Mit liv begyndte, da de tog mit ben

n Vokseværk, lød diagnosen, da
en dengang 13-årig skolepige klagede over smerter i benet. Og det
blev dermed antydet, at hun nok
var lidt pylret. Og ude på at slippe
for gymnastiktimerne.
Fem år efter var lægerne blevet
ikke så lidt klogere. Men dyrebar tid var gået, alt imens kræften havde spredt sig, så højre ben
måtte sættes af 10 centimeter over
knæet – altså midt på låret.
Ikke desto mindre er Line
Damgaard her 14 år senere
klar til på ét ben at suse ned ad
pisterne i slalom og storslalom,
når De Paralympiske Vinterleges
skikonkurrencer fra på fredag
indledes i russiske Sochi. Uden
gulddrømme, men med et realistisk håb om en fornuftig placering midt i feltet. Hun er rejst
den lange vej til PL-byen ved
Sortehavet med en protese, som
den nu 32-årige aalborgenser så
at sige ”selv har været med til at
lave”. Som autoriseret bandagist
hos Sahva, Skandinaviens største
virksomhed, når det gælder hjælpemidler til handicappede.
– Inden amputationen tror jeg
ikke engang, at jeg havde hørt
ordet bandagist. Men fire-fem
dage senere var jeg ikke i tvivl;
det var den vej, jeg skulle, fortæller alenepigen Line, der nu har sin
daglige dont hos Sahva i Aalborg
og har måttet bruge ferier, fridage og afspadsering til at forberede sig til at tage kampen op
mod udenlandske konkurrenter,
der stort set aldrig bestiller andet
end at løbe på ski.
Benamputerede Line løber slalom
ved De Paralympiske Vinterlege
Mit liv
begyndte,
da de tog
mit ben
I årevis troede lægerne, at
Line Damgaard blot led af
vokseværk. For sent opdagede de, at det var kræft og
måtte amputere højre ben
midt på låret. Men 32-årige
Line fra Aalborg har altid
været en fighter.
Sidste måneds snefald i Nordjylland har
for alvor givet Line rejsefeber. Her er hun
trukket i sin officielle PL-jakke klar til at
gå konkurrenceskiene efter endnu en
Ikke bitter
Alligevel glæder Line sig. Det gør
hun i det hele taget til alt, hvad
der ligger og venter derude i den
ukendte fremtid. For selv om hun
åbent og ærligt fortæller om årene,
hun har lagt bag sig, har denne
ukuelige optimist altid blikket
rettet stift fremad. Mod nye mål.
Typisk for hende kommer det da
også med et grin: – Skulle det gå
hen at kikse i Sochi, får jeg forhåbentlig en ny chance om fire
år, når PL i 2018 skal afvikles i
Pyeongchang i Sydkorea! Jeg har
under alle omstændigheder ikke
tænkt mig at stoppe, før kroppen
ikke kan mere.
Men hvorfor skulle det dog gå
galt for et ungt menneske, der kun
har øje for lyset, hvor mørkt livet
end har tegnet sig? En afklaret
kvinde, der for længst har glemt
angsten ved tanken om at skulle
miste et ben, men tydeligt husker
lettelsen over at vågne op i en
hospitalsseng og ikke længere
have smerter. – Det var en fredag
6
sidst i oktober, morgensolen skinnede ind gennem vinduet, og jeg
havde ikke ondt. Ikke det fjerneste. Selvfølgelig var jeg øjeblikkeligt klar over, at mit højre ben var
væk. Men det samme var de ellers
konstante smerter som sagt også.
Forsvundet – fuldstændigt forsvundet. I det øjeblik vidste jeg,
at nu – lige præcis nu – begyndte
et helt nyt liv.
Og det liv skal ikke fyldes
med bitterhed mod lægestanden.
Det vigtigste er jo, at hun stadigvæk kan løbe på ski og ride.
Hvad lægerne også havde lovet
hende før operationen. Men da de
afviste, at hun nogen sinde igen
kom til at balancere på et snowboard, blev lille frøken Damgaard stædig: ”Det skulle de sørme
ikke bestemme”. Fire måneder
senere stod Line da også under
en vinterferie sammen med forældrene ikke alene på ski ned
Faktisk er det sit eget ben – eller
et af dem – bandagisten Line her
står med på sin arbejdsplads,
Sahva. Hun har – med hjælp fra
en kollega – selv lavet det.
ad en alpeside ved Zell am See
i Østrig. Hun holdt sig minsandten også oprejst på snowboardet.
Tre operationer
Så selv om Line var fast besluttet
på at lade fortiden gå i glemmebogen, gled tankerne nok uvægerligt tilbage til dengang, hun som
12-årig første gang fornemmede,
at alt vist ikke var, som det skulle
være med højrebenet. Ikke fordi
det gjorde så ondt endda. Snarere som om noget blokerede i
knæet. Og her mente såvel lægen
som fysioterapeuten altså, at det
skyldtes vokseværk. Noget, der
bare skulle løbes væk.
– Jeg husker ikke, om de sagde
det lige ud – at jeg var pylret. Men
de lagde ikke skjul på, at de mistænkte mig for at ville pjække fra
gymnastiktimerne. Hvad de heller
ikke havde helt uret i. For selv om
jeg elskede at ride, stå på ski og
familiejournal.dk • 10/2014
Der ligger træning, træning og atter
træning bag, når Line kaster sig ud
på ét ben på slalombanerne i Sochi.
Samt ikke mindst træningslejre og
konkurrencer i Norge, Østrig,
Schweiz, Italien og sågar USA.
Ulrik sidder på ski
Nogle står på ski, andre
løber. Men Ulrik Nyvold fra
Frederiksberg gør det siddende og bliver sammen
med Line Damgaard Danmarks eneste deltagere ved
PL i Sochi. 38-årige Ulrik,
der arbejder som leder i et
firma, der sælger frø til træer
og buske, var en rutineret
skiløber, da han i en alder af
30 brækkede ryggen ved en
trafikulykke og lammedes
fra brystet og ned. Men sin
sport ville han ikke opgive.
Så nu dyrker Ulrik slalom
og storslalom på sitski, hvor
løberen sidder på en glasfiberskal, der udgør sædet,
hvorunder der er monteret
en fjeder med en ski. Samt
to skistave med små ski
under til at hjælpe med at
styre og holde balancen.
Foto: DHIF
cykle, har jeg aldrig gidet kaste
med eller sparke til en bold. I det
hele taget er holdsport ikke noget
for mig. Går det galt, skal det
være min egen skyld. Ikke fordi
andre har en dårlig dag!
Det gjorde det naturligvis
heller ikke bedre, at smerterne
i benet ikke blot blev ved, men
faktisk forværredes. Så efter pres
fra forældrene blev Line efter en
scanning på Ortopædisk Hospital i Aarhus opereret for et såkaldt
knoglefremspring og derpå sendt
hjem til Aalborg med et: ”Ha’ det
nu rigtigt godt”! Hvad hun lige
præcis ikke havde. Så da en biopsi
et par år senere afslørede en bløddelscancer, kom hun atter på operationsbordet.
– Det hjalp ikke det mindste,
fortæller Line, som alligevel tålmodigt – og i store smerter –
fulgte rådet om at se tiden an. Lige
til den dag, kirurgerne fortalte, at
10/2014 • familiejournal.dk
– En halv time i
sadlen giver mig
den balance i
kroppen, jeg
også har brug for
som skiløber,
fortæller Line.
det var kræft, og at benet ikke
stod til at redde. ”Jamen, så tag
det dog”, sukkede Line. Indforstået med, at det var eneste udvej.
Måtte sælge hesten
– Følelsesmæssigt forligte jeg
mig hurtigt med tanken. Sværere
var det at vænne mig til protesen.
Den var vanskelig at sætte på –
og så klemte den. Så da jeg skulle
øve mig mellem jul og nytår, blev
det ved enkelte forsøg. Det var jo
meget hurtigere at hoppe rundt på
krykker, smiler Line, der med sin
medfødte jerndisciplin dog hurtigt
lærte sig kunsten, så ikke en sjæl
bemærker, at højrebenet ikke er
”hendes eget”.
Det takker hun især to ting for –
sine heste og sin ski. De har æren
for, at Line med egne ord ”ikke er
handicappet, men blot en pige med
et handicap”. Såvel i sadlen som i
fuld fart ned ad snepudrede pister
synes Line i den grad på hjemmebane, at det ikke ville undre mig,
hvis vi engang ad åre også møder
dette unikum af en sportspige på
hesteryg ved sommerlegene.
Men først skal Sochi altså
opleve en dansk skiløber, der
på rekordtid har udviklet sig fra
habil amatør til slalomspecialist
af internationalt format. Det er
nemlig under to år siden, Line
besluttede at satse alt på at blive
Danmarks første alpine, paralympiske skiløber af hunkøn. Om så
det også ud over de kolossale,
fysiske krav ville gøre et så kraftigt indhug i privatøkonomien,
at hun var nødsaget til at sælge
den ene af sine to heste. Og det
kunne kun blive den yngste. Den
16-årige, mørkebrune vallak,
”Kolkjærs Silvano”, hun har haft i
11 år, skiller hun sig aldrig af med
– Heller ikke selv om han med
årene indimellem bliver lidt sur
og gnaven og godt kan finde på
at bide mig i benet.
Men heldigvis altid i det højre!
Af Ole V. Hansen
Foto: Lars Horn og
privat
ole.v@familiejournal.dk
7