og spise
tomatsuppe. Men Calum havde drukket lidt, og pludselig var han helt væk. Han var smuttet ind til naboen og havde
drukket lidt mere, hvilket ikke gjorde konen i bedre humør. Optagelsen er fra efter vi har spist.”
Båndet slutter med endnu en sang af Calum Ruadh. Han fortæller, at sangen er til Knudsens børn, der var med sidste
gang Knudsens var på besøg, og at han godt kunne lide dem, da de var forbavsende søde “i betragtning af hvem faderen
er”! Herefter synger han en sang komponeret til de søde børn.
Denne optagelse med PD burde gøres tilgængelig, gerne sammen med nogle af de andre spændende ting fra Hogager,
som aldrig har været udsendt.
Bob Dylan har “The Basement-tapes”; Povl Dissing har “The Hogager-tapes”!!
Der blev ved dette og tidligere besøg optaget kilometervis af bånd med Calum Ruadh, hvoraf kun lidt blev brugt til en
radioudsendelse.
1968.nov.
1 - HOGAGER-TAPE “CALUM RUADH”
*****
Udsigten til Calum Ruahds hus på Isle of Skye.
1968.nov.7.
Danmarks Radio TV - Optaget af Thorkild Knudsen, Hareskoven
Prod. Sten Bramsen
Evald Thomsen, violin - ?
1. “En Spillemand Blandt Unge”
Med Evald Thomsen
‘Den jyske spillemand Evald Thomsen møder unge musikanter i København. Optaget hos Thorkild Knudsen. Der er
ikke gået prøver forud for optagelserne og ingen vidste, at det ville blive udsendt i TV.’ PD medvirker ikke.
Udsendt 7. november og genudsendt 12. november 1968.
*****
1968.nov.12.
Bånd “GD 1968/105” er optaget denne dag med “Povl, Benny, Roald i Hareskov”. Båndet er ikke aflyttet, men indholdet afskrevet efter registranten.
Povl Dissing, sang og guitar – Benny Holst, sang og guitar – Roald Pay, fløjten 3, tale 2,4,6 – Thorkild Knudsen, tale
2.4.6
1. ”Tak for gode som for onde år” (Sølvstænk i de gyldne lokker) (5.25)
2. ”Alm. snak og brudstykker af ”Du lille svale”” (1.00)
3. ”Du lille svale” (4.45)
4. ”Alm. snak og brudstykker”
5. ”Lille sommerfugl” (3.35)
6. ”Alm. snak”
7. ”Brudstykker af ”Anemonesmil”” (1.25)
8. ”Anemonesmil” (2.35)
Med Povl Dissing og Benny Holst og Roald Pay
1968
*****
I 1968 udsendte Gustav Wincklers forlag et nodehæfte
med bl.a. fire Dissing sange:
Alperosen, Han skød pistolen af, Kom hjem lille far og Fingalvisen

1967-1968

Transcription

Similar documents

Ordinært møde den 19. marts 2014

CD Omslag - Fri For Mobberi

Analyse af rytmisk musik

FRA REALISME TIL NYREALISME 1960

formandens velkomst 2014

PENSIONISTEN - Statspensionisternes Centralforening

publikationen

forretningskvinden jeanett debb fagforeningsmand og frontløber

så mind mig om en sommerdag på Skagen”