Kapitel 44 - Anna-Christina von Bauditz

260
Kapitel 44, Skilsmisse og
flytning til Korsør, oktober 1972:
I begyndelsen af Oktober var skilsmissen et faktum *) og
10. Oktober 1972 flyttede jeg til Korsør. Jeg havde fået en 3-værelsers
lejlighed, tom, ganske vist, men det mente jeg nok jeg skulle kunne råde
bod på da Korsør jo både havde møbelforretning og isenkræmmer. Med
mig havde jeg mit tøj, nogle få ting til køkkenet så jeg kunne få noget at
spise, min seng og ikke ret meget andet. 90 % af det Dyveke og jeg havde
haft i vort hjem, havde hun fået lov at beholde. Jeg ville bare væk, fra
Dyveke og hendes familie og fra alt det gamle. Væk fra uvidenhed, væk
fra København, væk fra Svinninge, væk fra receptlægerne. Bare langt væk
fra det hele. Jeg forsøgte igen at få tilladelse til operation. Fars fætter sad
stadig som formand i Retslægerådet og det blev som vanligt et afslag.
*) Dyveke blev efter skilsmissen i København og hun beholdt dengang Hr.
Stationsforstanderens efternavn, Reiff. Det accepterede han, for det var jo
”min skyld” at ægteskabet havarerede.
Ankomst til Korsør:
Tirsdag 10. Oktober 1972, befriet for Dyveke og hendes familie,
flyttede jeg til Korsør. Jeg ankom med en gigantisk halsbetændelse. Jeg
afleverede flyttebeviset og fik tildelt en sygekasselæge. Det var Poul
Esmark. Han var en meget dygtig læge og han tog sig tid til sine patienter.
Fruen, der var klinikassistent, skrev mine data op og jeg kom ind i
konsultationen. Dr. Esmark undersøgte mig, skrev en recept på penicillin
og ville sende mig hjem i seng. Jeg sagde at når jeg nu skulle hen på
apoteket, kunne han lige så godt skrive 500 ”stesoer” på også. Nåda, sagde
han, kikkede på mig og spurgte: ”Hvornår skal du så have de næste 500”?
Jeg talte på fingrene og svarede: ”På mandag”. Esmark: ”Du kan tro det
bliver løgn – nu skrubber du hjem i seng og om ½ time kommer jeg og
giver dig penicillin og noget at sove på og derefter kan du bare ringe efter
mig – jeg skal nok komme. På lørdag kommer du ned til min kone og mig
til formiddagskaffe, så skal du fortælle mig hvorfor du har så stort et
tabletmisbrug – så skal jeg fortælle dig hvad du skal have i stedet for.
Formiddagskaffen og en fornyet ansøgning til
retslægerådet:
261
Jeg fortalte lægeparret om det hele og Esmark fortalte at fars fætter ville
gå på pension om nogle ganske få måneder. Han ville hjælpe mig med en
fornyet ansøgning og allerede nu, selv om han egentlig ikke måtte gøre
det, ville han begynde at få mit hormonsystem i balance. Jeg fik østrogen
tabletter og ganske langsomt begyndte Esmark at trappe mig ned med
hensyn til stesolid. Det gik fint, for jeg kunne se lyset skinne ”i enden på
en 37 år lang, mørk tunnel”. Jeg blev langtidssygemeldt og fik
sygedagpenge fra Korsør Kommune. Til Nytår forsvandt min fars fætter
fra retslægerådet og doktor Esmark indsendte en ansøgning om
operationstilladelsen. Der blev ret hurtigt bevilliget tilladelse til
undersøgelserne og jeg mødte til snak med Preben Hertoft hver anden uge
i 1973 og halvdelen af 1974.
Det nye efternavn igen:
November 1972 ansøgte jeg Justitsministeriets Familieretskontor om
tilladelse til helt og endegyldigt at udskifte min fars efternavn med min
mors. 09. Oktober 1972 blev navneændringen bekræftet som brugernavn
og jeg fik nu myndighedernes foreløbige officielle tilladelse til at bruge
navnet Anna-Kirsten von Bauditz i pas og kørekort.
Nu: "Heldags" Anna-Kirsten.
Samtalerne med Preben Hertoft:
Det blev fra starten pointeret at, fra nu af måtte jeg ikke vise mig i
mandstøj. Gjorde jeg det ville samtaler og mulig tilladelse til operation
øjeblikkeligt blive inddraget. Ind imellem var jeg rigtig arrig på ham, men
Hertoft forklarede mig at inden han sendte mig på en operationsstue måtte
han være helt sikker på at min beslutning var rigtig, for DER VAR INGEN
262
VEJ TILBAGE – INGEN FORTRYDELSESRET. Jeg var stadig ret
utålmodig men han holdt stand indtil en dag hvor jeg ophidset knaldede
hånden i hans skrivebord og fortalte ham på ”jævnt dansk” hvad jeg mente
og jeg anvendte kun store bogstaver, runer, hieroglyffer, kyrilliske
bogstaver samt en del andre underlige tegn
(!”#¤%&/()=?+´½½@£$}´´`>\<¨~, et par galger var der vist også og en
bøddeløkse). Så spurgte han stille: ”Er du snart færdig”? Jeg stoppede op
og han sagde at det var den reaktion han havde ventet på og jo, jeg skulle
nok få lov at blive opereret.
Korsør Kommune:
Der var stadig mennesker der ikke vidste nogen ting om noget som helst.
De sad bare som små konger bag deres polerede skriveborde. Her ibland
Socialborgmester Poul Mortensen og sygekasseleder Georg Marott samt
overmatros, socialudvalgsformand Messerschmidt. De gjorde hvad de
kunne for at sabotere min operation.
Et af de krav der fra justitsministeriets og retslægerådets side blev stillet
for at opnå en tilladelse til operation var jo at jeg aflagde alt hvad der hed
mandstøj. Det havde jeg gjort for lang tid siden, men kravet lød altså
sådan. En sygemelding fra Hertoft på ½ år fejede de af bordet en uge før
263
jul 1973. Jeg skulle ikke regne med flere sygedagpenge om jeg så kom
med 100 sygemeldinger fra selveste dronningen. Nu skulle de fand’me
lære mig at tage mandstøj på og passe et arbejde.
Korsør Kommune gjorde hvad de kunne for at aflive
mig:
Sygekasselederen hjælper ved at holde mig under vand til jeg er
færdig med at begå selvmord.
264
Jeg vil med disse ord sige dem alle tre tak for
alt det onde de gjorde imod mig.
En håbløs situation:
Det kunne være en novelle, men det er den barske
virkelighed.
Jeg vandrede planløst rundt i gaderne, grædende, frysende, havde hverken
venner, veninder eller kammerater. Der var ingen der brød sig om mig. Jul
ville der heller ikke blive, og udsigten til at ryge ud af lejligheden om et
par måneder, højest, fordi jeg nu ikke kunne betale huslejen, og piller til et
selvmord havde jeg heller ikke.
På det nærmeste paralyseret stod jeg med et ved rækværket på broen og
stirrede ned i havnens mørke vand under broen ......................... Jeg kunne
jo bare hoppe i når det blev mørkt, så kunne Marott, Mortensen og
Messerschmidt fiske mit lig op i morgen tidlig.
Selvmordsforsøg nr. 7 og 8:
Jeg løb rundt om hjørnet, samlede en brosten op og smed den gennem
Marotts vindue hvorefter jeg hoppede i havnebassinet. Nogle Falckreddere
havde set det, så jeg blev fisket op og kørt hjem og jeg fik en sprøjte med
2 ml. novokain. Med så meget stesolid jeg endnu havde i kroppen kunne
de lige så gerne have hældt en theske vand i havnen for at undersøge om
vandstanden steg i New York. En time efter fiskede de mig igen op af
havnen og kørte mig hjem. Denne gang kom Esmark og han gav mig så
meget at jeg faldt i søvn.
Klokken 23 kom Matrosformand Messerschmidt, Socialborgmester Poul
Mortensen og Sygekasseleder Georg Marott og ringede på døren, til en
nærmest bevidstløs Anne-Kirsten lukkede op.
De kom med et par træsko, et par cowboybukser og en sweater. Nu skulle
jeg lære at arbejde og så sendte de mig ... .. ... .. efter to selvmordsforsøg
den samme dag ..... ud på et nattemørkt Storebælt med færgen Arveprins
Knud. Jeg skulle gøre rent, men det varede ikke længe før matroserne fra
to færger roede Storebælt rundt for at fiske mig op af bølgerne. Jeg
forsøgte at svømme væk fra redningsfolkene. Jeg ville ikke reddes. Den
dag var det påtvunget selvmordsforsøg nr. 9.
265
Kaptajnen på den færge jeg skulle være på, talte med mig i en kahyt da
jeg var blevet fisket op og pakket ind i varme tæpper. Han fik beretningen
om Korsør Kommune og navnlig om socialudvalgsformandens rolle i
sagen. Inden færgen nåede Korsør var overmatrosen fyret fra DSB.
Gentagne aflivningsforsøg:
Korsør Kommune gjorde det ene fortvivlede forsøg efter
det andet på at aflive mig, og da de fik besked på at de
ikke måtte tage sygedagpengene fra mig, prøvede de
skattemæssigt at ødelægge min økonomi. De tog så meget
af mine sygedagpenge at de måtte give mig et socialt
tilskud for at jeg kunne betale husleje.
Gid Matrosformand Messerschmidt, Socialborgmester Poul
Mortensen og Sygekasseleder Georg Marott måtte rådne op
i Helvede når de er færdige med at vaske hænder.
Forsøg på at flytte fra Korsør til Hørsholm:
Korsør Kommune ville på den ene side gerne af med mig, men på den
anden side beholde mig for at have en de kunne chikanere. Jeg havde
fundet en lejlighed i Hørsholm. Hørsholm kommune spurgte selvfølgelig i
Korsør og der fik de at vide at jeg udover dagpengene fik et ret stort socialt
266
tilskud. Korsør sagde bare ikke noget om at de trak næsten 80 % af
mine sygedagpenge og om årsagen dertil. Resultatet var at Hørsholm
Kommune ikke ville se skyggen af mig.
På den ene side og på den anden - de vidste ikke selv hvad de ville og
værst af alt - de forsøgte ikke at finde ud af det. De vidste ingenting. De
forstod ingenting. De ville ikke vide eller forstå. De prøvede at begrave
mig i byrokrati og rende fra ansvaret for deres egne handlinger.
Korsør Kommunes Byvåben
Tak, de er HELT færdig!
Tak, de er HELT FÆRDIG!!!
Rigshospitalet:
De næste måneder gik rimeligt. Jeg fik lov at være nogenlunde i fred. 14.
maj 1974 blev jeg indlagt på Rigshospitalet for at gennemgå operationen.
Der var før operationen en del undersøgelser jeg skulle igennem.
Operationen, to halve mennesker bliver til eet helt
menneske:
16. Maj om morgenen blev jeg kørt ned på operationsgangen. Jeg fik en
”beroligende” indsprøjtning men i første omgang syntes den ikke at
berolige noget videre. Jeg foldede mine hænder og bad Jesus holde mig i
267
hånden under operationen og faldt så til ro. Det kunne naturligvis være
sprøjten der virkede, men jeg er dog sikker på at det var Jesus der tog min
hånd og beroligede mig.
Jeg kom ind på operationsstuen og narkosesygeplejersken kom med en
sprøjte med noget der lignede ”bolchevand”. Jeg spurgte hende om hun
mente det kunne få mig til at sove ….. overlægen fra døren til
operationsstuen: ”Åh jo, det går sikkert – kan de tælle til 10” frk. Bauditz?
Jeg: ”En, to, tre, fire, fem, seks …..” og så var der en eller anden idiot der
slukkede lyset".
Næste formiddag under stuegangen sagde overlægen: ”Hør nu her – de
kom kun til seks i går selvom de hævdede de kunne tælle til 10” og så stod
han der med et flabet, drenget grin over hele femøren. To halve ”intet” var
nu blevet til et helt menneske. Operationen var klar. Jeg fik brev fra
Justitsministeriets Familieretskontor om at jeg nu officielt kunne anvende
mit nye navn,
Anna-Christina Charlotta Ewa-Louisa Suzanna von Bauditz.
Anna-Christina efter opvågningen, men
endnu med en del bedøvelse i kroppen.